Artikler
Maj 3, 2022
Krigsfangelejr ved Løgumkloster
Der kom i alt 3.000 krigsfanger til den meget interimistiske lejr. Fangerne kom til at bo i træbarakker. Kort tid efter udbrød der plet – tyfus i lejren. Der var mange døde, der blev begravet på en kirkegård i nærheden. Lejren blev omhyggelig renset, så epidemien ikke bredte sig til selve byen. Russerne var velegnede til at arbejde i landbruget. De dansksindede havde medlidenhed med dem. De tysksindede betragtede dem som fjender. De blev meget afholdt, selv om de havde en arbejdsuge på 6 gange 10 dage. Til sidt blev lejren befolket af tyske straffefanger. Efter krigen blev lejren brugt som husvilde-boliger, men brændte i 1920.
Mange lejre i Nordslesvig
Der var mange krigsfangelejre i Nordslesvig. Vi har registreret følgende steder:
3.000 krigsfanger i Løgumkloster – lejren
Her vil vi beskæftige os med lejren ved Løgumkloster. Det var i begyndelsen af marts 1915 at der ankom 2.000 krigsfanger af forskellige nationalitet. Russere, belgiere, franskmænd og englændere til den nyopførte fangelejr ved Løgumkloster. De blev anbragt i træbarakker af forskellige størrelse. Det var en ret interimistisk lejr.
I alt var her vel ca. 3.000 fangere. Fangerne havde ringe mulighed for at få kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var under konstant bevogtning. Lejren var utilnærmelig om aftenen.
Også i Løgumklosterlejren var der fødevaremangel. De lokale beboere satte vagt ved roe og kartoffelkuler i nærheden af lejren for at forhindre, at de blev plyndret.
Englænderne blev kort tid efter overført til en lejr ved Østerterp ved Bedsted Lø.
Plettyfus i lejren
Allerede kort tid efter opstod der en frygtelig epidemi. Det var den frygtelige plettyfus, der fulgte i verdenskrigens spor. Epidemien fik nogle frygtelige følger for lejrens fanger.
For at beskytte byen mod denne epidemi, blev der i en lille skov, der lå vest for lejren indrettet en særlig kirkegård. I løbet af blot 4-5 måneder lå her 71 af sygdommens ofre. 56 russere, 10 franskmænd og 5 belgiere.
Takket være omhyggelig rensning af hele lejren, lykkedes det at bekæmpe epidemien, så den ikke bredte sig til Løgumkloster.
Vagtmandskabet var ældre tyske soldater
Lejrens vagtmandskab bestod af ældre tyske soldater, der blev indkvarteret hos byens befolkning, dansk – som tysksindede. De var omkring 40 – 45 år. Og de var egentlig lette at omgås.
Straffefanger kom til lejren
Under den sidste del af krigen husede lejren en hel del tyske straffefanger. Af dem døde der 39. De blev begravet på selve kirkegården. Disse grave blev sløjfet i 1945 – efter 27 års forløb – sløjfet efter ordre af en tysk Feldwebel.
Menighedsrådet med pastor Schülein havde ellers besluttet at bevare gravene for en ny periode.
Lejren brændte i 1920
Efter krigen blev lejren benyttet som husvilde-boliger. Hele lejren brændte ned i 1920.
Tre års preussisk værnepligt
Ved første verdenskrigs udbrud i 1914 var det nuværende danske Nordslesvig en del af den preussiske forbundsstat. Der var tre års preussisk værnepligt. Alle de indkaldte soldater blev ved krigens udbrud sendt til fronten. Dette medførte en betydelig arbejdskraftsmangel, som især gjorde sig gældende i landbrugsegne som Nordslesvig. I industriområder var det større muligheder for at inddrage kvindelig arbejdskraft til erstatning for værnepligtige mænd.
Forholdet præget af nationalpolitiske tilgang
Tyskerne vandt store sejre ved Tannenberg og slaget i de Mauriske Sumpe. Man tog omkring 100.000 fangere. Det nøjagtige tal kendes ikke
Mange af russerne blev efter lejropholdet udstationeret hos byens og omegnens landmænd, hvor de som ”fagfolk” gjorde god fyldest.
Efterhånden blev de fleste russere overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne. De fleste belgier og franskmænd blev sendt syd på til industriegnene.
Lokalbefolkningens forhold til krigsfangerne var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjende. De følte nærmest medlidenhed med dem. De forsøgte at stikke et stykke mad til dem, når de vandrede forbi. Men hvis det blev opdaget af vagtmandskabet, blev det straks konfiskeret.
De tysksindede betragtede dem som fjender
De tysksindede holdt sig til kostreglementet for fanger, mens de dansksindede snød. En logisk forklaring er at de tysksindede betragtede dem som fjender.
De russiske krigsfanger var meget populære og blev omtalt med varme og interesse. De var arbejdsomme, muntre og vellidte. Mange af dem var analfabeter. Men de kunne bestille noget. Det var også en fornøjelse for de lokale at se dem spise den spartanske krigskost.
Den normale arbejdstid var 10 timer ugens seks dage. Om søndagen kunne man normalt holde fri, men i landbruget skulle man stadig passe dyrene.
En fransk hyldest
I efteråret 1919 forsvandt de fleste fanger. De gik illegalt over grænsen til Danmark. De blev alle samlet i en stor lejr i Hald ved Viborg.
Ved indvielsen af monumentet på krigsfangekirkegården den 15. juni 1923 sagde den franske minister Vicomte de Fontenay bl.a.:
Tilgang til kirkegården
I skovens østligste del ligger en ensom grav. Han måtte ikke ligge i indviet jord – den russiske jøde, Abraham, der døde den 1. juni 1915. Da faderen, den rige korngrosserer fra Odessa under et besøg i 1920’erne så, hvor fredeligt hans søn lå begravet, opgav han omgående at få sønnen bragt hjem til Rusland.
I 1965 blev krigsfangegården med myndighedernes tilladelse udvidet med to grave, to russiske fanger fra 1914 – 18, som ikke ønskede at komme hjem igen, ugift som de var.
Det var Andrei Floderow, som fandt et hjem i Bevtoft. Og så var det Jürgis Bickowski, kaldet Georg. Han fandt sit hjem i Løgumkloster. Han villeikke kaldes russer, da han var født i Litauen. På hans gravsten står også rettelig ”Litauer”. De ønskede begge at hvile ved siden af deres kammerater.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 3, 2022
En friser på kirkegården
Går man en tur på kirkegården i Møgeltønder er det næsten lutter danske gravstene. Men pludselig dukker en frisisk gravsten op. Den fortæller en masse historie. Her ligger den kendte friser Nann P. Mungard. Han blev lige som mange andre folk fra Sild sømand. Han beherskede mange sprog og forsvarede de frisiske traditioner. Han regerede kraftig, da præster ville afskaffe nogle af dem. Han lavede en frisisk ordbog og meget mere. Men han fik alvorlige problemer, da afstemningstiden kom. Han anbefalede nemlig at friserne skulle stemme dansk. Og det vakte en masse modstand og trusler mod ham. Antagelig er det modstandere, der brændte hans store gård af på Sild. Han flygtede til Toghalle Gamle skole, som blev ejet af hans gode ven Cornelius Petersen. Men så var det jo også lige historien om Jens Mungard. Han blev udråbt som frisernes bedste digter. Han ville hæve sin arv i Tønder Landmandsbank. Men så fik han problemer med Gestapo. Han døde i KZ – lejr – allerede i 1940.
En gravsten med frisisk indskrift
Man skulle tro, at der kun var danske gravstene på kirkegården i Møgeltønder. Men pludselig standser man op. Hvad er nu det? For her er en gravsten med frisiske ord:
Ja bag gravstenen gemmer der sig en skæbne. Men også vedkommendes søn oplevede ting og sager. Han blev faktisk endnu mere end faderen. Jo familien kom til at betale for deres nationale tilhørsforhold.
En familie med mange skæbner
Under mystiske forhold nedbrændte deres store gård indeholdende mange kinesiske antikviteter. Selv mente Nann P. Mungard, at branden var påsat.
Familien mistede jorden og sønnen, der var Silds største digter, der omkom i tysk koncentrationslejr i 1940. Mungaard fik udgivet sine erindringer i 1989. Hans originaltitel var
Han vidste som 5 – årig, hvad han ville være
Nann Mungaard er født den 30. juni 1849 i Keitum på Sild. Hans far var skomager og landmand. Nann var opvakt og havde et ukuelig opvakt frisisk sind. Han stod uden for klassen og hørte, hvad hans ældre legekammerater lærte i skolen.
I stedet for at han skulle stå derude og bare ved sin tilstedeværelse kunne forstyrre undervisningen, blev han inviteret med ind i klassen til at overvære undervisningen.
Allerede fra sit femte år vidste han, hvad han ville. Som de fleste i hans slægt ville han være sømand. Som 13 – årig tog han på sin første rejse som skibsdreng i hjemlige farvande. Efter konfirmationen tog han så til det Fjerne Østen.
Han beherskede masser af sprog
I vinterhalvåret 1868/69 gik han på navigationsskolen i Tinnum på Sild. Som 20 – årig tog han kaptajns-eksamen i Kiel. Han sejlede som styrmand og siden kaptajn. Gennem 13 år sejlede han næsten udelukkende på Japan – og Kinakysten. Han førte både japanske, kinesiske, danske og engelske skibe.
Hans modersmål var ubetinget frisisk. Men han talte flydende dansk, engelsk, tysk, kinesisk, japansk og malaysisk. Som 34 – årig vendte han tilbage til sin fødeø og købte en af øens største gårde og blev landmand.
Han mistede sine to koner
Året efter giftede han sig med Elisabeth Schwennen, kaptajnsdatter fra Keitum. Men ak – ægteskabet blev kort. Efter fødslen af parrets anden barn, døde hun i n1889. Men så giftede Nann sig med søsteren, Luise. Efter 18 års ægteskab døde hun i 1909.
Den yngste søn blev ingeniør og udvandrede kort efter til Sydamerika. Den ældste søn Jens overtog i 1910 fødegården efter faderen. Han blev Nordfrislands mest betydelige forfatter. Vi skal høre om ham senere.
Protest mod præsterne
Nann Mungard var som bonde lige så dygtig som han var som sømand. Også som hede-opdyrker markerede han sig. Han fik flere offentlige hverv. Og så medlem af menighedsrådet kom han ofte i strid med præsten.
Da den gamle frisiske skik ”Bike-brænding” engang faldt sammen med fasten, forsøgte præsten af afskaffe den. Begrundelsen var at det var en gammel hedensk skik. Som protest mod præsterne og deres ordfører antændte Mungard tre tjæretønder med bogstaverne BRG påmalet. Det blev opfattet som præstens forbogstaver. Men ved det efterfølgende forhør blev Mungard frikendt med sin påstand om at det stod for
En ordbog over Sild – frisisk
Nan Mungard var frem for alt optaget af at værne frisisk sprog og kultur. Fra årene 1908 til krigsudbruddet i 1914 blev det til en lang række udgivelser af små fortællinger på frisisk dialekt. I 1909 udgav han en ordbog over Sild – frisisk:
Han var altid opmærksom på det frisiske ords betydning og skrev det altid ned, når han kom i tanke om et ord og dets betydning. På øerne Sild, Før og Amrum bruges der ca. 20.000 ord.
En agtet og æret herre
For midler indsamlet på øerne blev værket sat i trykken. Da en tredjedel af værket ca. 300 stk. var færdigtrykt slap pengene op. Krigen og de senere begivenheder satte en stopper for værkets videre trykning. Men Mungard fortsatte sit arbejde.
Resterne af arbejdet blev overgivet til Det kgl. Bibliotek i København.
Gennem årene var Mungard blevet en af de ledende mænd i de kulturelle ”nationale” frisiske bevægelser og sprogforeninger. Han var æresmedlem af den store vestfrisiske sprogforening som flere gange besøgte ham i Møgeltønder. Han var på alle måder en agtet og æret herre af almenheden.
Afstemningstiden gav problemer
Afstemningstiden betød store omvæltninger i Nann Mungards liv. Han læste et af den kendte dansksindede friser Cornelius Petersens skrifter. Det vakte ”rigtig indre tilfredshed”.
Han læste så i det tyske blad ”Sylter Zeitung” en artikel, der skildrede Uwe Jens Lornsen som en stridsmand for Prøjsen. Denne kaldte alle frisere, der ville stemme for Danmark som landsforrædere.
Blev nægtet adgang til avis
Mungard greb så til at skrive læserbreve i samme avis. Der kom så til meningsudvekslinger med stærkt tysksindede sildringer indtil bladet nægtede ham spalteplads. Men det betød blot at han kunne fortsætte sine læserbreve i Tonderneche Zeitung, der nu var op købt af Cornelius Petersen.
Mungard tog straks et klart dansk standpunkt der gik ind for 2. zones tilslutning til Danmark. Ud over frisernes historiske tilknytning til Danmark, mente han også at det lille frisiske folk bedre ville beskytte sin kultur og sprog ved at være sammen med et lille folk som det danske.
De dansksindede opnåede kun 18 pct.
De dansksindede på øerne knyttede sig til ham. Men ak slaget blev tabt. Der var kun 18.2 pct. danske stemmer på øerne. Nu fulgte en uhyggelig tid for Mungard. Han modtog postkort med teksten:
Hans gård blev brændt af
Til Biike – brænding lod man afbrænde en dukke med hans navn på bålet. Værre var det at hans ejendom nedbrændte under mystiske omstændigheder natten til den 12. januar 1921. I hans erindringer er han ikke i tvivl om at det var en kriminel handling.
Det viste sig at forsikringerne var komplet værdiløse. Det betød nærmest økonomisk ruin for ham. Troen brast. Han tog konsekvensen og med tungt hjerte tog han bort fra sin fødeø, som han aldrig genså. Men i sine erindringer skriver han:
Kom til at bo på Toghale Skole
Nord for grænsen på Toghale Skole ved Møgeltønder fandt han sit nye fristed. Det var jo her, at redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen blev født. Den gamle skole var også i Cornelius Petersens eje.
Denne var lige som mange andre danskere Mungards velgører. Det var indtil den danske stat gav ham en velvillig pension. Han gik nu i gang med at omdanne sit værk fra frisisk – tysk til frisisk – dansk.
Døde 86 år gammel
Cornelius Petersen havde flere gange inviteret ham til at holde juleaften på vester Anflod. Men han takkede nej. Men i 1923 sendte han en vogn. Så nu kunne Mungard ikke undgå at komme men bare at parere ordre. Og det fortrød han ikke, skrev han i sine erindringer.
Efter at Cornelius Petersen i 1928 solgte skolen, flyttede Mungaard til Møgeltønder i et lille hus nær stationen. Her tilbragte den gamle sildring sine sidste år indtil hans død den 30, juli 1935, 86 år gammel.
De sidste år havde været tunge efter lammelser, der bl.a. bevirkede at han skulle bæres til og fra sengen. Den 1. juni 1924 slutter Mungard selv sine erindringer med ordene:
Først I 1974 udkom hans første bind af en nordfrisisk ordbog i det fulde oplag.
Jens ville hæve sin fars arv
Men hvordan var det lige med hans søn, Jens?
Han blev arresteret første gang fordi han havde skrevet nogle ironiske digte om Hitler. Anden gang han blev arresteret, var i 1936. Og det skyldtes en simpel arvesag. Hans far havde efterladt en bankbog i Tønder landmandsbank på 1.950 kr. Det lyder ikke af meget, men omregnet til nutidige kroner svarer det til 65.000 kr.
En absurd anholdelse
Begrundelse for arrestationen var fordi:
Det virker helt absurd at anholde ham. Det bestyrker mistanken om, at der ligger andre motiver til anholdelsen. Han havde glemt at orientere de tyske myndigheder om at han havde et udenlandsk tilgodehavende efter sin far.
Hans relationer til Danmark gjorde ham nu ”Fluchtverdächtig”. Åbenbart var det en nazist på Sild, der havde angivet ham til Gestapo.
Det absurde er, at det angiveligt var Jens’ egne penge. Hans far havde ikke haft mulighed for at spare op så Jens hjalp lidt til.
Han opfattede sig ikke selv som politisk digter
Jens Mungard opfattede ikke sig selv som en politisk digter. Men efter krigen blev han nu opfattet som en digter, der havde ydet modstand mod regimet.
Gestapo havde hæftet betegnelsen ”upålideligt politisk element” på Jens Mungard. Man havde givet ham forbud mod at skrive. Dette kan betegnes som om, at han var en belastning for regimet. Det var i 1938.
Denne gang kom han ikke hjem igen
Den 23. december 1938 blev han igen afhentet af Gestapo. Denne gang kom han ikke ud igen. Frem til 5. marts 1939 var han indespærret i Flensborg. Derefter blev han overført til KZ – lejren Sachsenhausen.
Når han nu kun overlevede 11 måneder her, må det antages, at han allerede var afkræftet, da han kom hertil. De dårlige forhold i lejren pinte livet ud af ham.
Datteren, Elisabeth Mungard modtog en ultrakort besked den 15. februar 1940 med teksten:
Et høfligt brev fra nazisterne
Det blev oplyst, at han var blevet kremeret og såfremt datteren ville sende tre Reichsmark, ville hun få en urne tilsendt. Det virker lidt grotesk. Brevet var meget høfligt. Måske var det fordi hun blev betragtet som en god nazist. Hun havde været leder i den nazistiske organisation Bund Deutscher Mädel.
Ingen erstatning fra de tyske myndigheder
I 1956 sendte Jens Mungards datter Helene en ansøgning til en vesttysk myndighed, som kunne få tilkendt erstatning til mennesker, der var blevet forfulgt under det nazistiske styre af politiske eller racemæssige grunde.
I et svar fra 5. januar 1957 blev ansøgningen afslået fordi myndighederne ikke fandt det godtgjort, at det var politiske forhold, der medførte, at Jens Mungard var blevet indsat i KZ – lejr.
I afslaget henviste man til, at Mungard i januar 1935 var blevet idømt et års fængselsstraf for ”alvorligt tyveri”, og at han i 1936 var blevet fængslet for overtrædelse af pas – og valutalovene. Man kunne ikke godtgøre at han var modstander af nationalsocialismen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Maj 1, 2022
Toghistorier fra Nørrebro
Den første station ved Søerne holdt ikke længe. Velmente råd til jernbane – direktionen. Lokale ville oprette et træskur. En station ville komme – men hvornår? Man forsøgte at spænde ben. Indvielsen måtte udskydes. Beskeden toggang i begyndelsen. Trange forhold. Gangbroen blev fjernet, men en ny dukkede op i 1910. Slangerup Banen blev indviet. Man ville nedlægge Nørrebro station. Men var det smart, når der nu var 300.000 – 400.000 passagerer her om året. Bygningerne blev i den grad forsømt. Stationsforstanderen havde i en periode en luksuslejlighed. Men i 1930 var det slut.
Den første station holdt ikke længe
I 1879 startede Nørrebros første jernbanestation på Nørrebros Dossering 2, Ja sådan kaldte man det dengang. Det var med assistent C.C. Sønderup som forstander. Og stationen var uden spor. Det var bestemt ingen succes. Baneselskabet ofrede hele 800 kr. i indretningen.
Transporten af gods til og fra Københavns Hovedbanegård kostede 403 kr. Der var daglig fire daglige forbindelser. Huslejen var 543 kr. og udgifter androg 543 kr.
Allerede i 1880 lukkede man igen. Det var ingen succes.
Velmente råd til Jernbane – direktionen
Nørrebro fik ført sin første rigtige station i 1886. De første rygter om en ny station dukkede op allerede i 1861. Så det var virkelig lang tid at vente. Man ønskede en station i området, men det var ikke fra beboere i området. Dengang var Havremarken et ret så øde område.
Den mærkelige avis ”Sandhedsfaklen” anbefalede i 1862 at man anlagde en station ved Ventegodt eller Petersminde på Nørrebro Lygtevej. Og det skete i et indlæg med overskriften:
Byen voksede. Og i 1867 ”antog” man at Nørrebro havde ca. 20.000 indbyggere. Man havde ligefrem:
Det var nu ikke de store millionbevillinger til en Nørrebro Station, blot 400.000 kr. Og det var efter at en ”Commission” havde arbejdet på sagen i flere år.
Lokale ville oprette et træskur
Men der skete ikke rigtig noget. Nogle Nørrebro – borgere havde sendt et andragende til jernbanernes direktør, Viggo Rothe om for egen regning at måtte opføre et træskur til billetsalg og ventesal samt en åben perron. Endvidere ville man lønne en funktionær i to år.
En station ville komme – men hvornår?
Direktør Rothe må have været interesseret, for han fremsendte en tegning til en stationsbygning, som antagelig ville koste 25.000 kr. at opføre. Og så ville han have 10.000 kr. årligt. Hvis dette beløb kunne sikres, ville han foreligge sagen for Indenrigsministeriet. De brave Nørrebroere har sikkert været lidt skuffede over beløbets størrelse.
De havde kun fået tegnet ca. 6.000 kr. De kunne næppe skaffe resterne. Men det var nu heller ikke nødvendigt. For efterhånden var det klart, at Statsbanerne ville åbne Nørrebro Station i løbet af et par år.
Man forsøgte at spænde ben
Visse politikere ”Visne-politikere” søgte stadig at spænde ben for bevillinger for alle bevillinger og ikke mindst jernbaneanlæg. Med meget besvær lykkedes det at få bevilliget de 250.000 kr. til arealkøbet ifølge finansloven 1882/83. Dertil kom i alt 150.000 kr. og strakte sig over årene 1885/89.
Indvielse måtte udskydes
I begyndelsen gik det hurtigt. Men da man tog fat på bygningerne gik det nu ikke så kvikt. Station A var ved Bjelkes Alle og Station B ved Lyngbygade (Hillerødgade). Banerne håbede at kunne åbne den delvis færdige station den 1. maj – for lige at få skovtrafikken med. Så blev det offentliggjort, at dette først ville ske 1. juni. Men det skete først 28. juni. Åbningen fandt sted den 1. juli.
Beskeden toggang i begyndelsen
Toggangen fra starten var dog ret beskeden. Man havde i den grad undervurderet Nørrebroernes interesse for Dyrehavens lyksaligheder ved kun at lade 5 tog til Klampenborg standse. Men man blev da også klogere. Fra 18. juli standsede alle Klampenborg – tog ved Nørrebro.
Trange forhold
Nørrebros godstrafik var beskeden i begyndelsen. De mange småindustrier og håndværkere sendte nok en del banepakker, men det talte kun lidt. Først omkring århundredeskiftet kom der større industriforetagender i gang. For det ankomne gods vedkommende drejede det sig i begyndelsen om transporter af byggematerialer.
Men det var nok at bestille for personalet. Den upraktiske og de trange rangerforhold gav ofte problemer. Og så fandt postvæsnet ud af, at ”Lygtevejskvarterets Postexpedition” ind i stationen.
Gangbroen blev fjernet
I 1894 blev der foretaget flere udvidelser på Nørrebros Station. Til publikums sorg blev gangbroen over sporene fjernet. Der blev spændt store kæder over passagerstedet. Men det var folk nu lige glade med. Det var et under at ingen blev kørt over. I mange år var forholdene meget primitive. Endelig i 1910 opførtes en ny gangbro tæt ved Nørrebrogade.
Da Frihavnsbanen blev åbnet senere i 1894, fik Nørrebro station en forøgelse af personalet – en assistent, en overportør og fire almindelige portører. Men løbende blev personalet nu forøget.
Slangerup Banen blev indviet
I 1898/99 blev der anlagt et privat sidespor nær banearealet. Man kaldte det for ”Stensporet”. Det blev meget anvendt i årene fremover.
I 1906 blev København – Slangerup Banen åbnet. Det var lige i nærheden af Nørrebro station – på Lygten Station. Men det kom ikke til at påvirke konkurrencen. Det var åbnet et andet publikum, der foretrak Harreskoven frem for Dyrehaven.
Omkring 1909 opstod der dog en form for konkurrence. Men et par år efter steg passagertilgangen til Nørrebro station år efter år.
Man ville nedlægge Nørrebro Station
Efterhånden blev Nørrebro Station kun en station på Nordbanen. Nu afgik der kun 11 persontog om dagen. DSB lurede nu på at nedlægge Nørrebro station. Det vakte vild forargelse, da dette kom frem.
Den 17. november 1914 afholdt Nørrebro Handelsforening et møde i Folkets Hus. Det kom frem, at det var ”Socialdemokraten”, der havde iværksat det hele. Trafikminister Hassing Jørgensen var indbudt, Han tilsluttede sig protestresolutionen. Men han holdt også på Ringbanen. Den ville koste 8 mio. kr.
Der var trods alt 300.000 – 400.000 passagerer om året
Heldigvis overlevede Nørrebro station i første omgang. Det ville også have været absurd at lukke stationen, der betjente 300.000 – 400.000 passagerer hvert år.
I efterkrigsårene dalede passagertallet. I 1915 blev der nedsat et udvalg, der skulle kigge på den kommende togdrift. De tunge skyer hang stadig over Nørrebro station. Også i 1921 talte man om det. Men atter engang overlevede stationen.
Bygningerne blev meget forsømt
Efterhånden blev stationen mere og mere forsømt I slutningen af 1920’erne blev der ikke gjort meget for at vedligeholde stationen. Bygningerne så meget slemme ud. Den 30. juni 1930 var det slut. Straks efter lukningen blev det taget fat på oprydningen. På pladsen kom Nørrebroparken.
Stationen nåede at have 6 stationsforstandere. Dem, der søgte stillingen på det sidste blev advaret mod snarlig nedlæggelse. Man blev anbefalet at søge stillingen på den nye godsstation ved Lygten.
Stationsforstanden havde i en periode en luksus – lejlighed
I den gamle station havde det ikke været bolig for stationsforstandere, som derfor måtte bo andet steds.
På et tidspunkt havde stationsforstanderen en 123 m2 stor herskabslejlighed på Nørrebrogade 168 med alle moderne bekvemmeligheder, pigekammer og karnap.
Hermed slutter første del af vores ”Toghistorier fra Nørrebro”. Snart vil du opleve anden del.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 29, 2022
De Forbandede År
Hvad handler filmene om. Karl Skov forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Modstandsbevægelsen kan også begå fejl. Usædvanlig mange konflikter hober sig op i familien. En lang sej kamp for at lave filmene. Det er som om at man har taget en bred pensel for at få det hele med. Var det erhvervslivet, der var for grådig? Det hele havde egnet sig bedre som tv – serie. Besættelsestiden er og bliver et paradoks. To ud af 30 besættelses – film viser at mindre også kan være godt. Familien oplever lige mange konflikter. Fremragende skuespil og ganske underholdende film men knap så mange skæbner havde været bedre. Måske burde Familien Skov kunne have haft tre børn.
Hvad handler filmene om?
Vi har været i biografen og set nr. 2 af denne film. Tidligere har vi set nr. 1. Dette er måske en lidt utraditionel anmeldelse.
Hvad handler filmene om? Ja nr. 2 er en dramatisk opfølger. Vi følger familien Skov fra foråret 1943 til sommeren 1945. Familien er splittet. Der er hele fem børn, som vi også følger. Karl har været gift før.
Karl forsøger at retfærdiggøre sit samarbejde
Det er familiesagaen, der bruges som et slags skelet til skildringen om besættelsestiden. I starten er der meget kaffe og borgerskab. Pludselig falder maskerne og pistolerne knalder.
Aksel tilslutter sig modstandsbevægelsen og går under jorden. Han udvikler sig til at blive en hårdkogt partisan. Han bliver et rigtigt bæst.
Karl kæmper for sit livsværk. Det bliver sværere og sværere betingelser. Samlingsregeringen kollapser. Han er pludselig uden politisk opbakning og må tage de forbehold, som sikrer familien også på den side af krigen. Dette sætter forholdet til Eva under pres. Hun har svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten.
Karl forsøger hele tiden at retfærdiggøre sit samarbejde med tyskerne. Han har sikret sig at hans medarbejdere ikke kommer ud i arbejdsløshed. Han fabrik er i økonomisk krise. Karl mener, at det er nødvendigt at samarbejde for at fabrikken skal overleve.
Egentlig har han klaget sig godt. Han har både chauffør og kokkepige.
Modstandsbevægelsen begår også fejl
Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
Det var kun 2 pct. af den danske befolkning der deltog i modstandskampen. Det hele har tidligere været fremstillet som ren Morten Korch-heltefortælling. I denne film ser vi unge uerfarne drengerøve, der begår fejl og bliver psykisk nedbrudt.
Vi har hele tiden fået at vide hvor heltemodig de allierede soldater og de danske frihedskæmpere var. Og nazisterne i Danmark var så grusomme. Vi kender jo Flammen og Citronen. Og så passede kvinderne gryderne og mændene blev sendt i krig og modstandskamp
Mange konflikter
En af sønnerne, Michael bliver nazist og soldat ved Østfronten. Han melder sig ind i Frikorps Danmark. Han er anti – kommunist. Da han kommer hjem, er han fuldstændig ødelagt.
En datter Helene bliver gift med en nazist og tager til Norge. Manden dør og hun rejser tilbage til Danmark. Men hun er stemplet som tyskertøs
I den første film møder vi husets tjenestepige, Annelise. Hendes søn, Svend er kommunist. Han bliver involveret i det illegale arbejde og skudt af tyskerne.
En lang sej kamp for at lave filmene
Instruktøren har arbejdet i cirka 20 år for at realisere projektet. Anders Refn følte sig nærmest afskrevet som instruktør, fortæller han. Man forsøgte også at skaffe udenlandske midler. Selv udtrykker instruktøren at det var på et hængende hår, at man fik lavet filmene. En blodprop kunne have stoppet projektet.
Den ikoniske forfatter Flemming Quist Møller, der har været med til at skrive manuskriptet gik bort tidligere i år. Han nåede dog at se resultatet og var yderst tilfreds.
Med en bred pensel skal det hele med
Filmene varer i alt fem timer. Det var tænkt som en storfilm om danskerne under anden verdenskrig. Med en bred pensel forsøges det at få det hele med. Vi når også at se, at familien hjælper en britisk pilot til Sverige. Ja en jødisk familie hjælpes også. Stikkere dræbes og hvordan kan man være sikker på ikke at dræbe den forkerte?
Midt i alt dette så forelsker to frihedskæmpere sig også i hinanden. Det er som om, at man vil have alt med. Bliver filmen for lang? Vi skal også have værnemageriet med fra politikere, der ønskede samarbejdet med tyskerne.
Var det erhvervslivet, der var grådig?
Filmen er meget ambitiøst. Kan de unge forstå den mærkelige tid, når de ser filmen? De onde er usympatiske. Men hvad med det kommunistiske problem? Var det erhvervslivet, der var grådig? Og er det kun politikerne, der er skurkene?
Der er en politisk skævvridning i fortællingen. Men der er fremragende skuespil. Spændende og sørgmodige scener oplever vi også. Fantastiske historier bliver belyst. Fejlslagende stikkerlikvideringer, blodtørst i befrielsesdagene, danske medløbere og meget mere.
Der burde hellere være skabt en tv-serie
Det er som om, at alt skal fortælles. Alt problematikken i besættelsesårene skal presses ned blandt familiens syv medlemmer. Ideen er god, men måske burde man ikke have lavet to lange film men i stedet en serie.
Spørgsmålet er om familien Skov kan finde hinanden igen. Hvem står egentlig tilbage som vindere og tabere efter krigen? Filmene der vil så meget slutter meget brat. Ja sådan sagde man om nr. 1. Men får vi ikke bare nye problemer?
Besættelsestiden var et paradoks
Egentlig var besættelsestiden et paradoks. Instruktøren har udtalt:
Er det så lykkedes at skildre dette?
To enkle film er skabt om besættelsen
Efterhånden er det vel lavet 30 film om besættelsestiden. De fleste tager heroisk afsæt i modstandsbevægelsen. Måske er disse lidt konservativ iscenesat. To flotte og underholdende film med markante meninger.
Vi har set udmærkede film som har fokuseret på enkelte ting fra besættelsestiden. Her kan nævnes ”Under Sandet”. En film, som vi har skrevet to artikler om. Og så er det også 9. april, hvor vi følger en deling soldater. Disse to film er i grunden meget enkle men fungerer fint.
Familien Skov oplever lige mange konflikter
Men i De Forbandede År 1-2 når vi ikke rigtig at lære de forskellige personer at kende. De to film vil så meget. Hovedpersonen gør det rigtige og det forkerte på en gang.
Er filmen troværdig? Kan en familie være så forskellig som familien Skov? De er fanget i trolig mange konflikter. Igen en gang så vil man skildre det hele og så i en familie. Kan man følelsesmæssig nå at fordybe sig? Og det er synd for vi oplever fantastiske skuespils – præstationer hele vejen rundt.
Knap så mange skæbner havde været bedre
Det er som om, at der har været alt for meget materiale. Familien Skov er lige lovlig presset. Desværre er budskabet ikke helt løst. Man kunne have nøjes med at beskrive knap så mange skæbner. Måske havde det været nok med tre børn. Fortællingen bliver ikke afrundet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 28, 2022
En legende fra Gråsten Slot
H.C. Andersen holdt forbindelsen ved lige næsten til enden, da hertugparret måtte flygte fra Augustenborg Slot. Og det til trods for at han var ”skræmmet” over forholdene dengang. Under opholdet i november 1845 skrev han ”Den lille pige og svovlstikkerne”. Et tilsendt billede dannede rammen for dette eventyr. Han sad dog næppe i Slotshaven under et træ og skrev eventyret. Han var ofte i området og var begejstret.
Masser af breve efterladt
Hvem er det, der har gjort Gråsten Slot kendt? Er det hertugerne, Frederik den Niende eller Dronning Ingrid? Eller er det verdens måske fineste æble? Måske er det en hel anden ting. Og det er at H.C. Andersen på gråsten Slot skrev en af hans mest kendte eventyr
Normalt ved vi dog ikke, hvordan litterære mesterværker er blevet til. Søren Kierkegaard vidste godt, at hans efterladte papirer ville blive studeret indgående.
H.C. Andersen har efterladt et utal af breve, hvoraf mange er trykt. Han har efterladt dagbøger. Litteraturforskere har på den måde fundet ud af mange ting.
I Gråsten i 1845
I oktober 1845 påbegyndte H.C. Andersen en af sine store udenlandsrejser. Det førte han til Tyskland, Italien, Frankrig og Schweitz. Han skriver bl.a. i sin dagbog:
Den 12. november er han i Gråsten og er der til den 21. november. Den 18. får han et brev fra en almanakudgiver Andreas Flinch i København. Inde i brevet havde denne lagt tre små tegninger og bad H.C. Andersen skrive en historie til en af dem. H. C. Andersen opfyldte dette ønske og historien blev trykt i Folkekalender for Danmark 1846.
Et billede dannede rammen for et kendt eventyr
Det billede Andersen valgte, var en tegning af maleren J. Th. Lundbye. Man ser en lille fattig pige, der holder en lille bundt tændstikker frem til salg. Der var allerede fabrikeret en moraliserende tekst til billedet. Flinch har nok følt, at den gode tegning kunne fortjene en anden tekst. Hvem kunne han bedre henvende sig til end H.C. Andersen?
I dagbogen skriver han næste dag den 19. november:
Det blev lagt ind i et brev til en veninde samme dag, der så skulle viderebringe eventyret til Finch. Så hurtigt gik det.
Det er en trist fortælling om en lille fattig pige, der nytårsaften tyndt påklædt og på bare fødder fortvivlet forsøger at sælge tændstikker på byens kolde gader.
Han har nok ikke skrevet den under et træ i Slotshaven som nogle påstår. Det var november og H.C. Andersen var meget kuldskær og bekymret om sit helbred.
Han var en kær gæst på de store herregårde hos adelige og hertuger.
Hun ville varme sig
Som barn havde Andersens mor fortalt ham, at hun engang som lille pige var sendt ud for at tigge. Det ville hun ikke og af angst for moderen havde hun en hel dag siddet under en bro ved Odense å.
Vi kan forestille os H.C. Andersen sidde i den varme stue på Gråstens hvide slot med fødderne under kakkelovnen og den første levende figur i hans eventyr bliver ”en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og mesingtromler.
I Andersens barndom var juletræet netop kommet syd fra til Norden, men dengang var det kun for de rige (den rige købmand står der i eventyret).
Noget af det mærkeligste ved den lille historie er, at Andersen på en måde giver en dobbeltafslutning. Eventyret kunne jo godt være endt med at mormor bærer en lille pige op til Gud. Men de mennesker, der nytårsmorgen finder det lille lig i krogen kan kun konstatere at
At hun er død – frosset ihjel – intet mere. Men vi, der har hørt historien ved
Tænk denne lille almanakhistorie, som er skrevet på Gråsten Slot er blevet til den store nytårs – legende.
I Gråsten er begivenheden foreviget med en skulptur.
Andersen var blevet skræmt
Da H.C. Andersen besøgte hertugparret Christian Carl August, hertug af Slesvig Holsten, Sønderborg – Augustenborg og Louise Sophie i november 1845 var uvejrsskyerne ved at trække op. H.C. Andersen skrev i dagbogen:
Tidligere havde han undskyldt sig med, at han skulle spare til en stor udenlandsrejse. Kongen havde også meldt afbud til denne sølvbryllupsfest.
Her kigger vi også i H.C. Andersens dagbøger
Men også her kan vi kigge i H.C. Andersens dagbøger:
Han bemærkede i høj grad den nationale konflikt
Andersen fik den nationale konflikt tæt ind på livet. Det fik han bl.a. ved at besøge augustenborgerne på Als. I flere digte forsørger han at skrive sig ud af det ulykkelige skisma i bl.a. fædrelandssangen ”I Danmark er jeg født” som mange mener burde være vores nationalsang.
Sangen anslår ikke nationalistiske toner, men bevarer balancen mellem dansk og tysk.
Han var ofte i Nordslesvig/Sønderjylland
Mange gange har han besøgt Sønderjylland/Nord- og Sydslesvig. Han besøgte bl.a. kongen, der var på ferie på Før. Her klagede han over, at det var en meget dyr og lang tur. Dagebøl var et meget kedeligt sted. Heldigvis betalte kongen billetten både tur/retur. Han deltog ligeledes i festlighederne i forbindelse med afsløringen af Istedløven.
H.C. Andersen har også skrevet følgende i sin dagbog:
– Jeg kom saaledes til det smukt beliggende Jagtslot Graasten og blev som tidligere naadigst og hjerteligt modtaget. Intet mærkede jeg, der kunne saare danske Sind og Hjerter. I Familielivet taltes kun dansk. Jeg blev her hele 14 Dage. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig det mest maleriske i det Slesvigske. Her er store Skove, bjergagtige Højder og altid Afveksling.
– Selve Efteraarets svævende Taage gør Landskabet meget mere malerisk, noget fremmed for øboen, de ikun i mindre Maalestok aer saadan en Natur.
– ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” skrev jeg her og med Indbydelsen til ofte at komme tilbage til Graasten og Augustenborg, forlod jeg et Sted hvor jeg havde nydt lykkelige Dage.
– En tung og blodig Tid Skulde gaa op herover. Jeg har ikke haft Hjerte til at se disse Egne igen. Den sidste Tone, der klang for mig, var Tot ist Tot, Prinsesserne af Augustenborg spillede i ungdommelig Munterhed. Erindringen om hin Tid og dens Efterklang er et smerteligt tot – tot.
På vej hjem fra ferie sammen med kongen
H.C. Andersen havde tidligere truffet hertugfamilien fra Augustenborg ved et besøg på bl.a. herregårdene Gissenfeld og Nysø. Han besøgte bl.a. Augustenborg den 11, september 1844 til 29. september 1844. Besøget på Augustenborg skete på vej hjem fra Føhr, hvor han havde besøgt Christian den Ottende.
Forbindelsen til Gråsten/Augustenborg varede næsten til ”enden”
Selv om Andersen havde meldt fra til hertugparrets sølvbryllup i september var han dog alligevel vendt tilbage et par måneder efter for at gratulere. Og forbindelsen blev faktisk holdt ved lige. Fyrstehuset sendte en tønde æbler til digteren.
Frem til efteråret 1847 kvitterede Andersen med lange ærbødige breve. Men fra marts-dagene 1848 var slottet et punktum i Augustenborgs historie. Sammen med to døtre og to sønner måtte Christian August og Louise Sophie flygte fra slottet. Det blev så brugt som lazaret.
Imens sad H.C. Andersen hjemme på sine værelser på Hotel du Nord og fulgte på afstand lynchstemningen nede i gaderne og følte sig forstemt over det Slesvig – Holstenske oprør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Om H.C. Andersen)
April 27, 2022
Flensborg – efter 1945
Blot få kilometer syd for grænsen oplevede masser af beboere hungersnøden. De dansksindede fik hjælp fra Danmark. Der var også mangel på varme, el, gas og brændsel. En tredjedel af Flensborgs befolkning var flygtninge. Disse blev tvangsindkvarteret. Der var 17 mand om et toilet og et køkken. Et kartoffelskib i ny og næ bragte smattede kartofler til de dansksindede. Og så havde englænderne ikke forståelse for dansk kultur og de dansksindede.
En tredjedel var flygtninge
Flensborg var nærmest en myretue. Her vrimlede det med mennesker. Masser af invalide prægede bybilledet. Her var mange fremartede mennesker. En tredjedel af befolkningen -38.000 var flygtninge. Ansigterne var grå og triste. Og det var husene også Det hele forekom gråt. Man nede tragedier bag de flestes ansigter. Enkelte tragedier blev beboerne da også vidne til.
At holde sult og kulde fra døren
Skulle man over grænsen til Danmark skulle man være mere end heldig. Den var solidt lukket af englændere. Mange dramaer udspandt sig her.
I Nordslesvig mente man at være tæt på krigen. Men hvad var man ikke blevet skånet for? I Sydslesvig var de fleste meget berørt af krigen. Dens eftervirkninger fik alle at føle.
At holde sult og kulde fra døren var det altoverskyggende problem. Dertil kom de problemer som flygtninge – indkvarteringen skabte. Således måtte en dansksindet familie indkvartere 13 flygtninge i en fem – værelses lejlighed. De var selv fire.
Flygtninge blev tvangsindkvarteret
Det værste var, at man skulle gennem alle andres værelser for at komme til sit eget. Der var 17 mand om et toilet. En familie havde tilmed tuberkulose. Alle disse mennesker skulle også dele et køkken. Dette var langt fra et enestående eksempel. Sådan var betingelserne.
Uendelig mange af flygtningene kom fra primitive forhold. Mahogni – stuebordet blev brugt som køkkenbord. En ulidelig stank kom fra et af værelserne, hvor en lille familie levede. En dag, hvor værelsets beboere ikke var der blev sagen undersøgt. Da man åbnede en fin gammel egetræsbuffet, viste den sig omdannet til kaninbur.
Hjælp til dansksindede
Geder i forhaverne i Flensborg var ikke et særsyn. Flens-borgerne selv måtte bo under yderst indskrænkede forhold. Også under et vinduesløst tegltag boede der mennesker. Det har ikke været rart om vinteren.
Straks efter 1945 blev der organiseret en hjælpeaktion til Sydslesvigs danske mindretal med mælkeforsyning og tildeling af de nødvendigste levnedsmidler. Maden var ikke spændende og ensformig. Men når de dansksindede så alt den nød omkring sig, var de dybt taknemmelige for hjælpen.
Semuljegryn rørt op i vand til en slags tyk vælling var almindelig til at erstatte smør på brødet. Der var også en steg-os af levertran mange steder.
Kartoffelskibet leverede smattede kartofler
Det var fest, når kartoffelskibet kom. ”Kartoffelkonger” stod for uddelingen eller måske snarere sørgede for at holde orden i den lange kø. Ofte var kartoflerne dog blevet mere eller mindre medtagende af den lange sørejse. Ofte var det en stinkende masse man hældte ud af sækken.
Mange gange kun man i beskedent omfang hjælpe dem, der ikke var dansksindede. De var ofte glade for et stykke spæk. De havde ”noget” rugbrød, salt æg og lidt hvidkål. Det var alt.
Mangel på brændsel, el og gas
Varmeproblemet var ikke mindre alvorligt. Ofte var det værelse som man lejede uden kakkelovn. Så sad man med to frakker på og frøs. Vinteren 1947 var endnu værre. Det var heller ikke bedre med gas og lys. I perioder lukkede byen for lys og gas. Så fik man at vide at nu var det ikke mere elektricitet og nu var det ikke mere gas.
Det brændsel som man kunne fremskaffe, var tørv. Det var i sandhed ikke meget varme, som det kunne udvikle.
Grænsen ligger fast
Hos de dansksindede var det et håb om at man kunne forenes med Danmark. Man blev sure på Christmas Møller, der udtalte:
Man mente, at måden man gav udtryk for at ”Grænsen ligger fast” kunne være sagt på en anden måde. Dog var der mange, der levede håbet. Og de blåøjede troede at inden for tre uger ville der ske noget.
Boligproblemer
Hvis man ville have en anden bolig, ja så måtte man regne med lange køer hos ”Wohnungsamt”. På marieskovvej havde englænderne givet ejeren et besat hus tilbage. Men boligen indenfor var komplet ødelagt.
Englænderne havde ingen forståelse for dansk kultur
Disse englændere havde ikke meget begreb om grænseproblemerne. De lagde en hård kurs over for alt dansk kultur-arbejde. Mange dansksindede løb panden mod en mur fra det ene kontor til det andet. Oberst Lindsay Young havde ikke meget til overs for danskere og dansksindede.
Den danske forbindelsesofficer oberstløjtnant Lunding forsøgte at hjælpe så godt han kunne. Mange dansksindede fik en ret så arrogant behandling af englænderne.
Blot få kilometer mod nord havde man ikke alle disse problemer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 26, 2022
Kloster Mærken
Det var munkene, der startede. Hertugen gav tilladelse til kreaturmarked. Der opstod masser af ny værtshuse i byen. Og så opstod gøglergudstjener. Det kom i TV. Markedet får op til 50.000 besøgende. Karruseller kom med toget. En knægt kom gående med en ko, der skulle sælges for mindst 400 kr. Byrådet ændrede datoerne. Og så fik markedet besøg af en stammehøvding og en udbryderkonge. Her var en svævende dame uden støtte. En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed. En pige faldt ud af Raketbanen. Og så besøgte en islandsk kæmpe på 2.71 meter markedet. Man præsenterede ”Verdens tykkeste mennesker”. Men så kom historien den langhårede pigtrådssanger, der mødte sit livs kærlighed på ”Æ Mærken”.
Munkene startede
Det er godt nok mange år siden, at undertegnede var til Kloster Mærken. Vi kom der også dengang, da jeg boede i Tønder. Det er stadig en af Sønderjyllands faste traditioner.
Oprindeligt hed det Sct. Bartholomæus marked. Lokalt kaldte man det ”Bettemøs – Mærken”. Det startede helt tilbage i munkens tid i år 1173.
Munkene fejrede helgendagene for Sct. Bartholomæus med afslutning af den 3. tirsdag i august. Der blev holdt stormesse. Når dette var forbi, blev der holdt marked ved kirken.
Hertugens tilladelse
I 1548 var munkelivet slut. Men der var efterspørgsel efter sådan et marked igen. Ca. 100 år efter gav hertug Chr. Albert tilladelse til at afholde heste – og kreaturmarked.
På et tidspunkt var man oppe på at afholde 7 årlige markeder. Så blev der efter 1950 indskrænket til et ”Forårs – marked” og ”Kloster – Mærken”. Nu har man et markedsudvalg, der planlægger det hele.
Tre mand ordnede det hele
Inden da bestod ”udvalget” af en landmand, der bestemte over hestemarkedet. En håndværker tog sig af gøgler og kræmmermarkedet. Ja og politi/Gendarmer tjekkede så, at det hele gik rigtig til.
Mange flere værtshuse opstod
Fra 1548 til 1980 foregik markedet i selve byen. Og som alle andre steder med markeder blev også antallet af værtshuse udvidet i Løgumkloster når der var marked. Frem til 1920 var der 17 værtshuse i byen – de 11 havde store hestestalde.
Men når der var ”Mærken” i byen var der 32 værtshuse, da naboejendommene fik en endagsbevilling til at servere:
Gøglergudstjeneste
Fra gammel tid har der altid været en tæt sammenhæng mellem gudstjeneste-liv og markedsliv, fordi markederne blev holdt ved hellige kilder. Ofte blev orgelet skiftet ud med harmonika, sav, violiner, blæsere og rytme.
”Gøglerpræsten” Anders Bork Hansen blev i begyndelsen af 1950’erne landskendt. Han introducerede ”Gøgler-Gudstjeneste” Bork-Hansen havde spurgt teltholdere og kræmmere, om der ikke var noget som han kunne bidrage med. Teltholdernes formand mente, at man kunne starte med at holde en andagt.
600 – 700 i samme kirke
Den første gudstjeneste var kun for gøglere og kræmmere. ”Verdens stærkeste mand” måtte rundt og invitere. På et tidspunkt var der 600 – 700 i en stopfyldt kirke. Gøglere og kræmmere var fra starten med til at tilrettelægge gudstjenesten.
I 1965 deltog dronning Ingrid og den 31- årige ugifte prinsesse Benedikte.
Så kom gudstjenesten i TV
Og minsandten så så blev Gøglergudstjenesten vist i TV. Året forinden Var pastoren blevet kontaktet. Denne havde i første omgang sagt nej tak med den begrundelse at han ikke ville lægge bånd på gøglerne. DR gik videre til biskop Dons Christensen og han og biskop Erik Jensen sagde begge god for transmissionen.
Når gøglerne havde barnedåb eller bryllup så foregik det i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd gik foran. Efter kareten kom et optog af ryttere.
Fra gammel tid var det tillige tradition for at de unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken.
Op til 50.000 gæster
På tre dage kan Klostermærken samle cirka 50.000 gæster. Byen er i det tilfælde afspærret. Før foregik det udelukkende på markedspladsen midt i byen, men nu bliver slotsengen ved kirken brugt mere.
Karruseller kom med toget
I slutning af 1880’erne kom det hele med toget. Der kom store karruseller helt fra Hamborg og Bremen. Men også fire – spands hestevogne kom med en masse materiale. Der var masser af udråbere som forsøgte at overdøve hinanden. Spåkoner læste i hånd, kort og kaffegrums. Lirekassemænd kunne ses og høres overalt i Løgumkloster.
Fra boderne kunne man købe sprællemænd, slikkepinde, spadserestokke, blonder, kandis, honningkager og røgede sild. Og så var det ham, der kunne spille på sin trompet og få den brune bjørn til at danse.
En knægt kom gående fra Toftlund
Seletøj, skotøj og trævarer var her også. Den kendte ”Cigarmand” kom her også. Overalt kunne man få tre stykker smørrebrød og kaffe til tre groschen. Man fortalte, at en karl havde danset to dage i træk. Han blev helt blå på overkroppen resten af sit liv.
I 1920 var en knægt kommet gående helt fra Toftlund med en ko. Han havde fået besked hjemmefra at den ikke måtte sælges for under 400 kroner. Nu var der også fakirer, vanddykkerske og flere stærke mænd på programmet.
Zoologisk arena
Senere vakte den mekaniske by opmærksomhed. Den lille by indeholdt hele 92 mekaniske figurer, der kunne bevæge sig. Ellers var der skibe, tog, smede, savværk og meget andet i funktion. Og så dukkede den levende dame uden hoved også op.
I 1929 var der så Hutzelsiders zoologiske arena med dresserede kæmpebjørne, morsomme dresserede aber, hunde, mini-heste og kæmpe slanger.
Byrådet ændrede datoerne
I 1930 ændrede byrådet markedsdagene til følgende:
Jo man må da sandelig sige, at der skete noget i Løgumkloster.
Stammehøvding og udbryderkonge
Illusionsteater og dødsdromen holdt sit indtog. Radiobilen med hele 20 ansatte kom også. Og så fik man dødssløjfen som var en forestilling, hvor en mand og en dame laver saltomortale på en motorcykel i 8 meters højde.
På tre kroer i Løgumkloster var der bal. Og så var det Varieteen ”Røde Mølle”. Slangemennesket Miss Jonny var også dukket op. Nu var det også automobilkarrusel og det forheksede hus.
Udbryderkongen Bernadi, stammehøvdingen Ras Samori, stepdanserinden Frk. Hanni, den dansk – russiske troldmand Runinoff med klovne, akrobater, kraftatleter var der også. Cirkusrevyens store telt lå lige over for Hotel Løgumkloster. Efterhånden kneb det med at finde stadeplads til alle.
En svævende dame uden støtte
Det mobile postkontor var her også. I 1937 kørtes der motorcykel i globus. Under kørslen knækkede forgaflen på den ene motorcykel og styrtede ned. De to motorcykler stødte sammen og begge styrtede ned.
Og sandelig så man en svævende dame helt fri i luften uden nogen form for støtte. Og så kunne man se et kæmpebarn på 16 år. Han vejede hele 124 kg. Og selveste Tom Mix optrådte på markedet. Han var datidens western helt. I de film han indspillede, brugte han sjældent stuntmænd. Derfor var han ofte skadet. Den sidste film indspillede han i 1934.
En nøgendanserinde tiltrak opmærksomhed
En spansk nøgendanserinde Ilenowa tiltrak også opmærksomhed. I 1939 måtte ordensbetjent Frandsen på arbejde. En københavnervar blevet indfanget af betjenten efter t have været i slåskamp. Han blev sat i lås og slå i skuret i baghaven på Elmealle.
To lokale borgere havde i 1942 sørget for cykelparkering. De tjente derved 150 kr. En cykel var blevet stjålet og ejeren forlangte 200 kr. i erstatning. Det betød at de fik et underskud på 50 kr.
Pige falder ud af Raketbanen
I 1945 var der hele 900 heste med til markedet. Men man skulle spare på energiforbruget. Det lagde en lille dæmper på festlighederne. Man tyvstartede ellers med en cirkusforestilling i hele tre dage.
I 1948 falder en pige ud af karrusellen ”Raketbanen” Hun slipper dog med livet i behold og får en lang rift ned over ryggen. Den store sensation var kaptajn Jackson, der for første gang i Danmark kører sin automobil på den 10 meter høje lodrette bræddevæg.
En kæmpe på 2,71 meter
I 1951 var den store attraktion ”Den islandske kæmpe” Urusus. Indtil han var 10 år udviklede han sig normalt. Men så skød han ellers i vejret. Han voksede sig til 2,71 meter. Han løftede bl.a. en bil. Når han var i Løgumkloster, boede han i sin sigøjnervogn udført i træ.
Verdens tykkeste mennesker
Politi Johansen udtalte til Jydske Tidende, at situationen så håbløs så noget håbløs ud, da der kom flere gøglere end nogensinde før. Der skulle bl.a. komme verdens tykkeste mennesker, en trup med dværge, et hurlumhej – etablissement, atom – biler, radiobiler, en dødsdrom, flere store variete telte, svingkarruseller, luftgynger og sidst med ikke mindst en tombola til fordel for det friluftsbad, som havde været undervejs i mere end 10 år.
Og i 1960 kunne Klostermærken byde på en gris med 8 ben, en ræv med to bagkroppe og andre zoologiske fænomener.
Den langhårede pigtrådssanger
I 1965 var det store trækplaster den langhårede, pigtrådssanger, Peter Belli fra gruppen Les Rivals. Hans orkester bliver forsinket til en koncert og som på et plaster på såret lovede Peter at køre i dødsdromen.
I Jydske Tidende kunne man så læse, at han bestemt ikke var en tøsedreng.
Kærlighed ved første blik
Og så fortalte Peter Belli også til Jydske Tidende, at der så han June for første gang. Og det var kærlighed ved første blik. Hun løftede bare næsen og gik videre. Senere skulle hun nu alligevel lige forbi og se, hvad han havde gang i, ham den langhårede pigtrådssanger, hun havde hørt så meget om.
Damen uden hoved er lagt på hylden, ligesom de stærke mænd, sortsværtede kannibaler, boksere og brydere. Nu var det gogo-danserinder, tryllekunst og bugtalere folk ville se.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
April 25, 2022
Til ”Mærken” i Sønderjylland
”Mærken” (Markeder) var uhyre populære i Nordslesvig (Sønderjylland) – dengang. De blev som regel holdt inde i selve bykernen. Efter 1920 kom der nye teltholdere og karruselejere. Det var et stort marked. Næsten hver en by havde sit eget marked. Ja nogle havde flere markeder. Og på disse kunne man i den grad opleve ting og sager. Ja, der var både kræmmermarked, hestemarked, kvægmarked m.m. De rigtige gøglere ankom. Men også bedragere. Men dette opdagede de lokale og smed dem ud af byen. I Aabenraa foregår markederne den dag i dag på en tidligere eksercerplads. Min far fortalte om, hvad han oplevede til markederne i Tønder.
Kliplev Marked
Det er mange år siden, at jeg var til ”Kliple Mærken”. Ja det var dengang, da Raquel Rastenni optrådte. Ja det er hende med:
Men se vi har allerede skrevet en artikel om denne begivenhed.
Markedsplads i Ribe fra 700 – tallet
En markedsplads i Ribe kendes allerede fra begyndelsen af 700 – tallet. Her var der også tale om byttehandel. Fra 1100 – 1200 – tallet blev de nye købstæders torve et mødested for bønder, borgere og fremmede. I 1200 – 1300- tallet blev torvehandelen sat i system med faste torvedage. I Kliplev blev markedet forbundet med valfartssted.
I midten af 1400 – tallet opstod de årlige efterårsmarkeder for stude i Ribe.
I 1500 – tallet fik byerne efterhånden eneret på markederne. I 1700 – tallet var det almindeligt at sønderjyske håndværkere med deres koner drog langt op i Jylland og rundt på de danske øer for at købe og sælge deres varer på markederne der.
I Nordslesvig kom de handlende fra Jylland og Fyn.
Almindelige levnedsmidler blev omsat på ugemarkeder. Al handel uden for markederne var forbudt
Næsten hver by havde sine egne markeder
Før 1920 havde næsten hver lille by i Sønderjylland et eller flere markeder om året. Her blev der handlet med grise, heste og kreaturer. På vores side har vi også kildret min fars oplevelser på sådan et marked i Tønder.
Ja kan huske fra min barndom vi også var til ”Fåemærken i Hæwe” (Fåremarked i Højer).
Tænk engang også i Hellevad var der marked. På gaden og omkring kroen ”Kløver Es” var der opstillet gynger, karruseller og boder. For fem penning kunne man købe en skrigeballon. Sådan var det i 1913.
Det endte med dans på kroen og masser af punch
Markederne var foruden at være handelspladser også folkelige fester, der endte med dans på kroen. Dengang kostede en kaffepunch 10 penning. Som regel var der tilbud – 12 stk. for en mark. Snart så man lysere på alting efter indtagelse af disse.
Årets begivenhed
Markederne i Haderslev, Aabenraa, Tønder, Løgumkloster og Kliplev blev besøgt af rigtig mange. I Haderslev var pladsen på Gravene belagt med store karruseller, boder og forevisningstelte.
Det var store telte med dyremenagerier, stærke mænd, kæmpe-damer, manden uden arme, sabel – og frø-sluger. Foran disse var der et broget liv af unge og gamle. Det var årets begivenhed. Ja det vil sige, at hver by havde flere markeder.
Rapmundede udråbere forsøgte at overdøve hinanden. Det var en beskeden entre. Man havde råd til at være med over det hele. Der var salg af honningkager og legetøj. Der var skydetelte, lykkehjul og meget andet.
Et sted kunne man for betaling ramme en person, der var sværtet i hovedet. Han stak hovedet gennem et hul i bagtæppet og rakte tunge efter publikum.
Man kunne købe maskinhæklede kniplinger. Det var en slagt kantbånd til dameundertøj. Det var højeste damemode Disse blev bortauktioneret i længder af 20 til 30 meter til højeste bud. Og sælgeren var morsom og skåret for tungebåndet. Jo her var der altid kø.
Marked på en tidligere eksercerplads
I Aabenraa var hele markedspladsen belagt med forlystelser. Her var der god plads til gøglerne. Ja stedet hed Madevej. Det var faktisk eksercerplads. Da militæret flyttede i 1888, flyttede militæret op til den nyopførte kaserne i Haderslev blev pladsen omdannet til markedsplads.
Inden da foregik byens markeder stadig på Store Torv. Heste- og kreaturhandlen foregik imidlertid i byens gader og stræder.
Da jeg boede i Aabenraa. foregik der stadig markedsdage her på pladsen ved Madevej.
Pastoren kunne ikke lide markederne i Tønder
I Tønder blev markederne holdt i selve byen og på Torvet. Men det kneb med pladsen. Så man flyttede ned til eksportstaldene ved Sønderport. I mange af de små byer omkring Tønder fik knægtene fri fra skole, så de kunne drive gæs til forårsmarkedet i Tønder.
Der var liv og glade dage i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:
Avisen glædede sig også
Tondernsche Zeitung skrev i 1871:
På markederne mødtes sønderjyske bønder med friser, holstenere og opkøbere fra Hamborg, ja helt fra Rhinlandet.
Tønder havde verdensrekorden i antal af værtshuse
Handelsmændene stod og klaskede hinanden i hånden så man kunne høre det over hele Tønder. Inde i kostaldene var det stuvende fuldt. Folk sad i højtrystede samtaler. Det blev i den grad handlet og drukket punch.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Ja engang havde Tønder verdensrekorden i antal af kroer pr. indbygger. Handelsmanden gav omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang i anledning af at de igen var blevet gode venner.
Jo kroerne løb af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle have styr på mange ting 10 – 20 vogne skulle han holde øje med.
Min far lavede ulykker
Min far fortalte at dengang markederne var flyttet ned til Sønderport pustede han sammen med andre knægte hagl i nakken på teltholderne og så løb de efter dem. Men så kunne de bagefter samle alle de mønter op som teltholderne tabte, da de kom efter dem.
Far tjente masser af penge
Min far husker også markederne oppe i byen. Der var boder fra et stykke op i Østergade og helt ned til den gamle biograf i Vestergade. Men det var sjovest på Torvet. Her kom to mænd fra Helsingør som de kaldte Fy og Bi. Jo de lignede de to figurer fra filmen.
I deres bod var der noget helt nyt. De solgte is i vafler. Isen fremstillede de selv. Min far var fast hjælp. Han skulle dreje ismaskinen. Første gang gik det galt. Han havde hentet fem liter fløde på mejeriet. De to første liter, som han startede med, blev til smør. Men det tog de to herrer ikke så højtideligt. Min far tjente en masse penge og åd en masse is. Når de pakkede sammen, fandt min far en masse småmønter. Og da de to tog afsted fik han en ekstra håndfuld.
På Tønders krammer-markeder var den første dag de almindelige borgers dag. På andendagen var det børnenes. Først på tredje dag strømmede tyendet til.
Klager over drukkenskab
Intet under at datidens medier klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det hele. Og landevejene omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.
Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne – 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stort mishag for bønderne og kvæghandlerne. Men egentlig burde de ikke klage for der var stor afsætning til Tyskland.
Æ Punchsti
Ja og så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Det var en nødforanstaltning mellem Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården (Marchbahnhof). Mange markedsgæster brugte denne genvej i mere eller mindre ædruelig tilstand.
De mange teltholdere og karruselejere
Efter 1920 blev markedet i Haderslev også flyttet til Hertug Hans Plads. Jo dengang var det bestemt en forretning at rejse rundt som teltholder og karruselejere.
Det var brødrene Chr. Og Jørgen Bøgh fra Haderslev med karruseller og Jes Bondesen fra Christiansfeld med skydetelt, ringspil og legetøj. Hr. og fru Degn havde røgede ål, kager og galanteri.
Fru Link fra Aabenraa havde også galanteri, konfetti og krilde-basser. Lars Kock fra Høruphav rejste med børnekarrusel, svinger og skydetelt. Ja så var det også Knud Vaffelbager fra Løgumkloster og Laurits Kjær Skærbæk med is og lykkehjul og von Holdt fra Tønder havde en meget gedigen skydebane.
Den ægte Christiansfelder honningkage solgte Brdr. Obst og bager Achtnich. De var selvfølgelig hjemmehørende i Christiansfeld. Også bedr. Otto og Albert Krüger, der var kommet fra Toftlund og slog sig ned i Kolding, der solgte honningkage indtil 1936.
Brdr. Bøgh havde sammen med deres forældre distriktet helt ned til Hamborg. De var i mange år de førende i Sønderjylland. De kom også hvert år til Løgumkloster med deres forretning og deres store orgel ved tunnelbanen. Sammen med von Holdt og en klosterboer stod de altid på hjørnet til markedsgaden.
Stadig Klostermærken
Klostermærken er stadig populær. Det har overlevet tidens omvæltninger. I 1973 havde byen 800- års jubilæum. Foruden det store festfyrværkeri var der også friluftsoptræden af kunstnere.
Præsten holdt hvert år gøgler – gudstjeneste. Når gøglerne holdt barnedåb eller bryllup så foregik det også i forbindelse med denne gudstjeneste. Brudeparret kørte i karet med hvide heste foran. Et optog af glade spillemænd går foran kareten. Efter kareten kommer et optog af ryttere.
Fra gammel tid er det tillige tradition for at unge betingede sig i deres fæstemål, at de skulle have fri til Klostermærken. Store piger og drenge var villige til at forrette ikke så lidt ekstra arbejde til markedet.
Måske laver vi senere en artikel om Klostermærken.
De sønderjyske markeder blev holdt inde i byen
Forskellen på de sønderjyske og det øvrige lands markeder er, at i Sønderjylland holdes markederne for det meste i bykernen.
Efter 1920 kom der mange nye teltholdere til Sønderjylland. Bag efter de rigtige gøglere kom også bondefangerne med deres terningespil franarrede de mange godtroende sønderjyder deres penge.
Den værste af dem fik dog på Kliplev Marked to blå øjne af en slagtersvend. I en hel måned måtte bondefangeren gå med solbriller. I Jels svingede landbetjenten kniplen over deres hoveder og fulgte dem ud af byen.
I Gram gik bønderne til angreb på dem med håndgranater i form af ølflasker.
I mange sønderjyske byer er der også skyttefest og ringridning men det kan man næppe betegne som markedsdag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 24, 2022
Pibende Hængsler
Vi forsøger at lave en anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog ”Pibende Hængsler”. Den handler om Socialdemokratiets gøren og laden under besættelsestiden. Vi følger nogle socialdemokrater, som overtrådte den berømte kridtlinje. Og så var det dem, der lige nåede at springe fra i tide, bl.a. Jens Otto Krag. Det var også den berømte tale af Stauning i 1941. Mange socialdemokrater gemte sig bag denne tale. I mange år var socialdemokrater ikke tilhænger af modstandsbevægelsen. Men de sprang på til sidst. I 1947 havde de genvundet alle deres vælgere som før krigen. Vi kigger også lige på et par ting, som vi mener at forfatteren har glemt. Var den Danske Brigade også oprettet til bekæmpe kommunismen efter besættelsen?
Vi går lidt videre
Dette er et forsøg på anmeldelse af Arne Hardis fremragende bog af samme navn. Men egentlig går vi lidt videre end en egentlig anmeldelse. Måske er det under devisen:
Bogen kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde taget andre ting med end de økonomiske. På den måde kunne man have haft bedre muligheder for at bedømme de udvalgte socialdemokrater. Vi er derfor i vores anmeldelse gået lidt videre.
Det var let at blive forræder
Egentlig kunne man også have taget andre partier og skrevet en tilsvarende bog. I dag handler det om, hvem der gik over kridtstregen og hvem der blev indenfor. I bagklogskabens lys er det i dag let at skrive om dette. Men hvad med dengang?
Det var let at blive forræder. Det kan en del erhvervsfolk tale med om i dag. I bogen følger vi nogle socialdemokrater som gik over kridtstregen, andre nåede i sidste øjeblik at springe fra. Man kunne sagtens have valgt andre.
Der var mange, der var fascineret af det tyske. Nogle tog springet og blev nazister.
Stadig mange spørgsmål
Og kridtstregen. Jo, det var jo Erik Aalbæk Jensen’ s flotte roman. Det var den vanskelige grænse under den tyske besættelse. Det handlede om standhaftighed. Og Arne Hardis siger det meget rammende:
Vi bliver aldrig færdige med besættelsens historie. Nogle gange befinder man sig i en politisk gråzone. Vi fokuserer i bogen også på arbejderbevægelsens rolle. Det ”kriminelle” er at fortie det der skete dengang. Var det kun en ”ganske lille flok”, der gik over stregen?
Udmærket beskrivelse
Vi følger bl.a. fagforeningsmanden Laurits Hansen, hofdigteren Harald Bergstedt og chef for Arbejderbevægelsens erhvervsråd Niels Lindberg. Det var nogle af dem, der røg ud i kulden, fordi krigslykken vendte og Hitler tabte.
Nogle anmeldere har mente at bogen kun er for nørder, fordi nogle af de omtalte socialdemokrater er ikke nogen man kender. Men netop her gennemgår forfatteren på elegant vis en udmærket gennemgang af de omtaltes holdninger og deres ændringer i holdninger.
Positive beskrivelser fra danske fagforeningsfolk
Vi har tidligere artikler været inde på dette tema. Man tog på studieture til Tyskland, skrev artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Man spiste også middag med ledende nazister. Rejserne i Tyskland som blev kaldt studierejser blev levende beskrevet i Globus. Det var den tyske diplomat Gustav Meissner, der arrangerede disse ture for danske fagforeningsledere.
Moralsk opbakning fra landsfaderen
Og man fik moralsk opbakning fra landsfader Thorvald Stauning. Han holdt sin berømte tale i Studenterforeningen i 1941. Han forklarede at Danmark skulle finde sin plads i det nye Europa:
Bortforklaret – som en svipser
Hans tale blev bortforklaret som en svipser. Han var gammel og opgivende og mange flere undskyldninger er det blevet til. Måske var det også bare en svipser dengang Stauning forsikrede sine tyske kollegaer før 1920 at Socialdemokratiet ikke støttede de dansksindede i Tyskland.
Masser af socialdemokrater dækkede sig ind bag Staunings holdninger. Først efter dennes død tog partiet et opgør med afvigerne. Socialdemokratiske historieskrivere har haft svært ved at forklare Staunings klare udmelding.
Vi har fået at vide, at han var under tysk pres. Og vi har fået vide, at han var gammel, træt og forvirret. Tidligere er talen blevet gengivet som ”snik – snak”.
Stauning regnede lige som Scavenius med en tysk sejr. Det skulle man så i tide indrette sig efter.
Landet skulle forsøge at få det bedste ud af det værste.
Dem der fulgte efter i partiet, var ofte unge venstreorienterede, der ønskede et nærmere samarbejde med Tyskland. Så det var bestemt ikke alle der tog afstand til Staunings politik.
Elsket digter gik over
En af dem, der blev udstødt. var Harald Bergstedt. Det var ham, der skrev Solen er så rød og Jeg ved en lærkerede. Han var en elsket digter i fagbevægelsen og en ivrig skribent i Social – Demokraten- Han kom i den grad over kridtstregen.
Jans Otto Krag nåede at springe fra
Partiet rummede mange holdninger mellem sovjetkommunister, tysk nazisme og socialisme. Det handlede om økonomisk planløshed. Man må nok sige at nogle af socialdemokraterne oplevede en hård skæbne mens andres flirt med nazismen ikke førte til konsekvenser.
På forunderlig vis bliver læsernes perspektiv udvidet i bogen. Man skal lytte til de berørte socialdemokraters argumenter.
En der klarede frisag, var Jens Otto Krag. Han sværmede for tysk planøkonomi. Han skrev også artikler i det nazistiske tidsskrift Globus. Han var med til at skrive ”Fremtidens Danmark”, der indeholdt masser af planøkonomi. Men han holdt ikke op med at fordømme Tysklandsarbejderne uden at forklare baggrunden. Det var danskerne og mediernes generelle holdning at fordømme alle tysklandsarbejdere.
Socialdemokratiet gik imod modstandsarbejdet
Samarbejdet med Nazi – Tyskland skyldtes ikke jødehad og havde også andet end økonomiske motiver. Måske burde forfatteren have kigget noget mere på disse motiver.
Vi har tidligere beskæftiget os med det maleri, der hænger i Socialdemokratiets gruppeværelse. Her ses Wilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942 med sikker hånd styre kufferten Jenny, der reddede danske jøder over Øresund i land. Jo, det var ham, de holdt den berømte stikkertale. Han var modstander af sabotageaktioner og modstandsaktioner mod værnemagten. Socialdemokratiet holdt krampagtig fast i sin traditionelle overlevelseskamp der blandt andet indebar en klar afstandtagen til den væbnede modstandskamp. Modstand forblev for Socialdemokratiet i vidt omfang ensbetydende med kommunistisk modstand.
Socialdemokraterne mente at kommunisterne havde for stor magt
Men i takt med at krigslykken vendte var der stadig flere socialdemokrater og borgerlig sindede, der gik ind i modstandskampen. Det blev mere fatalt for det store parti at fastholde deres linje.
Vi har i en artikel skildret Wilhelm Buhl. Han mente at kommunisterne havde alt for stor magt i modstandsbevægelsen. Men han var også en af de eneste, der kunne styre Scavenius.
Så var det lige økonomen Henning Dalsgaard. Han endte med at blive leder af Dansk – Tysk Pressesekretariat og dermed fuld – kollaboration. Han udgav i 1940 en bog om den tyske planøkonomi. Vi kender ham vel ikke så godt. Men indadtil i fagbevægelsen havde han stor indflydelse.
Partiets stærke mænd efter Staunings død blev Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft.
Socialdemokraterne var lige så bange for kommunisterne som nazisterne. Folketinget vedtog en grundlovsstridig lov, der betød at 350 kommunister blev interneret og senere sendt syd på. Heller ikke andre partier kunne se at dette var et problem.
Agitationen mod Fascisme og nazisme falder
Omkring 1933 er Socialdemokratiets agitation mod fascisme og nazisme på sit højeste. Det aftager efterhånden. Man ville nødig genere naboen mod syd. I 1933 udgiver Hartvig Frisch bogen ”Pest over Europa”. Det er et opgør mod kommunisme, fascisme og nazisme. Opgaven var at skabe et bedre og mere socialt stabilt demokrati, der var robust over for såvel hjemlige totalitære strømninger som udefra kommende ditto.
Men også fagbevægelsen vender sig mod kommunisme.
Man ville ikke provokere tyskerne
Men man står i et stort dilemma. Ved grænsen står socialister, kommunister og jøder, der er forfulgt i Nazi – Tyskland. Regeringen ville ikke opmuntre til en større indvandring til Danmark. Men ville ikke foretage handlinger, der kunne provokere tyskerne. Jødiske flygtninge efter 1933 var ikke særlig velkommen i Danmark. I 1938 modtog regeringen en ansøgning fra Danske Kvinders Nationalråd om indrejsetilladelse til 1.000 jødiske børn. Regeringen forsøgte at forhale sagen. Der blev ført givet tilladelse, da man var nede på 26 børn.
Stauning erklærede:
Men det var forgæves. Trods al sympati, forblev de nordiske broderlande mere optagne af deres egne sikkerhedsproblemer end af Danmarks.
Store kampagner
Det var også i 1934, at Socialdemokratiet udsendte et nyt manifest ”Danmark for Folket”, der i vid udstrækning havde Stauning som hovedforfatter.
Parolen ”Stauning eller Kaos” kender vi alle. I 1935 fik Socialdemokraterne 46,2 pct. af stemmerne. Fremgangen skulle fortsætte.
Ydmygelsen den 9. april satte spor
Måske var det en smule naivt at tro, at tyskerne ikke ville tage hele landet, selv om efterretninger havde sagt noget andet. Derfor valgte man ikke at kæmpe bortset fra i Sønderjylland. Ja sådan er forklaringen. Igen var det Hartvig Frisch, der stillede spørgsmålet:
Socialdemokratiet havde intet svar og det havde Frisch heller ikke. Ydmygelsen den 9. april 1940 kom til at sætte sig dybe spor.
Eksporten til Tyskland steg
Mod bortfald af Danmarks hovedmarked – England – betød det en dynamisk omstilling. Eksporten rettede sig nu mod det tyske marked. Kun derved kunne den voldsomme stigning i arbejdsløsheden begrænses og de sociale spændinger holdes i ave. Men dette sendte de helt forkerte signaler til ”den frie verden”. Det var grænser for, hvor langt den økonomiske tilpasning kunne drives. Gennem hele besættelsestiden steg eksporten. Også efter 29. august 1943.
Stort tillidstab
Tillidstabet til partiets kernevælger blev større og større. Under augustopgøret 1943 og folkestrejken i 1944 viste det sig at den socialdemokratiske arbejderbevægelse i løbet af disse år havde mistet det faste ideologiske og politiske greb om arbejderne på de store industrielle arbejdspladser., som udgjorde partiets egentlige magtbase.
Socialdemokraterne omfavner modstandsbevægelsen
Dette var måske også årsagen til at Socialdemokraterne i den sidste tid kom til at omklamre modstandsbevægelsen til kommunisternes store fortrydelse. Omkring årsskiftet 1944-45 kom man til enighed om en befrielsesregering efter befrielsen.
Frihedsrådets eget flertal modsat kommunisterne ønskede ikke at videreføre en politisk bevægelse efter krigen.
Frode Jacobsen blev undsagt af sine egne
Når vi nu taler om Modstandsbevægelsen, så er det bemærkelsesværdigt at Frode Jacobsen blev modarbejdet af Socialdemokratiets ledelse både før og efter 1945.
Men allerede i 1947 havde Socialdemokratiet genvundet den samme opbakning som før besættelsen.
Hvad skulle Den Danske Brigade egentlig?
Rygter ville vide at Den Danske Brigade med hele 43.000 mand skulle bruges til at bekæmpe venstreorienterede kræfter efter besættelsen. Man var i lang tid bange for Kommunisterne. At Den danske Brigade så lod sig misbruge til at udarbejde en falsk rapport for at kunne vildlede englænderne i forbindelse med et mord på en engelsk spion, er en anden sag, som du kan læse mere om på vores hjemmeside. De tre underskrivere af denne rapport fik topposter i Bruxelles. (Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet)
Er Anders Fogh Rasmussen kritik retfærdig?
Vores daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kritiserede i voldsomme vendinger samarbejdspolitikken. Men på socialdemokratisk – radikalt initiativ blev der dannet en samlingsregering. Dengang var de storbøndernes parti. Og venstre krævede nogle betingelser opfyldt for at gå med i denne regering. Partiet ville have garanti for højere kornpriser. Der skulle føres en lønpolitik som var ”tilpasset erhvervenes bæreevne” dette betød at prisreguleringen af lønningerne, det eneste værn imod de galoperende priser på dagligvarer blev ophævet. Der blev indført tvungen voldgift inden for de enkelte faggrupper.
Unge arbejdsløse blev tvunget til markant underbetaling og er blev indført en særlig skat på lønmodtagere. Til gengæld fik Socialdemokraterne Venstres uforbeholdne støtte i den politik, der skulle føres over for tyskerne. Men se dette glemte Anders Fogh Rasmussen lige at nævne.
Venstre mente, at:
Understøttelsesvilkår blev forringet. Og så er det lige problematikken om Tysklandsarbejderne
Alene i 1940 var der 20.000 udmeldelser hos Socialdemokratiet. Men som allerede skrevet så kom de alle tilbage i 1947.
Partihistorien er tilpasset?
Forfatteren antyder at Socialdemokratiet har slået knuder på sig selv og tilpasset partihistorien så den står lidt mere glansfuld end nogen måske vil mene. Var der en eller flere partilinjer i det store parti?
Mange af de socialdemokratiske politikere havde evnen til at korrigere den politiske misvisning – andre havde ikke evnen til dette. Jo partiet havde deres interne retsopgør. Det var en slags ”æresret”.
En medrivende bog
Og bogen er i den grad medrivende. Det er tydeligt at det er en journalist, vi har med at gøre og ikke en historiker. Forfatteren kan ikke skjule sin sympati eller antisympati, selv om han skriver, at han vil forblive neutral.
Vi gik så lidt videre end bogens indhold, men relevante ting.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
April 23, 2022
En Kogforening i Aabenraa
Foreningen bestod i 123 år. Aabenraa havde masser af fattige. Man forsøgte at hjælpe dem. Præstekonen startede i 1862. Der var kun hjælp til ”værdig trængende. Alle var lige trods nationale spændinger. Hvad fik de at spise. Man fik pakker i stedet for mad til jul – Byens erhvervsliv bidrog. Fra 1968 gik man over til pengegaver. Der var storopbakning fra borgerne i byen. Vi kigger lige på Gunderoth Stiftelsen. Og så var pastor Leth foregangsmand.
Forening bestod i 123 år
Tænk engang, der har eksisteret en Kogforening i Aabenraa i over 100 år.
Man havde ingen vedtægter. Den eksisterede fra 1862 til udgangen af 1985. Det var bestemt ikke en almindelig forening. Den sidste uddeling skete i 1985. Da var foreningens allersidste indestående blevet brugt.
Den sociale udvikling blev forbedret
Den sociale udvikling var i tidens løb blevet forbedret så meget, at det ikke mere var behov for foreningen. Ophævelsen af foreningen skete selvfølgelig med stor vemod.
Man holdt ikke på foreningen for traditionens skyld. Til det sidste holdt man fast på foreningens grundlag. Og det var netop derfor foreningen blev oprettet.
Aabenraa havde masser af fattige
Da foreningen blev startet, havde Aabenraa ca. 5.400 indbyggere. Det var skibsfart, skibsbyggeri, håndværk og handel, der dominerede. Mange af byens indbyggere kunne betegnes som ”tyende”. Disse måtte ernære sig ved forekommende arbejde. De udførte det tungeste og mest beskidte arbejde. Under denne gruppe kunne man henføre matroser, tjenestepiger m.m.
De var dem som ikke havde mulighed for at spare til alderdommen eller havde overskud til at kunne klare sygdom og ulykker.
Brændevin var ofte de fattiges trøst. Og den førte til yderligere elendighed, fattigdom nød og elendighed. Brændevinen var også udbredt i Aabenraa. De sociale forhold dengang kan vi nok ikke forholde os til i dag.
En stor del af Aabenraas befolkning boede sammen med store børneflokke i små primitive og uhumske lejligheder. Der var lokum i gården. Og den gruppe mennesker havde brug for føde, klæder, anden bolig, varme og helbred.
Ud af pengeudlånernes klør
Man forsøgte at få tyende og søfolk til at spare op til alderdommen. Man forsøgte også at få den lille håndværker ud af pengeudlånernes klør. Man forsøgte at få ham i arbejde. Og omsorgen for de fattige, syge og ældres ve og vel startede fra byens præstegård.
Præstekonen startede
Dengang var det naturligt at man diskuterede social nød med ”Byens fru nr. 2 ” – efter borgmester-fruen.
Margrethe Regina Leth var rektordatter fra Ribe. Hun fandt det tvingende nødvendigt at afbøde den værste nød. Den akutte nød skulle lindres. Hendes tanker om at danne en forening fandt gehør hos en kreds af damer. Formålet var at
Den 1. marts 1862 blev der indkaldt til sammenkomst i Günderoths Stiftelse.
Hjælp til ”værdig trængende”
Præstefruens tanke var at de, der tilsluttede sig ”Kvindeforeningen”, som var den betegnelsen, der lige faldt fru Leth ind, var at de så vidt muligt skulle koge og uddele maden.
Man skulle være ”værdig trængende” for at komme i betragtning. Man kiggede ikke på, hvilken politisk holdning som de trængende havde.
De nationale spændinger
Man skulle tro at dette var en selvfølgelighed. Men det var tiden efter treårs – krigen. I tidligere artikler har vi fokuseret på de nationale spændinger i byen. I hele foreningens eksistens har man ikke gjort forskel på dette.
Hvad skulle de spise?
Man var også straks enige om menuens sammensætning. Til de syge havde man to forskellige måltider:
De to måltider skulle koges hver uge på skift af to medlemmer, der hver skulle tilberede fem portioner.
Det var foreningens formand, fru Leth, som gennem sygeplejerskerne og sin mand, sognepræsten holdt sig ajour med, hvem af byens syge, der var berettiget til madportioner. På grundlag af dette blev der udfærdiget en liste.
Den enkelte skulle selv sørge for at maden blev afhentet. Men husmoderen skulle give besked om dato og klokkeslæt for afhentningen. På den måde blev der skabt en personlig kontakt.
Udover de to retter blev der henstillet til at man fremstillede såkaldt ”gammelmad” til en ældre, fattig medborger.
Pakker til jul – i stedet for mad
Fra 1950 og indtil 1968 uddeltes der pakker til jul i stedet for færdigtilberedt mad. Pakken kunne indeholde kaffe, ris, smør, en mørbrad, en pølse, et stykke ost og en pose mel. Det var alt sammen noget, der kunne bruges til jul. Tingene var foræret af byens forretningsdrivende.
Fra 1968 var det pengegaver
Efter 1968 gik foreningen over til at yde pengegaver. Mens man havde kunnet uddele 300 – 400 pakker, rakte foreningens økonomiske formåen kun til en snes modtagere. Man fik penge af de renter, der var på bank – og sparekassebøgerne. Ja så havde foreningen arvet nogle obligationer, der også kastede penge af sig – Dette beløb var cirka 3.000 kr. årligt.
Kogeforeningen afholdt indtil 1976 en sommerfest og en vinterfest. Sidstnævnte var på Hellig-tre-kongers-dag. Festen blev afholdt på Missionshotellet eller på Folkehjem.
Sommerfesten afholdt man normalt på ”Sommerlyst” ved Lindsnakke. Det var ofte forbundet med en tur i ”det blå”.
Stor opbakning
Der var opbakning fra byens borgere til foreningen på forskellig måde. Mange Aabenraa – borger blev gennem tiden hjulpet af Kogeforeningen. Og foreningens idealer blev fulgt i de mange år.
Gunderoth – stiftelsen
I artiklen nævner vi Gunderoth – stiftelsen. Det var Sophia von Saldern og Heinrich von Gunderoth, der giftede sig. Deres ægteskab forblev barnløst. De var meget velhavende og oprettede stiftelsen i Aabenraa.
Pastor Leth var en foregangsmand
Det ser ud til Hr. og fru Leth er fraflyttet Aabenraa året efter oprettelsen af Kogeforeningen. Andreas Leth samlede altid en store skare til hans prædikener. Han sluttede sig til Grundtvig og gik for ”præstefrihed”. Et resultat af hans arbejde førte til et stort møde i Askov i 1881. Han var med til at oprette Kirkeligt Samfund. Han lavede også et tillæg til Pontoppidans salmebog – beregnet til de sønderjyske menigheder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: