Artikler
Juni 29, 2023
Ingen ”Kaiser Wilhelm Denkmal” i Aabenraa
Denkmall i Haderslev og Tønder. Kejseren blev bortvist i Tønder. Det skulle gå 7 år i Aabenraa, inden der skete noget. Fra Brundlund Slot kom en opfordring. Hele 8,50 mark blev der indsamlet fra Stubbæk. Det kunne ikke blive til et monument. Der skulle ikke laves relief af bedstefar, sagde barnebarn. En billedhugger fra Berlin blev foreslået. Landråden accepterer. 30 herrer på Statdttheater bestemmer, at man skal have Kaiser Wilhelm Brunnen. Nu peger ny landråd egenhændig på billedhugger fra Flensborg. Trist brev Aabenraas Magistrat. Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt. Sagsanlæg fra billedhuggeren fra Berlin, som han vinder. Efter revolutionen var der ikke nogen, der interesserede for ”Kaiser Wilhelm der Erste”
Denkmall i Haderslev og Tønder
Vi skrev en artikel om dette Denkmal i Haderslev. Og det fik en lokalhistoriker op af stolen. Til artiklen havde vi ellers brugt 8 kilder. For dem, der stadig tør læse den artikel, laver vi lige en henvisning. Men se dette ”Denkmall” kom også til Tønder.
Kejseren blev bortvist i Tønder
Og her var det i 1897 foran Tønder Kristkirke yil ære for Kejser Wilhelm den Første. Befolkningen i Tønder havde vænnet sig til Kejseren. Men handelsfolkene i Tønder mente ikke at kunderne fra området skulle se en tysk kejser i en dansk by efter 1945.
Så blev den stakkels kejser flyttet bag Schweizerhalle. Og der stod han helt til 1994. Derefter blev kejseren flyttet på kirkegården. Men hvorfor var der ingen kejser i Aabenraa?
Det skulle gå 7 år, inden der skete noget
Mange har sikkert skuet til Haderslev, hvor der den 12. september 1890 rejste sig et flot monument for Kejser Wilhelm den 1. på Søndertorv, Nu måtte Aabenraa sandelig også kunne præstere noget sådant. Men det skulle gå syv år, inden der skete noget.
Fra Brundlund Slot kom opfordring til indsamling
Det startede med et brev fra selveste von Uslar, der fra Brundlund Slot sendte en skrivelse til amtsforstanderne i Aabenraa amt:
Hele 8,50 mark fra Stubbæk
.
Der har sikkert været god stemning på ”Geburtsdags- festen” med indtagelse af alkoholiske drikke. Men ak, da indsamlingslisterne blev modtaget, var der en form for misstemning. Der var overraskende små bidrag.
Giverne var naturligvis amtsforstandere, lærerne, gendarmerne, ledvogtere og andre afhængige tjenestemænd. Men selv disse var ikke så gavmilde. Fra Uge blev der modtaget en sum på 10,80 mark. Fra Stubbæk kom der 8.50 mark. Men retfærdigvis skal nok lige nævnes at præsten og degnen havde betalt direkte.
Man blev nu nødt til at rette henvendelse til ”Actien-Gesellschaft der Bergbau” i Dortmund. Herfra fik man den 23. juni 1900 et imødekommende brev, der lovede 2.000 Mark til formålet. Måske havde de allerede en gang bidraget til indsamlingen.
Efter 10 års indsamling: 5.200 mark
Så gik der atter en rum tid. Og endelig den 2.1.1906 skriver landråden til ”Baurat Jablonowski” i Haderslev, der for øvrigt var ansvarlig for en del offentlige bygninger. Denne blev nu bedt om at komme med råd i sagen.
Det kunne ikke blive et helt monument
Nu efter 10 års indsamling var beløbet kommet op på 5.200 mark. Landråden var nu kommet til den erkendelse, at det kun kunne blive til em medaljon og et egetræ – en såkaldt ”eine sogenannte Bismarkseiche”
Der skulle ikke laves relief over bedstefar
Nu skulle der bare findes en egnet plads i byen. Nu var det så heldigt, at redaktøren af Apenrader Tageblatt, dr. Kähler sad i bestyrelsen for komiteen med von Uslar som formand. På en fremstående plads på forsiden af sin avis skriver redaktøren, at Kaiser Wilhelm den Anden ved anden lejlighed har udtalt, at han ikke ønsker, at der skulle laves relieffer af hans bedstefar. Der må kun udføres buster eller statuer. Da man skulle indhente tilladelse fra højeste sted om udformningen, så kunne von Uslars plan ikke gennemføres. Sagen gik atter engang i stå i nogle år.
En billedhugger var Berlin blev forslået
Den 24. april 1910 henvender dr. Kähler sig til redaktøren for at kunsttidsskrift, hr. Helvag. Kähler spørger, om denne vil udskrive en prisopgave. Men denne fraråder, da beløbet er så lille. I stedet anbefaler han en dertil egnet billedhugger fra Berlin – Hr. Otto Glauflügel fra Berlin.
Dette råd blev fulgt. Billedhuggeren får tilsendt fotos fra Nørreport og Sønderport. Han blev bedt om at komme med et udkast til en prydbrønd til en værdi af 6.000 mark.
Landråden accepterer
Man får dog også tilsendt tre udkast. Landråden sender disse retur og skriver, at det sandelig ikke skal være en almindelig prydbrønd eller springvand. Det skal sandelig være en ”Kaiser Wilhelm Brunnen”. Nye breve og udkast følger.
Endelig den 15. maj 1911 skriver landråden, at det sidste udkast til ”Denkmalet” nu har fundet hans endelige tilslutning og bifald. Kun ønsker han at få de nøjagtige omkostninger at vide og desuden ønsker han Aabenraas byvåben erstattet med det Slesvig – Holstenske.
Billedhuggeren presser nu på for at komme i gang. Han beskrev et af sine seneste udkast:
Men ak – atter en hindring – Den stakkels Glauflügel hører nu pludselig ikke mere fra Aabenraa
30 herrer på Stadttheater bestemmer, at man skal have en brønd
Derfor blev der nu indkaldt til møde i Stadttheater i Vestergade. Har skulle man drøfte anvendelsen af de indsamlede penge. Der var mødt 30 herrer frem. Man blev enig om at den pompøse Kaiser Wilhelm – Brunnen skulle bygges. Også den tyske ”Burgerverein” pressede på.
Landråd peger nu på billedhugger fra Flensborg
Men nu blev von Uslar syg. Hans efterfølger landråd Siemon giver selvbestaltet ordren til billedhugger Anton Huber i Flensborg. Denne foreslår at fremstille ”kunstværket” i beton i betragtning af, at der ikke er ret mange penge.
I 1914 fremstiller han en model af brønden, som udstilles i et butiksvindue hos isenkræmmer Zink, Storegade 29. Men ak.
Brev fra Magistrat
Den 27. juli 1914 – lige inden Første Verdenskrigs udbrud modtog komiteen en skrivelse fra Magistraten, hvori man afslår at yde gratis installation og brolægning af brønden. Som begrundelse mener man, at det var bedre, hvis hele projektet blev udført af komiteen alene.
Og det blev endnu værre. For Magistraten meddelte også, at det hverken kunne blive Nørretorv eller Storetorv, at hensyn til den trafikale udvikling. De første biler var begyndt at dukke op.
Magistraten foreslog i stedet pladsen ved Toldkammeret eller ved Madevejen, den nuværende H.P. Hanssensgade.
Harmfuldt indlæg i Apenrader Tageblatt
Reaktionen på dette nye moment i sagen kan man læse i Apenrader Tageblatt den 29. juli 1944. I en meget bitter artikel skrev dr. Kähler, der jo havde været primus motor i hele sagen, at det havde været bedre, hvis magistraten havde sagt nej fra begyndelsen. De havde jo hele tiden kendt pladsforholdene. Nu blev man nødt til at opgive projektet, bruge penge til noget andet eller placere monumentet i Øster Løgum eller Gråsten. Og ironisk slutter Dr. Kähler med at man kan fejre 25.- året for projektet ved at tage afsked med det.
Sagsanlæg fra billedhugger
Det var ikke engang slut endnu. Der kom også et erstatningskrav fra billedhuggeren, Glauflügel. Kravet blev afslået. Der kom til en retssag som komiteen tabte. Man indgik dog et forlig om erstatningens størrelse.
Efter Revolutionen – ingen interesse for kejseren
Nu kom krigen og billedhuggeren Anton Huber blev indkaldt. I juli 1918 var der atter planer fremme om en indsamling. Den 27. 1. 1919 efter revolutionen var alle tanker om Kaiser Wilhelm Denkmal i Aabenraa skrinlagt. Man henstillede atter, at pengene blev brugt til ”promenaden”. Inflationen ilede imidlertid. Og det var med stormskridt. Inden man traf en afgørelse, var pengene værdiløse.
Det var eventyret om Kaiser Wilhelm Denkmall i Aabenraa.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 28, 2023
Hjælpen til Sønderjylland
Vi anmelder en ny bog. Den giver en masse information. Du skal dog holde tungen lige i munden. For mange er disse informationer sikkert overraskende. Der blev foretaget mange dispositioner. Mange penge til underskudsgivende strækninger. Kilder siger forskellige ting. Den store vejplan i 1921. Rømø – dæmningen i 1948- Problemer som man måske glemte. Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Vi fik også en vest-bane. Amtsbanerne. En ny øst-bane var planlagt. Jernbanen var blevet misligholdt. Ødelagde lastbilerne vejene? Ingen afløsning for amtsbanerne (Kleinbahn). Der manglede et overordnet koncept. Mere fokus på fjerntrafikken havde været ønskelig. Men nu skal vi lige passe på ”Bagklogskabens lys” Og så var det lige nogle af de foreslåede linjeføringer.
En ny bog har set dagens lys
En ny bog har set dagens lys fra Forlaget Frydendal. Og det er af forfatteren, journalisten og foredragsholderen Niels Jensen. Forfatteren har vel omkring hele 40 bøger bag sig. Men vi har så brugt lidt flere kilder for at gå ind i problematikken, da Sønderjylland blev indlemmet.
Det var galt med infrastrukturen
Det var bestemt ikke en let sag. Slesvig havde som Hertugdømme aldrig tidligere været en del af det danske Kongerige. Når man kigger på infrastrukturen, så var Nordslesvig/Sønderjylland nærmest et fallitbo. Preussen havde brugt penge og energi på en fortyskningspolitik.
Vi skal da heller ikke glemme at Første Verdenskrig havde kostet tusinder af dansksindede livet og endnu flere handicappede for resten af livet. Men det havde også betydet, at bygninger, veje administration havde været forsømt.
Bogen handler om de store infrastruktur- projekter – jernbane, havne, broer, postvæsen, elektricitetsforsyning og meget mere, som løftede Sønderjylland lige så meget som resten af landet efter 1920.
Hold tungen lige i munden
Vi får en masse viden og det er jo også fint. Men måske er bogen for dem, der har en forhåndsviden. Detalje- og fakta-mætningen er stor. På den anden side, så afspejler bogen en kæmpe viden. Og illustrationerne kunne næppe blive bedre. Kort sagt:
Landsdelen var nedslidt og mishandlet – både menneskeligt og materielt. Det kostede i milliarder af kroner at få Sønderjyllands infrastruktur til at fungere.
Masser af information i bogen
Og vi starter selvfølgelig med digtet ”Tondern Station”. Men ellers kommer vi vidt omkring. Se bare indholdet her:
Mange mærkelige dispositioner
Jo, der var skam mange, der havde en mening om, hvordan det hele skulle løses efter 1920 Det kostede millioner og atter millioner, da Sønderjylland blev elektrificeres. Og Sønderjylland blev den første landsdel, der fik et fuldautomatisk telefonnet.
Rødekro – Løgumklosterbanen har nok været den strækning med den korteste levetid, som DSB har ejet. På Als blev den smalsporede bane moderniseret for millioner, før den kort tid efter blev nedlagt. Jo, der skete mange mærkelige dispositioner dengang i Sønderjylland.
Mange penge til underskudsgivende strækninger
Mange penge gik fra DSB til underskudsgivende banestrækninger. I hvert fald gik 6-7 mio. kr. – svarende til 168 mio. kr. til trafiksvage og dårligt vedligeholdte statsjernbaner. Først i 1960erne brugte staten sin beslutningsret til at lukke en del privatbaner.
Denne bog handler om de mange ekstraordinære tiltag, der blev iværksat.
Kilder siger forskellige ting
Fra 1864 – 1920 var der sat stop af det overordnede net af landeveje i Slesvig. Man ville ikke risikere at knytte Nordslesvig /Sønderjylland tættere på kongeriget. Konsekvensen blev et ulogisk og nærmest ubrugeligt landevejsnet. Ja sådan kan man læse i en af vores kilder.
I en anden kilde står følgende:
De to afsnit er næsten hinandens modsætninger.
Den store vejplan
I kraft af ”Den store vejplan vedtaget 1921 blev der i årene 1921 – 1933 istandsat og udbygget 834 km veje i landsdelen til en pris på 32,5 mio. kr. finansieret af staten og amterne. Meget af vejnettet blev først tilendebragt efter anden verdenskrig. Det samme var tilfældet med minutvejen fra Aabenraa til Sønderborg.
”Den store vejplan” brød afgørende med den hidtidige vejstruktur præget af et ekstremt finmasket net af kommunale biveje, der tjente meget lokale transportbehov. Denne struktur havde endnu rod i det gamle landbrugssamfund før udskiftningerne og blev holdt kunstigt i live af den preussiske kommunale struktur med meget små kommuner, som bidrog til at fastlåse en vejstruktur uden hensyn til større helhed og fjerntrafikken.
Rømø – dæmningen i 1948
I 1948 blev Rømødæmningen åbnet for vejtrafik og i perioden 1970-1984 blev motorvejen fra grænsen til Kolding etableret. Senere blev den udvidet med strækningen Kliplev til Sønderborg.
Problemer, som man måske glemte
Nicolai Svendsen var redaktør på avisen Modersmålet/Dannevirke i Haderslev. Han nedskrev sine erindringer mellem revolutionen 1918 og indlemmelsen 1920:
Jernbanenettet skulle tilpasses dansk infrastruktur
DSB’ s overtagelse af Reichsbahns banelinjer, stationer og rullende materiel samt en betydelig del af personellet foregik uden de store forviklinger selv om der var meget, der skulle genopbygges efter fire års krig.
Det sønderjyske jernbanenet skulle tilpasses dansk infrastruktur. Forbindelserne skulle vendes fra syd mod nord. Problemet med de små amtsbaner skulle også løses. Hverken i koncept eller regi passede det til danske forhold.
Vi fik også en vest-bane
I 1862 fik den britiske jernbaneentreprenør Samuel M. Peto og konsorter koncession til anlæg og drift af banen Flensborg – Vamdrup med sidebaner. Det blev en skavank at hverken Haderslev eller Aabenraa blev en del af længdebanen.
De sønderjyske købstæder sank generelt bagud i den tyske tid i forhold til danske og holstenske konkurrenter. På vestkysten åbnede i 1887 Frederiksstad – Ribe. Herfra blev der også skabt forbindelse til Bredebro og Løgumkloster. I 1892 kom sporet fra Tønder til Højer Sluse. I 1901 fik Sønderborg sin togforbindelse.
Amtsbanerne
Fra slutningerne af 1890erne bredte amtsbanerne sig til Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder amter. Mens Aabenraa og Haderslev stagnerede opstod på den bare mark Vojens og Rødekro stationer, mens stationsbyen Tinglev efterhånden voksede hen mod kirken. Der blev også plads til endnu fire store stationsbyer Toftlund, Gram, Rødding og Skærbæk. I Sundeved voksede Gråsten sig stor som stationsby.
En ny øst-bane var planlagt
I 1911 blev jernbanedirektionen i Altona bemyndiget til at forberede en bane, der skulle gå fra hovedlinjen ved Bolderslev eller Hjordkær, gå over Aabenraa til Haderslev og igen slutte sig til hovedlinjen ved Sommersted. Forslaget satte sindene i bevægelse og rivaliseringen mellem byerne gik i gang.
Jernbanen var blevet misligholdt
Krigsårene 1914-18 skabte både materiel og mental nød. Det mærkedes også på jernbanedriften. Da soldaterne i november 1918 vendte hjem fra fronten, var det et sørgeligt syn:
En anden ting var, at efter 1920 måtte man erkende, at ingen af de sønderjyske købstæder havde potentiale til at udvikle sig til Flensborgs efterfølger.
Ødelagde lastbilerne vejene?
Men lokalpolitikere tog nu fat på de steder, hvor der skulle sættes ind med forbedringer i Sønderjylland/Nordslesvig. Toget i forhold til lastbilen blev kun sporadisk berørt. Man mente at lastbilerne ødelagde vejene.
Ingen afløser for amtsbanerne (Kleinbahn)
Man mente at taksterne på jernbanen skulle sættes ned, så ville lastbilerne slet ikke kunne klare sig. Også Alssundbroen blev diskuteret. Hvor skulle den placeres?
Mommark-banen holdt lidt længere end Rødekro – Løgumkloster-banen Den 15. juni 1933 åbnede den. Og den holdt helt til den 27. maj 1962. de mange foreslåede privatbaner blev aldrig til noget. Og der kom hellere ingen afløsere på de mange amtsbaner (eller Kleinbahn)
Der manglede et overordnet koncept
Der manglede i høj grad et overordnet koncept. Prøv at se nedenunder, nogle af de planer, som man havde. Første Verdenskrig betød et stort tigerspring fremad for lastbilerne som transportmiddel for mennesker og materiel.
De forskellige kommissioner bestod også af en masse jernbanefolk og nok ikke så mange vognmænd. Nogen grundlæggende diskussion blev aldrig ført. Kommissionen var af den mening, at jernbanen var fremtidens transportmiddel.
Mere fokus på fjerntrafikken
Amtsbanerne havde en elendig økonomi. Ofte var det en elendig linjeføring. Der var manglende koordinering af de forskellige amtsgrænser.
Nu kan vi i bagklogskabens lys godt kigge på kommissionernes anbefalinger, Man burde have haft stærkere fokus på fjerntrafikken. De sønderjyske købstæders problem kunne være blevet løst.
Nogle af de foreslåede linjeføringer
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 25, 2023
Er Varnæs en ældgammel købstad?
Als var tætbefolket. Nævnt i jordebogen 1230. Var faktisk allerede dengang – købstad. Hvor lå det daværende Varnæs. Kunne havnen ikke have ligget i Skovsøen? Ornum var ældgammel. En vej til Urnehoved. Hvorfor forsvandt den gamle handelsplads? Anarkistiske forhold på Sundeved. Udskiftning i Varnæs Hertugen overtog gården. En brolægning ved Skovsøen. Usandsynligt at havnen skulle have ligget i søen. Landingsstedet fra dengang og resterne af Vold er fundet.
Als var tætbefolket
Der sandelig ikke alt historikere er enige om. Det når vi bl.a. i denne artikel. Vi ved, at på det tæt befolkede Als ikke fandtes nogen købing før år 1200. Men vi ved dog at Bro i nærheden af Augustenborg Fjord Fjord eksisterede i den tidlige middelalder.
Nævnt i Jordebogen i 1230
Men på Sundeved – siden fandtes en senere strandkøbing – og det var Varnæs. Og det ved vi med sikkerhed for stedet er nævnt i Valdemar Sejr’ s jordebog af ca. 1230. Som Hvidtfeldt bemærker i ”Varnæs Sogns Historie hat størstedelen af Varnæs på det tidspunkt tilhørt kongen. I jordebogen kunne man også se, at der blev betalt arnegæld af grundene.
Og så kan vi konstatere, at der har været en betydelig færgefart til og fra Varnæs, som kongen havde kontrol med. Varnæs havde også været en handelsplads og været et trafikknudepunkt. At en vandmølle her også betaler skat til kongen, beviser yderligere at Varnæs var et kongeligt gods. Det stod under kongens og rigets beskyttelse. Selvfølgelig må der også har ligget en befæstet kongsgård her på dette vigtige trafiksted.
Hvor lå det daværende Varnæs?
Det er vel ingen tvivl om Varnæs har eksisteret meget tidligt. I gamle dage var vandvejene blandt de mest ”bekvemme”. Men hvorfor forsvandt Varnæs storhedstid så hurtig? Og hvor lå det daværende Varnæs? Ja mange er af den mening, at det lå i Varnæs vig ud til Aabenraa Fjord. Men andre igen mente at denne beliggenhed var usmart over for søfarer fra Als og Sundeved. Der fandtes heller ingen betryggende havn for færger og skibe ved vigen.
Var der en havn i søen?
Så var det, dem, der mente at Varnæs ligger/lå hvor det altid har gjort. Men så var/er det dem der mener, at havnen lå i indsøen ”Skovsøen”. Det er dem, der mener, at dette nor engang stod i forbindelse med Als Fjord. De mener, at når vandet fra fjorden ved højvande kan blande sig med skovsøens vand, ja så må det have været forbindelse.
Landet nord for Skovsøen blev kaldt for ”Naldtangen”. Landet nord for søen dannede dengang et nor, en tange der strakte sig ud i l havet. Vest for noret lå den nuværende Skovsø lå kongsgården Ornum. Det er den eneste borg man med sikkerhed kan stedfæste i Varnæs Sogn.
Man taler om ”Vold” ved Varnæs vig, hvor sognet fortæller om en ridderborg. Men nu er det kun et sagn. Og Junker Viggo er også kun en sagnskikkelse. Vold skulle således have ligget i kort afstand fra Ornum, som var befæstet til værn for Varnæs købstad og Havn.
Ornum var ældgammel
Åbenbart er dette ”Ornum” ældre end den nuværende landsby Varnæs. Stedet kan overskylles af vand både fra Aabenraa Fjord og Als fjordes vande. Arkivar J. Hvidtfeldt skriver, at Varnæs er sammensat af ordene ”waræ” og ”næs”. Waræ betyder udmark. Varnæs er altså ingen almindelig top – navn. Men det tyder mere på et købstadnavn i lighed med Aabenraa (Openøraa)
En vej til Urnehoved
Som nævnt var Varnæs et meget benyttet færgested. De danske konger drog ad denne vej, når de gæstede Hedeby eller Urnehoved. Det synes temmelig sikkert, at der fra købingen Varnæs førte en vej over Bovrup, Svejrup og Felsted til hærvejen ved Kliplev eller Uge. Senere er denne vej blevet benyttet af Varnæs bønder, når de drog til deres ny handelsplads Flensborg.
Den gamle hovedvej (adelvej, som det hed dengang) kendetegnes ved en sti eller bivej, som ved Bovrup går vest om den gamle landsby til en gammel bro ”Bolbro”, som efter navnet at dømme må være flere hundrede år gammel og stamme fra den tid, hvor man kun havde vadesteder overvandløbene. Broer kunne bygges, hvor der var en mere betydelig færdsel, således som i dette tilfælde var bygget for kongen og hans følge.
Hvorfor forsvandt den gamle handelsplads?
Den tidlige handelsplads forsvandt sporløst – hvorfor? Var det fordi, at skibene i midten af det 13. århundrede ikke kunne benytte sig af de gode faciliteter, fordi de blev for dybdegående?
Sønderborg, Nordborg og Aabenraa blev grundlagt- Måske er havnens aktører flyttet hen til disse nærliggende byer. Færgefarten er flyttet til Aabenraa? Vi ved det ikke. Dette er kun formodninger.
Anarkistiske forhold på Sundeved
I slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede har det nærmest eksisteret anarkistiske tilstande ved Sundeved. Indvandrende tyske og holstenske adelsmænd optrådte helt enevældige og fordrev kongelige fæstebønder fra deres gårde og beslaglagde jordene. Det er tidspunktet efter Grev Gerts drab i 1340.
Kigger vi på jordebøgerne med hensyn til udskiftningen af Varnæs, Bovrup og de omliggende landsbyer, ja så havde Varnæs sin egen struktur. Ved udskiftningen af Bovrup, Tumbøl og andre landsbyer, er der tildelt jord til Kådnere, inderste, og andre småfolk især til smedene.
Udskiftning i Varnæs
Ved udskiftningen af Varnæs er der kun tildelt jord til 30 helbol, til præstegårdene, til degnen og Ornum Kådnere. Det var det kådner-sted, som ligger ved Varnæs Hoved. Ikke langt fra det gamle Varnæs. Den ny Varnæs by er opstået ved at husfoged Günderoth i Aabenraa solgte byens tofter til lysthavende, som efterhånden byggede på disse grunde.
Hertugen overtog gården
A.D. Jørgensen skriver ikke meget om Varnæs i sine beskrivelse af Sundeved. Han beretter dog om, at junkeren Hans Blom fra Melvedgård på Als, som arvede nogle bøndergårde ved Varnæs ”en lille landsby ved navn Ornum”. I 1575 lod han disse bøndergårde rive ned og byggede på området en ny herregård af samme navn.
Denne blev i 1597 erhvervet af hertugen af Gottorp, som i forvejen ejede det øvrige Varnæs Birk. Hertugen lagde markerne ind under Varnæs landsby fællesjord og nedbrød herregården Ornums bygninger. Materialet førte han til hans slot Brundlund ved Aabenraa og blev benyttet til opførsel af avlsbygningerne.
Kan vi ikke via det berømte sagn få at vide, hvordan Varnæs så ud dengang. Her tales om fire ridderborge i Varnæs. Her blev der sejlet ud fra ”Vigen”. Og Ornum har sikkert ligget her siden den tidlige middelalder.
En brolægning ved Skovsøen
En af gårdmændene omkring Skovsøen fandt for nogle år siden en brolægning på hans mark. Han antog selv, at det var rester af et torv eller en gade. Museumsinspektør Slettebo fra Sønderborg mener dog, at det er tale om et vejanlæg. Der er ikke rigtig fundet rester af bebyggelse omkring søen, som måske kan berettige et til at kalde den for rester af en havn.
Næst efter Hedeby var Varnæs måske Sønderjyllands ældste købing eller købstad. Men vi mangler lige nogle flere håndfaste beviser.
Usandsynligt, at der skulle have ligget en havn i Skovsøen
Der er foretaget mange undersøgelser af Varnæs Skovsø. De har dog ikke været alle lige nøjagtig. Vandspejlet er blevet sænket, måske på grund af forbedring af afløbsforholdene. Der siges i undersøgelserne at søen under istiden har haft en lavvandet forbindelse til Als Fjord. Men fjorden er blevet afspærret af strandvoldsdannelser, hvorefter den fladvandede østlige forbindelse er vokset til. Den nuværende eng – og mosestrækning blev dannet.
Forskere mener at det er yderst usandsynligt at søen i den tidlige middelalder skulle have fungeret som havn. Man kan også se et kort af Johannes Meyer over Varnæs by fra 1639 – 41. Dette kort viser da også at søen og afløbet havde nogenlunde samme mængde som i dag. Mejer kaldte søen for Holtz See.
Landingsstedet var ved Varnæs Vig
Af terrænmæssige grunde har det ikke kunnet lade sig gøre at bygge noget her. Man har fra luften observeret området men der er ikke fundet det mindste som kan antyde, at der her engang har været en havn. Den omtalte købings beliggenhed har sammenfald med det nuværende Varnæs.
Landingspladsen har været ved Varnæs Vigs inderste del. Her er det tilmed fundet spor af et voldsted kaldet Vold. I Varnæs Vig var der læ og indbydende strande, hvor skibe kunne sættes op. Herfra har det kunnet finde overfart sted til Stegsvig på Als og måske først og fremmest til Fyn. I sammenligning hermed er stranden ud for Skovsøen u- indbydende og væsentlig mere åben for bølgeslag.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 25, 2023
Musik i Tønder 7
Vi skal her høre noget mere om Valdemar Rasmussen og Syncopators. Mange kender Valdemar Rasmussen. Sunget i kirkekoret. Spillet i Danmarks bedste jazzorkestre. Flyttede atter til Sønderjylland. Mohn blev nummer et på Dansktoppen. 500 kirkekoncerter. Bosatte sig i marsken. Fortolkninger på sønderjysk. Optræder på plejehjem. Det startede med Harlev Hot Group. Dem kunne Det Frivillige Brandværn i Jejsing ikke lide. En betragtelig pladeproduktion. Orkestret lå i dvale i flere perioder. Ole Toft var med fra starten. Koncerter i udlandet.
Mange kender Valdemar Rasmussen
Vi har før skrevet om Valdemar i denne serie, men det er så meget at skrive om ham. Selv da jeg optrådte sammen med to professionelle musikere under et arrangement på Nørrebro Bibliotek mødte jeg en, som påstod at have spillet sammen med ham.
Sunget i Kirkekoret
Han er født i 1939. Og som knægt sang han Tønder Kristkirkes drengekor. Han fik klaverundervisning, men det var dog trompeten, der blev hans store lidenskab. Han spillede da også trompet i spejderorkestret.
Spillet i Danmarks bedste orkestre
Spørger man Valdemar, hvornår jazzen kom til Tønder, vil han svare i 1953. I 4 år i træk spillede han i de bedste jazzorkestre i Danmark. I 1960 tog han til Tyskland først med fast job, senere som gademusikant.
Efter militærtjeneste rejste han i 1962 til København, hvor han spillede i Københavns Fodvarmere og Steen Vig’ s Jazzorchestra.
Flyttede atter til Sønderjylland
Men Sønderjylland trak. Og i 1969 var Valdemar igen rykket til Sønderjylland. Sammen med Valdemars Orkester udgav han flere plader. Han turnerede også med de mange jazz-besøgende fra USA. Valdemars Orkester bestod fra 1969 – 1979.
I 1971 bosatte Valdemar sig i Felsted. Han satte et gammelt præstenkesæde i stand og blev formand for Sønderborg Jazzklub.
Mojn – blev nr. 1 på Dansktoppen
I 1975 fik Valdemar debut som sanger med sin egen Mojn. Den kom på dansktoppen og blev Sønderjyllands første rap. I samme periode var Valdemar aktiv i det sønderjyske jazzmiljø, bl.a. som formand for Sønderborg Jazzklub
Her var det med Ole Toft på trombone. Og melodien ”Mojn” var faktisk bestilt af Sønderborg Turistbureau og var et tritfremstød for Sønderborg by.
500 kirkekoncerter
I 1979 vender Valdemar tilbage til København, for at spille med Henrik Johansens Ild Stars, Trumpet Atmosphere, Ricardos Jazzmen og Liller.
Et længe ønske om at udforske koralbogen resulterede i 1983 med udgivelsen af en række salmer i egne fortolkninger. Han indspillede dette sammen med sin trio, der fungerede fra 1983 – 2009.
Med Valdemars trio blev det til 5 albums, tv- udsendelser og over 500 kirkekoncerter
Bosatte sig i marsken
I 1990 var han igen tilbage i Sønderjylland – i den marsk, hvor Valdemar er født. Her indspillede Valdemar med inspiration af marskens storslåede natur flere albums med egne tekster og den sønderjyske dialekt.
Sammen med sin nuværende kone købte han et gammelt skipperlængehus i Ballum Vesterende. Her boede familien i næsten 20 år. Flere af melodier, som han, skrev havde Jens Rosendal, skrevet tekst til. Han boede lige i nærheden.
Fortolkninger på sønderjysk
Fra 1991 – 2009 havde han også gruppen Valdemarsk. Og her er var det fortolkninger på sønderjysk, som vi hørte.
I 2004 blev Valdemar Rasmussen kontaktet af Grænseforeningen, som gerne ville udgive hans sønderjyske sange. Det blev til cd’ en Solæg, der bl.a. indeholdt et remix af ”Mojn”. Coveret var designet af selveste Per Arnoldi.
Optræder på plejehjem
I 2009 flyttede Valdemar atter til København, hvor han som frontfigur de næstfølgende par år arrangerede over 100 jazzaftner i Valby Kulturhus. Et samarbejde med en anden herboende sønderjyde, er skuespilleren og sangeren Asger Reher.
I gåafstand fra, hvor Valdemar bor, har han ofte optrådt på ugentlige optræner på to plejehjem. Han boede så på Valby. Han spiller nu flygelhorn. Og så står musikken på Kai Normann Andersen – sange., jazzklassikere, højskolesange og salmer.
I 2012 blev han tildelt prisen som Årets Æresrummeltotte som en anerkendelse for sin indsats for at gøre Sønderjylland til et sjovere sted.
Det startede med Harlem Hot Group
Men vi har tidligere hørt at Valdemar og de andre øvede sig i kolonihaver i Vidågade. Det var med orkestret Harlem Hot Group, som brandmændene i Jejsing absolut ikke kunne lide, men orkestret blev kåret som Jyllands bedste i Vejle i 1955. Her var Leif Slot også med fra Tønder.
Gruppen fik en kort levetid, men de fik en lynkarriere som Syncopators. I løbet kort tid indspillede de tre plader. I både 1956 og 1957 vandt de Ekstra Bladets og Tonos jazz-konkurrence i København. Og vi skal ikke glemme, at også Henry Outzen fra Tønder, der engang spillede banjo, var med fra starten.
I radioens landsomfattende amatørkonkurrence, der blev afsluttet i 1965, indtog de også førstepladsen. Og dette gentog sig også i 1966.
En betydelig pladeproduktion
Jo han var med i meget, Valdemar Rasmussen. Han var med i det berømte jazzorkester, Syncopators. De så for første gang dagens lys midten af 1950erne. De dyrkede den populære dixieland og New Orleans musik. De var meget populære i landets jazzklubber. Og endnu mere populære var de på hjemmebane i Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg. Det er også blevet til en betydelig pladeproduktion.
Orkestret lå i dvale flere gange
Orkesteret har ligget i dvale flere gange. Men er genopstået. Således også i starten af 2010. De gamle jazzmusikere var efterhånden nået de 60 og 70 år. Efterhånden optrådte de alle steder herhjemme men også i Londons legendariske ”100 Club – Oxford Street”. Her kaldte de sig Danish Hot Syncopators.
Ole Toft var med fra starten
I orkesteret var trompetisten Ole Toft, der oprindelig spillede trombone med helt tilbage fra starten i 1950erne. Klarinettisten og saxofonisten Johs. Tersbøl og banjo – og tenorguitarspilleren Knud Frydal var også sammen igennem 1950erne.
På et tidspunkt udviklede orkesteret sig til Valdemars orkester.
Koncerter i udlandet
I slutningen af 1970erne opstod orkesteret Syncopators atter engang. Det blev til en masse koncerter i udlandet. Nu var det så trommeslager Bo Valbjørn- Han var mangeårigt medlem af Slesvigske Musikkorps og havde desuden optrådt i symfoniorkestre og i forskellige mindre swing – og rockgrupper. Han fyrede op under kedlerne og under de gamle jazzspillemænd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 23, 2023
En helt fra Kollund
Privilegeret gård fra 1488. Han ejede to gårde. Han var en stor stærk mand. Bønderne fra Ditmarsken var snu. De åbnede sluserne. Først i 1559 fik Danmark revanche. De stod uden for adelen. Den nordlige gård. Sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Flere privilegerede steder og personer i Bov Kommune. Forpagtningen af Bov Kro gik i arv. Man kan se det i Bov Kirke. Det gik i arv
Privilegeret gård fra 1488
I den store gårdsplads i Kollund ser man over døren et stort skilt, der fortæller at gården blev privilegeret den 3. januar 1488 af Kong Hans.
Det var ikke unormalt, at Kong Hans, søn af Christian den Første belønnede sine tro undersåtter, som i særlig grad havde udmærket sig med privilegier. Denne store ære tilkom en almindelig bondemand som Jes Thomsen. Men 12 år efter redede han kongens liv.
I 1472 blev den forrige herredsfoged, Lasse Jensen straffet. Han havde hjulpet oprørerne
Han ejede to gårde
Han var herredsfoged for Vis Herred og en højt agtet person i vide kredse. Da han havde ydet Kongen store tjenester ved forskellige lejligheder, belønnede kongen ham son nævnt med privilegier på hans to gårde i Kollund.
Det var Kollundgård Nord og Kollundgård Syd som de også blev kaldt. Den førstnævnte blev senere ejet af advokat Dr. Christians og den anden af Hans Knoop. Og det var på den sydlige gård Jes Thomsen boede.
Jes Thomsen var gift med Jes Riggelsens enke, Anna af Vossmoos, med hvem han havde to sønner, Hans og Boy, som senere overtog de privilegerede ejendomme. Hans tog navnet Hans Jessen. Hans søn hed Thomas Hansen. Og Boy, som overtog faderens gård, Boy Jessen.
Han var en stor, stærk mand
Jes Thomsen var en stor og stærk mand. Han var også modig. Der fortælles, at han i Slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken i året 1500 redede kongens liv. En direkte efterkommer af Jes Thomsen – Detlev Boysen skrev om det i det 17. århundrede:
Bønderne fra Ditmarsken var snu
Da grevskabet Holsten i 1474 var blevet et hertugdømme, fastslog den tysk – romerske kejser, at Holsten også omfattede Ditmarsken. Den dansk -holstenske styrke omfattede 10.000 mand. De forventede en hurtig og let sejr mod 3.000 utrænede bønder.
Men man havde ikke taget i betragtning at vejret pludselig skiftede. Fra at det havde været frostvejr blev det nu tøvejr. Man havde ikke stødt på nogen modstand, derfor besluttede man nu at tage nord på til Heide.
De åbnede sluserne
Men disse bønder var snu, og de havde fanget et af de kongelige spioner. Og så lagde fjenden en snedig plan. I nattens mulm og mørke byggede man en vold midt på gaden. Og da den kongelige hær nu ankom, så åbnede man sluserne. I forvejen var den kongelige soldater blevet mødt af ælte. Men da vandet nu kom, kunne ingen undslippe. De druknede simpelthen.
De danske tab blev opgjort til 7.000 døde og 1.500 tilfangetagende. Og blandt de døde var ikke mindre end 360 adelsmænd. Bønderne fra Ditmarsken fik erobret en masse af den danske hær, bl.a. den originale Dannebrogsfane fra Estlands-togtet i 1219. Den hængte bønderne op i kirken i Wöhrden.
Først i 1559 fik Danmark revanche
Det var et stort prestigetab for Kong Hans. Og hurtig gik rygterne. Det resulterede bl.a. i et bondeoprør i Sverige.
Først i 1559 fik Danmark revanche. En dansk – holstensk hær på 20.000 mand under ledelse under Johan Rantzau
De stod uden for adelen
Fra kongen kom der et adelsbrev, der var skrevet på plattysk. Det var vidt forskelligt fra andre breve fra den tid. I de andre breve gives der vedkommende frihed og frelse.
I Jes Thomsens brev er åbenbart ”Skjold og Hjelm” hovedsagen. Der tales slet ikke om frihed eller frelse. Thomsens efterkommere fik helt til 1825 deres privilegier fornyet. Men familien har hele tiden stået uden for adelen og levet som almindelige bønder.
Gennem årene har de taget del i kommunens byrder og laster. Åbenbart har de ofte været i konflikt med de lokale myndigheder. Ja i 1825 blev det endda foretaget eksekution på den sydlige gård.
Gennem årene har historikere været uenige om – om Jes Thomsen egentlig blev adlet. Og den almindelig adel i Slesvig – Holsten har da heller ikke omgået familien. Men i nogle numre af Dansk Adelsårbog er familien omtalt som tilhørende adelen.
Den nordlige gård
Efterslægten på den sydlige gård har bibeholdt navnet Boysen efter Jes Thomsens søn, Boy.
Egentlig hører man ikke så meget til familien på den nordlige gård. Men her ser det ud til at navnet Hansen fortsatte til 1731. Men nu blev navnet forvandlet til Hinrichsen. I året 1890 ser vi, at enkefru Marie Hinrichsen født Thaysen gifter sig med postsekretær Christians. Dermed er slægtens saga på denne gård ude. I nogle kilder staves efternavnet med to n’ er.
Sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse
På hovedgården gled slægten ud i 1825 efter at have bestået i 300 år. Den nye ejer hedder nu som allerede skrevet ”Hans Knoop. Det var kun her på denne gård man måtte bære ”Skjold og Hjelm” ikke på den nordlige gård.
Man må antage at beboerne selv har fornyet privilegierne gennem tiden. Og åbenbart er privilegier blevet indstillet efter disse tider, da ejerne viste sympatier for den Slesvig – Holstenske bevægelse. Og den havde ikke meget til overs for den danske konge.
Flere privilegerede steder og personer i Bov Kommune
Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med de privilegerede gårde i Bov Kommune. Her gik våbenskjoldene videre. Det gjaldt for familien Hinrichsen fra både Trebolsgården i Kollund og Bov Kro og Toldsted, familierne på Kollundgård, som vi har beskrevet over for samt familierne på Oldemorstoft. Harkær og to halve gårde i Kruså. Dertil kom Kruså Mølle og Bov Kro og toldsted. Til gruppen kan vel også regnes præsten i Bov samt forpagterne på den kongelige mejerigård Kragelund.
Antagelig er Frigårdene oprettet for at sikre retsplejen og administrationen. Kongen havde brug for at have nogen at stole på. Og disse trofaste mænd blev i den sene middelalder benådet med hverv og privilegier. Kongen og hans embedsmænd havde også brug for husly, foder og forsyninger.
Forpagtningen af Bov Kro gik i arv
Vi har tidligere skrevet om Oldemorstoft. Med hensyn til Bov Kro var der tale om en fæstegård. Der skulle inddrives told og afregnes med amtmanden i Flensborg. Og forpagtningen af Bov Kro gik i arv. Her havde man også ret til udskænkning af øl og brændevin.
Så var det lige Trebolsgården i Kollund. Der var oprindelig tre kongelige fæstebol, der blev solgt i 1652 af Frederik den Tredje til rådmand, Jens Boysen, der ved købet opnåede privilegier for sit gode forhold til kongen. Jens Boysens enke var nødt til at sælge gården på grund af gæld. Køberen var Peter Hinrichsen, der var forpagter på den kongelige mejerigård Kragelund.
Man kan se det i Bov Kirke
I Bov Kirke finder vi masser af spor fra de privilegerede. Her var gravsteder forbeholdt folk på frigårdene. Gravstederne kunne måske ses som et alternativ til at blive begravet i kirken. Inventaret i kirken bærer også præg af, at der giverne kom fra frigårdene.
Det gik i arv
Privilegiebrevet fra Oldemorstoft er fra 1528. Heri kan man læse at privilegierne skulle gå fra arving til arving. Her syntes fornyelse unødvendig. Og dog. Dokumenter viser, at hver gang, der kom en ny hertug. er der søgt om fornyelse.
Men det kunne nu være vanskeligt at finde ud af, hvornår man skulle søge. Således klagede Hinrich Hinrichsen fra Bov Kro og toldsted til Rentekammeret i 1702 over betaling for både Oldemorstoft øst og vests indkvarteringsydelser. Men han måtte dog betale.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 22, 2023
Rørkær – den sjette historie
Mange navne i tidens løb. Mange gårde i byen. Masser af industri i byen. Og mange knapper. Ringe til skolebørn. Falskmøntner i Rørkær. 40 kniplersker i Rørkær Lønnen blev udbetal i væv. Et dansk bibliotek i 1839. Præsten ville ikke døbe skræddermesterens søn. ”Den danske propaganda var nået til Rørkær” Præsten havde iværksat jagt efter de danske bøger. En beholdning på 3.000 bøger.
Mange navne i tidens løb
Ja egentlig er der flere historier, hvis vi tager de nærmeste områder med. Byens navn er i tidens løb blevet skrevet forskelligt. Som for eksempel Røkar, Røikiær, Rohrkarr. I året 1703 kaldte amtmanden i Tønder byen for Røhrkirch.
Engene syd for byen har i gamle dage været bevokset med rør, der blev brugt til at tække med. Måske har byen fået sit navn af dette.
Mange gårde i byen
Man siger, at Rørkær i ældre tid har været stor. Flere af de gamle ”Raj” – lange huse med flere lejligheder, hvor der kunne bo 5-8 familier for længst, er forsvundet. Der var i ældre tid også cirka 16 – 17 bondegårde i byen.
Byen har i gamle dage været omgivet af store skove. Mægtige stammer af birk og el ligger begravet i mosen under marsken. Men der er ikke meget der i dag minder om fortidens skove.
Masser af industri i byen
Selv om byen ligger forholdsvis højt, har beboerne flere gange mærket stormfloden. Ja det fortælles at flere er druknet. Og glemt er hvos også at byen har været en sand industriby med knipleri, væveri og knapmagere.
Masser af knapper i Rørkær
I glansperioden, da alt herretøj skulle være forsynet med blanke knapper, var der ikke mindre end 10-12 knapmagere i Rørkær by. De lavede ikke alene knapper til hjemme- brug, men solgte dem også til agenter, som afsatte dem på Als og andre steder. Ja de leverede skam også knapper til hæren.
Ringe til skolebørn
Det var så avanceret, at man også lavede knapper med en blomst på. Og så var det en der hed Christian Rønne, der fandt på at producere fingerringe til børn. Skolebørn besøgte den gamle knapmager som boede i nærheden af skolen. En poleret ring kostede 10 Penning. Der var en stor afsætning i sognets skoler.
Også stigbøjler og beslag til seletøj blev produceret i Rørkær. Fatter og Mutter Lønne blev nu aldrig velhavende.
En falskmøntner i Rørkær
Knapmagere fandt ud af, at de også kunne fremstille Statens Mønt. Efter sigende har mange benyttet sig af dette. Men det er hvis nok kun en, der er blevet snuppet i denne kriminelle handling. Således blev der opdaget et fuldstændigt falskmøntner-værksted hos knapmager Jens Sæd i Rørkær, hvis søn måtte vandre i fængsel.
40 kniplersker i Rørkær
Knipleriet var også en betydelig virksomhed i Rørkær. 40 unge og gamle kniplersker ernærede sig i sin tid ved dette arbejde. Kniplerskerne sled i det for næsten ingenting, men kniplingskræmmerne blev rige mænd.
Lønnen udbetalt i væv
Væveriet var også udbredt. En del af lønnen dengang blev udbetalt son nogle alen væv til skjorter. Og dette gav arbejde til væverne. Mange tusind alen væv er gået til vævere fra Rørkær. I dag er der ikke mange vævestole eller spinderok tilbage i byen. Måske gemmer der sig nogle oppe på loftet.
Et dansk bibliotek i 1839
Glemt er også, at der i 1839 blev oprettet det første offentlige danske bibliotek. Længe før samlede byens beboere sig hos skræddermester Andreas Petersen for at høre på hans eventyr og fortællinger.
Der var engang en konge og en dronning
Skræddermesteren var en oplyst mand. Han blev også brugt som Rørkærs advokat. . Hans eventyr blev altid startet med:
Så kom der ellers historier om genfærd og underboer. Børnene kunne knap ånde af rædsel. De krøb hen i et hjørne. Og til sidst i disse forsamlinger kom kortene på bordet.
I fredens dage var det selskabelighed hos skræddermesteren. Men da krigen brød ud i 1848, var det politikken, der blev drøftet. Da han under krigen stod til rådighed for den danske regering, var der årlige pengegaver til hans hustru efter hans død.
Præsten ville ikke døbe skræddermesterens søn
Under krigen fødtes skrædderen en søn. Faderen mødte en dag op hos den tysksindede Pastor Høck og ønskede barnet døbt på navnet Julius Frederik Sejr. Præsten spurgte om oprindelsen til disse navne og skrædderen sagde:
Så ville den tysksindede præst ikke døbe barnet. Men efter gentagende opfordringer måtte han gøre det. Drengen med det stolte navn blev nu ikke ret gammel. Han døde i Santos i Sydamerika i en alder af 25 år.
Den danske propaganda var nået til Rørkær
Og så kom lærer Kloster til byen. Og han blev gode venner med skræddermesteren. Det var disse to, der samlede bøger sammen. Efterhånden var de nået op på en beholdning af 100 danske bøger.
Således skrev pastor Lorenzen fra Adelby til Hertugen af Augustenborg:
I begyndelsen blev der kun udlånt bøger i selve byen. Efterhånden som bogsamlingen voksede blev udlånet udvidet til andre byer i sognet. Befolkningen var meget glad for denne ide. Og bøgerne blev flittigt udlånt.
Præsten havde iværksat jagt efter danske bøger
Alt gik sin rolige gang indtil oprørerne kom ved krigens begyndelse i 1848. En afdeling dragoner omringede skolen. Lærer Kloster blev ført til Tønder, hvor han sad i 8 dage. Derefter blev han ført til Bredsted, hvor han sad indespærret i 13 uger.
Efter at lærer Kloster var ført til Tønder, skulle bøgerne beslaglægges. Men de var i forvejen blevet skjult, da man nok vidste, hav der ville ske. Der blev så foretaget en undersøgelse hos skrædderen, men da var bøgerne allerede sendt til København.
Oprørerne fik en lang næse. Det viste sig at jagten på bøgerne var foranlediget af den tysksindede pastor Høck i Hostrup.
Da bogsamlingen efter fredsslutningen kom tilbage, var den vokset til 200 bøger. Lærer Kloster var blevet degn i Sørup i Angel. Og bogsamlingen blev hos skrædderen. I krigen 1864 blev bøgerne beslaglagt, men kort derefter frigivet.
En beholdning på 3.000 bøger
Efter skrædderens død blev biblioteket overtaget af sønnen, Peter Andresen Petersen, der også blev kaldet Dreesen – i vide kredse en kendt musiker. Vi har tidligere skrevet en artikel om ham. Dreesen ledede bogsamlingen til sin død i 1903. Således havde Rørkær Bogsamling været i en families varetægt i over 60 år.
Da Sprogforeningen blev oprettet, overgik bogsamlingen i dennes eje. Og efter Dreesens død, var det skræddermester Mathias Jensen, der førte den videre. Den var nu vokset til anselige 3.000 bind. Den havde stor betydning for de dansksindede ud over sognets grænser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 21, 2023
Højer Bønderkommune
Historien føres mere end 300 år tilbage. Skriftlige kilder kan føre traditionen tilbage til 1634. Flere by – love kan føres tilbage til dette år. Det handlede også om praktiske ting. Et par fribønder og en herredsfoged. Husmænd og håndværkere var ikke velkommen. Oldermanden skulle holde øje med hele byen. Gader, diger og hegn skulle holdes ved lige. Protokollen var skrevet på dansk. Amtmanden skulle godkende ændringer. Blandet sprog blev nu brugt. Man gav til de fattige. En protokol måtte fornys efter 86 år. Kendte slægter i Højer. En speciel tradition. Oldermandens vilje var næsten lov. Højtidelig indbydelse blev afleveret 14 dage. Hurtigt gik man over til sønderjysk. Hvervet som oldermand gik på omgang. Middag for medlemmerne. Fri grog til midnat. Manden bag punchebollen. Den berømte præstefamilie fra Emmerlev. Faderen havde problemer og bekymringer. Hans Friederich Bojsen var populær i Højer. Punchebollen kom kun frem ved højtidelige lejligheder. Skriftsproget blev tysk.
Historien kan føres mere end 300 år tilbage
Ja det eksisterer hvis nok endnu. Måske ikke i samme målestok som dengang. Beføjelserne er noget mindre. Men historisk har det stor betydning. Og historien kan med sikkerhed føres over 300 år tilbage i tiden. Det er hvis nok det eneste sted i landet denne funktion er bevaret, hvis vi lige ser bort fra ”grandeforsamli9nger”
Skriftlig kan traditionen føres tilbage til 1634
Hvert år den 22. februar på Peders-daw, Per’ s Awten, Sct. Petridag, Peders stol mødes man til generalforsamling. Og det har Højer Bønderkommune gjort siden 1634 – måske endda endnu tidligere. Dagsordenen har næsten været den samme i alle disse år.
Flere by-love blev ændret i 1634
Der vælges ny Oldermand, årsregnskabet godkendes, bønderkommunens jord forpagtes ud. I 1756 vedtog man nye love. Hvert år bliver lovene læst op af Oldermanden.
Desværre har man kun to af de ældre protokoller på Rigsarkivet i Aabenraa. Det er den fra 1777 – 1853 og den fra 1854 til 1926.
I året 1634 blev der stiftet en del love rundt i de lokale sogne. Således findes der en del by-love fra det årstal. Men der findes landsogne, hvor vedtægterne går tilbage til sidst i 1500- tallet.
Det handlede også om praktiske ting
Fra gammel tid var der regler, der skulle følges. Det handlede om, hvad der var dit og mit. Det handlede også om praktiske ting i det lille samfund, såsom veje og digers vedligeholdelse., fælles græsning og hvornår der skulle høstes.
Lovene er født af de opståede problemer og formet af bønderne selv. Man fandt ud af, at der skulle være ordensregler for at få samfundet til at fungere. Når man så havde vedtaget nye regler, blev disse stemplet og tinglyst. Så blev de sendt til amtmanden.
Et par fribønder og en herredsfoged
Medlemmerne af bønderkommunen var praktiske og lovkyndige folk. Blandt underskriverne kunne man også finde et par fribønder og en herredsfoged. De havde sikkert kendt landets love. Og i Højer var der to lovbøger at forholde sig til. Nogle af gårdene var under Jydske Lov, mens de Højer – gårde, der var under Schackenborg skulle rette sig efter Christian den Femtes lov.
Der var også visse tig i by-loven, der mindede om Christian den femtes lov blot tillempet lokale forhold.
Højer Bønderkommune har været aristokratisk styret. Det var de store jordbesiddende eller i hvert fald de store fæstebønder, boelsmændene, der bestemte og var valgbare medlemmer.
Husmænd og håndværkere var ikke velkomne
Husmænd (kådnere) og byens håndværkere var ikke fundet værdige til at få sæde i den forsamling, der skulle varetage byens tarv. Lovene beskæftigede sig også fortrinsvis med problemer, der omfattede landbruget. Men de selvbevidste bønder har vel fundet det rimeligt, at det var dem og kun dem, der udgjorde byens råd.
I øvrigt skulle man være bosiddende og eje mindst 25 demant jord i Højer for at kunne blive medlem af bønderkommunen.
Oldermanden skulle holde øje med byen
I 1777 begynder man som nævnt den nye ”Byens Borg”. Oldermanden har sikkert ment, at loven skulle stå klart og tydeligt. En måned inden Peders Dag (Per’ s Awten) overlader han den nye protokol til Højers Tingskriver C. Fink, der meget smukt indfører loven af 1756.
Heri kan man læse at Oldermanden skulle holde øje med byens bedste. Han skulle også sørge for at regnskabet blev ført rigtig. Samtlige bymænd skulle være lydige og ordentlige. Det stod også anført, hvilke pligter oldermandens hjælpere havde.
Gader, diger og hegn skulle holdes ved lige
Samtlige byens borgere skulle være med til at holde de ”3 gader og herreveje, som går gennem byen ved lige. Det var mange andre ting, man ifølge vedtægterne skulle holde vedlige, bl.a. sommerdiger, vandløb m.m. Ja og så var det lige markmanden og hans løn. Led og hegn skulle holdes vedlige.
Så fandt man i 1785 ud af at man kunne udvinde mergel i ”klinten”. Det skulle lige medtages i lovgivningen.
Protokollen var skrevet på dansk
Det sjove var at det hele var forfattet på dansk. Det var også det mest almindelige sprog i Højer dengang. I Det danske Atlas, der udkom i 1781, skriver Pontoppidan:
Det var også på dansk de nye love fra 1804 blev forfattet. By-loven fra 1804 følger meget tæt loven af 1756. Nu fik man en pengekasse med lås. Og der blev også delt penge ud til byens fattige. Og så kunne man blive idømt bøder. Det fik man, hvis man for eksempel ikke mødte op og skovlede sne.
Amtmanden skulle godkende ændringer
Igen engang blev de nye love sendt til amtmanden – denne gang til von Bertouch. Denne havde åbenbart meget travlt for først efter to år kom lovene retur men en bemærkning om, at han ikke havde noget at tilføje.
Blandet sprog blev nu brugt
I ”Byens Bog” var sproget dansk omtrent lige så længe at protokollen blev brugt. Sproget var dansk til og med 1847, men i oprørsåret slår man over til tysk og fortsætter hermed i 1849-50-51. I 1852 bliver det så en underlig blanding. Øverst på siderne skriver man ”Byens Indtægt pro 1852 og Byens Udgift pro 1852. Men selve årsopgørelsen var på tysk:
Man gav til de fattige
I 1804 blev der så oprettet en bødebøsse. Men der findes ikke noget specielt regnskab for dette. Måske er det gået tabt.
I 1828 kunne man på udgiftssiden læse:
Dengang havde Højer 1.000 indbyggere. Nu var det jo ikke alle, der var det. Lad os antage at 25 pct. var det, så blev det uddelt 1 pund kød til hver. Bønderkommunen var åbenbart så patriotisk at de ville fejre prinsens bryllupsdag.
En protokol måtte fornys efter 86 år
Sjovt at man kaldte prinsen for Christian. Det var den senere Frederik den Syvende, der ganske vist var døbt Frederik Carl Christian, men dog kaldtes Frederik.
Efter 86 år er ”Byens Bog” udskrevet. Så begynder man på en ny, der på forsiden har følgende påtegning.:
Senere var det så tilføjet til 1926. Denne bog blev ført på dansk indtil 1866 og derefter til den til 1926 blev udskrevet på tysk., bortset fra 1882, hvor den blev ført på dansk. Måske var dette års Oldermand ikke så stiv i tysk.
Kendte slægter i Højer
Kendte slægter i Højer har haft sæde i Bønderkommunen, enten har søn fulgt efter far eller som i nogle tilfælde har en svigersøn overtaget gården og jorden og således blevet værdig til at være medlem. Og det er slægter der endnu har deres virke i Højer eller Rudbøl.
En speciel tradition
Pedersdag eller Pers Awten, hvor man holdt generalforsamling, var rig på traditioner. Vi har skrevet en artikel om det. Man skulle tage en favnfuld halm og lægge den ud på møddingen. Blæste den væk, kunne man regne med tidligt forår og en god høst. Man kunne så trygt bruge af det foder man havde i laden.
Blev halmen liggende, var det et tegn på, at det blev et år med en sårlig avl. Man gjorde så klogt i at være sparsommelig med det foder, som man havde liggende.
Andre sogne havde den årlige sammenkomst ved Fastelavn. Nogle steder er man gået så vidt at have konerne med. Kom man så vidt i Højer Bønderkommune?
Oldermandens vilje var nærmest lov
Fra at være lovgivende, dømmende og udøvende magt, som styrede det lille samfund, hvor Bønderkommunen var jordbesidder, og hvor Oldermandens vilje næsten var lov, så har samfundets udvikling jo ændret dette. Bønderkommunens betydning er blevet mindre og mindre.
Højtidelig indbydelse afleveret 14 dage før
Den 22.2. var en af Højers store dage. Hele Højers mandlige befolkning stævnede da Nissens Hotel eller ”Stadt Tynder” (Tønder).
Bønderkommunens medlemmer var da 14 dage før højtideligt blevet indbudt. Oldermanden havde ladet Markmanden gå rundt til hver enkelt med indbydelse til ”Versamlung”.
Hurtigt gik man over til sønderjysk
Mødet begyndte gerne kl. 14. Oldermanden bød velkommen på tysk. Men han slog ret hurtigt over i sønderjysk. Så aflagde han rapport for året, der var gået. Der blev drøftet, hvordan man skulle anvende overskuddet. For eksempel blev der bevilliget penge til udbedring af kogs-vejene. Der skulle bruges penge til led og hegn om de fenner bønderkommunen ejede.
Hvervet som Oldermand gik på omgang
Endelig blev det også gerne besluttet at give nogle pengegaver til ældre, enlige personer i Højer. Man var efterhånden blevet lidt mere rundhåndet end hundrede år tidligere. Når regnskab og oldermandens beretning var godkendt, blev der valgt en Oldermand for det kommende år. Det var et embede, der gik på omgang. Ingen kunne undslå sig.
Markmanden
Endnu et punkt var på dagsorden, nemlig ”leje af Markmanden”. Han blev kaldt ind. Det blev aftalt, hvad han skulle have for at være markmand. Han fik en bestemt pris pr. Demat, og et beløb pr. hest, et andet beløb pr. stud og endelig et beløb for får og lam. Lejemålet gik for et år. Men det var i tiden 10. maj til 10. november. Han var forpligtet til hver dag, også søn- og helligdage at gå hver enkelt fenne igennem og tælle dyrene og se efter, om de kunne stå på alle fire ben.
Når aftalen med markmanden var truffet, blev protokollen underskrevet. Nu var Bønderkommunens lukkede møde afsluttet og jordene kunne lejes ud.
Oldermand gav en omgang – eller to
Man gik nu ind i den store skænkestue, hvor folk sad tæt. Her bød Oldermanden også velkommen. Han gjorde sig populær ved at bestille en ”Lokalenrunde”. Når forsamlingen så var varmet op, tog han fat på auktionen. Almindeligvis var det de samme, der år efter år, lejede de samme fenner. Men ville man ikke give den forlangte pris, så kunne alle nu byde.
Denne landudlejning varede gerne mellem en og to timer. Var priserne gode kunne oldermanden godt finde på at afslutte med endnu en grog til de forsamlede på Bønderkommunens regning.
Middag for medlemmerne
Henimod kl. 18 tømtes hotellet. Imens var der blevet dækket op til Bønderkommunens medlemmer. Der blev hvert år serveret den samme middag, bestående af 2 salgs steg med kartofler, grøntsager og sauce. Dertil kom en masse øl og mange dramme.
Fri Grog – indtil midnat
Som regel var Højers borgmester inviteret med. Han var jo en slags kollega til Oldermanden. Det var skik at al fortæring, og det gjaldt også grogger og punche efter middagen. Det var gratis for bønderkommunens medlemmer, dog ikke længere end til midnat. Så måtte man ellers selv til lommerne.
Manden bag punchebollen
Selv om Bønderkommunernes første protokol desværre er gået tabt, sådan er det også gået med Bønderkommunens gamle ”lade” i hvilken protokoller og tingstok var gemt. Men et klenodie har Bønderkommunen endnu i behold, nemlig en prægtig porcelænspunchebolle. På forsiden af punchebollen, læser vi følgende inskriptionen:
Hvem er denne rådmand, der mindes på punchebollen. Ja, det viser sig, at han selv er giveren.
Hans Friederich Boysen var ugift og den sidste af den Boysenske Højerslægt, der gennem århundreder havde spillet en rolle i byen, både hans far og hans farfar havde været rådmænd.
Den berømte præstefamilie fra Emmerlev
Hans farbror blev gift i Emmerlev, og i det ægteskab fødtes P.O. Boisen. Han blev biskop på Lolland og stamfar til den vidt udbredte danske Boisen præsteslægt. Ved vejen til Emmerlev Klev kan vi endnu se en mindesten, der fortæller at her fødtes P.O. Boisen og her levede hans forældre.
Hans Fr. Boysen blev født nytårsdag 1771 på den Boysenske gård, der lå i den østlige ende af byen, nabo til Højers gamle apotek.
Faderen havde problemer og bekymringer
Det var dengang en firlænget gård. Faderen, Christian Boysen havde problemer og bekymringer. Kvægpesten havde hærget. Tre børn døde som små ved fødslen. Det sidste barn dør sammen med moderen i barselssengen.
I 1778 sidder faderen enkemand Hans Frederik på 7 år og en datter Johanna på 3 år. Men nu gik det igen fremad for ham økonomisk. I 1797 bygges der et nyt stuehus. I år 1800 bliver Johanna gift med en fætter Hans Nikolai Boysen fra Emmerlev. Den boysenske gård bliver delt mellem de to søskende og 29 år gammel er Hans Frederik selvstændig gårdejer.
Hans Friederich Bojsen var populær i Højer
Han var meget populær i Højer. Han var morsom og underholdende. Og han påstod selv, at han havde den bedste sangstemme i Højer. Han sang gerne.
Hans søsterdatter inde i nabogården blev opdraget i et strengt og alvorligt hjem. Hun tilbad morbror Hans. Han stod næsten fadder til alle Højers børn.
Punchebollen kommer kun frem ved højtidelige lejligheder
Punchebollen kom ikke frem hvert år men kun ved højtidelige lejligheder og altid når et nyt medlem er blevet optaget. Den blev båret ind af to mand, der havde fat i hver sin hank. Foran gik Oldermanden med en stor sølvpunchske. Og så sang man en speciel sang.
Efter at være båret rundt i lokalet blev den stillet foran Oldermanden. Den der skulle optages, sørgede nu for et passende antal flasker hvidvin og hvad der ellers hører, til en god punch blev fyldt i.
Oldermanden fyldte så glassene, den ny mand blev budt velkommen og var hermed optaget som medlem i Bønderkommunen.
Skriftsproget blev tysk
Man talte stadig sønderjysk i forsamlingen. Men skriftsproget blev tysk. Tiderne har ændret sig. I Tønder er det ikke kun gårde. Dem, der er tilbage, er flyttet ud af byen. Parcelhuse dukker op også i Højer. Man har heller ikke mere nogen markmand.
Men Peders Dag eller Per’ s Awten har fået en opblomstring. Indtil 1970 var Boy Matthiesen fast Oldermand. Hvervet går ikke mere på skift. Punchebollen har stået hos gårdejer Rasmus Hinrichsen.
Vi ved ikke, hvor meget der i dag er tilbage af Højer Bønderkommune.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 19, 2023
Lærer i Løjt i 53 år
Vi besøger Barsmarks ældste skole. Aabenraa Kommune nedlægger skolen Løjt Kirkeby havde hovedskolen. En lærer var ”skikkelig” til at informere børnene. Og så var der en lærer, som var ungkarl, der ”gik paa Madding”. Hans Mikkelsen var den mest betydningsfulde af sognets lærere dengang. Men Hans Mikkelsen klagede til kongen. Menigheden samlede ind til et sæt tøj, så han kunne se anstændig ud i kirken. Han var også landmåler og visemager. Han beskrev den ikke altid ædruelige hverdag i Løjt. Han var tik skideballe hos provst Bargum. Men det tog Hans Mikkelsen nu med højt humør. Hans viser og digte fik stor udbredelse. Efterfølgeren fik også en Hans Mikkelsens datter og landmåler-stillingen. Frederik Fischer udgav 25 af hans digte.
Barsmark’ s ældste skole
I Barsmark står på hjørnet af ”Maren Kasses Forte” et gammelt hus. Efter sigende skulle det være byens ældste skole. Det er et af sognets meget få bindingsværkshuse. Disse huse gik hurtigt af mode i sognet. De grundmurede huse opstod allerede omkring 1760.
I 1744 blev der bygget en ny skole i Barsmark. Men den er for længst forsvundet. Den kom til at ligge over for Paulsgård. Denne skole blev afløst i 1778 ikke langt fra, hvor den tidligere skole havde ligget. I 142 blev det barsmarkerne selv, der stod for driften af den lille skole. I 1920 købte Løjt Kommune bygningen af skoleforbundet. Men bygningen fortsætter som skolebygning.
Aabenraa Kommune nedlægger skolen
I 1908 var der to lærere, 2 klasser og 77 elever i skolen. Men siden faldt antallet af elever. Således var der i 1969 kun 10 elever tilbage fordelt på to klasser og nu kun med en lærer.
I 1945 bliver en ny skolebygning taget brug. Og det var såmænd stuehuset til nabogården. Den gamle skolebygning fungerede som sløjdbygning og materialerum for Barsmark frivillige brandværn.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 overtog Aabenraa Kommune bygningerne og kort efter blev skolen nedlagt.
Løjt Kirkeby rummede hovedskolen
Fra gammel tid lå der i Løjt Kirkeby en hovedskole. I Jordebogen over Aabenraa Amt 1704 nævnes en 3-fags skolestue på præstegården. Men mange af sognets børn fik nu op til en mils vej til skolen.
Derfor lejede beboerne i Barsmark og Stollig en skolemester og oprettede egne skoler i disse byer. Men beboerne slap nu ikke for at svare den sædvanlige ydelse til hovedskolen i Løjt Kirkeby.
Skikkelig til at informere børnene
I Jordebogen 1704 omtales en gammel drejer ved navn Jacob Steffensen, ”som hidtil har holdt skole” Han havde fri bolig i et hus, der tilhørte ”Andenpræstegården” For dette skulle han dog ”slå bedeklokken” og ringe til kirke.
Degneforretningerne var fra gammel tid knyttet til Andenpræstens embede. I 1740 nævnes et skolehus ved kirken. Skolemesteren i Løjt Kirkeby hed dengang Ludvig Brencken. Man sagde om ham
Man sagde også om ham, at han nok kunne nå sit udkommende:
Læreren ”gaa paa Madding”
I Barsmark og Stollig aftalte man med læreren, hvad han skulle have i løn. Læreren i Barsmark skildres omkring 1740 som:
Han var ugift og han fik kosten ”paa Omgang” hos byens bønder. Man kaldte det også ”gaar paa Madding”.
Han var ret populær men ak så havde han opsagt sin stilling for at blive degn i Maugstrup. Navnet nævnes ikke men i Jakobsgård – dagbogen nævnes der i 1739, at ”Christen Skolemester faar 9 Mark for Vinterhalvaaret”. Måske var det den samme.
Der fulgte forskellige ”skolemestre”. Men det var dog ikke alle, som man var lige tilfredse med.
På Barsø var der ingen skole. Men om vinteren hyrede øens elleve gårde en stor dreng til at holde skole.
Den mest betydningsfulde af sognets lærere
Den 1. juli 1743 fik Løjt Kirkeby en ny skolemester, som blev den mest kendte og betydningsfulde af sognets lærere i det 18. århundrede. Han hed Hans Mikkelsen. Vi har tidligere skrevet om denne. Han var søn af skrædder Mikkel Pedersen og Maren Mikkels i Nørre Løgum.
Skønt hans skolegang var ringe, havde han ved læsning og flid skaffet sig gode kundskaber, særlig i matematikken. Det første år, han var i Løjt var kårene gode nok. Året efter sin ansættelse giftede han sig med Bodel Jepsdatter, en datter af gårdejer Jep Jepsen i Løjt Kloster.
Hans Mikkelsen fik sin løn halveret
I 1744 foretog man en omordning af sognets skolevæsen, som fik uheldige følger for Hans Mikkelsen. Der blev i dette år bygget nye skoler i Barsmark og Løjt Skovby. Skolen i Stollig blev nedlagt. Beboerne i disse skoledistrikter slap for den gamle ydelse til Løjt Kirkeby. Det betød at Hans Mikkelsens indtægt pludselig blev halveret.
Hans Mikkelsen fik ikke noget for al sit kirkearbejde. Og efterhånden fik han 11 børn. Det blev vanskeligere for ham at få nok til livets ophold. Det blev fortalt at han og konen forfaldt til druk. Efterhånden ”stod det hele kummerligt til med dem”.
Menigheden samlede ind til et sæt tøj
Menigheden samlede sammen til et sæt tøj til Hans Mikkelsen. Så kunne vise sig i kirken i en anstændig påklædning. Men forholdene for Hans Mikkelsen er aldrig nævnt i nogen indberetning. Pastor Fabricius gav ham i 1753 det skudsmål, at han for sin undervisning og livsvandel bliver rost af de fleste, dog ikke af alle.
Hans Mikkelsen ansøgte kongen om mere i løn
Ved nytårstid 1754 døde pastor Lorenz Fabricius i Løjt. Nu syntes Hans Mikkelsen at det var belejligt at gentage sin ansøgning til kongen. Han nævnte, at han var blev ansat til at være lærer for hele sognet. Også andenpræsten Hübschmann ansøgte på Hans Mikkelsens vegne, at han fik en ordentlig betaling.
Det endte med at Hans Mikkelsen i 1754 blev ansat som degn. Dette betød en væsentlig indtægtsforøgelse lige som egnens bønder skulle levere naturalier.
Landmåler og visemager
Og Hans Mikkelsen tjente også penge nu som landmåler og visemager.
Han solgte sine viser til en bogtrykker Lucander i Haderslev for 1 Rigsdaler stykket. De blev trykt anonymt.
Han beskrev dagligdagen i Løjt
Han havde let ved at skrive. Og det er dagligdagen, som han beskriver. Og åbenbart blev der dengang drukket rigeligt i Løjt. Der blev drukket til både begravelse og til barnedåb. Åbenbart holdt kvinderne sig heller ikke tilbage. Det kan vi se i digtet ”Den lystige Barselsstue”.
Til sidst var de gamle koner så beskænkede, at de på hjemvejen falder på næsen. I nogle af hans digte angriber han sin lidelsesfælder.
Til skideballe hos Provst Bargum
Det fortælles, at Hans Mikkelsen på en gade i Aabenraa tabte et brev fra sin bogtrykker i Haderslev. Heri opfordrede bogtrykkeren ham til snarest at sende en ny vise, da den sidste var modtaget meget fint. I brevet blev der omtalt nogle af de allerede indleverede digte.
Brevet blev fundet og uheldigvis bragt til Provst Bargum. Denne fandt nu ud af, hvem forfatteren var til de populære viser. Han blev i den grad forarget. Og Hans Mikkelsen blev kaldt til samtale hos provsten. Denne gav ham nu en kraftig irettesættelse. Ved den lejlighed skulle provsten have sagt:
Provsten mente desuden, at Hans Mikkelsen vel havde nået en alder, hvor man ikke mere burde beskæftige sig med ”slige Ungdomsstreger”.
Hans Mikkelsen tog det fra den fornøjelige side
Men dette tog Hans Mikkelsen fra den fornøjelige side. Han svarede provsten at han skriftlig ville meddele sin alder. Og det gjorde han så i form af et digt, der var formet som en regneopgave.
Hans viser og digte fik stor udbredelse
Hans Mikkelsens viser fik meget stor udbredelse ikke alene i Sønderjylland, men også langt op I Nørrejylland. Således nævnte Frederik Fischer i 1860, at der var soldater fra Randersegnen, der var indkvarteret hernede i 1848, der kunne fremsige ”Smede-visen” og flere af Hans Mikkelsens digte udenad.
Efterfølgeren fik både datteren og landmåler – stillingen
Hans Mikkelsen døde i Løjt Kirkeby den 21. december 1796 efter at have været lærer i 53 år. Hans søn Jep Mikkelsen blev den første organist ved Løjt Kirke. Hans Mikkelsens efterfølger i embedet som degn og skolelærer blev Detlef Diedrichsen fra Angel, der var gift med Hans Mikkelsens datter Marine. Diedrichsen fortsatte også Hans Mikkelsens landmålervirksomhed.
Frederik Fischer udgav nogle af hans digte
I 1860 samlede og udgav Frederik Fischer 25 af Hans Mikkelsens digte. Og det kan jo være ret så interessant at se, hvad Frederik Fischer skrev i forordet:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 18, 2023
Nørrebro på skinner (2) Jernbanen
Dette er 2. del af vores foredrag i Nørrebrohallen i anledning af hallens 50-års fødselsdag den 18. juni 2023. I første del koncentrerede vi os om sporvogne. Her skal vi høre om jernbanen på Nørrebro. Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget. Man forsøgte at spare sammen til et skur. Station A og B i den nuværende Nørrebropark. På Nørrebro ville man også på skovtur. Uheld kunne ikke undgås. Byggespekulanter ventede på stationen. Damer fik ødelagt sko og klæder. Behovet for godsstationer voksede. En sneplov til Rusland. Klampenborg – banen. Trafikproblemer på Nørrebrogade. Koppernes paradis. Ikke plads til svæklinge og pattebørn, når man var ansat hos jernbanen på Nørrebro. Cigaretter over hegnet til Ladegården. Da Slangerup – banen blev indviet. Et barn blev født på Lygten Station. Ulykker med rangermaskiner. Man talte om at nedlægge Nørrebro Station allerede i 1921. Da jyderne bosatte sig i Nordbanegade. Gødning til landet. Da tyskeren så en chokoladevogn. Rangerstationerne. 79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade. Station A og B lukkede. Trafikken ophørte på Lersøen Station men vi fik Højbanen.
Borgerne på Nørrebro måtte kigge længe efter toget
I 1847 startede det hele med Danmarks første jernbane. Den gik fra København til Roskilde. I 1863 kunne Nordbanen indvies. I første omgang gik den til Lyngby over Hellerup. Fra Hellerup gik der en lige linje til Klampenborg. Den blev meget populær. Nordbane-togene havde samme linje som Vestbanen i det første stykke.
Sporene gik så i en bue over Sankt Jørgens Sø på en dæmning parallel med Gyldenløvsgade. Derefter til Rosenørnsalle Allé, hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vestbanen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej. Så kørte man videre ad Nørrebros marker syd for Assistens Kirkegården over Havremarken og Rådmandsmarken uden stop til Hellerup.
I mange år måtte beboerne på Nørrebro kigge langt efter toget, der bare kørte igennem. Imens steg befolkningsantallet eksplosivt. Et større areal syd for Nørrebrogade blev eksproprieret. Det var stort set det nuværende Nørrebroparken.
Man forsøgte at spare sammen til et skur
Beboerne på Nørrebro begyndte at samle penge sammen til en station. Man ville opføre en station i form af et skur. Prisen var 25.000 kr. Det lykkedes kun at samle 6.000 kr. ind. Meningen var at man ville lave en slags privatbane.
Station A og B
Den 1. juli 1886 blev Nørrebro Station åbnet. Allerede fra starten var stationen underdimensioneret. Stationen fik en speciel udformning med to selvstændige ekspeditionsbygninger, Station A og B.
Station A kom til at ligge ved Bjelkes Alle. Station B kom til at ligge ved Lyngbygade (Hillerødgade)
På Nørrebro ville man også på skovtur
Det var hovedsagelig biletter til Nordbanen, der blev solgt. Skulle man ind til byen var det lettere at tage sporvejen fra Nørrebrogade. Også det med biletterne var kaotisk. De var ofte udsolgte hen ad formiddagen.
I begyndelsen var toggangen beskeden. Men man havde undervurderet Nørrebro-borgenes interesse for skovudflugter.
Uheld kunne ikke undgås
Uheld kunne ikke undgås. Da det sidste aftentog fra Klampenborg kørte ud fra stationen, kolliderede det med det ankommende tog mod Klampenborg Datidens medier kunne dog berolige befolkningen:
Byggespekulanter ventede på stationen
Nu kom der ellers gang i byggeriet i området. Der var masser af spekulationsbyggeri. Men det førte nu ikke til en egentlig adgangsvej til stationerne. De daværende medier skrev:
Damer fik ødelagt sko og klæder
Terrænet var ikke godt. Man havde ikke fået afvandet ordentlig. Det var heller ingen brobelægning. Om sommeren skulle man vade i flyvsand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bare at tage de lange støvler på, hvis man skulle ud at køre tog, Man sank nærmest i bund i dynd og smadder. Damerne fik ødelagt sko og klæder.
Behovet for godsstation voksede
Behovet for en godsstation voksede. I perioden 1870-1890 blev godsmængden på Nordbanen femdobbelt. Al godstrafik til og fra Nordhaven og Frihavnen foregik via Nørrebro station. Flere gange måtte Nørrebro Station udvides for at kunne klare presset.
Godstogene spærrede også for de rejsende og ikke mindst på Nørrebrogade brød trafikken helte tiden sammen, fordi godstogene skulle over Nørrebrogade. Og så skulle der hele tiden rangeres.
I 1890erne foretog man store udvidelser på stationsarealet og nye spor kom til i anledningen af Frihavnsbanens anlæg.
Efter at Slangerupbanen meget senere blev indviet var der forbindelse til Station B via ”Stensporet” til Lygten Station.
En sneplov til Rusland
I slutningen af 1890erne kunne man på Nørrebro se en kæmpe sneplov, der med banen skulle fragtes til Rusland. Det var direktionen på Kiev – Odessa banen, der havde bestilt den. Og det var Firmaet Smith & Mygind på Nørrebro, der havde bygget den.
Klampenborg-banen
I 1897 anlagde man Klampenborgbanen. Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første kørerdag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer. De skulle også hjem igen. Det sidste tog kørte kl. 4 om morgenen.
Den nye kystbanestrækning blev prøvekørt den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakkevogn. Man afgik kl. 11 om formiddagen fra Hovedbanegården over Nørrebro ad Frihavnen til Østbanegården. Herfra afgik toget klokke 13 og ankom til Helsingør kl. 16.
I 1897 var dele af Ladegårdsåen blevet overdækket. Og så var det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed, når toget var forsinket:
Jo det var dengang Frihavnen skulle åbne. Men det måtte udskydes. Kongeparret skulle til begravelse i Rusland. Og man blev også lige nødt til at fylde havnen med nogle skibe, som man lige skulle have fat i. Man kunne sandelig ikke indvie en havn uden skibe!
Trafikproblemer på Nørrebrogade
Allerede i 1900-tallet var der problemer med trafikken på Nørrebro. For de gående fik indrettet en gangbro. Og det var en yndet og farlig legeplads for knægtene. Man brugte en hest som rangermaskine. Men det varede ikke længe før motorkraft var nødvendig
Loppernes paradis
På godsbanegården havde man også et lagersted – pakhus m.m. som man kaldte for Varehuset. Det blev udvidet mange gange. Og det blev simpelthen ”Loppernes Paradis”.
Ikke plads til svæklinge eller pattebørn
I 1894 var der ansat ti mand på Nørrebro station. I 1901 var det vokset til 35 mand. Der var ikke plads for svæklinge eller pattebørn. Arbejdet skulle gøres og helst hurtigt. Ellers vankede der lussinger. For at holde det hårde arbejde ud, blev der indtaget mange snaps.
Cigaretter over hegnet via jernbanen
Banen kom lige forbi Ladegården. I den fløj af bygningerne, der lå ned mod Vodroffsvej, boede byens ”lette garde”. De blev med jævne mellemrum sat ind på ”tvangen”, som man kaldte det.
Om morgenen var der gårdtur i gården, hvis plankeværk vendte lige ud til banelinjen. Det var ikke ualmindeligt, at de pågældende ”damers opvartende kavalerer” tog en tur med første Klampenborg – tog om morgenen. Fra øverste etage i en af de høje skovvogne kunne de få lejlighed til at kaste en pakke cigaretter ind over plankeværket til ”den elskede”.
Jo og sandelig var Statsbanerne så storsindede, at dem der havde vagt nytårsaften blev betænkt med punch og æbleskiver.
Da Slangerup-banen blev indviet
Den 16. juli 1905 blev der arrangeret en præsentationstur på den nye Slangerup – bane for pressen. En masse pressefolk var mødt op på Lygten Station. Det var en kæmpe succes. En af overskrifterne lød sådan:
Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck. Han var statsbanernes overarkitekt. Tre dage efter var den officielle indvielse. Et flagsmykket tog begav sig kl. 11.30 fra Lygten Station med 100 indbudte honoratiores om bord. Politiken kunne dagen efter skrive følgende:
Et barn blev født på Lygten Station
I maj 1906 var Lygten Station igen på forsiden. En ung kvinde nedkom med et barn på stationen:
Et par ulykker med rangermaskiner
I 1907 forårsgade en rangermaskine en stor ravage. Ca. 50 meter fra remisen faldt fyrbøderen, der kørte maskinen, at denne. Formentlig havde hans jakke grebet fat i regulatoren som gav maskinen ”hele armen”. Maskinen for afsted, ind i remissen og ned i skydebroens grav, tværs over denne og op på sporene med forhjulene – langt nok til at give en anden rangermaskine sådan en tyr, at den røg gennem remisemuren. Denne væltede udenfor. Begge maskiner blev noget ramponeret og bygningerne led alvorlig skade. Fyrbøderen, der faldt af maskinen, brækkede et par ribben og fik hul i hovedet.
15 år senere fik stationen atter besøg af en herreløs maskine. På Østerport Station skulle den have kul. Fyrbøderen kørte den til kulkranen og lagde dens kæde på trækkrogen. Da han kørte maskinen frem for at trække kul-kassen op, sprængtes et damprør i førerhuset. Strålen ramte en oliedunk, hvis låg fyrbøderen fik i hovedet. Blændet af damp og olie faldt den arme mand ned ad førerhuset uden at få lukket for regulatoren.
Maskinen sprængte kæden og begav sig ud af Frihavnsbanen mod Nørrebro. Heldigvis i et adstadigt tempo. Hurtigt blev overskæringernes bompassere advaret. Den herreløse maskine med fyrbøderen i hælene – lavede ikke andre ulykker undervejs end at vælte bagerste vogn i et kul-tog ved Østre Gasværk. Det herreløse tog nåede Nørrebro station i skridtgang. Lokomotivføreren fra et andet tog på Frihavnsbanen sprang på og fik lukket for dampen. I mellemtiden nåede en meget forpustet fyrbøder- stationen.
Nørrebros knægte var nogle skarnsunger. De fandt ud af, at det var sjovt at drille personalet ved at pille ved sporskifterne og andre ting. I begyndelse var det de såkaldte ”Lersø-bøller”, der fik skyld for det. Disse knægter fandt også på at kaste sten efter passagererne.
I 1921 talte man om Nørrebro Stations nedlæggelse
I 1913 var udgravningerne til Boulevardbanen allerede gået i gang. Det var et projekt, der skulle gå fra Hovedbanegården til Østerport. I Nørrebro Handelsforening var man utilfreds med denne beslutning. Dette betød nemlig nedlæggelse af Nørrebro Station. I 1921 blev Nordbane og Klampenborgtogene omlagt til den nye linjeføring.
Ja egentlig havde man allerede i 1911 begyndt at tale om en nedlæggelse efter at en ny hovedbanegård var opstået. Sporene til Frederiksberg forsvandt. Allerede dengang var der voldsomme protester på Nørrebro.
I 1923 talte man om Ringbane
Allerede i 1923 var den nye højbane tegnet ind på kortene. Men Nørrebro – borgerne måtte vente syv år før det blev en realitet.
Den 1. juli 1930 blev højbanen med den nybyggede Nørrebro – station indviet. Den er tegnet af overarkitekt K.T. Seest. Den blev modtaget med en del skepsis. Og de to station A og B forsvandt for altid.
Da Jyderne bosatte sig i Nordbanegade
Navnet Nordbanegade forblev som et minde. Denne gade var på et tidspunkt en ghetto for alle jyder på Nørrebro. Disse jyder talte et mærkeligt sprog, gik mærkeligt klædt, spiste mærkeligt (kartofler). De havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå på værtshus og bordeller blev de anerkendt af Nørrebro – borgere.
Gødning til landet
Det var jo også en glemt station – Station Lersøen som var en latrinstation. I de 15 år, der eksisterede blev der herfra sendt 208.907 tons latrin. Her var ansat en stations – betjent, der til sin forhave havde gratis gødning! Det har måske ikke været et særlig eftertragtet job. Ja stationen åbnede i februar 1891.
Allerede i 1890 var den kommende latrinære station omtalt i medierne:
Man havde lavet en anordning på tøndevognene så de ikke eksploderede. Ja disse latrinærvogne blev også kaldt for chokoladevogne. Men i stærk sommervarme kunne de nu godt eksplodere. Og det skete da også flere gange på Nørrebro station.
Da tyskeren så en chokoladevogn
I Blæksprutten var der lavet en tegning og et ordspil dengang. For at forstå den, skal man lige vide at der i Hørsholmsgade lå en chokoladefabrik, der hed Cloetta.
I de 15 år Station Lersøen eksisterede, blev der afsendt 298.907 tons latrin. Da man var færdige med et nyt anlæg ude ved Kløvermarken på Amager (Lorteøen) blev latrinstation Lersøen nedlagt.
Det var heller ikke altid, at disse vogne var tætte. Det betød, at de efterlod en stribe som Nørrebros hunde nød godt af.
Man kan vel godt forstå at stationsforstanderen på Latrinstation Lersøen trængte til luftforandring. Han blev stationsforstander på Svanemøllen Station. Det var så travlt, at der blev ansat en latrinær – karl på stationen.
Man kan også sige, at det første stykke af Slangerup – banen ikke var særlig velduftende.
Rangerstationerne
I 1916 påbegyndtes endelig anlæggelse af Lersøen Rangerstation med plads til 120 vogne. I alt blev det til 14 år for Lersøen Rangerstation. Her blev der lagt i alt 7 km spor.
79 gange i døgnet gik bommene ned på Nørrebrogade
I 1924 blev der foretaget målinger på Nørrebro og også på Nørrebrogade. Her viste det sig at bommene var nede 79 gange i løbet af et døgn. Det svarede til 212 minutter. Det kunne i den grad mærkes på trafikken.
Indtil 1929 var Slangerup – banen ejet af private aktionærer. Allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man måtte vente i 62 år.
Station A og B lukkede
Den 30. juni 1930 lukkede de to gamle stationer A og B. Hele det gamle terræn blev overtaget af Københavns Kommune og indrettet til Nørrebroparken. De to stationsbygninger var i den grad medtaget og misligholdt.
Og nu var det så Højbanen, det gjaldt.
Trafikken ophørte til Lygten Station
I begyndelsen af 1945 var KSB (Slangerupbanen) nærmest et fallitbo. Sidste gang banen kørte under privat drift var den 31. marts 1048. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog indtil man havde fået renoveret andre tog.
Den 25. april 1976 kunne togene fra Ryparken føres til Svanemøllen. Nu var det ikke mere trafik til denne station. Stationen har været brugt til mange formål. Jeg skal hilse og sige, at det er en meget dårlig akustik i den smukke bygning.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juni 18, 2023
Nørrebro på skinner (1) – Sporvogne
Dette er et foredrag i Nørrebrohallen den 18. juni 2023 som led i Nørrebrohallens 50 – års fødselsdag. I denne kigger vi på ”Rumlekasserne” og Sporvognene. Det var sorgens dag den 22. april 1972. Napoleon og Victoria. Politiet sagde stop til 50 passagerers – omnibusser. Hestesporvogne. I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab. En remise, der blev udvidet flere gange. Det var meget mørkt på Nørrebro. Fra 7.30 til 22.30. Elendige arbejdsforhold. Det havde fagbevægelsen ikke fundet sig i – i dag. Ni forskellige selskaber Medlem af en fagforening var fyringsgrund. En sporvogn til Titan. Heste kan også få influenza. Ingen faste stoppesteder i begyndelsen. Masser af passagerer. Mange ulykker. Den første elektriske sporvogn. Syrevogne og Dampvogne. Man måtte leje sig til heste. Advarsel til damerne. Prærielinjen og Luselinjen.
Sorgens dag den 22. april 1972
Den 22. april 1972 var sorgens dag. Da kørte den allersidste sporvogn – en linje 5 fra Nørrebro.
Napoleon og Victoria
Det pæne borgskab brugte drosker, og de første så dagens lys i 1828. Men den kollektive trafik startede med de såkaldte rumlekasser, hvor passagererne i bogstaveligste forstand blev kastet over hinanden.
Men se allerede i 1842 kørte der en omnibus fra Østerport via Blegdamsvejen og Lygtevejen (Nørrebrogade) tilbage til byen igen via Nørreport. Gennem årene skete der mange ændringer. Men i 1864 eksisterede der to omnibuslinjer til Nørrebro. Ja og de to omnibusser, der kørte, hed Napoleon og Victoria.
Men disse omnibusser var hele tiden overfyldte. Konduktøren behøvede ikke engang at bruge sit horn som signal til afgang. Disse omnibusser blev ikke uden grund kaldt rumlekasser. En spand heste trak dem over de toppede brosten. Alt imens væltede passagerne over hinanden. Så var det sandelig noget andet med de senere sporvogne.
Politiet sagde stop
Men rumlekasserne forsvandt ikke lige med det samme. Der kom større vogne med bredere fælge og bedre affjedring. Men arbejderne havde ikke rigtig råd til disse. Og det gjaldt også for de såkaldte hestedrosker. De første kom i 1828. Her var det kun det pæne borgerskab, der brugte disse. Men da disse rumlekasser blev bygget til at kunne rumme 50 passagerer så politiet stop.
Hestesporvognene
De første hestetrukne sporvogne havde kun plads til 10 passagerer. Det kunne en sund hest sagtens klare. Den sidste hestesporvogn kørte i 1915.
Den allerførste linje i København gik fra Tivoli ad Vesterbrogade til Frederiksberg Runddel.
I 1867 startede Nørrebros Sporvejsselskab
I 1863 startede det første sporvognsselskab, men allerede i 1867 startede Nørrebro Sporvejsselskab. Det var C. Wolfhagen, der etablerede dette selskab. Men Anke Heegaard havde også en stor andel i selskabet. Stort set hvert år fik aktionærerne et stort overskud. Man havde mange planer, der dog aldrig blev ført ud i livet. Selskabet havde ikke deres egne heste. De blev lejet hos forskellige vognmænd. Og i medierne dengang kunne man læse:
Vognmanden solgte senere grunden til selskabet.
På et tidspunkt overtog man en bygning Baldersgade 8, hvor man anlagde tre spor
En remise, der blev udvidet flere gange
Man anlagde i flere omgange en remisse på Lygtevejen (Nørrebrogade) og indrettede nogle kontorbygninger i Baldersgade. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Remissen på Nørrebro blev brugt helt frem til 1972. Det hele blev til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.
Nørrebro Remise blev udvidet flere gange. Til sidst var der plads til hele 200 vogne. Et friluftsareal uden for blev brugt til opstillingsplads.
Efter Anden verdenskrig talte man allerede om, at remissen skulle nedlægges og erstattes af en ny remise på Stærevej. Økonomien rakte dog ikke til dette. Derfor var remissen i brug til 1972.
Det var meget mørkt på Nørrebro
Dengang, da sporvognene begyndte at køre, var det ikke altid lige sjovt at befinde sig på Nørrebro. Således var Parcelvejen hverken brolagt eller forsynet med belysning. Det var en ubehagelig oplevelse at befinde sig i bydelen efter et regnskyl. Ved hjørnet af Korsgade stod områdets eneste lygte, men den var af uransagelige grunde ikke tændt.
Nåede man Parcelbroen kunne man se Frederiksberg i et sandt lyshav. Et dagblad i 1878 beskrev forholdene således:
Fra 7.30 til 22.30
I begyndelsen betragtede mange københavnere det at køre sporvogn som ren underholdning i stedet for et transportmiddel.
Kørslen startede kl. 7.30 om morgenen. Der blev kørt hver 12. minut frem til kl. 22.24. Helt oppe, ubeskyttet mod vejret kostede det kun 4 skilling. Masser af arbejdere benyttede sig af dette. Imponerende var det at man kørte hver 12. minut indtil 22.24.
Fra 1. februar 1868 fik man overenskomst med konditor Bolt, Nørrebrogade 13, hvorefter publikum. Som ventede på sporvognen ved vigesporet på hjørnet af Dosseringen kunne tage ophold i Konditoriet. På et tidspunkt kunne betjente rejse gratis. Det samme gjaldt for vovsen.
Elendige arbejdsforhold
Arbejdsforholdene var elendige. Arbejdsdagen var på 16 – 17 timer. Og spisepauserne begrænsede sig til 5 – 10 minutter ved endestationerne. Opstod der forsinkelser på turen, hvori kusken kunne gøres skyldig, måtte denne betale 4 mark for hver 3 minutters forsinkelse.
Lønnen for konduktør og kuske var 4 mark daglig. Dertil kom konduktørens løn. Han kunne få 2,5 skilling for hver rigsdaler, der var indkørt. Andelen blev i 1869 forhøjet.
Det havde nutidens fagbevægelse ikke fundet sig i
Det var sandelig ikke enhver der kunne blive ansat i et sporvejsselskab. Det normale var, at man blev ansat som reservekusk eller reservekonduktør. Man kunne så avancere, hvis man opførte sig ordentlig. Faktisk var der mange af de ansatte i begyndelsen, der var bønder og karle eller havde tjent som infanterister eller dragoner. Der var en del strejker dengang. I reglement for Kjøbenhavns Omnibuskompagni kunne man i § 19 læse følgende:
Og nutidens fagbevægelse havde næppe accepteret § 20:
Når konduktøren endelig havde fri, skulle han ikke forvente at sove længe. Nej han skulle stå op som sædvanlig. Se bare hvad der stod i § 21:
Egentlig var hestene en af de største udgifter, derfor forsøgte man sig med damp, men det blev en fiasko.
Ni forskellige selskaber
På et tidspunkt i slutningen af 1880erne var der ikke mindre end ni forskellige selskaber. Der var overhovedet ikke nogen koordination og der var stor forskel i kvaliteten og takstsystemer. Der var forskellige uniformer og ingen havde styr på kørerplanen. Der var ingen stoppesteder. Et nik til vognstyreren var nok og så stoppede han.
Medlemskab af fagforening var fyringsgrund
I et forsamlingslokale på Nørrebro dannede 200 fremmødte konduktører i 1890 en forening for sporvognskonduktører. Dagen efter blev den valgte formand kaldt op til direktøren. Denne mente ikke, at arbejde i frisk luft var særlig anstrengende. Medlemskab af en fagforening ville føre til øjeblikkelig fyring, blev det pointeret.
Sporvognslinje til Titan’ s medarbejdere
Fabrikant Sophus Hauberg kæmpede i mange år for en sporvognslinje til Nørrebro. Han oprettede den fabrik, der senere fik navnet Titan. Han havde brug for, at mandskab kom rettidigt ud til maskinfabrikken.
Han søgte koncession til at drive Sølvgades sporvognslinje. Efter tre års forhandlinger fik han endelig et ja. Men så var det lige Fælleden. Det var et gammelt militært område. Man kunne ikke bare have at civilister krydsede frem og tilbage to gange om dagen.
Så var det noget med at sporvognskonduktøren måtte ud af sporvognen for at åbne og lukke en port i Fælledparken.
Heste kan også få influenza
I 1891 opstod der problemer idet der udbrød en kraftig influenzaepidemi blandt hestene. Det blev nødvendigt at indskrænke driften. Konstant var der ca. 40 heste syge.
Ingen faste stoppesteder
I begyndelsen var der ikke faste stoppesteder. Dette betragtede sporvognsselskaberne som en ekstra service, så kunne man transportere de ældre til deres hoveddør. Men det var vel kun hvis de var så heldig lige at bo på en linje. Når man så skulle med en sporvogn skulle man blot løfte sin hat, stok eller paraply.
Masser af passagerer
Den 26. maj 1892 oplevede man den hidtil største indtægt på en enkelt dag, nemlig 2.024 kr. Det var den dag, hvor Kong Christian den Tiende og Dronning Louise fejrede guldbryllupsdag.
I 1895 befordrede man 18 millioner passagerer. Det svarer i gennemsnit til at hver beboer brugte sporvognen 57 gange.
Mange ulykker
For børn var det en yndet sport at hænge på vognene. Dette forårsagede mange uheld. Der forekom også mange uheld i form af påkørsler af drosker og arbejdsvogne
I 1897 skete der en tragisk ulykke. Den 6 – årige Ole Jensen søn af detailhandler Jensen, Slotsgade ville lige som de andre drenge hænge på den elektriske sporvogn. Han havde sat sig på det påhængsapparat, der var anbragt foran på sporvognen. Vognstyreren havde ikke set ham. På et tidspunkt faldt drengen ned på skinnerne og sporvognen kørte helt over ham.
Den 19. april skete der en eksplosion på Kongens Nytorv, netop da vogn 8 skulle oplades. Ruder knustes og en del inventar i vognen blev ødelagt. Det var en række gasarter, der var blevet antændt.
Det var svært at bremse de tunge vogne. En 70 – årig kvinde blev nervøs og snublede. Hun blev kørt over, før vognen kunne standses. Hun var død ved ankomsten til hospitalet.
Ja vidste du at den berømte Alberti blev kørt over en sporvogn ved Fælledvej. Nogle dage efter indlæggelsen døde han.
Den første elektriske sporvogn
Den 4. marts 1897 kørte den første elektriske sporvogn. Ja man reklamerede nu med lysture ned ad Nørrebrogade.
Om formiddagen var repræsentanter fra hovedstadens blade inviteret. Klokken 14 afgik de ordinære vogne fra den gamle endestation i Baldersgade. På Kongens Nytorv var mange mennesker for at se ”Dyret”. De gamle takster blev bibeholdt, dog havde man sænket prisen fra Kapelvej til Nørre Voldgade fra 10 til 5 øre.
Syrevogne og Dampsporvogne
Man havde forsøgt sig med akkumulatorer. De var ophængt under passagersæderne og vejede temmelig meget. Så gik der ellers derud af uden heste. På Kongens Nytorv fik man så ladet op. Der blev dog udsendt en meget generende syrelugt. En indsamling mod disse resulterede i 8.618 underskrifter.
Man forsøgte også med dampsporvogne og dampomnibusser. Det var nærmest et lille damplokomotiv. Den hvæssede, dampede, savede og peb. Lokomotivet blev fremstillet på Nørrebro hos Schmidt og Mygind. Og det var prøvekørsel om natten. Det gik ikke stille for sig. Beboerne var bestemt ikke begejstret. De smed kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat efter lokomotivet.
Disse dampsporvogne kom aldrig til at køre på Nørrebrogade. Men kortvarig kørte de på Blegdamsvej. Og så kørte de også på Strandvejen. Og det gik ud over dem, der kørte med hestevogn. For hestene blev aldrig glade for disse dampsporvogne. Og da birkedommer skulle behandle sådan en ulykke med en hestevogn, så konstaterede han at kvinder aldrig havde lært at køre med enspændervogn.
Det hændte også at beboerne måtte hjælpe med at skubbe op ad bakker eller i snevejr. Så forlangte politiet, at der skulle være klokker på sporvognene. Dette spolerede så mange borgeres søvn.
Man måtte leje sig til heste
Ved Nørrebro Sporvejes ophør rådede man over 24 to – etagers vogne, 3 sporomnibusser og en saltvogn. Selskabet rådede ikke selv over heste. De måtte leje dem hos diverse vognmænd. Det var også det første selskab, der gik over til elektrisk drift.
Advarsel til Damerne
Der var nu ikke let for alle med de nymodens elektriske sporvogne. Således kunne man i 1902 læse denne besked til damerne:
Og så gik det ud over nattesøvnen. Politiet havde påbudt at forsyne vognene med en klokke. Det kunne godt gå ud over dem, der sov længe eller gik tidligt i seng.
Forhandlinger om sammenslutninger
Da det hele nu skulle overtages af et selskab, foregik der forhandlinger. Fra Frederiksbergs side mente man, at deres sporvogne havde større motorkraft end de andre selskabers sporvogne. Men fra Københavns Sporvejsselskab kunne man ikke acceptere de to – etagers vogne. Man mente, at det tog for lang tid ved stoppestederne.
Præriebanen
Man havde sandelig også en bane, som man kaldte ”Præriebanen”. Det var den gamle linje 19. Den ændrede linjeføring mange gange. Og blev en såkaldt aflastningsrute. Efterhånden var trafikken af især sporvogne på Nørrebrogade blevet for meget. Derfor havde man indført såkaldte aflastningsruter.
Lusebanen
Strækningen gennem Den Sorte Firkant – det tætbefolkede Nørrebro var et problem. Især i Blågårdsgade kneb det med fremkommeligheden. Den blev omlagt i 1949, så linjen gik mod Sydhavnen. Den kørte ad Elmegade, Stengade, Korsgade og Griffenfeldsgade. I den modsatte retning kørte man ad Blågårdsgade og Fælledvej. Strækningen, der gik gennem arbejderkvarteret kaldte københavnerne for Lusevognen. Man kørte med meget gammelt materiel på ruten. Det skyldtes den skarpe kurve i Nørrebrogade – krydset.
I 1963 lavede man et eksperiment. Man forsøgte med en moderne ledbus. Forsøget faldt heldigt ud. De skarpe sving havde ofte ført til afsporing.
I næste afdeling skal kigge på flere skinner, nemlig Jernbanen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: