Artikler
Juli 17, 2023
Nedslag i 1800-tallets Aabenraa
Claus Møller havde udgivet en berømt Aabenraa-kronik. Forskellige præster mente, at sådanne kronikker var gavnlige. Pastor Kier fra Øster Løgum mente endda at historie var ”En af de nyttigste videnskaber. Og så udgav han 12 bind. Knap så omfangsrig blev det for Aabenraas vedkommende. Men takket være Provst Petersen ved vi i dag, hvad der skete i Aabenraa i 1824. Først kigger vi på det religiøse – sædelige liv. Børn blev opdraget et andet sted – i det vil man kalde det ”tvangsfjernelse” Mange i Aabenraa hengav til drukkenskab. Færre kom til tysk gudstjeneste. Skolebesøget havde forbedret sig. 8 børn var født ”uægte”. Fragt-skibsfarten havde været lykkelig. Knap så lykkelig havde handelsspekulation i korn været. Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier. De offentlige arbejder havde fremgang. Lån til anlæggelse af begravelsesplads. ”De almennyttige Foranstaltninger havde et velsignet resultat.
Claus Møller og hans by – kronik
I første halvdel af 1600-tallet lagde Claus Møller for med sin by-kronik. Denne er gang på gang blevet afskrevet og suppleret. Og det er sandelig flere der har forsøgt sig på lignende måde.
En af de nyttigste videnskaber
Det har pastor Kier fra Øster Løgum. Han skriver i indledningen til sine tolv bind om sit sogn:
Denne pastor Kier fremkom i 1824 i Aabenraa Provstis præstekonvent med nogle:
Provst Petersens: Aabenraa-kronik for året 1824
Der var i hvert fald en, der reagerede på denne opfordring. Og det var sandelig selve provsten – Peter Poulsen. Han havde allerede i 1819 taget skridt til Aabenraas første præstekonvent. Og han gik i gang med
Det religiøse- sædelige liv
I overensstemmelse med sin stand indleder han med det ”religiøst-sædelige liv” i det svundne år. Han glæder sig over, at byens retsprotokol kun anfører to mindre tyverier, en injuriesag og tre slagsmål inden for en kommune, der tæller 4.000 mennesker.
At øvrigheden ikke ser gennem fingrene med de skyldige, ser man af, at der for nyligt var blevet ansat en politibetjent i byen. Provsten mente, at befolkningens fredelige sindelag havde sine rødder i religiøse grundsætninger.
Børn blev opdraget et andet sted
Men han måtte dog også tilføje, at ikke alt var i bedste orden. Fattigkassens bestyrelse havde set sig nødsaget til at fratage et samvittighedsløst forældrepar deres børn, som på den offentliges bekostning var blevet overladt til opdragelse hos redelige håndværksfolk.
Mange hengav sig til drukkenskab
Desuden hengav der sig adskillige til drukkenskab, at de ikke alene ødelagde deres borgerlige velstand, men også fremskyndede deres eget endeligt. Ligeledes var hvert 11. barn født uden for ægteskab, To af mødrene måtte søge retslig bistand for at tvinge faderen til at sørge for børnenes underhold.
Færre kom til tysk gudstjeneste
Med hensyn til det kirkelige liv i Aabenraa i 1824 fremkommer provsten med den interessante oplysning, at der kom stadig færre til den tyske prædiken og flere og flere til den danske. Altergæsternes antal var steget med 160 og udgjorde 712. I grunden et meget lille antal i forhold til indbyggertallet, men stigningen fik provsten til at se fortrøstningsfuld på udviklingen.
Skolebesøget havde forbedret sig
Skolebesøget havde forbedret sig i det forløbne år. Overbevisningen om, at byens skolevæsen var hensigtsmæssig indrettet, blev mere og mere almindeligt. Ingen af byens 7 lærere havde i det svundne år forsømt så meget som en time. Flere af dem virkede ikke blot med iver men også med en udmærket dygtighed, således pigelærer Hansen og lærer Hansen ved Günderoth-skolen samt elementarlærerne Lorenzen og Michelsen. Sidstnævnte blev forflyttet som lærer til Haderslev. I hans sted kom seminarist Friedrichsen.
Denne og elementarlærer Dreesen havde på kommunens bekostning været i Eckernförde for at lære den indbyrdes undervisningsmetode. Dette havde vist sig at være gavnlig i Dreesens klasse.
8 var født ”uægte”
Den kirkelige statistik viste 85 fødte, 6 dødfødte, 8 uægte – fødte, 31 ægteviede. Blandt de døde var to druknede, som sikkert kunne have været redet, hvis dr. Neuberts forslag om en redningsanstalt havde fundet større tilslutning hos ”de ellers så gavmilde borgere”.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig
Det økonomiske liv i Aabenraa kunne kun vække glade forhåbninger. Der blev købt 8 og bygget 3 nye skibe, så der nu var 47 skibe med tilsammen 2.182 kommercelæster.
Fragtskibsfarten havde været lykkelig, ikke blot som følge af højere fragter, men også på grund af sørejsernes lykkelige afslutning. Aabenraa havde den store lykke ikke at miste et eneste skib i de hårde storme, som mange af skipperne havde været ude for i løbet af november og december måneder.
En ny vej til det sydlige Amerika og Havanna (på Cuba) åbnede sig samtidig for fragtskibsfarten. Skibene sejlede dertil med fragt fra Hamburg og Bremen, fra Portugal, Spanien og Sydfrankrig. Ja et blev endda befragtet6 fra Bahia (i Brasilien) til Lima (i Peru) for den store sum af af næsten 10.000 rigsdaler og vendte lykkeligt hjem.
Skibsbygger Paulsen forsørgede 40 familier
Med skibsfarten øgedes også skibsbyggeriet, ikke blot med hensyn til omfang, men også med hensyn til indre fuldkommenhed. Den herværende skibsbygmester Paulsen forsørgede på sine værfter næsten 40 familier. Han erhvervede sig ved at efterligne den amerikanske byggemåde så stort ry uden for sin fødeby, at han måtte afslå adskillige bestillinger udefra.
Handelsspekulation i korn
Mindre lykkelige var de egentlige handelsspekulationer, særlig i korn. Det betydelige tab, de pågældende led, svækkede desværre deres kraft og mod. Dog blev 2 skibe befragtet på England, et med havre og et med egebark og egeplanker. Ligeledes blev besejlingen af København med sten og tømmer fortsat. Der indførtes 3 ladninger hør, 3 betydelige ladninger salt og en stor del kolonivarer. Der kom også 8-10 svenskere med bygningstømmer, kalk og jern. Men desværre tog de kun få af landets produkter tilbage.
De offentlige arbejder havde fremgang
De offentlige arbejder, der allerede var påbegyndt forrige år, havde god fremgang. Den nye ”begravelsesplads” foran byen blev indhegnet, vejen dertil blev udvidet. Flere gader, således Skibbrogade, Fiskergade, Vestergade, Nybro og en del af Slotsgade fik ny brolægning.
Til dækning af omkostningerne hertil fik borgmester Show ”brevskillingen” som indbragte 3-400 RDL. om året., bevilliget på endnu fem år, ligesom brandpengene dette år på borgmesterens anbefaling anvendtes dertil.
Lån til anlæggelse af begravelsesplads
Til anlæggelse af begravelsespladsen skaffedes med allerhøjeste tilladelse et lån på 700 RDL., som dog indkommer igen ved salg af gravsteder. I øvrigt ville vejens istandsættelse, anskaffelse af en ligvogn og porten ind til kirkegården koste endnu 7-800 RDL. som fordeles på husstandene over tre år, fortalte provsten.
De almennyttige foranstaltninger med velsignet resultat
”De almennyttige foranstaltninger såsom Sparekassen, Enkekassen og Bibelselskabet, virkede med velsignet resultat. Sparekassen havde en omsætning på 67.393 mark 5 skilling. Enkekassen udbetalte 4 RDL. Årligt til 19 enker. Den fik 4 nye medlemmer og er nu oppe på 100 medlemmer. Dens formue steg til 1.783 RDL. 25 Skilling. Bibelselskabet uddelte 17 tyske og 2 danske bibler samt 16 salmebøger til fattige konfirmander.
Se på denne måde fik vi takket være pastoren et indblik i, hvad der skete i Aabenraa i 1824.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 15, 2023
Bovrup – her varede hoveriet længe
Nej, ”Den Gamle redaktør” er ikke fuld af løgn, når han påstår at kongen stoppede op og talte med Frits Clausen i Bovrup. Byen var i adelens besiddelse. Varnæs var moder-byen. I mange år en stor landsby. Gejstlige besiddelser. En broget samling. I 1606 var der 35 gårde i Bovrup. Ahlefeldt kom til at eje det meste af byen. Ahlefeldts storgods i auktion – Søgård gik konkurs. Men godsejerne blev ikke blidere. Varnæs kom under Kronen. Stor forskel i Varnæs og Bovrups velstand. Lærer-enken havde forventet ægteskab. Pastor Meyland holdt gode prædikener, Sagen om udskiftning startede allerede i 1766. Forholdene blev ikke bedre for bønderne. Bønderne tabte retssag. I 1812 var der stadig tvangsarbejde. En trist afslutningsfest. 59 faldt i Første Verdenskrig. Russiske krigsfanger på Albrechtsens Kro.
Er ikke fuld af løgn
Vi har været i Bovrup før. Og det har vi bl.a. været i forbindelse med vores artikler om Frits Clausen. Her fortalte en læser mig, at jeg er fuld af løgn, da jeg skrev, at kongen stoppede op i Bovrup for at hilse på Frits Clausen. Nu er det ikke ham, vi skal høre om her. Og så håber den ”Gamle redaktør” her på siden ikke, at der er flere, der tror, at ”jeg er fuld af løgn”.
I adelens besiddelse
Kildematerialet til det gamle Bovrup er ikke overvældende. Byen var i mange år i adelens besiddelse. Måske er det derfor. Da en stor del af byen kom under Augustenborgs besiddelse i løbet af det 18. århundrede vi også får noget at vide om de vilkår, bønderne levede under.
Varnæs var moder-byen
Byens navn er sammensat af de gamle danske navn ”Baghi” og ordet torp. Endelsen torp viser, at den hører til den store gruppe af top-byer, som er udflyttet fra en ældre adel-by. Og det må nok være Varnæs, der er moderbyen. Men man kan dog ikke afvise, at de første udflyttere kan være kommet fra Kiding, der må høre til egnens ældre bebyggelser.
En stor landsby
Bovrup har altid været en ret stor landsby. Man må derfor regne med, at grundlæggelsen, er sket på et forholdsvis tidligt tidspunkt. Af kong Valdemars jordebog fremgik det, at kongen havde nogen besiddelse i byen. Der nævnes ” en mark guld”. Det svarer til en otting, altså en kvart gård. Det vil sige at kongen var en af de mindre lodsejere. Hvem de andre var på dette tidspunkt, vides ikke.
Gejstlige besiddelser
Senere kan det fastslås, at det var en del gejstligt gods i Bovrup. I 1483 sluttedes således en overenskomst, hvorfra det fremgår, at præsten Johan Tymessen havde stiftet et
”vikarie” (hjælpepræst) ved St. Nicolai kirke i Flensborg og dertil givet en gård i Bovrup. Den blev senere købt af rådmand Hayngh Paysen i Flensborg for 200 mark.
Også Akt. Knuds Gildet i Flensborg wllwe måske snarere Skt. Knuds alteret i Skt. Marie Kirke havde en gård i Bovrup.hvoraf der betaltes 5 ørtug (en dansk regnemønt i middelalderen, pålydende 1/3 øre eller 10 penninge. Egentlig var det var det på en gammel nordisk vægt – og møntenhed) korn i landgilde (en ydelse, som en fæstebonde årligt skulle svare jordejeren eller godsejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord). Den blev senere frataget Mariekirken og tillagt præsten I Skt. Nicolaikirke.
Kaptlet i Slesvig som var knyttet til domkirken, havde i middelalderen udstrakte godsbesiddelser i hele Sønderjylland. I Bovrup en eller to gårde.
En broget samling
Det mærkelige navn skyldtes, at disse gårde i det 15. århundrede havde tilhørt slægten Rixtorp. På Christian den Førstes tid levede der en Klaus Rixtorp på Sundeved. Under det opgør, som rejstes af kongens bror, Gerhard, støttede han denne og holdt i nogen tid Flensborg mod kongens tropper. Da opgøret var brudt sammen, blev han dømt fra liv og gods. Hans besiddelser blev overdraget til dronning Dorotea.
Som bekendt var Ahlefeldt, ejer af det udstrakte Søgård godsområde, og vi har her kernen i de senere Augustenborgske besiddelser i Bovrup.
Disse bønder hørte under Skovbølgård i Felsted Sogn.
Besiddelserne i Bovrup under Reformationen frembyder således et meget broget billede. Kronen var blevet den største lodsejer med i alt 21 gårde.
1606: 35 gårde i Bovrup
Omkring 1606 oplyses det at der er 65 gårde i hele sognet. Da der på den tid var 30 gårde i Varnæs, må det antages at de sidste 35 var i Bovrup.
Fra 1624 findes der en oversigt over de forskellige øvrigheder, hvorunder bønderne i Bovrup hørte. Foruden Hertug Frederik til Nordborg, en søn af Hans den Yngre, nævnes Gregorius von Ahlefeldts enke og arvinger, Frederik von Ahlefeldt til Søgård, Jesper von Buchwald til Skovbølgård, Moritz Høg til Avnbølgård og Henrik Magnussen til Blansgård samt domkapitlet og Skt. Nicolai Kirke i Flensborg. 7 gårde under Aabenraa og Tønder amter var gået over til andre hænder. Fire af disse sandsynligvis alle syv var kommet under Hertug Frederik som i 1623 Havde mindst 18 hel-gårde i byen. Det er uden tvivl hans far Hans den Yngre – en af datidens største godshandlere – som havde købt eller tilbyttet sig dem. En del af hans gårde var lagt under Ballegård.
Ahlefeldt ejede næsten hele byen
I løbet af det følgende århundrede skete der en stor forandring i disse forhold, idet Ahlefeldterne på Søgård erhvervede langt den største del af byen. I 1670 købte Frederik Ahlefeldt Ballegård. Og 1700 kom Skovbølgård under Søgård. I en synsrapport fra 1709 fremgår det at ikke mindre end 47 bønder og 10 kådnere i Bovrup hørte under herremanden på Søgård. Foruden de gejstlige ejendomme var der kun to gårde under andre herrer.
Efter de store godskøb foretog Ahlefeldterne ret vidtgående omlæggelser med hensyn til bøndernes tilhørsforhold. Gårdene under Skovbølgård synes at være overført til Kiding, hvortil også de bønder blev henlagt, som fra gammel tid havde tilhørt Ahlefeldterne. Nogle af de bønder, der tidligere havde hørt under Ballegård, må ligeledes være blevet overført hertil, mens resten blev lagt under Bøjskov.
Ahlefeldts storgods i auktion
Det var et virkeligt imponerende storgods, Ahlefeldterne havde samlet sig. Men hovmod stod for fald. I 1722 døde den sidste Ahlefeldt på Søgård, grev Carl Ahlefeldt, statholder i hertugdømmerne. Hans bo blev erklæret konkurs.
I 1725 kom det hele mægtige godsområde til auktion. De mange herregårde fordeltes på en række købere. Hovedparten, bl.a. Gråsten og Kiding fik Augustenborgerne, der i forvejen havde Avnbølgård, Skovbølgård købtes af overinspektør Nic. Poulsen, der også erhvervede Ballegård og Bøjskov.
Varnæs kom under Kronen
Der var en stor og afgørende forskel mellem Varnæs og Bovrup. Varnæs blev på et meget tidligt tidspunkt samlet under kronen, hoveriet blev afløst, og bønderne fik efter udskiftningen udmærkede økonomiske betingelser at arbejde under.
Ublide godsherrer i Bovrup
I Bovrup gik det lige modsat. Mere og mere jord gik over på adelens hænder. Jo mere samlede adelsbesiddelserne blev, desto dårligere blev bøndernes økonomiske og sociale kår. Ahlefeldterne og Augustenborgerne var ikke blide herrer. På deres godser herskede livegenskab og hoveri
Hertug Hans begyndte med den hårde politik over for bønderne. Engang kunne man også betale sig fra hoveri under Søgård. Men efterhånden gjaldt for godsejerne i Bovrup at få udnyttet bøndernes arbejdskraft i fuldt omfang. Godserne skulle have den størst mulige indtægt. Dette var også baggrunden for oprettelse af ladegården Kiding, som fandt sted i 1716 ved at nedlægge landsbyen Kidings 8 gårde. Erhvervelsen af Skovbølgård var også et led i de store planer. Bønderne i Bovrup blev nu gjort hoveri-pligtig til Kiding. Det var nu tale om dagligt hoveri.
I ældre tid var gårdene i Bovrup af forskellig størrelse. Men de Carl Ahlefeldt næsten havde erhvervet hele byen fik han også ændret dette forhold. Alle hans gårde blev gjort lige store.
Stor forskel i Varnæs og Bovrups velstand
En skolelærer, der i årene 1771 – 72 opholdt sig i Bovrup undrede sig over forskellen på Bovrup og Varnæs. Han fortalte at bønderne i Bovrup alle var fæste- og hoverigørende bønder. Deres jorder var ikke af de frugtbareste. De havde hverken stueur eller kakkelovn. De var fattige i Bovrup men velstående i Varnæs, konstaterede læreren.
I Varnæs var jorden bedre. I dagligstuen var der både stueur og kakkelovn, chatoller og på gårdene malede værelser – stadselig som hos en anselig købstadsmand.
Lærer-enken havde forventet ægteskab
Det var også i vinteren 1771, at Hr. Pade rejste til Sundeved for at forhøre sig, om de kunne bruge ham i en skole. Han ankom sulten og træt til Bovrup. Og så søgte han mod det første værtshus. Der spurgte han så om vejen til skolen og skolelæreren.
Værten forklarede, at skolelæreren var død og at enken ”måtte forblive i brødet” hvis hun kunne skaffe en ny lærer. Og det var hertugen af Augustenborg, der havde udstedt den ”nåde”.
Nu var det så heldigt at enkens morbror, Store Thomas også var i værtshuset eller kroen. Han fulgte nu hr. Pade til enken.
Morbroderen forklarede at enken foruden fri bolig i skolehuset også havde et hus. Hun havde også nogle hundrede Rigsdaler i rente. Måske forventede hun at Hr. Pade ville ægte hende. Men det havde han nu ikke i sinde, Han var stadig ung – kun 21 år.
Morbroder Thomas mente, at det bedste ville være at opsøge den gamle præst Peter Meyland.
Pastor Meyland holdt gode prædikener
Hr. Pade syntes godt om pastor Meylands prædikener. Han talte højt og tydeligt, flydende med varme og følelse. Når han holdt lig-prædikener holdt han sig ikke tilbage. Både afdødes gode og knap så døde egenskaber kom frem i lyset.
Mens Pade var i Bovrup, døde denne ”Store Thomas”. Han fortalte, at begravelsesmåltidet bestod af boghvedegrød og ”Bergefisk” (Klipfisk?). Der blev vartet op med masser af brændevin.
Sagen om udskiftning startede i 1766
Sagen om udskiftning i Bovrup blev bragt på bane i 1766 af hertug Frederik Christian af Augustenborg og justitsråd Koch, der ejede Bøjskov. Justitsråden foreslog at jorden blev fordelt efter lodtrækning. Langt om længe blev enige om dette med nogle betingelser.
I Varnæs var landboreformerne stort set afsluttet i 1711. For Bøjskov – bønderne ordnedes forholdene i 1784 i forbindelse med hovedgårdens udstykning. Fæstegårdene solgtes til selveje, hoveriet afløstes, da det ikke var brug for det mere. Livegenskabet blev ophævet. Jurisdiktionen over de gamle Bøjskov – gårde gik over til Ballegård, der også fik gatrettighederne.
Forholdene blev ikke bedre for bønderne
I sidste halvdel af det 18. århundrede havde hertugen af Augustenborg adskillige steder indført arvefæste – i stedet for opsigelse. Ved arvefæste fik bonden ejendomsret til besætning og bygninger og som regel også personlig frihed. Derimod opretholdtes hoveriet, hvis omfang ikke var nærmere bestemt.
Under hertug Frederik Christian der i 1794 overtog godserne efter sin far, fik bønderne i Bovrup i 1796 løfte om, at hoveriet skulle blive afløst og arvefæstet indført men få år efter, at løftet var givet, skiftede hertugen sind og ville nu kun gå med til forandringer på betingelser, der ikke rummede nogen fordel for bønderne.
Bønderne tabte retssag
Der kom til en proces, som bønderne tabte. Men egentlig var bønderne seje. Det lykkedes i 1799 at opnå livegenskabets ophævelse. I 1802 fremkom et nyt arvefæste-forslag, der også var meget ugunstig for bønderne. De indgik ligefrem en sammensværgelse for at modsætte sig planen. De underskrev en fælles erklæring, der blandt andet indeholdt følgende:
I 1805, da forordningen om livegenskabets ophævelse udsendtes, tog bønderne sagen op igen. Heller ikke nu blev det budt særlige gode vilkår. Men det kom dog efter lange forhandlinger og kendelse fra Overretten til et resultat.
I 1812 var der stadig tvangsarbejde
Der indførtes arvefæste, mens hoveriet samtidig blev fastsat. Ifølge en afløsningskontrakt for en enkelt gård fra 1812 ordnedes forholdet således, at hoveriet formelt afløstes ved en afgift på 3 rdl. pr. tønde land. Tvangsarbejdet blev dog stadig ikke afskaffet
I1845 boede der 681 mennesker i Bovrup. I 1860 var der 661.
En trist afslutningsfest
Fredag den 31. juli 1914 var et større antal forældre fra Bovrup og Omegnen forsamlet i Stationskroen for at overvære afslutningen af et dansekursus for deres børn. Da det store selskab sad ved et festligt kaffebord, trådte den stedfortrædende by-forstander Kornelus Knutz ind i salen og oplæste en skrivelse fra landråden i Aabenraa ifølge hvilken hele det tyske rige stod i krigsberedskab.
Denne meddelelse virkede som en bombe. Der var mange af de tilstedeværende fædre mange som i tilfælde af krig straks eller i løbet af få dage skulle stille i deres indkaldelsesbyer, Aabenraa eller Flensborg.
Mange mænd med deres hustruer forlod nedbøjede og forsagte salen og gik hjem. Den 2. august var den første mobiliseringsdag og allerede dagen i forvejen var 50 – 60 mand, både yngre og ældre rejst bort fra sognet.
59 faldt i Første Verdenskrig
Høsten var faldet tidligt 1914. Allerede sidt i juli måned var man travlt optaget af at bjerge den rige sæd i hus. Travlheden på marken var nok anledningen til at man ikke så nøje fulgte med i de politiske begivenheder ude i verden. Derfor kom denne meddelelse for mange som et lyn fra en klar himmel.
Mange af disse kom ikke hjem igen. Da det første budskab om en falden kom til egnen, sørgede hele sognet. 59 gange kom der et budskab om en falden.
Russiske krigsfanger på Albrechtsens Kro
I sommeren 1916 kom russiske krigsfanger til sognet. De blev anbragt på Albrechtsens kro i Bovrup, hvor de tilbragte natten. Om dagen blev de sendt ud til gårdene i området.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Juli 12, 2023
Fysikus fra Tønder havde mange gøremål
Det kunne være et utaknemmeligt job at være fysikus. Den første fysikus i Tønder. Dircks blev valgt, fordi han havde fået undervisning på Fødselsstiftelsen. Ulrik kontrollerede jordemødrene. Jordemoderen i Højst var uduelig og uvidende. Og jordemoderen i Hjerpsted og Skast var gammel og affærdig. Hendes instrumenter var ubrugelige. Man måtte samle ind til jordemødrene ved bryllupper og barnedåb. Sundhedstilstanden hos dige-arbejderne skulle undersøges. Et betydeligt antal havde malaria. Mandefaldet var ”kun” fem mand på et år ved Højer Sluse. Hygiejnen på sygehuset i Højer var for dårlig. Ulrik ville have herredsfoged inddraget ved ulovligt salg af medicin. Indviklede administrative regler. Blev en bonde i Ballum syg skulle han indlægges på Varde Sygehus. Retten var sat ved siden af en dødssyg kone. Kunne Dorthea tåle pisk? Kunne en 11-årig tåle 25 piskeslag? Peter kunne ikke yåle piskeslag. Dødssyg Gyde skulle i sengetøj, hvis hun skulle flyttes. Ung mand døde pludselig under dans. Dreng død af skud med løst krudt under bryllupsfest. Hun burde sendes på ”dåreanstalt”. I stedet blev hun bare sendt i fattighus. Amtshuset hjalp sandelig ikke uden videre. Ulrik blev stenet ud af Tønder.
Det kunne være et utaknemmeligt job
Hvad mange sikkert ikke vidste var, at i Tønder byggede man Nordslesvigs første sygehus. (Østergade 15) Der var blevet samlet ind til det. Men meget tydede på, at man havde forbygget sig. Der var ingen penge tilbage. Og de velstillede ville ikke mere bidrage. De ville ikke bo i blandt syge.
Vi har tidligere beskæftiget os med diverse fysikuser og sygehuse i Tønder. Og dette job som fysikus, der vel i dag svarer til at være embedslæge kunne godt være utaknemlig. Ja mange af dem måtte også selv investere penge for hjælpe de syge.
Den første fysikus i Tønder
Den første fysikus i Tønder var Johan Adolf Rehnboth, der blev ansat i 1692. Foruden dette arbejde var han inspektør ved byens apotek. I forbindelse med ansættelsen blev det indskærpet, at han skulle gøre noget ved obstetrikken (fødselshjælp). Han skulle føre tilsyn med jordemødrene.
Dette gik igen hver gang, der skulle ansættes en ny fysikus. Man gjorde sig store anstrengelser at nedbringe børnedødeligheden gennem en bedre uddannelse af jordemødrene.
Dircks var blevet undervist på fødselsstiftelsen
Fysikus Dircks (fysikus i Tønder 1806 – 1854) blev ansat, fordi han var blevet undervist på fødselsstiftelsen i København. Den fysikus, der gjorde mest ud af kontrollen med jordemødre, var Ferdinand Ulrik (fysikus i Tønder 1854 – 1864).
Jordemoderen i Højst var uduelig og uvidende
Jordemødre var en vigtig faktor i sundhedsvæsenet. I 1800 – tallet var de enten uddannet på Jordemoderskolen i Kiel eller Fødselsstiftelsen i København. Ulrik førte nøje tilsyn med dem. Om jordemoderen i Højst skriver han:
Jordemoderen i Hjerpsted og Skast var gammel og affældig
I 1859 skriver han om jordemoderen i Hjerpsted og Skast:
Hendes instrumenter var ubrugeligt
Da Ulrik undersøgte hendes instrumenter, opdagede han at hendes klystersprøjte, der blev anvendt som modersprøjte, var gammel, slidt, utæt og ubrugelig.
Det blev derfor pålagt de to sogne at anskaffe en ny med foderal, da det var sognene, der skulle forsyne jordemødrene med instrumenter.
Gårdejer Angel mente at foderal var unødvendig
En del år tidligere havde overjordemoderen i Kiel korresponderet med gårdejer Angel på Bjerremark. Anledningen var at Angel ikke kunne indse rimeligheden i, at jordemoderen fik et foderal til sine instrumenter.
Man måtte samle ind til jordemødrene
Amtshuset pålagde de to sogne at afholde udgifterne til at oplære en dertil skikket kone. Dette fik sognene til at forespørge om de virkelig var pligtige til dette. Ulrik kunne henvise til jordemoderforordningen af 1765, ifølge hvilken det var pålagt præsterne og sognemændene efter anmodning fra fysikus at finde en passende kone til jordemoderskolen. Sognene var ikke meget for at betale disse udgifter.
Jordemødrene fik en meget ussel løn. Ved barselsgilderne gik en kop rundt, hvor deltagerne lagde en skilling, som jordemoderen fik. Tavlepenge kunne hun også få. De faldt ved bryllupper og barnedåb.
Sundhedstilstanden hos dige-arbejderne
En af de større opgaver som Ulrik blev stillet over for, var sundhedstilstanden på de mange dige-arbejdere, der i 1859 startede foran det nuværende Ny Frederikskog. En del af arbejdet foregik i et delvist oversvømmet område. Hvis vejret var fugtigt og ustadigt ville der udbryde smitsomme sygdomme med tilbagevendende feber og diarreer.
Der blev indrettet et sygehus i det såkaldte mølle – hus. Der var to sygestuer med otte fritstående senge med puder, betræk og uldtæpper. Fysikus ønskede ikke at syge med smitsomme sygdomme skulle indlægges på et sygehus i Højer.
Medicinen var fri og betalt af kogen. Lægetilsynet blev besørget af de praktiserende læger i Højer.
Det var et stort antal arbejdere beskæftiget med byggeriet. Som vi tidligere har nævnt i artikler, boede de tæt sammen i hytter. For at oprette ro og orden var der foruden gendarmeri og politibetjente også et kompagni soldater, der var indkvarteret dels i Højer dels i Rudbøl.
Et betydelig antal havde malaria
Den 23. august 1860 skriver Ulrik:
Mandefaldet var ”kun” på fem arbejdere
Tilsyneladende lykkedes det at styre forholdende nogenlunde. Fem arbejdere angives at være døde det år, heraf en druknet.
Ulrik ville have herredsfogeden inddraget
Medicinen fik folk som i dag på apoteket. Men der var også andre, der solgte medicin. I 1862 klagede apoteker Nagel fra Højer over, at høkerne særlig landhøkerne, solgte medicin. Det drejede sig om:
Alle handlende i flækken var i besiddelse af overnævnte men særlig landhøkerne Andreas Lund i Højkro og Petersen i Skast kro forsyndede sig mod forordningerne. Ulrik måtte skride ind og anmode herredsfogeden tage affære.
Indviklede administrative regler
De administrative forhold dengang besværliggjorde mange ting. I Højer nævnes under koppeangrebet i 1864 således huse, der ”ligger på jysk grund”, altså under Ribe fysikatdistrikt, og som dermed var kongerigske. I sådanne ”akutte” tilfælde synes man dog at have handlet, som om grænsen mellem det slesvigske og det kongerigske ikke eksisterede. Men ved for eksempel vaccinationer skelnede man skarpt.
Bønder fra Ballum skulle på Varde Sygehus
Helt grotesk blev det, da bønderne i Ballum, der hidtil havde hørt under Ribe Sygehus nu, fik at vide at de hørte under det nye Varde Sygehus. De var kongerigske og skulle fremover behandles der. Tønder Sygehus var slesvigsk, så der blev de ikke behandlet.
Man havde i Tønder et sygehus fra 1855 som var oprettet ved Ulriks foranstaltning.
Retten ved siden af dødssyg mor
Retsmedicinske undersøgelser måtte fysikus også tage sig af. Ligsyn, undersøgelser i drabssager og uventede dødsfald skulle også undersøges ofte under primitive forhold.
I en sag fra Solderup i 1859, hvor en kvinde havde ombragt sit barn, fremgår det at retten blev sat i storstuen. Obduktionen og forhøret foregik samme sted. Imens lå den ulykkelige mor, der var meget syg i et kammer ved siden af.
Sådan noget frygtelig som drukneulykker som følge af druk forekom ofte i marsken.
Kunne Dorthea tåle pisk?
Fysikus måtte også tage stilling til, hvorvidt en dømt sundhedstilstand var truet af den straf vedkommende var idømt. Fysikus Dircks måtte i 1851således tage stilling til en straf på 5 x 8 dage på vand og brød til en kvinde, der var dømt for at have skjult sit svangerskab og fødsel. Samme år udtalte han sig, hvorvidt Dorothea Diedrichsen fra Flensborg kunne tåle en afstraffelse for tyveri med ris, uden hun blev syg.
Kunne en 11-årig tåle 25 piskeslag?
Den 7. oktober 1864 blev fysikus Schlaikier i Tønder bedt om at undersøge den 11-årige Søren Schwartz, der var idømt ”einer gelinden Knuthenzüchtigung” Det var ca. 25 slag for småtyverier. Man var dog betænkelig ved straffen af hensyn til drengens sundhed.
Fysikus fandt straffen uanvendelig, idet drengen var for spinkel til at tåle den. Han foreslog den derfor forvandlet til fængsel.
Peter kunne ikke tåle piskeslag
Så var det også Peter Andersen fra Deetzbüll i ”armehuset”, der var idømt vand og brød i 2 x 5 dage samt korporlig afstraffelse på grund af et utugtigt og letfærdigt liv. Ulrik skrev i 1854 en kommentar til amtet:
Dødssyg Gyde skulle pakkes ind i sengetøj
I 1861 måtte Ulrik tage stilling til ”i arresten hensiddende fruentimmer Gyde Brodersen” kunne tåle at blive flyttet fra arresten til fattiggården i sin hjemstavn Emmelsbøl. Hun var, ifølge Ulrik dødende af brystsyge, men han tillod overflytningen, hvis hun var indpakket i sengeklæder, og hun blev kørt i lukket vogn.
Ung mand døde pludselig under dans
I 1753 døde en ung mand under dans på Gram gods. Det blev oplyst, at han havde været febril nogle dage. Sandemændene kunne ikke finde nogen dødsårsag, hvorefter grevinden beordrede obduktion. Denne blev udført af kompagni9kirurg Schroeder fra Tønder i overværelse af fysikus Fabricius. Man fandt, at han var død af lungebetændelse.
Dreng død af skud med løs krudt
I 1736 obducerede fysikus Gornemann sammen med kirurgen Hess fra Tønder en dreng, der var blevet skudt med løst krudt af en rytter, der indbød til bryllup. Dette var forbudt ifølge grevelig ordre. De fandt en skudlæsion af bughinden og den højere leverlap som dødsårsag. Læsionen var fremkaldt af det stykke papir, der, hårdt tygget, var brugt som forladning.
I 1820 skrev læreren i Bredevad til Ulrik om Marcus Weiss’ kone i Bredevad at hun flere gange i sommerens løb var gået fra forstanden. Nu var det så vidt, at der blev holdt vagt ved hende.
Hun burde sendes på ”Dåreanstalt” men blev sendt i fattiggård
Ulrik blev derfor anmodet om at udstede en skriftlig erklæring om, at hun var passende til ”dåreanstalten” i Slesvig for om muligt at helbrede hende elle i alt fald holde hende i forvaring. Ulriks undersøgelser viste, at hun var depressiv. Manden var daglejer og kunne ikke klare opsynet med hende. Sognet trådte til og sendte hende på fattiggården. Ulrik indstillede at hun blev sendt til anstalten i Slesvig.
Historien er ganske givet sandt. Men hvis årstallet er rigtigt, så kan det ikke Ulrik. Han kom ført herned i 1854.
Amtshuset hjalp ikke uden videre
Folk betalte selv for behandlingen. Ulrik sørgede for, at der i 1855 blev oprettet et sygehus i Tønder og i 1857 en sygekasse, overvejende for de fattige. De måtte søge amtshuset om at få deres lægehjælp, medicin og eventuelt sygehusophold betalt. Som regel var det præsten, læreren eller de ledende i sognet, der skrev til amtet. Fysikus vurderede så tilfældet og indstillede til amtet.
Man har generelt ikke indtryk af, at man var påholdende fra amtshusets side med hjælp til dem, der var mindrebemidlede.
Ulrik stenet ud af Tønder
Som bekendt var Ulrik kun i Tønder i ti år. Som det fremgår af tidligere artikler, så blev han stenet ud i 1864 af nationalpolitiske grunde. Han fortsatte dog sit gode arbejde i København.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 11, 2023
Visby – den næste tur
Herredsfogeden flyttede til Visby. Men hurtig fik man en ny og populær herredsfoged. Han blev ny amtsdommer. Frk Lindberg blev udvist. Tinghus endte som forsamlingshus. Ingen skolegang for drenge over 11 år om sommeren. Visbys tredje skolebygning blev bygget. Ny lærer nægtede at bruge lærerbygningen. Ny form for fattighjælp. Nærmest nødretstilstand i Visby. Andre tegn på fattigdom. En brugsforening oprettet i 1870. Pastor Sonne fra Møgeltønder oprettede Danmarks første brugs i Thisted. Høyberg var en stor hjælp. Ikke alle var tilfredse med ”uddeleren”. Man forsøgte sig med blandet held med en handelsuddannet. Nu solgte man også brændevin. Omsætningen steg til det 10 – dobbelte i løbet af 14 år. Salen i Brugsforeningen blev brugt til foredrag. En grundtvigiansk bevægelse opstod i Visby. En huslærer tager ophold på det forfaldne slot. En pastor tager afsked efter 40 år. Efterfølgeren er Niels Møller. Man forventede sig meget af den ny præst. Man kaldte ham ”Pastor Blomkål”. En afstemning førte ikke til noget. Præsten lod sig pensionere. De flyttede ind i et lille hus i parken. Han døde kun 50 år gammel. En tragisk skæbne. Bredebro kommune forsømte pasningen af parken, men så tog beboerne fat.
Herredsfogeden flytter til Visby
Så befinder vi os atter i Visby – nord for Tønder.
Herredsfogeden for Lø Herred og Møgeltønder og Ballum Birker (Enklaverne) havde tidligere boet i Brede Sogn, flyttede 1851 til Visby. Det blev tingsted til 1871. Tinghuset blev bygget i 1851.
Herredsfoged Jacob Thorup købte Jacob Nielsens halvgård og kniplingshandler Fedder Mathiesens hus. Han lod ud imod den frie plads mod syd opføre et anseeligt stuehus. Det blev senere købmand Tingleff’ s butik.
En ny populær herredsfoged
Thorup flyttede dog allerede i 1857 og købmand Niels Peter Jacobsen købte hans ejendom. Den nye herredsfoged Ernst Sarauw boede tre år til leje i huset. Men i 1858 byggede han en herskabelig bolig nord for byen. Der var kælder med hvælvet loft under hele huset. Stuehuset havde 7 store, høje og lyse værelser. Mod syd var der anlagt en have med læ plantning og frugttræer og en lille hollandsk vindmølle.
I modsætning til de fleste danske embedsmænd, der i 1867 nægtede at aflægge troskabseden til den prøjsiske konge og derfor tog deres afsked, blev herredsfoged Sarauw i sit embede til glæde for egnens befolkning. De satte stor pris på ham.
Herredsfoged blev amtsdommer
Efter krigen 1870 – 71 indførtes prøjsisk retsordning, hvorved retsvæsnet blev skilt fra forvaltningen. Saraw blev da som amtsdommer i Visby, mens politisagerne kom under herredsfoged Grünfeld i Tønder.
Frk. Lindberg blev udvist
I slutningen af 1870erne blev der igen ændret på tingene. Det betød at Løgumkloster skulle være sæde for den nye amtsret. Sarauw måtte sælge sin smukke ejendom. Jorden blev købt af gårdejer A.P. Møller og huset af frk. Lindberg. Det var hendes tanke, at der skulle oprettes en skole for unge piger. Skolen kom også i gang men fik kun lov til at bestå i få år. Den blev lukket af de prøjsiske magthavere og frk. Lindberg blev udvist.
Tinghus endte som forsamlingshus
Efter 1864 var Visbys glanstid forbi. Det skyldtes at de unge var udvandret. Et tinghus var det heller ikke mere brug for. Men den solide bygning fik lov til at blive stående. Den blev reddet af Doktor Krüger fra Skærbæk. Han brugte ejendommen som læge. Senere blev huset brugt som dansk forsamlingshus og som hyggelig kirkesal for frimenigheden.
Ingen skolegang for børn over 11 år om sommeren
I 1845 blev der bygget en ny lærerbolig og 1855 et nyt skolehus i Visby. Lærerboligen var sandsynligvis bygget til bolig for degnen. I skolestuen var der kampestensgulv og borde og bænke, der var anbragt på nedrammede pæle. Alle børnene store som små blev undervist af den samme lærer. Om sommeren var der ingen skolegang for børn over 11 år. Pigerne forsømte skolen fire dage om ugen for at gå i knipleskole.
Visbys tredje skolebygning bliver bygget
I 1855 måtte der gøres noget med hensyn til skolevæsnet. Der var omtrent 140 børn. Det gamle skolehus blev revet ned og Visbys tredje skolehus blev bygget. Men nu kom der hele to skolestuer. Og der blev antaget en vinterlærer til at undervise de små børn. Man tog en husmand fra sognet. Og ham brugte man i 28 år.
Ny lærer nægtede at bruge lærerbygningen
I 1907 blev der så bygget en ny skole i Visby. Da en ny lærer i 1844 ankom til Visby, nægtede han at bruge lærerboligen. Den var så forfalden, at den ny lærer måttetage bolig på kroen. Og kroen blev ejet af amtmand Neergaard, der havde kaldt læreren til. Han sørgede for at der i 1845 blev bygget en ny lærerbolig.
Ny form for fattighjælp
Neergaard havde startet nogle foretagender på Hedegård. Og de blev så fortsat af Knudsen. Det trak nye folk til. Men efterhånden kneb det for Fattigforvaltningen at forsørge de mange fattige. Mange af de nye folk havde bygget hus og stiftet familie. Men man sagde dengang, at de førte et uordentligt liv og sank hen i fattigdom.
Sogneforstanderskabet måtte nødtvungen finde en eller anden form for fattighjælp. Udgifterne voksede år efter år. Kravene til fattigkassen blev næsten for store. Ikke så få arbejdsdygtige måtte understøttes, fordi de ingen bolig havde.
Nærmest nødretstilstand i Visby
Derfor besluttede Sogneforstanderskabet at bygge en fattiggård. Til dette brug købtes en lille gård i Nørby. Her blev fattiggården indrettet i 1868. Det gamle stuehus blev indrettet til stald. Da fattiggården blev åbnet, blev den befolket af 28 fattige, mænd, kvinder og børn.
Men der var også andre, der blev hjulpet. Det var et ikke ringe antal familier eller enkeltpersoner som boede i deres egne huse. De fik en forholdsvis lille understøttelse, husleje, brændselshjælp eller pengehjælp.
Der var på den tid indtrådt en nødstilstand i Visby. De fejlslagende spekulationer på Hedegård havde voldt mange beboere fortræd og for mange år påført bønderne store fattigudgifter.
De stærke og arbejdsdygtige mænd kom til at begynde med tilbage til fattiggården om vinteren. Men da de blev holdt til arbejde på fattiggården og ikke længere, som det havde været skik før, blev sat i kost for 3 danske mark daglig, forlangte de ingen understøttelse mere.
Ved år 1900 stod Fattiggården nærmest tomt. Bedre forhold havde indfundet sig i Visby.
Andre tegn på fattigdom i Visby
Men mange børn gik i pjaltede klæder og blev af forældrene sendt ud på tiggeri. Flere koner gik også ud og tiggede – ikke kun til jul og påske. Fra skolen kom der klager over at børne havde utøj. Undertiden var det fnat og det, der var værre.
Forældrenes ligegyldighed omkring skolebesøg kunne også godt skyldes fattigdom. Drikkeriet omkring 1860erne gik stærkt blandt arbejdere og bønder i 1860erne. Og det var nok medhjulpet af brænderiet på Hedegård. Der var jævnligt slagsmål på kroen og larm på gaden i Visby.
En brugsforening oprettet i 1870
Det kan måske overraske, at der omkring år 1900 fandtes en stor brugsforening i Visby. Den var allerede blevet oprettet i 1870. Det er Frederik Høyberg som var fader til denne. Han mødte mejeriforpagter Burchardi som er født på Grøngård. Denne var meget optaget af Arbejder – Forbrugsforening. Ideen havde han fået af pastor Sonne, der året i forvejen havde oprettet Danmarks første brugsforening i Thisted.
Pastor Sonne fra Møgeltønder – manden bag den første Brugs i Danmark
Pastor Sonne havde i en snes år været præst i Møgeltønder. I 1864 havde krigen fordrevet ham til Thisted. Her var han kommet til at stå blandt en fattig arbejderbefolkning. Det gjorde ondt på ham at han aldrig så arbejdere i kirken. Han ville hjælpe dem økonomisk. Han havde hørt om væverne i Rochdale i England. I 1866 lykkedes det ham at oprette en Brugsforening i Thisted.
Høyberg oprettede Brugs i Visby
Høyberg kunne ikke glemme tanken. Da han kom hjem og overtog driften af Nørmark fik han støtte af brødrene Knudsen på Trøjborg og fik oprettet en arbejder-forbrugsforening i Visby. Det startede med 40 indtegnede medlemmer. I årenes løb voksede det til 67.
Ikke alle var tilfredse med ”uddeleren”
Varerne til Forbrugsforeningen blev købt kontant i Tønder eller Højer. Kaysen overlod vedlagersfrit et rum i hans hus som udstillingslokale. Medlemmerne skulle dog selv indrette dette rum. Og det blev langt dyrere end forventet. Der måtte optages et driftslån på 200 Rigsdaler. De to brødre Knudsen stillede kaution for dette.
Man skulle have en sælger. Man valgte vinterlærer Johannes Bondesen, foreløbig for et halvt år. Han fik en løn på 3 mark (1 kr.) om dagen. Men allerede efter den første månedlige generalforsamling kom det frem, at der var ualmindelig utilfredshed med ham. Der opstod gang på gang regnefejl.
Man forsøgte sig med blandet held med en handelsuddannet
Men da han var en redelig person med samvittigheden i orden, blev man enige om at beholde ham. Han blev dog kun til efteråret 1870. Så blev det Peder A. Jepsen også kaldet Todsen, der blev udesælger. Han var det indtil 1879 med en pause på fire måneder. I disse fire måneder gjorde man et forsøg med en handelskyndig uddeler. Men det faldt ikke ud til nogens tilfredshed.
Nu solgte de også brændevin
Brændevin var en vigtig artikel i en købmandsforretning dengang. Men oprindelig var det slet ikke meningen at Brugsforeningen skulle føre denne vare. Men kr. Knudsen og Kaysen foreslog at man skulle også føre denne artikel. Når man gik hen efter brændevin hos høkeren, købte man også andre varer.
Omsætningen steg til det 10 – dobbelte på 14 år
Da foreningen havde bestået i 14 år, var omsætningen steget til det tidobbelte. Med den stigende omsætning blev lokalet i Kaysens hus snart for lille. Tilslutningen til at bygge nyt, syntes at være ringe. Bestyrelsen truede med at trække sig.
Salen brugt til foredrag
Men i 1873 var der flertal for nybyggeri. Man lejede også lokaler ud til Sparekassen. I lokalerne var der også plads til et mødelokale, hvor der blev afholdt interessante foredrag. Men salen blev snart taget i brug af forretningen. I en snes år var alt folkeoplysende arbejde så godt som standset. Men sådan var det overalt i landsdelen.
Først da forsamlingshuset i 1894 var købt til forsamlingshus kom der igen gang i mødeaktiviteten.
En grundtvigiansk bevægelse i Visby
Da familien Knudsen i 1853 kom til Visby forplantede den grundtvigske bevægelse til sognet. Men den fik dog ikke her samme stærke tag som i befolkningen som i Forballum, Mjolden og Randerup.
Pastor Seeger har sikkert ret, når han i sin kronik flere gange hævder, at ”Grundtvigianerne” slet ingen betydning havde for sognet i almindelighed.
En huslærer tog ophold på det forfaldne slot
En populær person dengang var Familien Knudsen´ s (Trøjborg) huslærer Sigfred Ley. Han var 46 år gammel – lang og ranglet, pebersvend med et mægtigt skæg og et langt filtret hår.
Mens Knudsen med familie tog ophold på Hedegård, valgte denne huslærer at tage bolig på det skumle, forfaldne og ubeboede Trøjborg til bopæl for sig selv. Egnens folk så ham vanke rundt i de tomme sale med et flakkende lys. Det vakte en vis gysen. Hver dag selv ved vintertid tog han sit bad i Sejersbækken.
En pastor tager afsked efter 40 år
I 1908 tog pastor Seeger sin afsked efter 40 års virke. Han var i 1867 kommet syd fra, efter at den danske præst have nægtet at aflægge ed til den preussiske konge. Han var tysksindet og tysksproget. Men han lærte sig hurtig dansk. Nu kunne han bedre begå sig i det rent dansktalende sogn.
Det havde været en stor omvæltning for menigheden med den tyske præst. Med årene var han faldet godt til. Beboerne morede sig dog ofte over hans danske udtalelser. Hans tyske sindelag fornægtede sig dog aldrig.
Efterfølgeren var pastor Niels Møller
Hans efterfølger var den unge nordslesviger Niels Møller og hans hustru Christine. De var begge gårdmandsbørn fra Strandelhjørn. Fra barnsben havde de været dansktalende. Han var både uddannet i Tyskland og i København.
Niels Møller var meget kulturel. Han besøgte museer, teater, koncerter m.m. Han ville gerne kende de forskellige kirkelige retninger. Inden han kom til Visby, havde han haft forskellige vikarjobs i Haderslev og Kegnæs.
Man forventede sig meget af den ny præst
Det nye præstepar blev modtaget med en vis forventning i Visby. De var sønderjyder og talte dansk. Men desværre lykkedes det aldrig for pastor Møller at få rigtig fat i Visbys beboere. Langsomt blev kirken tømt til gudstjenesterne. Han tog ellers sin præstegerning alvorlig men kontakten til menigheden manglede.
Måske skyldtes dette at en stor del af Visbys dansksindede befolkning samledes i frimenighedens egen kirke i forsamlingshuset. Nogle fra menigheden forsøgte at få ham tvangsforflyttet, men der var ingen, der ville have ham.
Fremsynet og fuld af nye ideer
Niels Møller var ellers foretagsom, fremsynet og fuld af nye ideer på det praktiske område. Således lod han installere en stor vandtank på præstegårdens loft. Det blev med motorkraft pumpet videre, så præstegården fik rindende vand.
”Pastor Blomkål”
I 1910 købte han et stykke jord ved vejen, der fører ud af byen mod syd. Det var en lang og temmelig smal mark. Den lå åben for vind og vejr. Pastor Møller havde store planer med dette stykke jord. Han begyndte at dyrke blomkål. Det skaffede ham naturligvis øgenavnet ”Pastor Blomkål”. Folk i Visby var temmelig skeptiske over for alt det nye, han fandt på.
Men initiativet skaffede mange Visby-knægte et job med at hakke og luge mellem grøntsagerne og de nye sjældne buske og træer. Gennem årene var det en indbringende forretning for ham at sende større ladninger af kål og andre grøntsager syd på. Det skete bl.a. fra Visby Station og til for eksempel Hamborg. De penge han tjente ved dette, blev brugt til indkøb af nye planter til haven.
En afstemning førte ikke til noget
Der blev anlagt flere gangstier rundt i haven, der var græsplæner med smukke blomsterbede. Midt i haven anlagde han en forhøjning, hvor der blev opstillet tre statuer. Omkring 1920 var hans have færdig.
Der blev lavet en afstemning om præsten skulle forblive i sognet. Og denne endte 146 – 146. Pastor Møller bad om at blive pensioneret. Han mente ikke, at menigheden ville falde til ro, hvis han forblev i embedet. Han vedlagde også en lægeerklæring, der viste at han led af kronisk næse-og halskatar, der volte ham meget besvær.
Præsteparret flyttede ind i et beskedent hus i parken
Allerede samme år blev han pensioneret og byggede et lille beskedent træhus i den nordlige ende af hans park. Efterfølgende blev huset pudset med cement. Her flyttede parret ind efter at de havde forladt præstegården.
Efterhånden blev det lille hus forsynet med elektriske apparater. Ja han byggede også radioer til sig selv og andre. Men desværre fik de ikke så mange år sammen. Fru Møller var i længere tid syg af lungebetændelse og døde i 1924. Han lod hende begrave i den sydlige ende af parken.
Døde kun 50 år gammel
Han forblev en enspænder og var ensom. De sidste år blev han angrebet af en kræftsygdom, der påførte ham store lidelser og lange hospitalsophold på sygehuset i Tønder. Da han døde i 1931, blev han begravet i haven ved siden af sin hustru. Han var kun 50 år, da han døde.
En tragisk skikkelse
Egentlig var Pastor Møller en tragisk skikkelse. Han havde den bedste vilje for sin menighed. Måske var han langt forud for sin tid. Deres klædedragt vakte også opsigt, hvor de kom. Man morede sig ofte over dem i det lille sogn. Visby var ikke parat til dem.
De kom som et frisk pust med deres moderne livsstil. Derved opstod der en distance, som de aldrig overvandt.
Ægteskabet var barnløst. Ret tidligt blev det besluttet at testamentere haven og huset til Visby Kommune. Kommunen vedgik arv og gæld. Haven blev passet og gæster havde fri adgang.
Bredebro Kommune forsømte pasningen
Ved kommunalreformen i 1970 kom Visby under Bredebro Kommune som overtog pasningen af pastor Møllers have. Den blev dog misligholdt af kommunen og forfaldt. Da der var tale om, at det lille hus skulle rives ned, vågnede beboerne i Visby op. Der blev indgivet en klage til Bredebro. Langt om længe besluttede kommunen at bøje sig for beboernes ønsker.
Hvordan situationen er i dag vides ikke. Det er godt nok lang tid siden undertegnede har været i Visby. Men efter sigende er det Tønder Kommune, der passer græset og frivillige, der ellers passer haven.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 9, 2023
Sydslesvig – den 9. – 10. november 1938
Dette handler om Krystalnatten. Vendepunkt i forhold til jøderne. Hitler gjorde, hvad det passede ham. Nazisterne undertrykte sine fjender. Boykot allerede i 1933. Nürnberg – lovene forringede det endnu mere for jøderne. Et postkort blev sendt til Paris. Goebbels opfordrede til ”spontane aktioner”. Store ødelæggelser. Jøderne skulle betale en milliard Reichsmark i bøde. Danske medier viste antisemitiske tendenser. Var det fordi nazisterne havde økonomiske problemer? Wolff skulle skydes ”på flugt” over den danske grænse. Butikker plyndret og brændt. Jødisk rekreationshjem på Før nedbrændt. De skulle møde i civil. Jødisk ejendom overtaget af nazister. Den tyske kirke: Barmhjertighed gælder ikke for jøder. 100.000 jøder flygtede inden krigsudbrud 1939.
Vendepunkt i forholdet til jøderne
Man kan ikke sige at selve Krystalnatten kostede mange menneskeliv set i forhold til de senere masseudryddelser af jøder. Forskellige kilder peger på mellem 36 og 91 døde og et større antal sårede.
Men optøjerne var et vendepunkt i både forholdet mellem nazister og jøderne. Efter denne nat var de uden nogen form for beskyttelse. Reaktionerne fra udlandet var ikke store. Nattens hændelser fik ingen konsekvenser. Kulturelt skete der også masser af ødelæggelser.
Hitler gjorde, hvad det passede ham
Magthaverne var allerede i 1938 så stærke at aktionen med flere hundredetusinde menneskers deltagelse kunne gennemføres uden væsentlige protester. Det lykkede for nazisterne i løbet af blot fem år at ensrette alle institutioner og udslette hver farlig institution. Ingen kunne derefter forhindre Hitler i at iværksætte yderligere og mere skæbnesvangre planer.
Man lavede aftale med Italien og hjalp Francos højreradikale styrker i Spanien. Man lavede også aftaler med Frankrig og England. Østrig blev også slugt.
Undertrykte sine fjender
Den politiske opposition blev allerede fra 1933 undertrykt, fængslet og anbragt i nyoprettede koncentrationslejre. I 1934 tilintetgjorde han talrige af sine venner. Opløsninger af fagforeningerne fulgte og befolkningen blev terroriseret. Tyskerne blev duperet over den en økonomisk politik, som hurtigt førte til en betydelig nedgang i massearbejdsløsheden.
I 1938 blev værnenemagten udrenset og Hitler udnævnte sig selv til øverstbefalende. Parallelt blev der iværksat aktioner mod den jødiske befolkning, som siden NSDAP s grundlæggelse havde været partiets hovedfjende.
Boykot allerede i 1933
Allerede den 1. april 1933 var der arrangeret en boykot af samtlige jødiske forretninger i hele Tyskland. Den 11. april samme år blev der vedtaget en lov med det sigte at fjerne alle jøder i offentlig tjeneste. Senere fulgte andre love og bestemmelser, hvis formål var at diskriminere tyske borgere af jødisk herkomst.
I 1933 var der 500.000 i Tyskland, der bekendte sig til den mosaiske tro. En ny ”racelære” tvang folk til at granske i kirkebøger og arkiver. Uden et ”arierbrev” blev man stemplet og anbragt i en anden efterhånden retsløs samfundsklasse.
Nürnberg-lovene forringede det endnu mere for jøderne
I 1935 vedtog nazister de såkaldte ”Nürnberger Gesetze” som forbød jøder ægteskab eller seksuelt samliv med andre end jøder. Det ”tyske” blod skulle holdes rent, sagde nazisternes ideologer. Senere blev det forbudt jøderne at hejse det tyske flag. Eller at beskæftige kvindeligt, ikke jødisk personale under 45 år.
Også jødiske formuer langede man ud efter fra myndighedernes side ved at indføre nye skattelove. En ny særlov om anmeldelse af jødisk formue og ejendom blev også indført. Ja man udelukkede også jøderne fra det økonomiske fællesskab. Og fra 1941 skulle jøderne bære jødestjerne.
Et postkort blev sendt til Paris
Hvad var årsag til Krystal-natten? Ja man havde fornemmelse at nazi-styret bare ventede på en anledning. Og den fik de så. Den 17-årige Herschel Grynszpan trængte ind i den tyske ambassade i Paris og skød diplomaten Ernst von Rath.
Ja egentlig startede det med, at en jødisk mand, der havde boet i Tyskland i 30 år blev udvist til Polen. Han sendte et postkort til sin datter og beskrev de dårlige forhold, der levede under. SS – mænd piskede og slog dem. Der flød blod i gaderne.
Datteren sendte postkortet videre til sin 17 – årige bror, Herschel Grynspan, der boede i Paris. Sønnen ønskede at tage hævn. Han ville skyde ambassadøren, men han skød den første diplomat som han mødte. Efter attentatet sagde Herschel:
Goebbels opfordrede til spontane aktioner
Goebbels gav med Hitlers velsignelse signal til ”spontane” aktioner mød jødiske forretninger, synagoger og jøder overalt i det tyske rige. Aktionen blev sat i værk af SA, SS og nazipartimedlemmer, mens den øvrige befolkning overvejende så passivt til. Planerne om ”en folkelig afstraffelse af jøderne” havde ligge i skufferne.
Store ødelæggelser
Det var denne begivenhed nationalisterne udnyttede til en grundig hævnaktion. Og man gik grundig til værks. Natten mellem den 9. og 10. november 1938 blev 191 synagoger ødelagt af brand, mens 76 blev hærget totalt på anden måde. Ja sådan sagde man. Men israelske forskere har fundet ud af andre tal.
De fandt ud af at 1.118 synagoger og 288 bedestuer blev ødelagt inden for de tyske grænser. Derudover ødelagde nazisterne jødiske hjem og 7.500 jødiske forretninger. Det var oprindelig ikke meningen at plyndre eller røve jødisk ejendom, men det gjorde man i høj grad. Den nat blev ca. 30.000 jøder sendt i KZ – lejre.
Jøderne skulle betale 1 milliard Reichsmark i bøde
Som straf for attentatet blev de tyske jøder desuden pålagt at betale 1 milliard Reichsmark til staten.
Danske medier viste antisemitiske tendenser
Den danske mediedækning af disse begivenheder i Tyskland viste antisemitiske tendenser. De danske aviser omtalte begivenhederne som folkets vrede, der spontant var blevet udløst.
Var det fordi nazisterne havde økonomiske problemer?
Den kontroversielle historiker Götz Aly mener at gennemførelse af Krystalnatten skal ses i forbindelse med, at staten i efteråret 1938 skulle tilbagebetale kortvarende kreditter, som den nationalsocialistiske stat faktisk ikke havde penge til, hvilket derfor truede deres eksistens. De store summer af erstatningsbetalinger, som efter Krystalnatten blev pålagt det jødiske samfund i Tyskland, skulle med andre ord – ifølge historikeren bruges til at forhindre nazisternes finansielle bankerot.
Nazityskland havde, med sin uansvarlige finans- og arbejdsmarkedspolitik, med andre ord ingen anden udvej end at stjæle fra en bestemt befolkningsgruppe og var samtidig i 1939 tvunget til krig, hvis ikke staten af finansielle årsager skulle bryde sammen. Om denne forklaring er korrekt vides ikke, men den er interessant og kan vel bevises eller afvises.
Man ville skyde Wolff på flugt over den danske grænse
Gården ”Jägerslust” lå mellem Flensborg Sporskifte og Langbjerg vest for byen. Ejeren, Alexander Wolff fortalte i 1966 til Flensborg Avis, hvad der skete. Han havde i årene efter 1933 udbygget sin gård til en slags landbrugsskole for jøder, der derfra tog til Palæstina, som Israel hed dengang.
Foruden ham selv, var hans hustru, søster og mor til stede den nat. De blev vækket ved tre – tiden om morgenen. De blev alle gennembanket af knippel – og geværbevæbnede civilklædte nazister. De kørte ham efterfølgende til grænsen – åbenbart for at skyde ham ”på flugt” som det hed i datidens sprog. Det lykkedes dog for den hårdtsårede Wolff at flygte fra sine vogtere til Danmark. Her hjalp de danske grænsegendarmer ham.
Imens blev gården raseret og alt sølvtøj blev stjålet. Kvinderne blev smidt ud og måtte søge tilflugt hos slægtninge. Gården blev overtaget af militæret.
Butikker plyndret og brændt
I de andre sydslesvigske byer gennemførte magthaverne lignende aktioner. Værdigenstande i massevis blev stjålet. Der blev knust butiksruder og jaget jøder ud af private lejligheder.
På Sild blev forskellige feriehuse i Vesterland og Kampen blev mange feriehuse og andre ejendomme beslaglagt. Allerede i sommeren 1938 havde man nægtet jøder at tage ferieophold i Venningstedt, Kampen, List og Hørnum.
Jødisk Rekreationshjem på Før nedbrændt
På naboøen Før blev et større rekreationshjem ejet af De jødiske kvinders fællesorganisation med 56 sengepladser til tuberkulose børn brændt ned. I Rendsborg og andre steder blev synagoger nedbrændt eller ødelagt.
De skulle møde i civil
I Kiel afbrændte nazisterne den pragtfulde synagoge fra 1910. Brandvæsnet var til stede men greb ikke ind. Mange af Kiels jødiske forretninger blev plyndret og ødelagt den nat. 55 jødiske mænd fra byen blev sendt i koncentrationslejr.
SA – mænd mødtes på den centrale Rathausplatz i deres stiveste puds iført brune uniformsskjorter. De fik alle besked på at trække om til civil. Det skulle netop se ud som om det var en spontant folkelig protest.
Jødiske ejendomme overtaget af nazister
Regionens synagoger Lübeck, Elmshorn og Segeberg blev også ødelagt eller nedbrændt. Jødiske ejendomme blev overtaget af nazisterne.
Den tyske kirke: Barmhjertighed gælder ikke for jøder
Mange tyskere havde opsøgt deres præst og forespurgt, hvordan man skulle forholde sig omkring begrebet ”næstekærlighed”. Af kirken fik an at vide, at barmhjertighed og næstekærlighed ikke gjaldt for jøder. Tyskland var efterhånden så gennemnazificeret at ikke engang den tyske evangeliske kirke kunne stå imod.
100.000 jøder flygtede inden krigsudbrud 1939
Måske var en af hensigterne med Krystalnatten også t få jøderne til at flygte. Frem til krigsudbruddet i september 1939 forlod 100.000 tyske og østrigske jøder deres hjemland for at søge asyl i andre europæiske eller oversøiske lande.
Efter Krystalnatten blev der også pres på den danske grænse. Det lykkedes for 2.000 jøder at flygte til Danmark. Danmark indførte strenge regler. Mange forsvandt i Holocaust efterfølgende.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 7, 2023
Falkoneralle – Kvarteret på Frederiksberg
Interesse for gadernes opståen. Falkejagt. Det halve af vandet til bekæmpelse af brand forsvandt under transport. I 1858 havde Frederiksberg hele fire betjente. Et mord på Lampevej. En skillingsvise. Et landligt udseende. En tragedie i baghuset. En heltedåd. Falkonergården oprettet af Christian den femte. Grundejere skulle vedligeholde bro. Lysfabrik overtog Falkonergården. Aahuset nu med variete, gynger og musik. Sideveje opkaldt efterlystgårde. På Fuglebakken var der eftergræsning for kreaturer. Godthåbsvej, En krudtmølle. Hostrups Have. Bülow anlagde mange veje. Et gartneri lå i vejen. Masser af fabrikker på Falkoneralle.
Interesse for gadernes opståen
Hver måned, når vi lavede vores hitliste, kunne vi se, at vores to artikler over gadenavne på Frederiksberg lå i toppen. Der er stor interesse for at vide, hvorfor gader og veje på Frederiksberg hedder, som de gør. Foreløbig har vi besluttet, at vi ikke fortsætter vores hitliste. Vi kan ikke rigtig få nogen garanti fra Google.
Falkejagt
Fra hjørnet af Smallegade-Gammel Kongevej gik Falkoneralleen i nordlig retning mod Ladegårdsåen. Det er en vis gammeldags klang over navnet Falkoneralleen. Man mindes om den gang man førte jagt ved afrettede falke, som fra deres sæde på falkonerens hånd sendtes højt op i luften for derfra at udspejde og slå ned på det bytte, jægeren havde udset sig. Og man husker, at ved denne alle har der engang ligget en gård, som hed Falkonergården og som netop har været sæde for selve falkonermesteren og hans svende.
Egentlig blev Falkoneralleen anlagt i 1670 i forlængelse af Allegade og førte frem til Falkonergården. Det var oprindelig en kongevej lukket af porte ved Allegade og Jagtvejen.
Det halve af vandet forsvandt ved transport
Foran kvarteret ligger Howitzvej opkaldte efter den kendte overlæge, der fortsættes af Finsensvej. Begge disse veje hed i sin tid Lampevejen. Det var en landevej, der førte ud mod Vanløse bys daværende jorder. Hvorfor Lampevej havde dette mærkelige navn, vides ikke. Var det fordi, at der stod en lampe foran jordemoderens hus? Ja så måtte adskillige veje dengang bære det samme navn.
Et stykke op af Howitzvej lå det store bygningskompleks, der indeholdt både domhus, politistation og brandstation. Det er ikke længere sådan, at de kørepligtige grundejere skal transportere en håndsprøjte til brandstedet mens vandet til slukningen blev tilkørt i tønder. Det halve blev spildt under transporten
I 1858 havde Frederiksberg 4 betjente
Tænk dengang i 1858 var det i hele Søndre Birk, der indbefattede Frederiksberg by og sogn kun fire betjente til at forrette polititjeneste. Først den 1. oktober 1865 blev der indført Frederiksberg Politi.
Det var lige lidt problemer med i hvilken jurisdiktion, man befandt sig. Således hørte de lige numre på Værnedamsvejen under København. De ulige numre hørte under København.
For mange år siden var der en urostifter der lavede optøjer på Frederiksbergs grund, men en københavnsk betjent kunne ikke anholde ham. Men de problemer har man dog siden fået løst.
Et mord på Lampevej
Og så var det jo lige Lampevej, der blev skueplads for et mord. Det var den 12. februar 1889, at nogle arbejdere lang ude på Lampevejen fandt en mand liggende i en grøft. De så til deres store rædsel, at hans baghoved var knust. Sneen omkring det sted, hvor hans lig havde ligget, var gennemtrukket af blod.
Den myrdede var snedkermester Carl Sørensen fra Vanløse. Han havde dagen i forvejen været på Søndre Birks Kontor fået udbetalt 3.000 kr. i 500 kr. sedler for et prioritetslån. Det blev oplyst at han derefter havde været adskillige steder, bl.a. i restauranten ”Pariserhallen”, hvor han, der var en del beruset havde snakket om de mange penge, han havde hos sig.
Det sidste, man vidste om ham, var at han var blevet ses i en droske sammen med vognmand og restauratør C.A. Schick, der var indehaver af Café du American på Gammel Kongevej 171. Det var en lille tarvelig forstadsbeværtning.
Schick blev selvfølgelig straks anholdt. Men nægtede at være morderen. Det lykkedes ikke for politiet at findebeviser mod restauratøren. Lampevejsmordet blev henlagt under ”Uopklarede Sager”. Medierne og folket havde selvfølgelig udpeget morderen. Og mordet affødte en del skillingsviser. Sådanne havde man mange af, når der indtraf en begivenhed.
En skillingsvise
Den ene skillingsvise var dårligere end den anden. Her er en prøve på en af dem:
Paa Søndre Birks Kontor
Han gav ej Frygtsomheden Rum
Og tænkte ej paa Mord
Han rolig, glad og tryg,
En Morder ham opdaget har
Hans Gerning, den var styg
Ved egen Adfærd har han det maget
At Mordet bliver ham lagt til Last
Nu er han fængslet og sidder fast
Man fortalte dengang, at en clairvoyant havde tilbudt politiet sin medvirken til mordets opklaring. Men det var de nu ikke interesseret i.
Et landligt udseende
I slutningen af 1800 – tallet havde Falkoneralleen endnu et landligt udseende med enkelte gårde hist og her. Ellers var der haver og marker. Men i 1864 opstod Frederiksberg Jernbanestation, der både var person – og godsbanegård.
De gamle gårde og haver ved Falkoneralleen forsvandt. Høje huse opstod i deres sted. De huse, der opstod, var uden særpræg. Det gjaldt om at udnytte grunden så meget som muligt. Inde i gårdene opstod baghuse.
En tragedie i baghuset
I en af disse baghuse opstod der den 10. december 1892 en tragedie. Det var en ildebrand, hvor 7 mennesker omkom. Det var i Falkoneralleen nr. 94 i en 4 – etagers arbejderkaserne med lutter 2 – værelses lejligheder.
Ilden opstod i baghusets kvistetage, hvor der boede en familie på seks personer. En af dem sprang fra kvisten ned i gården og døde øjeblikkelig – de fem andre indebrændte.
En heltedåd
Blandt beboerne i den brændende bygning var arbejdsmand Niels Petersen, der, efter at have reddet sig selv ud fra anden sal, ilede op ad ejendommens anden opgang med et torv og en økse slog hul i taget og redede ad denne vej en kone med tre børn. For denne bedrift fik han ad kongen ved en audiens personlig overrakt medaljen for ”ædel dåd”. Desuden fik han tilsagn om, at han hvert år på en bestemt sag kunne hæve 100 kr. på Amalienborg.
Falkonergården oprettet af Christian den Femte
Det kongelige falkoneri var oprettet af Christian den Femte og lederen af det var en falkonermester, der under sig havde falkonersvende og – drenge. Gennem adskillige år var det slægten Verhagen, der beklædte posten som falkonermester. Her var boliger til falkonermesteren og hans folk, stalde for hestene, Kamre for jagtfalkene.
På et kort fra 1756 ses Falkonergården og dens bygninger liggende i nærheden af Ladegårdsåen. Falkejagten ophørte i slutningen af det 18. århundrede. Selve Falkonergården stilledes til auktion i september 1795. Meningen var at flytte hele falkonoriet til Jægersborg. Men det blev dog ikke til noget. I 1810 ophørte falkoneriet.
Det var omkring Falkoneralle nummer 112 og 120 Falkonergården lå. Det var især islandske falke man brugte. Det var en kærkommen gave, når de danske konger var på besøg i udlandet.
De begunstigede fik nøgler
Vejen til Falkoneralleen var afspærret med bomme, ligesom Frederiksberg Alle var aflukket med porte. Kun særlig begunstigede kunne få nøgler udleveret ved bommene og portene. Men de, der ikke kunne få nøgle af lovlig vej, lod selv lave separate nøgler uden om myndighederne.
Dette førte til at samtlige låse blev forandret i 1780. Den 8. maj indkaldtes samtlige nøgle-besiddere til aflevering af gamle nøgler og udlevering af nye nøgler.
Grundejere skulle vedligeholde broen
Omkring 1750 blev Jagtvejen anlagt i forlængelse af Falkoneralleen og ført til Store Vibenshus ved hjørnet af Lyngbyvejen. Over Ladegårdsåen var fra Falkoneralleen blevet lagt en bro til Jagtvejen. Da der i 1760erne var blevet bebygget herude blev det pålagt grundejerne at vedligeholde denne.
Lysfabrikant overtager Falkonergården
I begyndelsen af det 19. århundrede var Falkonergården blevet udlejet til kapelmusikus Peter Christian Bruun, der havde anlagt en vokslysfabrik. Det var P.C. Bruun, der tilbød 4.150 Rigsdaler i henhold til auktionsskødet af 29. december 1819.
I 23 år ejede Bruun Falkonergården. Men den 4. juni 1842 solgte han den til Lysefabrikant Carl Adolph Feilberg.
Aahuset – nu med Varieté, Gynge og Musik
Nær ved Ladegårdsåen lå Aahuset. Stedet blev købt af etatsråd Salicath. Det blev et søgt traktørsted. Her holdt Nørrebro Handelsforening også deres bestyrelsesmøder en overgang. Bestyrelsesmedlemmerne fik bøder, hvis de kom for sent. Det fungerede som traktørsted indtil 1907, hvor det blev nedbrudt. Adamine Gerber skriver i sine erindringer:
Ak ja, for nogle var det tilstrækkeligt med idyl, fuglesang og kildevand. Men når det var gynger og musik så fik det prædikatet ”Knejpe”.
Sideveje opkaldt efter lystgårde
I 1845 opslugtes Nørre Alleenlyst ef Falkonergården, hvis ejer, fabrikant C.A. Feilberg købte stedet med have og vænge. Dermed var to arealer kommet på en hånd. Ingen af de to gårde eksisterer mere. For Falkonergården var det forskellige brande, der havde raseret Christian den Femtes gamle falkoneri. Skal vi i dag lokalisere disse to ejendomme må det være omkring Falkoneralleen 114 – 126.
Adskillige af sidevejene til Falkoneralleen er opkaldt efter de tidligere liggende lystgårde med store jordbesiddelser. Således Mariendal, hvis tidligere navn var Falkendal. På denne store grund ligger i dag, Mariendalsvej, Kong Georgsvej og Dronning Olgasvej som i sin tid blev anlagt af ejeren af gården, Mariendal, kreaturkommissionær, justitsråd, Josephsen.
På Fuglebakken var der eftergræsning for kreaturer
Ikke langt derfra lå Fuglebakken, der ifølge et avertissement i Adresseavisen den 17. august 1791 da var indhegnet og blev udlejet til eftergræsning for kreaturer. Sindshvilevej blev anlagt på den store grund, der tilhørte gården Sindshvile, som i 1845 blev ejet af kopist Søren Fohrmann.
Godthåbsvej
En af de længste veje på Frederiksberg er Godthåbsvej, der udgår fra Falkoneralle som en fortsættelse af Rolighedsvej. Vejen har fået navn efter gården Godthaab ved hjørnet af Nordre Fasanvej. I det 16. århundrede lå her en torp, Nyby udskilt fra Solbjerg by. Dens ladegård lå der, hvor Falkonergården senere lå.
Her opførte i midten af det 18. århundrede Henrik Vium gården Godthaab. I 1792 blev den ejet af regimentskvartermester Frederik Fugl, som fik den vurderet den 8. marts. Her kan vi så læse at hovedbygningen var på to etager med ”Gebrokken Tag og Kælder”. Desuden var det mod vest en bygning indrettet til vaskehus og hestestald til 16 heste. Foruden forskellige andre bygninger var der sandelig også ”Et Sprøytehus”.
En krudtmølle
I den yderste ende af Godthåbsvejen lå ved Grøndalsåen den gamle ejendom Grøndal. Denne er muligvis identisk med det såkaldte Kalthus, der var indrettet som krudtmølle af overtøjmester Peter Kalthoff, efter hvem det skal have fået det mærkelige navn.
Senere blev det ejet af admiral Niels Juel. I 1872 blev det ejet af prokurator, statsrevisor Balthasar Christensen.
På den modsatte side af Godthåbsvej – Falkoneralle-krydset ligger Rolighedsvej, opkaldt efter gården Rolighed, der lå på vejens venstre side. Det var direktørboligen for Landbohøjskolen.
Ejendommen, der i sin tid havde en meget stor grund var opført af generalauditør i marinen Andreas Bruun, der efter sin hustru Anna Marie Als gav sin nybyggede lystgård navnet Mariendal, et navn, der allerede i 1763 blev ændret til Rolighed.
Hostrups Have
Over for Rolighed opførte i 1854 fabrikant Isak Hændel Ruben et meget stort kompleks, hvori han installerede sine betydelige bomuldsspinderier. Fabrikken, der var grundlagt i 1780 som kattuntrykkeri af hans far, Jacob Hændel Ruben.
Senere blev de gamle bygninger nedrevet. Og her lod trælasthandler Harald Simonsen opføre det store moderne bygningskompleks Hostrups Have.
Bülow anlagde mange veje
For enden af Rolighedsvej ligger Bülowsvej, forbindelsesvejen mellem Aaboulevarden og Gammel Kongevej. Den mand, hvem vejen skylder sit navn, var rådmand, inspektør Frederik Christoffer Bülow. Han havde i 1852 erhvervet det henved 35 tdr. land store areal, der lå mellem Åboulevarden (den daværende Ladegårdsvej) og Gammel Kongevej.
På dette areal anlagde han H.C. Ørstedsvej, Bülowsvej, Amalievej, Thorvaldsensvej, Fuglevangsvej, Harsdorffsvej m.fl. Derved blev det store skønne villakvarter med dets fred, ro, hygge og idyl, som var kendetegnende for Frederiksberg.
Et gartneri lå i vejen
Bülowsvej og H.C. Ørstedsvej blev det nye kvarters hovedveje, skønt det i første omgang ikke lykkedes for Bülow, at få H.C. Ørstedsvej ført igennem, da gartner S. Triers ejendom Vilhelminelyst på Gammel Kongevej 116 spærrede for gennemkørslen af denne kant.
Navnet H.C. Ørstedsvej er for øvrigt af forholdsvis nyere dato. Det første stykke af vejen som gik fra Ladegårdsvejen til den daværende jernbaneoverskæring – Jernbanevej. Stykket mellem Triers ejendom og Gammel Kongevej Triers Alle, senere Vilhelminelyst Alle, kom så i 1870erne til at hedde det nuværende navn H.C. Ørstedesvej.
Og sådan kunne vi have blevet ved. Det gør vi så en anden gang.
Masser af fabrikker på Falkoneralle
Den østlige side af Falkoneralle var præget af fabriksanlæg dengang. A. Sørensens Tændvarefabrik i nr. 36 og 38. Frederiksberg Jernstøberi i nr. 42 og H.E. Gosch & Co’ s Tændstikfabrik i nr. 44. Længere fremme mod Godthåbsvej Rubens Fabrik og i nummer 114 N.P. Brandts Drivremmefabrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 5, 2023
Dengang – i Varnæs
Dansk egn fra tidernes morgen. Dækket af skov. Købstad med eget retsområde. Et af områdets største sogne. Pantet af holstenske grever. I 1490 var det kongeligt. Franske tropper i Varnæs Spor af Vold. Et par mord. I hertugens hænder. Klager over Skovbølgård. Strid mellem Varnæs og Bovrup. Mange gårdmænd i Varnæs. Næsten alle ernærede sig af landbrug.
Dansk egn fra tidernes morgen
Varnæs Sogn hørte i de ældste tider til Sundeved., der egentlig betyder skoven ved sundet. Sundeved var oprindelig et stort skovområde. Mennesket fik efterhånden bugt med skovene.
De mange landsbynavne på -torp – rup, – strup, og – bøl viser tydeligt, at halvøen hører til de sidst opdyrkede dele af Nordslesvig. Og dog. Man har også mente, at Sundeved var tyndt befolket. Det har vist sig ikke at være tilfældet.
Kigger vi på navnene dengang, så er det udelukkende danske navne og endelser. Vi befinder os på en egn, der var dansk fra tidernes morgen.
Dækket af skov
Det må også antages at Varnæs sogn i de ældste tider har været næsten dækket af skov, Oldtidsminder viser, at der her har boet mennesker her i stenalderen. Selve navnet Varnæs har beskæftiget mange historiker. Den romerske forfatter Tacitus nævner et folk, Vanerne sammen med Anglerne.
En række tyske forskere mener, at Vanerne har boet i Varnæs. Men den tror jeg nu ikke på. Oldtidsminder viser, at der har været mennesker her siden stenalderen. Men de har dengang nok udelukkende opholdt sig ved strandkanten.
Købstad med eget retsområde
For første gang, der kastes lys over Varnæs sogn er i Kong Valdemars jordebog fra 1231. Vi ser at på dette tidspunkt er størstedelen af Varnæs – kongens ejendom. Vi kan også se, at der her ved Aabenraa Fjord allerede dengang har ligget en købstad. Måske skyldtes dette færgefarten, som også er nævnt i Jordebogen.
Birket kan have eksisteret i århundreder før den tid. Det ser ud til, at byen allerede dengang, da Jordebogen blev til har udgjort et særligt retsområde.
Et af områdets største sogne
Varnæs Sogn må allerede i middelalderen have været en af omegnens største sogne. I en fortegnelse over ”katedraticum” – en afgift til biskoppen i Slesvig, opføres Varnæs sogn med en afgift på 24 skilling, lige så meget som Broager betalte. Alle andre kirker i Lundtofte Herred og på Sundeved betalte kun mellem 6 og 12 skilling.
Endnu et endnu mere afgørende vidnesbyrd om størrelsen finder vi 1462 over fortegnelsen over biskop-tienden. Fra Varnæs solgtes den for 24 mark, mens alle andre i området var betydelig lavere. I 1509 var beløbet det samme som Sottrup. Felsted kun 22 mark.
Pantet af holstenske grever
Om Varnæs bys skæbne i middelalderen har vi kun enkelte oplysninger. Fra Kong Valdemar Sejr gik den over til den sønderjyske hertugslægt. Omkring 1344 pantsatte hertug Valdemar byen og Blåmølle til den holstenske adelsmand Gotfred Barsebæk for 406 mark og 10 skilling. Da han senere gik over til kongen, Valdemar Atterdag, blev pantet frataget ham af de holstenske grever.
I 1409 kunne Erik af Pommern fremføre sønnen Ludvig Barsebæks klage over fratagelsen i sit store klageskrift mod holstenerne. Besiddere af Birket var på det tidspunkt hertug Claus´ arvinger. Det var hans datter Elisabeth, hertuginde af Saksen og hertug Erik af Saksen.
I 1411 pantsatte de blandt andre besiddelser:
til dronning Margrete. Varnæs birk hørte altså på dette tidspunkt under Aabenraa. Dette ejendommelige forhold blev som bekendt bevaret ned igennem tiderne. Det fik samme skæbne som Brundlund Slot.
I 1490 blev det kongeligt
Det fik samme skæbne som Brundlund Slot:
Under det 17. århundredes mange krige var Varnæs birk altså gottorpsk. Det kom derfor til at lide samme skæbne som de andre gottorpske områder i 1625 var Christian den Fjerde blevet indviklet i 30-årsktigen og i 1627 væltede Wallensteins tropper op igennem Sønderjylland.
Franske tropper i Varnæs
Varnæs var ikke kongelig på det tidspunkt. Det lå temmelig langt fra alfarvej, men alligevel mærkede man til krigens uvejr. Den 1. april 1628 kom en fransk vagtmester med sine ryttere til Varnæs. Soldaterne havde egentlig kvarter i nærheden af Horsens, men nu var de på vej til Sønderborg. Undervejs gjorde de ophold i Varnæs. Et ophold som blev dyrt for bønderne.
Store udgifter havde de til de indkvarterede ryttere på i alt ca. 250. Meget husråd, proviant og penge blev stjålet af disse vilde lejesoldater. Også præsten blev ramt. Ikke mindst gik det ud over byens heste. 23 af disse foruden 2 kvier og 5 okse var gået tabt.
De samlede udgifter og skader blev anslået til 5.884 mark og 12 skilling. Det var et meget højt beløb dengang. Hvordan det gik, da Torstensson – fejden raserede, vide sikke. Men antagelig har det været i samme størrelsesorden. Man er blevet bravt brandbeskattet og udplyndret. Det vides således, at en Brandenborgsk afdeling holdt til på Sundeved, idet kurfyrste Frederik Wilhelm havde kvarter hos degnen i Sottrup, Thomas Brun.
Blåmølle blev nedlagt
Blåmølle er uden tvivl den samme mølle som omtales i Kong Valdemars Jordebog. Den blev nedlagt i 1598 efter overenskomst mellem bymændene i Varnæs og hertugen. Man enedes om, at bymændene og Peter Møller på Krusmølle hver skulle betale halvdelen af den årlige afgift.
Allerede før dette tidspunkt fandtes der et laksefiskeri i Blåbæk. Oprindelig havde mølleren Boy Møller og hans søn Asmus drevet fiskeriet. Men da de ikke havde nogen papirer på dette, anlagde Kay Rantzau ”ein Lachswehr”.
Hertugelige strid om fiskerettigheder
Efter nedlæggelsen af møllen blev den flyttet og anbragt nedenfor mølleslusen. Da bækken dannede skel mellem Varnæs og Blans bymarker, opstod der senere strid om fiskerettighederne mellem hertugen af Gottorp og hertug Hans den Yngre som ejede Blans.
Adelige i Varnæs
Selv om kongen ejede det meste af Varnæs findes der et vidnesbyrd om, at der også i Varnæs har været adelige lodsejere, for i 1269 overdrager Peder Jonsen sit gods ”Warnesmarc” til hertug Erik. Måske har det også været anden adelig ejendom i Varnæs by.
I hvert fald vil traditionen vide, at både Hipholm og Gammelgaard er navne på middelalderlige adelsgårde. Gammelgaard skulle have ligget lige på grænsen mellem Varnæs og Bovrup vest for vejen mellem de to byer. Men der foreligger ikke nogen dokumenter om disse to gårde. Undertegnede har ikke set nogen.
Også ved Hesselgård have været en borg. Der er fundet en stenbro og et lag trækul. Men det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt bevis for, at der har ligget en herregård her. Dennes eksistens må indtil videre være lige så tvivlsom som Gammelgaard og Hipholm.
En hol i Varnæs mose kaldes Borresholm. Den nævnes første gang 1710. Navnet må være sammensat af borg eller muligvis borghus eller borgris. Man kan ikke helt afvise tanken om, at der her kan have ligget en gammel adelig borg. Først ved spadens hjælp kan man afgøre om der har ligget adelige borge i Varnæs.
Spor af Vold
Nede ved Varnæs vig findes spor af et voldsted, kaldet Vold. Det kendte sagn om junker Viggo fortæller, at han boede her. Men junkeren er en ren sagnfigur. Kunne det så have været en kongelig borg?
Et par mord
Den eneste sikre adelsgård i Varnæs by er Ornum, som dog først opstod omkring 1575. Den blev oprettet af to bøndergårde. Den ses på Mejers kort fra 1641. Bygherren var Hans Blome, der var søn af Hans Blome af Melsgaard. Hans Blome Jun. fik en tragisk skæbne. Den 1. juni 1589 skød han sin nabo Povl Uge til Skovbølgård, da denne var hans gæst på Ornum.
Drabsmanden følte jorden brænde under sig. Han flygtede til Mecklenburg. Han vendte dog tilbage til Ornum et par år senere. Efter hjemkomsten blev han dog dræbt af Poul Uge, da denne overfaldt ham på hans gård. Hans Blome blev begravet i Varnæs kirke. Arvingerne lovede at give 10 Daler til kirken. Endnu i 1609 beklagede kirkeværgerne sig over, at de ikke havde fået pengene.
I hertugens hænder
Hans enke, Drude Rantzau solgte Ornum til amtmanden i Aabenraa, Kai Rantzau den 27, februar 1592. I 1597 overdrog denne gården til hertug Johan Adolf af Gottorp for 3.500 rigsdaler. Den blev nedlagt og jorden blev lejet ud til bønderne.
Hele byen var nu på hertugens hænder, men derfor fik man ikke fred for adelen. I den følgende tid kom det til flere sammenstød.
Klager over Skovbølgård
I 1622 beklagede Varnæs – folkene sig over Jesper von Buchwald, som fornyelig havde købt Skovbølgård af Claus Uge.
Han havde ladet sit kvæg drive ind på deres bymark for at lade det græsse der. Hertugen gav selvfølgelig herremanden ordre til at lade hans bønder i fred. Kort tid efter var der igen galt med Jesper von Buchwald. Han og hans folk var flere gange blevet set inde på Varnæs Bymark på jagt efter harer.
Hensyn kendte de høje herrer ikke noget til. Det gik også ind over bøndernes rugmarker. På samme tid blev det også fastslået at den mægtige Frederik Ahlefeldt til Søgård benyttede Varnæs bymark. Som jagtterræn. Begge herremændene fik selvfølgelig skrivelse fra herremanden om at holde op.
Men herremanden til Skovbølgård ville ikke sådan uden videre give tabt. I sin svarskrivelse hævdede han at ejerne af Skovbølgård havde haft jagtret på Varnæsmark ikke blot i Claus Uges tid men også i hans faders- og bedste-faders tid. Samtidig gjorde han gældende, at om efteråret, når ævred blev opgivet og gærderne fjernet havde Skovbølgård ret til at lade kreaturerne gå på bymarken. Disse påståede rettigheder synes at stamme fra, at Skovbølgård havde to marker, altså ganske små jordstykker på Varnæs Bymark.
Strid mellem Varnæs og Bovrup
Denne efterårsgræsning gav året efter i 1624 også en strid mellem Varnæs og Bovrup. Det var nemlig fra gammel tid sædvane i de år, da Varnæs Østermark og Bovrup Nørremark var under plov, græssede de to byers kvæg i fællesskab. Men fra Bovrups side påstod man, at Varnæs – folkene var for tidligt på den. I Bovrup havde man endnu ikke bjerget høet.
Mange gårdmænd i Varnæs
Vi ved, at der i 1609 var 45 gårdmænd i Varnæs by. Et ganske betragteligt antal. Ved udskiftningen i 1710 var der 55 gårde. I 1860 var der foruden præstegården, degnegården, 2 kroer, 21 kåd, 49 huse og 52 gårde.
Næsten alle ernærede sig af landbruget
I ældre tid ernærede næsten hele befolkningen i Varnæs sogn sig af landbrug. Hoveriet blev allerede i 1597 afløst med en ret stor pengeafgift som med tiden blev forøget. Således blev der i 1704 betalt 8 rigsdaler for en almindelig gård. Dog blev bønderne ved med at lave lidt hoveri ved reparationer og lignende af Brundlund Slot.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 4, 2023
Sygehus, Arbejderanstalt og Borgmestergård i Tønder
Mange ejendomme i Tønder kan fortælle historie. Det kan i hvert fald Østergade 15. Vidste du, at ejendommen er opført som Nordslesvigs første hospital. Vi skal hilse på fysikus Krichauff. I første omgang støttede de velhavende ham. Han købte to ejendomme og rev dem ned. Men måske forbyggede han sig. By-sekretær Horup modarbejdede ham. Han ville ikke være genbo til syge mennesker. Fysikus fik ingen skattefrihed og ikke mere opbakning. Kongen støttede ejendommen. Men det var umuligt at skaffe flere midler. Fysikus Dircks måtte betale af egne midler. Sygehuset måtte opgives uden det egentlig kom i gang. Efterfølgende blev det en arbejderanstalt. Men kvaliteten var dårlig. Det måtte opgives. Og det måtte en kogecentral også. Her blev Tønders fattige bespist. Borgmester Sibberts købte ejendommen billig og satte de i stad. Men desværre oplevede han kun 10 år i ejendommen. Borgmester Broder Knudsen overtog ejendommen. Men han holdt ikke længe. Slesvig – Holstenerne afsatte ham. Branddirektør overtog ejendommen. Under ”Kattedronningen” forfaldt ejendommen mere og mere. Vi kan takke tandlægerne Hansen for, at ejendommen ikke blev revet ned.
Vi skal besøge Østergade 15
Vi skal da også besøge nogle af Tønders ældre og smukke huse. Der er nok at vælge imellem. Og det er ikke alle huse, der fik den skæbne, som de fortjente. Og en af disse er Østergade 15.
Vi har at gøre med et smukt, teglhængt rødstenshus i to etager. Store, hvidmalede vinduer er taktfast placeret omkring indgangsdøren. I over 200 år har bygningen været rammen om kapitler af Tønders historie.
En betydelig del af Østergade var bebygget med jævne borgerhuse og huse opført af prominente håndværkere og borgere, hvilket Østergade 15 er et smukt eksempel på.
Det første sygehus i Nordslesvig
Egentlig blev huset bygget som byens første sygehus, faktisk det ældste i Nordslesvig. Og så blev det arbejderanstalt. I de urolige år op til 1848 var det byens borgmestergård. Her boede forfatteren til Tønder-egnens nationalsang, lektor Egeberg Jensen. Fra 1935 residerede tandlægerne Hansen – far og søn – i bygningen.
Fysikus Krichauff
Vi skal hilse på en mand med en virkelig virketrang, nemlig byens fysikus Johan Gottfried Krichauff. Han var født i Görlitz i 1738. Han havde været feltskærer hos Frederik den Store. Han kom til Tønder i 1768.
Hans mål var at gøre tilværelse bedre for de fattige og syge. Godt nok blev der hver onsdag uddelt lommepenge til byens fattige. Men det forslog slet ikke. Tiggeriet florede og det kneb for de fattige at finde arbejde. Under sygdom var nøden dobbelt så stor.
Mange fattige havde ikke råd til at søge lægehjælp. Så gik de til ”Kloge koner” med uheldige følger. Ofte stod de fattige helt uden midler. Krichauff ønskede et institut, hvor de syge kunne få bolig, renlighed, god diæt og pleje.
Fysikus køber to huse
I 1784 skred han til handling. Da borger og krydderihandler Christian Hansen gik konkurs, erhvervede Kridhauff hans to huse, I februar måned henvendte han sig til byens borgerskab med anmodning om at støtte oprettelse af et ”Verpflegungshaus”.
Det var ikke kun egentlige fattiglemmer, der skulle hjælpes. Også de flittige håndværkere og daglejere, som under sygdom stod helt uden hjælp, skulle hjælpes. Han bad om bidrag til en fond, som skulle bestride de fremtidige plejeudgifter.
De velhavende støttede i første omgang
Opfordringen faldt i god jord. Tolv af de mest velhavende borgere, deriblandt de kendte legatstiftere kniplingshandler Pau l. Popsen, krydderihandler Hans Friedrich Leo og Sophie Holtzendorf, enke efter apoteker Carl Friedr. Holtzendorf, skænkede i alt 2.483 Rigsdaler 16 skilling. Desuden blev der tegnet 94 Rigsdaler i årlige bidrag.
Fysikus forbyggede sig
Opmuntret af indsamlingens resultat lod Krichauff de to huse i Østergade nedrive. I stedet opførtes det nuværende Østergade 15. Det nye hus hørte til de mest anseligste i byen. Det rummede fire store og fire små værelser, et stort køkken og kælder. Det hørte en pæn stald og have til hovedbygningen.
Noget tydede på, at vores fysikus havde forbygget sig. Fonden var opbrugt. Arbejdet for de syge kunne ikke straks begynde efter planen. Almindelige borgere i Tønder blev skeptiske over for anstalten. Hos byens borgerskab kølnedes interessen. De synlige resultater lod ente på sig.
By-sekretær Horup ville ikke have sygehus som genbo
Særlig uheldigt var det at bystyret, anført af rådmand og by-sekretær Georg Friedrich Horup direkte modarbejdede Krichauff. Horup var genbo til sygehuset. Han var meget foruroliget over tanken, hvad naboskabet til en mængde syge ville indebære.
Ingen skattefrihed og opbakning
Da Krishauff i 1786 bad om skattefrihed for det nybyggede hus, gav magistraten udtryk for sin største uvilje. Det var ikke brug for et sygehus. De fattige foretrak dårlig pleje hos deres pårørende frem for at blive optaget i et hus, hvor de kunne blive udsat for medicinske og kirurgiske eksperimenter.
Sygehusets hidtidige virke aftvang nu heller ikke beundring. Tre patienter var blevet indlagt. Af dem var en kvinde død. Magistraten ønskede snarest anstaltens snarlige undergang og kunne aldeles ikke anbefale skattefrihed.
Kongen støttede byggeriet
Men Krichauff lod sig ikke slå ud. Han henvendte sig til regeringen, hvor man mente at skattefrihed var det mindste som fra by-kassens side kunne ydes til en så almennyttig indretning. Resultatet blev, at kongen ved reskript af 2. marts 1787 bevilligede skattefriheden. Han stadfæstede en plan for sygehusets fremtidige virke.
Umuligt at skaffe flere midler
Hurtigt viste det sig, at planen ikke kunne gennemføres efter hensigten. Alle indsamlede midler var opbrugt af nybyggeriet. Nye bidrag udeblev, selv efter at kongen havde stadfæstet instituttet. Almindelig uvilje rådede også hos de velhavende, som følte sig generet af sygehusets beliggenhed midt på hovedgaden.
Allerede i 1780’erne var det umuligt at skaffe nye midler, Og anstalten stod i stampe. Krichauff blev snart efter næsten blind og måtte lade tingene gå deres skæve gang.
Sygehuset blev bestyret og beboet af kirurg Neiling, men det det var ikke som planlagt muligt at yde gratis underhold og pleje. Helt fattige kunne få frit logi i sygehuset, men kost og pleje skulle betales, og plejeudgiften var højere i sygehuset end hos private. Kun meget få, især udenbys fattige, søgte derfor om optagelse. ”Patienter” blev sjældent gæster.
I 1803 registreredes som beboere kun Peter Neiling, hans hustru, datter og tjenestepige, et forældreløst barn på 9 år og en underofficer Hermann Magnussen, som en ”Hausgenosse”.
Fysikus Dircks måtte betale af egen lomme
For Krichauff var denne udvikling en alvorlig skuffelse. Efter hans død i 1806 overgik administrationen til den nye fysikus Peter Dircks. Men det rent private sygehus havde fortsat ingen indtægter. Udgifter til vedligeholdelse og skatter måtte Dircks dække af egen lomme. Som regel var det store hus gabende tomt. I 1811 var der kun 10 patienter – de fleste var udenbys.
Sygehuset gik sin opløsning i møde. Dircks tilgodehavende steg. Kirurg Neiling blev ældre og han var blevet lammet. Inventaret var beskedent. I 1819 anbefalede Neiling og Dirck at sygehuset blev lukket. Deres tilgodehavender var vokset. Og i 1820 blev sygehuset således ophævet.
Bygningen overgik til Fattigkassen
Bygningen overgik nu til fattigkassen. I 1826 blev det indrettet dom arbejderanstalt. Bag oprettelsen af disse anstalter lå den tanke, at fattigdom skyldtes arbejdsløshed – frivillig eller ufrivillig – og manglende uddannelse. Derfor oprettede Tønder også arbejderanstalt.
Arbejderanstalten producerede dårlig kvalitet
Fabrik- og værkmester Friedrich Alwadt fik venstre halvdel af underetagen samt køkken som fri bolig. Sammen med sin kone skulle Alwadt holde øje med de fattige som arbejdede i anstalten. Han skulle give undervisning i at spinde, haspe, kradse uld og væve. Endelig skulle han organisere arbejdet for de fattige, der fik materialer til forarbejdning uden for arbejderhuset.
Den onde skæbne, som havde fulgt sygehuset, trak imidlertid lange spor. Arbejderanstaltens varer var ikke konkurrencedygtige og kunne vanskelig afsættes. Underskuddet og gælden steg konstant, Efter kun 7 år, i 1833, måtte man indstille arbejdet.
Kogeanstalten
Samtidig ophørte også en anden aktivitet, nemlig kogeanstalten, som var startet i december 1831. I de foregående år havde lange perioder med kulde, regn og misvækst hærget særlig slemt i de lavtliggende områder omkring Tønder. Det havde skabt kornmangel. For at modvirke de ubemidlede mod en lignende mangelsituation og modvirke tiggeriet oprettedes en ”Koch-Anstalt für Arme”.
Ved frivillige bidrag fra borgere var der indsamlet 398 mark og 2 skilling. Køkkenet i Østergade 15 blev udstyret med køkkengrej og en ny bræddevæg – formentlig for at holde de fattige i behørig afstand fra gryderne.
En Martin Knudsen og hans kone blev antaget som ”kokke”. Købmand Joh. Altmann, der også var fattigplejer, leverede de nødvendige grøntsager og tørv. De fattige kunne nu hente ”spisetegn” a 1 stk. hos fattig-regnskabsføreren.
Spisetegnet gav adgang til at hente en portion mad i Østergade 15. Menuen var som oftest en form for grød eller suppe. For eksempel ”Flensburger Erbsenssuppe” kogt på ærter, spæk, smør, porrer, salt, ærtemel. Man kunne også få ”Flensburger Graupensuppe” kogt på gryn, sirup, eddike og allehånde.
Opskrifterne havde man fra en tilsvarende anstalt i Flensborg. Et medlem af fattigkommissionen eller en fattigplejer overværede uddelingen, målte portionernes omfang i den store gruekedel og kontrollerede serveringens kvalitet.
Der var behov for kogeanstalten. I den første tid blev der daglig serveret 50 – 70 portioner. Omkring 7.200 portioner blev leveret indtil udgangen af april 1832. Kosten var nu ikke særlig populær. Ved sommersæsonens start i 1833 ophørte bespisningen i Østergade
Borgmester Sibberts overtog ejendommen
Da arbejderanstalten og spisekøkkenet i 1833 havde indstillet driften, nærede magistraten kun et ønske – at komme af med den ejendom, som fra starten var fulgt af uheld. Regeringen i København strittede imod – men efter længere forhandlinger lykkedes det byens vise fædre at få deres vilje. Anstalten blev nedlagt. Huset stod nu helt ubeboet. I 1835 blev huset sat på auktion. Køber blev borgmester Paul Sibbers.
Sibbers var en nøglefigur i byen. Han var født på den store gård Vrågård i Klægsbøl (Klixböll) sogn. Efter endt skolegang i Tønder og Husum læste han jura i Kiel og Göttingen, Efter eksamen i 1816 blev han amtssekretær i Tønder. I 1819 blev han forfremmet til politimester og rådmand.
I 1822 blev han justitiarus for Frederikskog. I 1828 fik han bemyndigelse til at virke som by-sekretær i tilfælde af borgmester Horups sygdom. I 1834 fulgte udnævnelsen til borgmester, by-sekretær og byfoged. I 1836 blev han hædret med titlen ”justitsråd”.
Ejendommen blev renoveret
Sibbers var en travl optaget embedsmand og ugift. Efter udnævnelsen til borgmester følte han trang til en repræsentativ bolig. Da Østergade 15 blev til salg i 1835 sprang han til og fik huset for 533 rigsdaler 32 skilling. Vurderingen var ellers 2.160 rigsdaler.
En betydelig renovering blev sat i værk. Stueetagen blev indrettet med køkken, arbejdsværelse, kontor og pigekammer. På førstesal blev der dagligstue ud mod haven og en 4- fags sal til gaden.
Som husfæller fik han sin skriver eller fuldmægtig, husholdersken, en tjenestepige og endnu en skriver. Sibbers døde i 1846.
Kun 10 år i denne skønne bolig
Som embedsmand var han kendt for sin punktlighed og orden og for enestående akkuratesse i embedsførelsen. Det prægede huset i Østergade, som ikke blot var privatbolig men også borgmester – og politikontor.
Kun 10 år fik han lov til at nyde sin skønne bolig. Efter omkring 8 dages sygdom døde han. Allerede inden døden blev justitsråd og herredsfoged Drøhse konstitueret i embedet.
Broder Knudsen holdt ikke længe som borgmester
Broder Knudsen blev Sibberts afløser. Han havde fundet smag for sin forgængers ejendom. Han købte huset på en aktion den 30. november 1846. Og han købte ligeledes det meste af Sibbers indbo. Blandt de indkøbte ting var 7-8 vinduespyramider, som Sibbers havde benyttet sig af til illuminering ved kongebesøg.
Knudsens virke i Tønder var dog kun ganske kort og ikke særlig glorværdigt. Efter den Slesvig – Holstenske rejsning i marts 1848 havde han svært ved at hævde sin autoritet over for den dominerende tyskhed.
”Det suveræne folk” tog magten fra ham og i efteråret 1848 fik han slået sine vinduer ind. Han blev betragtet som nationalt set ”lunken” og ikke situationen voksen. I maj 1849 blev han afskediget af Slesvig – Holstenerne. Senere på året blev han borgmester i Aabenraa. Fra 1850 – 64 var han amtmand på Femern. Han døde i København i 1886.
Branddirektørs ejendom
Da Knudsen flyttede fra Tønder, indgik Østergade 15 til en noget mere anonym tilværelse. En kort tid var branddirektør Heinrich Wilhelm Detlef Carstens ejer, indtil huset i 1851 blev købt af den nye landskriver (amtsforvalter) for de to marskherreder Bøking og Viding, kammerråd Johann Wilhelm Ferdinand Alberz.
Kattedronningen
Efter hans død i 1862 stod enken Marie født Redlefsen indtil 1898 som ejer. Efter hende datteren Christiane Marie Albertz kendt som ”Kattedronningen”. Huset og haven gik i forfald. Den sære frøken havde svært ved at klare økonomien. (Hans Christian Jensen: Gehn wir mal zur Katzenkönigen)
Tandlægernes fortjeneste
Da frøken Alberz døde i 1935 kom huset på tvangsauktion og blev overtaget af tandlæge Niels Hansen. Det var da i alvorligt forfald, der stank af katteefterladenskaber overalt. Tønders borgere havde dømt huset til nedrivning. Niels Hansen måtte ofre flere penge på husets renovering, end han havde betalt for det. Men takket være hans og senere tandlæge Henning Hansens indsats fremstår huset i dag i lige så god stand, som det blev bygget for nu mere end 200 år siden.
Hele underetagen blev indrettet som tandlægeklinik. Og egentlig er der mange af Tønders huse, der kan fortælle historie lige som Østergade 15.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 2, 2023
Ladegårdsåen – en grænse
Ladegårdsåen kommer igen. Betydning for vandforsyningen. Dette er vores 13. bidrag om Ladegårdsåen og gården. Åen dannede grænseskellet. De forskellige broer. Mosendal. Svanemosegård. Indtil 1897 var hele Ladegårdsåen synlig. Myten om stenen. Korrektionsanstalt. Legat til Ladegården. Skt. Hans Hospital. Lemmerne blev mere afsindige. Kirken blev et tilløbsstykke. Arbejderanstalt for fattige og husvilde. Det kneb med ædrueligheden. Lemmerne måtte ikke have penge. Ladegårdslemmer med koste. I sommerrevyen 1881. ”Den dejlige Gine”.
Ladegårdsåen kommer igen
I mange år dannede Ladegårdsåen en grænse mellem Nørrebro og Frederiksberg. Måske får vi igen dette vandløb. Men nu har dette vandløb ikke altid været så idyllisk, som vi ser på tegninger af det. Og det var under Åboulevarden, at dette vandløb gik. De gamle piletræer hang ud over åen. Men disse blev først plantet efter at en karet var kørt ud i åen med tragiske følger.
Betydning for vandforsyningen
Vi ved jo efter mange artikler her på siden at åen er opkaldt efter den berømte gård ”Ladegården”. Den er opstået af de to åer Grøndalsåen, der kommer fra Damhussøen og Lygteåen, der kom nord fra. Sidstnævnte har oprindelig haft en noget sydligere retning end den senere Ladegårdsåen, idet den gik tværs over H.C. Ørsteds vej, omtrent ved Svanemosegårdsvej, hvor tidligere Svanemosen eller Svanehavnen lå.
Ladegårdsåen havde stor betydning for Københavns vandforsyning og fæstningsværker, idet den skulle holde stadsgravene fyldt.
Åen dannede grænseskellet
I lang tid dannede Ladegårdsåen et uoverstigeligt grænseskel, Først langt ude for byen fandtes overgange over åen, ved Falkonergården og ved Grøndal. Omkring 1820 dannedes en ny overgang ved Blågårdsgade, den såkaldte Blågårdsbro.
De forskellige broer
I 1852 fik rådmand Bülow tilladelse til for egen regning at måtte anlægge en kørsels – og gangbro mellem Dosseringen og Skt. Jørgens Sø, Bülows Bro, der lå tæt ved åens udløb. Året efter fik kaptajn Bangert, der ejede Solitude med omliggende jorder på Nørrebro, ligeledes tilladelse til at måtte anlægge en bro, Bangerts Bro, for enden af Bülowsvej. Senere blev Parcelbroen for enden af Parcelvejen (nu Griffenfeldtsgade) anlagt.
På begge sider af åen lå der villaer med store skyggefulde haver. Men ak – alle disse herligheder er for længst forsvundet. De har givet plads for gadeanlæg med tilhørende høje huse.
Mosendal
I ældre tider lå således tæt ved Skt. Jørgens Sø ejendommen Mosendal, hvis grund stødte op til Ladegårdens territorium. I slutningen af det 18. århundrede var her I.F. Foltmars Kattunfabrik. Hovedbygningen, der lå ud til vejen bestod af et enetages hus på syv fag med ”gebrokkent” tag og fronton over kvisten. I fortiden regnedes ”Mosendal” at ligge så langt borte fra hovedstaden, at man her var ude på landet.
I maj 1813 blev der i Adresseavisen annonceret med sommerværelser til leje på Mosendal. Den blev senere ejet af rådmand F.C. Bülow. Da jernbane-linjen til Klampenborg skulle anlægges, blev Mosendal’ s jordareal skåret igennem. På den tiloversblevne grund mellem banelinjen og Ladegårdsvejen opførtes en høj bygning, som på grund af sin aparte facon kaldtes ”Strygejernet”.
Svanemosegård
Et stykke forbi Ladegården lå ejendommen Svanemosegård, efter hvilken an af Frederiksbergs veje har fået navn. Det var, som hele kvarteret herude, opstået af den tidligere Ladegårdsmark, Frederiksberg Hovmark.
En del af den store grund blev i oktober 1831 frasepareret under navnet Lille Svanemosegård og solgt til vat-fabrikant Anders Lauritzen.
Indtil 1897 var hele Ladegårdsåen synlig
Men tilbage til Ladegårdsåen. Indtil 1897 var Ladegårdsåen synlig i hele dens længde. Men så blev åen overdækket med en muret hvælving, som gik fra Peblingesøen til Hans Egedes Gade. Og samtidig fik de to gader langs åen, Ladegårdsvejen og Ågaden, fællesnavnet Aaboulevarden.
Myten om stenen
Og så er det myten om stenen, der skulle være rejst ud for Aaboulevarden 16 til minde om et brudepar, der druknede. Begge ting er forkert. Stenen var en vandstandsmåler, der havde været anbragt i selve Ladegårdsåen. Og det var ikke et brudepar, der omkom i åen. Det var to damer fra det bedre borgerskab. De havde besøgt ”Lyststedet Rolighed”.
Korrektionsanstalt
Historien om Ladegården har vi skildret flere gange. Måske har vi i den fortælling ikke nævnt, at blandt de mange ting som Ladegården har været udsat for, var, at den også har været ”Korrektionsanstalt”. Således blev der i 1755 indlagt en præstekone her. Hun var så forfalden til drukkenskab, at hun ikke en eneste dag havde været ædru.
Legat til Ladegården
Pesthus-lemmerne havde det ikke godt på Ladegården. De led i den grad af mangel på linned og klæder, lige som deres trøjer, benklæder og sengetøj var i den ynkeligste forfatning. Det var disse forhold, der bevirkede at en københavnsk købmand, den senere franske katolik, Claudi Rosset, skænkede anstalten 1.000 Rigsdaler årligt. Senere efterlod han sin efterladte formue på 31.396 Rigsdaler ved Fundats af 26. december 1766.
Skt. Hans Hospital
På et tidspunkt tilhørte Ladegården Det kongelige danske Krigshospital. Det blev den 10. juni 1769 sammen med Det kongelige Uldenmanufakturs Valkemølle solgt til Direktionen for det fattige Væsen for 22.100 Rigsdaler. Derefter flyttede også Pesthuset til Ladegården. Og navnet på stedet blev derefter:
Lemmerne blev mere afsindige
Her blev bl.a. sindssyge indlagt. Men behandlingen blev kritiseret. De blev snarere mere ”afsindige” end de var i forvejen. I sommeren 1807 besatte englænderne stedet. Men de afsindige blev evakueret til Frederiksberg Kirke.
Kirken blev et tilløbsstykke
Og så var det lige kirken på Ladegården. Den blev et tilløbsstykke. Her var man ikke forpligtet til at betale de ”stipulerede kopulationspenge”, som dengang blev opkrævet af Stadens Kæmnerkontor. Det var særlig efter byens brand i 1795, at disse udenbys vielser næsten var blevet en modesag, for inden bybranden havde en af byens kirker, Vajsenhuskirken på Nytorv haft denne værdighed. Men nu hørte den til de afbrændte bygninger.
Arbejdsanstalt for Fattige og Husvilde
Skt. Hans hospitalet og Claudi Rossets Stiftelse flyttede til Roskilde. Og Ladegården blev nu benyttet til Arbejderanstalt for Fattige og Husvilde, men i henhold til Kancelliskrivelse af 4. juni 1833 blev den udvidet til tillige at tjene som tvangsarbejderanstalt. Der dog skulle afsondres fra de øvrige bygninger, da den skulle betragtes som straffested, ligesom også betlere og løsgængere kunne hensættes her.
Det var de mest urolige hoveder af såvel mænd som kvinder, der kom på Ladegården. Personer der ikke ville underordne sig nogen tvang, men gøre og lade som de selv lystede.
Det kneb med ædrueligheden
Dette bevirkede også at nogle rottede sig sammen den 14. august 1839 og satte ild til ”Gaarden”. Ved den lejlighed mødte foruden brandvæsnet, en deling husarer, en bataljon infanteri og artilleri. Mindre kunne ikke gøre det i Frederik den Sjettes tid. Ved denne brand nedbrændte den nordre længe samt en del varer og redskaber. Således skulle gårdens lokale brandvæsen ikke have været særlig effektive. Det kneb gevaldig med ædrueligheden.
Nu var Ladegårdslemmerne temmelig fordrukne. Man passede på, at de ikke fik indsmuglet deres yndlingsdrik, brændevinen ind på ”Gaarden”, lige som de heller ikke måtte have rede penge i hænderne.
Lemmerne måtte ikke have penge
Da det var tilladt at købe forskellige genstande, bl.a. skråtobak på selve anstalten havde denne udstedt bliktegn, gældende for diverse beløb, de såkaldte ”Ladegaards-specier”. Disse blev udleveret lemmerne til at erhverve diverse delikatesser, der dog ikke omfattede ”den skønne Brændevin”.
Ladegårdslemmer med koste
Blandt Ladegårdslemmernes arbejde var også det at renholde byens torve og pladser. Om morgenen kunne man se dem komme anstigende i samlet trop under opsigt af en opsynsmand. Her kom de med den lange rørfejekost under den ene arm og vandkanden under den anden. Påklædningen var så opsigtsvækkende som mulig:
Det var en ynk at se disse fordrukne, forhutlede stakler komme travende på byens hovedstrøg, alle bærende præget ”Ladegården på sig.
I sommerrevyen 1881
Og dog blev sådan ynkværdig skikkelse taget humoristisk og fremstillet i Sommerrevyen 1881 – ”Håbløse Slægter”, hvor Ladegårdslemmet sang på melodien ”Marlborough er død i krigen”
Har jeg immer boet på ”Gaaren”
Jeg er født og klædt og båren
I det bare sengehalm
Harlem! Harlem! Harlem!
Jeg er født og klædt og båren
I det bare sengehalm
Den dejlige Gine
Visen som bestod af flere vers, gjorde lykke dengang blandt publikum. Ladegårdslemmer hørte til de figurer, man daglig så på de københavnske gader og stræder, men endnu mere lykke gjorde dog en vise om det samme emne, der fremkom et par år senere, en vise, der i meget kort tid var på alles læber og det var visen om ”Den dejlige Gine”, hvori det bl.a. hed:
Med trøje og trætøfler på
Af lintøj man så ej den ringeste klud
For skjorten var sat ud:
Hans udgift til strømper var heller ikke stor
Han gik nok med bare ben i tøflerne jeg troer
Han hørte just til de fine
Men trofast han vente’ på sin Gine
O Gine, du dejlige Mø
Ja, ved blanken sø
Han vented’ den dejlige mø
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Juli 1, 2023
Ballum – for 191 år siden
Et hæfte dukkede i 1832 op i Heidelberg. Det omhandlede ”Kysten fra Brede Å til Vidå. I hæftet stod der specielt meget om Ballum. Forældrene blev straffet, når børne ikke dukkede op i skole. Degnen sad godt i det. Hvad fik de fattige at spise i arbejderhuset. Forfatteren mente, at de fattige i Ballum havde det godt. Engang var der 15 – 16 kaptajner i Ballum. Kniplingsindustrien skabte fattigdom. Agerbruget var det eneste erhverv i Ballum. 12 pantemænd bestemte i Ballum. Præsten var foregangsmand. Hr. Grøn havde to gårde. Svin var kun til eget brug. Der blev drukket meget på gårdene. Mange kræmmere i Ballum. I Skast var der 8 gårde. I Emmerlev var der meget indviklede forhold. Bønderne fra Emmerlev deltog selv i markarbejdet. 13 store bagerier, der bagte tvebakker, var der engang i Højer. Her var der adgang til et herligt græsland. Havde man driftskapital kunne man have fået mere udbytte i Ballum
Et hæfte fra Heidelberg
I 1832 udkom der et lille hæfte i Heidelberg. Titlen er oversat noget i retning af:
Forfatteren var Dr. Georg Hanssen, der senere blev professor i Göttingen. Han var faktisk en fætter til H.P. Hanssens far. Han var opvokset i Nordslesvig. Fra Heidelberg, hvor han studerede, var han i 1829 rejst til sin hjemstavn for at samle oplysninger om landboforholdene.
Specielt meget om Ballum
Han havde bl.a. besøgt pastor Hanssen i Ballum, som var en de praktisk dygtigste præster, som man havde dengang. Måske er det derfor at hæftet giver den mest grundige beskrivelse af forholdene omkring Ballum.
Nu var det en ganske ung mand, der dengang forfattede hæftet. Men man kan så spørge sig selv om, hvilken gavn og glæde en sydtysk læserkreds havde at kende til småting fra den nordslesvigske vestkyst. Indrømmet for os med lokalhistorisk interesse er det vældig interessant.
Tre skoler i Ballum
Vi får at vide at Ballum Sogn hører under Grevskabet Schackenborg og er del af Ballum Birk. Gårdene i Vesterende ligger tæt samlet om kirkegården. Mange steder dele gårdene den samme gårdsplads og brønd sammen.
Sognets indbyggertal var på 1.340. Årligt blev der døbt ca. 40 børn og der dør næsten lige så mange. Der er i sognet tre skoler. En i Vesterende med 150 børn – En i Bådsbøl med 110 børn – Og en i Rejsby med 50 børn.
Forældre blev straffet, hvis børn ikke mødte op
I alle tre skoler var der ”Indbyrdes Undervisning”. Skolen i Vesterende var Provstiets ”Normalskole”. Det var en skole, hvor mindre dygtige lærere kunne få kursus i det system, man yndede så stærkt på de allerhøjeste steder.
Hvis børn forsømte uden lovlig grund, blev forældrene idømt skolebøder. Disse fattige folk måtte afsone på Vand og Brød. Men det skulle dog ske med amtets tilladelse.
Degnen sad godt i det
Degnen i Vesterende havde en indtægt på 300 Mark – nemlig 70 Mark fast pengeløn, 70 Mark offer og lignende. Han havde 14 demat skattefrit land og i naturalier 16 – 18 tønder byg, 80 brød, 20 snese æg, 100 pund smør, 13 – 14 oste og endelig naturligvis fribolig. Jo degnen havde haft det godt.
Derimod var læreren ved bi-skolen helt nede på 42 Mark foruden bolig.
Pastor Hanssen fik oprettet et arbejderhus
I det omtalte Hæfte var det et større afsnit om Ballums fattigvæsen. Skibsfarten var aftagende og kniplearbejdet kunne næsten ikke betale sig. Udgifterne til fattigvæsenet nåede en højde på 3.000 Mark.
Takket være ”Pastor Hanssens utrættelige virksomhed” at få oprettet et arbejderhus. Det skete i 1829. Af en bonde, der sad dårligt i det, købte fattigkommissionen gårdens bygninger og 13 demat land for den billige pris af 1.100 Mark.
Den øvrige jord fik ejeren af Rentekammeret lov tilladelse til at udstykke og sælge, dog på den betingelse at en del af den blev solgt til ejerne af jordløse huse.
Hvad fik de at spise
I Arbejderhuset var der i 1830 48 personer samt en mand og en kvinde til opsyn. De fik henholdsvis 100 og 36 Mark årlig samt ”fri Station”. De fattige var fordelt på tre arbejdsstuer. De havde fire soveværelser. Spisebordene stod ved siden af køkkenet i den store gang. Der var to sygestuer, en stue til sindssyge og en til ”opsætsige”.
Hver uge fik huset leveret:
Der blev dyrket korn på 13 demat jord. Der blev leveret grøntsager fra haven og mælk fra de fire køer. Hvert år blev der fedet 4 svin. Og hvad fik de egentlig at spise?
Hver person fik desuden fem pund brød ugentlig. På festdage blev der ofte af velhavende folk sendt de fattige brændevin, sukker, risengryn og lignende
Forfatteren mente, at de fattige i Ballum havde det godt
Forfatteren Georg Hanssen mente, at en daglejer i det sydvestlige Tyskland havde det væsentlig dårligere. Han mente, at de fattige i Ballum havde det forholdsvis godt. Men han vidste godt at arbejderhuse blev oprettet så folk ikke skulle søge fattighjælp, inden de blev nødt til det.
Der var nu også folk i Ballum, der klagede højlydt, når de mente, at de ikke fik nok af fattigkassen.
Engang var der 15 – 16 kaptajner i Ballum
Skibsfart havde tidligere været en vigtig næringsvej for folk i Ballum. De var fødte søfolk og tjente på hollandske skibe end til de blev kaptajn. Før havde der boet 15 – 16 kaptajner i Ballum. Nu var der kun 4-5 stykker tilbage.
Der var mange enker og børn efter forulykkede eller i fattigdom afdøde matroser, som nu faldt fattigkassen til byrde.
Kaptajner fra Ballum havde udlånt penge
Heller ikke på Rømø havde man de forrige gyldne tider, da der boede 40 – 50 kommandører, som gik på hvalfangst. Nu sejlede Rømøs skibe mellem Højer og Hamborg eller mellem Danmark og Norge. De store kapitaler, som Rømø – skippere tidligere havde udlånt til folk i marskegnene var på grund af den økonomiske krise gået fuldstændig tabt.
Kniplingshåndværket havde skabt fattige
Med kniplingshåndværket stod det næsten endnu værre til. Der var stadig mange der gav sig af med det – desværre. Hanssen mente, at præster og embedsmænd burde sætte alt ind på at fraråde pigebørn til at påtage sig dette arbejde.
Hanssen mente, at det kun var til fordel for nogle få kniplingskræmmere, men kostede mange ”ulykkelige Skabninger deres livslykke”. Kniplingspigerne tjente ikke mere end en mark om ugen, selv om de arbejdede fra morgen til sent om aftenen. Et voksent menneske kunne umuligt få bolig, klæder og føde for 40 – 50 mark om året.
Dem, der ikke kunne få ophold hos familien, faldt Fattigvæsnet til byrde. De levede mest af kaffe og brød. Mange havde også vænnet sig til te-punch for at holde sig vågen om aftenen. De blev forkrøblede og nervesvage. De kunne ikke bruges til andet arbejde.
Arbejdsmænd giftede sig hellere med de kraftige jyske tjenestepiger, som man før havde set ned på, hævdede Hanssen. Men trods alt blev der kniplet i de fleste af de 200 jordløse huse, som sognet havde.
Agerbruget – det eneste erhverv i Ballum
Agerbruget var nu det eneste egentlige erhverv i Ballum. Og heller ikke dette erhverv var det samme som før. Jorden var blevet udskiftet. Hvert år blev jorden delt i 48 strimler. Den blev så fordelt blandt de 48 gårde i Østerende, Vesterende, Bådsbøl og Husum.
12 pantemænd bestemte
Inddelingen blev foretaget af 12 pantemænd, der valgtes af gårdmændene. Det var også dem, der bestemte, hvornår der skulle høstes og hvornår høsten skulle køres hjem.
Det var også pantemændene, der bestemte, hvad der var fællesjord og hvad der skulle bruges til græsning og til havre. Ja hvad der skulle bruges til fede-stude. blev også bestemt. Hver gård måtte have tre fede-stude.
Præsten var foregangsmand
Igen var præsten foregangsmand. Han gik i spidsen med mergle, og han havde indført plov, som den blev brugt på Als. Den var en del lettere end den alt for svære plov, som fra gammel tid var brugt i Ballum.
Hr. Gram havde to gårde
En Hr. Gram, der før havde været søfarer, men nu ejede to gårde i Ballum, var endnu mere moderne. Han havde to engelske svingplove Han dyrkede også raps og høstede over 500 tdr. kartofler. Dem fodrede han op på stude og svin.
Svin kun til eget brug
De almindelige bønder holdt kun de svin, som de selv ville slagte. Alle grise kom fra Jylland. Men man havde masser af heste, som blev afsat til gode priser., også i udlandet. Men den største indtægt kom dog fra studene, som om sommeren græssede i marsken. Om vinteren blev de fedet op med marsk-hø og bygskrå.
På en gård med 90 demant, der stod for 13 tdr. hartkorn var der tre karle og to piger. En forkarl fik 20 – 30 Rigsdaler i løn. En anden-karl 12 – 15, en dreng 6 – 10, en pige 10 – 15 rigsdaler.
Der blev drukket rigeligt på gårdene
Tjenestefolkene fik rigeligt med kost. Det gik heller ikke an at udelade the-punchen, når det var strengt arbejde. De ansatte løb alle fra en bonde, der ikke mere ville servere alkohol. Også øl blev der drukket meget af. Manden på den omtalte gård brugte årligt 10 tønder malt til en husstand på 12 personer.
Ingen lavede smør til salg. Man brugte mælken i egen husholdning eller solgte den til de talrige indsiddere.
Mange kræmmere i Ballum
Der var i Ballum et stort antal kræmmere, man sagde hele tyve stykker. Greven havde ellers kun givet koncession til fire. Denne uorden skyldtes, at det var usikkert, hvem der havde koncessionsretten.
En af kræmmerne drev større handel. Han havde købt et skib, der var strandet på Sild. Han lod skibstømrer på Fanø sætte det i stand. Han sendte det til Island med korn. Der var adskillige vognmænd som hentede tørv i Skast. Tømmer m.m. i Aabenraa.
Ballum havde hverken tørv eller træ. En stor husholdning måtte årlig have 30 læs tøv fra Skast
Kolonivarer kom for det meste med skib fra Hamborg eller Altona. Manufakturvarer kom fra Tønder eller blev købt på marked i Løgumkloster eller Ribe eller af bissekræmmere ført til Ballum.
I Skast var der 8 gårde
Hanssen fortalte at i det lille sogn, Skast var der 8 gårde. Men der var mange kådnere, som fik deres underhold i tørvemosen. Fattigskatten i Skast var ikke nær så høj som i Ballum. I Randerup havde han hørt, betalte man slet ikke fattigskat.
I Skast var administrationen særlig indviklet, idet både Schackenborg, Trøjborg, Ribe Amt og Tønder Amt havde jurisdiktion i sognet. Det blev ikke bedre derved, at folk var vant til at bytte jord uden at meddele regeringen noget om det og uden at tage hensyn til om jorden hørte til Slesvig eller til kongeriget. Det var sandelig ikke lige meget. Administrationen var vidt forskellig.
Landbruget i Skast var endnu mere gammeldags i Skast end i Ballum.
I Emmerlev var der også indviklede forhold
Også i Emmerlev Sogn var der indviklede forhold. Kirken hørte under biskoppen i Ribe. Kirke – og skoleforhold under Danske Kancelli. Fattigvæsnet udelt under Tyske Kancelli. Men Schackenborg, Trøjborg og Tønder Amt havde jurisdiktion i Sognet, som derfor havde tre sognefogeder.
Også i Emmerlev var der en betydelig fattigskat især på grund af det ulykkelige kniplingsarbejde, der også her var meget udbredt. Ellers sagde man, at dem fra Emmerlev var mere flittige og nøjsomme end dem fra Ballum.
Bønderne fra Emmerlev var selv med på marken
Bønderne arbejdede selv med på marken, hvad en Ballum – bonde sjældent gjorde. Deres landbrug lignede meget det i Ballum. Det meste jord var dog merglet. Men der manglede endnu et passende sædskifte.
Kådnere var der mange af. De holdt får. Om sommeren græssede fårene på fællesgræsningen for en sum, der var fastsat efter vedtægt. Efter høst græssede de på stubmarkerne. Mange af disse kådnere havde 30 – 50 får.
Hanssen fortalte at i en af sognets tre skoler var der 146 børn, men kun 13 af disse var børn af gårdmænd.
13 store bagerier i Højer
I det lille hæfte får vi til sidst også et par ord om Højer. Der blev losset en del varer som blev transporteret videre med både til Tønder, får vi at vide. Der var også overfart til Sild og de andre frisiske øer.
Højer havde før haft 13 store bagerier som bagte tvebakker til ø-friserne, der som bekendt ikke dyrkede hvede. Nu var afsætningen til øerne ikke så stor. Men der blev solgt tvebakker fra Højer langt omkring.
Adgang til et herligt græsland
I det ydre gjorde Højer et velhavende indtryk. Byen stod sig ret godt, bl.a. fordi man havde adgang til et herligt græsland. Dette lå til dels uden for diget og var derfor fri for skatter. Det strakte sig helt til Rudbøl. Dette område kaldes i dag Ny Frederikskog. Det var ikke inddiget dengang.
Der var også folk i Højer, som havde part i Rudbøl Kog. Trods alt var der høj fattigskat i Højer. Og igen var det kniplingerne, der fik skyld for dette. I Arbejdshuset var der 50 personer.
Det kunne have været mere udbytte i Ballum
Hanssen mente, at hvis landbruget i Ballum havde brugt nogle nyere metoder, kunne det have være mere effektfuldt. Men det krævede mere driftskapital, som næsten ingen havde efter den store krise.
Fra 1830 begyndte en stilfærdig opgang – også i Ballum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: