Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

Sven Hazel – nok engang

November 7, 2023

Sven Hazel – nok engang

Dette er en anmeldelse af Michal Q. Magnussens tredje bog: Den Falske Løjtnant. Men vi går lidt videre. Det handler om Sven Hazel. Manglende moral og etik. Tyveri af dokumenter. Den første bog skrev han heller ikke selv. Danskerne begår da ikke krigsforbrydelser. Det handler om rigtige skæbner. Forlagene havde ingen skrupler. Andre blev uskyldig retsforfulgt og dømt – takket være Sven Hazel. Myndighederne stolede åbenbart på ham. En DR – journalist måtte sige undskyld. Erik Haaest afslørede også meget. Rigsarkiv og politi burde tage de historiske dokumenter lidt mere alvorlig. Har selv solgt en masse Sven Hazel – bøger. Handlingen er ikke selvoplevet. Hvad er hoved og hale i det hele. Magnussen fik fat i stjålne dokumenter. Medlem af NSDAP i 1938. Kort ophold på SS – Forskole. På en straffebataljon i Ukraine. Påstod at have fået Jernkors af både første og anden grad. Dukkede op i Hipo-korps. Flygtede fra fængsel. Blev den store stikker. En forkert modstandsmand og et drab. 10 års fængsel blev nedsat til 2 år. Undertegnede har selv haft problemer med arkiver. Sven Hazel havde omgang med ledende nazister. Myndighederne stolede åbenbart på ham. Havde kendskab til udryddelse af jøder. Vi kan varmt anbefale bogen og venter spændt på de næste afsløringer.

 

Manglende moral og etik

Den falske løjtnant af Martin Q. Magnussen er atter engang en beskrivelse af manglende moral og etik under og efter besættelsestiden. Forlaget havde et vist kendskab til Sven Hazels bedrag, men fortsatte med at udgive hans bøger. I hvert fald har nu mindst tre mand forsøgt at afsløre manden bag de meget populære krigsbøger.

Men nu er der kastet et nyt lys over gåden om den mest omdiskuterede danske forfatter i det forrige århundrede.

 

Forfatterens tredje bog

Vi kunne have nøjes med at anmelde selve bogen, men vi går lidt videre end en egentlig anmeldelse. Det er den tredje bog af forfatteren. Vi har her på siden også anmeldt de to første. Og nu venter vi spændt på afsløringerne i forfatterens fjerde bog.

 

Tyveri af dokumenter

Jo det lykkedes i 2012 for forfatteren at tage to tyveknægte på fersk gerning mens de var i gang med at stjæle arkivalier på Rigsarkivet. Disse dokumenter bliver solgt på Nettet til fanatiske samlere. Men også folk, der har deltaget i krigen på østfronten, har fået kriminelle til at fjerne deres spor i Rigsarkivet. På den måde, er det lykkedes for mange at lyve om deres deltagelse i henrettelser og deres viden om drab på jøder.

 

De Fordømtes Legion

Da ”De fordømtes legion” udkom, skrev Chicago Sunday Tribune i 1953 at det var et mesterværk. Han havde forgæves forsøgt at få bogen udgivet på 12 forlag. Hos Grafisk Forlag satte man en forfatter til at gennemarbejde bogen. Han skrev den i ”Jeg” – form. Og fik handlingen i kronologisk form.

Inden bogen udkom, opdagede man på forlaget, at et vigtigt afsnit var direkte tyvstjålet fra en kendt tysk generalstabsofficers erindringer. Først nægtede Sven Hazel alt, men så tilstod han. Og forlaget besluttede at lade som ingenting.

Alene i England er hans bøger solgt i 15 mio. eksemplarer. I 1987 Blev bogen ”Døden på larvefødder filmatiseret under titlen ”Wheels of Terror”. Det blev dog en økonomisk fiasko.

 

Danskere har da ikke begået krigsforbrydelser

I dansk historieforskning har man taget det for gode varer at danskere ikke har deltaget i krigsforbrydelser. Men det er sikkert grænser for, hvor naive de danske soldater har været, når de siger, at det har de skam været uvidende om.

 

Det handler om rigtige skæbner

Nu har Martin Q. Magnussen efter nye besøg i arkiverne fundet ud af at Sven Hazel også har været storstikker, vel for at redde sit egen skin. Det er forfatterens tredje bog, og den er mere spændende end en krimi. Forskellen er her drejer det sig om rigtige tragiske skæbner.

 

Forlagene har ingen skrupler

Forlagene har ikke de store skrupler med at genudsende de populære bøger. Med brutal realisme beskriver Sven Hazel krigens grusomheder, nazisternes forbrydelse. Hans bøger er blevet sammenlignet med Hemingway. I mange år troede historikerne ikke på, at han selv havde været ved østfronten, men han blev sendt til Ukraine ufrivillig som straf.

Men at sammenholde selve romanerne som videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Hans bøger ville ikke kunne bestå et faktatjek.

Man kunne måske godt i bøgerne lave en faghistorisk indledning, der sætter Sven Hazel ind i en korrekt sammenhæng. I stedet storroser man Sven Hazel. De nævner aldrig nazismens krigsforbrydelser. Man ser på bøgerne som et skønlitterært værk.

 

En DR-journalist måtte sige undskyld

Allerede i 1963 afslørede en journalist på Danmarks Radio, at der var noget galt med Sven Hazel. Men journalisten beskyldte ham for at være SS – mand, som åbenbart ikke var sandt. Fejltagelsen betød at Danmarks Radio måtte undskylde og angivelig blev journalisten også fyret. Journalistens navn var Georg Kringelbach.

 

Andre blev uskyldig retsforfulgt – takket være Sven Hazel

Vi hører nu om hans rolle som stikker og HIPO – mand under krigen. Efter krigen får han lov til at manipulere med en ikke uvæsentlig del af retsopgøret. Det resulterede i at folk uretmæssig blev enten retsforfulgt eller uskyldig dømt for landsforræderi.

 

Erik Haaest afslørede meget

I 1976 udgav Erik Haaest bogen ”Hassel – en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret om mere omfattende version udkom i 2010 med titlen ”Sven Hazel Mysteriet”.

Ifølge Erik Haaest selv brugte han flere år på at Undersøge Sven Hazel. Han fastslog at Hans kone var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Han forsøger så at nedgøre hende ved at udnævne hende til pornomodel og prostitueret. Og siger han også, at Sven Hazel ikke kunne skrive sit eget navn uden at lave to fejl. Til gengæld kunne hans kone skrive.

Men hans fantasi var ustyrlig. Åbenbart var det ham, der dikterede og hende der nedskrev bøgerne. Det står det faktisk også på Sven Hazels hjemmeside ”They were a team”.

Også i 2010 viste Danmarks Radio et dokumentarprogram i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler. Og her lavede man også en med Sven Hazel.

 

Rigsarkiv og politi burde måske tage dokumenter mere alvorlig

Som en, der også har været i arkiverne spekulerer jeg på, hvad fremtidens dokumenter vil afsløre. Men ikke blive ved med at fortælle, at dokumenter er bortkommet, eller at det ikke er noget at komme efter. Måske burde politi og Rigsarkivet tage arkiverne mere alvorlig, end de hidtil har gjort. Efterforskningen af de mange forsvundne dokumenter er ikke rigtig taget alvorligt.

Fremover vil det med garanti dukke flere alvorlige afsløringer op. Og en efterforskning af sagsmapperne vil nok også få nye sager frem.

 

Har selv solgt masser af Sven Hazel bøger

Som boghandler har jeg da også været med til at lange et hav af Sven Hazels bøger over disken og jeg har skam også læst et par stykker af dem. 60 mio. eksemplarer er det efterhånden solgt af de 14 titler.

 

Handlingen er ikke selvoplevet

Sven Hazel hævdede at han som tysk soldat kæmpede i en panserbataljon i Ukraine. Romanernes gennemgående figur er netop Sven, der er gennemgående jeg – fortæller. Dette kan få læseren til at tro, det er Sven Hazel. Han har dog også tidligere hævdet at det er selvoplevet.

 

Hvad er hoved og hale i det hele?

I mange år er det stået klart, at Sven Hazels rigtige navn var Børge Villy Redsted Petersen. Både under og efter besættelsen begik han kriminalitet. Han var god til at manipulere og lyve. Han bliver flere gange taget med falske uniformer. Og så pralede han med falske udnævnelser og medaljer.

  • Hvad foretog han sig egentlig?
  • Og blev han ikke efter krigen idømt fængselsstraf?
  • Var han ved østfronten?
  • Skrev han selv sine bøger?

 

Forfatteren fik fat i forsvundne dokumenter

Ja også disse dokumenter forsvandt fra Rigsarkivet. Men denne gang var det en tidligere medarbejder, der i 1979 tog dem med hjem. Da han døde, fik konen dårlig samvittighed og afleverede dem igen til arkivet.

Sven Hazel var fascineret af uniformer og af alle mulige nazistiske genstande. Men romanerne var fri fantasi. I Magnussens bog får vi at vide, faderen var chauffør, moderen rengøringskone. Og så havde vores hovedperson seks søskende. De første skoleår foregik på Nyboder Skole. Han blev betegnet som jævnt begavet.

 

Allerede medlem af NSDAP i 1938

I 1936 kom han til Gardehusarregimentet i Næstved. Men han klarede ikke optagelsesprøven til kornetskolen. Han optrådte på cykel i gardehusaruniform – storskydende. Det betød at politiet gerne ville tale med ham. I 1938 var han allerede medlem af NSDAP.

 

Kort ophold på SS-forskolen

Han kom på SS-forskolen Sennheim i Frankrig. Men det var åbenbart kun et kort ophold. Måske var han belastet af kriminelle forhold. Ved Byretten var han blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.

 

På en straffebataljon i Ukraine

I maj 1942 meldte han sig til Panzer-Regiment 11. Han var nok lidt for smart. Han kom til en straffebataljon i Ukraine, hvor der foregik hårde kampe. Han blev såret i april 1943 under rydning af et minefelt. Tre måneder derefter var han dog tilbage igen. Han drak et glas vand fyldt med tyfus-bakterier. Igen lazaret. Helt frem til januar 1944 – påstod han.

 

Påstod at have fået Jernkorset af både første og anden grad

Han påstod at han har gjort tjeneste ved alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske. Han blev angiveligt forfremmet til løjtnant og modtog Jernkorset af både første og anden grad. Han sagde, at han overgav sig til sovjetiske tropper og sad adskillige år i krigsfangelejr – påstod han.

Han blev løsladt i 1949 og ville i følge ham selv melde sig til den franske fremmedlegion, men i stedet giftede han sig med Laura Dorthes Guldbæk Jensen, som han giftede sig med i 1951.

 

Dukkede op i HIPO – korps

Han kom i maj måned samme år på en måneds orlov i Danmark. Han gemte sig for ikke at blive returneret til fronten. Det var faneflugt og kunne straffes med henrettelse. Var det også en røverhistorie? Nej, Magnussen har fået tilsendt dokumenter fra Freiburg, der viser at Børge Pedersen alias Sven Hazel havde gjort tjeneste i en SS-division.

Pludselig dukkede han op i det berygtede HIPO-korps. Ingen vidste, hvem han var. Han var ikke et rart bekendtskab. Han var ”den mindre danske mand med det mørke overskæg”. Han havde fundet nye venner og en ny interesse i dette voldkorps.

 

Flygtede fra fængsel

Han optræder med forskellige navne. Under en razzia optræder han voldsomt over for en kæreste til en modstandsmand. Han optrådte med de mest modbydelige HIPO – folk. Han arbejdede også for HIPO’ s efterretningstjeneste E.T.

Pludselig fandt man ud af at han var den eftersøgte SS-mand. I første omgang endte han på Politigården. På listig vis undslap han. Men friheden varede kun i 14 dage. Nu røg han i Vestre Fængsel. Nu var det udsigt til dødsstraf.

 

Den store stikker

Men atter engang var han heldig. Han sad sammen med modstandsmænd. Med en udsøgt listighed startede han nu en periode som dobbeltstikker.

Når modstandsfolk havde været til afhøring. spurgte han Børge/Sven dem rutinemæssig, om de havde været til afhøring og om de havde været udsat for tortur. De oplysninger kunne politiet bruge under retsopgøret. Dette ramte hans tidligere HIPO – kammerater og de stikkere, som han havde samarbejdet med.

Han slap ud af fængslet og stak endnu engang fra politiet. Lige til juni 1945. Så havde hans bror fået nok af få misbrugt sit navn af Børge. Hans bror, Tommy, angav ham som HIPO – mand. Indtil nu havde han sluppet godt fra modbydeligt stikkeri og endda drab.

 

En forkert modstandsmand og et drab

Magnussen fandt også ud af, at der i Mindelunden lå en person Karl Edvard Nielsen som tyskerne fejlagtig havde skudt. Det er Sven Hazel, der er skyld i dette drab. Atter engang sneg han sig udenom.

Nationalmuseet har efterfølgende gransket i de nye kilder i bogen. Og de har åbenbart fundet ud af at intet godtgør at Karl Edvard Nielsen var en del af frihedskampen. Han er nu fjernet fra modstandsdatabasen

 

10 års fængsel blev nedsat til 2 års fængsel

Men dømt blev han i 1947. Han fik 10 års fængsel. Men allerede i 1949 blev han benådet af Kongen. Det var meget billigt sluppet. Politiet og det danske retssystem var overbebyrdede. Mange af de sagaer samt domme, der blev stadfæstet, minder i dag om en joke.

 

Undertegnede har selv haft problemer med arkiver

Kig bare på den sag, vi har beskrevet i bogen ”Grænsen er overskredet”. Her er vi kommet med nye beviser. Men politiet vil ikke åbne sagen, som blev lukket i 1947. Der var også modstand fra myndighedernes side, da vi udgav bogen. Og vi fik heller ikke adgang til de arkiver, som vi burde have lov til.

 

Sven Hazel havde omgang med ledende nazister

Magnussen kan bevise, at Børge Willy Redsted Pedersen alias Sven Hazel sammen med en større gruppe af fængslende nazister, heriblandt centrale personer omkring Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, skabte løgnehistorier, der angiveligt har ført til at nogle er blevet dømt på falsk grundlag og andre er sluppet fri.

 

Myndighederne stolede på ham

Selv om vores hovedperson blev taget i massive løgne, blev han og hans kammerater til stadighed brugt som vidne. Efterforskerne havde stadig tillid til ham. Jo vores hovedperson spiller faktisk en central rolle i retsopgøret.

 

Havde kendskab til udryddelse af jøder

I bogen kan Magnussen bevise, at vores hovedperson havde kendskab til udryddelse af jøderne. Der kan også bevises, at han havde kendskab til disse utallige drab.

Efterhånden som der kom flere spørgsmål om hans virke flyttede han til Barcelona i Spanien i 1964. Han oprettede sit eget forlag Bellum. Her døde han som 95 – årig i 2012.

 

Vi kan varmt anbefale hans bog

Den falske løjtnant er en interessant bog, der afslører, at vi endnu ikke har fået den rigtige historie. For den befinder sig i arkiverne. Og komme på arkiverne i dag er også lidt af en prøvelse. Den kultur, der hersker omkring de ting, der befinder sig i arkiverne, er også lidt speget. Undertegnede ved det af egen erfaring. Derfor er det dejligt, at vi har sådan en som Michel Q. Magnussen, der kan begå sig i denne kultur. Og også denne tredje gang, kan vi varmt anbefale hans bog. Selv om, der er mange ting, man skal holde rede på, så klarer forfatteren med sin skrivestil at få det forklaret på en let og spændende måde.

 

Kilde:

 

Hvis du vil vide mere:

  • dengang.dk indeholder 2.073 artikler
  • Under Besættelsestiden (Før, Under, Efter) finder du 409 artikler

 

  • Sven Hazel – Genial eller Fupmager
  • Danskere begår da ikke krigsforbrydelser
  • En tur på Frihedsmuseet
  • Elif Rasmussen og den brune tid
  • De forsvundne Nazi-dokumenter

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden