Arbejderne på Nørrebro

Arbejderne på Nørrebro havde det hårdt. Men de forstod også, at finde sammen. Mange kooperative virksomheder startede på Nørrebro. Demokratiet havde ikke altid plads til arbejderne. De følte sig udnyttet af kapitalen, men så lavede de bare noget selv.

Hvordan havde arbejderne på Nørrebro det? Hvad gjorde de for at ændre deres situation?

Vi har i artiklen Arbejdere og Industri på Nørrebro beskrevet nogle forskellige arbejdspladser. I denne artikel vil vi også se på de forskellige sammenslutninger, som arbejderne etablerede (kooperationen).

 

Rabarberland

Arbejderne mærkede det store klasseskel. Men de stod sammen for at klare forholdene. Især dem, der boede i Rabarberland (Nordvestvej med sidegaderne; Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskegade). Nordvestvej er senere omdøbt til Rantzausgade. Men også dem der boede ude på Jægersborggade forsøgte
at holde sammen.

At blive arbejdsløs var en katastrofe. Man kunne risikere, at det offentlige sendte en tilbage til den kommune, man kom fra. Kunne man ikke betale jordmoderen og regningen blev sendt til kommunen, var der også fare på færde.

 

Bespisningsforening

På Nørrebro var der uddeling af gratis mad forskellige steder. Man havde også etableret  Nørrebro Bespisningsforening (1853). I alt 20.000 portioner leverede foreningen i 1853. En af foregangsmændene til dette sociale foretagende var urtekræmmer Ottesen, Lygtevejen 8 (Nørrebrogade 163). Han fungerede også som fattigforstander.

 

Politiet lig med voldsforbrydere

Politiet blev betragtet som voldsforbrydere. Mange arbejdere blev gennemtævet på politivagten for enden af Korsgade. Deres forbrydelse var, at i stedet for at gå hjem med lønnen, ja så blev den investeret på Nørrebros værtshuse. Mottoet for Rabarberkvarteret var:

• Alle rigtige mænd drikker brændevin.

Men de skulle passe på, fordi de kun risikere, at havne på Ladegården.

I erindringerne fra Rabarberlandet stiller Christian Christensen følgende spørgsmål:

• Var det ikke sådan, at politi, retsvæsen, dommere og selv lægerne var en eneste rådden byld, der for gode lønninger forfulgte de fattige for at tjene
  de rige?
• Politivagten i Korsgade bestod af en samling halvdrukne politibetjente, der råt og hensynsløs tæskede løs på de mennesker, der ikke ville vedkende sig deres løgnagtige rapporter.

 

Socialistiske ideer

De socialistiske ideer opstod blandt arbejderne. Skulle kapitalismen og den private ejendomsret gælde, eller skulle socialismen og den fælles ejendomsret fordele samfundets ressourcer til alles bedste? Et samfund, hvor hver enkelt ydede efter evne og nød efter behov?

Det var den kapitalistiske samfundsmodel med den private ejendomsret, der blev grundpillen i den demokratiske velfærdsmodel, som blev udformet i Danmark i løbet af 1900`tallet. Arbejderne var mange, og det var deres styrke. Magthaverne var nødt til at lytte til dem.

 

Kunne ikke leve af lønnen

En kæmpe ulighed eksisterede før år 1900.

Men arbejderne bestod af en broget skare, der ikke altid ville det samme. Nørrebro fra 1880 til 1900 bestod af hårdt arbejdende familier, hvor også børn måtte hjælpe med. Børnedødeligheden var høj, og der var mangel på  sociale og politiske rettigheder. Lønnen var så lav, at man reelt ikke kunne leve af den.

 

Folkevandring

Men det så jo ikke bedre ud på landet. Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker ind til byerne, for at søge lykken. En kæmpe befolkningseksplosion kom også til at ramme Nørrebro.

At arbejde på fabrik inde i byen var helt andet end at arbejde på landet. Her kunne man ikke følge årets fire årstider på samme måde. Her var kravet hele tiden
effektivitet. Og det fra klokken 7 om morgenen til klokken 18 om aftenen.

Arbejdsgiveren havde ingen forpligtigelser over for sine ansatte ud over at betale løn. Og han så ikke med milde øjne på, at man organiseret sig. Ja mange steder var det fyringsgrund.

 

Lønforhold 1901 – 1904

Hvad fik man egentlig i løn? Ja i perioden 1901 – 1904 så det sådan ud:

• Tyende, dagløn land 0,90 (mænd) –  0,63 (kvinder)
• Faglært, dagløn, København 4,00 (mænd)
• Ufaglært  3,33 (mænd  1,86 (kvinder)

 

Hvert fjerde barn døde

På Nørrebro var lejlighederne små. Som regel boede arbejderne i små 1 – eller 2 værelses lejligheder i meget dårlig stand uden indlagt vand og med lokom i gården. Lejlighederne var ikke bygget for at hjælpe arbejderne, nej det var ren byggespekulation. Se artiklen Byggespekulation på Nørrebro.
I de til tider uhumske lejligheder var børnedødeligheden stor. Hvert fjerde barn døde inden det var fyldt 5 år.

Omkring århundredeskiftet fødtes der mange børn. I gennemsnit fødte kvinderne 4,4 børn, igennem 20´erne og 30´erne faldt dette til det halve.

I år 1900 havde kun 2.000 lejligheder af Københavns 150.000 lejligheder eget W.C.

 

Grundloven – ikke for arbejderne

Jamen havde arbejderne da ingen rettigheder? Hvad med grundloven? Grundloven fra 1849 sikrede først og fremmest borgerskabet og de velhavende bønder samme rettigheder, som adelen før havde haft.

Det nye demokrati gjaldt kun for en meget lille del af befolkningen. Kun mænd over 30 år med en hvis indtægt kunne deltage. Indtil 1915 var der kun 18 % af hele Danmarks befolkning, som havde stemmeret. 82 % blev anset for at være ”uværdige” borgere.

Landet blev styret af den lovgivende forsamling, og var indtil 1953 opdelt i et landsting og et folketing. Landstinget havde den afgørende rolle og bestod hovedsagelig af adelen og velhavende mænd. En plads i Landstinget kunne enten opnås gennem fødsel (privilegium) eller i kraft af formue. Det betød, at godsejere var stærkt overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen.

I Folketinget gjaldt det ikke et lovmæssigt krav om formue. Det var i Folketinget, at de fleste forhandlinger foregik, men deres lovforslag skulle godkendes af Landstinget.

 

Flere rettigheder i 1900 – tallet

Det var i 1900 – tallets første halvdel, at arbejderne fik deres basale rettigheder.

• Stemmeret til alle.
• Ret til økonomisk hjælp ved sygdom, arbejdsløshed og alderdom.
• Afskaffelse af børnearbejde.

Det er nu ikke helt rigtigt. De fattige fik nu ikke hel stemmeret.

Arbejderbevægelsen ville give mulighederne for et bedre liv for arbejderne og i sidste ende for alle danskere. I 1880`erne og frem til 1. verdenskrig var fagforeningernes mål at lave en revolution i Danmark og gøre landet til et socialistisk samfund. Men i første halvdel af 1900 – tallet gennemførte Socialdemokratiet og det Radikale Venstre en række love, som var til gavn for arbejderne og husmændene.

• 1908: Kvinderne opnår kommunal valgret
• 1915: Kvinderne og tyende opnår valgret til Rigsdagen
• 1920: 8 timers arbejdsdagen vedtages i en overenskomst. Den gjaldt dog ikke for landarbejdere, sømænd og tjenestefolk, der stadig havde ubegrænset arbejdstid
• 1921: Kvinderne får adgang til alle offentlige embeder undtaget præsteembedet.

 

Hjælp efter moralsk skøn

Myndighederne havde før skønnet, om en person havde ret til økonomisk hjælp ud fra en moralsk målestok, som mange mennesker ikke kunne leve op til. Nogle af de personer, der skulle bedømme dem som søgte om hjælp, havde aldrig manglet noget i deres liv. En del af dem var præsten. F.eks. kunne man ikke modtage hjælp, hvis man selv var ”skyld” i situationen. En arbejdsløs eller alkoholikers familie havde ikke store chancer for at modtage hjælp, for hvem vidste, om den arbejdsløse i virkeligheden havde forsøgt at få arbejde, eller om alkoholikeren ikke blot havde en svag karakter?

 

Anholdt på grund af fattigdom

I 1912 var simpelt tyveri eller tiggeri grunden til 35 % af alle anholdelser i København. De blev med andre ord anholdt, fordi de var fattige. Indtil 1961 mistede man valgretten hvis man modtog offentlig (fattig)hjælp, ligesom man mistede muligheden for at få aldersrente.

 

Detailhandlen

Halvdelen af butikkerne på Nørrebro lukkede efter 5 år. Og efter de 115 dages lockout i 1899 så det sort ud for butikkernes omsætning. Store dele af detailhandlen støttede arbejderne.

Således samledes store dele af detailhandlen i restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens ophør. Stauning skrev:

• Arbejdsgiverne har kun en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten kan få lov til at gøre sin gerning

Stauning havde nu ikke helt ret. Desværre fik arbejderne heller ikke ikke meget ud af det, da lockouten endelig var slut..

Men de var meget imod alle de til tag, som arbejderne havde taget med hensyn til kooperationen. Således vedtog Nørrebro Handelsforening følgende udtalelse i 1902.

• Vi beklager, at der inden for Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os nøje forbundne ( såvel ved valg som ved lockout, strejker
  m.m.) skulle gøre Tanker gældende ved konkurrerende Foretagender, at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår.
• Forsamlingen vedtager derfor, at det for vor Stand nu gælder om endnu inderlige Sammenslutning og ved Fællesindkøb, at muliggøre de lavest mulige varepriser og dermed bevare vores Eksistensberettigelse.
• Vi håber derved, at kunne overbevise vores hidtidige kunder om, at detailhandelens vedblivende vil arbejde på at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin Plads som Forhandler i Detail.

Foreningen skiftede endda bank, fordi de ikke ville være i en bank, der samtidig havde noget at gøre med ”Forbrugsforeningerne” og Arbejdernes Brændselsforsyning. Og i 1912 frydede man sig i foreningen over, at ”Forbrugsforeningen”  i Lygten havde et underskud på 3.000 kr.

 

Kooperationen

Kooperationen var den tredje streng i arbejderbevægelsen. Den omfattede en række institutioner, som gjorde det muligt for arbejderbevægelsen fra vugge til grav. Kooperationens formål var ikke at ændre samfundsforholdene, men at give den enkelte arbejder-familie mere for pengene. Tanken er ikke dansk. Ideen
opstod i Skotland i 1799.

Men ikke alle var begejstret for tanken. Karl Marx mente ikke, at tanken var en ”farbar” vej til socialismens gennemførsel. Man kunne selvfølgelig gøre nogle
erfaringer. Men kooperationen fungerer ikke udenfor det kapitalistiske samfund. Han havde vel ret, den gode Karl Marx.

Det var også svært at organisere sig. Mange turde ikke af hensyn til arbejdsgiveren. I slutningen af 1870`erne skærpede myndighederne kampen mod arbejderbevægelsen. Men det blev bedre, bare 10 år senere. De faglærte i byerne førte an. De havde tradition for et vist sammenhold fra lavstiden. Men efterhånden kom de ufaglærte og landarbejderne også med.

Under første verdenskrig kunne avancen fra fabrik til detail være på flere hundrede procent. Det var forbudt at tage ublu avancer. Man klarede dog dette forbud ved at indsætte mellemhandlere. Stauning kæmpede for at komme dette til livs. Han blev ret upopulær i dele af detailhandelen.

 

Fra vugge til grav

Den 10. juni 1922 oprettedes Landsorganisationen for de kooperative Selskaber i Danmark.

Arbejderne kunne synge i arbejdersangkoret, blive klippet på Figaro frisørsaloner, drikke Star, læse socialdemokratiske aviser, blade og bøger fra Fremad. Pengesagerne og forsikringerne tog kooperationen sig også af. Du kunne købe kød i Arbejderne Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Man kunne høre de sidste nyheder i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO – apparat, og når du havde sat dine A.K.S. sko for sidste gang, tog Arbejdernes Ligkistemagasin sig af resten.

 

Andelsbevægelsen

Ordet andelsbevægelse er en ren dansk opfindelse. Kooperation er en sammenslutning af enkeltpersoner eller organisationer. Begge organisationsformer har samme udspring og nære mål:

• At yde service eller højne de deltagendes levestandard.

Arbejderkooperationen ville ændre samfundets fundamentale økonomiske sammenhænge. Dette mål havde andelsbevægelsen ikke. De har til gengæld været murbrækkere overfor monopoler. De har opnået store resultater, der har sikret en forbedring for den enkelte bruger. Men modsat har andelsbevægelsen
også præsteret at oprette monopolforetagender som MD – Foods.

 

Arbejdernes Fællesbageri

Da kornpriserne faldt, var arbejderne utilfredse med, at det ikke gjorde sig gældende på salgsprisen. Det var den egentlige årsag til, at Arbejdernes Fællesbageri startede. Brød var på daværende tidspunkt arbejderne hoved – nærringsmiddel. Reallønnen var også faldende i 1886.

I en artikel i Social – Demokraten kunne man 1. oktober 1886 læse:

• Brugsforeningerne er ikke arbejderne til megen nytte. Ved varer, hvor prisen holdes oppe af monopoler er det nyttigt med fælles indkøb og produktion. Det er arbejdernes ret og pligt, at handle når deres hoved-nærringsmiddel, brødet, gøres til genstand for spekulation.

Arbejdernes Fællesbageri åbnede i 1886 på Lyngbyvejen. I 1941 var der i alt 39 fællesbagerier. I 1984 var der kun tre tilbage. Senere kommer fabrikken til at hedde Rutana. I 1980 nedlægges det sidste fællesbageri på Nørrebro og 125 arbejdspladser går tabt.

 

Mejeriet Enigheden

Mejeriet Enigheden stiftes i 1896. Det blev lukket i 1990.

I 1887 blev de københavnske mælkekuske lockoutet, fordi de havde meldt sig ind i en fagforening. De besluttede derfor at danne deres eget mejeri. Der tegnes aktier blandt kuskene og deres familie. Aktierne lød på 10 kroner og kunne afdrages med 25 øre hver uge.

Det var ikke let, mange ville ikke handle med socialister. Blandt andet Kastrup Glasværk der skulle levere flaskerne. Først da der lå et forskud på 3.000 kroner klar, ville Glasværket godt være med.  Den 11. marts 1897 kunne 20 nye mælkevogne præsenteres for københavnerne. Det skete med et vogntog gennem byen.

I flere årtier var Enigheden førende inden for hygiejne – og mælkeproduktion. Da køleskabet bliver hvermandseje,
bliver mælkeproduktionen intensiveret. MD – Foods og Kløvermark låner 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked. Samtidig får de en aftale med de førende supermarkedskæder. Det var mere end, hvad Enigheden på Lygten kunne klare.

Det hele bliver solgt til Arla, der igen sælger til MD – Foods. Den 19. januar 1996, et år før sin 100 års fødselsdag ophører produktionen kl. 22 i mejeriet Enigheden.

 

Bryggeriet Stjernen

Bryggerit åbner i 1902 og nedlægges i 1964. Afholdsforeningerne prøvede at få et tag i arbejderbefolkningen. Drikkeriet var fattigmandstrøst. I 1905 sender Stjernen en afholds-øl på markedet, der hed Mørk Skattefri.

I 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri tilbud om at forpagte et bryggeri på Dr. Olgasvej på Frederiksberg. Det stod uden for ølmonopolet. 1 juli 1902 kom den første øl ud fra Stjernen.

Bryggeriets storhedstid var i 1920`erne, men alligevel fik øllene aldrig den gennemslagskraft, man havde forestillet sig. Man fulgte med den teknologiske udvikling, men kunne ikke rigtig få afsat øllene. Om det skyldes, at de store bryggerier underkendte Stjernes kvalitet, vides ikke.

Den første leder af Stjernen var en af de store socialdemokrater, Sigvald Olsen og partiets folketingsmed for den store Nørrebro – kreds  Selv med en fantasifuld reklame lykkedes det ikke. I 1964 måtte bryggeriet i Bragesgade på Nørrebro dreje nøglen om. Arbejderne var imod rationaliseringer. Nu var det slut med Kontingent – bajer.

Restauratørerne blev bedt om, af de andre bryggerier, ikke at sælge Stjernes øl. Helt op på en tredjeplads kom bryggeriet dog. De gik foran med kortere arbejdstid, højere lønninger, bedriftsråd og kultur – og idrætsklubber.

Under den tyske besættelse lægger Stjernen lagerrum og kontorplads til en del illegal aktivitet, som medfører adskillige anholdelser blandt Stjernes medarbejdere.

Tyskerne forlanger på trods af betegnelsen Marxist – øl leverancer fra bryggeriet, men det lykkedes at holde disse leverancer under 1 %. Resten blev leveret af de store bryggerier. Efter krigen havde bryggeriet en andel på 10 %, men fra midten af 50erne falder andelen stødt.

 

Hovedstadens Brugsforening

Den første brugsforening åbner i Thisted i 1866. Vedtægterne starter således:

• Foreningens formål er ved frivillige bidrag af medlemmerne at danne en fond, for at sætte dem i stand til et fordelagtigere indkøb af  livsfornødenheder.

Gennem fællesindkøb opnås rabatter, og varerne kan sælges noget billigere end hos købmanden. Medlemmerne betaler et beskedent indmeldelsesgebyr og i tilfælde af overskud fordeles det.

16 københavnske brugsforeninger går i 1916 sammen i Hovedstadens Brugsforening HB. I 1973 sammenlægges HB og FDB (Forenede Danske Brugsforeninger). FDB havde flest medlemmer i provinsen. HB blev faktisk dannet på Nørrebros Runddel, lige der hvor Irma i dag har til huse. Det var bestemt ikke noget der passede Nørrebros Handelsforening. De kooperative selskaber blev efterhånden en stor konkurrent for den eksisterende detailhandel.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal konkurrence. Detailhandlerne måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev indført, for at sikre  de mindre handlende mod ”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit etablere sig.

I 100 år var brugsforeningerne skattefri, og kunne derfor udbetale dividende. Det var noget kunderne kunne forstå. I 1925 sad kooperationen på 25 % af dagligvaremarkedet. FDB eller som det hedder i dag, COOP, sidder på en tredjedel af markedet.

En anden af COOP` s succeser blev også startet på Nørrebro, nemlig Irma.

FDB ligger sig ud med en af de ældste kooperative virksomheder, Enigheden. Uden varsel skifter de til Trifollium som leverandør af mælk.. Bitteheden bliver endnu større, da FDB også giver de københavnske fællesbagerier dødsstødet.

Da det københavnske fællesbageris maskiner skal fornys i slutningen af 70`erne giver FDB ganske vist et lån til investeringerne, man da de ikke samtidig vil acceptere en forhøjelse af brødprisen, hjælper det ikke meget. Og bageriet må lukke.

 

Arbejdernes Brændselsforening

Danmark var mærket af følgevirkninger fra første verdenskrig. En stor del af befolkningen levede nær sultegrænsen. Krigen medførte vareknaphed, og prisernes himmelflugt kendte ingen grænser. Helt galt gik det da England indledte en handelsblokade, for at hindre, at Danmark blev  Tysklands ”spisekammer” under krigen.  Begrebet ”gullaschbaron” opstod. Der var nemlig mange, der tjente mange penge på tyskerne.

Før 1. verdenskrig fik Danmark 98 % af kulforsyningen fra England. Med den engelske blokade, forsvandt disse leverancer, og det var et problem ikke blot for den almindelig dansker, men også for dansk industri.

Det danske Socialdemokrati havde stærke bånd til det tyske broderparti, og kullet blev importeret fra Tyskland. De tyske kulskibe lagde til ved Enghave Brygge. Og kullet nåede ud til de danske hjem.

Det private erhvervsliv så rødt. Stauning blev beskyldt for, at være landsforræder, krigssvindler og pengepurer. Forretningen fortsatte med at indføre kul fra England og USA
Arbejdernes Ligkistemagasin

Etableres i 1908, nedlægges i 2000. Sidste afdeling lå på Fælledvej på Nørrebro.

 

Arbejdernes Landsbank

Etableres i 1919 i Frederiksborggade, og lever i bedste velgående.

Ideen med at oprette en arbejderbank havde længe været diskuteret. Stauning var den store foregangsmand, men fagbevægelsen var meget skeptisk. Man var bange for, at en arbejderbank ikke ville have nok likvide midler i en konfliktsituation. Det var succesen med arbejderkul, der startede banken, senere var denne institution ved at lukke banken igen.

62 fagforbund og kooperative virksomheder havde givet tilsagn om at støtte banken med aktietegninger på 1,7 millioner kroner. Heraf tegnede Arbejderkul sig med den ene million. En yderligere aktietegning på 276.000 fra Arbejderkul gjorde det muligt, at etablere banken.

Bankkrak var ikke ualmindelig i 20`erne. Danmarks største bank, Landmandsbanken stod foran en lukning i 1923. Kun et politisk indgreb reddede den.

Arbejderkul blev efterhånden et møllehjul om banken. Kraftige prisfald og fejlinvesteringer i starten af 20erne var ved at ødelægge banken. Men så trådte Arbejdernes Fællesorganisation til. Med et ekstra bidrag på to øre om ugen pr. medlem klarede banken skærene. De københavnske arbejdere havde reddet
banken i sidste øjeblik.

Efterhånden bestod Arbejdernes Landsbank også prøven som forbrugskooperation. Den første filial blev åbnet i 1921 på Nørrebro. Brønshøj kom til i 1922.

Også et andet kooperativt selskab var lige ved at ødelægge banken, nemlig Samkøb Det var en traumatisk oplevelse, det som foregik i 1958 – 1960.

 

Arbejdernes Livsforsikringsselskab

I 1903 etableres Arbejdernes Livsforsikringsselskab, i dag Forsikringsselskabet ALKA. Oprindelig kunne man kun tegne livsforsikringer i selskabet. Derfor oprettedes i 1929 Dansk kooperativ Assurance, hvor man også kunne tegne almindelige forsikringer. I 1944 blev de to selskaber slået sammen.

 

Samkøb

En række fagforeninger opretter A/S Samkøb, der skal sælge varer billigt. Tv – apparater, knallerter, cykler og køleskabe var eftertragtet i 1958, da selskabet blev oprettet. Men ak og ve. Samkøbs levetid bliver kun på cirka et år.

 

Arbejderklubber

En masse arbejderklubber opstod. I slutningen af 1940`erne var der cirka 140 klubber over hele landet med 4.000 medlemmer.

 

Arbejder – kultur

Københavns tredje største biograf, Nora Bio på Nørrebrogade bliver i foråret 1935 overtaget af AOF København. Arbejdernes Teater starter
i 1925. Først var det med amatørskuespillere , men senere med uddannede skuespillere.

1,2 millioner danskere bor i dag i såkaldte kooperative boliger. Men kooperationen blev aldrig det klare alternativ til det kapitalistiske erhvervsliv, der oprindeligt var meningen. Den gamle tanke  om at omforme hele  samfundet til et kooperativt samfund er også forsvundet.

Hvordan arbejderne ellers levede på Nørrebro, kan du læse i talrige artikler her på siden.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 14. – 04  – 2022

Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet på Nørrebro. Det blev startet af nogle pionerer, der dog desværre blev svigtet af deres egne. Ja, arbejderbevægelsen lavede smædeskrifter mod de tre foregangsmænd..

 

De sociale spændinger vokser

De sociale spændinger voksede. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.

Arbejdsløse, syge, gamle og andre trængende havde kun fattigvæsenet eller Ladegården. De liberalle var sure over, at fattigvæsenet brugte flere penge. Fattigdom er selvforskyldt, sådan var deres filosofi.

 

Socialistiske Blade opstår

En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871, begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt Socialistiske Blade. Arbejderne ville værge sig over for det kapitalistiske overgreb.

De to blade vagte opsigt. Så meget, at de efterhånden kom med 14 dages interval. Og bladene fik navneforandring til Socialisten. Som redaktør var anført H. Brix. Han var en bog – og musikhandler fra Amagertorv, som kort tid i forvejen var gået fallit.

 

Bange bogtrykkere

Den liberale presse startede angreb mod Socialisten. Politiet havde spredt så meget skræk i bogtrykkeren, at han ikke mere turde trykke bladet. Ja, magthaverne havde travlt. En bogtrykker i Malmø blev også bange. Så til sidst måtte man gå helt til Hamborg, for at få bladet trykt. ‘

De tre pionerer

Efterhånden fandt politiet ud af, hvem der stod bag avisen. Det var Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff.

Louis Pio var en 30´årig løjtnant fra Roskilde, der indtil for nylig var postskriver på Købmagergades Postkontor. Han havde været med i krigen i 1864. Han var sjælen og fantasien i den nye arbejderbevægelse.

Geleff var sønderjyde. Da han sagde sin oprigtige mening om Prøjsen, blev han sendt 14 dage i fængsel.

 

Tanker fra Internationale

Man gengav tankerne fra organisationen Internationale i deres avis, og også i hele bevægelsen. Særlig i København fik man gang i bevægelsen. Og da 1.200 murer valgte at gå i strejke, udkom Socialisten som dagblad.

Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade, Pio boede i nummer 21.

Kamp på Fælleden

Pio havde en ide med at arbejderbevægelsen skulle samles  til et kæmpemøde på Fælleden, for at markere deres ideer og krav. Politidirektøren forbød mødet, og Pio, Brix og Geleff blev anholdt.

Men dette forhindrede ikke at arbejderne mødte op. I tusindvis strømmede arbejderne til Fælleden. Politi og militær forsøgte forgæves at afspærre indgangene.

Garnisonen i Kastellet holdes parat. Der bliver udleveret skarpladte patroner.

 

Øjenvidne – rapport fra Henrik Cavling

Den senere redaktør af Politiken, Henrik Cavling er øjenvidende til hændelsen. Dengang var han kun 14 år.

• Nu gik jeg søndag eftermiddag den 5. maj med hastige skridt fra Lyngby til Nørrefælled. Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de indefter kørende mod at køre længere og skønt denne advarsel måske blot havde til hensigt at fylde Lundehuset med vejfarende, fremkaldte den hos mig en eventyrlig følelse af, at jeg nærmede mig en revolution.
• Det så for resten også temmelig broget ud, da jeg ved 3´ tiden nåede ind i Nørre Allé, hvor småtræerne langs med vejen allerede stod i svagt forårsspring. Nørrefælled var dengang ubebygget og de to alléer, Nørre og Øster, tegnede sig for øjet som en vældig stikpasser mellem hvis ben, den
  grønne flade dannede en stor trekant.

 

• Fra Nørre Allé opdagede man nu over ved den østlige side af trekanten lange rækker af tropper tilhørende flere våbenarter i alt to bataljoner infanteri,
  husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og artilleri. Pladsen foran denne troppestyrke lå åben, men bagved St. Johannes kirke og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På St. Hans Torv, hvor jeg nu stod, var alle gadehjørner nu bevogtede med infanterister, og mellem kirken og Nordre Birks arresthus fandtes opstillet flere hundrede betjente, som skulle standse de fra Nørrebro kommende skarer. Betjentene strammede ryggen mod de fremtrængende, der i den stærkere trængsel udstødte råb og skrig.

 

• Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen på St. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem, og da det begyndte at regne vel rigeligt med slag i hovedet, opstod der en voldsom trængsel foran St. Johannes kirke. Dørene til kirken blev trykket ind, og en yngre præst, der stod på prækestolen
  og holdt eftermiddagsgudstjeneste, fik pludselig fuldt hus. Han gjorde et ophold, så sig uroligt om og standsede sin præken. Lidt efter tog han fat på ny, og ingen forstyrrede ham, før han på et sted i talen sagde: ”På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisærerne”, så hørte man en dyb stemme sige: ”Det er hørt”. Præsten bad en bøn, og kirken tømtes under orgelspil.

 

• I følge med adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af trængslen ført mod fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af den mod Store Vibenshus. Man hørte råd og skrig af indignation, men også latter og bander fra folk, der i deres hjerters enfold troede, de var ude på kommers. Til dette publikum henvendte sig bl.a. murer Grøn, en kendt komisk figur fra folkemøderne. Han havde på det store nattemøde i dansesalonen Phønix´ kælder råbt: ”Jeg frygter ikke de halvtredspunds granater. Jeg kommer til hest!”

 

• Og virkelig kom Grøn ridende på en gammel krikke. Spasmagere mellem demonstranterne samlede sig om ham og trak ham fra begge sider i benene, så han blev meget vred og kaldte på værtinden ”Madam Græsmejer”. Til sidst sporede han krikken, så den stejlede og gik på bagbenene. Det vakte vild jubel. Men i det samme tog betjentene murer Grøn og førte ham til nærmeste politivagt.

 

• Under dette befandt jeg mig på fælleden hvor ophidsende talere, stående på mænds skulder opfordrede til modstand. Der blev kastet sten og hestepærer på soldaterne, og da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han: ”Frem”

 

• Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet våben blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente dyr og mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater,
  betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene og under hyl og hvine trampet på af politi og rytteri. Blind af snus blev jeg flere gange væltet omkuld og trillede rundt, mistede min kasket og fik det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede jeg af sted – det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alléen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man går til revolution.

 

Dømmes for endhver pris

Grundlaget for anholdelse af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv
og død. Så magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse og straffen skulle være så hård som mulig.

Og de blev dømt for:

• Forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden
• Overtrædelser af Politiloven
• Forbrydelse mod religionen

Sagen varede længe, og der var ingen lempelige forhold for dem i blykammene på Nytorv. Den 29. marts 1873 faldt dommen:

• Pio: 6 års forbedringshus (nedsat til 5 år ved Højesteret)
• Brix: 4 åre forbedringshus (nedsat til 3 år ved Højesteret)
• Geleff: 3 års forbedringshus

 

Klassedom

Det var en klassedom, der skulle afskrække andre socialister til at gøre det samme. Man skulle så tro, at arbejderne kunne mobilisere ekstra kræfter ved det næstkommende valg. Men nej, fattig – og tyendebestemmelsen berøvede i stort omfang arbejderne deres valgret. Andre frygtede repressalier fra arbejdsgiveren. Det var jo ikke tale om en hemmelig afstemning.
Knæk for livet

I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet.  Særlig Pio blev hårdt ramt. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.

Den 1. juli valgte Centralstyrelsen Pio som formand. Den 25. juli overtog han ledelsen af Social – Demokraten. Pio rejste i maj 1876 til London, for at forsøge
at få Karl Marx til Danmark. Det lykkedes dog ikke.

 

Pio går som formand

Men arbejderbevægelsen havde forskellige mål, og der opstod uenighed. Allerede på Det Socialdemokratiske Arbejderpartis første kongres den 6. – 8. juni 1876 på Gimle på Frederiksberg nedlagde Pio højtideligt sin post som formand. Men han blev dog valgt som forretningsfører. Men inderst inde var han meget
utilfreds med udviklingen.

 

Brix atter i tugthus

Brix havde for egen regning startet et socialistisk vittighedsblad Ravnen. Men det var for meget for magthaverne. En række numre af Ravnen blev beslaglagt og Brix blev atter engang sendt i Horsens Tugthus. Denne gang for 4 år.

 

Stigende utilfredshed

De stigende problemer fik arbejderbevægelsen til at undersøge mulighederne for udvandring. Geleff blev sendt til Amerika i forvejen og føle sig rundt i de forskellige kolonier. Pio var ved at miste troen på sig selv og sin fremtid i arbejderbevægelsen. Tilmed blev der ligefrem lavet smedeskrifter mod de tre tidligere ledere.

 

Udvandring

Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika. Mør af modgang. Han satte sig i spidsen for oprettelsen af en koloni på den bare prærie, men forgæves. Forsøget måtte opgives, og emigranterne gik hver til sit. Pio ernærede sig som typograf og redaktør. Endnu engang i begyndelsen af 1890`erne var han deltager i en kolonisering.

 

Glemt af alle

Men kun 53 år gammel døde Pio, glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.

Geleff opholdt sig 43 år i Amerika og blev kaldt hjem, da det viste sig at han var syg. Han døde 86 år gammel på Capri i Italien.

 

Bisat  på Vestre Kirkegård

12. juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Lois Pio skrev sine første artikler til Socialisten, bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København.
Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17. juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Han var åbenbart ikke glemt af alle. 5.000 mennesker overværede bisættelsen.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro ligger der 305 artikler 

Redigeret 15. – 04. 2022

Den 11. juni 1932 går en ældre mand hen ad Nørrebrogade. Dagen før fyldte han 81 år. På hjørnet af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum. Uden at han opdagede det, blev han fanget mellem den sporvogn han skulle med, en linje 7 og en linje 5. Sporvognskonduktøren brugte både klokke og bremse , men den gamle mand, der boede på Fælledvej, var tydelig forvirret.

Nu stoppede han op, det var tåbeligt. I næste øjeblik blev han ramt af linje 5.

Tilløbende fik ham bragt ind i en forretning. Han var ved bevidsthed men i chok. I en ambulance blev han bragt til Rigshospitalet. Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Den ældre mand  havde kun fået forvredet den ene hofte og albue. Han kunne sagtens få besøg af sin familie.

Ved 8 – tiden om morgenen den 14. juni, var en sygeplejerske inde og tale med ham. Da virkede han fuldstændig klar. Men da hun kom tilbage et par minutter senere, var manden død – af en blodprop.

Hans søster Sophie og datter Elise arrangerede en stilfærdig begravelse på Assistens Kirkegård.

Den ældre mand boede sine sidste år af to omgange på Fælledvej. Og den ældre mand er ingen ringere end Danmarks tidligere justitsminister og storbedrager, Peter Adler Alberti.

 

Tag ikke min søn som formand

Selve Alberti – slægten er sønderjysk Faderen var også i Folketinget valgt af Venstre i Sorø – kredsen. Hans største bedrift var at blive formand for Sjællandske
Bondestands Sparekasse.

Lige før sin død, advarede C.C: Alberti sparekassens tillidsmænd:

• Hvad I så end gør, tag for Guds skyld ikke min søn til formand.

Sønnen havde været næstformand. Men dagen efter sin fars død, bliver han valgt som formand. Indtil udnævnelsen havde han ikke vist bønderne den store interesse.

 

Mange andre interesser – end bønder

I 1881 blev han med stor modvilje udnævnt til højesteretssagfører. Modviljen skyldtes hans dårlige rygte, som dårlig økonomi og ufine forretningsmetoder.

Disse ufine forretningsmetoder fortsatte han med straks ved udnævnelsen. På overfladen så alt korrekt ud. Han oprettede også teglværket Dysseværk. Og der skete også ting og sager med smøreksporten.  Det led af kronisk underskud. Da der ikke var skarp adskillelse mellem sparekassens og smøreksportens
kasse, tog han, hvad han skulle bruge.

Alberti havde også interesser i Sydafrikanske guldminer.

 

Bom for socialisme

Kampen mellem Højre og Venstre prægede det politiske liv i 1880erne og 90erne. I oktober 1884 brændte Christiansborg. En grim og ubekvem kasserne i Fredericiagade dannede derefter parlament ind til 1918, da det nuværende Christiansborg, stod færdig.

Alberti kastede sig ud i valgkampen med uhørt grovhed Bom for Socialismen. De borgerlige vandt valgkampen, og nu var vejen banet for Alberti. Bønderne
betragtede ham stadig som mirakelmager.

• Millioner rullede mellem hans fede hænder, han var alle gårdmænds gode ven, og han lod dem tilsyneladende tjene penge. Mange penge.

Alberti bliver skilt, og har åbenbart udnyttet sin hustru økonomisk

 

Justitsminister

Politisk går det godt for Alberti. Han bliver justitsminister og minister for Island. Kong Christian den Niende modtog den 25. juli 1901, de nye ministre i audiens. Han udtalte glæde over ministrene, og udtalte håbet om, at det måtte blive til gavn for fædrelandet. Man han skal også have sagt, at de ny ministre jo virkelig var pæne mennesker. Kun syntes han mindre godt om ministeren med det italienske navn.

Alberti var en mand, der hensynsløst dominerede sine omgivelser. I den første periode som justitsminister fremsatte han et forslag til en ny retsreform, og Danmarks første automobillov. Han forbød også brugen af ordet ”Sommerrevy”.

 

Ny prygle – lov

I 1903 fremsatte han et forslag i Folketinget:

• Forslag til lov om anvendelse af legemes – straf i visse tilfælde og om en udvidelse af nødværgeretten.

Forslaget gik ud på, at mænd mellem 15 og 55 år kunne idømmes prygl, højst 27 slag på ryggen, enten som enestraf eller tillægsstraf for voldtægt, voldtægtsforsøg, seksuelle overgreb på mindreårige piger, samt grov vold mod sagesløs. Desuden blev nødværgeretten foreslået udvidet betydeligt.

Socialdemokratiets store agitator Borgbjerg, påpegede, at arbejdsløsheden var en vigtig faktor for øget kriminalitet. Alberti svarede hånligt, at de folk slet ikke egnede sig til arbejde. Prygleloven blev vedtaget og stadfæstet som lov den 1. april 1905. Den blev afskaffet igen i 1911, men reelt først i 1933 i de danske fængsler.

 

Generalforsamling

I 1906 blev Alberti igen knebent valgt til Folketinget, og gift for anden gang.

Den 26. november 1906 afholdtes 50 årsdagen for stiftelsen af Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Mere end 600 mennesker samledes til fællesspisning i Odd Fellow – palæet. Stemningen var animeret, og talerne generøse. Hvordan kunne de vide, at deres sparekasse var på sammenbruddets rand?

 

Fortiet sandhed i 20 år

Også Alberti kunne se, at det var helt galt. Fra juni 1905 til december 1907 voksede bedragerierne, for at skjule de andre ulovligheder. Gennem 20 år holdt Alberti sine to bestyrelser i uvidenhed om de faktiske forhold, og hans greb om dem svigtede aldrig. Han kvalte sin dominerende personlighed til at kvæle til selvstændig tankegang.

Men han måtte tage store lån, efterhånden som underslæbet voksede, og trods al forsigtighed begyndte rygterne at sive. Også i Folketinget havde Alberti tre uheldige sager.

Da finansloven i marts 1908 var til tredjebehandling fortsatte angrebene mod ham. Oppositionen ville have hans embedsadministration undersøgt, men i første omgang blev dette afværget.

 

Man undrer sig

På en generalforsamling i Privatbanken, havde en aktionær spurgt til en embedsmands gæld på 3 millioner kroner. Direktørens svar var meget uldent, så flere aviser havde udpeget denne embedsmand til at være Alberti.

De Radikale undrede sig også over, at Alberti

• Klokken 1 var teglværksejer
• Klokken 2 var justitsminister
• Klokken 3 var grundspekulant
• Og så videre

 

Alberti går som justitsminister

Konsekvensen var, at Alberti tænkte som forretningsmand og sagfører, når man burde tænke som minister. Men det var De Konservative, der fældede Justitsministeren. Det var sikkert ingen minister i dag, der ville overleve blot en brøkdel af de anklager, Alberti blev udsat for. Egentlig gik Alberti godt presset,
men af helbredsmæssige grunde med æren i behold. Men det var nu kun kortvarigt.

 

Nye panteobligationer

En dag i slutningen af maj 1908 opsøgte sparekasseformand Alberti den fungerende finansminister J.C. Christensen i krigsministeriet og anmodede, med bemyndigelse fra sin bestyrelse, om et statslån på halvanden million kroner. Banken turde ikke at låne Alberti flere penge.

Men Alberti havde allerede fået bevilliget et lån på en million kroner, som var misligholdt. I Nationalbanken havde sparekassen også et lån på tre millioner kroner, som var misligholdt. Han fik ikke lånet, men panteobligationer til en forholdsvis lav rente på 4,5 %.

Ved sin afgang blev Alberti udråbt til Gehejmekonferensråd. Kort efter afgangen fik han en bestyrelsespost i Store Nordiske Telegrafselskab.

 

De solgte obligationer

Den årlige generalforsamling i Sparekassen fandt sted på Hotel Prinsen i Roskilde. 300 tillidsmænd godkendte beretning og regnskab. Der opstod nu en diskussion om obligationerne. Revisorerne havde set en erklæring fra Privatbanken med en erklæring om, at

• obligationerne lå fri og ubehæftede i depot.

I første omgang red Alberti stormen af. På Generalforsamlingen kom følgende udtalelser også frem

• Jo mere en mand er frygtet af sine modstandere, des mere er han værd for sine venner.
• Alberti har viet sine evner og kræfter til bondestandens vel
• Det bliver vennernes pligt, at slå kreds om sådan en mand.

Problemet var jo bare, at obligationerne ikke lå fri og ubehæftede i depot. Privatbankens kontrolkomité vedtog, at opsige mellemværket mellem Den Sjællandske Bondestands Sparekasse inden årets udgang. Man mistænkte ikke Alberti for noget ulovligt, men det for banken uigennemskuelige forhold mellem sparekassen, smøreksportforeningen og de engelske smøraftagere forekom efterhånden som en dårlig forretning.

 

På ministermøde

Politisk redaktør på Politiken, Ove Rode var ved at trænge til bunds i sagen, og ved ministerrokaden bad den nye finansminister Neergaard, Alberti om at tilbagebetale lånet. Endvidere ville finansministeren tage lånet op på det næste ministermøde.

 

Anmeldelse

Den 8. september 1908 forlader Alberti sparekassen. Efter en frokost og to gange hos barbereren, gik han ind på Domhusets politikammer på Nytorv. Overbetjent Jacobsen tager imod:

• Dette er en anmeldelse. Jeg har gjort mig skyldig i falsk og bedrageri for meget betydelige beløb. Vil De være være så venlig at tage rapport over mig

Alberti indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri til et beløb af 9 ½ millioner kroner.

 

Dom: 8 års fængsel

Sagen blev afsluttet den 23. september 1910, og den 17 december faldt dommen. Den lød på 8 års tugthus. Han blev kendt skyldig i en række sager, dog ikke ejendomsspekulation. Det viste sig, at han havde bortsvindlet 15 millioner kroner. Det svarer i dag til cirka en halv milliard kroner.

Den 25. maj 1909 faldt vælgernes dom over Alberti – katastrofen. Reformpartiet gik tilbage fra 57 til 38 mandater. Det Radikale Venstre voksede fra 11 til 20. Socialdemokratiet forblev uændret på 24.

Rigsretten dømte også en række personer, for ikke at have grebet ind.

 

Syg i fængsel

Da Alberti ankom til Horsens den 20. december 1910, blev det noteret i hans nyoprettede stambog, at han var 188 cm høj, vejede 138,5 kg, og havde en livvidde på 155 cm. Fængslet var ikke vandt til indsatte af det format, så man måtte sy en særlig dragt til ham.

Den 23. december blev Alberti sat til en strikkemaskine. Nu skulle den fhv. justitsminister tjene sit land ved at strikke sokker. Men det blev ikke til så meget arbejde. Det meste af sin afsoningstid var han sygemeldt. Han blev ydmyget af sine medfanger, og fik en depression.

 

Særforplejning

Snart blev han rigtig syg, og i sommeren 1912 var hans vægt nede i 71 kg. Senere i 1912 blev han overført til Vridsløse. Man frygtede for hans liv. Her fik han så
særforplejning og kom nogenlunde til hægterne igen.

 

Benådning

Den 20. august 1920 blev Alberti benådet. Han blev dog løsladt et par dage før. Man var bange for at pressen ville overfalde ham.

Hans første opholds-adresse efter fængselsopholdet var Fælledvej 10, 3.sal på Nørrebro. Her kom han ofte i Gætjes bagergård og enkefruen der, gav ham et lille
job i forretningen.

Senere lejede han sig ind på Martensens Alle, men flyttede tilbage til Nørrebro. Vi kunne også have fortalt om hans spekulations-ejendomme på Jægersborggade.

• Hvordan kunne det ske?
• Havde man for meget tiltro til ham?
• Kan det ske igen?

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler

Redigeret 15. – 04. 2022

Ture i Tønder 4

Vi er nu
kommet til den sidste tur gennem Tønder. Den fører os gennem den mest fotograferede gade, Uldgade. Desuden Søndergade, Vidågade, Allégade, Kobbergade og Lillegade. Hør også om en af de længste nætter på Hostrups Hotel.

Tur 7: Uldgade – Søndergade – Vidågade – Allegade – Kobbergade – Lillegade

Den mest fotograferede gade i Tønder er nok Uldgade. En af mine gode venner er lige flyttet tilbage til sin fødeby (Artiklen er fra 2007) , og har bosat sig i denne gade. Held og lykke Ib.

Uldgade 1: Kan dateres fra før 1744. Omkring 100 år senere blev huset udvidet. Den ene gavl har været af træ

Uldgade 2: Huset stammer tilbage fra 1810. Formentlig bygget for Marten Jürgen Mortensen. Det afløste på grunden et temmelig stort hus.

Uldgade 3: I 1801 blev den bestående bygning revet ned. Ejeren, kleinsmed Otto Hinrich Hansen lod et andet hus bygge.

Uldgade 4: En af de virkelig flotte huse på gaden. Stammer tilbage fra midten af 1700 – tallet. Hele huset har på et tidspunkt været bindingsværk. Ejer fra cirka
1744 op til1780 var skorstensfejer Andreas Heintzmann.

Uldgade 5: Sydsiden rummer bindingsværk fra før 1744. Huset ejes indtil 1770 af slagter Søren Koblau. Det overtages af hans søn Hans Jürgen Koblau, der i 1778 renoverer og udvider huset. Facaden har fået sit nuværende udseende i 1979.

Uldgade 6: Guldsmed Paul Hansen lod i 1818 opføre et syv fag dybt gavlhus i bindingsværk. Huset omsattes i grundmur formentlig af pottemager A.F. Schneider omkring 1875.

Uldgade 7: Kærnen i huset kan føres tilbage før 1744. Allerede da havde bygningen, der var på seks fag bindingsværk ”ein halb Brandmauer Giebel” , hvilket betyder, at gavlen har været grundmuret forneden og af bindingsværk foroven. Til huset hører en stald.

Uldgade 8: Skomager Detlef Jepsen lod i 1866 et otte fag dybt gavlhus i bindingsværk nedrive, og i stedet opførtes det nuværende hus. Karnappen må være den oprindelige.

Uldgade 10: Kærnen i huset kan føres tilbage før 1744. Omkring 1765 blev sidehuset udvidet, formentlig som værksted for ejeren, skomager Josias Rotlev. I begyndelsen af 1800 – tallet lod den næste ejer, skomager Peter Todsen huset gennemgå en ombygning. I 1875 skete der lidt større ombygninger.

Uldgade 11: I 1860 overtog daglejer Detlef F. Detlefsen huset, der kan føres tilbage fra før 1744. Kort tid efter lod han huset ombygge.

Uldgade 13: I 1827 lod Andreas Nielsen det nuværende hus opføre. I 1978 – 79 skete der en omfattende renovering. Huset er som mange andre i Uldgade, fredet.

Uldgade 14: Guldsmed Paul Hansen fik i 1785 borgerskab i Tønder, og han købte omtrent samtidig huset. Allerede året efter, lod han det renovere.

Uldgade 16: Tinstøber Joh. Andreas Ohrt fik borgerskab i Tønder i 1767, og overtog omtrent samtidig huset. I 1778 lod han hele huset ombygge. Også i 1880 skete en ombygning.

Uldgade 18: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Omkring 1880 skete en større ombygning, muligvis for skomager Peter Petersen Skau.

Uldgade 22: Snedker Jens Wollesen lod i 1856 opføre dette hus på en ubebygget grund. Indtil ca. 1760 stod der her to gavlhuse.

Uldgade 26: Stolemager Cornelius Chr. Orth købte i 1838 et langhus, indrettet som pakhus. Orth anvendte sandsynligvis bygningen som stald. Han lod den ombygge til det toetagers beboelseshus, der i dag står på grunden.

 

Søndergade

Søndergade går helt fra Torvet  over Vidåen til Kongevej. Det første stykke var egentlig beregnet som et brandbælte.

Søndergade havde naturligvis mange værtshuse. Det var byens indfaldsvej fra syd. Og da markedspladsen i 1880erne flyttede uden for byen til Sønderport, skadede det bestemt ikke værtshusene.

Søndergade 2 – 4: Ejendommen står i dag som resultat af en række ombygninger af to ældre bindingsværkshuse. Alle tre huse i 2,4, og 6 har været kroer mere eller mindre samtidig. Hen over facaden i nr. 4 annoncerede værten Mathias Nielsen, Wirtschaft und Ausspann. Her lavede man den bedste grønlangkål med skinke. Kroen er antagelig blevet nedlagt i 1934, da apoteker Toft købte ejendommen sammen med naboejendommen.

Søndergade 3: Opført cirka 1890 for gæstgiver og høker Rasmus Boysen, der tillige ejede Søndergade 2 og Søndergade 1.

Søndergade 5: Opført i 1842 som stald, men i 1872 blev huset ombygget til kro af gæstgiver Carsten Reese. 1880 overtager Heinrich Johansen Petersen ejendommen. Den lukkes antagelig før århundredeskiftet.

Søndergade 6: I 1878 klagede lejerne i Peter Jepsens ejendom over at dele af huset var så dårligt, at det truede med at falde sammen. Klagen blev taget til følge, og den nuværende ejendom blev opført få år derefter. Til forhuset opførtes samtidig et pakhus bagerst på grunden. Nu Vidågade 2.

Søndergade 10: Som huset står i dag, er det resultat af en række ombygninger, hvis kerne kan spores tilbage fra før 1744. Dengang stod der tre bindingsværksbygninger. Inden for de næste 30 år blev huset udvidet.. I 1844 havde der uafbrudt været bageri i huset i 100 år. I 1845 overtog købmand Georg Vilhelm Zoëga ejendommen.

Søndergade 11: Huset kan føres tilbage fra før 1744. En murranke fortæller at huset er fra 1650. I 1839 overtager købmand Jens Andersen ejendommen. Formentlig er huset på det tidspunkt gjort dybere.

Søndergade 12: Omkring 1880 afløste det nuværende forhus med et sidehus. I gården fandtes forskellige staldbygninger. Kort før århundredeskiftet blev staldbygningerne ændret til den nuværende skikkelse. I bygningen har gæstgiver Schultz  haft kro. Den har eksisteret til cirka 1920. Hvert år op til jul blev der annonceret med gåse – og andespil.

Søndergade 13: Huset stammer fra før 1650. Det var opført med staldbygninger. En omfattende ombygnin blev foretaget i 1781 af  urmager Hans Hansen. I 1858 lod stadskasserer Hans Steen sidehuset forhøje til to etager.

Søndergade 14: I 1850 lod gæstgiver Lorentz Bertram Carstensen et gavlhus nedrive. I gården har ligget forskellige staldbygninger i 1856 et 15 fags kornlager af
bindingsværk i to etager. I løbet af de næste 100 år er disse bygninger blevet udskiftet med de nuværende. I 1903  bærer kroen navnet Dinesens Gasthof. I 1909 Møllers Gæstgiveri. Efter 1920 kom en sidebygning til. I 1925 bliver kroen tørlagt, da Missionshjemmet overtager ejendommen. Senere under navnet Missionshjemmet Vidå. I 1939 køber Jessine Petersen hjemmet. Hun afløstes i 1940´erne af Poul Brodersen som vært.

Søndergade 16: I midten af de forrige århundrede fik huset sin nuværende udformning. Huset kan føres tilbage fra før 1744. Det nordre hus tilhørte skomager Hans Christian Kiesby, det sydlige hus tilhørte Carsten Fürst. I tiden mellem 1794 og 1850 bliver grunden delt mellem nabohusene.

I 1850 køber bager Nis Hieronimus grunden, og lader de to huse blive til et. De nuværende baghuse er opført i nyere tid, men afspejler en ældre bebyggelse med stald og bageri.

Søndergade 17: Kærnen i huset kan føres tilbage til før 1744. Et stort gavlhus med stald. Omkring 1800 ejer Peter Jonsen huset. Han ændrer husets udseende. Det meste af 1800 – tallet tilhører huset slagter Peter Christian Tychsen, der også ændrer huset.

Søndergade 18: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Fra omkring 1794 indgik halvdelen af det nordre nabohus i ejendommen, men det blev afhændet omkring 1850.

Søndergade 19: I slutningen af 1860erne lod gæstgiver Jens Schiering sit gamle gavlhus nedrive. I stedet opførtes det nuværende på to etager. Allerede i 1813 havde gæstgiveren købt en ejendom i Uldgade, der stødte på til denne på Søndergade. Han lod ejendommen ombygge til kvæg, heste og rejsestald for gæstgiveriet. I 1912 fik denne ejendom sin nuværende skikkelse.

Søndergade 22: Huset kan føres tilbage fra før 1744. I 1765 beskrives det, som et forhus på tre fag bindingsværk i to stokhus, fire fags baghus, tre fag stald, to fag spindehus. I mange år har huset været beboet af  rebslagere. I 1855 solgte rebslager Andreas Petersen huset. Den ny ejer har antagelig i 1857 forhøjet huset med en halv etage.

Søndergade 23: I 1882 lod sadelmager Friedrich August Zenner sit hus nedbryde. Det var et langhus af bindingsværk i to stolværk med staldbygning. Året efter byggede han det nuværende hus.

Søndergade 24: I slutningen af 1600 – tallet var huset opført som en enetages bygning. Fra 1744 fremstår det som to etagers med stald. Fra slutningen af 1700 – tallet til efter 1800 – tallets midte boede her to generationer af glarmestre, Johan Arendt Christian og Herman Bartold Böger(Böyer). Sidstnævnte solgte huset til urmager Christian Andresen.

Søndergade 26: Forhuset til det gamle farveri kan føres tilbage fra før 1744. I 1854 blev der gennemført en række ombygninger af farveriet af ejeren Andreas Hansen.

Søndergade 28: Huset er opført i slutningen af 1870`erne for Caroline Hansen. Den tilhørende staldbygning blev først revet ned for 20 år siden.

Søndergade 30: I 1865 opførtes en et-etagers ejendom med staldbygninger og vognremise. Omkring 1905 forhøjedes bygningen til omtrent den nuværende skikkelse. Port-indkørslen, der ved denne lejlighed blev flyttet til det nordligste fag, er senere blevet sløjfet. Egentlig hed bygningen Landschafliches Haus. Efter en række skiftende ejere købte Lorenz Petersen kroen i 1913, hvorefter kroen nu hed Petersens Hotel. Omkring 1920 solgtes kroen til Chr. Friedrichs fra Weisser Schwan.

1925 overtog Chr. Hostrup hotellet, og fortsatte med det gamle navn, men efterhånden kom det til at hedde Hostrups Hotel. Efter krigen foretog modstandsbevægelsen sabotage mod hotellet, og beskyldte indehaveren for værnemageri.

Det var også herinde, man spillede skat (udtales med lang a). En af kortspillerne var automobilhandler Roost. Han havde en meget bred Glatze (en stor skaldet isse). Under spillet klaskede han sig på issen, i håb om at fange fluerne. Det lykkedes ikke. En af skatbrødrene gav Roost et tilbud:

• Æ gi`h en omgang, for hver flue, du fanger
• Roost kaldte på serveringen. Fräulein. Et øjeblik efter kom Fräulein med en af de gammeldags fluefangere – den lange klæbestrimmel. Den viklede Roost om sin isse. Nu landede den ene flue efter den anden på issen.
• Eine Runde, noch eine Runde. Den skataften trak meget længe ud.

 

Vidågade

I min tidligste barndom boede jeg  i Østergade. Vi havde kolonihave ned til Vidåen, herfra Vidågade.  Det glemmer jeg aldrig. Her var det også, at min far
sad fast i Vidåen, fordi han løb efter en svane. Heldigvis havde malermester Tonnesen set det og reddede ham op på det tørre. Hvis dette ikke var sket, havde jeg ikke kunnet sidde her og skrive. Så hermed en tak til Tonnesen. men var det nu min far eller var det storebor?

Min far var født i Vidågade 38, og boede også i nr. 41.

Vidågade 22: En fem fags stald kan på grunden følges tilbage til 1700 – tallet. I 1841, da garver Ingwer Peter Herstorff var ejer, blev staldet ombygget og udvidet.

Vidågade 24: Kobbersmed Christian Hänsel, der var ejer af Østergade 21, lod i 1836 et bindingsværkshalvtag bagerst på grunden ombygge til en grundmuret stald på fire fag. Omkring 1860 blev bygningen udvidet med et fag indrettet til beboelse.

Vidågade 26: Som til talrige andre ejendomme i Tønder, hørte der til Østergade 25 en staldbygning i bindingsværk beliggende ud til baggaden. Den kan føres tilbage til før 1744. Omkring 1885 lod den daværende ejer af Østergade 25, seminarielærer P.J. Johansen sin staldbygning udvide og ombygge til også at omfatte beboelse.

Vidågade 28: I 1865 lod ejeren af Østergade 27, snedker Jes Clausen, sin stald i syv fag bindingsværk mod Vidåen ombygge. Formentlig i slutningen af 1800 – tallet blev stalden bygget om, og gjort et fag kortere, muligvis i forbindelse med indretning af måler – og vejkontor. Baghuset indeholder resterne af et vaske – og rullehus opført omkring 1800.

Vidågade 42: Farver Nicolai J. Lorentzen overtog 1865 Asmus Diemers farveri, der bestod af forhuset Østergade 43, og bag denne farveribygning og kostald i 11 fag grundmur samt staldbygning ved Vidågade. Allerede året efter blev bagbygningerne nedrevet. I stedet opførtes det syv fag dybe gavlhus mod Vidågade som farveribygning og bagved, sammenbygget her med staldbygninger. Farver Lorentzen selv døde imidlertid inden nybygningerne stod helt færdige, og det var administrator for hans bo, der i 1866 lod farveri og stalde taksere til brandforsikring. Huset anvendtes til farveri i en kort årrække, men blev inden 1880 indrettet til beboelse.

Vi var inde på Vidågade lidt før i denne artikel.

 

Allégade

Allegade 11: I 1867 måtte det bestående hus vige , for det nuværende hus. Det skulle være værksted for ejeren af Vestergade 13, maler Broder Brodersen. Noget af inventaret blev genanvendt. Således er vinduerne i gavlens underetage samt i vestsiden overskårne 1700 – tals vinduer.

Allégade 13: Carsten Richtsen lod omkring 1800 opføre en grundmuret staldbygning. Det fungerede som bagbygning for Vestergade 11. I 1866 overtog gæstgiver Nick Lassen såvel forhuset mod Vestergade, samt stalden mod Allégade. Han lod samme år stalden ombygge og indrette til beboelse.

Allégade 15: I 1779, få år efter opførelse af forhuset mod Vestergade, lod Carsten Richtsen opføre en staldbygning i bindingsværk med gavlen mod Allégade. I 1851 overtog købmand F.B. Heyn såvel forhuset som stalden. Dette blev herefter bygget om, og delvis indrettet som kornmagasin. I 1966 gennemgik bygningen
en omfattende restaurering.

Allégade 19: grunden var i midten af 1800 – tallet bebygget med en staldbygning langs Kobbergade. Senere delvis ændret til beboelse, hørende til Vestergade 1, samt en staldbygning mod Allégade, hørende til Vestergade 3. I 1857 blev stalden bygget om til brænderi og solgt til brændevinsbrænder J.H. Johansen, der også købte bygningen langs Kobbergade. I 1900 blev hele komplekset bygget om, formentlig af brændevinsbrænder Asmus M. Johansen, og huset fik sin nuværende facade.

 

Kobbergade/Lillegade

Her i Kobbergade, kan jeg selvfølgelig huske fotograf Vestergård fra Tonhalle Foto, en festlig fyr, der ofte kom i vores hjem. Ja, så kørte jeg rundt med vasketøj på en Long John her fra vaskeriet i Kobbergade. Det var nu ikke altid lige let. Men jeg havde fået at vide, hvis jeg tabte det nyvaskede tøj, skulle jeg bare komme retur med det. Det gode ved det job var, at der blev givet mange drikkepenge.

Lige over for Kobbergade, fortsætter vi ind i Lillegade.

Lillegade 3: Omkring 1890 overtog Stadtrath Ferdinand Löck en tom grund, hvor der stod et trefags bindingsværkshus. Et nyt hus blev opført.

Lillegade 4: Det nu stærkt ombyggede to-fagshus indgik oprindelig i en bodrække i Lillegade (Lillegade 5), og der ses stadig bindingsværksrester på siden. Efter 1804 blev de øvrige solgt særskilt. Omkring 1890 overtog enke Klara Christina Krag det lille hus og ombyggede det.

Lillegade 5: Oprindelig var der tre huse, der var ældre end 1744, der indgik i en bodrække. De tre boder, blev overtaget af ejeren i Lillegade 6. Da dette hus i 1830 blev forlænget med et fag, skete det på bekostning af den søndre bods sydligste fag.

Lillegade 6: I slutningen af 1820erne overtager blikkenslager Lorentz Göttge et syv fags bindingsværkshus i et stokværk. Han lod i 1830erne dette hus fjerne. Göttge forhøjede det til to etager.

Hermed slutter vores tur gennem Tønder. Vi håber, at du er blevet klogere.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Der er mange artikler på vores side, hvor du kan få endnu mere at vide

Ture i Tønder 3

Vi er nu inde i den centrale del af Tønder, med udgangspunkt ved den gamle havn, Skibbroen. Vi kigger også på Kogade, æ Punchsti, Skibbrogade og Jomfrustien. På den næste tur (6) er vi på Frigrunden, Gråbrødrevej og Spikergade.

 

TUR 5: Kogade – Skibbroen – Æ Punschsti – Skibbrogade – Jomfrustien –

Vi går ned af den gamle gade Kogade. Det var her man drev stude ned til skibene. Det er nu ikke så meget tilbage af den gamle Kogade. Det er som om at Vestergade er blevet mere åben ud til den gamle havn.

Men spørgsmålet er , om det var det rigtige, man gjorde i Tønder i 1966. Man forvandlede to smalle stræder til en lidt mærkelig åbning. Kogade og Pebergade forsvandt fra bykortet.

 

Kogade

Skræddermester Frands Frandsen overtog Kogade 2 efter gæstgiver Ernst Meyer, da denne havde nedlagt sin Bierstube. Folk havde dømt stedet til Zum blutigen Knochen, fordi kunderne, der for det meste bestod af håndværkersvende ofte, kom i totterne på hinanden.

Jeg mener også, at der var et svendehjem på stedet.

Vinhandler og Gæstgiver Thomas Ferdinand Jürgensen var en af de sidste aktive fra krigen i 1848 og æresmedlem af skyttekorpset. Men han var også vært i Zur Traube. Tre år efter hans død i 1906, blev der i bygningen indrettet et Panorama. Her blev der vist billeder fra hele verden. I bygningen har det også været et bryggeri.  Men det hele forsvandt i 1966.

 

Skibbroen

Det er svært at forestille sig, at den p – plads, man nu kigger på, engang berretigede til, at Tønder kom på verdenskortet. Dengang der her var en betydningsfuld havn. Kigger man på den ene side af Skibbroen, er det ikke meget, der tyder på havn og velstand. Det kunne ligne en hvilken som helst by
med supermarkeder og bygninger, der overhovedet ikke er tilpasset omgivelserne.

Kigger man til gengæld  til venstre, kan man godt forestille sig et havneforløb. Også ind mod Skibbrogade har man formået, at bevare det gamle.

Man levede mange år i håbet, om at kunne genskabe sejladsen til Vesterhavet, man forsøgte med forskellige kanaler, men der var ikke noget at gøre. I 1934 blev havnen dækket til.

På et tidspunkt ville man føre vand fra Møllekulen ned til havnen. Hensigten skulle være, at få frisk vand hertil, og måske kunne man derigennem tørlægge
nogle af engene øst for byen.

I havnen blev der tømt spildevand og dårlig øl. Der lå et ulækkert lag af grønt øl-affald, og kasserede øl-propper i vandet. Arbejdet på kanalen blev påbegyndt i 1878, og det skete da også, at nogle druknede. Men man havde brødrene Christensen til at dykke efter de druknede. De var henholdsvis skomager og skrædder,
og var habile svømmere. De havde dog ikke rigtig lært dialekten. De stammede også fra Aalborg.

Men se, det var jo slet ikke den havn Idrissi så dengang og så bevirkede at Tønder kom på verdenskortet. Han har nok stået Ved Slotsbanken. Ja nogle påstår, at han har stået i Møgeltønder. Og den gamle havn er dukket op igen. Der er sket meget efter 2007, hvor den artikel er skrevet.

Et stort telt på Skibbroen blev under krigen brugt til lazaret. Ja der kom ligefrem lazarettog til Tønder direkte fra fronten.  Om torsdagen blev der holdt fåremarked på stedet, og en overgang blev der også afholdt ringridning.

På Skibbroen 3 drev Carsten Petersen både kornhandel og værtshus. Han var også kreatur – og fårehandler. I 1920 købte den navnkundige godsinspektør Davidsen ejendommen, så Petersen har sikkert været forpagter, indtil han selv købte ejendommen.

Også i nr. 4 var der kro og hotel. Bygningen blev opført i 1860. Inden da stod der et stort bindingsværkhus på grunden. Hotellet havde 14 senge. Man drev også landbrug ud til Skibbrogade.

Ja den i nr. 5 blev kaldt Onkel og Tante. I 1865 byggede gæstgiver Hans Petersen huset om.

I nr. 6 huskes Duus Restaurant i 30’erne og 40’erne. Ejendommen er fra 1865. Ved årsskiftet hed udskænkningen Christian Bruhns Gastwirtschaft &
Viehhandel. Her var der ofte ballade, så måtte øvrigheden blande sig. Ja og sidst jeg var i Tønder var det stadig kro på stedet.

Skibbroen 7 var nok den største af alle kroer, og på et tidspunkt også byens posthus. Gæstgiver, brygger og brænder Peter Lohmann byggede huset om i 1829

I 30erne blev stedet købt af smedemester Niels Andersen, også kaldet Dragonsmeden. Smedevirksomheden udviklede sig til en af byens største håndværkervirksomheder. Under krigen gemte modstandsbevægelsen et større våbenlager i ejendommen.

Der var senere brændevinsbrænderi og bryggeri ud mod Skibbrogade. I 50`erne og 60`erne holdt byens ungdom til her, først i jazzklubben Down Town,
senere skiftede man stil i Blody Mary

Skibroen 8 blev i 1842 bygget om af vognamand Lorenz Matthiesen.

 

Æ punchsti

Gæstgiverne på Skibbroen blev på et møde i Skibbroen 6 i 1907 enige om, at der skulle etableres en sti fra Skibbroen til Tønder H, så de mange gæster uset kunne komme med toget. Man etablerede en bro over Laurentiusstrømmen, selv om den kunne være svær at ramme i opløftet tilstand. Selvfølgelig fik stien, navnet æ Punchsti. Og den gang hed banegården Marchbahnhof. 

Butikkerne i Vestergade blev sure, fordi de mente, at de mistede omsætning.

Man skulle da selvfølgelig heller ikke gå en omvej. Så det var en medmenneskelig handling, man gjorde. Den holdt faktisk i 30 år indtil første del af byens omfartsvej blev en realitet. I folkemunde blev det selvfølgelig til æ Punschevej  eller Æ Punchsti

 

Skibbrogade

Indtil 1906 hed stedet Sønder bag staldene

• Øster bag staldene blev til Vidågade
• Vester bag staldene blev til Allegade
• Nørre bag staldene blev til en forlængelse af Nørregade

August Müller var en meget vellidt og særdeles respekteret købmand, grossist og fabrikant af blandt andet parfumeartikler. I 1913 var hans virksomhed blevet så stor, at det var nødvendigt, at købe nogle ejendomme i Skibbrogade til fabrik og lager. En af husene var hjørneejendommen, som stødte op til Pebergade. Ved ombygningen fik det en moderne rund facade. Retten til at producere Dr. Dralles varesortiment i parfumer og birkehårvand gav virksomheden yderligere et skub.

I Skibbrogade 11 var der i mange år træskos – fabrikation. Holtzschihmacherei und Lederhandel von Marcus Jürgensen stod der i en træramme over døren. Modsat stanken fra de gamle stalde, kunne man her fornemme en dejlig duft af  læder og sværte.

I Skibbrogade var der i mange år heste, ko og svinestalde. Den sidste forsvandt først i 50erne.

Rørlægger Peter Pot havde værksted og lager her. Tilnavnet fik han, fordi han installerede de nymodens skulle-klosetter og så løb han rundt med en kugel-spint (bowlerhat) – potte på hovedet.

Ved siden af huserede murermester Fischer. Hans ”plads” gik helt ned til Æ dragonsmej. For byens unger var det dejligt at lege i sandet, når der kom nye forsyninger fra Møgeltønder til murermesteren.

Hotel Tønderhus havde en p – plads her, og en bygning der indeholdt hotellets vaskeri. Derefter kom en byggegrund tilhørende Nansens Stiftelse. Og det sidste hus tilhørte møbelhandler Odefey, der havde et nebengeschäft med røgeri for hjemmeslagtere og andet godtfolk.

Går vi over gaden, ja så kommer vi til den gamle brandstation, her fortsatte Blenners vaskeri. så vand-pjaskeriet fortsatte.

Når vi nu fortsætter tilbage mod Skibbroen, residerede malermester Spender i et baghus til isenkræmmer Kraus i Vestergade. Så fulgte nogle garager tilhørende læge Vest Hansen.

Fotograf Schwendesen havde bagudgang hertil, og ved siden løb Thorvalds slip, opkaldt efter Vor bager, bagermester Thorwald Petersen. Denne bagmester kom fra Als. Han mente, at der absolut skulle være en dansksindet bagermester på byens hoved – strøg.

På den anden side lå S.C. Lorenzens  kolonialvirksomhed. Sidst jeg var på de kanter oplevede jeg stadig et imponerende gårdmiljø. Min storebror var i lære her
hos S.C. Lorentzen. Jeg mente også, at jeg hentede varer her, da jeg var bydreng hos Købmand Tygesen og  købmand Kaiser i Østergade.

Egentlig hørte S.C. Lorenzen til den tysksindede del af befolkningen, man han gav plads til dansk friluftsspil i den pragtfulde købmandsgård.  Handelsbanken og Landmandsbankens bygninger lå lige op Lorenzens bygninger.

Skibbrogade 12 blev ejet af  manufakturhandler Johannes Bock, der også havde butik i Vestergade. Og her etablerede Møballe sig. Først med marskandiserbutik, efterfulgt af en forretning med møbler af enhver slags.

Her i Skibbrogade 14 lå en meget velbesøgt kro fra 1876 til 1897 under navnet Nicolai Rooses Gæstegiveri. Krodriften drives videre, og slutter med at være
pensionat. Efter at være lukket i nogle år, bliver det drevet videre til lukningen i 80`erne.

En af de soldater, der gjorde tjeneste ved Zeppelinerne nord for byen, fandt sig en Tønder – pige, og slog sig ned her på Skibbrogade. Det var kleinsmed Fritz Harr.  Og så er vi tilbage ved Dralle – fabrikken. Og endnu en anden duft, mødte de forbipasserende.

 

Jomfrustien

Til en havneby hører der også en Jomfrusti. Området lå i sin tid foran Tønderhus. Stien var godt nok ikke specielt foretrukket af spadserende unge skønjomfruer. Jomfrustier og Jomfrugange var sædvanligvis prostitueredes jagtområder. Mellem havnen og fæstningen, mellem sømænd og soldater har det nok ikke i Tønders tilfælde været jomfruer, der spadserede her.

På hjørnet af Jomfrustien og Mølleallé lod amtmand U.A. Holstein en ny amtsmandsbolig opføre i slotshaven i 1768. Normalt boede amtmanden på slottet.

Den første tyske amtmand von Bleicken var fra Sild. Han var en pæn, rolig mand, der holdt sig for sig selv. Han havde en pragtfuld blåbrun New Foundlænder, der hed Treu. Den viste sig at være glubsk, og blev beskyldt for, at have bidt nogle får ihjel. Amtmanden ville ikke have vrøvl og betalte erstatning.

Der hvor Tønders nye rådhus nu ligger, lå de yderste huse på Jomfrustien. Her kunne man udover diverse varme kar og brusebade, også byde på en lille forfriskning. Især var badeanstaltens Biergarten om sommeren meget velbesøgt.

Man ville gerne hæve den sundhedsmæssige tilstand i byen. Så i 1901 besluttede man, at opføre denne badeanstalt. Das Wasser ist das Beste. Gennem tiden blev stedet forpagtet ud til forskellige bademestre og gæstgivere. Kroen blev lukket omkring 1910, mens badeanstalten var i brug helt op til 50`erne.

Nu kan det synes mærkelig, at Tønder skulle have indendørs badeanstalt, når der var så mange muligheder i Vidåen. Men åen var og er lumsk. Mange er i tidens løb druknet. Vi har i denne artikelserie beskæftiget os med flere badeanstalter ved åen. Selv badede vi i min barndom i Grønåen. Det var pragtfuldt.

Ved århundredeskiftet, havde man Det store Aborrekule og Den lille Aborrekule. Den store var for de voksne, og den lille var for børn. Men også her skete der en del ulykker. Således beretter Hakon Gjessing om en god ven, der var sprunget på hovedet i nærheden af Den lille Aborrekule:

• Der var kun en alen vand med hård og mørk klægbund, så Knud havde brækket en halshvirvel, og han døde ca. 1 døgn derefter.

Tur 6: Frigrunden – Gråbrødrevej – Spikergade.

I min barndom hed Frigrunden, Slotsgade. Men navnet Frigrunden er et godt valg, fordi gaden i mange år havde særstatus m.h.t. skattefrihed m.m. Gaden var en enklave i Tønder, og først i slutningen af 1920erne blev dette ophævet.

Her boede fra gammel tid tjenestefolk og andre, der arbejdede på slottet.

Frigrunden 1: Her lå oprindelig to gavlhuse i 1890. Gæstgiver Christian Erichsen ejede en af disse huse. I 1893 købte købmand Johan Detlef Hansen husene og lod dem rive ned. I 1897 byggede han det nuværende hus.

Frigrunden 2: Kniplingshandler  Asmus Garmsen overtog en af de privilegerede huse. Han lod i 1828 bygge om. Huset er muligvis det samme som det, digegreve  Arendt Henning Fischer omkring 1645 lod opføre.

Frigrunden 3:Gavlhuset indeholder rester fra  midten af 1600 – tallet

Frigrunden 5: Huset havde indtil
1865 fælles ejer med Frigrunden 3, og var sammenbygget med dette. Købmand Jens Jepsen Petersen overtog det i dette år.

Frigrunden 7: Antagelig opført i 1742 af bygherre Andreas Fabricius, der i 1751 – 57 var sachverwalter (offentlig anklager) i Tønder. I mere end et halvt hundrede år bolig for offentlige anklagere. I 1870 boede Jens Jensen her. Han blev senere redaktør for Flensborg Avis, og var huslærer for den dansksindede
advokat Gjessings børn.

Frigrunden 9: Allerede før 1744 var der bygninger på grunden.

Frigrunden 11: Allerede i 1744 var det bebygget på grunden. Omkring 1858 lod slagter J.J. Freede bygningen ombygge.

Frigrunden 13: Frigrunden 13,15 og 17 udgjorde oprindelig en bindingsværks-boderække, men allerede før 1744 blev boderne solgt hver for sig. Frigrunden 13 blev formentlig selvejerbolig omkring 1790, da skrædder Hinrich Jacobsen overtog den.

Frigrunden 19: Frigrunden 19 og 21 var oprindelig et hus, opført omkring 1780.

I 1865 købte stads-musicus Carl G. Gerlach, Frigrunden 21.

Frigrunden 23 var i 1744 et bindingsværkshus. Fra omkring 1760 til 1900 ejet af Tønder Hospital.

 

Gråbrødrevej

Denne vej hed oprindelig Møllevej, og er nu opkaldt efter det kloster, der har været i Tønder. Vestsiden af Gråbrødrevej var meget tidligt bebygget med lejeboder. Alle kan føres tilbage fra før 1744.

Gråbrødrevej 1 blev selvejerbolig omkring 1820.

Gråbrødrevej 2: Amtsskriver Jürgen Jürgensen lod i slutningen af 1640 opføre et hus på den grund mellem Uldgadekvarteret og vejen mellem slottet og byen, som han og digegreve  Arend Hennings havde fået overdraget af Hertug Frederik i 1645.

I 1834 overtager general – krigskommissær og amtsforvalter F.W. Fischer huset, og han fik samme år privilegierne beskæftiget. Omkring 1850 købte den danske stat huset til amtsforvalterbolig. En snes år senere blev det forhøjet til to etager.

Gråbrødrevej 3: Hørte endelig sammen med nr. 1, men blev udskilt som selvejerbolig i 1820. Cirka 10 år senere boede strømpevæver Sigismund Blandforth
her.

Gråbrødrevej 7 – 9: Bødker Peter Odefey fik borgerskab i juli 1865, og overtog formentlig samtidig tre bindingsværksboder. Den nordligste bod, blev solgt til arbejdsmand Heinrich Petersen

Gråbrødrevej 17: Er antagelig
opført ved århundredskiftet for bødker Peter Odefey.

 

Spikergade

Spikergade 1 var engang et stort hus med port-gennemkørsel mod vest. Det oprindelig hus er opført 1870 for drejer Friederich Grubert.

Spikergade 3 er opført i 1890. På grunden stod oprindelig et baghus til Storegade 14.

Spikergade 4 er opført omkring 1870 formentlig af urmager Marius Lôck, der i 1867 købte den gamle ejendom på stedet.

Spikergade 6: Carl Ferdinand Hansen opførte her i 1867 et hus med butiksvindue, som erstatning for et langhus.

Spikergade 7: I 1974 blev det gamle hus, som kunne føres tilbage fra før 1744 jævnet med jorden. Et nyt hus blev opført i ”gammel Tønder stil”.

Spikergade 8: Huset indgik som nr. 10 og 12 i en bode-række, der tilsyneladende både strakte sig til øst og vest. Oprindelig fra 1600 – tallet.

Spikergade 9: Omkring 1770 lod drejer Paul Rottmer tre ældre bindingsværkshuse, tidligere tilhørende Detlef Dettleffsen ombygge. I huset boede omkring midten af 1800 – tallet først guldsmed Nommen Petersen, senere guldsmed og urmager Ferdinand Löch.

Spikergade 10: Stammer som 8 og 12 fra 1600 – tallet. Omkring 1830 – 40 ændres indgangspartiet. Det er sandsynligvis kort efter, at ben-drejer Claus Johann Dünweber overtog huset efter blikkenslager Lorenz Göyyges enke.

Og så et meget vigtigt hus: Spikergade 12. Her boede min farfar og farmor (opa og oma) og far i mange år. De boede der også i min barndom. Allerede dengang fornemmede jeg, at huset var meget smalt og meget langt. Der var også baghus til det..

Min far fortæller om nogle af de gange, han fangede rotter på loftet (se artikel). Få huse derfra havde glarmester Harresen et stort dueslag i haven. Her var masser af foder til rotterne. Et par huse i modsat retning boede slagtermester Slany, han slagtede sine dyr på gårdspladsen. Dengang tog man det ikke så nøje med rengøringen. Dette var også gode betingelserne for rotterne.

Som før skrevet, stammer huset tilbage fra 1600 – tallet. I begyndelsen af 1800 – tallet fik bygningen den flotte indgangsportal.

Huset har fra 1744 og helt op til 1870 været bolig for skomagere, der nævnes navne som Jens Just, Nicolai Emmerschede og Andreas Chr. Rehkopf.

Spikergade 13: I midten af forrige århundrede befandt der sig her et toetagers bindingsværkshus. Den nuværende ejendom opførtes i år 1900 som købmandsgård. Det var med hejseværk og det hele.

Spikergade 15: Det nuværende forhus er opført i 1790. Muligvis er det dog, at det er det ældre forhus, der er ombygget og forhøjet til to stokværk. I 1765 nævnes
huset som fem fag forhus med tre fag pesel og fire fag stald. Her blev den navnkundige Ludwig Andresen født. Se vores litteraturoversigt over Tønder. I 1976 blev ejendommen restaureret af Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder.

Spikergade 18: I midten af 1800 – tallet lod skomager Hans Andreas Christiansen huset ombygge. Det kan føres tilbage fra før 1744.

Spikergade 20: I 1880 lod slagter Johan Georg Nicolaus Specht huset nedrive, for at give plads til den nu eksisterende bygning.

Spikergade 21: I 1807 lod kolonialhandler Peter Müller dette hus opføre. Her stod et større hus, som strakte sig over den nuværende parkeringsplads bag Sydbank.

Spikergade 24: Allerede før 1744 befandt der sig her et bindingsværkshus.  I begyndelsen af 1800 – tallet benyttedas sidehuset som fabriksbygning for tobakshandler Johannes Kramer.

Spikergade 26: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Det var opdelt i to beboelser. I 1827 lod skomager Peter Jensen ejer af østre del og Niels Dall, der ejede de tre vestlige fag facaden omdanne.

På hjørnet af Spikergade og Frigrunden (Spikergade 28) lå indtil 1919, Hans Erichsens gæstgivergård. Den danske befolkningsdel i Tønder havde længe været på udkig efter et egnet forsamlingshus. Den 24. september blev der nedsat et udvalg til at arbejde med planerne. Allerede to dage efter købte man gæstgivergården.

Et år senere stod det nye forsamlingshuset (Tønderhus) færdig. Men snart skulle det vise sig, at lokaliteterne var for små. En ombygning af Tonhalle var længe inde i planerne (1939), men man besluttede at bygge et nyt hus over for det gamle port-hus ved den nye omfartsvej.

Den gamle bygning her i Spikergade blev afhændet til Missionshotellet som anneks. I 1979 lejede Tønder Kommune lokalerne som Omsorgscenter. Det var så her, jeg engang hørte Lasse og Mathilde til Tønder festival.

Kære læser, vi håber at du følger os på den sidste tur. Vi har bevidst valgt at køre denne serie i ”guided  form”. Du kan i de andre artikler læse om udviklingen i Tønder

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 17. – 04. 2022

Ture i Tønder 2

Vi fortsætter fra Torvet, og hilser på æ kagmand,. Vi hører om det lille byråd, runder Kirkepladsen,og vandrer ned af Richtsensgade. Her hører vi om den nervøse postmester. Vi går tilbage til Storegade og Vestergade. Her også noget om udgravninger og skeletter. Vi møder også de to værtshusholdere, der spærrede hele trafikken.  Artiklerne er fra 2007, men vi har været inde at regulere lidt i 2022.

 

TUR 4: Torvet – Kirkepladsen – Smedegade – Richtsensgade- Storegade – Vestergade

Jeg husker, at jeg sad på skulderen af min far, da vi så Gitte og farmand optræde på Torvet. Meget senere sad næsten alle os søskende og drak Gammel Dansk, da en af gutterne fra De Gyldne Løver blev gift på Torvet i Tønder.

Og det var her den gamle brandbil stoppede med Chris og de andre fra Neander Jazzband. Ja og Chris og hans far og mor engagerede jeg til at spille på Gågaden i Aabenraa. Ved et andet arrangement i Aabenraa fik jeg arrangeret at Chris mor fik halsen skåret over. men se det er nogle helt andre historier. Men gospel – koncerten med Chris og hans orkester samt Lilian Boute (Forkert stavet) til Tønder Festivallen er nok det bedste.

På bænken ved Humlekærren hilste vi på min fars kammarater. Han var stolt over at kunne præsentere en fra København.. Vi mødte min gamle regnelærer Olav Knudsen.

• ”Fortæl nu min far, at jeg var din bedste elev på Tønder Kommuneskole fra 1. til 3. klasse”.

Mange fremmede mennesker kom hen til en, når man selv gik en tur på Torvet.

• ”Æ do it jen a di dæe manne Brodesen – børn.

For mig er bladhuset over på Storegade også en del af Torvet. Jeg kiggede altid ind, for at se om min gode ven Per Boregaard var på arbejde. Han er tidligere redaktør i Aabenraa.

Det ældste traktørsted finder vi på det gamle rådhus. Raths Weinkeller hed stedet. Allerede i 1576 bliver det pålagt værten, at føre øl af god kvalitet fra Rostock og Eckenförde. I 1907 ophører rådhuskælderen.

I årene 1643 – 47 opførtes et nyt rådhus, som et par år senere fik en tilbygning i Smedegade. Stenene kom fra et teglværk nord for byen.   På Torvet 7 befandt byens første rutebilstation sig. De første forbindelser kom efter 1912.

• Zur Börse og Stadt Apenrade
• fungerede som ventesal for de rejsende. Det var også her, at byen lejede plads til nogle af dragonernes heste i 1920. Senere kom stedet til at hedde Quick Lunch.

Klostercafeen, Torvet 11 er byens ældste borgerhus. Det er antagelig opført i 1520 som gildehus for Tønder Kalenderbroderskab. I 1788 overtog hvedebrødsbager og oldermand for bagerlaget Momme Detlef Jensen ejendommen. I mange år leverede man byens bedste punch.

Humlekærren, Torvet 2 havde mange humlesælgere. De kom fra Saksen og Hannover. Senere var det især fynske humlesælgere , der kom her.Ja tænk Tønder har en gang haft hele 35 bryggerier. I tidens løb har byens besættelsestropper også været indlogeret her. Her spiste man også godt. Når der var markedsdag, kunne der let  indfinde sig op til 200 madgæster. I huset har det også været kornhandel og brændevinsbrænderi. I 1911 var det slut med kro på adressen. Fra 1840erne var det her byens dansksindede samlede sig.

På Torvet 4 lå Stadt Apenrade. Huset er opført i 1878. Kroen blev nedlagt i 1930erne og indrettet til autoværksted.  Her på Torvet startede Det lille byråd også hver morgen deres vandring. Mange problemer blev løst på denne måde. Det var bankdirektør Johannes Paulsen, boghandler Jefsen og cigarhandler Petersen, der udgjorde det lille byråd. vi mangler en. Måske var kommunalpolitik ikke så indviklet dengang.

På et tidspunkt kunne byrådet ikke finde ud af, om man skulle have et lindetræ foran Klostercafeen. Men det klarede formanden for Turistforeningen. En tidlig morgen klokken 4, gravede han og nogle andre et kæmpe hul, og plantede en lind. Tønder havde igen fået sit berømte træ.

Hermann Heronimus, en af byens originaler opholdte sig også ofte på Torvet. Det var ham, der ville have ”en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern”. Og som han selv sagde, han skulle selv være ”Schaffner”.

Nu må vi ikke glemme den vigtigste figur på Torvet. Æ Kagmann, eller kagmanden. Det var datidens justitsfigur, der truede med kagstrygning og pisk på den nøgne krop. Nu står han så her i ny udgave og maner til ro og orden i byen.

Den ny kagmand er hvis nok skænket af den lokale skomagermester Nissen – Calli Schuster.

 

Kirkepladsen

Selvfølgelig skal man se kirken. Vi har tidligere skrevet meget om den. Så det gør vi ikke her, blot skal vi minde om, at Tønders allerførste kirke Laurentiuskirken lå i Vestergade 33 – 35, og var rimelig stor i forhold til  byens størrelse dengang. Tønder Kirkes indre, vidner om at der har været
mange rige mennesker i  byen.

Kirkepladsen 3 er fredet, vel sagtens ikke fordi, at jeg her gik til konfirmationsforberedelse. Engang faldt jeg i søvn under en af disse timer. Jeg var simpelthen besvimet. Præsten blev temmelig sur, men det viste sig, at jeg var alvorlig syg. Så han kørte mig faktisk hjem i sin folkevogn.

Bygningen kan føres tilbage til 1744.  Den gamle latinskole lå i sammenbygningen Kirkepladsen 7 -9. Her var der også indrettet bolig til rektor.

Også Kirkepladsen 11 er fredet. I 1612 blev byens skole indviet her af borgmester Hans Petersen.

 

Smedegade

Vi  befinder os nu på Smedegade. I nummer 1 var der indrettet skole. Der skete en reform i skolesystemet i 1805 i Tønder. I 1818 blev skolen udvidet, mens den
i 1864 blev omdannet  til tysk skole. Det skete efter en ombygning. Men allerede i 1870 åbnede den tyske realskole i Richtsensgade 20.

Om Smedegade 2 har været kro eller bryghus vides ikke. Bygningen kan føres tilbage til 1744, hvor det var en organist, der ejede bygningen. Gennem årene fik bygningen betegnelsen die Küche im Garten eller Brauhaus.   Smedgade 6 fungerede i mange
år som baghus for Humlekærren. Den var også ejet af Ewert Ewertsen,
der på et tidspunkt var indehaver af Humlekærren. Bygningen er fra 1744.
Nørregade/Richtsensgade

Her er også mange smukke huse, at kigge på. Vi vil nævne Biblioteket, og den gamle tyske skole bagved.
Jeg mindes også, at have været til tuberkelosundersøgelse i bygningen.

Lige overfor ligger Ungdomsborgen i Richtsensgade 27. Det blev opført i 1867 af Karl Theodor Sehestedt som banegårdshotel med opførelsen af Øst-banegården. I 1870 overtog Ludwig Struck ejendommen og videreførte ejendommen som Strucks Hotel. Bygningen har også været indrettet som tysk forsamlingshus, som Hotel Grand og Hotel Bunkenberg.

Her stod cigarhandler Lassen og spillede violin. Transport – mand Due Sørensen hamrede på trommerne. Når de ikke spillede, ja så kunne det være Leif Slots Band.

Richtsensgade hed egentlig Bahnhofsstrasse. En traditionel landevejskro lå der på Richtsensgade 29. Først hed den L. Schmidts Gasthaus, så blev det Gasthof zur Ostbahn. Og så genopstod Zur weissen Schwan her. Det var samme indehaver, som kroen af samme navn i Storegade. Det sluttede med Jørgen Larsens Gæstgivergård, inden huset måtte rives ned i 1954, for at gøre plads til Kongevejen.

Det var også her i Richtsensgade, at  byens andet posthus lå. Og her var der en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holsschausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere kejser Wilhelm den førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med et firspand.
Det havde man dog ikke i Tønder. I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve.

Det gik galt, så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.

Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med et tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første berideren måtte overtage den førstes uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet.

Postmesteren var bange for at blive afsat, og havde sendt en tjenestepige til bygrænsen for at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var
postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.

 

Storegade

Gaderne inde i centrum bærer præg af middelagtig struktur. Masser af velbevarede bygninger, både de store prægtige palæagtige huse i hovedgaden og de mere ydmyg huse i sidegaderne, der vidner om den sociale struktur. Kniplings -, korn – og kvæghandlere boede i hovedgaden. Kniplerske og håndværkere var bosat i bag – og sidegader.

Storegade 4 indeholdt en af byens mest yndede værtshuse med det klingende navn Im Schwarzen Ross. Men bygningen er for længst revet ned.

Ved siden af, i Storegade 6 lå Zum weissen Schwan. Det var frisernes foretrukne tilholdssted. På en af byens nødpengesedler er kroen afbildet. Også denne kro blev revet ned.

Det var gæstgiver Cornelius Petersen, der lod det nuværende hus, Storegade 8 opføre. Her var også sodavandsfabrik. Her lå i mange år værtshuse med navnene Nældebladet og Holsteinisches Nessblatt.

Gæstgivergården i Storegde 9 var i mange år ejet af danske og tyske afholdsforeninger. Sådan en forening burde man mene, havde travlt i en by som Tønder.
Bygningen, der i dag rummer Victoria indeholder bygningsrester, der kan føres tilbage til 1500 – tallet.

Størstedelen af ydermurerne i Storegade 10 er fra 1600 – tallet. Den pragtfulde portal fra denne ejendom befinder sig på Altonas museum. Tondernesche Zeitung forsøgte at lave en indsamling for at beholde døren i Tønder.

Den navnkundige købmand Ernst Klüver, drev både købmandshandel og kro fra denne adresse. I gården ud til Spikergade, var det mulighed for at parkere. Og så var prisen for daule øl 1,20 mark.

Storegade 11 er resterne af et hus fra 15 – 1600 årene. I bygningen er det rester tilbage fra gammel tid. I mange år har der været drevet vin og ølstue i disse
lokaler.

Storegade 14, er en af de talrige huse der er fredet. Bygningerne er opført i 1672 af amtsskriver Friedrich Jürgensen.

I Storegade 16 var der dømt gymnastik. Her havde Turnverein, deres stamlokale i Zur ewigen Lanmpe.

Storegade 20 er opført i 1673. Her var handel med byggemateriale og kolonialvarer. I bagbygningerne var det en fabrik, der fremstillede cikorie. I 1836 blev der således fremstillet 60.000 pund cikorie.

Her lå også værtshuset Nordische Löwe. Værten var formand for veteranforeningen Kampfgenossenverein von 1848. Teaterforestillinger uden for badesæsonen på Vadehavsøerne blev opført her. Det var omrejsende tyske teaterselskaber, der hjemsøgte Tønder, når de ikke kunne tjene penge hos de rige tyskere, der var på kurferie.

Haderslev Museum har gjort arkæologiske fund i ejendommen. Under baghuset befandt der sig en velbevaret  senmiddelalderlig kælder. Men ved nærmere undersøgelser fandt man også anlæg, der stammede tilbage fra 12 – 1300 – tallet.

Min far, der var murer, fortalte at de ofte under udgravninger i Storegade og Vestergade fandt skeletter. Ligeledes har min far, da han var skoleelev brugt et kranie som fodbold på vej til skole. Kraniet stammede fra en udgravning ved kirken. Da de kom hen i skolen, sagde læreren:

• Ihr Könnt doch nicht mit dem Todenkopf spielen

Skeletterne kan stamme fra gamle kirkegårde ved den nuværende kirke, samt fra den gamle kirkegård ved St. Laurentius Kirke i Vestergade. Der har desuden været klostre med egne kirkegårde i Tønder.

Så man kan fastslå, at der har været bebyggelse langs Storegade allerede i 12 – 1300 tallet. Vi har tidligere skrevet om det i artiklen Tønders historie – fra begyndelsen. Bygningen, Storegade 22, husede indtil 1920, byens andet apotek, Alte Apothek.

Storegade 23 blev opført som bank i 1904. I årene 1926 – 1950 havde Tønder Bibliotek til huse her. Inden da, stod der her et flot bindingsværkshus.

Ja , så var det også Riggelsens skobutik. Og det var jo en tysk butik. Og om ham gik der mange beskrivelser i det folkelige vid, som blomstrede på dansk, tysk, plattysk og sønderjysk.

• Vi kaldte det selv æ deutsch – dänische mischmasch – Sprache:

Riggelsen havde ikke alene en ret ryg,

• den gik også bachuh, aber dafür hatte er ein Unterbiss og auf diese Weise kun han hold æ balans, når han kom o æ cykel op gennem Grosse Strasse.

Frode Kristoffersen fortæller om et møde på Centralhalle med shustermeister Riggelsen. Han havde været i Berlin, og så havde børnene spurgt om, hvad DK
stod for. Riggelsen svarede: Dänemarks König. Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene.

• Og Riggelsen svarede Auch über Ægypten.

Om historien er rigtig, ja det kan kun Frode svare på. Og han er her ikke mere.

Og så må vi ikke glemme Storegade 24. Det var her jeg stod i lære i Andersen og Nissens Boghandel. Huset er opført i 1924 af den berømte arkitekt Lauritz Thaysen for boghandler Heinrich Nissen. Det var også her Brorson skrev sine salmer i det hus, der stod der inden den nye bygning.

Desværre er boghandelen, der ikke mere. men vi har skrevet en artikel om den.

 

Vestergade

På hjørnet af Vestergade og Kobbergade holdt en af Tønders mest kendte og ældste gæstgiverier til – Tonhalle. Her havde Tønder Teater også hjemme. Men også Zum goldenen Klotz og det meget forfinede Stadt Wien holdt til her. I 1926  rummede salen 300 siddepladser. Efter en brand i 1949 lukkede Tonhalle som restaurant, kro og teater.

Vestergade 3 er oprindelig bebygget i 1700 – tallet.

Det fredede hus, Vestergade 4 har tilhørt den berømte slægt Angel, og kan dateres tilbage til 1681

Vestergade 6 er opført i første halvdel af 1600 – tallet. I en periode omkring århundredeskiftet havde fotograf Schwennesen ejendommen. I 1895 lod han baghuset opføre som fotografisk atelier.

Hvem har ikke besøgt Vor Bager i  Vestergade 8. Thorvald Petersen, der var aktiv i byen, lod i 1912 en ny bygning opføre på grunden, og indrettede den til bageri og cafe.

En af de mest kendte huse i  Tønder, er ”Digegrevens hus”, Vestergade 9. Den er opført i 1777 for kniplingshandler, senere borgmester Carsten Richtsen. Grunden til, at den hedder digegrevens hus, er at den i 1900 blev ejet af digegreve Bendix Todsen.

Også nabohuset, Vestergade 11 var ejet af Carsten Richtsen. I år 1800 lod han det rive ned, og opførte et nyt. Det blev brugt som selskabshus for  Vestergade
9. Efter Richtsens død i 1821, blev husene solgt hver for sig. I 1857 overtog ritmester og husfoged von Brockdorff Vestergade 11.

Vi andre kender stedet som Halle eller Centralhalle. Stedet hed også Larsens Biergarten. Efter 1. verdenskrig blev det et samlingssted for byens kegle – og
skatspillere.

I 1978 købte kegleklubben Gut Holtz stedet.

Vestergade 12 indeholdt en tobaksfabrik. En træstatue forstillende en tobaksmand kan i dag beskues på Tønder Museum, den stammer her fra bygningen.

Vestergade 14 blev opført i 1793 – 1794 af købmand Hans Jensen Angel. Det fornemme patricierhus var i købmandsslægten Angels eje indtil 1884, da det blev overtaget af købmand Siegfried Carsten Lorenzen. I 1905 blev det overtaget af Tønder Landmandsbank.

Vestergade 15 har tidligere været skole. Omkring 1790 overtog Tønder By bygningen, som kort efter blev revet ned. I 1793 blev det opført som skolebygning, hvor forhuset blev indrettet som lærerbolig. I 1836 blev bygningerne for små, selv om lærerboligen nu var blevet inddraget til skolen. Der opførtes en
ny tilbygning mod Allegade.

Mod gården i Vestergade 20 er indmuret to tavler med initialer for Peder Struck og hans hustru med årstallet 1687. I et nyere sidehus er indmuret otte sandstens – og basalthoveder, muligvis fra Tønder Slot.

Vestergade 23 kan føres tilbage til begyndelsen af 1600 – tallet. I lang tid boede forskellige herredsfogeder i huset.

Tønders dengang ældste cafe Café Holtz lå der også. Efter første verdenskrig kom en ny forpagter og et nyt navn Café International. I 1922 vender det gamle navn tilbage.

Vestergade 25 indeholdt det kendte, Stadt Kopenhagen. Her var også hotelvirksomhed. Og også  Webers Lustgarten var at finde her, og hver sommer underholdt Harzer Bergkapelle. En del  supermarkeder har i tidens løb været i bygningen, Rita, Calle, Bonus og Fakta.

Det ældste Stadt Kopenhagen befandt sig i en for længst nedrevet bygning i Vestergade 28. Stedet var kendt som Slesvig – Holstenernes højborg. Senere blev bygningerne også drevet som hotel efter en stor udvidelse. Det danske valgkontor fik plads her i 1919. Så blev navnet ændret til Hotel København. Og langt senere kom bygningerne til at rumme en isenkrambutik.

Ja man tror det næppe, men Vestergade 65, rummede fra 1857 – 1903, Tønder Jernstøberi, i hvert fald i baghuset.

Hotel Hafnia, Vestergade 76 var hestehandlernes tilholdssted. I 1939 overtager entreprenør Helms ejendommen. Tønder Social Demokrat og senere Sønderjyden har været her. Det var her den navnkundige Robert  Huhle regerede.

Formand for beværterforeningen, Detlef Johansen drev en beværtning fra Vestergade 77. Han var også kendt  på grund af ”sit omfang”. Han vejede 380 pund, men var dog kun den næststørste i Tønder. Felix Kupé fra Marschbahnhofs Hotel vejede nemlig 410 pund. Man hævdede i byen, at hvis de to mødtes for at få en snak i Vestergade, ja så brød trafikken sammen.

Under besættelsen overtog tyskerne næsten hotellet og beværtningen. Fra 1943 – 1945 var det Gestapos hovedkvarter. Senere fik det navnet Ommens Hotel. Det blev nedlagt omkring 1960.

Ja man kan kalde de tre hovedgader for Fleet Street. Der var Tønder Amtstidende, Sønderjyden, Flensborg Avis eller Vestslesvigs Tidende, Vestkysten,  Jydske Tidende  og Der Nordschleswiger. Det var noget at vælge imellem for de 7.000 tøndringer.

• Kære læser, vi håber at du er med på næste tur.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

Redigeret 17. 04. 2022

Ture i Tønder 1.

Vi skal en tur til Zeppelin – museet, Ribe Landevej, Carstensgade, Langs Vidåen, Slotsbanken, Strucks Alle, Leos Alle og Østergade. Vi kigger på Liebestempel, Poul Schlüters og undertegnedes børnehave, samt undertegnedes fødested. Læs også om det Tønder, som turisterne ikke kender.

Hvad ville jeg vise min kæreste, mine venner og andre interesserede, når jeg vendte tilbage til Tønder? Ja, det er faktisk det, jeg beskriver i denne artikel. Indrømmes skal det dog, at det er et stykke tid siden, jeg har gået disse turer, så visse erindringsforskydninger, kan forekomme. Det bedste er, at tage
turene til fods. Måske kniber det lidt med at nå Soldaterskoven/Zeppelinmuseet til fods. Ja efterhånden er det blevet til 4 artikler i denne serie. Og de blev skrevet i 2007.

Tur 1:Leos Alle, Soldaterskoven, Ribe Landevej, Carstensgade, Langs Vidåen.

Kære læsere, denne tur tager du bedst på cykel ind til du kommer til Vidåen, så træk cyklen på ådiget.

Leos Alle.

Vi starter i Popsensgade, og kigger på Tønder Statsskole, der er bygget i 1920. så går/cykler vi over baneoverskæringen. Til venstre ser vi Leos Plejehjem, opført
i 1939 – 1940. Nu er vi på Leos Alle, et flot og bevaringsværdigt kulturmiljø. Dette miljø fortsætter hen til Nygade.

Egentlig startede det hele som en markvej, der forbandt byen med Tønder Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Men vejen forbandt også byen til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder (blandt andet Rosinfeld).

En flot  lindealle blev anlagt. I 1956 blev der anlagt regnvandsledninger, og her blev træerne desværre nedlagt. Nu vil beboerne have disse træer genetableret. Vi passerer også Lærkevej. Sidst jeg var her så det meget dødt ud. Men dengang var der masser af liv fra morgen til aften. Men det har vi beskrevet i andre artikler. Og det gamle stadion har vi også beskrevet i andre artikler.

 

Zeppelin – Museet/Soldaterskoven

Vi  kører nordpå, cirka 4 kilometer fra Tønder til Soldaterskoven. Ja, man tror det næppe, men her har ligget en luftskibsbase, som det Tyske marineministerium lod opføre i 1915. Her blev opført tre luftskibshaller, en gasstation, funktionærbygninger m.m. Tosca var den største hal. Den kunne rumme to luftskibe, og var 243 meter lang, 71 meter bred og 42 meter høj. Dengang var den Nordens største bygningsværk.

Der findes ikke noget tilsvarende, hverken i Danmark eller Tyskland, eftersom alle militære anlæg i det tyske rige blev helt fjernet. Kun fordi basen kom til Danmark efter grænsedragningen, kan vi se en lille smule af dette gigantiske anlæg.

Selve gasanlægget er bevaret i sin ydre skal, det samme er tilfældet med funktionærboligerne. Port-huset ved indkørslen til gasværket er helt intakt. Det samme gælder flyhangaren.

Men for at lokalisere de tre luftskibshaller, ja så kræver det lidt forhåndsviden. Gasværket blev benyttet som gymnastiksal for garnisonen indtil udgangen af 2002. Anlæggene kræver dog penge til en snarlig istandsættelse. En flok historisk interesserede under ledelse af Manfred, min gamle chauffør fra de glade dage hos Arnolds Bageri driver et lille museum på stedet. ja sådan så det ud i 2007. Manfred er ikke mere herude. Og nu er det i den grad store planer. På vores side har vi skrevet ca. 5 artikler om historien om alt dette.

I 1922 blev det meste revet ned, der blev holdt aktioner over inventaret. En del af dette har man fundet rundt omkring på egnens gårde.

Læs mere i vores artikler om Tønders historie

 

Ribe Landevej

De fleste ejendomme er opført efter 1940. Når vejen skal nævnes her, er det fordi vejen repræsenterer et velbevaret kulturmiljø.. Det er strækningen fra  Dragonvej til Carstensgade, der er interessant. Oprindelig var vejen en markvej, der førte til Abild. Bebyggelsen startede omkring 1900.

Undtagelsen er  Schweizerhalle og den bagved liggende Schützenhalle på venstre hånd, når man kommer ind ude fra byen. Jeg husker endnu de store parader
når de tyske skyttebrødre kom gennem byen. En af mine onkler var skyttebroder. Så på den baggrund var vi altid velkommen, når der var fest. Jeg har da også skudt fra Schützenhalle. Men jeg mindes da også, at der var Tivoli lige bag Schweizerhalle.

Senere har jeg været til masser af musik her, og en overgang opererede musikklubben  Downtown på lokaliteterne.. I en af omklædningsrummene indrettede vi et studie, da vi startede Tønder Båndamatørklub. Det var med spolebåndoptagere, hvor vi lærte at lave lydeffekter. Her indspillede vi også blindebånd. Engang optog vi julemusik indspillet af familien Schultze, som stadig er aktive musikere.  Det var bl.a. med gruppen Arrows,

Men det hele begyndte i 1861 som en landevejskro. Ja det var vel nærmest et forlystelsessted, for der blev indrettet både keglebane, skydebane, ringriderplads og meget mere. Det hele blev anbragt på en kæmpe jordvold, så tankerne kunne godt henledes til en kæmpe alpehytte. Det blev et sandt udflugtsmål
om søndagen.

I 1908 brændte hele herligheden, men børnene kunne bruge den store jordvold som en udmærket kælkebakke.  Under branden, mens man ventede på mere vand, spenderede indehaveren en cognac til de svedige brandfolk. En tilstedeværende politimænd greb ind:

• Ich verbitte mich jeden Alkoholgenuss bei der Löscharbeit.

Hvorpå en af brandmændene svarede:

• Do ska heler int ha.

Lidt nordligere blev et nyt Schweizerhalle indviet den 7. april 1909.

I 1951 overtager det tyske mindretal ejendommen, der fungerer som forsamlingshus helt til 1979. Senere bliver det omsorgscenter og så vidt vides er det nu kulturhus. Det var stort, da jeg her holdt foredrag Å æ Sproch om Tønders historie.

Lidt længere henne ligger en flot bygning, opført i 1914. I en meget kort overgang fungerede som landbrugsskole. Her har også været kasserne og bygningen tilhørte også en gang Hede-selskabet.

De herskabelige villaer på vejen må have set godt ud med alle elmetræer, som for længst er blevet fældet. Cirka 20 ejendomme på strækningen har en såkaldt SAVE – karakter mellem 2 og 5. Mange af villaerne tilhørte læger fra Tønder Sygehus, der ligger lige i nærheden.

 

Carstensgade/ Langs Vidåen

Vi drejer nu til venstre af Carstensgade. Lige i begyndelsen til venstre ligger sygehuset og helt ude for enden ligger den nedlagte kasserne. Sygehusets hovedbygning er fra 1925 og en markant bygning. Selve kulturmiljøet slutter ved Carstensgade 87. Byens gamle kirkegård fra 1914 er også et besøg værd. Gravstenene fortæller deres egen historie.

Her ved indgangen lå også byens rettersted, efter at det var flyttet fra byens torv. Galgen hang her antagelig til år 1800 til skræk og advarsel for besøgende. De
flotte villaer på Carstensgade blev påbegyndt omkring år 1900.

Selve vejen er ældgammel. Man skulle helt  over til vadestedet Solvig cirka 9 kilometer øst for Tønder, for at kommer over åerne. Samtidig lå der nogle store
moseområder nord for Tønder. (Kongens Mose, Sølsted Mose og Vennemose).

Gaden eller vejen hed fra gammel til Løgumklostervej. Fra det tyske mindretals side var det et ønske om, at gaden skulle opkaldes efter en af byens store sønner, provst Erik Carstens.

Vi går nu lidt tilbage, og går ned af Provst Petersens vej. Denne Provst Balthasar Petersen var provst fra 1746 til 1786. Det var ham, der startede Tønder Seminarium i 1788, og testamenterede sin formue til uddannelse af lærere.

Jamen, hvad skal vi på den lukkede vej. Vi drejer til venstre nede for enden, og kommer ind på en sti. Pludselig befinder vi os på et å-dige, og Vidåen åbenbarer
sig for os. Til venstre er åen på vej ud af byen, mens den til højre er på vej ind i byen. Vi passerer jernbanebroen, der bærer sporene fra Tønder – Tinglev banen.

Det er nok de færreste, der kender denne vej. Her var i gamle dage også en badeanstalt, men vi fortsætter langs å-diget ind til byen. Ja, det minder nærmest om et fransk flodlandskab. Her er ikke mange turister.

Til venstre for os passerer vi det nedlagte seminarium, byens idræts-anlæg og fortsætter vi helt ud til Søndergade, ja så passerer vi også byens friluftsbad, og svømmehal, samt de imponerende tre idrætshaller. Bag ved dem igen, ligger byens campingplads På venstre side ser vi en del af det gamle seminarium, som nu er øvelsesskole.

Det er også på venstre side vi ser de idylliske kolonihaver, der går helt ned til åen. I min barndom havde vi adgang til sådan en have. Det glemme man aldrig. Det er ved Vidågade. Her lugtede af gamle dage både af kaffe og noget knap så behageligt.

Det var også her man på til Sankt Hans havde kæmpe lysfester på denne meget idylliske strækning af Vidåen.

Vi passerer nu Søndergade og har Vidåen på vores højre side. I mange år var der et springvand midt i åen. Jeg ved ikke engang, om det stadig er der. Her fra Kongevejen har vi også et godt blik ud til marsken.

Vores første tur stopper ved Bachmanns Vandmølle.. Den har i de sidste mange år dannet ramme for mange fantastiske musikoplevelser i forbindelse med Tønder festivalen.

Møllen er nok den ældste industrivirksomhed i byen. Den bliver nævnt i 1436, den var kornmølle for Tønderhus. I 1799 fik C.N. Bachmann møllen i forpagtning, og siden har møllen været drevet af slægten. Den nyere del af møllen brændte i 1893, men blev genopbygget. Indtil 1955 var den i brug som vandkraftsleverandør. Også denne har vi beskrevet i en artikel.

Lige bag ved har vi Botshaus, som vi indgående har beskrevet i andre artikler. Og over åen ligger den danske roklub. I gamle dage var det mulighed for at ro helt ud til Rudbøl sø. Om disse muligheder stadig eksisterer, vides ikke.

 

Tur 2: Slotsbanken, Jernbanegade, Strucksalle

Vi starter vores tur ved den gamle godsbanegård. Da der ikke mere var pakker at hente her i lokalerne, brugte mange af byens popgrupperne, dem som øve-sted. Kigger vi nu mod syd, har vi en lille vej, der kaldes Papegøjevejen. Hvorfor den hedder det, ja det kan du læse i artiklerne om Tønders historie. Her skød den gamle skytteklub . Nej, det var ikke fordi der var papegøjer i Tønder.

Har man tid burde man gå et stykke ud af denne vej. Det er lidt af en naturoplevelse.

Kig nu ned på pladsen bag ved Slotsbanken eller Slotsbjerget, som det også blev kaldt. Her kan du tydelig se en forhøjning. Det var her, det oprindelig slot Tønderhus lå. En 80 meter slotsbro gik over til fastlandet.

Pladsen bliver brugt til ringridning og til Tønder Festival. Her har vi tilbragt mange fornøjelige timer. Det var nok også her de store skibe lå dengang og ventede på “Flod” så de igen kunne sejle ud til Vesterhavet.

Tønder Gasværk blev opført på Slotsbanken i 1864. Og vandtårnet kom til i 1902. I 1910 kom der også et elektricitetsværk. Det var Matthias Lorentzen, der styrede det hele. Det var også ham, der forhindrede en truende kedeleksplosion på Viktoriabryggeriet på Strucksalle.

Området ved Slotsbanken var omkring 1900 ofte oversvømmet ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket. Slotsbanken er i dag fredet område. Engang imellem ved udgravning dukker nye minder fra byens fortid op her. Den bevarede port-bygning til Tønder Slot, den bygning, der danner indgangsparti til Tønder Muesum er også fredet. Bygningen er fra 1500 – tallet. Det var også det gamle fængsel.

Tønderhus var oprindelig anlagt mellem 1260 og 1270. Fra 1588 kendes Tønder Slot med voldgrav, vindebro, forsvarsanlæg og tårne. Men længe før den tid, er
der også historikere der peger på, at der har været en vikingeborg på stedet. Også dette har vi beskrevet nærmere i artikler.

Vi går lidt længere ned af Jernbanegade, og kommer til Banegården. I 1880`erne anlagde man banestrækningen fra Tønder til Ribe. Få år senere kom denne bane til Højer Sluse over Møgeltønder. Mens man brutalt rev Tønder Øst ned, har man renoveret Tønder Banegård, Tønder H eller Marschbahnhof. Og her rykker Tønder Musikfestival og Tønder Lokalarkiv ind.

Tønder Øst blev opført i 1867. Herfra udgik forbindelsen til Tinglev.

Det var også til Marchbahnhof de rige tyskere kom, når de skulle på kurophold på Sild. Inden togforbindelsen til Højer, gik det med hestevogn fra Tønder. Det var storhedstid for hotellerne i byen, på grund af de tyske kurgæster, der via Højer Sluse tog til Sild.

Min far har indgående beskrevet, hvordan kupeerne så ud. Hvad han har lavet i de togvogne, vil jeg helst ikke vide

Egentlig lå banegården lidt nordligere, omkring Jernbanegade 8. Det var den privatanlagte Marskbane fra Heide over Tønder, til grænsebyen Hviding. Bygningerne blev under anden verdenskrig ramt af bomber.

To gange under krigen, blev de samme bygninger ramt af engelske fly. Cirka 15 tøndringer mistede livet. På Jernbanegade 30 ligger byens brandstation. Den blev indviet i 1955. Det frivillige brandværn i Tønder fortjener deres egen historie. Det har vi også senere beskrevet og brandstationen ligger nu på Nordre Landevej.

En markant bygning er den tidligere Rigsdagsbygning. Den blev i 1927 overtaget af af Toldmyndighederne. Men i 1976 var dette slut.

For enden af Jernbanegade ligger byens imponerende posthus, opført i 1899. Det gamle posthus lå i Richsensgade.

Bag ved posthuset lå Schützenhof. Den var opført på byens vestligste blegeplads. I 1873 fik stedet navneforandring, det hed egentlig Die Westerbleiche.
Her afviklede skyttekorpset alle deres arrangementer, indtil de nye skydebaner stod færdige ved Scweizerhalle i 1922.

Men det var her på Skyttegården, at der var Tivoli, Cirkus og Ringridning. Vi har her på hjemmesiden haft henvendelse fra oldebarnet til en af de markante gæstgivere på stedet Hans Harboe Stehr. I 1950 købte Post – og Telegrafvæsnet stedet og nedlagde det.

Nu havde vi næsten glemt Hagges Hotel. Det ligger lige på hjørnet af Vestergade og Jernbanegade, men indgangen var vel fra Kongevej. Det var den vi brugte, dengang vi skulle have slukket tørsten. I 1888 lod den initiativrige Andresen stedet opføre. Det var også ham, der organiserede transporten mellem Tønder og Højer for kurgæsterne. Men det ophørte brat i 1892, da togforbindelsen til Højer blev etableret. I 1907 købte Hans Hagge stedet. I 1988 overtog Tønder Festivalens Venner stedet, og omdøbte det til Postgården. Men i folkemunde hed det ikke andet en Hagges, så i dag hedder det Hagges Musik Pub.

Vi drejer nu til venstre og befinder os nu i Vest-byen. En af de første og største bygninger lå mellem Skolegade og Plantagevej på den anden side, nemlig Victoriabryggeriet. Det blev grundlagt i 1888, og havde vel gode vilkår. Tønder havde fået et ry som de tørstiges by. I Tønder Amt var der næsten 900
hoteller og gæstgiverier. Men man fik ikke rigtig gang i den.

Ikke engang til det andet konkurrerende bryggeri, Actien Brauerei i Østergade. I 1902 gik selskabet konkurs, men Creditbank videreførte det med henblik på salg. Et forsøg med konserves og dyrkning af champignon blev et stort flop. I 1927 blev bryggeriet overtaget af et kreditinstitution for en krone.

Senere blev det overtaget til korn og foderstoffer. Når vi unger skulle skyde genvej til Markgade, jamen så gik det lige forbi disse bygninger.

Jeg boede på hjørnet af Strucksalle og Skolegade i fem år. Ved næste hjørne boede Poul Schlüter også i mange år. Vi gik i samme børnehave (Vestre Børnehave) i Viddingherredsgade – men dog ikke på samme tid. Børnehaven kan ses fra Banegården.

Når vi nu er herude så skal vi ikke glemme Hans Peters Kro, Strucksalle 4,. Her har jeg langt senere fået stillet min tørst

Købmand Lassen lå lidt længere henne, på de anden side. Her hang der altid jagtbytter ude på en krog i gamle dage, kaniner, fasaner m.m. Det var altid dejligt at komme herhen som barn. Her er det nu blomsterbutik, som Hans Christian Lassen fører videre. Ja så havde jeg vistnok en kæreste, der hed Ingelise. jeg var dengang 6-7 år.

Men overfor os boede bager Wraamann. For et stykke tid siden ringede bager Wraamnns søn til undertegnede. det er så efterhånden mange år siden. Hans far havde læst afsnittet, hvor min far cykler direkte ind i bageriet med brækket ben. Det er altid hyggelig med sådanne tilkendegivelser. Episoden må være cirka 65 år gammel.

Der var en slagter og et mælkeriudsalg. Og hende i mælkeriudsalget kan jeg godt huske. Mange år senere, da vi kørte på ikke helt lovlige knallerter, og lige skulle hvile os foran, fik vi en kæmpe skideballe af hende, fordi vi larmede.

Bebyggelsen i Strucks Alle minder mere om preussisk byggestil. Ejendommene var bygget til flere familier, og ikke villaer som på Ribe Landevej, Leos Alle og Carstensgade. Det hele var beregnet som lejeboliger og ikke ejeboliger. Bebyggelsen på Viddingherredsgade og Markvej er fra omkring 1890.

Den Preussiske byggelov fra 1867 overlod ikke så meget til fantasien. Alle tegninger og beregninger skulle godkendes af myndighederne. Kun de færreste lokale bygmestre kunne påtage sig disse opgaver. Man købte færdige byggeløsninger i Tyskland.

I folkemunde hed bydelen Das Heidentum, fordi man ikke opfattede kvarteret som hørende til byen. Vestre Børnehave var også byens første børnehave, hvor der ikke nødvendigvis gik forældreløse børn.

Strucksalle blev opkaldt efter Peter Struck, der havde testamenteret indtægterne fra sine store jordlods i Ny Frederikskog til fattige børn. Men Tønder borgerne kaldte i mange år gaden for Møltynne Skase. Heller ikke Viingherredsgade faldt i borgernes smag. Den kaldte man for Avntaut Skase.

 

Tur 3: Østergade

Vi starter nu turen inde i Tønder, ved en byport, der er gengivet utallige gange. Også på mit qsl – kort, jeg fik fremstillet hos bogtrykker Rhode. Hvad er et qsl
– kort? Jamen, det er noget som radioamatører ved noget om. Det er en kvittering for en samtale.

Byporten her ved Østerport var den sidste port, der blev revet ned i 1872.

Tænk, at vi nu går ind i en by, hvor der er mindst 66 fredede huse. Og det som vi heller ikke skal glemme, er alle de grønne områder, der forstærker indtrykket
af denne by. Der er tale om en udbrudt række af anlæg, fra Nørre Alle på bymidtens nordside over Anlægget ved Seminariet øst for centrum, langs Vidåen til Mølleparken, syd for bymidten. Vi har allerede været på en del af de grønne områder.

Her ved Østergade laver vi lige en lille afstikker til højre ind i noget grønt. Her kommer vi til Liebestempel. Michael Falch synger om stedet, i sangen Kærlighedens Lysthus. Der findes nok ikke en rigtig tøndring, som ikke kender stedet. det var også stort, da jeg sad i Danmarks Radio og præsenterede min tredje bog. Her kunne jeg så ønske musikken og selvfølgelig var det den første, jeg valgte.

Jeg selv, husker den sidst fra en tropenat under Tønder Festival. Men herfra har der udspillet sig mange musikarrangementer.

Det var borgmester Carsten Richtsen, der forærede dette anlæg i år 1800 til borgerne, og egentlig var der to pavilloner.

Vi vender nu om og går tilbage til udgangspunktet. Til højre ser vi retsbygningen med fængsel og til venstre Kongevejen. Her på Kongevejen er det slut med bevarelse af de kulturhistoriske klenodier. Det var her i nærheden at man rev Tønder Øst ned. Men lige her var byens ”voldgrave” Laurentiusstrømmen
meget bred. Også Galgestrømmen og Vidåen dannede beskyttelse mod fjenden. Ja byen havde sågar en trævold på et tidspunkt.

Østergade 73 rummer et ældre hospital. Det var fysikus F:F: Ulrich, der ville forbedre byens sygepleje. det var ham, der blev stenet ud af byen i 1864 af tysksindede. Ja nogle af dem var hans patienter.

På venstre hånd ser vi det gamle vajsenhus og hospital. En smuk toetagers rødstensbygning med murranke og en lille tagrytter med urværk. Bygningen er opført i begyndelsen af 1730erne af en rig kniplingshandler og anvendtes gennem 200 år, blandt andet som hjem for forældreløse børn. Men bygningerne rummede også meget andet. Vi henviser til andre artikler her på siden

Vi passerer seminariet, der har en meget broget historie. Her har både været dansk og tysk seminarium. Her har været latinskole, og stedet har huset tropper fra adskillige lande. Se artiklerne om Tønder Statsseminariets historie.

Østergade 56 er en tidligere købmandsgård og kro med indskriften Soli deo gloria (Gud alene æren). Huset er egentlig opført i 1729. Første gang den optræder
som kro er i 1750. Indimellem er det også hue – og strømpefabrik samt præste-  og lærebolig. I 1948 var det sidste gang, der var kro i bygningen.. Den var også Skolecentral på et tidspunkt.

I naboejendommen i nummer 58 var der også beværtning, Hamburger Herberge. Bygningen er tilbage fra begyndelsen af 1700 – tallet. Men der har ikke været kro i bygningen i 150 år.

Minsandten var det også kro i nr. 62. det er opført efter den store brand i 1725. Men først omkring 1840 hører man om, at der skulle være beværtning i huset.. I de gamle papirer kan man også se, at der til ejendommen var en stald. I 1930erne blev kroen nedlagt.

Lige på hjørnet ned til Vidågade lå Vidåkroen, som senere blev til Carl Skomar. Da der i min barndom var købmandsbutik her, ja da var jeg bydreng her. Men der har faktisk været tobaksfabrik her indtil år 1840. I 1867 blev der indrettet en brødfabrik i huset. Men huset stammer oprindelig fra cirka 1700.

Ved siden af, i nr. 59 finder vi et gammelt pakhus, sikkert for nabohuset i nr. 61. Huset er oprindelig opført i 1730. Antagelig også efter den store brand.

I nr. 49 var Søstjernen i 20erne kendt for sin gode gastronomi. Som genbo til Aktie – bryggeriet var der altid mulighed for frisk fadøl. Østergade 46  indeholdt
fra 1861 en privat realskole med tre klasser. Huset kan føres tilbage til 1744.

I 1771 opførtes Østergade 40 som en fabriksbygning. Det var en kniplingstråds-fabrik, og endnu i 1814 blev den benævnt som trådfabrik.

Den nuværende bygning på Østergade 39 er opført i 1854. I 1870erne blev det indrettet som svendehjem Herberge zur Heimat. I 1921 blev huset omdannet til hjem for ældre kvinder.

Vi skal selvfølgelig også lige havde det hus med, hvor jeg er født. Det er godt nok ikke fredet, men stammer tilbage fra midten af 1600 – tallet. Det er i nummer 31. For mange år siden, da jeg var forbi, stod der en sofa, der hvor jeg blev født. Det var ikke til minde om undertegnede. men der var indrettet en møbelbutik på stedet.

Østergade 25 er restaureret af Nationalmuseet. Her er et forhus, der fylder næsten hele grunden, og et smallere baghus, hvor der er plads til et gårdrum. Her blev der i 1830 indrettet et bogtrykkeri, hvor man blandt andet fremstillede, Wöchentliches Tondernsches Intelligenzblatt. Ja dette blads historie har vi også skrevet om. 

Vi passerer Østergade 19, det såkaldte skomagerhus. Det nuværende langhus er opført mellem 1774 og 1784.

Stadt – Theater lå i Østergade nr. 16. Her blev der opført teater på plattysk. I 1895 bliver en ny teatersal taget i brug. I 1920 købte Brdr. Roost hele bygningen, og indrettede det til Auto – og Maskinforretning.

Østergade 15 er opført i 1784, som forplejningshus for de fattige på foranledning af byens fysikus dr. Joh. Gottfr. Krischauff. Det afløste et andet hus på grunden. I 1826 overgik forplejningsanstalten til fattigkassen, og indrettedes til arbejdsanstalt. I 1835 blev huset indrettet som privatbolig, idet borgmester Poul Sibberts købte ejendommen.

Østergade 13 er nok en af de smukkeste bygninger. På facaden står det, at den er opført i 1668. Det har været indrettet som farveri, og er en af de talrige huse, der er fredet på Østergade.

Vi kunne have valgt mange huse her fra Østergade, men vi slutter med Apoteket.

I dag rummer det firmaet Det gamle Apotek. Hvis du vil i julehumør, skal du bare kigge derind. Østergade 1 er opført omkring 1671 – 73 for borgmester Johann Preuss. Han gik desværre konkurs, så det fornemme hus blev solgt til Peter Langheim, der indrettede det til apotek og vinstue.

Foran er der to løver. Min far påstod både over for os børn, samt tyske turister, at hver gang, der kom en jomfru forbi, så ville de brøle. Han har aldrig hørt dem
brøle, og det har vi børn heller ikke.

De to løver er sandsynligvis en senere tilføjelse, og det er Rokokogadedøren også. Den stammer fra 1760 – 1770.

• Kære læsere, det var vores første tur gennem Tønder. Du er velkommen til at følge med i næste afsnit.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder ligger 283 artikler

 

Tøndermarsken

En af de flotteste naturområder vi har i Danmark, er Tøndermarsken. Et fantastisk sted, her har jeg ofte opholdt mig. Men den gang betragtede jeg det ikke specielt som et naturområde, ja området var der bare. Men når jeg nu vender tilbage fra storbyen, ser det specielle lys, sort sol og lytter til naturen, kan jeg godt se det unikke.

Men lige så smuk det kan være herude, lige så barsk kan naturen blive. Talrige mennesker, byer og dyr er druknet i tidens løb.

Denne artikel deler ikke emnerne op i byområderne, Tønder, Møgeltønder eller Højer. Vi gennemgår hele historien under et. Kære læsere, du kan gå ind under de enkelte emner, og få uddybet det, du får at vide her. Og vi har på vores side masser af beskrivelser af Tøndermarsken.

 

I Vadehavet

Helt  ude vestpå i Vadehavet lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer i 1864 og drillede tyskerne. I lang tid førte han sin egen kamp mod Preusserne. De kunne ikke få ram på ham. ja han lå også herude under Første Slesvigske Krig.

Før den tid brugte blandt andet hollandske skippere, Møgeltønder Kirkes høje spir som sømærke under den vanskelige sejlads.

 

Det flade land

Inde på forlandet, før det nye dige, lige i nærheden af den nye kunstige sø, tilbragte vi et par uforglemmelige sommerferier. Nu er det forbudt at opholde sig der. På diget kunne man skimte langt ud i horisonten, og oppe fra Opa og Omas soveværelse kunne vi se, når toget kørte over Hindenburg – dæmningen til Sild.

Udsigten fra det gamle dige er ikke mere det samme som dengang. Det fremskudte dige og den nye sluse spærrer for udsigten. Mens den gamle sluse fra 1861 var bygget til gennemsejling, så er den nye ikke beregnet til dette.

For at bevare det unikke, er der masser af regler og restriktioner der skal overholdes dannedes bevægelserne Bedre Byggeskik i de danske områder og Baupflege opstod, for at sikre byggekvaliteten i området. I 1988 blev Tøndermarksen fredet. Og Vadehavet udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde.

 

Preusserne købte de store gårde

Kystområdet syd for Kongeåen var historisk set en del af hertugdømmet Slesvig, med undtagelse af de kongelige enklaver. Hertugdømmet var tidligere en del af helstaten, men efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen.

For at styrke tyskheden på den overvejende dansksindede egn, begyndte den preussiske stat i 1896 at opkøbe store gårde, som ofte blev forøget gennem tilkøb. Disse såkaldte domænegårde blev på fordelagtige vilkår forpagtet til tyske landmænd, som så forventedes at gøre en politisk og kulturel indsats for egnens tyskhed. Et eksempel på dette, er gården Røj ved Møgeltønder, der blev købt af den preussiske stat i 1903, og hvis hovedbygning er fra 1916. Gården blev senere købt af Schackenborg.

 

Marsken dannes

I den danske del af Vadehavet er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. Ved højvande transporterer havet materiale – sand og finkornet slik – med ind. Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig højde, får nogle planter fodfæste. Dermed dannes de lave og meget frugtbare marskområder. Marsken er dannet på et tidligere havområde. En bugt gik ind syd for Højer og Møgeltønder, og ikke langt fra Tønder.

 

Minder fra fortiden

Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at menneskerne meget tidligt valgte at bosætte sig på geest – randen ud mod marsken. Dem der bosatte sig direkte i marsken byggede deres boliger på kunstige forhøjninger, de såkaldte varf eller værfter.

Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde – med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet. Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romansk stil i 1100 og 1200 – tallet.

 

Masser af kvæg

Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten (bakkeø) kan føres tilbage til århundrede før Kristi fødsel. Mange nordjyske kvægflokke er blevet opfedet i Marsken for så senere at blive sejlet til Holland.

Som udtryk for studehandelens store betydning står den store grundmurede stald fra 1585 ved hovedgården Solvig ved Tønder. Den er formentlig opført for at huse de mange stude om vinteren, inden de blev solgt videre.

Som vi nævner i artiklerne om Tønder, så var denne by i adskillige år, centrum for kvæghandel.

Den frugtbare marsk førte rigdom til området og trods vanskelige besejlingsforhold i Vadehavet, kan der allerede tidligt i jernalderen spores kontakter til det vesteuropæiske område.

 

Kystforløbet ændrede sig

Siden 1500 – tallet er der sket flere ind-digninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb længere mod vest. Mange mener også, at Vidåens gamle løb,
er gået gennem Møgeltønder.

 

Ved Gaden

Kulturmiljøet Ved Gaden strækker sig fra Hjørnekroen i nord til Rudbølvej i syd. Det ligger på det ældste dige Hertug Hans dige fra 1556.

Navnet Ved Gaden kendes fra midt i 1600 – tallet, blandt andet på Johannes Meyers kort fra 1650. Navnet betyder Ved Gattet. Vidåens oprindelige udløb har været i dette område. Den nordligste gård i Ved Gaden 1, Nørregård hed oprindelig Husum-toftmark. Den kendes fra skriftlige kilder helt tilbage til 1443,
den nuværende bygning er fra 1970.

Hjørnekroen, Ved Gaden 2, på hjørnet af Rudbølkog – diget og Højerdiget har fra gammel tid været rammen om egnens fester og møder. Huset stammer fra 1746 der har været drevet kro herfra siden 1835. Her holdt Digelaget sine møder.

Den sydligste af de tre gårde, Ved Gaden 5 er fra 1799, Ved Gaden 7 er opført i slutningen af 1700 – tallet. Men den mest velbevarede gård er nok Ved Gaden 9.

 

Den gamle sluse

De ydre koge slutter ved 1556 diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Mellem dette dige og Magrethediget på den yderste forpost, ligger vejen fra Højer til Siltoft.

Lige ved den gamle sluse ligger gården Hohenwarde. Gården er opført som en mini – model af Universitetet i Kiel i 1878. Efter krigen blev gården overtaget
af Staten. I perioden 1957 – 1991 fungerede den som forsøgsstation. I dag er der dømt bondegårdsferie og meget mere.

Den gamle sluse fungerer som en slags reserve. Slusemesterboligen er bevaret. Men selve fiskerihavnen er ikke sådan som jeg husker den fra min barndom. ja nu nævnte jeg begrebet “Reserve”. Men noget tyder på, at man i dag ikke tager dette særlig seriøst. Den gamle sluse forfalder mere og mere.

Inde i Højer er der mange velbevarede gårde, bl.a. Kiers Gård mod sydvest og Hindrichsens Gård i Nørregade. Hele 10 ejendomme i Højer er fredet. Det højeste punkt i flækken Højer er 7 meter.

• Læs mere i artiklerne om Højer.

 

Nørremølle

Ved Rudbøl diget ligger Nørremølle, og for enden af diget Rudbøl, hvor Vidåen breder sig i en lavbundet sø. Fra diget er der rigt udsyn og området er fri for større bevoksning. Beboelsen Nørremølle trykker sig ind til diget. Gården Gottesgabe (Nørremølle 11) er ”absolut ” fredningsværdig og stammer fra 1738. Også pumpestationen og gendarmhuset har stor kulturhistorisk værdi.

Nørremølle 1 er den gamle slusemesterbolig, bygningen er fra 1814. Nørremølle Skole blev bygget i 1819, den fungerede indtil 1944. I dag fungerer den som privat beboelse.

Selve Nørre Mølle blev opført ved den gamle kogs-sluse 1738 – 39, den er nok den ældste hollandske vindmølle i Vestslesvig. Det var en grynmølle, og grynene sejledes herfra til Højer ad Vidåen, og blev udskibet til blandt andet Norge. Møllen blev nedlagt i 1856 og flyttet til Højer by.

Se for øvrigt den flotte udstilling fra Marsken i Højer Mølle – og Marsk Museum. Du kan også læse om Højer Mølle i en speciel artikel, som vi har lavet.

Møllegården blev opført i 1739 og var gæstgiveri til cirka 1950. I bebyggelsen var der også en såkaldt bevandings-mølle fra 1859 – 1931.

I ældre tid arbejdede beboerne i Marsken med vedligeholdelse af vandløb og opsyn med kreaturer. Ved siden af levede de af fiskeri, som bådsmænd og havde desuden lidt landbrug. Enten ejede de selv en fenne eller to, eller de lejede dige-stykker til græsning.

De gamle sluser ved Nørremølle var i meget dårlig stand. De blev fjernet efter 1861. På de gamle slusers plads blev bygget en bro for fodgængere til og fra Nørremølle. Over Vidåen blev etableret en færgeforbindelse til transport af husdyr og vogne. Færgen var en pram. Den blev trukket af en kæde og betjent
med håndtræk på begge sider af Vidåen.

Færgemanden blev dog indkaldt til militærtjeneste under første verdenskrig. Færgedriften blev indstillet og færgen trukket på land. Kørende trafik og husdyr til Gammel Frederikskog måtte da enten over Rudbøl eller Højer. Beboerne i Nørremølle klarede den med egne både eller over gangbroen.

I 1919 – 1920 byggede afvandingsselskabet en ny bro over Vidåen, som var beregnet til kørsel. Denne bro blev 1952 erstattet af en ny, bredere og asfalteret betonbro.

Punpe-stationen sydøst for broen hæver vandet fra afvandings-systemet i Rudbøl Kog, Højer Kog og en del af Møgeltønder Kog op i Vidåen.  På et tidspunkt var der to små møller på hver side af Vidåen.

 

Rudbøl

I Rudbøls nordlige del Nørreværre, finder vi en langstrakt bebyggelse på diget. I den sydlige del er der en del småveje. Det er også her i den sydlige del de mange velbevarede gårde ligger. Her ligger også den gamle privilegerede kro, broen over Vidåen og toldbygningerne efter 1920.

Midt i gaden ligger en grænsesten, der angiver landegrænsen. Den har inspektionen D (Danmark) 242 GR(Grænse) DRP (Deutsches Reich Preussen)242.

Gården Rudbølvej 8 er fredet. Problemet i Rudbøl og mange andre steder i Marsken, er at mange gårde og bebyggelser bliver affolket. I Rudbøl opkøber kroejeren en del af de ældre bygninger og indretter dem som ferieboliger.

 

Da Provsten var i Lyst

Øst for Rudbøl ligger den lille landsby Lyst. Her ligger en husrække med fire huse, der er opført i 1800 – tallet ved det gamle dige nord for Rudbøl Sø.Det var også her i Lyst, at der blev undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men eleverne var for længst gået hjem. Provsten spurgte, hvor klokken var, og fik
at vide at ingen på Lyst havde ”klok”. Forundret spurgte provsten, hvordan de så klarede sig. Den såkaldte skolemester svarede

• Det æ let nok. Vi bruche æ sol. Den sie vos, hva æ klok æ.

 

Speciel stemning i Rudbøl

Rudbøl ligger i dag nord for Rudbøl Sø, og den østligste forlængelse af søen. Her er åen meget bred og dominerer den lille bys vej ned mod grænsen, hvor man passerer over åen. Det giver en meget speciel stemning med å-udløbet, søen og vådområdet syd for landsbyen.

Allerede i 1436 blev området sydvest for Rudbøl inddiget (Viddingherreds Gl. Kog).

Landsbyen kendes fra skriftlige kilder fra 1400 – tallet. Rudbølgård midt i landsbyen har været domænegård og kendes fra 1444. Landsbyens befolkning har fra gammel tid været marskbønder og fisket i Rudbøl Sø, i Vidåen og ved Højer Sluse.

Desuden har de sørget for at varer blev transporteret til Tønder, da de større skibe ikke kunne komme længere end til Rudbøl Sø.

Der har været flere skoler i området. Nordligst skolehuset fra 1700 – tallet (Rudbølvej 2) syd herfor skolebygningen fra 1882 (Rudbølvej 4)

 

Ved Åen

Langs det gamle å-leje ligger der en lang række bebyggelser. Mange af dem er særdeles bevaringsværdige. Her ligger også Utenwarf, også kaldet Keldspold, Gammel Digevej 5. den ligger ved diget ud mod Magisterkog. Her boede maleren Emil Nolde.

Her i nærheden lå også Supskog, der blev fredet i 2002.  Også Kærgårdshof (Ved Åen 13) og Nørre Sødam (Ved Åen 17) er fredet. Mange af gårdene er typisk
vestslesvigske bygninger i blank mur med høj tagkonstruktion, delvis med stråtag. Gårdene ligger som meget høje øer i det flade marsklandskab.

Kører man fra Rudbøl mod øst, bugter vejen sig frem i landskabet. Man kan se mange værfter, hvor der engang har været gårde. Mange af disse gårde stammer tilbage fra Middelalderen, men stormfloderne har været hårde og barske.

Omkring midten af 1600 – tallet var der Ved Åen en samling af 13 gårde. Gårdene Vesterfeldt og Vester Anflod var begge blandt de mest betydningdfulde marskgårde, og historien kan føres tilbage til 1700 – tallet

Vester Anflod huskes, fordi her boede i 1920erne Cornelius Petersen, den tysksindede leder af selvstyrebevægelsen i Sønderjylland.

Det forladte værft Feldsværre, der ligger øst for Sødamgård, er en nærmest kvadratisk højde-vold med stærk afrundede hjørner. Dateringer har vist, at værftet blev anlagt omkring år 1200. Også Spydholm i den østlige ende af Ved Åen er fra 1200.

På Broderdsmark er der bevaret et indre gårdrum med brønd.

 

Poppenbøl – Pokkenbølgård

Lidt længere mod nord ligger Poppenbøl, her har min mor tjent. Men det er nu ikke derfor den er taget med. Her er en meget velbevaret stuehusfløj. Værfterne er utrolig høje og meget velbevarede. Gården stammer tilbage fra før 1443. Det har været en af Tøndermarskens større gårde. Ved høj vandstand kunne den ligesom utallige andre gårde kun nås med båd.

Vi skal også nævne Oksenfeldtog det såkaldte Pokkenbøl Nord.

Pokkenbølgård har et usædvanligt flot stuehus. Desværre blev gårdmiljøet ødelagt for et par år siden. Det kendes tilbage fra 1663. Den nuværende gård er opført 1833, som fæstegård under Schackenborg. Det blev privatejet i 1827, og i dag er det ottende generation af familien, der er på gården.

 

Slotsgade og Sønderbyen fredet

Og lige i umiddelbar nærhed ligger Møgeltønder, som vi har beskæftiges os med i en specielle artikler. Store dele af byen er fredet, det gælder blandt andet Slotsgade og Sønderbyens huse.

Se artiklerne om Møgeltønders historie.

 

Lægan, Møllehus og Aventoft

Ved Vidåen kort før Tønder ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget blev bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her
findes også Tøndermarskens største pumpestation.

Kører vi over grænsen kommer vi til byen Aventoft. Dele af byen lå på en ø, og udgravninger har vist, at der er fundet ferskvandsboringer. For beboerne i  Aventoft var en båd simpelthen en nødvendighed. I dag fungerer byen som indkøbs-by for afgiftsplagede danskere.

Vi andre brugte byen, hvor vi på Armins Gaststätte hver søndag indtog en Gewesen. Bygningerne ved grænseovergangen Møllehus er klassificeret som meget bevaringsværdige. De små røde skure ved selve grænsen, er for længst fjernet på grund af Schengen – aftalen.

 

Bjerremark

Syd for Vidåen kommer vi nu til Ubjerg kog, med den fredede gård Bjerremark. Min lillebror boede der en overgang. Der var flotte hollandske kakler i køkkenet, men gården var ikke særlig vedligeholdt. Se mere om det i artiklerne om Tønder. Nu bliver gården brugt som kursus-sted. Og er i øvrigt her i 2022 udbudt til salg.

Gården nævnes første gang i 1685. den har været ejet af den meget velhavende familie Richtsen/Angels eje.

 

Ubjerg

Lidt længere mod øst har vi Ubjerg Kirke  og meget velbevarede præstegård fra 1675. Jeg har en gang set skuet i snevejr. Det lignede et eventyr. Ubjerg kirke er opført i munkesten mellem 1100 og 1300. Det oprindelige murværk er dog ikke synligt, da kirken blev skalmuret i renæssancen og senere cementpudset.
I 1597 fandt en større ombygning sted.

Den lille landsby er antagelig bygget på en indlandsklit, der senere er blevet udbygget.

 

Sæd

Bygningerne ved Sæd Grænse bliver i dag brugt som museum for grænsedragningen i 1920. Landsbyen Sæd ligger på en sandbanke, men har været gennem flere stormfloder..

Fiskeri i Vidåen

Da den store afvanding begyndte, var mange fiskere imod. Man skulle ikke lave om på Guds orden med ind-digning. Mange følte vel også, at det gik ud over deres erhverv. De tjente til dagen og vejen ved at fiske i Vidåen. Og også på kroen kunne man få fisk

• en Gewesen å en svejen skalle

Der havde været mange laks i Vidåen, men der var både stør og brasen. Hvis man var heldig, kunne man få nogle ordentlige gedder. Ja i min ungdom tog gedderne ænder inde i åen i Tønder. Så var der skalle-bidere, nærmest magre gule ål med kæmpe hoveder.

Suder blev fanget i sættegarn. Blodet, der var lige så rødt som vores, skulle først koagulere. Sådan en suder skulle levende ned i kogende vand og skoldes til døde. Det så lidt brutalt ud.

Ja og masser af ål. Man lavede en mærkelig substans, man kaldte for åle-pot. Om vinteren stangede man ål, ved at lave hul i isen. Vinterfiskerne havde ofte flasken med, så de kunne få sig ”en dråf”.

Omkring 1914 forbød Preusserne at man brugte ål-jern, men det tog man ikke så hårdt blandt fiskerne i Marsken. Nogle flår ålene, men det er tegn på dårlig smag, mente fiskerne. En flået ål er barbari. Dem, der har smagt uflåede stegte ål ved, hvad rigtig stegt ål er.

Der var også kogt ål. De var salte og lufttørrede. Man kunne spise dem med karry eller med smør og kartofler. Ja, så var det Hamborg – ålesuppe, der var krydret.

Den sønderjyske ålesuppe er let sur sød. Sødmen kommer fra de mange svesker, man blander i.  Ålen er skåret i stykker på 8 – 10 cm. Og så var der røget ål,
og mange elskede ålefedt.

Denne åletradition  fortsatte mine bedsteforældre i Ny Frederikskog, med et resultat, at jeg fik for meget. Så meget, at jeg ikke mere spiser fisk.

Beboerne brugte som regel tre forskellige både

• æ jawtbå – Jagtbåden, lille og fladbundet
• æ fiskebå – dobbelt så stor som jagtbåden
• æ jenngangsbå – igen dobbelt så stor, den blev brugt til blandt andet at transporter hø med.

Om vinteren var det oversvømmet, så kunne man løbe på skøjter ned til Nibøl cirka 17 kilometer fra Tønder. Inden afvandingen var det lettere at sejle syd på, end at bruge landjorden. Mange af kanalerne syd for grænsen var gravet for 300 – 400 år siden.

Mange af fiskerne samlede også æg og fangede brusehøns

 

Nolde – Marskens maler

Nolde var også fisker. Mange på egnen kaldte ham for æ tumbe male. Vel nok fordi de ikke altid forstod, hvad han malede. Når han ofte forærede sine malerier væk, hængte folk dem på hovedet. Som regel gik han rundt i lyst tøj med en stor Panamahat.

I protest mod afvandingen flyttede han syd på til Seebøll. Nolde – museet er virkelig et besøg værd, og haven foran kunne godt minde om en kollegas have – Monet. Man mente i Danmark at han var nazist, men han stod slet ikke for den kunst, som Hitler opfattede som den rigtige. Da han så endelig blev berømt, var det mange der omtalte ham som ”den dansk – tyske maler”. Selv opfattede han sig som Frisisk maler.

Læs for øvrigt den fantastiske bog af Siegfrid Lenz: Deutschstunde (Tysktime). Den giver et malerisk billede af Nolde og marksen. Men Lenz lod sig også narre af Nolde. Han fik hvis ikke maleforbud. Han sagde for at retfærdiggøre sig selv. Endelig har Nolde – museet åbnet arkiverne og sandheden om den fantastiske maler. På vores side kan du finde fem artikler om Vadehavs – maleren.

• Kære læsere, dette var et indblik i en måske ikke så kendt verden. Hvis du tager cyklen, så vær indstillet på masser af blæst. Men det er anstrengelserne værd. God fornøjelse.
  

 

Kilde: 

• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Under Sønderjylland finder du 297 artikler

Redigeret 18. – 04 – 2022

Læs om kvinder på Trickcykel, Kronprinsen, der finder en kolera – syg mand i vejgrøften, en tur i Automobilen, svindel med opbevaring af æg og margerine, advarsel for kvinder, der springer af sporvognen, og hvem tjente mest i 1902. Desuden er der ægteskabstilbud, og morderen Vilhelmine fik navneforandring til Vilhelm. Og så var der debat om bompenge.

Alle grosserer har telefon (1891)

For første gang bringer vejviseren navne på telefonselskabets abonnenter. Næsten alle grosserere har telefon.

* Det vil befindes rimeligt, mens det næppe vil vække Forbavselse, at ingen Barber eller Ligtornsoperatør er så lykkelig. Derimod vil det undre, at kun otte Sagførere, tre Læger, og slet ingen Skomagere eller Skræddere er i besiddelse af dette Apparat.

På skøjter over Sundet (1891)

Man kunne i går spænde sine skøjter på ved Langelinie og foretage en munter udflugt over Sundet. Der ligger en halv snes skibe indefrosne i løbet.

* Forresten kan man ikke løbe meget mere end en Fjerdingvej. På den anden side Trekroner, så umuliggør Skøjteløbningenaf den ru Overflade på Isen.

Kronprinsen ser på branden (1891)

Klokken 10 i går formiddags forlod kronprinsen sin dagligstue, og et kvarter efter brød branden ud fra den væg, der skiller dagligstuen fra soveværelset.

Først en time efter de to dampsprøjters ankomst, blev ilden slukket. Kongen var en af de første, der mødte frem på brandstedet. Lidt efrter kom prinesessen fra sit palæ i diskret brandtoilette.

Da faren var forbi, forfriskede hun og Prins Carl sig med en promonade på Grønningen. Kronprinsen sendte 500 kroner som belønning til brandfolkende for deres udmærkede konduite ved branden.

Kvinder på Trickcykel (1891)

Det var ikke lige let den gang for kvinder. Læs blot, hvad avisen skrev.

* Toppunket af Galskab er det nu at se vors Sportsdamer, der hidindtil har holdt sig til Trickcykel, i disse dage viser sig på Gaderne, ridende på den lille hæslige tohjulede Safety, på hvilket instrument de, humpende hen over brostenene, udelukkende er optagende af Skørterne og de rebelske Ben.
* Når disse Damer ikke har fornødent Mod til at vise sig i Herrebenklædder, så må man virkelig opgive et Befordringsmiddel, der umuliggør en Dames Dragt. Eller os bør de som andre ofre, får en epedimi henvises.

Og selvfølgelig har avisen henvendt sig til en læge. Dr. Med. ? udtaler:

* Som Læge mener jeg, at de talrige Rystelser virker skadeligt, og at Sporten er ganske særlig uheldig for Kvinder. Om Sømmeligheden vil jeg ikke Tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?

Kronprinsen finder en syg mand (1892)

I torsdags rygtedes det, at Prinsen på en ridetur i byens omegn havde fundet en kolera – syg mand i en gøft.

Man fortalte, at Prinsen havde anmeldt det sjældne fund til politiet. Disse fandt imidlertidig ved nærmere eftersøgning ingen kolera – patient, men erfarede at den syge mand havde været plakatfuld.

Annonce: Ægteskabstilbud (1892)

Selvfølgelig var der også ægteskabs – annoncer dengang. Vi fandt denne:

* En midaldrende Mand i god Stilling søger af mangel på Bekendtskab ad denne vej, en Hustru. Der ses ikke så meget på Huslighed, rolig Gemyt, dannelse og ydre. Da bekendtskab ønskes først, anmodes familier med giftefærdige Døtre om i Ekspeditionen at nedlægge billet mrkt. ”Hyggeligt Hjem”. Nøjagtige oplysninger udbedes. I tilfælde præsenteres fuld Legimitation. Diskretion selvfølgelig.

Mordet på opdragelseshjemmet (1892)

En bestyrer af opdragelseshjemmet Kana, Vilhelmine Møller blev dømt på mordet på den 15 – årige Valdemar Sjøgren. I første omgang blev dødsårsagen opfattet som hjertestop. Under et lægesyn fandt man ud af, at morderen Frk. Møller var Hr. Møller. Navnet blev derfor ændret til Vilhelm, og morderen blev overført fra kvindefængsel til mandefængsel.

Dog fik fangen lov til at sy i fængslet, da han ikke kender til mandelige sysler.

Oprør i Ingeniørkorpset

Der var oprør hos Ingeniørkorpsets menige i Kronprinsessegade. I går faldt den endelige dom. Ikke mindre end 91 mand fik strengt fængsel på vand og brød. To underkoperaler blev degraderet, og 6 af hovedmændende fik Forbedringshusarbejde fra 15 måneder til to et halvt år. Disse 6 blev straks afhentet af politiet og sendt til Vridsløse.

Syngepigerne på Frederiksberg (1894)

I begyndelsen af året bekendtgjorde politiet, at man fra Justitsministeriet havde modtaget et dekret, der påbyder, at syngepigerne på Frederiksberg at optræde med længere Kjoler. Det er et udtryk for at modvirke tidens umoralske strømninger.

Hvorfor hedder det Halmtorvet?(1895)

Det kan afstedkomme nogen forvirring, at det som københavnere i dag kalder Halmtorvet for forhåndværende, nemlig pladsen foran det nye rådhus.

Vil man i dag købe halm, må man begive sig til det nye torv ved Kvægtorvet, hvor bønderne nu drager til med deres høje læs.

Togkatastrofe (1897)

I Juli 1897 indtraf en stor jernbanekatastrofe omkring Gentofte. Et halvt hundrede passagerer blev dræbt, og dobbelt så mange blev kvæstede. Lokomotivføreren blev dømt, men han påstod, at det var vacumbremsen, der ikke virkede.

Bompenge (1900)

Bompenge er ikke noget nyt. Læs her, hvad der skete i 1900.

* Med hvilken ret stiller Bommanden ved Tuborg en lille Automobilvogn med plads til højst to i klasse med Vogne forspændte med to Heste og kræver 15 øre af dem?

Hvorfra ved Bommanden, at der ville være to, og ikke en hest foran Vognen, hvis den ikke var Automobil? En Motorcykel betaler ikke noget. Hvad er forskellen på en Automobil og en Motocykel?

På kørertur i Automobil (25 juli 1900)

Vi fandt denne artikel. Den er sikkert skrevet af den legendariske Henrik Cavling?

* Vi havde i går anledning til at køre en Tur gennem Nordsjælland med den første Danske Automobil, der er udgået fra en Dansk fabrik.
* Vi startede fra Hotel d`Angletere Klokken 10, og kørte ud af Gothersgade langs med Søerne ad Strandvejen til Hellerup. Derefter gennem Gentofte og ad Kongevejen til Hotel Lyngby.
* Motorvognen passerede altså stærk befærdede gader, ad den fedtede Strandvej og det bakkede terræn, til del belagt med skrver. Herved havde vi al fornøden Lejlighed til at kunne konstatere, at Automobilet uden Vanskelighed, lader sig styre gennem Vognfærdslen, at det ikke skræmmer Hestene, og at det er i stand til at holde sin Fart på mindre gode Veje. Maskinen synes, at kunne tilbagelægge et par danske mil på trkvart time, det bliver cirka en halv snes miles fart.

Svindel (1901)

En dansk Mand, en beskeden Mejerist Peter Olden, har opfundet en Metode til ”Præservering” af smør, æg og andre ferske spisevarer.

* For et år siden anbragte Mejeristen Smør, Magarine og Æg i en Trækasse, der lukkedes af Naturius Publicus, og derefter henstilledes i en boks i Privatbanken. Forleden blev Kassen så åbnet i overværrelse af Steins Laboratorium, der kunne garantere for Kvalititen.
* Men Landhusholdningsselskabet kunne fortælle, at det ikke var mejerist Peter Olden, men Arbejdsmand Peter Christensen. Det hele var Svindel. Arbejdsmanden havde forfalsket det Sejl, som Notarius havde forsynet Kassen med. 1901 var rettet til 1900. Manden blev arresteret, fik 18 måneder i forbedringstugthus, men nåede at komme i alverdens avisoverskrifter.

Damerne falder af sporvognene (1902)

Det var ikke altid let, at leve med de nye tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye, ja så gav det anledning til eftertanke. Læs blot dette:

* Vore damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Farten og Faren er stærkere end de elektriske.
* Nu er det sidst den unge, udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert på Vesterbrogade, og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække unge Damer med at springe af Sporvognen.

Skattebogen – hvem tjener hvad? (1902)

Det var altid spændene for danskerne, at se hvem der tjente mest, vi kigger også på:

* I går kom Skattebogen, og vi iler med at se, hvilke af vore lykkeligste Medborgere, der har en aarlig Skatteindtægt over 100.000 kroner og derover.
* 500.000 kr. Brygger Dr. Phil Carl Jacobsen, Kammerherre, Lensgreve Bille Brahe Selby
* 400.000 kr. Lensgreve C.C: Reventlow
* 300.000kr. Grosserer Otto Mønsted, Lensgreve C. Ahlefeldt – Laurvigen.
* 206.000kr. Gehejmkonferenceraad, Lensbaraon Reedtz – Thott
* 203.000kr.Bladudgiver C.J. Aller

Skandaleforestilling (1902)

Demonstartioner kan foregå på mange måder. Læs blot om denne:

* Førsteopførelsen i aftes af Shakespeares Hamlet på Dagmarteatret med Hr. Martinus Nielsen i Titelrollen, blev en enestående Skandale. Teatret var fyldt til sidste Plads, og til at begynde med, forløb alt i Ro. Men da hr. Martinus Nielsen viste sig som Hamlet, brød et Uvejr løs og Piberne skingrede gennem Teatret. Det viste sig, at være en organiseret Demonstration udgaaet fra Studentersamfundet., hvis ”uroligste hoveder”, de saakaldte ”blege Ansigter” havde aftalt at pibe Direktøren ud.
* Hovedmanden for ”De blege Ansigter” udtaler, at de anser hr. Martinus Nielsen for en skadelig mand i teaterverdenen, og skadelig som Direktør for to af Byens tre Privatteatre.

De gode gamle Heste – og de nye fæle Biler (1902)

Man skulle klæde sig konservativt, når man gik til hestevædeløb.

– Det var desværre adskillige unge Herrer, der mødte i Redingcote og gule Sko. Det går virkelig ikke an. Til redingcote hører Lakssko med lyse dobbeltraddede Gemascher og så Glacehandsker, lysegul Kravat af Silke.