Artikler
Juli 4, 2007
I mange år holdt militæret fast på, at der ikke måtte bygges andet end træskure på demarkationsområdet. En egentlig byplan kom ført i 1856, men da var man allerede i gang på Nørrebro – uden plan og uden byggelov. En masse byggespekulanter udnyttede situationen, men nogle klarede det ikke.
Militæret var ikke til at rokke. De befandt sig stadig i 1807. Man håndhævede stadig alle restriktioner ved det såkaldte demarkationsterræn. Her måtte der ikke bygges uden tilladelse af kommandanten.
Linien bliver rykket
I slutningen af 1851 lykkedes det at overbevise militæret, om at rykke linien ind til søerne.
Ved lov af 6. januar 1852 blev byggeriet derfor givet frit. Volde og porte og hele det restriktive reglement fortsatte dog.
Fæstningen nedlægges
I 1856 lykkedes det endelig at få nedlagt fæstningen, og den 30. juni blev de militære vagter og portene inddraget. Der, hvor portene havde været, blev der anlagt jernbroer, så Frederik den syvende stadig kunne ride rundt på voldene. Det kunne han dog ikke ved Vesterport..
I 1858 blev Sløjfningskommisionen nedsat. Dens formål var at komme med en byplan. Den kom dog først i 1865, og da var man for længst ganske planløst gået i gang på Nørrebro. Forslaget fik en hård medfart.
Dispensation
Som noget helt uhørt fik man dispensation hos Militæret om bebyggelse af 2. blegdam. Her var i forvejen opført helt efter reglementet nogle træhuse, der måtte lade livet. Her boede blandt andet maleren Christian Købke. Her opførtes i 1848, Ting – og arresthuset..
Da min lige i nærheden byggede Skt. Johannes Kirken i 1856 – 61, og en ny kommuneskole, havde man konjekturerne til en plads. Egentlig var det ikke planlagt, men Skt. Hans Plads var en realitet..
Blågårdskvarteret uden lovgivning
En af de største spekulanter var inspektøren på Ladegården, F.C. Bülow. I årene omkring 1850 erhvervede han sig mange grunde i Blågårds – området og på Frederiksberg.
Han udstykkede og solgte løs. På Blågårds – arealet var prisen 48 – 96 skilling pr. kvadraten. Bülow tjente 30 – 50 kroner på kvadraten, uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han endelig fik anlagt veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Der var også en masse servitutter i de kontrakter, køber skulle underskrive.
I Blågårds – kvarteret var kravet, at der skulle udføres huse i mindst tre etager med mindst to lejligheder pr. etage.
Ingen kloakering
Man behøvede ikke at kigge på byggevedtægter eller kloakering. På den måde lykkedes det for Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen.
Vand og belysning så man også bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til bundløs ælte. Det kunne bare løbe ned i Sortedamssøen, som også blev benyttet som drikkevand.
I perioden 1852 – 57 steg grundenes værdi med 150 – 250 %
Bygherrerne var især håndværksmestre. De opførte huse blev hurtigt solgt. Køberne var middelklassefolk.. I Tømrergade var der en del tømmersvende, der byggede til sig selv.
Det var svært at låne penge til at bygge for, men så kunne man bare låne ved sælger for ågerrenter.
Hans Christian Bangert
I 1840 købte Hans Christian Bangert, gården Solitude. Nu skulle der drives landbrug, og sælges byggegrunde. Han forpagtede også nogle nærliggende grunde til dyrkning af tobak..
En af hans ideer gik på, at en af hans parceller skulle udstykkes til 6 villaer, der hver skule huse 4 familier. Det gik dog ikke. Så ville han lave en kreditforening, det gik heller ikke. Samme skæbne led en brugsforening, som han startede. Men skidt med det, grundpriserne steg og steg.
Masser af lån
Han anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som han kaldte Bangerts Bro.
Selv om Bangert var formuende, så gik det ikke uden lån. Så var det godt, at man havde Østifternes kreditforening og Københavns Centralkasse, men de blev også lidt skeptiske efterhånden.
Bangert brystede sig med titlen kaptajn. Han havde haft en charge i Kongens Livkorps (Studenterkorpset). En af hans støtter og største kreditorer blev oberst og senere general G.D. Gerlach., en af heltene fra tre – års krigen.
Konkurs
Så kom krisen i 1857 og 1858. Nu var Bangert i alvorlig klemme. Situationen blev desperat. Der var kun to muligheder – venner og ågerkarle.
Han klarede den ikke og gik konkurs. Mange af dem han havde låndt penge hos, gik også konkurs. Men dem der havde fået pant i jorden, fik deres penge hjem – endda mange gange.
Tynd byggelov fra 1856
Kravene til brandsikring var små. Og den byggelov, der blev indført i 1856 stillede ikke mange krav.
* Var der tale om et etagehus, skulle mindst en fjerdedel af grunden udlægges som gårdsrum
* Var der vinduer, udvides kravene til mindst 25 kvadratalen (10m2) og ikke under 3 alen (1.88m) til nogle af siderne
* Til hver lejlighed skulle der hver adgang ad to trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m) for beboede etager.
Byggekommission var ikke effektiv
Godt nok indførte Kommunen en byggekommission, der skulle føre tilsyn, men den var ikke særlig effektiv. Bygherrerne lavede deres egne regler.
Det tog mange år for at lære dem, at de skulle have godkendt deres tegninger til nybygninger. Som oftest gik de i gang helt uden tilladelser, og standarden var også derefter.
En egentlig byplanlægning kom også først langt senere.
Nørrebro var præget af landlig idyl. Mange steder var det et vist fornemt skær over bebyggelserne. Det var lige inden det store byggeboom satte i gang.
Riv det ned – i tilfælde af.
I 1851 fik gartner N. Kellerman tilladelse til at opføre Nørrebrogade 3 i 4 etager. Men han skulle underskrive en erklæring fra Ingeniørkorpset, at han skulle rive hele herligheden ned, hvis det blev forlangt. Og det skulle ske uden erstatning.
Redekam – bebyggelse
I 1870erne var det særlig lukrativt, at spekulere i folks bolignød. De tidlige bebyggelser fik benævnelsen Redekam – bebyggelse. Og da disse bygninger skulle saneres og rives ned kaldte man det bulldozer – sanering eller menneske – sanering. Men det har vi skrevet om, andre steder.
Carl Aller kunne selv
Aktieselskaberne blomstrede, men det var også dem, der kunne selv. En af dem var Carl Aller. Han havde fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Denne opfindelse skaffede ham Ørsteds Legat.
Han etablerede sig i Blågårdsgade 32 i 1873 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen en kvart million. I 1907 flyttede man til Valby
Juli 3, 2007
Selv om byen kun ligger 4 kilometer fra Tønder, er dens historie en helt anden. Møgeltønder var engang havneby og større end Tønder. Den var præget af Møgeltønderhus og Schackenborg. I dag er den vel nok Danmarks skønneste landsby med den længste landsbykirke i Danmark. Ofte er befolkningen blevet behandlet som trælle af slotsherren, men der er også eksempler på social indstillede slotsherre. Læs også historien om guldhornene.
Møgeltønder betyder Store Tønder. Men Møgel eller Myrkiel betyder ikke kun stor og lille, men også gammel og ung. Og for at gøre det endnu mere forvirret, så findes der 7 kilometer øst for Tønder en samling gårde, der netop hedder Store Tønder.
Møgeltønder som havneby
Mange har ment, at den havn, der gjorde Tønder verdensberømt i 1153, lå i Møgeltønder. Men denne påstand, har geologer afvist. Desuden ligger Vidåen adskillige kilometer syd for byen.
Nu var det jo sådan at kyststrækningen var betydelig anderledes dengang. Man mener således, at der gik en bugt ind syd for Højer og Møgeltønder. Derfor mener mange, at Møgeltønder måske havde en havn ud til kysten. Denne teori kan også bekræftes ved at der er fundet mange rester omkring Møgeltønder fra svunden tid. En høj midt i byen har muligvis indeholdt en jættestue. I en stor sandgrav er der fundet lerkar fra forskellige tidsaldre – fra stenalderen til den yngre jernalder.
En af teorierne er, at Ansgar faktisk kom til byen i 825, således at Møgeltønder måske er den første kristne by i Danmark.
Møgeltønder hed Tønder
I nyere tid måtte beboerne tage ind til det mindre Tønder, for at få adgang til havnen. Kigger man på gamle kort kan man konstatere følgende. Møgeltønder hed i
Historien om guldhornene
Lørdag den 20. juli 1639 var den 23 – årige Kristine Svendsdatter fra Østerby på vej gennem Gallehus til Tønder. Hun stødte foden mod noget, gav det et rap med sin stok, og fortsatte videre frem. Den 27. juli gik hun samme vej og var ved at snuble. Men nu tog hun sig tid til at kigge på, hvad hun så. Med sine bare hænder gravede hun et gammelt horn frem. Hun gemte det på det mest sikre sted, hun kunne komme i tanke om, under hendes seng.
Hos en guldsmed i Tønder får hun at vide, at hornet er af det pureste guld. Ligesom dengang er/var Danefæ noget der tilhører kongen. Imidlertid opstod der en kappestrid mellem hertugens mand og lensmanden på Riberhus og Møgeltønder om, hvem der skulle have hornet i sit værge.
Men den unge pige tog sagen i egen hånd. Hun rejste til Ribe, og afleverede hornet til slotsskriveren. Christian den fjerde opholdt sig på Gram Slot og fik ret hurtig hornet i sin varetægt. Kongen ønskede at møde finderen. Da kongen spurgte, hvad hun kunne begære, fortalte hun, at hun ønskede sig et rødt skørt. Hun fik også et vederlag.
Rygtet gik hurtig på egnen. Et sandt guldurs opstod. Lensmanden gav ordre til at grave, men man fandt intet.
Det andet guldhorn
Men 95 år efter, den 31. april klang det atter af guld i Gallehus. Den fattige kådner Erik Lassen(Jerk Lassen)var om morgenen begyndt at grave efter ler, for at kline sit hus. Pludselig stødte han på noget. Han fik sin datter til at rense det. Hos guldsmed Hendrik Koelsted i Tønder, kunne man konstatere at det var rent guld.
De to afleverede hornet i fællesskab til greven på Schackenborg, der den 3. maj afleverede det til Christian den sjette i Flensborg.
Erik Lassen fik udbetalt 200 Rigsdaler. Et par måneder efter døde han, ondsindede rygter ville vide, at han havde drukket sig ihjel. Men det viste sig, at han havde udlånt pengene på forstandig måde til gode mennesker på egnen
Guldhornene bliver omsmeltet
Natten mellem den 4. og 5. maj 1802 skaffer guldsmed Heidenreich sig adgang til guldhornene, der lå ret upåagtede mellem andre mærkværdigheder. Han smeltede hornene ud til ostindiske mønter. Et år efter blev han dømt til livsvarigt fængsel, men blev dog benådet efter 38 år.
Man havde lavet to afstøbninger af hornene, men de var gået tabt. Og kun fordi, at Frederik den syvende fik tegninger af hornene, fordi han var interesseret i arkæologi, kan vi fastslå var motiverne forestillede.
Nordisk mytologi
Billederne på dem skildrer den nordiske gudelære. Der findes en teori om, at der i Stolbjerg nord for Bredsted var et kultsted. Her var Gudens stol, og det var her at de nordiske guder holdt til. Man mener så, at der er opstået en krig, og at man så er flygtet nordpå. I Gallehus har man så gravet de kostbare skatte ned. Hornene stammer fra årene 400 – 425.
Kultsted i Møgeltønder?
En anden teori går på, at Kirkebakken, der hvor kirken, der hvor kirken i dag befinder sig, måske også kunne have været et kultsted. Den rejser sig 10 meter op over det flade marsklandskab.
Teorien går på, at der på stedet har befundet sig en trækirke, bygget i cirka år 1000. Man har fundet en døroverligger, som i dag er bygget ind i kirketårnet. Omkring år 1200 blev den første stenkirke bygget på stedet.
Møgeltønderhus fra 1043
De første skriftlige beretninger har vi fra 1214, hvor biskop Thue skænker kirken sammen med Ballum Kirke til 3 kannikker til underhold. Man skelner på dette tidspunkt ikke mellem Tønder og Møgeltønder. Det nuværende Kannikhus må antages, at være den første præstegård i Møgeltønder.
På dette tidspunkt var der også en bispeborg i Møgeltønder, der fra 1265 bliver kaldet Møgeltønderhus. Den kan føres tilbage til 1043.
Møgeltønderhus ødelægges
Der har ofte været strid mellem Sønderjyllands hertug Abel og bispestolen om netop Møgeltønderhus. I 1265 ødelægger Erik Abelssøn borgen. Den bygges dog op igen og i 1288 lover kongen, Erik Menved, at undsætte borgen, såfremt den igen angribes af hertugen. I 1361 anerkender hertug Valdemar V af Sønderjylland, at Møgeltønderhus og alle rettigheder i sognet tilhører Ribe Bispestol. Dronning Margrethe erhverver i 1407 Trøjborg, som hun giver videre til Ribe Bispen. Sådan opstod der små enklaver.
Kirken – viet til søfarernes helgen
Biskoppen i Ribe var en stormand og medlem af Rigsrådet.
Møgeltønder bevarede hovedsædet i det sønderjyske. Dette afspejler sig på kirken. Møgeltønder kirke er nok en af de længste landsbykirker, der findes. Måske ville man lige som i Tønder have haft et kloster til Møgeltønder?
Kirken blev indviet til St. Nicolai – søfarernes helgen. Om det er fordi kirken ligger så højt, eller fordi Møgeltønder har været en havneby vides ikke. Omkring år 1500 byggede man et højt tårn på kirken. Så højt, at den kunne bruges som søtegn under besejlingen af Lister Dyb.
Sagnet om Peter Henriksen
I kirken i Møgeltønder findes der et billede af Peder Henriksen, som døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet er opstået ud fra billedet, vides ikke.
– I 1500 – tallet var der en stor stormflod, som lod vandet står helt op til Stjernen, pladsen ved Korsvejen vest i byen. Alle midler til at standse vandet var prøvet. Da sagde Peder Henriksen: ”Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste har I forsømt”. ”Hvad da”, sagde de.
– ”At bede til Herrernes herre”, svarede han. Man opfordrede Peder til selv at gøre det, og han råbte: ”I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på Eders knæ!”. Alle knælede, og Peder Henriksen bad med høj røst fadervor. Da han kom til den syvende bøn, begyndte vandet at synke. Sådan en mand var Peder Henriksen.
Reformationen i Møgeltønder
Fra historiebøger ved vi, at reformationen kom i 1536, men i hertugdømmerne kom den allerede i 1526, og fra dette år var der en evangelisk præst i Tønder. I Møgeltønder bliver den katolske præst fjernet i 1536 af kongen, og kronen overtager bispegodset.
Men det sker ikke uden kamp. Den katolske præst – Hr. Peter, vil ikke uden videre overgive sit embede. Han bliver slået ihjel, angivelig fordi der ved hans forsømmelighed bliver stjålet inventar fra kirken. Men sandheden er nok, at Hr. Peter havde gemt kalken og disken, for at det skulle falde i lutheranernes hænder. Man sælger præstens ejendele for at skaffe nyt arvesølv til kirken.
Ahlefeldt til Møgeltønder
Møgeltønder bliver forlenet til Detlev Ahlefeldt, sammen med Riberhus. I alt 50 danske len pantsætter Christian den 3. til den holstenske adel.
Detlef Ahlefeldt genrejser Møgeltønderhus, der efterhånden var ret forfalden. Desuden bygger han de første diger ved Rudbøl, Højer og Lægan. Det er fæstebønderne, der skal gøre arbejdet. Han redder også en kvinde fra at blive brændt på bålet for trolddom, selvom retten havde erklæret hende skyldig. Af kongen får han tilladelse til toldfrit at udføre stude, så han på den måde kan få råd til at genrejse Møgeltønderhus.
Rantzauerne til byen
I 1560 overtager Rantzau’erne lenet. De var ikke Guds bedste børn. Først var det Claus siden Bendix. Den sidste Rantzau beskrives således
* hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge.
Han inddrog fæstejord og forøgede bøndernes hoveri. Kongen får dog at vide, at Rantzau udnytter befolkningen. Kongen befaler, at Rantzau skal opføre sig ordentlig. Men udnyttelsen fortsætter. I 1599 udskiftes kirkens bly-tag med et spåntag. Det har Rantzau ganske givet tjent penge på.
Broderen, Peter regerede på Trøjborg. Det siges om ham, at han ved nattetide rider hvileløst rundt med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord, som han uretmæssig har fået tildraget sig. En del af de lensmænd, som hertugen eller kongen havde siddende på slottet i Tønder, skal ikke have optrådt bedre over for deres fæstebønder. Som den mest berygtede var Henning Pogwisch, der af Christian den første havde fået overladt Tønder Amt som pant for en sum penge, kongen skyldte ham.
Man kan måske undre sig over, at Rantzau bliver lovprist i hjemstavnssangen For en fremmed barsk og fattig, egentlig burde det være Ahlefeldt.
Igen under Ribe – bispen
Kongen havde fået nok og købte lenet tilbage i 1599. Han henvender sig til lenets bønder, for at få dem til være med til at betale, fordi det ville være til deres fordel. Men hele riget må være med til at betale. Der udskrives simpelthen en landsskat, til betaling af Møgeltønder
Lenet går til lensmanden på Riberhus, først til Albert Friis senere til Albert Skeel. Nu var det ikke mere holstenerne, der regerede, men den danske højadel.
Kaptajner ville betale kirkespir
Kort før jul 1628 blæser tårnet ned i kirken. Søfolkene mangler tårnet til at sejle efter i Lister dyb. Derfor tilbyder hollandske kaptajner, at betale en tredjedel af udgifterne til at gøre tårnet lige så højt som før. Men det bliver aldrig til noget.
Svensk invasion
30 års krigen går ikke Møgeltønder forbi. Den svenske general Lennart Torstensson faldt ind i landet sydfra i slutningen af december 1643. I sommeren 1644 angribes han sydfra af en kejserlig hær og nordfra den danske. I midten af dette ligger Møgeltønder. Og det hjalp ikke meget, at Torstensson fra prædikestolen lod oplæse en skrivelse gående ud på, at i hertugens lande, skulle især kirker og præstegårde forskånes.
Den første Schack
Rigsfeltherre Hans Schack forsvarede København i 1658 – 59, og han slog også svenskerne ved Nyborg i 1659. Som tak for denne indsats fik han overdraget Riberhus og Møgeltønder len som tak for troskab og villig tjeneste.
Det Møgeltønderhus Schack overtog, var dog mere eller mindre en ruin. Det var svenskerne, der havde hærget, og Christian den fjerde havde befalet at man skulle bryde slottet ned, og bygge dele af det om. Men det slot som Schack lod bygge, kaldte han Schackenborg. Og det kom bønderne til at mærke. De var ikke meget for hoveri. Kongen greb ind, da Rantzau befalede det. Men kongen ville ikke gå ind, når det drejede sig om en af Rigets helte.
Bondeoprør
Rigsfeltherren var en særdeles hård mand, og bønderne gjorde derfor oprør.
Deres leder var Anders Nissen. Han kunne både læse og skrive, og på et tidspunkt var han også birke dommer. Anders Nissen blev fængslet for oprøret og dømt til døden. Bønderne ville købe ham fri, og samlede penge sammen. Derfor gik de op til godsforvalter Nicolai Tych og tilbyder 300 rigsdaler. Det er manden ikke værd, for 200 rigsdaler kan I få ham, svarede Tych.
Schack bestemmer, at pengene skal gå til et nyt orgel i kirken. I mellemtiden kommer bødlen. Først da denne hæver sværdet råber greven Der er givet pardon. I stedet for bliver Anders Nielsen landsforvist – ud af sognet. Han flytter herefter til Aventoft.
Et ”falsk” orgel
Hans Schack dør, og hans søn Otto Didrik Schack overtager slottet. Lenet bliver omdannet til grevskab. Der må en indsamling til i sognet og greven må selv spæde lidt til, før der er penge nok til et nyt orgel. Greven får forhandlet sig frem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg. Og orgelbyggeren var snu, han fik en fed fortjeneste. Orgelpiberne var for små, med det resultat, at det er stemt en tone for høj, og det er det stadig. Det blev sat op i 1679 og er landets ældste komplette kirkeorgel.
Enkegrevinderne regerer
I den efterfølgende tid er det enkegrevinderne, der reagerer på Schackenborg. Først er det Sophie Dorthea, enke efter 2. Schack. Det er i hendes tid, at Slotsgade bliver bygget, og haven syd for slottet bliver anlagt.
Anlægget medførte dog stor utilfredshed blandt grevskabets fæstebønder, idet jorden til parken sammen med Slotsgade – grunden blev taget fra dem. De havde hyret grundet af den første Schack.
Slotsgade anlægges
Mellem slottet og kirken var der i 1661 bar mark. Man kaldte den for Slotsmarken. På den nordlige side anlagdes en vej til grevskabets personale. I 1683 nævnes 7 huse i gaden, heraf var de 3 opført af grevskabet. Blandt disse var Slotskroen , der oprindelig var bygget som gartnerbolig. I 1688 fik gartneren krobevilling, så han kunne tjene en ekstra skilling.
I de første årtier voksede husenes antal kun langsomt. I begyndelsen af 1700 – tallet kom der pludselig gang i byggeriet. Det kan måske skyldes at man i 1707 besluttede at
* hvis man ville bygge ”dygtige huse”, kunne man få byggegrund og kålhave og 10 års frihed med tilladelse til at bruge købmandskab og håndværk.
Lindealléen og brobelægningen stammer fra slutningen af 1700 – tallet.
I 1861 hærgede en storbrand Slotsgade, og det gik også ud over Slotskroen. På brandtomten blev kroen og rejsestalden genopbygget.
Den onde grevinde
Den 3. Schack – hedder efter sin bedstefar, Hans. Han mistede sin ene arm i slaget ved Höchstädt i 1704. Han bliver det, som vi i dag kalder finansminister, og samtidig medlem af Højesteret. Hans første kunde høre vi ikke så meget om, derimod ret meget om den 2. kone. Hun blev kendt som Den onde grevinde. Hun indfører igen hoveriet. I retten bestikker hun sig til sin ret. (Vi har omtalt det i en af vore tidligere artikler). Hendes børn spørger på et tidspunkt, om de bønder, der arbejder på marken, virkelig er mennesker?
Et mærkeligt menneskesyn
Hun svarer, at det kun ser sådan ud. I virkeligheden er de bare overtrukket med menneske-hud.
Rent økonomisk kører hun Schackenborg ned. Hendes hårde politik over for bønderne kommer i sidste ende efter hendes død til at betyde, at stavnsbåndet ophæves og jordreformerne gennemføres tidligere end i resten af landet.
Reformer i Møgeltønder
I 1770 bevilligede kongen, at bønderne fik deres gårde overladt som ejendomsfæstegårde, og de kunne fritages for det resterende hoveri. De skulle dog erlægge en årlig afgift og et beløb ved ejerskifte. Samtidig blev hovedparten af herregårdsjordene nu 465 tønder land overladt til bønderne i overfæste.
I 1786 blev der forestået omfattende reformer af godsinspektør Hans Henrik Holm.
Den første kone
Men nu fortalte vi godt nok, at det ikke var noget at fortælle om den første kone. Og dog. Anna Margrethe født Rewntlow elskede nemlig ikke sin grav Schack. Familien havde planlagt ægteskabet hen over hovedet. Før hendes giftermål med Schack skulle hun i al hemmelighed være blevet gift med sognepræsten i Aller.
Anna Magrethe bliver gravid, og dør i barselssengen sammen med barnet. Hun bliver hensat i krypten, og det var så den historie. Men nej, kære læsere. Hun lever faktisk videre som præstekone i Aller i 18 år. Hun myrder barnet straks efter fødslen. Og nu vil djævlen have fat i hende. Det sker på Gram Slot, som også tilhører Schack. Præsten fra Fole tilbyder djævlen, at han må få Anna Margrethe med, når de to stearinlys, der står på bordet er brændt ned.. Det går djævlen med på, så længe kan han godt vente.
Men præsten er smart, han slukker straks lysene, altså brænder de ikke ned. For at lysene ikke skal brænde ned, bliver de muret ind i kirkevæggen.
Så slår et lyn ned i kirken, kirken brænder af – dermed også lysene, tror djævlen. Anna Margrethe må være blevet hentet.
Da Gram Kirke for nogle år siden blev restaureret, kunne man se, at lynet ganske rigtig var slået ned i kirken – men i væggen fandt man 2 lys, som ikke var brændt ned. Se, det er ganske vist.
De laveste – på landet
Ved siden af gårdmændene var der en underklasse i landsbyen. Det var Kådnere og inderster, ”de uden land og sand”. Kådnere, der nærmest svarer til nutidens husmænd, ejede som regel et hus, der stod på en grund, som enten var i fælleseje eller tilhørte gårdmand, greven eller kirken. Han havde ingen stemmeret, og stod på en måde uden for byens lov og ret, og uden for by-fællesskabet. Indersterne sad til leje i et jordløst hus, og de gik ofte på daglejerarbejde.
Omkring 1600 var der dobbelt så mange gårdmænd som Kådnere men dette forhold ændredes. Da gårdene ikke uden videre kunne deles, var det mange gårdmandssønner, der blev Kådnere.
Mange drog om sommeren til søs, mens konen ernærede sig ved knipleskrinet. Mens man i almindelighed ikke så med velvilje på Kådnere og inderste – rotter og mus i bondens hus, så tillod greven på Schackenborg dog, at der blev oprettedes sådanne småkårs-hjem på hans godsområde.
I Gallehus fandtes der således i 1790 ikke færre end 46 Kådnere.
Gallehus Skov tilplantes
Efter generalmajor Otto Diedrik Schack (1758 – 1809) overgik grevskabet til Hans Schack (1786 – 1814). I 1804 gjorde man et forgæves forsøg på, at bortsælge grevskabet ved en aktion. =.D. Schack(1810 – 1856) begyndte at tilplante Gallehus Skov.
Schackenborg besat
I 1848 blev Schackenborg besat af tyske tropper, greven blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være tyskfjendtlig på nogen som helst måde. Om det var her, eller i 1864, der blev stjålet nogle kanoner fra Schackenborg vides ikke, men nogle malmkanoner fandt senere vejen hjem til grevskabet igen.
En dansk bevæbnet styrke var også i 1848 på vej til Tønder for at kæmpe, men Grev Schack talte dem fra det i nærheden af Stokkebro.
Davidsen – en kendt godsinspektør
En af de godsinspektører, der havde stor betydning for Møgeltønders udvikling var H.C. Davidsen, der var inspektør fra 1902 til 1951. Han var både tegner, arkitekt, musiker forfatter og en mesterlig fotograf. Han startede som medhjælper, men allerede som 26 – årig fik han det tunge job.
Det var også lige i begyndelsen af denne periode at Schackenborg fik vendt en negativ økonomi. Bortsalg af fæstegods (600 huse) og køb af avlsgårdene Solvig, St. Tønde, Rosinfelt, Slotfelt og så videre. fik økonomien til at atter at blomstre.
Svært at være greve i Sønderjylland
Hans Schack var en lærd ægyptolog og salmehistoriker. Han døde i 1905. Han søn O.D. Schack skrev om sin far
* Skønt han slægt i over 200 år havde ejet Schackenborg, da han tiltrådte, var han hverken rigsdansker, preusser eller dansksindet sønderjyde og pint af en næsten sygelig angst for at omtales og kritiseres i pressen, havde han vistnok levet lykkeligere hvert andet sted i Sønderjylland.
Om sin mor, skrev O.D. Schack:
* Det var på mange måder svært for min mor, der kom fra Lerchenborg på Sjælland og en omgangskreds, der dannede en modsætning til livet på Schackenborg og dets miljø, frembød det nationale slet ingen vanskeligheder for hende.
Ved mandens død tog hun tilbage til Sjælland, og O.D. Schack bosatte sig på slottet.
Davidsen med mange talenter
Davidsen leverede tegningerne til Møgeltønders elektricitetsværk, der opførtes i 1907. I slutningen af 20erne leverede han tegningerne til pumpestationerne ude i kogene.
Under 1. verdenskrig blev han sammen med andre dansksindede arresteret. Noget af ventetiden brugte han til at tegne 36 dansksindede forbrydere. Han udgav mange flotte postkort fra Møgeltønder og omegn. Hans mange fotos giver et godt indblik i, hvordan folk boede dengang. Den 9. maj 1962 døde Davidsen. Begravelsen fandt sted fra Schackenborg, hvor lensgreve Hans Schack holdt en smuk og personlig tale.
Oversvømmelse i kogene
Syd for Møgeltønder var der især om vinteren næsten konstant oversvømmelse i kogene. Gårdene, der var bygget på værfter(opkastede jordbunker), kunne kun nås med både.
Historiker har fundet ud af, at der alene i et af middelalderens århundreder er forsvundet omkring 50 kirker og kapeller i bølgerne langs Vesterhavet. Ved den store menneskedrukning i 1362 udslettedes således 30 kirkesogne, Ved samme lejlighed gik det over Anflod sogn, som lå mellem Møgeltønder og Rudbøl. Kun kirken stod tilbage. I 1634 omkom 6.200 mennesker på øen Nordstrand lidt længere syd på i Vadehavet. Mellem Tønder og Ribe druknede ved samme lejlighed cirka 600 mennesker.
Under 1. verdenskrig blev vejen fra Møgeltønder til Rudbøl anlagt ved hjælp af 40 russiske straffefanger. De byggede 5 kilometer vej, og var anbragt i to lejre omkring Sydfelt
Ringridning fører til ægteskab
Ringridning har altid været et tilløbsstykke i Møgeltønder. Oprindelig foregik det i Stokkebro, men blev ved århundredeskiftet flyttet til Østerkroen. Reglerne var her lidt anderledes end på Østkysten. Det var ikke kun vinderne, der blev hædret. Dem der var så uheldige slet ikke, at kunne ramme nogle ringe blev munkestikker og hesten blev forsynet med halmkrans, når turen gik ned af Slotsgade. Så mangen et ægteskab er blevet aftalt mellem bønderfamilierne under ringriderfesterne bagefter.
Sandgravning
Sandgravning var omkring 1900 en stor industri for Møgeltønder. Sandet var af en meget god kvalitet. I 1906/7 blev der også opført et teglværk, og senere blev dette udvidet til også at arbejde med udvikling af kalksten.
Schack som amtmand
O.D. Schack genoptog efter genforeningen amtmand – traditionen, og kæmpede for danskheden.
Christian den tiende aflagde den 12. juli 1920 besøg hos Schackenborg. Hele Møgeltønder var pyntet til lejligheden.
O.D. Schack blev den øverste embedsmand i Tønder Amt, der dengang hed Landråd. Den 11. juli 1920 sagde han i Dybbøl:
* Vi skal være dig gode og trofaste sønner og døtre, Danmark! Det lover vi vig i dag, og det giver vi dig håndslag på, Kong Christian.
Tønder var for tysk
Men det var nu ikke helt let at bestride dette hverv. Man havde ofte undret sig på Schackenborg, fordi man mente nu nok, at dem inde i Tønder var lige meget for tyske. Man har også diskuteret hændelsen i 1845, da Christian den 8. besøgte Tønder. Han blev modtaget et mægtigt Slesvig – Holstensk flag, og et brandværn smykket med 3- farvede kokarder, mens et sangkor om aftenen sang Schleswig – Holstein meerumschlungen. Om natten fik byens gadedrenge lov til at sidde i træerne uden for kongens vindue i amtsgården, hvor han overnattede, og synge Slesvig – Holsten – visen.
Schack blev som ikke dansk statsborger udnævnt som hofjægermester under en audiens hos Frederik den ottende i 1908
Møgeltønder under 1. verdenskrig
Lige før første verdenskrig startede, blev det forbudt for private at telefonere i Tønder og Møgeltønder, togforbindelsen syd på blev også afbrudt og i Højer måtte bagerne kun sælge til militæret. Der var store troppetransporter til Sild. På den ellers fredelige Møgeltønder Station sås 24 landstormsoldater.
Schack blev arresteret ligesom så mange andre dansksindede. Senere fik han en indkaldelse til det tyske militær, men blev efter få dage kasseret.
En af hans opgaver var at aflevere kirkeklokkerne fra fire kirker, Møgeltønder, daler, Emmerlev og Ballum. Men den gamle klokke i Møgeltønder Kirke fra 1333 fik de dog ikke. En lynafleder på Schackenborg ville man også have, for den var lavet af kobber. De fik den dog aldrig.
Ballade i Tønder
Den 27. januar blev der afholdt et stormfuldt møde i Tonhalle i Tønder. Det var det første danske møde. Men det var ikke kun dansksindede til stede i det stopfyldte rum. De danske talere blev afbrudt af tyske kommentarer. Søren Krag fra Daler udtrykte det på den måde
Stemningen blev truende og Schack blev som landråd tilkaldt. Han havde 4 sværtbevæbnede med. Heldigvis besindede parterne sig, for ellers kunne det meget let have udviklet sig.
Dragoner i Møgeltønder
Den 7. maj 1920 kom dragonerne til Tønder, de blev modtaget på Nordbanegården – i dag Tønder Øst. Fra den nærliggende tyske skole lød Schleswig – Holstein mehrumschlungen. Ved 15 – tiden kom dragonerne til Møgeltønder med kaffe i forsamlingshuset.
Gode venner med Kongehuset
Fra 1949 overtog lensgreve Hans Schack slottet. Jeg mener, at huske, at grevinden hed Karin. De blev gode venner med kongehuset. På et tidspunkt i min læretid hos Andersen og Nissen i Tønder har jeg solgt postkort tre gange til Prins Henriks far.
Ja og nu er Schackenborg igen i kongehusets eje, og Møgeltønder kigger nu efter prinsens næste kone. Ja sådan skrev vi i juli 2007. Men nu har prinsen fundet en ny kone, men forladt Schackenborg og Møgeltønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04 – 2022
Juni 7, 2007
Hæwer – det klæwer (Højer, det klæber), siger man om flækken Højer. Hæwer ligge bach a dich (Højer ligger bag ved diget). Her tales lige som i Tønder en blanding af dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk i en broget blanding.
For en fremmed barsk og fattig
Folk vender tilbage til Højer. Den særegne natur finder man ikke andre steder. Når man synger hjemstavnssangen For en fremmed barsk og fattig, får man også en fornemmelse. Man skulle tro, at denne sang, var skrevet af en af Marskens egne digtere. Men ak nej. Forfatteren hed Egebjerg Jensen var lektor på Tønder Statsskole og stammede fra Vejle.
Højer ligger højt
Selve Højer ligger ret højt – i hvert fald til Tønder. Når man står på Torvet og kigger på den flotte Højergård, og på den tyske præstegård., så siger man der i flækken
Er det derfor, det hedder Højer?
I 1200 – tallet nævnte man også navnet Høthær, da tilhørte flækken, kongen. I 1313 gik den over til hertugen af Gottorp..
Handel og håndværk i Højer
Fra 1556 var havnen en slags udehavn for Tønder. Det var de ikke særlig taknemlige for inde i Tønder. De forsøgte at forhindre de erhvervsdrivende i Højer til at drive handel og håndværk. Det startede helt tilbage fra 1354, hvor Tønder fik eneret. Først i 1736 blev denne diskrimination ophævet. I 1743 blev Højer kaldt for en flække (mellemting mellem en landsby og en købstad). Otte rådmænd administrerede byen.
Højers fattighus
Øst for præstegården ligger byens gamle fattighus “Æ armhus” Nørrevej 23. Det var fattige tider efter statsbankrotten i 1813, og i 1820erne drog hele skarer af tiggere rundt. Derfor besluttede man, at oprette en Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det skete i et stråtækt hus fra 1741. der blev indrettet arbejdsværelse, skolestue, 8 værelser, 28 senge, spisestue, køkken bestyrelsesbolig, og stald til fire køer.
Allerede ved anstaltens åbning i 1829 var der 40 alumner. Allerede i 1831 var der 55 alumner.
Der var strenge reglementer. Man måtte ikke forlade huset uden tilladelse. Alumnerne kniplede, spandt, bandt børster og lavede svovlstikker og blegepinde. Tingene blev solgt til indtægt for huset.
Drengene blev som 10 – årige sendt ud for at tjene. I 1838 brændte det oprindelige hus, og et nyt blev opført.
Den tidligere stald blev brugt som arresthus “æ armhusgaf”
Højer Mølle
Der har været en del møller i Højer, den ældste er en stubmølle, og stammer formentlig fra 1500 – tallet. Den nuværende Højer Mølle er en af de højeste hollændermøller i Nordeuropa, den er bygget i 1857, og indeholder i dag en interessant udstilling om Højer og Vadehavet. Et besøg kan stærk anbefales
Historien om Kiers Gård
Vi kan ikke komme uden om Kjærbys ”villa” Kiers gaard. Den stammer helt tilbage fra 1400 – tallet. Den har haft mange fine ejere. Engang hørte den under domkapitlet i Ribe, en tid under selveste kongen og under greven af Schackenborg i Møgeltønder. Men hvorfor hedder den egentlig Kiers Gaard.
Jo se under den første dansk – tyske krig om Sønderjylland i slutningen af 1840erne, lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til gården. Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Som så også fik øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far ville ikke vide noget af den forbindelse. Men de blev gift, og det sørgede Johans far for.
Johann blev senere chef for Slesvig – Holstenske marines norddivision – mod Danmark. Deres fælles søn voksede op på gården hos vrede Todsen.
Og den lykkelige ende blev at Johan Ernst Kier overtog gården, så deraf navnet.
Da kong Christian den Ottende var besøg på gården, skulle den lokale apoteker, levere cologne, pomade – og dansk sennep. Men da oprører mod den danske konge tog fat i 1848, sang de også på Kiers Gård oprørssangen “Schleswig Holstein mehrumschlungen”
Det første kongelige besøg efter genforeningen
Den 20. juli 1920 havde Christian den tiende bebudet, at han ville besøge Højer. Men byrådet var modstander af det danske styre. Borgmester Johansen modtog kongen med en tale på tysk, som rådet i forvejen havde godkendt. Heri gjorde han kongen opmærksom på
Hertil svarede kongen:
Et reserveben bliver bevilliget
De sociale udgifter var begrænset, der blev ikke givet meget. Dog bevilligede man i 1922 et reserveben til en mand med træben.
Indtil årene lige efter 2. verdenskrig var bybilledet i Højer præget af den manglende kloakering. Nogle steder var der udløb fra stalde til rendestenene.
Ville have eget eksportmarked
Trods al sparsommelighed gav byrådet i 1924 et lån til Handels- og Industriforeningen til køb af et motorskib på en fragtrute mellem Højer havn og Havneby eller Kongsmark på Rømø. Det førte til erhvervelsen af M/S Mary, som derefter i en lille snes år besejlede denne rute.
Man ville også eksportere fede-kvæg direkte til Hamborg, men ministeriet gik imod.
Men man måtte godt sende kvæget til eksportstaldene i Tønder – med toget. Men mange valgte at gå ad landevejen til Tønder med deres kvæg.
Det var alligevel tosset, at man skulle helt til Tønder, man kunne da sagtens selv. Men i 1937 fik man afslag fra landbrugsministeriet, og det samme gentog sig i 1943.
Bageren med pilekvisten
Længe før man fik et rigtigt vandværk, skete drikkevandsforsyningen fra private brønde og boringer. Og her var bagermester Emil Petersen i Herbergsgade ufejlbarlig. Når han gik over et område med sin pilekvist i hænderne, og han på grundlag af dens udslag kunne konstatere, at her var det vand, ja så kunne man rolig gå i gang med at bore.
Dansk – tysk konflikt
Ansættelse af en sygeplejerske gav anledning til en bitter strid mellem de nationale lejre. I byrådet var der afstemning, med det sædvanlige resultat. Syv stemmer for den tyske sygeplejerske Frk. Roll fra Højer, og fire stemmer for den danske Frk. Lund fra København. Derpå meddelte sygekassen, at den ønskede Frk. Lund ansat, men byrådet fastholdt sin afgørelse, hvorpå landsognet og sygekassen i 1935 opsagde aftalen og ansatte Frk. Lund, mens byrådet oprettede kontrakt med Frk. Roll.
Men året efter, vedtog man dog at ansætte kun en sygeplejerske sammen med sygekassen.
Et led i denne strid var en generalforsamling i sygekassen på Ohlsens Hotel den 4. marts 1936. Her mødte frem så godt som alle medlemmer, tyske som danske, og det blev et voldsomt rabaldermøde.
Tanden trækkes ud af lægen
Og nu hvor er ved det med sundhed, ja så havde man både en dansk og en tysk læge i Højer. I nogle få år havde man en uddannet tandlæge i Postgade. Men man havde i mange år tandteknikker Frk. Eline Jacobsen, der også udførte almindelig tandlægearbejde. Men skulle man have en tand trukket ud, måtte man gå til sin læge. Så kunne den blive trukket ud, enten på tysk eller på dansk.
Allerede fra 1841 havde Højer dog, et apotek.
Tyske skilte fra 1883 – 1945
I 1883 havde man sat gadeskilte op på passende steder ved gadehjørner. I 1923 blev disse skilte fornyet, med hver gades navn angivet både på dansk og tysk. De tyske skilte blev fjernet i maj 1945. Og nu taler det tyske mindretal om, at alle skilte i Sønderjylland igen skal bære tosproget. Ja så kunne vi lige så godt også få dem å synnejysk.
Højers mange hoteller
Engang var der mange hoteller i Højer, Ohlsens Hotel, Hotel Sylt, Centralhotellet, Banegårdshotellet, Gottfriedsens Kro, Peter Jensens Kro og Hotel Stadt Tondern. Her overnattede tyske kurgæster, alt imens de ventede på tidevandet. De skulle nemlig til øen Sild via Højer.
Stadt Tondern har været et kulturcentrum i byen. I 1887 var der optræden af sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York, og en tryllekunstner.
Selvfølgelig brugte lokale folk også hotellerne. Her kom overgendarm Christiansen, Kæmner Widstrup og Falle Simonsen. Og mon ikke også møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus har været forbi.
Musik i Højer
Og så var det jo også dansant. Kaj Post, det lokale postbud spillede på trompet, han spillede også i brandværnsorkesteret. Ved siden af sad Lille Blik – blikkenslagersvend på Kovej ved Kesse Blik. Han hamrede løs på trommerne. Henne i hjørnet var der så en, der gned på violinen. De kaldte sig for Højer Trio. Når så Politi Jørgensen også kaldet Scotland Jørgensen kom ind i lokalet, spillede trioen, Jørgensens yndlingsmelodi, Når der kommer en båd med bananer.
Byrådsmøder på Ohlsens Hotel
På Ohlsens Hotel blev byrådsmøderne afholdt. Når byrådsmøderne startede plejede borgmaster Andersen altid at indlede:
Først tager de landet, så vores piger
Der kom først danske flertal i Højer i 1946. Og det var borgmester Andersen ikke så glad. Han var med det dansk klingende efternavn tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den danske fabrikant Kjærbyes søn. Så æ Bürgermeister udtrykte det på følgende måde:
En af de store arbejdspladser var Højer Tæppefabrik, og det var her Kjærbye regerede.
Tyske tropper i Højer
Under 2. verdenskrig var der indkvartering af tyske tropper bl.a. på skolen, på hoteller og i det danske og tyske forsamlingshus. Da krigen var forbi rykkede først en afdeling fra Den danske Brigade fra Sverige ind, og kort efter fik Højer dansk garnison, idet en grænsekommando på 150 mand blev stationeret her. Til dem blev der på den tyske sportsplads vest for Ballumvej indrettet en baraklejr. Højer oplevede at være garnisonsby i 4 år.
Æ safthus
Oppe på Ballumvej lå det danske forsamlingshus. I nærheden lå urmager Hyldtoft, købmand Johansen, og Jensens karosserifabrik. Ja og Jensen havde bygget en bil til Christian den tiende. Det var han meget stolt af.
Forsamlingshuset blev kaldt for Æ safthus, man serverede ikke spiritus derinde. Det har ændret sig. Da jeg for adskillige år siden var til bryllup derinde, var det ikke saft og sodavand, som vi drak. Da var det fru Struck, der regerede herinde. Hus sad også i Byrådet.
Besparelser under krigen
Den 18. september 1939 besluttede byrådet, at erstatte gadebelysningens 60 watts lamper med 15 watts, og lygterne blev slukket klokken 23. Der blev også malet neutralitetsmærker på flere hustage. Det mest fremtrædende var et dannebrogsflag, der fyldte hele taget på tæppefabrikkens største bygning.
Endelig dansk flertal i 1946
Den 14. marts 1946 var der for første gang, dansk flertal i Højer, og direktør på Tæppefabrikken Vilhelm Mathiasen blev valgt som ny borgmester. Senere blev det toldassistent J.K. Nielsen. Derefter fulgte overpolitibetjent Gregers Jørgensen. I 1978 blev det så Knud Hansen.
Smedjen på Nørrevej
Højer er præget af mange gamle familieforetagender. Det ville nok være for meget og fokusere på hver enkelt virksomhed. Men vi skal lige kigge på Tante Annelise og onkel Kedde (Kedde smed) ´s virksomhed i Nørrevej 9.
Her var det smedje i over 100 år, min onkel nedlagde det i 1962. Jeg husker også at vi legede i høet over på den anden side. Engang var det rigtig landbrug til smedjen, da min onkel Keddes oldefar grundlagde det hele. De havde pige og læredrenge på kost.
Hesteskoning var en væsentlig del af smedens arbejde, og hver arbejdsdag begyndte med, at det blev smedet 8 – 10 par hestesko. Det hørte med til svendestykket at smede hestesko og beslå heste. Når en hest skulle skos, tog lærerdrengene de gamle sko af, og smeden fandt nye af samme størrelse. De blev så glødet på essen, og brændt på plads under hoven., før der blev slået søm i.
I rendestenen foran smedjen stod en stor sten med fordybning i. den blev anvendt, når der skulle lægges jernring om et vognhjul. Ringen blev glødet om anbragt om hjulet, som derpå i lodret stilling drejedes rundt på stene, medens en lærling hældte vand på, så der ikke gik ild i træet.
Jeg mener, at stenen blev brugt i den idylliske have som fuglebad. En stor håndreven slibesten stod også foran smedjen. Den var oprindelig en gammel møllesten.
Kystmilitsen
Lige i nærheden ligger Hindrichsens flotte købmandsgård fra 1760. Det var Rasmus Hindrichsen, der var leder af kystmilitsen, da vi var i krig med englænderne. Han havde udarbejdet nogle meget detaljerede regler. Kommandoen foregik på dansk, mens forklaringen var tysk. Militsen bestod for det meste af danske bønderkarle.
Guldkysten og Jammerbugten
Syd for Tøndervej blev der fra 1968 bygget en masse parcelhuse. I folkemunde blev bebyggelsen kaldt Snobberup, senere omdannet til Guldkysten. Dette fik så gårdejer Hans Hindrichsen til at kalde vejens nordside for Jammerbugten. Min kusine Herdis boede i Guldkysten.
Var det kloster i Højer?
Vi ved godt, at der har været kloster i Tønder, men det har det hvis ikke været i Højer, men hvorfor er det så noget, der hedder Klostergade?
En vis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far, en halv plov land i Højer, og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for en sjæls frelse. Den betegnedes senere, da feltherre Hans Schack overtog den Vor Frue Toft eller Kloster i Høfer. Den blev fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder). Det lå på det område, hvor Klostergade går.
Livet på Torvet
Torvet blev ikke uden grund kaldet for æ mærkensplads. Endnu i 40erne var det en åben gruset plads. Midt på stod en dobbelt-eg, plantet i 1898 til minde om den Slesvig – Holstenske opstand i 1848.
Indtil midten af 30erne holdtes der to gange om året, kvæg – og hestemarked på pladsen. Især forårsmarkedet den 3. torsdag i oktober samlede mange. Ålefiskeriet ved slusen var afsluttet. Dyrene blev mønstret og vurderet, der blev handlet og pruttet om prisen.
Så blev der ellers drukket og mangen en hårbytte l(kæfert) blev slæbt hjem. Nok flest før Genforeningen, da kostede en punch nemlig kun 20 Pfennig og en flaske brændevin 60 Pfennig. Mange tjente en ekstra skilling ved udskænkning af brændevin.
Karruseller, skydetelt, kraftprøver og kramboder af enhver art, medvirkede til et broget liv. Fra Visby kom produkthandleren “æ Berliner skomache”, som havde alt muligt: johannesbrød, sødtræ(lakridsrod), kokosnødder i småstykker, vidunderknolde til to og femøre, de femøres fyldte hele munden. Man kan så gisne om, hvad en produkthandler fylder i disse kugler.
Fra Tønder kom Niels Maren og Læpper i hestevogn. Læpper lavede selv is og reklamerede:
Når I spiser Læpper – is, kommer I i paradis!
Revolutionen i Højer
Torvet har også været skueplads for højtidelige begivenheder. En november-dag i 1918 gik byens offentlige udråber, politibetjent Würdermann byen rundt og forkyndte:
Dette bevirkede selvfølgelig, at det meste af byen samledes på Torvet.. Lidt før klokken tolv, stillede det Landsstormskomagni, der var stationeret i Højer op på Torvet, og da klokken slog, marcherede en afdeling marinere fra Flensborg ind på pladsen. Lederen af dem gik hen til Landstormens kaptajn, tog hans sabel, og rev hans epauletter af – og dermed var den sag afgjort.
Om aftenen skulle der dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhotellet. Det var igen marineren fra Torvet, der førte ordet. Han var åbenbart godt orienteret om forholdene i Højer, og foreslog en kendt håndværker til formand for rådet. Men han protesterede:
Det bøjede håndværkeren sig for, Sådan foregik revolutionen i Højer.
Den Slesvig – Holstenske sag
I det sydøstlige hjørne af Torvet, der hvor Hotel Sylt lå, var der tidligere et gæstgivere med navnet Fährhaus Her tog de rejsende ind, når de ventede på at komme med båden til Sild. Her sad den 12. november 1830, den mest kendte forkæmper for den Slesvig – Holstenske sag, Uwe Jens Lornsen på vej til Sild, hvor han skulle være landfoged. Ti dage efter hans ankomst til øen, blev han arresteret.
Afholdsforening i Højer
Man havde også en afholdsforening i Højer. Det var en afdeling af Good Templar. De havde deres eget hus i Nørregade 62, men sandelig også, der hvor det sker på Hotel Sylt. Ja, de havde en hel stue.
Hvad er “systere”?
På hjørnet af Storegade og Torvet boede Anders Nielsen, Anders Staldkarl, der i mange år var ansat på Hotel Sylt. Der har tidligere boet en “syster” i huset, Linne mæ æ plet i æ pann. Hun gik ud og syede for folk. Hun var hos familie i mange dage, hvor hun syede og lappede alt, hvad der var brug for, og så fik hun i den tid kosten hos familien. Der var flere af disse “systere” i byen, som regel ugifte kvinder eller enker.
Falle – en kendt skikkelse
Man kan ikke sige Højer uden at nævne Falle. Jeg har mødt ham flere gange, men det er efterhånden en del år siden. Min skønne kusine Junes bedste veninde var Lisbeth, datter af Falle og Magda Simonsen.
Falle kom til Højer som 19 – årig, og blev ansat som staldkarl på Hotel Sylt. Han boede i et lille kælderrum på 5 – 6 m2. Her boede han i fem år. Foruden det normale arbejde som hotelstaldkarl, passede han vogn – og kreaturvægt og en benzintank. Der har altid været gang i Falle. Han havde også en frimærkehandel, og annoncerede i Politiken. Men det tog for meget af hans tid, så han opgav det, og købte i stedet 30 cykler, som han kunne få plads til i kørerstalden.
Dem fik han hurtig solgt, så hans fremtid var beseglet. Han ville være cykelhandler. Han flyttede hen på hjørnet af Skolegade og Nørregade. Senere flyttede han til Storegade hos gartner Lorentzen. Der fik han et lille værelse og en butik. Værkstedet var i det fri – i gården.
Omkring 1935 flyttede Falle hen i Torvet 9. Det blev hurtig en blandet Gesjæft. Der var cykelhandel, cykelværksted, frugt – og grøntbutik. Desuden kunne man købe is, slik, pølser, tobaksvarer, jagtgeværer og patroner. Det var et yndet sted for byens drenge, der altid fik lov til at hjælpe med. Men det var nu ikke altid, at kassen stemte.
På et tidspunkt havde han nok, Danmarks største samling af brugte cykler 4 – 5.000 stående i et par lade-bygninger i Søndergade.
I sin ungdom var han en habil bokser. Han kom gerne på Emmerlev Strandhotel. Og her hjalp han gerne værten Mathias Hansen, med at smide voldsomme gæster ud.
Senere købte Falle Torvet 9, og indrettede værksted i Søndergade. Falle var også ivrig fisker, og havde på til 100 åleruser i Vidåen. Købte man en cykel hos ham fik man som regel også et pund ål med i købet. Han havde også en båd og var med til muslingeventyret i Vidåen.
Boghandleren fra Højer
Vi skal også nævne boghandler Bundgård, som vi Tønder hos Andersen og Nissen havde et godt samarbejde med. Bundgård har betydet meget for den gamle mølle i Højer. Og i dag er jeg så heldig at være sammen med Bundgårds søn i Æ Synnejysk Ambassade her i København.
Det var et smerteligt tab for Højer, at Bundgård i 1984 måtte lukke sin butik. Jeg mener også, at Bundgård skrev en bog om Højer i 30erne.
Sønderjyllands første telefonlinje
I året 1900 var der installeret 10 telefonapparater i Højer. Og i 1920 havde man sågar 75 abonnenter. Men allerede i 1878, efter anmodning af beboere begyndte man at etablere en telefonforbindelse mellem Højer og Møgeltønder, og det blev forsøgsvis taget i brug den 29. marts samme år. Et orkester spillede foran mikrofonen i Højer, og fik bifald i Møgeltønder. I Højer kunne man overraskende tydelig høre hvert et ord, der blev sagt i telefonen i Møgeltønder. Ja man kunne endda genkende de talende på stemmerne.
Dette var nok den første telefonlinje i Sønderjylland.
Højer Pølse
Taler du med en københavner, og nævner ordet Højer, ja så tænker de først på Højer Sluse, dernæst på Højer Pølser. Men hvem fremstiller i grunden den rigtige Højer Pølse?
For en del år siden mødte jeg i Aabenraa Inga Sønnichsen, efterkommer af den berømte slagter – familie. Vi bestak hende med en bajer på danserestauranten Svanen med en bajer. Hun skulle byde Frode Kristoffersen op til dans. Hun var med på den værste, men det lykkedes hvis ikke, at få en tango med ham. Men her gik jeg så i mange år og troede, at de var opfindere af den berømte Højer Pølse. Men lige som i Haderslev har Højer altid været privilegeret med mange gode slagtere.
I Skolegade 8 lå Sønnich Sønnichsens gård. Her påbegyndtes en slagterforretning. Den blev ført videre på det modsatte hjørne af Postgade – Skolegade 6. Den var i familiens eje helt til 1970. Før genforeningen var det et stort foretagende, som har været oppe på 13 svende og 3 lærlinge, og som afsatte deres varer i et meget stort område.
I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned af Skolegade, og ulykken kostede ham livet.
Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland, slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og bliver i dag ført videre som Marsk Pølser.
Men så er det også lige slagterfamilien Müller. Lige siden 1897 har de produceret pølser. I 1902 etablerede de en butik med et ishus på Torvet. Familien handlede med lam, får og kvæg og solgte det på eksportmarkedet i Tønder. Et specielt designet kølemøbel til over 100. 000 kroner blev et vendepunkt. Tyske dige-arbejdere havde også en stor appetit.
Andreas Müller fik kontakt med Dansk dagligvarehandel og Brugsen, og lykken var gjort. I dag er det Gerd og Jan, der fører traditionerne videre. Hemmeligheden er et højt kød-indhold og en lav fedtprocent. 200 medaljer er det blevet til. Og jeg må bekende, at det er familien Müller, der fremstiller Højer Pølse.
Når min fætter gæster Højer, fylder han altid vognen med pølser til sig selv, venner og bekendte.
Jeg skal dog erkende, at slagterne i Højer ikke har sponseret denne historie, men de må da gerne sende mig en spegepølse. Jeg elsker det.
Grænsegendarmerne
I årene efter 1920 var grænsegendarmerne et almindeligt led i bybilledet i Højer. De skulle blandt andet kontrollere grænseboernes pas, at finde efterlyste personer og tage sig af kystfredning og strandinger. Indtil 1927 var korpset underlagt den militære straffelov. En tjenesteforseelse kunne godt indbringe 4 x 24 timer i mørk isolationscelle, og var der tale om drukkenskab, gav det fire dage ekstra.
På meget varme dage kunne det tillades, at tjenesten udførtes uden uniformsfrakke, men det skulle være i en ren, reglementeret blå skjorte med flip og slips. Det var ikke tilladt at køre på en damecykel i uniform. I 1932 overtog gendarmerne paskontrollen i Rudbøl, og i de efterfølgende år var forholdene ved grænsen præget af, at mange tyskere flygtede over grænsen for at undgå nazistiske forfølgelser.
Den 19. september 1944 blev personalet under en fingeret luftalarm indkaldt til afsnitskontoret. De måtte aflevere deres våben. Dagen efter blev alle grænsegendarmer interneret i Frøslevlejren på nær 46 mand, som det var lykkedes at gå under jorden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10, – 12. 2021
Juni 7, 2007
I Højer måtte man i 1920 udstede nødpengesedler. Og det var naturligt, at Højer Sluse prægede nogle af disse. På dem stod der:
Befolkningen måtte leve med frygten
Måske forstår man ikke rigtig denne frygt, hvis man ikke lige bor i området. Der var respekt for naturen. Kigger man på Tønders historie ser man også, hvor mange menneskeliv og skader de forskellige stormfloder i tidens løb, har bevirket. Men befolkningen skulle ret meget igennem inden politikerne for alvor vågnede op, og skred til handling.
Det gamle Højer – Rudbøl dige blev opført i 1555, i 1828 opførtes Snuromdiget øst for Højer. Og i 1861 blev Ny Frederikskog inddiget med Siltoft – Højerdiget. I 1927 byggedes der et havdige fra Højer til Emmerlev.
Alarm: 4,36 m
I 1953 druknede 1.365 mennesker i Holland under en stormflod. Dette bevirkede, at man foretog en forhøjelse og forstærkning af de svageste havdiger.
Den 16. – 17. februar 1962 ramte en ny voldsom stormflod vestkysten. Ved Højer måltes en vandstand på 4, 36 meter over Dansk Normal Nul (DNN).
Så småt var man begyndt, at snakke om nogle væsentlige ændringer, og 1964 lavede man et egentlig stormflodsudvalg. Men der skete ikke rigtig nået.
Alarm 4,92 m
I løbet af morgenen den 3. januar 1976 blæste det voldsomt op fra nordvest, og vandet steg foruroligende. Ved 13 – tiden nåede vandet op på 4,92 meter over DNN. Det var den højeste målte vandstand i dette århundrede. Bølgerne skvulpede cirka to meter over digerne. Problemet var, at højvande endnu ikke var indtruffet.
Tønder og beboerne i kogene bliver evakueret
Jeg befandt mig selv i Aabenraa på det tidspunkt, og hørte katastrofemeldingerne på Radio Syd. På et tidspunkt ringede jeg hjem til min mor. Nu skulle de også evakueres i Tønder. Men min mor tog det helt roligt. Jamen vinden er gået over i nord. Hun havde kigget over på vejrhanen, der sad på Dreds Christiansens hus på Lærkevej.
Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret op på Dige-skolen. Og min mor og far inde i Tønder blev evakueret til Abild. Min mor havde afblæst katastrofen, men først klokken 16.09 blev alarmberedskabet ophævet.
Alarm 4,12 meter – men store skader
17 dage efter var den gal igen. Denne gang nåede den ”kun” op på 4,12 meter. Men den holdt vandstanden i fire timer, og digerne blev meget belastede. Atter engang blev beboerne evakueret til Digeskolen. Denne gang var digerne blevet meget ramponeret.
Ingen tillid til beredskabet
I årene efter blev der gennemført en moderne varslingstjeneste og et udvidet stormflodsberedskab. Det hele blev samlet under Kystinspektoratet i Lemvig. Men lokalbefolkningen havde ikke tillid til systemet. Og det skulle også senere vise sig, at være store problemer.
Ved en af stormflodskatastroferne brød radioforbindelserne sammen. Sønderjyske Walkie Talkie – fanatiker blev tilkaldt. De måtte underskrive et notat, hvori de måtte love ikke at gå videre med deres oplysninger. Min onkel Pulle fra Højer blev placeret inde ved Tønder Politistation med et kraftigt PA – trin (forstærker). Jeg tror, at min lillebror Erwin var placeret ved Rømø – dæmningen. Selv kunne jeg ikke deltage, men fulgte slagets gang fra min walkie i Aabenraa.
Efter episoden blev der lige så stille bevilliget nyt radioudstyr til katastrofeberedskabet. Og det var ikke nævnt med et ord i pressen, at det var Walkie Talkies, der hjalp i denne katastrofesituation. Og aldrig har min onkel sendt med så meget ulovlig effekt som den gang ved Tønder Politistation.
Nu måtte det ske noget
Statsminister Anker Jørgensen og trafikminister Niels Mathiasen kom til Højer og besigtigede digerne. Højers borgmester Gregers Jørgensen talte med meget store bogstaver. Det måtte da gøre indtryk, at 22.000 mennesker havde været i fare, alene i Tønder var der evakueret 10.000 mennesker. Men snart bredte sløvheden sig atter.
Endelig, sker der noget
Først i 1977 vedtog et enigt Folketing, loven om et fremskudt dige. I 1979 påbegyndtes det store arbejde. Samtidig med dige-bygningen foregik opførslen af den nye sluse. Først foretog man en omlægning af Højer Kanal (Vidåens fortsættelse ud gennem Vadehavet uden for den gamle sluse), så den blev ført uden om byggepladsen. Denne blev indrammet af en 6,5 m høj ringvold, og inden for den byggedes slusen.
Kæmpe indvielsesfest
Slusekamrene var færdige midt i september 1980. Den 20. september var der indvielse i strålende vejr. 20.000 mennesker var til stede. Højdepunktet var at alle dansede kædedans ud og ind gennem slusekamrene. Det var hvis nok den største folkefest i Højers historie.
I dagene efter blev sluseportene sat i, og den 3. oktober blev Vidåens vand ledet ud gennem den ny sluse. 1. oktober 1981 kunne bygherrerne aflevere det færdige resultat til Sønderjyllands Amtsråd.
Det nye dige har en længde på 8,63 kilometer, og en højde af 7,45 meter. Det er en meter højere end det gamle, men meget fladere. Bølgerne får dermed et roligere forløb, så de beskadiger diget. Uden for diget blev der af ind-pumpet sand dannet et 150 meter forland, der delvis blev tilsået med græs.
Generalprøven bestået
Kun to måneder gammel havde det nye dige generalprøve. Vandstanden nåede helt op på 4,97 over DNN. Sandsynligvis havde det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran bestod ikke prøven, fordi den var så ny. Senere erfaringer har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.
I 1983 vedtog Folketinget, at der i den sydlige del af et anlagt reservoir skulle etablere en saltvands-sø på 225 ha. Formålet er, at man vil genskabe de levevilkår, der blev skadet ved dige-byggeriet.
Så nu er det antagelig slut med at lege Huckleberry Finn og Tom Sayer på tømmerfloder på prilenerne(afvandingskanalerne).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. 12 . 2021
Juni 7, 2007
Noget tyder på, at der i nærheden af Højer, er sket vikingetogter til England. Omkring år 900, så kyststrækningen helt anderledes ud. Man mener, at der omkring Højer var en bugt, denne lå kun 7 kilometer fra Tønder. Man ved også at besejlingen til Tønder, var særdeles god. Og i Tønder var der i slutningen af 900 – tallet en stor vikingeborg.
Tønder kom på verdenskortet, på grund af de gode havneforhold. Men tilsandingen i slutningen af 1500 – tallet betød, at havnen rykkede længere vest på, og det nød Højer godt af.
Fakta er, at der altid har været gode muligheder for Højer, at blive en søfarts og søhandelsby. En dyb pril syd om Kiers gård har kunnet benyttes af datidens sejlskibe. Senere har Vidåens udløb givet adgang til havnen.
Højer bliver søfartsby
I 1642 havde Højer – Rudbøl 9 sejlskibe. St. Anna af Højer var dengang vestkystens største skib på 2.088 tdr. På det tidspunkt lå Tønders havn i Rudbøl og Højer, og varetransporten ind til Tønder foregik med både eller mindre skibe. Men efterhånden sandede besejlingsforholdene til.
Ved Kiers gård udførtes flere tusinde kreaturer om året. Men her blev besejlingsforholdene også dårligere.
Da Holland lukkede for import af stude i 1770, gav det store tab for Højer.
Mede små både til Tønder
I 1799 gravede man Højer Kanal fra Nørremølle ud gennem Vadehavet, og det satte igen skibstrafikken i gang.
Byen led meget ved krigen mod England i 1807 – 14. I de år havde man en kystmilits, som i givet fald skulle forsvare mod engelske angreb.
Omkring 1850 kunne man foruden danske skibe, træffe skibe fra England, Norge, Sverige og Hamborg. Minsandten om Højer ikke fik en norsk – svensk vicekonsul.
10 – 12 togangsbåde besørgede trafikken til og fra Tønder ad Vidåen.
I 1855 blev der oprettet regelmæssig dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowesoft i England. Men det varede kun et par år, fordi sejlrenden sandede til. Efterhånden blev konkurrencen fra Tønning for hård.
En ny sluse
Da Ny Frederikskog blev inddiget i 1861 betalte Højer og Tønder i forening 9000 rigsdaler for, at der blev indrettet en åben sluse, så skibe med mast kunne gå igennem den ind til Højer Havn. Denne havn blev anlagt lige inde for diget. Anløbspladsen for rutedamperne til Sild var uden for slusen. Men ak og ve, tilsandingen tog til.
Egentlig skulle den gamle sluse have været indviet af Frederik den Syvende, men han kunne ikke. Det viste sig, at han var indisponeret. Man havde ellers lavet en flot sølvske, som skulle bruges til formålet.
Denne sølvske fandt man igen frem, da dronning Margrethe skulle indvie den nye sluse.
I 1870 foretog man en uddybning af kanalen, og i de følgende år var der en livlig trafik af ind – og udgående varer over Højer havn.
Højer som transitby
Højer havde en god indtægt som transitby for trafikken til Sild, indtil jernbanen mellem Tønder og Højer Sluse blev oprettet i 1892. Men desværre gik byen så glip af turistindtægterne.
Efter 1920 havde Højer stadig betydning for skibstrafikken. Dampskibsselskabet Sylt varetog med hjuldampere forbindelsen mellem Højer og Sild. For året 1921 – 22 betalte man 30.000 kr. for benyttelsen af anlægsbroerne uden for slusen. I 1924 var afgiften 7.500 kr.
Aktiviteter på Højer Havn
Den grimme stationsbygning lå bag diget, nord for slusen. Den rummede også telegrafstation opg en imponerende restaurant. Bag diget var også en drejeskive, hvor lokomotiverne kunne følge sporet langs Vidåen hen til den imponerende bygning Slusefabrikken.
Her lå godshavnen, som sejlskibene benyttede, når de lossede byggematerialer, brændsel og kunstgødning.
På havneområdet var der også en kalkovn, hvori man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Denne kalk var af meget fin kvalitet.
Slut med de tyske gæster
Efter grænsedragningen i 1920 fortsatte strømmen af turister til Sild over Højer sluse på den måde, at jernbanevognene blev plomberede ved grænsen, så tyske turister uden pas kunne fortsætte til stationen ved slusen, hvoraf de fra en indhegnet passage kunne gå lige ned til dampskibene til Sild.
Hele herligheden ophørte i 1927, da Hindenburgdæmningen til Sild var færdig. Straks efter blev stationsbygningen med restauranten nedrevet.
Nye eventyr
Fra 1920erne til omkring 1932 var det stille ved Højer Havn. Men pludselig fandt et par grossister inde i Tønder ud af, at man lige så godt kunne få importeret brændsel og byggemateriale via Højer end fra østkysten. Dette eventyr varede i en kort årrække, og da kunne man godt opleve en 5 – 6 skibe på en gang.
I 1930 dukkede Mads Sørensen fra Esbjerg op, og lejede sig ind i den nedlagte tangmelsfabrik ved æ vie bro. Han kom med tre kuttere, og udførte reparationer på sine egne og andre kuttere.
Masser af fisk i Højer
Fra Højer blev der udført et omfattende havfiskeri. Og inden for og uden for Højer Sluse foregik der et omfattende ålefiskeri. Det var eftertragtet at få fiskepart i området. JKeg har nogle flotte fotos, hvor min Opa er i gang med at sætte åleruser. Som nævnt i andre artikler havde han både en fiskekutter og en lille motorbåd.
Under krigen var der i perioder livlig aktivitet på havnen, fordi den tyske værnemagt fik sejlet en mængde materialer herfra til Sild til befæstning af denne ø mod et eventuelt angreb fra de allierede.
Tom Juhl – en driftig herre fra Hotel Sylt
Tom Juhl fra Hotel Sylt var en meget driftig herre. Nøjagtig 25 år efter, at Højer – List forbindelsen blev nedlagt, blev der foretaget en prøvesejlads på ruten. Og trods besværlige pas – og andre formaliteter blev ruten meget benyttet. Den 31. maj 1952 startede det nye eventyr.
Samme herre stod for initiativet til blåmuslingefiskeri i Vadehavet. Der blev givet tilladelse til oprettelse af muslingebanker og i 1954 startede han sammen med lokale fiskere Højer Muslingeeksport. I 1959 eksporteredes 7.000 tons muslinger fra Højer.
For at kunne klare belastningen opførtes 29 meter kajmur uden for slusen, Højer kanal blev atter engang uddybet, vejbanen op over diget blev asfalteret, og der blev opsat toiletskur.
Ud over fiskerbåde anløb der i 1962 180 fartøjer, Højer Havn.
Men med det fremskudte dige og den lukkede sluse var det slut med erhvervseventyret ved og omkring Højer Havn.
Højer Bådklub
I 1976 oprettedes Højer Bådklub, som har gjort et stort stykke arbejde med at anlægge en lystbådehavn på det gamle havneterræn. Og så må vi ikke glemme Ruderverien Hoyer.
Blandt bådfolket nyder havnen stor respekt. Siden jeg kom i området som barn, er det da også blevet ryddet gevaldigt op, og stien er blevet til en asfalteret vej.
Vidaafabrikken opført 1918
Når vi gik ud til Oma og Opa ude i ny Frederikskog, har jeg tit set den enorme 4 – etagers bygning til højre for æ vie bro. Jeg har da også været derinde adskillige gange.
Bygningen blev opført i 1918 af Det Slesvig – Holstenske Fodermelsselskab. Tanken var, at fabrikken af søgræs skulle fremstille fodermel.
Bygningen havde sit eget el – værk, og står på nedrammede pæle. Hele herligheden kostede 300.000 guldmark. Man havde regnet med at vadehavet kunne levere al den søgræs, man skulle bruge. Men her tog man gruelig fejl.
Kørertøjer bliver samlet
Allerede i 1920 blev bygningen solgt til et privat selskab fra Højer. Ejerne solgte inventaret og i de følgende år, blev bygningen mest brugt af fiskere og skippere.
I 1937 overtog J.H. Hansen bygningen. Han havde fået kontrakt på at samle Adler – personvogne og Krupp – lastbiler. Der var ikke rigtig plads til dette inde i Højer, hvor han også havde en stor virksomhed. En kæmpe ombygning, måtte han foretage.
Arbejder for den tyske værnemagt
Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt. Der blev fremstillet heste – trænvogne og dele til u – både. Man reparerede biler, og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved Vesterhavet.
Mange aktiviteter i fabrikken
Efter krigen blev fabrikken beslaglagt af Staten og købt af autoforhandler Nicolai Chritiansen, som for en kort tid lavede køleskabe i bygningen. Endvidere er der lavet pensler og koste, lager for gamle vogne og autoværksted. Jeg mener også, der har været indrettet lejligheder der.
Der har været kunstgalleri og nu har Højer Lys domicil i bygningen.
Og udenfor glider Vidåen forbi. Dens arme når helt over til Rødekro. Vi har badet i Vidåen mange gange, dog ikke fra Slusen, det turde vi dog ikke. Det var der andre, der gjorde.
Og de fantastiske planer om at lave en Nordostseekanal samt en togrute fra Højer til St. Petersborg har vi ikke glemt. Her må du dog, kære læser, kigge under Tønders Historie.
Juni 7, 2007
Når vi skulle besøge Oma og Opa ue i æ kov (ude i Ny Frederiks Kog) var det en helt verdensrejse – dengang. Vi var i stiveste puds. Klokken 10 skulle vi med rutebilen. Vel ankommet til Højer Rutebilstation, skulle vi så bare lige hen til venstre og gå cirka 3 kilometer ud af Siltoftvej.
Et par gange blev vi hentet af Sepp, en meget klog irsk fårehund. Min Opa sagde bare Ka då hind dem fra Tynne op we æ rutebil (Kan du hente dem fra Tønder, oppe ved rutebilen).
Over Æ vie bro
Min mor var ikke meget for, at vi skulle gå over æ vie bro. Om det skyldtes, at hun i sin barndom var bange for at Opa ikke kom hjem fra fisketuren ude på Vesterhavet, har jeg aldrig nået at spørge hende om. Jeg må da også indrømme, at Vidåen lige der, var ret bred. Vi passerede på turen Æ fryshus. Her kunne man i en slags andelsordning placere kødvarer. Det var praktisk, indtil det var almindelig og indtil man havde råd, til at anskaffe en fryseboks.
Var vi ikke drejet af ned til Oma og Opa, kunne vi være kommet ud til Peter Pørksen ud i Siltoft. Danmarks vestligste grænseovergang. Hans have var halvvejs i Tyskland. Som barn forestillede jeg mig, at der altid stod en grænsebom og en tolder i hans have. Når han så skulle hen efter sine kartofler, skulle han vise pas.
Udsigt til dæmningen til Sild
Vi sagde altid Oma og Opa, i dag siger børnene i familien bedstefar og bedstemor.
Men derude på katastrofevejen, det hed den dengang, hvor de boede, havde jeg mange oplevelser. Oppe fra sovekammeret kunne jeg se, når toget kørte over dæmningen til øen Sild. Ja det så nærmest ud, som om den kørte på vandet.
Inde ved siden var Günthers lille kammer, der har jeg sovet mange gange. Günther er min fætter, han boede i mange år herude. Og inde i æ abseite lå der kasser med mange drengebøger. Efter oplevelser dagen igennem ude på æ forland var det sjovt at læse Tarzan – bøger, Jukan – bøger og hvad de alle sammen hed.
Den kolde stue
Det var ikke altid vi kunne komme ind i æ fin stu. Det var også sjældent, at det var opvarmet der. Men det var herinde juletræet stod.
Ude i bryggerset hang der ofte en masse net, der skulle repareres. Ja, det kunne ikke skjules, at Opa var fisker. Jøggi u fra æ kov hjalp også til, når sluseportene skulle lukkes og åbnes ekstraordinært.
Den lange rejse tilbage til Tønder
Efter et søndags – besøg, måtte vi så gå den lange vej ind til Højer. Men det skete også, at vi fik fat i Kedde Bondes lillebil. Nu var det ikke altid sådan, at han kun komme så det passede med den sidste afgang fra Rutebilstationen. Jamen så måtte vi vente i venteværrelset.
Senere tog vi vores kammerater, kærester og koner med til Højer. Det foregik så på cykel, knallert eller i bil.
Aldrig mere fisk
Det var min far og min onkel, der havde været med til at bygge huset. Vi kan vel godt kalde det et husmandssted. I et skur og en lille mark bagved gik der svin, høns og gæs. Og nogle gange var disse dyr lidt aggressive. Jeg meldte mig bestemt ikke frivillig, til at samle æg.
Når så disse svin skulle aflives, ja så var jeg den, der løb væk. Over til Helmuth. Komme då u å lech. (Kan du lege?). Jo jeg har hørt, når disse svin skriger. Nu foregik aflivningen humant med en boldpistol, men alligevel.
Og så blev der ellers budt på sortsup. Nej tak, sagde jeg bare. Indrømmet, jeg blev kræsen af, at opholde mig ude hos Oma og Opa. Vi fik serveret ål hele tiden, sådan husker jeg det. Røget ål, Stegt ål, og ål i gele.
Ofte tog min Opa knallerten til Tønder med fisk og andet kød. Min far var kasserer i Murerforbundet, og når de arbejdsløse murere kom på besøg for at få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse skete det ofte, at en ål frigjorte sig og krøb over køkkengulvet, til stor morskab for murerne.
De flove får
Når fårene skulle klippes ude i Marsken, havde forskellige bønder eller husmænd samlet sig. Og man kunne godt se på, at fårene skammede sig bagefter. Det var en oplevelse.
Indtil først i 50erne brugte man en håndklipper. Senere gik man over til maskinklipning. Men det var en fynbo, der skulle vise høvringerne, hvordan man maskinklippede. Og det var de sure over.
En tur ned på Opa´s fiskekutter var også sjov, og tænk man måtte styre den lille motorbåd under æ vie bro. Men det måtte min mor ikke få at vide, hun ville aldrig give lov til det.
Den fantastiske natur
Ved siden af slusen var der en masse kar med alverdens fisk. Jo, der var virkelig noget, at se på.
Engang imellem, når Opa var besøg i Strucksalle i Tønder, gik han ud og kiggede på skyerne. Og det hændte, at måtte tage næste bus eller knallerten hjem. Han fortalte mig, den dramatiske historier om Der Schimmelreiter, en historier af Theodor Storm. Her kunne man også ved at aflæse skyerne finde ud af mange ting.
Og når vi nu er ved litteraturen, så kan Tysktimen af Siegfried Lenz, også anbefales. Den handler om maleren Emil Nolde, der blev beskyldt for at være nazist. Han boede oprindelig i Rudbøl, men flyttede til Seeböll, 5 – 6 kilometer sydligere. Prøv at kigge på Noldes malerier fra vestkysten. Det kan du gøre i Noldes museum, et besøg værd.
Sort sol er blevet en turistattraktion, men dengang kunne vi opleve den lige ud foran døren. Lige så barsk naturen kunne være, lige så flot kunne den være. At stå op på diget og kigge ud imod Vesterhavet var virkelig flot. Nu er den udsigt borte med det fremskudte dige.
En skøn ferie
En sommer havde naboen skråt over besøg af en feriepige fra Vester Højst. Jeg har desværre glemt, hvad hun hed. Høj, slank og flot. Jeg blev hvis nok forelsket. Vi tilbragte sammen med Helmuth mange sjove timer ude på forlandet. Byggede tømmerflåde og badede i prilerne (afvandingskanaler). Vi følte os som Tom Sawer og Huckleberry Finn.
Vi afprøvede også om vi var gode til det der med Æ kluhstach (springstok). Ved hjælp af den svang markmanden sig let og elegant over de vandfyldte grøfter. Om vores var elegant, skal vi være op til dyrene, at vurdere. Det var de eneste vidner.
Min Opa havde advaret os om, hvad vi skulle passe på, og hvornår der var flod.
Vi har været heldige, fordi nu er det ikke mere tilladt at færdes herude. Lige i nærheden er der lavet en kæmpe saltvandssø, hvor mange sjældne fuglearter færdes. Hele området syd for den gamle sluse er fredet. Man må kun færdes nede på den anden side af diget.
Blåvands Radio
Der var ofte besøg ude hos Oma og Opa af andre beboere. Nabokonen var god til at lave sut (en slags strandkål, der vokser ude på forlandet). Blandt dem, der var på besøg, var det mange sjove mennesker, et par enkelte vil jeg i senere artikler, fortælle om.
Måske var det min Opa, der viste mig, hvad en radio kunne bruges til. Han sad ofte og lyttede til Blåvands Radio. Denne interesse fik jeg også, måske til stor fortrydelse for mine søskende og far og mor. For inden jeg fik mit eget, var det familiens stueradio, det gik ud over.
Tante Annelise og Onkel Kedde
Min Oma hed Tønder, og af dem fandtes der et par stykker inde i Højer by. Men det var ikke der, jeg kom. Det var ofte i Nørregade hos min onkel og tante Annelise og Kedde, samt mine to kusiner Elke og Christel. Det var en gammel smedje, der eksisterede til jeg var cirka 9 – 10 år gammel. De boede virkelig hyggelig, og var mange gange lidt alternativ. De mente, at håret havde godt af øl. Så mange gange fik jeg vasket håret i øl. Lige overfor for var det en lade med masser af hø, hvor vi kunne boltre os.
På loftet fandt vi engang nogle glasplader over det gamle Højer, Efter signende skulle der have boet en fotograf til leje heroppe. Hvad der blev af billederne vides ikke. Jeg vil da håbe, at et museum eller et lokalarkiv har modtaget dem.
Onkel Pulle og Tante Sonja
Lige for enden af Prilen boede onkel Pulle og tante Sonja med kusine Herdis og June. Min onkel var oprindelig bager, men blev så kørerlærer. Han var meget musikalsk, og spillede hammondorgel. Senere var han meget ivrig trompetist i brandværnsorkestret.
June arvede dette talent. Hun underholdt en gang, vi var til en koncert i pausen.
Ofte var June med, når vi var til bal på Emmerlev Klev. Her spillede Silwer Boys, Shadows, ikke et øje var tørt, og der gled Nonneblod ned i stride strømme. Dette ”blod” var hvis nok en blanding af porter med citronvand.
Når vi så blev smidt ud her, ja så hændte det, at vi tog hjem til Pulle og Sonja, og vækkede dem midt om natten. Vi havde rundstykker med fra Sejerslev. Så hændte det at Pulle gav en koncert på hammondorglet. Når han var træt af det, overtog June orglet.
June var livlig og skøn. Nu må man jo ikke blive forelsket i sin egen kusine.
En gang lavede vi en parodi på Radio Syd. Her var Lisbeth ”Falle” også med. Det bånd vi lavede, sendte vi til Radio Syd. Jeg har da hørt, de har afspillet dele af det i en udsendelse. Journalister derfra har fortalt mig, at de har moret sig meget.
Længere nede af Prilen boede Ole. Han var leder af det legendariske orkester, Macgun Kelly and The Tommyguns. De blev hvis nok nr. 3 i danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik det år, hvor Donkeys vandt. De kom i Ekstra Bladet, fordi de var ved at blive forgiftet i et folkevogsrugbrød. En overnatning ved Nyborg kunne have været dyr De tændte for motoren, og faldt i søvn.
Men som min storebror, som kaldte sig manager for gruppen, sagde: Omtale er bedre, end ingen omtale.
Juni 7, 2007
Vi er 1951, endnu i marts ligger der snesjap på Nørrebrogade. Arbejdsløsheden var stor, vel nok på cirka 10 %. Bolignøden var stor, en halv million lejligheder var uden bad og centralvarme.
En bank – morder i avisen
Den 30. marts 1951 kunne man i Politiken læse
1: Bankmoderen var en prøveløsladt Hipomand.
2: Efter at have dræbt to bankmænd i Landsmandsbankens Nørrebro – afdeling fangedes han på en køkkentrappe – Motiv: ”At skaffe penge til et bedre samfund”.
Den 28 – årige Palle Wischmann Hardrup (PH) blev energisk forfulgt, indtil man fandt ham i en opgang i Griffenfeldsgade, hvor han havde gemt sin frakke. Berlingske Tidende kunne fortælle, at han ikke havde større økonomiske problemer. Social – Demokraten kunne også fortælle, at han tidligere var blevet idømt 14 års fængsel, som landsforræder.
To kyniske mord
Jamen hvad var der sket?
PH havde bedt sin formand i dansk Oliefyringskompagni om et par timers fri. Han tog flere hyrevogne ind til Nørrebro. Det sidste stykke cyklede han, iført en kedeldragt, en skihue og mørke solbriller.
Han trådte ind i banken kl. 10.45. I banklokalet var der mindst fire funktionærer og to kunder, hvoraf den ene var arkitekt Walsøe, den anden bud Olsen fra Land og Folk.
Et skræmmeskud blev sendt op mod loftet. Alle kastede sig mod gulvet, undtagen bankbestyrer Arnold Wisbom. PH råbte til kasserer Kai Møller, der havde søgt dækning bag skranken, at han skulle fylde den medbragte mappe med pengesedler.
I stedet for at parere ordre trak kassereren sig tilbage. Et skud ramte Møller i brystet, og han faldt om på gulvet. Han prøvede at kravle væk, men sank straks efter sammen.
PH vendte sig om mod Wisbom. Han gentog ordren om at fylde mappen med pengesedler. Måske trådte han et skridt tilbage, eller gik det panik i PH. Men et skud ramte Wisbom i hjertet.
Under tumulten var det lykkedes for kasserer Andersen, at trykke på alarmen.
På flugt
PH blev grebet af panik, han flygtede. Ude foran banken havde der samlet sig en del mennesker hidkaldt af skuddene og alarmen. Fotograf Bernhardt Sommer forsøgte at spænde ben for PH. Det lykkedes ikke. Skrup af eller jeg skyder. PH løb hen til sin cykel, sprang op på den, og kørte tværs over vejen. I det samme kom lagerarbejder Carl Vilhelm Petersen. Han forsøgte, at afskære vejen til Solitudevej. De tørnede sammen, og væltede begge. I faldet tabte PH sin pistol. Han snappede den, og kørte videre. I forsigtigt tempo gik det ned af Solitudevej.
Pågrebet i Griffenfeldsgade
Men den 20 – årige blikkenslagelærling, Helmer Hansen fra lærlingehjemmet, Rantzausgade 58, havde observeret hele optrinet fra en skobutik lige i nærheden. Han fulgte efter pistolmanden i sikker afstand. Fra Solitudevej gik det til højre af Kappelvej.
Ud for Griffenfeldsgade 38 satte PH sin cykel, og gik ind i gadedøren. Helmer Hansen åbnede gadedøren, men PH greb pistolen og snerrede ”Kan de så komme ud”.
En patruljevogn og en cyklende betjent, Frølund var hurtigt kommet til stedet. Frølund fjernede cyklen, og de tre betjente fra patruljevognen fik hurtigt overmandet PH.
Man kørte derefter forbi banken, og her kunne bankfunktionærerne bevidne, at man havde fat i den rigtige.
Nyt nazistisk parti
Hermed syntes forbrydelsen fuld opklaret, selv om man kunne være lidt uforstående over for gerningsmandens motiver.
Berlingske Tidende funderede over, om der kunne være en medskyldig.
Ret hurtig kom Schouw Nielsen (SN) ind i billedet. Han og PH havde planer om, at danne et nyt parti, en slags nynazisme, man ville engagere en kendt nazist, Ejnar Vaaben som propagandaleder.
Mistanke om Hypnose
Den 3. april stillede Politiken spørgsmålet: Bankmordet udført under hypnose. Avisen havde fundet ud af, at da SN og PH havde siddet sammen i fængsel, havde de tilbragt tiden med yoga og hypnose. En tidligere fange kunne berette at han havde set PH i dyb trance i deres fællescelle. Og PH`s kone kunne berette om, at hendes mand var aldeles under SN´s indflydelse.
Bange for russisk invation
SN blev på baggrund af dette fængslet. Han havde oprindelig to pistoler. Den ene var opbevaret hos en svoger, hvor politiet havde fundet den. Den anden havde han smidt i Ladegårdsåen, da han hørte om bankrøveriet og drabene. Politiet fandt den efter SNs anvisninger. Begrundelsen for, at han havde disse pistoler var, at han frygtede en russisk invasion.
Den cykel som var blevet brugt til røveriet tilhørte SN.
Hipokorpset
Medierne fokuserede på Hipokorpset – en forkortelse for HilfsPolizei. Det blev oprettet efter, at tyskerne arresteret den 19. september 1944 havde arresteret det danske politi. Korpset blev opfattet som et rent terrorkorps, som tog del i den tyske terror, men bestod af danskere og landssvigere. Somme tider åbnede korpsets medlemmer ild mod tilfældige landsmænd, somme tider medvirkede de til tortur af danske frihedskæmpere. De to anholdte havde været særdeles aktive medlemmer i dette korps.
Diagnose: Skizofreni
Politiet ønskede efter anholdelsen at få at vide, om PH var sindssyg i gerningsøjeblikket, og hvad art hans sindssyge i så fald kunne være.
Man fandt ud af, at han var uegnet til almindelig fængselsstraf, men samtidig overordentlig farlig for retssikkerheden. Man anbefalede, at han blev anbragt på et sindssygehospital, formentlig bedst på sikringsanstalten. Diagnosen lød i første omgang på skizofreni – dengang anset for at være en kronisk sygdom uden form for helbredelse. PH havde fortalt, at han blev styret udefra af hallucinatoriske stemmer.
Retslægerådet skifter mening
PH påstod, at det ikke var SN, der var lig med hans skytsånd.
Retslægerådet blev i tvivl om deres egen diagnose. Således skrev de 29. februar 1952:
2:Der må herefter anses for sandsynligt, at den oprindelige diagnose, skizofreni, ikke længere kan opretholdes.
Og i BT kunne man læse, at man ikke kunne begå mord under hypnose.
3: De anklagede bliver dømt
4: Nævningene skulle tage stilling til om PH var
5: skyldig i et røveri i Hvidovre
røveriforsøg på Nørrebro og skyldig i drab
utilregnelig på grund af sindssyge eller tilstande, der kan ligestilles med sindssyge
Dommer Holm oplyste om, at lægerne var enige om, at PH ikke havde begået sine handlinger under hypnose, for der var erindring bagefter. Lægerne var uenige om posthypnostisk påvirkning. Alle lægerne var enige om, at han havde lidt af en sjælelig forstyrrelse, som de mener kan sidestilles med en slags sindssyge.
Angående SN var spørgsmålene om han havde planlagt og tilskyndet til røveriet i Hvidovre, på Nørrebro, og om han havde planlagt og tilskyndet til drab i banken på Nørrebro. Desuden om der ved hans påvirkning alene var anvendt hypnose – både hypnose og anden påvirkning – eller alene anden påvirkning.
Begge bliver kendt skyldige i alle tre spørgsmål. SN blev kendt skyldig i at have anvendt hypnose og anden påvirkning.
PH idømmes livsvarig psykopatforvaring. SN bliver idømt livsvarigt fængsel.
Flugt fra fængslet
Danmarks særeste retssag var dermed ikke slut. Der bliver kæret til forskellige instanser, og Retslægerådet kommer med en masse modstridende konklusioner.
I 1961 flygter SN fra fængslet. Efter en halv time bliver han pågrebet. Han havde skrevet et brev til justitsminister Hans Hækkerup, lagt i en postkasse uden at frankere. I brevet stod der:
6: Jeg kan simpelt hen ikke holde ud, at sidde uskyldig i en livsfangecelle.
Den 18. august 1966 afsagde Byretten kendelse om, at PH skulle prøveudskrives. Det mærkede PH dog ikke noget til, da anklagemyndigheden straks kærede til landsretten. Byrettens afgørelse hvilede på en ny erklæring fra Retslægerådet om, at PH ikke led af nogen form for psykisk lidelse.
På fri fod
Så endelig den 24. december 1966 kan aviserne skrive, at PH sættes på fri fod. Han skal holde jul med sin værge, advokat Carl Madsen, der også havde lovet at skaffe ham arbejde og logi. Men det skulle gå endnu et halvt år, før SN den 6. juni 1967 kunne forlade fængslet som en fri mand og nedbrudt efter over 15 års indespærring, og det meste af tiden i isolation.
Kunne ikke stå for presset.
Den 27. maj 1974 skriver BT
7: Hypnose – moderen tog gift – kunne ikke stå for presset
SN var ved 14 – tiden fundet i sin lejlighed på Amager.
April 14, 2007
Det er ikke fordi jeg stammer fra en særlig sports – familie, og dog. Min onkel Martin, var jysk mester i kuglestød, jeg spillede fodbold i TSF som dreng, min bror Erwin var med i den danske roklub og lillebror Jan var med i SG West. Og det er faktisk det som denne artikel handler om – de tyske sportsforeninger.
Vi har et par gange afholdt familiefester i det tyske Bootshaus nede ved Vidåen. Her har jeg svunget mine smukke kusiner i nogle heftige danse. Min onkel og tante bestyrede i mange år, dette hus.
Starten i 1865
Den tyske sportsforening i Tønder kan spores tilbage til 1865, hvor borgmester Streckenbach var med til at starte Männerverin . Seminariet stillede lokaler til rådighed.
I 1869 oprettede seminarielærer Johannsen Turner Feuerwehr. De unge mænd påtog sig hvervet som frivillige brandmænd, og skulle selv erhverve sig Blouse, mens de fik udleveret brandværns – udstyret. Den første øvelse fandt sted i 1870, rekvisitterne var gymnastikredskaber. Men det holdt ikke længe, kun cirka et år, så oprettedes et selvstændigt værn af frivillige brandmænd i Tønder.
I Männerverein koncentrerede man sig om gymnastik og atletik. Op til første verdenskrig, hjemførte foreningen mange mesterskaber til Tønder.
Ny forening starter
I 1909 opstod Kaufmänischer Turnverein. Interessen stammede fra nogle handelsmedhjælpere, der gerne ville dyrke cykelsport. Men denne interesse kølnedes hurtig. I stedet kom holdspil som Schlagball og Faustball på programmet.
Første verdenskrig betød et afbræk for sporten i Tønder. Mange af de unge faldt i krigen.
Fra 1920 havde de tyske sportsklubber fået den opgave, at føre den tyske kultur videre. De fik stor betydning for mindretallets arbejde. Kaufmänischer Turnverein havde mange kontakter syd for grænsen. Mandskaber deltog i turneringer og mesterskaber langt nede i Tyskland.
Gigantiske sportsstævner
Tønder Statsseminarium havde indtil første verdenskrig arrangeret den årlige Kreisspielfest. Denne opgave overtog Kaufmanischer Turnverein i 1920. Mere end 1.000 sportsfolk samledes i Tønder til konkurrencer i Faustball, Schlagball og atletik. Og Tønder foreningen fik mange første pladser, og det var ikke uden grund.
Gode råd til sportsudøvere
I Jubilæumsskriftet fra 1924 fra foreningen blev der givet gode råd:
1. Solid, regelmæssig husmandskost, det er uhensigtsmæssigt at møde til træning med fuld mave
2. Alkohol bør kun indtages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er nødvendig, gerne fra kl. 22 til 7
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv, den, der tager sin sport alvorligt, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter ro og søvn.
Ja så er de gode råd givet videre, det handler om afholdenhed.
Turnerverband Nordschleswig
I 1927 blev paraplyorganisationen Turnverband Nordschleswig stiftet.
I Kiel fik gymnastikafdelingen prædikatet sehr gut
I 1929 startede Kaufmannischer Turnverein en rosportsafdeling. Bådene fik man foræret af Regattaverein i Kiel. Måske havde disse roer et lidt bramfrit sprogbrug, for i 1935 advarede formanden mod at Boothaussprache blev brugt på sportspladsen.
Næst efter Knivsbjergfesten var Spiel – und Sportfest den sidste søndag i august mindretallets største årlige fest. I 1933 var Männerturnverein og Kaufmännischer Turnverein vært for dette arrangement. Det blev startskuddet til en sammenslutning. Den fik navnet Turnerbund Tondern. Det blev den største tyske sportsforening i Sønderjylland.
Klubhuset ved Bachmanns Vandmølle
I 1938 fik Turnerbund foræret et klubhus ved Bachmanns vandmølle af møllerfamilien og Volksbund für Deutschturm im Ausland.
Med anden verdenskrig gik idrætslivet atter i stå. En del medlemmer blev mere eller mindre tvunget efter pres til at gå i krigen. Igen måtte mange medlemmer lade livet i krigen.
Klubhuset blev først beslaglagt af tyske tropper, siden af tyske flygtninge. Fra 1947 kom det til at danne rammen om den tyske privatskole, indtil Ludwig Andresen Schule kunne indvies i 1954.
Det var vanskelig at komme i gang efter krigen. Bådene var beslaglagt af den danske stat, men de blev tilbageleveret i god stand. Men kort tid efter blev bådhuset udsat for et brandattentat, hvor både bygningen og bådene gik tabt.
Medlemmernes arbejdsindsats bevirkede at bygningerne blev genopført, men roerne måtte i de første år derefter klare sig med lånte både.
Første stævne after krigen
I 1952 afholdtes den første Spiel – und Sportfest efter krigen med op til 1.000 deltagere fra Nord – og Sydslesvig. Stævnet blev en årlig begivenhed til et stykke ind i 70erne, hvor konkurrencen fra Tønderfestivalen var stor.
SG West bliver dannet
I 1974 blev Turnerbund Tondern sluttet sammen med sportsforeningerne i Jejsing, Sæd og Højer under navnet SG – West. Samtidig var det slut med at drive rosport fra Tønder, det blev henlagt til Højer.
Landshold i Faustball
Interessen for Faustball genopstod fra cirka 1987. Foreningen kunne mønstre ikke mindre end 25 spillere. På et tidspunkt søgte de bedste spillere nye udfordringer. Der blev oprettet et samlet nordslesvigsk hold. De optrådte endog ved VM i Østrig i 1990. Siden blev det til adskillige mesterskaber ved VM – og Europamesterskaber.
Det paradoksale er, at holdet fik status af landshold, hvilket indebar, at de spillede i rød/hvide dragter. Mens Dannebrog steg til tops sang de ved stævner i udlandet:
* Der er et yndigt land
Foreningen SG West havde på et tidspunkt 350 medlemmer. Hvordan det går SG West, og det danske landshold i Faustball, samt Bootshaus i dag vides ikke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04. 2022
April 14, 2007
Historikeren H.V: Clausen skrev i 1890, at Tønder var kendt for sit gode oksekød, og sit svære drikkeri. Ja, ja, Tønder havde godt nok på et tidspunkt verdensrekorden for et værtshus for hver 49. indbygger. Allerede i 1888 udgjorde værtshusene i Tønder, den største erhvervsorganisation, med hele 79 gæstgiverier m.m. Kaffepunch og grog hørte til dagligdagen, men interessen skulle dig nok tilskrives de mange markedsgæster.
Tonderneshe Zeitung skrev:
Dansk eller tysk?
Det var for resten denne Clausen, der mere eller mindre bevidst havde lagt grænsedragningen efter 1920. I førsteudgaven af sin rejsehåndbog, skrev han
I den forbindelse er det paradoksalt, at der på byrådsmøderne fra 1922 til 1937 blev lavet både en tysk og en dansk mødeprotokol. Og i Tønder Frivillige Brandværn var kommandosproget tysk ind til 1945.
Landbrugsskole
I 1905 blev Tønder atter en gang ramt af oversvømmelser, det var efterhånden sket mange gange i historien. Den 4. november 1913 blev der indviet en landbrugsskole på Ribe Landevej. Men allerede efter første semester måtte man indstille undervisningen på grund af krigsudbuddet. Derefter blev skolen brugt til militære formål. Efter krigen blev endnu et hold færdig. Men derefter lukkede skolen, og udlejet til Det Danske Hede-selskab.
Nordens største bygningsværk lå i Tønder I 1914 påbegyndtes bygningen af zeppelin – basen. 470 mand var beskæftiget, og materialerne kom via jernbanen. De to haller Marine og Joachim var 180 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. En dobbelt hal blev også bygget, den var 244 meter i længden, 60 meter i bredden og 35 meter i højden. Den fik navnet Toska. Bygningerne var i en periode Nordens største bygningsværk.
Samtidig blev der bygget et stort kulbasseret gasværk ved basen. I 1916 stod stationen fuldstændig færdig. Det var altid akut brandfare og i november 1915 gik det galt. Zeppelineren L18 udbrændte total. Disse zeppeliner kunne gå højere end almindelige fly, man havde så større vanskeligheder ved at ramme bombemål. Ved basen blev der også bygget en flyvestation med 10 fly stationeret samt 12 luftværnsbatterier. Angrebene mod basen har vi beskrevet i andre artikler.
Politimestrens barske udfald
Bankdirektør R.P. Rossen udtalte til kongen den 12. juli 1920, at man skulle tage hårdere fat om de tysk sindede. Og det var vel lige i Politimester Aage Seidenfartens ånd, Han udtalte:
Problemer med vandet
Grænsedragningen betød, at Tønders renomme som kreaturhandlernes hovedstad var en saga blot. Grænsedragningen betød også, at forbindelser mellem familier blev skudt i stykker. Men hvordan så det ud i Tønder, dengang i 1920. Ja det finder vi svar på i en turistguide fra den tid. Man blev advaret om, hvor man satte fødderne. Kloakerings – og renovationsforholdene var under al kritik.
Selv efter at afvandingen af marsken var gennemført, var der problemer med vandet. Man kunne i 1920 læse følgende
Dårlige forhold for Tønders soldater
Efter Sønderjysk Kommando kom Dragonerne til Tønder. Soldaterne indgik i en særlig udrykningsstyrke, de hjalp ved ildebrande og ved stormflodsvarsler. Det var under ret primitive forhold, de var indkvarteret på i barakkerne ved det nuværende Ryttervej. Kun en gang om ugen var det mulighed for et varmt bad. Om vinteren var det ret koldt.
Tysksindede laver ballade
På et tidspunkt måtte der udstationeres militært personel foran alle offentlige bygninger i Tønder. De tysksindede var sure over, at deres mark havde fået så ringe værdi, så de begyndte at lave optøjer. I november 1921 holdt det tyske mindretal Heimat og Ringriderfest, og der kom til provokationer mod en dansk militær vagtpost ved seminariet. De tysk sindede rejste blandt andet en æresport med det Slesvig – Holstenske oprørsflag fra 1848. Optøjerne fortsatte på værtshusene.
Rigt erhvervsliv
En stor amtsudstilling i 1925 viste, hvad de handlende kunne præstere. I alt var der i Tønder dette år 166 detailvirksomheder. Blandt de ældste var P. Olufsens Kolonialhandel med 4 ansatte og Chr. Klüvers forretning med foderstoffer og kolonialvarer. Disse to virksomheder stammede tilbage fra 1860erne.
Byen kunne mønstre 32 hoteller og gæstgiverier, samt 9 restauranter og pensionater. Blandt de mest kendte var Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel. Ja de tre af dem eksisterer jo stadigvæk.
Billigst var de to vandrehjem, det danske i den tidligere militærlejr, og det tyske i Vestergade 72. I 1927 blev Gran Hotel omdannet til samlingssted for de tysksindede. Vi må heller ikke glemme de to bryggerier Victoria i Strucksalle og Tondernsche Aktien Brauerei.
Forholdene bliver spændt.
Værtshusholder Bückow blev af politimester Seidenfarten idømt fængsel for gadeuorden i 1928. Han havde sammen med den tyske Kyffhaüser- ungdom, draget gennem Tønder med piber og bliktrommer, og dermed forstyrret et dansk militærorkester på Tønders Torv. Trods denne episode var forholdet mellem de danske og tyske borgere nogenlunde tolerant. Men i 1930erne blev forholdet mere spændt.
Stadig kreaturstalde i Tønder
I en embedslægerapport fra 1930 kunne der konstateres, at der stadig fandtes ikke få kreaturstalde og enkelte svinestalde inden for byens mure. Politivedtægten for Tønder indeholdt også en passus om, at kvæg, får geder og svin ikke måtte gå løse på offentlig gade.
Ryttergården – en dyr fornøjelse
I 1931 var forholdene i barakkerne ved Ryttervej efterhånden meget uhumske. Der var rotter i latriner og afløb. Opførelsen af Ryttergården havde været dyrt for Kommunen. det havde kostet 320.000 kr, og man havde kun fået 63.000 kroner ind i lejeindtægter i perioden 1920 – 1931.
Ikke brug for det danske Kontor?
I sin årsberetning i 1931 skrev Det Danske Kontor, at kampen for det daglige brød var altoverskyggende og at nationalkampen hos menigmand var trådt i baggrunden. Af samme årsag var det ikke særlig bud efter kontorets arbejde.
Et anstrengt dansk/tysk forhold
Den ny formand for Schleswig – Holstein Bund udtalte i 1933, at tyskerne ville have Nordslesvig tilbage igen. Dette vakte især i Tønder opsigt blandt de dansksindede. Her så man jævnlig brune bataljoner gå gennem byen.
Tønder var den første by, hvor det tyske mindretal oprettede en nazistisk Ortsbund. I juli 1933 opstod der et kæmpe slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af den berømte Peter Sturm, og en gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden. I den følgende tid var der en stærk spænding mellem nazister, Socialdemokrater og kommunister. Sorte lister på hvilke butikker, der skulle boykottes, var også i omøb.
En uventet konfrontation i byrådssalen førte til, at alle dansksindede den 16. marts 1934, forlod byrådssalen. Flere skærmydsler fulgte, og Nordschleswiger Zeitung bidrog stærkt til disse konfrontationer.
Farvel til persontrafikken til Højer
1935 var sorgens dag for mange gamle Tønder – borgere. Da blev passagerbefordringen på Højer – banen indstillet. Passagertallet var faldende, men godstrafikken blev bevaret. Indtil indvielsen af Hindenburg – dæmningen i 1927 fungerede banen som transitstrækning for tyske rejsende til Sild. Person – trafikken stod på i 43 år.
Den ny kaserne indvies.
Den 5. maj 1936 stod den nye kaserne færdig. Der var meget streng disciplin dengang. Men under øvelser fandt soldaterne ud af, at de meget velkomne i dansk sindede hjem, mens de i tysk sindede hjem var uønskede.
Et stykke Tyskland i Danmark?
I 1936 besøgte en svensk journalist byen. Han skrev følgende:
Men de tysksindede var på tilbagegang, og i 1937 fik byen en dansk sindet borgmester.
Tyske soldater modtaget som befriere
Da tyske militærkøretøjer i 1940 kørte gennem Tønder, var der en del Tønder – borgere, der hilste tropperne med strakt arm. Kasernen blev besat. 1. Bataljon måtte fortrække til eksercergården. Befalingsmændene holdt til på det nuværende bibliotek og på Statsseminariet. Besættelsen var ikke mange timer gammel, før der sås hagekors – flag overalt i Tønder, også fra kirketårnet hang hagekors – flaget.
Der var ingen modstand ved tyskernes indtog i selve Tønder by. Tønder garnisonen havde forladt kasernen. Der kom dog til korte træfninger ved Abild, Sølsted og Bredevad. For de tysksindede blev soldaterne betragtet som befriere. I 23 timer vandrede tropper nordpå. Arbejdsløsheden i Tønder faldt under besættelsen. Nogle havde fået arbejde i Tyskland eller ved de tyske militæranlæg i Danmark. Men også i Tønder var der under krigen mangel på tøj, boliger og brændsel.
Mange luftalarmer
Byen oplevede også mange luftalarmer. Alene i oktober 1944 nåede man op på 100. Den 12. juli 1942 forsøgte engelske fly at bombe banegården, men ramte i stedet beboelsesejendomme. Mange døde og blev kvæstede. Det tragiske er, at senere i krigen ramte engelske fly, det samme hus, nok engang. Denne gang var der 5 dræbte og 7 sårede. Under Tønders 700 års jubilæum i 1943 udtrykte oberst Paludan – Møller sig på en bramfri måde:
Sabotage – aktioner i Tønder
Den første egentlige sabotage – aktion syd for Kongeåen fandt sted den 16. april 1943. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der havde brugt hjemmelavede brandbomber til at sætte DSB`s oliedepot i Tønder i brand. Men ilden døde hurtig. Den 1. juni blev seks lokomotiver dog alvorlig beskadiget. En række sabotageaktioner fulgte. Men en masse anholdelser bevirkede at aktionerne fik en brat afslutning. Min onkel deltog i nogle af disse, han påstod at der var mange stikkere i Tønder.
Efter krigen
De første englændere der ankom efter krigen, var en pilot og en fotograf. De kom flyvende om formiddagen kl. 11 – den 6. maj. I løbet af eftermiddagen dukkede de første løsladte fangere fra Frøslevlejren op. Endelig den næste dag, den 6. maj dukkede et engelsk panserkøretøj op, med en gruppe soldater. Men inden da var Den Danske Brigade dukket op.
Tyskerne havde plyndret kasernen inden afrejsen og ved grænsen lykkedes det dem at lemlæste en række danske modstandsfolk. Den 7. maj kommer en større deling engelske soldater. De skulle bevogte grænsen mere effektivt. Først i løbet af juni måned bliver de sidste tyske tropper gelejdet ud af landet.
I Tønder blev der oprettet en lokalkomite, bestående af frihedskæmpere og politifolk, der pludselig dukkede op fra et liv under jorden. De fik hovedkvarter i byens domhus, under ledelse af politifuldmægtig Bøving.
Mindretallets rolle
Det tyske mindretal mistede sine mange skoler, og ledende embedsmænd, der tilhørte det tyske mindretal, blev fyret. Det tyske mindretals engagement i værnemageri, stikkervirksomhed, tysk soldatertjeneste og truende opførsel i forskellige nazistiske paramilitære organisationer gjorde det helt af med tilliden til mindretallet. Mindretallets rettigheder blev siden fastslået i København – Bonn erklæringen. Først op gennem 60erne blev forholdet mellem dansk og tysk normaliseret i Tønder.
Retssamfund ude af kraft
Frøslevlejren fik nye beboere. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev idømt lange fængselsstraffe, ofte 5 – 6 år. Et par år tidligere var man blevet opfordret til at gå i krig på tyskernes side, at blandt andet lærere på den tyske skole. Desuden var mange blevet anvist arbejde hos tyskerne af det offentlige. Nu var de udstødt af samfundet. Adskillige år efter, at de havde udstedt deres straf, var deres borgerlige rettigheder frataget dem. Nogle betalte sig fra denne straf. De bestak det danske samfund.
Efter krigen var det danske retssamfund mere eller mindre sat ud af funktion. For mange familier i Tønder og omegn gav dette problemer i mange år fremover. Bevæbnede modstandsfolk kørte gennem byen og anholdte hjemmetyskere og værnemagere. Alle de arresterede blev samlet på Missionshotellet, for så senere at blive transporteret videre til Frøslev – lejren.
Roen ikke genoprettet
Mange erhvervsdrivende som havde været værnemager, slap for tiltale. Men mange butikker i Tønder blev sprunget i luften af modstandsbevægelsen. Men efter krigen huserede der stadig en nazistisk undergrundsbevægelse Varulvene i Tønder. Tre uger efter krigens afslutning var der skyderier i byen mellem frihedskæmpere og ukendte snigskytter.
Over 1.000 bysbørn – dømt
Det er også forkert, at påstå, at samtlige våbenføre mænd fra mindretallet meldte sig, det var kun en tredjedel. Men alle var pludselig udelukket fra samfundet. I Tønder kunne man opleve det paradoks, at borgere, der havde arbejdet for tyskerne, var med til at konfiskere de tyske soldaters ejendele. Det var de danskere, der ikke blev straffet. Men 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev straffet i retsopgøret efter krigen. Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer, og befolkningen kunne daglig følge med i dagspressen, hvem af bysbørnene, der nu havde bidraget til værnemageri.
Grænsekompagniet
Tønder Kasserne genopstod den 1. juni 1945. den 8. juli blev Grænsekommandoet oprettet, og de afløste englændernes og modstandsbevægelsens overvågning ved Sæd og Kruså. De bevogtede også jernbanerne i Tønder og Padborg. Her var der mulighed med særlig tilladelse, at passere grænsen. Fra Februar 1946 var mandskabet indkvarteret i nye barklejre i Store Jyndevad, Sæd og Højer. Efter Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 forsvandt behovet for Grænsekommandoet, som blev nedlagt i 1952.
800 flygtninge i Tønder
Vi har tidligere beskrevet, at der kunne medføre straf, når man kommunikerede med tyske statsborgere langs grænsen. Det kunne medføre nogle helt groteske situationer. I Tønder var der cirka 800 flygtninge rundt om i byen og på skolerne. Tyskerne havde efterladt i alt 250.000 flygtninge i Danmark. De sidste flygtninge forlod Tønder i 1947.
Galgestrømmen blev i 1947 blokeret af drivis og store dele af Tønder blev sat under vand. Drivisen blev bortsprængt af soldater fra Tønder Kaserne. Også i 1956/57 måtte soldaterne træde til. Galgestrømmen gik igen over sine bredder og ved Højer måtte diger bortsprænges. Det redede Tønder fra en ny oversvømmelse. Tønder Kasserne var lukningstruet hele tre gange. Tønder Statsseminarium var det endnu flere gange, men lukkede endeligt i 1989.
Nye skoler indvies
I 1953 blev Ludvig Andresen Schule i Posensgade indviet, man startede med 172 elever og 13 lærere. Og i 1955 stod Tønder Kommune Skole klar. I løbet af 60erne blev den udvidet med en venstre fløj.
Byen, hvor der ikke sker noget
Der har altid været masser af handel og håndværk i Tønder. Men det var som om Tønder sov hen. I Æ Rummelpot kunne man se en sovende borgmester Poulsen, og teksten Byen, hvor det aldrig sker noget.
Dette fik politimester Bøving til at slå i bordet under Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling i 1959. En efterfølgende to – dages erhvervs- konference på Tønderhus satte gang i en masse.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. 04. 2022
April 3, 2007
Der var masser af plads på Nørrebro før det store byggeboom. Masser af småindustri og håndværkere havde allerede bosat sig. Flere havde fået dispensation til at opføre bygninger til fremstilling af diverse industri. Det havde bl.a. Heegaard på det nuværende Blågårds Plads. En omfattende produktion bestående af alt fra gryder til landbrugsmaskiner blev fremstillet.
Men også forskellige andre havde allerede etableret sig.
Besværlig vej
Problemet var, at der faktisk ikke boede mange på Nørrebro den gang, så arbejderne kom inde fra byen og måtte gennem portene for at komme ud til deres arbejde, hver gang måtte de betale, og det skete også, når de skulle hjem.
Så bygger vi bare selv
Byggegrundene vat forholdsvis billige på Nørrebro. Men det var lange gåture for arbejderne. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedamssøen.
Men Sophus Hauberg manglede folk til sin nyetablerede maskinfabrik ved Tagensvej. Han havde forgæves råbt om hjælp fra politikerne. Så han tog selv et initiativ. Han lavede en dæmning som erstatning for den smalle træbro. Dæmningen var så bred, at der kunne køre sporvogne inde fra byen ud til fabrikken. Han søgte koncession til At drive Sølvgades Sporvogsnslinje. Han fik den efter tre års forhandlinger. Men ak og ve. Sporvognen måtte ikke køre over militært område på Fælleden. Man kunne ikke have civilister til at passere fælleden to gange om dagen.
Sagen blev løst ved at opsætte bomme, der spærrede for uvedkommende trafik. Sådan gik det ind til 1899, så endelig lukkede man helt op.
Store virksomheder
Haubergs Maskinfabrik hed nu Titan og voksede sig større og større. Den beslaglagde hele området mellem Tagensvej, Hermodsgade, Titangade og Rådmandsgade.
I nabolaget kom der efterhånden LK – nes Fabrikken, Firmaet beskæftigede engang 4.000 mand.. sammen med General Motors og Titan var det virkelig store industri – foretagender. En El – pærefabrik i Valhalsgade er i dag aftenskole og ungdomscenter.
Kaffebrænderiet Merkur bliver i dag brugt til vvs – firma og en polsk forening. K.A. Hartmanns Maskinfabrik og Nordisk Elektronik Apparatfabrik var også store fabrikker.
Et udpluk af virksomheder
* Ludvigsen og Hermann etablerede sig i 1838 omkring Nørrebrogade 39, de lavede blandt andet nødtørftsanstalter
* H.H. Baumgarten havde et farvekogeri i midten af 18 40erne på Blågårds jorder.
* Oxelbergs Maskinsnedkeri, Smedegade 19 etablerede sig i 1850erne
* Holger Petersens Tekstilfabrik startede midt i 1880erne omkring Hamletsgade
* Rud. Rasmussens Snedkerier startede i 1875 i ejendommen Nørrebrogade 45
* Atlas startede i 1898 på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade
* Schiønning & Arve etablerede sig i 1896 i Heimdalsgade
* Schulstad flyttede til Blegdamsvej ved Skt. Hans Torv i 1890
* Kooperative virksomheder som Arbejdernes Fællesbageri, Mælkeriet Enigheden, Arbejdernes Kødforsyning og Maskinfabrikken Aurora kom også til Nørrebro.
Titan
Titan blev etableret som aktieselskab i 1897 på Tagensvej ved en sammenslutning af en række jernindustrielle og elektrotekniske etablissementer. Firmaet sluttede sit virke på Tagensvej i 1965 som Thrige – Titan. En række aktiviteter blev videreført af finske Kone og svenske Alfa Laval.
Allerede i 1881 startede H.Rudolf Kofods fabrik i Meinungsgade. Man havde eget støberi, smede – og maskinværksted. Senere blev man sammensmeltet med Titan.
Firmaet brød med arbejdsgivernes sammenhold i forbindelse med en lockout i 1885. Denne lockout omfattede også
* S. Hauberg, Tagensvej
* Smith og Mygind, Nørrebrogade
Atlas
Etableret som aktieselskab i nogle netop nedlagte hestesporvognsremiser i Baldersgade. Ekspertisen i køleteknik af enhver art nåede sit højdepunkt i 1950erne, da man nu kunne købe et køleskab til husholdningsbrug. Men firmaet nåede desværre ikke at fejre et 100 års jubilæum.
Efter anden verdenskrig toppede virksomheden med næsten 2.000 arbejdere i virksomheden.
I slutningen af 30erne blev virksomheden overtaget af rederiet J.Lauritzen, og under krigen tiltrådte Knud Lauritzen som bestyrelsesformand.
Modstandsbevægelse på Atlas
Atlas var tvunget til at arbejde for tyskerne under krigen, hvilket førte til en sabotageaktion mod virksomheden i 1944.
På virksomheden var der under krigen opstået en modstandsbevægelse. I dybeste hemmelighed producerede de våben til modstandsgruppen Holger Danske. Denne gruppe ”besatte” Atlas den 4. maj om aftenen, for at forhindre tysk sabotage af virksomheden i forbindelse maed kapitulationen.
Hovedafdelingen lå i Baldersgade, smedje og støberi på hjørnet af Fasanvej og Hillerødgade, og blev i daglig tale kaldet Fasanfabrikken. Her var der produktion af beholdere af enhver slags.
Overskudsdeling
På denne Fasanfabrik blev der i 1951 et seniorværksted, hvor afgåede ældre medarbejdere kunne gå og hygge sig med lidt fusk.
Allerede i 50erne blev der indført overskudsdeling. Der blev indført en Velfærdsfond, der finansierede ferieboliger og forskellige tiltag for seniorer. Således blev der i 1974 udbetalt 13 millioner kroner til arbejderne.
Det var dog ikke kun køleskab, der blev produceret her. Større industrianlæg, skibsanlæg, turbineanlæg og kompressorer, var også en del af produktionen.
Nedturen for koncernen startede, da Lauritzen – gruppen trak sig ud.
I perioden 1966 – 69 blev produktion lukket ned og flyttet til Ballerup.
Arbejderne holdt sammen
Arbejderne med et stort A, trådte i karakter. De blev organiseret, og nu opbyggede de deres egen kultur – fra vugge til grav. De oprettede egne børneinstitutioner, og meldte sig ind i DUI, DSU eller DKU. Far var med i arbejdersangkoret, varerne blev købt i Brugsen, brændsel i Arbejdernes Brændselsforretning. Kød og pålæg blev købt i Arbejdernes Kødforsyning. I kolonihaven eller ved middagsbordet blev der drukket Stjernelager eller sødmælk fra Enigheden.
Senere fik Arbejderen råd til ferie og det foregik med dansk Folkeferie. Havde man penge til overs, ja så var det Arbejdernes Landsbank. Så var det AOF og Arbejderhøjskolerne og til slut Arbejdernes Ligkistemagasin.
Alle disse ting befandt sig på Nørrebro.
Arbejdere på Titan
På Titan skulle man møde til tiden, ellers blev man indberettet.
Drejerværkstedet på Titan blev kaldt for Drejernes kirkegård, men neglene skulle alligevel rubbes, man arbejde de på akkord.
Der blev fremstillet kraner, elektriske maskiner, centrifuger og virksomheden havde en meget stor støbeafdeling.
I midten af 50erne var der 1.200 medarbejdere, hvoraf der var 200 lærlinge. Og linien over for lærlingene var hård. Kæft, trit og retning og Gud nåde og trøste dig, hvis du trådte lidt ved siden af.
Hver mandag tog man en ny lærling ind, og hver fredag blev en lærling udlært.
Som arbejdsdreng blev man sat til at feje gulvet, gjorde man det ikke ordentlig, så vankede der skideballer, og så kunne man ikke få en lærerplads.
For en ung knøs var det værste, at arbejde sammen med damerne(madammerne). De var strenge, og kunne rigtig hundse med en.
Arbejdstiden var 48 timer i 50erne, og det vil sige, at der også blev arbejdet om lørdagen. Der var kun lærlinge, der havde frokost om lørdagen. Den dag var man populær hos svendene. Man blev bedt om at købe øl.
Torsdag var lønningsdag
Torsdag var en særlig dag, det var lønningsdag. Og det var godt for de 3- 4 værtshuse, der lå lige i nærheden af Titan. En af de mest populære var værtshuset Hector. Der blev solgt mange snapse og bajer. Det var ikke altid populært, at komme skæv hjem til konen. Mange koner stillede op foran porten om torsdagen, og krævede mandens lønningspose.
Titan havde en idrætsklub og egen fodboldbane, der godt nok lå ude i Søborg. Man deltog selvfølgelig også i fagenes fest på Østerbro Stadion.
Mange aktiviteter
Virksomheden havde også to blæseorkestre. I den ene af dem spillede Max Bæhring klarinet.
Man spiste i samme kantine. En kollega blev aflønnet for at afspille en af de sidste plader i det sidste kvarter af frokostpausen. Man havde også indkøbsforeninger, så spisepausen blev brugt til meget mere, end at spise.
Virksomheden flyttede ud til Buddinge under navnet Titan Textile Machines. Den eksisterede frem til 2002.
Lauritz Knudsen – en stor arbejdsplads
Hos Lauritz Knudsen i Harraldsgade blev der lavet elektronisk materiel. Som lærling skulle man først gennem en 15 måneders lærlingeskole. To timer hver dag var afsat til almene fag, som for eksempel matematik. På virksomheden var der en rigtig lærlingeskole, og her tog man 15 nye lærlinge ind hver tredje måned.
Chr. Christensens Smedeværksted
Der hvor Nørrebro Bryghus i dag ligger, lå i 30erne Chr. Christensens Smedeværksted. Gennem porten og så til venstre, ja så var du ved smedeværkstedet. Her var der rigtig mange svende og lærlinge. Hele området var fyldt med virksomheder.
Længere tilbage i gården lå der et automobilværksted, der reparerede amerikaner biler.
I forhuset lå der på 2. sal en hatte virksomhed. Her blev fremstillet mange fine hatte.
Alle gik med hat dengang, også mændene.
På den anden side af gården lå Hellesens Batterifabrik som i 30erne var en rigtig stor virksomhed.
Ved siden af denne lå en virksomhed, som lavede sådan noget til kvinder, hofteholdere for eksempel.
Engelsk – dansk Biskuitfabrik
I dag, hvor Nordvestcenteret ligger i Heimdalsgade, lå engang Engelsk – dansk Biskuitfabrik. Her blev der fremstillet mange småkager.
Nørrebro – et rigtigt arbejderkvarter
Inden saneringen var Nørrebro et rigtigt arbejderkvarter. Ikke alle havde lokum i lejligheden, ofte var det ude på gangen, eller helt nede i gården. Disse arbejdere har også været med til at samle ind til mange institutioner på Nørrebro. Blandt andet til Sakramantskirken på Nørrebrogade. Denne kirke blev indviet i 1917, og indsamlingen foregik blandt katolske arbejderfamilier på Nørrebro
– Skal man samle penge ind, skal det være hos de fattige. De rige har ikke råd.