Artikler
November 14, 2007
A.J. Andersensvej
Anlagt i 1950 som sidevej til Plantagevej. Anders Ingwert Andersen var blikkenslagermester i Østergade. Han er født i Tønder 1833 og død i 1904. Andersen og hans hustru oprettede Andersens Håndværkerlegat. Renterne af legatets formue bruges til at støtte en unge håndværker, der har lært i Tønder, og som søgte videre uddannelse ved en fagskole eller lignende. Hvorfor vejen hedder A.J. og ikke A.I. Andersensvej vides ikke.
Allégade
Tidligere blev gaden kaldt Vester bag staldene. Det nuværende navn fik den i 1901. Gadens navn skyldes, at den førte frem til Nørre Alle.
Astronom Hansensgade
Gaden er formodentlig anlagt før 1920. I 1921 kaldes den Mellemgade, senere P.A. Hansensgade. Astronomen Peter Andreas Hansen blev født 1795 i Tønder. Hans viste tidligt anlæg for matematik og fysik. Efter sin konfirmation kom han i urmagerlære i Flensborg. I 1819 nedsatte han sig som urmager i Tønder. I 1820 kom han til København for at studere gradmåling. I 1822 fik han ansættelse ved observatoriet i Altona. I 1825 blev han direktør for observatoriet
i Gotha. Her virkede han frem til sin død i 1874. P.A. Hansen arbejde især med himmelmekanikken, bl.a. månens bevægelse. Han var blandt de største astronomer, og modtog mange hædersbevisninger.
Der er en marmorplade for ham på huset, Vestergade 17. En kampsten med indsat bronze-relief kan ses i anlægget syd for gymnasiet, hvor Nørre Alle krydser Astronom Hansensgade.
Bargumsvej
Første del af vejen, som kun førte fra Leosalle til jernbanen, blev anlagt i 1930’erne. Siden blev den forlænget mod vest i flere omgange. Den er opkaldt efter Sophie Bargum, datter af en advokat i Tønder. Advokat Bargum nævnes 1842 i forbindelse med oprettelsen af bogmester Horups legat. Sophie Bargum
ejede en gård i Rørkær, og oprettede i 1884 et legat for tyende i Hostrup og Tønder for lang og tro tjeneste. Af legatfundatsen fremgår, at dersom kvinder på et senere tidspunkt opnår ligeberettigelse med mænd, da skal de også de også være delagtige i legatets styrelse.
Blegen
En sidevej til Østergade. Her lå tidligere Vidåkollegiet. Navnet hentyder til en tidligere blegeplads, som var et sted, hvor man lagde klæde til blegning. Tønder havde engang tre blegepladser, denne kaldtes Øster-Blegen. Her lå indtil 1950 Blegmandens hus.
Brorsonsvej
Opkaldte efter salmedigteren Hans Adolf Brorson (1694 – 1764). Han var født i Randerup, hvor han i 1722 var præst. I 1729 blev han ved provst Schraders hjælp indsat som tredjepræst i Tønder, hvor han skulle prædike på dansk. Her begyndte han at oversætte tyske salmer til dansk, ligesom han selv skrev en del. I 1737 blev Brorson provst i Ribe. Fra 1741 blev han biskop og her virkede han til sin død i 1764. Foran Tønder Kristkirke er der en bronze-statue af ham, ligesom der er en mindeplade på huset, Storegade 24.
Carstensgade
Vejen hed tidligere Løgumkloster Landevej. Oprindelig gik landevejen via Løgumkloster til Ribe. Opkaldt efter provst Carstens, som blev født 1810 i Tønder som søn af en købmand. Begge provstens børn døde i 1864. Selv døde han i 1899. Han testamenterede store beløb til trængende og til kirken. Han skænkede
sin store bogsamling til Tønder Seminarium. I 1861 udgav han bogen Die Stadt Tondern.
Dragonvej
Den er opkaldt efter de danske dragoner, der kom til Tønder efter Genforeningen i 1920. Navngivet i begyndelsen af 1920’erne.
Dyrhusvej
Dyrhus var oprindelig en gård, der nævnes første gang i 1470. I nyere tid er her opstået en lille bebyggelse.
Frigrunden
I 1645 skænkede hertug Frederik pladsen mellem Møllevej og Slotsgade til to af sine embedsmænd, og fritog dem for al skat. Den kaldes derfor for Frigrunden og udgjorde siden et selvstændigt ejerlav. Fra 1920 hørte det under Tønder landsogn, indtil det i 1933 blev indlemmet i Tønder by. På frigrunden lå Slotsgade,
som omkring 1970 måtte afgive sit navn til fordel for Slotsgade i Møgeltønder. Slotsgades nye navn blev derfor Frigrunden.
Frilandsvej
Færdiganlagt i begyndelsen af 1960’erne. Opkaldt efter et marknavn. I 1811 kaldet freiland, i 1928 Frilandet. Friland betyder en eng eller en mark, hvortil flere
i fællesskabet har brugsret.
Galgestrømsvej
På en kortere strækning følger vejen Galgestrømmen, et vandløb som fra nord løber øst om Tønder for derefter at forenes med Vidåen. Frem til 1985, da Østre Omfartsvej blev anlagt, var vejen en del af Tyvesvej. Galgestrømmen har navn efter Tønder bys galge, som omkring 1500 flyttedes fra Torvet til øst for byen ved den nuværende Carstensgade. Siden må vandløbet have fået sit navn.
Gasværksvej
Vejen er opkaldt efter det gasværk, som opførtes i 1915 – 1916 i tilknytning til Zeppelinbasen. Det leverede det nødvendige brint til luftskibene. En del af gasværkets bygninger eksisterer endnu som Eksercergården. Efter besættelsen var her tysk flygtningelejr fra 1945 – 47.
Grev Schacksvej
Vejen er anlagt i perioden 1954 til 60. Den er opkaldt efter lensgreve Otto Didrik Schack (1882 – 1949). Han varetig mange tillidsposter og var amtmand for Tønder Amt fra 1920 til 1949. Foran den tidligere amtsmandsbolig er der opført en bronze-medaljon.
Gråbrødrevej
Gaden går fra Lillegade til Jomfrustien. Hed indtil 1970, Møllegade. Bachmanns Vandmølle lagde navn til vejen. Det nye navn skyldes Franciskaner eller Gråbrødreklostret i Tønder, som blev stiftet 1238. Klostret lå i området mellem Uldgade, Frigrunden og Skibbrogade. Munkene blev i 1530 fordrevet fra byen.
Gørrismarksvej
En blind sidevej til Strucksallé. Formentlig en rest af den vej, der førte til gården Gørrismark, der første gang nævnet som Gorgesmarcke. Forleddet er muligvis mandsnavnet Gyrth.
I 1786 testamenterede provst
Balthasar Petersen Gørrismark til Tønder Seminarium. Gårdens indtægter skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården, og i 1854 opførte Tønder by på stedet en fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård til 1937. I 1976 blev gården nedrevet, og fra 1978 – 90 var her landbrugsskole. I 1994 blev skolens bygninger købt af Ecco – koncernen, som indrettede et kursus – og konferencecenter.
Horupsgade
Anlagt i begyndelsen af 1920’erne. Den er opkaldt efter Georg Friedrich Horup (1757 – 1839), født i Holsten og by-sekretær i Tønder, samt byens borgmester fra 1812 – 1834. Han døde uden livsarvinger, men stiftede forinden et legat, der endnu eksisterede i 2005.
Jernbanegade
I 1887 åbnedes jernbanen mellem Heide i syd, og Vedsted i nord.. derved blev banegården her udnævnt til Tønder H. Tønder Nord, der allerede eksisterede med en jernbane til Tinglev fik navneforandring til Tønder Øst. I 1930’erne. Tønder H var engang byens største arbejdsplads. En jernbane til Højer blev åbnet i 1892.
Jomfrustien
Det var oprindelig en plads, der strakte sig fra Skibbroens østligste ende til Tønder Slots port-hus. Her holdt den lette brigade til i tidligere tider. Det blev efterhånden et yndet sted for borgerskabets promenadeture.
Kastanieallé
Den hed i begyndelsen af 1920’erne Nevens vej og var blot en sidevej til Ribelandevej. I 1946 navngivet Kastanieallé efter vejenes beplantning. Omkring 1960’erne ført frem til Carstensgade
Kobbergade
Nævnes første gang i 1670 som Küpfer – Strasse. Måske var der kobbersmede i gaden.
Kogade
Nævnes 1721 som Kuhstrasse. I tidligere tider drev man kreaturerne gennem dette stræde, når de skulle på græs. I midten af 1800’tallet kaldes gaden, Harmoniestrasse (efter Hotel Harmonien) som skilte Kogade og Pebergade. Den nuværende Kogade opstod, da man i 1965 nedrev hotelbygningen mellem de to stræder.
Kongevejen
Vejen er anlagt i to tempi I 1940 indviede man efter to års arbejde strækningen mellem Sønderlandevej og Vestergade. På den første del af strækningen hed dem Møllealle, fra Amtshuset og vestpå kaldtes den for Punchstien, hvilket hentydede til en gammel sti, som ledte byens værtshusgæster til banegården.
Den 9.11.1945 fik strækningen navnet Kongevejen opkaldt efter Kong Christian X. Først i 1955 stod strækningen fra Vestergade til Ribe Landevej færdig.
Leonhardtsvej
Vejen hed tidligere Tved Markvej. På et byrådsmøde den 8. november 1946 blev vejen omdøbt til Leonhardtsvej. Asmus Leonhardt er født 1854 i Haderslev og voksede op i Nørregade i Tønder. Her i byen var hans far i mere end 50 år ansat på Lorentzens Jernstøberi. Fra skibsdreng arbejdede Asmus Leonhardt sig op til vicepræsident i et stort amerikansk rederi og handelsfirma. I 1923 besøgte han Tønder, hvor han oprettede et legat for værdigt trængende bysbørn. I 1929 blev han udnævnt som æresborger i Tønder. Han døde under 2. verdenskrig.
Leosalle
Anlæggelsen blev påbegyndt 1921 – 1922. Oprindelig stod der træer på hver side, men de blev fjernet i 1956. Opkaldt efter krydderihandler Hans Friedrich Leo (1730 – 1812), som blev født i Tønder. Han skænkede 60 Demant jord i Frederikskog til Hospitalet og pengebeløb til byens fattige. Leos Plejehjem er opkaldt
efter ham.
Lillegade
Gaden nævnes allerede i 1670
Ludvig Andressensvej
Nævnes første gang i 1952 – 53, men blev påbegyndt længe før. Vejen er opkaldt efter historikeren Ludwig Andresen (1880 – 1940), som blev født i Tønder. Han blev uddannet som lærer og kom 1902 til Kiel. Her indledte han historisk forskning, som i 1931 førte til, at han blev udnævnt som æresdoktor ved universitetet i Kiel. Ludwig Andresen beskæftigede sig især med Tønders historie.
Lærkevej
Vejen nævnes her, for her boede jeg fra mit 7. til mit 18. leveår Anlagt i 1956 – 58.
Markmandsvej
Denne vej er det sikkert ikke mange, der kender. Det er en blind sidevej til Viddingherredsgade. Vejen har fået sit navn efter et markhus. Allerede i 1659 nævnes vester-markhus. I markhuset boede markmanden, som holdt opsyn med kreaturerne på bymarken. Vejen blev navngivet i 1990’erne.
Mellemgade
Oprindelig førte den mod vest til Nørregade, men efter et gadegennembrud fortsætter den i Astronom Hansensgade. Den nævnes første gang i 1721. da kaldtes den Mittelstrass, senere bl.a. Middelstræde.
Nordre Landevej
Vejen blev anlagt 1934 – 1935 fra Emmerske Bro (ved Tønder Kasserne) til Møgeltønder vejen., og førte den øst – vestgående trafik nord om Tønder. Den hed indtil 1946 Tvedvejen.
Nygade
Antagelig påbegyndt i 1920’erne, men først ført igennem i første halvdel af 1960’erne til Ribelandevej.
Nørregade
Gaden kaldes i 1670 Norder Straess. Nørregade er usædvanlig ved i det meste af sit forløb at gå i øst – vestlig retning. Det skyldes måske, at Tønder tidligere
var omgivet af vandløb. Nørregade havde oprindelig udgang fra Østerport. Det tidligere vejforløb Nørre bag staldene er indgået som en del af den oprindelige Nørregade.
Papegøjevej
En blind vej som i forlængelse af Jernbanegade fører mod syd. Omtrent fra vejens slutning kan man langs en asfalteret cykelsti komme ud til Ubjergvej. Oprindelig førte Papegøjevej til Papegøjefenne, hvor man tidligere afholdte fugleskydning. Fennen nævnes allerede i 1760, vejen nævnes første gang i 1873.
Plantagevej
Oprindelig var det en markvej som første fra Strucksalle mod nord til Tved Plantage. Selve vejen blev anlagt 1933 – 1938.
Popsensgade
Fik sit navn i 1908. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand Paul Popsen (1726 – 1800) som boede Vestergade 6. Han og hustruen Helena, som var barnløse, skænkede 170 demant jord til hjælp for kirker, skoler, arbejdshuse og fattige. Før gaden blev anlagt, lå her en markvej kaldet Bokkensåvej (Bockensauer Weg). Den gik helt ud til det nuværende Ryttervej.
Provst Petersensvej
Den er anlagt i 1934 i en af Provst Petersens legatfenner. Opkaldt efter provst Balthasar Petersen (1703 – 1787) født i Tønder. Han skænkede bl.a. gården Gørrismark samt et kontant beløb til oprettelse af et lærerseminarium i Tønder.
Ribelandevej
Den hed før Abeler Chaussee.(Abild “Landevej”) Vejen fører fra Tønder mod Ribe. Anlagt i begyndelsen af 1860’erne. Før den tid skulle man over Løgumkloster for at komme til Ribe. Vejen fik sit danske navn efter 1920. i Tønder by har der langs vejen tidligere stået allé-træer, men de blev fjernet i 1961.
Richtsensgade
Opkaldt efter borgmester, justitsråd Carsten Richtsen, død 1821. Han og hustruen Ingeburg mistede to drenge, da de var små. Siden døde hustruen. Han testamenterede bl.a. et offentligt anlæg og 146 demant jord til byen. Lejeindtægten af jorden skulle anvendes til understøttelse af fattige. Før Richtsensgades anlæggelse, førte en markvej kaldet Stokvejen over Laurentiusstrømmen. Da Tønder i 1866 fik sin første banegård nord for byen (Tønder Øst, men først
kaldet Tønder Nord) blev vejen kaldt Jernbanegade. Da endnu en banegård kom til i 1886 fulgte atter en Jernbanegade, derfor fik Richtsensgade sit navn. Gaden har tidligere været omgivet af træer, men de blev fældet i 1933.
Rosinfeltvej
Den har navn efter gården Rosinfelt, som oprindelig er en udflyttergård fra Tved. Gården ejedes fra begyndelsen af 1700 – tallet til ca. 1804 af slægten Feddersen. Derefter blev gården ejet af købmand, Wilhardus Bentsen, Tønder, Hattesen og endelig J.H. Ruwald. I 1907 blev gården ved en tvangsaktion
købt til Schackenborg. I 1925 blev der afgivet 8 hektar til et husmandsbrug. Rosin + felt skal formentlig forstås i rosende betydning, som den frugtbare
mark.
Ryttervej
En rytterstyrke rykkede ind her efter 1920. Der blev flyttet nogle barakker fra zeppelinbasen nord for byen hertil. Til hestene opførtes stalde i 1924. Området kaldtes Lejren. Da Tønder kasserne blev taget i brug i 1936 anvendtes barakkerne som husvilde-boliger. De blev nedrevet i 1950’erne. De gamle hestestalde
blev ombygget til boliger og eksisterer stadig. Ryttervej fik sit navn i 1947.
Schradersvej
Vejen blev navngivet i 1966. Johan Herman Schrader blev født 1684 i Hamborg. I 1728 blev han førstepræst og provst i Tønder. Her blev har fortaler for pietismen. Han forfattede religiøse skrifter og salmer. Han fik oprettet en dansk tredje – præsteembede, og her blev H.A. Brorson ansat. Schrader døde i 1737.
I Østergade 67 er der en mindeplade for Schrader.
Skibbroen
Nævnes første gang i 1781, men er meget ældre. En skibsbro er en bro eller et bolværk, hvor skibe skal lægge til. Navnet fortæller, at her lå engang Tønders havn Det sidste større skib, der anløb havnen, var dampskibet Graf Bismarck, der i 1871 efter et væddemål anløb havnen. Det var ført af kaptajn Thomas Selmer fra Sild. Turen afstedkom visen “In der grossen Seestadt Tondern”
Skibbrogade
Den fik sit navn i 1902. I 1921 hed gaden dog tilsyneladende Møllevej. Tidligere hed den Sønder bag Staldende.
Skolevej
Det er en vej, jeg har cyklet på adskillige tusinde gange, til og fra skole. Man skulle passe på ikke, at blive ”overkørt” af ens lærere fra Tønder Kommuneskole.
Skolen blev påført i 1946, og havde oprindelig til huse i den gamle politistation i Nørregade. I 1954 – 55 blev en ny skole opført på Skolevej. Den er senere blevet udvidet adskillige gange.
Skovroysvej
Den er anlagt i begyndelsen af 1960’erne, og opkaldt efter redaktør Peter Skovrøy. Han kom i 1882 til Tønder, og blev redaktør af den danske Vestslevigsk Tidende, der efter et par år blev overtaget af Flensborg Avis. Peter Skovrøy kæmpede for danskheden og var et par gange i fængsel.
Smedegade
Gaden nævnes første gang 1670 som Schmiede – Straesse. Af hensyn til brandfaren var byens smede samlet i bestemte gader, for at mindske brandfaren.
Spikergade
Gaden nævnes første gang i 1670 som Spicker – Straesse. Der er mange forklaringer på navnet. En af dem er, at det stammer fra “spicarium”, der betyder kornhus eller magasinbygning.
Storegade
Nævnes første gang i 1781.Men gaden er egenetlig en af Tønders ældste, dog under et andet navn. Fund bevidner, at der her har boet mennesker siden 1500 – tallet. Måske før ?
Strucksallè
Ja her boede jeg i min tidligste barndom. Vejen førte tidligere direkte til Møgeltønder. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand i Tønder, Peter Struck. Han skænkede 91 demant jord i Ny Frederikskog til oprettelse af et vajsenhus for 12 drenge, samt hjælp til en vajsenhusskole i byen. Peter Struck døde i 1713. Jeg husker Strucksallé med træer på begge sider. Vejen fik sit navn i 1906.
Svinget
For os rødder på Lærkevej hørte Svinget til fjendeland. De dannede nemlig union med Ryttervej, når de skulle bekæmpe os. Vejen er navngivet ca. 1949. Området hed tidligere Ved Lejren. Her havde militæret barakker og stalde frem til 1936. De første huse blev bygget på Svinget i 1943.
Søndergade
Gaden er opstået efter 1581, hvor en brand lagde store dele af Storegade i aske. Herefter blev en smal passage kaldet Jannikstræde udvidet og kaldt Søndergade. Nævnes i 1659/60 som Suderstredt. For enden af Søndergade lå Sønderport, som nævnes første gang 1607.
Torvet
Torvet ligger centralt i Tønders bykerne. Her har jeg mange gange siddet under Tønder Festivallen og drukket Gammel dansk sammen med mine brødre. Den gang måtte lillesøster ikke drikke. Torvet nævnes første gang i 1670 under betegnelsen Am Marckte.
Uldgade
Nævnes første gang i 1607 som Wulfstrate. Sandsynligvis efter en person, der boede for enden af Uldgade, Wulff. Det danske navn Uldgade fik gaden først
efter Genforeningen i 1920, fordi redaktør P. Skovrøy antog, at der havde boet uldspindere i gaden.
Ved Slotsbanken
Har navn efter den nære beligenhed til Tønders gamle borg, der blev kaldt Tønderhus eller Tønder Borg. Borgen, som nævnes første gang i 1285, blev nedrevet ca. 1750. Port-bygningen fik lov til at stå, og her var der arrest fra 1811 – 1920. I 1923 blev Tønder Museum indrettet her, og i 1972 fulgte Sønderjyllands Kunstmuseum efter. Vejen hed tidligere Tonnesens Vej.
Vestergade
Vestergade nævnes første gang i 1613 som Wester Strasse, men er sammen med Storegade en af de ældste gader i Tønder, dog under et andet navn.
Vidingherredsgade
Nævnes i 1861 som Wiedingharder Weg. Tidligere førte vejen til Viding herred, der i dag ligger syd for grænsen.. Herredet nævnes første gang i 1511 som Wyding Herde. Viding betyder muligvis området, der tilhører beboerne ved Vidåen.
Vidågade
Fik sit navn i 1905, utvivlsom på grund af dens nære beligenhed ved Vidåen. Åen omtales første gang i 1240 som Withæ a. Tidligere hed vejen Østre bag staldene. Det var også her man fandt rester af et voldanlæg lavet af træ.
Æ svinmærken
Det betyder svinetorvet. Det er benævnelsen for den del af Nørregade, som støder op mod Allegade og Kobbergade. Her afholdtes tidligere pinse – og Mikkels-marked.
Østergade
Gaden nævnes første gang i 1670 som Oester – Straess. Her kom Lille – Uwe til verden Østerport nævnes allerede i 1596.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 8.04.2022
Oktober 22, 2007
Mere end en tredjedel af Nordslesvigs befolkning søgte i årene 1864 til 1900 bort fra deres hjemstavn. De bosatte sig i kongeriget, længere nede i Tyskland eller udvandrede til Amerika.
Hvad var årsagen ?
Var det mon på grund af den tyske besættelse fra 1864 – 1920? I sin beretning for 1879 udtalte landråden fra Tønder:
Men også det nationalpolitiske klima og afskedigelser af danske embedsmænd og indførelse af tysk kirke, skole og rets-sprog, var en del af årsagerne.
Skulle udvandringen ske lovligt, måtte man have en såkaldt Entlassungsurkunde. Men det var dog de færreste, der fik denne Urkunde.
Kunne man få arbejde?
En del mente også, at det var manglende arbejde, der var skyld i udvandringen. Kigger vi på erhvervsudviklingen, var der i Tønder i 1847 stadig kniplings- industrien, der var størst
Ifølge Trap fra 1864 havde Tønder:
Tønder var stagneret
I 1859 var der seks virksomheder i Tønder med over fem ansatte. Men Tønder var stagneret. Handelsomsætningen havde ikke taget det store opsving. Da Tønder – Tinglev banen blev indviet i 1867 gav det heller ikke den gevinst, man havde forventet.
Tondernsche Zeitung beklagede sig over at landmændene købte deres varer andre steder, blandt andet i Flensborg og Hamborg. I 1888 blev jernbanen åbnet syd på, med forbindelse til Flensborg. Dette forhold gjorde ikke situationen bedre.
Landmænd og husmænd havde det godt
Landmændene og husmændene synes dog, at klare sig godt. Man arbejderne og daglejerne havde det virkelig dårligt. Særlig vintrene var slemme at komme igennem.
Udvisning af besværlige familier
Det offentlige havde det også let med at udvise besværlige familier. De var ofte en økonomisk belastning for kommunen, så det var lettere at ”skippe” dem.
Hjælp fra Fattigkassen
Mange arbejderfamilier udvandrede til Amerika, og blev hjulpet derover. Således fortæller Tondersche Zeitung i 1873 om en arbejder-familie med 4 småbørn. De ejede en lille ejendom, som de solgte. De solgte deres møbler, og betalte deres gæld. De var på vej til Amerika. Men da pengene skulle gøres op, manglede de et beløb til overfarten. Da situationen var uholdbar, besluttede kommunen at hjælpe med penge fra fattigkassen.
Et lån på 240 rigsdaler
I Ubjerg var det Anna Cathrine Sørensen. Hun havde ofte henvendt sig til fattigkassen. Hun var ugift og alene med 3 børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevillige et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien. Man sikrede sig samtidig, at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre sig, at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig dårlige erfaringer med at støtte udvandringen.
Masseudvandring fra Tønder
Fra Tønder Kreds er der registreret en udvandring på 10.974 personer i perioden 1867 – 1898.
Det var problematisk at få en Entlassungsurkunde, hvis man var i den værnepligtige alder mellem 17 år og 25 år. Der er eksempler på at
Arbejderenken fra Højer
Mange forældre og enker rejste over til børnene i Amerika. Således også en arbejderenke fra Højer, der i 1885 sammen med to børn rejste over til to søstre
og to voksne børn i Amerika. De lovede at forsørge familien fra Højer.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9 – 04 – 2022
Oktober 22, 2007
Mange unge mennesker har aldrig oplevet det sønderjyske kaffebord. Det er ikke kun det overdådige udvalg, det handler om. Det er også stemningen og kulturen. Den moderne livsstil er desværre ved at ødelægge traditionen. Man må gene tage flere stykker på en gang, og man skulle helst stable det op på diverse tallerkner foran en. Men der er en skadelig tendens. Man er i gang med at ødelægge historien, forsi man ikke fortæller om traditionen og kulturen. Man servere bare et overdådigt kaffebord og ikke andet.
Når vi tog u i æ kog (ud i koget) til Oma og Opa, blev der disket op. Først med tre retter unden (middagsmad). Det kunne godt være suppe, steg og budding,
og så et par timer efter, det sønderjyske kaffebord. Det skulle en god mave til. Og ofte var vi da heller ikke i stand til at gå op til rutebilstationen øver æ vie bro
(over den hvide bro), når vi skulle tilbage til Tønder. Så måtte vi have fat i Kedde Bondes lillebil. Vores maver var simpelt hen fulde.
Oma havde disket op med masser af lækker mad. Serveringen foregik in i æ fin stu (inde i den fine stue). Her var det som regel køligt. Den blev sjældent varmet op, og blev kun brugt ved særlige lejligheder, for eksempel når vi, familien Brodersen kom fra Tønder.
Pas på – tykke maver
Men jeg husker også hjemme på Lærkevej, når min mor diskede op, efter alle kunstens regler. Vi sad jo ved bordet i flere timer og fyldte vore maver. Det var ikke kun til barnedåb og konfirmation. Det var bestemt ikke godt for den slanke linje. Men nu var min far og mor ikke specielt tykke. Heller ikke mine søskende har tendens til fedme. Måske havde min afdøde storebror en tendens til det, de sidste år, han levede. Men det var nok ikke det sønderjyske kaffebord, der var skyld i dette.
Optrådt med æ synnejysk kaffeboe
Jeg husker et beruset øjeblik, da jeg på Boghandlerfagskolen i Odder skulle underholde sammen med en anden sønderjyde. Ja da valgte vi at underholde med æ synnejysk kaffeboe te æ fremmelse af æ danskhe i æ grænsland. (Sønderjysk kaffebord til fremmelse af danskheden i grænselandet). Og så fortalte vi ellers om
Rigtige knæpkaghe laves af rugmel, og der skal anvendes sirup og fedt som bindemiddel.
Kærester forstod ikke traditionen
Nå jeg kom hjem til mor med en ny kærester, der ikke var vant til de sønderjyske traditioner, så tog de kun et stykke af gangen. Men efter sønderjysk tradition
skal man jo netop fylde tallerkenen. Men inden man begyndte på det, skulle man nok tage en dyb indånding, for hvis man ikke smagte på det hele, var det en fornærmelse over for værtinden. .
Overdådighed, ikke specielt sønderjysk
Men den overdådighed, der prægede det sønderjyske kaffebord, fandt man også andre steder i landet. Men andre steder havde man ikke den tradition og de skikke, der fulgte med. Kagetyperne og serveringsformerne er også forskellige.
Kaffebordene var samlingspunktet
I Sønderjylland sluttede man sig sammen i danske foreninger, hvis ellers det var tilladt. Det var som regel i landboforeningerne. Man havde mere at værre fælles om, end andre steder i landet.
I historierne om genforeningen og festerne ved afstemningen, var det kaffebordene, der var midtpunktet. Det var festmåltidet overalt i landsdelen omkring 1920. Intet andet kunne udkonkurrere dette.
Da Christian den tiende foretog sin berømte ridetur over grænsen, var der dækket med sønderjysk kaffebord over alt i det genvundne land.
Kaffens historie
I sidste halvdel af 1800 – tallet begyndte kaffebordene med et vist kageudvalg at vinde indpas i mange samfundslag.
Kaffen var allerede kommet til Danmark i 1700 – tallet, men det tilhørte det pæne borgerskab på grund af prisen. Kaffen havde afløst the og kakao, måske fordi kaffen virkede beroligende. Men borgerskabet ville gerne holde på dette nydelsesmiddel. Det var ikke andre, der skulle have glæden, så i en forordning af 1783 blev det forbudt for den danske almue at drikke kaffe.
Men kaffen blev billigere, og omkring 1840 var kaffe blevet en søndagsdrik i mange sønderjyske hjem.
Kaffepunch
I 1850’erne blev kaffen blandet med cikorie. Men også som en blandingsdrik med kaffe og brændevin. Hvem kender ikke opskriften på en god kaffepunch. Man placere en Groschen (eller en 25 – øre), fylder koppen med kaffe, for derefter at hælde brændevin i, indtil man kan se mønten.
Til kaffen blev der i begyndelsen budt på tobak, kandis eller tvebakker. Nye madvaner opstod, efterhånden som kaffen blev mere udbrudt.
Kagebageri
Kagebageri blev først udbredt efter 1860. De første var i ler-form så som søsterkage, mandelkage, risengryntærter og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter. Kringler var ikke ret almindelige og småkageudvalget begrænsede sig forskellige slags tvebakker og pebernødder. De var robuste, og
kunne bages i bunden af bageovnen, når brødbagningen var overstået. Kager som vafler, krum-kager og goderåd (Gojraj) kunne bages i kagejern i det åbne ildsted. Disse kagetyper var udbredte allerede fra 1600 – årene.
Hundrede år senere kom også æbleskiver bagt i jern på mode.
De første kogebøger
Den første danske kogebog udkom i 1740, den hed En lidet proberet koge – bage – og Syltebog. En mere varieret opskifts-samling udkom i Sønderjylland i 1838: Prachtisches Kochbuch.
Nu var det ikke kogebog som min mor brugte. Han havde siden sin skoletid samlet opskrifter, og sirligt skrevet den ind i en bog med gotisk håndskrift. Mange opskrifter var hemmelige, og gik i familie-arv, sikkert også i min familie.
Støbejerns-komfurer
Fra 1850’erne blev de åbne ildsteder afløst af støbejernskomfurer med små regulerbare ovne, samtidig kom der masser af nye bage-bøger. En omfattende hjemmebagning i Sønderjylland greb om sig. Tidligere blev kager serveret som dessert, nu blev de sammen med kaffen serveret som et selvstændigt mellemmåltid.
Jernkomfuret bragte en revolution ind i bagningens kunst. Husmoderen slap for at stå i træk ved skorstenen og havde langt bedre ved at styre ilden. I byerne bragte man det æltede brød til bageren, der for en beskeden pris bagte det sammen med sin eget brød. Det større kageforbrug bragte også medgangstider for bagerne. Grov-bagerne bagte især rugbrød, tvebakker og lignende kager. Mens finbagerne bagte hvedebrød, tærter m.m.
Kaffestel
I midten af 1870’erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner, og forskellige kagefade. Det sønderjyske kaffebord udviklede sig som begreb i tiden under tysk styre .
Ikke meget spiritus
Husmoderen havde som regel brugt flere dage til at forberede det gode bagværk. Derfor ønskede hun også, at resultatet blev værdsat, og det fungerede bedst, når gæsterne forblev ædru. Derfor udviklede det sønderjyske kaffebord sig kun til at indeholde en eller to kaffepunch.
Størst udbredelse på gårdene
Det var især på gårdene at det sønderjyske kaffebord udviklede sig. I byerne var det ikke god tone at fråse med kager, hverken i middelklassen eller overklassen. Og arbejderklassen havde slet ikke råd til det.
Kønsopdelt fest
Omkring 1900 udviklede man flere kager, når der var fest. Så blev der bagt både kringle, pladekager og småkager. Aftenen forløb med kortspil for mændene, og kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringle og sandkage med creme. Hvis der var
noget specielt at fejre, blev der bagt pladekage, samt tre slags småkager. Som regel blev der drukket tre kopper kaffe, den sidste som kaffepunch. Dengang var lagkager ikke på pogrammet.
Traditionen i Aventoft
Niels Bøgh Andersen har skrevet den pragtfulde bog Fiskersøn fra Aventoft. Her beskriver han de specielle forhold i den lille grænseby omkring 1900. Lige før
første verdenskrig var det normalt med såkaldte nabogilder.
Prestige
Der var prestige over det sønderjyske kaffebord
Nye forsamlingshuse
I Sønderjylland skærpedes kampen mellem dansk og tysk. Der blev bygget cirka 50 forsamlingshuse i landsdelen. Nationale foreninger fik fremgang, og mange unge blev sendt på efter – og højskoler. Mange foredragsholdere kom til Sønderjylland og holdt foredrag i forsamlingshusene.
Tyskerne ville ikke udstede spiritusbevillinger til forsamlingshusene, så det var slut med grogger og kaffepunch Kun de færreste steder var der gode køkkenfaciliteter, derfor bidrog man selv med kage. Så pludselig virkede det sønderjyske kaffebord i al sin overdådighed og variation.
Kirche, Küche und Kinder
Vi skal huske, at i det tyske kejserrige havde kvinderne ingen stemmeret eller ret til at være medlem af en forening før 1910. Den kvindelige virketrang begrænsede sig til Kirche, Küche und Kinder. En ny idrætsgren eller kappestrid opstod – at bage de bedste kager til møderne.
Ved disse møder opstod os den skik, at man samlede flere kager på sin tallerken, så man ikke forstyrrede foredragsholderen.
Også Sønderjysk kaffebord hos de tysksindede
Der blev sunget meget ved møderne fra den blå sangbog. Og en helt speciel stemning opstod. Og denne stemning fortsatte hjemme, både blandt de dansksindede og tysksindede. Her var der ingen forskel på det sønderjyske kaffebord.
Kaffe på alternativ måde
Efter udbruddet af første verdenskrig opstod der restriktioner. Alt nationalt mindretalsarbejde blev forbudt, og de store foreningsmøder ophørte. Krigens gru satte en naturlig dæmper på den private selskabelighed. Man havde heller ikke lyst til overdådigheden. Husmoderens opfindsomhed blev sat på prøve med de begrænsede fødevarer.
Under første verdenskrig var tre slags erstatningskaffe:
Prøv en kålrabikage
I byerne måtte man nøjes med kålrabikager med forskellige variationer af bygkaffe.
Man kunne dog nøjes med
7 slags bløde og 7 slags hårde
En klassisk sønderjysk kaffebord består at to hovedelementer, de bløde og de hårde kager. De bløde kager er for eksempel boller, formkager og tærter, mens de hårde betegner enhver form for småkager.
Skal det være et rigtigt sønderjysk kaffebord, så skal det indeholde mindst 7 slags bløde og 7 slags hårde kager.
Traditionen blev hængende
En række gamle danske kager synes at have overlevet i Sønderjylland. Det skyldes måske det kulturelle efterslæb og det faktum, at en række danske kulturtræk blev fastholdt. Måske skyldes det også, at mange sønderjyder oplevede direkte sult især i 1917, hvor kartoffelhøsten slog fejl.
Goderåd og æbleskiver
Goderåd er indbegrebet af det sønderjyske kaffebord. Men den vaffelagtige kage er slet ikke sønderjysk. På mange danske museer findes der goderåds jern, og allerede i 1703 var de omtalt i kogebøgerne. Det var og er ret besværlig at lave dem. Men jeg fik serveret goderåd både hos mor og Oma som ung.
Sønderjyske æbleskiver indeholder mere svesker end andre steder i landet..
Du må gerne stable
Og så er det den specielle serveringsteknik. Kagefadene blev sendt rundt i rask rækkefølge og enhver stabler op på sin sidetallerken tre eller fire forskellige
slags, så meget det nu er plads til. Derved får man lidt madro. I forsamlingshusene havde foredragsholderen så ro til at holde sit foredrag. Denne praksis anvendte vi også hjemme hos min familie, og det var det, der overraskede min kærrester uden for Sønderjylland.
Værtinden havde pligt til at sørge for, at der blev smagt på det hele. Dette blev betragtet som udtryk for yderste gæstfrihed.
Traditionen flader ud
Men ak også denne tradition flader ud. I begyndelsen af 1970’erne var serveringen formindsket til følgende:
Sønderjysk kaffebord bliver eksklusivt
Men storhedstiden synes at være borte. Nu ser det ud til at være eksklusivt at få det rigtige sønderjyske kaffebord ved eksklusive lejligheder. Blandt andet har
de serveret det på det eksklusive Fakkelgården ved Kollund.
Pas på dit kolesteroltal
Grunden til at det store sønderjyske kaffebord forsvinder skyldes, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Man har ikke mere så meget adgang til gratis råvarer. Desuden er der kommet nye skønhedsidealer både for kvinder og mænd. Der er også kommet nye madtraditioner.
Vi skal passe på vores kalorieforbrug og vores kolesteroltal. Og vi fokusere i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter.
Sydlandsk og asiatiske madvaner er kommet til landet. Vores forbrug af vin er også steget. Men på det seneste er man igen blevet interesseret i hjemmebagning. Man er nemlig opmærksom på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.
Ødelæg ikke traditionen
Denne artikel som i lige har læst er skrevet 2007. I mellemtiden har jeg holdt ca. 15 foredrag om dette emne her i Københavns – området. En af disse gange var i “ÆSynnejysk Ambassade”. Da var adgangskortet et stykke fra “Det Sønderjyske Kaffebord”. Asger Reher, jo det er ham fra Ørkenens Sønner have fire forskellige “Brøtort” med. Og de smagte fantastisk. Men man skal ikke selv spise sådanne lækkerier inden man holder et halvanden times foredrag om Sønderjysk Kaffebord.
Ofte har jeg fået at vide, at københavnere har oplevet Det Sønderjyske Kaffebord. Men det har de ikke. For det som de oplevede var et stort kagebuffet. Man fik intet at vide om traditionen og kulturen. Men det samme fejl er turistorganisationer og andre ved at begå i Sønderjylland. De serverer også bare en masse kager og et kagebord men intet om tradition og kultur.
Det har været vældig sjovt at forklare københavnerne om symptomerne, når man har været gennem kaffebordet og også at oplæse Hansigne Lorentzens fantastiske digt om et sønderjysk kaffebord i Ballum.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 22, 2007
Nu hvor der kommer en ny slotsfrue på Schackenborg, skamroser ugebladene det lille samfund og grevskabet. Men det har ikke altid været så idyllisk. Forholdet mellem grevskabet og bønderne var dårligt. Læs her om De onde grevinder, og de to brødre, der kæmpede en heltemodig kamp for bøndernes rettigheder. Læs også om Møgeltønder Kirke, hvor den sociale rangstige var tydelig. Artiklen er skrevet i 2007. I dag er der ingen slotsfrue på Schackenborg
Feltherre Hans Schacks søn Otto Didrik Schack var død den 1. juli 1683, kun 31 år gammel. I testamentet blev hans hustru i 2. ægteskab, Sophie Dorothea, født Marschalk indsat som formynder for børnene og til at administrere grevskabet.
Lige indtil sin død i 1707 deltog hun under sønnen, lensgreve Hans Schacks lange udenlands ophold, i administrationen af grevskabet. Hun tog adskillige initiativer, blandt andet anlæggelse af Slotsgade og parken på den anden side af vejen, syd for slottet.
Hans Schack var blandt andet i fransk krigstjeneste. Under slaget ved Höchstedt i 1708 mistede Schack sin ene arm.
Overinspektøren var upopulær
Måske var det grevens fraværd, der skabte de mange kontroverser med bønderne. Overinspektør Eberhard Frostberg traf afgørelser i mange sager. For det meste var han meget emsig, og bestemt ikke populær blandt bønderne.
Det sociale hierarki i kirken
Dengang i 1692 afspejledes folks position i sognet, hvor de skulle sidde i kirken. Det sociale hierarki var noget som familien Schack styrede. Det sociale register
blev styret af grevinden.
På de første rækker sad først overinspektøren, derefter betjentene og i tredje stolerække godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd, der havde råd
til at betale en leje på tilsammen 1 mark og 16 skilling. Pladserne var skibets bedste og kirkens dyreste, idet de var placeret umiddelbart foran prædikestolen.
Efter de tre første stolerækker fulgte 15 rækker med bolsmænd, der samlet betalte en afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre
stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens samt birkedommeren og delfogedens koner fik plads her. Derefter fulgte 15 stolerækker til bolsmændenes koner, og endelig blev de sidste fem rækker lejet ud til kvinder for henholdsvis tre og fire skilling. Helt oppe ved alteret, var tre stole besat af kvinder, der ville betale 8 skilling.
I koret var der også kvinder. De nordlige stole kostede hver tre skilling og på de sydlige to en halv skilling. Fra disse stole kunne prædiken dog dårlig høres og prædikestolen kunne næppe anes.
Kirkens allerdårligst pladser var beregnet til pøblen og de andre kvinder.
Grevskabet og kirken
I løbet af 1720’erne og 1730’erne var det almindeligt, at kirkens overskud i Møgeltønder blev brugt på godset. Men grevskabet interesserede sig meget for kirken. Messeklæder, alterduge, altersølv, messehagel m.m. i Ballum, Daler og Møgeltønder indeholder grevskabets våben.
Greven forlangte for mange penge
I 1688 udarbejdes en jordebog for grevskabet, samtidig fik fæsterne nye kvitteringsbøger, hvori afgifterne, landgilde, landleje og frihedspenge var anført. Men bønderne mente, at greven forlangte for mange penge.
Det største problem var, at møntsorten ikke var angivet. I mange år fremover gjorde bønderne oprør. Det første skete i 1703 til 1706. Grevskabet beordrede delefogeden til ved birkedommerens hjælp at inddrive tilgodehavendet, og ved tvangsforanstaltninger blev pengene inddrevet.
Disciplin og lydighed
Omkring 1712 kunne man igen mærke grevens tilstedeværelse i Møgeltønder. Han forlangte orden i tingene. Og det krævede lydighed og disciplin fra sine undersåtter. Hans lydige redskab var overinspektøren.
Også i 1713 og 1714 var der uenighed. Efter at bønderne havde nægtet at betale, blev der den 29. november 1714 på Møgeltønder Birketing læst en grevelig ordre om, at bønderne skulle levere deres landegilde in natura eller efter tidligere kontrakt.
Uvilje mod Landmilitsen
Uviljen blandt bønderne skulle også ses som stor uvilje mod landmilitsen. Hans Hansen skulle føre sag for en ung mand af betydelig slægt. Han beskyldte den lokale kommandant for overgreb ved en session på Schackenborg.
Ved en kongelig forordning af 22. februar 1701 indførtes i kongeriget en landmilitsordning, som gjaldt for de vest-slesvigske enklaver. Selv om det ikke var godsejerne, der fik retten til at udskrive mandskabet, så var herskabet på Schackenborg bestemt ikke uden indflydelse.
Nu var det ikke særlig tidskrævende, at være med i landmilitsen. Men ordningen var meget forhadt på grund af den behandling man fik af underofficererne.
Derfor flygtede de unge mænd i stor stil. Selv om bøndernes ordfører Hans Hansen fik en kongelig bevilling af 15. januar 1704, hvorefter Ballum, Emmerlev og Møgeltønder sogne indtil videre blev fritaget for udskrivning til landmilitsen, så fortsatte udskrivningen uanfægtet
Det fik bønderne til at blive endnu mere utilfredse.
Masser af vold
Op til langt ind i 1720’erne fortsatte stridighederne om landmilitsen.
Den lokale militschef, kaptajn Didrick Vierick og hans næstkommanderende, “Loitnant” Lorenz tvang med prygl og anden hårdhændet behandling de unge til at aflægge ed. De blev kastet i tyvehullet og slået med pisk.
En ordning blev indført fra højeste sted, at dem, der meldte sig til flåden, skulle slippe for landmilitsen. Men det rettede kaptajn Vierick sig dog ikke efter.
Hans Hansen – anholdt og befriet
Hans Hansen påstod, at han havde været i flåden. Men præsten i Daler mente, at han havde været så ofte i kirken, at det kunne han ikke have været. Hans Hansen havde aftalt et møde med greven, men i stedet blev han arresteret og fik prygl. Men fire stærke mænd fra Østerby fik ham befriet.
Det bevirkede så, at 23 dragoner drog mod Østerby og fik en masse mennesker arresteret deriblandt Hans Hansen. De fire stærke mænd fra Østerby blev sendt til Rendsborg til tvangsarbejde.
9 års tvangsarbejde
Alle blev dog frigivet, efter at Hans Hansen havde lovet aldrig mere, at køre sag mod greven og kongen.
Men så let gik det ikke for bøndernes ordfører. Han blev igen arresteret og sendt til arresten i Ribe. Man ville absolut have ham i landmilitsen, selv om han også havde birkedommerens ord for, at det skulle han ikke. Og atter en gang blev han sendt til tvangsarbejde i Rendsborg. Ja, han blev faktisk dømt til 9 års tvangsarbejde.
Men han blev frigivet efter 3 år. Han måtte dog atter en gang love, ikke at anstifte til oprør. Dommen blev læst op i Møgeltønder birketing og i Daler Kirke.
To stærke brødre
Grevskabet forsøgte flere gange, at få Hans Hansen indrullet til landmilitsen, helt op til han havde en alder af 42 år. Egentlig skulle grevbskabet ikke blande
sig i den slags, men de havde stor indflydelse, og oprør var noget de slog hårdt ned på.
Hans Hansens bror Anders Hansen hører vi om i historien om Præsten fra Daler. Han supplerede sin bror på fornemste vis. Ham kunne øvrigheden heller ikke lide.
Den onde grevinde
Grevens ægtefælle fra 2. ægteskab, Anna Sophie født Rantzau førte sig frem i de adelige kredse i København. Hun var ung, intelligent, vidende, myndig og charmerende. Efter ægtefællens død i 1719 styrede hun som administrator for stedsønnen, godset med fast hånd.
Hun mente, at greveslægtens rettigheder var det altafgørende. Hun blev ikke uden grund kaldt Den onde grevinde.
Forlig blev forkastet
Bønderne havde svært ved at betale deres afgifter. I 1721 nedsætter kongen en kommission, der skulle undersøge forholdene i grevskabet. Og grevskabet truede bønder med, at fratage dem deres fæste såfremt de ikke betalte.
Herredsskriveren i Højer, Niels Brinck støttede bønderne. I 16 år havde han været delefoged på Schackenborg.
Hans Hansen blev tvunget til at underskrive et forlig. Han var kort sagt banket godt mør. Men bønderne ville ikke acceptere dette forlig.
Dommerne var ikke enige
Den 4. marts 1723 blev der igen afsagt dom. Dommen gik imod bønderne. Men Højesteret ville også have et ord indført.
Bønderne var desværre kommet til at beskylde grevinden for at være ukristelig, og beskyldte hende for ulovlig adfærd og tvang. Denne majestætsfornærmelse
lagde retten stor vægt på. Men dommerne var vildt uenige. Seks dommere mente, at bønderne skulle dømmes hårdt, mens seks dommere mente, at dommen skulle falde anderledes ud.
Grevinden, Anne Sophie Schack blev nervøs og henvendte sig til kongen. Han gjorde sin indflydelse gældende. Og kongen skrev til Højesteret og befalede.
Mild dom til bønderne
Godset skulle betale 100 Rigsdaler til Vor Frelsers Kirke. Anders Hansen og Thomas Petersen skulle hver betale 50 Rigsdaler og forvises fra grevskabet. Det var ellers lagt op til livslang slavearbejde.
Men de lokale accepterede ikke dommen. Anders Hansen og Thomas Petersen blev kendt fredløse. De skulle anholdes for enhver pris. Og oprøret fortsatte. Først i 1725 blev Hans Hansen benådet, og han og hans bror Anders flyttede til Aventoft, lige syd for Møgeltønder.
Anders Hansen døde i 1731, 49 år gammel. Hans Hansen døde 10 år efter at han blev benådet i 1735.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9 – 04 – 2022
Oktober 22, 2007
Alle de indbudte gæster til Tønders 700 års jubilæum var klædt i sort og hvidt, og forsøgte at være diplomatiske. Men der var en, der ikke holdt sig til reglerne. Oberst Paludan – Müller sagde sin ærlige mening. Det havde han altid gjort, til stor fortrydelse for amtmanden. Obersten blev senere dræbt i en ildkamp med tyskerne.
Ja egentlig er overskriften forkert. Oberst Paludan – Müller er ikke fra Tønder. Men det var her han blev berømt eller berygtet. Han er født i Nordjylland og opvokset i Sydsjælland. Han var ikke inviteret til Tønders 700 – års jubilæum, men mødte alligevel op. Som chef for Grænsegendarmerne var det mærkelig, at han ikke var inviteret, men det havde måske sin forklaring.
Fest i Tønder
Den 5. august 1943 fejrede Tønder 700 – året for stadsretten. Det store værk Tønder gennem tiderne udkom den dag. På den store dag var der gudstjenester,
reception, frokost m.m. De nationale lejre holdt deres egne arrangementer.
På Tønderhus spillede Lauritz Hansens Spillemandsorkester. Skuespilleren Vera Huhns læste op, og Claus Eskildsen fortalte morsomme historier fra Tønder. Weekenden før havde Tønder Amts fire landboforeninger holdt et stort jubilæums – dyrskue. Der kom 14.000 gæster.
Ved det ekstraordinære byrådsmøde udtalte borgmester Poulsen:
Diplomat var påkrævet
Tonen var lagt meget diplomatisk. Man skulle nødig støde nogen. Klokken 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken. Hans Magle prædikede. I løbet af besættelsen var han blevet involveret i illegalt arbejde. Han blev arresteret af Gestapo og sad i Frøslevlejren fra december 1944 til befrielsen.
Efter den danske gudstjeneste fulgte den tyske. Egentlig skulle den danske øvrighed have deltaget i denne. Men dommer H.H. Stegmann udbrød
Og to politimestre fulgte den beslutsomme dommer. Den tyske præst Pastor Rühmann holdt ellers en forsonende prædiken.
Festlighederne i opløsning
Receptionen blev holdt i amtsrådssalen. Og på Tønderhus var der frokost for 100 specielt indbudte gæster. Efter tre timers spisen og drikken var alt fordrageligt, indtil Paludan – Müller rejste sig og holdt en, for tyskerne skandaløs tale. Obersten synes at selskabet havde glemt den kendsgerning, at tyskerne havde overfaldt Danmark. Festlighederne var ved at gå i opløsning efter talen. Borgmesteren forsøgte at udglatte trådene.
Et ministerielt pålæg fulgte. Den gik ud på, at man ikke måtte omtale Oberst Paludan – Müllers tale.
Den farmøse tale
Men hvad havde obersten egentlig sagt ?
Amtmand Refslund Thomsen klagede over obersten, og påpegede, at oberstens tale stod for dennes egen regning, og ikke den danske befolknings indstilling over for vores nabofolk. Grev O.D. Schack havde givet udtryk for, at obersten ikke måtte fremstå som martyr efter sine ytringer.
Undersøgelse af embedsførelse
Refslund Thomsen fik foranstaltet en undersøgelse af oberstens embedsførelse. Finansministeren betegnede ham som energisk og flittig med en udpræget national indstilling. Men det var ikke første gang, at amtmanden og obersten var på kollisionskurs.
Gennem 1930’erne herskede der en mistillid mellem Grænsegendarmeriet og Politiet. Denne mistillid prægede også forholdet mellem Grænsegendarmeriets og politiadjudanten som var lig med amtmand Refslund Thomsen. Begge instanser hørte under hver deres ministerium.
Besættelsestiden forbedrede heller ikke forholdet mellem amtmanden og obersten.
Forsigtighed
Den danske regerings politik under besættelsen gik ud på ved loyalt samarbejde med besættelsesmagten at lempe landet, befolkningen og grænsen, så man kom så uskadte som muligt gennem krigen. Det var den linje, amtmand Refslund Thomsen førte. Han var svigersøn til den legendariske H.P. Hanssen og fortsatte dennes tanker og ideer.
Dansk Samfund opfordrede til, at man opførte sig fast og frimodigt. Denne sammenslutning gik dog imod amtmandens betænkeligheder ved, at der blev tilladt danske optog.
National ydmygelse
Paludan – Müller betragtede forholdene som national ydmygelse. Forsigtigheden var næsten værre end besættelsen, mente han. Man måtte melde klart fra. I modsat fald mistede hele verden inklusive Tyskland, respekten for Danmark. Og uden selvrespekt kunne Danmark som nation ikke overleve.
Obersten var en impulsiv natur. Han kendte udmærket konsekvenserne af sine holdninger. Hans standpunkter var rene og klare. Samarbejdspolitikken var en stor prøvelse for ham.
Episoden i Padborg
Nu var det ikke første gang, amtmanden og obersten stødte sammen. Gode borgere i Padborg ville rejse en mindesten over 3 gendarmer, der blev dræbt ved viadukten den 9. april 1940. Tyskerne havde bedt om, at inskriptionen blev ændret. Amtmand Refslund Thomsen havde bedt om støtte hos obersten. Men det fik han ikke, snarere tvært imod.
Da stenen skulle rejses mødte 1.000 borgere frem. Teksten som obersten havde forfattet var skjult med kit. Men teksten var ændret med et digt. Men Paludan – Müller mødte ikke selv frem. Men i regnvejr kunne borgerne i Padborg godt skimte den originale tekst
På klapjagt efter engelsk flyversergent
I september 1941 tilgik der fra politistationen i Tønder til Grænse-gendameriet en eftersøgning af en engelsk flyversergent. Det fik Paludan – Müller til at reagere. Han sendte et brev til politimester Martensen – Larsen. Heri skrev han, at det var med væmmelse og dybeste skamfølelse, at han havde læst efterlysningen, hvor signalementet havde været nøje angivet som hos en tugthusfange.
Obersten påpegede, at Danmark ikke deltog i nogen krig. Hvorfor skulle danske myndigheder tillade krigshandlinger mod englændere, der havde sat deres liv på spil, for at befri Danmark. Han nægtede at stille Grænse-gendameriet til rådighed for en sådan klapjagt.
Amtmanden var forfærdet over disse udtalelser.
Mørklægningsmøde i Gråsten
Ved et offentligt møde i Gråsten den 7. marts 1942 omkring mørklægning, kritiserede Paludan – Müller igen det officielle Danmark og deres holdning.
Finansminister: Pas på
Ved et møde den 17. august 1943 henstillede finansministeren til Paludan – Müller, at han ikke fremover skulle blande sig i lignende tilfælde. Statsminister Scavenius havde fremsat betænkeligheder ved at obersten kunne fortsætte i sit embede. Indenrigsminister Jørgensen, der havde overværet talen ved jubilæet i Tønder, fastholdt dog, at obersten ikke skulle gøres til martyr. Den samme argumentation som Grev Schack var kommet frem til.
Begivenhederne i Danmark tog fat. Der var oprør i flere byer. Modstanden i befolkningen voksede.
Dræbt i ildkamp
Paludan – Müller var kompromisløs. Han døde i en ildkamp med tyskerne den 26. maj 1944. Hans kamp og død fik en symbolsk værdi for Sønderjylland. (Vi har skrevet en artikel om dette tema)
Men prisen var høj. Hans engagement i illegalt arbejde var måske årsag til, at 291 grænsegendarmer den 19. september 1944 blev interneret i Frøslev. 141 af disse blev deporteret til Neuengamme. 38 vendte aldrig tilbage, og 3 døde umiddelbart efter hjemkomst. Ja sådan skrev jeg i 2007. Men senere har jeg dog fundet ud af, at dette ikke havde noget at gøre med Paludan – Müllers provokationer at gøre.
Mindesmærke
Da mindesmærket over Paludan – Müller blev afsløret på ti års dagen for hans død i 1954 blev der udtalt
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 22, 2007
Denne artikel er skrevet af min gode ven Ib Hansen, Tønder. Det er et skoleeksempel på, hvad slægtsforskning kan føre til. Jeg skal hilse og sige at Ib` s børn er normale, og han har især nogle døtre, der ser aldeles godt ud. Ib er flyttet tilbage, og tøndringerne får ganske sikkert kendskab til Ib` s kreative evner.
Jeg var inviteret til at holde foredrag i Æ synnejysk Ambassade Pludselig var det en yndig pige, der begyndte at skraldgrine, og en mand ved siden af, der blev rød i hovedet. Det viste sig, a manden, der blev rød i hovedet var Ib Hansen, min gamle legekammerat fra Lærkevej i Tønder. Pludselig var det gået
op for ham, hvem jeg var. Den yndige pige ved siden af, var hans datter. Vi havde ikke set hinanden i 43 år. Adskillige bajere og rødvin er senere blevet hældet ned. Ib bor nu igen i Tønder – i Uldgade.
Men læs nu Ib` s fantastiske historie. Vi skal lige gøre opmærksom på at artiklen er fra 2007
Slægtsforskning
Slægtsforskning kan føre til mange ting. Også nogle gange meget overraskende ting. Det handler denne lille artikel om.
I oktober måned 1977 blev jeg skilt fra min dejlige kone, Marianne. Efter at jeg flyttede til Tønder er hun også flyttet ind i huset. Det er altså 30 år siden
vi blev skilt – og nu bor vi sammen igen. Det må da kaldes et jubilæum.
Men jeg har også forsket lidt i Marianne familiemæssige forhold. Og her dukker en ny opfordring op. Vi har en fælles stamfader. Uha, da.
Den fælles stamfader
Cornelius Nielsen blev født i Aabenraa i 1789, hvor han blev døbt den 16. august samme år. Hans far var rytter i det Holstenske Kavaleri Regiment under grev von Wedel, født på Öland medens moderen var Maren Madsdatter, født i Aabenraa. I forbindelse med forældrenes bryllup i 1781 undlades der ikke i kirkebogen at fortælle, at moderen var gravid på tidspunktet for brylluppet:
”..mit der von ihm geschwängerten Maren Matstochter…”
I 1811 Blev Cornelius gift med Catharina/Karen Knudsdatter, fra Hjarup ved Kolding. Han havde en omtumlet tilværelse, idet han ved børnenes fødsler i perioden 1812-1823 benævnes – i rækkefølge – som møllersvend, daglejer, fuhrmann og handelsmand.
Det første barn, født i 1812, medens familien boede i Slotsgade i Aabenraa, hed Metta Catharina. Hende vender jeg tilbage til senere.
I bogen ”Ensted sogns historie” (Historisk Samfund for Sønderjylland), står han opført som ejer af Dybkjær Kro fra 1831 til 1853. Efter at den nye chausse, den nuværende hovedvej A10 blev taget i brug i 1848, var der ingen grundlag for at drive Dybkjær Kro, hvorfor den blev nedlagt i 1872. Da havde den eksisteret
siden 1622.
I sin tid som krofatter var han også en travl person. Førnævnte bog fortæller også, at han, i forbindelse med Treårskrigen 1848-50, som medlem af det absolutte mindretal i sognet sandsynligvis tilsluttede sig det Slesvig – Holstenske oprør, der anførtes af Boy Jürgensen fra Stubbæk og hans bror, Jacob.
Svinkeærinder
De mange jobs og familielivet synes ikke at være nok for den gode Cornelius. I sin tid som rejsende vognmand mellem Tønder og Aabenraa førte vejen forbi Raved.
Her boede Metta Hansdatter, født i Hjordkær i 1784 som datter af husmanden Hans Petersen og hustru Maren Paulsdatter.
Metta havde været gift med gårdmanden Calle Callesen Jepsen, der døde i en relativ ung alder. Den ældste søn, Hans Callesen, overtog gården, hvorefter Metta fortsatte med at bo der.
I 1828 kom den rejsende handelsmand på sin tur mellem Aabenraa og Tønder forbi Raved. Det resulterede i at Metta fødte en pige den 16. november 1828, Metta Nielsdatter. Cornelius blev udlagt som barnefader.
Kirkebogen nævner (oversat til dansk):
Cornelius havde altså 2 døtre ved navn Metta, én født inden for ægteskabet, og én født uden for. Og her begynder historien om familie-sammenfaldet.
Min kones familieforhold
Metta Cathrina Nielsen blev den 16. december 1837 i Ensted kirke gift med gårdmanden Knud Magnus Langhoff, søn af Fridrich Østrup Langhoff fra Silkeborg.
Blandt deres børn var Lovise Laurentine Langhoff, der blev født i Aabenraa den 13. juni 1844. hun blev den 9. december 1864 gift med snedkeren Jochum Nielsen Grodt, søn af borger og kredssnedker i Haderslev, Michael Jochumsen Grodt og hustru Catharina Magdalena Eriksdatter.
Deres søn, Erik Jokumsen Grodt, blev født den 13. november 1869 i Aastrup sogn, Haderslev amt. Han blev gift 1. gang med Karen Margrethe Schmidt, født i 1873.
Efter karens død giftede han sig 2. gang med Marie Bertelsen.
Sønnen fra 1. ægteskab, der også hed Erik Jokumsen Grodt, født den 15. november 1909 i Aastrup sogn, blev i 1932 i Fjelstrup kirke, gift med Rosa Flick, født den 20. august 1910 i Linz, Østrig.
Sammen fik parret 5 børn, heriblandt Agnete Grodt., der igen fik en datter, Marianne Grodt.
Mine familieforhold
Metta Nielsen blev den 19. august 1856 i Bjolderup kirke gift med Jep Petersen Knudsen, født den 24. november 1836 i Søst, Rise sogn. Han var søn af Andreas Paulsen Knudsen, født i Løgumkloster og Cathrine Maria Petersdatter, født i Dyndved, Egen sogn på Als.
Kirkebogen noterer:
En af parrets børn, Anna Metta Knudsen, blev født i Søst den 4. november 1859. Hun blev gift Marinus Christensen, født den 22. januar 1856 i Hee, Ringkøbing amt, som søn af Christen Iversen og Ane Marie Jacobsdatter. Moderen døde i barselssengen.
Parret bosatte sig i Holbøl. Her fik de ét af deres børn, Jeppe Knudsen Christensen, født den 16. januar 1898. Han blev gift med Rigmor Dupont, født den 7. februar 1903 i Fredericia, som datter af maskinsmeden Ivar Dupont og Petra Martha Marie Sørensen.
Blandt deres børn var Rita Christensen, født den 8. marts 1929 i Tønder. Hun blev gift med Hans Ludvig Hansen, født den 3. juli 1920.
Ét af deres børn var Ib Hansen, født den 17. december 1948 i Tønder.
Fælles – langt fra
Og således er Cornelius årsagen til familie sammenfaldet .Min 2xtip-oldefar er den kære Cornelius. Marianne har samme Cornelius som 3xtipoldefar.
Heldigvis så langt ude, at det ikke påvirker generne blandt børn.
Som Uwe flere gange har nævnt:
Jeg har en broget og livlig familie. Ovenstående bekræfter jo bare det.
Tak til Ib
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.04. 2022
Oktober 22, 2007
Mange af de tidligere beboere har skrevet. Vi er desværre mange, der er ramt af barske skæbner i tiden efter Lærkevej, men livet må gå videre. Der er også sket ting på Lærkevej, der ikke skal nævnes her på siden. Vi har fået en mail fra Michael Hansen, tidligere Lærkevej 34. Han nævner en del ting, som jeg for længst har glemt.
Mange har skrevet til www.dengang.dk Også mange af de tidligere beboere på Lærkevej. Jeg er blevet involveret i mange skæbner. Ting jeg ikke vidste, som er hændt, og ting der ikke skal offentliggøres her på siden. Meningen var såmænd ikke at gøre Lærkevej til et glansbillede, men blot at give et tidsbillede.
Der er også et par stykker der har skrevet, at de enten gik i klasse med min afdøde storebror, eller var spejder med ham omme på Ryttervej. Min storebror forlod desværre denne verden alt for tidlig. Men det er der flere i min nære familie, der gjorde.
Lærkevej 34
En af dem, der har skrevet er Michael Larsen. Han er født og opvokset på Lærkevej 34. Pudsig nok var det jo der, min gode ven Ib boede, inden familien Larsen flyttede ind. Ib er nu vendt hjem til Tønder igen og bor i Uldgade.
Den største vognmand på Lærkevej
Men Michaels storebror Jørn Henrik (Heine) var den største vognmand på Lærkevej. Det var ham der havde det største arsenal af Tekno biler, Wilmar biler m.m. Jeg kan ikke huske om der var andre mærker. Men på et tidspunkt fandt Heine ud af, at male alle sine biler i en farve. Det samme gjorde jeg, jeg tror mine blev lyseblå. Ja pludselig var brandbilerne ikke mere røde.
Og motorvejene vi legede på, ja det var sandet og jorden foran Familien Lassen på Lærkevej 34.
Ja og så købte jer også en knallert af Heine. Den kunne så køre fra min gode ven Ingolfs nye Kreidler. Men han snød så, og fik indbygget ulovligt tuning – set
i den.
Michael fortæller, at han boede på Lærkevej indtil 1978. Han roser hjemmesiden, kalder den kanon. Tak for roserne, Michael og for dit indlæg, der hermed følger. Michael har læst artiklen,
Fra Lærkevej til Æ synnejysk ambassade og nævner nogle ting, som jeg havde glemt. Noter til \”Fra Lærkevej til \”Æ synnejysk ambassade\”\”.
Æggepakkeriets have
Her var der en masse frugttræer som bare ventede på at blive ”plyndret”. Gik man for tidlig i gang med plyndringen, for at forhindre at andre kom først, kunne det godt resultere i en noget alternativ mave.
Masser af sport
System Abstracta blev også kaldet \”Cadovius\”.
De røde huse på Lærkevej
På højre side (øst-siden), var de ulige numre.
Thai-piger på Lærkevej
Den yngste af Rasmussens børn hedder Torben
Nabo – fjendskab
Ingrid og Verner har en datter der hedder Jytte. Hun bor stadig i Tønder.
August og Meta
August og Meta Johansen har også en søn der hedder Peter. Han bor for øvrigt stadig i Tønder og er også aktiv i Tønder Festival
Dovn Anton
Ejnar Sørensens kone hed Mary og deres døtre hedder Krista og Lis. Krista er gift Block og bor i dag i nr.26 på Lærkevej.
Brandalarm
Familien Hansens efterfølgere (Lærkevej 34) hed ikke Lassen, men Larsen.
Kristian og Johanne Larsen. Børnene hedder Jørn Henrik( Heine), Flemming Sigurd (Sigge).
Derefter kommer Anne Grethe, Jette, Michael og sidst Doris.
Jens Clausen er IKKE identisk med Nasser, for Nasser hed Westergård til efternavn.
Den yngste af Nasser’ s døtre hedder Jytte, og så var der vist 2 ældre søstre, og jeg mener at den ene hed Conni, men den sidste kan jeg ikke huske navnet på.
En par små personlig slut-anekdoter.
Gudrun og Aksel’ s ene dreng Per, har en datter (Kira) der er kæreste med Kristian og Johanne Larsen’ s
(Lærkevej 34) barnebarn Lasse.- Lasse er Michael’ s dreng.
Tak til Michael
Oktober 22, 2007
Ib Hansen har skrevet denne artikel på baggrund af en henvendelse fra en forfatter, der er ved at skrive en bog om Tinglev – Sønderborg banen. På vores side har vi efterlyst informationer om denne lokomotivfører, der også blev kaldt for Den Landskendte. Andersen førte det første danske tog over grænsen i 1920, og han redede en lille dreng fra døden. Andersen kunne også læse sin egen nekrolog.
En stor tak til Ib og Tønder Lokalhistoriske Arkiv.
Forord
Min ven, Uwe Brodersen henvendte sig for et stykke tid siden til mig for at høre, om jeg kunne grave noget frem om Den Landskendte lokomotivfører, Anders Andersen.
Det var jo en udfordring, og jeg har derfor allieret mig med Lokalhistorisk Arkiv i Tønder og gennempløjet diverse aviser fra 1920 og frem for at finde materiale om Den Landskendte. Der er i materialet anvendt artikler fra Tønder Social Demokrat og Vestkysten.
Da Anders Andersen også var Dannebrogsmand har jeg, for at fuldende en beskrivelse af personen, også anvendt materiale herfra, for at kunne skrive lidt om personen før 1920.
I artiklen er anvendt nutidig retskrivning
Tiden indtil 1920
Anders Andersen blev født den 28. marts 1881 i Husby, Vemb sogn i det daværende Ringkøbing amt. Han har været lidt skrøbelig som barn, idet han blev hjemmedøbt den 21. april 1881 og først fik dåben bekræftet i kirken den 22. maj samme år.
Hans forældre var arbejdsmand Jens Andersen og hustru Ane Kristine, født Christensen. Jens havde tidligere været husmand, men ernærede sig senere som arbejdsmand på Skjærum Mølle Teglværk. Det var en familie med en stor
børneflok, hvor Anders var den næstældste.
Umiddelbart efter sin konfirmation kom Anders i lære som smede- og maskinarbejder. Efter udstået læretid var han værnepligtig soldat ved dragonkasernen i Randers.
Han blev boende i Randers efter soldatertiden og fik arbejde for Vogn-fabrikken Scandia, hvorfra han blev ansat ved Statsbanernes Værksteder i Århus.
I 1908 ansattes han som fast fyrbøder ved D.S.B. i Struer, hvor han gjorde tjeneste til 1920.
Tiden fra 1920
I juni måned 1920 kørte det første danske tog fra Ribe til Tønder. Anders Andersen udtrykker selv denne tur således1 i forbindelse med hans pensionering i
1952:
Anders Andersen var ikke den eneste der blev bevæget. På stationen var også bl.a. Distriktschef Wissenbach, stationsforstander Ulrich og forfatteren Johannes Buchholtz.
Sidstnævnte har indlemmet sine oplevelser i digtsamlingen ”Ravne og Duer”, hvor et af digtene hedder ”På Tondern Station”:
Oplevelsen påvirkede Anders Andersen en del. Den kom også til at give ham tilnavnet ”den landskendte”. Andersen anvendte meget af sin fritid som oplæser i forsamlingshuse, foreninger, soladaterhjem m.m. over hele Nordslesvig. Dette skete sjældent uden at han citerede Buckholtz` s digt. Vestkysten nævner således, at
Carnegie-Fondens medalje
Ribe-Tønder ruten, var ikke den eneste, Anders Andersen kørte. På en af sine ture i sommeren 1936, nærmere betegnet på ruten Tønder-Tinglev den 13. juni 19362 skete en tildragelse, der skaffede ham Carnegie-Fondens medalje.
Mellem Bjerndrup og Tinglev så Anders Andersen en lille dreng sidde og lege ubekymret på skinnerne. Toget kunne ikke standses, inden drengen ville blive kørt over. Andersen sprang resolut af toget og løb frem i håb om at nå foran toget. Det var svært, da han næsten blev blændet af togets dampstråle.
I sidste sekund lykkedes det ham at få revet drengen bort fra skinnerne. Gårdmand Lausen i Bjerndrup, hvis søn det var, blev uden tvivl glad for den raske lokomotivfører.
For denne redningsaktion blev Anders Andersen belønnet med Carnegiefondens medalje og 800,- kr.
Andre tildragelser
Den 9. april 1940 førte Anders Andersen det første tog til Esbjerg fra Tønder. Da han kom til Esbjerg, var tyskernes pansertog kommet. Den tyske stab fra panserafdelingen stod på kontoret med mekaniker Schleemann fra Tønder som civil tolk. Der var ingen, der forstod hvad Schleemann ville, men Andersen slyngede en replik ud, der senere blev landskendt:
Danskerne begyndte at grine, men panserfolkene forstod ikke Andersens specielle humor.
Senere under krigen kunne Anders Andersen læse sin egen nekrolog i aviserne. Den 11. juli 19423 kastede et engelsk fly fire bomber over Tønder. Flere huse i Jernbanegade og på Kongevejen blev ramt. Værst gik det ud over Jernbanegade 10, der blev helt ødelagt. 4 personer blev dræbt og 16 blev såret.
Samme dag blev en fyrbøder og lokomotivfører fra Tønder dræbt, da toget til Ribe blev angrebet fra luften, mens det befandt sig mellem Skærbæk og Døstrup. Et tog med Anders Andersen som lokomotivfører var også ude på ruten. Da toget nåede Skærbæk stoppede lokomotivet og han ydede den hjælp han kunne.
Den dræbte lokomotivfører hed også Andersen. Denne Andersen havde imidlertid kun været ansat i Tønder i 3 måneder
Da hans død rygtedes var folk overbeviste om, at der var tale om ”Den landskendte”. Deraf nekrologerne i aviserne.
Ét alvorligt uheld med sit eget tog, havde Anders Andersen været ude for. Det var omkring 1948, hvor toget skulle køre ind på Visby station. Det var mørkt og sludfuldt, og toget skulle rangere. Med fuld fart kørte toget ud fra vigesporet, hvor sporskiftet var stillet forkert. Toget kørte derfor lige ind i ende-rampen på stationen. Toget borede sig ind i rampen og tykke betonblokke blev sprængt i stumper og stykker.
Andersen og fyrbøderen blev kastet grundigt rundt, men ingen kom alvorligt til skade. Toget led dog en del overlast.
Slut med arbejdslivet
I 1952 sluttede Anders Andersen sit aktive arbejdsliv efter mere end 30 års arbejde som lokomotivfører. Han fortsatte dog sin foredragsvirksomhed.
Inden da havde han den glæde at blive udnævnt til Dannebrogsmand. Det skete den 19. november 1949 med begrundelsen: ”Fortrinlig tjenstvirksomhed”.
Den 14. august 1957 døde Anders Andersen. De senere år havde han været plaget af sygdom, og blandt andet gennemgået flere øjenoperationer. En yngre søster havde plejet ham gennem den sidste tid.
Tak til Ib
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2007
Det var ikke helt let at være dansksindet i Tønder. Her blev der udviklet et meget specielt sprog. Den tyske landråd kunne ikke finde danskerne. De tysksindede piger sværmede for seminaristerne. Og gamle Laust fik en kongelig kørertur.
I Østergade var der gasbelysning i 1910. De fleste huse var ved at få eget lokum. Bag ved Østergade lå en klar bæk, der løb ned til Vidåen. Her var der mulighed for en rask svømmetur. Her havde tømmerhandler Ratje en stor villa og en tømmerplads.
Hvor er danskerne ?
Et mirakel skete på Ribe Landevej. I nummer 8 blev der indlagt centralvarme og elektrisk lys i 1912. Det var hvis nok det første sted i Tønder, det skete.
Kun 80 danske stemmer blev det til ved landdagsvalget. Måske kunne det hjælpe, nu hvor Tønder Læseforening var dannet. I en bagejendom til Tønder Landmandsbank blev der på 56 kvadratmeter indrettet bibliotek, læseværelse og mødesal.
Men man måtte gå meget forsigtigt til værks. Danske tjenestemænd turde ikke, at dukke op her. Af og til dukkede en gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op, og hvad der blev sunget. Nu var det jo godt, for ham, der dukkede op var fra Mecklenburg – Schwerin, så han forstod vel ikke så meget.
Selv om det ikke lød af meget med de 80 danske stemmer, så chokerede det alligevel Landrath Rogge:
Hjemmestysk
Når de dansksindede sendte børnene i tysk skole, lærte de korrekt tysk, men ikke nødvendigvis det hjemmetyske, der blev talt omkring i hjemmene i Tønder.
Det specielle Tønder –
sprog
Nu var det specielle Tønder – sprog også mærkelig for uforstående. Tysk og sønderjysk blev mikset sammen i en stor forvirring. Vi ser det også i Højer.
Min far talte sådan med de gamle tøndringer. Jeg husker især, når Bopa kom på besøg. Denne Bopa arbejdede i mange år oppe hos købmand S.C. Lorenzen. Som børn lærte vi også sønderjysk med tyske gloser. Men dog ikke så udpræget som de viste eksempler.
Alexandrine – skolen
I Tønder var der kommet en ny fin skole i Nørregade. Die Höhere Madchenschule rykkede ind i 1915. Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse
Cecilie (søster til Christian den Tiende´ s ”dronning” Alexandrine).
Skolen fik navnet efter Cecilies datter – Alexandrine – Schule. Hendes portræt hang overalt på skolen, sammen med et prangende foto af Wilhelm den anden – til hest. Der var også masser af fotos af den barske general Hindenburg.
De stakkels elever skulle indsamle afredt hår (som erstatning for tvist) til kanonerne. De skulle også være med til at indsamle kobberting til krigsindustrien.To af lærerinderne på skolen var søstre, de gik under navnet Grosse Knüppel und Kleine Knüppel. En ny forstanderinde tiltrådte. Hun var krigsenke og hed Frau Major von Fahnland. Hun kom hvis nok fra Pommern.
En pløret tur – på digerne
Seminarieeleverne prægede byen med deres huer, blå for præparanderne, rød for seminaristerne. Især de tyske piger faldt for de vordende lærere. Og så gik man fra Bachmanns Vandmølle ud af diget mod vest. Men det var en ret så pløret tur.
Anholdelse nummer et
Natten mellem den 2. og 3. august 1914 blev mange dansksindede arresteret i Tønder. Grev Schack og redaktør P. Skovrøy var blandt de arresterede. De skulle
føres til Fæstningen Magdeburg. Men inden måtte de overnatte i nogle små uhumske celler i det gamle port-hus til Tønderhus (nu museum).
De blev i samlet flok ført af hovedgaden til stationen. De tyske borgeres hånlige skrigeri og trusler, var ikke rare. Men snart blev arrestanterne løsladt, og måtte for egen regning tage hjem fra Altona ved Hamborg.
Anholdelse nummer to
Men 14 dage efter var den tykke gendarm Bergmann igen i gang. Og så gik det mod Flensborg. Efter seks uger blev de fleste sendt hjem. Men de måtte stille på Amtshuset og høre Landrath Rogges dundertale. Hvis de atter beskæftigede sig med politik, ville de øjeblikkelig blive fængslet igen.
Det gik rygter om, at bankdirektør Rossen havde spioneret for England. Under redaktør Skovrøys gulvtæppe skulle man have fundet planer til fordel for Rusland. Senere gik det rygter om, at Grev Schack, Rossen og Skovrøy var blevet skudt.
I krig
De dansksindede blev også indkaldt til værnemagten. Efter en hård rekruttid var det bedst at blive G.V. (Garnisionsvervendungsfähig) så kom man ikke til
fronten. Det bedste var jo, at blive hjemsendt lige med det samme.
Og når så den tyske hær havde vundet et slag, så fløjtede sirenerne på Tondernsche Zeitung, og der blev udsendt flyverblade. På pigeskolen blev der så også sunget Deuschland über alles.
De danskisndede i Tønder blev mødt med
Hårde tider
Krigsudbruddet ændrede dagligdagen for tøndringerne. Og det blev værre og værre. En officiel opråber gik rundt i byen med sin tromme og forkyndte, hvad man kunne få og hvor.
Det var forbudt at sende fødevarer fra amt til amt. Gendarmerne fortog med jævne mellemrum razziaer i togene og så måtte man aflevere de kostbare sager. Det var godt at kende nogle bønder, der så kunne smugle varerne ind i byen.
Hvor skal Tønder ligge ?
Den 11.11.1918 måtte Tyskland give op. Diskussionerne gik i Tønder om byen ville ligge nord eller syd for den vigtige afstemningszone. Blandt de tysksindede kunne man høre bemærkningen.
Man skulle på et tidspunkt have særlig tilladelse til at rejse til Danmark og man måtte overhovedet ikke importere varer af nogen art.
Fjendtligheder mellem dansk og tysk
Ved revolutionen i 1918 blev der oprettet et arbejder – og soldaterråd i Tønder. Og den 8. november var der et stort møde på Tonhalle. I de sidste måneder før genforeningen forværredes forholdet mellem dansk og tysk i Tønder. Og der kom direkte til fjendtligheder. Folk gik med sløjfer på overtøjet for at vise
deres sindelag. Danskernes rød-hvide og tyskernes schwartz- rot-gold.
Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud. På Tonhalle forsøgte en del tyskere, at ødelægge et møde med deres forhadte slagsang
De dansksindede svarede igen med
Engelske soldater måtte tilkaldes, og amtmanden Grev Schack måtte forhindre direkte sammenstød.
Tropper til Tønder
Først den 5. maj kom Sønderjysk Kommando. Den 9. maj ankom en række dragoner, ridende nordfra ad Ribe Landevej. Den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs genforening med Danmark underskrevet i Paris. Og den 10. juli red Christian den 10. over grænsen på den hvide hest.
Kongefamilien kommer
Da kongefamilien nåede Tønder lovede den tysksindede borgmester, købmand Olufsen, loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af sit uheld ved grænsen. Han blev nemlig kastet af hesten. Han haltede slemt ved sin ankomst.
Tyskerne bukkede, da han hilste på dem. Han havde jo også været soldat, og dronningen, ja hun var jo tysk prinsesse.
Laust får en kongelig køretur
Da kortegen efter, at have været i Højer og Møgeltønder kørte mod nord til Skærbæk, gjorde de holdt i en lille landsby. En af byens gamle bønder, Laust hilste på kongen
Laust ville nemlig gerne være med, når kongen blev modtaget i Skærbæk. Kongen lod ham tage plads i en af de kongelige vogne.
Igen danske tog
Den 17. juni blev jernbanen overtaget af danskerne. Men se det er en helt anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 20, 2007
Dette er en link til Download sektionen på denne side
Gader og veje i Tønder<—–Klik Her
Kilde adresse er http://www.vestsoenderjyllandsbibliotek.dk/PDF/Registrant.pdf
Dette link fra 2007 virker ikke mere – vi forsøger om det findes på en anden link