Det var ikke udsædvanligt, at der på en grund, blev plads til både et forhus, et baghus og måske en lille fabriksbygning med stald til. Fantasien kendte ingen grænser, når det gjaldt om, at undgå de få byggevedtægter, der var dengang, da byggeboomet på Nørrebro startede.

Nørrebro, var ikke blot stedet, hvor den nye arbejderklasse boede. Det var også her, de arbejdede. Vi kan endnu se rester af dette.

I Guldbergsgade lå maskinfabrikken Schmidt, Mygind og Hüttemeyer. I Meinungsgade lå Nørrebros Håndværkergård, her havde fabrikant Geddes Damvæveri til huse.

 

Store vinduer sparrede på elektriciteten

Industribygningerne havde store vinduer. Det skulle gøre produktionen mindre afhængig af elektrisk lys. De meget store  og rummelige rum, skulle have plads til de store dampmaskiner. Store skorstene vidnede om dampproduktion.

 

Store fabrikker på Ydre Nørrebro

På Ydre Nørrebro var man ikke berørt af byggeforbud på grund af demarkationslinjen. I midten af 1800 – tallet var området præget af landelig idyl, gartnerier
og enkelte lyststeder. Som resten af Nørrebro blev området præget af små lejligheder, og et rigtig arbejderkvarter.

Virksomheder som Maskinfabrikken Titan, Elektronikvirksomheden Lauritz Knudsen, den multinationale bilkoncern Generel Motors, samt De Forenede Papirfabrikker i Borgmestervangen, Holger Petersens Tekstilfabrikker og Rugbrøds-fabrikken Schulstad og Ludvigsen.

Hovedparten af virksomhederne havde forbindelse til ranger-terrænet omkring Slangerupbanen. Det var herfra en del af varetransporten udgik.

 

En tur i Rådmandsgade

Men især omkring Rådmandsgade kan man stadig se rester af små knopskudte bagindustrier. I sidehuse og baghuse har der været virksomheder og værksteder. I forhusene har der samtidig været beboelse, og ofte med en butik ud til gaden.

I Rådmandsgade 28 har det tidligere været systue, cykelfabrik og trykkeri. Forhuset blev revet ned i 1997 og lavet om til legeplads. Kun det lave baghus vidner om den tidligere bebyggelse. I baghuset havde Hovedstadens Manufakturindkøb tidligere haft deres lagerbygning. Huset er nu bygget om til børnehave.

I baggårdene til nummer 30 – 34 er der i dag autoværksteder. Her er det dog spor af hejseværk. Gamle porte og tilmurede vinduer vidner om bygningernes forhenværende funktioner.

I Rådmandsgade 30 blev autoværkstedet i 1942 afløst af akkumulator -fabrikken Dana. Her ombyggede man baghuset til den ny fabriks behov.

Rådmandsgade 43 fremstår ud mod gaden som en smuk og symmetrisk bygning, hvorimod baghuset og baggården bærer tydelig præg af at have været industri. I modsætning til forhuset er kældernedgange, vinduer og porte ikke placeret efter æstetiske overvejelser, men efter de behov virksomheden, der længe
var en leverpostejfabrik, havde.

 

De forenede Papirfabrik

Mjølnerparken ligger på et område, der tilhørte De Forenede Papirfabrikker

Fragtmandshallerne blev opført i begyndelsen af 1920’erne . Området omkring Borgmestervangen overtog funktionerne fra den gamle godsbanegård ved Nordbanevej.

 

Holger Petersens tekstilfabrik

Holger Petersens Tekstilfabrikation startede i St. Kongensgade i 1878. I 1880 flyttede man til Kastelsvej. Fra 1883 påbegyndtes opførelsen af anlægget på Tagensvej. Til fabrikken opførtes i 1885 en række arbejderboliger, og der opstod et lille fabrikssamfund efter forbillede af den engelske industriherre, Robert Owen.
Som noget nyt samlede man i stueetagen en sal, hvor arbejderne kunne samles. Der var også et lille bibliotek, hvor aviser og bøger frit kunne lånes. Her blev også afholdt fester. Der var også tilknyttet småhaver og et marketenderi.

I årene mellem 1885 og 1905 udbygges anlægget med få års mellemrum med adskillige nye bygninger med forskellige karakter. Anlægget står i dag næsten intakt, idet kun småbygninger er nedrevet efter fabrikkens ophør i 1966.

I 1903 var der ansat 300 arbejdere i virksomheden. Mænd, kvinder og børn lavede alle mulige former for bånd, lidser, kraveindlæg og stofknapper. I uldspinneriet og – farveriet tilvirkes især strømpegarn. På søster-fabrikken i Malmø var der på et tidspunkt ansat cirka 250 medarbejdere.

 

Nørrebros Sporvejsselskab

Efterhånden blev transportsituationen bedre for arbejderne. De eksisterende hesteomnibuslinjer, der kørte til byens udkantsområder blev løbende forbedret. I 1863 lagde man første spor til Frederiksberg.

I 1867 kunne Nørrebroes Sporvognsselskab åbne Nørrebrolinjen, der udgik fra hoved-stationen ved Lygtevejen ved Bragesgade. Den fortsatte videre ind ad Nørrebrogade, gennem Gothersgade til Kongens Nytorv. På linjen kørte 2 – etagers vogne med dobbelt hesteforspand.

 

Sporvognene blev elektrificeret

Da Københavns Kommune i 1896 overtog koncessionen fra Nørrebroes Sporvognsselskab blev det begyndelsen på elektrisk sporvognsdrift i byen.

Nørrebrolinjen var den første linje i byen, der elektrificeredes og de ændrede omstændigheder krævede nye pladsforhold for de moderne vogne.

En ny sporvognsremise blev ved overtagelsen bygget på hjørnet af Nørrebrogade og Bragesgade. Det var også den første, der blev bygget til elektrisk drift. Remisen kunne rumme 18 vogne. Remissen indeholdt vognhal med gasmotorer til opladning af vognene. Der var også værkstedsrum, smedje og kontorlokaler.

I 1918 tilføjedes en ny vognhal nordvest for de eksisterende anlæg, og remissen fik plads til op mod 200 vogne. Med nedlæggelsen af sporvognslinje 5 i april 1972 nedlagdes den store vognremise på Nørrebro.

 

Nørrebrohallen summer af
aktivitet

I dag sker der masser af aktiviteter i bygningerne. Nørrebrohallen er samlingssted for både idræt og kultur. Man kan stadig fornemme storheden, når man befinder sig både inde og ude i området. Det bliver spændene at følge udviklingen. også i kraft af, at man påtænker at opføre et internationalt kulturhus

 

Socialister og arbejdere på Assistens Kirkegård

Mange førende socialister fra den tid blev bisat og begravet på Vestre Kirkegård, men en del blev faktisk også begravet på Assistens Kirkegården. Men du skal kigge godt efter, for at få øje på stenene. Siden 1760 er der begravet mellem ¼ og ½ million mennesker på Assistens Kirkegård. Der ligger sikkert mange arbejdere og tillidsfolk begravet her.

Vi skal også lige huske, at parti og fagbevægelse blev adskilt i 1878. de arbejdede dog tæt sammen og dannede sammen med kooperationen arbejderbevægelsens trekløver.

Danmarks ”første socialist” Frederik Dreier (1827 – 53) ligger på Assistens. Han forsøgte i 1851 at omdanne Foreningen for Arbejderclassens vel til et politisk parti. I Tidsskriftet Samfundets Reform agiterede han for en udvidelse af demokratiet ved afskaffelse af Landstinget og kongemagten. Dreier oplevede aldrig den moderne arbejderbevægelses gennembrud. Han døde kun 26 år gammel.

Også handelsrejsende Anthon Mundbjerg (1837 – 1901) kaldte sig Danmarks første socialist. Han søgte også i 1860’erne at organisere dan danske arbejderbevægelse.

P. Knudsen (1848 – 1910) var handskemager og med til at organisere sine fagfæller i skandinavisk målestok. Han blev  Socialdemokratiets første forretningsfører og bevægelsens førende ideolog. Knudsen blev valgt til Borgerrepræsentationen i 1897 og året efter til Folketinget. I 1909 blev han borgmester for Magistratens tredje afdeling.

Jens Jensen blev landets første Socialdemokratiske borgmester i København i 1903 efter at have grundlagt LO i 1898.

Skomager Chr. Hørdum (1846 – 1911) var med til at oprette en produktionsforening i 1870’erne. Han fik sæde i fagforeningernes Centralbestyrelse og partiets ledelse. I 1884 var en af Socialdemokratiets to første mænd på tinge. Han organiserede den socialdemokratiske presse og bidrog til bladets store oplag.

Snedker C.C. Andersen (1849 – 1932) var partiveteran og aktiv allerede i 1860’ernes spæde organisationer. Han var med til at stifte Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og var formand 1873 – 1884. Andersen var foregangsmand i kooperationen og sad en overgang som leder af Arbejdernes Fællesbageri og i bestyrelsen for bryggeriet Stjernen og Arbejdernes Landsbank.

Sigvald Olsen(1854 – 1919) var cigarmager, og formand for tobaksarbejderforbundet Enigheden. Han arbejdede i slutningen af 1870’erne i Tyskland, hvor han blev socialist. Fra 1880 var han aktiv i den københavnske arbejderbevægelse, blev næstformand i socialdemokratiet. Han beklædte mange tillidsposter og blev i 1895 valgt til Folketinget på Nørrebro. I 1903 blev han leder af kooperationens flagskib – Bryggeriet Enigheden.

Så fik vi da også lige genopfrisket nogle navne, som man nu har glemt. Og det er navne man heller ikke nævner på Første Maj møder. Her gælder det kun om promovere sig selv. Og den musik, man hører har heller ikke meget at gøre med arbejderbevægelsen. Jo for en del år siden var der over hos de helt røde gode gamle arbejdersange.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 14. – 04. 2022

 

Det er vel de færreste der ved, at der har været 4 jernbanestationer på Nørrebro, dog ikke samtidig. Læs her om de to stationer i det nuværende Nørrebro Park, Lygten Station og stationen ved Højbanen.

 

Nordbanen

I 1847 startede det hele med Danmarks første jernbane, der gik fra København til Roskilde. I 1863 kunne Nordbanen indvies. I første omgang gik den til Lyngby over Hellerup. Fra Hellerup gik der en linje til Klampenborg. Denne rute var meget populær.

Nordbane – togene havde samme linjeføring som Vest-banen. Sporene gik i en bue over Skt. Jørgens Sø på en dæmning parallelt med Gyldenløvsgade. Derefter til Rosenørns Allé, omtrent der hvor Radiohuset lå. Her skiltes sporene. Vest-banen fortsatte mod Roskilde, mens Nordbanen fortsatte mod Hellerup.

Nordbanen krydsede Ladegårdsåen ved Bülowsvej og kørte videre ad Nørrebros marker syd for Assistens Kirkegården. Videre gik det over Havremarken og Rådmandsmarken, før den uden stop gjorde holdt i Hellerup.

 

Hovedbanegården

Krigsministeren spændte ben for placeringen af en hovedbanegård for enden af Farvergade, lige der, hvor Rådhuset ligger nu. Man kunne ikke have et hul i volden, det ville svække hovedstadens forsvar. Og man kunne heller ikke have en linje, der gik gennem Tivoli. Derfor blev banen lagt i nærheden af Frihedsstøtten. Det var lige på grænsen mellem land og by.

Pæne mennesker gik i fare for at brække ben og arme, og damerne fik ødelagt sko og klæder. Vejen hen til den nye banegård var besværlig og farefuld.

Man havde besvær med at lægge skinner mod nord. Et prustende lokomotiv ville skræmme hestene, og de frygteligste ulykker kunne forudses.  Resultatet var, at den oprindelig banegård, nærmest et træskur, blev revet ned, og  en ny og meget større station blev opført for enden af vejen.

I mellemtiden var byens status som fæstningsby blevet opgivet, og det militære for-terræn ved det nuværende Axeltorv, blev brugt til en ny station. En toginteresseret ingeniør, Hammerich  fik i 1885 den geniale idé, at tog ikke skulle køre i samme niveau som den øvrige trafik. Den skulle enten graves ned eller
føres op i en dæmning.

Først i 1904 blev den nye linjeføring vedtaget, og det skulle gå yderligere syv år før der kunne rulle tog fra den nye banegård af den tre kilometer lange boulevardbane mellem Hovedbanegården og Østerport Station.

Den ny linjeføring betød dødsstødet for Nørrebro Jernbanestation A og B, men betød også at trafikken af Nørrebrogade kunne forløbe mere gnidningsløs

 

Godsbanen på Nørrebro

Behovet for en godsstation opstod og ude på Nørrebro steg befolkningstallet eksplosivt. Et større areal på Havremarken  syd for Nørrebrogade, mellem Stefansgade og Hillerødgade blev eksproprieret. Stort set er det den nuværende Nørrebro Park. Den 1. juli 1886 blev Nørrebro Station åbnet. Allerede
fra starten var stationen underdimensioneret. Stationen fik en speciel udformning, med to selvstændige ekspeditionsbygninger.

Station A, lå ud for Bjelkes Allés udmunding i Stefansgade. Den betjente trafikken mod Hellerup. Station B lå 250 meter nordligere ud for den senere Hillerødgades Skole (Hillerødgade hed dengang Lyngbygade). Som sagt var Station B ankomststationen for dem, der havde været en tur i Nordsjælland.

Det var hovedsagelig billetter til Nordbanen, der blev solgt. Skulle man ind til byen, var det lettere at tage sporvejen ude fra Nørrebrogade ind til byen. Og det med billetter var også kaotisk. De var ofte udsolgte hen ad formiddagen.

Godsbanen fik vokseværk. I perioden 1870 – 90 blev godsmængden ad Nordbanen femdoblet. Al godstrafik til og fra Nordhaven og Frihavnen gik via Nørrebro Station. Flere gange måtte Nørrebro station udvides, for at kunne klare presset.

 

Kaotiske forhold

For at komme til og fra godspladsen (mellem banen og Nordbanegade) måtte godstogene køre øst om (foran) Station A, og her kom de stadig længere og længere tog til at holde. De ventede på afgang for viderekørsel. Dermed spærrede de for adgangen til stationen for de rejsende, hvilket gav anledning til mange halsbrækkende scener.

Efter at Slangerupbanen blev indviet var der en forbindelse fra Station B via ”Stensporet” til Lygten station.

Men det hele var ikke særlig gennemtænkt. På Nørrebrogade brød trafikken ofte sammen, og en fodgængerovergang hjalp ikke på dette. Det var ikke kun persontogene, der generede trafikken, det var i høj grad godstogene.

I slutningen af 90’erne kunne man på Nørrebro se en kæmpe sneplov, som direktionen fra Kiev – Odessa banen i Rusland havde bestilt hos Firmaet Smith og Mygind. Den stod på Nørrebro Jernbanestation og skulle på en meget lang rejse.

 

Klampenborg – banen

I 1897 anlagdes Klampenborgbanen.. Den fulgte Nordbanen til Hellerup, og her drejede den mod Klampenborg. Den var udelukkende anlagt som et forlystelsestog for københavnere, der ville til skov og strand. Den første køredag afsendtes ikke mindre end 34 tog med 16.000 passagerer. Og så skulle de alle sammen hjem igen, Der afgik tog hver halve time fra kl. 20.00. De sidste kom først med om morgenen ved 4 – tiden.

Men prøveturen på den nye kystbanestrækning foregik den 11. juni 1897. Toget bestod af et let lokomotiv, et par salonvogne og en pakvogn. Kl. 11 om formiddagen afgik det fra Hovedbanegården over Nørrebro, ad Frihavnen til Øst-banegården. Herfra afgik toget kl. 1 , og klokken 4 ankom det til Helsingør.

 

Parcelbroen er oppe

I 1897 var dele af Ladegårdsåen blevet overdækket, og så blev det vanskeligt at anbringe den gamle vittighed Parcelbroen var oppe. Det skete, når toget var forsinket. Nu kunne man spadsere på Ladegårdsåen, der blev omdannet til Boulevard. I Borgernes Råd var man uenige, hvad man skulle kalde barnet
– skulle den heddet Gyldenløvs Boulevard eller Ladegårds Boulevard. Hermann Trier foreslog Åboulevard, og det vedtog man. Og det hedder den også i dag.

 

Nørrebro Handelsforening protesterer

I 1913 var udgravningerne til Boulevardbanen allerede gået i gang. Det var et projekt, der skulle gå fra Hovedbanegården til Østerport.

Den beslutning var ikke noget Nørrebro Handelsforening ville finde sig i. Man indkaldte til medlemsmøde på Nørre Central (Den lå på Runddelen, næsten ved siden af Irma). Man havde tre punkter på programmet.

• 1. Tilgift og rabat-systemet
• 2. Nedlæggelse af Nørrebro Station
• 3. Foreningens skiltning
• 4. Foreningens 21 – årige beståen

Protesterne fra Nørrebro Handelsforening hjalp dog ikke.

 

Farvel til personbefordringen

I 1921 blev Nordbane – og Klampenborgtogene omlagt til den linje. Nørrebro Stations dage som persontogstation kunne se en ende. Den kommende højbane var allerede i 1923 tegnet ind på kortene. Men måtte vente 7 år inden dette blev en realitet.

Hr. Steenbergs planer

Ja, før vi hører om Lygten Station og Slangerupbanen må vi igen tilbage i historien.. I 1890 fremsatte en Hr. Steenberg planer om nye jernbaner, for at løse Københavns affaldsproblemer. Man svømmede næsten over af dag – og natrenovation. Hr. Steenberg havde udtænkt sig  tre jernbaner, der skulle udgå fra København

• En bane mellem Vesterbro og Vallensbæk
• En bane mellem København og Amager, der skulle føres helt til Dragør
• En bane mellem Nørrebro og Værløse

 

Transport med latrin

Slangerupbanens første del var anlagt på en strimmel, der sikkert ikke har lugtet så godt. På denne del af Lersøarealet havde Københavns Renovationskompagni anlagt et større latrinoplag. For at komme af med dette anlagde man et sidespor til Nordbanen, der kørte latrinen ud til Kvistgård og Allerød. De vogne, hvori man transporterede den ulækre substans, kaldtes chokoladevogne. Bønderne brugte latrinen på deres marker.

Denne praksis ophørte i 1906. Kort før første verdenskrig købte kommunen hele Lersøområdet.

I 1905 anlagde man sporene over Langebro til Amager, da amagerbønderne var storforbruger af latrin. Først i 1920 blev det almindeligt med toilet med træk og slip. Det sidste latrintig kørte på Amagerbanen i 1936.

 

Slangerup – banen

Konsul Joh. Steenberg fik koncession på Værløsebanen, men det lykkedes ham ikke, at finansiere baneanlægget. Omkring 1900 genopstod idéen.

Denne gang var det overretssagfører Amdrup, der stod for oprettelsen af et konsortium. Banen skulle opbygge økonomien på godstransport og dels skulle banen finansieres 100 % af private. I 1903 oprettedes Aktieselskabet ”Slangerupbanen”, med den officielle forkortelse KSB for Kjøbenhavn – Slangerup Banen. Privatbanken og Landmandsbanken, samt private tegnede en Anlægskapital på 2.410.000 kr.

 

Alberti fik sit sidespor

Gentofte Kommune fik en station på banen, nemlig Vangede. Og så fik teglværket Dysseværket, som blev ejet af den prominente justitsminister Alberti også forbindelse til banen.

Amdrup havde selv store interesser i Farum Kalkbrud, så selvfølgelig fik banen også forbindelse dertil.

 

Ruten skulle være startet fra Nørrebro Jernbanestation

Den 16. juli 1905 blev der arrangeret  en præsentationstur for pressen. Det var en kæmpe succes.

• Man får et glimrende indtryk af landskabet, og hvad man ellers kunne se fra toget.

Egentlig skulle ruten starte fra Station A  ved Stefansgade. Men allerede dengang var der problemer med udvidelsesmuligheder, derfor blev starten lagt ved Lygten Station. Her var det også betydelig lettere at placere en ny station. Turen gik fra Lygten, over Emdrup, Vangede, og videre til Buddinge og Bagsværd.
Lygten Station

Lygten Station er tegnet af Heinrich Wenck., han var statsbanernes overarkitekt. Han er også mester for Københavns Hovedbanegård. Ja, egentlig burde station have heddet Løgthe Station. Løgth betyder sump. Lige i nærheden lå Lygte – kroen og Løgte – åen. Dette har vi dog omtalt i andre artikler. Først i 1904 blev Løgte – Kroen nedrevet.

Langs Lygten station blev der etableret læsseplads, varehus (til gods), opstillingsspor, remise og værksteder. Bygningerne bredte sig helt fra Frederikssundsvej til Tagensvej. Varehusene blev senere revet ned og erstattet af  godsekspeditionen i 1930.

 

Forhindringer ved indvielsen

Den 19. april 1906 kunne banen indvies. Et flagsmykket tog med to lokomotiver begav sig kl. 11.30 fra Lygten med omkring 100 indbudte honoratiores ombord. Politiken berettede dagen efter, at afgangen med den frokost, som ventede i Slangerup, blev forsinket, fordi stationsforstanderens hanhund havde søgt ly for regn og tumult under en jernbanevogn. Toget kunne først fortsætte, efter at en behjertet tilskuer havde hentet sin hunhund.

 

Ejet af private aktionærer

Den 20. begyndte hverdagen. Første tog fra Bagsværd mod København afgik kl. 7.31 og nåede Lygten kl. 7.59. En billet fra Lygten til Buddinge på tredje klasse kostede 25 øre, til Bagsværd måtte man dog af med 35 øre. Indtil 1929 var banen ejet af private aktionærer, og allerede i 1915 opstod tanken om en elektrisk bane. Men man skulle vente i 62 år.

I 1927 og 28 tog man de første skridt til at anlægge dobbeltspor på Slangerupbanen, mellem Lygten og Stralsund (Skovbrynet).

 

Problemer

I 1929 blev Slangerupbanen omdannet til et kommunalt aktieselskab Op gennem 30’erne meldte behovet for modernisering sig. På generalforsamlingen i 1939 snakkede man om, at likvidere selskabet og lade Københavns Kommune og NESA overtage driften.

Men så kom 2. verdenskrig og trafikken steg voldsomt i en tid, hvor der hverken var benzin eller bildæk. Togene var overfyldte. I begyndelsen af 1945 begyndte
det at knibe med at få kul og dieselolie til lokomotiverne. Toggangen blev derfor indskrænket.

 

DSB overtager driften

Efterhånden blev KSB omtalt som et fallitbo, sidste gang toget kørte under privat drift var den 31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret de andre tog.

Man havde planer om at forbinde Lygten med Amagerbanen, men det blev heller ikke til noget. Tværtimod blev banen indskrænket. Strækningen Farum – Slangerup blev nedlagt i 1954.

 

Hurtigsporvej var måske løsningen

Gladsaxes borgmester, Erhard Jacobsen foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej på Harreskov-banen, og forlænge skinnerne, så de indgik i det københavnske sporvejsnet.

Måske var der nogen, der havde lyttet til den gode Erhard Jacobsen, for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinje fra Rådhuspladsen til Lygten. Det var linjerne 19 og 19x der kom til at holde lige ved siden af toget på Lygten Station. Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.

 

Trafikken til Lygten bliver stoppet

Den 25. april 1976 kunne togene føres fra Ryparken til Svanemøllen, og trafikken til Lygten stoppede. Lygten Station fik derefter en hensygnende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal var nogle af de aktiviteter, der fulgte. I 1996 blev Thorkild Christensen ejer af Lygten Station. I 1997 startede Projekt Kulturcafé
og i 2002 overtog Københavns Kommune bygningen. I dag har Kvarterløft Nordvest bopæl i bygningen. (Og det har de så ikke mere – artiklen er fra 2007)

 

Højbanen starter

Den 1. juli 1930 blev højbanen med den nybyggede Nørrebro station indviet. Den gamle Nørrebro station forsvandt for altid. Kun navnet Nordbanegade blev bevaret. Denne gade var på et tidspunkt en slags ghetto for jyderne i bydelen.

Disse jyder talte et mærkeligt sprog, gik mærkeligt klædt, spise mærkelig (kartoftler) og havde en mærkelig religion (Indre Mission). Først da de begyndte at gå
på værtshus og bordeller, blev de anerkendt.

 

Nørrebro Station

Allerede den 15. maj 1930 kørte det første tog på den nye strækning.

Nørrebro Station er nok den mest særprægede station på hele S – tognettet. Den er tegnet af overarkitekt K.T. Seest. Den blev modtaget med en del skepsis. I dag er det nok en af de mest seværdige bygninger. Allerede 4 år efter åbningen ændrede strækningen karakter. Det blev Københavns første S- togs forbindelse.

 

Nedkom med levende barn

I maj 1906 nedkom en ung kvinde med et barn på Lygten Station:

• Netop som hun var kommen under Tag, nedkom hun med et levende Barn, hvis Skrig genlød i Lokalet. En Politibetjent telefonerede efter en Ambulancevogn, der hurtigt kom og straks efter bragte saavel Moderen som Barnet til Fødselsstiftelsen

 

Tragisk ulykke

I april 1906 skete der en sørgelig ulykke. Man var ved at anlægge spor og så kom en 11 – Aars Dreng under en Tipvogn ved egen Uforsigtighed ved Nørrebrogade. Han overlevede ikke.

 

Murermester alvorlig kvæstet

I december 1918 kørte en rangermaskine ind i en linje 5 sporvogn på Nørrebrogade. En murermester blev alvorlig kvæstet. KSB blev ved den efterfølgende retssag dømt til at betale 15.000 kr. i erstatning til den stakkels mand plus sagsomkostninger. En mand fra KSB havde sovet og derfor ikke opdaget sporvognen i tide.

 

Tog på vej i bank

I 1964 kunne man i dagbladet Aktuelt læse følgende:

• Godstog på afveje, bank nær sprængt
• Men sneglefart brasede i aftes fire godsvogne ved Nørrebro station i København gennem hegnet ved Mimersgade og over denne for at standse
  en meter fra Københavns Handelsbanks Nørrebro – afdeling, der nær var blevet sprængt som i et raffineret filmbankkup. Uheldet skete, formentlig fordi føreren af rangerlokomotivet forregnede sig med hensyn til togstammens længde, og han bemærkede først for sent, at togstammerne pløjede sig gennem terrænet og ud på gaden. Betjentene i en patruljevogn, der nær var blevet ramt af toget, fik standset trafikken, så ingen kom noget til, og i løbet af et par timer, havde statsbanernes folk ryddet gaden, så trafikken kunne afvikles frit.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler

 

• Dengang, der kom en sporvogn
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stationer
• På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Sporvogn på Nørrebro
• Tog på Nørrebro
• Omkring Nørrebroparken 1-4
• Den Gamle Jernbane på Nørrebro

Redigeret 14. – 04. – 2022

I maj 1243 kom et eksemplar af den Lybske Ret til Tønder. Indtil da havde befolkningen levet efter regler, som i resten af landet. Dog var der to år forinden den Jyske Lov, der var gældende. Men meget tyder på, at den sønderjyske hertug havde suppleret reglerne.

Det var den tyske fødte Broder Reinhard, der havde indført den Lybske lov til Tønder. Men den endelig tilladelse kom fra Hertug Hans.  Byens foged, der repræsenterede hertugen havde også sit at skulle have sagt.

 

Appeldomstol

Et råd blev nedsat, og byrådet i Lybæk fungerede som appeldomstol. Dette ville Frederik den 1. dog ikke finde sig i. Den 21. maj 1496 udstedte han et forbud mod dette. Kongen bestemte, at borgmestrene i Kiel, Rendsborg og Oldesloe blev en slags appeldomstol.

 

Betal dig fra drab

Men det var nu sin sag, hvordan man dømte i Tønder. Efter den Lybske Lov blev manddrab takseret med dødsstraf. Men sådan var det ikke oprindelig i den Jyske Lov. Her medførte drab kun pligt til at betale den dræbtes familie. Men en senere dom viste, at man skulle huske at meddele offentligheden, at det var på denne måde, at man ville ordne en sådan sag. Glemte man at meddele dette, kunne man blive dømt med sit liv.

En kvinde blev ikke hængt. Det var på grund af kvindelig æres skyld , at hun i stedet blev levende begravet.

 

Snyd ikke med målet

Hvis man snød med målet kunne det føre sin mand til galgen

I mindre tilfælde var straffen piskning og afskæring af håret. Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden. Hvis en gift kone blev grebet i in flagranti med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned af gaderne i Tønder.

Straffen for en mands bigami, var for mandens vedkommende temmelig mild.

Hvis man med forsæt og af ond vilje overfalder en person, straffes man med en bøde på 10 mark – samt et vognlæs vin. Hvem, der i Tønder drak denne vin, vides ikke.

Hvis en ægtemand døde insolvent, hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun havde, var at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade huset sammen med børnene og flytte fra byen uden ret til noget som helst.

 

Ingen offentlig ret at rejse sag

De offentlige myndigheder havde i middelalderen hverken ret eller pligt til at rejse sag i tilfælde af lovovertrædelser. Denne ordning var også almindelig efter den Lybske Ret. Ordet tvekamp nævnes også som mulighed for at gøre en skyld op, hvis bare man var over 24 år og under 60 år.

 

Rettigheder frataget

En kort overgang mistede Tønder dog den Lybske Ret. Hertug Frederik fratog byen alle rettigheder og privilegier i 1522. Det skete, fordi borgere havde drevet hertugens kvæg bort fra Vestermarken.

Byen angrede dog og fik privilegierne igen.

I det 16. århundrede blev den gamle byret oversat til plattysk. Men oversættelsen var dog temmelig mangelfuld.

 

Datidens politivedtægter

En gang om året ved åbning af retten fremsagdes barsprog. Skal man oversætte dette, må det være til nutidens politivedtægter (1544):

• Det er en borgerpligt at sørge for renlighed på gaderne
• Våben og rustning skal være pudset
• Plankeværker skulle vedligeholdes
• Helligdagsfreden skal overholdes
• Løse grise må ikke gå løse rundt på kirkegården

I 1633 blev en kvinde fundet skyldig i tyveri. Hun blev henrettet med sværd. I 1743 blev en mand, der havde begået sodomi mod en hoppe, brændt sammen med denne.

 

Galgen og kagen

Galgen og kagen repræsenterede de hovedhjørnestene i retsplejen. Mindre forbrydelser straffedes til kagen med piskning. Af andre kreative afstraffelsesformer
kan nævnes, udstikning af øjne, afhugning af ører, en eller flere fingre eller de ene hånd.

Men værre end straffen var nok den atmosfære af uærlighed, som kagen var omgivet af. Man var socialt degraderet, og det første skridt mod galgen. Kagen var i Tønder en muret søjle på et stenfundament, der stod på Lille Torv. I 1654 omtales Dat Bild up dem Kaake. Det var en forløber for den figur, der nu
står på Torvet, kagmanden – æ Kachmand. Figuren forestiller en skarpretter i en dragt fra 1760. I den højre hånd har han sandsynligvis holdt tugtens ris.

Galgen stod dengang på Nordmarken. Den lå ved indgangen til den gamle kirkegård i Carstensgade. Her kunne forbrydere så dingle til skræk og advarsel for alle dem, der skulle ind i byen. De kom nemlig tæt forbi. Der hvor, Carstensgade i dag ligger, var dengang byens vigtigste tilgangsvej. Galgen stod dog i lang tid
på byens torv.

 

Tortur og bortvisning

En anden straf var bortvisning fra byen. Hvad de bortviste så skulle foretage sig på landet. bekymrede ikke bystyret. Det kunne andre myndigheder tage sig af.

Man var ikke bleg for at anvende tortur, når en sag skulle opklares eller hvis man ville opnå en tilståelse. Dette tog skarpretteren sig også af. Af torturinstrumenter kan nævnes:

• Tommelskruer, jernhånden, den spanske støvle og stigen.

Forbudt at huse fremmede folk

Den 5. maj 1688 udsendte Magistraten en bekendtgørelse, hvor det blev fortalt, at det var forbudt for Tønders borgere, at give ly eller udleje boliger og boder til fremmede og fordægtige folk. Inden for 8 dage skulle man aflevere en liste over de folk, der boede hos dem. Hvis folk ikke kunne betale deres skat, blev de smidt ud af byen.

 

Borgerskab var dyrt

Enhver der tog ophold i byen var inden for tre måneder forpligtiget til aflægger borgereden. Undtaget for dette var embedsmænd, kommunens tjenestemænd, særlig privilegerede som læger (dog ikke kiruger, de blev betragtet som håndværkere).

Optagelsen i borgerskabet var en dyr affære. I Tønder behøvede man ikke at være gift eller hav eget hjem for at få borgerskab. Man skulle være ægtefødt af ærlige forældre. Børn født af uærlige som bødler og rakkere var ikke velkommen i Tønder. Man skulle være kristen, jøder havde først adgang efter 1854.

 

I skattely

Uldgade og Slotsgade opstod i løbet af det 16. århundrede. Gaderne blev bygget oven på det nedrevne Franciskaner kloster. De hørte sammen med slots – og frigrunden under amtet, og delte derfor ikke byrderne sammen med de andre Tønder – borgere. Sagt på en anden måde, de levede i skattely. Her boede også
tjenestefolk, der arbejdede på slottet. Ved hertugens dom i 1665 blev gaderne indlemmet i byen. Men det var kun en kortvarig affære. En overgang kom også Uldgade med i byen. Men først i 1933 blev gaderne fuldstændig indlemmet i byen. I perioder var det hele 400 borgere, der levede i skattely.

 

De samme familier bestemte i mange hundrede år

Borgerskabet, der boede i byens 120 stavne var sikker på at bevare magten i byen. I flere hundrede år var det de samme familier, der styrede byen. Når man boede i stavnene havde man ret til at drive handel og håndværk i byen.

Denne inddeling i stavne er ikke enestående for Tønder. Den kendes også fra Aabenraa og Randers. En borger, der ville drive virksomhed, skulle først godkendes af sit lav. Han skulle forpligte sig til

• at være hertugen huld og tro, samt vise borgmesteren og raadet skyldig lydighed.

Udenbys folk måtte betale borgerskabspenge, oprindelig 3 Rigsdaler. mens borgerskabet i ældre tid var gratis. Men beløbet blev ofte sat i vejret. Det skyldtes,
at Tønder havde store udgifter til indkvartering af forskellige hære, der ofte blev indkvarteret i byen.

 

Frimesterbreve

De mange lav i Tønder mistede nogle af deres rettigheder, da hertugen pludselig kunne finde på at udstede Frimesterbreve. Det betød at handlende og håndværkere kunne udføre deres erhverv uden nødvendigvis at være medlem af et lav.

Nogle gange opstod der nogle groteske situationer. Således i 1708, hvor man ikke kunne finde ud af, om det var fin – eller grov-bagerne, der måtte bage sigtebrød. Hertugen måtte træffe en afgørelse, og den faldt i gunst for finbagerne.

 

Et drabeligt privilegium

I 1354 blev nok en af de ældste handels – privilegier i Danmark nedfældet. Indbyggerne i Hvidding, Lø, Højer, Tønder – og Slogs Herreder skulle søge deres Torv – og Købmandsskab i Tønder, ligesom alle derboende håndværkere, som smede, tømrer, skomagere og bundtmagere. Inden for seks uger skulle man flytte til Tønder by, dog med den indskrænkning, at der i hvert sogn måtte blive en tilbage fra hver kategori.

Det var et drabeligt privilegium, som ofte blev gennemhullet.

I 1361 overdrog hertugen sin ret i Møgeltønder Sogn til Ribebispen. I 1407 havde Dronning Magrethe købt Trøjborg med størstedelen af Lø sogn. Dette forærede hun til bispen. Efter reformationen gik det hele over til Kronen. Privilegierne gjaldt ikke i disse områder, som var at betragte som udland.

 

Handelshindringer

I 1670 forbød man al indførsel af kniplinger til Danmark. Og i 1674 fritog man også kniplinger fra licensafgifter. Dette var også et handels – privilegie for handelen i Tønder. Men samtidig indførte man slavelignende tilstande for alle kniplingsarbejdere.

Måden man drev bystyret på, var i nogen grad nedfældet i Christian den fjerdes købstadsordning.

 

De fattiges dårlige forhold

Fra byens side forsøgte man at holde tiggerne borte ved hjælp af stodderkongen. Tiggeriet var især i det 16. og 17 århundrede en hel landeplage. En gang om ugen læssede stodderkongen et hestevogn med tiggere og kørte dem ud for sognegrænsen og læssede dem af. Så kunne et andet sogn tage sig af dem.

Tønders egne fattige var i mange år henvist til privat velgørenhed. I 1709 lagde man grunden til et mere velordnet fattigvæsen. Mange fremmede tiggere havde dog sneget sig ind  i byen, og tog brødet ud af munden på byens egne tiggere.

I en forordning fra 1705 havde borgmesteren og raadet truffet en beslutning om, at al tiggeri foran husene og på gaden skulle ophøre. Man besluttede, at man en gang om ugen ville uddele penge og brød til de fattige. Ved uddelingen startede man med en salme,

• Nunn bitten wir den Heilligen Geist,

Derpå blev der blev læst fra katekismen. Man sluttede med en lov – og takkesalme. De godt 100 personer, overvejende kvinder, der blev understøttet i 1709 fik ganske få midler tildelt.

 

Åbning for udlændinge

Fra lovgivningens side blev det af kongelig patent af 5. november 1841 foreslået at Fattigkollegiet kunne give tilladelse til, at udlændinge slog sig ned.

 

Borgerskabet ophæves

Efter at Sønderjylland blev indlemmet i Preussen ophævedes det urgamle Borgerskabsordning. Fra 1. marts 1869 tilkom der borgere, der havde boet i byen i et år de samme rettigheder som fastboende. Allerede i 1842 var dele af udstedelsen af borgeriet og borgerbrevet
ophævet. Efter overtagelse af Slesvig Holsten udstedes der fra Preussen i 1867 en lov om ophævelse af flyttepenge og lignende.

Det betød for Tønder, at de sidste rester af de gamle lavs-ordninger, og andre middelagtige hæmninger af det fri nærings – og erhvervsliv blev ophævet.

 

Endeligt farvel til Jyske Lov.

I 1877 blev der oprettet en stadsdomstol. Bürgerlisches Gesetzbuch blev indført i 1900. De sidste rester af Jyske Lov var dermed forsvundet.

 

To gendarmer og en betjent

I Tønder var to gendarmer, som godt kunne ligne ryttergeneraler. Men der var også en betjent med Schnurrbart, uniform og kårde. Den væsentligste opgave var at transportere berusede personer fra  arresten til detentionslokalet Klötzen over den gamle Ratzkeller.

Om natten gik tre vægtere og passede på den lille by. Juristdirektoratets fængsel var resterne af det berømte Tønderhus, det nuværende museum. Det nuværende fængsel blev første gang taget i brug i 1916.

 

Statspolitiet

Fra 1. januar 1920 til 1. juli 1920 var der en “international commission” kaldet CIS, som havde ansat folk til at holde ro i området. I 1933 var der stadig ansat 15 mand ved Tønder Politi, som havde været med i CIS.

I Tønder og i det øvrige Sønderjylland var politiet underlagt den særlige ordning om det Sønderjyske Politi, som var en slags statspoliti, mens det øvrige land frem til 1938 havde et kommunalt politi.

Det personale, som blev ansat i ordenspolitiet i 1920 var næste alle folk, som havde været tyske soldater under 1. verdenskrig. Mange havde været underofficerer og i 1933 var der stadig 11 mand, som havde den tyske tapperhedsorden Jernkorset.

 

Stationen flytter på pigeskole

I 1923 blev Aaage Seidenfarten ansat som politimester. Inden genforeningen var J.H.W. Bergmann ansat. (Læs vores artikel)  Han havde været på jobbet siden 1891. Men han kunne ikke dansk, så derfor blev han ikke genansat. Det var faktisk hos ham min far afleverede og stjal vandrotter. Men denne historie kan du læse om et andet sted.

Selve politistationen blev indrettet i retsbygningen i Nørregade. I 1957 flyttede den lidt længere øst ad Nørregade til den tidligere Alexandrineskole. Ja skolen hed engang Höhrere Tochtenschule, den var opført i 1915. Kort efter den 5. maj 1945 blev den beslaglagt og indrettet som dansk kommuneskole.

 

Speciel uniform

Det sønderjyske ordenspoliti fik fra starten en uniform, som adskilte sig fra det øvrige land, ved bl.a. at bruge det store rigsvåben i stedet for det politivåben,
som stadig bruges. Og stammer fra slutningen af 1600’ tallet. Til uniformen blev der båret en høj lige kasket som den militæret og grænsegendarmerne da anvendte. Men i farverne grøn og sort. Jakken var sort uden synlige knapper foran eller på lommerne, og der blev anvendt spidsbukser med lange støvler.

 

Politimester angrebet af tysk presse.

Der var mange gnidninger i Tønder mellem 1920 og anden verdenskrig mellem dansk og tysk. Politiet kunne ikke undgå at blive inddraget. Aage Seidenfarten, som var politimester indtil 1934 fortæller i sine erindringer, at han mindst to gange om ugen, blev angrebet af tysk presse som værende uretfærdig og undertrykkende over for tyskerne. Han indkasserede også flere næser for sine holdninger. Seidenfartens bedrifter kan læses andre steder her på siden.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• I fængsel i Tønder
• Bødler i Tønder 
• Æ Kagmand i Tynne (Kagmanden i Tønder) 
• Da skarpretter-familien overtog kroen i Rørkær 
• Tønders Politistyrke: 1 mand 
• Fattige i Tønder 
• Sygdom og andre lidelser i Tønder 

Redigeret 16. – 04. – 2022

Arbejderne på Nørrebro

Arbejderne på Nørrebro havde det hårdt. Men de forstod også, at finde sammen. Mange kooperative virksomheder startede på Nørrebro. Demokratiet havde ikke altid plads til arbejderne. De følte sig udnyttet af kapitalen, men så lavede de bare noget selv.

Hvordan havde arbejderne på Nørrebro det? Hvad gjorde de for at ændre deres situation?

Vi har i artiklen Arbejdere og Industri på Nørrebro beskrevet nogle forskellige arbejdspladser. I denne artikel vil vi også se på de forskellige sammenslutninger, som arbejderne etablerede (kooperationen).

 

Rabarberland

Arbejderne mærkede det store klasseskel. Men de stod sammen for at klare forholdene. Især dem, der boede i Rabarberland (Nordvestvej med sidegaderne; Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskegade). Nordvestvej er senere omdøbt til Rantzausgade. Men også dem der boede ude på Jægersborggade forsøgte
at holde sammen.

At blive arbejdsløs var en katastrofe. Man kunne risikere, at det offentlige sendte en tilbage til den kommune, man kom fra. Kunne man ikke betale jordmoderen og regningen blev sendt til kommunen, var der også fare på færde.

 

Bespisningsforening

På Nørrebro var der uddeling af gratis mad forskellige steder. Man havde også etableret  Nørrebro Bespisningsforening (1853). I alt 20.000 portioner leverede foreningen i 1853. En af foregangsmændene til dette sociale foretagende var urtekræmmer Ottesen, Lygtevejen 8 (Nørrebrogade 163). Han fungerede også som fattigforstander.

 

Politiet lig med voldsforbrydere

Politiet blev betragtet som voldsforbrydere. Mange arbejdere blev gennemtævet på politivagten for enden af Korsgade. Deres forbrydelse var, at i stedet for at gå hjem med lønnen, ja så blev den investeret på Nørrebros værtshuse. Mottoet for Rabarberkvarteret var:

• Alle rigtige mænd drikker brændevin.

Men de skulle passe på, fordi de kun risikere, at havne på Ladegården.

I erindringerne fra Rabarberlandet stiller Christian Christensen følgende spørgsmål:

• Var det ikke sådan, at politi, retsvæsen, dommere og selv lægerne var en eneste rådden byld, der for gode lønninger forfulgte de fattige for at tjene
  de rige?
• Politivagten i Korsgade bestod af en samling halvdrukne politibetjente, der råt og hensynsløs tæskede løs på de mennesker, der ikke ville vedkende sig deres løgnagtige rapporter.

 

Socialistiske ideer

De socialistiske ideer opstod blandt arbejderne. Skulle kapitalismen og den private ejendomsret gælde, eller skulle socialismen og den fælles ejendomsret fordele samfundets ressourcer til alles bedste? Et samfund, hvor hver enkelt ydede efter evne og nød efter behov?

Det var den kapitalistiske samfundsmodel med den private ejendomsret, der blev grundpillen i den demokratiske velfærdsmodel, som blev udformet i Danmark i løbet af 1900`tallet. Arbejderne var mange, og det var deres styrke. Magthaverne var nødt til at lytte til dem.

 

Kunne ikke leve af lønnen

En kæmpe ulighed eksisterede før år 1900.

Men arbejderne bestod af en broget skare, der ikke altid ville det samme. Nørrebro fra 1880 til 1900 bestod af hårdt arbejdende familier, hvor også børn måtte hjælpe med. Børnedødeligheden var høj, og der var mangel på  sociale og politiske rettigheder. Lønnen var så lav, at man reelt ikke kunne leve af den.

 

Folkevandring

Men det så jo ikke bedre ud på landet. Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker ind til byerne, for at søge lykken. En kæmpe befolkningseksplosion kom også til at ramme Nørrebro.

At arbejde på fabrik inde i byen var helt andet end at arbejde på landet. Her kunne man ikke følge årets fire årstider på samme måde. Her var kravet hele tiden
effektivitet. Og det fra klokken 7 om morgenen til klokken 18 om aftenen.

Arbejdsgiveren havde ingen forpligtigelser over for sine ansatte ud over at betale løn. Og han så ikke med milde øjne på, at man organiseret sig. Ja mange steder var det fyringsgrund.

 

Lønforhold 1901 – 1904

Hvad fik man egentlig i løn? Ja i perioden 1901 – 1904 så det sådan ud:

• Tyende, dagløn land 0,90 (mænd) –  0,63 (kvinder)
• Faglært, dagløn, København 4,00 (mænd)
• Ufaglært  3,33 (mænd  1,86 (kvinder)

 

Hvert fjerde barn døde

På Nørrebro var lejlighederne små. Som regel boede arbejderne i små 1 – eller 2 værelses lejligheder i meget dårlig stand uden indlagt vand og med lokom i gården. Lejlighederne var ikke bygget for at hjælpe arbejderne, nej det var ren byggespekulation. Se artiklen Byggespekulation på Nørrebro.
I de til tider uhumske lejligheder var børnedødeligheden stor. Hvert fjerde barn døde inden det var fyldt 5 år.

Omkring århundredeskiftet fødtes der mange børn. I gennemsnit fødte kvinderne 4,4 børn, igennem 20´erne og 30´erne faldt dette til det halve.

I år 1900 havde kun 2.000 lejligheder af Københavns 150.000 lejligheder eget W.C.

 

Grundloven – ikke for arbejderne

Jamen havde arbejderne da ingen rettigheder? Hvad med grundloven? Grundloven fra 1849 sikrede først og fremmest borgerskabet og de velhavende bønder samme rettigheder, som adelen før havde haft.

Det nye demokrati gjaldt kun for en meget lille del af befolkningen. Kun mænd over 30 år med en hvis indtægt kunne deltage. Indtil 1915 var der kun 18 % af hele Danmarks befolkning, som havde stemmeret. 82 % blev anset for at være ”uværdige” borgere.

Landet blev styret af den lovgivende forsamling, og var indtil 1953 opdelt i et landsting og et folketing. Landstinget havde den afgørende rolle og bestod hovedsagelig af adelen og velhavende mænd. En plads i Landstinget kunne enten opnås gennem fødsel (privilegium) eller i kraft af formue. Det betød, at godsejere var stærkt overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen.

I Folketinget gjaldt det ikke et lovmæssigt krav om formue. Det var i Folketinget, at de fleste forhandlinger foregik, men deres lovforslag skulle godkendes af Landstinget.

 

Flere rettigheder i 1900 – tallet

Det var i 1900 – tallets første halvdel, at arbejderne fik deres basale rettigheder.

• Stemmeret til alle.
• Ret til økonomisk hjælp ved sygdom, arbejdsløshed og alderdom.
• Afskaffelse af børnearbejde.

Det er nu ikke helt rigtigt. De fattige fik nu ikke hel stemmeret.

Arbejderbevægelsen ville give mulighederne for et bedre liv for arbejderne og i sidste ende for alle danskere. I 1880`erne og frem til 1. verdenskrig var fagforeningernes mål at lave en revolution i Danmark og gøre landet til et socialistisk samfund. Men i første halvdel af 1900 – tallet gennemførte Socialdemokratiet og det Radikale Venstre en række love, som var til gavn for arbejderne og husmændene.

• 1908: Kvinderne opnår kommunal valgret
• 1915: Kvinderne og tyende opnår valgret til Rigsdagen
• 1920: 8 timers arbejdsdagen vedtages i en overenskomst. Den gjaldt dog ikke for landarbejdere, sømænd og tjenestefolk, der stadig havde ubegrænset arbejdstid
• 1921: Kvinderne får adgang til alle offentlige embeder undtaget præsteembedet.

 

Hjælp efter moralsk skøn

Myndighederne havde før skønnet, om en person havde ret til økonomisk hjælp ud fra en moralsk målestok, som mange mennesker ikke kunne leve op til. Nogle af de personer, der skulle bedømme dem som søgte om hjælp, havde aldrig manglet noget i deres liv. En del af dem var præsten. F.eks. kunne man ikke modtage hjælp, hvis man selv var ”skyld” i situationen. En arbejdsløs eller alkoholikers familie havde ikke store chancer for at modtage hjælp, for hvem vidste, om den arbejdsløse i virkeligheden havde forsøgt at få arbejde, eller om alkoholikeren ikke blot havde en svag karakter?

 

Anholdt på grund af fattigdom

I 1912 var simpelt tyveri eller tiggeri grunden til 35 % af alle anholdelser i København. De blev med andre ord anholdt, fordi de var fattige. Indtil 1961 mistede man valgretten hvis man modtog offentlig (fattig)hjælp, ligesom man mistede muligheden for at få aldersrente.

 

Detailhandlen

Halvdelen af butikkerne på Nørrebro lukkede efter 5 år. Og efter de 115 dages lockout i 1899 så det sort ud for butikkernes omsætning. Store dele af detailhandlen støttede arbejderne.

Således samledes store dele af detailhandlen i restaurant Kæden i Dronningens Tværgade, og krævede lockoutens ophør. Stauning skrev:

• Arbejdsgiverne har kun en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten kan få lov til at gøre sin gerning

Stauning havde nu ikke helt ret. Desværre fik arbejderne heller ikke ikke meget ud af det, da lockouten endelig var slut..

Men de var meget imod alle de til tag, som arbejderne havde taget med hensyn til kooperationen. Således vedtog Nørrebro Handelsforening følgende udtalelse i 1902.

• Vi beklager, at der inden for Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os nøje forbundne ( såvel ved valg som ved lockout, strejker
  m.m.) skulle gøre Tanker gældende ved konkurrerende Foretagender, at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår.
• Forsamlingen vedtager derfor, at det for vor Stand nu gælder om endnu inderlige Sammenslutning og ved Fællesindkøb, at muliggøre de lavest mulige varepriser og dermed bevare vores Eksistensberettigelse.
• Vi håber derved, at kunne overbevise vores hidtidige kunder om, at detailhandelens vedblivende vil arbejde på at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin Plads som Forhandler i Detail.

Foreningen skiftede endda bank, fordi de ikke ville være i en bank, der samtidig havde noget at gøre med ”Forbrugsforeningerne” og Arbejdernes Brændselsforsyning. Og i 1912 frydede man sig i foreningen over, at ”Forbrugsforeningen”  i Lygten havde et underskud på 3.000 kr.

 

Kooperationen

Kooperationen var den tredje streng i arbejderbevægelsen. Den omfattede en række institutioner, som gjorde det muligt for arbejderbevægelsen fra vugge til grav. Kooperationens formål var ikke at ændre samfundsforholdene, men at give den enkelte arbejder-familie mere for pengene. Tanken er ikke dansk. Ideen
opstod i Skotland i 1799.

Men ikke alle var begejstret for tanken. Karl Marx mente ikke, at tanken var en ”farbar” vej til socialismens gennemførsel. Man kunne selvfølgelig gøre nogle
erfaringer. Men kooperationen fungerer ikke udenfor det kapitalistiske samfund. Han havde vel ret, den gode Karl Marx.

Det var også svært at organisere sig. Mange turde ikke af hensyn til arbejdsgiveren. I slutningen af 1870`erne skærpede myndighederne kampen mod arbejderbevægelsen. Men det blev bedre, bare 10 år senere. De faglærte i byerne førte an. De havde tradition for et vist sammenhold fra lavstiden. Men efterhånden kom de ufaglærte og landarbejderne også med.

Under første verdenskrig kunne avancen fra fabrik til detail være på flere hundrede procent. Det var forbudt at tage ublu avancer. Man klarede dog dette forbud ved at indsætte mellemhandlere. Stauning kæmpede for at komme dette til livs. Han blev ret upopulær i dele af detailhandelen.

 

Fra vugge til grav

Den 10. juni 1922 oprettedes Landsorganisationen for de kooperative Selskaber i Danmark.

Arbejderne kunne synge i arbejdersangkoret, blive klippet på Figaro frisørsaloner, drikke Star, læse socialdemokratiske aviser, blade og bøger fra Fremad. Pengesagerne og forsikringerne tog kooperationen sig også af. Du kunne købe kød i Arbejderne Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Man kunne høre de sidste nyheder i partiets Statsradiofoni på dit ARAKO – apparat, og når du havde sat dine A.K.S. sko for sidste gang, tog Arbejdernes Ligkistemagasin sig af resten.

 

Andelsbevægelsen

Ordet andelsbevægelse er en ren dansk opfindelse. Kooperation er en sammenslutning af enkeltpersoner eller organisationer. Begge organisationsformer har samme udspring og nære mål:

• At yde service eller højne de deltagendes levestandard.

Arbejderkooperationen ville ændre samfundets fundamentale økonomiske sammenhænge. Dette mål havde andelsbevægelsen ikke. De har til gengæld været murbrækkere overfor monopoler. De har opnået store resultater, der har sikret en forbedring for den enkelte bruger. Men modsat har andelsbevægelsen
også præsteret at oprette monopolforetagender som MD – Foods.

 

Arbejdernes Fællesbageri

Da kornpriserne faldt, var arbejderne utilfredse med, at det ikke gjorde sig gældende på salgsprisen. Det var den egentlige årsag til, at Arbejdernes Fællesbageri startede. Brød var på daværende tidspunkt arbejderne hoved – nærringsmiddel. Reallønnen var også faldende i 1886.

I en artikel i Social – Demokraten kunne man 1. oktober 1886 læse:

• Brugsforeningerne er ikke arbejderne til megen nytte. Ved varer, hvor prisen holdes oppe af monopoler er det nyttigt med fælles indkøb og produktion. Det er arbejdernes ret og pligt, at handle når deres hoved-nærringsmiddel, brødet, gøres til genstand for spekulation.

Arbejdernes Fællesbageri åbnede i 1886 på Lyngbyvejen. I 1941 var der i alt 39 fællesbagerier. I 1984 var der kun tre tilbage. Senere kommer fabrikken til at hedde Rutana. I 1980 nedlægges det sidste fællesbageri på Nørrebro og 125 arbejdspladser går tabt.

 

Mejeriet Enigheden

Mejeriet Enigheden stiftes i 1896. Det blev lukket i 1990.

I 1887 blev de københavnske mælkekuske lockoutet, fordi de havde meldt sig ind i en fagforening. De besluttede derfor at danne deres eget mejeri. Der tegnes aktier blandt kuskene og deres familie. Aktierne lød på 10 kroner og kunne afdrages med 25 øre hver uge.

Det var ikke let, mange ville ikke handle med socialister. Blandt andet Kastrup Glasværk der skulle levere flaskerne. Først da der lå et forskud på 3.000 kroner klar, ville Glasværket godt være med.  Den 11. marts 1897 kunne 20 nye mælkevogne præsenteres for københavnerne. Det skete med et vogntog gennem byen.

I flere årtier var Enigheden førende inden for hygiejne – og mælkeproduktion. Da køleskabet bliver hvermandseje,
bliver mælkeproduktionen intensiveret. MD – Foods og Kløvermark låner 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, for at markedsføre deres produkter på det københavnske marked. Samtidig får de en aftale med de førende supermarkedskæder. Det var mere end, hvad Enigheden på Lygten kunne klare.

Det hele bliver solgt til Arla, der igen sælger til MD – Foods. Den 19. januar 1996, et år før sin 100 års fødselsdag ophører produktionen kl. 22 i mejeriet Enigheden.

 

Bryggeriet Stjernen

Bryggerit åbner i 1902 og nedlægges i 1964. Afholdsforeningerne prøvede at få et tag i arbejderbefolkningen. Drikkeriet var fattigmandstrøst. I 1905 sender Stjernen en afholds-øl på markedet, der hed Mørk Skattefri.

I 1902 fik Arbejdernes Fællesbageri tilbud om at forpagte et bryggeri på Dr. Olgasvej på Frederiksberg. Det stod uden for ølmonopolet. 1 juli 1902 kom den første øl ud fra Stjernen.

Bryggeriets storhedstid var i 1920`erne, men alligevel fik øllene aldrig den gennemslagskraft, man havde forestillet sig. Man fulgte med den teknologiske udvikling, men kunne ikke rigtig få afsat øllene. Om det skyldes, at de store bryggerier underkendte Stjernes kvalitet, vides ikke.

Den første leder af Stjernen var en af de store socialdemokrater, Sigvald Olsen og partiets folketingsmed for den store Nørrebro – kreds  Selv med en fantasifuld reklame lykkedes det ikke. I 1964 måtte bryggeriet i Bragesgade på Nørrebro dreje nøglen om. Arbejderne var imod rationaliseringer. Nu var det slut med Kontingent – bajer.

Restauratørerne blev bedt om, af de andre bryggerier, ikke at sælge Stjernes øl. Helt op på en tredjeplads kom bryggeriet dog. De gik foran med kortere arbejdstid, højere lønninger, bedriftsråd og kultur – og idrætsklubber.

Under den tyske besættelse lægger Stjernen lagerrum og kontorplads til en del illegal aktivitet, som medfører adskillige anholdelser blandt Stjernes medarbejdere.

Tyskerne forlanger på trods af betegnelsen Marxist – øl leverancer fra bryggeriet, men det lykkedes at holde disse leverancer under 1 %. Resten blev leveret af de store bryggerier. Efter krigen havde bryggeriet en andel på 10 %, men fra midten af 50erne falder andelen stødt.

 

Hovedstadens Brugsforening

Den første brugsforening åbner i Thisted i 1866. Vedtægterne starter således:

• Foreningens formål er ved frivillige bidrag af medlemmerne at danne en fond, for at sætte dem i stand til et fordelagtigere indkøb af  livsfornødenheder.

Gennem fællesindkøb opnås rabatter, og varerne kan sælges noget billigere end hos købmanden. Medlemmerne betaler et beskedent indmeldelsesgebyr og i tilfælde af overskud fordeles det.

16 københavnske brugsforeninger går i 1916 sammen i Hovedstadens Brugsforening HB. I 1973 sammenlægges HB og FDB (Forenede Danske Brugsforeninger). FDB havde flest medlemmer i provinsen. HB blev faktisk dannet på Nørrebros Runddel, lige der hvor Irma i dag har til huse. Det var bestemt ikke noget der passede Nørrebros Handelsforening. De kooperative selskaber blev efterhånden en stor konkurrent for den eksisterende detailhandel.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Den første næringslov er fra 1857, og den forsøgte at imødegå illoyal konkurrence. Detailhandlerne måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev indført, for at sikre  de mindre handlende mod ”storkapitalen”. Men brugsforeningerne var ikke omfattet af denne lov. De kunne frit etablere sig.

I 100 år var brugsforeningerne skattefri, og kunne derfor udbetale dividende. Det var noget kunderne kunne forstå. I 1925 sad kooperationen på 25 % af dagligvaremarkedet. FDB eller som det hedder i dag, COOP, sidder på en tredjedel af markedet.

En anden af COOP` s succeser blev også startet på Nørrebro, nemlig Irma.

FDB ligger sig ud med en af de ældste kooperative virksomheder, Enigheden. Uden varsel skifter de til Trifollium som leverandør af mælk.. Bitteheden bliver endnu større, da FDB også giver de københavnske fællesbagerier dødsstødet.

Da det københavnske fællesbageris maskiner skal fornys i slutningen af 70`erne giver FDB ganske vist et lån til investeringerne, man da de ikke samtidig vil acceptere en forhøjelse af brødprisen, hjælper det ikke meget. Og bageriet må lukke.

 

Arbejdernes Brændselsforening

Danmark var mærket af følgevirkninger fra første verdenskrig. En stor del af befolkningen levede nær sultegrænsen. Krigen medførte vareknaphed, og prisernes himmelflugt kendte ingen grænser. Helt galt gik det da England indledte en handelsblokade, for at hindre, at Danmark blev  Tysklands ”spisekammer” under krigen.  Begrebet ”gullaschbaron” opstod. Der var nemlig mange, der tjente mange penge på tyskerne.

Før 1. verdenskrig fik Danmark 98 % af kulforsyningen fra England. Med den engelske blokade, forsvandt disse leverancer, og det var et problem ikke blot for den almindelig dansker, men også for dansk industri.

Det danske Socialdemokrati havde stærke bånd til det tyske broderparti, og kullet blev importeret fra Tyskland. De tyske kulskibe lagde til ved Enghave Brygge. Og kullet nåede ud til de danske hjem.

Det private erhvervsliv så rødt. Stauning blev beskyldt for, at være landsforræder, krigssvindler og pengepurer. Forretningen fortsatte med at indføre kul fra England og USA
Arbejdernes Ligkistemagasin

Etableres i 1908, nedlægges i 2000. Sidste afdeling lå på Fælledvej på Nørrebro.

 

Arbejdernes Landsbank

Etableres i 1919 i Frederiksborggade, og lever i bedste velgående.

Ideen med at oprette en arbejderbank havde længe været diskuteret. Stauning var den store foregangsmand, men fagbevægelsen var meget skeptisk. Man var bange for, at en arbejderbank ikke ville have nok likvide midler i en konfliktsituation. Det var succesen med arbejderkul, der startede banken, senere var denne institution ved at lukke banken igen.

62 fagforbund og kooperative virksomheder havde givet tilsagn om at støtte banken med aktietegninger på 1,7 millioner kroner. Heraf tegnede Arbejderkul sig med den ene million. En yderligere aktietegning på 276.000 fra Arbejderkul gjorde det muligt, at etablere banken.

Bankkrak var ikke ualmindelig i 20`erne. Danmarks største bank, Landmandsbanken stod foran en lukning i 1923. Kun et politisk indgreb reddede den.

Arbejderkul blev efterhånden et møllehjul om banken. Kraftige prisfald og fejlinvesteringer i starten af 20erne var ved at ødelægge banken. Men så trådte Arbejdernes Fællesorganisation til. Med et ekstra bidrag på to øre om ugen pr. medlem klarede banken skærene. De københavnske arbejdere havde reddet
banken i sidste øjeblik.

Efterhånden bestod Arbejdernes Landsbank også prøven som forbrugskooperation. Den første filial blev åbnet i 1921 på Nørrebro. Brønshøj kom til i 1922.

Også et andet kooperativt selskab var lige ved at ødelægge banken, nemlig Samkøb Det var en traumatisk oplevelse, det som foregik i 1958 – 1960.

 

Arbejdernes Livsforsikringsselskab

I 1903 etableres Arbejdernes Livsforsikringsselskab, i dag Forsikringsselskabet ALKA. Oprindelig kunne man kun tegne livsforsikringer i selskabet. Derfor oprettedes i 1929 Dansk kooperativ Assurance, hvor man også kunne tegne almindelige forsikringer. I 1944 blev de to selskaber slået sammen.

 

Samkøb

En række fagforeninger opretter A/S Samkøb, der skal sælge varer billigt. Tv – apparater, knallerter, cykler og køleskabe var eftertragtet i 1958, da selskabet blev oprettet. Men ak og ve. Samkøbs levetid bliver kun på cirka et år.

 

Arbejderklubber

En masse arbejderklubber opstod. I slutningen af 1940`erne var der cirka 140 klubber over hele landet med 4.000 medlemmer.

 

Arbejder – kultur

Københavns tredje største biograf, Nora Bio på Nørrebrogade bliver i foråret 1935 overtaget af AOF København. Arbejdernes Teater starter
i 1925. Først var det med amatørskuespillere , men senere med uddannede skuespillere.

1,2 millioner danskere bor i dag i såkaldte kooperative boliger. Men kooperationen blev aldrig det klare alternativ til det kapitalistiske erhvervsliv, der oprindeligt var meningen. Den gamle tanke  om at omforme hele  samfundet til et kooperativt samfund er også forsvundet.

Hvordan arbejderne ellers levede på Nørrebro, kan du læse i talrige artikler her på siden.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 14. – 04  – 2022

Arbejdernes oprør mod kapitalismen startede som så meget andet på Nørrebro. Det blev startet af nogle pionerer, der dog desværre blev svigtet af deres egne. Ja, arbejderbevægelsen lavede smædeskrifter mod de tre foregangsmænd..

 

De sociale spændinger vokser

De sociale spændinger voksede. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.

Arbejdsløse, syge, gamle og andre trængende havde kun fattigvæsenet eller Ladegården. De liberalle var sure over, at fattigvæsenet brugte flere penge. Fattigdom er selvforskyldt, sådan var deres filosofi.

 

Socialistiske Blade opstår

En stigende harme og utilfredshed bredte sig blandt arbejderne. To pjecer, der udkom i maj og juli 1871, begyndte at vende udviklingen. De pjecer blev kaldt Socialistiske Blade. Arbejderne ville værge sig over for det kapitalistiske overgreb.

De to blade vagte opsigt. Så meget, at de efterhånden kom med 14 dages interval. Og bladene fik navneforandring til Socialisten. Som redaktør var anført H. Brix. Han var en bog – og musikhandler fra Amagertorv, som kort tid i forvejen var gået fallit.

 

Bange bogtrykkere

Den liberale presse startede angreb mod Socialisten. Politiet havde spredt så meget skræk i bogtrykkeren, at han ikke mere turde trykke bladet. Ja, magthaverne havde travlt. En bogtrykker i Malmø blev også bange. Så til sidst måtte man gå helt til Hamborg, for at få bladet trykt. ‘

De tre pionerer

Efterhånden fandt politiet ud af, hvem der stod bag avisen. Det var Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff.

Louis Pio var en 30´årig løjtnant fra Roskilde, der indtil for nylig var postskriver på Købmagergades Postkontor. Han havde været med i krigen i 1864. Han var sjælen og fantasien i den nye arbejderbevægelse.

Geleff var sønderjyde. Da han sagde sin oprigtige mening om Prøjsen, blev han sendt 14 dage i fængsel.

 

Tanker fra Internationale

Man gengav tankerne fra organisationen Internationale i deres avis, og også i hele bevægelsen. Særlig i København fik man gang i bevægelsen. Og da 1.200 murer valgte at gå i strejke, udkom Socialisten som dagblad.

Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade, Pio boede i nummer 21.

Kamp på Fælleden

Pio havde en ide med at arbejderbevægelsen skulle samles  til et kæmpemøde på Fælleden, for at markere deres ideer og krav. Politidirektøren forbød mødet, og Pio, Brix og Geleff blev anholdt.

Men dette forhindrede ikke at arbejderne mødte op. I tusindvis strømmede arbejderne til Fælleden. Politi og militær forsøgte forgæves at afspærre indgangene.

Garnisonen i Kastellet holdes parat. Der bliver udleveret skarpladte patroner.

 

Øjenvidne – rapport fra Henrik Cavling

Den senere redaktør af Politiken, Henrik Cavling er øjenvidende til hændelsen. Dengang var han kun 14 år.

• Nu gik jeg søndag eftermiddag den 5. maj med hastige skridt fra Lyngby til Nørrefælled. Ved Lundehuset kom staldmesteren ud på vejen og advarede de indefter kørende mod at køre længere og skønt denne advarsel måske blot havde til hensigt at fylde Lundehuset med vejfarende, fremkaldte den hos mig en eventyrlig følelse af, at jeg nærmede mig en revolution.
• Det så for resten også temmelig broget ud, da jeg ved 3´ tiden nåede ind i Nørre Allé, hvor småtræerne langs med vejen allerede stod i svagt forårsspring. Nørrefælled var dengang ubebygget og de to alléer, Nørre og Øster, tegnede sig for øjet som en vældig stikpasser mellem hvis ben, den
  grønne flade dannede en stor trekant.

 

• Fra Nørre Allé opdagede man nu over ved den østlige side af trekanten lange rækker af tropper tilhørende flere våbenarter i alt to bataljoner infanteri,
  husarer på vældige gangere, en vrimmel af politibetjente og artilleri. Pladsen foran denne troppestyrke lå åben, men bagved St. Johannes kirke og langs med Blegdamsvejen bølgede en stor menneskemængde. På St. Hans Torv, hvor jeg nu stod, var alle gadehjørner nu bevogtede med infanterister, og mellem kirken og Nordre Birks arresthus fandtes opstillet flere hundrede betjente, som skulle standse de fra Nørrebro kommende skarer. Betjentene strammede ryggen mod de fremtrængende, der i den stærkere trængsel udstødte råb og skrig.

 

• Politiets hensigt var at forebygge stærk sammenstimlen på St. Hans Torv. Kniplerne blev trukket frem, og da det begyndte at regne vel rigeligt med slag i hovedet, opstod der en voldsom trængsel foran St. Johannes kirke. Dørene til kirken blev trykket ind, og en yngre præst, der stod på prækestolen
  og holdt eftermiddagsgudstjeneste, fik pludselig fuldt hus. Han gjorde et ophold, så sig uroligt om og standsede sin præken. Lidt efter tog han fat på ny, og ingen forstyrrede ham, før han på et sted i talen sagde: ”På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisærerne”, så hørte man en dyb stemme sige: ”Det er hørt”. Præsten bad en bøn, og kirken tømtes under orgelspil.

 

• I følge med adskillige andre kirkegængere blev jeg nu fra St. Hans Torv af trængslen ført mod fælleden, hvor husarer med sabler splittede mængden og drev en del af den mod Store Vibenshus. Man hørte råd og skrig af indignation, men også latter og bander fra folk, der i deres hjerters enfold troede, de var ude på kommers. Til dette publikum henvendte sig bl.a. murer Grøn, en kendt komisk figur fra folkemøderne. Han havde på det store nattemøde i dansesalonen Phønix´ kælder råbt: ”Jeg frygter ikke de halvtredspunds granater. Jeg kommer til hest!”

 

• Og virkelig kom Grøn ridende på en gammel krikke. Spasmagere mellem demonstranterne samlede sig om ham og trak ham fra begge sider i benene, så han blev meget vred og kaldte på værtinden ”Madam Græsmejer”. Til sidst sporede han krikken, så den stejlede og gik på bagbenene. Det vakte vild jubel. Men i det samme tog betjentene murer Grøn og førte ham til nærmeste politivagt.

 

• Under dette befandt jeg mig på fælleden hvor ophidsende talere, stående på mænds skulder opfordrede til modstand. Der blev kastet sten og hestepærer på soldaterne, og da en ung husarofficer ramtes af et projektil, kommanderede han: ”Frem”

 

• Et voldsomt sammenstød fandt sted, men det blev uafgjort, idet et nyt og uanet våben blev bragt i anvendelse. En sværm af mænd, belæssede med snus i pakker, uddelte disse og styrtede selv frem og slog husarer, betjente dyr og mennesker snus i øjnene. Et øjeblik tumlede snuskastere og soldater,
  betjente og militærpersoner, pæne arbejdere og regulære bisser om imellem hverandre i vild forvirring, blændet af snusen, der sved i øjnene og under hyl og hvine trampet på af politi og rytteri. Blind af snus blev jeg flere gange væltet omkuld og trillede rundt, mistede min kasket og fik det ene trøjeærme revet i las. Fortumlet styrtede jeg af sted – det regnede med knytnæveslag og spark, og først da jeg befandt mig i alléen og kunne samle mine tanker, stod det mig klart, at jeg havde oplevet noget usædvanligt. Det stod mig også klart, at mine møre lemmer længe ville minde mig derom. Men selvfølgelig. Anderledes var det ikke, når man går til revolution.

 

Dømmes for endhver pris

Grundlaget for anholdelse af de tre, Pio, Brix og Geleff var meget spinkel. Men i liberale kredse var organisationen Internationale det samme som en krig på liv
og død. Så magthaverne befalede, at der skulle ske en domsfældelse og straffen skulle være så hård som mulig.

Og de blev dømt for:

• Forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden
• Overtrædelser af Politiloven
• Forbrydelse mod religionen

Sagen varede længe, og der var ingen lempelige forhold for dem i blykammene på Nytorv. Den 29. marts 1873 faldt dommen:

• Pio: 6 års forbedringshus (nedsat til 5 år ved Højesteret)
• Brix: 4 åre forbedringshus (nedsat til 3 år ved Højesteret)
• Geleff: 3 års forbedringshus

 

Klassedom

Det var en klassedom, der skulle afskrække andre socialister til at gøre det samme. Man skulle så tro, at arbejderne kunne mobilisere ekstra kræfter ved det næstkommende valg. Men nej, fattig – og tyendebestemmelsen berøvede i stort omfang arbejderne deres valgret. Andre frygtede repressalier fra arbejdsgiveren. Det var jo ikke tale om en hemmelig afstemning.
Knæk for livet

I Vridsløse fik Pio og Brix et knæk for livet.  Særlig Pio blev hårdt ramt. Geleff havde det lidt lettere. Først efter 35 måneders afsoning blev de ”benådet” og løsladt på kongens fødselsdag den 8. april 1875.

Den 1. juli valgte Centralstyrelsen Pio som formand. Den 25. juli overtog han ledelsen af Social – Demokraten. Pio rejste i maj 1876 til London, for at forsøge
at få Karl Marx til Danmark. Det lykkedes dog ikke.

 

Pio går som formand

Men arbejderbevægelsen havde forskellige mål, og der opstod uenighed. Allerede på Det Socialdemokratiske Arbejderpartis første kongres den 6. – 8. juni 1876 på Gimle på Frederiksberg nedlagde Pio højtideligt sin post som formand. Men han blev dog valgt som forretningsfører. Men inderst inde var han meget
utilfreds med udviklingen.

 

Brix atter i tugthus

Brix havde for egen regning startet et socialistisk vittighedsblad Ravnen. Men det var for meget for magthaverne. En række numre af Ravnen blev beslaglagt og Brix blev atter engang sendt i Horsens Tugthus. Denne gang for 4 år.

 

Stigende utilfredshed

De stigende problemer fik arbejderbevægelsen til at undersøge mulighederne for udvandring. Geleff blev sendt til Amerika i forvejen og føle sig rundt i de forskellige kolonier. Pio var ved at miste troen på sig selv og sin fremtid i arbejderbevægelsen. Tilmed blev der ligefrem lavet smedeskrifter mod de tre tidligere ledere.

 

Udvandring

Den 23. marts 1877 rejste Pio ganske uventet til Amerika. Mør af modgang. Han satte sig i spidsen for oprettelsen af en koloni på den bare prærie, men forgæves. Forsøget måtte opgives, og emigranterne gik hver til sit. Pio ernærede sig som typograf og redaktør. Endnu engang i begyndelsen af 1890`erne var han deltager i en kolonisering.

 

Glemt af alle

Men kun 53 år gammel døde Pio, glemt af alle – den 17. juni 1894 af tyfus på et hospital i Chicago.

Geleff opholdt sig 43 år i Amerika og blev kaldt hjem, da det viste sig at han var syg. Han døde 86 år gammel på Capri i Italien.

 

Bisat  på Vestre Kirkegård

12. juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Lois Pio skrev sine første artikler til Socialisten, bar hans enke Augusta Pio en urne med hans aske i land i København.
Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17. juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Han var åbenbart ikke glemt af alle. 5.000 mennesker overværede bisættelsen.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro ligger der 305 artikler 

Redigeret 15. – 04. 2022

Den 11. juni 1932 går en ældre mand hen ad Nørrebrogade. Dagen før fyldte han 81 år. På hjørnet af Fælledvej ville han gå over stoppestedet ind mod centrum. Uden at han opdagede det, blev han fanget mellem den sporvogn han skulle med, en linje 7 og en linje 5. Sporvognskonduktøren brugte både klokke og bremse , men den gamle mand, der boede på Fælledvej, var tydelig forvirret.

Nu stoppede han op, det var tåbeligt. I næste øjeblik blev han ramt af linje 5.

Tilløbende fik ham bragt ind i en forretning. Han var ved bevidsthed men i chok. I en ambulance blev han bragt til Rigshospitalet. Der var ingen tegn på livsfarlige kvæstelser. Den ældre mand  havde kun fået forvredet den ene hofte og albue. Han kunne sagtens få besøg af sin familie.

Ved 8 – tiden om morgenen den 14. juni, var en sygeplejerske inde og tale med ham. Da virkede han fuldstændig klar. Men da hun kom tilbage et par minutter senere, var manden død – af en blodprop.

Hans søster Sophie og datter Elise arrangerede en stilfærdig begravelse på Assistens Kirkegård.

Den ældre mand boede sine sidste år af to omgange på Fælledvej. Og den ældre mand er ingen ringere end Danmarks tidligere justitsminister og storbedrager, Peter Adler Alberti.

 

Tag ikke min søn som formand

Selve Alberti – slægten er sønderjysk Faderen var også i Folketinget valgt af Venstre i Sorø – kredsen. Hans største bedrift var at blive formand for Sjællandske
Bondestands Sparekasse.

Lige før sin død, advarede C.C: Alberti sparekassens tillidsmænd:

• Hvad I så end gør, tag for Guds skyld ikke min søn til formand.

Sønnen havde været næstformand. Men dagen efter sin fars død, bliver han valgt som formand. Indtil udnævnelsen havde han ikke vist bønderne den store interesse.

 

Mange andre interesser – end bønder

I 1881 blev han med stor modvilje udnævnt til højesteretssagfører. Modviljen skyldtes hans dårlige rygte, som dårlig økonomi og ufine forretningsmetoder.

Disse ufine forretningsmetoder fortsatte han med straks ved udnævnelsen. På overfladen så alt korrekt ud. Han oprettede også teglværket Dysseværk. Og der skete også ting og sager med smøreksporten.  Det led af kronisk underskud. Da der ikke var skarp adskillelse mellem sparekassens og smøreksportens
kasse, tog han, hvad han skulle bruge.

Alberti havde også interesser i Sydafrikanske guldminer.

 

Bom for socialisme

Kampen mellem Højre og Venstre prægede det politiske liv i 1880erne og 90erne. I oktober 1884 brændte Christiansborg. En grim og ubekvem kasserne i Fredericiagade dannede derefter parlament ind til 1918, da det nuværende Christiansborg, stod færdig.

Alberti kastede sig ud i valgkampen med uhørt grovhed Bom for Socialismen. De borgerlige vandt valgkampen, og nu var vejen banet for Alberti. Bønderne
betragtede ham stadig som mirakelmager.

• Millioner rullede mellem hans fede hænder, han var alle gårdmænds gode ven, og han lod dem tilsyneladende tjene penge. Mange penge.

Alberti bliver skilt, og har åbenbart udnyttet sin hustru økonomisk

 

Justitsminister

Politisk går det godt for Alberti. Han bliver justitsminister og minister for Island. Kong Christian den Niende modtog den 25. juli 1901, de nye ministre i audiens. Han udtalte glæde over ministrene, og udtalte håbet om, at det måtte blive til gavn for fædrelandet. Man han skal også have sagt, at de ny ministre jo virkelig var pæne mennesker. Kun syntes han mindre godt om ministeren med det italienske navn.

Alberti var en mand, der hensynsløst dominerede sine omgivelser. I den første periode som justitsminister fremsatte han et forslag til en ny retsreform, og Danmarks første automobillov. Han forbød også brugen af ordet ”Sommerrevy”.

 

Ny prygle – lov

I 1903 fremsatte han et forslag i Folketinget:

• Forslag til lov om anvendelse af legemes – straf i visse tilfælde og om en udvidelse af nødværgeretten.

Forslaget gik ud på, at mænd mellem 15 og 55 år kunne idømmes prygl, højst 27 slag på ryggen, enten som enestraf eller tillægsstraf for voldtægt, voldtægtsforsøg, seksuelle overgreb på mindreårige piger, samt grov vold mod sagesløs. Desuden blev nødværgeretten foreslået udvidet betydeligt.

Socialdemokratiets store agitator Borgbjerg, påpegede, at arbejdsløsheden var en vigtig faktor for øget kriminalitet. Alberti svarede hånligt, at de folk slet ikke egnede sig til arbejde. Prygleloven blev vedtaget og stadfæstet som lov den 1. april 1905. Den blev afskaffet igen i 1911, men reelt først i 1933 i de danske fængsler.

 

Generalforsamling

I 1906 blev Alberti igen knebent valgt til Folketinget, og gift for anden gang.

Den 26. november 1906 afholdtes 50 årsdagen for stiftelsen af Den Sjællandske Bondestands Sparekasse. Mere end 600 mennesker samledes til fællesspisning i Odd Fellow – palæet. Stemningen var animeret, og talerne generøse. Hvordan kunne de vide, at deres sparekasse var på sammenbruddets rand?

 

Fortiet sandhed i 20 år

Også Alberti kunne se, at det var helt galt. Fra juni 1905 til december 1907 voksede bedragerierne, for at skjule de andre ulovligheder. Gennem 20 år holdt Alberti sine to bestyrelser i uvidenhed om de faktiske forhold, og hans greb om dem svigtede aldrig. Han kvalte sin dominerende personlighed til at kvæle til selvstændig tankegang.

Men han måtte tage store lån, efterhånden som underslæbet voksede, og trods al forsigtighed begyndte rygterne at sive. Også i Folketinget havde Alberti tre uheldige sager.

Da finansloven i marts 1908 var til tredjebehandling fortsatte angrebene mod ham. Oppositionen ville have hans embedsadministration undersøgt, men i første omgang blev dette afværget.

 

Man undrer sig

På en generalforsamling i Privatbanken, havde en aktionær spurgt til en embedsmands gæld på 3 millioner kroner. Direktørens svar var meget uldent, så flere aviser havde udpeget denne embedsmand til at være Alberti.

De Radikale undrede sig også over, at Alberti

• Klokken 1 var teglværksejer
• Klokken 2 var justitsminister
• Klokken 3 var grundspekulant
• Og så videre

 

Alberti går som justitsminister

Konsekvensen var, at Alberti tænkte som forretningsmand og sagfører, når man burde tænke som minister. Men det var De Konservative, der fældede Justitsministeren. Det var sikkert ingen minister i dag, der ville overleve blot en brøkdel af de anklager, Alberti blev udsat for. Egentlig gik Alberti godt presset,
men af helbredsmæssige grunde med æren i behold. Men det var nu kun kortvarigt.

 

Nye panteobligationer

En dag i slutningen af maj 1908 opsøgte sparekasseformand Alberti den fungerende finansminister J.C. Christensen i krigsministeriet og anmodede, med bemyndigelse fra sin bestyrelse, om et statslån på halvanden million kroner. Banken turde ikke at låne Alberti flere penge.

Men Alberti havde allerede fået bevilliget et lån på en million kroner, som var misligholdt. I Nationalbanken havde sparekassen også et lån på tre millioner kroner, som var misligholdt. Han fik ikke lånet, men panteobligationer til en forholdsvis lav rente på 4,5 %.

Ved sin afgang blev Alberti udråbt til Gehejmekonferensråd. Kort efter afgangen fik han en bestyrelsespost i Store Nordiske Telegrafselskab.

 

De solgte obligationer

Den årlige generalforsamling i Sparekassen fandt sted på Hotel Prinsen i Roskilde. 300 tillidsmænd godkendte beretning og regnskab. Der opstod nu en diskussion om obligationerne. Revisorerne havde set en erklæring fra Privatbanken med en erklæring om, at

• obligationerne lå fri og ubehæftede i depot.

I første omgang red Alberti stormen af. På Generalforsamlingen kom følgende udtalelser også frem

• Jo mere en mand er frygtet af sine modstandere, des mere er han værd for sine venner.
• Alberti har viet sine evner og kræfter til bondestandens vel
• Det bliver vennernes pligt, at slå kreds om sådan en mand.

Problemet var jo bare, at obligationerne ikke lå fri og ubehæftede i depot. Privatbankens kontrolkomité vedtog, at opsige mellemværket mellem Den Sjællandske Bondestands Sparekasse inden årets udgang. Man mistænkte ikke Alberti for noget ulovligt, men det for banken uigennemskuelige forhold mellem sparekassen, smøreksportforeningen og de engelske smøraftagere forekom efterhånden som en dårlig forretning.

 

På ministermøde

Politisk redaktør på Politiken, Ove Rode var ved at trænge til bunds i sagen, og ved ministerrokaden bad den nye finansminister Neergaard, Alberti om at tilbagebetale lånet. Endvidere ville finansministeren tage lånet op på det næste ministermøde.

 

Anmeldelse

Den 8. september 1908 forlader Alberti sparekassen. Efter en frokost og to gange hos barbereren, gik han ind på Domhusets politikammer på Nytorv. Overbetjent Jacobsen tager imod:

• Dette er en anmeldelse. Jeg har gjort mig skyldig i falsk og bedrageri for meget betydelige beløb. Vil De være være så venlig at tage rapport over mig

Alberti indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri til et beløb af 9 ½ millioner kroner.

 

Dom: 8 års fængsel

Sagen blev afsluttet den 23. september 1910, og den 17 december faldt dommen. Den lød på 8 års tugthus. Han blev kendt skyldig i en række sager, dog ikke ejendomsspekulation. Det viste sig, at han havde bortsvindlet 15 millioner kroner. Det svarer i dag til cirka en halv milliard kroner.

Den 25. maj 1909 faldt vælgernes dom over Alberti – katastrofen. Reformpartiet gik tilbage fra 57 til 38 mandater. Det Radikale Venstre voksede fra 11 til 20. Socialdemokratiet forblev uændret på 24.

Rigsretten dømte også en række personer, for ikke at have grebet ind.

 

Syg i fængsel

Da Alberti ankom til Horsens den 20. december 1910, blev det noteret i hans nyoprettede stambog, at han var 188 cm høj, vejede 138,5 kg, og havde en livvidde på 155 cm. Fængslet var ikke vandt til indsatte af det format, så man måtte sy en særlig dragt til ham.

Den 23. december blev Alberti sat til en strikkemaskine. Nu skulle den fhv. justitsminister tjene sit land ved at strikke sokker. Men det blev ikke til så meget arbejde. Det meste af sin afsoningstid var han sygemeldt. Han blev ydmyget af sine medfanger, og fik en depression.

 

Særforplejning

Snart blev han rigtig syg, og i sommeren 1912 var hans vægt nede i 71 kg. Senere i 1912 blev han overført til Vridsløse. Man frygtede for hans liv. Her fik han så
særforplejning og kom nogenlunde til hægterne igen.

 

Benådning

Den 20. august 1920 blev Alberti benådet. Han blev dog løsladt et par dage før. Man var bange for at pressen ville overfalde ham.

Hans første opholds-adresse efter fængselsopholdet var Fælledvej 10, 3.sal på Nørrebro. Her kom han ofte i Gætjes bagergård og enkefruen der, gav ham et lille
job i forretningen.

Senere lejede han sig ind på Martensens Alle, men flyttede tilbage til Nørrebro. Vi kunne også have fortalt om hans spekulations-ejendomme på Jægersborggade.

• Hvordan kunne det ske?
• Havde man for meget tiltro til ham?
• Kan det ske igen?

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler

Redigeret 15. – 04. 2022

Ture i Tønder 4

Vi er nu
kommet til den sidste tur gennem Tønder. Den fører os gennem den mest fotograferede gade, Uldgade. Desuden Søndergade, Vidågade, Allégade, Kobbergade og Lillegade. Hør også om en af de længste nætter på Hostrups Hotel.

Tur 7: Uldgade – Søndergade – Vidågade – Allegade – Kobbergade – Lillegade

Den mest fotograferede gade i Tønder er nok Uldgade. En af mine gode venner er lige flyttet tilbage til sin fødeby (Artiklen er fra 2007) , og har bosat sig i denne gade. Held og lykke Ib.

Uldgade 1: Kan dateres fra før 1744. Omkring 100 år senere blev huset udvidet. Den ene gavl har været af træ

Uldgade 2: Huset stammer tilbage fra 1810. Formentlig bygget for Marten Jürgen Mortensen. Det afløste på grunden et temmelig stort hus.

Uldgade 3: I 1801 blev den bestående bygning revet ned. Ejeren, kleinsmed Otto Hinrich Hansen lod et andet hus bygge.

Uldgade 4: En af de virkelig flotte huse på gaden. Stammer tilbage fra midten af 1700 – tallet. Hele huset har på et tidspunkt været bindingsværk. Ejer fra cirka
1744 op til1780 var skorstensfejer Andreas Heintzmann.

Uldgade 5: Sydsiden rummer bindingsværk fra før 1744. Huset ejes indtil 1770 af slagter Søren Koblau. Det overtages af hans søn Hans Jürgen Koblau, der i 1778 renoverer og udvider huset. Facaden har fået sit nuværende udseende i 1979.

Uldgade 6: Guldsmed Paul Hansen lod i 1818 opføre et syv fag dybt gavlhus i bindingsværk. Huset omsattes i grundmur formentlig af pottemager A.F. Schneider omkring 1875.

Uldgade 7: Kærnen i huset kan føres tilbage før 1744. Allerede da havde bygningen, der var på seks fag bindingsværk ”ein halb Brandmauer Giebel” , hvilket betyder, at gavlen har været grundmuret forneden og af bindingsværk foroven. Til huset hører en stald.

Uldgade 8: Skomager Detlef Jepsen lod i 1866 et otte fag dybt gavlhus i bindingsværk nedrive, og i stedet opførtes det nuværende hus. Karnappen må være den oprindelige.

Uldgade 10: Kærnen i huset kan føres tilbage før 1744. Omkring 1765 blev sidehuset udvidet, formentlig som værksted for ejeren, skomager Josias Rotlev. I begyndelsen af 1800 – tallet lod den næste ejer, skomager Peter Todsen huset gennemgå en ombygning. I 1875 skete der lidt større ombygninger.

Uldgade 11: I 1860 overtog daglejer Detlef F. Detlefsen huset, der kan føres tilbage fra før 1744. Kort tid efter lod han huset ombygge.

Uldgade 13: I 1827 lod Andreas Nielsen det nuværende hus opføre. I 1978 – 79 skete der en omfattende renovering. Huset er som mange andre i Uldgade, fredet.

Uldgade 14: Guldsmed Paul Hansen fik i 1785 borgerskab i Tønder, og han købte omtrent samtidig huset. Allerede året efter, lod han det renovere.

Uldgade 16: Tinstøber Joh. Andreas Ohrt fik borgerskab i Tønder i 1767, og overtog omtrent samtidig huset. I 1778 lod han hele huset ombygge. Også i 1880 skete en ombygning.

Uldgade 18: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Omkring 1880 skete en større ombygning, muligvis for skomager Peter Petersen Skau.

Uldgade 22: Snedker Jens Wollesen lod i 1856 opføre dette hus på en ubebygget grund. Indtil ca. 1760 stod der her to gavlhuse.

Uldgade 26: Stolemager Cornelius Chr. Orth købte i 1838 et langhus, indrettet som pakhus. Orth anvendte sandsynligvis bygningen som stald. Han lod den ombygge til det toetagers beboelseshus, der i dag står på grunden.

 

Søndergade

Søndergade går helt fra Torvet  over Vidåen til Kongevej. Det første stykke var egentlig beregnet som et brandbælte.

Søndergade havde naturligvis mange værtshuse. Det var byens indfaldsvej fra syd. Og da markedspladsen i 1880erne flyttede uden for byen til Sønderport, skadede det bestemt ikke værtshusene.

Søndergade 2 – 4: Ejendommen står i dag som resultat af en række ombygninger af to ældre bindingsværkshuse. Alle tre huse i 2,4, og 6 har været kroer mere eller mindre samtidig. Hen over facaden i nr. 4 annoncerede værten Mathias Nielsen, Wirtschaft und Ausspann. Her lavede man den bedste grønlangkål med skinke. Kroen er antagelig blevet nedlagt i 1934, da apoteker Toft købte ejendommen sammen med naboejendommen.

Søndergade 3: Opført cirka 1890 for gæstgiver og høker Rasmus Boysen, der tillige ejede Søndergade 2 og Søndergade 1.

Søndergade 5: Opført i 1842 som stald, men i 1872 blev huset ombygget til kro af gæstgiver Carsten Reese. 1880 overtager Heinrich Johansen Petersen ejendommen. Den lukkes antagelig før århundredeskiftet.

Søndergade 6: I 1878 klagede lejerne i Peter Jepsens ejendom over at dele af huset var så dårligt, at det truede med at falde sammen. Klagen blev taget til følge, og den nuværende ejendom blev opført få år derefter. Til forhuset opførtes samtidig et pakhus bagerst på grunden. Nu Vidågade 2.

Søndergade 10: Som huset står i dag, er det resultat af en række ombygninger, hvis kerne kan spores tilbage fra før 1744. Dengang stod der tre bindingsværksbygninger. Inden for de næste 30 år blev huset udvidet.. I 1844 havde der uafbrudt været bageri i huset i 100 år. I 1845 overtog købmand Georg Vilhelm Zoëga ejendommen.

Søndergade 11: Huset kan føres tilbage fra før 1744. En murranke fortæller at huset er fra 1650. I 1839 overtager købmand Jens Andersen ejendommen. Formentlig er huset på det tidspunkt gjort dybere.

Søndergade 12: Omkring 1880 afløste det nuværende forhus med et sidehus. I gården fandtes forskellige staldbygninger. Kort før århundredeskiftet blev staldbygningerne ændret til den nuværende skikkelse. I bygningen har gæstgiver Schultz  haft kro. Den har eksisteret til cirka 1920. Hvert år op til jul blev der annonceret med gåse – og andespil.

Søndergade 13: Huset stammer fra før 1650. Det var opført med staldbygninger. En omfattende ombygnin blev foretaget i 1781 af  urmager Hans Hansen. I 1858 lod stadskasserer Hans Steen sidehuset forhøje til to etager.

Søndergade 14: I 1850 lod gæstgiver Lorentz Bertram Carstensen et gavlhus nedrive. I gården har ligget forskellige staldbygninger i 1856 et 15 fags kornlager af
bindingsværk i to etager. I løbet af de næste 100 år er disse bygninger blevet udskiftet med de nuværende. I 1903  bærer kroen navnet Dinesens Gasthof. I 1909 Møllers Gæstgiveri. Efter 1920 kom en sidebygning til. I 1925 bliver kroen tørlagt, da Missionshjemmet overtager ejendommen. Senere under navnet Missionshjemmet Vidå. I 1939 køber Jessine Petersen hjemmet. Hun afløstes i 1940´erne af Poul Brodersen som vært.

Søndergade 16: I midten af de forrige århundrede fik huset sin nuværende udformning. Huset kan føres tilbage fra før 1744. Det nordre hus tilhørte skomager Hans Christian Kiesby, det sydlige hus tilhørte Carsten Fürst. I tiden mellem 1794 og 1850 bliver grunden delt mellem nabohusene.

I 1850 køber bager Nis Hieronimus grunden, og lader de to huse blive til et. De nuværende baghuse er opført i nyere tid, men afspejler en ældre bebyggelse med stald og bageri.

Søndergade 17: Kærnen i huset kan føres tilbage til før 1744. Et stort gavlhus med stald. Omkring 1800 ejer Peter Jonsen huset. Han ændrer husets udseende. Det meste af 1800 – tallet tilhører huset slagter Peter Christian Tychsen, der også ændrer huset.

Søndergade 18: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Fra omkring 1794 indgik halvdelen af det nordre nabohus i ejendommen, men det blev afhændet omkring 1850.

Søndergade 19: I slutningen af 1860erne lod gæstgiver Jens Schiering sit gamle gavlhus nedrive. I stedet opførtes det nuværende på to etager. Allerede i 1813 havde gæstgiveren købt en ejendom i Uldgade, der stødte på til denne på Søndergade. Han lod ejendommen ombygge til kvæg, heste og rejsestald for gæstgiveriet. I 1912 fik denne ejendom sin nuværende skikkelse.

Søndergade 22: Huset kan føres tilbage fra før 1744. I 1765 beskrives det, som et forhus på tre fag bindingsværk i to stokhus, fire fags baghus, tre fag stald, to fag spindehus. I mange år har huset været beboet af  rebslagere. I 1855 solgte rebslager Andreas Petersen huset. Den ny ejer har antagelig i 1857 forhøjet huset med en halv etage.

Søndergade 23: I 1882 lod sadelmager Friedrich August Zenner sit hus nedbryde. Det var et langhus af bindingsværk i to stolværk med staldbygning. Året efter byggede han det nuværende hus.

Søndergade 24: I slutningen af 1600 – tallet var huset opført som en enetages bygning. Fra 1744 fremstår det som to etagers med stald. Fra slutningen af 1700 – tallet til efter 1800 – tallets midte boede her to generationer af glarmestre, Johan Arendt Christian og Herman Bartold Böger(Böyer). Sidstnævnte solgte huset til urmager Christian Andresen.

Søndergade 26: Forhuset til det gamle farveri kan føres tilbage fra før 1744. I 1854 blev der gennemført en række ombygninger af farveriet af ejeren Andreas Hansen.

Søndergade 28: Huset er opført i slutningen af 1870`erne for Caroline Hansen. Den tilhørende staldbygning blev først revet ned for 20 år siden.

Søndergade 30: I 1865 opførtes en et-etagers ejendom med staldbygninger og vognremise. Omkring 1905 forhøjedes bygningen til omtrent den nuværende skikkelse. Port-indkørslen, der ved denne lejlighed blev flyttet til det nordligste fag, er senere blevet sløjfet. Egentlig hed bygningen Landschafliches Haus. Efter en række skiftende ejere købte Lorenz Petersen kroen i 1913, hvorefter kroen nu hed Petersens Hotel. Omkring 1920 solgtes kroen til Chr. Friedrichs fra Weisser Schwan.

1925 overtog Chr. Hostrup hotellet, og fortsatte med det gamle navn, men efterhånden kom det til at hedde Hostrups Hotel. Efter krigen foretog modstandsbevægelsen sabotage mod hotellet, og beskyldte indehaveren for værnemageri.

Det var også herinde, man spillede skat (udtales med lang a). En af kortspillerne var automobilhandler Roost. Han havde en meget bred Glatze (en stor skaldet isse). Under spillet klaskede han sig på issen, i håb om at fange fluerne. Det lykkedes ikke. En af skatbrødrene gav Roost et tilbud:

• Æ gi`h en omgang, for hver flue, du fanger
• Roost kaldte på serveringen. Fräulein. Et øjeblik efter kom Fräulein med en af de gammeldags fluefangere – den lange klæbestrimmel. Den viklede Roost om sin isse. Nu landede den ene flue efter den anden på issen.
• Eine Runde, noch eine Runde. Den skataften trak meget længe ud.

 

Vidågade

I min tidligste barndom boede jeg  i Østergade. Vi havde kolonihave ned til Vidåen, herfra Vidågade.  Det glemmer jeg aldrig. Her var det også, at min far
sad fast i Vidåen, fordi han løb efter en svane. Heldigvis havde malermester Tonnesen set det og reddede ham op på det tørre. Hvis dette ikke var sket, havde jeg ikke kunnet sidde her og skrive. Så hermed en tak til Tonnesen. men var det nu min far eller var det storebor?

Min far var født i Vidågade 38, og boede også i nr. 41.

Vidågade 22: En fem fags stald kan på grunden følges tilbage til 1700 – tallet. I 1841, da garver Ingwer Peter Herstorff var ejer, blev staldet ombygget og udvidet.

Vidågade 24: Kobbersmed Christian Hänsel, der var ejer af Østergade 21, lod i 1836 et bindingsværkshalvtag bagerst på grunden ombygge til en grundmuret stald på fire fag. Omkring 1860 blev bygningen udvidet med et fag indrettet til beboelse.

Vidågade 26: Som til talrige andre ejendomme i Tønder, hørte der til Østergade 25 en staldbygning i bindingsværk beliggende ud til baggaden. Den kan føres tilbage til før 1744. Omkring 1885 lod den daværende ejer af Østergade 25, seminarielærer P.J. Johansen sin staldbygning udvide og ombygge til også at omfatte beboelse.

Vidågade 28: I 1865 lod ejeren af Østergade 27, snedker Jes Clausen, sin stald i syv fag bindingsværk mod Vidåen ombygge. Formentlig i slutningen af 1800 – tallet blev stalden bygget om, og gjort et fag kortere, muligvis i forbindelse med indretning af måler – og vejkontor. Baghuset indeholder resterne af et vaske – og rullehus opført omkring 1800.

Vidågade 42: Farver Nicolai J. Lorentzen overtog 1865 Asmus Diemers farveri, der bestod af forhuset Østergade 43, og bag denne farveribygning og kostald i 11 fag grundmur samt staldbygning ved Vidågade. Allerede året efter blev bagbygningerne nedrevet. I stedet opførtes det syv fag dybe gavlhus mod Vidågade som farveribygning og bagved, sammenbygget her med staldbygninger. Farver Lorentzen selv døde imidlertid inden nybygningerne stod helt færdige, og det var administrator for hans bo, der i 1866 lod farveri og stalde taksere til brandforsikring. Huset anvendtes til farveri i en kort årrække, men blev inden 1880 indrettet til beboelse.

Vi var inde på Vidågade lidt før i denne artikel.

 

Allégade

Allegade 11: I 1867 måtte det bestående hus vige , for det nuværende hus. Det skulle være værksted for ejeren af Vestergade 13, maler Broder Brodersen. Noget af inventaret blev genanvendt. Således er vinduerne i gavlens underetage samt i vestsiden overskårne 1700 – tals vinduer.

Allégade 13: Carsten Richtsen lod omkring 1800 opføre en grundmuret staldbygning. Det fungerede som bagbygning for Vestergade 11. I 1866 overtog gæstgiver Nick Lassen såvel forhuset mod Vestergade, samt stalden mod Allégade. Han lod samme år stalden ombygge og indrette til beboelse.

Allégade 15: I 1779, få år efter opførelse af forhuset mod Vestergade, lod Carsten Richtsen opføre en staldbygning i bindingsværk med gavlen mod Allégade. I 1851 overtog købmand F.B. Heyn såvel forhuset som stalden. Dette blev herefter bygget om, og delvis indrettet som kornmagasin. I 1966 gennemgik bygningen
en omfattende restaurering.

Allégade 19: grunden var i midten af 1800 – tallet bebygget med en staldbygning langs Kobbergade. Senere delvis ændret til beboelse, hørende til Vestergade 1, samt en staldbygning mod Allégade, hørende til Vestergade 3. I 1857 blev stalden bygget om til brænderi og solgt til brændevinsbrænder J.H. Johansen, der også købte bygningen langs Kobbergade. I 1900 blev hele komplekset bygget om, formentlig af brændevinsbrænder Asmus M. Johansen, og huset fik sin nuværende facade.

 

Kobbergade/Lillegade

Her i Kobbergade, kan jeg selvfølgelig huske fotograf Vestergård fra Tonhalle Foto, en festlig fyr, der ofte kom i vores hjem. Ja, så kørte jeg rundt med vasketøj på en Long John her fra vaskeriet i Kobbergade. Det var nu ikke altid lige let. Men jeg havde fået at vide, hvis jeg tabte det nyvaskede tøj, skulle jeg bare komme retur med det. Det gode ved det job var, at der blev givet mange drikkepenge.

Lige over for Kobbergade, fortsætter vi ind i Lillegade.

Lillegade 3: Omkring 1890 overtog Stadtrath Ferdinand Löck en tom grund, hvor der stod et trefags bindingsværkshus. Et nyt hus blev opført.

Lillegade 4: Det nu stærkt ombyggede to-fagshus indgik oprindelig i en bodrække i Lillegade (Lillegade 5), og der ses stadig bindingsværksrester på siden. Efter 1804 blev de øvrige solgt særskilt. Omkring 1890 overtog enke Klara Christina Krag det lille hus og ombyggede det.

Lillegade 5: Oprindelig var der tre huse, der var ældre end 1744, der indgik i en bodrække. De tre boder, blev overtaget af ejeren i Lillegade 6. Da dette hus i 1830 blev forlænget med et fag, skete det på bekostning af den søndre bods sydligste fag.

Lillegade 6: I slutningen af 1820erne overtager blikkenslager Lorentz Göttge et syv fags bindingsværkshus i et stokværk. Han lod i 1830erne dette hus fjerne. Göttge forhøjede det til to etager.

Hermed slutter vores tur gennem Tønder. Vi håber, at du er blevet klogere.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Der er mange artikler på vores side, hvor du kan få endnu mere at vide

Ture i Tønder 3

Vi er nu inde i den centrale del af Tønder, med udgangspunkt ved den gamle havn, Skibbroen. Vi kigger også på Kogade, æ Punchsti, Skibbrogade og Jomfrustien. På den næste tur (6) er vi på Frigrunden, Gråbrødrevej og Spikergade.

 

TUR 5: Kogade – Skibbroen – Æ Punschsti – Skibbrogade – Jomfrustien –

Vi går ned af den gamle gade Kogade. Det var her man drev stude ned til skibene. Det er nu ikke så meget tilbage af den gamle Kogade. Det er som om at Vestergade er blevet mere åben ud til den gamle havn.

Men spørgsmålet er , om det var det rigtige, man gjorde i Tønder i 1966. Man forvandlede to smalle stræder til en lidt mærkelig åbning. Kogade og Pebergade forsvandt fra bykortet.

 

Kogade

Skræddermester Frands Frandsen overtog Kogade 2 efter gæstgiver Ernst Meyer, da denne havde nedlagt sin Bierstube. Folk havde dømt stedet til Zum blutigen Knochen, fordi kunderne, der for det meste bestod af håndværkersvende ofte, kom i totterne på hinanden.

Jeg mener også, at der var et svendehjem på stedet.

Vinhandler og Gæstgiver Thomas Ferdinand Jürgensen var en af de sidste aktive fra krigen i 1848 og æresmedlem af skyttekorpset. Men han var også vært i Zur Traube. Tre år efter hans død i 1906, blev der i bygningen indrettet et Panorama. Her blev der vist billeder fra hele verden. I bygningen har det også været et bryggeri.  Men det hele forsvandt i 1966.

 

Skibbroen

Det er svært at forestille sig, at den p – plads, man nu kigger på, engang berretigede til, at Tønder kom på verdenskortet. Dengang der her var en betydningsfuld havn. Kigger man på den ene side af Skibbroen, er det ikke meget, der tyder på havn og velstand. Det kunne ligne en hvilken som helst by
med supermarkeder og bygninger, der overhovedet ikke er tilpasset omgivelserne.

Kigger man til gengæld  til venstre, kan man godt forestille sig et havneforløb. Også ind mod Skibbrogade har man formået, at bevare det gamle.

Man levede mange år i håbet, om at kunne genskabe sejladsen til Vesterhavet, man forsøgte med forskellige kanaler, men der var ikke noget at gøre. I 1934 blev havnen dækket til.

På et tidspunkt ville man føre vand fra Møllekulen ned til havnen. Hensigten skulle være, at få frisk vand hertil, og måske kunne man derigennem tørlægge
nogle af engene øst for byen.

I havnen blev der tømt spildevand og dårlig øl. Der lå et ulækkert lag af grønt øl-affald, og kasserede øl-propper i vandet. Arbejdet på kanalen blev påbegyndt i 1878, og det skete da også, at nogle druknede. Men man havde brødrene Christensen til at dykke efter de druknede. De var henholdsvis skomager og skrædder,
og var habile svømmere. De havde dog ikke rigtig lært dialekten. De stammede også fra Aalborg.

Men se, det var jo slet ikke den havn Idrissi så dengang og så bevirkede at Tønder kom på verdenskortet. Han har nok stået Ved Slotsbanken. Ja nogle påstår, at han har stået i Møgeltønder. Og den gamle havn er dukket op igen. Der er sket meget efter 2007, hvor den artikel er skrevet.

Et stort telt på Skibbroen blev under krigen brugt til lazaret. Ja der kom ligefrem lazarettog til Tønder direkte fra fronten.  Om torsdagen blev der holdt fåremarked på stedet, og en overgang blev der også afholdt ringridning.

På Skibbroen 3 drev Carsten Petersen både kornhandel og værtshus. Han var også kreatur – og fårehandler. I 1920 købte den navnkundige godsinspektør Davidsen ejendommen, så Petersen har sikkert været forpagter, indtil han selv købte ejendommen.

Også i nr. 4 var der kro og hotel. Bygningen blev opført i 1860. Inden da stod der et stort bindingsværkhus på grunden. Hotellet havde 14 senge. Man drev også landbrug ud til Skibbrogade.

Ja den i nr. 5 blev kaldt Onkel og Tante. I 1865 byggede gæstgiver Hans Petersen huset om.

I nr. 6 huskes Duus Restaurant i 30’erne og 40’erne. Ejendommen er fra 1865. Ved årsskiftet hed udskænkningen Christian Bruhns Gastwirtschaft &
Viehhandel. Her var der ofte ballade, så måtte øvrigheden blande sig. Ja og sidst jeg var i Tønder var det stadig kro på stedet.

Skibbroen 7 var nok den største af alle kroer, og på et tidspunkt også byens posthus. Gæstgiver, brygger og brænder Peter Lohmann byggede huset om i 1829

I 30erne blev stedet købt af smedemester Niels Andersen, også kaldet Dragonsmeden. Smedevirksomheden udviklede sig til en af byens største håndværkervirksomheder. Under krigen gemte modstandsbevægelsen et større våbenlager i ejendommen.

Der var senere brændevinsbrænderi og bryggeri ud mod Skibbrogade. I 50`erne og 60`erne holdt byens ungdom til her, først i jazzklubben Down Town,
senere skiftede man stil i Blody Mary

Skibroen 8 blev i 1842 bygget om af vognamand Lorenz Matthiesen.

 

Æ punchsti

Gæstgiverne på Skibbroen blev på et møde i Skibbroen 6 i 1907 enige om, at der skulle etableres en sti fra Skibbroen til Tønder H, så de mange gæster uset kunne komme med toget. Man etablerede en bro over Laurentiusstrømmen, selv om den kunne være svær at ramme i opløftet tilstand. Selvfølgelig fik stien, navnet æ Punchsti. Og den gang hed banegården Marchbahnhof. 

Butikkerne i Vestergade blev sure, fordi de mente, at de mistede omsætning.

Man skulle da selvfølgelig heller ikke gå en omvej. Så det var en medmenneskelig handling, man gjorde. Den holdt faktisk i 30 år indtil første del af byens omfartsvej blev en realitet. I folkemunde blev det selvfølgelig til æ Punschevej  eller Æ Punchsti

 

Skibbrogade

Indtil 1906 hed stedet Sønder bag staldene

• Øster bag staldene blev til Vidågade
• Vester bag staldene blev til Allegade
• Nørre bag staldene blev til en forlængelse af Nørregade

August Müller var en meget vellidt og særdeles respekteret købmand, grossist og fabrikant af blandt andet parfumeartikler. I 1913 var hans virksomhed blevet så stor, at det var nødvendigt, at købe nogle ejendomme i Skibbrogade til fabrik og lager. En af husene var hjørneejendommen, som stødte op til Pebergade. Ved ombygningen fik det en moderne rund facade. Retten til at producere Dr. Dralles varesortiment i parfumer og birkehårvand gav virksomheden yderligere et skub.

I Skibbrogade 11 var der i mange år træskos – fabrikation. Holtzschihmacherei und Lederhandel von Marcus Jürgensen stod der i en træramme over døren. Modsat stanken fra de gamle stalde, kunne man her fornemme en dejlig duft af  læder og sværte.

I Skibbrogade var der i mange år heste, ko og svinestalde. Den sidste forsvandt først i 50erne.

Rørlægger Peter Pot havde værksted og lager her. Tilnavnet fik han, fordi han installerede de nymodens skulle-klosetter og så løb han rundt med en kugel-spint (bowlerhat) – potte på hovedet.

Ved siden af huserede murermester Fischer. Hans ”plads” gik helt ned til Æ dragonsmej. For byens unger var det dejligt at lege i sandet, når der kom nye forsyninger fra Møgeltønder til murermesteren.

Hotel Tønderhus havde en p – plads her, og en bygning der indeholdt hotellets vaskeri. Derefter kom en byggegrund tilhørende Nansens Stiftelse. Og det sidste hus tilhørte møbelhandler Odefey, der havde et nebengeschäft med røgeri for hjemmeslagtere og andet godtfolk.

Går vi over gaden, ja så kommer vi til den gamle brandstation, her fortsatte Blenners vaskeri. så vand-pjaskeriet fortsatte.

Når vi nu fortsætter tilbage mod Skibbroen, residerede malermester Spender i et baghus til isenkræmmer Kraus i Vestergade. Så fulgte nogle garager tilhørende læge Vest Hansen.

Fotograf Schwendesen havde bagudgang hertil, og ved siden løb Thorvalds slip, opkaldt efter Vor bager, bagermester Thorwald Petersen. Denne bagmester kom fra Als. Han mente, at der absolut skulle være en dansksindet bagermester på byens hoved – strøg.

På den anden side lå S.C. Lorenzens  kolonialvirksomhed. Sidst jeg var på de kanter oplevede jeg stadig et imponerende gårdmiljø. Min storebror var i lære her
hos S.C. Lorentzen. Jeg mente også, at jeg hentede varer her, da jeg var bydreng hos Købmand Tygesen og  købmand Kaiser i Østergade.

Egentlig hørte S.C. Lorenzen til den tysksindede del af befolkningen, man han gav plads til dansk friluftsspil i den pragtfulde købmandsgård.  Handelsbanken og Landmandsbankens bygninger lå lige op Lorenzens bygninger.

Skibbrogade 12 blev ejet af  manufakturhandler Johannes Bock, der også havde butik i Vestergade. Og her etablerede Møballe sig. Først med marskandiserbutik, efterfulgt af en forretning med møbler af enhver slags.

Her i Skibbrogade 14 lå en meget velbesøgt kro fra 1876 til 1897 under navnet Nicolai Rooses Gæstegiveri. Krodriften drives videre, og slutter med at være
pensionat. Efter at være lukket i nogle år, bliver det drevet videre til lukningen i 80`erne.

En af de soldater, der gjorde tjeneste ved Zeppelinerne nord for byen, fandt sig en Tønder – pige, og slog sig ned her på Skibbrogade. Det var kleinsmed Fritz Harr.  Og så er vi tilbage ved Dralle – fabrikken. Og endnu en anden duft, mødte de forbipasserende.

 

Jomfrustien

Til en havneby hører der også en Jomfrusti. Området lå i sin tid foran Tønderhus. Stien var godt nok ikke specielt foretrukket af spadserende unge skønjomfruer. Jomfrustier og Jomfrugange var sædvanligvis prostitueredes jagtområder. Mellem havnen og fæstningen, mellem sømænd og soldater har det nok ikke i Tønders tilfælde været jomfruer, der spadserede her.

På hjørnet af Jomfrustien og Mølleallé lod amtmand U.A. Holstein en ny amtsmandsbolig opføre i slotshaven i 1768. Normalt boede amtmanden på slottet.

Den første tyske amtmand von Bleicken var fra Sild. Han var en pæn, rolig mand, der holdt sig for sig selv. Han havde en pragtfuld blåbrun New Foundlænder, der hed Treu. Den viste sig at være glubsk, og blev beskyldt for, at have bidt nogle får ihjel. Amtmanden ville ikke have vrøvl og betalte erstatning.

Der hvor Tønders nye rådhus nu ligger, lå de yderste huse på Jomfrustien. Her kunne man udover diverse varme kar og brusebade, også byde på en lille forfriskning. Især var badeanstaltens Biergarten om sommeren meget velbesøgt.

Man ville gerne hæve den sundhedsmæssige tilstand i byen. Så i 1901 besluttede man, at opføre denne badeanstalt. Das Wasser ist das Beste. Gennem tiden blev stedet forpagtet ud til forskellige bademestre og gæstgivere. Kroen blev lukket omkring 1910, mens badeanstalten var i brug helt op til 50`erne.

Nu kan det synes mærkelig, at Tønder skulle have indendørs badeanstalt, når der var så mange muligheder i Vidåen. Men åen var og er lumsk. Mange er i tidens løb druknet. Vi har i denne artikelserie beskæftiget os med flere badeanstalter ved åen. Selv badede vi i min barndom i Grønåen. Det var pragtfuldt.

Ved århundredeskiftet, havde man Det store Aborrekule og Den lille Aborrekule. Den store var for de voksne, og den lille var for børn. Men også her skete der en del ulykker. Således beretter Hakon Gjessing om en god ven, der var sprunget på hovedet i nærheden af Den lille Aborrekule:

• Der var kun en alen vand med hård og mørk klægbund, så Knud havde brækket en halshvirvel, og han døde ca. 1 døgn derefter.

Tur 6: Frigrunden – Gråbrødrevej – Spikergade.

I min barndom hed Frigrunden, Slotsgade. Men navnet Frigrunden er et godt valg, fordi gaden i mange år havde særstatus m.h.t. skattefrihed m.m. Gaden var en enklave i Tønder, og først i slutningen af 1920erne blev dette ophævet.

Her boede fra gammel tid tjenestefolk og andre, der arbejdede på slottet.

Frigrunden 1: Her lå oprindelig to gavlhuse i 1890. Gæstgiver Christian Erichsen ejede en af disse huse. I 1893 købte købmand Johan Detlef Hansen husene og lod dem rive ned. I 1897 byggede han det nuværende hus.

Frigrunden 2: Kniplingshandler  Asmus Garmsen overtog en af de privilegerede huse. Han lod i 1828 bygge om. Huset er muligvis det samme som det, digegreve  Arendt Henning Fischer omkring 1645 lod opføre.

Frigrunden 3:Gavlhuset indeholder rester fra  midten af 1600 – tallet

Frigrunden 5: Huset havde indtil
1865 fælles ejer med Frigrunden 3, og var sammenbygget med dette. Købmand Jens Jepsen Petersen overtog det i dette år.

Frigrunden 7: Antagelig opført i 1742 af bygherre Andreas Fabricius, der i 1751 – 57 var sachverwalter (offentlig anklager) i Tønder. I mere end et halvt hundrede år bolig for offentlige anklagere. I 1870 boede Jens Jensen her. Han blev senere redaktør for Flensborg Avis, og var huslærer for den dansksindede
advokat Gjessings børn.

Frigrunden 9: Allerede før 1744 var der bygninger på grunden.

Frigrunden 11: Allerede i 1744 var det bebygget på grunden. Omkring 1858 lod slagter J.J. Freede bygningen ombygge.

Frigrunden 13: Frigrunden 13,15 og 17 udgjorde oprindelig en bindingsværks-boderække, men allerede før 1744 blev boderne solgt hver for sig. Frigrunden 13 blev formentlig selvejerbolig omkring 1790, da skrædder Hinrich Jacobsen overtog den.

Frigrunden 19: Frigrunden 19 og 21 var oprindelig et hus, opført omkring 1780.

I 1865 købte stads-musicus Carl G. Gerlach, Frigrunden 21.

Frigrunden 23 var i 1744 et bindingsværkshus. Fra omkring 1760 til 1900 ejet af Tønder Hospital.

 

Gråbrødrevej

Denne vej hed oprindelig Møllevej, og er nu opkaldt efter det kloster, der har været i Tønder. Vestsiden af Gråbrødrevej var meget tidligt bebygget med lejeboder. Alle kan føres tilbage fra før 1744.

Gråbrødrevej 1 blev selvejerbolig omkring 1820.

Gråbrødrevej 2: Amtsskriver Jürgen Jürgensen lod i slutningen af 1640 opføre et hus på den grund mellem Uldgadekvarteret og vejen mellem slottet og byen, som han og digegreve  Arend Hennings havde fået overdraget af Hertug Frederik i 1645.

I 1834 overtager general – krigskommissær og amtsforvalter F.W. Fischer huset, og han fik samme år privilegierne beskæftiget. Omkring 1850 købte den danske stat huset til amtsforvalterbolig. En snes år senere blev det forhøjet til to etager.

Gråbrødrevej 3: Hørte endelig sammen med nr. 1, men blev udskilt som selvejerbolig i 1820. Cirka 10 år senere boede strømpevæver Sigismund Blandforth
her.

Gråbrødrevej 7 – 9: Bødker Peter Odefey fik borgerskab i juli 1865, og overtog formentlig samtidig tre bindingsværksboder. Den nordligste bod, blev solgt til arbejdsmand Heinrich Petersen

Gråbrødrevej 17: Er antagelig
opført ved århundredskiftet for bødker Peter Odefey.

 

Spikergade

Spikergade 1 var engang et stort hus med port-gennemkørsel mod vest. Det oprindelig hus er opført 1870 for drejer Friederich Grubert.

Spikergade 3 er opført i 1890. På grunden stod oprindelig et baghus til Storegade 14.

Spikergade 4 er opført omkring 1870 formentlig af urmager Marius Lôck, der i 1867 købte den gamle ejendom på stedet.

Spikergade 6: Carl Ferdinand Hansen opførte her i 1867 et hus med butiksvindue, som erstatning for et langhus.

Spikergade 7: I 1974 blev det gamle hus, som kunne føres tilbage fra før 1744 jævnet med jorden. Et nyt hus blev opført i ”gammel Tønder stil”.

Spikergade 8: Huset indgik som nr. 10 og 12 i en bode-række, der tilsyneladende både strakte sig til øst og vest. Oprindelig fra 1600 – tallet.

Spikergade 9: Omkring 1770 lod drejer Paul Rottmer tre ældre bindingsværkshuse, tidligere tilhørende Detlef Dettleffsen ombygge. I huset boede omkring midten af 1800 – tallet først guldsmed Nommen Petersen, senere guldsmed og urmager Ferdinand Löch.

Spikergade 10: Stammer som 8 og 12 fra 1600 – tallet. Omkring 1830 – 40 ændres indgangspartiet. Det er sandsynligvis kort efter, at ben-drejer Claus Johann Dünweber overtog huset efter blikkenslager Lorenz Göyyges enke.

Og så et meget vigtigt hus: Spikergade 12. Her boede min farfar og farmor (opa og oma) og far i mange år. De boede der også i min barndom. Allerede dengang fornemmede jeg, at huset var meget smalt og meget langt. Der var også baghus til det..

Min far fortæller om nogle af de gange, han fangede rotter på loftet (se artikel). Få huse derfra havde glarmester Harresen et stort dueslag i haven. Her var masser af foder til rotterne. Et par huse i modsat retning boede slagtermester Slany, han slagtede sine dyr på gårdspladsen. Dengang tog man det ikke så nøje med rengøringen. Dette var også gode betingelserne for rotterne.

Som før skrevet, stammer huset tilbage fra 1600 – tallet. I begyndelsen af 1800 – tallet fik bygningen den flotte indgangsportal.

Huset har fra 1744 og helt op til 1870 været bolig for skomagere, der nævnes navne som Jens Just, Nicolai Emmerschede og Andreas Chr. Rehkopf.

Spikergade 13: I midten af forrige århundrede befandt der sig her et toetagers bindingsværkshus. Den nuværende ejendom opførtes i år 1900 som købmandsgård. Det var med hejseværk og det hele.

Spikergade 15: Det nuværende forhus er opført i 1790. Muligvis er det dog, at det er det ældre forhus, der er ombygget og forhøjet til to stokværk. I 1765 nævnes
huset som fem fag forhus med tre fag pesel og fire fag stald. Her blev den navnkundige Ludwig Andresen født. Se vores litteraturoversigt over Tønder. I 1976 blev ejendommen restaureret af Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder.

Spikergade 18: I midten af 1800 – tallet lod skomager Hans Andreas Christiansen huset ombygge. Det kan føres tilbage fra før 1744.

Spikergade 20: I 1880 lod slagter Johan Georg Nicolaus Specht huset nedrive, for at give plads til den nu eksisterende bygning.

Spikergade 21: I 1807 lod kolonialhandler Peter Müller dette hus opføre. Her stod et større hus, som strakte sig over den nuværende parkeringsplads bag Sydbank.

Spikergade 24: Allerede før 1744 befandt der sig her et bindingsværkshus.  I begyndelsen af 1800 – tallet benyttedas sidehuset som fabriksbygning for tobakshandler Johannes Kramer.

Spikergade 26: Huset kan føres tilbage fra før 1744. Det var opdelt i to beboelser. I 1827 lod skomager Peter Jensen ejer af østre del og Niels Dall, der ejede de tre vestlige fag facaden omdanne.

På hjørnet af Spikergade og Frigrunden (Spikergade 28) lå indtil 1919, Hans Erichsens gæstgivergård. Den danske befolkningsdel i Tønder havde længe været på udkig efter et egnet forsamlingshus. Den 24. september blev der nedsat et udvalg til at arbejde med planerne. Allerede to dage efter købte man gæstgivergården.

Et år senere stod det nye forsamlingshuset (Tønderhus) færdig. Men snart skulle det vise sig, at lokaliteterne var for små. En ombygning af Tonhalle var længe inde i planerne (1939), men man besluttede at bygge et nyt hus over for det gamle port-hus ved den nye omfartsvej.

Den gamle bygning her i Spikergade blev afhændet til Missionshotellet som anneks. I 1979 lejede Tønder Kommune lokalerne som Omsorgscenter. Det var så her, jeg engang hørte Lasse og Mathilde til Tønder festival.

Kære læser, vi håber at du følger os på den sidste tur. Vi har bevidst valgt at køre denne serie i ”guided  form”. Du kan i de andre artikler læse om udviklingen i Tønder

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 17. – 04. 2022

Ture i Tønder 2

Vi fortsætter fra Torvet, og hilser på æ kagmand,. Vi hører om det lille byråd, runder Kirkepladsen,og vandrer ned af Richtsensgade. Her hører vi om den nervøse postmester. Vi går tilbage til Storegade og Vestergade. Her også noget om udgravninger og skeletter. Vi møder også de to værtshusholdere, der spærrede hele trafikken.  Artiklerne er fra 2007, men vi har været inde at regulere lidt i 2022.

 

TUR 4: Torvet – Kirkepladsen – Smedegade – Richtsensgade- Storegade – Vestergade

Jeg husker, at jeg sad på skulderen af min far, da vi så Gitte og farmand optræde på Torvet. Meget senere sad næsten alle os søskende og drak Gammel Dansk, da en af gutterne fra De Gyldne Løver blev gift på Torvet i Tønder.

Og det var her den gamle brandbil stoppede med Chris og de andre fra Neander Jazzband. Ja og Chris og hans far og mor engagerede jeg til at spille på Gågaden i Aabenraa. Ved et andet arrangement i Aabenraa fik jeg arrangeret at Chris mor fik halsen skåret over. men se det er nogle helt andre historier. Men gospel – koncerten med Chris og hans orkester samt Lilian Boute (Forkert stavet) til Tønder Festivallen er nok det bedste.

På bænken ved Humlekærren hilste vi på min fars kammarater. Han var stolt over at kunne præsentere en fra København.. Vi mødte min gamle regnelærer Olav Knudsen.

• ”Fortæl nu min far, at jeg var din bedste elev på Tønder Kommuneskole fra 1. til 3. klasse”.

Mange fremmede mennesker kom hen til en, når man selv gik en tur på Torvet.

• ”Æ do it jen a di dæe manne Brodesen – børn.

For mig er bladhuset over på Storegade også en del af Torvet. Jeg kiggede altid ind, for at se om min gode ven Per Boregaard var på arbejde. Han er tidligere redaktør i Aabenraa.

Det ældste traktørsted finder vi på det gamle rådhus. Raths Weinkeller hed stedet. Allerede i 1576 bliver det pålagt værten, at føre øl af god kvalitet fra Rostock og Eckenförde. I 1907 ophører rådhuskælderen.

I årene 1643 – 47 opførtes et nyt rådhus, som et par år senere fik en tilbygning i Smedegade. Stenene kom fra et teglværk nord for byen.   På Torvet 7 befandt byens første rutebilstation sig. De første forbindelser kom efter 1912.

• Zur Börse og Stadt Apenrade
• fungerede som ventesal for de rejsende. Det var også her, at byen lejede plads til nogle af dragonernes heste i 1920. Senere kom stedet til at hedde Quick Lunch.

Klostercafeen, Torvet 11 er byens ældste borgerhus. Det er antagelig opført i 1520 som gildehus for Tønder Kalenderbroderskab. I 1788 overtog hvedebrødsbager og oldermand for bagerlaget Momme Detlef Jensen ejendommen. I mange år leverede man byens bedste punch.

Humlekærren, Torvet 2 havde mange humlesælgere. De kom fra Saksen og Hannover. Senere var det især fynske humlesælgere , der kom her.Ja tænk Tønder har en gang haft hele 35 bryggerier. I tidens løb har byens besættelsestropper også været indlogeret her. Her spiste man også godt. Når der var markedsdag, kunne der let  indfinde sig op til 200 madgæster. I huset har det også været kornhandel og brændevinsbrænderi. I 1911 var det slut med kro på adressen. Fra 1840erne var det her byens dansksindede samlede sig.

På Torvet 4 lå Stadt Apenrade. Huset er opført i 1878. Kroen blev nedlagt i 1930erne og indrettet til autoværksted.  Her på Torvet startede Det lille byråd også hver morgen deres vandring. Mange problemer blev løst på denne måde. Det var bankdirektør Johannes Paulsen, boghandler Jefsen og cigarhandler Petersen, der udgjorde det lille byråd. vi mangler en. Måske var kommunalpolitik ikke så indviklet dengang.

På et tidspunkt kunne byrådet ikke finde ud af, om man skulle have et lindetræ foran Klostercafeen. Men det klarede formanden for Turistforeningen. En tidlig morgen klokken 4, gravede han og nogle andre et kæmpe hul, og plantede en lind. Tønder havde igen fået sit berømte træ.

Hermann Heronimus, en af byens originaler opholdte sig også ofte på Torvet. Det var ham, der ville have ”en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern”. Og som han selv sagde, han skulle selv være ”Schaffner”.

Nu må vi ikke glemme den vigtigste figur på Torvet. Æ Kagmann, eller kagmanden. Det var datidens justitsfigur, der truede med kagstrygning og pisk på den nøgne krop. Nu står han så her i ny udgave og maner til ro og orden i byen.

Den ny kagmand er hvis nok skænket af den lokale skomagermester Nissen – Calli Schuster.

 

Kirkepladsen

Selvfølgelig skal man se kirken. Vi har tidligere skrevet meget om den. Så det gør vi ikke her, blot skal vi minde om, at Tønders allerførste kirke Laurentiuskirken lå i Vestergade 33 – 35, og var rimelig stor i forhold til  byens størrelse dengang. Tønder Kirkes indre, vidner om at der har været
mange rige mennesker i  byen.

Kirkepladsen 3 er fredet, vel sagtens ikke fordi, at jeg her gik til konfirmationsforberedelse. Engang faldt jeg i søvn under en af disse timer. Jeg var simpelthen besvimet. Præsten blev temmelig sur, men det viste sig, at jeg var alvorlig syg. Så han kørte mig faktisk hjem i sin folkevogn.

Bygningen kan føres tilbage til 1744.  Den gamle latinskole lå i sammenbygningen Kirkepladsen 7 -9. Her var der også indrettet bolig til rektor.

Også Kirkepladsen 11 er fredet. I 1612 blev byens skole indviet her af borgmester Hans Petersen.

 

Smedegade

Vi  befinder os nu på Smedegade. I nummer 1 var der indrettet skole. Der skete en reform i skolesystemet i 1805 i Tønder. I 1818 blev skolen udvidet, mens den
i 1864 blev omdannet  til tysk skole. Det skete efter en ombygning. Men allerede i 1870 åbnede den tyske realskole i Richtsensgade 20.

Om Smedegade 2 har været kro eller bryghus vides ikke. Bygningen kan føres tilbage til 1744, hvor det var en organist, der ejede bygningen. Gennem årene fik bygningen betegnelsen die Küche im Garten eller Brauhaus.   Smedgade 6 fungerede i mange
år som baghus for Humlekærren. Den var også ejet af Ewert Ewertsen,
der på et tidspunkt var indehaver af Humlekærren. Bygningen er fra 1744.
Nørregade/Richtsensgade

Her er også mange smukke huse, at kigge på. Vi vil nævne Biblioteket, og den gamle tyske skole bagved.
Jeg mindes også, at have været til tuberkelosundersøgelse i bygningen.

Lige overfor ligger Ungdomsborgen i Richtsensgade 27. Det blev opført i 1867 af Karl Theodor Sehestedt som banegårdshotel med opførelsen af Øst-banegården. I 1870 overtog Ludwig Struck ejendommen og videreførte ejendommen som Strucks Hotel. Bygningen har også været indrettet som tysk forsamlingshus, som Hotel Grand og Hotel Bunkenberg.

Her stod cigarhandler Lassen og spillede violin. Transport – mand Due Sørensen hamrede på trommerne. Når de ikke spillede, ja så kunne det være Leif Slots Band.

Richtsensgade hed egentlig Bahnhofsstrasse. En traditionel landevejskro lå der på Richtsensgade 29. Først hed den L. Schmidts Gasthaus, så blev det Gasthof zur Ostbahn. Og så genopstod Zur weissen Schwan her. Det var samme indehaver, som kroen af samme navn i Storegade. Det sluttede med Jørgen Larsens Gæstgivergård, inden huset måtte rives ned i 1954, for at gøre plads til Kongevejen.

Det var også her i Richtsensgade, at  byens andet posthus lå. Og her var der en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holsschausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere kejser Wilhelm den førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med et firspand.
Det havde man dog ikke i Tønder. I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve.

Det gik galt, så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.

Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med et tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første berideren måtte overtage den førstes uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet.

Postmesteren var bange for at blive afsat, og havde sendt en tjenestepige til bygrænsen for at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var
postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.

 

Storegade

Gaderne inde i centrum bærer præg af middelagtig struktur. Masser af velbevarede bygninger, både de store prægtige palæagtige huse i hovedgaden og de mere ydmyg huse i sidegaderne, der vidner om den sociale struktur. Kniplings -, korn – og kvæghandlere boede i hovedgaden. Kniplerske og håndværkere var bosat i bag – og sidegader.

Storegade 4 indeholdt en af byens mest yndede værtshuse med det klingende navn Im Schwarzen Ross. Men bygningen er for længst revet ned.

Ved siden af, i Storegade 6 lå Zum weissen Schwan. Det var frisernes foretrukne tilholdssted. På en af byens nødpengesedler er kroen afbildet. Også denne kro blev revet ned.

Det var gæstgiver Cornelius Petersen, der lod det nuværende hus, Storegade 8 opføre. Her var også sodavandsfabrik. Her lå i mange år værtshuse med navnene Nældebladet og Holsteinisches Nessblatt.

Gæstgivergården i Storegde 9 var i mange år ejet af danske og tyske afholdsforeninger. Sådan en forening burde man mene, havde travlt i en by som Tønder.
Bygningen, der i dag rummer Victoria indeholder bygningsrester, der kan føres tilbage til 1500 – tallet.

Størstedelen af ydermurerne i Storegade 10 er fra 1600 – tallet. Den pragtfulde portal fra denne ejendom befinder sig på Altonas museum. Tondernesche Zeitung forsøgte at lave en indsamling for at beholde døren i Tønder.

Den navnkundige købmand Ernst Klüver, drev både købmandshandel og kro fra denne adresse. I gården ud til Spikergade, var det mulighed for at parkere. Og så var prisen for daule øl 1,20 mark.

Storegade 11 er resterne af et hus fra 15 – 1600 årene. I bygningen er det rester tilbage fra gammel tid. I mange år har der været drevet vin og ølstue i disse
lokaler.

Storegade 14, er en af de talrige huse der er fredet. Bygningerne er opført i 1672 af amtsskriver Friedrich Jürgensen.

I Storegade 16 var der dømt gymnastik. Her havde Turnverein, deres stamlokale i Zur ewigen Lanmpe.

Storegade 20 er opført i 1673. Her var handel med byggemateriale og kolonialvarer. I bagbygningerne var det en fabrik, der fremstillede cikorie. I 1836 blev der således fremstillet 60.000 pund cikorie.

Her lå også værtshuset Nordische Löwe. Værten var formand for veteranforeningen Kampfgenossenverein von 1848. Teaterforestillinger uden for badesæsonen på Vadehavsøerne blev opført her. Det var omrejsende tyske teaterselskaber, der hjemsøgte Tønder, når de ikke kunne tjene penge hos de rige tyskere, der var på kurferie.

Haderslev Museum har gjort arkæologiske fund i ejendommen. Under baghuset befandt der sig en velbevaret  senmiddelalderlig kælder. Men ved nærmere undersøgelser fandt man også anlæg, der stammede tilbage fra 12 – 1300 – tallet.

Min far, der var murer, fortalte at de ofte under udgravninger i Storegade og Vestergade fandt skeletter. Ligeledes har min far, da han var skoleelev brugt et kranie som fodbold på vej til skole. Kraniet stammede fra en udgravning ved kirken. Da de kom hen i skolen, sagde læreren:

• Ihr Könnt doch nicht mit dem Todenkopf spielen

Skeletterne kan stamme fra gamle kirkegårde ved den nuværende kirke, samt fra den gamle kirkegård ved St. Laurentius Kirke i Vestergade. Der har desuden været klostre med egne kirkegårde i Tønder.

Så man kan fastslå, at der har været bebyggelse langs Storegade allerede i 12 – 1300 tallet. Vi har tidligere skrevet om det i artiklen Tønders historie – fra begyndelsen. Bygningen, Storegade 22, husede indtil 1920, byens andet apotek, Alte Apothek.

Storegade 23 blev opført som bank i 1904. I årene 1926 – 1950 havde Tønder Bibliotek til huse her. Inden da, stod der her et flot bindingsværkshus.

Ja , så var det også Riggelsens skobutik. Og det var jo en tysk butik. Og om ham gik der mange beskrivelser i det folkelige vid, som blomstrede på dansk, tysk, plattysk og sønderjysk.

• Vi kaldte det selv æ deutsch – dänische mischmasch – Sprache:

Riggelsen havde ikke alene en ret ryg,

• den gik også bachuh, aber dafür hatte er ein Unterbiss og auf diese Weise kun han hold æ balans, når han kom o æ cykel op gennem Grosse Strasse.

Frode Kristoffersen fortæller om et møde på Centralhalle med shustermeister Riggelsen. Han havde været i Berlin, og så havde børnene spurgt om, hvad DK
stod for. Riggelsen svarede: Dänemarks König. Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene.

• Og Riggelsen svarede Auch über Ægypten.

Om historien er rigtig, ja det kan kun Frode svare på. Og han er her ikke mere.

Og så må vi ikke glemme Storegade 24. Det var her jeg stod i lære i Andersen og Nissens Boghandel. Huset er opført i 1924 af den berømte arkitekt Lauritz Thaysen for boghandler Heinrich Nissen. Det var også her Brorson skrev sine salmer i det hus, der stod der inden den nye bygning.

Desværre er boghandelen, der ikke mere. men vi har skrevet en artikel om den.

 

Vestergade

På hjørnet af Vestergade og Kobbergade holdt en af Tønders mest kendte og ældste gæstgiverier til – Tonhalle. Her havde Tønder Teater også hjemme. Men også Zum goldenen Klotz og det meget forfinede Stadt Wien holdt til her. I 1926  rummede salen 300 siddepladser. Efter en brand i 1949 lukkede Tonhalle som restaurant, kro og teater.

Vestergade 3 er oprindelig bebygget i 1700 – tallet.

Det fredede hus, Vestergade 4 har tilhørt den berømte slægt Angel, og kan dateres tilbage til 1681

Vestergade 6 er opført i første halvdel af 1600 – tallet. I en periode omkring århundredeskiftet havde fotograf Schwennesen ejendommen. I 1895 lod han baghuset opføre som fotografisk atelier.

Hvem har ikke besøgt Vor Bager i  Vestergade 8. Thorvald Petersen, der var aktiv i byen, lod i 1912 en ny bygning opføre på grunden, og indrettede den til bageri og cafe.

En af de mest kendte huse i  Tønder, er ”Digegrevens hus”, Vestergade 9. Den er opført i 1777 for kniplingshandler, senere borgmester Carsten Richtsen. Grunden til, at den hedder digegrevens hus, er at den i 1900 blev ejet af digegreve Bendix Todsen.

Også nabohuset, Vestergade 11 var ejet af Carsten Richtsen. I år 1800 lod han det rive ned, og opførte et nyt. Det blev brugt som selskabshus for  Vestergade
9. Efter Richtsens død i 1821, blev husene solgt hver for sig. I 1857 overtog ritmester og husfoged von Brockdorff Vestergade 11.

Vi andre kender stedet som Halle eller Centralhalle. Stedet hed også Larsens Biergarten. Efter 1. verdenskrig blev det et samlingssted for byens kegle – og
skatspillere.

I 1978 købte kegleklubben Gut Holtz stedet.

Vestergade 12 indeholdt en tobaksfabrik. En træstatue forstillende en tobaksmand kan i dag beskues på Tønder Museum, den stammer her fra bygningen.

Vestergade 14 blev opført i 1793 – 1794 af købmand Hans Jensen Angel. Det fornemme patricierhus var i købmandsslægten Angels eje indtil 1884, da det blev overtaget af købmand Siegfried Carsten Lorenzen. I 1905 blev det overtaget af Tønder Landmandsbank.

Vestergade 15 har tidligere været skole. Omkring 1790 overtog Tønder By bygningen, som kort efter blev revet ned. I 1793 blev det opført som skolebygning, hvor forhuset blev indrettet som lærerbolig. I 1836 blev bygningerne for små, selv om lærerboligen nu var blevet inddraget til skolen. Der opførtes en
ny tilbygning mod Allegade.

Mod gården i Vestergade 20 er indmuret to tavler med initialer for Peder Struck og hans hustru med årstallet 1687. I et nyere sidehus er indmuret otte sandstens – og basalthoveder, muligvis fra Tønder Slot.

Vestergade 23 kan føres tilbage til begyndelsen af 1600 – tallet. I lang tid boede forskellige herredsfogeder i huset.

Tønders dengang ældste cafe Café Holtz lå der også. Efter første verdenskrig kom en ny forpagter og et nyt navn Café International. I 1922 vender det gamle navn tilbage.

Vestergade 25 indeholdt det kendte, Stadt Kopenhagen. Her var også hotelvirksomhed. Og også  Webers Lustgarten var at finde her, og hver sommer underholdt Harzer Bergkapelle. En del  supermarkeder har i tidens løb været i bygningen, Rita, Calle, Bonus og Fakta.

Det ældste Stadt Kopenhagen befandt sig i en for længst nedrevet bygning i Vestergade 28. Stedet var kendt som Slesvig – Holstenernes højborg. Senere blev bygningerne også drevet som hotel efter en stor udvidelse. Det danske valgkontor fik plads her i 1919. Så blev navnet ændret til Hotel København. Og langt senere kom bygningerne til at rumme en isenkrambutik.

Ja man tror det næppe, men Vestergade 65, rummede fra 1857 – 1903, Tønder Jernstøberi, i hvert fald i baghuset.

Hotel Hafnia, Vestergade 76 var hestehandlernes tilholdssted. I 1939 overtager entreprenør Helms ejendommen. Tønder Social Demokrat og senere Sønderjyden har været her. Det var her den navnkundige Robert  Huhle regerede.

Formand for beværterforeningen, Detlef Johansen drev en beværtning fra Vestergade 77. Han var også kendt  på grund af ”sit omfang”. Han vejede 380 pund, men var dog kun den næststørste i Tønder. Felix Kupé fra Marschbahnhofs Hotel vejede nemlig 410 pund. Man hævdede i byen, at hvis de to mødtes for at få en snak i Vestergade, ja så brød trafikken sammen.

Under besættelsen overtog tyskerne næsten hotellet og beværtningen. Fra 1943 – 1945 var det Gestapos hovedkvarter. Senere fik det navnet Ommens Hotel. Det blev nedlagt omkring 1960.

Ja man kan kalde de tre hovedgader for Fleet Street. Der var Tønder Amtstidende, Sønderjyden, Flensborg Avis eller Vestslesvigs Tidende, Vestkysten,  Jydske Tidende  og Der Nordschleswiger. Det var noget at vælge imellem for de 7.000 tøndringer.

• Kære læser, vi håber at du er med på næste tur.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

Redigeret 17. 04. 2022