Artikler
August 3, 2007
Ture i Tønder 1.
Vi skal en tur til Zeppelin – museet, Ribe Landevej, Carstensgade, Langs Vidåen, Slotsbanken, Strucks Alle, Leos Alle og Østergade. Vi kigger på Liebestempel, Poul Schlüters og undertegnedes børnehave, samt undertegnedes fødested. Læs også om det Tønder, som turisterne ikke kender.
Hvad ville jeg vise min kæreste, mine venner og andre interesserede, når jeg vendte tilbage til Tønder? Ja, det er faktisk det, jeg beskriver i denne artikel. Indrømmes skal det dog, at det er et stykke tid siden, jeg har gået disse turer, så visse erindringsforskydninger, kan forekomme. Det bedste er, at tage
turene til fods. Måske kniber det lidt med at nå Soldaterskoven/Zeppelinmuseet til fods. Ja efterhånden er det blevet til 4 artikler i denne serie. Og de blev skrevet i 2007.
Tur 1:Leos Alle, Soldaterskoven, Ribe Landevej, Carstensgade, Langs Vidåen.
Kære læsere, denne tur tager du bedst på cykel ind til du kommer til Vidåen, så træk cyklen på ådiget.
Leos Alle.
Vi starter i Popsensgade, og kigger på Tønder Statsskole, der er bygget i 1920. så går/cykler vi over baneoverskæringen. Til venstre ser vi Leos Plejehjem, opført
i 1939 – 1940. Nu er vi på Leos Alle, et flot og bevaringsværdigt kulturmiljø. Dette miljø fortsætter hen til Nygade.
Egentlig startede det hele som en markvej, der forbandt byen med Tønder Garnisons første hjemsted ved Dragonvej/Ryttervej. Men vejen forbandt også byen til landsbyen Tved og gårdene nord for Tønder (blandt andet Rosinfeld).
En flot lindealle blev anlagt. I 1956 blev der anlagt regnvandsledninger, og her blev træerne desværre nedlagt. Nu vil beboerne have disse træer genetableret. Vi passerer også Lærkevej. Sidst jeg var her så det meget dødt ud. Men dengang var der masser af liv fra morgen til aften. Men det har vi beskrevet i andre artikler. Og det gamle stadion har vi også beskrevet i andre artikler.
Zeppelin – Museet/Soldaterskoven
Vi kører nordpå, cirka 4 kilometer fra Tønder til Soldaterskoven. Ja, man tror det næppe, men her har ligget en luftskibsbase, som det Tyske marineministerium lod opføre i 1915. Her blev opført tre luftskibshaller, en gasstation, funktionærbygninger m.m. Tosca var den største hal. Den kunne rumme to luftskibe, og var 243 meter lang, 71 meter bred og 42 meter høj. Dengang var den Nordens største bygningsværk.
Der findes ikke noget tilsvarende, hverken i Danmark eller Tyskland, eftersom alle militære anlæg i det tyske rige blev helt fjernet. Kun fordi basen kom til Danmark efter grænsedragningen, kan vi se en lille smule af dette gigantiske anlæg.
Selve gasanlægget er bevaret i sin ydre skal, det samme er tilfældet med funktionærboligerne. Port-huset ved indkørslen til gasværket er helt intakt. Det samme gælder flyhangaren.
Men for at lokalisere de tre luftskibshaller, ja så kræver det lidt forhåndsviden. Gasværket blev benyttet som gymnastiksal for garnisonen indtil udgangen af 2002. Anlæggene kræver dog penge til en snarlig istandsættelse. En flok historisk interesserede under ledelse af Manfred, min gamle chauffør fra de glade dage hos Arnolds Bageri driver et lille museum på stedet. ja sådan så det ud i 2007. Manfred er ikke mere herude. Og nu er det i den grad store planer. På vores side har vi skrevet ca. 5 artikler om historien om alt dette.
I 1922 blev det meste revet ned, der blev holdt aktioner over inventaret. En del af dette har man fundet rundt omkring på egnens gårde.
Læs mere i vores artikler om Tønders historie
Ribe Landevej
De fleste ejendomme er opført efter 1940. Når vejen skal nævnes her, er det fordi vejen repræsenterer et velbevaret kulturmiljø.. Det er strækningen fra Dragonvej til Carstensgade, der er interessant. Oprindelig var vejen en markvej, der førte til Abild. Bebyggelsen startede omkring 1900.
Undtagelsen er Schweizerhalle og den bagved liggende Schützenhalle på venstre hånd, når man kommer ind ude fra byen. Jeg husker endnu de store parader
når de tyske skyttebrødre kom gennem byen. En af mine onkler var skyttebroder. Så på den baggrund var vi altid velkommen, når der var fest. Jeg har da også skudt fra Schützenhalle. Men jeg mindes da også, at der var Tivoli lige bag Schweizerhalle.
Senere har jeg været til masser af musik her, og en overgang opererede musikklubben Downtown på lokaliteterne.. I en af omklædningsrummene indrettede vi et studie, da vi startede Tønder Båndamatørklub. Det var med spolebåndoptagere, hvor vi lærte at lave lydeffekter. Her indspillede vi også blindebånd. Engang optog vi julemusik indspillet af familien Schultze, som stadig er aktive musikere. Det var bl.a. med gruppen Arrows,
Men det hele begyndte i 1861 som en landevejskro. Ja det var vel nærmest et forlystelsessted, for der blev indrettet både keglebane, skydebane, ringriderplads og meget mere. Det hele blev anbragt på en kæmpe jordvold, så tankerne kunne godt henledes til en kæmpe alpehytte. Det blev et sandt udflugtsmål
om søndagen.
I 1908 brændte hele herligheden, men børnene kunne bruge den store jordvold som en udmærket kælkebakke. Under branden, mens man ventede på mere vand, spenderede indehaveren en cognac til de svedige brandfolk. En tilstedeværende politimænd greb ind:
Hvorpå en af brandmændene svarede:
Lidt nordligere blev et nyt Schweizerhalle indviet den 7. april 1909.
I 1951 overtager det tyske mindretal ejendommen, der fungerer som forsamlingshus helt til 1979. Senere bliver det omsorgscenter og så vidt vides er det nu kulturhus. Det var stort, da jeg her holdt foredrag Å æ Sproch om Tønders historie.
Lidt længere henne ligger en flot bygning, opført i 1914. I en meget kort overgang fungerede som landbrugsskole. Her har også været kasserne og bygningen tilhørte også en gang Hede-selskabet.
De herskabelige villaer på vejen må have set godt ud med alle elmetræer, som for længst er blevet fældet. Cirka 20 ejendomme på strækningen har en såkaldt SAVE – karakter mellem 2 og 5. Mange af villaerne tilhørte læger fra Tønder Sygehus, der ligger lige i nærheden.
Carstensgade/ Langs Vidåen
Vi drejer nu til venstre af Carstensgade. Lige i begyndelsen til venstre ligger sygehuset og helt ude for enden ligger den nedlagte kasserne. Sygehusets hovedbygning er fra 1925 og en markant bygning. Selve kulturmiljøet slutter ved Carstensgade 87. Byens gamle kirkegård fra 1914 er også et besøg værd. Gravstenene fortæller deres egen historie.
Her ved indgangen lå også byens rettersted, efter at det var flyttet fra byens torv. Galgen hang her antagelig til år 1800 til skræk og advarsel for besøgende. De
flotte villaer på Carstensgade blev påbegyndt omkring år 1900.
Selve vejen er ældgammel. Man skulle helt over til vadestedet Solvig cirka 9 kilometer øst for Tønder, for at kommer over åerne. Samtidig lå der nogle store
moseområder nord for Tønder. (Kongens Mose, Sølsted Mose og Vennemose).
Gaden eller vejen hed fra gammel til Løgumklostervej. Fra det tyske mindretals side var det et ønske om, at gaden skulle opkaldes efter en af byens store sønner, provst Erik Carstens.
Vi går nu lidt tilbage, og går ned af Provst Petersens vej. Denne Provst Balthasar Petersen var provst fra 1746 til 1786. Det var ham, der startede Tønder Seminarium i 1788, og testamenterede sin formue til uddannelse af lærere.
Jamen, hvad skal vi på den lukkede vej. Vi drejer til venstre nede for enden, og kommer ind på en sti. Pludselig befinder vi os på et å-dige, og Vidåen åbenbarer
sig for os. Til venstre er åen på vej ud af byen, mens den til højre er på vej ind i byen. Vi passerer jernbanebroen, der bærer sporene fra Tønder – Tinglev banen.
Det er nok de færreste, der kender denne vej. Her var i gamle dage også en badeanstalt, men vi fortsætter langs å-diget ind til byen. Ja, det minder nærmest om et fransk flodlandskab. Her er ikke mange turister.
Til venstre for os passerer vi det nedlagte seminarium, byens idræts-anlæg og fortsætter vi helt ud til Søndergade, ja så passerer vi også byens friluftsbad, og svømmehal, samt de imponerende tre idrætshaller. Bag ved dem igen, ligger byens campingplads På venstre side ser vi en del af det gamle seminarium, som nu er øvelsesskole.
Det er også på venstre side vi ser de idylliske kolonihaver, der går helt ned til åen. I min barndom havde vi adgang til sådan en have. Det glemme man aldrig. Det er ved Vidågade. Her lugtede af gamle dage både af kaffe og noget knap så behageligt.
Det var også her man på til Sankt Hans havde kæmpe lysfester på denne meget idylliske strækning af Vidåen.
Vi passerer nu Søndergade og har Vidåen på vores højre side. I mange år var der et springvand midt i åen. Jeg ved ikke engang, om det stadig er der. Her fra Kongevejen har vi også et godt blik ud til marsken.
Vores første tur stopper ved Bachmanns Vandmølle.. Den har i de sidste mange år dannet ramme for mange fantastiske musikoplevelser i forbindelse med Tønder festivalen.
Møllen er nok den ældste industrivirksomhed i byen. Den bliver nævnt i 1436, den var kornmølle for Tønderhus. I 1799 fik C.N. Bachmann møllen i forpagtning, og siden har møllen været drevet af slægten. Den nyere del af møllen brændte i 1893, men blev genopbygget. Indtil 1955 var den i brug som vandkraftsleverandør. Også denne har vi beskrevet i en artikel.
Lige bag ved har vi Botshaus, som vi indgående har beskrevet i andre artikler. Og over åen ligger den danske roklub. I gamle dage var det mulighed for at ro helt ud til Rudbøl sø. Om disse muligheder stadig eksisterer, vides ikke.
Tur 2: Slotsbanken, Jernbanegade, Strucksalle
Vi starter vores tur ved den gamle godsbanegård. Da der ikke mere var pakker at hente her i lokalerne, brugte mange af byens popgrupperne, dem som øve-sted. Kigger vi nu mod syd, har vi en lille vej, der kaldes Papegøjevejen. Hvorfor den hedder det, ja det kan du læse i artiklerne om Tønders historie. Her skød den gamle skytteklub . Nej, det var ikke fordi der var papegøjer i Tønder.
Har man tid burde man gå et stykke ud af denne vej. Det er lidt af en naturoplevelse.
Kig nu ned på pladsen bag ved Slotsbanken eller Slotsbjerget, som det også blev kaldt. Her kan du tydelig se en forhøjning. Det var her, det oprindelig slot Tønderhus lå. En 80 meter slotsbro gik over til fastlandet.
Pladsen bliver brugt til ringridning og til Tønder Festival. Her har vi tilbragt mange fornøjelige timer. Det var nok også her de store skibe lå dengang og ventede på “Flod” så de igen kunne sejle ud til Vesterhavet.
Tønder Gasværk blev opført på Slotsbanken i 1864. Og vandtårnet kom til i 1902. I 1910 kom der også et elektricitetsværk. Det var Matthias Lorentzen, der styrede det hele. Det var også ham, der forhindrede en truende kedeleksplosion på Viktoriabryggeriet på Strucksalle.
Området ved Slotsbanken var omkring 1900 ofte oversvømmet ved vestenstorm, når slusen ved Højer var lukket. Slotsbanken er i dag fredet område. Engang imellem ved udgravning dukker nye minder fra byens fortid op her. Den bevarede port-bygning til Tønder Slot, den bygning, der danner indgangsparti til Tønder Muesum er også fredet. Bygningen er fra 1500 – tallet. Det var også det gamle fængsel.
Tønderhus var oprindelig anlagt mellem 1260 og 1270. Fra 1588 kendes Tønder Slot med voldgrav, vindebro, forsvarsanlæg og tårne. Men længe før den tid, er
der også historikere der peger på, at der har været en vikingeborg på stedet. Også dette har vi beskrevet nærmere i artikler.
Vi går lidt længere ned af Jernbanegade, og kommer til Banegården. I 1880`erne anlagde man banestrækningen fra Tønder til Ribe. Få år senere kom denne bane til Højer Sluse over Møgeltønder. Mens man brutalt rev Tønder Øst ned, har man renoveret Tønder Banegård, Tønder H eller Marschbahnhof. Og her rykker Tønder Musikfestival og Tønder Lokalarkiv ind.
Tønder Øst blev opført i 1867. Herfra udgik forbindelsen til Tinglev.
Det var også til Marchbahnhof de rige tyskere kom, når de skulle på kurophold på Sild. Inden togforbindelsen til Højer, gik det med hestevogn fra Tønder. Det var storhedstid for hotellerne i byen, på grund af de tyske kurgæster, der via Højer Sluse tog til Sild.
Min far har indgående beskrevet, hvordan kupeerne så ud. Hvad han har lavet i de togvogne, vil jeg helst ikke vide
Egentlig lå banegården lidt nordligere, omkring Jernbanegade 8. Det var den privatanlagte Marskbane fra Heide over Tønder, til grænsebyen Hviding. Bygningerne blev under anden verdenskrig ramt af bomber.
To gange under krigen, blev de samme bygninger ramt af engelske fly. Cirka 15 tøndringer mistede livet. På Jernbanegade 30 ligger byens brandstation. Den blev indviet i 1955. Det frivillige brandværn i Tønder fortjener deres egen historie. Det har vi også senere beskrevet og brandstationen ligger nu på Nordre Landevej.
En markant bygning er den tidligere Rigsdagsbygning. Den blev i 1927 overtaget af af Toldmyndighederne. Men i 1976 var dette slut.
For enden af Jernbanegade ligger byens imponerende posthus, opført i 1899. Det gamle posthus lå i Richsensgade.
Bag ved posthuset lå Schützenhof. Den var opført på byens vestligste blegeplads. I 1873 fik stedet navneforandring, det hed egentlig Die Westerbleiche.
Her afviklede skyttekorpset alle deres arrangementer, indtil de nye skydebaner stod færdige ved Scweizerhalle i 1922.
Men det var her på Skyttegården, at der var Tivoli, Cirkus og Ringridning. Vi har her på hjemmesiden haft henvendelse fra oldebarnet til en af de markante gæstgivere på stedet Hans Harboe Stehr. I 1950 købte Post – og Telegrafvæsnet stedet og nedlagde det.
Nu havde vi næsten glemt Hagges Hotel. Det ligger lige på hjørnet af Vestergade og Jernbanegade, men indgangen var vel fra Kongevej. Det var den vi brugte, dengang vi skulle have slukket tørsten. I 1888 lod den initiativrige Andresen stedet opføre. Det var også ham, der organiserede transporten mellem Tønder og Højer for kurgæsterne. Men det ophørte brat i 1892, da togforbindelsen til Højer blev etableret. I 1907 købte Hans Hagge stedet. I 1988 overtog Tønder Festivalens Venner stedet, og omdøbte det til Postgården. Men i folkemunde hed det ikke andet en Hagges, så i dag hedder det Hagges Musik Pub.
Vi drejer nu til venstre og befinder os nu i Vest-byen. En af de første og største bygninger lå mellem Skolegade og Plantagevej på den anden side, nemlig Victoriabryggeriet. Det blev grundlagt i 1888, og havde vel gode vilkår. Tønder havde fået et ry som de tørstiges by. I Tønder Amt var der næsten 900
hoteller og gæstgiverier. Men man fik ikke rigtig gang i den.
Ikke engang til det andet konkurrerende bryggeri, Actien Brauerei i Østergade. I 1902 gik selskabet konkurs, men Creditbank videreførte det med henblik på salg. Et forsøg med konserves og dyrkning af champignon blev et stort flop. I 1927 blev bryggeriet overtaget af et kreditinstitution for en krone.
Senere blev det overtaget til korn og foderstoffer. Når vi unger skulle skyde genvej til Markgade, jamen så gik det lige forbi disse bygninger.
Jeg boede på hjørnet af Strucksalle og Skolegade i fem år. Ved næste hjørne boede Poul Schlüter også i mange år. Vi gik i samme børnehave (Vestre Børnehave) i Viddingherredsgade – men dog ikke på samme tid. Børnehaven kan ses fra Banegården.
Når vi nu er herude så skal vi ikke glemme Hans Peters Kro, Strucksalle 4,. Her har jeg langt senere fået stillet min tørst
Købmand Lassen lå lidt længere henne, på de anden side. Her hang der altid jagtbytter ude på en krog i gamle dage, kaniner, fasaner m.m. Det var altid dejligt at komme herhen som barn. Her er det nu blomsterbutik, som Hans Christian Lassen fører videre. Ja så havde jeg vistnok en kæreste, der hed Ingelise. jeg var dengang 6-7 år.
Men overfor os boede bager Wraamann. For et stykke tid siden ringede bager Wraamnns søn til undertegnede. det er så efterhånden mange år siden. Hans far havde læst afsnittet, hvor min far cykler direkte ind i bageriet med brækket ben. Det er altid hyggelig med sådanne tilkendegivelser. Episoden må være cirka 65 år gammel.
Der var en slagter og et mælkeriudsalg. Og hende i mælkeriudsalget kan jeg godt huske. Mange år senere, da vi kørte på ikke helt lovlige knallerter, og lige skulle hvile os foran, fik vi en kæmpe skideballe af hende, fordi vi larmede.
Bebyggelsen i Strucks Alle minder mere om preussisk byggestil. Ejendommene var bygget til flere familier, og ikke villaer som på Ribe Landevej, Leos Alle og Carstensgade. Det hele var beregnet som lejeboliger og ikke ejeboliger. Bebyggelsen på Viddingherredsgade og Markvej er fra omkring 1890.
Den Preussiske byggelov fra 1867 overlod ikke så meget til fantasien. Alle tegninger og beregninger skulle godkendes af myndighederne. Kun de færreste lokale bygmestre kunne påtage sig disse opgaver. Man købte færdige byggeløsninger i Tyskland.
I folkemunde hed bydelen Das Heidentum, fordi man ikke opfattede kvarteret som hørende til byen. Vestre Børnehave var også byens første børnehave, hvor der ikke nødvendigvis gik forældreløse børn.
Strucksalle blev opkaldt efter Peter Struck, der havde testamenteret indtægterne fra sine store jordlods i Ny Frederikskog til fattige børn. Men Tønder borgerne kaldte i mange år gaden for Møltynne Skase. Heller ikke Viingherredsgade faldt i borgernes smag. Den kaldte man for Avntaut Skase.
Tur 3: Østergade
Vi starter nu turen inde i Tønder, ved en byport, der er gengivet utallige gange. Også på mit qsl – kort, jeg fik fremstillet hos bogtrykker Rhode. Hvad er et qsl
– kort? Jamen, det er noget som radioamatører ved noget om. Det er en kvittering for en samtale.
Byporten her ved Østerport var den sidste port, der blev revet ned i 1872.
Tænk, at vi nu går ind i en by, hvor der er mindst 66 fredede huse. Og det som vi heller ikke skal glemme, er alle de grønne områder, der forstærker indtrykket
af denne by. Der er tale om en udbrudt række af anlæg, fra Nørre Alle på bymidtens nordside over Anlægget ved Seminariet øst for centrum, langs Vidåen til Mølleparken, syd for bymidten. Vi har allerede været på en del af de grønne områder.
Her ved Østergade laver vi lige en lille afstikker til højre ind i noget grønt. Her kommer vi til Liebestempel. Michael Falch synger om stedet, i sangen Kærlighedens Lysthus. Der findes nok ikke en rigtig tøndring, som ikke kender stedet. det var også stort, da jeg sad i Danmarks Radio og præsenterede min tredje bog. Her kunne jeg så ønske musikken og selvfølgelig var det den første, jeg valgte.
Jeg selv, husker den sidst fra en tropenat under Tønder Festival. Men herfra har der udspillet sig mange musikarrangementer.
Det var borgmester Carsten Richtsen, der forærede dette anlæg i år 1800 til borgerne, og egentlig var der to pavilloner.
Vi vender nu om og går tilbage til udgangspunktet. Til højre ser vi retsbygningen med fængsel og til venstre Kongevejen. Her på Kongevejen er det slut med bevarelse af de kulturhistoriske klenodier. Det var her i nærheden at man rev Tønder Øst ned. Men lige her var byens ”voldgrave” Laurentiusstrømmen
meget bred. Også Galgestrømmen og Vidåen dannede beskyttelse mod fjenden. Ja byen havde sågar en trævold på et tidspunkt.
Østergade 73 rummer et ældre hospital. Det var fysikus F:F: Ulrich, der ville forbedre byens sygepleje. det var ham, der blev stenet ud af byen i 1864 af tysksindede. Ja nogle af dem var hans patienter.
På venstre hånd ser vi det gamle vajsenhus og hospital. En smuk toetagers rødstensbygning med murranke og en lille tagrytter med urværk. Bygningen er opført i begyndelsen af 1730erne af en rig kniplingshandler og anvendtes gennem 200 år, blandt andet som hjem for forældreløse børn. Men bygningerne rummede også meget andet. Vi henviser til andre artikler her på siden
Vi passerer seminariet, der har en meget broget historie. Her har både været dansk og tysk seminarium. Her har været latinskole, og stedet har huset tropper fra adskillige lande. Se artiklerne om Tønder Statsseminariets historie.
Østergade 56 er en tidligere købmandsgård og kro med indskriften Soli deo gloria (Gud alene æren). Huset er egentlig opført i 1729. Første gang den optræder
som kro er i 1750. Indimellem er det også hue – og strømpefabrik samt præste- og lærebolig. I 1948 var det sidste gang, der var kro i bygningen.. Den var også Skolecentral på et tidspunkt.
I naboejendommen i nummer 58 var der også beværtning, Hamburger Herberge. Bygningen er tilbage fra begyndelsen af 1700 – tallet. Men der har ikke været kro i bygningen i 150 år.
Minsandten var det også kro i nr. 62. det er opført efter den store brand i 1725. Men først omkring 1840 hører man om, at der skulle være beværtning i huset.. I de gamle papirer kan man også se, at der til ejendommen var en stald. I 1930erne blev kroen nedlagt.
Lige på hjørnet ned til Vidågade lå Vidåkroen, som senere blev til Carl Skomar. Da der i min barndom var købmandsbutik her, ja da var jeg bydreng her. Men der har faktisk været tobaksfabrik her indtil år 1840. I 1867 blev der indrettet en brødfabrik i huset. Men huset stammer oprindelig fra cirka 1700.
Ved siden af, i nr. 59 finder vi et gammelt pakhus, sikkert for nabohuset i nr. 61. Huset er oprindelig opført i 1730. Antagelig også efter den store brand.
I nr. 49 var Søstjernen i 20erne kendt for sin gode gastronomi. Som genbo til Aktie – bryggeriet var der altid mulighed for frisk fadøl. Østergade 46 indeholdt
fra 1861 en privat realskole med tre klasser. Huset kan føres tilbage til 1744.
I 1771 opførtes Østergade 40 som en fabriksbygning. Det var en kniplingstråds-fabrik, og endnu i 1814 blev den benævnt som trådfabrik.
Den nuværende bygning på Østergade 39 er opført i 1854. I 1870erne blev det indrettet som svendehjem Herberge zur Heimat. I 1921 blev huset omdannet til hjem for ældre kvinder.
Vi skal selvfølgelig også lige havde det hus med, hvor jeg er født. Det er godt nok ikke fredet, men stammer tilbage fra midten af 1600 – tallet. Det er i nummer 31. For mange år siden, da jeg var forbi, stod der en sofa, der hvor jeg blev født. Det var ikke til minde om undertegnede. men der var indrettet en møbelbutik på stedet.
Østergade 25 er restaureret af Nationalmuseet. Her er et forhus, der fylder næsten hele grunden, og et smallere baghus, hvor der er plads til et gårdrum. Her blev der i 1830 indrettet et bogtrykkeri, hvor man blandt andet fremstillede, Wöchentliches Tondernsches Intelligenzblatt. Ja dette blads historie har vi også skrevet om.
Vi passerer Østergade 19, det såkaldte skomagerhus. Det nuværende langhus er opført mellem 1774 og 1784.
Stadt – Theater lå i Østergade nr. 16. Her blev der opført teater på plattysk. I 1895 bliver en ny teatersal taget i brug. I 1920 købte Brdr. Roost hele bygningen, og indrettede det til Auto – og Maskinforretning.
Østergade 15 er opført i 1784, som forplejningshus for de fattige på foranledning af byens fysikus dr. Joh. Gottfr. Krischauff. Det afløste et andet hus på grunden. I 1826 overgik forplejningsanstalten til fattigkassen, og indrettedes til arbejdsanstalt. I 1835 blev huset indrettet som privatbolig, idet borgmester Poul Sibberts købte ejendommen.
Østergade 13 er nok en af de smukkeste bygninger. På facaden står det, at den er opført i 1668. Det har været indrettet som farveri, og er en af de talrige huse, der er fredet på Østergade.
Vi kunne have valgt mange huse her fra Østergade, men vi slutter med Apoteket.
I dag rummer det firmaet Det gamle Apotek. Hvis du vil i julehumør, skal du bare kigge derind. Østergade 1 er opført omkring 1671 – 73 for borgmester Johann Preuss. Han gik desværre konkurs, så det fornemme hus blev solgt til Peter Langheim, der indrettede det til apotek og vinstue.
Foran er der to løver. Min far påstod både over for os børn, samt tyske turister, at hver gang, der kom en jomfru forbi, så ville de brøle. Han har aldrig hørt dem
brøle, og det har vi børn heller ikke.
De to løver er sandsynligvis en senere tilføjelse, og det er Rokokogadedøren også. Den stammer fra 1760 – 1770.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 3, 2007
Tøndermarsken
En af de flotteste naturområder vi har i Danmark, er Tøndermarsken. Et fantastisk sted, her har jeg ofte opholdt mig. Men den gang betragtede jeg det ikke specielt som et naturområde, ja området var der bare. Men når jeg nu vender tilbage fra storbyen, ser det specielle lys, sort sol og lytter til naturen, kan jeg godt se det unikke.
Men lige så smuk det kan være herude, lige så barsk kan naturen blive. Talrige mennesker, byer og dyr er druknet i tidens løb.
Denne artikel deler ikke emnerne op i byområderne, Tønder, Møgeltønder eller Højer. Vi gennemgår hele historien under et. Kære læsere, du kan gå ind under de enkelte emner, og få uddybet det, du får at vide her. Og vi har på vores side masser af beskrivelser af Tøndermarsken.
I Vadehavet
Helt ude vestpå i Vadehavet lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer i 1864 og drillede tyskerne. I lang tid førte han sin egen kamp mod Preusserne. De kunne ikke få ram på ham. ja han lå også herude under Første Slesvigske Krig.
Før den tid brugte blandt andet hollandske skippere, Møgeltønder Kirkes høje spir som sømærke under den vanskelige sejlads.
Det flade land
Inde på forlandet, før det nye dige, lige i nærheden af den nye kunstige sø, tilbragte vi et par uforglemmelige sommerferier. Nu er det forbudt at opholde sig der. På diget kunne man skimte langt ud i horisonten, og oppe fra Opa og Omas soveværelse kunne vi se, når toget kørte over Hindenburg – dæmningen til Sild.
Udsigten fra det gamle dige er ikke mere det samme som dengang. Det fremskudte dige og den nye sluse spærrer for udsigten. Mens den gamle sluse fra 1861 var bygget til gennemsejling, så er den nye ikke beregnet til dette.
For at bevare det unikke, er der masser af regler og restriktioner der skal overholdes dannedes bevægelserne Bedre Byggeskik i de danske områder og Baupflege opstod, for at sikre byggekvaliteten i området. I 1988 blev Tøndermarksen fredet. Og Vadehavet udlagt som internationalt naturbeskyttelsesområde.
Preusserne købte de store gårde
Kystområdet syd for Kongeåen var historisk set en del af hertugdømmet Slesvig, med undtagelse af de kongelige enklaver. Hertugdømmet var tidligere en del af helstaten, men efter krigen i 1864 blev Sønderjylland indlemmet i Preussen.
For at styrke tyskheden på den overvejende dansksindede egn, begyndte den preussiske stat i 1896 at opkøbe store gårde, som ofte blev forøget gennem tilkøb. Disse såkaldte domænegårde blev på fordelagtige vilkår forpagtet til tyske landmænd, som så forventedes at gøre en politisk og kulturel indsats for egnens tyskhed. Et eksempel på dette, er gården Røj ved Møgeltønder, der blev købt af den preussiske stat i 1903, og hvis hovedbygning er fra 1916. Gården blev senere købt af Schackenborg.
Marsken dannes
I den danske del af Vadehavet er forskellen på højvande og lavvande en til to meter. Ved højvande transporterer havet materiale – sand og finkornet slik – med ind. Materialet aflejres, og når aflejringerne har nået en tilstrækkelig højde, får nogle planter fodfæste. Dermed dannes de lave og meget frugtbare marskområder. Marsken er dannet på et tidligere havområde. En bugt gik ind syd for Højer og Møgeltønder, og ikke langt fra Tønder.
Minder fra fortiden
Gravhøje og fund af bopladser fra oldtiden vidner om, at menneskerne meget tidligt valgte at bosætte sig på geest – randen ud mod marsken. Dem der bosatte sig direkte i marsken byggede deres boliger på kunstige forhøjninger, de såkaldte varf eller værfter.
Ved gårdene fandtes ofte haver – kålgårde – med lave diger omkring, der beskyttede mod blæsten og sandet. Størstedelen af områdets kirker er oprindelig bygget i romansk stil i 1100 og 1200 – tallet.
Masser af kvæg
Kombinationen af kvæghold i marsken og korndyrkning på geesten (bakkeø) kan føres tilbage til århundrede før Kristi fødsel. Mange nordjyske kvægflokke er blevet opfedet i Marsken for så senere at blive sejlet til Holland.
Som udtryk for studehandelens store betydning står den store grundmurede stald fra 1585 ved hovedgården Solvig ved Tønder. Den er formentlig opført for at huse de mange stude om vinteren, inden de blev solgt videre.
Som vi nævner i artiklerne om Tønder, så var denne by i adskillige år, centrum for kvæghandel.
Den frugtbare marsk førte rigdom til området og trods vanskelige besejlingsforhold i Vadehavet, kan der allerede tidligt i jernalderen spores kontakter til det vesteuropæiske område.
Kystforløbet ændrede sig
Siden 1500 – tallet er der sket flere ind-digninger, der gradvist har flyttet kysten og Vidåens udløb længere mod vest. Mange mener også, at Vidåens gamle løb,
er gået gennem Møgeltønder.
Ved Gaden
Kulturmiljøet Ved Gaden strækker sig fra Hjørnekroen i nord til Rudbølvej i syd. Det ligger på det ældste dige Hertug Hans dige fra 1556.
Navnet Ved Gaden kendes fra midt i 1600 – tallet, blandt andet på Johannes Meyers kort fra 1650. Navnet betyder Ved Gattet. Vidåens oprindelige udløb har været i dette område. Den nordligste gård i Ved Gaden 1, Nørregård hed oprindelig Husum-toftmark. Den kendes fra skriftlige kilder helt tilbage til 1443,
den nuværende bygning er fra 1970.
Hjørnekroen, Ved Gaden 2, på hjørnet af Rudbølkog – diget og Højerdiget har fra gammel tid været rammen om egnens fester og møder. Huset stammer fra 1746 der har været drevet kro herfra siden 1835. Her holdt Digelaget sine møder.
Den sydligste af de tre gårde, Ved Gaden 5 er fra 1799, Ved Gaden 7 er opført i slutningen af 1700 – tallet. Men den mest velbevarede gård er nok Ved Gaden 9.
Den gamle sluse
De ydre koge slutter ved 1556 diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Mellem dette dige og Magrethediget på den yderste forpost, ligger vejen fra Højer til Siltoft.
Lige ved den gamle sluse ligger gården Hohenwarde. Gården er opført som en mini – model af Universitetet i Kiel i 1878. Efter krigen blev gården overtaget
af Staten. I perioden 1957 – 1991 fungerede den som forsøgsstation. I dag er der dømt bondegårdsferie og meget mere.
Den gamle sluse fungerer som en slags reserve. Slusemesterboligen er bevaret. Men selve fiskerihavnen er ikke sådan som jeg husker den fra min barndom. ja nu nævnte jeg begrebet “Reserve”. Men noget tyder på, at man i dag ikke tager dette særlig seriøst. Den gamle sluse forfalder mere og mere.
Inde i Højer er der mange velbevarede gårde, bl.a. Kiers Gård mod sydvest og Hindrichsens Gård i Nørregade. Hele 10 ejendomme i Højer er fredet. Det højeste punkt i flækken Højer er 7 meter.
Nørremølle
Ved Rudbøl diget ligger Nørremølle, og for enden af diget Rudbøl, hvor Vidåen breder sig i en lavbundet sø. Fra diget er der rigt udsyn og området er fri for større bevoksning. Beboelsen Nørremølle trykker sig ind til diget. Gården Gottesgabe (Nørremølle 11) er ”absolut ” fredningsværdig og stammer fra 1738. Også pumpestationen og gendarmhuset har stor kulturhistorisk værdi.
Nørremølle 1 er den gamle slusemesterbolig, bygningen er fra 1814. Nørremølle Skole blev bygget i 1819, den fungerede indtil 1944. I dag fungerer den som privat beboelse.
Selve Nørre Mølle blev opført ved den gamle kogs-sluse 1738 – 39, den er nok den ældste hollandske vindmølle i Vestslesvig. Det var en grynmølle, og grynene sejledes herfra til Højer ad Vidåen, og blev udskibet til blandt andet Norge. Møllen blev nedlagt i 1856 og flyttet til Højer by.
Se for øvrigt den flotte udstilling fra Marsken i Højer Mølle – og Marsk Museum. Du kan også læse om Højer Mølle i en speciel artikel, som vi har lavet.
Møllegården blev opført i 1739 og var gæstgiveri til cirka 1950. I bebyggelsen var der også en såkaldt bevandings-mølle fra 1859 – 1931.
I ældre tid arbejdede beboerne i Marsken med vedligeholdelse af vandløb og opsyn med kreaturer. Ved siden af levede de af fiskeri, som bådsmænd og havde desuden lidt landbrug. Enten ejede de selv en fenne eller to, eller de lejede dige-stykker til græsning.
De gamle sluser ved Nørremølle var i meget dårlig stand. De blev fjernet efter 1861. På de gamle slusers plads blev bygget en bro for fodgængere til og fra Nørremølle. Over Vidåen blev etableret en færgeforbindelse til transport af husdyr og vogne. Færgen var en pram. Den blev trukket af en kæde og betjent
med håndtræk på begge sider af Vidåen.
Færgemanden blev dog indkaldt til militærtjeneste under første verdenskrig. Færgedriften blev indstillet og færgen trukket på land. Kørende trafik og husdyr til Gammel Frederikskog måtte da enten over Rudbøl eller Højer. Beboerne i Nørremølle klarede den med egne både eller over gangbroen.
I 1919 – 1920 byggede afvandingsselskabet en ny bro over Vidåen, som var beregnet til kørsel. Denne bro blev 1952 erstattet af en ny, bredere og asfalteret betonbro.
Punpe-stationen sydøst for broen hæver vandet fra afvandings-systemet i Rudbøl Kog, Højer Kog og en del af Møgeltønder Kog op i Vidåen. På et tidspunkt var der to små møller på hver side af Vidåen.
Rudbøl
I Rudbøls nordlige del Nørreværre, finder vi en langstrakt bebyggelse på diget. I den sydlige del er der en del småveje. Det er også her i den sydlige del de mange velbevarede gårde ligger. Her ligger også den gamle privilegerede kro, broen over Vidåen og toldbygningerne efter 1920.
Midt i gaden ligger en grænsesten, der angiver landegrænsen. Den har inspektionen D (Danmark) 242 GR(Grænse) DRP (Deutsches Reich Preussen)242.
Gården Rudbølvej 8 er fredet. Problemet i Rudbøl og mange andre steder i Marsken, er at mange gårde og bebyggelser bliver affolket. I Rudbøl opkøber kroejeren en del af de ældre bygninger og indretter dem som ferieboliger.
Da Provsten var i Lyst
Øst for Rudbøl ligger den lille landsby Lyst. Her ligger en husrække med fire huse, der er opført i 1800 – tallet ved det gamle dige nord for Rudbøl Sø.Det var også her i Lyst, at der blev undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men eleverne var for længst gået hjem. Provsten spurgte, hvor klokken var, og fik
at vide at ingen på Lyst havde ”klok”. Forundret spurgte provsten, hvordan de så klarede sig. Den såkaldte skolemester svarede
Speciel stemning i Rudbøl
Rudbøl ligger i dag nord for Rudbøl Sø, og den østligste forlængelse af søen. Her er åen meget bred og dominerer den lille bys vej ned mod grænsen, hvor man passerer over åen. Det giver en meget speciel stemning med å-udløbet, søen og vådområdet syd for landsbyen.
Allerede i 1436 blev området sydvest for Rudbøl inddiget (Viddingherreds Gl. Kog).
Landsbyen kendes fra skriftlige kilder fra 1400 – tallet. Rudbølgård midt i landsbyen har været domænegård og kendes fra 1444. Landsbyens befolkning har fra gammel tid været marskbønder og fisket i Rudbøl Sø, i Vidåen og ved Højer Sluse.
Desuden har de sørget for at varer blev transporteret til Tønder, da de større skibe ikke kunne komme længere end til Rudbøl Sø.
Der har været flere skoler i området. Nordligst skolehuset fra 1700 – tallet (Rudbølvej 2) syd herfor skolebygningen fra 1882 (Rudbølvej 4)
Ved Åen
Langs det gamle å-leje ligger der en lang række bebyggelser. Mange af dem er særdeles bevaringsværdige. Her ligger også Utenwarf, også kaldet Keldspold, Gammel Digevej 5. den ligger ved diget ud mod Magisterkog. Her boede maleren Emil Nolde.
Her i nærheden lå også Supskog, der blev fredet i 2002. Også Kærgårdshof (Ved Åen 13) og Nørre Sødam (Ved Åen 17) er fredet. Mange af gårdene er typisk
vestslesvigske bygninger i blank mur med høj tagkonstruktion, delvis med stråtag. Gårdene ligger som meget høje øer i det flade marsklandskab.
Kører man fra Rudbøl mod øst, bugter vejen sig frem i landskabet. Man kan se mange værfter, hvor der engang har været gårde. Mange af disse gårde stammer tilbage fra Middelalderen, men stormfloderne har været hårde og barske.
Omkring midten af 1600 – tallet var der Ved Åen en samling af 13 gårde. Gårdene Vesterfeldt og Vester Anflod var begge blandt de mest betydningdfulde marskgårde, og historien kan føres tilbage til 1700 – tallet
Vester Anflod huskes, fordi her boede i 1920erne Cornelius Petersen, den tysksindede leder af selvstyrebevægelsen i Sønderjylland.
Det forladte værft Feldsværre, der ligger øst for Sødamgård, er en nærmest kvadratisk højde-vold med stærk afrundede hjørner. Dateringer har vist, at værftet blev anlagt omkring år 1200. Også Spydholm i den østlige ende af Ved Åen er fra 1200.
På Broderdsmark er der bevaret et indre gårdrum med brønd.
Poppenbøl – Pokkenbølgård
Lidt længere mod nord ligger Poppenbøl, her har min mor tjent. Men det er nu ikke derfor den er taget med. Her er en meget velbevaret stuehusfløj. Værfterne er utrolig høje og meget velbevarede. Gården stammer tilbage fra før 1443. Det har været en af Tøndermarskens større gårde. Ved høj vandstand kunne den ligesom utallige andre gårde kun nås med båd.
Vi skal også nævne Oksenfeldtog det såkaldte Pokkenbøl Nord.
Pokkenbølgård har et usædvanligt flot stuehus. Desværre blev gårdmiljøet ødelagt for et par år siden. Det kendes tilbage fra 1663. Den nuværende gård er opført 1833, som fæstegård under Schackenborg. Det blev privatejet i 1827, og i dag er det ottende generation af familien, der er på gården.
Slotsgade og Sønderbyen fredet
Og lige i umiddelbar nærhed ligger Møgeltønder, som vi har beskæftiges os med i en specielle artikler. Store dele af byen er fredet, det gælder blandt andet Slotsgade og Sønderbyens huse.
Se artiklerne om Møgeltønders historie.
Lægan, Møllehus og Aventoft
Ved Vidåen kort før Tønder ligger Lægan, der blev anlagt som havn for Tønder i 1556, da diget blev bygget og dermed hindrede skibstrafikken til Tønder. Her
findes også Tøndermarskens største pumpestation.
Kører vi over grænsen kommer vi til byen Aventoft. Dele af byen lå på en ø, og udgravninger har vist, at der er fundet ferskvandsboringer. For beboerne i Aventoft var en båd simpelthen en nødvendighed. I dag fungerer byen som indkøbs-by for afgiftsplagede danskere.
Vi andre brugte byen, hvor vi på Armins Gaststätte hver søndag indtog en Gewesen. Bygningerne ved grænseovergangen Møllehus er klassificeret som meget bevaringsværdige. De små røde skure ved selve grænsen, er for længst fjernet på grund af Schengen – aftalen.
Bjerremark
Syd for Vidåen kommer vi nu til Ubjerg kog, med den fredede gård Bjerremark. Min lillebror boede der en overgang. Der var flotte hollandske kakler i køkkenet, men gården var ikke særlig vedligeholdt. Se mere om det i artiklerne om Tønder. Nu bliver gården brugt som kursus-sted. Og er i øvrigt her i 2022 udbudt til salg.
Gården nævnes første gang i 1685. den har været ejet af den meget velhavende familie Richtsen/Angels eje.
Ubjerg
Lidt længere mod øst har vi Ubjerg Kirke og meget velbevarede præstegård fra 1675. Jeg har en gang set skuet i snevejr. Det lignede et eventyr. Ubjerg kirke er opført i munkesten mellem 1100 og 1300. Det oprindelige murværk er dog ikke synligt, da kirken blev skalmuret i renæssancen og senere cementpudset.
I 1597 fandt en større ombygning sted.
Den lille landsby er antagelig bygget på en indlandsklit, der senere er blevet udbygget.
Sæd
Bygningerne ved Sæd Grænse bliver i dag brugt som museum for grænsedragningen i 1920. Landsbyen Sæd ligger på en sandbanke, men har været gennem flere stormfloder..
Fiskeri i Vidåen
Da den store afvanding begyndte, var mange fiskere imod. Man skulle ikke lave om på Guds orden med ind-digning. Mange følte vel også, at det gik ud over deres erhverv. De tjente til dagen og vejen ved at fiske i Vidåen. Og også på kroen kunne man få fisk
Der havde været mange laks i Vidåen, men der var både stør og brasen. Hvis man var heldig, kunne man få nogle ordentlige gedder. Ja i min ungdom tog gedderne ænder inde i åen i Tønder. Så var der skalle-bidere, nærmest magre gule ål med kæmpe hoveder.
Suder blev fanget i sættegarn. Blodet, der var lige så rødt som vores, skulle først koagulere. Sådan en suder skulle levende ned i kogende vand og skoldes til døde. Det så lidt brutalt ud.
Ja og masser af ål. Man lavede en mærkelig substans, man kaldte for åle-pot. Om vinteren stangede man ål, ved at lave hul i isen. Vinterfiskerne havde ofte flasken med, så de kunne få sig ”en dråf”.
Omkring 1914 forbød Preusserne at man brugte ål-jern, men det tog man ikke så hårdt blandt fiskerne i Marsken. Nogle flår ålene, men det er tegn på dårlig smag, mente fiskerne. En flået ål er barbari. Dem, der har smagt uflåede stegte ål ved, hvad rigtig stegt ål er.
Der var også kogt ål. De var salte og lufttørrede. Man kunne spise dem med karry eller med smør og kartofler. Ja, så var det Hamborg – ålesuppe, der var krydret.
Den sønderjyske ålesuppe er let sur sød. Sødmen kommer fra de mange svesker, man blander i. Ålen er skåret i stykker på 8 – 10 cm. Og så var der røget ål,
og mange elskede ålefedt.
Denne åletradition fortsatte mine bedsteforældre i Ny Frederikskog, med et resultat, at jeg fik for meget. Så meget, at jeg ikke mere spiser fisk.
Beboerne brugte som regel tre forskellige både
Om vinteren var det oversvømmet, så kunne man løbe på skøjter ned til Nibøl cirka 17 kilometer fra Tønder. Inden afvandingen var det lettere at sejle syd på, end at bruge landjorden. Mange af kanalerne syd for grænsen var gravet for 300 – 400 år siden.
Mange af fiskerne samlede også æg og fangede brusehøns
Nolde – Marskens maler
Nolde var også fisker. Mange på egnen kaldte ham for æ tumbe male. Vel nok fordi de ikke altid forstod, hvad han malede. Når han ofte forærede sine malerier væk, hængte folk dem på hovedet. Som regel gik han rundt i lyst tøj med en stor Panamahat.
I protest mod afvandingen flyttede han syd på til Seebøll. Nolde – museet er virkelig et besøg værd, og haven foran kunne godt minde om en kollegas have – Monet. Man mente i Danmark at han var nazist, men han stod slet ikke for den kunst, som Hitler opfattede som den rigtige. Da han så endelig blev berømt, var det mange der omtalte ham som ”den dansk – tyske maler”. Selv opfattede han sig som Frisisk maler.
Læs for øvrigt den fantastiske bog af Siegfrid Lenz: Deutschstunde (Tysktime). Den giver et malerisk billede af Nolde og marksen. Men Lenz lod sig også narre af Nolde. Han fik hvis ikke maleforbud. Han sagde for at retfærdiggøre sig selv. Endelig har Nolde – museet åbnet arkiverne og sandheden om den fantastiske maler. På vores side kan du finde fem artikler om Vadehavs – maleren.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04 – 2022
Juli 4, 2007
Læs om kvinder på Trickcykel, Kronprinsen, der finder en kolera – syg mand i vejgrøften, en tur i Automobilen, svindel med opbevaring af æg og margerine, advarsel for kvinder, der springer af sporvognen, og hvem tjente mest i 1902. Desuden er der ægteskabstilbud, og morderen Vilhelmine fik navneforandring til Vilhelm. Og så var der debat om bompenge.
Alle grosserer har telefon (1891)
For første gang bringer vejviseren navne på telefonselskabets abonnenter. Næsten alle grosserere har telefon.
* Det vil befindes rimeligt, mens det næppe vil vække Forbavselse, at ingen Barber eller Ligtornsoperatør er så lykkelig. Derimod vil det undre, at kun otte Sagførere, tre Læger, og slet ingen Skomagere eller Skræddere er i besiddelse af dette Apparat.
På skøjter over Sundet (1891)
Man kunne i går spænde sine skøjter på ved Langelinie og foretage en munter udflugt over Sundet. Der ligger en halv snes skibe indefrosne i løbet.
* Forresten kan man ikke løbe meget mere end en Fjerdingvej. På den anden side Trekroner, så umuliggør Skøjteløbningenaf den ru Overflade på Isen.
Kronprinsen ser på branden (1891)
Klokken 10 i går formiddags forlod kronprinsen sin dagligstue, og et kvarter efter brød branden ud fra den væg, der skiller dagligstuen fra soveværelset.
Først en time efter de to dampsprøjters ankomst, blev ilden slukket. Kongen var en af de første, der mødte frem på brandstedet. Lidt efrter kom prinesessen fra sit palæ i diskret brandtoilette.
Da faren var forbi, forfriskede hun og Prins Carl sig med en promonade på Grønningen. Kronprinsen sendte 500 kroner som belønning til brandfolkende for deres udmærkede konduite ved branden.
Kvinder på Trickcykel (1891)
Det var ikke lige let den gang for kvinder. Læs blot, hvad avisen skrev.
* Toppunket af Galskab er det nu at se vors Sportsdamer, der hidindtil har holdt sig til Trickcykel, i disse dage viser sig på Gaderne, ridende på den lille hæslige tohjulede Safety, på hvilket instrument de, humpende hen over brostenene, udelukkende er optagende af Skørterne og de rebelske Ben.
* Når disse Damer ikke har fornødent Mod til at vise sig i Herrebenklædder, så må man virkelig opgive et Befordringsmiddel, der umuliggør en Dames Dragt. Eller os bør de som andre ofre, får en epedimi henvises.
Og selvfølgelig har avisen henvendt sig til en læge. Dr. Med. ? udtaler:
* Som Læge mener jeg, at de talrige Rystelser virker skadeligt, og at Sporten er ganske særlig uheldig for Kvinder. Om Sømmeligheden vil jeg ikke Tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det nogensinde?
Kronprinsen finder en syg mand (1892)
I torsdags rygtedes det, at Prinsen på en ridetur i byens omegn havde fundet en kolera – syg mand i en gøft.
Man fortalte, at Prinsen havde anmeldt det sjældne fund til politiet. Disse fandt imidlertidig ved nærmere eftersøgning ingen kolera – patient, men erfarede at den syge mand havde været plakatfuld.
Annonce: Ægteskabstilbud (1892)
Selvfølgelig var der også ægteskabs – annoncer dengang. Vi fandt denne:
* En midaldrende Mand i god Stilling søger af mangel på Bekendtskab ad denne vej, en Hustru. Der ses ikke så meget på Huslighed, rolig Gemyt, dannelse og ydre. Da bekendtskab ønskes først, anmodes familier med giftefærdige Døtre om i Ekspeditionen at nedlægge billet mrkt. ”Hyggeligt Hjem”. Nøjagtige oplysninger udbedes. I tilfælde præsenteres fuld Legimitation. Diskretion selvfølgelig.
Mordet på opdragelseshjemmet (1892)
En bestyrer af opdragelseshjemmet Kana, Vilhelmine Møller blev dømt på mordet på den 15 – årige Valdemar Sjøgren. I første omgang blev dødsårsagen opfattet som hjertestop. Under et lægesyn fandt man ud af, at morderen Frk. Møller var Hr. Møller. Navnet blev derfor ændret til Vilhelm, og morderen blev overført fra kvindefængsel til mandefængsel.
Dog fik fangen lov til at sy i fængslet, da han ikke kender til mandelige sysler.
Oprør i Ingeniørkorpset
Der var oprør hos Ingeniørkorpsets menige i Kronprinsessegade. I går faldt den endelige dom. Ikke mindre end 91 mand fik strengt fængsel på vand og brød. To underkoperaler blev degraderet, og 6 af hovedmændende fik Forbedringshusarbejde fra 15 måneder til to et halvt år. Disse 6 blev straks afhentet af politiet og sendt til Vridsløse.
Syngepigerne på Frederiksberg (1894)
I begyndelsen af året bekendtgjorde politiet, at man fra Justitsministeriet havde modtaget et dekret, der påbyder, at syngepigerne på Frederiksberg at optræde med længere Kjoler. Det er et udtryk for at modvirke tidens umoralske strømninger.
Hvorfor hedder det Halmtorvet?(1895)
Det kan afstedkomme nogen forvirring, at det som københavnere i dag kalder Halmtorvet for forhåndværende, nemlig pladsen foran det nye rådhus.
Vil man i dag købe halm, må man begive sig til det nye torv ved Kvægtorvet, hvor bønderne nu drager til med deres høje læs.
Togkatastrofe (1897)
I Juli 1897 indtraf en stor jernbanekatastrofe omkring Gentofte. Et halvt hundrede passagerer blev dræbt, og dobbelt så mange blev kvæstede. Lokomotivføreren blev dømt, men han påstod, at det var vacumbremsen, der ikke virkede.
Bompenge (1900)
Bompenge er ikke noget nyt. Læs her, hvad der skete i 1900.
* Med hvilken ret stiller Bommanden ved Tuborg en lille Automobilvogn med plads til højst to i klasse med Vogne forspændte med to Heste og kræver 15 øre af dem?
Hvorfra ved Bommanden, at der ville være to, og ikke en hest foran Vognen, hvis den ikke var Automobil? En Motorcykel betaler ikke noget. Hvad er forskellen på en Automobil og en Motocykel?
På kørertur i Automobil (25 juli 1900)
Vi fandt denne artikel. Den er sikkert skrevet af den legendariske Henrik Cavling?
* Vi havde i går anledning til at køre en Tur gennem Nordsjælland med den første Danske Automobil, der er udgået fra en Dansk fabrik.
* Vi startede fra Hotel d`Angletere Klokken 10, og kørte ud af Gothersgade langs med Søerne ad Strandvejen til Hellerup. Derefter gennem Gentofte og ad Kongevejen til Hotel Lyngby.
* Motorvognen passerede altså stærk befærdede gader, ad den fedtede Strandvej og det bakkede terræn, til del belagt med skrver. Herved havde vi al fornøden Lejlighed til at kunne konstatere, at Automobilet uden Vanskelighed, lader sig styre gennem Vognfærdslen, at det ikke skræmmer Hestene, og at det er i stand til at holde sin Fart på mindre gode Veje. Maskinen synes, at kunne tilbagelægge et par danske mil på trkvart time, det bliver cirka en halv snes miles fart.
Svindel (1901)
En dansk Mand, en beskeden Mejerist Peter Olden, har opfundet en Metode til ”Præservering” af smør, æg og andre ferske spisevarer.
* For et år siden anbragte Mejeristen Smør, Magarine og Æg i en Trækasse, der lukkedes af Naturius Publicus, og derefter henstilledes i en boks i Privatbanken. Forleden blev Kassen så åbnet i overværrelse af Steins Laboratorium, der kunne garantere for Kvalititen.
* Men Landhusholdningsselskabet kunne fortælle, at det ikke var mejerist Peter Olden, men Arbejdsmand Peter Christensen. Det hele var Svindel. Arbejdsmanden havde forfalsket det Sejl, som Notarius havde forsynet Kassen med. 1901 var rettet til 1900. Manden blev arresteret, fik 18 måneder i forbedringstugthus, men nåede at komme i alverdens avisoverskrifter.
Damerne falder af sporvognene (1902)
Det var ikke altid let, at leve med de nye tekniske ting. Og når nu damerne skulle begå sig med det nye, ja så gav det anledning til eftertanke. Læs blot dette:
* Vore damer, der har været så vant til med Gratie og Elegance, at springe af Hestevognene tager sig stadig ikke i Agt for at Farten og Faren er stærkere end de elektriske.
* Nu er det sidst den unge, udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert på Vesterbrogade, og har pådraget sig nogle slemme Skrammer. Vi advarer vore kække unge Damer med at springe af Sporvognen.
Skattebogen – hvem tjener hvad? (1902)
Det var altid spændene for danskerne, at se hvem der tjente mest, vi kigger også på:
* I går kom Skattebogen, og vi iler med at se, hvilke af vore lykkeligste Medborgere, der har en aarlig Skatteindtægt over 100.000 kroner og derover.
* 500.000 kr. Brygger Dr. Phil Carl Jacobsen, Kammerherre, Lensgreve Bille Brahe Selby
* 400.000 kr. Lensgreve C.C: Reventlow
* 300.000kr. Grosserer Otto Mønsted, Lensgreve C. Ahlefeldt – Laurvigen.
* 206.000kr. Gehejmkonferenceraad, Lensbaraon Reedtz – Thott
* 203.000kr.Bladudgiver C.J. Aller
Skandaleforestilling (1902)
Demonstartioner kan foregå på mange måder. Læs blot om denne:
* Førsteopførelsen i aftes af Shakespeares Hamlet på Dagmarteatret med Hr. Martinus Nielsen i Titelrollen, blev en enestående Skandale. Teatret var fyldt til sidste Plads, og til at begynde med, forløb alt i Ro. Men da hr. Martinus Nielsen viste sig som Hamlet, brød et Uvejr løs og Piberne skingrede gennem Teatret. Det viste sig, at være en organiseret Demonstration udgaaet fra Studentersamfundet., hvis ”uroligste hoveder”, de saakaldte ”blege Ansigter” havde aftalt at pibe Direktøren ud.
* Hovedmanden for ”De blege Ansigter” udtaler, at de anser hr. Martinus Nielsen for en skadelig mand i teaterverdenen, og skadelig som Direktør for to af Byens tre Privatteatre.
De gode gamle Heste – og de nye fæle Biler (1902)
Man skulle klæde sig konservativt, når man gik til hestevædeløb.
– Det var desværre adskillige unge Herrer, der mødte i Redingcote og gule Sko. Det går virkelig ikke an. Til redingcote hører Lakssko med lyse dobbeltraddede Gemascher og så Glacehandsker, lysegul Kravat af Silke.
Juli 4, 2007
I mange år holdt militæret fast på, at der ikke måtte bygges andet end træskure på demarkationsområdet. En egentlig byplan kom ført i 1856, men da var man allerede i gang på Nørrebro – uden plan og uden byggelov. En masse byggespekulanter udnyttede situationen, men nogle klarede det ikke.
Militæret var ikke til at rokke. De befandt sig stadig i 1807. Man håndhævede stadig alle restriktioner ved det såkaldte demarkationsterræn. Her måtte der ikke bygges uden tilladelse af kommandanten.
Linien bliver rykket
I slutningen af 1851 lykkedes det at overbevise militæret, om at rykke linien ind til søerne.
Ved lov af 6. januar 1852 blev byggeriet derfor givet frit. Volde og porte og hele det restriktive reglement fortsatte dog.
Fæstningen nedlægges
I 1856 lykkedes det endelig at få nedlagt fæstningen, og den 30. juni blev de militære vagter og portene inddraget. Der, hvor portene havde været, blev der anlagt jernbroer, så Frederik den syvende stadig kunne ride rundt på voldene. Det kunne han dog ikke ved Vesterport..
I 1858 blev Sløjfningskommisionen nedsat. Dens formål var at komme med en byplan. Den kom dog først i 1865, og da var man for længst ganske planløst gået i gang på Nørrebro. Forslaget fik en hård medfart.
Dispensation
Som noget helt uhørt fik man dispensation hos Militæret om bebyggelse af 2. blegdam. Her var i forvejen opført helt efter reglementet nogle træhuse, der måtte lade livet. Her boede blandt andet maleren Christian Købke. Her opførtes i 1848, Ting – og arresthuset..
Da min lige i nærheden byggede Skt. Johannes Kirken i 1856 – 61, og en ny kommuneskole, havde man konjekturerne til en plads. Egentlig var det ikke planlagt, men Skt. Hans Plads var en realitet..
Blågårdskvarteret uden lovgivning
En af de største spekulanter var inspektøren på Ladegården, F.C. Bülow. I årene omkring 1850 erhvervede han sig mange grunde i Blågårds – området og på Frederiksberg.
Han udstykkede og solgte løs. På Blågårds – arealet var prisen 48 – 96 skilling pr. kvadraten. Bülow tjente 30 – 50 kroner på kvadraten, uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han endelig fik anlagt veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Der var også en masse servitutter i de kontrakter, køber skulle underskrive.
I Blågårds – kvarteret var kravet, at der skulle udføres huse i mindst tre etager med mindst to lejligheder pr. etage.
Ingen kloakering
Man behøvede ikke at kigge på byggevedtægter eller kloakering. På den måde lykkedes det for Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen.
Vand og belysning så man også bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til bundløs ælte. Det kunne bare løbe ned i Sortedamssøen, som også blev benyttet som drikkevand.
I perioden 1852 – 57 steg grundenes værdi med 150 – 250 %
Bygherrerne var især håndværksmestre. De opførte huse blev hurtigt solgt. Køberne var middelklassefolk.. I Tømrergade var der en del tømmersvende, der byggede til sig selv.
Det var svært at låne penge til at bygge for, men så kunne man bare låne ved sælger for ågerrenter.
Hans Christian Bangert
I 1840 købte Hans Christian Bangert, gården Solitude. Nu skulle der drives landbrug, og sælges byggegrunde. Han forpagtede også nogle nærliggende grunde til dyrkning af tobak..
En af hans ideer gik på, at en af hans parceller skulle udstykkes til 6 villaer, der hver skule huse 4 familier. Det gik dog ikke. Så ville han lave en kreditforening, det gik heller ikke. Samme skæbne led en brugsforening, som han startede. Men skidt med det, grundpriserne steg og steg.
Masser af lån
Han anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som han kaldte Bangerts Bro.
Selv om Bangert var formuende, så gik det ikke uden lån. Så var det godt, at man havde Østifternes kreditforening og Københavns Centralkasse, men de blev også lidt skeptiske efterhånden.
Bangert brystede sig med titlen kaptajn. Han havde haft en charge i Kongens Livkorps (Studenterkorpset). En af hans støtter og største kreditorer blev oberst og senere general G.D. Gerlach., en af heltene fra tre – års krigen.
Konkurs
Så kom krisen i 1857 og 1858. Nu var Bangert i alvorlig klemme. Situationen blev desperat. Der var kun to muligheder – venner og ågerkarle.
Han klarede den ikke og gik konkurs. Mange af dem han havde låndt penge hos, gik også konkurs. Men dem der havde fået pant i jorden, fik deres penge hjem – endda mange gange.
Tynd byggelov fra 1856
Kravene til brandsikring var små. Og den byggelov, der blev indført i 1856 stillede ikke mange krav.
* Var der tale om et etagehus, skulle mindst en fjerdedel af grunden udlægges som gårdsrum
* Var der vinduer, udvides kravene til mindst 25 kvadratalen (10m2) og ikke under 3 alen (1.88m) til nogle af siderne
* Til hver lejlighed skulle der hver adgang ad to trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m) for beboede etager.
Byggekommission var ikke effektiv
Godt nok indførte Kommunen en byggekommission, der skulle føre tilsyn, men den var ikke særlig effektiv. Bygherrerne lavede deres egne regler.
Det tog mange år for at lære dem, at de skulle have godkendt deres tegninger til nybygninger. Som oftest gik de i gang helt uden tilladelser, og standarden var også derefter.
En egentlig byplanlægning kom også først langt senere.
Nørrebro var præget af landlig idyl. Mange steder var det et vist fornemt skær over bebyggelserne. Det var lige inden det store byggeboom satte i gang.
Riv det ned – i tilfælde af.
I 1851 fik gartner N. Kellerman tilladelse til at opføre Nørrebrogade 3 i 4 etager. Men han skulle underskrive en erklæring fra Ingeniørkorpset, at han skulle rive hele herligheden ned, hvis det blev forlangt. Og det skulle ske uden erstatning.
Redekam – bebyggelse
I 1870erne var det særlig lukrativt, at spekulere i folks bolignød. De tidlige bebyggelser fik benævnelsen Redekam – bebyggelse. Og da disse bygninger skulle saneres og rives ned kaldte man det bulldozer – sanering eller menneske – sanering. Men det har vi skrevet om, andre steder.
Carl Aller kunne selv
Aktieselskaberne blomstrede, men det var også dem, der kunne selv. En af dem var Carl Aller. Han havde fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Denne opfindelse skaffede ham Ørsteds Legat.
Han etablerede sig i Blågårdsgade 32 i 1873 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen en kvart million. I 1907 flyttede man til Valby
Juli 3, 2007
Selv om byen kun ligger 4 kilometer fra Tønder, er dens historie en helt anden. Møgeltønder var engang havneby og større end Tønder. Den var præget af Møgeltønderhus og Schackenborg. I dag er den vel nok Danmarks skønneste landsby med den længste landsbykirke i Danmark. Ofte er befolkningen blevet behandlet som trælle af slotsherren, men der er også eksempler på social indstillede slotsherre. Læs også historien om guldhornene.
Møgeltønder betyder Store Tønder. Men Møgel eller Myrkiel betyder ikke kun stor og lille, men også gammel og ung. Og for at gøre det endnu mere forvirret, så findes der 7 kilometer øst for Tønder en samling gårde, der netop hedder Store Tønder.
Møgeltønder som havneby
Mange har ment, at den havn, der gjorde Tønder verdensberømt i 1153, lå i Møgeltønder. Men denne påstand, har geologer afvist. Desuden ligger Vidåen adskillige kilometer syd for byen.
Nu var det jo sådan at kyststrækningen var betydelig anderledes dengang. Man mener således, at der gik en bugt ind syd for Højer og Møgeltønder. Derfor mener mange, at Møgeltønder måske havde en havn ud til kysten. Denne teori kan også bekræftes ved at der er fundet mange rester omkring Møgeltønder fra svunden tid. En høj midt i byen har muligvis indeholdt en jættestue. I en stor sandgrav er der fundet lerkar fra forskellige tidsaldre – fra stenalderen til den yngre jernalder.
En af teorierne er, at Ansgar faktisk kom til byen i 825, således at Møgeltønder måske er den første kristne by i Danmark.
Møgeltønder hed Tønder
I nyere tid måtte beboerne tage ind til det mindre Tønder, for at få adgang til havnen. Kigger man på gamle kort kan man konstatere følgende. Møgeltønder hed i
Historien om guldhornene
Lørdag den 20. juli 1639 var den 23 – årige Kristine Svendsdatter fra Østerby på vej gennem Gallehus til Tønder. Hun stødte foden mod noget, gav det et rap med sin stok, og fortsatte videre frem. Den 27. juli gik hun samme vej og var ved at snuble. Men nu tog hun sig tid til at kigge på, hvad hun så. Med sine bare hænder gravede hun et gammelt horn frem. Hun gemte det på det mest sikre sted, hun kunne komme i tanke om, under hendes seng.
Hos en guldsmed i Tønder får hun at vide, at hornet er af det pureste guld. Ligesom dengang er/var Danefæ noget der tilhører kongen. Imidlertid opstod der en kappestrid mellem hertugens mand og lensmanden på Riberhus og Møgeltønder om, hvem der skulle have hornet i sit værge.
Men den unge pige tog sagen i egen hånd. Hun rejste til Ribe, og afleverede hornet til slotsskriveren. Christian den fjerde opholdt sig på Gram Slot og fik ret hurtig hornet i sin varetægt. Kongen ønskede at møde finderen. Da kongen spurgte, hvad hun kunne begære, fortalte hun, at hun ønskede sig et rødt skørt. Hun fik også et vederlag.
Rygtet gik hurtig på egnen. Et sandt guldurs opstod. Lensmanden gav ordre til at grave, men man fandt intet.
Det andet guldhorn
Men 95 år efter, den 31. april klang det atter af guld i Gallehus. Den fattige kådner Erik Lassen(Jerk Lassen)var om morgenen begyndt at grave efter ler, for at kline sit hus. Pludselig stødte han på noget. Han fik sin datter til at rense det. Hos guldsmed Hendrik Koelsted i Tønder, kunne man konstatere at det var rent guld.
De to afleverede hornet i fællesskab til greven på Schackenborg, der den 3. maj afleverede det til Christian den sjette i Flensborg.
Erik Lassen fik udbetalt 200 Rigsdaler. Et par måneder efter døde han, ondsindede rygter ville vide, at han havde drukket sig ihjel. Men det viste sig, at han havde udlånt pengene på forstandig måde til gode mennesker på egnen
Guldhornene bliver omsmeltet
Natten mellem den 4. og 5. maj 1802 skaffer guldsmed Heidenreich sig adgang til guldhornene, der lå ret upåagtede mellem andre mærkværdigheder. Han smeltede hornene ud til ostindiske mønter. Et år efter blev han dømt til livsvarigt fængsel, men blev dog benådet efter 38 år.
Man havde lavet to afstøbninger af hornene, men de var gået tabt. Og kun fordi, at Frederik den syvende fik tegninger af hornene, fordi han var interesseret i arkæologi, kan vi fastslå var motiverne forestillede.
Nordisk mytologi
Billederne på dem skildrer den nordiske gudelære. Der findes en teori om, at der i Stolbjerg nord for Bredsted var et kultsted. Her var Gudens stol, og det var her at de nordiske guder holdt til. Man mener så, at der er opstået en krig, og at man så er flygtet nordpå. I Gallehus har man så gravet de kostbare skatte ned. Hornene stammer fra årene 400 – 425.
Kultsted i Møgeltønder?
En anden teori går på, at Kirkebakken, der hvor kirken, der hvor kirken i dag befinder sig, måske også kunne have været et kultsted. Den rejser sig 10 meter op over det flade marsklandskab.
Teorien går på, at der på stedet har befundet sig en trækirke, bygget i cirka år 1000. Man har fundet en døroverligger, som i dag er bygget ind i kirketårnet. Omkring år 1200 blev den første stenkirke bygget på stedet.
Møgeltønderhus fra 1043
De første skriftlige beretninger har vi fra 1214, hvor biskop Thue skænker kirken sammen med Ballum Kirke til 3 kannikker til underhold. Man skelner på dette tidspunkt ikke mellem Tønder og Møgeltønder. Det nuværende Kannikhus må antages, at være den første præstegård i Møgeltønder.
På dette tidspunkt var der også en bispeborg i Møgeltønder, der fra 1265 bliver kaldet Møgeltønderhus. Den kan føres tilbage til 1043.
Møgeltønderhus ødelægges
Der har ofte været strid mellem Sønderjyllands hertug Abel og bispestolen om netop Møgeltønderhus. I 1265 ødelægger Erik Abelssøn borgen. Den bygges dog op igen og i 1288 lover kongen, Erik Menved, at undsætte borgen, såfremt den igen angribes af hertugen. I 1361 anerkender hertug Valdemar V af Sønderjylland, at Møgeltønderhus og alle rettigheder i sognet tilhører Ribe Bispestol. Dronning Margrethe erhverver i 1407 Trøjborg, som hun giver videre til Ribe Bispen. Sådan opstod der små enklaver.
Kirken – viet til søfarernes helgen
Biskoppen i Ribe var en stormand og medlem af Rigsrådet.
Møgeltønder bevarede hovedsædet i det sønderjyske. Dette afspejler sig på kirken. Møgeltønder kirke er nok en af de længste landsbykirker, der findes. Måske ville man lige som i Tønder have haft et kloster til Møgeltønder?
Kirken blev indviet til St. Nicolai – søfarernes helgen. Om det er fordi kirken ligger så højt, eller fordi Møgeltønder har været en havneby vides ikke. Omkring år 1500 byggede man et højt tårn på kirken. Så højt, at den kunne bruges som søtegn under besejlingen af Lister Dyb.
Sagnet om Peter Henriksen
I kirken i Møgeltønder findes der et billede af Peder Henriksen, som døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet er opstået ud fra billedet, vides ikke.
– I 1500 – tallet var der en stor stormflod, som lod vandet står helt op til Stjernen, pladsen ved Korsvejen vest i byen. Alle midler til at standse vandet var prøvet. Da sagde Peder Henriksen: ”Godtfolk I har forsøgt mange ting, men det bedste har I forsømt”. ”Hvad da”, sagde de.
– ”At bede til Herrernes herre”, svarede han. Man opfordrede Peder til selv at gøre det, og han råbte: ”I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på Eders knæ!”. Alle knælede, og Peder Henriksen bad med høj røst fadervor. Da han kom til den syvende bøn, begyndte vandet at synke. Sådan en mand var Peder Henriksen.
Reformationen i Møgeltønder
Fra historiebøger ved vi, at reformationen kom i 1536, men i hertugdømmerne kom den allerede i 1526, og fra dette år var der en evangelisk præst i Tønder. I Møgeltønder bliver den katolske præst fjernet i 1536 af kongen, og kronen overtager bispegodset.
Men det sker ikke uden kamp. Den katolske præst – Hr. Peter, vil ikke uden videre overgive sit embede. Han bliver slået ihjel, angivelig fordi der ved hans forsømmelighed bliver stjålet inventar fra kirken. Men sandheden er nok, at Hr. Peter havde gemt kalken og disken, for at det skulle falde i lutheranernes hænder. Man sælger præstens ejendele for at skaffe nyt arvesølv til kirken.
Ahlefeldt til Møgeltønder
Møgeltønder bliver forlenet til Detlev Ahlefeldt, sammen med Riberhus. I alt 50 danske len pantsætter Christian den 3. til den holstenske adel.
Detlef Ahlefeldt genrejser Møgeltønderhus, der efterhånden var ret forfalden. Desuden bygger han de første diger ved Rudbøl, Højer og Lægan. Det er fæstebønderne, der skal gøre arbejdet. Han redder også en kvinde fra at blive brændt på bålet for trolddom, selvom retten havde erklæret hende skyldig. Af kongen får han tilladelse til toldfrit at udføre stude, så han på den måde kan få råd til at genrejse Møgeltønderhus.
Rantzauerne til byen
I 1560 overtager Rantzau’erne lenet. De var ikke Guds bedste børn. Først var det Claus siden Bendix. Den sidste Rantzau beskrives således
* hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge.
Han inddrog fæstejord og forøgede bøndernes hoveri. Kongen får dog at vide, at Rantzau udnytter befolkningen. Kongen befaler, at Rantzau skal opføre sig ordentlig. Men udnyttelsen fortsætter. I 1599 udskiftes kirkens bly-tag med et spåntag. Det har Rantzau ganske givet tjent penge på.
Broderen, Peter regerede på Trøjborg. Det siges om ham, at han ved nattetide rider hvileløst rundt med en landmålerkæde i hånden for at opmåle jord, som han uretmæssig har fået tildraget sig. En del af de lensmænd, som hertugen eller kongen havde siddende på slottet i Tønder, skal ikke have optrådt bedre over for deres fæstebønder. Som den mest berygtede var Henning Pogwisch, der af Christian den første havde fået overladt Tønder Amt som pant for en sum penge, kongen skyldte ham.
Man kan måske undre sig over, at Rantzau bliver lovprist i hjemstavnssangen For en fremmed barsk og fattig, egentlig burde det være Ahlefeldt.
Igen under Ribe – bispen
Kongen havde fået nok og købte lenet tilbage i 1599. Han henvender sig til lenets bønder, for at få dem til være med til at betale, fordi det ville være til deres fordel. Men hele riget må være med til at betale. Der udskrives simpelthen en landsskat, til betaling af Møgeltønder
Lenet går til lensmanden på Riberhus, først til Albert Friis senere til Albert Skeel. Nu var det ikke mere holstenerne, der regerede, men den danske højadel.
Kaptajner ville betale kirkespir
Kort før jul 1628 blæser tårnet ned i kirken. Søfolkene mangler tårnet til at sejle efter i Lister dyb. Derfor tilbyder hollandske kaptajner, at betale en tredjedel af udgifterne til at gøre tårnet lige så højt som før. Men det bliver aldrig til noget.
Svensk invasion
30 års krigen går ikke Møgeltønder forbi. Den svenske general Lennart Torstensson faldt ind i landet sydfra i slutningen af december 1643. I sommeren 1644 angribes han sydfra af en kejserlig hær og nordfra den danske. I midten af dette ligger Møgeltønder. Og det hjalp ikke meget, at Torstensson fra prædikestolen lod oplæse en skrivelse gående ud på, at i hertugens lande, skulle især kirker og præstegårde forskånes.
Den første Schack
Rigsfeltherre Hans Schack forsvarede København i 1658 – 59, og han slog også svenskerne ved Nyborg i 1659. Som tak for denne indsats fik han overdraget Riberhus og Møgeltønder len som tak for troskab og villig tjeneste.
Det Møgeltønderhus Schack overtog, var dog mere eller mindre en ruin. Det var svenskerne, der havde hærget, og Christian den fjerde havde befalet at man skulle bryde slottet ned, og bygge dele af det om. Men det slot som Schack lod bygge, kaldte han Schackenborg. Og det kom bønderne til at mærke. De var ikke meget for hoveri. Kongen greb ind, da Rantzau befalede det. Men kongen ville ikke gå ind, når det drejede sig om en af Rigets helte.
Bondeoprør
Rigsfeltherren var en særdeles hård mand, og bønderne gjorde derfor oprør.
Deres leder var Anders Nissen. Han kunne både læse og skrive, og på et tidspunkt var han også birke dommer. Anders Nissen blev fængslet for oprøret og dømt til døden. Bønderne ville købe ham fri, og samlede penge sammen. Derfor gik de op til godsforvalter Nicolai Tych og tilbyder 300 rigsdaler. Det er manden ikke værd, for 200 rigsdaler kan I få ham, svarede Tych.
Schack bestemmer, at pengene skal gå til et nyt orgel i kirken. I mellemtiden kommer bødlen. Først da denne hæver sværdet råber greven Der er givet pardon. I stedet for bliver Anders Nielsen landsforvist – ud af sognet. Han flytter herefter til Aventoft.
Et ”falsk” orgel
Hans Schack dør, og hans søn Otto Didrik Schack overtager slottet. Lenet bliver omdannet til grevskab. Der må en indsamling til i sognet og greven må selv spæde lidt til, før der er penge nok til et nyt orgel. Greven får forhandlet sig frem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg. Og orgelbyggeren var snu, han fik en fed fortjeneste. Orgelpiberne var for små, med det resultat, at det er stemt en tone for høj, og det er det stadig. Det blev sat op i 1679 og er landets ældste komplette kirkeorgel.
Enkegrevinderne regerer
I den efterfølgende tid er det enkegrevinderne, der reagerer på Schackenborg. Først er det Sophie Dorthea, enke efter 2. Schack. Det er i hendes tid, at Slotsgade bliver bygget, og haven syd for slottet bliver anlagt.
Anlægget medførte dog stor utilfredshed blandt grevskabets fæstebønder, idet jorden til parken sammen med Slotsgade – grunden blev taget fra dem. De havde hyret grundet af den første Schack.
Slotsgade anlægges
Mellem slottet og kirken var der i 1661 bar mark. Man kaldte den for Slotsmarken. På den nordlige side anlagdes en vej til grevskabets personale. I 1683 nævnes 7 huse i gaden, heraf var de 3 opført af grevskabet. Blandt disse var Slotskroen , der oprindelig var bygget som gartnerbolig. I 1688 fik gartneren krobevilling, så han kunne tjene en ekstra skilling.
I de første årtier voksede husenes antal kun langsomt. I begyndelsen af 1700 – tallet kom der pludselig gang i byggeriet. Det kan måske skyldes at man i 1707 besluttede at
* hvis man ville bygge ”dygtige huse”, kunne man få byggegrund og kålhave og 10 års frihed med tilladelse til at bruge købmandskab og håndværk.
Lindealléen og brobelægningen stammer fra slutningen af 1700 – tallet.
I 1861 hærgede en storbrand Slotsgade, og det gik også ud over Slotskroen. På brandtomten blev kroen og rejsestalden genopbygget.
Den onde grevinde
Den 3. Schack – hedder efter sin bedstefar, Hans. Han mistede sin ene arm i slaget ved Höchstädt i 1704. Han bliver det, som vi i dag kalder finansminister, og samtidig medlem af Højesteret. Hans første kunde høre vi ikke så meget om, derimod ret meget om den 2. kone. Hun blev kendt som Den onde grevinde. Hun indfører igen hoveriet. I retten bestikker hun sig til sin ret. (Vi har omtalt det i en af vore tidligere artikler). Hendes børn spørger på et tidspunkt, om de bønder, der arbejder på marken, virkelig er mennesker?
Et mærkeligt menneskesyn
Hun svarer, at det kun ser sådan ud. I virkeligheden er de bare overtrukket med menneske-hud.
Rent økonomisk kører hun Schackenborg ned. Hendes hårde politik over for bønderne kommer i sidste ende efter hendes død til at betyde, at stavnsbåndet ophæves og jordreformerne gennemføres tidligere end i resten af landet.
Reformer i Møgeltønder
I 1770 bevilligede kongen, at bønderne fik deres gårde overladt som ejendomsfæstegårde, og de kunne fritages for det resterende hoveri. De skulle dog erlægge en årlig afgift og et beløb ved ejerskifte. Samtidig blev hovedparten af herregårdsjordene nu 465 tønder land overladt til bønderne i overfæste.
I 1786 blev der forestået omfattende reformer af godsinspektør Hans Henrik Holm.
Den første kone
Men nu fortalte vi godt nok, at det ikke var noget at fortælle om den første kone. Og dog. Anna Margrethe født Rewntlow elskede nemlig ikke sin grav Schack. Familien havde planlagt ægteskabet hen over hovedet. Før hendes giftermål med Schack skulle hun i al hemmelighed være blevet gift med sognepræsten i Aller.
Anna Magrethe bliver gravid, og dør i barselssengen sammen med barnet. Hun bliver hensat i krypten, og det var så den historie. Men nej, kære læsere. Hun lever faktisk videre som præstekone i Aller i 18 år. Hun myrder barnet straks efter fødslen. Og nu vil djævlen have fat i hende. Det sker på Gram Slot, som også tilhører Schack. Præsten fra Fole tilbyder djævlen, at han må få Anna Margrethe med, når de to stearinlys, der står på bordet er brændt ned.. Det går djævlen med på, så længe kan han godt vente.
Men præsten er smart, han slukker straks lysene, altså brænder de ikke ned. For at lysene ikke skal brænde ned, bliver de muret ind i kirkevæggen.
Så slår et lyn ned i kirken, kirken brænder af – dermed også lysene, tror djævlen. Anna Margrethe må være blevet hentet.
Da Gram Kirke for nogle år siden blev restaureret, kunne man se, at lynet ganske rigtig var slået ned i kirken – men i væggen fandt man 2 lys, som ikke var brændt ned. Se, det er ganske vist.
De laveste – på landet
Ved siden af gårdmændene var der en underklasse i landsbyen. Det var Kådnere og inderster, ”de uden land og sand”. Kådnere, der nærmest svarer til nutidens husmænd, ejede som regel et hus, der stod på en grund, som enten var i fælleseje eller tilhørte gårdmand, greven eller kirken. Han havde ingen stemmeret, og stod på en måde uden for byens lov og ret, og uden for by-fællesskabet. Indersterne sad til leje i et jordløst hus, og de gik ofte på daglejerarbejde.
Omkring 1600 var der dobbelt så mange gårdmænd som Kådnere men dette forhold ændredes. Da gårdene ikke uden videre kunne deles, var det mange gårdmandssønner, der blev Kådnere.
Mange drog om sommeren til søs, mens konen ernærede sig ved knipleskrinet. Mens man i almindelighed ikke så med velvilje på Kådnere og inderste – rotter og mus i bondens hus, så tillod greven på Schackenborg dog, at der blev oprettedes sådanne småkårs-hjem på hans godsområde.
I Gallehus fandtes der således i 1790 ikke færre end 46 Kådnere.
Gallehus Skov tilplantes
Efter generalmajor Otto Diedrik Schack (1758 – 1809) overgik grevskabet til Hans Schack (1786 – 1814). I 1804 gjorde man et forgæves forsøg på, at bortsælge grevskabet ved en aktion. =.D. Schack(1810 – 1856) begyndte at tilplante Gallehus Skov.
Schackenborg besat
I 1848 blev Schackenborg besat af tyske tropper, greven blev tvunget til at underskrive en erklæring om, at han ikke ville være tyskfjendtlig på nogen som helst måde. Om det var her, eller i 1864, der blev stjålet nogle kanoner fra Schackenborg vides ikke, men nogle malmkanoner fandt senere vejen hjem til grevskabet igen.
En dansk bevæbnet styrke var også i 1848 på vej til Tønder for at kæmpe, men Grev Schack talte dem fra det i nærheden af Stokkebro.
Davidsen – en kendt godsinspektør
En af de godsinspektører, der havde stor betydning for Møgeltønders udvikling var H.C. Davidsen, der var inspektør fra 1902 til 1951. Han var både tegner, arkitekt, musiker forfatter og en mesterlig fotograf. Han startede som medhjælper, men allerede som 26 – årig fik han det tunge job.
Det var også lige i begyndelsen af denne periode at Schackenborg fik vendt en negativ økonomi. Bortsalg af fæstegods (600 huse) og køb af avlsgårdene Solvig, St. Tønde, Rosinfelt, Slotfelt og så videre. fik økonomien til at atter at blomstre.
Svært at være greve i Sønderjylland
Hans Schack var en lærd ægyptolog og salmehistoriker. Han døde i 1905. Han søn O.D. Schack skrev om sin far
* Skønt han slægt i over 200 år havde ejet Schackenborg, da han tiltrådte, var han hverken rigsdansker, preusser eller dansksindet sønderjyde og pint af en næsten sygelig angst for at omtales og kritiseres i pressen, havde han vistnok levet lykkeligere hvert andet sted i Sønderjylland.
Om sin mor, skrev O.D. Schack:
* Det var på mange måder svært for min mor, der kom fra Lerchenborg på Sjælland og en omgangskreds, der dannede en modsætning til livet på Schackenborg og dets miljø, frembød det nationale slet ingen vanskeligheder for hende.
Ved mandens død tog hun tilbage til Sjælland, og O.D. Schack bosatte sig på slottet.
Davidsen med mange talenter
Davidsen leverede tegningerne til Møgeltønders elektricitetsværk, der opførtes i 1907. I slutningen af 20erne leverede han tegningerne til pumpestationerne ude i kogene.
Under 1. verdenskrig blev han sammen med andre dansksindede arresteret. Noget af ventetiden brugte han til at tegne 36 dansksindede forbrydere. Han udgav mange flotte postkort fra Møgeltønder og omegn. Hans mange fotos giver et godt indblik i, hvordan folk boede dengang. Den 9. maj 1962 døde Davidsen. Begravelsen fandt sted fra Schackenborg, hvor lensgreve Hans Schack holdt en smuk og personlig tale.
Oversvømmelse i kogene
Syd for Møgeltønder var der især om vinteren næsten konstant oversvømmelse i kogene. Gårdene, der var bygget på værfter(opkastede jordbunker), kunne kun nås med både.
Historiker har fundet ud af, at der alene i et af middelalderens århundreder er forsvundet omkring 50 kirker og kapeller i bølgerne langs Vesterhavet. Ved den store menneskedrukning i 1362 udslettedes således 30 kirkesogne, Ved samme lejlighed gik det over Anflod sogn, som lå mellem Møgeltønder og Rudbøl. Kun kirken stod tilbage. I 1634 omkom 6.200 mennesker på øen Nordstrand lidt længere syd på i Vadehavet. Mellem Tønder og Ribe druknede ved samme lejlighed cirka 600 mennesker.
Under 1. verdenskrig blev vejen fra Møgeltønder til Rudbøl anlagt ved hjælp af 40 russiske straffefanger. De byggede 5 kilometer vej, og var anbragt i to lejre omkring Sydfelt
Ringridning fører til ægteskab
Ringridning har altid været et tilløbsstykke i Møgeltønder. Oprindelig foregik det i Stokkebro, men blev ved århundredeskiftet flyttet til Østerkroen. Reglerne var her lidt anderledes end på Østkysten. Det var ikke kun vinderne, der blev hædret. Dem der var så uheldige slet ikke, at kunne ramme nogle ringe blev munkestikker og hesten blev forsynet med halmkrans, når turen gik ned af Slotsgade. Så mangen et ægteskab er blevet aftalt mellem bønderfamilierne under ringriderfesterne bagefter.
Sandgravning
Sandgravning var omkring 1900 en stor industri for Møgeltønder. Sandet var af en meget god kvalitet. I 1906/7 blev der også opført et teglværk, og senere blev dette udvidet til også at arbejde med udvikling af kalksten.
Schack som amtmand
O.D. Schack genoptog efter genforeningen amtmand – traditionen, og kæmpede for danskheden.
Christian den tiende aflagde den 12. juli 1920 besøg hos Schackenborg. Hele Møgeltønder var pyntet til lejligheden.
O.D. Schack blev den øverste embedsmand i Tønder Amt, der dengang hed Landråd. Den 11. juli 1920 sagde han i Dybbøl:
* Vi skal være dig gode og trofaste sønner og døtre, Danmark! Det lover vi vig i dag, og det giver vi dig håndslag på, Kong Christian.
Tønder var for tysk
Men det var nu ikke helt let at bestride dette hverv. Man havde ofte undret sig på Schackenborg, fordi man mente nu nok, at dem inde i Tønder var lige meget for tyske. Man har også diskuteret hændelsen i 1845, da Christian den 8. besøgte Tønder. Han blev modtaget et mægtigt Slesvig – Holstensk flag, og et brandværn smykket med 3- farvede kokarder, mens et sangkor om aftenen sang Schleswig – Holstein meerumschlungen. Om natten fik byens gadedrenge lov til at sidde i træerne uden for kongens vindue i amtsgården, hvor han overnattede, og synge Slesvig – Holsten – visen.
Schack blev som ikke dansk statsborger udnævnt som hofjægermester under en audiens hos Frederik den ottende i 1908
Møgeltønder under 1. verdenskrig
Lige før første verdenskrig startede, blev det forbudt for private at telefonere i Tønder og Møgeltønder, togforbindelsen syd på blev også afbrudt og i Højer måtte bagerne kun sælge til militæret. Der var store troppetransporter til Sild. På den ellers fredelige Møgeltønder Station sås 24 landstormsoldater.
Schack blev arresteret ligesom så mange andre dansksindede. Senere fik han en indkaldelse til det tyske militær, men blev efter få dage kasseret.
En af hans opgaver var at aflevere kirkeklokkerne fra fire kirker, Møgeltønder, daler, Emmerlev og Ballum. Men den gamle klokke i Møgeltønder Kirke fra 1333 fik de dog ikke. En lynafleder på Schackenborg ville man også have, for den var lavet af kobber. De fik den dog aldrig.
Ballade i Tønder
Den 27. januar blev der afholdt et stormfuldt møde i Tonhalle i Tønder. Det var det første danske møde. Men det var ikke kun dansksindede til stede i det stopfyldte rum. De danske talere blev afbrudt af tyske kommentarer. Søren Krag fra Daler udtrykte det på den måde
Stemningen blev truende og Schack blev som landråd tilkaldt. Han havde 4 sværtbevæbnede med. Heldigvis besindede parterne sig, for ellers kunne det meget let have udviklet sig.
Dragoner i Møgeltønder
Den 7. maj 1920 kom dragonerne til Tønder, de blev modtaget på Nordbanegården – i dag Tønder Øst. Fra den nærliggende tyske skole lød Schleswig – Holstein mehrumschlungen. Ved 15 – tiden kom dragonerne til Møgeltønder med kaffe i forsamlingshuset.
Gode venner med Kongehuset
Fra 1949 overtog lensgreve Hans Schack slottet. Jeg mener, at huske, at grevinden hed Karin. De blev gode venner med kongehuset. På et tidspunkt i min læretid hos Andersen og Nissen i Tønder har jeg solgt postkort tre gange til Prins Henriks far.
Ja og nu er Schackenborg igen i kongehusets eje, og Møgeltønder kigger nu efter prinsens næste kone. Ja sådan skrev vi i juli 2007. Men nu har prinsen fundet en ny kone, men forladt Schackenborg og Møgeltønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 18. – 04 – 2022
Juni 7, 2007
Hæwer – det klæwer (Højer, det klæber), siger man om flækken Højer. Hæwer ligge bach a dich (Højer ligger bag ved diget). Her tales lige som i Tønder en blanding af dansk, tysk, sønderjysk, plattysk og frisisk i en broget blanding.
For en fremmed barsk og fattig
Folk vender tilbage til Højer. Den særegne natur finder man ikke andre steder. Når man synger hjemstavnssangen For en fremmed barsk og fattig, får man også en fornemmelse. Man skulle tro, at denne sang, var skrevet af en af Marskens egne digtere. Men ak nej. Forfatteren hed Egebjerg Jensen var lektor på Tønder Statsskole og stammede fra Vejle.
Højer ligger højt
Selve Højer ligger ret højt – i hvert fald til Tønder. Når man står på Torvet og kigger på den flotte Højergård, og på den tyske præstegård., så siger man der i flækken
Er det derfor, det hedder Højer?
I 1200 – tallet nævnte man også navnet Høthær, da tilhørte flækken, kongen. I 1313 gik den over til hertugen af Gottorp..
Handel og håndværk i Højer
Fra 1556 var havnen en slags udehavn for Tønder. Det var de ikke særlig taknemlige for inde i Tønder. De forsøgte at forhindre de erhvervsdrivende i Højer til at drive handel og håndværk. Det startede helt tilbage fra 1354, hvor Tønder fik eneret. Først i 1736 blev denne diskrimination ophævet. I 1743 blev Højer kaldt for en flække (mellemting mellem en landsby og en købstad). Otte rådmænd administrerede byen.
Højers fattighus
Øst for præstegården ligger byens gamle fattighus “Æ armhus” Nørrevej 23. Det var fattige tider efter statsbankrotten i 1813, og i 1820erne drog hele skarer af tiggere rundt. Derfor besluttede man, at oprette en Forsørgelses – og Arbejderanstalt for Højer Sogn. Det skete i et stråtækt hus fra 1741. der blev indrettet arbejdsværelse, skolestue, 8 værelser, 28 senge, spisestue, køkken bestyrelsesbolig, og stald til fire køer.
Allerede ved anstaltens åbning i 1829 var der 40 alumner. Allerede i 1831 var der 55 alumner.
Der var strenge reglementer. Man måtte ikke forlade huset uden tilladelse. Alumnerne kniplede, spandt, bandt børster og lavede svovlstikker og blegepinde. Tingene blev solgt til indtægt for huset.
Drengene blev som 10 – årige sendt ud for at tjene. I 1838 brændte det oprindelige hus, og et nyt blev opført.
Den tidligere stald blev brugt som arresthus “æ armhusgaf”
Højer Mølle
Der har været en del møller i Højer, den ældste er en stubmølle, og stammer formentlig fra 1500 – tallet. Den nuværende Højer Mølle er en af de højeste hollændermøller i Nordeuropa, den er bygget i 1857, og indeholder i dag en interessant udstilling om Højer og Vadehavet. Et besøg kan stærk anbefales
Historien om Kiers Gård
Vi kan ikke komme uden om Kjærbys ”villa” Kiers gaard. Den stammer helt tilbage fra 1400 – tallet. Den har haft mange fine ejere. Engang hørte den under domkapitlet i Ribe, en tid under selveste kongen og under greven af Schackenborg i Møgeltønder. Men hvorfor hedder den egentlig Kiers Gaard.
Jo se under den første dansk – tyske krig om Sønderjylland i slutningen af 1840erne, lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til gården. Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Som så også fik øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far ville ikke vide noget af den forbindelse. Men de blev gift, og det sørgede Johans far for.
Johann blev senere chef for Slesvig – Holstenske marines norddivision – mod Danmark. Deres fælles søn voksede op på gården hos vrede Todsen.
Og den lykkelige ende blev at Johan Ernst Kier overtog gården, så deraf navnet.
Da kong Christian den Ottende var besøg på gården, skulle den lokale apoteker, levere cologne, pomade – og dansk sennep. Men da oprører mod den danske konge tog fat i 1848, sang de også på Kiers Gård oprørssangen “Schleswig Holstein mehrumschlungen”
Det første kongelige besøg efter genforeningen
Den 20. juli 1920 havde Christian den tiende bebudet, at han ville besøge Højer. Men byrådet var modstander af det danske styre. Borgmester Johansen modtog kongen med en tale på tysk, som rådet i forvejen havde godkendt. Heri gjorde han kongen opmærksom på
Hertil svarede kongen:
Et reserveben bliver bevilliget
De sociale udgifter var begrænset, der blev ikke givet meget. Dog bevilligede man i 1922 et reserveben til en mand med træben.
Indtil årene lige efter 2. verdenskrig var bybilledet i Højer præget af den manglende kloakering. Nogle steder var der udløb fra stalde til rendestenene.
Ville have eget eksportmarked
Trods al sparsommelighed gav byrådet i 1924 et lån til Handels- og Industriforeningen til køb af et motorskib på en fragtrute mellem Højer havn og Havneby eller Kongsmark på Rømø. Det førte til erhvervelsen af M/S Mary, som derefter i en lille snes år besejlede denne rute.
Man ville også eksportere fede-kvæg direkte til Hamborg, men ministeriet gik imod.
Men man måtte godt sende kvæget til eksportstaldene i Tønder – med toget. Men mange valgte at gå ad landevejen til Tønder med deres kvæg.
Det var alligevel tosset, at man skulle helt til Tønder, man kunne da sagtens selv. Men i 1937 fik man afslag fra landbrugsministeriet, og det samme gentog sig i 1943.
Bageren med pilekvisten
Længe før man fik et rigtigt vandværk, skete drikkevandsforsyningen fra private brønde og boringer. Og her var bagermester Emil Petersen i Herbergsgade ufejlbarlig. Når han gik over et område med sin pilekvist i hænderne, og han på grundlag af dens udslag kunne konstatere, at her var det vand, ja så kunne man rolig gå i gang med at bore.
Dansk – tysk konflikt
Ansættelse af en sygeplejerske gav anledning til en bitter strid mellem de nationale lejre. I byrådet var der afstemning, med det sædvanlige resultat. Syv stemmer for den tyske sygeplejerske Frk. Roll fra Højer, og fire stemmer for den danske Frk. Lund fra København. Derpå meddelte sygekassen, at den ønskede Frk. Lund ansat, men byrådet fastholdt sin afgørelse, hvorpå landsognet og sygekassen i 1935 opsagde aftalen og ansatte Frk. Lund, mens byrådet oprettede kontrakt med Frk. Roll.
Men året efter, vedtog man dog at ansætte kun en sygeplejerske sammen med sygekassen.
Et led i denne strid var en generalforsamling i sygekassen på Ohlsens Hotel den 4. marts 1936. Her mødte frem så godt som alle medlemmer, tyske som danske, og det blev et voldsomt rabaldermøde.
Tanden trækkes ud af lægen
Og nu hvor er ved det med sundhed, ja så havde man både en dansk og en tysk læge i Højer. I nogle få år havde man en uddannet tandlæge i Postgade. Men man havde i mange år tandteknikker Frk. Eline Jacobsen, der også udførte almindelig tandlægearbejde. Men skulle man have en tand trukket ud, måtte man gå til sin læge. Så kunne den blive trukket ud, enten på tysk eller på dansk.
Allerede fra 1841 havde Højer dog, et apotek.
Tyske skilte fra 1883 – 1945
I 1883 havde man sat gadeskilte op på passende steder ved gadehjørner. I 1923 blev disse skilte fornyet, med hver gades navn angivet både på dansk og tysk. De tyske skilte blev fjernet i maj 1945. Og nu taler det tyske mindretal om, at alle skilte i Sønderjylland igen skal bære tosproget. Ja så kunne vi lige så godt også få dem å synnejysk.
Højers mange hoteller
Engang var der mange hoteller i Højer, Ohlsens Hotel, Hotel Sylt, Centralhotellet, Banegårdshotellet, Gottfriedsens Kro, Peter Jensens Kro og Hotel Stadt Tondern. Her overnattede tyske kurgæster, alt imens de ventede på tidevandet. De skulle nemlig til øen Sild via Højer.
Stadt Tondern har været et kulturcentrum i byen. I 1887 var der optræden af sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York, og en tryllekunstner.
Selvfølgelig brugte lokale folk også hotellerne. Her kom overgendarm Christiansen, Kæmner Widstrup og Falle Simonsen. Og mon ikke også møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus har været forbi.
Musik i Højer
Og så var det jo også dansant. Kaj Post, det lokale postbud spillede på trompet, han spillede også i brandværnsorkesteret. Ved siden af sad Lille Blik – blikkenslagersvend på Kovej ved Kesse Blik. Han hamrede løs på trommerne. Henne i hjørnet var der så en, der gned på violinen. De kaldte sig for Højer Trio. Når så Politi Jørgensen også kaldet Scotland Jørgensen kom ind i lokalet, spillede trioen, Jørgensens yndlingsmelodi, Når der kommer en båd med bananer.
Byrådsmøder på Ohlsens Hotel
På Ohlsens Hotel blev byrådsmøderne afholdt. Når byrådsmøderne startede plejede borgmaster Andersen altid at indlede:
Først tager de landet, så vores piger
Der kom først danske flertal i Højer i 1946. Og det var borgmester Andersen ikke så glad. Han var med det dansk klingende efternavn tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den danske fabrikant Kjærbyes søn. Så æ Bürgermeister udtrykte det på følgende måde:
En af de store arbejdspladser var Højer Tæppefabrik, og det var her Kjærbye regerede.
Tyske tropper i Højer
Under 2. verdenskrig var der indkvartering af tyske tropper bl.a. på skolen, på hoteller og i det danske og tyske forsamlingshus. Da krigen var forbi rykkede først en afdeling fra Den danske Brigade fra Sverige ind, og kort efter fik Højer dansk garnison, idet en grænsekommando på 150 mand blev stationeret her. Til dem blev der på den tyske sportsplads vest for Ballumvej indrettet en baraklejr. Højer oplevede at være garnisonsby i 4 år.
Æ safthus
Oppe på Ballumvej lå det danske forsamlingshus. I nærheden lå urmager Hyldtoft, købmand Johansen, og Jensens karosserifabrik. Ja og Jensen havde bygget en bil til Christian den tiende. Det var han meget stolt af.
Forsamlingshuset blev kaldt for Æ safthus, man serverede ikke spiritus derinde. Det har ændret sig. Da jeg for adskillige år siden var til bryllup derinde, var det ikke saft og sodavand, som vi drak. Da var det fru Struck, der regerede herinde. Hus sad også i Byrådet.
Besparelser under krigen
Den 18. september 1939 besluttede byrådet, at erstatte gadebelysningens 60 watts lamper med 15 watts, og lygterne blev slukket klokken 23. Der blev også malet neutralitetsmærker på flere hustage. Det mest fremtrædende var et dannebrogsflag, der fyldte hele taget på tæppefabrikkens største bygning.
Endelig dansk flertal i 1946
Den 14. marts 1946 var der for første gang, dansk flertal i Højer, og direktør på Tæppefabrikken Vilhelm Mathiasen blev valgt som ny borgmester. Senere blev det toldassistent J.K. Nielsen. Derefter fulgte overpolitibetjent Gregers Jørgensen. I 1978 blev det så Knud Hansen.
Smedjen på Nørrevej
Højer er præget af mange gamle familieforetagender. Det ville nok være for meget og fokusere på hver enkelt virksomhed. Men vi skal lige kigge på Tante Annelise og onkel Kedde (Kedde smed) ´s virksomhed i Nørrevej 9.
Her var det smedje i over 100 år, min onkel nedlagde det i 1962. Jeg husker også at vi legede i høet over på den anden side. Engang var det rigtig landbrug til smedjen, da min onkel Keddes oldefar grundlagde det hele. De havde pige og læredrenge på kost.
Hesteskoning var en væsentlig del af smedens arbejde, og hver arbejdsdag begyndte med, at det blev smedet 8 – 10 par hestesko. Det hørte med til svendestykket at smede hestesko og beslå heste. Når en hest skulle skos, tog lærerdrengene de gamle sko af, og smeden fandt nye af samme størrelse. De blev så glødet på essen, og brændt på plads under hoven., før der blev slået søm i.
I rendestenen foran smedjen stod en stor sten med fordybning i. den blev anvendt, når der skulle lægges jernring om et vognhjul. Ringen blev glødet om anbragt om hjulet, som derpå i lodret stilling drejedes rundt på stene, medens en lærling hældte vand på, så der ikke gik ild i træet.
Jeg mener, at stenen blev brugt i den idylliske have som fuglebad. En stor håndreven slibesten stod også foran smedjen. Den var oprindelig en gammel møllesten.
Kystmilitsen
Lige i nærheden ligger Hindrichsens flotte købmandsgård fra 1760. Det var Rasmus Hindrichsen, der var leder af kystmilitsen, da vi var i krig med englænderne. Han havde udarbejdet nogle meget detaljerede regler. Kommandoen foregik på dansk, mens forklaringen var tysk. Militsen bestod for det meste af danske bønderkarle.
Guldkysten og Jammerbugten
Syd for Tøndervej blev der fra 1968 bygget en masse parcelhuse. I folkemunde blev bebyggelsen kaldt Snobberup, senere omdannet til Guldkysten. Dette fik så gårdejer Hans Hindrichsen til at kalde vejens nordside for Jammerbugten. Min kusine Herdis boede i Guldkysten.
Var det kloster i Højer?
Vi ved godt, at der har været kloster i Tønder, men det har det hvis ikke været i Højer, men hvorfor er det så noget, der hedder Klostergade?
En vis Helena, datter af ridder Hvidding, arvede efter sin far, en halv plov land i Højer, og skænkede den i 1383 til Løgum Kloster for en sjæls frelse. Den betegnedes senere, da feltherre Hans Schack overtog den Vor Frue Toft eller Kloster i Høfer. Den blev fordelt på 13 forbedelser (små husmandssteder). Det lå på det område, hvor Klostergade går.
Livet på Torvet
Torvet blev ikke uden grund kaldet for æ mærkensplads. Endnu i 40erne var det en åben gruset plads. Midt på stod en dobbelt-eg, plantet i 1898 til minde om den Slesvig – Holstenske opstand i 1848.
Indtil midten af 30erne holdtes der to gange om året, kvæg – og hestemarked på pladsen. Især forårsmarkedet den 3. torsdag i oktober samlede mange. Ålefiskeriet ved slusen var afsluttet. Dyrene blev mønstret og vurderet, der blev handlet og pruttet om prisen.
Så blev der ellers drukket og mangen en hårbytte l(kæfert) blev slæbt hjem. Nok flest før Genforeningen, da kostede en punch nemlig kun 20 Pfennig og en flaske brændevin 60 Pfennig. Mange tjente en ekstra skilling ved udskænkning af brændevin.
Karruseller, skydetelt, kraftprøver og kramboder af enhver art, medvirkede til et broget liv. Fra Visby kom produkthandleren “æ Berliner skomache”, som havde alt muligt: johannesbrød, sødtræ(lakridsrod), kokosnødder i småstykker, vidunderknolde til to og femøre, de femøres fyldte hele munden. Man kan så gisne om, hvad en produkthandler fylder i disse kugler.
Fra Tønder kom Niels Maren og Læpper i hestevogn. Læpper lavede selv is og reklamerede:
Når I spiser Læpper – is, kommer I i paradis!
Revolutionen i Højer
Torvet har også været skueplads for højtidelige begivenheder. En november-dag i 1918 gik byens offentlige udråber, politibetjent Würdermann byen rundt og forkyndte:
Dette bevirkede selvfølgelig, at det meste af byen samledes på Torvet.. Lidt før klokken tolv, stillede det Landsstormskomagni, der var stationeret i Højer op på Torvet, og da klokken slog, marcherede en afdeling marinere fra Flensborg ind på pladsen. Lederen af dem gik hen til Landstormens kaptajn, tog hans sabel, og rev hans epauletter af – og dermed var den sag afgjort.
Om aftenen skulle der dannes arbejder – og soldaterråd. Det foregik på Centralhotellet. Det var igen marineren fra Torvet, der førte ordet. Han var åbenbart godt orienteret om forholdene i Højer, og foreslog en kendt håndværker til formand for rådet. Men han protesterede:
Det bøjede håndværkeren sig for, Sådan foregik revolutionen i Højer.
Den Slesvig – Holstenske sag
I det sydøstlige hjørne af Torvet, der hvor Hotel Sylt lå, var der tidligere et gæstgivere med navnet Fährhaus Her tog de rejsende ind, når de ventede på at komme med båden til Sild. Her sad den 12. november 1830, den mest kendte forkæmper for den Slesvig – Holstenske sag, Uwe Jens Lornsen på vej til Sild, hvor han skulle være landfoged. Ti dage efter hans ankomst til øen, blev han arresteret.
Afholdsforening i Højer
Man havde også en afholdsforening i Højer. Det var en afdeling af Good Templar. De havde deres eget hus i Nørregade 62, men sandelig også, der hvor det sker på Hotel Sylt. Ja, de havde en hel stue.
Hvad er “systere”?
På hjørnet af Storegade og Torvet boede Anders Nielsen, Anders Staldkarl, der i mange år var ansat på Hotel Sylt. Der har tidligere boet en “syster” i huset, Linne mæ æ plet i æ pann. Hun gik ud og syede for folk. Hun var hos familie i mange dage, hvor hun syede og lappede alt, hvad der var brug for, og så fik hun i den tid kosten hos familien. Der var flere af disse “systere” i byen, som regel ugifte kvinder eller enker.
Falle – en kendt skikkelse
Man kan ikke sige Højer uden at nævne Falle. Jeg har mødt ham flere gange, men det er efterhånden en del år siden. Min skønne kusine Junes bedste veninde var Lisbeth, datter af Falle og Magda Simonsen.
Falle kom til Højer som 19 – årig, og blev ansat som staldkarl på Hotel Sylt. Han boede i et lille kælderrum på 5 – 6 m2. Her boede han i fem år. Foruden det normale arbejde som hotelstaldkarl, passede han vogn – og kreaturvægt og en benzintank. Der har altid været gang i Falle. Han havde også en frimærkehandel, og annoncerede i Politiken. Men det tog for meget af hans tid, så han opgav det, og købte i stedet 30 cykler, som han kunne få plads til i kørerstalden.
Dem fik han hurtig solgt, så hans fremtid var beseglet. Han ville være cykelhandler. Han flyttede hen på hjørnet af Skolegade og Nørregade. Senere flyttede han til Storegade hos gartner Lorentzen. Der fik han et lille værelse og en butik. Værkstedet var i det fri – i gården.
Omkring 1935 flyttede Falle hen i Torvet 9. Det blev hurtig en blandet Gesjæft. Der var cykelhandel, cykelværksted, frugt – og grøntbutik. Desuden kunne man købe is, slik, pølser, tobaksvarer, jagtgeværer og patroner. Det var et yndet sted for byens drenge, der altid fik lov til at hjælpe med. Men det var nu ikke altid, at kassen stemte.
På et tidspunkt havde han nok, Danmarks største samling af brugte cykler 4 – 5.000 stående i et par lade-bygninger i Søndergade.
I sin ungdom var han en habil bokser. Han kom gerne på Emmerlev Strandhotel. Og her hjalp han gerne værten Mathias Hansen, med at smide voldsomme gæster ud.
Senere købte Falle Torvet 9, og indrettede værksted i Søndergade. Falle var også ivrig fisker, og havde på til 100 åleruser i Vidåen. Købte man en cykel hos ham fik man som regel også et pund ål med i købet. Han havde også en båd og var med til muslingeventyret i Vidåen.
Boghandleren fra Højer
Vi skal også nævne boghandler Bundgård, som vi Tønder hos Andersen og Nissen havde et godt samarbejde med. Bundgård har betydet meget for den gamle mølle i Højer. Og i dag er jeg så heldig at være sammen med Bundgårds søn i Æ Synnejysk Ambassade her i København.
Det var et smerteligt tab for Højer, at Bundgård i 1984 måtte lukke sin butik. Jeg mener også, at Bundgård skrev en bog om Højer i 30erne.
Sønderjyllands første telefonlinje
I året 1900 var der installeret 10 telefonapparater i Højer. Og i 1920 havde man sågar 75 abonnenter. Men allerede i 1878, efter anmodning af beboere begyndte man at etablere en telefonforbindelse mellem Højer og Møgeltønder, og det blev forsøgsvis taget i brug den 29. marts samme år. Et orkester spillede foran mikrofonen i Højer, og fik bifald i Møgeltønder. I Højer kunne man overraskende tydelig høre hvert et ord, der blev sagt i telefonen i Møgeltønder. Ja man kunne endda genkende de talende på stemmerne.
Dette var nok den første telefonlinje i Sønderjylland.
Højer Pølse
Taler du med en københavner, og nævner ordet Højer, ja så tænker de først på Højer Sluse, dernæst på Højer Pølser. Men hvem fremstiller i grunden den rigtige Højer Pølse?
For en del år siden mødte jeg i Aabenraa Inga Sønnichsen, efterkommer af den berømte slagter – familie. Vi bestak hende med en bajer på danserestauranten Svanen med en bajer. Hun skulle byde Frode Kristoffersen op til dans. Hun var med på den værste, men det lykkedes hvis ikke, at få en tango med ham. Men her gik jeg så i mange år og troede, at de var opfindere af den berømte Højer Pølse. Men lige som i Haderslev har Højer altid været privilegeret med mange gode slagtere.
I Skolegade 8 lå Sønnich Sønnichsens gård. Her påbegyndtes en slagterforretning. Den blev ført videre på det modsatte hjørne af Postgade – Skolegade 6. Den var i familiens eje helt til 1970. Før genforeningen var det et stort foretagende, som har været oppe på 13 svende og 3 lærlinge, og som afsatte deres varer i et meget stort område.
I slagteriet havde man en benzolmotor. En dag ville en slagtersvend se, om der var mere benzol i en tromle. Han strøg en tændstik med det resultat, at han blev oversprøjtet med brændende benzol. Skrigende løb han som en brændende fakkel ned af Skolegade, og ulykken kostede ham livet.
Efter 1920 mistede forretningen en stor del af sit opland, slagter Sønnichsen rejste til Canada og Lauritz Nielsen fik bedriften i forpagtning. I 1944 overtog Andreas Sønnichsen virksomheden, og bliver i dag ført videre som Marsk Pølser.
Men så er det også lige slagterfamilien Müller. Lige siden 1897 har de produceret pølser. I 1902 etablerede de en butik med et ishus på Torvet. Familien handlede med lam, får og kvæg og solgte det på eksportmarkedet i Tønder. Et specielt designet kølemøbel til over 100. 000 kroner blev et vendepunkt. Tyske dige-arbejdere havde også en stor appetit.
Andreas Müller fik kontakt med Dansk dagligvarehandel og Brugsen, og lykken var gjort. I dag er det Gerd og Jan, der fører traditionerne videre. Hemmeligheden er et højt kød-indhold og en lav fedtprocent. 200 medaljer er det blevet til. Og jeg må bekende, at det er familien Müller, der fremstiller Højer Pølse.
Når min fætter gæster Højer, fylder han altid vognen med pølser til sig selv, venner og bekendte.
Jeg skal dog erkende, at slagterne i Højer ikke har sponseret denne historie, men de må da gerne sende mig en spegepølse. Jeg elsker det.
Grænsegendarmerne
I årene efter 1920 var grænsegendarmerne et almindeligt led i bybilledet i Højer. De skulle blandt andet kontrollere grænseboernes pas, at finde efterlyste personer og tage sig af kystfredning og strandinger. Indtil 1927 var korpset underlagt den militære straffelov. En tjenesteforseelse kunne godt indbringe 4 x 24 timer i mørk isolationscelle, og var der tale om drukkenskab, gav det fire dage ekstra.
På meget varme dage kunne det tillades, at tjenesten udførtes uden uniformsfrakke, men det skulle være i en ren, reglementeret blå skjorte med flip og slips. Det var ikke tilladt at køre på en damecykel i uniform. I 1932 overtog gendarmerne paskontrollen i Rudbøl, og i de efterfølgende år var forholdene ved grænsen præget af, at mange tyskere flygtede over grænsen for at undgå nazistiske forfølgelser.
Den 19. september 1944 blev personalet under en fingeret luftalarm indkaldt til afsnitskontoret. De måtte aflevere deres våben. Dagen efter blev alle grænsegendarmer interneret i Frøslevlejren på nær 46 mand, som det var lykkedes at gå under jorden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10, – 12. 2021
Juni 7, 2007
I Højer måtte man i 1920 udstede nødpengesedler. Og det var naturligt, at Højer Sluse prægede nogle af disse. På dem stod der:
Befolkningen måtte leve med frygten
Måske forstår man ikke rigtig denne frygt, hvis man ikke lige bor i området. Der var respekt for naturen. Kigger man på Tønders historie ser man også, hvor mange menneskeliv og skader de forskellige stormfloder i tidens løb, har bevirket. Men befolkningen skulle ret meget igennem inden politikerne for alvor vågnede op, og skred til handling.
Det gamle Højer – Rudbøl dige blev opført i 1555, i 1828 opførtes Snuromdiget øst for Højer. Og i 1861 blev Ny Frederikskog inddiget med Siltoft – Højerdiget. I 1927 byggedes der et havdige fra Højer til Emmerlev.
Alarm: 4,36 m
I 1953 druknede 1.365 mennesker i Holland under en stormflod. Dette bevirkede, at man foretog en forhøjelse og forstærkning af de svageste havdiger.
Den 16. – 17. februar 1962 ramte en ny voldsom stormflod vestkysten. Ved Højer måltes en vandstand på 4, 36 meter over Dansk Normal Nul (DNN).
Så småt var man begyndt, at snakke om nogle væsentlige ændringer, og 1964 lavede man et egentlig stormflodsudvalg. Men der skete ikke rigtig nået.
Alarm 4,92 m
I løbet af morgenen den 3. januar 1976 blæste det voldsomt op fra nordvest, og vandet steg foruroligende. Ved 13 – tiden nåede vandet op på 4,92 meter over DNN. Det var den højeste målte vandstand i dette århundrede. Bølgerne skvulpede cirka to meter over digerne. Problemet var, at højvande endnu ikke var indtruffet.
Tønder og beboerne i kogene bliver evakueret
Jeg befandt mig selv i Aabenraa på det tidspunkt, og hørte katastrofemeldingerne på Radio Syd. På et tidspunkt ringede jeg hjem til min mor. Nu skulle de også evakueres i Tønder. Men min mor tog det helt roligt. Jamen vinden er gået over i nord. Hun havde kigget over på vejrhanen, der sad på Dreds Christiansens hus på Lærkevej.
Beboerne i kogene syd for Højer var blevet evakueret op på Dige-skolen. Og min mor og far inde i Tønder blev evakueret til Abild. Min mor havde afblæst katastrofen, men først klokken 16.09 blev alarmberedskabet ophævet.
Alarm 4,12 meter – men store skader
17 dage efter var den gal igen. Denne gang nåede den ”kun” op på 4,12 meter. Men den holdt vandstanden i fire timer, og digerne blev meget belastede. Atter engang blev beboerne evakueret til Digeskolen. Denne gang var digerne blevet meget ramponeret.
Ingen tillid til beredskabet
I årene efter blev der gennemført en moderne varslingstjeneste og et udvidet stormflodsberedskab. Det hele blev samlet under Kystinspektoratet i Lemvig. Men lokalbefolkningen havde ikke tillid til systemet. Og det skulle også senere vise sig, at være store problemer.
Ved en af stormflodskatastroferne brød radioforbindelserne sammen. Sønderjyske Walkie Talkie – fanatiker blev tilkaldt. De måtte underskrive et notat, hvori de måtte love ikke at gå videre med deres oplysninger. Min onkel Pulle fra Højer blev placeret inde ved Tønder Politistation med et kraftigt PA – trin (forstærker). Jeg tror, at min lillebror Erwin var placeret ved Rømø – dæmningen. Selv kunne jeg ikke deltage, men fulgte slagets gang fra min walkie i Aabenraa.
Efter episoden blev der lige så stille bevilliget nyt radioudstyr til katastrofeberedskabet. Og det var ikke nævnt med et ord i pressen, at det var Walkie Talkies, der hjalp i denne katastrofesituation. Og aldrig har min onkel sendt med så meget ulovlig effekt som den gang ved Tønder Politistation.
Nu måtte det ske noget
Statsminister Anker Jørgensen og trafikminister Niels Mathiasen kom til Højer og besigtigede digerne. Højers borgmester Gregers Jørgensen talte med meget store bogstaver. Det måtte da gøre indtryk, at 22.000 mennesker havde været i fare, alene i Tønder var der evakueret 10.000 mennesker. Men snart bredte sløvheden sig atter.
Endelig, sker der noget
Først i 1977 vedtog et enigt Folketing, loven om et fremskudt dige. I 1979 påbegyndtes det store arbejde. Samtidig med dige-bygningen foregik opførslen af den nye sluse. Først foretog man en omlægning af Højer Kanal (Vidåens fortsættelse ud gennem Vadehavet uden for den gamle sluse), så den blev ført uden om byggepladsen. Denne blev indrammet af en 6,5 m høj ringvold, og inden for den byggedes slusen.
Kæmpe indvielsesfest
Slusekamrene var færdige midt i september 1980. Den 20. september var der indvielse i strålende vejr. 20.000 mennesker var til stede. Højdepunktet var at alle dansede kædedans ud og ind gennem slusekamrene. Det var hvis nok den største folkefest i Højers historie.
I dagene efter blev sluseportene sat i, og den 3. oktober blev Vidåens vand ledet ud gennem den ny sluse. 1. oktober 1981 kunne bygherrerne aflevere det færdige resultat til Sønderjyllands Amtsråd.
Det nye dige har en længde på 8,63 kilometer, og en højde af 7,45 meter. Det er en meter højere end det gamle, men meget fladere. Bølgerne får dermed et roligere forløb, så de beskadiger diget. Uden for diget blev der af ind-pumpet sand dannet et 150 meter forland, der delvis blev tilsået med græs.
Generalprøven bestået
Kun to måneder gammel havde det nye dige generalprøve. Vandstanden nåede helt op på 4,97 over DNN. Sandsynligvis havde det gamle dige ikke kunnet klare dette. Græsbevoksningen foran bestod ikke prøven, fordi den var så ny. Senere erfaringer har vist, at anlæg af slikgårde på vaden gav et bedre resultat.
I 1983 vedtog Folketinget, at der i den sydlige del af et anlagt reservoir skulle etablere en saltvands-sø på 225 ha. Formålet er, at man vil genskabe de levevilkår, der blev skadet ved dige-byggeriet.
Så nu er det antagelig slut med at lege Huckleberry Finn og Tom Sayer på tømmerfloder på prilenerne(afvandingskanalerne).
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. 12 . 2021
Juni 7, 2007
Noget tyder på, at der i nærheden af Højer, er sket vikingetogter til England. Omkring år 900, så kyststrækningen helt anderledes ud. Man mener, at der omkring Højer var en bugt, denne lå kun 7 kilometer fra Tønder. Man ved også at besejlingen til Tønder, var særdeles god. Og i Tønder var der i slutningen af 900 – tallet en stor vikingeborg.
Tønder kom på verdenskortet, på grund af de gode havneforhold. Men tilsandingen i slutningen af 1500 – tallet betød, at havnen rykkede længere vest på, og det nød Højer godt af.
Fakta er, at der altid har været gode muligheder for Højer, at blive en søfarts og søhandelsby. En dyb pril syd om Kiers gård har kunnet benyttes af datidens sejlskibe. Senere har Vidåens udløb givet adgang til havnen.
Højer bliver søfartsby
I 1642 havde Højer – Rudbøl 9 sejlskibe. St. Anna af Højer var dengang vestkystens største skib på 2.088 tdr. På det tidspunkt lå Tønders havn i Rudbøl og Højer, og varetransporten ind til Tønder foregik med både eller mindre skibe. Men efterhånden sandede besejlingsforholdene til.
Ved Kiers gård udførtes flere tusinde kreaturer om året. Men her blev besejlingsforholdene også dårligere.
Da Holland lukkede for import af stude i 1770, gav det store tab for Højer.
Mede små både til Tønder
I 1799 gravede man Højer Kanal fra Nørremølle ud gennem Vadehavet, og det satte igen skibstrafikken i gang.
Byen led meget ved krigen mod England i 1807 – 14. I de år havde man en kystmilits, som i givet fald skulle forsvare mod engelske angreb.
Omkring 1850 kunne man foruden danske skibe, træffe skibe fra England, Norge, Sverige og Hamborg. Minsandten om Højer ikke fik en norsk – svensk vicekonsul.
10 – 12 togangsbåde besørgede trafikken til og fra Tønder ad Vidåen.
I 1855 blev der oprettet regelmæssig dampskibsforbindelse mellem Højer og Lowesoft i England. Men det varede kun et par år, fordi sejlrenden sandede til. Efterhånden blev konkurrencen fra Tønning for hård.
En ny sluse
Da Ny Frederikskog blev inddiget i 1861 betalte Højer og Tønder i forening 9000 rigsdaler for, at der blev indrettet en åben sluse, så skibe med mast kunne gå igennem den ind til Højer Havn. Denne havn blev anlagt lige inde for diget. Anløbspladsen for rutedamperne til Sild var uden for slusen. Men ak og ve, tilsandingen tog til.
Egentlig skulle den gamle sluse have været indviet af Frederik den Syvende, men han kunne ikke. Det viste sig, at han var indisponeret. Man havde ellers lavet en flot sølvske, som skulle bruges til formålet.
Denne sølvske fandt man igen frem, da dronning Margrethe skulle indvie den nye sluse.
I 1870 foretog man en uddybning af kanalen, og i de følgende år var der en livlig trafik af ind – og udgående varer over Højer havn.
Højer som transitby
Højer havde en god indtægt som transitby for trafikken til Sild, indtil jernbanen mellem Tønder og Højer Sluse blev oprettet i 1892. Men desværre gik byen så glip af turistindtægterne.
Efter 1920 havde Højer stadig betydning for skibstrafikken. Dampskibsselskabet Sylt varetog med hjuldampere forbindelsen mellem Højer og Sild. For året 1921 – 22 betalte man 30.000 kr. for benyttelsen af anlægsbroerne uden for slusen. I 1924 var afgiften 7.500 kr.
Aktiviteter på Højer Havn
Den grimme stationsbygning lå bag diget, nord for slusen. Den rummede også telegrafstation opg en imponerende restaurant. Bag diget var også en drejeskive, hvor lokomotiverne kunne følge sporet langs Vidåen hen til den imponerende bygning Slusefabrikken.
Her lå godshavnen, som sejlskibene benyttede, når de lossede byggematerialer, brændsel og kunstgødning.
På havneområdet var der også en kalkovn, hvori man brændte kalk af skallerne af hjertemuslinger. Denne kalk var af meget fin kvalitet.
Slut med de tyske gæster
Efter grænsedragningen i 1920 fortsatte strømmen af turister til Sild over Højer sluse på den måde, at jernbanevognene blev plomberede ved grænsen, så tyske turister uden pas kunne fortsætte til stationen ved slusen, hvoraf de fra en indhegnet passage kunne gå lige ned til dampskibene til Sild.
Hele herligheden ophørte i 1927, da Hindenburgdæmningen til Sild var færdig. Straks efter blev stationsbygningen med restauranten nedrevet.
Nye eventyr
Fra 1920erne til omkring 1932 var det stille ved Højer Havn. Men pludselig fandt et par grossister inde i Tønder ud af, at man lige så godt kunne få importeret brændsel og byggemateriale via Højer end fra østkysten. Dette eventyr varede i en kort årrække, og da kunne man godt opleve en 5 – 6 skibe på en gang.
I 1930 dukkede Mads Sørensen fra Esbjerg op, og lejede sig ind i den nedlagte tangmelsfabrik ved æ vie bro. Han kom med tre kuttere, og udførte reparationer på sine egne og andre kuttere.
Masser af fisk i Højer
Fra Højer blev der udført et omfattende havfiskeri. Og inden for og uden for Højer Sluse foregik der et omfattende ålefiskeri. Det var eftertragtet at få fiskepart i området. JKeg har nogle flotte fotos, hvor min Opa er i gang med at sætte åleruser. Som nævnt i andre artikler havde han både en fiskekutter og en lille motorbåd.
Under krigen var der i perioder livlig aktivitet på havnen, fordi den tyske værnemagt fik sejlet en mængde materialer herfra til Sild til befæstning af denne ø mod et eventuelt angreb fra de allierede.
Tom Juhl – en driftig herre fra Hotel Sylt
Tom Juhl fra Hotel Sylt var en meget driftig herre. Nøjagtig 25 år efter, at Højer – List forbindelsen blev nedlagt, blev der foretaget en prøvesejlads på ruten. Og trods besværlige pas – og andre formaliteter blev ruten meget benyttet. Den 31. maj 1952 startede det nye eventyr.
Samme herre stod for initiativet til blåmuslingefiskeri i Vadehavet. Der blev givet tilladelse til oprettelse af muslingebanker og i 1954 startede han sammen med lokale fiskere Højer Muslingeeksport. I 1959 eksporteredes 7.000 tons muslinger fra Højer.
For at kunne klare belastningen opførtes 29 meter kajmur uden for slusen, Højer kanal blev atter engang uddybet, vejbanen op over diget blev asfalteret, og der blev opsat toiletskur.
Ud over fiskerbåde anløb der i 1962 180 fartøjer, Højer Havn.
Men med det fremskudte dige og den lukkede sluse var det slut med erhvervseventyret ved og omkring Højer Havn.
Højer Bådklub
I 1976 oprettedes Højer Bådklub, som har gjort et stort stykke arbejde med at anlægge en lystbådehavn på det gamle havneterræn. Og så må vi ikke glemme Ruderverien Hoyer.
Blandt bådfolket nyder havnen stor respekt. Siden jeg kom i området som barn, er det da også blevet ryddet gevaldigt op, og stien er blevet til en asfalteret vej.
Vidaafabrikken opført 1918
Når vi gik ud til Oma og Opa ude i ny Frederikskog, har jeg tit set den enorme 4 – etagers bygning til højre for æ vie bro. Jeg har da også været derinde adskillige gange.
Bygningen blev opført i 1918 af Det Slesvig – Holstenske Fodermelsselskab. Tanken var, at fabrikken af søgræs skulle fremstille fodermel.
Bygningen havde sit eget el – værk, og står på nedrammede pæle. Hele herligheden kostede 300.000 guldmark. Man havde regnet med at vadehavet kunne levere al den søgræs, man skulle bruge. Men her tog man gruelig fejl.
Kørertøjer bliver samlet
Allerede i 1920 blev bygningen solgt til et privat selskab fra Højer. Ejerne solgte inventaret og i de følgende år, blev bygningen mest brugt af fiskere og skippere.
I 1937 overtog J.H. Hansen bygningen. Han havde fået kontrakt på at samle Adler – personvogne og Krupp – lastbiler. Der var ikke rigtig plads til dette inde i Højer, hvor han også havde en stor virksomhed. En kæmpe ombygning, måtte han foretage.
Arbejder for den tyske værnemagt
Under besættelsen arbejdede fabrikken for den tyske værnemagt. Der blev fremstillet heste – trænvogne og dele til u – både. Man reparerede biler, og til sidst blev der lavet transportable træhuse til vagtposterne ved Vesterhavet.
Mange aktiviteter i fabrikken
Efter krigen blev fabrikken beslaglagt af Staten og købt af autoforhandler Nicolai Chritiansen, som for en kort tid lavede køleskabe i bygningen. Endvidere er der lavet pensler og koste, lager for gamle vogne og autoværksted. Jeg mener også, der har været indrettet lejligheder der.
Der har været kunstgalleri og nu har Højer Lys domicil i bygningen.
Og udenfor glider Vidåen forbi. Dens arme når helt over til Rødekro. Vi har badet i Vidåen mange gange, dog ikke fra Slusen, det turde vi dog ikke. Det var der andre, der gjorde.
Og de fantastiske planer om at lave en Nordostseekanal samt en togrute fra Højer til St. Petersborg har vi ikke glemt. Her må du dog, kære læser, kigge under Tønders Historie.
Juni 7, 2007
Når vi skulle besøge Oma og Opa ue i æ kov (ude i Ny Frederiks Kog) var det en helt verdensrejse – dengang. Vi var i stiveste puds. Klokken 10 skulle vi med rutebilen. Vel ankommet til Højer Rutebilstation, skulle vi så bare lige hen til venstre og gå cirka 3 kilometer ud af Siltoftvej.
Et par gange blev vi hentet af Sepp, en meget klog irsk fårehund. Min Opa sagde bare Ka då hind dem fra Tynne op we æ rutebil (Kan du hente dem fra Tønder, oppe ved rutebilen).
Over Æ vie bro
Min mor var ikke meget for, at vi skulle gå over æ vie bro. Om det skyldtes, at hun i sin barndom var bange for at Opa ikke kom hjem fra fisketuren ude på Vesterhavet, har jeg aldrig nået at spørge hende om. Jeg må da også indrømme, at Vidåen lige der, var ret bred. Vi passerede på turen Æ fryshus. Her kunne man i en slags andelsordning placere kødvarer. Det var praktisk, indtil det var almindelig og indtil man havde råd, til at anskaffe en fryseboks.
Var vi ikke drejet af ned til Oma og Opa, kunne vi være kommet ud til Peter Pørksen ud i Siltoft. Danmarks vestligste grænseovergang. Hans have var halvvejs i Tyskland. Som barn forestillede jeg mig, at der altid stod en grænsebom og en tolder i hans have. Når han så skulle hen efter sine kartofler, skulle han vise pas.
Udsigt til dæmningen til Sild
Vi sagde altid Oma og Opa, i dag siger børnene i familien bedstefar og bedstemor.
Men derude på katastrofevejen, det hed den dengang, hvor de boede, havde jeg mange oplevelser. Oppe fra sovekammeret kunne jeg se, når toget kørte over dæmningen til øen Sild. Ja det så nærmest ud, som om den kørte på vandet.
Inde ved siden var Günthers lille kammer, der har jeg sovet mange gange. Günther er min fætter, han boede i mange år herude. Og inde i æ abseite lå der kasser med mange drengebøger. Efter oplevelser dagen igennem ude på æ forland var det sjovt at læse Tarzan – bøger, Jukan – bøger og hvad de alle sammen hed.
Den kolde stue
Det var ikke altid vi kunne komme ind i æ fin stu. Det var også sjældent, at det var opvarmet der. Men det var herinde juletræet stod.
Ude i bryggerset hang der ofte en masse net, der skulle repareres. Ja, det kunne ikke skjules, at Opa var fisker. Jøggi u fra æ kov hjalp også til, når sluseportene skulle lukkes og åbnes ekstraordinært.
Den lange rejse tilbage til Tønder
Efter et søndags – besøg, måtte vi så gå den lange vej ind til Højer. Men det skete også, at vi fik fat i Kedde Bondes lillebil. Nu var det ikke altid sådan, at han kun komme så det passede med den sidste afgang fra Rutebilstationen. Jamen så måtte vi vente i venteværrelset.
Senere tog vi vores kammerater, kærester og koner med til Højer. Det foregik så på cykel, knallert eller i bil.
Aldrig mere fisk
Det var min far og min onkel, der havde været med til at bygge huset. Vi kan vel godt kalde det et husmandssted. I et skur og en lille mark bagved gik der svin, høns og gæs. Og nogle gange var disse dyr lidt aggressive. Jeg meldte mig bestemt ikke frivillig, til at samle æg.
Når så disse svin skulle aflives, ja så var jeg den, der løb væk. Over til Helmuth. Komme då u å lech. (Kan du lege?). Jo jeg har hørt, når disse svin skriger. Nu foregik aflivningen humant med en boldpistol, men alligevel.
Og så blev der ellers budt på sortsup. Nej tak, sagde jeg bare. Indrømmet, jeg blev kræsen af, at opholde mig ude hos Oma og Opa. Vi fik serveret ål hele tiden, sådan husker jeg det. Røget ål, Stegt ål, og ål i gele.
Ofte tog min Opa knallerten til Tønder med fisk og andet kød. Min far var kasserer i Murerforbundet, og når de arbejdsløse murere kom på besøg for at få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse skete det ofte, at en ål frigjorte sig og krøb over køkkengulvet, til stor morskab for murerne.
De flove får
Når fårene skulle klippes ude i Marsken, havde forskellige bønder eller husmænd samlet sig. Og man kunne godt se på, at fårene skammede sig bagefter. Det var en oplevelse.
Indtil først i 50erne brugte man en håndklipper. Senere gik man over til maskinklipning. Men det var en fynbo, der skulle vise høvringerne, hvordan man maskinklippede. Og det var de sure over.
En tur ned på Opa´s fiskekutter var også sjov, og tænk man måtte styre den lille motorbåd under æ vie bro. Men det måtte min mor ikke få at vide, hun ville aldrig give lov til det.
Den fantastiske natur
Ved siden af slusen var der en masse kar med alverdens fisk. Jo, der var virkelig noget, at se på.
Engang imellem, når Opa var besøg i Strucksalle i Tønder, gik han ud og kiggede på skyerne. Og det hændte, at måtte tage næste bus eller knallerten hjem. Han fortalte mig, den dramatiske historier om Der Schimmelreiter, en historier af Theodor Storm. Her kunne man også ved at aflæse skyerne finde ud af mange ting.
Og når vi nu er ved litteraturen, så kan Tysktimen af Siegfried Lenz, også anbefales. Den handler om maleren Emil Nolde, der blev beskyldt for at være nazist. Han boede oprindelig i Rudbøl, men flyttede til Seeböll, 5 – 6 kilometer sydligere. Prøv at kigge på Noldes malerier fra vestkysten. Det kan du gøre i Noldes museum, et besøg værd.
Sort sol er blevet en turistattraktion, men dengang kunne vi opleve den lige ud foran døren. Lige så barsk naturen kunne være, lige så flot kunne den være. At stå op på diget og kigge ud imod Vesterhavet var virkelig flot. Nu er den udsigt borte med det fremskudte dige.
En skøn ferie
En sommer havde naboen skråt over besøg af en feriepige fra Vester Højst. Jeg har desværre glemt, hvad hun hed. Høj, slank og flot. Jeg blev hvis nok forelsket. Vi tilbragte sammen med Helmuth mange sjove timer ude på forlandet. Byggede tømmerflåde og badede i prilerne (afvandingskanaler). Vi følte os som Tom Sawer og Huckleberry Finn.
Vi afprøvede også om vi var gode til det der med Æ kluhstach (springstok). Ved hjælp af den svang markmanden sig let og elegant over de vandfyldte grøfter. Om vores var elegant, skal vi være op til dyrene, at vurdere. Det var de eneste vidner.
Min Opa havde advaret os om, hvad vi skulle passe på, og hvornår der var flod.
Vi har været heldige, fordi nu er det ikke mere tilladt at færdes herude. Lige i nærheden er der lavet en kæmpe saltvandssø, hvor mange sjældne fuglearter færdes. Hele området syd for den gamle sluse er fredet. Man må kun færdes nede på den anden side af diget.
Blåvands Radio
Der var ofte besøg ude hos Oma og Opa af andre beboere. Nabokonen var god til at lave sut (en slags strandkål, der vokser ude på forlandet). Blandt dem, der var på besøg, var det mange sjove mennesker, et par enkelte vil jeg i senere artikler, fortælle om.
Måske var det min Opa, der viste mig, hvad en radio kunne bruges til. Han sad ofte og lyttede til Blåvands Radio. Denne interesse fik jeg også, måske til stor fortrydelse for mine søskende og far og mor. For inden jeg fik mit eget, var det familiens stueradio, det gik ud over.
Tante Annelise og Onkel Kedde
Min Oma hed Tønder, og af dem fandtes der et par stykker inde i Højer by. Men det var ikke der, jeg kom. Det var ofte i Nørregade hos min onkel og tante Annelise og Kedde, samt mine to kusiner Elke og Christel. Det var en gammel smedje, der eksisterede til jeg var cirka 9 – 10 år gammel. De boede virkelig hyggelig, og var mange gange lidt alternativ. De mente, at håret havde godt af øl. Så mange gange fik jeg vasket håret i øl. Lige overfor for var det en lade med masser af hø, hvor vi kunne boltre os.
På loftet fandt vi engang nogle glasplader over det gamle Højer, Efter signende skulle der have boet en fotograf til leje heroppe. Hvad der blev af billederne vides ikke. Jeg vil da håbe, at et museum eller et lokalarkiv har modtaget dem.
Onkel Pulle og Tante Sonja
Lige for enden af Prilen boede onkel Pulle og tante Sonja med kusine Herdis og June. Min onkel var oprindelig bager, men blev så kørerlærer. Han var meget musikalsk, og spillede hammondorgel. Senere var han meget ivrig trompetist i brandværnsorkestret.
June arvede dette talent. Hun underholdt en gang, vi var til en koncert i pausen.
Ofte var June med, når vi var til bal på Emmerlev Klev. Her spillede Silwer Boys, Shadows, ikke et øje var tørt, og der gled Nonneblod ned i stride strømme. Dette ”blod” var hvis nok en blanding af porter med citronvand.
Når vi så blev smidt ud her, ja så hændte det, at vi tog hjem til Pulle og Sonja, og vækkede dem midt om natten. Vi havde rundstykker med fra Sejerslev. Så hændte det at Pulle gav en koncert på hammondorglet. Når han var træt af det, overtog June orglet.
June var livlig og skøn. Nu må man jo ikke blive forelsket i sin egen kusine.
En gang lavede vi en parodi på Radio Syd. Her var Lisbeth ”Falle” også med. Det bånd vi lavede, sendte vi til Radio Syd. Jeg har da hørt, de har afspillet dele af det i en udsendelse. Journalister derfra har fortalt mig, at de har moret sig meget.
Længere nede af Prilen boede Ole. Han var leder af det legendariske orkester, Macgun Kelly and The Tommyguns. De blev hvis nok nr. 3 i danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik det år, hvor Donkeys vandt. De kom i Ekstra Bladet, fordi de var ved at blive forgiftet i et folkevogsrugbrød. En overnatning ved Nyborg kunne have været dyr De tændte for motoren, og faldt i søvn.
Men som min storebror, som kaldte sig manager for gruppen, sagde: Omtale er bedre, end ingen omtale.
Juni 7, 2007
Vi er 1951, endnu i marts ligger der snesjap på Nørrebrogade. Arbejdsløsheden var stor, vel nok på cirka 10 %. Bolignøden var stor, en halv million lejligheder var uden bad og centralvarme.
En bank – morder i avisen
Den 30. marts 1951 kunne man i Politiken læse
1: Bankmoderen var en prøveløsladt Hipomand.
2: Efter at have dræbt to bankmænd i Landsmandsbankens Nørrebro – afdeling fangedes han på en køkkentrappe – Motiv: ”At skaffe penge til et bedre samfund”.
Den 28 – årige Palle Wischmann Hardrup (PH) blev energisk forfulgt, indtil man fandt ham i en opgang i Griffenfeldsgade, hvor han havde gemt sin frakke. Berlingske Tidende kunne fortælle, at han ikke havde større økonomiske problemer. Social – Demokraten kunne også fortælle, at han tidligere var blevet idømt 14 års fængsel, som landsforræder.
To kyniske mord
Jamen hvad var der sket?
PH havde bedt sin formand i dansk Oliefyringskompagni om et par timers fri. Han tog flere hyrevogne ind til Nørrebro. Det sidste stykke cyklede han, iført en kedeldragt, en skihue og mørke solbriller.
Han trådte ind i banken kl. 10.45. I banklokalet var der mindst fire funktionærer og to kunder, hvoraf den ene var arkitekt Walsøe, den anden bud Olsen fra Land og Folk.
Et skræmmeskud blev sendt op mod loftet. Alle kastede sig mod gulvet, undtagen bankbestyrer Arnold Wisbom. PH råbte til kasserer Kai Møller, der havde søgt dækning bag skranken, at han skulle fylde den medbragte mappe med pengesedler.
I stedet for at parere ordre trak kassereren sig tilbage. Et skud ramte Møller i brystet, og han faldt om på gulvet. Han prøvede at kravle væk, men sank straks efter sammen.
PH vendte sig om mod Wisbom. Han gentog ordren om at fylde mappen med pengesedler. Måske trådte han et skridt tilbage, eller gik det panik i PH. Men et skud ramte Wisbom i hjertet.
Under tumulten var det lykkedes for kasserer Andersen, at trykke på alarmen.
På flugt
PH blev grebet af panik, han flygtede. Ude foran banken havde der samlet sig en del mennesker hidkaldt af skuddene og alarmen. Fotograf Bernhardt Sommer forsøgte at spænde ben for PH. Det lykkedes ikke. Skrup af eller jeg skyder. PH løb hen til sin cykel, sprang op på den, og kørte tværs over vejen. I det samme kom lagerarbejder Carl Vilhelm Petersen. Han forsøgte, at afskære vejen til Solitudevej. De tørnede sammen, og væltede begge. I faldet tabte PH sin pistol. Han snappede den, og kørte videre. I forsigtigt tempo gik det ned af Solitudevej.
Pågrebet i Griffenfeldsgade
Men den 20 – årige blikkenslagelærling, Helmer Hansen fra lærlingehjemmet, Rantzausgade 58, havde observeret hele optrinet fra en skobutik lige i nærheden. Han fulgte efter pistolmanden i sikker afstand. Fra Solitudevej gik det til højre af Kappelvej.
Ud for Griffenfeldsgade 38 satte PH sin cykel, og gik ind i gadedøren. Helmer Hansen åbnede gadedøren, men PH greb pistolen og snerrede ”Kan de så komme ud”.
En patruljevogn og en cyklende betjent, Frølund var hurtigt kommet til stedet. Frølund fjernede cyklen, og de tre betjente fra patruljevognen fik hurtigt overmandet PH.
Man kørte derefter forbi banken, og her kunne bankfunktionærerne bevidne, at man havde fat i den rigtige.
Nyt nazistisk parti
Hermed syntes forbrydelsen fuld opklaret, selv om man kunne være lidt uforstående over for gerningsmandens motiver.
Berlingske Tidende funderede over, om der kunne være en medskyldig.
Ret hurtig kom Schouw Nielsen (SN) ind i billedet. Han og PH havde planer om, at danne et nyt parti, en slags nynazisme, man ville engagere en kendt nazist, Ejnar Vaaben som propagandaleder.
Mistanke om Hypnose
Den 3. april stillede Politiken spørgsmålet: Bankmordet udført under hypnose. Avisen havde fundet ud af, at da SN og PH havde siddet sammen i fængsel, havde de tilbragt tiden med yoga og hypnose. En tidligere fange kunne berette at han havde set PH i dyb trance i deres fællescelle. Og PH`s kone kunne berette om, at hendes mand var aldeles under SN´s indflydelse.
Bange for russisk invation
SN blev på baggrund af dette fængslet. Han havde oprindelig to pistoler. Den ene var opbevaret hos en svoger, hvor politiet havde fundet den. Den anden havde han smidt i Ladegårdsåen, da han hørte om bankrøveriet og drabene. Politiet fandt den efter SNs anvisninger. Begrundelsen for, at han havde disse pistoler var, at han frygtede en russisk invasion.
Den cykel som var blevet brugt til røveriet tilhørte SN.
Hipokorpset
Medierne fokuserede på Hipokorpset – en forkortelse for HilfsPolizei. Det blev oprettet efter, at tyskerne arresteret den 19. september 1944 havde arresteret det danske politi. Korpset blev opfattet som et rent terrorkorps, som tog del i den tyske terror, men bestod af danskere og landssvigere. Somme tider åbnede korpsets medlemmer ild mod tilfældige landsmænd, somme tider medvirkede de til tortur af danske frihedskæmpere. De to anholdte havde været særdeles aktive medlemmer i dette korps.
Diagnose: Skizofreni
Politiet ønskede efter anholdelsen at få at vide, om PH var sindssyg i gerningsøjeblikket, og hvad art hans sindssyge i så fald kunne være.
Man fandt ud af, at han var uegnet til almindelig fængselsstraf, men samtidig overordentlig farlig for retssikkerheden. Man anbefalede, at han blev anbragt på et sindssygehospital, formentlig bedst på sikringsanstalten. Diagnosen lød i første omgang på skizofreni – dengang anset for at være en kronisk sygdom uden form for helbredelse. PH havde fortalt, at han blev styret udefra af hallucinatoriske stemmer.
Retslægerådet skifter mening
PH påstod, at det ikke var SN, der var lig med hans skytsånd.
Retslægerådet blev i tvivl om deres egen diagnose. Således skrev de 29. februar 1952:
2:Der må herefter anses for sandsynligt, at den oprindelige diagnose, skizofreni, ikke længere kan opretholdes.
Og i BT kunne man læse, at man ikke kunne begå mord under hypnose.
3: De anklagede bliver dømt
4: Nævningene skulle tage stilling til om PH var
5: skyldig i et røveri i Hvidovre
røveriforsøg på Nørrebro og skyldig i drab
utilregnelig på grund af sindssyge eller tilstande, der kan ligestilles med sindssyge
Dommer Holm oplyste om, at lægerne var enige om, at PH ikke havde begået sine handlinger under hypnose, for der var erindring bagefter. Lægerne var uenige om posthypnostisk påvirkning. Alle lægerne var enige om, at han havde lidt af en sjælelig forstyrrelse, som de mener kan sidestilles med en slags sindssyge.
Angående SN var spørgsmålene om han havde planlagt og tilskyndet til røveriet i Hvidovre, på Nørrebro, og om han havde planlagt og tilskyndet til drab i banken på Nørrebro. Desuden om der ved hans påvirkning alene var anvendt hypnose – både hypnose og anden påvirkning – eller alene anden påvirkning.
Begge bliver kendt skyldige i alle tre spørgsmål. SN blev kendt skyldig i at have anvendt hypnose og anden påvirkning.
PH idømmes livsvarig psykopatforvaring. SN bliver idømt livsvarigt fængsel.
Flugt fra fængslet
Danmarks særeste retssag var dermed ikke slut. Der bliver kæret til forskellige instanser, og Retslægerådet kommer med en masse modstridende konklusioner.
I 1961 flygter SN fra fængslet. Efter en halv time bliver han pågrebet. Han havde skrevet et brev til justitsminister Hans Hækkerup, lagt i en postkasse uden at frankere. I brevet stod der:
6: Jeg kan simpelt hen ikke holde ud, at sidde uskyldig i en livsfangecelle.
Den 18. august 1966 afsagde Byretten kendelse om, at PH skulle prøveudskrives. Det mærkede PH dog ikke noget til, da anklagemyndigheden straks kærede til landsretten. Byrettens afgørelse hvilede på en ny erklæring fra Retslægerådet om, at PH ikke led af nogen form for psykisk lidelse.
På fri fod
Så endelig den 24. december 1966 kan aviserne skrive, at PH sættes på fri fod. Han skal holde jul med sin værge, advokat Carl Madsen, der også havde lovet at skaffe ham arbejde og logi. Men det skulle gå endnu et halvt år, før SN den 6. juni 1967 kunne forlade fængslet som en fri mand og nedbrudt efter over 15 års indespærring, og det meste af tiden i isolation.
Kunne ikke stå for presset.
Den 27. maj 1974 skriver BT
7: Hypnose – moderen tog gift – kunne ikke stå for presset
SN var ved 14 – tiden fundet i sin lejlighed på Amager.