Anders Wedel havde det ikke let. Han havde underskrevet en kontrakt, hvor han bekræftede, at skulle gifte sig med den gamle præsts datter, og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og snart døde den gamle præst. Og hvad der måske var værre, Anders Wedels kone døde kun 24 ½ år gammel.

Nu var han så selv med svigermor, og hun vidste sandelig godt, hvad hun kunne tilkomme. Ellers fik hun hjælp af den anden svigersøn, Peter Giese, der var rådmand i Tønder.

 

Greven: Overhold Gejstlige ritualer

Vi befinder os på Præstegården i Daler Sogn ved Møgeltønder i 1705. Da Anders Wedel, den nye præst tiltrådte sin stilling, begyndte han at indføre reformer. Det bevirkede, at han den 19. marts 1705 fik en påtale fra greven på Schackenborg:

• Han havde at overholde de gejstlige ritualer og kirkelige ceremonier bedre end hidtil.

 

Konfirmationen indføres i 1707 i Daler Sogn

Snart skulle der atter tilflyde præsten en næse. Det skete, da Anders Wedel ville indføre konfirmation i det kongerigske Daler Sogn. Det kom til et vældigt opgør med menigheden. Præsten mente, at forældrene ville have børnene så tidlig ud af skolen, at de ikke kunne nå at lære deres katekismus. Pigerne skulle tages tidlig ud af skolen for at kniple. Drengene skulle til søs eller ud at tjene.

Afdøde svigerfar havde ellers skrevet en katekismus, den kunne bruges til underviseren. Men problemet var, at især pigerne ikke kunne tyde den skråskrift, den var skrevet med.

Men heldigvis var der kommet en bogfører fra Flensborg på besøg. Han havde en katekismus, som Anders Wedel mente, at de unge skulle have. Han nærmest tvang forældrene til at anskaffe den.

Grevinden på Schackenborg synes, at det var en god ide med en offentlig eksamen i kirken. Det turde præsten dog ikke helt, men så havde grevinden befalet det. Konfirmation var endnu ikke indført i kongeriget, men den fandtes i alle lutherske sogne i Tyskland.

Den 30. november 1707 var der konfirmation i Daler Kirke. I forbindelse med denne handling, blev der indført nye afgifter for menigheden, og det var det, der for alvor satte sindene i bevægelse. Menigheden klagede først via greven.

 

Kreaturer på Kirkegården

Præsten svarede fornærmende, at han heller ikke ville finde sig i, at bønderne lod deres kreaturer græsse på kirkegården.

• Kirkegårdens fornemste brug er vel denne, at udi dens jord gemmes de afdødes legemer indtil Guds basuner opvækker dem, men dens som Gud ikke mere der end andetsteds lader gro forgæves og til ingen nytte, at småt fæ opædes, som ikke kan tilføje gravene nogen skade, helst eftersom det med leen kan afslås.

Præsten var også utilfreds med at de:

• sætter deres excrementum og urenhed ved Herrens hellige tempel bygning

Præsteembedet havde også 4 kreaturer, som bønder i arrigskab over præsten havde jaget ud på heden. Dette klagede præsten over, men Schackenborg afviste klagen.

 

Kirkeoffer tager overhånd

Det var svært for præsten, at få det hele til at løbe rundt økonomisk, for svigermor var meget krævende. Derfor var det godt, ar han kunne tage kirkeoffer.
Men menigheden mente nu nok, at det tog overhånd.

 

Jochum Christian vil ikke betale

Da Jochum Christian, en sømand, der stammede fra Gammel Haderslev Sogn blev viet til Kirsten Simonsdatter af Østerby havde han betalt for lidt i brudeoffer. Sømanden havde heller ikke betalt juleoffer. Præsten skrev til ham flere gange. I et af brevene skrev han

• det gør mig hjertelig ondt, at Jochum Christian var ”gerådden” i så stor vildfarelsesørken og vanvittighedsørken, at I ikke ved at Gud er en retfærdig dommer, der ikke aleneste hader, men endog ofte håndelig hjemsøger dem, som modvillig og forsætligvis gør hans tjener fortræd og uret, nok lærer os af andres eksempler og jeg ville gerne ønske, at I ikke herpå skulle blive et eksempel, som ikke uden årsag, er at befrygte, fordi I ikke kan blive vis af andres skade.

 

Præsten vil ikke skrive skudsmålsbog

Nu ville skæbnen, at de to, der blev gift i Daler Kirke, skulle flytte til Visbys sogn. Og dengang skulle præsten udfylde en skudsmålsbog. I den stod, der hvor blandt andet, hvor ofte man havde været kirke, gået til alters og så videre. Men præsten nægter, at skrive i den skudsmålsbog.

Brudens svoger, Anders Hansen forsøgte også at fremskaffe bogen. Præsten påstod, at hun havde fået den, men det nægtede svogeren. Dertil havde præsten svaret ham

• Den skal I have løgn, som løgner og en skælm.

Menigheden var nu også blevet sure over, at præsten forlangte 3 Rigsdaler for en lig-prædiken for Kådnere (husmænd).

 

Møgeltønder Birketing

Anders Hansen var blevet talsmand for menigheden, og han klagede nu direkte til biskoppen i Ribe, Christian Muus. Han forsøgte nu at udrede trådende om beskyldninger og så videre.

Afhøringerne fandt sted på Møgeltønder Birketing den 15. – 16. august 1708. Anders Hansen havde også klaget over præstens offer – prædikenerne op mod jul.  Anders Wedel sagde til sit forsvar, at hans prædikener ikke var tænkt som en befaling. Men præsten var ikke sent til at indberette til provsten, at sognebørnene ikke var nok gavmilde. Måske var det stadig svigermor, der var for dyr i drift, derfor brugte han enhver lejlighed til at øge indtægten.

Men hans nærmeste foresatte provst Malthe Junghans fra Møgeltønder holdt en beskyttende hånd over ham. Men han kunne dog ikke fornægte, at indførelsen af konfirmationen var et klart brud på Dansk Lov.

 

Du skal tjene præsten mere end forældrene

Der var også indløbet klager over den måde, konfirmationen var foregået på. Præsten ville ikke tage de 12 unge til skrifte før de kunne deres katekismus. Søndagen inden konfirmationen havde han tilsagt hele menigheden til at møde op.  Han havde overhørt de unge om katekismen efter egen fri vilje.

Han havde ved det fjerde bud (Du skal ære din far og mor) sagt, at man skulle ære ham som præst endnu mere end deres forældre. Grunden var, at han kunne give dem det åndelige.

 

Provst Junghans: Vi er ikke vildførernes lærere

Provst Junghans besøgte Daler, palmesøndag 1708. han var synlig irriteret over alle klager, og også over, at de var så velformuleret. Han nærmest skreg ud til menigheden:

• Hvad mener I, er vi som kættere eller vildførernes lærere, at vi ville føre en anden religion ?

Biskoppen i Ribe tog klagerne yderst alvorlig, og overvejede at gå til kongen med dem. Men først skulle Grev Schack have indblik i dem. Provst Junghans, som biskoppen ikke var tilfreds med, foreslog at oprørernes talsmand, Anders Hansen skulle smides i fangehullet på Schackenborg.

 

Idømt en betragtelig bøde

Den 2. juni 1708 bliver Anders Wedel indstævnet for stiftsøvrigheden, der foruden biskoppen bestod af stiftsamtmanden, der var identisk med lensgreve Hans Schack.

Til Landemodet i Varde stævnede Pastor Junghans en række medlemmer af Daler Menighed. Biskoppen blev dog syg, så sagen blev først forelagt den 24. oktober 1707. I alt 30 vidner blev afhørt. Også pastor Brorson (far til den berømte salmedigter) var involveret.   Anders Wedel fik en alvorlig påtale og tildelt for den tid en alvorlig bøde.

 

Svigermor skulle have et
betragteligt beløb

Men i 1712 blev han dog udnævnt som provst i Møgeltønder. Provst Junghans fik en påtale for manglende embedsførelse. I 1720 blev Anders Wedel dømt
til at betale svigermor 1.530 Rigsdaler.  Den stormombruste præst/provst, Anders Wedel døde i 1730. Om Anders Hansen ved vi kun, at han senere blev soldat.

Kilde: 

• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
•   Redigeret 15. – 04. 2022

I 1920 havde tyskerne store stemmetal i Tønder og Højer. Aabenraa, Sønderborg og Tinglev havde også tysk flertal men ikke i så høj grad. I Tønder var der kun 23 % danske stemmer, og i Højer var der 27 % danske stemmer. Midt imellem lå enklaven, Møgeltønder med hele 86 % danske stemmer.

 

Var Vidåen skyld i, at jeg blev dansk ?

Ja, og måske var det Vidåens løb, der er skyld i, at jeg er født i Danmark og ikke i Tyskland. Den såkaldte Clausen – linje dannede grundlaget for grænsedragningen. H.V. Clausen havde forinden foretaget grundige undersøgelser. Grænsedragningen tog hensyn til natur og historie i forening.

 

Tiedje – bæltet

Men fra tysk side kom der et modstykke. Det såkaldte Tiedje – bælte. Tønder og Højer stemmerne skulle efter denne plan medvirke til grænsedragningen
på østkysten.

Mange danskere var sure over, at Flensborg ikke kom med til Danmark. Man mente, at tyskerne blev belønnet for tysk herredømme mellem 1864 og 1920. I 1867 havde der været et knebent dansk flertal i en linje syd for Flensborg.

Det var den århundrede gamle kirke – og skolesprogsgrænse, der gjorde forskellen.

 

Borgerskabet talte tysk

Om det var den Gottorpske styre i dele af Sønderjylland, der var skyld i den store andel af hjemmetyskere, ja det er de lærde uenige om. Den herskende øvrighed brugte det tyske sprog. Herredømmet fra 1864 til 1920 har også haft sin virkning.

Fra 1840 går det toneangivende borgerskab i Tønder mod syd. Det var ikke nødvendigvis indvandringen sydfra, der var skyld i tyskheden i Tønder. Borgerskabet i Tønder var i tusinder af år knyttet til de samme familiebånd. Det skyldes byens opdeling, men det er en historie i sig selv. Den kommer senere.

Men også selve Sønderjyllands og Tønders historie er indviklet. Og de er bestemt ikke identiske, og det gør det hele mere indviklet. Men vent til du engang her på siden får Historien om Tønderhus.

Biskop Odinkar af Ribe overtog fra sin far Jarl Toke i 1043 en tredjedel af Sinland (den tids navn for Sønderjylland). Blandt disse besiddelser var Møgeltønder.

 

Var Tønder tysk fra starten ?

Tønder havde særstatus m.h.t. lovgivning. Den var hentet i udlandet, nemlig i Lübeck. Tyske historieforskere hæfter sig ved

• at tyske kræfter tidlig har været førende
• at stadsretten uden tvivl skyldtes et hanseatisk fremstød over Ejderen
• at tysk indflydelse har været til stede, allerede ved byens grundlæggelse
• at Hertug Abel muligvis har haft samarbejde med ”en tysk ”Nikolai – købmandsgruppe”

Det var særlig den tysksindede professor Ludwig Andressen, der mente, at Tønder var Tysk fra starten. men det er blevet afvist af danske historikkere.

Initiativet til stadsretten kom fra Broder Reinhard, Hertug Alberts rådgiver, og leder af Franciskanerordenen i Danmark. Men der er dog intet der tyder på, at Tønder var afhængig af retspraksis i Lübeck.
Møgeltønder og Tønder i hver sin retning

Allerede fra 1265 minder historien om, at borgerne i Tønder og Møgeltønder var i hver sin lejr. I 1300 – tallet var der en evig kamp om Tønder. I 1357 lykkedes det at fravriste kongens magt over Tønder.

 

Uafbrudt Holstensk styre fra 1377

De Holstenske grever udnyttede situationen, da Valdemar Atterdag i 1375 pludselig døde. De besatte hele Sønderjylland. I 1368 lykkedes det Dronning Magrethe af taktiske grunde at anerkende deres herredømme over grænselandet. Men på den betingelse at Sønderjylland var et len af Kongeriget Danmark.

For Tønder betød det, at byen fra 1377 var under uafbrudt holstensk styre.

I det historiske forløb blev skellet mellem Møgeltønder og Højer stadig større. I 1407 lykkedes det for Dronning Magrethe, at erhverve Trøjborg Gods, som hun omgående skænkede til Ribe bispestol.

 

Kirkesproget var tysk

Kirkesproget i Tønder blev efterhånden plattysk og det blev nødvendigt, at få tyske præster. Den første var helt fra Hamborg, Johan Meyndorph. Bisperne syntes åbenbart, at det var helt i orden med tyske præster.

Ja for at gøre det rigtig indviklet, så lå Tønder i Ribe Stift, men beliggende i hertugdømmet Slesvig. Møgeltønder lå i Kongeriget Danmark.

 

Øvrigheden taler tysk

Højer havde overtaget Tønders rolle som havneby. Også her ønskede man at distancere sig fra Møgeltønder, og have så lidt med Bispestaden Ribe at gøre som muligt. Allerede i 1526 fik Tønder en evangelisk præst. Man ønskede at frigøre sig helt fra Ribe. Det lykkedes næsten også. Efter 1580 var Tønder, Højer, Ubjerg, Abild, Brede m.m. kun underlagt Ribe med hensyn til regnskabet.

I 1631 protesterede Tønders borgmester over, at den nyansatte præst holdt sin første prædiken på højtysk, og ikke plattysk. I landsognene var både kirkesproget og skolesproget dansk. Hvis man skulle begå sig hos øvrigheden i Tønder, måtte man nødvendigvis søge byens tyske skrive – og regneskoler.

I Møgeltønder fortsatte man samme udvikling som i Ribe og i sognene nord for Ribe.

 

Modstand mod den kongelige
øvrighed

I 1600’ernes store krige knyttede hertugdømmerne sig til svenskerne, som var det danske kongemagts største fjende.

To gange forsøgte den danske kongemagt at forsøge en besættelse af den gottorpske del af Slesvig (1675 og 1684). I Tønder var det provst Stephan Kenckel, der ledede modstanden mod den kongelige øvrighed.

Under Den store Nordiske Krig (1700 – 1720) lykkedes det omsider for den danske kongemagt at nå sit mål. Hele Hertugdømmet Slesvig og hele det sønderjyske område kom i 1720 under kongeligt styre. Men det betød ikke, at landsdelen kom ind under Kogerigets tyre. Det særlige hertugdømme bestod også fremover.

Møgeltønder tilhørte stadig Kongeriget, mens Tønder/Højer, hvor Danmarks konge var sin egen hertug af Holsten.  Og der var stadig heller ikke den samme lovgivning som i Møgeltønder og resten af Kongeriget.

I Hertugdømmet var hoveriet afløst af en fast pengeafgift. Der var general tilfredshed med hertugen.
Møgeltønders historie var  gennem Middelalderen præget af stridigheder mellem greverne og fæstebønderne.

I Tønder var det ledende borgerskab knyttet til det hertugelige. I overgangsperioden 1864 – 1871 fandt de fleste nordslesvigere sig til rette i det nye tyske rige, også i Tønder. I Møgeltønder skete det modsatte, her forblev man dansk.

Det er det historisk betingede modsætningsforhold til det kongerigske repræsenteret af Møgeltønder og Ribe, og dermed til begrebet det danske. Det skyldes ikke tilegnelse af det tyske sprog og kultur, at Tønder og Højer stemte tysk.

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• Litteratur Møgeltønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 15. – 04. – 2022

 

• Denne artikel er fra 2007. Rud. Rasmussens Snedkerier eksisterer ikke mere

Snedkerierne er en af de 25 nationale industriminder, Kulturarvsstyrelsen har udnævnt i år som industrisamfundets kulturarv. Her er møbelsnedkeriet i selskab med bl.a. Carlsberg og Novo.

 

Symbol på industri fra brokvartererne

Virksomheden er udnævnt, på grund af sin virksomhedshistorie og fordi virksomhedens blanding af beboelse og erhverv samt den høje udnyttelse af grundarealet er karakteristisk for de københavnske brokvarterer på den tid, hvor industrialiseringen tog fat. Desuden repræsenterer snedkerierne den mindre håndværksbasserede industri, der stadig udgør en stor del af danske industrivirksomheder, som det står i Kulturarvsstyrelsens udnævnelse.

 

Nørrebrogade 45

Det kan være lidt svært at få øje på indgangen til Rud. Rasmussens snedkerier fra Nørrebrogade. Man får først øje på Baresso Cofee, 7eleven, Netto og Matas. Ja nr. 45 er ikke sådan at komme til. Kommer du bagfra ved Stengade, er der ingen tvivl.

 

Erstatning grundlagde Nørrebrogade – virksomheden

I 1869 grundlagde Rudolf Rasmussen sit firma i det Indre København. Han grundlagde Rud. Rasmussens Fabrik for Egetræsmøbler. Værkstedet blev hurtig for lille og flyttede til Store Kongensgade. Under udførelsen af en stor ordre, nemlig møbler til Hotel d’Angleterre brændte værkstedet.

Rudolph Rasmussen brugte erstatningen på 10.000 kroner til udbetalingen til ejendommen, Nørrebrogade 45, som han købte sammen med sin svoger, J.C. Groule.

J.C. Groule åbnede et værksted for polerede mahogni-møbler.

 

Nyeste teknologi fra starten

Produktionen dengang bestod mest af stilmøbler i rokoko og barok Først blev der bygget et beboelseshus ud mod Nørrebrogade og en fabriksbygning på 4 etager ud mod Stengade.  I 1904 kom anden generation til. Det var sønnerne Rudolph og Viktor, der fortsatte. En nyere  dampmaskine, der kunne producere strøm til maskiner med egne el – motorer. Den nye teknologi bevirkede, at man ikke behøvede de farlige remtræk.

I 1911 kom der en ekstra fireetagers fabriksbygning ud mod gården.

 

Møbelelementer af gedigen udførsel

Helt op til 1920 hed firmaet Rud. Rasmussens Fabrik. Men da begejstringen for dampmaskinerne havde lagt sig, blev firmaet omdøbt til Rud. Rasmussens snedkerier. Denne beslutning havde sikkert også noget med faglig stolthed, at gøre.

Fra starten satsede man på det eksklusive. Man tilbød sig med:

• Finere møbelelementer af det bedste træ og i de mest gedigne udførsler.

Kaare Klindt

I 1926 kom Rud. Rasmussen i kontakt med arkitekten Kaare Klindt, da Kunstindustrimuseet skulle indrettes i det daværende Frederiks Hospital i Bredgade. Kaare Klindt tegnede udstillingsmontrerne, der blev udført på Nørrebro, og siden har Rasmussens snedkerier produceret Kaare Klindt møbler. Udviklingen af disse møbler tog for alvor fat i 1940’erne.

Rud. Rasmussen døde i 1944 og hans sønner Erik og Aage Rasmussen førte firmaet videre. Jørgen Rud. Rasmussen, der er søn af Aage Rasmussen tog over i 1979 sammen med Helge Kurt Hansen, men har været eneindehaver siden 1996.

 

Klunkehjemmet

Nogle af firmaets allerførste møbler kan beskues i Nationalmuseets 1800 – tals lejlighed ”Klunkehjemmet”.

Børge Mogensen, Wegener, og andre kendte designere har fået lavet deres møbler i virksomheden.  I Baggården lå også et billedskærere, stenhuggeri, kaffebrænderi I 1954 forsvandt den sidste snedkermester, der havde bopæl i forhuset.

 

Bulldozersanering

I 1980 ville Københavns Kommune i forbindelse med Bulldozersaneringen rive udstillingen mod Stengade og værkstedsbygningen i gården ned. Men efter 4 års forhandlinger fik Rud. Sørensens Snedkerier lov til at blive. Episoden gav ideen til at gøre en del af virksomheden til et Håndværkerhus, der også
rummer et snedkeri, som Rud. Rasmussen samarbejder med, samt Danmarks sidste hattefirma Andersen & Berner.

 

Stor arbejdsplads

I dag arbejder her 35 svende, inklusive en håndfuld lærlinge, praktikanter og ufaglærte. Møbeldesign fra Storhedstiden bliver stadig produceret.

• Kaare Klindt: Ovalt bord med drejefod
• Spillebord med mekanik. En skuffe til spillekort samt jetons
• Skrivebord med løst sideskab og plads til skrivemaskine

Firmaets hjemmeside er meget eksklusiv og udelukkende på engelsk. Virksomheden handler direkte med kunderne uden fordyrende mellemled. De eksklusive møbler er bestemt ikke billige. Det handler om prioritering – en ny bil eller nye møbler fra Rud. Sørensen.

 

Eksotisk træ

I kælderrummene opbevares træet, mens det tørrer. Der er stakke af træsorter som mahogni, ask og Oregon pine. Træet skal helst ned i en fugtighedsprocent på ni. Når det fældes, ligger fugtigheden på 60 – 80 %. Det plejer, at komme i efteråret og er klar til august.

I de dybeste kældre, står det mest eksotiske træ. Således brugte Jørgen Rasmussen træ fra Christian den fjerdes dokker. Dette træ brugte han til at lave
skuffer til et skrivebord, som var hans svendestykke.

I værkstederne i stuen og på 1. sal, hvor møbelsnedkerne er der masser af høvle, fræsere, håndsave, pudsemaskiner og limpressere.  På 2. og 3. etage er håndsnedkeriet . Øverst oppe er polsterværkstedet.

 

Nænsom og omhyggelig

Firmaet satser på nænsomhed, akkuratesse og omhyggelighed.

Her i baggården udføres nogle af de smukkeste eksempler på klassisk dansk møbeldesign af dygtige håndværkere. Her arbejdes med mahogni fra Afrika, kirsebærtræ fra Ukraine, egetræ fra Tyskland, Oregon pine fra USA og bøgetræ fra Danmark.

Herfra bliver de pakket og sendt til kunder fra hele verden. Men efterhånden kan der være vanskelig at nå adressen også af bagvejen med alle de trafikrestriktioner, der er i området.

 

Permanent udstilling

I de oprindelige værkstedsbygninger det nu en permanent møbeludstilling. Her er både møbler fra Rud. Rasmussen men også fra andre store danske møbelvirksomheder.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Industri fra Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler 

Redigeret 13.04. 2022

Den 6. februar 1851 blev 3. reservekorps modtaget i Tønder. De dansksindede havde rejst en æresport ved Sønderport. Soldaterne undrede sig over, at Tønder nærmest lignede en ø, omgivet af vand. Fra det dansksindede Møgeltønder var næsten hele befolkningen mødt op. Det handlede for dem om, at markere danskheden.

Drenge gik i spidsen ind af porten, og sang danske nationalsange. Unge piger, mest fra Møgeltønder stod med kurve fulde af kranse og buketter. Otte små kanoner fyrede hver ni skud. Pigerne kastede kranse og jublen var stor.  Korpset stillede på Torvet, og blev derefter indkvarteret. Det virkede dog lidt forvirret og planløst. Hele eftermiddagen lød af sang og musik i Tønders gader.

Den 8. februar har en del af kompagniet været på udflugt i Møgeltønder.  I det tysksindede Stadt Kopenhagen blev der holdt gilde. Men stemningen dalede, da værten markerede sine holdninger.

Den 9. februar var mandskabet forsamlet og kaptajn Dreyer, der var fungerende næstkommanderende og korpskommandør holdt en lille tale. Freden var vendt tilbage, og der blev råbt tre gange hurra for Danmark.

Kompagniet skulle snart hjemsendes. Man tog da allerede nu afsked med 1 sergent, 3 overjægere, 20 jægere samt 154 andre.  En deling var marcheret til Niebøl og Dedsbøl for at assistere det lokale politi. Det var frisere i de to byer, der var problemer med. Disse frisere var nogle frygtlige og skrækkelige mennesker, havde soldaterne fået at vide. Derfor var det nødvendigt med militær.

En del af soldaterne tog en udflugt til Højer. Den var ikke så smuk som Læk og Møgeltønder, mente de. De var kommet gennem Møgeltønder, som de betragtede som en dansk enklave midt i en masse tysk.

En tur i Tønder Kristkirke var lidt af en skuffelse. Bevares, kirken var vældig smuk, men præstens prædiken var på tysk. Godt nok prædikede pastor Carstens på dansk om eftermiddagen, men da havde soldaterne ikke tid.

Det 20. februar var man forsamlet i Rath’s Weinkeller i anledning af to venners hjemsendelse. Næste dag tog de en af korpsets vogne til Flensborg, for derfra at
afgå til København.

Den 22. februar havde Tønder besøg af regeringskommissær Tillisch. I den anledning havde de dansksindede lys i vinduerne. De dansksindede bønder fra omegnen  red foran hans excellence til og fra Højer. Soldaterne mente, at dette skue pinte de tysksindede.

Den 25. februar var hele korpset inviteret til fest på seminariet. Kompagniet havde været fritaget for øvelser. To store sale var flot dekorerede , og over bordet  udbragte borgmester Kjer en skål for korpset. Kaptajn Dreyer takkede og udbragte en skål for danskheden i Tønder.

Den 8. marts modtog korpset 28 mand fra det opløste 18. depotkompagni.

Som det vil fremgå af mange artikler her på siden, har Tønder i tidens løb været besøgt af mange hære, kompagnier, delinger m.m. fra adskillige lande.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 15. – 04. – 2022

Hvis man nu havde aviser dengang, så ville følgende historier sikkert have figureret enten på forsiden eller under korte historier. God fornøjelse.

 

Brand i Tønder (1581)

Den 29. september 1581, det er natten efter St. Mikkelsdag. Tønder har været hærget af en voldsom brand med store ødelæggelser.

Fra Peter Lavrens hus, som hans mor lod bygge indtil Jannikes Gade, er kun to huse blevet reddet fra flammernes bytte. Det var de to huse, ejet af henholdsvis
Andreas Hinrichsen og Peter Matzen. Dog blev den ene kvist på Peter Matzens hus beskadiget. Han belønnede byens borgere med øl, og takkede dem, fordi de havde reddet hans hus.

På den nordlige side af Jacob Vits hus på Torvet langs gaden er ikke et eneste hus undgået flammernes bytte. Også Amtmand Godske Rantzaus svigerfar slap ikke for den triste skæbne. Også hans hus blev til kul og aske.

Men mener at ilden opstod i Negels Holdesens (den tidligere bormester) stald. Men de nærmere omstændigheder kendes ikke. Dog siger rygterne, at tjenestepigen er forsvundet.

 

Brand i Ulvegade (Uldgade) (1586)

Den 29. juli 1586, klokken er cirka 17. En omfattende brand har hærget det meste af Ulvegade og hele pladsen Hinter den Stellen. Det er også gået ud over Husfogedens hus, samt alt, hvad der ligger vest for porten.

 

Tønders ”fornemmeste” borger er død (1593)

Den 27. februar 1593 døde den ”fornemste” borger i Tønder, Andreas Lassen. En from og god mand er stille sovet ind i den rette tro og i erkendelse af sine synder.

 

Vandflod(Stormflod) juleaften 1593

Mange mennesker er druknet i den store Vandflod(stormflod), der ramte Husum, Friesland, Tønder, Ribe og andre steder langs Vadehavet. Blandt de dræbte er Nis Jepsen og hans søn. De var på vej til hest fra Jejsing til Tønder.

Mange heste, køer, svin, får og føl forsvandt også i vandmasserne.

 

Den mislykkede hængning (1598)

Ludde Janssen, bosiddende i ”Blesborg” og født i Kraglund havde i sine unge år, slået sin fars arm. I de senere år stjal han træ i Draved Skov. Han antændte
også det fyrstelige vogterhus ved skoven.

Derfor skulle Ludde hænges. Der var rejst en galge ved Draved Skov. Den 19. juni skulle hængningen finde sted. Men ak og ved. Skarpretteren havde fået en for meget og fik to fingre i klemme. Han måtte kappe snoren for at få fingrene fri. Tyven havde da hængt og dinglet et stykke tid. Da snoren blev kappet faldt han ned, og meget overraskende rejste han sig op igen.

Den 22. juli blev forsøget gentaget. Denne gang med held. Om det var den samme skarpretter, vides ikke.

Begravet i den ny kirke (1601)

Henrik Willemsen, den fornemmeste og rigeste borger i Tønder blev begravet i kirken foran koret i den sydlige ende. Han var den første der blev begravet (17. marts 1601) i den ny kirke i den nye hvælvende grav.

 

Mange druknede i Stormfolden (1615)

Den 1. december 1615 har stormfloden igen sat sine spor. Omkring kl. 14 er vandet brudt igennem flere steder. I Rørkær druknede Peter Ouerbeck og Michael Hansen. Vandet stod to alen over deres hø i laderne.

I Sæd druknede 11 mennesker. En masse vraggods mindede om begivenhederne.

 

Præsten måtte hjælpes fra prædikestolen

Hr. Johannes Mauritius, præst i Tønder blev pludselig syg på prækestolen, og måtte hjælpes ned fra den. Han lagde sig straks til sengs. Otte dage efter hensov han i gode venners lag.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 16. – 04. – 2022

Er det ikke en fejl i overskriften, vil mange mene. Nej, det er ikke en fejl, og det er ikke Vidåen, der tænkes på. Nej, det er rigtig kanal, ligesom Suez – kanalen.

 

De første tanker

Ude på lageret i Andersen og Nissens Boghandel i Storegade, stod jeg og beundrede et flot fotografi af den store bro over” Nordostsee – kanalen” ved  Rendsborg. Pludselig kom gamle boghandler Nissen og fortalte, at sådan en kanal havde man tænkt sig, at føre gennem Tønder.

Mange år senere cirka 700 meter syd for Nørregade i Padborg på Gendarmstien, hører jeg samme historie. Her i det lille stykke vilde natur, kaldet Padborg Skov skulle kanalen gå.

Ja tænk bare en kanal tværs gennem Sønderjylland.

 

Første plan i 1629

Idéen opstod allerede i 1629. Det var den Gottorpske hertug, Frederik den Tredje, der ville opbygge Rudbøl som et fristed. Her skulle der være plads til alle, uanset religionsforhold.

I forbindelse hermed skulle der graves en kanal til Flensborg. Denne kanal skulle formidle vareudveksling mellem øst og vest. Den skulle besejles fortrinsvis af fladbundede fartøjer, der kunne laste op til 40 tons.

Men planen kom aldrig videre end til papiret. Grunden var de store ødelæggelser ved stormfloden i 1634.

 

Christian den fjerdes plan

Christian den Fjerde havde planer om, at der skulle anlægges en stor havn ved Ballum. Der skulle så graves en kanal, som skulle kunne besejles af skibe med en dybde på 11 fod. Fra Ballum til Aabenraa.

 

Kanal skulle afhjælpe stormflod

I 1764 var idéen en kanal gennem Tønder igen på tale. Den tyske forfatter og økonom J.H.G. v. Jushi hævdede, at de bedste steder for en kanal var

• 1) Slesvig – Husum
• 2) Flensborg – Tønder.

Efter forfatterens opfattelse, ville sådan en kanal, foruden den handelsmæssige værdi, også sikre vestkysten mod de skader, som de store stormfloder har forvoldt her.

Hvis en kanal var dyb nok, ville en stormflod finde en gennemgang til Østersøen. Tankerne, som forfatteren var ene om, blev dog hurtig glemt.

 

Havnemesterens plan

Men 100 år efter opstod tanken igen. Det var havnemesteren i Flensborg, der fremkom med dem. I 1868 udkom der et anonymt skrift. Heri blev der påpeget, at kanalen skulle være på 50 kilometer. En stor del af kanalen kunne anlægges som en ret linje. Den ville også spare tid og penge.

Kanalen skulle føres fra Kobbermølle – bugten og tunneldalen ved Kruså til Vejbæk og direkte mod vest. Mærkeligt nok anså man det ikke for påkrævet med sluser. Kun ved endepunkterne var det nødvendigt med beskyttelsessluser.

Kanalens opgaver ville ikke alene være, at forkorte vejen mellem Nordsøen og Østersøen. Den ville også have stor militær betydning. Tanken var også at etablere en storhavn på Sild.

 

Skepsis og bekymring

De danske slesvigere modtog planen med skepsis. Tyskerne havde en hvis bekymring for projektet. Måske fordi, at den danske regering ved lov af 24. april 1868 vedtog, at anlægge en havn ved Esbjerg. Handelen og samfærdslen måtte finde nye veje efter 1864, og det gik især ud over Flensborg, derfor pressede de på, for at få kanalen igennem.

 

En negativ Rigsdag

I Rigsdagen behandlede man emnet den 10. juni 1868. Her påviste Grev Moltke, at en sådan kanal ville blive dyrere end en kanal fra Elbens munding til Kieler fjorden. Og i Flensborg fik man at vide, at en sådan kanal, hverken tilfredsstillede krigsmarinen eller handelsflåden.

Den 2. juni 1869 kom det endelig svar fra Rigsdagen. Man mente, at projektet var for uigennemførlig. I mange år levede man dog i håbet, men i 1886 vedtog Den Tyske Regering og Den Preussiske Landdag, at bygge en kanal fra Brünsbuttel til Holtenau ved Kieler Fjord.

 

Civilingeniør: Økonomisk ikke muligt

Atter engang opstod tanken. Det var i 1918, da Prof. Dr. Phil H.P. Steensby skrev en artikel om en kanal til Flensborg  eller endnu bedre til Aabenraa Fjord. Det ville være naturligt, at dette blev et nordisk projekt.

Det ville frigøre Danmark fra Tyskland mente professoren. Men forudsætningen var, at Sild så skulle blive dansk efter 1920. Alle kanaltanker gik gennem Lister Dyb ude i Vadehavet.

Civilingeniør Marstrand kom så med det endelig dødsstød. Det ville være så godt som umulig at lave en kanal, hvor niveauforskellen var på 20 – 30 meter. Økonomisk ville det ikke kunne gennemføres, påstod civilingeniøren.

 

Vi kan nok undvære en kanal

Dermed fik Tønder ikke sin kanal. Vi må nøjes med små både på Vidåen. Men det har jo også sin charme. Og i tunneldalen ved Kruså, kan man vel stadig hugge æbler over på den tyske side. Det kunne vi DENGANG for 14 år siden. I Padborg Skov kan man vel stadig, når det er vinter, få en slædetur ned af
bakken ind i Tyskland.  (Denne artikel er skrevet i 2007 – længe før man genfandt Tønder Havn)

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (Under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikel 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 16. – 04. – 2022

Her gik jeg og troede, at det første tog ankom til Tønder H, men sådan var det ikke. Det første tog ankom til Tønder Øst, og det var den 26. juni 1867. Men den historiske banebygning er for længst revet ned.

 

Trafikdebat i 1850’erne

Omkring 1850’erne var der en heftig trafikdebat i Sønderjylland. Man talte om en udførselshavn, og her var både Tønder, Højer og Ballum på tale.

I 1857 fik man således vandbygningsdirektør E.R. Greve til at udarbejde et projekt om en afvandings – og skibskanal fra Tønder til Højer. Diskussionen varede helt op til 1864. Særlig i 1862 var diskussionen heftig, da man her talte om en jernbaneforbindelse fra Tinglev til Tønder.

 

Kreaturtransport blev sendt syd på

Samtidig var der i 1850 startet en kreaturtransport fra Ballum til London. I 1851 begyndte man fra Højer. Men dette måtte opgives året efter. Ved Ballum var det også besværligt, fordi damperne måtte ligge 2 – 3 kilometer fra kysten. Derefter overtog Tønning transporten til England.

 

Dårlig vejnet til Tønder

Den 19. januar 1853 besluttede man at lave en jernbaneforbindelse fra Flensborg til Ballum, men dette blev senere opgivet.

Det var egentlig på tide, at man traf en beslutning. Vejene i det vestlige Slesvig var meget elendige. Det fremgår af en artikel i Den vestslesvigske Tidende for 25. april 1857, hvor man skriver:

• Ikke engang post-vejen mellem Ribe og Tønder er endog blot nogenlunde passabel, man er nemlig 10 timer om at køre 8 1/2 mil.

 

Uenighed

Man var bestemt ikke enige om, hvilken retning banen skulle have. Et flertal gik ind for en bane, der gik fra Tønder over Døstrup, Skærbæk, Vodder, Spandet til Ribe, for derfra at gå over Skodborghus til Kolding.  Et mindretal holdt på en linje, der fra Tønder gik over Løgumkloster, Arrild og Toftlund til Vamdrup.

 

Øst-banen bliver en realitet

Endelig 1. maj 1862 fik firmaet Sir Samuel Morton Peto, Thomas Brassey og Edward Ladd Betts koncession til anlæg og drift af jernbanerne i Nordslesvig. I koncessionen, der i henhold til dens § 28 skal gælde til 1. oktober 1954, prøves der at se på den eventuelle udvikling, som disse jernbaner kan gennemgå.

I § 5 stk. 2 står der således:

• Så snart der måtte blive lagt et dobbeltspor på de nærmest nord for den nørrejyske grænse liggende 4 mil af kongerigets jernbanenet, skal bevillingshaveren inden 1 år derefter forsyne stambanen gennem Nordslesvig med dobbeltspor.

I § 6 stk. Stk. 1 bestemmes det, at samtlige baner bør drives ved dampkraft. I § 6 stk. 3 fastsættes driften af sidebanerne således. At såvel Åbenrå som Tønder daglig sættes i umiddelbar forbindelse med 2, og Haderslev med 3 nordgående tog og de samme forbindelser med sydgående tog.

Stambanen skulle udgå fra et punkt ved den nørrejyske grænse i nærheden af Vamdrup og slutte sig til den sydslesvigske jernbane ved Flensborg. . Der skulle udgå sidebaner Fra Vojens til Haderslev, fra Rødekro til Aabenraa, og fra Tinglev til Tønder.

I regulativet anføres der, at der skulle anlægges stationer af 2. klasse ved Vojens, Rødekro og Tinglev, samt i Haderslev, Åbenrå og Tønder. Der skulle være
stationer af 3. klasse ved Mølby – Sommersted, Over Jerstal, Frydendal og Bylderup Bov.

 

Tønder – Tinglev banen åbnes

Den 26. juni 1867 åbnede den 26 kilometer lange jernbanestrækning mellem Tinglev og Tønder. Den vestligste endestation var den lille banegård, Tønder Øst. Hermed havde Tønder fået fast forbindelse til øst-banen.

 

Marskbanen forlænges

Den 1. november 1878 åbnede den af Det Holstenske Marskbaneselskab anlagte jernbane fra Itzehoe til Heide. I Tønder var der stor interesse for at denne linje skulle fortsætte hertil.

I 1881 investerede Tønder Byråd derfor 150.000 Mark i selskabet. Tønder Amt investerede hele en million Mark. Efter planen skulle banen til Tønder gå over Skærbæk til Hviding ved den danske grænse. Men også Løgumkloster var med i spillet. Forslaget gik på at strækningen fra Løgumkloster skulle forlænges til  Brørup.

Men allerede på et møde den 18. oktober 1879 blev man på et møde i Husum enige om at jernbanen nord på skulle følge strækningen Tønder, Visby, Sølsted, Bredebro, Skærbæk, Ribe. Det stod at læse i Dannevirke.

 

Forbindelse sydfra

Den 15. november 1887 kunne strækningen fra Heide til Hviding åbnes. Vest-banegården i Tønder blev kaldt Marskbanegården. Fra Bredebro blev der lagt en 9 kilometer sidebane til Løgumkloster. Denne blev oprettet den 21. september 1888.

I Tønder blev der lagt spor fra den gamle banegård, Tønder Øst til Marskbanegården.

 

Tønder – Højer banen en realitet.

Tønder havde nu forbindelse til syd, nord og øst. Et ønske om en jernbane til Højer meldte sig. Det skete også efter at badelivet på vesterland var op-blomstret. Fra Højers side ønskede man samtidig, at Højer Kanal blev uddybet af hensyn til postdamperens sejlads mellem Højer og Sild.

I 1879 blev der allerede tegnet aktier til en hestesporvogns – forbindelse til Højer. Først 13 år efter blev en rigtig jernbane en virkelighed.

Den Preussiske stat havde betinget sig, at interesserede kommuner skulle bidrage med 75.000 mark. I 1889 forlangte man også, at kommunerne skulle bidrage med gratis jord. Den 15. juni 1892 kunne den 12 kilometer lange strækning fra Tønder til Højer Sluse indvies.

Dette gik dog ud over Højers erhvervsliv. Nu var det nemlig ikke mere nødvendigt for tusinder af badegæster, at overnatte i Højer.

 

Flest biletter blev solgt i Tønder

Tønder blev den by i Nordslesvig, hvorfra der blev solgt flest biletter. For Tønder blev forbindelsen via Tinglev til Flensborg årsag til, at mange forretninger af store grossist – forretninger og handelshuse i Flensborg oprettede filialer i byen. Denne udvikling kom i  nogen grad til at svække Tønders handelsstand.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du  283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Tondern Station 
• En bane gennem Tønder 
• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen 
• Sidste tog fra Tønder 
• Dæmningen syd for Højer 
• Et gammelt jernbaneprojekt 
• æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Tog til Aabenraa 
• Aabenraa – Rødekro banen 
• Byen med de mange stationer
• En jernbanestrækning i Sydslesvig 

 

Redigeret 16. 04. 2022

Skulle man med tog fra Tønder mod Højer, ja så tog det en halv time i 1930’erne. Der var stop i Møgeltønder og Daler. Byen havde ni værtshuse. Der var march gennem Højer flere gange om ugen. Det var Mindretallets korps. Og så blev der gravet våben ned i marsken. 

 

Ælte overalt

Det var svært at færdes uden for Højer fra oktober til april. Gummistøvler var en nødvendighed. Bundeløst ælte var der overalt. For de heste der skulle trække en arbejdsvogn, var det meget risikofyldt, at bevæge sig på vejene i frostvejr. Dybe huller og hjulspor kunne gør stor skade.

Regnede det mere end en time i træk, ja så var det umuligt at  bevæge sig på vejene i bil og på cykel.

 

Ingen drikkevand og el

Der var godt nok brønde på gårdene, men de indeholdt brakvand. Kreaturerne kunne få dette, men for at få drikkevand, måtte man indsamle regnvand fra taget. Rygterne gik på, at bageren i Rudbøl havde to vandtønder. En til rugbrød, og en til finere bagværk.

Elektrisk lys fandtes der heller ikke. Så måtte man have gang i stearinlys. Skulle der arbejdes i stalden. Ja, så foregik det med petroleumslamper og flagermuslygter.

I de tider måtte bønderne også kæmpe med korntold, svinekort og meget mere.

Endnu kunne der skimtes nogle gamle vejrmøller ved diget. Men moderne pumpstationer med masser af hestekræfter holdt vandet tilbage fra marsken. Havde man ikke haft digerne, kunne der slet ikke dyrkes noget herude.

Det siges, at dengang digerne blev bygget, så fjernede kvinderne jorden væk i deres forklæder. Utroligt var det, at marsken udgjorde en kæmpe græsplæne på 5.000 ha.

For at gøre vejene på digerne mere farbare, brændte man klinker. Eller sagt med andre ord, man brolagde digerne.

 

Byen havde ni værtshuse

I 1935 sad der i Byrådet i Højer, 7 tysker og 5 dansker. Dengang i 30’erne tilhørte det meste jord, bønder der var hjemmetyskere. Omgangstonen var dog ikke tysk, men sønderjysk.

Hele 9 værtshuse havde byen i 1935, i 20’erne var det dog det dobbelte.

Engang kom det til et klammeri, og dommer Stegman i Tønder spurgte en af vidnerne, om de havde fået for meget at drikke.

De trowe æ it hr. dommer, vi haje da kunns fån en kasten vær. (Det tror jeg ikke hr. Dommer, vi havde kun fået en kasse hver)

 

Højer Tæppefabrik

A.R. Kjærby havde i 1919 købt et dårligt gående uldspinderi i Højer med den klausul, at kom Højer ikke til Danmark ved afstemningen, skulle handelen gå tilbage.

Det gik godt på Højer Tæppefabrik. Så godt, at han i 1936 ville udvide. Men det krævede højspænding, og Højers lille elværk kunne ikke klare dette. Men masser af vand skulle der også til. El og vand fik man en løsning på, men det kneb mere med at få jord til udvidelsen. Det tyske bystyre var bange for at miste stemmer, når Kjærby udvidede.

Kjærby, der også blev kaldt fatter, havde et iltert temperament. Han truede med at flytte produktionen væk fra Højer. Han modtog også masser af tilbud fra andre byer.

Endelig sejrede fornuften, og han kunne udvide fabrikken.

 

En stor sportsplads

Kjærby blev danskhedens leder i Højer. Da den danske præst kom til byen, og der ingen bolig var til ham, købte Kjærby et hus til ham. I 1937 overlod Kjærby fabrikken til sin søn og svigersøn, og flyttede fra byen.

Venlige bønder fra Emmerlev havde stillet en mark til rådighed, hvor man kunne spille fodbold. Men det var lidt ujævnt, og tit gled man i en kokasse. Men en ny idrætsstadion fik aktiviseret byens ungdom. Det blev en stor plads, som var meget flottere og bedre end tyskernes.

 

Præsten blev sur

Den danske præst pastor Nielsen, udførte et stort arbnejde for danskheden i byen. Den hidtidige præst pastor Braren følte det som et mistillidsvotum til den præstegerning, han havde udført i Højer. Han havde forsøgt, at være præst både for danskerne og for tyskerne.

 

Æ sproch i Hæwe (Sproget i Højer)

Rent sprogligt, talte man i Højer sønderjysk med tyske gloser. Min mor stammer også fra Højer, så mit sønderjyske kommer faktisk herfra. Jeg kender udmærket det anvendte sprogbrug. Folk i Højer tog æ mantel af (tog jakken af).

En vognmand blev kaldt æ formann. Og kom en vognmand ud for et uheld sagde man Han kom u for malør mæ æ Geshirr.

En gang blev Døcher Smed kaldt ud til Forsøgsstationen. Her spurgte en af karlene, der stammede fra Sjælland, hvorfor han var tysk. Døcher så lidt på ham, og sagde så:

Æ ha gown i tysk skol, æ ha wen tysk soldåt i 9 oer, så æ ka kun være tysk (jeg har gået i tysk skole, jeg har været tysk soldat i 9 år, så kan jeg kun være tysk)

Til dette svar bemærkede karlen:

Det var godt du ikke var soldat i en negerstamme, for så havde du været neger.

Denne Døcher var også major i æ Feuerwehr i Højer. Da nazismen slog igennem i Højer, blev komando-sproget tysk. Men mon ikke det var af praktiske grunde med det sprogbrug som Døcher  brugte. Her er et godt eksempel.

Da der skulle holdes øvelse på skolepladsen ved Kjærbys tæppefabrik, gav Døcher  følgende ordre:

Nun stellen wir uns vor, das Kjærbys Fabrik, den brenner, und dann legen wir die slanger langs æ skinner, und dann spritzen wir darauf, hier fra æ skulplatz.

Denne ordre kunne både danske og tyske medlemmer af Æ Feurwehr,  forstå.

Man siger om en mand, at han var “galt tysk” og en anden “tumbe dansk”. Spurgte man for eksempel, hvordan det var i skolen, kunne svaret være

Jo det war glant,men de æ galt tysk

 

Stadig tysk flertal i 1937

I 1937 var der atter byrådsvalg i Højer. Alle var mobiliseret. Valgprocenten nåede 94,6 %. Men resultatet blev uændret. 7 tyske og 4 danske. Det var normalt byrådsvalg hver 4. år.  Men Folketinget vedtog, at dette ikke skulle ske i Nordslesvig. En stor del af de tysksindede var i krigstjeneste, derfor krævede besættelsesmagten, at et valg ikke skulle finde sted.

 

Bombardement af Sild

Det var tydelig for befolkningen i Højer, at Sild blev angrebet af englænderne i påsken 1940. Luften var fuld af brølende maskiner, og masser af lysglimt kunne ses fra Højer.

 

Hagekors på borgmesterkontoret

Dagligt oplevede man, at tyske jagere krænkede det danske luftrum. Den 9. april var der også mange fly i luften, men de vendte ikke om. En nazist hejste flaget på bormesterkontoret, men det blev hurtigt taget ned igen.

I vinteren 1941 var Det Danske Drengekor på besøg på Højerhus, og det var ikke overraskende fuldt hus.

 

100 zetfreiwillige i Højer

En aften i april 1943 aflagde 100 mand fra Højer ed til Hitler. De havde meldt sig som Zeitfreivillige. Disse Zeitfreivillige patruljerede i fuld uniform i gaderne ,men de nåede aldrig at finde ud af, at der på gården Søgårdhus ved Højer blev opbevaret sprængstoffet 808. Dette sprængstof blev brugt til sabotageaktioner med jernbanenettet i Sønderjylland. På et tidspunkt blev man nødt til at grave sprængstoffet ned, et eller andet sted i marsken.

Kilde: 

• Litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 10. – 12. 2021

Vi starter lidt inden besættelsen i 1938. Den fanatiske pastor Peperkorn, forlangte at grænsen blev flyttet

• biss an die Königsau.

Det trak op til storm. Den 15. marts gik Hitler ind i Tjekkoslovakiet  Chamberlain fløj til Berchtesgarten, for at forhandle. Men det fik han ikke meget ud af. Den 29. september forsøgte han igen. Denne gang var Mussolini også med. Men allerede 1. september overfaldt Hitler Polen.

 

Provokation sydfra

I 1939 provokerede en flok SS – aspiranter fra en førerskole i Plön. De deltog aktivt i forskellige nazistiske aktiviteter i Danmark. I Tønder lykkedes det for politiet at pågribe dem, og sende dem tilbage til Plön.

 

Guldbryllup i Østergade

Midt i det hele fejrede et hjemmetysk ægtepar guldbryllup. I Landauer kørte de gennem Østergade, hvor alle danske og tyske borgere havde lys i vinduerne. Aftenfesten på Tonhalle var også åben for dansksindede. Lokale kræfter optrådte med Der vershriebende Vetter, med replikker på tysk, frisisk, sønderjysk og plattysk.

 

Ingen fakler

Ved et vælgermøde i 1939 udtalte dyrlæge Møller:

• Führer mach uns frei.

De tysksindede ville marchere rundt i byen med fakler. Det med faklerne blev dog forbudt, men demonstrationen blev gennemført.

 

Situationen tilspidses

I 1940 blev stormen forstærket. Den 17. februar holdt Göring en tale i radioen. Man kunne fornemme, at en besættelse af Danmark ikke var langt væk. Gennem flere måneder var der observeret store flådestyrker i de tyske Østersøhavne og troppesamlinger i Holsten og Sydslesvig. Rygter ville vide, at der var tropper i skovene uden for Flensborg.

Den 7. april observerede man et stort dansk militærfly, der fløj langs grænsen.  ja nogle påstod, at det havde fløjet der hver dag i en uge.

 

Tyskerne som ”befriere”

I 23 timer fortsatte de tyske tropper nordpå gennem Tønder. Det var som et grønt tæppe, der fyldte gaderne fra mur til mur. Det larmede også fra fly i luften. Nogle nazistiske Tønder – borgere havde rejst hagekors – flaget på Seminariet.

I Sønderport blev de tyske tropper nærmest betragtet som befrier af de tysksindede. Besættelsen var ikke mange timer gammel før der hang nazi – flag overalt i Tønder. Der hang også et fra kirketårnet, men det blev dog hurtig fjernet af en rask betjent. Mens flaget hang i kirketårnet mødtes fra dommer Stegmannn og pastor Magle neden for kirken. Fru Stegmann sagde på sin ligefremme facon:

• Gid Fanden havde nazisterne
• Til denne ikke særlig kristne bemærkning, havde pastor Magle en kort kommentar: Amen.

Masser af Dannebrog

I 1942 blev D.U.G.’s store sommerstævne afviklet i Tønder. Samtlige 2000 deltagere marcherede med foreningsfaner og musik gennem byen.

 

Ikke mange nazistiske stemmer

I marts 1943 var der folketingsvalg. Selv om den sønderjyske nazist Fritz Clausen gjorde alt, hvad han kunne, ja så fik nazisterne kun 1 % af samtlige danskernes stemmer.

 

Lokomotiver sprunget i luften

I maj 1943 blev seks lokomotiver alvorlig beskadiget i remissen ved Tønder under en sabotageaktion.

 

Tønder 700 år

Midt under besættelsen, den 5. august 1943, kunne byen fejre 700 års jubilæum. Overalt var der blomster og flag. Kl. 8.30 red en gammel postrytter gennem byens gader.

Kl. 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken. Her sås blandt andet politimester Martensen – Larsen, politimester Brix og museumsdirektør Mackeprang. Sidstnævnte havde været redaktør på bogen, Tønder gennem tiderne. Bogen blev præsenteret ved en reception på Rådhuset kl. 11.

 

En oberst angriber tyskerne

Kl. 12.30 samledes byens spidser til en jubilæumsfrokost på Hotel Tønder. Borgmesteren indledte med en hyldest til kongen, og bagefter synges, Kong Christian. Flere tyskere ser dog lidt mismodige ud under dette. Derefter følger 3 timers indtagning af diverse mad og drikke. Ministre, amtsmænd og andre sønderjyske borgmestre taler klogt, varmt og forsigtig om grænsebyens særlige kår.

Lærer Gläser fortæller om det historiske Tønder på tysk, og også pastor Rühmann holder en tale. Ja det gjorde Claus Eskildsen også.

Alt er fred og fordragelighed indtil oberst Paludan – Møller rejste sig og kom med denne svada.

• Det er meget godt med al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at det er ødelagt for de første 200 år af det, der skete
  den 9. april

Ja egentlig havde man slet ikke inviteret ham.

Røde kinder, protester og almindelig uro fulgte. Borgmesteren nåede at sige skål og velbekomme. Det hele blev vist nok klaret under almindelig brændevins-forsononing.

 

Engelsk bombefly skudt ned

Et engelsk bombefly blev skudt ned over Jejsing. De kvæstede englændere blev indlagt på Tønder Sygehus, inden de blev sendt syd på til en krigsfangelejr.

 

Kendte Tønder – borgere anholdes

Søndag den 29. august vågnede Tønder op til strålende solskin. Regeringen var gået og tyskerne havde taget den totale magt. Patruljeringen i Tønders gader var blevet forstærket. Allerede tidlig om morgenen havde tyskerne arresteret den populære lærer og forfatter Claus Eskildsen.

Dommer Stegmann glædede sig til at morgendagen. Da skulle han dømme en hjemmetysker, der havde solgt ulovligt til tyskerne. Senere på dagen fortalte rygterne, at også Dr. Dahl og provst Schülern var blevet arresteret.

 

Undtagelsestilstand

Fra klokken 4 om morgenen var der erklæret undtagelsestilstand. Politimesteren havde været til samtale med Kommandant Onnen, der vistnok var tandlæge i sit civile liv. Politimesteren havde proklameret, at han under ingen omstændigheder ville medvirke til dødsstraf og henholde sig til grundloven. Amtshuset var blevet besat
af 10 mand. Om aftenen skød tyske soldater efter oplyste vinduer i Tønders gader.

 

Elever anholdes

Onsdag den 8. september havde tyske officerer besigtiget hele Statsskolen og erklæret at de vil bruge den. Desuden skulle man også bruge den tyske borgerskole, samt Tonhalle.  7 elever blev arresteret i Østergade, fordi de havde stået og diskuteret en skoleopgave. De blev skubbet og slået af tyske soldater og anbragt på kasernen. En indsamling betalte deres bøde. En anonym borger, der senere viste sig at være borgmesteren havde givet 60 kroner.

 

Heimwehr og nazisterne

Mange hjemmetyskere gik rundt i uniform med et gult armbånd, der bekendtgjorde at de var Heimwehr. De dansksindede kaldte dem for Blindesamfundet
og sendte dem dræberblikke. De var gode til at angive deres medborgere, og skabte en dyb kløft mellem de dansk – og tysksindede.

Allerede i 1933 fik hjemmetyskerne hjælp fra Süderlügum med at danne den første Ortsgruppe for nazister i Danmark. Det var Peter Christian Jürgensen, også kaldet Peter Stürm der blev leder. Denne gruppe var også særdeles aktive under besættelsen.

 

Avisen var med til at forværre forholdet

Rubrikken Unsere Stimme i den tyske avis mente, at det gode forhold mellem dansk og tysk kunne bibeholdes såfremt danskerne underkastede sig de tyske meninger.  Rubrikken var under hele besættelsen medvirkende til at skade forholdet mellem dansk og tysk.

 

Gidslerne frigives

Den 11. september  blev gidslerne, Eskildsen, Dahl og Schülein og andre pludselig frigivet. Ved frigivelsen blev de mødt med ordene:

• Mine herrer, Tyskland har fjender til alle sider, stillingen er vanskelig. Jeg beder Dem gå ud og bidrage til at skabe et bedre forhold mellem os. Vergessen Sie den ersten Tag, meine Herren.

50 bomber

Den 26. september vågnede borgerne i Tønder op med meddelelsen om, at begge jernbanelinjer fra Tønder var sprængt talrige steder i nattens løb.Politiets radiobil ruller gennem gaderne:

• Restaurationslukning klokken 19, spærretid fra 20 til til 6. Alle veje til og fra Tønder om natten er spærret af tyske soldater.

Det var på Christian den 10`s fødselsdag, at 50 bomber sprang på Tønder – Bramminge og Tønder – Tinglev banen. Ja egentlig var der kun 49 bomber. Den sidste blev ”fundet” af overbetjent P. Egebjerg Madsen. Han havde faktisk selv lagt den ud, men af en eller anden grund var den ikke sprængt. Han afleverede ”sit fund” til besættelsesmagten med alle tegn på forargelse over for disse sabotører. Og krudtet, ja det var såmænd gemt i nærheden af Højer.

Kigger man i Frihedsmuseet i København, ja så kan man få det indtryk, at der overhovedet ikke forekom sabotager i det sønderjyske i besættelsesårene. Det er vel nærmest historieforfalskning.

 

Den store jødeforfølgelse

Lørdag en 2. oktober kunne man så høre den officielle meddelelse om hjemsendelse af jøder var indledt. På Tønders skoler kunne man fornemme uro. Man
ville strejke i protest mod overgrebet mod jøderne. Den 7. oktober er stemningen meget dyster. Lærer og ledelse forhindrer dog en større strejke.

 

Skolerne må finde alternativer

I 1945 vokser kravene fra besættelsesmagten. Man ville overtage et større antal bygninger i Tønder. Den 6. marts kommer kravet om at indrette en Fahnenjunkerschule på Seminariet. En oberstløjtnant møder pludselig op på skolen og gør krav på den. I forvejen bliver også Statsskolens elever undervist
her. Man bliver nødt til at flytte.

Fælles morgensang skete i Missionshotellets lokaler. 20 unge piger fra elevhjemmet blev indkvarteret i den danske præstegårds storstue. Ellers blev eleverne fordelt til Hedeselskabets bygning på Ribe Landevej, i DUI’s foreningslokaler ”Falke-reden  på Dragonvej samt i Sygehusets funktionærbygninger.

Restaurant Schweizerhalle, byens danske børnehaver samt et lokale på Luftværnskontoret blev brugt til Statsskolens elever.

 

Krigslazaret

Pludselig annullerede tyskerne beslutningen om, at seminariet skulle bruges som militærskole. Havde truffet beslutning om, at den skulle indrettes som krigslazaret for sårede fra Østfronten.

Forlydender ville vide, at tyskerne nu for alvor ville beslaglægge en række ejendomme. Man ville ikke opgive militærskolen. Borgmester Poulsen og Grev
Schack protesterede kraftigt mod disse planer. Tysker efterkom på en del områder disse protester, og en række tyske officerer måtte pludselig til østfronten. Det var officerer, der ikke have opført sig særlig taktfuld over for borgerne i Tønder.

 

Røde Kors i aktion

Lørdag den 21. april skulle et tog med internerede til Frøslevlejren passere Tønder. Det var ikke muligt at køre på øst-banen. Det var Røde Kors i Tønder der skulle sørge for bespisning, og man drog ikke sultne fra Tønder.

Også de tyske soldater der ledsagede fangerne, blev opvartede. På den måde fik man lov til at tale med de internerede. De havde fået straffe helt op til 10 år.
Andre fortalte, at de havde set deres kammerater blive skudt.

 

Gode rygter

Torsdag den 3. maj: Rygterne havde sviret siden mandags. Kapitulation, opbrud fra Danmark, rigsdagssamling m.m. Klokken 19 var der igen luftalarm. Kl. 20.30 var der mange beboere i Tønder, der hørte Albert Speers besynderlige tale over Flensborg Radio.

Så endelig dagen efter, meddelte BBC om kapitulation i Nordvest. Befolkningen sidder stumme og fatter det ikke.

De første englændere

Lørdag den 5. maj er der gråvejr. Tønders befolkning samles på Torvet. Klokken 13 er der jubel i Sønderport. Et par engelske flyvere ses, viceborgmester Jensen tager imod. De to englændere fortalte, at de var pressefotografer og var fløjet fra Minden i Tyskland. Deres største bekymring var at finde en mark, hvor
de kunne lande uden for mange køer.

 

På vej mod grænsen

Søndag den 6. maj: Tre frihedskæmpere bliver såret ved grænsen. Disse frihedskæmpere myldrer pludselig op af jorden, tilsyneladende meget kampberedte. En hvis kompetence strid opstod mellem de kommunale myndigheder og modstandsbevægelsens by-ledelse.

Mandag den 7. maj: Biler, cykler og tyskere til fods drager sydpå mod grænsen. Også tyske tanks er på vej sydpå. Adskillige skydeklare frihedskæmpere i blå uniformer ligger skydeklare i grøfterne. Et rygte har fortalt, at en sort bil med Hipo – folk er på vej.

Pludselig dukker der to høje motorcyklister op sydfra. På forreste skærm står der RAF. Englænderne er endelig i Danmark.

• Are we in Denmark?

Ja, råber tolderne og ringer glædestrålende til Tønder.

 

Parade på Torvet

Man er lidt usikker på det nye frihedsråd i Tønder, ingen synes at kende personerne

Ved aftenstide kommer en større skare af englændere til byen. Smedegade er fuld af tanks. 26 mand stiller til parade på Torvet. En engelsk officer holder en tale, som man i forvirringen glemmer at oversætte.

 

Offentlig bespottelse

Næste dag går det rigtig løs. Fra tidlig morgen ruller lastbiler gennem byen, udstyret med en politimand og 4 – 5 bevæbnede med rifler. Der bliver arresteret
hjemmetyskere, værnemagere, stikkere m.m.

Det ser drabeligt ud, og minder om nazisterne indtog i østrigske byer før 1939 og om jødeforfølgelse. Da bilerne ankommer til Børsen hujes der grimt og pøbelagtigt.

Samme eftermiddag rykker byens røde postbude ud med stige og brækjern. Under musik og sang, sætter de stigen til gadehjørnerne, og brækker de overflødige tyske gadenavne ned.

 

1.047 bysbørn – dømt

Ommens Hotel, Vestergade 77 var fra 1943 – 1945 Gestapos hovedkvarter i Tønder. De opdagede aldrig det store våbenlager, der befandt sig i kælderen på værtshuset på Skibbroen 7. Og noget af dette blev brugt til at sprænge dele af Hostrups Hotel i luften.

Mange erhvervsdrivende var værnemagere, og deres butikker fik også en tur. I alt blev 1.047 bysbørn dømt efter krigen. De blev udstillet i de lokale aviser.

 

Varulvene huserer

Efter krigen huserede en nazistisk undergrundsbevægelse – Varulvene i Tønder. Tre uger efter krigens afslutning lød der skyderier i byen mellem frihedskæmpere og ukendte snigskytter.

800 flygtninge var indkvarteret i byen, de sidste forlod Tønder i 1947.

 

Mange tøndringer faldt

I oktober 1944 nåede byen op på hele 100 luftalarmer. Og desværre ramte engelske fly det samme hus i Jernbanegade to gange under krigen. Fem dræbte og syv sårede. Men mange borgere måtte lade livet under krigen. Det var blandt andet mange hjemmetyskere der mere eller mindre blev tvunget i tysk krigstjeneste.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Under Besættelsestiden Før/Nu/Efter finder du 362 artikler 
• Modstand og Fodbold 
• Nolde og Nazisterne 
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder 
• Da gadeskiltene blev skiftet i Tønder 
• Besættelse og Befrielse ved Grænsen 
• Krigsårene i Tønder 1940 – 1945 
• En Frihedskæmper fra Tønder 
• De dødsdømte fra Tønder 
• Tønder og Omegn 9. april 1945 
• Tønder – efter krigen 
• Tønder – Marskens Hovedstad 
• Flygtninge i Tønder 
• Sabotage i Tønder 
• Nazister i Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Obersten fra Tønder 

 

Redigeret 16. – 04. 2022

Ved afvandingen af de store marskområder, var det slut med marskboernes traditionelle næringsveje. Fiskeriet ophørte delvist, og tagrørsbevoksningen forsvandt. En bedre udnyttelse af jorden til landbrug fulgte.

 

Båden

Båden havde været det foretrukne transportmiddel. Marsken var gennemskåret af større eller mindre kanaler. Men der var også større vandsamlinger som Gudskog Sø, Aventoft Sø og Rudbøl Sø.

Marskbåden var fladbundet. De blev staget frem, roning anvendtes ikke, bortset fra i Vidåen.  De fleste bådtyper kunne føre sejl, men ofte var kanalerne så smalle, at dette ikke kunne drage nytte af vinden. Bådene blev brugt til transport af korn, hø, kul , koks m.m. Men de blev også brugt til transport af kreaturer. De blev fragtet til og fra Tønder til græsning i Gudskog.

 

Flora og Fauna blev brugt

Marskens flora og fauna blev flittigt brugt. Tagrørsbevoksningerne var en vigtig indtægtskilde for beboerne. Store mængder af tagrør blev fragtet ind til Tønder
og Højer.  Marskens vandløb var særdeles fiskerige. Af fisk var der især ål, aborrer, gedder, karper og i Vidåen laks.

 

Masser af bådsmænd

I Rudbøl var der i 1830’erne cirka 30 bådsmænd, der levede af bådfart til og fra Tønder. Da bådfarten til Højer også døde, ja så dalede behovet for bådsmænd. Kort efter 1900’tallet holdt de sidste op.

Der er eksempler på at bådsmændene udnyttede situationen, da besejlingsforholdene til Tønder blev dårlige. De forlangte nogle grådige priser.  Sivsko og måttefremstilling var i mange år en vigtig indtægtskilde for beboerne.

 

Drikkevand fra kanalerne

I mange år måtte beboerne herude hente deres drikkevand fra kanalerne. Dette vand skulle så filtreres inden det kunne anvendes. Først i 1959 havde alle fået indlagt vandværksvand.

 

Markmanden

Det sidste sted, hvor Markmanden(æ Varmann) havde sin arbejdsplads var i marsken. Det var ham, der skulle holde øje med alle dyr. Helt op til vores tid gik han sin daglige gang herude. Første gang vi hører om ham er helt tilbage i 1600 – tallet.

På Pers Awden 22. februar blev han fæstet for den kommende sommer. Hans løn var et beløb for hver Demant (1 Demant er ca. 1 tdr. Land) plus noget for hver hest, kreatur, får og lam, som han skulle holde øje med.

Masser af arbejde

Det var en lang vej han skulle gå. Han startede når det blev lyst, omkring klokken 4 om morgenen. Hvis et dyr lå ned, skulle han jage det op. Han skulle så konstatere, om det kunne støtte på alle fire.

Hvis en flok får var brudt ud, skulle han sørge for, at drive dem tilbage. Hvis en stud var faldet i grøften, måtte han have hjælp til at trække den op.

 

Æ klustagh

Æ klustagh var uundværlig for markmanden. Det var en springstok, man brugte til at springe over grøfterne. Der skulle bruges en speciel teknik, så kunne man let forcere en kanal på 2 – 3 meter.

Det prøvede jeg selv som ung ude i nærheden af Ny Frederikskog ved Højer.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 16. – 04. – 2022