Artikler
Oktober 22, 2007
Ib Hansen har skrevet denne artikel på baggrund af en henvendelse fra en forfatter, der er ved at skrive en bog om Tinglev – Sønderborg banen. På vores side har vi efterlyst informationer om denne lokomotivfører, der også blev kaldt for Den Landskendte. Andersen førte det første danske tog over grænsen i 1920, og han redede en lille dreng fra døden. Andersen kunne også læse sin egen nekrolog.
En stor tak til Ib og Tønder Lokalhistoriske Arkiv.
Forord
Min ven, Uwe Brodersen henvendte sig for et stykke tid siden til mig for at høre, om jeg kunne grave noget frem om Den Landskendte lokomotivfører, Anders Andersen.
Det var jo en udfordring, og jeg har derfor allieret mig med Lokalhistorisk Arkiv i Tønder og gennempløjet diverse aviser fra 1920 og frem for at finde materiale om Den Landskendte. Der er i materialet anvendt artikler fra Tønder Social Demokrat og Vestkysten.
Da Anders Andersen også var Dannebrogsmand har jeg, for at fuldende en beskrivelse af personen, også anvendt materiale herfra, for at kunne skrive lidt om personen før 1920.
I artiklen er anvendt nutidig retskrivning
Tiden indtil 1920
Anders Andersen blev født den 28. marts 1881 i Husby, Vemb sogn i det daværende Ringkøbing amt. Han har været lidt skrøbelig som barn, idet han blev hjemmedøbt den 21. april 1881 og først fik dåben bekræftet i kirken den 22. maj samme år.
Hans forældre var arbejdsmand Jens Andersen og hustru Ane Kristine, født Christensen. Jens havde tidligere været husmand, men ernærede sig senere som arbejdsmand på Skjærum Mølle Teglværk. Det var en familie med en stor
børneflok, hvor Anders var den næstældste.
Umiddelbart efter sin konfirmation kom Anders i lære som smede- og maskinarbejder. Efter udstået læretid var han værnepligtig soldat ved dragonkasernen i Randers.
Han blev boende i Randers efter soldatertiden og fik arbejde for Vogn-fabrikken Scandia, hvorfra han blev ansat ved Statsbanernes Værksteder i Århus.
I 1908 ansattes han som fast fyrbøder ved D.S.B. i Struer, hvor han gjorde tjeneste til 1920.
Tiden fra 1920
I juni måned 1920 kørte det første danske tog fra Ribe til Tønder. Anders Andersen udtrykker selv denne tur således1 i forbindelse med hans pensionering i
1952:
Anders Andersen var ikke den eneste der blev bevæget. På stationen var også bl.a. Distriktschef Wissenbach, stationsforstander Ulrich og forfatteren Johannes Buchholtz.
Sidstnævnte har indlemmet sine oplevelser i digtsamlingen ”Ravne og Duer”, hvor et af digtene hedder ”På Tondern Station”:
Oplevelsen påvirkede Anders Andersen en del. Den kom også til at give ham tilnavnet ”den landskendte”. Andersen anvendte meget af sin fritid som oplæser i forsamlingshuse, foreninger, soladaterhjem m.m. over hele Nordslesvig. Dette skete sjældent uden at han citerede Buckholtz` s digt. Vestkysten nævner således, at
Carnegie-Fondens medalje
Ribe-Tønder ruten, var ikke den eneste, Anders Andersen kørte. På en af sine ture i sommeren 1936, nærmere betegnet på ruten Tønder-Tinglev den 13. juni 19362 skete en tildragelse, der skaffede ham Carnegie-Fondens medalje.
Mellem Bjerndrup og Tinglev så Anders Andersen en lille dreng sidde og lege ubekymret på skinnerne. Toget kunne ikke standses, inden drengen ville blive kørt over. Andersen sprang resolut af toget og løb frem i håb om at nå foran toget. Det var svært, da han næsten blev blændet af togets dampstråle.
I sidste sekund lykkedes det ham at få revet drengen bort fra skinnerne. Gårdmand Lausen i Bjerndrup, hvis søn det var, blev uden tvivl glad for den raske lokomotivfører.
For denne redningsaktion blev Anders Andersen belønnet med Carnegiefondens medalje og 800,- kr.
Andre tildragelser
Den 9. april 1940 førte Anders Andersen det første tog til Esbjerg fra Tønder. Da han kom til Esbjerg, var tyskernes pansertog kommet. Den tyske stab fra panserafdelingen stod på kontoret med mekaniker Schleemann fra Tønder som civil tolk. Der var ingen, der forstod hvad Schleemann ville, men Andersen slyngede en replik ud, der senere blev landskendt:
Danskerne begyndte at grine, men panserfolkene forstod ikke Andersens specielle humor.
Senere under krigen kunne Anders Andersen læse sin egen nekrolog i aviserne. Den 11. juli 19423 kastede et engelsk fly fire bomber over Tønder. Flere huse i Jernbanegade og på Kongevejen blev ramt. Værst gik det ud over Jernbanegade 10, der blev helt ødelagt. 4 personer blev dræbt og 16 blev såret.
Samme dag blev en fyrbøder og lokomotivfører fra Tønder dræbt, da toget til Ribe blev angrebet fra luften, mens det befandt sig mellem Skærbæk og Døstrup. Et tog med Anders Andersen som lokomotivfører var også ude på ruten. Da toget nåede Skærbæk stoppede lokomotivet og han ydede den hjælp han kunne.
Den dræbte lokomotivfører hed også Andersen. Denne Andersen havde imidlertid kun været ansat i Tønder i 3 måneder
Da hans død rygtedes var folk overbeviste om, at der var tale om ”Den landskendte”. Deraf nekrologerne i aviserne.
Ét alvorligt uheld med sit eget tog, havde Anders Andersen været ude for. Det var omkring 1948, hvor toget skulle køre ind på Visby station. Det var mørkt og sludfuldt, og toget skulle rangere. Med fuld fart kørte toget ud fra vigesporet, hvor sporskiftet var stillet forkert. Toget kørte derfor lige ind i ende-rampen på stationen. Toget borede sig ind i rampen og tykke betonblokke blev sprængt i stumper og stykker.
Andersen og fyrbøderen blev kastet grundigt rundt, men ingen kom alvorligt til skade. Toget led dog en del overlast.
Slut med arbejdslivet
I 1952 sluttede Anders Andersen sit aktive arbejdsliv efter mere end 30 års arbejde som lokomotivfører. Han fortsatte dog sin foredragsvirksomhed.
Inden da havde han den glæde at blive udnævnt til Dannebrogsmand. Det skete den 19. november 1949 med begrundelsen: ”Fortrinlig tjenstvirksomhed”.
Den 14. august 1957 døde Anders Andersen. De senere år havde han været plaget af sygdom, og blandt andet gennemgået flere øjenoperationer. En yngre søster havde plejet ham gennem den sidste tid.
Tak til Ib
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2007
Det var ikke helt let at være dansksindet i Tønder. Her blev der udviklet et meget specielt sprog. Den tyske landråd kunne ikke finde danskerne. De tysksindede piger sværmede for seminaristerne. Og gamle Laust fik en kongelig kørertur.
I Østergade var der gasbelysning i 1910. De fleste huse var ved at få eget lokum. Bag ved Østergade lå en klar bæk, der løb ned til Vidåen. Her var der mulighed for en rask svømmetur. Her havde tømmerhandler Ratje en stor villa og en tømmerplads.
Hvor er danskerne ?
Et mirakel skete på Ribe Landevej. I nummer 8 blev der indlagt centralvarme og elektrisk lys i 1912. Det var hvis nok det første sted i Tønder, det skete.
Kun 80 danske stemmer blev det til ved landdagsvalget. Måske kunne det hjælpe, nu hvor Tønder Læseforening var dannet. I en bagejendom til Tønder Landmandsbank blev der på 56 kvadratmeter indrettet bibliotek, læseværelse og mødesal.
Men man måtte gå meget forsigtigt til værks. Danske tjenestemænd turde ikke, at dukke op her. Af og til dukkede en gendarm op. Han skulle høre, hvad der blev læst op, og hvad der blev sunget. Nu var det jo godt, for ham, der dukkede op var fra Mecklenburg – Schwerin, så han forstod vel ikke så meget.
Selv om det ikke lød af meget med de 80 danske stemmer, så chokerede det alligevel Landrath Rogge:
Hjemmestysk
Når de dansksindede sendte børnene i tysk skole, lærte de korrekt tysk, men ikke nødvendigvis det hjemmetyske, der blev talt omkring i hjemmene i Tønder.
Det specielle Tønder –
sprog
Nu var det specielle Tønder – sprog også mærkelig for uforstående. Tysk og sønderjysk blev mikset sammen i en stor forvirring. Vi ser det også i Højer.
Min far talte sådan med de gamle tøndringer. Jeg husker især, når Bopa kom på besøg. Denne Bopa arbejdede i mange år oppe hos købmand S.C. Lorenzen. Som børn lærte vi også sønderjysk med tyske gloser. Men dog ikke så udpræget som de viste eksempler.
Alexandrine – skolen
I Tønder var der kommet en ny fin skole i Nørregade. Die Höhere Madchenschule rykkede ind i 1915. Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse
Cecilie (søster til Christian den Tiende´ s ”dronning” Alexandrine).
Skolen fik navnet efter Cecilies datter – Alexandrine – Schule. Hendes portræt hang overalt på skolen, sammen med et prangende foto af Wilhelm den anden – til hest. Der var også masser af fotos af den barske general Hindenburg.
De stakkels elever skulle indsamle afredt hår (som erstatning for tvist) til kanonerne. De skulle også være med til at indsamle kobberting til krigsindustrien.To af lærerinderne på skolen var søstre, de gik under navnet Grosse Knüppel und Kleine Knüppel. En ny forstanderinde tiltrådte. Hun var krigsenke og hed Frau Major von Fahnland. Hun kom hvis nok fra Pommern.
En pløret tur – på digerne
Seminarieeleverne prægede byen med deres huer, blå for præparanderne, rød for seminaristerne. Især de tyske piger faldt for de vordende lærere. Og så gik man fra Bachmanns Vandmølle ud af diget mod vest. Men det var en ret så pløret tur.
Anholdelse nummer et
Natten mellem den 2. og 3. august 1914 blev mange dansksindede arresteret i Tønder. Grev Schack og redaktør P. Skovrøy var blandt de arresterede. De skulle
føres til Fæstningen Magdeburg. Men inden måtte de overnatte i nogle små uhumske celler i det gamle port-hus til Tønderhus (nu museum).
De blev i samlet flok ført af hovedgaden til stationen. De tyske borgeres hånlige skrigeri og trusler, var ikke rare. Men snart blev arrestanterne løsladt, og måtte for egen regning tage hjem fra Altona ved Hamborg.
Anholdelse nummer to
Men 14 dage efter var den tykke gendarm Bergmann igen i gang. Og så gik det mod Flensborg. Efter seks uger blev de fleste sendt hjem. Men de måtte stille på Amtshuset og høre Landrath Rogges dundertale. Hvis de atter beskæftigede sig med politik, ville de øjeblikkelig blive fængslet igen.
Det gik rygter om, at bankdirektør Rossen havde spioneret for England. Under redaktør Skovrøys gulvtæppe skulle man have fundet planer til fordel for Rusland. Senere gik det rygter om, at Grev Schack, Rossen og Skovrøy var blevet skudt.
I krig
De dansksindede blev også indkaldt til værnemagten. Efter en hård rekruttid var det bedst at blive G.V. (Garnisionsvervendungsfähig) så kom man ikke til
fronten. Det bedste var jo, at blive hjemsendt lige med det samme.
Og når så den tyske hær havde vundet et slag, så fløjtede sirenerne på Tondernsche Zeitung, og der blev udsendt flyverblade. På pigeskolen blev der så også sunget Deuschland über alles.
De danskisndede i Tønder blev mødt med
Hårde tider
Krigsudbruddet ændrede dagligdagen for tøndringerne. Og det blev værre og værre. En officiel opråber gik rundt i byen med sin tromme og forkyndte, hvad man kunne få og hvor.
Det var forbudt at sende fødevarer fra amt til amt. Gendarmerne fortog med jævne mellemrum razziaer i togene og så måtte man aflevere de kostbare sager. Det var godt at kende nogle bønder, der så kunne smugle varerne ind i byen.
Hvor skal Tønder ligge ?
Den 11.11.1918 måtte Tyskland give op. Diskussionerne gik i Tønder om byen ville ligge nord eller syd for den vigtige afstemningszone. Blandt de tysksindede kunne man høre bemærkningen.
Man skulle på et tidspunkt have særlig tilladelse til at rejse til Danmark og man måtte overhovedet ikke importere varer af nogen art.
Fjendtligheder mellem dansk og tysk
Ved revolutionen i 1918 blev der oprettet et arbejder – og soldaterråd i Tønder. Og den 8. november var der et stort møde på Tonhalle. I de sidste måneder før genforeningen forværredes forholdet mellem dansk og tysk i Tønder. Og der kom direkte til fjendtligheder. Folk gik med sløjfer på overtøjet for at vise
deres sindelag. Danskernes rød-hvide og tyskernes schwartz- rot-gold.
Selve afstemningsdagen var præget af stærk storm, sne og slud. På Tonhalle forsøgte en del tyskere, at ødelægge et møde med deres forhadte slagsang
De dansksindede svarede igen med
Engelske soldater måtte tilkaldes, og amtmanden Grev Schack måtte forhindre direkte sammenstød.
Tropper til Tønder
Først den 5. maj kom Sønderjysk Kommando. Den 9. maj ankom en række dragoner, ridende nordfra ad Ribe Landevej. Den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs genforening med Danmark underskrevet i Paris. Og den 10. juli red Christian den 10. over grænsen på den hvide hest.
Kongefamilien kommer
Da kongefamilien nåede Tønder lovede den tysksindede borgmester, købmand Olufsen, loyalitet over for Danmark. Kongen var stadig præget af sit uheld ved grænsen. Han blev nemlig kastet af hesten. Han haltede slemt ved sin ankomst.
Tyskerne bukkede, da han hilste på dem. Han havde jo også været soldat, og dronningen, ja hun var jo tysk prinsesse.
Laust får en kongelig køretur
Da kortegen efter, at have været i Højer og Møgeltønder kørte mod nord til Skærbæk, gjorde de holdt i en lille landsby. En af byens gamle bønder, Laust hilste på kongen
Laust ville nemlig gerne være med, når kongen blev modtaget i Skærbæk. Kongen lod ham tage plads i en af de kongelige vogne.
Igen danske tog
Den 17. juni blev jernbanen overtaget af danskerne. Men se det er en helt anden historie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9. 04. 2022
Oktober 20, 2007
Dette er en link til Download sektionen på denne side
Gader og veje i Tønder<—–Klik Her
Kilde adresse er http://www.vestsoenderjyllandsbibliotek.dk/PDF/Registrant.pdf
Dette link fra 2007 virker ikke mere – vi forsøger om det findes på en anden link
Oktober 10, 2007
I september 1911 afsendte forretningsudvalget en skrivelse til Københavns politidirektør. Foreningen ønskede ikke at stå som anmelder af nogen sag vedrørende 20 – lukketiden eller helligdagsloven, under henvisning til, hvad politidirektøren havde sagt for tre år tidligere.
Ved den lejlighed havde han sagt, at påtale kunne ske gennem Detailhandlersocietetet, uden at dette eller dets foreninger behøvede at stå som anmeldere.
En ihærdig kampagne mod billigmagere, blev indledt. Desuden var det lagt op til protestmøde, da man erfarede, at Nørrebro Station skulle nedlægges.
Foreningen havde på dette tidspunkt haft 13 formænd, og medlemskabet var gået tilbage fra 550 til 260 medlemmer. Redaktør Juncker havde tilbudt foreningen at bese Gosh Tændstikfabrik og Sojakagefabrikken på Islands Brygge.
Bestyrelsen skulle op til jul kontrollere om der blev givet tilgift i forbindelse med julehandelen. Man bevilligede 50 kroner i avertering mod juletilgift.
Understøttelsesfond dannes – efter spritbøde
Understøttelsesfonden blev stiftet den 27. februar 1912. Det skete med det imponerende beløb af 50 kroner. De var skænket af De Danske Spritfabrikker. En forhandler solgte sprit til underpris, og fik en bøde på 50 kroner. Men Spritfabrikkerne vidste ikke, hvad de skulle gøre med beløbet, og returnerede beløbet til Nørrebro Handelsforening. Her vidste man heller ikke, hvad beløbet skulle bruges til, så man oprettede en Understøttelsesfond, og den eksisterer stadig.
På landsplan blev rettet til at holde udsalg indskrænket til to gange om året. Chokolade og Holmblad lys blev solgt til underpris af Billigmagasinet, Frederikssundsvej 43. Akvavit blev ligeledes solgt til underpris i Gormsgade.
300 til medlemsmøde
I Folkets Hus havde der været et lysbilledforedrag om dansk Vestindien og Magi – selskabet. Omkring 300 mødte frem.
Nørrebro Handelsforening skulle give Tuborg og Carlsberg tilladelse til at levere øl til Brugsforeningen i Lygten. De havde i første omgang givet sig selv tilladelsen. Fra foreningens side synes man ikke, at det var fair, at bryggerierne leverede til den store konkurrent. Men de ville ikke bryde leverancen.
En masse butikker solgte stadig øl til underpris. De burde ekskluderes, og bryggerierne skulle boykotte dem. Problemet var bare, at det var ret mange bryggerier indblandet, blandt andet Phønix og Bispebjerg Øl.
Et nyt problem var Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kroner til at undersøge, hvorfra billigmagerne fik dette produkt.
Foreningen er ikke engageringsbureau
Nogle handelsfolk ville gerne videreuddanne sig i Danmarks førende indkøbscenter, Nørrebro. Men handelsforeningen sagde nej til at hjælpe. De meddelte, at de sandelig ikke var et Engageringsbureau.
Vanskelig at administrere loven
Vedrørende ulovlig omløben med varer, var det ikke led at administrere de forskellige regler. Foreningen henvendte sig derfor til Lyngbygadens Politistation. Her meddelte Haakon Jørgensen, at der ses gennem fingre med salg af øl, vand, brød, kød og en del andre varer, når det samtidig leveres med, at der gives bestilling på nye varer, når det samtidig er tale om faste kunder. Det så anderledes ud, når det var nye kunder, med mindre vedkommende lovede at blive fast kunde i fremtiden.
Det var sandelig ikke let at administrere.
Konfiskation af varer fandt sted, når vedkommende solgte varer fra egen vogn (vindue) for ham ukendte mennesker, og som ikke var faste kunder. Så vidt mulig skulle konfiskation foregå, når der var plads og tid til det – på Rådhuset!
Ved årets fødselsdagsfest blev der spillet om 12 gæs og 14 ænder. Det tog sin tid, måske var det derfor, at det kun var halvanden time til dans. Trods alt gav festen et overskud på 30 kroner som gik ubeskåret til Understøttelsesfonden.
Handelsmedhjælpere har nok fritid
Indenrigsministeren havde fremsat et forslag Lukning af butikker. Dette emne blev diskuteret i Folkets Hus. De handlende på Nørrebro var interesseret i at lukke klokken 19 mandag til torsdag i sommermånederne.
Kulhandler H.P: Hansen holdt på, at lukketiderne skulle forblive uforandret. Handelsmedhjælpere har nok fritid, sagde han.
Urtekræmmer Hjorth mente, at handelsmedhjælpere var for kortsynede, når de arbejdede for en lukning klokken 19 hele året. De bliver jo også principaler engang.
Lobbyisme
Konfiskeret øl fra bryggeriet Alliancen på grund af ulovlig omløben med varer, gav en pæn slat penge til Understøttelsesfonden.
Folketingsmedlem Winblad var en af de første lobbyister, som Nørrebro Handelsforening brugte. Og det var bestemt ikke den sidste. Man fortalte folketingsmedlemmet, at jernbanekioskerne burde føre et mere indskrænket vareudvalg.
På bestyrelsesmødet den 3. december 1912 blev det oplyst, at Brugsforeningen i Lygten havde haft et underskud på 3.000 kroner det første år.
Et stort medlemsmøde blev afholdt på Nørre Central (lige i nærheden af Runddelen) med følgende emner:
1. Tilgift – og rabatsystem
2. Nedlæggelse af Nørrebro Station
3. Foreningens kiltning
4. Foreningens 21 års beståen
Mange sager i foreningen
Bestyrelsen modtog klager over, at Hedeselskabet ikke længere solgte julereder til forhandlere, med kun til private. De fleste offentlige pladser op til jul var forpagtet af selskaber, der drev julestader. Det var ikke noget foreningen brød sig om, det var illoyal konkurrence.
268 sager havde foreningen behandlet på et år. Lov om urigtig varebetegnelse havde givet meget arbejde. Foreningen havde bekæmpet undersalg på øl, cigaretter, kartoffeltilsætning, Oma Margarine, petroleum, Zeoform sæbe, bouillonterninger, æggepulver, vaske – og skurepulver, Servus skocreme, te i pakker, stearinlys og Heidelberg eddike.
Og så var der stadig ulovlig brændevinshandel.
Man frarådede på det kraftigste, at entrere med afholdsfolkene og studenternes rabatordning.
En Bager med ikke mindre end 38 stk. 25 øres Kager fik lov at løbe, fordi Anmelderen ikke ønskede Kagerne konfiskeret, bagefter fortrød Anmelderen det, fordi han kunne gøre en velgerning imod Betlehems små beboere. Meddelte formand I.C. Koefod på foreningens generalforsamling i 1913.
Til årets tombola var førsteprisen en Trøjborg cykel til en værdi af 125 kr.
Tvang afløser de frie markedskræfter
Rigsdagen vedtog den 7. august en lov, der gav indenrigsministeren lov til at træffe foranstaltninger til regulering af priser på levnedsmidler og andre varer.
Regulering, planlægning og tvang afløste de frie markedskræfter.
Smagsudvalg
Bestyrelsen holdt nu sine møder på Tagensvej 18.
Der var indløbet klager på kvaliteten af portvin. Årsagen var, at der på kapslen stod 2 kroner, men den blev solgt for 1,60 kroner. Foreningen opkøbte prøver, og smagte den. Man kunne så konstatere at portvinen ikke var mere værd, og sagen fik ikke konsekvenser for den handlende. Desværre har foreningen ikke sådan et Smagsudvalg mere.
Dengang havde man dog et whisky – udvalg, der arbejdede tæt sammen med Toldvæsenet. Om dette udvalg også smagte på varerne, melder historien ikke noget om.
Den årlige skovtur gik til Danmarks Schweiz, og det var denne gang med damer.
De stigende el – og gaspriser fik foreningen til at foreslå, at lukke klokken 19. Næsten alle forhandlere fulgte opfordringen.
Generalforsamlingen i 1914 blev afholdt i Danas Have, Nørrebrogade 21. Formanden var dog ikke tilfreds med smørrebrødet, men ville ikke klage, da lokalerne var lejet ganske gratis.
Detailhandlerbanken, som havde opbevaret foreningens formue, var krakket et par år tidligere, så Landmandsbanken fik hvervet overdraget. Men så blev formuen overdraget til Bikuben på jagtvejen, det lå lidt tættere på kassererens bopæl.
Fællesrepræsentationen meddelte, at fremmedhjælp skulle være underkastet ulykkesforsikringen, det være sig tjenestepigen såvel som bydrengen.
Bestyrelsen var forarget over at en Fru Prytz havde skrevet en artikel i Hovedstaden,, hvor hun gav udtryk for, at detailhandelen benyttede situationen til at skrue priserne i vejret. Men formanden ville ikke finde sig i de beskyldninger, og skrev en modartikel.
Sæbehuset, Slotsgade 6 tillod sig den frækhed, at sælge en herlig sandkage og ½ pund kaffe for 70 øre. Overretssagfører Magnussen fik derfor en henvendelse fra foreningen. Det kan ikke være rigtig, at et sæbeudsalg kunne sælge kaffe med brød.
Butikken fik senere en bøde på 15 kroner.
Akvavit blev solgt til gammel pris og Zebra øl til 8 øre. En forhandler blev anmeldt til Sø – og Handelsretten, og prompte faldt bøden på 50 kroner.
Kaffeforhandler – bilen solgte kaffe og gav en gratis bog. Det samme skete, når man købte vegetabil – margarine. Også disse forhandlere fik senere bøder.
Det var stadig problemer med at komme rettidigt til bestyrelsesmøderne. Udeblivelse uden lovlig grund til i to på hinanden følgende møder, medførte udsmidning af bestyrelsen.
Foreningen beskæftigede sig med mange ting. Der indløb således klager over frugtterninger til sødsuppe. Disse var usælgelige og total værdiløse fandt foreningen ud af, ved selvsmagning. Velbekomme, siger vi bare.
Politibetjente har selv kolonihaver og ikke anmelderpligt
Kolonihavehandel var foreningen også utilfreds med. En henvendelse til politidirektøren førte ikke rigtig til noget. Han sagde, at mange politibetjente også havde kolonihaver, men de havde ikke anmelderpligt! Der var heller ikke nok betjente, til at kunne foretage razziaer i kolonihaverne.
En del ismejerier blev anmeldt til sundhedspolitiet.
Kjøbenhavns Detailhandlerforening ønskede optagelse i Fællesrepræsentationen, men efter afstemning, blev der sagt, nej.
Mange erhvervsforeninger på Nørrebro
Der var et hav af Erhvervs – foreninger på Nørrebro. Cigarhandlerforeninger, Viktualieforeningen, Vinhandlerforeningern, Ølhandlerforeningen, Petroleumsforhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen og mange flere.
En af dem, Bagerforeningen havde vist interesse i, at blive indlemmet i Nørrebro Handelsforening. De havde en formue på 7.000 kroner, som så skulle indgå i Understøttelsesfonden. Men efter lange forhandlinger blev det ikke til noget.
Kartoffelmel var annonceret, men det viste sig at være majsmel. Foreningen havde sendt prøver til Steins Laboratorium. Opkøb af flasker ved dørene var forbudt, men det foregik livligt på Nørrebro. Også den sag tog foreningen sig af.
En henstilling fra HK om dyrtidstillæg, kunne man godt gå ind for. Man sympatiserede fuldstændig med tanken, og henstillede til medlemmerne, om at tage dette til efterretning.
Værn mod Tobakstrust
Foreningen tilsluttede sig Foreningen til værn mod Tobakstrust, med opfordring til medlemmerne om at forvisse sig, at de tobaksfirmaer, hvis varer, man ønskede at forhandle, var med i kampagnen mod den amerikanske tobakstrust indtrængen i landet.
Oktober 10, 2007
På et møde i 1900 efterlyste formanden M.F. Schmidt en mere videregående sammenslutning af hele detailhandlerstanden for derigennem at forbedre de handlendes økonomi, ved helt at afskaffe tilgift. Tilgift var en form for rabat. Købte man en bestemt vare, var lokkemaden en gratis tillægsgave.
Tillægsproblematikken var igen oppe at vende i juni. Her vedtog man en resolution i hvilket Nørrebro Handelsforening fordømmer tilgifts systemet og opfordrer kollegaer i de andre bydele til at være behjælpelig med at få systemet udryddet.
På et efterfølgende bestyrelsesmøde vedtog man, at ansætte et bud, der skulle aflønnes med 10 % af medlemskontingentet.
Handelstanden havde lav status
Socialt var handelsstanden ikke højt placeret omkring 1900. Indtægterne var simpelthen for små. Det var ikke uden grund at formanden for Nørrebro handelsforening klagede sin nød. Mange var endnu rystede over næringslovens afskaffelse, der betød en stor tilgang til detailhandelen. Det kneb også med at vinde gehør rent politisk.
16 % af detailhandelen ophørte efter et år. Efter fem år var 40 % lukket. Det blev ikke bedre af, at man gav rabat eller prisnedsættelse.
De fleste arbejdere mødte klokken 6 eller 7 om morgenen, og gik først hjem klokken 18 eller 19.
Principielt var det forbudt at arbejde om søndagen på grund af helligdagsloven af 1891. Men der blev givet et hav af dispensationer. De fleste butikker på Nørrebro havde også søndagsåbent i 1900.
Detailhandelsorganisationer
De Samvirkende Handelsforeninger blev ophævet i april 1897. En ny landsorganisation blev etableret. I løbet af de første frem år meldte 37 foreninger sig ind, heraf 20 fra provinsen.
De Københavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation blev stiftet den 14. november 1890 med grosserer Eskild Solomon som formand. Nørrebro Handelsforening meldte sig dog hurtig ud af denne organisation.
65 cykelhandlere i 1900
Ikke kun sporvogne kørte på Nørrebro. Allerede i 1897 var bicykletten kommet til Danmark. Så borgene behøvede ikke mere at være afhængige af det offentlige transportsystem.
I 1892 kunne man læse at damer ride på Cykle, at ingen Mennesker falder på, at vende sig om efter en Cykelrytterske. Tænk i 1900 var der 65 cykelhandlere i København.
Stormøde i Folkets Hus
Den 27. juni afholdtes stormøde i Arbejderforeningens lokaler med tre punkter på dagsordenen:
1. Handelsstandens organisation og dens betydning og nytte for detailhandlerstanden
2. Afskaffelse af tilgiftssystemet
3. Forhøjelse af afgift på brændevin og akvavit
Efterfølgende skrev 500 detailhandlere under på, at de ikke ville give tilgift, og anmodede om, at det blev gjort ulovligt. Man vedtog, at arbejde for faste priser på akvavit og brændevin.
En voldgiftsret blev nedsat. Den skulle gribe ind over for de forretninger, der ikke overholdt de faste priser.
Søndags – lukning indføres på Nørrebro
I 1901 var medlemstallet i Nørrebro Handelsforening nået op på 452 og lukketiderne blev atter diskuteret. En resolution blev vedtaget, hvor det blev opfordret til, at man lukkede hele året klokken 20, undtagen fredag, dagen før helligdag, samt hele december måned. Her lukkede man stadig klokken 22.
Endelig forelå afstemningsresultatet vedrørende hel – søndagslukket. Resultatet var 1106 stemte for, 612 stemte imod og 169 svarede ikke. Læg lige mærke til den enorme antal afgivende stemmer. Det var virkelig mange butikker på Nørrebro dengang.
Med hensyn til aktieselskabers ret til at drive detailhandel, vedtoges en anmodning til Detailhandlersocietetet, om at virke for et forbud i så henseende.
Endvidere foreslog man oprettelse af et oplysningsbureau, eventuelt et inkassobureau over usolide kunder.
Gadeforstanderne, som foreningen havde udnævnt, blev nu sat til at kontrollere om kollegaer opførte sig kollegialt, og en henvendelse fra Brønshøj Handelsforening gik ud på at Nørrebro Handelsforening ikke kaprede medlemmer på den anden side af Lygten.
Klage til politidirektøren
Mange af foreningens aktiviteter foregik nu i Folkets Hus på Jagtvejen. Et stormøde afholdtes i 1901 med følgende punkter:
1. Organisationens betydning
2. Smør og margarine i rabatordningen
3. Indkøbsforeningen
De 100 medlemmer, der deltog, mente, at det var forkasteligt den måde margarinen blev solgt på. Desuden blev der sendt en klage til politidirektøren, fordi der var udbringning af øl.
Igen problemer med en kasserer
Jo, der var nok af sager. Kassebeholdningen havde nået det astronomiske beløb på 463,77 kr. Kassereren fik bevilliget et årligt honorar på 50 kroner. Sekretæren fik bevilliget det halve.
Senere på året viste det sig, at kassereren ikke havde holdt sig til det bevilligede beløb. Han havde taget 250 kroner. Det var anden gang inden for foreningens 10 årige eksistens, at der var problemer med en kasserer.
Trods dette, var der mødt 250 frem til jubilæumsfesten.
Bestyrelsesmøderne foregik nu på foreningens eget kontor i Griffenfeldsgade 5. Lovlige forfald skulle nu skriftlig meddeles formanden.
Appel til Brugsforeningerne
Alvorlige sager var der nok af. Ølhandler P. Jensen i Allerødgade solgte øl under den af bryggerierne fastlagte pris. Mejeriudsalgene solgte flere varer, end de måtte efter foreningens opfattelse. Det største problem var dog Forbrugsforeningerne (Brugsforeningerne)
Emnet på generalforsamlingen i 1902 var da også:
Kan Detailhandlere aftage Konkurrence med Forbrugsforeningerne?
Frugthandler H. Petersen fra Fælledvej stod for dette interessante foredrag.
Tanken bag brugsforeningerne var, at arbejderne ved fællesindkøb og deling af overskuddet skulle medvirke til at forbedre deres kår.
Forsamlingen vedtog en resolution:
I henhold til den af Arbejdsmændenes vedtagende Beslutning om dannelse af en Forbrugsforening vedtager Nørrebro Handelsforening Følgende:
Vi beklager, at der inden for Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os meget nøje forbundne (Såvel ved valg som lockout, strejker m.m.), skulle gøre sig Tanker gældende med konkurrerende Foretagender, at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår.
Foreningen vedtager derfor, at der for vor Stand nu gælder om endnu inderlig Sammenslutning og ved Fælleskøb, at muliggøre de lavest mulige Varepriser, og derved bevare vor Eksistensberettigelse.
Vi håber derved, at kunne overbevise vore hidtidige Kunder om, at Detailhandlerstanden Vedblivende vil arbejde på at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin Plads som Forhandler i Detail.
Modarbejdelse af falsk reklame og uhæderlig konkurrence
Man værnede om konkurrencen. Men medlemstallet var dalende. Derfor blev der ansat en agitator, der fik 25 øre for hvert nyt medlemskab. Det første år tjente denne agitator 4,50 kroner.
Detailhandlerbladet skulle være tvunget medlemsblad for foreningen, redaktør Sigurd Andersen var en stor fortaler for dette arrangement.
En kommission skulle udarbejde et forslag til lov om modarbejdelse af falsk reklame og uhæderlig konkurrence. Tilgiften ønskede detailhandlerne stadig afskaffet, men grossisterne ønskede, at den skulle bevares.
Flere medlemmer havde fået bøde, fordi de solgte Viblys. På forespørgsel til politiet fik man det svar, at lysene var at betragte som fyrværkeri, og skulle opbevares i blikdåser. Og så havde American Tobacco Comagni pålagt detailhandelen, at deres produkter kunne måtte sælges med banderoler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26.-10. 2021
Oktober 10, 2007
Nørrebro Handelsforening var sure på bryggerierne og spritfabrikkerne. De tillod sig den frækhed, at levere til private. Bryggerierne til gengæld mente ikke, at de kunne stoppe salget til gamle kunder.
Tilbage til Lille Ravnsborg
Bestyrelsen vedtog at skifte fra Lille Ravnsborg til Hotel Blågård. Det var nu ikke en god ide. Ventilationen var dårlig, måske var det bestyrelsesmedlemmernes store cigarer, der gjorde udslaget. I hvert fald kom man tilbage til Lille Ravnsborg, her var der også mulighed for et slag kegler.
De kom for sent
Formanden henstillede til bestyrelsesmedlemmerne om at være præcise i deres fremmøde. Men det kneb åbenbart også andre steder. Det utænkelige skete, at årets bal blev aflyst på grund af for ringe tilslutning. Man foreslog i stedet en frokost for foreningens medlemmer.
Det lykkedes at forhandle nogle gode tilbud hjem på petroleum og æg.
Aahuset – det nye mødested
Et sommer mødested Aahuset blev brugt fra 1897. Det var en beværtning, hvor man kunne få smørrebrød og brændevin, skrev Christian Christensen i sine erindringer fra Rabarberlandet.
I et lille skrift fra den tid kan man læse om Aahuset.
Det lå lige i nærheden af Jagtvejen. Det var stadens yderste forpost mod landet. Et besynderligt gammelt hus. Muren bugter sig ud og ind. Vinduerne med deres små ruder, når helt ned til jorden, og der er grønmalede skodder at slå for, når mørket falder på, og lysene tændes derinde. Tegltaget er mosbevokset og hænger så langt ned mod jorden, at når man står på vejen, kan man kigge ind i tagrenden.
Medlemsaktiviteter
Den årlige skovtur gik til Bakken og Vedbæk.
På et ” discussionsmøde” behandlede man problemer med udlån af flasker, der kaldes for ulovlig “omløben” med varer. Det var et alvorligt problem. Endnu en skovtur gik til Lejre, Ledreborg og Boserup. Årets pølsegilde kostede to kroner. Menuen bestod af gåsesteg, sorte og hvide kartofler, brød, smør, ost, øl og snaps. Foreningen var vært for en punch.
Formanden: Telefoner – ikke noget for os
Der var mange seriøse udvalg i foreningen, blandt andet handelsudvalget og fornøjelsesudvalget. Foreningen blev spurgt, om man ville være med til at skaffe 50 telefonabonnenter. Det var betingelserne for at få en lokal telefon. Desuden skulle man binde sig i tre år. Opsætningsudgiften beløb sig til 10 kroner.
Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private. Der er så mange ubehageligheder ved at få forbindelse osv. Denne udtalelse kom formanden med, men ikke alle var enige med ham.
Kredsformænd i forskellige områder af Nørrebro skulle udpeges. De skulle påvirke de forretningsdrivende til enten at melde sig ind i foreningen eller give møde, når de blev indkaldt.
Foreningen fik en god aftale med tændstik-fabrikken Gosh. For hver solgt 1000 tændstikker tilfaldt der foreningen 25 øre. Det skulle tilfalde kassereren for leje af sit lokale.
Bestyrelsesmøderne begyndte dengang først klokken 21. Butikkerne skulle først lukkes, så det kneb gevaldigt for bestyrelsesmedlemmerne at nå frem til tiden. Formanden påtalte det gang på gang. Og Pølsegildet var nu skiftet ud med Kogt Torsk, velbekomme siger vi bare.
Udvalg, til bekæmpelse af stormagasiner
Rygterne gik på Nørrebro. Magasin du Nord ville etablere sig i en nedlagt urtekræmmerbutik i bydelen. Derfor nedsattes et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner. Magasin du Nord stammer tilbage fra 1876 og et andet stormagasin Illum fra 1891.
De havde deres egne fabrikker og styresystemer. De importerede både færdigvarer og råstoffer, og var en trussel for den lille butik.
Det gik nu ikke så godt for det lille udvalg til bekæmpelse af stormagasiner, de havde svært ved at få bevilliget bidrag fra bestyrelsen til deres udgifter. Og Magasin kom til Nørrebro.
En aftale blev indgået med Galle og Jessen. Foreningens medlemmer skulle aftage bolsjer og chokolade for 6.000 kroner for at få yderligere rabat.
Kassereren – med den lange arm
På et bestyrelsesmøde fik den undrende bestyrelse at vide, at regnskabet var i vild uorden. Formanden truede med politianmeldelse, indtil kassereren tilbød at afvikle gælden med en veksel på 125 kroner og månedlig afdrag på 120 kroner. Episoden udløste en alvorlig krise for foreningen.
Opløsning af foreningen, annulleres
I oktober 1898 vedtog man på en ekstraordinær generalforsamling at opløse foreningen, ikke kun på grund af kassererens lange arm, men også fordi, at medlemmerne aldrig mødte, undtagen når der skulle udbetales bonus. Ophævelsen vedtog man enstemmigt. Men på et møde den 9. november, blev man klar over, at kravet om ophævelse skulle have været udsendt 14 dage forud for en ordinær generalforsamling. Og da man nu, trods ringe fremmøde, fik en ny bestyrelse med Christian Engelborg som formand, annullerede man der igennem ophævelsen.
Københavns Kommune overtog i 1898 det jernstøberi, som isenkræmmer M.A. Heegaard havde anlagt på det nuværende Blågårds Plads. Jernovnene spyede i mange år sod og kulstøv over hele kvarteret., hvilket naturligt gav kvarteret øgenavnet Den sorte Firkant. (det er en af forklaringerne).
Søndagslukning – til debat.
På generalforsamlingen i januar 1899 drøftedes spørgsmålet om hel søndagslukning. Meningerne var dog så delte, at man ikke gik videre med sagen. En omfattende lockout kunne også mærkes blandt Handelsforenings medlemmer. Omsætningen blev trykket i 115 dage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26. – 10. – 2021
Oktober 10, 2007
Fattigdom prægede Nørrebros detailhandel, da Nørrebro Handelsforening blev dannet i 1891. Medarbejderne var bundet af slavelignende forhold. Det store spørgsmål var om kvinderne skulle med eller ikke – til den årlige skovtur. Grossister begik den forbrydelse selv at etablere detailhandel. Foreningen sørgede for billige indkøbspriser til sine medlemmer.
I 1862 trådte en ny lov om næringsfrihed i kraft. Det betød, at nye næringsdrivende kunne etablere sig i hovedstaden. Der var aldrig flere butikker af samme slags, end man kunne brødeføde sig selv. Det regulerede de forskellige lav. Desværre fungerede denne regulering ikke evigt. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere erobrede man stueetagen.
Forretningsdrivende havde åbent fra klokken 21 og lørdag til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra 7 til 9 om morgenen, og så igen fra kl. 16 til kl. 21. Det var utænkeligt, at have åbent i kirketiden. Men selv om man ikke havde åbent, var der masser af arbejde i butikkerne.
Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 70erne. Pengene var små, og arbejdstiden lang. Det var trange kår for mange på Nørrebro. Befolkningen kæmpede en fortvivlet kamp for at ændre forholdene. Kundernes købeevne prægede butikkernes trivsel.
Detailhandelen på Nørrebro
Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort. Selvfølgelig var der handlende på Nørrebro dengang i begyndelsen af 1890erne. Men kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis, det ville være utænkeligt i dag. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte, med kardusruller eller med rygende matroser, som også kunne finde på at besøge Nørrebro. Kolonialhandlerne havde 2 – 3 træ Sukkertoppe hængende ned ad fra en stang vinkelret ud fra husets facade.
Hørkræmmerne med hør – eller blårruller på opstående jernspidser. Ofte var det dybe kælderforretninger. Duften var bedøvende af spegesild, tjære og blår. Og høkerne ligeledes ofte i
kældre, ville næppe i dag blive godkendt i fødevarekontrollen.
Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretningerne (Spækhøkerne) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade. Primitivt var det, men det var datidens befolkning vant til. Forfatteren Sophus Scharndorph beskriver livet på gaden (lettere omskrevet):
Social nød på Nørrebro
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold. Det gjaldt om at have en indtjening. Understøttelse var ikke noget man kendte til dengang. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordmoderen kostede 8 kroner. og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. En lejlighed kostede 8 – 10 kroner.
Fattigdommen var enorm. Heldigvis var der nogle, der hjalp. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i en sporvognsremise. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege.
For enden af Korsgade var der en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet blev politiet betragtet som uniformerede voldsmænd.
Nørrebro Handelsforening bliver født
For de handlende var fortjenesten ringe. Der var ingen grænser for, hvad der blev givet i tilgift. Og for at komme dette uvæsen til livs dannede nogle aktive urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg. De allerførste linjer i foreningens forhandlingsprotokol lyder:
Foreningens første formand var købmand Chr. A. Munck, der ligeledes en overgang var formand for den daværende Urtekræmmerforening. Meldingerne i protokollen var sparsomme. I 1893 var der planner om start af en Actie løwetands fabrik. Det har ikke været muligt, at finde ud af mere om dette.
Samme år blev Folkets Hus ( Ungdomshus) på Jagtvejen stiftet som aktieselskab. Huset blev i en årrække samlingssted for mange begivenheder i Handelsforeningen.
Kafferbrænderi
I 1894 diskuterede man oprettelsen af et kaffebrænderi. Samme efterår lavede man en aftale med en sennepsrepræsentant, om at sælge sennep til 25 øre pr. pot. I November meldte foreningen sig ind i Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. En kraftig kontingentstigning blev vedtaget fra 15 øre til 25 øre.
Det var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. De forstod allerede dengang at feste i Nørrebro Handelsforening.
Lersø – slaget
I 1895 var det en særlig begivenhed, der rystede medborgerne på Nørrebro – det såkaldte Lersø slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsgade, og tævede en betjent til døde i Lersøområdet. De fortsatte deres hærgen i Søborg og Dyrehaven, inden de blev fanget og sat bag tremmer.
I juli var der skovtur, denne gang uden damer. Foreningen skulle selv skyde 25 kroner til 50 kroner til turen.
Imod grossister og detailhandel
En heftig mødeaktivitet med Urtekræmmerforeningen og Frederiksberg – samt Vesterbro handelsforening fandt sted. Problemet var, at grossister selv førte detailhandel. Det blev betragtet
som illoyal konkurrence. En plan om oprettelse af et detailgrossist – udvalg blev ikke til noget, fordi de andre handelsforeninger ikke ville være med.
På skovtur – med damer
Foreningen var repræsenteret ved indvielsen af Detailhandlerbanken og H.C. Hein blev frigjort for sine forpligtigelser i festudvalget, da han var syg og sengeliggende. Ballet den 26. januar kostede 5 kroner pr. par.
Lille Ravnsborg blev brugt til bestyrelsesmøder, og i juli tog man en vigtig beslutning. Med fem stemmer mod to besluttede man atter, at den årlige skovtur i 1896 skulle være uden damer. Det var andet år i træk – uden damer. Mon det havde noget at gøre med brændevin?
Det havde åbenbart ikke været en succes, for allerede måneden efter blev der arrangeret en skovtur, denne gang, med damer.
Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et glas punch kunne ikke bevilliges af foreningens kasse, det måtte medlemmerne selv betale.
Nu gik foreningens virke ikke helt op i fest og ballade. Der blev forhandlet på livet løs med leverandører for at skaffe medlemmerne billige indkøbspriser.
Et bidrag på 50 kroner blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Opbakningerne til generalforsamlingerne i de første år var ganske gode. Medlemsantallet var oppe
på 88 medlemmer, og det var 70 – 80 medlemmer, der mødte frem.
De stakkels medarbejdere
For en lærling var udsigterne ikke gode for at overtage mesters urtekræmmerforretning. Med en svendeløn var det desværre umuligt at brødføde en familie. Medarbejderne i 1890ernes
butikker var i en slags afhængighedsforhold til deres arbejdsgivere (principaler) Langt de fleste boede hos deres arbejdsgivere. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme, eller sågar sove under disken.
Et kost – og logi system sikrede lige akkurat, at medarbejderne holdt sig over sultegrænsen. Principalens ord var lov. Det var arbejdsgiverens trang til søvn og frihed, der fastlagde arbejdstiden.
Konkurrencen var skarp. Man konkurrerede på åbningstid, ligesom mange gør i dag. Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men i slutningen af 90erne var der nogle medarbejdere, der forsigtig opstillede nogle krav:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 26,-10. – 2021
Oktober 10, 2007
Lige ved Nordre Fasanvej 215 opstod Novo Terapeutisk Laboratorium og Enzym-fabrik. Her var de allerførste bygninger på Fuglebakkevej, Nordre Fasanvej og Hillerødgade. Da insulinet var opfundet skabte Arne Jacobsen her den hvide fabrik i 1934 – 1935. Her ville man eksperimentere med biokemi, ja det gjorde man jo allerede på Carlsberg.
Arne Jacobsen., blev firmaets husarkitekt helt til sin død i 1971. Han var også med til de store udvidelser i 1960’erne.
Starten
Hvordan startede det hele ? Jo, vi skal tilbage til 1920, hvor professor August Krogh modtog nobelprisen for sin forskning i stofskiftesygdomme. Sammen med sin kone, Marie tog han i 1921 til USA. Her mødte ægteparret diabetikere, der blev behandlet med insulin. Den blev opdaget af de to canadiske forskere
Barting og Best. Parret rejste til Toronto, hvor verdens første insulin-ekstrat blev fremstillet.
Marie Krogh, der selv led af sukkersyge, skrev til dr. H.C. Hagedorn i København, og bad ham om hjælp til at starte en insulinproduktion i Danmark. Man fik rettighederne til at producere insulinen.
Insulin Leo
August Kongsted, som ejede den farmaceutiske virksomhed Løvens Kemiske Fabrik tilbød at betale for forsøgene og hjælpe med at starte en produktion. Han stillede dog den betingelse, at Krogh og Hagedorn kaldte deres første insulinprodukt for Leo.
De første eksperimenter fandt sted i Hagedorns villa og hos Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium, og den 21. oktober 1922 lykkedes det at udskille en lille mængde insulin fra en okses bugspytkirtel.
I marts 1923 behandledes de første patienter med insulin fremstillet af Krogh og Hagedorn. Ikke alle behandlinger var lige heldige. Dog skrev Hagedorn om en ni – årig pige:
Nordisk Insulinlaboratorium
I Foråret 1923 flyttede Krogh og Hagedorn til nye og større lokaler, og Hagedorn opgav sin lægegerning, for at blive leder af laboratoriet som får navnet Nordisk Insulinlaboratorium. Samtidig markedsførte de Insulin Leo på det skandinaviske marked.
Maskinmester Harald Petersen
Allerede i 1910 startede maskinmesteren på Frederiksberg Elektricitetsværk, Harald Petersen med at assistere Krogh på Dyrefysiologisk Laboratorium i sin fritid. Han var et naturtalent til at opfinde ting. Efter, at han i 1917 mistede et øje ved en ulykke på værket, stoppede han som maskinmester, og blev leder af det mekaniske værksted på Dyrefysiologisk Laboratorium. Han var den ideelle mand til at bygge maskinerne til insulinproduktionen.
Broderen ansættes
Det var nødvendigt, at ansætte en person, der kunne analysere de kemiske processer, og her anbefalede Harald sin bror, Thorvald. Han var farmaceut og arbejde på Dansk Soyakage fabrik.
Men Hagedorn og Thorvald kunne ikke arbejde sammen, og det endte med at Hagedorn fyrede ham. I sympati valgte Harald så også at stoppe.
Brødrene starter selv produktion
De to brødre valgte nu selv at udvinde insulin i Harald Petersens villa. I foråret 1924 lykkedes det, at fremstille Insulin Novo. Samtidig konstruerede Harald en speciel sprøjte – Novo-sprøjten, som patienterne kunne injicere insulinen med.
Inden brødrene sendte produkterne på markedet, tøvede de. De var ikke så sikre på, at de kunne klare markedsføringen alene. De henvendte sig til Nordisk, og tilbød et samarbejde. Men Krogh og Hagedorn afviste ethvert samarbejde. Så måtte brødrene klare det selv.
Novo starter
I 1925 danner brødrene Novo Terapeutisk Laboratorium, der producerer Insulin i skarp konkurrence med Nordisk Insulinlaboratorium. Man sender et introduktionsbrev til landets apoteker.
Bugspytkirtler på cykel
Friske bugspytkirtler fra okser og grise blev transporteret fra Københavns Kvægtorv med cykelbud til laboratoriet til en villa på Fuglebakkevej. Kirtlerne blev kørt gennem en hakkemaskine, hvorefter insulinen blev udtrykket som sur alkohol.
Den livsvigtige medicin blev hurtig en efterspurgt eksportvare. Gennem en årrække skete der en kæmpe forskningsindsats på fabrikken på Nørrebro. Penicillin, farmaka, og stor industriel enzym-gærring fulgte i kølvandet på insulinen.
Længere virkning med insulin
I begyndelsen af 1930’erne indser forskerne, at insulinprodukternes virkning var for kortvarig. I 1935 lykkedes det for brødrene at forlænge insulinets virkning.
Men det var på Nordisk det egentlige gennembrud fandt sted.
Hvis der blev tilsat et proteinstof, Protamin, udviklet af regnbueørredens sæd, så var virkningen bedre. Ulempen var dog, at der skulle tilsættes en neutraliserende væske. Det blev canadierne, der kom med den helt rigtige insulin.
Brødrene taber sag
En retssag følger. Hagedorn mente, at Novo havde fremstillet ZPI – insulin ved hjælp af en metode, som Nordisk havde patent på. Harald og Thorvald afviste beskyldningerne og sagen endte i retten. Brødrene vandt i første omgang. Men i Højesteret vandt Hagedorn og Nordisk. Dette betød, at Nordisk nu skulle have andel i de penge, som Novo tjente ved salg af ZPI – insulin.
Bagsværd bliver hovedkvarter
I 1958 blev en industrilaborant oplært direkte på arbejdspladsen, eller kom på et kort, tre måneders kursus efter realeksamen. I dag tager uddannelsen to et halvt år. I 1959 byggede Novo de første laboratorier i Bagsværd, en by som i løbet af 1960’erne bliver hovedkvarter for virksomhedens mange aktiviteter. I 1969 indvier Novo en enzymfabrik i Kalundborg.
Nordisk i knibe
I begyndelsen af 1970’erne var Nordisk i knibe. Virksomheden havde næsten ingen eksport, og satsede mest på det lille hjemmemarked. Forklaringen var, at ledelsen med den karismatiske Hagedorn i spidsen ikke ønskede en udvidet markedsføring af de ellers konkurrencedygtige produkter
Novo udvikler sig
I midten af 1970’erne havde Novo 14 datterselskaber, hvortil kom informations og salgskontorer rundt om i verden. En fabrik blev åbnet i Franklinton, North Carolina i USA.
I slutningen af 1980’erne havde Novo udviklet sig til verdens tredje-største insulinproducent og en af verdens tørste producenter og eksportører af humant væksthormon.
I 1985 lanceredes den nye NovoPen. Med den kunne diabetikere nemt injicere sig med den helt præcise dosis insulin flere gange dagligt. Dette gav en bedre kontrol med blodsukkeret, og komplikationer formindskedes. I 1986 byggede virksomheden en fabrik i Japan, et af verdens største markeder for industrielle enzymer.
Fusionen
1989 fusionerede de to selskaber i Novo Nordisk. I dag laves der insulin til mere end 150 millioner sukkersygepatienter. Endnu en enzymfabrik blev bygget i Curtiba i Brasilien. I dette år lykkedes det Novo også at fremstille human insulin ved hjælp af genteknologi, men virksomheden når ikke at markedsføre produktet før fusionen.
Der satses på hovedområderne
Novo satsede også på at udvikle lægemidler til behandling af sygdomme i centralnervesystemet. Dette forskningsområde blev styrket, da Novo i 1986 overtager medicinalvirksomheden Ferrosan. Som resultat af denne overtagelse, startede Novo produktionen af Seroxat, som et middel mod depression. I 1995 vælger Novo Nordisk at afhænde Ferrosan. Man ønskede at koncentrere sig om hovedområderne.
At være redelig
I 2001 blev salget over en femårig periode fordoblet. Og Novo s motto er at være redelig. Og det hele begyndte på Nørrebro. En række af de lægemidler, som blev udviklet på Novo er ikke medtaget i denne artikel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 04 – 2022
Oktober 10, 2007
Cirka 12 km nord for Tønder ligger Draved Skov. Gennem historien har skoven kun gennemgået ganske få ændringer. Med rette kan man vel kalde den for en urskov. Bevoksningen er meget spændene, derfor er store dele af skoven indhegnet. Masser af botaniske og geologiske undersøgelser er foretaget.
Ordet Draved
Hvorfor hedder det Draved Drav = mose eller sump Ved = skov. Fra et gammelt kort fra omkring 1600 – tallet kan man se, at skoven var betydelig større. Den strakte sig længere i nordlig og sydvestlig retning.
Munkene ejede skoven
I 1173 kom Cisterciensermunke fra Seem ved Ribe og grundlagde Løgum Kloster ved Brede å. De overtog også Draved Skov. Men de måtte kæmpe hårdt for rettighederne. Især var herremanden på Solvig i Hostrup Sogn, Eggert Gjerdsen interesseret i skoven (1492). Med den sidste abbeds død i 1548 kom Løgumkloster Amt ind under Hertug Hans den Ældre i Haderslev. Reformationen havde begrænset kirkens og klostrets magt.
Ulve i landsbyerne
Ulvene var et stort problem. De anrettede stor skade på løsgående kreaturer i skove og på marker. I begyndelsen af 1600 – tallet synes bestanden, at være betydelig formindsket. Men under svenskerkrigen i 1657 – 1660 var bestanden igen at blive øget.
I de følgende 100 år var ulveplagen stor. Under strenge vintre kunne de driste sig ind i landsbyer. Den største koncentration af ulve i Sønderjylland var omkring Draved og i Frøslev Mose.
Kongelig ulvejæger udnævnt
I 1677 blev der udnævnt en kongelig ulvejæger for Jylland og Slesvig. Og minsandten udsendte ulvejægeren Johann Tänzer en jagthåndbog, der gennem tegninger beskrev de forskellige måder, som ulvene kunne fanges på.
Der blev udsat en dusør på 4 Rigsdaler for et voksent dyr og 1 Rigsdaler for en unge. Store klapjagter blev arrangeret. Fælder blev udsat. Bønderne havde pligt til at stille op, og de blev ikke særlig pænt behandlet af skovbetjentene.
Klapjagt
Problemet omkring Draved Skov var, at bønderne fra Tønder Amt ikke måtte drive klapjagt i et andet amt (Løgumkloster). Særlig i 1750 var ulveplagen stor i Draved og syd på ind i Tønder Amt. Næsten dagligt oplevede bønderne angreb på deres kvæg. Efter en klapjagt i 1750`erne blev der hængt ikke mindre end 14 ulve op på en oprejst galge ved Ellum, vest for Løgumkloster.
I slutningen af 1770erne forsvandt ulvene fra Draved Skov.
Bønderne skulle straffes
Hertugen, der nu ejede skoven, havde ansat en skovfoged, til at varetage sine interesser. I et enkelt tilfælde berettes om hængning af en person, der havde hugget træ i skoven og sat ild til vagthuset.
Bønderne lod deres dyr græsse i Draved Skov, men det var strengt forbudt. Hertug Frederik af Gottorp befalede amtmanden at indhegne skoven, og straffe bønderne.
Forst – og jagtbrøderapporter
I første halvdel af 1800’ tallet tales der om en række forst – og jagtbrøderapporter. Som regel var der trætyve, der var på spil. Det var det karlene på de omkringliggende gårde, der ville tjene en ekstra skilling. En af de største fangster fandt skovfogeden hos snedker Hans Jensen i Vennemose. Her lå der 9 ege, 17 birke, 3 elletræer, 15 rønne, 4 popler og 12 linde.
Trætyvene blev straffet med bøde, som undertiden kunne arbejdes af.
Men pas på, når du bevæger dig rundt i Draved Skov. Det kunne jo være, at man havde glemt en ulve-familie. Og det er ganske vist.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15.04.2022
Oktober 10, 2007
Mathias Asmussen måtte have hjælp de sidste to uger, han levede. Han ejede næsten kun det tøj, han havde på. Da han døde måtte enken bede sin værge, Jacob Petersen fra Møgeltønder, drage ind til Tønder for at samle penge ind blandt hendes mands venner og bekendte, for at dække begravelsesudgifterne.
Asmussen gifter sig
Mathias Asmussen var en af Tønders patrioter. Han var født i 1751, og uddannet købmand i manufaktur og galanterivarer. Den 18. september 1778 giftede han sig med Christina Tychsen, datter af borger og hvedebrødsbager, Poul Tychsen.
Masser af aktivitet
I 1779 fik han koncession til at drive forretning med silke, uld og linned. Han udvidede aktiviteterne og rejste til messer i Braunschweig, Leipzig og Hamburg for at sælge de berømte Tønder kniplinger og indkøbe varer til sin forretning i Tønder.
Det unge par flyttede ind i Storegade 9, og en anseelig købmandshandel med kontor og kamre til svende og lærlinge, lagre med skabe og hylder voksede frem.
En fabrik i udsigt
Asmussen satte sig ind i fabriksdrift, mens han var i udlandet. Han vidste at mange fattigfolk i byen manglede arbejde. Der var godt nok en blondefabrik,
og nede i Østergade 40 var der et aktieselskab af kniplingsfabrikanter, der fremstillede tråd til kniplinger. Mange var også beskæftiget med at kniple, men det var ikke alle, der egnede sig til dette arbejde.
Asmussens ide var, at der i de små hjem skulle spindes uld, som derefter skulle videreforarbejdes til stof. En sådan fabrik, var noget helt nyt i Tønder. Men det krævede viden, maskiner og penge.
I Bremen kendte han en strømpevæver, Heinrich Benten. I forvejen fremstillede han strømper til købmand Tychsen og enkefru Richtsen i Tønder.
I 1782 foreslog Asmussen, at Benten skulle komme til Tønder, og starte en produktion af uldhuer og strømper på grundlag af garn spundet af fattige arbejdsløse. Fabrikken skulle ikke være et almindeligt profitforetagende.
Magistraten stillede penge og lokaler til rådighed og alt var parat i 1783.
Hue – strømpe og linnedfabrik
Et skib afsejlede fra Bremen med vævestole, redskaber, tre svende og en pige til at betjene det indviklede maskineri. Den 29. marts 1784 gav kongen endelig sin godkendelse af hue – strømpe – og linned-fabrikken med tilhørende farveri.
Fabrikken startede flot. Allerede efter første år ville produktionen overstige 1.000 Rigsdaler. Kvaliteten var bedre. end det man kendte i forvejen. I 1785 var der syv vævestole i gang, og i alt 50 mennesker fandt beskæftigelse.
En ny fabrik starter
Asmussen fik blod på tanden. Han indledte et samarbejde med en af de store kniplingskræmmere Boy Thamsen i Møgeltønder. Det var planen at begynde i det små. Man startede med et indskud på ti aktier af 500 Rigsdaler.
Spindemester og uldsorterer Jacob Heuler fra Wiesbaden blev hentet til Tønder. Østergade 29 blev købt og straks nedrevet, og en ny fabriksbygning blev opført. I Tønder hentede knap 50 kvinder uld til spinding hos Asmussen og andre fik arbejde med at kæmme og sortere.
Også i Ribe blev folk sat i arbejde. I Møgeltønder i Slotsgade 25 opførte Asmussen også et spinderi sammen med Boy Thamsen. Pludselig var i alt 226 mennesker i beskæftigelse, deraf 130 fattige indbyggere og børn i Tønder, 80 personer på landet og 161 i Ribe.
Asmussen udgør en fare for kniplingsindustrien
Men ikke alt gik lige godt. Det alvorligste angreb kom fra Magistraten i Tønder. Den eksklusive forsamling af købmænd og kniplingshandlere var svær at bide skeer med.
Man frygtede et afbræk i den lukrative produktion af kniplinger den eneste kilde til byens næring og erhverv. I 1790 skabte denne industri beskæftigelse til 16.000 piger i Nordslesvig, og skabte stor rigdom til en række familier i Tønder (Popsen, Richtsen, Tychsen m.m.).
Magistraten mente pludselig, at der var virksomheder nok i Tønder, og de fattige kunne bare begynde at kniple. Man mente, at Asmussen ville få kvinderne væk fra kniplebrættet over til spinderok.
Magistraten kunne ikke bevillige skattefrihed, som kniplingsindustrien havde. Man mente også, at Asmussen skulle indberette, hvor de beskæftigede kom fra, så kniplingsindustrien ikke blev truet. Ja man tillod sig endda, at mene, at man godt kunne have været hans fabrikker foruden. Den model, at det skulle hjælpe
de arbejdsløse var blot et blindværk, mente Magistraten.
Asmussen fik endog Grev Schack til at hjælpe sig. Gang på gang fremhævede Asmussen sin velmente hensigt med fabrikkerne. Til sidst opnåede han skattefrihed i tyve år, man han måtte kun ansætte dem, der ikke duede til at fremstille kniplinger.
En fjerde fabrik startes
I Februar 1787 ansøgte Asmussen og Thamsen om lov til at fremstille vævede kniplinger, bånd og tråd med tilhørende garn blegeri. De bad om toldfri indførsel af silketråd og garn, samt uhindret salg af varerne i Danmark, og et forskud på 5.000 Rigsdaler. Man anbefalede fra Magistratens side støtte, men frarådede skattefrihed. De 5.000 Rigsdaler fik man heller ikke.
Asmussen starter østerseventyr
Partneren Thamsen var formuende, det var Asmussen ikke. Han havde til sine foretagender indhentet store lån. Han havde endnu ikke fået nok. I 1789 forpagtede han for seks år alle de kongelige østersbanker i Ribe Stift, Haderslev, Tønder og Husum amter, altså ved Fanø, Sønderho, Manø, Rømø, List, Før,
Anrum og Pelworm. De vigtigste banker lå dog ved Rømø.
Som sikkerhed måtte Boy Thamsen, dr. Repsold, samt delefoged og rests-skriver Paul Dethlefsen i Ballum stille en betydelig kaution.
Fangstfloden blev udvidet fra 10 til 18 fartøjer. Allerede i 1789 måtte han bede om henstand, men i 1794 sluttede han kontrakt om fiskeriet på livstid. Men i de følgende år blev han gang på gang truet med udpantning.
På vej ned af bakke
Den ene efter anden handelspartner frygtede for deres tilgodehavender. Flere fabriksinteressenter bad om, at få deres indskudte kapitaler tilbagebetalt. Asmussen kom i likviditetskrise. Først måtte han afvikle sin købmandshandel, og derpå fabrikkerne. Fabrikken i Tønder havde ikke givet det forventede afkast, så efterhånden var det hele blevet samlet i Møgeltønder.
I 1795 og 1796 væltede fordringerne ind over ham, tilliden blandt medaktionærerne var også forsvundet.
Asmussen gifter sig igen
I 1792 var hans kone død fra fem børn. Han giftede sig igen i 1795. Onde tunger påstod, at det var for pengenes skyld. I 1794 købte han godset Lindeved ved Flensborg i konens navn.
I slutningen af 1796 solgte han alle sine værdier. Men værdier slog langt fra til. De samlede krav løb op på 190.754 mk. Han overlod fabrikken i Møgeltønder
til Boy Thamsen og Boy Boysen, og drog med familien til Lindeved. Men kreditorerne ville ikke lade ham i ro. Magistraten var i en vanskelig situation.
Konkurs
På Lindved var han begyndt at brygge øl og brænde brændevin. Men kreditorerne kom nærmere. I Tønder måtte hans gode ven dr. Repold udstede den ene kaution efter den anden i forbindelse med østersforpagtningen.
I Overretten erklærede man Asmussen konkurs, og det lykkedes ikke at holde Lindved ude.
Hvordan gik det med fabrikkerne
Den delvis kommunalt finansierede hose – og strømpefabrik fortsatte uanfægtet med godt resultat under købmand Joh. Hanquists ledelse, lige til tabet af det vigtige marked Norge i 1814. Herefter fulgte afsætningsvanskeligheder, og efter en gradvis hen-syngende tilværelse, blev fabriksbygningen Østergade 56 i 1829 overladt en lærer fra seminariet som tjenestebolig.
Asmussens egen aktiefabrik gik i stå før konkursen.
Fabrikken i Møgeltønder gik heller ikke så godt. I 1809 berettes det om, at fem personer var beskæftiget i fabrikken. Det sidste af Asmussens projekter holdt helt til 1833, så døde produktionen i Møgeltønder endeligt.
Endnu mere modgang
Under Lindeveds konkursbehandling den 15. – 17. april 1799 kom vennen dr. Repold igen til hjælp. Han købte en del af indboet og lånte det til Asmussen. Familien tog til Haderslev, hvor Asmussen tog borgerskab som købmand for den arv, der var sat til side til børnene af første ægteskab.
Men ak, den 12. juli døde sønnen Hans. Den 18. juli fik Asmussen en datter, som kun blev en time gammel. For at det ikke skulle være nok, så døde hustruen den 27. juli.
Gift for tredje gang
I 1801 havde dr. Repold i Tønder mistet tålmodigheden, han krævede de udlånte møbler tilbage. Den 29. september 1802 blev det store gavlhus i Haderslev, Møllepladsen 6 som en del af konkursboet overtaget af staten.
Den 30. november 1802 giftede han sig i Åbenrå til sin tredje kone.
Asmussen bliver hædret
På fabrikken i Østergade 29 havde han på en indskrifts-tavle skrevet
I første bind af Schleswig – Holsteinissche Provinzialberichte kunne man i 1787 læse følgende:
Gravminde i Møgeltønder
Asmussen blev sikret en pæn begravelse, ja endog et gravminde i Møgeltønder Kirke. Dog blev den udhugget på bagsiden af en tidligere brugt sten.
Enken levede i Tønder helt til 1861, underholdt ved hjælp fra et legat stiftet af en onkel, gehejmeråd Carstens Asmussen fik dog ikke opkaldt en vej, allé eller gade efter sig lige som Popsen eller Richtsen
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15. – 04. 2022