Da Christian den Tiende red over grænsen den 10. juli 1920, rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen løftede hende op til sig på hesten. Hun fik et kys på panden og red et stykke med kongen.

 

Johanne fra Højer

Pigen var et symbol på genforeningen. Hun hed Johanne Braren og var plejedatter af sognepræst Braren i Højer.

Kongen havde faktisk jævnlig forbindelse med hende efter denne hændelse og forærede hende et guldarmbånd ved hendes konfirmation.

Denne pastor Braren var egentlig den tyske præst i Højer, men forsøgte at tilfredsstille både den tyske og danske menighed. Han betragtede det som et mistillidsvotum, da den danske præst, Nielsen blev ansat.

 

Kongens uheld

Da kongen efter at være kørt i bil til nord for Haderslev, atter ville stige til hest for at ride ind i byen, viste det sig at hesten var uregerlig. Efter flere forsøg, lykkedes det omsider at komme i sadlen. Men med et bukkespring blev kongen kastet til jorden. Han fik tillige et ordentlig spark på indersiden af låret. Rolig og fattet satte kongen sig i sadlen på en roligere hest. Men resten af turen rundt i Sønderjylland foregik i bil. Et øjenvidne beretter om en meget haltende konge under besøget i Tønder.

 

Et gribende øjeblik

Billedet af kongen på den hvide hest ved grænsestedet Frederikshøj nær Christiansfeld har høj symbolværdi for alle sønderjyder. Kongen var også synlig bevæget over den modtagelse, han fik. Han blev fuldstændig grebet af stemningen. Han blev symbolet på alt, hvad der var dansk. Efter 56 års afsavn blev han offer for en hel landsdels hyldest og glæde.

I Carl Dumreichers stemningsfulde reportage fornemmer man noget af stemningen:

• Nu var Kongen lige ved Æresporten. Han har taget sin Chako af og hilste med smaa Nik til begge sider. Man kunde se, hvor bevæget han var. Nu var det, som holdt han Hesten an og saa til vejrs mod Indskriften og Flagene ovenover, som rørte sig i Morgenvinden. Og nu – der er i dette Øjeblik fuldkommen stille omkring ham – er Kongen lige under Æresporten. En dæmpet Trommehvirvel – og Kong Christian den Tiende er redet over Grænsen ind i Sønderjylland. Et kort Kommandoraab – og nu rasler det af Geværer, der præsenteres, og Honnørmarchen smælder fra Trompeterne. I samme Nu slaar Hurraraab og Hyldesthilsner sammen om ham.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Når episoden havde så stor symbolværdi, ja så skyldes det den synske Jomfru Fanny (1805 – 81) nede i Aabenraa. Hende som man også ville gøre til kongedatter, men se det er en helt anden historie, som vi kan komme ind på ved en senere lejlighed.

Kort før hendes død forudså hun Genforeningen:

• Det bliver ikke Christian den 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt……..

 

Den hvide hest

Kongen på den hvide hest, var en virkeliggørelse af en folkedrøm. Indtoget i Sønderjylland kunne ikke foretages på andre måder. Hesten var transporteret fra nordøst for Hadsund til det sønderjyske. Kort efter ridtet blev hesten aflivet og gravsat i en høj på Visborggaards jorder ved Hadsund under en sten med indskriften:

• Den hvide hest – Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.

En af dens hove blev efterfølgende indfattet i sølv og foræret til kongen. Den fik sin faste plads på hans arbejdsbord.

 

Kongens dagbog

I sin dagbog skrev kongen selv:

• Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” løs uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg fyldte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig, med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig på Hesten.

 

Kongen ville have hele Slesvig

Christian den Tiende så gerne, at hele hertugdømmet kom tilbage til Danmark. Han var stærk uenig med regeringen på dette punkt. Han syntes, at Scavenius var alt for egenrådig og ensidigt tyskervenlig i sin grænsepolitik.

Til sin fortrolige, finansminister Edvard Brandes sagde han:

• Jeg førte ikke – og agter ikke at føre – en personlig Politik uden om Rigsdagen, men erkendte, at mine Følelser hvilede på den historiske Danevirke-grænse– idet Slesvig efter min Opfattelse strakte sig saa langt.

Kongen mente alvorligt, at de tyske slesvigere ville være loyale over for ham.

 

Afstemningszoner er roderi

Den 30. juni 1919 blev der afholdt Statsråd i anledning af den endelige fredsslutning og sønderjyden H.P. Hansens indtræden i regeringen som særlig ansvarlig for sønderjyske anliggender. Ved den anledning udtalte kongen:

• Jeg kan ikke ved den lejlighed undlade at mindes min højtelskede Bedstefar, hvis Vugge stod i Slesvig – et Forhold, der bevirkede, at han i Begyndelsen af sin Regeringstid her hjemme stempledes som Tysker – og som aldrig glemte sine Landsmænd. Ligesom jeg ogsaa mindes mine højtelskede Fader, der havde mere berettiget til at opleve denne Tid end jeg, som saa ufortjent i min korte Regeringstid skal opleve denne Lykke.

Kongen fastholdt sine synspunkter, og var mest stemt for en situation før 1864. Han mente at optællingszonerne var et roderi.

 

En bevæget konge

Måske var det alle de tanker, som gik igennem  kongen, da en pige fra Højer, faldt ham om halsen – den 10. juli 1920 ?

Kilde:

• Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen – et portræt af Christian 10.  Gyldendal 2007.
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

• Efter at artiklen er skrevet har vi i andre artikler beskrevet denne tur over grænsen. Ligeledes har vi en artikel med Johannes plejefar, Pastor Draren samt to artikler om den hvide hest. 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 

Redigeret 10. – 12. 2021

For et par år siden fik vi i Nørrebro Handelsforening en henvendelse fra Nørrebros Teater. De ville gerne have at lokalbefolkningen brugte lokalerne noget mere. Det var vi meget interesseret i, og begyndte at planlægge nogle aktiviteter. Men inden vi egentlig kom i gang, var teaterdirektør Per Pallesen pludselig
væk. Han var afløst af yngre kræfter. En af hans bemærkninger husker jeg.

• Hvis man ikke har råd til at tage på ferie, skal man bare tage en tur på Nørrebro. Her er hele verden samlet i et meget farverigt skue.

Ja lige så farverig som Nørrebro er, kan man også sige historien om Nørrebros Teater er. Flere gange har man kæmpet for livet, og i lange perioder var det virkelig lokalbefolkningens teater.

 

Fornøjelser på Nørrebro

En svinggynge hentet i Rusland var i begyndelsen af 1820´erne den store fornøjelse på Nørrebro. På Fælleden blev der arrangeret hestevædeløb, og i 1820 blev der i en af Blågårdens fløje indrettet teater. Det var den venetianske artist familie Petoretti, der kunne byde på en bred vifte af underholdning. Det var lige fra pantomimer til forevisning af elefanter. Men teatret brændte i 1833.

En kreds af intellektuelle fandt sammen og stiftede allerede i 1790´erne Det Forenede Musikalske Selskab på landstedet Solitude. Her kom senere Holbergs Minde til.

Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningen var dannet med det formål at:

• ved Samtale og passende fornøjelse at søge en for Mand og Borgere Anstændig Moro efter deres Arbejde.

 

Gang i Store Ravnsborg

I 1835 købte foreningen foreningen Store Ravnsborg for 14.000 Rigsbankdaler sølv. Dansesalen blev udvidet og lokalerne pudset op. Nu skulle der afholdes aftenunderholdning og optræden af tidens populære kunstnere.

Man betalte gerne 300 Rigsdaler for en optræden. Bagefter var det Husorkestret på 14 mand, der spillede op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen.

Unge uberygtede Mænd kunne optages som dansende Medlemmer for 5 Rigsdaler årligt, hvis ellers balinspektøren, fabrikant Møller kunne godkende dem.

 

Teatret starter

I 1856 solgte man de omkringliggende grunde for at skaffe midler til et nyt selskabs – og danselokale. Men planerne blev ikke rigtig til noget. Hele Store Ravnsborg blev den 18. juni 1884 solgt til brygger K.C. Hansen og overretssagfører Schytte. De ønskede at omdanne stedet til teater.

I begyndelsen stod Det Overgaard’ ske Varieté Selskab for virksomheden.

 

Ferdinand Schmidt

I Nationaltidende stod der den 7. juni 1886 at Ferdinand Schmidt havde fået bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg i den kommende vintersæson. Han omdøbte straks stedet til Nørrebros Teater.

Denne Ferdinand Schmidt havde oplevet lidt af hvert. Han var en glimrende skuespiller, men var gået fallit flere gange. Han sad mange gange i en celle på Blegdamsvej. Denne celle omdøbte han ganske passende til Sindshvile.

 

Begrænsninger

Schmidt fik malet fortæpper, der forestillede Dronning Louises Bro. Broen var dog endnu ikke helt færdig, og det var ikke et menneske at se på broen. Morgenbladet mente, at årsagen til dette, var at alle var taget i teatret.

Det var en betingelse ved den bevilling, Schmidt havde fået. Forestillingerne måtte ikke vare længere end 45 minutter.

 

Præmiere med brand

Til præmieren var der engageret 10 skuespillere. Den mest berømte var Frederik Christensen. Pludselig opstod der en mindre brand, men det opdagede direktøren ikke. Men i teaterkredse er en brand på scenen tegn på lykke og held for et teater, og det fik Nørrebro Teater brug for i fremtiden.

Et 12 mands orkester uden antydning af smil, bidrog til festlighederne. Ja det var det datidens medier kunne berette. Teatret måtte kun optræde
med seks skuespillere af gangen. Så ofte måtte figurer med bevægelige hoveder gøre det som ekstra skuespillere.

 

Sekunda teater

Schmidt vidste, hvad publikum ville have. Men han var underlagt mange restriktioner, og han havde svært ved at nå sine egne mål.  Inde fra byen var man bange for konkurrencen. For den etablerede teaterverden udgjorde broteatrene den letbenede underholdning. Ja man kaldte det sågar for sekunda-teater.
Schmidt havde fået nok og forlod Nørrebros Teater.

Et ungarsk militærorkester lejede derefter teatret, og på Folketeatret var man glade. Man var sluppet for en konkurrent. Men for Nørrebro – borgerne var tabet smerteligt. En hel familie på Nørrebro kunne komme i teatret for det samme som det kostede for en billet til  Det Kongelige Teater.

 

Schmidt tilbage

En kreds af Nørrebro – borgere indsendte en samlet anmodning om, at beholde deres teater, men forgæves. I stedet blev teatret lejet til en Tivoli – restauratør, der lavede varieté i lokalerne.

Men med restauratør Stephensen i ryggen flyttede Ferdinand Schmidt tilbage til Nørrebro. Bevillings-systemet var også blevet ændret, nu var der knap så mange restriktioner.

Den 29. juli 1902 startede man med sommerrevyen København N. Revyen spillede for fulde huse hele 175 gange. Schmidt og Peter Vith udgjorde en fælles direktion, og opnåede et pænt overskud. De Schmidt døde, fik Peter Vith. ene bevilling. Man indgik en aftale med Frederiksberg Teater, så man ikke indbyrdes
skulle konkurrere.

 

10.000 fulgte ham til graven

En af de store stjerner på Nørrebro var William Gerner. Hans privatliv var dog meget stormfuldt. Ved hans død  i 1899 fulgte 10.000 af københavnere ham til graven.

Kristine Friis Hjorth skulle spille primadonnaen og ikke meget var overladt til fantasien især for de mandelige gæster. Man var dog bange for censuren. Men herfra lød budskabet blot, at der bare skulle lidt frynser på det rosa-røde korset.

 

Alberti forbød sommerrevyer

Da Alberti i 1908 blev justitsminister, forbød han ordet sommerrevy. På Frederiksberg og i den øvrige provins kunne han forbyde det, men ikke på Nørrebro. Her rakte hans kompetence ikke. Det var i øvrigt ikke langt fra Nørrebro teater, at Alberti mange år efter blev kørt ned af en sporvogn, efter at have siddet indespærret i mange år på grund af bedrageri.

 

Frederik Jensen og Anton Melbye

Den 15. maj 1911 takkede Peter With af som direktør. Han havde tjent gode penge i de 19 år, han var direktør. Nu blev stolen overgivet til Frederik Jensen og Anton Melbye.

Det var ikke fordi skuespillerne på Nørrebros teater var godt lønnede, bortset fra stjernen over alle, Frederik Jensen. Særlig når det gjaldt andet og tredje geled, var det ikke meget at hente.

De fik så flere penge ved at være med i film. Den danske filmindustri eksploderede efter århundredeskiftet. En af succeserne var Fyrvogn og Bivogn. Og den ene halvdel af dette makkerpar var ansat på Nørrebros Teater.

 

Servering – et vigtigt element

Ofte måtte teatret tænde det røde lys, da det ofte var udsolgt. Bygningens ejer besluttede derfor, at udvide tilskuerrummet. Hidtil havde det været plads til 700. Servering var et vigtigt element, men ofte var lokalet alt for tiltrøget.

Nu blev der plads til yderligere 300, og loftet blev hævet. Nu var det også muligt at se film i pausen. Hele ombygningen kostede 140.000 kroner.

I sommeren 1922 trådte Frederik Jensen ud af direktionen og overlod direktionen alene til Anton Melbye. En af de store forestillinger var Ebberød Bank, som kunne minde lidt om Landmandsbankens krak.

 

Jacob Gade

I 1926 var det komponisten Jacob Gades tur til at blive direktør. Det var også ham, der komponerede de meget iørefaldende melodier. Tangoen gik sin sejrsgang over hele Europa. Betty Nansen overtog også teatret. Hun lejede sig ind, og ni gange i træk var al servering forbudt på teatret.

Schøler Linc og Carl Fischer blev de bærende kræfter. Som 25 årig debuterede sidstnævnte med et honorar på 1 krone pr. aften plus kaffe med wienerbrød og en cigar.

Lykken vendte. Anmeldelserne var katastrofale og Gade forlod pludselig teatret. I fællesskab forsøgte personalet at gennemføre hele sæsonen 1927

 

Oswald Helmuth smidt ud

En hvis Hr. Oswald Helmuth forsøgte allerede som 18 – årig i 1912, at komme ind på teatret. Egentlig hed han Oswald Helmuth Herbert Pedersen. Men det kunne man ikke hedde som skuespiller, og der var allerede en 3 – 4 stykker, der hed Pedersen. Han kom ikke ind i første omgang.

I 1919 fik han seks replikker i et stykke på Nørrebros Teater. Det var han meget fortørnet over. Han klippede replikkerne ud af manuskriptet, lagde dem i en tændstikæske, og afleverede tændstikæsken til ledelsen. Han røg ud med det samme.  Først i 1928 vendte han tilbage.

 

Liva Weel

Frede Skaarup, Scalas direktør siden 1912 havde lejet sig ind på Nørrebros Teater og med ham fulgte også Liva Weel.

• Satire, kådhed, charme. Jubel, kælenskab, fest, stilhed. Alt kan hun, dette sære pigebarn, Liva,

sådan skrev BT.

Livas kunstneriske samarbejde med Poul Henningsen startede her på Nørrebros Teater. 150 gange opførtes det første stykke. Men PH var ikke tilfreds. Det gav han højlydt opmærksom på.

 

Liva og Skaarup går i vrede

I 1930 fortsatte Emanuel Gregers lejemålet. Frische og Skaarup fortsatte som direktører. Men stemningen var ikke god. Frische gjorde opmærksom på, at han hverken havde brug for Liva eller Skaarup. De to forlod derefter Nørrebros Teater i vrede.

I stedet tiltrådte Johannes Meyer som meddirektør, og han fortsatte selv efter 1931.

 

Teatret brændte

Et cigaretskod var antagelig årsag til, at teatret brændte den 14. december. 14 dage forinden var teatret solgt af Alex Frische til den velhavende slagter, Carlo Riis for 448.000 kroner. 100 ansatte stod pludselig uden arbejde og indtægt.

 

Stauning indvier nyt teater

Statsminister Stauning indviede det nye teater. Selv havde statsministeren skrevet flere teaterstykker, der blev opført på Arbejderteatret. Men hvad var nu det. Pludselig var s´et forsvundet i navnet. Og ikke nok med det. Tilskuerantallet var nu øget til 1150. Væk var hyggen. Nu var teatret blevet funktionelt.

Ja og så havde en 12 årig purk debut. Han hed såmænd Buster Larsen.

 

Johannes Meyer konkurs

Tiden var knap på Nørrebro. Pengene sad ikke mere så løse. Salen kunne langtfra fyldes. Billetterne blev sat ned til det halve. Ved nytårstid var det slut. Johannes Meyer blev erklæret konkurs. Personalet overtog driften.

 

Arne Weel holdt i to år

Efter lange forhandlinger kunne aviserne i 1933 fortælle, at Arne Weel havde lejet Nørrebros Teater for en 5 – årig periode. Men så længe holdt han ikke. Efter to år havde han fået nok. Han syntes, at konkurrencen var for stor, og udgifterne for store.

 

Else Gunnlögsson

Den 30. april 1935 lukkede Nørrebros Teater. Der var ikke mange, der troede, at teatret skulle genåbne. I sidste øjeblik meldte skuespilleren Else Gunnlögsson sig. Hun kunne sammen med Thorwald Larsen stille med de 100.000 kr. , der krævedes for at få bevillingen. Nu var det slut med det folkelige. Politisk teater havde nu overtaget. Men publikum svigtede. Det blev et meget dyrt bekendtskab.

Cirkusrevyen gæstede Nørrebro i 1938. Revyens direktør Carl Holst forsøgte sig med to forestillinger hver aften. I februar var det Familien Ryvang kl. 19.30 og Nørrebro Revyen 1938 kl. 21.30.

 

Folkeaktier

Et cubansk danseensemble gæstede også teatret. Men den 30. april var det slut. Carl Holst droppede Nørrebros Teater. Den ene direktør efter den anden satte penge til. Teatrets tidligere kappelmester, Carl Johan Brening – Petersen meldte sig som direktør. Der skulle tegnes folkeaktier på mindst 80.000 kr. for at
fortsætte driften. Det lykkedes til fulde.

Nørrebros Teater annoncerede med Stort kor, Stort orkester og Stort udstyr. En ny stjerne var også blevet født. Hans Kurt. Musicals, operette og opera fulgte på scenen i Ravnsborggade.

Man havde byens billigste priser. Fra 1.55 kr. til 4.85 kr. Publikum strømmede til og adskillige transmissioner kunne aflyttes i radioen. Men overskuddet var ikke stort.

Da Else Marie opdagede, at Hans Kurt’ s løn var mellem to og tre gange højere end hendes, sagde hun stop. Men hun arbejdede dog senere freelance på teatret.

Poul Reichard

Besættelsen foregik nogenlunde roligt. Salen var anerkendt som beskyttelsesrum. Da spærretiden blev indført, måtte man starte tidligere på dagen. En af de succesfulde skuespillere, der startede på teatret var Poul Reichard. Han startede allerede i 1931 i Fra Kap til Kronborg. Han blev folkeeje i forestillingen i Styrmand Karlsens flammer, Den skønne Helene og Flagermusen.

Nørrebros Teater søgte en mandelig sanger, helst tenor til at synge i koret. En ung kontormand fra Amager læste annoncen og meldte sig til teatret. Samme aften debuterede han som urtepottesælger. Mandens navn var Poul Bundgaard. Allerede som baby debuterede han på film, kun 4 måneder gammel.

 

Store musicals

I 1948 døde Brening – Petersen pludselig af et ildebefindende.  En række store amerikanske musicals blev i det følgende præsenteret på Nørrebros Teater.
Annie get your gun, Kys mig Kate, Oklahoma, Showboat.

Teatret blev landets førende musical – teater. Publikum strømmede til. Der var dog lidt problemer omkring Annie get your gun. Grethe Thordal skulle affyre et gevær på scenen. Politiet gjorde indsigelse, for Grethe havde ikke våbentilladelse.

Direktør Lyngby – Jepsen skummede fløden. I 1952 overlod han pladsen til Henry Schmidt.  20 skuespillere og 3 elever var på lønningslisten. Men der fulgte nu opsætninger havde ikke nok gennemslagskraft. Først med Den grønne elevator med Helge Kjærluff Schmidt oplevede teatret igen en succes.

 

Aage Stentoft

Aage Stentoft købte Nørrebros teater og foretog en omfattende ombygning. 7. januar 1955 åbnede han det moderne show – mekka i Ravnsborggade. Can
– Can nåede 200 opførelser, mens Frk. Nitouche kun nåede op på 45 opførelser.

I slutningen af 50’erne var TV’ et  ved at blive hvermandseje. Den folkelige underholdning var kommet i miskredit. Teatret tilhørte i stigende grad en lille eksklusiv skare.

 

Radio Merkur overtager bygningerne

I sæsonen 1959 – 1960 blev der ikke spillet teater. Men Stentoft tjente en masse penge ved internationale opsætninger bl.a. på My Fair Lady. Han flyttede til Schweiz, og kunne derfor ikke fortsætte med bevillingen på Nørrebros Teater.

Ingen søgte bevillingen, så derfor blev bygningerne solgt til piratsenderen Radio Merkur. De skulle bruge bygningerne til at producere underholdningsprogrammer, der via et skib ude i Øresund blev sendt ud i æteren.

Danmarks Radio var ikke fulgt med tiden, men nu vågnede de pludselig op. Program 3 blev oprettet og en ny radiolovgivning så dagens lys. Radio Merkur blev opbragt af politiet.

 

Alex Brask -Thomsen

Nørrebro – bygningerne blev solgt til Aktieselskabet af 8. juni, der havde finansmanden Alex Brask – Thomsen som hoved-interessent. Man frygtede, at der skulle indrettes en bank i lokalerne, men Helsingør – revyens direktør, Herman Gettin overtog bygningerne.

Aage Stentoft vendte tilbage med et par forestillinger. Gettin døde, men teatret blev udvidet med nye lys – og lydinstallationer. Men et par år lå bygningerne øde og ubrugte. Teatret fik navneforandring til Scala og blev nu stadsteater. I folkemunde hed det dog stadig Nørrebros Teater. Karen Marie Løvert overtog for et par år teatret.

 

Leon Fedder

I 1981 overtog Leon Fedder rollen som direktør. Han valgte ved sin tiltrædelse, at omdøbe navnet til Nørrebros Teater. En af de første opførelser blev overhalet af virkelige begivenheder. Et stykke, der hed Nørrebros Lyksaligheder handlede om Nørrebros Befrielseshær, der gravede sig fri af en befæstning ved Skt. Joseph Hospital. Men så kom stormen på Byggeren, og tunnelen ved Allotria.

Stykket måtte skrives om. Erik Paaske, Jens Okking, Flemming Enevold, Benny Hansen og Daimi havde hovedrollerne. Stykket fik en hård medfart i medierne, men blev set af 35.000 mennesker.

Men det tog dog Fedder en hel sæson, for at få teatret helt op i omdrejninger. Kunstnerisk bevægede teatret sig nu på alle yderpunkter. Der var flotte besøgstal. Tommy Kenters Nattevagten blev en slags kulmination.

Politiske kræfter ville dog have teatret lukket. Om det var fordi, at teatret ikke mere var decideret morskabsteater eller musikteater skal være usagt.

Borgmester Weidekamp var dog ikke indstillet på at lukke teatret. I sidste øjeblik blev teatret reddet, takket være stor opbakning fra publikums side.

 

Ny ombygning

Efter at Sound of Music blev opført i 1985, lukkede teatret atter, og en omfattende renovering blev foretaget. Teatret var lukket cirka to sæsoner, men til gengæld fik man meget ud af de 16 millioner kroner, som ombygningen kostede.

Den 6. marts 1987 genåbnede teatret. Man fik dog en hård medfart i anmeldelserne. Man leflede for åndssnobberiet, sagde datidens smagsdommere. Selv om teatret var blevet stadsteater og kommet ind under Arte, ja så var budskabet klart fra politikerne. Man skulle få det til at løbe rundt.

 

Per Pallesen overtager

Fedder søgte sin egen stilling i 1991 og fik den selv om det var ved at gå politik i den. Grease gik hele 58 gange. Det unge publikum havde fået øje på Nørrebros Teater. Af andre succeser kan nævnes Fame. Fedders afslutningsforestilling blev Show Boat.

Den første forestilling som Fedder satte op, var Spillemand på en tagryg med Per Pallesen i hovedrollen, og det var ham, der fortsatte som direktør i 2001.

Og her slutte vores historie. Per Pallesen blev i 2007 afløst af yngre kræfter. Teatret lever videre. Vi fik ikke nævnt alle de andre skuespillere, der også har optrådt her. Men det har været mange.

• Vores artikel er skrevet i 2007. Siden er det sket en masse på Nørrebros Teater. Men det må vi høre om en anden gang.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 13. – 04 – 2022

I 30’erne var arbejdsløsheden stor, og det kunne mærkes især på Nørrebro. Ofte måtte arbejderne sendes hjem, da der ikke var materialer nok, til at man kunne producere. Så var det ikke altid muligt, at få en dejlig tallerken havregrød med sukker og en stor kop mælk.

 

Et tomt spisekammer

Spisekammeret var tomt. Det eneste man kunne få, var masser af sukkermadder. I stuen var der kun baggårdens lygter. Det var gaslygter ligesom ude på gaden. Ved mørkets frembrud tændte lygtemanden dem med sin lange stang. Petroleumslampen måtte børnene ikke selv tænde. Tændstikker var farlige for børn. Elektriciteten var lukket på grund af manglende betaling.

 

De fine med udsigt til gaden

På Nørrebro boede alle de fattige til højre med udsigt til baggården. De fine havde udsigt til gaden. På hver etage boede der fem familier, som skulle deles om to
toiletter for enden af den lange gang. Sådan var forholdene omkring Skyttegade.

 

Dårlige toiletforhold

Beboerne skulle selv sørge for rengøring af toiletterne, så det gik på omgang. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv. Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når man skulle tisse, brugte de en potte, og når den var fuld blev den tømt i køkkenvasken.

De store drenge skulle ellers tømme familiens potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så det skete først efter mørkets frembrud, at det skvulpende indhold blev tømt i toilettet.

Men det blev for meget for dem, så Pølsedrengene, som de blev kaldt, tømte indholdet i vasken, både det ”store” og det ”lille”. Resultatet var at indholdet dukkede op hos naboen og faldstammen blev tilstoppet.. Det var ikke ualmindeligt, at vasken blev brugt som pissoir.

Man kan godt forestille sig den stank, der bredte sig rundt omkring i lejlighederne.

 

Kakkelovnen

Stuen blev opvarmet af en lille kakkelovn. Når der var højvande i kassen, blev der fyret med koks. Og hvis købmanden ikke ville give kredit, så brugte man sammenpressede avisbriketter.

Godt nok havde man vaskekældre, men det var billigere, at gøre det i køkkenet, selv om det var drøjt. Tøjet blev kogt i en gryde over gassen, og der var kun koldt skyllevand. Om vinteren blev tøjet tørret ved kakkelovnen i stuen.

 

Store badedag

Hver lørdag skulle familien i bad. En stor balje blev sat ind i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedlen på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne jo være, at de tissede i vandet.

Der blev skrubbet, og håret vasket i brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik det galt.

 

Lus

Bagefter blev det kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.

 

Uheldigt at have fnat

Det var meget uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende. Så måtte børnene i familien en tur på Kommunehospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde en tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man huske at udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lejlighederne var en lopperede

Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus, og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede igennem gulve, vægge og loft.

 

Lånekontoret

Havde man slet ingen penge, ja så gik man hver mandag hen og afleverede sit pæne tøj på lånekontoret, og lånte et beløb. Om fredagen hentede man tøjet og betalte renterne, hvis man havde fået løn. Så var det måske råd til lidt mere havregrød.

 

Konkurrence i at rapse

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningernes
udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så holdt man en lille pause indtil man gik i gang igen.

Havde man slet ingen penge, kunne man jo stille sig foran rullekonens forretning og synge en vemodig sang. Så fik man måske måske en tiøre, der kunne investeres i et rosenbrød.

Man kunne også forsøge at charmere sig ind hos den lokale slikmutter. Omkring Skyttegade hed hun for resten Musse. Disse tag – selv togter skabte gys og spænding og stor respekt i baggården. Men slikmutter Musse, holdt dog øje med ungerne. De flotte chokoladeæsker på disken var kun udstillingsmodeller, der var ikke noget i dem. Så nogle gange blev ungerne snydt.

 

Frelsens Hær

Mange af børnene gik i søndagsskole hos Frelsens Hær i Gartnergade. Ikke fordi man nødvendigvis skulle have indpodet almindelig dannelse. Men her var der hygge og varme. Om søndagen marcherede Frelsens Hær med fuld musik gennem Rantzausgade med alle unger efter. På Blågårds Plads blev der fortalt om Gud den almægtige.

 

Far er ikke hjemme

Selvfølgelig måtte man ikke stjæle og lyve, men det var da fristende at stjæle æbler og lignende, når man ikke havde penge. Man måtte heller ikke lyve. Men var det ikke at lyve, når købmanden kom med regningen, og man skulle sige, Far er ikke hjemme, når han gemte sig inde i soveværelset?

 

Den store gevinst?

Gasmanden kom hver måned for at tømme gasautomaten for mønter. Men faderen havde allerede været der. Så blev der ellers brutalt lukket for gas og lys. Så var det slut med varm kaffe, kartofler og spejlæg.

Far prøvede at skaffe familien velstand ved at spille poker eller rafle. Den store gevinst lå lige forude, mente far.

 

Dullen fra Kommunen

Når det gik for dårligt, ja så kom Dullen på besøg. Dullen var den tilsynsførende fra kommunen. Hun skaffede nye tandbørster, og spisebilletter til folkekøkkenet. Men brunkål eller gule ærter med flæsk kunne være barsk kost for børn, der ikke var vant til varm mad. Så var det bedre med rødgrøden med sukker og mælk. Man kunne jo også sælge den sidste spisebillet, så var det plads til nogle cerutter eller en øl til far Uden for folkekøkkenet blev der foretaget en ivrig handel med spisekort.

Ja og så kunne man to gange om året få en tøjpakke fra Børnenes Kontor. Så behøvede man ikke mere at gå i de såkaldte socialsko, som var ternede kludesko.
Disse var aldeles håbløse i regnvejr.  Var man rigtig heldig, kunne man få en ferieplads gennem Københavnske Skolebørns Ferieophold.

 

Organiserede slåskampe

Børnene var i evig kamp med viceværterne. Øretæverne måtte man tage, når man blev fanget. Og så var det Ladegårdsåen. En dejlig legeplads. Især på det grønne område ned til åen. Her blev hurtige boksekampe arrangeret. Havde man 4 stokke, ja så havde man allerede en boksering.

Kampene mod de andre gader og veje var også vigtige at holde vedlige. Organiserede kampe med kæppe, koste, stokke, læderremme og hvad man kunne få fat i, hørte til dagligdagen.

I åen blev der fanget aborrer og skaller. Sommetider var man heldig, og fangede en gedde. Der blev sejlet med bræddestumper, fanget blodigler, rygsvømmere, salamandere eller skøjteløbere. Man løb på skøjter om vinteren, og balancerede på isflager.

Kunsten var at vippe de andre i vandet uden selv at blive våd, men det lykkedes ikke hver gang. Så måtte man selv i baljen – og hjem for at blive varmet – både i den ene ende og i den anden.

 

Ikke Guds bedste børn

Præsterne var opmærksomme på at befolkningen især i Rabarberkvarteret ikke var Guds bedste børn. Især i Brorsons Kirken var der en flok præster, der ville ordne det moralske forfald. Disse præster var anført af Vilh. Kold, der senere blev Indre Missions formand. Han var både fysisk og åndelig en kraftkarl. Han var ikke bange for at dykke ned i kasernerne.

 

Rart med hjælp

I nærheden havde man også Mariahjemmet, hvor fromme diakonisser forsøgte at gøre dagligdagen mere behagelig for de udsatte. I Brohusgade 17 lå døvstumme-hjemmet. Det var rart, at nogle ville hjælpe.

 

Ikke uartigt, at være luder

For enden af Korsgade var der engang en politivagt, hvor urolige folk blev gennemtævet til de ikke kunne røre sig mere, fortæller Rarbarberdrengen Christian Christensen.

• Der var også helt enlige kvinder, som syede og som ofte fik besøg af en fin mand, der gav dem penge som hjælp til husleje og mad. Og endelig var der
  nogle yngre kvinder, som arbejde om natten, og som drengene i gården kaldte ludere.
• En dag forklarede en dreng mig, at en luder var en pige, der gik ud på gaden om aftenen og fandt et ”rær”, der betalte hende for at få lov til at bo hos
  hende om natten. Jeg fandt ikke noget uartigt i det. Det var da meget pænt af pigen, syntes jeg …..

 

Umenneskelige vilkår

Der var masser af drukkenskab, råhed og skøger i kvarteret. Men der voksede også et fællesskab frem. Et fællesskab, der hjalp hinanden.

Fidusbyggeriet på Indre Nørrebro blev helt op til vores tid brugt som menneske-bolig. Ufattelig, at man ikke gjorde noget ved dette tidligere. Men masser af bygherrer sad selv i Borgerrepræsentationen og lavede love, der beskyttede dem selv. De manglede det følelsesmæssige engagement, der var nødvendigt for at
ændre og afhjælpe beboernes fortvivlede situation.

I de små lejligheder boede generation efter generation. Det var umenneskelige vilkår i sundhedsfarlige bygninger.

 

Den sorte firkant

Det var ikke kun fordi at Heegaards fabrik forurenede eller det faktum, at bygningerne stod så tæt, at der sjældent kom dagslys ind i stuerne, at kvarteret blev kaldt Den sorte Firkant. Forklaringen er, at alle politisager og børneværnssager på et tidspunkt blev afmærket på store kort over København. Der blev aftegnet en sort masse med en lang hale (Ryesgade) i forhold til de omgivende boligområder.

Firkanten var under ½ km2. Her boede der 20.000 mennesker, og heraf var der 4.000 børn under 14 år. Af firkantens 8.400 lejligheder var totredjedele på 2 værelser eller mindre. Gennemsnitsstørrelsen af disse lejligheder var på 30 m2.

Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed, børnedødelighed samt lav skoleuddannelse var kendetegnende for det slum, der blev bygget.

 

Børnenes wienerbrød blev hugget

Asta Nielsen, den berømte filmstjerne tilbragte også sin barndom på Nørrebro. Hun boede i nærheden af Stefans – Kirken, derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej, og de boede også på forskellige steder i Frederik den Syvendes gade. Asta fortæller om en hændelse på et børnehjem lige i nærheden af hendes bopæl, der forargede hende meget, da hun boede på Ydre Nørrebro:

• Et kendt bageri inde i byen havde tilbudt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede. To af de største drenge blev da om formiddagen sendt ind til byen for at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage på
  kurvens indhold. Når drengene havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud til hjemmet på det yderste Nørrebro, blev munden revet op på dem
  for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt.
• Var det for en meget sjælden gang, stod den på sult, prygl og mørk arrest. Og klagerne fik ingen af de mange børn nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under disse gilder, at drengene, som tegn på at der var fest i huset, fik lov at sidde ved vinduerne ud til gaden og kigge på os derude…..

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 12. 04. 2022

A.J. Andersensvej

Anlagt i 1950 som sidevej til Plantagevej. Anders Ingwert Andersen var blikkenslagermester i Østergade. Han er født i Tønder 1833 og død i 1904. Andersen og hans hustru oprettede Andersens Håndværkerlegat. Renterne af legatets formue bruges til at støtte en unge håndværker, der har lært i Tønder, og som søgte videre uddannelse ved en fagskole eller lignende. Hvorfor vejen hedder A.J. og ikke A.I. Andersensvej vides ikke.

Allégade

Tidligere blev gaden kaldt Vester bag staldene. Det nuværende navn fik den i 1901. Gadens navn skyldes, at den førte frem til Nørre Alle.

Astronom Hansensgade

Gaden er formodentlig anlagt før 1920. I 1921 kaldes den Mellemgade, senere P.A. Hansensgade. Astronomen Peter Andreas Hansen blev født 1795 i Tønder. Hans viste tidligt anlæg for matematik og fysik. Efter sin konfirmation kom han i urmagerlære i Flensborg. I 1819 nedsatte han sig som urmager i Tønder. I 1820 kom han til København for at studere gradmåling. I 1822 fik han ansættelse ved observatoriet i Altona. I 1825 blev han direktør for observatoriet
i Gotha. Her virkede han frem til sin død i 1874. P.A. Hansen arbejde især med himmelmekanikken, bl.a. månens bevægelse. Han var blandt de største astronomer, og modtog mange hædersbevisninger.

Der er en marmorplade for ham på huset, Vestergade 17. En kampsten med indsat bronze-relief kan ses i anlægget syd for gymnasiet, hvor Nørre Alle krydser Astronom Hansensgade.

Bargumsvej

Første del af vejen, som kun førte fra Leosalle til jernbanen, blev anlagt i 1930’erne. Siden blev den forlænget mod vest i flere omgange. Den er opkaldt efter Sophie Bargum, datter af en advokat i Tønder. Advokat Bargum nævnes 1842 i forbindelse med oprettelsen af bogmester Horups legat. Sophie Bargum
ejede en gård i Rørkær, og oprettede i 1884 et legat for tyende i Hostrup og Tønder for lang og tro tjeneste. Af legatfundatsen fremgår, at dersom kvinder på et senere tidspunkt opnår ligeberettigelse med mænd, da skal de også de også være delagtige i legatets styrelse.

Blegen

En sidevej til Østergade. Her lå tidligere Vidåkollegiet. Navnet hentyder til en tidligere blegeplads, som var et sted, hvor man lagde klæde til blegning. Tønder havde engang tre blegepladser, denne kaldtes Øster-Blegen. Her lå indtil 1950 Blegmandens hus.

Brorsonsvej

Opkaldte efter salmedigteren Hans Adolf Brorson (1694 – 1764). Han var født i Randerup, hvor han i 1722 var præst. I 1729 blev han ved provst Schraders hjælp indsat som tredjepræst i Tønder, hvor han skulle prædike på dansk. Her begyndte han at oversætte tyske salmer til dansk, ligesom han selv skrev en del. I 1737 blev Brorson provst i Ribe. Fra 1741 blev han biskop og her virkede han til sin død i 1764. Foran Tønder Kristkirke er der en bronze-statue af ham, ligesom der er en mindeplade på huset, Storegade 24.

Carstensgade

Vejen hed tidligere Løgumkloster Landevej. Oprindelig gik landevejen via Løgumkloster til Ribe. Opkaldt efter provst Carstens, som blev født 1810 i Tønder som søn af en købmand. Begge provstens børn døde i 1864. Selv døde han i 1899. Han testamenterede store beløb til trængende og til kirken. Han skænkede
sin store bogsamling til Tønder Seminarium. I 1861 udgav han bogen Die Stadt Tondern.

Dragonvej

Den er opkaldt efter de danske dragoner, der kom til Tønder efter Genforeningen i 1920. Navngivet i begyndelsen af 1920’erne.

Dyrhusvej

Dyrhus var oprindelig en gård, der nævnes første gang i 1470. I nyere tid er her opstået en lille bebyggelse.

Frigrunden

I 1645 skænkede hertug Frederik pladsen mellem Møllevej og Slotsgade til to af sine embedsmænd, og fritog dem for al skat. Den kaldes derfor for Frigrunden og udgjorde siden et selvstændigt ejerlav. Fra 1920 hørte det under Tønder landsogn, indtil det i 1933 blev indlemmet i Tønder by. På frigrunden lå Slotsgade,
som omkring 1970 måtte afgive sit navn til fordel for Slotsgade i Møgeltønder. Slotsgades nye navn blev derfor Frigrunden.

Frilandsvej

Færdiganlagt i begyndelsen af 1960’erne. Opkaldt efter et marknavn. I 1811 kaldet freiland, i 1928 Frilandet. Friland betyder en eng eller en mark, hvortil flere
i fællesskabet har brugsret.

Galgestrømsvej

På en kortere strækning følger vejen Galgestrømmen, et vandløb som fra nord løber øst om Tønder for derefter at forenes med Vidåen. Frem til 1985, da Østre Omfartsvej blev anlagt, var vejen en del af Tyvesvej. Galgestrømmen har navn efter Tønder bys galge, som omkring 1500 flyttedes fra Torvet til øst for byen ved den nuværende Carstensgade. Siden må vandløbet have fået sit navn.

Gasværksvej

Vejen er opkaldt efter det gasværk, som opførtes i 1915 – 1916 i tilknytning til Zeppelinbasen. Det leverede det nødvendige brint til luftskibene. En del af gasværkets bygninger eksisterer endnu som Eksercergården. Efter besættelsen var her tysk flygtningelejr fra 1945 – 47.

Grev Schacksvej

Vejen er anlagt i perioden 1954 til 60. Den er opkaldt efter lensgreve Otto Didrik Schack (1882 – 1949). Han varetig mange tillidsposter og var amtmand for Tønder Amt fra 1920 til 1949. Foran den tidligere amtsmandsbolig er der opført en bronze-medaljon.

Gråbrødrevej

Gaden går fra Lillegade til Jomfrustien. Hed indtil 1970, Møllegade. Bachmanns Vandmølle lagde navn til vejen. Det nye navn skyldes Franciskaner eller Gråbrødreklostret i Tønder, som blev stiftet 1238. Klostret lå i området mellem Uldgade, Frigrunden og Skibbrogade. Munkene blev i 1530 fordrevet fra byen.

Gørrismarksvej

En blind sidevej til Strucksallé. Formentlig en rest af den vej, der førte til gården Gørrismark, der første gang nævnet som Gorgesmarcke. Forleddet er muligvis mandsnavnet Gyrth.

I 1786 testamenterede provst
Balthasar Petersen Gørrismark til Tønder Seminarium. Gårdens indtægter skulle komme 18 unge mennesker til gavn for deres uddannelse. I 1847 brændte gården, og i 1854 opførte Tønder by på stedet en fattig – og arbejderanstalt, der fungerede som fattiggård til 1937. I 1976 blev gården nedrevet, og fra 1978 – 90 var her landbrugsskole. I 1994 blev skolens bygninger købt af Ecco – koncernen, som indrettede et kursus – og konferencecenter.

Horupsgade

Anlagt i begyndelsen af 1920’erne. Den er opkaldt efter Georg Friedrich Horup (1757 – 1839), født i Holsten og by-sekretær i Tønder, samt byens borgmester fra 1812 – 1834. Han døde uden livsarvinger, men stiftede forinden et legat, der endnu eksisterede i 2005.

Jernbanegade

I 1887 åbnedes jernbanen mellem Heide i syd, og Vedsted i nord.. derved blev banegården her udnævnt til Tønder H. Tønder Nord, der allerede eksisterede med en jernbane til Tinglev fik navneforandring til Tønder Øst. I 1930’erne. Tønder H var engang byens største arbejdsplads. En jernbane til Højer blev åbnet i 1892.

Jomfrustien

Det var oprindelig en plads, der strakte sig fra Skibbroens østligste ende til Tønder Slots port-hus. Her holdt den lette brigade til i tidligere tider. Det blev efterhånden et yndet sted for borgerskabets promenadeture.

Kastanieallé

Den hed i begyndelsen af 1920’erne Nevens vej og var blot en sidevej til Ribelandevej. I 1946 navngivet Kastanieallé efter vejenes beplantning. Omkring 1960’erne ført frem til Carstensgade

Kobbergade

Nævnes første gang i 1670 som Küpfer – Strasse. Måske var der kobbersmede i gaden.

Kogade

Nævnes 1721 som Kuhstrasse. I tidligere tider drev man kreaturerne gennem dette stræde, når de skulle på græs. I midten af 1800’tallet kaldes gaden, Harmoniestrasse (efter Hotel Harmonien) som skilte Kogade og Pebergade. Den nuværende Kogade opstod, da man i 1965 nedrev hotelbygningen mellem de to stræder.

Kongevejen

Vejen er anlagt i to tempi I 1940 indviede man efter to års arbejde strækningen mellem Sønderlandevej og Vestergade. På den første del af strækningen hed dem Møllealle, fra Amtshuset og vestpå kaldtes den for Punchstien, hvilket hentydede til en gammel sti, som ledte byens værtshusgæster til banegården.
Den 9.11.1945 fik strækningen navnet Kongevejen opkaldt efter Kong Christian X. Først i 1955 stod strækningen fra Vestergade til Ribe Landevej færdig.

Leonhardtsvej

Vejen hed tidligere Tved Markvej. På et byrådsmøde den 8. november 1946 blev vejen omdøbt til Leonhardtsvej. Asmus Leonhardt er født 1854 i Haderslev og voksede op i Nørregade i Tønder. Her i byen var hans far i mere end 50 år ansat på Lorentzens Jernstøberi. Fra skibsdreng arbejdede Asmus Leonhardt sig op til vicepræsident i et stort amerikansk rederi  og handelsfirma. I 1923 besøgte han Tønder, hvor han oprettede et legat for værdigt trængende bysbørn. I 1929 blev han udnævnt som æresborger i Tønder. Han døde under 2. verdenskrig.

Leosalle

Anlæggelsen blev påbegyndt 1921 – 1922. Oprindelig stod der træer på hver side, men de blev fjernet i 1956. Opkaldt efter krydderihandler Hans Friedrich Leo (1730 – 1812), som blev født i Tønder. Han skænkede 60 Demant jord i Frederikskog til Hospitalet og pengebeløb til byens fattige. Leos Plejehjem er opkaldt
efter ham.

Lillegade

Gaden nævnes allerede i 1670

Ludvig Andressensvej

Nævnes første gang i 1952 – 53, men blev påbegyndt længe før. Vejen er opkaldt efter historikeren Ludwig Andresen (1880 – 1940), som blev født i Tønder. Han blev uddannet som lærer og kom 1902 til Kiel. Her indledte han historisk forskning, som i 1931 førte til, at han blev udnævnt som æresdoktor ved universitetet i Kiel. Ludwig Andresen beskæftigede sig især med Tønders historie.

Lærkevej

Vejen nævnes her, for her boede jeg fra mit 7. til mit 18. leveår Anlagt i 1956 – 58.

Markmandsvej

Denne vej er det sikkert ikke mange, der kender. Det er en blind sidevej til Viddingherredsgade. Vejen har fået sit navn efter et markhus. Allerede i 1659 nævnes vester-markhus. I markhuset boede markmanden, som holdt opsyn med kreaturerne på bymarken. Vejen blev navngivet i 1990’erne.

Mellemgade

Oprindelig førte den mod vest til Nørregade, men efter et gadegennembrud fortsætter den i Astronom Hansensgade. Den nævnes første gang i 1721. da kaldtes den Mittelstrass, senere bl.a. Middelstræde.

Nordre Landevej

Vejen blev anlagt 1934 – 1935 fra Emmerske Bro (ved Tønder Kasserne) til Møgeltønder vejen., og førte den øst – vestgående trafik nord om Tønder. Den hed indtil 1946 Tvedvejen.

Nygade

Antagelig påbegyndt i 1920’erne, men først ført igennem i første halvdel af 1960’erne til Ribelandevej.

Nørregade

Gaden kaldes i 1670 Norder Straess. Nørregade er usædvanlig ved i det meste af sit forløb at gå i øst – vestlig retning. Det skyldes måske, at Tønder tidligere
var omgivet af vandløb. Nørregade havde oprindelig udgang fra Østerport. Det tidligere vejforløb Nørre bag staldene er indgået som en del af den oprindelige Nørregade.

Papegøjevej

En blind vej som i forlængelse af Jernbanegade fører mod syd. Omtrent fra vejens slutning kan man langs en asfalteret cykelsti komme ud til Ubjergvej. Oprindelig førte Papegøjevej til Papegøjefenne, hvor man tidligere afholdte fugleskydning. Fennen nævnes allerede i 1760, vejen nævnes første gang i 1873.

Plantagevej

Oprindelig var det en markvej som første fra Strucksalle mod nord til Tved Plantage. Selve vejen blev anlagt 1933 – 1938.

Popsensgade

Fik sit navn i 1908. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand Paul Popsen (1726 – 1800) som boede Vestergade 6. Han og hustruen Helena, som var barnløse, skænkede 170 demant jord til  hjælp for kirker, skoler, arbejdshuse og fattige. Før gaden blev anlagt, lå her en markvej kaldet Bokkensåvej (Bockensauer Weg). Den gik helt ud til det nuværende Ryttervej.

Provst Petersensvej

Den er anlagt i 1934 i en af Provst Petersens legatfenner. Opkaldt efter provst Balthasar Petersen (1703 – 1787) født i Tønder. Han skænkede bl.a. gården Gørrismark samt et kontant beløb til oprettelse af et lærerseminarium i Tønder.

Ribelandevej

Den hed før Abeler Chaussee.(Abild “Landevej”) Vejen fører fra Tønder mod Ribe. Anlagt i begyndelsen af 1860’erne. Før den tid skulle man over Løgumkloster for at komme til Ribe. Vejen fik sit danske navn efter 1920. i Tønder by har der langs vejen tidligere stået allé-træer, men de blev fjernet i 1961.

Richtsensgade

Opkaldt efter borgmester, justitsråd Carsten Richtsen, død 1821. Han og hustruen Ingeburg mistede to drenge, da de var små. Siden døde hustruen. Han testamenterede bl.a. et offentligt anlæg og 146 demant jord til byen. Lejeindtægten af jorden skulle anvendes til understøttelse af fattige. Før Richtsensgades anlæggelse, førte en markvej kaldet Stokvejen over Laurentiusstrømmen. Da Tønder i 1866 fik sin første banegård nord for byen (Tønder Øst, men først
kaldet Tønder Nord) blev vejen kaldt Jernbanegade. Da endnu en banegård kom til i 1886 fulgte atter en Jernbanegade, derfor fik Richtsensgade sit navn. Gaden har tidligere været omgivet af træer, men de blev fældet i 1933.

Rosinfeltvej

Den har navn efter gården Rosinfelt, som oprindelig er en udflyttergård fra Tved. Gården ejedes fra begyndelsen af 1700 – tallet til ca. 1804 af slægten Feddersen. Derefter blev gården ejet af købmand, Wilhardus Bentsen, Tønder, Hattesen og endelig J.H. Ruwald. I 1907 blev gården ved en tvangsaktion
købt til Schackenborg. I 1925 blev der afgivet 8 hektar til et husmandsbrug. Rosin + felt skal formentlig forstås i rosende betydning, som den frugtbare
mark.

Ryttervej

En rytterstyrke rykkede ind her efter 1920. Der blev flyttet nogle barakker fra zeppelinbasen nord for byen hertil. Til hestene opførtes stalde i 1924. Området kaldtes Lejren. Da Tønder kasserne blev taget i brug i 1936 anvendtes barakkerne som husvilde-boliger. De blev nedrevet i 1950’erne. De gamle hestestalde
blev ombygget til boliger og eksisterer stadig. Ryttervej fik sit navn i 1947.

Schradersvej

Vejen blev navngivet i 1966. Johan Herman Schrader blev født 1684 i Hamborg. I 1728 blev han førstepræst og provst i Tønder. Her blev har fortaler for pietismen. Han forfattede religiøse skrifter og salmer. Han fik oprettet en dansk tredje – præsteembede, og her blev H.A. Brorson ansat. Schrader døde i 1737.
I Østergade 67 er der en mindeplade for Schrader.

Skibbroen

Nævnes første gang i 1781, men er meget ældre. En skibsbro er en bro eller et bolværk, hvor skibe skal lægge til. Navnet fortæller, at her lå engang Tønders havn  Det sidste større skib, der anløb havnen, var dampskibet Graf Bismarck, der i 1871 efter et væddemål anløb havnen. Det var ført af kaptajn Thomas Selmer fra Sild. Turen afstedkom visen “In der grossen Seestadt Tondern”

Skibbrogade

Den fik sit navn i 1902. I 1921 hed gaden dog tilsyneladende Møllevej. Tidligere hed den Sønder bag Staldende.

Skolevej

Det er en vej, jeg har cyklet på adskillige tusinde gange, til og fra skole. Man skulle passe på ikke, at blive ”overkørt” af ens lærere fra Tønder Kommuneskole.
Skolen blev påført i 1946, og havde oprindelig til huse i den gamle politistation i Nørregade. I 1954 – 55 blev en ny skole opført på Skolevej. Den er senere blevet udvidet adskillige gange.

Skovroysvej

Den er anlagt i begyndelsen af 1960’erne, og opkaldt efter redaktør Peter Skovrøy. Han kom i 1882 til Tønder, og blev redaktør af den danske Vestslevigsk Tidende, der efter et par år blev overtaget af Flensborg Avis. Peter Skovrøy kæmpede for danskheden og var et par gange i fængsel.

Smedegade

Gaden nævnes første gang 1670 som Schmiede – Straesse. Af hensyn til brandfaren var byens smede samlet i bestemte gader, for at mindske brandfaren.

Spikergade

Gaden nævnes første gang i 1670 som Spicker – Straesse. Der er mange forklaringer på navnet. En af dem er, at det stammer fra “spicarium”, der betyder kornhus eller magasinbygning.

Storegade

Nævnes første gang i 1781.Men gaden er egenetlig en af Tønders ældste, dog under et andet navn. Fund bevidner, at der her har boet mennesker siden 1500 – tallet. Måske før ?

Strucksallè

Ja her boede jeg i min tidligste barndom. Vejen førte tidligere direkte til Møgeltønder. Opkaldt efter kniplingshandler og rådmand i Tønder, Peter Struck. Han skænkede 91 demant jord i Ny Frederikskog til oprettelse af et vajsenhus for 12 drenge, samt hjælp til en vajsenhusskole i byen. Peter Struck døde i 1713. Jeg husker Strucksallé med træer på begge sider. Vejen fik sit navn i 1906.

Svinget

For os rødder på Lærkevej hørte Svinget til fjendeland. De dannede nemlig union med Ryttervej, når de skulle bekæmpe os. Vejen er navngivet ca. 1949. Området hed tidligere Ved Lejren. Her havde militæret barakker og stalde frem til 1936. De første huse blev bygget på Svinget i 1943.

Søndergade

Gaden er opstået efter 1581, hvor en brand lagde store dele af Storegade i aske. Herefter blev en smal passage kaldet Jannikstræde udvidet og kaldt Søndergade. Nævnes i 1659/60 som Suderstredt. For enden af Søndergade lå Sønderport, som nævnes første gang 1607.

Torvet

Torvet ligger centralt i Tønders bykerne. Her har jeg mange gange siddet under Tønder Festivallen og drukket Gammel dansk sammen med mine brødre. Den gang måtte lillesøster ikke drikke. Torvet nævnes første gang i 1670 under betegnelsen Am Marckte.

Uldgade

Nævnes første gang i 1607 som Wulfstrate. Sandsynligvis efter en person, der boede for enden af Uldgade, Wulff. Det danske navn Uldgade fik gaden først
efter Genforeningen i 1920, fordi redaktør P. Skovrøy antog, at der havde boet uldspindere i gaden.

Ved Slotsbanken

Har navn efter den nære beligenhed til Tønders gamle borg, der blev kaldt Tønderhus eller Tønder Borg. Borgen, som nævnes første gang i 1285, blev nedrevet ca. 1750. Port-bygningen fik lov til at stå, og her var der arrest fra 1811 – 1920. I 1923 blev Tønder Museum indrettet her, og i 1972 fulgte Sønderjyllands Kunstmuseum efter. Vejen  hed tidligere Tonnesens Vej.

Vestergade

Vestergade nævnes første gang i 1613 som Wester Strasse, men er sammen med Storegade en af de ældste gader i Tønder, dog under et andet navn.

Vidingherredsgade

Nævnes i 1861 som Wiedingharder Weg. Tidligere førte vejen til Viding herred, der i dag ligger syd for grænsen.. Herredet nævnes første gang i 1511 som Wyding Herde. Viding betyder muligvis området, der tilhører beboerne ved Vidåen.

Vidågade

Fik sit navn i 1905, utvivlsom på grund af dens nære beligenhed ved Vidåen. Åen omtales første gang i 1240 som Withæ a. Tidligere hed vejen Østre bag staldene. Det var også her man fandt rester af et voldanlæg lavet af træ.

Æ svinmærken

Det betyder svinetorvet. Det er benævnelsen for den del af Nørregade, som støder op mod Allegade og Kobbergade. Her afholdtes tidligere pinse – og Mikkels-marked.

Østergade

Gaden nævnes første gang i 1670 som Oester – Straess. Her kom Lille – Uwe til verden Østerport nævnes allerede i 1596.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 8.04.2022

 

Mere end en tredjedel af Nordslesvigs befolkning søgte i årene 1864 til 1900 bort fra deres hjemstavn. De bosatte sig i kongeriget, længere nede i Tyskland eller udvandrede til Amerika.

 

Hvad var årsagen ?

Var det mon på grund af den tyske besættelse fra 1864 – 1920?  I sin beretning for 1879 udtalte landråden fra Tønder:

• Årsagen til udvandringen er den 3 – årige prøjsiske militærtjeneste.

Men også det nationalpolitiske klima og afskedigelser af danske embedsmænd og indførelse af tysk kirke, skole og rets-sprog, var en del af årsagerne.

Skulle udvandringen ske lovligt, måtte man have en såkaldt Entlassungsurkunde. Men det var dog de færreste, der fik denne Urkunde.

 

Kunne man få arbejde?

En del mente også, at det var manglende arbejde, der var skyld i udvandringen. Kigger vi på erhvervsudviklingen, var der i Tønder i 1847 stadig kniplings- industrien, der var størst

• En kniplingshandler i Tønder havde 250 ”sysselansatte”
• To kniplingshandlere i Møgeltønder havde 400 ”sysselansatte”
• To kniplings-handlere i Brede havde 700 ”sysselansatte”
• En kniplingshandler i Løgumkloster havde 200 ”sysselansatte”

Ifølge Trap fra 1864 havde Tønder:

• Tre store tobaksfabrikker beskæftigede i 1861, 33 arbejdere
• To uldvare – og bomuldsvæverier havde 45 ansatte
• En cikoriefabrik havde 10 ansatte
• Et jernstøberi havde 18 ansatte
• En klædefabrik havde 8 ansatte
• Et større bryggeri beskæftigede en del.

 

Tønder var stagneret

I 1859 var der seks virksomheder i Tønder med over fem ansatte. Men Tønder var stagneret. Handelsomsætningen havde ikke taget det store opsving. Da Tønder – Tinglev banen blev indviet i 1867 gav det heller ikke den gevinst, man havde forventet.

Tondernsche Zeitung beklagede sig over at landmændene købte deres varer andre steder, blandt andet i Flensborg og Hamborg. I 1888 blev jernbanen åbnet syd på, med forbindelse til Flensborg. Dette forhold gjorde ikke situationen bedre.

 

Landmænd og husmænd havde det godt

Landmændene og husmændene synes dog, at klare sig godt. Man arbejderne og daglejerne havde det virkelig dårligt. Særlig vintrene var slemme at komme igennem.
Udvisning af besværlige familier

Det offentlige havde det også let med at udvise besværlige familier. De var ofte en økonomisk belastning for kommunen, så det var lettere at ”skippe” dem.

 

Hjælp fra Fattigkassen

Mange arbejderfamilier udvandrede til Amerika, og blev hjulpet derover. Således fortæller Tondersche Zeitung i 1873 om en arbejder-familie med 4 småbørn. De ejede en lille ejendom, som de solgte. De solgte deres møbler, og betalte deres gæld. De var på vej til Amerika. Men da pengene skulle gøres op, manglede de et beløb til overfarten. Da situationen var uholdbar, besluttede kommunen at hjælpe med penge fra fattigkassen.

 

Et lån på 240 rigsdaler

I Ubjerg var det Anna Cathrine Sørensen. Hun havde ofte henvendt sig til fattigkassen. Hun var ugift og alene med 3 børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevillige et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien. Man sikrede sig samtidig, at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre sig, at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig dårlige erfaringer med at støtte udvandringen.

 

Masseudvandring fra Tønder

Fra Tønder Kreds er der registreret en udvandring på 10.974 personer i perioden 1867 – 1898.

• 2.149 udvandrede lovligt med Entlassungsurkunde
• 8.569 udvandrede ulovligt uden Entlassungsurkunde

Det var problematisk at få en Entlassungsurkunde, hvis man var i den værnepligtige alder mellem 17 år og 25 år. Der er eksempler på at

• En rebslager udvandrede, fordi han ikke kunne holde sit eget drikkeri ud. Han efterlod kone og børn.
• En udvandrede, fordi han derigennem kunne unddrage sig straf for legemsbeskadigelse.
• Nogle rejste til Amerika, for at finde sig en kone
• Nogle rejste til Amerika, for at opnå en højere social status.

 

Arbejderenken fra Højer

Mange forældre og enker rejste over til børnene i Amerika. Således også en arbejderenke fra Højer, der i 1885 sammen med to børn rejste over til to søstre
og to voksne børn i Amerika. De lovede at forsørge familien fra Højer.

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 9 – 04 – 2022

Mange unge mennesker har aldrig oplevet det sønderjyske kaffebord. Det er ikke kun det overdådige udvalg, det handler om. Det er også stemningen og kulturen. Den moderne livsstil er desværre ved at ødelægge traditionen. Man må gene tage flere stykker på en gang, og man skulle helst stable det op på diverse tallerkner foran en. Men der er en skadelig tendens. Man er i gang med at ødelægge historien, forsi man ikke fortæller om traditionen og kulturen. Man servere bare et overdådigt kaffebord og ikke andet. 

 

Når vi tog u i æ kog (ud i koget) til Oma og Opa, blev der disket op. Først med tre retter unden (middagsmad). Det kunne godt være suppe, steg og budding,
og så et  par timer efter, det sønderjyske kaffebord. Det skulle en god mave til. Og ofte var vi da heller ikke i stand til at gå op til rutebilstationen øver æ vie bro
(over den hvide bro), når vi skulle tilbage til Tønder. Så måtte vi have fat i Kedde Bondes lillebil. Vores maver var simpelt hen fulde.

Oma havde disket op med masser af lækker mad. Serveringen foregik in i æ fin stu (inde i den fine stue). Her var det som regel køligt. Den blev sjældent varmet op, og blev kun brugt ved særlige lejligheder, for eksempel når vi, familien Brodersen kom fra Tønder.

 

Pas på – tykke maver

Men jeg husker også hjemme på Lærkevej, når min mor diskede op, efter alle kunstens regler. Vi sad jo ved bordet i flere timer og fyldte vore maver. Det var ikke kun til barnedåb og konfirmation. Det var bestemt ikke godt for den slanke linje. Men nu var min far og mor ikke specielt tykke. Heller ikke mine søskende har tendens til fedme. Måske havde min afdøde storebror en tendens til det, de sidste år, han levede. Men det var nok ikke det sønderjyske kaffebord, der var skyld i dette.

 

Optrådt med æ synnejysk kaffeboe

Jeg husker et beruset øjeblik, da jeg på Boghandlerfagskolen i Odder skulle underholde sammen med en anden sønderjyde. Ja da valgte vi at underholde med æ synnejysk kaffeboe te æ fremmelse af æ danskhe i æ grænsland. (Sønderjysk kaffebord til fremmelse af danskheden i grænselandet). Og så fortalte vi ellers om

• kartøfelkagh
• brøetort
• covinge
• ballumme knæpkaghe
• goj raj
• vrejn unge
• søstekagh
• broekagh
• kyskagh
• brun å vie bækkenør
• æfelkagh

Rigtige knæpkaghe laves af rugmel, og der skal anvendes sirup og fedt som bindemiddel.

 

Kærester forstod ikke traditionen

Nå jeg kom hjem til mor med en ny kærester, der ikke var vant til de sønderjyske traditioner, så tog de kun et stykke af gangen. Men efter sønderjysk tradition
skal man jo netop fylde tallerkenen. Men inden man begyndte på det, skulle man nok tage en dyb indånding, for hvis man ikke smagte på det hele, var det en fornærmelse over for værtinden. .

 

Overdådighed, ikke specielt sønderjysk

Men den overdådighed, der prægede det sønderjyske kaffebord, fandt man også andre steder i landet. Men andre steder havde man ikke den tradition og de skikke, der fulgte med. Kagetyperne og serveringsformerne er også forskellige.

 

Kaffebordene var samlingspunktet

I Sønderjylland sluttede man sig sammen i danske foreninger, hvis ellers det var tilladt. Det var som regel i landboforeningerne. Man havde mere at værre fælles om, end andre steder i landet.

I historierne om genforeningen og festerne ved afstemningen, var det kaffebordene, der var midtpunktet. Det var festmåltidet overalt i landsdelen omkring 1920. Intet andet kunne udkonkurrere dette.

Da Christian den tiende foretog sin berømte ridetur over grænsen, var der dækket med sønderjysk kaffebord over alt i det genvundne land.

 

Kaffens historie

I sidste halvdel af 1800 – tallet begyndte kaffebordene med et vist kageudvalg at vinde indpas i mange samfundslag.

• kaffen var efterhånden blevet udbredt til alle
• komfurovne var ved at blive indført
• der udkom mange bage-bøger
• nye spisevaner

Kaffen var allerede kommet til Danmark i 1700 – tallet, men det tilhørte det pæne borgerskab på grund af prisen. Kaffen havde afløst the og kakao, måske fordi kaffen virkede beroligende. Men borgerskabet ville gerne holde på dette nydelsesmiddel. Det var ikke andre, der skulle have glæden, så i en forordning af 1783 blev det forbudt for den danske almue at drikke kaffe.

Men kaffen blev billigere, og omkring 1840 var kaffe blevet en søndagsdrik i mange sønderjyske hjem.

 

Kaffepunch

I 1850’erne blev kaffen blandet med cikorie. Men også som en blandingsdrik med kaffe og brændevin. Hvem kender ikke opskriften på en god kaffepunch. Man placere en Groschen (eller en 25 – øre), fylder koppen med kaffe, for derefter at hælde brændevin i, indtil man kan se mønten.

Til kaffen blev der i begyndelsen budt på tobak, kandis eller tvebakker. Nye madvaner opstod, efterhånden som kaffen blev mere udbrudt.

 

Kagebageri

Kagebageri blev først udbredt efter 1860. De første var i ler-form så som søsterkage, mandelkage, risengryntærter og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter. Kringler var ikke ret almindelige og småkageudvalget begrænsede sig forskellige slags tvebakker og pebernødder. De var robuste, og
kunne bages i bunden af bageovnen, når brødbagningen var overstået. Kager som vafler, krum-kager og goderåd (Gojraj) kunne bages i kagejern i det åbne ildsted. Disse kagetyper var udbredte allerede fra 1600 – årene.

Hundrede år senere kom også æbleskiver bagt i jern på mode.

De første kogebøger

Den første danske kogebog udkom i 1740, den hed En lidet proberet koge – bage – og Syltebog. En mere varieret opskifts-samling udkom i Sønderjylland i 1838: Prachtisches Kochbuch.

Nu var det ikke kogebog som min mor brugte. Han havde siden sin skoletid samlet opskrifter, og sirligt skrevet den ind i en bog med gotisk håndskrift. Mange opskrifter var hemmelige, og gik i familie-arv, sikkert også i min familie.

 

Støbejerns-komfurer

Fra 1850’erne blev de åbne ildsteder afløst af støbejernskomfurer med små regulerbare ovne, samtidig kom der masser af nye bage-bøger. En omfattende hjemmebagning i Sønderjylland greb om sig. Tidligere blev kager serveret som dessert, nu blev de sammen med kaffen serveret som et selvstændigt mellemmåltid.

Jernkomfuret bragte en revolution ind i bagningens kunst. Husmoderen slap for at stå i træk ved skorstenen og havde langt bedre ved at styre ilden. I byerne bragte man det æltede brød til bageren, der for en beskeden pris bagte det sammen med sin eget brød. Det større kageforbrug bragte også medgangstider for bagerne. Grov-bagerne bagte især rugbrød, tvebakker og lignende kager. Mens finbagerne bagte hvedebrød, tærter m.m.

 

Kaffestel

I midten af 1870’erne startede en omfattende produktion af kaffestel, sidetallerkner, og forskellige kagefade. Det sønderjyske kaffebord udviklede sig som begreb i tiden under tysk styre .

 

Ikke meget spiritus

Husmoderen havde som regel brugt flere dage til at forberede det gode bagværk. Derfor ønskede hun også, at resultatet blev værdsat, og det fungerede bedst, når gæsterne forblev ædru. Derfor udviklede det sønderjyske kaffebord sig kun til at indeholde en eller to kaffepunch.

 

Størst udbredelse på gårdene

Det var især på gårdene at det sønderjyske kaffebord udviklede sig. I byerne var det ikke god tone at fråse med kager, hverken i middelklassen eller overklassen. Og arbejderklassen havde slet ikke råd til det.

 

Kønsopdelt fest

Omkring 1900 udviklede man flere kager, når der var fest. Så blev der bagt både kringle, pladekager og småkager. Aftenen forløb med kortspil for mændene, og kvinderne syslede med sytøj. Ved 22 – tiden blev der serveret kaffe med friskbagt hvedebrød med smør, gærkringle og sandkage med creme. Hvis der var
noget specielt at fejre, blev der bagt pladekage, samt tre slags småkager. Som regel blev der drukket tre kopper kaffe, den sidste som kaffepunch. Dengang var lagkager ikke på pogrammet.

 

Traditionen i Aventoft

Niels Bøgh Andersen har skrevet den pragtfulde bog Fiskersøn fra Aventoft. Her beskriver han de specielle forhold i den lille grænseby omkring 1900. Lige før
første verdenskrig var det normalt med såkaldte nabogilder.

• Ved disse gilder skulle man overtrumfe hinanden. Da naboen havde serveret 4 lagkager ved sidste gilde, var min mor nødt til at dække op med fem. Selv om konerne i landsbyen var gode venner i det daglige, gjaldt det om at erklære lagkagerne mislykkede, når én spenderede en lagkage mere,
  end de andre plejede. Jeg kan huske, at min mor næsten fik hysterisk anfald og sammenbrud, da nabokonen, hendes gode veninde, kom med bemærkningen:
  ”ja der var fem lagkager, men den jæn sku man ha en øjs til å hug`i stykker”(men den ene skulle man have en økse for at hugge i stykker), den slags tog mor sig uendelig nær. Hun var ikke uden forfængelighed.

 

Prestige

Der var prestige over det sønderjyske kaffebord

• Det vå en goe fest, men det vå kun ot slaus beækkenør (Det var en god fest, men der var kun otte slags småkager).

 

Nye forsamlingshuse

I Sønderjylland skærpedes kampen mellem dansk og tysk. Der blev bygget cirka 50 forsamlingshuse i landsdelen. Nationale foreninger fik fremgang, og mange unge blev sendt på efter – og højskoler. Mange foredragsholdere kom til Sønderjylland og holdt foredrag i forsamlingshusene.

Tyskerne ville ikke udstede spiritusbevillinger til forsamlingshusene, så det var slut med grogger og kaffepunch Kun de færreste steder var der gode køkkenfaciliteter, derfor bidrog man selv med kage. Så pludselig virkede det sønderjyske kaffebord i al sin overdådighed og variation.

 

Kirche, Küche und Kinder

Vi skal huske, at i det tyske kejserrige havde kvinderne ingen stemmeret eller ret til at være medlem af en forening før 1910. Den kvindelige virketrang begrænsede sig til Kirche, Küche und Kinder. En ny idrætsgren eller kappestrid opstod – at bage de bedste kager til møderne.

Ved disse møder opstod os den skik, at man samlede flere kager på sin tallerken, så man ikke forstyrrede foredragsholderen.

 

Også Sønderjysk kaffebord hos de tysksindede

Der blev sunget meget ved møderne fra den blå sangbog. Og en helt speciel stemning opstod. Og denne stemning fortsatte hjemme, både blandt de dansksindede og tysksindede. Her var der ingen forskel på det sønderjyske kaffebord.

 

Kaffe på alternativ måde

Efter udbruddet af første verdenskrig opstod der restriktioner. Alt nationalt mindretalsarbejde blev forbudt, og de store foreningsmøder ophørte. Krigens gru satte en naturlig dæmper på den private selskabelighed. Man havde heller ikke lyst til overdådigheden. Husmoderens opfindsomhed blev sat på prøve med de begrænsede fødevarer.

Under første verdenskrig var tre slags erstatningskaffe:

• Den ringeste bestod af grønne ærter og byg, der blev hårdt brændte
• Lidt bedre var maltkaffe af ren byg.
• Bedst var rugkaffe

 

Prøv en kålrabikage

I byerne måtte man nøjes med kålrabikager med forskellige variationer af bygkaffe.

• En kålrabikage kunne være en pladekage af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup krydret med citronessens Velbekomme.

Man kunne dog nøjes med

• Krigssnitter, det var tvebakker, dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.

7 slags bløde og 7 slags hårde

En klassisk sønderjysk kaffebord består at to hovedelementer, de bløde og de hårde kager. De bløde kager er for eksempel boller, formkager og tærter, mens de hårde betegner enhver form for småkager.

Skal det være et rigtigt sønderjysk kaffebord, så skal det indeholde mindst 7 slags bløde og 7 slags hårde kager.

 

Traditionen blev hængende

En række gamle danske kager synes at have overlevet i Sønderjylland. Det skyldes måske det kulturelle efterslæb og det faktum, at en række danske kulturtræk blev fastholdt. Måske skyldes det også, at mange sønderjyder oplevede direkte sult især i 1917, hvor kartoffelhøsten slog fejl.

 

Goderåd og æbleskiver

Goderåd er indbegrebet af det sønderjyske kaffebord. Men den vaffelagtige kage er slet ikke sønderjysk. På mange danske museer findes der goderåds jern, og allerede i 1703 var de omtalt i kogebøgerne. Det var og er ret besværlig at lave dem. Men jeg fik serveret goderåd både hos mor og Oma som ung.

Sønderjyske æbleskiver indeholder mere svesker end andre steder i landet..

 

Du må gerne stable

Og så er det den specielle serveringsteknik. Kagefadene blev sendt rundt i rask rækkefølge og enhver stabler op på sin sidetallerken tre eller fire forskellige
slags, så meget det nu er plads til. Derved får man lidt madro. I forsamlingshusene havde foredragsholderen så ro til at holde sit foredrag. Denne praksis anvendte vi også hjemme hos min familie, og det var det, der overraskede min kærrester uden for Sønderjylland.

Værtinden havde pligt til at sørge for, at der blev smagt på det hele. Dette blev betragtet som udtryk for yderste gæstfrihed.

 

Traditionen flader ud

Men ak også denne tradition flader ud. I begyndelsen af 1970’erne var serveringen formindsket til følgende:

• Gærkringle, søsterkage eller bagerkringle, æblekage eller tærte, skaller med fyld, 2 – 3 slags småkager, oftest goderåd og fedtkager. Til jul
  var der altid søsterkager og skallerne erstattet af æbleskiver. Der var gerne to tærter. Julesmåkagerne var altid de samme, brunkager, “vrejn unge” ( klejner) og pebernødder.
• Og hjemme hos os har der altid været “brøtort” (brødlagkage) og “æfelkagh” (æblekage).

 

Sønderjysk kaffebord bliver eksklusivt

Men storhedstiden synes at være borte. Nu ser det ud til at være eksklusivt at få det rigtige sønderjyske kaffebord ved eksklusive lejligheder. Blandt andet har
de serveret det på det eksklusive Fakkelgården ved Kollund.

 

Pas på dit kolesteroltal

Grunden til at det store sønderjyske kaffebord forsvinder skyldes, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Man har ikke mere så meget adgang til gratis råvarer. Desuden er der kommet nye skønhedsidealer både for kvinder og mænd. Der er også kommet nye madtraditioner.

Vi skal passe på vores kalorieforbrug og vores kolesteroltal. Og vi fokusere i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter.

Sydlandsk og asiatiske madvaner er kommet til landet. Vores forbrug af vin er også steget. Men på det seneste er man igen blevet interesseret i hjemmebagning. Man er nemlig opmærksom på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.

 

Ødelæg ikke traditionen 

Denne artikel som i lige har læst er skrevet 2007. I mellemtiden har jeg holdt ca. 15 foredrag om dette emne her i Københavns – området. En af disse gange var i “ÆSynnejysk Ambassade”. Da var adgangskortet et stykke fra “Det Sønderjyske Kaffebord”. Asger Reher, jo det er ham fra Ørkenens Sønner have fire forskellige “Brøtort” med. Og de smagte fantastisk. Men man skal ikke selv spise sådanne lækkerier inden man holder et halvanden times foredrag om Sønderjysk Kaffebord.

Ofte har jeg fået at vide, at københavnere har oplevet Det Sønderjyske Kaffebord. Men det har de ikke. For det som de oplevede var et stort kagebuffet. Man fik intet at vide om traditionen og kulturen. Men det samme fejl er turistorganisationer og andre ved at begå i Sønderjylland. De serverer også bare en masse kager og et kagebord men intet om tradition og kultur.

Det har været vældig sjovt at forklare københavnerne om symptomerne, når man har været gennem kaffebordet og også at oplæse Hansigne Lorentzens fantastiske digt om et sønderjysk kaffebord i Ballum.

• Kære læsere, jer der ikke har oplevet det store sønderjyske kaffebord, I har sandelig noget til gode.

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Sønderjysk Kaffebord – 119 opskrifter fra Tønder
• Sønderjysk Kaffebord på Østerbro 
• Sønderjysk Kaffebord for sønderjyder 
• Sønderjysk Kaffebord – dets historie 
• Myten om det Sønderjyske Kaffebord 

Redigeret 9. 04. 2022

Nu hvor der kommer en ny slotsfrue på Schackenborg, skamroser ugebladene det lille samfund og grevskabet. Men det har ikke altid været så idyllisk. Forholdet mellem grevskabet og bønderne var dårligt. Læs her om De onde grevinder, og de to brødre, der kæmpede en heltemodig kamp for bøndernes rettigheder. Læs også om Møgeltønder Kirke, hvor den sociale rangstige var tydelig. Artiklen er skrevet i 2007. I dag er der ingen slotsfrue på Schackenborg 

 

Feltherre Hans Schacks søn Otto Didrik Schack var død den 1. juli 1683, kun 31 år gammel. I testamentet blev hans hustru i 2. ægteskab, Sophie Dorothea, født Marschalk indsat som formynder for børnene og til at administrere grevskabet.

Lige indtil sin død i 1707 deltog hun under sønnen, lensgreve Hans Schacks lange udenlands ophold, i administrationen af grevskabet. Hun tog adskillige initiativer, blandt andet anlæggelse af Slotsgade og parken på den anden side af vejen, syd for slottet.

Hans Schack var blandt andet i fransk krigstjeneste. Under slaget ved Höchstedt i 1708 mistede Schack sin ene arm.

 

Overinspektøren var upopulær

Måske var det grevens fraværd, der skabte de mange kontroverser med bønderne. Overinspektør Eberhard Frostberg traf afgørelser i mange sager. For det meste var han meget emsig, og bestemt ikke populær blandt bønderne.

 

Det sociale hierarki i kirken

Dengang i 1692 afspejledes folks position i sognet, hvor de skulle sidde i kirken. Det sociale hierarki var noget som familien Schack styrede. Det sociale register
blev styret af grevinden.

På de første rækker sad først overinspektøren, derefter betjentene og i tredje stolerække godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd, der havde råd
til at betale en leje på tilsammen 1 mark og 16 skilling. Pladserne var skibets bedste og kirkens dyreste, idet de var placeret umiddelbart foran prædikestolen.

Efter de tre første stolerækker fulgte 15 rækker med bolsmænd, der samlet betalte en afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre
stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens samt birkedommeren og delfogedens koner fik plads her. Derefter fulgte 15 stolerækker til bolsmændenes koner, og endelig blev de sidste fem rækker lejet ud til kvinder for henholdsvis tre og fire skilling. Helt oppe ved alteret, var tre stole besat af kvinder, der ville betale 8 skilling.

I koret var der også kvinder. De nordlige stole kostede hver tre skilling og på de sydlige to en halv skilling. Fra disse stole kunne prædiken dog dårlig høres og prædikestolen kunne næppe anes.

Kirkens allerdårligst pladser var beregnet til pøblen og de andre kvinder.

 

Grevskabet og kirken

I løbet af 1720’erne og 1730’erne var det almindeligt, at kirkens overskud i Møgeltønder blev brugt på godset. Men grevskabet interesserede sig meget for kirken. Messeklæder, alterduge, altersølv, messehagel m.m. i Ballum, Daler og Møgeltønder indeholder grevskabets våben.

 

Greven forlangte for mange penge

I 1688 udarbejdes en jordebog for grevskabet, samtidig fik fæsterne nye kvitteringsbøger, hvori afgifterne, landgilde, landleje og frihedspenge var anført. Men bønderne mente, at greven forlangte for mange penge.

Det største problem var, at møntsorten ikke var angivet. I mange år fremover gjorde bønderne oprør. Det første skete i 1703 til 1706. Grevskabet beordrede delefogeden til ved birkedommerens hjælp at inddrive tilgodehavendet, og ved tvangsforanstaltninger blev pengene inddrevet.

 

Disciplin og lydighed

Omkring 1712 kunne man igen mærke grevens tilstedeværelse i Møgeltønder. Han forlangte orden i tingene. Og det krævede lydighed og disciplin fra sine undersåtter. Hans lydige redskab var overinspektøren.

Også i 1713 og 1714 var der uenighed. Efter at bønderne havde nægtet at betale, blev der den 29. november 1714 på Møgeltønder Birketing læst en grevelig ordre om, at bønderne skulle levere deres landegilde in natura eller efter tidligere kontrakt.

 

Uvilje mod Landmilitsen

Uviljen blandt bønderne skulle også ses som stor uvilje mod landmilitsen. Hans Hansen skulle føre sag for en ung mand af betydelig slægt. Han beskyldte den lokale kommandant for overgreb ved en session på Schackenborg.

Ved en kongelig forordning af 22. februar 1701 indførtes i kongeriget en landmilitsordning, som gjaldt for de vest-slesvigske enklaver. Selv om det ikke var godsejerne, der fik retten til at udskrive mandskabet, så var herskabet på Schackenborg bestemt ikke uden indflydelse.

Nu var det ikke særlig tidskrævende, at være med i landmilitsen. Men ordningen var meget forhadt på grund af den behandling man fik af underofficererne.

Derfor flygtede de unge mænd i stor stil. Selv om bøndernes ordfører Hans Hansen fik en kongelig bevilling af 15. januar 1704, hvorefter Ballum, Emmerlev og Møgeltønder sogne indtil videre blev fritaget for udskrivning til landmilitsen, så fortsatte udskrivningen uanfægtet

Det fik bønderne til at blive endnu mere utilfredse.

 

Masser af vold

Op til langt ind i 1720’erne fortsatte stridighederne om landmilitsen.

Den lokale militschef, kaptajn Didrick Vierick og hans næstkommanderende, “Loitnant” Lorenz tvang med prygl og anden hårdhændet behandling de unge til at aflægge ed. De blev kastet i tyvehullet og slået med pisk.

En ordning blev indført fra højeste sted, at dem, der meldte sig til flåden, skulle slippe for landmilitsen. Men det rettede kaptajn Vierick sig dog ikke efter.

 

Hans Hansen – anholdt og befriet

Hans Hansen påstod, at han havde været i flåden. Men præsten i Daler mente, at han havde været så ofte i kirken, at det kunne han ikke have været. Hans Hansen havde aftalt et møde med greven, men i stedet blev han arresteret og fik prygl. Men fire stærke mænd fra Østerby fik ham befriet.

Det bevirkede så, at 23 dragoner drog mod Østerby og fik en masse mennesker arresteret deriblandt Hans Hansen. De fire stærke mænd fra Østerby blev sendt til Rendsborg til tvangsarbejde.

 

9 års tvangsarbejde

Alle blev dog frigivet, efter at Hans Hansen havde lovet aldrig mere, at køre sag mod greven og kongen.

Men så let gik det ikke for bøndernes ordfører. Han blev igen arresteret og sendt til arresten i Ribe. Man ville absolut have ham i landmilitsen, selv om han også havde birkedommerens ord for, at det skulle han ikke. Og atter en gang blev han sendt til tvangsarbejde i Rendsborg. Ja, han blev faktisk dømt til 9 års tvangsarbejde.

Men han blev frigivet efter 3 år. Han måtte dog atter en gang love, ikke at anstifte til oprør. Dommen blev læst op i Møgeltønder birketing og i Daler Kirke.

 

To stærke brødre

Grevskabet forsøgte flere gange, at få Hans Hansen indrullet til landmilitsen, helt op til han havde en alder af 42 år. Egentlig skulle grevbskabet ikke blande
sig i den slags, men de havde stor indflydelse, og oprør var noget de slog hårdt ned på.

Hans Hansens bror Anders Hansen hører vi om i historien om Præsten fra Daler. Han supplerede sin bror på fornemste vis. Ham kunne øvrigheden heller ikke lide.

 

Den onde grevinde

Grevens ægtefælle fra 2. ægteskab, Anna Sophie født Rantzau førte sig frem i de adelige kredse i København. Hun var ung, intelligent, vidende, myndig og charmerende. Efter ægtefællens død i 1719 styrede hun som administrator for stedsønnen, godset med fast hånd.

Hun mente, at greveslægtens rettigheder var det altafgørende. Hun blev ikke uden grund kaldt Den onde grevinde.

 

Forlig blev forkastet

Bønderne havde svært ved at betale deres afgifter. I 1721 nedsætter kongen en kommission, der skulle undersøge forholdene i grevskabet. Og grevskabet truede bønder med, at fratage dem deres fæste såfremt de ikke betalte.

Herredsskriveren i Højer, Niels Brinck støttede bønderne. I 16 år havde han været delefoged på Schackenborg.

Hans Hansen blev tvunget til at underskrive et forlig. Han var kort sagt banket godt mør. Men bønderne ville ikke acceptere dette forlig.

 

Dommerne var ikke enige

Den 4. marts 1723 blev der igen afsagt dom. Dommen gik imod bønderne. Men Højesteret ville også have et ord indført.

Bønderne var desværre kommet til at beskylde grevinden for at være ukristelig, og beskyldte hende for ulovlig adfærd og tvang. Denne majestætsfornærmelse
lagde retten stor vægt på. Men dommerne var vildt uenige. Seks dommere mente, at bønderne skulle dømmes hårdt, mens seks dommere mente, at dommen skulle falde anderledes ud.

Grevinden, Anne Sophie Schack blev nervøs og henvendte sig til kongen. Han gjorde sin indflydelse gældende. Og kongen skrev til Højesteret og befalede.

Mild dom til bønderne

Godset skulle betale 100 Rigsdaler til Vor Frelsers Kirke. Anders Hansen og Thomas Petersen skulle hver betale 50 Rigsdaler og forvises fra grevskabet. Det var ellers lagt op til livslang slavearbejde.

Men de lokale accepterede ikke dommen. Anders Hansen og Thomas Petersen blev kendt fredløse. De skulle anholdes for enhver pris. Og oprøret fortsatte. Først i 1725  blev Hans Hansen benådet, og han og  hans bror Anders flyttede til Aventoft, lige syd for Møgeltønder.

Anders Hansen døde i 1731, 49 år gammel. Hans Hansen døde 10 år efter at han blev benådet i 1735.

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• Litteratur Møgeltønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

 

• Turen går til Møgeltønder
• Præsten fra Daler 
• Overinspektør på Schackenborg 
• En landsbydreng fra Møgeltønder 
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack 
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang 
• Schackenborg i Møgeltønder
• Møgeltønders historie 
• Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord 
• De kongerigske enklaver 1-2 
• Tyven, der stjal Guldhornene 
• Gallehus – den femte fortælling 
• Guldhornene fra Gallehus (1) 
• Guldhornenes ældste historie (2) 
• Guldhornene – den tredje historie 
• En ridder fra Gallehus (4) 

Redigeret 9 – 04 – 2022

Alle de indbudte gæster til Tønders 700 års jubilæum var klædt i sort og hvidt, og forsøgte at være diplomatiske. Men der var en, der ikke holdt sig til reglerne. Oberst Paludan – Müller sagde sin ærlige mening. Det havde han altid gjort, til stor fortrydelse for amtmanden. Obersten blev senere dræbt i en ildkamp med tyskerne.

 

Ja egentlig er overskriften forkert. Oberst Paludan – Müller er ikke fra Tønder. Men det var her han blev berømt eller berygtet. Han er født i Nordjylland og opvokset i Sydsjælland. Han var ikke inviteret til Tønders 700 –  års jubilæum, men mødte alligevel op. Som chef for Grænsegendarmerne var det mærkelig, at han ikke var inviteret, men det havde måske sin forklaring.

 

Fest i Tønder

Den 5. august 1943 fejrede Tønder 700 – året for stadsretten. Det store værk Tønder gennem tiderne udkom den dag. På den store dag var der gudstjenester,
reception, frokost m.m. De nationale lejre holdt deres egne arrangementer.

På Tønderhus spillede Lauritz Hansens Spillemandsorkester. Skuespilleren Vera Huhns læste op, og Claus Eskildsen fortalte morsomme historier fra Tønder. Weekenden før havde Tønder Amts fire landboforeninger holdt et stort jubilæums – dyrskue. Der kom 14.000 gæster.

Ved det ekstraordinære byrådsmøde udtalte borgmester Poulsen:

• I skyggen af et blodigt verdensoprør fejrer vores by i dag 700 – årsdagen for erhvervelse af købstadsrettighederne. Gode og onde dage har Tønder oplevet. Omstridt har byen været, men altid elsket af sine indbyggere. Modsætningsforholdet mellem dansk og tysk har ikke hæmmet byens udvikling og alle større kommunalpolitiske opgaver har altid kunnet løses i fællesskab.

 

Diplomat var påkrævet

Tonen var lagt meget diplomatisk. Man skulle nødig støde nogen. Klokken 9 var der festgudstjeneste i Kristkirken. Hans Magle prædikede. I løbet af besættelsen var han blevet involveret i illegalt arbejde. Han blev arresteret af Gestapo og sad i Frøslevlejren fra december 1944 til befrielsen.

Efter den danske gudstjeneste fulgte den tyske. Egentlig skulle den danske øvrighed have deltaget i denne. Men dommer H.H. Stegmann udbrød

• Jeg går sgu min vej

Og to politimestre fulgte den beslutsomme dommer. Den tyske præst Pastor Rühmann holdt ellers en forsonende prædiken.

 

Festlighederne i opløsning

Receptionen blev holdt i amtsrådssalen. Og på Tønderhus var der frokost for 100 specielt indbudte gæster. Efter tre timers spisen og drikken var alt fordrageligt, indtil Paludan – Müller rejste sig og holdt en, for tyskerne skandaløs tale. Obersten synes at selskabet havde glemt den kendsgerning, at tyskerne havde overfaldt Danmark. Festlighederne var ved at gå i opløsning efter talen. Borgmesteren forsøgte at udglatte trådene.

Et ministerielt pålæg fulgte. Den gik ud på, at man ikke måtte omtale Oberst Paludan – Müllers tale.

 

Den farmøse tale

Men hvad havde obersten egentlig sagt ?

• Det er meget godt med al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at den har ødelagt for de første 200 år af det, som skete
  9. april.

Amtmand Refslund Thomsen klagede over obersten, og påpegede, at oberstens tale stod for dennes egen regning, og ikke den danske befolknings indstilling over for vores nabofolk. Grev O.D. Schack havde givet udtryk for, at obersten ikke måtte fremstå som martyr efter sine ytringer.

 

Undersøgelse af embedsførelse

Refslund Thomsen fik foranstaltet en undersøgelse af oberstens embedsførelse. Finansministeren betegnede ham som energisk og flittig med en udpræget national indstilling. Men det var ikke første gang, at amtmanden og obersten var på kollisionskurs.

Gennem 1930’erne herskede der en mistillid mellem Grænsegendarmeriet og Politiet. Denne mistillid prægede også forholdet mellem Grænsegendarmeriets og politiadjudanten  som var lig med amtmand Refslund  Thomsen. Begge instanser hørte under hver deres ministerium.

Besættelsestiden forbedrede heller ikke forholdet mellem amtmanden og obersten.

 

Forsigtighed

Den danske regerings politik under besættelsen gik ud på ved loyalt samarbejde med besættelsesmagten at lempe landet, befolkningen og grænsen, så man kom så uskadte som muligt gennem krigen. Det var den linje, amtmand Refslund Thomsen førte. Han var svigersøn til den legendariske H.P. Hanssen og fortsatte dennes tanker og ideer.

Dansk Samfund opfordrede til, at man opførte sig fast og frimodigt. Denne sammenslutning gik dog imod amtmandens betænkeligheder ved, at der blev tilladt danske optog.

 

National ydmygelse

Paludan – Müller betragtede forholdene som national ydmygelse. Forsigtigheden var næsten værre end besættelsen, mente han. Man måtte melde klart fra. I modsat fald mistede hele verden inklusive Tyskland, respekten for Danmark. Og uden selvrespekt kunne Danmark som nation ikke overleve.

Obersten var en impulsiv natur. Han kendte udmærket konsekvenserne af sine holdninger. Hans standpunkter var rene og klare. Samarbejdspolitikken var en stor prøvelse for ham.

 

Episoden i Padborg

Nu var det ikke første gang, amtmanden og obersten stødte sammen. Gode borgere i Padborg ville rejse en mindesten over 3 gendarmer, der blev dræbt ved viadukten den 9. april 1940. Tyskerne havde bedt om, at inskriptionen blev ændret. Amtmand Refslund Thomsen havde bedt om støtte hos obersten. Men det fik han ikke, snarere tvært imod.

Da stenen skulle rejses mødte 1.000 borgere frem. Teksten som obersten havde forfattet var skjult med kit. Men teksten var ændret med et digt. Men Paludan – Müller mødte ikke selv frem. Men i regnvejr kunne borgerne i Padborg godt skimte den originale tekst

• Skudt af civilklædte personer, 9. april 1940

 

På klapjagt efter engelsk flyversergent

I september 1941 tilgik der fra politistationen i Tønder til Grænse-gendameriet en eftersøgning af en engelsk flyversergent. Det fik Paludan – Müller til at reagere. Han sendte et brev til politimester Martensen – Larsen. Heri skrev han, at det var med væmmelse og dybeste skamfølelse, at han havde læst efterlysningen, hvor signalementet havde været nøje angivet som hos en tugthusfange.

Obersten påpegede, at Danmark ikke deltog i nogen krig. Hvorfor skulle danske myndigheder tillade krigshandlinger mod englændere, der havde sat deres liv på spil, for at befri Danmark. Han nægtede at stille Grænse-gendameriet til rådighed for en sådan klapjagt.

Amtmanden var forfærdet over disse udtalelser.

 

Mørklægningsmøde i Gråsten

Ved et offentligt møde i Gråsten den 7. marts 1942 omkring mørklægning, kritiserede Paludan – Müller igen det officielle Danmark og deres holdning.

• Det er meningsløst, at Politiet håndhæver mørklægningsreglerne så nøje. Det burde være blus på, så englænderne kan se, hvor grænsen var.

 

Finansminister: Pas på

Ved et møde den 17. august 1943 henstillede finansministeren til Paludan – Müller, at han ikke fremover skulle blande sig i lignende tilfælde. Statsminister Scavenius havde fremsat betænkeligheder ved at obersten kunne fortsætte i sit embede. Indenrigsminister Jørgensen, der havde overværet talen ved jubilæet i Tønder, fastholdt dog, at obersten ikke skulle gøres til martyr. Den samme argumentation som Grev Schack var kommet frem til.

Begivenhederne i Danmark tog fat. Der var oprør i flere byer. Modstanden i befolkningen voksede.

 

Dræbt i ildkamp

Paludan – Müller var kompromisløs. Han døde i en ildkamp med tyskerne den 26. maj 1944. Hans kamp og død fik en symbolsk værdi for Sønderjylland. (Vi har skrevet en artikel om dette tema)

Men prisen var høj. Hans engagement i illegalt arbejde var måske årsag til, at 291 grænsegendarmer den 19. september 1944 blev interneret i Frøslev. 141 af disse blev deporteret til Neuengamme. 38 vendte aldrig tilbage, og 3 døde umiddelbart efter hjemkomst. Ja sådan skrev jeg i 2007. Men senere har jeg dog fundet ud af, at dette ikke havde noget at gøre med Paludan – Müllers provokationer at gøre.

 

Mindesmærke

Da mindesmærket over Paludan – Müller blev afsløret på ti års dagen for hans død i 1954 blev der udtalt

• Med sit nej brød han ikke alene selv med det tysk voldsregime, men tændte også en fakkel, der kastede skær over det ganske land.

 

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (underudarbejdelse)
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 9. 04. 2022

Denne artikel er skrevet af min gode ven Ib Hansen, Tønder. Det er et skoleeksempel på, hvad slægtsforskning kan føre til. Jeg skal hilse og sige at Ib` s børn er normale, og han har især nogle døtre, der ser aldeles godt ud. Ib er flyttet tilbage, og tøndringerne får ganske sikkert kendskab til Ib` s kreative evner.

 

Jeg var inviteret til at holde foredrag i Æ synnejysk Ambassade Pludselig var det en yndig pige, der begyndte at skraldgrine, og en mand ved siden af, der blev rød i hovedet. Det viste sig, a manden, der blev rød i hovedet var Ib Hansen, min gamle legekammerat fra Lærkevej i Tønder. Pludselig var det gået
op for ham, hvem jeg var. Den yndige pige ved siden af, var hans datter. Vi havde ikke set hinanden i 43 år. Adskillige bajere og rødvin er senere blevet hældet ned. Ib bor nu igen i Tønder – i Uldgade.

Men læs nu Ib` s fantastiske historie. Vi skal lige gøre opmærksom på at artiklen er fra 2007

 

Slægtsforskning

Slægtsforskning kan føre til mange ting. Også nogle gange meget overraskende ting. Det handler denne lille artikel om.

I oktober måned 1977 blev jeg skilt fra min dejlige kone, Marianne. Efter at jeg flyttede til Tønder er hun også flyttet ind i huset. Det er altså 30 år siden
vi blev skilt – og nu bor vi sammen igen. Det må da kaldes et jubilæum.

Men jeg har også forsket lidt i Marianne familiemæssige forhold. Og her dukker en ny opfordring op. Vi har en fælles stamfader. Uha, da.

 

Den fælles stamfader

Cornelius Nielsen blev født i Aabenraa i 1789, hvor han blev døbt den 16. august samme år. Hans far var rytter i det Holstenske Kavaleri Regiment under grev von Wedel, født på Öland medens moderen var Maren Madsdatter, født i Aabenraa.  I forbindelse med forældrenes bryllup i 1781 undlades der ikke i kirkebogen at fortælle, at moderen var gravid på tidspunktet for brylluppet:
”..mit der von ihm geschwängerten Maren Matstochter…”

I 1811 Blev Cornelius gift med Catharina/Karen Knudsdatter, fra Hjarup ved Kolding. Han havde en omtumlet tilværelse, idet han ved børnenes fødsler i perioden 1812-1823 benævnes – i rækkefølge – som møllersvend, daglejer, fuhrmann og handelsmand.

Det første barn, født i 1812, medens familien boede i Slotsgade i Aabenraa, hed Metta Catharina. Hende vender jeg tilbage til senere.

I bogen ”Ensted sogns historie” (Historisk Samfund for Sønderjylland), står han opført som ejer af Dybkjær Kro fra 1831 til 1853. Efter at den nye chausse, den nuværende hovedvej A10 blev taget i brug i 1848, var der ingen grundlag for at drive Dybkjær Kro, hvorfor den blev nedlagt i 1872. Da havde den eksisteret
siden 1622.

I sin tid som krofatter var han også en travl person. Førnævnte bog fortæller også, at han, i forbindelse med Treårskrigen 1848-50, som medlem af det absolutte mindretal i sognet sandsynligvis tilsluttede sig det Slesvig – Holstenske oprør, der anførtes af Boy Jürgensen fra Stubbæk og hans bror, Jacob.

 

Svinkeærinder

De mange jobs og familielivet synes ikke at være nok for den gode Cornelius. I sin tid som rejsende vognmand mellem Tønder og Aabenraa førte vejen forbi Raved.

Her boede Metta Hansdatter, født i Hjordkær i 1784 som datter af husmanden Hans Petersen og hustru Maren Paulsdatter.

Metta havde været gift med gårdmanden Calle Callesen Jepsen, der døde i en relativ ung alder.  Den ældste søn, Hans Callesen, overtog gården, hvorefter Metta fortsatte med at bo der.

I 1828 kom den rejsende handelsmand på sin tur mellem Aabenraa og Tønder forbi Raved. Det resulterede i at Metta fødte en pige den 16. november 1828, Metta Nielsdatter. Cornelius blev udlagt som barnefader.

Kirkebogen nævner (oversat til dansk):

• ”Metta Nielsen, uægte datter af Metta Callesen i Raved. På fødselstidspunktet har hun udlagt den fra Tønder til Aabenraa kørende vognmand Cornelius Nielsen som barnefader.”

Cornelius havde altså 2 døtre ved navn Metta, én født inden for ægteskabet, og én født uden for. Og her begynder historien om familie-sammenfaldet.

 

Min kones familieforhold

Metta Cathrina Nielsen blev den 16. december 1837 i Ensted kirke gift med gårdmanden Knud Magnus Langhoff, søn af Fridrich Østrup Langhoff fra Silkeborg.

Blandt deres børn var Lovise Laurentine Langhoff, der blev født i Aabenraa den 13. juni 1844. hun blev den 9. december 1864 gift med snedkeren Jochum Nielsen Grodt, søn af borger og kredssnedker i Haderslev, Michael Jochumsen Grodt og hustru Catharina Magdalena Eriksdatter.

Deres søn, Erik Jokumsen Grodt, blev født den 13. november 1869 i Aastrup sogn, Haderslev amt. Han blev gift 1. gang med Karen Margrethe Schmidt, født i 1873.

Efter karens død giftede han sig 2. gang med Marie Bertelsen.

Sønnen fra 1. ægteskab, der også hed Erik Jokumsen Grodt, født den 15. november 1909 i Aastrup sogn, blev i 1932 i Fjelstrup kirke, gift med Rosa Flick, født den 20. august 1910 i Linz, Østrig.

Sammen fik parret 5 børn, heriblandt Agnete Grodt., der igen fik en datter, Marianne Grodt.

 

Mine familieforhold

Metta Nielsen blev den 19. august 1856 i Bjolderup kirke gift med Jep Petersen Knudsen, født den 24. november 1836 i Søst, Rise sogn. Han var søn af Andreas Paulsen Knudsen, født i Løgumkloster og Cathrine Maria Petersdatter, født i Dyndved, Egen sogn på Als.

Kirkebogen noterer:

• ”Trolovede 1856 – Bjolderup
• 2. Juli. Ungkarl Jep Petersen Knudsen, ægte Søn af Kaadner Andreas Paulsen Knudsen og Hustru Cathrine Marie født Petersen i Søes, født den 24de November 1836, Vacc. den 16. Marts 1837 af Paulsen
• Pigen Metta Nielsen, Datter af Enken Metta Kallesen i Ravit, født den 16. December 1828, vacc. d. 7. September 1834 af Neuber.
• Vidner: Jep Kallesen – Laus Kallesen
• At proclamere .. 10. Søndag efter Trinitatis.”

En af parrets børn, Anna Metta Knudsen, blev født i Søst den 4. november 1859. Hun blev gift Marinus Christensen, født den 22. januar 1856 i Hee, Ringkøbing amt, som søn af Christen Iversen og Ane Marie Jacobsdatter. Moderen døde i barselssengen.

Parret bosatte sig i Holbøl. Her fik de ét af deres børn, Jeppe Knudsen Christensen, født den 16. januar 1898. Han blev gift med Rigmor Dupont, født den 7. februar 1903 i Fredericia, som datter af maskinsmeden Ivar Dupont og Petra Martha Marie Sørensen.

Blandt deres børn var Rita Christensen, født den 8. marts 1929 i Tønder. Hun blev gift med Hans Ludvig Hansen, født den 3. juli 1920.

Ét af deres børn var Ib Hansen, født den 17. december 1948 i Tønder.

 

Fælles – langt fra

Og således er Cornelius årsagen til familie sammenfaldet .Min 2xtip-oldefar er den kære Cornelius. Marianne har samme Cornelius som 3xtipoldefar.

Heldigvis så langt ude, at det ikke påvirker generne blandt børn.

Som Uwe flere gange har nævnt:
Jeg har en broget og livlig familie. Ovenstående bekræfter jo bare det.

Tak til Ib 

Hvis du vil vide mere: 

• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 9.04. 2022

Mange af de tidligere beboere har skrevet. Vi er desværre mange, der er ramt af barske skæbner i tiden efter Lærkevej, men livet må gå videre. Der er også sket ting på Lærkevej, der ikke skal nævnes her på siden. Vi har fået en mail fra Michael Hansen, tidligere Lærkevej 34. Han nævner en del ting, som jeg for længst har glemt.

 

Mange har skrevet til www.dengang.dk  Også mange af de tidligere beboere på Lærkevej. Jeg er blevet involveret i mange skæbner. Ting jeg ikke vidste, som er hændt, og ting der ikke skal offentliggøres her på siden. Meningen var såmænd ikke at gøre Lærkevej til et glansbillede, men blot at give et tidsbillede.

Der er også et par stykker der har skrevet, at de enten gik i klasse med min afdøde storebror, eller var spejder med ham omme på Ryttervej. Min storebror forlod desværre denne verden alt for tidlig. Men det er der flere i min nære familie, der gjorde.

 

Lærkevej 34

En af dem, der har skrevet er Michael Larsen. Han er født og opvokset på Lærkevej 34. Pudsig nok var det jo der, min gode ven Ib boede, inden familien Larsen flyttede ind. Ib er nu vendt hjem til Tønder igen og bor i Uldgade.

 

Den største vognmand på Lærkevej

Men Michaels storebror Jørn Henrik (Heine) var den største vognmand på Lærkevej. Det var ham der havde det største arsenal af Tekno biler, Wilmar biler m.m. Jeg kan ikke huske om der var andre mærker. Men på et tidspunkt fandt Heine ud af, at male alle sine biler i en farve. Det samme gjorde jeg, jeg tror mine blev lyseblå. Ja pludselig var brandbilerne ikke mere røde.

Og motorvejene vi legede på, ja det var sandet og jorden foran Familien Lassen på Lærkevej 34.

Ja og så købte jer også en knallert af Heine. Den kunne så køre fra min gode ven Ingolfs nye Kreidler. Men han snød så, og fik indbygget ulovligt tuning – set
i den.

Michael fortæller, at han boede på Lærkevej indtil 1978. Han roser hjemmesiden, kalder den kanon. Tak for roserne, Michael og for dit indlæg, der hermed følger. Michael har læst artiklen,

Fra Lærkevej til Æ synnejysk ambassade og nævner nogle ting, som jeg havde glemt.  Noter til \”Fra Lærkevej til \”Æ synnejysk ambassade\”\”.

 

Æggepakkeriets have

Her var der en masse frugttræer som bare ventede på at blive ”plyndret”. Gik man for tidlig i gang med plyndringen, for at forhindre at andre kom først, kunne det godt resultere i en noget alternativ mave.

Masser af sport

System Abstracta blev også kaldet \”Cadovius\”.

De røde huse på Lærkevej

På højre side (øst-siden), var de ulige numre.

Thai-piger på Lærkevej

Den yngste af Rasmussens børn hedder Torben

Nabo – fjendskab

Ingrid og Verner har en datter der hedder Jytte. Hun bor stadig i Tønder.

August og Meta

August og Meta Johansen har også en søn der hedder Peter. Han bor for øvrigt stadig i Tønder og er også aktiv i Tønder Festival

Dovn Anton

Ejnar Sørensens kone hed Mary og deres døtre hedder Krista og Lis. Krista er gift Block og bor i dag i nr.26 på Lærkevej.

Brandalarm

Familien Hansens efterfølgere (Lærkevej 34) hed ikke Lassen, men Larsen.

Kristian og Johanne Larsen. Børnene hedder Jørn Henrik( Heine), Flemming Sigurd (Sigge).

Derefter kommer Anne Grethe, Jette, Michael og sidst Doris.

Jens Clausen er IKKE identisk med Nasser, for Nasser hed Westergård til efternavn.

Den yngste af Nasser’ s døtre hedder Jytte, og så var der vist 2 ældre søstre, og jeg mener at den ene hed Conni, men den sidste kan jeg ikke huske navnet på.

En par små personlig slut-anekdoter.

Gudrun og Aksel’ s ene dreng Per, har en datter (Kira) der er kæreste med Kristian og Johanne Larsen’ s
(Lærkevej 34) barnebarn Lasse.- Lasse er Michael’ s dreng.

Tak til Michael