Artikler
Januar 15, 2008
Jeg vil tro, at alle i Tønder, kender en, som er ved Tønder Frivillige Brandværn, eller som vi sagde dengang, Æ Feuerwehr.
Altid på pletten
I Strucksalle´ kørte Æ Feuerwehr altid ind til siden, for at få Leif´ s far med, hvis der var brand i nærheden eller vestpå. Og på Lærkevej var det ”Nasser”,
der var Æ Feuerwehr´s forlængede arm. Engang da jeg havde været til morseundervisning i Ellum, synes jeg, at min knallert var lovlig varm. Jeg mente den havde godt af lidt afkølende. Så jeg smed vand på den. Det resulterede i masser af røg. Og ”Nasser” var den første på stedet. Han var dog ikke i reglementeret uniform.
Tønders plager
Kigger vi på artiklerne her på siden er det tre ting, som har plaget Tønder gennem historien, og det er:
Og i denne artikel skal vi beskæftige os med det sidste nemlig brand. Hele bydele er gået op i lys og luer. Men det kan i læse om i de enkelte artikler.
Den sidste store brand
Den sidste store brand, jeg selv oplevede i Tønder, det var mens jeg gik på Handelsskolen. Jeg så røgskyerne fra Trælasten for enden af Strucksalle´. Efterhånden kunne vi også se de tililende brandkorps fra det vestlige opland komme hyldende til hjælp.
Stor brandfare
Brandfaren i den gamle by var stor. Alle huse var stråtækte. Der blev oplagret letantændelige ting, som hø og halm til kreaturer, tjære lim m.m. Smedene med deres farlige ting, var henvist til en særlig gade, Smedegade.
Fra historien
Øjenvidner
I 1581 udbrænder 300 huse i Vestergade og Storegade. For brandfarens skyld anlægges Søndergade. Det skete i 1591.
Et øjenvidne beretter:
Den største katastrofe var vel nok for os ”amatør – historiker, at Rådhuset og byarkivet gik op i lys lue. Det siges, at borgmesteren døde af sorg.
Hertug Adolf måtte hjælpe byen med sine beholdninger af korn og flæsk. Et ” trøstebrev” sendte han også til byen. Den 29. juli 1586 brænder Uldgade og Slotsgade
På daværende tidspunkt var Uldgade en ret ny gade i Tønder.
Retningslinjer fra hertugen
Fra hertugen blev der udsendt forbud mod anvendelse af stråtag. Men det rettede man sig ikke rigtig efter. Man gik dog i gang med at anvende sten i gavlene. I 1599 anlægges Lillegade, ligesom Søndergade fungerede denne som en slags brandbælte.
Byens første sprøjte fra 1627
Gang på gang forbydes der at have stråtag på tagene, men forbuddet overholdes ikke. Byens rådhus havde også stråtag. En synsk borger påstod at han i 1596 havde set hele byen brænde. Amtmand Dietrich Blomme bliver skrækslagen, og henstiller til at man overholder alle påbud.
Amtmanden rettede henvendelse til byrådet om ændring af brandvedtægterne, efter hvilke det nu udtrykkelig bestemmes, at stråtag og høstakke ikke måtte forekomme i byen. Borgerne skulle anskaffe sig hver 2 læderspande og en 9 alen lang stige. Fra hvert af de 4 kvarterer udpegedes 2 kvartermestre til at føre tilsyn med ildsteder, skorsten, brandstiger m.m. 2 gange årligt.
Men byens første sprøjte bliver først anskaffet omkring 1627.
Mange brande
Efter denne brand, blev der opsat en mindeplade bed Østerport. Pladen befinder sig nu på Tønder Museum. Her står:
Magistraten hjælper ofre
Tønder Magistrat begyndte i 1726, at udstede attester for de brandlidte borgere. Disse attester indeholdte en række enkeltheder om den skade, som branden havde forvoldt den enkelte borger. Meningen var så, at der skulle samles ind til de skadeslidte.
Skomager Hans Erichsen havde mistet hus og stald på 10 fag, og næsten alt løsøre og læder. Det sidste er ikke godt at miste for en skrædder. Borger og hospitalsforstander Cornelius Carstensen havde mistet hus og stald, og det meste af sin ejendom.
Ofte var det præsterne, der i sidste ende anbefalede en indsamling. Magistarten var flinke til at give skattefrihed, så borgerne igen kunne få tilværelsen til at fungere.
Foranstaltninger
I 1731 udsendte Magistraten en række foranstaltninger, der skulle forhindre en ”gentagelse” af brand
De forsømmelige ifaldt en bøde på 20 RDL til kongen. For at lette ”sagen” for de uformuende fik de, der gav kredit til materialer, ret til at tage 6 % i rente. Deres fordring skulle nyde første prioritet.
Men handelen gik dårlig i Tønder. Der var pengemangel, mangel på materialer og på håndværkere. Det gik meget lang tid inden borgerne opfyldte Magistratens forordninger.
Halmviske
Næste problem var, at man brugte halmviske under teglstenene i stedet for kalk. Borgerne anfægtede, at kalken, hvis det dryssede ned, ødelagde deres korn. Et påbud fra 1804, fastslog dog, at man straks skulle understryge teglsten med kalk.
Frederik den femtes forordninger
Frederik den 5. udsender i 1762 en rettesnor til, hvad man skal gøre i forbindelse med brand. Det var forbudt at ryge i stalde og lader. Slemme drenge måtte ikke skyde med raketter eller nøglebøsser til nytår.. Asken på arnen skal til natten anbringes således, at der ikke går ild i katten, som ynder at ligge ved ildstedet, og som let kan komme til at virke som brandstifter., når gløden sætter sig fast i hårene på den, og den så farer omkring i huset.
Magistarten skulle sørge for, at der ved byens offentlige brønde skulle stå en vandbeholder på en slæde klar til blive slæbt til en eventuel ”ildløs. Endelig
skulle Magistraten ”tænke” på at anskaffe to eller i hvert fald en sprøjte. Gaderne skulle holdes fri for store sten, affald og møddinger, så sprøjterne i tilfælde af brand kunne komme hurtig frem.
Hvis der var brand skulle man ”gøre anskrig” på gaden, og naboerne var (som gode kristne og desuden for deres egen skyld) forpligtet til straks at ile til hjælp,
for at hindre ilden i at brede sig. Klokkeren skulle løbe til kirken og lade klokken lyde. Vognmænd eller andre, som havde heste skulle straks spænde for og begynde at køre vandet til brandstedet i tønder eller oksehoveder eller hvad de nu havde.
De skulle ikke gøre det for ingenting. Der var præmier på at komme først, nemlig 2 rigsdaler. Nr. 2 fik 32 skilling og nr. 3 fik 24 skilling.
Til gengæld skulle de, der havde køretøjer og ikke ville køre, belægges med store bøder. Tømmermænd og murere skulle være forrest i kampen mod flammerne. To herrer fra Rådet og to dertil udvalgte borgere skulle på embedes vegne sørge for, at de tililende folk blev sat i arbejde. De skulle påse, at man
først og fremmest fik krudt, hør, hamp, beg, tjære og svovl ud af det brændende hus.
Dårlig vandforsyning
Et svagt punkt i Tønders beredskab var den dårlige vandforsyning. I 1781 nævnes rundt om i Tønder 20 sugepumper med lange pumpestænger. Vandet var for det første ganske utilstrækkelig. Brøndene løb også tørre, når der var unormalt forbrug, ved for eksempel brand. Som drikkevand kunne man slet ikke bruge brøndene.
Den underjordiske vandforsyning gennem træ-rør bestod helt til 1873. De rådne rør blev erstattet af brændte ler-rør. Byens brandsprøjte og andre redskaber havde plads i Kirkeboderne mellem Richtsensgade og kirken.
Brand på brød-fabrikken
På hjørnet af Vidågade og Østergade lige ved Seminariet lå der omkring 1869 en brødfabrik, hvis indehaver hed Johan Friedrich Jensen. Hvis man afleverede rug til fabrikken kunne man i bytte få brød.
En mørk oktober-nat opstod der pludselig brand på fabrikken. Viljen var der fra byens befolkning at hjælpe. Men der var total mangel på organisation. Der var også mangel på slukningsredskaber. Den 12. oktober havde indehaveren en annonce, hvor han takkede alle for deres hjælp
Der er hul i spanden
Den 20. oktober meddelte politimesteren, at alle, der havde mistet deres brandspande kunne henvende sig til brandadministratoren for at få dem udleveret. Politimestren havde fundet ud af, at mange brandspande var ubrugelige. De var simpelthen ubrugelige. Han bebudede, at de blev reparerede. Samtidig bebudedes et eftersyn af samtlige brandspande i byen. Var de ikke i orden, kunne der ventes bøder på tre daler eller endog fængsel.
Tønder Frivillige Brandværn en realitet
Efter branden i Østergade var der behov for et ordentligt brandvæsen. I løbet af de sidste 20 år var der i Tyskland opstået en del brandvæsen, der bestod af mandskab, som frivilligt underkastede sig den nødvendige disciplin og uden vederlag uddannede sig til brandmænd. Sådanne frivillige brandværn fandtes
navnlig i byer af middelstørrelse.
I Tønder boede en ung mand ved navn Julius Theobald Petersen. Han stammede fra Slesvig og kendte til det frivillige brandværn. Han kastede sig med stor ”ildhu” i arbejdet. Han havde bare den fejl, at han var for ung. Men så sprang seminarielærer P.J. Johannsen til. Han havde både alder og erfaring. Han blev værnets første kaptajn.
Männer – Turnverband
I Tønder havde ”Männer – Turnverein von 1865” set dagens lys. Dengang havde man den opfattelse at gymnastikken skulle tjene et formål uden for sig selv. Det skulle være et politisk, selskabeligt eller praktisk formål. Nu havde Turnverein i 1869 ikke noget særligt formål, så derfor blev starten på Tønder Frivillige Brandværn ”Turner – Feuerwehr”.
Seminarielærer Johannsen og maler Chr. Petersen tog til Slesvig for at se på brandmateriel og organisation for at lade sig inspirere.
De første øvelser
Hvert medlem anskaffer for egne midler en reglementeret ”Blouse”. Hjelm og anden udrustning leveres af værnet. Hver måned afholdes en øvelse efter kaptajnens bestemmelse. Den årlige generalforsamling finder sted hvert år den første søndag i november måned. Her vælges korpsets kaptajn, kasserer
og tøjmester ved simpel stemmeflertal. Den første øvelse i uniform blev afholdt med de gymnastikredskaber, der tilhørte ”Turner – Feuerwehr”.
Den 14. april 1870 kom værnet første gang ”i ilden” hos snedkermester Sehestedt.
Brandværnet – selvstændigt
Snart viste det sig uenighed om de økonomiske midler med hensyn til selve gymnastikforeningen og værnet. Den 31. maj 1871 skiltes parterne og organisationen fortsatte under navnet Tonderns freiwillige Feuerwehr.
Obligationer blev solgt
Man havde ikke råd til en ny sprøjte, så derfor blev der udstedt 200 obligationer a 2 ½ prøjsiske dalere. Magistraten overtog efter anmodning 40 obligationer. I 1871 blev den første sprøjte købt i Leipzig for 900 mark med tilbehør, og en prøve viste, at den svarede til forventningerne.
”Brand” i symaskinen
I 1874 var bogtrykker Rothes bedstemor ung pige hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop at syede på en af de moderne amerikanske symaskiner. Sådan et apparat var meget kostbart. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han farer ind i stuen og råber
Han tager den dyre maskine og kaster den fra 1. sals højde. Han mente, at forhindret en brand. Ganske givet har symaskinen udskilt noget røg.
Brand på Schweizerhalle´
En forsinket alarmering indløb den 10. august 1908. Årsagen var, at et bud tog fejl. Han løb til politistationen og anmeldte branden i stedet for til brandværnet. Schweizerhalle´ stod i brand. Og dengang kunne stedet godt henføres til det fjerne klippeland. Bygningen lå på en mægtig høj. , som også rummede en tilsvarende mægtig øl-kælder.
Ret hurtig løb brandværnet tør for vand. Brandfolkene måtte vente til der igen løb vand til. Man benyttede ventetiden til at rive en sidebygning ned og hente møbler ud.
Branden var anmeldt 14.30 men hen på natten var branden endnu ikke slukket. I ventetiden spenderede indehaveren en cognac til de svedige brandfolk. En tilstedeværende politiperson følte sig kaldet til at gribe ind:
Uheldig alarmering
En række uheldige omstændigheder fik katastrofale følger for guldsmed og fotograf Bødewadt. For det første lod alarmeringen noget tilbage at ønske, idet nogle hornblæsere, der skulle alarmere, netop denne aften ikke var hjemme. Dernæst var noget af brandslukningsmaterialet til reparation. En del plader med
optagelser fra det gamle Tønder gik tabte ved denne lejlighed.
Gave til brandvæsnet
En brand opstod i bager Lüthgens ejendom i Vestergade (senere skohandler Nissen). En stærk vestlig vind gjorde slukningsarbejdet vanskeligt, og ejendommen var ikke til at redde. Befolkningen i nabohusene blev evakueret. En meget syg og hjælpeløs kvinde blev evakueret.
Heldigvis nåede ilden ikke naboejendommene. Derfor testamenterede den hjælpeløses mand, kreaturhandler Laust Frandsen brandværnet sit hus NW
– kvarter 187, med 2 stalde og have samt 3 fenner, beliggende på Tønder mark, ca. 4 ha stor.
Efter nogle års forløb solgte brandværnet hus og jord, da man trængte til rede penge til anskaffelse af uniformer og brandslukningsmateriel. Restbeløbet, 18.000 mark, anvendtes i krigsårene 1914 – 1918 til tegning af krigslån. Ved krigens slutning gik pengene tabt under inflationen.
Et nyt vandværk
En ny sprøjte blev anskaffet i 1899 og indrettet til at blive hængt på et køretøj. Men der var stadig sløjt med vand-tilførslen. Det skulle en regulær tyfus-epidemi til, for at Tønder i 1902 fik et ordentligt vandværk.
Samarbejde med andre værn
Op til 1. verdenskrig var der mange håndværkere, der var aktive i Æ Feuerwehr. Man samarbejdede med andre kredsforbund, og arrangerede stævner. Disse stævner kom til at fungere som instruktions-kursus.
Til en forbundsdag i Westerland på Sild i 1893, fik de deltagende medlemmer bevilliget gratis rejse på 4. klasse, men kun på fastbanen. Befordringen til og på øen måtte ske på egen regning.
Revnede bukser på Torvet
Også Tønder havde æren af at modtage gæster fra andre byer. Ved en sådan lejlighed skulle der fremvises en redning på et udspændt tov. Tovet var fastspændt
tværs over torvet til Sparekassens bygning. Alt var meget realistisk anlagt, og det var propfuld af mennesker. Men da brandmanden skulle ud af de snævre bukser, revnede de hvide bukser. Han begyndte at protestere. Men det hjalp ikke
Sådan sagde den hjælpende kammerat, gav ham et skub og ud gled brandmanden med revnede bukser og den bare popo til stor moro for hele forsamlingen.
Kor og musikkorps
Der blev fejret mange fester i Æ Feuerwehr. Man havde også en overgang et musikkorps på 16 mand. Ja det havde man i perioder. I 1913 måtte man nøjes med piberog trommer. Og et kor havde man også i en meget kort overgang.
Konerne protesterede
Inden en time efter en øvelse skulle korpset være trukket i civil. Man ville forhindre at korpset gik på slukningsøvelser på byens kroer. Ja, der var over 70 stykker. Tønder havde verdensrekord i antal kroer pr. indbygger på et tidspunkt. Men korpsets damer protesterede. Gang på gang faldt man i. En patrulje
skulle hente de forliste ægtemænd hjem til konerne. Men ak og ve, kammerater er jo også mennesker. Så de faldt også i.
En motorsprøjte
I 1931 var der en kæmpe brand hos trælasthandler Selmer i Vidågade. Branden begyndte kl. 3.30 om natten. Over seks timer varede kampen. Man fandt efterladenskaber fra branden en hel kilometer fra – ude på kirkegården.
2. Verdenskrig
I 1934 fik brandvæsnet en rigtig motorsprøjte og en motoriseret mandskabsvogn. Motorsprøjten var en stor gevinst under 2. verdenskrig Under 2. verdenskrig blev Tønder Frivillige Brandværn alarmeret 150 gange.
Vigtig beslutning
Branden var påsat. Og samme nat var der også en brand på Tønderhus.
I 1947 var tre forslag op at vende i Byrådet
Man overlod brandslukningen til det reorganiserede frivillige brandværn, traditionen og brandvæsnets indsats gennem årene havde gjort udslaget.
En tragisk brand i Tonhalle
Mandag morgen kl. 4 den 5. september 1948 hørte naboerne til den kendte restaurant/hotel Tonhalle en klirrende lyd, der stammede fra brændte vinduer. Hele hotellet stod i flammer.. Man kunne ikke komme op af trappen. Der blev sat en stige op til privatlejligheden på 2. sal, hvor den aldrene Petrine Andersen
og hendes unge datterdatter sov. De kom begge ned af stigen. Den unge pige råbte, at servitricen, Frøken Eva Asmussen befandt sig i den fremmede bygning. Man fandt servitricen livløs.
Nye brandbiler
En af tyskernes efterladenskaber var en brandbil, der kunne præstere 1500 l vand i minuttet. Den blev sat i tip – top stand af Tønder – firmaet Bruhn & Knudsen. Den blev overgivet til væsnet i 1949.
En Land – Rover med påhængssprøjte, hvorved der kunne udlægges 300 meter slange i løbet af et minut blev anskaffet i 1959.
Påsatte brande på Mejerholm
To ondskabsfulde ildspåsættelser fandt sted ved juletid 1956 og 27. september 1957 på den 200 år gamle marskgård Mejerholm. Ved den sidste brand måtte beboerne flygte halvt påklædte ud gennem vinduerne.
Nye brandstationer
Efter Kirkeboderne var der brandstation i Skibbrogade. Efter brandstationen var der igen damp, da Blenders Dampvaskeri flyttede ind. Siden 1. oktober 1955 har brandstationen haft til huse i ejendommen Jernbanegade 30. (Denne artikel er fra 2008
I trygge hænder
Og der er sikkert en masse mere at fortælle om Æ Feuerwehr.
Sidst jeg var forbi brandstationen, vel omkring tre år siden (2005) holdt der nogle flotte moderne brandbiler foran stationen, men også den gamle røde, som vi kender fra Tønder – festivalen. Jeg synes, vi skal være taknemlig for, at nogen vil sætte deres liv på spil for os.
På Tønder Brandværns hjemmeside står der, at man i dag (2008) rummer
Når alarmen lyder i Tønder, møder al disponibelt mandskab op, og alle kommer med til brand, uanset hvilken brand, der er tale om. Det er for at holde gejsten oppe hos alle, ellers ville det kun være dem, som bor tæt ved stationen, som kom med hver gang.
Brandværnet støttes godt af virksomhederne i Tønder, som lader deres medarbejdere smutte i tilfældet af alarm. Uden dette ville det være svært at få folk nok. Specielt i dagtimerne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6 – 04 – 2022
Januar 15, 2008
Masser af sabotager og likvideringer, var dagens orden i besættelsesårene på Nørrebro. Læs her den fjerde artikel om besættelsen på Nørrebro. Mange fjender og venner på Nørrebro måtte lade livet.
Dette er den fjerde artikel om besættelsen på Nørrebro. Mange fjender og venner er i løbet af disse fem år blevet dræbt her.
Kommunister blev arresteret
Det var en smuk sommerdag, den 22. juni 1941. Der var kø foran bagerbutikken på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade. Mange brødmærker blev omsat til søndagsrundstykker. Fra Kommunisternes partihus, Griffenfeldsgade 50, blev der båret mange kasser med papirer ud i salatfade. Mange aktive kommunister blev ført bort. Krigen mellem Tyskland og Sovjet var brudt ud. Det fik også følger for Nørrebro.
Kommunister var også aktive i modstandsbevægelsen. I begyndelsen begrænsede man sig til at lave hærværk mod ”nazi – forretninger”. Man var udstyret med benzinflasker og tændstikker. Ruderne blev knust, der blev tændt ild på en klud, der var bundet fast til en benzinflaske. Den blev så kastet gennem vinduerne.
Man det var først den 9. april 1942, kommunisterne lavede organiseret sabotage mod besættelsesmagten. Det skete efter, at 14 DKP’ er havde taget en beslutning på et møde i Hillerødgade 75. Lederen af disse aktioner var Børge Houmann, der senere fik plads i Frihedsrådet.
Våbenlager på Nørrebro
I en ejendom i Tømrergade lå et af modstandsbevægelsens våbenlagre. Lageret bestod af fire brandbomber og en lille flødefalske med rigtig benzin. Lageret blev brugt i et forsøg til at sætte Nordbjærg & Wedells Skibsværft ud af spillet.
Glud & Marstrand
I slutningen af 1943 kunne man allerede kalde gymnasiasterne fra Østre Borgerdyd blandt modstandsbevægelsen BOPA` s veteraner. De havde da deltaget i 25 større eller mindre aktioner. Derfor var det naturligt, at de blev udtaget til at deltage i den indtil da største sabotageaktion. Det var første gang, at der skulle anvendes plastisk sprængstof.
Sprængstoffet skulle anvendes mod Glud & Marstrand på Rentemestervej. Firmaet fremstillede stålhjelme, partron-kasser, olitønder m.m. til militært brug.
Natten mellem den 22. og 23. juni fandt aktionen sted. To grupper skulle henholdsvis holde øje med Frederiksborgvej/Rentemestervej og hjørnet af Lygten/Rentemestervej. Grupperne var udstyret med maskinpistoler, almindelige pistoler og håndgranater. Ordren lød på, at absolut ingen måtte nærme sig fabrikken. De fire inde i fabrikken havde fået ordre til at fuldføre deres opgave, selv om de hørte skud udefra.
Et kolossalt rødt glimt opstod, og en ildsøjle rejste sig Hundrede af vinduesruder raslede ned på gaden. Politiken bragte en leder, hvor de kaldte aktionen for et attentat, som det jo også var. Nationaltidende kaldte aktionen for hærværk. Politiken skrev videre, at nu mistede mellem 300 og 400 deres arbejde. Sabotagen ramte først og fremmest borgerne i Danmark, mente avisen.
Maskinfabrikken Petersen & Wraae
Den 24. og 25. juli var der for femte gang et anslag mod Maskinfabrikken Petersen & Wraae i Heimdalsgade. En såkaldt ”skildpadde” på et halvt kg 808 (plastisk sprængstof), hvorpå yderligere et halv kilo, var bundet fast, blev hængt på transformatorstationens jerndør. Sprængningen forårsagede et hul på cirka en halv meter i diameter. Ruderne i kvarteret blev knust.
Dernæst blev en lunte på 80 cm anbragt på transformatorstationens dør. Eksplosionen, der fulgte var overvældende og sønderflængende. Transformatorstationen var fuldstændig blæst væk.
Gruppens medlemmer holdt folk væk fra begge ender af Heimdalsgade.
Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement
I august gik det ud over Lauritz Knudsens Mekaniske Etablissement, senere LK – Nes. i Haraldsgade. Man havde fundet ud af, at firmaet producerede elektriske artikler til tyskerne for mere end to millioner kroner om året (det svarer til i dag mellem 50 og 100 millioner kroner).
Syv mænd mødtes på Café Tagensborg kl. 22. 45 minutter senere begav de sig til fabrikken. På bakkelit-fabrikken blev arbejderne holdt op, de blev senere ført
over i brandvagtens hus, hvor to mænd passede på dem. Imens blev forskellige sprængladninger anbragt på forskellige steder.
Efter et sidste eftersyn, blev der 00.25 trykket på sprængladningerne.
Klokken 00.47 lød den første detonation, og klokken 00.51 den næste. Tre transformatorer blev ødelagt fuldstændigt. Hele færdiglageret blæste bort. En brand i bakkelit-fabrikken ødelagde alle maskiner.
Men fabrikken kom sig overraskende meget hurtig, og fortsatte med at producere for tyskerne.
Stålhærderi
Den 29. august 1943 blev der indført undtagelsestilstand over hele landet. Regeringen havde afvist dødsstraf for sabotage.
Et stålhærderi på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest var næste mål samme dag. Der blev anvendt 5 kg sprængstof. Bygningen, der ikke var særlig stor, styrtede sammen. Det hele blev fulgt af adskillige hundrede mennesker fra Nørrebro Station.
Transformerstation – i luften
Den 23. november lå målet i umiddelbar nærhed. En transformerstation skulle sprænges i stykker ved Lygten. Det begyndte ved højlys dag om eftermiddagen. Transformerstationen var svært bevogtet af dansk politi. Det var en stor bygning i flere etager uden vinduer eller andre adgangsveje. Derfor var det nødvendigt
at de holde patruljerede betjente op og derefter trænge ind i bygningen og placere sprængladningen. Man havde medbragt hele 25 kg. 808.
Flere grupper blev placeret ved Nørrebrogade og Fasanvej. Hver mand var bevæbnet med håndbomber og pistol.
Klokken 15.05 gik ”hold – up gruppen” i aktion. De holdt planmæssigt en betjent samt arbejderne op. Efter at betjentene var blevet afvæbnet, blev der placeret en sprængladning på en stor panserdør. som førte ind i selve bygningen. Kort efter lød der et kæmpemæssigt brag, som straks fik folk til at strømme mod området.
Braget fra for-sprængningen blev også hørt af adskillige politibetjente, der efterhånden nåede frem. Situationen tilspidsedes yderligere, da det viste sig, at hullet i døren ikke ikke var stort nok, til at man kunne komme ind i bygningen. De blev derfor nødt til at placere ”en skildpadde” på døren
Det tog selvfølgelig tid, og i mens samlede der sig endnu flere nysgerrige. Politifolk blev holdt op en for en. Et nyt brag, og et hul, der var stort nok, til at man
kunne komme ind i bygningen.
Pludselig kom et par betjente cyklende, den ene med en pistol i hånden. Betjenten bliver skudt over fra Lygten Station.
Forsiden bliver ryddet
Og på forsiden af Politiken stod at læse
I løbet af en times tid lykkedes det at retablere den væsentligste del af strømforsyningen.
På jagt efter stikker
Den 15. juni 1944 skete der igen noget på Nørrebro.
Man var kommet på sporet af en stikker F, der var til forelæsning på Rigshospitalet. Han tjente til studierne ved at angive modstandsfolk til Gestapo. Han var
dødsensfarlig for modstandsbevægelsen, og man havde i flere år haft ham i kikkerten. Normalt var han omgivet af fem civilklædte og stærk bevæbnede bodyguards fra Schalburgkorpset. Men ikke den dag. Nogen havde set ham uden beskyttelse.
To modstandsfolk lagde sig i skjul. F kørte hurtig på sin cykel ned af Blegdamsvej. Da Tagensvej blev passeret lå den første trop af modsatandsfolk kun 20 meter bag ham. Videre gik det mod Skt. Hans Torv. F havde fattet mistanke. Han vendte sig om. Afstanden til ham mindskedes meter for meter. Man måtte have fat i ham inden man nåede de menneske-fyldte gader og pladser.
Modstandsfolkene slap nu styret med højre hånd og greb fat om pistolerne.
Likvidering på Skt. Hans Torv
Den ene modstandsmand affyrede 4 skud. F drejede hovedet og kom med et skrig. I det næste styrtede han fra cyklen. Han trimlede hen af stenbroen. Hovedet ramte med en stump lyd. Folk på den anden side skreg højt og gennemtrængende.
F lå på ryggen og forsøgte at rejse sig. Den ene modstandsmands pistol svigtede. Han forsøgte forgæves at hale bundstykket ud. F forsøgte at få fat i sin pistol,
der var faldet ud af lommen på ham. To skud mod hovedet afsluttede F´s liv. Hovedet faldt tungt tilbage.
Nysgerrige fra Skt. Hans Torv vrimlede til. Det samme gjorde to politibetjente fra Fælledvej. Modstandsfolkene forsøgte at holde menneskemængden væk ved hjælp af en håndgranat. Den ene modstandsmand samlede F `s egen pistol op, og tømte magasinet mod stikkeren.
Flugt af Nørre Alle
Håndgranaten blev smidt ud på Torvet. Alle inklusive politifolkene smed sig ned. Håndgranaten eksploderede, og de to drabsmænd tog deres cykler og susede afsted hen ad Nørre Alle..
De to politifolk kunne konstatere, at F var blevet dræbt med 19 skud på nærmeste hold.
Maskinfabrikken FKL
Den 24. juni 1944 gennemførte BOPA to sabotager. Den ene var mod maskinfabrikken FKL på Tagensvej 97, hvor der arbejdede 150 i treholdsskift.
Vagterne blev holdt op, men det lykkedes dem, at stikke af. Arbejderne var ikke samarbejdsvillige, og først da der blev truet med maskinpistoler blev der åbnet en ståldør ind til fabrikkens vitale dele.
Sabotørerne havde medbragt 40 kg trotyl fordelt i tre pakker. Krudtet blev forbundet med Cortex og antændt. Maskinfabrikken blev jævnet med jorden.
Ambi, Ryesgade
43 sabotører gennemførte dagen efter to partisanangreb mod to fabrikker. Begge fabrikker lå tæt på hinanden i området mellem Nørrebro og Østerbro. Den ene fabrik var forholdsvis lille. Den hed Ambi, og lå i en gård i den del af Ryesgade, der ligger mellem Fredensgade og Østerbrogade.
Ambi var stærkt bevogtet. I et tårn med en kæmpeprojektør var der bevæbnede vagter, og en løbegang over taget skulle sikre, at vagtmandskab hurtigt kunne løbe til. Selve taget var beskyttet med pigtråd mod nabogrundene.
Nordværk
Den anden fabrik var væsentlig større. Den hed Nordværk, og fremstillede rotorer til de tyske V2 raketter, som skulle benyttes til at angribe London. Nordværk lå et par hundrede meter fra krydset Ryesgade/Fredensgade mellem søerne og Blegdamsvej. Problemet var, at Schalburgkorpsets hovedkvarter lå i Frimurerlogen lige i nærheden.
Masser af krudt
De 43 mand indtog deres pladser kl. 04.50 om morgenen. De fleste var på cykel. Ti minutter efter kom en lastbil som planlagt med sprængstoffer. Dækningsgrupper gik i stilling fem forskellige steder.
Ved Ambi blev der først kastet tre støbejernsrør fyldt med 30 kg trotyl hver gennem to ovenlysvinduer. Sprængbomberne var indstillet på, at sprænge fem minutter efter. Samtidig beskød dækningsgrupper fabrikken. Den store projektør nåede ikke at blive gjort klar, før den var skudt i stykker.
Drønet fra de 90 kg trotyl var øresønderrivende, men sabotørerne var ikke helt tilfredse med resultatet. I minutterne efter eksplosionerne placerede man derfor et par ekstra bomber, som raserede bygningen totalt. En af vagterne, der ikke var stukket af, forsøgte at besvare sabotørernes ild. Kort efter blev han dræbt.
Ved Nordværk måtte sabotørerne først sprænge et plankeværk i stumper og stykker, før man kunne komme ind på fabrikken og placere de medbragte bomber. Sprængningen gik som planlagt, men det gik kludder i organisationen. De voldsomme eksplosioner tilkaldte både tyske soldater og danske politibetjente.
Det udviklede sig til voldsomme ildkampe i gaden.
Vidneudsagn
Børge Houmann sammenfattede vidneudsagnene efter kampene:
Motor-fabrikken Dan
Den 11. marts 1945 slog en gruppe på 50 sabotører til mod A/S Motor-fabrikken Dan i Bragesgade.
En dækningsgruppe havde lagt sig i stilling på Nørrebrogade med et rekylgevær dækket af grupper på hver side med maskinpistoler. Syv mand trængte ind på nabovirksomheden Atlas, hvorfra de kunne holde det tyske vagtmandskabs vagtstue under ild, og tre mand med maskinpistoler tog stilling i en sporvognsremise overfor (nu Nørrebrohallen), hvorfra de kunne beskyde et vagttårn på motor-frabrikken. Endelig gik to mand i stilling i Bragesgade 12,
hvorfra de kunne beskyde fabrikkens lagerbygning.
Det viste sig desværre, at man havde undervurderet behovet for sprængstof. Først anbragte man en for-sprængning på hoveddøren ind til fabrikkens kontorbygning og gavlen til nogle prøvelokaler. Disse opnåede dog langtfra den ønskede effekt. Man blev nødt til at forsøge nok engang. Denne gang med dobbelt ladning.
Mens dette stod på, dræbte andre sabotører nogle af vagterne, samtidig med at man udsatte dem, der endnu var i live, for en sand regn af håndgranater.
Heller ikke den anden sprængning havde en synderlig virkning. Der blev derfor anbragt en ladning på 15 kg sprængstof op af en gavl, men muren blev ikke desto mindre stående. Til gengæld faldt taget ned og anrettede derved ubetydelig skade i forhold til ideen med hele aktionen, nemlig at jævne fabrikken med
jorden.
Den eneste umiddelbare konsekvens af, at taget faldt ned, var, at den tyske vagt i vagttårnet valgte at fortrække, da der samtidig landede en håndgranat tæt på ham. Da han forsøgte at undslippe blev han skudt på stedet.
Ildkampen og de mange eksplosioner havde tilkaldt udrykningsstyrker fra både HIPO og Værnemagten. To af disse udrykningskøretøjer blev mødt med en heftig ild fra dækningsgrupperne, og blev praktisk talt gennemhullet af sabotørernes kugler.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 2. 04. 2022
December 16, 2007
Aktivisterne var nøje instrueret i, hvordan de skulle forholde sig. “Kapitalist – forretninger blev plyndret og udsat for hærværk. Bestyrelsesmedlemmer i Nørrebro Handelsforeningen modtog flere trusler og enkelte fik smadret deres butikker. Undertegnede modtog trusler fra Overborgmester – kontoret. Man mente at jeg havde fejlciteret. men det havde jeg nu ikke. Vi kigger på Ungdomshusets regler. Politiet foretog ulovlige ransagninger. Politikere ville ikke have Nørrebro Handelsforening som mægler i konflikten. Og så ville Knud Foldschack købe Stevnsgades Skole for 7,5 mio. kr. til de unge. Men det var det nu ikke lige alle der var lige begejstret for.
Organisationen var i orden
Aktivisterne var nøje instrueret i, hvad de skulle foretage sig, når huset blev revet ned/ryddet
Tag dig i agt for politiet
Handelsforeningens hjemmeside udsendte den 15. februar en udtalelse fra Ungdomshuset. Den omhandlede tips til, hvordan man skulle forholde sig i forhold til Politiet. Titlen var
Reaktionen fra de unge kom efter en opfordring fra handelsforeningen, der sluttede med følgende sætning
Opfordring fra Politiet
Men også Københavns Politi følte anledning til, at Nørrebro Handelsforenings meget læste hjemmeside skulle bringe en opfordring. Den gik på, at man skulle følge politiets anvisninger.
Nye kampe
Politiet opløste en demonstration på Sankt Hans Torv med tåregas den 2. marts 2007. Der blev bygget barrikader og biler sættes i brand på Nørrebro og Christianshavn. 170 anholdes og yderligere 77 varetægtsfængsles i byretten. En masse betjente fra hele Danmark kaldes til København, og biler lånes i Holland
og Sverige.
Dagen efter slår politiet til, hvor man mente, at uromager skjuler sig. Her anholdes 119 personer. Nye uroligheder opstår om aftenen. Brandvæsnet bliver angrebet med sten.
Kapitalistforretninger og andre plyndres
Man kan undre sig, at de unge fik lov til at plyndre for eksempel Irma. I 45 minutter raserede de butikken. Butikken mistede for 1 million kroner varer. Men det gik også ud over 45 andre virksomheder. Det var ikke kun kapitalistforretninger det gik ud over. Den lille frisør og dyrehandelen gik det også ud over. En børnehave havde man også forsøgt at brænde ned. Og i vores butik, havde man smadret vinduerne og hugget computerudstyr. Hvad havde det med de unges ideologi at gøre?
Trusler til Nørrebro Handelsforening
Overborgmesterkontoret truede med at anmelde Nørrebro Handelsforenings hjemmeside for Pressenævnet. Overborgmesteren følte sig fejlciteret. Men Handelsforeningens advokat mente ikke, at det var en sag, og handelsforeningen fastholdt de oprindelige udtalelser.
Indsamling til uskyldige ofre
De unge ville foretage en indsamling til uskyldige ofre. Det var til dem, der fik brændt deres bil, brændt deres cykel, eller smadret deres butik. I Nørrebro Handelsforening mente man ikke, at det var voldsmanden, der skulle dele pengene ud til ofrene, så man tilbød hjælp.
Især butikker havde ikke en fjerneste mulighed for at sagsøge hærværksmændene. De unge tog imod handelsforeningens tilbud, og medlemmer af Nørrebro Handelsforenings bestyrelse deltog i et par mandagsmøder. Indsamlingen fik dog kun skrabet cirka 4.000 kr. ind.
Butikker bliver atter smadret
Flere hundrede aktivister demonstrerer på halvårsdagen på Ground 69 den 1. september. I løbet af natten drager aktivister hærgende gennem bydelen. Adskillige butikker bliver igen smadret. Beboere, der ringer efter hjælp, får at vide, at de skal holde sig inden døre. 64 bliver anholdt.
Ungdomshusets regler
I Ungdomshuset var der regler. Blev disse overtrådt, ja så blev man bortvist
1.000 bands på besøg
I de 24 år, hvor Ungdomshuset eksisterede har der været omkring 1.000 bands på besøg. Grupperne fik kun dækket deres udgifter. Overskuddet gik til husets drift.
Meget tæt på aftale
Aftenen før nedrivningen tilbød advokat Kurt Foldschack på Københavns Rådhus, at købe Stevnsgades Skole for 7,5 millioner kroner med 15 års genkøbsret. Den hidtidige pris havde været på 12 millioner kroner med 30 års genkøbsret.
Socialdemokratiets næstformand betragtede tilbuddet som en pression, og sagde nej. Ifølge advokaten var man meget tæt på en aftale.
Faderhuset vil sælge for 15 millioner kr.
Den 19. september 2007afslørede business.dk, at en københavnsk ejendomsinvestor havde fået tilbudt grunden på Jagtvej 69 for 15 millioner kroner. Og radioavisen kunne afsløre, at grunden var belånt op til skorstenene. Men denne nyhed havde www.norrebro.dk for længst afsløret. Grunden var blevet tinglyst lån for 8,6 millioner kroner.
Men meget naturligt, er der ingen der vil købe grunden. Og i øjeblikket rasler prisen for grunden nedad.
Rygter om grunden
Der har været mange rygter om, hvad grunden skulle bruges til. Ja nogle påstår, at Ruth Evensen har været stråmand. Lige i nærheden ligger K/S Nørrebrogade 155 – 159. det er Finansgruppen A/S, der står for denne gennem-restaurerede ejendom. Der har været gisninger om, at de også var interesseret i
Jagtvej 69. En ny Metrostation på stedet var også en mulighed i stedet for pladsen ved Assistens Kirkegård. Her kan man komme i konflikt med
fredningsmyndighederne.
Angreb på Grøndalsvænge Allé
Den 6. oktober havde de unge proklameret at de ville besætte et hus i Grøndalsvænge Alle 13. Man var godt rustet til aktionen. Der var afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, barrikadebygning og meget mere.
Det lykkedes faktisk for de unge at besætte ejendommen i 25 minutter. Og politiet brugte masser af tåregas og knippelsuppe Resultatet var 436 anholdelser.
Naboerne i kvarteret brugte en gul stjerne, der mindede om Davidsstjernen. Igen måtte de unge høre på
Mandagsmøder og torsdagsdemoer fortsætter
Mandagsmøderne fortsatte. Først i Det fri Gymnasium i Møllegade senere i en kirke på Indre Nørrebro. Også torsdagsdemoerne fortsatte.
De unges synspunkter
For de unge handler det mere end mursten. De vil have ret til alternative livsformer. De vil have ret til at tage afstand fra det kapitalistiske forbrugersamfund og den småborgerlige kernefamilie. De vil have retten til at bestemme deres liv.
De unge mener ikke at medierne har ydet dem retfærdighed. De udtalte:
Ulovlige ransagninger
Under kampene fortog Københavns Politi en del ransagninger på et gymnasium, et værested for hjemløse, en ulandsforening og på syv andre lokaliteter. Disse ransagninger blev af Østre Landsret kendt ulovlige. Byretten havde godkendt dem. Samtidig skete der skader for 200.000 kr. Politiet havde ikke fået tilladelser til disse ransagninger.
Hvorfor støtter Nørrebro Handelsforening de unge
Mange har spurgt, hvorfor Nørrebro Handelsforening støttede de unge i deres krav om et nyt hus. Sympatien var i mange år ikke eksisterende. Og de unge fra Ungdomshuset betragtede Nørrebro Handelsforening, som en kapitalistisk småborgerlig forening, der kun var ude på profit.
Men situationen ændrede sig, da handelsforeningen kørte en indkøbsordning for de ældre. Den budtjeneste man havde, bestod af mange unge, der kom i Ungdomshuset. De var sociale og venlige mennesker. Foreningen blev dog sur, da man opdagede, at de unge havde stjålet 3 Christiania – cykler. Politiet ville ikke tage sig af sagen. De bredeste bude fik dog hentet cyklerne, og foreningen appellerede til de unge i Ungdomshuset, at de med deres handling skadede
de ældre medborgere, der fik varer leveret på disse cykler. Siden forekom der ikke tyverier.
Handelsforeningen mener, at de unge er med til at fremme mangfoldigheden på Nørrebro. Men hele tiden har foreningen foragtet den del af de unge, der lavede hærværk, plyndringer og lavede voldshandlinger.
Store tab for samfundet og detailhandelen på Nørrebro
Hvis vi skal sætte tal på de senere års kampe, så har det kostet samfundet cirka 200 millioner kroner. Detailhandelen på Nørrebro har mistet 14 – 20 millioner
kroner i omsætning. De har selv måttet punge et ukendt million beløb ud for skader og tabt omsætning.
Cirka 3.000 mennesker har deltaget i demonstrationerne, og der har været ca. 1.200 anholdte. Mange af disse har fået en plettet straffeattest. Politikere er efterladt frustreret, trætte politibetjente gider ikke mere. Og en bydel har fået et endnu dårligere omdømme, hvor ord som tolerance og mangfoldighed falmer.
tn af de unges kampredskaber har været at stresse politiet, og det er til fulde lykkedes. Pengekassen hos Politiet er drænet. En ekstrabevilling på 50 millioner kroner er ikke nok. Nu må man planlægge sig ud af problemet. Og det betyder at politiet må prioritere yderligere.
Erhvervslivet bliver stadig ramt
De unge har ikke glemt, hvem der var Ruth` s venner under nedrivningen. Således har firmaet Hetland VVS og El flere gange været udsat for omfattende hærværk længe efter nedrivningen.. Smadrede ruder, knuste biler og graffiti er ikke erkendt for dette firma. Brosten og hundelorte bliver kastet mod Hetlands medarbejdere. Ifølge firmaet vil politiet ikke gøre noget ved det, og forsikringen er også stået af.
Demokrati handler om dialog
Demokrati handler om dialog. Modenhed og intelligens kunne også have løst problemet. Generøsitet og venlighed kunne have skabt en løsning.
Positivt er det dog at overborgmesteren nu er i gang med seriøse forhandlinger med de unge. Det kræver mod fra overborgmesteren. Løsningsforslaget har mødt modstand fra borgerlig side. De mener, at vold er blevet belønnet. Både Nørrebro Handelsforening selv, Enhedslisten og Ungdomshusets utrættelige advokat, Kurt Foldschack er i mails til foreningen blevet kaldt hyklere af folkevalgte politikere. (Husk artiklen blev skrevet dengang i 2007 – 2008)
Det ser heller ikke ud til at Københavns kommende kulturborgmester er begejstret for den ny aftale. Venstre vil nemlig gøre alt for at standse en ungdomshusaftale. De udtaler, at den nye aftale er et knæfald for volden og gadens parlament.
Denne holdning synes lidt mærkelig. Politiet har erkendt, at de ikke kan løse opgaven. Så må politikerne da træde til.
Mogens Lønborg fra De Konservative er overbevist om, at de unge igen vil bruge vold. Bevægelsen bag Ungdomshuset skulle være straffet, ikke belønnet. Mogens Lønborg mener, at decibel – demokratiet har sejret.
I en leder skriver Jyllands Posten blandt andet:
Løsningen
Fonden skal være kommunens garant for, at tingene er i orden. Men Fonden skal ikke til lommerne i forbindelse med købesummen i forbindelse med et nyt hus. Fonden skal have tilsynspligten for myndighederne.
Ifølge hensigtserklæringen vil kommunen, de unge, Fonden Jagtvej 69 samarbejde om at finde det nye ungdomshus, som kommunen så lejer ud til Fonden, der stiller den til rådighed for de unge.
Aftaler om brug af huset, løbende vedligeholdelse og andre daglige problemstillinger skal i grove træk i grove træk aftales mellem fonden og de unge.
Café – drift samt koncertvirksomhed kræver en særlig aftale, ligesom regnskabet for dette, skal udskilles.
Fonden har også pligt til at indberette uregelmæssigheder. De unge er indstillet på at vise hensyn til naboer og nærmiljø, forlyder det. Kun en bydel har hidtil afvist at have et ungdomshus i deres område. Lokalrådet for Brønshøj, Husum og Tingbjerg siger klart nej.
Manu Sareen fra de Radikale siger det meget rammende:
Altid aktive
Fordi de unge nu får et hus, så holder man ikke op med at besætte huse. Det viser denne historie også. Vi vil fortsat se demonstrationer for flere frirum. Man vil fortsat pege på uligheder i samfundet. Kreative indslag vil fortsat være en del af de unges aktiviteter.
Man kan så håbe på, at man vil undgå den hårdt prøvede detailhandel på Nørrebro.
Den 28. december har en gruppe, der kalder sig bz.dk valgt til National bz – dag. At fjerne fristeder er ubegrundet, uretfærdigt og uacceptabelt, siger gruppen. De vil markere dagen med at vise deres utilfredshed.
Hvis du vil vide mere, så findes der talrige artikler omkring Ungdomshuset og Nørrebro
På www.dengang.dk og www.norrebro.dk
Hvis du vil vide mere:
December 12, 2007
Denne artikel fra 2007 er kun baseret på årstal. Det er rigeligt med andre artikler til at sætte sig dybere ind i Tønders historie. Ja du har næsten 300 artikler på vores side, hvor du kan læse om Tønders historie
1130
Den arabiske geolog, Idrissi kommer på besøg
1153
Tønder kommer på verdenskortet med en betydelig havn
1238
Gråbrødrene får overrakt en grund, af ridderen, Jens Navnesøn og hans kone Eilif
1243
Hertug Hans giver Tønder købstadsprivilegier.
1247
Klostrets kirke indvies
1248
Kong Erik Plovpenning fratager Hertug Abel, Tønderhus og Tønder Købstad.
1271
Erik Glipping indtager Tønderhus og lader borgen sløjfe
1272
Erik Glipping besætter for anden gang Tønder
1284
Hertug Valdemar den 4. stadfæster på Tønderhus, Flensborgs stadsret.
1340
Hertug Valdemar den femte pantsætter Tønderhus med Tønder By og Tønder Fogderi til de holstenske grever.
1344
Pantet er indløst og Tønder er atter i hertugens eje
1349
Den sorte pest hærger landet og Tønder
1334
Hertug Valdemar den femte giver Tønder Købstad eneprivilegium på handel og håndværk for Hviding -, Lø -, Slogs – ,Tønder og Højer Herreder og fritager byens borgere for al told inden for hertugdømmet.
1337
Efter at Valdemar Atterdag efter 1334 er kommet i besiddelse af Tønder, erobrer de holstenske grever borg og by.
1360
Tønder er atter i hertugens eje
1362
“Den store menneske-drukning”(16. januar)
1375
Den sidste hertug af Abels slægt, hertug Henrik dør, 35 år gammel, efter sigende på Tønderhus.
1376
De holstenske grever, der har erobret hele Sønderjylland, overdrager Tønder Fogderi til Henning Limbæk (Limbek) der går til kongen.
1377
Grev Adolf den 7 indtager Tønder.
1386
Grev Gerhard den 6 får af Dronning Margrethe hele Sønderjylland som arvelen.
1405
Hertug Gerhards enke pantsætter Tønder Fogderi til Dronning Margrethe.
1417
Grev Henrik den 4 indtager Tønder
1422
En dansk hær vil storme Tønderhus, men lider et stort nederlag. 400 mand falder (1. september)
1435
Ved freden i Vordingborg bliver Tønder Fogderi et Len. Til Tønderhus Len hører Tønder -, Højer -, Kær -, Horsbøl -, og Bøking – Herreder, samt Sild og Før – Østland.
1436
Allehelgensfloden (1. november)
1460:
Kong Christian den første bliver hertug. Han pantsætter Tønderhus len til Henning Pogwisch, der beholder det til 1480.
1473
Under et ophold i Tønder stadfæster Kong Christian den første i overværelse af Henning Pogeisch, Biskop Nicolaus fra Slesvig og Biskop Albert fra Lübeck, byens privilegier.
1480
Kongen opholder sig igen i Tønder. Han tager samme år Lenet tilbage fra Henning Pogwich på grund af talrige klager for grusomhed.
1481
Kongens enke, Dorothea opholder sig atter på Tønderhus
1490
Ved den første deling af Slesvig falder Tønder Len, hvortil fra nuaf også Lundtoft Herred hører, til Hertug Frederik. Hertug Frederik foretager store byggearbejder på Tønderhus.
1501
Dr. Johannes Speglin, der ved byporten modtages af byråd og borgerskab, gejstlighed og skoleelever med faner og brændende fakler, sælger aflad i Tønder
1503
Franciskaner klosteret bliver reformeret.
1514
Hertuginde Anne giver penge til klostret
1517
Hele Østergade samt Helligåndshospitalet går op i luer.
1522
Vestergade – forstad (Vest for Laurentiusstrømmen) brænder (3. januar)
1523
Frederik den Første tillader, at der indsamles fattighjælp.
1526
Præsten Hironymus begynder at forkynde Luthers lære i Tønder.
1530
Klostret ophæves og munkene fordrives. Klostret og Sct. Laurentiuskirken nedrives. Der bygges på Tønderhus. Stenene tages fra klostret
1531
Der er nu tre lutherske præster i byen.
1532
Den anden Allehelgensflod (1. – 2. november). Vandet står tre alen højt ved Laurentiuskirken. Der sejles i gaderne. Kong Frederik den Første, der jævnlig bor i Tønder, opholder sig under stormfloden på Tønderhus.
1533
Laurentius – Kirkegården nedlægges Store byggearbejder på slottet. Hestholm bliver ladegård til Tønderhus.
1539
Pesten fordriver 600 mennesker i Tønder
1543
Landsognets kapel nedlægges. Tønder by og landsogn får Nicolaikirke som fælles sognekirke
1544
Ved Sønderjyllands anden deling tilfalder Tønder by og amt, Hertug Hans den ældre på Haderslevhus.
1545
Fra 1545 – 51 bygges vejen til Sæd (Tønderdæmningen)
1546
Fastelavnslavet dannes
1549
Pesten dræber 149 mennesker i Tønder
1550
Uldgade opstår uden for byens grund
1551
Hekseforfølgelser i Tønder (1553, 1579 – 82, 1607)
1553
(- 1556) Dige-bygningen Højer – Rudbøl – Lægan – Grelsbøl afskærer Tønder fra havet. Tønder by bygger sluse ved Lægan.
1561
Vejdæmningen fra Sædvejen til Rørkær bygges
1562
(- 1566) Gudskogen inddiges. Diget fra Rudbøl til Viding-herred flytter havet endnu længere bort fra Tønder. Tønder Havn er nu ved Rudbøl.
1563
(- 1590) Der bygges nu på slottet
1578
Hertug Hans den ældre anlægger Slotshaven.
1580
Mange mennesker dør af pesten.
1581
Ved Sønderjyllands tredje deling falder Tønder by og amt til den gottorpske del. 300 huse i Vestergade og Storegade udbrænder. For brandfarens skyld anlægges Søndergade.
1586
Uldgade og Slotsgade brænder (29. juni).
1587
(- 1598) Vidåen får sit nuværende løb. Sønder – Borgerdiget opstår. Foran Sønderport opstår en ø (Søndergade 30, 32, 34 og 36). Vandmøllen bygges.
1589
(- 1592) Nicolajkirken nedrives. Kristkirken opføres og indvies 4. oktober 1592.
1593
Amtmandshaven anlægges. 14 dages stormflod. Diget Højer – Rudbøl næsten helt bortrevet. Skibe driver tæt ind til Tønder. Mange huse i byen bliver helt ødelagte.
1595
Kniplingsindustrien i Tønder omtales første gang.
1597
Ny stormflod (15.september) Ligeledes 28. august 1600 og 21. oktober 1612.
1599
Lillegade og Møllevej anlægges.
1602
Pesten rammer 500 mennesker i byen
1611 (– 1617) Kanalen fra Skibbroen til Askerodde bygges.
1612
Latinskolens bygning ved Kirkepladsen opføres.
1615
Stormflod 1. december. Man færdes med både i gaderne. Vandet står 3 alen højt ved Østerport. De fleste huse i Vestergade ødelægges. Slotsbroen rives bort.
1622
11 huse i Sydvestkvarteret og på Slotsgrunden nedbrænder (3. juli). Byen dømmes til Militær eksklusion
1623
Tønder får et apotek.
1627
Byen uddyber Laurentiusstrømmen og anlægger Oktober – skansen mellem Kogade og Skibbroen. 18. oktober rykker Wallensteins tropper ind i byen, og bliver her i 1 ½ år. Pest raser igen i Tønder i 1627 og 1628.
1629
En dansk hær under den engelske general Morgan erobrer 27. maj Tønderhus. Men ved freden i Lübeck fra samme dag, falder Tønder tilbage til hertugen.
1634
Den store stormflod 11. – 12. oktober Mange kreaturer drukner på Bymarken.
1639
Pesten rammer 600 mennesker i Tønder.
1642
40 huse i Vestergade – forstaden brænder.
1645
Hertug Frederik skænker pladsen mellem Møllevej og Slotsgade til to af sine embedsmænd og fritager dem for skat, således opstår Tønder Frigrund.
1649
Hospitalet brænder.
1658
Brandenborgske tropper rykker i oktober ind i byen.
1659
Den 14. maj overnatter kurfyrste Frederik Wilhelm på slottet. Den 26. maj overnatter kurfyrstinde Luise Henriette.
1665
Uldgade, Slotsgade og Vestergade – forstad indlemmes i byen.
1677
Kong Christian den Femte lader slottets mure og volde sløjfe og to tårne nedbryde. (1699 nedbrydes atter et tårn)
1679
Hertugen får ved freden i Lund sit land tilbage.
1684
Kongen inddrager igen hertugdømmet og lader sig hylde i Tønder.
1689
Tønder kommer igen tilbage til hertugen.
1691
Tønder får ansat sin første rigtige læge.
1699
Det anmodes at Spikergade skal være 15 alen bred, og at den ikke mere må belægges med gødning.
1700
Kongens Garde indtager Tønder. Men det hjælper ikke. Ved freden i Traventhal får hertugen igen Tønder.
1713
Kong Frederik den 4. tager atter hertugdømmet i besiddelse. Danske, russiske og saksiske tropper befinder sig i byen. Peter Struck stifter det første
Vajsenhus i Norden, åbnes dog først i 1735.
1721
Kong Frederik den 4. inddrager endeligt den gottorpske del af Sønderjylland, og lader sig den 12. september hylde på slottet i Tønder.
1725
Østergade med hospitalet nedbrænder den 26. oktober. Hospitalet genrejses først 1729 – 1731.
1727
”Kærlighedens Lysthus” opføres.
1729
Hans Adolph Brorson ansættes som hjælpepræst.
1732
Hans Adolph Brorson udgiver i Tønder sine julesalmer.
1747
Kong Frederik den 5. gæster Tønder og deltager i ringridningen. Ringriderkorpset får privilegier som Friedrichsgarde.
1750
Slottet rives ned med undtagelse af port-huset.
1768
Amtmand v. Holstein opfører amtmandspalæet. Sønder – Borgerdige beplantes med træer. Stavns-forvaltningen ophæves.
1787
Der indrettes et sygehus, som snart efter atter nedlægges.
1788
Det af provst og konsistorialråd Balthasar Petersen stiftede seminarium begynder.
1791
15 skibe er endnu registreret i Tønder.
1797
Friserne belejrer Amtshuset for at gennemtvinge, at Adlers kirkeagende tages tilbage.
1800
Borgmester Richtsen skænker byen Alléen på Nørre – Borgerdige.
1801
Byens skolevæsen nyordnes. Latinskolen ophæves og erstattes af en højere borgerskole.
1808
Franske tropper og spanioler rykker ind i byen. Mange mennesker dør af dysenteri.
1812
Tønder får politimester.
1813
Fra 1. oktober udgives den første avis. Ugebladet Tondersches Intelligenz – Blatt (1871: Tondernsche Zeitung), fra 1. oktober 1896, dagblad.
Udkommer til 1921. (Læs vores artikel om dette tema)
1814
Kosakker kommer til Tønder. Der indrettes en begravelsesplads ved Løgumkloster Landevej. (Den gamle kirkegård).
1820
Kolonihaver udlægges til de fattige. Spare og lånekassen (Tønder Sparekasse) oprettes. Foreningen ”Harmonie” stiftes. (Omtales i vores mange artikler om Tønder Statsseminarium)
1824
Kong Frederik den 6. besøger Tønder den 26. juni (også den 25. juli 1825).
1826
Arbejderanstalt indrettes i Østergade.
1828
Magistraten opretter børnebibliotek.
1829
Seminariet bliver Statsseminarium og flytter.
1831
Der åbnes et Folkekøkken som består indtil 1853, da Gørresmark indrettes til fattiggård.
1834
Byens skolevæsen reorganiseres: 1. Rektorklasse 2. Vajsenhusskole 3. Skole i Vestergade (Bag Staldene). 4. Nye lærere ansættes. Det første stænder-valg i
Tønder. Valgt blev digegreve Nissen. Stedfortræder, købmand P.P. Petersen.
1835
Den første kongelige udnævnte borgmester (Sibbers) modtages 14. januar med illumination og trompetfanfarer.
1838
Det andet valg til Stænderforsamlingen. Valgt blev justitsråd Dröse, stedfortræder W. Wieck.
1840
Tond. Intell. Blatt der indtil Frederik den 6.`s død har været loyalt kongetro, bliver skarp Slesvig – Holstensk og borgerskabets flertal indtager samme holdning.
1841
Til Stenderforsamlingen vælges Advokat Beseler, Slesvig. Til stedfortræder, købmand J.C. Todsen, Tønder. Gaderne skal ikke mere vedligeholdes af de enkelte husejere, men af byen. Dog skal husejerne nu som før holde fortovet og brolægningen ”bag Staldene (Nørregade, Vidaagade, Allégade, Skibbrogade).
1842
Byen inddeles i 12 fattigdistrikter. Kong Christian den 8. besøger Tønder den 27. – 29. juli. Singverein oprettes.
1843
Tønder købstads 600 års jubilæum fejres med store fester den 25. august.
1844
Kong Christian den 8. gæster Tønder (9.september), ligeledes 5. august 1845, efter tilbagerejse fra Før.
1848
Tønder by anerkender den provisoriske regering i Kiel – Rendsborg (25. marts). Der dannes en Borgervæbning (31. marts). Dansk militær rykker ind i
byen (4. april). Slesvig – Holstenske tropper kommer til byen (26. april) Harmoni – Selskabet omdannes til Borgerforening (31. okt.).
1849
Der oprettes en Industriforening.
1850
Grev Reventlow bliver amtmand. Justitisråd Dröse bliver konst. Borgmester. Senere følger Borgmester Kiær. Lundtoft Herred lægges fra Tønder Amt til Aabenraa Amt. Løgumkloster Amt får til gengæld fælles amtmand med Tønder Amt. Alle huse i byen skal forsynes med kvartér-betegnelse og husnumre.
1851
Dansk bliver skolesprog i Tønder.
1853
Byen lejer Gørresmark for 50 år som Fattig – og Arbejderanstalt. Seminariet flyttes til Eckernförde.
1855
Et kommunalt sygehus indrettes ved indgangen til alléen (nu Østergade 73) (Læs Artikel)
1857
Alléerne Syd og Nord for byen forbindes ved to broer. Anlægget gøres færdig 1880. Kong Frederik den 7. besøger byen i september.
1858
Seminariet genåbnes den 7. januar som dansk seminarium. 1960 opføres som forstanderboligen.
1861
(- 1863) Landevejen, Husum – Tønder – Ribe bygges. (Læs artikel)
1862
Der oprettes en realskole i Tønder. Rektorklassen lukkes.
1864
Tønder får et gasværk (påbegyndt 1863) Danske tropper fra Frederiksstad drager gennem byen. (7. feb.) De fleste danske embedsmænd fordrives fra byen. Preussiske tropper rykker ind i byen (12. feb.) Østrigske tropper rykker ind i byen (14. feb. ) Den konst. borgmester Bleicken overtager embederne som borgmester, politimester og stadssekretær. Skolesproget bliver atter tysk. Også på seminariet (5. maj) Enklaverne indlemmes i Slesvig. Rektorklassen genåbnes.
1865
Turnverein oprettes
1866
En handelsforening oprettes. Ophører dog hurtigt igen.
1867
Jernbanen, Tønder – Tinglev åbner. Rådhuset ombygges. De takkede gavle og gamle vinduer fjernes. Facaden pudses.
1868
Kong Vilhelm af Preussen besøger Tønder.
1869
12 borgere aflægger for sidste gang, den gamle borgered. Kapellet på kirkegården bygges. Kirkegården udvides fra kapellet til den nye Ribe Landevej.Der vælges 16 byrådsmedlemmer efter den nye kommunale ordning.
1870
Kommuneskolen ved Richtsensgade (dengang Banegaardsgade) bygges.
1871
J.W. Goos overtager Tond. Int. Blatt og forandrer den til Tondernsche Zeitung. Bladet udkommer hver onsdag og lørdag. Damperen ”Graf Bismarck” sejler 22. oktober fra Højer til Tønder.
1872
Østerport nedrives. Gaderne brolægges med ”Kopsten”.
1874
Ny skoleordning. Drengene besøger enten den kommunale ”Drenge – mellem – skole” eller Seminariets Øvelsesskole. Pigerne besøger den kommunale pigeskole.
1874 – 1875 opføres øvelsesskolebygning med festsal til seminariet.
1876
Industriforeningen omdanner Søndagsskolen for Lærlinge til en Aftenskole (Fortbildungsschule).
1877
Der anskaffes en ligvogn. Hidtil har man båret ligene på skuldrene gennem gaderne. Tønder får telefonforbindelse til Møgeltønder og Højer (1878).
1878
Der bygges en kanal fra Vandmøllen til Skibbroen.
1879
Digebrud øst for byen (27. februar). Banen fra Tinglev har i flere dage haft endestation i Jejsing.
1880
Der indrettes et svendehjem (Herberge zur Heimat) i Østergade.
1881
Richtsens – mindemærket afsløres. Landevejen til Højer bygges (1881 – 1883).
1882
Redaktør P. Skovrøy begynder udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende (1885 forenet med Flensborg Avis).
1884
Den danske afdeling af seminariet flytter til Haderslev. Landevejen til Vidding-herred bygges (1884 – 1886).
1886
Vest-banen Itzehoe – Husum – Tønder – Ribe bygges.
1888
Der gøres forarbejder til en fiskerihavn ved Emmerlev og en dæmning til Rømø. Dronningen af Rumænien besøger
Tønder. Aktiebryggeriet bygges. Seminariet fejrer 100 års jubilæum.
1889
J.H.N. Thamsen overtager Tondernsche Zeitung (fra 1896 dagblad). Victoria – bryggeriet bygges.
1890
Hotel Stadt Hamburg (Hotel Tønder) bygges.
1892 Jernbanen Tønder – Højer bygges. Markederne flyttes ud fra byen til markedspladsen ved Sønderport.
1894
Tønder Kirke genindvies efter en restaurering.
1898
Det nye sygehus tages i brug.
1899
Posthuset bygges.
1900
Det første Folkemarked holdes i Tønder på pladsen ved kirken.
1901
Tønder Badeanstalt oprettes. Jernbanen Tinglev – Sønderborg tages i brug. Tønder Landmandsbank oprettes. Der opføres en ny Rigsbanksbygning (Toldkammer) i Jernbanegade.
1902 (– 1903) Vandværket bygges. De gamle brønde forsvinder. Victoria – bryggeriet går konkurs første gang. Det trækker mange med.
1903
Bankkrak i Skærbæk og Lakolk. Dette medfører store tab i Tønder.
1904 (– 1905) Seminariets nybygning opføres.
1905
Realskolen begynder. Drenge – mellemskolen lukker 1910.
1906
Handelsforeningen stiftes. Driver blandt andet Handelsskolen.
1907
Creditbank må lukke på grund af store tab på Amrun Bad. Schleswig – Holstein Bank´ s nybygning opføres (senere Handelsbanken). Ratskeller lukker. Det nye amtshus bygges.
1909
”Sturm auf Tondern” den 16. januar. Der oprettes en lokalafdeling af ”Deutscher Verein für das nördliche Schleswig” (- 1910) Realskolen bygges (Statsskolen).
1910
En stor brandøvelse på Slotsbanken. Et hus med forskellig tagbelægning afbrændes. Elektricitetsværket bygges.
1911
Den første flyver giver opvisning i Tønder.
1912
Tønder Læseforening oprettes. Ved ”Nordmarksflug” lander 8 flyvere i Tønder. Luftskibet Viktoria Luise gæster 5. juli, Tønder. Den første rutebil kører
strækningen, Tønder – Emmelsbøl. Sportspladsen ved Ribe Landevej anlægges. Håndværkerforeningen stiftes. Driver blandt andet Teknisk Skole.
1913
Tondern Bank oprettes Landbrugsskolen bygges på Ribe Landevej
1914
Verdenskrigen begynder i august. 153 fra Tønder falder i krigen. (- 1916) Retsbygningen opføres (Politistationen)
1915
Alexandrineskolen opføres. Den ny Øvelsesskole – bygning opføres.
1916
Det første engelske flyverangreb mod Tønder (25. marts). (Læs artikel) Kirkegården udvides.
1918
Engelsk flyverangreb mod Tønder Luftskibshavn (19. juli) Revolutionen gennemføres i Tønder (8. november.) (Læs Artikel)
1919
Cornelius Petersen overtager Tondernsche Zeitung.
1920
De engelske besættelsestropper kommer til Tønder (4. februar). Ved folkeafstemningen afgives der af de bosatte tøndringer 1437 tyske og 566 danske stemmer.. Danske soldater og grænsegendarmer kommer til Tønder (5. maj). Kong Christian den 10. gæster Tønder for første gang 12. juli, derefter hvert år indtil 1939.(Masser af artikler om Tønder i 1920)
Tønderhus i Spikergade indvies (27. november).
1921
Det første eksportmarked holdes i Tønder. Slagterhuset indrettes i det tidligere mælketørringsanstalt. Cornelius Petersen sælger
Tondernsche Zeitung til en kreds af konservative. ”Herbege zur Heimat” skænkes til byen og bliver til ”Carstens – Wiulms – Stiftelse”
1922
Leos Allé anlægges. De store luftskibshaller nedbrydes.
1923
Museet for Tønder by og amt indrettes i Port-huset. Dansk bibliotek oprettes. Tønder by udskilles af amtet. (- 1925) Kloakeringen gennemføres
med et statstilskud på 600.000 kroner.
1924
(– 1925) Sygehuset udvides. Bliver By – og Amtssygehus
1925
En stor amtsudstilling afholdes i Tønder. (- 1926) Tønder Svineslagteri oprettes. (- 1928) Afvandingen af Tøndermarsken gennemføres. (Læs artikel)
1927
Tønder by anlægger Højbjerg plantagen.
1933
Slots – og frigrunden, Tved, Dyrhus, Hestholm og Mejerholm indlemmes i Tønder Købstad. (- 1934) Asfalteringen af hovedgaderne
gennemføres.
1936
Den nye kasserne indvies.
1938
Funktionærboligen ved sygehuset opføres. Vajsenhuset ophæves.
1939
(- 1940) Det nye alderdomshjem ved Leos Allé bygges. Seminariet overtager den gamle hospitalsbygning.
1940
Tyske tropper rykker den 9. april ind i Tønder. (Læs artikler om Tønder under besættelsen)
1941
Hoved-rensningen af Tønder Kirke påbegyndes.
1942
Engelske flyverbomber dræber 4 mennesker i Tønder og ødelægger flere huse. (Det sker også senere under besættelsen, at det samme hus rammes – Læs artikel)
1943
Det nye Tønderhus indvies (13. februar)
Kære læsere således nåede vi til Tønders 700 års jubilæum. De sidste 65 år kommer i en senere artikel. (artiklen er fra 2007)
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7. – 04. – 2022
December 12, 2007
Det var tidlig morgen. I butikken skulle vi åbne kl. 7 om morgenen. Det var Bogudsalg. Men allerede på Jagtvejen kunne jeg ane, at ikke alt var, som det skulle være. Var det en helikopter, der skulle lande i Fælledparken som sædvanlig? Nej det var to, så vidste jeg pludselig, hvad der skete. Ungdomshuset blev angrebet af politiet. Rydningen var i gang.
Bøger til uroer
Det var boghandlernes største dag. Men dagen blev ikke som vi havde regnet med. Unge autonome lånte vores toilet. Men jeg blev sur, da autonome pludselig begyndte at råbe.
Ja råbte jeg tilbage og autonome bruger vores lokum. Det blev en hektisk dag, ikke med kunder. De fleste blev væk. Vi mistede halvdelen af omsætningen i forhold til samme dag sidste år. Omkring middagstid havde de fleste butikker i området lukket.
Men der var masser af journalister, der havde fundet ud af, at vi havde åbent.
Vi fortsatte næsten til klokken 18. Ja kunderne blev sure, fordi vi tillod os at lukke 7 minutter før. Stemningen på Nørrebrogade var blevet hektisk, og af hensyn til personalets sikkerhed valgte vi at sende dem hjem.
Rydningen
Det lignede nærmest en krigsfilm, selve rydningen. Politiet påstod, at det tog fem minutter. Men jeg vil gætte på at det tog 45 – 60 minutter. Under rydningen kørte et par ambulancer forbi butikken. Politiet påstod, at en var allergisk over for tåregassen. Andre rygter gik på, at en var slået bevidstløs af politiets knipler.
En af de unge fortalte mig, at politiet var gået ekstremt hårdt til værks og brugte temmelig meget gas.
Kunder bliver væk
Jeg har ikke noget imod dem, der kom i Ungdomshuset. De kom også ofte inde i butikken. Men jeg har noget imod, at støtter til Ungdomshuset lavede vold, plyndring og hærværk. Og truede forretningsindehavere på livet.
Jeg har også noget imod de politikere, der gang på gang lod forretningsdrivende på Nørrebro sejle deres egen sø, uden nogen form for hjælp. Således udtalte Martin Geertsen, at kommunen ikke er et forsikringsselskab, og derfor ikke kan betale for ødelæggelserne og omsætningstab. Det kan han delvis have ret i, men moralsk har politikerne også et ansvar.
Mange butikker på Nørrebro er bukket under. Og kunder er blevet væk. Mange medier syntes ikke det var værd at beskæftige sig med stort set andet end Ungdomshuset. Journalister var i forreste række for at dække kampene.
Forsikringen dækker ikke
De handlende på Nørrebro har vel mistet mindst 30 millioner kroner i tabt omsætning og meget mere. Forsikringerne, der i forvejen var skruet op, dækkede langt fra alt. Det var det politikerne hele tiden råbte op om., når handelsforeningen bad om hjælp.
I tidens løb har foreningen (Nørrebro Handelsforening) skrevet til et utal af ministre og politikere, for at få hjælp. Forsikringer dækkede ikke
Ikke alle unge går i korte bukser
Og Nørrebro Handelsforening bakkede de unge op i deres krav for et nyt hus. Men alt for sent kom politikerne i gang.
De unge i København behøver ikke nødvendigvis at gå i korte bukser og spille fodbold. Det burde være plads til de mindre velfriserede miljøer. Samtidig havde foreningen dog fået nok af løbske demonstrationer, vold og meningsløst hærværk. Harmen var både rettet mod de unge og politikerne, der ikke magtede at løse opgaven.
Sure betjente
I 14 dage var en del sideveje på Nørrebro lukket af politiet. Det fik detailhandelen heller ikke erstatning for. Det kneb nemlig med at få varer leveret. Mange betjente gik op i denne sag. Man skulle hver morgen holde et mindre foredrag om, at man arbejdede inde i butikken. Man kunne jo godt forstå, at betjentene var sure, når deres ferie var inddraget, og de var tvunget på overarbejde.
Den nye politireform er heller ikke betjentenes livret. Brokker man sig, er der verbale øretæver fra ledelsen. Det er heller ikke sjovt at vide, at der ligger 10.000 sager, der venter på at blive behandlet
hos politiet.
Et par betjente fordømte også Nørrebro Handelsforenings opbakning til de unge. En af dem sluttede sin mail på denne måde:
Nu var det ikke alle betjente, der tænkte sådan. Således kom en betjent op i butikken, efter at jeg havde været i TV – avisen.
Problemet var, at mange også var nervøse for politiets tilstedeværelse. Således skrev APS:
Betjenten er gidsel
Den enkelte betjent, der gang på gang skulle stå overfor en aktivist, var også godt træt af situationen. Han eller hun var sat til at udføre et stykke arbejde. Nægtede han, ja så måtte han, hun finde et andet arbejde. Begik han, hun et fejltrin, ja så gav det en alvorlig næse, og så var tilstedeværelsen i etaten truet. Den enkelte betjent var gidsel i et politisk spil.
Man kan godt forstå at Chefpolitiinspektør Per Larsen, der efterlyste en politisk løsning. At han så fik hug af politikerne for denne mening, er uforståelig.
Involveret i konflikten
Faktisk var jeg på sin måde indblandet i konflikten. Som redaktør af Nørrebro Handelsforenings hjemmeside www.norrebro.dk , har jeg skrevet cirka 25 artikler om de unges kamp for et hus. Dette har afstedkommet mange vrede e – mails fra nær og fjern, og især fra politikere.
Sådan skrev mange politikere til os.
Ja mange af disse politikere stillede sig frem i offentligheden og belærte foreningen om juraen omkring ejendomsret. Formanden for Nørrebro Handelsforening er samtidig formand for Erhvervslejernes Landsorganisation. (Det var han dengang).
Nørrebro Handelsforening som mægler
Foreningen tilbød sig som mægler. De unge fik efterhånden tillid til Nørrebro Handelsforening, men politikerne ønskede ikke at handelsforeningen skulle fungere som mægler.
En enkelt trussel om et sagsanlæg er det såmænd også blevet til. Nogle mente, at hjemmesiden (www.norrebro.dk) var gået for vidt. Men de store blade, Ungeren selv, tv – selskaber m.m. havde links til hjemmesiden. Pludselig havde vi rekordbesøg.
Vi havde de unges tillid, men ikke politikernes. De fortsatte med at sende hademails til os. De kunne heller ikke forstå, at vi gengav de unges krav på handelsforeningens hjemmeside. De glemte jo så bare, at vi også gengav politiets udmeldinger.
Mange typer brugte Ungdomshuset
Ikke alle tidligere brugere af Ungdomshuset var voldelige. Blandt de nye brugere var skoleeleven. Man brugte stedet til at hænge ud, uden de voksnes autoritet.
Arbejdernes hus
Men her er så historien bag Jagtvej 69 eller Ungdomshuset.
Det var arbejderne, der gerne ville have et samlingssted. De måtte ikke være nogen steder. Restauranter og beværtninger kunne få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte Arbejderbevægelsen selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde udgave af Folkets Hus blev indviet, kunne man i Social – Demokraten læse
Adressen var egentlig, Jagtvej 49. Men siden er der foretaget en ny-nummerering af Jagtvejen. Ret hurtig skiftede bygningen navn til Folkets Hus. Det blev i mange år centrum for arbejderbevægelsens aktiviteter på ydre Nørrebro.
Kvindelig Arbejderforbund
To år efter husets indvielse i 1897, bliver den tre måneder lange lockout fejret i huset. Men mange andre benyttede huset til for eksempel Lørdagsbal. Juletræsfester og boksestævner blev også afholdt i huset.
Det var også her Kvindelig Arbejderforbund blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandlig sekretær, til at underskrive papirerne. Kvinderne havde dengang ikke myndighed.
Forbundets første formand, Olivia Nielsen blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke på virksomheden Jacob Holm & Sønner, kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det, hendes mand blev også dømt. Begrundelsen var, at han ikke havde styr på sin kone.
Nørrebro Handelsforening brugte huset
I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening stormøde i Folkets Hus. Man diskuterede følgende punkter
I mange år holdt foreningen deres årlige generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien af holdt i huset samlede 300 medlemmer.
Lenin og Rosa Luxemborg i huset
I 1910 blev den anden Socialistiske Kvindekonference afholdt i Folkets Hus. I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin og den tyske socialist Rosa Luxembourg.
Stormen på Børsen
Fra 1914 – 17 falder reallønnen med 14 %. I 1918 er arbejdsløsheden oppe på 18 %. Skibsredere og aktieejere tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede Børsen, som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen. En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69, og Børsen blev stormet den 11. februar 1918.
Flere demonstranter fik straffe fra fem uger til to års fængsel. En af arrangørerne, Andreas Fritzner slap med 500 kr. i bøde.
Denne Fritzner havde været fængslet flere gange af politiske grunde. Hans far var arbejdsløs jord – og betonarbejder. Han boede med sin familie i en 2 – værelses lejlighed i Rådmandsgade. Han blev idømt 14 måneders fængsel fordi han over for 30 – 40.000 mennesker på Grøntorvet havde opfordret til generalstrejke. Senere melder han sig ind i DKP.
Ballade på Blågårds Plads
Den 30. september 1935 angreb kommunister en masse konservative omkring Blågårds Plads. De højreorienterede havde bevæget sig ind på arbejdernes domæne. Det udviklede sig til en række voldsomme sammenstød.
Håbløs sanering
Saneringen på Nørrebro tog ikke hensyn til boligernes standard. Alt skulle rives ned. De nye huslejer kunne befolkningen ikke betale. Man havde indtryk af, at politikerne ville tiltrække et andet klientel. I 1972 blev hele Stengade – karreen revet ned, selv om der ikke eksisterede en plan for området.. Byggetomten
mellem Baggesensgade, Prins Jørgens Gade og Stengade lå blot hen ind til man fik penge til at bygge nyt.
Folkets Hus og Folkets Park
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det for Folkets Hus. En nærliggende byggetomt udråbtes til Folkets Park. To år senere dannedes Nørrebro Beboeraktion.
En byggelegeplads bliver lavet for kvarterets børn. Man kalder den for Firkantens Byggelegeplads, på hjørnet af Stengade og Baggesensgade.
Men politikerne syntes ikke om den ide. Den 22. april 1980 mødtes politiet af 600 børn, forældre og aktivister, der overdyngede betjentene med sten, flasker, æg og kartofler.
Byggeren overgiver sig aldrig
Men en uge senere kørte bulldozerne gennem hegnet og direkte ind i legepladsens bygninger uden at ænse de unge, der var placeret på bygningernes tage.
Betjentene trak stavene. Demonstranterne byggede barrikader, HT – busser blev standset, piftet og brugt som vejspærringer. Lysreguleringer blev sat ud af kraft og bannere blev sat op med teksten Byggeren overgiver sig aldrig. Da mørket faldt på, antændtes bål i gaderne. Formiddagsbladene fortalte, at der er borgerkrig på Nørrebro.
Krav om eget hus
Den 15. oktober 1981 indkaldtes der til stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tingluti. De unge ville have et fristed for deres egen kultur, uden stive regler. De foragtede voksensamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki.
Man havde et godt øje til den nedlagte brødfabrik Rutana i Nannasgade.
Overborgmester Egon Weidekamp kunne dog ikke se nogen særlig grund til, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede unge.
Rutana og Schiønning og Arvé
En demonstration den 24. oktober går fra Rådhuspladsen til Rutana. Men politiet havde lugtet lunten. De havde afspærret fabrikken, så ingen unge kom ind. Men de unge havde udset sig et andet mål. Efter en halv times slagsmål med politiet løb de unge mod den nedlagte gummifabrik, Schiønning og Arvé i Heimdalsgade. Det lykkedes at besætte bygningen.
I et sandt tåregasangreb den 26. oktober stormede politiet bygningen.
Statsminister Anker Jørgensen tog stærk afstand fra politiets brug af tåregas. Han mente ikke, at ungdomsproblemer skulle løses ved hjælp af tåregas. Men justitsminister Ole Espersen bakkede op om politiets indsats.
Abel Cathrinesgade
En uge efter var der igen demonstration fra Rådhuspladsen. De unge fulgte ikke den planlagte rute, men løb ned af Vesterbrogade til Abel Cathrinesgade, hvor de besatte et nedlagt kloster. Denne bygning fungerede i fire måneder som ungdomshus.
Men bygningerne tiltrak et klientel, som de unge ikke syntes om. Den 14. februar 1982 opløstes initiativgruppen, og dagen efter ryddede politiet bygningen.
Lægebygning besat
Allerede dagen efter, var det galt igen. En tom professorbolig på Rigshospitalet blev besat. Samme aften ryddede politiet bygningen.. Men tre dage efter blev den igen besat. Der kom til voldsomme kampe mellem politi og bz’er.
Mekanisk Museum besat
Den 6. marts udgik der en demonstration fra Rådhuspladsen, og Mekanisk Museum blev besat. Den blev efter nogle timer ryddet af politiet, og 147 personer blev arresteret.
Et lokum blev kastet ud af vinduet og havde nær ramt en flok betjente.
Alternativ boligformidling
I maj 1982 blev Bazooka på hjørnet af Baggesnsgade og Stengade besat. De unge etablerede en alternativ boligformidling i bygningen. Man fik udpeget et tomt hus i nabolaget, og fik udleveret et brækjern. Så kunne man bare selv gå i gang.
Tingluti flytter
I aviserne kunne de unge så læse, at Weidekamp havde kig på et nyt ungdomshus.
De 700 medlemmer af Tingluti på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget. Og der var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen 123.000 kr. i ejendomsskatter.
Nej til Irma
Tingluti havde erhvervet ejendommen for en meget beskeden sum af FDB. At der så ikke kom en Irma på området, ja det kan man bl.a. takke Nørrebro Handelsforening for. FDB havde også planer om at rive den historiske bygning Colosseum (nuværende Aldi) ned. Nørrebro Handelsforening mente, at huset var bevaringsværdigt og protesterede mod nedrivning. Sandheden var at handelsforeningen var bange for at supermarkeder ville true den øvrige detailhandel.
De får et hus, og vi får fred
Københavns Kommune erhvervede ejendommen for 700.000 kr. og Tingluti flyttede til en bygning i Valhalsgade. Weidekamp var glad:
Det havde han nu ikke helt ret i.
De unge var glad. På første salen indrettede man en bookinggruppe med navnet Fuking Buhking. Den 31. oktober 1982 indledte man med en kæmpe fest. Her spillede bl.a. Savage Rose.
Weidekamp får buksevand
Weidekamp ville gerne have sagt et par bevingede ord, men han fik i stedet buksevand. De unge mente ikke, at han på deres bekostning skulle profilere sig politisk. I 1989, da Weidekamp gik af som overborgmester, blev han spurgt, om det var noget, han fortrød.
Han svarede, at det var to ting, han fortrød, den ene ting var, at han var med til at fjerne sporvognene, den anden ting var, at han havde givet bz’erne et ungdomshus.
Allotria
Siden foråret 1982 havde Allotria i Korsgade været besat. Den 11. januar 1983 var området pludselig omringet af politi.
På den anden side af gaden overværede blikkenslager, Knud Edvard Jacobsen optrinet. Pludselig hørte han noget rumstere. Op af gulvet dukkede en masse mennesker pludselig op. De sagde ikke noget. På gulvet smed de 10 – 15 gasmasker.
En mindre lastbil rullede ud gennem porten til baggården.
spurgte den velklippede unge chauffør høfligt. Betjenten vinker irriteret lastbilen videre. Han kunne ikke vide, at der under presenningen gemte sig de 35 personer, der dukkede frem hos blikkenslageren. Ingen havde opdaget at de unge mennesker havde gravet en tunnel.
I løbet af efteråret 1983 flyttede små grupper af bz ’er ind i et stort hus i Ryesgade. I hele tre år var Ryesgade 58 besat. Dette var deres hjem, Ungdomshuset på
Jagtvej 69 var deres kulturhus.
Ingen tolerance fra handelsforeningen
Efter en BZ – demonstration på Rådhuspladsen den 9. april 1983 flød bægeret over for Nørrebro Handelsforening. For balladen fortsatte på Nørrebro. Med direkte adresse til Ungdomshuset skrev man denne presse-information:
Nørrebro Avis nægtede dog at optage presseinformationen, og det blev man ret så sure over i foreningen.
Gadekampe
Den 12. december kom det til gadekampe, da 400 mennesker forsøgte at besætte en gammel skotøjsbutik på Jagtvej 211. Ved samme lejlighed nedbrændte en nærpolitistation på Jagtvej.
Politiken besat
I marts 1984 besætter aktivister Politikens redaktion, og kræver at man boykotter annoncer for Shell. Den 30. april angriber og nedbrænder en gruppe en Shell – tank i Nærum.
Ryesgade forlades
Cirka 1.000 demonstranter gik fra Rådhuspladsen mod den besatte bygning i Ryesgade. Her var bz’erne klædt i blå kedeldragter. I bæltet bar de gasmasker. Bag barrikaderne var der samlet et væld af møtrikker brosten og andet kasteskyts. 400 Molotov – cocktails, slagvåben og slangebøsser var opbevaret her.
Næste formiddag angreb politiet med 540 betjente. De forsøgte at snige sig igennem barrikaderne gennem Dansk Røde Kors bygning på den anden side af gaden. Men de måtte flygte.
Himmelblå – fonden med Kim Larsen og Peter Ingemann ville købe bygningen, men de unge ville ikke have bygningen foræret.
Den 22. september 1986 besluttede bz’erne at give op. Kedeldragter og huer blev brændt på et stort bål. Sprængladninger blev fjernet, og samtlige bz’er sivede ubemærket ud i de københavnske gader uden anholdelser eller kamp.
Ballade på Christianshavn
Den 4. december 1988 forsøgte tre uro – betjente at anholdte en ung autonom, der delte fakler ud på Christianshavn. En spændt stemning opstår. Både politi og autonome var bevæbnet til tænderne. Efter to timers larmende demonstration med masser af kanonskrald vendte demonstranterne tilbage til Jagtvej.
Kamp på Platanvej
Den 16. januar 1989 ryddede politiet en gammel villa på Platanvej, der var besat. Men det var ikke uden kamp. Politiet blev angrebet med Molotov – cocktails, slangebøsser, jernstænger og sten.
Advokat tilknyttet
I 1989 bliver advokat Kurt Foldschack tilknyttet de unge. De har tillid til advokaten, og han har hjulpet dem siden.
Slåskamp på Stormbroen
Den 16. oktober diskuterede Folketinget et maskeforbud, og det kom igen til sammenstød. Både demonstranter og politifolk var særdeles aggressive. På Stormbroen blev der tæsket løs på hinanden. 14 sårede blev behandlet på skadestuen. Et medlem af Rote Arme Fraktion, Roland Meyer besøgte Ungdomshuset i 1990.
Angreb mod Sorte Hest
Den 3. december 1990 opdagede betjente et hul i en af deres skjolde. De mente, at der var blevet skudt mod dem. Politiet havde stormet det besatte hus, Sorte Hest. Man fandt mere end 40 livsfarlige rørbomber, hjemmelavede brandbomber, gasmasker, beskyttelseshjelme og kedeldragter.
113 skud
Den 2. juni 1992 stemte 50,2 % nej til Maastricht – traktaten. Et nationalt kompromis skulle man stemme om den 18. maj 1993. Her sagde 57 % ja. På Blågårds Plads havde Antifascistisk Aktion en demonstration. I første omgang forløb det hele fredeligt. Men da demonstrationen blev opløst begyndte man at bygge barrikader på Nørrebrogade og på Dronning Louises Bro. Broen blev udråbt som EF – Fri zone.
Demonstranterne trak mod Skt. Hans Torv. Politiet endte med at affyre 113 skud. 11 demonstranter og tilskuer blev såret.
De unge inviteret på middag
I 1993 smed autonome brosten gennem McDonald´s lokaler på Nørrebros Runddel. Stenene var centimeter fra at ramme kunderne. Vidner havde set gerningsmændene løbe ind til Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. Der blev optaget rapport, og siden skete der intet.
Nørrebro Handelsforening inviterede nogle af de unge til en middag og en øl, for at diskutere situationen. Johnny Beyer brugte udtrykket
19 betjente såret
Den 1. januar 1995 blev 19 betjente såret, da over 100 unge angreb en nyåbnet McDonald´s filial på Nørrebrogade 3a. Alt inventar blev brugt til et kæmpe bål på Nørrebrogade.
Brand i Ungdomshuset
Pludselig opstod der en kortslutning i en vareelevator i Ungdomshuset. Ret hurtig greb ilden om sig. Dette skete en januar-dag i 1996. Brandvæsnet blev ikke angrebet af de unge, og fik bekæmpet ilden. Men det var et trist syn, da branden er bekæmpet.
Etageadskillelsen var nærmest væk, og huset var stort set ubeboelig. Først nu går det op for politikerne at Jagtvej 69 var en brandfælde. Det går panik i politikerne. For hvem var det lige, der havde ansvaret? Hvad med de elektriske installationer? Blev loven overholdt, når der var koncerter i huset? Hvor var den aftale, der omhandlede brugen af huset?
De unge reparerede for 50.000 kr.
En ombygning af huset ville koste 13 millioner kroner. Men i 1982 var Kommunens økonomi så dårlig, at det var lige før, den var blevet sat under administration.
De unge fik tilbudt at flytte over i Huset på Magstræde, og Nørrebro Lokalråd mente, at bygningerne på Jagtvejen kunne indrettes som bibliotek. Men det ville koste 20 millioner kroner.
De unge mente, at akustikken var for dårlig i Magstræde. Med en ihærdig indsats lykkedes det for de unge at udbedre skaderne for 50.000 kr. Bygningen blev godkendt, og kommunen anerkendte de unges indsats.
De unge får aftale af kommunen
Kommunen gav de unge en aftale i 1997. Den gjaldt dog kun for et år, og i den stod der, at de kunne opsiges med tre måneders varsel. Men da havde allerede haft huset i cirka 14 år.
Var de unge kriminelle ?
I en senere meddelelse fortalte Københavns Kommune, at en af grundene til, at de unge skulle smides på gaden var, at de var kriminelle. Men ifølge politiet var miljøet i Ungdomshuset ikke kriminelt. I et brev fra 7. juli 1998 skrev politiet til kommunen
I et læserbrev i Politiken skrev en tidligere KUC – direktør Hans Grønborg, der havde ansvaret for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset:
Angrebet af svamp
Huset var angrebet af hussvamp, op-fugtning af murværk, råd i bundkarme på vinduer, og råd i loftkonstruktionen over kælderen. Alene at få bugt med hussvampen skøn-tes at ville koste cirka 70.000 kroner. Derfor besluttede Økonomiudvalget den 11. marts 1999, at indstille til Borgerrepræsentationen, at Ungdomshusets aktiviteter skulle ophøre og at ejendommen skulle afhændes. Samtidig blev det pålagt Kultur – og Fritidsforvaltningen at finde andre steder til
Ungdomshusets aktiviteter.
Pia Kjærsgaard besøger Nørrebro
Pia Kjærsgaard besøgte Nørrebro den 14. februar 1998. Hun blev angrebet af ca. 100 autonome med tomater, vand og sten. Hun måtte søge tilflugt i en Unibank – filial. På Rådhuset krævede Søren Pind, at Ungdomshuset blev lukket med det samme.
Kampe på Dronning Louises Bro
Den 1. januar 1999 lignede Nørrebro en by, der havde været i borgerkrig. Betjente i en patruljevogn havde bedt en flok unge på Dronning Louises Bro, at benytte fortovet. Men de unge angreb bilen, og de to betjente måtte flygte fra stedet. Kort efter mødte politiet talstærkt op og heftige kampe opstod. Der
blev anholdt 20 personer.
Plyndringstogt på Nørrebro
Den 8. – 9. november 1999 havde store konsekvenser for Nørrebros detailhandel. En sand plyndringstogt fandt sted. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig i direkte livsfare. Men de ringede forgæves efter hjælp.
Først da urolighederne havde lagt sig, mødte politiet frem. Ingen personer blev nogensinde gjort ansvarlige for de voldsomme ødelæggelser og plyndringerne. Og det selv om en person med skriftlige beviser senere henvendte sig til handelsforeningen. Denne person ville gerne formidle sin viden til Hanne Beck Hansen. Og Handelsforeningen sørgede for, at beviserne blev lagt på bordet.
Johnny Beyer opsøgte Ungdomshuset. Han var overbevist om, at de autonome stod bag. Men han blev ikke budt på kaffe. I stedet blev han truet, at hvis han ikke hold kæft, ville hans butik blive den næste, der blev smadret. Næste nat blev Johnny Beyer ringet op af vagtselskabet. Hans butik var blevet totalt smadret.
Ungdomshuset brænder ikke byen af
Formanden for Indre Nørrebro Bydelsråd, Jesper Langebæk var ikke enig med Johnny Beyer (Formand for Nørrebro Handelsforening) . Han udtalte følgende til Jyllands Posten:
Angiveligt var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebro´ s handlende skulle afbøde for. Ungdomshuset udsendte en presse-information:
Truet af folkevalgte politikere
På et efterfølgende møde i Medborgerhuset på Blågårds Plads blev Johnny Beyer igen truet. Denne gang af folketingsmedlemmer, at såfremt han udtalte sig negativt, ville det få alvorlige konsekvenser for ham. Formanden for Nørrebro Handelsforening måtte have politibeskyttelse.
Justitsminister Frank Jensen lovede, at der ville komme hjælp til Nørrebros detailhandel efter de omfattende skader, men intet skete. De andre handelsforeninger lavede dog en indsamling. Midlerne herfra gik til de hårdest ramte.
Ungdomshuset tilbudt for 1 kr.
Formanden for Nørrebro Handelsforening, Johnny Beyer holdt et par gange om året møde med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. På et af disse møder blev foreningen tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men Ungdomshusets beboere var ikke interesseret i at skulle være underlagt Nørrebro Handelsforening, så bestyrelsen vedtog på et bestyrelsesmøde den 13. juli 2000 at sige pænt nej tak.
Gud taler til Ruth Evensen
Da Ruth Evensen fra Faderhuset på et tidspunkt passerede forbi Ungdomshuset så hun et banner, hvorpå der stod:
Så var det, at Ruth hørte Guds stemme tale direkte til hende. Herren fortalte hende, at hun skulle fjerne denne vederstyggelighed fra hans åsyn. Ruth Evensen besluttede derefter, at det onde skulle drives ud af Nørrebro. Det skulle ske med Gud og et skøde i hånden.
Faderhuset vil i dialog med de unge
Den 6. juli 2000 skrev Ruth Evensen til Kultur – og Fritidsborgmester H. Thustrup Hansen:
Spørgsmålet er så, troede politikerne virkelig på disse forudsigelser ?
Human A/S overtager
I oktober 2000 afgav Ruth Evensen et tilbud på bygningen på 2,2 millioner kroner. I første omgang bliver det til et afslag. Men åbenbart er en ny spiller
på banen. Selskabet Human A/S repræsenteret ved advokat Inger Loft. Overborgmesteren havde mødt hende og udtalte:
Allerede her var Fonden Jagtvej 69 på banen, men kommunen var ikke interesseret. Man fik at vide, at der var disponeret til anden side. Human A/S fik ejendommen for 2,6 millioner kroner.
Politikerne havde afvist at sælge til Faderhuset, fordi man mente at de ikke var seriøse. Man fik endda indført en tilbagekøbs-klausul, så kommunen kunne købe bygningen tilbage, hvis noget gik galt. De unge opsøgte Inger Loft på hendes bopæl og truer hende. Truende opringninger og en enkelt brosten bliver det også til.
Advokaten mødte selv op ved Ungdomshuset for at bede dem om at lade være med at genere hende og hendes familie. I stedet endte det med, at hun får en pose vand i hovedet.
Faderhuset købte alle aktier
Efter et par måneder gav hun op. Hun tilbød samtlige aktier til Faderhuset. Forinden havde disse skrevet til Inger Loft, at de var interesseret i overtagelsen. Kommunen reagerede ikke, fordi Faderhuset kun købte aktierne!!
Faderhuset opsagde de unge og regnede med at de kunne få adgang til bygningerne. Men de blev mødt af et tæskehold og smidt på porten. Ifølge Faderhuset var de unge på Nørrebro dæmon-besatte. Man ville i gang med at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pornografi, abort og satanistisk legetøj på Nørrebro.
Razzia på Nørrebro
Den 15. juni 2001 foretog store styrker af kampklædte betjente razzia mod fire adresser på Nørrebro. Det skete efter anmodning fra kollegaer i Göteborg. Fem unge danskere var anholdt, sigtet for at stå bag sabotageplaner mod et EU – topmøde.
Bombefabrik i Baldersgade
En bombefabrik blev afsløret, efter at politiet foretog en razzia. Den 18. november 2002 blev der i det venstreradikale kollektiv Bunzen i Baldersgade afsløret en professionel bombefabrik og flere livsfarlige bomber. Man havde mistanke om, at de skulle bruges ved det kommende EU – topmøde.
27 anholdt
Den 25. august 2003 blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente rydder et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.
Tre dages fest ender i bål og brand
Tre dages fest i Ungdomshuset endte 24. september med bål i gaden på Nørrebro. Reclaim The Streets endte med masseanholdelser. Cirka 250 bliver anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører deltog i balladen. I Folkets Park blev der kastet med sten mod politiet.
Naboerne på Nørrebro
En ny gruppe blev dannet på Nørrebro. De kaldte sig, Naboerne. På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:
Charmeoffensiv
Forinden havde de unge i Ungdomshuset forsøgt sig med en charmeoffensiv. I en folder, som man havde udsendt til alle husstande på Nørrebro, kunne man læse:
Bydelens særpræg skyldes ud
Nu var det ikke alle i bydelen, der var enige i Naboernes holdninger. Således skrev lokalvisen PaaGaden blandt andet i en leder:
Faderhuset angribes
24. november bliver den kristne frikirke, Faderhuset angrebet.
Gaveønsker
De unge fik at vide, at de skulle være ude af huset den 14. december. Men først skulle husets fødselsdag fejres. På deres hjemmeside kunne man læse om deres ønsker. Plexiglas, armeringsjern, lægter, metalgitter, hønsenet og svejse-apparat.
Kulturarvsstyrelsen har talt
Kulturarvsstyrelsen ville ikke frede huset. Det var alene Københavns Kommune, der skulle afgøre dette. I en skala fra 1 til 9, hvor 1 er mest bevaringsværdigt får huset 2 i kulturhistorisk værdi og 4 i arkitektonisk værdi.
Hvorfor skal 71.000 indbyggere være gidsler?
Den 16. december eksploderede Nørrebro. Der var åben krig på Nørrebro. Nørrebro Handelsforenings store juletræ på Runddelen blev brugt til et kæmpe bål. Fire unge og to betjente blev såret. Op til 1.000 deltager i demonstrationen. 300 blev anholdt.
Flere unge blev kørt ned af politiet, en af de unge fik sprængt fingrene af. 150 unge drager hærgende ned af Nørrebrogade. Butikker, biler og nærpolitistationen bliver smadret.
Den 19. december udsendte Nørrebro Handelsforening en presse-information. Heri stod der blandt andet:
Villa Villekulla
En ejendom på Dorthevej blev besat og navngivet som Villa Villekulla. Der blev anvendt knippelsuppe og tåregas. Men pludselig trak politiet sig tilbage. 42 betjente mod cirka 300 unge var måske heller ikke i orden. Mads Clausen fra Initiativet for flere ungdomshuse udtalte
Nynazisterne mente, at de unge skulle have bank, men det blev dog forhindret, da Antifascistisk Aktion kom i aktion.
Da politiet så kom med det helt store hold, var TV2 `s helikopter på plads, og vi fik igen en masse Breaking news.
Penge til operahus, men ikke til os
Kasper Bech Holten, operachef, var sur over, at over at Operahuset blev brugt som et symbol på småborgerligheden. De unge besøgte da også Operaen, men blev pænt udenfor.
Flere ejendomme i spil
En nedlagt brandstation på Jagtvejen kom i spil, men det viste sig, at den tilhørte Københavns Universitet. En ejendom på Frederiksberg kom også i spil. Men her var der nærmest tale om en lade behængt med skimmelsvamp. Det sidste var Thor Petersens ide, men den ide vakte nok ikke de varmeste følelser hos borgmester Mads Lebech.
Stevnsgades Skole lovet ud til andre
Stevnsgades Skole kom pludselig i spil. Men skolen var lovet ud til andre. Og de unge var bestemt ikke velkomne. Mange var bange for, at gaden ville blive omdannet til en krigszone. En af beboerne udtalte:
De unge havde ikke noget imod huset. De udsendte en presse-information, der forklarede problematikken
Krav fra de unge
De unge stillede nogle krav til deres hus:
Men dette var ikke noget Socialdemokraterne kunne lide. Således udtalte Anne Vang
Politiet puster til ilden
Politiets informationschef, Flemming Steen Munch havde pustet til ilden. Han udtalte, at de unge var fascister. Han kaldte de unge en flok forkælede unger, der havde gjort Nørrebro til en slagmark.
Butiksindehaver truet
I forbindelse med nedrivningen indfandt 5 urobetjente sig efter strabadserne på Nørrebro i en shawarmabar. Kort efter, at disse havde forladt stedet, indfandt der sig 4- 5 autonome. De stillede sig truende over for indehaveren
Transportfirma får brændt flere biler
Et transportfirma, der mere eller mindre deltog i forbindelsen med nedrivningen, fik brændt flere lastbiler. Og på hjemmesiden www.ruthsvenner.dk var der trusler mod flere erhvervsvirksomheder.
Selvtægt
Flere grupper på Nørrebro opfordrede til selvtægt. Foreningen Naboerne havde endda en afstemning, der omhandlede, hvad man skulle gøre med de unge. Et par af forslagene gik ud på at give dem buksevand eller sende dem ud på en øde ø.
Nørrebro Handelsforening gik sammen med HK og uddelte en folder til samtlige butikker på Nørrebro. Folderen gav gode tips om, hvordan man skulle forholde sig, når en konflikt opstod.
Endvidere blev der sendt 12 gode tips ud til forretningsindehavere. Det gik bl.a. ud på, at have forsikringerne i orden. Men dat var det desværre mange forretningsdrivende på Nørrebro, der ikke havde. Så konflikterne har været dyr for disse butiksindehavere.
Organisationen var i orden
Aktivisterne var nøje instrueret i, hvad de skulle foretage sig, når huset blev revet ned
– Artiklen fortsætter
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. – 03. 2022
December 12, 2007
Når du kører ud af Ribe Landevej, ja så kører du oven på det gamle Tønderhus. Dette Tønderhus var egentlig ikke tænkt som en fæstning. Det blev det senere. Oprindelig skulle det kun beskytte købmændene i byen.
Det er sjovt at tænke sig, at der hvor utallige Festivals – gæster campere, da har der en gang ligget en masse skibe i ly af Tønderhus grundet uvejr over Nordsøen eller fordi sørøvere gjorde livet surt for besætningen ude i Nordsøen.
Egentlig var det Møgeltønder (Store-Tønder), der skulle have vokset sig stor. Men det blev Lille-Tønder.
Tønder opstod i begyndelsen af 1100-tallet som Ladeplads for Store-Tønder (Møgeltønder). I Store – Tønder lå der et bispesæde. Men Tønder (Lille-Tønder) som efterhånden havde vokset sig større fik allerede sine købstadsrettigheder i 1243. Det var i den periode, hvor der var stridigheder mellem Valdemar Sejrs tre sønner. Ja Tønder er den næstældste købstad i Slesvig – netop efter Slesvig.
Først i 1260’erne blev borgen på bygget. Der havde byen allerede eksisteret i 150 år. Et kloster var også etableret. Og egentlig blev det bygget for at beskytte de handlende.
Borg fra gammel tid
Og borgen stod der allerede i 1100 – tallet. I grunden er det mærkeligt, at den arabiske geolog, der omkring 1130 besøgte Tønder ikke nævner borgen. Han fik Tønder på verdenskortet i 1153. Han beskriver, at her lå en stor havn.
Men ifølge Dansk Atlas nr. 8 fra 1781, så skulle Tønder allerede i 1017 have haft en betydelig havneplads. Måske var borgen også bygget for at inddrive told fra
de anløbende skibe.
Borgen var anlagt på tre holme. Disse var forbundne med broer.
Man må forstille at vestkysten så helt anderledes ud dengang. Der gik en stor bugt ind til Tønder.
Små øer i Vidåen
Borgen var placeret på tre banker af to meters højde i Vidåen. Nordligst gik en bro over til hoved-borgen, der sikkert var omkredset af en ringmur. Fra hoved-borgen har der været en bro over til beboelsesbanken, det var omtrent, der hvor Tønder Museum nu ligger.
Ja, det kan være lidt vanskelig at forestille sig slottet og omgivelserne i dag. Vidåen var dengang meget mere vandrig og havde et andet forløb.
Omgivet af vand
Tønder var omgivet af vand til alle sider. Mod syd, Vidåen, Mod nord og vest, Laurentiusstrømmen. Og mod øst var der marsk og sump, der dengang var helt ufremkommelig.
Tønderhus genrejst
I 1248 skal Kong Erik have indtaget Abels borg, Tønderhus
I 1271 lod Kong Erik Glipping borgen sløjfe. Men 1285 indtog han det genrejste Tønderhus. Ved et forlig i 1286 kom borgen tilbage til hertugen.
Herfra styrede hertugens lensmænd flere herreder. Hans opgave var at sørge for det militære forsvar, forvaltning, skattevæsen og retsvæsen. Fra omkring 1500 – tallet blev lensmanden kaldt for amtmand.
Omskiftelig tilværelse
Tønderhus havde en omskiftelig tilværelse, se blot her:
Frederik den 1. kunne lide Tønder
Hertug Frederik, den senere Frederik den 1. opholdt sig meget i Tønder. Han kunne godt lide stedet, og satte pris på befolkningen. Han var også kendt som en ivrig bygherre. Frygten for Christian den 2. fik ham til at udvide og forstærke volde og grave.
Når Frederik den 1. og senere hans søn Christian den tredje besøgte slottet måtte de og deres følge bo i byen, vel sagtens fordi Tønderhus endnu ikke var helt udbygget. En stor stormflod i 1532 ødelagde en del af slottet, der måtte store reparationsarbejder i gang.
I 1533 fremstod Tønderhus som en moderne fæstning. Christian den 3. foretog også en del ombygninger. Man kunne vel nu kalde stedet for et renæssanceslot. Man anvendte bl.a. rester fra det nedrevne gråbrødrekloster.
Når kongen besøgte Tønderhus måtte det meste af følget bo ude i byen.
Hertug Hans den Ældre fik i 1544 tildelt Tønder Amt. Han fortsatte udbygningen af Tønderhus eller Tønder Slot til sin død i 1580. I den periode blev den hollandske bygmester Hercules von Oberberg. Han stod også for opførelsen af kapellet på Sønderborg Slot, arbejder på Gottorp Slot og tårnene på Brundlund Slot samt Slottet Haderslevhus og Hospitalskirken i Haderslev.
Landbruget udskilt
Tønderhus havde det hele på holmene. Men i 1533 blev landbruget skilt ud. Ladegården Hestholm blev indrettet. Nordøst for Tønder lå teglgården med kalkbrænderi. Her blev muslinger – og østersskaller brændt til kalk. Det gav nu aldrig et overskud. Det skyldtes, at der næsten konstant blev foretaget ombygninger på slottet/borgen.
Sydøst for holmene lå den uundværlige mølle
De fattige skulle betale
I 1577 kunne slottets artilleri-mester, Laurens Dehn anrette et Streich – und Brustwehren.
De omfattende byggerier skulle betales. En skribent fra den tid formulerede det således:
I 1588 er slottet et firefløjet anlæg med voldgrav, vindebro, tårne og renæssancegavle.
De ansatte fik deres egen ”kommune”
Et slot skulle selvfølgelig også have en slotsgrund, hvor slotstjenerne skulle bo. Hertug Hans købte derfor i 1579 den grund, hvor Franciskaner- klostret lå. Han erhvervede yderligere en grund ved siden af. Det hele blev ret administrativt og juridisk lagt ind under slottet. Til borgernes store harme var slots – og frigrunden unddraget Tønder By og Tønder Stadsret. Dette afstedkom mange besynderlige hændelser. Mange erhvervsdrivende mente også, at dem der boede på slots – og frigrunden havde større fordele, når de kunne faldbyde deres varer i Tønder by.
Først i 1933 blev området 100 % indlemmet i byen.
Slottet havde mange ansatte. Nogle boede på slottet, andre fik bopæl på den nye grund. Tønder Slot var ikke bare en stor herregård. Det var også sæde for administration og retspleje. Det var desuden en stor fæstning.
Den nye mølle
I forbindelse med den nye mølle, blev Vidåens mølle omdannet. Den nye mølle blev den største i hele amtet.
Da det store kloster blev nedlagt i 1530, blev materialerne brugt til at befæste Tønderhus. Under syvårs krigen mod Sverige brugte Hertug Hans den ældre store summer til at omdanne Tønderhus til en fæstning.
Overgav sig til svenskerne
I 1627 blev Laurentiusstrømmen uddybet. ”Bymuren” var lavet af palisander, man fandt resterne af dette ved en udgravning i Vidågade i 1920’erne.
Borgen var efterhånden godt befæstet, endda med kanoner. Man amtmand Wolf overgav by og borg uden sværdslag til svenskeren Wallenstein.
I 1629 belejrede danske tropper slottet/borgen. Ved freden i Lübeck samme år tilfaldt Tønderhus til hertugen.
Forsvarsværker revet ned
Under svenskerkrigen 1643 – 1645 blev borgen igen overladt til Danmarks fjender. Fra 1659 – 1659 sad Brandenburger på borgen.
Efter at kong Christian den 5. i 1675 havde inddraget den gottorpske del, lod han volde og rondeller rive ned, idet det blev betragtet som en stor trussel for den danske udenrigspolitik med så stærk en fæstning i hertugens eje.
Slottet bliver misligholdt
Fra 1706 omtales slottet som et spøgelsesslot med utætte lofter, vinduer uden glas og døre der ikke kunne lukkes.
Den Store Nordiske Krig medførte at kongen endelig fik hele Sønderjylland. Den 12. september 1721 lod Frederik den Femte sig hylde af sine undersåtter i Tønder by og Amt.. I 1721 udarbejdede den slesvigske bygningsinspektør O.J. Møller forslag til restaurering af det misholdte slot. Men arbejdet kom aldrig til
udfoldelse.
Efterhånden forfaldt slottet. Vandløbene uden for slotsholmene var stærkt tilgroet. I 1716 blev den store bro erstattet med en dæmning.
Nyt port-hus
I 1740 blev der dog opført et nyt port-hus. 1750 – 1751 blev hele slottet jævnet med jorden, bortset fra port-huset.
Amtmanden mistede dermed sin bolig, men i 1768 lod amtmanden, grev Holstein opføre en ny amtmandsbolig i slotshaven.
I 1811 indrettede man by-fængsel i port-huset. Der er mange interessante historier om de indsatte. By-fængslet blev indrettet på første-salen. På slotstomten opførte man efter hånden byens kommunale værker. Og i dette hus blev Tønder Museum også indrettet.
I 1970’erne blev der nedrevet nogle af gasværkets sidste bygninger. Så blev der muligt at sanere slotsbanken. Slotsmurets oprindelige placering blev markeret med bøgehække.
Når man i dag ser på port-huset kan man se at der er gået en vindebro til stedet . Den oprindelige funktion har været en bemandet forpost og adgangsgiver til slotsbanken. Der sad soldater og holde vagt, de såkaldte skildvagter.
Nu er det heller ikke nyt, at der var fængsler på Tønderhus. Disse eksisterede også tilbage i gammel tid. Stedet havde sin egen ret.
Resterne brugt til veje
Kampstene og andet fra slottet blev brugt til vej – og brobygninger, og så sent som i 1862 blev 2.000 Rigsdaler Sten brugt til Tønder – Ribevejen. I en notits
i Berlingske Tidende den 9. december 1862 kunne man læse:
I 1922 indgik port-huset som del af en ny museumsbygning. Voldgraven og havnen blev i 1924 – 1935 fyldt.
Vi kunne selvfølgelig have nævnt alle amtmænd i slægten Ahlefeldt eller Rantzau, der residerede på slottet og borgen.
Velbevaret kulturmiljø
Området omkring det gamle slotsområde er meget spændende og relativt velbevaret. . Det nævnte port-hus er fra 1500 – tallet. Men det er også Amtmandsboligen fra 1768. Her har man bl.a. brugt rester fra slottet. Vi har behandlet emnet i en særskilt artikel. Og så er det Amtshuset opført i 1907 i Baupflege – stil i 1907.
Slotsbanken er et besøg værd. Man har fundet en masse rester fra den gamle havn. Spændende bliver det nu at se, hvad man vil gøre. Men besøg de gamle gader Slotsgade(Frigrunden) og Møllegade, hvor de ansatte på slottet egentlig boede.
Ja og også den gamle Slotsmølle er værd at besøge. Ja Bachmanns Mølle, som den nu hedder er den ældste industrivirksomhed i Tønder. Møllen er tidligst nævnt i 1436. Oprindelig var møllen opført som kornmølle for Tønderhus. I 1799 fik C.N. Bachmann møllen i forpagtning. Siden har møllen været drevet af slægten. Indtil 1955 var møllen endnu i brug som vandkraftsleverandør.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13. – 01. – 2022
December 12, 2007
Ja egentlig skulle overskriften have heddet søslagene ved Højer. For også i Vikingetiden skete der en masse i Vadehavet, men det vender vi tilbage til. Her er det historien om Christian den fjerdes storhed og fald, det drejer sig om.
Løbet over ende af svenskerne
Danmark havde en hær på 25.000 mand i 1644. Trods dette blev Jylland løbet over ende af svenskerne, anført af Thorsteinsson. Reaktionen var forvirring, for der havde ikke været nogen form for krise. Der var postet mange penge i det danske forsvar, men det hjalp ikke.
Hertug Frederik af Gottorp overgav sig uden kamp. Svenskerne fik overdraget tre amter med byerne Kiel og Eckenförde samt 100.000 daler. Hertugen bøjede sig for den stærkeste part, men ville også frigøre sig fra den danske overhøjhed.
Den svenske invasion gik i stå
I maj 1644 ødelagde den danske rigsmarsk Anders Bille den svenske lejr ved Snoghøj. Anders Bille havde formået at samle resterne af den danske hær.
Afgørelsen måtte afgøres til søs
Invasionen var gået i stå, afgørelsen måtte afgøres til søs. I Øresund lykkedes det at lave en blokade mod Göteborg.
Den 1. maj indløb der efterretning om at en flåde, som den hollandsk – svenske forretningsmand og industrialist Louis de Geer havde fået tilladelse til at udruste, under admiral Marten
Thijssen var på vej for at hjælpe Thorsteinsson til Fyn.
Slaget i Lister Dyb
Med Trefoldigheden og 8 andre skibe sejlede Christian den Fjerde dem i møde. Den 16. maj stødte de to flåder sammen i Lister Dyb. Natten inden havde Christian den Fjerde et drømmesyn, hvor han så sin egen ærefulde opstandelse. Han tydede drømmen som et varsel om, at kampen kunne være hans sidste.
Den hollandske flåde bestod af over 30 skibe. Men størstedelen var ikke egentlige krigsskibe, men armerede handelsskibe. Det lykkedes for Christian den fjerde, at tvinge de hollandske skibe ind på lavt vand og iværksætte en blokade.
Kongen selv forlod Vadehavet og overlod bevogtningen til admiralerne Ove Giedde, den berømte Ostindienfarer, og den gamle erfarne Pros Mund, som den 24. maj tilførte den hollandske
flåde et nyt nederlag.
Først da en storm tvang de danske skibe til havs, lykkedes det den hollandske flåde at slippe ud. Denne flåde var efterhånden i en miserabel tilstand.
Den svenske flåde på vej
Men den 67 – årige konge fik ikke meget hvile. Den 1. juni var den svenske flåde startet fra Stockholm med kursen syd på. 30 orlogsskibe og en række mindre skibe, skulle give Danmark det endelig nådestød. Men heldigvis var flåden uden landtropper. Man ville blot holde øje med den danske flåde, der skulle kom hjem efter slaget ved Højer.
Kohlberger Heide
Den svenske flåde sejlede videre mod Kiel. Og her udkæmpede man det berømte slag på Kohlberger Heide. Kongen var ikke tilfreds med slaget. Han kritiserede adskillige admiraler for fejhed. På dansk side mistede 37 livet og 137 blev såret. Selv blev kongen skadet, og mistede synet på det ene øje.
Danskerne iværksatte en blokade af den svenske flåde i Kieler Bugten, men svenskerne slap ud. Man havde ellers haft muligheden for at ødelægge flåden, men forsømte det.
Den hollandske flåde forener sig med den svenske
På landjorden havde Thorsteinsson forladt Jylland uden at det kom til flere slag. I Holland havde taberen fra slaget ved Højer udrustet en ny flåde. Den fik uhindret lov til at komme gennem Øresund. Kronborgs kanoner kunne ikke nå den. De sluttede sig sammen med den svenske flåde og udgjorde nu 44 skibe.
En dansk eskadre på 17 skibe havde ikke en chance. Kun 3 skibe kom retur til København. Tabet af sø-herredømmet var en kendsgerning.
Krigen tabes
Både Holland og Frankrig var allierede med Sverige, så det var nogle vanskelige fredsforhandlinger, der fandt sted. Økonomisk og socialt var Danmark på sammenbruddets rand. Resultatet blev at hollænderne og svenskerne fik reduceret Øresundstolden. Afståelse af store landområder blev også resultatet. For kongen var det særdeles ydmygende. Øresundsherredømmet var slut. Danmark var omringet af Sverige.
Det der startede med en sejr ved Højer, sluttede ydmygende. Den gamle konge var træt og sur.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. 12. 2021
December 12, 2007
Lørdag den 29. september 1944 kl. 6 om morgenen hørtes en voldsom eksplosion hos General Motors i Aldersrogade. Virksomhedens kraftcentral var sprængt. Under afsøgningen på området fandt politiet en af sabotagevagterne hårdt såret af to skud. Han døde senere på Rigshospitalet. Det var modstandsgruppen Bopa, der havde været i aktion.
Oplagt sabotagemål
Virksomheden var godt klar over, at de var et oplagt mål for sabotageaktioner. General Motors havde succes med at producere gasgeneratorer og såkaldte Longframes. Det var en sådan anordning, som man satte bagerst på lastbiler og busser under besættelsen.
Når virksomheden var et sabotagemål, skyldtes det, at de var tvunget til at udleje dele af en automobilsamlehal til virksomheden Nordværk. Denne virksomhed reparerede flymotorer fro BMW i München. Forholdet mellem ejer og lejer var selvsagt ikke godt.
Forhadte og frygtede vagter
General Motors havde 4 vagter, mens Nordværk(Nordwerk) havde hele 24 mand på vagt. De var bevæbnet med pistoler, karabiner og maskinpistoler. Vagterne patruljerede også på gaden og ved indgangen i Rovsinggade.
Den tyske besættelsesmagt forlangte også, at det var en dansk politivagt på stedet. Forholdet mellem dem og Nordværks vagter var meget dårlige. Vagterne gad ikke at høre på politiets anvisninger.
I sabotagekredse var vagterne meget forhadte og frygtede. 4 ud af 10 var endvidere nazister.
Mislykket angreb
Natten mellem den 28. og 29. september 1944 forsøgte sabotører fra Holger Danske et stort angreb mod virksomheden. Man ville ikke i første omgang springe fabrikken i stykker. Men erobre vagternes våbenbeholdning.
Planen var, at man ville afvæbne de 4 sabotagevagter i krydset Aldersrogade/Vermundsgade. Herefter skulle sabotørerne forklædt med vagternes kapper angribe maskingeværstillinger. Aktionen gik galt allerede ved afvæbningen. En af vagterne gjorde kraftig modstand, og fik afgivet nogle skud. Disse skud alarmerede derefter en tysk gadepatrulje.
De andre sabotører, der lå gemt i kolonihaverne omkring fabrikken kom i kamp med antiluftskytset på fabrikkens tag. På bygningens tag var der bygget tre platforme med antiluftskyts, bemandet med tyske soldater, der også kunne belyse området med projektører.
Kort tid efter denne episode opsagde BMW samarbejdet, og de i alt 169 vagter, der var tilknyttet Nordværk blev fyret. Hver 6. af disse vagter fik arbejde i den tyske sikkerhedstjeneste eller bedre kendt som Hipo. Næsten samtlige vagter blev under retsopgøret anholdt.
Masser af vagter blev likvideret
I alt blev der afsagt 78 dødsdomme og 46 af disse blev eksekveret. 7 af disse dødsdomme tilfaldt tidligere vagter på Nordværk.
Modstandsbevægelsen stod for 400 likvideringer unde og efter besættelsen. Det var personer, der aldrig blev stillet for en ret, der omkom. Og mindst 12 af disse havde været vagter på Nordværk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 13.-04. 2022
December 12, 2007
Danmarks Frihedsråd blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings-bureau på Nørrebrogade. Allerede et par måneder efter var det vigtigst punkt, holdningen til likvideringer. Den første henrettelse af en modstandsmand var en realitet. Angiveri var en alvorlig trussel, og der var enighed om, at likvideringer af stikkere var uomgængelige.
Ingen domstol
Man opgav at lave en domstol, der skulle tage stilling til dette, da likvideringer skulle gennemføres hurtigt. Det var ikke et spørgsmål om jura men et spørgsmål om krig. Sådan formulerede Frihedsrådet det selv. To betingelser skulle være opfyldt for at en likvidering kunne komme på tale
Der opstod hurtig en myte om, at Frihedsrådet skulle have nedsat et likvideringsudvalg, men sådan udvalg har aldrig eksisteret.
Det var afsnit, by-ledelser og mindre grupper, der med Frihedsrådets godkendelse og bemyndigelse foretog likvideringer på egnen hånd. Frihedsrådet slog dig fast, at man ikke førte kamp ved hjælp af sindelagsmord, hævnattentater eller gidselhenrettelser, men med rene våben. Men noget tyder på, at de forskellige modstandsgrupper betragtede alle nazi-korps som frit bytte.
Modstandsbevægelsen skulle frikendes
Efter krigen udsendte rigspolitichefen et cirkulære, der godtgjorde at alle drab med oplysninger om tid, sted og eventuelle gerningsmænd, skulle undersøges. Men Frode Jacobsen, der var blevet minister uden portefølje protesterede voldsomt. Hans plan var at slette alle drab, hvor modstandsbevægelsen havde været indblandet.
400 likvideringer
Cirka 400 likvideringer blev der foretaget af modstandsbevægelsen før og efter besættelsen. En del af disse foregik på Nørrebro. Som vi har nævnt i en artikel
Sabotage på Nørrebro, blev 12 sabotagevagter på Nordværk likvideret. 7 af vagterne blev dømt til døden.
Genkendte sin far i erindringsbog
I juni 1944 skød Hans Edward Teglers Fritz Køppe på Sankt Hans Torv. Datteren havde læst episoden i Teglers erindringsbog, og ville gerne høre historien. Den dag hvor Teglers skulle mødes med hende, havde han medbragt en pistol. Men det blev ikke dramatisk. Datteren ville bare høre sandheden om hendes far.
Café – ejer likvideret
Modstandsgruppen Bopa var på jagt efter en stikkergruppe, den såkaldte Stahl – gruppe. Et af gruppens medlemmer var Henning Walthing – med
dæknavnet Walther Smile eller blot Mr. Smile. Sammen med sin mor drev han Cafe 44 i Rantzausgade. Tyskerne havde angiveligt finansieret Walthings køb af cafeen, fordi han fra denne position på Nørrebro ville have gode muligheder for at komme i kontakt med de kommunistiske modstandsgrupper.
En af Bopa´s medlemmer Ole skulle holde øje med Cafe 44. Han blev efterhånden en kendt gæst på cafeen. Ole tilbød Henning Walthings mor en sortbørshandel med rationeringsmærker. Ole fandt ud af, at Henning og hans mor boede Thorvaldsensvej 13, Frederiksberg.
Fredag den 23. februar 1945 angreb ukendte gerningsmænd lejligheden. De fandt Hennings mor og stikkergruppens leder, Svend Stahl. Begge blev skudt.
Bopa – gruppen havde en mistanke om at Henning Walthing ville komme på cafeen samme dag. De havde lånt en lukket varevogn på det københavnske grøntorv og holdt cafeen under observation.
Ved 10 – tiden låste Henning Walthing og en ældre herre, der viste sig at være en vicevært fra nabolaget sig ind på cafeen. Lidt senere gik Ole og en kammerat fra gruppen Mikkel ind på cafeen og bestilte en øl. Nogle minutter senere fulgte Jan og Moe. De satte sig ved et andet bord.
Da Henning Walthing på et tidspunkt kom af kælderen med friske forsyninger, gik de fire på angreb mod ham. Jan fik fjernet Walthings pistol. Hans hænder blev bundet sammen, og han blev ført ud til varebilen.
I en vaskekælder i en villa i Buddinge blev han afhørt. Der kom ikke væsentlige ting ud af denne afhøring. Men Henning Wahlting blev likvideret på baggrund af de oplysninger, som Bopa allerede havde på ham.
Julesparekassemand skudt
i denne episode var modstandsbevægelsen også indblandet. Julesparekassemand, Alfred Andersen blev skudt den 9. december 1944 i en trappeopgang i Nansensgade. Søndag den 10. december skulle årets opsparinger udbetales til medlemmerne af Spare-selskabet af 7. februar 1925.
Årets opsparing på 93.000 kr. blev hentet i Arbejdernes Landsbank på Nørrebrogade. Hele fire personer samt en bidsk hund fulgte Alfred Andersen. Da de fem medlemmer kom til opgangen, Nansensgade 69, hvor pengene skulle opbevares i kassererens lejlighed, blev de mødt af et hold pistolbevæbnede mænd. Alfred Andersen blev under håndgemænget ramt af et skud, og døde af sine sår, seks dage efter.
De pistolbevæbnede mænd fik ikke pengene med. Men måtte nøjes med avisfyldte mapper. Mordet skete i den politiløse tid og blev ikke efterforsket. Først en artikel i Ekstra Bladet i maj 1946 fik politiet til at interessere sig for sagen.
Først i september 1947 kom der skred i sagen. En brændselshandler, der var idømt ti års fængsel for drab og røveri indrømmede, at han havde været medlem af samme spare-forening. Da en god ven af ham, havde spurgt om, hvordan en modstandsbevægelse let kom til penge, havde han en god fidus.
Drabsmand advaret af politiet
Den egentlige drabsmand, Kai Ludvigsen fik via politiet nys om sagen. Han blev via politikontakter udstyret med et pas, og flygtede til Norge inden andre politikollegaer kunne anholde ham.
Men han blev i januar 1948 anholdt af svensk politi i Göteborg. Ved anholdelsen havde han en falsk søfartsbog. Hans plan var at flygte til Sydamerika.
Kai Ludvigsen fastholdte under hele sagen, at han havde fået at vide, at det var et nazistisk kartotek, som han for enhver pris skulle sikre. Han blev idømt otte års fængsel. To andre gruppemedlemmer fik hver seks års fængsel, mens ledende Bopa – folk slap for tiltale.
Frøken Langes likvidering
Gudrun Johansen alias Frøken Lange havde sin egen likvideringsgruppe under besættelsen. Af Hans Edvard Teglers havde hun i december 1944 fået sin første likvideringsopgave. Ofret var fru Sustmann Ment.. Hendes mand var i august blevet likvideret i en linje 16 sporvogn på Nørrebrogade.
Fruen arbejde som telefonistinde i telefonhuset, hvor modstandsfolkene mente, at hun fungerede som aflytter for tyskerne. Ifølge politiets indberetning over uopklarede drab blev Ella Johanne Sofie Sustmann Ment skudt på hjørnet af Stefansgade/Husumgade den 16. december 1944. På listen stod der anført, at hun arbejdede for tyskerne.
Efter at have observeret fru Sustmann Ment´s lejlighed på Jagtvej 87 i flere dage mødte Frøken Lange sammen med tre af sine mænd igen op den 16. december om morgenen. De ventede hos en portner i en skole overfor. Klokken halv elleve blev gardinerne i lejligheden på fjerde sal rullet op, og fru Sustmann Ment
kom ud på altanen.
Fru Sustmann Ment var dog ude af syne. Et par timer senere mødte gruppen hende med hendes to hunde.
Udtalelserne kommer fra en båndet samtale under Gudrun Johansens besøg i Danmark i 1976. Hun var selv flyttet til Brasilien sammen med hendes mand. Nu skulle hun mødes med gruppen fra dengang. Dagen inden mødet begik en fra gruppen selvmord. Selv havde hun fået dårlige nerver, og siden havde hun ikke sovet ordentligt.
Manufakturhandleren der ikke var skyldig
En manufakturhandler på Nørrebrogade skulle likvideres. En dækningsmand blev sendt ind, for bare at kigge på varer. Så fulgte Herluf Rasmussen efter. Da han hævede pistolen for at skyde, kom en person ud fra baglokalet. Personen var en kollega fra den illegale politigruppe. Han havde fået et illegalt job i butikken, og indehaveren, der skulle skydes, vidste godt at kollegaen var efterlyst af tyskerne.
Efter krigen viste det sig så, at man ikke havde noget som helst på manufakturhandleren. Modstandsbevægelsens efterretningstjeneste havde taget fejl.
Drab på købmand
Den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet skudt med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.
Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at forsøge at hæve pengene. Det lignede et rovmord.
Opklaring forhindret
Men efter krigen blev ingen af gerningsmændene dømt. Det blev hindret af Ministeriet for særlige Anliggender. Frode Jacobsen ville ikke have, at modstandsbevægelsen fik et smudset ry.
Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtigt opklaret sagen.
Da fuldmægtigen var på vej til gerningsstedet var det lige før, han selv var blevet likvideret. Ham og hans chauffør, en eftersøgt politibetjent fra Tinglev blev
stoppet af Holger Danske – folk. Disse havde pistolerne fremme og anså at fuldmægtigen og hans chauffør var danske Gestapo – folk. Modstandsfolkene fortalte, at likvideringen var en fejltagelse, der var ikke noget at komme efter.
Fuldmægtig Volmer Nissen havde afhørt assistenten og afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej afdeling. De havde givet et godt signalement. Købmandens kone og kommis var også blevet afhørt.
Gerningsmanden Babyface flygtede
Mistanken var faldet på Jens Kristian Dundal. Han havde arbejdet for tyskerne inden han gik over til modstandsbevægelsen. Men ifølge fuldmægtigen var morderen en han blevet kaldt Babyface. Han levede endnu, da bogen Efter drabet af Peter Ørvig Knudsen udkom i 2002. Hans far var landsretssagfører.
Og Babyface – ja han blev af familien sendt til Amerika. (Læs vores artikel: Rovmordet i Utterslev Mose)
Hipos hævn
Modstandsbevægelsen lokkede den 27. februar 1945 nogle hipoer i et baghold på Blågårds Plads. Den følgende dag kørte hipoerne to anholdte modstandsfolk til stedet. De blev løsladt, men blev skudt, da de var kommet et stykke væk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 12. – 04 – 2022
December 12, 2007
På cowboyrækkerne
Det var altid en hvis stemning når man skulle i æ kino i Tynne. I forhallen kunne vi se hvilke film, der var på vej. Så sad man nede på cowboyrækkerne
og så Paw, hvis nok med Otto Brandenburg. Senere lokkede min kammerat, Ingolf mig med for at se alle de der Elvis – film. Indrømmet, han har lavet en masse god musik, men de der film, var der ikke så meget indhold i.
Sengekantfilm
Så var der mere format over de der sengekantfilm. Her var der hvis nok kutyme, at man ikke hilste på hinanden. Jeg genkendte mange betydningsfulde borgere fra Tønder, der havde gemt sig nede på de bagerste rækker.
Pot i æ kino
En rædselsfuld oplevelse havde jeg en gang, da jeg var bydreng hos en af købmændene i Tønder. Jeg kan ikke huske om det var hos Købmand Sørensen, Tygesen eller Kaiser i Østergade. Eller måske var det hos Købmand Petersen på Dragonvej. Men købmændene i byen havde inviteret til fest i æ Kino.
Først så vi en Morten Korch – agtig film, om nogle babyer, der var blevet forbyttet lige efter fødslen. Da de så blev unge, disse to, blev de hvis nok forelsket
i hinanden. Og på en mærkværdigvis måde, fandt de så ud af at de var blevet forbyttet.
Bagefter var det så banko – spil, og folk nede i salen råbte pot. Vi var så to bydrenge, der skulle fordele alle disse præmier. Men folk, de snød. Så det var ikke de rigtige, der fik præmierne. Og de blev vi to bydrenge så gjort ansvarlige for.
I forvejen var vi underbetalte – det var en frygtelig oplevelse.
Æ Geiger
Så var det måske alligevel mere format over æ Kino i Vestergade. Her havde cyklehandler Meinert Lützen fra Popsensgade sin storhedstid. Det var dengang, da stumfilmene blev ledsaget af en pianist eller violinist. Og i Tynne hedder sådan noget æ geiger.
Selv sagde Lützen:
Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene, fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.
Cykelhandleren “untermahle” den dramatiske stemning, så violinen skriger.
Pludselig råber en tilskuer bagerst i salen op til lærredet:
Tønder og Nørrebro – forbundet
På denne måde lykkedes det at forene Nørrebro og Tønder. Både Asta Nielsen og Otto Brandenburg er opvokset på Nørrebro. Vi havde også glemt æ Geiger
under øgenavne.
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7. 04. 2022