Artikler
Februar 24, 2009
Hører vi om 1807, drejer det sig kun om Københavns bombardement. Man glemmer at nævne at resten af Danmark og Nordslesvig også mærkede englændernes belejring. Og især i Bov Sogn mærkede man en kort overgang 8.000 franske soldaters ophold i en lejr ved Harkær ved Kruså.
Danmark havde mistet sin flåde efter englændernes bombardement af København. Man besluttede derfor at gå forbund med Frankrig. Svenskerne var stadig i forbund med englænderne. Napoleon påtænkte derfor et dansk – fransk angreb mod Skåne. Derfor sendte han en fransk – spansk arme på 26.000 mand til Danmark.
Men angrebet blev ikke til noget. Is-forholdene var ugunstige og engelske skibe viste sig atter i de danske farvande.
Indkvarteret i hytter
De franske tropper blev trukket tilbage til Slesvig og Holsten, mens de spanske hjælpetropper blev spredt over øerne og Nørrejylland.
De franske tropper blev indkvarteret i to lejre , en telt lejr ved Fokbæk ved Rendsborg og en hyttelejr ved Flensborg. Valget faldt på Harkær, af hensyn til transport af tømmeret, der skulle komme fra Hanved Skov.
196 hytter
Rejsningen af lejren blev påbegyndt i maj 1808. I alt 196 hytter blev rejst.
48 hytter var beregnet for underofficerer, 20 hytter for marketendere, spillemænd og officersoppassere. Specielle hytter blev indrettet til køkkener, dansesal, fægtesal, restaurationslokaler m.m.
En prøvehytte som man først byggede kom til at koste 225 rigsdaler. For at gøre den billigere, fik man lov til at bruge grene som tømmer, og til at benytte lyng og tang over et tyndt lag halm til taget. Man kunne også bruge franske sappeurs som tømmermænd i stedet for at betale danske håndværkere for arbejdet.
Det var en stor udfordring for de nærliggende byer Kollund, Smedeby og Bov at levere alt det halm, der skulle bruges.
En ny udløsningsbro blev indrettet ved Skomagerhuset. Her til blev forplejningen sejlet. Den blev så fragtet af udbedrede veje gennem Kollund Skov til lejren. I alt lå 8.000 franskmænd i lejren.
Nye skatter blev udskrevet
Man havde brug for 1.000 feldtkedler, 1.000 feldtkogekar, 1.000 spisekar, 3.000 store feldtdækkener, 500 store og 500 små økser, 1.000 spader og 1.000 hakker.
Kongen måtte dække alle udgifter. Udgifterne til troppernes underhold beløb sig til 20.000 rigsdaler. pr. dag eller i alt 5 millioner rigsdaler. for hele opholdet. Det var en stor udfordring for statskassen var tom. Eneste mulighed var at udskrive nye skatter.
Koldinghus brændte efter fest hos generalen
Den franske leder, Maréchal Bernadotte havde i begyndelsen sit hovedkvarter på Koldinghus. Men efter et gilde hos generalen nedbrændte slottet den 29. marts 1808. Han forlangte derfor stabskvarteret flyttet til Rendsborg, selv om han synes at byen var kedelig. Han opholdt sig dog også en tid i Flensborg.
Han skulle have godkendt lejren ved Kruså men skyndte sig sydpå, da der havde været et pøbeloverfald mod tre af hans adjudanter.
Oprør hos de spanske tropper
Da Spanien gjorde oprør mod Napoleon og det rygtedes blandt de spanske tropper i Danmark gjorde de spanske tropper på øerne og I Nørrejylland også oprør. De prøvede at komme til Fyn og videre til Langeland, hvor de blev indskibet på den engelske flåde og sejlet til England.
Men de franske tropper marcherede nordpå for at afskære de spaniolerne for deres videre færd. Fra Flensborg blev der rekvireret 1.000 bøndervogne til transport. Det lykkedes at fange en stor del af de spanske tropper. De blev ført barfodet sydpå blandt andet gennem Bov.
Franskmænd begravet
Lige efter troppernes tilbagekomst til lejren udbrød der blodgang. Hvor mange franskmænd der omkom af denne smitsomme sygdom, vides ikke. Der blev i hast anlagt en begravelsesplads ved den såkaldte Klostergrube. Det var en af de dybe slugter lige syd for lejren som fører lige ned til Kobbermøllesøen.
Belgiere plyndrede og mishandlede
Der var også hollændere og belgiere i lejren. Belgierne var kendt som nogle slyngler, der plyndrede og mishandlede. De blev flyttet til Horsens, hvor de fortsatte deres utugt.
Lejren bliver evakueret
Den 5. – 8. september blev lejren evakueret. En dansk officer, Wilster overtager lejren. Franskmændene tog alt med hjem. En lille del af det bliver senere tilbageleveret. Lejren blev revet ned og solgt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. 02. 2022
Februar 24, 2009
Forlaget Gyldendal har været så venlig at sende to bøger til anmeldelse. Bøgerne er skrevet af en bekendt her på Nørrebro, Ove Dahl. Og de kan varmt anbefales. Minderne vælter frem. Egentlig burde artiklen gemmes under Tønder og Aabenraa. Men artiklen er en alternativ anmeldelse af to bøger, hvis forfatter er bosiddende på Nørrebro. Læs om Ingrid og Lillebror, Jørgen Clevin, Brylcreme, Minerva, Erotiske bøger, Piratradiostationer inklusive min egen, Elvis, Jullerup Færgeby og meget mere.
Jeg var så heldig, at komme på rundvisning i Nørrebro Erindringscenter. Forinden havde vi holdt bestyrelsesmøde i Nørrebro Handelsforening i en gammel Nørrebro – lejlighed, der lå i forbindelse med dette center.
Det var lederen af Erindringscentret, Ove Dahl, der viste os rundt. Han har også skrevet to bøger om 60’erne og 70’erne, hvor mange af de effekter vi så den aften, er gengivet. En sand forsvunden verden åbenbarer sig pludselig.
Men hvorfor udgiver du ikke en bog om 50’erne, Ove?
Nu er det ikke alle effekter, jeg kan huske. Det skyldes måske, at jeg er født og opvokset i det fjerne Tønder, og 70’erne tilbragte jeg det meste af tiden i Aabenraa.
Det kunne du ikke være bekendt, Grethe
Jeg husker tydelig, at vi i skolen blev belønnet med stjerne, flag eller andre ting for en god diktat eller stil. Jeg fik også stor anerkendelse for en historie jeg skrev om ti – krone sedlen. Men jeg havde lånt lidt rigelig af historien i Flittige Hænder. Og Grethe havde også læst Flittige Hænder. Uheldigvis mente Fru Søndergaard på Tønder Kommuneskole, at historien skulle læses op. Og Gud Hjælpe mig, så sladrede Grethe til fru Søndergaard.
Transistorradioen åbnede en ny verden
I Ove’ s bog om 60’erne er der også en transistorradio. Ja det var en sensation. Jeg fik pillet så meget ved den, at jeg kunne optage musik fra den direkte til min spolebåndoptager. Og så pillede jeg endnu mere ved den, og nu åbnede der sig en helt ny verden. Jeg kunne høre Falck og Politi.
Eventyr på rulleskøjte
Og rulleskøjterne dengang. Vi lavede Rulleskøjte – kapløb på strækningen Lærkevej, Nordre Landevej, Ribe Landevej, Dragonevej og igen Lærkevej.
Desuden legede vi rulleskøjte – hockey. Det gav mange blå mærker og blodige sår. Vi brugte nogle ordentlige kæppe til det formål. Og ofte endte det med
slagsmål, fordi de andre snød. Og så stod vi og hamrede på hinanden med disse kæppe.
Datidens rulleskøjter var knap så elegante som nutidens rollerskates. Eller hvad de ellers hedder.
Jeg mindes også Rasmus’ s bedrifter på banen i Fælledparken eller bonusdatter Helena´ s opvisning på Vibenshus Skole’ s asfalterede fodboldbane – uden for normal skoletid. Og ved vores yndlingsplads om sommeren nede ved Svanemølle Havn.
Slikmutter
Slikmutter var ikke en nyskabelse i 60’erne. Hun har eksisteret i lang tid før. I Tønder var det hos købmand Lassen på Strucksallé, hvor vi fik gratis bom (bolsjer)
Da vi flyttede ud på Lærkevej, var det hos købmand P.C. Petersen slikindkøbet foregik. Engang, da far og mor ikke var hjemme lavede min storebror og mig en aktivitetspark i haven derhjemme. Vi forlangte entré fra Lærkevejs børn. For pengene købte vi slik. Jeg tror nok vi fik mavepine bagefter.
Ude i Strucksallé købte vi skolebrød hos Bager Wraamann.
Slikmutter
En købmandsbutik fik jeg i julegave. Her kunne man så lege med havregrynspakker og meget mere. Jeg lavede også mine egne varer til købmandsbutikken. Senere blev denne aktivitet udvidet med ”betalmand”. Min far var kasserer i Mureforbundet i Tønder, så jeg arvede udgifts – og indtægt-bilag, dags dato kvitteringer og meget mere. Dette blev så alt sammen samlet i en sort kuffert, og så kunne der leges betal-mand med Per.
Kaptajn Mickey – og de andre
Illustrede klassikere blev slugt råt. Min far fandt dem på forskellige loftsrum, hvor han arbejdede. Der udkom i alt 227 numre fra 1955 til 1976. Men jeg samlede også på de små tegneserier med Dawy Crocket, Akim, Mickey og hvad de ellers hed. Kaptajn Mickey var datidens helt. Han kunne simpelthen klare dem alle sammen.
Dandy
Og så var de der billeder, der kunne bevæge sig i Dandy – pakkerne. Det var også mange andre spændende ting. Siden dengang har jeg ikke tygget tyggegummi.
Klokkestrengen
Klokkestrengen havde mor også hængende på væggen. Det var fra Weiss, der forærede os sådan en. Alle søskende var nævnt på den med fødselsdag osv. Den fik mor, da den allersidste, Berit ankom til denne verden.
Fremad s Skattekammer
Fra Fremad s Skattekammerbibliotek kom alle klassikkerne, Onkel Tom’ s hytte, Frændeløs, Kaptajn Grant s Børn. Jeg lånte dem på biblioteket. Men min
far vendte hjem med Ota Solgryns klassikere. Derimod brød jeg mig ikke om De fem. Senere lærte jeg på Boghandlerfagskolen i Odder, at sådanne bøger kaldtes for triviallitteratur.
Julekalender og årshæfter
Julekalenderne dengang var ret avanceret. Nisse – lokomotivet krævede forældrenes hjælp. Og så skulle man også bygge en bjælkehytte med en masse sne. Til jul kom også alle årshæfterne. Ikke et øje er tørt, når man tænker på Lillegut og Knold og Tot fra Hjemmets Forlag.
Min frimærkesamling
I Ole Dahl’ s billedsamling ser jeg pludselig Jan’ s Frimærkealbum. Jo sådan en, havde jeg også. De der Jan – bøger betegnede Boghandlerfagskolen også som triviallitteratur. Frimærker samlede jeg på i mange år, og har også benyttet mig af frasen Vil du med hjem og se min frimærkesamling.
Konfirmations – salmebogen
Salmebogen til konfirmationen havde selvfølgelig også min storebrors navn på. Ja, det var til konfirmationsforberedelsen, at jeg blev kørt hjem af præsten i hans folkevogn. Han, præsten mente, at jeg faldt i søvn i hans time, mens jeg mente, at være besvimet. Jeg var skam sygemeldt i 14 dage efter. Doktor Jark kom på overarbejde.
Hello Walter and Connie
Så var det Walter and Connie i TV. Alle gik rundt og talte engelsk lige som de to. Men mon ikke deres ”konversation” car bare lidt unaturligt. Det var dengang, vi havde fået TV, og vi måtte absolut følge med i de udenlandske serier, der blev vist søndag eftermiddag.
Brylcreme – så lignede vi Elvis
Vi skulle alle gå rundt og ligne Elvis. Vi brugte Bryl -creme. Det var noget fedtet stads i en rød tube, og så var det ellers om at rede håret tilbage. Og på en eller anden måde fik jeg fat i en slidt læderjakke. Jo, nu var det ikke langt til Elvis.
Store muskler
Og for at få muskler, så pigerne rigtig kunne få øje på en, brugte vi en såkaldt Bullworker. Det var en masse fjedrer man skulle trække i. Man kunne også få en
type, som jeg brugte, der skulle bøjes. Jeg ved nu ikke rigtig, hvor meget det hele hjalp.
De mange ungdomsblade
Der kom en masse ungdomsblade. Jeg husker Beat, Vi Unge og Børge. Min senere kone, Hanne (Sus) arbejde sammen med Erik Haarest på nogle af disse blade.
Jomfruburet og Hit House
På et tidspunkt var vi med Tønder Kommuneskole på tur i København. Vi endte en aften på Strøget på noget, der hed Jomfruburet. Her spillede en gruppe, der kaldte sig Hitmakers. Smukke piger satte sig på skødet af en. Det var nu ikke noget, vi kendte i Tønder. De var ansat for, at vi skulle købe drinks.
Ved samme lejlighed skulle vi selvfølgelig også i Hit House. Men da skulle man have slips på, og hvis nok også være 18 år, for at komme ind.
I Radiohuset mødte vi selveste Jørgen Mylius. Det var dengang, han ikke hed de Mylius. Han var fuld af bumser dengang.
I Tønder var vi slet ikke vant til alle de kendte. Jo det vil da sige, at jeg på Schweizehallé var til koncert med Defenders.
Minerva blev folkekunst
Minerva – kunst blev hvermandseje. Både i form af plakater og reproduktioner klæbet på nogle plader. Der kom masser af idol plakater, og Monét og Picasso indtog de danske stuer. Vi solgte masser i Andersen og Nissens Boghandel i Tønder.
Min piratradiostation
Vi lyttede til Radio Luxemburg og nogle hollandske piratstationer, bl.a. Radio Veronica og Radio Northsee International. En egen hitliste lavede jeg i diverse skolehefter. Måske var det inspireret af, at Jørgen Mylius begyndte på Top 20 i 1963.
Men så skete det, at jeg vandt et Josty – Electronic byggesæt. Jeg byggede min egen piratradiostation på Lærkevej. Direkte fra spolebåndoptageren sendte jeg musik og dumme kommentarer ud i æteren. Ifølge min onkel Pulle, kunne min sender række helt til Rudbøl, ca. 10 km fra Tønder.
Masser af musik
Det var Danmarksmesterskab i pigtrådsmusik. The Donkeys vandt, Jo det var Keld Heick’ s gamle gruppe. Og Tommyguns fra Tønder/Højer blev nummer tre.
Det var stort
Den første spolebåndoptager, jeg havde, var en Arena FD 4. Derefter fulgte i hurtig rækkefølge Eltra, Phillips og forskellige B&O modeller. Nogle af de sidste endda med ekko – effekt. Jo det kunne godt imponere dem i Tønder Båndamatør Klub.
Mit værelse var fuldstændig dekoreret med popgrupper. Tapetet kunne man ikke længere se. Det var nu heller ikke så velset. Da dr. Jark var på besøg, gav han udtryk for, at han håbede, at de var fjernet næste gang, han kom på besøg.
De lange Landgangsbåde
Når vi holdt ”party” fik vi Landgangsbåde. De var uendelig lange, og svært at få styr på. Det kunne begynde med leverpostej i den ene ende og så 50 cm længere fremme at slutte med rullepølse.
Den første knallert
Så skulle vi jo også have en knallert. Det startede med min bedstefars SCO, som jeg malede. Derefter købte jeg en knallert af Jørn Henrik. Den var ombygget af en Tomus, Kreidler og en Brennerborg. På et tidspunkt kunne jeg smutte fra Ingolf på hans Kreidler, indtil han fik påmonteret tuningsæt. Og en hver rask dreng fik sin knallert gearet og boret.
Nur für den eigenen Gebrauch
I Andersen og Nissens Boghandel solgte vi Fanny Hill og Stillinger. Og vi kiggede interesseret i den sidste. Det så for os livsfarligt ud. Der fulgte mange efter, og de blev oversat til tysk. Og de strømmede til i deres gule gummistøvler og ”Helmuth Schmidt kasketter”. Vi lærte at sige:
Den lille røde og grønne
Og med stor interesse læste jeg bogen af Jørgen Munkebo Fri hash. Så kom Mao’ s lille røde. Der fulgte adskillige efterligninger også i grønne farver.
En af de meste efterspurgte blev nok Den lille røde bog for skoleelever.
Væk fra far og mor
Ove Dahl har fulgt sin succes op med bogen Tilbage til 70’erne. Andre ting var kommet på dagsordenen. Energikrise, miljøbevidsthed, kønsroller, protestbevægelser og teknologiske landindvendinger.
Jeg var blevet færdig som lærling i Tønder, aftjent min værnepligt i Århus og flyttet væk fra far og mor til Aabenraa.
Det tårnhøje helvede med Steve McQueen og Poul Neumann var den første af en række dramatiske katastrofefilm. Tænk O.J. Simpson medvirkede også i filmen.
Cowboyjakke fra Aabenraa
I 70’erne fik jeg også cowboy – jakke. Den blev faktisk produceret af Aabenraa – firmaet Rodeo. Den har jeg stadig, og kan stadig passe den.
Store forandringer
70’erne startede med 24.000 arbejdsløse og sluttede med 190.000. Olieprisen steg voldsom, og Familien Danmark mærkede for alvor krisen. Supermarkeder og indkøbscentre skød op overalt. Særlig på Nørrebro betød det at hæderkronede familie – butikker måtte lukke.
Opgøret med de gamle normer sætter sit præg Vi fik Røde Mor og Forlaget Demos. EEC fik navneforandring til EU. Protesterne mod bolighajer og opfordring
til nej mod ejerlejligheder hørte til hverdagen.
Brun og orange
En ny flot designet telefon med trykknapper kom ud til befolkningen. Min var lige så brun som væggene på min nye lejlighed på Nybro i Aabenraa. Loftet var orange.
Jeg fik en kæreste i København, og skulle danse til sådan noget mærkeligt som Shit & Chanel. Barbie og Action – mand dukkede frem. Som børn legede vi med Tekno – biler. Nu dukkede Matchbox frem.
Jørgen Clevin imponerer
I TV underholdt Hans Henrik Ley og Jørgen Clevin. Sidstnævnte hilste jeg senere på min nye arbejdsplads Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa Han besøgte boghandelen og tryllebandt både voksne og børn i den time, han underholdt i en stopfyldt boghandel. Vi stod alle måbende tilbage.
Børnebøger med anderledes sprogbrug
Det var årtiet, hvor Hjem Is startede. Stakkels børn tænkte jer, hver gang man kunne høre klokken. Vi skal heller ikke glemme overraskelserne i Kinder
– æggene. Spillet Master Mind blev den helt store dille. Electro og Stratego solgte vi også mange af i Bo Bojesens Boghandel.
Bogen Sådan føder man et barn, sætter nye standarder for sprogbrug i danske børnebøger. Og Ole Lund Kierkegaard skrev om dem, der ikke rigtig blev accepteret.
Lucky Luke var langsommere end sin skygge
Lucky Luke kom på tegneserie. Mange år senere, da jeg blandede mig i markedsføringen af Aabenraa, engagerede jeg selveste Lucky Luke på Gågaden. Det blev
ikke nogen stor succes. Han var betydelig langsommere end sin skygge og en meget sur fyr. Han var næsten værre end Jan og René som jeg senere engagerede til at underholde i Aabenraa.
Snigpremiere på Rapport
Og i smug begyndte vi at købe Rapport. Det første nummer udkom i 1972. Klistermærker kom her og der og alle vegne. Det var klistermærker til et hvert formål. Ja, der var så mange af dem, at man begyndte at samle og bytte.
Solvognen
Ja, så kom Solvognen, som min kone Hanne (Sus) var en aktiv deltager i. De indvandrede Magasin og delte gaver ud til folket. Meget senere udkom der bøger om ”teatergruppen” eller hvad man skal kalde dem. Disse bøger kritiserede Hanne så sønder og sammen.
Fjernsynets store øjeblikke
Jullerup Færgeby med ”Anton, du har revnet dine bukser” blev en af mine favoritter.
Star Wars – filmene instrueret af George Lucas var det helt store. Her i 2008 forsøger man så at genoplive denne kult. Star Treck følger, og også Lego
går i rummet. The Muppet Show var en af mine store favoritter, og på tysk TV så vi Sesam Strasse.
Det var også den serie, der indledte min og Ingolfs mindeaften om Elvis død på Nybro i Aabenraa. Den aften glemmer jeg aldrig. Pludselig kunne vi grine af det hele.
Og så var det Ingrid og Lillebror, Kojak,” McKlud” og Columbo. Ja sidstnævnte er genopstået i TV. Han har stadig den samme krøllede jakke på.
Rødder var fantastiske. Og så diskuterer man stadig, hvordan Uri Geller kunne bøje gafler og skeer. I dag bruger man ham på den tyske tv – station Pro Sieben. Hvad han bøjer i dag, ved jeg dog ikke.
Speedway, hønsestrik og Grease
Og så var det jo virkelig stort i Bo Bojesens Boghandel. For vi solgte spillet Speedway med vores egen sønderjyske helt, Ole Olsen.
Det var en tidsalder med hønsestrik med masser af farver. Ellers gik vi i gabardine bukser. Det var en slags syntetisk tekstil.
Snart måtte vi gå i tern, både røde og blå. Det gik så igen i både sengetøj, duge og viskestykker. Bondetern blev det kaldt.
Grease, Saturday Night Fewer og Disco – musik var sagen. Fakse – fad havde sin debut, og vi tog gerne imod.
Melankolsk morgenstund
Så kom Clausen og Petersen med den pragtfulde plade I Storbyens Favn. Den bedste melodi på pladen hedder hvis nok. Klokken var fem om morgenen, en hundelort lå der i siden. Og så jokkede man på den. Man kommer uvilkårligt til at tænke på, alle de morgener man vaklede hjem fra byen og kun havde lyst til en ting nemlig, at sove.
Snart overskyggede glitter – rocken det melankolske. Nu var det Sweet, Slade, Garry Glitter, Slade og T – Rex.
Mao’s Lyst, Dan Turréll og Christiania
Og 70’erne var også Christiania. Jeg kendte ikke så meget til det dengang. Men jeg vandrede rundt med en norsk pige, Ranveig derude. Og følte mig ikke rigtig velkommen.
Det var min kone Hanne (Sus), der invaderede staden sammen med Jacob Ludvigsen. Hun arrangerede støttefester for porcelænsarbejdere og andre derude,
lavede udstillinger i Galloperiet.
Jeg var i gang med at skrive en bog om hendes eventyrlige liv. Men alt sammen slettede jeg ved hendes død.
Hvor er det så rart at andre kan tage over, og beskrive det sjove liv i 70’erne ligesom Ove Dahl. Og nu venter jeg spændt på en bog om 50’erne
Læs mere i
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31, – 03 – 2022
Februar 24, 2009
Det var ikke så lige til at blive begravet – dengang. Masser af forordninger og regler skulle overholdes. Og der var stor forskel på rig og fattig.
Borgerskabet gik meget op i, at man skulle huske deres eftermæle. Den mere storslåede begravelse efter den anden fandt sted. Men nu gjorde regeringen et felttog mod ødselheden. Den 7. november 1682 udkom den store Forordning om Begravelser. I denne kunne man blandt andet læse at:
Betal dig til en stor begravelse
Selv om Assistens Kirkegaard på Nørrebro først blev indviet i 1760, og skønt der kom flere forordninger, så fik denne dog betydning for, hvordan man kom til at ligge under jorden. Begravelserne blev dog ikke mindre af disse forordninger. For dem, der kunne betalte sig til en stor begravelse.
Man blev begravet efter rang. Med forordningen blev man inddelt i klasser:
Alle klasser havde nu fået deres egen begravelse.
Greverne kunne opsætte monumenter over de afdøde efter deres egen Lyst. Gehejmeråder og ligestillede måtte overtrække ligkisterne med fløjl lade tre Stuer drage, bruge Himmel over Liget samt Ligvogn med seks heste for.
De andre af rangen indtil landsdommere:
Penge var afgørende
Nu var det dog en mulighed for almindelige dødelige, at få en fin begravelse for forordningen sluttede med følgende bemærkning:
Ja, det har ganske givet ikke været let at forstå dengang. Forordningen blev ikke overholdt, så en ny fremkom i 1724.
Vaagestue og livvagt
Når en velstående borger var død, blev liget klædt på af kvinder og lagt i en kiste, som helst skulle være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge, venner og naboer til stede. Disse blev trakteret med mad, drikke og konfekt.
At alle familiemedlemmer iklædte sig sørgeklæder, var en selvfølge. Men også Tyendet uddeltes der sørgeklæder, sørgestrømper, sørgesko og handsker.
Ligkisten, som stod åben, anbragtes i den sort beklædte lig-stue, omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde ikke havde haft ret til at bære disse. Så længe liget stod over jorden blev der holdt Vaagestue eller sagt med andre ord Livvagt.
Det gik lystigt for sig
Ofte gik det lystigt for sig, idet unge og gamle tilbragte tiden i sørgehuset med forskellige lege, og traktementet fejlede ikke noget. Om dagen strømmede nærmere og fjernere bekendte til for at kondolere familien, og der blev overrakt trykte Lig-vers. I reglen var disse vers forfattet af en eller anden Studiosus,
enten på bestilling eller af egen drift, for at opnå en lille indtægt.
Holberg vidste også, hvor fornøjeligt det gik til i Vaage – og Sørgestuer:
Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke usædvanligt. Når begravelsen skulle finde sted gik bedemanden (som også blev brugt ved bryllupper) rundt og indbød folk til at følge eller bære. Ved udbæringen af kisten var kvinderne forsamlet i lig-stuen, og her blev der serveret vin, mad og konfekt.
Ligkisten som i reglen bar indskrift, var dækket af et prægtigt klæde, blev nu enten båret af studenter eller kørt gennem byen på en ligvogn, efter fulgt af skoledrenge i sørgekapper og et stort antal med sort overtrukne eller kun sortmalede karosser.
Begravelse om aftenen
Når begravelsen forgik om aftenen, ledsages Toget af personer med hornlygter, gaslygter eller trekantede lygter, men også papirlygter. De fleste lygter var lejet til formålet.
Kirken var fuldt oplyst med voks – og tællelys. Elever fra Vor Frue Skole sang kristelige lig-salmer. Derpå holdt præsten en lig-tale og kastede jord på kisten, når den var nedsænket i graven.
Kommunal Ligbærerinstitution
Begravelsesforordningen af 1682 førte til oprettelsen af en kommunal Ligbærer institution i to klasser – en overklasse, bestående af 36 skikkelige Mænd
og Borgere, som skulle bære alle fornemme Lig og en underklasse for de lavere samfundslag.
Da Lig-bæring før havde været en af studenternes hoved-indtægter, og de ikke frivilligt ville give afkald på den, klagede de til kongen. Det blev bestemt at:
Men ellers måtte ingen befatte sig med lig-bæring uden de kommunale ligbærere.
Ingen ville begrave ”de uærlige”.
Under pesten i 1711 blev man dog igen nødt til at henvende sig til studenterne. Det er betegnende for datidens opfattelse af de såkaldte uærlige Folk, hvortil i den almindelige bevidsthed hørte skarpretteren, natmanden,” hestegildere”, “svinesnidere”, skorstensfejere, renovationsfolk m.m. Disse nægtede ligbærernes underklasse at bære til graven.
Derfor blev deres bestaltning delvis taget fra dem. Der blev anlagt sag mod dem, men da de bad om forladelse, slap de med en Mulk. En forordning af 1685 forbød, at stemple de overnævnte fag som uærlige. Men det varede meget længe end det slog an i befolkningen.
Pesten havde bevirket oprettelsen af flere kirkegårde, blandt andet Assistens Kirkegården på Nørrebro.
Slut med at blive begravet i kirken
Hver kirke havde sin begravelsesplads indenfor murene i selve kirkebygningen. Havde man penge nok og var en velanset borger kunne man blive begravet her. Men i 1805 var det slut med denne uskik, eftersom kongen:
”Udenbys” Kirkegårde
Af udenbys kirkegårde havde byen i Frederik den Fjerde’ s tid: Skibs-kirkegaarden og Garnisons- kirkegaarden, begge udenfor Østerport. Den sidste indviet under pesten men først taget i regelmæssig brug i 1720, samt den Mosaiske Kirkegaard
uden for Nørreport hinsides Peblingesøen. I 1704 blev denne kirkegård omgivet af et plankeværk.
Håndhævelse af forordninger
De forskellige forordninger blev ikke respekteret, og for myndighederne har det sikkert også været vanskeligt at styre. Således skrev politimester Ole Rømer
i en indstilling til kongen i 1705:
En dyr begravelse
Det var ganske dyrt at blive begravet inden for borgerskabet. Dr. O. Nielsen har offentliggjort omkostningerne ved en Stadshauptmands begravelse i 1719.
I meget fornemme kredse sørgede man for at male paneler og vindueskarme sorte, ja endog gulvene. Ligkisterne var ofte af egetræer. Dette blev anset for at være noget af det fineste.
Ligvogne og ligkistebeslag
En Søgeforordning af 1724 formåede at standse den stigende luksus i sørgedragter. En kæmpe modstand mødte Ligvogne. Disse blev knyttet til de enkelte kirker. Men i nogle sogne fik bedemænd privilegium til at holde og udleje ligvogne.
I 1719 blev det forbudt at bruge ligkistebeslag med forsølvning, forgyldning eller fortinning. Dette fik så Gørtlerne til at protestere. Et kompromis blev vedtaget. Man fik lov til at forfærdige ligkistebeslag af bly uden billeder, sort – og hvidmalede. Men det var kun rangpersoner, Stadens 32 Mænd og andre vederhæftige Handelsmænd, der måtte anvende dette.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
Februar 24, 2009
En tredjedel af Københavns befolkning omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på Vodrufgaard og på Ladegaarden. På Blågårdens arealer blev de fattige evakueret til. Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren for sent
Soldater – hårdt ramt
Lige inden pesten kom, var Danmark plaget af det ydmyge nederlag ved Helsingborg. Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegården. Også en række lejede bygninger blev taget i brug.
En smitsom Forraadnelsesfeber bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne sygdom. Det var også i 1710 at 16.000 soldater slog lejr på Nørrefælled.
Den store pest
Den store Pest havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø – landene. I 1710 var den nået til Sverige. På Saltholm blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.
Professorerne ved det medicinske fakultet skulle
Holdt øje med sikkerheden
En kommission blev nedsat. De skulle holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud. Det medicinske fakultet udsendte et lille skrift med gode tips om forebyggelse. Alle betjente ved stadens fire porte fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.
Alvoren gik for sent op for myndighederne
Men en person fra Helsingør blev smittet. Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var meget nølende.
Først i maj 1711 gik alvoren op for myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes adskillige at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes til Saltholm.
Det kom til voldsomme sammenstød, idet befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser. Militæret måtte sættes ind.
I midten af juni 1711 var pesten nået til København. En trompeters kone i Lille Grønnegade, var afgået ved døden. I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.
Pesthospital indrettes
Kvartermester Wodrof’ s gård på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.
Barberlauget protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev pålagt samtlige mestre og svende i Barberlavet:
Antallet af vægtere blev øget fra 66 til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket. Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod kongen og dronningen Frederiksberg Slot for at tage til Kolding.
Også mange læger forlod hovedstaden.
Døde som fluer
Endelig den 16. juli blev Lazarethet paa Vodrufgaard blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester. Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.
Mange pestramte måtte ligge under åben himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af fangere fra byens fængsler. De pestramte døde så hurtig, at man gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom stærk kritik fra befolkningen. Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.
Lazarettets funktionærer døde som fluer. Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske var kun 6 i live 4 dage efter. Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.
Vaagekonerne bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes. Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter. Portneren forsømte sin pligt. Han lod de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i videre og videre kredse.
En tugtmester blev ansat
En Tugtmester blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok kom i brug. Spanske Ryttere blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget i brug.
Døden indtraf på fjerdedagen
Elendigheden tog til. Pesten begyndte pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne. Derefter fulgte opkastninger og diarre.
Den lidende udsendte en ulidelig stank. Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde dagen.
Lægen med vidundermidlet
En tysk læge ved navn Diderich påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning, indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Mulkt.
Fangerne fra Bremerholm begravede ligene
Den største renlighed blev pålagt slagtere, feldbereder, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere og jøder. Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand. Pesten ramte de laveste først, særlig fattighusene gik det ud over.
Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med udæsket kalk.
Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå der dødssyge.
Ladegaard tages i brug
Man måtte tage den gamle Ladegaard i brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergården. Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig beslutningen, og først efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommissionen deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.
Fattige blev evakueret
I de varme sommerdage bredte pesten sig videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede man tiggere og “Lediggjængere” til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig. Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet, inden de var begyndt.
I august begyndte mangel af levnedsmidler at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport. Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagårds grund. Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.
En tredjedel af Københavns befolkning omkom
Omfattende plyndringer og røverier kunne ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på. Den store pest kulminerede i august og september.
Efterhånden lå der 800 patienter på Ladegården. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer inden for voldene.
En tredjedel af Københavns befolkning bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen. Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022
Februar 24, 2009
Barske afstraffelsesmetoder hørte til dagligdagen – dengang. Og henrettelser var der mange af på Kastellet og i Fælledparken. Skarpretteren havde mange tilbud på sin prisliste. Griffenfeld blev benådet i sidste øjeblik, men det skete ikke for moderen fra St. Knuds Kloster eller moderne på Kaptajn With. Der var heller ikke nogen benådning til Brandt og Struensee. Skarpretteren måtte bruge tre hug på sidstnævnte.
Barske henrettelsesmetoder
Går man en tur i Fælledparken eller på voldene ved Kastellet kan man slet ikke forestille sig alle de skrig, der har lydt her. Man kan heller ikke forestille sig de grusomme afstraffelsesmetoder, man anvendte. Jo det var sandelig barsk – dengang.
Skarpretterens prisliste anno 1698
I Skarpretterens prisliste fra 1698 nævnes:-
Morderen fra St. Knuds Kloster
I 1675 blev Erik Ladefoged, der havde myrdet forpagteren på St. Knuds Kloster, justificeret på følgende måde. Først blev hans hjerte skåret ud af ham og bødlen slog ham med det på munden. Derpå knustes hans arme og ben med et hjul. En rem blev skåret af hans bug og en af hans ryg. Hans hoved blev afhugget og sat på en pæl. Endelig blev hans legeme parteret og lagt på fire stejler.
Griffenfeld
Den 6. juni 1676 blev Griffenfeld ført ud af sit fængsel i Kastellet til Paradepladsen. Midt på pladsen var der spredt noget skinnende hvidt sand med et sort klæde over. Ved siden af stod den dødsdømtes ligkiste, overtrukken med sort stof og våben, der hidtil havde siddet på hans stol i Helligåndskirken. Kredsen var omringet af soldater.
Men der var tilskuer til stede. Griffenfeld tog afsked med de tilstedeværende, bevidnede sin uskyld, og forsikrede, at han havde haft statens og kongens vel for øje. Han opløftede sine hænder til Gud og erklærede, at han modtog døden som en retfærdig straf, fordi han havde søgt Jordens Konge mere end himlens. Hans frimodige og gudhengivende holdning gjorde et stærkt indtryk hos de tilstedeværende.
Bødedelen sønderbrød hans våben og trådte på det med ordene:
Griffenfeld tog derefter sin paryk og halsklud af. Han lagde sig på knæ og bad en kort bøn. Derpå lagde han sig på knæ:
Pardon – i Kongens Navn
Derefter gav han tegn til bøddelen, om at hugge til. Denne nølede imidlertid, sandsynligvis efter ordre. Men da han endelig løftede sværdet med begge hænder, trådte generaladjudant
Schack frem og råbte:
Da præsterne hørte dette, løb de hen og løftede Griffenfeld. Denne var helt fortumlet.
Derpå oplæste Schack den kongelige ordre. Griffenfeld var blevet benådet. Han havde fået livsvarigt fængsel. Han fik først sin frihed den 10. marts 1698, nedbrudt på liv og sjæl. Han fik tilladelse til at tage ophold hos datteren Charlotte Amalie, der var gift med Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Men allerede året efter døde Griffenfeld.
Benådning blev givet meget sjældent
Regeringen havde fundet det nødvendigt at udgive et flyve-skrift, hvor man på forskellige sprog fortalte om Rigskanslerens forbrydelser. Han blev kaldt et moralsk uhyre, der havde
solgt sin konge til Frankrig og Sverige for 40 tønder guld. Disse ville udråbe Prins Knud til konge, forbinde de nordiske kroner med Frankrig, forsyne København med en svensk besættelse og lukke Sundet for hollænderne.
Men regeringen fralagde sig ansvaret for skriftet. De udsatte en dusør for at finde forfatteren, men han blev aldrig fundet. Denne gang gik kongen ind og gav benådning, men sådan var det ikke altid, ja det var faktisk sjældent.
Mytteri på Havmanden
I 1683 blev ikke mindre end ni mennesker henrettet, fordi de havde gjort mytteri på det ostindiske skib Havmanden, dræbt guvernøren, kaptajnen, Jan Blom, hans gravide hustru og mange
andre. Derpå havde de smidt ligene i vandet. Hovedmanden for forbrydelserne var en mand fra Hamborg ved navn, Hans Biermann. Forbryderne blev først knebet med gloende tænger, dernæst blev hænderne hugget af. Dernæst blev arme og ben lagt på Stejlerne.
Pontoppidan skrev følgende:
Mordet på Kaptajn With
To forklædte mennesker kørte den 15. september 1767 i en karet fra Christiansborg ud til Øster Fælled. De havde bevidst valgt at køre fra slottet i en almindelig hyrevogn. Ude på fælleden stoppede vognen ved skafottet. En deling soldater holdt vagt ved skafottet.
De forklædte skikkelser kunne fra vognen se to stærkt medtagende mænd ankomme på bøddelens vogne. De to mænd havde tidligere på året dræbt en kaptajn ved navn Wirh.
Morderne var en underofficer ved navn Mörl og hans tjener Stutz. Førstnævnte tilhørte With’s kompagni. Sammen var de en nat brudt ind i With’s lejlighed i Lille Kongensgade og havde slagtet With med deres kårder, mens han lå i seng. Derefter havde de stjålet penge og smykker.
Afstraffelsen
Tidligt om morgenen var de blevet ført fra arresten til en plads i byen, hvor deres dom var blevet oplæst. Derefter var de blevet kørt til Lille Kongensgade, hvor mordet havde fundet sted. Her blev de to mordere knebet med gloende tænger. To gange mere var de blevet knebet.
Ved Østerport blev de modtaget af to præster, og blev knebet for fjerde gang. Præsterne fulgte med ud til Fælleden, hvor de blev knebet for femte gang med gloende jern.
Teologiske udredninger
Mörl var den første, der blev bragt op på skafottet. Inden han blev ført frem for at blive radbrækket fremførte han en længere religiøs monolog i knælende tilstand. Da bøddelen gik i gang med at knuse hans lemmer, fortsatte Mörl med at udråbe sine teologiske udredninger. Efter den smertefuld lemlæste blev han båret hen til galgen – stadig talende. Derefter blev han hængt.
Mörls tjener havde fulgt det grusomme optrin. Skrigende og grædende blev han nu selv ført op på skafottet. Også han blev radbrækket af bøddelen. Skrigende blev højere, men forstummede, da han lidt efter blev hængt.
Bagefter blev de to lemlæstede og døde kroppe parteret, og kropsdelene blev sat på hjul og stejle. På den måde kunne man se forbryderne på lang afstand.
Kongen og sin rådgiver
Bag forklædningen gemte Christian den Syvende og kongens rådgiver Sperling sig. Kongen havde underskrevet dødsdommen uden kommentarer. Den udpenslede straf i doms-papirerne gjorde et stærkt indtryk på kongen. Han ønskede at se, hvad der skete, når et menneske blev udsat for en så langtrukken død.
De to fanger på Kastellet
En sammensværgelse havde væltet Struensee og enkedronning Julianne Marie havde taget magten i landet. En række personer blev anholdt. Struensee og Brandt blev anbragt med lænker i Kastellet. En Inkvisitions-kommission blev nedsat. Men ret hurtig vidste man godt, hvor det bar hen. Struensee førte 38 samtaler med præsten Balthasar Münther i de to måneder, han var i forvaring. Han blev langsom omvendt fra radikal oplysningsidealist til kristen.
Brandt var meget overbevist om, at han til sidst ville blive benådet. Christian den Syvende havde mulighed for at benåde, men han udtalte:
Efter sigende skulle kongen have gentaget dette en fem – seks gange.
Mange tilskuere
Henrettelsen fandt sted den 28. april. Tømmermester Junge havde i de foregående dage bygget et solidt skafot ude på Øster Fælled. Normalt skulle det være foregået på
Vester Fælled. Men det var mere plads til tilskuer herude på Øster Fælled.
Om morgenen havde man haft besøg af præsterne, hvorefter man begav sig i vogne fra Kastellet til Øster Fælled, hvor titusinder af københavnere havde indfundet sig. Gaderne inde i
København lå øde hen. Militæret sørgede for bevogtningen.
Brandt var den første, der blev ført frem. Bøddelen smadrede først hans våbenskjold. Efterfølgende huggede bøddelen højre hånd af Brandt, derefter hans hoved. Til sidst blev hovedet parteret i fire dele. Kropsdelene blev i et reb firet ned på en rakkervogn, der skulle køre det parterede lig ud til Vester Fælled. Her skulle kropsdele sættes på hjul og stejle, men hænder og hoveder skulle placeres på lange stager.
Tre hug skulle der til
Nu var det Struensee’s tur. Han havde siddet i vognen med sin præst. Han havde dog uden tvivl kunne høre Brandt’ s skrig og tilskuernes jubel. Münter fulgte Struensee op på skafottet,
der flød af Brandt’ s blod. Han fik også våbenskjold og højre hånd hugget af.
Da det kom til hovedet opstod der problemer. Øksen fik ikke rigtig fat ved det første hug, og Struensee vred sig i smerte. Bøddelen prøvede igen, men også denne gang faldt hugget dårligt. Først tredje gang blev hovedet skilt fra kroppen.
Så kunne parteringen begynde. Til sidst blev hans kønsdele skåret af og fremvist for mængden. Selv de mest tungnemme kunne næppe undgå at fange symbolikken. Også dette lig blev ført ud til Vester Fælled.
Hvis du vide mere:
Kilde: Se
Redigeret 4.12.2021
Februar 24, 2009
Zar Peter måtte ikke bo på Blaagaarden. Han red op til toppen af Rundetårn. Venskabet til Kong Frederik røg sig en tur. Københavnerne var bange for belejring. 4
dage før Skåne skulle invaderes aflyste Zaren dette. Der var tropper overalt.
København oplevede et af de mere sjældne besøg. I henhold til en konvention med kongen ville zar Peter den Store komme med 4.000 ryttere og 20.000 fodfolk.
Modtaget som helt
Den 17. juli 1716 nåede zaren og en fortrop København. Han blev modtoget som en helt, fik en masse æresbevisninger, og der blev saluteret for ham. I gaderne afholdt borgerskabet og militæret parader for gæsten. Meningen med det hele, var at zaren sammen med det danske militær skulle erobre Skåne.
Seks dage efter kom gemalinden. Hun blev modtaget i Køge. Man kørte en stor omvej så hun kunne opleve hovedstaden fra den bedste side.
Måtte ikke bo på ”Prins Carl’ s Lyststed”
De russiske majestæter havde udtalt, at de ville bo på Prins Carl’ s Lyststed udenfor Nørreport. Men man havde glemt, at tage Prins Carl med på råd. Han var ikke meget for det. Majestæterne kom til at bo i Købmand Vilhelm Edingers Gård inde i byen.
Zaren ønskede at gå rundt i hovedstaden mens zarinaen ønskede pompt og pagt. Hun bevægede sig rundt i en kostbar Dragt behængt med Ordener.
På besøg i Rundetårn
Zaren beså Tøihuset og Flaaden. Han deltog i jagter, Karruseller og andre hoffester. Han red på en russisk hest op på toppen af Rundetårn og beså solpletter i et astronomisk instrument. Hans Gemalinde kørte derop i en Karriol.
Frygt for spionage
Man blev dog lidt betænksom, da zaren begyndte at undersøge voldenes højde og tykkelse, fæstningsgravenes brede, kanonernes kaliber og skibsværfternes indretning. Hoffet begyndte at frygte, at han ville gøre et anslag mod byen. Og Menigmand syntes, at han opførte sig som Herre og Mester.
Landsat på Østerbro
København lignede efterhånden en krigslejr. Ude på Reden lå en mægtig flåde for anker. Her vajede danske, russiske, engelske og hollandske flag.
De russiske garderegimenter lå ude på fælleden. I september blev der landsat over 19.000 russere. Udskibningen foregik på en bro, der var bygget ud i vandet udenfor Fiskehuset. Med andre ord, de blev landsat nord for Kastellet, omtrent der hvor Rosenvænget i dag ligger.
De russiske troppers telte strakte sig efterhånden også langs kysten op imod Svanemøllen. En mindre afdeling dragoner lå ved den nærværende Jagtvej, mellem Lille og Store Vibenshus. Den danske hær, der talte 23.000 mand lå på den anden side af St. Jørgens Sø i to lange linjer.
København i alarmberedskab
Men frygten for de russiske tropper voksede. Københavns kommandant fik ordre til at forstærke vagterne ved Øster – og Nørreport. Artilleristerne skulle stå men brændende Lunter i de tilstødende bastioner. Der skulle patruljeres omhyggeligt ved nattetide. Militæret og borgerskabet fik anvist alarmpladser, hvor enhver skulle møde med skarpladt geværer ved første Signal.
En dansk fregat blev placeret mellem Sjælland og Hven, for at hindre, at de russiske dragoner, der befandt sig på øen skulle komme over.
Forholdet blev spændt
Forholdet mellem Kong Frederik og den berømte gæst blev efterhånden også meget spændt. Det nærmede sig et brud, og rygterne blev forstærket. Zaren ville overrumple Kronborg og han var i gang med at udspionere.
Invaderingen blev aflyst
Planen var at invadere Skåne den 21. september, men 4 dage før erklærede Zaren, at planen ikke kunne gennemføres. De russiske styrker blev udskibet ved Gyldenlund. En stor transportflåde førte dem til Rostock.
Russerne var ikke længere venner
Den københavnske befolkning åndede lettet op. Russerne blev ikke længere betragtet som venner. Man sagde dengang:
Besøget betød et vendepunkt i Den Store Nordiske Krig. Nye alliancer blev skabt, og man førte hver især særforhandlinger med svenskerne. Da svenskerne gik ind i Norge var det grund til bekymring. Men da Kong Carl blev dræbt i en løbegrav, rømmede svenskerne, landet.
Kilde:
Redigeret 4. 12. 2021
Februar 24, 2009
Vi bevæger os rundt i Nyboder, Ny – Kjøbenhavn, den nye forstad og et smut over til forstaden uden for Nørreport i tidsrummet 1630 til 1720’erne. En kammerherre nægtede at tage imod Blaagaarden. Nul kredit til matroser fra Nyboder. En jøde skulle tvangsflyttes fra Garnisons Kirkegården til jødernes egen kirkegård på Nørrebro. Sjove gadenavne i Nyboder. Hvem havde retten til søerne? Ballade i Nyboder. Vi skal også lige en tur til Nørrebro.
Friboliger til søens folk
Christian den Fjerde opførte i årene fra 1631 til 1641 ikke mindre end 600 boliger i 20 dobbeltlængere. Man bestemte, at de skulle hedde Baadsmandsboderne eller Kongens de nye Boder. I folkesproget blev det meget hurtigt til Nyboder.
I 1631 blev der pålagt en treårig afgift, som alle skibe skulle betale til disse Friboliger, men da der herskede Pengenød gik det kun småt fremad med byggeriet. Kongen var efterhånden utålmodig. I juni 1631 skrev han til Rigets Admiral. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Det var nærmest: Se nu at komme i gang.
De sjove gadenavne
Nyboder blev færdig. Det blev nærmest en by for sig selv på 18 tønder land. Mod nord begrænsedes Nyboder af Tulipanstræde, Elephantstræde og Hundestræde. Ind ad byen dannedes grænsen af Lavendelstræde, Hjortestræde og Hindestræde. Mod øst strakte Nyboder sig ned til stranden. Endelig nåede Nyboder mod vest ned til den senere Rigensgade. Husrækkerne blev gennemskåret af to tværgader: Adelgade og Borgergade, hvis navn i ældste tid varierede mellem Store Algade og Dyregade. De var skråt-løbende, sandsynligvis for at føre passagen direkte mod nord.
Borgergade, hvis ældste navn i Nyboder var Prindsestræde eller Fyrstegade, dannede derimod en ret vinkel med husenes rækker. Da der allerede før Københavns udvidelse synes at have været en brolagt vej, som fra byen førte ud til Nyboder i forstaden, har man brugt navnet Stenbroen eller blot Broen.
De ejendommelige gadenavne som kongen i 1641 gav den nye Baadmandsby burde have været bevaret. De vestlige gader fik navne efter urter og blomster som Merian, Timian, Krusemynte, Salvie, Tulipan, Nellike og Rose.
Gaderækkerne mellem Adelgade og Store Kongensgade fik navne efter pattedyr som Løven, Bjørnen, Ulven, Ræven, Haren, Kamelen, Elephanten, Hunden og Katten. Men et enkelt
navn havde forvildet sig i denne samling, nemlig En Hjøringen.
Byggelysten fik ødelagt mange af disse navne og grænser. Lavendelstræde med dens forsættelse Hjortestræde (senere Skolemesterlængen) blev til Klærkegade. Løvegaden og Kattegaden
er forsvundet. Neglikegade (senere Kokkegade), Bjørnegade og Kaninstræde er blevet til meget kedeligere Fredericiagade. Pindsvinegade blev til Lorenzensgade. Ja havde du penge nok til at bygge for, kunne du få en gade opkaldt efter sig. Hundestræde blev allerede i 1654 kaldt Elsdyrstræde, derpå Nylængen, Nygade og senere Gernersgade.
Bageren havde det svært
Man må sige at Christian den Fjerde gik op i detaljerne, således sørgede han for, at der blev ordineret en bager, Abraham Holterman. Han havde dog lidt svært med at konkurrere med de andre københavnske bagere og høkere. Men det havde kongen også en løsning på. I 1646 blev det påbudt disse at bringe deres Varer derud. Sandsynligvis har en brygger slået sig ned i Bryggerlængen.
Syg i tjenesten
Den øvrige kost som næppe var særlig rigelig eller god, blev leveret fra Provianthuset. Her kunne Baadsmændene eller deres kone og børn hente deres forplejning. Og kongen havde så sandelig også sørget for de syge og sårede matroser:
Som følge af denne forordning ansatte kongen en Badskær ved Bremerholm. Han indrettede også et Baadsmændenes Sygehus.
Københavns første ”almueskole”
For Nyboderbefolkningens aandelige Velvære indrettede Christian den Fjerde en skole. , der lå på hjørnet af Borgergade og Skolemesterlængen (Hjortestræde). Den kan sikkert betragtes som Københavns første Almueskole. Den blev senere fortsat som Sø-etatens Drengeskole.
Egen justits
Nu var det ikke byens bedste borgere der boede herude. Således skrev kongen i 1641 dette:
Kvinderne herude var barske og der var et absolut hadforhold mellem søfolk og studerende.
Bastioner uden for Nyboder
Ikke langt fra Nyboder blev volden forstærket. Nørreports Bastion blev udvidet. Og der blev lagt to dæmninger for at hindre vandet i at løbe bort. Dette blev gentaget 4 gange på strækningen udenom det gamle Østerport (for enden af Østergade) indtil gravens udløb i havnen bag Holmens Kirke.
De tre bastioner mellem Nørre – og Østerport fik navnene, Sankt Gertruds Skandse, Skandsen ved Lønporten og St. Klare Skandsen.
Kongen fik fiskeretten
I 1619 havde kongen erhvervet alle tre søer. I begyndelsen af det 17. århundrede var St. Jørgens Sø ellers ved at forsvinde. Den var blevet udtørret til brug for græsning. Men Christian den Fjerde mente, at adgangen til byen ville være for let for fjenden, så han befalede at søen skulle opdæmmes. Magistraten bad om henstand på grund af mangel på penge. I stadens fjerde sø havde Magistraten lige som de tre andre søen fiskeretten, hvorimod jagtretten var kongens.
Fiskeretten forsvandt i 1619. Byen fik overladt Ordrup Sø, tre damme ved Gammel Vartov og et årligt tilskud af 150 karper, som kongens fiskemester, skulle aflevere. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret så havde kongen ingen ret til søernes bund eller bredder.
Byens fæstninger
For enden af Sortedamssøen blev der anlagt en række skanser. Disse var dog ikke færdige før i 1645. Ravnsborg Skandse skulle bekostes af kommunen, men den var endnu ikke færdig i 1646. Den tredje adgang til staden af Ladegaardsveien (Peblingedammen) blev beskyttet af den nye Kongelige Ladegaard, der opførtes som fæstning, kort tid efter, at kongen havde erhvervet S. Jørgens Mark.
Nu blev Københavns forsvarsværker vel aldrig helt færdigt. Vartov, Ravnsborg og Ladegaarden kom aldrig til at spille en rolle. Der var blevet en grøft og anlagt et dige udenom Nyboder fra Nørreport til S. Anne Bro. Tusindvis af daglejere, soldater og endda kvinder blev beordret til at forstærke voldene med hakker, spader og skubbarer. I 1647 var det nye Østerport mellem Kastellet og Nyboder færdig.
Det nye Nørreport for enden af Frederiksborggade var derimod ikke færdig ved Christian den Fjerde’ s død.
Dårlige vejforhold
Vejforholdene var forfærdelige. De blev kun meget nødtørftig holdt ved lige. Når der kom gæster til byen eller hvis kongen skulle ud at rejse gjorde man lidt mere ved det. Kongevejene,
der var afspærret med bomme var i lidt bedre stand.
De tre søer havde en lidt anden form end nu til dags. Peblingesøens vestlige del var en del bredere end nu. Søerne fik vand fra Damhussøen gennem Ladegårdsåen, som ved Hyltebro
i nærheden af Lygten desuden optog det overskydende vand fra Emdrup Sø.
Der var stadig problemer med ejendomsretten til søerne. En dom fra 1656 fastslog dog, at græsset i Sortedam tilhørte byen.
Drikkevand fra søerne
Man havde problemer med vandforsyningen. Både de tre søer og Emdrup Sø var leverandør af drikkevand. Det var ikke særlig sundt, at drikke dette u-kogt. Man fik også vand fra 24 offentlige brønde. Et træ-tag var anbragt over dem. Vandet blev trukket op i spande. Men det blev klaget over at skarnsagtige mennesker kastede Aadsler og urenlighed i dem. Det hørte ikke til sjældenhederne, at der fandtes lig af nyfødte børn i brøndene. I 1668 lukkede man derfor brøndene med brædder, og satte pumper i dem. Men hver gang stadsgravene skulle have mere vand, ja så blev brøndene udtørrede.
Forstanderen på Vartov, Mogens Bertelsen også kaldet Dalin blev betragtet som troldmand. Han havde studeret fysik og matematik i Padua og Wittenberg. Han foreslog at de tre ferskvandssøer, S. Jørgenssø, Peblingesøen og Sortedammen blev udgravet, så man fik et stort havebassin helt ud til Sundet. Han havde også andre ideer med ledninger, men planerne
blev ikke rigtig til noget.
Ny forstad
Yderst ude mellem Kastellet og Ny Vartov for enden af Sortedamssøen udlagdes en ny forstad med regelmæssige gader i årene 1650 til 1653. Gaderne fik navne som Helsingørgade,
Jyllandsgade, Sjællandsgade, Pallemaillegade, Skaanegade. Ja sådan fremgår det af kort fra den tid. Men planen blev aldrig rigtig udført. J.L. Wolf fortæller:
Grunden til, at det aldrig blev til noget, var belejringen, og de her omtalte huse blev sikkert ødelagt under denne belejring.
Ny Kjøbenhavn
Strækningen mellem denne forstad og Sortedamssøens kanal til Stadsgraven ved Rosenborg, den senere såkaldte Peymanns Rende tilhørte kongen. Det var her Ny – Kjøbenhavn blev opført. Her lå Rosenborg, Nyboder, S. Anna Rotunda, Kastellet og de nye volde. Kongen havde dog ikke ejendomsret helt ud til Sortedammen. Nord for den senere Farimagsvei havde
borgene anlagt haver og vænger med Fæstebreve fra Magistraten.
Her var endnu landligt. Her havde den gamle Dyrehave ligget, som hørte til Rosenborg. Her kunne man nyde jagtlivets glæder, men denne fornøjelse var kun til glæde for adelen.
Forstaden uden for Nørreport
Længere mod vest ved den nuværende Gyldenløvsgade, hvor vandet fra Peblingesøen løb ind i Gravene, lå Forstaden udenfor Nørreport.
Dette ældste Nørrebro lignede nærmest en landsby. Der nævnes en stor mængde stræder mellem haver og ensomt beliggende huse og en række boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier, foruden de fattige som ikke nævnes i skattelisterne.
I en gammel Magistratsskrivelse fra begyndelsen af forrige århundrede hedder det:
Mellem Voldene og Sankt Jørgenssø helt ned til strande med Rosenåen som grænse lå Kalvehaven. Ved søens opdæmning kom en stor del af Kalvehaven under vand.
Kirkebyggeri måtte opgives
Man opgav det storstilede projekt S. Anna Rotuna, en stor flot kirkebygning. Til gengæld var Kastellet færdig i 1694. Tiderne var urolige, men Københavns befæstning var stadig ikke helt i orden. Man tog nu fat på den vold, der lå nærmest Kastellet
Ballade i Nyboder
Skt. Hans aften i 1690 på Nyboder skulle traditionen tro blive en hyggeligforanstaltning, men sådan blev det ikke. Majstangen var hejst og så gik dansen lystig. Men en soldat kom i klammeri med en pige, og en matros tog hendes parti. Det udviklede sig til et grueligt Slagsmaal. Næsten hele Nyboders befolkning og en masse soldater blev involveret. Hele regimenter blev udkommanderet. Matroserne greb deres økser, knive og stænger. Kvinderne gik op på lofterne og kastede med sten, mens soldaterne brugte deres sabler og bajonetter. Til sidst måtte de fyre med deres Musketter.
Admiral Bjelke, nogle sø – og landofficerer forsøgte at dæmpe parterne, men forgæves. Kampene fortsatte hele natten og den følgende dag. Matroser og soldater kunne ikke tåle synet af hinanden. En fændrik fra garden fik sin arm afhugget ved skulderen, og en løjtnant blev dødelig såret.
Vagten ved Østerport blev angrebet af Nyboder – folket og måtte flygte. Den næste nat patruljerede Hestegarden. Kun ved Kronprins Frederik’ s personlige indgriben blev roen genoprettet.
Huse skulle nedrives
Området mellem voldene og søerne forblev i mange år ubebygget. Kongen havde befalet, at samtlige huse indenfor søerne skulle rives ned. Som følge heraf flyttede blegmændene ud
på den side af Sortedamssøen. De slog sig ned her sammen med urtegårdsmænd.
Papegøjeskydning på Nørrebro
Papegøjeskydning
var særdeles populær i de højere kredse dengang. Således havde man i Broderlogen strenge regler, der skulle overholdes ved sådan en skydning. Den 7. september 1694 blev der indviet en ny skydebane udenfor Nørreport.
Her var opsat en Papegøiestang og indrettet to baner til skiveskydning, henholdsvis af 200 og 400 alens længde. Desuden var der en særlig lille bane til pistolskydning. Kongen nedskød papegøjens hoved og vandt et sølvbæger til en værdi af 40 rigsdaler. Statholder Gyldenløve nedskød derimod kroppen og blev fuglekonge.
Østerport flyttes
Stadsgraven fra Nørreport til Kastellet blev lagt længere ud, og uddybet. Østerport, der i Christian den Fjerdes tid havde ligget mellem Rosenkrantzes og Pucklers Bastion for enden af Rigensgade, var blevet flyttet i 1682, og i 1708 blev den nyopført. Der blev bestemt, at kvæget ikke længere måtte græsse på Stadens Fælleder mellem voldene og søerne. De skulle drives ud over dæmningerne til Nørre – og Vesterport.
Ved en kongelig befaling af 1726 anvistes en losseplads i et sort sandhul bag Ravnsborg på Nørrebro.
Ville ikke modtage Blaagaarden
Kongens bror, Prins Carl havde overtaget Blaagaarden. Her boede han en del året sammen med søsteren, Prinsesse Sophie Hedvig. Han opførte den nye hovedbygning, tækket med blå skifer, som gav stedet navn.
Prins Carl havde i hovedbygningen indrettet et Bedested, smykket med 35 bibelske stykker. Dem tog han dog ned af frygt for, at Zaren ville hugge dem. Da prinsen døde i 1729 arvede hans søster gården. På sit dødsleje testamenterede hun Prinds Carls Hauge til Kammerherre Carl Adolf Plessen.
Denne nægtede dog i første omgang at modtage gaven, men gav efter, da han modtog et Kongeligt Magtbud og Ønske.
Krise i Nyboder
Nybodermanden havde sin egen domstol, sin vagt, vægtere, gadefogeder, skoler, boder og brændevinskipper. Herude var brolægningen meget værre end noget andet sted i København, ja nogle steder manglede den helt. Vognene sad fast i mudder. Her var gadefejning og lygter et ukendt fænomen. Først i 1717 indførtes dagrenovation og ført i 1770 natrenovation.
I 1713 havde politimesteren i København forbudt værtshusejere at give kongens matroser kredit. De fleste af disse boede i Nyboder. Grunden til dette skridt var, at folkene ikke fik deres hyre udbetalt. Nøden var så stor, at det førte til opløb og optøjer. Ja mange Nyboder – folk begyndte at sælge deres uniformer for at få råd til det daglige brød.
Jødeforfølgelse
Jøder havde det ikke godt i datidens København. De måtte ikke optages i de forskellige lav. Ja, de blev nærmest betragtet som et farligt folkefærd. Men i 1725 blev en af
reglerne lempet en lille smule. Nu måtte jøder holde christent Tyende, såfremt dette tyende var mandlig og over 30 år – eller kvindelig og var over 50 år.
I 1729 fremkom en episode, der viste, at jødeforfølgelsen ikke var ophørt. Prokurator Jens Gedeløche havde bekendtgjort at han var gået over til jødedommen. Men det blev først bekendtgjort efter hans død og begravelse.
Kongen befalede derfor, at Jøderne enten selv eller med assistance fra Natmanden skulle optage liget på Garnisons Kirkegaard og jorde det på den jødiske kirkegård
Hvis du vil vide mere:
Kilde:
Redigeret 5.12.2021
Februar 24, 2009
Hvornår kirken er bygget, er der ingen, der ved. Men dens nærhed ved Hærvejen har præget udviklingen. En præst måtte tage sin afsked, fordi han holdt dansk gudstjeneste. Kosakkerne stjal kirkens sølvtøj. En paryk til en præst vakte stor opsigt. Pastor Rønnow fremstillede en uvurderlig krønike over Bov Kommune.
Dengang – på Jernbanegade
Sidste gang jeg var i Bov Kirke, må har været omkring 1992. da var jeg til begravelse af min overbo, der hvis nok var formand for menighedsrådet. Han var en fin personlighed, som jeg gerne vil mindes fra min tid i Padborg. Det varede lidt længe inden vi kom ind på hinanden. Men så mangen en lille en og en god
samtale, er der blevet til i vore haver.
Og med gammel dansk i blodet fyrede han også gode vittigheder af til min 40 ’års fødselsdag på Jernbanegade i Padborg.
Mange registre på Præstegården
Kigger vi på præstegården i Bov ser vi årstallet 1766. Men præstegården er betydelig ældre. En af pastorerne, Jessen har efterladt et spændene manuskript med titlen En beskrivelse af Bov før 1754. Men det har ikke været muligt at finde dette.
Flere af præsterne har været særdeles omhyggelige med at føre protokoller og registre. Således findes der både et Trolovelsesregister, Confirmationsregister og et Deprecationsregister. (Deprecation betyder afbeden).
Dem, der måtte bede om tilgivelse, skulle først vende sig mod alteret og dernæst mod menigheden. I perioden 1732 – 1763 har 49 personer gjort dette.
I 1740 begyndte man en registrering af skriftemålssøgende. Dette fortsatte helt til 1920. I 1741 fulgte et dødsregistre, og i 1741 fulgte en fortegnelse over kirkens inventar. Det må virkelig være noget at hente for dem, der dyrker slægtsforskning.
Drama i troen
Vi kan se at pastor Jessen fik foræret en paryk, der vakte opmærksomhed af en rig mand i Kollund. I 1770’erne var kirken udsat for en brand, der skyldtes degnens uforsigtighed med alterlysene.
I slutningen af 1700’tallet var det galt med troen i Bov Kommune. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand holdt fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at nogle borgere trak præsten ned fra prædikestolen. Otte borgere blev dømt, nogle fik bøder og andre måtte bag tremmer.
Kosakkerne stjal sølvtøjet
Pastor Daniel Petersen (1800 – 1820) fortæller om en episode fra Kosaktiden:
En meget aktiv præst
Fra 1820 – 1843 boede Thomas Hoyer – Jensen i Præstegården. Han kom fra Flensborg og var gift to gange. I første ægteskab fødtes 14 børn, hvoraf pastoren overlevede de 12.
Han var meget interesseret i fortiden, og ved Tønder Landevej nord for Bov, opdagede han en gammel kirkegård. Han fandt blandt en hel del høje. I 1836 lod han to kæmpehøje og sendte de fundne sager til København.
Måtte ikke holde danske gudstjenester
Nu blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Det tog den daværende regering ilde op. Især efter at han havde erklæret:
Pastoren måtte søge sin afsked. Han havde åbenbart også sans for beplantning. Ikke blot kirkegården blev beplantet men også præstegårdshaven, der gik for at være den smukkeste i Flensborg Provsti. Søndagsskole og tegneundervisning var også nogle af hans mange gøremål. Han skaffede danske bøger til lærerbiblioteket og anbefalede at man læste Dannevirke.
Det at skulle bære liget omkring kirken ved begravelse afskaffede han, og indførte begravelsestalen. Og minsandten om han ikke også skrev danske lærebøger.
Æ Backhus Præst
Efterfølgeren Andreas Hansen (1844 – 1850) blev hentet fra Hjerpsted, hvor hans præstegård var brændt. Han blev afskediget efter lidt mystiske omstændigheder.
Han lejede en lejlighed (æ Backhus) hos møller Petersen, Petersborg i Uge og levede her i 14 år med undervisning, forfattervirksomhed. Nogle af hans værker udkom både på dansk og tysk. Hans indkomst var lige nok til at holde ham i live. Han gik under navnet Æ Backhus Præst.
Bov Sognekrønike
En anden præst, der her skal nævnes var Pastor E.C. Th. Rønnau. Han kom i 1875 og sluttede først i 1904. Han skrev den store Bov Sognekrønike. Og den var meget omfattende.
I denne fortælles at sognet i 1875 havde 2.089 indbyggere og i 1900 2.216 indbyggere. Der nævnes, at de sidste ulve blev nedlagt i 1788 i Søgårdsskoven.
I 1873 havde kirke-byen Bov 29 større og mindre landbrug og 19 husmandsbrug. Når Bov Mark blev medregnet var der 62 beboelseshuse.
Bov var Die Metropole
Det var meget tydeligt at byen var hovedbyen (Die Metropole) for her boede:
Endelig et kirketårn
Rønnau fik gennemført bygningen af kirketårnet. Det nåede dog ikke at blive færdig i hans embedsperiode. Han fik bønderne til at levere marksten til det massive tårn. Men han fik lov til at holde indvielsestalen den 5. december 1905. Her holdt han talen både på dansk og tysk:
Man beholdt Clausen
Efterfølgeren, Pastor Clausen fik udbygget præstegården, og allerede i 1916 blev der indlagt elektricitet hos pastoren. Hans hustru døde i 1911 og indskriften over hende var på tysk, men da Clausen døde i 1946 var indskriften på dansk.
Ved genforeningen i 1920 valgte man at beholde Clausen, og straks blev protokollen fortsat på dansk. Et drama udspillede sig i 1925, en hønseplage i præstegården. Det bevirkede at pastoren aflivede alle sine høns.
Clausen var en meget bestemt mand. Det sagdes, at hvis han gik en tur gennem Bov, var det ikke et menneske at se. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem i præstegården.
Både i 1951 og 1969 skete der moderniseringer i præstegården.
Tavle med præster
På våbenhusets øst-væg i Bov Kirke hænger en tavle med oplysninger om de 17 præster, som har virket i Bov Kirke siden reformationen i 1536 og til 1929.I april 2008 blev der ligeledes i våbenhuset ophængt med præstens navne efter 1929.
Kirken ved Hærvejen
Hvornår den første kirke er bygget, vides ikke. Det må have været i tidsrummet 1050 – 1250. Kirken var katolsk og viet til Jomfru Maria. Der var kun kirkeskib og kor. Gulvet var dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjælden at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.
Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Man havde også en lang stok så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.
I 1300 tallet var Europa plaget af Den sorte død – pesten. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette kunne de syge overvære gudstjenesten. I krigstider blev kirken brugt til lazaret. Ganske givet har Hærvejens nærhed påvirket kirken og det omgivende samfund. I 1668 er kirken blevet forlænget med
tre meter, men gennem årene er der sket mange ændringer i byggeriet.
Taget blev stjålet
Antagelig har kirken været udsat for krigsbeskadigelser i 1659 – 60. Det vides, at hele blytaget dengang blev stjålet. Antagelig er det blev omdannet til kanonkugler.
Masser af udsmykning
Selvfølgelig er der våbenskjold fra Oldemorstoft, som har bidraget til udsmykning af kirken. Prædikestolen er fra 1626 og stammer fra Flensborg. På plattysk fortælles der at
Men det sjove er, at Nis Asmussen er død i 1625. I kirkebogen kan man derfor læse, at det er hans søn, Herredsfoged Lorentz Nissen, der har skænket stolen, som har kostet 230 mark.
Man betalte leje for stolene
I kirken lægger man mærke til Jesu dåbsgruppe fra omkring 1250, skåret af en udhulet egestamme. Tidligere var der i kirken 12 x 9 stolestader, som var udlejet til bolbesidderne og Kobbermøllen. De betalte leje fra 1735 til 1842.
Indtil 1817 havde kirken to indgange. Den nordlige var forbeholdt kvinderne, og den sydlige mændene
En klokke til krigsbrug
I 1840 tilbød en borger i sognet at betale 2.000 mark til opførelse af et klokketårn. Men man afslog tilbuddet, for det var ikke nok til at bekoste opførelsen og vedligeholdelsen. Kirketårnet blev først opført under pastor Rønnow, som vi har hørt. Inden da var der en klokkestabel.
En klokke fra 1616 måtte man i 1917 aflevere til krigsbrug. I 1923 kunne man hænge en Genforeningsklokke op.
En tidlig døbefont fra 1715 udført i blødt træ er også fundet. Der er en indskrift:
På himlens nedre frise findes en reliefindskrift:
Med gaven fulgte en betingelse, nemlig at blive begravet i selve kirken.
Våbenhuset er fra 1817. På vest-vægen er en mindeplade for de faldne i sognet i tidsrummet 1914 – 1918.
Alteret er barokrokoko er fra 1771, lavet af billedhugger Fr. Windekilde, Flensborg. Ifølge kontrakten skulle der leveres en tavle af godt egetræ undtagen vingerne, der skulle gøres så store, som koret tillod. 1120 mark kostede herligheden indbefattet malerarbejde.
Den gamle altertavle brændte som tidligere nævnt af degnens uforsigtighed med alterlysene. Der blev ydet en erstatning på 600 mark, og kirkekassen måtte altså med 520 mark. På alteret står der to gamle alterstager fra omkring 1650. På foden står der en indskrift:
Kirkens bibel er et velbevaret eksemplar af Frederik den Tredje’ s bibel fra 1589. Den er skænket af en anonym giver i anledning af datterens dåb, og anbragt i 1959.
Angiveligt skulle kirken have fået foræret en messehagel i 1632 af herredsfoged Lorentz Nissen. Men det er ikke den, der er i brug i dag.
Mindesten for ”Slaget ved Bov” og 1. verdenskrig
For enden af Bov Kirke står to mindesten. Den ene er rejst over kaptajn Lindencrone og den anden over menig Knud Chr. Bonde. Han døde ved en vådeskudsulykke. Men slaget ved Bov den 9. april 1848 havde danske tab på 15 døde og 77 sårede, mens Slesvig – holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede.
Gravstederne på den gamle kirkegård omkring kirken var opdelt efter afdødes bopæl. Kirkegården øst for Padborgvej blev anlagt i 1857 – 58.
I første verdenskrig mistede 6.000 unge sønderjyder livet, heraf var 88 fra Bov Sogn. Det fremgård af en mindetavle, som nu hænger ved siden af orglet, som selvfølgelig stammer fra Marcussen i Aabenraa.
Dengang tilhørte Frøslev ikke Bov Sogn, men i 1954 blev der i våbenhuset ophængt en tavle med 16 navne på faldne fra Frøslev.
Vinduer ødelagt af trykbølge
I Bov Kommune mærkede man tydelig 2. verdenskrig. Man fulgte med i hvad der skete i Flensborg. Ved krigens slutning blev byen bombet, og en af trykbølgerne fra en af disse bomber, ødelagde de blyindfattede vinduer i kirken. Man prøvede at tætne vinduer med forskelligt materiale, blandt andet vat. Men fuglene synes, at det var en god ide, så vinduerne blev aldrig helt tætte. I 1963 fik man isat jernvinduer, i stedet for de gamle trævinduer.
Besøg af de kongelige
I 1964 blev alt inventar fjernet i Bov Kirke. En meget grundig restaurering begyndte. Man fandt blandt andet en mønt fra Kong Hans’ s tid (ca.
1490). Den 8. august 1965 kunne kirken genåbnes. I våbenhuset ses en messingplade med følgende inskription:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 22. – 02. – 2022
December 2, 2008
En heftig trafik foregik på Strandvejen. Dampsporvognene var dog særdeles upopulære. Og det var moralsk forkastelig at ”Damer” red på ”Velocipter”. Det var ikke alle der havde råd til at leje kapervogne til skovturen fra Trianglen. Da automobilerne kom, måtte de ikke køre på Strandvejen. Og da denne skulle vandes, måtte der betales ekstra afgift.
Strandvejen er en gammel vej. Den havde egentlig ikke noget navn. Det var adelvejen, der fører til Helsingør eller den store landevej, der går til København.
Først henimod år 1800 blev det til Strandvejen. En slesvigsk adelsmand omtalte den således:
Sildestimer i Øresund
I en skildring fra 1623, fortæller en tysk fyrste, at der flere steder langs vejen stod flokke af vildt, og så lidet sky var dyrene, at han til vogns kunne komme dem på pistolskudsafstand. Og for fiskerne havde det været gode kår. Saxo skrev at det
En del af Strandvejen bliver Østerbrogade
Denne Strandvej som havde lige så stor betydning for sjællænderne, som Hærvejen havde det for jyderne, blev efterhånden opslugt af byen.
Sidst i 1800’tallet skete der en navneforandring fra Trianglen til Lille Vibenshus, og efter 2. verdenskrig skete der en navneændring fra Lille Vibenshus til Svanemøllen. Begge strækninger fik navnet Østerbrogade.
De første veje mod Nordsjælland
Før Christian den Fjerde’ s udvidelse af København lå byens ”østre port” for enden af Østergade. Fra byporten udgik den gamle Helsingørvej. Den
trak vest på, nord for det areal, der senere blev Kongens Have og ud over Sortedams Dæmningen (Østerbrogade).
Før Frederik den Førstes tid gik forbindelsen til Nordsjælland kun ad Nørre landevej, på fjælebroen over Peblingesøen og videre til Lygten ad den nuværende Frederikssundsvej.
I forbindelse med opbygningen af Københavns forsvarsanlæg lod Frederik den Første bygge dæmninger ved Sortedammen og over Rosbæk og Emdrup Bæk for derved at få vandet fra Lersøen ledet ind i Peblingesøen. På Christian den Tredjes tid blev Helsingørvejen ført ud over Sortedammen.
Englænderne kommer
Med undren så man den engelske flåde ankre op ved Helsingør i august 1807. Langs Strandvejen blev ryttere placeret. De skulle berette om en eventuel landgang.
De kunne dog ikke forhindre, at dette skete den 16. august. Det skete ved en åben slette ved Vedbæk. De delte sig i tre grupper. Den ene og største af dem, opstillede et batteri ved Svanemøllen. Ved Kildevælds Have anlagdes et mindre batteri med et par mindre kanoner.
Alle de store landsteder langs kysten fik belægning.
Det engelske hovedkvarter under ledelse af Lord Cathcart blev oprettet på Hellerupgaard. Herfra var der en bekvem forbindelse til alle sider og en god udsigt over Øresund. Her havde man også Spøgelseshuset, der blev indrettet til kvarter for adjudanter og ordonnansofficerer. Senere indtog de engelske styrker Kastellet og indrettede hovedkvarter her.
På Hellerupgaard blev kapitulationen også underskrevet den 7. september.
Den første, der passerede Strandvejen efter at portene igen var blevet ordnet, var J.C. Drewsen. Han havde som frivillig deltaget i Livjægernes udfald i Classens Have den 31. august. Han ville aflægge sin far på Strandmøllen et besøg.
Havudsigt fra Østerbrogade
Strandvejen var dengang meget idyllisk. Godt nok skulle den repareres efter englændernes ødelæggelser. Den begyndte helt inde ved Trianglen. Her lå en idyllisk grønning, der var lejet ud til jomfru Winløw, der havde kalkuner og gæs gående her.
Fra det nuværende Østerbrogade havde man havudsigt. Man var da nogle gange lidt forstyrret af den kalkrøg, som kalkovnene nede ved kysten udsendte.
Men snart blev enhver udsigt til Sundet kvalt. Før var det kun det lille havneanlæg ved Kalkbrænderiet, der skjulte udsigten. Opfyldninger og byggerier i forbindelse med Frihavnen fjernede efterhånden kysten fra Strandvejen. Massive bygninger og karreer tårnede sig op. Navnet Strandvejen havde ikke mere sin berettigelse her, lige nord for Trianglen.
Bompenge
I 1825 blev ordningen med bompenge indført. Ordningen kom til at vare i 90 år. Man opførte det hyggelige bomhus ved Slukefter. Her skulle man stoppe, hvis man kom kørende eller ridende.
Slukefter var også et meget besøgt værtshus og traktørsted.. Her kunne man få øl med en pind. det var en mørkt, stærk maltøl med rigeligt puddersukker. Den blev serveret i et specielt krus med hank. Det skummede meget, når man rørte sukkeret rundt med en pind. Stedet blev efterhånden udvidet med overnatningsmulighed og stald.
Der opstod en del problemer med betalingen. Når en officer passerede uden sabel, måtte det antages, at han ikke var på tjenesterejse. Regimentet var som sådan enig med bommanden, men det var Krigsministeriet bestemt ikke. De meddelte at Gardehusarregimentets officerer var fritaget for at skulle betale noget som helst.
I 1905 havde man fået motorkøretøjer med i reglementet. De dyreste motorkøretøjer var motor omnibusser til fragtkørsel, som skulle betale 35 øre eller lige så meget som f.eks. flytteomnibusser med flere end 2 heste eller de drabelige dampomnibusser.
Ekstra afgift for vanding
Andre steder havde man for længst afskaffet bom-systemet, men de ville man absolut ikke her, for det gav en god indtægt. Bomhuset ved Slukefter var det af de syv bomhuse, der gav størst indtægt. I 1869/70 var indtægten 8.600 kr.
Den 31. marts 1915 var det sidste gang, man krævede bompenge.
Nogle af bompengene blev anvendt til at vande Strandvejen, og Amtsrådet bestemte, at det skulle foregå helt inde fra Lille Vibenshus. Og selvfølgelig skulle de vejfarende betale forhøjede afgifter i vandingsperioden fra 15. maj til 15. september.
Den store skovtur
Skovturene var meget populære dengang. Man benyttede såkaldte kapervogne. Disse kunne lejes, med det bedste var selv at eje en. At holde køretøj satte man stor pris på. Handlende og fabrikanter havde det for virksomhedens skyld, men de mere velstillede havde selvfølgelig også en.
En lille enspænder kunne omkring 1830 holdes for et par hundrede rigsdaler om året. Hver søndag og også om onsdagen kørte man så en tur i omegnen. Og et par venner blev så inviteret med.
Skovture med hestevogne holdt sig længe efter at Klampenborgbanen blev indviet i 1864 blev åbnet. Herluf Jensenius skildrer en sådan udflugt:
Kapervogne fra Trianglen
Oprindelig var det omegnenes bønder, der kørte. Men efterhånden overgik befordringen til københavnske vognmænd.
Kapervognene holdt til på bestemte steder i byen. Navnlig var Trianglen en meget søgt holdeplads, og det blev ligefrem betegnet som Kapervognenes Paradis,
Nu var det dog ikke alle der var lige begejstret for disse køretøjer. Johan Ludvig Heiberg var det i hvert fald ikke:
Måske havde den gode Heiberg ret. I en avisartikel fra 1852 fortælles:
Dampsporvognene
Den første hestetrukne sporvogn kørte på Strandvejen i 1868.
Et meget specielt arbejde blev i årene 1883 – 84 udført på vejstrækningen mellem Trianglen og Klampenborg. Det var sporanlæggene for dampsporvognene.
Flere ingeniører havde puslet med tanken. Men der kom først gang i sagen, da den kendte finansmand C.F. Tietgen, der var formand for Kjøbenhavns Sporveis
– Selskab fik tilladelse til at benytte damplokomotiver på sporvejsstrækningen fra Trianglen til Slukefter.
Han fik dannet et nyt selskab Strandveiens Dampsporvognsselskab. Den 23. marts 1884 åbnede man driften. Kørerhastigheden var dog begrænset. Ja, den var begrænset til 2 1/8 mil i timen. Og det var åbenbart for meget. I 1887 krævede ministeriet kørerhastigheden nedsat 1 ¾ mil i timen, hvilket bevirkede, at der måtte sættes flere vogntog ind. Strækningen var enkeltsporet.
Det hændte at gæsterne måtte ud at skubbe, når man skulle op ad bakkerne. Og den var helt gal i snevejr.
Dampvognene skabte også problemer for den øvrige færdsel. Hestene kunne bestemt ikke lide disse dampvogne. Damsporvognene var og blev upopulær. Passagertallet dalede stødt og roligt. Da driften samtidig var dyrere end påregnet, kom selskabet snart i håbløse økonomiske vanskeligheder. Den 30. september 1892 standsede man driften.
En parodi på Rytteren
Kjøbenhavns Sporveis – Selskab genoptog i november 1892 kørslen med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Slukefter. Snart viste der sig på Strandvejen en
række misfostre og fantastiske former for maskiner – velocipeden også kaldet væltepeter, kænguruen, den høje bicykel. Efterhånden nåede denne cykel en form, hvor alle kunne være med. Man kaldte den også for Safety. Omkring år 1900 blev den allemandes eje. Men der var nu meget modstand i begyndelsen
mod dette væsen. I datidens medier kunne man læse
Værst var modstanden naturligvis mod damernes cykling:
Cyklister bør betale bompenge
Søndag den 16. august 1891 passerede ikke færre end 885 cykler ved Slukefter. Bommanden mente, at det var rimeligt, at de skulle bompenge. Københavns Amtsråd gjorde gældende, at hvis dette var tilfældet, skulle folk med trillebøre og barnevogne også betale.
Amtmanden bemærkede, at det ikke kom 800 trillebøre eller 800 barnepiger med vogn ad Strandvejen om søndagen.
I 1895 blev der åbnet en cykelskole for damer og herrer. Det var samme år, som paven nedsatte en kommission, der skulle afgøre, om det var passende for præster at køre på cykel.
Elektrisk sporvogn
Den 30. november 1902 kørte vognmandskonsortiet for sidste gang med hestesporvogn ad Strandvejen. Den 30. maj 1903 begyndte NESA kørslen med elektrisk sporvogn, foreløbig mellem Hellerup og Charlottenlund. Denne sporvejsdrift fortsatte helt op til 1951.
Problemer med automobiler
Automobilerne bredte sig i begyndelsen meget langsom. Den første tælling af motorkøretøjer foretaget i 1909 viste 699 automobiler – over halvdelen af dem var hjemmehørende i København og Frederiksberg. Man fandt også ud af, at der var 3.467 motorcykler.
Men fra 1909 til 1917 skete der en tidobling af antallet af biler og antallet af motorcykler blev fordoblet.
Myndighederne var temmelig usikre over for dette nye monstrum. De måtte ikke blive større end et hestekørertøj og måtte ikke køre om natten. Den tilladte kørerhastighed var ikke væsentlig højere end hvad et hestekøretøj, kunne præstere. Og det var ikke alle steder, man måtte køre med automobiler. På strækningen fra Lille Vibenshus til Rungsted Badehotel blev motorkørsel helt forbudt.
Ejere af motorkøretøjer, der boede eller havde forretningslokale på den aflukkede del af Strandvejen, kunne hvis de søgte om det, få tilladelse til at køre med bil på Strandvejen mellem bopælen og forretningslokalet via nærmere angivne sideveje.
En – og tospændere fra Trianglen
Endnu omkring 1900 var der mulighed fra Trianglen at køre på gammeldags maner med kapervogn. På bagsmækken var der en markering E.T. (Efter Takst). Vognene var enten tospændere med plads til 12 personer, eller enspændere med plads til højst 5 personer. Belært af tidligere tiders klager over vognenes usikre afgang, var det nu bestemt, at vognene ikke måtte køre, før det var udsolgt, medmindre man ville betale for de tomme pladser.
Svanemølle Dampvalsemølle
Svanemølle Dampvalsemølle blev bygget på Bagernes Vang, og blev derfor kaldt for Bagernes Mølle. Navnet, Svanemølle kom senere og er opkaldt efter den nærliggende svanedam. Det var også herfra at naboejendommen Svanholm fik sit navn.
Svanemøllen fungerede både ved hjælp af vind og damp. Det var en af de større valsemøller i byen, og leverede både til Københavns største og bedst renommerede bagerier og til eksport.
Møllen blev i 1850 – 92 ejet af oberst J.P. Ekman. Hun supplerede vindkraften med en dampmaskine. Han byggede sin egen villa ud mod Strandvejen. Møllen nedbrændte i 1892, og den blev ikke genopført.
En del af det møllekompleks, der ikke nedbrændte, anvendtes i mange år som værtshus under navnet Fokina. Men det blev ødelagt under en sabotageaktion i 1944.
Byggematadoren ”Guld – Harald”
Byggematadoren og trælasthandleren Harald Simonsen satte sit præg på Østerbro. I 1920’erne byggede han store boligblokke på Svanemøllens tidligere område. På en af grundene lå også det navnkundige værtshus Svanholm. Byggematadoren blev også kaldt for Guld – Harald. Hans datter blev nok lige så kendt. Det var Erna Hamilton.
Rosenbækken
Grænsen mellem Københavns byj- orde og Hellerup sogne var ved Rosenbækken. Her lå fra middelalderen en møllegård. Den blev senere omdannet til stiftelse for de fattige og syge og fik navnet Vartov. Ja egentlig lå der på et tidspunkt to gårde ved siden af hinanden Ny Vartov og Gammel Vartov.
En del af disse jorde blev solgt i 1872 til et konsortium, der stiftede selskabet Tuborgs Fabrikker.
På Gammel Vartovs store jordområder lå ejendommene Store Tuborg, Lille Tuborg, Store Mariendal, Lille Mariendal, Norgesminde og en del af gården Hellerup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01. 2022
December 2, 2008
Af Ove Dahl
Ove Dahl har de sidste 10 år været leder af Nørrebro Erindringscenter. Han var medstifter af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv. Her fortæller han, om to interessante huskebøger, som han har lavet: Tilbage til 60’erne – Tilbage til 70’erne.
Så er en ny bog på banen fra Gyldendal, som efterfølger til den populære ”Tilbage til 60’erne Alle de ting, du har glemt, du kan huske”, der efterhånden er
blevet solgt i over 5.000 eksemplarer. Nu er det 1970’erne, det drejer sig om. Over 500 billeder af dagligdagens genstande fortæller historien om et årti, hvor samfundet gennemgik mange store forandringer, både mentalt og politisk. Det er historien om energikrise, miljøbevidsthed, kønsrolledebat, protestbevægelser, alternative boformer, musikalsk opbrud, udlængsel, teknologiske landvindinger og politisk polarisering – og ikke mindst, den helt almindelige hverdag.
Gennem mit erindringsarbejde med ældre i de sidste 25 år – de sidste 10 år som leder af Nørrebro Erindringscenter – Dansk Center for Reminiscens – har jeg konstateret, at det tit er enkle hverdagsting, som er bedst til at vække erindringer og følelser fra fortiden. Disse genstande fungerer med andre ord som en form for fremkaldervæske, der rammer os på et ubevidst mentalt plan. Bøgernes udgangspunkt er derfor de ting og genstande, der prægede hverdagen for børn og unge i 60’erne og 70’erne. Genstande man måske ikke hæftede sig nærmere ved dengang, men som via gensynet nu kan vække uanede mængder af erindringer og følelser.
I modsætning til den angelsaksiske verden er denne formidlingsform stadig i sin vorden herhjemme inden for den historiske faglitteratur. Mange illustrationers funktion er netop at virke som en ”illustration” i forhold til teksten. Ved at anvende genkendelige hverdagsting kan man derimod på en helt anden måde medinddrage læserens egen erfaring og erindring i selve læseprocessen. Genren burde vel betegnes som erindringsbøger, men i og med dette navn
er optaget, har jeg valgt at omtale dem som huskebøger.
Hver bog bygger på en grundig research, hvor jeg i 60’er-bogen – og delvis i 70’er-bogen – har kunnet trække på min egen personlige baggrundsviden, da jeg er født i 1953. Og via gennemgang af tusindvis af genstande, fotos samt tekster fra aviser, ungdomsblade, kataloger m.v., fremkommer en endelig udvælgelse og opbygning af de enkelte temaer.
Ved at formidle samtidshistorie primært med vægten på de konkrete genstande kan man nå flere målgrupper samtidig. Det private publikum læser og anvender ”Tilbage til 60’erne” alene eller sammen med andre, på undervisnings-, pleje- og genoptræningsområderne har bogen vundet udbredelse foruden man på tværs af generationer har kunnet haft glæde af den, som flere anmeldere har været inde på.
Litteraturoversigt: Ove Dahl:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 31. 03. 2022