Artikler
Oktober 27, 2008
Aabenraa – 1864
Det var ikke kun ved Dybbøl, man mærkede krigen. Preussiske og østrigske tropper lagde deres klamme hånd om Aabenraa. Borgerne havde sat deres lid til Dybbøl, og fulgte godt med. Gennem Aabenraa passerede næsten dagligt tyvekoster, der blev fragtet syd på. De dansksindede fik svære vilkår i byen.
Hvorledes oplevede man i Aabenraa, 1864. Det kigger vi på her.
Den 11. februar ankom 170 preussiske soldater til Storetorv. De skulle alle indkvarteres. De kommende dage kom endnu flere soldater til byen.
Den første parade blandt mange med adskillige bataljoner gik gennem byen, med hjemmetyskerne forrest. Men blandt de preussiske officerer var det nu ikke uddelt begejstring for dette ”skuespil”.
Indbyggerne blev bedt om at aflevere deres våben. Alle dem der havde plads var forpligtet til at deltage i indkvarteringen. Rygtet gik på, at der havde været oprør over i København. En Prins Oskar skulle være udnævnt som konge.
Fanger og lazaretter
Østrigske tropper marcherede i flere dage gennem byen mod nord. Den store skole blev indrettet til lazaret. Byen måtte bekoste et kogeudstyr til 27 Rigsdaler. I retningen mod sydøst kunne der høres kraftig beskydning.
Den 22. februar kom der melding om, at preusserne havde taget mellem 30 og 100 danskere til fange.
De tyske lærere måtte fraflytte deres lejligheder. Pladsen skulle også bruges til lazaret. På Rådhuset var tre danske dragoner anbragt som fanger. Og i aviserne den 6. marts kunne Aabenraa’ s befolkning læse, at de allierede tropper ville indtage Fredericia.
Hos Stehr var der arrangeret et stort bal for de preussiske og østrigske officerer. Der deltog også hjemmetyskere fra Løjt og Aabenraa. Selvfølgelig indfandt der sig også en masse “gesinnungstächtige” damer.
En masse danske fangere blev hverdag ført gennem byen sydpå.
Kampe kunne høres i Aabenraa
13. bataljon gik den 18. marts fra Aabenraa mod Sundeved. En afdeling på 160 kavalerister udgjorde Aabenraa – garnisonen. Der kunne nu høres skydning hele dagen. Jyske embedsmænd, der blev taget til fange, blev ført mod Rendsborg, men skulle overnatte i Flensborg.
I Berlingske Tidende kunne man læse, at kampene ved Dybbøl den 17. marts havde kostet danskerne 214 mand. Et blokhus var sprunget i luften, og dette alene havde kostet 14 mand livet. Fra byen blev der sendt lazaretter syd på med 500 senge.
Vejfarende fra Flensborg fortalte ved ankomsten til Aabenraa, at de havde hørt stærk skydning fra Dybbøl – egnen. Meningen havde været at preusserne ville have indtaget Als. Rygterne gik på, at Sønderborg skulle være skudt i brand, men sandheden var, at det var en cikoriefabrik, der var brændt.
En del krigsfartøjer var ”landet” ved Kalvø. De havde taget samtlige fartøjer med sig fra hele Genner Bugt.
Preusserkongen i Aabenraa
Det skabte en del røre, da der pludselig i udkanten af Aabenraa Fjord befandt sig et par dampere. En alarmvagt blev etableret på Skibbroen.
Skolebørnene blev sure, da de fik at vide, at de ikke måtte få fri på kongens fødselsdag, som de plejede. Man ville ikke provokere besættelsesmagten. Den 18. april blev der slået alarm i Aabenraa. Mange soldater gik nordpå. Rygterne gik, at Dybbøl var blevet indtaget. Det var sorg blandt de danske i byen. Hjemmetyskerne jublede.
Preusserkongen aflægger byen et besøg den 22. april. En æresport blev bygget ved vejrmøllen. Store infanterimasser gik gennem byen. Foran Lundsbjerg Kro var en masse soldater opmarcheret. Dem skulle kongen hilse på. En del af Die Deutschen Jungfrauen klædt i hvidt, var til stede. Senere var preusserkongen
nede ved Styrtom for at nyde udsigten ud over fjorden.
Flere plyndringstogter
Kommandant von Lüdertz udsendte en befaling, hvorefter gadelygter skulle brænde hele natten og enhver skulle sætte lys i vinduet, når det blæses til angreb.
Masser af belejringsskyts blev ført gennem byen. Rygtet om Fredericias rømning blev bragt i de tyske aviser, og den 2. maj blev det bekræftet i Aabenraa. Flere jyske embedsmænd blev ført syd på. Det var dem, der havde nægtet at indføre en brandskat, som Wrangel havde forlangt.
Aabenraa’ s danske rådsmænd havde taget deres afsked. Og 400 indbyggere fra Aabenraa var taget til Rendsborg, for den 8. maj at protestere mod en deling af Slesvig Holsten. Langt om længe kom byens tidligere borgmester Lunn og herredsfoged Blume tilbage fra tysk fangenskab.
I Berlingske Tidende læste man, at tyskerne var begyndt at plyndre butikker i hele Jylland, og på landet stjal de heste og kreaturer, som de sendte syd på.
Den preussiske kommandant Wrangel bliver fejret
Et søslag ved Helgoland blev i tyske aviser udlagt som en stor tysk sejr. Danskerne skulle have taget flugten. Men sandheden så vitterlig anderledes ud. Og så kom der tusindvis af heste gennem Aabenraa på vej syd på.
Forstærkede rygter gik på, at der skulle foretages en deling af Slesvig og Holsten, således at de dansksindede kunne blive i Jylland og de tysksindede skulle til Holsten. Da den prøjsiske kommandant Wrangel på vej syd på passerede Aabenraa arrangerede hjemmetyskerne et stort fakkeloptog.
Ingen enighed på fredskonference
Den 26. maj udkom første nummer af Apenrader Nachrichten. Bürgerverein havde travlt med at organisere et stort folkemøde, der skulle protestere mod delingen af Slesvig og Holsten. 20 – 30 danske fangere, der havde ligget på et af lazaretterne i Aabenraa blev i begyndelsen af juni sendt syd på. På fredskonferencen havde tyskerne forlangt både Dybbøl og Flensborg, mens de neutrale havde holdt på linjen ved Slien.
Borgerne i Aabenraa kunne i Berlingske Tidende læse, at preusserne ville holde session i Slesvig, for at danne en slesvigsk afdeling af den preussiske hær. I Flensborg blev der den 3. juni foretaget valg til deputeret-kollegium. Der valgtes 11 dansk – sindede og 13 tysk – sindede.
På fredskonferencen forkastede de neutrale magter et preussisk forslag om en deling ved Aabenraa, samt at gøre Rendsborg til en forbundsfæstning, samt Kiel til en tysk (preussisk) orlogshavn.
Den 6. juni kørte der en endeløs række af vogne gennem Aabenraa til et møde i Haderslev. Mange brølede:
På et kirkemøde i Gråsten besluttede forsamlingen, at tysk skulle indføres som skolesprog.
Mange unge mennesker var flygtet til Fyn og Barsø, de ville undgå den forestående session.
På fredskonferencen foreslog englænderne en linje fra Gelting til Bredsted. Hvis de ikke fik deres vilje, ville de aktivt deltage i krigen. Men det var det hverken danskere eller preussere, der troede på. Blandt de dansksindede i Aabenraa, havde englænderne skuffet dem.
På vej mod Als
Den 27. juni ophørte den nyeste våbenhvile, og kampene var igen begyndt. Preusserne var gået over til Als. Forlydender ville vide, at der var 600 døde, og at 2,500 danskere var taget til fange.
Preusserne havde foretaget en razzia på Barsøe. En masse mennesker var blevet arresteret.
Den første juli oplevede Aabenraa store troppebevægelser. Rygterne gik på, at Fyn skulle erobres. Den preussiske kommandant forlangte, at alle danske inskriptioner på skilte og huse skulle fjernes inden tre dage. De skulle erstattes af tyske.
I det engelske blad Times kunne man midt i juli læse Preussens betingelser for varig fred:
Times mente, at selv om det var dyrt, burde Danmark betale dette, for Preussen kunne uden videre indtage hele Danmark.
I slutningen af juli førtes en konvoj på ikke mindre end 90 vogne gennem hovedvejen på vej syd på. Vognene var fyldt med stjålne købmandsvarer. Dern 28. juli blev det meddelt, at ca. 1.200 stjålne heste var indsat i Kolding på vej til at blive ført syd på gennem Aabenraa. Det preussiske artilleri var fordelt tre steder i Aabenraa, nemlig Lindsnakke, Posekær og Laksemøllen.
Dårlig stemning hos de dansksindede
Den 3. august var der igen fakkeltog i Aabenraa. Forrest gik den konstituerede borgmester. Det østrigske musikkorps spillede Oprørssangen. Og hos Stehrs på Storetorv blev der fejret hele natten. Hos de dansksindede var stemningen ganske modsat. Og her begyndte de tysksindede at smadre ruderne.
En positiv ting var det dog, for de både, der skulle have været brugt til at erobre Fyn blev bragt sydpå. Kommandanten, major Crohn var både upopulær hos hjemmetyskerne og danskerne. Kejseren af Østrig havde fødselsdag, og det skulle fejres efter alle kunstens regler. Og det blev det, med guirlander, flagning, musik og kanonsalutter.
På Rådhuset blev det med få dages varsel indkaldt til afstemning om dansk eller tysk skolesprog i Aabenraa fremover. Og det var som ventet, det tyske, der vandt. Hjemmetyskerne var godt organiserede.
I November forlød det, at Jylland skulle rømmes. Rigsrådet havde givet deres samtykke til, alle tre hertugdømmers afståelse.
Arveretten til Slesvig Holsten
Den 29. november dukkede nogle interessante papirer op. De stammede fra Kong Hans tid, 1500 – 1502 og 1507. Det skulle angiveligt fremgå, at Kong Hans
datter Elisabeth´ s mandlige efterkommere skulle være arvinger til halvdelen af Slesvig. Og Holsten, når Kong Hans mandlige stamme var uddød.
Elisabeth blev gift med Kur-fyrst Joachim den Første af Brandenburg. Så derfor mente man, at Kongen af Preussen var den rette arving.
Den 31. december blev fejret med at Bürgerverein og Turnverein med fakler gik gennem byen. En bataljon på 5 – 600 mand bestående af lutter rekrutter fra Rhinegnen med underofficerer fra Brandenburg befandt sig i byen.
Rekrutterne blev ikke særlig godt behandlet. Der blev uddelt spark, næveslag i ansigtet og nakken, knubs og stød. Jo, officererne var rigtig i deres es. Den 8. januar 1865 kom der igen til optøjer. Preussiske soldater overfaldt dansksindede.
Det var strafbart, at agitere for den danske sag. Der blev opsat plakater, hvorpå der blev bekendtgjort at Nordslesvig aldrig mere ville blive dansk.
Den 22. marts havde Kongen af Preussen fødselsdag. Det blev fejret med en stor militærparade om formiddagen. Og om aftenen var der bal for soldaterne. De dansksindede fejrede den danske konges fødselsdag på Vennelyst. Men de blev jaget bort af de preussiske soldater.
Således gik et år i Aabenraa `s historie under en besættelsesmagt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5. – 02 – 2022
Oktober 27, 2008
Østerbro – langs søerne
Læs om den glemte kirkegård. Og hvad fik pøblen at spise på Ny Vartov – dengang. Og hvad fik de betalende ? Læs også om ”ubehagelige popostød”. Så var det en, der mødte kongen under en gymnastikundervisning. De tørre veje blev vandet. Og så var det kirkegården, hvor man ikke måtte placere gravstene.
Omkring 1600 var der fire hovedveje der førte ind til København:
Ved den sydvestlige ende af Sankt Jørgens Sø omtrent ved begyndelsen af Frederiksberg lå en samling bygninger i 1400 – tallet. Disse var indrettet som hospital for spedalske og opkaldt efter de spedalskes skytsengel Sankt Jørgen. Navnet blev overført til søen.
En tragedie for familien
Det var en tragedie for familien at blive anbragt på Sankt Jørgens Hus. Det var et evigt farvel til familien og en indordning under strenge regler. Hospitalet blev anbragt langt fra byen. Man mente, at der her var bedre muligheder for at isolere de syge.
Et af midlerne til at bekæmpe smerterne, var badning. Derfor blev der indrettet badestuer. Man havde ikke så mange midler. Hospitalet havde sine egne marker. De lå mellem den nuværende Gammel Kongevej, Ladegårdsåen og Sankt Jørgens Sø.
Da Helligåndshospitalet i 1607 flyttede til Vartov uden for byen, ophørte Sankt Jørgens Gård, at være hospital. Kort efter blev den revet ned.
Et epidemihospital, det såkaldte Pesthus blev oprettet ved Sortedams-søen.
Hvilke peblinge, Peblingesøen var opkaldt efter, vides ikke helt nøjagtigt.. Navnet nævnes første gang i 1524, men er sikkert betydelig ældre.
Dæmningen ved Østerbro blev kaldt for Sortedam. Navnet kendes fra 1619.
Den glemte kirkegård
Mellem Sortedams-søen og Nørreport lå i 1500 – tallet en kirkegård. Under en pestepidemi blev ligene begravet der. Senere blev kirkegården ikke brugt så meget mere. Dyr græssede senere på kirkegården. Men det ville Christian den Tredje ikke finde sig i. Han fik kirkegården indhegnet, og det blev indskærpet
for graveren at han ikke måtte
Kirkegården blev udvidet mod øst og i 1628 blev en kirke indviet.
Næsten 250 år senere stødte man på fundamentet, da man begyndte at opføre beboelseshuse mellem søerne og volden.
Ny Vartov
Befæstningsanlægget Ny Vartov lå ved Sortedams-søens nordøstligste del, omtrent der hvor Trianglen i dag ligger.
Bygningerne var omsluttet af en vold, der fra Sortedams-søen gik over terrænet, hvor nu Villemosegade, Ringstedgade, Sorøgade, Odensegade og Blegdamsvej nu ligger.
Christian den Fjerde havde planer om, at hospitalet skulle udvikle sig til et storhospital. Private kunne få oprettet sengepladser for 500 Rigsdaler (1641). De kunne efter betaling frit disponere over disse pladser.
Men ofte gik kongen ind og dikterede, at hospitalet skulle optage forskellige borgere uden ekstra betaling.
I 1643 indførte kongen de såkaldte Vinskænkepenge. En skat på 20 Rigsdaler, som han pålagde borgerne, der tillod sig den luksus, at byde på vin, når der for eksempel blev holdt bryllup. Disse penge skulle komme hospitalet til gode.
Et flot Menukort
Vi kender også menukortet fra den tid. For de betalende så det sådan ud:
Rationerne for de ”almindelig” syge var mere beskeden:
Vartov flytter
Helligåndshospitalet var flyttet ud til det nuværende Hellerup, men fik ikke meget levetid herude. I 1630 flyttede man ud til en ny bygning på Østerbro og tog navnet Vartov med sig.
Men egentlig stammer navnet fra det gamle Rosbæks Møllegård, da den i 1500 – tallet blev omdannet til gæstgivergård. Vartov er plattysk og betyder Pas
på. Den gamle gård ved Rosbæk kaldtes herefter for Gammel Vartov, mens det nye hospital fik navnet Ny Vartov.
I 1625 begyndte man at bygge det nye hospital ved Sortedams-søen, og i 1630 flyttede man ind.
I modsætning til næsten alle andre bygninger uden for portene blev næsten alle bygninger uden for portene afbrændt i 1658. Men det skete ikke for Vartov.
Svenskerne besatte bygningerne. Danskerne forsøgte at beskyde bygningerne fra en pram ude i Sortedams-søen. Svenskerne forlod stedet, og københavnerne besatte det. Patienterne blev nødt til at forlade stedet. De blev lukket ind af Nørreport og anbragt i et hus, man lejede i Pilestræde.
Man havde brug for tømmer dengang i København. Da man ikke kunne skaffe det, begyndte man at ”nedbryde” bygningerne på Vartov. Tømmeret blev brugt til palisader ved Kastellet.
Atter på Østerbro
Patienterne måtte opholde sig i Pilestræde til 1662. Derefter blev de anbragt i Børnehuset på Christianshavn, indtil hospitalet købte en ejendom mellem Farvergade, Vestervoldgade og Løngangstræde, som ligeledes fik navnet Vartov.
Hospitalet havde til huse her, indtil det i 1925 flyttede til Gammel Kloster i Aldersrogade.
Allerede i 1654 omtaltes Østerbro som en ny bydel:
Harboes Have
Efter belejringen 1658 – 59 var bydelen meget medtaget. Voldanlægget omkring Vartov blev sløjfet i 1661. Øst for den nuværende Østerbrogade blev der udgravet fiskedamme. Ved dammene lå to fiskerhuse, Kongens Fiskehus og Stadens Fiskehus. Begge steder var yndede traktørsteder.
Mellem Kongens Fiskedam og Sortedams-søen lå et grundstykke som borgmester Tilus Bülcke i 1670’erne lod fæste af byen. fra 1684 overgik jorden til gehejmeråd Jens Harboe, og blev kaldt Harboes Have. Betegnelsen på grunden var
I 1723 blev grunden solgt til Frederik Holmsted. Han var en af byens store industrimænd.
I 1716 havde han fået kongeligt privilegium til at drive Kattuntrykkeri på en af blegdammene. Dette blev dog nu flyttet ud på den nyerhvervede grund.Da man i 1725 – 1727 rensede søerne standsede man afløbet til Harboes have. Derfor blev man så nødt til at få vand fra Rosenborgs Hoved-rende.
I 1763 købte Iselin & Tutein virksomheden for 15.000 Rigsdaler
Classens Have
Nord for Harboes Have lå en vænge, der blev ejet af justitsråd Toller. Da han blev adlet skiftede han navn til von Rosenheim. Dette var årsagen til navnet Rosenvænget.
I 1668 blev grunden solgt til biskop Hans Bagger. Det var den biskop, vi kan takke for sammenlægningen af alle bededage til Store bededag. I 1736 blev Rosenvænget købt af Pierre Gandil, der anlagde en klædefabrik. Da Gandil døde, blev fabrikken solgt til Peter van Hurk. Han var medstifter af Asiatisk
Kompagni og med til at stifte Kurantbanken.
Året efter blev klæde manufakturet solgt til fabrikskommissær Pierre Frontin. Forventningerne var store, men i 1764 forsvandt han fuldstændig. I 1768 købte Iselin fabrikken.
I 1726 blev en del af Harboes Have købt af Grev Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvig. Han anlagde en hovedbygning på 19 fag i to etager og en bygning på 18 fag.
Kancelliråd J.F. Classen købte grunden i 1755. Det var begyndelsen til den berømte Classens Have. Hans bor, der havde erhvervet grunde i nærheden arvede besiddelserne. I haven lå også den mere mærkværdige end skønne Josteinsborg.
I det 18 – århundrede var Østerbros Allé beplantet med træer. På hjørnet af Citadelvej, den nuværende Classensgade lå Helts Café. Det var et yndet udflugtssted, hvor byens borgere spillede kort eller kegler.
På det modsatte hjørne, Citadelvejens nordhjørne lå Det hvide hus. Husets tømmer stammede fra det skafot, hvorpå Struensee og Brandt en aprils-dag 1722 blev henrettet på Øster Fælled.
Gymnastik blev et skolefag
Mellem Classens Have og Østerbrogade lå på de nuværende gadenumre 50 – 56 en række bygninger, bl.a. et hus, der kaldtes i Dalen, fordi det lå noget lavere end kørerbanen. Bag huset var en dam, en rest fra afløbet fra Sortedams-søen til Harboes Have.
Grunden blev efter 1810 ejet af Victorius Nactigall. Mens han læste teologi, underviste han i gymnastik på Schoubys Institut. En gang så Frederik den Sjette ham undervise i Kongens Have.
Nachtigall opgav sine teologiske studier, da kongen lovede den unge mand, at hjælpe ham med gymnastikken. I 1821 blev han Direktør for Gymnastikken og sørgede for at gymnastik blev indført som skolefag. I 1830 arbejdede han for at også pigerne skulle dyrke gymnastikken.
Rosendalsvej fik navneforandring
Mange brugte Østerbro som landliggere. De boede på Østerbro om sommeren og inde i København resten af tiden.
Familien Tutein afhændede i 1857 Rosendahl til Mozart Waage Petersen som udstykkede grunden. Her voksede bl.a. Rosenvænget op og i 1872 Rosendalsvej, der blev omdannet til Slagelsesgade i 1886.
Sø-etatens Kirkegaard
Fra vejen, der førte til Nørreport lå forlystelsesstedet Stockholm. På den østlige side af Farimagsvejen lå ude mod Østerbro, Kongelige Mayestæts Søetatens Kirkegaard (vore dages Holmens Kirkegård). Den kaldtes dog i folkemunde Skibskirkegården. Den blev taget i brug i 1666, og var egentlig udlagt som fattigkirkegård. Det var dog forbudt at opstille gravsten på gravene. Først i 1794 blev det tilladt at bruge gravstenene.
Indtil 1733 var kirkegården ikke indhegnet, så køer og svin kunne uhindret boltre sig på kirkegården. I 1769 gravede man grøfter omkring kirkegården.
Katuntrykker Hitzinger jord strakte sig over et stort område. Ved siden af lå de fattiges kirkegård. Den blev indtil 1841 brugt af Fattigvæsenet til begravelse af blandt andet koppepatienter. Pladsen blev senere et tilholdssted for lyssky personer, og her blev der opbevaret mange tyvekoster.
På disse grunde opførtes i løbet af 1870’erne høje beboelsesejendomme omkring Bertholinsgade.
Ubehagelige ”popostød”
Johan Behrend skrev i 1839 i det man i dag ville kalde en Københavner – guide:
Kommunehospitalet
Mellem Sortedams-søen og Rosenborg var grøften Peymanns Rende. Her havde vognmand Engelbrecht lejet noget jord til græsning. Da den store koleraepidemi brød ud i 1853 blev en af lejrene opført her.
Koleraen førte også til et nyt hospital uden for voldene. Allerede i 1858 påbegyndtes opførelsen af Kommunehospitalet.
Hospitalet blev forsynet med nymodens moderne sanitære foranstaltning. En virkelig bedrift, når man betænker, at der 40 år senere kun var 1.400 wc’er inden for voldene.
Østerholm
Fra 1720 ejede landbygmester J.C. Krieger hele arealet fra Peymanns Rende til Østerbrogade. I 1760 blev grunden solgt som tre jordstykker og blev kaldt Østerholm.
Den nye ejer var en ret initiativrig tysker ved navn, Johan Heinrich Reeh, der anlagde et gartneri, der blandt andet dyrkede kartofler. Man kaldte ham Kartoffelmanden. Hurtig kom han i strid med myndighederne. Han kunne dog fremlægge tilladelse til anlæggelse af planteskole og beboelseshus på grunden.
Nørreholm
I 1783 overtog Reeh’s søn en del af jorden. Han byggede også et hus på grunden, der blev kaldt Nørreholm. Det var her en del af Kommunehospitalet senere blev opført.
Langs søen blev der plantet en masse frugttræer. Reeh´s svigersøn, Brostrup overtog grunden i 1817. Men i 1828 gik grunden på auktion. Kommandørkaptajn
Schønheyder købte grunden.
I 1835 solgte han den videre til handelsgartner Grimmelstein. Men heller ikke han, kunne få det til at løbe rundt. I 1845 blev grunden igen solgt på auktion. Gartner Meldola overtog. Han udstykkede grunden. Men grundet demarkationsservitutterne afholdt det folk i at købe dem.
Theobald Weber
Grosserer Theobald Weber købte i 1856 grunden. Det var i den tid, stedet ændrede navn til Rørholm. Weber udstykkede i 1870’erne grunden til bebyggelse. Han udlagde 25 alen brede Gader. Weber foreslog selv navnene på gaderne, Gammeltoftgade, Ole Suhrsgade og Rørholmsgade. Borgerrepræsentationen foreslog selv navnet på en fjerde gade, der skulle hedde Webersgade.
Denne Weber var meget initiativrig. Ved Haderslev oprettede han et spejl – og glasfabrik. Til fremstilling af disse spejle benyttede man den grønlandske kryolit.
Dette blev anvendt til udvinding af soda. Sammen med sin bror, lagde han i 1859 grunden til Kryolitfabrikken Øresund. Den blev opført for enden af Vordingborggade – dengang Øresundsgade.
I 1866 trak Weber sig ud af fabrikken. Han rejste til Svendborg, hvor han startede fremstilling af frugtvin. Nævnes skal også Ole B. Suhr, der fra 1856 til sin død i 1875 gennem sit handelshus havde store interesser i kryolitfabrikken.
Arbejdernes Byggeforening
Arbejdernes Byggeforening blev oprettet af en person, der blev stenet ud af Tønder af hjemmetyskere, nemlig lægen F.F. Ulrich. De første af foreningens huse blev bygget på Christianshavn.
I 1880 havde man bygget i alt 319 huse, hvoraf halvdelen lå ved Øster Farimagsvej.
Foran husene lå små haver. Derfor opstod det folkelige navn Kartoffelrækkerne. Hele Østerholm blev bebygget at i alt 480 huse fordelt på 11 gader.
På det gamle skel til Østerholm, længst ned mod søen opførtes i 1894 – 95 Comtesse Moltke’s Pigeskole. Her lå også Østersøgades Gymnasium.
Tørre veje blev vandet
Den sidste grund helt ned til Østerbrogade blev i 1810 ejet af A. Møgelbjerg, senere af vognmand Chr. Velo og i 1853 af melhandler Neijendam. Bygningerne blev lejet ud. Således havde ko-handler Ole Larsen en stald, hvor der blev holdt 60 køer. Herfra blev de drevet til græsning på Øster Fælled. Foruden kostald var der en hestestald med plads til 40 heste.
Den omtalte Neijendam havde en kontrakt med Magistraten, at han skulle vande de tørre veje på Østerbro, men alligevel stod støvet tykt over vejene på Østerbro i tørt vejr.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 25. – 01 – 2022
Oktober 27, 2008
Vikinger i Vadehavet
Historiker tager ofte fejl. Det har de også gjort omkring tidspunktet for, hvornår danerne blev kristne. Kunne man have stået på et dige ved Højer fra år 500 – 1000 ville man kunne have set talrige vikingeskibe. Men var disse vikinger kun hedenske barbarer?
Havde det været et dige ved Højer fra år 500 til år 1.000 ville man herfra kunne se mange vikingeskibe. De ville sejle forbi ude i vadehavet, eller komme inde fra Tønder. Mange ville sikkert også have ligget ved Højer.
Vikinger kunne navigere
De søfarende holdt sig i begyndelsen langs kysterne. Men blev senere mere modige. De bevægede sig ud, hvor de ikke mere havde landkending.
De vidste, at et kendskab til himmellegemes positioner kunne hjælpe dem på deres sejladser på havet. Sejladsen til England krævede at man kunne fastlægge skibets kurs. Også det mystiske Danevirke har sikkert noget med vikingerne at gøre. Dateringen af Nørrevolden viser, at den er dateret cirka år 700.
Togter siden 500’tallet
Allerede i 515 havde den danske konge Hugeleik foretaget et krydstogt til den del af Gallien, der i dag er den hollandske kyst. Omkring 565 omtales danskere i Frankrig. Og omkring år 600 skulle der have været et fælles dansk – saksisk angreb mod Vestfriesland.
De vilde danskere
Fra bispebyen Utrecht opsøgte angelsakseren Willibord i begyndelsen af 700 – tallet danskernes konge Angatur. Forfatteren af denne begivenhed var en af de lærde ved Karl den Store’s hof i Achen, Alkulin. Efter hans opfattelse var danskerne vilde. Nyere forskning viser, at vikingerne også var et godt handelsfolk.
30 danske drenge blev taget med til kristen dåb i Utrecht. Abbeden i Bremen blev informeret om dette. Der var håb for de barbariske danskere.
Den danske konge Siegfred var heller ikke velset hos frankerne. I 772 var Karl trængt ind i Sachsen. Krigen varede i 5 år, og til sidst søgte en af Sachsens høvdinge Widukind sammen med sine trofaste tilflugt hos Siegfred.
Stakkels Frisere
I 804 var Godfred blevet dansk konge. Det var ikke sjovt for ham, at vide, at de nærmeste naboer syd på, var blevet kristne. Han samlede sin flåde og hele sit
rytteri ved Sliesthorp. Her skulle han have bygget en vold. Måske var dette en udbygning af Danevirke?
To store hære stod nu over for hinanden, men det kom ikke til egentlige krigshandlinger. Godfred mødtes med frankerne, men mødet førte ikke til noget. Frankerne grundlagde byen Esesfelth (Itzehoe) som en slags bolværk mod danskerne i 809.
Mens kejser Karl i 810 opholdt sig i Achen, planlagde han et angreb mod Godfred. Men denne havde samlet en flåde på 200 skibe, og gik i land i Friesland. Alle de frisiske øer blev hærget. Også på fastlandet skulle danskerne have vundet tre slag. Friserne måtte betale 100 pund sølv til danskerne.
Interne kampe
Inden Kejser Karl havde fået samlet sin flåde ved Wessers munding fik han underretning om, at danskerne havde trukket sig tilbage. Desuden var Godfred blevet myrdet af sine egne.
En brodersøn Hemming fulgte. Han søgte fred med Kejser Karl. Året efter døde Hemming. Flere meldte sig til kongehvervet, og interne magtkampe opstod. Cirka 11.000 mand faldt i disse kampe.
Harald gik over til fjenden
Harald og Regnfred blev indsat som konger. I 813 holdtes en nyt fredsmøde med frankerne. Men danske stormænd som havde levet i eksil i Sverige var ikke tilfreds med freden med frankerne. Så de overtog magten.
Harald og Regnfred forsøgte flere gange at tilkæmpe sig magten. Til sidst søgte Harald tilflugt hos frankerne. Her havde Ludvig den Fromme overtaget magten. I 815 blev der sendt en frankisk – saksisk – aboderistisk hær af sted for at hjælpe Harald til magten.
Harald gik over Ejderen ind i det normandiske landskab Sinlendi (Sønderjylland). Men ved en ø tre mil fra Fastlandet havde danskerne samlet en Flåde
på 200 Skibe.
Kamphandlingerne sluttede saksernes hærgen i området.
De to munke Ansgar og Autbert
I 817 forsøgte danskerne igen om fred. Årsagen var, at Harald gentagende gange forsøgte med angreb.
Danskerne angreb de nordelbiske saksere. De sejlede op ad Elben og op ad Stör til den frankiske fæstning Esefelth og hærgede hele området.
Flere var dog i mellemtiden gået over til Harald, og Ludvig støttede ham stadig. Den landflygtige Harald lod sig døbe i Mainz. Han havde på sin videre færd to munke med, Ansgar og Autbert.
Masser af vikingeangreb
Det er de frankiske rigs-analer, der fortalte om begivenhederne hos normannerne (jyderne). Og det var åbenbart et magtfuldt folk. Allerede før 700 – tallet
har det eksisteret en stærk dansk kongemagt.
Nord for Holland udøvede Danmark herredømmet. Men også på norspidsen af Britania og Skåne var i danskernes magt. Allerede fra 515 var friserne udsat for
danskernes angreb. Sporadiske angreb fra vikingerne mod den franske kyst er også foregået.
Den angelsaksiske krønike fortæller om, at der i 789 var tre skibe med normannere, der var gået i land ved Portland på Englands sydkyst. Det næste kendte angreb var plyndring af klostret Lindisfarne i det nordøstlige England. I 792 taltes om omstrejfende flåder, der førte hedninger til kysten af Kent i det nordøstlige England.
Havde vikingerne handelstalent?
Vikingerne angreb ofte bestemte steder i Frankrig. Men måske var det en bestemt grund til dette? Lokaliteterne ved Bate – de – Bourgneuf var kendt for deres udvinding af salt. Jo der var ganske givet handelstalent i de barbariske hedninger fra Danmark. Langs Vadehavet blev der også udvundet salt, dog af væsentlig ringere kvalitet end det franske.
Mange vikinger i området
Den store danske flåde i 800 – tallet har sandsynligvis haft en base ved Vadehavet. Sild, Amrum og Föhr var oplagte muligheder. Men hvad med Tønder og Højer? Flere ringvolde er fundet på Sild og Föhr.
Jo, der var mange vikinger i Vadehavet. Historikere mener, at Tønder i 1.000 – tallet havde samhandel med London. Nord for Højer er fundet noget spændende. Men var det nu også fra den tid?
Hvornår kom
kristendommen?
Men det er så mange ting, vi ikke ved.
Men en ting er sikker, og det er, at Harald Blåtand (950 – 986) var den første konge, vi med sikkerhed, var konge for hele Danmark. På hans tid levede danerne på Sjælland og i Skånelandene, jyderne i Nordjylland og normanerne i Sønderjylland. Harald Blåtand har mærket det pres, der kom syd fra – fra den kristne kultur. Derfor opsatte han Jellingstenen, til minde om sin fader, Gorm den Gamle, hvor han skrev, at han havde gjort danerne kristne.
Selv om Harald Blåtand gjorde danerne kristne, levede de i den gamle nordiske ånd mange år endnu. Det var først med Svend den Anden Estridsen (1047 – 1074), at Danmark for alvor begyndte at nærme sig den kristne samfundsform. Men der var lang vej igen. Først omkring 1200 tallet, hvor den store kirke bygnings tid begyndte, kom der for alvor skred i kristendommen.
Omkring år 900 kom der en araber til Hedeby. Hans navn var Al-Tartuschi. Han skrev, at Hedebys beboere tilbad Sirius, bortset fra det lille antal, som var kristne og havde en kirke her. Der var sikkert få, der brugte den. Og måske var den opført, for de købmænd, der besøgte Hedeby.
Efter et vikingeangreb på Andalusien i 844 skulle en digter, filosof og diplomat Al – Ghazal have besøgt Lejre, den daværende danske konge by.
Men det er bare det, at teksten først er skrevet i 1200’tallet af én, som havde læst den. Spørgsmålet melder sig, om Al – Ghazal nogen sinde havde besøgt Danmark. Godt nok, havde han nævnt de rigtige navne på dronningen og kongen, men han påstod at alle danerne var kristne. Det stemmer ikke overens med,
hvad hans landsmand kunne berette meget senere fra Hedeby.
Hvilken betydning havde Møgeltønder?
Sandheden var vel, at man brugte den religion, der passede en bedst. Kristendommen havde særdeles vanskelige kår i starten.
I en artikel her på siden vil du kære læser, også finde ud af, at der var mange hedenske kultsteder langs Hærvejen langt op i tiden. Og hvordan var det lige med Møgeltønder. Omkring år 700 – 800 var besejlingsforholdene sådan, at man kunne sejle direkte til Møgeltønder. Omkring kirken har der været et kultsted fra gammel tid. Var det her, at kristendommen gik i Land?
Runerne
Vi har ikke rigtig noget skriftlig materiale.
Det ældste runealfabet bestod af 24 tegn og kendes fra dansk område fra omkring 200 e.Kr. Omkring 600 år senere slog en anden, forenklet runerække igennem, nu med blot 16 tegn. Det er disse runer, der blev brugt i vikingetiden, sådan som vi kender dem fra de mange runesten i perioden fra 900 – 1050.
Omkring år 1000 er der runesten, der påkalder sig Tors beskyttelse og samtidig indskrifter, der henviser til den nye kristne gud. Stadig i den tidlige middelalder finder man mange nordiske runeindskrifter i bl.a. kirkerne og Jellingestenene.
Vi vender senere tilbage til vikingerne
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 15, – 03. – 2022
Oktober 27, 2008
Tog til Aabenraa
Der var stor diskussion om, hvor øst-banen skulle gå. Fantasifulde planer blev fremlagt. Aabenraa fik både Kreisbahn og Kringelbahn.Det var hvis det samme, men alligevel! Fra Aabenraa organiserede man oprettelsen af Grænsestation Paddeborg.
Kong Christian den Niende måtte ufrivillig over Padborg på vej til begravelse i England. Og så blev han sulten på vejen.
Allerede i 1844 opstod tanken, at forlænge Rendsborg – Flensborg banen mod nord. Man så gerne, at den blev forlænget til Aabenraa. Men planerne gik i stå. I stedet fremmede man planer om en chaussé mellem Aabenraa og Flensborg.
I Haderslev havde man nedsat en komité, der skulle se på planerne for en strækning fra Aabenraa via Haderslev til Årøsund. Men indstillingen gav ikke resultat.
Mange forslag
I Aabenraa var man også optaget af ideen med at etablere en forbindelse fra Vestkysten til Østersøen. I Tondernsches Intelligenzblatt gjorde man opmærksom på Lister Dyb. Her mente man, at der var stabile indsejlingsmuligheder. Herfra kunne forbindelsen gå via Højer og Tønder til Østkysten.
Men resultatet af alle undersøgelser blev, at man begyndte at etablere en dokhavn ved Husum. Dette arbejde måtte stoppes på grund af krigen. Der havde også været planer fremme om en forbindelse fra Flensborg til Læk, og så skib fra Læk å ud til Vesterhavet.
En anden rute skulle gå fra Rendsborg over Bov, Neder Jersdal til Viborg.
I 1852 fremkom en plan med en forbindelse fra Ballum til Aabenraa. Dette vakte især interesse i England. En forbindelse fra Hjerting skulle føres over Ribe til Aabenraa, og herfra skulle der være dampskibsforbindelse syd om Fyn til Korsør. Den engelske ingeniør Peto mente, at der sagtens kunne skaffes penge til strækningen Flensborg – Tønning. Denne bane blev allerede taget i brug i 1854.
Bitter strid mellem Haderslev og Aabenraa
Bladet Dannevirke foreslog en jernbane fra Aabenraa, Haderslev til Kolding og op af de østjyske byer til Frederikshavn. En mængde andre forslag så dagens lys. Men senere havde Dannevirke sin tvivl om en jernbane kunne komme til Aabenraa på grund af terrænvanskeligheder. En bitter strid mellem Aabenraa og Haderslev opstod om, hvor jernbanen skulle gå.
Aabenraa henviste til byens fortræffelige havn. I Haderslev argumenterede man for, at byen var den tredje-største i Slesvig, men også havde et kæmpe opland.
Syrlig artikel i Dannevirke
I 1861 kunne man i Aabenraa tilslutte sig en linje Vamdrup – Vojens – Rise – Skovkro med sidebaner til Haderslev, Aabenraa, Løgumkloster og Tønder.
Alt tegnede efterhånden til en østlig bane med om muligt en sidebane til Aabenraa. Dette afstedkom en syrlig artikel i Dannevirke:
Forbindelse til Aabenraa
Stambanen til Aabenraa skulle ifølge kontrakten med Peto være færdig inden 1. juli 1868. Det skulle i Aabenraa anlægges en jernbane af en såkaldt 2. klasse. I Aabenraa var der naturligvis glæde, men Dannevirke fortsatte den negative kritik. Den 15. april 1864 kunne afsnittet fra Flensborg til Rødekro åbnes, og strækningen fra Rødekro til Aabenraa kunne først åbnes nogle år senere
Kleinbahn des Kreises Apenrade
Kredsene i Aabenraa, Sønderborg og Haderslev anlagde fra 1898 en række lokalbaner efter den preussiske småbanelov af 1892.
De preussiske statsbaner havde ellers et stort overskud på hele 26 mio. Mark, men finansminister Johannes von Kiquel ville ikke stille penge til rådighed for lokale baner. Det måtte man selv finde ud af. Men så fremsatte man Gesetzes über die bahnen unterster Ordnung (Lov om jernbaner af sekundær betydning).
Her skulle man ikke overholde de strenge sikkerhedskrav som på hoved-strækningen.
Det var herredsfogederne og deres afløsere fra 1889 som politimyndighed amtsforstanderne førte tilsyn med stats – og kredsbanerne Kravene til sidebanernes udstyr var blevet lettet. Banerne var anlagt dels af private, dels af kredsene, både som normalsporbaner og smalsporbaner.
Banernes opgaver var i første omgang at sikre de tysksindede kredshovedsæder. I Aabenraa holdt Åbenrå Amtsbaner kun til 1926. Da banen blev oprettet i 1899 hed den Kleinbahn des Kreises Apenrade. Og den holdt helt til 1926.
Æ Kringelbahn
Der blev anlagt to strækninger med en samlet længde på 85,8 km. Den første, som åbnede gik fra Aabenraa til Gråsten.
Den anden, som åbnede den 8. maj 1901 gik fra Aabenraa over Hovslund til Løgumkloster. Strækningen til Løgumkloster havde et noget kringlet forløb, og det således ikke underligt, at den i folkemunde fik navnet Æ Kringelbahn.
Bedre blev det ikke at Amtsbanestationen i Hovslund lå umiddelbart vest for statsbanestationen og var en “rebroussementsstaion” – dvs. at togene kørte ind på stationen sydfra og fortsatte sydpå ud af stationen, så lokomotivet skulle rangeres ned i den modsatte ende af toget. I Løgumkloster lå amtsbanestationen
umiddelbart nord for statsbanestationen.
Dårligt materiel
Banerne blev drevet i driftssamarbejde med Flensburger Kreisbahn indtil 1920. Amtsbanens hovedkontor lå i Aabenraa sammen med remise. Sammenlignet med Haderslev og Als var Aabenraa banerne dårligt udrustede. Lokomotiverne var såkaldte Trampbahnlokomotiver. Det var sporvejslokomotiver og deres trækkraft var meget begrænset. I passagervognene var der ikke elektrisk lys. I stedet anvendtes det i hele jernbanens levetid olielamper.
I lighed med de andre kredsbaner, var der i tilknytning med stationerne indrettet en stationskro, så stationsforstanderne kunne få en lille biindtægt.
Efter 1. Verdenskrigs afslutning var Aabenraa Amts Jernbaner i en dårlig forfatning. Under krigen havde jernbanen fragtet store gods – og personmængder, både militære og civile. Den uheldige linjeføring af den nordlige bane, betød at trafikken ikke var overvældende.
Kort efter nedlæggelsen den 31. marts 1926, begyndte DSB en normalsporet forbindelse mellem Rødekro og Løgumkloster.
I det kuperede og smukke terræn på Løjt land kan man endnu se dæmninger og nedskæringer efter jernbanen. Turen af den gamle amtsbane fra Aabenraa forbi Knappen kan varmt anbefales. Det er en af de smukkeste strækninger i Sønderjylland.
10. Trafiksektion køber hus
Efter Genforeningen blev bygningen Store Pottegade 6 købt af DSB. Den skulle bruges som administrationsbygning. 10. Trafiksektion flyttede dog en kort overgang til både Tinglev og Rødekro. Da DSB overtog kørerplanen førte det dog ikke med det første til mere trafik. Der var kulmangel.
Men man fik ret hurtig travlt. Det skete i forbindelse med genforeningsfesterne. Dampfærgen Fyn fra Lillebæltsoverfarten var dirigeret til Aabenraa. Den sejlede festdeltagerne herfra til Folkefesten i Dybbøl og tilbage igen.
Grænsestation Paddeborg
En af de store opgaver for trafiksektionen i Aabenraa var at få grænsestationen Paddeborg til at fungere. Her måtte man i hast anskaffe telt-pavillioner. I løbet
af to år kostede det statsbanerne 200.000 kr. Godstogene mellem Paddeborg of Vamdrup blev indtil 1921 kørt af tyske lokomotiver og tysk personale.
I planerne indgik også bygningen af to viadukter, ny-anlæg af amtsvejen (Nørregade til Bov-vej), og en forlægning af Tørsbøl – banen.
Protest fra lodsejere
Der var behov for ekspropriation, som medførte kraftige protester fra de lokale lodsejere. Men der kom ekstra gang i boligbyggeriet på Nørregade i Paddeborg. Der skulle skaffes boliger til det nye banepersonale. I forbindelse med sommerkøreplanen 1924 skiftede stationen navn til Padborg.
Kongen, der blev sulten
I november 1925 døde Christian den Niende’ s datter Alexandra i England. Kongen havde besluttet at deltage i begravelsen. Han var rejst med salontog fra København via Fredericia til Esbjerg.
En forrygende snestorm med efterfølgende islag bredte sig over hele landet. Telegrafledninger faldt ned over strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg.
I Fredericia måtte baneledelsen meddele kongen, at toget ikke kunne føres videre til Esbjerg. I samråd med kongen blev det besluttet at rejsen skulle føres videre til Hamborg via Padborg.
Trods vanskelige forhold grundet snestormen lykkedes det at få kontakt med ledelsen i Rødekro. Her måtte man i hast tage til Rødekro for at ledsage kongen til Padborg. En sovevogn, der egentlig var beregnet til Padborg – Aalborg, blev taget ud af driften. Den skulle spændes på kongevognen.
Undervejs fra Rødekro ytrede kongen ønske om mad fra Padborg til fortæring videre syd på. Det blev så Papa Las, den mangeårige restauratør i Padborg, der i hast måtte smøre nogle solide kongelige klemmer.
Den nye Padborg Station
Officielt blev den nye Padborg station taget i brug med tog 2907 den 28. maj 1924 kl. 5 om morgenen til Lunderskov. For Bov Kommune var anlægget af grænsestationen et sikkerhedsnet. Masser af uniformerede bosatte sig i grænsekommunen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5.02.2022
Oktober 27, 2008
Søerne foran Nørrebro
Et omfangsrig Metro – byggeri vil ødelægge idyllen omkring søerne i meget lang tid. Fiskeri kunne straffes med ophold på Bremerholm. Færgefart blev overvejet. Og syrebåde sejlede lystigt på søerne i fire måneder af året. Der har været forsøgt at bygge mange broer og dæmninger over søerne. Når der var is på, ja så var det dømt skøjteløb. Man gik ikke rundt om søerne, når det havde regnet. Man sank i til knæene. Se denne artikel er fra 2008. Og da vi løb ved Søerne, kom vi igennem hele tre bydele.
I 1624 skriver Christian den Fjerde i et brev om Peblingedammen:
De mange broer og dæmninger
I 1658 kan man se på et kort, at der er en dæmning tværs over søen. Midt på dæmningen var der en bro. I begyndelsen af det 18. århundrede måtte broen ofte repareres. I 1721 forsøgte Magistarten at få kongen til at betale en grundmuret bro, men først i 1728 lykkedes det i forbindelse med søens rensning og regulering at få forbedret broen på Magistratens bekostning.
Træværket blev fjernet, og hele dæmningen blev muret op med kantsten. Midt på, blev der lavet en såkaldt vindbro. Denne bro blev fornyet i 1779.
I Adresseavisen kunne man læse følgende:
I 1800 var der stadig en bro midt på dæmningen. Senere var denne bro forsvundet, men gennemsejling under dæmningen.
Behovet for en større bro over Sortedamssøen meldte sig efterhånden som der kom mere bebyggelse til Nørrebro. Der skulle også gøres plads til sporvognen, der siden 1867 kørte til Bragesgade.
Nørrebroe – Broen
Flere projekter blev kasseret. Man blev dog enig om Vilhelm Dahlerups projekt til en ny Nørrebroe Broen. Den blev bygget i 1885 – 87, lidt sydligere end den gamle. Hermed opnåede man, at Frederiksborggade, broen og Nørrebrogade kom til at følge i en lige linje. Det blev et meget solidt bygningsværk opkaldt efter Christian den Niendes dronning.
Søpavillionen
I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening stiftet. I 1885 fik de tilladelse til at benytte den sydlige del af Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler om tilladelse til at opstille interimistiske træbygninger til Condotori og Aftrædelsesværelser for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne
blev givet under forudsætning af, at bygningerne blev fjernet, når skøjtesæsonen var over. Bygningerne stod som regel ved Nørre Søgade.
I 1893 sendte man en ansøgning for opførelse af en permanent bygning, der skulle indeholde både restauration, bestyrelsesværelser, kontor samt værelser til skøjteløberne. Her kunne man klæde om og forfriske sig efter strabadserne. I 1894 stod den nye bygning Sø-pavillonen færdig. Meningerne omkring bygningens udformning var delte.
Fredens Bro
Det varede længe inden Fredens Bro var en realitet. Inden da havde man et forslag fremme om færgefart over søen. En murermester ville bygge en træbro og forlange 2 øre pr. person, der passerede broen. Men disse forslag blev afvist. I 1878 var der en smal træbro på stedet, men kun beregnet for gående.
I 1887 blev broen afløst af en dæmning anlagt af fabrikant Hanborg, der havde startet en maskinfabrik, der senere skulle blive til Titan. Han forsøgte at få koncession til en sporvognslinje. Men forhandlingerne trak i langdrag. Problemet var, at linjen skulle gå over militært område på Fælleden.
Dæmningen blev i 1904 afløst af den nuværende Fredens Bro.
Badebroer og lysthuse
Efter de store reguleringer i 1720’erne skete der noget omkring søerne. Nogle steder havde ejerne fået tilladelse til:
Jeg skal indrømme, at det danske sprog dengang, var kryptisk. Men det betød, at badebroer og lysthuse voksede ved vandet. Problemet var, at Vandvæsnet havde ret til selve Dosseringen.
Da man atter i 1790’erne stod for en ny rensning, markerede man søernes grænse med nedslagning af pæle.
Krigskommissær Smith tilbød i 1790’erne at rense Peblinge – og Sortedamssøen imod at få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han
var ikke tilfreds med ordningen, fordi det var vanskeligheder ved at komme til græsset på Blegdamssiden. Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne, men man måtte godt blege tøj.
For velhavere blev det en trend, at leje sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt opholdssted. Masser af badebroer blev bygget. Ro-ture var almindelig på søerne.
Fiskeri var forbudt
En fisketur i ny og næ, kunne det også blive til, selv om fiskeri officielt var forbudt på søerne.
I 1786 indrykkede forpagteren af søerne en advarsel i Adresse-avisen, at han nu havde:
I 1631 var straffen for fiskeri på Skt. Jørgens Sø indsættelse på Bremerholm. Det var også almindeligt, at der på Christian den Femte’ s tid var skydeøvelser ud over Peblingesøen. Man skulle skyde efter et ”billede”, der var sat op midt i søen.
Ballonopstigning af ”privat karakter”
Der var mange fornøjelser dengang. Således var der fra Blegdam nummer 2, ballonopstigning af privat karakter.
Godt nok havde man stier langs søerne, men man skulle ikke gå på dem, når det havde regnet. Så ville man sænke ned i knæene. Vi må håbe, at det ikke skete for Søren Kierkegaard, der ofte spadserede her på udkig efter sin elskede.
Selvmord
Digteren Jens Baggesen overvejede at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Baggesen havde ikke til det daglige brød. Men han kunne alligevel ikke.
Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.
Petroleums – og Promenadebåde
Købmand E.M. Olesen fik meget modvillig tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken, og motorerne var nu heller ikke så driftssikker. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på strækningen Nørrebro – Gothersgade.
Nye både blev kaldt De elektriske Både. Man reklamerede med, at passagererne fik frisk luft. Man kunne også leje såkaldte Promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.
Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre. I 1903 blev Syrebådene afløst af benzinmotorer. Det var usædvanlig mange passagerer i betragtning af, at man kun måtte sejle 4 måneder om året. I 1911 var der 207.100
passagerer, i 1916 var der 350.000 passagerer.
Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen lå i en lille havn ved Peblingesøen ud for Baggesensgade. Herfra kunne man tage på krydstogter på søerne. Fra 1960 var det også tilladt at besejle søerne med sejl.
De mange fester
Skøjteløb og søerne hørte sammen. Ved en skøjteløberfest den 4. februar 1871 var banen oplyst af burelys. Dette var dog ikke et engangsfænomen. Først langt senere blev banen i perioder oplyst permanent.
I 1894 ved den senere Frederik den Ottende’ s og Kronprinsesse Louises sølvbryllup blev der arrangeret et stor sø-fest. En udstillings-by med pæle i vandet var en af de mange ideer. Der skulle være hængende haver og landingsplads for vandflyvere.
Og nu bliver idyllen ødelagt af det meget omfangsrige Metro – byggeri. En løbetur omkring søerne vil slet ikke blive det samme mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 1. 04. 2022
Oktober 27, 2008
Sabotage i Aabenraa
Det lykkedes for Holger Danske gruppen at ødelægge Hamag, men anslaget mod Aabenraa Motorfabrik mislykkedes. Fiaskoen i Aabenraa fik katastrofale følger. Flere sabotører døde, 20 blev anholdt og nogle der var med i planlægningen døde i KZ – lejre. Det var stikkere, der var medvirkende årsag til de katastrofale følger. Men en af de værste stikkere kunne nøjes med 2 ½ års fængsel efter krigen.
Modstandsbevægelsen havde kig på to værnemagerfabrikker Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik) og Hamag. De lavede flyvemaskinemotorer og undervandsbådsreservedele.
Holger Danske var betænkelig
Aktionerne skulle have fundet sted natten mellem den 4. og 5. februar 1944. Kigger man i publikationer er der modstridende oplysninger om hændelsen, og de ting der fulgte efter. Man var lidt betænkelig ved situationen på grund af de mange hjemmetyskere. Det var fortrinsvis Holger Danske folk fra Varde og Horsens, der stod for aktionen. Overretssagfører Boeck var initiativtager og politimester Schlanbusch var involveret.
Men længe inden aktionen fandt sted var det tyske sikkerhedspoliti alarmeret (SD). Nogle af sabotørerne blev indkvarteret i Styrtom. De stod af lige ud for Sølyst Kro, der blev ejet af en meget fanatisk hjemmetysker. Når en masse fremmede personer pludselig dukker op, og nogle med store kufferter, vækker det mistanke.
Planlægningen foregik i Styrtom Man havde skaffet 20 bomber. En plan over Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik) havde man skaffet fra politiet. Vagterne skulle overmandes, og derefter skulle der under udvalgte maskiner lægges bomber.
17 deltagere drog afsted
Folkene blev sendt af sted to og to hen ad midnat. Man samledes ved Brundlund Slot, hvor man mødte 4 lokale deltagere, der ikke havde været i aktion før. 17 deltagere gik nu mod fabrikkerne, der lå i nærheden af hinanden. På vejen mødte man en politibetjent, der kiggede forbavset. Men han foretog sig ingenting.
Skyderi fra danske betjente
Hos Hamag var der ingen sabotagevagter. Da man pludselig hørte skud fra Callesens Motorfabrik forsøgte man at fremskynde planerne.
Fem af otte drejebænke blev ødelagt. Skaderne beløb sig til en værdi af 40.000 kr. Der skete en del glasskader og andre mindre skader på de omkringliggende bygninger. Da man trak sig tilbage, hørte man på ny skyderi fra Callesens Motorfabrik (Aabenraa Motorfabrik). Man løb tilbage mod Callesen for at bistå kammeraterne. Nu kommer tyskerne, blev det råbt. Skyderiet skyldtes syv politibetjente, der efter aftale fyrede deres pistoler af i luften.
Sabotørerne blev hørt
Adgangen til Aabenraa Motorfabrik skete igennem en meget svær, barrikaderet port, bag hvilken to bevæbnede sabotagevagter holdt vagt. Denne vej kunne man ikke komme ubeset. Planen var derfor, at komme ind via nabogrunden, Sønderjyllands Frøforsyning, og dermed overraske vagterne. Men der var anbragt en masse skrot, så det var ikke foregået helt lydløst. Dette havde muligvis alarmeret vagterne. Fra en af bygningerne kunne sabotørerne høre:
Ingen bomber blev antændt
En af sabotørerne skød låsen op med sin maskinpistol. Og inde i lokalet lå de to sabotagevagter ligblege på gulvet, uskadt men angsten kunne læses i deres øjne. På bordet lå telefonrøret.
Kort efter, at bombeholdet var gået i gang, meddelte gadevagten, at politiet var ankommet. To mand holdt politiet op. Disse meddelte, at der var stationeret 50 tyske marineinfanterister i byen, og at de sikkert var blevet alarmeret af skyderiet. Det fik Gadevagten til at meddele, at tyskerne var på vej.
Bombeholdet meddelte, at den lunte, der skulle tænde 6 serieforbundne bomber ikke tændte. Dette resulterede i, at ingen af de andre bomber tændte.
Tyskerne overtog sagen
Af politirapporten kan man læse, at der blev affyret flere skud, da sabotørerne trak sig tilbage. Evakuering af fabriksbygningen og naboejendommen blev iværksat. I den ene gavl af fabriksbygningen boede en familie.
Først ti minutter senere dukkede tyskerne op, og overtog sagen.
På flugt
En gruppe af sabotører gik over markerne mod Styrtom, en anden gruppe gik langs banelinjen mod Rise. Efter planen skulle de forskellige sabotører
i løbet af næste dag søge til forskellige jernbanestationer og derfra søge videre kontakt. Da fiaskoen var gået op for sabotørerne blev man enige om at forsøge igen. Den ene skulle forsøge at skaffe sprængstof i Fredericia.
Flygtet fra Gestapo
Den tyske sikkerhedstjeneste fik masser af rapporter fra såkaldte Vertrauensmänner (stikkere). Det resulterede også i anholdelse af den sabotør, Jens Jørgensen, der skulle hente sprængstof i Fredericia. Han blev ført til den tyske værnemagts-kommandantur på Storetorv. Her lykkedes det ham at slå en
Gestapo-mand ned og stikke af. Men der blev skudt efter ham, og han blev ramt i ryggen. Men han nåede dog at forsvinde.
Overretssagførerens kone anholdt
Overretssagfører Boeck, som havde været en af initiativtagerne til aktionen nåede i sikkerhed og flygtede senere til Sverige. Men hans kone blev arresteret af Gestapo. Hun blev først fængslet i Aabenraa Arrest, dernæst på Staldgården i Kolding, siden Vestre Fængsel, Horserød og Frøslev. Hun blev først løsladt efter 8 måneder.
Pastor Kroager involveres
Jens Jørgensen forsøgte at nå frem til Tinglev. Han var hårdt såret. Ved et lykkeligt sammentræf mødte han tre af de flygtende sabotører på en skovsti. I et hus fik han smertestillende piller og bestilte en taxa til Tjæreborg. På et tidspunkt bliver taxaen standset af to uniformerede tyskere. Panikken bredte sig, men de ville bare spørge om vej.
Jens fik husly hos en nabo til pastor Kroager. Selv om præstegården i anden anledning var fuld af tyskere lykkedes det for Kroager og naboen at redde situationen.
Slaget ved Styrtom
Ret hurtig fandt tyskerne ud af, at huset i Styrtom eller nærmere Sdr. Chaussé i Aabenraa, hvor en stor del af sabotørerne opholdt sig, var interessant. Der var som sagt mange stikkere i Aabenraa. Nogle af dem blev dømt efter krigen til mellem 10 og 20 års fængsel. Men fik ikke afsonet dem alle. De blev som så mange andre, benådet.
Pludselig dukkede to tyske biler op ved ejendommen. Ejendommen og udhusene blev gennemsøgt, og husbestyrerinden blev skudt.
Feldtgendarmeriet, som var indkvarteret på det nærliggende Sølyst Kro, kom ret hurtig frem til huset. Sabotørerne blev opdaget, og Gestapo åbnede ild. En af sabotørerne, Klaus blev ramt i benet. Det lykkedes at flygte over markerne mod vest. Den ramte sabotør besvimede og blev taget over skulderen hos en anden.
Hos nabogården fik man fat i nogle cykler, og den sårede blev forbundet. Men ret hurtig blev de omringet, og taget med til garnisonen i Aabenraa. Under kampene var en af sabotørerne blevet dødelig såret
Værtinden var stikker
Også værtinden på Sølyst Kro var stikker, og blev dømt efter krigen. I huset i Styrtom fortsatte Gestapo med at torturere og tæske indehaveren i flere timer.
20 anholdte
Efter episoden var der panik i modstandsbevægelsen. Mange måtte gå under jorden, og det var svært at komme i kontakt med hinanden. En masse modstandsfolk i Varde og Horsens, der havde forbindelse med aktionen i Aabenraa blev efterfølgende anholdt. Der meldes om helt på til 20 anholdte.
I ly i Aabenraa
En person, der var meget efterstræbt af modstandsbevægelsen, Pelving tog i april 1944 ophold i Aabenraa. Han blev beordret af Gestapo til ikke at vise sig på Sjælland mere. Hans logi hed nu Hotel Deutsches Haus. Hans kone og barm blev indlogeret hos hendes forældre, der boede på Tøndervej.
Pelving blev allerede tidlig under besættelsen sat i forbindelse med det tyske sikkerhedspoliti. Fra 1924 til 1931 var han ansat ved paspolitiet i Kruså og Padborg.
Radiosender i
Højer
Han fik også ordre til at rejse til Højer, for at etablere en radiostation. Det meste af december måned 1944 havde han lejet et hus i Ballum. Grunden til at der skulle etableres en radiostation var, at man anså en allieret invasion nord fra som meget sandsynlig.
I sin bil fik Pelving også installeret et anlæg så han kunne kommunikere med andre agenter.
Dagligt besøg hos svigerforældrene
Om dagen opholdt han sig mens han var i Aabenraa på Tøndervej. Han sov dog enten på Hotel Deutsches Haus eller Stadtteater, der var under fast tysk bevogtning. Pelvings svigermor havde bedt naboen om at holde inde med støvsugningen, når radiotransmissionerne begyndte, som regel kl. 11 om formiddagen. Men nettet strammede sig om Pelving. Modstandsgrupperne ville gerne have fat i ham, så man bad ham indstille sit arbejde.
Den værste af alle stikkere
Han traf chefen for Gestapo – tjenestestedet i Aabenraa, Heinrich Voigts. De fandt ud af, hvad Pelving kunne beskæftige sig med. Ja han blev faktisk Gestapo-chefens chauffør. Den 17. oktober deltog han i en aktion i Rise, hvor tre unge mennesker blev anholdt.
Han kom også i kontakt med chefen for det lokale SD – tjenested, Oberstürmführer Köhnert. Resultatet blev, at han kom til arbejde i kommandantskabet i Frøslevlejren.
Der kendes til et attentatforsøg mod ham på Toldbodvej i Padborg, men det mislykkedes. Det menes, at Pelving deltog i mindst 40 aktioner med udgangspunkt fra Frøslevlejren og fra Aabenraa. Sønderjyderne betragtede ham som den værste af alle stikkere.
Levede i Aabenraa – til sine dages ende
Retten dømte ham til 16 års fængsel, men anklageren ville have straffen skærpet. Landsretten stadfæstede dommen den 29. februar 1948. Men allerede den 30. august 1950 blev Pelving benådet, og løsladt fra fængselsafdelingen på Kærshoved-gård.
Han bosatte sig demonstrativt i Aabenraa, og gjorde ingen hemmelighed ud af det. Helt frem til 1995, hvor han døde som 96 – årig, kunne man slå op i telefonbogen: Pelving, Max radiotelegrafist. Men han havde jo også ”udstået” sin straf – 2 ½ års fængsel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 27, 2008
Modstandsbevægelsen i Aabenraa
Mange gange blev Modstandsbevægelsen i Aabenraa optrevlet. Tre gange måtte man starte forfra. En sabotageaktion fik tragiske følger. Internt i modstandsbevægelsen fulgte en del uoverensstemmelser. Jernbaneaktioner var den største aktivitet.
Det var ikke alle, der var tilfredse med regeringens samarbejdspolitik med tyskerne under besættelsen. Mange mente, at den var for eftergivende.
En kreds fra 1940
I Aabenraa var det handelsmedhjælper Hans Mørup, der tog det første initiativ til modstand i Aabenraa.
Fra august 1940 samlede han 12 – 15 mand, der jævnligt holdt møder. De diskuterede situationen i Danmark, og hvordan, man kunne ændre den. Man dannede en kreds. En af måderne var fysisk uddannelsen af ungdommen. Derfor blev der oprettet en terrænsportsafdeling. De kom i kontakt med Dr. Phil Vilhelm La Cour. I foredrag og pjecer fortalte han om sin modstand mod besættelsesmagten.
Nye flugtveje skulle findes
En aprildag 1942 bankede en norsk student tilfældig på pastor Siegfred Rishøjgaard i Rise. Studenten havde været aktiv krigsdeltager. Han var blevet taget
til fange af tyskerne og var flygtet fra dem. Pastoren tog studenten med til kredsens møde den 9. april 1942. Der skulle findes husly og en flugtvej til ham. Dette var kredsens første egentlige aktion i en række af andre.
En række sønderjyder, der nægtede at indtræde i tysk krigstjeneste måtte hjælpes af vejen. I efteråret 1943 gik kredsen ind i arbejdet med illegale blade. Det var dog overretssagfører Holger Boeck, der organiserede den første sabotage i Aabenraa. Den omtales i artiklen Sabotage i Aabenraa.
Mange grupper blev etableret
En række småaktioner forekom i perioden fra 1941 til august 1943. Modstandsbevægelsens Region 3 havde hovedsæde i Aabenraa. Herfra havde man forbindelser til det illegale arbejde i Haderslev og Tønder. Her var Terrænsportsafdelingen også aktiv.
Efterhånden fik man aktive grupper i Løjt Kirkeby, Hellevad, Bolderslev, Rødekro, Sdr. Hostrup, Røllum, Kruså, Tinglev og Gråsten.
I april 1944 kom der våben og sprængstof til Aabenraa. Aktiviteterne kunne nu for alvor begynde. Den første sabotageaktion fik sørgelige konsekvenser. Et sammentræf af misforståelser og uheldige omstændigheder fik alvorlige følger.
Alarmering
Den 30. april 1944 fik farver Jacobsen besøg af oberstløjtnant Vagn Bennike. Sidstnævnte var leder for Jylland. Anledningen for besøget var, at BBC den foregående aften havde udsendt kodeord for kommende aktioner. Disse kodeord havde man ikke fået udleveret i Aabenraa. Besøget afstedkom, at andre afdelinger i en fart skulle alarmeres.
Natten til den 1. maj sprængte Aabenraa – gruppen otte telefonpæle syd for Rødekro og en dobbeltmast til en højspændingsledning. Andre steder i Jylland skete det samme. Alle aktioner var rettet mod tyskernes kommunikationssystem.
Modstandsfolk arresteres
Da oberst Paludan – Mûller blev dræbt i Gråsten fik tyskerne pludselig adgang til mange af modstandsfolkene. Obersten var leder af Grænsegendarmerne.
En masse arrestationer fulgte, og en masse våben blev konfiskeret, 55 geværer, 30 maskinpistoler og 98 kg sprængstof m.m.
Regionsledelsen blev nærmest opløst. Det lykkedes dog ret hurtigt at få en ny organisation på benene.
90 mand aktive
I maj 1944 udkom første udgave af det illegale blad Budstikken. Midt i august 1944 ankom en ny sending våben og sprængstof til Aabenraa. Og den 9. september ankom en ladning på 3 – 400 kg sprængstof, som blev opbevaret på Hjordkær Station.
En række aktioner fulgte på jernbanenettet. Jernbanebroer, skinner og sporskifter samt materiel blev ødelagt ved sabotageaktioner fra Padborg i syd til Hovslund i nord. Fra august til oktober 1944 var der tale om 26 aktioner.
I september 1944 udgjorde modstandsbevægelsen 90 mand i 15 grupper. Seks kasser med våben ankom og blev opbevaret på sygehuset under dække af at være beredskabskasser til Det Civile Luftværn.
Nye arrestationer
En ny arrestbølge i dagene omkring 5. oktober ødelagde atter en gang organisationen. I regionens område konfiskerede tyskerne 2 tons sprængstof, 253 maskinpistoler og 61 maskingeværer. Også depoterne på sygehuset og Hjordkær blev opdaget.
Atter en gang måtte det hele begynde forfra. De forskellige bydistrikter fik tildelt bestemte strækninger på banenettet. Men sabotageaktionerne blev sværere. Tyskerne forstærkede deres bevogtning af skinnerne.
Skår i organisationen
Men der var skår i organisationen i Aabenraa. Det kneb med samarbejdsånden og nogen fulgte sig forbigået. Atter engang blev der sent våben og sprængstof til Aabenraa. Fra midt i december til 26. april blev der foretaget 16 aktioner.
Frihedsrådet etablerede såkaldte lokalkomiteer som først og fremmest skulle være formidlende. Det skete efter tilskyndelse fra England. Disse lokalkomiteer og modstandsbevægelsen havde ikke altid de samme interesser. I overensstemmelse med Frihedsrådet oprettede Modstandsbevægelsen Det Sønderjyske
Råd. Opgaven var blandt andet at tage sig af efterkrigsproblemer.
Man tog efter kapitulationen del i grænsebevogtningen, hele 1.700 mand fra regionernes bydistrikter, deltog.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 5.02.2022
Oktober 27, 2008
Dengang i Højer
Hvor gammel er Højer egentlig? Kirken omtales i 1200, byen i 1231. Nord for byen boede mennesker for 5.000 år siden. Højer Herred blev formindsket ved ”vandflod”. Ballade om kirkens tilhørsforhold.
Det var vel midt i 1960’erne at vi fandt cirka 50 glasplader indeholdende motiver fra Højer – dengang. Fundet blev gjort oppe på loftet, helt op under taget hos tante Annelise og Onkel Kedde i Nørregade, sidstnævnte også kendt som Kedde Smaj Jeg havde besøgt mine kusiner Christel og Elke.
18.000 glasplader
Hvordan de glasplader var havnet der, var der ingen, der vidste. Glaspladerne stammer sikkert fra Laurids Mathiesen. Han havde urmager – og guldsmedeforretning i Mellemgade. I Lokalhistorisk Arkiv har man en bestillingsliste omfattende 18.000 billeder. En stor del af disse glasplader opbevares på Institut for Sønderjysk Lokalhistorie i Aabenraa.
Det var altid hyggeligt at komme ind hos Mathiesen og blive tæjn a. Man blev anbragt i en høj stol, hvorefter Mathiesen gik bag om et højbenet apparat, stak hovedet ind under det sorte klæde og indstillede linsen. Så kom han frem igen:
Han forsøgte at få de helt rette udtryk frem. Hvis nu man syntes, at det hele var lidt komisk, og begyndte at grine, kunne Mathiesen finde på at sige:
Ja så havde man også muligheden for at blive foreviget foran et bagtæppe med et skovparti.
Hvor gammel er Højer?
Dengang spekulerede jeg på, hvor gammel Højer egentlig er. Det er der faktisk ingen der ved. Man har fundet en jættestue, der er 5.000 år gammel nord for Højer. Den blev af praktiske grunde anbragt foran Kiers Gård. Og netop her har man fundet rester af en trælleborg fra vikingetiden. Kirken i Højer nævnes allerede omkring år 1200.
Noget tyder på, at Højer er en meget gammel by. Besejlingsforholdene var også gode for fladprammede både.
Højer i 1231
På skrift omtales Højer første gang i 1231 som Høthærsherred, oversat Højer Herred. Navnet Høthær er tvivlsom. På oldnordisk findes et tilsvarende ord, som betyder jord. Bondebyen lå på en bakke, der hævede sig over det flade land.
Højer Birk
I Ribe Oldemor fra 1340 opføres under Højer Herred: Hjerpsted, Ballum, Højer, Emmerlev, Skast samt det nu forsvundne Vester Anflod. Højer var en selvstændig Birk. Måske var Birken udskilt af Højer Herred.. Allerede i 1498 nævnes Jens Boesen som herredsfoged og birkesfoged.
Birkeretten bestod af birkefogeden og 8 rådmænd som var udnævnt af amtmanden efter forslag fra Højer flække. Tingskriveren var protokolfører. Birkeretten holdt sit særlige tinglokale
i Højer, faktisk der, hvor Ohlsens Hotel senere lå. Ved kirkegårdsmuren på Torvet lå en skamme-pæl med halsjern.
De ældste gårde
En af de ældste gårde er Højergård på Torvet. Det er en tidligere fri-gård fra 1437. ja så skal jeg også lige nævne Poppenbøl. Ikke fordi, at min mor har tjent her, men fordi gården stammer helt tilbage fra 1443. Af en opgørelse fra 1581 viser at der i Højer var 49 selvbjergede med 88 folk, 7 fæstegårde med 12 folk og 104 Kådnere. Det lyder ikke af meget, men efter datidens
forhold, udgjorde det dog en anseelig størrelse. I 1757 hærgedes byen af to påsatte brande, der satte byen tilbage i udviklingen.
Formindsket ved ”vandflod”
Det hedder sig, at Højer Herred blev formindsket ved vandflod, og dels ved at enklaven Ballum blev kongelig. Men helt let var det nu ikke. For enkelte ejendomme i Skast, Emmerlev og Sønder Sejerslev tilhørte Schackenborg, som jo var en “Kongerigsk enklave”
Trøjborg havde også besiddelser i Skast, Emmerlev og Sdr. Sejerslev.
Og for at gøre det endnu mere forvirret, så tilhørte Frederikskog og Rudbøl Kog, Møgeltønder Birk. Først i 1853 blev disse indlemmet i Højer Herred. Herredsfogeden i Højer Herred var allerede i 1400 – tallet også birkefoged.. Fra omkring 1713 havde Tønder og Højer fælles herredsfoged. Fra 1867 blev herredsretten ophævet.
Fra gammel tid var der en kommunal herredsrepræsentation. Højer havde 3 og Tønder 2 herredsfuldmægtige. De blev foreslået af herredsfogeden og udnævnt af amtmanden.
Tingsteder
Højer Herreds tingsted synes fra gammel tid, at have ligget i Emmerlev. Her nævnes Galgeagre fra 1683 og Tinghøj fra før 1770. Fra omkring 1770 blev tinget for Højer Sønder Herred holdt i Højer, mens tinget for Nørre Herred blev holdt i kroen ved Emmerlev Kirke. Senest var der tinghus på Højkro. Dette blev nævnt omkring 1854.
Kirken i Højer
Højer Herred tilhørte fra gammel tid Ribe Stift, og var en del af ærkedegnens provsti. Efter delingen i 1544 kom herredet under Hertug Hans. Men det skete først efter en del strid. Endnu i 1564 visiterede Ribe – bispen, Poul Madsen i Højer Kirke. Nogle få år senere forbød Hertug Hans præsten i Højer, at svare:
Kirken kom under hertugens overhøjhed og blev kort efter lagt under Slesvig Stift. Ærkedegnen beholdt sin ret til at høre kirkeregnskabet sammen med de fyrstelige amtsskrivere, dog kun til 1668. Da blev opgaven overtaget af provsten i Tønder.
I 1860 – 1.041 indbyggere
Omkring 1770 var der i Højer by – 160 huse og 765 indbyggere. Det var 21 gårdbesiddere under Tønder Amt, 118 Kådnere og 28 inderste.
I 1799 blev der gravet en kanal gennem vaderne til den daværende ladeplads syd for Højer. Efter dige-byggeriet 1861 indrettedes en anden anlægsplads på Vidåens nordside inden for diget, og en anden uden for diget. Sejlløbet blev gentagende gange uddybet.
I 186o boede der i Højer 1041 indbyggere. Efter 1864 fik tyskheden bedre betingelser i byen. I 1867 var der kun 71 danske stemmer mod 186 tyske. Også i 1920 var der tysk flertal.
Mange stiftelser har jordbesiddelser
Interessant er det, at så mange forskellige stiftelser fra Tønder havde så meget jord u i æ kou.
Digerne
Tænk hvis vi ikke havde digerne ved Højer, så ville det være katastrofalt for Tønder. Halvdelen af arealet i det gamle Tønder Amt ligger under 10 meter. Kom der en ordentlig stormflod ville disse egne sikkert ligge under vand. Det oprindelige Højer dige fra rigsgrænsen ved Siltoft til Højer blev opført 1859 – 1861. Længden var 6,6 kilometer. Inden i er der klæg af en god kvalitet. Hele 6 veje fører frem til dette dige, deriblandt 3 såkaldte katastrofeveje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 7.12. 2021
Oktober 27, 2008
Mad fra Tønder
Min mor lavede fantastisk mad. Vi fik ”Pille Knastel” suppe, ”Hamborg Melma”. Og i Strucksallé blev der slagtet. Læs om hvad vi fik
”Daue, narre og unden” Engang havde Tønder 34 bryggerier – på en gang. Læs om min mors kogebog og de andre sønderjyske kogebøger. Du kan også læse noget om “Æ Brun Neisgaff”, “Hvidkålsbyttel”, Sylt og Surrib.
Flere sønderjyske kogebøger efterlyses
Selv her i København kommer der folk og spørger efter bøger om Sønderjysk kaffebord og Sønderjyske Opskrifter. Men der er ikke rigtig noget at få i øjeblikket. Så mon ikke forlagene skulle tage, at gøre noget ved det. Min artikel om netop Sønderjysk kaffebord er netop kravlet op i Top 10, af mest sete artikler på denne side. (Obs: denne artikel er fra 2008, så den gamle redaktør er ikke mere i boghandel)
Maden hos far og mor
Ja egentlig kunne denne artikel også have heddet Sønderjyske Specialiteter og dog. Jeg tror, at nogle af disse retter, jeg omtaler, kun findes i den vestlige del af Sønderjylland.
Hvad fik vi at spise derhjemme i Østergade, Strucksallé, Lærkevej og når vi var på besøg på Brofennen hos mor og far? Ja min mor lavede aldrig Solæg. Det lærte jeg først at kende, da jeg kom til Aabenraa på De tre Makreller.
Risengrød med hvidtøl var noget vi fik lørdag middag. Her fik vi også ofte Æggekage med Brød. Nogle gange også med vælling. Det kunne også være, at vi kun fik pandekager, men hvilke pandekager. Åh ja, sulten var vi aldrig.
I påsken var det tradition for, at vi fik “Skiddenæg”, hårdkogte æg, lagt i en opbagt hvid sennepssovs.
“Hamborg Melma”
Blev vi sulten mellem måltiderne, kunne vi få et fedtebrød, vel om mærket med hjemmelavet fedt.
Vi kunne også få en Hamborg – Melma (mellemmad). Det var en klap sammen mad bestående af et stykke franskbrød og et stykke rugbrød, klappet sammen med brun farin.
I begyndelsen fik altid varm mad til middag. Men det blev lidt upraktisk, når for eksempel jeg var på handelsskole, og de andre havde lang skoledag på Kommuneskolen. Så det endte med at vi fik varm mad om aftenen. Ja inden det blev lavet om fik vi “Dawe, Unden og Nare”
”Pille Knastel” og andre supper
Vi fik Flensborg Suppe, en slags velsmagende vælling. Lidt mere speciel var Pille Knastel Suppe. Det var med Sago, svesker og husblas. Det var en slags ”glo
– suppe”.
Forskellig slags grød, som jeg aldrig har fået siden serverede hun også. Vandgrød og Kærnemælksgrød var nogle af de mange slags. Sidstnævnte var særdeles velsmagende. Det var Hvidkålssuppe også.
“Hvidkålsbyttel” var også en af mine yndlingsretter. Det var hakket kød med hvidkål i en form. Det var blandet med smør, fløde, salt, muskat og peber.
Hjemmeslagtning
Dengang var der ikke noget der hed fødevarekontrol. I hvert fald ikke på samme måde som nu.” Ue i æ Kou” blev svinene slagtet hos Opa og Oma. Så fik vi enten et helt eller halvt svin ude i Strucksallé. Den blev så transporteret på Opa´ s knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer. Den arvede jeg for øvrigt.
Ja og så skete den videre forarbejdning hjemme i køkkenet på Strucksallé. Det var altid en speciel stemning og duft over det. Så blev der lavet medisterpølse, fedt leverpostej og meget mere. Det jeg så ikke brød mig om, var blodpølse og blodpølse. Det havde også en meget slem duft. Vi fik alle sammen tildelt arbejdsopgaver.
Ja, og så blev der lavet “Sylt og Surrib”
Dengang var min far også kasserer i murerforbundet i Tønder. Og når murerne kom og skulle have deres dagpenge, ja så skete det også, at de fik noget slagtervare med hjem. Engang imellem kunne det også blive til en ål. Ja den kom næsten af sig selv. Min Opa fangede mange af dem omkring Højer Sluse. De blev så, når han havde afleveret dem, anbragt i en balje under køkkenbænken. Så skete det en gang imellem, at de forsøgte at finde friheden. Så kravlede de over køkkengulvet. Det var utrolig hyggeligt
Ikke noget med fisk
Indrømmet – Jeg vil ikke fortælle så meget om fisk. Jeg blev kureret som ung. Når jeg var på besøg hos “Oma og Opa u i æ Kow”, ja så blev der serveret ål morgen, middag og aften. Enten røget, kogt eller stegt.
Jeg ved godt, at min familie elsker stegt ål med masser af snaps. De inviterer aldrig mig. De ved, at jeg siger tak for indbydelsen, jeg kan ikke komme.
Dengang valfartede familien blandt andet til Æ Høj Kro til Sat Ål.
34 bryggerier på en gang
Ja tænk engang var der 34 bryggerier på en gang i Tønder. Jo de kan godt lave øl i Sønderjylland. I Aabenraa hed den bedste øl lavet af ”egen humle” “Æ Kykkelhan”
Men jeg havde forleden den glæde at smage på en af Fuglsangs mange gode øl. Det var endda gratis. Under et foredrag på Æ Synnejysk Ambassade
i København blev der sponseret gratis øl til mig som foredragsholder. Jeg kommer gerne igen. Det var en oplevelse. Nej artiklen er ikke sponseret af Fuglsang. Men hvis der er nogle folk fra det bryggeri, der læser dette, kan de godt sende mig en venlig tanke.
Når vi nu er ved denne afdeling, så husker jeg også helt tilbage fra min barndom, at der blev serveret Kaffepunch. Nederst i koppen lagde man en mønt (en skilling). Derefter hældte man kaffe i koppen, indtil man ikke kunne se mønten. Så hældte man snaps eller rom i kaffen indtil man kunne se mønten.
Ren Romgrog var heller ikke at foragte. Varmt vand med sukker og en god slat rom. Det skulle så helst være Hansen Rum fra Flensborg.
De første sønderjyske kogebøger
Min mor havde en bog, hvor hun havde skrevet sine opskrifter. Det var med gotisk skrift. Hun havde sikkert fået dem, da hun var i hus på Poppenbøl, i Niebüll eller andre steder. Og nogle af disse opskrifter har jeg gengivet her på hjemmesiden. Den første sønderjyske kogebog var sikkert den, der blev udgivet i
Sønderborg i 1830. Den havde den meget ”sigende” titel:
Fra Aabenraa kom der i 1862 denne bog:
Og så har Inge Adriansen skrevet Sønderjysk koge – og Bagebog. Men den er desværre udsolgt. Hun skrev også en om det sønderjyske kaffebord. I øjeblikket findes der en bog af Siegfred Lenz om det sønderjyske kaffebord, men det er mere erindringer om et overdådigt kaffebord.
Nu må vi ikke glemme, at der er lavet en udmærket sønderjysk kogebog af Sven Erik Ravn. Det er også en historiebog. Den indeholder 176 opskrifter.
Før og efter støbejernskomfuret
Der er stor forskel på kosten før og efter støbejernskomfuret. Og særlig i Sønderjylland var der påvirkninger sydfra. Men også fra de oversøiske lande, og dette skyldtes den livlige søfart i det sønderjyske.
Øllebrød – Gule Ærter, Æbleflæsk og Grønlangkål stammer fra tiden før 1860. Dengang tørrede, saltede og røgede man maden for at konservere den.
Komfurer, kødhakkemaskine og mælkecentrifuger betød, at kosten ændrede sig.
Før var det rugbrød og øl til en kost, der var præget af kartofler og mælk. Nu fik man også sovs, stuvninger og klar suppe med boller og kogt kød. Det sidste var typisk søndagsmad.
Æ Brun Neisgaff
Margarine og roesukker var billigere end smør og rørsukker. Retterne blev federe og sødere. Brunede Kartofler, Brunkål med flæsk blev meget velset i Sønderjylland.
Det var for resten også nationalspisen for “Æ brun Naisgaff i Løgumkloster”(Det Brune Næsehul) Det var en snustobak-forening, der hvert år i min ungdom samledes i snustobaksforeningens hovedstad, Løgumkloster. Vi mødte op i brunt tøj, og fik serveret den kostelige ret.
Suramsuppe stammer fra Suram, som blev dyrket i haverne i Østslesvig. Den kunne også spises med svesker. Vi fik den også i Tønder, men vi kaldte den noget, jeg ikke mere kan huske.
Henkogning og syltning
Både min mor og især min Oma brugte henkogning og sukkersyltning. Fantastisk marmelade og henkogning blev fremstillet. Budding med rød sauce var en af mine yndlingsretter. Røget svinehoved og Grøntlangkål var en typisk julespise omkring Tønder.
De gode pølser fra Sønderjylland
Det specielle ved Tønder og resten af Sønderjylland er de meget gode pølser, der kommer herfra. I Tønder var det fra slagter Marcussen og Albrechtsen. Men både i Højer, Aabenraa, Haderslev og Sønderborg var der favorit – slagtere.
De mange pølser og røgvarer kom egentlig med tysk uddannede slagtere, der kom til Sønderjylland efter 1864.
Ringriderpølsen er også et begreb, man ikke kender andre steder fra. De bedste findes i Aabenraa. De er i familie med den tysk/østrigske Brattwurst.
Det var mærkeligt at skulle rejse fra Tønder, og så få noget som smagte ganske anderledes. Det første chok var i Århus, hvor jeg tilbragte min glorværdige militærtid. Og så langt senere præsenterede en kæreste mig grønlangkål på lollandsk. Det var en sær oplevelse.
Opskrifter også her på siden
Jeg er sikker på, at du kære læser, har fået appetit til de sønderjyske specialiteter. Men her må jeg lige henvise til andre artikler her på siden. Mange af de sønderjyske retter og det sønderjyske kaffebord kan forbindes med den sønderjyske
kultur.
Jeg er sikker på, at Turistbranchen kunne skaffe opmærksomhed ved at servere Egnsretter fra Tønder. Modsat så tror jeg, at kulturen omkring Det Sønderjyske Kaffebord bliver ødelagt ved den måde man lancerer dette på. Turisterne tror, at det hedder Sønderjysk kaffebord, fordi de tror, at det er sønderjyske opskrifter. Man glemmer at fortælle, hvorfor det hedder sønderjysk. Og så glemmer man helt at fortælle om værtindens vigtige rolle under serveringen, samt den kultur der foruden i forsamlingshusene opstod ude på landet i Sønderjylland i forbindelse med kaffebordet.
Jo vi oplevede skam i min barndom en del af det rigtige kaffebord. Det er nu engang ikke bare at servere et stort kagebord. Det er ikke Sønderjysk Kaffebord.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 15. – 03. – 2022
Oktober 27, 2008
Lov og ret i Aabenraa
Den sidste rakker i Aabenraa forsøgte at være ”sårlæge”. Det syntes barbererne var en dårlig ide. Masser af torturinstrumenter var der også i byen. Læs, hvordan ”æslet” blev afskaffet. En borgmester blev myrdet, og en masse dømt. Men var det justitsmord? Retssystemet kan i dage virke besynderligt. Man brugte også ”tegn fra oven”.
Rakkeren var renovationsmand
Datidens bøddel var også renovationsmand. Han skulle fjerne og begrave alle selvdøde katte, køer, heste, svin og får. Han skulle også sørge for natrenovation. Han var renovations – entreprenør og leder af byens destruktionsanstalt, dvs. den såkaldte rakkerkule.
Dengang for cirka 200 år siden løb der svin frit om i de snære gader, hvor de rodede efter alt, hvad der blev smidt ud til dem.
Dengang havde man ikke dagrenovation. De fleste smed bare køkkenaffaldet ud. Så kunne svinene og hundene fornøje sig med dette. Svineriet i de gamle byer har været voldsom.
Bøddelen boede uden for byen
Bøddelen blev betragtet som uærlig. Folk kunne og ville ikke omgås ham. Bødler var oftest gift med døtre af bødler. Oftest var det velstående folk, som havde gode kontrakter med byens styre. Og faktisk var de uundværlige.
Men beboerne så ned på disse rakkere. Med familie og svende boede bødlen oftest uden for byen. Man mente i folketroen, at man selv blev besmittet og blev uærlig, når man rørte ved dem, eller noget der tilhørte dem.
Med frygt og bæven gik man forbi bøddelens bolig, især når man havde dårlig samvittighed. På væggen hang bøddelsværdet, og hvis de klirrede, når man gik forbi, var det varsel om, at man skulle ende sine dage for bøddelhånd. Derfor var det heldigt, at huset oftest lå uden for byen.
Den sidste rakker i Aabenraa
Til den sidste rakker i Aabenraa byggede byen en bolig. Det var Nygade 42. Her boede bøddelen Hinrich Christopher Røseler. Han var skarprettersøn fra Ahrensböck, gift med en skarpretter – datter fra Tønder og fader til tre døtre. Han gav sig også af med at være sårlæge.
Men det var ikke så godt, for dermed greb han i de ærliges bartskærens lavsrettigheder. Derfor gik byfogeden til Røselers hus for at forbyde ham lægevirksomheden. Byfogeden blev fulgt af de ophidsede barberer. Men Røseler havde skærmet sin dør, og skønt byfogeden gik løs på den med en jernstang, lykkedes det ham ikke at komme ind. Dette skete i 1786. To år senere i 1788 døde Röseler.
Enken bad om, at fortsætte virksomheden. Men byens råd besluttede, at man ikke mere ville have en bøddel, Røseler blev den sidste. Uden for byerne lå rakkerkulerne. I Aabenraa lå den, der hvor Frydendal nu ligger.
En rakker fra Haderslev
En skarpretter havde man alligevel brug for, derfor skrev man kontrakt med Julius Beseler. En kontrakt fra 1864 viser, at han boede i Haderslev. Han havde fået tilsagn om en årlig ydelse på 30 lybske mark.
Borgmester og råd forlangte, at han skulle møde og forrette sit embede med sværd, reb, hjul og ild..
Torturmidlerne fandt almindelig anvendelse ved de ”pinlige forhør”. Det skulle også virke præventivt for at skræmme skarnsfolk fra onde gerninger. Bøddelen forlangte for sådan en forretning 5 mark.
Hvis en skulle jages ud af byen så kastede det tre mark. En udvisning af en person, der ikke kunne ”tåles” af byen, kostede 12 skilling. Udvisning af byen var dengang en frygtet straf. Det overgik blandt andet utugtige kvinder, men man jagede også besatte ud af byen. Man havde den opfattelse, at sindssyge var besat
af djævelen som straf for skjulte ugerninger.
Mange gøremål
Hvis en selvdød hest, en okse, køer eller andet stort kvæg skulle skaffes af vejen, kostede det ejeren 24 skilling. Hvis det skulle nedgraves på stedet i ”kobbel, humlehave eller gårdsplads” måtte rakkeren nøjes med det halve.
For at rengøre fængslet fik han 8 skilling. En rengøring havde nok været en sjældenhed. Men det kunne være at lugten nåede op ril 1. sal i Rådhuset til borgmesteren.
Også kirkegården omkring Skt. Nikolai var mester Beseler underlagt. Hans svend skulle flittigt holde tilsyn heroppe, og sørge for at løse svin ikke rendte rundt og rodede. Ser han et, skal han skyde det.
For tømning af natspande var der ingen fast pris. Det blev aftalt med grundejerne.
Torturinstrumenter
Når man i 1750 ville ind til Aabenraa, kom man ind af datidens Tøndervej ned over Saltbjerg, forbi Bispens Enemark, langs skovbrynet ind i Rugkobbel, ind til Langebro – og så enten forbi Brundlund Slot ind gennem Slotsgade eller ind til Bolbro. Forbi Søndermølle ind gennem Søndergade, ja så kom man til at betale
en lille afgift.
Foran slottet stod æslet. Det var det straffemiddel, som man nordpå kaldte træhesten, og som bondeplagerne mest yndede. Foran Rådhuset stod kagemanden,
fuld af farver med forsynet med jernringe til at fastholde ”forbrydere”.
I Rådhusets kælder var stokken dvs. Fængslet, hvorfra de ulykkeliges råb om hjælp måske tonede frem, hvilket ikke var mærkeligt. Her var der mange, der blev slået i jern, dvs. Lænket til muren.
Oppe på Arnsbjerg prangede galgen, retfærdighedens strengeste straf. Her dinglede den døde krop under tværstokken, måske omgivet af høje stager, den såkaldte stejle, måske også et hjul. Det var et vognhjul fastgjort øverst oppe på lange stokke, hvorpå henrettedes parterede legeme var føde for de sultne ravne.
Havde man ærinde på Rådhuset, og hørte man de fængsledes råb, kunne by-skriveren måske forklare det med, at mestermanden – dvs. Bøddelen – var i færd med at bruge tommelskruerne på en forhærdet synder, som ikke ville bekende, og derfor måtte underkastes pinligt forhør.
Æslet blev afskaffet
Æslet i Aabenraa blev afskaffet i 1788. Og det skyldtes en husmand i Varnæs. Denne husmand, Hans Finck var blevet vred på herredsfogeden, som så havde klaget til amtmanden, von Schmettau. Han dømte Finck tre gange en time i tre på hinanden følgende dage at ride på æslet foran Brundlund.
Finck klagede til overretten i Gottorp, men overretten stadfæstede dommen. Men Finck gav ikke op. Han skrev til kongen, og det vil jo i praksis sige kronprinsessen.
”Kongen” svarede den 24. oktober, at både amtmanden og overretten i Gottorp havde haft ret til at dømme, som det var sket. Kongen vidste godt, at æselridt var almindeligt i Aabenraa Amt, men at den burde afskaffes. Straffen kan forvandles til vand og brød.
Det var en alvorlig advarsel til amtmanden, og Finck kom 14 dage på vand og brød i Brundlunds kælder. Og aldrig mere, var der nogen i Aabenraa, der skulle ride på æslet.
Den mærkelige rettergang
Rettergangen i middelalderen var anderledes end vor tids. I dag må en mand ses for uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det vil sige, at bevisbyrden tilfalder anklageren.
I middelalderen skulle en anklaget sværge sig fri. Det skete med en Tylfer – ed. En tylft betyder 12 mand. En anklaget skulle møde med 5, 11, 17 eller endnu flere medembedsmænd, når han ville sværge sig fri. Han selv udgjorde så den, der manglede ½ tylft, en hel tylft, 1 ½ tylft. Man førte ikke i vor tids forstand vidner.
Det tør jo nok siges, at være et farligt system. Hvis du var medlem af Sct. Knuds – gildet kunne man nøjes med det halve antal ”eds-mænd” af, hvad almindelige borgere skulle præstere. Nogle gange var det nødvendigt at bruge to sprog. Befolkningen kunne ikke tysk, som øvrigheden.
Drukneprøven
Hvis man var mistænkt for at være heks, skulle man gennem Drukneprøven. Hvis kvinden, der var bunden sammen på hænder og fødder, nedkastet i vandet – flød ovenpå, så var hun i ledtog med den onde og brændtes på bålet. Hvis hun sank til bunds, var hun ikke heks, men altså desværre druknet.
Tegn fra oven
Man brugte også begrebet tegn fra oven. Her brugte man en seerske som hjælper. Således også en gang i 1618, da et lille barn var kommet af dage i Lorentz Martensens hus. Barnets fader, Jørgen Vægter hævdede at Martensen eller en i hans hus havde slået barnet ihjel. Byfogeden pålagde da Maria Seerske, at hun skulle skaffe et vidnesbyrd fra Gud om, hvem den skyldige var. Skønt Marie bad ved barnets lig om, at Gud skulle åbenbare, hvem der var at straffe, viste det sig intet tegn.
Byfogeden og de seks ”sandemænd” (nævningeting) dømte, at et dejtrug, der var faldet ned, var skyld i barnets død.
Tinget i Aabenraa
Fra gammel tid holdtes tingmøderne i Aabenraa hver mandag. De skulle begynde ”god tid på dagen”. Det skete, fordi folk helst ikke skulle have for meget kückelhahn (berømt Aabenraa øl)og brændt vin, så deres udsagn blev for omtågede.
Når et ting skulle holdes, blev der slået fire stokke i jorden. Arealet inden for disse, var fredet.
Ting – møderne blev holdt udendørs indtil 1664, hvor man indførte en rådhus – ret. Man fortsatte med at bruge tylftered. Det var ikke så ligetil at afskaffe en gammel indgroet og hævdvunden vane, selv om den var urimelig.
Borgmesteren myrdet
Ved Jørgensgård Led blev borgmester Claus Esmarch den 22. april 1610 skudt af Jørgen Skytte. Rygtet bredte sig hurtig. Det var borgmesterens svigerforældre og måske endda hans egen hustru, der stod bag mordet.
Hertugen beordrede et pinligt forhør af de mistænkte.
Anna – tvunget ind i ægteskab
Som ung kom Claus Esmarch i huset hos amtsskriver Wolff Kalundt, der boede ved Posekær. Esmarch blev ansat som sekretær. Såvel amtsskriveren som hustruen, en datter af biskoppen i Slesvig holdt af den unge mand. Derfor sagde de også ja, da han ønskede at ægte deres datter, Anna Kalundt. Hun måtte lystre sine forældre, selv om hun havde en anden i tankerne.
I 1603 blev Kalundt afskediget som amtsskriver og Esmarch blev hans efterfølger. Rygterne ville vide, at han havde misbrugt embedet til egen fordel.
Hustruen var utro
Esmarch blev i 1608 udnævnt til borgmester. Han nåede at anlægge en ny kaj lige ned for Østergade, en kaj, der efter den tids sprogbrug, blev kaldt Skibbro. Han var meget energisk, men på det private område gik det ikke så godt. Hans hustru var ham utro, og det var kendt i byen. Hans svigerforældre var også blev fjendtlig stemt over for ham. Det kunne hænge sammen med, at han ikke ville hjælpe dem. Han mente, at de skulle sætte tæring efter næring.
Tvunget til tilståelse
Under tortur tilstod Kalundt, at han havde været i ledtog med den berygtede og fordrukne Hellevad – præst. Kalundt tilstod, at han havde betalt Jørgen Skytte, for at dræbe Esmarch, at han havde brændt Esmarchs testamente og nogle breve, samt bortfjernet hans sølvtøj.
Margrethe Kalundt tilstod, at datteren var blevet besvangret af sin elsker. Hun havde ved hjælp af stærke urtedråber dræbt fosteret, og derfor født ved abort. Endelig tilstod hun, at datteren mange gange havde bedt sine forældre om at skaffe hendes mand af vejen.
Var det justitsmord?
I juni skete henrettelsen. Wolf Kalundt blev hængt på Arnsbjerg og hans afsjælede legeme parteret og lagt på hjul og stejle. Margrethe Kalundt blev halshugget samme sted og samme dag.
Pator Jørgen Lund var forsvundet og herredsfoged Bartram Jensen blev senere henrettet som meddelagtig i mordet. Om de reelt var skyldige, og om det var justitsmord ved man ikke.
Anna Esmarch blev ”benådet”. Hun blev ganske vist landsforvist og frataget al sin ejendom.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: