Artikler
September 13, 2009
Her blev Thomas, vores ældste både døbt og konfirmeret. Dåben skete en uge før han blev konfirmeret. Og det skete i forbindelse med en ungdomsgudstjeneste. De unge havde selv valgt musikken. Det var virkelig en oplevelse. Jo Pastor Levin forstod at engagere de unge mennesker.
Indviklet historie
Stakkels de skolebørn, der skal lære Aabenraas historie at kende, for den er ret så indviklet.
Aabenraa har siden Valdemar Sejr været købstad. Den nævnes dog ikke i hans jordebog fra 1231. Byretten stammer fra 1335, men inden har stedet i århundreder været handelsplads.
Første gang byen nævnes er i et kongeligt privilegium for Løgumkloster i 1257. her fremgår det, at byen hører under kongen. Allerede 1259 pantsættes den til bisp Niels af Slesvig.
Middelalderen igennem tilhører byen forskellige herrer. I 1335 og 1366 nævnes den sønderjyske hertug. Inden sin død tilhørte byen dog Valdemar (den Fjerde) Atterdag, men derefter hørte den ind til 1404 igen de holstenske grever.
Samme år fik Dronning Margrethe den i sin besiddelse. Efter en belejring og en erobring i 1429 vendte byen tilbage til de holstenske grever. Ved delingen i 1490 blev byen en kongelig del. Da borgerskabet forblev tro mod Christian den Anden, blev byen i 1524 indtaget og plyndret af Frederiks lejetropper.
Aabenraas kirker
Det middelalderlige Aabenraa havde to kirker, Sct. Knud og Sct. Nicolai. I byens nærhed lå Sct. Andreas kapel og Sct. Jørgensgård. Sct. Jørgens-kirke
skal vi senere beskæftige os med.
Og Kirken på Søndertorv tilhører Sct. Hedwig Søstrene. Den blev opført i 1937, tårnet kom først på i 1957 – 58. Dem vender vi tilbage til i en selvstændig artikel. Artiklen her er skrevet mange år tilbage. Vi har senere skrevet om stedet som sygehus, behandlingssted og kloster.
Sct. Knuds Kirke
Aabenraas første kirke lå antagelig der, hvor ejendommen Skibbrogade 7 nu ligger. Denne kirke er sandsynligvis brændt i 1247, da store dele af Aabenraa blev hærget af brand i kampen mellem brødrene kong Erik Plovpenning og hertug Abel.
Dengang hed gaden Østergade. I 1700 tallet fandt man skeletrester i området, hvilket tyder på, at her har ligget en kirkegård omkring Sct. Knuds Kirke.
Det ældste Aabenraa er antagelig opstået ved Mølleåens udløb i Aabenraa fjord. Og det var her i nærheden, at der blev opført en lille kirke. Men denne kirke har ikke eksisteret i mange år, og om den var viet til Sct. Knud er også usikker.
Sct. Andreas Kapel
Kapellet lå syd for byen på en høj, der senere blev kaldt Kapelbjerg. Kapellet var viet til fiskernes patron. Den var meget lille og bygget af træ. Der vides ikke meget om dette sted, omkring reformationen blev bygningen revet ned. Det kunne måske have været byens første kirke og bygget mens stedet endnu kun var
fiskerleje.
Sct. Jørgensgård
Sct. Jørgensgård lå nord for byen. Det er sandsynligvis identisk med det hospital i Aabenraa, der betænkes i Knud Snubbes testamente (1279 – 83). Hospitalet rummede et kapel, der synes at have været i brug til ca. 1592. Stiftelsen, der ejede en del jordegods tjente i den sidste tid som fattiggård, men forlenedes fra 1546 til fyrstelige betjente.
Omkring 1596 lagdes jordegodset under slottet og omkring år 1600 blev det tidligere kapel nedrevet.
Sct. Nicolai
Efter katastrofen i 1247 gik man i gang med at genopbygge byen. Byen fik en erstatning fra kongen. Byens retsområde blev udvidet og kirke og gejstlighed fik tilkendt jorden ved den daværende by-grav og nordpå til æ Pytgye.
Aabenraas nye sognekirke blev viet til de søfarendes skytsengel Sct. Nicolaus. Og dog – måske var det også en anerkendelse til biskop Niels (Nicolaus)
i Slesvig, der bidrog meget til byens udvikling.
Den nye kirke blev ikke placeret samme sted, men nord for byen på toppen af morænelers-bakken. Måske havde man allerede dengang øje for at byen ville vokse. Men hele middelalderen lå den enkle en-skibede korskirke uden for selve byen.
Første gang vi hørte om kirken fra skriftlige kilder skete omkring 1360. I begyndelsen var det en meget lille kirke.
Beviser for en vold
Udgravninger under Mutter Stallbohms hus, der indtil 1949 stod på hjørnet af Store Pottegade og byens hovedgade, gav beviser for, at der har været en vold og en grav nord for kirken. Det er sandsynligt, at kirken i ældre tid har været befæstet.
Sandsynligt er det også, at der har ligget en kongs-borg på stedet, måske bygget af Valdemarerne.
Opførslen af kirken er begyndt omkring 1250 og er sket i to omgange. I 1641 er der sket en udvidelse af kirken.
Antagelig er en del af kirken brændt i 1610, hvor det meste af Aabenraa brændte. I 1908 skete der en større restaurering på kirken. Og det samme var tilfældet i 1949 – 1956.
Kirken har haft flere tilbygninger, bl.a. et ben-hus på vest-skibets sydside. Ifølge Dansk Atlas skal dette ben-hus have haft indskriften:
Foran vest-skibets syddør har der været et våbenhus, kaldet Karn-hus.
Prædikestol fra 1565
Orglet er selvfølgelig fremstillet af det lokale Marcussen & Søn. Prædikestolen er fra 1565 men udvidet i 1641. Lydhimmelen er udført i 1626. Det fremgår af en indskrift på topstykket. To af felterne bærer slægterne Sehesteds og Rantzaus våben.
Altertavlen er fra 1642. Under et lem i koret findes et gravkammer med indskrifter fra 1684.
Standuret i sakristiet er bygget i 1744 af den lokale urmager Peter Green.
I kirken findes en mindetavle over 295 mænd fra Aabenraa, der faldt i krigen i 1914 – 1918. I kirkens tagrytter hænger tre klokker. Den ældste er fra 1613. de to andre er ophængt i 1921 til erstatning for de klokker, som i 1917 måtte afleveres til omsmeltning, så metallet kunne anvendes til krigsbrug.
Døbefonden har en granitkumme og hviler på en med dyrefigurer ornamenteret senromantisk fod som menes at stamme fra den før reformationen nedrevne kirke i Bjerndrup.
Marianer
Præsterne ved Sct. Nikolai kaldtes efter jomfru Maria for marianer De havde et calender-hus, det vil sige et mødested. I dette hus modtog de bispen, når han var på besøg. Her har præsterne rådslået om kirkens sager. Her har de også dømt i ægteskabssager, den såkaldte tamber – ret. Præsterne har også plejet deres broderskab.
Der var i alt syv præster tilsluttet dette Marianer – samfund. En for hver alter i kirken. De har haft en ret anselig position. Hver af dem havde således sin egen præstegård.
Den første evangeliske præst
Reformationen gennemførtes i Aabenraa ti år tidligere and i kongeriget, nemlig i 1526. Den første evangeliske præst kom til byen i 1540. Han kom fra Brandenburg og hed Johannes Bruhn. Hoved-præste-boligen var endnu beboet af sin katolske indehaver. Johannes Bruhn viste så meget hensyn, at han indrettede en ny bolig i Kolstrup.
Ved delingen i 1544 var Aabenraa tilfaldet Gottorperne, under hvem byen lå til 1713. Det meste af byen brændte i 1610. Her blev kirken også ramt. I 1612 bygges et nyt klokketårn
Calender-huset
Calender-huset blev nu gildehus, med andre ord forsamlingshus for Sct. Knuds-gildet. Dette gilde bestod sikkert af byens rigeste mand. Det var også dem,
der stod for byens styre, inden der kom rigtigt bystyre. Det gamle calender-hus brændte i 1610.
Kirkebog bevaret
I 1631 begyndte provst Hübschmann at føre kirkebogen. Og denne er bevaret. Den giver et godt indblik i bylivet i Aabenraa. Sct. Nicolai kirke blev udvidet, og på et kort af Johannes Mejer ses det tydeligt, at Slotsgade var en selvstændig enhed.
Både i 1641 og 1758 blev kirken forlænget.
Kirkegården på toppen
Siden middelalderen lå kirken, Sct. Nicolai Kirke på toppen af By-bakken. Og kirkegården lå rundt om kirken. Men i begyndelsen af 1800 – årene var der ikke mere plads. Man måtte finde en ny kirkegård.
Længe efter kunne man dog se gravsteder fra de gamle Aabenraa – slægter omkring kirken. Endnu efter anden verdenskrig kunne man se enkelte jerngitre som værnede om de gamle gravstene. Men de sidste forsvandt efter at kirken blev restaureret i 1952.
Mange af disse håndplukkede gravminder er i dag forsvundet. Mange blev hugget i stykker og blev brugt rundt omkring i byen blandt andet som trappesten. Ituslående gravsten blev tidligere anvendt som kantsten på kirkepladsen.
Aabenraas nye kirkegård blev placeret vest for byen ved vejen til Søst. Den blev indviet den 27. august 1826. Den var inddelt i fire kvarterer. Den blev udvidet mod nord i 1870, i 1902 og endelig i 1945, da den nordligste halvcirkulære del af kirkegården med de tyske flygtningegrave blev taget i brug.
Herude på Forstallé er der også mindetavler for de faldne under treårskrigen og et britisk mindesmærke. Her ligger de sønderjyske førere J.P. Junggreen (død 1886) og H.P. Hanssen (død 1936). Og her ligger også kaptajn F.J. Hagermann – Lindencrone, der faldt i slaget ved Bov den 9. april 1848.
Sct. Jørgens Kirke
Ja, der findes folk, der mener, at denne frimenighedskirke kun blev bygget for at genere prøjserne. Det har nok en hvis form for sandhed i sig. Et samlingssted, hvor guds ord kunne forkyndes på ens modersmål, kunne bruges i den nationale kamp.
Det hele begyndte, da frimenighedspræst Rasmus Thomsen indledte en række møder på Hotel Fønix, i 1895 som var danskernes samlingssted. Men uregelmæssige mellemrum fortsatte dette til kirkens indvielse i 1904.
Vanskelige møder
Møderne skulle anmeldes over for myndighederne. Og man så aldeles ikke med velvilje på grundtvigianeres fremtrængen. Man forsøgte med meget kreativitet at forhindre mødernes afholdelse. Således skulle politisergent Carl Matzen overvære møderne og indgive beretning. Matzen fortsatte med dette helt frem til 1908, da den nye forsamlingslov trådte i kraft. I Aabenraa sagde man dengang: Politi – Matzen vil gerne i kirke.
Det var nu ikke mange der mødte op, oftest 30 – 40. De meget bevidste danskere udgjorde et flertal. Det var svært at få lov til at afholde møderne. Hoteller blev truet med at få frataget deres bevillinger. Det hjalp, da Folkehjem blev købt af Sprogforeningen.
Grundtvigsk menighed
Den 2. april 1900 dannedes efter forbillede fra Haderslev – Kirkeligt Samfund for Aabenraa og Omegn. Derved kan der siges, at være dannet en grundtvigsk menighed i byen. Bestyrelsen kom til at bestå af gårdejerne Nis Callesen, Lerskov og Jacob Michelsen i Kolstrup samt agent Salomon Refslund.
Indsamling
Hvornår man helt nøjagtig begyndte byggeriet vides ikke. Men i et brev fra 1901 gives der gode råd fra pastor Thomsen til kaptajn Fischer om, hvordan man kan lave en indsamling. Man fik indsamlet 5.000 mark. Fra Kongeriget fik man desuden 15.000.
Indvielse i 1904
Den 15. april 1904 blev kirken indviet under overværelse af 300 mennesker. Det var frimenighedspræst Poulsen fra Bovlund, der foretog indvielsen. Den ordinære præst var blevet syg. I et halvt års tid efter indvielsen blev der ikke afholdt gudstjenester i kirken på grund af pastor Thomsens sygdom. Først da efterfølgeren Thade Petersen var ordineret, blev der igen afholdt ordinære møder. Pastoren kom cyklende fra Haderslev.
Også Knud Rosendal kom til at fungere som præst.
I 1913 var 63 familier tilknyttet menigheden. I årene 1909 – 1913 blev i alt 24 børn døbt i kirken. Da Genforeningen nærmede sig, trængte frimenighedens fremtidsudsigter sig på. Frimenigheden der aldrig formelt var blevet dannet, opløstes.
Gudstjenesterne fortsatte dog hver anden søndag. Først og fremmest var det Provst Nielsen fra Ensted, der prædikede.
Overdraget til menighedsrådet
I 1948 fandt man ud af at tiden var inde til en nyordning. Kirken blev overdraget til menighedsrådet og præsteboligen blev solgt til samme. Efter april 1948 fungerede Sct. Jørgens Kirke som en annekskirke til Sct. Nikolaj Kirke. Men mange brugte den som en selvstændig sognekirke for det nordlige Aabenraa. Men der er stadig lidt grundtvigske holdninger i Sct. Jørgens Kirke.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 24. – 01. 2022
September 13, 2009
Det var ikke et helt almindeligt mejeri. En offentlig badeanstalt var der også. Kettelein, der var mælkekusk var populær blandt børnene. Og turen for chaufføren ud til grænsegendarmerne kunne være opslidende, særlig når groggen skulle ned. Mejeri bestyreren skulle henvende sig på borgmesterkontoret, når han skulle ud på slusen, også når han kom hjem derudefra.
Mange henvendelser
Jeg har fået en del henvendelse fra beboere i Højer, eller dem, der har været beboere i Højer om at skrive om mejeriet. Som det vil fremgå af vores debat på forsiden er der mange, der har været inde og kigge på en efterlysning om informationer om mejeriet. Så kære hævringer her er så et lille bidrag.
Mange andelshavere
I 1901 oprettede 72 andelshavere Højer Mejeri. Mindst 45 af disse havde ikke noget at gøre med landbrug at gøre. De betegnede sig selv som arbejder, bager, brygger, bødker,
fabrikant, gartner, glarmester, gæstgiver, købmand, maller, møller, rebslager, skipper, skomager, skrædder slagter m.m.
Mejeriets personale
Mejeribestyrer blev Christian Lauritzen Holm. I årene 1929 – 30 blev der indvejet 450.000 kg sødmælk og solgt knap 5.000 kg smør til en eksportforening. Resten blev solgt i byen. Personalet bestod af bestyreren, en mejerist, en kusk til handelsvognen, en kusk ansat af leverandørerne og en chauffør til bilen. Denne hentede den udenbys mælk.
I 1931 havde mejeriet 42 leverandører med 170 køer, men heraf havde de 33 under fem køer.
Handelsvognen var et hestetrukket enspænderkøretøj, der kom rundt i alle byens gader. Mælkemanden annoncerede sin ankomst ved at ringe med en messingklokke, der sad fast på vognen. Så kom husmødrene, der næsten alle var hjemmegående med deres mælkekander og flødepotter. Mælken sad på vognen i galvaniserede transportspande med messinghaner, som man tappede mælk og fløde af.
En del familier købte sødmælk ve æ stalddør. Enkelte i Højer cyklede med deres malkespand ud af markvejen til husmanden i æ Sjøv, Kannikehusvej 2. I regnvejr var vejen næsten ufremkommelig. Men mælken var god og billig. 15 øre pr. liter i 1940. Hvis man hældte mælken op i en skål, kunne man dagen efter skumme et godt lag fløde af.
Kettelein
Det var Christian Lorenzen fra Frifelt, der var kusk på det hestekøretøj, der hentede mælken hos leverandørerne. Han var en stor børneven og havde altid vognen fyldt med glade børn. Ja det var flere børn end der var mælkespande. Børnene kaldte ham Kettelein. Hans kørende børnehave var et oplivende moment i Højers bybillede.
Ismaskine
En ismaskine befandt sig også på mejeriet. Den fremstillede is i blokke. Som blev knust. I begyndelsen måtte man selv i gang med en hammer. Men senere fik man en knusemaskine. Mejeriet solgte blandt is til slusemesteren u å æ Slus. Isen blev brugt, når der blev transporteret glasål til Tyskland og Sverige. De blev transporteret i kasser, hvor der lå mange lag over
hinanden med trådvæv imellem. Øverst var der et lag knust is, hvor smeltevandet efterhånden løb ned og holdt de små ål våde.
Is til udvortes brug
Når så lægen ordinerede is til udvortes brug, kunne dette erhverves på mejeriet, endda uden recept. Isen blev knust i såkaldte isposer. Mon ikke så mange en hævring en tidlig morgenstund har haft brug for sådan en pause til sit kranium.
Offentlig badeanstalt
Omkring 1930 var der sandelig også en offentlig badeanstalt på mejeriet. I to rum var der opsat brusere., og de blev opvarmet fra spilddamp fra dampmaskinen. Prisen var cirka 25 øre. Ofte havde skoleklasser også udflugt til denne badeanstalt.
I midten af 30erne blev bruserne taget ned, men så kunne man da altid tage et karbad på mejeriet. Dette benyttede dyrlæge Kragh sig af. Han adviserede altid sit komme, for så var han
sikker på at mejeristens kone eller pige ville hjælpe ham støvlerne af.
I det tidligere Højer Landsogn havde man ikke drikkevand. Leverandørerne til mejeriet havde derfor aftale med mælkekusken, at han altid havde frisk vand med til dem, når han kom fra mejeriet. Men betingelsen var, at han fik mælk med retur.
Grog hos grænsegendarmerne
Mejeriets lastvogn transporterede også vand til grænsegendarmerne i Siltoft. De tyske gendarmer på den anden side, fik ikke noget vand. Så mejeribilen fik lov til at passere grænsen og forsyne dem. Og bilen havde også hver gang kærnemælk med til tyskerne. Og det var de temmelig glade for, så glade at chaufføren fik masser af grogger. Det skete ret så ofte, at chaufføren ikke var i stand til at køre tilbage til Højer.
Chikane fra myndighederne
Mejeribestyrer Christian L. Holm var født i Gabøl i 1874. Hans far, der var kromand var optant. Det vil sige, at han ved Sønderjyllands afståelse i 1864 benyttede sin ret til vedblivende at være dansk statsborger, selv om han boede i et område, som var under preussisk styre.
Christian Holm var altså optantbarn og dermed statsløs. Det voldte ham en del problemer. I første omgang bestyrede han Højer Mejeri fra 1901 til 1916.
I 1896 – 1897 havde han været dansk soldat i Fredericia. I 1916 søgte han dansk indfødsret, bilagt anbefalinger fra alle de danske mejerier, hvor han havde været ansat. Han fik sin indfødsret i 1916.
Myndighederne gjorde ham livet svært i Højer. Han havde fået udfærdiget et særligt pas, så snart han skulle bevæge sig ud af Højers område. Skulle han for eksempel en tur ud til slusen, måtte han melde det på borgmesterkontoret. Og der skulle han melde sig, når han kom tilbage.
Det blev efterhånden for bøvlet. Derfor søgte han til Ballum og blev mejeribestyrer der. Børnene kom i Ballum Skole, der stadig havde to ugentlige timer i dansk. Men de to timer deltog Holms børn dog ikke i. For på den tyske skole i Højer, hvor børnene havde gået, havde man ikke dansk timer.
Tilbage til Højer
I 1923 manglede Højer Mejeri en mejeribestyrer. Det havde ligget stille et års tid. Så vendte Holm tilbage og købte mejeriet. I 1946 solgte han det til sin søn, der drev det indtil det blev nedlagt i 1965.
Christian L. Holm giftede sig i 1906 med en tysk pige, Elisabeth Mathiesen fra Herbergsgade.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 6. – 12. 2021
–
September 13, 2009
En kongelig tilknytning
Møgeltønder Kirke er efterhånden blevet et tilløbsstykke. Og dette skyldes ikke mindst de kongelige ejer af Schackenborg. De bruger flittigt kirken. Og kirken har gennem historien haft en tæt tilknytning til slottet. Sådan skrev vi dengang. Men ejerskabet i dag er en anden. Størstedelen af den kirke, vi
ser i dag er over 800 år gammel, og uofficiel er det Danmarks næststørste landsbykirke. Skibets østligste del stammer fra 1180. Og hvorfor nu det? Jo kirken har også haft en tilknytning til bispesædet Møgeltønderhus
I 1970 overgik kirken til selveje, og en omfattende restaurering til ca. 17 millioner kroner fik kirken det udseende, den havde i 1740.
Har Ansgar været her?
Første gang vi hører om kirken er i 1214. Biskop Thue gav kirken til nogle kannikker og forærede dem noget jord, så de kunne bygge en gård. Dette må
antages at være det nuværende Kannikhus. Det blev så Møgeltønders første præstegård.
Men der er skriftligt belæg om, at kirken er meget ældre. Ja man mener, at det var her Ansgar gik i land. Dengang lå Møgeltønder ved havet.
Andre igen mener, at guldhornene har haft tilknytning til Møgeltønder. Måske har stedet hvor Møgeltønder kirke før Ansgar været kultsted.
Måske var der en trækirke, før stenkirken. Man mener, at have beviser, at der skulle have været en stenkirke på stedet allerede omkring år 1000. man har fundet en døroverligger som i dag er muret ind i tårnet. Andre rester er brugt til husbyggeri i Slotsgade.
Koret fik indbygget ottedelt hvælv omkring 1275. Den trefløjede altertavle er fra omkring 1500.
Bispeborgen Møgeltønderhus
Bispeborgen Møgeltønderhus kan føres tilbage til 1043. I 1265 ødelægger Erik Abelssøn borgen, men den bygges op igen.
I 1275 udvides kirken mod øst. En teori går ud på, at det var en klosterkirke. Måske havde biskoppen et ønske om, at der kom et kloster til Møgeltønder. Tønder havde jo et. Den bedste forklaring er sikkert at Møgeltønder var bispens hovedsæde, og derfor skulle byen have en værdig kirke.
Kunne ses fra Lister Dyb
Kirken blev viet til St. Nicolai – de søfarendes helgen. Men der er uenighed i historiske kredse, om der var en havn i Møgeltønder. Men i hvert fald blev tårnet bygget så højt, at de søfarende i Lister Dyb kunne bruge det som sømærke.
Møgeltønderhus og dermed også kirken blev forlenet til Detlev Ahlefeldt. Han var meget initiativrig og en dygtig mand. Han genrejser den tidligere bispeborg og anlægger de første diger ved Rudbøl, Højer og Lægan. Han redder blandt andet en kvinde fra at blive brændt på bålet for trolddom. Kirken udsmykkes i hans tid blandt andet med kalkmalerier.
Den blodige reformation
Reformationen i Møgeltønder blev blodig. Den katolske præst Hr. Peter ville ikke bare opgive sit embede. Han bliver slået ihjel. Nogen stjæler nemlig kalk og disk. Bønderne mente, at det skyldtes hans forsømmelighed. I virkeligheden havde præsten gemt kalken og disken, så det ikke faldt i lutheranernes hænder.
Kirken var pengene værd. Og Møgeltønder len var et af de 50 danske len, som Christian den tredje pantsatte til den holstenske adel, da riget fattedes penge.
Hengiven til druk
I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. De var nu ikke guds bedste børn. Den sidste Rantzau beskrives som: Hengiven til drik, opfarende og grusom. Han forsøgte at tilrane sig mere ejendom på ulovlig vis, og var bestemt ikke populær hos fæstebønderne.
Kongen fik at vide, at Rantzau lod kirken forfalde. Men det rørte åbenbart ikke adelsmanden. Han skiftede kirkens bly-tag ud med spåntag. Også vinduerne havde det ikke for godt. Det siges, at glarmesteren i 1600 – tallet måtte ud 132 gange for at sætte nye vinduer i.
I 1599 købte kronen lenet tilbage. Kongen mente dog, at det var bønderne på egnen, der skulle betale dette køb.
Gravkrypten under korets østre del er formentlig indrettet for Rantzau – slægten. I 1696 blev den indrettet til Schack – familien.
Præsten, der blev brændt
Lensmanden på Riberhus – Albert Friis overtager Møgeltønder. En præst bliver brændt og kirkens tårn falder ned i 1628. I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Hun lå i med mange borgere i Møgeltønder. Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget og Laurits Thomsen blev brændt.
Fra 1625 stammer dåbshimlen. Fra sidealtertavlerne er bevaret tre figurer fra 1400tallet.
Øl hjælper på meget
Da tårnet faldt ned blev alt inventar i kirken smadret. Der er regnskab for det hele: – For en Tønde Øl og nogle Kander Øl fik de rejst et Spær på Kirken
Det siges at Laust Tømmermand var med en skipper i Norge efter tømmer, andet materiale kom fra Gotland, der købtes mursten, kalk, spån, bly, som og tagsten.
Et sømærke, der forsvandt
Tårnet skulle stå sin prøve den 12. oktober 1634 ved den store stormflod, hvor øen Strand styrter i havet. 13 plader bly ryger af taget og nogle vinduer går i stykker. Den største udgift i den forbindelse er da også øllet – nemlig 4 tønder til 28 M.
Nu skulle man spare. Og tårnet blev bygget 15 alen lavere til søfolkene store utilfredshed. De hollandske kaptajner ville ellers have betalt en tredjedel af udgifterne såfremt at tårnet blev lige så højt som før.
Svensk ødelæggelse
Da den svenske hærleder Torstenson kommer til sognet spreder han død og ødelæggelser. Fra prædikestolen i Møgeltønder kirke lod han ellers forkynde, at kirker og præstegårde skulle forskånes. Men dette forstod hans soldater åbenbart ikke. Det var absolut intet der blev forskånet.
Anden gang svenskerne invaderede Danmark fik betydning for Møgeltønder, idet rigsfeltherre Hans Schack blev belønnet for hans indsats i forsvaret af København i 1658 – 59 og hans sejr i Nyborg i 1659.
Som belønning fik han nemlig overdraget Riberhus og Møgeltønderhus. Begrundelsen var For troskab og villig tjeneste. I 1663 fik Hans Schack sat et ur op på kirketårnet. Det blev leveret af urmagermester Johan Philip i Flensborg
Reddet fra halshugning
Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Med Schack – familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Feltherren købte selv lenet tilbage og de penge skulle selvfølgelig ind igen. Han hersede med bønderne, så meget, at disse gjorde oprør. Historien om dette oprør kan læses et andet sted på siden.
Det kunne næsten have endt helt galt. Da oprørslederen skulle halshugges i slotsgården af den tilkaldte bøddel og øksen skulle svinges, åbnedes et lille vindue i hjørnet af slottet og Hans Schack stikker hovedet ud og råber:
Det falske orgel
Otto Didrik Schack tager over efter sin far. Han køber et orgel til kirken i 1679. Han forhandler sig frem til en pris på 420 rigsdaler. Men greven har nok
forhandlet for meget. Orglet var nemlig stemt en tone forkert. Orgelpiberne var simpelthen for små. Men orglet står stadig i kirken og må anses for at være Danmarks ældste.
Problemet opstår når orglet skal spille sammen med andre instrumenter. Man mener, at det var Mester Joachim Richborn fra Hamborg, der stod for det falske orgel. Og pengene til dette orgel. Jo de stammer faktisk fra bønderne selv. De havde samlet 300 rigsdaler sammen for at frikøbe deres leder Anders Nissen.
Men godsforvalteren Nicolai Tych, svarede, at så meget var han ikke værd. Så han forlangte kun 200 rigsdaler. Men oprørslederen måtte lide helt frem til selve henrettelsesdagen. Derefter blev han udvist til nabosognet mod syd, Aventoft.
Og de resterende penge til orglet kom ind ved en indsamling i sognet.
2 stemmer af orglet blev bygget om i 1906 af Marcussens orgelbyggeri. I 1954 – 56 rekonstruerede orgelbygger Rudolf von Beckerath disse stemmer igen og orglet blev udvidet med et rygpositiv og et pedalværk.
En ny prædikestol
Pietismens tid går ikke Møgeltønder forbi. Inde i Tønder er Brorson fortaler for den nye bevægelse. I Møgeltønder Kirke pilles sidealterne ned. Der sættes et politur op imod nord. Schackenborg får sin egen loge. En ny prædikestol betalt af byens agtværdige borgere sættes ind i kirken. Den gamle bliver solgt til Keitum Kirke for 10 rigsdaler. Man mener at dette skete i 1690. Og prædikestolen er sågar fremstillet i Tønder hos Peter Petersen.
Men degnestolen fra 1550 fik lov til at blive.
Altertavlen bliver udvidet, den får vinger. Desværre bliver kalkmalerierne malet over. Loftet i skibet males. Det forstiller skabelsen og dommedag. Bænkene males, som om de var af marmor.
Det sociale hierarki
Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de første rækker sad overinspektøren, derefter betjentene og i tredje stolerække godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad de folk, der ville betale leje på tilsammen 1 mark og 16 skilling. Det var absolut kirkens dyreste pladser – lige under prædikestolen.
Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.
I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her. Derefter fulgte 15 stolerækker til bolsmændenes koner og endelig blev de sidste fem rækker lejet ud til kvinder for henholdsvis tre og fire skilling. Helt oppe ved alteret var tre stole besat af kvinder, der havde betalt 8 skilling
I koret var der også kvinder. De nordlige stole kostede hver tre skilling og på de sydlige to en halv skilling. Fra disse stole kunne prædiken dog dårlig høres og prædikestolen kunne næppe anes.
Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøblen og de andre kvinder. Jo det var grevinden der havde styr på den sociale opdeling fra 1691.
Klager fra kirkegården
I begyndelsen af 1700tallet blev der klaget over, at man lukkede svin og får ind på kirkegården. Det var foragteligt især når der var begravelse. Så blev der også klaget over, at der blev skudt på kirkegården. Senere indløb der klager over, at der blev sunget upassende brudeviser i eller i nærheden af kirken ved bryllupper.
Grevskabet interesserede sig meget for kirken særlig i 1720erne og 1730erne. Kirkens overskud blev brugt på godset. Messeklæder, alterduge, altersølv, messehagel m.m. i Ballum, Daler og Møgeltønder indeholder grevskabets våben.
Brorsons ven Godske Møller var præst frem til 1741. Det var et flot vidnesbyrd, han efterlod sig. Han var \”flittig, eksemplarisk, oprigtig og venlig i sin omgængelse\”.
De onde grevinder
Tiden, hvor kvinderne regerede på Schackenborg regerede, fulgte. De blev kaldt De onde Grevinder. Enkegrevinden efter den 2. Schack byggede den berømte Slotsgade.
Den anden kone efter den 3. Schack, som mistede sin ene arm i slaget ved Höchstädt ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved om de lokale bønder virkelig var mennesker, eller bare så sådan ud. Til sine børn sagde hun at det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneske-hud.
Familien Schack i Møgeltønder Kirke
Den anden Hans Schack bliver sammen med sine to koner begravet i krypten under alteret. Det er de eneste fra familien, der er hensat i kirken. Men en del andre af byens bedste borgere er hensat i Møgeltønder Kirke. I Schackenborgs gravsted nord for kapellet er gravsat adskillige medlemmer af Schack – slægten.
En præsteskildring fra Møgeltønder
En interessant præst havde Møgeltønder Kirke i Vilhelm Zoëga. Familien stammede fra Italien. Hans tip – tip oldefar slog i en duel hertugen af Verona ihjel. Derfor måtte han flygte og blev protestant. Paven befalede at familien skulle vende tilbage til Italien og igen blive katolikker. Da dette ikke skete, blev de dømt til at blive brændt. Men de vendte aldrig tilbage, så dommen blev aldrig udført. Vilhelm Zöega blev præst i Møgeltønder Kirke i 1756. I 1760 berettede han over
for stiftet i Ribe om hans dom.
Denne Zöega berettede om, at Møgeltønder var en stor og veludbygget by. Den bestod af en del bøndergårde, præstegården, degnens bolig og et skolehus.
I den samme by var det Slotsgade med dens moderne huse. I dens sydlige side var der en lindeallé med 42 huse. Der var et nyt tinghus med fangetårn, som greven havde ladet bygge. Øst for gaden lå slottet med en dejlig have.
Zöegas beretning slutter med et suk. Hans udgifter til skat og tjenestefolk var alt for store. Han betalte enkepension og ekstra skat til de fattige og til fattige børn. Dertil kom folkeløn til præceptor og 5 tjenestefolk. Ja og så skulle præstegården også vedligeholdes.
Kirken bliver kedeligere
I første halvdel af 1800 årene gøres kirken kedeligere. Loftet blev hvidt og bænkene blev malet i brunlige farver. Schackenborg begyndte man at tilplante Gallehus Skov. Man solgte også haveplanter og stauder til befolkningen. Dermed fik man så i tilgift – den berømte og berygtede Skakkenborg – Skidt. Dette var betegnelsen for skvalderkål.
Sonne – en engageret præst
Hans Christian Sonne var en præst, der også markerede sig. Dog ikke i sin statur men i hans engagement. Han fik stiftet den første brugsforening og alle stor
som lav kunne komme til ham med deres problemer.
Han blev kaldt til Møgeltønder af greve Schack i 1845. Og pludselig vågnede det åndelige og folkelige fællesskab. Da Sønderjylland blev tysk i 1864 valgte Sonne at drage nord på.
Den tyske præst, der kun kunne dansk
Efter Sonnes afrejse sank kirkelivet i Møgeltønder. Aldrig før havde området været tysk. Det havde altid været en Kongerigsk enklave. De \”tyske\” præster var ikke dårlige. Det sydligste sted de kom fra, var Pelworm. Og en præst som H.S. Prahl stammede fra Bornholm. Han blev senere leder af præsteseminariet i Haderslev. Nu kunne denne provst Prahl ikke tysk, så han fik allernådigst lov til at prædike på dansk.
Gennemgribende restaurering
Kort før år 1900 begyndte greven en gennemgribende restaurering af kirken. Han ønskede blandt andet at kalkmalerierne i koret blev trukket frem. Han hyrede blandt andet en tysk maler, professor Wilkens fra Kiel. Han var kunstmaler. Han ville hellere skabe sin egne værker frem for bare at følge de gamle kalkmalerier. Derfor kan man opleve grev Schacks ansigter i de bibelske motiver.
Men kigger man godt efter er der flere familiemedlemmer gengivet i kirken. I nordkappen er der gengivelse af en gruppe knælende adelsdamer i forlængelse af de hellige tre konger i øst-kappen. Nummer to er en af grevinderne.
At Møgeltønder stemte dansk i 1920 var ikke en overraskelse.
Døbefont fra år 1200
Tænk at kirkens døbefont stammer tilbage fra år 1200. Det er en stor granitblok. Og i tårnet hænger en klokke tilbage fra 1333.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Schackenborg og Møgeltønder Kirke:
Redigeret 29. – 12. 2021
September 13, 2009
Vi beskæftiger os med Sct. Laurentius Kirken, Skt. Nicolai Kirken og selvfølgelig Kristkirken, hvor jeg blev døbt og konfirmeret. Men også Franciskaner – klosteret og Emmerske Bedehus bliver omtalt. Desuden har der ved Tønder været to kapeller. Tønder Kristkirke
vidner om, at Tønder engang har været en rig by. Der findes næppe en kirke i Danmark, der er så værdifuldt indrettet.
Her har jeg været til barnedåb, begravelse og bryllup. Her gik vi til julegudstjeneste. Og her var vi med Tønder Kommuneskole til juleafslutning. Min lillesøster har spillet trompet fra kirketårnet, og min far påstod, at han har leget indianer og cowboy i kirken. Han har i hvert fald spillet fodbold med rester af et skelet fra udgravninger ved kirken. Det skete på vej til skole. Læreren kiggede på min far og hans kammerater og udbrød:
Av mit hoved
Og det var også her jeg en gang til en barnedåb stødte mit hoved så det rungede over hele kirken. Måske er det derfra at mit hoved har taget skade? Ja her er jeg også selv blevet døbt.
Da præsten sendte Guds forbandelser.
Det var her jeg gik til konfirmationsforberedelse. Det vil sige i præstegården lige over for. Her besvimede jeg en morgen. Dette bevirkede at præsten sendte Guds forbandelser over mig. Men han forbarmede sig over mig. Han afbrød undervisningen og kørte mig hjem til mine forældre på Lærkevej i hans Folkevogn.
Nu var det ikke hver dag mine forældre sådan fik besøg af præsten, så min mor frygtede det værste. Det havde hun også al grund til, for jeg var sygemeldt fra skolen i hele 14 dage. Og doktor Jark fik da nok at se til.
Jo det er Tønder Kristkirke vi taler om. Og præsten var ikke Pastor Arendt, som også var aktiv på dette tidspunkt. Jo et par af hans sønner har jeg senere været soldat sammen med. Og på et tidspunkt mødte jeg en tjenestepige, der residerede hos en Pastor Arendt i Holbøl. Ak ja.
Men kære læser. Inden jeg bliver for personlig må vi hellere komme i gang med historien om Tønder Kristkirke.
Sct. Laurentius Kirken
Der har været mange kirker i Tønder, og måske flere end vi kender til. Skt. Laurentius og Sct. Nicolai (Kristkirkens forgænger) og Gråbrødreklosteret med Klosterkirken.
Sct. Laurentius lå i den vestlige del af Vestergade, nærmere ved nr. 31 – 33. Kirkegården har strakt sig langs denne gades nordside. Kirkegården blev efter 1533 forvandlet til byggegrunde. Men også da min far var med i forskellige murerarbejde i slutningen af 1960erne blev der fundet adskillige skeletter. Noget tyder på, at der også har været foretaget såkaldte epidemibegravelser.
Hvornår Sct. Laurentius er bygget vides ikke. Tønder blev udvidet omkring 1238. Men allerede i 1131 var byen en stor by med en stor havn. Så mon ikke byen allerede dengang havde en kirke?
Flere af byens ældste stenhuse har anvendt granitkvadere fra kirken. Til sognet hørte også bønderne i Emmerske, Tved og Korntved. Kirken har åbenbart været den eneste sognekirke langt op i 1400erne. Kirkelisten i Ribe Oldemoder (1325) omtaler kun Litlærtundær uden angivelse af kirkeantal eller værnehelgen.
Franciskaner-klostret
Franciskanerklostret i Tønder blev stiftet den 18. juli 1238 af ridderen Johannes Naffnerssøn og hans kone Elsiff. Stifteren, der hørte til Hertug Abels kreds testamenterede klosteret til en eng ved navn Kornhemæ på øen Føhr, som senere blev solgt til Ribe – bispen. Ridderen blev begravet på Klosterkirkegården.
Fra 1563 findes en beretning om, at franciskanermunken Lütke Naamsen fra Flensborg der havde opholdt sig i klosteret i Tønder havde set gravstenen, der
bar ridderens våbenmærke, en hest.
Klosterkirken, der var viet til Vor Frue blev indviet 16. august 1247 af Ribe – bispen. Klosteret lå på området mellem Skibbrogade og Vidåen syd for Vestergade og grænsede op til Slotsgrunden.
I vinteren 1501 – 02 brændte en del af byens sydvestre kvarter, og sikkert også en del af klosteret. Det blev dog genopbygget. I 1503 blev klosteret reformeret fra Ribe, og en del af munkene blev erstattet med danske munke. Den 20. oktober 1507 ansøgte Claus Ahlefeldt dog hertugen om, at hovedparten af munkene forblev tyske, da dette ville være til klosterets bedste.
I disse år modtog klosteret adskillige beløb i sjælemessegaver. I 1513 erklærede hertugen sig villig til at udlevere klosteret de 280 mark, som hans 1511 afdøde marsk, Otto Rantzau havde testamenteret til sjælemesser for sig selv og hertugindens gemalinde Anna.
Munkene jages ud af byen
Allerede i 1530 blev klosteret ophævet, men forinden havde amtmanden beslaglagt størstedelen af klosteret og oplagret slottets forråd i klosterbygningerne. Munkene havde derefter kun kirkens kor, en sovesal og et spiserum til rådighed.
Da kongen i 1530 kom til Tønder bad guardianen Niels Thybo om tilladelse til, at han og munkene måtte blive i klosteret. Kongen gav løfte om svar ved sin afrejse, men til trods for guardianens fornyede bøn blev det et blankt afslag. Hvis munkene skulle blive ville slotsherren ikke kunne få plads til sine folk. Desuden lå klosteret så tæt ved slottet, at det skulle nedbrydes.
Da kongen var rejst tog amtmanden resten af klosteret i sin besiddelse og jog munkene bort. Kort efter begyndte nedrivningen.
En del af klosterbygningerne er dog åbenbart blevet stående. For den 2. februar 1543 skænkede Christian den Tredje til tak for tro tjeneste, Jacob von Wettinge en grund” na der breite und lenge des Closterchauses” i Tønder.
Den nye kirkelære på vej til Tønder
Allerede 1522 forkyndte Herman Tast en ny kirkelære i Husum og 1526 skulle en tidligere katolsk præst Hieronymus sammen med Johannes Decker have begyndt sit virke i Tønder, hvor det vides at Rådet havde kaldet en evangelisk prædikant Herman Skomager.
I 1531 forlod han dog byen, hvorefter kongen anbefalede at erstatte ham med en indfødt Tynne – knajt Mathias Hansen (Matthias Johannis). Overalt hvor Lutherdommen trængte igennem gik det ud over tiggermunkene, således som vi lige har læst også i Tønder.
Den 27. november 1559 gav Hertug Hans den ældre broder til Claus Jæger en fri bolig i vor Stad Tønder i klosteret, hvor han nu bor.
I 1586 brændte Ulvegade (Uldgade)og alle de bygninger, der lå på klosterets grund. Hermed var de sidste rester af klosteret sikkert forsvundet.
Helligåndshospitalet
På et tidspunkt havde byen et eller to kapeller uden for byen. Disse kirker kender vi ikke rigtig noget til.
I forbindelse med Helligåndshospitalet i Tønder har det været en kirke. Den 11. november 1523 udstedte Frederik den Første et åbent brev, der tillod en offentlig indsamling til et kapel og et hus til at underholde fattige syge. Brevet taler om en ny bygning og nævner forstandere. Man må antage at hospitalet
har eksisteret inden 1523.
Et alderdomshjem ved Østerport blev ødelagt i 1517, da hele Østergade blev ødelagt af en brand.
Emmerske Bedehus
Øst for vejen til Løgumkloster, kort før vejen drejer fra til Emmerske lå to jordstykker ved navn Kapelfenne og Præstetoft. Gennem disse grunde gik endnu
omkring år 1900 Kirkestien. Her har ligget et kapel.
Da Sct. Laurentius Kirke blev nedlagt blev landsognets beboere henvist til dette kapel. Men allerede den 18. april 1542 erklærede Christian den Tredje
over for rådet i Tønder, at det måtte nedbrydes. Da landbefolkningen var fattig og ikke selv kunne etablere en kirke og ansætte en præst blev de henvist til Sct. Nikolai Kirke. Kapellets klokke blev sat i bykirkens tårn og landsognets beboere fik anvist plads i kirkens sydøstligste hjørne.
På kirkegårdens sydøstligste hjørne opstod der begrebet Emmerske jord. Indtil 1869 havde menigheden ret til at deltage i præstevalgene.
Bønderne kunne dog ikke forstå den tysksprogede gudstjeneste. Og de kunne ikke nå prædiken kl. 5.30, hvor der også blev prædiket på dansk. De opgav helt at komme i kirke.
I år 1700 anmodede de om at få deres egen kirke med egen dansk præst. Men først i 1729 blev deres ønske delvis efterkommet af provst Schrader.
Der blev ansat en tredje præst ved bykirken. Denne hed Hans Adolf Brorson. Hver søndag morgen blev der prædiket på dansk, og hver søndag eftermiddag
var der bibelundervisning på dansk i Emmerske. Det fandt sted i et lejet hus. Men det var alt for lille. Skolen var også blevet for lille, så året efter blev der bygget et hus, der både rummede kirke og skole. Midlerne blev skaffet ved en offentlig indsamling og det var Provst Schrader, der tog initiativ til byggeriet.
Tønder Kristkirke opstår
Sct. Nikolai overlevede reformationen. Den opstod omkring 1350, men måtte rives ned i 1591. Tårn og vest-gavl blev dog bevaret. Hertil blev den nye Kristkirke tilføjet.
I 1593 lod sognepræst Andreas Thomæus ophænge en tavle i den nye kirke.
Senere er det tilføjet:
Det høje tårn
Tårnet er tilføjet Sct. Nicolai 1520. Den er bygget af røde og gule munkesten. Selve kirkebygningen er opført af store røde munkesten. Tårnet er hele 48 meter højt, og det er en fantastisk udsigt deroppe fra.
I gamle regnskaber figurer et klokketårn, der blev nedbrudt i 1520. Materialerne blev solgt for en ret høj sum. Dette klokkehus har antagelig stået på Torvet.
I sidste halvdel af 1700 tallet blev der tilføjet vindfang foran sideskibenes døre i nord og syd. De to vindfang i syd er fjernet. Det samme er to gravkapeller fra 1624 og 1687.
Flotte udsmykninger
Kristkirken er nok en af Danmarks rigeste udsmykkede kirker. Det overdådige udstyr stammer overvejende fra slutningen af 1500 – tallet til ind i 1700 – tallet. Dette skyldes byens succes med korn og studehandel samt kniplingsindustrien. Det er tydeligt at genkende det patriciske bystyre og dets førende slægter. Men også befolkningssammensætningen afspejler sig i kirkens indretning. Det danske, tyske og frisiske befolkningsislæt, de skiftende modestrømninger.
Men også billedskærernes tøvende holdning over for det nye skinner igennem. Disse billedskærere kom både fra Tønder og Flensborg.
Altertavlen
Den vældige altertavle er skænket i 1695 af amtsskriver Friederich Jürgensen og hustru. Formentlig var dette til minde om deres unge smukke og afdøde datter, som ses under forældrenes våben. Tavlen er antagelig fremstillet af Peter Petersen i Tønder. Han fremstillede også prædikestolen til Møgeltønder Kirke.
Nadvermaleriet på tavlen er udført af H.C. Wilrich. Den tidligere skabstavle fra omkring 1475 kom i ca. 1700 til Fahretoft Kirke syd for grænsen.
Døbefonden
Døbefontens ottekantede kumme er af sort marmor og formentlig ligesom andre af egnens fonte importeret fra Belgien. Den må antages at stamme fra omkring 1350. Foden bærer årstallet 1619. Antagelig er det fremstillet på et værksted i Tønder. En fonte-lukkelse stod ved døbefonten indtil 1943. Den
blev flyttet til nordre sideskibs vestende.
Antagelig er den skænket af brandenborgske officerer, som under krigen 1657 – 1660 måske har fået børn døbt i kirken.
Prædikestolen
Prædikestolen er fra 1586 og overført fra Sct. Nicolai Kirke, skænket til kirken af Andreas Karstensen og Ingeborg Andreases. I den oprindelige skikkelse havde den kun syv fag. Ved flytningen af stolen blev der tilføjet endnu et fag. Giveren var borgmester Hinrich von Hatten, hvis våben sammen med hans første og anden hustrus ses foroven på himlen. Prædikestolen var sikkert et lokalt arbejde. Den gik under betegnelsen Tønderstolen. Den gik sin sejrsgang over hele landsdelen.
På en træplade berettes der på tysk om de ændringer, der blev foretaget i 1663.
Lektorium
I midterskibets østlige fag tværs over korbuen står et såkaldt lektorium fra 1623 udført af snedker Peter Petersen og maleren Hans Schmidt, begge fra Tønder. Det minder om lidt katolicisme, om adskillelsen mellem det gejstlige og menigheden.
Kirkens orgel
Kirken fik sit første orgel i 1596, fremstillet af Mathias Malin i Buxtehude. Konstruktionen blev ændret i 1630. Fem år senere skete der også ændringer. I 1701 ændrede den seneste generation af Peter Petersen – dynastiet dog barokudsmykningen. Den nyeste udsmykning er Christian den Tiendes monogram. Den afløste i 1945 den tyske kejser Wilhelm den Andens monogram.
Orgelværket er gennem årene ombygget mange gange. I 1946 blev det erstattet af et nyt, leveret af Th. Frobenius & Sønner, København. Ved restaureringer blev stafferingen fra 1653 genskabt.
De mange mindetavler
De liturgiske brugsting falder i øjnene i Tønder Kristkirke, ikke mindst de 14 mindetavler. Således er kirkens ældste epitafium overført fra den gamle kirke. Den er opsat af borgmester Carsten Andersen (død 1578). Også broderen, der var rådmand havde et sådant. Det har muligvis også hængt i den gamle kirke. Og sådan kunne man blive ved. Men kære læser, besøg Kristkirken i Tønder.
Kirkens stole
Stoleværket blev fornyet i 1894, men der er dog fra det første stolesæt bevaret 11 reliefprydede gavle øverst i kirken. Det er de såkaldte magistrat-stole. De var foræret af byens prominente personer. Et par af stolene bærer smedejernsbuer fra 1600 tallet. I sideskibene er der bevaret 34 gavle fra det ældste stoleværk.
Præstetavlen
I kirken befinder sig også en stor fornem præstetavle med navnene på de første præster efter reformationen. Tavlen er sandsynligvis skænket af Stephan Kenkel og hans søn Bernhard, der var kirkens præster fra 1686 – 1691.
Flotte malerier af Brorson og Luther skal vi ikke glemme.
Fattigblokken
Indenfor kirkens vest-dør står dels en kirkeblok, dels en fattigblok fra 1700 – tallet. Sidstnævnte var prydret af en nu stjålen træfigur af en liggende tigger, kun iført et lændeklæde. Blokkene stod tidligere ved den nu tilmurede syddør. Til hver af disse blokke hører en kling-pung, som er bevaret.
Krucifikser
Fra den gamle Skt. Nicolai Kirke stammer også kirkens tre krucifikser. Et stort gotisk korbue-krucifiks er fra omkring 1350. Et andet fra omkring 1425. Kirkens tredje krucifiks er fra begyndelsen af 1500 tallet.
Lysekroner
Kirkens ældste lysekrone er fra 1594. Fire andre lysekroner er fra 1600 tallet. I tårnrummet er der to lig-bårer. Den ældste er fra 1696. Denne er også fremstillet af Peter Petersen.
En række mindetavler over menighedens faldne i diverse krige findes også. Senest tilkommende er tavlen over ofrene i besættelsesårene 1940 – 45.
Gravminder
Næsten overalt under gulvene har det været begravelser. Gravene blev sløjfet og nedlagt i 1893 – 1894. Døren til det Tychske kapel på korets nordside er dog bevaret. Det er opført i 1687. I sideskibets øst-mur findes et gravminde fra 1770erne over Jacob Richtsen og hustru. Og fra 1746 stammer et gravminde over Johan Mundt og hustru. Ikke uden grund ses et vinfad omgivet af en vinranke med drueklaser. De verdslige motiver kunne sagtens har været en reklame for familiens vinhandel.
Højtysk og plattysk
I 1631 begyndte den daværende sognepræst Johan Mauritus at prædike højtysk, men vendte dog på Rådets og borgerskabets indtrængende henstilling tilbage til plattysk
Først da man 1652 fik en ny præst, Dr. Stephan Kenckel gik højtysk af med sejren.
Kongen bestemte
Et kongeligt reskript fra 1733 fastslog, at det frie præste – og rådsvalg tilkom Magistraten. Ved kirken var ansat en sognepræst og en kapellan, der begge var tyske præster. Ved kongelig resolution af 1737 blev det fastslået at hoved-præsteembedet skulle besættes umiddelbart af kongen, således at magistrat og borgere herefter kun havde mulighed for kun at vælge 2. og 3. præsten.
Renoveringer
I 1867 fik en maler ved navn B. Brodersen (hvis nok ikke i familie med mig) 180 mark for renovation og restaurering af alteret, prædikestolen, orglet, dåben samtlige epitafier. I 1893 – 1894 samt i 1941 – 45 blev der også foretaget gennemgribende renoveringer i kirken.
Byens kirkegårde
Byens kirkegård var indtil 1814 på kirkepladsen. Den blev først endelig sløjfet i 1869. Den nye kirkegård blev i 1814 anlagt nord for byen for siden at blive udvidet. På kirkegården er der talrige soldatergrave og flygtningegrave.
På kirkepladsen optrådte i 1857 et linedanserselskab. Senere fungerede pladsen som tømmerplads.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 29. – 10. 2021
September 13, 2009
Selv om administrations – skole og kirkesproget var tysk, ja så kunne tøndringerne både læse og skrive dansk. Det gjaldt også for bystyret. Men hvor lærte de det. Tog de udenbys? Går man tættere på arkivet, finder man en række privatlærere rundt omkring i byen. Kun kortvarig var der en dansk skole.
I Tønder talte man i 1500 og 1600 – tallet sønderjysk, men mange voksne kunne også nedertysk. Administrations – og rets-sproget var dog nedertysk. Og det var også dette sprog, handelen brugte. Når de unge studenter eller købmænd skulle på dannelsesrejse, ja så brugte man også nedertysk.
I løbet af 1600 – tallet blev nedertysk efterhånden afløst af højtysk.
Den første borgerskole
Den første Borgerskole, vi hører om i Tønder var dansksproget. Mærkelig nok for det var dansk, man talte derhjemme og for at begå sig ude i samfundet
var det nødvendig at lære tysk.
Byrådet gav i 1614 Johan Ketelsen tilladelse til at undervise indtil 10 drenge i skrivning og regning på dansk under forudsætning at drengene ikke vakte forargelse i kirken eller andetsteds.. Men det lykkedes ikke rigtig og skolen blev lukket.
Til gengæld blev der åbnet en tysk skole i 1616, hvor der undervistes i tysk, læsning og skrivning, samt regning. Det så ud til, at dette blev en succes. Johan Ketelsen var berømt for sin flotte underskrift. Måske var det derfor, at han senere blev humleskriver.
Et brev fra Møgeltønder
På Tønders Byarkiv der befinder sig på Landsarkivet for Sønderjylland er da nogle interessante tekster fra den tid – på dansk. Det er ikke mange. Korrespondance med hertugen og forskellige regnskaber præger arkivet fra den tid.
Fra 1602 findes et dokument fra en blytækker Anders Karstensen og på den står:
– Dette Zedel ehre loest Paa Mögeltønder Birketing 16/7 1602.
Men det er måske lidt snyd. For Møgeltønder var en af enklaverne og tilhøret kongeriget.
En dansk låne – obligation
I arkivet findes et lånedokument skrevet af en borger i Tønder fra 1632. På byens hospital kunne man låne penge på en såkaldt hospitalsobligation. Det er by-skriver Jürgen Thimsen, der har udfærdiget dokumentet på nedertysk. Men låntagers underskrift med tilhørende tekst er på dansk. By-skriveren har antagelig accepteret, at låntageren ikke kunne nedertysk.
En fuldmagt på dansk
I 1683 blev en flok matroser antaget til flåden og skulle have deres rejseomkostninger godtgjort. De skulle underskrive en kvittering ved modtagelse af pengene. En af dem gav sin kammerat fuldmagt til at hente pengene. Også dette skete på dansk.
Besked fra Tønder Vandmølle
En person fra Tønder skrev et brev den 15. september 1687 til en person i Tved, at han skulle tilsige Peder Pedersen i Abild, Lars Hansen i Nørhus og Fedder Mickelsen i Bønderby at skaffe vogn og heste, som skal køre til Sønderborg færge For at afhente tømmer til Tønder Vandmølle.
Personen, der har skrevet brevet, må have været tilknyttet Tønder Vandmølle. Han har været vant til at skrive på tysk, for han har skrevet bynavnet på tysk i dateringen Tundern. Inden i teksten, hvor han nævner Tønder Vandmølle, har han skrevet navnet på dansk med lille forbogstav tunder.
Borgmester og råd kunne dansk
Forskellige ting er fundet i arkivet, som tyder på, at folk i Tønder kunne læse dansk.
Allerede den 6. maj 1609. Det var nogle år før Johan Kettelsen var skolemester, lod adelsmanden Bendikt Rantzau skrive (på nedertysk) i et brev om en dom, der blev afsagt i Viborg. Han ville gerne have afsagt dommen på tysk, men at den ikke skulle oversættes, da både borgmester og råd i Tønder forstår begge sprog-
Bådsmænd søges
Der findes tre breve fra april 1676 på dansk til borgmester og råd i Tønder fra admiral Jens Rodsteen, der det følgende år deltog i slaget ved Køge Bugt.
Nu opholdt han sig i Ribe og forlangte nogle bådsmænd, som skulle stille hos ham i Ribe.
Fra Rådet i Tønder svarede man omgående og fortalte, at man ikke kunne levere bådsmænd så hurtig som admiralen havde ønsket.
En arvesag fra Tønder
Et privat brev findes fra den 20. juni 1674. Det var fra en dame i Odense, Ingeborg salig Anders Polles. Det er sendt til Peter von Halten, som var hendes svigersøn. Datteren var død, og Ingeborg takker for at Peter har givet hende en smuk begravelse. Nu beder hun så om arv efter sin datter. Brevet er måske havnet hos bystyret i forbindelse med arvesagen. Ingeborg har forfattet brevet på dansk og Peter von Halten har åbenbart kunnet forstå det.
Peter von Halten har åbenbart tilhørt den højere sociale klasse i byen. Ifølge kæmnerregnskaberne fra 1693 har byen haft penge stående på rente hos ham.
I sørøvernes varetægt
Fra årene 1685 – 1696 findes der en korrespondance med Odense, hvor odenseanerne skrev dansk til Tønder og tøndringerne tysk til Odense.
En borgersøn og slagtersvend fra Tønder, Jacob Rasmussen eller Asmussen som havde været ombord på et hollandsk skib, var blevet taget til fange af sørøvere i Algier. Der var blevet anmodet om penge til løskøb af ham til borgmester og råd i Odense. Her havde Jacob åbenbart familie.
Vedlagt er et brev fra Odense dateret den 26. juni 1686. Det er en erklæring på dansk fra Jacob Rasmussens svoger, Jacob Brochman, der nævner, at hans kone for 12 dage siden har været i Tønder. I Odense havde været klar over sprogforholdene i Tønder. I Tønder kunne rådet åbenbart forstå dansk, men de besvarede henvendelserne på tysk.
Historikerne har gennem tiden fokuseret meget på begreberne tysk eller dansk. Men måske var situationen mere fleksibel end historikerne har fundet frem til.
I København for at lære dansk
Således sendte Petrus Jacobi von Alslef en brev fra København den 23. marts 1634. Som skik var dengang, fik alle lærde mænd deres navn oversat til latin. Derhjemme hed den omtalte person Peter Jacobsen fra Aslev.
Tøndringerne ville åbenbart gerne have ham som kapellan i byen. Han skriver på højtysk og er glad for at han er blevet kvalificeret til kapelan-tjenesten. Han fortæller, at han opholder sig i København for det danske sprogs skyld. Han har opholdt sig så meget blandt tyske, at han næsten havde glemt sit danske sprog.
Derfor vil han opholde sig endnu et år i København for at få tilegnet sig det danske sprog igen. Men til den tid ville han stå til tjeneste for Tønder.
Han forventede at borgmester og råd havde en positiv holdning til det danske sprog. Det var sikkert den tidlige morgengudstjeneste, han skulle forrette, for den foregik på dansk. Salmesangen foregik dog på tysk.
Tøndringerne kunne dog ikke vente på Petrus, og ansatte i stedet for Lorenz Wieding fra Flensborg.
Tilskud til skolemesteren
I en retsprotokol fra den 10. januar 1609 på nedertysk forfattet af by-skriver Jürgen Thimsen, blev det befalet byfogeden at melde Jacob Scholmeister, at han har forsømt at henvise skoledrengene fra sit hus til den rigtige skole, og fra den dag må han ikke igen holde drenge i sit hus. Hvis han gjorde det, blev han sat fra sin tjeneste.
Det var skolemesteren i den tyske skole, der jo var i byens tjeneste og blev lønnet af byen. Han har haft privatelever i sit eget hus. Det måtte han ikke, Åbenbart har man haft lokaler til den tyske skole et eller andet sted i byen.
En bygning, der stadig står lige ved kirken kom til at huse byens latinskole. Ved siden af kom den tyske skole til at lige. På første salen boede den tyske skolemester.
En af skolemestrene hed Jacob Albrecht. I en retsprotokol fra den 9. september 1637 er der en oplysning om, at den tyske skolemester havde søgt om huslejetilskud. Han havde svært ved at bo på skolen og betale husleje andetsteds. Han havde åbenbart også været dårlig gående, for han havde svært ved at klare trappen til første sal.
Regnelæreren, der ikke kunne regne
Et par gange nævnes også andre lærere i byarkivet. Det var blandt andet regnelæreren Arend Höyer som havde dårlige regnekundskaber. Og vi ved, at kæmner i Tønder, Hans Thomsen tog til Pellworm for at antage Johannes Gudeknecht, hvis han egnede sig.
Det ser ud til, at der en kort overgang i perioden 1614 – 1616 har været to offentlige skoler i Tønder – en dansk og en tysk.
Mange private lærere
Men nu hvor der ikke var nogen dansk skole. Hvor lærte tøndringerne så at skrive dansk? Rejste de alle udenbys for at lære det?
Det er også en anden mulighed, I skattelisterne kan vi se, at der har fungeret nogle skolemestre, som har undervist privat. Det gælder blandt andet Jens Schulmeister. Særlig velhavende kunne han ikke have været, for i listerne kan det ses, at han var i restance. Vi finder også en Hans Schulmeister, som boede i Sydvestkvarteret. Marten Schulmeister boede i Slotsgade i 1670. Og vi finder også andre såsom Detleff og Simon – alle med titlen Schulmeister.
I Vonsild kirkebog nævnes en pige, som er født i Tønder i 1638. Hun har gået i to privatskoler i Tønder.
Bondeskoler
Vi ved også fra den tid, at kapellaner, klokkere og organister virkede som lærere. Opfattelsen i Hertugdømmet på den tid var, at man ikke skulle blande sig i undervisningen.
Før 1600 lærte degnene børnene katekismus. I første halvdel af 1600 – tallet var der i de fleste sogne såkaldte bondeskoler. Det var private skoler oprettet og finansieret af bønderne uden indblanding fra kirke og øvrighed. Kirken forlangte dog, at man fik en kristelig elementær undervisning. Men det modsatte bønderne sig. De mente, at det var præsterne og degnens opgave.
Det danske skriftsprog har formodentlig været mere brugt i Tønder end hidtil antaget. Men i hvilket omfang, tøndringerne har kunnet læse og skrive dansk har det ikke været muligt at finde frem til.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. – 12. 2021
September 13, 2009
Der mange myter om Tønders opståen. Er du tysksindet, ja så var det friserne, der grundlagde byen. Men historiker har påpeget, at Tønder allerede i 1017 havde samhandel med englænderne. Tønder har gennem tiden været en by, man kæmpede om. Vi bringer også en kort turistguide gennem byen – anno 1920.
I 1920erne kunne man læse, Tønder er omgivet af store søer. Når man kom til Tønder i sommertiden kunne man skrive: Tønder er omgivet af frodige grønne enge. Ja, så stor forskel var det på Tønder til vinter – og sommertider inden afvandingen.
Nogle mente, at Jylland er et skråplan, der hælder mod vest. Det skulle have været årsagen til at Vidåen dengang, altid gik over sine bredder.
Ikke opført af frisere
Provst Carstens hævdede i sin bog om Tønder, at byen var bygget på frisisk grund. Men Tønder fik sine købstadsrettigheder i 1243 under Hertug Abel. Det var ham, der dræbte sin broder.
I Danske Atlas hævdede Pontoppidan, at Tønder allerede i 1017 førte en stærk handel på England. Og i 1227 byggede Sortebrødrene et kloster i byen. I 1238 fulgte Gråbrødrene så efter. Byen havde åbenbart allerede i det 10. og 11. århundrede en hvis betydning. Frisernes indvandring skete først i det 11. og 12. århundrede, hvor Tønder allerede eksisterede.
Det tyske navn Tondern har sandsynligvis kun noget at gøre med bynavnets latinisering i byens segl. I folkesproget har byen aldrig heddet andet end Tynne,
ikke Tønder eller Tondern. Ja, der er mange bud på, hvad navnet betyder.
Mange mener, at det kommer fra lyn og torden og at antænde i forbindelse med udvinding af salt. Andre igen opfatter, at navnet kommer fra sandet strand, skov og meget mere.
I Kong Eriks krønike \”Scriptores rerum daniarum\”, der er skrevet af en munk i Ry Kloster under Erik Menved, meldes om Gråbrødreklosterets grundlæggelse. Her fortælles, at klosteret er grundlagt af adelsmand Johan Haffnessøn og hans hustru. Man brugte navnet Tyndris. Man brugte bogstavet
y, som man gør den dag i dag på folkesproget, Tynne.
Historisk forskning er gået tabt
Også historikeren Ludvig Andreasen mener, at Tønder er opstået som en tysk by. Egentlig kunne det være lige meget, hvem der bosatte sig først. Men det kan ikke være lige meget af meget historisk forskning er blevet forvansket, fordi forskningen er blevet ført på enten et dansk eller tysk grundlag.
Broder Reinhard
På byens rådhus fandtes der engang et maleri, der skulle forstille munken Reinhard, med følgende indskrift:
Denne Reinhard var tysk af fødsel og optræder flere gange i historien, dels på sit navn og dels som Regner. Han menes, at have været vidne til brodermordet og som en af hertugens nærmeste medarbejdere.
Tønder by var stridens æble
Tønder bys betydning gjorde den til stridens æble mellem herskerne helt fra Valdemar Sejrs dage.
I 500 år var byen med få og korte afbrydelser været i de holstenske grevers og hertugers besiddelse og er tillige med dens sydlige opland i Mellem-Slesvig blevet fortysket. Sindelaget blev tysk. Det skete ikke på grund af national overbevisning men kun fordi hertugen var tysk. Men man holdt med jysk sejhed fast på det danske folkesprog.
Hverken det ene eller andet sprog
De tyske hertuger har gjort store anstrengelser for at udslette det danske sprog i Sønderjylland. I skole og kirke blev det tyske sprog indført. Således meldes om en ældre præst i Ladelund, som i 1820 prædikede tysk og jysk durch einander.
Det var hverken dansk, tysk, sønderjysk, plattysk men en blanding af det ene og det andet.
Godt oksekød og meget drikkeri
Historikeren H.V. Clausen har udtalt disse klassiske ord:
Historikeren har også udtalt, at blandt de sønderjyske købstæder anså han Tønder for den smukkeste. Og det kunne jo være besnærende, at tage på en byrundtur med en af danskhedens stridsmænd, redaktør Peder Skovroy lige efter Genforeningen:
En falden Skønhed
Ja, se det var Tønder – på en anden måde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29, – 12. – 2021
Maj 26, 2009
Pas på, når du passerer Æ Kachmand (Kagmanden) på Torvet. Måske vågner han op. Han står der som moralens vogter, Lovens Lange arm. Han bliver kaldt Roland, efter Karl den Stores ridder. Tyskerne bortførte ham til Kiel. Efter Genforeningen vente han tilbage og står nu på Torvet – som kopi. Den ægte vare står på Museet i Tønder.
Roland
Han står der endnu eller nærmere igen på Torvet i Tønder. Kagmanden. Men hvem er han egentlig?
Ja egentlig stod han på museet i Kiel. Hans navn er Roland, lige som skolebladet på Tønder Kommuneskole. Han minder om krigerskikkelser, som man ser i adskillige tyske byer. Måske er Roland, den moralske vogter?
Rundt omkring i købstæderne kunne man finde straffestedet Kagen. Det var en uhyggelig, skafotlignende bygning, formet som en lille rund eller mangekantet underbygning af tømmer eller murværk, dækket af et fladt tag.
Navnet kommer fra Karl den Stores bretonske ridder, Roland, der faldt i Pyrenæerne i 778.
Befængt med uærlighed
Ad en dør og indvendig trappe var der adgang op til denne af et rækværk omgivende platform. På midten heraf ragede en indtil 20 Alen høj støtte eller pæl i vejret. Hævet over hoben, blev kagen skueplads for fuldbyrdelsen af alle slags vanærende, uærlige straffe, urette mål, potter og skræpper ophængtes her til spot og spe. På dens platform blev der foretaget piskning af skøger, mærkning af tyve med gloende brændejern, hår – og øreafskæring. Her blev der udstillet falsknere og bedragere og lignende beskæmmende mennesker.
Det var et sælsomt tempel for retfærdighed. Egentlig var stedet befængt med så meget uærlighed. Bødler og rakkere, som arbejde med fangerne og stedet var afskyet af alle. De var “uærlige”.
Kun under iagttagelse af et stort ceremoniel under pibers og trommers klang og under medvirkning af samtlige lavsmestre var det muligt at bevæge alle håndværksmestre til at række en hånd til istandsættelse eller ombygning af dette uærlighedens sted.
Lænkede til pælen på overbygningens midte måtte delinkventerne lægge ryg til mestermandens ris og med tunge jern om hals og lemmer, stilledes de her til skue for den måbende mængde, som myldrede til Torvet om Kagens fod.
Var straffen retfærdig?
Kagen var ikke stedet, hvor mordere, røvere og andre storforbrydere blev straffet. Dette foregik uden for byen ved anden af den nuværende Marskvej, hvor bødlen tog sig af dem.
Man kan altid diskutere om den måde, man straffede på dengang, var retfærdig. Således blev en skomagerlærling grebet i æblerov. Han blev dømt til pisk og gabestok. Men i dette tilfælde lod dommeren nåde gå for ret. Man \”nøjedes\” med at give den unge mand tre dages fængsel på vand og brød. Men en ung
pige, som i 1865 havde begået et mindre tyveri måtte hele straffen igennem.
De sociale følger for mindre straffeforseelser kunne være katastrofale dengang.
Flere Kagmænd
Som regel var der – i alle tilfælde i 17. og 18. århundrede – øverst på kagstøtten anbragt en topfigur, et billede, hvorved man som oftest mente en statue forestillende en skarpretter i funktion med løftet ris. Således omtales en Kagmand af denne art i Rudkøbing By i 1722.
Det berygtede straffested, som oftest var op-muret af svære kvadersten prangede på Torvet. Det blev først fjernet i 1799. Også i Nakskov omtales denne bøddel – skikkelse.
Men alle disse bøddel – skikkelser er for længst forsvundet inden for landets grænser. . I Stockholm er en \”fætter\” til den i Tønder dog bevaret. Men den står
ikke på en offentlig plads som i Tønder, men i den nationale samling.
I Flensborg kan man på sit museum fremvise Kagmanden fra straffestedet på Søndertorv, en pyntelig påklædt skarpretter fra første halvdel af det 18. århundrede.
Lovens lange arm
Kagmanden i Tønder er skåret af en enkelt træstamme i 1699. 8 mand og 6 heste slæbte en egetræsstamme hen til træskæreren.
Egentlig var han en militær politichef, der bl.a. forestod afstraffelse af regimentets soldater og deres familier, men her i Tønder er han vel symbol for lovens lange arm. Han er trukket i arbejdstøjet med sværd ved siden og pisken. Man har indtryk af at man til enhver tid kan blive ramt af ham, når man passerer.
Kagmanden – bortført
Kagemanden landede på Rådhusets loft, hvorfra tyskerne bortførte ham. Man troede, at figuren symboliserede fristadsrettighederne. Efter Genforeningen i 1920 blev Kagmanden sendt tilbage til Tønder, hvor den blev flikket sammen. Her blev den stillet op i slottets tilbageværende port-hus, der var blevet byens
museum.
Da Torvet blev renoveret i forbindelse med Tønders 750 – års jubilæum blev der opstillet en kopi af den tæt ved den oprindelig opstilling ved Lilletorv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. 12. 2021
Maj 26, 2009
Ulrich tog navneforandring til Ulrik efter 1864. Han var en meget initiativrig fysikus, der oprettede skoler,sygehuse, arbejderforeninger, brugsforeninger, arbejderboliger og meget mere. Han var med til at stifte Det Radikale Venstre. Historien foregår i København, Hobro, Tønder og Østerbro.
Frederik Ferdinand Ulrich var egentlig fra København. Han var født i 1818. Egentlig kunne denne artikel have også have heddet:
Efterlod sig spor
Alle steder, hvor Ulrich optrådte, efterlod han mange positive ting. Det afstedkom også, at han i Tønder fik opkaldt Ulriksallè efter sig. I Lyngbyvejskvarteret
fik han opkaldt en gade efter sig, F.F. Ulriks Gade. Og i Strandvejskvarteret er der rejst et monument for embedslægen (fysikus).
Egentlig er det mærkeligt at Ulrich ikke er nævnt i en Danmarkshistorie i 17 bind eller i Dansk Socialhistorie.
Initiativrig slægt
De første 12 år af sit liv boede han i Frederiksstad, hvor hans far var toldforvalter og generalkrigskommissær. Han blev student i 1835 og tog lægeeksamen i 1840. Han blev det, der hedder medicinsk kandidat, og gennemgik kandidattjenesten på Almindeligt Hospital i København.
Han blev praktiserende læge i Hobro i 1842.
Oldefaderen var skriver ved Gesthuset, Johan Christoffer Ulrich. Sønnen var næstkommanderende på Søkadet-akademiet, kaptajnløjtnant Georg Frederik Ulrich.
En sparekasse i Hobro
Ulrik kunne se hvilken betydning en lokal sparekasse kunne få for byens borgere og erhvervsliv, ja for hele egnen. Fem af byens mest betydende mænd blev inviteret til et møde. Resultatet blev, at den 8. marts 1851 kunne Spare – og Lånekasse for Hobro og Omegn se dagens lys.
Nyt sygehus
I 1854 blev han ansat som fysikus i Tønder. Han arbejde ivrigt for danskheden, og var initiativtager til Tønders nye sygehus, der blev taget i brug i 1855. Det var et sygehus beliggende ved Østerport – det yderste hus lige inden alléen, nu Østergade 73. Det var dog kun et ringe antal senge, der stod til rådighed. Men det måtte Tønder nøjes med, indtil der i 1895 blev bygget et nyt hospital.
Ny børnehave
I 1859 fik Ulrich oprettet et såkaldt asyl for småbørn i rektorklassen ved kirken. Denne første børnehave ophørte dog i 1864. Den 26. oktober 1865 blev den genåbnet som Warteschule med lokale i Vestergades Skole. I 1883 fik den sin egen bygning ved Alléen bag ved Kommuneskolen.
Ny realskole
Fra 1829 var Rektorskolen, som den kaldtes, kun enkelt-klasset. Den var kun beregnet for eliten af børnene. Det var en utilstrækkelig ordning. Ulrich foreslog at omdanne denne skole til en realskole. Denne fornuftige ordning blev så gennemført mellem krigene. Ulrich fik støtte af borgmester Holm. I 1861 oprettedes
der derfor en privat realskole med tre klasser, der fik til huse i Østergade 46. Den fortsatte indtil den preussiske regering forbød den i 1872.
Navneforandring
Efter det danske nederlag blev han som mange andre danske embedsmænd udvist af de tyske myndigheder. Som følge af krigen ændrede han sit efternavn fra Ulrich til Ulrik.
De tysksindede borgere dannede en sikkerhedskomité. De udpegede over for politimester/borgmester Holm, hvem der skulle flytte Mange var allerede rejst. Men de tysksindede borgere udpegede også amtmand, præster, toldere, lærer og seminarielærere.
Og det gik ikke stille for sig.
Stenet ud af Tønder
En mandag aften havde pøbelen samlet sig foran Ulriks hus. Østergade 18. Han kom modig ud til de tysksindede og lovede, at rejse stille og rolig om tirsdagen. Men om natten fløj der både snebolde og sten gennem hans ruder.
Ulrik havde lejet en lukket vogn, for at drage af sted mod Møgeltønder. Hustruen og han gik bag vognen. En pøbel af tysksindede fulgte dem i nogen afstand. Enkelte sten landede i nærheden af parret. De havde lejet en bondegård, hvor de håbede at kunne være i fred.
Ulrik var meget forbitret over behandlingen fra de tysksindede. Han havde i sin praksis behandlet dem på lige fod som de dansksindede. Dog gik de tysksindede ind af bagdøren, for deres lidelsesfælder måtte ikke se, at de blev behandlet af en dansksindet.
Politimester Holm var nu også blevet afsat. Postforbindelsen med Ribe var ophørt. En ny borgmester var indsat, og skolesproget i Tønder var blevet tysk.
I øvrigt indrettede Tønder Bibliotek sig i Ulriks gamle bolig. Det skete den 1. oktober 1923. Atter en gang stod der danske bøger i boligen i Østergade.
Distriktslæge på Christianshavn
Ulrik flyttede til København, Hvor han i årene 1866 – 1890 var distriktslæge på Christianshavn. I 1867 – 1873 var han borgerrepræsentant og gjorde et energisk arbejde i sundhedskommissionen.
Det var særlig arbejderne, han gjorde et stort arbejde for. De levede i yderste fattigdom i datidens København. Han stod bag stiftelsen af Arbejdernes Byggeforening i 1865.
De første huse blev opført i Sverigesgade på Amager.
Sunde boliger
Formålet med foreningen var, at skabe gode og sunde boliger til de dårligst stillede. Han var næstformand fra foreningens start indtil 1888. Foreningen byggede blandt andet Kartoffelrækkerne og Strandvejskvarteret på Østerbro.
Byggeforeningens medlemmer indbetalte 35 øre om ugen, og når de havde opsparet 20 kroner kom de med i den årlige lodtrækning om et hus. Efter 10 års afdrag fik de et skøde på huset, og efter 24 år var de husejere. Ved foreningens start var der cirka 200 medlemmer, men tallet steg hurtigt. Allerede i 1890 var
man oppe på 16.000 medlemmer
Nye ting til Brumleby
Den 25. oktober 1865 holdt Ulrik et foredrag:
Ulrik medbragte ideen om en brugsforening til Østerbro. En sådan en blev oprettet i Brumleby i 1868. Han havde også sit aftryk på oprettelsen af Østerbro Husholdningsforening. Og måske er det en del af hans fortjeneste, at der til Brumleby både kom mødesal, badeanstalt og sløjdskole.
Ulrik holdt en del møder med Burmeister og repræsentanter for arbejderne på B&W. Sammen med Hornemann holdt han et foredrag om de fysiske og moralske goder, som arbejderne kunne opnå ved at støtte hinanden i en bygge – og spare-forening.
Masser af Byggeforeninger
Fra vugge til grav
En række skrifter fik Ulrik også tid til at udgive. Han slutter sit skrift om Arbejderforeninger til gensidig hjælp(1867) med en variation af det kendte motto, hvad udad tabes, skal indad vindes. Danskerne skulle vinde i indre fylde og kraftudvikling ved at følge Ulriks ideer om arbejderforeninger til gensidig hjælp,
der ville gøre danskerne værdige til at bestå.
Ulriks bestræbelser på at oprette arbejderforeninger til gavn for arbejdernes samtlige behov fra vugge til grav (byggeforeninger, brugsforeninger, sygekasser, begravelsesforeninger m.m.) var en direkte kamp mod kommunismen.
Brugsforeningsideen blev af Ulrik rettet direkte mod arbejderbevægelsens strejkevåben. Arbejderen skulle ikke forøge sine indtægter ved strejker, men formindske sine udgifter ved at stå i en brugsforening.
Arbejdernes Byggeforening for de rige
De stigende grundpriser og de øgede leveomkostninger medførte at huspriserne steg og flere og flere byggeforeningshuse overgik til bedrestillede formænd og egentlige håndværkere. Hele ideen med huse til den fattigste del af befolkningen gik tabt. Arbejdernes Byggeforening blev efterhånden en forening for velhavere.
I 1972 blev foreningen opløst. Ulrik var også aktiv i stiftelsen af Lægeforeningens Boliger og Samfundet til Ædruelighedens Fremme I 1905 var Ulrik medstifter af Det radikale Venstre.
En af Ulriks sønner, Axel var stadslæge i København fra 1912 – 19. Jeg mener også, at en anden af Ulriks sønner blev stationsforstander i Tønder.
Ideer taget for gode varer
Selv om arbejderne ikke rigtig ville erkende at det var \”en ikke socialdemokrat\”, der fostrede ideerne til arbejderforeningerne tog de ideer op. Særlig på Nørrebro opstod der i tidens løb mange arbejderforeninger og arbejder – kooperativer helt i Ulriks ånd.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 29. – 12. – 2021
Maj 26, 2009
Hvorfor udvandrede så mange fra Tønder og resten af Sønderjylland? Ofte var myndighederne glade for at fattiglemmerne tog af sted. Vi følger en rejse over Atlanten – dengang. Desuden kigger vi på, hvordan sønderjyderne blev modtaget \”over there\”
I første del hørte vi om, at Anna Cathrine Sørensen fra Ubjerg fik et lån på 240 rigsdaler fra Fattigkassen til at udvandre til Australien. Ligeledes hørte vi, at en arbejderenke fra Højer udvandrede i 1885 sammen med hendes to børn til Amerika. I første del kan du også se, hvor mange der udvandrede fra Tønder kreds.
Billigere at sende \”Fattiglemmerne\”
af sted
Det lyder i dag besynderligt, at kommunerne støttede en sådan immigration. Hvor mange af de 300.000, der udvandrede fra sidste halvdel af 1800tallet til første verdenskrig, vides ikke.
Måske var logikken klar nok. Et giftermål mellem fattiglemmer, ville belaste kommunens budget. Og måske ville de børn, der kom ud af det, også gøre det.
Også banker spekulerede i lån til dem, der ville udvandre. Og breve fra udvandrere, der havde oplevet lykken i det forjættede land gik på omgang i sognene. Så var det jo meget passende, at dampskibsselskaberne lokkede med gode tilbud til dem, der ville prøve lykken.
I den preussiske hær
For befolkningen i Sønderjylland betød Wienerfreden i 1864, at 150.000 mennesker både i tanke og tale skulle underlægge sig de nye overherrer, Preusserne.
De dansksindede måtte underlægge sig en tre årige tjenestepligt i den preussiske hær. Derefter skulle man forpligtige sig til 4 år i reserven.
Masseudvandringen startede i Sønderjylland
Godt nok nåede man til en overenskomst i 1869, at udvandrende kunne vende tilbage og tage ophold som udenlandske statsborgere. Men de blev mødt med mange chikanerier, ligesom der lagdes hindringer i vejen for undervisning og mødevirksomhed på dansk.
Resultatet udeblev heller ikke. Masseudvandringen startede i Slesvig. Og myndighederne lagde ingen hindringer i vejen. På den måde, slap man af med de besværlige dansksindede. Unge mellem 17 og 25 år skulle ansøge om “Entlassung aus dem Untertanenverband” for ikke at blive udråbt som desertører. Regeringspræsidenten godkendte kun ansøgningen såfremt der ikke var indvendinger fra militære eller civile myndigheder.
Mange årsager til udvandring
Men retfærdigvis skal der også nævnes andre årsager til den store udvandring:
Af de 150.000 sønderjyder/nordslesvigere der var, boede i landsdelen dengang, udvandrede omkring 54.000. En del tog til Danmark, men en meget stor del tog til det forjættede land.
Den store udvandring fra Europa tog sin begyndelse omkring 1815. frem til 1. verdenskrig udvandrede omkring 50 millioner europæer. Fra øerne Før, Amrum, Femern og Langeland var udvandringen meget stor.
Sørejsen startede i Hamburg
Fra Danmark og Sønderjylland tog udvandringen for alvor fart efter 1864, og nåede sit højdepunkt i 1880erne. Det foregik med dampskibe dels direkte fra København, dels via Liverpool, Hamburg og Bremen.
Den nystiftede Thingvalla – Linje var alene om ruten over Atlanterhavet. Men selskabet blev ramt af forlis og konkurrence. I 1898 blev selskabet købt af DFDS.
Langt den overvejende del fra Tønder og fra det øvrige Sønderjylland tog via Hamburg til det forjættede land. Enten tog man den besværlige rejse med vogn eller gik til fods til Hamborg. Da jernbaneforbindelsen kom, gik det så i fjerde klasses kupeer til havnebyen.
Ofte måtte man overnatte i en af de mange logihuse bag St. Pauli. Her måtte man dele af pladsen med talrige andre emigranter.
Om bord
Tidlig næste morgen begyndte man at drage mod Elben. I logihuset havde man for en Reichsmark forsynet sig med blikting til måltiderne ombord samt stråsække til at hvile sig på om natten. Belæsset med alle disse ting, gik man nu til dampskibet. Man var lidt betænkelig, da man gik ombord.
Man sejlede til Stade, og lagde sig på siden af en ordentlig kolos. Det var selve udvandrerdamperen, der ikke kunne gå helt til kajen på grund af dens dybdegang.
Hver enkelt emigrants papirer blev gået igennem, og alle ansigter blev nøje gennemgået af det nøjagtige tyske politi. En del forvirring opstod. Man kunne ikke finde sine ting og sine slægtninge I en labyrint af gange kunne det være uhyggelig svært at finde hinanden.
Familie-dækket
For fuld kraft gik det nu ud i rum sø. Skumsprøjtet bag ud pegede mod den gamle verden, som man havde sagt farvel til.
Meget hurtig tilpassede emigranterne sig. Sprogvanskeligheder blev klaret med fingersprog og mimik. Det gik ikke mange timer før man havde fundet den rette disciplin.
De gifte mænd og kvinder med deres børn blev anvist et dæk for sig selv. Det var ikke unormalt at et ægtepar havde ti småfolk med sig. Man kunne godt forstille sig den lugt, der fremkom, med et par dage i stormvejr, når lugerne foroven var lukket i. Halv kvalt af den forfærdelige lugt ønskede man at komme ud.
De ugifte og jomfruburet
De ugifte mænd blev anbragt på et andet dæk, hvor der gik livligt til med slagsmål og spektakel. Fjernt derfra, i det allernederste rum, det såkaldte jomfrubur
havde de ugifte kvinder deres plads. Overvågningen blev fortaget af kvinder, og der blev strengt håndhævet at ingen mandlig person indfandt sig under nogen som helst påskud.
Elendige forhold
Det var ikke videre komfortabelt. Højt til loftet var det ikke. Køjepladserne var anbragt tre og tre oven på hinanden. På denne trange plads skulle man vaske sig og gøre andet toilette. Når vejret ikke tillod det, så skulle man også her indtage måltiderne. Her var meget lidt plads, meget uorden og dårlig luft.
I sejlskibenes tid var hyppige dødsfald ombord almindelig. De hygiejniske forhold var miserable. Rederierne forsøgte at presse så mange om bord som mulig for at øge profitten.
Det kæreste opholdssted
Det øverste dæk var emigranternes kæreste opholdssted, som man kun forlod, når det stormede. Blandt den blandede skare var der mange talenter. En kunne lave kortkunst, en anden var nærmest akrobat, en kunne synge, en kunne lave skuespil.
I første kahyt blev der ofte udgivet en avis, der gik fra hånd til hånd og endte blandt tredje klasses passagerer.
Den kæreste underholdning var dog at danse. Når vejret tillod det, foregik det til langt ud på aftenen. Når man skulle opholde sig fra to til tre uger på et skib, trængte man til motion. Dampskibene var hurtigere. Men dengang med sejlskibe kunne det godt tage seks uger for at krydse Atlanten.
Missioneret
Om bord blev der også missioneret. Man kunne være sikker på, at der var mindst fem – seks præster om bord. Unitarer, Baptister og Mormoner. De havde travlt med at hverve sjæle. Dette skete med samtaler i køjerne, dels ved prædikener, påmindelser og bønner.
Udskejelser af \”groveste natur\”
Men pludselig kunne der ske vigtigere ting på skibet; man ville more sig. Ja man kunne se udskejelser ofte af den aller groveste natur. For lystigst af dem alle, var de unge piger. Og udskejelser skete, selv om der var et årvågent opsyn.
Lodsen kommer ombord
Alt imens dette skete, nærmede skibet sig den amerikanske kyst. Omkring 800 engelske mil fra land så man det første stjernebanner. Det var lodsbåden og lodsen gik om bord, hvilket var en stor begivenhed for passagererne.
Man havde indgået væddemål, om lodsen ville sætte højre eller venstre fod først på båden, om hans øjne var blå eller brune, om han havde skæg eller ikke skæg og så videre. Jo der var sandelig meget underholdning om bord.
Lodserne kendte udmærket til opmærksomheden. Det skete også at de nedlod sig til at hilse på de almindelig dødelige.
Land i sigte
Dagen efter lodsens ankomst, så passagerne det første af det forjættede land – Long Island. I horisonten skimtes en lang rødlig stribe. Om bord blev alle febrilske, selv om der endnu var et døgn til New York.
På mellem-dækket herskede der stor travlhed. Halmmadrasserne og bliktingene kastedes i havet. Alle ville op på dækket den sidste nat.
Midt i virvaret blev der udvekslet adresser blandt passagererne. Man takkede også besætningen via underskrifter for en god behandling. Nu hvor man kunne se land, var det lige meget at man under turen følte sig dårlig behandlet.
Den næste morgen mødte der passagerne et fantastisk syn. Udvandrerdamperen gled ind i Lover Bay, den kolossale bugt, hvis kyster varslede en storhed, som gibbede i emigranterne. Verdens storhed lå foran. Forbi Coney Island, hvor en uhyre træelefant (restaurant) vækkede emigranternes forbavselse. Ind ad Hudson Floden gik det. Forbipasserende færgedamperes plask og piben og lodsernes lange brøl afbrød pludselig stilheden.
Grundig undersøgelse
Passagerne blev stillet op på dækket. Andre lodser og sundhedspolitiet kom ned af floden i en lille damper, og alle emigranter blev underkastet en omhyggelig undersøgelse.
Folk, der haltede, lamme, blinde og brystsyge blev sorteret fra. De blev sendt tilbage med den førstkommende båd. Straffede personer, fik samme medfart.
Først efter at det grundige eftersyn var foretaget kunne båden ankre op i Hoboken med sin last af levende sjæle. En fornyet undersøgelse ventede emigranterne i land. I det såkaldte Barge Office blev de underkastet en ny undersøgelse. Såfremt papirerne var i orden, blev emigranterne i store delinger ført til emigranttogene, der førte dem mod vesten.
Alt blev registreret
Alt blev registreret. Navn, alder, bestemmelsessted, og også det pengebeløb, man havde med. Det var også vigtigt for myndighederne at få at vide, om man havde modtaget fattighjælp. Gennemsnitlig kom der dagligt 3 – 4.000 emigranter gennem myndighedernes skarpe øjne.
Var det tvivl om rigtigheden eller om en ældre mand kunne ernære sig selv, eller om det var rigtig at han havde slægtninge i en fjern egn langt vest på, ja så blev man holdt tilbage, indtil forholdene var blevet undersøgt. I løbet af en måned blev 600 af 60.000 indvandrere sendt retur til Europa.
Håndværkerne tjente gode penge
Almindelige håndværkere nød stor anerkendelse i Amerika. Her kunne man tjene gode penge.
Indvandrerne blev dog ikke altid på den første sted, men drog videre. Under den amerikanske borgerkrig i begyndelsen af 1860erne gik den oversøiske udvandring noget tilbage. Men da krigen var slut startede den anden store udvandringsbølge.
Det amerikanske børskrak i 1873 betød stigende arbejdsløshed, hvilket igen fik udvandringen til at falde. Men da denne krise var over fortsatte strømmen atter til det forjættede land.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 30, – 12. 2021
Maj 26, 2009
Solitude voksede sig fra et limsyderi til en afholdt lystgård. Her boede så fine folk, at de ikke skulle betale bompenge. Her blev også spillet klassisk musik om sommeren. Engang havde Solitude en af stadens flotteste haver. En byggematador knækkede nakken ved at købe Solitude.
Ingen storhed over Solitudevej
I dag er det ikke meget, der tyder på, at der har ligget en betydningsfuld lystgård med en pragtfuld have i nærheden af Solitudevej. Her kom folk, der var så fornemme, at de ikke mente, at de skulle betale bropenge, for at besøge Solitude.
Der er ikke meget storhed over Solitudevej i dag. På hjørnet har min gode ven, Johnny en farvehandel og vejen slutter meget brat. Som følge af Mosaisk Kirkegårds opståen i 1653, måtte der naturligvis skabes en vej dertil. Hidtil havde man klaret det med et stisystem fra sandgravene. Vejen kaldtes Jødevejen
og fik senere navnet Møllegade.
Både den gamle sti og dens fortsættelse mod vest på den andens side af landevejen, den senere Solitudevej, var anlagt i begyndelsen af 1620erne, og blev i 1679 omtalt som kongelig jagtvej.
Ensomheden blev nydt
Nordre Forstad havde en flot lysthave. Det var Solitude, som strakte sig helt op til stuehuset. Det var en afdeling specielt med frugttræer.
Et sekskantet lysthus forefandtes også i den pragtfulde have med bræddeklædning på siderne. I 1719 ved vi, at der på Solitude eksisterede en svinesti i gården. Det blev udtrykkelig angivet at denne tilhørte forpagteren.
Hvornår Solitude er opstået, vides ikke. I 1722 blev den benævnt som Løst gaarden. Det tyder på, at storkansler Ulrich Adolph Holstein var ophavsmand til navnet. Man må tro, at det har været rig mulighed for at nyde ensomheden her.
Limsyderi i 1694
Solitude var en nobel gård, som virkede som hovedstadsbolig for skiftende adelsfolk. Funktionen som lystgård er af nyere dato. I Jordebogen af 1694 fungerede stedet meget mere ydmygt. Da var det et limsyderi, der blev ejet af Thomas Biering. Hvornår dette limsyderi var opstået vides ikke.
Omdannet til lystgård
I 1695 erhvervede Christian Braem ejendommen. Han havde helt andre planer. Det var ham, der opførte lystgården. Den eneste vej til landevejen var en smal vej langs nordvestsiden af Blågårdens anlæg. Det var en privatvej, der tjente som adgang til Barkmøllen.
Braem og hans kone Elisabeth Seckman samt sønnen, Wilhelm bosatte sig ikke fast herude. Deres faste hjem lå i Skindergade. Braem havde foruden sit virke som stempelpapirforvalter et lille privat silkeeventyr. Han ejede blandt andet to silkemøller. Men de lå dog ikke herude.
Solitude i 1716
Han døde i 1716. dengang eksisterede lystgården af et stuehus, en staldbygning og et tørveskur med lysthave og køkkenhave. Ude ved vejen var der også bebyggelse, men dette blev lejet ud til en monsieur Gierdsen. Måske var den bygning den gamle limfabrik, der nødtørftigt var blevet ombygget. Dette hus havde været på hele 12 fag.
Både stuehus og staldbygning var af bindingsværk med tegltag og i en etage. Tørveskuet var beklædt med brædder overalt. Bygningerne var placeret omkring en lille gård med brønd og tre fag plankeværk. Der var intet sengekammer. Måske var det, fordi man ikke overnattede herude. Staldbygningen var i otte fag og havde spiltove, krybber og hække, hvilket viser, at der var heste, der skulle opstaldes.
Der var også en maskekølle beklædt med brædder. Den kan have været anskaffet for at handle med mask. Antagelig har lejeren haft svin. Stalden var brolagt med tag.
Holstein renoverede ejendommen
Da Holstein overtog ejendommen købte han jord helt ned til åen. Han renoverede hele ejendommen, lejehusene blev også revet ned.
Et kort fra 1741 viser to lange skel, markeret med træer. Mod syd med en enkeltrække, mod nord med en allé. Lysthaven lå fortsat på sin gamle plads og bestod af fire inddelinger.
Det var også en ny hovedbygning i øst – vestlig retning med en udbygning mod nord, dels et trefløjet gårdanlæg nærmere vejen, måske den gamle lystgård med staldbygning og en ny fløj.
Et par småbygninger spredt ud langs vejen kan have været nye huse, men måske også ældre lejehuse, der også har været istandsat. Landlivet og afsondretheden har sikkert tiltrukket det bedre borgerskab. Mere end den komfort og luksus som herskede på nabogrunden Blågården.
Struensee på spil
General Haxthausen havde erhvervet ejendommen, men solgte den til staten i 1769. Her indrettede Struensee og professor Beyer en koppeindpodningsanstalt.
Der kunne optages 48 personer, heraf 16 betalende af borgerlig og middelmådig stand.
Men anstalten blev hurtig lukket på grund af manglende søgning. Senere blev der oprettet et opfostringshus for spæde børn. En overgang boede Grev Sponeck også på Solitude. Det var ham der var Københavns kommandant, da byen gik op i lys og luer.
Sommerkoncerter
I slutninger af 1700tallet benyttede flere af Københavns musikforeninger området til sommerkoncerter. I 1820erne blev jorden solgt fra og blandt andet brugt til tobaksplantage. En af køberne var Kaptajn von Scholten, som senere blev generalguvernør på De vestindiske Øer.
Byggespekulation
Grundspekulation førte til megen rigdom hos nogle få byggespekulanter på Nørrebro. Men ikke for Hans Christian Bangert. Han købte i 1840 gården Solitude. Kort efter opgav han en god stilling i centraladministrationen. Nu skulle der gang i landbrug, sælges byggegrunde og meget andet. Bangert forpagtede en del nabogrunde hos kommunen. Aktier var kommet på mode, og Bangert indbød til aktietegning.
Ideen var, at der skulle bygges seks store villaer på hver byggegrund, hver beregnet til 4 familier. Dette blev dog ikke til noget. En kreditforening, som han tumlede med, blev heller ikke til noget. En brugsforening fik samme skæbne.
Grundpriserne steg og steg. Så hvorfor skulle man forhaste sig.
Bangert begyndte at byggemodne. Han anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som blev kaldt Bangerts Bro.
Bangert var formuende, men alle disse projekter kunne ikke gennemføres uden lån. Østifternes Kreditforening og Københavns Centralkasse bidrog til disse, men også privat personer.
Men så kom krisen. I 1858 var det så godt som umuligt at låne penge, og alle der havde lånt Bangert penge, ville gerne have dem igen.
Vennerne svigtede ikke
Vennerne svigtede dog ikke. General Gerlach lånte ham 5.000 Rigsdaler. Disse blev kun delvis sikret med pant i fast ejendom. En lejer i gården Solitude blev shanghajet til at yde et lille veksellån. Det var dog kun på 60 Rigsdaler. Jomfru A. M. Nielsen var anderledes hjælpsom. Han lånte ham 2.000 Rigsdaler. På hans glatte ansigt.
Men det hele nyttede ikke noget. Bangert gik konkurs. Vennerne mistede mange penge. Trods store tab kan det dog røbes, at Bangert et par år senere døde som en velstående mand.
Solitude i 1880erne
Solitude stod der endnu i 1880erne, efter at størstedelen af de omgivende arealer var blevet plantet til med spekulationsbyggeri, eller udlagt til de hastigt voksende Assistens Kirkegård.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 28. – 03. – 2022