Første del af et foredrag på  Sønderjysk i Tønder den 6. oktober 2011, arrangeret af Aktive Kvinder i Tønder. Læs om det lystige liv i Tønder, om originalerne, om de store markeder. Her kan du også  læse om Schweitzerhalle, Tønder Musikfestival, Tønder Kommuneskole og meget mere. Læs om væsentlige og uvæsentlige ting fra Tønders historie, herunder Tønders første rutebil. Hvad betyder Tønder?

 

I ugen op til foredraget var arrangementet omtalt fem gange i den lokale presse. Og det var da også en stuvende fuld sal af forventningsfulde tøndringer. Også mange gamle bekendte. En julemand fra dengang, jeg var to – tre år var mødt frem, dog uden lang skæg. En stor ros herfra til Aktive Kvinder for et godt og velorganiseret arrangement. Jeg kommer meget gerne igen. Dette bidrag er nogenlunde, det som jeg sagde, bortset fra at det ikke er på sønderjysk.

 

Schweizerhalle

Tænk, at man skal stå her på  Schweizerhalle, så mange år efter. Her gik vi til pigtrådsbal, Schützenfest, til Defenders – koncert og meget mere. Man forsøgte at score piger, men da var
Emmerlev Klev betydelig bedre. Og ned under scenen var jeg med til at starte Tønder Båndamatørklub.   Vi optog blindebånd. Og på det første kunne Armin fra Aventoft berette over for de blinde:

• Vi har nødder og chokolade.

Og i den store sal optog vi to julesange med gruppen Arrows. I dag har vi resterne i form af Locomotion.

 

Ingen alkohol

Og under brand her på Schweitzerhalle den 14. august 1908 manglede Æ Feuerwehr  vand. Ja så kunne man lige så godt tage sig en lille en. Men det ville gendarmen ikke finde sig i:

• Ich verbiete mich jeden Alkoholgenuss

Det fik en af Feuerwehr – folkene til at vende sig om til ham:

• Då ska da it tro, at dæ æ noue ti dæ

Redaktør Skovrøy  sagde dengang:

• Her i byen tager man om eftermiddagen sin kone – hvis man har en – under armen, sine fem børn i snor, bagefter og vandrer ud mod Schweitzerhalle eller til Altona.

Altona, der lå ved landevejen til Møgeltønder  nedbrændte i 1947. men da var den for den for længst ophørt med at være kro.

 

Burchenschaft

Lohmeyers arvinger solgte i 1861 grunden til ølbrygger Johan Peter Paulsen. Har blev bygget en kæmpe lagerkælder til øl og is. En kæmpe jordvold blev anlagt. I det flade land kunne man godt med lidt fantasi forestille sig alpehytten ligge deroppe. En keglebane, en ringriderplads og en rejsestald blev anlagt. Også en kæmpe tribune blev anlagt.

Her blev seminaristerne optaget i Burchenschaft efter et bestemt ritual. Musik blev blandet med det helt store drikkegilde, og det fik amtskonsulent Svendsen  til at formulere følgende:

• man gjorde et forsøg på  at lægge et skær af romantik og poesi over deres drikkegilde.

I næsten 50 år foregik på den måde.

 

Født i Østergade

Velkommen til. Mit navn er Uwe Brodersen.  Vi skal i aften høre en lille smule om mig. Lidt om min hjemmeside, og lidt om de problemer, som sønderjyder har i København. Men mest skal vi høre om anekdoter fra det gamle Tønder.

 

Lotto Hertha og Toto – Dreds

Jeg er født på en sofa i Østergade. Det stod der på stedet, hvor møbelforretningen Walther Jacobsen har til stede. Nogle af vore naboer var Toto – Hertha og Lotto – Dreds. De fulgte os gennem et helt liv. Hver anden lørdag besøgte de os. Lige efter Das Wort zum Sonntag, skulle de se Lottozahlen. Jeg tror aldrig, de fik eget fjernsyn.

 

Vild med dyr

Min far var åbenbart vild med dyr, som barn. En gang gik han ud i Vidåen efter en svane. Men en heltegerning af malermester Tonnesen  forhindrede en katastrofe. Tak til malermesteren. Uden hans indsats havde jeg ikke stået her.  men spørgsmålet er nu, var det min storebror, som malermesteren redede?

 

Strucksalle

Vi flyttede ud i Strucksalle. Over for boede bagermester Wraamann. Da lillebror Erwin kom med posten cyklede min far direkte ind  i bageriet, og hentede morgenbrød. Og lige i nærheden lå engang det store bryggeri, Victoria. Det var engang ved at springe i luften.

Min far var kasserer i Murerforbundet. Her kom de arbejdsløse murere og fik deres dagpenge. Det foregik i køkkenet, hvor min mor lavede kaffe til dem. Ofte kravlede der ål hen over køkkengulvet. Det var, når Opa u fra æ Kow havde været med nogle af dem.

 

Det gik ikke med Victoria

Tønder Byggeforening er også en sjov historie i sig selv. Lige over for var resterne af det store bryggeri Victoria, der gik konkurs i 1902. Et forsøg med at lave konserves gik heller ikke. Den første formand for byggeforeningen holdt op. Han troede, at han kunne bestemme det hele selv.

 

Samme børnehave som Poul Schlüter

Jeg gik i samme børnehave som Poul Schlüter. Dog ikke på samme tid. Pædagogerne ville gerne have mine tegninger. De mente at jeg var over – kreativ eller noget i den retning. Men mine forældre troede, at det var farligt. Så pædagogerne fik aldrig de tegninger.  Måske ville de fjerne mig fra hjemmet, hvem ved?

 

Drabelige slag

Det var jo fantastisk at flytte ud på  Lærkevej. Her var liv og glade dage. Og masser af børn. Der blev udkæmpet drabelige slag med Ryttervej og Svinget. Vi byggede huler, der skvattede ned om ørerne på os. Der boede en masse spændende mennesker herude. Min skildring om Lærkevej – dengang er den mest læste på min hjemmeside.

 

Tønder Kommuneskole

På Tønder Kommuneskole fik jeg at vide, at jeg skulle lære at styre min fantasi. Den har jeg så brugt lige siden til en række spændende ting i Aabenraa, Padborg og på Nørrebro.

Bulder eller Bulldog var skoleinspektør på Tønder Kommuneskole. Johannes Petersen havde et udsædvanligt temperament. Stod man i nærheden af nogen, der fik skæld ud, skulle man bruge et håndklæde bagefter.

Engang jeg var syg, besvimede jeg, med det resultat, at nogle vinduer landede over mig. I stedet for at redde mig, blev jeg overfuset af Bulder. Egentlig havde han en flink kone og flinke døtre. Vi var inviteret til juleklip på Leos Allé.

Min lillebror Erwin var blevet kaldt op til hans kontor. Han var skrækslagen. Historien var, at efter at jeg havde forladt skolen, skrev jeg to historier til skolebladet Roland. De hed Den Røde Skole og Blomst til Skilsmissebyen.  Men det var under Erwins pseudonym.

Men Bulder sagde blot til Erwin:

• Din fremtid er på  Æ Rummelpot

 

Webbers og Johannes mæ  æ føer

Vi havde også på skolen Johannes mæ æ Før. Han var pedalmedhjælper med udsædvanlig store fødder.  Viceskoleinspektør var Webbers. Han var lokalhistoriker, men vi måtte ikke tale sønderjysk i hans timer. En dag var han efter min storebror:

• Brodersen, din tilstedeværelse her på skolen hænger i en meget tynd tråd.

Da min storebror, havde bestået real-eksammen, kom Webbers hen til min bror:

• Brodersen – det var en nylonsnor

 

Lussing for at synge falsk

En dag stillede min far sig op på  skolen i fuld mureruniform. Nu ville han ikke finde sig i det mere. To gange havde hans børn fået en lussing for at synge falsk. Det har sikkert aldrig været den store musikalitet i vores familie, men lussing for manglende musikalitet – nej.

Nielsen turde ikke at vise sig, men Bulder fik en snak med far. Og Nielsen blev forflyttet. Og fra den tid kunne Familien Brodersen  igen synge frit for leveren.  Mine pinsler fortsatte på Tønder Handelsskole. Man mente, at fordi jeg efterfulgte min storebror, så  skulle der holdes godt øje med mig.

 

Næsten – fyret

Min lærertid i Andersen og Nissens Boghandel sluttede næsten inden den begyndte. For Nissen ville have, at jeg skulle tiltale alle fra det tyske mindretal på tysk. Jeg ved, at du kan tysk hjemmefra, sagde han altid.

• Nissen, de bor da i Tønder, så kan de da snakke ”synnejysk” eller dansk.

Nu forstod Andersen mig lidt bedre, så fik jeg lov til at blive. Og da Helmuth, Lothar og Frtiz kom med Niebüll – Mütze og gule gummistøvler efter tysk oversatte pornobøger, så havde jeg ikke noget imod at sige:

• Nur für den eigenen Gebrauch

 

Manddomsprøve i Aventoft

Enhver Tynne – knajts manddomsprøve var at drikke Æ Støvl i Aventoft.  Og hver gang vi var derover, holdt vi øje med, hvem der sad i det røde skur. Skulle man nu importere noget
flydende – eller ikke?

Vi var ofte på Frühshoppen derover om søndagen. Dengang i historien sagde man i Tønder om dem fra Aventoft:

• Æ Tag dæ groe inde a Døre
• Å æ Fisk svømme dem ind æ Døre
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vähr
• Dan være de Aventofter en vermögende by

Ja sådan snakkede man dengang, og det er ikke engang en stavefejl.
Sæl og honningkage på  Lægan Kro

Dengang kunne man også blive udsat for en turistattraktion på Lægan Kro. En vandfyldt båd på land havde fået to beboere, to sælhunde. Dem kunne man så betragte, mens man spiste hjemmelavet honningkage.

 

Fisk fra Aventoft

Man havde en tradition i Aventoft, at hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde plads ved bønderne, kunne man ikke forlange, at hun tog til Tønder og solgte fisk. Men hvis hendes mand var kommet hjem fuld tre gange fra Tønder, blev hun alligevel nødt til det.

Skulle man til kirke i Aventoft, ja så kunne det kun foregå i båd. Foran kirken var det en lille havn med plads til 50 både.

 

Tønder festival glemmes aldrig

For cirka et år siden var jeg til lillebror Jans fødselsdag. Pludselig så jeg en masse af de dejlige mennesker fra de glade dage fra Tønder Musikfestival. Min far og mor så frem til de dage. Den stod  på morgenkaffe og Gammel dansk på Torvet.

Græsplæne og terrasse var omdannet til campingplads. Mor lavede frikadeller og kartoffelsalat til den store guldmedalje. Mine forældre havde et meget large forhold til begrebet kærester. Men de kunne ikke rigtig finde ud af navne i den forbindelse. Men der skete meget under sådan et festival.

Og tænk det kunne jeg så berette om, sidste år til Spil Dansk – dagen midt på Nørrebro. Arrangementet hed Musik og Toner fra Tønder til Nørrebro sammen med to professionelle musikere uden at jeg behøvedes at synge.

 

16 år i Aabenraa

I Aabenraa blev jeg i 16 år. Her var masser af søde piger. Jeg blev formand for HK, kom i Initiativ-udvalget og fik skåret halsen over på Røde Kors – formanden, arrangerede underholdning på gågaden. Jeg lavede også en avis til journalisternes store fortrydelse. Det havde noget med faggrænser at gøre.

Da jeg skulle lægge stenen til vores flotte HK – Hus måtte jeg have hjælp af far. Hvor meget cement og så videre. Jeg er sikker på, at huset står i mange år endnu, men ak, hvad er det dog, den bliver brugt til i dag.

Sjovt var det, at jeg midt under en første maj tale observerede en diskussion, om jeg var med i partiet eller ikke. Da jeg blev lovet tærsk, da jeg viste mig nede hos Thorwald  på De Tre Makreller af vrede Aabenraa – borgere, måtte jeg hellere forlade byen.

Da var jeg i hemmelighed blevet gift med Hanne. Hun lavede film for TV – Syd.

I mit job som HK – formand forsøgte jeg at få HK’s holdning frem i medierne. Det lykkedes til fulde til fortrydelse for den øvrige fagbevægelse i byen. Da de ikke kunne finde på andet, så blev jeg beskyldt for at gå de borgerliges ærinde.

 

I Padborg

I Padborg var man enten Tolder, speditør eller politibetjent. Tilhørte du ikke en af grupperne var det svært. I handelsforeningen opstod der problemer med en kandidat til byrådet. Jeg blev gjort til syndebuk. Speditører truede butikken og så videre.

 

Mange gøremål på  Nørrebro

Vi måtte atter væk. En gammel kæreste ringede. Der var arbejde på Nørrebro.

Her har jeg været i 14 år. Skrevet nogle bøger, hæfter, medvirket i endnu flere. Har været med i forskellige bestyrelser, styregrupper m.m. Jeg har været spindoktor for handelsforeningen,
redaktør af deres hjemmeside m.m. Under Ungdomshuset er jeg blevet truet af den daværende overborgmester med Presseetisk Nævn. Det er bestemt ikke kedeligt.

Og så er der en masse foredrag. Tænk, at man må holde foredrag om, at være Barn på Nørrebro eller om Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland – og så midt i København.

Utallige  gange har jeg holdt  foredrag i Æ Synnejysk Ambassade – å æ Sproch.

Og hjemmesiden – dengang.dk har for længst rundet millionerne – det er jo herligt. Mange af de besøgende kommer fra Tønder – tak for det.

 

Hvad betyder Tønder?

Om Tønder er dansk eller tysk er sådan set underordnet. Man skal bare ikke for at fremme et synspunkt lave historie – forfalskning. For kigger man nøje efter i Tønders Historie, så er ikke alt lige rigtig.

Og de første ord jeg fandt i forbindelse med Tønder er Mykæltunder og Litletunder. Det betyder Store – og Lilletønder. Og hvorfor hedder det Tønder?  Ja det er der også delte meninger
om:

1. Tønder – Tunder – ild, voldsom brand
2. Handel med fyrsvampe – Tønder var engang omgivet af skov
3. En påstået stor andel af lynnedslag i forbindelse med guldhornene, et kultsted for Thor, der hvor Møgeltønder Kirke, ligger i dag.
4. Måske var det saltbål – udvinding af salt – det blev en slags pejlemærke for Tønder Igen er vi igen tilbage med noget, der har med ild at gøre
5. Tønders oprindelse stammer fra den germanske folkestamme: Tungurerne
6. Ordet stammer fra søtønder ligesom Tønning.
7. Ordet betyder ”den ledrende strand”

Og så er der også forvirring omkring ordene Møgel og Myrkiel. Det kan nemlig både betyde stor, lille, gammel og ung. Ja så er man da helgarderet.

 

Vikingetogter fra Tønder?

Dengang gik kysten 2 kilometer vest for Tønder. Gravpladser fra vikingetiden er fundet nord for Tønder.  På de nordfrisiske øer er der fundet masser af ting. I selve Tønder er der fundet mønter fra 900 – tallet.

Man spørger sig selv, om der er foregået vikingetogter fra Tønder. Historikeren Pontoppidan påstår, at der var samhandel mellem Tønder og London i 1000 års – tallet.  I Tønder skulle der have været en trælleborg fra 1005 til 1015. Så flyttede den til Emmerlev. Og de kloge mener, at den første kirke er fra 1017.

 

Jernproduktion?

Interessant er det også, at få at vide, om der har foregået større jernproduktion i eller omkring Tønder. Nord og øst for byen og inde i byen omkring Nygade er der fundet spor på udvinding af myremalm.

 

De fine i Tønder

Der var masser af adel i Tønder og Omegn gennem historien. I 1400 – tallet var der mindst 12 forskellige adel – slægter. Det gik nu ikke lige godt for alle. Henning Pogowich  blev således sat fra sin post af kongen. Han havde ladet bønder skamfere og henrette, når de sagde ham imod. På Trøjborg havde Peter Rantzau rejst for mange tårne efter kongens smag.

Christian Rosenkrantz blev dømt for bedrageri. Og siden sin 7 årige fødselsdag var Anna på Solvig forlovet med den unge søn på Trøjborg.  Men Jomfru Anne kunne ikke lide ham, og valgte en anden. Det skabte meget ballade.

 

Originaler i Tønder

Hvad var Tønder uden dens almindelige  indbygger. Når man var mere end original fik man hurtig et øgenavn. Det havde altid relation til det man lavede og gjorde. Vi skal hilse på nogen af dem. På min hjemmeside er der vel omtalt 300 stykker i det hele. Her hilser vi lige på 15 af dem.

• Æ Dragonsmej kom fra Randers. Han var rykket ind i Tønder  i 1920. Han fandt sin Bothilde Poulsen fra Møgeltønder. Han fik værksted i Popsensgade. Men fra 1937 huserede han på et værtshus på Skibroen.   Hans Punch boede på Zur Traube sammen med Traute.  Han var god til langspyt. Hans storhedstid indtraf ved nachspiel.
• Traute fra Sæe  blev kendt, fordi hun aldrig havde tid til at komme på toilet. Hun afviklede altid sit ærinde i samme øjeblik det indtraf. Trangen viste sig, uanset hvor hun befandt sig.
• Flüster Heinrich boede på Horupsgade. Han var handelsmand og havde en fejl på
  stemmebåndet.
• Den akademiske Gartner var Karl Petersen. Navnet fik han, fordi han ikke kunne bruge sin uddannelse som Justitzrat. Derefter tog han del i sin brors gartneri, hvor han ofte blev meget tørstig.
• Fidde Tango eller Lam Fidde var søn af Niels Gemüse. Han var klaverspiller i Blombergs Kvartet i 1925.
• Heine Natøl  kan jeg godt huske. Han var købmand i Slotsgade. Han hed Heine Christansen og solgte øl om natten. Min far var bydreng hos ham.
• Jacob von Oben. Rektor Jacob Randrup øverst på ranglisten på statsskolen i 1925
• Jacob von Unten. Pedel Jacobsen, nederst på ranglisten på statsskolen i 1925
• Niels Put, det var byens skraldemand i 1925.
• Sule Charles eller Sulte Charles. Han var forplejningsmand på Kasernen. Han var vel en af de bedste i landet med kasernemad. En af hans slægtninge gjorde mig opmærksom på, at han blev kaldt Sule Charles, fordi han havde handlet med grise. Min tante havde på et tidspunkt kommandoen i kantinen.
• Der Kleine Graff eller Æ Lille Grev. Det var Rasmussen i Vidågade, chauffør hos Grev Schack. Han var ikke særlig stor.
• Hans Bulgar, Hans Stehr. Han var vært på Schweitzerhalle og formand for Ringriderforeningen. Han var ivrig med hurra – råb ved Dronning Louises af Bulgariens gennemrejse til Sild. Han tog dog lige fejl af Rumænien og Bulgarien.
• Skimmel. Det var fru Falkenberg. Hun havde jernbanerestauranten. Og så var hun meget bleg.

Tønders befolkning i fem division

Og når vi nu er ved Tønders befolkning, ja så var de opdelt i fem divisioner:

• Første Division var stavnsborgerne fra byens 120 stavne. Det var de borgere, der regerede byen helt frem til 1768. De havde ret til egen mødding, fælles bymark, mandsplads
  i kirken og begravelsesplads. De måtte vidne i retssager.
• I anden division var den gemene borger. Det var dem, der havde ret til at drive borgerlig erhverv. De kunne også overtage ulønnet tillidshverv. De skulle bevise, at de var ægtefødte børn af ærlige forældre. De måtte ikke være straffet og skulle være kristen. Jøder blev forfulgt i Sønderjylland helt frem til 1800 – tallet
• I tredje division kom embedsmænd, præster, lærer og læger
• I fjerde division kom arbejdere og tyende
• I femte division kom De uærlige og tiggerne.

 

Et kæmpe plankeværk

Det er ikke usædvanligt, at man indhegner sin have med et plankeværk og en havelåge. Men vidste du, at Tønder  har været omgivet af et kæmpe plankeværk. Man mener, at det lå her
i 1500 – tallet. Foran lå Laurentiusstrømmen, som sammen med Vidåen og Mellemstrømmen dannede et værn mod fjenden.

 

Dårligt forsvar

Tønders forsvar har nu ikke altid været den bedste. Talrige gange er byen blevet erobret. Alene fra 1627 til 1713 oplevede Tønder fem krige. Følgen var bl.a. fattigdom og indkvartering af tropper.

 

Æ Feuerwehr

Hvad var Tønder uden brandværnet. Gennem historien har byen været udsat for mange brande. Der kom mange forordninger, men de blev ikke overholdt. Da politimesteren  i 1852 i forbindelse med en brand  gennemgik brandspandene, fandt han ud af at de fleste var utætte. Han blev sur og uddelte adskillige bøder på tre daler.

Så indførte man en regel med, at den der kom først til brandstedet fik 2 rigsdaler. Nummer to fik 32 skilling og nr. 3, 24 skilling.

Denne brandspands – episode var starten til Æ Feuerwehr. Men nogen tog det lidt for alvorlig.

I 1874 sad en ung pige og syede på en ny amerikansk symaskine hos boghandler Drøhse i Storegade. Forretningens svend var et medlem af Æ Feuerwehr. Han så, at det nye vidunder sprøjtede med gnister.

• Brand, brand udbrød han og smed apparatet ud af vinduet.
• Så ha æ rejet den, råbte han.

Den stakkels unge pige sad forfærdet tilbage.

 

Eftersluknings – kompagni

Efter diverse øvelser forsvandt byens frivillige brandværn på byens 72 kroer. Ja så mange var det i 1913, da brandvæsnet blev nødt til at indføre et nyt kompagni, Eftersluknings
– kompagniet. Konerne var sure over, at deres mænd ikke dukkede op. Ja så måtte det nye kompagni i gang.

 

Socialhjælp – dengang

Socialhjælp – dengang var ret praktisk. De tiggere, der ikke tilhørte byen, blev læsset på en vogn, og smidt af ude for bygrænsen. Dem, der hørte til i byen fik et mærke på. Og sammen med stodderkongen gik de hver lørdag fra hus til hus for at tigge.

Inden de så kunne få deres understøttelse måtte de så synge salmen: “Nu beder vi den hellig-ånd”.  Derpå skulle der læses af katekismus, og sluttes af med lov – og takkesalme.

 

Fattighjælp

Og når de fattige skulle begraves, tog man det ikke så alvorlig. De kunne alligevel ikke betale. Endnu i 1793 skete det, at navnene ikke blev nævnt for præsten. Og så kunne man sagtens undvære både degn og præst til en begravelse.

I en periode blev de fattige bespist i Østergade 15:  Vi kigger lige på Menúkortet:

• Mandag: Brødsuppe
• Tirsdag: Grynsuppe med sirup og eddike
• Onsdag: Byggrød
• Torsdag: Brødsuppe
• Fredag: Ærtesuppe
• Lørdag: Byggrød
• Søndag: Ærtesuppe

 

En Galge

Langs indfaldsvejene hang galgerne til skræk og advarsel. I Jyske Lov hedder det:

• Om hvad en Tyv kan hænge for. Har han stjålet Koster til en værdi af en halv Marks – værdi eller mere, da kan Ombudsmanden hænge ham uden Dom

Tønders Rettersted lå 500 meter nordøst for byporten. Det er i dag mellem Digevej og Vidåen. På et tidspunkt var den på Torvet.  Tønder Herreds rettersted lå cirka 800 meter fra dette sted. Det var ved Nordre Landevej,  hvor Galgestrømmen drejer fra i nordøstligste hjørne. Her måtte man i 1760 aflyse alle henrettelser grundet oversvømmelse.

 

100 blev henrettet

Tænk over 100 blev henrettet i Tønder gennem historien. Tager man det nærmeste område med, er der tale om flere hundrede. Og det er mange grufulde historier forbundet med disse
henrettelser.

Hans Jessen fik en dom i 1599 for bedrageri. Den lød på

• Drei Finger abgehauen, die Augen ausgestochen, und er ist dann geradebrecht worden.

Den 23. marts 1614 blev præsten Hr. Laurids i Møgeltønder brændt. Hans hustru og datter blev halshugget. Han og hans datter lå i blodskam med hver andre. Hans hustru havde ligget i ondt levnet med andre karls-personer.

Gennem historien er det også talrige eksempler på, at skarpretteren var fuld og ramte ved siden af.

 

Tragedien i Sæd 

I 1712 havde Karen Christens i Sæd forgiftet sine fire børn og sig selv med rottegift. Sognepræsten i Udbjerg ville have hende begravet sammen med sine børn på kirkegården. Men provsten Samuel Reimorius  i Tønder bemærkede i sin indberetning, at der ved sådan et skrækkeligt mord, ikke kunne tilkomme hende andet end hundebegravelse.

 

Hundebegravelse

Den 21. april blev det i nærværelse af en stor rets-kommission smidt liget af Karen Christens ud af vinduet. Det var bødelen, der gjorde dette ved solnedgang. Liget blev slæbt ud på bar mark og kulet ned i et hul.

En skamstøtte blev rejst på stedet:

• Paa dette Sted har Bøddelknægten henslæbt og nedgravet Legemet af Karen Christens fra Sæd, fordi hun i Aaret 1712 ved Gift havde begaaet et Forbandet Mord paa sig selv og
  paa sine fire Børn.

 

Intet gik til spilde

Intet gik til spilde dengang. Således havde Fysikus Boessel i Flensborg kongelig  tilladelse til at udtage dele af liget til brug i undervisning af jordemødre. Han var også forfatter til bogen:

• Grundlegung zur Hebammekunst.

Dengang da den Lybske lov var gældende, blev en kvinde ikke hængt. På grund af den kvindelige æres skyld, blev hun levende begravet.

Hvis en kvinde blev grebet i lag med en fremmed mand, skulle hun trække manden op og ned af gaderne i Tønder.

 

Regning for dåden

En regning fra dengang:

• Hovedet hugget af med sværd: 10 Rigsdaler 
• Hovedet sat på stage 5 Rigsdaler 
• Hovedet at begrave 5 Rigsdaler 

Ja en faktura fra 1690 viser, hvad Mester Asthausen forlangte for henrettelse af tyven Niels Nielsen Hovkarl:

• For at forvise fangen torturinstrumenterne to gange – 5 mark 2 skilling
• For udført tortur 4 gange – 5 mark 2 skilling
• For Kagstrygning 5 mark 2 skilling
• For at hænge ham 5 mark 2 skilling.

Der må have været enhedspris på serviceydelserne. Men fakturaen indeholder også poster som en kande vin samt brændevin og tobak til mesterens medhjælpere.

Tænk først i 1847 blev skarpretter – jobbet nedlagt i Tønder.

 

Æ Kachmand

Kagen i Tønder var en omvendt søjle på et stenfundament. I 1654 omtales den som Das Bild up dem Kacke. Det var før Æ kachmand.

Dengang havde man også en slags politivedtægt. Den fastslog bl.a.

• Man må ikke besøge krostuer i kirketiden
• Enhver skulle holde sine våben blanke
• Enhver husejer skulle hænge en lygte ud ved aften-tide, eller om natten, når der lød ”mordskrig”.
• Ingen måtte gå ud efter kl. 9.00 uden lygte
• Ingen måtte lade grise rode rundt på kirkegården.

I 1543 klagede beboerne over, at de ikke kunne forstå gudstjenesten, fordi den var på tysk. Det fandt så en ordning på. Man afholdt dansk gudstjeneste ved hjælp af et par studenter – kl. 5. 30 om morgenen. Det blev aldrig den store succes.

 

Øl er den bedste “medicus”

Når vi blev syge derhjemme, så fik vi altid en kop øl. Det hjalp. Måske har min far lyttet til Tønders historie. For tøndringerne sagde altid:

• En slurk varm øl er den bedste “medicus”

Først i 1691 fik Tønder en physikus. Men allerede i 1623 havde man et apotek i byen. Apotekeren var fri for borgerlig tyngde  og måtte drive vinstue.

Tønder havde et helligåndshus og et Sankt Jørgens Hospital for spedalske. Måske har Gørresmark navnet herfra.

 

Kærlighedens Lysthus

De sjældne gange, jeg hører Michael Falck med Kærlighedens Lysthus  kommer jeg til at tænke på Æ Liebestempel og de piger, jeg har kysset her. Tak til Kniplingskræmmer og borgmester Carsten Richtsen. Måske skulle vi sende en hilsen til alle de kniplings – piger, der er blevet handikappet af deres arbejde. De måtte ikke forlade egnen og de skulle spørge om lov, hvis de ville gifte sig.

 

Ulve var et stort problem

Ulve var et stort problem i området i perioder. Det var bl.a. i slutningen af 1500 – tallet og omkring 1650 steg bestanddelen igen. De største bestande var i Draved Skov  og Frøslev Mose. Så sent som i 1750 var plagen stor. Ved en klapjagt samme år blev 14 ulve nedlagt ved Ellum.

 

De var fine på den

Den første gang, der var rigtig elektricitet i et hus i Tønder var hvis nok i 1912, og det var i Ribe Landevej 8.  Men allerede i 1896 forlangte beboerne i Bag Staldene, gadelys. De fik i Tondernsche Zeitung,  at vide, at de var for fine på den:

• For de kæferter, der bæres hjem bag staldene, er gasbelysning ikke påkrævet.

Hvor mange gange har jeg ikke selv båret en Gewessen hjem? Men da var det hvis nok kommet lys.

 

Hvor er danskerne?

Jo og så var det også dengang  Landrath Rothe gik rundt og ledte efter danskere:

• Zum Teufel noch mahl. Nun sagen Sie mir doch einmahl, wo stechen die 80 Dänen in Tondern. Ich kenne ganz wenige.

 

Disciplin på den tyske skole

Den var godt nok disciplin dengang. Omkring 1915 var der på Alexandrine – Schule to søstre, der blev kaldt Grosse und kleine Knöppel.

Men man skulle ikke sige til dem. Og der var kommet en ny forstanderinde, der skulle tiltales Frau Major von Fahnland.

 

Danskerpak

Det var ikke så sjovt, at være dansksindet i Tønder dengang. De blev mødt med:

• Danskepak mæ lus i æ nak

Efter et møde på Tonhalle opstod der håndgemæng på afstemningsdagen. En sangerkrig opstod. De tysksindede sang:

• Schleswig Holstein mehrumschlungen

Og de dansksindede svarede igen:

• i alle de riger og lande

Grev Schack og engelske soldater måtte skille partnerne fra hinanden.

Og revolutionen kom også til Tønder. Den forløb ret dramatisk, for man kunne ikke finde noget rødt stof til flaget. Borgmesteren måtte ofre sin kones røde kjole.

 

Kongen med de store øre

Kort tid efter var Christian den Tiende i Tønder. På Torvet stod to piger og betragtede ham. Den ene vendte sig til den anden:

• Kug mahl, wie gross die Ohren sind

Kongen hørte samtalen og vendte sig smilende om til de to piger:

• ja und dahmit kann er auch höhren

 

Kongelig køretur

I Abild møder kongen så Laust:

• Godaw Hr. Kung. I ka vel it køe så sinne tæ æ ka føl mæi min hestvogn

Laust ville nemlig også gerne hilse på kongen, når han kom ind til Skærbæk. Han fik lov til at køre med i en af de kongelige vogne.

 

Fars drengestreger

Min far kunne snakke og snakke. Måske har jeg arvet noget. Engang imellem fortalte han nye historier. En del har jeg med på min hjemmeside. Blandt andet nogle af hans mange drengestreger.

Mine søskende og min mor synes altid han sagde det samme, Hun råbte altid efter ham:

• Kalli – ka då så hold æ mund

Men der var nuancer i historierne, og mange af dem kan du finde her på hjemmesiden.

Tænk, at han til nytår var med til at tømme folks kloakspande i deres forstue. Dengang i 1920erne havde man ikke rigtig fået kloakeringssystem i Tønder.  På den anden side set, hvordan kunne man have dem stående fremme, når det var nytår.

For haler af vandrotter kunne man hos den pensionerede betjent Bergmann få nogen skilling. Der var masser af rotter i Vidåen. Og min far og hans kammerater så, hvor han gemte dem. De blev så stjålet vasket og solgt nok engang. Men ak Bergmanns barnebarn opdagede det, og sladrede.

Også på Sønderport  havde Roost en del biler stående. Et par gange fyldte min far og et par kammerater benzin fra de andre biler over i en bus, og så kørte de sig en tur i Tønders smukke omegn.

Min far påstod, at han var kommet til at sparke til Brorsons hoved. Det var da man var ved at grave ud omkring kirken. Min far og et kammerater så en genstand som de snildt kunne spille fodbold med. Da de ankom til Den Tyske Skole i Richtsensgade såbte en lærer forfærdet efter dem:

• Ihr könnt doch nicht mit dem Totenkopf spielen?

 

Kommer der en havn?

Hver gang jeg kommer til Tønder, forventer jeg, at man har genskabt den havn, man så gerne vil have igen. Tænk i 1700 – tallet havde Tønder – bugten landets tredje største handelsflåde. Da var havnen allerede sandet til i Tønder.  Og det er næppe Skibroen  at Idrisi så i 1130. Det var dengang, han fik Tønder verdenskortet. Måske skulle Asger fra Ørkenens Sønner lige lytte efter m.h.t. hans navn. Han hed Abu Abd Allah Muhammed Ash Sherif Al Idrissi.

Det var i skriftet “Nydelse efter den, der længes efter at gense landene”,  at Tønder blev nævnt.

Han nævner navnet Turdira. Det skulle have stået Tundria. Her skulle have været en havn, dækket af alle sider mod vind. Det har næppe været Skibroen.. Men muligvis omkring Tønderhus,  som skulle være aftegnet på kortet.

Andre mener, at det har været Møgeltønder. Dengang skulle Vidåen været gået ind gennem byen. Skriftet udkom i 1130 i Palermo.

 

En damper i Vidåen

Endnu i 1791 var 15 fartøjer hjemmehørende i Tønder. Ja i Danske Atlas nr. 8  fra 1781 blev det påstået, at byen havde haft en betydelig havn.  På Sild blev der i 1871 indgået et væddemål. Damperen Grev Bismarck skulle føres ind til Skibroen af Kaptajn Selmer. Det kneb gevaldig. Den løb på grund adskillige gange. Men det lykkedes, og det lykkedes også at få vent det 10 meter store skib på Skibroen.

Nu skulle der laves dampforbindelse til Højer.

 

Kanaler gennem byen

I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibroen. Regningen lød på 33.000 mark. En del druknede under arbejdet. Og det var til trods for at brødrene Christiansen – oprindelig fra Aalborg – reddede et par stykker. Fantastisk er det at tænke sig, at hvis vi ikke havde fået stormfloden i 1634 så kunne vi have haft en  Nord – Ostseekanal gennem Tønder, og Rudbøl kunne have været en fristad. Jo den gottorpske hertug Frederik den tredje var langt fremme med sine planer. Men ak endnu tre planer med samme ide viste sig.

I 1764 var den oppe at vende igen, og minsandten også i 1868. Men i Rigsdagen fik man ar vide, at planen hverken tilfredsstillede hæren eller handelsflåden.

Sidste gang var i 1918. Kanalen skulle starte i Lister Dyb og slutte i Aabenraa Fjord.

Tænk Grønåen var med i de planer. Her badede vi ofte i min tidlige ungdom.

 

Afvandingen

Afvandingen af Tøndermarsken  foregik heller ikke helt problemfrit. Mange blev uenige med Tønder Kommune. En af dem, der havde fået nok var Emil Nolde. Han flyttede i 1927 fra Utenvarft til Seebüll. Flytningen skete selvfølgelig af søvejen.

Det tog fire år at afvande marsken. Der blev anlagt 250 kilometer kanaler. Skibro – kanalen var nu aldeles uafvendelig. Alle myg, der i sommertiden plagede beboerne forsvandt. Men det gjorde alle storkene også. I 1870 var der 25 – 30 storkeredder i Tønder.

Min far fortalte man i 1920erne kunne stå på skøjter helt til Niebüll.

 

Spildevand

Inden kloakeringen gik spildevandet direkte ud i rendestenen. I solskindet skinnede det i alle regnbuens farver. Om vinteren var gaderne fyldt med frosne efterladenskaber. Rotterne
i Tønder stortrivedes. Men Tante Oldes i Mellemgade blev ved med at sælge sine sirupskager.

 

Grise med sort slør 

I Slotsgade boede Slagter Frede. Han kunne finde på, at kaste affald og kohoveder over i amtmand Brockenhus – Schacks have. Da Frederik den Syvende døde, drev han to svin rundt i Tønders gader. Han havde bundet et sort slør om halsen på dem.

• Se de stakkels dyr, de sørger over landsfaderens død.

På Jomfrustien  blev amtmand Von Bleichens hund beskyldt for at dræbe får. Jo det var sandelig noget at snakke om i Tønder.

 

Seminaristernes rolle

Seminaristerne spillede en stor rolle i Tønder. Når madammerne snakkede om deres døtre faldt der ofte en bemærkning som denne:

• ja vi ku it engång få hind afsat te en seminarist

 

En betjents rolle

Engang inden Bergmanns tid havde Tønder en betjent, der hed Anthony. Han havde snurbart, uniform og kårde. Hans vigtigste beskæftigelse var at anholde Chr. Torp.  Denne var altid fuld. Også når han tjærede tag. Engang tabte han sin hat ned i tjæren. Han tog den bare på igen. Ofte faldt han også i dyb søvn oppe på taget – godt lakket til. Men han faldt aldrig ned.

 

Æ Dævl er kommet hjem

Tønder havde også engang Æ Bossel. Hun var lille og tyk. Hun gik altid i den samme bomuldskjole med ternet forklæde. Til højtidelige lejligheder blev hun vasket.

Når vi nu snakker om kvinderne. Så havde de ofte eftermiddags – komsammen. Man forventede først at manden kom hjem hen på aftenen, efter at have besøgt nogle af de 80 værtshuse
i byen. Skete det at han kom hjem før, satte madammerne sig foran huset og sagde til de forbipasserende:

• Gå forbi – Gå forbi, Æ dæwl æ kommen hjem.

 

Fredskonference på Torvet

En morgenstund var der fredskonference på Torvet mellem Nis Process  og Markus og Anna Alarm. Men allerede efter den første punch var der igen fjendskab. Fredskonferencen blev aldrig genoptaget.

 

Liv og glade dage

Der var liv og glade dage i Tønder – dengang. De store markeder trak masser af folk til. Også fulde folk hørte til dagens orden. I 1871 skrev Tondernsche Zeitung:

• Vi lever i efterårets markedsglæder. Hele dagen og den halve nat bliver der spillet, fløjtet, trommet og sunget i gaderne, så ørerne er ved at falde af en. Til gengæld forstår vores værtshuse at underholde behageligt med musik og sang. Der er flere markedsboder end sædvanligt, krigspanoramaer, voksfigurer, nye karruseller og en dame på 400 pund og meget mere.

De danske bønder slog sig ned hos Mutter Hage i Hummelkæren. De tyske bønder slog ned i Weisser Schwan.

Til-førelsen af kvæg til markederne i Tønder var enorme, 15.000 – 25.000 stykker kvæg, et par tusinde heste og store mængder får. Der var sandelig liv og glade dage i Tønder. Byens fineste sted var Stadt Hamburg, hvor borgerskabet holdt store fester. Mellem Pebersgade  og Kogade lå Stadt Kopenhagen.

Så var det også Tonhalle, som oprindelig hed Zum Goldenen Klotz. Senere blev det renoveret og fik det flotte navn Stadt Wien.  Ja tænk i Tønder  var det i 1845 hele 17 bagere – og 10 slagterforretninger. Hvor mange er det i dag?

 

Dårlige veje

Forbindelsen til og fra Tønder var ikke gode – dengang: Vestslesvigske Tidende skriver i 1857:

• Ikke engang Postvejen mellem Ribe og Tønder er endog blot nogenlunde passabel. Man er nemlig 10 timer, om at køre 8 ½ mile.

I 1867 får man forbindelse til Tinglev. Og i 1878 åbnede den det holstenske Marsk – baneselskab.  I 1879 var der hestesporvogns – forbindelse til Højer.

 

Rutebil på afveje

I 1906 var der 146 heste i Tønder. Så sent som i 1934 blev der indført i politivedtægten, at der ikke måtte køres hurtigere end i jævnt trav. Kusken måtte ikke slippe tømmen eller springe af og på vognen i fart. I 1924 var der endnu flere heste end biler i Tønder.

I 1912 kom den første rutebil til Tønder på ruten Tønder – Emmersbøl. Allerede på første tur måtte gæsterne dog gå fra Aventoft. Bilen var simpelthen brudt sammen, og det skete mange
gange. Der var bestemt mere luksus i de tog, der kom til Tønder syd fra med rige tyskere som fortsatte videre til Højer – Sild. Min far fortalte, at han har været inde på vognene for at hugge sæbe m.m. Det må i altså ikke sige til nogen.

 

En udsat politimester

I 1926 hørte sammenstød til dagens orden i Tønders gader. Politimester Seidenfarden indførte total p – forbud. Det affærdigede store protester. I en artikel afsluttedes det med:

• værre end Mussolini

Da det rygtedes at det var en Seidenfarden,  der skulle være politimester, sagde mange i Tønder dengang:

• åh nej ikke endnu en tysker

Han var nok ikke så populær hos de tysksindede, efter at han udtalte:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.

 

De stakkels soldater

Ude ved Funkstation Ryttervej blev der i hast indrettet en barakby. Det var ikke de bedste forhold, der blev givet de stakkels soldater. En markvej førte derud. Den blev senere udbygget. Det var Popsensgade, Leos Allé og Dragonvej.

 

Det store stadion

For enden af Lærkevej lå det imponerende stadion. Her blev Onkel Martin  jysk mester i kuglestød, og min far spillede firmafodbold for Mester Ecks. Det var her vi skulle gå i strækmarch når der var skoleturnering. Og her trænede vi nogle gange med Lærkevejs Boldklub. Vi hed også F.C. Barcelona. Vores trænere var Kjeld Tychsen og John Andersen. En gang blev vi beordret til at skulle løbe 10 kilometer på stadion.

Vores egentlige fodboldstadion dengang lå ude ved Tved Plantage.

Det store stadion imponerede også andre. Kort efter Genforeningen besøgte formanden for Jysk Atletik Forbund stedet. Han beretter:

• Klokken 7 kørte vi til Idrætspladsen. Her fik vi den største og glædeligste overraskelse på hele turen. Vi havde ventet en mark, hvor der var gravet et hul til at springe i, og måske nogle kridtstreger til at markere banen med.
• I stedet for dette fandt vi en mægtig stor idrætsplads og et stort idrætshus, som samtidig blev brugt som tribune. Ved siden af var en nydelig lille restaurant med servering ude på den store terrasse.

 

Elga Olga gik i protest

Nu var det ikke alle der var lige begejstret for Tønder i tidens løb. Således smækkede Elga Olga i 1958 med døren på Tønderhus. Midt under en forestilling gik hun sin vej. Hun var utilfreds med bifaldet og støj fra køkkenet.

 

Asta Nielsen i Tønder

Og når vi nu er ved underholdning. Nede i Vestergade lå i mange år æ Kino. Cykelhandler Meinert Lützen fra Popsensgade kunne andet end sælge og reparere cykler. Som han selv sagde dengang:

• Æ Hai damalls te opgaw å untermahle Æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han også særdeles energisk på sin violin under en Asta Nielsen Film.

• Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene, fødderne bevæger sig længere og længere ud mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning.

Og Æ Cykelhandle”untermahle” den dramatiske stemning. Violinen nærmest skriger. Pludselig råber en tilskuer nede bagerst i salen op til lærredet:

• Asta, Asta tæe æ Geiger mæ.

 

Tysk i Tønder

Byen havde en tysk bürgermeister indtil 1937. I brandvæsnet var kommandosproget tysk indtil 1945. I Tønder Håndværkerforening var protokollen tysk frem til 1935. Det vakte oprør, da bankdirektør Rossen som den første talte dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Men bürgermeister Johannes Thomsen  fortsatte udelukkende på tysk.

 

Er vi rigtig danske?

Nogle havde også svært ved at finde deres nationale sindelag. En del af de unge kom tilbage efter Genforeningen og stillede spørgsmålet:

• jamen fae, æ vi richte dansk?

 

Dansk valg

Efter Første Verdenskrig ville de handlende gerne sende deres medarbejdere på kursus i dansk. Men man havde svært ved at finde lokaler. Man ville ikke rigtig udleje til formålet. En dansk valgplakat blev produceret lige før valget i 1920. på den stod:

• Al unserer Not ist jetz vorbei
• Tondern wird danisch, glücklich und Frei
• Höhrt drum meinen Ratt, ihr alle
• Wälet jetz, das beste für Tondern stimmt Dänish, Ihr seid frei
• Dann vor aller Schrerei

Men det ville de tysksindede ikke finde sig i. De overklistrede alle plakater med den plattyske tekst:

• Und da glowst du!

Engang gik min kone og mig på  Knivsbjerg – mindretallets højborg. Vi kom forbi nogle gravsteder, og Rasmus, denne sides tekniske redaktør fornemmede, at her lå mange vigtige personer. Bagved gik formanden for det tyske mindretal, som vi hilste på. Pludselig udbrød Rasmus:

• Er det her Hitler ligger begravet?

Og sådan kunne vi blive ved. Kære tilhørere – tak for opmærksomheden.

Kilde

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 283 artikler fra Tønder 

 

Redigeret 1, – 11. – 2021

 

Svenskerne slog sig ned, der hvor man troede, at man var beskyttet for dem. Vi skal besøge Hullet, Bjørnsdal, Brandtvænget, Victoriagade. Der var også de mange stiftelser. Vi fortsætter med Badevejen, Vesterbros Torv og Svendsgade. Så er det også Frk. Kruses Pigeskole, Københavns første Gasværk, Vesterbros romerske bad, De Danske Maltfabrikker. Og Badevejen skiftede til Knudsgade og derefter til Eskildsgade. Det var de letlevende damers skyld. Og så kigger vi på reberbaner.

 

Truslen tog til

Christian den Fjerde havde travlt med at anlægge det ydre befæstningsanlæg fra Sankt Jørgens Sø til Kalvebod Strand. Den ydre voldgrav blev forsynet med vand fra Vodroffå samt et udløb i den ene ende af Sankt Jørgens Sø. Arbejdet med anlægget blev fremskyndet i løbet af 1640erne. Truslen fra svenskerne tog til.

 

Svenskerne slog sig ned

Da Carl Gustav så kom, og man skulle have brugt anlægget, ja så opgav man området, og svenskerne slog sig ned, beskyttet af volden. Anlægget fik lov til at forfalde. Områderne vest for volden blev igen til græsningsareal. Rosenåen passerede hovedgaden. Passage måtte foretages over en træbro.

 

Hullet

Lidt syd for Vesterbro gik en stejl skrænt ned til åen. Her lå en lille fæsteejendom. Den blev omtalt som Hullet. Her boede Vangemanden. Poul Poulsen havde fæste på Hullet fra 1736.
Han drev også gæstgiveri. Og selve gæstgiveriet var en lang et – etages bygning, der lå ret lavt. Tagskægget var under gade-niveau. Adgang til krostuen var over en stinkende rendesten og ned ad en stejl trætrappe.

 

Bjørnsdal

I 1776 fik Peter Bjørn fæste på ejendommen og omdøbte den til det flotte navn, Bjørnsdal. Bjørn fik også tilladelse til køb og salg af kvæg. Trommesalens kvægmarked kunne ikke længere klare efterspørgslen.

 

Ny gæstgivergård

Reinholdt Smidstrup søgte om kongeligt byggelån til at bygge en stor ny gæstgivergård. Den stod færdig i 1802., og var på hele 19 fag. Omkring gårdspladsen lå store udhuse med stald, lade og vognremise. Desværre fik gården efter få  år uventede gæster. I 1807 meldes Bjørnsdal fyldt med englændere og hannoveranere. Det var faktisk herfra, at de første ildraketter blev sendt ind over byen.

Bag Bjørnsdal oppe ved det nuværende Vesterbrogade  lå det store vænge, der strakte sig helt ned til stranden mellem reberbanerne og Rosenåen, som stadig i siksak fulgte den gamle voldgrav.

 

Brandtvænget

Vænget til hørte Magistraten. Christopher Berendtz ville gerne have en del af grunden til udvidelse af sin farveplantage. Men man gjorde opmærksom på at vænget kaldt Brandt – Vænget var helt uegnet til plantage på grund af saltvands – oversvømmelse. Det var især til militærets uniformer, at disse røde, gule, blå, grønne og sorte farver, der skulle anvendes.  Det gik fint for Berendtz.  Han købte den store gård, der senere kom til at hede Eutin (omtalt i artiklen På Vesterbro).Der opstod en strid efter hans død. Og de flotte farveplantager blev ødelagt. Senere overtog ejeren af Bjørnsdal hele herligheden.

I 1825 overtog Frederik Peter Schmidt både gæstgivergård og vænge. I 1844 var det gæstgiver Lars Hansens tur. Det var i hans tid, de virkelige store ændringer skete på  Vesterbro.

 

Jernbanen

I 1846 blev en bred strimmel eksproprieret til anlæg af jernbanen København – Roskilde. Samtidig afhændede Lars Hansen al grund syd for jernbanen til Landmilitæretaten. Her blev der indrettet skydebaner.

 

Starten til Victoriagade

I 1852 kom der rigtig gang i udstykningen. To store byggegrunde ud mod den projekterede Gasværksvej  blev afhændet til tømrer Jochum Jensen. Denne var lidt af en lokal byggematador. Men allerede i 1854 købte Handelshuset Larsen og Co. de to grunde.

Handelsfirmaet tog en forhandling med kommunen. Man ønskede en adgang til Vesterbrogade. Stadsingeniøren ønskede også en regulering af den berygtede Rosenåen, der efterhånden fremstod som en stinkende kloak. Dette blev starten til Viktoriagade.

 

De mange stiftelser

I årene efter 1856 skete udparcelleringen i hastigt tempo. Gasværksvej, Istedgade og Viktoriagade. Inden for et ganske lille område lå  Børneasylet, Skipperstiftelsen, Skomagersvendenes Stiftelse og Heymans Stiftelse for officersenker.

 

Vesterbrogade 39 – 41

Vesterbrogade 39  41 repræsenterer i dag det gamle Bjørnsdal.  Gæstgiver Lars Hansen havde siden 1841 haft fæste på den store gamle gæstgivergård. Han købte i 1853 ejendommen af kommunen. Allerede året efter solgte han krohaven mod vest.

Efter Hansens død, fortsatte enkemadammen ejendommen som hotel.

 

Vesterbrogade 57

På vestsiden af Vesterbros Torv lå et gæstgiveri medgård, udhuse, have, keglebane og lysthuse. Her lod fæsteren Christian Strelow  i 1793 opføre et nyt toetagers hus. Det er omtrent, der hvor hjørnehuset Vesterbrogade 57/Absalonsgade 1 ligger.

Senere overtog Johan Friedrich Lachmann ved ægteskab med Strelows enke, såvel fæstekontrakt som bygninger.

Ejendommen blev i år 1800 og 1801 overtaget af to slagtermestre. Slagterne både boede og holdt butik i de gamle lave forhuse. Omkring gårdspladserne lå store staldbygninger, slagtehuse samt lange baghuse.

De to ejendomme lå efter 1852 indesluttet mellem det smalle Banemøllestræde, der førte til Absalonsgade, dels den lille adgangsvej til Vesterbrogade ned over det senere anlagte torv til Badevejen (nu Eskildsgade), og de gamle reberbaner.

 

Absalonsgade gennemføres

Til gennemførelse af Absalonsgade frem til Vesterbrogade købte kommunen i 1864 en matrikel. Naboejendommen på den anden side af Banemøllestræde, den gamle grynmølle , ejede man allerede. Nu blev bygningerne på denne nedrevet og gaden ført igennem.

 

Vesterbros Torv

Vesterbros Torv blev anlagt i årene 1858 – 60. Fra dette torv havde man planlagt at føre en lang lige vej helt ud til Vesterfælledvej.  Projektet blev dog kasseret til fordel for Istedgade.  Kun den nødvendige korte stump med forbindelse til Badevejen og Absalonsgade blev anlagt som Svendsgade omkring 1866.

 

Frk. Kruses Pigeskole

Det nuværende Absalonsgade 3  ejedes i slutningen af 1860erne af slagtermester Jacobsen. Han valgte at fraseparere den bagerste tredjedel af sin ejendom i 1870. Den nu ret lille grund lå ubebygget i flere år. Men i 1878 købte skolebestyrerinde Frk. Marie Kruse grunden. Hun opførte en beboelsesejendom med skole. På det tidspunkt boede hun og drev en pigeskole i naboejendommen Vesterbrogade 57.

Bygningen fik en særlig attest i et og alt veludført og solid. Det var fra starten indrettet med skolestuer på 2. og 3. sal. Frk. Kruse havde privat lejlighed i tagetagen, mens stueetagen og 1.
sal blev udlejet. Huset havde et meget moderne varmesystem og ventilationsrør til alle skolestuer.

I slutningen af 1880erne overtages bygningerne af kommunen. Man fortsætter som Absalonsgades Skole helt frem til Første verdenskrig. Herefter overgår lokalerne til andre sociale formål. Først blev det til en husvilde-afdeling, senere til et centralkontor for hjemløse mænd og fra 30erne blev det socialkontor.

 

Vesterbros romerske badeanstalt

Inde i naboejendommen blev Vesterbros Romerske Badeanstalt indrettet. Kommunen havde solgt grunden i 1869 for 4.939 rigsdaler til arkitekt Claus Lendorff, brændevinsbrænder J.C.
Olsen og fabrikant Ernst Traube, Odense.

Stueetagen blev opført med store hvælvende baderum og ægte romersk indfyringssystem under gulvet. Her kunne publikum få romersk bad for 72 sk., et varmtvandsbad for 32 sk. Eller et
styrtebad for 16 sk. Man konkurrerede med de meget større konkurrent i Tordenskjoldsgade.

 

Folkekøkken

I 1884 blev ejendommen overtaget af Selskabet til Oprettelse af Kaffe – og Spisestuer. Stueetagen blev nu ombygget til folkekøkken.

 

Reberbaner

Mange virksomheder søgte væk fra de trange forhold inden for voldene ud til de nye forstæder. Det gjaldt også for reberbanerne. Oprindelig lå de nye reberbaner ikke så langt uden for Vesterport. Men i 1650 fik Rebslager-lavet  anvist en grund lige ude for Christian den Fjerdes ydre forsvarslinje.

Arealet var ca. 125 meter bredt og strakte sig godt 400 meter helt fra vejen (Vesterbrogade) ned til Kalvebod Strand. Og vinkelret på denne.  Her opførtes så reberbanerne i lange, smalle, parallelle strimler med de små spindeboder på række i den nordlige ende.

I cirka 200 år fungerede området efter den oprindelige bestemmelse. Den sidste reberbane blev først nedlagt i 1884. Bygningerne blev flere gange ødelagt, bl.a. af Gustav Adolfs belejringshær. Her opførte man soldaterbarakker.

 

Nye regler

En julinat 1692 brændte alle reberbanernes boder og pakhuse, hvilket medførte indførsel af nye strenge regler. Der skulle være nok afstand mellem bygningerne, rygeforbud og nattevægter.
Af jordebogen fra 1746 ses, at der lå 16 reberbaner, hver 8 x 620 alen og spindehuse nydelig på række.

Rebslager-lavet fik i 1756 lov til at få bygningerne forsikrede i stadens brand-kasse. Hele området blev ødelagt i 1807 af englænderne.

 

Morskabsteater og badeanstalter

I 1820 åbnede Vesterbros Morskabs-theater en lille filial i området. Og en anden form for underholdning opstod efterhånden nede i strandkanten. Det var først rebslager Jensen der i 1847 oprettede en badeanstalt på sit strandområde syd for jernbanen. Publikum kom til langs Badeveien ned langs reberbanen. Året efter kom der på nabogrunden et lignende etablissement.

 

Københavns første gasværk

En stor betydning for hele Reberbaneområdet var placeringen af Københavns første gasværk. Der opstod en konflikt mellem kommunen og Rebslager-lavet om ejendomsretten. I 1856 faldt dommen til fordel for Magistraten. Men det skete først efter, at kommunen måtte købe sin egen grund for 5.000 rigsdaler.

 

Planen gik i stykker

Den vedtagende gasværksplan omfattede en 15 alen bred adgangsvej fra Vesterbrogade. Men den nye Gasværksvej fik en bredde på 25 alen.  Man blev hurtig klar over, at en ny byplan nøje måtte tilpasses den nye gas -, vand – og kloakplan. På  Vesterbro havde man planlagt den vigtigste nye gade som en 30 alen bred forbindelseslinje fra hjørnet af Vesterbrogade  og Gasværksvej ud til gadekæret på Thayssensvej, den senere Vesterfælledvej. Men projektet synes hurtigt at være strandet, sikkert hovedsagelig på grund af uheldige overskæringer af skydebanens grund.

 

Offentlig torvehandel fra 1860

Derimod fik den anden planlagte Øst-vestgade i kvarteret, der skulle gå fra banegården til Valby og som i 1859 fik navnet Istedgade  en langt væsentligere betydning end først tænkt. Med besvær fik man også etableret Vesterbro Torv. Her begyndte den offentlige torvehandel i 1860.

 

Svendsgade

Den planlagte brede gade fra torvet til Vester Fælled blev som skrevet ikke til noget. Kun den allerførste lille strækning, der lå på den gamle adgangsvej ned til de vestligste reberbaner, og som nu var en nødvendig adgang til Badevejen  blev anlagt i 20 alens bredde. Den fik i 1867 navnet Svendsgade.

 

Gasværksvejens Skole

De voksende kvarter fik hurtig behov for en moderne og stor kommuneskole. På Istedgade – hjørnet lod Magistraten i 1878 – 1880 opføre Gasværksvejens Skole.

 

Kludder i planlægningen

Helt frem til begyndelsen af 1880erne var det uorden i gadeforløbene omkring Badevejen. Selv henlå den den stadig kun som en 12 alen bred vej, som tyndede ud til en smal sti over en privat grund. Ved udstykningen af Badevejens østside i 185oerne havde man ikke taget højde for en kommende tvær-gade. For overhovedet at gennemføre Istedgade til Badevejen havde man måttet mageskifte en 20 alen bred strimmel gennem et tømrerværksted.

På den anden side af Badevejen  standsedes Istedgade dog brat af den gamle reberbanebygning, der forhindrede forbindelse til den for længst anbragte Absalonsgade – afsnit og resten af den efterhånden etablerede Istedgade.  Man planlagde endvidere ved den gamle jernbanevold en regulering af den såkaldte Ny Stormgade (Halmtorvet), der skulle være 40 alen bred.

 

Badevejen blev til Knudsgade

En mængde mageskifter og ekspropriationer blev gennemført 1884 – 1886. Badevejen  blev 20 alen bred og omdøbt til Knudsgade.  Istedgade blev gennemført i sin fulde 30 alens bredde, og Ny Stormgade blev anlagt. En tvær-gade Eriksgade blev anlagt mellem Knudsgade og Gasværksvej.

 

Knudsgade blev til Eskildsgade

De gamle huse tiltrak en stor mængde letlevende piger. I den offentlige prostitutions tid, 1874 –  1906 var Knudsgade vidt berygtede for sine bordeller. Da disse blev forbudt ønskede de pæne beboere et nyt image for gaden. Det første trin var en navneændring. Man blev ved det fædrelands – agtige og kaldte den Eskildsgade i 1908.

 

Eliaskirken

Ved kommunens auktion over byggegrunde blev Vesterbrogade 49 i 1857 købt af bådebygger Bentzen. I 1858 blev der opført et et-etagers forhus med høj kælder i fem fag. På den østligste halvdel af grundene. I løbet af århundredet kom der flere lave bygninger og værksteder på grunden. I april 1898 købte det nystiftede Københavns kirkefond grunden. Man bad Rådhusets
arkitekt, Martin Nyrop om at projektere en kirke til det tætbefolkede Vesterbro.

De første tegninger til Eliaskirken lå færdige i januar 1900. man havde lidt diskussioner omkring trappen. Men den 17. maj 1908 kunne kirken indvies.

 

De danske Maltfabrikker

I 1874 blev en del af grunden Gasværksvej 16 solgt til maltgjørerne Møller. De lod opføre en fire etagers fabriksbygning i 17 fag med maltkølle bagerst på grunden. Et pakhus blev opført som sidebygning i 1896. I 1908 – 09 opererede De danske Maltfabrikker  på adressen. I maj 1914 nedbrændte den gamle fabrik bagerst på grunden.

 

Vognmand og karetmager

På Gasværksvej 8 lod karetmager L.P. Christensen i 1866 opføre en staldbygning af bindingsværk. Der blev etableret værksted bagerst på grunden. På nabogrunden blev der drevet vognmands – virksomhed. N.C. Schou overtog stedet og etablerede både hærdeovn, glødeovn og gasmotor.
Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• På Vesterbro
• Vores vandreture gennem Vesterbro fortsætter med flere artikler

Redigeret 18. – 11. 2021

Vi befinder os i Rosenå  – området. Abel Cathrinesgade blev opført oven over en åben kloak, som var Rosenåen. Kjøbenhavns Akvarium bestod kun i to år. Et moderne byggeri afslørede lugtfri luftklosetter. Øl-haller, skydebaner og værthuse opstod i massevis. Området blev centrum for Københavns forlystelsesliv. En kæmpe frugthave blev afbrændt. Englænderne var på vej. Farveplantager gik til pga. Uduelighed.

 

Vester-byen

Vi starter syd for Vesterbrogade.  Mod vest og mod syd blev arealet begrænset af Voldgraven. Det var Christian den Fjerdes fremskudte voldlinje. Mod øst ind mod byen blev arealet begrænset af Dronningens Enghave.

Her lå den lille forstad i Christian den Fjerdes tid Vester-byen. Vi befinder os i det gamle Rosenå – område. Her var mest småboder og haver. Det var ejet af velhavende borgere, men lejet ud til fattigfolk. Nogle få erhverv var repræsenteret, rebslagere, møllere, slagtere og skomagere.

 

Man var i sikkerhed
– troede man

Man var nogenlunde i sikkerhed her, takket være den nye voldlinje, der strakte sig i en bue fra Sankt Jørgens Sø og ned langs stranden. Hele forstaden blev dog ryddet i 1657.
Svenskerne var på vej.  I 1658 foretog Carl Gustavs hær udfald mod Vesterport.

Efter svenskernes ødelæggelser skete der langsom en bebyggelse af området. Brolægningen blev repareret i 1663. Og fra det årstal findes der kongelig skøde på fire nye ejendomme.

 

Bastionerne lå  ødelagte hen

Bastionerne lå også ødelagte hen. Den gamle ydre voldgrav blev senere til Rosenå. I dette område fik kleinsmed Gabriel Bomand i 1661 kongelig privilegium til at anlægge en skydeplads. Her kunne borgene afprøve deres skydefærdigheder. Det kunne jo være en fordel, hvis nu svenskerne skulle vise sig igen.

 

Skydeøvelser

Disse skydeøvelser fik efterhånden en mere selskabelig karakter. Skydebrødrene kunne efter øvelserne slappe af i den kro, som Bomand fik opført helt oppe ved Vesterbrogade. Ifølge en gammel beskrivelse fra 1675 var der i krohaven en runddel med keglebaner og små løvsale.

 

Kongen forærede en kålhave

I 1672 skænkede Christian den Femte en gammel kålhave syd for landevejen til Hans Hoppe. Denne var en kendt møllebrygger. På stedet opførte Hoppe en mølle. Muligvis har det været på en allerede eksisterende mølle-høj. Det var omtrent ved det nuværende Vesterbrogade 13 – 21.   I 1679 kom Fiskemøllen  til. Den var ejet af Jens Krone og lå lige syd for skydebanen og kroen. Denne grund havde en smal adgangsveje ud til Vesterbrogade.

Mellem disse to mølleejendomme lå  en meget stor grund, der i år 1700 blev ejet af kommerceråd Trøstrup.  Gabriel Bomand blev i 1699 efterfulgt af sin søn, Abraham Bomand.  I 1718 var det Anders Jochimsen, der overtog stedet. Men han måtte indstille skydebane – aktiviteten på grund af armod.

 

Kunne ikke få  jorden

I midten af det 18. århundrede opstod der problemer med fæstekontraktens fornyelse. Det viste sig, at det kun var bygningerne, der var privat ejendom. Grunden var stadens ejendom. Flere fæstekontrakter blev opgivet på den baggrund.

Jens Hermansen Kyhl havde i 1750 tænkt sig at udnytte et kongeligt privilegium til her ved Rosenåen at opføre en slibe – og polérvandmølle. Men da han ikke kunne komme til at eje jorden var det hele lige meget.

 

Muncheborg

I 1788 overtog værtshusholder Hans Truelsen Munch fæstet på grunden. Det forblev i familiens eje i 100 år. Værtshuset hed Muncheborg og var et 14 – fags bindingsværkshus. Dertil var en stal på 17 fag. Men den driftige værtshusholder holdt også kvæg, lige som sin nabo på Bjørnsdal.

 

Husene blev afbrændt

Munch´s  enke Sidse Marie giftede sig i 1790 med gæstgiver Hans Nielsen Sommersted. Året efter fik han fæste på livstid på Muncheborg.  I årene omkring år 1800 kom der flere
tilbygninger på grunden. Men det hele blev ødelagt i 1807. Staden lod husene mellem Rosenåen og Frihedsstøtten afbrænde som en forsvarsforanstaltning.

 

Bygninger genopført

Det fremgår dog, at Sommersted efter 1807 lod bygningerne opføre næsten lig de gamle. Han har sikkert brugt de stående fundamenter. I 1819 fik familien mulighed for at købe Muncheborg. Ejendommen var fortsat som fæsteejendom. Sidse Marie, som havde overlevet sin anden mand, stod som egentlig køber, men overlod begge matrikler til hendes svigersøn, cand. jur. og løjtnant O.U. Muusfeldt. Han fortsatte gæstgivervirksomheden.

 

En aktiv herre

Efter Muusfeldts død i 1829 giftede enken, Ane Marie Sommersted sig med den unge praktiserende læge Frederik Christian Haugsted. Denne unge mand var særdeles aktiv. Foruden sin praksis drev han videnskabelig forskning. Han havde også redaktørvirksomhed og gæstgiveri.  Han var også bygherre på noget etagehusbyggeri på familie-grunden og andet sted på Vesterbro.

 

Fiskermøllen

På Fiskermøllen er der mange forskellige ejere gennem det 18. århundrede. I en vurderingsrapport fra 1793 beskrives møllen som en firkantet bræddebeklædt vindmølle på fire grundmurede piller. Den blev vurderet til 2.000 rigsdaler.  I 1803 omfattede bygningsanlæggene foruden møllen, et toetages forhus i det smalle gab mod Vesterbrogade og et stort lav baghus samt tre stalde.

Brændevinsbrænder Jacob Marcussen, der havde fået fæste  på Fiskemøllen  i 1795 optrådte både som møller og beværter, idet han tog del i den almindelige opblomstring af forlystelseslivet i området ved at indrette værtshus på ejendommen.

 

Eutin

Øst for Fiskermøllen lå den store ejendom, som senere i det 18. århundrede fik navnet Staden Eutin eller bare Eutin. Fra starten var det tale om en lystejendom. Ejerne kom også fra det
højere samfundslag. I 1715 blev ejendommen overtaget af justitsråd, overkammertjener Iver Andersen. I 1721 af seigneur Byssing,  i 1722 af seigneur Hans Petersen Callundborg
og senere af Johan Lehn.

 

Uduelighed

I 1730 blev bygninger og have solgt til Christopher Berendtz. Han drev flere farveplantager i nabolaget. Og her skabte han en have med sjældne farveplanter. Efter hans død i 1738 giftede den 70 årige enke sig med gartnersvend Adam Levin Lassen. Det skete under stærk protest fra den efterfølger i forretningen, Schwertner, som Berendz  havde udpeget.

Lassens uduelighed viste sig hurtig. Plantagen gik i forfald. Ved enkens død i 1741 tilfaldt gården og haven Lassen. Plantagerne tilfaldt Schwertner. Men Lassen købte anparter og det uheldige samarbejde mellem de to, fortsatte.

Gården på Vesterbro  blev efter Lassens død i 1753 overtaget af hans nye kone, Marie Bjerregaard og dernæst af hendes søn fra et tidligere ægteskab, Nicolay Kayser. Da denne døde i 1761, ville datteren, der var enearving, overtage gården fra en seigneur Holm, som havde bestyret ejendommen siden bedste-moderens død.

En vurderingsforretning fortæller dog, at alt er gammelt og forfaldent. Den store have er fuld af vilde træer. Aspargesbedene er græs og ukrudt. Mod øst lå et stort stykke engjord. På et kort fra den 18. århundrede ses flere bygninger og et haveanlæg samt en plantage.

I 1779 stod Johan Hansen som ejer. Et nyopført toetages beboelseshus var opført. Desuden var der lade og stald og ud mod Vesterbrogade et forhus. Grunden lå mellem de møllegrunde.

 

Forlig trak i langdrag

Da Magistraten i 1780 påbegyndte dobbeltalléer på hver side af den regulerede Vesterbrogade  hen over strækningen fra Vesterport til Acciseboden, måtte Eutin i den forbindelse afgive en del jord fra sin tilstødende grund. Johan Hansen klagede over både manglende information og for dårlig erstatning . Sagen trak dog i langdrag. Først to år efter ,at han i 1786 havde overdraget ejendommen til August Carl Müller, blev der indgivet et forlig.

 

Frugthave på Vesterbro 

I 1790 blev Eutin købt af handelsgartner Johan Georg Schimmel. Han anlagde en stor frugtplantage med tilhørende gartneri. Af en vurderingsrapport i forbindelse med erstatning til Schimmel efter ødelæggelse af haven i 1807 ses, at den bl.a. indeholdt:

• 281 æble – og pæretræer
• 45 kirsebærtræer
• 90 blommetræer
• 400 stikkelsbærbuske
• Store aspargesbede

Det Danske Broderskab

På engområderne mod øst fik  Forenede Borgerlige Skydeselskabi 1793 lov til at oprejse en fuglestang til sine øvelser. Da dette selskab i 1799 flyttede ned til Enighedsværn ved Tømmerpladserne, rykkede et nyt skydeselskab Det Danske Broderskab ind på Eutin.

I perioden op til 1807 har Eutin taget del i det vældige forlystelsesliv på netop denne strækning af Vesterbrogade. På ejendommen fandtes foruden skydehus og skydebane både keglebaner og lysthuse, foruden selve forhuset. Der var også tre sidehuse og en stor stald.

Allerede i 1802 frasolgte Christian Fritz Schimmel, Eutins nye ejer, en lang strimmel mod vest. Her lå senere værtshuset Egypten.

Efter ødelæggelserne 1807, hvor hele frugtplantagen var blevet omhugget, frasolgte Schimmel endnu tre grunde. I dag må det være omkring, der hvor Vesterbrogade 23 – 25 og Vesterbrogade 9/ Reventlowsgade 4 – 12 ligger.

På det store rest areal forsøgte han at genetablere plantagen og gartneriet. Han opførte en beboelsesejendom. Det var her, hvor Helgolandsgade  udmunder i Vesterbrogade.

 

Hintzes store ejendom

I 1822 overtog handelsgartner Peter Wilhelm Hintze ejendommen, der blev drevet som gartneri helt frem til de store udstykninger i 1879 – 1892.

 

Hans Hoppes mølle

Den sidste ejendom i området, Hans Hoppes møllegrund lå som en lille enklave ud mod Vesterbrogade midt i Eutins jorder. Op igennem det 18. århundrede står en række møllere som ejere, Anders Jensen, Lauritz Jensen, Iver Erlandsen, Niels Andersen, Christian Peter Schleyer  og endelig Johan Henrich Strelow. Sidstnævnte fik skøde på ejendommen den 30.07.1787.

I begyndelsen af århundredet boede møllerne i et lille trelænget bygningsanlæg vestligt på grunden, mens møllen lå omtrent midt på grunden. Senere kom et nyt forhus, der blev forlænget af Strelow. Han drev foruden mølleri også værtshus på stedet.

I 1798 opførte han yderligere et nyt hjørnehus i to etager mod øst. I løbet af få år blev der i beværtningens have bygget hele syv lysthuse og tre keglebaner.

 

Mølleriet opgivet

Alt dette inklusive stubmøllen blev ødelagt i 1807. Ved genopbygningen opgav Strelow mølleriet til fordel for udvidelse af beværtningen. Møllen blev aldrig genopført og grunden blev delt i fire parceller ( Vesterbrogade 21 – 13).

 

Centrum for forlystelseslivet

Forstaden uden for Vesterport var efterhånden ved at blive centrum for Københavns  forlystelsesliv. I første halvdel af det 19. århundrede var det faktisk værtshus i hver eneste ejendom på denne strækning af Vesterbrogade.

 

En mærkelig udformning

I de gamle bindingsværksbygninger, som Strelow lod opføre efter 1807 blev der drevet værtshus langt op i århundredet. Først i 1875 lod den nye ejer, fhv. kaptajn, malermester Riise de gamle bygninger nedrive. Et fireetagers hjørnehus blev opført. Huset fik en mærkelig udformning. (Vesterbrogade 13 – Helgolandsgade 2)

 

Familien Stauning

En anden af Strelows ejendomme blev i 1823 købt af slagtermester Cordt Nielsen Stauning. Familien boede og virkede på stedet i flere årtier. I 1857 stod sadelmagermester Jens Bentzen Stauning som ejer.

Ejendommen blev bebygget med flere lave bygninger. Foruden det gamle forhus med øl-haller og sadelmagerforretning i kælderen, var der både mellem – og bagbygning, formentlig stalde og værksteder, desuden brændehus, svinesti og vognskur.

Først i 1883 lod den nye ejer, snedkermester og møbelfabrikant Mørck, de gamle bygninger nedrive og påbegyndte en mere tidsvarende bygning. (Vesterbrogade 15)

 

Fra dansebod til kirkesal

Værtshusholder Jens Petersen købte en af parcellerne af Strelow. Helt frem til 1875 drev han beværtningen og danseboden Peters Håb.  Enke – madam C. Dehlesen opførte en fem – etagers beboelsesejendom og en bagbygning, der blev indrettet som dansesalon. I 1878 fik dansesalonen både ny tagetage og en ny tilbygning.

Omkring århundredeskiftet overtog Det Københavnske Kirkefond og A/S Det Nye Missionshotel danselokalerne. Det blev indrettet til kirkesal. Få år senere blev kælderen under den såkaldte Sct. Maria Kirkesal indrettet som trykkeri for Christeligt Dagblad.

 

Alkoholfri spisested

I 1912 hvor kirkefunktionen i mellemtiden var blevet overtaget af den nybyggede Maria Kirke, lod Det Københavnske Kirkefond  det gamle lokale indrette til alkoholfrit spisested for mænd. (Vesterbrogade 17)

 

Demarkationslinje gennem grunden

Strelow frasolgte først den vestligste strimmel i 1809 til koffardi-kaptajn Ole Hansen Blom. I 1815 stod billardholder Carl Wilhelm Frederichsen som ejer. På et kort fra 1819 ses et nyopført værtshus. Det var et forhus i en etage og fem fag. Det eksisterede helt frem til 1891. Så sent som i 1855 opførte lysstøbe – enke Agathe Borup foruden en keglebane også et nyt forhus til venstre for den gamle længe. Dette beskedne hus på fire fag og i to etager afspejler klart, at grunden lå inden for den nye demarkationslinje fra 1852. Denne linje forløb fra søernes inderside ud mod stranden. Den passerede lige igennem denne grund.

Beværtningen blev flyttet over i det nye forhus, mens der kom to butikker i det gamle hus. I gården kom der senere en smedje. Først i 1882 lod murermester Tang grunden bebygge (Vesterbrogade 19).

Vi er nu kommet på den store Eutin – grund. Frem til 1941 bestod den af to ejendomme, Vesterbrogade 23 – 25. Rigtig, det er Saga – Biografen.

 

Astronomisk observatorium

Schimmel havde solgt den ene parcel i 1812 til bogtrykker Elazer Moses Cohen. Men samme dag blev grunden solgt videre til etatsråd Fr. Hammerich.  Den mindre nabogrund blev solgt til slagter Johan Henrich Klein. På disse to ejendomme lå der i 1819 nogle nyopførte bygninger. Den ene af dem blev liggende helt til 1941.

Der var masser af byggeri på grunden. Således blev der i 1876 opført en skolebygning i fire etager midt i haven. På taget blev der bl.a. opført et astronomisk observatorium til brug for skolen.

 

Saga – biografen

I 1941 fik man tilladelse til at nedrive ikke mindre end 14 bygninger på grunden. Dermed blev der plads til opførelse af Saga – biografen.  I 1960 blev forhuset, Vesterbrogade  23 revet ned. Det havde stået tomt i ca. seks år. I en årrække fungerede det som hotel.

 

Karrusel med musik

Der hvor Vesterbrogade 27 i dag ligger, lå der i 1807 et lille slagterhus og tilhørende smeltehus. Det tilhørte slagtermester Mathias Christian Lange.  I 1816 lod slagtermesteren opføre et
beboelseshus tværs over grunden. I løbet af første halvdel af det 19. århundrede er forskellige slagtermestre ejere. Derefter kom der forskellige forlystelsesetablissementer Ægypten og Friedrichs Dal.

Her var karrusel med musik, keglebane, fortunaspil og loppemarked. Slagtermester Johannes Neiindam lod omkring 1855 de gamle bygninger nedrive og erstatte med et beboelseshus.

 

Vesterbro Bryggeri

Den gamle Fiskermølle – ejendom er i dag Vesterbrogade 29. Den svarer til den grund Christian den Femte  skødede til møller Jens Krone i 1679. Den har haft mange skiftende ejere, og
der er drevet værtshus og gæstgiveri i bygningerne. Gavlhuset blev kort efter 1854 erstattet med et fem fags forhus i tre etager.

Ejendommen blev købt af interesse-skabet Vesterbros Bryggeri. De havde besluttet, at anlægge både produktionssted og salgslokaler for deres øl. Et syv fags Bryggeribygning eller
maltgjøreri i tre etager blev opført.

 

Øl-halle

Bagerst på grunden opførtes en såkaldt bayersk øl-halle. Den kom til at hedder Strucks Øl-pavillon efter ejeren. Foran denne enetages grundmurede bygning lå en åben veranda og en lang smal have med trælysthuse på række til begge sider. Dette anlæg gav anledning til navnet Pusterummet i folkemunde.

Stedet blev markeret ud til Vesterbrogade på husfacaden ved en stor øltønde, der hang over porten. Herpå red en nisse med et stort ølkrus, der tjente som lygte. I Øl-hallen  kunne man få både dansk ”Bayersk Øl” og Engelsk Porter og Ale. Man kunne få 16 genstande for en rigsdaler. I et praktisk kuponsystem.

Man forsøgte at opbygge en popularitet med flygelkoncerter.

 

Masser af forlystelser

Men først da man havde taget navneforandring til Olympen og indrettet lokalet som sangerindepavillon var succesen i hus. I denne forbindelse blev Øl-hallen  udvidet med scene, påklædningsværelser, buffet og køkken.

Gennem næsten halvtreds år skiftede den gamle øl-hal funktion og navn med påfølgende ombygninger. Varieté – teatret, Vesterbros Teater, Concert du Boulevard, Apolloteatret,
Parisienne.

Allerede i 1909 blev lokalet omdannet til biograf. Man foretog ind-rettelse af et brandsikkert rum for elektriske lysprojektører til fremvisning af levende billeder.  Den gamle bryggerbygning fik med tiden også flere om – og tilbygninger, bl.a. med ny kontorbygning samt pakhustilbygning i 1881. Det oprindelige forhus fra ca. 1855 blev revet ned i 1902 og erstattet af et andet.

 

Herskabelige lejligheder

På den nuværende grund på  Vesterbrogade 31 lod arvingerne efter Dr. Haugsted den østlige del af den gamle krohave fraseparere i 1866. Køber var snedkermester N. Knudsen, som næsten var lokal byggematador. Her lod han to herskabelige seksværelses lejligheder på hver etage opføre.

 

Akvarium og Elysium

I 1871 købte civilingeniør  Viggo Schmidt en del af den gamle krohave. Det er den grund, der i dag svarer til Vesterbrogade 33.  Han lod opføre Kjøbenhavns Akvarium . Selve akvariet lå i stueetagen . Her var seks bassiner med både fersk – og saltvandsfisk.

På førstesalen over akvariet lå forrest et konditori i tre fag. Bagved i den smalle del af overbygningen var der lejligheder til konditoren og akvariemesteren.

Det gik dog ikke så godt dette akvarium. Allerede efter to år ansøgtes om ombygningstilladelse. Akvariet blev nu omdøbt til Elysium. I begge etager blev der indrettet restaurationslokaler. Men ak, heller ikke dette gik særlig godt.

 

Fra herskab til pension

I 1877 blev hele bygningen revet ned. Den nye ejer, grosserer P.W. Petersen lod forhus med side – og baghus opføre. Mod gaden og i sidehuset lå en stor syvværelses lejlighed pr. etage. Har var bl.a. daglig værelse, kabinet, to herreværelser og smuk oval spisestue. Den oprindelige butiks-facade forsvandt i 1901, da det blev indrettet til apotek. Senere blev de store lejligheder
på 1., 2. og 3. sal samt i tagetagen indrettet til pensionat.

 

Vestergade 35

Der hvor det gamle værtshus Muncheborg  lå, og som blev ejet af Dr. Haugsted fra 1829 til hans død i 1866, er i dag Vestergade 35.  De gamle bindingsværksbygninger lå her helt til 1903. Det syv fags forhus var opført efter afbrændingen i 1807. I henholdsvis 1873 og 1876 blev der lagt arealer mod syd til grunden.

I 1903 påbegyndte den nye ejer, justitsråd og snedkermester Anders Nielsen en rydning af de gamle bygninger.

 

Lugtfri luftklosetter

Ved reguleringen af Rosenåen og anlæg af Viktoriagade 1856 – 1858 fik direktør F.C. Haugsted lav til at købe de nordligste arealer af det gamle vænge. Hidtil havde han haft det i fæste.

Her blev opført flotte moderne lejligheder med lugtfri luftklosetter efter Marinos metode i alle etager. (Vesterbrogade 37 – Viktoriagade 1)  Grunden Viktoriagde 3 var en del af Muncheborg. Den og nabogrunden blev i 1868 solgt til smedemester  N. Knudsen – den lokale byggematador.

 

Abel Cathrinesgade oven på kloak

Abel Cathrinesgade blev anlagt oven på den åbne kloak i 1880erne. Ja egentlig blev Rosenåen jo en del af kloakken. Ved reguleringen af Rosenåen  1856 – 58 beholdt kommunen den sydlige del af den gamle fæstevænge, der strakte sig ned til jernbanedæmningen. En del af arealet omkring Abel Carhrinesgade blev brugt til losseplads for is og sne, som blev tippet ud i åen.

 

Den gamle stiftelse

Gaden fik sit navn efter stiftelsen på den nordligste parcel. Denne velgørende institution var oprettet af Abel Cathrine Mesing. Hun havde i sit testamente skænket et hus i Dronningens Tværgade til en stiftelse for syge, elendige og sengeliggende fattige.

Ved den gamle bygnings nedrivning i 1884 blev stiftelsen overført til Vesterbro. Og fik til huse i det firfløjet anlæg. Selve funktionen som stiftelse blev i 1949 ændret til husvilde-boliger. Huset blev fredet i 1980.

 

Frk. Barnes Institut

Handelsgartner Hintze havde et stort grundstykke, der blev frasolgt. En af grundende var det nuværende Helgolandsgade 8.  Grunden erhvervede Foreningen til værn for enligt stillede kvinder.  Her lod de opføre Værnehjemmet Bethania. I 1939 benævnes ejendommen Frk. Barness Hjem for unge Kvinder, senere blev det til Frk. Barnes Institut. En benævnelse som Frk. Barnes Kollegium for unge Kvinder. I dag er bygningen indrettet til lejligheder.

 

Gartnerens salg betød nye gader

Det var da gartner Hintze  begyndte at sælge sin store grund, at man kunne anlægge Helgolandsgade, Colbjørnsensgade og Halmtorvet. Man gennemførte Istedgade helt frem til Reventlowsgade.

Hermed nåede vi til enden af Rosenås – området.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Gamle værtshuse i København
• Flere værtshuse i København
• Forlystelser i København og mange flere artikler 

Redigeret den 19. – 11. 2021

Skt. Jørgen var de svages og fattiges beskytter. Og han blev brugt som navn for de ca. 35 hospitaler, gårde og huse som blev opført i Danmark. Her blev de spedalske samlet. Det var en forfærdelig og uhelbredelig sygdom. Skt. Jørgens Hospital ved København er kendt siden 1261.

 

Legemet rådnede indefra

Den mest forfærdelige sygdom, der ramte befolkningen i middelalderen var spedalskheden . Legemet blev fyldt med bylder, der fyldtes med væske. Ja man talte dengang om, at legemet
rådnede op indefra.  Allerede i den tidlige middelalder var sygdommen frygtet. Man udstødte de syge fra samfundet. Alle bånd mellem ægtefolk, forældre og børn blev løst.

I det 14. århundrede mistede den spedalske alle sine rettigheder. Den ramtes ejendomme blev delt mellem arvingerne.

 

Spedalskhed kunne ikke helbredes

Spedalskhed var en sygdom, man ikke kunne helbrede. De første symptomer på, at man var syg, var forstyrrelser i nervesystemet koblet sammen med en voldsom træthed. Musklerne i hænderne og på benene begyndte at svinde ind. Næste fase var pletter på huden, som udviklede sig til knuder.

Knuderne kunne sprække og blev til åbne sår. Man lignede efterhånden halvrådne lig. Ens åndedræt var ikke særlig behagelig. I sidste fase blev huden nærmest grålig, næsen blev tæret bort, hår, fingre og tæer faldt af. Og så døde man.

 

Skt. Jørgen – de svage og hjælpeløses beskytter

Det er katolikkerne vi kan takke for, at der blev bygget sygehuse til disse stakkels mennesker. Allerede fra 1109 påbegyndtes bygningen af disse hospitaler. Og de var oftest helliget Skt. Jørgen, de svage og hjælpeløses beskytter. I Danmark  havde man kendskab til 35 af disse Skt. Jørgens Gårde.

Egentlig var Sankt Jørgen en kristen martyr i Israel. Legenden fortæller, at Jørgen reddede en by, en jomfru eller en prinsesse fra en hadefuld drage. Og navnet er en fordanskning af Georgius.

Spedalskheden var nok mest udbredt i 1100 – og 1200 – tallet. Ved udgangen af middelalderen forsvandt sygdommen.

 

Kendes fra 1261

Skt. Jørgens Hospital ved søen nævnes første gang i 1261, da Peder Olafsen af Karise testamenterede 10 mk. til institutionen.   Skt. Jørgens Hospital lå på den østlige side af Gammel Kongevej ikke langt fra Vodrufgaard.

 

Tvinges på  Skt. Jørgen

I 1275 nævnes Sk. Olafs Blok, der lå ved stranden, og hvis anhold blev anvendt til de spedalskes underhold. Endnu i 1294 var der ikke tvunget ophold på stedet, når man led af spedalskhed. Man skulle blot isolere i sit eget hjem, og ikke omgås andre.

Christoffer af Bayern påbød dog i 1443:

• Hvo som fanger Spitalssot udi Staden, han skal nødes (tvinges) ud at fare til S. Jørgens Hus inden den Tid, som ham af Foged og Borgmestre forelagt vorder. Gør han det ikke, da maa de føre ham og hans Gods did paa hans Kost og Tæring.

 

Egen mark

For at skabe afstand til anden beboelse fik Skt. Jørgens Hospital også sin egen mark. Denne var begrænset af den gamle kongevej, Ladegaarden og søen. Man drev et eget avlsbrug med ladegård på marken. En husmand var ansat til at bestyre det.

Hospitalet fik forskellige gaver til at kunne drive foretagenet. I 1546 havde man således fem indenbys ejendomme. Skt. Jørgens boder på hjørnet af Kattesund  nævnes allerede i 1478. En gård i Vandmøllestræde nævnes i 1529.

Da byen i 1368 blev ødelagt af Hansestæderne, er hospitalet også gået til grunde. Men lige efter blev hospitalet genopbygget. I den gamle jordebog af 1380 nævnes byens jord:

• paa hvilken stod S.Jørgens Hus, hvor spedalske underholdtes.

De syge kaldtes søstre og hospitalsbrødre. Bestyreren blev kaldt formand. Hospitalets segl forstillede Olaf den Hellige. Det var den lokale skytsengel.

 

Sjælemesse

Ved klosteret var et kapel, hvor Gråbrødrene holdt sjælemesse. I Kong Hans  tid var Skt. Jørgens Gård blevet kongelig forlening. Gården blev lejet ud til Peter Albertsen, der var rådmand og vicekansler på Universitetet. Han fik al indtægten fra hospitalets jordegods, mens de fattige og de spedalske var henvist til almisser.  Hospitalets vogn kørte rundt på  landet og tiggede korn og fødevarer.

I hospitalets kirke skulle der holdes tre daglige messer. Og på hospitalet skulle der altid være 20 fattige syge mennesker.

 

Overdraget til Karmeliterne

I 1522 bestemte Christian den Anden at Karmeliterne i Helsingør at

• Vort og Kronens Hospital S.Jørgens Kapel og Gaard udenfor Kjøbenhavn efter Dr. Peder Albertsens Død skulde tilfalde deres Kloster

Da København blev belejret af Frederik den Første og han kom i besiddelse af hospitalet, gav han i 1523 kannikken Jep Heye livsbrev på hospitalet. Han skulle vedlige hospitalet, sørge
for de syge og afholde gudstjeneste. Antagelig har forholdene været meget dårlige for i 1528, talte man om at overføre Lemmerne fra Sankt Anna til Sankt Jørgen :

• Til S. Jørgen ville vi aldrig hellere lade os udføre og sænke i Stranden.

Da Helligåndsklosteret i 1530 blev omdannet til hospital flyttede Skt. Jørgens Hospital hertil. Avlsbruget blev dog fortsat.

 

Overflyttet til Vartov

I en Fundats  af 17. marts 1600, fremgår det at Skt. Jørgen fortsatte som et epidemi –  hospital under Helligånds Hospital med en Tilsynsmand og Tilsynskvinde, 2 piger, en Fæhyrde og en Vangegæmmer.

Da Helligånds Hospitalet i 1607 og det følgende år flyttede til Vartov,  ophørte Skt. Jørgen som en afdeling.

 

Stedet blev udlejet

I 1609 lejede Morten Wesling jorden:

• sanct Jørgen liggende her uden for Staden, at jeg den skal have, nyde, bruge og beholde udi 10 samfulde Aar med Huse, Have, Bygning, Ager og Eng, Fiskeparker og Uddrevet, som dertil har været af Arilds Tid, dog Indbyggerne udi Kjøbenhavn og andre Danemænd som paa St. Jørgens Mark, Grund og Ejendom har Paaløb, uden al Skade og Forkrænkelse i alle Maade for 80 Rd.

 

En del af Ladegården

I et skøde fra 1621 fremgår det, at ejendommen Skt. Jørgen blev en del af Ladegården. Ved Sortedamssøen var der blevet oprettet  et særskilt hospital, som ikke havde noget at gøre med Skt. Jørgens Hospital.

 

Kjærlighedsstien

Langs Sankt Jørgens Sø  til Gammel Kongevej gik Kjærlighedsstien. I gunstigt vejr var det en særdeles behagelig promenade. Når man var kommet over den lange og bekvemme vejbro, kommer man til Dosseringerne.  Den omtalte sti med det smukke navn ender ved Ladegårdsåen.

 

Et hospital for de afsindige

Ladegården vedblev i mange år som et hospital for Afsindige. Man opdagede dog, at det var uhensigtsmæssig, at opsamle hele Landets erklærede Galskab så nær ved hovedstaden. Anstalten blev derfor flyttet til Bidstrupgaard i nærheden af Roskilde.

 

De mange broer

For at komme fra Ladegårdsvejen  tilbage til Nørrebro, hvor vi skulle fortsætte vor vandring, kunne man benytte sig af en af de broer, der privat var opsat over Ladegårdsåen. Det var Bangerts Bro, Büllows Bro og Blaagaards Bro. Den førstnævnte var den mest befærdede.

 

Skt. Jørgens Sø 

Sank Jørgens Sø  er den dybeste af søerne, vel nok 4 – 5 meter dyb. I søen ligger to små øer, Fiskeøen og Fugleøen.  Fugleøen blev i 1967 befriet af aktivister. Og dæmningen på søens vestside hedder Svineryggen. Det er også her at kommunegrænsen cirka ligger.

I midten af 1800 – tallet blev Peblinge og Sortedams – søen opgivet som vandreservoirer på grund af for dårlig vandkvalitet. I stedet tog man Sankt Jørgens Sø  i brug. Søen havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden verdenskrig. Indtil 1959 fungerede den som reservereservoir.

 

Naturoplevelse

Og så kan den gamle redaktør anbefale en ægte sundheds – oplevelse, både for krop og sjæl ved at løbe rundt om de tre søer. Det gjorde undertegnede i en årrække, indtil knæet sagde fra. Men for dem, der kan, er det absolut en oplevelse.  Nu siger sundheds-guruer at det er usundt!!!
Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
       – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under København finder du 191 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikel 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Pest i København
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Østerbro – langs søerne (under Østerbro)
• Fattiglemmer på Ladegården ( under Nørrebro)
• Ladegården dengang (under Nørrebro)
• Pest på Nørrebro (under Nørrebro)
• Søerne foran Nørrebro (under Nørrebro)

Redigeret 19. – 11. 2021

 

I anledning af Sct. Johannes Kirkens 150 års jubilæum, er der udkommet et hæfte på  78 sider. Hæftet udmærker sig med flotte grafiske fremstillinger. Og vi får indblik i, at der bag kirkemurerne gemmer sig masser af aktivitet. Dette er et væsentligt bidrag til Nørrebros historie. Og titlen hentyder til det, kongen spurgte den første præst, Frimodt om, da han blev ansat.

Du skal ikke tvivle

Sankt Johannes Kirkens første præst var virkelig et fund. Kirken kom til at summe af liv og aktivitet. Efter kirkens indvielse var  præsten, Jens Christian Rudolph Frimodt i audiens hos Kong Frederik den Syvende.  Efter overleveringen blev Frimodt spurgt:

• Nå, unge mand, kan du så råbe mig folket op på  Nørrebro?

Da Frimodt  svarede, at det håbede han, svarede kongen:

• Du skal ikke tvivle om, at hvem kongen giver et embede, giver Gud nåde, når han beder ham derom.

Nørrebros Domkirke

Denne historie skriver Allan Bäck om i et flot lille hæfte om Sankt Johannes Kirken. Hæftet, der er på 76 sider, er udgivet i anledning af Sankt Johannes Kirkens 150 års fødselsdag. Det var den første kirke på Nørrebro – og den største. Derfor bliver den også kaldt for Nørrebros Domkirke.

Et flot hæfte

Det er et ganske flot hæfte, hvor såvel gamle som nye fotos og grafiske fremstillinger træder flot frem. Det er nok den cremeagtige baggrundsfarve, der forstærker dette. Illustrationerne
er med til at gøre teksten endnu mere spændende.

Vi følger kirkens tilblivelse og indretning. Desuden bliver kirkens historie inddelt i seks perioder. Men også kirkens flotte omgivelser og øvrige funktioner bliver gengivet. Der findes
nok ikke mange kirker, der har så gode forhold.  Forfatteren har medtaget menighedsarbejdet. Det hører med til lokalsamfundet, men ellers hører vi ikke så meget om dette, når kirkehistorie ellers beskrives.

Hele Sjælland samlede sammen

Sjovt nok, så var hele Sjælland med til at samle penge sammen til kirken på Nørrebro.  Selve projektet var temmelig ambitiøs, hvor der også skulle bygges et antal boliger. Men dette måtte dog skrinlægges på grund af manglende midler.

En aktiv præst

Frimodt blev meget populær. Han var uden frygt for menneskelige reaktioner. Han forsøgte at hjælpe folk ud af nød. Han tog dog skarp afstand fra den begyndende socialisme. Han betragtede bevægelsen som ugudelig.

Frimodt var også aktiv i søndagsskolebevægelsen og Magdalenehjemmet på Jagtvej. Dette var et opholdssted for prostituerede, hvor de fik tilbudt et socialt fællesskab og et hjem.  En af dem, der blev grebet af Frimodt var brygger I.C. Jacobsen. Han kom i kirken i mange år fremover og har skænket kirken diverse ting, blandt andet nogle relieffer.

Frimodt var med til at starte Skt. Stefans Kirken og St. Jacobs kirken på Østerbro. Han og sine hjælpere havde travlt med at betjene den hurtig voksende menighed. Det må have taget hårdt på  ham. I perioden 1868 – 69 blev han alvorlig syg og måtte væk fra sognet, dels til Tyskland, dels til Italien.

Han var kun lige fyldt 50 år, da han døde den 21. marts 1879.

Mange initiativer

Mange initiativer er i tidens løb udsprunget fra Skt. Johannes Kirken, bl.a. Skt. Johannes Stiftelsen.  Dette startede dog som et rent kommunalt foretagende, der blev oprettet i 1885 som forsørgelsesinstitution for arbejdsløse og trængende samt en opdragelsesanstalt for børn og et hospital. Stiftelsen lå i Ryesgade og på Dosseringen.  I 1892 stod den nye forsørgelsesanstalt
med kirke færdig i Nørre Allé.

En travl hverdag i kirken

Jo der var gang i kirken. Allan Bäck beskriver en dagsplan fra søndag den 8. september 1895. Det viser, hvor travlt man havde i kirken:

• Kl. 9.30 Forberedelse til altergang – skriftemål –  med efterfølgende gudstjeneste og altergang kl. 10.
• Kl. 11.30 Begravelse af seks børn
• Kl. 13.00 Vielse af syv brudepar
• Kl. 13.30 Vielse af et brudepar
• Kl. 14.00 Dåb af 8 børn
• Kl. 14.30 Vielse af to brudepar
• Kl. 15.00 Vielse af et brudepar
• Kl.16.30 Vielse af et brudepar
• Kl.17.00 Dåb af tre børn
• Kl. 17.30 Skriftemål 
• Kl. 18.00 Gudstjeneste med altergang

Samme dag var der begravelser på forskellige kirkegårde. Der var flere grupper, der tog sig af denne opgave.

Kongehuset havde stor bevågenhed

Kongehuset har altid haft stor bevågenhed over for St. Johannes Kirke. Således deltog Kong Frederik den Ottende sammen med Dronning Louise til gudstjenesten i forbindelse med
kirkens 50 års jubilæum den 25. august 1911.

Tårnet brænder

• Tårnet brænder

Sådan lød råbet den 6. november 1933. Brandvæsnet på Fælledvej var netop kørt forbi efter en brand på Østerbro, uden at have observeret noget. Men en time senere stod flammerne op
som en fakkel. Spiret stod ikke til at rede. Men det lykkedes at begrænse ilden til tårnet og våbenhuset.

I første omgang blev graver Beck anklaget for at være skyld i branden, grundet tobaksrygning. Men han nægtede. Det viste sig at være en blikkenslager, der under reparationsarbejde havde brugt en blæselampe. Ved et uheld var spåner og gammelt støv blevet antændt.

Det nye tårn kom til at være 53 meter eller 5,5 meter højere end det gamle.

Mange aktiviteter

I 1938 udkom Sct. Johannes Sogns Kirkeblad for første gang. Inden da havde sognet kunne læse Sct. Johannes Sogns Søndagslæsning.  Fra midten af 1930erne og de følgende 20 år blev der afholdt friluftsmøder på kirkepladsen hver torsdag.

En Morris som hovedgevinst

I 1946 blev der afholdt et stort lotteri med 100.000 lodsedler med en lang række flotte gevinster. Meningen var at bygge et nyt menighedshus.  Der blev solgt 86.642 lodsedler. Hovedgevinsten, en Morris Minor blev vundet af en herre fra Vigerslev.

I første omgang blev planerne dog skrinlagt. Men i 1960 kunne tronfølgeren, prinsesse Margrethe indvie den flotte Sct. Johannes Gården.

Flot bidrag til lokalhistorien

Hæftet giver et flot bidrag til historien. Vi får en flot beskrivelse af, hvad der foregår inden for murerne. For kirken giver heftet også et slags tilhørsels-forhold, men også indtrykket af et meget aktivt sogn.

Kan du råbe mig Nørrebro op?

• Sct. Johannes kirke gennem 150 år
• udgivet af Sankt Johannes Kirkes menighedsråd
• Research, redaktion og tekst ved Allan Bäck

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1,783artikler
• Under Nørrebro indeholder 304 artikler 
• Under Østerbro 101 artikler 
• Under København 191 artikler 
• Skt. Johannes kirke
• Omkring Sct. Hans Torv (Foredrag til 150 års jubilæet)
• En stiftelse på Østerbro (under Østerbro)
• Et Hospital på Nørrebro
• Grundtvig på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden – på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887 og mange flere artikler 

 

Andre
”åndelige” artikler:

• De forfulgte jøder (under København)
• Skt. Jørgen – Helgen, Sø og Hospital (under København)
• En engelsk kirke ved Østerbro (under Østerbro)
• Garnisons Kirkegård (under Østerbro) og mange flere artikler 
  

Redigeret 16. 12. 2021

Foredrag afholdt 1. september i Menighedshuset ved Skt. Johannes Kirke. Hvad skete der omkring Skt. Hans plads – dengang. Der blev fjernet ådsler. Militæret fik ejerfornemmelser over Fælleden. Der var næsten ikke mere foder tilbage til kvæget. Og Maja Robinson fik klø af kærresten.  På hjørnet af Fælledvej sad pigerne og ventede på ridderen af Nørrebro. Over på den anden side ville en gammel enke ikke forlade huset. På politistationen blev Rantzau hædret med ridderkorset.

 

150 år siden

Tænk i dag er det 150 år siden at  Grevinde Danner og Konge Frederik den Syvende indviede den første kirke på Nørrebro. Der var pyntet med bøgegrene og flag på Nørrebro.  Det var den 25. august, at kirken blev indviet.  Kirken ligger i dag midt i et pulveriserende liv. Ja det har den faktisk altid gjort, og det er det vi skal høre om. Hvad skete der her omkring længe før og lige efter.

Kirkelig foredrag?

Nu kunne man have fortalt noget om Brorson og Pietismen. Brorson var præget af den by, hvor han var præst – min hjemby Tønder.  Man kunne også fortælle om kristendommen af Danmark. Ansgar begyndte slet ikke i Ribe, nej han gik i land ved Møgeltønder.  Nej disse to emner, venter vi med til en anden god gang.

Mægtige Serridslev

Dengang fyldte Serridslevs marker, næsten hvad Østerbro og Nørrebro fylder i dag. Markmanden havde rigeligt at se til på Fælleden med at lappe huller efter militæret. Egentlig fik borgerne græsningsret i 1523  efter den frygtelige belejring.

Militæret fik ejerfornemmelse

Militæret fik ejerfornemmelser. I 1679 var det første gang man holdt mønstring. I 1710 kæmpede 15.000 soldater rundt på Fælleden. Og i 1716 var man bange for de 30.000 russere, der lå derude. Men de satte også deres spor, og hærgede løs blandt Østerbros og Nørrebros befolkning dengang.

Ådsler blev fjernet

I 1715 var der påført en udgift til natmandens enke. Hun havde i hele 8 dage haft folk til at fjerne ådsler fra Fællederne. Og i 1778 måtte skarpretter Oswald lede et stort antal uærlige slaver til at fjerne ådsler fra Fællederne.

Farvel til Struensee

Og minsandten om man ikke også  afholdt hestevæddeløb herude fra 1772. Man havde tit set Struensee  herude. Han var nok ikke klar over, at han skulle ende sine dage under den 27 årige bøddel Gottschalck Mühlhausens økse.   Der var opstillet 4.000 matroser, 1.200 mand fra Infanteriet og et ukendt antal dragoner.

Struensee var ankommet i festtøj. Mens bødelen råbte: Det sker efter fortjeneste blev armen skilt fra kroppen. Ved anden øksehug var det hovedet og så videre. Hoffet havde bedt om at liget blev flyttet, så man kunne betragte det fra Frederiksborg Slot.

Mos til kvæget

Efter den store brand i 1795 blev der indrettet lejr for husvilde herude. Men stakkels de 1.100 kreaturer herude. Der var ikke nok mad til dem. I 1847 var der næsten kun mos tilbage til dem. Militæret havde ødelagt det.

En tur i grøften

Her var vilde øvelser fra Borgervæbningen. Man stormede Store Vibenshus med løst krudt. Bagefter var der fest og druk og så mangen en tapper soldat er efter dette, faldet i den store afvandingsgrøft langs Blegdamsvejen.

Malkeplads

Den nuværende Skt. Hans Plads var malkeplads for Fælledes kvæg. Det blev senere stedet, hvor der var afgang til Dyrehaven, Jægersborg m.m. for borgerskabet især på Skt. Hans Aften. Arbejderne måtte nøjes med De fattiges Dyrehave ved Kalkbrænderierne på Østerbro.   I dag kaldes pladsen også for Thomas Helmigs Plads. Ordet er accepteret af københavnerne. Det
er for, at os jyder skal føle sig nogenlunde velkommen på tålt ophold i hovedstaden.

Karen Spidsmus og de andre

I slutningen af 1800 tallet græssede droske – vognmændenes heste herude. I sommermånederne var den bedste legeplads for kvarterets unger. Men her opholdt sig også  alkoholiserede personer fra Lersø – banden blandt andet Karen Spidsmus.

Maja Robinson opholdt sig også her. I sine unge dage var hun ualmindelig smuk. Rygterne ville vide, at hun havde været gift med en læge fra et fremmede kontinent. Hun fik også en gang imellem penge af ham. Så var der fest og ballade. Hun havde et ret så kultiveret sprog, når hun var ædru. Flere gange forsøgte man at trække hende op af sumpen.

De rige damer gik langt væk, når de så hende. Hun kunne finde på at råbe efter dem. Senere badede Maja og Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri.   I ledvogterhuset Holger Danskes Briller på Fælleden blev de to senere vasket. Og når Maja endte i detentionen smed hun tøjet.

I Aftenbladet den 14. sept. 1917 kunne man læse:

• Fælled – dronningen ”Maja Robinson slaaet fordærvet af sin Kæreste”

Hvad der blev af Maja ved man ikke. Men endnu i 1940erne så man Julius vandre rundt i Fælledparken.

Kvaksalvere

Ja der foregik sandelig også andre ting herude. I 1889 var der kvaksalver – konference på  Fælleden. Hr. Huth fortalte om håndspålæggelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov fjernet. Hr. Bruhn påviste, at den læge, der gav forkert medicin var meget værre end en kvaksalver.

De vilde

Det var de mest vilde, der befandt sig herude. Allerede fra midt i 1500 – tallet. Det var dem, der var smidt ud af byen. Sådan var datidens socialpolitik. Kriminaliteten havde gode kår herude. Her var man lige glade med forordninger og love. Flere gange forsøgte kongen med forordninger. Handel med tyvekoster, ulovligt ølsalg og hor trivedes i bedste velgående.

Drukkenskabs aflysning

Ja biskoppen udsendte med kongens velsignelse et skrift, han kaldte Drukkenskabs Aflysning.  Her advarede han mod drikfældighed. Han karakteriserede dem der befandt sig på druk med svin, asener, gale hunde, kalve, aber, geder og bukke. Jo den sjællandske bisp kendte sin zoologi.

Blegdamme

Mellem Nørrebro og Østerbro var der 24 blegdamme. Nr. 1 befandt sig der, hvor Skt. Hans Gade i dag ligger. Nr. 24 grænsede på til nutidens  Triangel. Denne tøj-blegning var i 1573 en kvindebeskæftigelse. På græsmarkerne kunne tøjet ligge udbredt og bleges af solens stråler. I 1661 blev blegdammene flyttet på den anden side af søerne.

I 1670’erne blev ejeren af blegdam nr.
1, Bent Rossemeyer ramt af en bøsseskud. Han fik eftergivet et års jordleje.

Mens kunderne ventede på tøjet, kunne man da sagtens tage sig en enkelt snaps. Mange tjente her en ekstra skilling med et mere eller mindre autoriseret værtshus. Jo, der var skam mange brændevinsbrænderier langs blegdammen dengang. Her var også tobaksdyrkning og tapetfabrik.

Blegdamsvej

I en bredde af 22 alen blev Blegdamsvej anlagt allerede i 1661. På begge sider blev der plantet lind.

Den første skole

Flere og flere mennesker kom til herude. Det var nødvendigt for bystyret, at oprette en skole for arbejdernes børn. Der, hvor Trepkasgade går ud i Blegdamsvejen blev der i 1761 oprettet en skole i et lille et etages hus. Her blev indrettet to skolestuer og en lejlighed til læreren. Men i 1787 inspicerede rådmand Voltelen stedet.  Han kunne berette, at bygningerne var forfaldne og plankeværket var væltet af blæsten. Udenfor var der en forfærdelig stank.

• Inde i skolestuen stod en halvgammel fattig og firknyt Studiosus og terpede Katekismus med en Flok Landsbyagtige Børn, som var meget lidt fortrolige med Skriftstederne.

Man gjorde ikke noget ved det. Senere forvandlede digteren Fr. Høgh – Guldberg med energisk ledelse skolen til den bedste almueskole i byen.

Masser af industri

Her kom en “voxfabrik” og en sejldugsfabrik. Maleren Chresten Købkes hjem lå på 15. blegdam. Her kom også en Manchesterfabrik til at ligge, og oven på anden blegdam opførtes Ting
– og arresthuset i 1847 – 1848. Ja Grev Danneskjold – Laurvig opførte en sømfabrik.

Den stærke mand

Allerede i 1722 havde Von Eckenburg  indrettet et forlystelsessted i nærheden af Sankt Hans Gade. Her optrådte ham som den stærke mand. Men han gjorde det i kirketiden, og det måtte man ikke. Selv om det var langt til kirke dengang. Han udgav et skrift. I dette berettede han, at han kunne:

• løfte en armbolt på  5 – 600 pund lagt på hans bryst og to smedesvende huggede en jernstang derpå
• løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pund. Vægt med den ene hånd og drikke et glas vin med den anden.
• At stå på et stillads og med den ene hånd løfte en rytter med hans hest eller 12 personer, mens han drikker et glas vin med den anden hånd eller blæser i trompet.

Men ak og ve. Den stærke mand omgav sig med kvinder og brød ægteskabsløfter. Jo han var sandelig af tvivlsom vandel. Magistraten lod politiet gribe ind:

• for meddelst det forargeligt, syndige levned, derved øvedes og for den store lejlighed det giver for tjenestefolk og unge mennesker til liderlighed og ulykkes tildragelse.

Den Stærke Mand havde forladt landet i hast, efterladende sig panteveksel og anden gæld. Så mangen et kvindehjerte blev også knust.

Åben dog portene

Man var godt trætte af portene. Således skrev fabrikanter Drewsen og Heegaard allerede i 1840 til Magistraten, at det ikke kunne være rigtig at deres arbejdere skulle betale 2 skilling
for at passere porten, og de først kunne komme ind af den kl. 6.

Natpotten

Og da man så endelig begyndte at bygge, var det ikke noget, der hed byggevedtægt. Der var kun 6 –  7 alen til nabobygningen. Vægge skvattede sammen under stormvejr. Boligmanglen
skulle udnyttes af spekulanterne.

Natpotten var en nødvendighed. Når man boede oppe på fjerde sal gad man ikke gå ned til rotterne i retiraderne om natten. Ofte blev pottens indhold smidt i vasken. Det var ikke godt for naboens faldstamme. Og en ikke særlig behagelig duft bredte sig især om sommeren.

Aldeles planløst

Far sad ofte på værtshus. Her blev lønnen også udbetalt, og her blev den brugt. Måske vandt far endelig en slag terninger eller andet spil. Ufattelige mange rodekontorer opstod. Her kunne far pantsætte sit jakkesæt, når familien manglede brød.

Byggeriet på Nørrebro var aldeles planløst. Således udtalte brygger I.C. Jacobsen i 1857:

• I reglen er gaderne i den beklageligste forfatning. Uden brolægning, uden fortove og hvder var endnu værre – uden rendestene.

Ingen vandafløb 

Man havde ikke tænkt på vandafløbene eller på tilførsel af drikkevand. Fra Fælledvejen var der direkte afløb til søerne. Og ved forårstid var store dele af Blegdammen oversvømmet. Man havde ingen byggeplaner, for de kunne ikke godkendes så længe man ikke havde en vandløbsplan. Og i Borgerrepræsentationen sad byggematadorerne selv og udformede deres love.

Møllevej

En af de ældste gader var Møllevej, Møllegade, Sandgravervej eller Jødevejen, som den også blev kaldt. På den vej lå danseboden Det Gamle Testamente. Her lå også Jødernes Kirkegård. Møllevej gik tværs over Fælleden og endte ved Trianglen. Den blev sat i stand i 1676.

Ryesgade

Det første stykke af Ryesgade blev anlagt i 1858. Først i 1881 blev den ført igennem til Østerbrogade. Man påstod dengang, at rotterne var lige så store som hunde. Det medførte mange klager. Men en enkelt beboer var dog tilfreds. Det var løjtnant Schou. Han underviste i at køre på Velocipeder. Han reklamerede med at man kunne ride til både Klampenborg  og Lyngby uden at passere stenbro.

Et stort sogn

Allerede i 1852 lagde man planerne for en kirke her på stedet. Husk på sognet var enormt. Det strakte sig fra Rynesten i vest til Øresundskysten i øst. Ud til Lersøen og til Slukefter  i nord.  Man begyndte at samle sammen. Et år efter havde man nok til et våbenhus. Bebyggelsen startede først i 1856, ja helt nøjagtig 20. juni 1856. ved den lejlighed havde kongen 1.000 rigsdaler med. Og det var måske heldigt. Flere gange undervejs måtte byggeriet stoppes. Man havde ikke flere penge. Budgettet i 1854 var på 30.000 rigsdaler. Den endelig regning løb op på knap 117.000 rigsdaler.

Den 26. marts 1874 kunne den næste kirke på Nørrebro indvies – Skt. Stefans Kirken.

En præst, man talte om

Pastor Frimodt var antisocialist. Han blev i arbejderkredse fremstillet som borgerskabets og overklassens gejstlige lakaj. Frimodt ville lære folk, at Jesus havde to naturer:

• en menneskelig
• en guddommelig       

Han var den mest omtalte præst i disse år. Hans flammetaler fyldte kirken hver søndag. Man havde et samariterkorps parat, fordi folk besvimede hele tiden.

Socialister skulle udryddes

Mange kamp er i tidens løb foregået her på stedet. Ikke kun kampen om de fortabte sjæle. En af de værste var den 5. maj 1872. Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Og han fik god hjælp af justitsminister Krieger. De to herrer var ligeglad med, at grundloven var indført. Socialister skulle ikke have ytringsfrihed.

Politiet havde fået hjælp af husarer med sabler. Og på Kastellet sad soldater med skarpladte våben parat. Pøbelen  skulle nedsables i bogstaveligt forstand.

På  tabskontoen

Da kampene var forbi lavede man en rapport over, hvor mange betjente og husarer, der var blevet såret.

• 74 husarer var blevet ramt af 143 stenkast. Fire husarer måtte omgående have lægehjælp, En havde været i livsfare og 23 betjente var blevet ramt.
• Hvor mange, der blandt pøbelen var kommet til skade, var det ingen, der interesserede sig for.

Det lykkedes for Crone ved hjælp at straf og trusler, at få ødelagt socialisternes blade. Så sandelig grundloven gjaldt ikke for arbejderne. Det var i Ravnsborggade 65, at Socialisten blev født.

Det er hørt

Under kampene var arbejderne blevet trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig dog ikke forstyrre. Han var netop i gang med følgende ord:

• På  Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisærerne.

Da lød der pludselig en røst nede fra arbejderne:

• Det er hørt

En stor politistation

De skulle ikke kom for godt i gang. For på Nørrebro på Fælledvej var der en ret stor politistation. Ja politiassistent Rantzau nåede såmænd at få ridderkorpset for hans bedrifter. Han trak sig tilbage som 72 årig efter 46 år hos politiet. Dengang i 1864 var der en stor styrke bestående af en overbetjent, tre inspektionsbetjente og 28 almindelige betjente.

De primitive broer

Nørrebro  var kendt som bydelen med de primitive broer. Det gjaldt ikke kun de tre broer over Ladegårdsåen. Men også broen over Peblingesøen med dens snævre bro-sti. Snedkermester Mou foreslog en færgefart over søen. Men bygmester Petersen ville bygge en træbro og forlange an afgift på to øre. Der bliv vitterlig bygget en træbro i 1878. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at den var ideel for selvmordere. Broen var fæl, fortælles det. Brædderne lå på langs og blev pilrådne. Borgerskabet kunne i hvert fald ikke passere broen, når de skulle til fest.

Kunne ikke læse og skrive

Og nede ved søen kunne de ikke komme af med Knud Mikkelsen. Han boede i Stenhuggerhuset. Han meddelte kommunen, at han hverken kunne læse eller skrive. Man havde altid kunne give Knud en skilling, så han kunne låse alle porte op. Først ved anlæggelsen af Skt. Hans Gade i 1851 – 1853 blev Sortedams Dosseringen  en offentlig gangsti.

Barrierehuset

Det var også dengang man måtte fælde hvert andet træ på Nørrebrogade. Der blev for mange af dem. Og så stod det såkaldte Barrierehus i vejen på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade. Men enken, der boede i den ville ikke flytte. Magistraten lod huset blive til hinder for passagen og til vansir for hele gaden. Først i 1847 flyttede enken.

Ridderen af Nørrebro

Over for dette hus lå det to etages store Grams Have. Et meget populært traktørsted. Gram var en afdanket kaptajn, der havde fire smukke døtre. De var veninder med enkefru Hansens døtre lidt længere henne. De seks piger sad så mange en eftermiddag og ventede på en bestemt person også kaldt ridderen af Nørrebro – forfatteren Christian Winther. Men ak det var den 19 – årige Marie Hansen,  han løb med.

Henrik Cawlings vise ord

Må jeg lige slutte med dette citat som Henrik Cavling skrev i 1929:

• i Tiden omkring de lyse Nætter paa Nørre Fælled et stærkt besøgt Valfartssted for Beboerne af Nørrebro. At man siden har beplantet denne dejlige aabne grønne Fælled og delvis bebygget den, er en uforstaalig Taabelighed. Man maa erindre Vrimlen af glade Mennesker paa Nørre Fælled i halvfjerdserne for til fulde at forstaa, hvad Tab vi lider ved at overgive denne aabne Tumleplads til Bebyggelse for Hospitaler, Privathuse og Frimurerplads.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk 

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
  
• Anekdoter fra det gamle Nørrebro
• Byggespekulation på Nørrebro
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• De vilde på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Skt. Johannes Kirken
• Kampen på Fælleden
• Arbejderkamp på Nørrebro  og mange flere 

Redigeret 16- 12 . 2021

I Harilds Maskinskrivnings-bureau blev Frihedsrådet dannet. Der var dog ikke uddelt begejstring i modstandsbevægelsen. Man mente, at kommunisterne havde for stor magt. Man mente, at danske politikere havde skadet Danmarks anseelse. Sabotage var vigtig, sagde man. De illegale blade blev samlet. Rådet holdt øje med 40.000 danskere. Man fik stor indflydelse på regeringsdannelsen efter krigen.

 

Møde på  Nørrebrogade

Den 16. september 1943 dannes Danmarks Frihedsråd i en lejlighed på Nørrebrogade 156  hos sproglærer Harild. Ja på dørskiltet stod der Harilds Maskiinskrivnings-bureau.

 

Seks vigtige punkter

På Nørrebrogade vedtog man de berømte seks punkter:

1. Danmarks Frihedsråd  er dannet af repræsentanter for de danske bevægelser, der i fællesskab og i overensstemmelse med folkets ønsker aktivt vil bekæmpe den tyske magt indtil Danmark igen er et frit og uafhængigt land.
2. Rådet har optaget en repræsentant for de Frie danske i udlandet, hvis betydningsfulde arbejde for Danmarks sag vi i høj grad anerkender.
3. Rådets medlemmer afgiver højtidelig løfte om i arbejdet for Danmarks frihed at sætte dette mål over ethvert partihensyn og enhver særinteresse.
4. Rådet vil henvende sig til folket gennem den frie presse, hvis opgave det er at vise de veje, der fører til friheden, og – trods vanskelige arbejdsvilkår – at bringe befolkningen den ærlige oplysning som tyskerne hindrer presse og radio i at udbrede
5. Rådet arbejder for demokratiske idealer og vil bekæmpe ikke alene de ydre fjender, men også de danske nazister, overløbere og kapitulanter.
6. Rådets opgave er at organisere modstanden mod tyskerne på alle områder og med alle midler, der står til folkets rådighed.

 

Ikke på  hele modstandsbevægelsens vegne

Man forsøgte at virke som en illegal regering. Men dette slog dog fejl. Man kunne dog påberåbe sig, at man repræsenterede den aktive modstand.  Men uden for Frihedsrådet  var der dog stadig en ikke uvæsentlig del af modstandsbevægelsen, som ikke anerkendte Rådets lederskab. Man mente ikke, at de kunne påberåbe sig, at tale på hele modstandsbevægelsens vegne.

 

Den borgerlige fløj 

Det var her tale om grupper, der tilhørte den borgerlige fløj. Frihedsrådets historieskrivere har dog ikke tillagt denne gruppe større betydning.  Rådet meddelte sig som den nationale folkefront mod nazismen.

 

Besked via BBC

Den 17. oktober gav Christmas Møller meddelelsen om Rådets dannelse i BBC’s danske udsendelse. Allerede den 12. oktober var meddelelsen bragt i
Daily Telegraph.

Fra starten bestod Rådet  af repræsentanter for de to tværpolitiske modstandsorganisationer, Ringen og Frit Danmark. Samt de to politiske partier Danmarks Kommunistiske Parti
og Dansk Samling. Desuden deltog industrimanden Erling Foss, der havde forbindelser inden for Det Konservative Folkeparti.

Også Aage Schoh deltog. Han måtte i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af Nationaltidende på tysk forlangende. Han ernærede sig som konsulent for Dansk Arbejdsgiverforening.
Han havde en række gode illegale forbindelser, blandt andet til den engelske sabotageorganisation SOE. Kort tid efter oprettelsen knyttedes også lederen af SOE’ s arbejde i Danmark, major Flemming Muus til Rådet.

 

Socialdemokrater ville ikke med

Man ville gerne have haft repræsentanter fra Socialdemokratiet med i Rådet, men Hans Hedtoft modsatte sig det ønske. Partiernes afvisende holdning kan ses på baggrund af, at Scavenius valgte at træde tilbage den 29. august. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand og general von Hanneken overtog den udøvende magt. En tysk aktion lammede hær og flåde. En række kendte personer blev interneret. Og fra Tyskland kom politistyrker til landet.

Tyskerne havde dog et behov for at bevare Danmark som spisekammer. Så danskerne havde trods alt i modsætning til andre besatte nationer stadig en høj grad af politisk frihed. Ja man øgede leverancen af industri – og landbrugsprodukter.  Socialdemokraterne havde måske ikke lyst til at sidde i rådet, der hvor kommunisterne havde stor betydning, og man ville vel ikke sætte det sidste demokrati over styr.

 

Afstand til samarbejdspolitikken

I sidste halvdel af oktober udformede Frihedsrådet en pjece Når Danmark atter er frit . Ordlyden var blevet grundig bearbejdet i diverse udvalg, og man fik også hjælp fra overretssagfører Niels Busch – Jensen.

Rådet tog klar afstand fra den samarbejdspolitik, der var ført i perioden ind til 29. august. Det var til stor skade for landet,

• fordi det var danske, der selv nedbrød vor retsorden og undergravede vor økonomi, og fordi det blev danske, der deltog i bekæmpelsen af den aktive modstand mod besættelsesmagten.

 

Diskussion om overgangsregering

Med hensyn til mistanke om landsforræderi i dagene op til 9. april 1940, måtte dette undersøges af en parlamentarisk kommission nedsat af Rigsdagen. De skulle så tage stilling til , om der skulle rejses rigsretssag i de enkelte tilfælde. Frihedsrådet ønskede nyvalg snarest muligt efter besættelsens ophør. Spørgsmålet om overgangsregeringens sammensætning blev holdt åbent.

Et af de illegale blade Hjemmefronten  var ikke enige i Rådets holdning til, at der skulle vælges en ny Rigsdag. De mente, at Rigsdagen var valgt i overensstemmelse med den gældende forfatning. Den siddende Rigsdag var derfor uanset alle indvendinger der kunne rejses mod valget i 1943, den eneste organisation, der ved besættelsestidens ophør kunne tale på det dansk folks vegne.

 

Bladene skulle samles

De forskellige illegale blade skulle samarbejde. De fik stof fra Frihedsrådet.  Det var Børge Outze, der fungerede som et slags mellemled. Det var knuder på tråden, for Konservative skulle samarbejde med Kommunister.  Studenternes Efterretningstjeneste var i den forbindelse et godt organiseret netværk.

 

Knuder på tråden

Der var knuder på tråden. Det blev hævdet, at Rådet havde en politisk slagside, og at det var tilfældigt sammensat. Når man talte om politisk slagside, ja så var det Dansk Samling og Kommunisterne, man talte om.   I vinteren 1943/1944 lykkedes det at opnå tilsagn fra Hærens og Flådens illegale stabe om at indgå i et samarbejde med  Frihedsrådet. Rådet fik efterhånden også anerkendelse fra de allierede.  Et bladudvalg blev endelig dannet i februar 1944.

 

Ville opløse sig selv

I pjecen Frihedskamp og Frihedsråd fra april/maj 1944 skrev Frihedsrådet,

• den dag, tyskerne er ude af landet, så kongen atter kan udøve sine forfatningsmæssige beføjelser og folket frit kan vælge sine ledere , er Rådets mål nået, og det vil ophøre at eksistere.

Men Rådet ville dog anerkendes som en illegal regering efter følgende formel:

• Danmarks Frihedsråd anerkendes som ledelse af det hjemlige Danmarks kamp mod tyskerne og som den eneste politiske institution indenfor landets grænser, der , så længe det normale forfatningsmæssige styre er sat ud af funktion, kan repræsentere Danmark.

 

Skarp modsætningsforhold

Under Folkestrejken   i juni/juli 1944 kom Rådet og politikerne til at stå i et skarpt modsætningsforhold. Det kulminerede den 2. juli, da politikerne opfordrede til at afblæse strejken, men
Frihedsrådet opfordrede til, at man fortsatte. Strejken fortsatte,

 

Bål i gaderne

Som følge af nogle sabotagehandlinger, havde tyskerne erklæret udgangsforbud. Det fik befolkningen på Vesterbro og Nørrebro til at tænde bål i gaderne. Værnemagt, Gestapo og Schalburgkorpset  skød i blinde på befolkningen.

 

”De må passe deres”

Vilhelm Buhl mødte frem til Rådets møde i Gothersgade.. Han meddelte, at han havde ladet trykke en masse tusinde løbesedler med opfordring til at gå i arbejde, og det var han sikker på, at befolkningen ville gøre. Efter en times tid forlod han forhandlingerne med ordene:

• Ja så må de Herrer passe deres mens vi passer vores.

 

Krav til tyskerne

Rådet havde stillet krav om, at det forhadte Schalburgkorps blev sendt til udlandet. Dette krav fik man ikke opfyldt, men man fik dog indrømmelser. Om mandagen udsendte Rådet  en proklamation. Heri hed det bl.a.

• Den ubøjelige Vilje til Modstand har i Dag Mandag Eftermiddag, tvunget Tyskerne til at gøre yderligere Indrømmelser:
• 1. Schallburg-korpset er fjernet fra Byens Gader
• 2. Der er afgivet Tilsagn om, at tysk Militær ikke længere vil skyde på sagesløse Borgere
• 3. Sporvognsfunktionærernes Krav om tidligere Standsning af Kørslen er efterkommet.
• 4. Tyskerne frafalder en Række tidligere fremsatte Krav om Repressalie-foranstaltninger.
• 5. Forhandlinger om Schallburg-korpsets fremtidige Forhold er i gang
• 6. Det forventes at Spærretiden i København snart vil blive hævet.

 

Politikere havde skadet Danmark

I Rådets skildring af strejken, der blev forfattet af Frode Jacobsen fra Ringen hævdedes det, at politikernes opråb havde været skadeligt og kunne bringe splittelse i befolkningen. Man mente også, at det så mærkelig ud i udlandet, at det officielle Danmark  stadig havde vanskelighed ved at forstå kampens krav.

Blade som Nordens Frihed og Nordisk Front tog parti for Frihedsrådets synspunkter under strejken, mens Hjemmefronten og Danske Tidende tog politikernes parti.

 

 Politiske skillelinjer

Da det nazistiske Tyskland var ved at nå enden, var det tydeligt, at de politiske modstandsgrupper aftegnede de forskellige politiske skillelinjer. Ringen var stærk socialdemokratisk. Holger Danske tilsluttede sig Ringen.

Efter folkestrejken oprettedes et kontaktudvalg mellem Rådet og politikerne, så man ikke igen skulle kunne opleve modsætningsforhold.

Efterhånden stillede modstandsbevægelsen krav om, at komme til at sidde i en regering efter krigen. De illegale blade vente sig mod en politisering .

 

Rådet meget udsat

Man holdt aldrig møde samme sted to gange i træk. Rådets medlemmer var meget udsatte. De blev enten arresteret eller måtte flygte. Det eneste medlem, der var med hele tiden var
Frode Jacobsen. Man holdt møder ca. engang om ugen på forskellige tidspunkter af døgnet. Man blev indkaldt via et kodesystem via telefonen.

 

Kæmpede mod mange

Frihedsrådet kæmpede også mod regeringens, erhvervsorganisationernes og pressens agitation imod sabotage, strejker og anden illegal virksomhed.

 

Enhver handling skulle være begrundet

Rådet påpegede, at enhver handling over for tyskerne skulle være rationelt begrundet og ikke præget af hævntørst. Man advarede mod tilfældige overfald og mord mod tilfældige medlemmer af den tyske værnemagt. Man påpegede at uoverlagte handlinger ville føre til kollektiv afstraffelse fra tysk side.

 

De kan ikke knække vor vilje

Frihedsrådet gav til kende over for von Hanneken og Best, at henrettelser og andre voldshandlinger fra tysk side, ikke ville få modstandskampen til ophøre, snarere tværtimod. Kampen
ville blusse op.

• De kan lade brænde, hærge og myrde. De kan fængsle og henrette. De kan lokke og true. Men de kan ikke knække vor vilje og vor evne til at bekæmpe den magt, der har styret Verden ud i krig og berøvet Danmark sin frihed

 

Opfordring til selvdisciplin

Rådet udsendte et hav af forordninger og retningslinjer. Man havde nærmest indtryk af, at det kom fra en lovlig organisation. Få dage efter politiets internering udsendtes:

• Opfordring til at vise Selvdisciplin i det politiløse Danmark og til at yde eftersøgte Betjente al mulig Bistand for at undgaa Arrestation.

 

Vigtig med sabotageaktioner

Fra midten af september 1944 udsendtes regelmæssige beskeder om frihedskæmpernes angreb på krigsvigtige mål landet over. Det skulle give befolkningen en følelse af, hvor vigtig sabotageaktionerne var, og at Danmark også have en undergrundshær.  Gennem udenrigsministeriet fik man kendskab til hvilke fabrikker. Der leverede væsentlige produkter til Hitlers
krigsindustri.

 

Man holdt øje med 40.000

Frihedsrådet  stod også for organiseringen af nedkastning af våben. Man stod ikke direkte for likvidationer. Men man udarbejdede grundprincipper for forfølgelse af landssvigerne. Man nedsatte et Arrestationsudvalg. Man gik i gang med at undersøge op til 40.000 personers forhold.   Til hjælp for det havde man små  lokalafdelinger rundt om i landet.

 

Med i regering

Rådet  stillede krav om, at personer, som havde haft sæde i Scavenius ministerium, måtte ikke indtræde i Samlingsregeringen. Man tilbød modstandsbevægelsen Udenrigsministerposten,
Justitsministeriet og Ministeriet for særlig anliggender. Yderligere fik Rådet to mindre fagposter, Trafik – og kirkeministeriet.  Fra starten havde Gestapo  kendskab til Rådets sammenhæng.

Kilde: 

• Diverse Besættelseslitteratur
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• Under Nørrebro finder du 304artikler
• Under Besættelse (Før/Under/Efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 16.12. 2021

 

 

 

En tredjedel af befolkningen døde i 1711/12. København var fuld af skidt og møg, og man byggede alt for tæt. Der lå råddent kød og ådsler i gaderne. Barber –
lavet fik travlt. Der var ikke noget egentlig sygehus. Vordrufgaard og Ladegården blev brugt som lazaret. Militæret ville ikke frivillig forlade Ladegården. 66 skibe lå på Reden. Flådens Folk døde som fluer. Og på Kastellet drak man ”pest – vand”. Nyboder – folket smed bare ligene vilkårlig, og blandt fangerne var det mandefald.

 

Guds straf

Allerede i året 1351, da København  hørte under Roskilde – bispen, led byen under en meget voldsom pest – epidemi. Ja man kaldte den for Den sorte død. Ja byen var faktisk ramt af pest ca. 30 gange. Op til to tredjedel af byens befolkning gik bort under epidemierne.  Pesten blev anset for Guds straf. Den kom, fordi mennesket havde begået synd. Andre mente, at det var
jødernes skyld, at vi fik pest.

 

Brugsvejledning

På universitet havde man tidlig udarbejdet retningslinjer for, hvordan man skulle helbrede pesten. Man havde opgivet navnene på medicinen. Der indførtes en ordning med, at de fattige frit kunne hente medicinen på apoteket, mens dem, der kunne betale, selvfølgelig skulle betale for det.

 

Forholdsregler fra 1613

Man var udmærket klar over smittefaren. Således udsendte Christian den Fjerde i 1613 en bestemmelse, hvori man blandt andet kunne læse, at

• ingen som kommer fra steder, hvor sygdommen er begyndt, må  tillades adgang til steder, som endnu er fri. Hvis nogen indkommer, indlægges han 4 eller fem uger i Pesthuset eller i værelser, hvor ingen sygdom har været, og tillades senest at udkomme, når ingen sygdom har vist sig hos ham.
• At breve fra smittede steder skulle gennem-stryges
• at ingen skibe eller håndtering tillades fra sådanne steder, og at aldeles ingen derfra kommende skibsfolk eller varer tilstedes at føres i land.

 

Meteorer og Nordlys

Mange mærkelige ting skete der dengang. I Frankrig så man meteorer. Der var masser af Nordlys i Norden. I 1701 var Vesuv  i udbrud. I 1708 var der jordrystelser i Italien og Frankrig. Sådan noget gav varsler om noget ondt. Dette var Guds straf.

I 1709 var vinteren meget streng. Venedig var omgivet af is. Sygdomme opstod. Således var der udbrud af kopper i 1703. I 1708 havde man Forrådnelsesfeber.  Om efteråret i 1709 havde man en meget farlig influenza. Den angreb børn og unge mennesker. Men det skulle blive meget værre.

 

Pest på vej

I Konstantinopel var pesten brudt ud i 1704. I 1708 var den nået Ungarns og Polens grænser. Kort tid efter viste den sig i Preussen. Man havde i Danzig gjort alle mulige forholdsregler, men intet hjalp. Den følgende vinter udryddede den 23.000 mennesker. Pesten bredte sig til Pommern . I september 1710 raser den i Stettin og Stralsund.

Mange flygtede fra krige, og på den måde kom pesten i 1710 til Karlskrona. Her døde 16.000. Den bredte sig til Stockholm, hvor 40.000 skulle være blevet offer for den. Fra 1709 til 1711 huserede den i Spanien. Og i 1720 udbredte den sig i det sydlige Frankrig.

 

I krig mod svenskerne

Herhjemme var Danmark atter i gang med en krig mod Sverige. Den 28. oktober 1709 blev der erklæret krig. 16.000 soldater blev landsat den 12. november ved fiskelejet Raa i Skåne. Der var vel nok kun 5.000 indfødte danskere imellem.

Svenskerne blev pålagt en ordentlig brandskat og den ene by efter den anden blev besat, Helsingborg, Landskrona og Karlskrona.

 

Forrådnelsesfeber

Masser af sårede reddede sig i land i Helsingør under beskyttelse af den danske flåde. Hunger, kulde, magtløshed bredte sig efter de tabte slag. En Forrådnelses-feber bredte sig i Helsingør. Har havde man ikke de nødvendige faciliteter til at tage sig af alle de syge og sårede på en hensigtsmæssig måde. De der kunne transporteres, blev fragtet til København.

De blev anbragt i Krigshospitalet, i lejede huse både i og uden for byen.

 

Sygdom ramte flåden

Den danske flåde, der tidligt på  året 1710 stak til søs, blev heller ikke forskånet for den sygdom, som i starten bredte sig hos land – soldaterne. En del af den danske flåde var sendt til Den Finske Bugt for at hjælpe russerne. De havde medtaget proviant til tre måneder.

Men sygdommen ramte over 1.500 matroser. I løbet af juli og august døde mange af dem. I løbet af 1710 døde i alt mere end 6.000 medlemmer. Men det skulle blive meget værre.

 

Fysikus og politimester

I 1683 havde København fået sin første politimester. Han skulle også sørge for sundheden i byen. I 1701 var der også oprettet en politiret. Og i 1708 fik man en ind-stands, der hed Politie
– og Commerce Collegium. De fik meget travlt under pesten. Og det fik politimester justitsråd Johan Bertram Ernst også.

Siden Christian den Fjerdes tid havde København fået sin egen Fysikus (Physicus). Han skulle understøtte politimesteren og øvrigheden samt føre tilsyn med hospitalerne, herunder stiftelserne. Fysikus skulle også visitere apotekerne. Under pesten i 1711 hed Fysikus, Johan Eichel. Han var tillige medlem af Magistraten.

 

København fuld af skidt og møg 

København stank og var fuld af skidt og møg. Rendestenen var som en stinkende kloak. Havne og kanaler var fulde af skarn og døde dyr. Christian den Fjerde havde udsendt flere forordninger, hvis formål var at gøre København  mere rent. Og kigger vi efter i de ældre Lavs – forordninger ser vi også, at det var blandt andet var vognmændenes pligt, at holde gader og veje rene.

 

Ujævnheder i brobelægningen

Brolægningen lod også meget tilbage at ønske. Således klagede Christian den Femte over at han ikke kunne komme frem i gader på grund af ujævnheder i brolægningen. Ja Frederik den Anden befalede det allerede.

Flere torve var således uden brolægning. Og ubebyggede grunde indeholdt en utrolig mængde urenlighed, ja lad os bare kalde dem for lossepladser. Ådsler, døde dyr og meget andet blev bare henkastet.  Der var mangel på organiseret natrenovation og adskillige påbud og forordninger blev ikke overholdt.

 

Råddent kød og indvolde på  gaderne

I 1577 havde Frederik den Anden forbudt slagterne at slagte inde i byen. I januar 1685 var der kommet en forordning om uorden og urenligheder i gaderne. Her stod, at man ikke måtte kaste råddent kød og indvolde på gaderne.

 

Bygget alt for tæt 

Men alt dette hjalp ikke. København  forblev usund. Bygninger og huse var bygget alt for tæt. I mange gader og stræder kunne to vogne ikke passere hinanden. Sol og luft kunne
ikke trænge ned i stræderne.

I 1683 befalede Christian den Femte at alle skure og udhuse skulle nedtages, hvis de stod i vejen. Meget tidlig var øvrigheden klar over, at den tætte bebyggelse var befordrende for ildebrande og epidemier.

 

Der stank i kirkerne

At man i 1701 overlod stadens renholdelse til en anden privat entreprenør hjalp ikke synderligt meget. Morten Willemsen og hans arvinger kunne ikke gøre det bedre. En anden uskik man heller ikke uden videre kom til livs, var at begrave lig i stadens kirker.  I kirkerne i København og på Christianshavn  var der en ulidelig stank. De rige så det som status, at blive begravet
inde i kirkerne.

 

Barbererne

Barbererne, som kom til at spille en vigtig rolle under pesten, havde allerede tidligt dannet et lav. De havde nu 21 mestre, og sammen med svende og drenge udgjorde de et ikke ringe antal.

Gennem tiden havde de opnået en del goder og rettigheder, men også en masse pligter. Disse pligter betød, at de skulle ud på kamppladsen og ud på flåden, når der var sygdom. De skulle, når der var pest rådgive de syge og overtage behandlingen. Men ofte var kundskaberne meget små. Disse var så til gengæld større hos kirurgerne.  Disse havde god erfaringer fra militæret eller flåden.

 

Kvaksalvere

København var også godt dækket af kvaksalvere, som bildte syge folk ind, at de kunne helbrede dem. Mange holdt hånden over dem og de fik sågar sikret sig privilegier.

 

Apoteker

I 1672 havde København  fire privilegerede apoteker, nemlig Hof – apoteket, Løve – apoteket, Svane – apoteket og Salomons Apotek.  Dette antal blev ikke forøget før  Vajsenhus – apoteket på Nytorv blev anlagt i 1734.

Det var ikke, fordi at der var nogen, der forsøgte. Således søgte enkedronningens hof – apoteker om bevilling til Skt. Anna – apoteket i 1711, da pesten var på sit tilbagetog. Men de andre apoteker var imod, så det det blev ikke til noget.

 

Ingen sygehuse

Byen havde mange stiftelser til syge, gamle og fattige. Men et egentlig lazaret eller sygehus havde byen ikke. Frederiks Hospital blev først stiftet i 1737. Almindeligt Hospital måtte først fra 1769 modtage syge.

 

Krigshospitaler

Til gengæld havde militæret to sygehuse. Det var Kvæsthuset til flådens patienter og det såkaldte  Krigshospital på Ladegården. Kvæsthuset var blevet oprettet i 1658 og først anlagt på Bremerholm for bådsfolk. Ti år senere blev det flyttet til fattighusene på Christianshavn. Til sidst endte det i nærheden af Nyboder (læs artiklen Guldhuset).

Under krige var disse hospital dog overbelagt, så man måtte leje andre huse for at klare presset. Kun en lille del af Københavns syge kunne under normale omstændigheder optages på de forskellige stiftelser.

 

Pesthus fra 1522

Allerede i 1522 var der anlagt et Pesthus af Claus Denne uden for Vesterport.  Også Skt. Jørgens Hospital mellem Nørreport og Vesterport fungerede en overgang som pesthospital.

 

Skt. Jørgens Hospital

Skt. Jørgens Hospital var oprindelig bestemt til at modtage og afsondre fra andre menneskers Selskab dem, der led af Spedalskhed.  Denne sygdom var i middelalderen meget udbredt. Sygdommen aftog i begyndelsen af det 16. århundrede.

 

Vartov Hospital

I 1659 blev Vartov Hospital ødelagt af svenskerne. Hospitalet startede nord for København. I 1665 blev det anlagt på ny, længere væk fra staden i nærheden af Kalvebod Strand.  Men under pesten i 1711 havde København ikke et eneste sted, hvor man kunne anbringe de pestsyge.

 

Strandvagter måtte skyde

Flere forbud mod handel med de steder, der var ramt af pesten fremkom. Langs strandende ansatte man strandvægtere, der skulle forhindre skibsbesætninger i at snige sig til lands. Der
var faktisk livsstraf til dem, der ikke efterkom forordningerne. Fra prædikestolene blev alle forordninger oplæst hver søndag.

 

Ingen post

Ethvert brev fra udlandet skulle tages med tang eller et andet passende instrument. Det skulle så gennem-stryges med svovl, malurt eller lignende., før de blev bragt til Toldboden.
Forsendelser fra Polen, Preussen og Pommern  eller fra posthusene i Lübeck og Hamborg måtte slet ikke sendes til København.

 

Karantæne

Skibe der kom til Danmark måtte gennem en 40 – dages karantæne. På Saltholm  blev der oprettet en karantænestation. Men der var ikke alle skippere, der rettede sig efter anordninger og forordninger. Og dem, der skulle passe på, at reglerne skulle overholdes blev bestukket.

I sommeren 1710 bredte pesten sig mere og mere i Nordtyskland. Der blev indført flere handelsrestriktioner, og der opstod varemangel mange steder.

 

Mistænkelige dødsfald

I de sidste dage af september opstod der et mistænkeligt dødsfald. En silkevæver, der kommet fra Stockholm blev syg i sit logi  hos en færgemand i Strandgade. Hun døde efter fire dages sygdom. Fjorten dage efter blev i samme hus, en dreng på 14 år, hus-moderen og en pige syg. De to dage døde med de samme symptomer som silkevæveren. En undersøgelse viste dog, at det ikke var tale om pest. Alle byens borgere blev bedt om, at anmelde, hvis nogen skulle blive syge. Kort tid efter indtraf der en del sygdom hos færgefolk og lodser. Ifølge en indberetning fra den 18. november var seks personer døde kort efter hinanden.

Barbererne Tindorf og Meyer blev sat til at undersøge tilfældene. De tilskrev dog dødsfaldene sult. Man havde efter naboernes udtalelse konstateret at nu afdøde havde levet af rå kålstokke og vand. For en sikkerheds skyld blev der dog sat vagt foran huset og de dødes efterladenskaber blev afbrændt.

 

En delegation til Helsingør 

Som følge af foruroligende efterretninger rejste en delegation fra København til Helsingør den 3. december for at undersøge tilstanden der. Og i Helsingør havde Medicus von Wesphalen og en kirurg ved navn Drewis fået tilbudt den fyrstelige månedlige gage på 8 rigsdalere. for at få bekæmpet den mystiske sygdom i Helsingør.

Her havde man dog endnu ikke fastslået sygdommen som pest, men konstaterede, at det var tale om ondartet epidemisk feber.

Delegationen rejste lettet tilbage til København. Man mente ikke det var pest. Men i februar 1711 rejste vice-branddirektøren i København, Gregers Romer til Helsingør, for lige at tjekke om, det ikke alligevel var tale om pest. Der blev nemlig berettet om stigende dødsfald i byen.

 

Helsingør blev afspærret

Amtmanden i Kronborg Amt, Gehejmeråd Otto Rabe fik befaling på, at indrette Kronborg Ladegaard til at modtage syge soldater og andre syge i Helsingør. Bedst som man troede, at sygdommen var på tilbagetog, kom den tilbage med fornyet kraft. Det viste sig, at mange skjulte deres sygdom.

Medicus Westphalen begav sig også rundt i de små byer omkring Helsingør. Har var der også opstået en smitsom sygdom. Den 25. maj besluttede man at spærre Helsingør ikke kun fra søsiden men også fra landsiden.

 

Sundhedsbevis

Der blev nu langt om længe indført den regel, at ingen uden sundhedsbevis måtte forlade amtet. Det betød, at der ikke måtte have været sygdom i huset inden for de sidste 6 uger. I de huse, hvor man konstaterede sygdom, blev der sat et hvidt kors. Man måtte ved begravelse ikke læge klæder over kisterne.

Sygdommen bredte sig. Man sagde, at det var fordi, at borger brugte de sengeklæder som soldaterne havde brugt, da de var syge. Nu fik den øverste læge også
løntilskud fra København.  Her var man begyndt at blive bange.

 

Svin blev slagtet

Fire proviantmestre blev ansat. De skulle foretage indkøb og fordele fødevarer blandt de fattige. Man forsøgte at fjerne svinestier inde i byen og alle svin skulle skydes. Man mente, at svin var med til at sprede smitten.

 

Mange forholdsregler

Ligbærere blev ansat og en ny pestkirkegård blev anlagt. De der døde, blev begravet inden solens opgang eller efter dens nedgang. Vinduer og døre skulle holdes lukket. Dr. Heinichius
skulle lave en liste over de syge. Han mente ikke, at epidemien var pest, men blot en hidsig feber.  Det blev pålagt barbererne at forsyne de syge med den nødvendige medicin og uddele forebyggende medicin til de andre i husstanden.

 

Borgmester i unode

Den 12. juni faldt borgmesteren i Helsingør, Walter Gaben i kongens unåde. Kongen mente, at han aldeles ingen hjælp eller assistance ydede, og at han forhalede ting, der kunne forbedre sygdomstilstanden i Helsingør.

Indbyggere opdelt i fire klasser

Indbyggerne blev inddelt i fire klasser:

1. de som kunne underholde sig selv (de formuende)
2. de som daglig måtte købe, hvad de behøvede, og mente at kunne holde det ud i seks uger
3. de som nu var blevet fattige
4. tiggere og lavere klasser

I tredje klasse var der 181 personer og i 4. klasse var der hele 743 personer. De sidste fik ugentlig 6 pund  Brød og en pot gryn ugentlig. Man mente, at det var gavnligt, at flytte de fattige ud i hytter på marken og give dem strå. Men der var ikke rigtig penge til at foretage dette.

 

Uenighed

I det hele taget var der stor uenighed om, hvordan man skulle håndtere situationen i Helsingør. Bedre blev det heller ikke af, at den øverste læge, Heinichius ikke fik udbetalt sin løn. Til sidst nægtede han at besøge de syge.

 

Sygdommen aftager i Helsingør 

I september begyndte sygdommen endelig at aftage. Det blev beordret at husene og byen skulle gøres ren og renses. Endvidere blev det den 28. oktober bestemt, at al sengetøj, der har været anvendt under sygdommen skulle brændes. Men det protesterede man imod, for så havde beboerne ikke noget at sove i. Man indskrænkede sig så til, at rense sengetøjet på bedste måde.

Den 26. december ophævedes vagten omkring Helsingør. Den 12. januar blev Heinichius opsagt. Alle mistænkte blev overført til karantæne – anstalten på Saltholm. Biskop Chr. Worm blev kommanderet til at ordinere en præst til dem for at betjene dem i deres saligheds sag.

 

Hvordan kom sygdommen til København?

Det er uenighed blandt historikere om, hvordan pesten kom til København. Nogle mener, at den kom fra Sverige og Skåne og via Helsingør til København. Andre mener, at det var en bådsmand, som blev ført fra et skib ude i Øresund ind til København.

 

Kongen forlod København

Kong Frederik den Fjerde forlod hovedstaden den 11. eller 12. juni for at begive sig til Jægersborg. Men han blev der dog kun nogle dage, hvorefter han tog ophold på Frederiksberg Slot. Men situationen udviklede sig katastrofalt i København, så kongen tog den 18. juli til Kolding. Enkedronningen og den regerende dronning tog ligeledes afsted den 28. juli.

Historiske kilder melder dog om, at det kongelige selskab var ret tæt på pesten, således skulle en kokkedreng være ramt af pesten, og blevet begravet på Fyn.  De rige og formuende flygtede fra hovedstaden. Og der var mange fattige, der klamrede sig til vognene for at flygte fra elendigheden.

 

Bataljonerne på Fælleden

Flåden var gået i søen. Alle hvervede regimenter gik til Holsten. De to sjællandske regimenter forblev dog i hovedstaden. Den største del af garnisonen rykket
i august måned ud på Fællederne. Der blev de indkvarteret i telte og barakker. De gravede kuler til ligene og nogle tjente en ekstra skilling som ligbærere. Det bevirkede så at pesten også fandt vej herud.

 

Dødsstraf

Udråbere gik rundt på gaderne og efter trommeslag bekendtgjorde de, at der var dødsstraf til dem, der ikke fulgte anordningerne fra Sundheds – kommissionen. Lig, der lå på gaden skulle fjernes hurtigst muligt, og begraves uden nogen form for højtidelighed.

 

Lægerne var uenige

Når pesten fik så katastrofale følger i København var det fordi, at lægerne var alt for længe om at fastslå, at det virkelig var tale om pest. Man havde åbenbart overhørt advarslerne fra Helsingør.

 

Stakkels barbere

I juli blev oldermanden og samtlige mestre i barber – lavet bedt om at møde hos Stadsphysicus Eichel. Efterkom de ikke ordren, blev der udskrevet en straf på 4 rigsdaler. Samtidig
blev Østerport lukket.

 

Vodrufgaard som pesthus

Man besluttede ligeledes, at Vodrufgaard skulle indrettes som pesthus. Stedet var ikke uheldigt valgt. Gården lå ud til Sortedamssøen. Den lå adskilt fra byen og havde vand omkring sig på to sider, idet den lå lige ved Ladegårdsåen.

Man måtte på den sumpagtige grund indrette sig med barakker og telte. Man havde ikke regnet med at sygdommen ville vare så længe ved.

 

Lederen fortrød 

Omsorgen for de syge skulle varetages af barberer. Til overmester antog man Johan Michael Kyhl fra Brandenburg. Han modtog den fyrstelige gage på 30 rdl. om
måneden og 5 rigsdaler Og 2 mk. I kostpenge. Som undermester blev Daniel Ulrich antaget.

Da det gik op for Kyhl,  hvor farlig jobbet var, tabte han modet og værgede sig. Men Sundheds – Kommissionen truede med arrestation.

Der blev også antaget skrivere, spisemestre, vågekoner, vaskekoner, gravere osv.  Det var dog ikke uden problemer, at få disse jobs besat.

 

Uhumske forhold

Barber – svendene skulle efter lodtrækning have vagten. Lazarettet  blev udstyret med det mest nødvendige. Sengene blev forsynet med strå. Dog brugte man almindelig sengetøj. Underbarberen nægtede at udføre sit arbejde såfremt han ikke fik beskyttelsesmiddel. Forholdene var dog uhumske. Sengeklæderne blev ikke vasket. Og da tilstrømningen var på sit højeste måtte patienterne sove under åben himmel.

Man forlangte at personalet brugte såkaldte overkjoler. Men snart havde man ikke flere. Så måtte man bruge pap overtrukket med lærred.

 

En tugtmester blev ansat

Frygten for smitte blandt personalet førte til at det var som så med plejen. Mange flygtede fra deres post. Personalet stjal også fra patienterne og begik utugt. De syge fik mod betaling lov til at gå ind i staden. Uvedkommende fik ligeledes lov til at besøge lazarettet.

Man blev derfor nødt til at ansætte en tugtmester, der kunne straffe de ansatte mod overtrædelser af forordningerne. Den 17. august bestemte Sundheds – kommissionen at lazarettet skulle omgives af spanske ryttere. Desuden blev alle ind – og udgange bevogtet af bevæbnede vagter.

 

Overpris for kister

Efterhånden som dødsfaldene tiltog, kørte man ligene bort i sygevogne. De kunne rumme 12 – 24 lig ad gangen. På markerne omkring Vodrofgaard  blev ligene begravet under 3 alen. At man skulle begraves uden kiste vakte vild forargelse.

De formuende fik så mulighed for at købe en kiste. Også det var der nogen, der udnyttede. De forlangte så pludselig det firedobbelte for en kiste.

 

En stor risiko

De ansatte døde som fluer. Det skete også for de to ledere på Vodrufgaard. Og det blev uhyggelig svært at finde afløsere. De ansatte havde fået restriktioner på, hvordan de skulle omgås raske mennesker. Mindst en gang om dagen skulle de tage sig af de syge. Barbererne fik månedlig 4 rigsdalere. Men risikoen var særdeles stor .

 

Ladegården som pesthus

Den 3. august bestemtes at også  Ladegården skulle bruges som Pesthus. Problemet var bare, at den blev anvendt som krigshospital. Der lå 140 soldater på hospitalet. Disse skulle flyttes til Falkonérgården.  Og her fik falkoner Georg Oliver befaling til med sine falke at begive sig til Jægersborg.

Det blev pålagt politimester Ernst og oberst Andreas Francke at sørge for, at Ladegården blev rømmet. Men militæret satte sig på bagbenene. De ville ikke uden videre acceptere, at skulle rømme Ladegården.

 

Sove under åben himmel

Men den 2. september kunne man så tage Ladegården i brug. Men ak, der var slet ikke plads til alle de syge. Man kunne heller ikke få flere telte. Så mange af de syge måtte ligge under åben himmel.

 

12 kommissærer

I 12 områder i København udnævnte man kommissærer, der skulle sørge for sundheden og indrapportere sygdom. De skulle give både åndelig og legemlig hjælp.  Der skulle også drages mere omsorg for de dødes begravelse.

 

66 skibe på Reden

På Københavns Red lå 66 større eller mindre skibe med en besætning på ca. 18.000 mand. Her var ansat 129 kirurger og  barberer, 40 overkirurger og 52 under-kirurger.

 

Spar på plaster 

Forbruget af plaster og linned var så stort, at Sundheds – kommissionen opfordrede til sparsommelighed. Apotekerne blev opfordret til at have gode og friske varer, som skulle kunne sælges til en pris alle havde råd til.

Også den åndelig frelse blev der sørget for. I stadens forskellige sogne blev der ansat hjælpepræster, som skulle holde sig afsondrede på angivne værelser. De skulle opsøge de syge og følge de døde til graven.

 

Rige skulle betale

Man opfordrede nu til at de nogenlunde bemidlede blev hjemme i deres egen lejlighed, når de blev syge. Dem, der kunne betale for helbredelse skulle gøre det. Ligesom de forskellige
lav skulle betale for deres brødres helbredelse.

Der blev pålagt stadens indbyggere at undgå store forsamlinger som bryllupper, og lavsforsamlinger. Vin – og krohuse, spisekvarterer og badstuer var blevet lukket. Og kun en gang om ugen måtte der afholdes bøn i kirken. Al skolegang var indstillet.

 

Nye forordninger

Rendestenene skulle daglig skylles, ådsler skulle fjernes og møddinger skulle mindst en gang om ugen fjernes. Ingen måtte udkaste sengeklæder, halm og lignende De vogne, der blev brugt til at bortskaffe lig, måtte ikke bruges til andre formål. Ligene skulle begraves senest 24 timer efter at døden var indtrådt. Og så skulle man bruge kalk.

Efterhånden var det svært at skaffe lokale barbere. Man måtte importere dem fra Bremen, Glückstadt og Hamborg. Præster og lokale barbere var efterhånden flygtet fra byen. 200 soldater blev sat til at grave gruber, hvori man hældte ligene. I seks dage gravede de.

 

Studenter som ligbærere

Der var problemer med Ligbærer – lavet. De ville ikke mere arbejde under de betingelser, de havde. På biskop Worms foranledning tog man så i stedet kontakt med studenterne. De stillede selvfølgelig nogle krav. De ville have to værelser, en vågekone, en månedlig gage på 12 rigsdalere. og sorte Danziger – lærreds kjortler. De ville have varer og strømper på Kommissionens
bekostning. De ville endvidere have fri vask og lys. De ville have beskyttelse mod sygdommen. Når de blev syge ville de have et værdigt sted, hvor de kunne blive helbredt. Såfremt de døde, ville de have en værdig begravelse på en af kirkegårdene. De nægtede at kaste jord på kisterne.

Endelig forlangte de i fremtiden at måtte begrave fornemme lig. Det kunne sikkert indbringe dem en god indtægt. Sundheds – Kommissionen syntes at kravene var barske, men de havde
intet valg. En masse lig lå og ventede til at komme i jorden. Den 28. juli blev der lavet en kontrakt med studenterne.

 

Truede med at nedlægge arbejdet

Men studenterne mente ikke, at Sundheds – Kommissionen overholdt betingelserne. Studenterne fandt, at de logier, der blev dem påbudt var alt for dårlige. Der var ingen senge, ingen sengeklæder, møbler, opvartning. De truede med at nedlægge arbejdet inden de kom i gang.

 

Mandefald blandt fangerne

Nu blev det så fangerne på  Bremerholm, der kom til at kaste grave til uden for voldene. Det var en yderst farlig beskæftigelse. Efter få dage var kun to ud af 17 fangere i live. Det viste sig, at mange lig bare lå henkastet på kirkegårdene, og en forfærdelig stank bredte sig. Graverne på de forskellige kirkegårde døde også i hobetal.

 

Det lugtede på Kastellet

Sundheds – Kommissionen forlangte, at der ikke måtte være åbne og halvåbne grave på kirkegårdene. Det samme gjaldt for den nye kirkegård uden for Østerport. Men her klagede de ansatte på Kastellet over en forfærdelig lugt. Her var der anlagt en pest – kirkegård lige ved siden af Soldaternes og Matrosernes kirkegård.

I gruberne blev der kastet hen ved fire lig oven over hinanden. Men man glemte at lægge nok jord over. Dødeligheden var nået til sit højeste. Der var ikke tid og mulighed for at ligge de døde i kister. De forrådnede lig kunne lugtes i lang afstand. I en forordning fra 15. maj 1711 hedder det:

• Da man har bragt i Erfaring at Ligene af de afdøde Soldater kun er bedækket med ganske lidt Jord saaledes at de efter kort Tids Forløb ligge aldeles blottede, hvorved der udbreder sig en giftig Stank, der kan foraarsage Inficering gives der Ordre til, at Regimentscheferne skal lade de ved deres Regimenter afdøde Soladater ordentlig og dybt begrave, saa at de ikke ligge blottede paa Kirkegaarden.

 

Nyboder – folket smed bare liget

Der var også ballade over på den anden side på Holmens Kirkegård. Kongen havde den 22. august givet ordre til at al ligbrænding skulle afskaffes, og at ligene måtte udføres på vogne. Holmens folk var dog et stridbart folkefærd. De ville ikke finde sig i, at det skulle forbydes at fly deres Døde ordentlig til Jorden.  Baadsfolkene fra Nyborder slæbte deres lig hen, hvor der var åbne grave. Var det ingen lod de bare liget ligge. Ellers bestak de fangerne fra Bremerholm, så de kunne begrave ligene.

Der blev udkommanderet ryttervagter, som skulle passe på, at Nyboder – folket kastede deres lig i fællesgravene.

 

Ingen store begravelser

For de formuende var det et stort tab, da man forbød den traditionelle begravelse med stort følge og forskellige klæder over kisten m.m.

 

København var lovløs 

Under hele pest – perioden udbrød der lovløshed i København. Plyndringer og mord var hyppige.  36 ryttere måtte hjælpe politiet med at opretholde ro og orden. Vidner fra den tid berettede om at der på gaderne lå ca. 1.200 syge. Den mad som de fattige fik på lazaretterne var halvkogt og undertiden halv råddent. Mange måtte hjælpe sig selv. Barbererne var nærmest lige glade med plejen.

 

Sengetøj skulle ikke brændes

I november 1711 begyndte sygdommen at vende. Der kom ikke nye tilfælde. Den 12. november blev studenterne sagt op. Og også de barberer fra Hamborg blev sagt. Det vil sige de 8 af dem døde under opholdet. Igen stod man over for valget, hvad skulle brændes. Fattigdommen var uendelig stor. Man besluttede, at i stedet for at sengetøjet blev brændt, ja så skulle det vaskes.

Gamle pjalter og gammelt halm skulle afbrændes.

 

København stadig ikke renere

Men København var aldeles ikke blevet renere. Således udgik der i en forordning af 23. april 1712 omfattende urenligheden i staden. Den gik ud på at skarn skulle fjernes fra gaderne. Den 2. april 1712 kunne Østerport atter åbnes for almindelig trafik. Man modtog efterhånden igen varer – men med yderste forsigtighed.

Dem der så troede at de kunne komme i land, måtte tro om igen. Man havde simpelthen glemt matroserne ude i flåden. Man havde ingen indkvarteringssteder til dem.

 

Man drak ”pest – vand” 

Flådens folk døde som fluer. Men man mente at de døde soldaters uniformer var for gode til at de bare skulle tilintetgøres. Man trak dem derfor af de døde kroppe og vaskede dem. Denne vask foregik på Grønlands – pladsen tæt ved Nyboder. Man brugte vand fra Kastels-graven.

Denne grav blev i forvejen brugt som W.C. For garnisonen. Man lod også vandet fra de pestsmittede soldater føre  tilbage til graven. Ja og gravvandet blev benyttet af garnisonen som drikkevand!

 

Masser af sengetøj 

Den 14. december 1712  blev det meddelt at Ladegården var blevet renset og vasket. Ja man kunne meddele, at der fore-fandtes 525 sengesteder, 370 stråsække, 715 dækkener,
og 7.119 lagner. Den ene halvdel af Ladegården kunne nu tage nogle af de syge matroser ude fra flåden.

Fra Kastellet blev der meldt om 800 dyner og 80 puder som blev bragt til Smedehuset. De bataljoner, som camperede uden for staden skulle nu indkvarteres i det gamle pesthus uden for Vesterport.

 

En tredjedel døde

En tredjedel af Københavns befolkning eller 25.000 mennesker måtte bukke under.

Kilde:
Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

• Guldhuset i Rigensgade
• Garnisons Kirkegård (under Østerbro)
• Et hospital på Nørrebro (under Nørrebro)
• Ladegården – dengang (under Nørrebro)
• Pest på Nørrebro (under Nørrebro)
• Sygdom og andre lidelser i Tønder (under Tønder)
• Syge mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

Redigeret 19. – 11. 2021

 

 

Soldater fra Søgård og Haderslev kæmpede en ulige kamp mod overmagten. Vi kigger på, hvad der foregik ved Lundtoftebjerg, Bjergskov, Aabenraa, Bredevad, Ravsted og Haderslev. Mange måtte lave livet. I Bredevad var det hjemmetyskere, der bevogtede de danske soldater.

 

Døde efter kapitulation

I Sønderjylland var der kun stationeret 1.600 mand, men kun 650 af disse havde gennemgået mere end seks måneders uddannelse. Mange døde faktisk efter at Danmark havde kapituleret. Den danske regering kapitulerede allerede kl. 6 efter at tyskerne havde truet med at bombe København.

Tyskerne havde kappet telegraf –  og telefonforbindelsen, så det varede længe inden man i Sønderjylland  fik besked om overgivelsen.

 

Ris og roser

Mange officerer roste de danske soldaters indsats. Men den tyske general, der var ansvarlig for besættelsen, Leonhard von Kaupisch havde ikke mange rosende ord til overs for det danske militær. Han mente, at danskernes menneske-materiale var godt. Men styrkerne var talmæssigt ubetydelige og man manglede fuldstændig en beslutsom ledelse:

• Den danske soldat var ikke situationen voksen et eneste sted. Der manglede på  dansk side ethvert føringsmæssigt grundlag for at etablere nogen modstand

 

Alarm

Ordren den 8. april lød på at pakke alle sager sammen, så man kunne forlade lejren så hurtig som mulig. Der blev udleveret 40 stk. skarpe patroner, konserves samt tørkost for to dage.

Kl. 14 var alt klar. Kanoner og rekylgeværernes magasiner var opladet. Motorcyklerne og bilerne var klar til afmarch. Det undrede nogle af soldaterne i Søgaard, at man ikke måtte foretage brosprængninger.

Kl. 17 havde chefen for Grænsegendarmeriet Oberst Paludan – Møller fået ordre til at trække gendarmerne nord på, bag de danske militære linjer.

Kl. 22.30 fik man lov til at lægge sig på sengen, men ikke at tage tøjet af.

Det var sådan, at en deling ad gangen skulle overtage vagten og patruljeringen.

 

Efterretninger

i Søgaard – lejren havde man allerede i begyndelsen af april hørt efterretninger om natlige lastninger af krigsmateriel på havnen i Kiel. Men det var først den 8. april man hørte om en 60 kilometer lang militær motorvognskolonne fra Rendsborg til Flensborg.  Man måtte ikke foretage bortsprængninger af broer eller ligge pigtråd ud.

 

De første
døde

Krigshandlingerne startede allerede ved 4 – tiden, da de tre grænsegendarmer blev skudt i Padborg. Kort tid efter blev hele grænseområdet oplyst af lyskugler fra tyske signalpistoler.

 

Lundtoftebjerg

Kl. 4.10 blev Afværgekompagniet samt de øvrige kompagnier i Søgaard alarmeret. Dette gjaldt også for 1. deling, der bestod af 15 mand.

Kl. 4.20 forlod den sidste motorcykel lejren. Delingens alarm – stilling lå mellem Søgaard og den danske grænse.

Kl. 4.30 nåede man stillingen ved gården Lundtoftebjerg. Kanonerne blev sat i stilling, samt delingens rekyl – gevær. En vejspærring forsøgtes etableret, men man blev afbrudt i dette arbejde. Klokken 4.50 sås en tysk motorkolonne 700 meter fra delingens stilling.

 

Ild mod tyskerne

Et varselsskud blev skudt mod den tyske kolonne. Herfra åbnede man ild mad maskingevær. Senere blev der skudt med maskinkanoner.

Danskerne ramte den forreste panservogn. Denne kunne ikke køre videre, og der kom ikke flere skud fra den. Den anden panservogn blev skudt i brand. Tre af tyskernes motorcykler blev
ligeledes ramt af granater. To tyske maskingeværskytter blev ramt på vejen, da de ville sætte deres geværer i stilling.

Et 20 mm projektil gik ind i en sidevogn. Maskingeværet faldt af og den tyske soldat faldt forover i sidevognen.  Menig Hansen ved den ene kanon blev ramt af et tysk geværprojektil i venstre arm. Han kravlede tilbage til kasernen.

 

Tilbagetrækning

En kraftig ild var i gang fra tyskernes side. De tyske granater satte også ild i hønsehuset ved gården Lundtoftebjerg.  De tyske tropper udlagde røgslør og gik frem vest for vejen.

En del af de den danske deling  blev kommanderet til den sydlige del af Aabenraa. Resten af delingen skulle holde standen i yderligere fem minutter. Men pludselig holdt der to store tanks øst for hovedvejen og flere store tanks vest for vejen. På selve hovedvejen stod fodfolk på begge sider. Dette betød omgående tilbagetrækning. Dette skete under hård beskydning.

Delingen holdt stillingen i 15 minutter. Et cyklist – kompagni skulle være kommet delingen til hjælp, men de kom aldrig.  Rekylgevær – gruppen glemte under tilbagetrækningen noget materiel, men vendte trods beskydning tilbage efter det.

 

Bjergskov

Gruppen trak sig sammen med de sårede tilbage. Ved Bjergskov blev man flere gange beskudt fra luften. Man søgte dækning i grøfterne. De sårede blev i Bjergskov anbragt i en privat vogn og kørt til Aabenraa Sygehus. Ved Bjergskov lå i forvejen 4. bataljon i stilling. Her var også lavet en vejspærring. En lastbil var væltet og en del tipvogne var hentet fra den nærliggende
skærvefabrik.

 

Ved viadukten

Cyklist kompagniet var standset ved viadukten over jernbanen Lundtoft – Kliplev. Første gruppe gik i stilling på Viadukten. To grupper gik i stilling til venstre for vejen. Mellemrummet var ca. 100 meter. De to grupper blev beordret tilbage til nogle bakker 800 meter bagude.

Første gruppe bliver liggende. Den bliver dog kraftig beskudt og trækker sig ned langs dæmningen og besvarer ilden derfra. Delingen var nu fuldstændig isoleret. Cyklerne stod langs vejen fremme ved Viadukten.  En person blev ramt af et skud i brystet og blev fundet af civile personer.

Af Cyklist – Kompagniets folk blev en korporal og fire menige taget til fange, men senere løsladt, da fjendtlighederne blev indstillet.

 

Aabenraas sydlige del

Ved ankomsten til Aabenraa blev begge kanoner sat i stilling i vejstjernen i byens syd-kant. Cirka 15 minutter senere blev ilden åbnet mod de tyske styrker. Ilden blev kraftig besvaret.Under turen til Aabenraa var man flere gange blevet beskudt af tre fly.

 

En mælkedreng skudt

En mælkedreng, der sammen med en del civile stod i nærheden af den ene kanon blev ramt af et tysk projektil, og styrtede til jorden. Han blev desværre dræbt. I forvejen var civilbefolkningen blevet advaret. Det var umuligt at skyde igennem de tyske tanks, så det var ingen anden udvej end at gå tilbage til Haderslev. Det var tydeligt, at delingen manglede støtte fra artilleriet. Men en tempo – og en panservogn fik man dog ødelagt ved Aabenraa.

Nu står det flere steder og det er også gengivet i filmen om 9. april at vedkommende syd for Aabenraa var mælkedreng. men det var han nu ikke. Vi har skrevet to artikler om episoden (Sorgen ramte Aabenraa 1-2).

 

Til vejle

I Haderslev havde delingen passeret 3. bataljons vejspærringer. I den nordlige udkant af byen blev begge kanoner anbragt. Kort efter sås tyske tanks på vejen ud for Kasserne –  pladsen. Men mellem de tyske tanks og delingen befandt der sig en del civile biler og mange civile. Derfor lød ordren på tilbagetrækning i retning mod Vejle. I Haderslev var der lavet en vejspærring af blokvogne. Kolding blev passeret og klokken 9.30 ankom delingen til Vejle. Nu lød ordren, at man skulle holde inde og forholde sig rolig.   Delingen blev i Vejle  et par dage, inden man fik lov til at køre tilbage til Søgård.

 

Cykelkompagni til Bredevad

Et cykelkompagni blev sendt til Bredevad. Foruden var der 4. kompagni og et motorcyklist – kompagni, samt en halvdeling En del af cyklist – kompagniet skulle blive på kroen som reserve. Man holdt til i haven, men det blev opdaget fra luften, hvorfra der blev skudt.

På vej til Bredevad var Kompagniet flere gange tvunget til at søge flyverskjul. Ved Bredevad går 2. kanongruppe og 1. trefodsgruppe i stilling. Ved Korskro  blev det 1. kanongruppe og 2. trefodsgruppe.

 

Tre panservogne beskadiget

Ved halvsyvtiden nærmede to fjendtlige panservogne sig vejgaflen vest for Bredevad. Fjenden gør holdt, og tyske soldater løber ud på marken. Da fjenden begynder at køre frem, giver danskerne et varselsskud. Ilden besvares. Den første panservogn kører ud til højre, antagelig ramt.  Nu kører tre panservogne frem. Den første kampvogn kører forbi og rammer et træ ud for kroen. Den næste panservogn rammes og ender i grøften. En mand springer af og løber tilbage.

Panservogn tre beskydes af kanongruppen. Gruppens mandskab bliver såret og dermed gjort ukampdygtig.

 

Skytten dræbt

Trefodsgruppen beskyder fjenden, som tidligere omtalt er gået i stilling og har åbnet ilden. Skytten bliver dræbt og den såkaldte 1. forsyner bliver såret. To maskingeværer havde sendt en kugle gennem hovedet på skytten, og givet hjælperen et skud i brystet og maven. Denne døde to timer efter. Han lå senere på divanen inde i krostuen. En anden havde fået et skud gennem gasmaskebeholderen. Skydningen ophører nu på begge sider.

 

Delingen afvæbnet

Da kaptajnen klokken syv får øje på en fjendtlig kolonne, der kommer fra syd, og panservogne der kommer fra nord, gives ordre til, at der ikke må skydes. Delingen bliver nu afvæbnet, og de sårede bliver bragt ind på kroen, hvor de underøges af en civil læge.

 

Fortrop ikke i kamp

Men allerede to kilometer længere fremme mod Tønder i en lille skov, lå en forpost. Bagved begyndte en voldsom skydning. Her vidste man intet om kampen ved Bredevad. Denne gruppe kom ikke i kamp. Efter to timer, tog et hvidt lommetørklæde på et gevær og tog mod Bredevad.  Her kunne man se tre panservogne ligge i grøften, mere eller mindre ødelagte.

Den lille styrke blev ført hen til kroen, hvor geværerne blev smidt i en bunke og ammunition i en anden bunke.

 

Farlig situation i Ravsted

Ved Ravsted gik der også en gruppe i stilling ved byens udkant. Befolkningen havde dog ikke forståelsen for, hvor alvorlig situationen var. Pludselig fik man ordre på at køre mod Bredevad.
Men da man havde kørte halvvejen fik soldaterne ordre på at vende om. Ved Korsvejen nord for Ravsted  mødte gruppen en tysk personvogn med officerer.

Motorcyklen blev kørt op i vejsiden for at gøre klar til skud. Men i det samme blev man fra ryggen angrebet af tre panservogne. I den situation undlod man fra dansk side at skyde. De tre panserkøretøjer havde frit skud mod en transportvogn med 15 danske soldater.

Fra tysk side skød man ikke, men fortsatte. Den danske deling ville nu køre videre mod Hellevad. Derfor søgte man ind på en bivej.

 

Ingen cigaretter fra de lokale

De danske soldater blev ført bag en indhegning og behandlet som krigsfangere. Mod betaling kunne der købes kaffe og cigaretter. De lokale beboere ville ikke give de danske krigsfangere nogen cigaretter, men et par tyske soldater smed at par pakker cigaretter ind over hegnet. Først klokken 17 fik de lov til at vandre mod Søgaard.  Gruppen havde mistet to mand og en var
blevet hårdt såret.

 

Frokost og kaffe i Ravsted

Soldaterne fra Ravsted blev inviteret ind på to gårde og budt på frokost. Om eftermiddagen blev man budt på kaffe på kroen. Under opholdet havde de danske soldater to fangere med. Disse førte kaptajn Batholdy videre til de tyske militærmyndigheder.

 

Tyskerne havde regnet med flere soldater

Tyskerne havde regnet med, at der var stationeret ca. 5.000 mand i Søgaard , 800 i Sønderborg og 1.500 i Tønder. I Søgård var der kun de cirka 100, som der egentlig befandt sig der.

Ved Bredevad  havde man regnet med en styrke på 500 mand. Der var vel ca. 50 i det hele.

 

Alarm i Haderslev

Allerede den 8. april vidste man på  Haderslev kaserne, at der syd for grænsen var optræk til noget alvorligt. Kl. 4.20 den 9. april stillede man an i kasernegården. Det var et rekylgevær – kompagni, et skyts – kompagni og et kanon – kompagni.

Rekyl – gevær – kompagniet  nåede først Sønderbro lige før træfningens slutning. 30 mand måtte afgives til poster på selve kasernen. Egentlig skulle man have været til Søndre Hostrup,
hvor 4. bataljon selv måtte klare ærterne.

 

Sønderbro

Tre rekyl – geværer blev sat i stilling ved og om Sønderbro. Et trefods – gevær blev sendt et par hundrede meter ud ad vejen. Til krydset ved Aarøsundvej blev der sendt en korporal og tre mand. De skulle med røde lyskugler tilkendegive fjendens ankomst.

 

Hertug hans Bro

Maskingeværs – folk mødte også  op. Det tog sig af vejspærringer. To trefods – grupper blev placeret ved Hertug Hans Bro. Grupperne blev sat i stilling i en gammel bindingsværksbygning – en kornsilo, således, at man kunne skyde langs Hertug Hans Bro. Den anden gruppe kunne skyde på  langs af den lidt mere vestlig liggende Tipvognsbro.  Fra et nærliggende tømmerlager blev der midt på Hertug Hans Bro bygget en besværlig vejspærring. To maskinkanoner blev sat i stilling ved vejspærringen.

Syd for broen blev der ligeledes etableret en vejspærring. Der var ikke alle civile, der var tilfredse med disse spærringer. De havde ikke indset, at der var krig.  Efterhånden var der til forsvar for Hertug Hans Bro yderligere opstillet et maskingevær til rygsikring. Desuden var der i en have opstillet to mortergrupper og et maskingevær. Det var cirka 150 meter nordøst for broen.

Tredje Bataljon fik ordre til at rykke til indsnævringen mellem Haderslev Fjord  og Dam. Man lavede en stilling i en møllebygning.

 

Civilist ramt

En civilperson prøvede at krydse vejen. Det lykkedes ikke. Begge ben blev gennemskudt. Han blev dog bjerget i dækning. En salve fra en panservogn landede lige over hovederne på mandskabet. En legetøjsforretning lige overfor blev ramt af 6 – 7 projektiler.

 

Kampvogn kørte over kanon

En kampvogn kørte både over skytte og kanon. De to faldne fik en hård medfart af tankvognen. I et kvarter kæmpede styrkerne i Haderslev, og ikke alle kæmpende havde fået at vide, at man skulle indstille kampene.

 

Hold inde

Fra restauranten overfor blev der kaldt på obersten. Der blev meddelt, at man havde ringet fra Krigsministeriet at modstanden skulle ophøre. Der blev kommanderet Hold inde. Men fra tysk side fortsatte beskydningen.  Et håndklæde blev hængt på en bajonet fra et vindue i Møllen og skydningen ophørte nu også fra tysk side.

Fra maskinhuset så man en mand ligge udenfor. En korporal gik ud til ham, og kunne konstatere, at han var død. I det samme blev korporalen såret i armen.

 

Danske soldater – sydfra

Klokken 7.30 passerede 3 lastvogne fra Sønder Hostrup. Det var værkstedvogne m.m. fra 4. bataljon. Lidt senere kom 3 omnibiler fulde af soldater fra 4. bataljon. De havde kæmpet ved Sønder Hostrup og så meget alvorlige ud.

 

Skydning indstilles

Ved Hertug Hans Bro hørtes der skydning 7.35 – 7.40, der efter en lille pause, og så atter et længere skyderi. Derefter var der et længere ophold. Derefter kom der en for soldaterne en mærkelig ordre, at skydningen skulle indstilles.

Fjenden dukkede aldrig op ved Hertug Hans Bro. Pludselig dukkede en politibil op. Der blev råbt, at der ikke måtte skyder og at der var almindelig mobilisering.

De tyske kampvogne kørte op gennem Nørregade, hvor de blev beskudt af danske soldater. To kampvogne blev påført skader og motorcyklist blev dræbt. Klokken var da 8.15. det var over to timer efter, at danskerne havde kapituleret.

 

Over hustage og plankeværk

Den post, der skulle melde tilbage, at fjenden var på vej, nåede først tilbage efter, at fjendtlighederne var ophørt. De måtte passere over hustage, over plankeværker og gennem haver. En mand var taget til fange.

 

Flugt over Haderslev dam

En trefodsgruppe blev afskåret. For at undgå fangenskab søgte de mod vest langs den sydlige del af Haderslev Dam. De mødte en fisker, der i to omgange satte dem over til Bispegården. To mænd nåede dog ikke med over. De gravede deres udrustning ned, og meldte sig sent på dagen på kasernen.

Fire menige, der fulgte Regimentets Train mod nord, flygtede, da fjenden erobrede Trainet i Christiansfeld. De fik civilt tøj på og meldte sig senere på kasernen.  En menig, der stod på sin post ved kasernens udgang ved KFUM fik et skud tværs igennem sin hjelm og flere skud gennem tornysteret. Han slap dog uskadt.

 

Korporal under beskydning

En korporal stod bag en pille ved den sydlige indgang til kasernen og beskød en kampvogn med panserpatron (karabin). Kampvognen standsede og en anden kørte op på siden af den. Begge beskød kasernen. Korporalen beskød begge vogne. En tysk motorcyklist forsøgte at køre frem mod korporalen som derpå skød og ramte ham.

Da begge kampvogne rettede ilden fra fire maskingeværer mod korporalen anså han tidspunktet inde for at trække sig.

 

Ubevæbnede i fare

Tyskerne troede, at kasernen var indrettet til forsvar. Man havde indstillet kampvognene, så de kunne beskyde den. Der var kun sekunder fra, at man havde beskudt ubevæbnede ordonnanser, kuske, chauffører m.m.

 

Fire soldater måtte lade livet

Kompagniet havde besat Luftspejderposten  på kasernen. En af de menige blev ramt af et projektil fra en fjendtlig kampvogn og døde i løbet af få minutter.  Fire danske soldater måtte betale deres indsats med døden og et større antal blev såret ved kampene ved Haderslev.

 

Flag på  halv

Da de faldne fra den sydlige del, blev ført gennem byen om eftermiddagen, var byen pludselig en skov af Dannebrog på halv stang.

• De danske tab var 16 dræbte og 23 sårede.
• Man havde ødelagt 12 panservogne, beskadiget 3 kampvogne og et ukendt antal motorcykler var ødelagt.

Kilde:

• www.dengang.dk-diverse artikler
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

Redigeret 12. – 11. 2021

 

Over 4.000 anholdelser efter Besættelsen. Travlest var det i Tønder. De internerede i Fårhuslejren skulle selv betale for deres ophold.  Modstandsbevægelsen stillede meget hårde krav, bl.a. udvisning. I starten blev der givet 4 års fængsel for at melde sig til Waffen SS. Domsafsigelserne og retsopgøret var præget af kaos og forvirring. Modstandsbevægelsen ville arrestere amtmand. De mente, at han var for moderat over for Mindretallet.

 

Op af lænestolen

Er det én ting, der har fået folk op af lænestolen, ja så er det vores skriverier om det dansk/tyske forhold i grænselandet, om besættelsestiden og om Frøslevlejren og Fårhuslejren. Den gamle redaktør er blevet overstrømmet af mails, med læsernes kommentarer. Den gamle redaktør er både blevet beskyldt for den ene og det andet. Også den nylig opståede grænsedebat,
har fået folk til at reagere.  Ja også vores bidrag om historien om “Genforeningen” har fået folk til at reagere.

 

De snagede for meget

Nu er det ikke denne sides hensigt, at beskrive historien ud fra en bestemt holdning. Vi forsøger at viderebringe fakta. Og den gamle redaktørs forældre tilhørte også det tyske mindretal
på en mere passiv måde, indtil de brød med dem. De mente, at mindretallet snagede for meget i deres personlige forhold.

 

Fik alle en retfærdig straf?

Min far fortalte, at retsopgøret ikke var retfærdig. Mange blev indsat i Fårhuslejren, bare fordi de var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange, der tjente penge på tyskerne, blev overhovedet ikke straffet, sagde min far. Han nævnte adskillige personer fra Tønder og Omegn, der slap. Modsat nævnte han også mange, der uskyldig sad mange år i Fårhuslejren

Et par læsere af denne side, påstår at alle, der var indsat i lejren fik deres retfærdige straf.

 

Hvad skete, der egentlig?

Men disse ting har vi videregivet i artiklen om Det Tyske Mindretal. Men hvad skete der i grunden efter besættelsen? Hvordan var det lige med retsopgøret efter krigen?

 

Berufsverbot?

Man kan så spørge sig selv om den litteratur, der er til rådighed beskriver den fulde sandhed. Således er det ikke meget at hente, når man vil finde eksempler på Berufsverbot for dem, der havde været interneret  i Fårhuslejren.

 

Fejl- information på  Frihedsmuseet

For mange år siden besøgte min kone og mig Frihedsmuseet

Stor var min forbavselse, da en ung mand viste nogle engelske turister rundt på museet og sagde:

• Der var ingen modstand i Sønderjylland. Det var farligt for en eventuel modstandsbevægelse, da alle fra Det Tyske Mindretal ville angive dem.

 

Handling havde konsekvenser

Mange inden for det tyske mindretal opførte sig som om, at den danske lovgivning ikke gjaldt dem. De tiltvang sig derved nogle specielle rettigheder. Det tyske mindretal var under nazistisk
ledelse. Deres handling måtte have konsekvenser. Man kunne fra dansk side ikke tolerere, at nogen havde handlet i strid mod den danske stat, og skabt sig fordele i både økonomisk og anden henseende.

 

Organisationen overtaget af nazister

I stigende grad havde det nordslesvigske parti NSDAP – N siden slutningen af 1930erne overtaget mindretallets organisations-apparat. Dette havde skærpet modsætningen mellem de dansk og tysksindede i grænselandet.
Den sønderjyske forening Dansk Samfund  med sine 80.000 medlemmer havde deres helt eget syn på opgøret med
Det Tyske Mindretal.

 

Fotos anvendt mod Mindretallet

I retsopgøret gjorde Politikommandøren i Sønderjylland, Ernst Brix brug af talrige fotos. Det var for at bevidne, at Mindretallets aktioner ikke var så uskyldige, som de ville gøre det til.

 

Tysk officer: De skulle skamme Dem

En af de første, der ydede tyskerne bistand, var en mand, der den 9. april 1940 om morgenen havde stillet sig op i det såkaldte Tønderkryds i Aabenraa for at vise de fremrykkende tyske tropper vej. Uheldigvis for manden, havde en fotograf foreviget begivenheden. En officer var standset og spurgt om
hans nationalitet. Ich bin Däne, havde han svaret. Hvortil officeren på dansk havde repliceret: Så skulle de skamme Dem.

En person fra Haderslev  blev straffet, fordi han havde passet på tyskernes våben. Og en leder af fire hjemmetyskere, der havde bevogtet  nogle tilfangetagende danske soldater, blev også straffet.

 

Mange korps

Ønsket om en grænseflytning blev især i besættelsestidens første år rejst af Mindretallet. Man følte at fredsslutningen i Versailles var et diktat og helt uretfærdig. Mange af mindretallets unge havde deltaget som frivillige på tysk side. Det vil sige, at man i de tyske skoler i Sønderjylland mere end opfordrede de unge til melde sig.

Flere af både de unge og de ældre blev optaget i de særlige hjemmetyske korps, der virkede i Sønderjylland. Det var de tidsfrivillige – Zeitfreiwillige og i sabotageværnet – Selbstchutz.

 

Økonomisk fordel

I økonomisk henseende havde mange fra Mindretallet opnået gunstige betingelser som leverandører til  Værnemagten. Man havde også modtaget tilskud til skolebygninger.

 

Hvervekampagne

Fra krigens start blev der i Mindretallet hvervet medlemmer til krigstjeneste. Ledelsen af Det Tyske Mindretal var gået aktivt ind i hvervekampagnen.

 

Zeitfreiwilligen

Oprettelsen af det såkaldte Zeitfreivilligendienst  i 1943 er omgivet af tvivl og mystik. Måske har oprettelsen noget at gøre med, at de unge tog til fronten, og derved svækkedes Mindretallet.
Om initiativet kom fra Mindretallet eller Værnemagten hersker der også tvivl. Måske var det for at svække de unges tilgang til krigstjeneste.  Ja sådan var Jens Møllers holdning. Die Zeitfreiwilligen gjorde frivillig deltids – militærtjeneste  i Nordslesvig.

Tjenesten betød deltagelse i militærøvelse en gang om ugen. Medlemmerne bar uniform og blev uddannet i våbenbrug af lokale tyske kommandanter. Formålet var, at korpset i tilfælde
af en invasion skulle fungere som en slags vagtmandskab til at bevogte forskellige objekter.  Den danske befolkning så på  dette korps med meget strenge øjne. Og det viste sig at mange ældre medlemmer af Mindretallet meldte sig til dette korps. Man nåede op på et medlemstal på 1.700.

Mindretallet påstod at korpset var oprettet med den danske regerings tilladelse.

 

Et dårligt ry

Med til at give et meget dårlig indtryk af dette korps var, at Værnemagten i undtagelsestilstanden i dagene efter 29. august 1943 indkaldte Zeitfreiwillingen til at deltage i aktioner mod danske. Dertil skal siges at Mindretallet faktisk protesterede mod denne beslutning. Man hævdede, at dette ikke havde været forudsætningen for korpsets oprettelse. Men dette fik de danske sønderjyder aldrig at vide. Det negative indtryk havde sat sig fast.

 

Selbstschutz

Selbstschutz  var blevet oprettet i februar 1944. Man skulle beskytte virksomheder, der arbejde de for den tyske værnemagt, mod sabotage. Fra dansk side blev der protesteret mod dette. Til et brev til Best hed det sig, at man måtte tage afstand fra:

• at der indenfor en politisk bestemt fraktion af den danske befolkning skabes en magtfaktor på den måde, der ikke er forudset i lovgivningen.

 

Schleswigsche kammeratenschaft

Medlemmerne blev rekrutteret især fra SK – Schleswigsche Kameradschaft. Det var en organisation, der indenfor NDSAP-N modsvarede de danske nazisters SA. De patruljerede 3 – 5 mand ad gangen, var bevæbnet og iført SK – uniform.  Medlemmerne skulle også være Zeitfreiwillige. De gjorde tjeneste et par timer om ugen.

Patruljerne kunne foretage anholdelser af mistænkelige personer. Men nogle gange gik de over stregen. Det skete for eksempel da skolen i Kruså blev truet med sprængning. Man tvang da danske gidsler til at overnatte på skolen.

Zeitfreiwillige – korpset blev opløst i besættelsens sidste måneder. Selbstschutzkorpset blev bevaret men trådte dog ikke i funktion efter den 5. maj 1945. Ved kapitulationen havde det 500 medlemmer.

 

Modstandsbevægelsen – Region 3

Modstandsbevægelsen i Region 3 havde været med til at skærpe konflikten mellem de dansk – og tysk sindede.

 

Modsætningsforhold i Sønderjylland

I de mere moderate kredse i Danske Samfund havde man begyndt at overveje, hvilke krav man skulle stille for at imødegå rabiate udrensningskrav over for Mindretallet.   Der måtte ske en nyordning, der indebar ændring af skolepolitikken og Mindretallets  forhold i øvrigt. Desuden skulle krigsgevinster inddrages.

I sin åbningstale i Rigsdagen den 9. maj 1945 sagde statsminister Vilhelm Buhl blandt andet:

• De ved krigens slutning totalt ændrede forhold bevirker, at såvel spørgsmålet om det tyske mindretals stilling i Danmark må  nøje overvejes.

I Sønderjylland var der opstået to modsætningsforhold  mellem to holdninger. På den ene side fandt man dem – som regel dem fra den ældre generation – der havde støttet den officielle danske forhandlingspolitik, på den anden side især yngre sønderjyder og tilrejsende ”nordfra”, der sluttede op om modstandsbevægelsen og gik ind for brud med regeringspolitikken . Blandt de førstnævnte fandt man også tilhængere af en lempelig kurs over for Mindretallet.

 

Modstandsfolk ville arrestere amtmand

To fremtrædende sønderjyske embedsmænd, amtmand Kresten Refslund Thomsen og greve Otto Didrik Schack  stod som repræsentant for forhandlingspolitikken. Men efter den 5. maj 1945 stod disse to embedsmænd isoleret.  Modstandsbevægelsen nægtede, at lade amtmanden være med til at modtage englænderne ved grænsen den 7. maj 1945. Da han alligevel viste sig ved grænsen blev han afvist af modstandsbevægelsen. Ja man talte sågar om at arrestere amtmanden. Modstandsbevægelsen havde efter befrielsen stor indflydelse.

 

Barske krav fra Modstandsbevægelsen

I vinteren 1944/45 oprettede man modstandsbevægelsens sønderjyske råd. Den bestod af en repræsentant for hver af de fire modstandsorganisationer. Lige efter befrielsen udsendte rådet følgende:

Vi kræver:

1. At alle særlige Rettigheder, der er tilstaaet de tyske Nordslesvigere i deres Egenskab af National Mindretal, straks ophæves.
2. At alle tyske Statsborgere, der har haft Opholdstilladelse i Danmark, og som af fri Vilje har handlet mod danske Interesser, straks udvises.
3. At alle af Det Tyske Mindretal, der i Besættelsestiden har baaret Tysk Uniform, har været Stikkere, Marinevægtere, Sabotagevagter, eller som ved tysk ”Ausweiss” eller paa anden Maade har skaffet sig en saadan Retsstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk Retsforfølgelse, fratages deres Statsborgerskab og udvises af Danmark. For Krigsforbryderes Vedkommende skal Straf afsones før Udvisning. Som Forudsætning for Udvisning kræver vi, at den danske Stat ved Fredsforhandlingerne søger gennemført Krav om, at Tyskland forpligtes til at modtage de tysksindede Personer, der udvises af Danmark.
4. At alle tysksindede Embeds – og Tjenestemænd i Statens, Amternes og Kommunernes Tjeneste i Nordslesvig straks afskediges, medmindre de godtgør at have været absolut loyale over for danske Interesser, og at der for saa vidt i de Henhold til de fremførte Krav udvises, fratages dem Pensionsret.
5. At det tyske nazistiske Parti og alle dertil knyttede Foreninger og Organisationer opløses, og at Formue og Ejendom beslaglægges af den danske Stat. Der henvises i den Forbindelse ogsaa til de Midler, der er tilflydt Partiet gennem Procentsatser og Entrepriser i Besættelsestiden.
6. At tyske Forsamlingshuse, Skoler og lignende overtages af den danske Stat.
7. At den danske Stat overtager alle Ejendomme og Værdier tilhørende Kreditanstalt Vogelgesang. Höferverwaltungsgesellschaft
   og andre lignende tyske kreditfinansieringsvirksomheder  
8. At det umuliggøres udenlandske statsborgere og Institutioner direkte eller indirekte at erhverve Jord eller anden fast Ejendom i de sønderjyske Landsdele.

Kravet til dette udkast og så det, de mere moderate gik ind for var betydelig. De ældre, havde selv oplevet at være et mindretal, men tog afstand fra disse krav. De havde en forståelse for Mindretallets svære kår. Man mente, at det var afgørende, at finde en løsning, der ville lette overgangen til en fremtid, hvor danske og tyske måtte leve side om side.

Modstykket var kravet om, at alle, der havde båret tysk uniform, skulle udvises.

 

Modstandsbevægelsen havde overtaget

Modstandsbevægelsen havde klart overtaget i den første tid efter besættelsen. Der var omfattende arrestationer overalt i Sønderjylland. En politiadvokat og to studenter var udsendt fra København som observatører. De kunne berette, at der kun i enkelte tilfælde havde været lidt råben. Man kunne endvidere berette, at man havde fulgt de af Frihedsrådets arrestationsudvalg fastsatte retningslinjer.

Man kunne endvidere berette, at man havde arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt de tyske nazistiske organisationer, Heimwehr, Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS
m.v.  Fra de moderates side havde man ønsket færre anholdelser, men det skete ikke. Gennem Tønders gader kørte lastbiler med bevæbnede vagter. Hver gang disse biler gjorde holdt spyttede de dansksindede på de anholdte.

 

Politikommandør mistede styringen

Politikommandør Brix, der var kommet ud af Frøslevlejren den 4. eller 5. maj havde ikke haft mulighed for at følge arbejdet de senere måneder. Men han havde straks forsøgt at overtage ledelsen. Han gav instrukser til de forskellige lokalledelser. Hans retningslinjer for anholdelse var overordentlig forsigtige. Egentlig ville han kun have anholdt de ledende inden for Mindretallet og DNSAP, samt alle der havde svoret ed til Hitler.

Selvfølgelig skulle Gestapos håndlangere også arresteres. Han gav ordre til, at marinevægtere og O.T. – folk ikke skulle anholdes. Men bortset fra Aabenraa, ja så havde man ikke fulgt ordren.

 

Direkte under Montgomery?

Det såkaldte feltgendarmeri eller feltpoliti kom med Den danske Brigade fra Sverige. De havde 8.000 navne, som de kaldte for den røde liste. Med den i hånden foretog de deres egen anholdelser. Især i Tønder overreagerede de. De fortalte, at de havde en særlig opgave og sorterede direkte under Montgomery.

 

Dyrlæge Møller’ s anholdelse

En af de første, der blev arresteret var Det Tyske Mindretals leder,  dyrlæge Jens Møller.  En politibetjent og to frihedskæmpere, deriblandt selve kompagnichefen nærmede sig forsigtig hans villa. Man var lidt i tvivl om, der her gemte sig tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af fru Møller.

Politibetjenten spurgte om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var synlig nervøs og begyndte at græde. I samme øjeblik åbnede dyrlægen døren
fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Politibetjenten bad ham, om at følge med på politistationen, og på dyrlægens spørgsmål  om hvorfor han skulle arresteres,  blev det svaret, at det var en beskyttelsesforanstaltning. Og det er ganske givet rigtig. Man var bange for, at han ville blive likvideret.

Dyrlægen bad om lov til at tage sin frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod afslog man hans bøn, om at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog tilladelse til at bringe disse ting på politigården.   Dyrlægen blev ført ned til bilen og kørt til politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran politigården.

 

Anholdelse i Bovrup

Til Bovrup var der sendt en lastbil med bevæbnede frihedskæmpere. Her var det ikke alene læge Frits Clausen  og lærer Wilh. Jürgensen (Asmus von der Heide), der skulle arresteres. Men her skulle nazisternes kontor ransages og lukkes.

I Frits Clausens villa blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Frits. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med.   I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg op, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Men også  her fulgte Wilh. Jürgensen godvilligt med.

 

Internerede skulle selv betale

Efter at Brix havde anordnet, at Frøslevlejren havde fået navneforandring til Fårhuslejren opstod begrebet Fårhusmentalitet. Den opstod hos Mindretallet, der ikke mente, at der var skredet retfærdigt ind over dem.   Og ikke nok med det. Efter opholdet i Fårhuslejren skulle hver enkelt udrede udgifterne. Opholdet skulle betales efter en fast takst pr. dag. Masser af de penge måtte man tvangsinddrive. Der var dyb forbitrelse over den behandling hos Mindretallet.

 

Masser af anholdte

Antallet af anholdelser i Sønderjylland  havde allerede i de første dage efter besættelsen et betydeligt omfang. Hen på efteråret sad endnu 3.000 fængslet. Hovedparten var folk fra Mindretallet.

Man diskuterede om det i straffeudmålingen skulle tages hensyn til, at mange befandt sig i en loyalitetskonflikt mellem dansk og tysk.

 

Modstandsbevægelsen accepterede ikke lempelser

Et forslag til straffelovstillæg af 25. maj 1945, der blev forlagt Rigsdagen handlede § 10 om deltagelse i tysk krigstjeneste:

• For danske statsborgere, der tilhører Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, kan straffen nedsættes.

Men sådan en særregel blev ikke godt modtaget. Den sønderjyske modstandsbevægelse mente ikke, at Mindretallet på nogen måde skulle begunstiges. I en betænkning af 28. maj kom
man frem til en meget uklar melding:

• Hvis særlige hensyn gør sig gældende, kan der findes straffenedsættelse sted, og under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades.

 

Ville udvise Mindretallet

Et udvalg undersøgte også Modstandsbevægelsens krav om udvisning af alle, der var medlem af Det Tyske Mindretal.  I drøftelserne om fratagelse af statsborgerret, spillede en tysk førerbefaling – Führerentlass af 19. maj 1943 en afgørende rolle.

Ifølge denne befaling erhvervede udlændinge af tysk afstamning, der kæmpede i Værnemagten, Waffen SS  m.v. tysk statsborgerret. Det var denne forordning, der fik
Modstandsbevægelsen til at kræve udvisning.

Men det som modstandsbevægelsen glemte at fortælle, var at Mindretallets ledelse havde modsat sig denne førerbefaling, der ville have berøvet Mindretallet en række af dens unge medlemmer. Med få undtagelser lykkedes det for Mindretallet  at ordren ikke blev gennemført for deres medlemmer. Da dette kom frem, opgav Modstandsbevægelsen kravet om udvisning.

 

Militærorganisation eller til grin?

En central skikkelse i retsopgøret var statsadvokat, Dines Kirk fra Sønderborg. De første tiltaler blev rejst mod medlemmer af Zeitfreiwilligen. Statsadvokaten fandt en straf på 1 ½ års fængsel passende. Men sagen trak i langdrag. Der var forskellige holdninger også i denne sag.

Justitsministeriet havde sendt folk til Sønderjylland for at lodde stemningen:

• Visse steder kan man møde den opfattelse, at Zeitfreiwilligen var en lidt halvkomisk organisation, hvis udrykninger og skydeøvelser, man nærmest morede sig over, men
  at den fremherskende opfattelse var, at de måtte bedømmes lige som de frivillige i Waffen SS.

Politikommandør Ernst Brix var også af den opfattelse, at Zeitfreiwilligen  var en militærorganisation. Dansk Samling mente imidlertidig, at

• man fra dansk side nærmest betragtede deres øvelser som narrestreger.

 

Udvalg mente – hårde straffe

Denne udtalelse vakte dog opsigt. Et udvalg var blevet nedsat, og de kom til den konklusion, at deltagelse i dette korps burde bedømmes strengere end fronttjeneste.  Det var meningen, at de sønderjyske anklagere skulle gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelser i straffelovstillægget. Men resultatet blev noget forvirrende. For pludselig blev deltagelse i kampe ved fronten takseret væsentlig hårdere end deltagelse i Zeitfreiwillige og Selbstschutz.

Justitsministeriet fik pludselig travlt. Men der var gået et helt år uden at man kunne finde et fast holdepunkt i afgørelserne.

 

Undtagelser blev sjældent respekteret

Den 29. juni 1946 kom der en ændring, der betød, at man kunne lade straffen gå helt ned til fængsel i 30 dage. Men det var dog kun, hvis

• gerningsmanden havde begået de strafbare forhold under indflydelse af en særlig pression eller påvirkning gennem opdragelse på grund af en på ung alder beroende umodenhed, eller der i øvrigt i de forhold, hvorunder han er opvokset, foreligger undskyldende momenter……..

 

Fire år for at være i Waffen SS

Omtrent samtidig afsagde Højesteret to retningsgivende domme. Den ene dom fra 2. juli 1946 omhandlede en sønderjyde, der i juli 1942 havde meldt sig til krigstjeneste i Waffen SS, og gjort tjeneste i Polen, Rusland og Tyskland og Frankrig indtil 1945.

Københavns Byret idømte manden 4 års fængsel, mens Landsretten takserede det til 2 års fængsel. Højesteret halverede straffen.

Samme dag afsagde Højesteret dom i en sag vedrørende en mand, der havde gjort tjeneste som reservebrandmand under det tyske luftvåben. Han var født i Tønder og blev dansk ved Genforeningen. Han følte sig dog tilknyttet Tyskland. Ved Underretten blev dette takseret til et års fængsel. Landsretten stadfæstede dommen, mens Højesteret nedsatte straffen til otte måneder.

De moderate sønderjyder mente, at straffen over for Mindretallet var alt for hård. Og en delegation, der rejste til København for at fremføre deres sag, blev afvist.

 

Prøvesager

Endelig i 1947 kunne Højesteret tage stilling til straffeudmåling for de Zeitfreiwilligen. Det var en ung mand på 18 år, der ved Retten i Tønder, var blevet dømt fængsel i 11 måneder. Landsretten hævede denne straf til 1 år og seks måneder. Højesteret  stadfæstede denne dom.

Men der var eksempler på væsentlig hårdere straffe. Således blev en person fra Haderslev dømt fængsel i 3 år og seks måneder for at have været med i Selbstschutz.

 

Over 4.000 anklager

I alt 2.958 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev dømt. Men inden det hele var slut havde statsadvokaten i Sønderborg været igennem 4.058 anklageskrifter. Særlig i Tønder
havde dommer Stegmann travlt. Han måtte ansætte ekstra personale for at komme igennem travlheden med at få medlemmer af Mindretallet dømt.

 

Anklager forlangte dødsstraf

Anklagerne forlangte dødsstraf i forbindelse med spionage for værnemagten. Også fængsel på livstid blev krævet. Det springer dog i øjnene, hvad straffen egentlig kom til at lyde på. Flere fik 18 år. Dette blev senere sat ned og i 1951 blev de fleste benådet.

Statsadvokat Kirk,  der var anklager i disse sager, har senere udtalt:

• Flere af sagerne blev efter mit skøn pådømt alt for mildt – enkelte burde efter mit skøn have medført livsstraf.

Denne statsadvokat var også involveret i sagen mod Asmus Jensen, som blev behandlet i min bog fra 2017 (Uwe Brodersen: Grænsen er overskreddet). Vi er dog indtil nu blevet nægtet arkiv-adgang).

 

Proces mod tyske ledere

Processen mod lederne af Det Tyske Mindretal var en af retsopgørets store sager. En særlig afdeling under politiet blev oprettet i Aabenraa. Og det var politimester Brix,  der repræsenterede anklagemyndigheden. Ja i virkeligheden var det 17 enkeltprocesser, der var samlet under ét.  De mest graverende anklager var rettet mod Mindretallets leder, Jens Møller.
Hertil kom 13 andre medlemmer af det såkaldte politiske råd. Endvidere var det anklager mod Mindretallets talerør, Nordschleswigsche Zeitung og dets direktør.  (vi har skrevet en artikel om nogle af rets-dagene dengang. Kemien mellem Brix og Jens Møller var temmelig dårlig).

Anklagerne gjaldt ansvaret for hvervningen af Mindretallets hvervning af medlemmer til krigstjeneste i Waffen SS og værnemagten. Dertil kom ansvaret for oprettelsen af de forskellige korps. Meget alvorlig så man på oprettelsen af et efterretningskorps og spionagevirksomhed. Over for Jens Møller og Peter Larsen kom anklagen for at have søgt at fremkalde grænseflytning med tysk indgriben. Dette kunne indebære dødsstraf, men anklageren begrænsede sig til livsvarig straf.

Jens Møller og Peter Larsen blev begge idømt 15 års fængsel. Landsretten  nedsatte dog straffen til 12 års fængsel. De øvrige ledere blev idømt mellem 5 år og 12 års fængsel.

 

Benådet og løsladt

Allerede i 1950 blev Mindretallets fører, Jens Møller, benådet og løsladt. På det tidspunkt var også øvrige mindretalsledere løsladt. De menige medlemmer af korpsene havde for længst afsonet deres straf.

 

Retsopgøret var kaotisk og skandaløst

Man kan godt forstå, at teologen Hal Koch kaldte retsopgøret for kaotisk og skandaløst.  Stemninger og følelser havde fået lov til at dominere. Modstandsbevægelsen kom til at dominere og ingen politiker turde at fortælle, hvad der havde været landets officielle politik inden 29. august 1943.

 

Ingen revision

Mange mente, at der ikke måtte lægges de domfældte hindringer i vejen til erhverv. Man mente også, at der burde ske en revision af domsfældelserne med udgangspunktet i FN –
erklæringens forbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det offentlige burde genansætte de ved tjenestemands – domstolen afskedigede tjenestemænd.

En sådan revision fandt aldrig sted. I andre artikler har vi beskrevet, hvad det betød for Mindretallet i Sønderjylland.

• Jeg tror, vi er mange sønderjyder, der kan fortælle om skæbner fra vores familie.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 207 artikler fra Sønderjylland
• Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 362 artikler
  

Redigeret 13.11.2021