Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Opgøret efter 1945

Juli 26, 2011

Over 4.000 anholdelser efter Besættelsen. Travlest var det i Tønder. De internerede i Fårhuslejren skulle selv betale for deres ophold.  Modstandsbevægelsen stillede meget hårde krav, bl.a. udvisning. I starten blev der givet 4 års fængsel for at melde sig til Waffen SS. Domsafsigelserne og retsopgøret var præget af kaos og forvirring. Modstandsbevægelsen ville arrestere amtmand. De mente, at han var for moderat over for Mindretallet.

 

Op af lænestolen

Er det én ting, der har fået folk op af lænestolen, ja så er det vores skriverier om det dansk/tyske forhold i grænselandet, om besættelsestiden og om Frøslevlejren og Fårhuslejren. Den gamle redaktør er blevet overstrømmet af mails, med læsernes kommentarer. Den gamle redaktør er både blevet beskyldt for den ene og det andet. Også den nylig opståede grænsedebat,
har fået folk til at reagere.  Ja også vores bidrag om historien om “Genforeningen” har fået folk til at reagere.

 

De snagede for meget

Nu er det ikke denne sides hensigt, at beskrive historien ud fra en bestemt holdning. Vi forsøger at viderebringe fakta. Og den gamle redaktørs forældre tilhørte også det tyske mindretal
på en mere passiv måde, indtil de brød med dem. De mente, at mindretallet snagede for meget i deres personlige forhold.

 

Fik alle en retfærdig straf?

Min far fortalte, at retsopgøret ikke var retfærdig. Mange blev indsat i Fårhuslejren, bare fordi de var medlem af Det Tyske Mindretal. Mange, der tjente penge på tyskerne, blev overhovedet ikke straffet, sagde min far. Han nævnte adskillige personer fra Tønder og Omegn, der slap. Modsat nævnte han også mange, der uskyldig sad mange år i Fårhuslejren

Et par læsere af denne side, påstår at alle, der var indsat i lejren fik deres retfærdige straf.

 

Hvad skete, der egentlig?

Men disse ting har vi videregivet i artiklen om Det Tyske Mindretal. Men hvad skete der i grunden efter besættelsen? Hvordan var det lige med retsopgøret efter krigen?

 

Berufsverbot?

Man kan så spørge sig selv om den litteratur, der er til rådighed beskriver den fulde sandhed. Således er det ikke meget at hente, når man vil finde eksempler på Berufsverbot for dem, der havde været interneret  i Fårhuslejren.

 

Fejl- information på  Frihedsmuseet

For mange år siden besøgte min kone og mig Frihedsmuseet

Stor var min forbavselse, da en ung mand viste nogle engelske turister rundt på museet og sagde:

  • Der var ingen modstand i Sønderjylland. Det var farligt for en eventuel modstandsbevægelse, da alle fra Det Tyske Mindretal ville angive dem.

 

Handling havde konsekvenser

Mange inden for det tyske mindretal opførte sig som om, at den danske lovgivning ikke gjaldt dem. De tiltvang sig derved nogle specielle rettigheder. Det tyske mindretal var under nazistisk
ledelse. Deres handling måtte have konsekvenser. Man kunne fra dansk side ikke tolerere, at nogen havde handlet i strid mod den danske stat, og skabt sig fordele i både økonomisk og anden henseende.

 

Organisationen overtaget af nazister

I stigende grad havde det nordslesvigske parti NSDAP – N siden slutningen af 1930erne overtaget mindretallets organisations-apparat. Dette havde skærpet modsætningen mellem de dansk og tysksindede i grænselandet.
Den sønderjyske forening Dansk Samfund  med sine 80.000 medlemmer havde deres helt eget syn på opgøret med
Det Tyske Mindretal.

 

Fotos anvendt mod Mindretallet

I retsopgøret gjorde Politikommandøren i Sønderjylland, Ernst Brix brug af talrige fotos. Det var for at bevidne, at Mindretallets aktioner ikke var så uskyldige, som de ville gøre det til.

 

Tysk officer: De skulle skamme Dem

En af de første, der ydede tyskerne bistand, var en mand, der den 9. april 1940 om morgenen havde stillet sig op i det såkaldte Tønderkryds i Aabenraa for at vise de fremrykkende tyske tropper vej. Uheldigvis for manden, havde en fotograf foreviget begivenheden. En officer var standset og spurgt om
hans nationalitet. Ich bin Däne, havde han svaret. Hvortil officeren på dansk havde repliceret: Så skulle de skamme Dem.

En person fra Haderslev  blev straffet, fordi han havde passet på tyskernes våben. Og en leder af fire hjemmetyskere, der havde bevogtet  nogle tilfangetagende danske soldater, blev også straffet.

 

Mange korps

Ønsket om en grænseflytning blev især i besættelsestidens første år rejst af Mindretallet. Man følte at fredsslutningen i Versailles var et diktat og helt uretfærdig. Mange af mindretallets unge havde deltaget som frivillige på tysk side. Det vil sige, at man i de tyske skoler i Sønderjylland mere end opfordrede de unge til melde sig.

Flere af både de unge og de ældre blev optaget i de særlige hjemmetyske korps, der virkede i Sønderjylland. Det var de tidsfrivillige – Zeitfreiwillige og i sabotageværnet – Selbstchutz.

 

Økonomisk fordel

I økonomisk henseende havde mange fra Mindretallet opnået gunstige betingelser som leverandører til  Værnemagten. Man havde også modtaget tilskud til skolebygninger.

 

Hvervekampagne

Fra krigens start blev der i Mindretallet hvervet medlemmer til krigstjeneste. Ledelsen af Det Tyske Mindretal var gået aktivt ind i hvervekampagnen.

 

Zeitfreiwilligen

Oprettelsen af det såkaldte Zeitfreivilligendienst  i 1943 er omgivet af tvivl og mystik. Måske har oprettelsen noget at gøre med, at de unge tog til fronten, og derved svækkedes Mindretallet.
Om initiativet kom fra Mindretallet eller Værnemagten hersker der også tvivl. Måske var det for at svække de unges tilgang til krigstjeneste.  Ja sådan var Jens Møllers holdning. Die Zeitfreiwilligen gjorde frivillig deltids – militærtjeneste  i Nordslesvig.

Tjenesten betød deltagelse i militærøvelse en gang om ugen. Medlemmerne bar uniform og blev uddannet i våbenbrug af lokale tyske kommandanter. Formålet var, at korpset i tilfælde
af en invasion skulle fungere som en slags vagtmandskab til at bevogte forskellige objekter.  Den danske befolkning så på  dette korps med meget strenge øjne. Og det viste sig at mange ældre medlemmer af Mindretallet meldte sig til dette korps. Man nåede op på et medlemstal på 1.700.

Mindretallet påstod at korpset var oprettet med den danske regerings tilladelse.

 

Et dårligt ry

Med til at give et meget dårlig indtryk af dette korps var, at Værnemagten i undtagelsestilstanden i dagene efter 29. august 1943 indkaldte Zeitfreiwillingen til at deltage i aktioner mod danske. Dertil skal siges at Mindretallet faktisk protesterede mod denne beslutning. Man hævdede, at dette ikke havde været forudsætningen for korpsets oprettelse. Men dette fik de danske sønderjyder aldrig at vide. Det negative indtryk havde sat sig fast.

 

Selbstschutz

Selbstschutz  var blevet oprettet i februar 1944. Man skulle beskytte virksomheder, der arbejde de for den tyske værnemagt, mod sabotage. Fra dansk side blev der protesteret mod dette. Til et brev til Best hed det sig, at man måtte tage afstand fra:

  • at der indenfor en politisk bestemt fraktion af den danske befolkning skabes en magtfaktor på den måde, der ikke er forudset i lovgivningen.

 

Schleswigsche kammeratenschaft

Medlemmerne blev rekrutteret især fra SK – Schleswigsche Kameradschaft. Det var en organisation, der indenfor NDSAP-N modsvarede de danske nazisters SA. De patruljerede 3 – 5 mand ad gangen, var bevæbnet og iført SK – uniform.  Medlemmerne skulle også være Zeitfreiwillige. De gjorde tjeneste et par timer om ugen.

Patruljerne kunne foretage anholdelser af mistænkelige personer. Men nogle gange gik de over stregen. Det skete for eksempel da skolen i Kruså blev truet med sprængning. Man tvang da danske gidsler til at overnatte på skolen.

Zeitfreiwillige – korpset blev opløst i besættelsens sidste måneder. Selbstschutzkorpset blev bevaret men trådte dog ikke i funktion efter den 5. maj 1945. Ved kapitulationen havde det 500 medlemmer.

 

Modstandsbevægelsen – Region 3

Modstandsbevægelsen i Region 3 havde været med til at skærpe konflikten mellem de dansk – og tysk sindede.

 

Modsætningsforhold i Sønderjylland

I de mere moderate kredse i Danske Samfund havde man begyndt at overveje, hvilke krav man skulle stille for at imødegå rabiate udrensningskrav over for Mindretallet.   Der måtte ske en nyordning, der indebar ændring af skolepolitikken og Mindretallets  forhold i øvrigt. Desuden skulle krigsgevinster inddrages.

I sin åbningstale i Rigsdagen den 9. maj 1945 sagde statsminister Vilhelm Buhl blandt andet:

  • De ved krigens slutning totalt ændrede forhold bevirker, at såvel spørgsmålet om det tyske mindretals stilling i Danmark må  nøje overvejes.

I Sønderjylland var der opstået to modsætningsforhold  mellem to holdninger. På den ene side fandt man dem – som regel dem fra den ældre generation – der havde støttet den officielle danske forhandlingspolitik, på den anden side især yngre sønderjyder og tilrejsende ”nordfra”, der sluttede op om modstandsbevægelsen og gik ind for brud med regeringspolitikken . Blandt de førstnævnte fandt man også tilhængere af en lempelig kurs over for Mindretallet.

 

Modstandsfolk ville arrestere amtmand

To fremtrædende sønderjyske embedsmænd, amtmand Kresten Refslund Thomsen og greve Otto Didrik Schack  stod som repræsentant for forhandlingspolitikken. Men efter den 5. maj 1945 stod disse to embedsmænd isoleret.  Modstandsbevægelsen nægtede, at lade amtmanden være med til at modtage englænderne ved grænsen den 7. maj 1945. Da han alligevel viste sig ved grænsen blev han afvist af modstandsbevægelsen. Ja man talte sågar om at arrestere amtmanden. Modstandsbevægelsen havde efter befrielsen stor indflydelse.

 

Barske krav fra Modstandsbevægelsen

I vinteren 1944/45 oprettede man modstandsbevægelsens sønderjyske råd. Den bestod af en repræsentant for hver af de fire modstandsorganisationer. Lige efter befrielsen udsendte rådet følgende:

Vi kræver:

  1. At alle særlige Rettigheder, der er tilstaaet de tyske Nordslesvigere i deres Egenskab af National Mindretal, straks ophæves.
  2. At alle tyske Statsborgere, der har haft Opholdstilladelse i Danmark, og som af fri Vilje har handlet mod danske Interesser, straks udvises.
  3. At alle af Det Tyske Mindretal, der i Besættelsestiden har baaret Tysk Uniform, har været Stikkere, Marinevægtere, Sabotagevagter, eller som ved tysk ”Ausweiss” eller paa anden Maade har skaffet sig en saadan Retsstilling, at de har kunnet unddrage sig dansk Retsforfølgelse, fratages deres Statsborgerskab og udvises af Danmark. For Krigsforbryderes Vedkommende skal Straf afsones før Udvisning. Som Forudsætning for Udvisning kræver vi, at den danske Stat ved Fredsforhandlingerne søger gennemført Krav om, at Tyskland forpligtes til at modtage de tysksindede Personer, der udvises af Danmark.
  4. At alle tysksindede Embeds – og Tjenestemænd i Statens, Amternes og Kommunernes Tjeneste i Nordslesvig straks afskediges, medmindre de godtgør at have været absolut loyale over for danske Interesser, og at der for saa vidt i de Henhold til de fremførte Krav udvises, fratages dem Pensionsret.
  5. At det tyske nazistiske Parti og alle dertil knyttede Foreninger og Organisationer opløses, og at Formue og Ejendom beslaglægges af den danske Stat. Der henvises i den Forbindelse ogsaa til de Midler, der er tilflydt Partiet gennem Procentsatser og Entrepriser i Besættelsestiden.
  6. At tyske Forsamlingshuse, Skoler og lignende overtages af den danske Stat.
  7. At den danske Stat overtager alle Ejendomme og Værdier tilhørende Kreditanstalt Vogelgesang. Höferverwaltungsgesellschaft
    og andre lignende tyske kreditfinansieringsvirksomheder  
  8. At det umuliggøres udenlandske statsborgere og Institutioner direkte eller indirekte at erhverve Jord eller anden fast Ejendom i de sønderjyske Landsdele.

Kravet til dette udkast og så det, de mere moderate gik ind for var betydelig. De ældre, havde selv oplevet at være et mindretal, men tog afstand fra disse krav. De havde en forståelse for Mindretallets svære kår. Man mente, at det var afgørende, at finde en løsning, der ville lette overgangen til en fremtid, hvor danske og tyske måtte leve side om side.

Modstykket var kravet om, at alle, der havde båret tysk uniform, skulle udvises.

 

Modstandsbevægelsen havde overtaget

Modstandsbevægelsen havde klart overtaget i den første tid efter besættelsen. Der var omfattende arrestationer overalt i Sønderjylland. En politiadvokat og to studenter var udsendt fra København som observatører. De kunne berette, at der kun i enkelte tilfælde havde været lidt råben. Man kunne endvidere berette, at man havde fulgt de af Frihedsrådets arrestationsudvalg fastsatte retningslinjer.

Man kunne endvidere berette, at man havde arresteret de ledende medlemmer af DNSAP samt de tyske nazistiske organisationer, Heimwehr, Selbstschutz, SK, Frikorps Danmark, SS
m.v. 
Fra de moderates side havde man ønsket færre anholdelser, men det skete ikke. Gennem Tønders gader kørte lastbiler med bevæbnede vagter. Hver gang disse biler gjorde holdt spyttede de dansksindede på de anholdte.

 

Politikommandør mistede styringen

Politikommandør Brix, der var kommet ud af Frøslevlejren den 4. eller 5. maj havde ikke haft mulighed for at følge arbejdet de senere måneder. Men han havde straks forsøgt at overtage ledelsen. Han gav instrukser til de forskellige lokalledelser. Hans retningslinjer for anholdelse var overordentlig forsigtige. Egentlig ville han kun have anholdt de ledende inden for Mindretallet og DNSAP, samt alle der havde svoret ed til Hitler.

Selvfølgelig skulle Gestapos håndlangere også arresteres. Han gav ordre til, at marinevægtere og O.T. – folk ikke skulle anholdes. Men bortset fra Aabenraa, ja så havde man ikke fulgt ordren.

 

Direkte under Montgomery?

Det såkaldte feltgendarmeri eller feltpoliti kom med Den danske Brigade fra Sverige. De havde 8.000 navne, som de kaldte for den røde liste. Med den i hånden foretog de deres egen anholdelser. Især i Tønder overreagerede de. De fortalte, at de havde en særlig opgave og sorterede direkte under Montgomery.

 

Dyrlæge Møller’ s anholdelse

En af de første, der blev arresteret var Det Tyske Mindretals leder,  dyrlæge Jens Møller.  En politibetjent og to frihedskæmpere, deriblandt selve kompagnichefen nærmede sig forsigtig hans villa. Man var lidt i tvivl om, der her gemte sig tyske officerer. Da man ringede på, blev døren åbnet af fru Møller.

Politibetjenten spurgte om dyrlægen var hjemme, og om man kunne komme til at tale med ham. Fru Møller var synlig nervøs og begyndte at græde. I samme øjeblik åbnede dyrlægen døren
fra stuen til korridoren og spurgte, hvad man ønskede. Politibetjenten bad ham, om at følge med på politistationen, og på dyrlægens spørgsmål  om hvorfor han skulle arresteres,  blev det svaret, at det var en beskyttelsesforanstaltning. Og det er ganske givet rigtig. Man var bange for, at han ville blive likvideret.

Dyrlægen bad om lov til at tage sin frakke på, hvilket blev tilladt. Derimod afslog man hans bøn, om at tage tæpper og andre ting med. Hans hustru fik dog tilladelse til at bringe disse ting på politigården.   Dyrlægen blev ført ned til bilen og kørt til politigården. En tusindtallig menneskeskare havde taget opstilling langs gaderne og foran politigården.

 

Anholdelse i Bovrup

Til Bovrup var der sendt en lastbil med bevæbnede frihedskæmpere. Her var det ikke alene læge Frits Clausen  og lærer Wilh. Jürgensen (Asmus von der Heide), der skulle arresteres. Men her skulle nazisternes kontor ransages og lukkes.

I Frits Clausens villa blev man modtaget af fruen, der straks kaldte på Frits. Da han fik at vide, at han var anholdt, sagde han, at de sidste dages begivenheder havde ladet ham forvente dette. Han fulgte godvilligt med.   I den tyske skole var der anbragt flygtninge, som skreg op, da de så de bevæbnede frihedskæmpere. Men også  her fulgte Wilh. Jürgensen godvilligt med.

 

Internerede skulle selv betale

Efter at Brix havde anordnet, at Frøslevlejren havde fået navneforandring til Fårhuslejren opstod begrebet Fårhusmentalitet. Den opstod hos Mindretallet, der ikke mente, at der var skredet retfærdigt ind over dem.   Og ikke nok med det. Efter opholdet i Fårhuslejren skulle hver enkelt udrede udgifterne. Opholdet skulle betales efter en fast takst pr. dag. Masser af de penge måtte man tvangsinddrive. Der var dyb forbitrelse over den behandling hos Mindretallet.

 

Masser af anholdte

Antallet af anholdelser i Sønderjylland  havde allerede i de første dage efter besættelsen et betydeligt omfang. Hen på efteråret sad endnu 3.000 fængslet. Hovedparten var folk fra Mindretallet.

Man diskuterede om det i straffeudmålingen skulle tages hensyn til, at mange befandt sig i en loyalitetskonflikt mellem dansk og tysk.

 

Modstandsbevægelsen accepterede ikke lempelser

Et forslag til straffelovstillæg af 25. maj 1945, der blev forlagt Rigsdagen handlede § 10 om deltagelse i tysk krigstjeneste:

  • For danske statsborgere, der tilhører Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, kan straffen nedsættes.

Men sådan en særregel blev ikke godt modtaget. Den sønderjyske modstandsbevægelse mente ikke, at Mindretallet på nogen måde skulle begunstiges. I en betænkning af 28. maj kom
man frem til en meget uklar melding:

  • Hvis særlige hensyn gør sig gældende, kan der findes straffenedsættelse sted, og under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades.

 

Ville udvise Mindretallet

Et udvalg undersøgte også Modstandsbevægelsens krav om udvisning af alle, der var medlem af Det Tyske Mindretal.  I drøftelserne om fratagelse af statsborgerret, spillede en tysk førerbefaling – Führerentlass af 19. maj 1943 en afgørende rolle.

Ifølge denne befaling erhvervede udlændinge af tysk afstamning, der kæmpede i Værnemagten, Waffen SS  m.v. tysk statsborgerret. Det var denne forordning, der fik
Modstandsbevægelsen
til at kræve udvisning.

Men det som modstandsbevægelsen glemte at fortælle, var at Mindretallets ledelse havde modsat sig denne førerbefaling, der ville have berøvet Mindretallet en række af dens unge medlemmer. Med få undtagelser lykkedes det for Mindretallet  at ordren ikke blev gennemført for deres medlemmer. Da dette kom frem, opgav Modstandsbevægelsen kravet om udvisning.

 

Militærorganisation eller til grin?

En central skikkelse i retsopgøret var statsadvokat, Dines Kirk fra Sønderborg. De første tiltaler blev rejst mod medlemmer af Zeitfreiwilligen. Statsadvokaten fandt en straf på 1 ½ års fængsel passende. Men sagen trak i langdrag. Der var forskellige holdninger også i denne sag.

Justitsministeriet havde sendt folk til Sønderjylland for at lodde stemningen:

  • Visse steder kan man møde den opfattelse, at Zeitfreiwilligen var en lidt halvkomisk organisation, hvis udrykninger og skydeøvelser, man nærmest morede sig over, men
    at den fremherskende opfattelse var, at de måtte bedømmes lige som de frivillige i Waffen SS.

Politikommandør Ernst Brix var også af den opfattelse, at Zeitfreiwilligen  var en militærorganisation. Dansk Samling mente imidlertidig, at

  • man fra dansk side nærmest betragtede deres øvelser som narrestreger.

 

Udvalg mente – hårde straffe

Denne udtalelse vakte dog opsigt. Et udvalg var blevet nedsat, og de kom til den konklusion, at deltagelse i dette korps burde bedømmes strengere end fronttjeneste.  Det var meningen, at de sønderjyske anklagere skulle gøre opmærksom på de særlige straffenedsættelser i straffelovstillægget. Men resultatet blev noget forvirrende. For pludselig blev deltagelse i kampe ved fronten takseret væsentlig hårdere end deltagelse i Zeitfreiwillige og Selbstschutz.

Justitsministeriet fik pludselig travlt. Men der var gået et helt år uden at man kunne finde et fast holdepunkt i afgørelserne.

 

Undtagelser blev sjældent respekteret

Den 29. juni 1946 kom der en ændring, der betød, at man kunne lade straffen gå helt ned til fængsel i 30 dage. Men det var dog kun, hvis

  • gerningsmanden havde begået de strafbare forhold under indflydelse af en særlig pression eller påvirkning gennem opdragelse på grund af en på ung alder beroende umodenhed, eller der i øvrigt i de forhold, hvorunder han er opvokset, foreligger undskyldende momenter……..

 

Fire år for at være i Waffen SS

Omtrent samtidig afsagde Højesteret to retningsgivende domme. Den ene dom fra 2. juli 1946 omhandlede en sønderjyde, der i juli 1942 havde meldt sig til krigstjeneste i Waffen SS, og gjort tjeneste i Polen, Rusland og Tyskland og Frankrig indtil 1945.

Københavns Byret idømte manden 4 års fængsel, mens Landsretten takserede det til 2 års fængsel. Højesteret halverede straffen.

Samme dag afsagde Højesteret dom i en sag vedrørende en mand, der havde gjort tjeneste som reservebrandmand under det tyske luftvåben. Han var født i Tønder og blev dansk ved Genforeningen. Han følte sig dog tilknyttet Tyskland. Ved Underretten blev dette takseret til et års fængsel. Landsretten stadfæstede dommen, mens Højesteret nedsatte straffen til otte måneder.

De moderate sønderjyder mente, at straffen over for Mindretallet var alt for hård. Og en delegation, der rejste til København for at fremføre deres sag, blev afvist.

 

Prøvesager

Endelig i 1947 kunne Højesteret tage stilling til straffeudmåling for de Zeitfreiwilligen. Det var en ung mand på 18 år, der ved Retten i Tønder, var blevet dømt fængsel i 11 måneder. Landsretten hævede denne straf til 1 år og seks måneder. Højesteret  stadfæstede denne dom.

Men der var eksempler på væsentlig hårdere straffe. Således blev en person fra Haderslev dømt fængsel i 3 år og seks måneder for at have været med i Selbstschutz.

 

Over 4.000 anklager

I alt 2.958 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev dømt. Men inden det hele var slut havde statsadvokaten i Sønderborg været igennem 4.058 anklageskrifter. Særlig i Tønder
havde dommer Stegmann travlt. Han måtte ansætte ekstra personale for at komme igennem travlheden med at få medlemmer af Mindretallet dømt.

 

Anklager forlangte dødsstraf

Anklagerne forlangte dødsstraf i forbindelse med spionage for værnemagten. Også fængsel på livstid blev krævet. Det springer dog i øjnene, hvad straffen egentlig kom til at lyde på. Flere fik 18 år. Dette blev senere sat ned og i 1951 blev de fleste benådet.

Statsadvokat Kirk,  der var anklager i disse sager, har senere udtalt:

  • Flere af sagerne blev efter mit skøn pådømt alt for mildt – enkelte burde efter mit skøn have medført livsstraf.

Denne statsadvokat var også involveret i sagen mod Asmus Jensen, som blev behandlet i min bog fra 2017 (Uwe Brodersen: Grænsen er overskreddet). Vi er dog indtil nu blevet nægtet arkiv-adgang).

 

Proces mod tyske ledere

Processen mod lederne af Det Tyske Mindretal var en af retsopgørets store sager. En særlig afdeling under politiet blev oprettet i Aabenraa. Og det var politimester Brix,  der repræsenterede anklagemyndigheden. Ja i virkeligheden var det 17 enkeltprocesser, der var samlet under ét.  De mest graverende anklager var rettet mod Mindretallets leder, Jens Møller.
Hertil kom 13 andre medlemmer af det såkaldte politiske råd. Endvidere var det anklager mod Mindretallets talerør, Nordschleswigsche Zeitung og dets direktør.  (vi har skrevet en artikel om nogle af rets-dagene dengang. Kemien mellem Brix og Jens Møller var temmelig dårlig).

Anklagerne gjaldt ansvaret for hvervningen af Mindretallets hvervning af medlemmer til krigstjeneste i Waffen SS og værnemagten. Dertil kom ansvaret for oprettelsen af de forskellige korps. Meget alvorlig så man på oprettelsen af et efterretningskorps og spionagevirksomhed. Over for Jens Møller og Peter Larsen kom anklagen for at have søgt at fremkalde grænseflytning med tysk indgriben. Dette kunne indebære dødsstraf, men anklageren begrænsede sig til livsvarig straf.

Jens Møller og Peter Larsen blev begge idømt 15 års fængsel. Landsretten  nedsatte dog straffen til 12 års fængsel. De øvrige ledere blev idømt mellem 5 år og 12 års fængsel.

 

Benådet og løsladt

Allerede i 1950 blev Mindretallets fører, Jens Møller, benådet og løsladt. På det tidspunkt var også øvrige mindretalsledere løsladt. De menige medlemmer af korpsene havde for længst afsonet deres straf.

 

Retsopgøret var kaotisk og skandaløst

Man kan godt forstå, at teologen Hal Koch kaldte retsopgøret for kaotisk og skandaløst.  Stemninger og følelser havde fået lov til at dominere. Modstandsbevægelsen kom til at dominere og ingen politiker turde at fortælle, hvad der havde været landets officielle politik inden 29. august 1943.

 

Ingen revision

Mange mente, at der ikke måtte lægges de domfældte hindringer i vejen til erhverv. Man mente også, at der burde ske en revision af domsfældelserne med udgangspunktet i FN –
erklæringens forbud mod love med tilbagevirkende kraft. Det offentlige burde genansætte de ved tjenestemands – domstolen afskedigede tjenestemænd.

En sådan revision fandt aldrig sted. I andre artikler har vi beskrevet, hvad det betød for Mindretallet i Sønderjylland.

  • Jeg tror, vi er mange sønderjyder, der kan fortælle om skæbner fra vores familie.

 

Kilde:

  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 207 artikler fra Sønderjylland
  • Under Besættelsestiden (Før/under/efter) finder du 362 artikler

Redigeret 13.11.2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland