Fra Hamletsgade til Nørre Sidealé. Dette er anden del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Hvad betyder lokaliteterne? Hvad gør dem specielle? Se det her.

Kære læsere velkommen til andel del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Vi har forsøgt at henvise til artikler, hvor du kan finde mere uddybende ting. Men da www.dengang.dk indeholder mere end 304 artikler om det gamle Nørrebro, er vi sikker på, at du selv kan finde meget mere, når du går på opdagelse. Disse tre artikler er også nogle af de mest kopierede artikler uden kildeangivelse. Man må gerne kopiere – men med kildeangivelse. 

 

Hamletsgade

Navngivet 1953 efter den danske sagnfigur Prins Amled. Mere kendt er den sikkert i Shakespeares dramatiske fortolkning, Hamlet, Prince of Denmark.  Det blev opført første gang i 1603. Sagnet kan føres tilbage til arabiske fortællinger. Prinsen spillede evnesvag for med tiden, at kunne hævne sin fars død.

I 1910 var her både herreskrædder og sæbeforretning. Her har kunstneren Per Kirkeby boet i en halvanden værelses uden bad.

 

Hans Egedes Gade

Navngivet 1899 efter præsten og missionæren Hans Egede. I området er en række kirkelige  gader. Hans Egede var norsk præst og missionær. Han fik den tanke, at bringe kristendommen op til de gamle nordboers efterkommere på Grønland. Han fik efter mange genvordigheder oprettet et kompagni til handel på Grønland fra Bergen.

Da det første skib under hans kommando ankom til Grønland i 1721 fandt man landet beboet af eskimoer, som for længst havde udryddet de sidste nordboer. Egede påbegyndte missionen bistået af sin kone, der var sygeplejerske. En koppepidemi kom til at koste hende livet.

Hans Egede grundlagde i 1727 Godthåb. Hans styre af kolonien var ikke blødsødent. Hårdhændede straffe for forseelser hørte tiden til. Den danske regering sendte ham kolonister, som blev hentet i mands – og kvindefængsler. Disse blev tvangsgiftet med hinanden. Det var Egede, der skaffede Danmark fodfæste i Grønland. Læs også artiklen på vores hjemmeside: Var Danmark brutale over for Grønland.

 

Hans Tavsens kirke

Navngivet 1897 efter reformationstidspræsten , senere biskop Hans Tavsen. Hans Tavsen var oprindelig Johanniter – munk. Men på en rejse til Wittenberg i Tyskland blev han grebet af Luthers lære og forkyndelse. Han prædikede reformationen i Viborg 1525. Det vakte sensation, at man sang danske salmer til gudstjenesten.

Han blev i 1529 præst ved Nicolaj Kirke i København. Han kom i 1533 i strid med Sjællands biskop Joakim Rønnow, der fik ham dømt til forvisning. Dette
fremkaldte en oprørsk stemning blandt borgerne, der var ved at lynche biskoppen.

Det var Hans Tavsen selv, der reddede biskoppen. Han fik lov til at blive i København  ved at love biskoppen lydighed. I 1536 sejrede den lutherske reformation. Hans Tavsen, der oversatte Mose – bøgerne til dansk, blev 1541 biskop i Ribe.

• Læs om kirken i artiklen: Kirker og Mennesker på Nørrebro

Hans Tavsens Park

Navngivet 1938 efter beliggenheden

 

Haraldsgade

Navngivet 1880 med mandsnavnet Harald. Antagelig tænkes det på Kong Harald, der var søn af Gorm og Thyra. Harald Blåtand  var konge i Danmark fra ca. 950 til 986. Han flyttede kongesædet fra Lejre til Roskilde. Han lagde grunden til den senere domkirke.

I en strid med sin søn Svend Tveskæg blev Kong Harald dræbt af Palnatoke. Harald Blåtand  rejste de berømte runesten i Jelling over sin far og mor. Han gjorde opmærksom på, at han selv kristnede Danerne og vandt Norges rige.

Gaden er en gammel forbindelsesvej til Rådmandsmarken mellem Tagensvej  og Lyngbyvej. Vejens oprindelige linjeføring fulgte indtil 1920, Ragnagade fra Teglværksgade til Lyngbyvejen. Det omlagte stykke af Haraldsgade kaldtes i de første år af 1920erne for Ny Haraldsgade.

 

Havremarkens Skole

Oprettet 1890 som Husumgades Skole. Navnet blev ændret i 1930, da Husum Skole blev taget i brug. Navnet repræsenterer det gamle navn, Havremarken Det dækkede området mellem Jagtvej, Nørrebrogade, Ladegårdsåen og Hillerødgade. Indtil 1880 blev Stefansgade  kaldt for Havremarksvej.

 

Heimdalsgade

Navngivet 1892 efter den nordiske gud, Heimdal, der vogtede adgangen over regnbuen Bifrost til gudernes bolig. Han er i besiddelse af et horn, der kan lyde over hele verden. Så kan også høre græsset gro. På Heimdalsgade  lå en af områdets ældste bebyggelser, nemlig gården Petersminde. I 1800tallet var adressen, Lygtevejn 38. Den optræder på et kort fra 1795. Inden da optræder en gård Nissedal. Antagelig samme gård optræder som Mester Jokums Gård. Her boede sandsynligvis bødelen.

På den anden side lå Petershvile.  Både den og Petersminde havde samme ejer, nemlig renteskriver Peter Feddersen. I 1896 åbnede de såkaldte Gummi – og Luftningsfabrikker i gaden. Den blev senere til Schiønning & Arve. Denne gummifabrik blev senere kendt, da den i 1981 blev besat af unge. Det førte til en dramatisk aktion med brug af knipler, tåregas og varslingsskud.

I 1919 etablerede Ford Motor Compagni  en samlefabrik i nr. 42. I 1924 var fabrikken blevet for lille og flyttede. På gaden var også en chokoladefabrik, en biskuit – fabrik og en rugbrøds – fabrik.

 

Heinesgade

Navngivet omkring 1904 efter overretssagfører Nathan Heine. Han fungerede som byggeadvokat ved mange ejendomshandler på Nørrebro. Navnet blev dog først i 1967 officielt anerkendt af Københavns Kommune.  Det var bygherren P.D. Løv,  der lod opføre kvarteret sydvest for Nørrebros Runddel.

 

Hellebækgade

Navngivet 1917 efter den nordsjællandske kystby Hellebæk.

 

Hellig Kors Kirke

Kirken er opført 1887 – 1890. Den er navngivet efter det hellige kors, Jesu blev korsfæstet på. Det mest dominerende symbol i den kristne kirke, er netop korset. Navnet spiller også på, at den ligger for enden af  Korsgade.

• Se artiklen: Kirker og mennesker på Nørrebro

Henrik Pontoppidans Vej

Navngivet 1994 efter forfatteren Henrik Pontoppidan

 

Herman Triers Plads

Navngivet 1930 efter den radikale politiker og københavnske borgerrepræsentant Herman Trier.  Er opført på Ladegårdens areal. Området hørte oprindelig til Frederiksberg, men blev i 1923 overført til Københavns Kommune. Herman Trier gik aktivt ind for afholdsbevægelsen. Han var medstifter af Studentersamfundet af 1882. Han var leder af dets aftenundervisning for arbejdere. Det var også Trier, der indførte sløjd – undervisning i de danske skoler.

Hvis du vil vide mere om Ladegården:

• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården dengang
• Der er mange flere artikler om Ladegården. Også på YouTube er der to videoer 

 

Hermodsgade

Navngivet 1928 efter den nordiske mytologis Hermod, der af guderne blev sendt til dødsriget for at hente Balder tilbage.

 

Hildursgade

Navngivet 1928 efter Hildur.  Hun er en kvinde i den nordiske sagnhistorie, der vækker døde krigere til live, så de er nødt til at kæmpe igen. Hendes navn betyder kamp. Før 1928 blev gaden en kort tid kaldt Dyvekevej.

 

Hillerødgade

Navngivet 1915 efter den nordsjællandske købstad, Hillerød. Gaden hed før 1915, Lyngbygade. Men navnet blev ændret på grund af lighed med Lyngbyvej. Hillerødgade  er oprindelig markvej til Bispeengen. Når man nævner Hillerødgade kommer man til at tænke på jernbanen på Nørrebro
– dengang. Her i nærheden fik en masse veje navneforandring. Brønshøjgade er nu en del af Søllerødgade. Ordrupgade blev til Skodsborggade. Gjentoftegade  blev til Vedbækgade.

 

Hiort Lorentzens Gade

Hurra endnu en sønderjyde bliver hædret. Navngivet i 1907 efter den sønderjyske politiker Peter Hiort Lorentzen. Han var aktiv i den dansk orienterede politik i Slesvig Holsten.

Da han i 1842 talte dansk i Den Slesvigske Stænderforsamling som demonstration mod tyskheden, blev han korrekset af den svage danske kongemagt. Dette medførte en voldsom opblussen af danskheden.  Lorentzen var modstander af det enevældige kongestyre. Egentlig var han mest stemt for et frit, demokratisk Slesvig – Holsten i union med Danmark.

 

Holtegade

Navngivet omkring 1890 efter landsbyen Holte.

 

Hornbækgade

Navngivet 1908 efter det nordsjællandske fiskeleje, Hornbæk.

 

Hothers Plads

Navngivet 1926 efter den nordiske mytologis Hother, der var bror til Balder. Fordi han var blind blev han lokket til at skyde den dræbende pil mod Balder.

 

Humlebækgade

Navngivet 1918 efter det nordsjællandske fiskeleje Humlebæk.

 

Husumgade

Navngivet 1885 efter landsbyen, Husum.

• Læs artiklen: Dramaet i Husumgade

 

Hyltebro

Navngivet 1930 med et gammelt navn på den bro, der førte over Nørrebrogade over Lygteåen ved Nørrebro Station. Broens navn kendtes tidligst 1625 som Hyltebron. Hylte betyder skov.

Broen udgjorde indtil 1901 grænsen mellem Brønshøj og København.  Den gamle træbro faldt sammen i 1771 og erstattet af en stenbro. Hvoraf navnet stammer vides ikke, men der kan jo have stået hyldetræer på stedet.

 

Hørsholmsgade

Navngivet 1901 efter den nordsjællandske by, Hørsholm.

 

Jagtvej

Anlagt i den nuværende form i 1750, som en kongelig forbindelsesvej fra Frederiksberg Slot  og Falkonergården til Vibenshus med videre forbindelse til de kongelige jagtområder i Jægersborg Dyrhave og Store Dyrehave. Navnet kendes tidligst i 1780erne. Vejen fra Vibenshus til Østerbrogade (Strandvejen)  blev færdiggjort i 1768.

Ved Den Danske Brigades indmarch den 6. maj 1945 blev brigaden beskudt. Tre brigadefolk blev beskudt her på Jagtvej.

Her på nummer 69 lå Ungdomshuset, som engang var Folkets Hus. Det var forsamlingshus for hele Nørrebro  med boksestævner og besøg af bl.a. Rosa Luxemburg.

(På www.norrebro.dk kan du finde mange artikler om Ungdomshuset, Læs artiklerne: 

•  Jagtvejens Mølle
• BZ Bevægelsens Historie på Nørrebro
• Et ”Faderhus” på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
•  Ungdomshusets Historie 1 – 2  og mange flere artikler

Jesper Brochmanns Gade

Navngivet 1899 efter den sjællandske biskop, Jesper Brochmann. Han var forfatter til en meget udbredt husandagtsbog. Han bekæmpede katolicisme og calvinisme. Det var i Brochmanns hus, at den unge Peter Schumacher, senere Griffenfeldt traf Frederik den Tredje. Dette fik stor betydning for dennes fremtid.

 

Julius Bloms Gade

Navngivet 1903 efter tømrermester og brandmand, Julius Blom. Han var grundejer i gaden og stod for opførelsen af en række ejendomme på Nørrebro.  Han blev kaldt for Stillads-råden.

 

Jægergade

Navngivet 1874. En række gader i kvarteret bærer navn på forskellige jobs.

 

Jægersborggade

Navngivet 1866 efter det tidligere slot og kasernen, Jægersborg nord for København. Læs mere i artiklerne.

• Historien om Jægersborggade
• Barnemorderen fra Jægersborggade 1-3 og andre artikler 

Kapelvej

Navngivet 1869 efter kapellet på Assistens Kirkegaard. En beboeraktion i 1908 blev iværksat for at slippe af med navnet. Men det førte dog ikke til noget. På hjørnet af Kapelvej  og Nørrebrogade lå i forrige århundrede traktørstedet Lille Ravnsborg. Her blev Johanne Louise Pätges født. Det var den senere Fru Heiberg, som var datter af traktørparret.

Læs mere om Fru Heiberg i artiklerne:

• Johanne fra Lille Ravnsborg
• -Rosenvænget på Østerbro
• Johanne Louise Heiberg 

 

Kingos Kirke

Opført 1909 – 10 og navngivet efter salmedigteren, præsten og biskoppen Thomas Kingo.

• Læs mere i artiklen: Kirker og mennesker på Nørrebro

 

Korsgade

Navngivet 1860. Gaden gik på tværs af (på kors af) kvarterets hovedgade Blågårdsgade. Først i 1887 – 90 byggedes kirken. Så man kan sige at gadenavnet
ikke er afledt af kirken. Det er snarere omvendt. Gaden kaldtes en kort overgang før 1860 for Blågårds Korsvej. Allerede før 1850 gik en vej over åbent land. Korsgade 49 menes at være Nørrebros ældste bygning fra 1849.

Læs artiklen:

• Blågårdskvarteret gennem 400 år

 

Krogerupgade

Navngivet 1919 efter den nordsjællandske storgård, nu højskole Krogerup ved Humlebæk.

 

Kronborggade

Navngivet 1899 efter slottet Kronborg. Erik af Pommerns slot hed oprindelig Krogen. Den sikrede opkrævning af Øresundstolden  frem til 1857.

 

Krügersgade

Navngivet 1898 efter den sønderjyske politiker, Hans Andreasen Krüger. Han nægtede at afgive ed til den preussiske forfatning.

 

Laurids Skaus Gade

Navngivet 1899 efter den sønderjyske politiker. Da gaden ved anlæggelsen løb langs en jernbane, der var afskærmet af tætte buskadser, og der stod L. Skaus Gade  på de første gadeskilte, omdøbte folk på Nørrebro den selvfølgelig til Elskovsgade.

Lersøen

Er nu en udtørret sø, som stort set dækker det område, som i dag er optaget af jernbaneterrænet mellem Nørrebrogade og Lyngbyvej. Søerne nævnes tidligst i 1619 som Leyer Søe.  Første led hentyder til ler, sigtende til ler-bunden.

Rørsøen, som den også blev kaldt med afløb til Øresund gennem Rosbækken. Det nyere afløb langs den nuværende gade, Lygten var kunstig og et led i Københavns  vandforsyning. I slutningen af 1800tallet blev søen tørlagt og et vildt morads opstod. Byens forliste eksistenser samledes herude. De byggede huler og hytter og blev kaldt Lersø – bøller.

Kurvemagerne fra byen hentede i mange år materialer i Lersøens kratskove. En del af området blev i 1911 udlagt som et offentligt areal og kaldt Lersøparken.

Lersø Parkallé er anlagt efter anden verdenskrig som en forlængelse af den tidligere Klædebo Parkallé mellem Jagtvej og Haraldsgade

Se mere i artiklerne:

• Flere steder på Østerbro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Med tog over Lersøen
  
•  Nørrebros mange stationer –
• Tog til Nørrebro 
• Der er flere artikler om Lersø-bøllerne 

 

Lille Fredensgade

Er navngivet 1886 som en sidegade til Fredensgade.

 

Lundtoftegade

Navngivet 1916 (strækningen mellem Hillerødgade og Ørholmgade).  1919 (til Borups Allé) og 1929 (til Nørrebrogade) Opkaldt efter landsbyen Lundtofte.
Den nordlige del hed en kort årrække til 1929, Ny Åboulevard.

 

Lynæsvej

Navngivet 1915 efter fiskelejet Lynæs  ved Hundested.

 

Læssøesgade

Navngivet 1873 efter oberst Frederik Læssøe, der faldt i slaget ved Isted. Han var stabschef under den Første Slesvigske Krig. Kollegaer anså ham som en en overlegen militær begavelse. Men Krigsministeren  brød sig ikke om ham.

 

Meinungsgade

Kaptajn Conrad Robertus Meinung var lokal grundejer. Hans opfindelse af luftrum mellem yder – og inder-rum til forbedring af arbejderboliger blev præsenteret på verdensudstillingen i Paris. Gaden blev navngivet omkring 1859.

 

Metropolitanskolen

Skolen var vel nok Københavns  ældste skole med rødder tilbage i slutningen af 1100 – tallet. Den havde en tæt forbindelse til Vor Frue kirke, som skolen lå ved indtil 1938, da den flyttede til adressen på Nørrebro.  Navnet fik skolen i 1817. Metropolitan har betydningen Hovedstad.

Læs artiklen:

• Et gymnasium på Nørrebro

 

Midgårdsgade

Navngivet 1926 efter den nordiske mytologis lokalitet Midgård. Dette navn, som betyder, den miderste gård, gården i centrum, betegner menneskernes verden. Uden om den ligger den velkendte Midgårdsorm på vagt. Den omspænder hele jorden, men dræbes af Thor.

 

Mimersgade

Navngivet 1925 og 1931 efter jætten,  Mimer i den nordiske mytologi. Mimer var den jætte, der vogtede Visdommens Brønd. Odin pantsatte sit ene øje hos ham, for at få lov til at drikke af vandet. På et kort fra 1865 ses Mimersgade som en smal vej gennem markerne. Stykket øst for Heimdalsgade  hed før 1925, Rosagde. Stykket vest for Heimdalsgade hed indtil 1931, Slejpnergade. Indtil 1930 delte en jernbaneoverskæring forløbet med Heimdalsgade.

 

Mjølnerparken

Mjølner  var i den nordiske gudelære Thors hammer. Her er 559 boliger beboet af 2.500 beboere. Man påbegyndte bebyggelsen i 1984. Navnet fik området i 1986 og året efter flyttede folk ind. Området er ofte nævnt i forbindelse med kriminalitet. 230 overvågnings-kamaraer skal forhindre ubehageligheder i kvarteret. I mellemkrigstiden lå her en stor papirfabrik.

(Læs under www.norrebro.dk, Mjølnerparken er cool)

 

Møllegade

Navngivet 1858 som adgangsvej til en mølle, der lå Møllegade 20 indtil den nedbrændte i 1885. Vejen hed tidligere Jødevejen efter Mosaisk Østre Kirkegård
blev anlagt i 1694 ved vejens østside. Vejen er rest af en meget gammel vej, der gik over Fælleden, som mundede ud i Trianglen.  Den var tilkørsel nordfra til Nørrebros mange møller. Vejen forsvandt næsten, da Blegdamsvej blev anlagt omkring 1670.

Møllegade var anlagt som jagtvej kort efter opførelsen af Ladegården i 1620 for at Christian den Fjerdes  jagtselskaber kunne komme hurtigere til Vibenshus.

Sandgravsvej er også et tidligere navn for Møllegade. Man brugte sand til bl.a. hvidskuring af gulve og borde. Sandgravene lå, der hvor De Gamles By nu ligger.

 

Nannasgade

Navngivet 1904 efter den nordiske mytologis kvinde, Nanna, der var gift med Balder. Tekstilfabrikanten Holger Petersen købte et stort areal på den daværende Rådmandsmarken og samlede sine aktiviteter her. Foruden fabriksbygninger opførte han arbejderboliger. Tekstilfabrikanten gav tårnet til
Kingo Kirken, der ligger på hjørnet af Nannagade og Bragesgade.

I nummer 5 lå Arbejdernes Fællesbageri, der var grundlagt i 1886. Og i 1887 flyttede man til Nannasgade. Fællesbageriet, der også blev kaldt Rutana
havde et markant Rugbrødstårn. Det blev bortsprængt i 1985. ja egen mølle havde man også.

Læs artiklerne:

• Arbejderne på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 1-2 og flere artikler 

Nivågade

Det nordsjællandske å-løb har givet byen sit navn.

 

Nordbanegade

Navngivet 1883 efter beliggenheden langs de daværende linjeføring af Nordbanen fra København til Hillerød. Nordbanen gik dengang ud gennem Gyldenløvsgade  og over Nørrebro til Hellerup. Der var to stationer A og B. Sidste tog fra København ad Nordbanen kørte den 30. september 1921.

Læs artiklerne:

• Tog til København
• Med tog over Lersøen
• Nørrebros mange stationer
•  Omkring Nørrebroparken 1 til 3
•  Tog til Nørrebro 

 

Nordborggade

Efter den næststørste by på Als. Alsingerne kalder den selv Nørborg. Oprindelig hed byen bare Køping.

 

Nordre Fasanvej

Fasangården blev opført i Frederiksberg Have  i 1723 – 24 med henblik på opdræt af fasaner, men nedlagt 1785.

 

Nærumgade

Navngivet 1919 efter den nordsjællandske by og forstad, Nærum

 

Nøddebogade

Navngivet 1915 efter landsbyen Nøddebo (nu skrevet med et d)i Nordsjælland.

 

Nørre Allé

Forbindelsesvej mellem Vibenshus Runddel og Nørrebro/Nørreport. Den er kendt siden slutningen af 1600 tallet. Selve navnet kendes i hvert fald siden 1810. Navnet sigter til, at alléen giver forbindelse til Vibenshus Runddel til Nørrebro.

 

Nørrebro

Bydelen er opstået omkring Indre Nørrebro. Området har navn efter beliggenheden ud for Nørreport. Ordet bro sigter til, at gaden var brolagt, som ellers var grusveje dengang. Navnet kendes i svøb i 1700 i formen nørre steenbroe.

 

Nørrebrogade

Gaden er en del af den gamle landevej til Frederiksborg og Frederikssund. Langs den inderste del, blev der i løbet af 1700tallet bygget forskellige lystejendomme og beværtningssteder. I 1760 anlagdes Assistens Kirkegård langs en del af gaden. Den voksende bebyggelse beholdt navnet Nørrebro.

Gaden blev brolagt omkring 1760. Men først omkring 1910 udgjorde hele gaden til Lygten en helhed med masser af fire – og fem etagers bygninger. Fra omkring midten af 1800tallet kaldtes hovedgaden for Nørrebrogade.

Fra 1873 udstraktes navnet til også at omfatte Lygtevejen fra Runddelen til Lygten. Og her lå den berømte Lygtekroen. Fra 1700tallet til 1904 slukkede den tørsten på mange vejfarende. Onde tunger mente dog, at værten snød med det gode øl. Det var den samme som den billige, påstod man.

På pladsen ved den nuværende Nørrebrohal lå Skæremøllen. Og Nørrebrohallen er resten af den kæmpe store remisse for sporvogne. Det var på hjørnet af Lygtevejen ved Baldersgade, at Nørrebroes Sporvejsselskab blev dannet i 1867.

Ja og så ville Alex Brask Thomsen købe Nørrebrogade for 250 millioner kroner. Glemme skal vi heller ikke at i Nørrebrogade 156 blev Frihedsrådet dannet. I nummer 163 huserede urtekræmmer Ottesen. Han var både postmester og fattigforstander.

Omkring 1890 lå der omkring nr. 174 – 176 stadigvæk Gæstgiveriet Svanen i landelige omgivelser.

Og hvem skulle tro, at når man nu står i El – Giganten, ja der lå en af Københavns flotteste biografer. Det var Nora Bio Film Teater. Den åbnede den 12. april 1935. Den blev drevet af Arbejdernes Oplysningsudvalg.  Det var en luksus – biograf med hele 1.184 siddepladser. Ja, det kan man slet ikke forestille sig i dag.

 

Læs følgende artikler: 

•   Sporvogn på Nørrebro
• -Ture gennem Nørrebro 1820 til 1867
•  På sporet af Nørrebro
• Flere spor på Nørrebro
• Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
• Nørrebros mange Stationer
• -Tog til Nørrebro
• Nørrebro virksomheder 1923

 

Nørrebroparken

Parken blev navngivet i 1938. Anlagt på en del af det store nedlagte godsterræn mellem Stefansgade og Hillerødgade

Løs artiklerne

• Omkring Nørrebroparken 1 til 3
•  Historien om Jægersborggade

Nørrebros Runddel

Uofficielt navn på den cirkelrunde plads anlagt sidst i 1700tallet i krydset mellem Jagtvej og Nørrebrogade.

Læs artiklen:

• Slagtemesteren fra Runddelen

 

Nørrebro Vænge

Kompleks af pensionistboliger navngivet i 1943 efter beliggenheden langs Nørrebroparken.

 

Nørre Sideallé

Navngivet omkring 1902 som sidegade til Nørre Allé.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro
• Uwe Brodersen: Omkring Nørrebroparken 1- 3 
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• www.norrebro.dk 

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 
• Under Fra urtekræmmer til shawarmabar (Nørrebro handelsforenings historie) finder du 29 artikler 
• Under Industri på Nørrebro og i Nordvest finder du 37 artikler

• Nørrebros Gader A – G
• Nørrebros Gader O – Å
• Gader og veje på Nørrebro
• Flere gader og veje på Nørrebro
• Gamle gader og veje på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne og mange flere 

 

Flere lyn – guides kan du finde her

• Gader og veje på Frederiksberg A – J (under København)
• Gader og veje på Frederiksberg K – Å (under København)
• Gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Flere gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Gader og veje i Aabenraa (under Aabenraa)
• Gader og veje i Tønder (under Tønder)

Redigeret 20. – 12. 2021

Denne serie på tre, er nogle af de mest kopierede artikler fra vores hjemmeside. Og det er uden kildeangivelse. Men må gerne kopiere men med kildeangivelse. Dette er første del.  Fra Agnes Henningsens Vej til Guldbergs Plads. Dette er første del af lynguiden over Nørrebros lokaliteter. Hvorfor hedder stederne, som de gør. Hvad er det, der gør gaden interessant?  Vi har i øjeblikket i alt ca. 400 artikler om Nørrebro. Så der er rig lejlighed for at få endnu mere at vide om lokaliteterne. 

 

Agnes Henningsens Vej

Opkaldt efter forfatteren Agnes Henningsen. Men lige så kendt er sønnen, Poul Henningsen.

 

Ahlmannsgade

Navngivet omkring 1898. Opkaldt efter den sønderjyske politiker, Nicolai Ahlmann. Han repræsenterede Aabenraa/Sønderborg i den preussiske landdag. Men egentlig indtrådte han aldrig i den, da han nægtede at afgive ed. Han kæmpede for det danske sprog.  Vi er danske og vil vedblive med at være danske.
Sådan var hans slagord. Lige i nærheden findes andre veje, der hylder sønderjyske politikere fra dengang. Det er bl.a. Flor, Hiort Lorentzen, Krüger og Laurids Skau.

Ahornsgade

Navngivet 1886 efter træet ahorn.

 

Aldersrogade

Gaden går over i Østerbro. Den er opkaldt efter bryggeriet Aldersro. Den blev grundlagt på Restaurant Lunas jord i 1858. Ulykker ramte bryggeriet. Blandt andet styrtede lager – kælderen sammen. Det blev i 1884 slået sammen med Marstrands Bryggeri på Vodroffsvej.

I 1891 indgik de i det nyoprettede selskab De Forenede Bryggerier. Aldersro blev nedlagt i 1900. Bygningerne blev solgt til nedrivning et par år efter.  Nævnes skal også Hellesens Fabrikker, der lå i Aldersrogade 6 fra 1905.  Gaden er anlagt på den gamle Brudesengmark.

 

Allersgade

Navngivet 1860 efter brygger og brændevinshandler Chr. Aller. Han var jordejer på denne del af Nørrebro. Han lod udstykke jorde her og anlagde i Kløvermarken den første gade mellem Jagtvejen og Lygten. Bebyggelsen begyndte i 1857 og havde et særegen provinsiel hygge. Christian Hansen Aller var far til grundlæggeren af den store Aller – koncern. Aller er en landsby i Sønderjylland. Måske betyder navnet sandet og stenet undergrund.

Det var den første gade på  Ydre Nørrebro og bygget på den gamle Kløvermarken.  Nedrivningerne i 1960erne ødelagde den provinsielle hygge. Aller boede der selv kun fra 1839 – 41. Efter hans død flyttede enken tilbage til ejendommen Allers Bro, som lå mellem Odinsgade og P.D. Løvs Allé ud til Jagtvej.

 

Annekegade

I en sidegade til Aldersrogade  ligger gaden, der ender blindt. Gaden blev anlagt før 1920. Anneke er et gammelt nordisk pigenavn, men anvendes meget i Holland. Egentlig skulle gaden have heddet Svannekegade.

 

Arresøgade

Navngivet 1915 efter Danmarks største sø, Arresø

 

Asminderødgade

Navngivet omkring 1906 efter den nordsjællandske landsby, Asminderød. Ordet betyder Asminds rydning.

 

Asnæsgade

Navngivet 1915 efter den vestsjællandske halvø, Asnæs

 

Assistens Kirkegård

I 1711 kostede Den sorte død  23.000 liv. Flere epidemier fulgte. Der var behov for hjælpe – kirkegårde. Og en af dem, blev anlagt herude.   Kirkegården blev anlagt på et område, der havde været anvendt til tobaksplantage. Den afløste en række mindre kirkegårde inde bag Københavns volde. Det varede dog mange år, hvor andre end fattigfolk blev begravet her. Men takket være en sønderjysk adelsmand gik det hurtigt.

En kommission formulerede en instruks om, at

• Æde – og Drikkevarer falholdes og fortæres paa Kirkegaarden, eller at der paa samme Maade holdes Musik og foretages noget, der ligner Lystighed.

Portene blev udskiftet, og i 1813 blev det forbudt graverne at sælge spiritus til besøgende.  Mange havde en mening om det, at blive begravet, bl.a. lægen og altmuligmanden Tode, og ikke mindst H.C. Andersen.  Han var bange for at blive begravet som skinddød. Dette skete muligvis for Gertrud Bodenhoff.

–   På vores hjemmeside har vi 10 – 12 artikler om Assistens Kirkegård

 

Baggesensgade

Navngivet 1862 efter digteren, Jens Baggesen. I kvarteret er der andre digter – navne så som Ewald, Tode, Wessel. Før 1862 blev gaden kaldt for Skolegade. Baggesen debuterede i 1785 med “Comiske Fortællinger”.  Baggesen var vidt berejst. Han forlod Danmark for bestandig i 1820 efter en litterær fejde med tilhængere af  Oehlenschläger. Han døde i Hamborg, men blev begravet i Kiel.

Gaden er anlagt på noget af det område, hvor Anker Heegaards fabrikker lå.

 

Baldersgade

Navngivet omkring 1876 efter den nordiske gud, Balder. Han var søn af Odin og Frigga. Moderen havde taget alt og alle i ed på, at de ikke ville gøre sønnen
ondt. Men hun havde glemt at spørge misteltenen. Som bekendt hjalp den ondskabsfulde Loke den blinde gud Høder / Hother med at afskyde en pil af mistelten hvorefter Balder døde.

 På det Ydre Nørrebro, nord for Nørrebrogade og vest for Jagtvej er der siden 1860erne  vokset mange  mytologi – gader frem. Brage, Brynhilde, Fafner, Fenris, Freja, Hamlet, Heimdal, Hermod, Hother, Midgård, Mimer, Mjølner, Nanna, Odin, Sigurd, Slejpner, Thor, Uffe, Valhal, Valkyrie, Vermund, Vølund, Ydun og Ægir. Hertil kommer kvindenavnene Gunhild, Hildur og Ragnhild. Indtil 1904 kunne man også opleve Lokesgade.

To sammenhængende huse blev besat i gaden i 1986. Det var nummer 20 – 24. Det blev senere til bofællesskabet  Bundtzen. I nummer 10 lå en friskole, og
mineralvands- fabrikken Balderskilde blev grundlagt i 1900. på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade blev virksomheden Atlas bygget.

Og i 1880erne var det de Kellerske Institutioner, der bosatte sig i gaden. Her blev åndsvage og døvstumme undervist i at læse og tale. Og i nr. 20 – 24 åbnede i 1913 Balders Hospital med en særlig afdeling for fattigfolk.  Krankenhaus Baldersgade, ja sådan kaldte tyskerne stedet under besættelsen. Her befandt 140
tyske flygtninge sig.

• På vores hjemmeside har vi flere artikler om De Kellerske Anstalter på Nørrebro

 

Balders Plads

Navngivet 1985 efter beliggenheden.

 

Banevingen

Navngivet 1964 efter beliggenheden ved jernbaneterrænet ved Lersøen. Før 1964 hed vejen bare Forbindelsesvejen.

 

Bangertsgade

Navngivet 1874 efter ejeren af det nærliggende Solitude, Hans Chr. Bangert. Denne Bangert var kaptajn i Studenterkorpset.  I 1840 købte han landstedet Solitude. Pludselig havde han mange grunde, som han solgte. Her opførtes de høje lejekaserner. I 1856 – 57 lod han anlægge Parcelvej, den nuværende Griffenfeldtsgade. En pengekrise slog ham ud i 1857.

Bangert var en rastløs og virksom mand, der havde mange gode ideer. Han havde forsøgt at stifte en brugsforening for sine lejere. Da han grundlagde Østifternes Kreditforening var der andre der skubbede ham ud.

 

Bethania Kirke

Metodistkirke opført 1892. Navngivet efter den bibelske lokalitet Bethania, en landsby nordøst for Jerusalem. Her besøgte Jesus vennerne Marta, Maria  og Lazarus.

 

Betlehemskirken

Opført 1935 – 39 og navngivet efter Jesu fødeby.

 

Birkegade

Navngivet 1884 efter træet Birk

 

Bjelkes Allé 

Navngivet omkring 1878 efter rigsadmiral Henrik Bjelke. Han var søofficer i Svenskekrigen  i 1644. Frederik den Tredje hindrede en duel mellem Bjelke og adelsmanden Hannibal Sehested, men rigsrådet pensionerede af samme grund Bjelke  i 1650. Da det trak op til krig i 1657, blev han hentet ind og udnævnt
til viceadmiral. Han ledede flåden under Niels Juels overkommando. I 1662 blev han udnævnt til rigsadmiral.

Læs mere om området i artikelserien Omkring Nørrebroparken 1- 3 og om Anna Kirke i Kirker og Mennesker på Nørrebro) 

 

Blegdamsvej

Denne vej er omtalt i flere artikler. Mellem denne vej og Sortedamssøen lå de københavnske blegmands pladser, nummereret i rad og række. Nr. 1 lå, hvor nu Skt. Hans Gade ligger. På hvert grundstykke var en lille dam, hvor man kunne fugte de hvidevarer, der blev lagt til blegning af solen og hærdning i nattekulden.
Oprindelig havde blegmændene deres pladser mellem søerne og volden. De blev dog beordret udflyttet i 1672. Ingemann skrev så flot om stedet:

• Og søen blank og rolig står med himlen i sin favn. På dammen fjerne vogter går og lover herrens navn

Vogterne var ansat til at hindre at de udlagte hvidevarer blev stjålet. For at man kunne høre, at han var vågen, skulle han love Herrens Navn ved at blæse regelmæssigt i et kohorn en Blegdamstuba.

(Læs Artiklen: Blegdamme på Blegdamsvej)

 

Blågårdsgade

Gaden er omtalt i mange artikler her på siden. Den er navngivet 1834 som Blågårdsvej. I 1859 blev navnet ændret til det nuværende. I perioden mellem 1834
og 1859 kaldes gaden ofte som Blågårds Langvej eller Blågårds Hovedgade. Gaden er kvarterets hoved-strøg opkaldt efter slottet Blågård, som lå ved det nærværende Slotsgade.

Det var opført 1706, men havde flere forgængere. Vi kan gå tilbage til Frederik den Tredjes tid. Antagelig var det første byggeri anlagt på tomterne af en ødelagt teglgård. Slottet fik sit navn efter tagets farve, blå skifertag. Blågårdsgade har samme linjeføring som en allé beplantet promenade til slottet, havde.

Sidst i 1760erne ejedes det officielt af Grev Holck. Men han var stråmand for den unge sindsforstyrrede  Kong Christian den Syvende, der her tilpas langt fra byen kunne holde nogle vilde fester med damer, deriblandt Grev Holcks ægteviede 12 årige kone.

Her lå Danmarks første seminarium, der efter få år flyttede til Jonstrup.

I 1827 blev slottes hovedbygning indrettet som teater af italieneren Pettoletti. Det brændte i 1833 og blev ikke siden genopført. Da man i en sidebygning ville oprette en dampmølle skrev et blad, om det var rigtigt på denne måde, “aldeles at vanzire en af Hovedstadens skjønneste og mest besøgte Forstæder”

Ak ja, få år efter var dette skønne sted forvandlet til den sorte firkant.

På slottets tilliggende oprettede Jeppe Tang i 1859 Blågård Seminarium. Dets udbygning i gården bag Blågårdsgade 15 eksisterer stadig. I en årrække dannede det rammen om Aftenbladets redaktion og trykkeri. Blågård Seminarium fik i 1933 lokaler på Kapelvejen Skole.
I 1960 flyttede man ud i Gyngemosen. Læs følgende artikler 

•  Blaagård Seminarium
• Blågårds Kvarteret gennem 400 år
• Blågårdsgade dengang og mange flere artikler 

 

Blågårds Plads

Denne plads er omtalt i flere artikler her på siden. Navngivet 1908, da området var ryddet for Anker Heegaards Fabrikker og omdannet til plads. Heegaard lod i 1826 opføre en lille sommervilla ved det nuværende Blågårdsgade 16. Her anlagde han også en stor have, som blev et helt udflugtsmål. Snart opkøbte han flere grund og opførte et støberi. Dette blev i 1898 udflyttet til Hillerødgade.

Pladsen er også kendt for billedhuggeren Kai Nielsens udsmykninger. Heegaard  lod sine grunde udstykke. Han accepterede arbejdernes ret til at danne
fagforeninger. Læs følgende artikler

• Blågårds Plads på Nørrebro
• Historien om Nørrebros Teater
• Der er flere artikler om Anker Heegaard  og selve Blågården

 

Borgmestervangen

Navngivet 1926 med det gamle navn på en del af by-jordene på det Ydre Nørrebro. I markbogen 1682 finder vi Borge – Mesters og Raads Wang. I almindelighed omtalt som Rådmandsmarken eller – vangen. Afledt af dette er Rådmandsgade.

Navnet sigter til, at afkastet af jorden var henlagt som løn til Københavns borgmestre og rådsmedlemmer. Området var en del af den nedlagte landsby  Serridslevs bymark- Læs artiklerne: 

• Hvad skete der med Serridslev?
• Nørrebro og Omegn
• -Fra Kæmner til Ildebrand og mange flere artikler 

Borups Allé 

Alléen går gennem Frederiksberg, Grøndal, Nordvest og Nørrebro.  Navngivet 1904 efter borgmester Ludvig Chr. Borup. Han var finansborgmester i København og stod for betydelige gårdopkøb i omegns – kommunerne. Blandt opkøbene var Bellahøj, Tomsgård, Hulgård og Utterslev.

Inden hans død blev disse kommuner indlemmet i København. Vejen er udbygget i flere tempi. Det inderste stykke udgjorde indtil 1905 en del af Nordvestvej

 

Borups Plads

Navngivet 1923 efter beliggenheden

 

Bragesgade

Grundtvigs udtryk” Bragesbak” var en hentydning til den nordiske gud, Brage, veltalenhedens gud.

 

Bregnerødgade

Navngivet 1929 efter den nordsjællandske landsby, Bregnerød. Fra omkring 1900 – 1929 en del af Glentevej, der blev skåret over ved bygningen af Højbanen.

 

Brohusgade

Navngivet 1899 efter det opsynshus (brohus) som lå for enden af vejen. Her førte en bro over Ladegårdsåen  til Bülowsvej.

 

Brorsons Kirke

Opført 1898 – 1901 og navngivet efter salmedigteren Hans Adolf Brorson  Læs artiklerne:

• Brorson, en præst fra Tønder (under Tønder) 
• Kirker og mennesker på Nørrebro 
• Dramaet i Brorsons Kirke 

Brynhildegade

Brynhilde er den lidenskabelige hovedperson i den gamle Nibelungen – digtning,  der satte sig stærke spor i de nordiske sagn. Hun elskede Sigurd Fafner. På grund af jalousi forvoldte hun hans død. Historien  er så god, at Wagner lånte den til operaen Ragnarok.

 

Byggeren

I 1971 blev Folkets hus etableret på hjørnet af Prins Jørgens Gade og Stengade. Samtidig var man i gang med en kæmpe sanering i området omkring Den Sorte Firkant.  Byggeplanerne blev trukket ud, men nedrivningerne blev foretaget med hård hånd.

En søndag i juli 1973 holdt Nørrebros Beboeraktion fest på en af tomterne. De rejste derefter en byggeplads for kvarterets børn. Det var Byggeren – Firkantens Byggelejeplads.

I januar 1978 mente Københavns Kommune, at Byggeren, Folkets Hus og Folkets Park skulle vige for tæt boligbyggeri. Byggeren blev fjernet under overvågning af 700 betjente, men genopbygget af kvarterets beboere. Ja hele tre gange var der regulere kampe mellem beboere og politi. Ja og politiet erklærede området i undtagelsestilstand. Læs artiklerne:

• Bulldozersanering ødelægger detailhandelen
• BZ  Bevægelsens historie på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Nørrebro Beboeraktion
• Kampen om Byggeren og mange flere 

 

Dagmarsgade

Navngivet 1860 efter den danske dronning Dagmar. Navnet danner sammen med Gormsgade, Thyrasgade og  Haraldsgade en lille gruppe med navnestof fra den tidlige danske kongeslægt. Dronning Dagmar var bøhmisk prinsesse og blev gift med Valdemar Sejr i 1205.

Lige i nærheden har vi en samling af gader benævnt efter den gamle nordiske mytologi.

 

Dronning Louises Bro

Den blev anlagt i 1885 – 87 og er opkaldt efter Christian den Niendes Dronning Louise.  Hun var datter af lensgreve Wilhelm af Hessen og Christian den ottendes søster Charlotte. Louise var efter gammel arvelov nærmeste arving til tronen, men overlod arvekravet til sin mand ved giftemålet i 1842. Broen har flere forgængere. Den tidligste er fra 1620. Den finder vi omtalt i en kræmmerinstruks. Men en Fjællebro nævnes allerede i 1562. Læs artiklerne:

• Søerne foran Nørrebro
• -Østerbro langs søerne
• Dronning Louises Bro 

 

Eddagården

Navngivet i 1934. Edda er navnet på den gamle islandske samling af nordiske oldtidsdigte (Den ældste Edda). Der findes også Den yngste Edda. Den er skrevet af Snuorre Sturlason.

 

Edith Rodes Vej

Navngivet 1994 efter forfatterinden  Edith Rode. Hun var moder til Ebbe Rode. 

Egegade

Navngivet 1884 efter træet. Her voksede Poul Reichard op. Det var i nummer 16 tredje sal.

 

Elmegade

Navngivet 1884 efter træet. Skulle egentlig have heddet Bøgegade. Elmegade 6 er oprettet af Øl-handlerne. Det har vi to artikler om

 

Esromgade

Navngivet omkring 1903 efter den nordsjællandske by, Esrum

 

Ewaldsgade

Navngivet 1882 efter digteren Johs. Ewald. På grund af ulykkelig kærlighed til Arendse Hulegaard og et giftemål med en anden, besluttede han sig for at slentre gennem livet. Hans hang til spiritus nedbrød ham efterhånden. Flere gange var på rekreationsophold i Gentofte, Rungsted  og Humlebæk. Han døde efter et længere sygdomsforløb.

 

Fafnersgade

Navngivet 1918 efter slangen Fafner, der i den nordiske mytologi vogter en skat, men dræbes af Sigurd.

 

Farumgade

Navngivet omkring 1902 efter den nordsjællandske by, Farum.

 

Fenriksgade

Navngivet 1914 efter Fenriksulven. I den nordiske mytologi var det et uhyre, som guderne har bundet, men som vil blive sluppet løs ved verdens undergang (ragnarok). Det blev dog til sidst dræbt af Odins søn Vidar.

 

Fensmarkgade

Navngivet 1915 efter den sjællandske by, Fensmark.

 

Florsgade

Navngivet 1899 efter den sønderjyske politiker og højskolemand Christian Flor. Han var forstander på Rødding Højskole. Han var en ledende skikkelse i den nationale bevægelse i Sønderjylland. Kvarteret blev opbygget omkring 1900.

 

Fogedgården

Pensionistboliger navngivet 1948 efter beliggenheden.

 

Fogedmarken

Navngivet i 1933. Byens foged der forestod byens retsvæsen havde ligesom rådmændene  tidligere jord her.

 

Folmer Bendtsens Plads

Maleren Folmer Bendtsen begik mange motiver fra Nørrebro og Nordvest. Aktiv i frihedskæmpeorganisationen BOPA. 

 

Fredensborggade

Navngivet 1906 efter den nordsjællandske by, Fredensborg

 

Fredensbro

Den ligger i forlængelse af Fredensgade. Broen blev anlagt som fodgængerbro i 1878. Den er udvidet af flere omgange. I 1887 kom der kørende færdsel på broen. Broen blev bekostet af fabrikken Titan ved Tagensvej. Man ville have en hestesporvogn ud til fabrikken fra Indre By

• Søerne foran Nørrebro
• -Østerbro langs Søerne

 

Fredensgade

Navngivet omkring 1872 som Fredensvej. Det blev ændret til Fredensgade i 1877. Oprindelig var det en blind sidevej til Blegdamsvej ned til Sortedamssøen.

 

Frederik den Syvendes Gade

Anlagt og navngivet omkring 1860 efter Kong Frederik den Syvende. Hans valgsprog var Folkets kærlighed, min styrke. Han havde giftet sig med grevinde Danner, født Rasmussen. Han var den sidste Oldenborger på den danske trone. Navnet må ses i sammenhæng med  Prinsesse Charlottes Gade. Her lå engang en tobaksplantage.

 

Frederik Bajers Plads

Navngivet 1935 efter politikeren, kvindesags – og fredsforkæmperen Fredrik Bajer. Et mindesmærke for ham og hans kone, Matilde Bajer, rejstes i 1923 i Fælledparken,  ikke langt fra pladsen.

Egentlig hed han Bayer. Han grundlagde Dansk Kvindesamfund i 1871 sammen med sin kone. Begge agiterede også for fredssagen. I 1882 grundlagde de Dansk Fredsforening. For sin deltagelse i internationalt fredsarbejde modtog Frederik Bajer Nobels Fredspris i 1908. Han var medlem af Folketinget for Venstre 1872 – 1895.

Læs om resten af Familien Bajer i artiklen Fra Bellahøj til Husum

  

Frejasgade

Navngivet omkring 1901 efter den nordiske frugtbarheds – og kærlighedsgudinde Freja.

 

Fyensgade

Navngivet 1897 efter øen Fyn ( ældre skrivemåde, Fyen)

 

Fælledparken

I årene 1908 – 1912 omdannedes de gamle græsningsarealer på Nørre Fælled, Øster Fælled og Blegdams Fælled til den nuværende park. Det første træ blev den 27. april 1909 plantet af borgmester Jensen. Læs artiklerne:

• Kampen på Fælleden
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Fælledparkens Historie
• Russiske Tropper i Fælledparken

 

Fælledvej

Navnet kendes fra omkring midten af 1800 – tallet. Men selve vejen er ældre. Den udgør både forbindelsen fra Nørrebro til Nørre Allé (anlagt 1744)  og til Blegdammene. Ja egentlig var det også vejen til malkepladsen for kvæget. Den lå på den nuværende Skt. Hans Torv. Læs artiklen: 

• Omkring Sankt Hans Plads 

 

Fælledvejens Passage

Navngivet 1907. Optræder før den tid blot som en del af Fælledvej

 

Gartnergade

Navngivet omkring 1866. Navnet indgår i en gruppe af job – betegnelse Murergade, Smedegade, Tømrergade, Jægergade, Skyttegade m.m. I nærheden lå også Fiskergade,  men den forsvandt i bulldozer – saneringen. Der var masser af gartnerier før i området. I Gartnergade lå også en politivagt. Beboerne kaldte politiet for uniformerede voldsmænd. Ad denne gades linjeføring gik i sin tid Christian den Fjerdes jagtvej fra Ladegården til Vibenshus. Den fortsatte via Møllegade.

 

Gilbjerggade

Navngivet 1917 efter Sjællands højeste punkt.

 

Gormsgade

Navngivet 1860 efter den danske konge Gorm. Han var konge i Jylland fra omkring 936 til sin død omkring 950. Han var gift med Thyra Danebod, over hvem han satte den lille Jelling – sten. Selv blev Gorm  begravet i en kæmpehøj i Jelling. Før 1860 hed gaden en kort overgang Allers nye Bredgade.

 

Griffenfeldsgade

Navngivet 1879 efter Peter Griffenfeld (1635 – 1699). Han startede som kongelig kammersekretær og endte som rigets kansler. I 1676 fradømtes han ære, liv og gods for bestikkelse og forræderi. Han blev benådet med fængsel. Benådningen kom først lige før henrettelsen. Det meste af sit tilbageværende liv sad han
på Munkholmen i Trondhjems-fjorden, efter at have været indsat i Kastellet.

Egentlig hed han Peter Schumacher. Han var søn af en vinhandler. Han udfordrede den danske kongelov. Og det var i krigen med svenskerne i 1670 han tog en tvetydig forbindelse med fjenden. Kongen var irriteret over hans egenrådighed og magtsyge.

Gadenavnet var ønsket af en kreds af beboere, der havde ønsket at markere forbindelsen mellem Griffenfeld og Prins Jørgen (Prins Jørgens Gade). Gaden hed før 1879, Parcelvejen, fordi den egentlig var adgangsvej til forskellige udstyknings-parceller. Der blev bygget så tæt på vejen, at byggematadorerne kunne få det
optimale ud af grundende. Det var stort set tale om slum på bar mark. Lejekasserne på vejen blev bygget i tidsrummet 1875 – 95. Læs artiklerne:

• Kastellet 1-5     
• Byggespekulation på Nørrebro
•  Et Hospital på Nørrebro)

 

Guldbergsgade

Navngivet 1858 efter forfatteren professor Frederik Høegh – Guldberg (1771 – 1852). I begyndelsen af 1800 – tallet var han lærer ved det nærliggende Blågård Seminarium. Han havde ladet opføre en villa på vejen. Den lå der, hvor Guldbergsgade 10.  Villaen blev nedrevet i slutningen af 1880erne.

Høegh – Guldberg blev i 1803 privatlærer for Frederik den Sjettes datter, prinsesse Caroline. Han nedlagde hvervet i 1810 i utilfredshed med, at hun skulle konfirmeres på tysk efter tyske ceremonier. H.C. Andersen havde en anbefaling med fra Odense  fra Guldbergs bror, som var officer på Fyn. Frederik Høegh
– Guldberg hjalp H.C. Andersen til en studentereksamen. Som bekendt ligger H.C. Andersen begravet på Assistens Kirkegård.

Før 1858 hed vejen en årrække Barkmøllevej efter Garvernes barkmølle, som lå ved vejen nær Sankt Hans Torv. Det var københavnske skomagere, der havde rejst møllen. Den lå, hvor Guldbergsgade 3 – 5 i dag ligger. Opførelsen skete i 1634.

 

Guldbergs Have

Navngivet 1937 efter beliggenheden

 

Guldbergs Plads

Navngivet 1915 efter beliggenheden.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  
• Herunder 304 artikler 
• Gader og veje på Nørrebro
• Flere gader og veje på Nørrebro
• Gamle gader og veje på Nørrebro
• Nørrebros Gader H – N
• Nørrebros Gader O – Å

Andre Lyn – Guides

• Gader og veje på Frederiksberg A – J (under København)
• Gader og veje på Frederiksberg K – Å (under København)
• Gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Flere gader og veje på Østerbro (under Østerbro)
• Gader og veje i Aabenraa (under Aabenraa)
• Gader og veje i Tønder (under Tønder)

Redigeret 19, – 12. 2021

Blev hesten slået ned? Var den albino – ja eller nej. Måske var den en Knabstrupper?. Måske brugte man en blanding af voks og kalk for at fjerne urinrester eller rester fra et dækken? Læs også om hvorfor Johanne græd? Ja det gjorde kongen også. Vi skal også møde Der Schimmelreiter og andre myter om heste. Så var det også kromanden, der drak grænsekommissionen fuld, så han kunne få kroen til Danmark. Og så begik den aldrende redaktør en alvorlig fejl.

 

Mange reaktioner på historien

Siden vi har skrev artiklen Kongens Hvide Hest hav vi her på redaktionen fået en del henvendelser, der gør historien endnu mere spændende. Og siden dengang.dk offentliggjorde de første to historier om episoden (Kongens hvide Hest og Pigen fra Højer) har andre sider også beskæftiget sig med historien.

 

En fejl fra den aldrende redaktør 

I et enkelt tilfælde har vi dog taget gruelig fejl. Men Martin ringede hertil og gjorde os opmærksom på fejlen.

Vi skrev, at det var den lokale præst, der havde overværet, at kongen havde visket den hvide hest Malgre Tout noget i øret. Hvis det er rigtig skulle den lokale præst være langt over 100 år gammel. Og som Martin  sagde i telefonen, så havde han set præsten dagen forinden, og han lignede ikke en på over 100 år.

Næh det var såmænd forlæggeren  Steen Hasselbalch, der havde overværet hændelsen. Den lokale præst havde blot gengivet historien. Her på redaktionen beklager vi fejlen.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Baggrunden for hele balladen er, at  Jomfru Fanny havde forudsagt, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.

Prins Knud havde fået noget hvidt på sit tøj, da han red bag ved kongen, og så startede balladen for alvor.

 

Blev hesten slået ned

Også på hjemmesiden www.danmarkshistorie.dk har man flere gange beskæftigede sig med historien. Tak til Helene for henvisningen.

Det er forskellige holdninger til, hvornår hesten døde. Det siges, at den blev skudt i 1921 på grund af dårligt ben.

Ifølge barnebarnet til den kusk, der passede Malgre Tout på Visborggård, Stig Andersen,  så blev hesten ikke skudt. Den blev slået ned af Stig Andersens farfar, fordi den havde en sygdom, der bevirkede, at hovene smuldrede.

 

Albino – ja eller nej?

I 19 myter fra Sønderjyllands Historie  står anført, at hesten var en albino.  Samme opfattelse har man på Siden Saxo.

Andre påstår, at der ikke findes ægte albinoer inden for heste. De kan fremstå med et lyserødt skær, som kan stamme fra urin og vådt halm.

Påstanden er delvis rigtig. Der findes ikke ægte albinoer blandt heste, da ægte albinoer helt mangler evnen til at danne pigment. Hos heste skyldes det hvide  et dominant arveanlæg for hvidt.  Dette er dødeligt i dobbelt dosis. Den hvide farve  kan derfor ikke nedarves rent. Indbyrdes avl med uægte albino – heste resulterer i at 2/3 af afkommet bliver hvidt, mens 1/3 bliver farvet. Ja sådan står det beskrevet om American Albino. 

 

Var det en Knapstrupper

Vi skrev i vores historie, at hesten kom fra Frankrig. Men andre mener, at hesten formentlig er en  Knabstrupper. Det er en hesterace som er avlet på det vestsjællandske gods, Knapstrup.

Stamfaderen skulle være hingsten  Thor, der blev født i 1847.

 

Man brugte pibeler

Ifølge barnebarnet til kusken på Visborggård var der ofte misfarvninger hos de hvide heste på gården. Her skulle man have brugt pibeler,  som bruges til hvidtning og rensning.

Andre mener så igen, at der er brugt wienerkalk, som er en kalkblanding, der normalt bruges til polering.

 

Hvorfor fik hesten en misfarvning?

Da kongen skulle ride over grænsen påstår forskere, at hesten netop havde være ude på en ridetur og den svedte. Derfor havde den fået et rødt dækken over sig. Hesten skulle derfor være mærket af denne farve. Men ifølge vores oplysninger på dengang.dk var hesten meget nervøs over alle de mennesker, der ville se den hvide hest og kongen. Den skulle have smidt kongen af. Under den resterende del af besøget i Sønderjylland havde kongen haltet ret meget. Måske var det under denne hændelse, der var opstået misfarvninger af den ene eller anden art.

 

Kalk og voks

Ifølge Stig Andersen er der under den pludselige opstående situation brugt, hvad hans farfar havde ved hånden. Han havde taget noget kalk fra en væg samt noget tit, som er en slags voks, man normalt bruger til pudsning. Det er antagelig det, som Prins Knud  har fået på sit tøj.

 

Myter om hestens have

Og hvorfor skulle det så lige være en hvid hest?

Der findes tidligere mange udlægninger og overtro omkring hestens farve:

• Den brune hest var sangvinsk
• Den røde hest var kolerisk
• Den sorte hest var melankolsk
• Skimlen var flegmatisk

Kelterne  troede, at røde heste særligt med rødhårede ryttere var tegn på kommende ulykker. Arabere mente derimod, at røde heste var de hurtigste.

I England var man af den opfattelse, at man skulle holde sig fra heste med hvide sokker på alle fire ben. Brogede heste var i mange år utænkelig i det bedre borgerskab. Det var i alle dage enighed om, at hvide heste var forbeholdt konger og stormænd.

 

Der Schimmelreiter

På den tyske vestkyst figurer Der Schimmelreiter. Egentlig er det en myte, men det er også titlen på en meget kendt roman af Theodor Storm. Der Schimmelreiter  er forvarslet på en forfærdelig stormflod. Men egentlig handler det om forskellige skyformationer. Nogle mennesker kunne lige som min bedstefar, der var assisterende slusemester ved Højer Sluse  på skyformationerne se varslerne.

Det hændte, at når han besøgte os på Strucksallè i Tønder  pludselig måtte tage knallerten tilbage til Højer  for at lukke slusen og hente sine får ind.

 

Kladruperheste

I dag behøver kongehuset ikke at låne sig frem til en hvid hest. I de historiske stalde på Christiansborg  står otte hvide Knabstrupper heste parat til at trække kongefamilien gennem København.

På et af verdens ældste stutterier, The National Stud and Kladruby and Labem i Tjekkiet fandt man de helt rigtige heste til formålet. Igennem de sidste 425 år har stutteriet avlet de sjældne Knabstrupper – heste  til russiske og europæiske fyrster, monarker og kejsere. Man det var ikke dette studderi, der var leverandør i 1920. Og tak for det, for ellers havde vi ikke haft denne spændende historie.

 

Hvorfor græd Johanne?

Et andet spørgsmål, som vi har fået, er:

Hvorfor græde den lille pige på hesten sammen med kongen?

Ja kigger man godt efter, så græd kongen faktisk også.

 

Kongen ville beholde Johanne

Egentlig var det ikke meningen, at den lille pige Johanne Martinne Klippert skulle have været op til kongen. Moderen, den senere præstekone fra Højer, Elisabet Braren løftede sin plejedatter op til kongen for at give ham blomster. Men kongen løftede hende op på hesten. I sin beskrivelse af hændelsen skriver, Elisabet Braren:

Efter en Tid saa jeg, at Johanne blev Angst, hun kunne ikke se mig og var lige ved at græde. Da maatte jeg bryde igennem Menneskemængden og komme ud til Grøften, som jeg løb henad, indtil jeg kom foran Toget. Saa brød jeg igennem, men blev standset af tre Politibetjente, som vilde vide mit Navn. Da jeg kom frem, kaldte jeg Johanne ved Navn, men for lutter Jubel og Hurraraab, var det næste umuligt for hende at høre mig. Straks da holdt Hesten stille. Idet jeg tog hende ned, sagde Kongen ”Maa jeg beholde hende”. Han fik intet svar, thi da jeg saa op i hendes Ansigt, afmaaledes der en Skræk for hvad mit Svar vilde bringe.

Kongens opfattelse af episoden var dog lidt anderledes. I den fremragende bog af Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen  er kongens dagbog gengivet. Her skriver han bl.a.:

Jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op mod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys jeg trykte paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da den lille Pige lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.

 

Nervesammenbrud

Plejemoderen, Elisabet Braren fortsætter sin beretning:

Så hurtig jeg kunne trak jeg Johanne ned i Grøften. Der fik hun et lille Nerveanfald, som udtrykte sig i klagende Toner. Jeg fik hende til Ro. Hun fik Hatten paa og stille gik vi bagefter hele Sværmen.

Det er datteren til Johanne Braren,  der hedder Eli Fredskilde, der har udgivet et lille hæfte om hendes mors liv. Hun fortæller også at hun ofte besøgte hendes bedsteforældre, præstefamilien Braren i Tønder.

Johanne blev født den 1. august 1911 på Ladegaard. Den 13. april 1915 måtte moderen overlade hende til Erlev Børnehjem. Allerede den 3. november 1915 blev hun anbragt i familiepleje hos Pastor Braren i Åstrup.

 

Kromandens plan

Der hvor kongen red over grænsen lå Frederikshøj Kro i 1864. Myterne fortæller, at kromanden drak grænse – kommissionen fuld og fik dem til at lægge grænsen syd for kroen, så Frederikshøj Kro kunne forblive dansk.

 

Kongen græd også 

Nu var det ikke kun den lille Johanne, der græd. Det kan vi udlede af sognepræst Gjørups meget følelsesladede historie fra dengang:

Paa den lille Festplads ved Vejen nord for Grænsen, hvor den hvide Hest ventede paa sin Rytter, og hvorfra den kongelige Kortege skulle udgå, blev Kongen modtaget af Sognerådet i Taps, og i de tyve Minutter naaede Forventningerne i de store Skarer en saadan Spænding, at det krævede en Udløsning. Alle Samtaler var gaaet i Staa, fordi alle Sind kun var optaget af det ene: ”Øjeblikket” – det som det danske Haab i mere end et halv Aarhundrede havde ventet paa. Forunderligt ensom, skønt omringet af Tusinder – Barhovedet og iført Infanteriets beskedne graa Uniform – rider Kongen langsomt frem, og hans Ansigt lyser af den store Højtid, skønt de skarpe Træk er præget af den stærkeste Sindsbevægelse og skønt Taarer løber ned af hans Kinder, mens Blikket vender opad.

 

Braren bevarede kontakten med kongehuset

Så kunne historien godt være slut, men det er den ikke. Familien Braren  bevarede kontakten med kongefamilien.

Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland.  Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder, at få ansat danske præster. Det krav opstod især efter nazismens gennembrud i 1933.

 

En bitter præst

I Højer gik et kirkeligt udvalg til Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det betød ekstra udgifter for ham. Braren afslog. Landtingsmand Hans Jefsen Christensen blev bedt om hjælp. Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som Kapelan i Højer.

Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet blev rasende. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen udtalte Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed. Han mente selv, at havde behandlet begge menigheder lige godt.

 

Den danske præst måtte klare sig selv

Et flertal i menighedsrådet i Højer mente ikke, at det var deres opgave at hjælpe den danske præst til en bolig.

I 1943 tog Braren så sin afsked fra den tyske menighed i Højer.

Tak til Hilmer, Martin, Helene og alle de andre læsere, der har mailet, ringet og skrevet angående Kongens Hvide Hest. Måske fortsætter historien med et tredje afsnit?

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Højer
• Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen – et portræt af Christian den Tiende (Gyldendal 2007)
• Eli Fredskilde: Pigen på den hvide hest (Grænse – og Genforeningsmuseet, Frederikshøj)
• www.hestonline.dk
• www.hestenettet.dk
• www.videnskab.dk
• www.danmarkshistorie.dk
• www.genforeningsmuseet.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Kongens hvide hest (under Sønderjylland)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed (under Aabenraa)
• Højer Kirke (under Højer)
• Flugten over grænsen 1914 – 1918 (under Sønderjylland)
• Bov Sogn mellem dansk og tysk (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Grænse og dens bevogtere (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Padborg – og nabobyerne (under Padborg/Krusaa7Bov)
• Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920(under Tønder)
• Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
• Tønder før – og efter Genforeningen (under Tønder)
• Tønder – marskens hovedstad (under Tønder)
• Tønders dansksindede (under Tønder)
• og mange andre artikler

Redigeret 14. – 11. 2021

• Her følger anden afdeling af Tinglev og omegn – dengang

 

Lokalhistorie og inddelinger

Egentlig kan det være svært at skrive lokalhistorie, hvis man vi have flere steder med på en gang. Skal man skrive efter den nuværende inddeling eller skal man tage den ældre inddeling, eller vælge noget helt tredje. Vi har så valgt det sidste. En del af de steder vi beskæftiger os med ligger i Slogs Herred. Det omfatter bl.a. Tinglev, Burkal, Ravsted og Bylderup.

 

Masser af adel

Ifølge Kong Valdemars Jordebog hed herredet Locthorpheret efter byen Lovtrup i Uge Sogn. Men det er kun nævnt med dette navn den ene gang. Ellers har herredet fået navn efter åen Slogs Å. I ældre tid var herredet også væsentlig større. Der er sket en masse bytterier i historiens forløb. Det skyldes blandt andet de store adelige godser, der var i Sønderjylland – dengang.Også i Slogs Herred opererede adelige som Ahlefeldt, Sture, von der Wisch, Rantzau m.m. Også kolonier blev anlagt i dette herred, således Julianenborg, Christianshåb og Sofiedal.

 

Slogs Herred

Herredsretterne blev ophævet i 1867. Det kan være lidt indviklet at forklare de ændrede styreforme og retspraksis gennem årene. Omkring 1770 holdtes Slogs Herreds Ting  i Bylderup. I 1864 blev der holdt ting på en af byens to kroer. Som tidligere hang der en galge ved Bredevad. På Videnskabernes Kort fra 1805 ses også en galge omkring Hajstrup.

Egentlig udgør Slogs Herred 6 pastorater under Tønder Provsti, Ribe Stift.  Men fra gammel tid har herredet hørt under Slesvig. Det vides at herredet havde eget segl i 1491. Af det findes ingen aftryk. Men et aftryk af yngre segl fra 1600 tallet er bevaret. Det viser et fiskegærde i bølger.

 

Adelige undersåtter

Rundt om i Tønder Amt var der dengang en del adelige undersåtter. De fleste blev efterhånden overtaget af landsherren. Men de bevarede dog en hvis selvstændighed. Således købte hertugen i 1631 en del fæstegods i Slogs og Kær Herreder.

Undersåtter måtte dog også selv købe sig fri flere steder.

Foruden de adelige godser, der lå direkte under den adelige landret, var der også enkelte større ikke – adelige gårde, som ikke hørte under de almindelige landsretter. I Tønder var disse såkaldte kanceli-godser, nemlig Hajstrupgård i Bylderup Sogn og Hestholm og  Mejerholm i Tønder Landsogn.

 

Nedbrændt og stormet af venner og fjender

Christian den Fjerde flygtede i 1627 op gennem Sønderjylland. Der gik panik i hans tropper, som plyndrede Flensborg og videre op gennem Sønderjylland. Soldaterne kunne ikke kende forskel på hertugelige og kongelige undersåtter. Uge og Bjolderup kirker  blev således afbrændte Det samme skete for Rise Kirke.  Landsbyerne Uge, Bolderslev, Hjordkær, Nybøl og Årslev blev totalt nedbrændt. Og Toldsted var allerede forladt.

Uge By havde lidt et tab på 1.075 mark og en enkelt bonde havde mistet 11 stude, fem stk. ungkvæg, 15 bistader, 24 skinker, 10 tønder øl, fire sider flæsk, 16 oste og alt det ud-tærskede korn.  Og flere ulykker kom med svenskerne. I 1654 – 55 kom pesten. Den kom igen i 1659 med forstærket styrke. Jo det område, som vi her beskriver, havde det ikke godt i de år.

 

Mennesker i mange år 

Tinglev har både heddet Tingløff og Tingheleff .

Måler man efter gravhøje, ja så  har der været liv i sognet i mange år. Mindst 42 har man fundet. De fleste er dog sløjfet eller for-gravet, dog er nogle blevet fredet. I byen er også fundet et bronze sværd, to små knive og en guld – armring fra ældre bronzealder.

 

Stoltelund

Stoltelund blev i 1500 tallet oprettet af nedlagte bøndergårde. I mange år tilhørte adelsgården Ahlefeldt – slægtens store besiddelser. I 1608 nævnes den gottorpske hofmarskal Burchard Dalldarf til Stoltelund, men han har ganske givet været forpagter. Ved Ahlefeldts konkurs i 1725, blev godset erhvervet af statsråd Grund. Hans enke forærede i 1741 gården til en af hende oprettet stiftelse for præsteenker i Bredsted. I 1785 blev godset udstykket og samtidig ophævedes livegenskabet. På et tidspunkt var der fem gårde i arvefæste på godset. I haven stod en reliefudsmykket døbefond af granit, som havde stået i den nedlagte Bjerndrup Kirke. Fra 1637 til 1806 havde stedet deres egen jurisdiktion.

Vippelgård

Vippelgård var også adelig. I 1491 skødes gården af ridder Hans von Ahlefeldt til Løgum Kloster. Gården havde tidligere tilhørt Barbara von der Wisch på Tyrstrupgård.
Ved andre ejendomshandler møder vi slægten Sture, Reventlow. Smalsted og Rantzau.

Sofiedal blev i 1700 tallet grundlagt af 20 kolonister.

 

Bylderup Sogn – pantsat

Bylderup hed dengang i 1200 tallet Biulethorp.  Hertug Valdemar og han søn pantsatte 1353 vort sogn Bylderup til marsken Erik Holk. Sognet havde forskellige ejere, og i 1497 overdrog Henrik Rantzau besiddelserne til Hertug Frederik.

 

Hajstrupgård

Her lå den tidligere fri-gård og  kanceli-gods Hajstrupgård. I 1420 blev den ejet af Peter Petersen, men han blev myrdet. Han sønnesøn var den berømte Nis Henriksen. Efter sin dåd fik han også tilkendt Vrågård i Burkal Sogn.

 

Karlsvrå 

Den tidligere adelsgård Karlsvrå  lå her også. I 1238 og 1245 nævnes Hr. Largo. I slutningen af 1400 tallet ejes gården af Eler Rantzau. Den fortsætter i familien indtil omkring år 1500 bliver solgt til Hertug Frederik for 4.000 rigsdaler.

 

Oldtidsfund i Terkelsbøl 

Ja og i Terkelsbøl er en heks. Hun kan se i fortid, nutid og fremtid. Evnerne har heksen, Ida Christensen arvet efter hendes far.

I Terkelsbøl er fundet en egekiste fra ældre bronzealder. Et par ældre stenalder – bopladser kendes fra Terkelsbøl Mose. Andre stenalderbopladser er fundet ved Sønderåen ved Gårdeby.

 

Jyndevad og Grøngård

Vi har også bebyggelsen Bov ikke at forveksle med bebyggelsen ved Padborg. Allerede i 1365 ser vi et stedet kaldet Bughe.  Her har vi også det gamle sted, Rens, som i 1340 hed Rindseet og i 1495 Reensze. Og Store Jyndevad kendt i 1230 som Jotenwath.

Her i nærheden ligger også  Grøngård, som vi tidligere har berettet om. Det var Hertug Hans den Ældres jagtslot. Det var også en stor gård, med en kæmpe ladegård. Hoveriet ophørte i 1597/58 mod at der skulle betales de såkaldte Grøngård – penge.

 

Vrågård

Vrågård var tidligere adelsgård og fri-gård. I 1490 blev den ejet af Erik Sture. Datteren Lene blev gift med Tiellof von der Wisch. Det var den gård som Niels Henriksen fik for sin heltedåd.

Vestergård  blev omkring år 1500 solgt af Eler Rantzau til Hertug Frederik.

 

Adelige handler

Hans Blomme kunne i 1592 på kongens vegne overdrage Hertug Johan Adolf 4 gårde , 3 mindre ejendomme og en eng i Burkal, som kongen havde købt af Jørgen Moth.  Løgum Kloster
havde tidligere haft en del besiddelser i sognet. Således kunne præsten Tyge Rubing i 1340 erklære, at han på klosterets vegne havde fået Jyndevad Mark på forlening på livstid. Dette bekræftede Erik Krummerdige i 1405.

I 1237 havde Ketelius bevidnet, at han havde skødet al sin jord på Lydersholm Mark  til munkene. Han havde i stedet fået tilkendt anden jord med tre fiskesteder. Interessant er også, at Otto Snafs i 1437 skødede til Hertug Adolf: Sin By Nolde med dens tilliggende. I 1495 skødede væbner Urne Jepsen af slægten Algudsen blandt andet tre gårde i Rens

til Anders Ebbesen Ulfeld. Køberen havde i forvejen halvdelen af godset, som han havde fået med sin frue Helvig Hartvigsdatter Smalsted.

Jo forskere i adelshistorie kan få meget ud af at forske i historien herude i det tyndtbefolkede område. Og vi er sikkert ikke færdig med historien. Således blev der i 1863 fundet et kg sølvsager og 146 mønter på en mark ved Jyndevad. De fleste mønter var arabiske. En jættestue er fundet ved Bov.  Ved Rens kendes en grav fra vikingetiden med sværd, skjold, lerkar m.m.

 

De mange østers

Advokat Bekker var blevet idømt tre måneders fængsel, fordi han havde nægtet at lade indmure en mindeplade i kirken i Bjolderup for tre faldne fra den fransk – tyske krig i 1870. Men fængselsopholdet havde efter sigende ikke været så hårdt. Således blev der konkurreret om, hvem der kunne spise flest østers i Glückstadts gamle fængsel. Lille advokat Bekker  spiste 31, mens Gustav Johannsen kun opnåede 29.

 

Regensburg i Bjerndrup

Det var også i Bjolderup Præstegård, at Theodor August Regensburg modtog undervisning. Han blev dansk – slesvigsk departementschef og stiftsamtmand. Det var ham, der stod for det såkaldte Sprogreskript.

 

En flintesmed ved Bjerndrup Mølleå 

Utroligt er det at tænke sig, at få 10.000 år siden sad der en sønderjysk flintesmed ved Bjerndrup Mølleå. Nu har arkæologer fundet en boplads her. Udover fund fra stenalderen, er der fundet ting fra jernalderen på stedet. Man har blandt andet fundet en nedgravet urne med brændte knogler og tre små jernknive.

 

Kongen lå stille

Den 31. august 1620 var Christian den Fjerde på besøg i Bolderslev. Der står skrevet, at han var nødt til at ligge ganske stille formedels svagheds skyld. Det står ikke om dette skyldtes fedme, druk eller seksuel overanstrengelse. Alle tre muligheder var sandsynlige. Han var således far til 26 børn fordelt på flere leverandører.

 

Mord og drama ved tinget

Vi fik hvis ikke med i førsteafdeling af vore strejftog omkring Tinglev, at der i forbindelse med Urnehoved er knytte et sagn. Ifølge Knystlinga Saga så udåndede Svend Estridsøn  i 1074 på kongsgården Suddathorp i Søderup, der ligger et par kilometer nordligere.

På Urnehoved Tinge lod iflg. Saxo Harald Kesja, der var halv-broder til Erik Emune sig hylde til konge i 1134. Tre år senere myrdede herremanden Sorte Plov den 18. september 1137 Erik Emune  under et tingmøde. Forinden havde Erik Emune nået at dræbe Harald Kesja og hans familie.

Kigger man efter i Danske Atlas, så benævnes Uge som Uk. Mon byen er opkaldt efter den adelige familie von Ucken  som har ejet Skovbølgård i Felsted Sogn?

 

Omvej til Ravsted

I første afdeling nåede vi ikke så meget om Ravsted. Det irriterede mig altid at bussen fra Aabenraa til Tønder altid skulle køre en omvej over Ravsted  Og omvendt den anden vej. Da var næsten aldrig passagerer med. Så det tog altid længere tid hjem, når jeg skulle besøge mine forældre. Men det kan Historien jo egentlig ikke gøre for.

Men hvad er Ravsted? Kigger man i brandvedtægterne så gælder området, Ravsted, Havsted, Hynding, Hyndingholm, Hessel, Fogderup, Stormsgaard, Korup, St. Knivsig og Korupmark.

Mindst 16 gravhøje er blevet fjernet omkring Ravsted. Men to ret store gravhøje kan ses ved Korup.

 

Slukke – forening

Betryggende er at vide, at den store slukningshjælp bliver varetaget af Ravsted Frivillige Brandværn. Man får hjælp af Øster Højst. I tilfælde af endnu større brand var det hjælp af værnene i Tinglev og Løgumkloster.  Og brandværnet i Ravsted  opstod allerede i 1898, som Löschverband Rapstedt. Men se det er en hel anden historie.

 

En borg ved Ravsted

Ravsted har heddet Rapsted, Raperhet, Rapset og Rapstede. Ifølge et sagn skulle der have ligget en borg ved Høgsholt. Satrupholm har tilhørt adelsfamilien Sturre. Datteren til Thomas Sturre, Kathrine var gift med den kendte Hans Blome.

 

Løgum Kloster havde store besiddelser

Indtil i hvert fald 1527 havde Løgum Kloster temmelig store besiddelser i Ravsted  og Omegn. Ditlev van der Wisch besad også en del ejendomme i området. Det samme gjaldt for en anden
adelsmand, Otte Emmiksen. Og fire ejendomme til hørte Gregorius Ahlefeldt.

 

De missionske i Fogderup

Befolkningen i Fogderup var meget missionske. Ligesom i Tinglev var her et missionshus.

 

Hjemmetyskhedens forpost

Man kan også sige, at befolkningen omkring 1848 havde valgt forbindelsen med syden. Det var en af hjemmetyskhedens forposter. Dette kunne skyldes den ansete deputerede i Stænderforsamlingen, Thies Hansen, som var sognefoged i Ravsted.

Efter sejren ved Bov  forlod han skyndsomt Ravsted. Men snart vente han atter tilbage.

En deserteret slagtersøn vente en nytårsaften hjem for at fejre nytår med sine forældre i Ravsted. Og dette fik sognefogeden til at organisere en bevæbnet hær i byen for at jagte den stakkels unge. Jo der skete skam noget i Ravsted.

 

En travl præst

Pastor Tiedje fik travlt, da mobiliserings – ordrene dukkede op. Enhver af de unge mænd fik et ord med på vejen, og man arrangerede andagter i forbindelse med første verdenskrig. Pastoren havde også oprettet et nødherberge for nødlidende østprøjsere. Der indkom en masse Liebesgaben fra hele Nordslesvig. Disse blev afhentet på jernbanestationen i Bylderup Bov.

 

Kilde

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Tinglev og Omegn – dengang
• Og mange flere artikler fra området 

Redigeret 14. – 11. 2021.

En tømrer faldt ned fra kirketårnet i Burkal i 1648. Bylderup Bov blev kaldt Det lille Danmark. Hesteforeningen for troende hesteejere blev dannet i Bjolderup Sogn. Amtmanden troede at han blev parodieret i Bjolderup kirke. Så kørte lyntoget direkte fra Tinglev til Tønder.

 

Provsten fra Tønder mente at kirkespiret på Tinglev kirke var det rene pral.  Og så skulle Tinglev Station angiveligt være lagt, så køerne ikke blev bange. Undertegnede blev både hyldet og pebet ud på Nachschule i Tinglev.

 

Hvad betyder Tinglev?

Hvad betyder Tinglev?  Første led i ordet kommer fra et glemt oldnordisk mandsnavn, Tinge. Andet led, lev mens at betyde arvegods. Bynavnet har været kendt siden 1200. I den tyske tid søgte man, at ændre bynavnet. Men indtil i dag foretrækker den tyske del af befolkningen stavemåden, Tingleff.

Længe troede man, at der lå tingsteder omkring byen, men nyere sprogforskning har dog ikke kunnet bekræfte dette. Når bynavnet ender på – lev må man også  formode, at Tinglev er en ældgammel by. Byer, der ender på – lev stammer fra omkring år 600, da nomadefolket bosatte sig egnen. I øvrigt stammer -“rup byerne” fra omkring år 700, mens -” bøl byerne” er fra år 900.

 

Tinglevs første beboer

Man har fundet et testamente fra Knud Stubbe, hvor han testamenterede noget ejendom til Løgum Kloster. Men også runestenen, Bjolderup Stenen fortæller noget Tinglev – historie. Det er måske så meget sagt, men stenen fortæller i hvert fald om Tinglevs første beboer, Ketil Urne.  Stenen ligger i dag i Bjolderup Kirke. Den er fra 1100 – tallet. Ketil Urne har antagelig været en af kirke-byggerne.

På et tidspunkt fungerede stenen som trappesten, så blev den flyttet ud på kirkediget. Og tænk i 1841 blev den solgt til Landesmuseum i Kiel.  Den var i en årrække udstillet på Gottorp Museum. ( Se artiklen – Adelsslægten, der uddøde – under Aabenraa)

 

Olgerdiget

Olgerdiget også kaldet Olmersvold fylder meget i historien. Det er et forsvarsværk fra den yngre romertid. Måske dannede  den grænsen mellem Jydernes og Anglernes stammeområde. De ældste udgravede egepiller er dateret tilbage til 200 – 300 år f.Kr.

Første gang anlægget omtales i litteraturen er i 1768. Man mente dengang, at anlægget havde strakt sig fra Urnehoved ved Uge i nordøst til Gårdeby Mark.  Ifølge gamle historier og myter skulle anlægget være ført helt ned til Husum, men det er det nu ikke historisk belæg for.

Olgerdiget bestod af forskellige anlæg, oprindelig adskilt af ufremkommelige eng – og sumpstrækninger. Det strakte sig fra Urnehoved  til Bjerndrup Mølleå ved Gårdeby. Det var dels anlagt som vold og dels som grav. De seks delstykker tegner en linje, der går fra Petersborg øst for Uge og Lovtrup, over markerne mellem Almstrup Bæk  og Bredemose og endelig fra Tinglev Sø til Gårdeby Mark.

Ved Lovtrup og Uge har man kunnet passere uden problemer dengang, men netop på disse to steder har man fundet vældige palisade værker. De har strakt sig over oldtidsvejene, og var dannet af svære egeplanker. Her har været et hegn af palisader.   I 1768 kunne man stadig se rester af diget. Nu må man se på tegninger af det omfattende forsvarsværk.  ( Se vores artikel om Forsvarsværker i Sønderjylland). Man har nu genskabt en prøbe på, hvordan det har set ud.

 

Tinglev Kirke

Tinglevs tidlige historie begyndte i den vestlige del omkring kirken. Kirkens ældste del går tilbage til Valdemars tid (1157 – 1241). Kirken var viet til Skt. Leonhard. Omkring 1279 – 83 synes kirken, at have haft sin egen præst. Omkring 1502 delte man præst sammen med Uge.

Tårnet havde indtil 1667 et tårnspir. Antagelig har det været offer for lynilden 7. sept. 1783.

Provst Balthazar Petersen i Tønder gik voldsom til angreb mod kirketårne, der kun var Pralværk for en landsbykirke. Han ønskede tårnet fjernet og erstattet med en træklokkestabel. Måske var det kobberet på kirketårnene som provsten ikke kun lide. Men sognebørnene ønskede at beholde deres tårn. Ja det tårnet med kobberspiret var på sit højeste, blev det påstået at man kunne se det ude fra Nordsøen.

Altertavlen er far sidste del af 1500tallet. Det ældste alterklæder er 20 alen silke og blev anskaffet i 1640. Et alter-krucifiks var solgt til Wippel, og endnu i 1790 var det i familien Ratenburgs
besiddelse. Men præsten ønskede det tilbage til kirken.

Da de svenske ryttere også havde taget den gamle messehagel, anskaffedes i 1646:

• 8 alen blommet italiensk sammet, 4 alen purpur ”kronrasch”, 20 alen sølvgaloner og 5 ½ alen sølvkniplinger til fremstilling af en ny messehagel

På kirkegården er der en mindesten over de 71 faldne fra sognet under første verdenskrig. Men der også  en fællesgrav for 16 engelske, franske og russiske soldater, der døde i krigsfangelejren på Gårdeby Mark.

 

Den gamle skole

På sydsiden af Tinglev Kirke ligger en gammel skolebygning. Den er bygget i 1786, som afløser for en tidligere skole. Nu tilhører bygningen, kirken. Hvornår den første skole kom til Tinglev vides ikke. Men en af degnene, Hans Küster led druknedøden i 1659.

 

Kirkekroen

Smeden, Jeremias Christensen byggede en smedje i 1854 på den nuværende adresse, Hovedgaden 105. Det var et stykke jord, som han og hans kone fik i bryllupsgave af hendes bror. Og broderen var gæstgiver i gæstgiveriet ved kirken. Den er fra 1804. I mange år fungerede stedet som Kirkekro.

 

Flot træskulptur

Smedjens stuehus bruges i dag til undervisning. Men på gårdspladsen står Jeremias Christensen  med sin ambolt. Det er en imponerende træskulptur, skåret af Tinglevs træskærer, Friedrich Grube. Flere steder i Tinglev kan man i dag se imponerende træskulpturer, som er blevet til ved hjælp af en motorsav.

 

Jernbanen uden om stakkels køer

Den østlige del startede sammen med jernbanen i 1864. Stationen blev dengang anlagt på en åben mark 1,5 km fra kirken. Angivelig skulle det være fordi at byens bønder ikke ville have, at deres køer og heste skulle blive skræmt af damplokomotivet. Sådan fortæller historierne. Men sandheden er nok snarere, at jernbanen blev nødt til at slå et slag uden om Tinglev Sø.
Lyntog til Tønder

Det hjalp på byen, at jernbanen dukkede frem i 1864. Og siden holder alle de vigtige tog her i byen. Det er både dem der går mod Flensborg – Hamborg og til Sønderborg.  I 1867 fik man også forbindelse til Tønder. Men det hørte op i 1971 og siden 2002 er godstrafikken også ophørt.

Først i 1901 blev forbindelsen til Sønderborg etableret. Og tænk, der kørte et lyntog på strækningen mellem Sønderborg og Tønder.

Det hed selvfølgelig Sønderjyden, og kørte strækningen fra 1948 til 1966. Men nu var det sådan, at man kun måtte køre med 70 km i timen, så lyntoget var kun tre minutter hurtigere end det ordinære tog.

 

12 broer fra Tinglev til Tønder

For at komme over vandløbene fra Tinglev til Tønder var det nødvendigt at anlægge 12 broer. Beboerne i Jejsing og Hostrup  havde ved en underskriftsindsamling fået bevirket, at de havde fået et læssespor. Det var de meget imod i Tønder. De ville åbenbart have korn – og kvægtransporter for sig selv.

I 1907 ønskede preusserne at opgradere stationen. Sporarealet blev udvidet. Man anlagde det andet spor til Flensborg.

 

Chikane af danske arbejdere

Overdragelsen fra tysk til dansk på  stationen i 1920 foregik ikke uden problemer. De cirka 100 nye ansatte havde svært ved at finde logi. Mange tysksindede nægtede, at stille lokaler til rådighed og forlangte overpris for en beskeden logi.  DSB blev nødt til at transportere sovevogne til stationen, som personalet kunne bruge.

 

Bomber mod stationen

Under anden verdenskrig blev stationen angrebet tre gange. Det værste angreb var den 16. april 1945. Her skete der betydelig skade på stationsbygningen og det nærliggende posthus.
Kort før afslutningen af krigen, foregik der sabotageaktioner mod stationen .

 

Landeværnet

I Tinglev ligger også Foreningen Landeværnet. Den blev oprettet i 1927 som led i den nationale kamp om jorden i  Sønderjylland. Allerede i 1890erne startede den preussiske stat
germaniseringen af området ved at tilbyde tyske landmænd billige ejendomme og jord.

Det tyske mindretal var ikke tilfreds med grænsedragningen i 1920, så mens landbruget i Sønderjylland var ramt af en dyb krise, forsøgte de med Kreditanstallt Vogelgesang at støtte tyske landmænd med billige lån.

Som dansk modtræk blev Landeværnet oprettet. Det var under mottoet Dansk jord på danske hænder. Landeværnet skulle yde billige og risikovillige lån til dansksindede landmænd især i den truede firkant mellem  Højer, Løgumkloster, Aabenraa og Gråsten. I dag er Landeværnets opgave, at bidrage til at opretholde et erhvervsliv og fremme bosætningen i landdistrikterne (se artiklen: Jordkamp, Vogelgesang og Domænegård under Sønderjylland)

 

Besøg i Tinglev Mose

Når du er i Tinglev, bør du besøge Tinglev Mose. Men som om, der er anlagt en sti, kan du ikke altid være sikker på, at gå tørskoet igennem den.

En stor del af Sønderjylland var indtil for et par hundrede år siden dækket af moser. Her har man i uendelige tider gravet tørv. Et spændende stykke natur ligger her med en masse dyreliv.

 

Egne oplevelser på Nachschule

Her i Tinglev ligger også den tyske Nachschule. Det var her jeg holdt foredrag for mindretallets lærere og pædagoger. Det var både på dansk, sønderjysk og på
tysk. Halvdelen var begejstret, mens den anden halvdel peb mig ud. Det var en oplevelse. Emnet var, at have barn i tysk skole. Min kone og mig  havde filosoferet  lidt over, hvordan det tyske mindretal kunne gøre det bedre. Mine tanker blev ikke lige vel modtaget alle steder. Og baggrunden for, at det var os, der skulle holde oplægget, var, at jeg havde haft en kronik i diverse aviser. Måske burde jeg have holdt mine tanker for mig selv.

Skolen i Tinglev har rødder tilbage til 1905, hvor folkehøjskolen Deutscher Volkshochschule blev oprettet. Efter anden verdenskrig blev alle tyske institutioner beslaglagt af den danske stat, men i 1951 kunne man i nye bygninger indvie en tysk efterskole.

 

I festlig lag i Tinglev

Men ellers har jeg tilbragt ikke så få gange i festlig lag her i Tinglev  hos min gode ven og tidligere klassekammerat, Ingolf. Jeg var nu ikke så sikker på, at naboerne syntes det var så sjovt,
at vi hver gang ved 4 – tiden om morgenen gik ud på gaden og sang tyske slagere.

Og på Tinglev Stadion blev alle os fra Tønder udvist fra dommeren. Vi var der som tilskuer, med dommeren brød sig om vores tilråb.

 

Ravsted – fra oldtiden

Mellem 1970 og 2007 var Tinglev Kommune  en selvstændig kommune med følgende sogne: Bjolderup, Burkal, Bylderup, Ravsted og Uge.

Ravsted ligger nordligst i kommunen. Her er der også meget historie. Byen har ligesom Tinglev rødder tilbage til oldtiden. Ordet rapæ betyder stedet, hvor dværgbusker bor.  Sådan har det sikkert set ud, da de første mennesker bosatte sig på Tinglev – sletten. Det ældste stykke papir, der fortæller om Ravsteds eksistens er fra 1298. Da hed byen Raperhet.

 

Ravsted Kirke

Der kendes ikke noget til Ravsted Kirke i middelalderen. Efter reformationen kom den under landsherren. Fra 1544 kom den under Hertug Hans.  Efter hans død, var det de gottorpske hertugers tur. Kirken har haft et fritstående træklokkestabel indtil 1746. Omkring 1250 – 1300 afløstes apsiden af en urgotisk korforlængelse. Man ved, at der i 1688 blev købt et nyt skarlagens ”Altargewant” for 27 mark. I 1799 kan man læse:

• I stedet for det røde Alterklæde, der i begyndelsen af århundredet var skænket af pastor Tychsens Frue, har Sognefoged Fedder Hansen og Hustru 1786 givet et nyt af sort Manchester med Guldborter (50 rigsdalere). Det gamle solgtes for 3 rigsdalere 

Altertavlen  er fra omkring år 1500. Prædikestolen er en såkaldt Tønder – stol fra 1605. Præstestolen er antagelig samlet af dele fra kirkens ældste orgel, der tidligst nævnes 1636. En præstetavle fra 1776, nævner de 11 første præster efter reformationen, herimellem også Laurentius Oweni, der i 1591 blev dræbt af sin kapelan.

 

Byer langs oldtidsvejen

Der er steder rester af oldtidshøje omkring byerne i denne del af kommunen. Og der findes også rester af en gammel oldtidsvej, der dengang førte folk og fæ til og fra Ribe. Mange af de små byer i Ravsted Sogn  er opbygget omkring denne oldtidsvej.

 

Urnehoved

Urnehoved Tingsted var i brug fra 1074 frem til 1523. Her mødtes kongen og hans udsendinge for at drøfte problemerne – dengang. Men hvor stedet har ligget, er der mange bud på. Det man ved, er at det har ligget ved Hærvejen i området ved Uge og Bolderslev. Urnehoved Mindelund ved Oksevejen fortæller lidt om historien. Den blev anlagt i 1946 – 48. Her kan du tydeligt fornemme, hvordan dengang blev dømt under åben himmel (Læs også artiklen: Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa – under Aabenraa).

 

Povls Bro

Ved Oksevejen, der fører over Bjerndrup Mølleå, kan du opleve Povls Bro. Det er et lev fra dengang. Her var oprindelig et vadested. Men den bro, der er der nu stammer fra 1744.

 

Engelsk fly styrter ved Bjerndrup

Den 29. april 1943 mistede englænderne 17 bombefly over Danmark. Et af flyene måtte nødlande ved  Bjerndrup. Det hele endte i et kæmpe flammehav. Politibetjent Egon Johansen fra Løgumkloster og politibetjent Levinsen fra Ravsted var hurtig fremme ved nedstyrtningsstedet. Pludselig opdagede man, at der var overlevende. Man fandt to hårdt sårede samt en død flyversergent. Hans faldskærm var ikke blevet udløst. Senere fandt man endnu et lig ved det nedstyrtede fly. De hårdt kvæstede blev indlagt på Tønder Sygehus, men ingen overlevede. Hele besætningen blev begravet på Aabenraa Kirkegård.

 

Bjolderup Kirke

Bjolderup kirke lå i Rise Herred. I den katolske tid var kirken viet til Jomfru Maria. I Konge Valdemars Jordebog nævnes det nærliggende Søderup som kronegods. Mon det var her Urnehoved Tingsted lå?

Den første kirke på stedet var lavet af træ. Men omkring 1150 byggede man en kirke i granitsten. I 1627 blev kirken afbrændt. Det var danske soldater på tilbagetog, der gjorde dette. Ifølge Danske Atlas blev både altertavlen, prædikestolen og væggene malet i 1697. Den daværende amtmand i Aabenraa, Günderoth troede, at kalkmalerierne var en parodi på ham. Maleren havde forestillet djævlene i helvede som ugler. Og amtmanden havde netop ugler i sit våbenskjold.

Man kan ikke undgå at se kirken. Tårnet rager 38 meter op i landskabet. Antagelig er tårnet bygget i 1589. Ifølge kirkens regnskab faldt en tømrer ned fra tårnet i dette år. Senere i artiklen kommer der mere fra Bjolderup Sogn.

 

Uge Kirke

Uge Kirke lå i Lundtoft – Vis herreder. Den beskedne kirke er bygget i det 11. århundrede. Omkring 1502 har sognet været annekteret Tinglev. Ifølge sognepræstens optegnelser fra 1741 så brændte kirken sammen med landsbyen i 1627. Også i 1650erne har kirken lidt skader som følge af fjendtlige tropper.

Det ældst kendte klokkehus brændte sammen med resten af kirken i 1627. Den nye kirke stod færdig i 1632. Efter branden fik kirken foræret en ny altertavle fra Bylderup.  Denne blev taget ned, da Morten Hansen forærede et beløb til en ny altertavle.

 

Store Jyndevad

Mod vest kommer du til Store Jyndevad. Her ligger møllen, som er opført i 1896. Men møllens historie går helt tilbage til 1230. Det var munkene fra Løgum Kloster, der opførte den på sydsiden af åen. Møllen var en overgang Kongelig Korn – og Valsemølle. I nyere tid har der været produceret strøm. Mølledammen er fra 1357. Munkene måtte ikke spise kød, så de drev fiskebrug her.

Det Unge Grænseværn købte blandt andet kroen i Store Jyndevad i 1939.

 

Henrettet ved Bredevad

Området er fuld af historier og myter. Et makabert spor er en galgehøj, et henrettelsessted ved Bredevad. Stedet blev brugt frem til 1800tallet. Vejnavne som Galgebrostene  og Galgehøjvej minder om stedets barske historie.

Slogs Herred omfattede dengang Burkal, Bylderup, Hostrup, Ravsted og Tinglev Sogne. I sidstnævnte lå det adelige gods Stoltelund, som indtil 1725 hørte under Søgaard i Kliplev Sogn. Slux Herreds Retter – Sted lyder indskriften på en sten syd for landevejen mellem Bredevad og Sottrup.

I 1623 erklæredes drabsmanden Jürgen Matzen ”mit dem Schwerde gerichtet tho werden schuldig. For tilstået tyveri blev Jürgen Jessen i 1652 dømt til at hænges mit einem Strange in dem lichten Galgen unter dem bloten Himmel. I 1680 slog svinesnideren Hans Köster  en kvinde ihjel i Tinglev. Han blev antagelig henrettet.

Samme år måtte der opsættes en ny galge til den “8.July justificierten Diebes Asmus Petersen von Wensüssel” som blev dømt for at have stjålet en vallak.

Elsche Oluffs under godset Stoltelund havde 1762 slået sin tre måneder gamle barn ihjel, og hendes dødsdom stod ved magt.

 

Et sagn fra Bredevad

Der findes et sagn om smedekonen i Bredevad, der blev halshugget for giftmord på ægtefællen og hendes fætter Jes, som havde sat ild til Bredevad Mølle, og begik selvmord i fængslet.

Sagnet kan være baseret på virkelige begivenheder. Begge siges, at være begravet på retterstedet.

 

Den 9. april 1940 i Bredevad

Når man taler om Bredevad,  mindes man de begivenheder, der fandt sted den 9. april 1940. Tyske og danske styrker ankom samtidig til det vigtige vejkryds. Den danske enhed åbnede ild, og ødelagde den forreste panservogn i den tyske kolonne. Men overmagten var for stor, og de danske soldater måtte overgive sig. En mindelund er rejst 100 meter fra stedet. To danske soldater mistede livet.

 

Bolderslev vokser med jernbanen

Bolderslev nord for Tinglev oplevede en opblomstring efter at jernbanen var kommet til byen. I 1903 var der hele tre købmænd i byen. Blandt de største virksomheder var Erichsens Uldspinderi i Søndergade, Bolderslev Mølle i Hovedgaden, Bygmester Jacob Jacobsens  byggefirma med snedkeri på hjørnet af Hovedgaden og Stationsvej. Ja så var det også Bolderslev Andelsmejeri. Fra 1891 kendes Abkjærs Købmandsgård.

I 1970erne blev stationen nedlagt. Det gik hårdt ud over de handlende. Men det hjalp, da Kohberg fra 1969 udvidede virksomheden.

 

Bolderslev Frigård

Bolderslev Frigård har været omtalt i andre artikler. Det der med frigårde var et specielt sønderjysk fænomen. Det var en mellemting mellem en bondegård og en adelsgård. De havde særlige privilegier, typisk frihed for landgilde, hoveri, indkvartering, mølletvang og andre byrder. Til gengæld betalte de en beskeden friskat.

Det første privilegium fik gården i 1452 af Hertug Adolf af Slesvig. Christian den Fjerde besøgte stedet mindst syv gange i hans regeringstid. Desværre brændte svenskerne gården sammen med de andre gårde i Bolderslev i 1627.

Ejerne af Bolderslev Frigård  var ridefogeder i Bolderslev Fogderi. Måske var Bolderslev Frigård Urne – slægtens hovedgård i Bjolderup Sogn. Adelsslægten Urne kan henføres til 1200 tallet. De er også ophavsmænd til den forsvundne landsby Urne i Bjolderup Sogn.

 

Mange bevægelser i Bjolderup Sogn

I 1800 – tallet kunne man i Bjolderup Sogn opleve forskellige folkelige bevægelser. Det startede med den hellige skrædder, Johannes Andresen. Han havde forbindelse til Brødremenigheden i Christiansfeld.  Og tænk i 1900 stiftedes Hesteforeningen fra troende Hesteejere. I 1899 byggede Indre Mission  et missionshus i Bolderslev. Fra sognet kæmpede man mod kortspil, dans og druk. Drikkeriet blev bekæmpet af afholdsforeningen Fredens Skanse.

Man havde også gang i den nationale kamp. Mange i vestersognet støttede således op om Den Slesvig – Holstenske Bevægelse.

 

Bylderup Kirke

Mod vest i Slogs Herred ligger Bylderup Kirke, den gamle herreds-kirke.  Antagelig i 1204 stadfæstede kong Valdemar den Anden de besiddelser, der var overdraget Løgumkloster af kongen selv og bisperne i Ribe. Heriblandt var tiender til Bylderup Kirke, skænket af biskop Valdemar Knudsen  af Slesvig.

I et udateret dokument fra 1279 – 83 nævnes en sognepræst ved kirken, og i 1504 forekommer både en sognepræst og en kapellan.

Under svenskekrigene i 1600tallet led kirken en del skade. Ifølge et vandresagn skal kirkerne i Bylderup – Ravsted, Tinglev – Bjolderup, og Hjordkær – Uge være opført parvis af øksekastende kæmper. ( Se artiklen Fra Hjordkær til Rødekro under Aabenraa).

Kirken har været forsynet med et fritstående træklokkestabel. I årene 1753 – 54 blev nogle ubrugbare pæle fra det gamle klokketårn  bortaktioneret. Kor og skib er fra første del af 1200erne. En forlængelse mod vest er allerede foretaget i 1200tallet.

Herredsfoged Hans Nissen skrev i 1637 til hertugen om det forfaldende klokketårn:

• 1626 angefangen ind Gottlob glücklich vollenführet.

Under et uvejr i 1682 brændte tårnets temmelig høje spir.

Døbefonten af træ er i 1710 skænket sammen med fad og låg:

• Gott zu Ehren der Kirchen zum Zirath dises Tauffe Henricus Ibenthalmit seinen freu(n)den verehret Hamb(urg).

På kummen er der udskårne våben for Hajstrupgårds ejere.

 

Frakken faldt ned

Prædikestolen er fra 1585. I en af felterne er der reliefskårne våben for hertug Adolf og Kristine af Hessen. I kirken findes flere ting, der kan henledes til herredsfoged Nis Hinricksens
navn. Der er knyttet flere sagn til ham i forbindelse med hans optræden på Urnehoved i 1523 (Se artiklen Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa). Hans tykke kappe med fem pile skulle have været ophængt i kirken. Men ifølge Pastor Beier skulle det være faldet ned engang mellem 1786 og 1790.

 

En ukendt natursti

En ukendt å, ligger her. Den er vel på cirka seks kilometer, Slogsåen. Den løber gennem engene forbi Lendemark, deler Bylderup og Bylderup Bov. I engene øst for Saksborg løber Slogsåen  og Uge Bæk sammen, hvor de bliver til Grønåen, der senere optages i Vidåen. Og i Grønåen har vi ofte som børn badet.

Langs engdraget er her en flot natursti, som bør opleves. Man også her den eksotiske bro, som i folkemunde kaldes Kineserbroen.

 

Jernbanen grundlagde Bylderup Bov

Egentlig var det også her, at jernbanen skabte byen, Bylderup Bov. Det var et øde område, dog lå her en landevejskro. Den fra 1845 og i kroens lade blev der bygget en grovvareforretning.
Denne forretning blev adskilt i 1906. Frem til 1999 blev der drevet kro på stedet. En orkan satte en stopper for dette.

Frem til 1890 var der kun 5 – 6 huse i Bylderup Bov. I 1887 blev det første mejeri etableret. Et savværk, som man kaldte Æ sort Laj om æ Barngaard. Det indstillede driften omkring første
verdenskrig. Efterhånden kom der manufakturforretning, skrædderi og bager til byen.

Gendarmhus med stald blev bygget i 1906. Omkring 1910 kom en almindelig høkerforretning i By-gaden 3. Lille Christiania lå på Slogsgaden 10,  Har var baptistmenigheden også lejer på et tidspunkt.

 

Hvad skulle stationen hedde?

Man kunne ikke rigtig blive enig om, hvad stationen skulle hedde dengang i 1867. Der var forslag fremme om Bau, Lendemark – Bau, og Bülderup – Bau. Det var som bekendt det sidste forslag, der løb med sejren. Det var ikke let at bygge en jernbanedæmning over Slogsådalen. Der måtte piloteres med 7 meter lange og tykke rundstammer.

Banegården bestod af venteværelse, kontor, materiale-rum og lagerplads. Her boede stationsforstanderen også. Der blev anlagt sidespor og læsserampe.

Utrolig, at der dengang i 1867 var tre tog om dagen i hver sin retning. Køretiden mellem Tønder og Tinglev var på en time. Og Bylderup Bov fik endda lyntogsforbindelse til København
fire gange om ugen.

 

Det lille Danmark

I Slogs Herred  var der en del tyske sogne, men der var også danske enklaver. Bylderup blev kaldt Det lille Danmark. Fra Lendemark Mølle blev der sendt indbydelser ud til selskabelige
sammenkomster. Men sådanne sammenkomster blev ofte anmeldt til den tyske amtsforstander. Ofte havde disse sammenkomster besøg af foredragsholdere fra Det gamle Land. Sammenkomsterne voksede sig større, og Selskabelig Forening blev dannet i 1905. Men de havde det ikke let. De tyske myndigheder forsøgte hele tiden, at bremse initiativerne.
Det var på baggrund af disse chikaner, at Slogs Herreds Hus blev etableret. Ved indvielsen var der 180 gæster til stede. Det berettede en dansktalende gendarm til de tyske myndigheder.

Huset endte også med at blive beslaglagt af de tyske myndigheder. Men man kunne dog i huset fejre, at der var 63 pct. danske stemmer i sognet. I nabokommunen Burkal var der lige
nøjagtig tysk flertal, nemlig 51 pct. Under besættelsen blev huset i det sidste stykke tid igen beslaglagt af tyskerne.

 

Lendemark

Vejen fra Hajstrup over Bylderup og Lendemark til Bredevad var en herredsvej. Vejen gennem Lendemark blev omkring 1800 et stykke af Tønder – Aabenraa vejen. Omkring 1910 blev den belagt med sten, og kunne nu kaldes Chausseen.

Lendemark bestod af 7 gårde og 8 kåndersteder. Bylderup Bov Præstegård, der blev brugt frem til 1982, lå i Lendemark. Preusserne byggede også en stor præstegård, som i tilfælde af krig
skulle bruges som lazaret. En stor del af den nedbrændte dog i 1928.

 

Burkal Kirke

To sagn knytter sig til Burkal Kirke. Ifølge den ene var Bylderup og Burkal  opført af to jomfruer Bur og Byl. Men også to kæmper med samme navn, indgår i et sagn. Kirken og kroen ligger ved Slogs å, kun tre km fra Bylderup Kirke.

Den ældste del af kirken er fra 1200 – 1250. Loftsmalerier stammer fra 1622. Altertavlen er fra 1622. Under kalken fra 1646 står indgraveret:

• Nach dem der vorige Kelch von den schwedischen Reuteren Ao 1644 garabt. Ist Dieser zum Gottesdienst Ao 1646 verfertigt und von Kirchengeldern bezahlt.

 

Tømreren faldt ned fra tårnet

De flotte alterstager blev fundet ved åbningen af et tilmuret vindue i 1944. De 41 cm høje stager blev indsendt til Nationalmuseet. I bunden står indgraveret Vhristen Klipleff
in Buhrkarl 1763 – Hans Hansen von Nolde 1763.  Et klokketårn har været fritstående. Således arbejde en tømrer på det i 1640. Træet fra det gamle tårn skulle være solgt i 1668. Prædikestolen er fra omkring 1610.

Denne artikel fortsætter med ”Mere om Tinglev og Omegn –  dengang”

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
–   www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

• Akeleye Slægten 1 – 9 (om Urne – slægten)
• Hærvejen i Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)
• Adelsslægten, der uddøde (om Urne – slægten) (under Aabenraa)
• Ahlefeldt og Søgaard (under Aabenraa)
• En Tolder – familie fra Hærvejen (under Aabenraa)
• Folk – syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Fra Hjordkær til Rødekro (under Aabenraa)
• Toldsted på Hærvejen (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
• Hærvejen til Grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)
• De første mennesker i Tønder (under Tønder)
• Emil Noldes liv – vest på (om bl.a. Burkal) (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (om bl.a. Burkal) (under Tønder)
• Øst for Tønder (under Tønder)
• Tog til Tønder (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 15. – 11 – 2021

 

For at blive lærer i Tønder, skulle man forpligtige sig gratis til at undervise 50 fattige børn. Gentagende ulydighed over for Tønders fattigforstandere betød seks gange fem dage på vand og brød eller korporlig afstraffelse. Så skal vi lige have at vide, hvad man fik at spise på Gørresmark i 1856. Kæmnere ville nedlægge apoteket i 1856. Skyttekongen fik et års frihed for borgerlige byrder. Vandet fra Tønders brønde var uegnet til tevand og vask.

 

I 1963 blev nogle af Tønders historiske klenodier udstillet på Tønder Museum. Udstillingen varede hvis nok kun fire dage.   Byarkivet var ved at blive ødelagt, men blev reddet i sidste øjeblik. Landsarkivet i Aabenraa har reddet mange af de værdifulde klenodier.

• Dette er andet afsnit af Kilder til Tønders Historie

 

Rektoransættelse (1642)

I 1642 var rektor ved Latinskolen David Preuss afgået ved døden. I hans sted pegede man enstemmigt på Andreas Andreæ til rektor. Som løn fik han årligt 100 gylden og samme occidentale som hans forgænger. Hvis den ene part ikke længere kunne enes med den anden, kunne der gives opsigelse med et kvartals varsel.

 

Kantoransættelse (1676)

Efter kantor Marchius`s død  blev Tobias Paulus i 1676 ansat som kantor. Ved ansættelsen skulle han forpligte sig til at vise rektor og ældre kolleger respekt

• wie auch der lieben zarten Jugend mit Lehr und Leben verantworlich vorgehen

Han skulle synge i kirken og i skolen påtage sig de timer skolens inspektør, Dr. Kenckel forordninger, ligesom han skal musicere. Bolig blev anvist ham over for Latinskolen. Hans udnævnelse var forsynet med byens segl med det nyere billede af et tremastet skib. Dette segl kendes tidsligst fra ca. 1560.

 

Fundats for Tønder Seminarium

Blandt de bedst udforskede emner inden for Tønder bys historie er seminariets historie. Dets første begyndelse kan spores tilbage til 1753. Først i 1786 blev det økonomiske grundlag for dets videre bestående efter Provst Balthazar Petersens  død sikret. I det nævnte år godkendte Christian den Syvende Fundationsacta, hvorved bl.a. gården Gørresmark blev testamenteret til seminariet (Se artiklerne Tønder Statsseminariums Historie og Fattige i Tønder).

 

Skolen i Vestergade

Skolen i Vestergade var oprettet i 1790 til aflastning af allerede eksisterende borgerskoler, nemlig den tyske skole og skolen på hospitalet. Børnetallet i byen var blevet så stort, at skolerne var overfyldte. Det benyttede nogle forældre som undskyldning til, at holde deres børn hjemme, og at de fik for langt til skole.

Læreren skulle forpligte sig til at undervise 50 fattige børn og evt. holde en hjælpelærer. Til udstedelse af vidnesbyrd benyttede man sig af 2 trykte skemaer, hvor indføjelse af enkelte ord kunne give de forskellige mere eller mindre rosende former for omtale.

 

Drengeskolen i Smedegade

Efter en bestemmelse fra 1797 blev Latinskolen i Tønder nedlagt, da den gamle rektor Thomas Carstensen i begyndelsen af 1800 – årene gik af. I 1803 udarbejdes den nye skoleordning af generalsuperintendent Adler. Byen beholdt to skoler, Vajsenhusskolen og Vestre Byskole. Som tredje skole indrettedes en 3 – klasset skole for drenge, hvor den nye rektor, I.L. Forchammer  underviste sammen med kantoren og den tyske skolemester. Til brug herfor opførtes en ny skolebygning i Smedegade.

Hele bygningen kostede 1651 Rigsdaler 20 sk. at opføre. Disse penge blev hovedsagelig skaffet fra Møllekassen. Det var overskuddet fra byens forpagtning af Den Kongelige Vandmølle.

Bygningsregnskabet og regning for arkitektens 3 – dages rejse til Flensborg for at skaffe byggemateriale findes stadig. (se artiklen Vajsenhuset i Tønder)

 

Nyt Skoleregulativ (1834)

Efter at seminariet i 1829 blev omdannet til statsanstalt løsnedes dets forbindelse til byens skolevæsen. Det blev derfor nødvendigt at lave en ny skolereform. Den så dagens lys i 1834. I seminariets  gamle bygning blev der indrettet en to – klasses hoved-skole for piger. Skrive – og regnemesterskolen for drenge lå her i forvejen.

Skolevæsnet blev nu opdelt i tre klasser:

• 1. Elementær – skolerne (Vajsenhuset og Skolen i Vestergade)
• 2. Hoved-skoler
• 3. Rektorskolen

Lærernes lønninger og bygninger blev forbedret.

 

Indberetning til Provst Hjort (1861)

Efter sprogreskripternes udbredelse begyndte man at lægge undervisningen i Tønder om, således at dansk skulle være det væsentligste sprog. Nogen endelig nyordning fandt man dog ikke frem til. Af lærer Hagerups fremlagte indberetning fremgik det, at der i alt undervistes i 6 klasser med et børnetal på i alt ca. 520 børn.

Mindst var Rosendahls overdrengeklasse  med 70 elever og størst var Cornelius Appels elementærklasse på Vajsenhuset med 110 elever. Rektorklassen var inddraget, men i stedet undervistes udenfor den egentlige skoletid med 2 timer ugentligt i hvert af fagene matematik, naturlære og engelsk.

 

Chronik der Mädchenschule

Efter 1864 lukkede de danske skoler i Tønder. Tilbage var af offentlige skoler kun borgerskolen og seminariets øvelsesskole. Et indblik i skolernes dagligliv giver skolekrønikerne, hvoraf Landsarkivet i Aabenraa besidder pigeskolens krønike 1877 – 1911. Denne skole var bed en omordning i 1877 kommet til at bestå af to mellemskoleklasser og 56 pr. folkeskoleklasse.

 

Fattigvæsen

Helligåndshuset bygges (1523)

I middelalderen fandtes i mange købstæder Helligåndshuse. Det var stiftelser, der i Helligåndens navn tog sig af fattige og syge. Også i Tønder fandtes tidligt sådan stiftelse, hvis bygninger formentlig er gået til grunde ved Østergades brand i 1517. Hertug Frederik  gav den 11. november 1523 forstanderen tilladelse til at foretage offentlig indsamling i hertugdømmerne til opførelse af nye bygninger.

Disse bygninger stod indtil 1725, da hospitalet nedbrændte. (Se artiklen: Sygdom og andre lidelser i Tønder ).

 

Hospitalets regnskabsbog

Fra 1561 er der bevaret en indbundet regnskabsbog i brunt læder. Det var regnskabsbog for hospitalet og den blev benyttet helt frem til 1763. Gennem bogens regnskaber over bidrag til de fattige, lærer man store dele af byens befolkning at kende ved navn.

 

De Struckse Reformer

Rådmand Peter Struck tog i årene omkring 1700 initiativet til, at de fattiges kår i Tønder blev forbedret væsentlig. I 1703 gennemførtes i byrådets navn af Peter Struck en indsamling til udvidelse af hospitalet.

Struck selv gik i spidsen med at yde 300 mk. Lybsk. I 1705 stod bygningen færdig, og i 1709 afregnede Struck med provst Reimarus. Samme år gennemførtes ligeledes på Strucks initiativ en frivillig fattigskat, der dog senere blev tvungen. I kollektbogen indførte Peter Struck desuden bestemmelser om Det Struckse Legat og oprettelsen af et Vajsenhus  i Tønder.

 

Vajsenhus – trykkeriet

I 1700 tallet blev der gjort meget for de fattige. Man gjorde meget for, at komme tiggeriet til livs. I 1735 fik Tønder sit Vajsenhus. Men allerede i 1731 havde den energiske provst Schrader
ladet indrette et vajsenhus – trykkeri i Tønder. Her blev pietistiske skrifter trykt. Og her blev Brorsons  første salmer trykt. Der findes stadig det kongelige privilegium af 1742 til trykning af Schraders salmebog. Egentlig lidt snyd for førsteudgaven blev trykt i Vajsenhusets trykkeri i 1731.

 

Fattigarbejder – anstalt oprettes

Fysikus Krichauff havde indsamlet 2.500 Rigsdaler i 1789. Derfor oprettede han en Syge – og Forplejningsanstalt, der allerede måtte nedlægges igen i 1820. Huset blev derefter anvendt til den i 1826 oprettede fattigarbejder – anstalt, hvor de fattige spandt og vævede hør, uld og hår. Regnskabet fra 1828, hvor 118 personer var ansat viste dog et betydeligt underskud på 1.102 mk. Anstalten blev nedlagt igen i 1834.

 

Fattigregulativ

Ved det nye fattigregulativ af 1842 blev administrationen af byens fattigvæsen lagt ind under et fattigkollegium bestående af 2 rådmænd, 2 gejstlige, fattiglægen, tre deputerede borgere og en almindelig borger. Byen inddeltes i 12 distrikter med hver sin opsynsmand, der skulle give kollegiet besked om distriktets fattige. Alle blev valgt for mindst tre år. Hvervene var ulønnede.
I § 14 – 20 ses bestemmelserne om opnåelse af understøttelse og om de understøttedes retslige forhold. Gentagen ulydighed mod fattigforvalteren kunne straffes med indtil 6 gange 5 dages vand og brød eller korporlig tugtelse. De fattige var umyndige, og fattigvæsnet kunne disponere over deres evt. ejendele.

 

Gørresmark

I løbet af 1853 – 54 indrettedes arbejderanstalten på Gørresmark. Gården tilhørte den Petersenske stiftelse ved Seminariet, men blev forpagtet bort til byen for 50 år. Bygningerne brændte i 1847, og genoptages først i 1853 af byen.

De fattige var forpligtede

• til at bruge sine Kræfter til Nytte for Anstalten i det Arbejde som anvises dem. Dette Arbejde udføres i reglen paa selve Anstalten. Fattigkollegiet kan imidlertid ogsaa udleje voxne Lemmer, og tilfalder da den fortjente Løn Anstalten

De fattige måtte ikke forlade anstalten uden særlig tilladelse og denne blev som regel kun givet i tidsrummet søn – og helligdage mellem kl. 13 og 19. Antallet af fattige på Gørresmark
lå i 1855 omkring 30 voksne og 10 – 12 børn.

På omtalte udstilling lå  reglerne fremme, men også spise-regelementet  fra 1856.

• Morgen og Aften: Kogt øl blandet med mælk og grød, dertil et stykke smørrebrød
• Mandag, torsdag og lørdag til middag: Boghvedegrød kogt i sød mælk, dertil mælk eller øl.
• Tirsdag og fredag: Vælling af boghvedegrød og kartofler, dertil melsovs med smør.
• Onsdag og søndag: Kål med kartofler og brød dertil kød eller flæsk.
• Tillæg for udearbejdende: Saltet fisk eller kød afvekslende med melspise

Velbekomme.

 

Tønders By legater

Der findes næppe en by af Tønders størrelse, der har så mange legater. Det var en modesag for de rige at stifte legater til de fattige. Men vi må heller ikke glemme, og det gør historikere ofte, at mange piger blev handikappet af at kniple. Vi har tidligere i artikler omtalt disse legater. Men legaterne er også en vigtig kilde til Tønders historie.

 

Håndværk

Håndværkerne var indtil forrige århundrede organiseret i lav, som var sammenslutninger af mestre med det formål at regulere arbejdet inden for de enkelte håndværk. I Tønder  fandtes en række håndværkerlav. Blandt de vigtigste var skomagernes, skrædderens, rebslagernes og bødkernes. Men der var også bagerne, slagterne, smedene, snedkerne, bogbinderne, glarmestrene, tobaksspinderne og væverne havde deres lav. Disse mange lav vidner om, at Tønder havde en betydelig håndværkerstand, som havde gode afsætningsmuligheder i by og opland. (Se artikel: Handel i Tønder indtil 1864).

 

Skomagerlavets skrå  (1635)

Skomagernes Lav var som regel et af de største og vigtigste, om ikke den allervigtigste. Fra Tønder er der bevaret en lavsskrå fra 1635 i kopi. I begyndelsen af 1600 – årene havde både kongen og hertugen ophævet lavene. De var blevet alt for dominerende og havde virket hæmmende på den økonomiske udvikling.

Men denne fuldstændige ophævelse førte andre ulemper med sig, og derfor så såvel konge som hertug sig nødsaget til at genindføre lavene i moderet form. En række nye, reviderede lavsskråer udstedtes i 1630’erne. Deriblandt var skråen for Tønder Skomagerlav, givet af Hertug Frederik den 20. april 1635.

§ 4 omhandler mesterprøven, der omfatter fremstillingen af et par rytterstøvler, et par dobbeltsåler og et par sko. § 6 vedrører lavssammenkomsterne, hvor lavsbrødrene for at undgå ulykkelige episoder ved øldrikningen kan blive afkrævet deres knive og dolke. § 8 omhandler medlemmernes tvungne deltagelse og medvirken ved en lavsbroders begravelse.

 

Fortegnelse over skomagere (1760)

Fortegnelsen indeholder navne på  36 skomagere, hvortil kommer fire skomagerenker, der ikke mere driver håndværket. I fortegnelsen nævnes to frimestre, Lorentz Mathiesen  og Hans Møller. Skomagerne nærede angst for, at der skal koncessioneres flere frimestre.

 

Skomagerlavets protokol (1821 – 72)

For de mange tønderske håndværkerlav findes på Landsarkivet kun en lavsprotokol, nemlig: Das löbliche Schumacher Amts – Buch. Bogen omfatter tiden 1821 – 72 og medtager kun beslutninger om optagelsen i lavet. På de udstillede sider, drejer det sig om skomagersvendene Johann Heinrich Gottlieb Norden og Johann Christian Gregersen,  som efter at have præsteret mesterstykket blev optaget i lavet.

 

Smedelavets skrå  (1648)

Smedlavet omfattede såvel grovsmede, kleinsmede som knivsmede og sværdfegere. I § 1 står anført, at man skal præstere troværdige beviser for,

• dass er aus einem ehrlichen Bette echt und recht gebohren, og at han i øvrigt er uberygtet.

 

Væverlavets skrå  (1844)

Betingelserne for at blive optaget er nu blevet stærkt modereret. Nu skal man bare forevise lærerbrev og dokumentere, at man har arbejdet i mindst fem år som svend og været på vandring mindst et år.

 

Protokol for Tønders svendelav (1777 – 1874)

Også håndværkssvendene havde deres sammenslutning. Formålet var at yde understøttelse til nødlidende kollegaer og af selskabelig karakter. Til det sidste formål ejede svendelavet i 1780’erne:

• 1 sølvvelkomst, 8 sølvbægere, 2 sølv ”Glücksbecher”, 1 tinvelkomst, 2 tinkander, 14 tinbægere, 1 hornbægere.

Endvidere ejede lavet 1 fattigbøsse. Lavets embedsmænd var forstander og krofader på Alt Gesell. Der holdtes årligt tre officielle krodage, nemlig  ved påsketid, St. Hans og Mikkelsdag.

 

Handel, søfart, industri m.m.

Skibbro – regnskab (1714 – 22)

Der findes kun få minder fra byens storhedstid som havneby. Fra 1722 findes en indtægts – opgørelse af bropenge. Endvidere findes salt-kommisær Wichmanns afregning for saltindførelse over Skibbroen 1719 – 22. Han har i disse år indført i alt 4050 tdr. salt og skal af hver tønde betale 6 penning = 126 mk. 9 sk., hvilket afrundes til 100 mk. (Se artiklen Den Frisiske Salt).

 

Protokol over hjemmehørende skibe i Tønder (1812 – 40)

I denne protokol kan ses, at købmand Andreas Petersen har ejet en pram på 5 kommerce-læster. Skibet er bygget i Rudbølkog 1791. Den overvintrer ved Sønderport, og har en besætning på 2 mand, skipper og matros. På fortegnelsen kan desuden ses, at der i 1820 – 21 var ret stort skib på 15 kommerce-læster og med en 5 mands besætning hjemmehørende i Tønder.

 

Takstreguleringer

I Tønder  findes en række takst – formularer i forbindelse med havne – og brotaksten. Det var blandt for varer udlosset fra skibbroen. Således fastsatte Christian den ottende den 27. juli 1841 nye havne – og brotakster for Tønder.

 

Kniplingshandlere fritages for licensafgift

Kniplings – industrien begyndte i slutningen af 1500 – årene på Tønder – egnen. Den kulminerede i 1700 – årene. Den bragte stor rigdom til mange kniplingshandlere. Kniplingskræmmerne var så privilegerede, at de skulle fritages for betaling af licens m.v.

 

Skiftebreve

Kniplingskræmmerne var ofte velhavende. De havde store muligheder for at give penge til velgørende formål. Wilhelm Garmsen hørte ikke til de helt store kniplingskræmmere. Men han efterlod ved sin død en ikke ubetydelig formue. På den omtalte udstilling kunne de besøgende se hans skiftebrev, der fyldte mere end 239 sider. Opgørelsen over hans aktiviteter udgjorde 35,.244 mk. 10 sk. Passiverne udgjorde 1.952 mk. Skiftebreve giver ofte vigtige kulturhistoriske oplysninger om inventar og beklædning.

 

Indberetninger vedr. fabriksvirksomhed (1836 – 1866)

Der skulle indberettes til den Slesvig – Holstenske regering, senere til det slesvigske ministerium. En tabel fra 1837 afslørede, at der kun var en enkelt kniplingskræmmer, Johan Hanquist tilbage. Tobaksfabrikkerne  var kun små. Den følgende cikoriefabrik beskæftigede kun to voksne og 2 børn. Cikorierødderne blev dyrket af fabrikanten, Andreas Petersen, på bymarken og dels af beboerne i nabolandsbyerne. Der var ikke så meget fabriksvirksomhed i Tønder på daværende tidspunkt.

 

Krav om flytning af cikoriefabrik (1834) 

Apoteker L.I. Lorentzen, skorstensfejer Pardei, slagtermester N. Specht, guldsmed N. Petersen og bogbinder Ernst Jacobsen klagede den 17. oktober 1834 til magistraten over gæstgiver
Andreas Petersens Cikoriefabrik. De anså, at dens beliggenhed i byen udgjorde en fare. Andreas Petersen afviste i lang redegørelse, dateret den 25. oktober klagen. Bystyret bifaldt, at fabrikken blev liggende, hvor den var.

 

Forhandlingsprotokol for Tønder Industriforening 1862 – 1913

I 1850’erne tiltager antallet af fabrikanter  i Tønder. Man besluttede derfor i 1862 at oprette en industriforening. Hovedopgaven var at oprette en søndagsskole til uddannelse af lærlinge.
En anden opgave var at arrangere industriudstillinger. Stiftende generalforsamling blev afholdt den 25. januar 1862 efter et par forberedende møder. Foreningens første formand hed J.A. Bødevadt.

 

Kvæg  – og Kræmmermarkeder (1704)

Kvæghandelen betød meget for Tønder. Ofte kom handelsmænd langvejs fra. Derfor var tidspunkterne for disse markeder nøje planlagt. Ved en resolution af 22. oktober 1704 fastsatte
formynderregeringen for Hertug Carl Frederik tidspunkterne for de tre årlige kvæg – og hestemarkeder. (Pinse, Bartholomæus og Mikkelsdag) og for de årlige Krammarked (Mikkeldag).
Christian August og den ene af formynderne underskrev selvstændig dokumentet.

 

Vognmandslavets vedtægt (1685)

Bystyret fik ordnet det således, at der blev oprettet et vognmandslav. I Tønder. Der var forskellige problemer med fragtmandskørslen. Alle der ønskede at drive fragtmandskørsel i Tønder
skulle herefter være medlem af lavet. Denne vedtægt blev konfirmeret den 22. december 1685 af Christian den Femte.

 

Nedlæggelse af Apoteket (1624)

Borgmester og råd havde ansøgt Hertug Frederik om, at det i Tønder  oprettede apotek igen måtte blive nedlagt. Kræmmerne var meget utilfredse med apotekets privilegium på handel med krydderier. Hertugen afviste ved resolution af 20. februar 1624 ansøgningen. Han indrømmer dog samtidig, at borgerne har ret til at handle med krydderier også i lille vægt og til pennings – værdi. Borgerne behøvede ikke at være bange for, at apoteket ville få yderligere privilegier.

 

Land – und Deichregister (1562)

Tønder havde en forholdsvis stor bymark. Borgerne drev derfor også landbrug i ret betydelig udstrækning. På den omtalte udstilling vistes første side af Jordebogen fra 1562, hvori hver borgers andel i bymarken er anført. Man har brugt et meget gammelt bind, hvor der er blade af et middelalderligt kirkeligt håndskrift. Historikere spørger sig selv, om dette mon stammer fra Franciskanerklosteret?

 

Malebog for Tønder Vandmølle (1744)

Slotsvandmøllen lå på amtsgrund. Men i 1744 overtog Tønder By møllen i forpagtning. Fra nævnte år findes en række malebøger opbevaret i Tønder Byarkiv. Af disse Malebøger kan ses, hvor meget Tvangsmølle – gæsterne i by og herred fik malet af de forskellige kornsorter.

 

Borgerskab og Dagligliv

Erhvervelse af borgerskab

Af byens forskellige grupper af indbyggere var borgerne den vigtigste. Udtrykket borger brugtes kun om dem, der havde aflagt borgereden og dermed fået del i de borgerlige friheder og rettigheder. Embedsmændene var fritaget for at aflægge eden og betale den dermed forbundne afgift til byen. Man er således i besiddelse af Borgerskabsprotokollen.

 

Skatteregnskaber

I Tønder Byarkiv  findes en lang række skattelister, hvor man kan få et billede af de byrder, der gennem tiden har påhvilet borgerne. Blandt disse er Martini Skatteregnskabet fra 1639. De her indkommende penge gik oprindelig til lønning af kirke – og skolebetjente, samt nattevægterne. Fra 1664 findes skatte-mandtaller fra Månedsskatten. Disse skatter blev betalt en gang om måneden. Senere blev det til 8 gange årligt. Byens to største skatteydere var i 1764 Jacob Richtsen og borgmester Carstensen. Begge to betalte 27 mk. Man havde også et begreb, der hed Kopf – Rang – und Charaktersteuer fra samme år.

 

Betaling af stadsmusikant (1670)

Byen havde i hvert fald fra begyndelsen af 1600 – årene og indtil sidste halvdel af 1800 – årene haft en stadsmusikant, ligesom man også havde en stadskok. På omtalte udstilling vistes et bestallingsbrev fra 1670 for Jacob Kloos, der stammede fra Wilster. Bestallingsbrevet opregner musikernes forpligtigelser:

• Hver højtid, nemlig jul, nytår, påske og pinse skal han om morgenen kl. 4, og kl. 4 om aftenen i vintermånederne kl. 8, om sommeren kl. 9 med zinker og basuner fra kirketårnet blæse en til højtiden passende salme.
• Efter gudstjenesten skal han på de nævnte festdage spille med trompeter.
• Til medhjælpere skal han mindst have en dygtig svend og en lærling.
• I øvrigt skal han med henblik på valg af melodier rette sig efter kantoren.
• Han får i vederlag årligt 20 rdl. Af By-kassen og 2o rdl. Af Kirkekassen, ligesom han får alle accidenser, som hans forgængere har haft.

 

Skyttelavets skrå (1693 – 1731)

Christian den Sjette konfirmerede den 19. oktober 1731 Skyttelavets Skrå  af 1693. Skråen har i alt 20 paragraffer, hvori der gives nøje anvisninger på, hvorledes skyttebrødrene skal opføre sig. Foruden de i § 5 nævnte æresbevisninger fik skyttekongen i Tønder et års frihed for alle borgerlige byrder, såsom at betale skat og deltage i indkvarterings – byrderne.

 

Brandvæsen (1768)

Brandkatastrofer hærgede med mellemrum byerne i ældre tid. Da bygningerne lå tæt og slukningsmaterialet var primitivt, nedbrændte ofte hele kvarterer på en gang. Således brændte i 1725 næsten en fjerdedel af byen. Ved den nye brandforordning i 1731 blev stråtage forbudt. I 1768 blev det derfor anskaffet en ny sprøjte. Byen havde indhentet tilbud. (Se artiklen: Brand i Tønder)

 

Folketællingslister (1769, 1845)

Gennem disse lister kan man danne sig  et begreb om befolkningen i de forskellige kvarterer og deres boligforhold. Det patrialske forhold, der herskede mellem håndværksmesteren og hans lærlinge, forstod man nu bedre. Det var nemlig skik og brug, at svendene og lærlingene boede i mesters hus.

 

Værtshus med omrejsende teatre(1815 – 1830)

På byens mange kroer og værtshuse har det været et meget muntert liv. Når et omrejsende teaterselskab eller en  gruppe artister kom til byen, blev stemningen yderligere animeret. Der findes plakater fra den tid. I Tønder har været spillet:

• Hamlet: Ein altdeutsches National – shauspiel nech Shakespeare von Schröder bearbeitet.

Også et vokskabinet gæstede i 1819 byen. Her kunne man for 8 sk. Se de fleste af tidens fyrster og mod ekstra betaling “eine schlafende Venus”. 

 

Forbudte viser (1830)

I anledningen af Mikkels-markedet i 1830 udfærdigede politiet en fortegnelse over tilladte og forbudte viser for at kunne føre kontrol med de omrejsende musikanters salg af viser i skillingstryk. Mange af viserne var forbudte.

 

Vandforsyning (1843)

Byens vandforsyning skete ved hjælp af offentlige brønde, hvoraf der i 1781 var 30. Vandets beskaffenhed var nu ikke helt i orden. Vandet kunne:

• vel bruges til Madlavning og Ølbrygning, men ikke til Thevand eller Vadsk.

Til hver brønd hørte en række interessenter og en opsynsmand. På grund af gadernes brobelægning i 1843 blev en lang række brønde nedlagt.

 

Regnskab for gasværket (1870)

I 1865 stod det kommunale gasværk færdigt, men i de følgende år måtte det udvide flere gange, da behovet viste sig at være større end den oprindelige kapacitet.

 

Seminaristerne glade liv

Seminaristerne var et opmuntrende indslag i borgerskabets virke. Det vidner blandt andet elevforeningen Enighedens protokol Allehåndebog om.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

 – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• UnderTønder(283 artikler) finder du bl.a.: 
• Kilde til Tønders Historie
• Brand i Tønder
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• De første mennesker i Tønder
• Fattige i Tønder
• Glimt af Tønders Historie 1700 – 1900
• Handel i Tønder indtil 1864
• Henrettet i Tønder
• Hertugen af Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1910
• Musik i Tønder 1 – 4
• Studehandel i Tønder
• Ture i Tønder1 – 4
• Tønder i 1600 – tallet
• Tønder Statsseminariums Historie
• Tønderkniplinger
• De stakkels Kniplepiger
• Tønders Historie – fra begyndelsen
• Vajsenhuset i Tønder
• Åndens folk i Tønder
• og mange flere artikler fra Tønder

Redigeret 2.11.2021

Byarkivet var ved at blive helt ødelagt. Det lå på et fugtigt loft. Senere lå  det gemt væk i en kælder. En udstilling i 1963 viste nogle af Tønders historiske klenodier. Læs om en tysk skolemester, der ikke kunne regne. En rektor flygter fra pesten og bliver fyret. Der er slåskampe om stolene i kirken. Bødelen sender en regning. Borgmester Witt flygter fra byen og efterlader sin garderobe. Tønder mistede sine privilegier, fordi man jagede Hertugens kvæg væk fra bymarken

 

Tønders Byarkiv reddet

Mange kilder er gået tabt til belysning af Tønders historie. Men meget er også bevaret. At historikere så har fået forskellige historier ud fra disse kilder, gør det ekstra interessant. Der findes jo også forskellige fortolkninger af bibelen.

I 1963 var der på Tønder Museum en interessant udstilling arrangeret af Landsarkivet. Udstillingen varede kun et par dage. Men her havde man mulighed for at se sande klenodier af kilder til belysning af Tønders farverige historie.

Landsarkivet havde i 1961 lavet en lignende udstilling til belysning af Aabenraas historie.

Men mon ikke Tønder har Sønderjyllands bedst bevarede byarkiv? Man har ikke altid bevaret dette guld på en værdig måde. I mange år befandt disse klenodier sig i fugtige lokaler først på loftet af den gamle kommuneskole i Richtsensgade, senere i en kælder på Alexandrineskolen.

Når arkivet er bevaret i dag, ja så  er det takket være to mænd, lærer W. Nannsen og dr. Ludwig Andresen. De havde en stor interesse i Tønders historie. De fik i december 1945 Tønders
byarkiv deponeret på Landsarkivet.  Her blev de vigtigste og meget skadede arkivalier konserveret.

• Dette er første afsnit af Kilder til Tønders Historie. Andet afsnit kan du læse i Flere kilder til til Tønders Historie.

På den omtalte udstilling blev blandt andet de følgende arkivalier fremvist:

 

Byret og privilegier

Under hertug Abel  fik Tønder by i 1243 en afskrift af Lübecks byret med gyldighed for Tønder. Og dette kan vi sikkert takke munken Broder Reinhard for.  Han bliver også nævnt i indledningen. Det originale manuskript er forfattet på latin, og opbevares på Det Kongelige Bibliotek. Det består af 19 pergamentblade, 20 cm høj og 14 ½ cm brede. Håndskriftet er udfærdiget af Lübecks byskriver, Henrik Brunswich.

På håndskriftets side 2 fra omkring 1300 findes en fortegnelse over de borgere, der på den ene eller anden måde havde overtrådt bestemmelserne.

• en havde vanhelliget kirkegården
• en havde trukket kniven
• en havde handlet ulovligt med sild

 

Byretten oversættes på plattysk 

På Det kongelige Bibliotek findes endnu et manuskript af byretten, nemlig en plattysk oversættelse fra omkring år 1300. Det findes afskrevet i første bind af Acta Tunderensia. Her ses de paragraffer af byretten, der omhandler kvinders ejendomsret, børns arv og formynderskab. Det fremgår, bl.a. at en kvinde ikke selv kan disponere over sin ejendom, hverken til salg, pantsættelse eller gave.

 

Stadfæstelse af privilegierne 1354 – 1386 – 1436

Det ældste originale pergament på  Landsarkivet vedrørende Tønder By  er Grev Adolph af Holstens bekræftelse af ældre privilegier. Brevet er givet på Flensborg Slot
–  ”am hiligen dage sunte Nicolawes des higen bischopes,
dvs.  1436.

I brevet bekræfter Hertug Adolph, Grev Adolphs stadfæstelse af 28. sept. 1386 af hertug Valdemars privilegier af 11. juni 1354.  Efter hertug Valdemars privilegier fik borgerne i Lutteken Tunderen  samme rettigheder som Lübecks borgere. Deres gods i landsbyerne fritages for afgifter, de får toldfriheder i begge hertugdømmer, og indbyggerne i de omkringliggende herreder
må kun handle i byen. Alle smede, tømrere, skomagere og buntmagere i disse herreder skal inden seks uger flytte til byen. Der må dog blive en håndværker af hver slags i hvert herred.

 

1484: Kong Christian den Første

I Tønder sørgede man straks ved regentskifte at få privilegierne bekræftet. Den ældste af disse konge – bekræftelser, er fra Christian den Første. Dokumenterne er forfattet på plattysk og første linje lyder således:

• Wii Christiernn van Gades Gnaden to Denmarcken, Sweden, Norwegen, der Wende unde Gotten Koningk, hertoge to Slezwick.

 

1522: Privilegierne inddrages

Det som borgerne frygtede, skete i 1522. Byret og privilegier blev sat ud af kraft. Årsagen var sådan set lille. Hertug Frederik havde på Vestermarken uden for byen sat kvæg på græs. Byens råd og indbyggere havde drevet dette kvæg væk. Det var hertugen blevet meget fortørnet over. Byen måtte bede om nåde. Da hertugen kom til Tønder blev privilegierne og byretten igen sat i kraft. Det skete den 17. september 1522.

 

1589: Hertug Philipp bekræfter privilegierne

I 1580 delte den danske konge og hertug Adolf efter hertug Hans den Ældres død, hans besiddelser. Blandt de dele, der tilfaldt hertugen, var Tønder amt og by. Dette forblev under de gottorpske hertuger til indlemmelsen 1721.

 

1630: Overholdelse af byens privilegier indskærpes

De omkringboende forsøgte på alle områder at undgå Tønders privilegier. I 1609 havde det været nødvendigt, at forbyde Ulvegades  beboere al handel med okser, korn og andre varer samt maltning og brygning. Det blev indskærpet, at amtmand Wolff Blome skal føre opsyn med, at disse forbud overholdes. Han skulle også sørge for at konfiskere ulovligt brygget øl m.v. Ulvegade (Uldgade) lå dengang uden for by- jurisdiktionen.

 

Enevælds-kongernes bekræftelser

Op gennem historien fortsatte konger og hertuger med at bekræfte byrettens privilegier. Til dette brugte man kostbart pergament. For mindre vigtige ting, var man gået over til papir. Det vedhængende vokssegl blev erstattet af laksegl eller store papirsegl.

 

Byens styre og øvrighed

• ca. 1560: By-skrå 

By-skrå  (Bursprake) er en slags ordensreglement for byens borgere. Her er bl.a. regler for bagere og bryggere, der skal holde mål og vægt. Der er bestemmelser om, at borgere, der ønsker at optræde i overdådige klæder med guld og sølv. Det spørgsmål måtte man selv afgøre med sin pengepung. Men skete der overdrivelser, måtte den enkelte af med mere i afgift.

 

1842 – 1851 Forhandlingsprotokol for Magistrat og Deputeret kollegium

Forhandlingsprotokollerne for by-kollegierne er kun bevaret fra 1832. Der findes ganske vist fra 1715 nogle meget summariske diarier – dagbøger over de to kollegiers fælles beslutninger. Selv så vigtige forhandlingsprotokoller passede man ikke på i Tønder. En konservering har nu forhindret yderligere beskadigelser.

Fra et møde den 28. juni 1851 bliver der brugt en vending, hvori der bliver anført, at flere af byens borgere havde deltaget i et oprør. Mod dette sprogbrug protesterede kæmner Todsen. Han anførte, at han kun havde adlydt den til enhver tid siddende landsregering. Han blev understøttet af flere af mødedeltagerne. Derfor blev formuleringen om, at der havde været oprør slettet.

1727 – 1737 Relations protokol

Byens Relations protokoller fra 1727 giver et godt indblik i byens forhold. Relations protokollerne er kopibøger over breve, der er udsendt fra byens forvaltning til overordnede myndigheder og til private.

På den nævnte udstilling var bl.a. gengivelse, der omhandlede gilder og lav, og om antallet af håndværkere inden for hvert lav.

 

Acta Tunderensia

Det var vigtigt for by-administrationen at have de vigtigste bestemmelser og privilegier vedrørende byen og dens borgere samlet og let tilgængelige. I dette øjemed udarbejdedes i 1700 – årene Acta Tunderensia.

Her er gengivet en lang række vigtige aktstykker. Dette har været en meget værdifuld kilde for byens historikere. Det har været meget forudseende, idet en masse af de omtalte skrivelser er blevet så ulæselige, som følge af tidens tand.

Acta Tunderensia har oprindelig omfattet 5 bind. Men nu er der kun to stk. bevaret, nemlig bind 1 og 5. Hvor er det ærgerligt, at vi ikke har alle fem bind!

By-regnskab

Byen havde to regnskaber, Stadtrechnung  og Kæmnerregnskabet. Det ældste by-regnskab er fra 1606. Her kan man bl.a. se, hvad det kostede at vedligeholde byens huse, byporte, broer, diger skoler m.m.

 

Kæmnerregnskab

Kæmnerregnskabets indtægter beløb sig i 1596 til i alt 140 mark 14 sk. Udgifterne var på 135 mark 13 sk. Indtægterne stammede i 1596 i det væsentlige fra humlekærrer. Senere opkrævede kæmneren afgifter for udlejning af rådhuset til gilder, af måletønder, stadepenge, bryllupspenge, leje af byens huse, landleje m.v.

 

Borgmesterindsættelser/fyringer

Der findes interessante dokumenter vedr. borgmesterindsættelser m.m. Herunder er Hertug Johan Adolfs  originale udnævnelse af Jørgen Beyer til borgmester 1613. Et dokument fra Christian den Syvende bekræfter den 9. april 1790 magistratens valg af rådmand Carsten Richtsen til borgmester. Et dokument bekræfter også Carsten Richtsens afskedigelse i nåde den 12. april 1812.

 

Borgmesterens garderobe

Under de urolige forhold under treårskrigen, virkede en Slesvig – Holstener ganske kort tid som borgmester i Tønder. Denne Hr. Witt måtte den 18. juli 1850 så hovedkulds forlade byen, at han ikke nåede at få sin garderobe med sig. En fortegnelse viser, at han har været velforsynet med beklædningsgenstande. Han må have været indstillet på et længere ophold i byen. Witt
blev for øvrigt afløst af den kongetro Drøhse.

 

By-sekretærens embeds-ed  (ca. 1800)

Før By-sekretæren (også kaldet By-skriveren) kunne tiltræde sit embede, måtte han aflægge en højtidelig ed på, at han omhyggelig ville udføre sine embedspligter. Han skal bistå borgmester og råd i alle forefaldende forretninger og optræde over for dem med tilbørlig ærbødighed. Han skal indfinde sig til rådsmøderne og omhyggeligt protokollere, hvad der sker i by
– og retssager. Han skal føre byens skyld – og panteprotokol. Og sandelig måtte han ikke røbe, hvad der besluttes i rådet.

 

By-sekretær og Borgmester (1784)

By-sekretær G.F. Horup var udset til at være rådmand efter afdøde Christian Petersen. I den anledning måtte han den 28. april 1784 over for magistraten afgive en højtidelig erklæring om, at han aldrig, hverken direkte eller indirekte ville bestræbe sig for også at blive borgmester samtidig. Men da C. Richtsen i 1812 trak sig tilbage fra borgmesterstolen, udnævnte kongen uden hensyntagen til magistraten Horup  til at være borgmester. (Se artiklen Carsten Richtsen og Digegrevens Hus)

 

Byfoged (1606)

Byfogeden var hertugens repræsentant i byen. Han fungerede som politimester, der skulle opkræve bøder til hertugen. Byfoged Hans Jørgensen var dog kommet i konflikt med borgmester og råd i anledning af nogle pålagte bøder. Hertugen forordnede derfor i 1606, at borgmester og råd skulle føre tilsyn med, at politiforordningen skulle efterleves i alle punkter, men ikke med større flid end hidtil. Byfoged Hans Jørgensen skulle derefter uden persons anseelse opkræve til hertugen de i forordningen specificerede bøder. I en lidt umotiveret tilføjelse siges, at byfogeden og hans familie m.h.t. klædedragt og andet som bestemmes i politiordningen skulle være lig med rådmændene.

 

Skarpretter udnævnelse (1616)

Ved erklæring af 30. juli 1616 overtog Christian Volckers fra Neu Brandenburg, nu skarpretter i Ribe, fra Bartholomæi Skarprettertjenesten i Tønder og afgiver løfte om, at han vil passe sit embede godt. Tønder  havde bøddel til 1847

 

Skarpretter – regning (1690)

Mester Eberhardt Asthusen sendte en regning til byen for henrettelse m.v. af tyven Niels Nielsen Hovkarl fra Jylland.

• Forvisning af torturredskaberne 2 gange 5 mk. 4 sk.
• Udført tortur 4 gange 5 mk. 4 sk.
• Kagestrygning 5 mk. 4 sk.
• Hængning 5 mk. 4 sk.

På regningen er også anført en kande vin. Om det er til den dødsdømte eller bødlen vides ikke. Kigger man nærmere efter på regningen finder man også poster for brændevin og tobak til bødelens medhjælpere og 2 kander vin til mester selv. Jo, der findes mange interessante detaljer i Tønders Retsprotokol. (Se artiklen Henrettet i Tønder)

 

Retsprotokol (1573)

Tønder er den by i Nordslesvig, der har de ældste retsprotokoller. Med enkelte undtagelser er rækken af protokoller bevaret tilbage fra 1573. Disse protokoller beretter om alvorlige forbrydelser. Her kan læses om dem, der efter Stadsrettens  strenge bestemmelser er blevet dømt til tortur og henrettelser.

Her kan læses om mindre forseelser, om injurier og slagsmål. Der er eksempler på uartige piger, der er blevet forviste fra byen. Interessante enkeltheder forefindes om dem, der erhvervede borgerskab. Her er anført ejendomshandler og stridigheder i handels – og håndværkssager.

Retsprotokollerne er indtil 1612 ført på nedertysk, derefter indtil 1851 på højtysk.  (Se artiklen, Lov og ret i Tønder)

 

Skyld – og panteprotokol

I skyld – og panteprotokollen havde hver ejendom sin mappe, hvor behæftelser, kontrakter og skøder indførtes. I Tønder, hvor protokollen førtes af by-sekretæren  var i ældre tid kun behæftelser indført. Men selv med dette, er disse protokoller en værdifuld kilde til byens ejendomshistorie. (Se artiklerne Ture i Tønder 1 – 4)

 

Brandtaksations – protokoller (1784 –  1804)

Brandtaksations – protokoller giver en kortfattet oplysning om borgernes huse. Ved hjælp af disse protokoller, der for Tønders vedkommende begynder 1744, kan man ofte få belyst, hvornår et hus er bygget. Det kan også være en hjælp, når ejerrækken for en ejendom skal udarbejdes. (Læs artiklen, Brand i Tønder)

 

Byens Kirker

Franciskanerklosteret i Tønder

I 1238 stiftede ridder Johannes Naffnessøn og hans hustru, Elsiff, et Franciskaner- kloster i Tønder. Selve stiftelsesbrevet kendes ikke mere. Klosteret bestod indtil reformationen . I 1530 kom Frederik den Første  til Tønder og hørte en Luthersk prædiken i klosterets kirke. Den sidste guardian Niels Thybo anmodede om tilladelse til med sine munke at blive på stedet og holde gudstjeneste. Men de fik afslag.

Efter at kongen var rejst lod amtmand Jesper Rantzau munkene fordrive.

Der findes et pergament  fra klosterets velmagtstid, og som stammer fra 1504. Heri indrømmer Kong Hans klosterets ret til 30 – 40 læs træ årligt fra de kongelige skove i Aabenraa Fogderi.

Kosteret har ligget syd for Skibbrogade på de arealer, hvor senere Møllevej og Ulvegade (Uldgade) blev anlagt.

 

Reformationens indførelse

Noget årstal for reformations indførelse i Tønder kan ikke fastsættes. Men det nye har langsomt fundet fodfæste og bredt sig i befolkningen efter 1525. I 1526 skal prædikanten Hieronimus have prædiket evangelisk i Tønder. Den katolske hjælpepræst Johannes Decker sluttet sig til ham. Indtil 1531 virkede Hermann Schomacher i Tønder indtil han drog til Niebøl.

I den anledning skrev Frederik den Første den 11.november til byens råd om i stedet at indkalde den i byen fødte Mathias Johannis – eyn temelicher guder evangelischer predicant.
Rådet fulgte kongens anbefaling. Dette meget ødelagte papir findes stadig.

 

Skt. Nicolai og Skt. Laurrntii Kirker

Foruden kirken, der var tilknyttet klosteret og viet til Jomfru Maria, fandtes endnu to kirker i Tønder. Ældst var Skt. Laurentii Kirke,  som lå i Vestergade (31 – 35)med kirkegård langs denne gades nordside og som blev nedbrudt efter reformationen.

Den anden middelagtige kirke var viet til Skt. Nicolai, de søfarendes helgen. Den lå der hvor Kristkirken nu ligger. Tilbage er kun tårnet, opført omkring 1520. Den øvrige kirke blev nedbrudt omkring 1589. På den omtalte udstilling blev en skrivelse vist frem af Laurens Ditthmer, sognepræst i Hellevad. Han bevidner, at i hans ungdomsdage forfandtes Skt. Laurentii Sognekirke samt Skt. Nicolai Kapel.

Brevet er dateret allehelgensdag 1563.

 

Kristkirken

Til afløsning af den nedrevne Skt. Nicolai Kirke opførtes 1591 – 92 i løbet af godt et år en ny kirke. Den 4. oktober 1592 blev den højtideligt indviet. Bygningsregnskaberne er ikke bevaret, men fra 1591 er bevaret en regnskabsbog over gaver og legater til den nye kirke. En del af pengene blev skaffet til veje fra andre byer.

 

Den gamle kirkeklokke omstøbes (1617)

Mellem byen og Lucas Brandt – Büchsenschütz und Klockengieser i Husum afsluttedes den 11. februar 1617 en kontrakt om en ny klokke. Med borgernes hjælp skulle han nedtage den gamle og transportere den til Husum, hvor den i overværelse af to borgere blev omsmeltet. I arbejdsløn skulle have 4 sk. Lybsk pr. pund samt 2 rosenobel i foræring. Da den ny klokke var større, fik han desuden 10 sk. pr. pund overvægt.

 

Kirkeregnskab (1661)

De bevarede kirkeregnskaber giver et godt billede af kirkens tilstand gennem århundreder med et utal af småreparationer. I 1661 blev hvælvingerne repareret, kirken malet og en glarmester var var også på arbejde. I 1662 blev et nu forsvundet ben-hus forsynet med teglsten og så fremdeles. Da kirkeregnskaber rækker længere tilbage end kirkebøgernes vielses – og begravelsesregistre kan deres regnskaber vedrørende begravelser og kloakering ved bryllup give oplysninger om borgerskabet, som ikke findes andetsteds.

(Læs artiklerne: Kristkirken i Tønder og Åndens folk i Tønder)

 

Plan over Kristkirken (1787)

På omtalte udstilling blev der fremlagt en plan af Niels Petersen Holmers.  Den viste en plan over kirken med kirkegård og begravelsespladser. Her kunne man se, hvordan byens bedre borgerskab har haft arvebegravelser i kirken. Her kunne man også se de forskellige indgangsdøre til kirken, Brudedøren, Amtmandsdøren, og Præstedøren. I kirkens nordside havde kvinderne deres pladser, mod syd mændene. Nord for kirken boede provst, præst, rektor og skrivemester. Endelig lå Latinskolen her. På Schinder – Erde havde latinskole – eleverne deres legeplads.

 

Stolestaderegister

I tilknytning til planen over kirken vistes her en side af et stolestaderegister. Hver person eller familie havde sin faste plads – sit stolestade. For denne blev der betalt en afgift til kirken. Ved en persons død blev den ledige plads som regel købt af en slægtning. På den måde sikrede kirken sig en ikke ringe årlig indtægt.

Imidlertid havde ordningen den ulempe, at der ofte opstod stridigheder, ja til tider ligefrem slagsmål om stolestaderne. Det ældst bevarede stolestaderegister fra Kristkirken er fra 1595.

 

Præstens indkomster

Kirkens embedsmænd havde mange former for indkomster. De forekom ofte i form af naturalier eller penge, gebyrer for kirkelige handlinger m.m. På udstillingen blev der vist:

1. Om søndag i kirken efter højmesse, i stilhed eller under afsyngelse af en enkelt salme 6 mk.
2. På en hverdag i kirken kl. 12 middag med vielsestale 6 mk. Hertil kom, at samtlige gæster ved bryllupsmåltidet skulle give offer til præsten.
3. Hjemmevielse, tidspunktet fastsættes af brudeparret. Ikke under 5  Rigsdaler.  Og offer fra alle gæsterne.

 

Kirkebøger

Kirkebøger høre til de mest benyttede, når man vil søge tilbage til ens rødder. Kirkebøgerne er for de fødtes vedkommende bevaret helt tilbage til 1653. Begravelsesregistrene
begynder først 1740. Vielsesregistrene begynder 1763. De sønderjyske registre kirkebøger fra 1763 giver ofte en fyldig beskrivelse af de afdøde.

 

Skolevæsen

Den tidligste underretning om skolevæsen i Tønder stammer fra årene omkring 1500, hvor kapelanen nævnes som skolemester. Ved konkordanserne 1537 og 1542 foreskrives latinskoler
i byerne. De lokale myndigheder skulle drage omsorg for, at også børn, der ikke vil lære latin, skulle undervises.

Til almindelig undervisning bestod en række små – eller vinkelskoler, der dog blev forbudt i 1542. Folkeskolen, også kaldet den tyske skole som i modsætning til den latinske skole, blev ledet af en tysk skolemester, der samtidig var degn. Latinskolen blev ledet af en rektor og blev ofte benævnt rektorskolen.

Disciplene skulle, foruden at passe deres skolegang også synge i kirken. De skulle også pynte kirken, når hertugen var på besøg.

 

Rektor Laurentius Thomæus afsættes

I 1596 fik Kristkirken sit orgel hos Matthias Mahn  i Buxtehude . Den første organist blev latinskolens lærde rektor, magister Laurentius Thomæus. På hans epitafium i kirken findes en lang række latinsk beskrivelse af hans liv og arbejde.

I vinteren 1602 – 03 hærgede pesten i Tønder, og rektor fortrak sammen med amtmand Blomes børn og enkelte andre elever til Løgumkloster. Dette bevirkede, at rådet, da han afslog at vende tilbage, at de afsatte ham.

I sit brev anfører rektor, at kantoren meget vel kunne passe skolen så længe da kun få børn var blevet tilbage i byen.

Amtmanden beskyttede rektor og indstillede til Hertug Adolf, at afsættelsen skulle kendes ugyldig. Hertugen fulgte amtmanden, og Thomæus virkede som rektor indtil 1618.

 

Arendt Høyer bliver ”tysk skolemester”

Også med den tyske skolemester havde rådet sine besværligheder. I 1616 var Arendt Høyer fra Kiel blevet kaldet og i svarskrivelsen lover han at forvalte skole – og degnetjenesten således, at det høje råd og alle andre skal være ham venligt stemt.

Det blev de nu ikke. Han viste sig, at være så slet en lærer, at byens borgere sendte deres børn i skole i Rørkær. Det følgende år prøvede man hans kundskaber, og det viste sig, at han ikke duede til at regne. Så han blev omgående afskediget.

Men skrivekunsten, der overbeviste rådet i første omgang beherskede han næsten til fuldkommenhed.

Denne artikel fortsætter med anden del under titlen Flere kilder til Tønders historie

Kilde:

• Se Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler-heraf 282 artikler fra Tønder 
• Flere kilder til Tønders Historie
• Brand i Tønder
• Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
• Henrettet i Tønder
• Hvor er det gamle Tønder?
• Lov og ret i Tønder
• Ture i Tønder 1 -4
• Tønder i 1600 – tallet
• Tønder Kristkirke
• Tønderhus – Slot, borg og fæstning
• Tønders Historie – fra begyndelsen
• Æ Kachman i Tynne (Kagmanden i Tønder) og mange flere. 

Redigeret 2.-11. – 2021

Tøndringerne opfattede den ny bydel som noget, der ikke hørte ti. Derfor kalde de det Das Heidentum. Og ellers hed det stadig Auntowt Skasé og Møltynne Skasé. Formanden ville selv bestemme, hvem der skulle anvises lejligheder. Det var en svær fødsel. Æ Bauverein blev diskuteret på byens værtshuse. Man sparede i begyndelsen. Købte kalksten fra Møgeltønder, samt 75.000 brugte mursten og brugte materialer fra de nedbrudte Zeppelin – haller.

 

Inge Aasted og godnathistorier

Man kalder kvarteret for Nystaden, med sandheden er, at der allerede i 1614 var bygget fire huse uden for Vesterport. Og i 1640 var der allerede 40 huse på stedet.   Jeg kan ikke huske, hvornår vi flyttede fra Østergade til Strucksalle. Men vi flyttede derfra omkring 1959. Vi boede på hjørnet ud mod  Skolegade.

Det var en hyggelig tid. Jeg husker den store radio ind i stuen, hvor vi hver aften hørte Inge Aasted. Bagefter læste far godnathistorier.

 

En falsk julemand

Jeg græd som pisket, da jeg opdagede at julemanden var vores nabo, Nicolaisen. Det var ikke godt.

 

Ungarns – indsamling

Endnu husker jeg den store Ungarns – indsamling. Der var et kæmpe optog på Strucksalle. Dengang var vejen brobelagt, men jeg kan også huske, da vejen blev asfalteret. Det var kæmpe maskiner, synes vi dengang. Og sikke en lugt.

 

Med brækket ben i mejeriet

Skråt over for lå et mælkeriudsalg, en slagter og bager Wraamann. Vi var ofte over at besøge ham i bageriet. Og det var min far også, da min lillebror Erwin kom til verden. Min far cyklede ind i bageriet. Han havde brækket benet.

Bager Wraamann kan godt huske episoden. Jeg fik en hilsen fra ham via hans smukke datter, der bor her i København.

 

Det store bryggeri

Ja ved siden af mælkeri udsalget var der en smutvej ned til Markgade. Og her lå det kæmpe store bryggeri Victoriabryggeriet. Det blev grundlagt i 1888. I Tønder Amt var der alene 900 hoteller og værtshuse, så der skulle noget til at stille tørsten. En gang var hele bryggeriet ved at springe i luften, men det blev reddet i sidste øjeblik. I 1902 gik selskabet konkurs. Et forsøg med konserves og dyrkning af champignon blev et flop. Senere blev det overdraget til korn – og foderstoffer.  Nu er det hvis indrettet med lejligheder på stedet.

 

Købmand Lassen

Det var også købmand Lassen. Her hang ofte vildt på kroge foran butikken. Spændene var det at se på for os børn, at se. Og inde i butikken fik vi bom. Butikken lignede en rigtig gammel høker – butik. Ved min storebrors begravelse fik jeg hilst på sønnen, Christian.  Og butikken eksisterer hvis nok stadigvæk.

 

Kasserer i Murerforbundet

Min far blev kasserer i Murerforbundet.  Der kom masser af arbejdsløse murere i køkkenet på Strucksallé. Min mor lavede madpakker til dem, der ingen penge havde. Men selv havde
familien Brodersen heller ikke så mange selv.  Og de drak kaffe i spandevis.

Da min far skulle have hjælp, fik han ingen hjælp. Han var hvis nok faldet ned fra taget.  Han bankede i bordet, men intet hjalp. Min far og mor måtte gå til Frelsens Hær for at skaffe tøj til os børn.

 

En ål på køkkengulvet

Det var også i køkkenet mor slagtede, når ” Opa kom u fra æ kow”  med et halv svin på knallerten. Men  “sortsup og blojsup” vendte jeg mig aldrig til – heller ikke lugten. Når murersvendene kom og skulle hente dagpenge i køkkenet, ja så hændte det af og til at en ål, som Opa havde leveret “u fa æ Kow” gjorde sig selvstændig og krøb hen ad køkkengulvet.

 

Poul Schlüter og jeg – i samme børnehave

Jeg gik i børnehave omme i Viddingherredsgade. Her ville pædagoger gerne studere mine kunstneriske udfoldelser. De synes hvis nok, at min fantasi spillede mig et puds. Men min far og
mor mente, at det var farligt at udlevere mine tegninger, så de sagde nej til, at disse blev udleveret til ukendte. De kendte åbenbart ikke til begrebet “kreativ”. 

Et par år senere fik jeg at vide på  Tønder Kommuneskole, at jeg bedre skulle styre min fantasi. Jeg havde skrevet en stil Mord i Skraldespanden.  Det lykkedes at begå fem mord på fire sider.

Poul Schlüter gik hvis nok i samme børnehave som mig – dog ikke samtidig. Han havde boet ved næste hjørne – ved Plantagevej.

 

Flytning til Lærkevej

Og så var det toilet ude på  gangen. Så man tænkte sig om en ekstra gang, når man skulle der ud.  Det var stort, da vi var ud at se vores kommende hjem på Lærkevej.  Tænk med egen have. Omkring 1958 – 1959 flyttede vi derud. Og det gjorde Per og Johannes Keller også. De boede også på Strucksalle.

 

Hørte ikke med til byen

Da byggeriet rigtig tog fat omkring Strucksallé begyndte folk at kalde stedet for Das Heidentum. De opfattede ikke kvarteret som tilhørende byen. Egentlig blev Strucksallé  opkaldt efter Peter Struck, men tøndringerne fortsatte med at kalde vejen for Møltynne Skasè. Heller ikke Viddingherredsgade faldt i tøndringernes smag. Den fortsatte tøndringerne med at kalde
Avntout Skasé.

Egentlig skulle artiklen ikke handle om min barndom, men om Tønder Byggeforening.

 

Funktionærer til byen

Da den slesvigske vest-bane kom til Tønder i 1896, vågnede Tønder atter engang op. Ja og dengang var husene endnu nummererede efter kvarter. Først i 1906 begyndte man at nummerere efter gader. Det nuværende Vestergade var bygget omtrent til posthuset. Videre ud mod vest af vejen til Møgeltønder lå det stolte Viktoria – bryggeri. Enkelte huse lå herude. Men ellers havde Tønder  udvidet sig i mange hundrede år.

Med den nye jernbane var der kommet en del funktionærer til byen. De oplevede, at standarden lod meget tilbage at ønske både m.h.t. størrelse og navnlig i hygiejnisk henseende. Den nye tid bragte også ønsket om bedre levevilkår.

 

Bevægelsen startet i England

Byggeforeningens fædre var ikke nogen, der selv trængte til bedre boliger. Bevægelsen med at oprette byggeforeninger opstod i England. Her ville man skaffe hver familie eget hus med have. Målet var ved fælles hjælp at skaffe passende lejligheder i huse, som de med tiden kunne blive ejere eller endog medejere af.

 

Erfaringer andre steder fra

I Tønder blev denne tanke bragt frem af en snæver kreds af borgere, som dels af politisk klogskab og dels af ideologiske grunde ville fremme tanken at sikre gode boligforhold for den jævne befolkning. Blandt de mest ihærdige var lærer og organist Hugo Strange.

Ved et møde på Humlekærren besluttede man at gøre mere ved sagen. Den unge arkitekt, Thaysen, som netop havde etableret sig i byen, var hidkaldt som ekspert. Det første, man gjorde var at etablere et udvalg. De tog til Husum,  for at se, hvordan deres forening fungerede. Og her havde foreningen allerede fungeret nogle år.

Som Tondersche Zeitung fremhævede så foregik turen “auf eigenen Kosten”

Turen var en succes. Man indhentede også erfaringer fra Flensborg, Kiel, Regensburg og andre steder fra.

 

Vigtigt møde på Tonhalle

Et indledende møde blev nu berammet. Fra Kiel tilkaldte man forsikringsråd Nielsen fra Landsforsikringsanstalten i Kiel. Det var selvfølgelig en god årsag til, at denne Nielsen blev kaldt til. Forsikringsanstalten i Kiel udlånte penge til den slags foretagender.

Og mødet fandt sted på Tonhalle.  Kun få år i forvejen havde stedet fået sit flotte navn. Inden da havde det heddet Den Gyldne Træsko eller Zum Goldenen Klotz.  Det blev et tilløbsstykke. Man fik et dybdegående foredrag om byggeforeninger i al almindeligheder og om i den i Tønder påtænkte byggeforening i særdeleshed.

 

Formanden ville bestemme

Det nedsatte udvalg havde udarbejdet forslag til vedtægter. Det var meget konservativt opbygget. Efter udkastet havde formanden den overvejende indflydelse på, hvem der skulle have
lejligheder tildelt. I det hele taget så passede de foreslåede vedtægter slet ikke ind i den demokratiske ånd, det nye fortagende var tænkt som.

Forsikringsråd Nielsen  mente dog også, at udkastet skulle laves fuldstændig om. Det var pinligt. Forsikringsråden, der sad pengekassen, erklærede, at der ikke kom penge fra Landsforsikringsanstalten til en forening, der ikke bedre kunne fordele ansvar og myndighed mellem medlemmerne.

 

Vedtægterne skulle laves om

Forsamlingen var enig med forsikringsråd Nielsen. Men det udvalg, der var blevet nedsat blev godt sure, og på et enkelt medlem nær, erklærede de, at de ikke mere ville have med sagen at gøre. Det hele var måske gået i sig selv, hvis ikke det havde været for dette enkelte medlem, som var Hugo Strange. Han samlede en ny kreds af mænd omkring sig. Disse var mere indstillede på, at arbejde efter demokratiske statuetter.

Mødet på Tonhalle blev afholdt den 21. februar 1906. Den var omtalt i en trespaltet artikel i Tondernsche Zeitung. Referenten måtte dog indrømme, at vedtægterne skulle laves om.

Forsikringsråd Hansen havde fået til opgave, at fremsende hovedlinjerne for de nye vedtægter. Men de lod vente på sig.

 

Æ Bauverein på dagsordenen

Den 24. april var der atter møde på  Tonhalle. Ikke særlig mange var mødt frem. Man diskuterede medlemsbidragenes størrelse. Mest stemning var der for et indskud på 3 mark og en månedlig indbetaling på 1 mark. Tydelig var det dog, at interessen var for nedadgående. Særlig i borgerlige kredse var arrangementet blevet upopulært. Man mente ikke, at lejerne skulle være med til at bestemme lejen i deres lejligheder. Og i disse år var Æ Bauverein noget man diskuterede på byens værtshuse. Bølgerne gik højt.

Lærer Strange havde mistet sine borgerlige venner. Han søgte nu forbindelse med andre kredse. Det var navnlig de tilflyttede jernbanefolk, han tog kontakt til. Gennem disse gik forbindelsen videre til Den kongelige Jernbanedirektion i Altona. De havde en kommission siddende, der beskæftigede sig med de ansattes boligforhold.

 

Hjælp fra Jernbaneadministrationen

Herfra kunne man sikkert forvente et billigt lån. Men man skulle opgive den oprindelige tanke med et hus til hver familie. Jernbanefunktionærernes ønsker var da også, at bare at få gode lejligheder, så længe de boede i Tønder.

Den ny bestyrelses selvstændighed blev indskrænket. Men til gengæld så det ud til, at nogle af ideerne ved hjælp af Jernbaneadministrationen kunne gennemføres.

De nye møder blev nu holdt på  Banegårdsrestaurationen. Forholdet til Jernbaneadministrationen blev klarlagt og nye vedtægter udarbejdet. Der skulle være en bestyrelse, der havde den løbende administration. Endvidere skulle et tilsynsråd etableres. De skulle på en måde svæve lidt over vandende. Man skulle dog holde møder sammen med bestyrelsen. Og begge råd skulle vælges på generalforsamlingen. Foreningen skulle i juridisk henseende være et selskab med indskrænket ansvar (G.m.b.H).

 

De to grupper i Tønder

I Tønder var der således to foreninger under opsejling. Den ene var med en konservativ, borgerlig ledelse og en med liberal arbejderledelse. Den første havde masser af idealisme, men ingen penge. Den anden havde jævne krav til en tilværelse om en ordentlig lejlighed, og det var lige så vigtig – penge.

 

Generalforsamling på Tonhalle

Den første gik mere og mere i sig selv. Den anden gik fremad. Da sommeren det år kom til Tønder, havde byen fået en Byggeforening.

Byens to aviser kunne nu meddele, at der den 28. juni 1906 var indkaldt til stiftende generalforsamling på Tonhalle. Mødeleder skulle være stationsleder Suder. Denne Suder gik dog hverken ind i bestyrelsen eller tilsynsrådet. Måske var det af tjenestelige grunde. Men han fungerede som kontaktmand mellem Byggeforeningen og Jernbanedirektionen i Altona.

53 personer var nødt op. Tilsynsrådet blev først valgt. Og den kom til at bestå af gruppen omkring Hugo Strange. Han blev valgt som formand, med landmåler Nielsen som stedfortræder. Bogtrykker Moses blev sekretær med godsekspedient Nielsen som stedfortræder.

Da Tilsynsrådet trådte ind i salen, havde de en liste med forslag til bestyrelsesmedlemmer. Og det var:

• Forretningsfører: Banegårdsvært Iwan
• Regnskabsfører: Baneassistent Fick
• Byggeforvalter: Banemester Peters
• Arkitekt: Lauritz Thaysen

Det var dog den unge arkitekt, der kom til at præge sammenslutningen. Man valgte en strategi med at stå sig godt med pressen. Det var sikkert en meget klog beslutning. Man skulle
sikre sig positiv omtale. Efter loven var foreningen nemlig først juridisk anerkendt, når der var 150 medlemmer. Men det tal nåede man faktisk inden for et par måneder.

 

Endelig bevilliget lån 

Ved det første møde forelå tilbud om salg af en mark på 13.560 m2 for 9.000 mark. Marken lå omkring den nuværende Strucksallé. Den tilhørte tømmerhandler Nielsen.

Det var dog ingen sparekasse i Tønder, der ville bevillige lån til dette. De var vant til at finansiere kreaturhandler og landbrug og ikke et Genossenschaft  som dette. Det kunne jo undre, for der forelå et skriftligt løfte på 83.800 mark fra Arbejderpensionskassen i Berlin.

Men så kom der et tilbud fra den nyoprettede Skærbæk Kreditbank om et lån på 11.000 mark mod at indtræde i de Slesvig – Holstenske Forbund. Dette skete så, og jorden blev købt.

 

Byggeriet startede i det landelige
idyl

Ved den første generalforsamling kunne ledelsen møde frem med et forslag om bygning af ikke mindre end seks huse. Der var tale om to stk. til to familier og fire stk. til fire familier. I fire familie husene var lejen sat til 175 mark om året.

Her var der dog nogen, der mente, at den leje var sat for høj til at en arbejder-familie kunne betale det. Bestyrelsen svarede, at beregningerne var rundet opad. Men virkeligheden viste sig også, at husene blev lidt billiger  end beregnet.

Da man startede byggeriet var det landeligt idyl herude i Nystaden. Men snart blev de ledige byggegrunde mellem foreningens byggepladser indtaget. Sidegader opstod, og haver blev tilplantet. Der blev dyrket grøntsager og kartofler, og det fik betydning, da krigen kom.

Mange af lejerne var jernbanefolk, som hyppigt blev forflyttet. Senere var det folk fra byen, der indtog lejlighederne.

 

Kalksten fra Møgeltønder

Af hensyn til sparsommeligheden anvendtes i begyndelsen kalksten fra Møgeltønder Kalkstensfabrik. Men træet i husene var særdeles godt svensk tømmer. Den unge forening havde efter kun seks års virke et overskud på 13.626,45 mark. Det lyder måske ikke af meget. Men dengang kostede et nyt sæt tøj 30 mark, og en månedsløn var på 100 mark.

 

Roser til Strange

I 1912 var der roser på et bestyrelsesmøde til lærer Strange. I en skrivelse gav forsikringsråd Hansen  en særlig anerkendelse til ham for hans store indsats i foreningen. Måske kom skrivelsen, fordi at Strange på det tidspunkt overvejede at tage sin afsked som lærer og organist i Tønder.

Krigen satte en stopper for alt byggeri. I protokollen kunne man læse, hvor bestyrelsen befandt sig.:

• Hotelejer Oeverdick var i Christiansfeld
• Postpakmester Nickels og journalist Stuckert var i Skærbæk
• Løjtnant Thomsen befandt sig på den vestlige krigsskueplads.

Den trofaste Strange, der siden foreningens start trofast havde ledet møderne fra 1906, tog sin afsked i 1915. Han forlod byen og bosatte sig i Kiel, hvor han døde i 1940 i sit halvfemsindstyvende år.

”Vaks ved Havelågen”

Selv om der ikke blev bygget i krigsårene var foreningen aktiv. Man deltog i møder rundt omkring og tog nyttige oplysninger med hjem. For at spare valgte man altid jernbanefolk som
delegerede. De kunne rejse gratis. Man besluttede, at få overladt 43.525 m2 på den jord, hvor Horupsgade  ligger. Betalingen skulle ske ved hypoteks -lån.

Da luftskibshallen i 1918 skulle nedrives, var foreningen igen vaks ved havelågen. De fik fat i de brugte materialer og 75.000 mursten.

 

Familier ansvarlige for skarnsstreger

Men det så trist ud i de forskellige bygninger. Vareknapheden kunne mærkes. Man kunne også mærke, at fædrene ikke var hjemme. Således blev det anført at alle vinduer i en kælder i en ejendom var smadret. Det blev vedtaget, at så snart, at det var muligt, skulle nye indsættes. Men det blev også vedtaget, at hver familie var ansvarlig for sådanne skarnsstreger.

 

Salg af ejendom

Da Bauverein Tondern havde fået sine medlemmer hjem fra krigen og fangenskab stod man over for nye problemer. Afstemningen og de politiske forhold tydede på, at Tønder igen blev dansk. Samtidig satte inflationen voldsomt ind på marken. Alle værdier blev forrykket i den grad som ingen havde drømt om. Hvordan byggeforeningen skulle kunne komme igennem denne krise bekymrede både medlemmerne og ledelsen.

De afgørende beslutninger blev truffet på Nordfriesischer Gasthof den 10. april 1920. Mødet blev indledt af købmand Johs. Thomsen – den senere borgmester. Han kunne berette om, at foreningen havde et overskud på 13.193,80 mark.

Man tog den kloge beslutning, at sælge den ældste af foreningens ejendomme, Strucksalle 27. Generalforsamlingen vedtog salget og foreningen blev derved gældfri, og blev et velhavende selskab.

 

Rigdom skulle komme lejere til gode

Man besluttede, at der ikke måtte optages nye medlemmer, og at den pludselige rigdom skulle komme de gamle medlemmer til gode i form af bedre boligforhold. Men selskabet måtte ikke blive et sted for kapitalanbringelse. Men denne spærring blev hvis aldrig rigtig gennemført.

Lejerne i de 38 lejligheder, som foreningen rådede over fik indført elektrisk lys og bedre kloakforhold. Nye tjenestemænd søgte til byen. Og det var ledelsen opmærksom på. Man havde byggegrundende. Men skulle man tage fat ligesom i 1906 krævedes det, at man omdannede foreningen efter dansk lovgivning. Allerede i 1921 trådte man som følge af dette i likvidation. Først i 1923 genopstod man nu som Tønder Byggeforening.

Men først efter en generalforsamling den 12. maj 1923 på Harmonie kunne man foretage overgangen. Efter de nye vedtægter, faldt ordningen med et tilsynsråd bort. Den ny ledelse bestod af ni bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de tre udgjorde forretningsudvalget.

 

Større lejligheder i Horupsgade

Den ny bestyrelses største opgave var at bygge på Horupsgade. Efter tidens krav blev disse større end de gamle. De var egnede til børnerige familier. Pludselig disponerede foreningen over 62 lejligheder.

I 1931 holdt man jubilæumsfest med kaffebord, taler og dans. I 1936 skulle man igen have holdt jubilæumsfest. Bestyrelsen mente dog ikke, at det var forsvarligt på grund af de mange reparationer, der var udført samme år.

 

En månedlig leje på 40 kr.

Det samme gentog sig i 1946. her var man også nødt til at foretage en del reparationer, derfor undgik man festligheder. Det måtte vente til 1956, hvor man kunne se tilbage til et halvt år hundredes virksomhed. Og det var på det tidspunkt, at familien Brodersen boede i et af byggeforeningens huse.

På det tidspunkt var lejen omkring 40 kr. om måneden.

 

Rimelig husleje

Jeg mener, at jeg så, at man i dag kun skal betale 3.400 kr. i månedlig leje for 135m2. Det er ganske billigt. Og i dag kan Tønder Boligforening tilbyde 57 lejligheder på Horupsgade, Skolegade og Strucksallé.

– Men ak og ve. For nogle år siden gik Tønder Byggeforening konkurs og blev solgt. 

 

Kilde

• Litteratur Tønder

 

• Ture i Tønder 1
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Tog til Tønder
• Trafik i Tønder – dengang
• Tønders historie – efter 1900

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler , heraf 283 artikler fra Tønder
  

Redigeret 3.11.2021

Vi skal møde “Æ Lokumsrense fra Tynne”. En meget upopulær person. En mosebrand var ved at antænde et våbenlager for modstandsbevægelsen. Engelske angreb mod tog afgået fra Tønder. To bombninger mod samme hus i løbet af besættelsen. masser af døde. Flygtninge – tog i Tønder. Sabotage mod 8 lokomotiver.  Tønder Statsseminarium under mistanke. 62 tøndringer mistede livet ved fronten. Yderligere 10 tøndringer mistede livet, bl.a. i KZ – lejre.  Et lokomotiv blev kørt i Vidåen.  Massiv arrestationsbølge På Kongens Fødselsdag blev der anbragt 62 bomber langs grænsen. Våbendepot i Ny Frederikskog og midt i Tønder By. 

 

Æ Lokumsrenser fra Tynne

Den 9. april havde tyskerne medbragt Panzerzug no. 24. Den rullede ind på Tønder Station.  Og det ordinære tog fik at vide, at det skulle afvente dette tog. Panzerzug`s opgave var blandt andet at spore bomber på jernbanestrækningen. Og det gik meget langsomt. Om bord var blandt andet en guide, der spillede Kong Gulerod over for personalet på Esbjerg Station.

Man spurgte på stationen i Esbjerg om denne person. Og lokomotivføreren i det efterfølgende tog kunne så fortælle, at det var

• æ lokumsrenser fra Tønder

Dermed var hans rolle sat ud af spillet.

 

Skuret med sprængstof

Der var ikke lagt sprængstof ud. Men man havde vel på en eller anden måde forberedt sig til en krigstilstand. Således var det i nærheden sporene mod nord og sporene til Højer anbragt et skur med sprængstof. Dette sprængstof skulle bruges til bortsprængning af broer. Men en mosebrand den 10. juni 1939 kunne have skabt store problemer.

Skuret indeholdt et depot med flere tusind kilo Areolit og Dynamit. En mosebrand var opstået omkring stedet. Normalt var stedet omgivet af vand, men langvarig tørke havde fået vandet til at fordampe. I løbet af ganske få minutter slog flammerne op omkring skuret,. Området var blevet antændt af en gnist fra et lokomotiv.

Tilskuerne var allerede begyndt at flygte. Tønder Frivillige Brandværn var dog hurtig til stede, og med fare for sit liv rettede en brandmand vandstrålen direkte mod huset. Den store katastrofe blev dermed forhindret.

 

Første sabotage i Tønder

I begyndelsen var det den såkaldte Aabenraa – kreds, der organiserede det illegale arbejde i Sønderjylland. Det var kredse, der havde udspring i Dansk Samling og KU. Man fik også kontakt til den britiske SOE – organisation. Dermed fik man adgang til våben og sprængstoffer.

Den første egentlige sabotageaktion i Sønderjylland startede faktisk i Tønder. Og det var i juni 1942, hvor en kommunistisk gruppe gennemførte en aktion ved Lokomotiv – remissen.
Fra sensommeren 1943 var det borgerlige grupper, som udførte sabotager med SOE – sprængstof.

 

Skrækkens dag i Tønder

Første luftangreb mod et dansk tog fandt sted den 11. juni 1942 mellem Tønder og Ribe. Det kostede i alt 8 mennesker livet.  Der var 44 Lancaster – maskiner med i angrebet, men også 6 Mosquito – jægere. Og disse seks fly skulle flyve i to sektioner. De skulle udføre en afledningsmanøvre på ubådsværfterne i Flensborg.

Kunne de ikke finde målene, måtte de angribe enhver fjendtlig flyveplads eller andre militære mål i Nordtyskland.

De tre første fly udførte et vellykket angreb mod Flensborg. Et fly vendte tilbage til England, fordi skydækket nåede helt ned til vandoverfladen. De to øvrige fly fløj videre mod den nordtyske kyst. Over Sild blev de beskudt. Det ene fly ramte en skorsten ved Emmersbüll. Det forudsagde mange skader på flyet. Man besluttede derfor, at finde alternative mål. Derfor gik man nu mod nordøst.

Man var på det tidspunkt ikke klar over, at man var kommet ud af kurs. Jernbanestationen med forbindelsen til Sild var nu udpeget som mål.

Men kl. 18.58 var man over Tønder. Nu besluttede Flight Sergent Roland, at kaste sine 500 punds sprængbomber. Han ramte dog ikke jernbanestationen i Tønder, men nogle nærliggende beboelsesejendomme.

Tre bomber blev kastet. Den første bombe blev kastet foran et lokomotiv, men fortsatte gennem en havemur, over  Jernbanegade. Den rev hele fortovet op, og gennem et plankeværk. Den røg ind gennem et kældervindue. Den eksploderede først i dyrlægens kælder. Dyrlægen og hans datter blev dræbt.

Den næste bombe faldt lidt længere væk, og den tredje faldt helt omme på den anden side af Kongevej.

Efter at have smidt bombere besluttede han sig for, at vende næsen hjem med sit ødelagte fly.

I det andet fly sad Flight Lieutnant Hughes. Han havde endnu ikke kastet sin bombelast. Efter få minutters observation så han sit mål. Det var Tog 2489, som var afgået fra Tønder  kl. 17.20. Den var kl. 19.10 nået mellem Skærbæk og Døstrup.

Togføreren og fyrbøderen havde på  grund af støjen ikke hørt maskinen. Lokomotivets forreste del ramtes af en fuldtræffer, og blev sprængt fuldstændig i stykker. De to mænd i førerhuset blev slynget ud ved eksplosionen. Lokomotivføreren var dræbt på stedet. Fyrbøderen døde to dage senere af sine kvæstelser og forbrændinger.

Det engelske fly styrtede 5 minutter senere ned ved Rejsby, skudt ned af en tysk jæger.

 

Historien gentog sig

Frygtelig at tænke sig, men tre år senere gentog situationen sig. Natten mellem den 14. og 15. april 1945 kastede en engelsk flyver en bombe med stationen som mål. Atter ramte
man forbi. Bomben gik direkte ind i det genoprettede hus, Jernbanegade 10.

Bomben gik gennem taget og halverede nærmest huset. Der var heller ikke denne gang luftalarm. I ruinerne fandt man fem dræbte og syv sårede.

 

Man sprang for livet

Ofte overfløj maskiner stationen om aftenen og natten, mens vogne blev rangeret. Der måtte ikke bruges lys. I mørket måtte arbejderne springe ned i brønde på 1,5 meter for ikke at blive ramt.

 

Skilte blev fjernet

I begyndelsen hang tyskerne skilte op på stationen i Tønder. Her kunne man se, hvornår der kom særtog, som ofte var militærtog. Men disse skilte havde også stor interesse for modstandsfolkene. Og det opdagede tyskerne, så de blev pillet ned igen.

Stationerne i Tønder og Tinglev blev centrale i tyskernes transport af materiel. Materialer til bunkeanlæggene på Rømø kom også gennem Tønder. Det blev sendt til Højer, hvor det blev omladet til skibe.

 

Flygtninge – tog i Tønder

Der var også andre transporter, der kom til Tønder. Og de var ikke behagelige at se på. Det var flygtninge – transporterne. I godsvognene lå ofte døde børn. Mange var syge og tiggede om mad. Men tøndringerne blev gemmet væk af tysk militær.

Og tøndringerne nægtede at gøre vognene rene. De stank af alt muligt. Her herskede alle sygdomme og lus. Det endte med, at vognene blev sendt til Kolding, hvor de blev spulet med kogende vand.

 

Brand hos DSB

Et oliedepot hos DSB brød i brand den 16. april 1943. Hovedmanden var lokomotivfører. Branden var fremkaldt af hjemmelavede brandbomber. Men da døre og vinduer var lukket, døde
branden hurtig.

 

Sabotage mod 8 lokomotiver

De første bomber i Tønder  lagt af modstandsfolk sprang i røgekamrene på 8 lokomotiver og ved samme lejligheder blev en drejeskive ødelagt. Det var den 1. juni 1943. Sabotører var trængt ind på remissen. De var maskerede og med våben. De bandt de to tjenestegående remisearbejdere. Og det var Aerolitpatroner, som man brugte. Seks eksplosioner kunne høres langt omkring i paroden fra kl. 2.23 – 3.00.

En af sabotørerne var den senere skolelæge på Tønder kommuneskole, Ejnar Dahl.

 

Tønder Statsseminarium under mistanke

Hjemmetyskerne havde henledt politiet til Tønder Statsseminarium.  Her blev der foretaget omfattende afhøringer og visitationer. En enkelt seminarist blev arresteret, men dog løsladt igen. Men politiet havde stærke beviser mod ham. Så han blev anholdt på ny. Dommer Stegelmann løslod ham på grund af bevisets stilling.

Han kom på ny i søgelyset, da en arrestations – bølge  lagde sig over Tønder efter en ny aktion i november 1943. Den omtalte person undslap men seks af hans kammerater blev anholdt.

En anden gang havde man anbragt patroner op i skrotstenene på seks syv lokomotiver. Fyrkammerdøren sprang op, og der var sod, skidt og møg over det hele. Det var personalet, der stod for dette.

 

Den lille Sabotør 

En bombeattrap blev anbragt i drejeskiven. Tyskerne afspærrede området, og der blev tilkaldt eksperter fra Haderslev. Lokomotivføreren, der havde stået for denne aktion fik øgenavnet Den lille Sabotør.

 

Sabotage mod hjemmetyskere

Også hjemmetyske firmaer blev ramt af sabotører. Det gik blandt ud over en bog – og papirhandler i byen, der under hele besættelsen havde hagekorsflag udstillet i vinduet.

 

Et lokomotiv i Vidåen

Det lykkedes det at køre en af tyskernes store lokomotiver i Vidåen. Det var en troppetransport, der skulle afgå fra spor 5. Man havde bevidst sat skiftesporene forkert så toget kørte ud i udtræksporet, der ender lige ved Vidåen. Det tyske lokomotiv kørte imod stopbommen af sand og videre ned i åen. Hele tre uger tog det tyskerne at få lokomotivet op af åen. Manden bag denne aktion måtte gå under jorden i lang tid.

 

62 bomber langs grænsen

Kongens fødselsdag i 1943 blev fejret med 62 bomber blev udlagt i jernbanenettet langs grænsen.

Natten til den 28. november 1943 blev der foretaget ikke færre end 40 aktioner mod jernbanenettet i hele Sønderjylland. Her blev blandt andet 20 sporskifter ødelagt.

Tyskerne brugte olielamper som signallamper. Arbejderne havde fået at vide, at man skulle forsøge at få disse lamper tilsodet, så tyskerne kunne se dem. Det skete da også ofte at togene kørte ind i hinanden under rangering.

 

Massive arrestationer

I oktober 1944 bevirkede en mænge arrestationer i Tønder, at jernbanesabotagen næsten ophørte. Mange af disse blev sendt KZ– lejren Neuengamme.  Og kigger man på modstandsfolkene, ja så er det mange, man faktisk har kendt

 

Våbendepot midt i Tønder og på  marsken

Ved gården Søgårdhus ved Højer blev der opbevaret sprængstoffet 808. Dette sprængstof blev brugt til sabotageaktioner mod jernbanenettet i hele Sønderjylland.  Men modstandsbevægelsen følte jorden brænde under sig, så man blev nødt til at grave sprængstoffet ned. Det foregik ude i Ny Frederikskog – helt ude i marsken.

Men også midt i Tønder  havde modstandsbevægelsen et større våbenlager. Det var i Skibbroen 7. Her holdt senere jazzklubben Downtown til. De skiftede senere navn til Bloody Mary.

I Tønder faldt 62 ved fronten. Modstandsbevægelsen mistede ca. 10 personer herunder nogle i KZ – lejre. Blandt de sidstnævnte var den populære lektor Aage Rosenkjær.

 

Kilde

• Litteratur Tønder
  
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler-heraf 283 artikler fra Tønder 
  
• Under Besættelsestiden (før/under/efter) finder du 362 artikler 

 

• Bombeangreb mod Tønder
• Da Tyskerne kom til Tønder
• Flygtninge i Tønder
• Historien om Jeppe k. Christensen
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder under besættelsen
• Tønder efter krigen
• Tønder – Marskens hovedstad
• Nazister i Tønder og mange flere 

Redigeret 03.11.2021

Resten af 2007 var Nørrebro Handelsforening i konflikt med politikerne. På den ene side gik man ind for et nyt Ungdomshus. På den anden side var man uenige i planerne om Nørrebrogade. Vej og Park havde selv tidligere lavet en undersøgelse, der viste, at 80 pct. af bilisterne på Nørrebrogade havde et ærinde. I har ikke
ændret mening i 15 år fik foreningen at vide af embedsmænd. I går jo ind for forurening. Stik piben ind, sådan lød en af kommentarerne fra vrede politibetjente til Nørrebro Handelsforening.

 

Foreslog opløsning af sammenslutning

I gennemgangen af Nørrebro Handelsforenings nyere historie blev vi ikke færdig med 2007. Nede i EU var Nørrebro Handelsforening blevet positiv omtalt omkring Projekt Lærerpladser.
Frafaldet på dette projekt var på hele 66 pct. Nørrebro Handelsforening ville stille forslag om, at SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger) blev lukket. Hvis dette forslag ikke blev efterkommet, ville man selv melde sig ud. Flere handelsforeninger havde allerede udmeldt sig.

På grund af arbejdspres var undertegnede gået ud af Styregruppen i Nørrebro Park Kvarterløft et år før afslutningen.

 

I har ikke ændret synspunkt i 15 år 

Socialdemokratiet havde stillet forslag om, at Nørrebrogade skulle spærres for al biltrafik. Kun cykler og kollektiv trafik skulle fremover køre på gaden. Der var godt nok indkaldt til diverse borgermøder, men det så ud som om, at den politiske afgørelse allerede var taget.  Busserne kørte kun med 12 km gennem gaden. Og overborgmesteren mente, at kommunen kunne spare penge, såfremt hastigheden blev øget.

Man ville ikke undersøge konsekvenserne for detailhandelen. Man mente at hensynet til den kollektive trafik og miljøet havde forrang.

Et flertal af politikere anså bilismen for en forurenende ting. De tog ikke hensyn til at bilismen også gav mad på bordet, og at det var afgørende for erhvervslivet på Nørrebro at være åben for den nødvendige trafik. Biltrafikken var et negativladet ord i Kvarter – og Områdeløft, og blev det også snart i det nye Lokalråd.

Hvis man fjernede bilerne, så fjernede man rammevilkårene for byens udvikling, mente man i Nørrebro Handelsforening. Desuden mente man i Handelsforeningen at en så massiv begrænsning af trafikken ville få konkurrencemæssige problemer.  Men et flertal af politikere ville ikke lytte. Snart kom Nørrebro Handelsforening atter i konflikt med et flertal af politikere.

• I har ikke ændret synspunkt de sidste 15 år
• I går jo ind for forurening
• I tænker slet ikke på lokalbefolkningen

 

80 pct. havde et ærinde på Nørrebrogade

Det var nogle af de bemærkninger, Handelsforeningen blev mødt med, da man påpegede konsekvenserne for trafikreguleringerne på Nørrebrogade. Københavns Kommune havde sendt embedsmænd, der kunne argumentere for ideen.

Handelsforeningen mente, at nogle af de 30 millioner kroner, der var afsat til forsøget på Nørrebrogade, skulle bruges til en konsekvensberegning for detailhandelen.

Hvorfor dog ikke se det hele i helikopter – perspektiv, argumenterede Handelsforeningen. Man mente heller ikke, at Nørrebro tiltrak kunder fra andre bydele. Det kunne en undersøgelse jo afsløre.

 

Byen egner sig bedst til fodgængere og cyklister

Man forsøgte med skrækkampagner at overbevise Nørrebros befolkning om, at bilerne bare susede gennem Nørrebrogade. Men på Vej og Parks hjemmeside var der en analyse af trafikken på Nørrebrogade. Den fastslog, at 80 pct. af bilisterne havde et ærinde enten på Nørrebrogade eller i sidegaderne. Klaus Bondam udtalte, at byen egner sig bedst til fodgængere og cyklister.

 

Penge blev skovlet ind

Inden for 10 år var der i København kommet 71 pct. flere varebiler. Samtidig var der fjernet 11.000 p – pladser. Erhvervslivet også på Nørrebro fik mange p – bøder. Københavns Kommune
skovlede penge inde. På 5 år var indtjeningen i Parkering København steget med 105 pct. I Nørrebro Handelsforening mente man, at disse penge skulle bruges til at forbedre infrastrukturen.

 

Ny turistmagnet  – med rotter

Nørrebro havde fået et ny turistmagnet. Det var Ground 69. Her myldrede turister til. I flere lokale ugeaviser landet blev der arrangeret ture til stedet. Man solgte turen med fotos af bål og brand i gaderne. På grunden kunne man se pizza – retter, afbrændte bildæk, diverse madrester, flasker og meget mere. Her vrimlede der også med rotter.

Traditionelle bål i gaden var blevet antændt, og de unge fortsatte deres torsdags – demonstrationer. Nogle af disse endte i sammenstød med politiet. En aktionsgruppe G 13 havde bebudet besættelse af en bygning, Grøndalsvænge Allé 13.

 

Nørrebro – atter i brand

Den 2. september 2007 udsendte Nørrebro Handelsforening atter engang en presseinfo – Nørrebro atter i brand. Vi bringer et uddrag:

• Søndag vågnede beboerne på Nørrebro op til synet af glasskår, brosten og afbrændte containere. Butiksindehavere måtte atter engang feje glasskår. Glarmestrene havde atter engang kronede dage. Natten var et inferno af flyvende brosten, flasker og molotovcocktails. Mange butikker er blevet smadret og plyndret. Cafeer har fået smidt deres inventar ud af vinduet.
• Rene optøjer, der ikke har noget med en demonstration at gøre, prægede Nørrebro. Barrikader og bål er igen i mediernes søgelys. Gaderne i størstedelen af Nørrebro tilhørte sympatisørerne af Ungdomshuset samt deres tilløbere. Skaderne ser ud til at være ret omfattende. En ellers fredelig bydel blev atter engang omdannet til krigszone.
• Butikkernes varelager og inventar samt Nørrebro – borgernes cykler blev brugt til barrikader og bål.
• Beboere og butikker er på vej væk fra Nørrebro. De kan ikke holde til mere. Selv de borgere, der mener, at de unge skal have et nyt hus, er ved at få nok. Selv om bevægelsen bag et nyt Ungdomshus vokser, så har de unge ”brændt mange broer” med deres aktion i nat.
• De unge viser foragt over for politikere ved at smadre og plyndre butikker. Butiksindehaverne bliver igen taget som gidsler. Igen skal de punge ud af egen lomme. Man kan ikke forsikre sig mod manglende omsætning.
• Johnny Beyer opfordrer de unge til at indstille urolighederne samtidig med at han atter engang opfordrer til at indlede forhandlinger om et nyt ungdomshus.

 

Kapitalistforretninger var også  dyrehandel

De såkaldte Kapitalistforretninger var også den lille frisør og dyrehandleren samt de 43 andre butikker det gik ud over, efter at formanden og undertegnede havde lavet en optælling
på Nørrebro efter en af de talrige aktioner.

I oktober tørnede aktivister og politi atter sammen. 436 blev anholdt. Et par hundrede blev anbragt i en kælder, også mindreårige under devisen Så kan de lære det. De unge kunne samle et imponerede antal. Der blev brugt masser af knippelsuppe og gas.  Tv 2 `s nyhedshelikopter fik det hele med.

 

Efterlysning af politisk løsning

Man kunne godt forstå at politiinspektør  Per Larsen efterlyste en politisk løsning. Ganske rigtig sagde han:

• • Vi bruger en hulens masse ressourcer, som vi gerne ville have brugt andre steder.

 

Han fik politisk hug for disse udtalelser. Men efterhånden havde aktionerne bevirket, at

 

• • det havde kostet samfundet 125 – 15o millioner kroner
  • cirka 1.200 anholdte

 

Stik piben ind

Blandt de mange mails, som Handelsforeningen fik, var også et par fra nogle politibetjente:

• Tror du ikke, at det er på tide, at du stikker piben ind?
• Hvad fanden har du gang i?
• Er du klar over, hvor mange politibetjente, der arbejder i døgndrift for at begrænse skaderne for almindelige borgere på Nørrebro?
• Og så vil du have endnu et sted, hvorfra deres hærværk og terrorisering kan finde sted. Hvad tænker du på?

 

Artikelserien fortsættes med år 2008.

Kilde: www.norrebro.dk

• diverse protokoller og avisudklip  fra Nørrebro Handelsforening

Hvis du vide mere:

• arkivet på
  www,norrebro.dk – Her finder du også en masse artikler om Ungdomshuset 
• På www.dengang.dk finder du 1.783 artikler 
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro handelsforenings Historie finder du 29 artikler 
• Under Nørrebro finder du 302 artikler 
• Under Industri på Nørrebro Nordvest finder du 37 artikler