I 1857 blev springvandet ved Christiansborg Slotsplads belyst. Mange havde forsøgt at få fremstillet et tørbatteri. Men det lykkedes først for danskeren Hellesen.
Og det kom rigtig gang i produktionen, da Ludvigsen kom til. På et tidspunkt havde koncernen 2.000 ansatte med eksport til 60 lande. I 2005 relancerede den nye ejer Duracell det berømte Tiger – batteri, skabt på Østerbro med den nyeste teknologi.

 

Op til 2.000 ansatte

Man kan godt se det stadigvæk, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen.  For her ligger Aldersrogade, og bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdens-ry. Her blev størstedelen af Danmarks forbrug af tørelementer fremstillet. Virksomheden beskæftigede på et tidspunkt ikke mindre end 700 ansatte. Ja med folk på hjemmearbejde var der nok tale om 2.000 ansatte.

Firmaet hed Hellesens Enke & V. Ludvigsen A/S. Men hvordan begyndte det? Ja den allerførste afdeling finder vi i Blågårdsgade.

 

Oplyst springvand i 1857

Ja vi går tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Man forlangte entre. Og strømkilden var et våd – batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektricitet. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.

 

Alessandro Volta

Men allerede i 1800 havde italieneren Alessandro Volta præsenteret sit galvaniske element. Han havde opdaget, at når man dypper to forskellige metaller ned i vand, som gøres ledende ved hjælp af salt, så opstår der en spændingsforskel mellem metalstykkerne og derved skabes elektricitet.

 

Hellesen løser batteriets gåde

Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse. Man forsøgte, at fremstille elektriske batterier. Men det var store vanskeligheder. De rummedes i skøre glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles ad og renses.

På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste den opgave.

 

Eksperimeter i en vognport

Hans udgangspunkt var franskmanden Lecklanche’s element, der bestod af en kulstang omgivet af brunsten og en zinkplade med salmiakopløsning som elektrolyt. Det første tørelement som Hellesen fremstillede var i 1887. Det var anvendeligt med ikke særlig holdbart. Det var endnu lang vej til de batterier, som vi kender i dag. Eksperimenterne foregik ofte i en vognport ved Hellesens bopæl på Frederiksberg.

I 1889 blev det første tør – batteri leveret til Københavns Telefonselskab.

 

Ludvigsen involveres

W. Hellesen  var ellers smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis også amatør – opfinder.  I 1889 kom Hellesen i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika en del år. Denne Ludvigsen  kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder af batteriet oplevede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.

 

Fabrikant
i Odense

Men hvem var denne Ludvigsen, der fortsatte eventyret? Ja, Hans Waldemar Ludvigsen var født 1861 i Odense. Han fik afgangseksamen fra Odense Katedralskole i 1877. Han tog derefter undervisning i kemi og praktisk anvendelse af kemi. Sammen med vor kastede han sig over fremstilling af sæbe, skriveblæk, smør – og ostefarve og lignende kemisk – tekniske produkter. Udbyttet var dog ikke ret stort.

 

En tur til Island og England

I 1880 flyttede familien til København Man startede en fabrik ved navn Jettadam Fabrikker. Forretningen kom godt i gang, men efter et par år solgte familien fabrikken. Waldemar fik derved et par tusinde kroner i hånden og fik den ide, at starte en Fiskeguanofabrik  på Island.  Han rejste derop i et lille sejlskib, men ideen kunne ikke realiseres. Han rejste derfor tilbage til Danmark i 1884, og straks videre til England. Han tilegnede sig det engelske sprog og viden om handel.

 

Blandt halvvilde cowboys

Derefter tog han videre til USA.  I hans optegnelser, fortæller han om, at Chicago var en lille by ved Michigan – Søen. Detroit var en lille flække og Florida en sump.  Der var endnu kampe med indianere. Der eksisterede rigtige Wild West mænd og halvvilde cowboys. Ludvigsen  nåede rund i næsten alle stater i Mexico og Mellemamerika. Han oplevede mange farlige eventyr. Han iagttog, at telefonvæsenet var i fremgang. Han tog jobs ved forskellige fabrikker.

 

Hjemvendt til Danmark 1888

Da han kom hjem til Danmark i 1888 var han klar over sine mål. Han ville være industrimand. Han koncentrerede sig om fremstillingen af forskellige genstande. Elektrokemien blev hans speciale. Derfor var det naturligt, at han i 1889 kom i forbindelse med Hellesen.

 

Sådan fremstillede man et batteri – dengang

Driftsingeniør Nyegaard forklarede i et foredrag i Elektroteknisk Forening, hvordan man fremstillede et ”Hellesen Batteri”:

• Kulstangen er fremstillet af pulveriseret Retortkul æltet med Tjære, formet i lange Stænger og brændt. Uden om Kulstangen er presset en Klump, den saakaldte Elektrode,
  bestaaende af en Blanding af pulveriseret Brunsten og Grafit. For at holde sammen paa denne Elektrode er der svøbt et stykke Lærred eller Papir udenom. Det hele er snøret sammen med Garn. Den færdige Elektrode skal anbringes i et Zinkbæger paa en saadan Maade, at den ikke paa et eneste Punkt rører Zinkbægeret. Dette kan foreksempel ske ved at holde Elektroden og Zinkbægeret udhældes med Elektrolytpasta. Dette bestod af en vandig Opløsning af Salmiak og Klorzink tilsat Hvedemel eller Stivelse. Ved Henstand eller i
  nogle Tilfælde ved Opvarmning stivner den Pasta, saaledes at Elementet kan ligge ned eller staa paa Hovedet, uden at Elektrolyten løber ud
  .

 

Kæmpe succes

Det tog et par år, inden Ludvigsen turde sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti havde kunnet holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet. Ludvigsen holdt ikke på patentrettighederne. Allerede i 1890 blev rettighederne for Tyskland og Østrig – Ungarn overdraget til det tyske firma Siemens & Halske  og i England til Siemens Brothers. Fabrikker blev opført i London, Berlin og Wien.  Laboratoriet i København samarbejdede med fabrikkerne.

 

Anerkendelse på Verdensudstillingen

De første el – værker dukkede frem i 1890erne. Men det var en fordel, at man kunne bruge apparater uden at have indlagt strøm. Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på, at fremstille 1.000 stk. håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verdenen. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14.  Ved Verdensudstillinger i Stockholm i 1897 og Paris  1900 opnåede han guldmedaljer. Det var dengang en fantastisk hæder, og betød virkelig meget.

 

Scherlock Holmes anvendte Hellesens

Hjemmemarkedet blev erobret og efterhånden var der eksport til 60 lande. Der blev skabt et godt ry om Hellesens batterier fra Danmark.  Conan Doyle lader således Sherlock Holmes
omtale sine batterier som Hellesens  uden anden nærmere angivelse.

 

Den svenske marine

I 1890erne fik firmaet en ordre fra den svenske marine på elementer til sø-miner med krav og garanti på holdbarhed i mindst to år. Flere år efter forespurgte den svenske marine om elementerne ikke skulle udskiftes for en sikkerheds skyld.

 

I et gammelt bryggeri

Den første egentlige fabrik blev anlagt i Blågårdsgade. Men i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret.  Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Her havde det tidligere Aldersro Bryggeri haft til huse. Her var der god plads til udvidelse. I 1905 var der 71 ansatte. I kælderen var der formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også en gasmotor.

I stueetagen var kontor og det store fabrikslokale,  hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp, smeltede
voks ved gasapparater og loddede. Der gik drivremme gennem gulv og loft til første sal.

På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald med fire heste.

 

Kraftige udvidelser

I 1906 blev W. Hellesens enke og Ludvigsen eneindehaver. I 1918 overgik virksomheden til et aktieselskab. I 1911 og i 1916 blev fabrikken voldsomt udbygget. Først med lagerbygning, fabrikationsrum, pakkerum, harpikssmelteri. Større maskiner blev benyttet og et særligt kedelhus blev indrettet. En stor to – etagers bygning blev bygget. Den kom til at rumme laboratoriet. Siden lejede man sig ind i lejede lokaler.

 

10 kr. i julegave

I 1907 blev Ludvigsen  konsul og i 1926 generalkonsul for Guatemala.  Da firmaet overgik til aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men han virkede som formand for selskabets bestyrelse til sin død i 1939. Hans store interesse var nu automobilismen og luftfarten.  Ved juletid blev arbejderne samlet i gården. De blev stillet op i to rækker. Ludvigsen kom og trykkede hver medarbejder i hånden og ønskede Glædelig Jul. Så var der en gave til alle på 10 kr. Det var en ganske pæn gave – dengang var ugelønnen 28 – 30 kr.

 

Produktion i Vangede

Under første verdenskrig manglede man råstoffer. Man begyndte selv at fremstille kulstænger til elementerne. Det skete i en lille bygning i Vangede. Bygningerne var i brug indtil 1960. Derefter begyndte man at købe kullene i Frankrig.

 

Mange ansatte hjemmefra

Radioen kom frem i 1925. Det betød at man skulle fremstille radio – og lommebatterier. Elektrodebinding til disse blev bundet i et lejet fabriksrum i Ryesgade 3. Det var et hårdt håndarbejde. Mange bandt elektroder derhjemme i privatboligen. Fabrikken sørgede selv for levering og afhentning. Mange af disse ansatte var kvinder.

Fabrikken udvidede faktisk mange steder i København, Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade og Hejrevej samt Søborg.

 

Tiger – Batteriet

I 1924 blev Tiger – batteriet skabt. Den var skabt af tegneren Palle Wennerwald.  Den kravlende tiger blev symbolet på kraft og lydløshed. Det var et stærkt symbol på det danske batteri.I 1930 tegnede arkitekten Gunnar Biilman en ny tiger. Hele 150 forskellige former for batterier blev fremstillet. Og mange af disse blev benævnt med dyrenavn.

 

Penge til en vuggestue

A/s Nordisk Metalvarefabrik opkøbte aktiekapitalen og ansatte W. Jacobsen  som direktør. Der var op – og nedture på fabrikken. Også i udlandet blev der bygget fabrikker. I 1944 gav firmaet endog penge til etablering af en vuggestue. Den blev dog i 1956 overdraget til Københavns Kommune.  En periode lå selskabet dog noget i dvale.

 

Aldersrogade nedslidt

Marshall – hjælpen gav mulighed for at indkøbe moderne produktionsudstyr. Man indledte samarbejde med en amerikansk batteriproducent. Man rejste verden rundt for at generobre tabte markeder. Trods moderniseringer var den gamle fabrik på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også fået vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Man besluttede for at købe en grund i Køge. Og her startede produktionen i 1965. Og vejen hed selvfølgelig  Tigervej.

 

Nye behov for batterier

Pludselig steg behovet for batterier. Transistorradioer, båndoptagere, grammofoner, diktafoner og høreapparater. Alle havde brug for batterier. I 1972 startede Hellesen endnu en fabrik op i Thisted.

 

Forskellige ejerskab

I 1957 havde Store Nord  også kaldet GN som står for Great Nordic købt størstedelen af aktierne. En kort overgang hed firmaet Tudor– Hellesen, fordi man var fusioneret med det svenske firma Tudor.

Men allerede i 1977 købte et amerikansk batteriselskab Tudors aktier. I 1986 hed firmaet en kort overgang GN Hellesen.  I 1986 solgte GN alle Hellesens salgsafdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland til det konkurrerende firma Duracell, der samtidig købte retten til at bruge navnet Hellesen og tigerbomærket.

 

Tiger . Batteriet genskabt

Dermed forvandt tigeren og Hellesen – navnet. Ja, det troede man. Men pludselig relancerer batteriproducenten Duracell det klassiske Hellesen – batteri med tigeren. Nu sidder den pludselig i MP – 3 afspillere. Batterierne blev relanceret med den nyeste teknologi og med den velkendte tiger – logo.

 

Navneforandringer

Afdelingen i Køge  fik navnet GN Batteries, mens den ny fabrik i Thisted kom til at hedde GN Akaline Batteries.  I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma. Den øvrige batteriproduktion blev flyttet til fabrikken i Thisted.  Således blev Tiger – batteriet fra Østerbro igen vakt til live. Kig engang ned ad Aldersrogade. Så meget har nu ikke forandret sig.

 

Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 101 artikler fra Østerbro

Redigeret 9- 10 – 2021

I 1893 kom den første socialdemokrat i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp med sabotage m.m.

 

Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen

Første gang, der valgtes socialdemokrater til Borgerrepræsentationen var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens Jensen og læreren K.M. Klausen.  For første gang havde man fået indflydelse. De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.

 

Arbejdere som borgmestre

Efter ti år blev Jens Jensen byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.

 

Valgret med forhindringer

Det var så sandelig ikke alle, der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:

1. Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold.
2. Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt
3. Er ude af rådighed over sit bo
4. Ikke har haft fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.

Og ikke nok med det. Valgretten afhang også af ens indtægt.

 

Murerstrejke

Det var faktisk en murerstrejke i København i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på Fælleden og Pio’ s anholdelse.

 

Brændevin var billig

Siden 1870erne var der stadig en lang arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt.  Den trælsomme tilværelse for arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold gjorde værtshuset til et festligt sted. Brændevin var billigt og for en tid kunne man så glemme den triste tilværelse.

 

Afholdsforeningerne

Selv om afholdsforeningerne gjorde et stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset. Ferie var først noget man kendte efter 1890erne.

 

En aften i et arbejderhjem

Ved spisetid blev petroleumslampen tændt, og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist  søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.

Efter middagen lagde far sig på den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem. Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad på potten.

Senere kom konen ind med kaffe til manden, der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen. Klokken 9 rejste konen sig og hængte sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.

Stuen var måske dekoreret med guirlander af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.

 

Nedslidte arbejderhjem

Bygningerne var opført af smudsige sten, medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene. Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod stifterne, når blæsten satte ind. Plankeværket mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.

 

Tvedeling af arbejderbevægelse

Midt i 1870erne var forståelsen for arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være i en fagforening. Mange meldte sig ud. Nogle mente, at fordi man var medlem af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Fagbladene advarede mod skruebrækkere, men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.

 

Også i døden var man forskellig

Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende lig.

Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner – med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte på at nægte ordener og sabler plads på en fløjlspude ved kistens fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel på folk, selv i døden.

 

Knap så mange bekymringer

Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i 1890 de rigtig gode resultater kom. Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp. Nu var det knap så mange bekymringer.

 

Tænk hvis de fuldede sig

Myndighederne gav tilladelse til afholdelse af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller ikke synge eller have et orkester med sig.

Og på Fælleden var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev ukontrollerede?

 

Kæmpe troppestyrker

Alle mistænkelige blev kaldt til forhør inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren skrev til marinemisteren omkring mobilisering. Gendarmkorpset måtte have hjælp fra andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.

Og politiet stod klar med 335 mand fordelt på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere.  Styrken under kommandanten i København stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever og under-officerer

Fra Orlogsværftet og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300 – 400 folk i Nyboder.  Fra Jægersborg var kaldt husarer. Citadellet  nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra Trekoner. Soldater fra garnisoner uden for København kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.

Der blev udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Man troede åbenbart at københavnske arbejdere kunne finde på, hvad som helst Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct. var nået der betød noget.

 

De Samvirkende Fagforbund

Michael Lyngsie var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund , der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes De Samvirkende Fagforbund. Ved århundred – skiftet var arbejdstiden ned under 10 timer.

 

Natmændene strejkede

Men allerede i 1892 havde københavnerne stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede strejke blandt natmændene i København. De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav var opfyldt.

 

Mange strejker blev vundet

Arbejdernes bedre kår var ikke sket uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker. Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen. De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.

 

Hård tid

Det blev en hård tid for arbejderne. Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig. Tiden fra århundredeskiftet frem til første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger, men det blev opslugt af prisstigninger.

 

Alkoholisme

I 1901 viser en undersøgelse, at 19 pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.

 

Et drabeligt våben – lockout

Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout. Konflikten i 1908 i de grafiske fag, begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når avisen ikke kom. Men episoden medførte voldgiftsrettens oprettelse.

Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også uroligheder.

 

Rigtig arbejderkamp

I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens Sammenslutning. Her var rabarber – drengen, Christian Christensen den ledende kraft. I bladet Solidaritet forklarede han sammenslutningens formål:

1. At forbedre og udvikle de nuværende forældede fagforeninger til moderne, lokale industri – og brancheforbund
2. At udvikle den uduelige fagkamp til industriel kamp
3. At bibringe arbejdernes kendskab til og fortrolighed med den moderne kampteknik, den pludselige strejke, obstruktion, sabotage og solidarisk boykotning.

En anden strejke, der vakte opsigt var en sporvejsstrejke på Frederiksberg i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.

 

Bedre social lovgivning

Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige danske arbejdere organiseret i fagforeninger. Ind til 1. verdenskrig skete der ikke de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918. De københavnske bygningsarbejdere havde iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.

 

Bolignød og krak

Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på skoler eller i barak – lejligheder. Der var faldende forsyninger af brændsel og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed. Under krigen steg fødevarepriserne med op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.

 

Lyngsies skovture

Mellemkrigstiden betød store økonomiske kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter. Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer. I 1929 indledte Stauning  en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen og meget andet, der gav en tro på livet.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:-

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro findes der 304 artikler 
• Under København findes der 191 artikler 

 

• Historien om 1. maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Arbejder og industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)
• Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)
• Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Begravelse på Assistens Kirkekegaard 1887 (under Nørrebro)
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)
• Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)
• Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Rabarberlandet (under Nørrebro)
• Og mange flere artikler
  

Redigeret 17. – 11. – 2021

Omkring Genforeningen var der udpræget fattigdom i Sønderjylland. Landsdelen var ramt økonomisk. Landbruget var i dyb krise. 40 pct. af sønderjyderne var
beskæftiget i landbruget. Fidusmagere havde gode kår. Sødmælk blev udleveret mod lægeattest. ”Danmark har mistet retten til Nordslesvig” proklamerede den nationalsocialistiske bevægelse. Fra tysk side blev der tilført penge til tysk kultur.

 

Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig

• Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig

Ja sådan udtalte gårdejer Vilhelm Deichgräber i en tale, forud for folketingsvalget i 1939. Deichgräber var en spidserne i det nationalsocialistiske parti i Sønderjylland – dengang. Man mente, at Danmark havde forvandlet området til en fattiggård.

Nu var det en del af den nationalsocialistiske agitation. Men sandheden var vel også, at Danmark  efter 1920 havde modtaget en landsdel, der var forarmet.

 

Det står ikke i historiebøgerne

Dette står det ikke meget om i de historiebøger, som de unge mennesker gennemgår i skolerne. Her hører man godt nok om Genforeningen, men stort set ikke mere.

 

Landbruget udsat for rovdrift

Landbruget havde været udsat for rovdrift. Tvangsafleveringer havde udpint jorden, og en stor del af besætningerne var forvandlet til pengekapital. Gennem smug-handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen.

På landet gik gendarmer rundt og kontrollerede, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller bagt brød på gårdene. De kunne dog ikke forhindre det, og der er mange historier om, at de blev bestukket med naturalier.

 

Demonstration for mere mad

I Haderslev protesterede 400 kvinder foran rådhuset for at få mere mælk, byggryn og andre varer, som blev ført syd på, for at afhjælpe nøden i de større byer.  Mange brancher led under rationeringen. Håndværkere og arbejdere var dem, der klarede sig dårligst. En bondekone kunne måske nogenlunde føre driften videre, mens manden var indkaldt. Men det kunne en smede – eller skrædder-kone ikke under samme vilkår.

 

Sødmælk udleveres med lægeattest

Midt i 1930erne udkom en bog På vej til Danmark. Den beskrev forholdene således:

• I fattigkvartererne ejede de færreste blot en skjorte. Alle gik i udtrådte sko og støvler, som var købt før krigen og med omhu holdtes vedlige…..rigtig sæbe gaves ikke mere
  ….brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige erstatningsmidler. Gamle folk, syge mennesker og børn kunne få udleveret noget sødmælk mod lægeattest.

De rige kunne nogenlunde komme igennem ved at betale overpris, men det kneb for den almindelige borger blot at skaffe det mest nødvendige.

 

Genforeningen trak ud

Overgangen fra et økonomisk system til et andet voldte vanskeligheder. Det blev yderligere forværret, da en hurtig genforening trak ud. Ingen havde troet, at de ville gå 20 måneder fra våbenstilstand til genforening. Det kneb for erhvervslivet at tilpasse sig.

 

Fidusmager havde gode vilkår

I 1919 kom der stadig mange varer fra Danmark til det sultende og udmarvede Nordslesvig. Dette skete også på illegale veje. Spekulanter, profitmager og fidusmagere havde store tider.

 

Krigsfangere døde i massevis

Over 4.000 sønderjyder faldt i kamp. Mange blev såret og havde psykiske skader resten af livet.  Krigsfangere, som faldt i tysk fangenskab blev sat til at afhjælpe nøden i landbruget Fra store lejre blev de udkommanderet til opdyrkningsarbejde. Men kulde, sult og epidemier gjorde det af med mange.

 

Den tyske mark – intet værd

Et andet stort problem var markens fald. I juli 1920 var den helt nede på 16 øre. Og den fortsatte sit fald. Mange havde håbet på, at marken ville stige igen, og havde skrabet lidt sammen. Men ak og ve. I billion gamle papirmark var i begyndelsen af 1924 forvandlet til 1 guldmark.

 

Landsdelen ramt økonomisk

Mange landboer havde inden genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Det blev så i dyre krone – lån. Man regner med, at der blev optaget veksellån for ca. 50 – 60 millioner kroner. Dem som havde holdt fast ved deres mark, var endnu dårligere stillet.

Landsdelen blev efter genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt erhvervslivet og landbruget, der fik tilført kapital. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet ca. 20 millioner
kr. til rådighed i statslån. Men de sønderjyske banker og sparekasser var ramt økonomisk.

Man forsøgte med Sønderjysk Kreditforening. Men landsdelens kapitalfattigdom lod sig ikke bare sådan udrydde. De nystiftede lån blev forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk
Hypoteklånefond.

 

40 pct. i landbruget

I Sønderjylland var 40 pct. af befolkningen beskæftiget i landbruget. Under det tyske styre var det gået i retning af færre men større ejendomme. Den tyske lovgivning havde i modsætning
til den danske mulighed for nedlæggelse og sammenlægning af landbrug.  Arbejdskraft blev efterhånden en mangelvare på grund af udvandring. De forskellige landbrug skulle nu pludselig
omstille sig efter danske forhold. Det betød flere og bedre bygninger og en større del af arealet under plov.

Denne omstilling betød også, at det sønderjyske landbrug var mere følsom over for forandringer.

 

Modtagelige for fantastiske bevægelser

I efteråret 1920 indtraf også en tørke. Det betød at mange landmænd oplevede et knæk, der var svært at komme sig over. De kriseramte og kredit – hungrende landmænd blev pludselig lydhør over for mere eller mindre fantastiske bevægelser.

 

Penge til tysk kultur

Denne situation benyttede man sig af i Berlin. I 1926 bevilligede Det Tyske Rige og Preussen et millionbeløb for at støtte tyskheden i grænseegnene og i udlandet. Yderlig blev 5 millioner mark sendt til Nordslesvig i form af kreditter. Som modforanstaltning blev Landeværnet  oprettet. I løbet af få år var der tegnet 10.000 medlemmer.  I 1929 gjorde landsdelens relative fattigdom sig stadig gældende. Det skete trods det, at der i 20erne blev oprettet 900 nye husmandsbrug gennem udstykninger.

 

Revolution i Sønderjylland

Og var man heller ikke kan læse i alle historiebøger, at revolutionen gennemførtes i Sønderjylland. Det var soldaterudsendinge, der proklamerede tingenes tilstand. Magten blev overdraget til soldater – , arbejder – , og bonderåd.  Soldaterrådene  gled dog hurtig i baggrunden. Arbejderrådene holdt længst. De overvågede blandt andet levnedsmiddelfordelingen.  Det virkede meget brutalt, at man med den danske fattiglov kunne fratage borgerne deres rettigheder. Bestemmelsen virkede endnu stærkere i Sønderjylland.

 

Et nationalt mindretalsproblem

Genforeningen gav Danmark  et nationalt mindretalsproblem. Af folketællingen fra 1921 ses det at 16.600 af Sønderjyllands indbyggere var født syd for den danske statsgrænse. Ved folkeafstemningen i februar 1920 blev der afgivet 25 pct. tyske stemmer, mens der ved folketingsvalget senere på året kun blev til 14 pct.

 

Ikke tilfreds med grænsen

Tyskheden var fremherskende i enklaver langs grænsen og i byer som Tønder og Højer. Særlig i gårdmandsklassen var der mange tysksindede. I mange sogne var der tysk flertal.  Mindretalsordningen var noget nyt for det danske samfund og tiltrak sig en del opmærksomhed. Fra tysk side var man ikke tilfreds med ordningen. Herfra mente man også at grænsedragningen var ganske uretfærdig.

Det gjorde det heller ikke lettere at Danevirke – Bevægelsen ville have grænsen ved den gamle danske fæstning.

 

Grænse midt på vejen

Selve grænsedragningen, skabte ingen problemer, der hvor grænsen skulle følge vandløbene. Men andre steder skulle man følge geografiske og erhvervsmæssige forhold.  Her var der problemer ved Kobbermølle  og Padborg Station.  Ude vest på ved Rudbøl gav grænsedragningen problemer. Resultatet blev, at der på en strækning på 130 meter, blev gadens midterlinje grænsen.

 

“Führer macht uns frei”

Ved nazismens magtovertagelse i Tyskland begyndte de tyske stemmer i Sønderjylland  at tage til. Den tyske befolkningsgruppe var godt på vej til at vinde sit andet folketingskandidat. Og Jens Møllers bøn til Adolf Hitler var også:

• Führer mach uns frei.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler herunder 207 artikler fra Sønderjylland
• Det Tyske Mindretal
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Kongens hvide hest
• Langs Grænsen
• Mere om Kongens hvide hest
• Da Als var republik 1-2

 

• Under Aabenraa (169 artikler):
• Aabenraa under de to krige
  
• Jomfru Fanny fra Aabenraa 
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed 

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
• Første Verdenskrig i Bov 
• Genforeningen i Bov Sogn

 

• – Under Tønder (283 artikler)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 
• En rebel og hans gård 
• Hvorfor var Tønder tysk? 
• Socialdemokrat i Tønder – dengang 
• Tønder – før og efter Genforeningen 
• Tønders Dansksindede 

Redigeret 10. – 11. – 2021

Vi kigger på nogle af butikkerne på Strandvejen og Slagelsegade. Det var dengang en Jaffa – appelsin kostede 25 øre. Radioer købte man hos cykelsmeden. Der skulle være plads til kongens ridetur på Strandboulevarden. Svømmeundervisning foregik i mudret vand. Og så skulle man undgå Ringstedgade. Her boede bisserne.

 

Tre privatskoler

Dengang hed den Østre Gasværksskole. Det var en almindelig kommuneskole. Så hed den Strandvejsskolen.  Og når vi nu er ved skoler, så kunne dem, der havde råd på Østerbro,
vælge mellem tre private underskoler. Her kunne man dog, hvis forældrenes indtægt var lille, få friplads.

 

Pjaskeri i Gefion – springvandet

Man pjaskede rundt i Gefion – Springvandet og om vinteren kælkede man ned af Kastels-voldene.

 

Viljestyrke til at passere skikmutter

Det skulle en hvis viljestyrke til at passere alle Slikmutter på Østerbro dengang. For fem øre kunne man få en slikpind, nas (en plade sød – syrligt sammenpresset blødt slikaffald) eller en blikdåse salmiakpastiller.

 

Urtekræmmere og spækhøkere

Urtekræmmere var der også masser af. Her blev købt mel, gryn, krydderier, sukker, kaffe (friskmalet fra egen kværn) og konserves.  Der var også spækhøkere, der solgte kødpålæg og flæskekød. Skulle man have lidt bedre kød eller okse – eller kalvesteg, ja så gik man til en rigtig slagter.

 

Skovser – konen

Den ugentlige fisk var der rig mulighed for at få i en butik. Man kunne også få den hos den omvandrende skovserkone. Hun kom fra Skovshoved med en trækvogn. Hun parterede og rensede sildene eller rødspætterne direkte på køkkenbordet. Det var tydeligt at høre, når hun var der. Hendes reklameråb var lige som en melodi

• Siiiild er godt
• Røøø – spætterrr

 

En Jaffa – appelsin til 25 øre

Cigarhandleren havde en afdeling med tobak og en anden havde bøger og papirvarer. Man kunne også få Buffalo – Bill hæfter. Ja og så var der postkort med revyviser. Grønthandleren
havde kartofler og frugt. Ved juletid kunne man købe kæmpestore Jaffa – appelsiner til 25 øre. Dengang en anseelig pris. Billigere var Jamaica – bananer.

 

Overskåret wienerbrød til 25 øre

Rugbrød fandtes groft eller fint, maltet eller u-maltet i store tunge klodser, der skulle skæres op i brødmaskinen. Allerede dengang var der masser af fødevarer i Nordre Frihavnsgade.  Så kunne man få “overskaaret Wienerbrød” til 4 øre stykket.

En radio hos cykelsmeden

Cykelsmeden solgte også radioer. Den nærliggende dame – eller herrefrisør kunne levere personlige plejeting. Ja frisøren kunne klare en gang barbering for 25 øre. En god herreklipning kostede en krone. Oppe i nærheden af Langelinie på Strandboulevarden kunne en drengeklipning klares for 35 øre i Figaro – salonen.

 

Kongens ridesti

Nogle gange var det dog nødvendig at tage til byen. Det kunne man så gøre med linje 9, der havde skinner på hver side af Strandboulevarden. I midter-anlægget var der en ridesti med promenade, og bænke. Man sagde, at det kun blev opretholdt af hensyn til Christian den Tiendes  ridetur. Når han kom ridende i sin garderuniform, standsede man og
hilste ærbødigt. Så fik man til gengæld en kongelig honnør.  Damerne nejede, og smådrengene tog deres matroshue af og bukkede. Linje 9 blev også kaldt Papegøjen, fordi dens skilte var røde og grønne.

 

En tur til Frihavnen

Man kunne tage en tur ned ad Århusgade  forbi linje 9’s remiser, under jernbaneviadukten ved Østbanegade, og så kigge på alle træbarakker i havnen. Der var en stærk duft af træ og tang. Om søndagen var Frihavnens store bassiner et udflugtsmål. Her holdt de store Amerika – både, Frederik den Ottende og Oscar den Anden. Hvis da ikke lige, at de var på havet.

 

Til Langelinie

Man kunne for 10 øre få en tur over til bagsiden af Langelinie. Så kunne man gå ud på den lange mole. Måske kunne man derefter komme videre med motorbåden til Holmens Kirke. På Høje Langelinie var det fin udsigt til turistbåde eller fremmede krigsskibe, når der var flådebesøg.  En yndet beskæftigelse var også at gætte, hvilket spor toget ville passere under den gamle Langeliniebro. Man kunne også blive væk i røg og damp, når det gode gammeldags damplokomotiv passerede.

 

På Strandvejen

Man kunne aflægge Strandvejens Køkkenudstyr et besøg. Det lå på hjørnet til Tåsingegade. Vinduerne var tæt pakkede af porcelæn og glas. Over hoveddøren stod der:

• Bing og Grøndahls Maage Empire til nedsatte Priser – ca. ½ Pris.

På skiltet, der stak ud fra ejendommen stod der:

• Kgl. Porcelain nedsat 10 procent.

 

Den amerikanske metode

Ved siden af denne flotte butik lå  Papir og Kunst, derefter Fredby og Co. Uden for forretningen stod et skilt:

• Oppresning, mens De venter – Benklæder 1 kr.

Under skiltet hang et andet budskab, Hatte renses. Og kiggede man godt efter i vinduet, så stod der, at man brugte,  “den Amerikanske Metode, naar Tøj og Hatte blev presset”. Derefter lå en barber og frisør. Så fulgte Aug. Balsløws Farve Tapet forretning, der også solgte linoleum. Lige før opgangen til Strandvejen 9 (Østerbrogade 109) var der en blomsterforretning.

 

De dyre cigaretter

Efter opgangen var der en butik, der solgte cigarer og Soussa – cigaretter. Det var de dyreste cigaretter, dengang. De blev kun røget af den bedre stillede del af befolkningen. Ved siden af lå Knud Jensens Ur-forretning(Uhre – Briller). Så fulgte Rococo Broderiforretning og L. Bruun Viktualieforretning. På hjørnet af Strandvejen og Hjørtøgade lå Strandvejens Messe.

 

Schous Sæbehus

Længere henne af Strandvejen lå Schous Sæbehus. Der kunne man købe sæbe og ting til personlig pleje, Halex tandbørster, Perletand tandpasta, hårpomade, Ilka barbersæbe, læbestift, pudderkvaste, kamme hårnet, vaskepulver, opvaskebørster, perlekæder og håndtasker. Det var fabrikant Laurits Schou, der stod bag de populære sæbehuse. De skød op som svampe i løbet af de første årtier af det 19. århundrede. I 1927 var der ikke mindre end 846 filialer rundt omkring i landet.

 

HB

Hovedstadens Brugsforretning (HB) lå på Jagtvejen. Det er der, hvor Døgn – Netto ligger i dag. I 1916 blev HB startet i lokaler ved Nørrebros Runddel.

 

Til Fodbold i Parken

Man kunne også gå en tur i Parken, hvor Stævnet  ofte spillede mod engelske klubber som Huddersfield, Arsenal og Sheffield. Det var festdag, når der blev spillet landskamp mod Sverige. Glade skåninger delte øl og snaps med det danske publikum.

 

Danmark– Sverige

Der var altid liv og glade dage når der var landskamp mod arvefjenden. 10 år inden vores gåtur i bydelen kunne datidens medier berette følgende:

• Ved den Landskamp mellem Sverige og Danmark, hvortil Dansk Boldspil Union havde indbudt Københavnerne Søndag den 2. juni, hentede vore hjemlige Fodboldspillere paany Sejren hjem. Dette vil dog ikke sige, at det Svenske Spil var daarligt – tværtimod. Det stod betydeligt over vort eget i Elegance og Nobelesse, og Sejren maa tilskrives vore Spillers større Hurtighed i Forbindelse med en – særlig mod Matchens Slutning – tiltagende, lidet flaterende Brutalitet.
• Dagen kan derimod opvise et sørgerligt nederlag for vort Fodboldpublikum. Det røbede i sin Opførsel den totaleste Mangel paa Dannelse og simpel Høflighed mod vore Gæster ved uden Afbrydelse at opføre en Pibe – og Fløjtekoncert, der kun hører hjemme paa Dyrehavsbakken Sct. Hansnat. Skal det virkelig være nødvendigt at omskabe vor smukke Sports–Arena til et Arnested for slige pøbelagtige Optøjer? Den kontinuerlige Barrikade af knuste Ølflasker, der slyngede sig rundt om den larmende Skueplads, dannede en sørgeligt passende Ramme om det hele Billed.

 

Svømmeundervisning i mudrende vande

En tur gennem Gammel Kalkbrænderivej var en helt anden oplevelse. Her var smukke gamle villaer med Det kongelige Opfostringshus. Der var obligatorisk svømmeundervisning i skolen. Det foregik for nogle på badeanstalten Øresund  i Frihavnen. Mange uhumskheder skulle passeres. Hr. Kjeldsens lange stang med bøjle førte dog eleverne frelst gennem bassinet.

 

Ragede op over det jævne borgerskab

Og i Slagelsesgade boede der folk, der ragede op over det jævne borgerskab. Her boede en konventualinde, professor-inde, komponist – enke, marinemester – enke  og en komtesse.

Det var også her komponisten Niels W. Gade en vinterdag gled med sin violin. Han var ulykkelig, og troede den havde lidt skade. Langt om længe overlod han nøglen til violinkassen til lillebil – manden . Det viste sig, at kassen var tom. I sin forvirring havde komponisten glemt at tage sin elskede violin med sig.

 

En smugkro

I cigarbutikken var det i beskedent omfang udskænkning af spiritus. Konerne talte om, at cigarhandleren holdt smugkro. Sandheden var, at cigarhandleren ikke kunne eksistere uden
denne “nebengeschäft”. Der var nemlig alt for mange cigarhandlere på Østerbro.

Hos marskandiserne i Slagelsesgade var der var der hverken hullede støvler eller rustent bestik. Her var sølvtøj, teaterkikkerter, vifter, skilderier i glas og ramme og indbundne bøger med guldsnit.

 

Fru Sørensens ismejeri

Her lå også Fru Sørensens Ismejeri. Men ikke alle gad at komme her. De mente, at Fru Sørensen vejede fingrene med, når hun skulle veje margarine eller smør.

 

Kejser Franz Josef

Og her boede også Kejser Franz Josef. Ja urtekræmmer Jensen lignede ham. Han var ikke en person, der var til forandringer. Således kunne der gå mange år, før der kom en ny vinduesudstilling. Til højre stod en sukkertop og helt til venstre var der en opstilling af 6 ruller af det almindelig gul WC – papir. Det var fint opstillet som en pyramide.

I midten var der anbragt 4 glasskåle på høj fod. I dem var der tørrede svesker, rosiner, havregrød og hvedemel. Ved juletid blev der plads til en ekstra skål med julekonfekt. Og så blev vinduet forsynet med vattotter, der skulle udgøre det for julesne.

Beboerne blev meget fortørnet, da der blev begået indbrud i butikken. Urtekræmmer Jensen anskaffede en stor langhåret vagthund, der hed Kis. Jensen  indrømmede, at det var et mærkelig navn til en vagthund, men han ville ikke forvirre den ved at omdøbe den.

 

Rigtige købmænd

I Slagelsesgade kom der også nogen, der kaldte sig købmænd. De stillede varer i pap – og trækasser op på fortovet. Nogle af beboerne syntes at dette var mærkelig. Løsgående hunde kunne så snuse til det og gøre det, der var værre.

 

Fru Edelstein

En som de andre kvinder havde respekt for, var Fru Edelstein. Hun var jøde, og familien var flygtet over Hals og Hoved. Det de andre kvinder ikke kunne forstå var, at de havde tid til at tage deres kostbare indbo med sig. Fru Edelstein sagde kun det mest nødvendige i butikkerne. Men i vindueskarmen kunne hun stå i timevis og snakke i telefon.

Men efterhånden opstod der en mistanke hos genbo – konerne. De lange telefonsamtaler var det rene humbug. Hun talte kun med sig selv. Sympatien for hende forsvandt efterhånden.

 

Korpigerne var beskidte

Gik man en tur ned af Slagelsesgade  kunne man møde en Brændselsforretning og ovenover en rulleforretning. Hun havde en plakat ophængt til en af de små teatre på Frederiksberg.
For det fik hun og hendes mand en fribillet. Men rullekonen synes nu ikke at forestillingen var god. Der blev fortalt sjofle vittigheder, som kun mandfolkene synes var gode. Og så var korpigerne beskidte, da de viste lår.

 

Fiske, fasaner og harer

Ude foran viktualieforretningen bredte der sig hver middag en dejlig duft af biksemad og andre kødretter med stegte løg. Butikken holdt middagsbord for pensionister mellem 12 og 1. Hver tirsdag blev der serveret fisk. De var nu ikke så vanskelige at få fat i, for naboen var fiskehandler. Om efteråret blev der solgt fasaner og harer.

 

Det hvide hus

Oppe på Østerbrogade var der et konditori, der var kongelig hofleverandør. Det ville indehaveren af Det hvide hus i Slagelsesgade også gerne være. Det ville have kastet glans over gaden. Man rådede over en trækvogn, så man kunne sagtens levere vare til Amalienborg.

 

Elektrisk malet

Der var også en kaffeforretning og en sæbeforretning. Normalt blev kaffebønnerne malet med mekanisk apparatur med håndsving, men her rådede man over en elektrisk en af slagsen. Jo, Bernhard Nielsens Kaffeforretning var moderne.

Her blev også fremstillet konfekt. Det skete i baglokalet. De kostede 8 øre stykket, men restlageret efter nytår kunne erhverves for halv pris pr. stk.

 

To biler i Slagelsesgade

Der var ikke mange biler i gaden – dengang. Grosserer Olsen havde en fornem bil, der hed Kronborg. Det vil sige den rigtige betegnelse var Kronborg Karosserifabrik. Hver søndag formiddag foretog han reparationer på den fornemme bil. Ja så var det også den unge Leonhardsen. Han havde en Lillebil. Uden telefon skulle han kæmpe mod de to store Taxa
– Motor og Auto – Taxa.

 

Undgå Ringstedgade og Holsteinsgade 8

Dengang gik skulle man helst undgå Ringstedgade, for her boede mange bisser. Og Holsteinsgade 8 skulle man også undgå. Her var foregået en rovmord. Det var ganske vist helt tilbage i 1912 – men alligevel. Den myrdede var blikkenslager.

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• www.aab23.aab.dk
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 101  artikler om det gamle Østerbro.

Redigeret 9.10.2021

Vi befinder os i kvarteret omring Viborggade, Silkeborggade og Skanderborggade fra 1929 – 1934. Det var dengang en pakke Cecil kostede 35 øre. Udgangspunktet er en lille butik og en familie. Hvad spiste man? Hvilke lege foregik i gården? Hvordan foregik en storvask? Disciplinen herskede på Randersgades skole. Viborggade bugnede af butikker, før Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade tog over

 

En butik i Esbjerggade

En lille butik, som man kan kalde for en blandet handel lå i Esbjerggade 25(nu Silkeborggade)  omkring 1929. Til butikken hørte en budcentral, som lå i kælderen. Bag butikken var der kun et værelse med tre trin op til entre og køkken. Stuen virkede mørk og trist. Udsigten var heller ikke noget at prale af, man kunne se lige ud til Neuberts Væverifabrik.

 

W.C. på køkkentrappen

Ved siden af butikken var der lejet en lille 2 værelses lejlighed. Ellers havde det ikke været muligt, at have et sted at sove for far, mor og fem børn. Her var hverken køkken eller entre. Der var kun et skab i den ene stue med en vandhane og en vask. På hver etage i ejendommen var der et W.C. på køkkentrappen. Dette måtte man dele med naboerne.

 

Tidlig på Grøntorvet

Hver morgen måtte man tidlig op. Der skulle købes ind på Grøntorvet  på Israels Plads. Frugt og grøntsager blev kørt til butikken af en fragtmand med hestevogn. Mange andre små butikker fik leveret varer med denne fragtmand.

 

Tre trin op

Selve butikken havde tre trin op fra gaden. En lille klokke fortalte når der var kunder i butikken. Butiksvinduet var udbygget med en trappeformet kasse, på hvis trin frugt og grøntsager
skulle se indbydende ud. Midt på gulvet var en disk med en kaffemølle med håndsving til at male bønner i.

 

Cigaretter til 35 øre pr. pk.

Ved den ene væg stod en stor trætønde med spegesild. Ved siden af stod en stor træsaks. Med den kunne man tage silden og dens brune lage med. På langvæggen bag disken var der hylder med mel, melis og andre langtidsholdbare varer. På gulvet under dem stod kasser med øl og sodavand. En cigaretautomat befandt sig udendørs. Her var der rød og grøn Cecil og et mærke, der hed Adamas.  Dengang inden de store afgiftstider kostede de 35 øre for en pakke.

 

Et hjem med klaver

Stuen bag butikken blev rammen om familiens liv. Ved den ene langvæg stod en stor Nolfi  træsofa, foran den spisebordet med 4 stole. I sofaen kunne der sidde fire personer. I hjørnet stod et spejlchatol og foran det trefagede vindue et lille bord med to stole. På den modsatte tværvæg stod klaveret. Den ældste søn spillede efter gehør, og var ganske god til det.

Ved stuens anden langvæg, med trappen op til køkkenet, var der kakkelovn, døren ud til butikken og en reol, hvor telefonen stod.  Gardiner og lyseduge havde mor selv hæklet.

Den ældste søn var nitterlærling,  den næstældste skulle i lære som skibsbygger samme sted, nemlig hos Burmeister og Wain.

 

Disciplin på Randersgade Skole

De tre andre børn var indskrevet på Randersgades Skole.  Drenge og piger gik hver for sig. Skolegården var delt op på midten med et plankeværk. Passage var dog mulig. Men det var strengt forbudt at opholde sig ved åbningen. I det hele taget var der meget stærk disciplin.

Når skoleklokken ringede stillede man op 2 og 2 klassevis og ventede på gårdvagtens vink om tilladelse til at gå op i klasserne. Man stod ved sin pult til læreren gav lov til at sætte sig. Hvis man ikke lavede sine lektier eller glemt sin hjemmeopgave, så måtte man sidde en time ekstra efter normal skoletid. Hvis man var fræk eller svarede igen, kom man uden for døren, ofte efterfulgt af et besøg hos inspektøren.  Ofte skete det, at man blev nevet eller hævet i ørerne. Mange kom til at stå med næsen mod muren, når der var gårdvagt.

 

Ud af storbyen

I sommerferien blev børnene sendt ud af storbyen, til Nordsjælland og nogle gange helt til Nordjylland.  Andre gange kom man i koloni.  Alle drenge blev klippet skaldede på grund af luseplagen, som var ret udbredt. Det var svært at undgå at få lus. Ofte var det mor der kæmmede med en tættekam. Hun havde altid et vandfad stående ved siden af til at skylle kammen i,
hvis der fulgte lus med.

 

Eddike– kur

En skolesygeplejerske sørgede jævnlig for, at klasserne blev undersøgt for lus. Og hvis der blev fundet dyr eller æg, ja så måtte man en tur ned i kælderen til en seppedilleeddikekur. Det lugtede så ækelt, at man blev isoleret. Kammeraterne holdt sig for næsen, hvis man kom i nærheden af dem.

 

Loftskammer

Butikken lå i en fire etagers karré med loftskamre. Dem kunne beboerne leje til større børn, hvis pladsen i lejligheden var for trang. Karreen omfattede Esbjerggade, Viborggade og Skanderborggade.

 

Gården

Der var en port-indgang til fællesgården fra Skanderborggade. Et plankeværk med en lille åbning delte gården i to dele. På Esbjerggade – siden var der mest lys og luft. Her lå kun en enkelt lille træbygning, der husede en kommunal brændselshandler. Efter den lå der nogle enkelte oplagspladser.  Langs plankeværket stod en skraldespande. Men der var ingen der turde at putte noget i disse efter mørkets frembrud. Så kunne man være sikker på, at rotterne dukkede frem.

 

Mange butikker i Viborggade

Der lå mange butikker i Viborggade.  Det var slagteren. I hjørnebutikkerne var der både barber og cykelsmed. Efter ham kom Nielsens Cigarbutik. Han handlede også med aviser og blade. Blandt disse var datidens sladdersprøjte – Sandheden om. Den indeholdt sandheden om Liva Weel, Fritz Hueg eller skuespilleren Ingeborg Brun Bertelsen.

Hos børnene var den mest populære butik, Slikmutter. Alle 2 og 5 ører blev investeret her. Efter slagteren kom der en manufakturhandel og en bager. På hjørnet til Skanderborggade  lå der en købmandshandel.

 

Så er der ål

Engang imellem drog en ældre herre gennem gaden. Han bar hele sit varelager foran sig:

• Så er der ål, levende ål

På Østerbro  var der en Hundredmandsforening. De afholdt blandt andet Juletræsfest. Det store juletræ vakte stor begejstring hos de mindre.

 

Faderen dør

Faderen til vores familie i Esbjerggade var indlagt på Øresundshospitalet  med tuberkulose. Han gennemgik en såkaldt guldkur, men overlevede ikke. I februar 1929 døde han. Han blev begravet på Bispebjerg Kapel. Dengang skulle en enke gå sortklædt i et helt år.  Faderens familie tilbød hjælp, men moderen afviste. Hun ville ikke se dem mere, og ville klare sig selv.

 

En tur i Horserødlejren

Hele familien blev undersøgt for tuberkulose. Heldigvis var alle raske. Men en af pigerne var ifølge lægen for bleg og for tynd. Hun blev sendt i Horserødlejren.  Dengang var det en svagbørnskoloni.

 

Storvask

Før der skulle vaskes blev tøjet lagt i blød i det store trækar i vaskekælderen, der lå under butikken. Tidligt næste morgen blev der fyret op under gruekedlen og fyldt med vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i. Det tøj, der tålte kogning kom i. Da vandet kogte stod mor og stak i tøjet med en vaskepind for at holde det nede i det boblende sæbevand.

Efter et stykke tid blev tøjet ved hjælp af vaskepinden lagt over i vaskebaljen og sæbevand blev øst over. Et vaskebræt med to ben og en forside af bølgeformet metal blev sat i baljen. Så kunne skrubbearbejdet begynde. Når man mente, at det var rent, så blev tøjet vredet og kom i skyllekarret. Når kogetøjet var færdigt fik resten af tøjet en omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen.

Skylningen foregik ved at man trak tøjet op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken. Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen
og ved nyt vand. Dette foregik tre gange. Så skulle tøjet vrides og hænges til tørre.

Det var let nok om sommeren. Der var tørrestativ i gården. Men om vinteren var det drøjt, så skulle det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet.

 

Hos rullekonen

Men man var langt fra færdig. Nu skulle tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj skulle rulles. Alt skulle lægges pænt sammen. Og så måtte man afsted til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, der kørte frem og tilbage på nogle store træstokke. Hun stænkede tøjet med vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen. Når de havde rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var fint glat.

 

Søbemad, fløjlsgrød og døde frikadeller

Som regel, når der var storvask fik man søbemad. Det vil sige gule ærter, grønkåls – eller hvidkålssuppe. Ofte stod den på sødsuppe, pærevælling eller sagosuppe. En dag om ugen var der grøddag. Det kunne være rismelsgrød eller fløjlsgrød. Dette var mælk bagt op med hvedemel. Ja man havde også noget der hed sødgrød kogt på bygmel.

Man havde også begrebet døde frikadeller. Det fik man som regel dagen efter oksekødsuppe. Kødet fra benene blev skrabet. Der blev tilsat løg. Så blev der rørt op med mel og æg stegt på pande til lækre sprøde frikadeller. Til dette fik man stuvede grøntsager.

 

Gården – en dejlig legeplads

Gården var en dejlig legeplads. Men der måtte ikke leges der, når der hang vasketøj. Dette gjaldt også om foråret, når beboerne luftede deres sengetøj på træbukke i gården. Andre dage kunne der være gang i tæppebankningen. Og det var ofte arbejdsløse, der foretog dette.  Når man ellers måtte lege i gården, ja så var det Ståtrold, Alle mine kyllinger kom hjem, 2 mand
frem for en enke, røvere og soldater og skjul.  Hvis pigerne var i overtal hed legene, Rundekrans eller Far, mor og børn.

Det skete også, at der kom spillemænd ind i gården. Nogle medbragte selv klapstole og så gik det ellers med harmonikaen. Børnene myldrede til. Mødrene kom frem i vinduerne, og smed småmønter indpakket i papir ned til musikkerne.

Det var især børn fra fattige hjem, der leget i gården. De rige kom sjældent. Bedste fortalte, at I hendes ungdom blev de fattige sendt ud for at tigge.

 

Legeplads blev forvandlet til skøjtebane

På hjørnet af Århusgade og Løgstørgade blev der på legepladsen lavet en skøjtebane. Den 2. april 1930 fejrede man 125 – årsdagen for H.C. Andersens fødsel. Det var en festdag for skolen. Ja det var en festdag for hele København.

 

Vare på klods

Handelen i butikken gik godt i begyndelsen. Der boede gennemgående folk med små indtægter i nabolaget. Det var almindeligt dengang, at man gav kredit eller klods, som det blev kaldt. Så betalte man hver måned eller hver uge. Men ikke alle kunder overholdt deres aftale.

Butikken skulle betale alle sine indkøb kontant. Det kneb efterhånden med at få det hele til at løbe rundt. Så var det godt at man kunne gå hen til bageren tidlig om morgenen og købe brød fra dagen i forvejen til halv pris.

 

Ejendommelig hobby

Når tøj skulle omsyning, var det meget praktisk, at der boede en syerske i ejendommen. Hun fik vare i stedet for penge. Også moderens spillelærerinde fik varer i stedet for penge. Det var nok mest flasker hun fik. Hun sad altid med en øl i hånden. Hun havde en ejendommelig hobby, og det var at gå til begravelser. Hun læste dødsannoncerne. Onde tunger påstod, at det var fordi hun så kunne få de eftertragtede gravøl.

 

Søspejdere i Skudehavnen

I Skudehavnen holdt søspejderne til. De havde et par sejlbåde, hvor de unge mennesker lærte at manøvrere sejl. Kaptajn Eriksen styrede det hel med hård hånd og disciplin.

 

Køkkentrappe – kunder

Meget af butikkens handel skete efter normal lukketid. Her var fordelen, at pengene faldt kontant. Det var naturligvis forbudt og blev straffet med bøder, hvis det blev opdaget. Det blev aldrig opdaget, fordi viceværten var en af de største køkkentrappekunder.

 

Juletræer til salg

Til jul blev der solgt juletræer foran butikken. Det var en ganske god forretning, hvis alle træer blev solgt. Men en jul gik handelen galt. Så var det godt, at man kunne hente en julekurv med alskens gode sager i Frimurerlogen på Blegdamsvej.

 

Arbejdsløsheden bredte sig

Arbejdsløsheden bredte sig overalt. Det ramte også Østerbro. Det blev svære og svære, at få kunderne til at betale. Dem, der havde penge begyndte at handle på Østerbrogade  og i Nordre Frihavnsgade. Her var udvalget større og priserne lavere.

 

Lus, lopper og væggelus

Det var ikke kun økonomiske problemer, der bekymrede familien. Lus, lopper og væggelus blev et stort problem. Lopper gemte sig i bukselinningen og eneste effektive middel var af med undertøjet og i en spand vand. Hvis væggelusene satte sig i møblerne, måtte man i gang med petroleum. Så måtte man døje med lugten bagefter.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  – www.dengang.dk  indeholder 1.783 artikler, heraf  101 artikler fra Østerbro 

Redigeret 10.10.2021 

Vi befinder os i en to – værelses i Humlebækgade i slutningen af 1920erne. Det var godt, at man kunne købe rester hos slagteren og bageren. Da radioen kom, skulle alle have luftantenner. Man risikerede let at få en sveder i Hillerødgades Skole. Her fik man renselsesbad hver 14 dag. Her fik de fattige træsko og strømper. I Stefans gade var en populær præst, der havde lavet en ungdomsklub. Og så var der bal i ”kassen” på Jagtvej. Var man bleg blev man sendt på ferie i Jylland.

 

Humlebækgade

I Humlebækgade kostede en 2 – værelses lejlighed 42 kr. om måneden. Der var ikke meget plads til de fem børn. I soveværelset var der en dobbeltseng, et toiletmøbel og mors symaskine. I sengen lå mor og to børn. Et barn lå på sofaen i stuen . Og så var der et barn, der lå i en feltseng i køkkenet. Det sidste barn havde sin egen seng, der kunne slås sammen om dagen.

 

En bestemt orden

Alt dette krævede en speciel pakketeknik og en bestemt orden. Far var der ikke mere. Forældrene var blevet skilt. Det hele foregik i god ro og orden. Men en dag tog moderen en herre med hjem, og han blev der i mange år. Det skabte en del forvirring med hensyn til sovepladserne.

 

En udsat soveplads

Nu måtte en af knægtene sove i korridoren. Derfor var der indkøbt en feltseng. Men den fyldte så meget, at når nogen skulle på toilet om natten eller ved sengetid, måtte den yngste så ud af sengen, ellers kunne døren til toilettet ikke åbnes.  Heldigvis kom en af knægtene i lære som smed og fik logi på lærlingehjemmet i Rantzausgade.  Nu gik puslespillet pludselig op igen.

 

Masser af pligter

Børnene havde pligter. Det var rengøring efter tur. Den ene uge var der opvask, rengøring af køkkenet, en uge stuen, en uge sovekammeret og en uge korridor og wc. Det værste var strømpestopning.

 

Støvsuger hos rullekonen

Om vinteren skiftedes man til at hente koks i kælderen. Familien havde ikke støvsuger. Den blev hvert forår og efterår lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Så blev møblerne først banket med tæppebankeren og alle vinduer blev åbnet for støvet. Man kunne dårlig se hinanden. Når støvet havde lagt sig, blev der støvsuget.

 

Besøg af vaskekonen

Dynerne kom i gården og blev lagt på stativer, som man lejede hos gårdmanden for 10 øre pr. stativ. En gang om måneden havde man besøg af vaskekonen. Hun fik 5 kr. for hele dagen plus kost.

Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det en hel uge. Tøjet blev vasket i Kaltemann sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne så bruges til at vaske gulvene i.

 

Søndag morgen hos bageren

Søndag morgen skiftedes man til at hente morgenbrød hos bageren. Man havde en stor spånkurv med og købte brød fra dagen før. Jo større kurven var, jo mere fik man for 25 øre. Det bedste var at gå ind i bageriet fra gården, så tog bagermesteren kurven. Han holdt den hen til bordet, hvor brødet lå og skubbede så alt hvad der kunne være i kurven. Det var wienerbrød, boller, franskbrød og øverst flødeskumskager.

På vejen hjem røg der et par kager ned.

 

Snyd med margarinen

Hos slagteren blev der købt pålægsrester. Der var ofte store stykker kød imellem. Margarinen var næsten farveløs dengang. Så fik man en lille ampul med gul væske som blev æltet ind i margarinen. Nu fik den en fin farve ligesom smør.

 

Besøg hos mejeriet

Når turen gik til mejeriet, var mælkespanden med. Der blev så øst op af store mælkejunger til 25 øre pr. liter. Når mælken havde stået noget tid, kunne fløden skummes af. Og det var rig lejlighed til at gøre sine indkøb. Forretningerne havde åben hver dag fra tidlig morgen til kl. 20, fredag endda til kl. 21. Ja selv lørdag havde butikkerne åben til kl. 20.

 

Mørketime i Humlebækgade

Det var dømt hygge i Humlebækgade,  når familien holdt mørketime. Mor sad ved vinduet og drak en kop kaffe og røg en Fønixcerut (4 stk. 25 kr.) Børnene lå foran kakkelovnen. Mor fortalte om sin barndom. En gang imellem sang hun gamle sange og viser for børnene.

 

Da radioen kom

Radio fik familien først i 1929. Den ældste af børnene havde bygget en krystalradio. Og der var rift om den ene hovedtelefon. Efterhånden som beboerne i området fik rigtig radio, skulle de alle have luftantenne. Det gik ikke lang tid før det lignede en tørreplads. Og det gav anledning til masser af skænderier. Var radioen ikke rigtig indstillet, hylede den, så ingen kunne høre et ord.

 

Godt sammenhold

Det var en stor ejendom familien boede i. Der var 26 opgange med 10 lejligheder i hver. Der var også masser af børn. Men det var et utroligt godt sammenhold. Man hjalp hinanden , både med børnepasning eller hvis nogen manglede noget.

 

Udbetaling af børnepenge

En gang hvert halve år gik turen til Magistratens 3. afd. Så var der udbetaling af børnepenge. På en lang gang med grå træbænke sad mødre med børn. De blev kaldt ind efter tur for at få udbetalt pengene. Man skulle have skilsmisse-papirerne med. Når man fik udbetalt børnebidrag, kom den tilsynsførende hjem uanmeldt. Han skulle se om børnene var i god stand og om man var ordentlig klædt på.

 

Et ophold på landet

Gennem ugebladet Hus og Hjem kunne man være heldig at få et ophold ude på landet. Ugebladet sørgede for, at der kom et foto i bladet. Hvis man var heldig med at blive udtaget, ja sørgede skolen for at ordne fribillet med DSB. Og kneb det med tøj, ja så hjalp Børnenes Kontor med tøj, sko, strømper, bukser, skjorte og bluse.

 

Feriebørn på vej til Jylland

Det var liv og glade dage på Københavns Hovedbanegård, når tog med feriebørn afgik. Om halsen havde børnene et papskilt, hvor navn og adresse stod på. Der stod også på skiltet, hvor turen skulle gå hen. Der var ti børn i hver kupe. Der var ingen toilet. Langs hele vognen var et trinbræt, hvor der, mens toget kørte gik en togmand og kiggede ind til børnene.

Toget standsede ved alle stationer. Der skulle gøres plads til de ordinære tog. Ved stationerne hang børnene ud af vinduerne og sang:

• Nu rejser vi til Jyderne å lirum laj
• der sejler de i gryderne å lirum laj
• de sejler i rødbedesaft å lirum laj
• og roer med et Kosteskaft, å lirum laj

 

Hillerødgades Skole

Hillerødgades Skole  blev opført i 1925. Midt gennem skolegården var der en mur mellem gården. Jo det var strengt adskilt i en drenge – og en pigeside. Dog var der en låge gennem muren.  På drengesiden boede inspektøren i en villa. Hver morgen gik han hen til sit barometer på væggen og slog det med en stok.

På pigesiden boede skolebetjenten. I kælderen under hans hus var skolebespisningen. Her kom alle, der fik mad på skolen. I det store frikvarter var der varm mad. Der var rugbrød til alt, selv til øllebrød.

 

En sveder

Der var portvagt. Og om morgenen , når klokken havde ringet op, blev de, der kom for sent holdt tilbage. Så vankede der en sveder. Kun børn, der kom lidt længere væk fra, måtte cykler dertil. I Cykelskuret stod en skurvagt og holdt øje med, at man havde tilladelse.

Når klokken havde ringet, stod hver klasse i snorlige rækker ud for hver sit nummer på væggen. Gårdvagten sendte hver klasse afsted og inde på selve trappen stod inspektøren og så efter om alle gik op af trapperne.

 

Et renselsesbad hver 14. dag

På en væg hang et skilt, der fortalte, hvilken klasse, der skulle i bad:

1. klasse – husk renselsesbadet på torsdag.

Det var hver 14. dag, at man kom i bad. Det var ikke mange hjem på Nørrebro,  der dengang havde eget bad. Så fødderne må have meget sorte. Der var små kummer, hvor disse kunne vaskes. Der var gennemsnitlig 35 elever i klassen. Lugten må have været forfærdelig. Man skiftede jo ikke undertøj hver dag, næh det holdt en uge.

 

Træsko til de fattige

Gennem skolen kunne man søge om et par træsko. Rundt om i byen stod der store sparebøsser, der var formet som træsko, og på dem var der skrevet:

• Til fattige Børns Fodbeklædning

De unge kaldte det selv for Fodbespisning.  Man fik en henvisning til en træskomand i Rantzausgade. Drengene fik sorte træsko, og på pigernes var der en rød kant. Når man kom hjem med dem, blev de sat i en zinkbalje med linolie. Så kunne de tage imod fugt. Så kom de med på skolen, og i sløjdklassen blev der udleveret et stykke bildæk, der blev slået under skoene.

Men måtte ikke have træsko på i klassen. Så de stod i pæne rækker ude på gangen. Når læreren kom ind i klassen, rejste alle sig op og var helt stille.

 

Stor hånd men lille fod

Man kunne også få strømper, hele 2 par om året. Det var den stramme skoleinspektrice, der stod for dette. Man skulle knytte hånden, så tog hun strømpen og snoede den om hånden indtil tå og hæl mødtes. Så skulle strømpen passe. Så var det ikke heldig, hvis man havde en stor hånd men en lille fod.

 

Lykkepose bedre end søndagsskole

Hvert år fik familien en julekurv. Den var fra Børnenes Kontor. Og så kunne man gå i fritidshjem i Marthahjemmet i Brohusgade. Her var der også søndagsskole. Men det sidste kunne godt være kedelig. Så var det mere spændende at gå ned til søerne og bruge de fem øre, man skulle have brugt til sparebøssen i søndagsskolen til lykkeposer. Men blev man væk i to – tre søndage, ja så mødte en af lærerne op derhjemme. Det var ikke så heldig.

 

På æblerov

Der var mange kolonihaver på Nørrebro dengang. Der hver Nørrebro Vænge i dag ligger, lå en stor kolonihave, men også langs Ladegårdsåen var der nogle stykker. Og om efteråret var det en yndet beskæftigelse at gå på æblerov. Dengang gik drengene i bluser med elastik forneden, og de var gode at transportere æbler i. Når man så kom hjem, blev rovet delt i kælderen og man kunne sidde og nyde den.

 

Masser af sne

Om vinteren blev gader og veje renset for sne af arbejdsløse, som kunne få et snetegn. Al sneen blev fjernet på hestevogne. Meget af sneen blev læsset af ved Borups Allé, der hvor Telefonhuset i dag ligger.

Det var alletiders legeplads. Der blev kælket fra toppen af snebakkerne ned mod åen, der var frosset til. Man var godt træt efter flere timers leg. Om foråret, når sneen smeltede kunne man så gå på jagt efter det, som folk havde tabt i sneen. Det var nu som regel småpenge.

 

Leg i gården

I gården blev der spillet med kugler. Det var enten op mod en væg, eller til streg. Den der lå nærmest væggen begyndte med en finger at ramme de andres kugler med sin egen kugle. Man blev ved, til man ramte ved siden af. De kugler man ramte var ens gevinst. Man kunne også bruge en skotøjsæske med huller, hvor kuglen lige kunne komme ind, og over hvert hul var der tal fra 1 til 10. Et stykke fra æsken skulle man prøve at ramme hul. Hvis man ramte fik man det antal kugler, som tallet viste. Kugler som ikke ramte tilfaldt ham, der ejede æsken.

Man sjippede og hinkede. Og så spillede man top. Skjul, legede man også. Der var mange gode gemmesteder i ejendommen.

 

Boldspil på gaden

Der måtte ikke spilles bold i gården, så kom tøren (inspektøren)  og snuppede bolden. Al boldspil foregik på gaden. Der var ikke meget trafik dengang, så hele kørebanen blev brugt. Der blev spillet rund – og langbold.

Når der blev spillet fodbold, blev porten brugt som mål. Det betød så, at de to lejligheder der lå på siden af porten ofte fik smadret deres ruder. Så splejsede ungerne til en ny rude. Så det var sjældent, at det blev noget vrøvl med udsatte. Deres unger var som regel med.

 

En tur til ”Havet”

Ofte gik turen til havet. Ja det kaldte man Ladegårdsåen for dengang. De voksne havde kaffe med. Der gik en sti langs åen, hvor der stod bænke. Her kunne de voksne sidde og hygge sig, mens ungerne både drenge og piger badede nøgne. I åen blev der fanget salamander og andre vanddyr.

På Frederiksberg – siden ned mod åen lå en stor ejendom Store Mariendal. Denne ejendom var mål for drengene på Nørrebro – siden. De beskød ruderne i ejendommen med slangebøsser.

 

Jernbanesveller til kakkelovnen

Nørrebro Station lå i Stefansgade lige over for Jægersborggade. Her kørte Nordbanen. Den startede ved Frederiksberg Station  og krydsede Falkoner Alle. Her var der en bom, der gik ned, når toget passerede. Hvis folk ikke gad vente, kunne de benytte en jernbro.

Toget fortsatte over Rosenørns Alle, Ågade, Jagtvej og Stefansgade. Alle steder var der bom. På Nørrebrogade var der også en træbro, for folk, der ikke gad vente. Da Nørrebro Station blev flyttet til Højbanen i 1931, blev det gamle jernbaneterræn ryddet, og stationsbygningen revet ned. De, der ville måtte hente de gamle jernbanesveller. Disse blev ofte savet i små stykker og passede så perfekt til kakkelovnen. Og tænk der gik to gedebukke rundt og græssede langs baneterrænet ved Stefansgade.

 

En tur i biografen

Man så helst ikke at børnene var ude efter kl. 20. Men engang imellem blev der givet tilladelse til, at man måtte gå i biografen. På hjørnet af Hillerødgade og Nordbanegade lå Stefans – Biografen.  Her blev de voksne lukket ind først. Børnene måtte vente i sidegangen, som blev kaldt Kostalden. Når de voksne var på plads blev børnene lukket ind. De morede de voksne at se børnenes kamp om de bedste pladser.

På hjørnet af Fasanvej og Borups Alle lå Fasanbio. Biografens ejer var sprechstallmeister Eriksen.  Han var en gammel artist og meget populær hos børnene.

 

En populær præst

Sognepræst Rosendahl, som enere blev biskop i Roskilde havde stiftet en ungdomsforening U 17 på Nørrebro. Her kunne man spille bob, dam, skak og bordtennis. Aftenen sluttede med the og brød. Denne ungdomsforening var lavet til konfirmander, der blev konfirmeret i Stefanskirken. Og pastoren var særdeles populær hos ungdommen i området

 

Til bal

Når man blev lidt ældre kunne man tage til bal. Der var altid et foreningsbal, enten i Kassen på Jagtvej (Tidligere Ungdomshus), Fagforeningens Hus i Rømersgade (nu Arbejdermuseum), Weinox på Nørrevold, Borgenes Hus i Rosenborggade eller Haveselskabets Have på Frederiksberg Alle.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• under Nørrebro ligger der 304 artikler 
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
• Nørrebro – erindringer
• Nørrebros mange stationer
• Omkring Nørrebroparken 1– 3
• Tog til Nørrebro og mange flere artikler 
• Redigeret 13. 12. 2021

 

Sjællandsgades Bad blev opført som led i et renlighedsprojekt ved siden af Simeons Kirken. Nu kunne man få renset både sjæl og legeme. Brusebade blev betegnet som Nødtørftige renselsesbade . Fælles dampbade var kvinderne ikke meget for. Stedet udviklede sig til værested, hvor man hyggede sig i bar røv. Og som man sagde, For Gud og Bademesteren er alle lige. Men København ville ikke bevare den gamle kulturskat.

 

Renlighedsprojekt

Den sidste kommunale badeanstalt er Sjællandsgade – badet. Den blev opført som led i et renlighedsprojekt for byens arbejdere.

 

Den personlige renhed

Den personlige renlighed eller snarere mangel på denne, havde være på dagsorden i en længere årrække. I andre storbyer rundt om i verden havde man opført flere såkaldte Varmtvands – badeanstalter. I København eksisterede der kun nogle få selvejende og private bade. Her kunne københavnske arbejdere få sig et billigt bad.

Man diskuterede til stadighed, om det at få et vad var en kommunal sag, eller om det skulle overdrages til private. Men her var der dog ikke den store interesse.  I 1899 kom den socialdemokratiske gruppe med den senere borgmester, Jens Jensen  med et forslag om en kommunal badeanstalt på det tætbyggede Vesterbro.

 

Den første badeanstalt i Saxogade

I 1903 blev den første kommunale varmtvands – badeanstalt opført i Saxogade. I de følgende år, blev der opført badeanstalter i Sofiegade på Christianshavn. Også i Helsingørgade  i Borgergade/Adelgadekvarteret blev der opført en badeanstalt. I 1917 kom turen så til Nørrebro.

Det skulle dog en længere diskussion til, inden man besluttede at badeanstalten skulle ligge umiddelbart op af den den nyopførte Simeons Kirke (1914).

 

Bygningen skulle harmonere

Hans Wright, Københavns  stadsarkitekt tegnede badeanstalten. Han lagde meget vægt på, at bygningen skulle harmonerer med kirken. De to bygninger måtte ikke trykke eller skade eller hinanden.  Det smarte var nu, at Nørrebros arbejderbefolkning nu kunne få renset såvel sjæle som legeme.

Sjællandsgades Bad er lige som kirken opført i røde mursten. Symmetrisk anbragte vinduer og rene linjer afspejler netop det, der var dens funktion, at bringe orden og renlighed i arbejderklassens liv. Den høje skorsten var karakteristisk for de tidligere badeanstalter. De benyttede sig af kuldrevne kedler til opvarmning af badevandet. Den sorte kul-røg skulle sendes så langt til vejrs som muligt.

Badeanstalten var opdelt i en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på 1. sal. I kælderen lå kedel – og kulrummet. Kvistetagen var indrettet som bolig for bademesteren.

 

Nødtørftige renselsesbade

Kvindeafdelingen bestod af 6 brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af den ældst benyttede badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige Renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.

 

Dampbad for kvinder

Der var også indrettet finsk inspirerede dampbade med fælles baderum for henholdsvis kvinder og mænd. Sjællandsgades Bad var den første kommunale badeanstalt, hvor der var indrettet et såkaldt dampbad for kvinder.

 

Uvilje mod denne badeform

Og dette dampbad for kvinder skabte også debat. Således udtalte repræsentant og landstingsmand C.F. Sørensen under debatten i Borgerrepræsentationen i marts 1915, at han

• havde talt med mange Kvinder om dette Spørgsmaal, og de allerfleste havde ytret Betænkelighed, ja nærmest Uvilje og Mangel paa Forstaaelse overfor denne Badeform.

Det var dampbadets fælles baderum, kvinderne fandt utiltalende.

 

Lørdagen var stor badedag

En opgørelse fra en uge i oktober 1924, viser at der på ugens fem hverdage var mellem 200 og 300 mænd, der brugte brusebads – afdelingen i Sjællandsgades Bad. Om lørdagen lå tallet på omkring 750.

Også hos kvinderne var lørdagen den store badedag. Omkring 400 havde valgt den dag til det ugentlige brusebad, mens antallet på ugens øvrige hverdage lå på mellem 150 – 200. Det hurtige brusebad stod i højest kurs hos mændene, mens kvinderne foretrak karbadet.

 

Var mændene mere renlige?

I en artikelserie i BT  i 1923 blev københavnernes renlighed diskuteret. Her blev det påpeget, at mændene brugte badeanstalterne flittigere end kvinderne. Det følte en kvindelig badegæst sig provokeret over. Hun skrev:

• Du skriver, at Mændene er mere renlig end Kvinderne., men det tror da pokker – det er nemlig mange flere Baderum for Mænd efter hvad min Mand og Bror siger, og de maa da heller ikke vente mere end højst ½ Time.

 

Karbadet populært hos kvinderne

Karbadet var som skrevet meget populært hos kvinderne. Her var ventetiden ca. 2 timer. Så længe havde arbejdende kvinder med mindre børn ikke tid til at vente på et bad. De måtte derfor nøjes med etagevask ved håndvasken.

 

Penge gik til et godt formål

Kommunale badeanstalter har aldrig været en overskudsforretning. Men ifølge C:F: Sørensen fra Borgerrepræsentationen så var det ikke grund til bekymring, så længe pengene gik til et
godt formål:

• Renlighed er jo af allerstørste Betydning for alle Mennesker og ikke mindst for Befolkningen i de store Byer, som ofte lever tæt sammenpakket i smaa Lejligheder, i snævre Gader oosv. . Jeg tror, at de Penge, der ofres saavel paa Sø – som Varmtvandsbadeanstalter, for en stor Del spares paa Hospitalerne og andre Steder.

 

Fokus på boliger

Der blev fokuseret yderligere på sundhed. Men blikket blev rettet mod boligforhold. Fra 1940erne blev der sat ind med saneringer af den gamle boligmasse. Der blev nu etableret badeværelser i de renoverede og nyopførte beboelsesejendomme. I takt med dette fik de kommunale badeanstalter nye funktioner.

 

Huset med ro og velvære

Ud over traditionel karbad lokkede Sjællandsgade – Badet nu også med karbad med æteriske olier, bademælk eller salt fra Det døde Hav. Der var saunagus for kvinder, wellness fra top til tå eller massage. Det var ikke uden grund, at Sjællandsbadet til sit navn havde føjet:

• Huset med Ro og Velvære

 

Hygge – i bar røv

Sjællandsgade – badet fik en anden betydelig funktion i den multikulturelle bydel. Det fungerede som socialt værested, hvor brugere faldt i sank og kunne mødes på tværs af kulturelle skel. Her kom folk og hyggede sig – i bar røv. Diskussionerne var livlige. Alt blev diskuteret lige fra religion til politik.

 

Funktion som kulturhus

Blandt de mange protester mod lukningen af badeanstalten blev netop denne funktion som kulturhus fremhævet. Det var ikke første gang, dette argument blev brugt, når en badeanstalt, blev lukket. Det gjorde det også, da den gamle badeanstalt ved Rundetårn blev lukket i 1918. I Social Demokraten i 1918 blev lukningen betegnet som et indgreb mod byens badeliv og

• et Tilbageskridt i Kultur

 

10 års diskussion om lukning

I nyere tid brugte kommunalpolitikerne så 10 år på at diskutere om det gamle badehus skulle lukke. Det var for dyr i drift var begrundelsen, og det fik dødsstødet. Badet lukkede og slukkede i november 2010.  Københavns Kommune  lukkede stedet som led i en sparerunde. Det blev blandt andet begrundet med faldende besøgstal. Det koster kommunen 3,6 millioner kroner årligt at drive badeanstalten.

 

Besøgstal faldt

De seneste ti år faldt antallet af gæster på badeanstalten fra ca. 90.000 til 44.000. Men måler man tilskuddet fra kommunen til hver gang en borger tager et bad, ja så er det kun på 80 kr.

 

Vil ikke bevare de gamle kulturskatte

I Københavns Kommune er det ikke råd til at bevare de gamle kulturskatte. Fortsætter man på denne måde, oplever vi sikkert et samfund uden rødder. Alt skal være strømlinet uden identitet. Nørrebros mangfoldighed bliver efterhånden truet af denne strøm-linethed.

 

Tyrkisk bad – syltet

For et par år siden havde man planlagt en haman (tyrkisk bad) i forbindelse med badet. Finansieringen var på plads med fondsmidler. Men planerne blev fra højere sted syltet. Mulighederne forsvandt og pengene måtte tilbagebetales.

 

For Gud og bademesteren er alle lige

Der har været stor folkelig modstand mod at stedet skulle lukkes. Det vigtige sociale mødested var guld værd. Og som man sagde på Sjællandsgades Bad:

• For Gud og bademesteren er alle lige

 

En vigtig del af Københavns historie

Badeanstalten er en vigtig del af Københavns historie, ikke mindst i et gammelt arbejderkvarter som Nørrebro. Mange af bydelens beboere har boet i små lejligheder uden bad. Badeanstalten var en del af deres hverdag. Det gjaldt ikke kun at blive vasket. Badeanstalten handlede også om velvære og fællesskab – et frirum fra stress og jag.

Sjællandsgades Bad var

• en blanding Den Gamle By, en indvandrerklub og Ungdomshuset

 

Stedet blev fredet

Men stedet blev fredet. Nu må det hverken rives ned eller ombygges. Kulturarvsstyrelsen  begrundede fredningen med at badet

• har de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning.

 

10.000 har stadig ikke eget bad

Og mange frivillige har kæmpet for bevarelse og for at få genåbnet stedet. Kommunen vil ikke bruge stedet til badeanstalt. Stedet er kaldt for en vigtig historisk institution. Den var en del
af en større kommunal plan i 1900 – tallets første år.

Og så er der stadig mange på Nørrebro, der ikke har sit eget bad. De kom også på badeanstalten. Ja man regner med, at 10.000 borgere på Nørrebro stadig ikke har eget bad.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• BT 4. juni 1923
• Stadsarkivet
• Arkitektur 6/7 1986
• Social Demokraten 27. juni 1918
• Nete Balslev Wingender: Et renlighedsprojekt (2006)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 13. – 12. – 2021

Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane var en politisk bane. Der var gået politik i den. Flensborg ville være uafhængig af Hamborg. Den danske regering ville irritere Hamborg og Holsten. En konflikt med Lübeck var ved at udvikle sig. Majestæten fik en kongelig vogn. Og så var H.C. Andersen også på togtur. Det var den berømte engelske jernbanekonstruktør, Peto, der stod for det meste.

 

Ide offentliggjort i 1837

Det er langt tid siden man begyndte at diskutere, om at oprette en jernbanestrækning fra Flensborg til Tønning. Det ville gøre det lettere, at transportere kvæg og landbrugsvarer til markedet i England.  Allerede den 16. maj 1837 blev ideen offentliggjort i Husumer Wochenschau.

 

Flensborg følte sig omklamret

Købmændene i Flensborg følte sig ofte omklamret af det mægtige Hamborg. Man ville gerne være mere uafhængig. For at få koncessionen til denne bane henvendte man sig i maj 1837 til Frederik den Sjette.

 

Den danske konge var hertug

Vi fik som bekendt en ny grundlov i 1849. Men denne var kun beregnet for kongeriget. Det var kongen som hertug, der var den suveræne hersker. I praksis ville det være den danske regering, der traf afgørelsen. Det var så forudsat, at det ikke krævede danske investeringer.

 

Jernbanen var tidens løsning

En af initiativtagerne til den ny jernbane var Christian Hansen jun. fra Flensborg. Han ønskede en forbindelse fra Flensborg til Husum og så videre til Tønning.  For at informere offentligheden udgav han i 1837 et skrift. Christian Hansen skrev:

• Jernbanen er tidens løsning. Der findes næppe nogen anden opfindelse, der vil få så stor betydning for trafikken, velstanden, dannelsen og befolkningen lykke.

Han havde gjort sig visse forestillinger om finansieringen:

• Hvor skal pengene komme fra? Vi har beviser på, at regeringen gerne støtter almennyttige formål, og vi kunne ønske os, at den overtog ledelsen af projektet og hertil anvender nogle hundrede mark. Vanskeligere synes det, at få samlet summen ved salg af aktier i de respektive byer. Men det er også den mulighed at henvende sig til Jernbaneselskabet i London, som har rigelig kapital.

 

Staten havde ikke råd

Forhandlinger måtte gennemføres og masser af ansøgninger blev skrevet. I 1854 så det ud som om, man havde nået målet. Men staten havde ikke råd. Ekspertisen og pengene måtte komme fra England.

 

Forhandlinger i København

I sommeren 1851 havde den engelske jernbane-entrepenør Samuel Morton Peto ført forhandlinger i København  om baneanlæg. Sammen med ham var andre englændere fulgt med, bl.a.
lokomotivfabrikant Robert Stephenson.

 

Til Tønning via Norge

De var efterfølgende rejst til Tønning, hvor Peto’ s dampskib Royal Victoria ventede for at overføre dem til Lowestoft  i Norfolk.  Selskabet havde også været i Norge og deltaget i højtideligheden i iværksættelsen af arbejdet med Norges første jernbane, strækningen fra Kristiania (Oslo) til Eidsvold.

Havnemuligheder undersøges

Bladet Fædreland, mente at havnemuligheder ved Jyllands vestkyst skulle undersøges. Måske skulle der anlægges en bane fra Hjerting over Ribe til Aabenraa. Men englænderne interesserede sig også for Roskilde – banens forlængelse til Korsør.

 

Skibe fra Ballum og Tønning

Samuel Morton Peto er født i 1809. Som unge kom han i sin onkels byggefirma i London. Ved onklens død i 1830 overtog han firmaet med fætteren Thomas Grissel  I 1846 blev firmaet delt, og Peto og hans nye kompagnon svogeren Wfward Ladd Betts koncentrerede sig herefter om jernbanebygning i England  og resten af verden. Peto havde også interesse i havneanlæggene i Lowesoft. I 1851 lavede han en aftale med den danske stat om besejling af Ballum og Tønning.

 

Forlangte skattefrihed

Den 26. februar 1852 underskrev Peto  et formelt tilbud til den danske regering om anlæggelse af en jernbane tværs over Sydslesvig fra Flensborg over Husum til Tønning. Herfra skulle der anlægges en sidebane til Rendsborg. Der skulle ikke være nogen form for økonomisk støtte bortset fra skattefrihed, frihed for stempelafgift og toldfrihed for de varer og genstande, der skulle anvendes til anlægget.

 

Ville knytte Flensborg til Danmark

Det problematiske for den danske regering var, at der med anlægget til Rendsborg  blev skabt en forbindelse fra Flensborg til Hamborg/Altona. Det var ikke ønskværdig. Den danske regering ønskede at knytte Flensborg til Danmark og ikke til Holsten.

 

Lübeck havde planer

Men også Hansestaden Lübeck  havde planer. De indledte forhandlinger med Hannover, så man kunne slutte sig til Lübeck – Büchen – Lauenburg Jernbane.  Man havde også indledt forhandlinger med Mecklenburg, så man kunne blive tilsluttet strækningen Berlin – Hamborg. Det sidste gjorde man for at ligge pres på den danske regering.

 

Forbitrelse i Lübeck

Men den danske regering sagde nej. Man havde en plan om anlæggelse af en jernbane fra Kiel  til Lübeck. I København havde man bragt i Erfaring, at det ikke var i Mecklenburgs interesse, at lave en forbindelse til Lübeck.  Forbitrelsen voksede i Lübeck. Nu var man pludselig blevet isoleret. Man mente, at den danske regering brugte enhver lejlighed til at knuse Lübecks  handel.

 

Betragtede det som fjendtlighed

Den danske konge var også Holstens hertug. I Lübeck betragtede man regeringens afslag som en fjendtlighed. Den østrigske og preussiske regering forsøgte, at få Danmark til at ændre holdning til fordel for Lübeck.  Ja også svenskerne mente, at  Danmark ikke måtte hindre Lübeck i at få forbindelse med det indre Tyskland.

 

Lübeck opgav ikke

Den danske regering var i første omgang ude på at pleje egne interesser. Og det var anlæg af en jernbane fra Neunmünster til Schwartsbeck eller Mölln. Man kunne også tænke sig en dampskibsforbindelse fra Kiel til St. Petersborg.

Men i Lübeck opgav man ikke så let. I 1846 blev det meddelt, at nu ville man gå til Forbundsforsamlingen.  I København følte man sig efterhånden presset. Men for at redde æren fortalte
man, at man aldrig havde fået en direkte henvendelse fra Lübeck. Men den kom meget hurtig efter.

 

Altona – Kiel banen protesterede

Direktionen for Altona – Kiel Banen henvendte sig til kongen og advarede mod at give tilladelse til Lübeck. Magistraterne i Segeberg og Oldesloe forudsagde, at de ville gå en økonomisk ruin i møde.  Samme år som regeringen gav efter for Lübeck, rullede det første tog på strækningen København – Roskilde.

 

Hele arbejdet blev ledet af englændere

I 1852 var Peto i København. Her blev der underskrevet en aftale. Sidebanen til Rendsborg skulle nu gå fra Husum. Så behøvede man ikke at bygge en bro over Ejderen.  Hele arbejdet blev ledet af englændere. Udstyr, lokomotiver og personale kom de første år fra England. Den første banegård i Flensborg kom i folkemunde til at hedde Den engelske Banegård. Jernbanebroen ved havnen blev kaldt Den engelske bro.

 

Flensburger Zeitung var skeptisk

Den 1. april 1854 kunne Peto  invitere medlemmerne i Landwirtschaftlicher Verein zu Flensburg til en ekstratur med toget fra Holtkro, som lå vest for Flensborg til Tønning.  Flensburger Zeitung var skeptisk i dens beskrivelse af turen og ruten i det hele taget.

 

En kongelig vogn

Mere festlig var selve indvielsen. Den fik en vældig stor mediedækning. Og den blev ikke mindre af at Peto som gave til Frederik den Sjette havde ladet fremstille en kongevogn.  Den var 28 fod lang og 8 fod bred. Den bestod af 3 rum. En rummelig salon i midten, et privatværelse og et rum til majestætens følge. Væggene i salonen var bar beklædt med lyseblå silke. På loftet var der hvid silke. Overalt var der guldforsiringer. Rummene var forsynet med kostbare lænestole, ottomaner, spejle m.m.

 

Stor indvielse

Banen blev taget i brug den 4. oktober 1854. Den officielle indvielse tog Frederik den Syvende sig af den 25. oktober 1854. Han gav også banen sit navn. Ja den hedder faktisk Kong Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane.

På indvielsesdagen var kongen kommet til Flensborg, hvor han indlogerede sig på det fine hotel Kaysers Hof på Skibbroen. Under musik og folkets jubel dampede toget med kongens fornemme følge af sted. Uden ophold gik det mod  Husum. Alle steder passerede toget flotte udsmykkede banegårde.

I Husum blev herskabet modtaget af kanonsalut, klokkeklang, musik og fædrelandssange. Gaderne var bestrøet med grønt og blomster. Ombord på Petos flotte dampskib i havnen i Tønning overrakte kongen englænderen, Dannebrogsordenes Kommandørkors. Peto kvitterede med alle tiders bespisning. Der var taler og skål på både dansk, tysk og engelsk.

 

En kongelig togtur – 1857

Kongen kom nogle år derefter, og tog en tur med toget. Det var i 1857 i en efterårsferie på Lyksborg Slot. Ved den lejlighed var der også stor hyldest til kongen.

 

Hurtigere rejsetid

Efter de første pioner-år omkring 1854 blev jernbanenettet udvidet. I 1858 førte en sidelinje til Slesvig by. Snart derefter fik den initiativrige englænder koncession til anlæg af en bane nordpå. Han grundlagde Nordslesvigsk Jernbaneselskab. I 1864 kunne linjen Flensborg til Vojens indvies. Nu var det pludselig hurtigere og mere komfortabelt.

 

H.C. Andersen på banen

Også H.C. Andersen gjorde brug af den nye rejseform. I hans dagbøger kan vi følge ham på de slesvigske skinner. Den 17. juni 1858 kom han til Flensborg med dampskibet Diana. Han indlogerede sig hos madam Rasch på Nørretorv. Næste dag kl. 13.30 gik det videre med den nye jernbane. I juni 1860 var digteren igen på farten. Men dampskib kom han til Flensborg. Dengang var jernbanen nordpå endnu ikke bygget

Næste morgen den 1. juni kl. 5 gik turen videre fra Flensborgs ”engelske banegård” til Rendsborg.  Og Rendsborg glemmer digteren ikke. Da han den 8. juni skulle videre syd på skrev
han i dagbogen:

• Banegaarden var pyntet med dannebrogs Flag, Blomsterne strøet, mange Officerer og en stor mængde Soldater var der for at sige mig Lev Vel. Banegaardens første Herre gav mig Plads paa første Plads, uagtet jeg havde til anden. Soldaterne sang ”Vift stolt paa Codans Bølge” og endnu et par danske Sange, en Menig kom og takkede mig i de Meniges
  Navn for igaar. Jaf var ved at briste i Graad, men fik tre Hurraer og foer afsted til Altona.

I november var H.C. Andersen igen i Rendsborg på tilbagevejen. Han nød, at det moderne transportmiddel kunne opvarmes – sådan da. Han fortæller, at i Neumünster gik det nordpå¨:

• i opvarmet Vogn til Rendsborg, her tog de Varme Apparaterne fra os

 

Ingen telegraf

Da man startede jernbanen, var der ingen telegrafforbindelse. På hver lille landstation var der en banevogter. Stationerne var meget små. Man havde indkørselssignaler, der var anbragt
på høje master 900 alen fra stationen . På tredje klasses stationer var der kun en forvalter. I de første vintre var togene så forsinkede grundet sne, at signallamperne ikke lyste mere, når toget ankom.

 

Stakkels passagerer

Lokomotivets kedel havde ingen trykmåler og vandet blev pumpet ind i kedlen, mens toget kørte. Maskinerne var ikke særlig stærke og sad ofte fast i sneen. Lokomotiverne havde ofte
for lidt damp på kedlen. Nogle gange kunne det tage flere dage inden toget ankom. For passagerne var det en sand pine. Der var hverken varme eller lys i vognene.

 

Stor godsmængde

I foråret 1855 kom der telegrafforbindelse langs strækningen. Med årene blev godstransporten udvidet. Nu transporterede man kul, heste og okser. Godset blev læsset i Holtkro vest for Flensborg. Hestene blev kørt videre til Altona, mens okserne gik til Tønning og derfra videre med dampskibe til England. Til tider var der tale om en stor godsmængde. Der blev bygget masser af pakhuse.

 

Banen vakte ikke begejstring i København

Flensborg – Husum banen vakte ikke den store begejstring i Københavns handelsliv. Her betragtede man det som en form for Slesvigsk Lokalpatriotisme. Man betragtede også banen som en konkurrent.  Der var også store diskussioner omkring Glückstadt – Kiel og Kiel – Altona banen i København.

 

En politisk bane

Grunden til at regeringen så hurtig accepterede Flensborg – Husum banen var, at den modarbejdede hamborgske og holstenske interesser. Ja man fristes til at sige, at det var en politisk jernbane.

 

Andre jernbaner

I 1857 blev Slesvig – Klosterkro Jernbaneselskab  dannet. Igen var det englænderne, der stod for det. I 1887 kom banen fra Frederiksstad til Ribe. En ny fase blev indledt, da de første
kleinbahn blev anlagt i Angel. I 1890’erne og lige efter århundredeskiftet fik også Nordslesvig lignende smalsporede baner.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Holger Kaufhold: 150 Jahre Eisenbahn in Flensburg
• Årsskrift for Danmarks Jernbanemuseum 2004
• Lars N. Henningsen: Jernbaneskål på Dronning Victoria
• R. Berg: Dansk Jernbanepolitik i Trediverne og Fyrrene
• R. Berg: Bidrag til de danske Jernbaners Historie i Tidsrummet 1840 – 1848
• www.slesvigland.dk
• www.tidsskrift.dk

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler -under Tønder(283artikler)
• Tog til Tønder 
• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder 

 

• Under Højer (77 artikler) 
• Dæmningen syd for Højer 
• Sidste tog fra Højer
  

 

• Under Aabenraa (169 artikler) 
• Tog til Aabenraa 
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
  

Redigeret 10. – 11. 2021

Byen nævnes første gang skriftlig i 1285. Men allerede i 1247 var byen blevet nedbrændt. Stadsretten kom i 1292. Bispesædet blev velhavende. Et møde med Martin Luther blev afgørende for den åndelige udvikling i Norden og ikke mindst i Haderslev. Haderslevhus blev en kort overgang kaldt Hansborg. Christian den Fjerde opholdt sig meget på slottet.

 

Skriftlig dokument fra 1285

Den 28. maj 1285 forekommer et dokument. Heri bliver Kong Erik af Danmark samt landsbyen Gammel Haderslev omtalt. Her boede indbyggerne ved vandet. Vand og skov skaffede det nødvendige til livets ophold. Senere er ny bebyggelse opstået på den ø, der muliggjorde overgangen over fjorden.

 

Hather – konge af Sønderjylland

Haderslev er dog betydelig ældre. I Folkevandringstiden ca. 450 – 500 blev Sjælland erobret af en fremmed høvding, Skjoldungeslægtens  stamfader. Han blev konge og uddelte byerne til sine mænd. Disse byer fik navne efter ejeren, efterfulgt af – lev. Dette ord betyder gods.

Saxo fortæller om Harald Hildetand, som forenede forskellige lande ved at undertvinge fem konger. Blandt disse var Harher, konge til Sønderjylland, som faldt ved Haderslev.

 

Byen afbrændt i 1247

I Valdemars jordebog omtales byen ikke, men vi finder dog Hathhærslefhæreth. I krigen mellem Erik Plovpenning og Abel blev byen allerede i 1247 afbrændt af Erik. I 1271 indtoges byen af Erik Klipping.  Rester af den ældste Frue Kirke tyder på, at byen allerede var der i det 12. århundrede.  I 1292 fik byen sin stadsret. Det var hertug Valdemar, der underskrev den.

 

En klagesang fra 1329

En Klagesang  fra sommeren 1329 indeholder noget om Haderslev:

• Er man end med Held for røved
• Haderslev man tog med MAGT
• Dansken dog sig, Heldet røved
• Da man brød den svorne Pagt,
• Klerken, det kun hed slet
• Bonden siden har begrædt,
• al de graa ringe smaa dengang ej af sin Vej
• fremmed Adelsvold fik bragt.

 

Mange navne

I et nedertysk dokument fra 1372 møder vi ordet Hadersleve første gang. Andre betegnelser har været  Hadersleue(1444), Hadhersleffwen (1434) og Hadersleven (1576).

 

Et velhavende kapitel

Til Vor Frue Kirke var tilknyttet Kollegia-kapitel. Det er første gang nævnt i 1273. Men er nok først kommet op at stå omkring 1309. Efterhånden blev Kapitlet  ganske velhavende. Allerede i 1417 købte man 12 godser fra den forarmede familie, Lembæk (Lembek) 

I !527 blev den katolske gudstjeneste helt afskaffet. I 1569 blev store dele af ejendommen brugt som hospital.

 

Det ældste Haderslev

Der er en del uenighed blandt eksperterne, hvor det ældste Haderslev befinder sig. Antagelig er det Højgade. Ad den kørte købmændene deres varer op ad bakken. Den var også byens fineste gade. Derfor lå Rådhuset  også her. Det gjorde den indtil reformationen, da Kaland-huset på hjørnet af Søndertorv og Nørregade blev rådets domicil.

 

Marianernes Broderskab

Marianernes Broderskab var også en betydelig kirkelig stiftelse. Den var knyttet til Eibe Limbæks kapel. Dette blev i 1456 af familien Ahlefeldt omdannet til en familie-stiftelse.. Man startede med 2.000 Mark Lybsk
betalt for drab på et familiemedlem.

Præsterne skulle bo i en gård. I 1527 ophørte gudstjenesterne og ejendommene overgik til et hospital.

 

Dominikanermunke

Haderslev havde et kloster for Dominikanermunke. Det blev nævnt første gang i 1254, da to munke fra klosteret i Århus blev overført hertil. Klosteret er formodentlig langt ældre. Det lå på Klosterhalvøen. Navnet Klosteret og Klostergade minder endnu om det. I 1527 – 1528 ophørte det med at eksistere. Munkene fik tilladelse til at opsøge de klostre, der ville optage dem.

Omkring 1600 er bygningerne åbenbart forsvundet. Kirken synes at have stået der i 1625. Den er muligvis gået til i branden 1627.

 

To klostre, der ikke blev til noget

Ved middelalderens slutning påtænkes dog oprettelsen af endnu to klostre i Haderslev.  I 1487 fik borgerne pavelig tilladelse til at stifte et Helligåndskloster. Broder Jens Mathiesen skulle være dets prior. Men det er uvist, hvorfor det aldrig blev til noget.

Syv år senere stadfæstede Pave Alexander den Sjette, Bennedikt Ahlefeldts enke, Doothea v. Heesters gave af et hus i Haderslevs østlige del til ind-rettelse af et nonnekloster. Men heller ikke det blev rigtig til noget.

 

Sankt Jørgens Gård

På Storegades sydside fandtes et Skt. Jørgens Kapel med en Skt. Jørgens Gård for spedalske. Sankt Jørgens Hospital blev senere som i andre byer, fattiggård. Efter reformationen holdt
katolske gudstjenester op. I 1533 befalede Hertug Christian, den senere Christian den Tredje,  at indtægten skulle overgå til de fattige.

 

Sankt Gertuds Hospital

Også et Skt. Gertruds Hospital fandtes i middelalderen. St. Gertruds Hospitalet var gæstehjem for fattige og syge rejsende . Ejendommen havde tilhørt Raamand Lunding. To huse blev bygget på grunden (Storegade 39 – 41).

 

Enken ville ikke betale

Da Storegade (Store Papegøje) i 1764 skulle brolægges , henvendte enken efter Raadmand Lunding sig til kongen, da hun ikke ville bidrage til omkostningerne. Hun påstod, at grundstykket tilhørte en gejstlig stiftelse, og derfor var fri for at betale den slags afgifter.

 

En pest – kirkegård

Ved Gertrud – Hospitalet var en kirkegård. Og da Storegade  endelig blev brolagt , kunne man tydelig skelne mellem det hvide sand og et stykke sort jord, som stammede fra den gamle kirkegård. Den var måske grundlagt i pesttiden 1350.

• Den gruelige Pest efterlod næppe den femte Del af Egnens Indbyggere.

 

Almisse – boder

St. Gertruds – Hospitalet hørte efter reformationen til slotsgrunden. Først i 1834 blev den indlemmet i byen. Til stiftelsen  hørte en del huse,, såkaldte Almisse – Boder. Disse boder lå i Storegade, Gåskærgade, Stormklokken, Graverne, Slotsgade, Katsund. Naffet og Badstuegade.

16 indbyggere i Slagtergade havde den ældgamle forpligtelse at bære Hospitalslemmer til deres sidste hvilested.  Sammen med Sankt Gertruds Stiftelsen  dannede Sankt Jørgens Gaard
grundlaget for Hertug Hans Hospitalet.

 

Haderslevhus

Byen har aldrig været befæstet. Men til beskyttelse lå her en borg. Det var Haderslevhus. Den blev afløst af Hansborg. Første gang Haderslevhus nævnes er i 1326, da de danske stormænd
havde afsat Christian den Anden.  Sønnen Erik var blevet udvalgt som konge.  Ved en overenskomst fik Hertug Adolf slottet i 1440. Ved den første deling af hertugdømmerne kom Haderslevhus til den gottorpske del. Christian den Tredje  boede som statholder i hertugdømmerne i mange år på slottet.

 

Mødet med Martin Luther

Prins Christian, Frederik den Førstes ældste søn blev statholder og lensmand på Haderslevhus. På sin store udenlandsrejse, som var adelens sædvane, var den knap 18 – årige prins sammen med Johan Rantzau kommet til Worms, hvor han havde mødt Martin Luther.

Han havde imponeret Prins Christian, den senere Christian den Tredje. Dette møde fik stor betydning for den åndelige udvikling i Norden og ikke mindst i Haderslev.

 

Afladshandelen

Med reformationen forsvandt også  Afladshandelen. Når en afladshandler kom til byen , blev han ved porten modtaget med stor hyldest af Rådet, Borgerskabet, gejstligheden og eleverne. Med faner og brændende bloklys førte man Himmels-gæsten under klokkeklang til kirken.

Foran ham blev båret et bredt rødt kors med pavens våben og en fløjs-pude med pavens afladsbrev på pergament. Man kom langvejs fra, for høre afladsprædikanten og købe hans aflad.

I 1527 blev dominikanermunkene uddrevet. En af dem blev dog den første evangeliske sognepræst i Kolding. Han havde tidligere forladt klosteret. Også en præsteskole blev dannet i Haderslev.

 

Et nyt Haderslevhus

Ved hertugdømmernes i 1544 tilfaldt Haderslevhus, Hertug hans den Ældre. Her boede han også i en del år. Men efterhånden var det en skummel og gammel bygning. Det blev nedbrudt og til et nyt slot blev grundstenen lagt 1557. Slottet blev fuldendt af Frederik den Anden i 1582 – 85. Han gav det atter navnet Haderslevhus.

Der blev gravet en grav, så slottet kom til at ligge på en ø. Der blev også oprettet et lysthus, som også fungerede som badstue. I Slotsgården blev der opstillet et seks stenløvers stort springvand.

 

Christian den Fjerde opholdt sig her

Christian den Fjerde opholdt sig meget på slottet. Her blev han gift med Anna Cathrine af Brandenburg i 1597. Her fødte hun sønnen, Frederik den Tredje i 1609. Her kom også Christian den Fjerde og Kristine Munks døtre, Christiane og Hedvig  kom til verden her.

 

Stor skade

Under Kejserkrigen led slottet en del skader, da Wallensteins tropper brugte det som stamkvarter i 1627 – 29. Værre gik det da slottet under Torstenson i 1644 blev sat i brand. Selv om mange af murene blev stående, var det for dyrt at sætte i stand. Efterhånden sank resterne sammen til et stenbrud. Stenene blev brugt til at opføre en latinskole.

Det gamle rådhus brændte i 1627 sammen med en masse vigtige dokumenter.

 

Gang i byen

Da Hansborg var blevet opført var der gang i de pulveriserende liv i den østlige del af Haderslev. I Slotsgade lod Hertug Hans i 1566 anlægge en privilegeret vinkælder. Ligeledes fik apoteket privilegium til vinudskænkning og vinhandel.  Ved begyndelsen af Slotsgade lå den Reventlowske Gård, der hørte til byens smukkeste bygninger. I nærheden lå det hertugelige
kancelli med flere offentlige bygninger. Her lå Bispegården opført af biskop Claus Wulf.

Lavgade, eller som den oprindelig hed, Sidegade, er først kommet til senere. Her lå Møllebygningen. Og den lå der allerede i udgangen af Middelalderen tæt ved det gamle slot Haderslevhus.

 

Seks gilder

I det ældst bevarede regnskab fra hospitalet finder vi at de er anført seks religiøse broderskaber og gilder:

1. St. Nicolai Gilde
2. St. Gertuds Gilde
3. St. Erasmi Gilde
4. St. Olai Gilde
5. Kristi Legemes Gilde
6. St. Hipoliti Gilde

Senere fulgte Sankt Knuds Gilde

 

Offentlig og privat hjælp

Branden i 1627 var ikke helt overvundet i 1699. Der var endnu ca. 100 tomter tilbage. I Gl. Haderslev var der 150 stykker. Der måtte både offentlig og privat hjælp for at få byen på føde igen. Krigene havde også taget hårdt på byen. Dertil kom at skibsfarten også gik tilbage. Havnen sandede efterhånden til.

Tyve års frihed for skatter og byrder var en af midlerne til genoprejsning. De fleste huse blev genopført omkring 1763, men en del tomter lå der dog endnu i 1780.

• Vi følger senere op med yderligere artikler om Haderslevs historie.
• En litteraturliste over bøger om Haderslev vil også senere blive udarbejdet.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland

 

• www.dengang.dk indeholder 1,783 artikler heraf 207 artikler fra Sønderjylland.

 

Vi kigger på en række interessante udgivelser. Kendetegnende for de ni udgivelser er, at de har efterladt et indtryk hos undertegnede. Ikke alt, hvad der er skrevet om Tønder er historisk korrekt. Noget er farvet af nationalfølelse. Andre har gjort formodninger til historiske kendsgerninger. En helt anden form for erindringer er de, som Lokalhistorisk Forening har udgivet. Ca. 70 erindringer har gjort det uvæsentlige til væsentlige ting. Det er en guldgrube for slægtsforskere.

Lokalhistorisk interesse

Det er altid spændende og læse, hvordan andre opfatter Tønder. Selv har man en klar erindring om de ca. 19 år, man boede i byen. Disse erindringer er blevet godt modtaget. Og folk fra Tønder er et godt publikum. Her er interessen for lokalhistorie meget stor.

Som det vil læserne bekendt, har vi lavet en litteratur liste over bøger fra Tønder. Nogle af disse er bedre end andre. Men noget af det, der imponerer en gammel Tynne – Knajt mest, er det arbejde som Lokalhistorisk Forening i Tønder udfører med deres Tønder – erindringer. Det er virkelig spændende læsning. Vi bringer i slutningen af denne artikel en liste over alle de bidrag, der har været i tidens løb.  Det kunne være spændende, hvis Lokalhistorisk Forening i Tønder kunne udgive nogle af disse erindringer i digital format. Det har de måske også, men vi har bare ikke opdaget det endnu.

Interessante udgivelser

I denne artikel kigger vi som skrevet på nogle interessante udgivelser. Kendetegnende for disse udgivelserer, at de har efterladt undertegnende med masser af indtryk. Men du skal nok væbne dig med nogen tålmodighed for at få fat i disse udgivelser.

De udgivelser, vi kigger på er følgende:

Tønder, gennem Tiderne

Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreissigjährigen Krieg

Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869

Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet

Drengeår i grænselandet 

Fanget på Østfronten

Drengsted

Sønderjylland 1933

Tønder – Erindringer 1 – 12

 

Tønder – gennem Tiderne

Byens historie

Den 5. august 1943 kunne Tønder  fejre 700 års jubilæum som købstad. Tønder fik i 1243 tildelt den lybske ret som stadsret.  I den anledning besluttede Historisk Samfund for Sønderjylland på initiativ af deres formand, amtslæge i Tønder, læge H. Lausten – Thomas at udgive en fremstilling af Byens historie, dens borgere, Mindesmærker og institutioner.

Danske forfattere

Det hele er skrevet på videnskabelig grundlag, men i en form, der har gjort stoffet let tilgængelig for historisk interesseret. En enkelt person kunne ikke påtage sig hele opgaven. Værket blev et samlingsarbejde skrevet af en række forskellige forfattere under redaktion af den tidligere direktør for Nationalmuseet, Dr. phil. M. Mackeprang.  Titlen blev, Tønder gennem Tiderne,
skrevet af danske Forfattere.

Marsken

Stadsgeolog V. Normann fremkommer med en meget belærende skildring af Tønder – egnens geologi. Det var det gamle land, Geesten  opstået i istiden. Det unge lavere land, Marsken,
dannet efter bronzealderens begyndelse.

Byplanen

Dr. phil. Vilh. Lorenzen skildrer dernæst byens oprindelse, beliggenhed og byplan. M. Mackeprang skriver selv om byens egentlige historie. Han kalder selv sit afsnit for Tønder under Hertugstyre indtil 1713. Fortsættelsen følger af H. Hjelholt  med titlen, Tønder under Kongestyre 1713 – 1864.

Tiden fra 1864 

Derfra og så til jubilæumsåret deler to mænd. Den tidligere forstander for Tønder Seminarium, Morten Bredsdorff tager sig af tiden 1864 – 1920. Stadslandinspektør J.L. Mosbech har skildret perioden indtil 1943.

Den dansk – tyske skole

Anden halvbind indledes med Kirke og Skole 1920 – 1943 af den tidligere provst i Tønder, Erik Christensen. Amtskonsulent Nicolai Svendsen  skildrer både den danske og tyske skole efter 1920. Rektor Jacob Randrup beskriver dernæst Tønder Statsskole 1920– 1943.

Ikke mange lokale

Det næste afsnit omhandler Tønder Seminariums Historie skildret af Morten Bredsdorf. Derpå følger Tønders Befolkning gennem Tiderne skrevet af arkivar Johan Hvidtfeldt.. Folkesproget i Tønder gennem Tiderne er forfattet af A. Bjerrum. Træk af Rets-udviklingen i Tønder er begået af professor Stig Juul.  Tønderhus, Tønders Gadenet og Bygninger
følger dernæst. Det sidste afsnit er en skildring af Kristkirken ved museumsinspektør Chr. Axel Jensen.  I modsætning til andre bøger om Tønder, er denne bog ikke udarbejdet af egentlige lokalhistorikere.

Byplan af Hertug Abel

Vilh. Lorenzen mener i sin artikel om Byplanen, at Møgeltønder på et tidligt tidspunkt omkring år 1100 må have afsat Lille Tønder som havneplads. Det ældste Tønder er samlet omkring havnen. Det ældre Tønder  blev afløst af en yngre del. Denne del havde både plads til Torv og Kirke. Reguleringen er antagelig sket efter 1158. Efter forfatterens mening er byplanlægningen
iværksat af Hertug Abel.

Lidt kritik

Snart blev byen regeret af konger, snart af hertuger. Men hvorfor blev Tønder så begejstret for Slesvig-Holstenismen når byen før havde været så kongetro? Det får vi ikke at vide. Byens handel og næringsliv er kun beskrevet meget sparsomt.

Ludwig Andresens skildring i Geschichte der Stadt Tondern bis zum dreissigjährigen Krieg (1827) er heller ikke udtømmende.

Tøndringer i Norge

I ingen af de to byhistorier omtales at tøndringer i hvert fald i det 16. århundrede deltog i fiskeriet ved de norske kyster. Der findes dokumenter, der fortæller at Tønder plejede at betale sildetold  i Bundefjord (den østlige del af Oslo Fjord).  Det ville have været ønskeligt om der var givet flere oplysninger og handelens størrelse.

Indvandring til Tønder

Først efter “Genforeningen” blev Tønder grænseby i den danske stat. Før den tid var den grænseby over for friserne. Ifølge Hvidfeldt  skulle Tønder ikke have været mere udsat for tysk indvandring end andre sønderjyske byer. Før 1848 kom indvandringen fra Nørrejylland og fra det danske Sønderjylland.  Kilder til dette materiale er taget efter år 1700.

Købmandsklassen fra Tønder

Når det fremgår at købmandsklassen overvejende bestod af tøndersk oprindelse, er det dermed ikke givet at købmænd før år 1700 også var fra Tønder. Vi kender ikke deres fødested.

Tønder havde en særstilling

Undersøgelser vedrørende folkesproget fører til det resultat, at tøndringernes modersmål var dansk, da byens ældste marknavne blev til. Det styrker den opfattelse, at det heller ikke i de tidligere århundrede har været nogen synderlig tysk indvandring til Tønder. På den baggrund er det næsten mærkeligt, at Tønder som den eneste by på det danske riges fastland gennem århundrede brugte Lybsk ret. Rets-fællesskabet mellem Tønder og Lybæk og rets-udviklingen gav Tønder  en særstilling mellem de sønderjyske købstæder.

Slesvigsk kultur

Omkring Kristkirken er det anført, at den står som et monument over slesvigsk kultur og kunst i en rig og frodig periode.  Der savnes i bogen også en beskrivelse af ejendommens historie. Skyld – og panteprotokollen, der går tilbage til 1734, er således ikke benyttet.  Men alt i alt en meget interessant bog, som du nok skal gå på jagt efter i diverse antikvariater. Vi var så heldige, at finde den her over i København.

Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869

Borgerskabsbøger fra 1699

En anden interessant bog er Ludwig Andresen: Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern bis 1869. Den udkom i 1937.  Borgerskabsbøgerne fra Haderslev og Tønder begynder henholdsvis 1630 og 1699.  Sønderborgs begynder først i 1831. I Aabenraa har man ingen, men fortegnelser over nye borgere er indført i deputeret kollegiets forhandlingsprotokol, der begynder 1723. Retsprotokoller og by-regnskaber samt løse dokumenter gør det muligt, at gå endnu længere tilbage. I Tønder går disse helt tilbage til 1573.

Et stort kildemateriale

Ludvig Andresens arbejde bygger på et meget stort kildemateriale. Han har lister over kommunale embedsmænd, præster, rektorer, skolelærer, kongelige embedsmænd og meget mere. Her er materiale om borgerskabets erhvervelse, borgernes afstamning og fordeling på erhverv. Det er et vigtigt bidrag til Tønder bys befolkningshistorie.

Folketællinger 1769 – 1864

En stor del af bogen bruges til studier over navngivning, over fester i forbindelse med fødsel, vielse og død. De er undersøgelser af bomærker, våben og segl, samt en behandling af befolkningsudviklingen på grundlag af folketællinger 1769 – 1864.

Vi savner det kulturelle og sociale

Når danske og tyske historikere har beskæftiget sig med Sønderjyllands  historie, er det først og fremmest statsretslige spørgsmål og nationalkampen i nyere tid, der har været genstand for undersøgelser. Men landsdelens almindelige kulturelle, sociale og økonomiske historie har været helt uopdyrket.

Indvandringen skifter

Indvandringen fra Danmark har været større end fra det tyske område. Men folketællingen fra 1845 viser et lidt andet billede. Havde forfatteren studeret kirkebøgerne havde man kunnet få et mere komplet billede af indvandringen til Tønder.

Nord – og Vestslesvig virkede som en magnet

Hvorfor kom så mange unge nordfra til Tønder? Nord – og Vestslesvig  virkede som en magnet på rejselystne jyder. Dette spørgsmål kunne godt have været besvaret.

Tyendet søgte syd på

En række danske godser, deriblandt Trøjborg og Schackenborg, der hørte til enklaverne, svarede i 1768 regeringen på spørgsmål omkring tyende. Gang på gang klagede jyske godsejere over, at tyendet søgte syd på, fordi lønnen der var bedre. Der var mangel på arbejdskraft, fordi pigerne sad ved knippelskrinet.. Mændene gik syd på til de rige marskegne eller til søs.

Hollandske ord i sproget

I kirkebøgerne især i Højer og Emmerlev vidner kirkebøgerne om, at mange endte deres dage på havet. Først og fremmest var det Holland, der trak. Det var datidens store søfartsnation. I Ballum var forbindelsen til Holland så stærk, at visse hollandske ord knyttede sig til det daglige omgangssprog. Det ville have været rart at få belyst dette i bogen.

Mangelfulde lister

Listerne over embedsmænd har været flittig brugt af andre forskere. Det ville have været rart, hvis alt trykt materiale havde været brugt, men det er ikke tilfældet. Vi har før anført at kirkebøgerne ikke er blevet brugt. Andre arkiver, der har kunnet være anvendt er Gottorp – arkivet og materiale fra Tyske Kancelli.  Fortegnelsen over borgmestre og rådmænd i Tønder er mangelfuld og direkte forkert.. I listen over herredsfogeder er der også mangler.

Objektiv i det nationalpolitiske?

Forfatteren forsøger at skelne mellem danske, plattyske og frisiske navne. En sådan skelnen er meget vanskelig, for at sige umulig. Dette giver masser af usikkerhed. Når emnerne berør det nationalpolitiske er Dr. Andresens holdning ikke så objektiv, som man kunne ønske. Men har man kunnet forvente andet?

Når formodninger bliver til historie

Værre er det når formodninger bliver til historisk korrekthed. Vi skal spare læserne for eksempler. Her har både Ludwig Andresen og andre fortolket Tønders historie forkert. Ja det er som om, at når ting er blevet trykt, så er det blevet opfattet som en korrekt fortolkning og så bare ukritisk gengivet. Det har denne sides redaktør sikkert også gjort sig skyldig i.

 

Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet  Tønderhus – fra 1260

En interessant bog er Tønderhus – en købstadsborg i hertugdømmet Slesvig.  Ja Tønderhus blev allerede i midten af 1700 – tallet solgt til nedrivning. Og går man på Ribelandevej, ja så går man oven på nogle af resterne af borgen eller slottet. I bogen fortælles det, at Tønderhus først blev bygget i 1260’erne på en holm syd for byen. Men inden da lå der allerede en eller anden form for forsvarsværk her. Omkring 1530 blev der bygget et ret så betragteligt slot til afløsning af det gamle.

Dette er en bog udgivet af Museum Sønderjylland som med flotte illustrationer giver et levende indtryk af en by, der dengang ikke lå i Udkants – Danmark

Drengeår i Grænselandet

Ukendte steder

Vagn Leick har begået en perle af bog. Drengeår i Grænselandet giver os også et indblik på steder vi ellers sjældent kommer. Nu er vi omkring Lydersholm og Grøngrøft. Også faderen og broderen kommer til orde i den ret så interessante bog. Forholdet mellem det dansk – tyske bliver beskrevet på en meget underfundig måde.

Danmarks mindste forsamlingshus

Beskrivelse af befrielsen rummer interessante oplysninger. 150 gardere skal pludselig indkvarteres i lokalsamfundet. Det går ikke stille af sig. Det meget lille forsamlingshus – Danmarks mindste – spiller en meget stor rolle.

Jazzens by

Tønder har altid været kendt som jazzens by og Vagn Leick har bidraget til dette. Han var med til at indføre den på statsskolen. Dejlige erindringer på en anderledes måde.

 

Fanget på Østfronten

Fra Agtrup

Den næste bog er egentlig ikke en Tønder – bog. Det er Jens A. Berg: Fanget på Østfronten – tvunget i tysk uniform.

Jens Berg er opvokset i Agtrup, 10 kilometer syd for den dansk – tyske grænse. Det er hvis nok samme sted som havemanden, Søren Ryge Petersen.  Forældrene havde mødt hinanden nord for Tønder som tjenestefolk på en gårde.

Medlem af Hitler – Jugend

Moderen var en aktiv del af det danske mindretal efter 1920. Vores hovedperson ville gerne have motorcykelkørekort. Dette krævede dog medlemskab af en nazistisk organisation. Han blev
kortvarig medlem af Hitler – Jugend hjemme i Agtrup.

Ender i straffelejr

Åbenbart er vores helt blevet forskånet for alle de ugerninger som nazisterne foretog sig i Rusland.  Vi hører ikke så meget om dem. Jens ender i fangelejr i halvanden år. Da han vender hjem til Agtrup, skal han starte forfra.  En udmærket stykke krigslitteratur i en lidt anden form af den i dag 91 – årige Jens Berg, der i dag er bosat i Løgumkloster.

 

Drengsted

Særdeles interessant

I 2003 udkom en bog om Drengsted, 15 km nord for Tønder. Hambro Mikkelsen, Nørbach: Drengsted – Bebyggelse, jernproduktion og agerbrug i yngre romersk og ældre germansk jernalder (udgivet af Moesgaard Museum og Jysk Arkæologisk Selskab)

Udgravningen på stedet foregik fra 1959 til 1973. Bogen er nok ikke helt let at læse for ikke specialister hele vejen igennem. Men for os amatør – historikere er bogen særdeles interessant.

År 300

Her på stedet lå en landsby, der har eksisteret i slutningen af 300 – tallet og frem til engang i 500 – tallet. I perioden har der været 14 gårde. Jernproduktion har været en af landsbyens vigtigste indtægtskilder. Men man havde både sommer – og vinterafgrøder.

 

Sønderjylland 1933

Nazificering af det tyske mindretal

Den næste bog er heller ikke en speciel Tønder – bog, men vi befinder os i byen ved flere lejligheder.

Herreborg Thomsen, Skov Kristensen: Sønderjylland i 1933 (Historisk Samfund for Sønderjylland)

Det danske mindretal hårdt ramt

Bogen er en interessant indgangsvinkel til forståelse for nazificeringen af det tyske mindretal. Ensretningen i Det tredje Rige ramte det danske mindretal syd for grænsen meget hårdt.

Har aldrig accepteret grænsedragningen

Tyskerne har aldrig accepteret grænsedragningen i 1920. Fra Berlin lød ordren Dæmp tonen. Men det gjorde man ikke. Man følte sig uberettiget behandlet.

Lærer Lutz fra Süderlügum

Vi følger et møde i Tønder den 23. marts 1933, hvor lærer Lutz fra Süderlügum erklærer: “Ein neues Deutschland ist erwacht”,
Det er de lokale nazister, der står bag mødet. Måske var det den første alvorlige manifestation fra det tyske mindretal. Dyrlæge Jens Møller  vandt den interne kamp i det tyske mindretal.

Landbrug på tvangsauktion

Samtidig oplevede over 2.000 sønderjyske landbrug at gå på tvangsauktion. Vi hører om det Nordslesvigske Manifest. I denne beskyldes den danske stat, ikke at give sønderjyderne nok støtte efter Genforeningen.

12.000 unge samles i Tønder

Fritz Clausen tager magten i DNSAP. I Sønderjylland  får partiet 4,4 pct. af stemmerne. Det er kun 978 stemmer mindre end kommunisterne på landsplan.

Fuld af overraskelse

Vi hører om det store møde i Tønder. Det unge Grænseværn havde samlet 12.000 deltagere. En af talerne var den populære forfatter fra Løjt, Marcus Lauesen.  Bogen Sønderjylland 1933
kan varmt anbefales. Det er en særdeles god og interessant bog. For dem, der ikke har det store kendskab til Sønderjyllands  historie er den fuld af overraskelser.

 

Tønder – Erindringer 1 – 12

Det uvæsentlige bliver væsentlig

En helt anden form for erindringer er dem som Lokalhistorisk Forening i Tønder udgiver. Hvert år får almindelige mennesker lov til at fortælle om deres erindringer. Det giver en helt anden form for historier fra Tønder. Nu bliver det uvæsentlige pludselig væsentlig. Det lykkes hvert år, at finde frem til interessante mennesker. Ja man finder sågar gamle tøndringer i udlandet som New Zealand, USA, Canada m.m.

Mange overraskelser

Tidsperioden er i sagens natur selvfølgelig begrænset, og nogle af historierne ligner hinanden. Men overraskelser er der mange af. Vi har alle vores måde, at fortælle vores erindringer på.

Burde lave en hjemmeside

Godt nok har Lokalhistorisk Forening i Tønder forbavsende mange medlemmer, men mange af disse historier har fortjent en større udbredelse. Måske burde man lave en hjemmeside
med disse erindringer. 12 gange har man nu udgivet disse hæfter. Min fars drengestreger figurer også i en af dem. Det er pragtfuld læsning, og giver en hel anden indfaldsvinkel til Tønders
historie. Man er ikke bundet til forskernes stive stil. Her er plads til kreative udlægninger og overraskende konklusioner.

Meld dig ind

Det er altid en god ide, at melde sig ind i den lokale historiske forening. Her gives der nye muligheder i form af andre udgivelser og interessante foredrag. Det må i grunden være en kæmpe opgave for foreningen i Tønder, at blive ved med at udgive disse hæfter, der også er i en forbavsende god kvalitet. Hvordan det økonomisk kan løbe rundt er også et godt spørgsmål.

Guldgrube for slægtsforskere

Hvor mange af disse hæfter, der stadig kan fås vides ikke. Men selv i antikvariater her i København er det lykkedes at få fat i nogle af dem. For eftertiden er disse erindringer guld værd. Og det må det også være for slægtsforskere, der søger deres rødder i Tønder og omegn.

Carstensgade oversvømmet

Kigger jeg på de navne, der beretter om deres barndomsminder i Tønder, kan jeg foruden min far, genkende mange andre navne. Nu vil det være forkert at fremhæve nogle artikler frem for andre. Men det interessante ved hæfterne er også de mange fotos. I det nyeste nummer kan man opleve den berømte mælkehandler og brandmand, Toft Jensen stå på Carstensgade og sælge mælk iført gummistøvler. Carstensgade var oversømmet, som følge af et digebrud ved Jernbanebroen i foråret 1942.

Jens, kan ikke den lille tabel

Og så skulle DSB – medarbejdere dengang lære morsealfabetet for at kunne kommunikere. Erling Brahm fra Statsseminariets Øvelsesskole skrev til Otto Høyer fra Statsskolen:

• Jens kan ikke den lille tabel

Otto Høyer svarede:

• Så lær ham den

De to havde ikke det bedste forhold til hinanden.

Minder fra Tønder Friluftsbad

En lille beretning fra Tønder Friluftsbad med Anni og Aaage Snabe vækker dejlige minder. Det gør det også, når der tales om Støvle – øl i Aventoft.. Sådan kunne vi blive ved. Men læs
selv de mange erindringer. Her er en fortegnelse over alle historier i de 12 Tønder – Erindringer.

Tønder – Erindringer 1:

Adolf Scneider: Drengeårene i Viddingherredsgade

Siegfred Sørensen: Barndomsårene på fattiggården, Gørrismark

Jacob Holt: Barndommen på Grippenfeldt

Vilhelm Linnet: En Tønderdrengs barndom og ungdom

Dagny Dinesen: Barndomsminder fra Ribe og Tønder

Albert Gerlach: En dreng opvokset å æ Svinmærken

Jacob Stork: Vajsenhusbarn i Tønder

Karl H. Brodersen: Min barndom i Tønder i tyverne

Christian Thomsen: Barne – og ungdomsminder fra Tønder

Sophie Petersen: Barndomsårene i Slotsgade (nu Frigrunden)

Tønder – Erindringer 2:

Hanna Toldshøj, Højer: Barndomsdage i Tønder

Andreas Bruhn, Niebüll: Min barndom i Søndergade i Tønder

Schultz: Dagligdagen som chauffør

Christiane Posselt: Min barndom på gården, Sydfeldt

Jens Fr. Martensen, Frederiksberg: Min barndom i Sæd

Irma Petersen: Min barndomsgade – Richtsensgade

Marinus Petersen: Selv for en bager er livet ikke….

Viggo Møballe: Tønder indvier sit nye friluftsbad

Mina Kruse: Et besøg hos Tønders ældste indbygger

Tønder – Erindringer 3:

Hans L. Wilhelmsen: DSB – engang byens største arbejdsplads

Anton Johansen: De blå grænsegendarmer

Jens Albæk, Haderslev: Min barndoms – og ungdomsår i marsken

Hans Peter Christiansen: Familien med benzin i blodet

Erik Lützen, Ballerup: Hvad der dog skete i Popsensgade.

Elly Sørensen: Barndommen på Skibbroen

Johan Muusman Lassen, Tinglev: Æ kloksmæj fra Tingle

Andreas Franz Roost: Smedelærling i de gode gamle dage

Tønder– Erindringer 4:

Carl Chr. Kirchgässner, Esbjerg: Barne – og ungdomsår omkring Vidåen

Ulla Kirchheiner: Vi flyttede – flyttede – og flyttede igen.

Marius Stendahl: Tiden på Tønder kaserne

Else Marie Posselt: dejlige minder fra min barn – og ungdom

Marie Henriksen, Møgeltønder: Barndommen i Lyst.

Heine Paulsen: Faldt i søvn og overnattede i kirken

Bodil Damskjær, Snapsborg, Norge: Erindringer fra krigsårene i Tønder.

Eilif Petersen, Løgumkloster: En dagligdag på Tønder Mejeri

Lidt om hvad der skete i året, der gik i Tønder

Tønder – Erindringer 5:

Marie Callesen: Sygeplejeelev på Tønder sygehus

Chr. Schwennesen, Højbjerg: Min barndom i Vestergade i Tønder

Alfred Jensen, Møgeltønder: Den lille grænsehandel ved Lægan

Hanne Skriver: 14 børn – men ikke én for meget

Adolf Langmaack, Abild: Tiderne skifter, gammelt må vige for nyt

Carl Georg Johannsen: Den gamle sportsplads på Ribelandevej

Inger Marie Poulsen: Det er noget i luften, jeg ved ikke hvad

Elene Lange, Hvidovre: Franz Langes gartneri i Allégade

Willi Petersen, Bagsværd: Nede på
markedspladsen

Tønder – Erindringer 6:

Hanne Friis, Sæd: Mismoskwost – hvad er det?

Thomas Wind: Fra min tid som kommunal ansat

Jens H. Ibsen: Eksportstaldene i Viddingherredsgade

Tinne Sørensen, Kolding: Min barndom å æ Blæch

Søren ”Søgge” Nielsen: Skomagerlærling brændte kassebog

Arne Fischer: Koloniallærling i 1950’erne

Hermann Heil, Aabenraa: Fut å æ skraldedam

Tønder – Erindringer 7:

Thomas Hansen, Abild: Minder fra kirkekroen

Hans S. Marcussen, Møgeltønder: Min barndom og ungdom i Møgeltønder

Kirsten J. Bonefeld, Sydals: En familie- krønike fra Tønder 1940 – 1976

Fritz W. Tygsen, Ubjerg: fra landsbyen Ubjerg

Lilly Refslund, Tønder: Æ Laube

Flemming S. Pedersen, Hårby: Frodes sønderjyske barndom

Viggo Møballe: Morgentur i Tønder

Tønder
– Erindringer 8:

Ellen Margrethe Husum, Aabenraa: Spredte indtryk fra min Tøndertid

Holger Robert Petersen, Gråsten: Drengen fra Smedegade

Elly Lund, Hobro: Hvordan det var, at være elev

Jørgen Olsen, Slagelse: Min have på 2. sal

Johanne Stein, Århus: Familien Stein’ s Tivoli

Alfred Hansen, Abild: Tørveproduktion i Sølsted Mose

Viggo Balling Nielsen: Musik skal der til

Traute Christensen: En ”Dralle” pige

Tønder – Erindringer 9:

Asger Andersen: Fiskerbyen Aventoft

Jan Glenstrup, Hjørring: Barndommen tur – retur

Geo Leick: Drenge – og teenagerår i 1930’erne og 1940’erne i Lydersholm og Grøngårdsområdet

Karl August Bahr, Gentofte: Fra røgterdreng i Marsken til grosserer i København

Niel Chr. Oesen, Ravsted: Gallehus Skov var min barndoms legeplads

Anne Katrine Pørksen: Min tid med Vestre Børnehave

Tønder – Erindringer 10

Inger Lis Andresen: Mit arbejdsliv på dommerkontoret

Karl Nissen: Fodtøj i Tønder gennem 99 år

Aksel Sønninchsen: Lidt om min barndom i Lille Emmerske

Frieda Lassen: Julen som jeg husker den hjemme i Sølsted Kro i 1920’erne

Finn Kristensen, Lynge: Bankelev i Tønder i 1954

Arne Fischer: Guldsmed Ernst Fischers virke i Tønder fra 1910 til 1952

Aage Schultz, Hillerød: Tønder – da jeg var barn

Tønder
– Erindringer 11:

Sigismund Gjelstrup Heron, Bagsværd: Brandinspektør i Tønder

Christine Nissen: Fra høkerdreng til radiohandler

Axel Thomsen, Møgeltønder: Fra sogneråd til kommunalbestyrelse

Viggo Balling Nielsen: Ludwig ferle – en kurvemager i Tønder

Svend Møballe, Risskov: Erindringer fra et historisk fag

Hans Andersen, Hvide Sande: Drengeår i Tønder

Julie Friis, Løgumkloster: Barndoms – og ungdomserindringer fra Tønder

Tønder
– Erindringer 12:

Anne Botilla Nissen: Krønike om en gård i Korntved og dens familie

Jes Christensen: DSB og jernbanen i blodet over 48 år

Christian Clausen, Møgeltønder: Fra Toghalle i Møgeltønder til Tønder storkommune

Historier fra Abild

Harry Petersen, Abild: Fra barndom i Tønder til voksenliv i Canada

Henrik Høyer, Leamington, Canada: Blå gendarm og toldbetjent ved den dansk/tyske grænse

• Siden denne artikel er skrevet, er der kommet adskillige flere Tønder – Erindringer

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Diverse titler er omtalt i artiklen

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler heraf 283 artikler fra Tønder

 

Redigeret 19.09.2021