efter besættelsestiden. De var mere forhadte end fjenden. De blev udstødt af samfundet, fik frataget deres borgerlige rettigheder og formue. Selv om mange ikke kunne straffes juridisk, blev man alligevel forfulgt. Kunne man i samarbejdspolitikkens lys have forudset, hvad riskoen var for at melde sig i tysk krigstjeneste?

Grusomme forbrydelser

Når jeg som sønderjyde med familiemedlemmer, der har udført tysk krigstjeneste i foredrag og bøger, skal have at vide, at de kan have udført grusomme forbrydelser, er denne bog en befrielse. Det er ikke alle i tysk krigstjeneste, der har udført grusomme forbrydelser.

Find dine pårørende

For man kan faktisk som pårørende finde ud af, hvad ens familie har begået af såkaldte forbrydelser. Det kræver bare tålmodighed. Vi bringer også senere i artiklen en tysk adresse, hvor dette kan ske.

Handlede i god tro

Dette er en dyb interessant bog. Kold og nøgtern fortæller den os om de lidelser de såkaldte landsforrædere og landssvigere var udsat for. Ja man kan nærmest kalde det loyalt. Nå jeg her snakker om såkaldte, ja så skyldes det, at de mange af dem handlede i god tro. Det var jo accepteret af regeringen.

Burde de kende riskoen?

For nylig påstod en foredragsholder og forfatter til en af de talrige bøger, der er dukket frem fra besættelsestiden, at dem, der meldte sig burde kende risikoen, da de meldte sig. De vidste sikkert heller ikke, at der blev indført love med tilbagevirkende kraft.

Og der er stadig en opfattelse i det danske samfund, at de burde kende risikoen.

I bagklogskabens lys

På den anden side, Nazister, østfrontkæmpere, stikkere og andre havde taget regeringens opfordringer til et samarbejde med tyskere bogstaveligt.

De skulle have opfattet de rette signaler. De burde have vidst bedre. Det kan man jo sagtens sige i bagklogskabens lys.

Tabernes skæbne

Tabernes skæbne har nærmest været tabu. Det har været noget, vi ikke måtte snakke om. Det var jo næsten 40.000 personer, der var mistænkt og interneret som landssvigere efter besættelsen.

De levede jo næsten i et parallel samfund. Efter udstået straf, skulle de også leve med fratagelse af borgerlige rettigheder. Og et job i det offentlige kunne de godt glemme alt om.

De betalte en høj pris. Social udstødelse og et liv i fortielse og isolation var nok det værste.

Også i mange familier var fortielsen det fremherskende.

Landsforrædere kunne ikke tilgives

Landsforræderi kunne ikke tilgives. Problemet var bare, at de små fisk fik tæsk, og de store slap. Ja det gjorde regeringen jo faktisk også,

Nogle valgte at kæmpe for æresoprejsning, mens de fleste valgte at skjule deres fortid.

Bogen stiller nogle interessante spørgsmål:

 Hvordan opretholder man i en krigssituation friheden til at have forskellige politiske overbevisninger?

 Hvilken form for respekt har døde mennesker krav på, hvis de har sat livet til i den forkerte sags tjeneste?

Ren klapjagt

Det der foregik efter 6. maj var en ren klapjagt. Frihedskæmpere med armbind med maskinpistol på ladet af en lastbil havde deres storhedstid. Mange såkaldte landssvigere fik tæsk på stedet. Man kastede æg efter den, man spyttede og hånede dem.

Det blev et juridisk galehus.

Landssvigerne var et national udskud, ja i folkets opfattelse, endnu værre end fjenden.

Mange sad i flere måneder, inden de kom for en dommer. Og som vi senere skal vende tilbage til, blev de fleste frigivet uden form for beviser. Mange havde ikke rent juridisk gjort noget galt. Det de gjorde, var upassende.

Ingen juridisk baggrund

Sådan var det også for redaktør Aksel Olesen. Hans navn havde man fundet på de allieredes lister over farlige krigsfangere. Derfor blev han afhentet den 18. maj 1945. Han blev interneret i Faarhus – lejren og først løsladt den 24. sept. 1945. Der var ingen juridisk baggrund for at dømme ham. Han fik aldrig nogen erstatning eller undskyldning.

Det mindste fejltrin

Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort og straffet. Dem, der ikke kunne nås af rettens vej, blev udstødt arbejdspladser, foreninger og lokalsamfundet.

Mange dokumenter blev efterhånden fjernet. Landssvigere ville ikke forbindes til foreninger, i hvert fald ikke det store flertal. Det var dem, der fandt sig i udstødelsen og så dem, der søgte og få retfærdighed.

Hvor gik grænsen?

For var Tyskland ven eller fjende? Man samarbejde med tyskerne de første tre år. Det var vel ikke alt sammen tvang. Det var godt nok en linjedans at samarbejde med dem. Men hvad var egentlig realpolitik? Og hvad var symbolpolitik?

Hvor gik grænsen i samarbejdet?

Moralsk støtte fra Scavenius

Scavenius gav tyskerne moralsk støtte i forbindelse med deres fremmarch i Europa. Og den danske regering accepterede at afbryde de diplomatiske forbindelser til Sovjet. De accepterede også interneringen af ledende kommunister allerede den 22. juni 1941 efter det tyske angreb mod Sovjet.

Venstrefløjen, der var knyttet til DKP førte en overordentlig modig modstandskamp – efter 22. juni 1941. Indtil da havde de i et par år i kraft af at være allierede med nazisterne i kraft af den såkaldte Hitler – Stalinpagt af 23. august 1939.

90 pct. bakkede op

Hvordan kan historikere tale om voksende utilfredshed med politikernes samarbejdspolitik, når 90 pct. gav deres stemme den 23. marts 1943? Ja og af dem stemte 95 pct. på de partier, der havde ”samarbejdet” med tyskerne.

Var det værnemageri?

Danske virksomheder eksporterede fødevarer, af sådan en kaliber, at de efterhånden dækkede 10 pct. af tyskernes forbrug.

Var dette foretagsomhed?

Var dette værnemageri?

Mange danskere i Tyskland

100.000 danskere arbejdede i kortere eller længere tid i Tyskland. Grunden til dette var efter pres fra arbejdsløshedskasser og kommunale forvaltninger. Danskerne fik også anvist arbejde for tyskerne her i Danmark af arbejdsløshedskasserne.

Tyskerne sørgede for, at arbejdsløsheden faldt, da de store anlægsarbejder blev sat i værk på den jyske vestkyst.

Statsradiofonien brugt som propaganda

Den danske regering accepterede i 1941 en frivillig dansk miltærenhed, som kunne indsættes på østfronten. De fleste medlemmer af Frikorps Danmark rejste til Tyskland og blev undervist af Waffen SS. Efter besættelsen blev disse medlemmer straffet. Endda Statsradiofonien åbnede for Frikorpsets propaganda.

Det blinde øje

Allerede før besættelsen havde mange danske meldt sig til fremmede krigstjenester. Dette var fuldt lovligt.

I alt deltog 6.000 danskere i tysk krigstjeneste. Omkring 2.000 faldt i krigen.

Ifølge lovgivningen var det ikke tilladt at lave hvervekampagne på dansk grund. Det gjorde Det Tyske Mindretal. Den danske regering vendte det blinde øje til.

De danske nazister fik i 1943, tre mandater i folketinget. DNSAP's avis Fædrelandet udkom helt frem til maj 1945. Mange blev interneret, blot fordi de var nazister.

De danske kvinders omgang med tyske soldater førte til et stærkt had. Kvinderne svigtede moralen, sagde Modstandsbevægelsen og internerede mange af dem.

Vægterkorps

Som værn mod sabotage begyndte tyskerne at hverve danskere til bevogtning af flyvepladser, lazaretter og depoter. Det blev blandt andet gjort gennem bl.a. Marinevægterkorpset og Sommer – korpset. ca. 4.000 danske var med i disse korps.

HIPO

600 var beskæftiget inden for HIPO. Efter krigen blev 600 danskere dømt for at angive landsmænd til besættelsesmagten.

Stikkerne var de mest forhadte. Modstandsbevægelsen løste problemet ved likvidering af 400 danskere, som de mente var stikkere.

Historiebøgerne glemmer også, at trafikminister Elgaard fra Venstre foreslog, at der skulle indføres dødsstraf for de danske jernbanesabotører, da dette tog et opsving i 1943.

Statsminister Buhl opfordrede i 1942, befolkningen til at videregive oplysninger om sabotageplaner til myndighederne.

Anholdelser – direkte i radioen

Modstandsbevægelsen havde i de sidste krigsår brugt illegale blade til at udråbe personer, som samarbejdede med tyskerne. De stod til kontant afregning efter befrielsen. Få timer efter befrielsen begyndte anholdelsen. Folk stimlede sammen for at håne landssvigerne. Sådanne anholdelser blev gengivet i Statsradiofonien med Gunnar Nu Hansens begejstrede røst. Alle gav nu indtryk af, at de havde været med til at bekæmpe tyskerne.

Central – kartotek

I slutningen af 1944 var Modstandsbevægelsen begyndt at oprette et centralkartotek over mulige landssvigere. Med dette kartotek var det let for Modstandsbevægelsen at samle landssvigerne i interneringslejre overalt i landet.

Men også fingerpeg fra naboer og andre tilfældige oplysninger førte til anholdelser. Men ofte førte det til overilede anholdelser.

Halvdelen af de 40.000, der blev anholdt måtte løslades efter få timer. Andre måtte vente i månedsvis.

Fordømmende attester

Af de 21.800 som Modstandsbevægelsen anholdte måtte 2/3 løslades uden videre tiltale. Men de ville ikke erkende disse fejl. Derfor blev der indført et løsblade system:

 en hvid attest betød, at der var rejst en grundløs sigtelse

 en grøn attest blev givet til de såkaldte tyskerpiger. Man ville understrege det moralsk forkastelige i at have haft omgang med en tysk soldat

 en rød attest blev givet til dem, der måske var skyldig, men hvor beviset manglede.

Disse attester var meget fordømmende, og mere til skade end gavn.

Godt nok fandt man på at lave et oprejsningsnævn. Men med cirka 21.000 uberettigede anholdelser syntes 1.500 klagesager ikke af mange. Kun 700 fik oprejsning, og kun enkelte erstatninger.

Befolkningen krævede hårde straffe

Det endelige retsopgør skulle omhandle tidspunktet fra 9. april 1940, mente modstandsbevægelsen. Politikerne var uenige. De mente at loven skulle gælde fra samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943.

Men modstandsbevægelsen fik gennemtrumfet deres vilje. Det betød, at man blev nødt til at vedtage love med tilbagevirkende kraft. Befolkningen krævede hårde straffe. Værst skulle det gå ud over arbejdere for HIPO, værnemagere og tyskerpiger.

Og en anden ting, der syntes meget hårdt var, at nu havde myndighederne mulighed for at konfiskere de dømtes formue.

Værnemageri

Opgøret med værnemagere faldt som regel til jorden, da man ikke kunne bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende havde ageret for egen vindings skyld eller blot fulgte samarbejdspolitikkernes opfordringer til samarbejde.

I avisartikler i Berlingske Tidende er det kommet frem, at virksomheder som A.P. Møller og Danfoss tjente store penge på tyskerne uden at blive straffet.

I overensstemmelse med samarbejdspolitikken?

13.251 sager førte til dom.

Medlemskab af DNSAP eller et andet nationalistisk parti blev ikke gjort strafbart. Men at agitere for disse partier eller besættelsesmagten var strafbart. Det blev gjort strafbart, at have deltaget i tysk krigstjeneste eller et tysk vagtkorps. 7.000 blev dømt for dette. De fik fra 6 måneder til 4 års fængsel.

Fratagelse af borgerlige rettigheder

Spørgsmålet var om, man kunne dømme mennesker, der handlede i overensstemmelse med samarbejdspolitikken? Noget andet var også de paragraffer, der betød fratagelse af de borgerlige rettigheder. Dette forfulgte mange i adskillige år. Det betød også, at man kunne glemme at søge offentlige stillinger i endnu flere år.

Tjenestemandssager

Der blev rejst 1.200 tjenestemandssager, hvoraf halvdelen førte til afskedigelser. Disse tjenestemænd kunne efter almindelig lov ikke afskediges, men blev det alligevel.

Medierne fulgte med.

Aviser var meget forsømmende

Og som sønderjyde og efterkommer efter en, der meldte sig i samarbejdspolitikkens lys til østfronten virker det ikke særlig attraktivt at læse følgende:

 eventyrnature, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. De havde en afvigende natur.

Og værre bliver det, når man læser en af de mange bøger, der kom lige efter besættelsestiden:

 adskillige forbrydernaturer, straffede eller arvelig belastede personer, for hvem skændselsgerninger ikke krævede selvovervindelse og endelig fandtes der mangfoldige defekte individer, hvis evne til selvstændig at vurdere hverdagens bravader var minimal, taaber som var ude at stand til at gennemskue hulheden og fraserne i den nazistiske tomhed. Mennesker, for hvem begreber som ansvar, ære og pligt i dette som i livets andre forhold var uden reelt indhold.

Aviserne var med til at forstærke hadeforholdet til landssvigerne. I marts 1946 kunne man i Politiken læse følgende om de internerede:

 Som helhed er de aandelig lavtstående og defekte mennesker. 50 pct. er psyskisk abnorme, men alligevel er de fleste modtagelig for straf

De Borgerlige aviser – dengang

Glemt er også, at mange borgerlige aviser viste sympati for meget af det, der foregik i Nazi – Tyskland og for så vidt også i det fascistiske Italien.

Ja, den senere chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Knud Secher var den første KU'er, der mente, at Hitler kunne bruges som politisk vejleder. Det skete allerede i 1932.

De fleste dukkede hovedet

De fleste landssvigere dukkede hovedet, mens andre tog kampen op. De kæmpede for retfærdighed. Udstødelsen og diskriminationen var hårde end den juridiske straf.

Og modstandsmanden Frode Jacobsen var den mest forhadte i landssvigerkredse.

Medlemskartotek blev stjålet

Man udgav bladet Budstikke og Revision. Det var Landsforeningen af 6. maj der stod bag. Man oplevede flere indbrud på deres kontor på Jagtvej på Nørrebro. Man stjal foreningens kartotek. Flere gange viste det sig, at det var tidligere modstandsfolk, der stod bag dette.

I 1949 udkom bogen, Retfærdighed – det vi kalder demokrati. Med denne ville formanden for Landsforeningen af 6. maj forsøge, at gøre befolkningen opmærksom på den uretfærdighed der var overgået landssvigerne. Men det lykkedes aldrig.

Offer for rygter og smædekampagne

Redaktør af bladet, Revision blev Axel Olesen. Han havde tidligere en toppost i DNSAP. Han havde tidligere været lokalredaktør på Jydske Tidende i Aabenraa. Men han blev ekskluderet af De Konservative og det gjorde han også af DNSAP.

Som vi tidligere nævnte, var han på en liste over farlige krigsforbrydere. Derfor blev han interneret. Han blev som så mange andre offer for rygter og smædekampagne.

I de tre måneder han var uberettiget interneret oplevede han mange brud på sine borgerlige rettigheder. I efteråret 1945 gik han ind i kampen for oprejsning og retfærdighed.

Hans motto var Sandheden frem for alt. Fra første færd indeholdt bladet harmdirrende artikler, om at danskere, der valgte tysk krigstjeneste var i fuld overensstemmelse med regeringens ønsker. Modstandsfolk kaldte han for For de sidste dages hellige.

Man turde ikke holde bladet

Bladet blev beskyldt for at være nazistisk af Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Mange turde ikke holde avisen. De var bange for at blive forfulgt. Men det blev aldrig en avis, der blev meningsdannende. Avisen blev betragtet som utroværdig. Men Politiet holdt meget øje med avisen. I PET's arkiver er der mange udklip fra avisen.

Forfatteren Harald Bergstedt var en fast bidragsyder til bladet. Han blev smidt ud af Dansk Forfatterforening og var bandlyst i radio og TV.

Rostock – mødet

Rostock – mødet var også et vigtigt element i miljøet. Rygterne svirrede, at danske politikere havde sagt ja til en tysk besættelse af Danmark. Man stillede mange spørgsmål:

 Hvorfor overhørte den danske regering advarslerne?

 Hvorfor var man så uforberedt den 9. april 1945?

kommission gjorde grin med redaktør

Bladet Revision havde den klare holdning, at Rostock – mødet havde været en realitet. Olesen udgav bogen Fra utrykte kilder. Dette medførte nedsættelse af en parlamentarisk kommission. Og den kommission gjorde nærmest grin med Olesen.

Men Olesen fortsatte arbejdet. Han kunne offentliggøre en udtalelse fra Himmler, der havde sagt, at den danske og den tyske regering havde indgået en aftale om besættelse for at hindre blodsudgydelser.

Begravelse – et tilløbsstykke

Olesen var også en af drivkræfterne til den såkaldte Faarhus – forening. Den blev oprettet den 2. oktober 1949 ved et møde i Tinglev. Selv om foreningen aldrig nåede mere end 300 medlemmer var den i allerhøjeste grad i politiets søgelys.

I 1971 blev Olesen ramt af en blodprop. Arbejdet med bladet måtte ophøre. Hans begravelse i Aabenraa i 1972 blev et tilløbsstykke.

Dansk Frontkæmper Forbund

Dansk Frontkæmper Forbund tiltrak op mod en femtedel af de ca. 4.000 hjemvendte østfront – frivillige. Forbundet fortrængte bevidst krigsforbrydelser.

Mindelund for de faldne

I en lille lysning langs Gudenåen nær Kongensbro er rejst en mindesten med følgende inskription:

 Minde om de 4.000 Faldne Frivilige fra Danmark 1939 – 1945

Ud over stenen er der opstillet en informationstavle. Dette var landsvigernes modstykke til mindelunden Ryvangen. Men landssvigernes mindelund er ukendt for de fleste. Ingen skilte henviser til den. Mindelunden kan vel også betragtes som en protest mod retsopgøret.

Ved indvielsen udtalte Poul Sommer:

 Og vi mindes Dem, der endog efter krigens slutning, måtte bringe det sidste offer i danske fængsler – bundet til en malerpæl, stilles op foran geværmundinger rettet mod dem af landsmænd, der havde meldt sig frivilligt for at tage hævn, som en konsekvens af systematisk oppisket had. Disse var kammerater, der måtte bære det allertungeste lod.

Indklaget til menneskerettighedsdomstolen

Adelsmanden Sehestedt fra Broholm indklagede den danske stat til Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. Hans ejendomme blev frataget ham. I 1977 skrev dagbladet Information:

 I tidligere århundreder ville en som han være blevet henrettet som landsforvist.

Fortiden indhentede kandidaten

Det, der skete dengang er langt fra glemt. Således måtte Jes Friis trække sit kandidatur for Fremskridtspartiet til Amtsrådet. Det kom frem, at han havde været østfront – frivillig og medlem af DNSAP.

Drab og mishandlinger

Drab og mishandlinger er også kommet frem, ligesom selvmord hos tyskerpiger. Samfundet udskylder sig med, jamen det gik ikke så galt, som i andre lande. En af de ting, der gik galt var mordet på Asmus Jensen i Padborg.

Massiv fordømmelse

Man oplevede vanskeligheder i virksomhedsdrift, jobsøgning og chikane fra naboer. Mange landssvigere havde stor mistro til danske myndigheder. Østfront – frivillige følte sig svigtet af regeringen, der havde billiget deres krigsdeltagelse.

Besættelsens syndere skulle straffes. En massiv fordømmelse af landssvigere blev konsekvensen.

Museum for Faargus – lejren – hvornår?

Og egentlig burde der være et museum i Frøslevlejren for Faarhuslejren. Undertegnede kom for mange år siden til at spørge om det under en rundvisning. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Så vidt viedes er det planerne, at der skal oprettes en afdeling for Faarhuslejren.

Find dine slægtninge

For dem, der søger efter slægtninge, der eventuelt har deltaget i krigstjeneste for tyskerne, ja så kan du kontakte Landsarkivet i Aabenraa. Her skal du så have et familiemæssigt forhold til den, du leder efter.

Men du kan også forsøge hos:

Die Deutsche Dienststelle

Eichborndamm 179d

D – 13403 Berlin

www.dd-wast.de

Det koster typisk 20 Euro og tager fra tre til 12 måneder.

Bogen kan varmt anbefales

Men tilbage til bogen. Den er absolut anbefalelsesværdig. Den er dejlig fri for egne fordømmende kommentarer, som så mange andre besættelses – bøger er fulde af. Nogle få historiske fejl er fundet, men det ødelægger dog ikke helheden. Bogen fortæller det, som de gængse historiebøger helst vil undgå at fortælle.

Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side – De danske Landssvigere efter besættelsen

Aarhus Universitetsforlag

Kilde: Se

 Litteratur Besættelsestiden A – L

 Litteratur Besættelsestiden M – Å

www.dengang.dk indeholder ca. 55 artikler fra Besættelsestiden (se liste under Dengang – erfaringer og indtryk 10)

 

I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Men inden den tid var der masser af fristelser på Nørrebro. Vi har udvalgt nogle. Zigøjnerhallen. Prater, Bolero, Tingvalla, Odeon, Florasalen, Danas Have, Folkets Hus, Heidelborg, Resi, Stefans Biografteater, Søfryd, Kaffevognene, Nora – Biografen, Cirkus Bech – Olsen, Nørrebros Biograf, Coloseum, Og på Nørrebro optrådte alle de kendte. Det var her at saxofonen optrådte første gang. Ja, det gjorde Otto Brandenburg også.

Det var engang

Zigøjnerhallen er ikke mere. Den brændte fornyelig. For længst var stedet blevet omdannet til Frikirke. Det var dengang det bedste Nørrebro, kunne byde på. Her var masser af underholdning.

Det var Hamborgs Zillertal som dannede forbilledet for etablissementet.

 

Wandy Tvorek

Stedet eksisterede helt til 1953. Her optrådte Wandy Tworek. Han var en sand troldmand på en violin. Folk sprang op på bordene og klinkede med ølkrusene, når Blomstersangen
klingede ud i lokalet. Allerede som 15 – åring havde denne troldmand sit eget orkester. Han optrådte altid i et elegant hvidt silkedress.  Det skete ikke så sjældent at der var radiotransmissioner fra Zigøjnerhallen.

 

Victor Borge

Og Børge Rosenbaum. Sidstnævnte optrådte senere under navnet Victor Borge. Og det var før anden verdenskrig, han optrådte her. Og Børge Rosenbaum flyttede hellere klaveret end sin klaverstol. Han henrykkede allerede dengang på Nørrebro en masse mennesker. Også den legendariske jazzpianist Leo Mathiesen optrådte her. Det var omkring 1940 – 1941.

 

Hot Spot og Solsikken

I sensommeren 1942 blev Zigøjnerhallens førstesal ombygget til swing – restaurant Hot Spot.  Men inden ombygningen hed restauranten  Solsikken. Her sad Wandy Tworek og Børge Rosenbaum (Victor Borge) ofte og hyggede sig.

 

Otto Brandenburg

Også Otto Brandenburg fik sin debut her i Zigøjnerhallen.

 

De letpåklædte damer

I Zigøjnerhallen optrådte også kvinder i let – og fjerpåklædte kostumer. Man kunne se herlighederne gennem vinduet en lille passage ved siden af Zigøjnerhallen, der gik ned mod Uffesgade. Og det havde skoledrengene over for fundet ude af. Men ak, en dag havde man trukket gardiner for, så kunne de ikke mere se herlighederne.  Man forsøgte at genetablere stedet under navnet Piger i cellofan. Og det var netop de letpåklædte kvinder, der tiltrak skoledrengene.

 

Lysmesteren

Og lysmesteren hed Jørgen Haagen Schmidt. Ja ham er der sikkert ikke mange, der kender. Men når man nu fortæller, at han senere blev montør hos bilfabrikanten Citronen, og at han blev kaldt Citronen, er det sikkert nogen, der begynder at ane noget. Det var den danske frontkæmper i modstandsbevægelsen. Ham, som tyskerne dræbte i 1944.

Her kom også Oswald Helmuth, Liva Weel, Lilly Broberg og Raquel Rastenni.

 

Prater i Stengade

Der er mange, der forveksler Zigøjnerhallen med andre etablissementer på Nørrebro – dengang. Således lå Prater  nede i Stengade. Den blev senere kaldt for Zigøjnerhallen Prater. Og endnu senere omdannet til Mickeys Dance Hall.

 

Der var gang i Fælledvej

Og så må vi sandelig ikke glemme den kendte danserestaurant Bolero på Fælledvej nr. 8.I folkemunde blev det straks omdøbt til  Bol – i – ro. Her lå tidligere Tingvalla. Ved siden af i nummer 10 lå kaffebaren, som blev sprunget i luften den 21. marts 1944.

 

Odeon

Og i nummer 6 lå indtil første verdenskrig restaurant Florasalen. Det blev så til Odeon, med bevilling fra den 3. 10 . 1925. Det blev Nørrebros mest prominente biograf med kongelig skuespiller  Bodil Ipsen som direktør. Der var en flot balkon og 662 siddepladser- Man havde premiere med I Amazonas vildnis. Publikummet stod i en lang kø ned ad Fælledvej.

 

Blev til offentlige toiletter

Men ak efter en tirsdags – forestilling var der en besøgende, der havde glemt et cigaret – skod oppe på balkonen. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten inde fra naboejendommen, at Odeon brændte.

Skønt brandstationen var lige i nærheden nedbrændte den stolte biograf.

Det var den 17.9.1958. Det blev aldrig biograf igen. Tværtimod blev biografens tidligere foyer ombygget til offentlige toiletter. Det kan man da kalde ned graduering.

 

Dødens Pølse

Når alt var lukket på Nørrebro – dengang, kunne man altid gå i Danas Have, som på et tidspunkt blev kaldt for Dødens Pølse. Her holdt Nørrebro Handelsforening  i sin tid bestyrelsesmøde. Men smørrebrødet var for dårlig, og ventilation var dårlig. Cigarerne generede, så man valgte Aahuset nede ved Ladegårdsåen.

 

Saxofonens indtog

Restaurant Danas Have blev det første sted i landet, hvor man kunne høre en dansker spiller saxofon. Det blev en kæmpe succes. Det var nu ikke mange numre, der blev spillet i begyndelsen. Men folk fra hele byen styrtede til for at høre The Sheik of Arabia og Serenaden fra Harlekins Millioner.  Når det ikke lige blev spillet på instrumentet, ja så stod den foran
orkesteret til alles beundring.

Nu var jazzen sandelig kommet til Nørrebro. Otto Lingtons orkester var meget populært. Ja og hvad mange sikkert ikke ved, så var det også her i Danas have, at Københavns Politiorkester
blev dannet den 15. december 1922.

Danas Have, Nørrebrogade 11 eksisterede helt til 1983. På et tidspunkt lå der en paraply/ parasol – fabrik på den ene side og Cigarbutikken Dana  ved siden af.

 

Minefeltet

Zigøjnerhallen lå i et slags minefelt for underholdning på Nørrebro. Det var ikke langt til Folkets Hus, Jagtvej 69, hvor der også var musik og dans. Jo her spillede et seks mands orkester
tidens store slagere. Og de nye, der var begyndere på dansegulvet blev kaldet turister.

DSU  arrangerede lørdagsbal her på Jagtvej 69. Og hvis dem fra Vesterbro viste sig blev de holdt borte. De havde jo deres eget Folkets Hus.  Lige over for lå Nordre Bodega. Det var over dette lokale at Københavns Brugsforeninger  blev dannet. I mange år lå Brugsens Møbler her i lokalerne.

Og derhenne, hvor posthuset ligger i dag, (Nu ophørt) lå Tyroler – Kroen. Og denne kro kom senere til at hedde Nyroleren.  På hjørnet af Fensmarkgade og Jagtvej lå Heidelborg.  Det var et yndet sted for husassistenterne på fagskolen lige over for.

 

Resi

Meget populær var også Resi i Hillerødgade. Man havde et slogan, der hed:

• Hvorfor sidde hjemme med Thesi – når man kan more sig i Resi.

Resi var en gul pudset et – etagers bygning med et firkantet tårn. Musikken trængte ud af de høje vinduer og i de sene aftentimer kunne der høres masser af larm og spektakel herfra.

 

Stefans Biografteater

Hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødtes lå den lille biograf Stefans Biografteater.  Inden man gik i biografen kunne man lige gå forbi hos slikmutter i Skodborgsgade, hvor man kunne købe æbler på pind.

 

Kamp for pladserne

Når de voksne var kommet på plads var det så børnenes tur. De blev lukket ind fra sidebygningen Kostalden. Det gik ned ad bakken til børnerækkerne. Og disse var bænke anbragt foran i teatret.  De voksne morede sig meget over kampen. Normalt blev der nemlig lukket flere børn ind, end der egentlig var plads til.  I stumfilmens tidsalder var der ansat både klaverspiller og en violinist for at dramatisere filmene.

 

Luftrensning

Mandag til torsdag var der mere alvorlige film på programmet. Om søndagen var der så de mere børne – og ungdomsvenlige film på programmet. Tom Mix var den store helt, men også Fyrtårnet og Bivognen. Så var der jo også lige Chaplin  og Harald Lloyd. Ja så var filmene med Ungerne særdeles populære.  Reklamerne bestod af lydbilleder fra de lokale forretninger. Og der blev stampet i gulvet og piftet. Under forestillingen blev der med en håndsprøjte sørget for luftrensning. I 1928 ophørte den lille biograf.

 

Nørrebro Teater

Også på Nørrebro Teater var der masser af underholdning. Man kunne for eksempel se Fuglekræmmeren med Hans Kurt og Else Marie. Vi har tidligere beskrevet historien om Nørrebros Teater.

 

Restauranter ved Søerne

Nede ved søerne lå en masse restauranter. På hjørnet af Sortedams Dossering og Fredensgade lå Restaurant Søfryd. Det var her LO – ledere samledes i 1899 og udformede forhandlingsoplægget til det berømte septemberforlig.

 

Masser af fristelser

Der var masser af værtshuse på Nørrebro – dengang. Ja mange var også oprettet i forbindelse med arbejdspladserne. Så kunne arbejdsgiverne tjene dobbelt. Der blev afregnet hver lørdag. Kaffebaren var et sted, hvor man kunne nyde ikke – alkoholiske drikke. Ja så kom også Kaffevognen. Det var De Københavnske Kvinder, der stod for dette. Så kunne det jo være at man kunne udskyde fristelsen til at nyde en bajer.

Det var også meget populært at indtage en mælketoddy. Den bestod af en snaps i et glas mælk.  Ikke underligt opstod der hele fire afholdsforeninger på Nørrebro. De havde i alt cirka 1.200 medlemmer.

 

Nora Bio

Hvis man var medlem af Socialdemokratiet kunne man møde op i Nora Bio og opleve den tidligere omtalte  Wandy Tworek, Det syngende X (Johannes Hval), Holger Fællessanger,
hypnotisører, tryllekunstnere og meget mere.

Nora – Biografen, Nørrebrogade 217 Den havde en meget stor sal. Det var en af kooperationens mange foretagender. Den blev oprettet i 1935 med 1.184 knaldrøde stole. Det var Københavns tredje største biograf. Man havde fået et helt nyt luftanlæg – et såkaldt ozon – anlæg.  Her var også chokoladekiosk, udstillingsmontre og telefonboks.

I 1970erne svigtede tilstrømningen, og i 1977 blev biografen nedlagt og erstattet af et supermarked.

 

Cirkus

Festlig, folkelig og fornøjelig var Cirkus Bech – Olsen, der holdt til nede ved Ladegårdsåen. Det var en tidligere mester – bryder, der havde rejst en kæmpemæssig telt. Her var artister krydret med filmforvisning. Og tilskuerne var fortrinsvis folk fra Rabarberlandet. Der blev drukket tæt under forestillingerne.  Da lydfilmen brød igennem kom biografernes storhedstid. Og i 1920erne og 1930erne var biograferne for alvor skudt op på Nørrebro. Det blev helt klar den forlystelse, der samlede flest folk.

 

Nørrebro Biograf

Nørrebros Biograf, Nørrebrogade 37 var en rigtig lokalbiograf. I 1912 hed stedet Nørrebro Biograftheater. Og i 1975 blev stedet overtaget af filmproducenten Just Betzer,
der omdøbte stedet til Hjerter Dame.  Men allerede året efter overtages konkursboet og omdøbes til Københavneren.  Egentlig tilhørte lokalerne Børnenes Kontor. Senere blev lokalerne brugt til teaterdrift. Her holdt Kaleidoskop til. Men grundet manglende tilskud lukker man. Teater Grob fortsætter i 2010.

 

Colosseum

Colosseum på Jagtvej havde en flot uniformeret kontrollør, der nok skulle holde orden på køen. Her kunne man se spændingsfilm lige på og hårdt. Og så var der masser af kærlighedsfilm uden for meget snak.

 

Den første tonefilm

Biografen var egentlig tænkt opført i forlængelse med Folkets Hus. Det blev et stort, flot og luksuøst filmpalæ med balkon og plads til 1.000 tilskuere. Tilstrømningen til den første tonefilm,

The singing fool eller på dansk, Den syngende nar var med Al Jolson i august 1929.  Men allerede 2. juledag 1924 blev den flotte biograf brugt til folke – skuespillet Signaltaarnet.

 

Bedre stole

Der var stor begejstring for stedet. Også fordi man havde fået rygetilladelse under forestillingerne. I 1971 købte Gunnar Obel biografen, Han fjernede de 1.000 gamle stole og erstattede dem med 650 bløde lænestole. Men det var åbenbart ikke lønsomt, for i 1973 blev biografen solgt til Palladium.

 

Knald – Biograf

Derefter blev Colosseum omdannet til det der i folkemunde blev benævnt som Knald – biograf. Der var nu masser af pornofilm på programmet. Men det hjalp ikke på omsætningen. I 1978 stoppede man.

 

Lille Per på programmet

Man forsøgte igen i 1980. Og det var endda med et springvand i foyeren. Men det ændrede man hurtig. Nu blev det så med en kombineret grill – bar og billetsalg. Og så havde man både Lille Per og pornofilm på programmet. Sidste forestilling var i 1982 – 83. I 1986 brændte biografen.

 

Uden for bydelen

Uden for bydelen var der også mange biografer der tiltrak Nørrebro – borgerne. Det var Ry Kino  i Ryesgade, Fasan Bio på Fasanvej, Roxy på Godthåbsvej og Standard Bio på Falkoneralle tæt ved Ladegårsåen.

Og det var på hjørnet af Fasanvej og Borups Alle, at Fasan Bio  lå. Biografens ejer var meget populær hos børnene. Det var sprechstallmeister Eriksen. Han var gammel artist.

 

Pinlige kyssescener

Typisk stod man i kø til 4 – forestillingen om søndagen. Der var film med cowboyerne og indianere. Der var engelske gentlemen fra kolonierne. Før børnene var kyssescenerne pinlige. Under disse blev der råbt Buuh.  Men når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik, ja så var vild jubel blandt det unge publikum.

Der var kamp om pladserne, for biograferne dengang havde det med at sælge for mange biletter. Ja så havde man med at rykke sammen. Der skulle være plads til alle.

Masser af muligheder

Det vil selvfølgelig være umulig, at nævne alle steder fra dengang. Så sent som i 1965 var der hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro.

 

Kilde

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler

 

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 304 artikler fra Nørrebro

Redigeret 30, – 10. – 2021

Kampene i 1980 var nogle af de værste i Nørrebros historie. Volden var udpræget. Politikerne roste politiet for besindig adfærd. Det var ikke noget Nørrebro
– borgerne kunne genkende. Medierne mente, at det var forkælede venstreorienterede ballademagere, der stod bag. Sandheden var dog en anden. Vi sammenligner i artiklen med den uro der skete i forbindelse med kampen for Ungdomshuset.

 

Man taler stadig om det

Man taler stadig om det på Nørrebro. Kampen om Byggeren. Det dukker op, når man skal beskrive Den sorte Firkant, slumstormerne  og generelt de kampe, der har fundet sted på Nørrebro.

 

Er det demokratisk

Men en ting er sikkert. Politikere opfører sig stadig som om, de ved det hele. Det gjorde de også dengang. Bevares vi har både fået Kvarterløft, Områdeløft og Lokaludvalg. Men spørgsmålet er, om de beslutninger, der bliver taget, er taget på et demokratisk grundlag.

 

Planløst sanering

For dem, der ikke er klar over det, så lå Byggeren mellem Stengade og Slotsgade. Og kampen skal ses i forbindelse med den såkaldte bulldozersanering. Saneringen af spekulationsbyggeriet på Indre Nørrebro begyndte sidst i tresserne. Denne sanering foregik fuldstændig planløst.

 

Venstreorienterede ballademagere

Havde man TV2 News dengang, ville der sikkert have svævet en nyheds – helikopter over Nørrebro, da kampen om Byggeren fandt sted. I mine arkiver har jeg set beskrivelser af

• forkæledede venstreorienterede
• venstreorienterede ballademagere

Det var ingen tvivl om, at der også kom folk ude fra, som ville afregne med politiet.

 

Hele Nørrebro kæmpede

Men sandheden er, at dem der kæmpede for bevarelsen af Byggeren også var forældre, pædagoger og ganske almindelige Nørrebro – borgere. Og i Nørrebro Beboeraktion deltog også detailhandlere. Således arbejdede Nørrebro Handelsforening aktivt sammen med de såkaldte venstreorienterede ballademagere.

 

Detailhandel hårdt ramt

Nørrebros detailhandlere oplevede således en kraftig nedgang af kunder. Beboerne blev mere eller mindre tvunget ud af bydelen. Hvis de blev ventede en dyr husleje. I de arkiver bøger og artikler jeg har set, bliver hærværket mod butikkerne på Nørrebro nedtonet af demonstranterne selv.

Men hærværket var massivt også under kampen om Bryggeren. Siden har butikkerne lidt meget under diverse kampe. Således var jeg sammen med formanden for Nørrebro Handelsforening en formiddag ude at tælle antallet af hærværksramte butikker. Vi nåede op på 55.

Når folk fra Ungdomshuset kæmpede sagde man altid, at man kun gik efter de kapitalistiske butikker. Men også den lille dyrehandel og vuggestuen blev ramt.

 

Hvordan blev denne artikel til?

Denne artikel er blevet til ved gennemgang af den litteratur, der her er til rådighed om Byggeren. Ligeledes er der brugt protokoller fra Nørrebro Handelsforening og efterladte bemærkninger fra min afdøde kone.

 

Er politivolden ikke overdrevet?

Når man kigger på den anvendelse af vold, der blev brugt bliver man chokeret. Et vidne, som vi har talt med og som var med i kampen om Byggeren  bekræfter, at der blev brugt ekstrem meget vold.  Jeg må indrømme, at de fleste gange, som jeg har været i forbindelse med politiet har jeg fået en god behandling, bortset fra mindst to gange, hvor jeg fik en meget dårlig behandling. Jeg kunne mærke, at jeg blev aggressiv, og begyndte at råbe op. Måske er det, der sker under sådanne forhold. Det må en psykolog kunne svare på.

Da vi i Nørrebro Handelsforening valgte at støtte de ikke voldelige unge fra Ungdomshuset , resulterede de i en masse hademails. Her var der en masser fra politikere og politibetjente. Særlig fra sidstnævnte gruppe var der brugt ord, som ikke bør gengives.

 

Aggressionerne vokser

Dengang, da Ungdomshuset blev stormet var der masser af aggressioner. I butikken lånte vi toiletterne til nogle af demonstranter. Vi kendte mange af dem. De plejede at komme i butikken. Vi havde åbnet allerede kl. 7, da startede bogudsalget.  Men vi blev godt nok sure, da man ude fra gaden truede med, at smadre vore vinduer, fordi nogle civile strømere var gået til bogudsalg. Værre var det lidt længere henne af vejen, hvor demonstranter truede en shawarma – handler med at brænde hans butik af, fordi han serverede for civile strømere.  Disse aggressioner var også til stede under kampen om Byggeren.

 

Folkets Hus

I 1971 blev Folkets Hus og Folkets Park skabt. Folkets Hus var egentlig en fabriksbygning fra 1914. beboerne havde selv istandsat huset. Det var blevet en slags forsamlingshus for Den Sorte Firkants  beboere. Møblerne blev foræret af områdets beboere. Selv om det ikke har kostet kommunen en krone, så har huset talrige gange været truet.

 

Blokadevagterne overnattede

Det var også i Folkets Hus man holdt møder, hvor man opfordrede til at støtte Byggeren. Det var også i dette hus, at blokadevagter overnattede.

 

DKP ønskede Byggeren flyttet

I huset blev der holdt møde med DKP på Nørrebro. Resultatet blev at de vil have at blokadevagterne skulle ophæve blokaden. Socialdemokratiet og DKP havde flertal i Borgerrepræsentationen. De gik ind for nybyggeriet og for flytning af Byggeren. Denne flytning betød reelt, at Byggeren  blev nedlagt. Men hvad var Byggeren egentlig?

 

En lastbil kom

Det var en søndag i 1973 kørte en lastbil med byggemateriale ind på en byggetomt. Det var starten på Byggeren.  Det lykkedes for forældrene, at få denne byggelegeplads anerkendt som byggelejeplads. Det skete i 1974 med den klausul, at den skulle vige for det planlagte byggeri Slotsgadehus.

 

Vedtægter ikke overholdt

Men dette projekt stred mod både Byplanvedtægt og byggevedtægt. Politikerne prøvede at få lusket det hele igennem. Men Nørrebro Beboeraktion opdagede lunten, og klagede. Resultatet blev at kommunen måtte lægge projektet i skuffen.

 

Grønne områder – en mangel

Det kneb med grønne områder. Måske var derfor at Byggeren blev den succes, som det blev. Børnene elskede stedet. Men det hele endte med drabelige politiaktioner.

 

Skulle være fritidsklub

Flere organisationer forsøgte at få indpasset Byggeren i nybyggeriet. Men det ville politikerne ikke gå med til. Arealet skulle begrænses kraftig, og det skulle have status af fritidsklub. Derved ville man afskære de mange indvandrerbørn i brugen af arealet.

 

1977: Kommunen viser ansigt

I juni 1977 besluttede kommunen at lukke den seks år gamle midlertidige institution i Todesgade. Den skulle også vige pladsen for boliger. Institutionen blev officielt lukket den 5. august. Den 15. august forsøgte håndværkere fra kommunen ved hjælp af 300 betjente at fjerne institutionen. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette. Efter flere måneders besættelse genåbnede beboerne institutionen. Men ak, kommunen viste ansigt. Den 10. januar 1978 mødte håndværkere op med en endnu større politistyrke og ryddede institutionen.

 

Hvorfor lyttede man ikke til de lokale?

Hvorfor lyttede man ikke til de lokale. Nørrebro Beboeraktion havde opbakning fra en kæmpe skare, ikke kun de forkælede venstreorienterede. Således deltog Nørrebro Handelsforening
i flere aktioner dengang. Venstrefløjen havde dengang en opbakning på over 50 pct. i kvarteret. Socialdemokraterne på Rådhuset betragtede alle aktioner som en krigserklæring  mod deres politik.

Helhedsplanen blev godkendt i Borgerrepræsentationen med stemmerne fra Socialdemokratiet, De Konservative, Centrumdemokraterne og Venstre.  VS, SF, De Radikale og Retssamfundet gik imod. Og for mange syntes det mærkeligt, at DKP  undlod at stemme.

 

Nørrebro Beboeraktion var sprængt

Allerede i 1975 blev Nørrebro Beboeraktion sprængt. I Tømrergade var det domineret af DKP. På Blågårdsgade var det VS,  der dominerede. Socialdemokraterne forstod til fulde at udnytte denne splittelse.

 

Sigurdsson sat uden for indflydelse

Byplansborgmester Villo Sigurdsson fik indført en klausul i byggetilladelsen, at Byggeren skulle indpasses i nybyggeriet. Dette fik støtte fra lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP
og VS. Men atter engang blev det lokale demokrati tilsidesat.

Overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson myndigheden over byggeriet og udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.

 

Blokaden begynder

Den dag, hvor kommunen havde varslet, at de ville rive Byggeren ned havde en tusindtallig skare forsamlet sig på pladsen. Man havde fået uddelt masker med citron. Man ville sikre sig, hvis politiet ville bruge tåregas. Arbejdere, der kom og ville påbegynde nedrivningen blev stoppet ved indgangene. En BMS – kran holdt et par timer i Stengade,  hvorefter den blev kaldt hjem.

Efter første dag spores der en usikkerhed. Ingen ved, hvad der vil ske.

 

En gummiged bryder blokaden

Den næste dag prøver en gummiged at køre gennem blokaden. Folk blev rasende og gummigedens forrude knuses. Det var dagens højdepunkt. Politiet dukker stadig ikke op. Rundt omkring i Den Sorte Firkant placeres vagter, i tilfælde af ! Men det kneb med at holde interessen fanget. Man manglede efterhånden blokadevagter.  I ventetiden blev der holdt en del støttefester. Savage Rose spilede til en af dem. De næste tre uger skete der ikke noget. Politiet viste sig ikke.

 

Jarmer: Ingen Bygger på Nørrebro

Atter engang blev planerne diskuteret i Borgerrepræsentationen. DKP ville flytte Byggeren til Kapelvej.  Arealet var langt minde, og den legeplads, der lå der i forvejen kunne bare flyttes. Pelle Jarmer ændrede nu mening. Han havde før sagt, at der overhovedet ikke skulle ligge nogen Byggeren på Nørrebro.

 

Blokaden fortsætter

Forslaget blev også diskuteret i Folkets Hus. Men diskussionen blev afbrudt. Man mente, at forældre og personale også burde involveres. Resultatet blev, at man fortsatte med blokaden.

 

Første politiaktion

Kommunen havde med deres afventende holdning forsøgt at gøre blokadevagterne trætte. Men de var der stadig. Og den 22. april indtraf den første politiaktion. Flere hundrede betjente havde indfundet sig. De forsøgte, at få en BMS – kran ind på pladsen. Politiet havde dannet kæde rundt om pladsen. Inde på pladsen var kranen i gang med at flytte barakkerne til den
tredjedel, hvor Byggeren efter kommunens mening skulle være.

 

I aktion

Blokadevagterne strømmede nu til. De begyndte at rive plankeværket mellem Byggeren og byggepladsen ned. Dette blev mødt af arrige knytnæveslag fra betjentene. Og aktionen havde ikke den store succes, for nu kom der pludselig en  skovvogn med 50 ekstra betjente. De går uhindret gennem folkemængden og fjerner de urolige blokadevagter. De fleste virkede passive.

 

Folk fjernes fra kørebanen

Men mange af de såkaldte passive mente, at nu skulle der ske noget. På Nørrebrogade tog nogle initiativ til at standse trafikken. Man ville med den aktion fortælle om, hvad der foregik på Byggeren. Man ville også forsøge at sprede betjentene. Politiet går også i gang med at fjerne folk fra kørebanen.

 

Ud af Nørrebro – Ud af Nørrebro

Når politiet havde fjernet en blokade på Nørrebrogade, opstod der en 50 meter længere fremme. Brutaliteten fra betjentene vokser. De første får brækket fingre m.m.

På Byggeren er kranen færdig med sit arbejde. Det flotte hus er desværre brækket over på midten. Det er nok sket mere eller mindre bevidst. Politiets arbejde er fuldført, og skal trække sig tilbage. De bliver mødt med tilråb:

• Ud af Nørrebro – Ud af Nørrebro.

 

Hadet vokser

Nogle begynder nu at kaste med sten. Det kan jo virke tåbelig, når politiet er på vej til at trække sig. Resultatet udebliver da heller ikke. Betjentene trækker deres knipler. Med en ordre fra delingsføreren angriber politiet. Flugt er umulig for de forreste. Det betød, at nogle blev gennembanket. Folk falder om på jorden.

En skoleklasse kommer i vejen. Flere får slag på vejen eller bliver skubbet. To gange mere angreb politiet, inden de kørte væk.  Hadet til politiet voksede. Men det gjorde sammenholdet i Folkets Hus også. På Byggeren blev husene bragt tilbage på deres oprindelige pladser. Børnene legede igen, men uden officiel opsyn. Pædagogerne var blevet fyret.

 

Politi i turistbusser

Den 29. april var der gang i telefonkæden. Den anden politistorm var på vej. De kom i turistbusser fra firmaet Paaske. De fleste var bange for politiets lyster.  150 blokadevagter havde forsamlet sig inde på Byggerens område. Politiet tog opstilling neden for skure og bygninger.

 

Man måtte springe for livet

Pludselig kom to blokvogne kørende med en bulldozer på hvert lad. De kører gennem plankeværket og direkte ind i Byggerens scene. Her sad der ti mand oppe på taget. Folk faldt ned fra flere meters højde. Bulldozeren fortsatte mod tårnet. Her sad folk lænket til tårnet. Mange måtte springe for livet de fire meter ned.

Bulldozer – førerne havde ingen skrupler ved det de gjorde. Flere blev såret og mødt af betjentenes grin.

 

I gang med knipler

Betjentene gik nu i gang med deres knipler – helt formålsløst på dem, der var nærmest. Hadet til ordensmagten var nu steget og mange havde fået en helt anden holdning til ordet vold. Førerne af bulldozerne forsøger at dække deres hoveder mod fotografer. De personer, der ikke frivillig forlod pladsen fik knæ i maven, forvredne arme og ben som følge af førergreb. Folk bliver skubbet ned af trapper.

Bulldozerne fortsatte med at smadre alt på Byggeren.

 

Pige banket i maven

Nørrebrogade blev igen blokeret. Denne gang både af politiet og blokadevagterne. En motorcykelbetjent giver en pige et knytnæveslag direkte i maven. En ældre mand ser det, og skælder ud. Han kommer pigen til hjælp og bliver irettesat af betjenten.

 

Far falder om

Folk anholdes i stribevis enten for gadeuorden eller vold mod politiet. Salatfadene fyldes, inden de kører bort. I Stengade bruger politiet kniplerne. En far med en lille søn på skulderen bliver ramt i hovedet. En halv time efter falder han om. Politiet nægter at tilkalde ambulance. Tililende får ham bragt på Rigshospitalet.

 

Fire betjente banker ung mand

Svellerne bliver lagt foran lastbilerne, der kører ud fra Bygger – grunden med resterne af husene. Flere tusinde tilhængere af Byggeren havde nu forsamlet sig. Men politiet fortsætter. Folkets Park forsøget at rydde Folkets Park. Slagene hagler ned over folk.

De rykker ned ad Stengade.  Og forsamlingen presses mod Korsgade. Her forsøger man at lave en blokade, så lastbilerne ikke kan passere. En ung mand bliver nu grebet af to civilbetjente. Bagud får de hjælp af to uniformerede betjente, der gennembanker den unge mand.

Rygterne går, at folk, der er gået selv er trukket ind i porte af civilbetjente og gennembanket opstår. Stemningen bliver meget utryg.

 

Taxachauffør bliver beskyldt for mordforsøg

På Nørrebrogade er politiet i gang med tilbagetrækning. Situationen er løbet ud af hænderne på dem. Tilbagetrækningen foregår under knippelsuppe. En taxa, der kommer til at bakke ind i en betjent, får alle ruder smadret af otte betjente. Chaufføren bliver hevet ud og gennembanket. Han lægges i håndjern og sigtes senere for mordforsøg. Mange er sikkert tilfredse med at slå
løs på terrorister, der modsætter sig en lovlig beslutning.

 

Syv busser på tværs

I Rantzausgade og Åboulevarden er kampene i gang. Syv busser kapres. De køres på tværs af vejen og punkteres. Her kastes der med flasker og sten mod politiet. Flere butiksruder går til. Butiksruder bliver tømt for indhold . En brosten bliver kastet ind i en patruljevogn. Følelser og had er blevet ophobet gennem hele dagen.

På Byggeren er det ikke meget hygge til bage. Det ligner bare et stykke bart jord. På Åboulevarden var mange hundrede betjente i gang med at fjerne busserne og rydde op, så trafikken kunne flyde ud af byen.

 

Byggeren opbygges på en nat

Byggeren  samlede nu tusinder af folk. Nye huse voksede frem. Samtidig bygges der rundt omkring barrikader i alle gader omkring Byggeren. Den massive vold, de mange arresterede, og de mange sårede havde fået folk til at blive aktive. Et nat tog det for at genopbygge stedet. Det var som om, at der opstod en ny livsstil.

 

Masser af tyveri og hærværk

Næste dag blev barrikader anlagt overalt. På Nørrebrogade bliver skurvogne kørt ud og lagt på gaden. Ligeledes blev betonrør rullet frem. Et sted blev der også tændt ild i en barrikade.

Og atter engang må butikkerne konstatere, at de bliver gidsler i en kamphandling. Ruder bliver ødelagt, og der sker masser af tyveri.

 

Røgbomber snyder folk

Onsdag den 30. juli begynder roligt. Aviserne er fulde af gårsdagens ballade. Ud på eftermiddagen dukker 400 betjente op. De forlanger, at folk flytter barrikaderne. Man vil undgå nye sammenstød, derfor fjernes barrikaderne på Nørrebrogade. Men det bliver ikke ro. Politiet bliver i kvarteret. Civilbetjente er igen i gang med at pille folk ud.

Det begynder at brænde fra en ejendom på Nørrebrogade. Brandvæsnet bliver tilkaldt, men man kan ikke komme til brandstedet. Der bliver kastet med sten og flasker. Men det viste sig, at det ikke var tale om en brand. For branden bestod af røgbomber anbragt i en tom lejlighed.

 

De ældre forlader Nørrebro

Flere ældre mennesker har efterhånden forladt Nørrebro. De havde oplevet volden fra dagen i forvejen og tør heller ikke mere gå på indkøb. I Slotsgade er meterhøje flammer ved at true en beboelsesejendom. Brandvæsnet kommer uhindret til stede.

 

Kom Kom kæmp for byggepladsen

Der opstår sporadiske kampe med politiet. Noget tyder på, at tilrejsende nu ser en chance for at hævne sig mod politiet. På Byggeren er den aften og nat ingen fare. Man sang:

• Kom kom, kæmp for byggepladsen
• den vil de fjende med lov og ordensmagt
• Nørrebro vågn nu op
• vi må råbe stop
• Vi er stærke, det skal de sgu’ mærke
• det skal være her og nu
• For Byg’ren skal bevares
• Nørrebro med lys og luft
• Det er bare sund fornuft
• Jarmer han vil dele,
• men vi vil ha’ d’et hele

Hvis du har lyst til at synge sangen, ja så går den på Bro, Bro Brille.

 

Demonstration mødt med knipler

Torsdag den 1. maj er man tidligt på færde. Man har mistanke om, at politiet vil dukke op i den tro, at alle er i Fælledparken. Mange bliver på Byggeren. De mener, at det er vigtigere her end i Fælledparken.  En demonstration fra Christiania  bliver mødt af politiet med knipler. De havde anmeldt en demonstration
til Fælledparken, men går i stedet til Byggeren.  Der var masser af folk på Byggeren denne første maj.

 

Folk bliver jagtet

Den anden maj dukker politiet lidt efter lidt. De forlanger at barrikaderne ryddes. Og det bliver den yderste barrikade i Stengade også. Også den, der var bygget i Prins Jørgens Gade. Kun i Slotsgade er folk uvildige til at forlade barrikaderne. De stoler simpelthen ikke på politiet. Uden videre varsel angriber politiet barrikaderne i Slotsgade og Stengade.

I Slotsgade angribes man fra flere sider. Man slipper ikke for knippelsuppe.

 

Flere bliver indlagt

Over hele området er politiet i gang. Folk får ikke en chance for at slippe væk. Det går ud over både børn, voksne og ældre. Bulldozere kører rester af barrikader væk. Man havde aftalt med politiet om, hvilke barrikader, der skulle ryddes. Men atter engang løber de fra en aftale. Ledet af en helikopter forsøger patruljer at indeslutte folk i gader uden flugtmuligheder. Således blev 25 mennesker fanget i Elmegade. De sætter sig ned for at provokere politiet. Det skulle de nok ikke have gjort. Der bliver hamret løs på dem.

Flere bliver indlagt på Rigshospitalet. Da barrikaderne alle er fjernet oplæses politiets jernring . Nu kan folk enten komme hjem, lede efter deres venner eller bortkommende børn. Hundrede af betjente i kampdragt bliver i området.

 

Bulldozer og 26 lastbiler

Lørdag den 3. maj myldrer det med politi. Politiet har bebudet, at de ikke rører Byggeren  før politikerne i Borgerrepræsentationen havde talt. Man afspærrer Stengade og Baggesnesgade. Det vrimler ind med bulldozere og ladvogne. Ja man tæller omkring 26 lastvogne. Utrolig at disse chauffører ville arbejde under politibeskyttelse. Alle demonstrerende bliver fotograferet
og registeret. Og man bliver opfordret til at forlade Byggeren.

De, der ikke hurtigt nok fjernede sig fik et drag over nakken. Hverken politi eller politikere stolede man på. Hvordan kunne politikerne på Rådhuset få sig selv til at gå ind for denne meningsløse vold, tænkte mange af demonstranterne.

 

Et hundebid

På Nørrebrogade, var der igen spærret. Denne gang dog ikke af demonstranter, men af politiet selv. Hunde sættes ind mod borgere. På hjørnet af Peter Fabersgade og Nørrebrogade
kom en mand for nær en hund. Han kan ikke komme hurtigt nok væk. Den bider sig fast i ham. Og endnu en betjent lader sin hund bide sig fast i ham. De flår i også i hans arme, samtidig med af fire betjente slår løs på ham med deres knipler. Han vakler væk og falder om.

Andre tager sig af ham og sætter ham op af en trappesten. Hans hoved er helt rødt af blod. Ambulancen kommer med udrykning og kører ham på Rigshospitalet. Og det var ikke den sidste ambulance, som hentede sårede.

 

”Lovløse tilstande” ved Skt. Hans Plads

Sidst på eftermiddagen blev der delt løbesedler ud om et lovligt anlagt fællesmøde på Skt. Hans Torv kl. 22. Der kom ikke ret mange mennesker, men det vrimlede med politi. Fra politiets højtalervogn lød det:

• Vi vil ikke acceptere lovløse tilstande i byen, og vi vil ikke lægge fingrene imellem. Vi kan ikke garantere Deres sikkerhed. Og vil ikke acceptere, at de samler dem. Opløb vil blive splittet med magt. Vi agter at rydde gaden. Vi vil ikke acceptere denne samlen – og alt vil blive betragtet som opløb.

Værtshusene omkring Skt. Hans Plads blev ryddet. Politiet spærrer nu det hele af, og opfordrer samtidig folk til at forlade området. Men ingen kan slippe ud. Folk flygter ind i opgangene, men politiet smadrer vinduer for at komme ind til dem.

 

Politiet indfører undtagelsestilstand

På Nørrebrogade patruljerer politiet frem og tilbage. Alle grupper over fem personer bliver opløst medmagt. Heller ikke på Blågårds Plads kan man føle sig sikker. Pludselig kommer en deling fra byggepladsen. Man jager folk ned ad Baggesensgade. De får hjælp af otte motorcykler.

Folk bliver drevet ned mod søerne, hvor endnu en deling tager imod. Man bliver fanget i en uhyggelig fælde. Det hele er gennemtænkt. Og ingen slipper fri, alle får bank. Politiet bryder ind hos folk og arresterer dem. De har indført undtagelsestilstand på Nørrebrogade.  I radioen bliver det ikke nævnt noget om tilstandene på Nørrebro. Man taler kun med politiet.

 

Politiet er med alle møder

Den næste dag er søndag den 4. maj. Politiet er nu med ved alle møder. De griber ind, når man mener, at nu går det for vidt. Arne Würgler og Trille underholder. Uden for har politiet igen taget opstilling. En person anholdes, fordi han gik på gaden. Han kunne ikke komme forbi politiet på fortovet.

I Folkets Hus havde Spillefolket lavet en ny sang. Den gik på melodien

Det var på Capri:

• Det var Byggeren, jeg så strømerne komme
• Det var Bygeren, jeg så – dem forsvandt-
• Det hele sket før natten er omme
• Før jeg fattede at synet var sandt
• Folk de fattede søm og hammer
• Bygede Byggeren op på ny
• Ham den lede Pelle Jarmer
• Han skal smides ud af vor by
• Og midt i gaderne kampråbet runger
• ”Lad Byggeren leve”
• og grunden er den:
• ”Vi kræver lys, plads og luft til vore unger”
• De kommer på Byggeren igen

 

Politiet roses for besindig adfærd

Mandag den 5. maj var der arrangeret en demonstration til Rådhuspladsen i anledning af, at Borgerrepræsentationen om aftenen skulle behandle sagen. På Blågårds Plads var flere tusinde allerede forsamlet. Inden demonstrationen går i gang bliver man opfordret til at undgå vold. Man skulle heller ikke lade sig provokere til dette.

Til slut er der forsamlet 15.000 på Rådhuspladsen. I sidegaderne holdt politiets skovvogne fyldt med kampklædte betjente.

Debatten i Borgerrepræsentationen ender med at Socialdemokraterne sammen med de borgerlige ligefrem roser politiet for deres besindige adfærd.  Udtalelserne fra politikerne får
Nørrebro – borgerne til at se rødt

 

Aggressiv stemning

På Byggeren den aften er folk agresive. Flere begynder at kaste sten efter politiets busser. De bliver dog bremset af andre mere besindige.

 

Arbejdede under politibeskyttelse

Allerede om tirsdagen bliver der sat ny plankværk op omkring Byggeren. Det var folk fra Byggefagenes Samvirke. De arbejdede under politibeskyttelse. Der var ingen uniformerede betjente at se, men det var ganske tydelig, at det var et hav af civile betjente , der beskyttede håndværkerne.

 

Fagforeningerne ville ikke være med mere

Demonstranterne var skuffede over, at man kunne få tømrerne til at arbejde. Nørrebro Beboeraktion forsøgte at bibeholde blokaden. Man modet er ved at forlade de aktive. Og chauffører, der kørte gennem blokaderne var ligeglade med om de skulle ramme en af blokadevagterne.

Fagforeningerne ville ikke være med mere, så efterhånden bliver blokaden ophævet. Men historien om Byggeren er langt fra slut.

 

Mange utrolige domme

Mange blev anholdt under aktionerne. De fleste sad i isolation, mens efterforskningen  stod på. Mange oplevede at blive stuvet sammen i cellerne uden mad og drikke. Man var henvist til at forrette sin nødtørft i hjørnet eller i en håndvask.

Dem der havde siddet på Nørrebrogade slap med en bøde på 500 kr. Andre blev tiltalt efter paragraffer for vold mod embedsmand i funktion. Her faldt de mest utrolige domme.

 

Cyklet ind i betjente

En mand blev idømt 40 dages fængsel for at have cyklet ind i en række fremstormende betjente. En anden mand fik ligeledes 40 dages fængsel for at have ramt en politibetjent på låret med et æbleskrog. En tredje mand sad en uge i varetægtsarrest for at have rakt tunge af tre civilbetjente. Anklagen blev dog frafaldet, fordi de anklagede ikke kunne vide, at det var civilbetjente.

 

Smidt på gaden i natkjole

En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt, for at have kastet tre poser med vandfarver efter en bulldozer. Hun blev hentet af politiet, der brød døren til hendes lejlighed ned og tvang hende med ned på gaden i natkjole. Man var ligeglade med hendes børn. Hun sad flere dage i varetægt men blev frikendt.

 

Nørrebro anklager politiet

Men flere Nørrebro – borgere anlagde sag mod politiet. De handlede blandt andet om: Politiets ret til at gennembanke folk med et jernrør

• Politiets ret til at jagte folk på gaderne ved at køre med deres motorcykler i høj fart på fortovet og slå løs på folk med en knippel
• Politiets ret til at slippe deres hunde løs blandt folk, hvor de således ikke havde kontrol over hundene, der bed til højre og venstre.
• Politiets ret til at slå personer, der passivt blokerer en gade, i hoved, nyrer med deres knipler.
• Politiets ret til at indføre undtagelsestilstand på Nørrebro, at forbyde folk at åbne vinduerne og at forsamles i grupper på mere end fem personer.
• Bulldozerførernes ret til at køre ind i og vælte legeredskaber, hvor der sidder folk på taget og samtidigt uden at give advarsel først
• Politiets ret til at slå løs på tilfældige mennesker på Nørrebrogade
• Politiets ret til at anvende blokadeangreb, som de selv og justitsministeren har forbudt tidligere.

Med vold frem for demokrati tvang kommunen tingene igennem. Det var starten til en række meget voldelige sammenstød med ordensmagten. Ja man kan tale om en voldsspiral. Det gik også hårdt ud over detailhandelen på Nørrebro.

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler ,herunder 304 artikler fra Nørrebro
• Rabarberlandet
• Arbejderkamp på Nørrebro
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Ungdomshusets historie 1 – 2
• Ungeren set fra 6. klasse
• Bulldozersanering ødelagde detailhandelen ( se Fra Urtekræmmer til Shawarmabar)
• Terrornatten på Nørrebro (se Fra Urtekræmmer til Shawarmabar)

Redigeret 30-10-2021

Christian Christensen var nok den mest kendte beboer. Han skrev nogle fantastiske erindringer fra et barsk Rabarberland. Her var konstant vold fra Politiet, og gang på gang blev betjente overfaldet. Rabarberlandet var præget af druk, børnemishandling og hustruvold. Selv fortsatte Rabarberdrengen i den socialistiske arbejderbevægelsen. Han brød også med DKP og flyttede til Silkeborg – egnen

 

Hvor lå Rabarberlandet?

Rabarberlandet bestod dengang af Nordvestvej med sidegaderne Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskergade.  Senere er Nordvestvej blevet til Rantzausgade.

 

Hvorfor hedder det ”Den Sorte Firkant”

Området fik sit navn, som følge af de gartnere, der producerede grøntsager her, bl.a. rabarber. Stedet har siden sin bebyggelse været blandt de fattigste i København.  Bydelen blev især kendt gennem forfatteren og marxisten Christian Christensen.

Området blev senere kendt som Den Sorte Firkant. Det er forskellige opfattelse af, hvorfor det hedder sådan:

1. Anker Heegaards jernstøberi forurenede i perioden fra 1830 til 1900. Det lå dengang på Blågårds Plads. Ja på et tidspunkt producerede den kreative familie, musikinstrumenter lavet af dyretarme. Det udspredte en frygtelig lugt.
2. Politiet brugte sorte nåle på et kort, når der var udrykninger til børnemishandlingssager
3. På et by-saneringskort fra 1972 havde man markeret bydelen i en sort/brun farve før bulldozersaneringen gik i gang

 

Kampen om Byggeren

Det var i dette kvarter, hvor vi havde kampen om byggeren og hvor Nørrebro Beboeraktion trådte i funktion. Også ved de lejligheder var der masser af politi og sammenstød.

 

Ingen understøttelse

Det var ingen understøttelse dengang. Derimod var der en bestemmelse i Fattigloven,  der fortalte, at såfremt man ikke kunne klare sig selv, blev man sendt hjem til hjemkommunen for deres regning.

 

Fattigdom

Og mange var i fare for at blive hjemsendt. Kongens Foged var ofte på besøg i Rabarberland. Det kneb gevaldigt med at betale huslejen.

 

Stor børnedødelighed

Børnedødeligheden var også stor. Det var ret så ydmygende for forældrene at se, at barnet i kisten bare blev lagt ned i en kanal tæt stuvet sammen med andre kister på kirkegården.

 

Hustruvold og børnemishandling

Og her i kvarteret var hustruvold og børnemishandling en daglig begivenhed. Men kvarteret var i al elendighed også præget af sammenhold. Normalt tog man sig af, at fulderikkerne
kom hjem midt om natten, og når kvinderne bankede mændene, så det indtagende sprut kom op igen.

 

Faderen gennembankede Christian

Men hvis mændene atter engang bankede kvinderne, ja så havde man mange steder i opgangene et system, med at kvinderne så kom ildende med knipler. Ofte var det så nok med, at de bankede på indgangsdøren med disse knipler. Men dette forhindrede ikke, at faderen systematisk gennembankede Christian Christensen. Under en ferie til Vejen bemærkede man alle hans blå mærker.

 

Mor og børn sled i det

Faderen fortsatte drikkeriet. Han havde magten og de fleste penge. Det var ham, der bestemte, hvor meget, der skulle bruges på maden. Han fik sin brændevin, snaps og sine øl. Efter humør bankede han sin kone og sin søn. Moderen og børnene måtte slide i det, for at få det hele til at løbe rundt.

 

Gratis mad i Gartnergade

I gårdene legede børnene ikke helt ufarlige lege. Og kunne man ikke klare mobningen, ja så var man en tøsedreng og blev ikke accepteret.  Når det kneb med at få mad, kunne man gå hen i Gartnergade, hvor de fattige kunne få en gang gratis mad.

 

Hvad er en luder?

Ganske tidlig lærte Rabarberdrengen Christian om begrebet luder. Han fik at vide, at det var en pige, der gik på gaden om aftenen, og fandt et rær, der betalte for hende, for så at få lov til
at bo hos hende om natten. Det syntes Christian da var en god ide og pænt af pigen.

 

Åndsforladt skolegang

Børnene fra Rabarberlandet flyttede i en ny skole på Jagtvejen. Og på skolen gik Christian  ikke i vejen for en slåskamp. Han var altid frisk til sådan en kamp.

• Alt fra Kattekismen, salmebogen, bibelhistorie, fædrelands og verdenshistorie
  blev åndsforladt udenads-terapi.

Det var en kur for klisterhjerner, men ikke for tankearbejde. Det samme var tilfældet med stileøvelser, regning og naturlære. Man skulle bare skrive af efter lærerbogen. Var det
bare en fejl, ja så vankede det med spanskrøret.

 

Er du ikke tilfreds med undervisningen?

Da Christian  gik på Skt. Hans Skolen købte han en bog om naturlære i et antikvariat i Blågårdsgade for 35 øre. I skolen stillede han læreren nogle uddybende spørgsmål. Det blev besvaret med en omgang prygl med spanskrøret:

• Nå, så du er ikke tilfreds med undervisningen her i skolen.

Bogen blev kastet efter ham, så siderne faldt ud.

 

Mishandlingen fortsatte

Her i Skt. Hans Skolen var han den eneste tilbage af Rabarber – ungerne. De andre elever kom fra Jægerborggade, Kronborggade og Bjelkes Allé.

Mishandlingen af eleverne fortsatte. Og en af lærerne forsynede bevidst alle elever med øgenavne. Hvis forældrene kom op på skolen og klagede over overgreb, blev de gjort til grin.

 

En lærer blev sendt til Skt. Hans

De barske drenge fra Rabarberland sørgede også for at Lærer Nielsen blev sendt til Skt. Hans. I første omgang flygtede han ud af klasseværelset. Lærer Nielsen kom dog tilbage og slog en dreng til blods. Ja han formodede at brække knægtens hånd. Blodet strømmede ned på gulvet i en jævn strøm. Dette ville eleverne dog ikke finde sig i. De store drenge greb Lærer Nielsen om halsen. De klemte til indtil han rallede. Den største af drengene råbte til ham:

• Hvis du vover dig ind i vores klasse en gang til, så får du tærsk, at du ved det

De så aldrig mere Lærer Nielsen. Politiet sørgede for, at han blev indlagt på Skt. Hans. Næste dag mødte faderen til den overfaldne dreng op med et tæskehold. Det var lige før det var gået ud over en forkert lærer.

 

I søndagsskole

En søndag blev Rabarberdrengen fulgt til Griffenfeldsgade 4 og indmeldt i Søndagsskolen. Christian bemærkede, at ikke en eneste havde en ordentlig spytkrølle i panden eller et ordentligt overskæg. “Jesus var død, og det var for vores skyld0″ , ja dette budskab fik Rabarberdrengen.

 

Solidaritet

Ofte dukkede politiet op for at tage en med sig. Men når beboerne var på vagt, slap politiet ikke godt fra det. I solidaritet strømmede beboerne til, og nu var det politiet, der fik bank. Personen, de kom efter, blev bragt i sikkerhed.

 

Gamle damer spyttede på betjentene

De kom også efter ludere. Heller ikke det slap de godt fra, hvis de blev opdaget. Inden de var kommet ned af trapperne igen var de blevet gennembanket. Hadet mod ordensmagten var stor. Selv gamle damer spyttede på betjentene. Det skete ofte, at disse betjente måtte køres væk i ambulance.  Man kunne så dagen efter læse i aviserne Oprør i Rabarberland, og bladene var på mediernes side. Men det skyldtes nok, at ingen snushaner fik lov til at komme ind i kasernen. De var aldeles uønsket.

 

Ludere blev klippet skaldet

Men politiet skiftede taktik. De lokkede nu Rabarberlandets piger i en fælde, og sendte dem direkte til Fælledvejens Politistation. Har blev de som regel gennembanket. Som regel blev de så videre ydmyget på Kommunehospitalet. Her blev de simpelthen klippet skaldet. Rabarberdrengene svor, at de ville hævne disse aktioner.

Man var af den mening i Rabarberlandet, at myndighederne forfulgte de fattige og tjente de rige.

 

Betjente overfalder gammel dame

Over i Fiskegade overfaldt to betjente en kone, der solgte radiser. Slagteriarbejder Eriksen overværede denne episode og greb ind. Han opfordrede de to betjente til at lade den gamle dame gå.  Straks fløj de på Eriksen og brækkede hans to arme. De tvang ham på Korgades Politivagt, hvor mishandlingen fortsatte. De to betjente forklarede vagthavende, at Eriksen var en af Rabarberlands ondartede bøller.

Da han to dage efter vaklede hjem fik beboerne fat i fattiglæge Bondsen.  Og de to betjente blev på en aftenvagt overfaldet. De måtte efterfølgende køres på Kommunehospitalet.

 

Eriksen idømt fængsel

Det blev opstandelse i Rabarberlandet, da beboerne hørte, at Eriksen var blevet idømt 30 dages fængsel for gadeuorden. Han var ude af stand til at møde i fængslet. Allerede to dage efter kom en kolonne med fem store betjente for at afhente Eriksen.  Ham der skulle holde vagt, var faldet i søvn, så beboerne var ikke i første omgang blevet varskoet.

Betjentene trængte ind i Eriksens lejlighed og slog løs på ham, samtidig med, at de ødelagde alle møbler.

 

Tolv betjente gik hjem igen

Men nu dukkede beboerne op med jernrør. Hurtig blev de tre af betjentene gjort ukampdygtige. Men man fik også bugt med de sidste to. De blev smidt på Nordvestvej klar til at blive afhentet af ambulancer.

Tolv betjente var nu dukket op. Men da
de så den store folkemængde, der havde samlet sig, blev der kommanderet
tilbagetrækning. Og så gjaldede det ellers med Hurra – råb over hele Raberberlandet.

 

Eriksen dør

Tre ældre mænd blev nu sat til at passe på Eriksen. Han var alvorlig kvæstet, og fattiglæge Bondsen havde tilkaldt en ambulance. Men den kom ikke. Næste morgen kom to betjente og fjernede den halvdøde Eriksen ved at lægge ham over skulderen på den ene betjent. Nede i gården kastede de ham brutalt ned i bunden af en vogn.  Politiet indlagde ham på 6. afdeling,
der hvor de skøre blev indlagt. Politiets hårdhændede behandling af ham, blev også hans død.

 

Kommer i himlen uden præstens hjælp

Eriksen skulle begraves på Vestre Kirkegård.  Myndighederne tillod ikke, at det blev Assistens Kirkegaard. Man spurgte Madamme Eriksen om det skulle være med præst. Hun svarede:

• Jeg ved, at min gode mand kommer i himlen uden hjælp af nogen præst.

 

Hovedskal savet af

Da man skulle hente Eriksen i kælderen på Kommunehospitalet, åbnede man kisten for at konstatere, om det vitterlig var ham. Rabarber – beboerne fik et chok. Hele hans hovedskal var savet af. Hjernemasse og blodvand sivede ud. Hurtig fik man lukket kisten igen. En yngre læge, der ville forklare, hvad der var sket, blev truet med at holde sig væk.

 

Betjent endte i kælderskakt

Et kæmpe ligtog blev dannet. Man havde sikret sig med jernstænger, fint pakket ind i brun kardus. Det havde man gjort, hvis nu politiet skulle finde på, at angribe dem. En enkelt betjent forsøgte, at forhindre at optoget gik gennem Vesterbrogade.  Men han endte i en kælderskakt i Kingosgade.

 

Den stakkels glarmester

En søndag morgen gik det ud over glarmester Øjen. To granvoksne betjente havde gennembanket ham. Han måtte 2 – 3 måneder på sygehus. Igen trådte Rabarberkvarteret til. De to betjente fik masser af tæsk. Også de måtte køres bort af ambulancer.

 

Vold skulle besvares med vold

Rabarberkvarterets indbyggere mente ikke, at ord hjalp over for politiet. Vold skulle besvares med vold, mente man. Politiet søgte også på andre områder at knække beboerne. De opsøgte forskellige arbejdspladser. Men her stod arbejderne sammen.  Beboerne mente også, at Politivagten i Korsgade bestod af nogle halvdrukne betjente, der skrev løgnagtige rapporter. Samtidig opfattede de vagtens celler som torturkamre.

 

Lang arbejdsdag

Arbejdstiden var dengang fra kl. 6 om morgenen til kl. 7 om aftenen. Dog var der to timers frokostpause. Ugelønnen var 13 kroner, hvis man var flink kunne man stige til 16 kr.

 

Konfirmationstøj

Da Rabarber – drengen tog sin afsked på skrå-fabrikken fik han som ekstrapræmie, 50 kr. Disse penge blev omsat i konfirmationstøj købt i Blågårdsgade.

 

Møde med Lyngsie

En aften, da faderen for engang var ædru, fik han lov til at gå med faderen på fagforeningskontoret for at betale kontingent. Den lå i Todesgade. Man skulle lige passere rækværket, der omkransede Anker Heegaards fabrikker. Og manden på kontoret var den senere så kendte Lyngsie. Ham fik Christian Christensen senere nogle voldsomme politiske kampe med.

 

Liget åbnede døren

Normalt var det sådan, at når der var en der var død i Rabarberlandet, ja så kom en af de hellige fra Marthahjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man begravelseshjælp på 10 kroner.
En dag blev det så meddelt at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Skyttegade og Nordvestvejen var død.

Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at søsteren havde snakket Vor Herre med konen lovede hun begravelseshjælpen. Nede i gården opdagede søsteren, at hun havde glemt hendes paraply. Så hun måtte op igen. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede, melder historien ikke noget om.

 

Mutter Røv

Ja man behøvede heller ikke at gå så langt, når man skulle på værtshus. Man kunne bare gå hen til Mutter Røv. I nr. 37. Ja hun hed sådan, fordi en bestemt legemsdel fyldte ret meget i landskabet.

 

Gadekampe

Og gadekampe var det selvfølgelig også. Ryerne var drengene fra Ryesgade. Rakkerne  var dem, der boede i de små arbejderboliger på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej.  På vej stil kamppladsen på Fælleden forsynede Rabarberdrengene sig med våben fra stakitter på vejen. Så mangen en knægt blev sendt hylende hjem til mor, beretter Christian.

 

Enige om at angribe politiet

Eneste afbrydelse i kamphandlingerne var når politiet dukkede frem med en patrulje. Så blev de tre hære til en. Tusinder af sten blev sendt mod politiet. Og rigtig sjov blev det da det ridende politi kom, så fik rødderne fat i seletøjet og fik det skåret af. En klaps i numsen på hesten og politibetjentene fik rigeligt at se til.

 

De blegfisede villa – drenge

En anden fjende var de blegfisede villa – drenge på den anden side af Ladegårdsåen. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene  gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne, men der kunne de ikke føle sig sikker. Et par voksne truede med spadserestok, men de blev drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.

 

Halfdan Rasmussen hjalp

Beretningerne fra Rabarberkvarteret er barske. De har sikkert præget Christian Christensen hele sit liv. Midt under nedfældelsen af sine erindringer døde han. Hans gode ven, Halfdan Rasmussen gjorde dem færdige.

 

Den revolutionære fagbevægelse

Som 5 – årig flyttede han fra Bandholm på Lolland til Nørrebro. Som 18 – årig blev han medlem af DSU, men meldte sig ud i 1906. Han gik ind i den socialistiske arbejderbevægelse (SUF) To år efter kom han med i Syndikalistisk Forbund. I 1910 blev han medlem af Den revolutionære Fagbevægelse – Fagoppositionens Sammenslutning.  Han blev redaktør af medlemsbladet Solidaritet fra 1911 til 1921.

 

Socialistisk Arbejderbevægelse

Som revolutionær marxist begyndte han sin gerning i den danske arbejderbevægelse. Som agitator var han enestående. Han formodede også at få sine tanker på papir. Han spillede efterhånden en ledende rolle i Socialistisk Arbejderforening (SAF)

 

Fængselsophold tog hårdt på ham

Det vil sige, at han blev fængslet i 21 måneder, fordi han havde opfordret til statsomvæltning. Det slog magthaverne hårdt ned på. Fængselsopholdet tog hårdt på ham.

 

Danmarks kommunistiske parti

I 1921 gik han over i Danmarks Kommunistiske Parti, og blev redaktør af partiorganet Arbejderbladet fra 1921 – 22. Han brød sig ikke rigtig om lederne. Men det endelige brud med partiet kom dog først i 1936.

 

Lærte Asger Jorn om Marxismen

I 1920erne flyttede han til Silkeborg – egnen, hvor han hutlede sig igennem med lidt gartneri, hønsehold og fiskeri. Han lærte maleren Asger Jorn  at kende, og lærte denne en masse om marxisme.

Ramt af klassejustitsen

Han var en af det 20. århundredes betydeligste revolutionere. Hans problem var mare, at han var meget selvrådende. Ofte kom han på kant både med venner og fjender. Og så blev han ligesom Pio, Brix og Gerleff ramt af klassejustitsen.

Han skrev en række politiske bøger, men det er nok de bøger fra Rabarberlandet,  der udkom efter hans død, det er de mest kendte:

• En rabarberdreng vokser op (1961)
• Bondeknold og Rabarberdreng (1962)

 

Uden kirkelig bistand

Han døde 78 år gammel i 1960 og ligger begravet på Blovstrød Sogns Kirkegård. Jordfæstelsen skete uden kirkelig bistand.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• De to overnævnte klassiker 

 

Hvis du vil vide mere om Området:

•  www.dengang.dk  indeholder  1.783 artikler her  Nørrebro 304 artikler bl.a. 
• Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen (under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar)
• Terrornatten på Nørrebro (under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar)
• At bo på Nørrebro
• Barn på Nørrebro
• Blaagaard Seminarium
• Blaagaarden – på en anden måde
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Byggespekulation på Nørrebro
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• Dagligliv på Nørrebro – dengang
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Fattiglemmer på Ladegården
• Ladegården – dengang
• Nye tider på Nørrebro i 1870erne
• Nørrebro – den 18. maj 1993
• Solitude – en lystgård på Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere om Arbejdere:

• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Begravelse på Nørrebro 1887
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Stauning på Nørrebro
• Moral, etik, horeunger og fattighjælp

Redigeret 30. – 10. 2021

 

Foredrag i Stefanskirken den 20. Februar i samarbejde med Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske Forening. Arbejderne på Nørrebro havde kummerlige forhold. Børnene arbejde
på fabrikkerne. Kunne man ikke klare sig selv, blev man sendt tilbage, hvor man kom fra. Der var masser af sociale problemer. Pio og hans lidelsesfæller forsøgte at hjælpe. Men borgerskabet bekæmpede socialismen med alle midler.

 

Rabarber – drengen

En af de mest kendte beskrivelser af arbejderbefolkningen på Nørrebro er Rabarber – drengen Christian Christens  beskrivelser. Han familie fandt en billig lejlighed i Skyttegade. Det lykkedes for faderen i et par uger, at få arbejde som oprydder efter håndværkerene på ¨byggepladser”.

Men Christians far blev hurtig arbejdsløs og havde svært ved at finde arbejde igen. Og det selv om han dagligt mødte op på en mønstringsplads i håbet om at blive hyret til noget løsarbejde.

 

Lediggang og ydmygelse

Det gik ikke lang tid, før lediggang og ydmygelse ved at være uden arbejde, fik ham til at synke ned i druk. Det blev derfor Christian og hans mor, der måtte forsørge og holde liv i familien. Det gjorde de ved at fabrikere ildtændere.

 

Mange vandrede til byen

I byerne var det de sidst indvandrede, der havde den laveste prestige. De fik det dårligste arbejde og de dårligste lejligheder.  Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En stor del af disse endte på Nørrebro.

 

Gang i den fra morgenstunden

Allerede ved 5 – tiden om morgenen kunne man høre træskoenes klumpen mod brostenene på Nørrebro. Her var masser af industri og arbejdspladser. Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker og lærlinge betragtedes som hunde.

 

Boligspekulanter havde fri tøjler

Boligspekulanterne havde frie tøjler. De sad selv i borgerrepræsentationen og dikterede reglerne. Det gik mange år, inden der kom reguleringer. Man forsømte, at give arbejderne blot
en smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Og jo mere man kunne få placeret på ens grund, jo mere kunne man tjene. Der var ikke mange centimeter over til næste mur.

Lys og luft mente byggespekulanterne ikke at arbejderne havde brug for.

 

To rum uden køkken

Det var dog håb for de arbejdere, der boede i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden og Blågårdsgade. Her vendte de sparsomme vinduer ikke ud til en ny mur, men til rester af gamle haver og oplagspladser.  Lysforholdene var dårlige. Lejlighederne var fugtige og mange af dem blev betragtet som meget usunde.  Lejlighederne bestod som regel af to rum uden køkken. Her var en kakkelovn eller en petroleumsovn, hvor man havde et kogested.

Den næste katastrofe for Nørrebro indtraf under den såkaldte Bulldozersanering.

 

På Ladegården

Kunne man ikke klare sig, endte man på Ladegården. Den lå på grænsen mellem København og Frederiksberg. Officielt blev den i 1833 indrettet som tvangsarbejderanstalt for byens
fattige. En præst skrev i 1865 om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:

• Den dovne, ligegyldige, drikfældige vil afholde sig for at anmode om understøttelse, når han ved, at han skal arbejde og ikke få brændevin, og han vil derved opfordres til at anstrenge sig for at ernære sig selv.

 

Sociale spændinger på Nørrebro

De sociale spændinger voksede på Nørrebro. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.

I 1870 havde 4.000 lemmer i løbet af det år besøgt Ladegården.  Man skelede meget imellem værdige og uværdige trængende.

 

Fattighjælp hele livet

Fik man først fattighjælp, ja så var det svært at komme af med. Hjælpen bestod af et lån. Myndighederne havde beføjelse på et hvert tidspunkt, at inddrive dette lån. De måtte sælge arbejderens ejendele, splitte familien og sende både børn og forældre i tjeneste.

 

Horeunger

10 pct. af alle børn blev født uden for ægteskab. Disse børn blev kaldt horeunger. Man forlangte kvinders kyskhed. Men samtidig accepterede man, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Det havde han også rig mulighed for i de 30 legale og hundredvis af u-legale bordeller rundt om i København. Mange kvinder tjente en ekstra skilling til hjemmet ved at være protesteret.

Når de så endte på Ladegården måtte de gennem meget ydmygende afhøringer.

 

De borgerlige

De liberale var sure over at fattigvæsnet brugte flere penge. Fattigdommen var selvforskyldt, sådan var deres livsfilosofi.

Der var forsigtige reformvenlige holdninger i borgerskabet, der så der positive i de såkaldte arbejderdannelsesforeninger. Man mente, at blot arbejderne blev lidt bedre uddannede, lærte sig bedre manerer, sparsommelighed og en ordentlig livsførelse, så kunne de løfte sig selv op ved håret og forbedre deres vilkår. Blot de ikke lavede arbejdskampe og andet postyr kunne de under en borgerlig ledelse, som den skikkelige underklasse, de var, glide på plads i samfundet.

 

87 pct. til mad

I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. Knap 87 pct. blev brugt til mad. To af ugens dage fik man rigtig mad. Det ene dag kunne det være kartofler og en kødret. Men mere sandsynlig var det saltet eller fersk svinekød. Den anden dag var det grødmad eller mælkemad. Resten af måltiderne har sikkert bestået af brød.

Havde konen eller børnene ikke arbejdet med, har man ikke kunnet få det til at løbe rundt. Ofte var småpigerne tvungne til at gå ud med mor med aviser.

Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Det var ikke altid man gik i skole. Man var tvunget til at
arbejde.

 

Børn var halvsultne

Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred. De fattige arbejdere sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man en aflagt frakke over sig.

Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum med dem, der var en del af husholdingen.

Børnedødeligheden lå på ca. 20 – 25 pct. dengang.

Dødeligheden generelt hos arbejderne var også stor. Man indåndede konstant farlige stoffer og partikler på arbejdspladserne.

 

Alle rigtige mænd drikker brændevin

I brændevin søgte man trøst for det liv, som var spildt. I Rabarberlandet havde man et slogan:

• Alle rigtige mænd drikker brændevin.

 

Flasken årsag til dødelighed

Lønnen til arbejderne blev i begyndelsen udbetalt på værtshuse. Her kunne far så rent praktisk bruge de penge han lige havde fået, enten til brændevin eller prøve lykken i kortspil eller rafling. Han forsøgte at bringe velstand til sin familie.

Helt frem til 1900 tallet var flasken årsag til mange arbejders død. Afholdsforeningerne havde storhedstider, mens værtshusene var symboler på arbejdernes elendighed.

På Nørrebro var der masser af sociale problemer blandt arbejderne. Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed. Slummen var mærkbar.

 

Kunne man ikke klare sig
– så hjem

Nu skulle man faktisk passe lidt å, hvis man var indvandret. I begyndelsen var der ikke noget der hed understøttelse. Der var derimod en bestemmelse i Fattigloven, der sagde, at de tilflyttede, der ikke kunne klare sig selv, blev sendt hjem på hjemkommunens regning.

Og noget tydede på, at der var mange, der ikke kunne klare sig selv. For mange kunne ikke betale deres husleje. Og Kongens Foged var ofte på besøg især i Rabarberkvarteret.

 

Blågårdskvarteret

Og specielt i Blågårdskvarteret var der i mange år meget specielle forhold. Her var hverken lys, renovation, vægter og overhovedet ingen form for organisation. Sten på sten blev bare klasket oven i hinanden i den ønskede højde, og så behøvede man ikke at tænke på andet.

Der var ingen brobelægning, ingen fortove og frem for alt ingen rendestene. Vejene var bundløse. Vandet fik man fra de forurenede søer.

 

Skolen – kronisk krigstilstand

Skolen var en udfordring for arbejder – børnene på Nørrebro.

Prygl hørte til dagens orden. De ti bud skulle man kunne uden ad også betydningen af dem. Hvis ikke, var det en tur med spanskrøret. Ifølge reglerne måtte der kun slås fem gange. Men skoleinspektøren gav som oftest dispensation. Så det blev til flere slag. Forfatteren Martin Andersen Nexø kaldte skolegangen for en kronisk krigstilstand.

Det meste i skolen var udenadslære. Pio mente, at for at arbejderne skulle kunne klare sig, havde de brug for åndelig føde. Så kunne de værne sig mod kapitalens overgreb.

 

Børn på fabrik

Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikken. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skulle de lave lektie?

 

De socialistiske blade

I maj og juli 1871 udsendte Louis Pio sine Socialistiske Blade, to småhefter, der allerede i 1871 blev fulgt af ugebladet og kort efter af dagbladet Socialisten.  Det var bogtrykker Henriksen i Ravnsborggade, der trykkede første nummer.

Pio mente, at arbejderklassen, der var i flertal skulle gøre sig fri af overklassens tænkemåde. De skulle beskytte sig mod kapitalens overgreb. Og det gjorde man ved at erhverve sig kundskaber. Man skulle også lære, at udtrykke sin meninger og lade dem komme frem både i dagspressen og i folkets politiske repræsentation.

Bladet blev produceret på Nørrebro og snart havde man 3.000 abonnenter. Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade. Selv boede Pio i nummer 21.

 

Fremtræden og organisation

Arbejdernes bedste kampmiddel var samlet fremtræden og organisation. Pio nævnte også fagforeninger og strejker. Pio kunne trænge ud til arbejderne og han var en god organisator. Han forlangte en normalarbejdstid, forbud mod børnearbejde, forbud mod søndagsarbejde og en indskrænkning af kvindearbejde.

Han krævede en fri og fælles undervisning, at kirken blev adskilt fra staten, en særlig arbejdsret og en forkortelse af den militære tjenestetid.  I efteråret 1871 gik Pio  sammen med sine to fæller, Brix og Geleff i gang med at organisere arbejderne.

 

Borgerskabet blev bange

Det som Pio og hans fæller opfordrede til og foretog, var ikke ulovligt. Men borgerskabet blev bange for at ulighederne mellem klasserne blev mindre.

 

Socialismen skulle knækkes

Trods bestemmelserne i grundloven om foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og trykkefrihed blev der sendt politispioner ud til arbejdernes møder. Politimesteren sørgede for at true en
række trykkerier med bål og brand, fordi de trykkede de socialistiske blade.

Politimester Crone var dybt bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til justitsministeren. Justitsminister Krieger var fuldstændig enig med politimesteren. Socialisterne skulle knækkes med hver en magt.

 

Pio bliver anholdt

I Socialisten  blev der kaldt til folkemøde på Fælleden den 5. maj 1872. Stik mod Grundloven forbød politidirektøren mødets afholdelse. Forsamlingsfriheden var dermed suspenderet
for tid og evighed for så vidt angik arbejderbevægelsen.

Dette ville Pio dog ikke finde sig i. Men det var netop det som de borgerlige politikere havde ønsket. De kunne så få fængslet de socialistiske ledere, og få manipuleret noget strafbart frem.

Den 4. maj om natten blev Pio anholdt. Det samme gjorde de andre ledere. Trods langvarige og helbreds – nedbrydende varetægtsfængslinger lykkedes det ikke, at få de tre ledere til at
tilstå noget som helst.

 

”Maalet er Fuldt”

Pio var en god agitator og havde ordet i sin magt. Det viser dette eksempel. Sammen med indkaldelsen til Folkemødet skrev Pio en artikel. Heri skrev han bl.a.:

• Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst
• Til Arbejdet fremad i Kor!

 

• Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremfærd af Autoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den Imødekommen, det er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike, paa aldeles storborger – lovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade, at maatte slide som sædvanligt for at forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge.

 

• Københavns Arbejdere!
• Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt. Lad os derfor samle os. Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Revy over deres Undersaatter, som ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed.

 

• Lad os engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen.
• Vi vil da faa kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor.

 

• Men jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe; ”I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik. Vogt jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke en eneste Draabe til, eller – det flyder over!

 

Pøbelen strømmede til

I begyndelsen var det ikke svært for politiassistent Nørgaard og hans deling i at forhindre, at pøbelen samledes. Politiet havde taget stilling på Blegdamsvej. Husarerne hjalp også til. Og på
Fælledvej skulle politiassistent Rantzau forhindre at folk gik ind på Fælleden.  Men pøbelen tog til i antal.

 

Med løftet sabel

Husarerne blev derfor kommanderet til at storme Fælleden. Med løftet sabel gik de i aktion. Arbejderne kastede hestepærer og snustobak efter hestene. Men de brugte også sten. En rapport afslørede at 74 husarer var blevet ramt. Men hvor mange arbejdere, der var blevet såret var man sådan set ligeglade med.

Arbejderne skulle knækkes, koste hvad det vil. På Kastellet lå bevæbnede soldater parat. Også flåden var i alarmberedskab.

På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte prædiken:

• På Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne.

Nede fra salen lød der nu blandt arbejderne en dyb stemme: Det er hørt.

 

Præsten ville bekæmpe socialismen

I øvrigt mente præsten i Skt. Johannes Kirken, at socialisterne skulle bekæmpes. Det var pastor Frimodt, som også var en af initiativtagerne til Stefanskirken.

Folk valfartede til Skt. Johannes Kirken – også arbejderne. Hver søndag stod et Samaritter-korps parat.. Kirkegængerne besvimede, når pastoren udpegede dem, når han mente, de havde begået synder.  Pastor Frimodt var med til at indføre nogle afholdsforeninger på Nørrebro

 

Dømt uden beviser

Højesteret  fandt det i 1873 bevist, at Pio, Brix og Geleff havde tilsigtet en voldelig omstyrtelse af samfundet. Der var ikke skyggen af bevis. Behandlingen de var udsat i fængslet var frygtelig. De blev faktisk dødssyge.

Ville knække arbejderbevægelsen

Inden Pio blev tvangs – udvist til Amerika,  forlangte myndighederne, at han lukkede den socialdemokratiske avis. Men det nægtede han. Arbejdsgivere havde samlet penge sammen,
så de kunne komme af med de socialistiske ledere. På den måde håbede man, at kunne knække arbejderbevægelsen.

 

Statsapparatet blev misbrugt

Arbejdsgiverne fyrede de aktive fagforeningsmedlemmer. De fik politiets hjælp til at splitte møder og strejker. Og arbejdsgiverne dannede foreninger for skruebrækkere.

Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Såkaldte sorte
lister over faglige aktive cirkulerede.

 

Socialdemokratiske aviser voksede frem

Den første arbejder – internationale gik i opløsning, men den anden arbejder – internationale blev dannet. Man blev enige om at gøre første maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.

Arbejdsulykker og børnemishandling interesserede ikke de borgerlige aviser – dengang, men til gengæld de socialdemokratiske aviser, som voksede frem overalt.

Det ny demokrati gjaldt kun en lille del af Danmarks befolkning. Tænk indtil 1915 havde kun 18 pct. af landets befolkning stemmeret.

 

24 fabrikker smed smedene ud

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud, og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger. Konflikten varede i fire måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået ret til at organisere sig.

 

1. maj møde

Under store vanskeligheder afholdtes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled.  Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Grundloven eksisterede endnu ikke for arbejderne. Men dette kunne ikke forhindre, at der mødte 40.000 arbejdere frem.  Politiet havde lagt en jernring rundt om pladsen. Københavns vigtigste bygninger var under bevogtning.

 

Eget bryggeri leverede øl og vand

Fra omkring år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Nørrebrogade var pyntet med flagguirlander, blomster og flag. Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri på Nørrebro, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.

Et uforsonlig forhold mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne opstod. Således blev en kommunistisk taler afvist i 1925, da der mødte mellem 100.000 og 150.000 op i Fælledparken.

 

PET holdt øje

PET holdt øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev det indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 til 1989. I PET’s  arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også 1. maj møder. Tusinder og atter tusinder landede i dette arkiv. Også kronikører og læsebrevs- skrivere, der havde en bestemt mening landede her. Så mon ikke denne bidragsyder figurere her.

 

Oskar Hansen

Der skulle selvfølgelig også synges til disse møder. På Nørrebro boede en af disse kampsanges største bidragsydere, Oskar Hansen. Men ude i Nordvest betragter de ham nok som en af deres egne. Han skrev de store hits:

• Når jeg ser et rødt flag smælde, Brødre lad våbener lyne og Danmark for folket

 

De røde flag var ikke altid røde

Disse sange foregik under de røde faner. Og de var faktisk ikke altid røde. Således afviste mange præster de røde flag i kirken.

I Aabenraa måtte flaget have både tysk og dansk tekst. Under revolutionen i Tønder i 1917 måtte borgmesteren ofre hustruens røde kjole. Der havde man endnu ikke noget rødt flag.

 

Oprør under begravelse

Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen begravet. Man startede med en højtidelighed i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegård,
hvor 10.000 arbejdere fulgte kisten.  Den afdøde havde frabedt sig præstelig begravelse. Efter en udført Koral,  trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der blev talt efter at jordpåkastelsen havde fundet sted.

Dette var med til lige før at skabe en arbejderrevolution på Nørrebro. Det vakte forargelse, at præsten kaldte det usømmelig adfærd, at en afdøds venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.

Typograferne i Hillerød  havde lavet en tekst på deres banner:

• Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.

 

Pio var glemt

Kun 53 år gammel døde Pio, af tyfus, glemt af alle den 17. juni 1894 på et hospital i Chicago.

12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler, bar hans enke Augusta Pio urnerne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17 juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Pludselig var han ikke helt glemt.

 

Stauning og kooperationen

Staunings  store mærkesag var kooperationstanken. Den blev dog mødt med skepsis af både arbejderne og især af den øvrige detailhandel. Nørrebro fik et utal af kooperations – virksomheder, men det vil Karsten fortælle om efter pausen.

Stauning udtalte:

• Arbejdsgiverne har kun en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten kan få lov til at gøre sin virkning.

 

Nørrebro Handelsforening ville have lockout ophævet

Men havde havde dog helt ret. På initiativ af Nørrebro Handelsforening samledes detailhandlerne i København på Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade  og krævede, at lockouten blev bragt til ophør.

Middelstandens Forening så som sin vigtigste opgave at bekæmpe de kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv.

 

Påvirket af arbejderstanden

Nørrebro Handelsforening og detailhandelen var meget påvirket af forringelser for arbejder – befolkningen på Nørrebro. Man protesterede også, da fattigmands – snapsen og brændevin blev beskattet. Som vi tidligere har været inde på, så var denne arbejdernes trøst.

 

Handelstanden gik til deres bank

Handelsforeningen var heller ikke så vild med de kooperative foretagender. Derfor gik foreningen til sin bank, Bikuben på Nørrebros Runddel. Man stillede følgende spørgsmål:

• Bliver de københavnske brugsforeninger finansieret af banken?
• Bliver Arbejdernes Brændselsforening finansieret af banken?

 

Presseinfo beregnet til arbejderstanden

Foreningen udsendte også en presse-information beregnet til arbejderstanden, hvor de bl.a. andet skrev:

• Vi beklager, at der inden for arbejderstanden med hvilke vi ved mange lejligheder har følt os meget forbundne (såvel ved valg, som ved lockout m.m.) skulle gøre sig tanker gældende med konkurrerende foretagender, at beskære detailhandelens i forvejen beskedne levevilkår.

 

Tak for opmærksomheden – efter pausen fortsætter Karsten historien om de kooperative foretagender. Arbejderbevægelsen tog her vare på arbejderne fra vugge til grav.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro 

 

• Rabarberlandet
• Arbejder og Industri på Nørrebro 2
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejdere på Nørrebro
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Stauning på Nørrebro
• Moral, Etik, Horeunger og fattigdom og mange flere artikler 

 

Redigeret 31.-10. 2021

En ny spændene bog har set dagens liv. Vi følger Robert Andersen fra Langeland via en masse eventyrlige steder til Østerbro. Han mener selv, at han finder Kong Salomons Miner. Og i Klondike møder han Jack London og kommer i minearbejdernes superliga. Han bliver gift med 33 år yngre Käthe. Stenrig bosætter han sig i Østbanegade. Denne ”drengebog” kan varmt anbefales.

En indianerskalp til 50,- kr.

Efter sine mange eventyr bosatte guldgraveren Robert Andersen sig i Østbanegade 13.  Her boede han til sin død som 94 årig i 1945. Hele 269 kvadratmeter havde han til rådigheEn del af sin formue testamenterede han til Det kgl. Vajsenhus. I 1936 udtalte han til Politiken:

• Ud over, at vi har beskæftiget os med minedrift, gjorde vi også jagt på de vilde indianere og lønnedes af staten med 50 dollars for hver indianerskalp, vi bragte. Det var hårde tider.

 

Træt af bondeliv

Han var træt af det trivielle bondeliv på Langeland.. derfor stak han til søs som 14 årig. 45 år efter vendte han hjem som rigmand. Han havde skabt sig en formue som guldgraver og minearbejder. Der var sket meget siden han tog afsted i 1865.

 

Landevejsrøvere og folkemord

Inde i det mest mørke af Afrika fandt han Kong Salomons Miner. Jagten på det ædle metal bragte ham til Amerika, Afrika og Australien.  Vi møder svindlere, landevejsrøvere, slagsbrødre og falskspillere. Vi møder folkemord og undertrykkelse af indfødte befolkninger.

 

Eventurlige beretninger

Mellem 1850 og 1900 udvandrede ca. 170.000 danskere. Men det er nok de færreste, der har efterladt så eventyrlige beretninger som Robert Andersen, egentlig var født Rasmussen. Disse erindringer faldt de to kulturgeografer Jesper Bosse Jønsson og Micheal Helt Knudsen  tilfældig over.

 

Bogen udkom første gang i 1938

Ja egentlig dikterede Robert Andersen sine erindringer til hustruen Käthe. Disse erindringer er blevet omskrevet og givet eventyrene lidt mere ret. Og bogen udkom i 1938 med titlen Jorden rundt efter Guld.  Men de to kulturgeografer har begået en fantastisk underholdende Drengebog.

 

Stenrig på grund af stædighed og forretningstalent

Efter mange år på de store verdenshave, havde vores eventyrer fået nok og gik i land i San Francisco. Han blev stenrig på grund af sin stædighed og sin forretningsevne. Han var også ferm til bestikkelse og held til at snyde døden. Han var med til at bygge den store jernbane til San Fransisco og han spiste frokost med Jack London.  Nogen fandt hvad de søgte, andre døde
i deres bestræbelser. Robert Andersen hørte til den første kategori. Men han kom så sandelig ikke let til sin rigdom.

 

Heldet var med ham

Han når at afmønstre inden sit skib går ned, han bliver angrebet af både mennesker og dyr og er tæt ved at blive sprængt i luften af sit eget krudt. Heldet var med ham, også en anden gang, hvor et skib gik ned. Og var det nu rigtigt, at han havde fundet minerne.

 

Masser af fund

Det første sølvfund gjorde han i Leadville i Colorado. Flere gange fandt han guld i Califonien og i det sydlige Afrika.  En smuttut til Australien i 1897 – 1898 gav ikke rigtig noget resultat. Men en vanskelig tur til Klondike gav resultater. Han blev her en af områdets største mineejere.

 

Danmarks ældste skib – under sejl

I den eventyrlige bog finder vi pludselig historien om Danmarks ældste skip på sejl.  Robert Andersens farbror, Niels Sørensen var højtagtet i lokalsamfundet på Langeland. I 1892 blev han udnævnt til Danneborgsmand. Denne hæder bliver også kaldt Sølvkorset.  Han havde et skib, der hed De syv søskende. Her fik Robert Andersen  sine første erfaringer som sømand.

Skibet sejlede med fragt under navnet Jensine frem til 1959. I 1970 blev skibet fundet i forfalden stand i Kalkbrænderihavnen. Og så skulle man tro, at dens dage var talte. Men det gode skib blev renoveret. Det ligger nu i havnen i Haderslev. Det kan kalde sig Det ældste skib i Danmark under sejl.

 

Til søs – efter konfirmationen

Robert Andersen fik efter sin konfirmation lov af sine forældre at stikke til søs. Han tog hyre på et skib, der førte ham til Grønland. Efter to ture på Nordlyset, tog Robert hyre på Kongen af Danmark. I november 1897 sank det i Nordsøen, netop som Robert havde forladt den.

 

Mor – send flere penge

Da han gik i land i San Francisco efter en tur til Sibirien, skrev han til sin mor, at hun skulle sende penge til ham, så han kunne begynde en ny tilværelse. Moderen svarede venlig og bestemt, at hans rejse var eget valg. Han måtte klare sig selv.

 

Guldgraverens elementære regler

I Calvares  lærte han de elementære regler som guldgraver. Otte måneder tilbragte han her. En tid brugte han som landbrugsarbejder i Sacramento – dalen. I hans arbejde hos Southern Pacific Railroad lærte han at arbejde med dynamit. Han kørte gennem Los Angeles, der dengang kun havde 1.000 indbyggere.

 

Kinesere får bank

Han blev chef for 50 kinesere. Og disse kinesere var meget populære dengang. De gik til halv løn og var udsat for ekstrem racefordomme. Det kneb med at få dem til, at møde til tiden. På et tidspunkt måtte Robert Andersen flygte fra dem over i en irsk lejr. Disse irer gennembankede derefter kineserne, der fremover mødte til tiden.

 

En gentleman – bandit

Turen gik derefter til Arizona. Men det var ikke ufarligt. Her var mange indianer – overfald. Turen med post – diligence var også fyldt med risiko. Der var masser af banditter. En af dem var Black Bart. Han opererede på egen hånd. Man kaldte ham også for gentleman – røveren. Han blev pågrebet og blev benådet til fire år i San Quentin. I et af Lucky Luke albummet, Diligencen optræder han.

 

Skyd ikke pianisten

Robert Andersen og en lidelsesfælde kom også forbi byen, Phoenix, der på den tid var en en rigtig western – by. Det var dog ikke en by fremmede turde at opholde sig i. Moralen og lovløsheden fik hurtig folk til at fortsætte.  I perioden 1878 – 1881 befandt Robert Andersen sad i bjergbyen Leadville  i hjertet af Rocky Mountains. På værtshusene var anbragt skilte:

• Vær venlig ikke at skyde pianisten – han gør sit bedste.

Egentlig havde vores helt opgivet at finde noget, men ved en tilfældighed opdagede han forekomsten af sølv.

 

Alt medicin på en gang

En ondartet influenza ramte ham. Den havde allerede forudsaget mange dødsofre. Vores helt nåede hen til lægen. Denne gav ham medicin til tre dage. Men i depression tog han det hele på en gang. Lægen havde ikke regnet med at se ham igen, og blev meget overrasket over, at han pludselig havde det så godt.  Robert og hans makker solgte minen for 50.000 dollar og tog nu videre til Tombstone. Jo, det var herfra vi kender Wyatt Earp.

 

En jernbane på rette sted

Men snart igen gik turen til Yuma på grænsen mellem Californien og Arizona. Videre gik det ud i ørkenen til et sted, der hed Calico. Har var ekstreme forhold og mangel på vand. Under en af turene hjalp en jernbane, Robert Andersen fra den visse død. Det var nemlig en udskreven regel, at hvis et lokomotiv opdagede folk, der trængte til hjælp, så skulle de standse.

 

Til Sydafrika

Efter seks år rejste Robert Andersen videre til Sydafrika. Han nåede da lige at komme et smut forbi sine forældre på Langeland. I 1887 satte han første gang foden på afrikansk jord. Via diamantminerne i Kimberley gik det videre med postvogn til guldminerne ved Witwatersrand med postvogn.

 

En bog i Mexico

Så gik turen til Mexico. Den mine som han bestyrede gik godt, men han var ikke tilfreds med arbejderne. I sin fritid læste Robert en bog, der gjorde et stort indtryk på ham. Bogen var Rider Haggards: Kong Salomons Miner. Og disse kun kun ligge et sted efter vores helts mening. Nemlig i de gamle stenruiner i Matabeleland. Det ligger i det syd vestligste Zimbawe.  Stedet er på Unescos verdensarvsliste.  Situationen her var meget spændt. Der var opstået krig mellem lokale stammer og britisk politi. Uden egentlige forhandlinger var Matabeland i 1891 erklæret for britisk protektorat.

 

På jagt efter Kong Salomons Miner

I 1894 vente Robert Andersen  tilbage til Afrika. Han ville finde Kong Salomons Miner. Det lykkedes ham at finde en gammel mine og guld. Men var det Kong Salomons Miner?  En masse smykker blev også fundet på stedet. Masser af det blev omsmeltet.  Den ældste del af Great Zimbave, som det også blev kaldt, stammer tilbage fra det 11. århundrede. Men det er mere end 2.000 år til Kong Salomon.

I 1929 kom det frem, at fundene og minen stammede fra et handelscenter for forfædrene til Zimbawes største stamme. Efter at Robert Andersen gjorde sit fund, blev der fundet ca. 1.200 små undergrundsminer i Zimbawe.  I 2008 fandt en gruppe forskere noget som kunne være Kong Salomons Miner i det sydlige Jordan. Aldersmæssigt kan det henføres til Kong Salomon.

 

Afsked i rette tid

I 1895 var eventyret skut. Robert Andersen havde solgt minerne og var plaget af langvarig feber. I Cape Town oplevede han store militærstyrker. Men det var godt han tog afsted, for den 2. Matabele – krig var ubrudt. Stort set alle guldgravere var blevet dræbt.

 

Australien – tur gav ingenting

En ny tur til Australien gav ikke noget til vores helt. Efter sigende skulle der være guld i  Ny Guinea. Men heller ikke her, var der held. Under opholdet læse Robert Andersen en lille notits, om at der var fundet guld i et grænseområde mellem Canada og Alaska. Stedet hed Klondike.  I maj 1897 gik Robert Andersen  i land i Vancouver efter en kort afstikker til Fijiøerne og Hawai. 

 

Klondike var barsk

Det var et helt andet klima i Klondike. Det var ret barsk. Temperaturen kunne let komme ned til – 40 grader. Selv i juli – måned var jorden bundfrossen. Mange sultede og der er eksempler på, at hunde spiste guldgravere.

 

Minefolkets superliga

Men der var en sand guldfeber i gang. Vores helt opkøbte en del miner i Klondike. Han var meget visionær og brugte den nyeste teknik. Han beskæftigede efterhånden 50 mand. Robert Andersen var for længst kommet i minefolkets superliga. Han dannede et aktieselskab på 250.000 engelske pund. Men Andersen slap ikke for overfald og sagsanlæg.

 

Mine aktiv til 1969

I sommeren 1903 tog han en smuttur til Peru på jagten efter guld. Og i 1908 solgte han sin andel af minerne i Klondike. Derefter rejste han rundt i Europa og Amerika. Og endelig i 1910 bosatte han sig i Danmark.  Hans tidligere mine i Klondike var aktiv helt til 1969.

 

Gift med ung pige

I 1911 bosatte Robert Andersen sig i Trondhjemsgade og i 1913 flyttede han til Østbanegade 13. I samme ejendom boede også konseilspræsident Zahle. De seks værelser blev møbleret efter
alle kunstens regler. Den 23. juli 1914 blev Robert Andersen  gift i Kastels Kirken med en 33 år yngre Käthe.  I sin alderdom var vores eventyrer plaget af sygdom. Han døde den 17. december 1945.

Hensat til Jack Londons verden

I nogle passager i bogen føler man sig hensat til Jack Londons verden. En spændende og eventyrlig samt barsk verden åbenbarer sig. Et flot research arbejde er udført af de to forfattere. Vi får et indgående kendskab til guldgraver miljøet og ting omkring eventyreren, Robert Andersen. En særdeles interessant bog.

 

• Jesper Bosse Jensen, Michael Helt Knudsen: Guldgraveren – Danskeren, der fandt Kong Salomons Miner / Gyldendal.

Bogen er sikkert for længst udsolgt – Artiklen er skrevet tilbage i 2012 

 

Hvis du vil vide mere: 

• www-dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf er 101 artikler fra Østerbro 

Redigeret 9.10.2021

I 1857 blev springvandet ved Christiansborg Slotsplads belyst. Mange havde forsøgt at få fremstillet et tørbatteri. Men det lykkedes først for danskeren Hellesen.
Og det kom rigtig gang i produktionen, da Ludvigsen kom til. På et tidspunkt havde koncernen 2.000 ansatte med eksport til 60 lande. I 2005 relancerede den nye ejer Duracell det berømte Tiger – batteri, skabt på Østerbro med den nyeste teknologi.

 

Op til 2.000 ansatte

Man kan godt se det stadigvæk, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen.  For her ligger Aldersrogade, og bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdens-ry. Her blev størstedelen af Danmarks forbrug af tørelementer fremstillet. Virksomheden beskæftigede på et tidspunkt ikke mindre end 700 ansatte. Ja med folk på hjemmearbejde var der nok tale om 2.000 ansatte.

Firmaet hed Hellesens Enke & V. Ludvigsen A/S. Men hvordan begyndte det? Ja den allerførste afdeling finder vi i Blågårdsgade.

 

Oplyst springvand i 1857

Ja vi går tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Man forlangte entre. Og strømkilden var et våd – batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektricitet. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.

 

Alessandro Volta

Men allerede i 1800 havde italieneren Alessandro Volta præsenteret sit galvaniske element. Han havde opdaget, at når man dypper to forskellige metaller ned i vand, som gøres ledende ved hjælp af salt, så opstår der en spændingsforskel mellem metalstykkerne og derved skabes elektricitet.

 

Hellesen løser batteriets gåde

Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse. Man forsøgte, at fremstille elektriske batterier. Men det var store vanskeligheder. De rummedes i skøre glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles ad og renses.

På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste den opgave.

 

Eksperimeter i en vognport

Hans udgangspunkt var franskmanden Lecklanche’s element, der bestod af en kulstang omgivet af brunsten og en zinkplade med salmiakopløsning som elektrolyt. Det første tørelement som Hellesen fremstillede var i 1887. Det var anvendeligt med ikke særlig holdbart. Det var endnu lang vej til de batterier, som vi kender i dag. Eksperimenterne foregik ofte i en vognport ved Hellesens bopæl på Frederiksberg.

I 1889 blev det første tør – batteri leveret til Københavns Telefonselskab.

 

Ludvigsen involveres

W. Hellesen  var ellers smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis også amatør – opfinder.  I 1889 kom Hellesen i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika en del år. Denne Ludvigsen  kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder af batteriet oplevede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.

 

Fabrikant
i Odense

Men hvem var denne Ludvigsen, der fortsatte eventyret? Ja, Hans Waldemar Ludvigsen var født 1861 i Odense. Han fik afgangseksamen fra Odense Katedralskole i 1877. Han tog derefter undervisning i kemi og praktisk anvendelse af kemi. Sammen med vor kastede han sig over fremstilling af sæbe, skriveblæk, smør – og ostefarve og lignende kemisk – tekniske produkter. Udbyttet var dog ikke ret stort.

 

En tur til Island og England

I 1880 flyttede familien til København Man startede en fabrik ved navn Jettadam Fabrikker. Forretningen kom godt i gang, men efter et par år solgte familien fabrikken. Waldemar fik derved et par tusinde kroner i hånden og fik den ide, at starte en Fiskeguanofabrik  på Island.  Han rejste derop i et lille sejlskib, men ideen kunne ikke realiseres. Han rejste derfor tilbage til Danmark i 1884, og straks videre til England. Han tilegnede sig det engelske sprog og viden om handel.

 

Blandt halvvilde cowboys

Derefter tog han videre til USA.  I hans optegnelser, fortæller han om, at Chicago var en lille by ved Michigan – Søen. Detroit var en lille flække og Florida en sump.  Der var endnu kampe med indianere. Der eksisterede rigtige Wild West mænd og halvvilde cowboys. Ludvigsen  nåede rund i næsten alle stater i Mexico og Mellemamerika. Han oplevede mange farlige eventyr. Han iagttog, at telefonvæsenet var i fremgang. Han tog jobs ved forskellige fabrikker.

 

Hjemvendt til Danmark 1888

Da han kom hjem til Danmark i 1888 var han klar over sine mål. Han ville være industrimand. Han koncentrerede sig om fremstillingen af forskellige genstande. Elektrokemien blev hans speciale. Derfor var det naturligt, at han i 1889 kom i forbindelse med Hellesen.

 

Sådan fremstillede man et batteri – dengang

Driftsingeniør Nyegaard forklarede i et foredrag i Elektroteknisk Forening, hvordan man fremstillede et ”Hellesen Batteri”:

• Kulstangen er fremstillet af pulveriseret Retortkul æltet med Tjære, formet i lange Stænger og brændt. Uden om Kulstangen er presset en Klump, den saakaldte Elektrode,
  bestaaende af en Blanding af pulveriseret Brunsten og Grafit. For at holde sammen paa denne Elektrode er der svøbt et stykke Lærred eller Papir udenom. Det hele er snøret sammen med Garn. Den færdige Elektrode skal anbringes i et Zinkbæger paa en saadan Maade, at den ikke paa et eneste Punkt rører Zinkbægeret. Dette kan foreksempel ske ved at holde Elektroden og Zinkbægeret udhældes med Elektrolytpasta. Dette bestod af en vandig Opløsning af Salmiak og Klorzink tilsat Hvedemel eller Stivelse. Ved Henstand eller i
  nogle Tilfælde ved Opvarmning stivner den Pasta, saaledes at Elementet kan ligge ned eller staa paa Hovedet, uden at Elektrolyten løber ud
  .

 

Kæmpe succes

Det tog et par år, inden Ludvigsen turde sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti havde kunnet holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet. Ludvigsen holdt ikke på patentrettighederne. Allerede i 1890 blev rettighederne for Tyskland og Østrig – Ungarn overdraget til det tyske firma Siemens & Halske  og i England til Siemens Brothers. Fabrikker blev opført i London, Berlin og Wien.  Laboratoriet i København samarbejdede med fabrikkerne.

 

Anerkendelse på Verdensudstillingen

De første el – værker dukkede frem i 1890erne. Men det var en fordel, at man kunne bruge apparater uden at have indlagt strøm. Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på, at fremstille 1.000 stk. håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verdenen. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14.  Ved Verdensudstillinger i Stockholm i 1897 og Paris  1900 opnåede han guldmedaljer. Det var dengang en fantastisk hæder, og betød virkelig meget.

 

Scherlock Holmes anvendte Hellesens

Hjemmemarkedet blev erobret og efterhånden var der eksport til 60 lande. Der blev skabt et godt ry om Hellesens batterier fra Danmark.  Conan Doyle lader således Sherlock Holmes
omtale sine batterier som Hellesens  uden anden nærmere angivelse.

 

Den svenske marine

I 1890erne fik firmaet en ordre fra den svenske marine på elementer til sø-miner med krav og garanti på holdbarhed i mindst to år. Flere år efter forespurgte den svenske marine om elementerne ikke skulle udskiftes for en sikkerheds skyld.

 

I et gammelt bryggeri

Den første egentlige fabrik blev anlagt i Blågårdsgade. Men i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret.  Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Her havde det tidligere Aldersro Bryggeri haft til huse. Her var der god plads til udvidelse. I 1905 var der 71 ansatte. I kælderen var der formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også en gasmotor.

I stueetagen var kontor og det store fabrikslokale,  hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp, smeltede
voks ved gasapparater og loddede. Der gik drivremme gennem gulv og loft til første sal.

På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald med fire heste.

 

Kraftige udvidelser

I 1906 blev W. Hellesens enke og Ludvigsen eneindehaver. I 1918 overgik virksomheden til et aktieselskab. I 1911 og i 1916 blev fabrikken voldsomt udbygget. Først med lagerbygning, fabrikationsrum, pakkerum, harpikssmelteri. Større maskiner blev benyttet og et særligt kedelhus blev indrettet. En stor to – etagers bygning blev bygget. Den kom til at rumme laboratoriet. Siden lejede man sig ind i lejede lokaler.

 

10 kr. i julegave

I 1907 blev Ludvigsen  konsul og i 1926 generalkonsul for Guatemala.  Da firmaet overgik til aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men han virkede som formand for selskabets bestyrelse til sin død i 1939. Hans store interesse var nu automobilismen og luftfarten.  Ved juletid blev arbejderne samlet i gården. De blev stillet op i to rækker. Ludvigsen kom og trykkede hver medarbejder i hånden og ønskede Glædelig Jul. Så var der en gave til alle på 10 kr. Det var en ganske pæn gave – dengang var ugelønnen 28 – 30 kr.

 

Produktion i Vangede

Under første verdenskrig manglede man råstoffer. Man begyndte selv at fremstille kulstænger til elementerne. Det skete i en lille bygning i Vangede. Bygningerne var i brug indtil 1960. Derefter begyndte man at købe kullene i Frankrig.

 

Mange ansatte hjemmefra

Radioen kom frem i 1925. Det betød at man skulle fremstille radio – og lommebatterier. Elektrodebinding til disse blev bundet i et lejet fabriksrum i Ryesgade 3. Det var et hårdt håndarbejde. Mange bandt elektroder derhjemme i privatboligen. Fabrikken sørgede selv for levering og afhentning. Mange af disse ansatte var kvinder.

Fabrikken udvidede faktisk mange steder i København, Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade og Hejrevej samt Søborg.

 

Tiger – Batteriet

I 1924 blev Tiger – batteriet skabt. Den var skabt af tegneren Palle Wennerwald.  Den kravlende tiger blev symbolet på kraft og lydløshed. Det var et stærkt symbol på det danske batteri.I 1930 tegnede arkitekten Gunnar Biilman en ny tiger. Hele 150 forskellige former for batterier blev fremstillet. Og mange af disse blev benævnt med dyrenavn.

 

Penge til en vuggestue

A/s Nordisk Metalvarefabrik opkøbte aktiekapitalen og ansatte W. Jacobsen  som direktør. Der var op – og nedture på fabrikken. Også i udlandet blev der bygget fabrikker. I 1944 gav firmaet endog penge til etablering af en vuggestue. Den blev dog i 1956 overdraget til Københavns Kommune.  En periode lå selskabet dog noget i dvale.

 

Aldersrogade nedslidt

Marshall – hjælpen gav mulighed for at indkøbe moderne produktionsudstyr. Man indledte samarbejde med en amerikansk batteriproducent. Man rejste verden rundt for at generobre tabte markeder. Trods moderniseringer var den gamle fabrik på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også fået vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Man besluttede for at købe en grund i Køge. Og her startede produktionen i 1965. Og vejen hed selvfølgelig  Tigervej.

 

Nye behov for batterier

Pludselig steg behovet for batterier. Transistorradioer, båndoptagere, grammofoner, diktafoner og høreapparater. Alle havde brug for batterier. I 1972 startede Hellesen endnu en fabrik op i Thisted.

 

Forskellige ejerskab

I 1957 havde Store Nord  også kaldet GN som står for Great Nordic købt størstedelen af aktierne. En kort overgang hed firmaet Tudor– Hellesen, fordi man var fusioneret med det svenske firma Tudor.

Men allerede i 1977 købte et amerikansk batteriselskab Tudors aktier. I 1986 hed firmaet en kort overgang GN Hellesen.  I 1986 solgte GN alle Hellesens salgsafdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland til det konkurrerende firma Duracell, der samtidig købte retten til at bruge navnet Hellesen og tigerbomærket.

 

Tiger . Batteriet genskabt

Dermed forvandt tigeren og Hellesen – navnet. Ja, det troede man. Men pludselig relancerer batteriproducenten Duracell det klassiske Hellesen – batteri med tigeren. Nu sidder den pludselig i MP – 3 afspillere. Batterierne blev relanceret med den nyeste teknologi og med den velkendte tiger – logo.

 

Navneforandringer

Afdelingen i Køge  fik navnet GN Batteries, mens den ny fabrik i Thisted kom til at hedde GN Akaline Batteries.  I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma. Den øvrige batteriproduktion blev flyttet til fabrikken i Thisted.  Således blev Tiger – batteriet fra Østerbro igen vakt til live. Kig engang ned ad Aldersrogade. Så meget har nu ikke forandret sig.

 

Kilde: 

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, herunder 101 artikler fra Østerbro

Redigeret 9- 10 – 2021

I 1893 kom den første socialdemokrat i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp med sabotage m.m.

 

Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen

Første gang, der valgtes socialdemokrater til Borgerrepræsentationen var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens Jensen og læreren K.M. Klausen.  For første gang havde man fået indflydelse. De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.

 

Arbejdere som borgmestre

Efter ti år blev Jens Jensen byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.

 

Valgret med forhindringer

Det var så sandelig ikke alle, der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:

1. Uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold.
2. Nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt
3. Er ude af rådighed over sit bo
4. Ikke har haft fast bopæl i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på den tid, valget foregår.

Og ikke nok med det. Valgretten afhang også af ens indtægt.

 

Murerstrejke

Det var faktisk en murerstrejke i København i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på Fælleden og Pio’ s anholdelse.

 

Brændevin var billig

Siden 1870erne var der stadig en lang arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt.  Den trælsomme tilværelse for arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold gjorde værtshuset til et festligt sted. Brændevin var billigt og for en tid kunne man så glemme den triste tilværelse.

 

Afholdsforeningerne

Selv om afholdsforeningerne gjorde et stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset. Ferie var først noget man kendte efter 1890erne.

 

En aften i et arbejderhjem

Ved spisetid blev petroleumslampen tændt, og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist  søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.

Efter middagen lagde far sig på den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem. Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad på potten.

Senere kom konen ind med kaffe til manden, der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen. Klokken 9 rejste konen sig og hængte sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.

Stuen var måske dekoreret med guirlander af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.

 

Nedslidte arbejderhjem

Bygningerne var opført af smudsige sten, medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene. Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod stifterne, når blæsten satte ind. Plankeværket mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.

 

Tvedeling af arbejderbevægelse

Midt i 1870erne var forståelsen for arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være i en fagforening. Mange meldte sig ud. Nogle mente, at fordi man var medlem af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Fagbladene advarede mod skruebrækkere, men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.

 

Også i døden var man forskellig

Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende lig.

Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner – med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte på at nægte ordener og sabler plads på en fløjlspude ved kistens fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel på folk, selv i døden.

 

Knap så mange bekymringer

Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i 1890 de rigtig gode resultater kom. Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp. Nu var det knap så mange bekymringer.

 

Tænk hvis de fuldede sig

Myndighederne gav tilladelse til afholdelse af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller ikke synge eller have et orkester med sig.

Og på Fælleden var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev ukontrollerede?

 

Kæmpe troppestyrker

Alle mistænkelige blev kaldt til forhør inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren skrev til marinemisteren omkring mobilisering. Gendarmkorpset måtte have hjælp fra andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.

Og politiet stod klar med 335 mand fordelt på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere.  Styrken under kommandanten i København stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever og under-officerer

Fra Orlogsværftet og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300 – 400 folk i Nyboder.  Fra Jægersborg var kaldt husarer. Citadellet  nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra Trekoner. Soldater fra garnisoner uden for København kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.

Der blev udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Man troede åbenbart at københavnske arbejdere kunne finde på, hvad som helst Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct. var nået der betød noget.

 

De Samvirkende Fagforbund

Michael Lyngsie var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund , der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes De Samvirkende Fagforbund. Ved århundred – skiftet var arbejdstiden ned under 10 timer.

 

Natmændene strejkede

Men allerede i 1892 havde københavnerne stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede strejke blandt natmændene i København. De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav var opfyldt.

 

Mange strejker blev vundet

Arbejdernes bedre kår var ikke sket uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker. Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen. De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.

 

Hård tid

Det blev en hård tid for arbejderne. Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig. Tiden fra århundredeskiftet frem til første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger, men det blev opslugt af prisstigninger.

 

Alkoholisme

I 1901 viser en undersøgelse, at 19 pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.

 

Et drabeligt våben – lockout

Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout. Konflikten i 1908 i de grafiske fag, begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når avisen ikke kom. Men episoden medførte voldgiftsrettens oprettelse.

Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også uroligheder.

 

Rigtig arbejderkamp

I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens Sammenslutning. Her var rabarber – drengen, Christian Christensen den ledende kraft. I bladet Solidaritet forklarede han sammenslutningens formål:

1. At forbedre og udvikle de nuværende forældede fagforeninger til moderne, lokale industri – og brancheforbund
2. At udvikle den uduelige fagkamp til industriel kamp
3. At bibringe arbejdernes kendskab til og fortrolighed med den moderne kampteknik, den pludselige strejke, obstruktion, sabotage og solidarisk boykotning.

En anden strejke, der vakte opsigt var en sporvejsstrejke på Frederiksberg i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.

 

Bedre social lovgivning

Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige danske arbejdere organiseret i fagforeninger. Ind til 1. verdenskrig skete der ikke de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918. De københavnske bygningsarbejdere havde iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.

 

Bolignød og krak

Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på skoler eller i barak – lejligheder. Der var faldende forsyninger af brændsel og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed. Under krigen steg fødevarepriserne med op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.

 

Lyngsies skovture

Mellemkrigstiden betød store økonomiske kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter. Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer. I 1929 indledte Stauning  en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen og meget andet, der gav en tro på livet.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – div. artikler 

 

Hvis du vil vide mere:-

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Nørrebro findes der 304 artikler 
• Under København findes der 191 artikler 

 

• Historien om 1. maj
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Arbejder og industri på Nørrebro 2 (under Nørrebro)
• Arbejderkamp på Nørrebro (under Nørrebro)
• Arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Begravelse på Assistens Kirkekegaard 1887 (under Nørrebro)
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro (under Nørrebro)
• Stauning på Nørrebro (under Nørrebro)
• Flere arbejdere på Nørrebro (under Nørrebro)
• Rabarberlandet (under Nørrebro)
• Og mange flere artikler
  

Redigeret 17. – 11. – 2021

Omkring Genforeningen var der udpræget fattigdom i Sønderjylland. Landsdelen var ramt økonomisk. Landbruget var i dyb krise. 40 pct. af sønderjyderne var
beskæftiget i landbruget. Fidusmagere havde gode kår. Sødmælk blev udleveret mod lægeattest. ”Danmark har mistet retten til Nordslesvig” proklamerede den nationalsocialistiske bevægelse. Fra tysk side blev der tilført penge til tysk kultur.

 

Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig

• Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig

Ja sådan udtalte gårdejer Vilhelm Deichgräber i en tale, forud for folketingsvalget i 1939. Deichgräber var en spidserne i det nationalsocialistiske parti i Sønderjylland – dengang. Man mente, at Danmark havde forvandlet området til en fattiggård.

Nu var det en del af den nationalsocialistiske agitation. Men sandheden var vel også, at Danmark  efter 1920 havde modtaget en landsdel, der var forarmet.

 

Det står ikke i historiebøgerne

Dette står det ikke meget om i de historiebøger, som de unge mennesker gennemgår i skolerne. Her hører man godt nok om Genforeningen, men stort set ikke mere.

 

Landbruget udsat for rovdrift

Landbruget havde været udsat for rovdrift. Tvangsafleveringer havde udpint jorden, og en stor del af besætningerne var forvandlet til pengekapital. Gennem smug-handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen.

På landet gik gendarmer rundt og kontrollerede, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller bagt brød på gårdene. De kunne dog ikke forhindre det, og der er mange historier om, at de blev bestukket med naturalier.

 

Demonstration for mere mad

I Haderslev protesterede 400 kvinder foran rådhuset for at få mere mælk, byggryn og andre varer, som blev ført syd på, for at afhjælpe nøden i de større byer.  Mange brancher led under rationeringen. Håndværkere og arbejdere var dem, der klarede sig dårligst. En bondekone kunne måske nogenlunde føre driften videre, mens manden var indkaldt. Men det kunne en smede – eller skrædder-kone ikke under samme vilkår.

 

Sødmælk udleveres med lægeattest

Midt i 1930erne udkom en bog På vej til Danmark. Den beskrev forholdene således:

• I fattigkvartererne ejede de færreste blot en skjorte. Alle gik i udtrådte sko og støvler, som var købt før krigen og med omhu holdtes vedlige…..rigtig sæbe gaves ikke mere
  ….brødet var bagt ved hjælp af ubestemmelige erstatningsmidler. Gamle folk, syge mennesker og børn kunne få udleveret noget sødmælk mod lægeattest.

De rige kunne nogenlunde komme igennem ved at betale overpris, men det kneb for den almindelige borger blot at skaffe det mest nødvendige.

 

Genforeningen trak ud

Overgangen fra et økonomisk system til et andet voldte vanskeligheder. Det blev yderligere forværret, da en hurtig genforening trak ud. Ingen havde troet, at de ville gå 20 måneder fra våbenstilstand til genforening. Det kneb for erhvervslivet at tilpasse sig.

 

Fidusmager havde gode vilkår

I 1919 kom der stadig mange varer fra Danmark til det sultende og udmarvede Nordslesvig. Dette skete også på illegale veje. Spekulanter, profitmager og fidusmagere havde store tider.

 

Krigsfangere døde i massevis

Over 4.000 sønderjyder faldt i kamp. Mange blev såret og havde psykiske skader resten af livet.  Krigsfangere, som faldt i tysk fangenskab blev sat til at afhjælpe nøden i landbruget Fra store lejre blev de udkommanderet til opdyrkningsarbejde. Men kulde, sult og epidemier gjorde det af med mange.

 

Den tyske mark – intet værd

Et andet stort problem var markens fald. I juli 1920 var den helt nede på 16 øre. Og den fortsatte sit fald. Mange havde håbet på, at marken ville stige igen, og havde skrabet lidt sammen. Men ak og ve. I billion gamle papirmark var i begyndelsen af 1924 forvandlet til 1 guldmark.

 

Landsdelen ramt økonomisk

Mange landboer havde inden genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Det blev så i dyre krone – lån. Man regner med, at der blev optaget veksellån for ca. 50 – 60 millioner kroner. Dem som havde holdt fast ved deres mark, var endnu dårligere stillet.

Landsdelen blev efter genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt erhvervslivet og landbruget, der fik tilført kapital. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet ca. 20 millioner
kr. til rådighed i statslån. Men de sønderjyske banker og sparekasser var ramt økonomisk.

Man forsøgte med Sønderjysk Kreditforening. Men landsdelens kapitalfattigdom lod sig ikke bare sådan udrydde. De nystiftede lån blev forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk
Hypoteklånefond.

 

40 pct. i landbruget

I Sønderjylland var 40 pct. af befolkningen beskæftiget i landbruget. Under det tyske styre var det gået i retning af færre men større ejendomme. Den tyske lovgivning havde i modsætning
til den danske mulighed for nedlæggelse og sammenlægning af landbrug.  Arbejdskraft blev efterhånden en mangelvare på grund af udvandring. De forskellige landbrug skulle nu pludselig
omstille sig efter danske forhold. Det betød flere og bedre bygninger og en større del af arealet under plov.

Denne omstilling betød også, at det sønderjyske landbrug var mere følsom over for forandringer.

 

Modtagelige for fantastiske bevægelser

I efteråret 1920 indtraf også en tørke. Det betød at mange landmænd oplevede et knæk, der var svært at komme sig over. De kriseramte og kredit – hungrende landmænd blev pludselig lydhør over for mere eller mindre fantastiske bevægelser.

 

Penge til tysk kultur

Denne situation benyttede man sig af i Berlin. I 1926 bevilligede Det Tyske Rige og Preussen et millionbeløb for at støtte tyskheden i grænseegnene og i udlandet. Yderlig blev 5 millioner mark sendt til Nordslesvig i form af kreditter. Som modforanstaltning blev Landeværnet  oprettet. I løbet af få år var der tegnet 10.000 medlemmer.  I 1929 gjorde landsdelens relative fattigdom sig stadig gældende. Det skete trods det, at der i 20erne blev oprettet 900 nye husmandsbrug gennem udstykninger.

 

Revolution i Sønderjylland

Og var man heller ikke kan læse i alle historiebøger, at revolutionen gennemførtes i Sønderjylland. Det var soldaterudsendinge, der proklamerede tingenes tilstand. Magten blev overdraget til soldater – , arbejder – , og bonderåd.  Soldaterrådene  gled dog hurtig i baggrunden. Arbejderrådene holdt længst. De overvågede blandt andet levnedsmiddelfordelingen.  Det virkede meget brutalt, at man med den danske fattiglov kunne fratage borgerne deres rettigheder. Bestemmelsen virkede endnu stærkere i Sønderjylland.

 

Et nationalt mindretalsproblem

Genforeningen gav Danmark  et nationalt mindretalsproblem. Af folketællingen fra 1921 ses det at 16.600 af Sønderjyllands indbyggere var født syd for den danske statsgrænse. Ved folkeafstemningen i februar 1920 blev der afgivet 25 pct. tyske stemmer, mens der ved folketingsvalget senere på året kun blev til 14 pct.

 

Ikke tilfreds med grænsen

Tyskheden var fremherskende i enklaver langs grænsen og i byer som Tønder og Højer. Særlig i gårdmandsklassen var der mange tysksindede. I mange sogne var der tysk flertal.  Mindretalsordningen var noget nyt for det danske samfund og tiltrak sig en del opmærksomhed. Fra tysk side var man ikke tilfreds med ordningen. Herfra mente man også at grænsedragningen var ganske uretfærdig.

Det gjorde det heller ikke lettere at Danevirke – Bevægelsen ville have grænsen ved den gamle danske fæstning.

 

Grænse midt på vejen

Selve grænsedragningen, skabte ingen problemer, der hvor grænsen skulle følge vandløbene. Men andre steder skulle man følge geografiske og erhvervsmæssige forhold.  Her var der problemer ved Kobbermølle  og Padborg Station.  Ude vest på ved Rudbøl gav grænsedragningen problemer. Resultatet blev, at der på en strækning på 130 meter, blev gadens midterlinje grænsen.

 

“Führer macht uns frei”

Ved nazismens magtovertagelse i Tyskland begyndte de tyske stemmer i Sønderjylland  at tage til. Den tyske befolkningsgruppe var godt på vej til at vinde sit andet folketingskandidat. Og Jens Møllers bøn til Adolf Hitler var også:

• Führer mach uns frei.

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler herunder 207 artikler fra Sønderjylland
• Det Tyske Mindretal
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Kongens hvide hest
• Langs Grænsen
• Mere om Kongens hvide hest
• Da Als var republik 1-2

 

• Under Aabenraa (169 artikler):
• Aabenraa under de to krige
  
• Jomfru Fanny fra Aabenraa 
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed 

 

• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)
• Første Verdenskrig i Bov 
• Genforeningen i Bov Sogn

 

• – Under Tønder (283 artikler)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 
• En rebel og hans gård 
• Hvorfor var Tønder tysk? 
• Socialdemokrat i Tønder – dengang 
• Tønder – før og efter Genforeningen 
• Tønders Dansksindede 

Redigeret 10. – 11. – 2021