Artikler
Februar 27, 2012
I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Men inden den tid var der masser af fristelser på Nørrebro. Vi har udvalgt nogle. Zigøjnerhallen. Prater, Bolero, Tingvalla, Odeon, Florasalen, Danas Have, Folkets Hus, Heidelborg, Resi, Stefans Biografteater, Søfryd, Kaffevognene, Nora – Biografen, Cirkus Bech – Olsen, Nørrebros Biograf, Coloseum, Og på Nørrebro optrådte alle de kendte. Det var her at saxofonen optrådte første gang. Ja, det gjorde Otto Brandenburg også.
Det var engang
Zigøjnerhallen er ikke mere. Den brændte fornyelig. For længst var stedet blevet omdannet til Frikirke. Det var dengang det bedste Nørrebro, kunne byde på. Her var masser af underholdning.
Det var Hamborgs Zillertal som dannede forbilledet for etablissementet.
Wandy Tvorek
Stedet eksisterede helt til 1953. Her optrådte Wandy Tworek. Han var en sand troldmand på en violin. Folk sprang op på bordene og klinkede med ølkrusene, når Blomstersangen
klingede ud i lokalet. Allerede som 15 – åring havde denne troldmand sit eget orkester. Han optrådte altid i et elegant hvidt silkedress. Det skete ikke så sjældent at der var radiotransmissioner fra Zigøjnerhallen.
Victor Borge
Og Børge Rosenbaum. Sidstnævnte optrådte senere under navnet Victor Borge. Og det var før anden verdenskrig, han optrådte her. Og Børge Rosenbaum flyttede hellere klaveret end sin klaverstol. Han henrykkede allerede dengang på Nørrebro en masse mennesker. Også den legendariske jazzpianist Leo Mathiesen optrådte her. Det var omkring 1940 – 1941.
Hot Spot og Solsikken
I sensommeren 1942 blev Zigøjnerhallens førstesal ombygget til swing – restaurant Hot Spot. Men inden ombygningen hed restauranten Solsikken. Her sad Wandy Tworek og Børge Rosenbaum (Victor Borge) ofte og hyggede sig.
Otto Brandenburg
Også Otto Brandenburg fik sin debut her i Zigøjnerhallen.
De letpåklædte damer
I Zigøjnerhallen optrådte også kvinder i let – og fjerpåklædte kostumer. Man kunne se herlighederne gennem vinduet en lille passage ved siden af Zigøjnerhallen, der gik ned mod Uffesgade. Og det havde skoledrengene over for fundet ude af. Men ak, en dag havde man trukket gardiner for, så kunne de ikke mere se herlighederne. Man forsøgte at genetablere stedet under navnet Piger i cellofan. Og det var netop de letpåklædte kvinder, der tiltrak skoledrengene.
Lysmesteren
Og lysmesteren hed Jørgen Haagen Schmidt. Ja ham er der sikkert ikke mange, der kender. Men når man nu fortæller, at han senere blev montør hos bilfabrikanten Citronen, og at han blev kaldt Citronen, er det sikkert nogen, der begynder at ane noget. Det var den danske frontkæmper i modstandsbevægelsen. Ham, som tyskerne dræbte i 1944.
Her kom også Oswald Helmuth, Liva Weel, Lilly Broberg og Raquel Rastenni.
Prater i Stengade
Der er mange, der forveksler Zigøjnerhallen med andre etablissementer på Nørrebro – dengang. Således lå Prater nede i Stengade. Den blev senere kaldt for Zigøjnerhallen Prater. Og endnu senere omdannet til Mickeys Dance Hall.
Der var gang i Fælledvej
Og så må vi sandelig ikke glemme den kendte danserestaurant Bolero på Fælledvej nr. 8.I folkemunde blev det straks omdøbt til Bol – i – ro. Her lå tidligere Tingvalla. Ved siden af i nummer 10 lå kaffebaren, som blev sprunget i luften den 21. marts 1944.
Odeon
Og i nummer 6 lå indtil første verdenskrig restaurant Florasalen. Det blev så til Odeon, med bevilling fra den 3. 10 . 1925. Det blev Nørrebros mest prominente biograf med kongelig skuespiller Bodil Ipsen som direktør. Der var en flot balkon og 662 siddepladser- Man havde premiere med I Amazonas vildnis. Publikummet stod i en lang kø ned ad Fælledvej.
Blev til offentlige toiletter
Men ak efter en tirsdags – forestilling var der en besøgende, der havde glemt et cigaret – skod oppe på balkonen. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten inde fra naboejendommen, at Odeon brændte.
Skønt brandstationen var lige i nærheden nedbrændte den stolte biograf.
Det var den 17.9.1958. Det blev aldrig biograf igen. Tværtimod blev biografens tidligere foyer ombygget til offentlige toiletter. Det kan man da kalde ned graduering.
Dødens Pølse
Når alt var lukket på Nørrebro – dengang, kunne man altid gå i Danas Have, som på et tidspunkt blev kaldt for Dødens Pølse. Her holdt Nørrebro Handelsforening i sin tid bestyrelsesmøde. Men smørrebrødet var for dårlig, og ventilation var dårlig. Cigarerne generede, så man valgte Aahuset nede ved Ladegårdsåen.
Saxofonens indtog
Restaurant Danas Have blev det første sted i landet, hvor man kunne høre en dansker spiller saxofon. Det blev en kæmpe succes. Det var nu ikke mange numre, der blev spillet i begyndelsen. Men folk fra hele byen styrtede til for at høre The Sheik of Arabia og Serenaden fra Harlekins Millioner. Når det ikke lige blev spillet på instrumentet, ja så stod den foran
orkesteret til alles beundring.
Nu var jazzen sandelig kommet til Nørrebro. Otto Lingtons orkester var meget populært. Ja og hvad mange sikkert ikke ved, så var det også her i Danas have, at Københavns Politiorkester
blev dannet den 15. december 1922.
Danas Have, Nørrebrogade 11 eksisterede helt til 1983. På et tidspunkt lå der en paraply/ parasol – fabrik på den ene side og Cigarbutikken Dana ved siden af.
Minefeltet
Zigøjnerhallen lå i et slags minefelt for underholdning på Nørrebro. Det var ikke langt til Folkets Hus, Jagtvej 69, hvor der også var musik og dans. Jo her spillede et seks mands orkester
tidens store slagere. Og de nye, der var begyndere på dansegulvet blev kaldet turister.
DSU arrangerede lørdagsbal her på Jagtvej 69. Og hvis dem fra Vesterbro viste sig blev de holdt borte. De havde jo deres eget Folkets Hus. Lige over for lå Nordre Bodega. Det var over dette lokale at Københavns Brugsforeninger blev dannet. I mange år lå Brugsens Møbler her i lokalerne.
Og derhenne, hvor posthuset ligger i dag, (Nu ophørt) lå Tyroler – Kroen. Og denne kro kom senere til at hedde Nyroleren. På hjørnet af Fensmarkgade og Jagtvej lå Heidelborg. Det var et yndet sted for husassistenterne på fagskolen lige over for.
Resi
Meget populær var også Resi i Hillerødgade. Man havde et slogan, der hed:
Resi var en gul pudset et – etagers bygning med et firkantet tårn. Musikken trængte ud af de høje vinduer og i de sene aftentimer kunne der høres masser af larm og spektakel herfra.
Stefans Biografteater
Hvor Hillerødgade og Nordbanegade mødtes lå den lille biograf Stefans Biografteater. Inden man gik i biografen kunne man lige gå forbi hos slikmutter i Skodborgsgade, hvor man kunne købe æbler på pind.
Kamp for pladserne
Når de voksne var kommet på plads var det så børnenes tur. De blev lukket ind fra sidebygningen Kostalden. Det gik ned ad bakken til børnerækkerne. Og disse var bænke anbragt foran i teatret. De voksne morede sig meget over kampen. Normalt blev der nemlig lukket flere børn ind, end der egentlig var plads til. I stumfilmens tidsalder var der ansat både klaverspiller og en violinist for at dramatisere filmene.
Luftrensning
Mandag til torsdag var der mere alvorlige film på programmet. Om søndagen var der så de mere børne – og ungdomsvenlige film på programmet. Tom Mix var den store helt, men også Fyrtårnet og Bivognen. Så var der jo også lige Chaplin og Harald Lloyd. Ja så var filmene med Ungerne særdeles populære. Reklamerne bestod af lydbilleder fra de lokale forretninger. Og der blev stampet i gulvet og piftet. Under forestillingen blev der med en håndsprøjte sørget for luftrensning. I 1928 ophørte den lille biograf.
Nørrebro Teater
Også på Nørrebro Teater var der masser af underholdning. Man kunne for eksempel se Fuglekræmmeren med Hans Kurt og Else Marie. Vi har tidligere beskrevet historien om Nørrebros Teater.
Restauranter ved Søerne
Nede ved søerne lå en masse restauranter. På hjørnet af Sortedams Dossering og Fredensgade lå Restaurant Søfryd. Det var her LO – ledere samledes i 1899 og udformede forhandlingsoplægget til det berømte septemberforlig.
Masser af fristelser
Der var masser af værtshuse på Nørrebro – dengang. Ja mange var også oprettet i forbindelse med arbejdspladserne. Så kunne arbejdsgiverne tjene dobbelt. Der blev afregnet hver lørdag. Kaffebaren var et sted, hvor man kunne nyde ikke – alkoholiske drikke. Ja så kom også Kaffevognen. Det var De Københavnske Kvinder, der stod for dette. Så kunne det jo være at man kunne udskyde fristelsen til at nyde en bajer.
Det var også meget populært at indtage en mælketoddy. Den bestod af en snaps i et glas mælk. Ikke underligt opstod der hele fire afholdsforeninger på Nørrebro. De havde i alt cirka 1.200 medlemmer.
Nora Bio
Hvis man var medlem af Socialdemokratiet kunne man møde op i Nora Bio og opleve den tidligere omtalte Wandy Tworek, Det syngende X (Johannes Hval), Holger Fællessanger,
hypnotisører, tryllekunstnere og meget mere.
Nora – Biografen, Nørrebrogade 217 Den havde en meget stor sal. Det var en af kooperationens mange foretagender. Den blev oprettet i 1935 med 1.184 knaldrøde stole. Det var Københavns tredje største biograf. Man havde fået et helt nyt luftanlæg – et såkaldt ozon – anlæg. Her var også chokoladekiosk, udstillingsmontre og telefonboks.
I 1970erne svigtede tilstrømningen, og i 1977 blev biografen nedlagt og erstattet af et supermarked.
Cirkus
Festlig, folkelig og fornøjelig var Cirkus Bech – Olsen, der holdt til nede ved Ladegårdsåen. Det var en tidligere mester – bryder, der havde rejst en kæmpemæssig telt. Her var artister krydret med filmforvisning. Og tilskuerne var fortrinsvis folk fra Rabarberlandet. Der blev drukket tæt under forestillingerne. Da lydfilmen brød igennem kom biografernes storhedstid. Og i 1920erne og 1930erne var biograferne for alvor skudt op på Nørrebro. Det blev helt klar den forlystelse, der samlede flest folk.
Nørrebro Biograf
Nørrebros Biograf, Nørrebrogade 37 var en rigtig lokalbiograf. I 1912 hed stedet Nørrebro Biograftheater. Og i 1975 blev stedet overtaget af filmproducenten Just Betzer,
der omdøbte stedet til Hjerter Dame. Men allerede året efter overtages konkursboet og omdøbes til Københavneren. Egentlig tilhørte lokalerne Børnenes Kontor. Senere blev lokalerne brugt til teaterdrift. Her holdt Kaleidoskop til. Men grundet manglende tilskud lukker man. Teater Grob fortsætter i 2010.
Colosseum
Colosseum på Jagtvej havde en flot uniformeret kontrollør, der nok skulle holde orden på køen. Her kunne man se spændingsfilm lige på og hårdt. Og så var der masser af kærlighedsfilm uden for meget snak.
Den første tonefilm
Biografen var egentlig tænkt opført i forlængelse med Folkets Hus. Det blev et stort, flot og luksuøst filmpalæ med balkon og plads til 1.000 tilskuere. Tilstrømningen til den første tonefilm,
The singing fool eller på dansk, Den syngende nar var med Al Jolson i august 1929. Men allerede 2. juledag 1924 blev den flotte biograf brugt til folke – skuespillet Signaltaarnet.
Bedre stole
Der var stor begejstring for stedet. Også fordi man havde fået rygetilladelse under forestillingerne. I 1971 købte Gunnar Obel biografen, Han fjernede de 1.000 gamle stole og erstattede dem med 650 bløde lænestole. Men det var åbenbart ikke lønsomt, for i 1973 blev biografen solgt til Palladium.
Knald – Biograf
Derefter blev Colosseum omdannet til det der i folkemunde blev benævnt som Knald – biograf. Der var nu masser af pornofilm på programmet. Men det hjalp ikke på omsætningen. I 1978 stoppede man.
Lille Per på programmet
Man forsøgte igen i 1980. Og det var endda med et springvand i foyeren. Men det ændrede man hurtig. Nu blev det så med en kombineret grill – bar og billetsalg. Og så havde man både Lille Per og pornofilm på programmet. Sidste forestilling var i 1982 – 83. I 1986 brændte biografen.
Uden for bydelen
Uden for bydelen var der også mange biografer der tiltrak Nørrebro – borgerne. Det var Ry Kino i Ryesgade, Fasan Bio på Fasanvej, Roxy på Godthåbsvej og Standard Bio på Falkoneralle tæt ved Ladegårsåen.
Og det var på hjørnet af Fasanvej og Borups Alle, at Fasan Bio lå. Biografens ejer var meget populær hos børnene. Det var sprechstallmeister Eriksen. Han var gammel artist.
Pinlige kyssescener
Typisk stod man i kø til 4 – forestillingen om søndagen. Der var film med cowboyerne og indianere. Der var engelske gentlemen fra kolonierne. Før børnene var kyssescenerne pinlige. Under disse blev der råbt Buuh. Men når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik, ja så var vild jubel blandt det unge publikum.
Der var kamp om pladserne, for biograferne dengang havde det med at sælge for mange biletter. Ja så havde man med at rykke sammen. Der skulle være plads til alle.
Masser af muligheder
Det vil selvfølgelig være umulig, at nævne alle steder fra dengang. Så sent som i 1965 var der hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Kilde
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler heraf 304 artikler fra Nørrebro
Redigeret 30, – 10. – 2021
Februar 27, 2012
Kampene i 1980 var nogle af de værste i Nørrebros historie. Volden var udpræget. Politikerne roste politiet for besindig adfærd. Det var ikke noget Nørrebro
– borgerne kunne genkende. Medierne mente, at det var forkælede venstreorienterede ballademagere, der stod bag. Sandheden var dog en anden. Vi sammenligner i artiklen med den uro der skete i forbindelse med kampen for Ungdomshuset.
Man taler stadig om det
Man taler stadig om det på Nørrebro. Kampen om Byggeren. Det dukker op, når man skal beskrive Den sorte Firkant, slumstormerne og generelt de kampe, der har fundet sted på Nørrebro.
Er det demokratisk
Men en ting er sikkert. Politikere opfører sig stadig som om, de ved det hele. Det gjorde de også dengang. Bevares vi har både fået Kvarterløft, Områdeløft og Lokaludvalg. Men spørgsmålet er, om de beslutninger, der bliver taget, er taget på et demokratisk grundlag.
Planløst sanering
For dem, der ikke er klar over det, så lå Byggeren mellem Stengade og Slotsgade. Og kampen skal ses i forbindelse med den såkaldte bulldozersanering. Saneringen af spekulationsbyggeriet på Indre Nørrebro begyndte sidst i tresserne. Denne sanering foregik fuldstændig planløst.
Venstreorienterede ballademagere
Havde man TV2 News dengang, ville der sikkert have svævet en nyheds – helikopter over Nørrebro, da kampen om Byggeren fandt sted. I mine arkiver har jeg set beskrivelser af
Det var ingen tvivl om, at der også kom folk ude fra, som ville afregne med politiet.
Hele Nørrebro kæmpede
Men sandheden er, at dem der kæmpede for bevarelsen af Byggeren også var forældre, pædagoger og ganske almindelige Nørrebro – borgere. Og i Nørrebro Beboeraktion deltog også detailhandlere. Således arbejdede Nørrebro Handelsforening aktivt sammen med de såkaldte venstreorienterede ballademagere.
Detailhandel hårdt ramt
Nørrebros detailhandlere oplevede således en kraftig nedgang af kunder. Beboerne blev mere eller mindre tvunget ud af bydelen. Hvis de blev ventede en dyr husleje. I de arkiver bøger og artikler jeg har set, bliver hærværket mod butikkerne på Nørrebro nedtonet af demonstranterne selv.
Men hærværket var massivt også under kampen om Bryggeren. Siden har butikkerne lidt meget under diverse kampe. Således var jeg sammen med formanden for Nørrebro Handelsforening en formiddag ude at tælle antallet af hærværksramte butikker. Vi nåede op på 55.
Når folk fra Ungdomshuset kæmpede sagde man altid, at man kun gik efter de kapitalistiske butikker. Men også den lille dyrehandel og vuggestuen blev ramt.
Hvordan blev denne artikel til?
Denne artikel er blevet til ved gennemgang af den litteratur, der her er til rådighed om Byggeren. Ligeledes er der brugt protokoller fra Nørrebro Handelsforening og efterladte bemærkninger fra min afdøde kone.
Er politivolden ikke overdrevet?
Når man kigger på den anvendelse af vold, der blev brugt bliver man chokeret. Et vidne, som vi har talt med og som var med i kampen om Byggeren bekræfter, at der blev brugt ekstrem meget vold. Jeg må indrømme, at de fleste gange, som jeg har været i forbindelse med politiet har jeg fået en god behandling, bortset fra mindst to gange, hvor jeg fik en meget dårlig behandling. Jeg kunne mærke, at jeg blev aggressiv, og begyndte at råbe op. Måske er det, der sker under sådanne forhold. Det må en psykolog kunne svare på.
Da vi i Nørrebro Handelsforening valgte at støtte de ikke voldelige unge fra Ungdomshuset , resulterede de i en masse hademails. Her var der en masser fra politikere og politibetjente. Særlig fra sidstnævnte gruppe var der brugt ord, som ikke bør gengives.
Aggressionerne vokser
Dengang, da Ungdomshuset blev stormet var der masser af aggressioner. I butikken lånte vi toiletterne til nogle af demonstranter. Vi kendte mange af dem. De plejede at komme i butikken. Vi havde åbnet allerede kl. 7, da startede bogudsalget. Men vi blev godt nok sure, da man ude fra gaden truede med, at smadre vore vinduer, fordi nogle civile strømere var gået til bogudsalg. Værre var det lidt længere henne af vejen, hvor demonstranter truede en shawarma – handler med at brænde hans butik af, fordi han serverede for civile strømere. Disse aggressioner var også til stede under kampen om Byggeren.
Folkets Hus
I 1971 blev Folkets Hus og Folkets Park skabt. Folkets Hus var egentlig en fabriksbygning fra 1914. beboerne havde selv istandsat huset. Det var blevet en slags forsamlingshus for Den Sorte Firkants beboere. Møblerne blev foræret af områdets beboere. Selv om det ikke har kostet kommunen en krone, så har huset talrige gange været truet.
Blokadevagterne overnattede
Det var også i Folkets Hus man holdt møder, hvor man opfordrede til at støtte Byggeren. Det var også i dette hus, at blokadevagter overnattede.
DKP ønskede Byggeren flyttet
I huset blev der holdt møde med DKP på Nørrebro. Resultatet blev at de vil have at blokadevagterne skulle ophæve blokaden. Socialdemokratiet og DKP havde flertal i Borgerrepræsentationen. De gik ind for nybyggeriet og for flytning af Byggeren. Denne flytning betød reelt, at Byggeren blev nedlagt. Men hvad var Byggeren egentlig?
En lastbil kom
Det var en søndag i 1973 kørte en lastbil med byggemateriale ind på en byggetomt. Det var starten på Byggeren. Det lykkedes for forældrene, at få denne byggelegeplads anerkendt som byggelejeplads. Det skete i 1974 med den klausul, at den skulle vige for det planlagte byggeri Slotsgadehus.
Vedtægter ikke overholdt
Men dette projekt stred mod både Byplanvedtægt og byggevedtægt. Politikerne prøvede at få lusket det hele igennem. Men Nørrebro Beboeraktion opdagede lunten, og klagede. Resultatet blev at kommunen måtte lægge projektet i skuffen.
Grønne områder – en mangel
Det kneb med grønne områder. Måske var derfor at Byggeren blev den succes, som det blev. Børnene elskede stedet. Men det hele endte med drabelige politiaktioner.
Skulle være fritidsklub
Flere organisationer forsøgte at få indpasset Byggeren i nybyggeriet. Men det ville politikerne ikke gå med til. Arealet skulle begrænses kraftig, og det skulle have status af fritidsklub. Derved ville man afskære de mange indvandrerbørn i brugen af arealet.
1977: Kommunen viser ansigt
I juni 1977 besluttede kommunen at lukke den seks år gamle midlertidige institution i Todesgade. Den skulle også vige pladsen for boliger. Institutionen blev officielt lukket den 5. august. Den 15. august forsøgte håndværkere fra kommunen ved hjælp af 300 betjente at fjerne institutionen. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette. Efter flere måneders besættelse genåbnede beboerne institutionen. Men ak, kommunen viste ansigt. Den 10. januar 1978 mødte håndværkere op med en endnu større politistyrke og ryddede institutionen.
Hvorfor lyttede man ikke til de lokale?
Hvorfor lyttede man ikke til de lokale. Nørrebro Beboeraktion havde opbakning fra en kæmpe skare, ikke kun de forkælede venstreorienterede. Således deltog Nørrebro Handelsforening
i flere aktioner dengang. Venstrefløjen havde dengang en opbakning på over 50 pct. i kvarteret. Socialdemokraterne på Rådhuset betragtede alle aktioner som en krigserklæring mod deres politik.
Helhedsplanen blev godkendt i Borgerrepræsentationen med stemmerne fra Socialdemokratiet, De Konservative, Centrumdemokraterne og Venstre. VS, SF, De Radikale og Retssamfundet gik imod. Og for mange syntes det mærkeligt, at DKP undlod at stemme.
Nørrebro Beboeraktion var sprængt
Allerede i 1975 blev Nørrebro Beboeraktion sprængt. I Tømrergade var det domineret af DKP. På Blågårdsgade var det VS, der dominerede. Socialdemokraterne forstod til fulde at udnytte denne splittelse.
Sigurdsson sat uden for indflydelse
Byplansborgmester Villo Sigurdsson fik indført en klausul i byggetilladelsen, at Byggeren skulle indpasses i nybyggeriet. Dette fik støtte fra lokale afdelinger af Socialdemokratiet, DKP
og VS. Men atter engang blev det lokale demokrati tilsidesat.
Overborgmester Weidekamp fratog Sigurdsson myndigheden over byggeriet og udstedte en byggetilladelse, der indebar Byggerens totale rydning.
Blokaden begynder
Den dag, hvor kommunen havde varslet, at de ville rive Byggeren ned havde en tusindtallig skare forsamlet sig på pladsen. Man havde fået uddelt masker med citron. Man ville sikre sig, hvis politiet ville bruge tåregas. Arbejdere, der kom og ville påbegynde nedrivningen blev stoppet ved indgangene. En BMS – kran holdt et par timer i Stengade, hvorefter den blev kaldt hjem.
Efter første dag spores der en usikkerhed. Ingen ved, hvad der vil ske.
En gummiged bryder blokaden
Den næste dag prøver en gummiged at køre gennem blokaden. Folk blev rasende og gummigedens forrude knuses. Det var dagens højdepunkt. Politiet dukker stadig ikke op. Rundt omkring i Den Sorte Firkant placeres vagter, i tilfælde af ! Men det kneb med at holde interessen fanget. Man manglede efterhånden blokadevagter. I ventetiden blev der holdt en del støttefester. Savage Rose spilede til en af dem. De næste tre uger skete der ikke noget. Politiet viste sig ikke.
Jarmer: Ingen Bygger på Nørrebro
Atter engang blev planerne diskuteret i Borgerrepræsentationen. DKP ville flytte Byggeren til Kapelvej. Arealet var langt minde, og den legeplads, der lå der i forvejen kunne bare flyttes. Pelle Jarmer ændrede nu mening. Han havde før sagt, at der overhovedet ikke skulle ligge nogen Byggeren på Nørrebro.
Blokaden fortsætter
Forslaget blev også diskuteret i Folkets Hus. Men diskussionen blev afbrudt. Man mente, at forældre og personale også burde involveres. Resultatet blev, at man fortsatte med blokaden.
Første politiaktion
Kommunen havde med deres afventende holdning forsøgt at gøre blokadevagterne trætte. Men de var der stadig. Og den 22. april indtraf den første politiaktion. Flere hundrede betjente havde indfundet sig. De forsøgte, at få en BMS – kran ind på pladsen. Politiet havde dannet kæde rundt om pladsen. Inde på pladsen var kranen i gang med at flytte barakkerne til den
tredjedel, hvor Byggeren efter kommunens mening skulle være.
I aktion
Blokadevagterne strømmede nu til. De begyndte at rive plankeværket mellem Byggeren og byggepladsen ned. Dette blev mødt af arrige knytnæveslag fra betjentene. Og aktionen havde ikke den store succes, for nu kom der pludselig en skovvogn med 50 ekstra betjente. De går uhindret gennem folkemængden og fjerner de urolige blokadevagter. De fleste virkede passive.
Folk fjernes fra kørebanen
Men mange af de såkaldte passive mente, at nu skulle der ske noget. På Nørrebrogade tog nogle initiativ til at standse trafikken. Man ville med den aktion fortælle om, hvad der foregik på Byggeren. Man ville også forsøge at sprede betjentene. Politiet går også i gang med at fjerne folk fra kørebanen.
Ud af Nørrebro – Ud af Nørrebro
Når politiet havde fjernet en blokade på Nørrebrogade, opstod der en 50 meter længere fremme. Brutaliteten fra betjentene vokser. De første får brækket fingre m.m.
På Byggeren er kranen færdig med sit arbejde. Det flotte hus er desværre brækket over på midten. Det er nok sket mere eller mindre bevidst. Politiets arbejde er fuldført, og skal trække sig tilbage. De bliver mødt med tilråb:
Hadet vokser
Nogle begynder nu at kaste med sten. Det kan jo virke tåbelig, når politiet er på vej til at trække sig. Resultatet udebliver da heller ikke. Betjentene trækker deres knipler. Med en ordre fra delingsføreren angriber politiet. Flugt er umulig for de forreste. Det betød, at nogle blev gennembanket. Folk falder om på jorden.
En skoleklasse kommer i vejen. Flere får slag på vejen eller bliver skubbet. To gange mere angreb politiet, inden de kørte væk. Hadet til politiet voksede. Men det gjorde sammenholdet i Folkets Hus også. På Byggeren blev husene bragt tilbage på deres oprindelige pladser. Børnene legede igen, men uden officiel opsyn. Pædagogerne var blevet fyret.
Politi i turistbusser
Den 29. april var der gang i telefonkæden. Den anden politistorm var på vej. De kom i turistbusser fra firmaet Paaske. De fleste var bange for politiets lyster. 150 blokadevagter havde forsamlet sig inde på Byggerens område. Politiet tog opstilling neden for skure og bygninger.
Man måtte springe for livet
Pludselig kom to blokvogne kørende med en bulldozer på hvert lad. De kører gennem plankeværket og direkte ind i Byggerens scene. Her sad der ti mand oppe på taget. Folk faldt ned fra flere meters højde. Bulldozeren fortsatte mod tårnet. Her sad folk lænket til tårnet. Mange måtte springe for livet de fire meter ned.
Bulldozer – førerne havde ingen skrupler ved det de gjorde. Flere blev såret og mødt af betjentenes grin.
I gang med knipler
Betjentene gik nu i gang med deres knipler – helt formålsløst på dem, der var nærmest. Hadet til ordensmagten var nu steget og mange havde fået en helt anden holdning til ordet vold. Førerne af bulldozerne forsøger at dække deres hoveder mod fotografer. De personer, der ikke frivillig forlod pladsen fik knæ i maven, forvredne arme og ben som følge af førergreb. Folk bliver skubbet ned af trapper.
Bulldozerne fortsatte med at smadre alt på Byggeren.
Pige banket i maven
Nørrebrogade blev igen blokeret. Denne gang både af politiet og blokadevagterne. En motorcykelbetjent giver en pige et knytnæveslag direkte i maven. En ældre mand ser det, og skælder ud. Han kommer pigen til hjælp og bliver irettesat af betjenten.
Far falder om
Folk anholdes i stribevis enten for gadeuorden eller vold mod politiet. Salatfadene fyldes, inden de kører bort. I Stengade bruger politiet kniplerne. En far med en lille søn på skulderen bliver ramt i hovedet. En halv time efter falder han om. Politiet nægter at tilkalde ambulance. Tililende får ham bragt på Rigshospitalet.
Fire betjente banker ung mand
Svellerne bliver lagt foran lastbilerne, der kører ud fra Bygger – grunden med resterne af husene. Flere tusinde tilhængere af Byggeren havde nu forsamlet sig. Men politiet fortsætter. Folkets Park forsøget at rydde Folkets Park. Slagene hagler ned over folk.
De rykker ned ad Stengade. Og forsamlingen presses mod Korsgade. Her forsøger man at lave en blokade, så lastbilerne ikke kan passere. En ung mand bliver nu grebet af to civilbetjente. Bagud får de hjælp af to uniformerede betjente, der gennembanker den unge mand.
Rygterne går, at folk, der er gået selv er trukket ind i porte af civilbetjente og gennembanket opstår. Stemningen bliver meget utryg.
Taxachauffør bliver beskyldt for mordforsøg
På Nørrebrogade er politiet i gang med tilbagetrækning. Situationen er løbet ud af hænderne på dem. Tilbagetrækningen foregår under knippelsuppe. En taxa, der kommer til at bakke ind i en betjent, får alle ruder smadret af otte betjente. Chaufføren bliver hevet ud og gennembanket. Han lægges i håndjern og sigtes senere for mordforsøg. Mange er sikkert tilfredse med at slå
løs på terrorister, der modsætter sig en lovlig beslutning.
Syv busser på tværs
I Rantzausgade og Åboulevarden er kampene i gang. Syv busser kapres. De køres på tværs af vejen og punkteres. Her kastes der med flasker og sten mod politiet. Flere butiksruder går til. Butiksruder bliver tømt for indhold . En brosten bliver kastet ind i en patruljevogn. Følelser og had er blevet ophobet gennem hele dagen.
På Byggeren er det ikke meget hygge til bage. Det ligner bare et stykke bart jord. På Åboulevarden var mange hundrede betjente i gang med at fjerne busserne og rydde op, så trafikken kunne flyde ud af byen.
Byggeren opbygges på en nat
Byggeren samlede nu tusinder af folk. Nye huse voksede frem. Samtidig bygges der rundt omkring barrikader i alle gader omkring Byggeren. Den massive vold, de mange arresterede, og de mange sårede havde fået folk til at blive aktive. Et nat tog det for at genopbygge stedet. Det var som om, at der opstod en ny livsstil.
Masser af tyveri og hærværk
Næste dag blev barrikader anlagt overalt. På Nørrebrogade bliver skurvogne kørt ud og lagt på gaden. Ligeledes blev betonrør rullet frem. Et sted blev der også tændt ild i en barrikade.
Og atter engang må butikkerne konstatere, at de bliver gidsler i en kamphandling. Ruder bliver ødelagt, og der sker masser af tyveri.
Røgbomber snyder folk
Onsdag den 30. juli begynder roligt. Aviserne er fulde af gårsdagens ballade. Ud på eftermiddagen dukker 400 betjente op. De forlanger, at folk flytter barrikaderne. Man vil undgå nye sammenstød, derfor fjernes barrikaderne på Nørrebrogade. Men det bliver ikke ro. Politiet bliver i kvarteret. Civilbetjente er igen i gang med at pille folk ud.
Det begynder at brænde fra en ejendom på Nørrebrogade. Brandvæsnet bliver tilkaldt, men man kan ikke komme til brandstedet. Der bliver kastet med sten og flasker. Men det viste sig, at det ikke var tale om en brand. For branden bestod af røgbomber anbragt i en tom lejlighed.
De ældre forlader Nørrebro
Flere ældre mennesker har efterhånden forladt Nørrebro. De havde oplevet volden fra dagen i forvejen og tør heller ikke mere gå på indkøb. I Slotsgade er meterhøje flammer ved at true en beboelsesejendom. Brandvæsnet kommer uhindret til stede.
Kom Kom kæmp for byggepladsen
Der opstår sporadiske kampe med politiet. Noget tyder på, at tilrejsende nu ser en chance for at hævne sig mod politiet. På Byggeren er den aften og nat ingen fare. Man sang:
Hvis du har lyst til at synge sangen, ja så går den på Bro, Bro Brille.
Demonstration mødt med knipler
Torsdag den 1. maj er man tidligt på færde. Man har mistanke om, at politiet vil dukke op i den tro, at alle er i Fælledparken. Mange bliver på Byggeren. De mener, at det er vigtigere her end i Fælledparken. En demonstration fra Christiania bliver mødt af politiet med knipler. De havde anmeldt en demonstration
til Fælledparken, men går i stedet til Byggeren. Der var masser af folk på Byggeren denne første maj.
Folk bliver jagtet
Den anden maj dukker politiet lidt efter lidt. De forlanger at barrikaderne ryddes. Og det bliver den yderste barrikade i Stengade også. Også den, der var bygget i Prins Jørgens Gade. Kun i Slotsgade er folk uvildige til at forlade barrikaderne. De stoler simpelthen ikke på politiet. Uden videre varsel angriber politiet barrikaderne i Slotsgade og Stengade.
I Slotsgade angribes man fra flere sider. Man slipper ikke for knippelsuppe.
Flere bliver indlagt
Over hele området er politiet i gang. Folk får ikke en chance for at slippe væk. Det går ud over både børn, voksne og ældre. Bulldozere kører rester af barrikader væk. Man havde aftalt med politiet om, hvilke barrikader, der skulle ryddes. Men atter engang løber de fra en aftale. Ledet af en helikopter forsøger patruljer at indeslutte folk i gader uden flugtmuligheder. Således blev 25 mennesker fanget i Elmegade. De sætter sig ned for at provokere politiet. Det skulle de nok ikke have gjort. Der bliver hamret løs på dem.
Flere bliver indlagt på Rigshospitalet. Da barrikaderne alle er fjernet oplæses politiets jernring . Nu kan folk enten komme hjem, lede efter deres venner eller bortkommende børn. Hundrede af betjente i kampdragt bliver i området.
Bulldozer og 26 lastbiler
Lørdag den 3. maj myldrer det med politi. Politiet har bebudet, at de ikke rører Byggeren før politikerne i Borgerrepræsentationen havde talt. Man afspærrer Stengade og Baggesnesgade. Det vrimler ind med bulldozere og ladvogne. Ja man tæller omkring 26 lastvogne. Utrolig at disse chauffører ville arbejde under politibeskyttelse. Alle demonstrerende bliver fotograferet
og registeret. Og man bliver opfordret til at forlade Byggeren.
De, der ikke hurtigt nok fjernede sig fik et drag over nakken. Hverken politi eller politikere stolede man på. Hvordan kunne politikerne på Rådhuset få sig selv til at gå ind for denne meningsløse vold, tænkte mange af demonstranterne.
Et hundebid
På Nørrebrogade, var der igen spærret. Denne gang dog ikke af demonstranter, men af politiet selv. Hunde sættes ind mod borgere. På hjørnet af Peter Fabersgade og Nørrebrogade
kom en mand for nær en hund. Han kan ikke komme hurtigt nok væk. Den bider sig fast i ham. Og endnu en betjent lader sin hund bide sig fast i ham. De flår i også i hans arme, samtidig med af fire betjente slår løs på ham med deres knipler. Han vakler væk og falder om.
Andre tager sig af ham og sætter ham op af en trappesten. Hans hoved er helt rødt af blod. Ambulancen kommer med udrykning og kører ham på Rigshospitalet. Og det var ikke den sidste ambulance, som hentede sårede.
”Lovløse tilstande” ved Skt. Hans Plads
Sidst på eftermiddagen blev der delt løbesedler ud om et lovligt anlagt fællesmøde på Skt. Hans Torv kl. 22. Der kom ikke ret mange mennesker, men det vrimlede med politi. Fra politiets højtalervogn lød det:
Værtshusene omkring Skt. Hans Plads blev ryddet. Politiet spærrer nu det hele af, og opfordrer samtidig folk til at forlade området. Men ingen kan slippe ud. Folk flygter ind i opgangene, men politiet smadrer vinduer for at komme ind til dem.
Politiet indfører undtagelsestilstand
På Nørrebrogade patruljerer politiet frem og tilbage. Alle grupper over fem personer bliver opløst medmagt. Heller ikke på Blågårds Plads kan man føle sig sikker. Pludselig kommer en deling fra byggepladsen. Man jager folk ned ad Baggesensgade. De får hjælp af otte motorcykler.
Folk bliver drevet ned mod søerne, hvor endnu en deling tager imod. Man bliver fanget i en uhyggelig fælde. Det hele er gennemtænkt. Og ingen slipper fri, alle får bank. Politiet bryder ind hos folk og arresterer dem. De har indført undtagelsestilstand på Nørrebrogade. I radioen bliver det ikke nævnt noget om tilstandene på Nørrebro. Man taler kun med politiet.
Politiet er med alle møder
Den næste dag er søndag den 4. maj. Politiet er nu med ved alle møder. De griber ind, når man mener, at nu går det for vidt. Arne Würgler og Trille underholder. Uden for har politiet igen taget opstilling. En person anholdes, fordi han gik på gaden. Han kunne ikke komme forbi politiet på fortovet.
I Folkets Hus havde Spillefolket lavet en ny sang. Den gik på melodien
Det var på Capri:
Politiet roses for besindig adfærd
Mandag den 5. maj var der arrangeret en demonstration til Rådhuspladsen i anledning af, at Borgerrepræsentationen om aftenen skulle behandle sagen. På Blågårds Plads var flere tusinde allerede forsamlet. Inden demonstrationen går i gang bliver man opfordret til at undgå vold. Man skulle heller ikke lade sig provokere til dette.
Til slut er der forsamlet 15.000 på Rådhuspladsen. I sidegaderne holdt politiets skovvogne fyldt med kampklædte betjente.
Debatten i Borgerrepræsentationen ender med at Socialdemokraterne sammen med de borgerlige ligefrem roser politiet for deres besindige adfærd. Udtalelserne fra politikerne får
Nørrebro – borgerne til at se rødt
Aggressiv stemning
På Byggeren den aften er folk agresive. Flere begynder at kaste sten efter politiets busser. De bliver dog bremset af andre mere besindige.
Arbejdede under politibeskyttelse
Allerede om tirsdagen bliver der sat ny plankværk op omkring Byggeren. Det var folk fra Byggefagenes Samvirke. De arbejdede under politibeskyttelse. Der var ingen uniformerede betjente at se, men det var ganske tydelig, at det var et hav af civile betjente , der beskyttede håndværkerne.
Fagforeningerne ville ikke være med mere
Demonstranterne var skuffede over, at man kunne få tømrerne til at arbejde. Nørrebro Beboeraktion forsøgte at bibeholde blokaden. Man modet er ved at forlade de aktive. Og chauffører, der kørte gennem blokaderne var ligeglade med om de skulle ramme en af blokadevagterne.
Fagforeningerne ville ikke være med mere, så efterhånden bliver blokaden ophævet. Men historien om Byggeren er langt fra slut.
Mange utrolige domme
Mange blev anholdt under aktionerne. De fleste sad i isolation, mens efterforskningen stod på. Mange oplevede at blive stuvet sammen i cellerne uden mad og drikke. Man var henvist til at forrette sin nødtørft i hjørnet eller i en håndvask.
Dem der havde siddet på Nørrebrogade slap med en bøde på 500 kr. Andre blev tiltalt efter paragraffer for vold mod embedsmand i funktion. Her faldt de mest utrolige domme.
Cyklet ind i betjente
En mand blev idømt 40 dages fængsel for at have cyklet ind i en række fremstormende betjente. En anden mand fik ligeledes 40 dages fængsel for at have ramt en politibetjent på låret med et æbleskrog. En tredje mand sad en uge i varetægtsarrest for at have rakt tunge af tre civilbetjente. Anklagen blev dog frafaldet, fordi de anklagede ikke kunne vide, at det var civilbetjente.
Smidt på gaden i natkjole
En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt, for at have kastet tre poser med vandfarver efter en bulldozer. Hun blev hentet af politiet, der brød døren til hendes lejlighed ned og tvang hende med ned på gaden i natkjole. Man var ligeglade med hendes børn. Hun sad flere dage i varetægt men blev frikendt.
Nørrebro anklager politiet
Men flere Nørrebro – borgere anlagde sag mod politiet. De handlede blandt andet om: Politiets ret til at gennembanke folk med et jernrør
Med vold frem for demokrati tvang kommunen tingene igennem. Det var starten til en række meget voldelige sammenstød med ordensmagten. Ja man kan tale om en voldsspiral. Det gik også hårdt ud over detailhandelen på Nørrebro.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Redigeret 30-10-2021
Februar 27, 2012
Christian Christensen var nok den mest kendte beboer. Han skrev nogle fantastiske erindringer fra et barsk Rabarberland. Her var konstant vold fra Politiet, og gang på gang blev betjente overfaldet. Rabarberlandet var præget af druk, børnemishandling og hustruvold. Selv fortsatte Rabarberdrengen i den socialistiske arbejderbevægelsen. Han brød også med DKP og flyttede til Silkeborg – egnen
Hvor lå Rabarberlandet?
Rabarberlandet bestod dengang af Nordvestvej med sidegaderne Brohusgade, Skyttegade, Jægergade og Fiskergade. Senere er Nordvestvej blevet til Rantzausgade.
Hvorfor hedder det ”Den Sorte Firkant”
Området fik sit navn, som følge af de gartnere, der producerede grøntsager her, bl.a. rabarber. Stedet har siden sin bebyggelse været blandt de fattigste i København. Bydelen blev især kendt gennem forfatteren og marxisten Christian Christensen.
Området blev senere kendt som Den Sorte Firkant. Det er forskellige opfattelse af, hvorfor det hedder sådan:
Kampen om Byggeren
Det var i dette kvarter, hvor vi havde kampen om byggeren og hvor Nørrebro Beboeraktion trådte i funktion. Også ved de lejligheder var der masser af politi og sammenstød.
Ingen understøttelse
Det var ingen understøttelse dengang. Derimod var der en bestemmelse i Fattigloven, der fortalte, at såfremt man ikke kunne klare sig selv, blev man sendt hjem til hjemkommunen for deres regning.
Fattigdom
Og mange var i fare for at blive hjemsendt. Kongens Foged var ofte på besøg i Rabarberland. Det kneb gevaldigt med at betale huslejen.
Stor børnedødelighed
Børnedødeligheden var også stor. Det var ret så ydmygende for forældrene at se, at barnet i kisten bare blev lagt ned i en kanal tæt stuvet sammen med andre kister på kirkegården.
Hustruvold og børnemishandling
Og her i kvarteret var hustruvold og børnemishandling en daglig begivenhed. Men kvarteret var i al elendighed også præget af sammenhold. Normalt tog man sig af, at fulderikkerne
kom hjem midt om natten, og når kvinderne bankede mændene, så det indtagende sprut kom op igen.
Faderen gennembankede Christian
Men hvis mændene atter engang bankede kvinderne, ja så havde man mange steder i opgangene et system, med at kvinderne så kom ildende med knipler. Ofte var det så nok med, at de bankede på indgangsdøren med disse knipler. Men dette forhindrede ikke, at faderen systematisk gennembankede Christian Christensen. Under en ferie til Vejen bemærkede man alle hans blå mærker.
Mor og børn sled i det
Faderen fortsatte drikkeriet. Han havde magten og de fleste penge. Det var ham, der bestemte, hvor meget, der skulle bruges på maden. Han fik sin brændevin, snaps og sine øl. Efter humør bankede han sin kone og sin søn. Moderen og børnene måtte slide i det, for at få det hele til at løbe rundt.
Gratis mad i Gartnergade
I gårdene legede børnene ikke helt ufarlige lege. Og kunne man ikke klare mobningen, ja så var man en tøsedreng og blev ikke accepteret. Når det kneb med at få mad, kunne man gå hen i Gartnergade, hvor de fattige kunne få en gang gratis mad.
Hvad er en luder?
Ganske tidlig lærte Rabarberdrengen Christian om begrebet luder. Han fik at vide, at det var en pige, der gik på gaden om aftenen, og fandt et rær, der betalte for hende, for så at få lov til
at bo hos hende om natten. Det syntes Christian da var en god ide og pænt af pigen.
Åndsforladt skolegang
Børnene fra Rabarberlandet flyttede i en ny skole på Jagtvejen. Og på skolen gik Christian ikke i vejen for en slåskamp. Han var altid frisk til sådan en kamp.
Det var en kur for klisterhjerner, men ikke for tankearbejde. Det samme var tilfældet med stileøvelser, regning og naturlære. Man skulle bare skrive af efter lærerbogen. Var det
bare en fejl, ja så vankede det med spanskrøret.
Er du ikke tilfreds med undervisningen?
Da Christian gik på Skt. Hans Skolen købte han en bog om naturlære i et antikvariat i Blågårdsgade for 35 øre. I skolen stillede han læreren nogle uddybende spørgsmål. Det blev besvaret med en omgang prygl med spanskrøret:
Bogen blev kastet efter ham, så siderne faldt ud.
Mishandlingen fortsatte
Her i Skt. Hans Skolen var han den eneste tilbage af Rabarber – ungerne. De andre elever kom fra Jægerborggade, Kronborggade og Bjelkes Allé.
Mishandlingen af eleverne fortsatte. Og en af lærerne forsynede bevidst alle elever med øgenavne. Hvis forældrene kom op på skolen og klagede over overgreb, blev de gjort til grin.
En lærer blev sendt til Skt. Hans
De barske drenge fra Rabarberland sørgede også for at Lærer Nielsen blev sendt til Skt. Hans. I første omgang flygtede han ud af klasseværelset. Lærer Nielsen kom dog tilbage og slog en dreng til blods. Ja han formodede at brække knægtens hånd. Blodet strømmede ned på gulvet i en jævn strøm. Dette ville eleverne dog ikke finde sig i. De store drenge greb Lærer Nielsen om halsen. De klemte til indtil han rallede. Den største af drengene råbte til ham:
De så aldrig mere Lærer Nielsen. Politiet sørgede for, at han blev indlagt på Skt. Hans. Næste dag mødte faderen til den overfaldne dreng op med et tæskehold. Det var lige før det var gået ud over en forkert lærer.
I søndagsskole
En søndag blev Rabarberdrengen fulgt til Griffenfeldsgade 4 og indmeldt i Søndagsskolen. Christian bemærkede, at ikke en eneste havde en ordentlig spytkrølle i panden eller et ordentligt overskæg. “Jesus var død, og det var for vores skyld0″ , ja dette budskab fik Rabarberdrengen.
Solidaritet
Ofte dukkede politiet op for at tage en med sig. Men når beboerne var på vagt, slap politiet ikke godt fra det. I solidaritet strømmede beboerne til, og nu var det politiet, der fik bank. Personen, de kom efter, blev bragt i sikkerhed.
Gamle damer spyttede på betjentene
De kom også efter ludere. Heller ikke det slap de godt fra, hvis de blev opdaget. Inden de var kommet ned af trapperne igen var de blevet gennembanket. Hadet mod ordensmagten var stor. Selv gamle damer spyttede på betjentene. Det skete ofte, at disse betjente måtte køres væk i ambulance. Man kunne så dagen efter læse i aviserne Oprør i Rabarberland, og bladene var på mediernes side. Men det skyldtes nok, at ingen snushaner fik lov til at komme ind i kasernen. De var aldeles uønsket.
Ludere blev klippet skaldet
Men politiet skiftede taktik. De lokkede nu Rabarberlandets piger i en fælde, og sendte dem direkte til Fælledvejens Politistation. Har blev de som regel gennembanket. Som regel blev de så videre ydmyget på Kommunehospitalet. Her blev de simpelthen klippet skaldet. Rabarberdrengene svor, at de ville hævne disse aktioner.
Man var af den mening i Rabarberlandet, at myndighederne forfulgte de fattige og tjente de rige.
Betjente overfalder gammel dame
Over i Fiskegade overfaldt to betjente en kone, der solgte radiser. Slagteriarbejder Eriksen overværede denne episode og greb ind. Han opfordrede de to betjente til at lade den gamle dame gå. Straks fløj de på Eriksen og brækkede hans to arme. De tvang ham på Korgades Politivagt, hvor mishandlingen fortsatte. De to betjente forklarede vagthavende, at Eriksen var en af Rabarberlands ondartede bøller.
Da han to dage efter vaklede hjem fik beboerne fat i fattiglæge Bondsen. Og de to betjente blev på en aftenvagt overfaldet. De måtte efterfølgende køres på Kommunehospitalet.
Eriksen idømt fængsel
Det blev opstandelse i Rabarberlandet, da beboerne hørte, at Eriksen var blevet idømt 30 dages fængsel for gadeuorden. Han var ude af stand til at møde i fængslet. Allerede to dage efter kom en kolonne med fem store betjente for at afhente Eriksen. Ham der skulle holde vagt, var faldet i søvn, så beboerne var ikke i første omgang blevet varskoet.
Betjentene trængte ind i Eriksens lejlighed og slog løs på ham, samtidig med, at de ødelagde alle møbler.
Tolv betjente gik hjem igen
Men nu dukkede beboerne op med jernrør. Hurtig blev de tre af betjentene gjort ukampdygtige. Men man fik også bugt med de sidste to. De blev smidt på Nordvestvej klar til at blive afhentet af ambulancer.
Tolv betjente var nu dukket op. Men da
de så den store folkemængde, der havde samlet sig, blev der kommanderet
tilbagetrækning. Og så gjaldede det ellers med Hurra – råb over hele Raberberlandet.
Eriksen dør
Tre ældre mænd blev nu sat til at passe på Eriksen. Han var alvorlig kvæstet, og fattiglæge Bondsen havde tilkaldt en ambulance. Men den kom ikke. Næste morgen kom to betjente og fjernede den halvdøde Eriksen ved at lægge ham over skulderen på den ene betjent. Nede i gården kastede de ham brutalt ned i bunden af en vogn. Politiet indlagde ham på 6. afdeling,
der hvor de skøre blev indlagt. Politiets hårdhændede behandling af ham, blev også hans død.
Kommer i himlen uden præstens hjælp
Eriksen skulle begraves på Vestre Kirkegård. Myndighederne tillod ikke, at det blev Assistens Kirkegaard. Man spurgte Madamme Eriksen om det skulle være med præst. Hun svarede:
Hovedskal savet af
Da man skulle hente Eriksen i kælderen på Kommunehospitalet, åbnede man kisten for at konstatere, om det vitterlig var ham. Rabarber – beboerne fik et chok. Hele hans hovedskal var savet af. Hjernemasse og blodvand sivede ud. Hurtig fik man lukket kisten igen. En yngre læge, der ville forklare, hvad der var sket, blev truet med at holde sig væk.
Betjent endte i kælderskakt
Et kæmpe ligtog blev dannet. Man havde sikret sig med jernstænger, fint pakket ind i brun kardus. Det havde man gjort, hvis nu politiet skulle finde på, at angribe dem. En enkelt betjent forsøgte, at forhindre at optoget gik gennem Vesterbrogade. Men han endte i en kælderskakt i Kingosgade.
Den stakkels glarmester
En søndag morgen gik det ud over glarmester Øjen. To granvoksne betjente havde gennembanket ham. Han måtte 2 – 3 måneder på sygehus. Igen trådte Rabarberkvarteret til. De to betjente fik masser af tæsk. Også de måtte køres bort af ambulancer.
Vold skulle besvares med vold
Rabarberkvarterets indbyggere mente ikke, at ord hjalp over for politiet. Vold skulle besvares med vold, mente man. Politiet søgte også på andre områder at knække beboerne. De opsøgte forskellige arbejdspladser. Men her stod arbejderne sammen. Beboerne mente også, at Politivagten i Korsgade bestod af nogle halvdrukne betjente, der skrev løgnagtige rapporter. Samtidig opfattede de vagtens celler som torturkamre.
Lang arbejdsdag
Arbejdstiden var dengang fra kl. 6 om morgenen til kl. 7 om aftenen. Dog var der to timers frokostpause. Ugelønnen var 13 kroner, hvis man var flink kunne man stige til 16 kr.
Konfirmationstøj
Da Rabarber – drengen tog sin afsked på skrå-fabrikken fik han som ekstrapræmie, 50 kr. Disse penge blev omsat i konfirmationstøj købt i Blågårdsgade.
Møde med Lyngsie
En aften, da faderen for engang var ædru, fik han lov til at gå med faderen på fagforeningskontoret for at betale kontingent. Den lå i Todesgade. Man skulle lige passere rækværket, der omkransede Anker Heegaards fabrikker. Og manden på kontoret var den senere så kendte Lyngsie. Ham fik Christian Christensen senere nogle voldsomme politiske kampe med.
Liget åbnede døren
Normalt var det sådan, at når der var en der var død i Rabarberlandet, ja så kom en af de hellige fra Marthahjemmet og besøgte lejligheden. Så fik man begravelseshjælp på 10 kroner.
En dag blev det så meddelt at en mand oppe på tredje sal på hjørnet af Skyttegade og Nordvestvejen var død.
Liget lå på et bord med et lagen over. Efter at søsteren havde snakket Vor Herre med konen lovede hun begravelseshjælpen. Nede i gården opdagede søsteren, at hun havde glemt hendes paraply. Så hun måtte op igen. Hvem der blev mest chokeret, da liget åbnede, melder historien ikke noget om.
Mutter Røv
Ja man behøvede heller ikke at gå så langt, når man skulle på værtshus. Man kunne bare gå hen til Mutter Røv. I nr. 37. Ja hun hed sådan, fordi en bestemt legemsdel fyldte ret meget i landskabet.
Gadekampe
Og gadekampe var det selvfølgelig også. Ryerne var drengene fra Ryesgade. Rakkerne var dem, der boede i de små arbejderboliger på hjørnet af Jagtvej og Tagensvej. På vej stil kamppladsen på Fælleden forsynede Rabarberdrengene sig med våben fra stakitter på vejen. Så mangen en knægt blev sendt hylende hjem til mor, beretter Christian.
Enige om at angribe politiet
Eneste afbrydelse i kamphandlingerne var når politiet dukkede frem med en patrulje. Så blev de tre hære til en. Tusinder af sten blev sendt mod politiet. Og rigtig sjov blev det da det ridende politi kom, så fik rødderne fat i seletøjet og fik det skåret af. En klaps i numsen på hesten og politibetjentene fik rigeligt at se til.
De blegfisede villa – drenge
En anden fjende var de blegfisede villa – drenge på den anden side af Ladegårdsåen. Gang på gang blev villavejene ryddet, når Rabarberdrengene gik i aktion. De blegfisede søgte tilflugt i villahaverne, men der kunne de ikke føle sig sikker. Et par voksne truede med spadserestok, men de blev drevet på flugt. Og da en betjent blandede sig, blev denne overfaldet. Næsten alt hans tøj, ting og sager blev smidt i åen. Det var et kosteligt syn, at se en betjent med bar røv flygte ned langs villavejene.
Halfdan Rasmussen hjalp
Beretningerne fra Rabarberkvarteret er barske. De har sikkert præget Christian Christensen hele sit liv. Midt under nedfældelsen af sine erindringer døde han. Hans gode ven, Halfdan Rasmussen gjorde dem færdige.
Den revolutionære fagbevægelse
Som 5 – årig flyttede han fra Bandholm på Lolland til Nørrebro. Som 18 – årig blev han medlem af DSU, men meldte sig ud i 1906. Han gik ind i den socialistiske arbejderbevægelse (SUF) To år efter kom han med i Syndikalistisk Forbund. I 1910 blev han medlem af Den revolutionære Fagbevægelse – Fagoppositionens Sammenslutning. Han blev redaktør af medlemsbladet Solidaritet fra 1911 til 1921.
Socialistisk Arbejderbevægelse
Som revolutionær marxist begyndte han sin gerning i den danske arbejderbevægelse. Som agitator var han enestående. Han formodede også at få sine tanker på papir. Han spillede efterhånden en ledende rolle i Socialistisk Arbejderforening (SAF)
Fængselsophold tog hårdt på ham
Det vil sige, at han blev fængslet i 21 måneder, fordi han havde opfordret til statsomvæltning. Det slog magthaverne hårdt ned på. Fængselsopholdet tog hårdt på ham.
Danmarks kommunistiske parti
I 1921 gik han over i Danmarks Kommunistiske Parti, og blev redaktør af partiorganet Arbejderbladet fra 1921 – 22. Han brød sig ikke rigtig om lederne. Men det endelige brud med partiet kom dog først i 1936.
Lærte Asger Jorn om Marxismen
I 1920erne flyttede han til Silkeborg – egnen, hvor han hutlede sig igennem med lidt gartneri, hønsehold og fiskeri. Han lærte maleren Asger Jorn at kende, og lærte denne en masse om marxisme.
Ramt af klassejustitsen
Han var en af det 20. århundredes betydeligste revolutionere. Hans problem var mare, at han var meget selvrådende. Ofte kom han på kant både med venner og fjender. Og så blev han ligesom Pio, Brix og Gerleff ramt af klassejustitsen.
Han skrev en række politiske bøger, men det er nok de bøger fra Rabarberlandet, der udkom efter hans død, det er de mest kendte:
Uden kirkelig bistand
Han døde 78 år gammel i 1960 og ligger begravet på Blovstrød Sogns Kirkegård. Jordfæstelsen skete uden kirkelig bistand.
Kilde:
Hvis du vil vide mere om Området:
Hvis du vil vide mere om Arbejdere:
Redigeret 30. – 10. 2021
Februar 27, 2012
Foredrag i Stefanskirken den 20. Februar i samarbejde med Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske Forening. Arbejderne på Nørrebro havde kummerlige forhold. Børnene arbejde
på fabrikkerne. Kunne man ikke klare sig selv, blev man sendt tilbage, hvor man kom fra. Der var masser af sociale problemer. Pio og hans lidelsesfæller forsøgte at hjælpe. Men borgerskabet bekæmpede socialismen med alle midler.
Rabarber – drengen
En af de mest kendte beskrivelser af arbejderbefolkningen på Nørrebro er Rabarber – drengen Christian Christens beskrivelser. Han familie fandt en billig lejlighed i Skyttegade. Det lykkedes for faderen i et par uger, at få arbejde som oprydder efter håndværkerene på ¨byggepladser”.
Men Christians far blev hurtig arbejdsløs og havde svært ved at finde arbejde igen. Og det selv om han dagligt mødte op på en mønstringsplads i håbet om at blive hyret til noget løsarbejde.
Lediggang og ydmygelse
Det gik ikke lang tid, før lediggang og ydmygelse ved at være uden arbejde, fik ham til at synke ned i druk. Det blev derfor Christian og hans mor, der måtte forsørge og holde liv i familien. Det gjorde de ved at fabrikere ildtændere.
Mange vandrede til byen
I byerne var det de sidst indvandrede, der havde den laveste prestige. De fik det dårligste arbejde og de dårligste lejligheder. Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker mod byerne. En stor del af disse endte på Nørrebro.
Gang i den fra morgenstunden
Allerede ved 5 – tiden om morgenen kunne man høre træskoenes klumpen mod brostenene på Nørrebro. Her var masser af industri og arbejdspladser. Værkførerne betragtede arbejderne som undermennesker og lærlinge betragtedes som hunde.
Boligspekulanter havde fri tøjler
Boligspekulanterne havde frie tøjler. De sad selv i borgerrepræsentationen og dikterede reglerne. Det gik mange år, inden der kom reguleringer. Man forsømte, at give arbejderne blot
en smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Og jo mere man kunne få placeret på ens grund, jo mere kunne man tjene. Der var ikke mange centimeter over til næste mur.
Lys og luft mente byggespekulanterne ikke at arbejderne havde brug for.
To rum uden køkken
Det var dog håb for de arbejdere, der boede i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden og Blågårdsgade. Her vendte de sparsomme vinduer ikke ud til en ny mur, men til rester af gamle haver og oplagspladser. Lysforholdene var dårlige. Lejlighederne var fugtige og mange af dem blev betragtet som meget usunde. Lejlighederne bestod som regel af to rum uden køkken. Her var en kakkelovn eller en petroleumsovn, hvor man havde et kogested.
Den næste katastrofe for Nørrebro indtraf under den såkaldte Bulldozersanering.
På Ladegården
Kunne man ikke klare sig, endte man på Ladegården. Den lå på grænsen mellem København og Frederiksberg. Officielt blev den i 1833 indrettet som tvangsarbejderanstalt for byens
fattige. En præst skrev i 1865 om de såkaldte gavnlige virkninger af fattiggårdene:
Sociale spændinger på Nørrebro
De sociale spændinger voksede på Nørrebro. Der var et stigende misforhold mellem løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til 1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere og fattigere.
I 1870 havde 4.000 lemmer i løbet af det år besøgt Ladegården. Man skelede meget imellem værdige og uværdige trængende.
Fattighjælp hele livet
Fik man først fattighjælp, ja så var det svært at komme af med. Hjælpen bestod af et lån. Myndighederne havde beføjelse på et hvert tidspunkt, at inddrive dette lån. De måtte sælge arbejderens ejendele, splitte familien og sende både børn og forældre i tjeneste.
Horeunger
10 pct. af alle børn blev født uden for ægteskab. Disse børn blev kaldt horeunger. Man forlangte kvinders kyskhed. Men samtidig accepterede man, at manden dyrkede uægteskabelig sex. Det havde han også rig mulighed for i de 30 legale og hundredvis af u-legale bordeller rundt om i København. Mange kvinder tjente en ekstra skilling til hjemmet ved at være protesteret.
Når de så endte på Ladegården måtte de gennem meget ydmygende afhøringer.
De borgerlige
De liberale var sure over at fattigvæsnet brugte flere penge. Fattigdommen var selvforskyldt, sådan var deres livsfilosofi.
Der var forsigtige reformvenlige holdninger i borgerskabet, der så der positive i de såkaldte arbejderdannelsesforeninger. Man mente, at blot arbejderne blev lidt bedre uddannede, lærte sig bedre manerer, sparsommelighed og en ordentlig livsførelse, så kunne de løfte sig selv op ved håret og forbedre deres vilkår. Blot de ikke lavede arbejdskampe og andet postyr kunne de under en borgerlig ledelse, som den skikkelige underklasse, de var, glide på plads i samfundet.
87 pct. til mad
I 1872 tjente arbejderen typisk 560,- kr. – om året. Knap 87 pct. blev brugt til mad. To af ugens dage fik man rigtig mad. Det ene dag kunne det være kartofler og en kødret. Men mere sandsynlig var det saltet eller fersk svinekød. Den anden dag var det grødmad eller mælkemad. Resten af måltiderne har sikkert bestået af brød.
Havde konen eller børnene ikke arbejdet med, har man ikke kunnet få det til at løbe rundt. Ofte var småpigerne tvungne til at gå ud med mor med aviser.
Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrøds-humpler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde brænde. Det var ikke altid man gik i skole. Man var tvunget til at
arbejde.
Børn var halvsultne
Børnene på Nørrebro var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred. De fattige arbejdere sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man en aflagt frakke over sig.
Man kendte ikke til privatliv. Man sov sammen, spiste sammen og gik på lokum med dem, der var en del af husholdingen.
Børnedødeligheden lå på ca. 20 – 25 pct. dengang.
Dødeligheden generelt hos arbejderne var også stor. Man indåndede konstant farlige stoffer og partikler på arbejdspladserne.
Alle rigtige mænd drikker brændevin
I brændevin søgte man trøst for det liv, som var spildt. I Rabarberlandet havde man et slogan:
Flasken årsag til dødelighed
Lønnen til arbejderne blev i begyndelsen udbetalt på værtshuse. Her kunne far så rent praktisk bruge de penge han lige havde fået, enten til brændevin eller prøve lykken i kortspil eller rafling. Han forsøgte at bringe velstand til sin familie.
Helt frem til 1900 tallet var flasken årsag til mange arbejders død. Afholdsforeningerne havde storhedstider, mens værtshusene var symboler på arbejdernes elendighed.
På Nørrebro var der masser af sociale problemer blandt arbejderne. Alkoholisme, selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed. Slummen var mærkbar.
Kunne man ikke klare sig
– så hjem
Nu skulle man faktisk passe lidt å, hvis man var indvandret. I begyndelsen var der ikke noget der hed understøttelse. Der var derimod en bestemmelse i Fattigloven, der sagde, at de tilflyttede, der ikke kunne klare sig selv, blev sendt hjem på hjemkommunens regning.
Og noget tydede på, at der var mange, der ikke kunne klare sig selv. For mange kunne ikke betale deres husleje. Og Kongens Foged var ofte på besøg især i Rabarberkvarteret.
Blågårdskvarteret
Og specielt i Blågårdskvarteret var der i mange år meget specielle forhold. Her var hverken lys, renovation, vægter og overhovedet ingen form for organisation. Sten på sten blev bare klasket oven i hinanden i den ønskede højde, og så behøvede man ikke at tænke på andet.
Der var ingen brobelægning, ingen fortove og frem for alt ingen rendestene. Vejene var bundløse. Vandet fik man fra de forurenede søer.
Skolen – kronisk krigstilstand
Skolen var en udfordring for arbejder – børnene på Nørrebro.
Prygl hørte til dagens orden. De ti bud skulle man kunne uden ad også betydningen af dem. Hvis ikke, var det en tur med spanskrøret. Ifølge reglerne måtte der kun slås fem gange. Men skoleinspektøren gav som oftest dispensation. Så det blev til flere slag. Forfatteren Martin Andersen Nexø kaldte skolegangen for en kronisk krigstilstand.
Det meste i skolen var udenadslære. Pio mente, at for at arbejderne skulle kunne klare sig, havde de brug for åndelig føde. Så kunne de værne sig mod kapitalens overgreb.
Børn på fabrik
Først i 1901 blev fabriksloven revideret. Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikken. Men dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår skulle de lave lektie?
De socialistiske blade
I maj og juli 1871 udsendte Louis Pio sine Socialistiske Blade, to småhefter, der allerede i 1871 blev fulgt af ugebladet og kort efter af dagbladet Socialisten. Det var bogtrykker Henriksen i Ravnsborggade, der trykkede første nummer.
Pio mente, at arbejderklassen, der var i flertal skulle gøre sig fri af overklassens tænkemåde. De skulle beskytte sig mod kapitalens overgreb. Og det gjorde man ved at erhverve sig kundskaber. Man skulle også lære, at udtrykke sin meninger og lade dem komme frem både i dagspressen og i folkets politiske repræsentation.
Bladet blev produceret på Nørrebro og snart havde man 3.000 abonnenter. Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade. Selv boede Pio i nummer 21.
Fremtræden og organisation
Arbejdernes bedste kampmiddel var samlet fremtræden og organisation. Pio nævnte også fagforeninger og strejker. Pio kunne trænge ud til arbejderne og han var en god organisator. Han forlangte en normalarbejdstid, forbud mod børnearbejde, forbud mod søndagsarbejde og en indskrænkning af kvindearbejde.
Han krævede en fri og fælles undervisning, at kirken blev adskilt fra staten, en særlig arbejdsret og en forkortelse af den militære tjenestetid. I efteråret 1871 gik Pio sammen med sine to fæller, Brix og Geleff i gang med at organisere arbejderne.
Borgerskabet blev bange
Det som Pio og hans fæller opfordrede til og foretog, var ikke ulovligt. Men borgerskabet blev bange for at ulighederne mellem klasserne blev mindre.
Socialismen skulle knækkes
Trods bestemmelserne i grundloven om foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og trykkefrihed blev der sendt politispioner ud til arbejdernes møder. Politimesteren sørgede for at true en
række trykkerier med bål og brand, fordi de trykkede de socialistiske blade.
Politimester Crone var dybt bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede løbende til justitsministeren. Justitsminister Krieger var fuldstændig enig med politimesteren. Socialisterne skulle knækkes med hver en magt.
Pio bliver anholdt
I Socialisten blev der kaldt til folkemøde på Fælleden den 5. maj 1872. Stik mod Grundloven forbød politidirektøren mødets afholdelse. Forsamlingsfriheden var dermed suspenderet
for tid og evighed for så vidt angik arbejderbevægelsen.
Dette ville Pio dog ikke finde sig i. Men det var netop det som de borgerlige politikere havde ønsket. De kunne så få fængslet de socialistiske ledere, og få manipuleret noget strafbart frem.
Den 4. maj om natten blev Pio anholdt. Det samme gjorde de andre ledere. Trods langvarige og helbreds – nedbrydende varetægtsfængslinger lykkedes det ikke, at få de tre ledere til at
tilstå noget som helst.
”Maalet er Fuldt”
Pio var en god agitator og havde ordet i sin magt. Det viser dette eksempel. Sammen med indkaldelsen til Folkemødet skrev Pio en artikel. Heri skrev han bl.a.:
Pøbelen strømmede til
I begyndelsen var det ikke svært for politiassistent Nørgaard og hans deling i at forhindre, at pøbelen samledes. Politiet havde taget stilling på Blegdamsvej. Husarerne hjalp også til. Og på
Fælledvej skulle politiassistent Rantzau forhindre at folk gik ind på Fælleden. Men pøbelen tog til i antal.
Med løftet sabel
Husarerne blev derfor kommanderet til at storme Fælleden. Med løftet sabel gik de i aktion. Arbejderne kastede hestepærer og snustobak efter hestene. Men de brugte også sten. En rapport afslørede at 74 husarer var blevet ramt. Men hvor mange arbejdere, der var blevet såret var man sådan set ligeglade med.
Arbejderne skulle knækkes, koste hvad det vil. På Kastellet lå bevæbnede soldater parat. Også flåden var i alarmberedskab.
På et tidspunkt måtte arbejderne søge tilflugt i Skt. Johannes Kirken. Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte prædiken:
Nede fra salen lød der nu blandt arbejderne en dyb stemme: Det er hørt.
Præsten ville bekæmpe socialismen
I øvrigt mente præsten i Skt. Johannes Kirken, at socialisterne skulle bekæmpes. Det var pastor Frimodt, som også var en af initiativtagerne til Stefanskirken.
Folk valfartede til Skt. Johannes Kirken – også arbejderne. Hver søndag stod et Samaritter-korps parat.. Kirkegængerne besvimede, når pastoren udpegede dem, når han mente, de havde begået synder. Pastor Frimodt var med til at indføre nogle afholdsforeninger på Nørrebro
Dømt uden beviser
Højesteret fandt det i 1873 bevist, at Pio, Brix og Geleff havde tilsigtet en voldelig omstyrtelse af samfundet. Der var ikke skyggen af bevis. Behandlingen de var udsat i fængslet var frygtelig. De blev faktisk dødssyge.
Ville knække arbejderbevægelsen
Inden Pio blev tvangs – udvist til Amerika, forlangte myndighederne, at han lukkede den socialdemokratiske avis. Men det nægtede han. Arbejdsgivere havde samlet penge sammen,
så de kunne komme af med de socialistiske ledere. På den måde håbede man, at kunne knække arbejderbevægelsen.
Statsapparatet blev misbrugt
Arbejdsgiverne fyrede de aktive fagforeningsmedlemmer. De fik politiets hjælp til at splitte møder og strejker. Og arbejdsgiverne dannede foreninger for skruebrækkere.
Arbejdsgiverne havde held til i slutningen af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Såkaldte sorte
lister over faglige aktive cirkulerede.
Socialdemokratiske aviser voksede frem
Den første arbejder – internationale gik i opløsning, men den anden arbejder – internationale blev dannet. Man blev enige om at gøre første maj til en fælles demonstrationsdag i alle lande.
Arbejdsulykker og børnemishandling interesserede ikke de borgerlige aviser – dengang, men til gengæld de socialdemokratiske aviser, som voksede frem overalt.
Det ny demokrati gjaldt kun en lille del af Danmarks befolkning. Tænk indtil 1915 havde kun 18 pct. af landets befolkning stemmeret.
24 fabrikker smed smedene ud
I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene ud, og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger. Konflikten varede i fire måneder og omfattede 1.000 mand. På papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået ret til at organisere sig.
1. maj møde
Under store vanskeligheder afholdtes i 1890 et 1. maj møde på Nørre Fælled. Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod procession gennem gaderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale. Grundloven eksisterede endnu ikke for arbejderne. Men dette kunne ikke forhindre, at der mødte 40.000 arbejdere frem. Politiet havde lagt en jernring rundt om pladsen. Københavns vigtigste bygninger var under bevogtning.
Eget bryggeri leverede øl og vand
Fra omkring år 1900 tillod politiet røde faner og musikkorps. Nørrebrogade var pyntet med flagguirlander, blomster og flag. Fra 1905 var det fagbevægelsens eget bryggeri på Nørrebro, Stjernen, der leverede øl og vand til møderne.
Et uforsonlig forhold mellem Socialdemokraterne og Kommunisterne opstod. Således blev en kommunistisk taler afvist i 1925, da der mødte mellem 100.000 og 150.000 op i Fælledparken.
PET holdt øje
PET holdt øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev det indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 til 1989. I PET’s arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed. Således også 1. maj møder. Tusinder og atter tusinder landede i dette arkiv. Også kronikører og læsebrevs- skrivere, der havde en bestemt mening landede her. Så mon ikke denne bidragsyder figurere her.
Oskar Hansen
Der skulle selvfølgelig også synges til disse møder. På Nørrebro boede en af disse kampsanges største bidragsydere, Oskar Hansen. Men ude i Nordvest betragter de ham nok som en af deres egne. Han skrev de store hits:
De røde flag var ikke altid røde
Disse sange foregik under de røde faner. Og de var faktisk ikke altid røde. Således afviste mange præster de røde flag i kirken.
I Aabenraa måtte flaget have både tysk og dansk tekst. Under revolutionen i Tønder i 1917 måtte borgmesteren ofre hustruens røde kjole. Der havde man endnu ikke noget rødt flag.
Oprør under begravelse
Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat, smed Adam Pedersen begravet. Man startede med en højtidelighed i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assistens Kirkegård,
hvor 10.000 arbejdere fulgte kisten. Den afdøde havde frabedt sig præstelig begravelse. Efter en udført Koral, trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt forbud mod, at der blev talt efter at jordpåkastelsen havde fundet sted.
Dette var med til lige før at skabe en arbejderrevolution på Nørrebro. Det vakte forargelse, at præsten kaldte det usømmelig adfærd, at en afdøds venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel partifælles grav.
Typograferne i Hillerød havde lavet en tekst på deres banner:
Pio var glemt
Kun 53 år gammel døde Pio, af tyfus, glemt af alle den 17. juni 1894 på et hospital i Chicago.
12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter, at Pio skrev sine første artikler, bar hans enke Augusta Pio urnerne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet. 17 juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård. Pludselig var han ikke helt glemt.
Stauning og kooperationen
Staunings store mærkesag var kooperationstanken. Den blev dog mødt med skepsis af både arbejderne og især af den øvrige detailhandel. Nørrebro fik et utal af kooperations – virksomheder, men det vil Karsten fortælle om efter pausen.
Stauning udtalte:
Nørrebro Handelsforening ville have lockout ophævet
Men havde havde dog helt ret. På initiativ af Nørrebro Handelsforening samledes detailhandlerne i København på Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade og krævede, at lockouten blev bragt til ophør.
Middelstandens Forening så som sin vigtigste opgave at bekæmpe de kooperative foretagender, der skønnes skadelig for mindre erhverv.
Påvirket af arbejderstanden
Nørrebro Handelsforening og detailhandelen var meget påvirket af forringelser for arbejder – befolkningen på Nørrebro. Man protesterede også, da fattigmands – snapsen og brændevin blev beskattet. Som vi tidligere har været inde på, så var denne arbejdernes trøst.
Handelstanden gik til deres bank
Handelsforeningen var heller ikke så vild med de kooperative foretagender. Derfor gik foreningen til sin bank, Bikuben på Nørrebros Runddel. Man stillede følgende spørgsmål:
Presseinfo beregnet til arbejderstanden
Foreningen udsendte også en presse-information beregnet til arbejderstanden, hvor de bl.a. andet skrev:
Tak for opmærksomheden – efter pausen fortsætter Karsten historien om de kooperative foretagender. Arbejderbevægelsen tog her vare på arbejderne fra vugge til grav.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro
Redigeret 31.-10. 2021
Februar 27, 2012
En ny spændene bog har set dagens liv. Vi følger Robert Andersen fra Langeland via en masse eventyrlige steder til Østerbro. Han mener selv, at han finder Kong Salomons Miner. Og i Klondike møder han Jack London og kommer i minearbejdernes superliga. Han bliver gift med 33 år yngre Käthe. Stenrig bosætter han sig i Østbanegade. Denne ”drengebog” kan varmt anbefales.
En indianerskalp til 50,- kr.
Efter sine mange eventyr bosatte guldgraveren Robert Andersen sig i Østbanegade 13. Her boede han til sin død som 94 årig i 1945. Hele 269 kvadratmeter havde han til rådigheEn del af sin formue testamenterede han til Det kgl. Vajsenhus. I 1936 udtalte han til Politiken:
Træt af bondeliv
Han var træt af det trivielle bondeliv på Langeland.. derfor stak han til søs som 14 årig. 45 år efter vendte han hjem som rigmand. Han havde skabt sig en formue som guldgraver og minearbejder. Der var sket meget siden han tog afsted i 1865.
Landevejsrøvere og folkemord
Inde i det mest mørke af Afrika fandt han Kong Salomons Miner. Jagten på det ædle metal bragte ham til Amerika, Afrika og Australien. Vi møder svindlere, landevejsrøvere, slagsbrødre og falskspillere. Vi møder folkemord og undertrykkelse af indfødte befolkninger.
Eventurlige beretninger
Mellem 1850 og 1900 udvandrede ca. 170.000 danskere. Men det er nok de færreste, der har efterladt så eventyrlige beretninger som Robert Andersen, egentlig var født Rasmussen. Disse erindringer faldt de to kulturgeografer Jesper Bosse Jønsson og Micheal Helt Knudsen tilfældig over.
Bogen udkom første gang i 1938
Ja egentlig dikterede Robert Andersen sine erindringer til hustruen Käthe. Disse erindringer er blevet omskrevet og givet eventyrene lidt mere ret. Og bogen udkom i 1938 med titlen Jorden rundt efter Guld. Men de to kulturgeografer har begået en fantastisk underholdende Drengebog.
Stenrig på grund af stædighed og forretningstalent
Efter mange år på de store verdenshave, havde vores eventyrer fået nok og gik i land i San Francisco. Han blev stenrig på grund af sin stædighed og sin forretningsevne. Han var også ferm til bestikkelse og held til at snyde døden. Han var med til at bygge den store jernbane til San Fransisco og han spiste frokost med Jack London. Nogen fandt hvad de søgte, andre døde
i deres bestræbelser. Robert Andersen hørte til den første kategori. Men han kom så sandelig ikke let til sin rigdom.
Heldet var med ham
Han når at afmønstre inden sit skib går ned, han bliver angrebet af både mennesker og dyr og er tæt ved at blive sprængt i luften af sit eget krudt. Heldet var med ham, også en anden gang, hvor et skib gik ned. Og var det nu rigtigt, at han havde fundet minerne.
Masser af fund
Det første sølvfund gjorde han i Leadville i Colorado. Flere gange fandt han guld i Califonien og i det sydlige Afrika. En smuttut til Australien i 1897 – 1898 gav ikke rigtig noget resultat. Men en vanskelig tur til Klondike gav resultater. Han blev her en af områdets største mineejere.
Danmarks ældste skib – under sejl
I den eventyrlige bog finder vi pludselig historien om Danmarks ældste skip på sejl. Robert Andersens farbror, Niels Sørensen var højtagtet i lokalsamfundet på Langeland. I 1892 blev han udnævnt til Danneborgsmand. Denne hæder bliver også kaldt Sølvkorset. Han havde et skib, der hed De syv søskende. Her fik Robert Andersen sine første erfaringer som sømand.
Skibet sejlede med fragt under navnet Jensine frem til 1959. I 1970 blev skibet fundet i forfalden stand i Kalkbrænderihavnen. Og så skulle man tro, at dens dage var talte. Men det gode skib blev renoveret. Det ligger nu i havnen i Haderslev. Det kan kalde sig Det ældste skib i Danmark under sejl.
Til søs – efter konfirmationen
Robert Andersen fik efter sin konfirmation lov af sine forældre at stikke til søs. Han tog hyre på et skib, der førte ham til Grønland. Efter to ture på Nordlyset, tog Robert hyre på Kongen af Danmark. I november 1897 sank det i Nordsøen, netop som Robert havde forladt den.
Mor – send flere penge
Da han gik i land i San Francisco efter en tur til Sibirien, skrev han til sin mor, at hun skulle sende penge til ham, så han kunne begynde en ny tilværelse. Moderen svarede venlig og bestemt, at hans rejse var eget valg. Han måtte klare sig selv.
Guldgraverens elementære regler
I Calvares lærte han de elementære regler som guldgraver. Otte måneder tilbragte han her. En tid brugte han som landbrugsarbejder i Sacramento – dalen. I hans arbejde hos Southern Pacific Railroad lærte han at arbejde med dynamit. Han kørte gennem Los Angeles, der dengang kun havde 1.000 indbyggere.
Kinesere får bank
Han blev chef for 50 kinesere. Og disse kinesere var meget populære dengang. De gik til halv løn og var udsat for ekstrem racefordomme. Det kneb med at få dem til, at møde til tiden. På et tidspunkt måtte Robert Andersen flygte fra dem over i en irsk lejr. Disse irer gennembankede derefter kineserne, der fremover mødte til tiden.
En gentleman – bandit
Turen gik derefter til Arizona. Men det var ikke ufarligt. Her var mange indianer – overfald. Turen med post – diligence var også fyldt med risiko. Der var masser af banditter. En af dem var Black Bart. Han opererede på egen hånd. Man kaldte ham også for gentleman – røveren. Han blev pågrebet og blev benådet til fire år i San Quentin. I et af Lucky Luke albummet, Diligencen optræder han.
Skyd ikke pianisten
Robert Andersen og en lidelsesfælde kom også forbi byen, Phoenix, der på den tid var en en rigtig western – by. Det var dog ikke en by fremmede turde at opholde sig i. Moralen og lovløsheden fik hurtig folk til at fortsætte. I perioden 1878 – 1881 befandt Robert Andersen sad i bjergbyen Leadville i hjertet af Rocky Mountains. På værtshusene var anbragt skilte:
Egentlig havde vores helt opgivet at finde noget, men ved en tilfældighed opdagede han forekomsten af sølv.
Alt medicin på en gang
En ondartet influenza ramte ham. Den havde allerede forudsaget mange dødsofre. Vores helt nåede hen til lægen. Denne gav ham medicin til tre dage. Men i depression tog han det hele på en gang. Lægen havde ikke regnet med at se ham igen, og blev meget overrasket over, at han pludselig havde det så godt. Robert og hans makker solgte minen for 50.000 dollar og tog nu videre til Tombstone. Jo, det var herfra vi kender Wyatt Earp.
En jernbane på rette sted
Men snart igen gik turen til Yuma på grænsen mellem Californien og Arizona. Videre gik det ud i ørkenen til et sted, der hed Calico. Har var ekstreme forhold og mangel på vand. Under en af turene hjalp en jernbane, Robert Andersen fra den visse død. Det var nemlig en udskreven regel, at hvis et lokomotiv opdagede folk, der trængte til hjælp, så skulle de standse.
Til Sydafrika
Efter seks år rejste Robert Andersen videre til Sydafrika. Han nåede da lige at komme et smut forbi sine forældre på Langeland. I 1887 satte han første gang foden på afrikansk jord. Via diamantminerne i Kimberley gik det videre med postvogn til guldminerne ved Witwatersrand med postvogn.
En bog i Mexico
Så gik turen til Mexico. Den mine som han bestyrede gik godt, men han var ikke tilfreds med arbejderne. I sin fritid læste Robert en bog, der gjorde et stort indtryk på ham. Bogen var Rider Haggards: Kong Salomons Miner. Og disse kun kun ligge et sted efter vores helts mening. Nemlig i de gamle stenruiner i Matabeleland. Det ligger i det syd vestligste Zimbawe. Stedet er på Unescos verdensarvsliste. Situationen her var meget spændt. Der var opstået krig mellem lokale stammer og britisk politi. Uden egentlige forhandlinger var Matabeland i 1891 erklæret for britisk protektorat.
På jagt efter Kong Salomons Miner
I 1894 vente Robert Andersen tilbage til Afrika. Han ville finde Kong Salomons Miner. Det lykkedes ham at finde en gammel mine og guld. Men var det Kong Salomons Miner? En masse smykker blev også fundet på stedet. Masser af det blev omsmeltet. Den ældste del af Great Zimbave, som det også blev kaldt, stammer tilbage fra det 11. århundrede. Men det er mere end 2.000 år til Kong Salomon.
I 1929 kom det frem, at fundene og minen stammede fra et handelscenter for forfædrene til Zimbawes største stamme. Efter at Robert Andersen gjorde sit fund, blev der fundet ca. 1.200 små undergrundsminer i Zimbawe. I 2008 fandt en gruppe forskere noget som kunne være Kong Salomons Miner i det sydlige Jordan. Aldersmæssigt kan det henføres til Kong Salomon.
Afsked i rette tid
I 1895 var eventyret skut. Robert Andersen havde solgt minerne og var plaget af langvarig feber. I Cape Town oplevede han store militærstyrker. Men det var godt han tog afsted, for den 2. Matabele – krig var ubrudt. Stort set alle guldgravere var blevet dræbt.
Australien – tur gav ingenting
En ny tur til Australien gav ikke noget til vores helt. Efter sigende skulle der være guld i Ny Guinea. Men heller ikke her, var der held. Under opholdet læse Robert Andersen en lille notits, om at der var fundet guld i et grænseområde mellem Canada og Alaska. Stedet hed Klondike. I maj 1897 gik Robert Andersen i land i Vancouver efter en kort afstikker til Fijiøerne og Hawai.
Klondike var barsk
Det var et helt andet klima i Klondike. Det var ret barsk. Temperaturen kunne let komme ned til – 40 grader. Selv i juli – måned var jorden bundfrossen. Mange sultede og der er eksempler på, at hunde spiste guldgravere.
Minefolkets superliga
Men der var en sand guldfeber i gang. Vores helt opkøbte en del miner i Klondike. Han var meget visionær og brugte den nyeste teknik. Han beskæftigede efterhånden 50 mand. Robert Andersen var for længst kommet i minefolkets superliga. Han dannede et aktieselskab på 250.000 engelske pund. Men Andersen slap ikke for overfald og sagsanlæg.
Mine aktiv til 1969
I sommeren 1903 tog han en smuttur til Peru på jagten efter guld. Og i 1908 solgte han sin andel af minerne i Klondike. Derefter rejste han rundt i Europa og Amerika. Og endelig i 1910 bosatte han sig i Danmark. Hans tidligere mine i Klondike var aktiv helt til 1969.
Gift med ung pige
I 1911 bosatte Robert Andersen sig i Trondhjemsgade og i 1913 flyttede han til Østbanegade 13. I samme ejendom boede også konseilspræsident Zahle. De seks værelser blev møbleret efter
alle kunstens regler. Den 23. juli 1914 blev Robert Andersen gift i Kastels Kirken med en 33 år yngre Käthe. I sin alderdom var vores eventyrer plaget af sygdom. Han døde den 17. december 1945.
Hensat til Jack Londons verden
I nogle passager i bogen føler man sig hensat til Jack Londons verden. En spændende og eventyrlig samt barsk verden åbenbarer sig. Et flot research arbejde er udført af de to forfattere. Vi får et indgående kendskab til guldgraver miljøet og ting omkring eventyreren, Robert Andersen. En særdeles interessant bog.
Bogen er sikkert for længst udsolgt – Artiklen er skrevet tilbage i 2012
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Februar 27, 2012
I 1857 blev springvandet ved Christiansborg Slotsplads belyst. Mange havde forsøgt at få fremstillet et tørbatteri. Men det lykkedes først for danskeren Hellesen.
Og det kom rigtig gang i produktionen, da Ludvigsen kom til. På et tidspunkt havde koncernen 2.000 ansatte med eksport til 60 lande. I 2005 relancerede den nye ejer Duracell det berømte Tiger – batteri, skabt på Østerbro med den nyeste teknologi.
Op til 2.000 ansatte
Man kan godt se det stadigvæk, der hvor Jagtvejen møder Lyngbyvejen. For her ligger Aldersrogade, og bygningerne er meget genkendelige. Her lå fabrikken med verdens-ry. Her blev størstedelen af Danmarks forbrug af tørelementer fremstillet. Virksomheden beskæftigede på et tidspunkt ikke mindre end 700 ansatte. Ja med folk på hjemmearbejde var der nok tale om 2.000 ansatte.
Firmaet hed Hellesens Enke & V. Ludvigsen A/S. Men hvordan begyndte det? Ja den allerførste afdeling finder vi i Blågårdsgade.
Oplyst springvand i 1857
Ja vi går tilbage til 1857, hvor et oplyst springvand ved Christiansborg Slots Ridebane vakte vild begejstring. Man forlangte entre. Og strømkilden var et våd – batteri, hvor man ved en kemisk proces havde lagret elektricitet. Lyset blev frembragt med en kulbuelampe.
Alessandro Volta
Men allerede i 1800 havde italieneren Alessandro Volta præsenteret sit galvaniske element. Han havde opdaget, at når man dypper to forskellige metaller ned i vand, som gøres ledende ved hjælp af salt, så opstår der en spændingsforskel mellem metalstykkerne og derved skabes elektricitet.
Hellesen løser batteriets gåde
Vi skal tilbage i en periode omkring 1880 og 1890. Dengang spekulerede man meget på elektriciteten og dens anvendelse. Man forsøgte, at fremstille elektriske batterier. Men det var store vanskeligheder. De rummedes i skøre glas eller lerkrukker og lugtede ganske fælt. Der skulle hele tiden hældes vand eller kemikalier på. Ofte skulle de skilles ad og renses.
På et eller andet tidspunkt skulle det moderne tørelement opfindes. Og det var så W. Hellesen, der først af alle løste den opgave.
Eksperimeter i en vognport
Hans udgangspunkt var franskmanden Lecklanche’s element, der bestod af en kulstang omgivet af brunsten og en zinkplade med salmiakopløsning som elektrolyt. Det første tørelement som Hellesen fremstillede var i 1887. Det var anvendeligt med ikke særlig holdbart. Det var endnu lang vej til de batterier, som vi kender i dag. Eksperimenterne foregik ofte i en vognport ved Hellesens bopæl på Frederiksberg.
I 1889 blev det første tør – batteri leveret til Københavns Telefonselskab.
Ludvigsen involveres
W. Hellesen var ellers smørgrosserer. Ved siden af, var han dog meget interesseret i fysiske eksperimenter. Det kaldes hvis også amatør – opfinder. I 1889 kom Hellesen i forbindelse med den hjemvendte kemiker V. Ludvigsen. Han havde opholdt sig i Amerika en del år. Denne Ludvigsen kom med de afgørende ideer til en industriel produktion af tørelementer. Men den egentlige opfinder af batteriet oplevede aldrig at se sin opfindelse i masseproduktion. Han døde i 1892, 56 år gammel.
Fabrikant
i Odense
Men hvem var denne Ludvigsen, der fortsatte eventyret? Ja, Hans Waldemar Ludvigsen var født 1861 i Odense. Han fik afgangseksamen fra Odense Katedralskole i 1877. Han tog derefter undervisning i kemi og praktisk anvendelse af kemi. Sammen med vor kastede han sig over fremstilling af sæbe, skriveblæk, smør – og ostefarve og lignende kemisk – tekniske produkter. Udbyttet var dog ikke ret stort.
En tur til Island og England
I 1880 flyttede familien til København Man startede en fabrik ved navn Jettadam Fabrikker. Forretningen kom godt i gang, men efter et par år solgte familien fabrikken. Waldemar fik derved et par tusinde kroner i hånden og fik den ide, at starte en Fiskeguanofabrik på Island. Han rejste derop i et lille sejlskib, men ideen kunne ikke realiseres. Han rejste derfor tilbage til Danmark i 1884, og straks videre til England. Han tilegnede sig det engelske sprog og viden om handel.
Blandt halvvilde cowboys
Derefter tog han videre til USA. I hans optegnelser, fortæller han om, at Chicago var en lille by ved Michigan – Søen. Detroit var en lille flække og Florida en sump. Der var endnu kampe med indianere. Der eksisterede rigtige Wild West mænd og halvvilde cowboys. Ludvigsen nåede rund i næsten alle stater i Mexico og Mellemamerika. Han oplevede mange farlige eventyr. Han iagttog, at telefonvæsenet var i fremgang. Han tog jobs ved forskellige fabrikker.
Hjemvendt til Danmark 1888
Da han kom hjem til Danmark i 1888 var han klar over sine mål. Han ville være industrimand. Han koncentrerede sig om fremstillingen af forskellige genstande. Elektrokemien blev hans speciale. Derfor var det naturligt, at han i 1889 kom i forbindelse med Hellesen.
Sådan fremstillede man et batteri – dengang
Driftsingeniør Nyegaard forklarede i et foredrag i Elektroteknisk Forening, hvordan man fremstillede et ”Hellesen Batteri”:
Kæmpe succes
Det tog et par år, inden Ludvigsen turde sende produktet ud i handelen. Men i 1896 viste det sig, at et parti havde kunnet holde sig i to år. Hovedvægten for ham, var at produktet skulle være bedre, end noget andet tilsvarende produkt i udlandet. Ludvigsen holdt ikke på patentrettighederne. Allerede i 1890 blev rettighederne for Tyskland og Østrig – Ungarn overdraget til det tyske firma Siemens & Halske og i England til Siemens Brothers. Fabrikker blev opført i London, Berlin og Wien. Laboratoriet i København samarbejdede med fabrikkerne.
Anerkendelse på Verdensudstillingen
De første el – værker dukkede frem i 1890erne. Men det var en fordel, at man kunne bruge apparater uden at have indlagt strøm. Allerede i 1897 fandt Ludvigsen på, at fremstille 1.000 stk. håndlamper med tørelementer. Dette produkt gik sin sejrsgang over hele verdenen. Flere typer og størrelser af batterier blev fremstillet på adressen Åboulevarden 14. Ved Verdensudstillinger i Stockholm i 1897 og Paris 1900 opnåede han guldmedaljer. Det var dengang en fantastisk hæder, og betød virkelig meget.
Scherlock Holmes anvendte Hellesens
Hjemmemarkedet blev erobret og efterhånden var der eksport til 60 lande. Der blev skabt et godt ry om Hellesens batterier fra Danmark. Conan Doyle lader således Sherlock Holmes
omtale sine batterier som Hellesens uden anden nærmere angivelse.
Den svenske marine
I 1890erne fik firmaet en ordre fra den svenske marine på elementer til sø-miner med krav og garanti på holdbarhed i mindst to år. Flere år efter forespurgte den svenske marine om elementerne ikke skulle udskiftes for en sikkerheds skyld.
I et gammelt bryggeri
Den første egentlige fabrik blev anlagt i Blågårdsgade. Men i 1905 flyttede virksomheden til en ejendom som Ludvigsen købte i Aldersrokvarteret. Det var den eneste store bebyggelse, der dengang fandtes i kvarteret. Her havde det tidligere Aldersro Bryggeri haft til huse. Her var der god plads til udvidelse. I 1905 var der 71 ansatte. I kælderen var der formerværksted, lagerrum og baderum til arbejderne. Der var maskinrum med to dampmaskiner. Her var også en gasmotor.
I stueetagen var kontor og det store fabrikslokale, hvor man smeltede de galvaniske elementer. Her fandtes fem isolerede jerngryder, hvor man kogte harpiks (beg) ved damp, smeltede
voks ved gasapparater og loddede. Der gik drivremme gennem gulv og loft til første sal.
På første sal fremstillede man pap – og metalbeholdere til elementerne. Fabrikken havde også stald med fire heste.
Kraftige udvidelser
I 1906 blev W. Hellesens enke og Ludvigsen eneindehaver. I 1918 overgik virksomheden til et aktieselskab. I 1911 og i 1916 blev fabrikken voldsomt udbygget. Først med lagerbygning, fabrikationsrum, pakkerum, harpikssmelteri. Større maskiner blev benyttet og et særligt kedelhus blev indrettet. En stor to – etagers bygning blev bygget. Den kom til at rumme laboratoriet. Siden lejede man sig ind i lejede lokaler.
10 kr. i julegave
I 1907 blev Ludvigsen konsul og i 1926 generalkonsul for Guatemala. Da firmaet overgik til aktieselskab trak Ludvigsen sig tilbage. Men han virkede som formand for selskabets bestyrelse til sin død i 1939. Hans store interesse var nu automobilismen og luftfarten. Ved juletid blev arbejderne samlet i gården. De blev stillet op i to rækker. Ludvigsen kom og trykkede hver medarbejder i hånden og ønskede Glædelig Jul. Så var der en gave til alle på 10 kr. Det var en ganske pæn gave – dengang var ugelønnen 28 – 30 kr.
Produktion i Vangede
Under første verdenskrig manglede man råstoffer. Man begyndte selv at fremstille kulstænger til elementerne. Det skete i en lille bygning i Vangede. Bygningerne var i brug indtil 1960. Derefter begyndte man at købe kullene i Frankrig.
Mange ansatte hjemmefra
Radioen kom frem i 1925. Det betød at man skulle fremstille radio – og lommebatterier. Elektrodebinding til disse blev bundet i et lejet fabriksrum i Ryesgade 3. Det var et hårdt håndarbejde. Mange bandt elektroder derhjemme i privatboligen. Fabrikken sørgede selv for levering og afhentning. Mange af disse ansatte var kvinder.
Fabrikken udvidede faktisk mange steder i København, Gerdasgade, Tomsgaardsvej, Vangede, Teglværksgade og Hejrevej samt Søborg.
Tiger – Batteriet
I 1924 blev Tiger – batteriet skabt. Den var skabt af tegneren Palle Wennerwald. Den kravlende tiger blev symbolet på kraft og lydløshed. Det var et stærkt symbol på det danske batteri.I 1930 tegnede arkitekten Gunnar Biilman en ny tiger. Hele 150 forskellige former for batterier blev fremstillet. Og mange af disse blev benævnt med dyrenavn.
Penge til en vuggestue
A/s Nordisk Metalvarefabrik opkøbte aktiekapitalen og ansatte W. Jacobsen som direktør. Der var op – og nedture på fabrikken. Også i udlandet blev der bygget fabrikker. I 1944 gav firmaet endog penge til etablering af en vuggestue. Den blev dog i 1956 overdraget til Københavns Kommune. En periode lå selskabet dog noget i dvale.
Aldersrogade nedslidt
Marshall – hjælpen gav mulighed for at indkøbe moderne produktionsudstyr. Man indledte samarbejde med en amerikansk batteriproducent. Man rejste verden rundt for at generobre tabte markeder. Trods moderniseringer var den gamle fabrik på Aldersrogade nedslidt omkring 1960. Man havde også fået vanskeligheder ved at finde arbejdskraft. Man besluttede for at købe en grund i Køge. Og her startede produktionen i 1965. Og vejen hed selvfølgelig Tigervej.
Nye behov for batterier
Pludselig steg behovet for batterier. Transistorradioer, båndoptagere, grammofoner, diktafoner og høreapparater. Alle havde brug for batterier. I 1972 startede Hellesen endnu en fabrik op i Thisted.
Forskellige ejerskab
I 1957 havde Store Nord også kaldet GN som står for Great Nordic købt størstedelen af aktierne. En kort overgang hed firmaet Tudor– Hellesen, fordi man var fusioneret med det svenske firma Tudor.
Men allerede i 1977 købte et amerikansk batteriselskab Tudors aktier. I 1986 hed firmaet en kort overgang GN Hellesen. I 1986 solgte GN alle Hellesens salgsafdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Finland til det konkurrerende firma Duracell, der samtidig købte retten til at bruge navnet Hellesen og tigerbomærket.
Tiger . Batteriet genskabt
Dermed forvandt tigeren og Hellesen – navnet. Ja, det troede man. Men pludselig relancerer batteriproducenten Duracell det klassiske Hellesen – batteri med tigeren. Nu sidder den pludselig i MP – 3 afspillere. Batterierne blev relanceret med den nyeste teknologi og med den velkendte tiger – logo.
Navneforandringer
Afdelingen i Køge fik navnet GN Batteries, mens den ny fabrik i Thisted kom til at hedde GN Akaline Batteries. I 1988 solgte man fabrikken i Køge til et svensk firma. Den øvrige batteriproduktion blev flyttet til fabrikken i Thisted. Således blev Tiger – batteriet fra Østerbro igen vakt til live. Kig engang ned ad Aldersrogade. Så meget har nu ikke forandret sig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9- 10 – 2021
Februar 27, 2012
I 1893 kom den første socialdemokrat i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp med sabotage m.m.
Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen
Første gang, der valgtes socialdemokrater til Borgerrepræsentationen var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens Jensen og læreren K.M. Klausen. For første gang havde man fået indflydelse. De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.
Arbejdere som borgmestre
Efter ti år blev Jens Jensen byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.
Valgret med forhindringer
Det var så sandelig ikke alle, der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:
Og ikke nok med det. Valgretten afhang også af ens indtægt.
Murerstrejke
Det var faktisk en murerstrejke i København i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på Fælleden og Pio’ s anholdelse.
Brændevin var billig
Siden 1870erne var der stadig en lang arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt. Den trælsomme tilværelse for arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold gjorde værtshuset til et festligt sted. Brændevin var billigt og for en tid kunne man så glemme den triste tilværelse.
Afholdsforeningerne
Selv om afholdsforeningerne gjorde et stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset. Ferie var først noget man kendte efter 1890erne.
En aften i et arbejderhjem
Ved spisetid blev petroleumslampen tændt, og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.
Efter middagen lagde far sig på den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem. Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad på potten.
Senere kom konen ind med kaffe til manden, der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen. Klokken 9 rejste konen sig og hængte sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.
Stuen var måske dekoreret med guirlander af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.
Nedslidte arbejderhjem
Bygningerne var opført af smudsige sten, medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene. Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod stifterne, når blæsten satte ind. Plankeværket mellem de snævre gårde og lokummerne var faldefærdige.
Tvedeling af arbejderbevægelse
Midt i 1870erne var forståelsen for arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være i en fagforening. Mange meldte sig ud. Nogle mente, at fordi man var medlem af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.
Fagbladene advarede mod skruebrækkere, men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.
Også i døden var man forskellig
Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende lig.
Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner – med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte på at nægte ordener og sabler plads på en fløjlspude ved kistens fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel på folk, selv i døden.
Knap så mange bekymringer
Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i 1890 de rigtig gode resultater kom. Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp. Nu var det knap så mange bekymringer.
Tænk hvis de fuldede sig
Myndighederne gav tilladelse til afholdelse af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller ikke synge eller have et orkester med sig.
Og på Fælleden var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev ukontrollerede?
Kæmpe troppestyrker
Alle mistænkelige blev kaldt til forhør inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren skrev til marinemisteren omkring mobilisering. Gendarmkorpset måtte have hjælp fra andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.
Og politiet stod klar med 335 mand fordelt på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere. Styrken under kommandanten i København stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever og under-officerer
Fra Orlogsværftet og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300 – 400 folk i Nyboder. Fra Jægersborg var kaldt husarer. Citadellet nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra Trekoner. Soldater fra garnisoner uden for København kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.
Der blev udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Man troede åbenbart at københavnske arbejdere kunne finde på, hvad som helst Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct. var nået der betød noget.
De Samvirkende Fagforbund
Michael Lyngsie var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund , der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes De Samvirkende Fagforbund. Ved århundred – skiftet var arbejdstiden ned under 10 timer.
Natmændene strejkede
Men allerede i 1892 havde københavnerne stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede strejke blandt natmændene i København. De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav var opfyldt.
Mange strejker blev vundet
Arbejdernes bedre kår var ikke sket uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker. Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen. De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.
Hård tid
Det blev en hård tid for arbejderne. Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig. Tiden fra århundredeskiftet frem til første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger, men det blev opslugt af prisstigninger.
Alkoholisme
I 1901 viser en undersøgelse, at 19 pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.
Et drabeligt våben – lockout
Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout. Konflikten i 1908 i de grafiske fag, begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når avisen ikke kom. Men episoden medførte voldgiftsrettens oprettelse.
Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også uroligheder.
Rigtig arbejderkamp
I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens Sammenslutning. Her var rabarber – drengen, Christian Christensen den ledende kraft. I bladet Solidaritet forklarede han sammenslutningens formål:
En anden strejke, der vakte opsigt var en sporvejsstrejke på Frederiksberg i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.
Bedre social lovgivning
Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige danske arbejdere organiseret i fagforeninger. Ind til 1. verdenskrig skete der ikke de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918. De københavnske bygningsarbejdere havde iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.
Bolignød og krak
Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på skoler eller i barak – lejligheder. Der var faldende forsyninger af brændsel og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed. Under krigen steg fødevarepriserne med op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.
Lyngsies skovture
Mellemkrigstiden betød store økonomiske kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter. Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer. I 1929 indledte Stauning en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen og meget andet, der gav en tro på livet.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:-
Redigeret 17. – 11. – 2021
Februar 27, 2012
Omkring Genforeningen var der udpræget fattigdom i Sønderjylland. Landsdelen var ramt økonomisk. Landbruget var i dyb krise. 40 pct. af sønderjyderne var
beskæftiget i landbruget. Fidusmagere havde gode kår. Sødmælk blev udleveret mod lægeattest. ”Danmark har mistet retten til Nordslesvig” proklamerede den nationalsocialistiske bevægelse. Fra tysk side blev der tilført penge til tysk kultur.
Danmark har tabt sin ret til Nordslesvig
Ja sådan udtalte gårdejer Vilhelm Deichgräber i en tale, forud for folketingsvalget i 1939. Deichgräber var en spidserne i det nationalsocialistiske parti i Sønderjylland – dengang. Man mente, at Danmark havde forvandlet området til en fattiggård.
Nu var det en del af den nationalsocialistiske agitation. Men sandheden var vel også, at Danmark efter 1920 havde modtaget en landsdel, der var forarmet.
Det står ikke i historiebøgerne
Dette står det ikke meget om i de historiebøger, som de unge mennesker gennemgår i skolerne. Her hører man godt nok om Genforeningen, men stort set ikke mere.
Landbruget udsat for rovdrift
Landbruget havde været udsat for rovdrift. Tvangsafleveringer havde udpint jorden, og en stor del af besætningerne var forvandlet til pengekapital. Gennem smug-handel med landbrugsprodukter til tårnhøje priser havde man klaret sig nogenlunde gennem krigen.
På landet gik gendarmer rundt og kontrollerede, at der ikke i smug blev slagtet, kærnet smør eller bagt brød på gårdene. De kunne dog ikke forhindre det, og der er mange historier om, at de blev bestukket med naturalier.
Demonstration for mere mad
I Haderslev protesterede 400 kvinder foran rådhuset for at få mere mælk, byggryn og andre varer, som blev ført syd på, for at afhjælpe nøden i de større byer. Mange brancher led under rationeringen. Håndværkere og arbejdere var dem, der klarede sig dårligst. En bondekone kunne måske nogenlunde føre driften videre, mens manden var indkaldt. Men det kunne en smede – eller skrædder-kone ikke under samme vilkår.
Sødmælk udleveres med lægeattest
Midt i 1930erne udkom en bog På vej til Danmark. Den beskrev forholdene således:
De rige kunne nogenlunde komme igennem ved at betale overpris, men det kneb for den almindelige borger blot at skaffe det mest nødvendige.
Genforeningen trak ud
Overgangen fra et økonomisk system til et andet voldte vanskeligheder. Det blev yderligere forværret, da en hurtig genforening trak ud. Ingen havde troet, at de ville gå 20 måneder fra våbenstilstand til genforening. Det kneb for erhvervslivet at tilpasse sig.
Fidusmager havde gode vilkår
I 1919 kom der stadig mange varer fra Danmark til det sultende og udmarvede Nordslesvig. Dette skete også på illegale veje. Spekulanter, profitmager og fidusmagere havde store tider.
Krigsfangere døde i massevis
Over 4.000 sønderjyder faldt i kamp. Mange blev såret og havde psykiske skader resten af livet. Krigsfangere, som faldt i tysk fangenskab blev sat til at afhjælpe nøden i landbruget Fra store lejre blev de udkommanderet til opdyrkningsarbejde. Men kulde, sult og epidemier gjorde det af med mange.
Den tyske mark – intet værd
Et andet stort problem var markens fald. I juli 1920 var den helt nede på 16 øre. Og den fortsatte sit fald. Mange havde håbet på, at marken ville stige igen, og havde skrabet lidt sammen. Men ak og ve. I billion gamle papirmark var i begyndelsen af 1924 forvandlet til 1 guldmark.
Landsdelen ramt økonomisk
Mange landboer havde inden genforeningen optaget lån for at få bragt deres gæld ned. Det blev så i dyre krone – lån. Man regner med, at der blev optaget veksellån for ca. 50 – 60 millioner kroner. Dem som havde holdt fast ved deres mark, var endnu dårligere stillet.
Landsdelen blev efter genforeningen tilført ny kapital. Det var specielt erhvervslivet og landbruget, der fik tilført kapital. De sønderjyske banker og sparekasser fik stillet ca. 20 millioner
kr. til rådighed i statslån. Men de sønderjyske banker og sparekasser var ramt økonomisk.
Man forsøgte med Sønderjysk Kreditforening. Men landsdelens kapitalfattigdom lod sig ikke bare sådan udrydde. De nystiftede lån blev forholdsvis dyre. I 1927 oprettedes Sønderjysk
Hypoteklånefond.
40 pct. i landbruget
I Sønderjylland var 40 pct. af befolkningen beskæftiget i landbruget. Under det tyske styre var det gået i retning af færre men større ejendomme. Den tyske lovgivning havde i modsætning
til den danske mulighed for nedlæggelse og sammenlægning af landbrug. Arbejdskraft blev efterhånden en mangelvare på grund af udvandring. De forskellige landbrug skulle nu pludselig
omstille sig efter danske forhold. Det betød flere og bedre bygninger og en større del af arealet under plov.
Denne omstilling betød også, at det sønderjyske landbrug var mere følsom over for forandringer.
Modtagelige for fantastiske bevægelser
I efteråret 1920 indtraf også en tørke. Det betød at mange landmænd oplevede et knæk, der var svært at komme sig over. De kriseramte og kredit – hungrende landmænd blev pludselig lydhør over for mere eller mindre fantastiske bevægelser.
Penge til tysk kultur
Denne situation benyttede man sig af i Berlin. I 1926 bevilligede Det Tyske Rige og Preussen et millionbeløb for at støtte tyskheden i grænseegnene og i udlandet. Yderlig blev 5 millioner mark sendt til Nordslesvig i form af kreditter. Som modforanstaltning blev Landeværnet oprettet. I løbet af få år var der tegnet 10.000 medlemmer. I 1929 gjorde landsdelens relative fattigdom sig stadig gældende. Det skete trods det, at der i 20erne blev oprettet 900 nye husmandsbrug gennem udstykninger.
Revolution i Sønderjylland
Og var man heller ikke kan læse i alle historiebøger, at revolutionen gennemførtes i Sønderjylland. Det var soldaterudsendinge, der proklamerede tingenes tilstand. Magten blev overdraget til soldater – , arbejder – , og bonderåd. Soldaterrådene gled dog hurtig i baggrunden. Arbejderrådene holdt længst. De overvågede blandt andet levnedsmiddelfordelingen. Det virkede meget brutalt, at man med den danske fattiglov kunne fratage borgerne deres rettigheder. Bestemmelsen virkede endnu stærkere i Sønderjylland.
Et nationalt mindretalsproblem
Genforeningen gav Danmark et nationalt mindretalsproblem. Af folketællingen fra 1921 ses det at 16.600 af Sønderjyllands indbyggere var født syd for den danske statsgrænse. Ved folkeafstemningen i februar 1920 blev der afgivet 25 pct. tyske stemmer, mens der ved folketingsvalget senere på året kun blev til 14 pct.
Ikke tilfreds med grænsen
Tyskheden var fremherskende i enklaver langs grænsen og i byer som Tønder og Højer. Særlig i gårdmandsklassen var der mange tysksindede. I mange sogne var der tysk flertal. Mindretalsordningen var noget nyt for det danske samfund og tiltrak sig en del opmærksomhed. Fra tysk side var man ikke tilfreds med ordningen. Herfra mente man også at grænsedragningen var ganske uretfærdig.
Det gjorde det heller ikke lettere at Danevirke – Bevægelsen ville have grænsen ved den gamle danske fæstning.
Grænse midt på vejen
Selve grænsedragningen, skabte ingen problemer, der hvor grænsen skulle følge vandløbene. Men andre steder skulle man følge geografiske og erhvervsmæssige forhold. Her var der problemer ved Kobbermølle og Padborg Station. Ude vest på ved Rudbøl gav grænsedragningen problemer. Resultatet blev, at der på en strækning på 130 meter, blev gadens midterlinje grænsen.
“Führer macht uns frei”
Ved nazismens magtovertagelse i Tyskland begyndte de tyske stemmer i Sønderjylland at tage til. Den tyske befolkningsgruppe var godt på vej til at vinde sit andet folketingskandidat. Og Jens Møllers bøn til Adolf Hitler var også:
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 10. – 11. – 2021
Februar 2, 2012
Vi kigger på nogle af butikkerne på Strandvejen og Slagelsegade. Det var dengang en Jaffa – appelsin kostede 25 øre. Radioer købte man hos cykelsmeden. Der skulle være plads til kongens ridetur på Strandboulevarden. Svømmeundervisning foregik i mudret vand. Og så skulle man undgå Ringstedgade. Her boede bisserne.
Tre privatskoler
Dengang hed den Østre Gasværksskole. Det var en almindelig kommuneskole. Så hed den Strandvejsskolen. Og når vi nu er ved skoler, så kunne dem, der havde råd på Østerbro,
vælge mellem tre private underskoler. Her kunne man dog, hvis forældrenes indtægt var lille, få friplads.
Pjaskeri i Gefion – springvandet
Man pjaskede rundt i Gefion – Springvandet og om vinteren kælkede man ned af Kastels-voldene.
Viljestyrke til at passere skikmutter
Det skulle en hvis viljestyrke til at passere alle Slikmutter på Østerbro dengang. For fem øre kunne man få en slikpind, nas (en plade sød – syrligt sammenpresset blødt slikaffald) eller en blikdåse salmiakpastiller.
Urtekræmmere og spækhøkere
Urtekræmmere var der også masser af. Her blev købt mel, gryn, krydderier, sukker, kaffe (friskmalet fra egen kværn) og konserves. Der var også spækhøkere, der solgte kødpålæg og flæskekød. Skulle man have lidt bedre kød eller okse – eller kalvesteg, ja så gik man til en rigtig slagter.
Skovser – konen
Den ugentlige fisk var der rig mulighed for at få i en butik. Man kunne også få den hos den omvandrende skovserkone. Hun kom fra Skovshoved med en trækvogn. Hun parterede og rensede sildene eller rødspætterne direkte på køkkenbordet. Det var tydeligt at høre, når hun var der. Hendes reklameråb var lige som en melodi
En Jaffa – appelsin til 25 øre
Cigarhandleren havde en afdeling med tobak og en anden havde bøger og papirvarer. Man kunne også få Buffalo – Bill hæfter. Ja og så var der postkort med revyviser. Grønthandleren
havde kartofler og frugt. Ved juletid kunne man købe kæmpestore Jaffa – appelsiner til 25 øre. Dengang en anseelig pris. Billigere var Jamaica – bananer.
Overskåret wienerbrød til 25 øre
Rugbrød fandtes groft eller fint, maltet eller u-maltet i store tunge klodser, der skulle skæres op i brødmaskinen. Allerede dengang var der masser af fødevarer i Nordre Frihavnsgade. Så kunne man få “overskaaret Wienerbrød” til 4 øre stykket.
En radio hos cykelsmeden
Cykelsmeden solgte også radioer. Den nærliggende dame – eller herrefrisør kunne levere personlige plejeting. Ja frisøren kunne klare en gang barbering for 25 øre. En god herreklipning kostede en krone. Oppe i nærheden af Langelinie på Strandboulevarden kunne en drengeklipning klares for 35 øre i Figaro – salonen.
Kongens ridesti
Nogle gange var det dog nødvendig at tage til byen. Det kunne man så gøre med linje 9, der havde skinner på hver side af Strandboulevarden. I midter-anlægget var der en ridesti med promenade, og bænke. Man sagde, at det kun blev opretholdt af hensyn til Christian den Tiendes ridetur. Når han kom ridende i sin garderuniform, standsede man og
hilste ærbødigt. Så fik man til gengæld en kongelig honnør. Damerne nejede, og smådrengene tog deres matroshue af og bukkede. Linje 9 blev også kaldt Papegøjen, fordi dens skilte var røde og grønne.
En tur til Frihavnen
Man kunne tage en tur ned ad Århusgade forbi linje 9’s remiser, under jernbaneviadukten ved Østbanegade, og så kigge på alle træbarakker i havnen. Der var en stærk duft af træ og tang. Om søndagen var Frihavnens store bassiner et udflugtsmål. Her holdt de store Amerika – både, Frederik den Ottende og Oscar den Anden. Hvis da ikke lige, at de var på havet.
Til Langelinie
Man kunne for 10 øre få en tur over til bagsiden af Langelinie. Så kunne man gå ud på den lange mole. Måske kunne man derefter komme videre med motorbåden til Holmens Kirke. På Høje Langelinie var det fin udsigt til turistbåde eller fremmede krigsskibe, når der var flådebesøg. En yndet beskæftigelse var også at gætte, hvilket spor toget ville passere under den gamle Langeliniebro. Man kunne også blive væk i røg og damp, når det gode gammeldags damplokomotiv passerede.
På Strandvejen
Man kunne aflægge Strandvejens Køkkenudstyr et besøg. Det lå på hjørnet til Tåsingegade. Vinduerne var tæt pakkede af porcelæn og glas. Over hoveddøren stod der:
På skiltet, der stak ud fra ejendommen stod der:
Den amerikanske metode
Ved siden af denne flotte butik lå Papir og Kunst, derefter Fredby og Co. Uden for forretningen stod et skilt:
Under skiltet hang et andet budskab, Hatte renses. Og kiggede man godt efter i vinduet, så stod der, at man brugte, “den Amerikanske Metode, naar Tøj og Hatte blev presset”. Derefter lå en barber og frisør. Så fulgte Aug. Balsløws Farve Tapet forretning, der også solgte linoleum. Lige før opgangen til Strandvejen 9 (Østerbrogade 109) var der en blomsterforretning.
De dyre cigaretter
Efter opgangen var der en butik, der solgte cigarer og Soussa – cigaretter. Det var de dyreste cigaretter, dengang. De blev kun røget af den bedre stillede del af befolkningen. Ved siden af lå Knud Jensens Ur-forretning(Uhre – Briller). Så fulgte Rococo Broderiforretning og L. Bruun Viktualieforretning. På hjørnet af Strandvejen og Hjørtøgade lå Strandvejens Messe.
Schous Sæbehus
Længere henne af Strandvejen lå Schous Sæbehus. Der kunne man købe sæbe og ting til personlig pleje, Halex tandbørster, Perletand tandpasta, hårpomade, Ilka barbersæbe, læbestift, pudderkvaste, kamme hårnet, vaskepulver, opvaskebørster, perlekæder og håndtasker. Det var fabrikant Laurits Schou, der stod bag de populære sæbehuse. De skød op som svampe i løbet af de første årtier af det 19. århundrede. I 1927 var der ikke mindre end 846 filialer rundt omkring i landet.
HB
Hovedstadens Brugsforretning (HB) lå på Jagtvejen. Det er der, hvor Døgn – Netto ligger i dag. I 1916 blev HB startet i lokaler ved Nørrebros Runddel.
Til Fodbold i Parken
Man kunne også gå en tur i Parken, hvor Stævnet ofte spillede mod engelske klubber som Huddersfield, Arsenal og Sheffield. Det var festdag, når der blev spillet landskamp mod Sverige. Glade skåninger delte øl og snaps med det danske publikum.
Danmark– Sverige
Der var altid liv og glade dage når der var landskamp mod arvefjenden. 10 år inden vores gåtur i bydelen kunne datidens medier berette følgende:
Svømmeundervisning i mudrende vande
En tur gennem Gammel Kalkbrænderivej var en helt anden oplevelse. Her var smukke gamle villaer med Det kongelige Opfostringshus. Der var obligatorisk svømmeundervisning i skolen. Det foregik for nogle på badeanstalten Øresund i Frihavnen. Mange uhumskheder skulle passeres. Hr. Kjeldsens lange stang med bøjle førte dog eleverne frelst gennem bassinet.
Ragede op over det jævne borgerskab
Og i Slagelsesgade boede der folk, der ragede op over det jævne borgerskab. Her boede en konventualinde, professor-inde, komponist – enke, marinemester – enke og en komtesse.
Det var også her komponisten Niels W. Gade en vinterdag gled med sin violin. Han var ulykkelig, og troede den havde lidt skade. Langt om længe overlod han nøglen til violinkassen til lillebil – manden . Det viste sig, at kassen var tom. I sin forvirring havde komponisten glemt at tage sin elskede violin med sig.
En smugkro
I cigarbutikken var det i beskedent omfang udskænkning af spiritus. Konerne talte om, at cigarhandleren holdt smugkro. Sandheden var, at cigarhandleren ikke kunne eksistere uden
denne “nebengeschäft”. Der var nemlig alt for mange cigarhandlere på Østerbro.
Hos marskandiserne i Slagelsesgade var der var der hverken hullede støvler eller rustent bestik. Her var sølvtøj, teaterkikkerter, vifter, skilderier i glas og ramme og indbundne bøger med guldsnit.
Fru Sørensens ismejeri
Her lå også Fru Sørensens Ismejeri. Men ikke alle gad at komme her. De mente, at Fru Sørensen vejede fingrene med, når hun skulle veje margarine eller smør.
Kejser Franz Josef
Og her boede også Kejser Franz Josef. Ja urtekræmmer Jensen lignede ham. Han var ikke en person, der var til forandringer. Således kunne der gå mange år, før der kom en ny vinduesudstilling. Til højre stod en sukkertop og helt til venstre var der en opstilling af 6 ruller af det almindelig gul WC – papir. Det var fint opstillet som en pyramide.
I midten var der anbragt 4 glasskåle på høj fod. I dem var der tørrede svesker, rosiner, havregrød og hvedemel. Ved juletid blev der plads til en ekstra skål med julekonfekt. Og så blev vinduet forsynet med vattotter, der skulle udgøre det for julesne.
Beboerne blev meget fortørnet, da der blev begået indbrud i butikken. Urtekræmmer Jensen anskaffede en stor langhåret vagthund, der hed Kis. Jensen indrømmede, at det var et mærkelig navn til en vagthund, men han ville ikke forvirre den ved at omdøbe den.
Rigtige købmænd
I Slagelsesgade kom der også nogen, der kaldte sig købmænd. De stillede varer i pap – og trækasser op på fortovet. Nogle af beboerne syntes at dette var mærkelig. Løsgående hunde kunne så snuse til det og gøre det, der var værre.
Fru Edelstein
En som de andre kvinder havde respekt for, var Fru Edelstein. Hun var jøde, og familien var flygtet over Hals og Hoved. Det de andre kvinder ikke kunne forstå var, at de havde tid til at tage deres kostbare indbo med sig. Fru Edelstein sagde kun det mest nødvendige i butikkerne. Men i vindueskarmen kunne hun stå i timevis og snakke i telefon.
Men efterhånden opstod der en mistanke hos genbo – konerne. De lange telefonsamtaler var det rene humbug. Hun talte kun med sig selv. Sympatien for hende forsvandt efterhånden.
Korpigerne var beskidte
Gik man en tur ned af Slagelsesgade kunne man møde en Brændselsforretning og ovenover en rulleforretning. Hun havde en plakat ophængt til en af de små teatre på Frederiksberg.
For det fik hun og hendes mand en fribillet. Men rullekonen synes nu ikke at forestillingen var god. Der blev fortalt sjofle vittigheder, som kun mandfolkene synes var gode. Og så var korpigerne beskidte, da de viste lår.
Fiske, fasaner og harer
Ude foran viktualieforretningen bredte der sig hver middag en dejlig duft af biksemad og andre kødretter med stegte løg. Butikken holdt middagsbord for pensionister mellem 12 og 1. Hver tirsdag blev der serveret fisk. De var nu ikke så vanskelige at få fat i, for naboen var fiskehandler. Om efteråret blev der solgt fasaner og harer.
Det hvide hus
Oppe på Østerbrogade var der et konditori, der var kongelig hofleverandør. Det ville indehaveren af Det hvide hus i Slagelsesgade også gerne være. Det ville have kastet glans over gaden. Man rådede over en trækvogn, så man kunne sagtens levere vare til Amalienborg.
Elektrisk malet
Der var også en kaffeforretning og en sæbeforretning. Normalt blev kaffebønnerne malet med mekanisk apparatur med håndsving, men her rådede man over en elektrisk en af slagsen. Jo, Bernhard Nielsens Kaffeforretning var moderne.
Her blev også fremstillet konfekt. Det skete i baglokalet. De kostede 8 øre stykket, men restlageret efter nytår kunne erhverves for halv pris pr. stk.
To biler i Slagelsesgade
Der var ikke mange biler i gaden – dengang. Grosserer Olsen havde en fornem bil, der hed Kronborg. Det vil sige den rigtige betegnelse var Kronborg Karosserifabrik. Hver søndag formiddag foretog han reparationer på den fornemme bil. Ja så var det også den unge Leonhardsen. Han havde en Lillebil. Uden telefon skulle han kæmpe mod de to store Taxa
– Motor og Auto – Taxa.
Undgå Ringstedgade og Holsteinsgade 8
Dengang gik skulle man helst undgå Ringstedgade, for her boede mange bisser. Og Holsteinsgade 8 skulle man også undgå. Her var foregået en rovmord. Det var ganske vist helt tilbage i 1912 – men alligevel. Den myrdede var blikkenslager.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 9.10.2021
Februar 2, 2012
Vi befinder os i kvarteret omring Viborggade, Silkeborggade og Skanderborggade fra 1929 – 1934. Det var dengang en pakke Cecil kostede 35 øre. Udgangspunktet er en lille butik og en familie. Hvad spiste man? Hvilke lege foregik i gården? Hvordan foregik en storvask? Disciplinen herskede på Randersgades skole. Viborggade bugnede af butikker, før Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade tog over
En butik i Esbjerggade
En lille butik, som man kan kalde for en blandet handel lå i Esbjerggade 25(nu Silkeborggade) omkring 1929. Til butikken hørte en budcentral, som lå i kælderen. Bag butikken var der kun et værelse med tre trin op til entre og køkken. Stuen virkede mørk og trist. Udsigten var heller ikke noget at prale af, man kunne se lige ud til Neuberts Væverifabrik.
W.C. på køkkentrappen
Ved siden af butikken var der lejet en lille 2 værelses lejlighed. Ellers havde det ikke været muligt, at have et sted at sove for far, mor og fem børn. Her var hverken køkken eller entre. Der var kun et skab i den ene stue med en vandhane og en vask. På hver etage i ejendommen var der et W.C. på køkkentrappen. Dette måtte man dele med naboerne.
Tidlig på Grøntorvet
Hver morgen måtte man tidlig op. Der skulle købes ind på Grøntorvet på Israels Plads. Frugt og grøntsager blev kørt til butikken af en fragtmand med hestevogn. Mange andre små butikker fik leveret varer med denne fragtmand.
Tre trin op
Selve butikken havde tre trin op fra gaden. En lille klokke fortalte når der var kunder i butikken. Butiksvinduet var udbygget med en trappeformet kasse, på hvis trin frugt og grøntsager
skulle se indbydende ud. Midt på gulvet var en disk med en kaffemølle med håndsving til at male bønner i.
Cigaretter til 35 øre pr. pk.
Ved den ene væg stod en stor trætønde med spegesild. Ved siden af stod en stor træsaks. Med den kunne man tage silden og dens brune lage med. På langvæggen bag disken var der hylder med mel, melis og andre langtidsholdbare varer. På gulvet under dem stod kasser med øl og sodavand. En cigaretautomat befandt sig udendørs. Her var der rød og grøn Cecil og et mærke, der hed Adamas. Dengang inden de store afgiftstider kostede de 35 øre for en pakke.
Et hjem med klaver
Stuen bag butikken blev rammen om familiens liv. Ved den ene langvæg stod en stor Nolfi træsofa, foran den spisebordet med 4 stole. I sofaen kunne der sidde fire personer. I hjørnet stod et spejlchatol og foran det trefagede vindue et lille bord med to stole. På den modsatte tværvæg stod klaveret. Den ældste søn spillede efter gehør, og var ganske god til det.
Ved stuens anden langvæg, med trappen op til køkkenet, var der kakkelovn, døren ud til butikken og en reol, hvor telefonen stod. Gardiner og lyseduge havde mor selv hæklet.
Den ældste søn var nitterlærling, den næstældste skulle i lære som skibsbygger samme sted, nemlig hos Burmeister og Wain.
Disciplin på Randersgade Skole
De tre andre børn var indskrevet på Randersgades Skole. Drenge og piger gik hver for sig. Skolegården var delt op på midten med et plankeværk. Passage var dog mulig. Men det var strengt forbudt at opholde sig ved åbningen. I det hele taget var der meget stærk disciplin.
Når skoleklokken ringede stillede man op 2 og 2 klassevis og ventede på gårdvagtens vink om tilladelse til at gå op i klasserne. Man stod ved sin pult til læreren gav lov til at sætte sig. Hvis man ikke lavede sine lektier eller glemt sin hjemmeopgave, så måtte man sidde en time ekstra efter normal skoletid. Hvis man var fræk eller svarede igen, kom man uden for døren, ofte efterfulgt af et besøg hos inspektøren. Ofte skete det, at man blev nevet eller hævet i ørerne. Mange kom til at stå med næsen mod muren, når der var gårdvagt.
Ud af storbyen
I sommerferien blev børnene sendt ud af storbyen, til Nordsjælland og nogle gange helt til Nordjylland. Andre gange kom man i koloni. Alle drenge blev klippet skaldede på grund af luseplagen, som var ret udbredt. Det var svært at undgå at få lus. Ofte var det mor der kæmmede med en tættekam. Hun havde altid et vandfad stående ved siden af til at skylle kammen i,
hvis der fulgte lus med.
Eddike– kur
En skolesygeplejerske sørgede jævnlig for, at klasserne blev undersøgt for lus. Og hvis der blev fundet dyr eller æg, ja så måtte man en tur ned i kælderen til en seppedilleeddikekur. Det lugtede så ækelt, at man blev isoleret. Kammeraterne holdt sig for næsen, hvis man kom i nærheden af dem.
Loftskammer
Butikken lå i en fire etagers karré med loftskamre. Dem kunne beboerne leje til større børn, hvis pladsen i lejligheden var for trang. Karreen omfattede Esbjerggade, Viborggade og Skanderborggade.
Gården
Der var en port-indgang til fællesgården fra Skanderborggade. Et plankeværk med en lille åbning delte gården i to dele. På Esbjerggade – siden var der mest lys og luft. Her lå kun en enkelt lille træbygning, der husede en kommunal brændselshandler. Efter den lå der nogle enkelte oplagspladser. Langs plankeværket stod en skraldespande. Men der var ingen der turde at putte noget i disse efter mørkets frembrud. Så kunne man være sikker på, at rotterne dukkede frem.
Mange butikker i Viborggade
Der lå mange butikker i Viborggade. Det var slagteren. I hjørnebutikkerne var der både barber og cykelsmed. Efter ham kom Nielsens Cigarbutik. Han handlede også med aviser og blade. Blandt disse var datidens sladdersprøjte – Sandheden om. Den indeholdt sandheden om Liva Weel, Fritz Hueg eller skuespilleren Ingeborg Brun Bertelsen.
Hos børnene var den mest populære butik, Slikmutter. Alle 2 og 5 ører blev investeret her. Efter slagteren kom der en manufakturhandel og en bager. På hjørnet til Skanderborggade lå der en købmandshandel.
Så er der ål
Engang imellem drog en ældre herre gennem gaden. Han bar hele sit varelager foran sig:
På Østerbro var der en Hundredmandsforening. De afholdt blandt andet Juletræsfest. Det store juletræ vakte stor begejstring hos de mindre.
Faderen dør
Faderen til vores familie i Esbjerggade var indlagt på Øresundshospitalet med tuberkulose. Han gennemgik en såkaldt guldkur, men overlevede ikke. I februar 1929 døde han. Han blev begravet på Bispebjerg Kapel. Dengang skulle en enke gå sortklædt i et helt år. Faderens familie tilbød hjælp, men moderen afviste. Hun ville ikke se dem mere, og ville klare sig selv.
En tur i Horserødlejren
Hele familien blev undersøgt for tuberkulose. Heldigvis var alle raske. Men en af pigerne var ifølge lægen for bleg og for tynd. Hun blev sendt i Horserødlejren. Dengang var det en svagbørnskoloni.
Storvask
Før der skulle vaskes blev tøjet lagt i blød i det store trækar i vaskekælderen, der lå under butikken. Tidligt næste morgen blev der fyret op under gruekedlen og fyldt med vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i. Det tøj, der tålte kogning kom i. Da vandet kogte stod mor og stak i tøjet med en vaskepind for at holde det nede i det boblende sæbevand.
Efter et stykke tid blev tøjet ved hjælp af vaskepinden lagt over i vaskebaljen og sæbevand blev øst over. Et vaskebræt med to ben og en forside af bølgeformet metal blev sat i baljen. Så kunne skrubbearbejdet begynde. Når man mente, at det var rent, så blev tøjet vredet og kom i skyllekarret. Når kogetøjet var færdigt fik resten af tøjet en omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen.
Skylningen foregik ved at man trak tøjet op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken. Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen
og ved nyt vand. Dette foregik tre gange. Så skulle tøjet vrides og hænges til tørre.
Det var let nok om sommeren. Der var tørrestativ i gården. Men om vinteren var det drøjt, så skulle det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet.
Hos rullekonen
Men man var langt fra færdig. Nu skulle tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj skulle rulles. Alt skulle lægges pænt sammen. Og så måtte man afsted til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, der kørte frem og tilbage på nogle store træstokke. Hun stænkede tøjet med vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen. Når de havde rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var fint glat.
Søbemad, fløjlsgrød og døde frikadeller
Som regel, når der var storvask fik man søbemad. Det vil sige gule ærter, grønkåls – eller hvidkålssuppe. Ofte stod den på sødsuppe, pærevælling eller sagosuppe. En dag om ugen var der grøddag. Det kunne være rismelsgrød eller fløjlsgrød. Dette var mælk bagt op med hvedemel. Ja man havde også noget der hed sødgrød kogt på bygmel.
Man havde også begrebet døde frikadeller. Det fik man som regel dagen efter oksekødsuppe. Kødet fra benene blev skrabet. Der blev tilsat løg. Så blev der rørt op med mel og æg stegt på pande til lækre sprøde frikadeller. Til dette fik man stuvede grøntsager.
Gården – en dejlig legeplads
Gården var en dejlig legeplads. Men der måtte ikke leges der, når der hang vasketøj. Dette gjaldt også om foråret, når beboerne luftede deres sengetøj på træbukke i gården. Andre dage kunne der være gang i tæppebankningen. Og det var ofte arbejdsløse, der foretog dette. Når man ellers måtte lege i gården, ja så var det Ståtrold, Alle mine kyllinger kom hjem, 2 mand
frem for en enke, røvere og soldater og skjul. Hvis pigerne var i overtal hed legene, Rundekrans eller Far, mor og børn.
Det skete også, at der kom spillemænd ind i gården. Nogle medbragte selv klapstole og så gik det ellers med harmonikaen. Børnene myldrede til. Mødrene kom frem i vinduerne, og smed småmønter indpakket i papir ned til musikkerne.
Det var især børn fra fattige hjem, der leget i gården. De rige kom sjældent. Bedste fortalte, at I hendes ungdom blev de fattige sendt ud for at tigge.
Legeplads blev forvandlet til skøjtebane
På hjørnet af Århusgade og Løgstørgade blev der på legepladsen lavet en skøjtebane. Den 2. april 1930 fejrede man 125 – årsdagen for H.C. Andersens fødsel. Det var en festdag for skolen. Ja det var en festdag for hele København.
Vare på klods
Handelen i butikken gik godt i begyndelsen. Der boede gennemgående folk med små indtægter i nabolaget. Det var almindeligt dengang, at man gav kredit eller klods, som det blev kaldt. Så betalte man hver måned eller hver uge. Men ikke alle kunder overholdt deres aftale.
Butikken skulle betale alle sine indkøb kontant. Det kneb efterhånden med at få det hele til at løbe rundt. Så var det godt at man kunne gå hen til bageren tidlig om morgenen og købe brød fra dagen i forvejen til halv pris.
Ejendommelig hobby
Når tøj skulle omsyning, var det meget praktisk, at der boede en syerske i ejendommen. Hun fik vare i stedet for penge. Også moderens spillelærerinde fik varer i stedet for penge. Det var nok mest flasker hun fik. Hun sad altid med en øl i hånden. Hun havde en ejendommelig hobby, og det var at gå til begravelser. Hun læste dødsannoncerne. Onde tunger påstod, at det var fordi hun så kunne få de eftertragtede gravøl.
Søspejdere i Skudehavnen
I Skudehavnen holdt søspejderne til. De havde et par sejlbåde, hvor de unge mennesker lærte at manøvrere sejl. Kaptajn Eriksen styrede det hel med hård hånd og disciplin.
Køkkentrappe – kunder
Meget af butikkens handel skete efter normal lukketid. Her var fordelen, at pengene faldt kontant. Det var naturligvis forbudt og blev straffet med bøder, hvis det blev opdaget. Det blev aldrig opdaget, fordi viceværten var en af de største køkkentrappekunder.
Juletræer til salg
Til jul blev der solgt juletræer foran butikken. Det var en ganske god forretning, hvis alle træer blev solgt. Men en jul gik handelen galt. Så var det godt, at man kunne hente en julekurv med alskens gode sager i Frimurerlogen på Blegdamsvej.
Arbejdsløsheden bredte sig
Arbejdsløsheden bredte sig overalt. Det ramte også Østerbro. Det blev svære og svære, at få kunderne til at betale. Dem, der havde penge begyndte at handle på Østerbrogade og i Nordre Frihavnsgade. Her var udvalget større og priserne lavere.
Lus, lopper og væggelus
Det var ikke kun økonomiske problemer, der bekymrede familien. Lus, lopper og væggelus blev et stort problem. Lopper gemte sig i bukselinningen og eneste effektive middel var af med undertøjet og i en spand vand. Hvis væggelusene satte sig i møblerne, måtte man i gang med petroleum. Så måtte man døje med lugten bagefter.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 101 artikler fra Østerbro
Redigeret 10.10.2021