Artikler

April 23, 2012

Alting begynder og ender i Tønder, ja sådan siger Michael Falch. Han elsker Tønder og siger det gang på gang. Og Tønder har aldrig glemt ham. Læs her om hans ungdom, hans drengestreger med Kedde, og hans venskab med Nils. Og så var det jo lige noget syre i en ønskebrønd på Torvet. Og på Torvet optrådte han for dronningen og prinsen. Hans debut var på Møgeltønder Forsamlingshus med Kylle. Læs også om Peter Schmidt, Kastberg, hans far og mor og alle de andre. Michael mindes også i dag sine forældre. Vi skal også høre om, hvordan det er gået med Kedde. Han siger selv, at han er “det sorte får i familien”. Og hvordan er det lige med Malurt. Og så køb Michaels ungdomserindringer fra Tønder. Nej, dette er ikke en afskrift. Det er skrevet længe før

Vi blev sidst her på siden bebrejdet, at vi ikke opdaterede vores artikler. Men det kan være en helt umulig opgave. Der er 1.784 artikler på vores side. Men denne artikel vil vi gerne opdatere. Og det bliver så med, hvad der egentlig skete med Kedde og så Malurts genopstandelse.

Og så fik Michael jo også skrevet den bog, som jeg mente, han skulle skrive. Men den bog har jeg anmeldt begge steder. Det sjove, var jo at vi begge holdt reception i Jefsens Boghandel i Tønder. Og i begge vores bøger indgik “Grænsen” i titlen.

Sagen var den at jeg så var DR P5 i en hel time og tale om min bog. Og så måtte jeg jo også ønske mig noget musik. Det blev så indledningsvis Michaels bedste og sjældent spillede “Kærlighedens Lysthus”. Værtinden kendte den faktisk ikke, så jeg måtte jo forklare, hvad det drejede sig om. Men Michael kendte hun godt. Han havde flere gange været med i hendes program.

Snart skal Malurt så spille Å æ Schweitz – koncerten har været udskudt et par gange. Men det må godt nok være noget særligt for Kedde og Michael at stå her. Det er mange år siden, at begyndelsen blev gjort i Møgeltønder Forsamlingshus.

Vi har glemt noget musik – historie

En af dem, der læser denne side og er begejstret for især Tønder – siden er Michael Falch. Han mener dog, at vi i vores musik – historie har glemt nogle, når en centrumfigur i Tønders musikliv som Kylle ikke en gang er nævnt. Og her er vi fuldstændig enig med ham. Og vore læsere må gerne supplere.

Filosofisk input

Nu kunne vi så have lavet en rubrik – Musik i Tønder 5. men det ville være synd for Michael Falch, der både er en fantastik musiker, jo også er en fantastisk skuespiller og skribent. Her tænkes der ikke kun på hans sange, men også hans mange gode filosofiske input i hans karriere som forfatter. Og nævnes skal vel også hans ærlighed.

Trækruter

Læser man, Michael Falchs, Trækruter er det som, at sidde i stue med ham. Man får indtryk af, at han er ydmyg i forhold til hans tilværelse.

Han har en befriende selvironi og en oprigtighed. Han har en mening om kristendom, litteratur, fugle og meget mere. Bogen er dejlige filosofiske livsbetragtninger og særdeles underholdende anekdoter fra musiklivet. Men det er også eksempler på en stor livsappetit, og en stræben efter ro og fordybelse. Måske er det også et stressende liv med skilsmisse og kærlighed, der åbenbares. Ja sådan kunne vi blive ved. Men her har vi tænkt os, at beskæftige os med Michael Falch og Tønder.

Alting begynder og ender i Tønder

Og Michael har faktisk overvejet at bidrage til siden. Han elsker Tønder, og siger det gang på gang. Det var her Michael gennemlevede sin ungdom, og byen har aldrig sluppet ham. Han oplever Tønder, som det at være hjemme. For ham begynder og ender alting i Tønder. Han føler byen som sin hjemstavn. Han er skrevet op til en bolig i Tønder. Det er altså en ældre bolig og ikke en ældrebolig som lokalaviserne har skrevet.

Plader om Tønder

Han har lavet plader om Tønder. Er det lyden af Tønder, dengang vi gik til bal å æ Schweitz? Jeg husker stadig Kærlighedens Lysthus. Det er jo selvfølgelig Liebestempel, hvor vi har kysset en del piger. Men også Gak – Gak i Gågaden, den handler bl.a. om Kino – Bar og Torvet. Og handelen i Tønder har taget denne titel til sig. Hvert år fejrer de Gak – Gak i Gågaden. Om de så gør det endnu, vides dog ikke.

Ja så var det også Den blå mands spejl, der blandt andet inkluderer Hecht. Og denne Hecht havde en del lokalhistoriske bøger, jeg burde have købt dengang.

Michael kom også på Kino – bar og spiste Bøf – sandwich af den helt rigtige slags. Og så lyttede han til Credence Clearwater Revial. Vi andre husker også udmærket Kino – bar med spillemaskine henne i bunden.

Og udenfor stod Michael også på skateboard fra Kino – Bar til Torvet.

Født i Køge

Han er født i Køge. Så flyttede han til Glostrup. Turen gik videre til Brabrand, Lystrup , Sønderborg og Taastrup. Da Michael kom til Tønder var jeg næsten rejst. Først som soldat til Aarhus og derefter til Aabenraa. Men jeg kender mange af dem, som han omtaler.

Og det sjove er. Der hvor jeg i dag, er boghandler har Michael også arbejdet. For fem år siden holdt jeg op med at arbejde i Steenberg Bog & Ide på Nørrebrogade. Men jeg arbejdet med nogen, der udmærket kan huske at Michael arbejdede i butikken. Men lige henne om hjørnet og lidt ned af Jagtvejen i Ungdomshuset i nr. 69 blev Malurt officielt startet. Men mere om dette senere

Skyerne er tungere i Tønder

Michael fortæller, at det regner meget mere i Tønder end andre steder. Sådan føles det i hvert fald. En gråvejrsdag i Tønder er rigtig hardcore. Skyerne er tungere, de hænger lavere, og der er flere af dem i Tønder.

Jo det lyder næsten ligesom da den gamle redaktør her og Ingolf kom hjem fra 14 dages drukferie på Costa del Sol, og så aftenen efter gik en tur gennem Tønder.

Tønder – som Rusland i 1950erne

Som 13 – rig flyttede Michel fra Taastrup. Det var i 1970. Han havde langt hår og frynsevest. Jo han havde prøvet at ryge hash. Så havde han kigget på Danmarkskortet. Man kunne simpelt hen ikke kommet længere væk.

Og den februars – søndag i 1970 var som at cykle rundt i Rusland i 1950erne. Det var en lammende følelse. Han ville væk, og det kunne ikke gå hurtig nok. Han gjorde holdt ved Tønder Øst. Her gik der skinner ud af byen. Det var den vej, han ville.

Han fortæller, at herude lå husene i de små byer beregnet til, at de bare skulle køres igennem. Det er her, man siger Mojn, når man hilser. Du bliver til do. Middag bliver til Unne. Undertrøje bliver til særk.

Slåskamp første dag

Den første dag i skolegården var Michael i slåskamp. Det var fordi han så anderledes ud, og snakkede københavnsk Selv indrømmer Michael, at han nok grænsede til at være adfærdsvanskelig.

Men han blev gode venner med Pastorens uvorne søn, Christian Arendt (Kedde). Og præstefamilien skulle nok lige vende sig til en københavner, der talte københavnsk og lugtede af afghanerpels og rød Libanon.

Kedde var den yngste af præstefamiliens seks børn. Han var en blanding af lillebyens Emil fra Lønneberg og Jern – Henrik.

Det var også ham, der viste Michael, at man kunne blive mere fuld af, at ligge ned og drikke bajere.

Det var heller ikke helt med ubetinget velvilje at præstefamilien så på sønnens nye legekammerat. Han var i perioder forvist fra fra præstegården. Og det hjalp heller ikke på det hele, at Michael fik foræret Det nye Testamente af pastor Arendt.

Og omvendt så mente Michaels forældre da også, at præstesønnen ledte deres søn i fordærv.

Undertegnede Kendte udmærket Pastor Arendt. Og jeg var soldat samtidig med to af Keddes brødre på Langelandsgades Kasserne i Århus. Brødrene kan sikkert også huske, at der på lokumsdøren stod:

Er dette livet så frygt ej døden.

Liv i den yderste afkrog

Og det var fedt, at de ultimative syrehippier Alrune Rod spillede ude på Schweizerhalle.

Den aften mødte Michael – Kylle. Han hed også Mathias Petersen, som var selveste det bankende hjerte i Tønder – ungdommens rockmiljø. Han var også den ukronede over – hippie.

Mødet med Alrune Rod skabte også et håb hos Michael.

Ved den tids såkaldte beatkoncerter var det sædvane, at publikum sad eller lå på gulvet i røgen fra Sort Nepal, Rød Libanon og Grøn Marok. Der lå Michael baldrende skæv på Schweizerhalles flossede parketgulv, og kunne konstatere, at der var liv i det yderste afkrog af landet. Det var en lidt halvskæv Michael der daskede hjem til Kogsvej 22, da koncerten var slut.

Alternative miljøer

Tønder kunne også byde på alternative miljøer. Det var for eksempel hos Anne Mette i kælderen på Leos Allè. Det var i vinteren 1971 – 72. Hun var først med den nye danske musik. Og i hendes hippiekælder skete der ting og sager. Det er hvis det, der i dag kaldes hashklub.

Skidefuld og på rulleskøjter

Som stor dreng havde Michael nægtet at lade sig konfirmere. Ikke fordi han var uinteresseret, men han hadede autoriteter, herunder ikke mindst kirker. Og det hjalp nok ikke meget på det, da han som 15 – årig skidefuld og på rulleskøjter var løbet gennem Præstegården næsten uden tøj på.

Kemisk laboratorium på præstegården

Kedde var allerede som otteårig taget på fersk gerning på Torvet med en spand marmelade, han havde stjålet henne hos købmanden i Østergade. Meget tidlig i sit liv havde han gang i udenoms – parlamentariske aktiviteter. Således havde han et kemisk laboratorium i vaskehuset bag præstegården.

Her eksperimenterede han med alskens heksekunst, oprindeligt ret uskyldigt inspireret af Den lille Kemiker. Men det tog overhånd .

Mens provsten intetanende sad og skrev sine prædiker i præstegården producerede Kedde, Tønders vildeste stinkbomber i sit djævelske laboratorium.

Kedde – en alkymist

En aften troppede Michael op, og blev lukket ind ved bagindgangen. Kedde mente, at en blanding af diverse kemikalier ville have en markant effekt. Og alle disse kemikalier som stod på hylderne havde Kedde skrabt sammen på mere eller mindre hæderlig vis. Og Kedde begyndte at blande som en bedre alkymist. Og denne mixture fik de to senere gavn af.

Tidlig med smøgen

Ganske tidlig beherskede Michael at håndtere en smøg. Det så virkelig cool ud. Men rygterne gik også på, at Kedde havde havde pustet tobaksrøg ind mod en kanariefugl indtil den drattede ned fra sin pind – død.

Bente introducerede Niel Young

Bente ude på Nordre Landevej introducerede Michael til Niel Young. Hans stemme gav et nyt livssyn. Godt nok var det ikke store chance for at købe Niel Young og Pink Floyd i butikkerne i Tønder. Men i Kino, så Michael filmen Strawberry Stateman. Den handlede om studenteroprøret i USA, og heri sang Niel Young – Helpless.

Gang i undervisningen

Det fik Michael i gang med guitarundervisningen. Og pludselig kunne han tre og fire akkorder. Lærermesteren var Kedde. Nu havde Bente også andet musik. Således fik Michael også en heftig Bee Gees – periode.

Den kedelige fiskesuppe

Kedde havde også et band, der hed “Regnar Lodborg og hans sønner”. Men senere ville Kedde ikke have ham med i dette band, fordi han var bange for, at Michael ville stjæle billedet.

De to fik da etableret en duo, som de kaldte Perpetuum Mobile. Deres første optræden var Hansens Værtshus i Odense. De skulle spille tre gange 45 minutter.

Men ak, allerede i første sæt var Michael ved at besvime. De havde hverken fyret fede eller drukket mere end sædvanligt. Men det var Keddes mors fiskesuppe, der var på vej op. Og det gik da heller ikke lang tid, inden Michael lå ude i buskadset

Sanger i adskillige Tønder – bands

Men med Kylle som centrum, blev Michael efterhånden sanger i adskillige Tønder – bands.

Og det var vigtigt, at ligne Leif Roden fra Alrune Rod. Så det var langærmede lille T – shirts med trompetærmer, der skulle bruges. Sådanne kunne ikke fås i Tønder. Så var det godt man havde en kvik kusine i København.

Lillesøster var vild med lyslokkede Sebastian. Men på Michaels værelse var det Jimi Hendrix med sin Fender Stratocaster 67, der kiggede ned på ham.

Kamufleret borgerkrig

Michael husker, at der var tysksindede gader, og danskerne ikke handlede hos den tyske slagter. Det var en diskret kamufleret borgerkrig, som prægede byen.

Han husker, også når der blev spillet mod tyske hold. Det var en hel speciel stemning.

Fodbold – karriere

Også på fodboldbanen forsøgte Michael sig. Han havde store ambitioner. Men han nåede kun en kamp på opvisningsbanen på Tønder Stadion. Det var med ynglingeholdet. Han var sat på holdet som venstre back, og spillede over for Aabenraa – holdets lynhurtige højre wing. Hans erindringer fra kampen er dog lidt tåget.

Da hans direkte modstander havde scoret sit femte mål, forbarmede træner Hoddi sig endelig og hev ham ud på bænken. Ja hvem kan ikke huske Hoddi?

Henning Enoksen kunne

Det var dengang, da Tønder med den tidligere landsholdskæmper Henning Enoksen havde kæmpet sig i Danmarksserien. Oprykningskampen mod Sønderborg havde samlet 2.000 tilskuere. Men ak i landspokal – turneringen blev det til et smerteligt nederlag på 8 – 2 til Frederikshavn.

Jo, Michael brugte også Tønder til at kysse, drikke sig hjernelam og læse Lykke – Per. Ja sådan sagde Nils.

Misbrug i familien

Michaels forældre havde dyb kærlighed til hinanden og til deres børn. Men misbrugsdæmonen var løs i dem begge. Så snart der kom alkohol ind i billedet brød helvede løs med grufulde dramaer. Michael gik flere gange ind imellem dem, når faderen midt om natten kom beruset hjem, og moderen skæv af sove – og nervepiller for løs på ham. Ofte var pillerne spædet op med snaps i Bitter Lemon.

Michael husker dem ikke som onde mennesker. Kammeraterne huskede dem som livlige og eksotiske. De døde begge alt for tidligt og relateret til deres misbrug og livsstil.

Et brev til far

Michael skrev som 16 – årig et brev til sin far:

 Du husker årene i Sønderborg – ofte i Taastrup – og ofte i Tønder. Du ved måske ikke, hvor mange dage og nætter, du i alt har ødelagt for os andre – hvis du overhovedet ser dig selv i det lys? Men kort og godt: Vi var lykkelige, da du lagde drikkeriet på hylden og erkendte, at du ikke var stærk nok, når du var sammen med det stof, der kan være den hæsligste Gud af alle .Jeg forstår, at det må svært for dig, men det nytter ikke noget at kæmpe mod selve naturen eller mod Gud, om du vil.

Drikkeri førte til husspektakler

Men begge forældre var også livlige og hjertelige personer. De var talende, smilende, hjertelige med store gebærder. De kyssede deres børn på munden til afsked.

Men faderens aktiviteter i foreningslivet var altid forbundet med det drikkeri, der udløste de frygtede husspektakler i hjemmet.

En voldsom episode i Carstensgade

Det er særlig en episode på Carstensgade, der står mejslet i Michaels erindring. Det var i den periode, hvor begge forældre arbejdede i en tøjbutik på gågaden. Her proklamerede Michael, at hans far aldrig ville blive hans far igen.

Det skete efter en voldsom episode i entreen, hvor faderen tog kvælertag på ham. Han måtte flygte ud af huset i undertøj. Senere kom politiet og hentede ham.

Mode – butikker

Michaels far og mor startede først Ehlert Mode, som var eksklusiv mode til den modne kvinde: Den lå i Østergade. Senere udvidede de med en lingeri – forretning, “Ehlette Korsættering”

Desværre gik forældrene konkurs. Faderen fortsatte med reklamebureau og moderen blev smørrebrødsjomfru.

Hans Ehlert

Hans Ehlert, Michaels far var meget aktiv i Tønder og vellidt. Han var bl.a. lærer ude på Handelsskolen. Michael fortæller her om sin far til dengang.dk:

 Min far havde taget handelseksamen fra Den jydske Handelshøjskole. Efter et noget ustabilt arbejdsliv i andres tøjforretninger gennem årtier lykkedes det ham endelig, sammen med min mor, at etablere sine egne to butikker i Østergade i Tønder, Ehlert Mode – kvalitetstøj for den modne kvinde og Ehlette – korsettering. Mine forældres livsværk stod dog kun i få år, inden de i slutningen af 70`erne gik konkurs med forretningerne

 Jeg husker, hvor stolt jeg kunne være af min far, når han som salgsinspektør i stormagasinet Salling i Århus målbevidst og smilende skridtede afdelingerne af. I min mors efterladte papirer fandt jeg et foto fra 1963 af min søster og mig fra Salling, hvor min far har hvervet os til at ”gå mannequin”. Jeg har været otte år gammel, og jeg kan stadig mærke , hvor pinagtigt det føltes at skulle på podiet i diverse kostumer, der var næste sæsons drengetøj med min far som energisk konferencier ved mikrofonen. Min far lignede i hvert fald udadtil, mere en optimistisk friskfyr end jeg. Måske så han det som en enestående chance for at optræde i skøn forening med sine børn, og måske havde han håbet, at seancen kunne virke pædagogisk ved at slå hul på min sky generthed. Jeg gennemførte ydmygelsen for min fars skyld.

 Omvendt burde den mannequinopvisning for altid have vaccineret mig mod rampelyset. Men måske søgte jeg alligevel at få del i hans udadvendte egenskaber, som de fremgik, også i en anbefaling fra en arbejdsgiver, hvori min far blev karakteriseret som ”dynamisk, kreativ, begejstret og impulsiv” Det var han.

 I løbet af 60`erne bredte ungdomsoprøret sig til selv de fjerneste provinser i Danmark, og da vi på mine forældres håbefulde odyssé var nået til Sønderborg og senere til Taastrup, begyndte jeg at mærke en voksende modstand i mig mod deres merkantile livsindstilling, deres materialistiske stræben efter statussymboler, de i mine øjne bare brugte som pseudodække over deres alt for ureflekterede, højspændte liv bag hjemmets fire vægge.

 Men det var ikke desto mindre takket være sin højtudviklede kommercielle sans, at min far senere blev i stand til at redde familiens eksistensgrundlag, da han efter krakket i Tønder, totalt forgældet, etablerede sit lille reklamefirma, hvor han egenhændigt producerede materialer for messer, Tønder Handelsstandsforening og især annoncer for supermarkederne i Aventoft ved den tyske grænse.

En berygtet lærer på Statsskolen

Tønder Statsskole bestod næsten kun af gamle lærere. Her var der mange gamle traditioner. Og på den brede fortrappe blev man mindet om, hvem der skabte danskheden. De disciplinere krav blev suppleret med høje faglige krav. Man skulle rejse sig for læreren, når han trådte ind i klassen. Ja skolen gik for at være landets sidste sorte skole.

I realklassen på Tønder Statssole fik Michael en frygtet og sagnomspundet lærer – Kastberg. Han var teolog og underviste i dansk, latin, religion og oldtidskundskab. Man sagde om ham, at han havde tortureret svage elever med latinoverhøringer.

Sidekammerat – Nils

Og der i realklassen kom Michael til at sidde ved siden af Nils. Klasselæreren var bange for at lade ham sidde ved siden af Kedde. Og denne Nils havde efternavnet Gunder Hansen. Han er professor ved Syddansk Universitet og tidligere redaktør på Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende. Han har udgivet sine erindringer, og giver også et god karakterstik af Michael.

Hårdkogt og flipper

Han fortæller, at Michael var flyttet til Tønder i 7. klasse og havde gået i Nils parallelklasse. Michael var en flipper, havde langt hår, mørke sygekasse – briller, hue og hårdkogt af udseende, kørte rundt på knallert og røg en snadde. Og knallerten var en 2 – gears Puch Maxi med gedebukkestyr og twinsæde.

Lavede gale streger med Kedde

Michael og hans familie flyttede en del rundt i Tønder. På et tidspunkt kom de til at bo ved siden af Nils, der boede i Carstensgade 93. I alt boede Michael fire forskellige steder, inden han som 18 årig flyttede hjemmefra.

Michael kendte efterhånden hele Tønder. Han rendte rundt og lavede gale streger med præstens søn, Kedde. Han var selv i en tidlig alder meget om sig med piger. Ja sådan er udlægningen fra Nils.

Men Nils havde faktisk været kammerat med Kedde inden Michael kom til Tønder. De havde fundet hinanden omkring bordtennisbordet.

Introduceret til ny musik

Og Nils blev introduceret i en anden form for musik af Michael. Det var Deep Purple, Uriah Heep, Frank Zappa, Procol Harum og Niel Young.

Fredag aften blev brugt til at drikke FF’ er og Guldøl i Liebestempel og så gik man i den nærliggende Ungdomsborgen og dansede til Led Zeppelin og så på lysshow.

Sammen med Nils blaffede Michael i 1972 fra Tønder til Roskilde Festival. De skulle se deres store idyl, Ray Davies fra Kinks.

Det var jo Kim Larsen

Nils var meget imponeret over, at Michael selv komponerede musik. Han blev introduceret for “Hvis din far gi´r dig lov” Men så fandt han ud af, at det faktisk var Kim Larsen, der var ophavsmanden.

Men den historie husker Micheal også. Det var bevidst, for at snyde Nils sikre dømmekraft og hans lidt ofte udspekulerede facon.

Dullen fra Kommuneskolen

Michael var en drømmer. I månedsvis havde han fablet om en bestemt pige fra Kommuneskolen, som han omtalte som Dullen. Og han blev da også på et tidspunkt kæreste med Dullen.

Ifølge Nils havde Michael også sine skyggesider. Han kunne være humørsvingende og blive sat ud af spillet med kraftige migræneanfald. Han kunne også være meget drillesyg.

Michael var godt begavet, men ujævn i sin arbejdsindsats.

Forskel på Nils og Michael

Der var stor forskel på Nils og Michael. Således mener Michael, at Nils som dreng virkede lindt gammelklog, perfektionistisk og renskuret. Men Michael kunne enormt godt lide ham. Dog mener Michael, at han brugte sit studekammer som gemmested for det farlige liv, hvor han selv færdedes.

Nils og hans velbjærgede familie boede trygt og godt i den pæne rødstensvilla på hjørnet af Carstensgade. Hans far var overlæge på Tønder Sygehus.

Der var altid kager og boller på Nils´ værelse eller i stuen.

Det værste lort

På et tidspunkt havde klassen læst Martin A Hansens lille fortælling Bogen. Kastberg spurgte, hvad man synes om den. Ingen skulle have noget klinket. Alle sad med bøjede hoveder, indtil Michael rakte hånden op.

Det var det værste lort, han nogensinde havde læst. Det der havde ikke noget med god litteratur at gøre. Kastberg spurgte så Michael, hvad der så var god litteratur.

Jo, det var serien Cardby og Søn, som han læste for øjeblikket, om en engelsk bobby, en panserbasse og hans søn og de sager, de opklarede.

Elevforeningen Faklen

Kastberg udskrev både digt – og novellekonkurrencer. Og Michaels bidrag hed blandt andet “Med hashen på flugt”. Den handlede om et selskab af flippere, der krydsede grænsen fra Tyrkiet.

Michael og Nils sad begge i elevforeningen Faklen. Og det var lagt op til kampvalg om formandsposten mellem de to, men Niels gav ham sin stemme.

I skolebladet Tohu Wa Bohu førte Michael ordet med forfatternavnet Ehlert og Meticus. Og det handlede bestemt ikke om farven på toiletpapiret.

Bagsiden bestod af en annonce indrykket at Ehlert Mode

Kastberg havde stor betydning

Kastberg og Kirsten fik i årene efter, at eleverne var fraflyttet Tønder besøg af eleverne i deres store lejlighed i Østergade. Også Michael besøgte dem. Kastberg døde i 1999.

Kastberg var også Kierkegaard – specialist. Han tog Michael alvorlig på et meget vanskelig tidspunkt. På en eller anden måde, så han noget i den vilde unge mand. Han anede den unge mands skuespillertalent.

Til TV – Syd programmet, Mit barndomsland fra 1996 skildrede Michael, Kastberg som

 den første intellektuelle skikkelse han mødte. En åndelig faderfigur, et menneske med egen finhed, skarphed og råhed.

Studentereksamen

Det blev til en studentereksamen. Det var faderen også stolt af, men når han havde drukket og fik øje på eksamensbeviset gloede han olmt på det. Den selvdestruktive arv gik videre til sønnen. Men dæmonerne er nu hældt tilbage på flasken.

Det var også i gymnasietiden i Tønder, at Michael fandt sin Linda fra Bagsværd. De holdt sammen i mere end i 30 år. Men Michael ville ikke have studenterhuen på.

Efter forældrenes konkurs, var der i 1975 ikke plads til et værelse til Michael ude på Marskvej. Man var flyttet i lidt mere beskedne rammer.

I august 1975 fandt Michael et værelse i et bofællesskab i Vestergade 71. Og snart tog han en enkeltbillet til Storbyen. Men se, det er en helt anden historie.

Lånt af Prinsen

Da Michael på Torvet i Tønder mange år senere spilede for dronning Magrethe og Prins Henrik og Tønders befolkning, måtte han overfor Prins Henrik indrømme, at han havde lånt nogle linjer fra prinsens seneste digtsamling. Det modtog forfatteren med et glimt i øjet samtidig med, at han slog ud med armene.

Kunne dronningen huske Michael?

Han fik også spurgt dronningen, om hun kunne huske ham. Det første møde med dronningen går tilbage til 70erne, hvor Michael havde fået det drømmejob, at holde døren for dronningen. Det har han altid været stolt af. Som gymnasieelev havde han fået sommerjob på museet.

Det var dengang, han havde blomster dekoreret på cowboybukserne og mere end skulderlangt hår. Han var iført runde John Lennon – briller. Han lignede sikkert ikke det øvrige persongalleri. Dronningen grinede stort, og hendes latter tog Michael som et ja.

Ønskebrønden på Torvet

Dronning Margrethe og Prins Henrik sad præcis på den plet på Torvet, hvor Michels far i de tidligere 70ére havde foranlediget opstillingen af en ønskebrønd. Her kunne tyskerne så slippe deres mange D – mark. Som indehaver af to tøjbutikker i byen var han medlem af Tønder Handelsforening.

Han bestred hvervet som formand for gågade – udvalget. Han sprudlede af ideer. Han havde også den ære at kysse vinderen af Miss Tønder – konkurrencen. Det kys var måske lidt for langt.

Og så vidt den gamle redaktør her på siden husker, hed den nydelige Miss – Ulla Posselt, og boede ude på Leos Alle. Og det giver Michael, den gamle redaktør ret i. Næste år var det Frk. Løkke omme fra Slotsbanken.

Eliksir i ønskebrønden

Og den ønskebrønd var ikke noget som sønnen kunne lide. Det var kapitalisme af værste skuffe. På ønskebrønden stod der på både dansk og tysk:

 Kast en mønt i dybets bølger, og ønsk dig det du i hjertet dølger.

Men en aften da kirkeuret slog 12 tog Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten som uddø. De hældte eliksiren forsigtig ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden og de to unge mennesker tog benene på nakken.

Breaking News på Vestkysten

Aktionen kom de følgende dage på alles læber, og blev Breaking News i det lokale dagblad Vestkysten. Der havde Michael for resten også været bybud.

Da de første af byens morgenduelige handlende krydsede Torvet, var den indhyllet i en tæt lille røgsky, der stank af klor.

Da røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede man, at vandet var omdannet til en tyk lilla grød, der havde ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.

Drengestregerne var langt gået over stregen til et hærværk, en vandalisme, der lugtede af det, der var værre. Michael nåede aldrig at sige undskyld til sin far.

Sandheden om ønskebrønden måtte aldrig komme frem. Michael indrømmede det aldrig over for faderen. Men han kom til at tænke på historien, da han optrådte for dronningen og prinsgemalen.

Peter Schmidts legat

Michael er formand for Peter Schmidts legat for udøvere af ny musik i Tønder inden for jazz, beat og rock.

Den markante Tønder – musikere Peter Schmidt førte et hårdt liv og døde i 2006. Han efterlod sig et testamente, der bestemte, at der skulle oprettes en fond med et indskud på en million kroner.

Debut på Møgeltønder Forsamlingshus

Michael nævner, at Peter Schmidt var et lysende musikalsk talent. Hans evner på tangentinstrumenter var langt ud over det sædvanlige. Han spillede blandt andet hammondorgel i det band som Michael debuterede med som sanger i Møgeltønder Forsamlingshus i 1972.

Kylle spillede bas, og Steen Winkel spillede trommer. Og ham kender den gamle redaktør her. Jeg var henne og se hans band på godsbanegården i Tønder – dengang.

Der blev spillet covernumre som Borne to Be Wild, Sunshine of Your Love og Only One Woman. Men højdepunktet var efter Michaels opfattelse Evighedsblomster som Kylle havde lavet musik til, og Michael teksten.

Æg hjælper mod hæshed

Michael forsøgte ikke at være for skæv. Men stemmen var lidt slidt efter de foregående dages øvning. Han var lidt uerfaren i at skulle optræde i larmen af trommer og forstærker. Han havde dog hørt at æggeblommer skulle virke mod hæshed. Så han greb mikrofonen på forsamlingshuset i Møgeltønder, for at få nogle landmandssønner til at hente nogle æg. For en sikkerheds skyld blev der indtaget fire stykker. Det vakte en hvis form for ubehag.

Radio Rasmussen ville ikke låne til langhårede

Men uden mikrofon gik det ikke. Og Radio Rasmussen ville aldeles ikke låne mikrofoner ud til sådanne langhårede bavianer. Men så fik Michael sin far til at låne fire stk. Shure SM 57 – mikrofoner. Erhvervslivet kunne godt låne ting og sager hos Radio Rasmussen.

Det største musiktalent

Peter Schmidt blev regnet som et af de største musiktalenter, som Tønder nogensinde havde fostret. Men han levede et hårdt liv helt ud over kanten. Et venligt og velhavende tandlægepar havde adopteret ham. Men han virkede ekstremt utilpasset og havde alvorlige adfærdsproblemer. Der er mange af historier om ham.

Flippere i anlægget

En sommeraften var byens flippere samlet nede i anlægget. Kylle og Michael spillede guitar. Og flere af de tilstedeværende spillede bongotrommer. På et tidspunkt blev forsamlingen overmandet af sult. Man kunne da også godt bruge nogle bajere som supplement til den Røde Libanon.

Mad og drikke

Peter Schmidt tilbød, at det skulle han da nok ordne. Sammen med en medsammensvorne brød han i flere omgange ind i Calles Supermarked på gågaden. De kom slæbende med flere kasser øl, og en tung papkasse. Det var ganske rigtigt madvarer – 25 store kyllinger – frosne.

Peter Schmidt fortsatte festen

Der blev ikke noget at spise den aften. Men der var masser af drikkevarer ad libitum. De frosne kyllinger indgik som kasteskyts i en konkurrence, der forsatte ud på natten. Den store gruppe søgte efterhånden hjemad. Men Peter Schmidt blev liggende og sov ved det træ, hvor han var faldet.

Indbruddet blev næste morgen anmeldt. Politiets spor pegede som så ofte før i retning af Peter Schmidt . De fandt ham liggende næsten bevidstløs i anlægget med masser af optøede kyllinger rundt omkring. Han kom til afhøring, men blev ikke indsat i detention. Han fortsatte derefter festen i anlægget sammen med nye gæster. Politiet havde nemlig ikke fundet to kasser øl, gemt i buskads.

En million til legat

Da hans forældre skulle skrive testamente, indsatte de Peter som arving på betingelse af, at en million kroner af den betydelige arv blev hensat som et legat.

Afslutnings – koncert

I 2010 sluttede årets turné på Schweitzerhalle. Denne gang med Boat Man Love. Men inden aftenens koncert var Michael nede i Jefsens Boghandel for at købe en lille gave til holdet. Det blev til Victor Bockris bog om Keith Richards.

Akustikken i det legendariske Schweitzerhalle er meget levende. Man fornemmer publikum meget tydelig, siger Michael. Og egentlig bryder han sig ikke så meget om, at det nu hedder Kulturhuset. Men har stedet ikke fået sit gamle navn tilbage?

Koldt – med Malurt

10 år efter, at han havde forladt Tønder spillede han her med Malurt. Det var så koldt, at nogle af musikkerne skulle have handsker på i første nummer. Siden optrådte han her mange gange. Med De tre Tenorer i 1995 og flere gange solo

Endelig – på Tønder Festival

I 30 år havde Michael kæmpet for at spille på Tønder Festivallen. Det sagde han selv fra scenen. Og endelig kunne han optræde i Tønderhal 1, hvor han har spillet så mange håndboldkampe som ung. Her havde han også haft musikoplevelser. Blandt andet har han kysset Anisette fra Savage Rose – på foden.

Og de gamle bysbørn rejste sig for at hylde ham. Michael var vendt hjem til Tønder med manér.

Carsten Panduro, den gamle dekoratør over fra Brødrene Tygesen havde sagt til Michael at tingene skulle jo passe sammen. Ja det ligger ikke sådan til højrebenet at få lov til at spille til Tønder Festival.

Og atter engang lyttede den gamle redaktør til Kærlighedens Lysthus. Det var tider dengang – i Tønder.

Hvordan gik det med Kedde?

Efter fire års medicinstudier i Odense valgte han at stoppe og fortsætte en musikalsk løbebane. Jo han betragtede sig selv som “Familiens Sorte får”. Han var den yngste i en søskendeflok på seks. Begge hans forældre var præsteuddannede. Fire af hans brødre blev også præster. Den femte blev organist. Det lå ikke lige i luften at Kedde skulle spille rockmusik

En ældre musiklærer i Tønder, fru Valeur havde måske lugtet lunten. Hun ville ikke undervise ham i klaverspil lige som hans andre brødre. Hun mente, at han var en bandit. I stedet fik han en guitar at lære at spille på. Far og mor havde sikkert håbet på, at han lærte at spille klassisk. Men det løb ud i sandet. Han var kun 12 år dengang.

Men han fik blod på tanden. Og som vi tidligere har skrevet dannede han sit eget band. Mange andre i klassen spillede også i et band, så hvorfor ikke ham. Inspirationen kom fra Cream, Procol Harum, Rolling Stones, Beatles og The Who.

Nu var forældrene ikke særlig interesseret i netop den slags musik. Da han en aften sad og lyttede til en plade med Stones, kom faderen ind i stuen og sagde:

Det der lort ,er der ingen der gider at høre om fem år.

Men som Kedde sige, at efter alle de år på landevejen (59 år) så har han dog ikke ret i dette.

Christian Arendt udviklede sig til en respekteret guitarist. I 1976 flyttede han til Odense, hvor hans far året før var blevet ansat som domprovst. Han har optrådt med adskillige kendte musikkere på alle de store festivaller og musikscener i Danmark.

Til Kerteminde

I 1999 flyttede han til Kerteminde. Her startede han som musikunderviser i kommunen. Da han startede som musiklærer i ungdomsskolen var der kun ni elever fordelt på tre orkestre. I løbet af få år var elevtallet steget til 140 elever fordelt på 29 rockorkestre og guitar- og baselever. Ungdomsskolens budget var ved at knække over. I 2004 blev han valgt som “Årets Kerteminder”. Erhvervschefen sagde dengang:

Du er et godt eksempel på, at man godt kan være kerteminder, selv om man ikke kommer fra byen

Måske vil det her være på sin plads at nævne, at Kedde kom til Tønder i 1968.

Så optræder Kedde da også med eller uden band rundt omkring til alle mulige arrangementer – lige fra barnedåb, børnehaver, familiefester, plejehjem og selv til begravelser, Ja også til kirkekoncerter optræder han.

Hvad så med Malurt?

Nu har Michael jo spillet i mange sammenhænge i Tønder både sole og med band. Og endda til Tønder Festival. Og nej alt dette jeg har skrevet er ikke en kopi af hans erindringer. Han er så flink at nævne mit navn som en af dem, der har foreslået at han skulle skrive sine ungdomserindringer fra Tønder.

Når Malurts Danmarks – turne er færdig, ja så kører bussen tilbage i parkeringskælderen og Christian Arendt. Peter Mors og Dia Nielsen går tilbage til deres almindelige jobs. Michael fortsætter sin blomstrende solokarriere.

Det var netop også disse, der startede Malurt i 1977. Her var Peter Viskinde og Henrik Littauer også med. Det første album var “Kold krig” i 1980. I 1981 spillede Malurt sammen med Bruce Springsteen i 1981. Året efter gik Viskinde og Littauer ud. Ind kommer Christian Arendt og Pete Repete. Fire albums blev det til. I 1984 blev de opløst. De blev gendannet i 1990 og spillede til Roskilde Festival. Medlemmerne gik hver til sit i 1994. Kortvarigt blev de dannet den 15 september 2005. En kort jubilæums – turne blev det til. Og nu blev de så dannet igen. De ligger meget vægt på den rå og uforfalskede stil uden elktronisk snyd.

Tænk engang hed de Ravage. Men navnet passede ikke rigtig til spillestilen.

Kilde: Se

 Litteratur Tønder

www.dengang.dk – diverse artikler

 Michael Falch : Trækruter (Gyldendal 2011)

 Torben Bille: Ud af mørket (Gyldendal)

 Nils Gunder Hansen: Lille dreng med rejseskrivemaskine (Kristeligt Dagblads Forlag 2011)

 Diverse avisartikler

 Michael Falch’ s egne kommentarer til dengang.dk

www,ugeavisen.dk
www.toenderkulturhus.dk
www.dkwiki.dk
www.kulturportalen.dk

Hvis du vil vide mere:

www.dengang.dkindeholder1.784artikler
Under Tønder finder du 283 artikler

 Musik i Tønder 1 – 4

 Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro

 Schweizerhalle i Tønder

 Tommyguns er genopstået og mange flere artikler

Redigeret 24. – 02. – 2022

Til artiklen Vis hele artiklen

I skole i Tønder

April 23, 2012

Skolens historie i Tønder Amt er forvirrende. Sprogskripterne kom i 1851. Tønder Statsseminarium var tysk, ingen mulighed for dansktalende i begyndelsen. Senere skulle lærerne aflægge ed til den preussiske stat. I sangbøgerne kom der provokerende tyske sange. Efter Genforeningen var den danske folkeskole på bar grund. I 1930erne holdt den nazistiske ideologi sit indtog i de tyske privatskoler. Stop de tyske skoler for evigt, forlangte befolkningen.

Ikke egen skolegang

Dette skal ikke handle om min egen skolegang. Den har vi hvis nok hørt rigeligt om. Nej vi skal længere tilbage.

Skolelov 1814 – 1920

I henhold til paragraf 65 i skoleloven af 1814 gjaldt endnu i 1864 – og for resten helt op til 1920 følgende:

 Skolepligten begynder almindeligvis efter påske i det skoleår, da barnet er fyldt 6 år. Hvor dansk skolelov er gældende, d.v.s. I enklaverne og i Nordborg Amt er børnene først skolepligtige med det fyldte 7. leveår.

Skolepligten ophører ved konfirmationen. Det gav dog en række spørgsmål under det preussiske styre.

Sprogskripterne

Tønder købstad hørte som den eneste af byerne til de såkaldte blandede distrikter. Bystyret modtog derfor den 7. februar 1851 sprogskripterne med krav om dansk undervisning i skolerne.

I elementarklasserne skulle bestemmelsen træde i kraft straks ved sommerskolens begyndelsen. I de højere klasser skulle det ske efterhånden, som de børn rykkede op, der havde fået dansk elementarundervisning. I læseplanen skulle der tages hensyn til tysk sprog som et vigtigt lærefag.

Sprogskripterne skabte mange brydninger, megen uro og modstand i Tønder. Nyordningen blev imidlertid gennemført i elemtarklasserne i juni 1851, i vajsenshusets overklasse i april 1853, og den var gennemført i alle klasser i påsken 1855.

Tønder Seminarium var tysksproget

Tønder Seminarium var og forblev tysksproget. Dets ledere var overbeviste om det tyske sprogs og den tyske kulturs overlegenhed og mission i Nordslesvig.

Dansktalende unge mænd kunne ikke bestå optagelsesprøven. Seminariet blev år efter år mere fremmed for den dansktalende befolkning.

Det tyske seminarium flytter

De små landsbyskoler var afhængige af dansksprogede lærer, men de skulle åbenbart ikke komme fra Tønder.

Først i 1855 flyttede Tønders tyske Seminarium til Egernførde. Den 7. januar blev seminariet åbnet som dansk seminarium. I perioden fra 1858 – 1864 blev i alt 85 dansksprogede lærer uddannet i Tønder.

Undervisningssprog skal være tysk

Efter 1864 blev sprogreskripterne fra 1851 ophævet. For skolerne i Tønder købstad bestemte forordningen af 30. april 1864:

 Undervisningssproget skal være det tyske….I det danske sprog skal der gives undervisning i mellemklassen – for drengene fire timer, i samme klasse for piger, tre timer, i højere klasser, to timer om ugen.

Danske lærer bliver suspenderet

De danske lærere blev suspenderet og forlod byen. Kun Vilh. Hagerup fortsatte som privatkærer ( se artiklen: Vajsenhuset i Tønder).

Forstander ville ikke indordne sig

Afståelsen af hertugdømmerne i 1867 skabte selvsagt en ny situation for seminariet i Tønder. Seminariet blev indskrænket til at uddanne skolelærere til den enklassede landsbyskole og alle fag, der ikke tjente dette formål, skulle fjernes fra seminariets undervisningsplan.

Seminariets første forstander Niels Schmidt ville dog ikke indordne sig efter det preussiske styre. Han nedlagde sit arbejde i 1870 og blev sognepræst i Svenstrup på Als.

De næste forstandere blev hentet syd for Hamborg, og havde ikke kendskab til grænselandets specielle mentalitet.

Aflæggelse af ed

De lærere, der endnu ikke var blevet fyret skulle i 1867 aflægge ed til det preussiske styre. Det føltes som en urimelighed. Mange havde paragraf 5 i tankerne, og søgte derfor udsættelse. Men dette blev blankt afvist af det preussiske styre.

En edsaflæggelse var en stor psykisk belastning. Ikke alle kunne få arbejde ved at rejse nord for Kongeåen.

Mange lærere forlod landsdelen

Nordslesvig mistede i perioden 1864 – 1868 ikke færre end 98 lærere. Herfra fik 61 arbejde nordpå, mens 18 overgik til andet arbejde i landsdelen.

Et nej til edsaflæggelse medførte med det samme til afskedigelse.

I tidsrummet fra 1903til 1908 forlod 127 af Nordslesvigs 453 lærere i landsdelen deres embede.

Provokerende sange

I 1884 indførtes i alle nordslesvigske skoler Liederheft für preussische Schulen. Med vold og magt skulle der medtages en række nationalt udfordrende sange. I den forbindelse kan nævnes:

 Heil dir im Siegerkranz

 Deutschland, Deutschland über alles

 Ich bin ein Preusse

 Schleswig .- Holstein meerunschlungen

Til sangen Ich bin ein Preusse blev der tilført et ekstra vers. På udfordrende måde skulle børn af danske forældre bekræfte deres ubrydelige forbundethed med det preussiske styre.

Protest mod sangene

8.500 dansksindede protesterede mod dette Liederheft. Men i Berlin blev protesten betragtet som en udfordring, der måtte imødegås.

Ikke tilfreds med tysk – undervisningen

I 1887 var Geheime Ober – Regierungsrat Dr. Schneider på inspektionstur i Tønder – området. Han var bestemt ikke tilfreds med det han hørte. Han mente ikke, at børnene kunne tilstrækkelig tysk. Dr. Schneider befalede, at man uafbrudt skulle fremme tyskheden. Og at al samtale mellem lærer og elev skulle foregå på tysk, ligesom al diskussion i frikvarterne imellem børnene skulle foregå på tysk.

Mere tysk i skolen

Den 18. december 1888 fremkom der en skrappere forordning fra det preussiske styre. Nu skulle alt undtagen religionsundervisning foregå på tysk. Dog skulle det foregå på tysk i mellemste og øverste trin.

Ophidsende og fornærmende

Flensborg Avis udgav Sønderjysk Sangbog for Børn og Sprogforeningen udgav Den Blå Sangbog. Men begge sangbøger var forbudt af magthaverne.

Den Blå Sangbog blev stemplet af professor Niels Schröder i Haderslev som 140 sange som ophidsende og fornærmelige i national henseende.

De sidste privatskoler måtte lukke med den nye sprogforordning, og også al hjemmeundervisning blev efterhånden indstillet.

En dansk afdeling på Seminariet

Allerede den 22. marts 1864 foreslog Provst Carstensen at gøre Tønder Seminarium to sproget. I 1876 blev dette omdøbt til Abteillung A og Abteillung B. Den danske afdeling lukkede dog allerede i 1884. Fra 1885 – 1907 blev seminariet ledet af Adolf Carstens, en højt begavet, human og frisindet mand. Han havde stor forståelse for den slesvigske egenart. Men de høje herrer i Slesvig syntes efterhånden, at det var for frisindet, så den populære rektor måtte søge sin afsked.

I efteråret 1907 blev flere elever tvangsforflyttet.

Det kneb for lærerne

Det kneb åbenbart i 1892 stadig med de nordslesvigske lærers tale – og læseøvelser på yngste hold. Kredsskoleinspektør A. Schöppa i Tønder bestemte deres indsats som ungeschickt, kejtet, ubehændig og derfor ergebnislos, resultatløs.

Han udarbejdede derfor en skriftlig vejledning, som regeringen i Slesvig skulle tage stilling til.

Tal om andre ting

Det var også galt i 1909. Da sendte regeringen en anvisning til kredsskoleinspektørerne om at de skulle fremme elevernes sprogfærdigheder ved at tale om ting og hændelser, der ikke lå inden for skolens rammer.

Disciplin i skolen

Der var disciplin i den preussiske skole. Men den skulle ifølge regeringen i Slesvig håndhæves med ro, måde og forsigtighed. I en ministeriel forordning fra 19. januar 1900 skulle lærer og lærerinder, der udførte korporlig revselse give en begrundelse herfor i et

særligt hefte Strafverzeichnis.

Schulchronik

Med sædvanlig grundighed forlangte det preussiske styre, at hver skole førte en Schulchronik. Den skulle indeholde:

1. En beskrivelse af skolens hjemsted, dets geografiske, geologiske og naturhistoriske forhold. Dets historiske forhold gennem tiderne, for så vidt den var tilgængelig uden mere indgående undersøgelser, og eventuelle sagn og overleveringer, der var knyttet til særlige lokaliteter.

2. Skolens historie, enten ved hjælp af gamle dokumenter eller overleveret mundtlig gennem det ældste slægtled

3. En beskrivelse af skolens og lærerboligens stand i 1880.

4. Biografiske oplysninger om tidligere lærer og en kort levnedsbeskrivelse af embedernes nuværende indehavere.

5. De vigtigste årlige begivenheder inden for skolen, påbegyndt år 1880(indskrevne elever, konfirmationer, årsprøver, inspektion, lærerskifte, festdage m.m.).

På Landsarkivet

Desværre er mange af disse skole – kronikker forsvundet. Men fra Tønder Amt er ikke så få afleveret på Landsarkivet i Aabenraa.

Skolegang under første verdenskrig

Under første verdenskrig var skolegangen ramt. I Vennemose blev undervisningen besørget af nabolærerne. Lærer Max Sass fra Emmerske kom nogle eftermiddage om ugen for at give nogle timer.

Nødpenge

Tiden kom med nødpenge. Fra Tønder huskes motivet med Weisser Schwan på Torvet. Det minder også om, at man dengang kunne få sig en god punch for 20 Penning.

I Møgeltønder forkyndte man på nødpengesedlen:

Ørn, nu må du fly

Dansk bliver vi på ny

Borgmesterens velkomsttale

Efter Genforeningen besøgte kongen Tønder. Og borgmester Oluf Olufsen forblev loyal. Han tolkede glæde over kongens besøg og tilføjede:

 Måtte det bånde, der knyttes ved dette besøg, blive til velsignelse for konge og fædreland. Vi opfatter dette besøg som et bevis på, at det er Deres majestæts ønske at støtte byens som følge af grænsedragningen vanskelige økonomiske stilling, så Tønder ved Deres Majestæts førelse går en lys fremtid i møde

Johannes Schmidt ikke tilfreds

Den senere folketingsmand, pastor Johannes Schmidt skrev derimod i Neue Tondernsche Zeitung:

 Vi håber på den dag, da vi på ny skal afgøre vort statslige tilhørsforhold, fri for tvangen ved en-bloc-afstemning, fri for fredstraktatens tvang

Pastor Schmidt mente, at grænsedragningen ensidigt tilgodeså danske interesser.

Mange tysksindede i Højer

I Højer var der 131 elever i tysk skole og 45 i den danske skole. I Daler Sogn var de to skoler danske.

Den danske folkeskole startede forfra

Den tyske folkeskole i Tønder kunne uden støre vanskeligheder fortsætte. Men byens danske folkeskole måtte nærmest starte forfra. Siden 1864 havde næsten al undervisning i denne by været tysk.

Øvelsesskolen

I løbet af et par uger skulle der etableres en skole, der svarede til de danske krav. Den enste mulighed var at etablere en skole i forbindelse med det nyåbnede seminarium – en såkaldt øvelsesskole. Den første leder blev H.P.N. Novrup.

Men det så dog lidt broget ud. Lokalerne havde været brugt som kaserne. Først for engelske, siden for danske soldater. Men det lykkedes at åbne den 1. september med 130 elever. Efter 10 års forløb var børnetallet op på 330 elever. I 1943 var der 409 elever på skolen.

Tre store skoler

Den 18. maj 1923 indviedes de tre store skoler i Burkal, Rens og Store Jyndevad. Den 22. august blev skolen i Rudbøl indviet. Den 12. oktober blev skolen i Jejsing indviet. Den var opdelt i en tysk og en dansk afdeling.

Kongen på Tønder Museum

Kongen var meget interesseret i disse skoler. Men under et af sine besøg gik turen også til Tønder Museum. Man fik så den ide, at placere gamle redaktør Skovrøy i den celle, som han i sin tid havde afsonet sin fængselsstraf. Kongen fik fortalt forhistorien. Kongen udbrød:

 Næh har de virkelig siddet fanget på dette sted?

 Da tænkte de nok ikke, at vi to skulle mødes her.

Den gamle redaktør blev så rørt, at tårerne trillede ned af kinderne. Kongen spurgte:

 Men hvordan havde det her?

 Det var desværre så mange lopper, deres Majestæt.

Den bedste agitator for danskheden

Engang besøgte kongen også den tyske borgerskole i Tønder. Det var mens eleverne blev undervist i Alexander den Store. Et tysk byrådsmedlem viskede ved denne lejlighed:

 Jeg tror virkelig at Kong Christian er den bedste agitator for danskheden.

I de første 25 år blev der udvidet eller bygget skoler 60 steder i de 83 skoledistrikter.

Tysk skolekommissionsflertal

I de første 10 år efter Genforeningen var der tysk skolekommissionsflertal i Tønder, Højer, Frederikskog, Rudbøl, Udbjerg, Sæd, ravsted, Tinglev, Bajstrup, Eggebæk – Kravlund, Løjtved, Havsted, Bredevad, Nørre Løgum, Burkal og Solderup.

Skolekonsulenten på arbejde

I Tønder Amt blev skolekonsulent Nicolai Svendsen kendt som Manden med stokken. Som regel gik han, når han skulle af lægge skolerne besøg. Og han førte dagbog over disse besøg

Den 9. november 1925 tog Svendsen med Flensborg – bilen og stod af øst for Eggebæk, og gik

 derpå i snestorm fra nordøst til Sofiedal Skole, hvor jeg ankom kl. 10 gennemblødt

Efter sammen med skolekommissionsformanden at have overværet undervisningen i to timer gik Svendsen videre

 i et rædsomt uvejr til Eggebæk – Kravlund Skole

Her ankom han så medtaget, at det var vanskeligt at overvære undervisningen. Han tog derefter til Terkesbøl, hvorfra han tog toget til Tønder.

Stormvejr i Højer

Den 6. februar 1926 gik det galt igen. Han tog det tidlige morgentog til Højer og gik derfra i stærk storm fra sydost til Frederikskog Skole. Efter at have overværet undervisningen og en hidsig forhandling med skolekommissionen, kørte læreren ham til Højer i eet rasende stormvejr, der var nærved at vælte den lille lette vogn ned ad diget.

Oven på dette måtte Svendsen bruge hele eftermiddagen på at udrede en række småkonflikter mellem lærerne og skolekommissionen i Højer.

Det stod dårlig til i Udbjerg

Nicolai Svendsen skulle også på sine tjenesterejser bedømme lærerne. Et eksempel kan vi tage fra et besøg den 7. november 1923 på Ubjerg Skole:

 Hel undervisningen foregår på gammeldags måde. Lærer Frost er stivnet i overleverede former. Han spørger godt. Katekisationen er upåklagelig. Men det er et spørgsmål, om han når ud af formen. I hvert fald svarer skolen ikke til de krav, der må stilles. I hovedsagen er sproget tysk.. Af de 19 elever har de 13 dansk, de 6 tysk hjemmesprog. Læreren søger at undervise dem tilfredsstillende i begge sprog, men magter det ikke. Alt er her stillestående. Det blev ham pålagt at drage omsorg for, at de danske børn får en forsvarlig undervisning

Bedst på den tyske afdeling

Svendsen måtte flere gange indrømme, at forholdene var bedst i den tyske afdeling på skolerne. Det var således tilfældet med sangundervisningen i Højer i september 1923, og med hele undervisningen i Abild i september 1925.

Ros til Alexandrineskolen

I Alexandrineskolen i Tønder – den tyske privatskole, var skolens leder Karl Tilse i matematik nået langt ud over, hvad der krævedes. Svendsen var dog også godt tilfreds med lærer Jürgensens undervisning i dansk og fremhævede, at læreren gjorde sig stor umage.

Svendsen overtog selv undervisningen

Det kunne ske, at Svendsen selv overtog undervisningen, hvis han slet ikke var tilfreds med læreren. Sådan var tilfældet i Udbjerg den 11. september 1926.

Amtslægen havde bil

Svendsen havde et godt forhold til amtslægen i Tønder, Hans Lausten – Thomsen. Måske var det fordi, at her var en god transportmulighed. Amtslægen påtalte, at i Burkal stod der vand i kælderen og i Store Jyndevad var centralvarmen i uorden.

Problemer i Højer

I Højer gik det ikke så godt. Skolekommissionen ville selv bestemme over lærerudnævnelserne ved den danske afdeling. Konflikten brød ud i lys lue i 1924, da der skulle udnævnes en andenlærer både i den danske og den tyske afdeling.

Det var et særdeles nationalpolitisk betændt miljø, der herskede i Højer.

Den danske førstelærer søgte om forflyttelse i 1926. En lærer fra den tyske afdeling Olde Petersen havde ved den tyske skyttefest på Hotel Sylt givet en politibetjent et stød i maven med et hold æ Snutt.

Lokalt var der stor opstand. Man kunne ikke have en lærer, der havde lavet værtshusuorden. Resultatet blev også, at læreren blev suspenderet. Senere idømte Højesteret ham 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Han blev afskediget fra sit embede uden pension.

Forholdene i Højer blev betydelig mere rolig i slutningen af 1920erne. Den danske og tyske førstelærer kom godt ud af det med hinanden.

Også problemer i Burkal

Men også i Burkal var der problemer i 1926. En lærer følte, at de tyske blade havde iværksat en hetz mod ham. Svendsen mente, at sagen var pustet og og brugt i den tyske agitations tjeneste.

Tysk kulturgrundlag

Formålet med de tyske skoler i Nordslesvig var ikke kun at give eleverne tyske sprogkundskaber. Hensigten var også at opdrage børnene på et tysk kulturgrundlag. Det skulle ske gennem undervisningen og arrangementer uden for skoletiden.

Mindretallet var tilgodeset

Mindretallet var tilgodeset. De måtte oprette kommunale og private skoler. Man mente, at de tysksindede embedsmænd ikke ville handle imod den danske stats interesser. Modsat havde man tilladelse til at give børnene åndelig næring gennem tyske åndsværdier. Man måtte give oplysning men ikke agitation.

Nazistisk ideologi holdt sit indtog

Den nazistiske bevægelse nærmede sig den danske grænse. Der var masser af tilhængere lige syd for grænsen.

Den nazistiske ideologi vandt efterhånden stigende indflydelse blandt mindretallet i Nordslesvig. Dette fik også indflydelse på holdningen til de tyske lærere.

Lærerbøger med nazistisk indhold

Lærerbøgerne, der blev brugt i de tyske skoler efter 1933 var i høj grad præget af den nazistiske ideologi. Dette gjaldt ikke kun bøger til fagene tysk og historie, men også for eksempel regnebøgerne. Eleverne skulle bl.a. beregne, hvor mange folk der durch den Führer igen havde fået arbejde og brød.

Efter anden verdenskrig blev alle disse lærerbøger beslaglagt.

Hitler og nazi – flag på væggen

De tyske privatskoler modtog betydelig summer syd fra. Her var også langt friere valg med hensyn til ansættelse af lærere og undervisningsform. I perioden fra 1932 – 1934 steg antallet af tyske privatskoler i Sønderjylland fra 32 til 53.

Det var også i disse privatskoler, at nazistiske agitation efterhånden bredte sig.

De tyske privatskoler havde større spillerum for nazistisk påvirkning af eleverne end de kommunale skoleafdelinger. Klasselokaler med portrætter af Hitler og naziflag på væggen var almindelig.

Lærer Hansen slap med advarsel

Lærer Hansen fra Den tyske Skole i Burkal hyldede i 1933 offentligt Hitler og den tyske revolution. Men lærer Hansen blev ikke fyret. Skolemyndighederne nøjedes med at give ham en advarsel. Men Hansen fortsatte med sin agitation.

Skærpede krav fra tysk side

Den tyske skoleforening stillede i 1938 nogle skærpede krav. Den bydende tone i de fremsatte krav virkede ubehagelig på de danske myndigheder. Men den politiske situation var sådan, at man så sig nødsaget til at imødegå de tyske krav på en række områder.

Omtumlede år

I 1939 blev pastor Johannes Schmidt udskiftet med dyrlæge Jens Møller. Man mente ikke fra mindretallets side, at Schmidt var nazistisk nok.

Årene 1938 – 1939 blev meget nogle meget omtumlende år for det sønderjyske skolevæsen.

Schulamt – en del af ideologien

I februar 1944 meddelte Rudolf Stehr, leder af Det Tyske Kontor i Statsministeriet uden videre, at den tyske folkegruppe for nogen tid siden havde oprettet et Schulamt. Det skulle være et centralt organ for alle sager vedrørende det tyske skolevæsen.

Fra dansk side mente man dette Schulamt efterhånden blev en del af den nazistiske ideologi.

Trusler fra Det Tyske konsulat

Det tyske konsulat forlangte, at børn af rigstyske forældre skulle tages ud af de danske skoler og overføres til de tyske skoler. Baggrunden var, at der i de første krigsår var oprettet ti nye tyske privatskoler, bekostet af den danske stat. Hvis dette ikke skete, blev der iværksat en række straffeforanstaltninger, for eksempel udvisning eller nægtelse af arbejde.

Tyske lærere hvervet til krigstjeneste

Tyske lærere blev hvervet til krigstjeneste og deltog i kurser til Zeitfreiwilligendienst. De tyske lærere var tvunget til at melde sig ind i Heimwehr.

I Fårhuslejren

Efter besættelsen blev de fleste tyske lærere interneret i Fårhuslejren. Den 25. juni 1945 udsendtes et cirkulære, der påbød, at al undervisning i både de offentlige og private tysksprogede skoler skulle ophøre, indtil de benyttede lære – og læsebøger var gennemgået. Desuden blev eksamensretten til alle tyske eksamensskoler trukket tilbage.

Stemningen i befolkningen var meget oppisket. Man ville have at alle tyske skoler blev lukket permanent.

Overgangsordning

Men en overgangsordning blev etableret. Særklasser blev oprettet i købstæderne og kun ganske få steder på landet. Men de tyske privatskoler havde vanskeligheder ved at komme i gang. Man havde hverken lærere eller undervisningsmateriel. I 1947 meldtes om 200 elever i de tyske skoler. Tallet i 1945 havde været 3.800.

En lov fra 12. juli 1946 indebar, at de tyske skoler udelukkende skulle drives i privat regi.

Tilsynet blev forstærket

En bekendtgørelse fra den 22. oktober 1952 fastslog, at tilsynet med de tyske privatskoler og tysk hjemmeundervisning skulle udføres effektivt. Det skulle konstateres, om undervisningen stod mål med, hvad der almindeligt krævedes i folkeskolen.

I løbet af 1950erne blev der opført et større antal tyske privatskoler.

En genert ung mand

I 1957 – 58 startede en genert ung mand på Tønder Kommuneskole. Her skulle han gennem 10 års undervisning. Bagefter var det så Tønder Handelsskole. Men her havde storebroderen også gået. Det betød i begyndelsen store lidelser. Men se det er en helt anden historie.

Kilde: Se

 Litteratur Tønder

 Litteratur Højer

 Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: Læs

 Da tyskerne kom til Tønder

 Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

 Hvorfor var Tønder tysk?

 Købmandsslægten Olufsen fra Tønder

 Minder fra Tønder 1864 – 1920

 Nazister i Tønder

 Socialdemokrat i Tønder – dengang

 Tønder før og efter Genforeningen

 Tønder Statsseminariums historie

 Tønder – Institutionernes by

 Tønder – Marskens hovedstad

 Tønders Dansksindede

 Vajsenhuset i Tønder

 Det Tyske Mindretal (under Sønderjylland)

 Flugten over grænsen 1914 – 1918 (under Sønderjylland)

 Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)

 Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland)

 Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)

 Fårhuslejren ( under Padborg/Krusaa/Bov

 Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)

 Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

 Landsforrædere og Landssvigere (under København)

 dengang.dk indeholder over 60 artikler omkring besættelsestiden

Til artiklen Vis hele artiklen

Erindringer fra Højer

April 2, 2012

Verner udvandrede for 35 år siden til Venezuela. Han fortæller her om den røde gård ved indgangen til Højer. Vi skal også høre om mødet med en smedemester fra Nørregade ved Store Okseø. Og også en dejlig beskrivelse af Falle, der var cykelhandler, fisker og meget mere. Verner besøgte ofte sin farfar, Otto Schmidt i Højer.

Mails fra Venezuela

Vi har tre gange modtaget mails og kommentarer fra Verner Schmidt helt over fra Venezuela. Opmærksomme læsere har sikkert læst noget af dette før. Men vi har nu valgt at sammensætte det hele til en artikel.

Farfar var Otto Schmidt

Verner har siden han udvandrede til Venezuela for 35 år siden været i Danmark tre gange. Egentlig er han opvokset i Tune ved Roskilde. Han har været i Højer og besøge sin farfar Otto Schmidt flere gange i sin ungdom.

Når han læser artiklerne på dengang.dk føler han sig hensat til Højer i 1960erne og 1970erne.

Født på den røde gård

Farfar, Otto Schmidt er født på den røde gård lige ved indkørslen til Højer fra Tønder – siden. Den lå der endnu, da Verner besøgte Højer i 1981.

Denne gård blev bygget af Verners tipoldemor. Og gården fik oldefar og oldemor i bryllupsgave.

Otto boede sidst i Klostergade 9. Ottos husaruniform hænger i dag på museum.

Et besøg på Okseøen

Da jeg var omkring 13 år var jeg på besøg hos farfar. Det var i 1969. Vi tog en tur til Store Okseø i Flensborg Fjord. Her var noget med nogle pensionister fra det tyske mindretal i Højer.

En smedemester fra Højer

På denne tur var en smedemester fra Nørregade i Højer. Smeden var meget opmærksom på mig. Jeg var den yngste af alle. Alle de andre var pensionister, eller tæt ved.

Vi var også forbi Frøslevlejren.(Fårhuslejren) Jeg var meget fortørnet over, at de fleste af mændene havde været interneret der, efter at danskerne overtog den.

Hele Højer var i familie med farfar

De snakkede meget om, hvordan de i den tid, forbedrede vejen til lejren. De fleste var fætre og kusiner til min farfar. De fleste havde også kendt mig fra da jeg første gang kom alene til Højer. Det overraskede mig, for jeg kunne ikke huske nogen.

I det hele taget lod det til, at alle de ældre mennesker i byen var i familie med min farfar.

Falle

Jeg kan stadig huske Falle, selv om jeg har boet i Venezuela i 35 år. Den gamle ladebygning i Søndergade tilhørte min farfar.

Jeg var dreng, da Falle fik en mundtlig aftale med min farfar om lejemål. Egentlig skulle han bare bruge et par båse. Men i løbet af ganske kort tid fyldte han hele stalden op.

Cykler måtte fjernes

Da min farfar blev ældre og ikke kunne gå op af trappen, blev loftet også fyldt op. Da jeg sidst besøgte min farfar i 1981, var der også cykler i loftsrummet. Dem måtte jeg fjerne for at kunne bruge kammeret.

Der blev aldrig betalt husleje

Der blev hvis aldrig betalt rigtig husleje. Efter hvad min farfar sagde, havde Falle aldrig penge. En af lejebetingelserne var dog, at når vi drenge kom hjem til farfar på ferie, skulle Falle stille cykler til rådighed.

Men disse var godt brugte, og ofte måtte vi op til Falle på Torvet for at få dem lappet.

Min farfar havde købt en hel ny funklende cykel. Den indgik også i gruppen af brugte cykler.

Falle er sådan en god mand

De havde en gang imellem nogle kraftige diskussioner om huslejen. Men den klarede Falle ved jævnligt, at komme med stegte ål.

Når jeg efter disse diskussioner spurgte min farfar, hvorfor han ikke krævede sine penge, slog det hen med:

 Falle er sådan en god mand

Hvor blev cyklerne af?

Det kommer vel også af, at min farfar var meget ensom , efter at han blev alene. Falle kom jævnlig med et kop kaffe eller en stille øl. Hvad der blev af cyklerne ved jeg ikke. For da farfar døde, solgte min far huset. Og så måtte Falle flytte det hele.

– dengang.dk indeholder flere artikler om falle og livet i Højer

Landsforrædere og Landssvigere

Marts 14, 2012

efter besættelsestiden. De var mere forhadte end fjenden. De blev udstødt af samfundet, fik frataget deres borgerlige rettigheder og formue. Selv om mange ikke kunne straffes juridisk, blev man alligevel forfulgt. Kunne man i samarbejdspolitikkens lys have forudset, hvad riskoen var for at melde sig i tysk krigstjeneste?

Grusomme forbrydelser

Når jeg som sønderjyde med familiemedlemmer, der har udført tysk krigstjeneste i foredrag og bøger, skal have at vide, at de kan have udført grusomme forbrydelser, er denne bog en befrielse. Det er ikke alle i tysk krigstjeneste, der har udført grusomme forbrydelser.

Find dine pårørende

For man kan faktisk som pårørende finde ud af, hvad ens familie har begået af såkaldte forbrydelser. Det kræver bare tålmodighed. Vi bringer også senere i artiklen en tysk adresse, hvor dette kan ske.

Handlede i god tro

Dette er en dyb interessant bog. Kold og nøgtern fortæller den os om de lidelser de såkaldte landsforrædere og landssvigere var udsat for. Ja man kan nærmest kalde det loyalt. Nå jeg her snakker om såkaldte, ja så skyldes det, at de mange af dem handlede i god tro. Det var jo accepteret af regeringen.

Burde de kende riskoen?

For nylig påstod en foredragsholder og forfatter til en af de talrige bøger, der er dukket frem fra besættelsestiden, at dem, der meldte sig burde kende risikoen, da de meldte sig. De vidste sikkert heller ikke, at der blev indført love med tilbagevirkende kraft.

Og der er stadig en opfattelse i det danske samfund, at de burde kende risikoen.

I bagklogskabens lys

På den anden side, Nazister, østfrontkæmpere, stikkere og andre havde taget regeringens opfordringer til et samarbejde med tyskere bogstaveligt.

De skulle have opfattet de rette signaler. De burde have vidst bedre. Det kan man jo sagtens sige i bagklogskabens lys.

Tabernes skæbne

Tabernes skæbne har nærmest været tabu. Det har været noget, vi ikke måtte snakke om. Det var jo næsten 40.000 personer, der var mistænkt og interneret som landssvigere efter besættelsen.

De levede jo næsten i et parallel samfund. Efter udstået straf, skulle de også leve med fratagelse af borgerlige rettigheder. Og et job i det offentlige kunne de godt glemme alt om.

De betalte en høj pris. Social udstødelse og et liv i fortielse og isolation var nok det værste.

Også i mange familier var fortielsen det fremherskende.

Landsforrædere kunne ikke tilgives

Landsforræderi kunne ikke tilgives. Problemet var bare, at de små fisk fik tæsk, og de store slap. Ja det gjorde regeringen jo faktisk også,

Nogle valgte at kæmpe for æresoprejsning, mens de fleste valgte at skjule deres fortid.

Bogen stiller nogle interessante spørgsmål:

 Hvordan opretholder man i en krigssituation friheden til at have forskellige politiske overbevisninger?

 Hvilken form for respekt har døde mennesker krav på, hvis de har sat livet til i den forkerte sags tjeneste?

Ren klapjagt

Det der foregik efter 6. maj var en ren klapjagt. Frihedskæmpere med armbind med maskinpistol på ladet af en lastbil havde deres storhedstid. Mange såkaldte landssvigere fik tæsk på stedet. Man kastede æg efter den, man spyttede og hånede dem.

Det blev et juridisk galehus.

Landssvigerne var et national udskud, ja i folkets opfattelse, endnu værre end fjenden.

Mange sad i flere måneder, inden de kom for en dommer. Og som vi senere skal vende tilbage til, blev de fleste frigivet uden form for beviser. Mange havde ikke rent juridisk gjort noget galt. Det de gjorde, var upassende.

Ingen juridisk baggrund

Sådan var det også for redaktør Aksel Olesen. Hans navn havde man fundet på de allieredes lister over farlige krigsfangere. Derfor blev han afhentet den 18. maj 1945. Han blev interneret i Faarhus – lejren og først løsladt den 24. sept. 1945. Der var ingen juridisk baggrund for at dømme ham. Han fik aldrig nogen erstatning eller undskyldning.

Det mindste fejltrin

Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort og straffet. Dem, der ikke kunne nås af rettens vej, blev udstødt arbejdspladser, foreninger og lokalsamfundet.

Mange dokumenter blev efterhånden fjernet. Landssvigere ville ikke forbindes til foreninger, i hvert fald ikke det store flertal. Det var dem, der fandt sig i udstødelsen og så dem, der søgte og få retfærdighed.

Hvor gik grænsen?

For var Tyskland ven eller fjende? Man samarbejde med tyskerne de første tre år. Det var vel ikke alt sammen tvang. Det var godt nok en linjedans at samarbejde med dem. Men hvad var egentlig realpolitik? Og hvad var symbolpolitik?

Hvor gik grænsen i samarbejdet?

Moralsk støtte fra Scavenius

Scavenius gav tyskerne moralsk støtte i forbindelse med deres fremmarch i Europa. Og den danske regering accepterede at afbryde de diplomatiske forbindelser til Sovjet. De accepterede også interneringen af ledende kommunister allerede den 22. juni 1941 efter det tyske angreb mod Sovjet.

Venstrefløjen, der var knyttet til DKP førte en overordentlig modig modstandskamp – efter 22. juni 1941. Indtil da havde de i et par år i kraft af at være allierede med nazisterne i kraft af den såkaldte Hitler – Stalinpagt af 23. august 1939.

90 pct. bakkede op

Hvordan kan historikere tale om voksende utilfredshed med politikernes samarbejdspolitik, når 90 pct. gav deres stemme den 23. marts 1943? Ja og af dem stemte 95 pct. på de partier, der havde ”samarbejdet” med tyskerne.

Var det værnemageri?

Danske virksomheder eksporterede fødevarer, af sådan en kaliber, at de efterhånden dækkede 10 pct. af tyskernes forbrug.

Var dette foretagsomhed?

Var dette værnemageri?

Mange danskere i Tyskland

100.000 danskere arbejdede i kortere eller længere tid i Tyskland. Grunden til dette var efter pres fra arbejdsløshedskasser og kommunale forvaltninger. Danskerne fik også anvist arbejde for tyskerne her i Danmark af arbejdsløshedskasserne.

Tyskerne sørgede for, at arbejdsløsheden faldt, da de store anlægsarbejder blev sat i værk på den jyske vestkyst.

Statsradiofonien brugt som propaganda

Den danske regering accepterede i 1941 en frivillig dansk miltærenhed, som kunne indsættes på østfronten. De fleste medlemmer af Frikorps Danmark rejste til Tyskland og blev undervist af Waffen SS. Efter besættelsen blev disse medlemmer straffet. Endda Statsradiofonien åbnede for Frikorpsets propaganda.

Det blinde øje

Allerede før besættelsen havde mange danske meldt sig til fremmede krigstjenester. Dette var fuldt lovligt.

I alt deltog 6.000 danskere i tysk krigstjeneste. Omkring 2.000 faldt i krigen.

Ifølge lovgivningen var det ikke tilladt at lave hvervekampagne på dansk grund. Det gjorde Det Tyske Mindretal. Den danske regering vendte det blinde øje til.

De danske nazister fik i 1943, tre mandater i folketinget. DNSAP's avis Fædrelandet udkom helt frem til maj 1945. Mange blev interneret, blot fordi de var nazister.

De danske kvinders omgang med tyske soldater førte til et stærkt had. Kvinderne svigtede moralen, sagde Modstandsbevægelsen og internerede mange af dem.

Vægterkorps

Som værn mod sabotage begyndte tyskerne at hverve danskere til bevogtning af flyvepladser, lazaretter og depoter. Det blev blandt andet gjort gennem bl.a. Marinevægterkorpset og Sommer – korpset. ca. 4.000 danske var med i disse korps.

HIPO

600 var beskæftiget inden for HIPO. Efter krigen blev 600 danskere dømt for at angive landsmænd til besættelsesmagten.

Stikkerne var de mest forhadte. Modstandsbevægelsen løste problemet ved likvidering af 400 danskere, som de mente var stikkere.

Historiebøgerne glemmer også, at trafikminister Elgaard fra Venstre foreslog, at der skulle indføres dødsstraf for de danske jernbanesabotører, da dette tog et opsving i 1943.

Statsminister Buhl opfordrede i 1942, befolkningen til at videregive oplysninger om sabotageplaner til myndighederne.

Anholdelser – direkte i radioen

Modstandsbevægelsen havde i de sidste krigsår brugt illegale blade til at udråbe personer, som samarbejdede med tyskerne. De stod til kontant afregning efter befrielsen. Få timer efter befrielsen begyndte anholdelsen. Folk stimlede sammen for at håne landssvigerne. Sådanne anholdelser blev gengivet i Statsradiofonien med Gunnar Nu Hansens begejstrede røst. Alle gav nu indtryk af, at de havde været med til at bekæmpe tyskerne.

Central – kartotek

I slutningen af 1944 var Modstandsbevægelsen begyndt at oprette et centralkartotek over mulige landssvigere. Med dette kartotek var det let for Modstandsbevægelsen at samle landssvigerne i interneringslejre overalt i landet.

Men også fingerpeg fra naboer og andre tilfældige oplysninger førte til anholdelser. Men ofte førte det til overilede anholdelser.

Halvdelen af de 40.000, der blev anholdt måtte løslades efter få timer. Andre måtte vente i månedsvis.

Fordømmende attester

Af de 21.800 som Modstandsbevægelsen anholdte måtte 2/3 løslades uden videre tiltale. Men de ville ikke erkende disse fejl. Derfor blev der indført et løsblade system:

 en hvid attest betød, at der var rejst en grundløs sigtelse

 en grøn attest blev givet til de såkaldte tyskerpiger. Man ville understrege det moralsk forkastelige i at have haft omgang med en tysk soldat

 en rød attest blev givet til dem, der måske var skyldig, men hvor beviset manglede.

Disse attester var meget fordømmende, og mere til skade end gavn.

Godt nok fandt man på at lave et oprejsningsnævn. Men med cirka 21.000 uberettigede anholdelser syntes 1.500 klagesager ikke af mange. Kun 700 fik oprejsning, og kun enkelte erstatninger.

Befolkningen krævede hårde straffe

Det endelige retsopgør skulle omhandle tidspunktet fra 9. april 1940, mente modstandsbevægelsen. Politikerne var uenige. De mente at loven skulle gælde fra samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943.

Men modstandsbevægelsen fik gennemtrumfet deres vilje. Det betød, at man blev nødt til at vedtage love med tilbagevirkende kraft. Befolkningen krævede hårde straffe. Værst skulle det gå ud over arbejdere for HIPO, værnemagere og tyskerpiger.

Og en anden ting, der syntes meget hårdt var, at nu havde myndighederne mulighed for at konfiskere de dømtes formue.

Værnemageri

Opgøret med værnemagere faldt som regel til jorden, da man ikke kunne bevise, hvorvidt de erhvervsdrivende havde ageret for egen vindings skyld eller blot fulgte samarbejdspolitikkernes opfordringer til samarbejde.

I avisartikler i Berlingske Tidende er det kommet frem, at virksomheder som A.P. Møller og Danfoss tjente store penge på tyskerne uden at blive straffet.

I overensstemmelse med samarbejdspolitikken?

13.251 sager førte til dom.

Medlemskab af DNSAP eller et andet nationalistisk parti blev ikke gjort strafbart. Men at agitere for disse partier eller besættelsesmagten var strafbart. Det blev gjort strafbart, at have deltaget i tysk krigstjeneste eller et tysk vagtkorps. 7.000 blev dømt for dette. De fik fra 6 måneder til 4 års fængsel.

Fratagelse af borgerlige rettigheder

Spørgsmålet var om, man kunne dømme mennesker, der handlede i overensstemmelse med samarbejdspolitikken? Noget andet var også de paragraffer, der betød fratagelse af de borgerlige rettigheder. Dette forfulgte mange i adskillige år. Det betød også, at man kunne glemme at søge offentlige stillinger i endnu flere år.

Tjenestemandssager

Der blev rejst 1.200 tjenestemandssager, hvoraf halvdelen førte til afskedigelser. Disse tjenestemænd kunne efter almindelig lov ikke afskediges, men blev det alligevel.

Medierne fulgte med.

Aviser var meget forsømmende

Og som sønderjyde og efterkommer efter en, der meldte sig i samarbejdspolitikkens lys til østfronten virker det ikke særlig attraktivt at læse følgende:

 eventyrnature, der led under en alvorlig brist i deres karakter eller manglende nationalfølelse. De havde en afvigende natur.

Og værre bliver det, når man læser en af de mange bøger, der kom lige efter besættelsestiden:

 adskillige forbrydernaturer, straffede eller arvelig belastede personer, for hvem skændselsgerninger ikke krævede selvovervindelse og endelig fandtes der mangfoldige defekte individer, hvis evne til selvstændig at vurdere hverdagens bravader var minimal, taaber som var ude at stand til at gennemskue hulheden og fraserne i den nazistiske tomhed. Mennesker, for hvem begreber som ansvar, ære og pligt i dette som i livets andre forhold var uden reelt indhold.

Aviserne var med til at forstærke hadeforholdet til landssvigerne. I marts 1946 kunne man i Politiken læse følgende om de internerede:

 Som helhed er de aandelig lavtstående og defekte mennesker. 50 pct. er psyskisk abnorme, men alligevel er de fleste modtagelig for straf

De Borgerlige aviser – dengang

Glemt er også, at mange borgerlige aviser viste sympati for meget af det, der foregik i Nazi – Tyskland og for så vidt også i det fascistiske Italien.

Ja, den senere chefredaktør på Fyens Stiftstidende, Knud Secher var den første KU'er, der mente, at Hitler kunne bruges som politisk vejleder. Det skete allerede i 1932.

De fleste dukkede hovedet

De fleste landssvigere dukkede hovedet, mens andre tog kampen op. De kæmpede for retfærdighed. Udstødelsen og diskriminationen var hårde end den juridiske straf.

Og modstandsmanden Frode Jacobsen var den mest forhadte i landssvigerkredse.

Medlemskartotek blev stjålet

Man udgav bladet Budstikke og Revision. Det var Landsforeningen af 6. maj der stod bag. Man oplevede flere indbrud på deres kontor på Jagtvej på Nørrebro. Man stjal foreningens kartotek. Flere gange viste det sig, at det var tidligere modstandsfolk, der stod bag dette.

I 1949 udkom bogen, Retfærdighed – det vi kalder demokrati. Med denne ville formanden for Landsforeningen af 6. maj forsøge, at gøre befolkningen opmærksom på den uretfærdighed der var overgået landssvigerne. Men det lykkedes aldrig.

Offer for rygter og smædekampagne

Redaktør af bladet, Revision blev Axel Olesen. Han havde tidligere en toppost i DNSAP. Han havde tidligere været lokalredaktør på Jydske Tidende i Aabenraa. Men han blev ekskluderet af De Konservative og det gjorde han også af DNSAP.

Som vi tidligere nævnte, var han på en liste over farlige krigsforbrydere. Derfor blev han interneret. Han blev som så mange andre offer for rygter og smædekampagne.

I de tre måneder han var uberettiget interneret oplevede han mange brud på sine borgerlige rettigheder. I efteråret 1945 gik han ind i kampen for oprejsning og retfærdighed.

Hans motto var Sandheden frem for alt. Fra første færd indeholdt bladet harmdirrende artikler, om at danskere, der valgte tysk krigstjeneste var i fuld overensstemmelse med regeringens ønsker. Modstandsfolk kaldte han for For de sidste dages hellige.

Man turde ikke holde bladet

Bladet blev beskyldt for at være nazistisk af Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Mange turde ikke holde avisen. De var bange for at blive forfulgt. Men det blev aldrig en avis, der blev meningsdannende. Avisen blev betragtet som utroværdig. Men Politiet holdt meget øje med avisen. I PET's arkiver er der mange udklip fra avisen.

Forfatteren Harald Bergstedt var en fast bidragsyder til bladet. Han blev smidt ud af Dansk Forfatterforening og var bandlyst i radio og TV.

Rostock – mødet

Rostock – mødet var også et vigtigt element i miljøet. Rygterne svirrede, at danske politikere havde sagt ja til en tysk besættelse af Danmark. Man stillede mange spørgsmål:

 Hvorfor overhørte den danske regering advarslerne?

 Hvorfor var man så uforberedt den 9. april 1945?

kommission gjorde grin med redaktør

Bladet Revision havde den klare holdning, at Rostock – mødet havde været en realitet. Olesen udgav bogen Fra utrykte kilder. Dette medførte nedsættelse af en parlamentarisk kommission. Og den kommission gjorde nærmest grin med Olesen.

Men Olesen fortsatte arbejdet. Han kunne offentliggøre en udtalelse fra Himmler, der havde sagt, at den danske og den tyske regering havde indgået en aftale om besættelse for at hindre blodsudgydelser.

Begravelse – et tilløbsstykke

Olesen var også en af drivkræfterne til den såkaldte Faarhus – forening. Den blev oprettet den 2. oktober 1949 ved et møde i Tinglev. Selv om foreningen aldrig nåede mere end 300 medlemmer var den i allerhøjeste grad i politiets søgelys.

I 1971 blev Olesen ramt af en blodprop. Arbejdet med bladet måtte ophøre. Hans begravelse i Aabenraa i 1972 blev et tilløbsstykke.

Dansk Frontkæmper Forbund

Dansk Frontkæmper Forbund tiltrak op mod en femtedel af de ca. 4.000 hjemvendte østfront – frivillige. Forbundet fortrængte bevidst krigsforbrydelser.

Mindelund for de faldne

I en lille lysning langs Gudenåen nær Kongensbro er rejst en mindesten med følgende inskription:

 Minde om de 4.000 Faldne Frivilige fra Danmark 1939 – 1945

Ud over stenen er der opstillet en informationstavle. Dette var landsvigernes modstykke til mindelunden Ryvangen. Men landssvigernes mindelund er ukendt for de fleste. Ingen skilte henviser til den. Mindelunden kan vel også betragtes som en protest mod retsopgøret.

Ved indvielsen udtalte Poul Sommer:

 Og vi mindes Dem, der endog efter krigens slutning, måtte bringe det sidste offer i danske fængsler – bundet til en malerpæl, stilles op foran geværmundinger rettet mod dem af landsmænd, der havde meldt sig frivilligt for at tage hævn, som en konsekvens af systematisk oppisket had. Disse var kammerater, der måtte bære det allertungeste lod.

Indklaget til menneskerettighedsdomstolen

Adelsmanden Sehestedt fra Broholm indklagede den danske stat til Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. Hans ejendomme blev frataget ham. I 1977 skrev dagbladet Information:

 I tidligere århundreder ville en som han være blevet henrettet som landsforvist.

Fortiden indhentede kandidaten

Det, der skete dengang er langt fra glemt. Således måtte Jes Friis trække sit kandidatur for Fremskridtspartiet til Amtsrådet. Det kom frem, at han havde været østfront – frivillig og medlem af DNSAP.

Drab og mishandlinger

Drab og mishandlinger er også kommet frem, ligesom selvmord hos tyskerpiger. Samfundet udskylder sig med, jamen det gik ikke så galt, som i andre lande. En af de ting, der gik galt var mordet på Asmus Jensen i Padborg.

Massiv fordømmelse

Man oplevede vanskeligheder i virksomhedsdrift, jobsøgning og chikane fra naboer. Mange landssvigere havde stor mistro til danske myndigheder. Østfront – frivillige følte sig svigtet af regeringen, der havde billiget deres krigsdeltagelse.

Besættelsens syndere skulle straffes. En massiv fordømmelse af landssvigere blev konsekvensen.

Museum for Faargus – lejren – hvornår?

Og egentlig burde der være et museum i Frøslevlejren for Faarhuslejren. Undertegnede kom for mange år siden til at spørge om det under en rundvisning. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Så vidt viedes er det planerne, at der skal oprettes en afdeling for Faarhuslejren.

Find dine slægtninge

For dem, der søger efter slægtninge, der eventuelt har deltaget i krigstjeneste for tyskerne, ja så kan du kontakte Landsarkivet i Aabenraa. Her skal du så have et familiemæssigt forhold til den, du leder efter.

Men du kan også forsøge hos:

Die Deutsche Dienststelle

Eichborndamm 179d

D – 13403 Berlin

www.dd-wast.de

Det koster typisk 20 Euro og tager fra tre til 12 måneder.

Bogen kan varmt anbefales

Men tilbage til bogen. Den er absolut anbefalelsesværdig. Den er dejlig fri for egne fordømmende kommentarer, som så mange andre besættelses – bøger er fulde af. Nogle få historiske fejl er fundet, men det ødelægger dog ikke helheden. Bogen fortæller det, som de gængse historiebøger helst vil undgå at fortælle.

Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested: På den forkerte side – De danske Landssvigere efter besættelsen

Aarhus Universitetsforlag

Kilde: Se

 Litteratur Besættelsestiden A – L

 Litteratur Besættelsestiden M – Å

www.dengang.dk indeholder ca. 55 artikler fra Besættelsestiden (se liste under Dengang – erfaringer og indtryk 10)

Dengang

Dengang.dk

Nyeste artikler