Det var ikke kun på Indre Nørrebro, der var problemer med saneringen. Det var det sandelig også på Ydre Nørrebro i 1970erne. Beboerne tog selv fat og dannede Røde Rose. Kvarteret var forsømt, overset, mishandlet og udnyttet. Samarbejdet med kommunen var dårlig. I dag minder et par institutioner og en café om den tid. Et områdeløft måtte til minde om kampen ikke kalde sig Områdeløft Røde Rose. Det nægtede kommunen mange år efter.

 

Endnu Røde Rose

Der er endnu tre institutioner, der hedder Røde Rose. Og nu er der også en cafe af samme navn. Men områdeløft måtte ikke kalde sig Røde Rose. Styregruppen havde ellers tænkt sig, at hædre kæmperne fra dengang. Men det sagde kommunen nej til.

 

Forsømt, overset, mishandlet og udnyttet

Området lå mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej og Godsbanen. I 1975 boede der i området 13.000 indbyggere. Kvarteret var på en gang, forsømt, overset, mishandlet og udnyttet.

Siden 1970 havde Røde Rose forsøgt at forbedre forholdene.

 

Stor indsats

Man skabte børneinstitutioner, legepladser, friarealer, sanering og bedre gårdmiljø. Beboerne i området stod for tre børneinstitutioner. En masse beboersammenslutninger var også resultatet af en stor indsats.

 

Begyndte i Folkets Hus

Det hele begyndte i februar 1970 i Folkets Hus (tidligere Ungdomshus) på Jagtvej 69. Sammenslutningen foragtede pigtråd, små gårde, manglende legepladser og fortove fyldt med biler.

Den såkaldte byfornyelse blev overladt til private grundejere og spekulanter. Røde Rose havde svært ved at trænge igennem hos kommunen, politiske partier eller organisationer.

 

45 boligblokke

Man var også sure over at man skulle rejse over en time hver vej for at få børnene i børnehave eller vuggestue. Den kollektive trafik var ikke den bedste.

 

Halvdelen af områdets beboere boede i en to værelses eller mindre. Her var cirka 45 boligblokke. 300 småindhegninger var godt fyldt op med skure og skarnkasser. Og masser af skilte fortalte, at her havde børn absolut ingen adgang.

 

Fup – moderniseringer

Husejerne lod deres ejendomme forfalde. De lavede fup – moderniseringer eller lod ejendomme rive ned. Saneringsplaner blev mere eller mindre vedtaget hen over hovedet på befolkningen.

 

Få og dårlige institutioner

Der var meget ringe udendørs opholdsmuligheder. Små mørke gårde og tæt med biler i gaderne. Den kollektive trafik var dårlig. Problemet opstod, når ens arbejdsplads var i den ene ende af byen og poderne gik i institution i den anden ende.

I området var der alt for få og dårlige institutioner. Der var forsømte skoler med alt for mange børn i hver klasse. Der var masser af såkaldte vandreklasser.

Mulighederne for at bestemme, hvad ens børn skulle lære i skole eller institution eksisterede ikke.

Man kunne ikke nå normen

Der forefandtes kun en legeplads til 3.126 børn. Efter Landsbyggeloven skulle de større børn have mindst seks store legepladser. De mindre skulle have mindst en pr. boligblok.

 

To menigheds – vuggestuer med tilsammen 51 pladser forefandtes. Den offentlige norm var, at der skulle hver plads til hver anden. I området var der plads til hver 15.

Der var kun børnehaveplads til hver fjerde barn. Normen var hver anden barn.

 

Kun hver fjerde barn kunne få en børnehaveplads. Normen var hver anden barn. Med hensyn til Fritidshjem var normen, at der skulle være plads til hvert tredje barn. I området var der kun plads til hvert 8. barn.

 

Rosenbladet

Røde Rose nåede ud til beboerne med små blade. De blev produceret på et lille kontor i Thorsgade 7.

Disse små blade havde hver deres tema. Med denne agitation lykkedes det at trække beboere til. Det handlede bl.a. om vuggestuer, børnehaver m.m.

Blad nr. 5 var rettet mod de unge. Kvarterets eneste ungdomsskole var en af politiets egne – PUK. Her ville man dog ikke uddele Røde Roses publikationer.

 

Man brugte også Rådmandsgades Skole. Men lokalerne måtte ikke bruges til agitation, så derfor hed det officielt, at man afholdt foredrag.

 

Undersøgte love og rettigheder

Røde Rose – grupperne gik i gang med at undersøge lovgivning og rettigheder. Loven sagde, at der skulle sikres opholdsareal for beboerne. Men i praksis havde Københavns Kommune ikke mange økonomisk muligheder.

 

Loven sagde også, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at det er det nødvendige antal pladser på daginstitutioner.

Men i praksis var der ikke nok pladser.

 

Loven sagde også, at der kan og skal bestemmes i en byplan. Men i praksis var der i Røde Rose kvarteret ikke nogen planlægning. Man lavede bare nogle simple efterrationaliseringer af dispositioner, som var udført i forvejen af private bygherrer.

 

Ingen kontrollerede vedligeholdelsen

Lejeloven indeholdt krav om vedligeholdelse, men ingen myndighed kontrollerede dette. Når Røde Rose henvendte sig til kommunen, havde embedsmændene ingen kompetence. Sagsbehandlingen var uhyre langsom og som oftest var de helt uforberedte.

 

Mange var aktive

På det første møde med de unge, kom der 20. På de kommende møder kom der ikke flere og kun tre voksne.

Ni måneder senere i juni 1971 var der omkring 450 aktive, heraf kunne 100 betegnes som meget aktive.

Hele fem arbejdsgrupper var nedsat. Størst fokus var det i begyndelsen på børneinstitutioner.

Ikke alt gik lige godt. Nogle aktive i en boligblok mistede modet, mens en ny blok kom til.

Vuggestuegruppe nr. 1 indvier den første institution, mens en anden gruppe opgiver.

 

 

Ville have åndehuller

Børnehavegruppen interesserede sig meget for udflytterbørnehave, mens Frittergruppen mødte kolossal modstand fra kommunens side.

 

Man støttede Allersgades og Thorsgades beboere. De ville gerne bevare et åndehul efter en tidligere værkstedsbygning. Man ville nødig have en ny 6 – etagers bygning.

 

Det var bestemt ikke billigt for Røde Rose med alle disse aktiviteter. Man udnyttede aftenskoleloven og afholdt foredrag for at få nogle indtægter.

Efter halvanden års arbejde var det ikke lykkedes, at få bare et gårdrydnings – projekt igennem.

 

En gruppe tog sig af spekulations – og modernisering. Desværre blev også de sidste åndehuller bebygget med små lejligheder i mange lag.

 

70 pct´s opbakning

Da gårdsaneringen i Baldersgade skulle foregå, var der mange, der stemte dørklokker. En underskriftsindsamling blev også iværksat.

Cirka 70 pct. af områdets beboere bakkede op om Røde Rose. I Nørrebro Avis beklagede en ældre medborger sig dog over, at nu skulle man udsættes for skrigende børn. Hvorfor kunne de ikke bare løbe over i Fælledparken eller Nørrebroparken, spurgte hun.

 

Heller ikke Bagerlauget, der ejede en stiftelse var begejstret for gårdsanering.

 

Odinsgård

I Odinsgård var der 50 børn og 230 voksne fordelt på 113 hustande i 13 opgange. En fabriksbygning lå i vejen for en ordentlig gårdrydning. Kommunen havde vurderet fabriksbygningen til 600.000 kr.

Ejeren af bygningen fik pludselig påbud fra kommunen om at rive den ned. Efter tre års kamp var den første Røde Rose gruppe i gang med gårdsanering. Den 15.11.1973 rykkede håndværkere ind med betonbor. Nedrivningen kunne begynde.

 

Men ak. Indretningen af gården med legeplads, grønne planter, borde og bænke blev ramt af bygge – og anlægsstop.

 

Sig nej til gårdsanering – undgå huslejestigning

Der var 368 hustande med 133 børn i Vølundsgade. Og gården var 180 meter lang. Den havde en bredde på mellem 8 og 18 meter. En plancheudstilling på Balders Plads blev kun besøgt af 11 hustande. Starten på denne gårdsanering var en fiasko.

 

Et anonymt brev blev sendt ud til beboerne:

 

       Sig nej til gårdsanering og undgå lejeforhøjelse.

 

Men et stort flertal sagde dog ja til det.

 

En række negative reaktioner kom fra en række beboere i andelsboligforeningen i Ægirsgade. Dette bevirkede at saneringen næsten blev sat i stå i et helt år.

 

Institutionen Røde Rose 1

Da Røde Rose nr. 1 var en realitet, kom der positive reaktioner i medierne. Pædagogerne ønskede 36 timer sammen med børnene og 6 timer til administration, forældremøder m.m.

Man diskuterede børnenes behov, forældrenes mening om børnenes kostplan, slik, forældrekontakt, børns skiftetøj m.m.

 

Nye grupper blev nedsat

Yderligere grupper blev nedsat, Økonomigruppen, Vedligeholdelsesgruppen, Pædagogisk gruppe, kommunikationsgruppen m.m.

Et vuggestueblad blev fremstillet. Man var dog lidt skuffet i begyndelsen. Der kom ikke et eneste indlæg fra forældrene.

 

Da man skulle have anskaffet vaskemaskine og tørretromler afholdt man et loppemarked.

 

Byggespekulant ville opføre 11 etager

Huset i Fenriksgade var fra 1933. Det var på 5 etager og to opgange med hver 12. lejligheder. Disse var forholdsvis store, 3 – 5 værelser. Badeværelse og varme blev indlagt i 1967. mange af dem, der boede her, havde arbejde i den nærliggende brødfabrik.

I slutningen af 60’erne blev Cafe Svenborg lige ved siden af, revet ned. Og en masse kraner, der var kommet til området bekymrede beboerne.

 

Og der var grund til bekymring. I Røde Rose Bladet nr. 4 var der beskrevet aktuelle planer for området. Men ikke mange af beboerne havde læst bladet. En byggespekulant var på spil. En 11 – etagers hus var planlagt.

 

Planer ændret

På et møde meddelte overborgmester Wasard pludselig, at bygherren havde ændret planer. Huset måtte gerne blive stående Men man havde ikke fået nogen garanti. Da radioen pludselig interesserede for sagen, fulgte flere aviser med.

Der havde dog ikke været stor hjælp at hente på kommunen.

 

Fup – og reklamenummer

Kampen om Røde Rose nr. 2 – en børnehave til kvarteret var lang. Det største problem var penge. Et rygte gik på, at man kunne ansøge BT om penge, så ville Carmen Curlers også skyde penge i det. Men det viste sig at være et fup – og reklamenummer.

Der var søgt om 20 legater. Man fik fire afslag og et positivt svar.

 

Københavns Kommune spændte ben

Men en henvendelse til Gabriel Jensens Ferieudflugter resulterede i, at der blev stillet en feriehytte på Dragør Sydstrand til rådighed. Men ak, Dragør Kommune ville ikke give tilladelse. Også projekter i Birkerød, Solrød, Hedehusene og Brøndby måtte opgives. Et idyllisk hus, Lerbakkehus i Stenløse Kommune var lige ved at blive en realitet. Københavns Rundskuedag havde bevilliget 50.000 kr. Men Københavns Kommune spændte atter ben. Man forlangte, at børnehaven skulle have en base.

 

Den anden institution åbnet

Denne base kaldte man for Tullestedet. Men anlægs – og byggestop gjorde det særdeles vanskeligt, at få det hele til at hænge sammen.

 

Men i Rosenbladet nr. 12 fra 1974 kunne man læse følgende:

 

       Nu har Røde Rose åbnet sin anden institution, nemlig Lerbakkehus. Dette skete som forudsagt i sidste nummer af Rosenbladet den 1. februar. Det har været meget travlt siden starten (og det er det for så vidt endnu) ……..

       Hvad angår vores baseproblem, se det ud til at lysne. Anders har fået kontakt med ejeren af en nedlagt tobaksbutik (ølleri) i Baldersgade 65. Vi har p,t. Forhandlinger med kommunen om stedet, men ind til afgørelsen , har vi fået lov til at bruge vuggestuen som nødløsning.

       Prisen pr. barn er blevet 450 kr. Det er dyrt. Men det er svært at finde nogle steder på budgettet , hvor der kan skæres ned.

 

Det var rigeligt at se til

Rosenbladet bandt alle aktiviteter sammen. Bladet udkom i 1974 i et oplag på 180. Størst udbredelse havde det i de områder, hvor der skete noget.

Arbejdet med Røde Rose nr. 3 startede allerede i 1971.

 

Der var stor udskiftning i grupperne. Mange flyttede fra kvarteret, når de fandt noget bedre, og når de havde fået råd. Og mange af grupperne var helt nede på 10 medlemmer. Det var rigeligt at se til.

 

Blod, sved, tårer og oceaner af tid

Samarbejdet med de offentlige myndigheder var en blandet fornøjelse. Breve blev liggende på hylder i månedsvis. Sagsbehandlere virkede som en stopklods. Løfter blev brudt og møder blev aflyst.

Røde Rose måtte ofre blod, sved og tårer og oceaner af tid.

 

Fritidshjem

Den 15. og 29. marts 1971 var der indkaldt til møder på Rådmandsgades Skole. Dengang drejede det sig om fritidshjem og fritidsklubber til børn i skolealderen. Dagsordenen var dengang:

 

1.       Lædervarefabrikken Heimdal

2.       Tomten i Allersgade (Dette område blev nærmest brugt som losseplads. Området kunne bruges som ophold for børn og voksne)

3.       Ud mod Dagmarsgade – mellem Ægirsgade og Rådmandsgade ( Med sine 7.000 m2 var der god plads til en større institution med masser af friareal)

 

Store planer

Den 5. september rygtedes det at en dispensationsplan var klar i området. Aktionsgruppen fandt endelig frem til det kontor i kommunen, der havde med opgaven at gøre. Men de blev glade.

 

Der skulle laves mindst 2 vuggestuer hver til 30 børn, 4 – 5 børnehaver med hver op til 52 børn, to fritidshjem, hver til 60 børn og en ungdomsklub til 200 unge.

 

Midt i april 1973 opstod der muligheder i Rådmandsgade. Man så for sig en institution med plads til 60 børn. Man håbede også, at der her kunne anlægges en legeplads for områdets børn.

 

Røde Rose gruppen tog i bededagsferien op i et hus i Sverige for at få tingene sat på plads.

Der var masser af ting, der skulle ordnes.

 

Ville det hele falde sammen?

En historie blev omtalt i Rosenbladet 7. Her var en plads Ægirsgade – Rådmandsgade blokken forsvundet. En legeplads blev ikke nævnt i byplan – forslaget.

Nu var der heller ikke plads til uddannelsescenter og hvad så med børneinstitutionen og legepladsen ned mod Dagmarsgade?

Byplanforsalget stemte ikke overens med dispositionsforslaget.

Weidekamp ville det anderledes end Røde Rose.

 

I gruppen var man forfærdet. Man fik at vide, at man gerne måtte mødes med borgmesteren. Men det kunne godt tage et par måneder. Det lykkedes dog at få et møde den 2. august 1973.

 

Indstil jer efter de økonomiske forudsætninger

Hovedproblemet fra kommunens side var at finde penge til projekterne. Røde Rose blev bedt om at indstille sig efter de økonomiske kendsgerninger.

Man var i grupperne bange for, at alle planer nok engang måtte skrinlægges. Derfor gik man til pressen.

 

Behovet var der

Røde Rose var blevet endnu mere frustreret over kommunen. Det var som om, man fik en sludder for en sladder. Behovet for institutioner i kvarteret havde grupperne påpeget. De var betydelig større herude, end andre steder i Københavns – området.

 

Intet om gårdsanering

Pludselig finder man ud af, at Husted Andersen og Bøje Nielsen skulle bygge et større spekulationsbyggeri. Aviserne bortset fra Nørrebro Avis interesserede sig ikke for sagen.

Sagen blev omtalt i Rosenbladet nr. 6.

En lille snes mennesker samledes for at drøfte sagen på Rådmandsgades Skole. Så vidt man kunne se, var det udelukket med friarealer.

Byplanen kom først længe efter, at byggeriet var sat i gang. Der stod intet om gårdfællesskab eller gårdrydning.

 

Allersgade – gruppen blev dannet den 8.2. 1972. Men besværlighederne var for store. Den 7. september samme år blev det sidste møde afholdt.

 

Men en ny gruppe blev nedsat i 1973. Det lykkedes for denne gruppe at få etableret en legeplads. En babysitter – ordning forsøgtes etableret, men det lykkedes ikke.

 

Legeplads på en weekend

Torsdag den 12. september 1974 kunne man i Nørrebro Avis læse:

 

Allersgade – tomten blev til legeplads

Beboerne i kvarteret har tabt tålmodigheden og har selv taget affære – også for at hindre, at Røde Rose får en ny Top House – skandale

 

Røde Rose – kvarteret – firkanten mellem Nørrebrogade – Jagtvej – Tagensvej – fik i weekenden en ny legeplads til nogle af kvarterets mange børn. Det er byggetomten Allersgade 8 – 10 der i flere år har ligget ubenyttet hen som en affaldsplads til ærgrelse for kvarteret, hvis beboere gang på gang har krævet den sikret til noget fornuftigt – uden myndighedernes reaktion. I lørdags tog de selv fat og fik med bistand fra mange sider pladsen ryddet, hvorefter man gik i gang med at få lavet en legeplads, samtidig med at det blev slået fast, at en Top – House – skandale vil man ikke udsættes for en gang til.

 

       Det var i forvejen omdelt 800 løbesedler med opfordring til beboerne i kvarteret om at komme ned og være med til at få lossepladsen ryddet og en legeplads stablet på benene. I løbet af weekenden fik man ikke alene pladsen ryddet for de værste uhumskheder, men man fik også under oprydningen et vældigt læs brædder og andet byggemateriale, der kunne bygges huse af på den ny legeplads og opstilles borde og bænke.

 

Eget byplanforslag

Torsdag den 1. februar 1973 kunne man i Nørrebro Avis læse følgende:

 

Nørrebroer er ved at lave eget byplanforslag

Røde Rose er gået sammen med byplanfirmaet Peter Bredsdorffs tegnestue om kritisk supplement til kommunens dispositionsplan for Ydre Nørrebro.

 

Det har som bekendt ikke været lutter begejstring for forslaget til en dispositionsplan for Ydre Nørrebro (”Nissehuen”) Inden længe holder Nørrebro Lokalråd et borgermøde om planen og en gruppe nørrebroer i området, der planlægges for: trekanten Jagtvej – Mimersgade, er gået i samarbejde med byplanlæggerne fra arkitekt, professorPeter Bredsdorffs byplansfirma, Nørrebrogade 176, om et kritisk supplement til generalplansdirektoratets dispositionsplan.

 

Borgermøder

Gadeforeninger blev dannet. Det gav sammenhold. Man beskæftigede sig med mange ting, lige fra hundelorte til gårdsaneringer. Ja børnepasning tog man sig også af.

 

En radioudsendelse medvirkede til yderligere kendskab til Røde Roses aktiviteter. Nogle af borgermøderne samlede op til et par hundrede deltagere.

 

Høj grundudnyttelse

I den store blok Gormsgade – Nørrebrogade – Ægorsgade – Thyrasgade havde kommunen tilladt bygherren at nedrive nogle af de 100 år gamle beboelsesejendomme for så at opføre nybyggeri.

Beboerne i kvarteret var meget utilfredse med den urimelige høje grundudnyttelse.

 

Ville have større indflydelse

Røde Rose var meget utilfreds med den ringe indflydelse som befolkningen havde med hensyn til at præge udviklingen. Man ønskede en decentralisering gennem dannelse af lokale kvarterråd.

 

Man henvendte sig til flere borgmestre. De gad ikke engang at bekræfte, at de havde modtaget et brev. Heller ikke Lokaludvalget på Nørrebro var særlig interesseret i Røde Roses aktiviteter.

 

Spekulanter udnyttede situationen

I de tilfælde, hvor kommunen var pligtig til at informere en gruppe, blev dette ofte udeladt. Spekulanterne kunne frit udnytte deres egne profitinteresser ved at lade udnyttelsesgraden på grundene stige.

 

I har nok af grønne områder

Når man påpegede mangel på grønne områder, var svaret fra politikerne:

 

       I kan jo bare bruge Nørrebroparken, Hans Tavsens Plads eller Fælledparken.

 

Efter fire års kamp i Røde Rose havde man opnået tre selvejende institutioner herunder

       en vuggestue

       en integreret institution

       en udflytterbørnehave

 

Kommunen anerkendte efter lang tids vægring Røde Roses undersøgelser m.h.t. manglende institutionspladser.

 

Forhindret nedrivning

I tre blokke fik man godkendt gårdrydningsprojekter. Og i Fenriksgade fik man forhindret en nedrivning. Desværre blev nabogrunden bebygget med fem etager.

Omkring Top – Huse bebyggelsen (Husted Andersen) lykkedes det at afsløre uheldige omstændigheder omkring kommunen.

 

Det lykkedes ikke, at få ændret den uheldige administration af opdeling af byen. Og det lykkedes heller ikke for pensionisterne at få indført et dagcenter.

 

Gadeforening forbedrede sammenhold

I gadeforeningen Vølundsgade fik man ændret parkeringsforholdene. Halvdelen af gadens facader blev malet op til første sals højde. Gadeforeningen arrangerede desuden loppemarked, fester, udflugter, filmforevisninger m.m.

 

Børnegruppens anke betød, at der blev muligt, at oprette udflytterbørnehaver i landszone.

 

Nu blev beoerne hørt

Man fik efterhånden indført, at inden en sanering gik i gang skulle der holdes møde med beoerne.

Og så fik man etableret en kvarterfest

 

Store miljøproblemer

Røde Rose påpegede også, at der var store miljøproblemer. Man påviste, at Nørrebro var den mest forurenede bydel.

Ja og så var man utilfreds med de stigende fødevarepriser. Man spekulerede på, at lave en indkøbsforening.

 

Gårdsanering i 1969

Men egentlig var man allerede i gang i 1969. En af de talrige skrivelser som Røde Rose sendte ud indeholder følgende:

 

       I skulle prøve at lægge en søndagstur om ad ejendommen i Florsgad 1 – 5. Her gennemførtes Nørrebros første frivillige gårdsanering i sommeren 1969. Før var det rådne plankeværker med pigtråd, frønnede cykelskure, smuldret asfalt og en labyrint af mørke sure smågårde. I dag er der en stor venlig og lys legeplads. Her vokser grønt, og karreens voksne kan have det rart sammen med hinanden og deres børn her.

 

Ville have et menneskeværdigt miljø

I tidens løb skrev medlemmer af Røde Rose grupperne talrige læserbreve:

 

       Giv vores børn en chance for at se lidt græs, for at lege i en gård, hvor der er legemuligheder. Kort sagt: Giv dem en chance for at vokse op i et miljø, der er menneskeværdigt.

       Ægirsgade, Tagensvej, Vølundsgade og Nannasgade – slum, lokum på trappen, petroleumsovne, intet varmt vand, mørke gårde.

De unge vil indføre nye skikke

Men som skrevet tidligere, det var ikke alle der var lige begejstret:

 

       Vi ældre må finde sammen. Vi har altid været tilfredse med vore nuværende gårdforhold, og derfor må vi skrive os på en liste, der siger nej. Vi kommer til Deres dør! De unge vil indføre nye skikke og gør nar af os ældre, som vil passe os selv. Lad os sige stop.

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Byggespekulation på Nørrebro

       BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

       Den stikende kloak på Nørrebro

       Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

       Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen (under Fra urtekræmmer til Shawarmabar)