Foredrag i Stefans – Kirken den 16. april 2012. Der har været masser af bål, brand og bandekrig på Nørrebro. Men der har også været masser af kreative mennesker. Hør om bomber, panserværnsraketter, en besat kirke, et forsvindingsnummer, kampen for en bedre tilværelse, ungdomshus, Allotria, Røde Rose, Bydelsforsøg, Område – og kvarterløft. Detailhandelen har kæmpet mod trafikinvesteringer. Men det er slet ikke slut. Nørrebro vil se helt anderledes ud om ti år.

 

En stor ære

Det er en stor ære, at måtte stå her i Stefans – Kirken nok engang. For cirka 35 år siden kom Ivan til Nørrebro. Noget blev forandret på Nørrebro. Og det er det vi nu skal høre om.

Personlig har jeg altid elsket at holde foredrag her oppe fra. Det er en hel speciel stemning her i kirken.

 

Løftet øjebryn

Det er sket, at biskoppen har løftet sit øjebryn. Han har været utilfreds med ting, der er foregået i kirken. Men det er heldigvis ikke som det var i gamle dage. Da blev en præst så sur på biskoppen, at han skrev smædeviser. Resultatet var halshugning.

 

Elsker Grundtvig

Vi kunne jo også tale om Grundtvig, og den højskole, der befandt sig på Nørrebro. Vi ved jo, at Ivan elsker Grundtvig. Men gå ind på min hjemmeside og læs om dette. Emnet i aften er Nørrebro – de sidste 35 år.

 

Grundtvigs Højskole

I kender måske ikke den sten, der er placeret på hjørnet af Haraldsgade og Lersø Parkallé.

 

Men placeringen af stenen er forkert. I virkeligheden lå Marielyst, der bestod af 4 – 5 bygninger, lidt længere tilbage mod Vibekegade. Sådan fremgår det af et kort fra 1906. Jeg er sikker på, at hvis Ivan havde levet dengang, var han gået på den skole.

 

De kloge folk på Nørrebro

Tænk, hvis alle de kloge folk, der ligger på kirkegården, kunne give deres besyv med, så ville Nørrebro nok se helt anderledes ud.

Tænk, hvis Grundtvig, H.C. Andersen og Kierkegaard havde fået taget sig en snak på en bænk på Runddelen i 1845, så ville Kierkegaard være 32, H.C. Andersen 40, og Grundtvig 62. De kom alle på Nørrebro.

 

Kierkegaard gik langs søerne til Nørrebro, for at besøge Regine, som han allerede fik. Hun rejste til Dansk Vestindien. Hun var forlovet i forvejen. H.C. Andersen fik aldrig nogen. Grundtvig var hvis nok gift flere gange.

 

Min egen rolle

Måske er det en fordel, at jeg slet ikke selv er fra Nørrebro, når jeg skal fortælle jer historien. Jeg bor på selv på Østerbro, og er indvandret for ca. 15 år siden fra Sønderjylland. Men jeg har blandet mig i utallige ting på Nørrebro i tidens løb. Jeg har siddet i diverse kvarter – og områdeløft, har og er spindoktor, sekretær, webmaster for Nørrebro Handelsforening og meget mere.

 

Med andre ord, i de sidste 14 – 15 år har jeg selv været med til at forme lokalhistorien på Nørrebro.

 

Vi prioriterer forskellig

Måske ville andre have valgt en anden prioritering, end den jeg foretager. Men sådan er det her i livet. Vi prioriterer alle forskellig og heldigvis for det. Det giver mangfoldighed.

Og se det var stikordet. Nørrebro er nok den mest mangfoldige bydel i København. Her er plads til tolerance og forskellighed. Det vil sige, at disse to ord nok har været sat på prøve de sidste 35 år.

 

Helhedsplan for Indre Nørrebro

Samtidig med at Ivan kom til Nørrebro blev Egon Weidekamp overborgmester. Noget af det første han foretog sig var at kontakte Kooperativ Byggeindustri. De udarbejdede Helhedsplanen for Indre Nørrebro. Den blev dog først vedtaget i 1979.

 

Bulldozersanering

I 1950 boede der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro – borgerne følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Saneringen føltes som et kaos.

Andelsboligforeningen Peter Fabersgade 5 – 19 havde som så mange andre sendt et protestbrev til Københavns Kommune.:

 

       Vi har gennem længere tid set, hvordan der rundt omkring i kvarteret sker ændringer. Et hus rives ned, et tømmes og et bliver stående. Forretninger lukker, institutioner bygges om, her og der moderniseres og udstykkes til ejerlejligheder. Men det hele sker planløst.

 

Et bombekrater

I slutningen af 70’erne var hovedparten af Den Sorte Firkant jævnet med jorden. Bydelen lignede nærmest et bombekrater.

 

Kampen om Byggeren var en kamp mod bolighajer, kapitalismen, det politiske system og borgerligheden.

 

Starten på Byggeren fører tilbage til 1973, da en lastbil med byggemateriale kører ind på en tomt.

 

Todesgade angribes

En seks år gammel institution i Todesgade ryddes den 10. januar 1978 ved hjælp af en styrke på 500 betjente.

 

Politibrutalitet

Men ellers er sagen om Byggeren en sag om politi – brutalitet af værste skuffe. Bulldozere beordres til at rydde bygninger, hvori der sidder folk.

Hunde sættes ind mod borgere. Civilbetjente jagter tilfældige borgere. Og politiet indfører egenhændig undtagelsestilstand på Nørrebro, og hvad deraf følger. Politi – motorcykler sættes ind mod borgere.

 

Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg

En rundspørge i området afslørede, at 80 pct. af indbyggerne var imod kommunens planer. Men det i forvejen ret upopulære socialborgmester udtalte:

 

       Demokrati er ikke baseret på dørklokkebesøg

 

Fløjshandskerne lagt på hylden

Folk strømmer mod Rigshospitalet for at blive behandlet. Den 5. maj 1980 arrangeredes der en demonstration mod Christiansborg. Om aftenen roser politikerne i Borgerrepræsentationen politiet for deres besindige adfærd.

 

Men politiet havde erklæret:

 

       Fløjshandskerne bliver lagt på hylden

 

Nørrebro var Weidekamps legeplads

Med god gammeldags vold og overmagt tvang politiet aktivisterne til at opgive kampen.

 

Socialrådgiver Tine Bryld har engang udtalt:

 

       Weidekamp er beton og Nørrebro hans legeplads

 

Bemærkelsesværdige domme

Men sagen var langt fra slut. Der følger nogle besynderlige domme, som får Nørrebro – borgerne til at tvivle på retssystemet.

En taxachauffør kommer uheldigvis til at ramme en betjent. Efterfølgende blev han banket af fire betjente. Han anklages efterfølgende for mordforsøg.

 

På Nørrebrogade iført natkjole

En mand bliver idømt 40 dages fængsel for at være kørt ind i en række fremstormende betjente på en cykel.

En 37 – årig kvinde sad en uge i varetægt. Hun skulle angiveligt have kastet tre poser med vandfarve efter en bulldozer. Politiet stormede hendes lejlighed, brød døren ind, og tvang hende ned på Nørrebrogade kun iført natkjole. Total ligegyldig var de med hendes børn. Hun blev efterfølgende frikendt uden erstatning.

 

Med vold frem for demokrati tvang kommunen sine ideer frem.

 

Butiksantallet faldt

Butiksantallet faldt fra 2.326 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Værst gik det ud over sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. af butikslokalerne tomme.

Det viste sig også hurtigt, at de udsanerede ikke havde råd til at bo i de nyopførte nybyggerier.

 

Rutana

En række elever fra Det Fri Gymnasium søgte i 1980 kommunen om tilladelse til at indrette et ungdomshus i den nedlagte brødfabrik Rutana i Nanasgade. De fik ikke noget svar, så de brød selv ind i huset. Politiet brød ind og fjernede bz’erne

 

Schiønning og Arvé

Men to uger senere var det den nedlagte gummifabrik Schiønning og Arvé, der blev besat. De unge havde lært noget. Nu forstod de at barrikadere sig. Politiet måtte bruge knipler, tåregas og varselsskud for at få dem ud.

 

En broget skare

BZ’erne var en broget skare af unge, som i 1980erne indtog adskillige tomme ejendomme. Disse BZ’ere var langt mere militante end slumstormerne fra 1960erne. Konfrontationerne med ordensmagten var voldsomme.

I København vidste befolkningen ikke hvem, de skulle holde med. I det øvrige land holdt man med politiet. For i medierne blev bz’erne beskrevet som ballademagere og voldsmænd.

 

Et ungdomshus i 1982.

Efter forhandlinger med Københavns Kommune fik de unge overdraget det tidligere Folkets Hus i 1982.

 

Forbrugerne selv skyld i butikslukninger

I 1983 beskyldte den daværende formand for Nørrebro Handelsforening forbrugerne for, at de selv var skyld i den stigende butiksdød. De valgte lavprisvarehusene frem for de almindelige butikker.

 

Allotria

Og det var slet ikke slut med BZ’ erne, som politikerne havde håbet på. I løbet af sommeren 1982 var Allotria – bygningen i Korsgade blevet besat og stærkt barrikaderet.

Da en stor politistyrke i 1983 stormede huset fandt de den tom. 35 beboere var undsluppet gennem en tunnel. Den gik op til den intetanende blikkenslager, Jacobsen.

Og skjult under presenninger på en lastbil kørte de unge gennem politiets afspærringer. 

 

Vi bestemmer, hvornår vi vil slås

På facaden havde de unge mennesker hejst et banner, hvor der stod:

 

       Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås.

 

Til Ekstre Bladet udtalte Ove Sprogøe:

 

       Jeg beundrer de unge. Sikke en handlekraft.

 

I november 1984 stormede politiet Ungdomshuset. De anholdte en butikstyv, der havde stjålet 40 flasker whisky.

 

Ballade i Ryesgade

Den 14. september 1986 deltog 1.000 mennesker i et barrikade – byggeri til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Også nr. 46 var besat. Ni dage efter opgav man uden kamp. Tre års kamp var nu forbi.

 

På kajak og kanotur med de kendte

I 1988 foregik der en sand dyst på søerne. Der var kajak -og kajakkonkurrence mellem Mogens Lykketoft, Jytte Andersen, Pelle Jarmer, Gunna Starck og Knud Schou. Hvem der vandt dysten, vides ikke.

 

Mister Genbrug

Ja og Pia Kjærsgaard kunne uden at blive overfaldet sammen med Jytte Andersen kåre Mister Genbrug.

Og ikke et øje var tørt, da man kunne præsentere Danmarks længste Borgmesterstang. Allerede dengang gik man ind for rent by. Og Egon Weidekamp samlede en hunde hømhøm op. Men det var snyd. Den var af plastik.

 

To ting, jeg fortryder

Ved sin afgang i 1989 blev Egon Weidekamp spurgt om, om det var noget han havde fortrudt. Han svarede:

 

       Ja to ting. Vi skulle ikke have opgivet sporvognene, og at BZ’erne fik deres Ungdomshus.

 

I huset havde de i oktober samme år fornemt besøg. Et medlem af den nedlagte Rote Arme Fraktion gæstede huset.

 

1992

Og så boede der jo en spændende mand på Nørrebrogade. Egentlig var han farvehandler. Han blev senere bankmand. Han blev kendt for mange ting. Ejede også Nørrebro Teater. Og så havde han også andel i den legendariske Radio Merkur.

Men i 1992 forsøgte denne mand, Alex Brask Thomsen uden held, at få Nørrebrogade opkaldt efter sig.

 

Bomben i Søllerødgade

Et ordentligt brag genlød i kvarteret omkring Søllerødgade den 16. marts 1992 kl. 11.32.

Henrik Christensen var kommet cyklende fra Tingbjerg. Angivelig var han ved at pakke en postforsendelse op, da en bombe sprang.

 

PET: De lavede selv bomber

Men PET mente i begyndelsen, at Internationale Socialister selv fremstillede bomber i deres lokaler. Inden bomben gik af havde den kendte Frede Farmand advaret PET i Århus, at nazisterne havde planer om et attentat mod Internationale Socialister. Men denne advarsel nægter PET nogensinde, at have modtaget.

Politiet forsøgte at stemple Frede Farmands udtalelser som tankespind. Senere forsøgte politiet, at påvise at kontoret fremstillede krudt for aktivisterne i det nærliggende Ungdomshus.

 

Politiet nægtede, at det var højreorienterede og nazister, der stod bag bomben. Aktionen er aldrig blevet opklaret.

 

Terrornatten den 18. maj 1993

Den nat fyrede dansk politi 113 skud af mod borgere på Nørrebro. I juni 1992 havde et lille flertal sagt nej til Maastricht – traktaten. Knap et år efter skulle borgerne så til det igen. Politikerne fik deres vilje. Det blev et ja, denne gang. Man havde ikke regnet med uro.

 

Ved 22 tiden begyndte folk at bygge barrikader på Nørrebrogade. Politiet forholdt sig passivt.

 

Det endte i kaos

Fra starten var politiet i undertal. Mange af de betjente, der blev sat ind var endnu ikke færdiguddannede. Politiet manglede tåregas, og radiokommunikationen svigtede.

Menneskemængden angreb betjentene. Flere blev ramt af kasteskyts, og flere betjente gik i chok under angrebet. 

92 betjente blev skadet og 61 blev sygemeldt.

 

Af frygt for helt at miste kontrollen, affyrede betjentene 113 skud mod medborgere. 11 demonstranter måtte efterfølgende behandles for skudsår.

 

Endte med mord og selvmord

Det startede faktisk med at en gruppe på 20 betjente blev isoleret, og pludselig var i kraftig undertal. De kunne hverken trække sig tilbage eller fjerne de sårede. De brugte den sidste udvej. De trak deres pistoler og skød.

Ja en tredjedel af politistyrken fik enten fysiske eller psykiske skader.

 

Det gik åbenbart helt kludder i politiets strategi. Hele seks forskellige undersøgelser blev sat i værk. I år 2000 frikendtes alle involverede politifolk.

Men eftertiden havde desværre uheldige følger. Der blev rapporteret både selvmord og mord, som følge af de psykiske eftervirkninger af den 18. maj 1993.  En ledende politimand blev dømt for mord på sin kone. Han hang sig senere i fængslet.

 

Beboerne overtager Jægersborggade

Og i den nu meget spændende gade, Jægersborggade overtager beboerne gaden på andelsbasis.

 

En burger og sen sten

En eftermiddag i 1996 var folk, der sad på Mc’ Donalds på Runddelen  tæt på at blive ramt af en brosten. Personalet fulgte efter, og så at gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt. De noterede det hele på en blok, og forsvandt lige så hurtig, som de var kommet, og ellers skete der ikke noget.

 

Masser af hærværk

Mc`Donalds fik smadret deres vinduer mange gange. Brandbomber og brosten blev kastet mod Nærpolitistationen. Det gik også ud over en tyrkisk klub. Indgangspartiet på Helligkors Skole blev smadret, flere vinduer i Hans Tavsensgade blev smadret.

 

Renovering med måde

I området nord for Nørrebrogade er der også foregået en del byfornyelse. Men sikkert belært af uheldige erfaringer, er der ikke sket en totalrenovering. Der har været en positiv interesse for de gamle bygninger. Omfattende gårdrydninger har skabt et attraktivt boligmiljø.

 

CNN atter på besøg

Nytårsnat 1994 var CNN igen på Nørrebro. Unge hætteklædte autonome kunne ikke lide McDonalds nyåbnede burger – restaurant på Nørrebrogade 3. Der blev lavet skader på 8 – 10 millioner kroner.

Kampen mod kapitalismen og alt dens væsen druknede i vold.

 

24 skud i Blågårdsgade

Søndag den 10. november 1996 blev der affyret 24 skud fra en maskinpistol mod Nærpolitistationen i Blågårdsgade. Måneden før, var der affyret et enkelt skud. En kraftig rørbombe blev også bragt til sprængning.

 

Indkøbsordning brugt til besparelser

Det var også i 1996, at Nørrebro kom med i Bydelsforsøget. En af de gode ting var, at man sammen med Nørrebro Handelsforening lavede en indkøbsordning for ældre. Nu kunne de ældre vælge mellem de mest kendte supermarkeder. De skulle ikke mere handle et enkelt sted, som var ret dyrt. Men sådan havde kommunen bestemt.

 

Indkøbsordningen blev en kæmpe succes, indtil kommunen forhalede betalingerne og brød kontrakten. Man brugte simpelthen ordningen som besparelse. Og kommunen fik både byretten og landsrettens dom for, at det måtte man godt. Det betød, at Handelsforeningen fik et tab på seks millioner kroner. Med andre ord, detailhandelen måtte punge ud for kommunens besparelser.

 

Ringe interesse for bydelsforsøg

Bydelsrådene var et ambitiøst forsøg at forbedre den kommunale service gennem uddelegering af visse beslutninger. Problemet var at det blev iværksat fra oven. Det vakte ikke den store folkelige interesse. Valgdeltagelsen lå ikke højere end 40 pct.

Rådene blev nedlagt igen i 2002.

 

De skønne piger

Der kommer mange skønne piger ind i butikken. Det er absolut et privilegium. En af dem var skønne mørkhårede Janne. Men hun kommer ikke mere. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

 

Travlt med at fotografere

Uden for Hells Angels klubhus i Titangade gik politiet rundt og fotograferede natten til den 6. oktober 1996. Gæsterne skulle udfylde et oplysningsskema:

 

       Hvorfra kender du rockerne?

       Hvorfor skal du til fest?

       Er du kæreste med en af dem?

 

PET fik virkelig mange oplysninger til deres arkiv. Gæsterne og naboer var inviteret til Vikingefest med levende musik og helstegt pattegris.

26 kampklædte betjente var udkommanderet. De var godt bevæbnet.

 

Panserværnsraket affyret

Man var af en agent blevet advaret om at Banditos var i besiddelse af en panserværnsraket. Men man havde ikke afsøgt området.

Kl. 3.06 blev der affyret en panserværnsraket af mærket Carl Gustav fra taget af den højeste bygning i området.

 

Den strøg over hovedet på de 26 kampklædte betjente og spredte død og ødelæggelse. To blev dræbt og 28 sårede.

Janne blev 29 år og efterlod et barn.

 

Brand på Jagtvej 69

En januar – dag opstod der efter en kortslutning i en vareelevator brand på Jagtvej 69. Branden udviklede sig hurtig. Brandvæsnet blev angrebet af de unge og etageadskillelsen var nærmest væk. Politikerne gik nærmest amok. For hvem havde egentlig ansvaret?

Efterfølgende var fået rod og svamp i huset.

 

Kommunen provokerede

Københavns Kommune valgte at lukke det. Men brugerne gik nu i gang. De fik faktisk godkendt reparationerne af brandmyndighederne. Men meget provokerende satte kommunen huset til salg.

Det fik brugerne til at hænge et banner op:

 

       Til Salg sammen med 500 autonome, stenkastende voldspsykopater fra helvede!

 

Pia Kjærsgård overfaldet

Pia Kjærsgaard besøgte Nørrebro den 14. februar 1998.  Hun blev angrebet med tomater, vand og sten af 100 autonome. Hun søgte tilflugt i en nærliggende bank.

 

Omfattende skader

Den 9. november 1999 kunne butikkerne gøre skaderne op efter urolighederne:

 

       123 butiksvinduer knust

       11 indgangsdøre smadret

       7 udhængsskabe smadret

       3 Dankort – automater ødelagt

       Diverse udstillingsmontre smadret

       Mindst 7 glasdiske smadret

       Diverse butiksinventar knust

 

Et sandt røveri og vandalisme – cirkus fandt sted. Der blev stjålet tre kassevogne, sko og tøj i ukendte mængder, ure, gryder,pander,smykker, en palle maling, diverse Matas – varer, værktøj.

 

I livsfare

Inde i et parfumeri følte indehaveren og hendes mand sig i livsfare. Forgæves forsøgte de at kontakte politiet. Men det tog timer inden de dukkede op. Da var vandalisterne for længst forsvundet

 

Ingen klassekamp – uden gadekamp

Ikke en eneste blev gjort ansvarlig for dette. Og de stakkels detailhandlere, der ikke kunne få dækket deres skader via forsikringen, kunne om morgenen den 9. november se følgende på muren på Assitens Kirkegården:

 

       Ingen klassekamp – uden gadekamp

 

Ungdomshuset: Det var ikke os

Angivelig var det udvisning af en ung tyrker, som Nørrebros handlende skulle afbøde for. Nørrebro Handelsforening beskyldte Ungdomshuset for at have sat vandalismen i værk. Men de udsendte en presseinformation, hvori de bl.a. skrev:

 

       Vi er ikke en flok terrorister, der sidder og venter på den første og bedste lejlighed til at brænde vores kvarter af.

 

Ytringsfrihed har til tider trange kår

Formanden fik efterfølgende smadret sin butik. På et efterfølgende møde på Blågårds Plads måtte han have politibeskyttelse. Han blev også truet af folkevalgte politikere, at hvis han nævnte Ungdomshuset blot med et enkelt ord, ville der ske ting og sager.

Nogle gange har ytringsfriheden på Nørrebro haft trange kår. 

 

Afvist på arbejdsmarkedet

Op gennem 80’erne kom en ny gruppe udefra til Danmark, flygtningene. Deres udgangspunkt var anderledes end hos indvandrerne. De var tvunget til at forlade deres hjemlande.

Nørrebro var det sted, der havde den tætteste koncentration af indvandrere og flygtninge i Danmark. Mange af disse er blevet afvist på arbejdsmarkedet, og har derfor skabt deres egen forretningskultur. Kig bare rundt på Nørrebro:

 

       Frugt – og grønt forretninger, muslimske Halal – slagtere, grillbarer, shawarma, falafel og kebab – steder, frisører, tøjforretninger, kiosker, bazarer med gaveartikler og meget mere.

 

Bydelens mangfoldighed

Kigger du rundt om i de almindelige butikker på Nørrebro, ja så kan du også se bydelens mangfoldighed. Ikke kun på de ansatte, men også kunder fra alverdens lande pryder bydelens butikker.

 

Dengang Per Pallesen var direktør for Nørrebro Teater sagde han, at hvis man ikke havde råd til at tage til udlandet, kunne man bare tage en tur til Nørrebro.

 

2001

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen skulle indvie Informateket i Stefansgade, kom han til at fortale sig:

 

       Jeg er glad for at være på Vesterbro

 

2002

Den 21. januar 2002 vovede statsminister Anders Fogh Rasmussen sig til Nørrebro. Han fik nok ikke den velkomst, han havde ønsket sig. Det endte med æg i hovedet.

 

I Jyllands Posten kunne vi læse, at der var fejl og bedrag i 31 af 40 butikker i bydelen.

 

En bombefabrik

I det venstreorienterede kollektiv Buntzen i Baldersgade fandt politiet den 18. november nærmest en bombefabrik. Politiet mente, at disse skulle anvendes til det kommende EU – Topmøde.

 

2003

Den 25 august blev 27 autonome anholdt. 100 kampklædte betjente ryddede et besat hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade.

 

Tre dages fest i Ungdomshuset endte den 24 september med at 250 blev anholdt. Adskillige svenske og tyske sympatisører var blandt de anholdte.

 

2004

I Nørrebro Park Kvarterløft var der noget, der var succes fra starten. Det var butikskonsulentordningen, miljøambassadørerne og Informateket i Stefansgade.

Dengang havde man også to år i træk råd til at kåre Årets Butik. Ja så var det også Kulturelle Markedsdage, som egentlig var startet af min gode ven Henning. Der var sammenhold, god musik og en fantastisk stemning.

 

Start med Gospel

Tænk om søndagen var der først gudstjeneste og dernæst gospel koncert. Det har nu stået på i over ti år, men det er hvis ikke helt det samme i dag.

 

Holdt for nar

Ja og så diskuterede vi DSB – arealet gennem flere år. Men det hvis nok problemer med DSB og Københavns Kommune. Personlig følte jeg det, som blev vi holdt for nar.

 

200 mennesker blev fordelt i 10 grupper. Vi diskuterede i lang tid nedrivningen af bazarbygningen, som gav detailhandelen en omsætning på 80 millioner kroner. Beslutningen var truffet på forhånd.

 

Renovering af Nørrebroparken

Senere sad og diskuterede renovering af Nørrebro Parken for adskillige millioner, mens man i et kontor på Rådhuset havde besluttet sig for, at her skulle indrettes en Metro – arbejdsplads. Sådan kan man smide penge ud af vinduet.

 

Kommunalt ansatte med målebånd

Så var det jo godt at kommunen kunne få indtægter fra udstillingsskabe. Et udstillingsskab kostede butikkerne 2.000 kr. om året. Man kunne desuden observere kommunale ansatte iført et målebånd ud foran butikkerne. For en vareudstilling skulle koste 792 kr. pr. meter.

 

Boykot de handlende

Og i julen 2004 var der borgere på Nørrebro, der med læserbreve opfordrede til at man skulle boykotte Nørrebros butikker, fordi, der ikke var julebelysning. I årevis havde Nørrebro Handelsforening haft et underskud på et par hundrede tusinde om året, men så sagde generalforsamlingen stop.

 

Måske bliver der julebelysning i 2012. Meget tyder på, at Nørrebro Lokaludvalg nu vil stille underskudsgaranti.

Men det er langtfra sikkert, at der kommer juletræ på Runddelen. For de sidste par år, har der været nogen i bydelen, der har ment, at der ikke skal fejres jul på Nørrebro. Så de har simpelthen saboteret træet.

 

Muslimerne havde ikke råd

Nej, det er ikke fordi de muslimske butiksejere ikke fejrer jul, at julekæderne ikke kommer op at hænge. De har simpelthen ikke råd. Og halvdelen fejrer en eller anden form for jul. De vil heller eng gerne have deltaget i julebelysningen.

 

Varer leveret på Christiania – cykler

Miljøorganisationerne mente, at butikkerne skulle have leveret deres varer på Christianiacykler. Det kunne dog være lidt besværligt, når man dagligt får mellem 2 og 4 paller varer.

 

Detailhandelen måtte ikke sælge aktier

Handelsforeningen forsøgte at sælge folkeaktier i foreningen Farverigt Nørrebro. Men ak nej. Det måtte man ikke. Man fik et Fy Fy skamme sig fra Finanstilsynet.

 

Moses Hansen proklamerede, at Nørrebro tilhører Jesus og ingen andre.

 

2005

Læserne på Østerbro Avis bedømte Nørrebro i 2005:

 

       26,8 pct. mente, at Nørrebro var trendy

       30,4 pct. mente, at på Nørrebro var der plads til alle

       42,9 pct. mente, at Nørrebro havde et image som en by i undtagelsestilstand.

 

Vi fik aldrig at vide, hvad læserne på Nørrebro/Nordvest Bladet mente om Østerbro.

 

2005

Et nyt Områdeløft var startet i Mimersgade – kvarteret. De første problemer opstod, da man skulle finde navnet. Politikerne kunne ikke godtage navnet Røde Rose Kvarteret.

 

Et minde om de aktive

Man ville mindes, alle dem, der kæmpede for Røde Rose kvarteret. Det var området mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej og Godsbanen.

Kvarteret var i begyndelsen af 1970erne på en gang forsømt, overset, mishandlet og udnyttet.

 

Det var en kamp mod forstokkede embedsmænd, udvidende politikkere, boligspekulanter og meget mere.

På et tidspunkt kæmpede 400 aktive for en bedre tilværelse i området.

 

Turistforeningerne ville ikke hjælpe detailhandlen

Tilbage til 2006

De handlende håbede, at turisterne ville opsøge Nørrebro, for at se den ægte vare. Men turistforeningerne var ikke med på ideen.

 

2006

Jeg skrev masser af presseinformationer dengang, og mange af dem handlede om Ungdomshuset. Men intet hjalp. Julefreden blev ødelagt, 15 – 20 butikker i Blågårdsgade blev denne gang ødelagt. De handlende påstod ikke, at det nødvendigvis var beboerne i Ungdomshuset, der var med til at smadre butikkerne gang på gang, men folk, der støttede dem.

 

       Vi har ikke meget til overs for de unge, der laver hærværk og vold på Nørrebro. Men det er den manglende politiske løsning på Ungdomshuset, der har resulteret i urolighederne. Det er større problemer i verden end det her, så selvfølgelig kan politikerne finde en løsning

 

Politikere var lige glade

Men foreningen blev mødt med foragt. Og i den næste presseinformation skrev vi:

 

       Vi synes ikke at nogle tilfældige butiksejere på Nørrebro gang på gang skal betale for noget, som man kunne have løst i god tid inden.

 

Men politikerne var åbenbart lige glade. Vi vidste, at det endelig slag lod vente på sig. Og politikernes attitude provokerede yderligere.

 

Fogedretten havde afgjort, at Ungdomshuset skulle være ryddet den 14. december.

 

Krofatter snød med øllet

Og det var også her i 2006, at Lygten Station kunne fejre 100 års fødselsdag. Jo Nørrebro havde på et tidspunkt tre stationer. Og ved Lygten Station lå et berømt kro. Rygterne ville vide, at krofatter snød med øllet.

 

2007

Og de samme politikere talte atter engang om bedre kollektiv trafik. Men de glemte lige at nævne, at fra 2001 til 2007 var billetpriserne steget med 30 pct. Ja og så havde man også lige nedlagt adskillige ruter.

 

Pjaltehæren skulle genopstå

Klaus Bondam valgte at genoplive Pjaltehæren. Det var dem, der hver morgen gik fra Fattiganstalten, Ladegården for at feje gaden. Eneste forskel var nu, at de skulle kalde sig Gadens helte.

 

Ungdomshuset respekterer naboer

I begyndelsen af september 2007 holdt 400 unge mennesker en improviseret fest i Jaqtvej 69. Det endte med, at 25 – 30 biler hos en bilforhandler blev ødelagt.

Nørrebro Handelsforening forlangte en undskylding. Den fik man aldrig. I stedet udsendte Ungdomshuset en presseinformation:

 

       Vi vil gerne respektere de naboer, vi bor sammen med. Vi er ikke interesseret i at smadre folks ting, hverken ruder eller kunst.

 

En personlighed

Jeg havde lært en personlighed at kende. Ja det skete vel allerede 2003, da min kone døde. Jeg var træt af, at folk var bange for at dele min sorg over tabet af hende. Derfor skrev jeg en kronik i PaaGaden, som desværre ikke udkommer mere.

Kvinden spurgte, om hun måtte bruge min kronik i hendes arbejde. Ja og kvinden var Anne Braad, som I sikkert alle ved, var præst her i kirken.

 

Svineriets 10 bud

I mellemtiden var svineriet på Nørrebro taget til. I et af de udvalg, jeg sad i, søgte vi om tilskud til papirkurve på Nørrebrogade. Men det kunne vi sandelig ikke få, det var der ikke råd til. Ja og en dag kom Anne Braad så ind i butikken. Hun havde udarbejdet Svineriets Ti Bud:

 

1.       Du skal holde din sti ren

2.       Du må ikke misbruge Vej og Park

3.       Du må kun pisse i din egen rede

4.       Du må selv tage skraldet

5.       Du må gerne male byen rød

6.       Men du må ikke skrifte på væggen

7.       Du skal feje for din egen dør

8.       Og også for naboens

9.       Du må ikke tabe modet

10.   Du skal finde melodien

 

Ungdomshuset for en krone

Medierne begyndte nu pludselig at vise interesse for en 7 år gammel nyhed. Det var den 13. juli 2000, hvor Nørrebro Handelsforening skulle tage stilling til, om man ville overtage Ungdomshuset for en krone. Det var dengang, hvor overborgmestren havde tid til at mødes medHandelsforeningen. På et af disse møder, var Jens Kramer Mikkelsen  kommet med forslaget.

 

Man spurgte Ungdomshuset

Men det medierne så glemte, at fortælle var, at  Handelsforeningen spurgte Ungdomshuset om deres mening. De ville sandelig ikke underlægge sig kapitalens interesser.

 

Faderhuset

De unge var ikke særlig begejstret for Ruth Evensen fra Faderhuset. Følgende kunne man læse på Ungdomshusets hjemmeside:

 

       Hvis Ruth mener, at vi kommer fra Helvede, så lad os give hende Helvede

 

Gud havde pålagt at overtage Ungdomshuset

Det var meget mystik omkring salget af Ungdomshuset. Det var selskabet Human A/S, der købte Jagtvej 69. Klausulen gik på at et salg kun kunne foregå til Københavns Kommune. Men pludselig havde Faderhuset overtaget alle aktier.

 

Ruth Evensen udtalte, at Gud havde pålagt menigheden at overtage Ungdomshuset.

 

70 psykisk lemlæstede

Ja min gode bekendt, sognepræst Niels Underbjerg fra Østerbro kender i hvert fald godt Faderhuset. Han havde taget sig af mindst 70 psykisk lemlæstede, ofte unge mennesker, der var på flugt fra sekten.

 

Gud sørger for, at der er penge

Og Ruth Evensen fortalte, at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede også for, at der hele tiden var penge i kassen.

 

Var det brandbiler

Den 1. marts 2007 var ikke alt som det plejede, at være. Jeg skulle allerede møde kl. 7 på arbejde. Vi havde Bogudsalg. Men fra min cykel kunne jeg se lidt længere fremme foran Jagtvej 69 holdt nogle mærkelige biler.

 

       Var det brandbiler ?

 

Vi smadrer jeres ruder

Lidt senere blev vi fra vinduerne i vores køkken vidne til en sand amerikansk actionfilm med helikoptere og soldater, der firede sig ned på taget.

Flere ambulancer kom hyldende ned af Heinesgade.

 

Ude på Nørrebrogade var der allerede en krigerisk stemning. Flere unge havde fået lov til at låne vores toilet. Men ude fra gaden lød der pludselig trusler.

 

       I sælger bøger til strømerne, I får jeres ruder smadret.

 

Truet med at brænde hytten af

Så galt gik det dog ikke. Men op af formiddagen blev en ejer af en grill – kiosk truet med, at de ville brænde hans hytte af, fordi han serverede for et par civilbetjente.

 

Kunder blev fornærmet

Masser af journalister og Tv – folk dukkede op i løbet af dagen. Butikkerne rundt om, lukkede efterhånden. Det meste af personalet, var gået hjem.

Et kvarter før lukketid besluttede jeg, at nu lukkede vi. Situationen var ved at udvikle sig. Jeg bad kunderne gå hurtigt til kassen. Og det var der et par stykker, der blev meget fornærmet over. Nu skruede jeg bissen på.

 

Ulrikke Meinhoffs berømte ord

Balladen fortsatte om aftenen. Kvickly og Irma på Runddelen blev raseret. Inventar og varer blev kastet på bålet. Der var sandelig atter engang Breaking News fra Nørrebro.

 

Det var som om, at de unge mennesker fulgte Ulrikke Meinhof’s berømte ord:

 

       Kast en sten, og det er en kriminel handling

       Kast tusinder af sten og det er en politisk manifestation

 

Truet med visitering

De følgende dage var der ballade. Biler, der tilhørte de entreprenører, der stod for nedrivningen blev brændt.

En masse veje var afspærret. For at komme på arbejde måtte man gennem afspærringen. En morgen blev jeg som sædvanlig stoppet af en betjent. Han var tydeligvis morgensur. Han havde måske været på vagt i et døgn.

 

       Hvor skal du hen

       På arbejde

       Hvor

       Derinde (jeg pegede ind i boghandelen)

       Det kan du sagtens sige

       Det er jo også det jeg gør

       Du skal ikke være fræk

       Det er jeg heller ikke, jeg skal på arbejde

       Kan du bevise, at du arbejder derinde?

       Skal jeg gå rundt med en bog

       Nu skal du visiteres, Dette er visitationszone

 

Men det nåede han dog ikke. En kollega tog fat ham, og sagde høflig vær så god til mig, og løftede afspærringen.

 

Turen er kommet til de homoseksuelle

Ruth Evensen gjorde sig igen bemærket i medierne. Hun udtalte, at nu var de autonome besejret. Nu skulle turen komme til de homoseksuelle.

 

Gode forbindelse til Ungdomshuset

Tonen mellem Handelsforeningen og Ungdomshuset var blevet bedre. Vi deltog i mandagsmøderne på Rådhuspladsen, men også på Jagtvej 69 var vi inviteret. Vi tilbød os som mægler. Og så hjalp vi de unge med en indsamling for de skadeslidte. Den bragte dog ikke så meget.

 

Truet med presseetisk nævn

Men fra overborgmesteren indløb en anklage efter en artikel på vores hjemmeside. Hun ville melde redaktøren, og det var altså mig til Presseetisk Nævn. Hun mente sig forkert citeret. Men heldigvis havde vi gode venner på Radioavisen.

Jeg havde ikke citeret hende forkert, men modtog aldrig en undskyldning.

 

Andre politikere angreb os, og især almindelige politibetjente sendte masser af hademails til os.

 

Ny turistmagnet: Ground 69

Nørrebro havde fået en ny turistmagnet, Ground 69. Det var nu ikke så meget at se, lige bortset fra madrester, pizzabakker og store rotter.

 

Væk fra Nørrebro

Den 2. september 2007 skrev jeg atter engang en presseinfo. Grunden var, at om søndagen vågnede beboerne atter engang op til glasskår, brosten og afbrændte containere. Butiksejerne måtte atter engang ud at feje glasskår. Ja de var blevet hidkaldt af medierne eller vagtselskaberne. Natten havde været et infermo af flyvende brosten, flasker, og molotow – coctails. Skaderne var omfattende.

 

Butikkernes varelager og inventar samt borgernes cykler var blevet brugt til barrikader og bål.

Butikker og beboere gav udtryk for, at de var på vej væk fra Nørrebro.

 

43 butikker raseret

Igen måtte butikkerne selv punge ud. Jeg tog en runde sammen med formanden. Det viste sig, at det var gået ud over 43 butikker. Ja selv den lille Dyrehandel på Runddelen var blevet kapitalist – butik.

 

Nyt fag: Stenkast mod betjent

På direkte TV kunne vi følge de unges kamp for besættelsen af Grøndals Vænge 32. Breaking News var atter på plads. En masse gas blev anvendt.

Og i Fælledparken havde Det Frie Gymnasium indført en ny sportsgren på deres skema:

 

       Stenkast mod betjent.

 

Udgift: 150 millioner kroner

Da politikerne langt om længe fandt en løsning omkring Ungdomshuset, havde det haft store udgifter:

 

       det kostede samfundet alt i alt mellem 125 og 150 millioner kr.

       ca. 1.200 anholdte, der skulle gennem retssystemet

       efterladt frustrerede betjente, der var godt trætte af deres arbejde

       efterladt en bydel med et dårligt omdømme, hvor ordene tolerance og mangfoldighed falmede.

 

Og på Jagtvej overtog Hizb ut Tahrir ledelsen af børnehaven Salam.

 

2008

14 dage efter, at Nørrebrogade blev udsat for et trafikforsøg påbegyndte Københavns Kommune en undersøgelse af virkningerne. Den kostede 350.000 og resultatet var givet på forhånd.

 

Krisemøde på Rådhuset

Detailhandelen protesterede, og ca. 75 handlende mødtes til krisemøde på Rådhuset. 300 streamers med påskriften Denne butik er lukningstruet p.g.a. Omlægningen af trafikken på Nørrebrogade blev ulovlig fjernet af venstre – aktivister. Politiet ville ikke modtage anmeldelse om hærværk fra butikkerne.

 

Utroværdig og manipulerende

Detailhandelen foretog selv undersøgelser. De troede ikke på kommunens. Men politikere og medier kaldte disse for utroværdig og manipulerende.

Detailhandelen fik det indtryk, at politikerne hellere ville diskutere, hvor bred cykelstien skulle være, frem for at diskutere konsekvenserne for deres handlinger.

 

Kulturindsprøjtning på 70 millioner kr.

Nordvest fik en kulturindsprøjning på 70 millioner kroner for at rumme Ungdomshuset.

 

Tilflugt i Brorsons Kirke

Dramaet i Brorsons Kirken var også Breaking News. Jeg husker billedet, af en ung pige, der sad og spærrede for den bus, der skulle fragte de iranske flygtninge tilbage til fængsler og opholdslejre.

 

Pigen fik syv slag med politi – kniplen. Da hun så ville flygte, fik hun et ordentlig slag i ryggen, så hun faldt helt sammen.

Mange fik masser af tæsk den nat.

 

       Betjentene har løst deres arbejde på fortræffelig vis. Ja sådan udtrykte, betjentenes chef situationen.

 

I middelalderen søgte man tilflugt i kirkerne for sine fjender. Men det hjalp ikke natten mellem den 13. og 14. august. Da stormede politiet Brorsons Kirken. Jo Kirkeasyl er et len fra middelalderen. Hvis man søgte tilflugt i kirken kunne man ikke dræbes eller angives.

Det forsøgte Knud den hellige. Han søgte tilflugt i Skt. Albani kirke i Odense. Men han blev dræbt af oprørere.

 

       Det var ikke mig, der ringede efter politiet. Sådan udtrykte integrationsministeren det.

 

Tænk, at nogle havde opholdt sig i Danmark i ti år. De blev sat på et fly og sendes til en ukendt skæbne.

 

I 1992 fik 460 statsløse palæstinensere opholdstilladelse i Danmark efter først at have fået nægtet asyl.

 

Ca. 70 palæstinensere søgte derefter tilflugt i Enghave Kirke og siden i Blågårds Kirke. 600 præster gik i forbøn og opholdstilladelsen gik igennem.

 

Den 15. maj 2009 søgte 60 afviste irakiske asylansøgere tilflugt i Vore Frue Kirke. De havde fået besked på at forlade landet. Den 18. maj flyttede de til Brorsons kirken.

 

Præsten, Per Ramsdal blev hængt ud for at være kriminel. Mange af de aktive fik ransaget deres hjem. PET havde travlt. Men mon ikke Brorsons Kirke i dag er en del af danskernes kollektive bevidsthed ?

 

2009

Da Metro – byggeriet nærmede sig, måtte en masse gravsteder lade livet eller flyttes på Assistens Kirkegård . Der er nævnt tal på mellem 475 og 1.000 gravsteder.

68 af disse blev skønnet til at være bevaringsværdig. De får nu et andet sted. Og endnu eksisterer der et familegravsted direkte på byggepladsen.

 

Hvad gør man ikke for den kollektive trafik?

8 familiegravsteder får også en ny plads. Den sidste begravelse på området fandt sted i 1998. Og her gik jeg og troede, at der var gravfred i mindst 20 år. Og er kirkegården ikke fredet?

 

Hvad gør man ikke for at forbedre den kollektive trafik?

Men hvorfor fører man så ikke linjen gennem det mest folketætte område i Danmark ned til Stengade? Svaret er, at der er penge at hente på Frederiksberg.

 

Kommercielle kultur uønsket

To restauranter blev ødelagt af aktivister. Den kommercielle kultur var uønsket på Nørrebro. Der blev slukket for strømmen, cement blev hældt i toiletterne og lokalerne raseret.

Aktivisterne fik deres budskab bredt ud i medierne:

 

       Det bør være op til de mennesker, der bor her, bruger byen og som holder af stedet, der skal bestemme. Der skal ikke være kæder, der udnytter folk, og som prøver at presse en mainstream – kultur ned over os.

 

2011

Efterhånden blev det trendy, at komme på Nørrebro. Eksisterende forretninger bliver udskiftet i massevis. Nye butikker og restauranter dukker op. Bydelen er blevet ungdommens by.

 

Hyggelig, åben, vild, blød, levende og spraglende

Nye ord, der dækker bydelen er dukket op. Hyggelig, åben, vild, blød, spraglende og levende. Her er masser af sommerfester, nytårsfester og musikfestivaller.

 

Hot spot

Samtidig venter der et stort socialt arbejde. Nørrebro er et af de steder, hvor beboerne tjener mindst. To områder er udpeget som Hot Spot område.

Læser man den rapport, der danner baggrund for Hot Spot indsatsen, bliver man sandelig bekymret.

Rapporten bærer i høj grad indtryk af, at indsatsen ikke er koordineret.

 

En rod på Nørrebro

Janus Nahil Bakrawi som vi kender fra tv – serierne Ørnen og Taxa. Filmen, Pizza King og meget mere, Vi kender ham fra TV2, hvor han jagtede bortførte børn. Ham havde vi forleden besøg af i boghandelen.

Han har lige udgivet en pragtfuld bog – Rod, en Fighters liv.

 

Han blev bortført af sin far til Jordan. Som 18 – årig flyttede han i sin lejlighed i Allersrogade. Han kørte rundt med sine kammerater i en Toyata Corella Twin Camp og spejdede efter danske piger. Han fik af sine kammerater, skyld for at være Danish Crown. Hans kammerater fortalte ham, at danskerne var Danish Bacon Prime. De var usoignerede og usle. De så hinanden halvnøgne og de fortalte racistiske vittigheder.

 

Opgør med Allah

På et tidspunkt spekulerede Janus, at købe en pistol. Men han havde ikke råd til det. Han droppede tanken og tog et opgør med Allah.

 

På legepladsen ved Rådmandsgade begyndte han at spise en hel pakke pølser, som han havde købt i Netto. Det endte med at han brækkede sig ud over det hele i en bus. Hans opgør varede i tre døgn.

 

Mon ikke det er mange unge på Nørrebro, der har denne identitetskrise?

 

Carina – effekten

Fattigdoms – debatten blev helt afsporet. Dem, der har sit på det tørre, fik indtryk af, at de fattige lever på en guldsky. Den såkaldte Carina – effekt, har i den grad sat sine spor. Følgen blev, at de fattige og socialt udsatte yderligere kunne mærke skruen. Og det har ramtNørrebro.

Fattigdom er direkte årsag til social udstødelse, som fører til kriminalitet, misbrig og ghetto – dannelse.

 

Cykel – motorvej

Nørrebrogade er blevet Europas cykel – motorvej nr. 1. Cykelstien er så bred, at der er modkørende trafikanter.

 

Thomas Helmigs Plads

Sankt Hans Plads bliver kaldt for Thomas Helmigs Plads. Det var simpelthen jydernes samlingssted. Ja man påstår at uret på Sankt Johannes Kirken går fire minutter forkert af hensyn til jyderne.

 

Tyg Khad

Elmegade, Blågårdsgade og Jægersborggade er super – trendy. Man får raw – food, sushi, og det gamle begreb, folkekøkken er dukket op.

På Indre Nørrebro har vi stadig området Lille Mogadicho. Her kan du få ægte afrikansk mad. Du kan købe khad og tygge det, hvis du har lyst.

 

Michelin – stjene i Jægersborggade

Og Jægersborggade, hvor der var rockerkrig og hvor, der åbentlyst blev forhandlet hash, indeholder i dag 40 spændende butikker.

Men dengang i fortiden var der fem bagere i Jægersborggade. Nu kan man finde Danmarksmesteren i kaffebrygning i gaden. Og så har en restaurant i gaden fået en Michelin – stjerne.

 

Alberti og barnemoderen

Tænk at næsten hele gaden engang blev ejet af Alberti, politiker og storsvindler. Ja han blev kørt over af en sporvogn ved Fælledvej, og døde et par dage senere.

Og her boede barnemorderen, der havde ca. 23 små børn på samvittigheden. Nogle af mordene foregik i gaden og på Assistent Kirkegården.

 

Hash – handel

Ukendt er det vel heller ikke, at her foregik en livlig hash – handel. De er hvis nok trukket til Nørrebroparken

 

Årets leder

Tænk – så fandt man årets leder på Nørrebro. Det er dejlige rødhårede og temperamentsfulde Lise Egholm. Hun tager daglig sine livtag med muslimske forældre på Rådmandsgades Skole. Man siger, at hun kender navnene på samtlige 600 elever på Rådmandsgades Skole. Det nytter ikke, at være sløv, slap og slasket, som hun selv siger. Der tales 38 sprog på skolen.

 

Højst 50 pct.

Hun står fast, at vores ytringsfrihed, vores trosfrihed og vores demokrati skal bevares. 

Så mener hun, at Københavns Kommune har berøringsangst vedr. skolepolitikken. Lise mener, at der skal være højst 50 pct. tosprogede på en skole.

 

Min mand tror det er Allah

Lise mener også, at der er plads til kvindeoprør hos indvandrerne. Og skal vi lige citere en sætning fra Lises bog: Fra den blå sofa. Det er en indvandrerkvinde, der siger følgende:

 

       Jeg bliver ikke gravid. Min mand tror det er Allah. Jeg tror, det er pillerne.

 

Et stykke musikhistorie er forsvundet

For nylig brændte en bygning på Jagtvejen. Den indeholdt engang Zigøjnerhallen. Her optrådte Bjørn Tiedemann, Ragel Rastenni, Wandy Tvorek, Leo Mathiesen og Victor Borge. Jo det var tider, dengang.

 

En mindepark.

Og når vi så en gang har fået etableret Metro – forbindelse med omverdenen, ja så skal Assitens Kirkegård i 2019 omdannes til historisk mindepark i stil med Kongens Have.

Og så kan man jo mindes Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten og gav udtryk for følgende:

 

       Så befri mig dog fra dette mørke sted

 

Vi kan mindes H.C. Andersen, der altid havde en seddel med sig på sine rejser:

 

       Jeg er kun skindød

 

Og endelig kan vi mindes, at der blev bundet en snor til af afdødes storetå. Den var forbundet til en klokkeanordning, så graveren hurtig kunne tiltræde, hvis nu …..

 

Nørrebrogade i fremtiden

Pludselig over nat var nærpolitistationen på Nørrebrogade lukket. Nørrebrgade fik en kedelig rekord. Her sker flest gaderøverier i Danmark. Det bliver begået af unge mænd med knive og løstsiddende knytnæver. De frarøver forbipasserende kontanter, Dan – kort og mærketøj. I – phones er også meget eftertragtede.

 

Også butikkerne oplevere et stigende antal af tyverier og røverier.

 

Nu har man så vedtaget, at rebovere resten af Nørrebrogade. Men hvorfor skal det tage tre år. Har man ikke lært af Indre Nørrebro, hvor det hele på et tidspunkt var kaos.

En bussluse ved Højbanen vil betyde stor udskiftning af detailhandelen.

 

Ja og så har man fået en rød cykelsti som ikke lever op til navnet. I hvert fald ikke i regnvejr. Så ligger alle cyklister og vælter rundt.

 

Jeg vil tro, at hvis Ivan og Ove om ti år vil gå en tur op af Nørrebrogade, ja så vil de ikke

kende den.

 

Afslutning

Livet er sjovest midt mellem orden og kaos. Det er sjovest når verden er præget af netværk, nytænkning, kombinationsevne og mangfoldige mennesker. Så bliver det sjovere og mere effektivt. Sådan var det engang på Nørrebro.

 

Det er altid skidt for livskvaliteten og skidt for økonomien, at reducere mennesker ud fra fordomme.

Jo ringere vores billede er af andre mennesker, des ringere bliver vi selv.

Mangfoldighed giver gode liv.

 

Men ærlig talt, de ord som Nørrebro har brystet sig med som tolerance og plads til alle, har været angrebet flere gange.

 

       Kære tilhørere, tak fordi I holdt ud til det sidste.

       Kære Ivan og Ove, I har gjort en forskel. I bliver husket. Det var atter en ære, at stå her i kirken for femte gang og give jer alle en historie……

 

Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk og www.norrebro.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Bomben i Søllerødgade

       Hvorfor skulle Janne dø?

       Dramaet i Brorsonskirken

       Røde Rose på Nørrebro

       Byggespekulation på Nørrebro

       Et ”Faderhus” på Nørrebro

       Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade

       Fristeder og Ungdomshus

       Grundtvig på Nørrebro

       Historien om Jægersborggade

       Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

       Nørrebro – den 18. maj 1993

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3

       Ungdomshusets historie 1 – 2

Bønderne skulle holde i lange køer. Men politimesteren nægtede at åbne tidligere. Arbejderne på Nørrebro skulle betale for at komme på arbejde, og for at komme hjem. Det var direkte livsfarligt at færdes omkring portene, da trafikken tiltog i 1840erne. Nogle havde fri passage, men reglerne var åbenbart vanskelige at håndtere. Modstanden mod portene voksede fra misfornøjelse til direkte had.

 

Fire porte

Det var dengang, København var ligesom en fæstning. Den eneste måde man kunne komme til og fra byen var gennem mørke og snævre porte. Der var tre mod Sjælland og en mod Amager.

 

Der var lukket

De tre af portene var om natten hermetisk lukkede. Nørreport lukkede ikke helt. Mod ekstra betaling kunne man for lov til at slippe ud eller ind. Seks nætter om året i den såkaldte kildetid stod alle porte åbne hele natten.

 

Bøndervogne i kø

I vintermånederne, når portene først blev åbnet kl. 7, kunne man se lange rækker af bøndervogne, der kom med dagens forråd af torve – varer.

De ventede på, at Konsumtions – kontoret åbnede. Det gjaldt om, at komme tidligt. Det tog ofte flere timer inden den sidste vogn, var ekspederet.

 

Politimesteren sagde nej

Borgerepræsentanter fremkom i 1840 med et forslag om, at portene åbnede kl. 6, da de mente, portspærringen var en hindring for byens handel. Desuden var de kolde vintermåneder ubehagelige for de ventende bønder. Men det ville politimester Bræstrup ikke høre tale om. Han mente ikke, at det var behov for at handelen skulle begynde så tidlig, Og da slet ikke før det blev lyst.

Han mente også at mørket kunne give anledning til tyveri.

 

Dyrt for arbejderne

Men lukningen var også et problem for de arbejdere, der skulle ud til Nørrebro for at arbejde. De skulle betale 2 skilling for passage. Det var en betydelig udgift for arbejderne. Det hjalp heller ikke, at fabrikant Drewsen og jernstøber Heegaard klagede.

 

Afgifter

For bonden var det også dyrt at betale entré til byen. Måske havde han allerede passeret flere bomme for at komme til byen. Enhver ridende og gående måtte til lommerne. Og bonden måtte fra gammel tid betale afgift af næsten alt, som han bragte til byen.

 

Da et par mænd fandt på at grave sand i Valby Bakke og indføre det ind i København måtte de også til lommerne.

 

Bropenge

En række betjente var sat til at undersøge bøndernes vogne for lige at checke, at alt blev betalt. Når man omsider var kommet forbi Acciseboden og Konsumtionsbetjentene kom man til næste spærring, Byens Bom.

Denne var anbragt i selve Ravelinen. Her skulle atter betales. Om dagen opkrævedes den såkaldte Skillingstold eller Bropenge. Denne afgift faldt bort om aftenen, men så trådte andre og dyrere takster i dets sted.

 

Betalingen af de såkaldte Port – eller Passagepenge tilfaldt kommunen. Der betaltes 19 skilling for en lukket vogn, 10 skilling for en åben vogn og 6 skilling for en rytter.

 

Fritaget for afgifter

Der var nogen, der var fritaget for afgifter:

–  Det var alle kongelige vogne, samt kongelige og fyrstelige personer med følge til hest. Generaler og generalstabsofficerer med deres ordonnanser og rideknægte.

Kurerer og stafetter, kørende og ridende poster, vogne der kørte med vildt, fisk, frugt og brænde til kongehusets hofteater. Også vogne med havre, hø og halm til Staldetaten og til de militære.

 

       Alle militære transporter, alle hussarofficerer i uniform og vogne i fadeburs – eller kongerejser. Endvidere sprøjter med karrer og sluffer i ildebrandstilfælde, ligvogne, dag – og natterenovationsvogne og Skyttebrødrene når de på fugleskydningsdagene kørte i procession med Fuglekongen.

 

Endelig udstedtes tegn til fri passage enkeltvis til særlig begunstigede personer, til fremmede gesandter, højtstående embedsmænd m.m.

I alt var der udstedt ca. 600 sådanne fritegn, som skulle forevises ved portene.

 

Hvad var klokken?

En ringning skulle bekendtgøre, hvornår de forskellige takster trådte i kraft. Men man klagede over, at man ikke kunne høre dem. Det var også lidt tilfældigt, hvornår man begyndte at ringe.

Efter lange forhandlinger vedtog man, at opstille autoriserede ure ved stadens fire porte.

 

Den 1. oktober 1842 blev fire nye ure taget i brug. Det var såkaldte bornholmske prøveure uden slagværk. De stod inden for vinduet i bomhuset. Om aftenen blev deres skive belyst af en lygte.

 

Men heller ikke det kunne forhindre uenighed. Det kom til politiforhør i anledning af brandmajor Kellermann påstod at være afkrævet bompenge 1 minut før klokken var 6. Urene slog først, mans han parlamenterede med bommanden om klokkeslette.

 

Hvem skulle nu betale?

En stabsofficer med en forkert hat måtte heller ikke passere. Og kongelige jagtbetjente havde fri passage. Men en dag indfandt der sig ved Nørreport en knægt på ca. 8 år. Han fremviste et jagtskilt og krævede fri passage. Men det ville portbetjenten ikke anerkende. Så knægten blev krævet to gange 6 skilling. Men det viste sig senere, at knægten var jagtbetjent. Han var sendt i byen af en skovrider. De 12 skilling måtte betales tilbage.

 

En minister – karet, der indeholdt ministerens tre børn og guvernante kunne ikke få fri passage. Bomforpagteren konfiskeret tegnet. Men justits – og udenrigsministeriet måtte i gang med at arbejde.

Forholdene mellem portbetjentene og publikum var i konstant krigstilstand.

 

Ville ikke betale

Det skete også at vogne i stærk fart forsøgte at køre forbi bomhuset uden at betale. Blev de så standset, ja så måtte man betale en bøde på en rigsdaler.

Vrede kuske kastede penge til bommanden på gaden. Men fik man vognen standset, måtte han selv stå af vognen og samle pengene op.

 

Det skete ikke så få gange, at bomvagten heller ikke kunne finde ud af de indviklede regler. Så måtte retten tage over. I 1851 tomlede ministeriet med en afgift, som de kaldte passagepenge.

 

Porten var for smal

I 1840 måtte bommen ved Vesterport tages bort i forbindelse med Frederik den Sjettes begravelse. Den var for snæver til, at ligvognen kunne passere igennem. Straks efter tilbagekomsten fra Roskilde blev den dog sat på igen.

 

I 1848 var den atter nedtaget på grund af ingeniørarbejde i Ravelinen. Da den igen skulle sættes op, protesterede kæmneren. Bommen ville nu skræmme den nu smukke Avenue til Staden.

Men bompagterne forlangte den, da de ellers ikke kunne få penge ind til byen.

 

Samme problem opstod ved Nørreport nogle år senere. Her var det Ingeniørkorpset som frarådede genanbringelse af den gamle bom. De foreslog i stedet en jernkæde mellem to lygtepæle. Det modsatte bomforpagteren sig. Men kæden blev dog nu anbragt trods forpagterens protest.

 

Forpagterne beskyttede sig selv

Forpagterne havde lavet deres egen forening. De var de eneste, der vidste, hvor meget forretningen indbragte. Ingen andre turde byde på forpagtningen, og det var foreningen glade for. Men i 1849 brød kommunen denne ordning.

 

Farligt at passere portene

Det var heller ikke helt ufarligt at passere portene. Portene var alt for snævre til at tage den enorme færdsel. Forholdene blev hele tiden værre. Trafikken voksede med forstædernes tiltagende bebyggelse. I 184oerne blev omnibusser og store diligencer taget i brug. De gående måtte trykke sig helt ud til siden.

 

Kritik i medierne – dengang

Fædrelandet skrev i 1845, at Vesterport var så smal, at to mennesker ikke kan gå jævnsides, når en vogn på samme tid kører igennem. I løbet af en halv dag passerede to gange 10.000 mennesker.

 

I en artikel fra 1847 skildrer samme blad indgangen til København:

 

       Man forsøge om muligt at sætte sig ind i deres Sted, der første Gang føres forbi disse Toldhuse, disse uforlignelige Bomhuse, disse Vagt – og Sprøjtehuse, disse i alle Kroge besudlede Porte, gennem al denne Tranghed, hvor Mennesker og Kvæg, kørende og gaaende, Omnibusser og Ammer med Børn paa Armene og Livet i Hænderne presses og stuves igennem den ene snævre Aabning for at slippe ud og ind. Og al den Styghed og Usselhed danner Indgangen til et Riges Hovedstad, en kongelig Residensstad.

 

Pontonbro

I 1843 indgav kommunalbestyrelsen et andragende til kongen om at Nørre – og Vesterport måtte blive udvidet. Forslaget blev afvist, men kongen påbød at der midlertidig skulle anlægges en bipassage for fodgængere på en pontonbro over fæstningsgraven ved Vesterport. I dette og det følgende år lå denne pontonbro fra midt i april til midt i oktober.

Men den gavnede nu ikke ret meget.

 

Tunneler

I 1845 fremkom nye tanker om Vesterport. Arkitekt Herholdt foreslog at lægge tunneler gennem volden på begge sider af porten, men heller ikke dette blev til noget.

 

En lille lettelse

Krigsbegivenhederne i 1848 betød en lille lettelse. Den 6. april bekendtgjorde Københavns guvernør, Landgreve Wilhelm af Hessen, at Vesterport indtil videre, at hensyn til de med jernbanen ankommende eller afgående kurerer skulle stå åben hele natten.

Borgerrepræsentationen så muligheden i at nedbryde porten helt, men det kunne Krigsministeriet dog ikke tillade.

 

Misfornøjelse voksede til had

Befolkningens misfornøjelse voksede til et virkeligt had.

Og da de endelig blev sløjfet, betragtede befolkningen det som en sejr.

 

Kilde: Se

       Litteratur København (under udarbejdelse)

Den stakkels løve, der nu står på den gamle kirkegård i Flensborg har været så meget igennem. Efter to år forsøgte man, at ødelægge den i Flensborg. Den blev flyttet til Berlin, hvor den stod to steder. Her blev den også udsat for at blive kopieret, og var nu symbol på preussisk sejr. Vores løve rejste til København. Og endelig i 2010 fandt den hjem igen. Løven har blødt op i nogle sår, men nu er alt fordrageligt, og løven har igen fået den opmærksomhed, som den fortjener.

 

Istedløven er kommet hjem

Nu brøler Istedløven igen. Den har i utallige år været gemt væk på en overset plads. Egentlig har den stakkels løve haft en omtumlet tilværelse. Men nu er den vendt hjem

Den blev skabt af billedhuggeren H.V. Bissen i 1862.

 

Fra Flensborg til Berlin

Ja den stod kun på Flensborg Kirkegård i to år. Den løb væk under den anden slesvigske krig i 1864.

Den dukkede op fire år senere, hvor den blev stillet op ved Berlins tøjhus. Det var efter befaling af den preussiske konge.

Men efter ti år, løb den igen væk .Det var i 1878 Nu dukkede den op ved en nyopført kasserne i bydelen Lichterfelde. Nu skulle den pludselig minde unge kadetter, om den preussiske hærs bedrifter.

 

Den endte ved Tøjhusmuseet

Den var opsat på Flensborg Kirkegård, nedtaget af tyskerne, eksporteret til Berlin. Med amerikansk hjælp kom den igen hjem. Men hvor skulle den nu placeres. Fredericia ville hvis gerne have den. Og Tyskland afviste den igen.

 

Den endte med, at stå ved Tøjhusmuseet . Og her stod den i over 60 år. Men det gør den ikke mere. Det var hvis nok den navnkundige Berlin – korrespondent Henrik V. Ringsted der hørte brølet. Han mente, at den skulle til Danmark.

 

Kongen: Det var en gave til Flensborg

Og Christian den Tiende var begejstret:

 

       Jeg modtager løven, Istedløven, med tak til dem, der bragte den herop, og til dem, der har ofret deres liv for, at vi kunne blive frie. Når man tænker tilbage, så var det kong Frederik den Syvende og hans generation, der overrakte denne gave til Flensborg. Ifølge traditionen synes jeg også, når forholdene tillader det, at den opstilles nede i Flensborg til minde om de tider, der er gået, og til erindring om alle dem, der ofrede deres liv i Treårskrigen.

 

En sejrs – løve

Løven er en sejrs – løve. Det var på Isted Hede den 27. juli 1850. Her lykkedes det at besejre Slesvig – Holstenerne.

Det var afslutningen på tre – års krigen.

 

Redaktør: Den skal stå på Bov Bakke

Min gode ven, Per Borregaard, der var redaktør på Jydske Tidende (ja, sådan hed avisen – dengang) i Aabenraa mente, at den skulle stå på Bov Bakke og kigge ned på Flensborg for at mindes sejren dengang. Mon dens irgrønne øjne kunne nå alle inde i Flensborg?

Så kunne de altid i Flensborg høre brølet.

 

Men dengang var der tale om at løven måske skulle stå ved Urnehoved Ting.

 

Den var ikke altid velkommen

Men byrådet i Flensborg har enstemmigt stemt ja til at få løven tilbage til den by, hvor den fik sin dåb. Men den store kat har ikke altid været velkommen. Man mente, at den var et dansk nationalsymbol. Og dansk nationalisme skulle ikke stå på en kirkegård i Flensborg. Man skulle nødig provokere tyskerne.

 

Sundhedstjek

Inden løven kom til Flensborg gennemgik den et sundhedstjek. Den blev repareret. I 1945, da den blev fragtet fra Berlin til København var den adskilt i fire dele. Det store bronzedyr med de store forpoter ligner ellers en, som ikke er sådan at flytte.

 

Fred med Preussen

Treårskrigen brød ud i foråret 1848. I de første to år blev Slesvig Holsten støttet af preusserne. Men den 2. juli 1850 indgik Preussen og Det Tyske Forbund under russisk pres en fredsaftale med Danmark. Men tilhørsforholdet mellem Slesvig og Danmark blev ikke afklaret ved den lejlighed.

 

Det største og blodigste slag i Norden

De tog hære stødte sammen på Isted Hede nord for Slesvig By den 25. juli 1850. Slaget startede om natten og sluttede den efterfølgende nat kl. 19. Den danske hær bestod af 37.000 mand og den slesvigske hær på 26.800 mand. Her i blandt var en del tyske soldater.

 

Slaget ved Isted er en af de største og mest blodige slag i Nordens historie. På dansk side var tabene 3.200 mand (døde, sårede og savnede). På Slesvig – Holstensk side var tabene 1.700 mand.

 

Selve slaget blev en klar dansk sejr, men der var kommunikationsproblemer. Oberst Schepelern trak sin hær tilbage. Den skulle afskære det Slesvig – Holstenske tilbagetog.

Men de nåede i sikkerhed på sydsiden af Ejderen i Rendsborg. Så i stedet for at fejre den endelige sejr, ja så varede krigen i endnu seks måneder.

 

De faldne begravet på Flensborg Gamle Kirkegård

Mange af de faldne danske soldater blev ført til Flensborg. Her blev der foretaget begravelse af 495 danskere i en stor fællesgrav på Sankt Marie Kirkegård. Den blev indviet i 1810. Den kaldes i dag Flensborg Gamle Kirkegård. Og det var her Isted Løven blev opsat den 25. juli 1862.

Kirkegården var frem til 1872 den største og vigtigste kirkegård i Flensborg.

 

I 1950 blev kirkegården taget ud af drift og fredet. Her er begravet i alt 2.000 danske soldater. De er dræbt i slagene:

 

       1848 Bov

       1850 Isted

       1864 Sandelmark og Dybbøl

 

Frederik den Syvende anlagde en mindehøj med mindetavler for en del af de faldne på kirkegården.

 

Løvens skaber

Løvens skaber var billedhuggeren H.V. Bissen. Han var samtidens ypperste billedhugger. Men han var også danskhedens og nationallineralismens mest fremtrædende kunstner. Men det var politikeren Orla Lehmann, der tog initiativ til skulpturen.

Det var helt bevidst, at det skulle være en løve. Det var tegn på Folkeaandens Kraft og Skjoldemærke for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig.

 

Indsamling

Pengene blev skaffet ved en stor landsindsamling i 1858. Komiteen, der blev dannet samlede 25.000 rigsdaler sammen. Man manglede dog de sidste 1.200 rigsdaler. Man foreslog, at Frederik den Syvende donerede de manglende penge. Men stærke kræfter frarådede dette, da det kunne skabe endnu større splittelse imellem Holsten og Danmark.

 

Biskopper var imod

Biskop Jørgen Hansen på Als og biskop U.S. Bossen i Slesvig var imod skulpturen. De var bange for, at den ville skabe endnu mere splittelse mellem danskheden og tyskheden. De to mente, at der var sket for meget overgreb fra dansk side mellem krigene. Og en truende løve var ikke nødvendig for armeens tapperhed.

 

Var løven en provokation?

Allerede fra starten var der problemer. Således gjorde byens overpræsident Carl von Rossen opmærksom på, at løven kunne opfattes som provokation.

Afsløringen blev overværet af bl.a. H.C. Andersen . Han sammenfattede det på den måde:

 

       Hvad vil der ske, hvis en fjende engang her besejrer os ?

 

H.N. Clausen sagde ved indvielsen, at målet var, et uafhængigt Danmark ned til Ejderen:

 

       Så stig da frem mægtige skikkelse, dannet af ædel kunstnerhånd. Kast dit dække, Knejs over de sejrrige heltes grave som sindbillede på Nordboens arv fra slægt til slægt, uforfærdede udholdende mandemod…Så stå ædle sejrsminde. Du står ikke udæskende ….du vil kalde til trofast, heltemodigt forsvar for enhver, der vil bryde vor grænsefred. Men her – på stedet, der prædiker fred efter strid – vil vi udbede fred fra fredens hjem. Fred over gravene og deres minde, fred over stad og land, fred over konge og land.

 

Bismarck blev rasende

Kort after tilbagetoget fra Danevirke den 6. februar 1864 blev Flensborg besat af preussiske og østrigske tropper. Hærværksmænd begyndte at ødelægge monumentet. Men politiet greb ind og fik nedtaget løven. Men fire mindetavler forsvandt.

Det ville Bismarck dog ikke finde sig i. Han blev rasende:

 

       Det er en fuldstændig uværdig tanke at ødelægge eller blot fjerne mindesmærket for en tidligere fjendes sejr, især når det har en form for kunstnerisk karakter og jeg forventer på det bestemteste, at byen fremover vil imødegå alle sådanne forsøg med eftertryk.

 

Den flaske løve

Og hvad der måske er glemt. Der eksisterer endnu en Istedløve. Den er dog noget mindre end den originale. Det var bankier Conrad, der lod fremstille en zinkkopi. Den blev opstillet i nærheden af Wansee ved Berlin i 1869. Den fik navnet Der Flensburger Löwe. Nu blev den pludselig et symbol for preussernes sejr i 1864.

 

I 1938 blev den falske løve opstillet i en park, og det er nok de færreste, der kender baggrunden for monumentet.

 

Stakkels løve

Man kan sige i Berlin var både den originale og uoriginale løve upåagtet og i Flensborg var den uønsket – stakkels løve. Det iskolde klima i grænselandet gjord en tilbagevenden umulig.

 

Løven takker for opmærksomheden

Nu har den rigtige løve fået en ny sokkel, og fået en ny indskrift:

 

       Rejst igen i 2010 som bevis på venskab og tillid mellem danskere og tyskere.

 

Løven befinder sig godt. Dens placering er nu tegn på den gode vilje. Og løven er sikkert glad for opmærksomheden. 10.000 ser hver måned den store løve.

 

Løven rippede op i sår

I 1920 var løven pludselig symbol på den del af det gamle hertugdømme, som det ikke lykkedes at genvinde – Sydslesvig. Mange danskere ønskede løven tilbage til Flensborg. Men den fik indrejseforbud.

 

Efter 1945 voksede tyskernes had til den gode løve. Løven ribbede op i gamle sår. 

 

Kloge ord fra kulturminister

Daværende kulturminister Per Stig Møller sagde ved den nye indvielse:

 

       Løven skal være et monument om fred og fordragelighed danskerne og tyskerne imellem. Monumentet maner om aldrig at gentage historiens rædsler.

 

Kilde: Se

       Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Vil du vide mere: Om Flensborg – Læs:

       Flensborg i begyndelsen (1)

       Flensborg i hverdag og krig (2)

       Flensborg – dengang (3)

       Flensborg – mere end 725 år

 

Vil du vide mere: Om de Slesvigske krige:

       Begik kongen højforræderi?

       Rendsborg 1848

       Kysten ud for Aabenraa (under Aabenraa)

       Aabenraa 1864 (under Aabenraa)

       Sejren ved Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Kampen ved Bov og de slesvigske krige (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Dagbog fra Møgeltønder (under Tønder)

       Soldat i Tønder 1861 (under Tønder)

       Heltene i Vadehavet (under Højer)

Dette er en lang anmeldelse af Henning N. Larsen: Modstanden – valgte der skilte. Bogen beskæftiger sig med forholdene i Sønderjylland under besættelsestiden. Der er ting i den ellers udmærkede bog, der støder den gamle redaktør. Grusomheder i Husum, Drama på Kollund Strandhotel. En uønsket amtmand. Samarbejdspolitikken er det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien . Men befolkningen bakkede denne politik op. Er beskrivelsen for rosenrød i forhold til de faktiske forhold?

 

Liste bagerst i artiklen

Bagerst i denne artikel er en komplet liste over artikler på denne side om artikler omkring besættelsestiden – og der er mange.

 

Frihedsmuseet:: Der var ingen modstand i Sønderjylland?

Jeg har hvis nævnt det før flere gange i artikler om besættelsen. For ca. 12 år siden overværede mine kone og mig en rundvisning på Frihedsmuseet. Her gik en ung mand rundt og fortalte nogle engelsk – sprogede turister, at i Sønderjylland var der ingen modstandskamp. Man var bange for hjemmestyskerne.

Den unge mand burde læse omtalte bog, såfremt han ikke er blevet klogere.

 

Et fremmed land?

Der skete mange grusomme ting i de fem år, ikke mindst i Sønderjylland. Og forfatteren har ret, når han siger følgende:

 

       I hvert femte hus boede en hjemmetysker. De følte, at de boede i et fremmed land efter at grænsen i 1920 blev flyttet syd på. Skellene forsatte efter 1945.

 

Truet af modstandsbevægelsen

Min far arbejde i Oksbøl. Han blev sammen med andre murere og håndværkere truet af modstandsbevægelsen, at når de nu kørte hjem til Tønder skulle de passe på ikke at blive skudt. Den næste dag, ankommet til Tønder, stillede min far sig på Torvet. Nu fik han pludselig tilbudt at få armbind på. Han skulle hjælpe med at afvæbne og visitere alle de tyske soldater, der kom gennem byen.

 

Antal af modstandsfolk forøget

Pludselig er antallet af modstandsfolk blevet forhøjet til 85.000. men den gruppe, der egentlig var i kamp var nok kun et par tusinde. Men man har måske taget dem med, der serverede mad for modstandsfolkene.

Nogle af de 85.000 trådte først til, da tyskerne havde kapituleret. Men hvor mange var de egentlig. Ja spørger man i dag, så er der nok flere hundrede tusinde.

 

Danmark blev langt om længe godkendt som allieret. Der kom også et retsopgør. Man fik straffet alle dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Dog slap mange virksomheder fri.

 

Samarbejdspolitikken

Men er det nogensinde kommet et opgør om samarbejdspolitikken? Hvis vi nu ikke var blevet anerkendt som allieret grundet modstandskampen, så var et opgør med samarbejdspolitikken sikkert være kommet.

 

Kigget ind i tyske maskingeværer

Min far var flere gange under krigen blevet truet med tyske maskingeværer. Det var engang i Hamborg, hvor han reddede en ung pige fra overgreb fra en tysk officer. Og i Esbjerg hvor en engelsk pilot nødlandede. Min far ville checke, om han var kommet til skade.

 

Du skal ikke tro, at det var de rigtige, der blev straffet

Når min far og jeg sad og fik et par gammel dansk sammen – dengang, fortalte han om de fem grusomme år. Det var en ting, jeg bad mærke i:

 

       Du skal ikke tro, at det var de rigtige, der blev straffet efter krigen.

 

Kriminelle

Mange af os sønderjyder har familiemedlemmer, der meldte sig frivillig til tysk krigstjeneste. Og i dag skal vi finde os i, at foredragsholdere nedrakker dem og kalder dem kriminelle. I vores tilfælde, har vi undersøgt, hvad der er foregået. Og vi genkender ikke den beskrivelse, der bliver gengivet.

 

Ting, der støder den gamle redaktør

Ja egentlig var det en anmeldelse af en ny bog, denne artikel skulle handle om. Det er en bog, der belyser de specielle sønderjyske forhold, der var under besættelsen. I øvrigt en udmærket bog, men igen er der nogle ting, der støder den gamle redaktør.

 

Danmarks ære

Her sidder vi så mange år efter og gøre os klog på, hvad man egentlig skulle have gjort. Vi var der jo ikke selv.

Det generelle indtryk er dog, at det var modstandsbevægelsen, der reddede Danmarks ære. Mange modstandsfolk betalte med den højeste pris. De stod over for en overmægtig fjende og skulle kæmpe mod nogle politikere, de ikke vidste, hvor de havde.

 

Pionerende var nogle fra den yderste venstre fløj. Først i de to seneste krigsår blev modstandskampen accepteret af folket, men ikke blandt Det tyske mindretal. Det må have været frygtelig at blive stukket af naboen.

 

Befolkningen stod bag samarbejdspolitikken

Vi glemmer bare lige, at befolkningen jo stod bag samarbejdspolitikken. Men vi skal ikke glemme de sociale ofre, der blev resultatet især i Sønderjylland. Her stod befolkningen måske ikke så meget sammen, som i det øvrige land.

 

Det lykkedes trods alt for politikerne dengang, at holde sammen om demokratiet og det humanistiske livssyn.

 

Stikker – likvidation er forekommet

Der påstås, at modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke foretog stikkerdrab. Det er ikke korrekt. Denne side vil senere i en artikel dokumentere, at det i hvert fald i et tilfælde er forekommet.

 

Lovgivning med tilbagevirkende kraft

Forfatteren bruger tricket med, at hvis han vil pointere sin egen mening, ja så citere han historikere, der også har den mening. Det er der måske ikke noget forkert i.

Med hensyn til samarbejdspolitikken mener forfatteren, at regeringen handlede i strid med grundloven, da kommunisterne blev interneret. Men at det var i orden, at overtræde den med love med tilbagevirkende kraft. Forfatteren begrunder det med:

 

       Man kunne ikke på forhånd vide, at nazisterne ville begå så omfattende forbrydelser, hvor lovgivningen heller ikke kunne tage højde for noget sådan før 1940.

 

Tilbagevirkende lovgivning

Nazisterne sprængte den bestående retsorden i de demokratiske lande, og så stiller forfatteren spørgsmålet:

 

       Skulle man have ladet dem, der havde bistået besættelsesmagten slippe for straf?

 

Der stilles ingen spørgsmål i bogen, om det var rimeligt, at politikerne gav efter for modstandsbevægelsen m.h.t. varigheden på den tilbagevirkende lovgivning.

Hvis nu dem, der havde meldt sig, havde vidst at deres pinsler ikke var slut, når de havde tilbragt deres afsoning. De blev forfulgt både socialt og økonomisk i mange år efter. Ja mange var direkte i store økonomiske vanskeligheder i mange år.

Det var også dem, der troede at nazisterne ville komme til magten og vinde krigen.

 

Gerningsmænd, blev ikke dømt

Tysksindede, der var uskyldig interneret, blev løsladt mere eller mindre tilfældigt. De fik ødelagt deres butikker, fordi modstandsbevægelsen fandt dem skyldige. Forfatteren undskylder det med:

 

       Gerningsmændene var godt nok ikke sønderjyske modstandsfolk.

 

Dømt og udelukket

Hvor kan han så vide det fra. For gerningsmændene blev jo aldrig dømt. Og selv om man var interneret, blev man jo dømt med de såkaldte flerfarvede løsladelses – papirer.

Og selv man havde udstået sin straf, var man stadig straffet. Man kunne i lang tid ikke søge et offentlig embede og der var også en række andre repressalier.

Og samfundets dom, var næsten den værste. Man følte sig aldeles udelukket. Og det i utallige år.

 

Nu hvor der fokuseres på de sønderjyske problemer, er det mærkelig at bogen ikke fokusere på disse ting.

 

Retsopgøret var en nødvendighed

Retsopgøret var en nødvendighed, mener forfatteren. Men vi hører ikke så meget om, hvordan den foregik. Kritikere bliver affærdiget med, at der var meget værre i andre lande.

 

Havde de unge bomber med i lommen?

I Tønder skete der omfattende hærværk den 2. juli 1945. der havde været Englænderbal på Skyttegården. Unge mennesker have efter ballets ophør  kl. 1.30 raseret byen. Der skete omfattende skader på tysksindede butikker.

Forfatteren citerer modstandsbevægelsens afstandstagen til disse begivenheder. Men unge mennesker, der lige havde været til en glad aften, går vel ikke rundt med bomber i lommen. Det kunne jo tyde på, at aktionen var planlagt, og nok ikke kun af de unge mennesker.

 

Foregik det demokratisk

Forfatteren konkluderer, at såfremt staten ikke havde straffet stikkere og andre, der havde hjulpet besættelsesmagten fået lov til at fortsætte efter befrielsen, så var der kommet mange flere sager om selvtægt.

Det kan vi da godt blive enige om. Men foregik det demokratisk? Blev  grundloven overholdt?

Det modsatte af demokrati er anarki? 

 

Hædret og dømt for landsforræderi

Men også hjemmetyskerne kvajede sig. På Knivsbjerg blev personer hædret, som fra dansk side var dømt for landsforræderi.

 

To historikere lagt for had

Historikeren Aage Trommer vakte også forargelse, da  han udtalte følgende om jernbanesabotagen:

 

       Jeg er nået til hovedresultat, at sabotageindsatsen ikke viste sig i stand til at påvirke krigens militære forløb.

 

Især sønderjyske modstandsfolk følte sig forrådt af Trommer. Også historikeren Ditlev Tamm var upopulær:

 

       De to lavede en karriere ved at ”anvende negative beviser.

 

Var han objektiv?

Forfatteren konkluderer, at modstandsbevægelsens vedvarende kritik af Trommers opfattelse af jernbanesabotagerne, gjorde ham irriteret på modstandsbevægelsen. Det var måske årsag til, at han ikke var helt så objektiv. 

 

Det er jo mord?

Også Hartvig Frisch vakte modstandsbevægelsens harme, da han udtalte sig om stikkerdrab:

 

       Det er jo slet og ret mord – man må jo sige, at den form det foregik på, var det vi på dansk kalder for mord.

 

Og modstandsmanden og minister Frode Jacobsen svarede på disse beskyldninger med, at der var tale om nødværge.

 

Det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien

I 1946 kom filmen Det gælder din frihed. Her blev Stauning – regeringen anklaget for, at de kendte til angrebet fra tyskernes side. Dette blev vel også erkendt, men at man havde fejlvurderet oplysningerne.

Men det havde englænderne vel også?

Det lykkedes jo stort set for den tyske flåde og Luftwaffe at komme uhindret til Norge.

 

Den omtalte film kaldte regeringens samarbejdspolitik for:

 

       Det mest forsinkede nej i Danmarkshistorien

 

Ting udeladt – mere eller mindre bevidst

Det er mange ting, som bogen har udeladt. Om det så skyldes, at man vil befordre en bestemt slags holdning vides ikke. For eksempel bliver det slet ikke nævnt noget om det Sønderjyske Efterretningsvæsen, der direkte gik efter alt, hvad der var tysksindet.

 

Den sidste sabotageaktion

I august 1945 forekom den sidste sabotageaktion, nemlig sprængningen af granittårnet på Knivsbjerg. Modstandsbevægelsen i Sønderjylland kæmpede ikke alene mod besættelsesmagten med også mod hjemmestyskerne. Det var da også de hjemmetyske virksomheder, der først blev ramt af sabotage i Sønderjylland.

For mange modstandsfolk var der ingen forskel på hjemmetyskere og nazister.

 

BDN: Vi gjorde ikke noget forkert

Forsoningen var aldeles svær i Sønderjylland. Så sent som i 1983 udtalte lederen af Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), Harro Maquardsen:

 

       Vi mener ikke, vi har gjort noget forkert. De danske frihedskæmpere vidste, de gjorde noget, de kunne blive straffet for. Det mente vi ikke, vi gjorde. Jeg føler ingen skyld.

 

Formanden mente, at det var i orden, at handle mod Danmarks interesser. De følte sig ikke som danske, men tysk nationale.

 

Bruddet kom for sent

Samarbejdspolitikken blev efterhånden svære at håndtere. Henning N. Larsen mener, at bruddet kom alt for sent. Det burde være kommet i sommeren 1941 i forbindelse med Operation Barberossa. Efter angrebet mod russerne kom kravet om internering af kommunister.

 

Frihedsbegrebet blev gradbøjet

Henning N. Larsen mener også dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste vidste, hvad de gik ind til, og selv om der blev gjort reklame for at melde sig i tysk krigstjeneste i statsradiofonien, så burde dem, der deltog have vidst, at den danske regering blev presset. Forfatteren citerer Vilhelm La Cour, der formulerede problemet i sit mangeårige tidsskrift Grænsevagten:

 

       Der kan ingen tvivl være om, at den der tjener i en hær, som har overfaldet ens eget land, er og bliver en landsforræder og selv må vide, at han begår landsforræderi.

 

Det demokratiske frihedsbegreb blev igen gradbøjet. Det var lovligt, da de fleste meldte sig. Men atter engang tilsidesatte man faktisk grundloven.

 

Fra underskud til overskud

Tyskerne havde regnet med, at det ville give underskud at besætte Danmark. Men i praksis gav det overskud. Det skyldes den store eksport af landbrugsprodukter.

 

Opfordring til antisabotage

Den 2. september 1942 holdt Buhl sin antisabotage – tale. Ar han bange for at tyskerne skulle overtage politimyndigheden i Danmark?

Det var han vel næppe, for han gentog faktisk opfordringen på Arbejdernes festdag den 1. maj 1943. Var han tvunget til dette?

Flere socialdemokratiske medlemmer mente det samme.

 

I 1943 udtalte Hartvig Frisch, at den sabotage som modstandsbevægelsen gennemførte var:

 

       anarkistisk terrorisme, hvor en hel generation af ungdommen føres ud i ren terrorisme, som vil blive en skamplet på vores kultur.

 

En uønsket amtmand

Efter befrielsen blev Dansk Samfunds formand, amtmand Refslund Thomsen nægtet adgang til festlighederne. Og det kan forfatteren af bogen Henning N. Larsen godt forstå. Grunden er at amtmanden beklagede at samarbejdspolitikken var ophørt, samt at han var modstander af modstandsbevægelsens væbnede kamp mod nazisterne.

 

Politimilits

Zeitfreiwilligendienst kom til at virke som en slags politimilits. De kom i aktion i forbindelse med samarbejdspolitikens ophør. Og i forbindelse med folkestrejken i august 1943.

Efterfølgerne Selbstschutz var mere radikale i deres aktioner. De to grupper var kommet i spil efter, at det tyske mindretal havde været utilfreds med det danske politis indsats.

Det var også hjemmetyskerne der pressede på, for at få oprettet et SD (Sicherheitsdienst) i Aabenraa.

 

En stikker fra Sølyst

I bogen følger vi nogle sabotageaktioner. Mange af disse har vi beskrevet her på vores side. Men bogen indeholder også nye spændende informationer. (Bagerst i denne artikel finder du en liste med samtlige artikler om besættelsestiden her på siden)

Vi følger sabotagen mod Aabenraa Motorfabrik og det efterfølgende drama. Kromutter på Sølyst Kro fik 8 års fængsel for stikkeri efter krigen. Hun ankede til Landsretten, der forhøjede straffen med to år.

 

Politi til forhør

Det danske politi i Aabenraa blev beskyldt for at være for passive. Syv betjente kom til afhøring i på Dagmarhus i København.

Peter – gruppen ankom senere til Aabenraa og lavede schalburgtage. Det gik blandt andet ud over politigården.

 

Angreb i Gråsten

I Gråsten var den unge Holger Biehl aktiv i den lokale terrænsportsafdeling. Hans far far var blevet interneret på Sønderborg Slot i 1914. Men Gestapo havde gennemskuet at disse terrænsportsafdelinger også lavede andre ting.

Holger var blevet anmeldt af den tyske lærer Ulsinger. Meget tyder på, at læreren havde forfalsket anklagerne mod Holger.

 

Holger blev sammen med andre sendt til en af de 1.000 udelejre i Tyskland. Det var Porta Westfalica. Her blev KZ – fangere udsat for slavelignende forhold. Holger Biehl døde i november 1914.

 

En oberst forsvarer sig

Om morgenen den 26. maj 1944 ankom en afdeling tyske soldater til Paludan – Müllers hjem i Gråsten. Han var foruden at være politimester også leder af Grænsegendameriet. Han skulle anholdes. Men Paludan – Müller opgav ikke uden kamp. Men den var ulige og han måtte til sidst betale prisen (se artiklen: Obersten fra Tønder).

 

En pakke med rutebilen

Læge Jørgen Theilmann fra Over Jersdal blev dræbt af tyskerne i Ryvangen den 10. marts 1945.

Det hele startede med, at han kørte rundt med modstandsfolk i sin bil. Man han ville mere. Han ville selv med i sabotageaktioner. Men først skulle han lære at omgås skydevåben.

Våben og sprængstof blev sendt via rutebilen til hans adresse. Men det var nok lidt for risikabelt. For på modtagerstationen var det Hagner, hjemmetysker og nazist, der modtog pakkerne fra rutebilen.

 

Da Hagner ryddede op, faldt den omtalte pakke på gulvet. Det var noget, der raslede. Hagner ville se, om noget var gået i stykker. Han opdagede derved, at pakken indeholdt en maskinpistol og noget sprængstof.

Besættelsesmagten blev kontaktet og læge Theilmann afsløret. Hvis du læser Hans Lyngby Jepsen: De nøgne træer, ja så kan vi genkende historien.

 

Angreb i Røllum

Karl Valdemar Andersen var fra Røllum. Han var leder af den lokale modstandsgruppe. I sidste øjeblik undslap han fra Røllum Skole, hvor han opholdt sig. Han var blevet angivet. Senere blev han alvorlig såret af Gestapo med syv skud.

 

Landbohjemmet i Vedsted

Mange af stikkerne samlede på rygter. Det gjaldt også for en købmand i Over Jersdal. Disse oplysninger gik han videre med til Gestapo. Et par søstre på en tyskervenlig beværtning i nærheden af Vedsted Landbohjem gav de afgørende oplysninger. Nu var Gestapo ikke mere i tvivl. På Landbohjemmet befandt der sig modstandsfolk.

Det var Snogen og Brinkmand fra Kolding, der havde planlagt aktionen. Under den efterfølgende flugt blev modstandsmanden Hans Andersen dræbt. Og den 29. september 1944 sprængte Gestapo Landbohjemmet i ruiner.

 

I Hoptrup var det Revolver – Martha, der ledede modstanden mod tyskerne.

 

Modstandsgrupper i Tønder

Der var flere modstandsgrupper i Tønder. Jürgen Heinrich Petersen var en af de aktive modstandsmænd. Han måtte gå i asyl på Fyn. Han ændrede senere sit navn til Jørgen Adelgod. I løbet af 1930erne var han blevet formand for DSU i Tønder. Han var remisearbejder hos DSB, og han havde tilsluttet sig Ejnar Dahls gruppe. Denne Dahl var  senere min  skolelæge på Tønder Kommuneskole.

Men Dahl organiserede modstandsbevægelsen i Tønder. Han havde en fortid i DKP. Der var også en borgerlig modstandsbevægelse i byen. Og i begyndelsen arbejdede de isoleret.

 

56 aktioner på samme tid

Sprængning af drejeskiver og lokomotiver var de første aktioner. I forbindelse med kongens fødselsdag den 23. september 1943 blev der gennemført 56 koordinerede aktioner over hele Sønderjylland.

 

Fra Tønder til Fyn

Gestapo havde efterhånden fået fat i flere af Tønder – gruppernes medlemmer. De blev sendt til forskellige KZ – lejre i Tyskland.

Som skrevet måtte Jørgen Adelgod i hast flygte fra Tønder. Han fik snart følgeskab af nok en tøndring nemlig Johan Kyster.

 

Begravet på Tønder Kirkegård

Den 23 – årige Knud Hoffmann Lauersen var også fra Tønder og måtte bosætte sig på Fyn. Alle tre plus en masse andre sønderjyder tog aktiv del i modstandskampen på øen.

Men på vej til sin gruppes depot i skovene omkring Hvidkilde Gods kom Knud Hoffmann Lauersen i ildkamp med en gruppe tyske soldater. Til sidst blev han dødelig ramt.

I begyndelsen af juni 1945 blev han begravet på Tønder Kirkegård.

 

Nazistisk provokation i Haderslev

Den 8. december 1940 marcherede ca. 400 danske nazister i fuld uniform med spader over skulderen gennem Haderslev.

Politimestren og hans ni betjente  tog opstilling foran rådhuset og beordrede dem til at stoppe. Der blev tilkaldt hjælp fra andre politikredse. Og inden aftenen var der samlet 200 betjente.

Det hele endte med 239 anholdte nazister og 23 sårede betjente.

 

Strandhusgruppen ved Rønshoved

Strandhusgruppen holdt hos kunstmaler Viggo Kragh – Hansen, der boede i Strandhuset tæt på Rønshoved Højskole, lidt uden for Kollund. Kunstmaleren var på et tidspunkt med i Gråsten – gruppen.

 

I Bajstrup havde man fået et hus stillet til rådighed. Herfra var det ikke langt til skinnerne.

Gestapo var meget ude på, at få fat i gruppen. En Gestapo – mand blev sendt til Bajstrup og udgav sig for at være med i modstandsbevægelsen. Ledvogterens kone opdagede det ikke. Hun fortalte om nogle af modstandsfolkene og blev derefter anholdt.

Men hun kendte ikke noget til Strandhus – gruppen.

 

De vellykkede aktioner fik Gestapo til at opstille ekstra vagter omkring Tinglev.

 

Max Pelving – blandt de højestlønnede

I mellemtiden var den tidligere danske politimand Max Pelving blevet ansat som tolk, chauffør og medhjælper ved det tyske efterretningsvæsen. Han var blandt de højestlønnede danskere i tysk tjeneste.

Han blev af modstandsbevægelsen betegnet som en af de farligste stikkere. Man forsøgte også at likvidere ham, men det mislykkedes.

 

Efter dette fik han ordre til at tage til Jylland. Han slog sig ned på Hotel Deutsches Haus i Aabenraa. Han blev nu ansat hos Gestapo. Mere end 40 sønderjyske modsatndsfolk var han med til at arrestere.

 

Tortur i Frøslevlejren

Strandhusgruppen foretog en sabotageaktion på tysk side, lige syd for Søndermosen i Padborg. Her placeret de en tidsindstillet bombe på jernbanen.

Man havde håbet, at kunne høre detonationen ved Rønshoved. Men på det tidspunkt, hvor bomben skulle detonere, havde RAF valgt at bombe Flensborg. Torben Wolden – Ræthinge var derfor taget til Padborg for at få nogle informationer. Men han var så uheldig at løbe ind i en Gestapo – razzia. Man fandt nogle mistænkelige efterladenskaber hos ham.

 

Han blev ført til Frøslevlejren,og overgivet til Max Pelving, hvor han blev udsat for tortur. Gruppen i Strandhuset blev mistænkelig, da Torben ikke vendte tilbage, så de forlod huset.

 

Koldblodigt mord

Torturen havde virket. Den 18. april kunne Max Pelving begive sig mod Strandhuset. Men uheldigvis valgte man det forkerte hus. Her boede en fisker. Og under aktionen blev en logerende koldblodigt myrdet af Gestapo.

 

Angrebet af marinesoldater

I Gråsten blev landssvigere efter 5. maj 1945 anbragt i den tyske skole. Men pludselig lød der skud. En rutebil var kørt ind i byen. På taget befandt der sig tyske soldater med maskingeværer. Herfra blev der skudt.

Desuden blev der kastet håndgranater. Hjemmetyskerne havde tilkaldt tyske marinesoldater fra det nærliggende Egernsund.

 

To modstandsfolk blev dræbt. Men bogen fortæller ikke, at lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller forhindrede, at situationen udviklede sig yderligere.

 

To lærere henrettet

Blandt lærerpersonalet på Sct. Jørgens Skole i Sønderborg blev der henrettet to lærere:

 

       en for deltagelse i Frihedskampen

       en for landsskadelig virksomhed og forræderi .’

 

Vi har tidligere beskæftiget os med denne episode ( Se artiklen: En stikker i Sønderjylland).

 

Drama på Kollund Strandhotel

Anker og Karl havde den 8. februar 1944 indlogeret sig Kollund Strandhotel. Værten, Hans Toft var udmærket klar over, hvad der skulle ske. Han var selv aktiv i den lokale modstandsgruppe. Man ventede på sprængstof, der skulle leveres af Tønder – gruppen.

Men om morgenen den 10. februar 1944 blev det hyggelige ophold forandret radikalt.

 

Det var sket det, at en af bødlerne fra Kolding, Peder Karl Brinkman under en hyggelig middag havde fået lokket oplysninger om Ankers og Karls opholdssted af en uforsigtig lokal modstandsmand.

 

20 mand angreb næste morgen Kollund Strandhotel. De to modstandsfolk, Anker Hansen og Karl Lauersen blev dræbt under aktionen. Værten Hans Toft omkom senere grundet eftervirkninger af tortur.

 

Kort tid efter besættelsen fandt man ligene af de to modstandsfolk på skydebanen syd for Sønderborg Slot. Man fandt yderligere tre lig af andre modstandsfolk.

 

En stikker fra Sønderborg

Arne Petersen var lærer på Skt. Jørgens Skole. Om aftenen underviste han på Teknisk Skole. En aften var det usædvanlig stille på skolen. Han satte sine elever i gang med en opgave, og gik en tur rundt på skolen.

I et tilstødende lokale var der på tavlen opsat et opråb:

 

OPRÅB TIL DANSKE KAMMERATER OG LÆRERE:

Blandt os har vi en mand, der er genstand for alles foragt, en mand der samvittighedsløs har overgivet sin nærmeste kollegaer til pinsel og død og er skyld i manges indespærring eller flugt. Det er STIKKEREN ARNE PETERSEN

Da det menes han stadig fortsætter sin afskyelige virksomhed, hverken vil eller kan vi arbejde sammen med ham. Derfor opfordrer vi alle til at gå hjem nu og ikke møde igen før meddelelse fremkommer i bladene, d.v.s. Når Arne Petersen er væk.

Kammerater, lærer, hold sammen. Er alle med, er vi stærke.

Holger Danske

 

Likvideret ved Viborg

Arne Petersen var den sidste, der blev skudt i Jylland i forbindelse med retsopgøret. Det skete den 12. juli 1949 i Undallund Plantage ved Viborg.

Han blev dømt for omfattende stikkervirksomhed og for at have været skyld i mindst syv menneskers død.

Og en af dem var musiklæreren og kollegaen Herman Boye.

 

Sheriffen fra Tinglev

I Tinglev blev hele modstandsgruppen taget. De blev sendt til Neuengamme. Blandt disse var Sheriffen fra Tinglev, Egebjerg Andersen. Hans motto var Tinglev skal klares. Og det forsøgte han med stor succes.

 

Bødlerne fra Kolding

Staldgården i Kolding lige ved siden af Koldinghus var hovedsædet i regionen for Gestapo. Man havde filialer i Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg. Her var 70 ansatte og her i blandt en del danske ansatte. Og de var særdeles aktive i bekæmpelse af modstandsbevægelsen i Sønderjylland (læs artiklen: Modstand i Kolding).

 

En af dem, der var ansat, var Snogen, Christian Petersen. Han var kendt for sine brutale forhørsmetoder. Han havde også en virksomhed ved siden af. Under anholdelser stjal han tøj, tobak, brænde, frimærker og andre værdigenstande. Denne virksomhed delte han med en anden stikker, der var ansat hos Gestapo, Peter karl Brinkmand.

 

Smukke Hans var også en af de danskere, der var ansat hos Gestapo. På under et år var han med til 48 arrestationer. I mindst et dusin af tilfældene var det dokumenteret at han stod for mishandlinger. Den 1. august 1947 blev han henrettet.

 

Efterforsknings – enheder i Aabenraa

Abwehr opererede fra Ausenstelle i Aabenraa.

 

Geheime Feltpolizei var udstationeret hos kromutter på Sølyst Kro. Det var hende, der stak nogle modstandsfolk fra Aabenraa.

 

Enkelte HIPO – folk var udstationeret i landsdelen.

 

I Bovrup boede lederen af DNSAP, Det danske Nazistparti. Dets leder var meget populær hos de lavtlønnede og hos de lokale. Han havde gået i skole med Jens Møller, leder af det tyske mindretal. Men de to var ikke enig om grænsedragningen. Clausen ville have grænsen til Danevirke, mens Møller ville have den op til Kongeåen. ( læs artiklerne: Det Tyske Mindretal og Fritz Clausen, lægen fra Aabenraa)

 

Grusomheder i Husum

Ritmester Aage Malling Jacobsen fra Kollund hadede alt, havde der havde med tysk at gøre. Han var med i den delegation, der efter krigen rejste til Tyskland for at finde ligene af danske modstandsfolk, der døde i KZ – lejre.

 

På Husum Kirkegård fandt man ligene af 11 danske modstandsfolk. De var kastet i massegrave. 1.500 KZ – fangere blev sendt her til lejren i Husum, den var kun beregnet til 400. Mindst 79 danskere måtte igennem forfærdelige lidelser. I alt menes der at 500 omkom iHusum.

 

Først i 1989 blev der på privat initiativ opsat et mindesmærke.

 

Der er skrevet oceaner af bøger om besættelsestiden. Og det er altid svært at give en objektiv anmeldelse, når man selv føler sig involveret. Denne bog vil beskrive forholdene i Sønderjylland. Her var der særdeles specielle problemer. Det Tyske Mindretal stillede sig på besættelsesmagtens side. Straffen for dette, forekom til tider brutal. Mange familier oplevede økonomisk ruin, samtidig med at mange fortrinsvis danske virksomheder, der samarbejde med tyskerne, slap for videre tiltale. Forfatteren mener, at retsopgøret var nødvendig og generel retfærdig.

 

Vi har forsøgt at påpege de steder, hvor der er mangler. Det er fin nok, når forfatteren selv kommer med sin uforbeholdne mening om håndteringen. Man kan så være enig eller uenig med ham. Den historiske fremstilling i bogen om de kampe, der har været er særdeles interessant.

 

Henning N. Larsen: Modstanden – valgene der skilte. Om besættelseskampe (Nyt Nordisk/Arnold Busck) 

 

Kilde: Se

Litteratur Besættelsestiden A – L

Litteratur Besættelsestiden M – Å

 

Hvis du vil vide mere om: Besættelsestiden: Læs her på dengang.dk:

Under Sønderjylland:

Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

Det Tyske Mindretal

En stikker fra Sønderjylland

Holocaust – aldrig igen

Kampene – 9. april 1940

Modstand i Kolding

Opgøret efter 1945

Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

Langs Grænsen

 

Under Aabenraa:

Aabenraa – under de to krige

Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa

Modstandsbevægelsen i Aabenraa

Sabotage i Aabenraa

 

Under Padborg/Krusaa/Bov:

Bov Kommune – under besættelsen

Bov Sogn – mellem dansk og tysk

Dagligliv i Frøslevlejren

Dramaet ved Viadukten

En sønderjyde krydser sine spor

Frøslevlejren

Fårhuslejren

Harreslev – dengang

Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

Straffelejren

 

Under Højer:

Baraklejren i Højer

Højer 1935 – 1945

 

Under Tønder:

Bombeangreb mod Tønder

Da tyskerne kom til Tønder

Flygtninge i Tønder

Historien om Jeppe K. Christensen

Nazister i Tønder

Obersten fra Tønder

Sabotage i Tønder

Socialdemokrat i Tønder – dengang

Sønderjylland 9. april 1940

Tønder og Omegn – 9.. april 1940

Tønder under besættelsen

Tønder – efter krigen

Tønder – Marskens Hovedstad

 

Under Nørrebro:

Besættelse på Nørrebro 1 – 5

Likvideret på Nørrebro

Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

Nørrebro – flere sabotager

Nørrebrogade 156

Sabotage på Nørrebro

Varehuset Buldog på Nørrebro

 

Under Østerbro:

Besættelsen på Østerbro 1 – 4 

Flere sabotager på Østerbro

Hagekorset i Parken 

Mordet i Vordingborggade(Øresundsgade) 1942

Sabotører og Stikkere på Østerbro

 

Under København:

Danmark var advaret – 9. april

De forfulgte jøder

Den Franske Skole i bomberegn

Flugten over Øresund

Humor under Besættelsen

Landsforrædere og Landssvigere

Den Franske Skole – nok engang

 

Fotos:

Se Fotos fra Ladelund

Vi tager en tur fra Ramsherred 28 ned til Sønderport. Vi skal besøge en række købmandsgårde, min gamle bank, en præstegård og vække julemanden på Søndertorv. Flere steder kunne man købe æ Mütz. Vi slutter med sol – æg, som ikke har noget med en sol at gøre. Og så var der klavermusik hos Bonnich.

 

Fra Ramsherred til Sønderport

I denne artikel tager vi en nostalgisk tur fra min gamle butik, Bo Bojesens Boghandel i Ramsherred 28 ned til Sønderport.

 

En gammel købmandsgård

Vi kigger indenfor i den gamle købmandsgård i Ramsherred 40. Det er her Sønnichsen havde legetøjsbutik. Ejendommen omfattede ikke alene den store 3 – etagers hovedejendom ud mod Ramsherred, men også det gamle baghus, sammenbygget med hovedbygningen. Men her også det gamle 4 – etagers lagerpakhus, som ligger modsat den smalle smøge ud til Skolevej. Denne bygning var bygget sammen med medicinalfirmaet Max Jenne`s store forretningskompleks. I lagerpakhuset, som er opført i 1863, havde J.C. Jürgensen lager. Her var kolonialvarer, tobaksvarer og vin og spiritus.

 

En holden mand

Groskaufmann Jürgensen importerede vinfade fra Frankrig, og importerede vine fra Tyskland. I pakhuset blev vinen tappet på flasker. Snaps, rom og cognac blev tilført destilleret vand indtil en vis alkoholprocent. Tobaksvarer, cigaretter, røgtobak og skråtobak blev om-pakket i hele og halve kasser i æsker, samt i dåser af pap og metal. Jürgensen blev en holden mand. Han kunne skænke to døtre hver sit hus, da de blev gift.

Den første Jürgensen (J.C. 1859 – 1926) spadserede en tur hver morgen. Og på en sådan tur fandt han døden på fodstien, der tidligere forløb øst for Nyhavn hen forbi vandmøllen. På et tidspunkt var der 2 butikker i Ramsherred 40. Her lå Irma indtil 1963. Her var også en viktualieforretning. Her lå også i begyndelsen af 1950erne en eksklusiv damelingeri – boutique.

 

Underholdning hos Bonnich

En af døtrene i den gamle Jürgensen – familie hed Marie, hun blev også kaldet Missi. Hun blev gift med en pilot fra Vandflyvestationen Apenrade. Missi blev engageret til at underholde gæsterne hos Café Borchers i Ramsherred 33. Det var det senere Café Hansen v/ Bonnich Petersen. Og her kommer den gamle redaktør så i tanke om festen med bagermestrene i Aabenraa. Dagen efter blev jeg indlagt på Sønderborg Sygehus. Min hals var ved at lukke.

 

Willy

Hvor W.P. Schmidt i Ramsherred 53, havde købmandsbutik var der skrædder-butik. Skræddermester hed C. Lassen. Her kunne man få sin garderobe fornyet efter mål. Og Willy var en herlig fyr. Vi sad bl.a. begge i handelsforeningen. Det var hos ham, jeg lånte materialet til artiklen Aabenraas poetiske gågade. Og måske ligger der endnu oppe på lageret i Bo Bojesens Boghandel den collage jeg lavede omkring gågadens historie. I hvert fald husker jeg, lørdag morgen, hvor jeg havde tømmermænd, da ringede fru Koch oppe fra butikken:

• Uwe du er i avisen. Det er næsten en hel side

 

Flotte piger og honningkage

Skulle man tro, at der i Handelsbankens flotte ejendom, Storegade 3 havde været et tobaksspinderi. Den gamle redaktør her på siden havde i mange år, Handelsbanken. Dette skyldes de flotte piger i banken. Og ligeledes det forhold, at bankdirektør Rudolphs kone hvert år ved juletid kom med en fantastisk honningkage til os i boghandelen. Det var lidt af et drama, da jeg skiftede til Arbejdernes Landsbank. Handelsbanken gav en række gode tilbud. Men som formand for HK blev man nødt til at skifte. Jeg sad nu pludselig i bestyrelsen af den nye bank. Men dette måtte jeg dog aflevere til afdelingssekretær, Werner Thomsen. Det var jo trods alt begrænset, hvad man kunne nå, når man også havde et fast job ved siden af.

I øvrigt kom malermester Clausen altid ind i boghandelen med en snaps til nytår. En festlig fyr, der også har besøgt mig her i København. Hans skønne datter møder jeg en gang imellem.

 

Tobaksspinderi

Tobaksspinderiet lå her i mange år. I 1797 blev det overtaget på en tvangsauktion af Andreas Andreasen. En søn overtog ejendommen og udvidede. På fabrikken blev den meget efterspurgte Apenrade skrå fremstillet. Den blev indtaget på adskillige Aabenraa – skibe rundt omkring i verden. På et tidspunkt overtog J.P. Jungreen tobaksspinderiet.

 

Tobaksspinderi

Under krigen i 1864 måtte ejendommen stille kvarter for en masse preussiske og østrigske soldater, som så mange ejendomme i Aabenraa måtte det. Denne ejendom blev i 1912 nedrevet for at give plads til Schleswig – Holsteinische Bank. Efter Genforeningen blev banken overtaget af Handelsbanken. Men i baghuset fortsatte spinderiet indtil første verdenskrig. Da ophørte tilførslen af rå-tobakker.

 

Frimurerloge og Menighed

I naboejendommen, Storegade 5, tog Frimurerlogen sin begyndelse. De holdt i mange år til ude på Haderslevvej 35. Det var også her Hotel Phønix lå. Her lå også en eksklusiv møbelhandel.

 

Menigheden flytter

Men det var også her, at Sct. Jørgens Kirkes menighed holdt deres første gudstjenester. Den første blev afholdt den 22. januar 1896. Men værten var ikke så begejstret for disse gudstjenester. Han var bange for chikane fra de preussiske politimyndigheder. Menigheden flyttede så ned til Storetorv 2, hvor man brugte den sal, der dengang lå bag ejendommen, hvor Thomsens Boghandel i mange år boede. Fra denne restaurant, der hed Colosseum, flyttede man ud til Hotel Danmark i Nørreport. Derfra flyttede man til Folkehjem. Og endelig i 1904 kunne man tage kirken i brug.

 

Sparekassen

Den 17.1.1817 afholdtes et møde, hvor 19 indbyggere var til stede. Formålet var, at oprette en sparekasse i Aabenraa. De 18 beboere indbetalte hver 10 Rigsdaler og borgmester Schow alene 100 rigsdaler. Den 27.11.1818 stiftedes så endelig Sparekassen. Den 4. januar 1819 begyndte sparekassen så sit virke fra Storegade 13. Det var her Kabelka lå, da jeg boede i Aabenraa.

Det første år indsatte 47 indskydere 1.200 rigsdaler. 1. juli 1884 blev Sparekassen omdannet til kommunal sparekasse og sat under tilsyn af Landsregeringen i Kiel. Sparekassen fik nu kontor på rådhuset med tre ugentlige åbningsdage. Og det var fre kl 14 til 16 På hjørnet ind til Sct. Nikolai Kirkeplads i Storegade 14 – 16 lå dengang Sparekassen for Aabenraa By & Amt. Siden blev det til Sparekassen Sønderjylland.

Inden den tid lå her et andet pengeinstitut nemlig Reichsbank. To mindre huse, lå inden bankinstitutionerne på grunden. De kaldtes De Folkenbergske Ejendomme. Kommunen havde erhvervet dem ved en tvangsauktion i 1910.

 

Protest fra borgerne

Meningen var at kommunen ville nedrive husene, og sælge grunden til et pengeinstitut. Men det ville Aabenraa’ s befolkning ikke. De ville have, at grundet skulle forblive ubebygget. Man havde endda afholdt protestmøde, men det hjalp åbenbart ikke. Det var dog Landmandsbanken, der i 1919 først erhvervede ejendommen.

 

Præstegård i Storegade

Storegade 15 er opført i 1733. Den var i sin tid præstegård for Sct. Nikolaj Kirke. Her var sognepræstens embedsbolig og konfirmandstue. I nr. 15 har der været herreekviperings – butik. Her var også Palma – butik med salg af smør og margarine.

 

Fritaget for militærtjeneste

I den midterste butik kom der i 1913 en slagterbutik. Slagteren hed Max Petersen. Men allerede året efter blev han sendt til krigsskuepladsen i Frankrig. Han blev såret og mødte sin gamle lærermester i Flensborg. Han leverede kød til marinestationen i Mürvig. Han manglede en faguddannet, og forsøgte at få Petersen fritaget for videre krigsdeltagelse. I 1919 blev slagterbutikken i Aabenraa igen åbnet. Og i denne butik kunne man få byens bedste medisterpølse og leverpølse. Her lå i tidens løb Importøren, Schous Sæbehus og forretningen Harley.

 

Vil du ha´en Mütz

En Mütz – fabrik var her også. Eller skal vi hellere kaldte det for en buntmager. Det var fra dengang, man havde “Königliche Preussische Realschule” Her gik man med diverse kasketter i diverse farver med diverse bånd. Ville man videre fra realklassen kunne man komme videre på gymnasiet. Og det hed på preussisk, Unter Sekunda, Ober Sekunda, Unter Prima og Ober Prima. Det oprindelige Storegade 17 blev nedrevet i midten af 1920erne. Her lod købmand Peter Jessen opbygge en stor butiks – og forretningsejendom.

 

Endnu en bankbygning

En bankbygning blev opført på hjørnet af Storegade og Kirkepladsen. Det var i 1911/12, og det var Den Nordslesvigske Folkebank, der her på Storegade 18 opførte bygningen. Dengang var der faktisk 5 banker i byen. Man havde haft et lokale i en ejendom, der lå på Skibbroen, der ind til 1920 hed Michael Jebsen Strasse. Inden den nye bygning forfandtes der på grunden en tidligere bygning. Her var både en barber og en kro.

Ved siden af i nummer 20 startede skohandler J. Boysen sin skoforretning. Men familien flyttede over på den anden side til nummer 19.

 

Cykler og pengeskabe

Mekaniker H. Weber ejede og havde værksted i Storegade 34. Ejendommen blev i folkemunde kaldt Fotograf Petersens ejendom. Weber gav fem års garanti på symaskiner. Endvidere blev der givet en vidtgående garanti på cykler. Alle reparationer udførtes under “bekjendt Soliditet” Her blev der også forhandlet pengeskabe og kasketter af eget fabrikat. Vride – og Mangelmaskiner var også til at købe for billigste priser. Ja og det var til at vride vandet ud af vasketøjet og sidstnævnte blev brugt til strygning af vasketøjet.

 

En kæmpe isenkram

Dansk Glødelampefabrik i Nygade 12 – 14 havde Jürgen von Bergen som direktør fra 1931. men inden da, drev han en isenkram indtil 1924 i lejede lokaler i Storegade 36. det var på daværende tidspunkt landsdelens største isenkramforretning. Varesortimentet bestod blandt andet af værktøj, porcelæn, glas, jernrør og legetøj, komfurer, havemøbler ja sandelig også landbrugsmaskiner. På 1. sal var der en permanent legetøjsudstilling. På 2. sal var der et stort udvalg i lampeglas.

Oprindelig var forretningen blevet drevet under navnet Schmidt & von Bergen. Ved ophøret i 1924 blev varelageret solgt til byens øvrige tre isenkramfirmaer, Lorenz Hansen Jr., Johannes Paulsen og S.P. Ewald.

 

Fritz Clausens far

Her i bygningen havde det berømte bysbarn Frits Clausens far også haft isenkram. Han døde i 1896, hvorefter enken fortsatte i hele 27 år. En møbelforretning tilhørende Castenskjold – Rasmussen lå også her. Her var der også i mange år Mahlers læderhandel. Manufakturhandler Peter Clausens imponerende forretningsejendom, Storegade 38 var kommet op at stå, men uden tårn.

 

Julemanden sover i Aabenraa

Julemaden i Aabenraa sov åbenbart på loftet hos J.A: Schmidt, korn og foderstoffer, Storetorv 4. jeg husker, at første søndag i december blev han altid vækket. Kulissen var jo perfekt. Et rødmalet pakhus med rigtige lagerdøre og et ægte hejseværk. julemanden havde stor lighed med Frants Gregersen.  Naboejendommen mod syd, havde indeholdt boghandel, bogtrykkeri og bogbinderi. Denne ejendom blev revet ned, for at skaffe plads til parkeringspladser.

 

Kaffe og cigarer

Købmandsgården er grundlagt omkring år 1800. Gamle dokumenter kan føre den tilbage til 1813. Men den har været i firmaet J.A. Schmidts eje siden 27. september 1891. Kunderne, der som regel var bønder, blev aldrig trakteret med brændevin. Men der var rigelig med kaffe og cigarer og diverse kringler og skærekager.

 

Stor handel

Størst travlhed var der, når der var kreaturmarked, grisemarked, gøglermarked og sirupsmarked. Det var ikke ualmindeligt, at bønder drog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønder i en sæk. At købe 10 pund tobak var ikke ualmindeligt for en storryger. Kolonialforretningen blev nedlagt i 1970. Korn – og foderstofafdelingen fortsatte. Det samme skete for afdelingen med alt til haven.

 

Masser af bøger

Egentlig burde vi så her fortælle om Thomsens Boghandel, men den fortjener en historie for sig selv. Og måske bør denne gamle redaktør på denne side også fortælle om Peter Thomsen. Men det må I kære læsere vente med. Det irriterer mig den dag i dag, at jeg ikke købte flere af alle de gode antikvariske lokalhistoriske bøger, boghandelen lå inde med.

 

Min tøj – leverandør

Vi haster over til hjørnet ned ad Søndergade. Her lå i mange år en af mine tøj – leverandører, Tip Top. Ja det startede omkring år 1900 med læge Wildfang og urmager Thøgersen. Men så tog købmand Anton Nielsen fat. Det oprindelige varesortiment omfattede hvidevarer af enhver tænkelig art, sengetøj og – udstyr, gardiner, trikotage og korsettering.

 

Sol æg stammer fra Tyskland

Og så tager vi en tur ind på Landbohjemmet. Her kunne vi passende tage et sol – æg. Egentlig skulle det jo hedde Sole – æg, for ægget har ikke nogen relationer til solen, men til den tyske by Sole. I denne by fandt man for ca. 170 år siden, at lægge æg i saltlage, efter at de var hårdkogte. .

Landbohjemmets historie går helt tilbage til 1700 tallet.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1,783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Aabenraas poetiske Gågade
• Aabenraa i gamle dage
• De tre makreller fra Aabenraa
• Flere ture – i Aabenraa
• Fra det gamle Aabenraa
•   Mennesker i Aabenraa
• Mine 15 år i Aabenraa-
•   Min bager i Aabenraa
• To kirker i Aabenraa
• Turen går til Aabenraa 1

Redigeret 22.11.2021

Det første logi i Aabenraa var ude på Haderslevvej. Her var pigebesøg uønsket. Et godt stykke tid gik denne sides gamle redaktør op på sit arbejde. Hvad mødte der ham på sin vej. Vi skal møde en doktor med flyvemaskine, et hotel, der blev til Missionshotel, en kiosk der blev til Festung Bluhme, og til butikken, hvor ingen piger kom, når der blev ringet.

 

Pigebesøg ikke velset

Da jeg ankom til Aabenraa var jeg ikke klar over, at jeg skulle være her i 15 – 16 år. I begyndelsen boede jeg på et værelse i Haderslevvej 60 oppe på første sal. Det var ikke meget plads. Og pigebesøg var ikke velset. Ak ja.

 

En vandretur – dengang

Hver morgen gik jeg en periode herfra op til min arbejdsplads Bo Bojesens Boghandel på Ramsherred. Og på den strækning er det da sandelig sket noget. Det skal vi se på i denne vandretur der fører også en del længere tilbage, længe før min ankomst.

 

Æ gårne ved Nørreport

Vi starter med Nørreport 2. Det var Æ Gårne, Carl Hass, der lod ejendommen opføre 1906. Dengang var han 30 år. Vest for ejendommen drev han gartneri. I 1907 kunne æ gårne når han kiggede ud af sit vindue se en æresport. Den var rejst i forbindelse med en kongres som bagermestrene holdt i byen. Måske var det i den anledning, at Hass havde anbragt to palmetræer foran sin butik. Calle Hass jun. overtog butikken. Det blev til en flot blomsterbutik med flere udvidelser og tilbygninger i årenes løb. En anden søn, Holger havde også butik i ejendommen. Men inden da, var der også bageri her. Det var Jørgen Hansen, der etablerede sig her. Han var far til Hans Chr. Hansen, der senere fik butik i nummer 8.

Efter Hass, holdt Finansbanken til i ejendommen.

 

En stor kolonialhandel

I 1912 blev der opført en ejendom på Nørreport 4. Det var Hans Lausten Hansen, der flyttede sin kolonialhandel her til. Begyndelsen blev taget i 1897, da han lejede et lokale hos vinhandler Poul Todsen. Den unge Hansen solgte også foderstoffer og markfrø. Og som noget nyt i Aabenraa fik han også installeret et kaffebrænderi. Det var heller ikke noget særlig, at han selv importerede vine. Det gjorde en masse af byens købmænd på daværende tidspunkt.

 

Aabenraa Vinimport

Ved flytningen i 1912 blev der nu satset på tobak og piber, samt konserves. Og vinimporten kaldte sig Aabenraa Vinimport. I 1943 overtog Lorenz J. Hansen driften af den efterhånden store handelsvirksomhed.  Forretningen lukkede i 1972.

 

Inde hos Vestkysten

Ejendommen blev afhændet til dagbladet Vestkysten, der her opslog et hovedkvarter for at erobre læsere på østkysten. Og her sad jeg senere for at markere HK´s synspunkter over for journalisten, der hed Tommy.

 

En redaktør med benene på bordet

Der hvor London Magasin lå, da jeg gik forbi lå ind til 1969, Hotel Danmark. En del af hotel – grunden er i dag også overtaget af Jydske Tidende. Vi taler om Nørreport 13. en del af den gamle grund er blevet til sportsudstyr – forretning. Og en frisørsalon er det også blevet til. Her var hvis også en kaffe – og konfektureforretning. På Jydske Tidende mødte jeg redaktøren, Per Borregaard, siddende med benene på bordet, drikkende et kop te og en pibe i den anden hånd. En hyggelig fætter. Vi blev rigtig gode venner.

 

Konge – indsuppe

Hotellet, Hotel Danmark kendes også som Grethens Hotel. Ægteparret Grethens var tilflyttere syd fra. De var ejere fra 1906 til 1922. Hotellet hørte til i den fine ende. Mange fine retter som Konge-indesuppe blev tilbudt på spisekortet.

 

Missionshotel

En overgang var hotellet også Missionshotel. I 1944 blev hotellet købt en kreds af borgere. Overtjener Lyhne blev ansat til at drive hotellet, men det var han ikke så god til. Efter fire år måtte man opgive. Hotellet blev overtaget af den tidligere vært på Folkehjem, Hans Frimodt Sørensen. Han drev hotellet i 20 år. Det blev overtaget af fabrikant Jean Guy (Sjanki)Petersen. Enken førte ejendommen videre. Grundarealet var på et tidspunkt 3.300 m2. Vinhandler Paul Todsen var ejer af ejendommen fra 1887 til 1898. Men den første ejer er antagelig købmand Jeronimus Hansen.

 

Gartner Carstens

Heinrich Carstens havde til ca. 1910 gartnerbutik i Storegade 17. Gartner Carstens flyttede til Nørreport 15. Oprindelig hørte grunden med under slagtermester Stolzenburgs ejendom. Denne måtte vige for renseriejer Kiilerichs nybyggeri omkring 1950. Det var, der hvor Skousen slog sig ned. Slagtermesteren ejede flere ejendomme. Og gartnerens drivhus blev opvarmet med kakkelovnsfyr. Til gartneriet hørte produktionsjord, Det lå i nærheden af Jernbanegade. Her byggede Carstens nogle store drivhuse. I 1953 påbegyndte Carstens opførelsen af en butik ud mod H.P. Hanssensgade. Men han nåede aldrig at se den færdig. Næste generation førte forretningen videre.

 

Korn – og foderstoffer

På Nørreport 30 lå Hans Ries Korn – og Foderstofhandel. En ramme blev dannet omkring en købmandsgård. Og vi skal helt tilbage til 1849. Da hele ejendommen med undtagelse af forhuset blev revet ned , forsvandt én af de allersidste intakte købmandsgårde, som Aabenraa tidligere havde været rig på.

 

Kvickly nedlagde tre ejendomme

Da Kvickly byggede i 1968/69 måtte tre gamle virksomheder vige pladsen.. Det var Alfred Paulsens maskinhandel (tidligere Hans Beyer), Auto – Compagniet og bagermester H.M. Jensens Hjemmebageri, Ramsherred 3.

 

Uwe, det kan du da ikke

Og det var også i Kvickly, Døssing var direktør. Han mente ikke, at jeg både kun være i Handelsforeningen (Initiativ udvalget) og være formand for HK – Aabenraa. Hans smukke datter var faktisk inde i vores boghandel på Nørrebro den dag da politiet stormede Ungdomshuset. Og det filmet, da jeg talte med hende. Endda til DR1, men programmet blev aldrig vist på grund at undtagelsestilstand på Nørrebro. Men se det har jo ikke noget med Aabenraas historie at gøre.

 

Startede dagen med en ridetur

Hans Beyer nedsatte sig som selvstændig forretningsdrivende med salg af landbrugsmaskiner i ejendommen Ramsherred 1. Her havde været købmandshandel og gæstgivergård. Hans Beyer startede altid dagen med en ridetur på sin flotte hest. Han deltog også altid i ringridning. Han ejede også Alfagården i nærheden af Rødekro. Her blev Alfagårdens Børnemælk produceret.

 

En sherif i Aabenraa

Auto – Compagniet lå ved H.P. Hanssensgade 6. Den første ejer var Johan Christensen.. I den politiløse tid under besættelsen blev der i Aabenraa oprettet et vagtværn, og her var Johan æ Sjerif. Han var kontant og kunne sætte sig i respekt. Det var dengang, da Aabenraa var præget af sortbørshandel. Og gasgenerator – drevne biler krævede mere vedligeholdelse end biler på benzin.

 

Nedrivning

De efterfølgende ejere var Svend og Helge Hansen. Og så overtog den tidligere købmand fra Strandelhjørn, Ejnner Busk Jepsen det hele. Han måtte flytte, da ejendomskomplekset ved H.P. Hanssensgade måtte nedrives. Han byggede et stort moderne VW – kompleks mellem Løgumklostervej og Lille Kolstrup. Dette kompleks blev i 1984 overtaget af Falck.

 

En doktor med villa og flyvemaskine

Doktor Abilds villa havde egentlig adressen, Havnegade 8. Det var en pragtfuld villa, og Abild var på daværende tidspunkt Sønderjyllands eneste specialist i øre -, næse – og halssygdomme. Det var i 1933 han lod den opføre. Ja, og doktoren havde sin egen flyvemaskine. I 1952 solgte han villaen til hotelejer Misse Schmidt fra Grand Hotel. Villaen blev brugt til repræsentative formål, som afholdelse af middagsselskaber. Der blev lavet en tilbygning mod nord til det bestående hotel. En række moderniseringer fulgte. Og så blev de uforglemmelige kælderrestauranter De Tre Makreller og Havbunden født. Grand Hotel fik også en haverestaurant i Dr. Abilds smukke have.

 

En jakke til din skjorte?

Vi er nu nået til Ramsherred 17. Og det var her, jeg købte mit tøj. Men man skulle passe på, for personalet havde sandelig været på kursus. Skulle man bare have en skjorte, forsøgte de at sælge en jakke til. Men jeg kunne ikke rigtig lide, at indehaveren stoppede en igangværende ekspedition, fordi han gerne ville ekspedere HK – formanden. Jo det var her Nyt Tøj lå. Den nuværende ejendom er opført i 1906. Men der havde ligget en ejendom her, før den tid.

 

Mutter Stallbohms barndomshjem

Og det sjove er, at netop i denne ejendom, tilbragte Mutter Stallbohm hendes barndom. Faderen var ansat ved de tyske statsbaner, og fik ansættelse ved banedistrikt Aabenraa. Han boede i Storegade 2. Og det hus kaldes hvis nok i dag Mutter Stallbohm´s hus.

 

Et upassende forhold

Og det var den ene af de tre døtre, der blev udødeliggjort i Aabenraa. Hun hed Wilhelmina og fik titlen af Detailhandlerske. Hun flyttede hen i Store Pottegade 7, hvor hun tog ophold hos en mangeårig trofast ven og tilbeder, Otto Hoffman. For borgerskabet i Aabenraa var dette forhold meget upassende. Det er heller ikke enhver borger i Aabenraa, der får opkaldt en plads efter sig.

 

Banken – over for butikken

Skråt over for butikken lå Aabenraa Kreditbank.. Denne bank blev jeg mindet om, da en af de tidligere ansatte pludselig dukkede op til en af mine foredrag i Æ Synnejysk Ambassade i København Den blev startet den 1. maj 1926. Pladsforholdene blev hurtig for trange. Banken fik plads i Storegade 27. I begyndelsen af 1930erne kom banken i vanskeligheder. Banken blev reorganiseret. Skibsreder Jebsen blev en kort overgang bestyrelsens formand. I 1938 fik man yderligere mulighed for at forbedre pladsforholdene . Man flyttede ind i skræddermester Warnecke’s hidtidige butikslokale i Ramsherred 27.

 

Blumes Kiosk

Midt på Nørretorv lå den sjove 6 – kantede kiosk. Men sidst i 1930erne måtte kiosken flyttes af trafikale hensyn over mod Hotel Royal. Da jeg forlod Aabenraa fungerede den endnu som kiosk, men Hotel Royal brugte hvis kiosken efter den tid. Egentlig hed den Blume´s Kiosk. Peter Blume var født i 1876. Når han selv sad i kiosken sad han altid med Helmuth Schmidt – kasket. Måske var det fordi han havde været kaptajn til søs.

 

Turistforeningens kiosk

Allerede i 1925 kunne man i Aabenraa – vejviseren se en henvisning til Aabenraa Turistforenings Kiosk på Nørretorv. I en lang årrække sad Blume inde i kiosken og solgte masser af balde og aviser. Om vinteren var kiosken opvarmet af en lille el – varmeovn.

 

Festung Bluhme

De sidste par uger af 2. verdenskrig fik kiosken en ny nabo. Det var den tyske værnemagt, der nødvendig med våbenmagt ville forsvare en indtrængen syd fra. Fæstningsværket var nu meget primitiv udført. Det bestod af mur – og tømmerværk som blev belagt med jord. Efter kapitulationen blev der plantet små dannebrogsflag på Festung Bluhme.

 

Søde piger på Royal

Og så nåede vi til butikkens nabo Hotel Royal. Her er tilbragt mange fornøjelige timer. Her var altid smukke piger, der servicerede os. En masse koncerter herinde var der også. Og en masse gratis middage reddede jeg mig også ved at fabrikere spisesedler til standeren ude på selve gågaden.

 

Ingen kom, da vi forsøgte at ringe

Og Bo Bojesens Boghandel overtog det gamle køkken og en del af Royal s værelser. Ja og det var endda med kontakter på værelserne. Men der kom ingen piger når, man trykkede på dem. Vi vender tilbage til Royal ved en senere lejlighed.

 

Et besøg hos Bonnick

Vi er nu nået til bestemmelsesstedet efter vores gåtur ude fra mit første logi ude på Haderslevvej 60. Måske skal vi lige henvise til vores overbo over på den anden side af gågaden, den hyggelige café og bageriet, men den kan du læse om i en anden artikel her på siden. På et tidspunkt flyttede jeg til Nybro. Så vi kan senere tage en tur hjem fra butikken til dette logi.

 

Kilde: Se

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Aabenraas poetiske Gågade
• De tre makreller fra Aabenraa
• Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
• Min bager i Aabenraa
• Mine 15 år i Aabenraa
• Turen går til Aabenraa 1
• Flere ture i Aabenraa

Redigeret 22. – 11. 2021

Vi skal høre historien om Højer Mølle, men vi tager også på en rundtur i selve møllen, og finder ud af, hvordan den fungerede. På et tidspunkt var der mange møller i området. Det gik i en periode meget godt for Nørremølle. Men det gik dog ned ad bakke. En af møllerne blev indkaldt som vidne i en sag om kvaksalveri. Og så er Højer Mølle blevet renoveret flere gange.

 

Imponeret af højden

Da jeg som barn gik rundt i Højer og kom forbi møllen, var jeg meget imponeret af den. Den er imponerende høj, hvis nok Nordens største af sin art.

 

Et link til siden

For et par år siden fik jeg en mail fra Turistforeningen. De spurgte, om de måtte citere fra min hjemmeside i forbindelse med en udstilling i møllen. Det måtte de gerne, hvis de lavede en link til denne side fra deres.

 

Og det var det sandelig mange turister, der benyttede sig af hver dag. Det var jo smart, man kunne servicerer  områdets turister. Men en dag var det slut, linket var forsvundet.

 

Men nu er det hvis på tide, at vi får noget at vide, om det flotte bygningsværk midt i Tønder. Vi skal både høre om historien, og hvordan man brugte møllen.

 

Sønderjylland var toneangivende

Sønderjylland var toneangivende m.h.t. møllebyggeri. Det startede allerede med at cistercienserne i Løgumkloster opførte en mølle omkring år 1200.

 

Op vesteregnen er der også dateret andre møller, Jejsing 1272, Visby 1278, Skærbæk 1544, Brøns 1579, Tønder 1598.

 

Ingen penge til vedligeholdelse

Blandt stubmøllerne skal også nævnes Møgeltønders fra 1742. Familien Kaufmann opførte en i Sønderborg i 1785. Den blev i 1865 flyttet til Saksborg. Og denne blev i 1934 overtaget af Tønder Museum. Men allerede 15 år  efter måtte man opgive det foretagende, da der ikke var midler til vedligeholdelsen.

 

I 1950 blev der i museet opstillet et 90 cm højt brudstykke af den 70×70 cm svære stub, med Christian den Syvendes monogram.

 

En ny mølle – type

Afløseren af stubmøllen blev den hollandske vindmølle, hvor kun hatten (kappen) med vingernes aksel er bevægelig for vingernes omdrejning mod vinden. Opfindelsen går tilbage til 1573 og må tilskrives Leif Andriesz van Moerbeke.

 

Tilbage til 1569

Første gang, man hørte om stubmøllen i Højer var i 1569. Forpagterens navn blev omtalt som Paul Müller. I 1594 nævnet en Jürgen Müller, det kunne have været hans søn.

Denne Müller skulle angivelig have givet amtmand Otto von Qualen ”25 thaler for at få møllen i Højer” Han havde før haft møllen i Lindholm i forpagtning, men den havde von Qualen givet en anden som gave.

 

Forpagtet på livstid

Møllen var en såkaldt arvefæstemølle. Den blev forpagtet på livstid. Hver gang, der tiltrådte en ny forpagter eller en ny fyrste, skulle der ud over den årlige afgift betales et fast beløb. Forpagtningsafgiften blev i 1500 – tallet betalt i korn, senere i penge.

 

Herreds – mølle

I 1707 blev en møllepagt indgået mellem den fungerende hertug Christian August og Wulf Wulfsen fra Højer . Møllen blev overdraget med arveafgift på 339 rigsdaler og 30 skilling. Det årlige bidrag for benyttelse af møllen var 125 rigsdaler.

I overenskomsten kunne man læse, at møllen ikke alene måtte bruges af mølleren fra slægt til slægt, men også af de tilknyttede møllegæster fra sognet, måtte benytte den. Men de skulle så lige betale mølleafgift inden.

 

Men dem der søgte fremmede møller, og dermed unddrog, det der påhvilede dem, skulle straffes. Når man fik fat i dem, fik deres korn konfiskeret.

Hvis der skete skade på møllen, måtte mølleren selv udbedre dem. Men herskabet ville dog udbedre en vis form for støtte såfremt skaden var sket i tilfælde af lynnedslag, oversvømmelse eller stormskade.

 

Med denne kontrakt var Højer Mølle ikke alene sogne – mølle men herreds – mølle. Dermed var man i alle sogne, der tilhørte Højer herred forpligtet til at lade sit korn male her. Det drejede sig om sognene Emmerlev, Hjerpsted, Skast og Ballum. Men det lader til, at man allerede i Ballum havde fået deres egen mølle.

En ansøgning fra de møllesøgende i Emmerlev, Hjerpsted og Skast om fritagelse for mølletvangen mod betaling af en bestemt sum til mølleforpagteren i Højer, blev afslået.

 

Enken overtog rettighederne

I 1773, da Wulfsen døde blev rettighederne overdraget til enken. Denne gang var det dog ikke hertugen, der skrev under. Han var sat ud af spillet i 1721. Kontrakten var enslydende med kontrakten fra 1707 og underskrevet af den danske konge Christian den Sjette.

 

Stor komkurrence

Wulf Wulfsen jun. ansøgte i 1748 om tilladelse hos Frederik den Femte om at indrette et pilleværk og en grønmølle. Grunden til at han søgte var, at hans indtægter var dalende, fordi der ude i Frederikskogen og omegn fandtes tre lignende møller på adelig grund. En af disse møller har angiveligt været Kogsbøl Mølle. Deres beliggenhed var kun en kvart mil fra hans egne møllegæster.

Kongen gav ham tilladelsen mod en årlig afgift på 8 rigsdaler.

 

Inkaldt til Birkeretten

Denne møller, Wulfsen var indkaldt til Birkeretten i Højer den 15. november 1749 som vidne i forbindelse med en sag om en kvaksalver. Det var bager, Christian Sibber Feddersen i Højer, der skulle kureres for døvhed.

Angivelig skulle en omløber med soldatertøj have hældt noget væske ind i øret på bageren, der døde 14 dage efter behandlingen.

 

Offentlig auktion

Fra 1810 til 1817 hed forpagteren Jens Bojsen.

 

Wolf Møller overtog i 1819 grynmøllen mod en arveafgift på 16 rigsdaler. Frederik den Sjette stadfæster kontrakten mod erlæggelse af 250 rigsdaler.

 

Rådsherre Wolf Møller stillede i 1826 møllen til offentlig auktion. For en sum af 3.700 rigsdaler blev den overtaget af Peter Todsen, Mejerholm ved Tønder. Desuden overtog Todsen et beboelseshus på 19 fag, en lade på 7 fag samt en have og et stykke tilkøbt havejord.  Pagtsummen blev sat til 133 rigsdaler.

 

Todsens fætter, Andreas overtog allerede tre år efter det hele for den samme sum.

 

Overtog Nørremølle

Frederik den Syvende stadfæstede i 1853, at Carl Emil Roll måtte drive pilleværk og grynmølle.

I 1856 købte Roll grynmøllen på mellemdiget i Frederikskogen af godsejer Hinrich Thor Straten, Lütjenhorn for 5.333 rigsdaler. Pagtsummen var 202 rigsdaler. Thor Straten havde haft denne siden 1832.

 

En anden stubmølle havde stået i Gammel Frederikskog fra 1739. Den blev nedlagt i 1853. Denne mølle stod i nærheden af den gamle kogssluse, og blev kendt som Nørremølle. I et gammel skrift hedder det:

 

       Anno 1738 og 1739 blev en ny grynmølle bygget ved Rudbøl og Frederikskog. Interessenterne er hr. Balthasar Schmidt og hr. Jürgen Kröger, borgere og handelsfolk i Tønder og hr. Peter Petersen, der bor i Tønder

 

Det var selvfølgelig en hollandsk mølle og en grynmølle. Størstedelen af dens produkter blev udført til Norge.

 

Storhed og fald

Og møllebygningen blev indrettet som kro. Det havde hvis været en god forretning. I 1760 havde mølleren ikke mindre end tre møllersvende og to piger. Møller Nisz Dethleffsen døde i 1765.

Men det blev ikke ved med at gå godt. Omkring år 1800 ejedes møllen af rådmand Matthias Wind Björn som gik konkurs med møllen. Den blev overtaget af kaptajn Levsen fra Før.

 

Den nuværende mølle

Carl Emil Roll indgik i 1857 en handel med Rosina Rehr, og købte for 700 rigsdaler en grund. På den grund opførte han den mølle, som vi kender i dag.

Vest for byen havde stået den gamle stubmølle fra 1500 – tallet.

 

Der findes ca. 5 – 6 forskellige hovedtyper. Den i Højer er den ottekantede platformsmølle. Det er den hyppigst forekommende kornmølle.

 

Kortvarig opblomstring

Med ophævelsen af mølletvangen og med næringsfrihedsloven kom der gang i møllebyggeriet fra 1. januar 1862. I mere end 200 år har det været et privilegeret erhverv. Men det blev dog kun tale om en kortvarig opblomstring. Dampmaskinen var allerede i brug omkring år 1800. Den første el – mølle var i brug i 1913.

 

Protest – møde

Møllerne i Slesvig – Holsten samledes i 1870 til et møde i Rendsborg og protesterede mod næringsfrihedslovens liberalisering af erhvervsret.

I 1871 fik Roll bekræftet de efterhånden begrænsede rettigheder af den kongelige prøjsiske regering i Slesvig.

 

 

I familie – eje

I 1887 blev Ottilde Roll anført som ejer af Højer Mølle.

Carl Emil Roll (2), som var søn stod som ejer i tidsrummet 1893 – 1930. Han ejede også Kogsbøl Mølle, som hørte til Søndergårde.

 

Derfra og til 1948 var det Carl Emil Roll (3), der stod som ejer.

 

Fra 1948 – 1974 var det Bernhard Roll og Jacob Schmidt, der var registeret som ejere.

 

En fond til bevarelse af møllen

Efterhånden forfaldt møllen mere og mere. Den stod til nedrivning. Selv Nationalmuseets mølleudvalg havde næppe kunnet redde den, hvis ikke en kreds af aktive Højer – borgere havde grebet ind. De dannede den 3. januar 1974 Fonden til Højer Mølles Bevarelse.

Initiativet blev bakket op af den lokale sparekasse og bankerne i Tønder. Nationalmuseet bidrog med uundværlig hjælp.

 

Efter et halvt års forløb blev de fra skibsredder A.P. Møller og hustru Chastine Mc – Kinney Møller Fond givet tilsagn om, at fonden ville yde det af Nationalmuseets mølleekspert anslåede beløb til møllens restaurering.

 

De første udstillinger

I januar 1975 modtog fonden skødet på møllen. Man gik straks i gang med istandsættelsen, der stod på i to år.

I november 1976 opsattes møllevingerne, og i juni 1977 åbnedes de to første udstillinger i pakhuset.

Den egentlige udvidelse fandt sted to måneder senere. Ved den lejlighed modtog fondens energiske formand, boghandler Tage Bundgaard, Højer nøglen til møllen af skibsreder Mærsk Mc Kinney Møller, hvis fond havde investeret et stort beløb i projektet.

 

Lige det, Højer havde brug for

Med et tilskud fra Højer Kommune fik man også erhvervet møllens kornmagasin. På den måde kunne man sikre et marskmuseum. De sidste to mølleejere skænkede generøst møllefonden 10.000 kr.

 

I løbet af 1978 konserveredes møllen indvendigt og kornmagasinet blev istandsat. De to første sæsoner havde man et overvældende besøg af turister og lejrskoler. Bygningsværkerne var lige det, Højer havde brug for.

 

I 1992 blev museet omkring møllen en filial af Tønder Museum. Med den store sønderjyske museumsfusion i 2005 fik museet sit nuværende navn.

 

Endnu en renovering

I efteråret 2004 fandt man frem til, at det var nødvendigt atter engang at sætte møllen i stand. Højer Mølle var blevet meget beskadiget efter en orkan i december 1999. Igen var det A.P. Møller Fonden, der bevilligede et stort beløb.

 

I 2009 kom der atter en bevilling fra fonden. Det betød, at Museum Sønderjylland nu kunne overtage mølleboligen. Møllerens bolig er fra 1857. Men den var ikke fredet ligesom selve møllebygningen og andre bygninger.

 

Velkommen til en rundvisning

Højer Mølle fra 1857 er 22 meter høj. Og for mølle – nørder må vi hellere oplyse, at det er en såkaldt svikhollænder. Den er med omgang og overtræk, det vil sige at kværnerne er anbragt under stjernehjulet, med omvendt bådformet hat, lrisloft, mezzaninloft, kværnlæoft, broloft, butik og kælder. Imponerende er det, at den er i hele 7 etager.

 

Vi prøver at gå en tur rundt i møllen, velkommen til:

 

1.       kælder: Delt i to rum med svagt hvælvet loft, 4,5 x 9 m. Fra 1012, da man indførte dampkraft, anvendtes den til opbevaring af kul. Det må have været upraktisk og anstrengende via den smalle trappe, at slæbe kullene til det nu nedlagte maskinhus.

 

2.       Stueetagen: Den har en østlig og vestlig indgang. I dette rum var møllens butik. Den er forsøgt bevaret og anvendes som billetkontor for museet. Helt indtil 1972 solgtes fra butikken mel, gryn og forskellig slags foder. Det nygotiske støbejernsvindue er baggrund for en gammel vægt og en kollektion af jernlodder. Disken med de forskellige melskuffer er bevaret sammen med pengekassen. Der er også bevaret bundspor, det vil sige et aksel – leje bestående af en med bly i en jernskål indsmeltet messingdåse med en kobber – femøre og en aksel, som de findes i møllekværnene på 2. etage.

 

Den øvrige del af stueetagen er indrettet som møllemuseum, hvor mølleriets betydning belyses. En melsigte fra 1847 er fremstillet af fåreskind og enkelte redskaber fra møllen sammen med mølleprivilegier kan beskues.

Fra stueetagens sydside er der indgang til den i 1899 opførte pakhusbygning, hvor man tidligere modtog korn til formaling.

 

3.       Broloftet: Blandt de svære loftsbjælker er indsat en brugt bjælke fra møllen i Nørremølle, der var bygget i 1739.

 

Der findes også en bjælke en mølle, der lå 900 meter fra den nuværende beliggende stubmølle. Denne mølle kan spores tilbage til 1569. Den måtte genopføres efter den store stormflod i 1634. Den blev nedrevet i 1853, lige før vores nuværende mølle blev opført.

På broloftet var anbragt melsigten og en rensemaskine. Ved det store svinghjul kan iagttages de forskellige maskestørrelser i melsigterne. I 1920 gik man over til anvendelse af en dieselmotor, når vindkraften svigtede. Dampkraft har som nævnt været anvendt fra 1912. Først brugte man dog en såkaldt damplokomobil. Dampmaskinen kom senere. Den stod i et nu nedrevet maskinhus med høj skorsten. Fra 1940 elektromotor, som efter at vingerne blæste af i 1942, var den eneste drivkraft. Denne energiform blev brugt ind til mølleriets ophør i 1972.

 

Fra broloftet er adgang til førsteetagen på den omtalte pakhusbygning. Også denne har været brugt til mange ting. Efter den faretruende stormflod 3. januar 1976 har man konstrueret en fotoudstilling om denne begivenhed, som er blevet vist her.

 

4.       Kværnloftet: Trælemmerne i gulvet dækker over de åbninger mølleren benyttede, når han trak korn op og ned i møllen. Når møllens kværne med en fart af hen ved 70 km i timen var i gang, kunne man ikke selv med råben komme i kontakt med hinanden, men måtte med hejseværkets reb give signal fra stueetagen og opefter. Et ryk i rebet betød, at en sæk skulle til vejrs.

 

Foruden en valsemaskine fra Flensborg er der fire kværne med hver to møllesten. Deres kolossale vægt forklarer nødvendigheden af det meget svære tømmer. Den nordligste kværn benævnes  franskeren, fordi den anvendtes til formaling af mel, der brugtes til menneskeføde, altså til finere brød.

 

Kranen med de buede gribetænder anvendtes, mår møllestenene skulle skærpes.Det foregik ved hjælp af en pighammer. Under dette arbejde var møllens vinger naturligvis sat i pausestilling.

Denne proces foregik fire gange om året. En sådan pighammer, hvor hovedet som på oldtidsøkser er indsat i selve skaftet er bevaret i møllen. Møllestenenes indbyrdes afstand, som er bestemmende for kornets finhedsgrad, reguleres ved hver kværn ved hjælp af et træhåndtag.

 

Til hver kværn hører en kasse til det umalede korn som via en bevægelig klap løber ned i et rysteapparat som regulerer det videre til øjet. Gennem træsluser glider så endelig det malede korn ned i godt fastspændte sække.

Franskeren kunne angiveligt male hen ved 1.200 pund korn i timen. En el – dreven slagmølle klarer flere tons. Intet under derfor at den klassiske mølle er blevet et museumsstykke.

 

Højers sidste møller havde ofte en arbejdsdag på 14 timer og kunne først i 1973 tillade sig at holde ferie.

 

Den nævnte valsemaskine, der en lang tid brugtes til havre, viste sig ueffektiv og gik hurtig ud af brug.

 

Platformen

Udgangen til Platformen sker fra denne etage. Omgangen (på hollandsk: Stelling) var nødvendig på de høje møller, hvor hat og vinger ikke kunne indstilles fra jorden. Ved hjælp af et drejeværk (krøjeværket) drejes her den 17 – 18 tons tunge bådformede hat, så vingerne kan drejes op mod vinden. Med en bådshage sættes vingerne i sving herfra.

 

Vingerne er ca. 22 – 23 meter. De er fremstillet af Douglasfyr fra Langesø på Fyn. Det var CF – Kolonnen fra Haderslev udførte det ikke helt normale arbejde med at sætte dem op. Vingerne har træklapper som sættes på eller fjernes efter behov.

 

Galleriet

Galleriet er ca. 9 meter over jordoverfladen med en udsigt til 7 kirkesogne:

       mod vest, Vadehavet, diget fra 1861 og Højer Sluse

       mod syd: Kiers Gård, Østershuset og det tidligere Højer Tæppefabrik, samt Ny og Gl. Frederikskog

       mod øst: Højer Kirke, kornsilo og mølleri, møllerboligen og kornmagasinet fra 1904

       mod nord: Digeskolen, bagved hvilken den gamle stubmølle lå, ungdomsskolen og den tyske privatskole. Videre kan herfra set strandhotellet ved Emmerlev Klev. Det er der, vi har tilbragt så mange fornøjelige timer.

 

På galleriet kan man nærmere iagttage møllens nye beklædning af egespåner. De er fremstillede på Nationalmuseets værksted i Lumby på Fyn. Der er anvendt 30.000, som er fastgjort med kobbersøm. Også tagrenderne er af kobber fordi dette metal ikke angribes af egespånernes syre.

 

5.       Stjernehjulsloftet eller mezzaninloftet rummer som navnet angiver det store hjul som overfører kræfterne til kværnhjulene. Tapperne er fremstillet af rødbøg. Ved placeringen over kværnene har møllen således som anført overtræk

 

6.       Lorisloftet har formentlig rummet hejseværket til kornsækkene. Det mærkelige ord synes afledt af det plattyske løjeri og det hollandske luierij som kommer fra verbet luien (at hejse). Som en romansk granitsøjle behersker den jernbundne lodrette egeakse som forbinder stjernehjulet med hathjulets overførselshjul. Aksen har den fornemme betegnelse: kongevelle.

 

7.       Hatloftet er den sidste etage på det imponerende bygningsværk. Her foregår via det store hathjul den direkte transmission af vingekraften til den øvrige møllemekanisme. Under hathjulets akse er persebummen (persen) den vigtigste træbremse placeret. Den løftes og sænkes, alt efter som møllen skal fungere.

 

Hathjulets akse hviler i en såkaldt katsten som reducerer den voldsomme varme, der opstår, når vingerne er i gang. Her skal der smøres både morgen og aften, og når møllen bruges. Pulveriseret katsten lugter angivelig af kat. Deraf navnet.

 

Transmissionen fra kongevelle til hathjul sker via den såkaldte kabunkel, et kronhjul af høj håndværksmæssig kvalitet, hvad jo almindeligvis gælder for det eksklusive møllebyggehverv.

 

Overdelen, hatten, krøjes (drejes) ved hjælp af jernhjul på en skinne, der følger hatloftets gulv. Det foregår som nævnt fra omgangen, men når møllen var i funktion, måtte mølleren flere gange daglig op ad trapperne for at sikre sig at alt fungerede.

 

Et besøg værd

Kære læsere, så fik vi hele historien og et besøg i selve møllen. Ja vi fik også indblik i, hvordan Højer Mølle fungerede – dengang.

Det vil da kun glæde den gamle redaktør, hvis du nu har lyst til at aflægger møllen et besøg.

 

I museumsbutikken sælges diverse souvenirs, postkort og litteratur. Du kan også købe kaffe sodavand, is og slik. Og fra den super flotte møllehave kan du købe blomster – og plantefrø. Haven skal se ud, som en have så ud ved århundredeskiftet omkring år 1900.

 

Skov – og Naturstyrelsen har naturskole i Møllegården.

En masse udstillinger kan du finde i bygningerne. Og mon ikke den gamle redaktør her, skulle tage af sted for at aflægge Højer Lokalhistoriske Forening et besøg? De holder også til her.

 

Kilde:

Litteratur Højer

Niels Meyn, Loft: Danske Møller (Erhvervsforlaget 1934)

Linow, Lampe: Møller på Als (1966)

Stüdje: Mühlen in Schleswig – Holstein (1968)

 

Hvis du vil vide mere: Om møller – læs:

En vandmølle i Tønder (under Tønder)

Kobbermøllen ved Krusaa (under Padborg/Krusaa/Bov)

Jagtvejens Mølle (under Nørrebro)

Ølunds Mølle (under Nørrebro)

 

I artiklerne om Løjt, kan du læse om Nymølle.

I flere artikler om Østerbro, er Svanemøllen nævnt

I artikler om Christianshavn, er der nævnt møller

I artikler om Flensborg er nogle af byens første møller nævnt

Alting begynder og ender i Tønder, ja sådan siger Michael Falch. Han elsker Tønder og siger det gang på gang. Og Tønder har aldrig glemt ham. Læs her om hans ungdom, hans drengestreger med Kedde, og hans venskab med Nils. Og så var det jo lige noget syre i en ønskebrønd på Torvet. Og på Torvet optrådte han  for dronningen og prinsen. Hans debut var på Møgeltønder Forsamlingshus med Kylle. Læs også om Peter Schmidt, Kastberg, hans far og mor og alle de andre. Michael mindes også i dag sine forældre. Vi skal også høre om, hvordan det er gået med Kedde. Han siger selv, at han er “det sorte får i familien”. Og hvordan er det lige med Malurt. Og så køb Michaels ungdomserindringer fra Tønder. Nej, dette er ikke en afskrift. Det er skrevet længe før

 

Vi blev sidst her på siden bebrejdet, at vi ikke opdaterede vores artikler. Men det kan være en helt umulig opgave. Der er 1.784 artikler på vores side. Men denne artikel vil vi gerne opdatere. Og det bliver så med, hvad der egentlig skete med Kedde og så Malurts genopstandelse.

Og så fik Michael jo også skrevet den bog, som jeg mente, han skulle skrive. Men den bog har jeg anmeldt begge steder. Det sjove, var jo at vi begge holdt reception i Jefsens Boghandel i Tønder. Og i begge vores bøger indgik “Grænsen” i titlen.

Sagen var den at jeg så var DR P5 i en hel time og tale om min bog. Og så måtte jeg jo også ønske mig noget musik. Det blev så indledningsvis Michaels bedste og sjældent spillede “Kærlighedens Lysthus”. Værtinden kendte den faktisk ikke, så jeg måtte jo forklare, hvad det drejede sig om. Men Michael kendte hun godt. Han havde flere gange været med i hendes program.

Snart skal Malurt så spille Å æ Schweitz – koncerten har været udskudt et par gange. Men det må godt nok være noget særligt for Kedde og Michael at stå her. Det er mange år siden, at begyndelsen blev gjort i Møgeltønder Forsamlingshus.

 

Vi har glemt noget musik – historie

En af dem, der læser denne side og er begejstret for især Tønder – siden er Michael Falch. Han mener dog, at vi i vores musik – historie har glemt nogle, når en centrumfigur i Tønders musikliv som Kylle ikke en gang er nævnt.  Og her er vi fuldstændig enig med ham. Og vore læsere må gerne supplere.

 

Filosofisk input

Nu kunne vi så have lavet en rubrik – Musik i Tønder 5. men det ville være synd for Michael Falch, der både er en fantastik musiker, jo også er en fantastisk skuespiller og skribent. Her tænkes der ikke kun på hans sange, men også hans mange gode filosofiske input i hans karriere som forfatter. Og nævnes skal vel også hans ærlighed.

 

Trækruter

Læser man, Michael Falchs, Trækruter er det som, at sidde i stue med ham. Man får indtryk af, at han er ydmyg i forhold til hans tilværelse.

 

Han har en befriende selvironi og en oprigtighed. Han har en mening om kristendom, litteratur, fugle og meget mere. Bogen er dejlige filosofiske livsbetragtninger og særdeles underholdende anekdoter fra musiklivet. Men det er også eksempler på en stor livsappetit, og en stræben efter ro og fordybelse. Måske er det også et stressende liv med skilsmisse og kærlighed, der åbenbares. Ja sådan kunne vi blive ved. Men her har vi tænkt os, at beskæftige os med Michael Falch og Tønder.

 

Alting begynder og ender i Tønder

Og Michael har faktisk overvejet at bidrage til siden. Han elsker Tønder, og siger det gang på gang. Det var her Michael gennemlevede sin ungdom, og byen har aldrig sluppet ham. Han oplever Tønder, som det at være hjemme. For ham begynder og ender alting i Tønder. Han føler byen som sin hjemstavn. Han er skrevet op til en bolig i Tønder. Det er altså en ældre bolig og ikke en ældrebolig som lokalaviserne har skrevet.

 

Plader om Tønder

Han har lavet plader om Tønder. Er det lyden af Tønder, dengang vi gik til bal å æ Schweitz? Jeg husker stadig Kærlighedens Lysthus. Det er jo selvfølgelig Liebestempel, hvor vi har kysset en del piger. Men også Gak – Gak i Gågaden, den handler bl.a. om Kino – Bar og Torvet. Og handelen i Tønder har taget denne titel til sig. Hvert år fejrer de Gak – Gak i Gågaden. Om de så gør det endnu, vides dog ikke.

Ja så var det også Den blå mands spejl, der blandt andet inkluderer Hecht. Og denne Hecht havde en del lokalhistoriske bøger, jeg burde have købt dengang.

Michael kom også på Kino – bar og spiste Bøf – sandwich af den helt rigtige slags. Og så lyttede han til Credence Clearwater Revial. Vi andre husker også udmærket Kino – bar med spillemaskine henne i bunden.

Og udenfor stod Michael også på skateboard  fra Kino – Bar til Torvet.

 

Født i Køge

Han er født i Køge. Så flyttede han til Glostrup. Turen gik videre til Brabrand, Lystrup , Sønderborg og Taastrup. Da Michael kom til Tønder  var jeg næsten rejst. Først som soldat til Aarhus og derefter til Aabenraa. Men jeg kender mange af dem, som han omtaler.

Og det sjove er. Der hvor jeg i dag, er boghandler har Michael også arbejdet. For fem år siden holdt jeg op med at arbejde i Steenberg Bog & Ide på Nørrebrogade. Men jeg arbejdet med nogen, der udmærket kan huske at Michael arbejdede i butikken. Men lige henne om hjørnet og lidt ned af Jagtvejen i Ungdomshuset i nr. 69 blev Malurt officielt startet. Men mere om dette senere

 

Skyerne er tungere i Tønder

Michael fortæller, at det regner meget mere i Tønder end andre steder. Sådan føles det i hvert fald. En gråvejrsdag i Tønder er rigtig hardcore. Skyerne er tungere, de hænger lavere, og der er flere af dem i Tønder.

Jo det lyder næsten ligesom da den gamle redaktør her og Ingolf kom hjem fra 14 dages drukferie på Costa del Sol, og så aftenen efter gik en tur gennem Tønder.

 

Tønder – som Rusland i 1950erne

Som 13 – rig flyttede Michel fra Taastrup. Det var i 1970. Han havde langt hår og frynsevest. Jo han havde prøvet at ryge hash. Så havde han kigget på Danmarkskortet. Man kunne simpelt hen ikke kommet længere væk.

Og den februars – søndag i 1970 var som at cykle rundt i Rusland i 1950erne. Det var en lammende følelse. Han ville væk, og det kunne ikke gå hurtig nok. Han gjorde holdt ved Tønder Øst. Her gik der skinner ud af byen. Det var den vej, han ville.

Han fortæller, at herude lå husene i de små byer beregnet til, at de bare skulle køres igennem. Det er her, man siger Mojn, når man hilser. Du bliver til do. Middag bliver til Unne. Undertrøje bliver til særk.

 

Slåskamp første dag

Den første dag i skolegården var Michael i slåskamp.  Det var fordi han så anderledes ud, og snakkede københavnsk  Selv indrømmer Michael, at han nok grænsede til at være adfærdsvanskelig.

Men han blev gode venner med Pastorens uvorne søn, Christian Arendt (Kedde). Og præstefamilien skulle nok lige vende sig til en københavner, der talte københavnsk og lugtede af afghanerpels og rød Libanon.

Kedde var den yngste af præstefamiliens seks børn. Han var en blanding af lillebyens Emil fra Lønneberg og Jern – Henrik.

Det var også ham, der viste Michael, at man kunne blive mere fuld af, at ligge ned og drikke bajere.

Det var heller ikke helt med ubetinget velvilje at præstefamilien så på sønnens nye legekammerat. Han var i perioder forvist fra fra præstegården. Og det hjalp heller ikke på det hele, at Michael fik foræret Det nye Testamente af pastor Arendt.

Og omvendt så mente Michaels forældre da også, at præstesønnen ledte deres søn i fordærv.

Undertegnede Kendte udmærket Pastor Arendt. Og jeg var soldat samtidig med to af Keddes brødre på Langelandsgades Kasserne i Århus. Brødrene kan sikkert også huske, at der på lokumsdøren stod:

• Er dette livet så frygt ej døden.

 

Liv i den yderste afkrog

Og det var fedt, at de ultimative syrehippier Alrune Rod spillede ude på Schweizerhalle.

Den aften mødte Michael – Kylle. Han  hed også Mathias Petersen, som var selveste det bankende hjerte i Tønder – ungdommens rockmiljø. Han var også den ukronede over – hippie.

Mødet med Alrune Rod skabte også et håb hos Michael.

Ved den tids såkaldte beatkoncerter var det sædvane, at publikum sad eller lå på gulvet i røgen fra Sort Nepal, Rød Libanon og Grøn Marok. Der lå Michael baldrende skæv på Schweizerhalles flossede parketgulv, og kunne konstatere, at der var liv i det yderste afkrog af landet. Det var en lidt halvskæv Michael der daskede hjem til Kogsvej 22, da koncerten var slut.

 

Alternative miljøer

Tønder kunne også byde på alternative miljøer. Det var for eksempel hos Anne Mette i kælderen på Leos Allè. Det var i vinteren 1971 – 72. Hun var først med den nye danske musik. Og i hendes hippiekælder skete der ting og sager. Det er hvis det, der i dag kaldes hashklub.

 

Skidefuld og på rulleskøjter

Som stor dreng havde Michael nægtet at lade sig konfirmere. Ikke fordi han var uinteresseret, men han hadede autoriteter, herunder ikke mindst kirker. Og det hjalp nok ikke meget på det, da han som 15 – årig skidefuld og på rulleskøjter var løbet gennem Præstegården næsten uden tøj på.

 

Kemisk laboratorium på præstegården

Kedde var allerede som otteårig taget på fersk gerning på Torvet med en spand marmelade, han havde stjålet henne hos købmanden i Østergade. Meget tidlig i sit liv havde han gang i udenoms – parlamentariske aktiviteter. Således havde han et kemisk laboratorium i vaskehuset bag præstegården.

Her eksperimenterede han med alskens heksekunst, oprindeligt ret uskyldigt inspireret af Den lille Kemiker. Men det tog overhånd .

Mens provsten intetanende sad og skrev sine prædiker i præstegården producerede Kedde, Tønders vildeste stinkbomber i sit djævelske laboratorium.

 

Kedde – en alkymist

En aften troppede Michael op, og blev lukket ind ved bagindgangen. Kedde mente, at en blanding af diverse kemikalier ville have en markant effekt. Og alle disse kemikalier som stod på hylderne havde Kedde skrabt sammen på mere eller mindre hæderlig vis. Og Kedde begyndte at blande som en bedre alkymist. Og denne mixture fik de to senere gavn af.

 

Tidlig med smøgen

Ganske tidlig beherskede Michael at håndtere en smøg. Det så virkelig cool ud. Men rygterne gik også på, at Kedde havde havde pustet tobaksrøg ind mod en kanariefugl indtil den drattede ned fra sin pind – død.

 

Bente introducerede Niel Young

Bente ude på Nordre Landevej introducerede Michael til Niel Young. Hans stemme gav et nyt livssyn. Godt nok var det ikke store chance for at købe Niel Young og Pink Floyd i butikkerne i Tønder. Men i Kino, så Michael filmen Strawberry Stateman. Den handlede om studenteroprøret i USA, og heri sang Niel Young – Helpless.

 

Gang i undervisningen

Det fik Michael i gang med guitarundervisningen. Og pludselig kunne han tre og fire akkorder. Lærermesteren var Kedde. Nu havde Bente også andet musik. Således fik Michael også en heftig Bee Gees – periode.

 

Den kedelige fiskesuppe

Kedde havde også et band, der hed “Regnar Lodborg og hans sønner”. Men senere ville Kedde ikke have ham med i dette band, fordi han var bange for, at Michael ville stjæle billedet.

De to fik da etableret en duo, som de kaldte Perpetuum Mobile. Deres første optræden var Hansens Værtshus i Odense. De skulle spille tre gange 45 minutter.

Men ak, allerede i første sæt var Michael ved at besvime. De havde hverken fyret fede eller drukket mere end sædvanligt. Men det var Keddes mors fiskesuppe, der var på vej op. Og det gik da heller ikke lang tid, inden Michael lå ude i buskadset

 

Sanger i adskillige Tønder – bands

Men med Kylle som centrum, blev Michael efterhånden sanger i adskillige Tønder – bands.

Og det var vigtigt, at ligne Leif Roden fra Alrune Rod. Så det var langærmede lille T – shirts med trompetærmer, der skulle bruges. Sådanne kunne ikke fås i Tønder. Så var det godt man havde en kvik kusine i  København.

Lillesøster var vild med lyslokkede Sebastian. Men på Michaels værelse var det Jimi Hendrix med sin Fender Stratocaster 67, der kiggede ned på ham.

 

Kamufleret borgerkrig

Michael husker, at der var tysksindede gader, og danskerne ikke handlede hos den tyske slagter. Det var en diskret kamufleret borgerkrig, som prægede byen.

Han husker, også når der blev spillet mod tyske hold. Det var en hel speciel stemning.

 

Fodbold – karriere

Også på fodboldbanen forsøgte Michael sig. Han havde store ambitioner. Men han nåede kun en kamp på opvisningsbanen på Tønder Stadion. Det var med ynglingeholdet. Han var sat på holdet som venstre back, og spillede over for Aabenraa – holdets lynhurtige højre wing. Hans erindringer fra kampen er dog lidt tåget.

Da hans direkte modstander havde scoret sit femte mål, forbarmede træner Hoddi sig endelig og hev ham ud på bænken. Ja hvem kan ikke huske Hoddi?

 

Henning Enoksen kunne

Det var dengang, da Tønder med den tidligere landsholdskæmper Henning Enoksen havde kæmpet sig i Danmarksserien. Oprykningskampen mod Sønderborg havde samlet 2.000 tilskuere. Men ak i landspokal – turneringen blev det til et smerteligt nederlag på 8 – 2 til Frederikshavn.

Jo, Michael brugte også Tønder til at kysse, drikke sig hjernelam og læse Lykke – Per. Ja sådan sagde Nils.

 

Misbrug i familien

Michaels forældre havde dyb kærlighed til hinanden og til deres børn. Men misbrugsdæmonen var løs i dem begge. Så snart der kom alkohol ind i billedet brød helvede løs med grufulde dramaer. Michael gik flere gange ind imellem dem, når faderen midt om natten kom beruset hjem, og moderen skæv af sove – og nervepiller for løs på ham. Ofte var pillerne spædet op med snaps i Bitter Lemon.

Michael husker dem ikke som onde mennesker. Kammeraterne huskede dem som livlige og eksotiske. De døde begge alt for tidligt og relateret til deres misbrug og livsstil.

 

Et brev til far

Michael skrev som 16 – årig et brev til sin far:

       Du husker årene i Sønderborg – ofte i Taastrup – og ofte i Tønder. Du ved måske ikke, hvor mange dage og nætter, du i alt har ødelagt for os andre – hvis du overhovedet ser dig selv i det lys? Men kort og godt: Vi var lykkelige, da du lagde drikkeriet på hylden og erkendte, at du ikke var stærk nok, når du var sammen med det stof, der kan være den hæsligste Gud af alle .Jeg forstår, at det må svært for dig, men det nytter ikke noget at kæmpe mod selve naturen eller mod Gud, om du vil.

 

Drikkeri førte til husspektakler

Men begge forældre var også livlige og hjertelige personer. De var talende, smilende, hjertelige med store gebærder. De kyssede deres børn på munden til afsked.

Men faderens aktiviteter i foreningslivet var altid forbundet med det drikkeri, der udløste de frygtede husspektakler i hjemmet.

 

En voldsom episode i Carstensgade

Det er særlig en episode på Carstensgade, der står mejslet i Michaels erindring. Det var i den periode, hvor begge forældre arbejdede i en tøjbutik på gågaden. Her proklamerede Michael, at hans far aldrig ville blive hans far igen.

Det skete efter en voldsom episode i entreen, hvor faderen tog kvælertag på ham. Han måtte flygte ud af huset i undertøj. Senere kom politiet og hentede ham.

 

Mode – butikker

Michaels far og mor startede først Ehlert Mode, som var eksklusiv mode til den modne kvinde: Den lå i Østergade. Senere udvidede de med en lingeri – forretning, “Ehlette Korsættering”

Desværre gik forældrene konkurs. Faderen fortsatte med reklamebureau og moderen blev smørrebrødsjomfru.

 

Hans Ehlert

Hans Ehlert, Michaels far var meget aktiv i Tønder og vellidt. Han var bl.a. lærer ude på Handelsskolen. Michael fortæller her om sin far til dengang.dk:

 

       Min far havde taget handelseksamen fra Den jydske Handelshøjskole. Efter et noget ustabilt arbejdsliv i andres tøjforretninger gennem årtier lykkedes det ham endelig, sammen med min mor, at etablere sine egne to butikker i Østergade i Tønder, Ehlert Mode – kvalitetstøj for den modne kvinde og Ehlette – korsettering. Mine forældres livsværk stod dog kun i få år, inden de i slutningen af 70`erne gik konkurs med forretningerne

       Jeg husker, hvor stolt jeg kunne være af min far, når han som salgsinspektør i stormagasinet Salling i Århus målbevidst og smilende skridtede afdelingerne af. I min mors efterladte papirer fandt jeg et foto fra 1963 af min søster og mig fra Salling, hvor min far har hvervet os til at ”gå mannequin”. Jeg har været otte år gammel, og jeg kan stadig mærke , hvor pinagtigt det føltes at skulle på podiet i diverse kostumer, der var næste sæsons drengetøj med min far som energisk konferencier ved mikrofonen. Min far lignede i hvert fald udadtil, mere en optimistisk friskfyr end jeg. Måske så han det som en enestående chance for at optræde i skøn forening med sine børn, og måske havde han håbet, at seancen kunne virke pædagogisk ved at slå hul på min sky generthed. Jeg gennemførte ydmygelsen for min fars skyld.

       Omvendt burde den mannequinopvisning for altid have vaccineret mig mod rampelyset. Men måske søgte jeg alligevel at få del i hans udadvendte egenskaber, som de fremgik, også i en anbefaling fra en arbejdsgiver, hvori min far blev karakteriseret som ”dynamisk, kreativ, begejstret og impulsiv” Det var han.

       I løbet af 60`erne bredte ungdomsoprøret sig til selv de fjerneste provinser i Danmark, og da vi på mine forældres håbefulde odyssé var nået til Sønderborg og senere til Taastrup, begyndte jeg at mærke en voksende modstand i mig mod deres merkantile livsindstilling, deres materialistiske stræben efter statussymboler, de i mine øjne bare brugte som pseudodække over deres alt for ureflekterede, højspændte liv bag hjemmets fire vægge.

       Men det var ikke desto mindre takket være sin højtudviklede kommercielle sans, at min far senere blev i stand til at redde familiens eksistensgrundlag, da han efter krakket i Tønder, totalt forgældet, etablerede sit lille reklamefirma, hvor han egenhændigt producerede materialer for messer, Tønder Handelsstandsforening og især annoncer for supermarkederne i Aventoft ved den tyske grænse.

 

En berygtet lærer på Statsskolen

Tønder Statsskole bestod næsten kun af gamle lærere. Her var der mange gamle traditioner. Og på den brede fortrappe blev man mindet om, hvem der skabte danskheden. De disciplinere krav blev suppleret med høje faglige krav. Man skulle rejse sig for læreren, når han trådte ind i klassen. Ja skolen gik for at være landets sidste sorte skole.

I realklassen på Tønder Statssole fik Michael en frygtet og sagnomspundet lærer – Kastberg. Han var teolog og underviste i dansk, latin, religion og oldtidskundskab. Man sagde om ham, at han havde tortureret svage elever med latinoverhøringer.

 

Sidekammerat – Nils

Og der i realklassen kom Michael til at sidde ved siden af Nils. Klasselæreren var bange for at lade ham sidde ved siden af Kedde. Og denne Nils havde efternavnet Gunder Hansen. Han er professor ved Syddansk Universitet og tidligere redaktør på Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende. Han har udgivet sine erindringer, og giver også et god karakterstik af Michael.

Hårdkogt og flipper

Han fortæller, at Michael var flyttet til Tønder i 7. klasse og havde gået i Nils parallelklasse.  Michael var en flipper, havde langt hår, mørke sygekasse – briller, hue og hårdkogt af udseende, kørte rundt på knallert og røg en snadde. Og knallerten var en 2 – gears Puch Maxi med gedebukkestyr og twinsæde.

 

Lavede gale streger med Kedde

Michael og hans familie flyttede en del rundt i Tønder. På et tidspunkt kom de til at bo ved siden af Nils, der boede i Carstensgade 93. I alt boede Michael fire forskellige steder, inden han som 18 årig flyttede hjemmefra.

Michael kendte efterhånden hele Tønder. Han rendte rundt og lavede gale streger med præstens søn, Kedde. Han var selv i en tidlig alder meget om sig med piger. Ja sådan er udlægningen fra Nils.

Men Nils havde faktisk været kammerat med Kedde inden Michael kom til Tønder. De havde fundet hinanden omkring bordtennisbordet.

 

Introduceret til ny musik

Og Nils blev introduceret i en anden form for musik af Michael. Det var Deep Purple, Uriah Heep, Frank Zappa, Procol Harum og Niel Young.

Fredag aften blev brugt til at drikke FF’ er og Guldøl i Liebestempel og så gik man i den nærliggende Ungdomsborgen og dansede til Led Zeppelin og så på lysshow.

Sammen med Nils blaffede Michael i 1972 fra Tønder til Roskilde Festival. De skulle se deres store idyl, Ray Davies fra Kinks.

 

Det var jo Kim Larsen

Nils var meget imponeret over, at Michael selv komponerede musik. Han blev introduceret for “Hvis din far gi´r dig lov” Men så fandt han ud af, at det faktisk var Kim Larsen, der var ophavsmanden.

Men den historie husker Micheal også. Det var bevidst, for at snyde Nils sikre dømmekraft og hans lidt ofte udspekulerede facon.

 

Dullen fra Kommuneskolen

Michael var en drømmer. I månedsvis havde han fablet om en bestemt pige fra Kommuneskolen, som han omtalte som Dullen. Og han blev da også på et tidspunkt kæreste med Dullen.

Ifølge Nils havde Michael også sine skyggesider. Han kunne være humørsvingende og blive sat ud af spillet med kraftige migræneanfald. Han kunne også være meget drillesyg.

Michael var godt begavet, men ujævn i sin arbejdsindsats.

 

Forskel på Nils og Michael

Der var stor forskel på Nils og Michael. Således mener Michael, at Nils som dreng virkede lindt gammelklog, perfektionistisk og renskuret. Men Michael kunne enormt godt lide ham. Dog mener Michael, at han brugte sit studekammer som gemmested for det farlige liv, hvor han selv færdedes.

Nils og hans velbjærgede familie boede trygt og godt i den pæne rødstensvilla på hjørnet af Carstensgade. Hans far var overlæge på Tønder Sygehus.

Der var altid kager og boller på Nils´ værelse eller i stuen.

 

Det værste lort

På et tidspunkt havde klassen læst Martin A Hansens lille fortælling Bogen. Kastberg spurgte, hvad man synes om den. Ingen skulle have noget klinket. Alle sad med bøjede hoveder, indtil Michael rakte hånden op.

Det var det værste lort, han nogensinde havde læst. Det der havde ikke noget med god litteratur at gøre. Kastberg spurgte så Michael, hvad der så var god litteratur.

Jo, det var serien Cardby og Søn, som han læste for øjeblikket, om en engelsk bobby, en panserbasse og hans søn og de sager, de opklarede.

 

Elevforeningen Faklen

Kastberg udskrev både digt – og novellekonkurrencer. Og Michaels bidrag hed blandt andet “Med hashen på flugt”. Den handlede om et selskab af flippere, der krydsede grænsen fra Tyrkiet.

Michael og Nils sad begge i elevforeningen Faklen. Og det var lagt op til kampvalg om formandsposten mellem de to, men Niels gav ham sin stemme.

I skolebladet Tohu Wa Bohu førte Michael ordet med forfatternavnet Ehlert og Meticus. Og det handlede bestemt ikke om farven på toiletpapiret.

Bagsiden bestod af en annonce indrykket at Ehlert Mode

 

Kastberg havde stor betydning

Kastberg og Kirsten fik i årene efter, at eleverne var fraflyttet Tønder besøg af eleverne i deres store lejlighed i Østergade. Også Michael besøgte dem. Kastberg døde i 1999.

Kastberg var også Kierkegaard – specialist. Han tog Michael alvorlig på et meget vanskelig tidspunkt. På en eller anden måde, så han noget i den vilde unge mand. Han anede den unge mands skuespillertalent.

Til TV – Syd programmet, Mit barndomsland fra 1996 skildrede Michael, Kastberg som

       den første intellektuelle skikkelse han mødte. En åndelig faderfigur, et menneske med egen finhed, skarphed og råhed.

 

Studentereksamen

Det blev til en studentereksamen. Det var faderen også stolt af, men når han havde drukket og fik øje på eksamensbeviset gloede han olmt på det. Den selvdestruktive arv gik videre til sønnen. Men dæmonerne er nu hældt tilbage på flasken.

Det var også i gymnasietiden i Tønder, at Michael fandt sin Linda fra Bagsværd. De holdt sammen i mere end i 30 år. Men Michael ville ikke have studenterhuen på.

Efter forældrenes konkurs, var der i 1975 ikke plads til et værelse til Michael ude på Marskvej. Man var flyttet i lidt mere beskedne rammer.

I august 1975 fandt Michael et værelse i et bofællesskab i Vestergade 71. Og snart tog han en enkeltbillet til Storbyen. Men se, det er en helt anden historie.

 

Lånt af Prinsen

Da Michael på Torvet i Tønder mange år senere spilede for dronning Magrethe og Prins Henrik og Tønders befolkning, måtte han overfor Prins Henrik indrømme, at han havde lånt nogle linjer fra prinsens seneste digtsamling. Det modtog forfatteren med et glimt i øjet samtidig med, at han slog ud med armene.

 

Kunne dronningen huske Michael?

Han fik også spurgt dronningen, om hun kunne huske ham. Det første møde med dronningen går tilbage til 70erne, hvor Michael havde fået det drømmejob, at holde døren for dronningen. Det har han altid været stolt af. Som gymnasieelev havde han fået sommerjob på museet.

Det var dengang, han havde blomster dekoreret på cowboybukserne og mere end skulderlangt hår. Han var iført runde John Lennon – briller. Han lignede sikkert ikke det øvrige persongalleri. Dronningen grinede stort, og hendes latter tog Michael som et ja.

 

Ønskebrønden på Torvet

Dronning Margrethe og Prins Henrik sad præcis på den plet på Torvet, hvor Michels far i de tidligere 70ére havde foranlediget opstillingen af en ønskebrønd. Her kunne tyskerne så slippe deres mange D – mark. Som indehaver af to tøjbutikker i byen var han medlem af Tønder Handelsforening.

Han bestred hvervet som formand for gågade – udvalget. Han sprudlede af ideer. Han havde også den ære at kysse vinderen af Miss Tønder – konkurrencen. Det kys var måske lidt for langt.

Og så vidt den gamle redaktør her på siden husker, hed den nydelige Miss – Ulla Posselt, og boede ude på Leos Alle. Og det giver Michael, den gamle redaktør ret i. Næste år var det Frk. Løkke omme fra Slotsbanken.

 

Eliksir i ønskebrønden

Og den ønskebrønd var ikke noget som sønnen kunne lide. Det var kapitalisme af værste skuffe. På ønskebrønden stod der på både dansk og tysk:

 

       Kast en mønt i dybets bølger, og ønsk dig det du i hjertet dølger.

Men en aften da kirkeuret slog 12 tog Michael og Kedde en gryde med fra Keddes laboratorium. Byen var næsten som uddø. De hældte eliksiren forsigtig ned i ønskebrønden. Der lød en kraftig syden og de to unge mennesker tog benene på nakken.

 

Breaking News på Vestkysten

Aktionen kom de følgende dage på alles læber, og blev Breaking News i det lokale dagblad Vestkysten. Der havde Michael for resten også været bybud.

Da de første af byens morgenduelige handlende krydsede Torvet, var den indhyllet i en tæt lille røgsky, der stank af klor.

Da røg og lugt efterhånden aftog omkring ønskebrønden, konstaterede man, at vandet var omdannet til en tyk lilla grød, der havde ætset tusinder af mønter, såvel de danske som de tyske D – mark.

Drengestregerne var langt gået over stregen til et hærværk, en vandalisme, der lugtede af det, der var værre. Michael nåede aldrig at sige undskyld til sin far.

Sandheden om ønskebrønden måtte aldrig komme frem. Michael indrømmede det aldrig over for faderen. Men han kom til at tænke på historien, da han optrådte for dronningen og prinsgemalen.

 

Peter Schmidts legat

Michael er formand for Peter Schmidts legat for udøvere af ny musik i Tønder inden for jazz, beat og rock.

Den markante Tønder – musikere Peter Schmidt førte et hårdt liv og døde i 2006. Han efterlod sig et testamente, der bestemte, at der skulle oprettes en fond med et indskud på en million kroner.

 

Debut på Møgeltønder Forsamlingshus

Michael nævner, at Peter Schmidt var et lysende musikalsk talent. Hans evner på tangentinstrumenter var langt ud over det sædvanlige. Han spillede blandt andet hammondorgel i det band som Michael debuterede med som sanger i Møgeltønder Forsamlingshus i 1972.

Kylle spillede bas, og Steen Winkel spillede trommer. Og ham kender den gamle redaktør her. Jeg var henne og se hans band på godsbanegården i Tønder – dengang.

Der blev spillet covernumre som Borne to Be Wild, Sunshine of Your Love og Only One Woman. Men højdepunktet var efter Michaels opfattelse Evighedsblomster som Kylle havde lavet musik til, og Michael teksten.

 

Æg hjælper mod hæshed

Michael forsøgte ikke at være for skæv. Men stemmen var lidt slidt efter de foregående dages øvning. Han var lidt uerfaren i at skulle optræde i larmen af trommer og forstærker. Han havde dog hørt at æggeblommer skulle virke mod hæshed. Så han greb mikrofonen på forsamlingshuset i Møgeltønder, for at få nogle landmandssønner til at hente nogle æg. For en sikkerheds skyld blev der indtaget fire stykker. Det vakte en hvis form for ubehag.

 

Radio Rasmussen ville ikke låne til langhårede

Men uden mikrofon gik det ikke. Og Radio Rasmussen ville aldeles ikke låne mikrofoner ud til sådanne langhårede bavianer. Men så fik Michael sin far til at låne fire stk. Shure SM 57 – mikrofoner. Erhvervslivet kunne godt låne ting og sager hos Radio Rasmussen.

 

Det største musiktalent

Peter Schmidt blev regnet som et af de største musiktalenter, som Tønder nogensinde havde fostret. Men han levede et hårdt liv helt ud over kanten. Et venligt og velhavende tandlægepar havde adopteret ham. Men han virkede ekstremt utilpasset og havde alvorlige adfærdsproblemer. Der er mange af historier om ham.

 

Flippere i anlægget

En sommeraften var byens flippere samlet nede i anlægget. Kylle og Michael spillede guitar. Og flere af de tilstedeværende spillede bongotrommer. På et tidspunkt blev forsamlingen overmandet af sult. Man kunne da også godt bruge nogle bajere som supplement til den Røde Libanon.

 

Mad og drikke

Peter Schmidt tilbød, at det skulle han da nok ordne. Sammen med en medsammensvorne brød han i flere omgange ind i Calles Supermarked på gågaden. De kom slæbende med flere kasser øl, og en tung papkasse. Det var ganske rigtigt madvarer – 25 store kyllinger – frosne.

 

Peter Schmidt fortsatte festen

Der blev ikke noget at spise den aften. Men der var masser af drikkevarer ad libitum. De frosne kyllinger indgik som kasteskyts i en konkurrence, der forsatte ud på natten. Den store gruppe søgte efterhånden hjemad. Men Peter Schmidt blev liggende og sov ved det træ, hvor han var faldet.

Indbruddet blev næste morgen anmeldt. Politiets spor pegede som så ofte før i retning af Peter Schmidt . De fandt ham liggende næsten bevidstløs i anlægget med masser af optøede kyllinger rundt omkring. Han kom til afhøring, men blev ikke indsat i detention. Han fortsatte derefter festen i anlægget sammen med nye gæster. Politiet havde nemlig ikke fundet to kasser øl, gemt i buskads.

 

En million til legat

Da hans forældre skulle skrive testamente, indsatte de Peter som arving på betingelse af, at en million kroner af den betydelige arv blev hensat som et legat.

 

Afslutnings – koncert

I 2010 sluttede årets turné på Schweitzerhalle. Denne gang med Boat Man Love. Men inden aftenens koncert var Michael nede i Jefsens Boghandel for at købe en lille gave til holdet. Det blev til Victor Bockris bog om Keith Richards.

Akustikken i det legendariske Schweitzerhalle er meget levende. Man fornemmer publikum meget tydelig, siger Michael. Og egentlig bryder han sig ikke så meget om, at det nu hedder Kulturhuset. Men har stedet ikke fået sit gamle navn tilbage?

 

Koldt – med Malurt

10 år efter, at han havde forladt Tønder spillede han her med Malurt. Det var så koldt, at nogle af musikkerne skulle have handsker på i første nummer. Siden optrådte han her mange gange. Med De tre Tenorer i 1995 og flere gange solo

 

Endelig – på Tønder Festival

I 30 år havde Michael kæmpet for at spille på Tønder Festivallen. Det sagde han selv fra scenen. Og endelig kunne han optræde i Tønderhal 1, hvor han har spillet så mange håndboldkampe som ung. Her havde han også haft musikoplevelser. Blandt andet har han kysset Anisette fra Savage Rose – på foden.

Og de gamle bysbørn rejste sig for at hylde ham. Michael var vendt hjem til Tønder med manér.

Carsten Panduro, den gamle dekoratør over fra Brødrene Tygesen havde sagt til Michael at tingene skulle jo passe sammen. Ja det ligger ikke sådan til højrebenet at få lov til at spille til Tønder Festival.

Og atter engang lyttede den gamle redaktør til Kærlighedens Lysthus. Det var tider dengang – i Tønder.

 

Hvordan gik det med Kedde? 

Efter fire års medicinstudier i Odense valgte han at stoppe og fortsætte en musikalsk løbebane. Jo han betragtede sig selv som “Familiens Sorte får”. Han var den yngste i en søskendeflok på seks. Begge hans forældre var præsteuddannede. Fire af hans brødre blev også præster. Den femte blev organist. Det lå ikke lige i luften at Kedde skulle spille rockmusik

En ældre musiklærer i Tønder, fru Valeur havde måske lugtet lunten. Hun ville ikke undervise ham i klaverspil lige som hans andre brødre. Hun mente, at han var en bandit.  I stedet fik han en guitar at lære at spille på. Far og mor havde sikkert håbet på, at han lærte at spille klassisk. Men det løb ud i sandet. Han var kun 12 år dengang.

Men han fik blod på tanden. Og som vi tidligere har skrevet dannede han sit eget band. Mange andre i klassen spillede også i et band, så hvorfor ikke ham. Inspirationen kom fra Cream, Procol Harum, Rolling Stones, Beatles og The Who.

Nu var forældrene ikke særlig interesseret i netop den slags musik. Da han en aften sad og lyttede til en plade med Stones, kom faderen ind i stuen og sagde:

• Det der lort ,er der ingen der gider at høre om fem år.

Men som Kedde sige, at efter alle de år på landevejen (59 år) så har han dog ikke ret i dette.

Christian Arendt udviklede sig til en respekteret guitarist. I 1976 flyttede han til Odense, hvor hans far året før var blevet ansat som domprovst. Han har optrådt med adskillige kendte musikkere på alle de store festivaller og musikscener i Danmark.

 

Til Kerteminde 

I 1999 flyttede han til Kerteminde. Her startede han som musikunderviser i kommunen. Da han startede som musiklærer i ungdomsskolen var der kun ni elever fordelt på tre orkestre. I løbet af få år var elevtallet steget til 140 elever fordelt på 29 rockorkestre og guitar- og baselever. Ungdomsskolens budget var ved at knække over. I 2004 blev han valgt som “Årets Kerteminder”. Erhvervschefen  sagde dengang:

• Du er et godt eksempel på, at man godt kan være kerteminder, selv om man ikke kommer fra byen

Måske vil det her være på sin plads at nævne, at Kedde kom til Tønder i 1968.

Så optræder Kedde da også med eller uden band rundt omkring til alle mulige arrangementer – lige fra barnedåb, børnehaver, familiefester, plejehjem og selv til begravelser, Ja også til kirkekoncerter optræder han.

 

Hvad så med Malurt? 

Nu har Michael jo spillet i mange sammenhænge i Tønder både sole og med band. Og endda til Tønder Festival. Og nej alt dette jeg har skrevet er ikke en kopi af hans erindringer. Han er så flink at nævne mit navn som en af dem, der har foreslået at han skulle skrive sine ungdomserindringer fra Tønder.

Når Malurts Danmarks – turne er færdig, ja så kører bussen tilbage i parkeringskælderen og Christian Arendt. Peter Mors og Dia Nielsen går tilbage til deres almindelige jobs. Michael fortsætter sin blomstrende solokarriere.

Det var netop også disse, der startede Malurt i 1977. Her var Peter Viskinde og Henrik Littauer også med. Det første album var “Kold krig” i 1980. I 1981 spillede Malurt sammen med Bruce Springsteen i 1981. Året efter gik Viskinde og Littauer ud. Ind kommer Christian Arendt og Pete Repete. Fire albums blev det til. I 1984 blev de opløst. De blev gendannet i 1990 og spillede til Roskilde Festival. Medlemmerne gik hver til sit i 1994. Kortvarigt blev de dannet den 15 september 2005. En kort jubilæums – turne blev det til. Og nu blev de så dannet igen. De ligger meget vægt på den rå og uforfalskede stil uden elktronisk snyd.

Tænk engang hed de Ravage. Men navnet passede ikke rigtig til spillestilen.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

• www.dengang.dk – diverse artikler

       Michael Falch : Trækruter (Gyldendal 2011)

       Torben Bille: Ud af mørket (Gyldendal)

       Nils Gunder Hansen: Lille dreng med rejseskrivemaskine (Kristeligt Dagblads Forlag 2011)

       Diverse avisartikler

       Michael Falch’ s egne kommentarer til dengang.dk

• www,ugeavisen.dk
• www.toenderkulturhus.dk
• www.dkwiki.dk
• www.kulturportalen.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

       Musik i Tønder 1 – 4

       Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro

       Schweizerhalle i Tønder

       Tommyguns er genopstået og mange flere artikler 

 

Redigeret 24. – 02. – 2022

Skolens historie i Tønder Amt er forvirrende. Sprogskripterne kom i 1851. Tønder Statsseminarium var tysk, ingen mulighed for dansktalende i begyndelsen. Senere skulle lærerne aflægge ed til den preussiske stat. I sangbøgerne kom der provokerende tyske sange. Efter Genforeningen var den danske folkeskole på bar grund. I 1930erne holdt den nazistiske ideologi sit indtog i de tyske privatskoler. Stop de tyske skoler for evigt, forlangte befolkningen.

 

Ikke egen skolegang

Dette skal ikke handle om min egen skolegang. Den har vi hvis nok hørt rigeligt om. Nej vi skal længere tilbage.

 

Skolelov 1814 – 1920

I henhold til paragraf 65 i skoleloven af 1814 gjaldt endnu i 1864 – og for resten helt op til 1920 følgende:

 

       Skolepligten begynder almindeligvis efter påske i det skoleår, da barnet er fyldt 6 år. Hvor dansk skolelov er gældende, d.v.s. I enklaverne og i Nordborg Amt er børnene først skolepligtige med det fyldte 7. leveår.

 

Skolepligten ophører ved konfirmationen. Det gav dog en række spørgsmål under det preussiske styre.

 

Sprogskripterne

Tønder købstad hørte som den eneste af byerne til de såkaldte blandede distrikter. Bystyret modtog derfor den 7. februar 1851 sprogskripterne med krav om dansk undervisning i skolerne.

I elementarklasserne skulle bestemmelsen træde i kraft straks ved sommerskolens begyndelsen. I de højere klasser skulle det ske efterhånden, som de børn rykkede op, der havde fået dansk elementarundervisning. I læseplanen skulle der tages hensyn til tysk sprog som et vigtigt lærefag.

 

Sprogskripterne skabte mange brydninger, megen uro og modstand i Tønder. Nyordningen blev imidlertid gennemført i elemtarklasserne i juni 1851, i vajsenshusets overklasse i april 1853, og den var gennemført i alle klasser i påsken 1855.

 

Tønder Seminarium var tysksproget

Tønder Seminarium var og forblev tysksproget. Dets ledere var overbeviste om det tyske sprogs og den tyske kulturs overlegenhed og mission i Nordslesvig.

Dansktalende unge mænd kunne ikke bestå optagelsesprøven. Seminariet blev år efter år mere fremmed for den dansktalende befolkning.

 

Det tyske seminarium flytter

De små landsbyskoler var afhængige af dansksprogede lærer, men de skulle åbenbart ikke komme fra Tønder.

Først i 1855 flyttede Tønders tyske Seminarium til Egernførde. Den 7. januar blev seminariet åbnet som dansk seminarium. I perioden fra 1858 – 1864 blev i alt 85 dansksprogede lærer uddannet i Tønder.

 

Undervisningssprog skal være tysk

Efter 1864 blev sprogreskripterne fra 1851 ophævet. For skolerne i Tønder købstad bestemte forordningen af 30. april 1864:

 

       Undervisningssproget skal være det tyske….I det danske sprog skal der gives undervisning i mellemklassen – for drengene fire timer, i samme klasse for piger, tre timer, i højere klasser, to timer om ugen.

 

Danske lærer bliver suspenderet

De danske lærere blev suspenderet og forlod byen. Kun Vilh. Hagerup fortsatte som privatkærer ( se artiklen: Vajsenhuset i Tønder).

 

Forstander ville ikke indordne sig

Afståelsen af hertugdømmerne i 1867 skabte selvsagt en ny situation for seminariet i Tønder. Seminariet blev indskrænket til at uddanne skolelærere til den enklassede landsbyskole og alle fag, der ikke tjente dette formål, skulle fjernes fra seminariets undervisningsplan.

Seminariets første forstander Niels Schmidt ville dog ikke indordne sig efter det preussiske styre. Han nedlagde sit arbejde i 1870 og blev sognepræst i Svenstrup på Als.

 

De næste forstandere blev hentet syd for Hamborg, og havde ikke kendskab til grænselandets specielle mentalitet.

 

Aflæggelse af ed

De lærere, der endnu ikke var blevet fyret skulle i 1867 aflægge ed til det preussiske styre. Det føltes som en urimelighed. Mange havde paragraf 5 i tankerne, og søgte derfor udsættelse. Men dette blev blankt afvist af det preussiske styre.

En edsaflæggelse var en stor psykisk belastning. Ikke alle kunne få arbejde ved at rejse nord for Kongeåen.

 

Mange lærere forlod landsdelen

Nordslesvig mistede i perioden 1864 – 1868 ikke færre end 98 lærere. Herfra fik 61 arbejde nordpå, mens 18 overgik til andet arbejde i landsdelen.

Et nej til edsaflæggelse medførte med det samme til afskedigelse.

 

I tidsrummet fra 1903til 1908 forlod 127 af Nordslesvigs 453 lærere i landsdelen deres embede.

 

Provokerende sange

I 1884 indførtes i alle nordslesvigske skoler Liederheft für preussische Schulen. Med vold og magt skulle der medtages en række nationalt udfordrende sange. I den forbindelse kan nævnes:

 

       Heil dir im Siegerkranz

       Deutschland, Deutschland über alles

       Ich bin ein Preusse

       Schleswig .- Holstein meerunschlungen

 

Til sangen Ich bin ein Preusse blev der tilført et ekstra vers. På udfordrende måde skulle børn af danske forældre bekræfte deres ubrydelige forbundethed med det preussiske styre.

 

Protest mod sangene

8.500 dansksindede protesterede mod dette Liederheft. Men i Berlin blev protesten betragtet som en udfordring, der måtte imødegås.

 

Ikke tilfreds med tysk – undervisningen

I 1887 var Geheime Ober – Regierungsrat Dr. Schneider på inspektionstur i Tønder – området. Han var bestemt ikke tilfreds med det han hørte. Han mente ikke, at børnene kunne tilstrækkelig tysk. Dr. Schneider befalede, at man uafbrudt skulle fremme tyskheden. Og at al samtale mellem lærer og elev skulle foregå på tysk, ligesom al diskussion i frikvarterne imellem børnene skulle foregå på tysk.

 

Mere tysk i skolen

Den 18. december 1888 fremkom der en skrappere forordning fra det preussiske styre. Nu skulle alt undtagen religionsundervisning foregå på tysk. Dog skulle det foregå på tysk i mellemste og øverste trin.

 

Ophidsende og fornærmende

Flensborg Avis udgav Sønderjysk Sangbog for Børn og Sprogforeningen udgav Den Blå Sangbog. Men begge sangbøger var forbudt af magthaverne.

Den Blå Sangbog blev stemplet af professor Niels Schröder i Haderslev som 140 sange som ophidsende og fornærmelige i national henseende.

 

De sidste privatskoler måtte lukke med den nye sprogforordning, og også al hjemmeundervisning blev efterhånden indstillet.

 

En dansk afdeling på Seminariet

Allerede den 22. marts 1864 foreslog Provst Carstensen at gøre Tønder Seminarium to sproget. I 1876 blev dette omdøbt til Abteillung A og Abteillung B. Den danske afdeling lukkede dog allerede i 1884. Fra 1885 – 1907 blev seminariet ledet af Adolf Carstens, en højt begavet, human og frisindet mand. Han havde stor forståelse for den slesvigske egenart. Men de høje herrer i Slesvig syntes efterhånden, at det var for frisindet, så den populære rektor måtte søge sin afsked.

I efteråret 1907 blev flere elever tvangsforflyttet.

 

Det kneb for lærerne

Det kneb åbenbart i 1892 stadig med de nordslesvigske lærers tale – og læseøvelser på yngste hold. Kredsskoleinspektør A. Schöppa i Tønder bestemte deres indsats som ungeschickt, kejtet, ubehændig og derfor ergebnislos, resultatløs.

Han udarbejdede derfor en skriftlig vejledning, som regeringen i Slesvig skulle tage stilling til.

 

Tal om andre ting

Det var også galt i 1909. Da sendte regeringen en anvisning til kredsskoleinspektørerne om at de skulle fremme elevernes sprogfærdigheder ved at tale om ting og hændelser, der ikke lå inden for skolens rammer.

 

Disciplin i skolen

Der var disciplin i den preussiske skole. Men den skulle ifølge regeringen i Slesvig håndhæves med ro, måde og forsigtighed. I en ministeriel forordning fra 19. januar 1900 skulle lærer og lærerinder, der udførte korporlig revselse give en begrundelse herfor i et

særligt hefte Strafverzeichnis.

 

Schulchronik

Med sædvanlig grundighed forlangte det preussiske styre, at hver skole førte en Schulchronik. Den skulle indeholde:

 

1.       En beskrivelse af skolens hjemsted, dets geografiske, geologiske og naturhistoriske forhold. Dets historiske forhold gennem tiderne, for så vidt den var tilgængelig uden mere indgående undersøgelser, og eventuelle sagn og overleveringer, der var knyttet til særlige lokaliteter.

2.       Skolens historie, enten ved hjælp af gamle dokumenter eller overleveret mundtlig gennem det ældste slægtled

3.       En beskrivelse af skolens og lærerboligens stand i 1880.

4.       Biografiske oplysninger om tidligere lærer og en kort levnedsbeskrivelse af embedernes nuværende indehavere.

5.       De vigtigste årlige begivenheder inden for skolen, påbegyndt år 1880(indskrevne elever, konfirmationer, årsprøver, inspektion, lærerskifte, festdage m.m.).

 

På Landsarkivet

Desværre er mange af disse skole – kronikker forsvundet. Men fra Tønder Amt er ikke så få afleveret på Landsarkivet i Aabenraa.

 

Skolegang under første verdenskrig

Under første verdenskrig var skolegangen ramt. I Vennemose blev undervisningen besørget af nabolærerne. Lærer Max Sass fra Emmerske kom nogle eftermiddage om ugen for at give nogle timer.

 

Nødpenge

Tiden kom med nødpenge. Fra Tønder huskes motivet med Weisser Schwan på Torvet. Det minder også om, at man dengang kunne få sig en god punch for 20 Penning.

I Møgeltønder forkyndte man på nødpengesedlen:

 

Ørn, nu må du fly

Dansk bliver vi på ny

 

Borgmesterens velkomsttale

Efter Genforeningen besøgte kongen Tønder. Og borgmester Oluf Olufsen forblev loyal. Han tolkede glæde over kongens besøg og tilføjede:

 

       Måtte det bånde, der knyttes ved dette besøg, blive til velsignelse for konge og fædreland. Vi opfatter dette besøg som et bevis på, at det er Deres majestæts ønske at støtte byens som følge af grænsedragningen vanskelige økonomiske stilling, så Tønder ved Deres Majestæts førelse går en lys fremtid i møde

 

Johannes Schmidt ikke tilfreds

Den senere folketingsmand, pastor Johannes Schmidt skrev derimod i Neue Tondernsche  Zeitung:

 

       Vi håber på den dag, da vi på ny skal afgøre vort statslige tilhørsforhold, fri for tvangen ved en-bloc-afstemning, fri for fredstraktatens tvang

 

Pastor Schmidt mente, at grænsedragningen ensidigt tilgodeså danske interesser.

 

Mange tysksindede i Højer

I Højer var der 131 elever i tysk skole og 45 i den danske skole. I Daler Sogn var de to skoler danske.

 

Den danske folkeskole startede forfra

Den tyske folkeskole i Tønder kunne uden støre vanskeligheder fortsætte. Men byens danske folkeskole måtte nærmest starte forfra. Siden 1864 havde næsten al undervisning i denne by været tysk.

 

Øvelsesskolen

I løbet af et par uger skulle der etableres en skole, der svarede til de danske krav. Den enste mulighed var at etablere en skole i forbindelse med det nyåbnede seminarium – en såkaldt øvelsesskole. Den første leder blev H.P.N. Novrup.

 

Men det så dog lidt broget ud. Lokalerne havde været brugt som kaserne. Først for engelske, siden for danske soldater. Men det lykkedes at åbne den 1. september med 130 elever. Efter 10 års forløb var børnetallet op på 330 elever. I 1943 var der 409 elever på skolen.

 

Tre store skoler

Den 18. maj 1923 indviedes de tre store skoler i Burkal, Rens og Store Jyndevad. Den 22. august blev skolen i Rudbøl indviet. Den 12. oktober blev skolen i Jejsing indviet. Den var opdelt i en tysk og en dansk afdeling.

 

Kongen på Tønder Museum

Kongen var meget interesseret i disse skoler. Men under et af sine besøg gik turen også til Tønder Museum. Man fik så den ide, at placere gamle redaktør Skovrøy i den celle, som han i sin tid havde afsonet sin fængselsstraf. Kongen fik fortalt forhistorien. Kongen udbrød:

 

       Næh har de virkelig siddet fanget på dette sted?

       Da tænkte de nok ikke, at vi to skulle mødes her. 

 

Den gamle redaktør blev så rørt, at tårerne trillede ned af kinderne. Kongen spurgte:

 

       Men hvordan havde det her?

       Det var desværre så mange lopper, deres Majestæt.

 

Den bedste agitator for danskheden

Engang besøgte kongen også den tyske borgerskole i Tønder. Det var mens eleverne blev undervist i Alexander den Store. Et tysk byrådsmedlem viskede ved denne lejlighed:

 

       Jeg tror virkelig at Kong Christian er den bedste agitator for danskheden.

 

I de første 25 år blev der udvidet eller bygget skoler 60 steder i de 83 skoledistrikter.

 

Tysk skolekommissionsflertal

I de første 10 år efter Genforeningen var der tysk skolekommissionsflertal i Tønder, Højer, Frederikskog, Rudbøl, Udbjerg, Sæd, ravsted, Tinglev, Bajstrup, Eggebæk – Kravlund, Løjtved, Havsted, Bredevad, Nørre Løgum, Burkal og Solderup.

 

Skolekonsulenten på arbejde

I Tønder Amt blev skolekonsulent Nicolai Svendsen kendt som Manden med stokken. Som regel gik han, når han skulle af lægge skolerne besøg. Og han førte dagbog over disse besøg

Den 9. november 1925 tog Svendsen med Flensborg – bilen og stod af øst for Eggebæk, og gik

 

       derpå i snestorm fra nordøst til Sofiedal Skole, hvor jeg ankom kl. 10 gennemblødt

 

Efter sammen med skolekommissionsformanden at have overværet undervisningen i to timer gik Svendsen videre

 

       i et rædsomt uvejr til Eggebæk – Kravlund Skole

 

Her ankom han så medtaget, at det var vanskeligt at overvære undervisningen. Han tog derefter til Terkesbøl, hvorfra han tog toget til Tønder.

 

Stormvejr i Højer

Den 6. februar 1926 gik det galt igen. Han tog det tidlige morgentog til Højer og gik derfra i stærk storm fra sydost til Frederikskog Skole. Efter at have overværet undervisningen og en hidsig forhandling med skolekommissionen, kørte læreren ham til Højer i eet rasende stormvejr, der var nærved at vælte den lille lette vogn ned ad diget.

Oven på dette måtte Svendsen bruge hele eftermiddagen på at udrede en række småkonflikter mellem lærerne og skolekommissionen i Højer.

 

Det stod dårlig til i Udbjerg

Nicolai Svendsen skulle også på sine tjenesterejser bedømme lærerne. Et eksempel kan vi tage fra et besøg den 7. november 1923 på Ubjerg Skole:

 

       Hel undervisningen foregår på gammeldags måde. Lærer Frost er stivnet i overleverede former. Han spørger godt. Katekisationen er upåklagelig. Men det er et spørgsmål, om han når ud af formen. I hvert fald svarer skolen ikke til de krav, der må stilles. I hovedsagen er sproget tysk.. Af de 19 elever har de 13 dansk, de 6 tysk hjemmesprog. Læreren søger at undervise dem tilfredsstillende i begge sprog, men magter det ikke. Alt er her stillestående. Det blev ham pålagt at drage omsorg for, at de danske børn får en forsvarlig undervisning

 

Bedst på den tyske afdeling

Svendsen måtte flere gange indrømme, at forholdene var bedst i den tyske afdeling på skolerne. Det var således tilfældet med sangundervisningen i Højer i september 1923, og med hele undervisningen i Abild i september 1925.

 

Ros til Alexandrineskolen

I Alexandrineskolen i Tønder – den tyske privatskole, var skolens leder Karl Tilse i matematik nået langt ud over, hvad der krævedes. Svendsen var dog også godt tilfreds med lærer Jürgensens undervisning i dansk og fremhævede, at læreren gjorde sig stor umage.

 

Svendsen overtog selv undervisningen

Det kunne ske, at Svendsen selv overtog undervisningen, hvis han slet ikke var tilfreds med læreren. Sådan var tilfældet i Udbjerg den 11. september 1926.

 

Amtslægen havde bil

Svendsen havde et godt forhold til amtslægen i Tønder, Hans Lausten – Thomsen. Måske var det fordi, at her var en god transportmulighed. Amtslægen påtalte, at i Burkal stod der vand i kælderen og i Store Jyndevad var centralvarmen i uorden.

 

Problemer i Højer

I Højer gik det ikke så godt. Skolekommissionen ville selv bestemme over lærerudnævnelserne ved den danske afdeling. Konflikten brød ud i lys lue i 1924, da der skulle udnævnes en andenlærer både i den danske og den tyske afdeling.

Det var et særdeles nationalpolitisk betændt miljø, der herskede i Højer.

 

Den danske førstelærer søgte om forflyttelse i 1926. En lærer fra den tyske afdeling Olde Petersen havde ved den tyske skyttefest på Hotel Sylt givet en politibetjent et stød i maven med et hold æ Snutt.

Lokalt var der stor opstand. Man kunne ikke have en lærer, der havde lavet værtshusuorden. Resultatet blev også, at læreren blev suspenderet. Senere idømte Højesteret ham 60 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Han blev afskediget fra sit embede uden pension.

 

Forholdene i Højer blev betydelig mere rolig i slutningen af 1920erne. Den danske og tyske førstelærer kom godt ud af det med hinanden.

 

Også problemer i Burkal

Men også i Burkal var der problemer i 1926. En lærer følte, at de tyske blade havde iværksat en hetz mod ham. Svendsen mente, at sagen var pustet og og brugt i den tyske agitations tjeneste.

 

Tysk kulturgrundlag

Formålet med de tyske skoler i Nordslesvig var ikke kun at give eleverne tyske sprogkundskaber. Hensigten var også at opdrage børnene på et tysk kulturgrundlag. Det skulle ske gennem undervisningen og arrangementer uden for skoletiden.

 

Mindretallet var tilgodeset

Mindretallet var tilgodeset. De måtte oprette kommunale og private skoler. Man mente, at de tysksindede embedsmænd ikke ville handle imod den danske stats interesser. Modsat havde man tilladelse til at give børnene åndelig næring gennem tyske åndsværdier. Man måtte give oplysning men ikke agitation.

 

Nazistisk ideologi holdt sit indtog

Den nazistiske bevægelse nærmede sig den danske grænse. Der var masser af tilhængere lige syd for grænsen.

Den nazistiske ideologi vandt efterhånden stigende indflydelse blandt mindretallet i Nordslesvig. Dette fik også indflydelse på holdningen til de tyske lærere.

 

Lærerbøger med nazistisk indhold

Lærerbøgerne, der blev brugt i de tyske skoler efter 1933 var i høj grad præget af den nazistiske ideologi. Dette gjaldt ikke kun bøger til fagene tysk og historie, men også for eksempel regnebøgerne. Eleverne skulle bl.a. beregne, hvor mange folk der durch den Führer igen havde fået arbejde og brød.

Efter anden verdenskrig blev alle disse lærerbøger beslaglagt.

 

Hitler og nazi – flag på væggen

De tyske privatskoler modtog betydelig summer syd fra. Her var også langt friere valg med hensyn til ansættelse af lærere og undervisningsform. I perioden fra 1932 – 1934 steg antallet af tyske privatskoler i Sønderjylland fra 32 til 53.

Det var også i disse privatskoler, at nazistiske agitation efterhånden bredte sig. 

De tyske privatskoler havde større spillerum for nazistisk påvirkning af eleverne end de kommunale skoleafdelinger. Klasselokaler med portrætter af Hitler og naziflag på væggen var almindelig.

 

Lærer Hansen slap med advarsel

Lærer Hansen fra Den tyske Skole i Burkal hyldede i 1933 offentligt Hitler og den tyske revolution. Men lærer Hansen blev ikke fyret. Skolemyndighederne nøjedes med at give ham en advarsel. Men Hansen fortsatte med sin agitation.

 

Skærpede krav fra tysk side

Den tyske skoleforening stillede i 1938 nogle skærpede krav. Den bydende tone i de fremsatte krav virkede ubehagelig på de danske myndigheder. Men den politiske situation var sådan, at man så sig nødsaget til at imødegå de tyske krav på en række områder.

 

Omtumlede år

I 1939 blev pastor Johannes Schmidt udskiftet med dyrlæge Jens Møller. Man mente ikke fra mindretallets side, at Schmidt var nazistisk nok.

Årene 1938 – 1939 blev meget nogle meget omtumlende år for det sønderjyske skolevæsen.

 

Schulamt – en del af ideologien

I februar 1944 meddelte Rudolf Stehr, leder af Det Tyske Kontor i Statsministeriet uden videre, at den tyske folkegruppe for nogen tid siden havde oprettet et Schulamt. Det skulle være et centralt organ for alle sager vedrørende det tyske skolevæsen.

Fra dansk side mente man dette Schulamt efterhånden blev en del af den nazistiske ideologi.

 

Trusler fra Det Tyske konsulat

Det tyske konsulat forlangte, at børn af rigstyske forældre skulle tages ud af de danske skoler og overføres til de tyske skoler. Baggrunden var, at der i de første krigsår var oprettet ti nye tyske privatskoler, bekostet af den danske stat. Hvis dette ikke skete, blev der iværksat en række straffeforanstaltninger, for eksempel udvisning eller nægtelse af arbejde.

 

Tyske lærere hvervet til krigstjeneste

Tyske lærere blev hvervet til krigstjeneste og deltog i kurser til Zeitfreiwilligendienst. De tyske lærere var tvunget til at melde sig ind i Heimwehr.

 

I Fårhuslejren

Efter besættelsen blev de fleste tyske lærere interneret i Fårhuslejren. Den 25. juni 1945 udsendtes et cirkulære, der påbød, at al undervisning i både de offentlige og private tysksprogede skoler skulle ophøre, indtil de benyttede lære – og læsebøger var gennemgået. Desuden blev eksamensretten til alle tyske eksamensskoler trukket tilbage.

 

Stemningen i befolkningen var meget oppisket. Man ville have at alle tyske skoler blev lukket permanent.

 

Overgangsordning

Men en overgangsordning blev etableret. Særklasser blev oprettet i købstæderne og kun ganske få steder på landet. Men de tyske privatskoler havde vanskeligheder ved at komme i gang. Man havde hverken lærere eller undervisningsmateriel. I 1947 meldtes om 200 elever i de tyske skoler. Tallet i 1945 havde været 3.800.

 

En lov fra 12. juli 1946 indebar, at de tyske skoler udelukkende skulle drives i privat regi.

 

Tilsynet blev forstærket

En bekendtgørelse fra den 22. oktober 1952 fastslog, at tilsynet med de tyske privatskoler og tysk hjemmeundervisning skulle udføres effektivt. Det skulle konstateres, om undervisningen stod mål med, hvad der almindeligt krævedes i folkeskolen.

I løbet af 1950erne blev der opført et større antal tyske privatskoler.

 

En genert ung mand

I 1957 – 58 startede en genert ung mand på Tønder Kommuneskole. Her skulle han gennem 10 års undervisning. Bagefter var det så Tønder Handelsskole. Men her havde storebroderen også gået. Det betød i begyndelsen store lidelser. Men se det er en helt anden historie.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

       Litteratur Højer

       Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Da tyskerne kom til Tønder

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Købmandsslægten Olufsen fra Tønder

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Nazister i Tønder

       Socialdemokrat i Tønder – dengang

       Tønder før og efter Genforeningen

       Tønder Statsseminariums historie

       Tønder – Institutionernes by

       Tønder – Marskens hovedstad

       Tønders Dansksindede

       Vajsenhuset i Tønder

       Det Tyske Mindretal (under Sønderjylland)

       Flugten over grænsen 1914 – 1918 (under Sønderjylland)

       Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde (under Sønderjylland)

       Opgøret efter 1945 (under Sønderjylland)

       Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)

       Fårhuslejren ( under Padborg/Krusaa/Bov

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Landsforrædere og Landssvigere (under København)

       dengang.dk indeholder over 60 artikler omkring besættelsestiden