Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.

 

Betydning for Sønderjylland

Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.

 

Vester Vedsted

Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.

 

Dankirke

Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.

 

Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.

 

Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.

 

Besejlingsforhold måske ændret

Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.

 

Masser af møntfund

Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.

 

Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.

 

Fund af gammel brønd

Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.

Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.

Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.

 

En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.

 

Hvad betyder Ribe?

Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.

 

Willibrock

Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.

Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.

Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.

 

Blomstrende by i 700 – tallet

Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.

 

Tildeling af jordstykker

Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.

 

Skt. Nicolai Gade

Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.

 

Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.

 

Tilladelse til kirke

Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.

 

Sikret for stormflod

Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.

Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.

 

 

Hedninge og kristne, side om side

Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.

Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.

 

Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.

 

Helårshuse fra 750

Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.

 

Forsvar

I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.

 

Heste – og kvægtransport

I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart  til Norge og Østersø – landene.

Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.

 

Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.

 

Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne

Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.

 

Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.

 

Riberhus

Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.

 

I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.

 

Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.

 

Ribe Domkirke

Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.

På et tidspunkt havde byen tre klostre.

 

Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.

Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.

 

Rundetårn kunne ligge på tværs

Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.

I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.

 

Bevidst byplanlægning

Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.

Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.

 

Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.

 

Dronning Dagmar

I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:

       Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg

 

Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.

 

De vantro dræbte biskoppen

Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.

Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.

 

1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.

 

Riber Ret

Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.

 

Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.

 

De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.

 

Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:

       Tak din Gud, at du ikke kom for Riber Ret, sagde Kællingen, da hun så sin søn dingle i Varde Galge.

 

Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.

 

Mord på Christoffer

Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.

 

Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.

 

Tårnet styrter sammen

Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.

 

Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.

 

Vægterordning

Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.

 

Bykloster

En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.

Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.

 

Lyst i band

Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.

Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.

 

Dronningen købte slottet tilbage

Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.

 

Brand i kirken

I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.

I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.

 

Hr. Peder til Riberhus

Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.

 

En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel  som ærkebiskop i Lund.

 

Kong Erik holder vigtigt møde

Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.

 

Det blev udtalt:

       at der både i Nørre – og Sønderjylland taltes dansk

       at alle gamle privilegier til kirke som til købstæder var udstedt af danske konger

       at dansk, dvs. jysk ret gjaldt i Sønderjylland

       at grænsen mellem Danmark og Holsten gik syd om Sønderjylland.

 

Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.

 

I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.

 

Adelen havde fortrinsret

I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.

Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.

 

Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.

 

Gejstligt centrum

Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.

I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.

 

Riber omgang

Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.

Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.

 

Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.

 

Borgerskabet promenerede i kirken

Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.

 

Hårdt at være bisp

De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.

 

Sørøverjagt

I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.

En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.

I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.

 

 

Oprør fra bønderne

I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.

 

Byens nedtur starter

Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.

 

Ribeartiklerne

Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.

Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :

 

       Præstevalg skulle ske ved at sognemændene udvalgte syv af de ældste og mest agtede mænd i sognet, som sammen med provsten skulle foretage valget. Herefter skulle bispen prøve hans lærdom og den nye præst aflægge troskabsed til kongen.

 

Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.

 

Storhedstid

I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.

 

Stakkels mand

Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.

 

Taarnborg

Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.

 

Storbrand

Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.

De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.

 

Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:

 

       at hver 10 nabds Pollet, efter de som ere udgange til, skulle med det første lade gøre 2 lange stiger, 4 krogstier, 4 fyrhager og 10 læderspande.

 

Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.

 

Folkeviser

Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.

 

To vægtere blev slået ihjel

I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker.  Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.

 

Den store menneskedrukning

Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.

På Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.

Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.

 

Pest

I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.

 

Serien om Ribe fortsætter

 

Kilde: Se

Litteratur Ribe (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs

       Mandø – en ø i Vadehavet

       Rømø – en ø i Vadehavet

 

Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs

       Abdel og hans sønner

       Enklaverne i Sønderjylland

       Hærvejen i Sønderjylland

       Margrete den Første og Sønderjylland

       Sønderjyllands Historie indtil år 1200

       Ryd Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.

       Fra Ildebrand til Kæmner (under København)

       Gamle lav (laug) og Gilder (under København)

       Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)

       Den sønderjyske efterretningstjeneste (under Sønderjylland)

       Modstand i Sønderjylland (under Sønderjylland)

       Landssvigere og Landsforrædere (under Sønderjylland) 

       Henrettet i Aabenraa (under  Aabenraa)

       Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)

       Lov og ret i Aabenraa (under Aabenraa)

       Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Faarhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Straffelejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

       Lov og ret i Tønder (under Tønder)

       Henrettet i Tønder (under Tønder)

At boghandlere og deres medarbejdere skulle være kedelige, kan modbevises i den historie. På et tidspunkt var der fem boghandlere i Aabenraa. Nu er der kun to tilbage. Undertegnede har selv været i boghandel i Aabenraa i 15 år. En masse postkort er fremstillet i tidens løb. Illegale bøger var ikke noget Gestapo syntes om, men boghandleren smuttede ud af bagdøren. En af bogladerne var danserestaurant med plads til 350 mennesker. Og en blev udvist af preusserne. Han var for dansk.

 

En boghandel i 171 år

En af landsdelens ældste boglader var Peter N. Andreasen Ramsherred 44 b. Butikken kan føres 171 år tilbage. Og enlig involverer det også adressen Storetorv 6.

 

Bogbinder Schwensen

Ja butikken etableres i 1802 af bogbinder Schwensen. I 1812 genetableres eller videreføres forretningen som bogbinderi, forlagshandel og papirhandel af F. Sørensen. I 1837 overtages det hele af Nicolai Sørensen. Og først i 1844 bliver forretningen til en egentlig boghandel.

 

Nicolai Sørensen

Nicolai Sørensen var født i Flensborg. Han tog del i det politiske arbejde i landsdelen. Han var gift med Christina Fischer, som var søster til den legendariske Frederik Fischer. Men først i 1851 blev det en samhandels – berettiget boghandel. Forretningen driver forlag og udgiver skolebøger, blandt andet Meyer og Bossens Salmebog.

 

Bladet Freja købes

I 1859 køber boghandleren  bladet Freja af sin svoger Frederik Fischer. Bladet redigeres af sønnen Richard Sørensen. I 1868 overtages forretningen af sønnen Fester Theodor Sørensen. I 1874 bliver Richard Sørensen udvist af de tyske myndigheder som missliebig. Hans far solgte bladet til udgiver af Dannevirke, H.R. Hjorth Lorenzen.

 

Frederik Fischer

Denne Frederik Fischer må vi hellere kigge lidt nærmere på. Han var urmager og redaktør. Han fulgte ikke familiens tradition med at stikke til søs. Han blev lammet i begge ben som 9 – årig.

 

Myndigheder ville stoppe bladet

Da de nationale modsætninger opstod midt i 1830erne, vakte det hans interesse. Han oprettede et lille lejebibliotek. Med borgmesterens hjælp blev han ejer af Algemeines Wochenblatt. Han omdannede bladet til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa. Det udkom på dansk og vakte opsigt med en anti – Slesvig – Holstensk linje. I oktober 1841 blev han nærmest tvunget til at kalde bladet for Apenrader Ugeblad. Fra myndighedernes side forsøgte man at stoppe bladet.

 

Vi er danske

Hans nationale tilholdssted afspejles af en artikel i Dannevirke i 1838, Her siger Fischer:

• Danske er vi, Dansk tænker og føler vi, som Danske har vi navn i fortiden og er kendt over hele Kloden.

Den 9. september 1849 udkom avisen under navnet Freja. Avisen udkom frem til 1903, fra 1859 i forening med Dannevirke. I 1874 blev Fischer udvist. Og fra 1903 udkom Dannevirke som en dansksproget avis i Haderslev. Jydske Tidende overtog den i 1972 men lukkede den i 1975.

 

Sørensen og Frost

Men kære læsere, tilbage til boghandelen. Fester Theodor Sørensen var både lærling og medhjælper i sin fars forretning indtil 1.1.1868, hvor han selv overtog den. I 1907 overtages det hele af sønnen Nicolai Christian Sørensen, for så igen i 1924 at blive overtaget af Jens Frost. Han var uddannet boghandler og havde arbejdet som sådan i London. Senere arbejde han som journalist. Han havde været beskæftiget hos Hejmdal og Flensborg Avis. Senere blev han bestyrer på Aabenraa Museum.

 

Overtages af Peter N. Andresen

I 1933 overtages forretningen af Peter N. Andresen med broderen Hans Richard Andresen som kompagnon. Firmaet får nyt navn, Peter N. Andresen. Forretningen fører foruden bøger, papir, foto også kontormaskiner og grammofoner. Efter genforeningen i 1920 øges de nationale aktiviteter.

 

Illegale bøger

I 1936 oprettes en uformel klub af yngre boghandlere og deres familier i området. Foruden Andresen fra Aabenraa, var det Jefsens fra Tønder, Eilif Johansen, Toftlund og Heide Andersen, Ribe. De første illegale bøger om nazismens grusomheder dukker op, ofte tilsendt fra Zürich. I 1939 sælges bogbinderværkstedet til bogbindersvend, Marius Mathiesen.

 

Nabo til tyskerne

Da Danmark bliver besat holder det tyske kommanatur kontor i nabobygningen til boghandelen, Storetorv 8. Boghandelen arrangerede læserkredse. Og fra Udenrigsministeriet kommer der ofte lister på forbudte bøger. Dem var det vigtig at have mange af på lager, for de var særdeles efterspurgte.

 

Gestapo i butikken

Den 1. november 1942 kom bevæbnede Gestapo – mænd pludselig brasende ind i butikken. De spurgte efter indehaveren, Peter N. Andresen. Han havde held til at forsvinde ud af en bagdør. Han går under jorden, først tager han til Sjælland. Han flygtede til Sverige via Bornholm.

 

Ny adresse

I 1947 blev ejendommen Storetorv 6 revet ned. Boghandleren og hans bror købte deres mors ejendom Ramsherred 44 / Store Pottegade 2 med henblik på flytning. I 1948 fik man en ny stor kunde Dansk Skoleforening for Sydslesvig. I 1949 åbnede man på den nye adresse og i 1959 udvidede man med Ramsherred 44b til papirvarer og kontorartikler.

 

Solgt til Bo Bojesens Boghandel

I 1971 er forretningens førstemand interesseret i at overtage, men sprang fra i sidste øjeblik. Bogafdelingen blev solgt til Bo Bojesens Boghandel. Et år efter blev også papirvarer og kontorartikler overtaget.

 

Kone tager mere del

Peter Nicolai Andresen var søn af købmand Richardt Andresen, Ramsherred 44. Hans kone, der var beslægtet med Fr. Fischer, deltog mere og mere i butikkens drift under hendes mands sygdomsperioder 1968 – 1971. Hans Richard Andresen var bror til Peter Nicolai Andresen. Han var kompagniselskab sammen med sin bror i to år, inden han tiltrådte en stilling hos Toms Chokoladefabrik i København.

 

Drøhses Boghandel

I 1858 etablerer Fr. Drøhse en boghandel i Aabenraa sammen med J.J. Caprani. Allerede i 1853 havde Drøhse etableret bog – og papirhandel, musikhandel, trykkeri, bogbinderi, lejebibliotek og forlagsvirksomhed i Tønder.

 

Caprini fortsætter selv

I 1859 ophæves kompagniskabet. Caprani fortsætter butikken. Men lukker den i 1865.

 

15 år i Bo Bojesens Boghandel

Det er sikkert velkendt for de fleste læsere, at jeg i 15 år var ansat som boghandler i Bo Bojesens Boghandel i Aabenraa. Det har jeg beskrevet i artiklen Mine 15 år i Aabenraa. Men hvordan er det lige med historien om boghandlerne i Aabenraa.

Bo Bojesens Boghandel er den ældst fungerende boghandel i byen. Den blev etableret i 1912 af N. Hartvig Nielsen. Han blev i 1916 indkaldt til tysk militærtjeneste.

 

Gasforgiftet

Niels Hartvig Nielsen blev udlært hos sin far, Carl Nielsens Boghandel i Haderslev. Han var senere medhjælper i København og forskellige forretninger i Tyskland. Under den tyske militærtjeneste blev han gasforgiftet. Han lå på lazaret i Flensborg , men kom i 1917 til Danmark.

 

Svoger overtager

Fra den tid bestyrer svogeren, Harald Bo Bojesen forretningen. Den 1. april 1919 overtager han forretningen og ændrer firmanavnet til det nuværende navn. På den tid er der kun 4 – 5 danskorienterede boghandlere i landsdelen. I 1928 flytter man hen til den nuværende adresse, et nyopført ejendom i Ramsherred 28.

 

Udlært hos svigerfar

Harald Bo Bojesen blev udlært hos svigerfar i Sabroes Boghandel i Haderslev. Overtagelsen i Aabenraa var ikke helt gnidningsfrit. Niels Hartvig Nielsen havde i flere år svære men efter skader under krigen.

 

Boghandel i Esbjerg

Fra 1920 – 25 ledede Niels Hartvig Nielsen Gyldendalske Boghandels Sønderjyske Afdeling i Aabenraa. Derefter overtog han Gyldendalske Boghandel i Esbjerg og omdannede den til N. Hartvig Nielsen Bog – og kunsthandel.

 

Ejvin Koch

Den 1. 10. 1961 overtog Anne – Marie og Ejvind Kock, Bo Bojesens Boghandel. I begyndelsen kalder man butikken for Bo Bojesens Eftf., Aabenraa Boghandel. Ejvind Kock begyndte på sin fars fotografiske atelier. Men det var boghandelen, der trak. Han blev udlært hos Bruun – Møller i Vejen, hvor han fortsatte ind til militærtjenesten. Derefter var han medarbejder hos Sindahl Petersen, Gl. Kongevej på Frederiksberg, Hempelske Boghandel i Odense, en periode på Chr. Olsen A/S. Han var otte år hos Gad på Strøget. Ejvind Kock har været særdeles aktiv både i boghandler – kredse, indkøbsforening og lokalt. Og så var en dejlig chef.

 

Lageret blev forøget

Den 15. 1. 1972 overtages Peter N. Andresens Boghandel, dog ikke lokalerne. Pludselig blev lageret forøget med ret så mange varer. Det glemmer jeg aldrig. Men de varer fik vi da også solgt.

 

Overtog Royals køkken og værelser

Og så blev butikken udvidet med Hotel Royals køkken og en del af af Royals værelser. Indtil da var lageret oppe på 2. sal. Og oppe fra loftet er faktisk en meget flot udsigt ud over Aabenraa ned til havnene. En del af værelserne blev udvidet med UVM – center med undervisningsbøger. Tænk, pludselig var der 500 m2 at boltre sig på. Der var stadig klokke på værelserne, men der kom ingen piger, da vi trykkede.

 

Lager på anden sal

Det var også dengang, at butikken fik bagindgang. Det var en stor fordel, når der kom varer. Ved de store leverancer blev varerne placeret bagerst i butikken, inden de blev mærket. Det var nødvendigt, at stille disse op af trapperne, inden de blev lagt ud i butikken. Det kunne godt virke lidt rodet, men det kunne ikke gøres på andre måder. Og når de så skulle på lager, ja så måtte man helt op på anden sal. I 1998 ændrede butikken kæde, og gik over til Bøger og papir. Det var en dejlig tid i boghandelen. Mange gode medarbejdere har der været i tidens løb.

 

Masser af aktiviteterne

Jo jeg husker dem alle, der i blandt Fru Lauersen, Mikkelsen, Lassen, Juhl, Jens, Tommy, Finn, Lis, Sanne, Michael, Helle, Ingrid og alle de andre. Vi lavede en masse aktiviteter dengang. Også utraditionelle ting. Vi klædte os ud som børnebogshelte, lavede Køb dansk arrangement. Vi lånte en kæmpe købmandsvægt hos W.P. Schmidt og solgte bøger til kilo – pris ude på gågaden.

 

Da computeren kom

Og da computeren holdt sit indtog lavede vi specialudstilling i vinduerne med computere på halmballer. Og nogle af vore kunder, Carsten Worsøe og Steen Sødergreen udviklede programmer til de første computere, så vi kunne vise dem ude i vinduerne. Disse programmer var lavet på almindelige kassettebånd. Det vakte så meget opsigt, at det blev vist i TV – Syd. En tandlæge ude i Felsted købte udstyr for 20.000 kr. Vi lavede også en computer – klub.

 

Vinduesudstillinger

Vi fik også en del priser for vores vinduesudstillinger. Men ikke alle var lige motiveret for at pynte vindue. Således opgav en af lærlingene midt i det hele, og gik fortvivlet hjem, så jeg måtte overtage.

 

Gågadens historie

Vi lavede også en historisk udstilling om Gågadens historie. Gad vide om der findes rester af denne oppe på lageret. Da jeg startede i butikken var lageret smækfuld af kassebøger og protokoller samt karton fra gammel tid. Det fik vi solgt billigt ud og foræret til institutioner.

 

Piger i papirkurven

Vi havde en kæmpe papirkurv oppe på lageret. Den blev pigerne som regel placeret i. Den var hvis lidt svær at komme ud af. Og når en lærling var udlært, så foregik udnævnelsen hos naboen Hotel Royal. Det blev indtaget adskillige bajere, skulle jeg hilse at sige.

 

Butik i Rødekro

Jeg kan huske, at Jens, Tommy og mig snakkede om, at overtage butikken, men det blev aldrig til noget. Men Tommy gjorde da noget ved det. Han etablerede en butik i Rødekro.

 

Soft Ice dagen lang

Over for lå Café Bonnich. De havde ikke kun søde piger ansat. Uden for stod ofte en elektronisk pap – bjørn – eller var den af plastik? Hver gang nogen gik forbi, talte denne figur.

• Gå ikke forbi, køb en Soft Ice

Og det skete ofte hele sommeren. Som en slags kompensation fik vi da også i ny og næ en Soft Ice gratis. Når man så skulle have pommes frites derover i cafeen, kunne de søde piger finde på at hælde sukker i, i stedet fro salt. Jo, man måtte sandelig være forberedt på alt.

 

Besøg af dronning Ingrid

Det var også sjovt, når Dronning Ingrid kom på besøg. Det var samme procedure hver gang. Chaufføren kom dagen inden, fik kaffe og forklarede, hvornår hun kom. Personalet vidste, at vi ikke skulle tage os af, at hun bare puttede nogle bøger i tasken. Det blev afregnet senere. Det var bare lidt svært at forklare de andre kunder, hvordan det hang sammen. En gang skulle dronningen også komme på besøg, da jeg var ved at hænge nogle indrammet kort op over døren. Disse skulle passe ned i et sindrigt system af snore. Det skulle gå galt. Et halvt minut før dronningen kom ind ad døren, faldt et Danmarkskort ned. Det var lige før den store katastrofe indfandt sig.

 

Margrethe på besøg

Den anden dronning, Magrethe var også på vandretur engang. Men det var hvis lige omkring ringridning. Og hestene havde lige været en tur igennem. Gågaden var fuld af hestepærer. Så vi måtte alle sammen ud med spand, vand, skovle og koste. Dronningen skulle nødig vandre rundt i hestepærer. Jo det var sandelig action på, dengang.

 

Der blev ikke snakket i flere år

Da jeg efter 15 år i butikken fik tilbudt nyt arbejde, talte Fru Koch ikke til mig i et par år. Det var vel forståeligt. Jeg blev til tider behandlet lige som deres søn. Så det kom sikkert et chok for hende, at jeg kunne finde på, at forlade butikken. Også dengang rådede jeg mig ind i alt muligt i Aabenraa. Der var stor forståelse hos Kock for alle disse gøremål.

Alle os gamle medarbejdere fik et chok, da vi hørte om Fru Kochs sygdom. Vi mødte os i stort antal frem til hendes begravelse.

 

Wohlenberg

I 1848 etablerede Gustav Theodor Ludvig Wohlenberg boghandel og bogbinderi i Storegade. I 1850 flytter man til Vestergade. I 1860 får man fat i en herskabelig lejlighed i byens absolutte midtpunkt. Bogladen indrettes i husets midte. Denne butik er senere blevet til guldsmed.

 

Nye lokaler

I 1862 flytter bogladen til nyindrettede lokaler på hjørnet af Skibbrogade. Firmaet udsender egne postkort fra Wohlenbergs forlag. I 1920 bliver Andreas Wohleberg samhandelsberettiget. Efter dennes død viderefører hans enke Clara Marie Wohlenberg med sønnen Ludwig C. Wohleberg som bestyrer. I 1927 overtager han han forretningen.

 

Boghandel i 15 år

Den 1. februar 1952 bliver L.C. Wohlenberg samhandelsberettiget som dansk boghandler. Han drev forretningen i 42 år. Sammenlagt drev familien Wohlenberg i 115 år gennem tre generationer.

 

Tidligere godsbesiddere

Gustav Theodor Ludwig Wohlenberg var holstener, men født i Rødekro. Slægten stammede fra Grevsmühlen, hvor slægten indtil 1790 havde ejet et gods. Senere købte familien et gæstgiveri i Rødekro. Der var gang i Wohlenberg. Foruden ejendom og boghandel producerede han fotografiske postkort. Disse postkort er i dag uvurderlig set i lokalhistorisk sammenhæng. Og de blev solgt for 5 øre stykket. Og tænk Niels Thomsen nedsatte også prisen. Man skulle sandelig have været i Aabenraa i 1962. Andreas Wohlenberg arvede forretningen efter sin far.

 

Ung bestyrer

Ludvig C. Wohlenberg var søn af Andreas. Han tog efter realeksamen ud at sejle som skibsdreng. Han stod i lære i en boghandel i Itzehoe. Efter faderens tidlige død, blev han som 25 – årig fra 1921, bestyrer for sin mor i forretningen i Aabenraa. Han overtog den senere og drev den i 42 år. Som 65 årig ønskede han at trække sig tilbage og ofre mere tid til sin store fritidsinteresser inden for det okkulte.

 

Fire måneder uden løn

Den 1. februar 1962 blev butikken overtaget af Niels Traugot Thomsen efter en fire måneders indkøringsperiode uden løn. Der fulgte mange kunder med fra Bo Bojesens Boghandel. Så var det godt at fru Thomsen som kogekone var god til at betjene Aabenraas befolkning. Det reddede lidt af den tabte indtægt. I 1963 – 64 havde byen hele fire boghandlere.

 

Legenden Gertrud Hoeck

Den nye ejer er dansk, men stadig parat til at betjene det tyske mindretal. En tysk talende medarbejder og faktisk en legende, Gertrud Hoeck fortsætter indtil hun går på pension i 1975.

 

Gift med kokkepige

Niels Thomsen kom i boghandlerlære i Bo Bojesens Boghandel i 1935. Her blev han i 26 år. I 1959 fik denne boghandel en ny indehaver og Ludwig Wohlenberg ønskede at finde en efterfølger. Som 44 årig blev han sin egen herre. I 1943 var Niels Thomsen blevet gift med Maria Hansen. Hun var kokkepige, som vi allerede har skrevet –  i KFUM’s pensionat i Wollesgyde, hvor Niels Thomsen havde boet og spist, siden han kom til byen i 1935. Fru Thomsen blev medarbejder i hendes mands butik, men sideløbende var hun en højt anskrevet kogekone i Aabenraa.

 

En aktiv søn

Sønnen Peter er det længe siden jeg har set. Sidste gang var på Bog Forum. Han er faktisk uddannet speditør. Han sad i Boghandlerforeningens  bestyrelse som kredsformand for kreds 3 far 1987 – 93. Han sad også i forskellige bestyrelser.

 

Et godt samarbejde

Gennem årene lærer jeg også medarbejderne i Thomsens Boghandel at kende. Vi mødtes til en øl i ny og næ, og mødtes på kurser. Der herskede et godt samarbejde mellem Thomsens Boghandel og Bo Bojesens Boghandel.

 

Et eldorado af bøger

I 1967 starter sønnen, Peter Thomsen i butikken. Gennem årene lærer jeg også ham at kende. Vi er også på kursus sammen. Han er en rigtig lun fætter. I 1969 ændres firmanavnet til Thomsens Boghandel. Peter indretter Bogkælderen til salg af nedsatte bøger. Her er et sandt eldorado af dejlige bøger.

 

Dansk Supermarked sender brev

Det må have været lidt af et chok, for Niels Thomsen, at modtage et brev fra Dansk Supermarked i april 1970:

• Vi er klar over, at Deres lejeaftale med Ludwig Wohlenberg gælder til den 1. april 1971, og at De i øvrigt har et opsigelsesvarsel på 12 måneder

Brevet indeholdt desuden forskellige advarsler. Den nye ejer skulle snarest råde over en bagbygning i ejendommens gård. Nu var det slut. I 90 år havde der her været boghandel. Og i bagbygningen havde der været mange spændende aktiviteter.

 

Et baghus med aktiviteter

Her havde Apenrader Zeitung haft sit trykkeri. Her etablerede bogtrykker M.C. Petersen sit bogtrykkeri. Han fik følge af bogbinder Fr. Nuppenau. Trykkeriet blev ved Petersens død overtaget af N.P. Mogensen.

 

Storetorv 2

Den 5. 12. 1970 erhverver Niels Thomsen ejendommen, Storetorv 2. Her lå tidligere Colosseum. Sælger er købmand Jørgen Clausen og hans søster den kendte kunstmaler Franziska Clausen. Hun havde arvet herligheden efter hendes far, byens tidligere storkøbmand, manufakturhandler Peter Clausen. Boghandelen flyttede ind i de nye omgivelser. For en tid beholdt man dog nogle af lokalerne i den gamle ejendom i nummer 5.

 

350 til offentlig bal

Coloseum var dengang Aabenraas største restaurant/dansesal. Hver 14. dag samledes her ca. 350 mennesker til offentlig bal. Lukketiden i 1878 var fastsat til kl. 23. men borgmesteren, der samtidig var politimesteren lavede en dispensation til kl. 1.

 

Konkurrenter

Nærmeste konkurrent lå i Vestergade. Den hed Salon de Thalia. Det blev senere til Stadttheater og efter anden verdenskrig til Teaterhotellet. Salen kunne her rumme 250 personer. På Hotel Danmark ved Nørreport kunne der presses 150 mennesker ind.

 

For meget drikkeri

Men ak i 1901 blev der indført en stramning. Nu måtte der kun afholdes bal hver 4. uge. Grunden var drikkeriet. Jo man kunne godt mærke at logen Good Templar var kommet til byen.

 

Husk rent undertøj

Og skal vi ikke lige have med, at sessionerne blev afholdt i Colosseum. I en annonce i Apenrader Tageblatt henstillede man til, at man mødte op i rent undertøj. Det hørte måske ikke med til normalen dengang.

 

En stor butik

Men inden vi bliver for nostalgiske går vi tilbage til Thomsens Boghandel. I 1977 udvides butikken men en tilbygning, og i 1985 overtog Peter Thomsen forretningen og udvidede den. Den er nu ret stor og strækker sig over to etager i huset fra 1700 – tallet. Forældrene fortsætter som medarbejdere. Og det er herligt at se det store udvalg af lokalhistoriske bøger i butikken. Hvorfor købte jeg dog ikke nogle flere – dengang?

 

Alle medarbejdere og boghandler – hunden

Og alle medarbejdere fra dengang, Finn, Rita, Ingrid, smukke Inge i lårkort og alle de andre, hvad mon de går og laver i dag? Ja og fru Thomsen blev jeg aldrig helt gode venner med, og det samme gjaldt vel for boghandler – hunden Vaks. Desværre holder butikken i 2004 ophørsudsalg og Peter holder 60 års fødselsdag. Den 1.10. 2004 lukkede butikken.

 

De blev boghandlere

Den første lærling i butikken, Erik Hansen blev boghandler i Gram. Og Inge Vollertsen, besøgte jeg i oktober 2011 i forbindelse med et foredrag i landsdelen. Hun ser lige så sød ud, som dengang, nu med en boghandel i Tinglev. Inge var også en af Thomsens medarbejdere.

 

Ny på Storetorv

Lars Abrahamsen som overtog lokalerne på Storetorv, er udlært hos Bog & Ide i Esbjerg. Han har været leder af Bog & Ide i Herning og kom via Varde til Aabenraa.

 

Den holdt ikke så længe

I 1962 etablerede Hans Beck en boglade i Ramsherred 14. Den holdt dog ikke længe. I 1966 ophører butikken allerede, hvorefter den flytter til Haderslev, hvor den fortsætter til 1970. En kort overgang var han medhjælper i Bo Bojesens Boghandel (1960 – 61). Efter at have afviklet sin butik i Haderslev, blev han sognepræst i Vest – Bække.

 

Kilde Se

• Litteratur Aabenraa
• www.borghandlereidanmark.dk
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Aabenraa kan du finde 169 artikler

 

Læs om butikker, erhverv og danskheden i Aabenraa:

•  Aabenraa 1864
•   Aabenraa’ s poetiske Gågade
•  De Tre makreller fra Aabenraa
• -Flere ture i Aabenraa
• -Mennesker i Aabenraa
• -Turen går til Aabenraa 1
• -Gamle butikker og erhverv i Aabenraa
• Aabenraa i gamle dage og mange flere 

På vores hjemmeside er der flere boghandler- artikler fra Nørrebro, Haderslev, Aabenraa, Padborg og Tønder

Redigeret 21. – 11. 2021

 

 

Otto vender tilbage til Højer i 1963. Der måtte ikke vises neger i biografen. Farfar overlevede en eksplosion, han havde mistet lugtesansen. Og så var Has Fidde kun infanterist. På Hotel Højer var Jens Lyhne og kone gode gæstgivere. Tolderne gav honnør for veteranen. Og så møder farfar, Otto Smidt – Verners mørklødede kone.

 

Otto flytter igen til Højer

I 1963 flyttede Otto tilbage til Højer. Som jeg tidligere har nævnt, var det først på et værelse i en bygning, som i dag er Motel Højer. Kort efter lejede han overetagen hos Marie Olsen, der boede på gården, der lå på hjørnet af Østerenden og Kovej. Bygningen blev ejet af Marie Olsen, der var en af Ottos talrige kusiner i Højer.

 

Censur i biografen

Det var her, han boede, da vi begyndte at besøge ham i Højer. Her var ingen andre børn. Men vi fik lov til at gå alene i biografen på hjørnet af Nørregade. Godt nok var det kun til eftermiddags – forestillingen, men det var også hver dag i ferien.

Vi måtte godt se danske, tyske og engelske  film. Vi måtte også se cowboy – film med indianere, men ikke amerikanske, hvor der var negere. Jo den prøjsiske oplæring glemmes aldrig.

 

Tre tyske kanaler

Det var jo også ufatteligt med tre tyske tv – kanaler, der kørte hele dagen. Godt nok kunne vi ikke forstå noget i begyndelsen, men det bare at se tv om formiddagen var en uhørt luksus.

 

Hos Kedde – bager

Vi så kun meget få børn, men heldags – tv var jo så utroligt, at det måtte nydes, selv om vi ikke forstod en skid. Brød skulle købes hos Kedde Bager i Herbergsgade. Kød og pålæg blev købt hos slagteren på Torvet. Købmandsvarer blev købt hos købmanden på Kovej. 

 

Farfar overlevede eksplosionen

I 1967 var min farfar tæt ved de 70 år, men han klarede sig stadig selv. Hans lugtesans fungerede ikke efter de 55 år. Han røg cigarer og lang pibe. Han kunne ikke lugte, at der var et gasudslip fra en utæt gasslange. Da han så tændte gasblusset forårsagede dette en voldsom eksplosion. Den var så voldsom, at taget blæste af, og farfar blev voldsom forbrændt. Hvor utroligt det end var, så overlevede farfar.

 

Gården blev delt

I 1968 blev hans 70 års fødselsdag holdt på Hotel Sylt. Efter at være kommet sig over gaseksplosionen købte farfar huset på hjørnet af Klostergade og Kovej med stalden mod Kovej Det var oprindelig en gård, men Kovejen var lagt i lige i midten, så stuehus og kostald var på den ene side. Lade, mødding og lokum var på den anden side. Otto købte dog kun stuehus og den nedlagte kostald. Da der var lagt wc ind, så vi ikke skulle rende over vejen, hver gang vi var trængende.

 

Diskotek generede farfar

Stalden blev udlejet til Falle, cykelhandleren på Torvet, som hurtigt fik fyldt den med brugte cykler. I underetagen af stuehuset var en stue, to værrelser, et køkken og et wc. I begyndelsen boede Otto i værelset ud til Klostergade, men flyttede i det andet værelse, da der blev indrettet diskotek i Hotel Sylt. Farfar kunne ikke holde den ulidelige larm ud. Det var nu noget pjat. Jeg anstrengte mig for at høre musikken, men kunne dårlig høre det. Til gengæld hørte jeg stadig Ottos skrig om natten, når han fik sine krigstrauma.

 

Hans Fidde var kun infanterist

Når vi var på besøg, så startede vi med morgenkaffe kl. 8. Vi gik en tur gennem Højer ned mod diget ved 9 – tiden og så tilbage igen. Normalt gik vi over kirkegården, over Torvet og derefter gennem Storegade.

 

Vi plejede at sige God Morgen til Hans Fidde, der havde manufakturforretning på hjørnet af Storegade og Skolegade. Hans Fidde var også med i Første Verdenskrig. Han var dog kun infanterist, hvilket var meget langt fra at være så fint som husar. Sådan hang det sammen ifølge min farfar. Men han blev da løjtnant, så i sidste ende gik det vel lige op.

 

En af de bedrestillede

Hans Fidde var gift med kusine Luise. De boede i et stort flot hus ved Vidåen. Luise og Hans Fidde var nogen af familiens bedrestillede, så der skulle helst hilses hver morgen, selv om han kun var infanterist.

 

Ville aldrig på alderdomshjem

Efter at have hilst på ham, gik vi forbi tipoldemors gård på hjørnet af Storegade og Møllegade ud til diget. Tilbage af Nørrevej, hvor vi måtte love Otto aldrig at sende ham på alderdomshjem. Det kom han nu alligevel. Til sidst kunne han ikke klare sig selv. Han døde også kun et par måneder efter.

 

Hvert år færre at hilse på

Efter at have hilst på alle fætre og kusiner, vi mødte på vejen, og dem var det utallige af, var vi hjemme omkring kvart over ti. Der var dog for hvert år vi besøgte Otto færre kusiner og fætre, at hilse på.

 

De perfekte gæstgivere

Nu var det tid til at Otto fik sin første pibe tobak. Otto røg en lang pibe med hoved, hvor der kunne være en halv pakke normal tobak. Den kunne nemt holde til middag.

I begyndelsen kom middagen fra kommunen.

Senere gik han på Hotel Højer, hvor de lavede et udmærket mad til billige penge. Samtidig var Jens Lyne og hans kone de perfekte gæstgivere.

 

I seng – kl. 20.30

Den dag, hvor en af os drenge ankom, gav han altid en øl og en sodavand på¨husets regning. Så var min farfar villig til at komme der hele året. Efter middag gik vi hjem for at slå mave. Det betød, at jeg løb ud og legede med naboens børn. Min farfar fyldte piben helt op. Så holdt den hele eftermiddagen. Aftensmaden fik vi klokken 18, og vi gik i seng klokken 20.30.

 

Ballade ved Slusen

Ofte gik vi ud til Vidåen og op til slusen. På vejen fik jeg mange gange historien om den forbandede fabrik, der havde været med til at ruinere Adolf.

Da min farfar var barn og ung havde slusen en anden lukkemekanisme og slusemesteren var selvfølgelig en fætter eller gift med en kusine. Hans drenge vidste, hvad man skulle gøre, for at slusen ikke kunne lukke. Så var det med at komme væk, inden slusemesteren selv indfandt sig.

 

Mange historier fra Vadehavet

Når vi kiggede ud over Vadehavet fik vi fortællinger om onkel ditten eller fætter datten, der var blevet fanget af havet, fordi de havde vovet sig for langt ud. Vi fik også fortalt om, hvordan farfar som unge, havde leget med fare for sit liv ved at samle fisk og skaldyr. Men mon ikke det var lidt overdrevet. Jo ældre han blev, des mere saftige blev hans historier.

 

Honnør for veteranen

Hver gang vi kom, cyklede vi også et par gange til grænsen ved Rudbøl for at købe tobak og chokolade. Vi viste aldrig pas, for min farfar kendte dem ved grænsen. De tyske grænsevagter gjorde normalt honnør for farfar, fordi han var veteran. Sjovt nok kunne alle i Rudbøl snakke dansk og tysk.

 

Kun tysk i Rosenkrantz

I Rosenkrantz kunne de kun tale tysk, hvilket jeg syntes, var uretfærdigt. Cirka midt mellem Højer og Rudbøl sad en stakkels mand , som havde fået amputeret begge ben. Her stoppede vi ofte, for at hvile os. Min farfar fik en sludder med den gemytlige mand, der på trods af, at han sad i rullestol, var ved godt mod og fuld af munter sladder om alt og alle. Ham var vi faktisk også i familie med, men kan ikke huske hvordan.

 

Til Emmerlev Klev

Vi cyklede også til Emmerlev, hvor vi på stedet, hvor min tiptipoldefar engang havde en gård. Videre gik det ud til Emmerlev Klev. På hotellet stoppede vi op for at få en forfriskning. Hvis  Jens Lyne eller hans kone var til stede kom de for, at få en sludder med os.

 

Farfar ser en mørklødet

Sidst jeg så min farfar var i 1981. Da var jeg i Danmark, for at vise min venezuelanske kone mit fødeland. Jeg var ret spændt på, hvordan min farfar ville tage det, for min kone er ret mørklødet. Han var såmænd bare glad for at se os.

 

Han var nu 83 år og dårligt gående. Han kunne lige tage turen til Hotel Højer. Der var ingen af de gamle tilbage. Men til min overraskelse var han enormt stolt over at vise min kone frem for de andre faste middagsgæster.

 

Farfar døde i 1985

Min farfar døde i 1985. Efter et par måneder på plejehjem, blev han kørt på Tønder Sygehus, hvor han døde kort efter. Han fik dog lavet så meget ballade, at de to gange om dagen måtte køre ham ud på en altan, for at han kunne ryge sin cigar.

 

Tak til Verner Smidt i Venezuela for hans tre til tider dramatiske fortællinger om sin familie i Emmerlev, Højer og Roskilde. Og ikke mindst Kisser fra Rosenkrantz. Verner følger med her på siden og måske gemmer han på flere erindringer.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – Minder 1

       Højer – minder 2

       og talrige andre historier fra Højer.

Otto blev sendt i Første Verdenskrig af Adolf. Otto trak sablen mod sine egne. Det var en fra Daler, der blev kendt skyldig. Otto blev overfaldet i skyttegraven. Ingen hæder i krigen. Hjemvendt til Højer og gik på druk. Sendt til Argentina. Adolf mistede alt efter Genforeningen. Otto drak snaps med Gestapo på Dagmarhus og fik frigivet Johannes. Otto var krigskammerat med en unterofficier.

 

Uden hæder og ære

Otto var kommet tilbage til Højer uden hæder og ære.

 

Farfars ilddåb

Husarerne var datidens kommando tropper, der normalt opererede bag fjendens fodfolk som patrulje og opklaringsenheder. I 1914 havde husarerne geværer med lanse.

I begyndelsen red man med vajende faner samt trommer og messingsuppe gennem Belgien og Frankrig. Det var her min farfar fik sin ilddåb.

 

Farfar trak sablen

Men da krigen i vest gik over i en stillingskrig, var der ingen brug for kavaleri og de blev sendt mod øst. På vej hertil stoppede det et par dage i Hanover, hvor eskadronen blev indlogeret på en kasserne. Den aften blev der drukket meget tæt. På et tidspunkt trak min farfar sig fra messen og satte sig på en trappe i den friske men hundekolde luft.

 

Han vidste ikke, at det var trappen til officersmessen. Et par officerer træder ud af messen, og finder en skide menig sidde på deres hellige trappe. Det regnede de med at kunne håndtere med et spark i ryggen. Men denne uforskammede husar for op i et spring og trak sin sabel. Han havde i sinde at hugge dem ned. Til alt held var Otto meget beruset, så han snublede. Officererne havde nu rigelig tid til at komme i sikkerhed inde i officersmessen.

 

Panik på kasernen

Da Otto snublede slog han benet på et trin. Han humpede tilbage til sovesalen, klædte sig af og gik i seng. Imens var situationen på kasernen blevet meget anspændt. Man ledte efter den morderiske husar, der kunne finde på at overfalde et par uskyldige officerer. Eftersom der ikke var et signalement af husaren, ledte man nu efter en, der var fuld nok til at overfalde sagesløse officerer.

 

Vagten var inde på Ottos sovesal, men her så de kun døddrukne husarer. Den skyldige fandt de dog. For på en anden sovesal fandt de en fordrukken husar, der lå med fuld uniform støvler og spore svingende i luften. Han lå og sang sjofle sange. Det måtte være ham, de ledte efter. Han blev smidt på hovedet i kasjotten.

 

Christian (Kisser) Rottenburg fra Daler

Næste morgen måtte fangen dog overgives til eskadronen. Der var kommet marchordre til østfronten. Denne drabelige husar hed Christian (Kisser) Rottenburg. Han var fra Daler og blev Ottos bedste ven resten af livet.

 

Jeg husker ham som en gammel mand, som altid grinede med en cigar i hånden. Han var lille og meget tyk. Han havde en folkevogn og var nødt til at lægge sædet ned for at maven kunne være der. Desværre kunne han så dårligt nå op for at se ud af forruden. Når han snakkede med en af de andre passagerer, vendte han sig for at se den anden i øjnene. Til alt held kørte han ikke så stærkt.

Han snakkede og snakkede til mig og fortalte mig en hel masse. Men jeg forstod alrig et ord af, hvad han sagde.

 

Overfaldet i skyttegraven

Første eskadron af 16. husarregiment blev stationeret i Riga, hvor de fungerede som besættelsestropper. Alligevel må det være gået hårdt for sig. Otto blev tre gange transporteret som alvorlig såret til Tyskland.

 

Da Rusland brød sammen, var det tilbage til vestfronten. Denne gang var det uden hest. I skyttegravene var der ikke plads til en hest. De blev dog ikke aflivet, men kun opstaldet bag fronten. Det skulle senere vise sig, at være meget heldigt.

I den tid sker der noget, som skal forfølge min farfar resten af livet og ødelægge hans nattesøvn og senere sit ægteskab. En franskmand løb imod ham med opplantet bajonet. Min farfar får dog stukket sablen igennem franskmanden, indtil han døde. Min farfar har aldrig rigtig fortalt mig det helt klart. Og farmor har kun fortalt brudstykker, og måske blander jeg hændelsen sammen med Remarques berømte bog: Intet nyt fra vestfronten.

 

Toget kom aldrig

Da freden kom, befandt stumperne af regimentet sig spredt rundt i det nordlige Frankrig. De blev dog samlet for at skulle sendes hjem med tog. Toget kom dog aldrig. Så skulle det vise sig, at det var godt, de ikke havde spist hestene. De kunne nu ride hjem til Slesvig. De havde ingen problemer med at få forråd undervejs.

 

Fra Slesvig blev min farfar hjemsendt med en jernbanebillet, 15 mark og 35 pfennig. Messingsuppen, de vajende faner og æren var der ingen af. Der var heller ingen penge i inderlommen.

 

Druk i Højer

Otto kom hjem som en slagen kriger. Højer var langt fra fronten, så Otto og de andre, der kom tilbage blev modtaget som helte. Men hurtig gik glansen af Skt. Gertrud. Mange af dem opførte sig aldeles ueksemplarisk og begyndte at drikke. Således også Otto. Ikke engang Adolf turde sige noget til ham.

 

Studierejse til Argentina

Senere i livet har Otto angret den tid i sit liv på grund af den sorg, han påførte Botilde. Hver aften var der sprut og billard til hest inde i krostuen o.s.v. Nå, men Adolf var ikke tabt bag en vogn. Han foreslog Otto en studierejse til Argentina. Otto accepterede, og Adolf købte en enkeltbillet. Der var ingen, der mente, at der var brug for en returbillet. Den tyske tankegang var jo, at guldet lå på gaden, og en tysker ville få toplønninger alle steder.

 

Otto tog afsted med sin fætter Georg. Fra Hamborg til Lisabon og derfra til Buenes Aires. Der skulle de snart få en brat opvågning. I begyndelsen ville de ikke tage alle de usle arbejdstilbud, som blev tilbudt dem. Men senere måtte de vaske op på restauranterne, bare for at spise resterne på tallerknerne. De lærte hurtig, at en tysker ikke var så værdsat, som de troede.

 

Bonde på pampaen

Til sidst måtte de ty til en af de tyske menigheder for at få hjælp. En rig tysker sørgede for, at de fik tøj og mad, samt arbejde på hans farm. Otto fandt ud af, at det var bedre, at være rigmandssøn i Højer end bonde på pampaen. Da han ville have skrabet lidt penge sammen, sagde han pænt farvel og tak til den tyske familie. Men Georg og ham tog tilbage til Buenes Aires og soldede resten af pengene op. De regnede med, at der var masser af penge derhjemme. Vi var nu i 1922, og de kendte ikke situationen derhjemme og i hjemmet i Højer. Han tog hyre som fyrbøder til Hamborg, hvor han soldede hyren op.

 

60 år efter – til Venezuela

60 år after, da jeg tog til Venezuela, tog han i en alder af 80 år til Roskilde for at overbevise mig om aldrig at være hoven som ham og ikke gøre de samme fejl som ham.

 

Brud med Adolf

At komme tilbage til Højer og se at det liv, han kendte, var væk, var som at få et spark i nosserne. Det kom nu til et definitivt brud mellem ham og Adolf. Otto gav Adolf skylden for, hvad der var sket. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for, hvad der var sket i Tyskland, men han kunne vel have tænkt sig bedre om, mente Otto.

 

Otto havde nært forhold til Botilde

Mange år senere da min far var helt lille, var de på besøg hos onkel August og tante Misse. Da gik de en tur på gaden, min far sammen med min farmor og Otto lidt bagved og snakkede med en anden mand. Da kom der gående en høj mand med en høj hat. Manden hilste på min farmor, ved at løfte på hatten, og gav min far hånden og sagde noget han ikke forstod. I mellemtiden kom min farfar op på siden af dem, og den høje mand skyndte sig væk.

Bagefter hviskede min farmor til min far, det var din farfar. Senere så min far mange gange Adolf med drengen i forbindelse med besøg hos onkel August. Botilde havde Otto et nært forhold til, lige til det sidste.

 

Dansk statsborgerskab

Efter denne triste hjemkomst måtte Otto søge arbejde og han fik plads på en gård i Syv Sogn på Sjælland. Det var ikke så nemt, at få arbejde. Han blev ikke dansker ved Genforeningen. Det blev han først i 1937. Så hvis de danske myndigheder havde smølet lidt mere med hans sag, havde han nok også røget med i Anden verdenskrig også.

 

Gift med Asta Johanne

Otto blev gift med Asta Johanne fra Gøderup. Med hendes fars hjælp købte de en gård i Glim lidt syd for Roskilde. I 30erne døde nogle af køerne pludselig. Både Astas far og Adolf hjalp med at købe nyt kvæg.

 

Otto opdragede ikke min far, som han selv var blevet opdraget. Han har for eksempel aldrig slået min far og i stedet for at skælde ud, hjalp han min far med skolen.

 

Otto blev en driftig landmand

Otto blev kendt som en driftig landmand. Selv om han havde en kraftig accent, så blev han optaget i samfundet. En gang var nogle kvier sluppet løs og gået ind på en kornmark for at spise af kornet. Når bondemanden kom tæt på, stak de af og trampede kornet ned. Så måtte de han op efter Otto. Han havde pralet med, hvor god han var til lassokast i Argentina. Til hans store held fik han da også fanget en, og de andre fulgte så roligt med.

 

Asta var udadvendt

Det var Asta, der var den udadvendte og gæstfri, mens Otto var mere indesluttet. Når jeg overnattede hos dem, sov jeg altid i farmors værelse. Der hørte jeg ofte Otto skrige inde fra hans værelse. Det skræmte mig meget, men farmor sagde, at jeg skulle bede for ham, for han havde mareridt om krigen.

 

Indbydelse til officers – galla

Da besættelsen kom, var Otto rasende. Han syntes, at det for lavt af Tyskland at indtage sådan et lille land. Kort efter kom der nogle tyske officerer ud for at hilse og gøre propaganda. De blev godt modtaget, og fik kaffe og brød. Otto var vel bare glad for at at snakke tysk igen. Da de gik, inviterede de ham og min farmor til en gallamiddag på Hotel Prinsen i Roskilde. Men Otto var klog nok til at sige nej med den begrundelse, at han var en untergefreite, så han blandede sig ikke med officerer. I det hele taget var han meget forsigtig med at blande sig i politik under hele krigen.

 

En rigtig dansker

Sognerådet kom da også den 6. maj med en attest på, at han havde vist sig som en rigtig dansker under hele krigen, trods hans stærke accent.

 

Våben i hønsehuset

Gården de havde lå kun få hundrede meter fra landevejen mellem Roskilde og Ringsted. Da så tyskerne mistede enhver disciplin, og smed alt overflødig i vejgrøften under deres hjemmarch, beordrede sognefogeden bønderne til at samle tingene op. Egentlig var det modstandsfolkene, der skulle gøre det.

 

Det var ingen problemer med hjelme og gasmasker. Det var dog lidt mere farligt, når det drejede sig om håndgranater og andre sprængstoffer. Godt nok havde de fleste aftjent den danske værnepligt. Men Otto havde jo været i krig, så han måtte vide lidt mere. Og skulle det gå galt, ja så var han jo bare en sønderjyde. Så alt hvad der blev samlet op, blev kørt hjem i hønsehuset. Her lå det også, da der kom nogen og hentede det.

 

Grimme gloser på Dagmarhus

Otto havde et anstrengt forhold til Astas bror, Johannes. Han havde giftet sig ind i en rig garver – familie i Vordingborg. Johannes var den rige i familien. Det havde Otto jo nok været lidt misunderlig over. Men da det gik galt, var det Otto, der måtte ordne sagerne.

I marts 1945 snuppede Gestapo, Johannes lille varevogn med en ladning våben. Godt nok var det ikke Johannes, der var i vognen. Men han røg ind til forhør i Dagmarhus.

Familien tog til København og forsøgte at overtale tyskerne til at løslade ham. De kom ikke engang ind. Da den vagthavende underofficer så disse sydsjællandske bønder med hatten i hånden, kom han rigtigt i hopla. Han råbte skreg til dem med alle mulige tyske skældsord.

Han lovede dem død og mordbrand, hvis ikke de skrubbede af i en gevaldig fart.

 

Familieråd

Tilbage gik det til Roskilde, hvor der blev holdt familieråd. Man kom frem til en strålende konklusion. Det måtte jo være noget for Otto, for han var jo tysk. Næste dag tog hele familien afsted igen, denne gang med Otto. Det var den samme underofficer igen. Atter engang var der råben og skrigen. Men denne gang fik tyskeren svar på tiltale. Otto havde aldrig fundet sig i ret meget.

 

Krigskammerat med unterofficer

Nu kunne tyskeren godt forstå, at Otto ikke var som de andre, så han faldt ned på jorden igen. Min farfar omtalte, at han havde været med i slaget ved Somme. Det havde tyskeren også. Nu var de pludselig gamle krigskammerater. Så over en øl og en snaps ændrede tyskeren opførsel. Han satte sig i forbindelse med en kaptajn, der lovede at slippe Johannes fri. Betingelsen var, at Johannes skulle vidne for ham, hvis der blev startet en sag mod ham efter krigen. Begge parter holdt, hvad de lovede. 

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Erindringer fra Højer

       Højer – minder 1

       Højer – minder 3

       og talrige andre artikler fra Højer

Verner og lillebror tog til Højer for at besøge farfar, Otto Smidt. Det var flovt at have skilt om halsen. Farfar var stolt af at vise dem frem til de talrige fætre og kusiner i Højer. Vi skal også besøge tipoldeforældrene og onkel August (Tyksen). Og så var det Adolf. Han var til kæft, trit og retning, men også vin, kvinder og spil. Han befalede forbud mod dansk luft. Og ved Vidåen viste Kisser fra Rosenkrantz røv.

 

Minder fra Venezuela

Verner Smidt er i dag smedemester i Guatire, som ligger ca. 30 km øst for Caracas i Venezuela. Han har i dag 3 børn og 2 børnebørn. Selv er Verner født i 1956. Han er en stor fan af denne hjemmeside. Og især læser han Højer – siden. Tidligere har han bidraget med Erindringer fra Højer. I den artikel giver han en fantastisk beskrivelse af Falle, som vi alle kender.

 

Egentlig stammer Verner fra Tune ved Roskilde. Hans farmor og farfar havde en gård syd for Roskilde til begyndelsen af 60’erne. Derefter flyttede farfar tilbage til Højer.

 

I tre artikler skal vi så følge Verner Schmidts familie. Det er både dramatisk oh humoristisk. Det er både en rig og til tider stædig familie vi følger. Og vi er helt tæt på det dansk – tyske forhold i grænselandet. Spændende er det at vide, om der stadig er fætre og kusiner tilbage, eller andet familie til Verner i Venezuela.

 

Førstesalen sprunget væk

Min farfar havde først lejet et værelse i den bygning, der i dag rummer Motel Højer. Det var ikke nok plads, så snart lejede han hele førstesalen på den gård, der ligger på hjørnet af Kovej og Østerenden. Der boede han til 1966.

 

Han måtte flytte, fordi han var så uheldig at bortsprænge hele overetagen af gården med en utæt gasflaske. Han blev forfærdelig forbrændt. Han kom sig ikke rigtig over det, selv om han levede tyve år mere. Han kom på plejehjem. Men da han blev udskrevet købte han huset med stalden på hjørnet af Klostervej og Kogade. Adressen var Klostergade 9.

 

Flovt med skilt

Min farfar ville jo gerne se os børn. Men det var ikke rigtig råd til sådan en rejse.

Det var vel i 1964 min lillebror og jeg første gang tog til Højer. Og det var første gang alene i et tog på den lange rejse. Vi kørte fra Roskilde over Bramminge til Tønder. Her ventede farfar på os.

 

Vi blev udstyret med en af DSB’s Feriebørns Gratis biletter. Vi blev forsynet med et skilt med tilhørende snor om halsen. På dette skilt stod der, hvor vi skulle hen. Her var også telefonnummer, hvis nu politiet fandt os i Skagen.

 

Det var nu lidt flovt med disse skilte. Vi fik da også lært at skjule den under skjorten. Men vi turde dog ikke smide den væk. Man kunne jo aldrig vide.

Den gang var der nu ikke store chancer for at fare vild. Toget var fyldt med bekymrede mødre. De kunne jo på vore skilte se, at vi var nybegyndere. Vi har aldrig været så bevogtet, som på denne tur.

Da vi skulle skifte fra tog til færge i Korsør, tog en resolut mor os i den ene hånd og hendes egne børn i den anden.  Dengang havde pædofile og børnelokkere ikke den store chance i DSB.

 

 

En bekymret farfar

Allerede fra Ribe kunne vi se forskellen fra det sjællandske til marsken. Og senere, da vi kørte gennem Møgeltønder var som om at befinde sig i udlandet.

 

Vi blev i Tønder modtaget af en bekymret farfar. I dag ville det nok hedde alvorlig nervesvækket på grund af en akut stressende situation. Han var bekymret til det sidste. Tænk, hvis han skulle tage til Skagen for at lede efter os.

 

En god kostplan – første dag

Afsted gik det med rutebilen. Nu kunne vi bedre se den flade og trøstesløse marsk. Møgeltønder var dog en eksotisk oplevelse. Når min farfar for hundrede og tolvte gang viste os sit fødehjem vidste vi, at nu var vi fremme. Kostplanen første dag var alle tiders. Den stod på sodavand, is og chokolade. Så blev kostplanen derefter som hos alle andre voksne.

 

På rundtur i Højer

Så skulle vi ud at gå en tur. For alle i Højer skulle beskue børnebørnene . De skulle alle se, hvor store, vi var blevet. Dengang havde jeg indtrykket af, at alle de ældre i Højer var fætre og kusiner til min farfar.

Vi var der gerne i 14 dage ad gangen. Vi blev taget med rundt på egnen enten til fods eller på Falles cykler. Her fik vi så fortalt anekdoter, lokalhistorie, egne oplevelser og måske også historier, der måske ikke helt svarede til sandheden. Det er nogle af disse historier, jeg her efter bedste evne vil videregive.

 

Tipoldeforældre

Mine tipoldeforældre er Rosine Marie født Federsen og Carsten Carstensen.

Disse to var meget missionske især i de senere år. De var meget påholdende, min farfar sagde, at en femøre blev vendt og drejet ikke så få gange, inden den blev givet ud. De blev dog også meget velhavende.

 

Rosine og Carsten fik tre døtre. Alle tre blev godt gift med sønner af lokale marskbønder. For at det skulle gå dem godt i livet, fik alle tre en stor gård i bryllupsgave.

 

August Tyksen

Misen blev gift med August Tyksen. De fik den gård på Nørregade, hvor apoteket i dag har til huse. På turistreklamer hedder den stadig Tyksens gård. De fik ingen børn. Derfor forkælede de sikkert nevøer og niecer på det skamligste. August Tyksen var dog meget striks.

 

Min far fortalte, at når onkel August inviterede til middag, var det egentlig til kl. 12, men på grund af min farfar og hans familie, der kom fra Roskilde, blev det lavet om til kl. 13. Og så betød det klokken 13. Engang kom de et kvarter for sent, på grund af, at toget var forsinket. Da måtte de sidde i køkkenet og vente til de andre var færdige med at spise.

 

Rejsen fra Roskilde

Der er flere historier om forsinkelser, når familien var inviteret hos onkel August. Engang var de forsinket med bussen til Roskilde på grund af sne. Da de kom til Roskilde, så de deres tog køre. Farfar gik ind til stationsforstanderen og lovede stationsforstanderen en gang bank. For at få fred, stoppede han Hamburg – expressen, så de kunne nå deres tog i Korsør.

 

 

Slagsmål med chauffør

En anden gang, de skulle afsted gik de fra gården ned til hovedvejen, så de bussen komme. Min farmor var noget bagefter min farfar. Hun gik med min far, der dengang var helt lille. Min farfar spurtede ud over markerne med kufferterne for at stoppe rutebilen. Han fik den da også stoppet. Så stod han på trinbrættet og råbte efter min farmor, for at hun skulle skynde sig. Buschaufføren ventede tålmodigt, så de kom da med.

 

På vejen mod Roskilde skyndte min farfar så meget på chaufføren, at han stoppede bussen for at stå af og slås med min farfar. Men det fik andre passagerer dog forhindret. Da de kommer til Roskilde er toget klar til afgang. Igen var der en vild spurt med kone og barn, og de nåede det.

Først da de når Korsør, opdager de, at de er kommet med et tog, der gik en time inden det, de skulle med. Nu måtte de så sidde en time og vente på færgen.

 

Oldeforældre

Min oldemor Botilde blev gift med Adolf Smidt, søn af Hans Fransen Smidt, hestehandler fra Emmerlev. Egentlig ville min tipoldemor købe den gård, der stadig ligger ud til Torvet foran kirken. Men ejerne var dansksindede og de ville ikke sælge til tysksindede.

For at løse dette problem  lod min tipoldemor bygge den gård på Tøndervejens højre side inden man kommer ind til Højer.

 

Jo Adolf giftede sig godt. Men den gamle Hans var også en driftig mand. Så Adolf og Botilde blev også meget velhavende. Hans og Adolf tog til marked i Husum, hvor de solgte de heste, de havde købt lokalt.

 

Vin, kvinder og spil

Min farfar fortalte, at de gange, de tog med toget hjem med alle penge i inderlommen , var der omkring 85.000 D – mark. Det var tiden op til Første Verdenskrig. Min farfar var også med. Dengang var en ugeløn for en arbejder i København 14 kroner.

 

Adolf kunne godt lide vin, kvinder og spil. Så der blev afsat en aften til dette. Han måtte jo benytte tiden langt væk fra sladrevorne og missionske hævringe.

 

Under hendes stand

Botilde var meget optimistisk og romantisk. Hun spillede klaver. Hun tog sig ikke af sine børn, da de var små, for det var under hendes stand, at passe dem. Men hun var dog moderlig. Efter bryllupsbilledet at dømme, var hun det man i dag kalder en lækker sild.

Det var hende, der holdt sammen på hjemmet. Hun var meget gæstfri, og de havde en stor vennekreds blandt marskens bedrestillede. Sammen med sine søstre fortsatte hun også sin mors arbejde med velgørenhed.

 

Kæft trit og retning

Adolf var som en prøjsisk kassemester. Her gjaldt kun kæft, trit og retning. Han var nidkær, storsnudet og provokerende. Enhver fejl hos sine børn medførte med det samme en korporlig afstraffelse. Det var hårdt for de tre knægte, Hans Redlif, Otto og Max. Den lille Walter blev først født noget senere. Han blev opdraget under mildere forhold. Her var det mere Botilde, der tog sig af ham.

 

På grund af sin nidkærhed fik Adolf et mønster landbrug. Han tjente enorme summer under Første Verdenskrig. Adolf og hans svoger August benyttede enhver lejlighed til at spankulere rundt i nogle flotte officersuniformer med pelsudsmykning og ridestøvler.

De havde lov til at bruge disse uniformer, fordi de var ledere af hjemmeværnet. Dette hjemmeværn styrkede moralen på hjemmefronten.

 

Forbud mod ”Dansk luft”

Adolf købte krigsobligationer og skød store penge i Højers første fabrik, som blev bygget ved Vidåen ikke langt fra slusen. Han var meget tysksindet. Det siges om ham, at han forbød, at åbne vinduerne mod nord, for ikke at få dansk luft ind i stuerne. I de sidste år havde han dog ikke noget imod at få dansk pension.

 

Han var dog så tysksindet, at han efter Genforeningen nægtede at veksle sine penge om fra mark til kroner. Det betød at denne ødsle levemand pludselig blev en fattigrøv. De måtte gå fra alt, hvad de havde tilbage. Til deres død boede de i et hus på Nørregade, som Botilde havde arvet. De var omgivet af minder om fordoms rigdom.

 

Farfar Otto Smidt

Min farfar, Otto Smidt blev født den 30. 05. 1898 på Hochstelle. Derefter blev han overgivet til en barnepige Kristine – Kisser. Som vi tidligere hørte var det under mor Botlldes stand selv at tage sig af drengene, selv om hun sikkert gerne ville. Adolf holdt på, at de ikke skulle pylres.

 

Kisser havde stort hjerte

Kisser var en kraftig bondepige fra Rosenkrantz, som tog sig af de tre drenge. Indtil de begyndte at gå i skole kom læreren ud på gården, og gav dem undervisning. Adolf holdt godt øje med, om de nu fik de rette kundskaber.

 

Kisser havde et stort hjerte. Drengene elskede hende. Min farfar fik tit tårer i øjnene, når han fortalte om hende. Hun gik dog ikke af vejen for rundhåndet at give øretæver og røvfulde med et spanskrør, når hun syntes, at det var nødvendigt.

Hun sov også med drengene, når stormen hylede. Og hun stillede op mod Adolf, når han syntes, at hun var gået for vidt med knægtene.

 

Engang slog Hans Redleff hatten af en gæst med en sten. Det fik Adolf til at gå besærk med en tung stok. Men Kisser var hurtigere. Hun fik taget stokken fra Adolf og løb med den.

 

Ingen turde åbne munden. Tænk, at et tyende turde stikke sig op mod Adolf. Først var der total stilhed. Derefter hørte man en befriende latter. Selv Adolf faldt ned på jorden. Inderst inde kunne han vel godt se, at han kunne have gjort alvorlig skade på knægten.

 

Kisser fik dog sin skideballe, der kunne høres over det meste af Højer.

 

Kisser viser røv

En varm sommerdag var Otto og Hans Redlif ude at gå en tur med Kisser langs Vidåen. Det var meget varmt, og Kisser fik lyst til at bade. Drengene var vel 5 – 6 år. De blev så sat til at holde udkig med streng besked om, ikke at vende sig om.

Imens Kisser er ved at klæde sig af, kan knægtene ikke lade være med at kigge. Drenge er vel drenge. Nu så de Kissers store røv.

 

Det opdagede Kisser, som lovede dem tæsk for at have vendt sig om. Forskrækket stikker drengene af og løber ind mod Højer. Her fortæller de alle, der gider at høre på det, at de har set Kissers røv. Det gav megen jubel og en del bemærkninger, som de ikke forstod.

 

Nu var det ikke hver dag sådan nogle små størrelser gik alene rundt i Højer. Så de tog sig god tid, og havde næsten glemt, hvad der var sket. Men det havde Kisser ikke. Hun stod og ventede på dem. Det gik en hel uge, før de kunne sidde ned.

 

På besøg i Rosenkrantz

Kisser var som sagt fra Rosenkrantz Hun havde fri hver anden søndag. Så kunne ellers trave til Rosenkrantz tidlig om morgenen, for så at vende tilbage om aftenen. Eftersom det ikke passede Adolf at tage sig af sine børn måtte Kisser tage børnene med sig. Det var egentlig ikke så dårlig en ide, for når herskabets børn skulle med, blev hest og vogn stillet til rådighed. Det var trods alt bedre, end at skulle trave den lange vej. Det var vist også godt for kusken. Han blev nemlig senere gift med Kisser. De overtog senere Kissers fædrene gård.

 

Min farfar tog os altid med ned til Rosenkrantz for at hilse på Kissers søn, som min farfar nærmest betragtede som lillebror. For drengene var det også et paradis, at komme med til Rosenkrantz .For her kunne man lege med de andre børn, uden at skulle bekymre sig om, hvem deres forældre var. Og en fordel var, at Kisser var optaget af kusken.

 

Undgå Møgeltønder

Omkring konfirmationsalderen begyndte min farfar i Latinskolen i Tønder. Det var noget, der tog hele dagen. Turen blev gjort med tog, og det var ikke så mange afgange. Toget kørte meget langsom. En frisk dreng kunne sagtens løbe det op. I stedet for at gå ind på stationen, stod knægtene tit ved sporet og sprang på, når toget kom forbi.

Efter hvad min farfar fortalte, hvad det den værste tid i hans liv. Engang imellem kom de for sent til toget hjem og så måtte de bruge Apostlernes Heste.

 

Problemet var bare Møgeltønder. Højer var tysksindet, Møgeltønder var dansksindet.. Så man måtte en stor bue uden om Møgeltønder for ikke at få tæsk. Ydermere kunne min farfar være sikker på en røvfuld af Adolf, hvis han fik tæsk af en skide dansker.

 

Verdens gang blev ændret i smørhullet

Mellem kedelige timer i Tønder og skideballer af Adolf for dårlige skolekarakterer gik tiden med andejagt og fiskeri i Vadehavet. Hovedløs ridning og spring over kanalerne blev det også til. Kraftig druk og andre forlystelser har sikkert ikke haft Adolfs billigelse. Det eneste problem, man havde som rigmandssøn var at lave så list som muligt uden at kede sig. Sådan gik tiden indtil skuddet i Sarajevo ændrede verdens gang også i smørhullet Højer.

 

Fædrelandskærlighed

Alle hørte pludselig trommer og hornmusik og så fanerne bølge med ære og medaljer overgivet af kejseren selv. Samtidig var der ingen, der troede krigen ville vare mere end et par uger. Skulle det gå helt galt, ville krigen vare et par måneder.

Nu fik Adolf travlt med at vise fædrelandskærlighed, eftersom han selv var for gammel. Den ældste af sønnerne, Hans Redlif var ude at sejle. Kun Otto var tilbage.

 

Far sendte søn i krig

Eftersom krigen kun ville vare et par måneder trak Adolf i alle tråde. Han fik Otto ind i Det 16. Slesvig – Holstenske Husar Regiment, der havde kasserne på Gottorp Slot i Slesvig. For at kunne sende sin 16 årige søn i krig brugte Adolf en mindre formue på: Hest, 3 uniformer, sabel og karabin. Så¨var Otto klar til at ride ud og vinde hæder og ære. Fire år senere var uniformerne slidt op. Hesten var skiftet ud flere gange.

 

Hæderen og æren kom ikke

Otto var ved sin 20 års fødselsdag en gammel mand, der havde set alt for meget. Det forfulgte ham resten af livet. Hæderen og æren kom ikke som ventet. Det forstod Adolf ikke. Nok var Adolfs søn kommet hjem, men det var også en farlig ung mand, der havde lært at forsvare sig selv.

Siden havde far og søn ikke haft mere med hinanden at gøre.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Højer – minder 2

       Højer – minder 3

       Erindringer fra Højer

       og talrige andre artikler fra Højer

 

 

 

 

 

 

Ja inden vi hører lidt om Tønder Statsskole, skal vi lige høre om Realschule Tondern. Her var der tale om opdragelse og disciplin. Eleverne blev også belært om, hvordan de skulle begå sig i fritiden. Her på Statsskolen var  Frode Kristoffersen også realist. Han fik en sød hævn over for en lussing, han modtog af religionslæreren. Michael Falch kaldte skolen for resterne af den sorte skole.

 

Knabenschule nedlagt

Skolen har ikke altid fungeret som statsskole. Vi skal tilbage til omkring 1903, hvor det hedder sig, at Tønders borgere ønsker sig en oprettelse af eine Königliche Realschule i byen. I første omgang bliver det dog tale om en kommunal (Städtische) realskole.

 

Statut for de ny realskole

Den 17. januar 1906 vedtog byrådet en statut for den ny realskole. I april samme år begyndte man med de to yngste årgange (Sexta og Quinta).

Fra april 1910 er alle seks årgange ( fra Sexta til Prima) repræsenteret med i alt 152 elever. Samtidig blev Knabenschule nedlagt.

 

Dårlige forhold

De første år underviste man i et par lokaler i den kommunale skole i Richtsensgade. Lærermøderne foregik im Klassenzimmer der Sextra eller in Wohnung des Dirigenten. Og Der Dirigent var skolelederen Oberlehrer Wiedermann.

 

Men forholdene var ikke de allerbedste. Og det blev konstateret på et lærermøde den 20 juni 1907, unter Vorsitz des Geheimen Regierungs – und Provinzialschulrats Dr. Brocks. Den høje herre konstaterede, at man snarest mulig skulle finde en bedre løsning. Kun tre af klasseværelserne svarede til det, hvad man kunne forvente af en højere skole. Heller ikke læreværelset fandt embedsmanden tilstrækkelig.

 

Lære udenad

Man havde tænkt på det hele, også hvordan og hvad eleverne skulle lære udenad. Også matematiske formler læres udenad. Det gjaldt også for historiske årstal.

Som Regierungs – und Provinzialschulrat Brocks formulerede det, ville det bedste være, hvis også lærerne lærte de ting udenad.

 

Jo det ældste ved skolen er den gamle hovedfløj og festsalsfløjen. Det blev bygget i 1908 – 1910.

 

Regler for tysk grammatik

Og den omtalte Brocks brokkede sig meget over både den tyske og den franske udtale. I begyndelsen af hver tysk og fransk time, skulle man i 1910 øve sig i de ord, man ofte udtalte forkert. Her skulle regler i sprogene også gennemgås.

Den 24. oktober 1910 minder Brocks om, det er vigtigt at gentage nogle af reglerne i den tyske grammatik.

 

Historieundervisningen

Man diskuterede også hvordan Slesvig – Holstens historie kunne indlemmes i den generelle historieundervisning. Da første verdenskrig nærmede sig, blev historieundervisningen ændret.

 

Opdragelse og disciplin

Og det var ikke kun undervisningen man fokuserede på. Opdragelse og disciplin hørte med. Således meddelte, Der Dirigent, at skoleleverne efter klokken 8 ikke skulle vise sig på gaden uden ledsagelse af voksne.

Inden man gik ind på skolen skulle man tage hatten af og tørre fødderne af. Og så blev det bestemt, at de ældste elever Die Primaner skulle tiltales med De. Husk på, at vi er i 1910.

Og så skulle man huske, at den første undervisningstime skulle starte med en bøn.

 

I skoleferierne opfordrede skolen, at eleverne indtrådte en ungdomsforening im vaterländischem Geiste.

 

Tandhygiejne

Måske var det galt med de unges tandhygiejne, for i 1909 blev der besluttet, at bestille 100 eksemplarer af Jessen: Zahnpflege im Kindesalter.

 

Opfør jer ordentlig

I 1916 blev der henstillet til, at eleverne opførte sig ordentligt, når de skulle køre med jernbanen. Der var indløbet klager over deres opførsel.

 

Eine Schulmütze

Allerede i 1906 blev det besluttet, at man indførte en sort Klassenmütze for Sexta og en grøn for Quinta. Begge skulle have en sølvstribe.

 

Festdage med flidspræmie

Hvert år blev to festdage markeret på skolen. Sedan – dagen var til minde om tyskernes sejr Frankrig i slaget ved Sedan den 2. september 1870 og Kaiser – Geburtstag, Kajser Wilhelm den Andens fødselsdag den 27. januar.

 

På Sedan – dagen mødtes alle elever i aulaen, hvor en af de ældste elever fortalte om det historiske slag. Og på kejserens fødselsdag blev der givet flidspræmier. Og det var flotte præmier:

 

       Berner: Geschichte des preussischen Staates

       Hans Bohrdt: Deustsche Schiffart in Wort und Bild

       Koser: Aus dem Leben Friedrich des Grossen

       Ein Marinealbum

       Mit Bismarck daheim im Felde

 

I 1911 blev det også bekendtgjort, at man skulle fejre kejserinde Augustas 100 års fødselsdag. Hun var gift med kejser Wilhelm den Første, og døde i 1890.

 

Prøjsens historie

Ja og også kejserens 25 års jubilæum skulle fejres. Der var også mange andre historiske mærkedage, der skulle huskes. Nogle af disse dage havde skolen besøg af krigsveteran – foreninger fra byen. I skolens anordninger stod der nøjagtig beskrevet, at man skulle give eleverne en levende beskrivelse af Prøjsens historie.

 

Dybbøl og Knivsbjerg

Også Slaget ved Dybbøl blev markeret. Hvert år deltog skolen ved Knivsbjerg – festen med et eller flere langbold – og håndboldhold.

 

Frivillig tjeneste

I 1914, da krigen var startet blev eleverne opfordret til at deltage frivillig i forskellige arrangementer omkring militæret. Det kunne være øvelser, førstehjælp eller et års frivillig tjeneste.

Man opfordrede også eleverne til at samle bøger til militæret. Disse bøger blev overbragt mandskabet ved Zeppelin – basen nord for Tønder og ved fangelejren ved Løgumkloster.

 

I oktober 1915 var det muligt at blive fritaget for undervisning, hvis man ville gå til hånde i landbruget.

 

Fra tre til otte lærere

Skolen havde det første år kun tre faste lærere, i 1911 – 12 var dette antal vokset til otte. Rektor Johann Wiedermann kom fra en lærergerning i Hannover i 1906. Han ledede skolen i alle årene fra 1906 til 1920.

 

Totenkopf

Min far gik på skolen i Richtsensgade. Da de engang havde passeret kirken på vej til skolen, havde de fundet noget som de kunne bruge som fodbold. Men på den tyske skole i Richtsensgade udbrød læreren:

 

       Ihr könnt doch nicht mit dem Todenkopf spielen

 

Der var udgravninger ved kirken. Her lå den gamle kirkegård. Min far var en overgang sikker på, at det var rester af Brorson, de havde spillet med. Men den bemærkning vakte heller ikke jubel hos den tyske lærer.

 

De tyske lærere

Overlærer Johann Weste var født i Tønder i 1853, og det var også her, han tog sin lærereksamen på seminariets tyske afdeling i 1875. I nogle år var han lærer i Uertsen i Holsten. Han kom tilbage til Tønder i 1881, hvor han blev lærer på Drengeskolen i 1885.

 

Overlærer Hermann Bernhard var lærer i Altona indtil 1908. Han kom derefter til Tønder. Han ledede realskolen som vikar for den indkaldte rektor Wiedemann fra 1914.

 

Tønder Statsskole afløser

I 1920 afløste Tønder Statsskole, Realschule Tondern. Den danske regering havde efter Genforeningen besluttet, at der skulle placeres fire gymnasieskoler i Sønderjylland. Det var langt tættere end i det øvrige land.

 

Spejdere i København

Fra den 3. til den 12. juli 1923  var 18 af skolens spejdere under ledelse af adjunkt Johan Larsen på sommerferielejr i Nordsjælland. Det fik rektor en personlig rapport fra adjunkten.

Og det var ikke meget at mærke af den disciplin, som vi nævnte tidligere.

Således lå meget skælmske Hans Posselt på maven oppe fra et vindue i 4.sal og kastede småting ned i hovedet på folk på gaden i København.

 

Stifinderne havde stjålet Ørnenes patruljeflag og broderet et B foran. Stifinderne blev kaldt for damer, fordi ved en fejltagelse en dag ved en skæbnesvanger fejltagelse i toget var gået ind i en damekupé.

 

Gratis, fordi man er fra Tønder

Og så kom man gratis ind i etablissementer som Badeanstalten Helgoland, Cirkus Schuman, Højbro – biografen m.m., dels fordi de var spejdere, men sandelig også man var fra Tønder.

 

Masser af om – og tilbygninger

Dette blev så senere til fem danske gymnasier og et tysk, samt et studenterkursus i Toftlund. Hvis en elev fra Realschule Tondern i dag skulle forvilde sig ind på Tønder Statsskole, ville vedkommende sikkert fare vild.

 

Der er konstant sket til – og ombygninger. Hele grunden omkring de gamle skolebygninger er nu forsynet med tilbygninger. De vigtigste årstal i den forbindelse er 1936, 1960, 1992, og 1993.

 

Fra 122 til 454 elever

I 1920 og 1930erne klarede skolen sig takket være en stærk mellemskole. Skoleloven fra 1958 var hårdt for skolen. Man blev berøvet de to yngste årgange. På fire år faldt elevtallet fra 279 til 122.

I 1971 blev skolens realafdeling afskaffet. Der var fare for lukning, men det lykkedes at få en HF – afdeling.

I 1982 var den negative udvikling vendt. Der var hele 454 elever fordelt på 21 klasser.

 

Frodes tur til Statsskolen

En kendt realist fra 1948 var journalist m.m. Frode Kristoffersen. Han kan huske, at han fra

Højer kørte med Rasmus Hansens skolebus uf af byen. I Møgeltønder ventede em herre ved stoppestedet ved byens lindeallé. Det var adjunkt Knus Fanø, den senere rektor ved Duborgskolen i Flensborg. Han forsøgte, at bibringe Frode, latin.

 

For en fremmed barsk og fattig

På skolen sang man ofte en melodi, der blev en landeplage i landsdelen. Den var skrevet af Egebjerg Jensen og musikken var af skolens musiklærer, Ernst Kiørboe. Og den var selvfølgelig:

 

       For en fremmed barsk og fattig

 

En sød hævn

Matematik, ja det var hos Erling Rossing og religion hos Kaj Sieverts. Sidstnævnte gav Frode en lussing. Men han kunne så senere hævne sig. Sieverts havde sendt et meterlangt læserbrev, som Frode fik ordre på at redigere, da han var blevet ansat på dagbladet Vestkysten – hvilken hævn.

 

Så var det også den fine tysklærer, dr. Felix Arndt. Han var overgået fra Realschule Tondern til Tønder Statsskole.

 

Et knus fra en søde oberst – datter

Frode husker også et teaterstykke, hvor han skulle spille lærer, Zirlich. Oberstdatteren, Kirsten Løwener Jensen skulle spille fin dame og overrække Zirlich en indbydelse. Men den havde hun glemt. Så Frode samlede en stykke flødekaramelpapir op fra gulvet, og spurgte, om det ikke var denne. Bagefter fik Frode et ordentligt smækkys af den skønne oberst – datter.

 

Undertegnede på Statsskolen

Selv oplevede undertegnede kun at komme på skolen, når vi fra Andersen & Nissens Boghandel skulle levere bøger til skolen. Men kusine Christel gik på skolen.

I Michael Falchs tid skulle man endnu rejse for lærerne. Man talte om, at Statsskolen var den sidste rest af Den Sorte Skole.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs om Tønder Stasskole:

       Michael Falch i Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om at gå i skole i Tønder:

       Drengestreger i Tønder 1920 (min far på den tyske skole i Richtsensgade)

       Tønder i 1600 – tallet

       Tønder Statsseminariums historie

       I Skole i Tønder

       Vajsenhuset i Tønder

       Blomst til skilsmissebyen (parodi på Tønder Kommuneskole)

En af verdens bedste astronomer er født i Tønder. Hans far mente, at det var bedst at lære et håndværk. Han blev udlært urmager og gik på valsen. Men en fysikus så hans talent. Og så kom der gang i den. Peter Andreas Hansen blev lidt af en særling. Han blev sur på sin frisør, og nægtede at lade sig klippe. I Tønder blev en mindeplade brugt som havebord. Men man opkaldte da trods alt en gade efter ham.

 

Astronom Hansens Gade

Der sikkert de færreste i Tønder, der kender Astronom Hansen. Det er ham, der har givet navnet til gaden – Astronom Hansens Gade. Ja egentlig hed han Peter Andreas Hansen.

 

I Latinskole

Han er født i 1795 og viste allerede i skolen store evner i matematik og fysik. Han gik i Latinskolen, der lå på hjørnet af Kirkepladsen og Smedegade.

 

Du skal lære dig et håndværk

Hans far var urmager Nicolay Hansen. Han var guld – og sølvsmed. Faderen mente derfor, at det var det helt rigtige for Peter Andreas at lære et rigtigt håndværk. Han skulle ikke studere videre, mente faderen.  Måske var det også moderen Anna Henriettes tidlige død, der forhindrede, at han gik videre med skolen. Moderen blev kun 48 år.

 

Så blev han  sendt til Flensborg fra 1811 til 1816 for at lære urmagerkunsten.

 

På valsen

Men Peter Andreas ville hellere studere, men fik atter et nej af sin far. Lykken var at være håndværker. Så den unge mand måtte som andre håndværkere dengang på valsen.

 

Bedre til fransk

Han kom til Berlin, hvor han arbejde som svend hos en fransk mester. Det havde så den fordel at hans skolefransk fra Tønder blev udbygget. Han havde tillige lært latin, så dette kom siden til gode i hans tekniske studier.

 

Fysikus satte gang i den

Sine indtægter fik han suppleret ved at fabrikere det yndede legetøj Syngende Fugl. Han vendte i 1820 tilbage til Tønder. Her indrettede han et værksted i sin fars hus. Her kommer han også i kontakt med den i matematik og astronomi stærkt interesserede fysikus Dr. Dirks. Det var en søsters sygdom, der skabte denne kontakt.

 

Og denne fysikus får endelig overtalt faderen til at sende Peter Andreas til København. Her bliver han ansat under lederen af den danske gradmåling Heinrich Christian Schumacher, der også er professor i astronomien ved observatoriet i Rundetårn. Denne Schumacher var en af Peter Dirks gode venner.

 

Kongen syntes om den unge mand

Frederik den Sjette syntes godt om den unge tøndrings arbejde, så han blev tilbudt en fribolig i tårnet.

 

Leder af observatoriet

I de følgende år arbejdede han med geodætiske opgaver i Holsten og i Danmark. I et stykke tid arbejde han også i Altona. Også det arbejde, han udførte her tiltrak opmærksomhed. Han blev også medarbejder på Astromische Nachrichten.

 

Takket være en anbefaling af matematikeren Gauss ansættes Peter Andreas i en alder af 30 år som leder af observatoriet på Seeberg ved Gotha.

 

Her kommer han til at stå for opførelsen af et helt nyt laboratorium. Han arbejder med astronomiske målinger og teoretiske problemer. Men det var nu ikke en tårnhøj løn, som han fik.

 

Gift og syv børn

I 1828 blev han gift og fik syv børn – tre døtre og fire sønner. Hans børn blev gift med forfattere, astronomer og diplomater. Blandt udkom der en biografisk roman, der skildrede livet hos familien Hansen.

 

Sur på sin frisør

Peter Andreas havde nok det man vil kalde en vanskelig karrakter.

I 1839 byggede han sit eget hus i den sydlige del af Gotha. Også her byggede han en masse apparatur op. Selve observatoriet i Gotha var udsat for vejr og vind. Så dette forlod Peter Andreas.

Han blev sur på sin frisør, og nægtede resten af livet, at lade sig klippe.

 

I en sen alder hæmmes han af en tiltagende blindhed. Han dør i 1874, 79 år gammel.

 

Havde mange talenter

Peter Andreas kunne mange ting. Han var et udpræget sproggeni, og spillede Bach, Beethoven og skak.

Han kom i ledelsen af Den europæiske gradmåling. Hans mekaniske kunstfærdighed bevirkede opfindelsen af nye instrumenter. Han fik også forbedret de gamle og så byggede han også et kronometer.

 

Omfattende tabelværker

Særlig betydning fik Peter Andreas gennem sit pionerarbejde med nøjagtigt at beregne solens, de store planeter og talrige af de små planeters samt især de periodiske kometers baner og position til forskellig tid.

Disse kalkulationer er nedfældet i omfattende tabelværker. Mange af disse er belønnet med videnskabelige priser.

 

Betydning for navigation

Således indbragte et næsten helt op til vores tid benyttet værk om månens bane ham i 1857 en pris på 1.000 pund fra Det Britiske Admiralitet.

Hans observationer havde stor betydning for navigationen.

 

Stor beundring

Hans arbejde har sikret ham en plads blandt de største astronomer. Han udviklede for eksempel teorier for sol – og måneformørkelser. Han benyttede blandt andet passagen af Venus i 1844 til nærmere at bestemme afstanden mellem jord og sol.

 

Det var i grunden med meget få midler, at han fandt frem til alle resultater. Derfor så man på hans resultater med den største beundring.

 

Ingen akademisk uddannelse

Peter Andreas Hansen kom aldrig til at tage en regulær akademisk uddannelse, men han kom til at danne skole. Fra nær og fjern strømmede astronomer til Gotha for at tage ved lære. Han blev i tidens løb tilbudt lærestole ved  inden – og udenlandske universiteter. De lokkende tilbud kom blandt andet fra Dorpat, Königsberg og fra København. Men Peter Andreas foretrak sit observatorium.

 

Stor anerkendelse

Han blev medlem af 20 akademier og lærde selskaber. Han blev tildelt ordener og medaljer og tre æresdoktorgrader.

Tre gange fik han Royal Astronomical Societys guldmedalje.

 

Mindetavle brugt til havebord

I 1995 blev der rejst en mindesten i nærheden af det gamle observatorium i Gotha. Det var på Grossen Inselberg.

 

I Tønder blev han hurtig glemt. En mindetavle fra fødehjemmet i Vestergade 17 var endt som en plade til et havebord. Men trods alt, er der ikke alle, der får opkaldt en gade efter sig.

 

Kilde: Se

       Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Peter Dircks – den glemte Fysikus

 

 

Anmeldelse af Stig Petersen: København NV – æddermamer – Fortællinger fra halvtredsernes Bispebjerg og omgen – Forlaget Mellemgaard.

Vores hovedperson blev reddet af en præst, lige inden han blev kvalt. Det endte med, at han blev kirkesanger. Og det var lidt af et kulturchok, da der skulle skiftes skole. En vild storebror var også med til at sætte kulør på tilværelsen og denne meget humoristiske fortælling om Bispebjerg – dengang.

 

Super – morsom og underholdende

Det var ikke altid lige sjovt at være barn i halvtredserne. Det var en kamp, at være barn, men også morsom. Det var en anden tid. Fritidshjem og udearbejdende husmødre var upassende. Her var en far, der aldrig var hjemme. Bogen er trods forsiden ikke en decideret lokalhistorisk bog. Det er en blanding af en selvbiografisk bog og en skønlitterær bog. Den er super – morsom og underholdende og vil sikkert egne sig som højtlæsningsbog.

 

Særdeles ansvarsløs

Det er ikke i kategorien Man gjorde et barn fortræd af Tove Ditlevsen. Men nogle gange nærmer vi os. Til tider får vi ondt af vores hovedperson.

Vores hovedperson havde en storebror, der kunne virke særdeles ansvarsløs.

 

Fra Indre Nørrebro til Nordvest

Utrolig mange familier flyttede fra Indre Nørrebro ud i Nordvest – kvarteret, blandt andet i Advokatparken, hvor vores hovedperson blev født og oplevede son barndom. Ja vi skal til Gørtelmestervej.

 

Blåt øje og hængende arm

Det var dengang, da mælken fra Enigheden blev bragt ud med Frederiksborger. Ja, det er ret store heste.

Vi hører om en masse genvordigheder. Ikke så få gange mødte storebror op med blåt øje og hængende arm.

 

10 minutters gymnastik

Det var også dengang, Kaptajn Jespersen, der åbenbart ikke havde nogen fornavn brugte radioens sendetid 10 minutter hver dag til gymnastikøvelser. Han var meget inspireret af Niels Bukh. Og sidstnævnte havde hvis nok nogle nazistiske tilbøjeligheder. Men det forsøgte man at nedtone. 

 

Tandlægebesøg – uden bedøvelse

Det er dramatiske beskrivelser af tandlægebesøg uden anvendelse af bedøvelse og lattergas. Er der boret i en tand foregik det med et meget langsomt kørende bor. Var det blot den mindste antydning af råddenskab, skulle der bores og fyldes op.

 

Et brev med, at man gik til tandlæge hos en i familie kunne ikke udskyde lidelserne. Forudsætningen var at man kunne stave til tænder. Det kunne storebror ikke. Det var ham, der skrev brevet. Til tider havde han en flot håndskrift, men han gik ikke så meget op i det med stavning.

Et sådant brev blev skrevet med fars fyldepen.

 

Man måtte lære at skrive med penneskaft, selv om kuglepennen var opfundet. Hvis man var velhavende købte man en fyldepen. Det så jo godt ud på papir. Men når drenge skulle dyppe skaftet i blækhuset klattede man hele tiden. Pigerne klattede aldrig. De var bedre til det finmotoriske.

 

Kan man smage forskel på lever ?

Da der skulle købes lever ind til fru Brandstein, der var jøde, kunne man jo lige så godt for det bedste ud af det. De kunne vel alligevel ikke smage forskel på svin og ko, mente storebror. Og svin var billigere. Så kunne man jo selv tjene de to kr., som det var billigere.

 

Overkørt – af tog

Nogle af rødderne havde fået den vanvittige ide, at grave mellem svellerne på Harreskov – banen, der afgik fra Lygten Station. Det kunne jo være sjovt at ligge under toget, når det passerede.

Vores hovedperson mente, at dette var livsfarligt. Og det var det vel også. Han besluttede sig derfor at skynde sig til Lygten Station for at forhindre togafgangen.

Men på stationen tog man ikke advarslen særlig alvorlig. Efter at have skabt sig nok så forfærdeligt, kom en venlig jernbanemand hen og hørte på ham.

 

Men da de nåede stedet, var ulykken sket. En af rødderne havde fået et kompliceret benbrud. Bogen indeholder en perlerække af sjove drengestreger.

 

Reddet af pastoren

Men alt var ikke lige sjov. Således måtte pastoren træde til, da vores hovedperson var ved at blive kvalt af en af rødderne fra de andre bander. Ja og senere blev vore hovedperson endda kirkesanger i Tagensbo Kirke.

Ned ad Landsdommevej gik det. På højre side lå Bispebjerg Bio, lossepladsen og Tagensbo Kirke. Det vil sige, at Jesus og Co stod ikke i så høj kurs dengang.

 

Taknemmelige betjente

På en af de grønne bænke langs Harreskovbanen over ved buskadset sad pludselig en mand, der råbte efter knægtene. Han gav dem et tilbud, at hvis de ville hjælpe ham med noget ulækkert kunne de tjene 50 øre. Omsat i drengenes sprog var det tale om fem stk. salmiakstænger.

 

Moderen fik halet oplysninger ud af vores hovedperson. Sammen gik de ned og anmeldte episoden på Tomsgårdens Politistation.

Her opstod der en ret så barok situation, fordi betjentene vidste ikke rigtig, hvordan de skulle håndtere situationen. Da moderen ikke ville tilbringe hele natten på stationen, for at anmelde pædofili, satte hun sig selv til skrivemaskinen – stillede selv spørgsmålene og kom selv med svarene. Det var betjentene faktisk meget taknemlig for.

 

Ikke let at være kommunist

I nabolaget var der kommunister, og det var lidt af en udfordring. De hængte store plakater i vinduerne. Folk skulle stemme på kommunisterne. Men det var for meget for nogle. Vinduerne blev smadret. Gerningsmændene havde fastelavnskøller med. Nu skulle disse kommunister smadres. Men det endte med, at de blev smidt ud. Vores hovedperson havde genkendt dem, men da han kun var en knægt, gad politiet ikke at høre på ham.

 

Fritidshjem og pasningsordning

Alt det med fritidshjem og pasningsordning var nyt. Lederen af Fritidshjemmet Fru Trolle arrangerede aftener for forældrene. Jo, det var også nyt dengang.

 

I Lersøparken

Men lige så spændende var det at bygge huler og lave flitsbuer og spyd over i Lersøparken.

En sjov sport var stangspring over Lersøåen. Kom man ikke helt over, gav det våde sokker. Det var ikke sjovt i tre – fire minusgrader.

 

Hos slikmutter

Der blev stjålet slik hos slikmutter og wienerbrød hos bageren. Butikkerne lå over for Nicolaisens Danseinstitut på Tagensvej.

 

Kulturchok

Da det var slut med at gå på LaCour Vejens Skole på Frederiksberg oplevede vores helt et kulturchok. På Bispebjerg Skole åbenbarede der sig en helt ny verden. Skolen lå på et hjørne mellem Frederikssundsvej og Tomsgårdsvej.

Der var en skarp adskillelse mellem pige – og drengeafdelingen. Midt gennem skolegården var der malet en bred gul linje. Gik man over denne grænse, blev man trukket i ørerne hen til skuret.

Her blev alle skurke samlet. Når frikvarteret var over fik hver skurk en flad. Den kunne ses resten af dagen. Jo det var et kulturchok i forhold til Frederiksberg.

 

En på snuden

København NV er en finurlig fortælling. Det er en fortælling om en hyggelig og vild ungdom. Og også om bander, som herskede herude i Nordvest. Her kunne man let for en på snuden, hvis man tilhørte den forkerte bande. Der er masser af humor i bogen. Men det skulle man vel også have for at overleve dengang.

 

Stig Petersen: København NV – æddermamer! – Fortællinger fra halvtredsernes Bispebjerg og omegn. (Mellemgaard)

I 11 år eksisterede Kulturelle Markedsdage. Her kom foreninger og institutioner og viste, hvad de kunne byde på. Samtidig var der musik fra forskellige scener. Forhandlinger blev ført på disse dag. Man fik løst problemer. Ministre og borgmestre  besøgte dagene. Men også Nørrebros befolkning elskede dem. Nu er det slut. Man måtte flytte grundet Metro – byggeriet, samtidig med at nogle af de garvede frivillige var holdt op. Læs her den spændende historie fra 2000 – 2011.

 

Journalisternes Nørrebro – knap

Der er vel cirka 71.000 indbyggere på Nørrebro. Heraf er knap 20.000 af en anden herkomst end dansk. Og journalister har en såkaldt Nørrebro – tast. De rykker ud, når det er ballade.

 

Når der bliver slået en prut, og hvis det sker på Nørrebro, er nyhedshelikopteren i gang med Breaking News.

 

Da Kulturelle Markedsdage blev 10 år, så vi faktisk en helikopter. Men det var ikke Breaking News. For på Kulturelle Markedsdage var det aldrig ballade.

 

Nu er det slut

På Nørrebro har vi Danmarks mest tætte befolkning med 3 m2 friareal pr. indbygger. Gennemsnittet for København er 25 m2. Måske er derfor, Nørrebroparken bliver brugt så meget. Tusinder og atter tusinder har i årenes løb besøgt De Kulturelle Markedsdage. Nu er det slut.

 

I 11 år blev Kulturelle Markedsdage afholdt. Nu er det slut. Nørrebro Handelsforening har i tidens løb gjort sit til, at det blev en succes.

 

Martin var på stedet

På Nørrebro har det altid været kamp og rebeller. Men på Nørrebro må man gerne være anderledes. Og den lokale betjent kendte rødderne. Og de har da også besøgt De Kulturelle Markedsdage. Men når der var optræk til ballade, så var den lokale betjent, Martin på stedet.

 

Ingen blå mandskabsvogne

Bortset fra Bertel Haarders besøg, har der aldrig været blå mandskabsvogne på besøg ved De Kulturelle Markedsdage. I den forbindelse har Natteravnene også næsten altid været med.

 

Mange projekter

Og næsten altid har Brug Folkeskolen været til stede med en bod. Tænk 40 pct. af Nørrebros befolkning har valgt at have elever i private skoler.

Et andet paradoks ved kvarteret er, at det er overforsynet med projekter og opmærksomhed. Men ofte er det en uoverskuelig sump af henholdsvis statslig, kommunalt og frivillig tilsnit. Og det kniber med at få en oversigt og et samarbejde fordi man ikke kender hinanden.

Gad godt nok vide, om alle de projekter har succes – kriterier

 

Det kunne man så på de Kulturelle Markedsdage. Mange af boderne var beboet af personer, der netop gjorde noget for andre.

 

 

Kvarterløft Ydre Nørrebro Syd

Det hele startede på Hotel Hvide Hus i Køge. En del beboere og repræsentanter fra foreninger og institutioner til en weekendkonference. Der var netop bevilliget penge til Kvarterløft for området Ydre Nørrebro Syd.

Ja det kom så til at hedde Nørrebro Park Kvarterløft.

 

En info – gruppe

På konferencen blev der nedsat en info – gruppe på tre personer. I Nørrebro Avis blev der søgt efter interesserede til et nyt projekt kaldet Foreningernes Festival . Projektet blev dog ikke til noget. Men den omtalte info – gruppe, der nu var oppe på 6 – 8 mand  fortsatte nu med forberedelserne til Kulturelle Markedsdage.

 

Aktivering i Grøn Service

John Dickow var dengang i aktivering i Grøn Service. Her satte han blandt andet boder op i Københavns – området. Han anbefalede disse boder til arrangørgruppen. Resultatet blev at disse boder fulgte markedsdagenes varetegn gennem alle årene.

 

Lejen voksede otte gange

I løbet af sommeren 2010 nedlagde Københavns Kommune aktiveringsprojektet Grøn Service. Horesta købte boderne på anbefaling fra Nyhavns Handelsforening. Gennem en årrække havde Nyhavns Handelsforening lejet dem til deres julemarked. Nu var lejeprisen pludselig blevet fire – dobbelt. Dertil kom transporten, så fra sommeren 2010 var lejen alt i alt blevet otte – doblet.

 

Al begyndelse er svær

Al begyndelse er som nævnt svær. I arrangørgruppen er der senere blevet grinet meget af sammensætningen af programmet. Det var et udmærket og alsidigt program, der blev startet op med. I begyndelsen udelukkende med lokale kunstnere. Men vi havde helt glemt at tage højde for sceneskift, med det resultat, at vi sidst på eftermiddagen var 1 ½ time efter programmet.

 

Sponsorering på 15.000

Det blev indhentet ved, at nogle kunstnere blev betalt for ikke at optræde, mens andre optrådte gratis.

Nørrebro Handelsforening sponserede 15.000 kr. til jazz både lørdag og søndag i begyndelsen.

 

Forrygende start

Søndagen startede med gudstjeneste. I de første syv år var det Stefans Kirkens præster, der stod for det. Derefter var det skønne gospelkor G – Force, der gav en forrygende koncert.

 

I 2001 sponserede Nørrebro Handelsforening Det Ny Tonefilmorkester. Det bestod af 32 musikstuderende musikere og sangere.

Ja på et tidspunkt bød vi også på et kunstfærdigt alter. Vi fik det for 900 kr. Hvor mon det blev af?

 

Husk sponsorerne

I 2005 var man i Nørrebro Handelsforening lidt sure over, at vi ikke blev nævnt som sponsor. Man fik ellers produceret mange flotte plakater. Men det blev der nu også fundet en løsning på.

Det var dengang, markedsdagene kunne tiltrække børnefamilierne. Her var både hoppeborg, Tivoli, Tante Andante og klovne.

 

Verdensklasse

Det var lykkedes at få Cirkus Benneweis til at komme med deres sølv – bjørns nummer nede fra Cannes. Et verdensklasse – nummer.

 

Flere af Handelsforeningens medlemmer deltog med en bod. Mange af disse havde bidraget til præmier til de mange konkurrencer. Det blev også pointeret af den udmærkede sprechstallmeister, Henning C. Hansen.

Produktionsskolen, Ungemessen og HGO – skolen deltog med boder. Ja det var vel ca. 40 – 50 stykker.

 

Masser af aktiviteter

Der var tambourkorps, modeshow, talentkonkurrence, hip – hop, bygning af sæbekassebiler, agilitybane, ponyridning, karateopvisning, politikermøde, folkemusik, country, blomsterbinding, salsa, flamenco og meget mere.

 

Godt sammenhold

Dengang i storhedstiden i 2005 var der hele seks forskellige aktiviteter på en gang. Fantastisk mange frivillige deltog dengang. Vi havde et dejligt sammenhold og fik mange bajere sammen

 

Ikke alle var lige ædru til slut. Aftenen sluttede med Tom Jones Musik. Gennem de sidste mange år havde handelsforeningen sponseret både jazz, cajun og swing – musik. Senere blev det hvis nok også drengekorsmusik og gospel.

 

Hyggelige arrangør – møder

Til arrangør – mødet bagefter pointerede vi, at det ikke var smart at glemme sponsorerne på plakaterne. Så ville man nok ikke i fremtiden få det til at hænge sammen, økonomisk.

Disse arrangør møder foregik i Lundtoftegade 87. Når vejret var godt sad vi udenfor. Det var hyggeligt at være sammen med alle disse kreative mennesker.

 

Populær talentkonkurrence

Især talentkonkurrencen på Store scene tiltrak mange unge mennesker. Her gjorde Dorte Maria et kæmpe arbejde i tidens løb.

 

I nogle år fungerede unge fra ungdomsklubben First Floor som vagtmandskab.

Loppemarkedet tiltrak mange etniske grupperinger. Og i madboderne kunne man få mange eksotiske retter.

 

Fodbold og Ramadan

Fodboldturneringerne var også en stor succes. 12 hold deltog hvert år. Holdene kom fra beboerforeninger og klubber

Og intet var helligt på Kulturelle Markedsdage. Således blev der holdt Ramadan – middage med tale af imam Abdul Wahid Petersen.

 

Forhandlinger omkring det runde bord

Nørrebro Handelsforening sponserede foretagendet så længe, vi havde råd til det. Vi stod der i boden, og modtog enten folkets hyldest eller kritik. På det runde bord foran vores bod, er der i tidens løb foregået mange forhandlinger med politiske modstandere. Det var også her, at Nørrebro Handelsforening fik forståelse for de fredelige brugere af Ungdomshuset på Jagtvej 69. Derfor støttede foreningen senere også de fredelige brugere af ungdomshuset i deres bestræbelser for at finde et nyt hus.

 

Umuligt at holde foredrag

To gange har undertegnede forsøgt at holde foredrag på De Kulturelle Markedsdage. Men det var godt nok en umulighed. Ved det første larmede Tivoli. Og oppe fra store scene larmede et orkester. Samtidig sad folk og lyttede til en FCK – kamp på deres mobiltelefoner og meget mere. Ved det andet foredrag blev jeg overdøvet af Salsa – og sambarytmer.

 

Men på et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra en eller anden organisation, om jeg kunne holde det samme foredrag på tysk og engelsk. Så nogen må da have hørt efter.

Disse foredrag skulle så ske uden honorar. Organisationen ville selv score gevinsten.

 

Byfest uden Røvballebands

MetroExpres kaldte engang De Kulturelle Markedsdage for Byfest uden Røvballebands. Men ellers har det knebet med omtale i medierne. Det sælger meget bedre, når der er ballade på Nørrebro. Breaking News med helikopter har altid haft gode vilkår på Nørrebro.

 

Tre gyldne minutter i bedste sendetid

Engang ringede en TV2 – journalist til undertegnede. Det var en lørdag formiddag. Jeg var på arbejde:

 

       Kan du ikke nævne nogle negative episoder med indvandrere?

 

Jeg svarede ham, at indvandrere hverken var bedre eller værre end os, og i øvrigt er jeg selv indvandrer fra Sønderjylland.

 

Han blev hvis ved i 40 minutter. Til sidst bad jeg ham om, at stille op til De Kulturelle Markedsdage og få vendt den negative attitude. Og hvad skete? Jo Kulturelle Markedsdage fik tre gyldne minutter i den bedste sendetid.

 

Jo så var der da også direkte radio på P4, da Henning fungerede som guide. En udmærket reklame for Nørrebro.

 

Masser af musik

Gennem årene har der været masser af dejlig musik fra De Kulturelle Markedsdage, lige fra P3 – rock til svedig blues. Handelsforeningen sponserede som skrevet jazz, cajun og swing – musik. Bertel Haarder var så begejstret for Det danske Tonefilmorkester, at han engagerede dem til et kvarterløfts – seminar i Vejle.

 

Ellers har vi lyttet på Zidada, Delta Blues Band, Thomas Helmig Kopi Band, Jokeren, Isam B, Red Squares, Magtens Korridorer, Tom Jones Experience, Røgslør, Det danske Drengekor, Omar Mazuk, Fessors Big City Band, Annapuna og mange flere.

 

Masser af valggas

I tidens løb har politiske partier givet Nørrebro – borgere masser af valggas på De Kulturelle Markedsdage balloner og pr – materiale er blevet kastet over disken.

 

Den dårlige samvittighed er kommet op, når Agenda 21 er disket op med affaldssortering. Ja tænk levende rotter er vist frem. Kommunen viste, hvordan man fangede rotter.

 

Jo Kulturelle Markedsdage udviklede sig til en fest på tværs af boformer, indkomster, etnisk skel og alder. Her kommer de både fra Gråsten, Sønderborg, Horsens og Rødovre.

 

Kontrasterne mødtes

Det var her, hvor kontrasterne mødtes. Og det er jo netop det som Nørrebro er:

 

       Almene byggerier med masser af indvandrere

       Enlige mødre med masser af problemer

       Studerende, der elsker trendy cafèer og spillesteder

       Masser af økologi, foreninger og kreative mennesker

       Et væld af by – og gadefester, samt festivaller

       Eksotiske madsteder

       Danmarks engang mest farverige detailhandel

 

Den sidste bod

Personlig var jeg vendt tilbage for en kort bemærkning i 2010 til Kulturelle Markedsdage. Jeg reklamerede for min hjemmeside www.dengang.dk. Fra butikken havde jeg medtaget en ordentlig stak bøger, som vi solgte for 10 kr. stykket.

 

Det var faktisk sjovt. Vi fik næsten udsolgt. Og det er altid en fornøjelse at stå ved siden af Lokalhistorisk Forening.

 

Der var mange besøgene på vores stand. Min bonusdatter og jeg havde rigelig at se til.

 

Min egen hyldest

Jeg havde forstået, at arrangørgruppen ville bidrage til et hefte, jeg havde lavet i forbindelse med ti – års jubilæet. Men det var åbenbart en misforståelse. De ville ikke bidrage. De havde ikke råd.  Heldigvis fandt jeg to andre, der bidrog. Vi betalte hver en tredjedel af udgifterne.

 

I løbet af et år blev der faktisk solgt 400 stk..af heftet Omkring Nørrebroparken. – mens vi endnu husker den. De sidste 100 blev givet gratis ud til Metro – selskabets informationsmøder.

 

I dag kan du finde heftet i elektronisk form både på www.norrebro.dk og www.dengang.dk. Ideen var såmænd også at Metro – Selskabet kunne have brugt teksten og så forsynet det med historiske fotos, så vi kunne have udgivet en lille flot bog. Men sådan skulle det åbenbart ikke være. I butikken blev heftet solgt til produktionsprisen.

 

Da Markedsdagene blev 10 år

Solen bagte ned i Nørrebroparken. De Glade Sømænd tiltrak et kæmpe publikum. De nåede også lige at stifte Sømandspartiet og forære den lokale fodboldklub Nørrebro United 1.000 kr.

 

Lørdagen sluttede med det feminine svar på Gasolin. Ja de kalder sig Gasoline.

Og hvor var det skønt, søndag morgen, at få et kop kaffe med de travle græsrødder. Nogle så ganske klatøjede ud. De havde holdt vagt hele natten. Og det er faktisk disse græsrødder og frivillige, der i alle årene har været med til at bære De Kulturelle Markedsdage.

 

Med i 10 år

Ja mange af dem har været med fra starten, heriblandt John og Henning. Sidstnævnte var en af opfinderne af begivenheden. Han vandrede fra sit beskedne kontor i Søllerødgade rundt til de forskellige andelsboligforeninger og forsøgte at få fat i alle kreative mennesker, der bor i området. Det er de mennesker vi aldrig hører om i Breaking News.

 

Mange guldkorn fra Henning

Hvis nu politikerne ville have stoppet op og lyttet til alle de stikpiller, som Henning har fyret af oppe fra Store scene gennem årene, så ville de have været meget klogere. Måske havde Nørrebro også set anderledes ud.

 

Måtte hjælpes fra scenen

Glemt er det også, dengang da denne sprechstallmeister måtte hjælpes fra scenen. Han var så grebet af begivenheden, at han bare snakkede og snakkede. Det glemmer vi aldrig. Det kunne en af de garvede stand up – komikere ikke have gjort bedre.

 

Men desværre mente projektleder Jesper Langebæk, at det var for meget. Så Henning måtte nærmest bæres fra scenen.

Denne begivenhed husker vi som en af højdepunkterne i De Kulturelle Markedsdages historie.

 

En nærværende tale

Jubilæums – talen blev holdt af borgmester Nina Thomsen. Hun er selv fra Nørrebro. Det var en ganske nærværende tale. Hun var også forbi vores bod. Hendes skønne datter fik foræret en børnebog eller to.

 

Skrev overborgmestrens tale

Det var også dengang, da undertegnede sad ved siden af tidligere boligminister Jytte Andersen og kunne fortælle hende, hvad overborgmester Jens Kramer Mikkelsen nu ville sige i hans indvielsestale.

 

Hun var hvis ganske imponeret, indtil jeg fortalte hende, at jeg faktisk havde skrevet talen. Ja, Jytte var en flittig gæst til de kulturelle markedsdage. Hun har også selv holdt en indvielsestale.

Grunden til at jeg skrev overborgmesterens tale var, at jeg sad i Styregruppen For Nørrebro Park Kvarterløft.

 

Sønderjysk med Bertel Haarder

Gennem tidens løb har også mange ministre aflagt De Kulturelle Markedsdage et besøg. Det var således et helt arsenal af Bodyguards og politibetjente, da daværende integrationsminister Bertel Haarder aflagde et besøg. En masse tv – folk fulgte i hans fodspor.

 

Nu har han jo, tro det eller lad vær, altid været en lun fætter. Jeg kendte hans baggrund fra det sønderjyske Rønshoved. Til alle de tilstedeværendes store fortrydelse råbte jeg Mojn efter ham.

 

Dette afstedkom en 10 minutters sønderjysk konversation. Det var ikke noget, der behagede dem, der skulle planlægge hans tidsskema. Men den gode Bertel huskede optrinnet. For et par år siden genkendte han mig ved en reception på Rådmandsgades Skole.

 

Det kneb med organisationen

Åbenbart kneb det til sidst at aflevere regneskab til tiden til Nørrebro Lokaludvalg. Så der blev skåret i tilskuddet.

Og i 2011 kneb det også lidt med organisationen. Man så ingen annoncer, plakater eller flyers. Kun enkelte hjemmesider fortalte om arrangementet.

 

Metroen flyttede markedsdagene

Den officielle åbning skulle have været lørdag, blev pludselig flyttet til søndag. Grundet Metro – byggeriet var det hele flyttet. En lille del af det hele befandt sig på den anden side af Stefansgade. Dette var så spredt på et stort område. Man opfattede egentlig ikke nogen sammenhæng mellem loppemarked, legeplads, musik og de kulturelle boder.

 

Og så skulle man konkurrere med Taste of the World, som kun var få minutters gang derfra.

 

En hyldest til de aktive

Ja denne artikel er faktisk en hyldest til alle dem, der de sidste 11 år har gjort en forskel. Tak til Dorte Maria, John Dickov, Anker Pedersen, Jørgen Bruun, Ingrid Skovgaard, Erik Skov Olesen, Vivi Vehn, Vera Larsen og først og fremmest Henning C. Hansen. Også en tak til alle dem, der ikke er nævnt.

 

Dele af denne artikel har været offentliggjort i heftet: Omkring Nørrebroparken, som blev udgivet i forbindelse med 10 års jubilæet. Dette hefte er udsolgt, men kan læses her på siden.

Det var ikke kun på Indre Nørrebro, der var problemer med saneringen. Det var det sandelig også på Ydre Nørrebro i 1970erne. Beboerne tog selv fat og dannede Røde Rose. Kvarteret var forsømt, overset, mishandlet og udnyttet. Samarbejdet med kommunen var dårlig. I dag minder et par institutioner og en café om den tid. Et områdeløft måtte til minde om kampen ikke kalde sig Områdeløft Røde Rose. Det nægtede kommunen mange år efter.

 

Endnu Røde Rose

Der er endnu tre institutioner, der hedder Røde Rose. Og nu er der også en cafe af samme navn. Men områdeløft måtte ikke kalde sig Røde Rose. Styregruppen havde ellers tænkt sig, at hædre kæmperne fra dengang. Men det sagde kommunen nej til.

 

Forsømt, overset, mishandlet og udnyttet

Området lå mellem Nørrebrogade, Jagtvej, Tagensvej og Godsbanen. I 1975 boede der i området 13.000 indbyggere. Kvarteret var på en gang, forsømt, overset, mishandlet og udnyttet.

Siden 1970 havde Røde Rose forsøgt at forbedre forholdene.

 

Stor indsats

Man skabte børneinstitutioner, legepladser, friarealer, sanering og bedre gårdmiljø. Beboerne i området stod for tre børneinstitutioner. En masse beboersammenslutninger var også resultatet af en stor indsats.

 

Begyndte i Folkets Hus

Det hele begyndte i februar 1970 i Folkets Hus (tidligere Ungdomshus) på Jagtvej 69. Sammenslutningen foragtede pigtråd, små gårde, manglende legepladser og fortove fyldt med biler.

Den såkaldte byfornyelse blev overladt til private grundejere og spekulanter. Røde Rose havde svært ved at trænge igennem hos kommunen, politiske partier eller organisationer.

 

45 boligblokke

Man var også sure over at man skulle rejse over en time hver vej for at få børnene i børnehave eller vuggestue. Den kollektive trafik var ikke den bedste.

 

Halvdelen af områdets beboere boede i en to værelses eller mindre. Her var cirka 45 boligblokke. 300 småindhegninger var godt fyldt op med skure og skarnkasser. Og masser af skilte fortalte, at her havde børn absolut ingen adgang.

 

Fup – moderniseringer

Husejerne lod deres ejendomme forfalde. De lavede fup – moderniseringer eller lod ejendomme rive ned. Saneringsplaner blev mere eller mindre vedtaget hen over hovedet på befolkningen.

 

Få og dårlige institutioner

Der var meget ringe udendørs opholdsmuligheder. Små mørke gårde og tæt med biler i gaderne. Den kollektive trafik var dårlig. Problemet opstod, når ens arbejdsplads var i den ene ende af byen og poderne gik i institution i den anden ende.

I området var der alt for få og dårlige institutioner. Der var forsømte skoler med alt for mange børn i hver klasse. Der var masser af såkaldte vandreklasser.

Mulighederne for at bestemme, hvad ens børn skulle lære i skole eller institution eksisterede ikke.

Man kunne ikke nå normen

Der forefandtes kun en legeplads til 3.126 børn. Efter Landsbyggeloven skulle de større børn have mindst seks store legepladser. De mindre skulle have mindst en pr. boligblok.

 

To menigheds – vuggestuer med tilsammen 51 pladser forefandtes. Den offentlige norm var, at der skulle hver plads til hver anden. I området var der plads til hver 15.

Der var kun børnehaveplads til hver fjerde barn. Normen var hver anden barn.

 

Kun hver fjerde barn kunne få en børnehaveplads. Normen var hver anden barn. Med hensyn til Fritidshjem var normen, at der skulle være plads til hvert tredje barn. I området var der kun plads til hvert 8. barn.

 

Rosenbladet

Røde Rose nåede ud til beboerne med små blade. De blev produceret på et lille kontor i Thorsgade 7.

Disse små blade havde hver deres tema. Med denne agitation lykkedes det at trække beboere til. Det handlede bl.a. om vuggestuer, børnehaver m.m.

Blad nr. 5 var rettet mod de unge. Kvarterets eneste ungdomsskole var en af politiets egne – PUK. Her ville man dog ikke uddele Røde Roses publikationer.

 

Man brugte også Rådmandsgades Skole. Men lokalerne måtte ikke bruges til agitation, så derfor hed det officielt, at man afholdt foredrag.

 

Undersøgte love og rettigheder

Røde Rose – grupperne gik i gang med at undersøge lovgivning og rettigheder. Loven sagde, at der skulle sikres opholdsareal for beboerne. Men i praksis havde Københavns Kommune ikke mange økonomisk muligheder.

 

Loven sagde også, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at det er det nødvendige antal pladser på daginstitutioner.

Men i praksis var der ikke nok pladser.

 

Loven sagde også, at der kan og skal bestemmes i en byplan. Men i praksis var der i Røde Rose kvarteret ikke nogen planlægning. Man lavede bare nogle simple efterrationaliseringer af dispositioner, som var udført i forvejen af private bygherrer.

 

Ingen kontrollerede vedligeholdelsen

Lejeloven indeholdt krav om vedligeholdelse, men ingen myndighed kontrollerede dette. Når Røde Rose henvendte sig til kommunen, havde embedsmændene ingen kompetence. Sagsbehandlingen var uhyre langsom og som oftest var de helt uforberedte.

 

Mange var aktive

På det første møde med de unge, kom der 20. På de kommende møder kom der ikke flere og kun tre voksne.

Ni måneder senere i juni 1971 var der omkring 450 aktive, heraf kunne 100 betegnes som meget aktive.

Hele fem arbejdsgrupper var nedsat. Størst fokus var det i begyndelsen på børneinstitutioner.

Ikke alt gik lige godt. Nogle aktive i en boligblok mistede modet, mens en ny blok kom til.

Vuggestuegruppe nr. 1 indvier den første institution, mens en anden gruppe opgiver.

 

 

Ville have åndehuller

Børnehavegruppen interesserede sig meget for udflytterbørnehave, mens Frittergruppen mødte kolossal modstand fra kommunens side.

 

Man støttede Allersgades og Thorsgades beboere. De ville gerne bevare et åndehul efter en tidligere værkstedsbygning. Man ville nødig have en ny 6 – etagers bygning.

 

Det var bestemt ikke billigt for Røde Rose med alle disse aktiviteter. Man udnyttede aftenskoleloven og afholdt foredrag for at få nogle indtægter.

Efter halvanden års arbejde var det ikke lykkedes, at få bare et gårdrydnings – projekt igennem.

 

En gruppe tog sig af spekulations – og modernisering. Desværre blev også de sidste åndehuller bebygget med små lejligheder i mange lag.

 

70 pct´s opbakning

Da gårdsaneringen i Baldersgade skulle foregå, var der mange, der stemte dørklokker. En underskriftsindsamling blev også iværksat.

Cirka 70 pct. af områdets beboere bakkede op om Røde Rose. I Nørrebro Avis beklagede en ældre medborger sig dog over, at nu skulle man udsættes for skrigende børn. Hvorfor kunne de ikke bare løbe over i Fælledparken eller Nørrebroparken, spurgte hun.

 

Heller ikke Bagerlauget, der ejede en stiftelse var begejstret for gårdsanering.

 

Odinsgård

I Odinsgård var der 50 børn og 230 voksne fordelt på 113 hustande i 13 opgange. En fabriksbygning lå i vejen for en ordentlig gårdrydning. Kommunen havde vurderet fabriksbygningen til 600.000 kr.

Ejeren af bygningen fik pludselig påbud fra kommunen om at rive den ned. Efter tre års kamp var den første Røde Rose gruppe i gang med gårdsanering. Den 15.11.1973 rykkede håndværkere ind med betonbor. Nedrivningen kunne begynde.

 

Men ak. Indretningen af gården med legeplads, grønne planter, borde og bænke blev ramt af bygge – og anlægsstop.

 

Sig nej til gårdsanering – undgå huslejestigning

Der var 368 hustande med 133 børn i Vølundsgade. Og gården var 180 meter lang. Den havde en bredde på mellem 8 og 18 meter. En plancheudstilling på Balders Plads blev kun besøgt af 11 hustande. Starten på denne gårdsanering var en fiasko.

 

Et anonymt brev blev sendt ud til beboerne:

 

       Sig nej til gårdsanering og undgå lejeforhøjelse.

 

Men et stort flertal sagde dog ja til det.

 

En række negative reaktioner kom fra en række beboere i andelsboligforeningen i Ægirsgade. Dette bevirkede at saneringen næsten blev sat i stå i et helt år.

 

Institutionen Røde Rose 1

Da Røde Rose nr. 1 var en realitet, kom der positive reaktioner i medierne. Pædagogerne ønskede 36 timer sammen med børnene og 6 timer til administration, forældremøder m.m.

Man diskuterede børnenes behov, forældrenes mening om børnenes kostplan, slik, forældrekontakt, børns skiftetøj m.m.

 

Nye grupper blev nedsat

Yderligere grupper blev nedsat, Økonomigruppen, Vedligeholdelsesgruppen, Pædagogisk gruppe, kommunikationsgruppen m.m.

Et vuggestueblad blev fremstillet. Man var dog lidt skuffet i begyndelsen. Der kom ikke et eneste indlæg fra forældrene.

 

Da man skulle have anskaffet vaskemaskine og tørretromler afholdt man et loppemarked.

 

Byggespekulant ville opføre 11 etager

Huset i Fenriksgade var fra 1933. Det var på 5 etager og to opgange med hver 12. lejligheder. Disse var forholdsvis store, 3 – 5 værelser. Badeværelse og varme blev indlagt i 1967. mange af dem, der boede her, havde arbejde i den nærliggende brødfabrik.

I slutningen af 60’erne blev Cafe Svenborg lige ved siden af, revet ned. Og en masse kraner, der var kommet til området bekymrede beboerne.

 

Og der var grund til bekymring. I Røde Rose Bladet nr. 4 var der beskrevet aktuelle planer for området. Men ikke mange af beboerne havde læst bladet. En byggespekulant var på spil. En 11 – etagers hus var planlagt.

 

Planer ændret

På et møde meddelte overborgmester Wasard pludselig, at bygherren havde ændret planer. Huset måtte gerne blive stående Men man havde ikke fået nogen garanti. Da radioen pludselig interesserede for sagen, fulgte flere aviser med.

Der havde dog ikke været stor hjælp at hente på kommunen.

 

Fup – og reklamenummer

Kampen om Røde Rose nr. 2 – en børnehave til kvarteret var lang. Det største problem var penge. Et rygte gik på, at man kunne ansøge BT om penge, så ville Carmen Curlers også skyde penge i det. Men det viste sig at være et fup – og reklamenummer.

Der var søgt om 20 legater. Man fik fire afslag og et positivt svar.

 

Københavns Kommune spændte ben

Men en henvendelse til Gabriel Jensens Ferieudflugter resulterede i, at der blev stillet en feriehytte på Dragør Sydstrand til rådighed. Men ak, Dragør Kommune ville ikke give tilladelse. Også projekter i Birkerød, Solrød, Hedehusene og Brøndby måtte opgives. Et idyllisk hus, Lerbakkehus i Stenløse Kommune var lige ved at blive en realitet. Københavns Rundskuedag havde bevilliget 50.000 kr. Men Københavns Kommune spændte atter ben. Man forlangte, at børnehaven skulle have en base.

 

Den anden institution åbnet

Denne base kaldte man for Tullestedet. Men anlægs – og byggestop gjorde det særdeles vanskeligt, at få det hele til at hænge sammen.

 

Men i Rosenbladet nr. 12 fra 1974 kunne man læse følgende:

 

       Nu har Røde Rose åbnet sin anden institution, nemlig Lerbakkehus. Dette skete som forudsagt i sidste nummer af Rosenbladet den 1. februar. Det har været meget travlt siden starten (og det er det for så vidt endnu) ……..

       Hvad angår vores baseproblem, se det ud til at lysne. Anders har fået kontakt med ejeren af en nedlagt tobaksbutik (ølleri) i Baldersgade 65. Vi har p,t. Forhandlinger med kommunen om stedet, men ind til afgørelsen , har vi fået lov til at bruge vuggestuen som nødløsning.

       Prisen pr. barn er blevet 450 kr. Det er dyrt. Men det er svært at finde nogle steder på budgettet , hvor der kan skæres ned.

 

Det var rigeligt at se til

Rosenbladet bandt alle aktiviteter sammen. Bladet udkom i 1974 i et oplag på 180. Størst udbredelse havde det i de områder, hvor der skete noget.

Arbejdet med Røde Rose nr. 3 startede allerede i 1971.

 

Der var stor udskiftning i grupperne. Mange flyttede fra kvarteret, når de fandt noget bedre, og når de havde fået råd. Og mange af grupperne var helt nede på 10 medlemmer. Det var rigeligt at se til.

 

Blod, sved, tårer og oceaner af tid

Samarbejdet med de offentlige myndigheder var en blandet fornøjelse. Breve blev liggende på hylder i månedsvis. Sagsbehandlere virkede som en stopklods. Løfter blev brudt og møder blev aflyst.

Røde Rose måtte ofre blod, sved og tårer og oceaner af tid.

 

Fritidshjem

Den 15. og 29. marts 1971 var der indkaldt til møder på Rådmandsgades Skole. Dengang drejede det sig om fritidshjem og fritidsklubber til børn i skolealderen. Dagsordenen var dengang:

 

1.       Lædervarefabrikken Heimdal

2.       Tomten i Allersgade (Dette område blev nærmest brugt som losseplads. Området kunne bruges som ophold for børn og voksne)

3.       Ud mod Dagmarsgade – mellem Ægirsgade og Rådmandsgade ( Med sine 7.000 m2 var der god plads til en større institution med masser af friareal)

 

Store planer

Den 5. september rygtedes det at en dispensationsplan var klar i området. Aktionsgruppen fandt endelig frem til det kontor i kommunen, der havde med opgaven at gøre. Men de blev glade.

 

Der skulle laves mindst 2 vuggestuer hver til 30 børn, 4 – 5 børnehaver med hver op til 52 børn, to fritidshjem, hver til 60 børn og en ungdomsklub til 200 unge.

 

Midt i april 1973 opstod der muligheder i Rådmandsgade. Man så for sig en institution med plads til 60 børn. Man håbede også, at der her kunne anlægges en legeplads for områdets børn.

 

Røde Rose gruppen tog i bededagsferien op i et hus i Sverige for at få tingene sat på plads.

Der var masser af ting, der skulle ordnes.

 

Ville det hele falde sammen?

En historie blev omtalt i Rosenbladet 7. Her var en plads Ægirsgade – Rådmandsgade blokken forsvundet. En legeplads blev ikke nævnt i byplan – forslaget.

Nu var der heller ikke plads til uddannelsescenter og hvad så med børneinstitutionen og legepladsen ned mod Dagmarsgade?

Byplanforsalget stemte ikke overens med dispositionsforslaget.

Weidekamp ville det anderledes end Røde Rose.

 

I gruppen var man forfærdet. Man fik at vide, at man gerne måtte mødes med borgmesteren. Men det kunne godt tage et par måneder. Det lykkedes dog at få et møde den 2. august 1973.

 

Indstil jer efter de økonomiske forudsætninger

Hovedproblemet fra kommunens side var at finde penge til projekterne. Røde Rose blev bedt om at indstille sig efter de økonomiske kendsgerninger.

Man var i grupperne bange for, at alle planer nok engang måtte skrinlægges. Derfor gik man til pressen.

 

Behovet var der

Røde Rose var blevet endnu mere frustreret over kommunen. Det var som om, man fik en sludder for en sladder. Behovet for institutioner i kvarteret havde grupperne påpeget. De var betydelig større herude, end andre steder i Københavns – området.

 

Intet om gårdsanering

Pludselig finder man ud af, at Husted Andersen og Bøje Nielsen skulle bygge et større spekulationsbyggeri. Aviserne bortset fra Nørrebro Avis interesserede sig ikke for sagen.

Sagen blev omtalt i Rosenbladet nr. 6.

En lille snes mennesker samledes for at drøfte sagen på Rådmandsgades Skole. Så vidt man kunne se, var det udelukket med friarealer.

Byplanen kom først længe efter, at byggeriet var sat i gang. Der stod intet om gårdfællesskab eller gårdrydning.

 

Allersgade – gruppen blev dannet den 8.2. 1972. Men besværlighederne var for store. Den 7. september samme år blev det sidste møde afholdt.

 

Men en ny gruppe blev nedsat i 1973. Det lykkedes for denne gruppe at få etableret en legeplads. En babysitter – ordning forsøgtes etableret, men det lykkedes ikke.

 

Legeplads på en weekend

Torsdag den 12. september 1974 kunne man i Nørrebro Avis læse:

 

Allersgade – tomten blev til legeplads

Beboerne i kvarteret har tabt tålmodigheden og har selv taget affære – også for at hindre, at Røde Rose får en ny Top House – skandale

 

Røde Rose – kvarteret – firkanten mellem Nørrebrogade – Jagtvej – Tagensvej – fik i weekenden en ny legeplads til nogle af kvarterets mange børn. Det er byggetomten Allersgade 8 – 10 der i flere år har ligget ubenyttet hen som en affaldsplads til ærgrelse for kvarteret, hvis beboere gang på gang har krævet den sikret til noget fornuftigt – uden myndighedernes reaktion. I lørdags tog de selv fat og fik med bistand fra mange sider pladsen ryddet, hvorefter man gik i gang med at få lavet en legeplads, samtidig med at det blev slået fast, at en Top – House – skandale vil man ikke udsættes for en gang til.

 

       Det var i forvejen omdelt 800 løbesedler med opfordring til beboerne i kvarteret om at komme ned og være med til at få lossepladsen ryddet og en legeplads stablet på benene. I løbet af weekenden fik man ikke alene pladsen ryddet for de værste uhumskheder, men man fik også under oprydningen et vældigt læs brædder og andet byggemateriale, der kunne bygges huse af på den ny legeplads og opstilles borde og bænke.

 

Eget byplanforslag

Torsdag den 1. februar 1973 kunne man i Nørrebro Avis læse følgende:

 

Nørrebroer er ved at lave eget byplanforslag

Røde Rose er gået sammen med byplanfirmaet Peter Bredsdorffs tegnestue om kritisk supplement til kommunens dispositionsplan for Ydre Nørrebro.

 

Det har som bekendt ikke været lutter begejstring for forslaget til en dispositionsplan for Ydre Nørrebro (”Nissehuen”) Inden længe holder Nørrebro Lokalråd et borgermøde om planen og en gruppe nørrebroer i området, der planlægges for: trekanten Jagtvej – Mimersgade, er gået i samarbejde med byplanlæggerne fra arkitekt, professorPeter Bredsdorffs byplansfirma, Nørrebrogade 176, om et kritisk supplement til generalplansdirektoratets dispositionsplan.

 

Borgermøder

Gadeforeninger blev dannet. Det gav sammenhold. Man beskæftigede sig med mange ting, lige fra hundelorte til gårdsaneringer. Ja børnepasning tog man sig også af.

 

En radioudsendelse medvirkede til yderligere kendskab til Røde Roses aktiviteter. Nogle af borgermøderne samlede op til et par hundrede deltagere.

 

Høj grundudnyttelse

I den store blok Gormsgade – Nørrebrogade – Ægorsgade – Thyrasgade havde kommunen tilladt bygherren at nedrive nogle af de 100 år gamle beboelsesejendomme for så at opføre nybyggeri.

Beboerne i kvarteret var meget utilfredse med den urimelige høje grundudnyttelse.

 

Ville have større indflydelse

Røde Rose var meget utilfreds med den ringe indflydelse som befolkningen havde med hensyn til at præge udviklingen. Man ønskede en decentralisering gennem dannelse af lokale kvarterråd.

 

Man henvendte sig til flere borgmestre. De gad ikke engang at bekræfte, at de havde modtaget et brev. Heller ikke Lokaludvalget på Nørrebro var særlig interesseret i Røde Roses aktiviteter.

 

Spekulanter udnyttede situationen

I de tilfælde, hvor kommunen var pligtig til at informere en gruppe, blev dette ofte udeladt. Spekulanterne kunne frit udnytte deres egne profitinteresser ved at lade udnyttelsesgraden på grundene stige.

 

I har nok af grønne områder

Når man påpegede mangel på grønne områder, var svaret fra politikerne:

 

       I kan jo bare bruge Nørrebroparken, Hans Tavsens Plads eller Fælledparken.

 

Efter fire års kamp i Røde Rose havde man opnået tre selvejende institutioner herunder

       en vuggestue

       en integreret institution

       en udflytterbørnehave

 

Kommunen anerkendte efter lang tids vægring Røde Roses undersøgelser m.h.t. manglende institutionspladser.

 

Forhindret nedrivning

I tre blokke fik man godkendt gårdrydningsprojekter. Og i Fenriksgade fik man forhindret en nedrivning. Desværre blev nabogrunden bebygget med fem etager.

Omkring Top – Huse bebyggelsen (Husted Andersen) lykkedes det at afsløre uheldige omstændigheder omkring kommunen.

 

Det lykkedes ikke, at få ændret den uheldige administration af opdeling af byen. Og det lykkedes heller ikke for pensionisterne at få indført et dagcenter.

 

Gadeforening forbedrede sammenhold

I gadeforeningen Vølundsgade fik man ændret parkeringsforholdene. Halvdelen af gadens facader blev malet op til første sals højde. Gadeforeningen arrangerede desuden loppemarked, fester, udflugter, filmforevisninger m.m.

 

Børnegruppens anke betød, at der blev muligt, at oprette udflytterbørnehaver i landszone.

 

Nu blev beoerne hørt

Man fik efterhånden indført, at inden en sanering gik i gang skulle der holdes møde med beoerne.

Og så fik man etableret en kvarterfest

 

Store miljøproblemer

Røde Rose påpegede også, at der var store miljøproblemer. Man påviste, at Nørrebro var den mest forurenede bydel.

Ja og så var man utilfreds med de stigende fødevarepriser. Man spekulerede på, at lave en indkøbsforening.

 

Gårdsanering i 1969

Men egentlig var man allerede i gang i 1969. En af de talrige skrivelser som Røde Rose sendte ud indeholder følgende:

 

       I skulle prøve at lægge en søndagstur om ad ejendommen i Florsgad 1 – 5. Her gennemførtes Nørrebros første frivillige gårdsanering i sommeren 1969. Før var det rådne plankeværker med pigtråd, frønnede cykelskure, smuldret asfalt og en labyrint af mørke sure smågårde. I dag er der en stor venlig og lys legeplads. Her vokser grønt, og karreens voksne kan have det rart sammen med hinanden og deres børn her.

 

Ville have et menneskeværdigt miljø

I tidens løb skrev medlemmer af Røde Rose grupperne talrige læserbreve:

 

       Giv vores børn en chance for at se lidt græs, for at lege i en gård, hvor der er legemuligheder. Kort sagt: Giv dem en chance for at vokse op i et miljø, der er menneskeværdigt.

       Ægirsgade, Tagensvej, Vølundsgade og Nannasgade – slum, lokum på trappen, petroleumsovne, intet varmt vand, mørke gårde.

De unge vil indføre nye skikke

Men som skrevet tidligere, det var ikke alle der var lige begejstret:

 

       Vi ældre må finde sammen. Vi har altid været tilfredse med vore nuværende gårdforhold, og derfor må vi skrive os på en liste, der siger nej. Vi kommer til Deres dør! De unge vil indføre nye skikke og gør nar af os ældre, som vil passe os selv. Lad os sige stop.

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Byggeren på Nørrebro – nok engang

       Byggespekulation på Nørrebro

       BZ – bevægelsens historie på Nørrebro

       Den stikende kloak på Nørrebro

       Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

       Bulldozersaneringen ødelagde detailhandelen (under Fra urtekræmmer til Shawarmabar)