Artikler
Oktober 10, 2012
Politiet jagtede faldskærmssoldater
fra SOE for fuld kraft. Der var høje dusører for dem, der angav dem.
En af disse var Christian Michael Rottbøll. Statsminister Buhl opfordrede til at man anmeldte
sabotører. Var det, der foregik i 1942 på Vordingborggade en ren og
skær likvidation? Eller var de mange skud affyret mod Rottbøll afledt af angst og nervøsitet
fra politiets side? Vi har blandt andet kigget i den spændende bog Man skyder da helte. Her opfordrer forfatteren
til, at man starter en undersøgelse set med nutidens briller.
70 år siden
Undertegnede bor lige
i nærheden af det sted, hvor to politifolk for 70 år siden nedskød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael
Rottbøll. Jo, det var den 26. september
1942. Det var dengang politifolk med justitsministerens billigelse jagtede
modstandsfolk. Ja justitsministeren betragtede folk som Rottbøll som terrorister.
Nutidens eksperter burde
undersøge sagn
Sagen
er aldrig blevet efterforsket. Men Birthe Lauritsen har med bogen Man skyder da helte, forsøgt at skildre begivenheden – dengang.
Formålet med at udgive bogen er, at anspore nutidens eksperter til
at gennemgå retssagen.
Forklaring
og fakta
Modstandsmanden
blev gennemhullet, angiveligt fordi han skød først. Ja sådan var politiets
udlægning. Men retsmedicinernes rapport afslører store uoverensstemmelser
mellem politiets forklaring og fakta.
Vi
har blandt andet kigget lidt i den interessante bog fra Forlaget Puellas Edition. Se også i den forbindelse
en tidligere artikel her på siden (Mord i Vordingborggade (Øresunsgade)
1942.)
Handlede
i nødværge?
Spørgsmålet
er om politiet handlede efter ordre fra tyskerne? Hverken justitsminister
eller politifolkene er draget til ansvar. Det hedder sig i dette tilfælde og andre, at de handlede i nødværge.
Drabet på den 25 årige Rottbøll blev forsøgt retfærdiggjort.
Det gjorde et andet drab i Padborg også tre år senere.
Landsskadelig
virksomhed
Den
danske regering havde sat lighedstegn mellem landsskadelig virksomhed og faldskærms – folk fra England.
Støtte modstand og sabotage
Rettbøll var aktiv i efterretningsorganisationen
SOE (Special Operation Executive), som blev oprettet på initiativ
af Winston Churchill i England i 1940. Formålet var at
aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande som Tyskland havde besat, herunder også Danmark.
Officielt Danmarks fjender
Men
disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til
alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks
skulle fanges.
Ikke
et let job
Rettbøll var SOE´s leder i Danmark. Det var hans ansvar at organisere
og modtage våben og materiale, der skulle bruges til sabotage. Desuden
var det hans opgave at sørge for radiokontakt til London.
Hæren
imod sabotage
Det
var ikke et let job. Han var både forfulgt af dansk politi og tyskerne.
Desuden opstod der modsætningsforhold mellem de to efterretningstjenester SOE og SIS. Et tilsvarende modsætningsforhold
opstod der også indbyrdes blandt SOE – folkene.
Det
danske militær ville heller ikke samarbejde. De var imod sabotage af
tyske anlæg. SOE havde forpligtet sig til
at respektere de danske efterretnings – officerers sabotagefjendtlige
linje.
Tyskerne
pejlede sig frem til SOE´s adresser. Deres pejlevogne
var forklædt som danske lægebiler.
Store
dusører
Og
jagten på faldskærmssoldaterne var for alvor gået i gang fra
de danske myndigheder. På finansloven var der afsat midler, så
politiet kunne udlove dusører for oplysninger, der kunne føre til anholdelse af fjenderne.
Dusøren
var et hidtil uset beløb. Det almindelige beløb var 5.000 kr. for
at angive en SOE – agent. Men kilder talte om, at man fik helt op til 25.000
kr.
En
af Rottbøll´s fristeder var hos en købmand i Nøjsomhedsvej. En andet sted var Løgstørgade 23.
Gestapo
fik et tip
I
august 1942 fik Gestapo beviser for, at Rottbøll befandt sig illegal i Danmark. En tidligere kollega fra
vinterkrigen i Finland havde for penge stukket ham.
Senere indkasserede han et større beløb for at angive, at han holdt
til på Café Heidelberg.
Den
30. august skiftede Rottbøll atter adresse. Denne gang
til Øresundsgade 19 (Vordingborggade
19). Han flyttede ind under dæknavnet Kaj Rasmussen.
Den
berømte sabotage – tale
Den
2. september 1942 holdt statsminister Buhl sin berømte sabotagetale:
Dramaet
på Vinkelager
Den
5. september havde Abwehr haft held til at lokalisere
en illegal radiosender på adressen, Vinkelager 8.
Politikommisær J.P. Odimar samarbejdede med de tyske
myndigheder. Mødet fandt sted i Gestapos hovedkvarter på Dagmarhus. 150 danske politifolk blev
sendt afsted.
SOE
– agent Poul Johansen nåede at sige, at det var overbetjent H. Østergaard – Nielsen, der skød først. Overbetjenten døde lige som SOE – agenten.
Poul
Johansen nåede at tage en lille glasbeholder,
som han tog i munden. Den dødelige cyankalium virkede efter ganske
få sekunder.
Nye adresser
Den
25. september havde Rottbøll fundet nye adresser til alle.
Selv skulle han flytte til Frederiksberg, dagen efter.
Kl.
17.35 cyklede Rottbøll mod Østerbrogade medbringende senderen. Den blev taget med til
hans nye vært. Denne mente, at han skulle flytte ind med det samme,
men Rottbøll afslog. Han skulle nok have
sagt ja. Men han kunne ikke vide, at politiet havde været forbi på Øresundsgade, men igen var kørt med uforrettet
sag.
Politiet var på vej
En
af besættelsestidens stikkere havde for en god dusør afsløret, at
en faldskærmssoldat holdt sig skjult i Øresundsgade 18 5.sal t.v.
Den
26. september 1942 ankom syv civilklædte politifolk
til Øresundsgade. Fire af betjentene tog bagtrappen. Resten fortrappen.
Begge hold havde medbragt en hund.
Kl.
6.30 ringede de på hos værten, Johan Balslev. I første omgang benægtede han, at der var en
logerende. Balslev blev bedt om, at trække
sig tilbage til stuen. Kriminalbetjent Øst bankede på døren til det kammer, hvor Rottbøll havde logi.
Der
bankes to gange på hans dør. Ifølge politifolkene kom en mand
ud iført pyjamas med hænderne på ryggen.
Politiet: Rottbøll skød
først
Øst forklarede, at det var dansk politi, der ville
tale med ham. Få sekunder efter udviklede det sig til en tragedie.
Manden trådte tilbage ind i værelset, der kun var sparsom belyst.
Efter eget udsagn gik Øst sammen med en kollega på
ham.
De
er angiveligt bange og trænger Rottbøll op i en krog. Til politirapporten
forklarede Øst, at den ukendte mand affyrede
et skud, som han straks besvarer. Han havde hele tiden haft et fast
greb om sin pistol i højre frakkelomme.
Øst forklarede, at de afgav flere skud. Rottbøll sank sammen – død. Hele
episoden varede under et minut.
Øst havde mærket, at det sved i hans underliv. Desuden
var det blod på hans hænder. Han var bange for, at være blevet ramt,
og beder kollegaerne tilkalde en ambulance. Det viste sig efterfølgende,
at et projektil havde ramt hans bæltespænde og derefter ændret retning.
Blodet i hånden var Rottbølls. Øst var uskadt.
Der
var åbenbart sket en del forvirring under episoden. Betjentene fra bagtrappen kunne derfor ikke bidrage
til sagens opklaring.
Det
er de to kriminalbetjente Øst og Rasmussen, der er involveret i skyderiet.
De støtter senere hinanden i deres forklaringer. Først da skyderiet
var over, når den tredje betjent Døssing frem.
Der
blev ikke foretaget ballistiske undersøgelser, der kunne give svar på, hvilke
patroner, der var affyret fra bestemte våben. Så det er betjentenes
udsagn, der er udslagsgivende.
18 synlige
skader
Liget
af den ukendte mand kørtes efter drabet til Retsmedicinsk Institut. Ifølge den rapport, der blev udarbejdet var der
12 synlige indskudshuller i ligets mave, overkrop, hals og hoved. Antagelig
har et skud tværs gennem hjernen været dødelig.
I
alt blev 18 synlige skader beskrevet.
Alt
tyder på, at en af de to betjente har sat sin pistol mod Rottbølls tinding og trykket på aftrækkeren.
Bisat
på Børglum Kloster
Fredag
den 2. oktober blev der givet tilladelse til, at Rottbølls lig må transporteres til
familien på Børglum Kloster. To dage efter blev Rottbøll bisat fra stedets private
domkirke.
Omfattende
efterforskning
Et
omfattende efterforskningsarbejde blev sat i værk. Således blev viceværten
i Øresundsgade 19 afhørt. Han beskrev den myrdede som meget kultiveret.
Ud fra elevatorens rytme kunne han fortælle, at mandspersonen kom hjem på de mest aparte tider
– nogle gange også om morgenen.
Petersen fra femte kunne berette om, at en radio blev sat
i gang hos Balslev mellem 6 og 7 om morgenen.
Viceværten havde kun en gang set ham med en fremmed. De havde en kuffert
med.
I
bogen Man skyder da helte stilles der en række spørgsmål til opklaringen
af mordet. Forfatteren konkluderer, at nutidens eksperter, der ikke
er farvet af, at have haft begivenhederne tæt inde på livet, ville
kunne give en afklaring af de virkelige hændelser.
Frihedsmuseet:
Rottbøll skød først
På Frihedsmuseet berettes om Rottbøll – manden, der skød først. Dette står også på
museets hjemmeside.
800
tons våben/sprængstof
I
alt blev der nedkastet 53 faldskærmsagenter over Danmark . Med den høje tabsrente frem
til efteråret 1942, kom tjenesten først for alvor til at virke fra
1943. Under hele besættelsestiden forsynede England og USA den danske modstandsbevægelse med ca. 800 tons
våben, sprængstoffer og andet materiel.
Krigshelt
Et
paradoks var, at den mand som det officielle Danmark jagtede, 11 år efter sin
død blev hædret som en af det britiske imperiums officielle krigshelte.
SOE var handlingslammet i et halvt års tid, hvorefter Flemming Muus overtog ledelsen.
Danmarks
sorte samvittighed
Birthe
Lauritsens bog handler om Danmarks sorte samvittighed. Politiet skal nok ikke være
stolt af sin indsats i denne situation. Det samme gælder om mordet
på Asmus Jensen fra Padborg,
hvor man bevidst forfalskede rapporter, og prøvede på at viske tavlen
ren.
Ollerup
Gymnastikhøjskole
Rottbøll tilbragte en tid på Ollerup Gymnastikhøjskole. Det var under Niels Bukh´s tid. Denne valgte Hitler. Vi vil her på siden senere
komme med en artikel om Niels Bukh. Foreløbig kan læserne læse
om, hvad han bedrev på Østerbro.
Rottbøll var sammen med Bukh og andre fra Ollerup Gymnastikhøjskole til et propaganda – stævne
for nazismen. Men han lod sig ikke rive med, som så mange andre.
Kriminalbetjent
hædret
Både Land og Folk samt Frit Danmark mente, at Rottbøll blev myrdet af kriminalassistent Øst. Men politidirektør Stamm meddelte i en dagsbefaling
til hele korpset:
Mørklagt
i 70 år
I
70 år har sagen været mørklagt. Det samme har den nådeløse
og aktive indsats som den det danske politi spillede i jagten på de
få danskere, der satte sig op mod nazismen i de første år under besættelsen.
Det
betændte forhold mellem modstandsbevægelsen og politiet har været
vendt og drejet af historikere og journalister
mange gange. Her på siden har vi også kunnet beskrive dette.
Var
det angst og nervøsitet?
Andre
historikere betvivler, at politiet skulle være særlig samarbejdsvillige
med tyskerne. De sætter tvivl om, det var tale om en decideret likvidering. De
mener, at angst og nervøsitet kunne være årsagen til de mange kugler
mod Rottbøll. Det skal ses i kølvandet
på begivenhederne uger forinden, som vi også har beskrevet i artiklen.
Likvidering?
Skudene
mod Rottbøll er affyret så tæt, at det
nærmest er tale om en likvidering. Havde man ønsket at pacificere
ham, havde man sigtet efter lårbensknoglen.
Ifølge Birthe Lauritsen burde teknikere gennemgå
sagen på ny.
Det
samme er tilfældet fra Padborg. Her har vi efterhånden fundet
ud af, hvorfor politiet fortiede sagen, og bilde offentligheden ind,
at det var Den Danske Brigade, der skød Asmus Jensen.
Her
vil familien, som vi arbejder sammen med, snart få en afklaring.
Spioner
rekrutteret fra Hamborg
Amerikanerne
og englænderne havde længe planer om at
besætte Danmark. De havde derfor spioner,
der skulle rapportere om tyske forsvarsværker i Danmark. Noget af denne aktivitet
kom fra Hamborg. Og nogle af spionerne blev
rekrutteret fra dansker – kolonien, dernede fra.
Kilde:
Birthe Lauritsen: Man skyder da helte /Puella Edition
Besættelsestidens
litteratur A – L
Besættelsestidens
litteratur M – Å
www.dengang.dk indeholder ca. 80 artikler fra Besættelsestiden
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Peer Kaae: Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Vi kigger også lige på andet, hvad der er skrevet om dette famøse mord. Konspirations – teorier er der mange af. Men er morderne fundet? Ikke i denne sag. Begyndelsen af bogen og 75 pct. af den er forrygende. Men så kniber det. En forfatter mener, at en person har fire mord på sin samvittighed. Det er nok ikke den sidste bog om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.
Mange bøger om emnet
Der er skrevet mange bøger omkring dette mystiske mord. Dette er nok den bedste. Efterhånden i bogen nærmer vi os de mistænkte. Men her i den sidste udgave Sagen Genoptaget er det som om vi har fat på den eneste ene, eller har vi?
Amatørhistorikere havde gyldne tider
For det er godt nok mange, der har givet deres besyv med. Mange mordere er nævnt i tidens løb. Ja og nogle mener at det slet ikke er ægteparret Jacobsen, der er myrdet. De var flygtet
ud af landet.
Konspirations – teorier
Man må sige, at det er et flot billedmateriale i den omtalte bog, men der er så nogle igen, der mener, at det slet ikke er ægteparret, der er afbilledet. Længe leve konspirations – teorier.
Mordsagen vil aldrig dø
Mordsagen vil aldrig dø. Jeg er sikker på, at der dukker nyt op. Så er det godt at vi har Facebook. Gerningsmanden til århundredets mest gådefulde mord, går stadig fri. Vi befinder os i det bedre borgerskab. Men bag det pæne ydre gemmer der sig mere eller mindre lyssky forretninger, utroskab, bedrag, flere hemmelige elskere og mange mystiske selvmord. Man aner også korruption. Indflydelsesrige personer var ikke interesseret i sagens opklaring. Hvorfor mon?
Måske sortbørshandel, der også omfattede kendte personer.
Mange spørgsmål
Kontorchef Jacobsen var efter besættelsen med i et udvalg, der skulle fordele de sparsomme tildelinger af klædestof. Han varetog egne og sit firmas Carl Holtens interesser.
X må først nævnes i 2023?
Det skinner igennem, hvem forfatteren, Peer Kaae mener, er den skyldige. Og det kan vi først få at vide efter 2023. Ja sådan siger arkivloven. Og hvorfor blev de mistænktes alibi ikke efterprøvet.
Forskelligt materiale
Mange gange tror man, at alle dem, der har beskæftiget sig med dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, har haft forskelligt materiale til rådighed. Peer Kaae har i hvert fald fået en brun pakke, som de andre ikke har fået.
Regnskab fra besættelsestiden?
I første omgang tror man, at det igen er et regnskab fra besættelsestiden, der skal gøres op. Men sagen er måske mere simp
Den første del af bogen går fint og let, men så er det pludselig for meget indviklet varehandel – bytte, som ikke rigtig føre til noget. Sagen med Varedirektoratet forekommer noget forvirret. Fint nok at vi hele tiden forledes til at tro, at nu har vi morderen. Det afgørende lader vente på sig
Egentlig forstår man godt, at når man er sikker på, at nu har man noget, ja så skal man af med det. Undertegnede kender selv følelsen. Men det er som om det afgørende stadig lader vente på sig.
En morder med 4 mord på samvittigheden?
To måneder efter dette dobbeltmord, blev en skipper og en sortbørshandler myrdet ombord på kutteren Elo i Køge Bugt. Dines Bogø, har været af den opfattelse, at morderen til disse er den samme som til mordene på Peter Bangs Vej.
Forskellige motiver og gerningsmænd
Erik Haaest har skrevet tre bøger om emnet. På et tidspunkt var han journalist på Se og Hør, og besøgte en af de mistænkte, Erik Ramdahl. Og i bøgerne var det skiftende motiver og gerningsmænd. Så kunne man vel selv vælge?
Dines Bogø, der har en spændende hjemmeside og Peer Kaae er dybt uenige om motiv og gerningsmand.
Bestilt indbrud, der gik galt
Således mener Dines Bogø, at det var et bestilt indbrud, der gik galt. 5 – 6 mand skulle have været i gang, falske spor skulle afsættes. Lejligheden blev også omhyggelig rengjort. For
dobbeltmordet i Køge Bugt blev drabsmanden idømt livsvarigt fængsel, og det var den samme gerningsmand som på Peter Bangs Vej. De havde være for åbenmundede.
Hvad med bilen?
Morderen er ifølge Peer Kaae, direktør X. I 1948 ejede han em to – personers Ford V8 1937 med plads til 2 ekstra i den udvendige svigermorklap. Denne passede så åbenbart på begrebet Dollargrin, som vidner havde set på gerningsstedet.
Hvem var de myrdede?
Skal vi lige starte med at præsentere de to myrdede?
Ægteparret Jacobsen levede udadtil et respektabelt liv. De havde bestilt sommerferien. Intet kunne ødelægge denne opfattelse indtil i midten af 1950’erne.
En kvik dame
Inger Margrethe Jacobsen var hjemmegående husmoder. Hun havde nok ikke så meget at gøre med husholdningen. Hun havde hjælppå. Hun forberedte middagsselskaber og lignende og gik på visitter hos andre damer og familier. Hun var en kvik dame. Hun var humoristisk og blandede sig i samtaler. Og så flirtede hun, og var lidt vovet efter datidens normer. Nogle
mener, at hun fik et barn uden for ægteskabet og havde hemmelige elskere.
Dehn var en af disse. Han var omgangskredsens store mand. Han tjente sine penge som kødgrossist. Han var også en af de mistænkte, men på mordnatten var han i Hamborg for at forhandle med Fyrst René
Antagelig har X også været en af Fru Jacobsens elskere. Han forsøgte gennem varebytte – handel at komme til penge. Han og Hr. Jacobsens forhold var ikke det bedste venner.
Inger Margrethe følte, at hendes mand ikke mere interesserede sig for hende, og hun begyndte at indtage store mængder Fenemal.
En diametral modsætning
Vilhelm Jacobsen var en diametral modsætning til sin kone. Han var en indesluttet og fåmælt person. Han spillede på heste på travbanen. Nogle påstod, at han spillede med ulovlige
bookmakere. Og så var han ivrig bridge – spiller. Han havde åbenbart temmelig meget magt i sit firma Carl Holten. På morddagen havde han været lidt pirrelig og opfarende.
Betalte sig fra sabotageaktioner
Jacobsens arbejdsgiver Hans Holten havde indflydelse helt op til Landstinget og regeringen. Han blev meget skånsomt afhørt af politiet. Der var forskel i de sociale lag. Under krigen havde firmaet syet tyske uniformer. Men på en eller anden måde slap de for tiltale for værnemageri. Onde tunger berettede også om, at de betalte sig fra sabotage – aktioner. De påstod, at de handlede under tvang, og snart efter at krigen var over modtog firmaet Marschall – hjælp.
En presset mand
En del tekstilfirmaer slog sig sammen lige efter krigen for at kunne overleve. Det var med Jacobsen som sekretær. Det var også ham, der skulle forhandle i alle instanser. Men pludselig hævede forhandlerne priserne, og et samarbejde med en problematisk svensk mellemhandler gav også problemer. Ustandselig var der telefon til Jacobsen hjemme i privaten. Jacobsen følte sig efterhånden synlig presset. Et kæmpe varebytte – handel efter Jacobsens forslag blev iværksat. Det var som om Jacobsen blev mere presset op til mordet. De nærmeste havde også lagt mærke til det. Han sad også på en uriaspost, og var måske den eneste, der vidste, hvad der egentlig gik for sig at lovlig og ikke lovlig handel i de dage.
20-02-1948 kl. 8.18
Den 20. februar 1948 kl. 8.18 ringede telefonen hos vagthavende Ketzler på Frederiksberg Politistation på Howitzvej. En apoteker kunne berette om to lig i en lejlighed på Peter Bangs Vej.
Slået med en lampe
Vilhelm Jacobsen var blevet slået med en lampe. Da han ikke var helt dræbt, gik morderen ud i køkkenet, og fandt en kniv. Han gik tilbage og skar kontorchefens håndled over i et snit. På
det tidspunkt var Inger Margrethe allerede blevet myrdet. Ægteparrets smykker var i behold.
Hvorfor var der skrevet en check?
Politiet bemærkede, at Jacobsen havde skrevet et kæmpe check, som ikke blev hævet. Og måske havde Inger Margrethe besøg af sin elsker og var blevet overrasket? Selveste politimester Parker insisterede på, at få adgang. Hvad han foretog sig, ved ingen. Men han vadede åbenbart rundt i en blodpøl.
Hushjælpen var nervesvækket
Hushjælpen nedenunder blev afhørt. Hun havde flere bump på forskellige tidspunkter. Der var tidspunkter med ro deroppefra. Men kort før 23.30 havde hun hørt en person tappe vand fra lejligheden deroppe. Hun havde gået sig en tur og var kommet tilbage, og havde hørt slæbende skridt. Men politiet fandt ud af, at hushjælpen var nervesvækket, så de troede ikke rigtig på hendes forklaring.
En nær ven
En nær ven, Erik Ramdahl henviste til, at den måde nogle stokke lå over liget og hvor håndgrebet pegede mod hjertet mindede om en gammel sigøjner skik fra en bjergegn i Slovenien. Men det er hvis nok også en nedertysk skik? Ramdahl kom ret hurtig til gerningsstedet. Han kunne konstatere, at en lædermappe og noget hestelekture manglede. Denne Erik Ramdahl blev en central person i efterforskningen, men endnu ikke mistænkt.
Det er lagt op til en ægte krimi i den omtalte bog. Vi følger en række personer, der i hele deres gøren og laden godt kan være mistænkte lige ind til forfatteren konstaterer, at de ikke kan være morderen.
Ramdahl var ikke uinteressant
Således får vi at vide, at denne Erik Ramdahl engang hed Rasmussen og havde været hovedvidne ved et mord i Holsteinsgade. Han havde en speciel vraltende gang. Og det var også sådan en gang tjenestepigen nedenunder havde hørt. Ramdahl var bestemt ikke uinteressant.
Interessant arkivmateriale
Han var meget interesseret i dobbeltmordet. Og han samlede alt omkring dobbeltmordet. Det var så noget datteren senere gemte. Og de lå i en lædermappe, der næsten lignede den mappe, der var forsvundet. Kan det bliver mere spændende? Lokalhistorikeren Dines Bogø fandt frem til dette materiale i 1990erne og er nu i dennes privatarkiv. Og det er nok den person,
der ved mest om dobbeltmordet. Det kan man høre i de op til 2 ½ times foredrag, han holder om emnet.
Randahl korresponderede og mødte også journalisten og forfatteren Erik Haarest, som vi tidligere har nævnt skrev om dobbeltmordet.
Blev Heda skubbet ud af vinduet?
Ramdahl mente, at Jacobsens højre hånd i konfektionsfirmaet Carl Holten, chefbogholderen Heda Jensen vidste noget om ulovligheder i firmaet. Officielt var hun sprunget ud af et vindue i Gothersgade 133, fire måneder før dobbeltmordet.
Løgnagtig taxachauffør
Poul Dam fra Frederiksberg Politi var fra første dag tilknyttet sagen. Dam´s notater dukkede op i 2011, efter at Peer Kaae havde udgivet sin første bog om dobbeltmordet. En taxachauffør var fremkommet med en løgnagtig udtalelse. Hans eneste formål, at få en dusør på 2.000 kr.
På et tidspunkt var uniformerede betjene set i nærheden af gerningsstedet. Det viste sig at være en mand i marineuniform, der var forelsket i en pige, der boede i en pige over for.
Ramdahl til hygge med frk. Preisker
Dam afprøvede langt om længe Ramdahl´s alibi. Politiet havde brugt ham som konsulent. Dam fandt flere huller og mærkværdigheder. Ja Ramdahl´s alibi faldt direkte sammen. Hans
kone blev først afhørt omkring mandens alibi i 1954. Det var tydeligt, at Ramdahl løg.
I medierne var Ramdahl også kommet med modstridende oplysninger. Og bizart var det også at et par måneder efter ved en aktion skaffede sig mordvåbenet, og den smadrede lænestol, der lå over Jacobsens lig. Men Dam forskede nu i Ramdahls privatarkiv, og fandt en dame ved navn Helene Preisker. På et tidspunkt besluttede han at skrive et brev til politiet om sagens rette sammenhæng, Brevet måtte først åbnes efter hans død. Mon ikke sandheden var, at Ramdahl havde en hyggeaften – og nat med Frøken Preisker på mord – tidspunktet?
Nettet strammedes om X
I bogen strammes nettet mere og mere omkring X. Han havde højden og drøjden til at være Fru Jacobsens elsker. Hun havde nemlig bekendt sig til en spåkone. Og så meldte en taxachauffør sig også. Her stemte beskrivelsen også. X blev ikke afhørt af Frederiksberg Politi men kun af en betjent fra Rigspolitiet. Efter dobbeltmordet var han på rejse i udlandet.
I Fru Jacobsens lommebog stod der på bagerste side X`s telefonnummer noteret på hovedet. Ved afhøringer blandt personalet hos Carl Holten fik politiet indtrykket af, at forholdet mellem X og Jacobsen ikke var det bedste. Men en billedkonfrontation mellem X og vidner førte ikke til noget.
Der mangler noget
Og der er masser af mere drama i bogen, som for 75 pct. vedkommende er forrygende læsning. Men vi mangler det afgørende bevis. Jeg er langt fra sikker på at X er moderen. Det er som om noget af bevismaterialet er konstrueret og noget er måske udeladt – som om, at det med vold og magt skal passe sammen.
Hvornår mod den næste bog så kommer om emnet?
Politiadvokat: Ikke forsætlig drab
Dem tidligere politiadvokat Hans Wolmer Rolf som afslørede Edderkop – sagen sagde:
Kilde:
Redigeret 7.10.2021
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi, Gyldendal.
Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte lejligheder, der var raseret og hvor en masse ting var stjålet. Den danske stat havde ellers udført en kæmpe indsats for at forhindre ”ariske” danskers overgreb. Ja man samarbejde sågar med det tyske sikkerhedspoliti for at sikre jødisk ejendom. Og antisemitismen trivedes. Således kaldte modstandsbevægelsen jøderne for en ”race”.
De fleste nåede væk
Mange danske jøder nåede væk, inden den tyske besættelsesmagt foretog razziaer i Danmark. Angiveligt var det takket være Werner Bests nærmeste medarbejder, G.F. Duckwitz. Det skete muligvis på foranledning af Best.
Jødernes hjemkomst var ikke gnidningsfri
Men hvad skete der, da jøderne kom hjem. Det er en af de spørgsmål, vi endnu ikke har fået besvaret før nu. Vi har ellers fået et hav af historiebøger fra besættelsestiden. Men en meget læseværdig bog af Sofie Lene Bak besvarer dette spørgsmål. De fleste danskere tror, at jødernes tilbagekomst var gnidningsfrit. Mange kom også tilbage og blev stillet over for en gæld. Det var de penge, som de havde betalt flugten med. Som vi tidligere har skrevet om her på siden, var flugten til Sverige bestemt ikke billig.
Over 7.000 flygtede til Sverige
De tyske politibataljoner assisteret af danske nazister kørte ud i Københavns gader for at lede efter jøderne. Men langt de fleste lejligheder fandt de tomme. 7.742 personer flygtede til Sverige. Deres eksil varede 20 måneder. 472 personer blev arresteret og sendt til Theresienstadt:
Socialtjenesten
Allerede dagen efter aktionen begyndte Socialministeriet og Københavns Kommune at sikre sig de efterladtes ejendele og boliger. Og i Østre Landsret blev den sidste civile retssag afgjort i efteråret 1947. Alle havde meget kort tid til at sikre deres ejendele inden flugten.
Københavns Kommune oprettede Socialtjenesten, der skulle varetage de efterladtes ejendele. Fra starten var man opmærksomme på rapseri og tyveri. Og egentlig var udgifterne til dette forbavsende lille. Det var kun 0,1 pct. af Københavns Kommunes budget.
Værdier fra Synagogen blev reddet
Socialtjenesten fjernede også, hvad der var af værdi i Synagogen i Krystalgade. Disse værdier blev bevaret i krypten under en af Københavns kirker.
Samarbejde med tyskerne
Gestapo havde fået instrukser om ikke at bryde ind i efterladte boliger hos jødiske familier. Og dette overholdt de næsten. De tyske myndigheder havde også accepteret Socialtjenestens arbejde. Tyskerne undlod at konfiskere eller vandalisere jødisk ejendom. Desuden blev der indgået en aftale med det tyske sikkerhedspoliti om, at boliger m.v. tilhørende jødiske deporterede skulle tages i offentlig forvaring. På et tidspunkt magtede Socialtjenesten også, at de internerede fik tilsendt deres eget tøj.
Cirkus Øregård
Da de hjemvendte vendte hjem, blev de indtrængende anmodet om selv at finde privat indkvartering. De som ikke selv havde midler, fik udgifterne dækket af Centralkontoret. Dem
der ikke havde et sted, at tage hen måtte vente i ventesalen på Hovedbanegården. Inden dagens afslutning blev de transporteret til Holte Gymnasium. Her blev der dog hurtig pladsmangel, der var kun plads til 200 personer.
En række nybyggede ældreboliger på Bispebjergvej fungerede også som lejr. Senere blev Øregård Gymnasium også brugt. Man kaldte faktisk forlægningen for Cirkus Øregård. Den var præget af konflikter mellem beboere og mellem beboere og personalet. Der vat tyverier, håndgemæng m.m. Der var ikke meget forståelse for de traumatiske oplevelser, som jøderne havde været igennem. Fra myndighedernes og personalts side havde man forventet taknemlighed. Men man oplevede i stedet irritabilitet, kværulanteri, apati m.m.
Antisemitismen blomstrede
Antisemitismen blomstrede, da jøderne vendte hjem. I modstandsbevægelsens egne organer brugte man i efterkrigstiden udtrykket race om jøder. I medierne har vi fundet denne notits:
Allerede under opholdet i Sverige mødte de danske jøder antisemitismen. Hjemme i Danmark var mange af den opfattelse at jøderne levede i ren luksus derover. Men det var langt fra tilfældet.
Armod og forvirring
Frit Danmark bad i august 1945 rabbiner Marcus Melchior gøre status over situationen for de hjemvendte jøder. Han kom med den konklusion:
Alvorlige tillidsbrud
Melchior henledte opmærksomheden på, at lejligheder i stort omfang var blevet overtaget af andre, forretninger og virksomheder var afhændet og hjem var plyndret:
Socialtjenesten i København modtog adskillige anmeldelser om indbrud, tyveri og tyveriforsøg fra lejligheder, der nu var forladt af jødiske familier.
Halvdelen mødte problemer
Volden og kriminaliteten slog til et hidtil uset niveau under den tyske besættelse. I en del tilfælde havde modstandsbevægelsen benyttet sig af de tomme lejligheder. Og i ikke så få tilfælde var der fjernet værdier fra disse lejligheder. Cirka halvdelen af de hjemvendte jøder mødte på en eller anden måde en svigt fra deres omgivelser på grund af deres fravær. Der var mange danskere, der mere eller mindre bevidst svigtede deres bemyndigelser og ansvar.
Masser af konflikter
Hjemkomsten var mere ubehagelig og tvetydig, end man egentlig kunne forestille sig. Sørgelige konflikter mellem jødiske og ikke jødiske danskere opstod. Bogen afslører, at der var danskere, der berigede sig på bekostning af mennesker på flugt og misbrugte jødernes tillid. Den danske stat påtog sig derimod en enestående omsorg for sine jødiske borgere.
Mindst 150 børn blev gemt i Danmark, da deres forældre flygtede til Sverige. Men det er en anden historie, som der også for nylig er skrevet en bog over.
Historiebøgerne skal revideres
Atter engang skal historiebøgerne revideres. Vi skal revidere vores opfattelse af fortiden. Det gør stadig ondt.
Mistede børn, traumer og fortrængninger
Sofie Lene Bak er museumsinspektør ved Dansk – Jødisk Museum. Og hun har begået en aldeles god bog. Historien er speget, pletvis pinagtig men også smuk. Den er fuld af paradokser. Men det er det vel, hvis vi i dag borer bare en lille smule dybere i besættelsestidens historie. Vi hører om mange barske skæbner, om mistede børn, fortrængninger og traumer. Måske
hører vi for lidt til den barske danske udenrigspolitik og den tidlige udvisning af jøder direkte til KZ – lejre i Tyskland.
Velfungerende hjælpe-apparat
Nyt er det velfungerende hjælpe-apparat, som de hjemvendte mødte. Socialtjenesten hindrede, at mange fristede ”ariske” danskere skulle berige sig fra de forladte lejligheder og ejendomme. Det var fristende at begå tyveri, selvtægt og sortbørshandel i den lov – og delvis politiløse tid.
Kilde:
Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi – Gyldendal
Hvis du vil vide mere
Redigeret 8-10-2021.
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Knud J.V.
Jespersens bog af samme navn – Gads forlag. Vi skal møde 60
skæbner, deriblandt provokatøren fra Frøslev. I Tønder gik Dannebrog
i luften. Man kom i fængsel for at bruge orden Sønderjylland. Den jyske halvø var pludselig forsvarsløs. Fra København blev
De Meza fyret. Regeringen havde ført en eventyrlig forsvarspolitik.
Kongen ville ikke skille Slesvig Holsten. Han var helstatsmand. Bismarck
ventede bare på et aftalebrud. Han kunne have taget hele Danmark.
Sønderjyllands komplicerede
historie
Denne bog er sønderjysk
historie på en anden måde. 60 mennesker beretter på hver
sin måde om livet i hverdagen og i krig i perioden 1864 – 1920.
Det vil sige nogle begynder før og slutter senere. Det er en yderst spændende skildring, der både
er givtig for dem, der ikke ved noget og for dem, der ved noget om Sønderjyllands komplicerede historie.
Ordensbærere
På
en fin og afbalanceret måde får Jespersen pejlet os ind i perioden.
Vi får på en kort og præcis måde skildret de politiske fadæser,
der førte til de slesvigske krige. Og den henholdsvis danske og prøjsiske
undertrykkelse kommer vi også ind på. Til sidst er det så 60 sønderjyske
skæbner, der på hver sin måde fortæller om hverdag, danskhed og
krig. Fælles for dem alle er, at de er ordensbærere.
En kulturhistorisk skat
For
at få disse ordener skulle man lave en ansøgning, og det er disse
ansøgninger, der er gemt. Jespersen har så fået den geniale
ide at offentliggøre nogle af disse.
Arkivet er hidtil overset national – og kulturhistorisk
skat, som bliver trukket ud af glemslen.
Forskellige skuepladser
Vi
følger også overlevende veteraner fra 1864. Men der er også
beretninger som krigsdeltager i den dansk – franske krig i 1870
– 71. Og også krigsdeltagere fra den store
krig fra 1914 – 18 oplever vi.
Vi
oplever forskellige skuepladser, Fredericia, Dannevirke, Dybbøl,
Als, Femern, Tønder, De Nordfrisiske øer og mange andre steder.
Fejlslagen
eventyrpolitik
Efter
krigen i 1864 blev Danmark degraderet til en småstat.
Det var en fejlslagen eventyrpolitik, der førte frem til en militær katastrofe.
Det
var mangel på dansk realitetssans efter 1848 efter enevældens
afskaffelse, der førte til, at Danmark blev til en småstat.
Manglende
realitetssans
Godt
nok sejrede vi i den første slesvigske krig. Men sejren var nok mere
knebent, end hvad den danske befolkning fik at vide.
Tanken
om helhedsstaten var fremherskende næsten overalt. Al fornuft blev
fejret til side med manglende realitetssans.
Nej til det britiske forslag
Novemberforfatningen
af 18. nov. 1863 var imod alle aftaler. Det
politiske overmod skulle snart stå sin prøve.
Den
britiske regering havde ellers i 1848 foreslået en grænsedragning
syd for Flensborg og i en linje midt mellem Husum og Tønder. Men den danske regering afviste.
De ville ned til Ejderen.
Uensartet
politik
De
hyppige regeringsskift i løbet af 1850erne, ofte fremkaldt af kongemagten
betød en meget uensartet politik fra regeringens side.
Kongen
var udpræget helstatsmand. Han ønskede bestemt
ingen deling af Slesvig.
D.G.
Monrad kastede ansvaret fra sig
og overlod ansvaret til en uerfaren konge.
Bismarck
havde ventet på aftalebruddet
Aftalebruddet var måske lige det som Bismarck havde ventet på. Det var
et påskud til at indlede en krig. Set fra Berlin var det et politisk mesterværk,
det som Bismarck bevægede sig ud i.
Militæret
var ikke parat
Set
fra København var det en katastrofe. Militæret
var blevet forsømt. Man følte sig helt ovenpå efter sejren i Treårskrigen.
Militæret
var i gang med en omorganisering. Der opstod en akut mangel på
officerer og befalingsmænd. Mandskabet skulle nu pludselig vende sig
til nye, der havde kommandoen.
Langt
fra begivenhederne
For
at varetage overkommandoen valgte regeringen at udnæbne den 72 årige
generalløjtnant C.J. De Meza. Han var viljefast. Som noget af de første valgte
han at rømme Dannevirke. Set i bakspejlet var det
det eneste fornuftige beslutning. Men det mente regeringen bestemt ikke.
De sad i København langt fra begivenhederne
og afskedigede De Meza på stedet.
Han
døde året efter som en bitter mand.
Soldater
skulle sove i det fri
Dette
efterlod en ophidset folkestemning
Dannebrogs
– stillingen bestod af 27 skanse – stillinger
forbundet med jordvolde. Man havde bare lige glemt at opbygge mandskabsbarakker,
hvilket betød at soldaterne skulle overnatte i det fri. Det højnede
ikke just soldaternes moral, at skulle overnatte i det kolde vintervejr.
Stillingen
var bygget op omkring vådområder, men ved vintertide var dette frosset til is.
40.000
danske soldater stod ved Dannebrogs – stillingen stod over for cirka det samme antal soldater fra
den prøjsisk/østrigske hær. Men de var langt bedre udrustet.
Et vigtigt
knudepunkt blev erobret
Det
første angreb ved Mysunde blev tappert forsvaret af
danskerne. Men den østrigske hær tilkæmpede sig et meget vigtigt
knudepunkt – Kongshøj. Nu kunne de i overrende de
danske tropper.
Dannebrog
rømmet
Derfor
beslutte de Meza at rømme stillingen. Man
telegraferede til København og afbrød derefter forbindelsen
for ikke at få kontraordre. I nattens muld og mørke rummede man så
stillingen.
Men
de østrigske husarer fulgte efter de danske styrker. De blev indhentet
ved Sandelmark. Det førte til 763 faldne
og tilfangetagende danskere. Og så midt i det hele blev De Meza afskediget. De danske styrker
var nu uden reel kommandør. Det vil sige krigsministeren forsøgte,
men han var uden militær erfaring. Og de beslutninger han tog, var
da også katastrofale.
4.000
granater forvandlede skanser til jordbunker
Stillingerne
på Broagerland blev daglig ramt af ca. 4.000
granater. Skanserne blev efterhånden forvandlet til jordbunker.
Knap
5.000 danskere og 1.200 prøjsiske soldater mistede livet i Dybbøl – stillingen. Gentagende gange tryglede
den kommanderende general om at få lov til at rydde stillingen og gå
tilbage til Als.
Den
jyske halvø var forsvarsløs
Den
18. april rettede prøjserne det afgørende angreb ind. Under enorme
tab trak den danske hær sig tilbage til Als.
Der
var nu kun et forsvar ved fæstningen
i Fredericia. Men pludselig kommanderede
krigsministeren at stillingen skulle rømmes. Soldaterne skulle tage
til Als. Den jyske halvø var nu helt
forsvarsløs.
Et vunden
søslag
Ved Helgoland lykkedes det for Suenson at besejre en mindre østrigsk – prøjsisk flådeafdeling.
Men
den danske hær var i moralsk og organisatorisk forfald. I løbet af
kort tid og uden større besvær lykkedes det for prøjserne at erobre Als.
Og
egentlig kunne Bismarck have fortsat. Han kunne vel
have nået langt, hvis han var fortsat.
Mistede
en tredjedel
Det
danske Monarki mistede med et en tredjedel
af sit areal. Efter Prøjsens sejr over Østrig blev hertugdømmerne indlemmet
i Prøjsen.
200.000
dansksindede sønderjyder skulle de følgende 56 år leve under prøjsisk styre.
Ingen
Sønder – og Nørrejylland
I Saxos tid var der ikke noget, der
hed Sønder – og Nørrejylland.
I
1200 – tallet blev den sydlige skilt ud som et særligt hertugdømme.
I løbet af 1400 – tallet blev Slesvig det officielle navn på hertugdømmet.
Ordet
Sønderjylland måtte ikke bruges
Det
prøjsiske styre forbød i 1895 betegnelsen Sønderjylland.
Efter
1920 konstruerede de danske myndigheder uden større succes begrebet De Sønderjyske Landsdele. Det kunstige begreb slog
aldrig an.
Omkring 1848 startede den Slesvig – Holstenske bevægelse kampen for en selvstændig Slesvig – Holstensk stat. Men bevægelsen døde, da Prøjsen i 1866 besejrede Østrig.
Danskheden
under pres
Köller
– politikken satte danskheden under pres.
Børn, der var født mellem 1864 og 1898 af danske statsborgere i Sønderjylland var reelt statsløse.
Du til
kongen
I
bogen gennemgås Genforeningen også. Det nævnes, at Grev Otto Diedrik Schack
til Schackenborg tiltalte kongen med du:
Genforeningen
kostede 300 kr.
Genforeningen
var ikke billig for den danske stat. Det kostede omkring 300 millioner
kroner i 1920 – priser.
Pengene
blev fremskaffet ved et såkaldt genforeningslån
på 145 millioner kroner. Samtidig blev det besluttet, at provenuet
fra salget af De Vestindiske Øer skulle anvendes til dette formål.
Ordenskapitlet
Vi
får også en afklaring på ordenskapitlet og de forskellige
grader i Dannebrogsordenen. I forbindelse med uddeling af disse ordener, opstod
der en enestående personalhistorisk samling som opbevares i Ordenskapitlets arkiv. Den omfatter omkring
40.000 danske selvbiografier.
725 tapperhedsmedaljer under
1. Slesvigske krig
Mange
af erindringerne går også tilbage til den første Slesvigske
krig også kaldet Treårskrigen. Efter denne krig blev der uddelt 725 tapperhedsmedaljer.
Bogen
er også krydret med fotos af disse stolte ordensmodtagere.
Kritik af krigsstrategien
Der
er også kritiske kommentarer
til krigsstrategien. Og det er jo sådan set meget modig gjort af en
ordensmodtager. Det gælder blandt andet fra lotterikollektør Harald
Baggesen fra Århus. Blandt andet kritiserer han
marinen for at svigte soldaterne fra Femern, ved bare at sejle bort.
Redaktøren lærte ungarsk
En
af dem, vi har mødt før her på hjemmesiden er redaktør Peter Andersen Skovrøy, Tønder. Han var født i Arrild. Da han var 11 år flyttede
familien til Løgumkloster.
Som
13 årig tog det hårdt på ham, at Dannevirke var taget.
Bomberne
kunne høres i Lægumkloster
Drengene
havde opdaget at ved at trykke øret mod grusvæggen på en sandgrav
i Løgumkloster kunne de høre kanonerne i Dybøl.
Skovrøy kunne også huske den dag, da de prøjsiske soldater
kom. Men de kom også fra Ungarn, således lærte den unge Skovrøy at tælle på ungarsk.
Kongeblus
Den
8. april 1882 kørte han i dagvogn til Tønder. Det var på kongens fødselsdag.
Han så det ene kongeblus efter det andet. Det ildnede hans mod til
at genoplive den gamle Vestslesvigske Tidende.
Dansktalende
– men tysksindet
Det
værste var dog, at skaffe pengene. Han fik et løfte fra fem bønder
om at spytte 100 Mark i kassen hver. Men det var langt fra nok. En dag
kom en morbror med 1.500 mark og lagde på bordet. Med 2.000 Mark som startkapital startede Vestslesvigsk Tidende den 1. oktober 1882. Tre
år efter blev avisen lagt sammen med Flensborg Avis.
Det
blev til 38 år i Tønder. Som Skovrøy udtrykte det:
Man
spyttede på de dansksindede
Under Köller – politikken blev Skovrøy daglig forulempet. Han blev
også sat i fængsel på slottet i Tønder.
Den
1. august 1914 blev han sammen med adskillige andre fra Tønder arresteret. Gennem Tønders gader gik det til Vest – banegården alt imens blev de hånet
af den tyske pøbel. Gamle, unge, kvinder og børn peb, hylede og spyttede.
Oprejsning
Da
han mange år efter gik bag efter englænderne med et Dannebrog gennem Tønders gader følte han det som
en oprejsning for tort og hån.
Bankdirektøren fra Kiskelund
Bankdirektør Rossen, Tønder har vi også mødt før her på siden. Han var den ældste søn af
en gårdejer – datter fra Kiskelund.
I fængsel
for at sige Sønderjylland
Efter konfirmationen kom
han i tjeneste hos en gårdmand i Holbøl. Han måtte dog opgive grundet betændelse i foden.
Hos den lokale sognepræst fik han undervisning. Siden blev han hjælpelærer
i Kliplev. Dette bevirkede, at han blev optaget på Tønder Seminarium. Herfra demiterede han i 1880.
I Juhlers Private realskole i Aabenraa fik han i 1883 en lærerstilling.
Han blev medarbejder på Flensborg Avis. Under redaktør Jessens mange fængslinger fungerede Rossen som redaktør. Men dette resulterede også i fængslinger.
Blandt andet skulle han have fremsagt fornærmelser mod pastor Jacobsen i Skærbæk.
Og i 1896 måtte Rossen tilbringe 14 dage i fængsel for at have brugt
ordet Sønderjylland.
En dansk
bank i Tønder
I efteråret 1901 flyttede Rossen til Tønder som direktør for Tønder Landmandsbank. Han kunne dog ikke helt slippe journalistikken.
Ved krigens udbrud i 1914 blev han også arresteret.
De vakse
karle fra Lille Emmerske
Overretssagfører Peter
Poulsen, København fortæller et par spændende anekdoter fra Tønder.
Da den danske hær i 1864
havde forladt Dannevirke, og da rester af den danske hær var draget gennem Tønder rejste den Slesvig – Holstenske pøbel sig. Det danske flag blev taget ned af kirkens tårn, mens oprørsfanen
blev hejst. De danske embedsmænd blev forulempet.
Den danske herredsfoged
sendte bud til landsbyen Lille Emmerske. Her samlede byens karle sig. Bevæbnet med høtyve
og leer drog de til Tønder og tvang oprørerne til at hejse det danske flag
på kirketårnet. Ligeledes ledsagede de danske embedsmænd ud af Ribe Landevej.
Efterskole – forstander
Knud Hansen Petersen fra Skibelund beretter om, at fastelavnsmandag 1864 blev Tønder Seminarium lukket. Et batteri – artilleri fra Frederiksstad gjorde rast i Tønder.
Dannevirke
går i luften
Gadedrenge havde i de sidste uger moret sig med at lade drager stige op fra Skibroen. Dragens hale bestod af det danske blad Dannevirke. Når dragerne steg op, skreg drengene: Dannevirke går i luften.
En gammel
kending
Vi møder selvfølgelig
også proprietær Kresten Knudsen fra Visby. Det er dog svigersøn Nicolai Svendsen, der svinger pennen. Det var Krestens far, der købte Trøjborg. Vi har tidligere omtalt familien her på siden.
Provokatøren
fra Frøslev
Og lige så naturlig
møder vi Carsten Gregersen fra Frøslev. Han var gift med den ældste datter af den lige
så kendte kroejer Karsten Thomsen.
Gregersen blev ikke uden grund fra prøjsisk side opfattet
som provokatør. Da han i anledning af stadfæstelsen som kommuneforstander skulle møde landråd Rasch i Flensborg sagde denne til ham:
Landråden sigtede til Gregersens danske sindelag.
30 dannebrogsflag
i Frøslev
På afstemningsdagen
talte Gregersen 30 dannebrogsflag i Frøslev. En af hans største oplevelser var ifølge ham
selv at møde kongen på kongeskibet i Aabenraa Havn. Men han mødte ham nu også i Frøslev, da kongen kiggede forbi.
Bogen er fuld af anekdoter.
Det er en anderledes Sønderjyllands – historie. Den giver ny viden og bidrager i høj grad til
beskrivelse af Sønderjyllands komplicerede historie.
Bogen kan varmt anbefales.
Knud
J.V. Jespersen: Vejen Hjem – Sønderjyske Skæbner 1864 –
1920 , Gads Forlag.
Hvis
du vil vide mere: 1864 – 1920 Læs
Under
Sønderjylland:
Under
Aabenraa:
Under
Padborg/Kruså/Bov:
Under
Højer:
Under
Tønder:
Oktober 10, 2012
Anmeldelse af Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser, Gyldendal. Dette er ikke blot en almindelig kogebog. Det er kulturhistorisk perle med ualmindelige flotte fotos. Vi kommer hele vejen rundt. Lige fra nytårsmenuen til Tote Tante. Man bliver helt nostalgisk, når man kigger på sin barndoms og ungdoms yndlingsretter. Og så er Sønderjysk kaffebord ikke bare det at man går ind til en overflod af kager. Det fortæller Inge Adriansen også på fremragende vis.
Hun er ikke sønderjyde
Så har hun gjort det igen – Inge Adriansen. Hun har skrevet en god fagbog omhandlende Sønderjylland. Ja, og så er hun ikke engang sønderjyde.
Hun har været fantastisk flittig. Og så hjælper det også i denne forbindelse, at hun er et museums – menneske.
Hvad er Sut?
Bogen er ikke en traditionel kogebog, det er en kulturhistorisk perle.
Og så får man også at vide, hvad Sut er? Ja, jeg ved det godt. Min bedstemor kunne tilbrede det. Det var nu en ret langvarig proces, kan jeg huske. For uvidende kan jeg oplyse om, at det er en strandkål, der vokser på forlandet ved Højer.
Mad og mennesker, den samlende faktor
I mange år var Sønderjysk Koge – og bagebog en bestseller i bogladerne. Den var også begået af den myreflittige skribent. De sidste par år har der kun været en sønderjysk kogebog tilgængelig fra Dypo – forlaget i Sønderborg.
Klogt sagt af forfatteren.
Noget særligt over den sønderjyske madkultur
Der er noget særlig over den sønderjyske madkultur. Det mærkes også her i København. Se blot på denne sides hitliste. To af artiklerne omkring dette ligger på TOP 10 over de mest læste artikler. Også de andre artikler, som du kan se en oversigt over i bunden af denne artikel ligger lunt i svinget.
Sønderjysk kaffebord på Nørrebro
Og på en kedelig søndag formiddag mødte 45 mennesker op for at høre undertegnede til at holde et foredrag om Sønderjysk Kaffebord. Og tænk personalet havde fremstillet et flot sønderjysk kaffebord.
Det hele var nedfældet på papir, det som jeg skulle sige. Men grundet et cykelstyrt to dage før, var jeg ikke i stand til at læse det. Men jeg kunne huske oplevelserne. Så i en hel time fik københavnerne Sønderjysk Kaffebords Historie.
Der er kultur og historie bag ved
Mange af de tilstedeværende fortalte, at de havde været i Sønderjylland og få det sønderjyske kaffebord. Men har de nu det? For det at se Sort Sol og gå ind til et kage – buffet på Fakkelgården, Agerskov kro eller et andet sted, er jo ikke det rigtige. Kagerne og udbuddet er sikkert det rigtige, men man savner kulturen og historien bag ved.
Udbred kulturen bag ved det kulinariske
Vi andre har oplevet noget nær det rigtige sønderjyske kaffebord. Det vil sige det helt rigtige kaffebord oplevede man i preusser – tiden.
Som undertegnede nævnte under et foredrag i Tønder, så kunne Turistforeningen i Tønder spinde guld hvis de udbredte kulturen bag det kulinariske Sønderjylland.
Og bedst som man gik med tanker om at offentliggøre min mors kogeopskrifter her på siden, så kommer Inge Adriansen med dette pragtværk.
Har ikke glemt traditionerne
Bogen indeholder en masse madopskrifter, sønderjysk kaffebord og drikkeopskrifter. Her er egnsretter, brødbagning, kaffebords – traditioner, hverdagsmad, festretter, julemad, krigskost og sparemad. Og så har Inge Adriasen ikke glemt traditionerne.
Mad kan være prestige
Dengang var det vigtigt, hvad der var forkert og rigtigt, og hvad der var passende at spise.
Ganske rigtigt siger Inge Adriansen:
Og det er i høj grad rigtig set. Det gælder især for den sønderjyske madkultur. Ude i landsbyerne blev Det Sønderjyske kaffebord i høj grad brugt til at skabe prestige. Man skulle helst overgå naboen i antal af lagkager og småkager.
Dengang var det også prestige for den sønderjyske husmor, at holde de gamle kostvaner i hævd.
Stærke påvirkninger
Den sønderjyske madkunst har haft stærke påvirkninger fra det nordtyske, især fra det holstenske køkken. De berømte sønderjyske pølser er et resultat af dette. Allerede før 1864 var den tyske slagtertradition mærkbar i Sønderjylland.
Også en frisisk påvirkning var til stede. I Aabenraa blev der anvendt masser af krydderier. Det har noget at gøre med søfarten.
Hovedparten af de traditionelle sønderjyske egnsretter blev udviklet i begyndelsen af komfur – alderen, det vil sige i sidste halvdel af 1800 – tallet.
Vi starter med Solæg
Inge Adriansens kogebog starter selvfølgelig med Solæg. Det har overhovedet ikke noget med sol at gøre. Det er en forkert oversættelse af den tyske betegnelse Soleier. Det betyder noget i retning af Salt(lage)æg.
Og så er boghvedegrød ikke nødvendigvis fynsk. Således er Damgård Mølle i nærheden af Hærvejen vest for Rødekro det eneste sted i Danmark, hvor der males boghvedegryn.
Herlige retter fra ens barndom
Kigger man på de flotte fotos, der af retterne i bogen mindes man tilbage til de herlige retter fra ens barndom og ungdom. Vinsuppe, Gønkålssuppe, Hyldebærssuppe.
Ål morgen, middag og aften
Som barn fik jeg hvis rigelig med fisk. Måske er det derfor, jeg ikke spiser det mere. På besøg u i æ kow fik vi ål morgen, middag og aften. Min bedstefar var fisker.
På Højkro fik man sat ål med snaps. I bogen er talrige opskrifter på, hvad ål kan anvendes til. Som det vil flittige læsere af denne side bekendt fik digearbejderne ved Højer næsten ikke andet at spise end ålepot ( se artiklen Fiskeri ved Højer).
Snysk og Ringridderpølser
Et stort plus ved denne bog er at kulturen og historien er nedfældet. Desuden er traditionerne også bevaret.
Snysk med ærter, gulerødder, bønner og nye kartofler, røget skinke og rigelig med persille er ligeledes noget man mindes med glæde.
Ringridderpølsen er jo nok ikke den store kulinariske oplevelse. Men den har en flot tradition. Den skal nydes udendørs helst med tysk dåseøl. Den blev lanceret af en slagtermester fra Sønderborg i 1929.
Torsken har ikke fortrængt Grønlangkålen
Nytårsmenuen i Sønderjylland er selvfølgelig Grønlangkål. Nytårstorsken har ikke fortrængt den. Og så skal der kålpølser, røget flæsk, rødbeder og sennep til. Og godt for maven er selvfølgelig en snaps.
Munden løber i vand
Rigtig surrib skal laves af et stykke ribben. Det kan spises både som frokost med rugbrød og sennep eller som middagsret med stuvede kartofler og syltede rødbeder.
En anden lækker ret er Skrædderduels. Retten har også andre navne som Oldemors Sauce og Fattigmandsdyp. Det er flæsk, løg og snittede løgterninger – Mums.
Og så er det Gammeldaws Hvidkål. Den har en konsistens som kartoffelmos.
Snysk fik vi også i Tønder, men retten er hvis nok mere udbredt på Als og i Sundeved. Det er røget skinke og grøntsager.
Og så finder vi også den fremragende Hvidkålsbyttel. Retten har navn efter den budding – form, som den før i tiden blev lavet i. Her har vi at gøre med hvidkål, fars, æg, tvebakker og fløde.
Det sønderjyske rugbrød
Selvfølgelig skal vi også have historien om det sønderjyske rugbrød. Dengang blev der bagt en gang om måneden. Den månedlige bagning strakte sig over flere dage. Det var et hårdt arbejde – især æltningen. Et gammel mundheld siger:
Der var indlagt motions – tur
Vi får også historien om det sønderjyske kaffebord, som vi her på siden har beskrevet flere gange. Og det er ganske rigtig, som Inge Adriansen siger, at kaffebordet var en prøvesten på husmoderlig kunnen. Det kræver en energisk kvinde fuldtids i køkkenet over flere dage.
Jeg husker også, at når vi i forbindelse med højtider eller fester, var det altid indlagt en gåtur efter kaffebordet. Det skulle jo gerne være plads til mere i maven om aftenen. Men når gåturen var omkring Højer Sluse, fik man også en storslået natur med.
Men i rutebilen mod Tønder om aftenen kunne man godt mærke det rumle i maven.
Gojraj – ikke sønderjysk
Man nikker genkendende til Kringle, Søsterkage, Kløben, Sandkage, Nøddekrans, Hedeviger og Brødtærte, som på sønderjysk hedder brø`tort.
Ja vi skal da også lige nævne Stribetærte, Svesketærte, Æblekage, Æbelskiver og Gojraj.
Og disse Gojraj som på dansk hedder Gode Råd opfattes som sønderjysk. Men det er de ikke. De har været udbredt i hele norden og i Tyskland. I Danmark kendes de fra Ludvig Holbergs: Barselsstuen. Men de har overlevet i Sønderjylland.
Og så følger ellers Knepkager, Brune og Hvide Fedtkager, Ingenting og mange flere.
Friesengeist og Tote Tante
For at fuldende pragtværket skal vi også kigge på drikkevaner og drikkevarer. Det handler om rom, brændevin og godt øl.
Når vi blev syge som børn, fik vi øl. Det beroligede. Og næsten hver søndag tog vi til Frühshoppen i Aventoft over på den anden side. Her fik vi ofte Friesengeist og Tote Tante.
Flensborg blev centrum for rom – produktion. Og det satte sit præg på drikkevanerne i Sønderjylland. Ja og kaffepunchen var ganske almindelig. Vi kender alle historien med mønten, kaffen og så skulle der hældes så meget snaps eller rom i, så man kunne se mønten.
Bommerlund og Fuglsang
Og så er der ikke kun sønderjyder, der kender Bommerlund – snapsen. Fuglsang – øl kender de fleste vel også. Og så følger ellers opskrifter på Angeler Muck, Romgrog, Æggegrog, Tote Tante, Farisæer, Kaffepunch m.m.
Vigtige henvisninger
Bagerst i bogen er en liste med producenter på gode råvarer og en litteraturliste.
Det har været en fantastisk og nostalgisk oplevelse at gennemse de 80 klassiske opskrifter som også så fremragende er fotografisk gengivet.
Bogen er er også et flot bidrag til den sønderjyske kulturformidling
Inge Adriansen: Smag på Sønderjylland – Madkultur uden grænser (Gyldendal)
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands Kulinariske højdepunkter – læs
Under Sønderjylland:
Under Højer:
Under Tønder:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Oktober 10, 2012
Asmus Jensens kone blev gift med et medlem af Den Danske Brigade. Det var dem, der officielt tilstod nedskydningen af hendes mand. Men på det ”såkaldte gerningssted” luftede modstandsfolk Den Danske Brigades heste. Og ingen af disse modstandsfolk blev nogensinde afhørt. En nyt mord fandt sted i Padborg i juni 1945. Det skrev præsten i kirkebogen. Man har forsøgt at skjule det. I provstibogen, står det at det var tale om selvmord.
Åbenhed
Vi havde egentlig gerne ville vente med offentliggørelsen af vores efterforskning. På denne hjemmeside havde vi desuden nævnt, at vi gerne ville samarbejde med medierne. JV havde bebudet, efter at vi havde offentliggjort, hvad vi var i gang med, at de kørte deres egen efterforskning.
Frit valg for medierne
Derfor lagde vi del 1 ud på vores side. Det var så frit valg for medierne, at bringe uddrag af artiklen. Og Der Nordschleswiger valgte så at bringe en længere artikel om fredagen. En udmærket artikel, der sådan set fulgte vores efterforskning. Artikel fra Ritzau behæftet med fejl
JV valgte så på deres net – del, at bringe en artikel fra Ritzau. Deres kilde var Der Nordschleswiger. Men trods det var artiklen behæftet med alvorlige fejl. Således var Asmus Jensen ikke nazist, snarere tværtimod, som det vil kun læses her i anden del. Asmus Jensen blev pludselig til Asmus Jepsen og udnævnt til bagermester, hvilket han aldrig har været.
For en god ordens skyld skal vi lige nævne, at vi aldrig her på siden har beskyldt Asmus Jensen for at være nazist. Det fremgår heller ikke af artiklen i Der Nordschleswiger, at han skulle være nazist. Det er også en betegnelse som Asmus Jensens familie heller ikke bryder sig om. Overskriften var:
Den bebudede artikel fra JV selv er endnu ikke blevet bragt. Det kunne være, at den havde bragt nye ting frem. Men herfra fortsætter Kurt og undertegnede vores efterforskning. Efterforskningen er blevet sværere Ja, kære læsere, vi fortsætter vores opklaring af mordet i Padborg i 1945. Eller rettere sagt, vi forsøger. Kurt Jensen kan nemlig ikke få adgang til alle registre. Men vi samarbejder stadig med familien – datteren og Asmus Jensens kone. Asmus Jensens kone er i mellemtiden død.
Et mord mere
Ja og så har vi fundet ud af, at der halvanden måned senere yderligere blev begået et mord i Padborg. Vi har dermed at gøre med et dobbeltmord. Antagelig er gerningsmændene de samme, eller i hvert fald gruppen omkring gerningsmændene.
Forsøgt at lægge låg på
Alt tyder også på, at myndighederne har vidst alt om disse mord, men man har forsøgt at fortie omstændighederne og ligge et låg over begivenhederne. Og når vi taler om myndighederne, så er det tale om de sønderjyske politimestre og statsadvokat Kirk i Sønderborg. Man har samarbejdet med Justitsministeriet.
Mere og mere mystisk
Politiafhøringer og vidneforklaringerne forekommer efterhånden mere og mere mystiske jo længere vi kommer ned i sagen.
Rejste først til København i 1947
Asmus Jensens kone rejser først til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var dog først efter de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt en ny mand BJ (navnet er redaktionen bekendt).
Nye mand – i Den Danske Brigade
Højst overraskende har BJ været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. I juli 1945 kommer han til grænsen, sammen med Den Danske Brigade. Her
møder han Asmus Jensens kone. Da BJ i 1947, følger Asmus Jensens kone med. De bliver gift, og får to børn. BJ døde i 1987. Han kan ikke have undgået at høre om sagen med Asmus Jensen. Han var kommet til Kruså inden Asmus Jensen var blevet fundet.
Som det er læserne bekendt fra første del, så påtog Den Danske Brigade sig skylden for nedskydningen.
Skilt i 1960
Ægteparret blev skilt i 1960 efter at BJ havde været indlagt på forskellige psykiatriske afdelinger. Det var BJ, som Renate troede var hendes rigtige far. BJ var med til Renates konfirmation, som foregik hos bedsteforældrene. Her forsøgte de, at få BJ genforenet med Asmus Jensens kone, men det lykkedes ikke. Renate husker, at BJ var meget populær hos bedsteforældrene,
hvor han kom og gik. Havde bedsteforældrene vidst, at Den Danske Brigade havde stået for nedskydningen, havde det nok ikke været tilfældet. De havde ligesom en stor del af den lokale befolkning fornemmelsen af, at det var den såkaldte Undergrundshær, der stod bag. I 1962 var Asmus Jensens kone taget tilbage til Frankrig med Renate.
Dansk pas – med det samme
Og det var i 1966, at Renate var kommet tilbage med to børn. En fætter havde været nede at hente dem. De overnattede hos en onkel og en tante på Smedebyvej. Og det var her politiet pludselig dukkede op med tre mand og fjernede dem med magt. Og det til trods for, at de alle havde gyldigt rejsebevis. Man skulle tro, at fortiden indhentede dem. Da onklen begyndte at true politiet med at fortælle offentligheden , hvem der myrdede Renates far, bliver børnene pludselig forsynet med dansk pas.
Uoverensstemmelser i datoerne
Vi har fundet store uoverensstemmelser på datoerne. Således skulle Asmus Jensen være blevet fundet den 22. juni. Ligsynsrapporten er fra den 22. juli.
Graven er nedlagt for syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten. Asmus Jensen er skudt af modstandsbevægelsen.
Et nyt mord forsøgt fortiet
Og ved et kig i kirkebogen åbenbarer der sig pludselig et nyt drama. Præsten, pastor Karnøe skrev:
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notatet med urnenedsættelsen forsøgt fjernet med en tusch – overstregning.
Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle jo tro, at der burde have været et ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført, at vedkommende er død som følge af selvmord!
Vi har fundet frem til denne person. Han var ansat som tysk vagtpersonale på færger i Nordjylland. Han fik en datter uden for ægteskab. I Padborg forsøgte han at krydse grænsen ved Haralddalsvej, Mern han blev opdaget og skudt lige ud for der, hvor Hausmann lå i mange år. Her fik han lov til at ligge i over 12 timer.
Stammede
fra København
Vi har fundet frem til at R.C. stammer fra København. Hans far var vintapper.
Journalisten var fra Der Nordschleswiger
Og så har vi fundet ud af, at den journalist der i 1971 henvendte sig til politimester Ivar Møller var fra Der Nordschleswiger. Tidligere havde lederen af Det Tyske Mindretal, dyrlæge Jens Møller henvendt sig i sagen om Asmus Jensen. I 1946 blev sagen forsynet med et særlig stempel. På et tidspunkt var sagen bortkommet.
Sagen var i Folketinget
Hele sagen blev efter mindst to møder med de engelske myndigheder henlagt. Det sidste møde har antagelig været afholdt den 21. maj 1949. Men den har dog været kigget på, flere gange efter. Både i 1966, da Renate kom hjem fra Frankrig, og da politimester Møller i 1971 fik henvendelse fra en journalist.
Politimesteren var bange for, at sagerne omkring de mystiske dødsfald ville ende i Folketinget. Og det gjorde den faktisk. Folketingsmand Johannes Burgdorff forespurgte omkring Lausten – sagen. Det var ham, der døde under et mystisk hjerteanfald i et fængsel ligesom læge Frits Clausen.
Lausten var redaktør fra Tønder.
Heste blev luftet på ”det såkaldte gerningssted”
En anden højst ejendommelig ting, har vi også fundet ud af. Se Feltpolitiet kom til grænsen, da tyskerne var væk. Kaptajn Batholdy havde kommandoen over modstandsbevægelsen.
Og Den Den Danske Brigades Parkkompagni blev installeret på Kollund Strandhotel. Men glemt er at dele af Den Danske Brigade den 14. eller 15. maj fik anbragt deres heste på Simondys. Her var anbragt ca. 9 heste. Hver dag kom modstandsbevægelsen for at trække dem gennem det geled, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt af Den Danske Brigade. Det skulle være gang være sket med en grænsegendarm, da hestene blev luftet på tysk territorium.
Ingen har lagt mærke til noget, hverken der, hvor Asmus Jensen skulle være blevet skudt, eller hvor han var blevet gravet ned. Og det mest mystiske er, at ingen af disse personer er blevet afhørt.
Mon ikke gerningsstedet var et helt andet sted. Og det har politiet sikkert også kendt.
Hvem fandt egentlig Asmus Jensen?
Ingen steder har vi kunne finde nøjagtige henvisninger til, hvem der fandt Asmus Jensen. Rygterne ville vide, at det var en tysk gendarm med sin hund. Men herfra lyder beskeden, at de ikke har været i området efter 5. maj 1945. Da han var blevet fundet, skulle Den Danske Brigade have påvist over for fire engelske militærfolk, hvor det skete.
Hvem var Søren Jensen?
Og den Søren Jensen, vi omtalte, der i fuldskab skulle have sagt, at han vidste, hvor man kunne få penge for at have lavet sabotage, boede i Jernbanegade 9 i Padborg og var fyrboder. Det var i den mappe, der var plantet en seddel omkring Asmus Jensen.
Hvad lavede Asmus i Hamborg?
Noget tyder på, at det som Asmus Jensen foretog sig i Hamborg ikke var helt uskyldigt. En udenlandsk kilde afslører nogle interessante detaljer. Og når de er interessante, er det fordi kilden nævner navne på mellemmænd. Disse vil ikke blive nævnt med navns nævnelse her, men kun med forkortelser, men de er redaktionen bekendt. Når man får sådanne interessante detaljer, skal det selvfølgelig efterprøves. Vi skal kunne bevise, at det virkelig er fundet sted. Og dette er vi i gang med.
Spændende kontakter
I Hamborg kommer Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Andre navne bliver også nævnt, Troels Hoff, N.B. Schou og Jenny Holm. Vi kommer senere tilbage, hvem disse personer er. Med andre ord Asmus Jensen bliver angivelig involveret i den engelske kontraspionage i Hamborg. Amerikanerne og englænderne planlagde i 1943 en landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave var, at samle materiale omkring Flensborg Fjord og Kollund. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var det her?
Asmus Jensen havde en mellemmand i Aabenraa (Er.), som han skulle rapportere tilbage til. Vedkommende var overbetjent. De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg,
Helvede bryder løs
Da disse erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. En person forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar og dømt for mord. Men det var Undergrundshæren i Padborg, der ved en fejltagelse havde foretaget likvideringen. Det ville de danske myndigheder ikke gå med til. Det var så åbenbart derfor, at man opfandt rapporten om, at det var Den danske Brigade, der skulle stå for skud. De danske myndigheder håbede så, at de engelske myndigheder ville købe den forklaring. Men det ville de ikke uden videre. Der opstod direkte en krise.
Skulle stå skoleret
Bjerre, Brix og Kirk blev beordret til at stå skoleret for major Battagel i Flensborg. De engelske myndigheder forsøgte at få de rigtige skyldige udleveret og stillet over for en engelsk militærdomstol. Var det blevet gennemført havde det betydet døden for de skyldige. Og egentlig havde den engelske overkommando ret til at få de skyldige udleveret. Vi forsøger, at finde beviser for at mødet i Flensborg, har fundet sted. Og også hvordan de danske myndigheder kunne forhindre at de virkelige skyldige kun undgå udlevering.
Vi har fundet frem til sted og dato i Wassersleben, hvor mødet har fundet sted.
Var chaufføren en del af det?
Den chauffør, vi omtalte, som blev skudt, var åbenbart også en del af historien. Dette efterforsker vi i øjeblikket. Vi skal nok engang pointerer, at vi i øjeblikket efterforsker denne del af historien. Men vi har vanskeligt ved at komme til bunds i sagen.
Spidserne flyttet til København
De engelske myndigheder var desuden utilfredse med den måde, de danske myndigheder behandlede medlemmer af Det Tyske Mindretal i Fårhuslejren Derfor besluttede de danske myndigheder, at flytte nogle af disse samt Frits Clausen til København.
Rapport udfærdiget af Kirk
Den rapport, som vi omtaler blev udfærdiget af Statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg. Han var kommet til byen via Esbjerg. Han døde så sent som i 1988. Han hadede alt, hvad der var tysk. Således havde han udtrykkeligt frabedt sig navnet Otto, da det var tysk.
Troels Hoff
Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Man ansatte blandt andet tidligere nazister. Den 9. juli 1949 blev Troels Hoff suspenderet, da han havde været involveret i den såkaldte Edderkoppesag.
Ernst Brix
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev tidligere politimester fra Aabenraa, Ernst Brix. Denne havde i høj grad også været involveret i sagen omkring Asmus Jensen. Brix var PET – chef fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
Forløberen for PET var Den sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. (Se artiklen ”Den Sønderjyske Efterretningstjeneste). De kørte bevidst efter Det Tyske Mindretal. Og det var ikke altid, de handlede efter ordre fra Justitsministeriet. (Se eksemplet To skæbner fra Kiskelund) Den Sønderjyske Politiadjudantur holdt mange møder med englænderne omkring Asmus Jensen sagen. Hidtil havde vi kun troet at det drejede sig om det sted, hvor Asmus Jensen blev fundet. Men møder havde åbenbart en helt anden alvorlig karakter.
Jenny Holm
Og hvem var så Jenny Holm?
Ja både danske, tyske og britiske efterretningsfolk beskrev hende som en fremragende, handlekraftig og modig agent. Hun lod sig infiltrere i Secret Intelligence Service i Hamborg. Meget tyder på, at Jenny Holm havde andel i optrævlingen af store dele af det engelske efterretningsvæsen i Danmark. Den konkurrerende organisation SOE havde via den danske militære
efterretningstjeneste fået monopol på indsamling af efterretninger i Danmark.
Jenny Holm arbejdede i 1944 for Gestapo i Kolding sammen med den berygtede Johannes Rasmussen (læs artiklen Modstand i Kolding). Hun blev igen i 1946 overført til Hamborg sammen med to kriminalbetjente. Her blev hun også præsenteret for Frede Birklund. Han var som dansk statsborger, sendt fra Stockholm over Danmark til SOE’ s tyske afdeling. Begge var landet hos den britiske kontraspionage Field Security.
N.B. Schou
N.B. Schou var fra Generalstabens Efterretningstjeneste.
Det var angiveligt major Battagel fra Regional Intelligence Office i Hamborg der havde sat sig imod, at Jenny Holm blev udleveret til Danmark. Det var også denne person, der havde forlangt, at Asmus Jensens drabsmænd skulle stilles til ansvar. Hvilken forbindelse Asmus Jensen havde til disse personer, efterforsker vi stadig.
Skud gennem hovedet i Fårhuslejren
Under vores efterforskning har vi nu fundet ud af, at blikkenslager Jørgen Hansen fra Tinglev blev skudt i Fårhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet i Tinglev den 4. august. Blikkenslageren, der er fra Burkal var officielt død af et hjerteanfald. Det var samme dødsårsag som Lausten fra Toftlund og Frits Clausen fik konstateret efter deres død i københavnske fængsler.
Men officielt skete der ikke nogen dødsfald i Fårhuslejren. I den tyske kirkebog i Tinglev står der mord. Men i provstibogen, står der selvmord. Ifølge Henrik Skov Kristensen, manden bag bogen Straffelejren skete der 10 – 12 selvmord i Fårhuslejren og adskillige blev indlagt på psykiatriske afdelinger.
En billig dom for et mord
Vi omtalte i først del også nedskydningen af en lærerinde i Løgumkloster. Det var natten til den 28. december 1948. Fra gaden skød en lokal modstandsmand, det som amtsretten betegnede som advarselsskud. Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 medlemmer af Det Tyske Mindretal var forsamlet til Juletræsfest.
Lærerinde Sasse fra Aabenraa blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig. Selv danskere undrede sig over den dom, Amtsretten fandt frem til. – seks måneders fængsel. Landsretten dømte dog senere modstandsmanden til 18 måneders fængsel. Det er vel også billig sluppen for et mord.
Mystik omkring nedskydningen i Tinglev
De andre mystiske dødsfald, vi omtalte forsker vi stadig i. Og det samme gælder Sheriffen fra Tinglevs skud på Tinglev Banegård. Men også i den sag kommer vi sikkert videre med i vores tredje del af Mordet (Mordene) i Padborg 1945.
OBS: Vi har benævnt Asmus Jensens datter under et andet andet navn end hendes rigtige navn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 17.10.2021
September 23, 2012
af Erik Martens
Endnu engang skal vi høre fra Erik. Denne gang får han besøg af politiet. Han kæmper mod rødderne fra Jægersborggade, smadrer vinduer, og triller træstammer ned af en bakke tæt ved Grisens skinner i Harreskoven. Og når man nu skulle opgive falsk navn, var det ikke så heldigt, at adressen var Stefans kirken. På digt beskriver Erik igen sit møde med Havremarkens Skole og de til tider sadistiske lærere.
En is fra 16 øre til en krone
En gang imellem kom der en ismand i gården. Så råbte vi op til mor, om vi måtte får en is. Men det var ikke altid, at der var råd til en. Det var jo småt med penge. Og en is kostede en formue – sådan cirka fra 16 øre til en krone.
På æblerov
Vi stjal også æbler fra Grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Egentlig var det jo forkert at stjæle.
Vi gik også på æblerov i Villakvarteret, det var sideveje til Borups Allé. Vi sloges også med rødderne fra Jægersborggade. Men hvorfor ved jeg ikke. Det var jo noget pjat, for vi var klassekammerater.
Gamle venner
Vi var nogle knægte, der kom mere sammen, end med andre. Det var sjovt, for så kom vi også til hinandens fødselsdage. Jeg husker endnu Flemming Schneider i Julius Blomsgade og Kurt Hansen på første – sal. Ja og også hos Henning Johansen, der på en feriekoloni absolut skulle kravle op i et træ, for derefter at falde ned.
Han kom på skadestue, men slap med en brækket arm.
I frimærkeklub
Jeg samlede på frimærker. Og dem har jeg stadigvæk. I Stefansgade var der en frimærkeklub. Den lå oppe på tredjesalen. Jeg har nok ikke været mere end 11 år, da jeg begyndte at komme der.
Vinduer i drivhuset var fristende
Anden gang jeg var på feriekoloni var det så vidt jeg husker på Lolland Falster. Her var et gammelt gartneri med nogle kæmpe drivhuse. Vi syntes, det var sjovt at smadre alle små ruder i drivhusene. Det blev meldt til politiet.
Efterfølgende kom politiet så hjem til os, og Mutter fik lov til at betale 2 kr. om ugen. Jeg ved ikke, hvor mange uger, det stod på.
Træstammer ned af bakken
Politiet kom også hjem til os, efter at jeg havde været i Hareskoven. Det vil sige, vi havde været i Hareskovbrynet, og her var en lille bakke op til skoven. Det var så uheldigt, at der var fældet nogle træer, og de var så blevet savet i ca. en meters længde. Det kunne jeg altså ikke stå for.
Vi begyndte at rulle disse stammer ned af bakken. Men det var lige ned til, hvor Grisen kørte. Men der var en grøft, så der kunne vel ikke ske noget, troede vi.
Men vi blev taget af poltiet. Og så kom vi til afhøring. Her skulle vi opgive navn og adresse.
Falsk navn
Selvfølgelig gav jeg dem en forkert adresse. Det var Nørrebrogade 193. Det var så uheldigt, at det var Stefans kirken.
Gøgl i Nørrebroparken
Der sad altid nogle ældre mænd i Nørrebroparken, lige over for Jægersborggade og spillede skak. Her traf jeg også Karna i 1953. Et par gange om året var her masser af gøgl. Der var luftgynger og en masse andet.
Vi kom også vand i oppustelige balloner. Men det var gårdmanden ikke særlig glad for. Og særlig populære var vi heller ikke hos fru Dauer, der boede i stuen.
At soppe i Ladegårdsåen
Vi sad også ude i Lundtoftegade og skrev bilnumre på de biler, der kom gennem gaden. Vi var også ofte nede ved Ladegårdsåen, og her fangede vi sommetider Salamandere. Her soppede vi også meget.
Udsigt til heste
Vores læge boede på Åboulevarden på førstesalen. Her kunne vi sidde og kigge på alle hestene over på Lanbohøjskolens grund. Det var et dejlig tidsfordriv inden vi kom ind til lægen.
Sjove minder fra Havremarkens Skole
I første del af Eriks erindringer fik vi et digt fra dengang på Havremarkens Skole. Det følges op her.
Det er stadigvæk fra Havremarkens skole
i gymnastik vi havde en mand
Man skulle tro, han havde mistet sin forstand
Han for rundt i salen som en bindegal
Og vi skulle følge ham den original,
Men som regel var han flink, og kunne være en anden,
Så han var nok ikke helt fra forstanden.
En sveder man engang imellem fik,
Men det kunne være en smutter,
Men da man hjem fra skole gik,
Var man ikke særlig kvik,
For den skulle skrives under af Mutter,
Og hun blev i hvert fald ikke glad,
Og så fik man ellers en flad.
Min skole jeg husker på godt og ondt,
Men vi lærte da noget, og det var sundt,
I frikvartererne vi drønede rundt,
Men når lærernes fløjte lød,
Kunne man i en gevaldig nød,
Hvis man ikke fandt ind i geleddet,
Måske en sveder eller en kindhest var på sin plads,
Eller et spanksrørsdask,
og så kunne man finde sin plads.
Skolegården var delt i to
For piger og drenge det må I tro,
Gymnastiksalen var der som en mur
Så vi drenge ikke kunne gøre kur,
Til pigerne bag den tossede mur,
Men efter skoletid, var det en anden sag,
Så tog man revanche, for den lange dag,
Hvor man havde været spærret inde.
Vi havde en lærer, han var sadist,
Hans navn, det husker jeg ikke ganske vist,
Men han hev os i bakkenbarderne i den tro,
At man kom op på det yderste af ens tå
Så man troede, at man skulle til balletten gå,
Men når man igen kom til fode,
Så tror jeg nok, man havde ondt i sit hoved.
Se det var en værre en med ham,
Men han har vel følt en indre tvang,
Til hævde sin rang
Som skolelærer i tiden.
På Havremarkens Skole, lærerne kæmpede om kap,
Om hvem der kunne give de fleste rap,
Med det modbydelige spanskrør,
Sommetider var det en tilfældighed,
På hvis balder det sved.
Tre slag i røven, og så var det slut,
Men man ønskede tit, at man ku’ ha’ slået en prut
Tak til Erik Martens for hans erindringer og hans oplevelser på Havremarkens Skole.
Hvis du vil vide mere: Læs
En gadedreng fra Lundtoftegade
Omkring Nørrebroparken 1 – 3
Barn på Nørrebro i 1950erne
og mange flere artikler fra det gamle Nørrebro på www.dengang.dk
September 23, 2012
Foredrag i forbindelse med Golden Days Festivallen. Afholdt den 15. septtember 2012 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Brylcreme var sagen, fattigrøve brugte margarine. Dayv Crockets skindvest var af ægte plastik. Radioen var midtpunktet. Upopulære parkbetjente i Nørrebroparken fik en tur i soppebassinet. De søde piger begyndte at ryge – uha. Fysisk afstraffelse blev forbudt i 1951, man glemte bare at fortælle lærerne det. Natpotten var endnu ikke afskaffet – og meget mere.
Juleanden skulle sikres
Hårdt var det stadig at bo på Nørrebro i 1950 erne. Det var ikke sjovt, når Peter fik besked på at fange julemaden nede i Sortedamssøen. En andesteg derfra havde sikkert smagt af mudder. Fiskene dernede fra var fulde af ben.
Liv ved søen
Der var dog en lille soppe – afdeling dernede. Og søndagens højdepunkt var at få en rotur med far og mor på søerne.
En tur til Malmø
Mange valgte også at lade søndagsturen gå til Malmø med færgen. Her var det billigt at købe chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellig andre forbrugsgoder.
Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man købe øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Jo og snapsene var dobbelt så store end på Nørrebro.
Ved landgangen holdt politiet parat med salatfade. For ikke alle kunne styre deres brandert. Så mange en Nørrebro – far er blevet kørt til nærmeste politivagt for at sove rusen ud.
Husk stearinlys
Saneringen på Nørrebro var endnu ikke igangsat. Syv mand på 45 m2 var ikke unormalt. Og kakkelovnen skulle der være plads til.
Det var det rene luksus at have toilet ude i gangen sammen med naboen. Ja mange skulle endnu også dele vaskekummen ude på gangen. Men om vinteren blev man nødt til at tænde stearinlys omkring kummen ellers frøs vandet til is.
Lugten afslørede social status
Børnene blev mange steder mødt af en bestemt lugt. Det var af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Jo dette signaliserede lav social status.
Den brølende Hjort
I 1950 var det kun 48 pct. af alle lejligheder, der var forsynet med lys, gas og wc. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og vart vand.
Åh ja og i de små hjem på Nørrebro hang det smukke billede af den brølende hjort ved den idylliske skovsø.
Båden med bananer
Holger Fællessanger havde allerede i 1945 sunget: Når der kommer en båd med bananer. Men den båd kom først til København i 1952. Efterhånden blev bananen så lidt mere almindelig.
Ota Solgryn
Menuen i 1950erne var præget af grød, mælke – og sulemad. Og det blev forlangt, at det skulle spises op. Salat blev betragtet som kaninfodder og var ikke populært på Nørrebro.
Som mellemmad fik man franskbrød med sukker eller lyst pålægschokolade.
Margarine og smør slås om markedet. Det var Davra fra Brugsen, Bio Foska og ikke mindst Ota Solgryn.
Ib Schønberg sagde i biografreklamer at Sunde børn er nemme børn. Helge Kjærluf Schmidt var Vitalius Sørensen i Ota Solgryn reklamer.
Tynde vægge
Mange købte endnu gammelt brød hos bageren. Det var billigere. Privatliv var noget man drømte om. Man havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv med. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygningen.
Havde man ingen penge, ja så kunne man aflevere sit pæne tøj på lånekontoret. Om fredagen kunne man så hente det igen og betale renterne. Så havde man fået løn.
Rapserier
Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningers udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så måtte man holde en lille pause. Det gav høj status hjemme i gården, når det lykkedes.
Natpotten var ikke afskaffet
Men flere måtte endnu ned i gården. Ned til de uhumske retirader. Ned til rotterne og den uhumske lugt. Der var ikke lys på trappen.
Så natpotten var mange steder på Nørrebro endnu ikke afskaffet – dengang. Og den skulle tømmes. Og det var som regel den ældste knægt, der blev udnævnt som pølsetømmer. Og det var ikke just en titel, der vakte anerkendelse blandt gårdens drenge.
Indholdet skvulpede op hos naboen
Og der var masser af rotter. Så mangen en rotte er blevet knust under en skraldemands træsko. Jo, der var skam også historier om, at rotterne havde bidt igen.
Der var dog også nogle, der sprang over, hvor gærdet var lavest. De gad ikke, at møde rotterne nede i gården. De tømte indholdet i vaskekummen. Det var ikke særlig behageligt på varme sommerdage. Og særlig ikke når indholdet så skvulpede op hos naboen.
Muggen kunne fjernes
Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, og som købmanden havde kasseret. Man havde altid en dolk eller en kniv på sig, så det værste kunne fjernes.
Kogesprit med kirsebærvin
Mange af de metalting, som klunserne fandt, blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, som købte genbrugsting af klunserne.
De penge, de fik blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og det smagte bedre, når det blev blandet med kirsebærvin. Det var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig på Blågårds Plads.
Klunsere som børnepassere
Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. De fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak fik de typisk 10 eller 25 øre. Men de gjorde det ikke for pengenes skyld. Det var en service for beboerne.
Det værste det kunne ske for disse klunsere, var når de fik rent vand i hovedet – fy for pokker.
Det nederste af den sociale rangstie
Klunserne var nederste del på den sociale rangstige. Det var de sidste rester af Lersø – bøllerne. På en hvis måde var de i familie med gårdsangere og lirekassemænd. Disse var meget populære hos børnene. Under deres koncert holdt børnene øje med om, strisserne var på vek. Og de samlede alle de mønter op, der blev smidt ud indpakket i avispapir fra vinduerne i beboelsen.
Blev man snuppet, så vankede der enten en advarsel, bøde eller hæftestraf.
Kollektive børnehave
Man kunne godt kalde baggårdene for an kollektiv børnehave. For disse var absolut en mangelvare på Nørrebro. I fællesskab passede husmødrene på hinandens poder.
50 kælke på en gang
Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov om vinteren. Særlig når der var sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker. Og nede i Grøften, kunne der være op til 50 kælke på engang.
Nytårsaften på Blågårds Plads
Og nytårsaften var også speciel her på pladsen. Der blev kastet masser af juletræer på bålet. Men inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra den nærliggende Fælledvejens Station. Brandbiler og politi var allerede på vej.
Ja og så endte vandstrålen som regel vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet.
Leg og boldspil – forbudt
Der var masser af gårde, plankværk og cykelskure dengang. Knægtene elskede at planke den, uden at blive snuppet af emsige viceværter.
Mange steder var leg og boldspil forbudt i gårdene. Og leg på gaderne var efterhånden blevet for farlig på grund af stigende trafik. I baggårdene var der tørrestativer, skraldespande og cykelstativer. Tagene var som regel beklædt med tjærepap. Man skulle nok ikke planke den, når der var nytjæret.
Sig De til viceværten
Det gjaldt for børnene om at holde sig gode venner med viceværten og tiltale ham med De. Leg i gården, hvor dette var tilladt, kunne ordnes med kridtstreger, et stykke snor, nogle pinde, hønseringe, marmor – og glaskugler.
Vandhanen i gården måtte kun bruges til at stille sin tørst, men den blev også misbrugt til at fylde ens vandpistol.
Næste gård var fjendeland
Når en bold røg over i nabogården måtte den anses for tabt for evigt. Næste gård var fjendeland. En redningsaktion kunne dog iværksættes. Så måtte man bare håbe på, at fjenden ikke opdagede det. Når der var gadekrig mod en anden gade kunne man dog opnå alliancer med nabogårdene – ellers ikke.
Blodige gadekampe
Det var talrige afstraffelses – muligheder, når man blev snuppet i en gadekrig, buksevand, binding til tørrestativ eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af, efter en sådan kamphandling.
Gadekampene hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar forandring i gadebilledet. Der var faste regler ved sådan en kamps begyndelse. Først blev en kurerer sendt over til fjenden med meldingen Vi melder krig. Så spænede han tilbage.
Drabelige våben
Børnene var forsynet med kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæder bundet op med store knuder. Onde tunger påstod endda, at de var forsynet med søm, så de kunne volde endnu større skader. Også pusterør blev brugt. Det var godt at affyre store ærter i hovedet på fjenden.
Sejrherren fulgte taberne gennem gaderne. Og de tilfangetagende måtte så senere befris.
Smadring af glødelampe
En yndet sport blandt Nørrebros knægte var at skyde efter glødelampene, der oplyste gaderne. Ramte man med en snebold kunne det udløse en mindre eksplosion.
I Stefansgade var der i mange år gas – gadelys. Disse var meget omstændige at passe. De sidste gaslygter i København, var i Sjællandsgade. De blev først slukket i 1963.
Den forbudte legeplads
Det var også sjovt at lege på Den forbudte Legeplads. Den lå bag Vandværkets oplagringsplads ved Lundtoftegade. Her lå det sidste lille stykke af Lygteåen. Den mødte kort efter den tildækkede Ladegårdså ved Ågade.
Alternativ til tandlæge
I 1950 havde man ikke råd til at gå til tandlæge, og det var ikke altid, at skoletandlægen var nok. Havde børnene ondt i tænderne måtte man gribe til noget alternativt – en klud dyppet i brændevin blev placeret i barnets mund.
Håndsæbe godt til mange ting
Og når vi er ved tænder, så kunne tænder sagtens børstes i håndsæbe. Hvis man heller ikke havde det, så kunne man bruge saltvand. Og håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man lige huske, at bruge lidt eddike for at få det ud igen.
Store badedag
Det ugentlige bad foregik lørdag aften i en zinkballe på køkkengulvet. Om vinteren dog foran kakkelovnen inde i stuen. Men man skulle nok ikke være den sidste, når de små også havde været der. Det var det samme vand, der blev brugt.
En gang imellem skulle der noget grundigere vask til. Så havde man Sjællandsgades Bad. Her kunne man komme i et rigtigt badekar.
Uha – lus
Efter den store vask, blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.
Fnat – endnu værre
Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I gamle dage måtte børnene så en tur på hospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde i lang tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.
Lopperede
Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve, vægge og loft.
Brændsel på loftet
Brændsels – lagerne lå som regel på loftet. Så skulle kul, koks og optændingsbrænde først slæbes op på femte sal, for så at blive båret ned igen. Det var mange børns opgave, at hente det på loftet.
Gratis med DSB
En gang om året kunne man få en gratis rejse med DSB. Man var da forsynet med mærke, så man ikke farede vild på vej til Jylland. Her kom mange poder fra stenbroen på ferie en gang om året.
Kendte ikke til ordblindhed
Jo skolegangen var endnu noget specielt. Kunne man ikke læse eller skrive blev man kaldt for dum, selv om det var koncentrationen, der manglede. Man kendte ikke til begrebet tal – ordblindhed.
Slaveanstalten
Skolen i 1950erne var udenadslære. De stakkels poder skulle terpe kongerækken, salmevers og købstæder. Lærerne var små – racistiske og u – pædagogiske. Det var ikke uden grund, at skolen stadig blev kaldt slaveanstalten.
Der kom dog noget nyt i skolen, og det var skoleradio og skolebio.
Ja og så kom Søren og Mette i 1954. Gad vide om de stadig går i skole?
Glemt at fortælle lærerne det
I 1951 blev fysisk straf forbudt i de københavnske kommuneskoler. Resten af landet fulgte først med i 1967. men man havde glemt at fortælle lærerne det. Der var ellers rigelig med bortvisninger, eftersidninger, lussinger og spanskrør.
Ja de unge mennesker havde hørt rygter om, at der på lærerseminarierne var et specielt fag, der hed, at give den rigtige lussing. Det var vigtigt at ramme kinden med løse fingre. Der måtte ikke slås med samlede fingre. Det kunne sprænge trommehinderne.
Alle spinkede og sparede
Kraftige farver var man begyndte at anvende i bolig – og køkkenindretning. Men det var endnu ikke kommet til Nørrebro.
Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. Man gik i genbrugstøj og det blev lappet. Det kendte man i hvert fald på Nørrebro.
Samlekort i lange baner
Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Otas havregrynspakker fulgte klippeark med Det Vilde Vestens helte og skurke.
Richs samlemærker og albums var meget udbredte. Hver gang, man købte en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Der var billeder af dyr, blomster og andre ting.
Disse samlemærker startede i 1949. Og ugebladene fulgte op på succesen. Havregrynspakkerne fulgte op med, at man på bagsiden kunne klippe fodboldspillere ud. På den måde blev Knud Lundberg og de andre fodboldspillere fra 1. og 2. division udbredt.
Hula Hoop – den nye dille
En speciel dille nåede Nørrebro i 1958. Det var Hula Hoop – ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.
Og en yoyo – yoyo kunne man selv fremstille. Og populær var sæbebopler fra kridtpiben med sæbe og vand.
En seksløber med 100 skud
Og det hjalp også på det at de raske knægte i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om deres helt Davy Crocket.
Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre hundrede skud. Man kunne melde sig ind i en klub med western – helten. Og heltene kunne man se i biograferne. De meste populære biografer dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebros Bio på Nørrebrogade og Regina på H.C. Ørstedsvej.
Brændt ned
Men ak en voksen person glemte sit cigaretskod oppe på balkonen på Odeon. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten det i naboejendommen , at Odeon brændte. Og selv om brandstationen var lige i nærheden af den stolte biograf, så brændte den. Og det var den 17. september 1958.
Det blev aldrig biograf igen. Der skete en hvis nedgraduering – til offentlige toiletter.
Både Coloseum på Jagtvejen og Nora Bio ude ved Højbanen blev siden forvandlet til supermarkeder. Odeon blev revet ned. Nørrebro Biograf overlevede, og blev siden til musiksted og teater.
Søndag mellem 14 og 16
Det var som regel om søndagen at ungerne vandrede til biograferne. Den stod på cowboyfilm. Men også film om sørøvere, soldater og andre helte.
Tidspunktet var mellem 14 og 16. de fleste biografbilletter kostede mellem 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtigt for sig rejste man sig op og klappede og råbte på sine helte.
Kavaleriet på vej
Kyssede ens helt, ja så rejste man sig og sagde buuh.
Og det var vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik.
Prins Valliant med karse – klippede Robert Wagner i hovedrollen nåede området i 1955. Filmen havde premiere i Det gamle Kinopalæ på Gl. Kongevej i 1955.
Et kys fra heltinden
Den bedste biograf i starten af 1950erne var Odeon. Her kunne man se de bedste og mest interessante film. Og alle ville være heltene fra filmene.
Hopealong Cassedy var absolut en af de største helte. Man kom op at slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man at få et kys af heltinden.
Forniklet paplæder
Og det var næppe mange forældre på Nørrebro, der havde råd til pr. postordre at erhverve et par gummistøvler med sherif – stjerne på. Man kunne også får et fint revolverbælte af paplæder med påsatte forniklede nitter.
Et Z i panden
Zorro var også en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne, der overfaldt de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden på sin modstander.
Udsolgt af halvmasker
Dagen efter en sådan film var alle drenge omkring Blågårds Plads – Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var blevet forvandlet til farlige piske. Og legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads – ventende på kysset af heltinden.
Det var dengang, at hver dansker gik i biffen 17 gange om året.
Legetøjs – butikker
Og når vi nu taler om legetøjsbutikker. Så lå der også en populær legetøjsbutik, der hvor Lagekagehuset nu har til huse. Den hed Borrit, og handlede også med barnevogne. Jo i Holtegade lå frøknerne Krappes legetøjsbutik. Og på hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen var der også en legetøjsbutik.
Drenge – og pigelegetøj
Drengenes legetøj var våben, biler og soldater. Men legetøj var dyrt. De fleste af børnene på Nørrebro måtte nøjes med at betragte tingene gennem ruderne.
Figurer med cowboys og soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede 2,25 kr. stykket.
Pædagogerne kunne fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrækkke frem for legetøj af plastik. Man skal så sandelig også få noget meget mere avanceret legetøj. Og det var Teknos Ingeniørsæt, Modelervoks fra Filia eller Det lille Ingeniørsæt. Sidstnævnte blev også kaldt – det universale byggesæt.
Og de kloge pædagoger fortalte også, at det var intet i vejen for, at drenge udmærket kunne lege med dukker og sytøj. Det var heller intet i vejen for at piger kunne håndtere værktøj, plastikmursten eller Connector (træbyggesæt).
Klassiske spil
Men det var jo også de klassiske ting som Skak, mølle og dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løb og Matador.
Men mange af baggårds – rødderne på Nørrebro måtte nøjes med bolde, terninger, glaskugler, sjippetov og hønseringe.
Heksedansen
Radioen havde nu indbygget grammofon. Nu kunne man høre Raquel Rastenni med Heksedansen, hvornår man ville. Det er den med, her kommer Mutter med kost og spand. Og det var meget kendetegnende for den tids kønsroller.
Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være et dydsmønster. De fik deres eget legetøj og deres egne bøger. De skulle opdrages til at gå hjemme ved kødgryderne. Det vil sige, at det ikke gjorde noget, hvis de kunne tjene lidt ekstra.
Det var godt at mor nu kunne få en brødrister, hvor brødet selv sprang op. Blender, Nilfisk og bærbar tørrehjelm hjalp også på det.
Pigerne skulle sandelig bevare deres gode rygte. De skulle være ærbare. Og for alt i verden skulle de undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige, dengang var at blive gift og så at få børn. Et dårlig rygte kunne spolere disse planer.
Piger begyndte at ryge
Jo pigerne skulle være sobre og kommende husmødre. De blev opdraget til at være søde. Men pigerne begyndte at ryge cigaretter og gå i spidse sko – det var ikke godt.
Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De gearede og borede den. De kørte sig lige ind i toppen af ulykkesstatistikkerne.
Potte – træning
Og i de få børnehaver der var dengang, da startede man på at give de allermindste potte – træning. Jo de skulle kunne begå sig på en potte.
Skøjtebane
I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten i vinterperioden. Når vandet var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane. Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Nu havde man pludselig en dobbelt så stor skøjtebane.
Trædebiler i Nørrebroparken
I sommerhalvåret kunne man køre i trædebiler i Nørrebroparken. For 25 øre kunne man køre i 15 minutter. De seks – syv biler var meget populære. Og hvis der var nogen, der snød med tiden, så fik de karantæne.
Der var malet veje med gul maling.
Børneparkering
Allerede i 1951 startede der en børneparkering i parken. Det var på alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ.
Ved siden af var der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Og de kloge mennesker sagde dengang:
Mange Børn kommer for lidt ud.En del blege Børn, der ikke vil trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.
Conny – i Livsfare
Lille Pige døden nær i soppebassin
Ja sådan kunne man læse i en af aviserne fra dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri.
Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hub kun lige havde munden fri af vandet soverflade.
Tribini i Nørrebroparken
Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Det var ham, der indledte med:
Mine Herskaber, grevskaber og Klædeskaber. Rullemænd, Nullermænd og Tullemænd.
Den stærke mand
Her var den stærke mand, Abdullah. Et Folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham. Og her var radiobiler. Så gjaldt det bare om at ramme alle pigerne. Datidens knægte troede, at det var et scoretrick.
Men til sidst skete der for mange uheld, så Københavns Kommune lukkede herlighederne. Også et populært klatrestativ blev fjernet. Og pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.
Upopulære parkbetjente
De unge hadede parkbetjentene. De havde stramme uniformer på og hvide handsker. Ofte patruljerede de på kommunale cykler. De var også moralens og sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre en en to værelses med 5 – 6 beboere.
Det skete dog også, at de lidt større drenge smed Parkeren i soppebassinet.
Græsset må ikke betrædes
For selvfølgelig måtte Græsset ikke betrædes. Og betjentene lå på vagt, for at straffe synderne med lussinger
Børnenes største hits
Det store hit blandt børnene var Musen Hannibal med Man skal altid bo på landet. Den kunne man så lytte til, mens man indtog Dandy tyggegummi, Piratus, Pinoccho – kugler og zulu.
Og far og mor lyttede til Hvide måge og Fiskerpigens sang.
Masser af slik
Nu snakkede vi om slik. Man kunne købe poser med såkaldt affaldsslik for små penge eller de populære Lykkeposer. Heri var der forskellige former for slik og et lille stykke legetøj. Disse kunne blandt andet købes i det lille ishus over ved indgangen til Nørrebroparken ved Nordbanegade. Det havde kun åbent om sommeren.
Kandis var også populært. Men det kunne man kun købe på Apoteket. Det blev leveret i store papirsposer.
Radioen var husalteret
Radioen var familiens husalter. Far skulle altid høre radioavisen. Og børnene skulle altid inden de gik i seng høre Inge Aasted og Musen Hanibald. Og flere hits hos børnene var Peters nye automobil og Elefantens vuggevise.
Og så kom radioen nu også med grammofon. Så var den høflig og sagde De til en.
Bror Kalle
Og de stakkels unger var også tvangsindlagt til Gammeldaws Dansmusik med Bror Kalles kapel og Vildandens Sang med Lullu Ziegler.
Ja og poderne, der ikke lige kom fra et hjem med klaver kunne fornøje sig med xylofon og mundharpe.
Postkonduktør
Og så sandelig kunne man få lov til at sende et anbefalet brev med Telegraf – og Postkontoret. Det hed hvis nok senere Det lille Postkontor. Eller man kunne få lov til at klippe biletter og blive børne – konduktør. Og sættet indeholdt også en fløjte. Toget kørte ikke før, man piftede.
Masser af seriehefter
Det var årtiet, hvor man kunne blive medlem af forskellige hemmelige klubber – Politikens Kvik Klub – Ping Klubben m.m.
Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketerer.
Palle alene i Verden gjorde et stort indtryk hos børnene på Nørrebro. Og det var ikke mange, der lagde mærke til, at man sagde neger i Lille Sorte Sambo.
Indoktrinering
Ja, der fulgte masser af seriebøger, Jan, Sussy og Puk.
Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.
Advarsel mod seriehefter og tegneserier
Og man læste masser af seriehefter med Skipper Skræk, Kaptajn Mickey, Illustreret Klassikere, Davy Crocket.
Ham der, Kaptajn Mickey kunne næsten alt med sine venner, Fuzzy og Dr, Salasso.
Men ak og ved, ledende pædagoger advarede mod at seriehefter og tegneserier var skadelig for børn. De unge ville helt glemme at læse bøger.
Skindbluse af ægte plastik
Davy Crocket kom første gang til Nørrebro i 1955 og blev senere filmatiseret. Det var stort for de raske poder, at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik og hans lange flintbøsse til knaldhætter. Og så endda med tilhørende krudthorn.
.
To dages knippelsuppe
Åh ja, man kunne købe album til single – plader. Og så var det jo Tommy Steele – A handfull of Songs, Elvis med Love me tender og Otto Brandeburg.
Mere vildt gik det for sig, da de unge stiftede bekendtskab med ordensmagten ved et stort Rochn Roll Stævne i KB – hallen med Ib Glindaman og Ib Rock Jensen.
Da filmen Rock arround the clock havde premiere var der dømt to dages knippelsuppe fra ordensmagten.
Jo så foretrak far og mor hellere Verdens rigeste pige med Nina og Frederik. I 1952 kom den herlige italienske film Don Camillos lille verden.
Brylcreme
De fleste mænd og unge knægte havde brillantine eller det nye Brylcreme i håret. Fattigrøve brugte margarine. Målet var, at håret skulle ligne en anderumpe – frisure. Man måtte sandelig ikke læne sig op af tapetet. Og et hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan et hår.
I den henseende var det en lettelse, at karseklippet blev moderne senere i årtiet. Her var det de amerikanske soldater, der var forbilledet.
En ny tre – hjulet model
I slutningen af 1950erne kunne man købe den trehjulede cykel – model 245 med hvide gummihjul og rødt stållad. Jo det var en dansk produceret Winther – cykel, der kunne købes ved Runddelen.
Det var den største nyhed siden klapvognen, som dengang blev kaldt for promenadevognen.
Vascomaten
Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad nok vide, om den var lavet af Atlas på Nørrebro?
Inden da måtte mor op af køkkentrappen op til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller det dyre Persil vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.
Kilde: Se
litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Se
At bo på Nørrebro
Barn på Nørrebro
Andesteg fra Peblingesøen
Den sidste Badeanstalt
Nørrebro i gamle dage
September 23, 2012
Foredrag i Pensionistklubben, Terasserne, Tingbjerg, den 16. september 2012 i forbindelse med Golden Days – festivallen med fokus på 1950erne
Ældre mente, at de unge gik i moralsk forfald. Vi husker speakerpigerne fra dengang. Radio Mercur tyvstjal lyttere. Søndag formiddag på DR var også trist. Lyspunktet var Radioens Ønskekoncert. Det var tiden med Henkogte frugter. Hvad kunne man få for 100 kr. Og hvor meget skulle man arbejde for at tjene dette. 9.000 piger søgte hvert år om abort. Selvbetjening med unødvendige forbrugsgoder indfandt sig. Der var stor forskel i den sociale standard.
Smilende sommer – piger på cykler
Ser man film fra 50erne, ser man smilende piger i deres sommerkjoler på cykel. Man ser mødre gør hovedrent hver dag. Vi ser Morten Korch – filmene for os. Og det varede længe inden vi i Danmark kunne høre Jill – House Rock med Elvis. Det blev anset for farligt.
Eget lokum i Tønder
Og derhjemme i Tønder flyttede jeg allerede som seks – syv årig i rækkehus, med have og græsplæne. Social boligbyggeri dengang, havde stor kvalitet. Og så havde min far endda selv været med til at bygge det. Jo nu var det ikke mere lokum på trappeafsatsen sammen med naboen.
Kunne ikke forstå mig – dengang
Indrømmet – dengang tænkte jeg ikke meget på København. Og københavnere har næppe kunnet forstå mig dengang – mon de kan det i dag?
Den sociale standard
I København var der stor forskel på kvaliteten. Der var også stor forskel på den sociale standard. Man skulle tro, at man befandt sig i to verdener, dengang i 1950erne.
Ville ikke bo på landet
Brønshøj blev befolket af Nørrebro – arbejdere. De ville godt nok væk fra kasernen, men de ville ikke bo helt ude på landet. De klumpede sig sammen.
Tingbjerg – kvarteret
Der burde være en gade her i Tingbjerg, der hedder Steen Eiler Rasmussens Gade. Det var Steen Eiler Rasmussen, der stod for udformningen af Tingbjerg – kvarteret i 1956 – 58. Det er et jo fantastisk lilleby – miljø.
Ja man glemmer helt at svensker – kongen engang havde residens i Utterslev.
1.200 boliger
Man forsøgte at give bebyggelsen, købstadens gamle præg, med snævre gader, torv og butikker med åbne grønne arealer bag husene.
Hele Tingbjerg blev bygget fra 1956 – 1968. Det omfatter et højhus på 12 etager og et stort antal tre – etagers blokke, i alt godt 1.200 boliger. Hertil kom skole, børneinstitutioner og butikker.
Fingerplanen
Allerede i 1948 var en ideskitse færdig. Den hed Skitseforslag til Egnsplan For Storkøbenhavn. På skitsens forside var tegnet en hånd med udstrakte fingre lagt hen over København, deraf navnet Fingerplanen.
S – banerne skulle udbygges, og der skulle placeres nye boligkvarterer i fingrene. Servicecentre forestillede man skulle ligge i knoerne.
Ind til byen på 45 minutter
Længere ude ville man lave etageboliger, og endnu længere ude villakvarterer. Men den kollektive trafik skulle man kunne komme ind til byen på under 45 minutter, selv fra den yderste omegn.
Fingerplanen blev aldrig en juridisk plan. Men den dannede diskussionsoplæg.
Tænk i 1955 var der registeret 63.000 biler i København – en fordobling på 10 år.
Andre planer
Dengang da Fingerplanen blev udarbejdet var der en bil pr. 33 indbygger. I 1954 var der en bil pr. 20. indbygger. Og så gik det ellers hurtig med at få anskaffet biler.
Der kom en masse andre planer. De blev kaldt for Kransen, Kæden m.m. Man havde svært ved at blive enige. Og noget af planlægningen var uladsiggørlig allerede fra starten.
Tre ugers ferie
På arbejdsmarkedet i 1952 blev der indført tre ugers ferie. Få år senere blev den ugentlige arbejdstid nedsat til 45 timer.
Fabrikker blev flyttet væk fra centrum til yderkanterne. Det skete blandt andet for Konfektionsbyen, Lersø Parkallé . Maskinfabrikken Atlas flyttede fra Bragesgade til Lundtofte.
Forstæderne blomstrede
Københavns struktur ændrede sig fuldstændig. Forstæderne blomstrede op. Industrien flyttede ud. I 1950 havde havde Københavns Kommune et indbyggertal på 768.000. Men i 1960 var 40.000 flyttet ud. Og med dem 234 industrivirksomheder. I 1970 var yderligere 130.000 flyttet ud. I 1985 var der vel kun 460.000 i Københavns Kommune. Planlæggerne havde svært ved at følge med.
Statslån til drømmehuset
Man kunne i perioden fra 1938 til 1958 få et statslån til drømmehuset. Man kunne låne op til 90 pct. af byggesummen. Staten stillede kun to betingelser:
Man skulle anvende en arkitekt
Det nye hus måtte maksimum være på 110 kvadratmeter. Senere blev dette forhøjet til 230 kvadratmeter.
I begyndelsen af 1950erne kunne man erhverve et hus i Herlev for 68.000 kr.
Mod vejen holdt man facaden med sirlige roser og hæk, plus en lige sti af hjemstøbte cementfliser til hoveddøren. Baghaven var optaget af æble – og pæretræer, måske kirsebær – og blommetræer, masser af bærbuske, kartofler, porre og gulerødder.
Saneringsplan
I København vedtog man en saneringsplan i 1959. Det betød, at man indtil 1972 nedlagde 2.700 usunde boliger. En ny saneringsplan blev vedtaget i 1971. Denne var årsag til den såkaldte Bulldozersanering på Nørrebro.
Folk havde pludselig ikke råd til at flytte tilbage.
Selvbetjening
Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949 i Vigerslevvej i Valby. En journalist bemærkede, at der kun var stillet 10 indkøbsvogne frem.
Der var stillet masser af kurve frem. Man mente, at husmødrene ville være for genert til at køre rundt med indkøbsvogne. De skulle nok langsom vende sig til det.
Hovedstadens Brugsforening havde været rigtig kreativ, da de udarbejde en annoncetekst:
Respekt for husmoderens tid og arbejde er den vigtigst grund til at indføre selvbetjening.
Det gik ud over den lille butik
I 1959 var der fandtes der 220 selvbetjeningsbutikker i København inden for fødevarehandelen. Især brugte Irma denne nye selvbetjenings – form. Det var personalebesparende. Følgen blev naturligvis de små butikkers død.
I 1935 var der 21.000 detailhandlere i København. I 1958 var der 15.000 tilbage. Medvirkende til dette var også, at de ældre bydele med de mange dagligvarebutikker efterhånden blev affolket, fordi folk flyttede ud i forstæderne.
Fruen tog på arbejdsmarkedet
Man var indstillet på ar betale de omkostninger, der fulgte med. Ringere service og standardiseret varesortiment.
Fruen tog ud på arbejdsmarkedet. Hun skulle skynde sig fra arbejdet, i supermarkedet og hjem og lave mad til manden.
Og lidt senere kunne man så også i Irma få surmælksprodukter, vin og færdigretter. Det var stort.
Behov for vuggestuer
Det voksende antal mødre, der søgte ud på arbejdsmarkedet skabte øget behov for vuggestuer.
Den månedlige indtægt i 1957. Mor går endnu derhjemme. Huslejen var 127 kr. Til gengæld var skatten kun 175 kr.
Mellem 1940 og 1960 fik hovedstaden en fordobling af ældre borgere over 65 år. Det betød større krav til alderdomsforsorgen. I 1955 fik man hjemmehjælp.
Nørre Hospital i Ryesgade blev omdannet til plejehjem.
De Gamles By ved Guldbergsgade ændrede gradvis karakter fra at være et traditionelt alderdomshjem til at være plejeinstitution.
Boligmangel
Det var nu ikke alle, der bare flyttede ud til forstæderne. Der var masser af boligmangel. Og mange boede i husvildebarakker. Således boede 12 familier i Bethlehem på Frederikssundsvej. De havde et fælles køkken i kælderen. Om vinteren var vandet frosset i flere måneder. Og de var 45 beboere til at deles om to gammeldags retirader i gården.
Andre steder boede man i kolonihavehuse.
Tænk i 1953 var hver 7. dansker ramt af bolignøden. 150.000 hustande boede i saneringsmodne ejendomme. I 142.000 lejligheder i byerne var uden selvstændig toilet. 520.000 lejligheder var uden bad og 550.000 uden centralvarme.
En socialrådgiver beskrev forholdene på Nørrebro således:
Familien består af 9 medlemmer – forældrene og 7 børn i alderen 4 – 14 år. Lejligheden, der ligger ud mod gården, består af 2 små værelser, køkken, en mini entré og WC. Det ene værelse fungerer både som opholdsstue og som forældrenes soveværelse.
Det andet værelse er lidt større, men meget af pladsen optages af køjesenge.
Her skal 7 børn sove, lege og læse lektier. Køkkenet er lille og fugtigt. Hele lejligheden er mørk og solfattig. Den lange smalle gård er legeplads for 70 børn.
Tænk at arbejderbørn kom igennem mellemskolen og ind i gymnasiet.
Storproduktion af boliger
Kun de sociale boligselskaber eller den private stor- entreprenører evt. flere i samarbejde magtede de store montagebyggerier. Man tog udgangspunkt i præfabrikerede betonelementer. Denne metode tog sit opsving i 1950erne.
Hvem ville og kunne bo på 13. etage?
Bellahøj – bebyggelsen var det første større eksempel på den nye teknik. Samtidig introducerede man højhusbyggeriet i Danmark. Jordbeton – elementerne begyndte at vinde frem.
Bellahøj – bebyggelsen bestod af i alt 28 punkthuse, dvs. forskudte blokke med fælles trappeanlæg, på 9 eller 13 etager. Beliggenheden på Bellahøj gav beboerne byens flotteste udsigt. Det gav i alt 1.300 lejligheder. Byggeriet stod på mellem 1950 og 1957.
Man var meget spændt på, hvem der turde at bo på 13. etage til en husleje på en tredjedel af den gennemsnitlige indkomst. Lejlighederne stod dog også længe tomme.
Kollektive foranstaltninger
I nærheden blev Voldparken i Husum bygget i 1950. Høje Søborg fra 1951 var især beregnet til enlige og ægtepar uden børn. Komplekset havde kollektive foranstaltninger som vaskeri, varemodtagelse og lignende.
Ikke plads til kælder
Længere ude opstod parcelhusbyggeri. Man kunne tage fordelagtige statslån. Drømmen om eget hus blev gjort til virkelighed. Efterkrigstids – husene havde dog et beskedent udseende med lav tagrejsning. Det var sjældent kælder. Men den voksende bilisme betød dog, at de efterhånden fik garage.
En tunnelbane til Brønshøj?
I 1961 blev der foreslået, at der skulle laves en tunnelbane til Brønshøj. Sporvognenes køreplans – mæssige rejsehastighed faldt med 7 pct. mellem 1951 og 1964. Antallet af tilskadekommende og dræbte steg med 40 pct.
Befolkningen voksede stærkere end forudset. Den kollektive trafik kunne slet ikke følge med.
Livet ude af Byen i 1950erne (2. del)
I begyndelsen
Ja vi begynder lidt brutalt. Bogstavelig talt med livet.
Den sure svie
Og det man aldrig talte om, det var moralen. Tænk i 1948 blev hver fjerde svangerskab i København afbrudt. Men masser af måtte indstille sig på, at beholde barnet. Lægen sagde:
De skal se, når barnet først er født, kan De slet ikke forstå, De ønskede at komme af med det.
Forskel på Hellerup – fruen og arbejderkvinden
Den velstillede Hellerup – frue kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik i omgang.
Dem, der var heldig, at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt af en ældre stram sygeplejerske. Hendes sidste ord var:
Så betænker De dem måske, at komme rendende igen om nogle måneder. Efter den søde kløe kommer den sure svie.
9.000 søgte om abort – årlig
Mødrehjælpen var den eneste legale chance for abort.
Mødrehjælpen blev opsøgt af 9.000 kvinder om året. Af den var 6.000 ugifte og halvdelen under 18 år. Gennemsnitlig fik 40 pct. bevilget abort.
Overlæge Teit Kærn, Sankt Josephs Hospital oplyste i juni 1952 i Ugeskrift for Læger, at de hos 82 pct. af abortsøgende fra slumlejligheder kunne konstateres kronisk belastningsnervøsitet. Kvinder fra overbefolkede lejligheder indstilledes i 57 pct. af tilfældene til svangerskabsafbrydelse mod 37 pct. af kvinderne fra rimelige boligforhold.
De Røde Heste
De Røde heste skulle blive en af årtiets mest sete, mest kritiserede og mest elskede film. I løbet af de første måneder efter premieren blev den set af 2,4 millioner mennesker. Både Nordisk Film og Palladium havde afvist at filmatisere den populære bog.
ASA var meget i tvivl, men accepterede til sidst manuskriptet. Samtidig sikrede de sig filmrettighederne til Morten Korchs øvrige romaner for 5.000 kr.
Man kan sige at Mosekongen indeholdt alt. Lige fra forbyttede børn til ægte dansk muld. Og så fulgte Det store løb, Flintesønnerne og Det gamle guld.
Vi skal da heller ikke glemme hele otte Far til Fire – film.
Hvad kan jeg få for 100 kr.
I Billed Bladet var det en interessant artikel i januar 1950. Her kunne man se, havd man kunne få for 100 kr. – dengang:
En Guldring, 800 cigaretter, fuld kost i et folkekøkken i en hel måned, en flybillet København – Aalborg retur, benzin til 1.216 kilometers kørsel i en gammel Citroen, 1,8 liter cognac, 180 pilsnere, 2.300 kopper ren kaffe eller hvad med 2 hektar land på heden?
Svært at tjene 100 kr.
Man skal bare lige tænke på, at det skam også var svært, at tjene 100 kr. – dengang. Således skulle:
En rengøringskone vaske gulv i 50 timer, En kioskejer skulle sælge 2.000 eksemplarer københavnske aftenaviser og en chefpilot skulle flyve 25 timer
Havde man en tier dengang i 1955, kunne man godt gå fra købmanden med et tungt indkøbsnet. For pengene kunne man få:
1 kvart kg. Kaffe, 2 kg stødt melis, 1 kg mel, en stor flaske hvidtøl og to pilsnere.
Banan – båden kom først i 1953
Ak ja i 1945 sang Anker Hansen ”Men når der kommer en båd med bananer” Den kom først i 1953.
Endda med stålvask
Det var stort, når et ungt par, der ventede deres andet barn i 1957 var flyttet ud i forstaden. De kunne stolt fremvise deres nye 2 – værelses lejlighed med toilet og håndvask. Køkkenet havde endda indbyggede skabe og stålvask.
Henkogte frugter
Madlavningen foregik i begyndelsen af årtiet på gammeldags manér. Frysevarer var endnu ikke almindelige. Skulle man lave en hurtigret, måtte man bruge konserves.
Spinat, grønne bønner og ærter fik man stadig på dåse. Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.
Unødvendige forbrugsgoder
Danske Husmødres Forbrugerråd udtalte, at man virkelig kunne lære af amerikanerne. Det kunne man læse i Samvirke. I de nye supermarkeder kunne man finde en overflod af unødvendige forbrugsgoder som sodavand, cigaretter, slik og en overflod af personlige hygiejneprodukter.
Og i ugebladene kunne man læse om de amerikanske drømmekøkkener.
Antallet af elkomfurer, køleskabe og vaskemaskiner voksede drastisk i slutningen af 1950erne.
Det spiste man – dengang
Familien Danmarks middagsmad bestod af to retter. Om søndagen forventede især familiens ældste tre retter. Hvad der blev serveret kan vi se i Alt om Damerne årgang 1953.
Søndag: Oksekødssuppe med urter og hjemmelavede boller, mørbradschnitzel, bondepige med slør
Som hverdagsmad: Forloren hare med brunede kartofler og rismelsgratin.
Fyldt hvidkål og pandekager, eller vandgrød med æblemos og klipfiskebudding med smeltet smør.
Velbekomme – klipfiskebudding uha!
Mest for kvinder
Det var kvindearbejde – det med køkkenet. De betragtede det også som deres domæne, men Berlingske Tidende vovede sig med en ny rubrik over sin dameside:
Mest for kvinder – mænd må gerne læse med.
Ikke just opløftende radio
Det var nu ikke videre opløftende det, man oplevede i radioen dengang i 1951, se bare her:
7.50: Landbrugets brevkasse
8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder
8.15: Morgengymnastik for kvinder
8,25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen
8.35: Havearkitekt C. Th. Sørensen om vore parker
10.00: Pastor Bartholdy prædiker i Haslev Kirke
Det lette, det lyse, det livsbekræftende
12.00: Radioens Ønskekoncert
Og det sidste var sikkert dagens højdepunkt. Her kunne man ifølge radiorådsformanden høre:
det lette, det lyse, det livsbekræftende
Så kunne man lytte til Kun en dag – et øjeblik ad gangen. Eller hvad med Jerusalem med Frans Andersson. Og så var det lille bedårende Gitte, der ville giftes med farmand.
Gunnar Nu Hansen var klar med det dramatiske
I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere Og Gunnar Nu Hansen var klar, når de store og dramatiske begivenheder skulle kommenteres.
Og når Svend Petersen fremkom med Kvit eller Dobbelt , ja så sad folk klistret op ad radioapparatet.
Radio Mercur tyvstjal lyttere
Ude i Øresund lå nogle pirater og sendte radiobølger med en anden slags musik. Det var Radio Mercur. Pirat – radion tyvstjal over halvdel af lytterne i København og Nordsjælland.
Man snakkede også om noget, der var forbudt på statsradiofonien. Så det var sandelig på tide, at få den lukket.
De unge havde fået nok
Da Teenage – kulturen ramte Danmark fik kernefamilien nogle gevaldige krakeleringer. Nu var det ikke længere nok med Familiejournal og Hjemmet. Nu kom også Tempo og Vi Unge.
Vi husker speakerpigerne
Tv blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. Det var det ind til de så deres forældre hænge foran kassen hver aften. I 1953 var det hele 3.000 seere. Det var 17 – og 21 tommers apparater.
Hvem husker ikke Familien Flintstone, lyden af John Danstrups stemme og speakerpigerne Hanne Sommer, Lotte Wæwer og Annette Faaborg.
Fjernsynets julegave
I 1960 var fjernsynets julegave til seerne Faranelli med Poul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Med allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i Gladsaxe til fremtidens tv – by.
Snart så Gøngemosen – dagens lys.
Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten
15 danske fjernsyns – fabrikker arbejdede på højtryk for at tilfredsstille danskernes behov. Sendetiden var 12 timer ugentlig i 1957. For som tv – chefen Jens Frederik Lawaetz sagde:
Vi vil hellere forbedre kvaliteten end kvantiteten
Og licensbetalerne kunne ikke forstå, hvorfor man ikke kunne begge dele. De betalte trods alt 55 kr. – årligt. Så de mente, at de havde krav på, at blive underholdt.
Ride i herresaddel
Og så vandt den italienske Vespa indpas. Den kunne man passende anvende indtil man fik råd til en bil. Pigerne foretrak at sidde italiensk og sidelæns. Det danske politi beordrede dem til at ride i herresadel.
Hele Danmark dufter
Den 1. oktober 1952 blev kafferationeringen ophævet. Nu skulle man ikke mere have mærker for at få kaffe, hvis ikke man ville have sukker i. Nu var Danmark endelig igen med i den store forbrugerverden. I Politiken kunne man læse:
Hele landet dufter i dag af kaffe. Efter 13 års rationering blev kaffen i aften frigivet af handelsministeren. Flere kvaliteter til stærkt varierende priser.
Familien Danmark tog på Charterferie
Pastor Eilif Kroager fra Tjæreborg oprettede et rejseselskab i 1950. Han tilbød billige busrejser syd på. I 1953 fulgte Simon Spies efter. Nu kunne familien Danmark tage på charterferie. Det var virkelig stort!
De unge i moralsk forfald
Danskerne var begejstrede for amerikanerne. Herfra fik man tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley. Nu var det mest den yngre generation, der tog imod.
Den ældre generation var skræmt. For dem var det moralsk forfald med vold og seksuelle udskejelser.
Kilde: Se
Litteratur København (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs
Barn på Nørrebro i 1950erne (under Nørrebro)
Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade (under Nørrebro)
www.dengang.dk indeholder talrige artikler om det gamle Nørrebro
September 23, 2012
af journalist Svend Thaning
Gunnar Dyrberg var den første frihedskæmper, som kom ind i den tyske afdeling i Vestre Fængsel den 5. maj 1945, hvor andre modstandsfolk ventede på at blive henrettet. Læs beretningen om den nu pensionerede bankdirektør og fader til Pondus-pingvinen, som var skarpt forfulgt af Gestapo og HIPO og ikke selv troede, at han ville overleve krigen.
”De råbte og græd af glæde, da de så vores armbind og stenguns. Først da gik det op for dem, at de var reddet. Specielt de frihedskæmpere, som var dømt til døden og ventede på at blive henrettet. De sidste modstandsfolk var nemlig blevet skudt 10 dage før, vi dukkede op i fængslet. En dejlig, men også mærkelig fornemmelse at se fangerne stå oppe på de lange etager i fængslet og råbe og skrige af glæde ved synet af os,” fortæller den nu 84-årige pensionerede bankdirektør og tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg.
Episoden fandt sted den 5. maj 1945 om morgen i Vestre Fængsel i København, hvor den dengang 23-årige stud. polit. Gunnar Dyrberg sammen med to kammerater var de første modstandsfolk, der trådte ind i den berygtede tyske afdeling og dermed befriede de danske fanger.
For Dyrberg personligt betød den 5. maj, at et år under jorden med Gestapo og HIPO konstant i hælene var forbi. Et opslidende rakkerliv med skiftende logi og maskinpistolen og håndgranater ved siden af sengen, hvis nattens stilhed pludselig skulle blive afbrudt af bremsende biler, tunge trin på trapperne og sprængte døre.
Dyrberg havde siden efteråret 1943 været medlem af sabotagegruppen Holger Danske, hvor han havde arbejdet tæt sammen med de to berømte modstandsfolk, Citronen og Flammen, og studiekammeraten Patrick. Bl.a. med at likvidere stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste.
Datteren døbt ved fars kiste
”Selvfølgelig var jeg glad, da Johannes G. Sørensen den 4. maj kl. 20.37 læste frihedsbudskabet op i BBCs danske udsendelse fra London. Men det var ikke lutter glæde. Patrick, Niels Christian – et andet gruppemedlem – og jeg kørte ud til én af vore kammerater, Svend Dorphs gravide enke. Hun skulle ikke sidde alene den aften, hvor lysene blafrede i vinduerne. Svend havde i marts taget sit eget liv i én af Politigårdens fangeceller. Han var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at modstå HIPOs tortur og dermed komme til at røbe os. Da man efter befrielsen gravede ham op i Ryvangen, blev hans nyfødte datter døbt ved hans kiste,” fortæller Gunnar Dyrberg.
Dyrberg var mere heldig, selv om han ikke regnede med at overleve krigen. Men han var tæt på ikke at gøre det flere gange. Bl.a. i foråret 1944, hvor han måtte springe ud af vinduet hjemme hos sine forældre på Vesterbro, da Gestapo bankede på. Det blev begyndelsen på Dyrbergs hektiske og psykisk nedslidende illegale tilværelse frem til befrielsen.
Citronen og Flammen dør
I oktober 1944 gik det helt galt for hans to berømte gruppekammerater – Flammen og Citronen.
Først Citronen – den 33-årige Jørgen Haagen Schmidt. Han blev hårdt såret, da han den 19. september blev taget af tyskerne – samme dag, som det danske politi blev arresteret. Uheldigvis var Citronen netop den dag forklædt i politiuniform og blev roundet op sammen med andre politifolk. Han forsøgte at flygte, men blev skudt, hvorefter tyskerne stoppede en forbipasserende ambulance og smed ham ind i den. Citronen var kun bevogtet af én tysk politisoldat, som det lykkedes ham at dræbe med en skjult pistol. Og som nådens gave fra oven viste det sig, at ambulanceføreren var modstandsmand og kendte Citronen. Derfor blev han i første omgang reddet og bragt ud til en villa på Jægersborg Allé. Næsten en måned efter gik det for alvor galt. Uheldigvis var ejeren af huset illegal bladmand, som tyskerne ville anholde. I stedet blev de tyske politisoldater og danske Gestapo-folk mødt af Citronen, der lå inde med et større våbenlager, som han forsvarede sig med. Kampen varede i flere timer. Citronen nåede at skyde flere politisoldater, før tyskerne satte ild til villaen i et forsøg på at ryge ham ud. Det lykkedes. Citronen forsøgte endnu engang at flygte i såret tilstand, men blev mejet ned på græsplanen foran huset. Det var den 14. oktober.
Fire dage efter var det Flammens tur. Den mest eftersøgte sabotør og likvidator i Danmark. Han var på opgave i Jylland, da hans bedste ven Citronen faldt. Flammen havde efterladt sine våben hos Citronen. Derfor var han ubevæbnet, da tyskerne væltede ind ad døren i en villa på Strandvejen, hvor Flammen drak aftenkaffe hos gode venner. I første omgang forsøgte Flammen at stikke af. Det var umuligt. Villaen var omringet. Derfor løb han op på første sal. Ind i et værelse og slugte sin cyankaliumpille for ikke at blive taget levende.
På hængende hår
To måneder efter tragedien med Dyrbergs to kammerater var der bud efter ham selv. Det var den 19. december 1944, hvor næsten alt gik galt for den 23-årige frihedskæmper.
”Jeg boede på det tidspunkt i en tom villa på Frederiksberg. Jeg kom hjem, netop som det var ved at blive mørkt. Pludseligt så jeg et glimt i et vindue, der ikke var mørkelagt Jeg svingede i sidste øjeblik cyklen væk, kørte hen og ringede fra en telefonboks. En dansk Gestapomand var i røret og sagde, at jeg måtte skynde mig at komme. Der var et vigtigt møde. Den hoppede jeg selvfølgelig ikke på. Jeg ventede ellers besøg af to af mine kammerater og chefen for Vestsjællands Modstandsbevægelse, Bruno de Neergaard fra Slagelse, som gennem os skulle i genskabe kontakten til Frihedsrådet. Derfor troede jeg, at de var kommet for tidligt og var blevet taget af Gestapo. Jeg forsøgte desperat at samle folk, så vi kunne storme villaen. Men når man er under jorden, er det ikke let at komme i kontakt med sine folk. Man må jo ikke vide, hvor de overnatter. Jeg vidste ikke, hvordan Gestapo havde opdaget mit skjulested. Derfor var der fare for, at de andre medlemmer i gruppen ville blive taget. Måske havde der været en stikker. Det betød også, at våbenlagre og sprængstoffer skulle flyttes meget hurtigt. Men så dukkede mine to kammerater op. De havde været i villaen, da Gestapo ankom, men skød sig igennem – en Gestapo-mand blev dræbt. På flugten gennem haven var mine kammerater mere end heldige. I tusmørket så de ikke en fordybning i græsplænen og faldt netop, som tyskerne åbnede ild. Det blev deres redning. De slap væk. Bruno de Neergaard havde de gemt et sikkert sted oven på en karnap, hvor han ikke kunne ses nede fra. Men en nabo så ham, da det blev lyst, og gjorde tyskerne opmærksom på det. De Neergaard blev henrettet den 29. marts 1945. Villaen blev bagefter sprængt i luften, som tyskerne havde for vane, når de opdagede, at et hus tjente som logi for modstandsfolk,” fortæller Dyrberg.
Det var en trist jul det år for Dyrberg. Bedre blev det heller ikke i månederne op til befrielsen, hvor flere kammerater ikke kunne klare det psykiske pres og derfor måtte flygte til Sverige. Men Dyrberg blev, selv om han også var ved at være nedslidt og udbrændt. Og kort før befrielsen gik det så ud over en af hans bedste venner i gruppen, Jakob. Han kom gående ved ruinerne af det udbombede Shellhus, Gestapos hovedkvarter i København, da en gruppe mænd kom løbende i retning af ham, skarpt forfulgt af tyske politisoldater. Jakob var bevæbnet med en pistol. Derfor drejede han rundt på hælene og forsøgte at flygte sammen med de andre. Det lykkedes ikke. Jakob stoppede op. Tog kampen op mod overmagten, men døde i den efterfølgende ildkamp.
Spyttet på to gange
Da frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen, havde Holger Danske mobiliseret sine styrker ligesom næsten alle andre modstandsgrupper, selv om kapitulationen først var officiel næste morgen klokken otte.
”Om morgenen den 5. maj havde jeg fri. Jeg ville besøge mine forældre på Vesterbro. Dem havde jeg ikke set, siden jeg gik under jorden et år tidligere. Da vi kørte gennem Istedgade, så vi et masseopløb med hujende mennesker. Jeg fyrede min maskinpistol af op i luften. Flokken spredtes så meget, at vi kunne komme ind i midten. Her lå en kvinde, som gadens parlament var ved at lynche. Vi tog hende med os, men mængden opgav ikke så let. Kvinden blev overspyttet, og det blev vi også i kampens hede. På Sønder Boulevard blev vi igen overspyttet. Vi tog os af en hipomand, som folk havde udpeget. Vi dækkede manden, mens vi hev ham ind i bilen, men spytklatterne ramte mere os end ham. Han blev afleveret sammen med kvinden i Vestre Fængsel, hvor vi havde oplevelsen med de danske fanger,” fortæller Dyrberg.
Det må vi ha´ på tråd
Da Dyrberg og hans kammerater senere på dagen kom hjem til Holger Danskes hovedkvarter på Gentofte Hotel, hørte de, at Den Danske Brigade var gået i land i Helsingør.
”Vi besluttede at køre derop. På Strandvejen så vi en motorcyklist fra brigaden komme imod os. Vi stoppede ham og bød ham velkommen til Danmark. En journalist fra radioen havde fået lov at køre med os. Han havde en trådbåndoptager med – noget helt nyt dengang. Da vi havde hilst brigademanden velkommen, råbte journalisten begejstret: Det er et historisk øjeblik. Det må jeg ha’ på tråd. Vi bankede på et hus for at få strøm til apparatet. Jeg gentog den lille tale, og efter et par glas sherry kørte vi videre,” fortæller Dyrberg.
Syd for Helsingør vrimlede det med kampklædte brigadesoldater, som troede, der blev kæmpet i København. Dyrberg og hans kammerater kunne berolige dem med, at der ikke blev skudt i hovedstaden. Krigen var forbi.
”Det troede de ikke rigtigt på. Eller også ærgrede de sig over at være kommet for sent hjem til at ordne et par tyskere. Men det lykkedes os at få at vide, at brigadens øverstbefalende, general Knutzon, befandt sig på et skib i havnen i Helsingør. Pudsigt nok hed skibet Holger Danske. Hvad er d’herrers ærinde? spurgte en søofficer, der bevogtede landgangen. Vi vil byde brigaden velkommen til Danmark fra Holger Danske, svarede vi. Da det gik op for ham, hvad jeg havde sagt, sprang han ned i skibet. Et sekund efter stod generalen foran os. Jeg sagde nogle få velvalgte ord og han svarede højtideligt. Så sagde journalisten endnu engang: Dette er et historisk øjeblik. Det må vi ha’ på tråd”.
Kasernen overgiver sig
Der skete mange andre pudsige ting den dag. En af Dyrbergs kolleger i Holger Danske – Lille Hans og hans gruppe kom kørende ad Ryvangs Allé, hvor det tyske krigsflag stadig vajede over ingeniørkasernen.
”Det måtte der gøres noget ved, mente Lille Hans. Resolut kørte han ind på kasernen. Promte blev flaget halet ned. Men hvad skulle han og hans fem mand stille op med en kaserne med flere hundrede velbevæbnede soldater. Det var jo bare en pludselig indskydelse. Der gik dog ikke lang tid, før en dansk officer, som havde fået til opgave at overtale tyskerne til at overgive kasernen, dukkede op med kasernens gamle dannebrogsflag under armen. Han spurgte høfligt Lille Hans, om han havde noget imod, at han overtog kasernen. Det havde Hans ikke. Ved samme lejlighed tog en ældre tysk underofficer vores kammerater hen til det sted, hvor så mange havde mistet livet i Ryvangen – bundet til en af tre pæle, og bagefter kulet i jorden. Det var første gang, at man blev klar over, hvor henrettelserne i københavnsområdet var foregået,” fortæller Dyrberg.
En forkert overgivelse
Det var ikke den eneste episode den dag, hvor dansk militær blev konfronteret med de unge fløse i Holger Danske-gruppen.
”Jeg havde også en pudsig oplevelse med den danske hær den 5. maj. Om formiddagen var et kompagni tyske soldater kommet marcherende på vej til Jægersborg Kaserne forbi vores post ved Gentofte Hotel. Tyskerne blev standset og måtte aflevere deres våben, før de fik lov til at fortsætte. Hen på aftenen dukkede en dansk officer i nystrøget uniform op og forlangte at få foretræde for kommandanten. Det var mig på det tidspunkt. Jeg sad med fødderne i en balje vand efter et hårdt døgn uden søvn og med meget renderi. Officeren glemmer jeg sent. Efter at han havde betragtet dette højst umilitære væsen med væmmelse, sagde han overlegent til mig: De har ikke overholdt reglerne. Vil De omgående sørge for, at de beslaglagte våben bliver leveret tilbage til tyskerne, så vi kan få en reglementeret overgivelse. Jeg svarede venligt, at han selv kunne prøve at finde våbnene, hvorefter han drejede rundt på hælene og forsvandt. Dengang var vi unge og fuldstændig respektløse, fortæller Dyrberg.
Den aften kunne Dyrberg for første gang i meget lang tid sove uden frygt. Det var dét, det handlede om for ham den 5. maj. Ikke de store armbevægelser og nationale udgydelser. Det var slut med at blokere døren, tjekke om maskinpistolen var afsikret og sikre sig en flugtrute, hvis nu…..
Fakta om Gunnar Dyrberg
Gunnar Dyrberg, cand. polit. blev født 1921 og voksede op på Vesterbro i København. Han blev i efteråret 1943 medlem af Holger Danske, mens han studerede økonomi ved Københavns Universitet. Han var afdelingsleder i Holger Danske og hørte til ”den hårde kerne” blandt de få hundrede sabotører i København. Efter krigen arbejdede han bl.a. med at genoprette samhandlen med det tidligere Nazi-tyskland. Senere har han haft en lang karriere i dansk erhvervsliv. Fra 1966-87 var han pr-chef i Den Danske Bank, hvor han opfandt sparebøssen Pondus-pingvinen. En af de største succeser i dansk markedsføring nogensinde. Gunnar Dyrberg er også forfatter til en række bøger om besættelsen og en enkelt bog om hans erhvervskarriere efter krigen. Den hedder ”Under henvisning til… fra krudt og kugler til pen, papir og Pondus”, som udkom sidste år.
Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden