Gylden Høst er en grusom bog. Den indeholder nogle barske sandheder fra Polen. Man tror, at det er løgn. Landbefolkningen i Polen myrdede jøderne i stor stil. I byerne lavede de pengeafpresning mod jøderne Betalte de ikke, blev de angivet. Omkring dødslejerne opstod der rigdom, fordi de polske bønder gravede ligene op igen og søgte efter de værdier nazisterne ikke fandt. Polakkerne udnyttede jødernes tørst og sult inden de skulle i dødslejerne. De bestak vagterne med sex og solgte naturalier til jøderne for overpris.

 

Mange er grusomme

Når man beskæftiger sig med de grusomme år fra 1940 – 1945 og går lidt dybere, bliver man chokeret, over hvor grusom vi kan være. Og det er ikke kun de andre, der er grusomme. Det er heller ikke kun nazisterne, der kan være grusomme.

 

Trusler mod forlag

En lille ”grusom” bog blev sendt til mig fra Kristeligt Dagblads Forlag. Titlen er Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust. Den er skrevet af en professor ved Priceton, Jan T. Gross.

 

Bogen har vakt stor international debat. Og det forstår man godt. Da bogen udkom i Polen kom der trusler mod Gross polske forlag. Og det kan man enlig også godt forstå. For det, der bliver påstået i bogen er svær at sluge for polakkerne, ja og for den sags skyld også for os.

 

Sort kapitel i historien

Nazisternes grusomheder er jo så rigelig beskrevet overalt. Men det er et sort kapitel i historien, hvad der skete omkring dødslejrene. Det er stadig et tabu, her 70 år efter.

Udplyndringen af jøderne foregik både før og efter gaskamrene.

 

Var vi bedre i Danmark? Var der ikke en masse fiskere, der pludselig blev rige ved at smugle jøder over Øresund? I nogles øjne var det en heltebedrift, i andres øjne en udplyndring.

 

Hadet til et mindretal var stærkere end alt andet. Og forbrydelserne kunne ske med loven i hånden.

 

Seks millioner jøder dræbt

Vi ved godt at seks millioner europæiske jøder blev dræbt i Holocaust. Men chokerende er det at vide, at en sjette del af dem blev dræbt af den civile befolkning. Og endnu mere chokerende er det i denne bog at få at vide, at omkring dødslejrene i Polen befandt der sig en hidtil ukendt grad af massemordere.

Og omkring lejrene var levestandarden betydelig højere end i andre dele af Polen.

 

Et foto satte gang i historien

Egentlig kom forfatteren først på spor af dette, da han så et foto af klunserne i Treblinka. De lod sig fotografere med kranier og knogler foran sig, som om det var en picnic.

Fotografiet gjorde stor indtryk hos forfatteren.

 

Askebjergets klunsere

Og polske journalister troede heller ikke på fotoets ægthed.

Men klunserne sad oppe på Askebjerget, hvor 800.000 jøder blev gasset og brændt i udryddelseslejren Treblinka.

Bønderne gravede sig igennem alle disse lig på jagt efter alle de værdier, nazisterne havde overset.

 

Massemord af jøder

Denne bog handler om den totale forrådthed, naboernes svigt og lokalbefolkningens aktive delagtighed i forfølgelse. I Østeuropa havde jøderne ikke blot SS og værnemagten imod sig. De havde også lokalbefolkningen imod sig.

I landdistrikterne skete der massemord af jøder. I de polske byer var der masser af pengeafpresning. Bogen har så vidt muligt dokumenteret det hele. En stor ros til forlaget, der nu har gjort det muligt for os andre at få kendskab til denne nye dimension i krigens grusomheder.

 

Genbrug

Nazisterne fyldte godsvognene. Bunker af herretøj var sat i system, overfrakker, habitter, jakker, benklæder, børnetøj, dametøj, kjoler, bluser, gammelt og nyt tøj, hatte, herre – og dametøj. Det hele kunne bruges igen.

 

Ja selv i papkasser blev der sorteret barbergrej, barberknive, hårsakse, spejle, potter, pander og meget mere. Smykker og andre værdigenstande for længst blevet taget.

Nazisterne havde også egne smelterier. Og jødernes værdier blev sat ind i Den Tyske Nationalbank. Det skete i alt 75 gange under krigen.

 

Gravrøveri sat i systemet

Gravrøveriet var sat i system af polakkerne. Man brugte også spængstof for at splitte ligene. Ja det lignede ligefrem et månelandskab, når de var færdige. Ja gravearbejdet fortsatte i årtier inden nogen greb ind. Således berettes der om, at der endnu i 1958 foregik gravearbejde.

 

I landsbyerne omkring udryddelseslejre opstod der en sand guldfeber a la Det Vilde Vesten.

 

Koner og døtre i forvejen

Ofte blev koner og døtre sendt i forvejen, så de kunne fornøje sig med vagterne, så deres fædre og mænd kunne starte udgravningen som en belønning for den service vagterne fik.

Samme fremgangsmåde foregik det, når togene ventede for at blive tømt for jøder. Her tilbød de lokale bønder så mad og vand til tårnhøje priser til jøderne, mens vagtmandskabet havde andet at se til.

 

Polsk lokalbefolkning deltog

Polen blev delt mellem Stalin og Hitler i september 1939. Og nazisterne begyndte massemordene mod jøderne i juni 1941 efter angrebet mod Sovjet. Den polske lokalbefolkning tilsluttede sig disse Einsatzgruppen. Over 300.000 deltog i forskellige politikorps.

 

Hvor mange jøder, der blev dræbt af deres medborgere ved man ikke. Muligvis flere hundrede tusinde. Kun godt to hundrede er blevet dømt for det. I en hvis forstand deltog hele landsbyen i hver enkelt forbrydelse med skiftende grader af meddelagtighed.

 

Forbrydelser mod naboerne

Polakkerne begik forbrydelserne mod folk, man kendte, mod ens naboer. Ja, det var mod folk fra deres landsby. De blev normalt dræbt på stedet. Bønderne mente, at de ved at dræbe dem, kunne få del i deres rigdomme.

Efter ugerningen samlede man sig hos landsby – boerne og fejrede det med vodka hele natten.

 

Drab ved højlys dag

Drabene skete ved højlys dag med en hel folkemasse som tilskuer. Drabsmændene var normal folk med et godt omdømme.

De polske bønder voldtog kvinderne og torturerede deres mænd, så de kun røbe, hvor de havde gemt deres rigdomme.

 

Erindringer er velbevaret

Erindringerne om grusomhederne i den polske landbefolkning er velbevaret og går igen i fortællingerne til næste generation.

 

Landsby – beboerne samarbejdede omkring massemordene på jøderne. Der var både de mørkeblå politibetjente (før Statspolitiet)og civilister.

Udplyndringerne og mordene var almindelig anerkendt og en

social praksis. De polske bønder tilsluttede sig betingelsesløs nazisternes Judenjagt.

 

Stikkere

Fra oktober 1941 var det forbudt for de polske jøder, at bo uden for ghettoerne. Overtrædelse blev straffet med døden. Opdagede en polak en jøde i byerne, pressede han penge ud af ham, ellers truede han ham med at melde det til tyskerne.

Disse polakker blev kaldt for Schmaltzowniks. De sad og holdt vagt foran ghettoerne. For hvis de nu kunne opdage nogle jøder, der flygtede, ja så kunne de tjene en del penge.

 

Uskreven lov

Der var ellers en uskreven patriotisk lov, at man ikke hjalp besættelsesmagten med at forfølge ens egne medborgere. Men den regel gjaldt ikke i Polen og for den sags skyld også i en række andre lande.

 

Almindelige polakker begyndte også at presse penge ud af polakkerne ved enhver lejlighed.

 

Den katolske kirke vidste besked

Den katolske kirke i Polen kendte til massemordene, gravrøverierne og pengeafpresningerne, men de forholdt sig tavse.

 

Indfangede jøder

Det var ikke kun i Polen man kollektiv gik efter jøderne. Bogen viser også eksempler fra Korfu, hvor man indfangede jøderne.

Her mente man, at jødisk ejendom tilhørte staten og dermed hver eneste borger.

 

I Frankrig anså man det at frarøve jødisk ejendom som en ansvarlig og patriotisk handling.

 

Kneb med at få ejendele

De jøder, der vendte hjem efter krigen, blev modtaget meget uvenligt og uvelkommen. Og det var lige meget om man var i Thessalonikki eller Paris – i Prag eller Warszawa.

Naboerne havde allerede indrettet sig behageligt i jødernes ejendom og også på deres tidligere arbejdspladser.

Man behandlede jøderne som afdød på bevilliget udgang, som om, at de skulle dø før eller siden.

Da jøderne så kom hjem efter krigen, kneb det med at få udleveret værdierne.

 

Beslaglæggelse af jødisk ejendom

De europæiske jøders katastrofe skyltes at folkemordet efterhånden blev kernen i nazisternes besættelsespolitik, og det blev nærmest accepteret. Det viste sig i mange kredse i de besatte lande.

Der var ikke mange, der offentlig erklærede sig solidariske med jøderne.

Det var mange samfundsgrupper som direkte medvirkede til beslaglæggelse af jødisk ejendom, og i øvrigt støttede, at man fik dem til at forsvinde. Udplyndring af jødisk ejendom blev nærmest et europæisk anliggende.

 

En grusom og skræmmende bog

Læs denne grusomme og skræmmende bog, der giver en helt ny dimension af holocaust. Den viser en befolkning med forfærdelig griskhed. Og med den indstilling var det jødiske folk på vej til total udslettelse.

 

Jan T. Gross: Gylden Høst – Ondskab i skyggen af Holocaust /Kristelig Dagblads Forlag.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.

af journalist Svend Thaning

Anmeldelse af bogen: ”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelse”, skrevet af Povl Falk-Jensen og udgivet på Frihedsmuseets Venner Forlag. Bogen er på 368 sider, koster 125 kr. og kan købes på Frihedsmuseet i København. Bogen kan også bestilles på www.frihedsmuseetsforlag.dk

 

 

Povl Falk-Jensens bog er en af de mest spændende bøger om besættelsen, der er udgivet i mange år. Og så er den et glimrende supplement til Peter Øvig Knudsens bog fra 2001 ”Efter drabet”, som for alvor satte diskussionen om stikkerlikvideringer i gang blandt såvel fagfolk som Anden Verdenskrig-freaks.

 

Af

Journalist

Svend Thaning

 

”Når jeg går tur i Mindelunden, og ser mine døde kammeraters grave, føler jeg ikke, at jeg gjorde mit arbejde ordentligt dengang”.

 

Ordene kom fra modstandsmanden og forfatteren Gunnar Dyrberg, som var i Holger Danske-gruppe med bl.a. Flammen og Citronen, og som likviderede stikkere og danske håndlangere i tysk tjeneste under krigen.

   Årsagen til Dyrbergs udtalelse var et møde i forbindelse med udgivelsen af Peter Øvig Knudsens bog ”Efter drabet”, der handler om stikkerlikvideringer. Inden Dyrberg greb mikrofonen havde en ung mand fra Nakskov fortalt forsamlingen om den forbandelse, der i 56 år havde hærget hans familie, efter at hans farfar – uretmæssigt eller ej – var blevet likvideret som stikker. Og da diskussionen drejede over mod de fejl-likvideringer og kriminelle drab, som blev begået af ”suspekte modstandsfolk”, var det, at Dyrberg gik på scenen og sagde de bevægende ord om sine dræbte kammerater. Underforstået at han ikke havde likvideret stikkere nok for at redde sine kammerater fra at blive stukket, arresteret, tortureret og til slut henrettet, bagbundet til en af de tre fyrretræs-pæle i Mindelunden i Ryvangen udenfor København.

 

Regulær borgerkrig

 

Peter Øvig Knudsen fik med sin bog fra 2001 for alvor sat fokus på stikkerlikvideringerne samtidig med, at han kaldte den blodige kamp mellem modstandsbevægelsen og HIPO og danske håndlangere i den tyske sikkerhedstjeneste, SD og Gestapo for en regulær borgerkrig.

 

”Efter drabet” var den første samlede fremstilling af problematikken, udover en række erindringsbøger og fagbøger, som sporadisk havde beskæftiget sig med emnet. ”Efter drabet” – som efterfølgende blev til dokumentarfilmen ”Med ret til at dræbe” – kastede lys over en del af de ca. 400 stikkerlikvideringer, som blev foretaget under krigen, og som der bagefter blev lagt låg på i mange år – bl.a. af socialdemokraten Frode Jakobsen og andre i efterkrigstiden. Det skete af hensyn til de modstandsfolk, som havde udført likvideringerne med store personlige og menneskelige omkostninger til følge og ikke mindst: De blev groft sværtet til i offentligheden af bl.a. filologen og den senere socialdemokratiske undervisningsminister Hartvig Frisch, der i et radiointerview og i modstandsbevægelsens eget blad Information i august 45 kaldte likvideringerne for mord og dermed indirekte betegnede likvidatorerne som mordere, der ikke mødte fjenden på åben mark ”face to face”. Det er umuligt at bevise, om der er en 100 procent sammenhæng mellem hans udtalelser og så det faktum, at flere modstandsfolk i løbet af de første efterkrigsår begik selvmord pga. de psykiske følger af deres nedskydning af stikkere under krigen. Men hans udtalelser sårede mange i og uden for modstandsbevægelsen dybt og er ikke slettet i Danmarkshistorien den dag i dag.

 

Flest stikkere i Danmark

 

Nu er der så kommet en bog, som ikke lægger skjul på noget fra den gang. Og der er heller ikke skyggen af tvivl om, at stikkerlikvideringerne var berettigede som nødværge og nødvendig beskyttelse af modstandsbevægelsen, når man læser denne erindringsbog.

 

Bogen kan på mange måder læses som en forlængelse af Øvigs ”Efter drabet”. Og det er ikke mindre end en utrolig fortælling om en ung mand, Povl-Falk Jensen, der tog turen fra et solidt borgerligt hjem med en far, der var konservativt medlem af Folketinget, selv med i Konservativ Ungdom, havde en god og betroet stilling i en sparekasse og så til at blive leder af Afdeling Eigil i Holger Danske. Den modstandsgruppe i Københavns-området, der likviderede flest stikkere. 19 i alt hvoraf Povl-Falk Jensen selv trykkede på aftrækkeren 11 gange. 

 

Bogen er skrevet af den nu 89-årige Povl Falk-Jensen med dæknavnet Eigil. Det er sket i samarbejde med formanden for Frihedsmuseets Venner, Niels Gyrsting, som har redigeret bogen på grundlag af Falk-Jensens levnedsbeskrivelser, der blev skrevet ned i 80erne, men altså først nu bliver offentliggjort.

 

”Holger Danske – Afdeling ”Eigil”s sabotager og likvideringer under Besættelsen” er en sjældent indfølt beskrivelse af unge modstandsfolk i København. Livet under jorden – og ikke mindst kombinationen af den frygt, fornuft og koldblodighed, som var nødvendig for at overleve som modstandsmand i den danske hovedstad i de sidste krigsår.

   Det er også en bog om ensomhed. Så megen ensomhed, som man kan føle, når man ”kæmper Danmarks sag” og ens familie ikke forstår ens aktive modstand mod nazismen eller simpelthen er bange for at yde støtte, når det brænder på med natlogi eller man på anden måde har brug for hjælp som illegal.

 

Det meste af historien udspiller sig i København, som godt nok ikke var en provins- eller landsby dengang, men alligevel ikke større end, at man hele tiden skulle ha´ adrenalin-pumpen kørende i højeste gear og holde øje med sine omgivelser. For der var stikkere mange steder, ifølge forfatteren. Folk, der var villige til at sælge deres landsmænd for penge eller danske nazister, der gjorde det af ideologiske hensyn.

 

Og det er ikke første gang, at Danmark får dette lidet flatterende prædikat med antallet af stikkere. I forhold til de andre tysk besatte lande havde vi den største procentdel af stikkere i befolkningen. Dette synspunkt har tidligere været fremført – uden at det historisk er blevet fastslået. Men der kan være noget om påstanden, fordi den danske samarbejdsregering tidligt opfordrede befolkningen til at tage afstand fra modstandsbevægelsen og stikke frihedskæmperne.

 

Og bogen lægger da heller ikke skjul på, at hvis Eigil og hans afdeling i krigens sidste år havde mødt en mand som den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, som i en radiotale i september 1942 opfordrede befolkningen til at stikke sabotører, så er det ikke sikkert, at han var sluppet levende fra det. Og så blev manden oven i købet statsminister igen i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 45.  

 

Rig på detaljer

 

Det, som gør denne bog til noget særligt i forhold til de fleste andre erindringsbøger af fremtrædende modstandsfolk, er, at den er så rig på detaljer og så flydende og enkel i sit sprog, når Povl Falk-Jensen beskriver livet som illegal og de forskellige sabotage-aktioner og stikker-likvideringer, som hans afdeling stod for.

 

Fx skriver han kort og godt i bogen: ”Et tog kørte fra Klampenborg Station, og da den sidste vogn var passeret, og larmen stadig var sønderrivende, dræbte jeg ham med et nakkeskud og gav ham af sikkerhedsgrunde et skud bag øret”.

 

Forinden havde stikkeren ved navn Olsen plapret løs. Han troede, at Povl Falk-Jensen og hans kammerat var fra det tyske sikkerhedspoliti. Og jo mere befrielsen nærmede sig – jo mere indædt blev kampen mod HIPO og andre danskere håndlangere i Gestapo og i den tyske sikkerhedstjeneste SD.

 

Det var barske omstændigheder, som man har svært ved at forstille sig i København. Men det var ikke det rene vilde vesten med ”skyd først og spørg bagefter”, når det handlede om Afdeling Eigils opgør med landsforræderne. Likvideringerne blev gennemført efter et omfattende efterforskningsarbejde, hvor modstandsfolkene i længere perioder skyggede de mistænkte stikkere og dermed udsatte sig selv for større opmærksomhed end i selve gerningsøjeblikket, hvor de skulle trykke på aftrækkeren og slippe af sted fra gerningsstedet hurtigst muligt.

 

Skudt gennem mørklægningsgardinet

 

I et andet tilfælde får gruppen skudt en Schalburgmand gennem et hul i et mørklægningsgardin, mens han fester i sin lejlighed sammen med vennerne i de sorte uniformer. Og i et tredje tilfælde er det von Schalburgs enkes søster, Cathinca Lieder, der brutalt bliver skudt ned i deres fælles hjem. Hun var nemlig sekretær og højrehånd for den tidligere kriminalpolitibetjent Erik V. Petersen, der var leder af HIPO og efterretningstjenesten ET. En yderst farlig mand, der blev likvideret så sent som den 19. april 1945 af Gunnar Dyrberg og hans folk. 

 

Og så er der opgøret med ægteparret Nielsen med frisørsalon på Frederiksberg, der udgjorde et mødested for de danske håndlangere. Bl.a. Jørgen Lorentzen og hans elskerinde Anna Lund, der var nogle af de værste torturbødler under besættelsen. Det lykkes ikke at likvidere frisørmester Nielsen og hans kone under krigen, men de bliver taget kort efter befrielsen, kørt ud i en skov og dræbt med maskinpistoler. Disse likvideringer kan man selvfølgelig stille et juridisk og moralsk spørgsmål ved, fordi alle likvideringsordrer blev annulleret efter Befrielsen. På den anden side er nedskydningen forståelig, fordi Povl Falk-Jensen og hans folk havde mistet så mange af deres kammerater, fordi ægteparret var stikkere i stor stil.      

 

Sidste udkald

 

Det er ved at være sidste udkald for erindringsbøger fra aktive modstandsfolk fra besættelsen af naturlige årsager. Til gengæld har det ikke skortet på bøger om emnet, skrevet af bl.a. historikere. Ofte kan man få det indtryk, at historikere rynker på næsen af disse erindringsbøger fra dem, som var med dengang, fordi de i sagens natur ikke er objektive eller kan opstille en kildeliste på størrelse med en Storebæltsbro bag i bogen.

 

Og selvfølgelig er der noget om snakken. Bare ikke altid. Det store problem ved en del af de bøger, skrevet af historikere, der handler om besættelsen, er, at kilderne skygger for den fortløbende fortælling. Eller sagt på en anden måde: At vi som læsere får nogle øjenvidneskildringer fra dengang, hvorefter historikeren bryder ind og sætte dem i en historisk ramme. Desværre er det ofte hæmmende for læsningen af ”den fortløbende historie”.

 

Det skal dog understreges, at vi har talentfulde historikere i dette land, som kan kunsten at sammenkæde kilderne med den fortløbende historie. Men vi mangler kapaciteter som fx de tre britiske historikere og dokumentarister Norman Davies, Laurence Rees og Antony Beevor, som i den grad kan kunsten at flette kilderne ind i historien, så man som læser både bliver følelsesmæssigt grebet og historisk klogere på samme tid.

 

Under alle omstændigheder blev jeg både klogere og absolut grebet af Povl Falk-Jensens erindringsbog. Det er en af de mest spændende bøger om besættelsen i mange år.

 

Tak til Svend Thaning – www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra besættelsestiden

      

Anmeldelse af bogen, Stikkeren mord – uden samvittighed

– Han var en tillidsvækkende og charmerende psykopat.

 

”Penge, magt, spænding i hverdagen og anerkendelse og ros fra tyskerne”. Det var, hvad stikkeren Arne Pedersen opnåede, da det ”gik godt” for ham – selv om meldingerne om tyske nederlag fra det kolde Stalingrad og til det varme Nordafrika blev flere og flere.

 

Alligevel blev han ved med at forråde sine landsmænd – trods de dårlige odds.

 

Og da det endelige regnskab blev gjort op i 1949 af den danske stat, var det for den da 41-årige landsforræder en sørgelig bundlinje: En livsdom (dødsdom) og med efterfølgende  henrettelsespeloton natten til den 12. juli i Undallslund Plantage ved Viborg, hvor de ”jyske stikkere” blev henrettet. Bagefter blev han stedt til hvile i en ukendt grav.

 

I den anden ende af landet – i Mindelunden i Ryvangen udenfor København – er der til gengæld en grav med gravsten. Den bærer navnet Herman Møller Boye. ”Født den 5. juli 1913 – død den 12. juni 1944”.

 

Forrådt af Arne Pedersen og senere henrettet af tyskerne.

 

Boye var en af de 197 frihedskæmpere, som blev skudt af tyskerne i Ryvangen og kort efter befrielsen gravet op af den kolde jord. Kørt gennem et tætpakket København på en lastbilkortege med sin kiste indsvøbt i dannebrog og stedt til hvile sammen med de andre henrettede frihedskæmpere i Mindelunden. Langt fra sin hjemby Sønderborg, hvor hans lærerkollega på Sct. Jørgens Skole, Arne Pedersen, havde opfordret Boye og andre til at danne byens første modstandsgruppe, så han kunne stikke dem, score kassen og få anerkendelse fra sine tyske arbejdsgivere Abwehr (den militære efterretningstjeneste) og Gestapo.

 

Det var i kølvandet på den skelsættende dato – den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, fordi tyskerne bl.a. stillede krav om, at de danske myndigheder skulle sige ja til at henrette danskere, der begik sabotage mod besættelsesmagten.

 

Sove roligt om natten

 

Arne Pedersen var en af de 46 danskere, som efter krigen blev skudt for sine ugerninger under krigen. Og efter læsning af Henning N. Larsens interessante bog ”Stikkeren – Mord uden samvittighed”, må man sige, at han fik efter fortjeneste.

 

Hvor mange Arne Pedersen stak er uklart. Men han skabte en lavine af katastrofer for modstandsbevægelsen i Sønderjylland og senere i Nordjylland og Århus, efter at Gestapo og andre tyske korps havde banket tilståelser ud af de folk, han havde stukket, og som ikke kunne klare torturen og derfor røbede deres kammerater. Og Arne Pedersen kunne tilsyneladende sove roligt om natten. Uden mindste tegn på anger eller dårlig samvittighed.

 

Historien om Arne Pedersen begynder i 1908 i Bjerringbro i Nordjylland, hvor han voksede op under fattige kår og dét, som vi i dag betegner som omsorgssvigt. Dårlige jobs og lige så ringe betaling var udgangspunktet for hans arbejdsliv. Men han fik taget en lærereksamen, lærte tysk, underviste bl.a. i Slesvig og kom så til Sønderborg, hvor den egentlige historie tager sin begyndelse.

 

Da de tyske tropper rullede over grænsen den 9. april 1940, var der ikke mangel på ”den strakte højrearm” og store smil blandt det tyske mindretal i byen. De ville hjem til ”Riget”, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men som bekendt valgte det nazistiske styre en anden politik. Danmark fik lov til at beholde sin 1920-grænse og ”selvstændighed” mod bl.a. at producere fødevarer og andet til den tyske krigsmaskine. Og midt i det lokale slagsmål mellem danskerne og det tyske mindretal, dukkede Arne Pedersen op. En solid nordjyde, hvis sympatier ingen var i tvivl om gennem bl.a. hans lærergerning og foreningsarbejde for den danske sag.

 

Charmerende, veltalende og tillidsvækkende. Men bag facaden gemte sig en psykopat af dimensioner. Han var i konstant pengenød, og snød hvor han kunne. Og da muligheden for at sætte penge over moral og ansvar kom i takt med den stigende sabotage andre steder i landet var det, at Arne Pedersen tog initiativ til den første modstandsgruppe i Sønderborg. Og det gik da også godt for ham som stikker, selv om han efterhånden var den eneste ”modstandsmand” tilbage i byen. Han fik som en teflonpande verfet alle mistanker om forræderi mod sig væk – og i stedet rettet dem mod kammerater, der var gået under jorden eller var flygtet til Sverige. Men den 19. september 1944 – den dag det danske politi blev taget – kunne man i den illegale avis Information læse, at Arne Pedersen var stikker. Afsløret og hængt ud til skue af bl.a. nogle af hans elever på Teknisk Skole i Sønderborg, hvor han underviste i tysk om aftenen.

 

Stikkeren flytter

 

Men det tog ikke pusten eller modet fra den ambitiøse stikker. Han flygtede fra Sønderborg, drog til sin hjemegn i Nordjylland, hvor han fortsatte med at skabe tillid og vise dansksind blandt de modstandsfolk, som var uheldige at krydse hans vej. Forinden havde ”Det jyske rejsehold” fra Århus, som havde specialiseret sig i at likvidere stikkere i Jylland, forgæves efterstræbt ham. Men desværre slap han fra dem og kunne fortsætte sine ugerninger krigen igennem.

 

”Stikkeren – mord uden samvittighed” er en spændende og lærerig bog om forræderi og et sort kapitel i Sønderborgs historie. Men forfatteren Henning N. Larsen, som er uddannet økonom, og nu er sprunget ud som en habil lokalhistoriker, begrænser sig ikke kun til Arne Pedersens livshistorie som landsforræder. Bogen har mange andre elementer i sig. Bl.a. den danske og den engelske efterretningstjenestes arbejde. Og så en afstikker til den tyske gestapo-mand, Hans Hermannsen fra Flensborg, som ifølge forfatteren optrådte som vidne mod sine kolleger efter krigen, og på den måde fik pyntet på sit renomme, så hans slap for den straf, han egentlig fortjente.

 

De mange elementer er bogens styrke og svaghed på samme tid. Men i de fleste tilfælde lykkedes det forfatteren at samle trådene omkring den egentlige historie – Arne Pedersens. Bl.a. i tilfældet med den danske efterretningsmand Hr.D, hvis identitet stadig er en hemmelighed. Han forrådte adskillige for at redde sit eget skind, efter at have været i kontakt med Arne Pedersen. Men han blev aldrig stillet til ansvar for sit forræderi, ifølge forfatteren. Det ville være for pinligt for bl.a. den danske militære efterretningstjeneste fra dengang.

 

Henning N. Larsen har udført et solidt stykke arbejde i arkiverne og blandt nulevende fra dengang. Well done!   

 

Henning N. Larsen: Stikkeren – Mord uden samvittighed – Nyt Nordisk Forlag

 

Tak til Svend Thaning – Svend er PR – ansvarlig i Frihedsmuseets Venner.

www.dengang.dk indeholder 75 artikler fra Besættelsestiden.  

 

 

Dette er anden del af Det Tyske Mindretals Historie. Vi har fået en del henvendelser på første del. Vi har indlemmet spørgsmålene i artiklen. Men vi kigger også på Det Danske Mindretal syd for grænsen. Det varede længe inden Det Tyske Mindretal tog afstand fra nazismen. De følte sig i offerrollen. Og det var måske med rette. Retsopgøret var meget hård over for specielt denne gruppe. Og her havde Den Sønderjyske Efterretningstjeneste meget travlt. En masse selvtægt blev udøvet fra dansk side. Henvisning til uddybende artikler bagerst i artiklen.

 

Positive reaktioner

Artiklen om Det Tyske Mindretal har givet anledning til mange positive reaktioner. Men det har også givet anledning til mange spørgsmål. Såkaldte professionelle historikere har også henvendt sig. De er ikke enige i min udlægning.  Og det er ikke kun sønderjyder, der læser om Mindretallet.

 

I skrivende stund har artiklen sneget sig ind på 10. pladsen, blandt de mest læste artikler.

 

Mere om det tyske mindretal

Betragt denne artikel som Mere om det Tyske Mindretal. Vi kigger dog også lidt på Det Danske Mindretal i en lidt overraskende situation. Og kære læsere, så får I alt det, jeg glemte i første artikel. En advarsel – det meste af artiklen handler om Det Tyske Mindretal – under besættelsen.

 

Slesvig måtte ikke indlemmes

I revolutionsåret 1848 betragtede danskerne det der skete i Slesvig – Holsten som et oprør. Det var starten til den Første Slesvigske Krig. Ved krigens afslutning efter tre år forpligtede Danmark til ikke at skille de to hertugdømmer fra hinanden. Slesvig måtte ikke indlemmes i den danske nationalstat.

 

I 1852 udstedte Danmark – Januar – bestemmelse, og gav dermed tilsagn om, at Danmark ville bevare Slesvigs hidtidige særstilling. Alligevel forsøgte Danmark i mellemkrigsårene at fordanske Slesvig og knytte området tættere til Danmark end til Holsten. Forsøget medførte international kritik.

 

Men i 1863 fik de nationalliberale ødelagt aftalen.  De fik Kong Christian den Niende med på deres side. Han skrev under på en fælles lovgivning, der også gjaldt Slesvig.

 

Danmark var underlegen

Østrig og Preussen forlangte, at Danmark skulle trække lovgivningen tilbage, men det skete ikke. Derfor erklærede de to lande Danmark krig. Det gik kun et par måneder, så viste det sig, at Danmark var underlegen.

 

Fredstraktatens § 5

Med freden i 1864 måtte Danmark afstå Slesvig – Holsten til Preussen. I Fredstraktatens § 5 fik Napoleon den Tredje indført en bestemmelse om at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønske derom.

 

Strøget af traktaten

Bestemmelserne blev dog aldrig ført ud i livet, og i 1879 blev det strøget af traktaten. Det blev en hård tørn for de dansksindede i området. Al administration blev udført på tysk af tyske embedsmænd. Næsten al tysk undervisning foregik på tysk, undtagen nogle få religionstimer.

 

5.000 dansksindede faldt for Preussen

Folk blev rask væk udvist til Danmark eller fængslet for påstået dansk – national virke. De unge dansksindede flygtede til Amerika for at undgå tysk militærtjeneste. Mere end 5.000 unge dansksindede faldt for preusserne ved fronten.

I Slesvig var der udbredt nød og sult.

 

Preusserne forsøgte på alle måder, at knægte det danske tilhørsforhold, men det lykkedes ikke.

 

Danskerne skulle behandles ordentlig

Da Schleswigscher Wählerverein blev dannet den 15. august 1920 startede Det Tyske Mindretal også sit politiske virke.

 

Ved Folketingsvalget samme år fik Slesvigst Parti 14,4 pct. af stemmerne i Nordslesvig. Det blev så den tyske præst i Vodder, Johannes Schmidt, der i de næste 19 år kom til at sidde inde på Christiansborg.

 

Det var denne Johannes Schmidt, der gik ind for, at prøjserne skulle behandle de dansksindede mere lempelig under prøjsernes undertrykkelse.

 

Utilfreds med fredsafgørelsen

Fra tysk side var man utilfreds med freds – afgørelsen i Versailles. Der skulle foretages afstemning i hele tre zoner i Nord – og Sydslesvig.

 

Den 10. februar 1920 blev den første afstemning foretaget. Der blev trukket en linie sydlig for Tønder og nord for Flensborg. 75 pct. stemte for Danmark, 25 pct. for Tyskland. Men i Tønder, Højer og senere i Aabenraa var der flertal for Tyskland.

Således stemte 77 pct. i Tønder for Tyskland, og og tallet for Højer var 73 pct. I Sønderborg og Aabenraa var det også et lille tysk flertal.

 

Den 14. marts 1920 blev der foretaget afstemning i anden zone med Glücksborg, Flensborg, Niebüll, Sylt og øerne. Her blev der givet 80 pct. til tyskerne.

 

Påskekrisen

De tysksindedes sejr i zone 2 gav anledning til Påskekrisen. Mange danskere ønskede Flensborg med til Danmark på trods af afstemningsresultatet. Og de fik kong Christian den Tiende med på ideen.

 

Da Den Radikal regering Zahle nægtede at indlede forhandlinger om Flensborgs status, afskedigede kongen regeringen uden forudgående mistillidsvotum i Folketinget.

Det var et klart grundlovsbrud. Fagbevægelsen varslede generalstrejke. Kongen måtte retirere og erstatte det af ham indsatte forretningsministerium Liebe med en samlingsregering under Friis.

 

Under nyvalget blev det en Venstre regering. Og snart måtte Venstre også erkende, at de ikke kunne få Flensborg.

 

Slesvig har aldrig tilhørt Danmark?

Den 15. juni blev Nordslesvig integreret i Danmark. Ja som danskere siger, vi blev genforenet. Men det ord vil de tysksindede ikke bruge. De mener, at Hertugdømmet Slesvig statsretlig aldrig havde tilhørt Danmark.

 

På det tidspunkt omfattede Det Tyske Mindretal ca. 30.000 personer. Det var fire gange så stort som Det Danske Mindretal

 

Mindretallets parti, Slesvigsk Parti opnåede 14 – 16 pct. af de sønderjyske stemmer ved folketingsvalgene.

 

De rige og de fattige

De dansksindede i Sydslesvig kom typisk fra samfundets underklasse, mens de tysksindede i Nordslesvig var blandt de velstillede. På landet var der mange større gårdejere, og i landet var der mange selvstændige erhvervsdrivende.

 

Danmark sagde nej tak

Enlig havde Danmark fået tilbudt en tredje afstemnings – zone ved Ejderen. Men her sagde den danske regering klogt, Nej Tak.

 

Meget modtagelige for nazismen

Midt i 1920erne var der opstået en kamp om jordbesiddelse. Denne tog til. Inden for Det Tyske Mindretals bønder var der mange national – konservative. De var meget modtagelige for nazisternes Blut – und Bodenpropaganda.

 

Uretten fra Versailles

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke. Kravet om grænserevision var det altafgørende krav fra Det Tyske Mindretal i alle mellemkrigsårene. Der blev skrevet og talt meget om Uretten fra Versailles.

 

Ribe – brevet

Helt til 1945 fastholdt Slesvigsk Parti krav om grænserevision i artiklerne 1 og 2. Og hvorfor gjorde de nu det? De henholder sig til Ribe – brevet. Dette er en aftale indgået den 5. marts 1460 mellem det holstenske ridderskab og kong Christian den Første.

Ridderskabet valgte den danske konge som hertug i Slesvig og greve i Holsten. Han måtte anerkende, at han ikke blev valgt i sin egenskab af konge af Danmark.

 

Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Slesvig og Holsten – ewich tosamende ungedelt. Med Ribebrevet blev Holsten de næste 400 år knyttet til det danske monarki med en personalunion. Inden for den ramme blev Slesvigs og Holstens nære samhørighed i form af en realunion fastslået.

 

En stor rolle i 1800 – tallet

Brevet kom til spille en stor rolle i 1800 – tallets konflikt mellem Danmark og Slesvig – Holsten. De tysksindede, mener at Danmark her begået et kæmpe aftale – brud. Ja de kalder hele affæren for en statsretslig historieforfalskning.

 

Gyldigheden bortfaldt

Andre eksperter mener, at gyldigheden bortfaldt, da den danske helhedstat forsvandt med Konventionen den 14. august 1865.

 

Andre igen mener, at ordvalget blot markerede bevarelsen af fred. Brevet skulle ses som et formål på, at den slesvigske adel ikke måtte få forringet deres magt og privilegier, selv om hertugdømmerne blev indlemmet i Danmark.

 

Historien iflg. Tyske historiebøger

Ifølge de tyske historiebøger bestod Slesvig – Holsten også af hertugdømmet Holstein, som siden Karl den Store havde tilhørt det tyske rige. I 1025 havde Kejser Konrad den Anden foræret Danskerkongen hertugdømmet.

 

Historien iflg. Danske historiebøger

Men se i 811 fastslås Ejderen som grænseflod mellem Frankerriget og det danske kongerige. Kulturgrænsen – den sproglige og kulturelle grænse – mellem dansk og tysk lå nordligere ved grænsevolden Danevirke.

 

I 1100 – tallet indsatte den danske konge repræsentanter, som skulle vogte det danske riges sydgrænse ved Ejderen. Repræsentanterne fik titel af hertug og hermed var hertugdømmet Slesvig skabt. Hertugdømmet var underlagt den danske krone og bestod af området fra Kongeåen til Ejder – floden.

 

Hertugerne ønskede selvstændighed fra den danske konge og allerede i denne magtkamp med de holstenske grever knyttedes der stærke bånd mellem Slesvig og Holsten.

 

Kulturgrænse i 1540erne

Ved reformationen i 1540erne var den egentlige kulturgrænse mellem tysk og dansk, som vi kender i dag, dannet.

 

Nazistisk kontrol over Slesvigsk Parti

Da Hitler overtog magten varede det ikke længe inden Det Tyske Mindretal blev nazificeret . Efter en langvarig strid internt, var det NSDAPN, der løb af med sejren og overtog kontrollen med Slesvigsk Parti.

 

I Folketinget

Jens Møller blev NSDAPN’ s fører og stillede op for Slesvigsk Parti. Den 3. april 1939 opnåede han 15,9 pct. af stemmerne i Nordslesvig og rykkede ind i Folketinget.

 

Så frem til grænserevision

Det Tyske Mindretal så frem til, at en grænserevision var nært forstående, da den tyske værnemagt besatte Danmark.

NSDAPN og Slesvigsk Parti ønskede grænsen flyttet op til den gamle grænse ved Kongeåen, men dette ønskede Frits Clausens DNSAP bestemt ikke.

 

Ubrydelig solidaritet

I Nordschlesvigsche Zeitung tilkendegav Jens Møller:

 

       vor ubrydelige solidaritet med folkefører og rige

 

Men indbydelsen blev dog modtaget med åbne arme, tværtimod blev Jens Møller bedt om, at dæmpe retorikken. Tyskland havde ikke bedt om en grænserevision.

 

Führer mach uns frei

I 1939 gav Jens Möller udtryk for mindretallets holdning ved et vælgermøde i Tønder:

 

       Führer mach uns frei

 

V – mænd spionerede

Ledende medlemmer af NSDAP har sikkert haft kendskab til tyskernes besættelse af Danmark. Men det indgik dog ikke i nogen som helst plan, at Det Tyske Mindretal skulle indrages.

Men det vides dog, at den tyske Wehrmacht inden besættelsen brugte såkaldte V – mænd til at samle oplysninger om danske forhold, som de kunne bruge i deres militære operation mod Danmark.

 

Det lille førerråd

Mange inden for Det Tyske Mindretal hilste de tyske tropper som befrier.

Og i partiet valgtes Det lille Førerråd. Her var ingen afstemning. Det var partiføreren, der tog den endelig beslutning.

 

Over tusinde partimedlemmer i Tønder

Ved udgangen af 1942 var der 1.051 partimedlemmer i Tønder. 165 af disse var på daværende tidspunkt i Waffen SS, mens 185 andre arbejdede for den tyske værnemagt i Danmark eller Tyskland.

 

NSDAP blev ikke styret fra Berlin men fra Aabenraa.

 

Den 1. januar 1945 gjorde 1.391 tjeneste i Waffen SS og 507 i Værnemagten.

 

Militære grupper

Partiet omfattede også et modstykke til Hitler Jugend – Deutsche Jungenschaft Nordschleswig og Deursche Mädschenschaft Nordschleswig, og det paramilitære korps Schleswigsche Kameradschaft (SK).

Dette blev i 1943 suppleret med Zeitfreiwillige og i 1944 med Selbstschutz.

 

Den sidste gruppe bestod af 500 mand. Og man må nok sige, at de overskred deres formål og spredte angst i den danske befolkning.

 

Zeitfreiwilligen

Det var utilfredshed i ledelsen med, at ikke flere meldte sig til fronttjeneste. Det var måske årsag til oprettelse af Zeitfreiwilligen – dienst. Jens Møller skrev i 1942 en artikel, hvor han bl.a. skrev om Hvordan tjener jeg mit folk.

 

       Sådan står vores folkegruppe i Tysklands tjeneste. Om gammel eller ung, om borger, bonde eller arbejdsmand, vi arbejder alle for vores Fører og dermed for vores sejr.

 

Cirka 1.700 fik en militær – uddannelse i Zeitfreiwilligen – Korps. Efter den 29. august 1943 kom Tjenesten i aktion.

 

Antallet af tyske skoler steg

Antallet af tyske privatskoler steg i begyndelsen af besættelsen til 59, mens antallet af tysksprogede kommuneskoler forblev uændret på 30.

 

Forsøgte at få frigivet internerede danskere

Historiebøgerne fortæller ikke, at Jens Møller faktisk flere gange fra 1943 forsøgte at få frigivet internerede danskere. Og i 1944 forsvandt Hagekorset i Nordschleswigische Zeitung og blev erstattet af de slesvigske løver.

 

Grænsevagten tordner mod ”Hjemmetyskerne”

I Grænsevagten i februar 1945 var det ikke lovord, der blev sagt om Det Tyske Mindretal. Men det viser nok meget godt, hvordan stemningen var hos de dansksindede:

 

       De værste Fjender har, findes i Hjemmetyskernes Rækker! Dette er en Sandhed, man ikke kan komme udenom. Disse Mennesker af dansk Afstemning, der har vendt sig bort fra deres Ophav og ladet sig beruse af den danske Storhed, hader og foragter i Virkelighedens Danmark dybt og hjerteligt. De har sagt Farvel til det danske – og saa harmer det dem, hver gang de møder noget dansk. Før Genforeningen var de i et og alt med i den tyske Voldspolitik overfor de danske Sønderjyder, og i Aarene efter Genforeningen forsømte de ingen Lejlighed til at rakke det danske Styre ned, og puste til Mistænksomheden over for meget af det ny, der ved dansk Styre kom til Landet. De betragter det som en Selvfølge, at de skulde have alle mulige Rettigheder og Friheder. De udnyttede til det yderste den danske Frihed i Skole, Presse og Forsamlingsliv. De modtog med Begærlighed og som en selvfølge de danske Tilskud til deres Skoler – men nægtede sig ingen som helst Hadefuldhed og nedrakning af det danske Folk og danske Embedsmænd.

 

       Efter den 9. April troede de, at for evigt var nu den danske Magt forbi, og med skamløs Iver udnyttede de den Fordel, som den tyske Besættelse af Landet gav dem. Den danske Stats Tilskud til dem maatte rinde i forøget Tempo, ligesom Penge blev rekvireret fra Nationalbanken til nye tyske Skolebygninger, som i Graasten og Kegnæs. Og samtidig optrådte Hjemmetyskerne og deres Presse med de modbydeligste angiveri over for Danskerne, rent bortset fra, at hjemmetyske Entreprenører og Haandværkere tjente fantastiske Summer ved Værnemageri, Summer der selvfølgelig blev udredet af Danmark.

 

       Og nu har de væbnet sig til den sidste Dyst med Danskerne! Værnemagten har givet dem Vaaben og de er militært organiseret i Heimwehr. Saaledes er det altsaa endt med hjemmetyskerne! Ethvert Forsøg paa Forsoning er slaaet Fejl, og de vil benytte den sidste Time og det sidste Minut til at trodse Danmark. Derfor er der fra Dansk Side ikke andet at gøre end at likvidere hele det Hjemmetyske Problem en Gang for alle ved at faa de Hjemmetyskere, der er faldet deres Herbergsstat i Ryggen, sat paa Porten. At vise Mildhed og Overbærenhed og stole paa Forsoning, som i 1920 vil vise sig omsonst. Naar Tyskland har endeligt Tabt, vil Hjemmetyskerne hyle som piskede Hunde. Men de vil være parate tilo at springe os i Struben, hvis de atter faar Medhør!

 

Jens Möller

Ved kapitulationen den 5. maj 1945 blev Jens Møller anholdt. Arrestetaionen forløb frivilling og blev foretaget af en politibetjent og to modstandsfolk. En tusindtallig skare havde taget opstilling langs gaderne. De spyttede på ham og råbte. I praksis ophørte NSDAPN med arrestationen at eksistere. Da Jens Møller og ”Det lille Råd” blev arresteret. Men mange af dem vendte tilbage i mindretallets organisationer, da de havde udstået deres straf.

 

Jens Møller blev idømt 15 års fængsel, men blev benådet i 1950. Året efter ankom han i et færdselsuheld. Han samlede og ensrettede fra 1938 Det Tyske Mindretal. Han var hovedskikkelsen i den massive nazificering af mindretallets organisationer før krigen.

Unde besættelsen fik han adskillige formaninger fra Berlin, om at han skulle holde sin mund vedr. grænsespørgsmålet.

 

Han fulgte et tysk krav om, at hverve unge blandt mindretallet til tysk krigstjeneste. Det var han dog ikke helt begejstret for. Han fik sikret, at mange unge mennesker blev erklæret Unabkömmlich – uundværlige – for Mindretallet. Det gjaldt både for den første hververunde i 1940 – 41 og ved Waffen SS – kampagen i foråret 1942.

Han blev dømt hårdt fordi han havde stået for oprettelsen af de to militære korps, Zeitfreiwillig og Selbstschutz – korpsene. Desuden var han mistænkt for under besættelsen at have spioneret for de tyske politimyndigheder i Danmark.

 

Johannes Schmidt – Vodder

Johannes Schmidt var tysk præst i Vodder, syd for Ribe. Han var født i Tønder, og sad 19 år i Folketinget. Han var fra 1920 den første formand for Schleswigschen Wählerverein Han havde stor indflydelse i mindretallet ind til 1933, hvor han blev kørt ud på et sidespor.

I 1934 grundlagde han Deutsche Front. Organisationen var opbygget efter samme skabelon som det Nationalsocialistiske system.

Under besættelsen stillede han sig til rådighed for de tyske myndigheder med artikler og radioforedrag. Han var en ivrig bidragsyder til Junger Front. Dette var årsag til, at han blev arresteret i 1946, men som tusindvis af medlemmer af Det Tyske Mindretal blev han løsladt uden retssag.

 

Peter Callesen

Peter Callesen var en slags kultur – ambassadør for NSDAPN. Han var ansvarlig for månedsavisen Jungen Front. Ganske naturligt hørte han med til Det lille politiske Råd. Han blev dømt til fem års fængsel. Senere fik han en stilling som bibliotekar og var med i redaktionen af Deutsche Volkskalender für Nordschleswig.

 

Ernst Siegfried Hansen

Journalist Ernst Siegfried Hansen offentliggjorde fra 1937 til 1944 regelmæssig politiske artikler i Jungen Front. Han var redaktør på Nordschleswigschen Zeitung. Den 9. maj blev han arresteret og indsat i Faarhus – lejren.

Fra februar 1946 var han redaktør af avisen Der Nordschleswiger.

 

Peter Larsen

Overløjtnant Peter Larsen var Jens Möllers nære medarbejder. Han redigerede den provokerende Unsere Stimme i Nordschleswigschen Zeitung.

 

Rudolf Stehr

Rudolf Stehr var en af de 17 anklagede, der i februar fik sin dom. Den lød på 10 års fængsel. Men han blev lige som de andre dømte benådet. Rudolf Stehr stor for PR – afdelingen. Han var en ivrig taler. Fra 1937 til 1944 skrev han i Junger Front. Han havde tillidshverv inden for Det Tyske Mindretal ind til 1973.

 

Harboe Kardel

Skoleleder Harboe Kardel er født og opvokset i Tønder, og var allerede med i det nazistiske NSAN i 1934. Han var også senere chefredaktør af Der Nordsschleswigschen Zeitung. Han blev også leder af Nordsleswigschen Zeitung, og leverede mange artikler til Jungen Front. I den nazistoiske tid udgav han nazistiske bøger i Tyskland. I sin Nordslesvig – bog roste han Hitler – staten og sin fører. Han udgav også en bog, Danmark under tysk beskyttelse. Seks års fængsel fik han.

 

Hans Schmidt – Oxbüll

I april 1933 læste Hans Schmidt – Oxbüll op af Manifest der Jugend. Han var aktiv i NSDAPN. Efter at være interneret i Fårhuslejren blev han medlem af hovedbestyrelsen i BDN. Han kæmpede ivrigt for, at de frontfrivillige skulle få nedsat deres straf. Den 22. september 1953 tog han som første folketingsmedlem for Det Tyske Mindretal ind i Folketinget.

 

Danske vejskilte

Ja, tænk først i 1945 blev der anbragt danske vejskilte i Danmark.

 

Opråb fra Frihedsrådet

Når vi nu skal tale om Retsopgøret, så har vi fundet dette Opråb fra Frihedsrådet:

 

       Borgere i Tønder

       Den store Time er inde. Fredens og Frihedens Klokker toner ud over vor By og vort Land. Glæde og Tak fylder os alle

 

       Under vor Konges Førerskab gaar vi værdige, rolige og tillidsfulde ind i Arbejdet for at bygge Fremtidens Danmark paa Demokratiets faste Grund.

 

       I Mindet om vore Døde, som faldt i Kampen for Danmarks Frihed og Ære, kræver vi Straf over dem, som forbrød sig mod Landsmænd og Landets Love, og over dem, som drog personlig Fordel af vort Lands Ufrihed, men Afstraffelsen af de Skyldige skal ske efter dansk Sæd og Skik paa Lovens Grund og af de rette Myndigheder.

 

       Det danske Politi overtager nu igen Ansvaret for Ro og Orden og ingen maa nedværdige sig til at begaa Selvtægt.

 

       Danmarks Frihedsraads Lokalkomite i Tønder 5. Maj 1945

 

Mindretallet i offerrollen

Retsopgøret forløb ikke værdig og rolig. Og der var også diskussion om afstraffelsen forløb efter dansk Sæd og Skik. I hvert fald blev Grundloven overtrådt adskillige gange. Selvtægt var det også meget af.

Retsopgøret levede ikke op til høje etiske krav, som Danmark ellers har været så stolt af. Måske var det årsag til, at Mindretallet i så mange år forblev i offerrollen.

 

Masser af tysksindede familier forfulgt

Retsopgøret blev i Det Tyske Mindretal betragtet som dybt uretfærdigt. Men også det, der skete bagefter, som nok ikke rigtig er belyst i historiebøgerne. Således blev tysksindede familier forfulgt. Nogle følte, at de vilkårligt blev udvist af Danmark, uden at kunne protestere.

 

Loyalitets – hensyn

Det Tyske Mindretal henviste til deres loyalitets – hensyn som medlem af et mindretal over for regering og myndigheder, samt militæret. Også international blev der protesteret. En gruppe jurister måtte derfor igen igen i gang med at kigge på lovene omkring retsopgøret. Men selv efter redigeringen kunne ikke alle jurister stå inde for de forskellige love.

Der blev ikke gjort forskel på almindelige danskere og medlemmer af Det Tyske Mindretal hos dommerne.

 

Fra helt til landsforræder

I mange generationer var det mange hjemmetyskere, der ikke var blevet en frivillig del af det danske samfund. De nationale følelser var stadig bundet til Tyskland i 1930erne. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev anset som helte, da de rejste ud. Da de kom hjem var de landsforrædere.

 

7.000 dømt for tysk krigstjeneste

Af de 13.000 danske statsborgere statsborgere, der blev dømt under retsopgøret, blev mere end 7.000 dømt for tysk krigstjeneste. Det selv om næsten alle var taget til fronten i den første halvdel af krigen, med fuld accept af den danske regering.

Efter det første udkast var der en minimumsstraf på fire år for tysk krigstjeneste – med tilbagevirkende kraft.

 

Det Sønderjyske Råd forlangte udvisning

I Sønderjylland var retsopgøret uhyggelig vanskelig. Der var store problemer med, hvem der skulle retsforfølges og hvad man skulle straffes for. Problemet var, at en stor del af Det Tyske Mindretal på en eller enden måde havde støttet besættelsesmagten. Det Sønderjyske Råd havde et stykke tid før kapitulationen i programmet Vi kræver lagt op til, at Mindretallet skulle rammes hårdt. De krævede blandt andet, at mange skulle udvises af Danmark.

 

90 pct. af lærerne bag gitter

Men redigeringen betød dog mildere straffe. Men lærerne på de tyske skoler blev også ekstra straffet, fordi man lukkede skolerne.

 

Over 31 kommunale og 45 private tyske skoler blev lukket. Ja og 90 pct. af lærerne blev spærret inde. 3.000 tyske børn måtte vende sig til dansk undervisningssprog. Et år efter kunne 280 elever starte i nyoprettede privatskoler.

 

Interneret i flere måneder uden dom

Mange fra det tyske mindretal sad interneret i flere måneder uden nogensinde at blive dømt. 

 

Strenge straffe

Det var en traumatisk oplevelse for de 3.500 medlemmer af Det Tyske Mindretal, der sad interneret. Hovedparten af de dømte, var yngre mænd, der var savnet af deres familier i genopbygningen after krigen.

 

       Havde man deltaget i tysk uniform ved fronten i Waffen SS eller et andet korps, så fik man 1 ½ års fængsel

       Zeitfreiwilligen fik to års fængsel

       Selbstschutz – medlemmer fik 2 ½ års fængsel

 

Højere straffe fik dem, der havde deltaget i Sikkerhedstjenesten (SD) . Det samme gjaldt dem der havde deltaget i spionage – og efterretningsvirksomhed.

Og dem, der havde foretaget værnemageri, det vil sige handlet med tyskerne fik mellem 30 dage og 10 måneders fængsel.

 

Frataget borgerlige rettigheder

Oven i dette fik man også bøde, og fik frataget sine borgerlige rettigheder. Det betød blandt andet, at man i en årrække ikke kunne søge et borgerlig job.

Vi er en del med forfædre i det tyske mindretal, der kan berette om Berufsverbot helt op til 1970erne.

 

De små fisk blev hårdt ramt, mens de store gik fri. Domme, der blev afsagt lige efter besættelsen var væsentlig hårde end dem, der blev afsagt nogle år efter. Og det for den samme forbrydelse.

 

Adgang forbudt for allierede

I en række sønderjyske byer drog modstandsfolk gennem byerne og dækkede tysksindedes forretningsvinduer til med dansk – engelske boykot – plakater:

 

       Adgang forbudt for allierede soldater

 

Den engelske kommandant vidste ikke noget om dette, og vrede engelske soldater blev beordret til at fjerne alle disse plakater.

 

Omfattende bombeanslag

Omfattende bombeanslag fulgte mod tysksindede butikker, blandt andet gik det ud over seks butikker i Tønder efter et bal holdt til ære for de engelske soldater.

Mange tysksindede modtog bombetrusler.

Frivillig Brandværn uden tysksindede

Og i Tønder blev alle tysksindede medlemmer smidt ud af klubben. Det Frivillige Brandværn i Haderslev besluttede alle fremtidige brande skulle slukkes uden de tysksindedes tilstedeværelse.

 

Mord bedømt til seks måneders fængsel

Natten til 28. december 1948 betød den anti – tyske propaganda også et dødsoffer. Fra gaden skød en lokal modstandsmand en række advarselsskud, som retten bedømte det til Vedkommende skød fra gaden ind i en hotelsal, hvor 350 tysker var samlet til en juletræsfest. Lærerinde Sasse blev ramt i hovedet og døde øjeblikkelig.

 

Selv danskere undrede sig over den dom, amtsretten fandt frem til – fem måneders fængsel. Men landsretten dømte modstandskæmperen til 18 måneders fængsel.

 

Trusselsbreve til begravelsen

Andre tysksindede familier kunne fortælle om, at de i stedet for blomster til en begravelse, ja så modtog de en krans med trusselsbreve. En anden fik leveret en kiste fra et begravelsesfirma i Tønder.

 

Stor fattigdom

Den danske stat foretog også store økonomiske udlæg i den dømtes økonomi.Man kaldte det for Beslaglæggelse Dette betød stor fattigdom i en årrække i mindretals – kredse.

 

De var jo selv ude om det

Hos de almindelige sønderjyder var det ikke stor medfølelse for dette:

 

       De var jo selv ude om det.

 

Bistand og Råd

Det Tyske Mindretal var også utilfredse med formuleringen, bistand og råd. For havde man bistået og givet råd til den tyske værnemagt havde man også gjort sig strafbar. Mindretallet mente, at det var for vilkårligt den måde, man straffede på.

Og i Det Tyske Mindretal opfattede man mange af dommene som hævn for de grusomheder Det Tredje Rige og Nazisterne havde udført.

 

Særlig galt var det hos retskredsene i Tønder, Aabenraa og Gråsten. Disse retskredse var også kommet på overarbejde.

 

 

En pastors foredrag i København

Den 15.oktober 1946 holdt pastor H.J. Hansen, Løjt et foredrag i Simon Peter Sogns Menighedshus i København. Fra www.tidehverv.dk bringer vi disse brudstykker, som viser noget af det had, som Det Tyske Mindretal, halvanden år efter befrielsen stadig lå under for:

 

       Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan de under Besættelsen paa enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske føles som en Pistol i Ryggen.

 

       De ledende Mænd inden for de saakaldte loyale´s Kreds fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Den almindelige Stemning blandt Hjemmetyskere i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danskere. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt – ikke af Nazismens Millioner af Ofre – al denne Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de. ”Og nu skal der være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som den om de afhuggede Hænder hos de belgiske Børn i Liég, og hvordan vore Venner da blev behandlet af Danskerne?”

 

       Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr det Danske Folk og alt, hvad der er Dansk. Og de mener, at de er i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide taale og vente – vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

 

       Hvad er det, som gør, at Dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i besiddelse af – Tyskerne er som Børn

 

       Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme, – som Børn

 

       De er utaknemmelige – som Børn.

 

       Tyskerne er let at paavirke – som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer,

 

Det lille politiske råd blev dømt

Først i 1948 begyndte retssagen mod 15 medlemmer af Det lille politiske råd og to ansvarlige medarbejdere fra Nordschleswigschen Zeitung.

Måske var de 17 selv skyld i, at deres arrestation varede så længe. Kort før kapitulationen brændte de det meste af bevismaterialet.

 

15 års fængsel

Möller og Larsen fik hver 15 års fængsel. De andre fik mellem fem og to år. De fleste blev dog benådet i løbet af 1950erne. Det betød, at en krigsdeltager, der havde meldt sig til Waffen SS fik lige så hård en dom som en af lederne inden for Det Tyske Mindretal.

 

En fjerdedel af de mandlige medlemmer af mindretallet blev straffet. De blev ofre for Det Tredje Riges synder. Det var ikke så meget for selve straffen, men de år der fulgte derefter.

 

Fårhus mentalitet

Der opstod den særlige Fårhus – mentalitet. Det udviklede sig til en slags protest – bevægelse, de var imod enhver forståelse mellem dansk og tysk forståelse. Man følte sig dybt uretfærdig behandlet.

 

En anden reaktion, betød at mange meldte sig ud af det tyske fællesskab som en chock – reaktion. Og så var det også dem, der fik ny energi, og startede forfra med at samle det tyske.

 

Haderslev – kredsen

Det står heller ikke i nogen historiebog, at der allerede den 11. november 1943 havde været et møde i Haderslev kredsen, hvor man havde diskuteret, hvordan forholdene mellem de dansk – og tysksindede kunne blive efter krigens ophør.

Det var pastor Friedrich Prahl fra Haderslev, der havde lagt op til, at man skulle anerkende grænsen fra 1920 og vise loyalitet over for den danske stat.

Men mødets konklusioner vandt ikke genklang før tyskernes endelige nederlag.

 

Men den 22. november 1945 var man dog ikke helt klar til at vedtage hele ordlyden. Man ville godt give den danske stat den fulde loyalitet. Men en total afstandtagen til nazismen var man endnu ikke i stand til. Men man bekendte sig dog til demokratiet

 

De dømte vendte tilbage efter straf

Op til begyndelsen af 1947 blev 23 lokale foreninger af Bund Deutscher Nordschleswiger oprettet. Man fik ret hurtig 3.000 medlemmer.

Alle var velkommen. Dog var det betænkelighed fra Haderslev – kredsen med at de dømte nazister skulle vende tilbage efterhånden som de havde udstået deres straf.

I 1946 man man begynde forfra med at indrette nye skoler, der dog ikke måtte fortage eksamener.

 

Forfølgelse og kompromisløs

I 1951 udkom Pastor Schmidt – Vodder med Fra Vodder til København, fra Tyskland til Europa. Her betegnede forfatteren besættelsen af Danmark som en katastrofe, som hverken var klog eller god. Nationalsocialismen betegnede han som utysk og syndefald. Men han betegnede også retsopgøret som forfølgelse og kompromisløs.

 

I 1951 kunne de tysksindede igen gå i gang med skolerne. Men de skulle selv købe dem tilbage.

 

Kunne ikke acceptere Troels Fink

Historikeren Troels Fink udkom i 1958 med Historie om det slesvigske grænseland på tysk. Men Det Tyske Mindretal tog ikke dette indlæg alvorlig af den grund, at Troels Fink under retsopgøret fungerede som sagfører og som modstander mod tyskerne.

 

Forlangte retsafgørelserne revideret

Heller ikke under formand, Harro Marquardsen, der i 1960 overtog formands – rollen udviklede der sig til nogen egentlig modstand eller opgør med den tidligere nazi – historie.

 

Helt frem til 1964 forlangte Slesvigsk Parti at retsafgørelserne blev revideret. Men det blev de aldrig.

 

 

1965: Tyskerne reddede Danmark

Så sent som i 1965 kunne men i en lederartikel i Der Nordschleswiger læse, at tyskerne reddede Danmark for noget, der var meget værre. Det ville ske i tilfælde af, at englænderne ville besætte landet.

 

Har taget afstand fra Nazismen

Senere må man nok sige, at Det Tyske Mindretal i den grad har taget afstand fra nazismen. Men de synes stadig, at have været uretfærdig behandlet i retsopgøret. Og statsgrænsen, ja den har de også godkendt.

 

Tilbagegang for danskheden

Men hvordan så udviklingen ud for Det Danske Mindretal syd for grænsen

Tilbagegangen for danskheden i Sydslesvig skete til trods for, at der i årene efter 1864 lykkedes de dansksindede at etablere sig som et egentlig mindretal, der var organiseret i foreninger.

I 1869 blev Flensborg Avis grundlagt. Det var den første dansksindede avis, der blev skrevet på dansk i Sydslesvig.

 

Saltvandsindsprøjtning

Afstemningskampen 1918 – 1920 gav den hensyngende danskhed i Sydslesvig en gevaldig saltvandsindsprøjtning.

 

I skal ikke blive glemt

Efter 1920 havde Det Danske Mindretal i Sydslesvig 6 – 8.000 medlemmer. Ved Genforeningsfesten på Dybbøl den 11. juli 1920 lovede den danske statsminister:

 

       I skal ikke blive glemt

 

Og lige siden er der strømmet midler til. Og beløbet stiger hvert år. Det er nu oppe på et årligt bidrag på 550 millioner kroner.

De kulturelle og økonomiske forbindelser har aldrig været tættere.

 

Således fik Det Danske Mindretals talerør, Flensborg Avis et tilskud på ca. 22 millioner kroner.

 

Kun få grupper – dansksindede

I begyndelsen boede de dansksindede udelukkende i Flensborg og i området lige syd for den dansk – tyske grænse. Desuden var der danske grupper i Tönning og i byen Slesvig.

 

Taget afstand fra racisme

De havde bestemt ikke haft det let under Hitler – tiden. Det Danske Mindretal blev ladt alene med kravet, Danmark til Ejderen. De havde taget afstand til nazismen og den specielle form for racisme og dyrkelse af den germanske kulur og race.

 

Måtte ikke gifte sig med hvem som helst

Men i marts 1948 besluttede SSV, at deres medlemmer ikke måtte gifte sig med nogen, der var født syd for Ejderen. De måtte heller ikke gifte sig med nogle, der var indvandret efter 1. oktober 1939. Gjorde de det blev de udlukket fra Det Danske Mindretal og kunne ikke mere gøre brug af de goder, der tilgik dem.

Trods disse forbud, måtte Det Danske Mindretal udelukke 45 medlemmer. De havde overtrådt reglerne.

 

Skulle være nordisk udseende

Så sent som i 1949 kunne man i den Slesvigske hjemstavns – avis, som speciel udkom til  Det Danske Mindretal på tysk læse, at der var stor fare for de frisiske folks blod. Folk øst fra blandede sig. Og der var fare for at slaviske træk ville blande sig. Derefter fulgte en beskrivelse af, hvordan avisen mente, at det kunne skade udseendet af den nordiske slægt.

 

Embeder kun til nordiske

Avisen forlangte også alle embeder i den nordlige del af Slesvig – Holsten kun måtte besættes af personer med en helt ren nordisk race.

 

Speck – Dänen

Det Danske Mindretal syd for grænsen fik tilsendt store mængder af levnedsmidler. Og hvis man ville have andel i dette, måtte man melde børnene i dansk børnehave og danske skoler.

Allerede omkring 1920 blev der sendt masser af fødevarer til Sydslesvig. Deraf stammer udtrykket Speck – Dänen. Fra tysk side var man ikke begejstret for den måde at agitere på. Både under og efter første – og anden verdenskrig var der mangel på fødevarer i Sydslesvig. Og fra tysk side, opstod der hurtig dette valgsprog:

 

       Esst dänischen Speck, aber wählt Deutsch

 

Satsningen bar frugt

Satsningen fra dansk side bar frugt. Det første kommunalvalg efter krigen gav stor stemmetal til Det danske Mindretal syd for grænsen. I Flensborg fik man 33 mandater, de tysksindede fik kun 6 mandater.

 

I april 1947 stemte 100.000 på SSV (Südschleswigischer Wählerverband). Fra dansk side udnyttede man nøds – situationen. Man fortsatte med at sende levnedsmiddelpakker til alle dem, der støttede den danske ide.

 

Løftet pegefinger fra englænderne

Til sidst fik den danske regering en forespørgsel fra den engelske regring. Man ville vide, hvad Danmark ville med Sydslesvig. Fra dansk side blev det svaret, at grænsen lå fast.

 

Tyskerne havde fået flertal

I 1951 var der jubel hos de tysksindede i Flensborg. Man havde igen fået flertal i byrådet. Og i 1971 havde Det Danske Mindretal kun fået 19.700 stemmer.

 

Sydslesvig var stjålet!

I 1980 udkom tidsskriftet Slesvigland. Læser man de første udgaver, får man nærmest indtrykket, at Sydslesvig er stjålet fra danskerne og at det er dybt uretfærdigt. Bladet blev finansieret af tekstilfabrikant H.P. Møller.

 

Penge ikke altid til danske formål

Dengang da man startede de økonomiske tilskud var det for at forankre den danske kultur og et dansk sindelag. Nu har man åbnet sig mere til en regional og global orienteret forening. Penge går ikke nødvendigvis til danske formål.

Man lægger ikke mere så meget vægt på det nationale som man gjorde for 50 år siden.

 

20 pct. følte sig danske

Det er specielt de unge, der vender sig fra det danske. En skoleklasse blev på Duborg – skolen spurgt om deres nationale tilhørsforhold. Resultatet blev

 

       40 pct. svarede at de var tyske

       40 pct. svarede, at de var sydslesvigere

       20 pct. svarede, at de var danske.

 

Mindre tilknytning til danskheden

Kritikere påpeger, at et øget antal tyske forældre uden tilknytning til det danske mindretal, har fået deres børn optaget på de danske skoler. Det er mere tillokkende for tyske forældre at sende deres børn i dansk skole. Skolerne er mindre, der er færre elever og gebyret for skolematerialer er markant mindre end i de tyske skoler.

 

Gratis på Kollegiet

De elever, der går på Duborg Skolen og bor så langt fra skolen, at de ikke kan nå hjem, kan få gratis kost og logi på kollegiet.

Og elever, der vil have en videregående uddannelse er sikret plads på danske institutioner. Og her forlanger, man åbenbart ikke de samme krav som stilles til elever bosiddende i Danmark.

Bliver en elev fra Flensborg optaget på Statsskolen i Aabenraa, ja så får eleven både SU fra den danske stat og børnepenge (til det 23. år), når man er tysk statsborger.

 

Rigsrevisionen med løftet pegefinger

For nogle år siden var Rigsrevisionen ude efter Det danske Mindretal. I medierne blev kritikken udlagt som noget med vennetjenester, personalelån, tjenesteboliger og regnskabsrod. Den kraftige kritik blev afvist af Det danske Mindretal.

 

Stor indflydelse

Ved det sidste delstatsvalg opnåede SSW det bedste valg siden 1950. Man opnåede 70.000 stemmer, hvilket svarer til 4,6 pct.

 

Justits – og Kulturminister blev Anke Spoorendonk fra SSW. Man råder over 200 mandater i 76 kommunalbestyrelser. Og i de nordlige egne opnåede man helt op til 20 pct. af stemmerne. SSW er ikke underlagt spærregrænsen på 5 pct.

 

Kilde: se

       Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

       Litteratur Besættelsestiden A – L

       Litteratur Besættelsestiden M – Å

 

Hvis du vil vide mere: Om det dansk – tyske forhold: Læs

 

Sønderjylland:

       Flugten over grænsen 1914 – 1918

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Sønderjyder i Første Verdenskrig

       Isted – løven brøler stadig

       Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde

       Rendsborg 1848

       Sønderjylland til Ejderen?

 

 

Aabenraa:

       Aabenraa under de to krige

       Løjt – mellem dansk og tysk

 

Padborg/Kruså/Bov

       Genforeningen i Bov Sogn

       Kampen ved Bov – og de slesvigske krige

 

Tønder:

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920

       Minder fra Tønder 1864 – 1920

       Tønder på en anden måde

       Tønders dansksindede

       Da Tønder igen blev dansk

       Dagbog fra Møgeltønder

       Hvorfor var Tønder tysk?

       Soldat i Tønder 1851

       Tønder før og efter Genforeningen

 

Højer:

       Højer Minder 1 – 3

 

Hvis du vil vide mere: Om Besættelsestiden: Læs

 

Sønderjylland:

       Stikkeren – mord uden samvittighed

       Den Sønderjyske Efterretningstjeneste

       Det Tyske Mindretal

       En Stikker fra Sønderjylland

       Holocaust – aldrig igen

       Kampene – 9. april 1940

       Modstand i Kolding

       Modstand i Sønderjylland

       Opgøret efter 1945

       Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger

       Vingeskudt på Mandø

       Sheriffen fra Tinglev

       Langs Grænsen

 

Aabenraa:

       Aabenraa – under de to krige

       Fritz Clausen – lægen fra Tønder

       Frits, nazister og et kartotek

       Modstandsbevægelsen i Aabenraa

       Sabotage i Aabenraa

 

Padborg/Kruså/Bov

       Mord i Padborg 1945

       To skæbner i Kiskelund

       Bov Kommune – under Besættelsen

       Dagligliv i Frøslevlejren

       Dramaet ved Viadukten

       En Sønderjyde krydser sine spor

       Frøslevlejren

       Faarhuslejren (Fårhuslejren)

       Harreslev – dengang

       Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

       Straffelejren

 

Tønder:

       Bombeangreb mod Tønder

       Da Tyskerne kom til Tønder

       Flygtninge i Tønder

       Historien om Jeppe K. Christensen

       Nazister i Tønder

       Obersten fra Tønder

       Sabotage i Tønder

       Sønderjylland 9. april 1940

       Tønder – under besættelsen

       Tønder – efter krigen

       Tønder – Marskens hovedstad

 

Højer:

       Højer 1935 – 1945

       Baraklejren i Højer

 

København:

       I Ondskabens skygge af Holocaust

       Tyske Flygtninge

       Stikkerdrab

       Tyskerluder og Drageyngel

       Holger Danske – afdeling Eigil

       Dengang – det var alvor

       Danmark var advaret – 9. april

       De forfulgte jøder

       Den Franske skole i bomberegn

       Den Franske Skole – nok engang

       Flugten over Øresund

       Humor under Besættelsen

       Landsforrædere og landssvigere

       Besættelsestidens Fortrængninger

 

Østerbro:

       Besættelsestiden på Østerbro 1 – 4

       Flere sabotager på Østerbro

       Hagekorset i Parken

       Mord i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

       Sabotører og Stikkere på Østerbro

       Riffelsyndikatet på Østerbro

 

Nørrebro:

       Besættelsen på Nørrebro 1 – 5

       Likvideret på Nørrebro

       Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

       Nørrebro – flere sabotager

       Nørrebrogade 156 (Frihedsrådet)

       Sabotage på Nørrebro

       Varehuset Bulldog på Nørrebrogade

Man kan ikke se meget, når man står ved overgangen ved Strucksalle. Kun et sølle spor. Dengang i 1950 erne var der tre. Hver eftermiddag kørte to damplokomotiver samtidig. Dette er historien om Marchbahn (Marskbanen)’ s storhed og fald. På tysk side fragtes stadig fem millioner mennesker årligt. På dansk side blev det aldrig en international succes. Strækningen kaldes også Tønder – banen, Tønder – Bramming Banen m.m. På strækningen blev Europas længste banegård bygget. Læs hvilken.

 

Paa Tondern Station

(natten mellem den 16. og 17. juni 1920)

 

I den slørede Juninat

Var Luften fredfyldt og lunt

over Tonderns 1ste Perron

fløj Flagermus bløde som Dun.

 

Fra den stille grønne Marsk

kun et langeligt Brøl af em Ko,

med paa Tonderens 1ste Perron

brødes den natlige Ro.

 

Danske Jernbanemænd,

med funklende Huer paa Sned

satte besluttet en Stige til

og tog de tyske Skilte ned.

 

Ikke en Sabel rasled’

gennem den natlige Fred,

man rejste bare en Stige

og tog nogle Skilte ned.

 

Verden har mange Sprog,

men dansk er nu mit.

Forunderligt – over 1ste Perron

stod Tønder i rødt og hvidt.

 

Sagte som Plov vender Muld,

eller Bøg strækker Roden i Jord

strakte mit Land sin Rod,

saa langt som de Danske bor.

 

Banen fra syd

Dette digt blev skrevet af trafikassistent Johannes Buchholtz i forbindelse med at banen overgik til danske hænder.

Nu er det ikke første gang vi besøger Tønders jernbane. Men det er første gang vi vil beskrive jernbanen fra syd og så videre op nord på. Og egentlig kunne vi bare have kaldt artiklen for Marchbahn. Men så enkelt er det ikke.

 

Dårlig stand i 1920

Ved overgang til dansk forvaltning den 17. juni 1920 henlå banen mellem Vedsted og Tønder i en dårlig stand. Det kunne skyldes verdenskrigens tunge trafik og mangelfulde vedligeholdelse.

 

En stor station

Tønder havde på et tidspunkt en meget stor jernbanestation. Der var forbindelser i alle verdens retninger. Inden forbindelsen til Højer, var der masser af kurgæster, der skulle videre til Højer Sluse. Og det tjente hotellivet og vognmændene i Tønder mange penge på. Der holdt masser af vogne i køer dengang i Tønder. Men i 1892 var dette eventyr slut. Da startede Königliche Preussische- Stats – Eisenbahn ruten Tønder – Højer Sluse.

 

Det var vild luksus

Ja og lige efter første verdenskrig blev vognene syd fra plomberet når de kom syd fra og skulle videre mod Højer. De holdt så på March – Bahnhof i Tønder. Og det var fristende for de unge mennesker, at finde ud af, hvad de indeholdt.

 

       Det var vild luksus

 

Ja sådan udtrykte min far det. Han var selvfølgelig også på ulovlig besøg.

 

Færge – forbindelse Højer Sluse – Munkmarch

Da kurgæsterne så ankom til Højer Sluse blev de fragtet videre med færger herfra til Munkmarsch på Sild. Og disse færger blev legendariske, Sylt (1883), Vorwärts (1884), Westerland (1885), Nordsee (1882), Hoyer (1897), Frisa (1900), Freyea (1905) og Auguste Victoria (1900). Ja egentlig var det i begyndelsen dampskibe.

 

Ofte var overgangen på det uberegnelige Vadehav meget farefuld. Men det har vi beskrevet i tidligere artikler. For øvrigt var en af de mest berømte kaptajner, Thomas Selmer fra øen Nordstrand. Det var ham, der for et væddemål sejlede ind gennem Vidåen og fik drejet båden på Skibbroen i Tønder.

 

Hindenburg – dæmningen ødelagde meget

Efter ibrugtagningen af Hindenburg – dæmningen – en ren jernbanestrækning fra fastlandet til Sild mistede Tønder – Højer sit eksistensgrundlag. Banen blev nedlagt i 1935. Godstrafikken fortsatte til 1962.

 

To damplokomotiver – hver efterniddag

Overgangen ved Strucksalle ligner ikke sig selv i dag. Dengang fyldte den meget mere, og der var et rigtigt kontroltårn. Hver eftermiddag klokken 17 kørte to lokomotiver samtidig på hver sit spor. Jo, vi knægte skulle have det hele med.  Sådan var det omkring 1956 – 1957. Der var hele tre spor. Nu er det kun et lille sølle spor tilbage.

 

Tønder Øst kom først

Men March Bahnhof (Tønder H) var ikke Tønders første banegård. Fordi Tønder Nord som i 1930′ erne skiftede navn til Tønder Øst eksisterede allerede i 1867. Stationen var endestation for sidebanen Tinglev – Tønder. Banen blev drevet af Schleswigsche Eisenbahn Aktien – Gesellschaft.

Da March Bahnhof (Tønder H) var færdig blev endestationen Tinglev – Tønder henlagt hertil. Men ak – det var hvis nok i 1972, at Tønder – Tinglev blev nedlagt.

 

Mange små stationer

Banen havde følgende stationer, Ribe, Vedsted, Rejsby /Reisby), Brøns (Bröns), Skærbæk (Scherrebek), Døstrup (Döstrup) og Tønder (Tondern).

Den gamle grænsestation Vedsted skiftede i 1931 navn til Hviding, for at undgå forveksling med Bedsted.

 

Det betød meget for de små byer

Det betød meget for de små byer langs Marskbanen, at der kom en bane til deres by. Hele landsbyens midtpunkt blev samlet omkring jernbanestationen. Således også i Rejsby. Her havde bygmester Pohlemann fra Skærbæk i 1900 opført Bahnhofshotel. I dag er det Rejsby Hotel.

 

Også da jernbanen kom til Skærbæk skete der noget. Det var i 1887, hvor Jernbanegade, Læssevej og Østergade efterfølgende blev anlagt.

I Brøns blev Tingvej udbygget, da jernbanen kom.

 

Mange planer

De første planer for anlæg af en bane gennem den vestlige del af Sønderjylland fremkom i 1879, hvor der var stemning for at bygge en bane fra Brørup station mellem Bramming og Vejen over Rødding – Gram – Toftlund – Løgumkloster til Tønder og videre syd på til Husum og Frederiksstad til Heide. Hertil havde Schleswig – Holsteinische Marchbahn i 1878 åbnet banen fra Itzehoe.

 

Husum til die grosse weite Welt

Ja allerede i 1854 havde Husum fået adgang til die grosse weite Welt. Kong Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane havde givet forbindelse til Flensborg og skulle nu videre til Tönning. Den dag i dag bliver banegården benævnt Den engelske banegård.

 

Både den og selve strækningen blev bygget af engelske ingeniører.

I 1891 blev en del af March – bahn drevet af heste med en lille strækning ned til Husum Havn.

Den 1. september 1910 fik Husum også baneforbindelse til Rendsburg.

 

Kong Christian den ottendes Østersøbane

Ja egentlig skal vi længere tilbage. For da Altona – Kiel banen i 1844 åbnede, opstod ideen med at udvide på vestkysten. Og jernbanestrækningen Altona – Kiel blev også kaldet Kong Christian den Ottendes Østersøbane. Dette var faktisk Danmarks første jernbane. Året efter kom sidebanerne til Rendsburg og Glückstadt.

 

Interesseret i transitbane

Dette jernbaneselskab, Schleswig – Holsteinische Marchbahn var dog mere interesseret i en direkte jernbane, der skulle virke som transitbane – hovedsagelig kvægtransporter fra Nørrejylland til Hamburg.

 

I 1878 var man nået til Heide.

 

Egentlig var jernbaneselskaberne private. Men i 1883 begyndte den preussiske stat selskaberne. Marskbanen blev nationaliseret i 1890.

 

Længere nord på

I 1884 fik Marksbane – selskabet koncession på anlæg og drift af en bane fra Heide nordpå til Tønder og videre til den dansk/tyske grænse ved Vedsted syd for Ribe.

Anlægget af den nye bane var forholdsvis uproblematisk. Større jordarbejder var ikke nødvendig på grund af det flade landskab. Banen åbnede den 15. november 1887, samtidig med åbningen af den danske forbindelse fra Ribe og sydpå.

 

I 1887 var der fire daglige tog i hver retning – heraf havde de to endog direkte forbindelse med Hamburg Altona.

 

Til den Preussiske stat

Den 1. januar 1890 overgik Schleswig – Holsteinische Marchbahn til staten. Inden 16. juni 1920 blev banen drevet af Königliche Preussische Staats – Eisenbahn Vervaltung (KPEV) Eisenbahn – direktion Altona.

 

Kloster – banen

Den 21. september 1888 blev sidebanen Bredebro – Løgumkloster åbnet. Denne strækning på lidt over 9 km blev også drevet af  Marchbahn. I daglig tale blev den kaldt Klosterbanen.

 

Ved siden af statsbanestationen i Løgumkloster lå forbindelsessporet til Aabenraa Amts Jernbaner (Kleinbahn).

 

Nedlagt i 1936

Til delvis afløsning af Aabenraa Amts Jernbaner blev det ved lov af 29. marts 1924 besluttet at anlægge en jernbane fra Rødekro i øst via Løgumkloster og Bredebro til Ballum. Denne bane skulle bestå af normalspor. Delstrækningen Brederbro – Ballum blev dog hurtig opgivet. Den nye bane blev åbnet i 1927, men fik ikke nogen særlig lang levetid. Den blev nedlagt i 1936.

 

Og i 1908 blev spor nummer to til Tønder taget i brug. Det 4,1 km lange dobbeltspor til grænsen blev taget op i 1930.

 

Dernæst brugte DB kun dobbeltspor fra strækningen Husum – Niebüll og frem til Süderlügum.

 

Stor belastning under 2. verdenskrig

I 1930′ erne blev der brugt damplokomotiver. Banens højeste tilladte hastighed var 70 km/t. For strækningen Tønder – Süderlügum var den maksimale hastighed 45 km/t.

En del af banens personførende tog kørte til frem Hamburg med dansk materiel og personel.

 

Under den anden verdenskrig var der meget trafik på strækningen. De mange tyske militærtog og mange sabotageaktioner mod denne bane var en stor belastning for såvel banens faste anlæg som for dens personale.

 

Igen persontrafik fra Niebüll

Efterhånden som motoriseringen skred frem, forsvandt de elskede damplokomotiver fra strækningen. Det store fordoms maskindepot i Tønder blev nedlagt.

Og de store gennemgående tog til Hamburg er der heller ikke mere. Ja i 1970erne var interessen så ringe fra tysk side, at persontrafikken blev nedlagt. Fra 1981 blev strækningen fra Niebüll til Tønder ikke mere brugt af af Deutsche Bahn. Men fra 2. juli 2000 er der igen persontrafik til Tønder fra Niebüll.

 

Tietgen sprang til

I 1875 fik Ribe forbindelse i form af Ribe – Bramminge banen. Men det kneb at få lov til at føre banen det lille stykke til grænsen mod syd. Etatsråd C.F. Tietgen trådte derfor til og tilbød at bygge den lille stump for egen regning.

 

Ministeren sørgede så for, uden lovhjemmel, at Tietgen anlagde banen de par kilometer til grænsen. Ja det var trods alt ca. 7 km. Det var en pinlig situation, fordi man faktisk havde tegnet overenskomst med de tyske myndigheder.

Det lykkedes fra dansk side, at blive færdig til tiden. Men det gjorde det ikke fra tysk side. Her blev man forsinket af et dæmningsbrud, og en arbejdsnedlæggelse blandt murersvendene.

 

Elmshorn – Hvidding

Den 15. november 1887 kunne man så endelig markere indvielsen af den sidste del af den holstenske marskbane fra Elmshorn til Hvidding. En strækning på 220 kilometer. Til Vedsted kørte der dagligt 4 togpar. Det var Bramming – Ribe banen der blev forlænget.

 

Banen blev så forpagtet af DSB, der pr. 1. juli 1896 endelig overtog banen til grænsen.

 

Facade på 200 meter

Indtil 1920 passerede banen den dansk – tyske grænse ved Vedsted/Hviding. Den tyske station Hvidding og den danske station Vedsted havde samme banegårdsbygning. Måske var banegården en af Europas længste. Facaden udgjorde omkring 200 meter. Stationen var konstrueret sådan, at de udgjorde hinandens spejlbillede. Den blev bygget i 1887.

 

Trafikken var som følger:

 

       Enhver af de to bestyrer befordre sine persontog indtil enden af sin banegård. En direkte gennemkørsel af persontogene skal som regel ikke finde sted.

 

Ribe – Hamborg 10 timer

Over grænsen var der to daglige forbindelser til Hamburg – Altona. En rejse fra Ribe dertil tog i begyndelsen 10 timer. Fra 1898 til 1905 var der seks togpar Bramming – Ribe og fem togpar, Ribe – Vedsted. Det meste af tiden med tre forbindelser til Hamburg – Altona og yderligere to til Tønder.

 

Hver sin banegård

Hver baneforvaltning passede sin egen banegård, og lokomotiver måtte kun passere grænsen af hensyn til omløb og rangering. Signal – og sikkerhedsreglementet var koordineret. Samtidig indkørsel fra nord og syd var forbudt. De anvendte fløjtesignaler var også de samme fra hver side.

 

I forbindelse med banegården var der indrettet en del embedsboliger til jernbane – og toldpersonale. Men der var ikke boliger til grænsegendarmeri. De var spredt ud i det åbne land.

 

Et billede fra 1916

Under 1. verdenskrig var Hvidding Station bevogtet af tysk militær. I forlængelsen på Vedsted var der stationeret dansk militær. Men dette hindrede dog ikke, at danske og tyske embedsfolk kunne hygge sig sammen. En skildring fra 1916 viser et godt billede af grænsestationens sidste år:

 

       fra Ribe kommer Toget rullende ind paa Vester vedsted Station. Den holder paa den danske Del af Stationen., som midt paa Perronen har en Afspærring bestaaende af et Jernstakit, Passagererne stiger ud og Øjnene søger uvilkaarligt hen mod dette Stakit, baf hvilke et par Mand i tysk feltgraa Uniform og med Maskingeværet i en Rem over Skulderen holder Vagt. Lokomotivet med en Række Godsvogne skilles fra Personvognene og ruller frem over Grænselinien ind paa tysk territorium, medens ndnu en tysk Soldat er gaaet over Sporet, har puttet Skarpt i geværets Magasin og vaager over, at der intet udsædvanligt er at observere ved de fremrullende Vogne. Naar Rangeringen er tilendebragt, aflader han igen sit Gevær og forsvinder ind i Ventesalen. En Grænsegendarm i den klædelig lyseblaa Uniform og med en Rytterkarabin over Skulderen udgør vagten paa den danske Side.

 

Man tog olien

Under første verdenskrig kom de danske godsvogne ofte tilbage fra Tyskland uden smørolie i lejerne. Olien var brugt i de tyske husholdninger. Det var den danske smørolie egnet til, for den indeholdt hvalolie.

 

Her blev senere indrettet et statshospital i bygningen. I dag er banegården ikke nær så pompøs men afløst af et trinbræt længere mod syd.

 

Bramming – Ribe

I 1875 blev der anlagt jernbane mellem Bramming og Ribe. Her var Gredsted eneste mellemstation. Navnet blev allerede ændret i 1887 til Gredstedbro, for at indgå forveksling med en tilsvarende lokalitet i Nordsjælland.

 

Byen voksede op omkring jernbanen

Hvor tit har man ikke stået på Bramming Station for enten at skifte fra Tønder eller til Tønder. Byens historie er tæt tilknyttet til jernbanens.

Hovedbygningen på stationen blev opført samtidig med anlæggelsen af Esbjerg – Fredericia banestrækningen i 1874.

Stationen blev anlagt på en bar mark, 200 meter øst for den gamle landevejskro, Kikkenborg.

 

Først i 1890′ erne kom der dog gang i byens historie. Det skete samtidig med stigningen i benyttelse af Bramming Station. Ja stationen udviklede sig til sandt jernbaneknudepunkt. Herfra udgik en statsbane over Grindsted i 1916 og videre til Brande i 1917. Endelig i 1920 var der forbindelse igennem til Langå via Silkeborg.

 

Københavnerne kunne ikke holde til det

I de gamle annaler fortælles, at man hovedsagelig anvendte jyske og fynske arbejdere. De københavnske jordarbejdere kunne ikke finde sig til rette i de øde egne. De forsvandt – uden opsigelse – i løbet af kort tid.

Dengang tog en tur til Fredericia fra Bramming et par timer.

 

Lige efter første verdenskrig var der ansat cirka 20 mand på stationen. Mellem perronerne blev der anlagt en gangtunnel.

 

Dobbeltspor til Esbjerg

I begyndelsen af 1920 erne blev der anlagt dobbeltspor til Esbjerg. Og i aviserne kunne man dengang læse, at journalister foreslog at man fortsatte med dette af hovedsporet til Fredericia. Men det skulle gå 60 år, inden dette blev en realitet.

På et tidspunkt var der også planer om, at hele banen til Tønder skulle fjernstyres fra Bramming.

 

Ulykke ved Bramming

Den 28. juli 1913 skete en alvorlig jernbaneulykke ved Bramming. Vest for Bramming Station blev tog 1029 også kaldet Emigranten afsporet. Ved ulykken omkom 15 personer, ligesom mange blev hårdt såret. Man fandt aldrig rigtig ud af, hvad årsagen var. Nogle af gisningerne tydede på for høj hastighed.

 

Imponerende var det, at der var syv afgange daglig mod Tønder – dengang i 1913. Tog man morgentoget 5.35 kunne man være i Hamborg kl. 11.57.

 

Ingen international succes

Omkring århundredeskiftet forsøgte de preussiske jernbaner at sende hurtigtog (badetog) fra Hamborg til Esbjerg via Vedsted. Det blev da aldrig den store succes.

Man forsøgte noget tilsvarende mange år efter. Gennemgående vogne fra Köln eller Hamborg til Esbjerg, Varde og endog Struer endte i 1979 i en enkelt vogn Köln – Esbjerg.

Den danske del af marsk – banen blev aldrig en international forbindelse af betydning.

 

5 millioner passagerer

I dag bliver Maschbahn kun brugt om strækningen fra Elmshorn i syd og Westerland på Sild i norden. Men sydlig er den stadig tilknyttet Hamburg – Altona. På denne strækning er der hver ca. 5 millioner passagerer. Og fra Hamborg til nordsø – øen tager det ca. tre timer.

 

På tysk side er der stadig en del linier, som kan betegnes som sidebaner til Marchbahn:

 

       Heide – Büsum

       Heide – Neumünster

       Husum – Schleswig – Rendsburg – Kiel

       Husum – Tönning – Bad St. Peter Ording

       Niebüll – Dagebüll

 

Siden 2003 køres linjen på dansk side af Arriva.

 

Hvis du vil vide mere (i relation til denne artikel)

       Tog til Tønder (under Tønder)

       Sagaen om lokomotivfører  Anders Andersen (under Tønder)

       Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)

       Drengestreger i Tønder 1920 – 1930 (under Tønder)

       Dæmningen syd for Højer (under Højer)

       Sidste tog fra Højer (under Højer)

       En jernbanestrækning i Sydslesvig (under Sønderjylland)

       Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt (under Aabenraa)

       Tog til Aabenraa (under Aabenraa)

 

Hvis du vil vide mere – mest for ”jernbane – nørder”: 

       Tog til København (under København)

       Linie 18 (under København)

       Nørrebros mange stationer (under Nørrebro)

       Tog over Lersøen (under Nørrebro)

       Sporvogn på Nørrebro (under Nørrebro)

       Omkring Nørrebroparken 1 – 3 (under Nørrebro)

       Flere spor på Nørrebro (under Nørrebro)

       Spor på Nørrebro (under Nørrebro)

       Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)

       Strandvejens historie (under Østerbro)

 

I anledning af Golden Days Festivallen har Gad igen udgivet en flot gavebog. Dengang fokuseres det på 1950′ erne. Læs bogen og gå til de over 400 arrangementer. Denne sides redaktør bidrager også med et arrangement. Genopfrisk også minderne fra dengang vi var unge i 1950’erne. Du kan blandt andet gøre det med denne bog. Minderne forstærkes, hvis du samtidig lytter til Elvis.

 

Vi var der

Kigger man på Golden Days – programmet for 2012 så kan man som nysgerrig sagtens få et indblik i dette spændende årti. Vi andre har oplevet noget af det, godt nok i København, men alligevel. Vi var der.

Og i år har man så den særlige glæde, at må optræde til festivallen.

 

En smuk gavebog

Og som sædvanlig kommer der smukke gavebøger fra Gad i forbindelse med dette festival. Og i år er ingen undtagelse. Der er spændende folk, man har fået med.

 

Erindringer og kulturglimt

Vi læse erindringer af Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus og Hans Hertel. Og Pernille Steensgaard fortæller om hverdagsliv, forbrug og boligbyggerier i de nye forstæder. Et andet tema er amerikaniseringen af det danske samfund, og den kolde krigs Danmark i 1950erne. Og så står kulturlivet også til debat dengang.

 

Fra Far til Fire til Raquel Rastenni

Der skete en masse, Rock and Roll, Far til Fire og bolignød. Men når man nu kigger på den flotte gavebog, så er der også de flotte fotos, der springer i øjnene. Mange af dem vinder genklang. Tyggegummi, Brylcreme og Cola er med til at amerikanisere vores lille samfund. Jo og der var jo også Gustav Vinkler og Raquel Rastenni.

Men i de københavnske baggårde var der stadig masser af elendighed.

 

Leve op til tidens standard

Andre oplevede børneværelse, have og bil. Husmødrene brugte meget tid på at leve på til tidens standard.

 

Sig Jollyy til din Cola

Amerikansk var lig med at være smart. I den varme sommer i 1959 var hver fjerde sodavand, der blev drukket en cola. Men de fleste danskere sagde dengang jolly til sin Cola.

 

Morten Korch – film

Det var årtiet med Morten Korch – filmene. Tænk engang 2,3 millioner så De Røde Heste.

 

Indoktrinering med Jan – bøgerne

Og så kom alle seriebøgerne, som Jan, Sussy og Puk – bøgerne.

Med disse seriebøger fulgte en del indoktrinering med. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.

 

Gitte sang duet med farmand

I 1954 sang Gitte duet med farmand, da var hun kun 8 år gammel. Jeg kan huske, at jeg så hende optræde med farmand på Torvet i Tønder.

Så fik vi også Jan og Kjeld med Banjo Boy.

Og hvem husker ikke Four Jacks med John Mogensen og Otto Brandeburg.

 

Fra bagerjomfru til sangstjerne

Katy Bødger sang sig fra bagerjomfru til sangstjerne med Fiskerpigens Sang.

 

Datidens forfattere var Martin A. Hansen. Men i anden halvdel af årtiet var fornyeren, Klaus Rifbjerg. Og ham med de mest absurde historier var nok Leif Panduro.

 

Radio Merkur

Fjernsynet var på vej ind i hjemmene hos dem, der havde råd. Men ellers var det jo Radio Merkur, der i fire år sendte, inden Folketinget i 1962 ved lov gjord det ulovligt.

 

Parcelhus – boom

Da parcelhus – boomet for alvor tog fat, var kvinderne igen på vej til arbejdsmarkedet. Og så kunne man trække sig tilbage til ens mini – pradis, ens eget parcelhus.

 

Nødration – i tilfælde af krig

Den kolde krig var i gang. Man havde hele tiden indtryk af, at 3. verdenskrig ventede forude. Man fik også anvisning på en nødration til 8 dage, hvis krigen brød ud. Den bestod af:

 

       5 dåser minutkød

       3 dåser frikadeller i fedt

       2 pakker knækbrød

       3 pakker kiks

       8 plader chokolade

       1 pakke rosiner

       100 gr. Melis – eller 40 stk. sukker

       1 dåse Bordsalat.

 

Til Mallorca

I slutningen af 1950erne havde kun én ud af tre teenagere været uden for København. Men det skulle snart ændre sig, da charterrejserne tog fart. De første rejser med bus og fly gik til Mallorca, Costa Brava og Rhodos.

 

Læs bogen og tag til Golden Days

Kan man nu nå at læse denne bog samtidig med, at man skal nå de 400 arrangementer

 

Den store flotte bog 1950*erne kan varmt anbefales, den vækker mange gode minder fra dengang.

 

1950’erne (Gad) udgivet i anledning af Golden Days festivallen.

 

Hvis du vil vide mere:

Læs undertegnedes bidrag til Festivallen:

       Barn på 1950′ ernes Nørrebro (snart på www.dengang.dk )

Tyskertøser blev ikke kun straffet under og befrielsen. Også da de skulle finde deres fædre, kneb det med hjælpen. De har heller aldrig fået en undskyldning. Den danske befolkning mente, at de skulle straffes. Og når de blev overfaldt, holdt statsmagten øjnene lukkede. Den danske mand følte sig ydmyget. Tyskertøserne blev også kaldt en masse andet forfærdeligt. I de illegale blade blev de rakket ned. Og deres børn – Drageynglen blev moppet, at familie, lærere, naboer og kammerater.

 

Mange henvendelser

I 2011 skrev vi artiklen, Tyskertøser, Feltmadrasser, og Horeunger. Den afstedkom nogle bemærkelsesværdige henvendelser. Det er disse henvendelser vi har prøvet at indflette i en ny artikel om samme emne.

Efter antallet af henvendelser er emnet mere aktuelt end nogensinde.

 

Afkom gik ikke ram forbi

Jo de blev kaldt Tyskerpige, Tyskertøs, Tyskerluder, Syflishoppe og Feltmadras. Og deres børn blev kaldt Djævleyngel, Horeunger eller Tyskerunger.

 

Gabestokken

De piger, der havde en affære med en tysk soldat blev hadet af andre danskere. Man anså

dem for forrædere og kollaboratører. I illegale blade angreb modstandsbevægelsen dem på lige fod med med værnemagere og stikkere.

Ja deres navn og og mange gange også foto blev bragt. Der blev skrevet smædedigte m.m.

 

Den illegale presse brugte også begreber som møgtøser, beskidte ludere og tyskerhopper. Under faste rubrikker med overskrifter som Den sorte liste, Feltmadrasser og Gabestokken, kunne man følge, hvem der var kærester med tyske soldater.

 

Jammerlige Hundyr

I Frit Danmark i 1942 blev gerningsmænd ved klippeaktioner kaldt for friske unge mænd. I de illegale blade blev pigerne kaldt Jammerlige hundyr, der skamløst udstillede deres brunst….luder.

 

Illegale agitation fortsatte

Man fortsatte med at fremstille Tyskerpigerne som ubegavede tøser, jammerlige hundyr med en rådden moral. De var både en fysisk og moralsk smittekilde i samfundet og deres bål var ”yngel”.

Modstandsbevægelsen fortsatte deres illegale agitation i form af flyveblade, plakater, skrivelser og fotoserier af klippeaktioner. Hvor modbydelig det kunne være, viser denne artikel – skrevet af modstandsbevægelsen i en af de illegale blade:

 

Lad Tyskland beholde sit ”Helteafkom”

Lad Tyskland beholde sit ”Helteafkom”

       Hvad skal man egentlig stille op med de uægte Børn, som de tyske Soldater har efterladt paa deres Hærgnings – og Voldtogter gennem Europa? Man ved om dem, at deres Mor var en foragtelig Tojte og deres Far en genem Forbryder. Kan man ikke med nogenlunde Sikkerhed gaa ud fra, at det overvældende Flertal af denne Drageyngel vil slægte Forældrene paa? Bør vi modtage dem i vort Samfund?

       Har man blot noget Kendskab til tysk Mentalitet, ved man, at der kræves adskillige Generationer til at udrydde den. Selvom den muligvis i Barneaarene vil være ubevidst, vil den dog findes latent i hans eller hendes Sind. Han vil vide, hvordan hans Herkomst er, han vil uvilkaarligt have gjort sine egne Tanker om det tyske Islæt i hans Blod, og naar han er i Ynglingsaarene, eller naar han er blevet voksen, hvilket vil sige om 20 – 30 aar, vil han være en fredelig Grobund for den Tids tyske Propaganda. – Man behøver ikke at ligge inde med profetiske Evner for at forestille sig, hvordan den Tids Tyskere vil begynde at tale og skrive om det tyske Blods Sejrstogt over hele Europa i de ”store” Aar fra 1939 til 1945….Og dermed har man Begyndelsen til en ny Gemenhed, en ny international Femtekolonne, der maaske kan blive en haard Nød at knække for vore Børn og Børnebørn.

       Vilde det ikke være mest hensynsfuldt mod kommende Generationer, om vi – som ejer den dyrt købte Erfaring og vore Minder friske – sørgede for, at kommende Slægter ikke skal komme ud for en Tragedie, som den vi nu to Gange har gennemlevet? Vi kender jo Verden og Menneskerne – og vi ved, at om to eller tre Aartier har man i det store og hele glemt, hvor gement en Tysker kan opføre sig i det internationale Selskab.

       Lad os sørge for – nu medens Harmen er hed – at samtlige uægte Børn, som tyske Tropper har efterladt i de engang besatte Lande, med samt deres Mødre sendes til Tyskland. Det er ikke alene det klogeste i enhver Henseende – prevention is better than cure – det er også det mest humane, da Drageynglen alligevel engang vil føle sig ud som tysk, maa den hellere fra sin spæde Alder vænne sig til Livet i Ormegaarden.

 

Svigtet de danske mænd

De illegale blade indeholdt også advarende artikler om, hvor landsskadelig disse kvinders optræden var. Man mente, at kvinderne havde svigtet de danske mænd. Det har altid været betragtet som landsforræderi, når kvinder havde foretrukken fjenden.

Kvinderne blev både psykisk og fysisk generet både under og efter besættelsestiden.

 

Tyskerpiger skulle fyres

Under August – opgøret i 1943 var der krav på arbejdspladserne, at tyskerpigerne blev fyret. Her var der masser af rudeknusning, klipninger og overfald.

De illegale blade havde været igangsætter og fortsætte med at hælde ild på bålet.

 

Mindst 5.500 børn

Det anslås, at der var ca. 50.000 tyskerpiger. Ud af de forhold kom der mindst 5.500 børn. Det var cirka det antal faderskabssager, der blev anlagt ved de danske retter.  Danske Krigsbørns Forening skønner dog, at antallet af tyskerbørn i Danmark med en tysk far eller tysk mor er på omkring 10. – 12.000.

 

Samfundet accepterede afstraffelsen

Det danske samfund accepterede afstraffelsen af Tyskerpigerne. Det var ikke muligt at kritisere modstandsbevægelsen. Hvorfor skulle man også. Man var jo enige om afstraffelserne.

 

Syndebukke for kollaborationen

Tyskerpigerne havde under besættelsen og retsopgøret ingen retssikkerhed i både juridisk forstand og i forhold til deres almindelige omdømme og status. De var skyldige og havde ingen rettigheder. De blev gjort som syndebukke for kollaborationen.

 

Folkesport

Der gik næsten en folkesport i at indsamle tyskertøser. Store flokke af ganske almindelige danskere tog afsted i store flokke i gang med at ydmyge kvinderne. De blev lagt for had. Mange blev læsset på lastbiler, mens folk spyttede på dem. Efter at tøjet var hevet af dem, fik de påmalet hagekors på brysterne med cykellak.

Gadens parlament benyttede sig også af at befamle kvinderne.

 

Statsmagten accepterede det

Ja pigerne blev hentet ud fra deres boliger. Tilskuerne spyttede og slog dem. De skreg og hånede dem, og klippede dem skaldet. Tøjet rev de af dem. Nogle blev smurt ind i tjære og fjer, før de blev ført gennem byen. De var nu udsat efter forgodtbefindende efter en ophidset menneskeskare.

Statsmagten accepterede gadens parlament. Det var ikke kun Hipo – bøller, SS – bøller, nej det var skam også et opgør med tyskertøser. De var forsvarsløse og et let bytte.

 

Noget skulle de dømmes for

I efterkrigs – dagene blev der rejst tiltale mod 546 tyskerpiger, ikke for at have fraterniseret med fjenden, men for angiveri. Af disse blev 300 dømt. Noget skulle de dømmes for. Mange af disse kvinder var slet ikke i en retssal eller for en dommer. Og en forsvarer havde de slet ikke.

 

Lagen over Feltmadrassen

Pigerne blev offentlig ydmyget. De blev klædt nøgne og fik klippe håret af.

Grimme, tykke, mindre begavede, løsagtige og halvprostituerede, ja man kaldte dem mange ting.

Ja hvem husker ikke hende tyskerpigen i Matador, Frk. Hollenberg. Det var hende, der kun kunne sige, ja – ja, nej – nej og av min arm. Hun havde evige kæresteproblemer og faldt for Siegmund, den tyske soldat, der holdt vagt i Varnæs – familiens baghave. Affæren kostede pladsen hos Fru Varnæs. Da hun rejser derfra tager hun to lagner med sig;

 

       Nå det er vel ikke til at sprede ud over feltmadrassen, kommenterer direktør Varnæs syrligt.

 

Jo, kvinden blev set som Nationens ejendom.

 

Dum og grim ifølge Fru Hartmann

Hun blev beskrevet som dum og grim. Det var dette meget stærke og negative billede, der prægede folks bevidsthed.

 

I 1946 publicerede den danske læge Grethe Hartmann en sociologisk og videnskabelig rapport om tyskerpiger. Men undersøgelsen må anses, at være nok så betænkelig. Ved hendes kortlægning af årsagerne til at kvinder søgte tyske soldaters selskab, indgik faktorer som retardering, mental abnormitet, tysk oprindelse og miljøpåvirkninger.

Forelskelse manglede mærkelig nok som naturlig forklaring.

 

De havde åbenbart haft en dårlig opvækst. De havde kort sagt gjort noget forkert. De blev betragtet som ofre – ikke som aktører. Undersøgelsen viste tidens fordomme.

 

Efter sigende skulle pigerne være smittebærere, angivet af tyske soldater. Hendes undersøgelser blev ukritisk brugt som videnskabelig belæg for, at Tyskerpiger var retarderede, mentalt abnorme, at tysk oprindelse, påvirkede af miljøet, havde ægteskabelige problemer eller var prostituerede. På intet tidspunkt nævnes ordet forelskelse i undersøgelsen.

Hartmanns undersøgelse bidrog til en stigmatisering af disse piger.

 

 

Alle i kærestesøgende alder

Nye undersøgelse viser, at Tyskerpigerne udgjorde et bredt udsnit af den kvindelige danske befolkning. Deres motiver var meget forskellige.

Anette Warring konkluderer i sin bog, at kvinders seksualitet betragtes som national ejendom. Som Anette Warring sagde, så havde de både politiske – og politiske hensigter. . De var både intelligente og uintelligente. Og de kom fra alle mulige sociale lag. En ting havde de dog tilfældes. De var alle i den kærestesøgende alder.

 

Æreskrænkende

Den tyske Wehrmacht tillod, at deres soldater havde omgang med danske kvinder, da disse blev anset for at være ariske.

Besættelsesmagten betragtede chikaneringen af Tyskerpigerne som allerede begyndte i sommeren 1940, som en fornøjelse mod Værnemagten, hvorfor den lagde pres på de danske myndigheder for at pådømme strenge straffe.

 

De tyske soldater opfattede det som æreskrænkende, når deres kærester blev chikaneret . Man følte det særlig æreskrænkende, når deres kæreste blev kaldt Tyskerluder.

Modstandsbevægelsen var ikke blind for, at tyske soldater kunne provokeres gennem en chikanering af deres danske kærester.

 

Retspraksis var svingende

Men retspraksis var svingende og vilkårlig. Ikke mindst fordi de danske myndigheder ikke lagde mere engagement end, det,  der blev dem påtvunget tyskerne.

Det danske retssystem dømte kun overfald på Tyskerpiger som fornærmelse og demonstration mod Værnemagten, og ikke som overfald.

 

Det Germanske folkeslag

Den nazistiske racelære var en central del af det ideologiske fundament for ekspansionspolitikken. Det blev grusomt praktiseret i race – og tilintetgørelses – krigen i Østeuropa og Sovjet. Her forbød man på det kraftigste al fraternisering med disse undermennesker.

I Danmark, Norge, Holland, Belgien og grænseområderne i Øst – og Nordfrankrig var det derimod tilladt for de tyske tropper at have seksuel samkvem med lokale kvinder. Her var befolkningen en del af det germanske folkeslag. Det mente nazisterne. Og Danmark havde en særstatus.

 

Racemæssig bedømmelse

Tyske soldater kunne frit omgås den danske civilbefolkning. Men det indebar, at tyske soldaters frie omgang med danske kvinder, og dermed den potentielle fjende, at de blev dårlige soldater. Ja egentlig måtte de godt gifte sig i med en udlænding i Danmark, Norge og Holland. Men ikke uden tilladelse. Og det forudsatte blandt andet en racemæssig  bedømmelse.

 

Tyske regler strammet

I løbet af 1942 blev de tyske regler strammet. Der kom en alvorlig henstilling om, at tyske soldater ikke burde gifte sig med kvinder i de besatte lande. Nu var de nordiske kvinder heller ikke mere en del af den tyske storfamilie. Indgåelse af et ægteskab var ikke mere et led i hele det tyske folks skæbnekamp.

 

Skulle forlade landet

Når en dansk kvinde fik tysk statsborgerskab ved indgåelse af ægteskab med en tysk soldat, mistede hun det danske statsborgerskab, hvis hun rejste ud af Danmark. De danske kvinder fik kun lov til at gifte sig med en tysk mand, hvis hun havde godtgjort, at hun agtede at forlade Danmark.

 

Helteafkommet skulle de have

Man var alene optaget af børnenes økonomiske belastning af det danske samfund. Mange gav udtryk for, at de var overbeviste om, at børnene senere ville blive draget mod deres tyske og nazistiske ophav. Andre igen mente, at børnene ville få et genetisk betinget tysk og nazistisk sindelag.

 

Anbragt på børnehjem

De sociale myndigheder holdt øje med kønssygedoms – bekæmpelsen. Mange blev anbragt på ungdomshjem og opdragelsesanstalter. Det førte til mange sammenstød mellem dansk politi og værnemagts – soldater. Det første ofte til kriser mellem lokale politimestre og tyske kommandanter.

 

Danske mænd følte det ydmygende

Danske mænd følte også, at det var ydmygende, at pigerne valgte tyske soldater frem for de unge danske mænd.

 

I september 1944 lykkedes det for modstandsbevægelsen at skabe intensive rygter om, at der var foregået massevoldtægt af danske kvinder kort tid efter, at politiet var interneret.

 

Tyskerpigernes seksualitet indgik på en sådan vis i den nationale konflikt mellem kollaboration og modstand som et ejendoms – og æres – fænomen.

 

De burde bøde

Retsopgørets love kriminaliserede ikke seksuel bistand til fjenden, men det var alligevel en udbredt opfattelse, at tyskerpigerne burde bøde for at besættelses – magten havde det fået det behageligt. Den omfattende selvjustits i befrielsesdagene gik ud over tyskerpigerne.

 

Ren hævn

Efter befrielsen fortsatte klippeaktionerne i betydelig større omfang og med meget større brutalitet. Tyskerpigerne udgjorde slet ikke nogen trussel. Mekanismerne bag ved måtte betragtes som ren hævn.

Det er lige før, at de motiver, der lå bag ved, lå tættere på nazismen, end på de frihedsidealer modstandskampen også rummede og påberåbte sig.

 

Pludselig 200.000 frihedskæmpere

I 1947 viste en undersøgelse at 200.000 danskere opfattede sig som frihedskæmpere. Det rigtige tal er måske langt under 1.000, hvis vi regner med sabotører. Måske regnede dem, der chikanerede tyskerpigerne sig også som frihedskæmpere.

Man sammenlignede tyskerpigerne med nazister og stikkere.

 

75 pct. mente at de skulle straffes

En undersøgelse i midten af juni 1945 konkluderede, at 75 pct. af danskerne mente, at tyskerpigerne burde have en eller anden form for straf. Bemærkelsesværdigt er det vel nok, at heller ingen kvindeorganisationer protesterede mod behandlingen af tyskerpiger.

En tyskerpige blev efterhånden aldrig betragtet som sagesløs. Selv om, det burde være dem, der klippede Tyskerpigerne, der burde være de anklagede, ja så blev det Tyskerpigerne selv, der blev de anklagede.

Politi og forsvarer førte vidner på, at Tyskerpigerne havde haft intim samvær med tyske soldater. Og det var ikke ualmindeligt, at modstandsbevægelsen søgte at forhindre retsforfølgelse især i tilfælde af, at det var folk fra modstandsbevægelsen, der var sigtet.

 

Der blev trukket et skarpt skel mellem de såkaldte landsforrædere  og dem, der ville have æren af befrielsen. Tyskerpigerne blev grupperet over i den afdeling med landsforrædere.

 

Bare rolig – det er ikke en Prøjser

De dansk – tyske krigsbørn blev som tidligere nævnt betragtet som ikke dansk i kraft af deres tyske gener.

I sommeren 1945 i forbindelse med Fagenes Fest havde en kvinde et skilt foran på barnevognen, hvorpå der stod:

 

       Bare rolig, det er ingen Prøjser

 

Civile faderskaber gemt væk

Pigerne kunne selvfølgelig ikke se, at de havde gjort noget som helst forkert. De havde fulgt deres følelser:

 

       Jeg har aldrig syntes, at jeg gjorde noget forkert. Jeg har nok altid været af den mening, at det kommer an på, hvad man selv føler

 

De civile faderskabssager blev gemt væk. Alle fik nægtet aktindsigt. Men Tyskertøserne og deres børn blev med navn og adresse udstillet i Statstidende. På den måde kunne statsmagten udstille dem.

 

Tysker – børn blev diskrimineret

Tyskerbørnene blev diskrimineret af det danske retsvæsen. Man gennemførte ikke faderskabssagerne, som loven krævede. Derved blev børnene holdt fra at lære deres fædre at kende. Når de forsøgte at finde dem, blev de mødt af lukkede arkiver. Først i 1999 blev arkiverne åbnet, men da var de fleste fædre døde.

 

Mange svigtede

De internationale børnekonventioner blev tilsidesat. Mødrehjælpen og Retssystemet svigtede. Tænk, at man i Danmark har en af verdens mest restriktive arkivlovgivninger, de har forhindret krigsbørn i at søge oplysninger om deres afstemning.

Børneloven af 1937 var tilsidesat. Det samme var retsplejeloven.

 

Tysker – børn er civil ulydige

Da mange forsøgte at lede efter deres ophav, fik de at vide, at arkiverne var lukkede til 2025. Efterhånden blev arkiverne åbnet. Men børn der søgte i Lands – og Rigsarkivet måtte underskrive en Tavshedserklæring/ Fortroligheds – erklæring. Med andre ord, man gjorde det strafbart at tage kontakt med mødre og fædre.

Man overtræder arkivloven og kan få bøde/straf. Men man har åbenbart accepteret at tyskerbørn er civil ulydige.

 

Norske piger har fået undskyldning

De danske Tyskerpiger har aldrig fået en undskyldning. Men det har de norske. Den daværende statsminister Kjell Magne Bondevik var stor nok ved en nytårstale, at give en officiel undskyldning til de norske krigsbørn.

En stat kan forholde sig ret til historiske beslutninger. Og tænk hvis en dansk statsminister en dag er stor nok til at gøre tilsvarende skridt i Danmark. Dagens politikere skal erkende, at der var grupper i befolkningen, der blev uretmæssigt behandlet og som led overlast.

 

Hagekors i kirkebogen

Tænk oppe i Nordjylland i Hals Sogn satte præsten i alt 15 små hagekors i kirkebogen ud for de børn, der havde tyske fædre. Født i dølgsmål og dræbt straks efter fødslen, står der ud for et af børnene.

 

Tyskertøsernes børn blev mobbet

Mange af tyskertøsernes børn var så udsatte, at de måtte stå model til chikane og mobning fra jævnaldrene kammerater, lærere, stedfædre. Ja selv af deres egne mødre blev de mobbet og chikaneret.

Disse børn gik ofte under betegnelsen horeunger, djævleyngel og nazi – svin.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens litteratur A – L

       Besættelsestidens litteratur M – Å

       Drolshagen: Det skal de ikke slippe godt fra

       Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør

       Kirsten Mejlhede Krog: Tyskertøs

       Erik Oluf Galvit: Inger min Mor

       Arne Øland: Horeunger og helligdage

       Lotte Tarp: Det skulle nødig hedde sig

       www.kirgsboern.dk

 

www.dengang.dk rummer efterhånden ca. 70 artikler om Besættelsestiden

Over 400 danskere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I forbindelse med en efterforskning omkring Padborg, dukkede der 4 – 5 andre mystiske dødsfald op, som ikke står på nogen liste. Kun 13 pct. af episoderne havde noget at gøre med stikkeri. En efterforskning blev aldrig foretaget. Der var heller ingen domstol, der bestemte. For som modstandsbevægelsen sagde: ”Det er ikke jura – det er krig”. En socialdemokratisk politiker sammenlignede det med en hekseproces.

 

Henvendelse fra læsere

For nogen tid siden fik vi her på redaktionen en henvendelse fra to personer fra Sønderjylland. Det drejede sig om et mord begået ved grænsen kort efter befrielsen. Familiemedlemmet havde fået en særdeles dårlig behandling af myndighederne. Vi gik ind i sagen. Der blev nægtet også registeradgang, vi klagede. Og det hjalp. Vi fik nu adgang til noget, der vil ændre historien på nogle afgørende punkter. Men vi fik også indblik i, at myndighederne også spillede ind og skjulte den sande historie.

 

Efterforskning fusket

Mange historiker har så kørt den skabelon, hver gang de har beskrevet episoden. De har nemlig skrevet den samme historie ud fra en skabelon. Samtaler med den dræbtes kone vidner desuden på, at der er sket omfattende snyd og bedrag under efterforskningen.

 

Sandheden kommer frem

Familiemedlemmerne har i hvert fald fået svar på nogle afgørende spørgsmål. Og vi andre er rystet over sandheden. Men den må du kære læser vente med.. At det nu er lukket for yderligere adgang til diverse registre, ja det siger noget om vores historieforskning, når det gælder tiden under og efter besættelsestiden. Men vi har sikret os, at sandheden kom frem på et eller andet tidspunkt her på siden.

 

Mange spørgsmål

       Asmus Jensen blev i den officielle version skudt under flugt over grænsen ind i Tyskland. Tre navngivne personer fra Den danske Brigade/Feltpolitiet har erkendt, at de var til stede. Han blev skudt på 100 meters afstand med en 9 mm revolver. Ganske godt gået af de brave mænd fra Den Danske Brigade, når man samtidig finder ud af at, han er skudt i en vinkel af 36 grader med to skud i hårgrænsen.

       Efterfølgende konstatere de, at han er død. Men de lod ham ligge.

       Asmus Jensen blev fundet halvanden måned efter, et stykke fra nedskydningsstedet.

       Den danske Brigade havde en efterlysnings – seddel med, da de kom til grænsen. Her stod Asmus Jensens navn ikke på. Det får os i første omgang til at spørge:

       Hvordan kan man ramme på over 100 meters afstand i en vinkel på 36 grader med en 9 mm pistol?

       Hvorfor dækker man over en episode, der rent teknisk ikke har kunnet finde sted?

       Hvorfor vil Den Danske Brigade ødelægge sit gode navn og ry på denne episode, der der dækker over noget andet? 

 

Efterforskningen er sket i samarbejde med familien. De har nu fået en hvis afklaring. Og offentligheden har gennem de trykte medier også krav på dette. Men grundet specielle forhold kan vi endnu ikke offentliggøre de 17 sider, vi allerede har nedfældet i sagen.

 

Kendskab til yderligere mord

Da vi nu var i gang med at forske i mystiske mord dukkede pludselig andre mord op. Så vidt vi kan bedømme er de ikke at finde på de gængse lister

 

       En mand i nærheden af Toftlund dør af et mystisk hjerteanfald i et fængsel i København (Det gjorde Frits Clausen også)

       En lærerinde fra Aabenraa bliver skudt under et møde i det Tyske Mindretal i Løgumkloster. To lokale skyder gennem et vindue

       Rygterne vil vide, at to stikkere bliver skudt på en strand i nærheden af Rinkenæs. Et par måneder senere driver de i land i nærheden af Kollund. De bliver begravet som ukendte på kirkegården i Bov.

       En person bliver skudt på vej ind i Tyskland ved Lydersholm

 

409 likvideringer – eller mere?

Der er nævnt et tal på 409 likvideringer, men når vi bare i efterforskningen af en enkelt sag får præsenteret disse likvideringer, skulle man tro, at der var mange flere.

 

Vi har fået stor hjælp af Landsarkivet i Aabenraa i eftersøgningen. Men det kniber lidt mere hos lokalarkiverne. Det er tydeligt at emnet er meget tabubelagt.

 

Forkerte meldinger i skolen

I skolen fik vi at vide, at stikkerdrab blev udført på grund af beskyttelse. Dem, der blev dræbt havde været årsag til, at mange modstandsfolk var blevet dræbt.

Men et stort flertal af de myrdede har ikke været stikkere. Det skulle åbenbart ikke så meget til. Forbrydelsen for at blive myrdet, kunne være:

 

       de havde været nazister

       de havde været tyskervenlige

       de havde arbejdet for tyskerne

       de havde arbejdet i et uniformeret korps.

       fremsættelser af trusler

 

Frihedsrådets Domstole har aldrig eksisteret

Vi fik ligeledes at vide i skolen, at når en likvidering skulle aftales, så foregik det gennem Frihedsrådets Likviderings – udvalg og Den Jyske Domstol. Men disse to udvalg eller domstole har aldrig eksisteret.

 

En så alvorlig beslutning som at myrde en person blev truffet i alle niveauer i modstandsbevægelsen.

 

Flest mord i 1945

Som skrevet regner historikere med, at ca. 409 danskere blev myrdet. Men et helt nøjagtigt tal, findes ikke. Bare i løbet af april og maj måned blev der foretaget 124 drab.

Antallet af likviderede steg stødt, 12 i 1943, 140 året efter og 238 i 1945. Likvideringerne blev udført på forskellige måder. Nogle blev først underkastet sig forhør inden de blev likvideret. Andre blev skudt ned på gaden hvis lejligheden bød sig. Nogle blev passet op i hjemmet og skudt efter at stedet var ransaget for beviser og atter andre blev skudt i velforberedte baghold.

 

Tilbageholder oplysninger

Og så er det sagen fra Padborg, hvor man i årevis tilbageholder fakta for offentligheden og ikke mindst familien. Man foretager fiktive – afhøringer, så det ser ud som en sag.

 

Forbud mod efterforskning

Efter krigen blev der ikke foretaget en systematisk politimæssig efterforskning. Rigspolitichefen bad eller i juli 1945 alle politikredse om at indberette besættelsestidens tab. Tanken var, at Rigspolitiets Rejseafdeling skulle efterforske alle drab.

Men denne efterforskning blev forhindret af Frihedsrådets Frode Jakobsen. Han var nu blevet minister uden portefølje. Han havde fået ansvar for modstandsbevægelsens aktioner. Hans baggrund for ikke at efterforske:

 

       Der blev givet de folk, der påtog sig likvideringerne tilsagn om, at disse sager ikke senere skulle blive gjort til genstand for nærmere undersøgelser. Man måtte på grund af forholdene regne med en hvis fejlmargin, og de der likviderede – ofte uden kendskab til de pågældende – skulle ikke risikere at komme til at stå som mordere. Det risikere de, hvis politiet sættes til at trævle alle disse sager op, selv om tiltale frafaldes eller sagen på et eller andet stadium henlægges.

 

En liste på 500 drab blev sendt til Frode Jacobsen. Sammen med lederne fra BOPA og Holger Danske påtog de at slette 320 dræbte personer fra listen, som de tog ansvar for.

 

Politiker sammenlignede det med hekseproces

Da den socialdemokratiske politiker, Hartvig Frisch den 25. august 1945 i en radioudsendelse betegnede alle likvideringer for mord, forsvandt enhver diskussion.

Men Hartvig Frisch sagde faktisk, at de likviderede havde været udsat for Baaldøden, og sammenlignede likvideringerne med hele hekseprocessen.

Frisch havde også pointeret, at der i frihedsbladene havde stået, at alle beviser skulle fremlægges inden en likvidation.

 

Mordere med tilbagevirkende kraft

Modstandsbevægelsen var nu bange for, at de skulle udråbes som mordere med tilbagevirkende kraft.

 

Politikere var fredet

Man havde også tidligere fra modstandsbevægelsen truet en af tidens varmeste politikere, statsminister Wilhelm Buhl. Han havde i en radiotale i september 1942 opfordret befolkningen til at stikke sabotører. Mange modstandsfolk mente, at han ikke skulle slippe levende fra dette. Men det gjorde han, og blev oven i købet statsminister i den første samlingsregering efter befrielsen i maj 1945. Og han blev heller ikke ramt af en eller anden lov med tilbagevirkende kraft.

 

Modstandsbevægelsen erkendte kun 9 fejl

Frode Jacobsen havde en god medspiller i sin efterfølger Per Federspiel. I første omgang erkendte man kun fejl i 9 tilfælde. Men mange kritiserede efterhånden politikerne for deres måde at holde hånden over for modstandsbevægelsen. Blandt dem var forfatteren, Martin A Hansen.

 

Beskyttelse mod undersøgelser

Frode Jakobsen ønskede at beskytte modstandsfolkene og det gode navn. Da presset blev for stort, fik Frode Jacobsen behændigt udskiftet de politibetjente, der var udpeget. Han fik så meget smart indsat politibetjente, der havde været med i modstandsbevægelsen. Det var ganske tydeligt, at man forsøgte at beskytte sig mod fejl – likvidationer. Det nok også sådan en, vi har fat i – i Padborg.

 

Held med at dysse sagerne ned

Frode Jakobsen havde i sin tid i Folketinget held til at dysse sagerne ned, helt til sin død i 1997. Og mon ikke han havde en finger med i spillet, da sagerne fra Sønderjylland i 1971 igen blussede op i de lokale medier.

 

Kriminelle elementer

Men i hvert fald i et tilfælde kan vi her på siden berette om kriminelle elementer i modstandsbevægelsen. Det skete efter at en købmand fra Nørrebro blev skudt i Utterslev Mose (Se Henrettet på Nørrebro).

 

Uden veldokumenteret grundlag

Mange af likvideringerne var blevet foretaget på et alt andet end veldokumenteret grundlag, og mange var tilmed udført af grupper eller enkeltpersoner med et temmelig fjernt forhold til modstandsbevægelsen.

 

Ikke godt organiseret

Drabene var ikke udført som nødværgeredskab, som vi fik at vide i skolen. At modstandsbevægelsen skulle være godt organiseret under Frihedsrådet stemmer heller ikke overnes med sandheden.

 

Til fare for modstandsbevægelsen

Når en likvideret familie henvendte sig til ministeriet fik man altid et standardsvar, at den likviderede havde været til fare for modstandskampen. Den familie, som vi i forbindelse med vores efterforskning, havde været i forbindelse med, fik aldrig et eneste svar, hverken fra diverse politimestre eller justitsministre.

 

Mistanke, rygtedannelser og tilfældighed

Og på et tidspunkt fik man så at vide, at likvideringer aldrig er blevet udført som hævnagt eller straf. Ja selv tyskerpiger blev udsat for likvidering. Og grunden med at, man arbejdede for tyskerne. Ja det gjorde 69.999 andre også.

 

Mistanke, rygtedannelse og tilfældighed afgjorde ofte, om man blev offer for modstandsbevægelsens kugler. Og her gik man og troede, at de likviderede var Stikkere i stor stil. Modstandsbevægelsen fastholdt at kun ni ud af 350 likvideringer var fejltagelser.

 

Man havde påkaldt sig mistanke

I starten af 1950erne udsendte Justitsministeriet en række breve til efterladtes familier. Flere af disse indeholdt argumenter som, at de pårørende ikke længere kunne anses som angiver, men at han ved at have arbejdet for besættelsesmagten havde påkaldt sig mistanke.

Frode Jakobsen har dog ikke selv godkendt disse formuleringer. Kigger man i arkiverne, kan man se, at mange af formularerne er overstreget af Frode Jakobsen.

 

Moralsk selvransagelse

Igen møder vi forestillingen om det gode og det onde. Vi er kan dog ikke være sikker på, at det kun var nazister, der var de onde. Mon modstandsfolkene var så gode, som de sagde. Hvorfor gør man ikke op med en moralsk selvransagelse. Mange af stikkerdrabene forekom tilfældig. Det skulle ikke så meget til. Nogle blev skudt og andre fik en kort dom for den forseelse som berettigede til et drab.

 

Kun 13 pct. var egentlige stikkere

Ja og så bare det at arbejde for tyskerne ved vestkysten kunne føre til et drab. Historikeren Peter Birkelund i sine pragtfulde bøger om Holger Danske således konkluderet, at kun 13 pct. af de likviderede, der egentlig var stikkere eller meddelere. Langt de fleste arbejde for tyskerne, enten i et terrorkorps, vagtkorps eller bare civilt. 

I skolen fik vi at vide, at en likvidering først blev udført efter grundige undersøgelser. Vi fik også at vide, at modstandsbevægelsen brugte meget tid på at uskadeliggøre stikkere. 

 

Ikke dræbt på holdninger

I en nytårsudtalelse fra januar 1944 skrev Frihedsrådet, at likvideringerne ikke ramte nogen alene på grund af deres nazistiske holdninger, men udelukkende fordi de dræbte havde forårsaget talrige menneskers fængsling og henrettelse.

 

Hævnaktion

Vi har også gentagende gange fået at vide, at nedskydninger ikke blev iværksat som hævnmotiv. Men den 25. november 1944 angreb Holger Danske med en større styrke, Lundtofte Flyveplads, som var under bevogtning af Sommer – korpset.

Angrebet var en gengældelse for en træfning Sommerkorpset og Holger Danske havde ved en våbenaktion mod Always Radiofabrik på Amerikakaj i oktober 1944. Her blev en Holger Danske – mand dræbt

 

Nu gjaldt det om, at dræbe så mange Sommer – folk som muligt – som hævn. Det krævede 30 mand i tre grupper. Der blev dræbt 10 – 11 Sommer – folk.

 

En lignende aktion mod Schalburg – korpset fem måneder tidligere på Blegdamsvej mislykkedes. Der var faldne på begge sider, og flere forbipasserende blev dræbt eller såret.

 

Frit slag for at likvidere danskere i tysk uniform

Frihedsrådet mente, at der var frit slag for at dræbe alle danskere i tyske uniformer, hvad enten det var i vagt – soldater eller terrorkorps.

 

Ikke jura – men krig

Men de gamle modstandsfolk forsvarer alle drabene. De mente, at når Frihedsrådet accepterede dem, så var det ikke tale om et mord, men en legal handling i en krigssituation. Man afviste domstole – begrebet. Det var ikke jura – det var krig. I begyndelsen var der to kriterier, der skulle opfyldes, inden man likviderede:

 

       indgående kendskab til modstandsbevægelsen og livlig omgang med fjenden

 

Alle der samarbejdede med tyskerne – tabte

Den danske regering støttede besættelsesmagten på mange områder under besættelsen. Således havde vi en kæmpeeksport af flæsk, fisk og smør. I 1943 tvang befolkningen regeringen til at gå af. De ville ellers gerne være blevet.

 

Man udråbte en masse danskere til at være forrædere. Hele 40.000 blev interneret og af dem 14.000 dømt. Med retsopgøret startede en gloværdig fortælling om danskernes indsats i de fem onde år. Alle dem, der samarbejdede med tyskerne tabte krigen. Det gjaldt også for tyskerpigerne.

 

Man måtte gerne gradbøje

Men det gjaldt åbenbart ikke for de  gradbøjede lægeløfte, de samarbejdende politikere og landbrugets værnemageri, og den grundlovsstridige beslutning at kommunisterne skulle interneres af dansk politi.

Meget tankevækkende er det også, at dansk politi bekæmpede modstandsbevægelsen efter politikernes ordre i de første år.

 

Glansbilledet er ved at gå i stykker

Myten med at modstandsbevægelsen sammen med samarbejdsregeringen førte os sikkert gennem krigen krakelere dog efterhånden. Nu til dags er det ikke lykkedes for afdøde Frode Jakobsen at fastholde myten. Glansbilledet er ved at gå i stykker. 

 

De havde så stor magt

Det var ellers en storslået tid for modstandsbevægelsen i maj – måned. De fik meget stor magt. Men den magt varede ikke ved. Men det betød ikke, at de var glemt. Ved det første efterkrigsvalg i oktober 1945 fik kommunisterne eksempelvis stor fremgang, mens de partier, der havde samarbejdet med tyskerne mistede mandater.

 

Sejrherren skriver historien

Vi lærte den gang i skolen, at Danmark fra 1940 – 1945 bestod af 90 pct. gode danske mænd og 10 pct. landsforrædere. Men faktum er, at der deltog flere danskere på tysk side end på allieret side.

 

Vi skal huske på, at det altid er sejrherren, der skriver historien. Men med besættelsestiden var det lidt omvendt. Dem, der skrev historien blev sejrherrer med tilbagevirkende kraft. Også modstandsfolkene blev tilgivet – med tilbagevirkende kraft.

 

431 aktioner mod tyskerne

Tankevækkende er det, at der under besættelsestiden blev udført 4.300 sabotager, heraf 1.500 mod de danske jernbaner, men kun 431 rettet direkte mod tyske militærinstallationer.

 

Mellem 10.000 – 100.000 frihedskæmpere?

Historikere mener, at der var 10.000 modstands – kæmpere i december 1944. Ved befrielsen var dette tal steget til 43.000 og for nogle år siden bekendtgjorde Frihedsmuseet, at der havde været 100.000.

 

Trusler fra modstandsbevægelsen

Den 4. og 5. maj 1945 var der en sand hærskarer af patrioter i hjelm og armbind. Min far fik det også tilbudt på Torvet i Tønder. Et par dage før var han og hundredvis af andre blevet truet af modstandsbevægelsen med at de ville stå bag et hvert hjørne og plaffe dem ned på deres vej mod Tønder. De havde arbejdet på det tyske forsvar ved Oksbøl.

 

Kilde:

 

       Se Besættelsestidens Litteratur A – L

       Se Besættelsestidens Litteratur M – Å

       Vilhelm La Cour: Danmark under besættelsen bd. 2

       Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen

       Stefan Emkjær: Stikkerdrab

       Peter Øvig Knudsen: Efter Drabet

       Henrik Skov Kristensen: Grethe Bartram, fra kommunist til Gestappo – agent

       Henning N Larsen: Stikkeren

       Henning N Larsen: Modstand i Sønderjylland

       Povl Falk – Jensen: Holger Danske

       Peter Birkelund: Holger Danske – Sabotage og Likvidering 1943 – 45

 

Hvis du vil vide mere:

       www.dengang.dk indeholder over 65 artikler om besættelsestiden

Når vi beskæftiger os med besættelsestiden, fastholdes vi i historien om helte og skurke. Danmark har aldrig erkendt, at de havde et moralsk problem i den måde de tyske flygtninge, blev behandlet på. Man betragtede små børn som fjender. Spædbørn blev nægtet lægehjælp. 7.000 børn døde i 1945. 10.000 enlige børn tilbragte over tre år bag pigtråd og geværer. Danskerne fik deres hævn på en forkastelig måde. Og så er det historie – forvanskning, når man nævner det.

 

Den gængse opfattelse

Når man far havde fået en snaps eller to, fortalte han ofte om besættelsestiden. Og en af de ting han fortalte, var om flygtningelejren i Tønder. Men jeg kan ikke dokumentere de ting, han sagde. Og hvis man ikke kan det, får man historikkerne på nakken. Det gør man også, hvis man ikke deler den gængse opfattelse af tingene. Og får du fat i nogle kontroversielle ting fra den tid, blev man nægtet registeradgang.

 

I fare for at blive beskyldt for historie – forvanskning er historien om de tyske flygtninge, som aldrig følte sig velkommen i Danmark.

 

238.000 flygtninge

Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 kom der omkring 238.000 tyske flygtninge til Danmark. De flygtede fra russernes overgreb i Østpreussen, Pommern og De Baltiske Lande. Der kom også yderligere 23.000 flygtninge, fordelt på 30 lande.

 

Den sovjetiske hær havde indledt en voldsom offensiv. I løbet af fire måneder havde man oplevet det nazistiske Tysklands totale sammenbrud. De tyske hære havde i de forløbne tre et halvt år myrdet millioner af sovjetborgere. Nu var hævnens time kommet. Plyndringer og voldtægt forekom i massevis. Det var grund til at flygte.

 

I ugerne var de mænd, der endnu var tilbage systematisk blevet fjernet. De skulle hjælpe med at forstærke forsvaret af Østpreussen.

 

Brænd Tyskland

En russisk general skreg under fremmarchen:

 

       Brænd Tyskland, du har ikke fortjent bedre. Jeg vi ikke tilgive noget af det du har gjort med os …Brænd, forbandede Tyskland.

 

Verdens største folkevandring

Mange sultede ihjel på flugten. Civilbefolkningen betalte en meget høj pris for Hitlers krig. 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem og 2 millioner omkom.

Det var Verdens største Folkevandring.

 

En del af disse nåede frem til havnebyerne langs Østersøen. Herfra blev de sejlet mod vest af en broget flåde, bestående af krigsskibe, troppetransportskibe og fragtskibe, fiskekuttere, slæbebåde og tankskibe.

 

Operation Hannibal

Flugten var livsfarlig. Ikke alene kunne de flygtende risikere at blive ramt at russiske fly og tanks. Over vandet gjorde engelske kampfly og russiske u – både det af med 25.000 flygtninge, som det lykkedes dem at sænke sammen med Wilhelm Gustloff, Von Steuben, Goya, Thielbek og Cap Arcona.

 

Det var Operation Hannibal, som de tyske myndigheder havde iværksat for at evakuere civilt og militært personel. De allierede var informeret om, at skibene indeholdt masser af flygtende, men det respekterede de ikke.

 

Et varsel om flygtninge

Den 4. februar 1945 befalede Adolf Hitler at en del af de tyske flygtninge forbigående skulle anbringes i Danmark.

 

Første gang danskerne hørte om flygtningene var i Information den 1. februar 1945:

 

       Danske myndigheder har i dag fået første varsel om at gøre klar til modtagelse af 10.000 sårede tyskere fra østfrontslaget. Såfremt det bliver til alvor – og det er næppe nogen grund til at tvivle på – sprænges hele vor hospitalsordning, og det bliver herefter højst problematisk, hvilken pleje, medicin og behandling vore egne syge vil kunne få. Dernæst kommer den iøjnefaldende fare for epidemier og anden smittespredning, der uundgåelig følger i en sådan invasions kølevand.

 

Råddenskab fra skibet

Den 11, februar 1945 stod skibet Wartherland som den første ind i Københavns Frihavn. I de følgende tre måneder anløb flere hundrede skibe danske havne med en strøm af tyske soldater og flygtninge. Nogle gange kom der enkelt dag mere end 10.000.

 

Der mødte folk en modbydelig stank af råddenskab fra skibet. Frygtelige lyde fra de sårede. Og mange af forbindingerne var lavet af avis – eller indbindingspapir. Ofte var det bundet fast med sejlgarn eller sågar ståltråd.

 

Men fra Frit Danmark lød budskabet:

 

       Nu glammer det Teutoniske Ulvehul. Hylet om Mellidenhed. Den Nation, som udryddede mennesker i hundredtusindvis i dødslejrene og gaskamre i Polen…Den Nation, der begyndte bombningen af Warszawa, Rotterdam og Belgrad, den ligger nu for vores Fødder…Derfor ingen kadavermedlidenhed. Ethvert tilløb dertil vil blive betragtet som en upartriotisk Handling og behandlet som sådan….Derfor, hold ud, gør dig hård! Desto snarer har du sejren i Hænde.

 

Det Tyske Mindretal bliver hånet

Flygtningene var allerede kommet til Sønderjylland. Mange af dem boede hos medlemmer af Det Tyske Mindretal. Den 24. februar skriver Information:

 

       Desværre har det vist sig, at en del danske ud fra forskellige bevæggrunde har ment, at de måtte tage imod flygtninge. Nogle gør det af opportunistiske grunde efter tysk henstilling, andre fordi de synes, at de ikke kan sige nej, atter andre, fordi de mener, at det er kristeligt at tage sig af syge og hjælpeløse – dette gælder især de stærkt indremissionsk prægede. Det er en skandale, at folk, som kalder sig danske, indlader sig på sligt, mens tusinder af danske patrioter sidder indespærrede i tyske koncentrationslejre, hvor mange dør efter umenneskelige lidelser.

 

Flere reportager fulgte fra det sønderjyske. Her følger man såkaldte eksempler på flygtningenes opførsel unde devisen Herrefolket i dets nedværdigelse.

 

 

De lærer det aldrig

Og den danske befolkning skulle fastlåses i den opfattelse, at de tyske flygtninge havde en dårlig opførsel. Den 8. marts skrev Information:

 

       Under overskriften ”De lærer det aldrig” …fortaltes om en del kvinder og børn, der ” forhutlede og forkomne” var ankommet i et godstog fra Østprøjsen til Almindeligt Hospital i Aarhus. Men det varede ikke længe, før deres rette ”germanske” sindelag kom til udtryk. Det begyndte med, at de ikke alle var tilfredse med den måde, hvorpå de blev behandlet af personlaet . Den var korrekt, omend yderst kølig, hvad der næppe kan forbavse, og i løbet af nogle dage begyndte ”de troende partifælder” at gøre ophævelser. Længe varede det ikke, før hele sværmen optrådte på den mest uforskammede og ubehøvlede måde, forlangte at blive behandlet som ”herrefolk” og krævede, at hospitalets sygeplejerske skulle gøre rent på deres værelser og deres senge.

 

Vi må aldrig glemme Kaj Munk

Og i den stil fortsatte Information og Danmarks befolkning tog ukritisk imod. Det forstærkede blot deres had mod tyskerne. Den 10. marts kunne Information fortælle:

 

       Vi må dyrke hadet som positiv forsvarsforanstaltning for vores sind. Vi må aldrig glemme Kaj Munk, oberst Paludan – Müller eller den 18 – årige maskinlærling, der sidst myrdedes af en tysk henrettelsespeleton. Vi må dyrke hadet – ikke som en negativ udladning af vore følelser, men som en positiv forsvarsforanstaltning for vort sind. Vi må være beredt til at møde den tyske medlidenheds kampagne, der allerede er sluppet løs.

 

Hånlige angreb

Og i den grad fortsatte avisen:

 

       Uappetitlige børn, der tigger

       Flygtninge, der forretter deres nødtørft hvor som helst

       I går brovtende, piskesvingende undertrykkere, i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge.

       Det er ikke flygtninge – det er de sidste ariere.

       En ny invasion er begyndt. Invasionen af de tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestappo – mændenes koner og børn med dy myrdede polske kvinders børn og sko på fødderne, deres ringe på fingrene, deres skrig rungende i ørerne.

 

Forslag: Flygtninge skulle bruges som gidsler

Og efter den 9. april 1945 fortsatte angrebene på flygtningene:

 

       Hvis man ikke har en tysker ved sine fødder, har man ham i struben

       De flygtende hunners indtog i Danmark

 

Ja Information den 25. april, at benytte flygtningene som gidsler, hvis det tyske militær i afslutningsfasen sprænger havne, offentlige værker m.m.

 

Flygtninge blev ikke betragtet som medmennesker

De fleste danskere formåede i 1945 ikke at se de tyske flygtninge som medmennesker, der var en trussel mod samfundet. Paradokset er at tyskerne gennem nazismen netop havde vist aggression åbenlyst. I lyset af nazismen stod danskernes antisociale væsen og ondskab klar.

 

Fremstilles som kyniske

Den danske modstandsbevægelse havde gennem den illegale presse haft held til at udstille flygtningene som kyniske, der overhovedet ikke skulle hjælpes.

Det nationale, hadet, foragten og distancen til tyskerne havde helt overtaget det menneskelige. Danskerne havde været anti – tysk siden den nationale vækkelse i 1840erne, men aldrig af den massive grad som i 1945.

 

Kvinder, børn og gamle

Flygtningene bestod især af kvinder og børn og gamle. Elendigheden var stor. Alle var præget af angst og udmattelse. De var underernærede, snavsede og luse – befængte. Mange af dem var alvorlig syge.

 

Dr. Werner Best anslog i marts, at Damark kunne modtage 100.000 flygtninge, men snart var man oppe på 150.000, og endnu flere kom.

 

Til indkvartering beslaglagde tysker, skoler, forsamlingshuse, hoteller, fabrikker og sportshaller. I besættelsens sidste tid var 80 pct. af skolerne i København beslaglagt.

 

Brud mod folkeretten

Danske embedsmænd protesterede skarpt over for brud på folkeretten. Men den tyske folkeinvasion fortsatte. Det var den tyske besættelsesmagt, der havde ansvaret for flygtningene. Men det steg dem overhovedet. De mistede kontrollen. Deres lazaretter var overfyldte og de sikkert heller ikke regnet med den enorme tilstrømning.

 

Bad danske læger om hjælp

De bad derfor Lægeforeningen om hjælp til alle de sårede flygtninge. Men lægerne ville ikke hjælpe fjenden, selv om det drejede sig om mennesker i nød.

Det betød, at mange flygtninge ikke fik mad. De syge blev ikke behandlet og der lå hobevis af ubegravede lig i pakhuse og kældre. Dødeligheden blandt flygtningene var forfærdende høj.

 

Over 7.000 børn døde i 1945

Ja hele 17.209 tyske flygtninge døde i Danmark. Og det er ikke korrekt, når historikere påstår, at årsagen til de mange dødsfald var transporten med skibene.

 

Fra perioden januar til december 1945 døde 13.493 tyske flygtninge, heraf 7.746 børn.

 

Og lægesagen startede den 10. marts 1945. De danske læger ville kun udføre lægegerningen, hvis alle danskere i Tyskland blev frigivet. Disse blev frigivet i løbet af marts og april, men Yngre Læger ville ikke stadig ikke hjælpe fjenden.

Lægeforeningen fremsatte en erklæring sammen med modstandsbevægelsen og Dansk Frihedsråd:

 

       I betragtning af de her i landet herskende forhold, mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisering af nogen form for nødhjælp til de tyske flygtninge

 

Man lod spædbørn dø

Tænk at man kunne lade spædbørn dø. Lægerne nægtede at give dem medicinsk hjælp.

Otte ud af ti børn under 14 år døde i Danmark i 1945 af sygdom og underernæring.

 

Døende børn blev afvist på hospitalet

Lægen Kirsten Lylloff udkom i 2004 med bogen Barn eller Fjende. Hun menter, at de tyske flygtninge var udsat for en bevidst dårlig behandling som førte til en regulær humanitær katastrofe. Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp medførte at 13.000 døde i 1945.

Flygtningenes kost var kedelig og ensformig. Den var kaloriefattig og der var manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer.

 

Døende spædbørn blev afvist på Blegdamshospitalet. Ret hurtig stod det også klart, at man ikke ville fremskaffe ambulancer, sygeplejersker eller medicin.

Heller ikke Københavns kommune ville tage sig af de døende spædbørn. Fra dansk side ville man heller ikke oprette nødlazaretter.

 

Brud på Genève – konventionen

I august 1945 blev de sidste tyske soldater, der havde ligget på lazaret sendt hjem. Og nu var det så meningen at det tyske lazaret – personale også skulle returnere.

De danske læger ville ikke overtage det. Så Danmark anmodede englænderne om, at de 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerske måtte blive i Danmark.

 

Status ændret med et pennestrøg

Deres status blev meget behændigt ændret fra militært personel til flygtninge. De forblev mod deres vilje som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Den tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genéve – konventionen af 1920. Men det skriver historikerne heller ikke noget om.

 

Ligsynsloven gjaldt ikke tyske flygtninge

Myndighederne mente ikke, at man skulle gøre sig særlige anstrengelser i at få anmeldelser om dødsfald. Ligsynsloven af 1875 gjaldt åbenbart ikke for tyske flygtninge.

Dette betød, at myndighederne havde særdeles svært ved at finde slægtninge, senere

 

Ingen ville kendes ved et lig

Et helt grotesk tilfælde opstod i Vejle. En ældre tysk flytning havde valgt at begå selvmord ved at skære pulsåren over med en barberkniv. Hun lå ud til en offentlig vej. Der havde hun ligget i flere timer. Men der var ingen, der følte sig ansvarlig til at hente hende. Enden blev, at såfremt en tysk læge ikke kunne skaffes, kunne embedslægen honoreres for at gennemføre ligsynet.

 

Ingen selverkendelse

Nu skulle man tro, at læge Kirsten Lylloff`s afsløringer ville føre til selverkendelse. Men nej, hendes undersøgelse førte til beskyldninger om historie – forvanskninger og historie – manipulation. Man må ikke røre ved danskernes selvopfattelse af besættelsestiden.

 

Fjenden var ikke mere end fem år

Når to millioner mennesker flygter skrækslagne fra en fjende, så spørger de ikke om lov. De tyske flygtninge tilhørte et besejret folk, og det glemte den danske befolkning aldrig. Men fjenden var åbenbart ikke mere end fem år. For spædbørnene hjalp de danske læger ikke.

 

Ingen humanitær indsats

Den største gruppe af de børn, der døde, var børn under 2 år. De fleste døde antagelig af mave – tarminfektioner, dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. De fleste dødsfald kunne være undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats. Men de blev afvist fra sygehusene.

 

Clearings – mord

Lægernes vægring var bestemt ikke uden omkostning. Schallburg – korpset og peter – Gruppen fik besked om, at de skulle myrde ca. 15 læger. De nåede, at myrde 8. De fire af clearings – mordene foregik i Odense.

 

De spiste mælkebøtter og bark

I den berygtede Høvelte – lejr blev flygtnigene stuvet sammen på gulvet i hestestalde. Lus og utøj florerede. Maden var ofte mælkebøtter, bark, blomster og kartoffelskræller. 

 

Omgivet af pigtråd

De største lejre fandt vi i Oksbøl (36.000) og på Kløvermarken på Amager (17.000) I oktober 1945 var der flygtninge i 465 forlægninger. Det var i 1946 bragt ned til 100.

 

Alle lejre var omgivet af pigtråd. Og ca. 10.000 danskere var ansat til at bevogte lejrene. Det var på det strengeste forbudt for danskere at fraternisere med flygtningene. Flygtningene blev også nægtet varigt ophold i Danmark.

 

Livlig samkvem 

Men der skete dog livlig samkvem sted mellem vagtmandskabet og de unge tyske kvinder. I området omkring flygtningelejrene var der i underretten ugentlige seriedomme og hæftestraf til vagtmandskabet, der med billede og navn blev hængt ud i de lokale ugeaviser.

Mod betaling til vagtmandskabet kunne man også få en hyggetime med en af de tyske kvinder. Og i Tønder blev nogle af byens kendte mænd pludselig far.

 

Alle fik afslag

Nogle af disse forhold havde dog også en reel hensigt. Man søgte om tilladelse til at gifte sig. Men alle fik afslag.

Alene i Oksbøllejren så 900 nye verdensborgere dagens lys. Der forekom en fødsel hver anden dag. Og 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab. Sagt på en anden måde. Det var ikke deres egen mand, som de fik et barn med. Enten var de enker eller udvidende om mandens opholdssted.

Blev vagtmand og pigen taget på fersk gerning, ja så var det 14 gage i brummen.

 

I samme periode døde 1.400 indsatte i Oksbøl – lejren.

 

Vater Germania

Der findes også historien om Vater Germania, en 17 årig – knægt, der skulle være far til 45 børn. I alt blev der i lejrene født 6.000 børn.

 

Opholdstilladelse men ikke til tyskerne

Andre flygtninge som de 6.000 fra Estland, Letland og Litauen fik ophold i forskellige lejre. De fik lov til at arbejde ude i det danske samfund og blev efterhånden integreret.

Ja tænk 30.000 baltere, polakkere m.m., der havde kæmpet på tysk side fik opholdstilladelse som alle undtagen tyskerne. Og disse baltere havde kæmpet på tysk side.

 

Ingen medynk

Der var i den første tid ikke den ringeste mellidenhed med de tyske flygtninge. I det det stadige illegale blad Information den 4. april 1945 kunne man læse:

 

       De skal ikke mærke den ringeste medynk, og de skal vide, at som de selv har redt, skal de komme til at ligge.

 

Parasitter

Hadet til tyskerne var ufatteligt stort. Således skrev det illegale blad Frit Danmark i april 1945 under overskriften Parasitterne:

 

       Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark, betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Så enkelt er problemet. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi den tyske krigsindustri.

       Derfor er det eneste forsvarlige standpunkt Danmarks Frihedsråd har indtaget, når det specielt over for danske lægeautoriteter har præciseret, at der ikke kan handles om denne hjælp ved at ville forpligte sig til visse aftaler, mod at tyskerne til gengæld forbedrer kårene for de danske deporterede.Det bør fra den enkelte danske borger til statens højeste myndigheder være en hovedregel, at enhver form for hjælp til de tyske flygtninge og de sårede soldater kun ydes under direkte tvang og aldrig ved frivillig medvirken.

 

Ja sådan lød det officielle Danmark dengang. Flygtningene skulle ikke hjælpes. De skulle indgå i en byttehandel sammen med de deporterede.

Med den holdning døde mange tyske flygtninge i Danmarks varetægt.

 

En meget høj linje

Først den 6. september gik flygtningeadministrationen på danske hænder. Først var det under arbejds – og socialministeriet under minister Johannes Kjærbøls ledelse. Han havde noget han skulle vise, efter hans tvetydige indsats under besættelsestiden. Måske var det derfor, han nu skulle markere sig ekstra hård over for tyskerne.

Kjærbøll mente, at amterne ikke kunne klare opgaven, så han forlangte en central ledelse, og det fik han.

 

Tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose

Sygeligheden i lejrene i 1945 var ekstremt høj. I den store Oksbøl – lejr blev der berettet om tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Mangel på medikamenter gjorde det hele meget værre.

 

Præsten ville ikke have tyske lig

Mange steder ville man ikke mere have tyske grave på kirkegården. De stødte åbenbart folk. Således blev der etableret en massegrav på 960 lig i Blovsterød.

Også andre steder rundt om i landet ønskede man ikke, at de tyske flygtninge skulle fylde kirkegården. Det gjaldt blandt andet for præsten i Ødsted. Han ville hellere have, at der blev anlagt en kirkegård for de tyske flygtninge i skoven.

 

Aviser: De har en paradistilværelse

I Aftenbladet den 21. juni 1945 fik læserne at vide, at 40 tyskere døde hver dag. Avisen mente ikke, at tyskerne skulle have en god behandling. Læs her:

 

       Efter en Rundtur til en Række af Flygtningelejrene skal vi fastslaa, at de udbudne Gæster i det store og hele faar den Behandling, som de menneskeligt set kan gøre Krav paa. Nogle af dem fører endda næsten en Paradistilværelse, og dem, der lever under mere trange Forhold, kan først og fremmest takke deres egne Landsmænd derfor.

       Flygtningene bestiller ikke andet end at spise, drikke, snakke og tage Solbad paa den grønne Sportsplads ved siden ad Skolen, og man har ikke Indstryk af, at de under ideelle Forhold i de smukke Omgivelser har tabt Humøret.

 

Det var bestemt ikke sandheden.

 

Blev frastjålet deres ejendele

Flygtningene var udsat for censur, og de hadede når der blev foretaget razzia. Her skete der ofte, at deres ejendele blev frataget dem.

Og uprøvet vagtpersonale skød flere gange flygtninge.

Den danske regering forsøgte, at isolere det tyske flygtninge helt. I Kolding ville man i lang tid forbyde tyskerne at bade i fjorden. De skulle sandelig ikke blande sig med danskerne.

 

Børn omgivet af geværer og pigtråd

Ca. 10.000 børn under 18 år kom her til uden deres familie. Båret af modvilje fra befolkningen blev der ført en særdeles hård kurs over for disse. De blev betragtet som en belastning fra den tidligere besættelsesmagt. Og så blev de anbragt i børnelejre i blandt andet Vingsted og Kastrup.

 

I knap tre år var de omgivet af bevæbnede vagter og pigtråd i lagerbygninger som var vurderet til, at være uegnet for mennesker at bo i. Og ifølge beretninger fra flygtningene var de næsten daglig udsat for fysisk og psykisk vold.

 

Der blev lagt en udsædvanlig hård linje. Man glemte at registrere børnene. Det betød at de havnede i den franske zone, mens moderen befandt sig i den russiske zone. Hvordan børnene kunne betragtes som Danmarks fjende står hen i det uvisse?

 

Uegnet til at varetage sit job

Et indberetning til Røde Kors af en schweizisk læge Dr. Bosch kritiserede de danske forhold sønder og sammen. Han mente, at de sanitære forhold før 5. maj 1945 var værre end de værste krigsforhold i Rusland. Han mente, at der skulle gøres meget mere for flygtningene.

Men fra dansk side, blev han afvist. Man mente, at Dr. Bosch var total uegnet til at varetage flygtningenes interesse.

 

Kaotiske forhold

Den 5. maj 1945 om morgenen befandt sig 570.000 fremmede i Danmark. Det var 245.000 tyske flygtninge, 250.000 tyske soldater, 50.000 sårede soldater samt 25.000 allierede flygtninge.

De første mange måneder efter befrielsen var kaotisk for de tyske flygtninge. Men det sår der ikke noget om i de officielle rapporter.

 

Masser af lig

På skolerne finders der lig i kældrene. I en villa findes der hele 300 lig og i et pakhus ved Frihavnen var der også et par hundrede lig.

Tyske soldater havde hver nat kørt rundt og hentet de døde på indkvarteringsstederne og bragt dem direkte til krematorierne.

 

60 præster protesterede

Man skulle sandelig heller ikke gå imod modstandsbevægelsen og Frihedsrådets argumenter. Det gjorde 60 præster den 24. juni 1945. De anførte, at forholdene for de tyske flygtninge var langt fra så gode, som medierne beskrev.

 

Dette afstedkom et omgående svar i Information.

 

       Og så vover de herrer Præster at tage Flygtninge i Forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån od alt, hvad der hedder Barnhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk paa Odsproget: Som man reder, så ligger man. Til slut foreslår jeg at vore raske Frihedskæmpere kigger de gejstlige Herrer lidt i Sømmene.

 

Og debatten fortsatte, således også den 25. juni:

 

       Det tyske Folk maa dømmes i sin Helhed, hver eneste af dem maa tage sit Ansvar for Nazismen…det er ganske uanstændigt af danske Præster …starter en Mellidenheds – Propaganda til Fordel for disse elendige, i bund og grund af råddenskab gennemsyrede Rester af det forhaanværende Herrefolk.

 

Lejrchef måtte ikke kritisere

Den 3. august 1945 blev lejrchefen på Silkeborg Bad kritiseret for at have udtalt, at Fangerne i Frøslev havde det bedre end flygtningene der på lejren.

Typisk bestod maden af urtesuppe, rugbrød, sigtebrød, leverpostej, pølse ost margarine og erstatnings – te. Børn under 15 år fik desuden en halv liter mælk om dagen. Deres rationer af mad var skæret ned til et minimum. Lægehjælp var et ukendt begreb.

 

Den 15. august 1945 var der stadig 196.518 tyske flygtninge i Danmark. Den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage.

 

En kæmpe ydmygelse

De menneskelige omkostninger ved at have været indespærret i Danmark var store. Man havde følt det som en uhyre provokation og en kæmpe ydmygelse.Danskerne havde i den grad fået deres hævn.

 

Ulovlige udvisninger

Under besættelsestiden forsøgte den offentlige Danmark at udsende flygtninge uden de allieredes tilladelse. Man sendte dem direkte til Østpreussen. Således er der en pensioneret politibetjent i Padborg, der endnu husker disse ulovlige udvisninger.

Den danske regering pressede på, for at få sendt de tyske flygtninge til Slesvig – Holsten. Men har opholdt der sig tre millioner civile og militære flygtninge.

 

Sendt til helvede

Og disse blev sendt direkte ind i helvede. For i 1947 blev tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet, der nærmest lignede KZ – forhold.

 

Hungersnød i Tyskland

Den 10. december 1945 forudsiges hungersnød i Tyskland. Også Slesvig Holsten var på fallittens rand. Men modstandsbevægelsen og Danmarks Frihedsråd Blev ved med at presse for at få flygtningene sendt hjem.

 

Det kostede 428 millioner kr.

Den 15. februar 1949 rejste de sidste tyske flygtninge hjem til Tyskland. I 1950 udsendte Flygtningeadministrationen en redegørelse for forløbet. Og man kan sige, at her blev det publiceret, som regeringen gerne ville have frem, og ikke andet.  Det havde kostet det danske samfund 428 millioner kroner. I dag svarer dette til 5 – 6 milliarder kroner.

Tyskland påtog sig alt at tilbagebetale Danmark, 160 millioner kroner. De sidste af disse penge blev tilbagetalt i 1958.

 

Bonn – erklæringen vedtaget?

En Bonn – København erklæring blev vedtaget. Det var en erklæring om mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen. Men den er hvis nok aldrig blevet ophøjet til lov fra dansk side. Man ville ikke risikere en ny invasion fra tyskerne med den begrundelse,at det tyske mindretal har været udsat for krænkelser.

 

Blev brugt som slavearbejdere

På trods af forbuddet mod at drive omgang med tyske flygtninge fik mange danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtningene som billig arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene. Om de fik løn for deres arbejde er i de fleste tilfælde et ubesvaret spørgsmål.

 

Danmark vil ikke vedkende sig et moralsk problem

Kigger man i de nednævnte kilder er det ikke mange steder, hvor man mener, at Danmark har haft et moralsk problem. Man er ikke af den overbevisning, der skal gøres op med noget som helst. Kan et politisk mål virkelig bruges til at legitimere brugen af midler, der krænker menneskelighed? Mål der tillader, at mennesker reduceres til offer for en sag?

 

De var selv offer

Flygtningene kom fra en nation, der havde påført andre lande kolossale ødelæggelser, uendelige lidelser og tab og været skyld i millioners død. Over for Danmark havde denne nation tilsidesat alle regler om god opførsel og troværdighed. Som tyskere måtte flygtningene bære det fælles ansvar. Man dengang de kom var de mennesker i nød. De var selv blevet offer for Hitlers krig

 

Glemmer at nævne, hvor vi har fejlet

Hvorfor er vi ikke interesseret i, at gøre op med de fejl, der blev begået? Denne historie er igen en, der forekommer ud fra usand historieskrivning. Hvorfor skal vores gloværdige indsats under krigen gang på gang fremhæves, når vi undlader, at fremhæve det, hvor vi har fejlet?

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder ca. 65 artikler fra besættelsestiden.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

       Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes?

       Kirsten Nilsson: de glemte børn

       Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem

       Palle Roslung Jensen: Den politiske og ideologiske debat i den illegale presse og litteratur under Danmarks besættelse

       Diverse artikler i Information

       Krigsdødsfald i Danmark under den anden verdenskrig 1939 – 1945

       Ole Barfod: Jødeaktionen (Besættelsen 1940 – 45) Politikken

       Flygtninge i Danmark 1940 – 1945

       Medicinering for kongeriget Danmark i året 1945

       Henrik Havrehed; De Tyske flygtninge i Danmark

       Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet

       Jørgen Hæstrup: Til landets bedste

       Poul Hansen: redegørelse for Kultur – og oplysningsarbejdet i de tyske Flygtningelejre i Danmark

       Karl Christian Lammers: Antinazificering og politisk omskoling

       Hans Uwe Petersen: Flygtninge fra Hitler – Tyskland

       Steffen Steffensen: På flugt fra Nazismen

       Mette Thykjær: En kedelig historie? – om danskerene og de tyske krigsflygtninge i Danmark.

       Arne Gammelgaard: Mennesker i malmstrøm

       Arne Gammelgaard: Drivtømmer

       Paul Lund: Bag flygtningelejrenes pigtråd

 

 

 

 

Dette er historien om Asmus Jensen, der blev skudt af lokale. I årevis har myndighederne holdt hånden over hændelsen. Ja selv det hæderkronede Danske Brigade har bidraget til det. Imens er familien blevet sjoflet af myndighederne. Politiet foretog visse afhøringer. Men de stillede ikke spørgsmålstegn ved at man på 103 meters afstand kunne ramme en person i hårgrænsen med to nakkeskud i en vinkel på 36 grader. Men behøver ikke at være jæger eller frihedskæmper for at finde ud af, at dette ikke kan lade sig gøre.

Da vi startede projektet, var vi ikke klar over at det skulle blive til en bog. Efter at bogen udkom i 2017 har vi så fundet ud af endnu mere. Bogen blev ikke godt modtaget i lokalområdet og blev ikke bakket op af Lokalhistorisk Forening i området. man kaldte det hele for konspiration. Og det til trods for, at vi har afleveret beviser på, hvad der er foregået. Vi mener i høj grad at familien er berettiget til en undskyldning fra myndighederne. Men de får bare at vide at sagen er blevet lukket i 1947. En anmeldelse om mord med de nye beviser vil Aabenraa Politi heller ikke modtage med samme begrundelse. 

 

Kender du Asmus Jensen?

På Folkehjem i Aabenraa var det stuvende fuld. Gæsterne var kommet for at høre noget om Fårhuslejren. En af dem, der var kommet var Renate (ikke det rigtige navn) I pausen opsøgte hun aftenenes hovedperson:

• Kender du Asmus Jensen
• Ja, svarede forfatteren og foredragsholderen
• Det var min far.

 

Mange kender moderen

Dette er historien om en hændelse i Padborg den 7. maj 1945. Men historien går videre. Og den slutter ikke, når denne artikel ender. Uofficielt er der mange i Padborg – området, der kender navnet på Renates fars morder? Sikkert også mange hun selv i tidens løb har mødt i lokalsamfundet.

 

Hørte om historien i 1992

En dag bliver undertegnede ringet op på arbejdet, af Kurt Jensen fra Bovrup. Han sagde, at han havde en god historie til www.dengang.dk . Og jeg skal da love for, at historien har udviklet sig. Kurt spurgte om, jeg havde hørt om Asmus Jensen. Og det havde jeg faktisk i min tid i Padborg omkring 1992.

 

Troede hun kendte hendes far

Renate troede, at hun kendte hendes far. Men lige inden hun skulle konfirmeres fik hun den frygtelige sandhed at vide, at hendes rigtige far var blevet skudt i 1945. Og Renate er ikke hendes rigtige navn.

 

Omfattende research af Kurt

Kurt Jensen har lavet et omfattende research, der både har omfattet samtaler med familien, opsøgt lokalarkiver i Tyskland, England, Bov, Brogager,  Aabenraa, Esbjerg m.m. Han har talt med politiet i Flensborg, opsøgt Rigsarkivet i København og fået utrolig velvillig hjælp fra Landsarkivet i Aabenraa i begyndelsen.

 

Panden mod en mur

Dokumenter og avisartikler samt henvendelser til Den Danske Brigade og meget mere er blevet foretaget. Kurt har antagelig talt med de rigtige gerningsmænd. Men vi har valgt at sløre identiteten så meget som mulig af hensyn til de pårørende. Ikke alle instanser har været lige behjælpelige. Som Kurt fortæller, så løb han panden mod en mur konstant.

 

Forsøgt at få
en afklaring

Gennem årene har familien til Asmus Jensen forsøgt at finde en afklaring. Det er ikke lykkedes. Tvært imod er familien gennem mange år blevet chikaneret af myndighederne. Og gennem vores opklaring er vi stødt på et utal af mystiske ting og episoder.

 

Gift i Hamborg

Vores hovedperson, Asmus Jensen blev uddannet som bagersvend i Tinglev. Han var i lære fra 1935 til 1939. Han tog til Hamborg opfordret af Arbejdsformidlingen for at finde arbejde. Her mødte man sin kone, der var fransk statsborger. De blev gift den 23. juni 1943 i Hamburg – Lockstedt. I september 1943 fødtes datteren, Renate. Hun blev døbt i Bov Kirke som dansk statsborger.

 

Er afhøringsrapporter plantet?

Ifølge foreliggende afhøringer af Asmus Jensens mor, skulle Asmus Jensen have været medlem af Sommer – Korpset. Det skulle have været på et tidspunkt på fire måneder. Om denne påstand er korrekt, har vi ikke kunnet fastslå. I øvrigt har vi fundet ud af, at en del afhøringer er plantet. De stemmer ikke overens med familiens øvrige udtalelser.  Således fortæller Asmus Jensens kone, at hun aldrig er blevet afhørt i sagen, selv om det står i rapporten.

 

En torn i øjet

Sommer – korpset blev oprettet af den danske kaptajn, Poul Sommer. Korpset skulle efterhånden have talt 800 danske og tyske medlemmer. Under retsopgøret blev 3.900 personer idømt fængselsstraffe på grund af sabotagevagt – arbejde. Det var især ved flyvepladser, at korpset var aktiv. I Københavns – området var korpset en torn i øjet på modstandsbevægelsen. Således foretog modstandsbevægelsen Holger Danske en aktion mod korpset og dræbte 11 af korpsets medlemmer som hævn for en dræbt modstandsmand.

Under efterforskningen fandt vi ud af, at Poul Sommer er begravet på Broager Kirkegård.

 

Har aldrig været SS – soldat

Der gik mange rygter om Asmus Jensen. Han skulle således have angivet folk fra Undergrundshæren i Bov Kommune. Han skulle ligeledes have været SS – Soldat. Ingen af disse ting har kunnet bekræftes. Han har i hvert fald ikke været SS – Soldat.

Rygter gik også på, at vores hovedperson skulle være med i Hipo. Dette synes ikke at være korrekt. Ifølge hans kone var han slet ikke typen på dette.

 

Stod ikke på  listen

Efter befrielsen patruljerede Feltpolitiet langs grænsen. Det gjorde de i cirka 12 – 14 dage. De var udstyret med lister, der var duplikeret, samt fotos. På de lister havde de 2.900 personer, de godt ville tale med. Asmus Jensen stod ikke på denne liste. Men alt tyder på, at han stod i Modstandsbevægelsens kartotek over 40.000 personer.

 

Krigsforbrydere måtte ikke passere

De ville gerne have, at folk passerede ved Kruså, hvor de havde flest mand stationeret. Deres væsentligst opgave var at forhindre, at krigsforbrydere og andre mistænkte passerede grænsen.

Samme kompetence som politiet

De fleste fra Feltpolitiet var kommet fra Sverige. Det var en del af Den Danske Brigade. Med sig havde de 2 stk. Ford V8 og 16 Volvoer. Som regel var de tre mand samlet til en 24 timers
vagt. Mange af de deltagende var tidligere modstandsfolk. Således har vi talt med en tidligere kontraadmiral samt en jernbanesabotør fra Næstved, der havde særdeles godt kendskab til, hvad der skete ved grænsen omkring tidspunktet efter 5. maj.

Den Danske Brigade havde de første 14 dage samme kompetence som Ordenspolitiet.
Kompetence- problemer i Padborg

Åbenbart var der store problemer med kompetencen i grænselandet lige efter besættelsen. Således udspandt der sig en episode på Padborg Banegård den 15. juli 1945. Nogle tyske telefonister var på vej hjem. De var af Brigade – folk beordret ind i venteværelset for at aflevere deres personlige ejendele.

I det samme kom Lgt. Stewenson forbi med fire af sine soldater, og spurgte, hvad der foregik. Vi har ordre fra højeste sted, blev det svaret. Den engelske officer svarede, at han var øverste sled.  Han beordrede til at lade de tyske kvinder være og sætte dem ud i toget.

 

Engelske soldater tog ladegreb

Da Brigade – folkene ikke efterkom ordren tog de engelske soldater ladegreb. De tyske kvinder blev ledsaget ud til toget med deres ejendele. Den danske lokomotivfører blev beordret til at køre til Flensburger Weiche med kvinderne.

 

Problemer med Brix

Andre igen i grænselandet havde store problemer med politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningstjeneste. Det har vi tidligere berettet om her på siden.

 

Hjem til deres hjem

I den forvirring var ægteparret Jensen den 7. maj 1945 på vej hjem fra besøg hos hans forældre i Kiskelund.  På det tidspunkt havde Asmus Jensen haft arbejde hos en bager i Flensborg
og været cyklet til forældrene.

 

Lastbil med fem mænd overfalder dem

På vej til deres hjem er de kommet til Kruså Korsvej. En lastbil med fem personer iført armbind triller pludselig forbi dem. Et par stykker skubber konen væk, og får Asmus Jensen væltet om på ladet.

Myndighederne har aldrig været interesseret i, at få undersøgt, hvilke armbind de fem mennesker havde på.  Ifølge Asmus Jensens kone sker dette på Kruså Korsvej. Konen stod med barnevognen, hvor lille Renate lå. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen.

Det der også forekommer mystisk er, at der findes flere officielle versioner af, hvor han blev arresteret. Således blev det påstået, at han blev snuppet ved grænsen.

 

Sidste arbejdsdag den 3. maj

Vores undersøgelser hos politiet i Flensborg viser, at Asmus Jensen ikke havde været på arbejde i Flensborg siden 3. maj. Denne oplysning interesserede heller ikke det lokale politi i Kruså.

Tre gange til Fårhus – lejren

Konen styrter tilbage til svigerfar. Her regner man med, at Asmus Jensen
er ført til Fårhus – lejren. Han mener, at det er en misforståelse. Man tager derud, men bliver hånlig afvist.  To gange mere tager man ud til lejren. Hustruen og de to svigerforældre tager nu tøj med. Først nu foretager man en undersøgelse. Det viser sig, at man ingen indsat har, der hedder Asmus Jensen.

 

Dræbt af Den Danske Brigade

Redaktør Aksel Olsen, Aabenraa hævder i en bog, at en interneret skulle være blevet dræbt af mandskab fra Den Danske Brigade. Denne Aksel Olsen var redaktør af Jydske Tidende, Aabenraa. Han blev senere nazist og redaktør af bladet Refleksion. Han blev anbragt i Fårhus – lejren men aldrig dømt.

 

Asmus Jensen bliver efterlyst

I en anden bog skrevet af en officer ved Waffen SS, Hans Chr. Jessen med titlen Faarhus 1940 – 1949, Strafflager für Deutsche Minderheit, berettes om en episode i Faarhus – Lejren. Den episode er oversat i bogen Straffelejren af Henrik Skov Kristensen:

• Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt om bager Asmus Jensen, Kiskelund, var i lejren. Hans hustru havde forespurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af ”frihedskæmpere”, reservesvenskerne” og blevet proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det er det sidste de pårørende så til ham.

 

Et lig bliver fundet

Syd for grænsesten nr. 74 – stenen fandtes den 22. juli 1945 et lig begravet i 20 cm jord. Der bliver ringet til politiet. De svarer, at de kommer forbi, når de har tid. Endelig når en patrulje frem.

• Hvordan fandt myndighederne dette gravsted?
• Hvem ringede til politiet?
• Har politiet fået et andet tip?
• Har politiet vidst det i forvejen?
• Hvorfor har politiet ikke efterforsket området tidligere?

 

Frygteligt syn ved grænsestenen

Rygterne vil vide, at en en tysk grænsegendarm med sin hund fandt stedet. Disse rygter er dog ikke nedfældet i nogen som helst rapport. Hans hund snusede sig frem til ofret under almindelig patruljering. Et frygtelig syn åbenbarede sig ved grænsesten 74. Hovedet var skilt kroppen. Der foretoges ligsyn på stedet. En papirsæk var anbragt over liget. Her konstateredes der også at liget var skudt på nærmeste hold af to skud.

Man klippede et ærme af jakken. Man forelagde Asmus far dette ærme,  Han genkendte jakken.

Liget blev anbragt direkte i kisten. Kisten blev anbragt i kapellet.

 

Liglagen var en gødningssæk 

Liget blev bragt til et kapel. Liget er anbragt i to papirsække. Intet på liget indikerede, hvem det var. Selv vielsesringen var fjernet.

Da liget var i stærk opløsning, besluttedes det, at begrave liget næste dag.

I bogen Straffelejren står følgende:

• Man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder senere, da Brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter gentagende anmodninger fik faderen, Peter Jensen, Kiskelund lov til se sønnens lig. Sønnens lig-lagen var en gammel papirsæk, vistnok gødningssæk.

 

Vi har skudt Asmus Jensen

I forbindelse med vores efterforskning har vi også talt med Den Danske Brigade. Herfra tager man ingen kommentarer til at man har skudt  Asmus Jensen under et flugtforsøg.  I den officielle afhøringsrapport har

• Tre navngivne personer fra Den danske Brigade tilstået, at det var dem, der skød Asmus Jensen.

Ifølge politirapporten siger de:

• Vi har skudt Asmus Jensen

 

Dækker over den rigtige historie

Men forklaringen er ikke korrekt. Man kan så undre sig, at Den Danske Brigade dækker over den reelle historie. Og hvorfor har politiet også gjort det?Det er jo ikke opsigtsvækkende, at Modstandsbevægelsen tog fejl under og efter besættelsen. Officielt likviderede de 409 personer. Af disse var kun 13 pct. det som man kan betegne stikkere. Vi har så fundet nogle flere, der er skudt eller død under mystiske omstændigheder. De står ikke på nogen lister. Men det vender vi tilbage til.

 

Hvorfor lod man liget ligge?

Vi har set og har håndskrevne rapporter fra ligsynet. De er underskrevet af en  vicepolitikommissær. Det var dog ikke en lokal.

Rapporten er svær at læse.  Normalt skulle man aflægge døgnrapport. Det kan så undre, at man ikke har gjort det i dette tilfælde.

• Hvorfor har myndighederne ladet liget ligge, når det skulle være skudt ned under flugtforsøg?
• Hvorfor er der ingen, der har ledt efter liget?
• Hvorfor har man fortiet, at der var tale om direkte likvidering?
• Ligsyns – rapporten beretter om to nakkeskud ved hårgrænsen i en vinkel af 36 grader for oven – i kort afstand.
• Det var slet ikke Feltpolitiet/Den Danske Brigade, der på den måde likviderede folk.

 

Sikret kaliber – størrelse

Kraniet blev taget med til nærmere undersøgelser. Man konstaterede kun indskudshuller i hårkanten på venstre og højre side af nakkehvirvlen.

Det fremgår, at kraniet blev sendt til Retsmedicinsk Institut for at få sikret kaliber –  størrelsen.

Selve håndteringen af ligsyns – rapporten ser i modsætningen til resten af efterforskningen meget professionel ud. Der har både været lokalt – politi samt Rejseholdet
ind over. Håndtegningen er udført af en teknikker fra Kolding.

 

Sommer – mand

Et vidne har underskrevet sig. Han underskrev sig med kommandant. Noget er streget over og senere tilføjet i rapporten. Senere er det tilføjet med blokbogstaver Sommermand.

Måske er det årsag til, at politiet ikke for alvor, efterforskede sagen.

Den 7. maj har vi ikke kunne finde en rapport fra Feltpolitiet.

 

Der cykler ”den skide Sommer – mand” 

Ifølge politiafhøringer skulle en navngiven person fra Den Danske Brigade have stået hos bilmekaniker Hans Petersen, Kruså Autoværksted og set en mandsperson cykle i nordlig retning forbi. To kvinder, der ifølge rapporten skulle have været til stede råber

• Der cykler den skide Sommer – mand

Personen fra Den Danske Brigade, hvis navn er os bekendt, skulle da i det samme have stoppet en engelsk soldat i en personvogn, og bedt ham om at eftersætte den cyklende person.

• Hvem er de to kvinder, og hvorfor blev de ikke afhørt?
• Hvem var den engelske soldat?

 

Havde ikke været hos bageren

Ifølge politiet skulle Asmus Jensens kone den 7. maj have hentet brød hos en bager på Kruså Bageri. Hun skulle ved lejlighed have set en personbil med to mænd. Den ene skulle have været hendes mand.

Men det svarer slet ikke til den forklaring, hun har givet os. Hun kan heller ikke huske, at hun har sagt dette til politiet. Hun havde i hvert fald ikke været ved bageren.

 

Ville angive SS – kammerat

Uden for Asmus Jensens hjem, skulle de have stoppet ham. Derefter var de kørt til Politistationen i Kruså. Her blev han kropsvisiteret. Man har taget hans hat og pung, samt vielsesring og træsko. Ifølge politi – rapporten, havde han lovet at angive en SS – Kammerat. Og det skulle åbenbart ske ved grænsen.

• Asmus Jensen var ikke SS – soldat, så hvem var denne SS – Soldat?
• Hvorfor er dennes færden ikke blevet undersøgt?

 

Hvem var de tre ukendte civilister?

En navngiven person fra Den Danske Brigade, som er os bekendt, nævner i en rapport, at Asmus Jensen blev afhørt af for ham tre ukendte civilister på politistationen. Han nævnede i parentes modstandsfolk

• Hvordan er de kommet på  stationen?
• Hvad lavede de bagefter?
• Hvorfor er de ikke senere blevet afhørt af politiet?
• Var de i virkeligheden medlemmer af Undergrundshæren?

 

Skud på  103 meters afstand

Det er ikke unaturligt, at kropsvisitere. Men hvorfor har man ikke udleveret træsko, da man skulle videre. Man er åbenbart styrtet ud af huset?

• Der manglede både træsko og hat

De var så kørt efter mødestedet, hvor man ventede på den ventende SS – mand. Og ifølge politiet var der nu tre navngivne medlemmer af Den Danske Brigade til stede.  Historien går nu på, at Asmus Jensen pludselig flygtede fra grænsebommen ind i Tyskland.

I rapporten står der anført, at han næsten nåede 160 meter inden der blev skudt – ind i tysk territorium

.

Hvorfor var engelske myndigheder ikke informeret

Ifølge rapporter skyder man ind i Tyskland. Der står præcist i rapporten, at der er skudt fra dansk territorium ind i tysk. Man ventede efterfølgende for at se, om der var engelske eller tyske vagter i området.

• Hvorfor har man ikke informeret de engelske myndigheder?

Det finder vi måske ud af, når vi går ind i engelske registre.

 

Hvorfor lod man ham ligge?

Et medlem af Den Danske Brigade gik ind i tysk territorium for at sikre sig, at han var død.

• Hvorfor lod man ham bare ligge?

 

Ændrer på datoen

På dødsattesten står det, at han er skudt den 9. maj. Andre steder står der anført, at han er anholdt den 7. maj:

• Forsøger man bevidst, at skjule datoen for anholdelsen og efterfølgende nedskydning?

 

Der skal en stor stige til

En del spørgsmål hober sig op. Og det er vel spørgsmål som er relevante i forbindelse med en mordefterforskning:

• Hvordan kan man ramme med to nakkeskud på over 160 meters afstand. Og så  i den vinkel. Det skal der en ret så  stor stige til?
• Hvorfor var politiet ikke interesseret i, hvor han egentlig blev skudt af Den danske Brigade?
• Normalt kunne de engelske soldater ikke udstå den danske Brigade ved grænsen, hvorfor skulle en engelsk officer efterkomme en ordre fra en dansk soldat?

 

De vidste, hvor han boede

Der er i rapporten vedlagt en skitse. Den viser, at der var et pigtrådshegn kort efter grænsebommen. Efter rapporten at dømme skulle Asmus Jensen blevet skudt ud til vejen i stedet for at forcere pigtrådsindhegningen.

• Hvorfor skulle Asmus Jensen søge derud, hvor han vidste, de ville kunne få  ram på ham?
• Hvorfor anholder man ikke bare Asmus Jensen på sin hje- adresse. Man ved, hvor han bor?
• Hvorfor er myndighederne gennem årene så afvisende over for familien?

Ikke lig – røveri

Politiet lader skinne igennem, at det er tale om lig – røveri. Men er der ikke bare tale om et skalkeskjul, så befolkningen lettere kan sluge historien. Man glemmer åbenbart at fortælle, at
han blev kropsvisiteret på politistationen i Kruså. Her havde man frataget nogle personlige ejendele.

 

Vielsesringen

Man taler om en en ring, hvori der skulle have stået navnet på Asmus Jensens kone. Men ifølge Renate, så havde familien ikke råd til at få indgraveret navn i ringene. De havde heller ikke tid. De skulle skynde sig væk fra Hamborg.  Renate har fremvist vielsesringen og den bærer tydelig ikke navnet af Asmus.

 

Erstatning på 200 kr.

Har man taget hans ejendele for at skjule hans identitet? Efter hvad familien oplyser, så havde Krigsministeriet erstattet de 200 kr., der lå i pungen.

 

Betal så  begravelseshjælpen

Den 22. februar 1947 modtog Familien Jensen i Kiskelund et brev fra Sygekassen i Bov med opfordring til snarest at indbetale de sidste fem kroner i begravelseshjælp.

 

Var han i Sommer – korpset?

Politiet har åbenbart afhørt Asmus Jensens mor. Hun har åbenbart sagt, at Asmus Jensen har været medlem af Sommer – korpset i tre måneder. Han skulle selv have meldt sig ud. Afhøringen er dog ikke underskrevet.

Vi har dog ikke kunnet finde ud af, om Asmus Jensen havde været i København. Det skulle så have været i det år, hvor Renate var blevet født. Det virker lidt mystisk. Han skulle have været på Møn og i Vanløse.  Vi har dog ikke fået adgang til Sommer – kartoteket?

 

Undergrundshæren ikke afhørt

Politiet har afhørt grænsegendarmer. Der er afhørt en slagtermester Holger Petersen, Kruså, der havde udtalt, at Sommer – mænd skulle skydes. Og svogeren havde hørt en person, der
hed Asmussen på Kruså Mejeri have sagt til en Niels Nielsen i Fårhus vidste, hvem der dræbte Asmus Jensen.  Afhøring af offentlige personer og familie førte selvsagt ikke til noget. Og som skrevet – ikke et eneste sted har man snakket med Undergrundshæren.

 

Mystisk Gestapo – afhøring

Blandt afhøringsrapporterne dukkede en tysksproget afhøringsrapport op fra Gestapo i Kolding. Den beskæftigede sig med S.J. ‘s udtalelser om Undergrundshæren. Ifølge afhøringsrapporten skulle denne, S.J. have givet udtryk for, at man kunne få 75 kr. for en sabotageaktion.

• Han vidste desuden, hvem der var formand for Undergrundshæren. Han skulle have givet udtryk for dette på Smedeby Kro og Strandhotellet i Kollund under en druktur sammen med en kreaturhandler. Han benægter udtalelserne.

 

Var lappen blevet plantet

En lap papir med blyant findes i samme mappe. På den står, at his Asmus Jensen kommer og siger noget, skal man høre på ham, og lade ham gå.  Dette papir er uden brevhoved og stempel. Det er heller ingen dato eller journal – nr. på denne lap. Alt tyder på, at den er plantet.
En opfordring til Justitsministeren

I mindst to tilfælde stillede bladet Revision spørgsmålstegn ved politiets efterforskning? Det var den 24. december 1945, samt den 21. januar 1946. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Man stillede berettiget følgende spørgsmål:

• Hvem dræbte Asmus Jensen?
• Hvem plyndrede liget?
• Hvorfor ankom Asmus Jensen aldrig til Fårhus – lejren?

Bladet opfordrede endda justitsminister Himmelstrup til at tage sig af sagen , men intet skete. Tvært i mod så kom bladet Revision i politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningsvæsnets søgelys. Bladet blev skyldt for at være nazistisk.

Det afløste Landsvigernes blad – Sifolauski og eksisterede helt frem til 1972. Deres motto var Sandheden frem for alt.

 

Det var Undergrundshæren

Ret hurtig fandt Kurt og undertegnede frem til, at morderne skulle findes blandt de 23 mand, som Undergrundshæren under læge Lorentzen i Bov opstod af. Det er tale om et hævn – drab eller et stikkerdrab. Vi har selvfølgelig også undersøgt dette forhold. Og her er der masser af historie i vente.

Nogle i lokalområdet ved godt, hvem der førte revolveren. Det ved vi også snart. Asmus Jensen måtte ned på knæ. En egentlig likvidering blev iværksat.

 

Der var en ”episode” 

Der var mange rygter. Således skulle Asmus Jensen have angivet tre personer fra Undergrundshæren. Dette har vi dog ikke kunne få bekræftet i vore undersøgelser. Det der overrasker i denne sag er, at det offentlige Danmark holder en hånd over den lokale modstandsbevægelse. Hvorfor?

Den sidste overlevende fra Undergrundshæren bekræfter, at der har været en episode. I ikke en eneste af de rapporter, som vi har haft adgang til, har man afhørt nogen fra Undergrundshæren.

 

Havde Den Danske Brigade viskelæder med?

Undergrundshæren rummede mange kendte kommunal – politikere. Måske er det derfor, at vigtige papirer tilhørende Asmus Jensen er forsvundet – det vil sige bortskaffet. Meldekortene er også bortskaffet. Anmeldelse af datterens dåb i Bov Kirke
er således også bortskaffet.

• Havde Den Danske Brigade viskelæder med?

Hans tid som lærling i Tinglev har vi da kunnet finde på det kommunale kontor.

 

En barak nedbrændte

Mange vidste som sagt, hvem der skød  Asmus Jensen. Men politiet var åbenbart ikke interesseret i at opklare hændelsen. Forskellige personer på egnen forsøgte at nedgøre rygtedannelser og myter.  En barak nord for Kruså nedbrændte under mystiske omstændigheder. Denne sag skulle have haft tilknytning til sagen. Det var en person, der ikke kunne holde sin mund.

 

Det offentlige svarer aldrig

Vi er i besiddelse af flere breve fra Asmus Jensens svoger. Han skrev flere gange til politimester Bjerre i Gråsten. Det sidste brev var fra 1951. Han fik aldrig noget svar. Ja vi ved at han den 9. maj 1949 skrev både til politimester Bjerre, statsadvokat Kirk, Sønderborg og justitsminister Bush – Jensen.

 

Forkert dato

Asmus Jensens kone tager til København og indlogerer sig på Missionshotellet. Men politiet kan ikke finde hende for at overbringe den triste besked. Man finder hende i Stockholmsgade.
Hun skulle ifølge politiet være rejst til København den 7. maj. Men det er ikke sandt. Hun har overfor os bekræftet, at hun efter den 7. maj har været 2 – 3 gange ved Fårhus
– lejren.

 

Afhøring i Ellund

Ifølge det materiale vi har set, skulle politiet indhente tilladelse til at afhøre familien Boysen i Ellund. De havde forpagtet jorden. Majke Boysen kunne berette om, at såfremt der havde ligget en livløs person, der hvor Den Danske Brigade havde påstået at have skudt Asmus Jensen ned, så ville deres to russiske krigsfanger og en polsk pige havde opdaget det.

Politiet tog også til Handeved for at afhøre den polske pige. Den 30. juli blev hun ifølge politiet afhørt i Troldsee – Lager i Apenraderstrasse. Hun havde dog intet observeret. De to russiske krigsfangere var anbragt i en lejr i Mörvig. Men dem fik politiet ikke talt med. De var rejst videre.  Netop den 7. maj havde den polske pige hentet kreaturer hjem fra marken. Hun havde ikke bemærket noget.

 

Det lugtede ved bænken

I juni måned var Boy Boysen kommet hjem fra krigen. De sad en aften på en bænk lige i nærheden af findestedet. De bemærkede godt nok en kraftig lugt, men hæftede sig ikke videre ved det. De troede, at det var gammelt affald.

 

Brutalt Politi

Senere tog datteren til Frankrig til hendes mor. I 1970erne vendte hun tilbage til bedsteforældrene med to børn. Men natten efter dukkede politiet op, og fjernede brutalt datteren og de to børn. De blev anbragt på et børnehjem i Diernæs ved Haderslev. Samtidig blev datteren og børnenes pas beslaglagt. Selve aktionen blev gennemført af overbetjent H (navnet er redaktionen
bekendt). Familien var stærk chokeret over politiets voldsomme fremfærd.

 

Trussel mod politiet

Denne hændelse blev for meget for et familiemedlem. Han gik til politiadjudanten og truede med at genoprette sagen med nedskydningen af Asmus Jensen, hvis politiet ikke øjeblikkelig gav moderen og børnene fri, samt udleverede passene. Familiemedlemmet truede med at fortælle, hvem der virkelig myrdede Asmus Jensen.

Det havde næste øjeblikkelig virkning. Passene blev udleveret. Og familien fik at vide, at de kunne afhente datteren og de to børn. Det var tydeligt, at man stadig holdt øje med familiens gøren og laden, så mange år efter.
Politimesteren er bange

I 1971 var der en del debat om stikkerdrab i medierne i Sønderjylland. Her kom sagen om bl.a.  Asmus Jensen frem igen. En person fra omkring Toftlund var i et fængsel omkommet af et hjertetilfælde i København. Det var også tidligere sket for Frits Clausen. En journalist havde undret sig.

Politimester Ivar Møller havde den 2. april 1971 skrevet til Justitsministeriet, hvad han skulle foretage sig i den forbindelse over for nysgerrige journalister. Politimestren var bange for at sagen ville lande i Folketinget.

Der blev dog svaret politimesteren, at han bare skulle svare journalister, at sagen vedr. Asmus Jensen var blevet lukket i 1948.

 

Andre mystiske dødsfald

Og i vores efterforskning faldt vi også  over følgende:

• Mordet på  lærerinde Sasse fra Aabenraa, skudt gennem et vindue i Løgumkloster af en lokal håndværker, da Det Tyske Mindretal holdt møde
• To angivelige stikkere skudt på en strand ved Strandrød. De var senere drevet i land ved Kollund Strand, hvor de blev benævnt som ukendte og begravet på Bov kirkegård.
• En angivelig stikker skudt ved grænsen ved Lydersholm.

 

Jeg ved, hvem der dræbte din far

For cirka fem år siden blev Renate ringet op af en mand fra Kollund:

• Jeg ved, hvem der dræbte din far, men jeg vil hellere komme og fortælle dig det.

Men inden han nåede det, døde han.

 

Har konen dækket over sin mand?

Vi har også spurgt en historikker, der for nylig er udkommet med en bog om modstandsbevægelsen i Sønderjylland, om han havde kendskab til Asmus Jensen. Men han antyder, at konen har dækket over hendes mand, eller bevidst husker forkert. Sådan er tanken generelt, når der er tale om Asmus Jensen. Han er nok skyldig. Men hvor er beviserne? Og hvad beretter til de grufulde mord?

 

Hvorfor har de dækket over sgagen?

Hele sagen lugter. Den Danske Brigade gør en stor dyd ud af, at opføre sig korrekt. Men hvorfor har de dækket over denne sag? Og hvorfor var Gråstens politimester så sent som i 1971 nervøs?

• Var Modstandsbevægelsen for hurtig på aftrækkeren?
• Modstandsbevægelsen og Myndighederne betragtede ikke likvideringer som mord – men krigshandlinger.
• Likvideringer sætter dybe spor – også i dette tilfælde. Grundloven forudsætter at domstolene er upartisk. Det har den næppe været i dette tilfælde.
• Var respekten for myndighederne dengang i Padborg området for stor?

 

Asmus betalte med livet – Poul med fire år 

Såfremt Asmus Jensen var Sommer – mand, som vi ikke ved, betalte han med livet. Poul Sommer, som var leder af vagtkorpset – Sommerkorpset, betalte kun med fire år.   Og kære læsere, der kommer også  en anden del af denne historie. Da får vi ordnet de sidste uklarheder.

Kilde: 

• www.dengang.dk – diverse artikler
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet

– Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Padborg/Kruså/Kollund (63 artikler): 
• Asmus Jensen – opdateret 2020
• En villa i Kollund
• En villa i Kollund – endnu mere
• Mord i Padborg 1- 4
• To skæbner i Kiskelund
• Under Sønderjylland (207 artikler): 
• De Mystiske Mord ved Grænsen 1-2
• Under Besættelsestiden (Før/Nu/Efter)(362 artikler): 
• I Kollund Østerskov lå to villaer
• Under Grænsen er overskredet (6 artikler): 
• Forord (1)
• Grænsen er overskredet – anmeldelse og omtale
• Var det et hævnmotiv?
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 (opdateret september 2021)

Redigeret 17.-10.2021