Dengang

Artikler



Ballade i Sønderjylland

Marts 7, 2013

Det er sjældent at historiebøgerne beskæftiger sig med den periode, hvor sønderjyske borgere gjorde oprør, fordi de ikke fik nok mad. De store fjender var herremænd og købmænd. Bønder, karle, kådnere og Inderste og især skibstømrer stod sammen. Vi beretter om dramatiske episoder fra Ballum, Schackenborg, Trøjborg, Aabenraa, Haderslev, Flensborg, Løjt, Tønder, Ribe m.m. Myndighederne slog hårdt ned på oprørerne uden at løse korn – og sult – problemerne.

 

Sociale spændinger

Det var stor forskel på rig og fattig, også dengang. Adelsmanden og bonden havde ikke meget at tale om. Mange følte sig forulempet. Der var masser af stærk social spænding som man bare ikke kan se i historiebøgerne. En gang imellem kom kom uretfærdigheden i kog. Det gav sig udslag i oprør og demonstrationer, ja endog i vold. Et bondeoprør i 1670 endte med et optog til København. Det var bønder under Schackenborg, der følte sig magtesløse (se artiklen Oprør i Møgeltønder).

 

Dramatisk episode i Aabenraa

Bønderne tog altid karlenes parti med godsejerne eller amtmandens udsendinge . Man reagerede voldsomt over for overgreb fra herremændenes side i Sønderjylland. I 1755 sendte godsejer Lange til Rødkilde sin fuldmægtig afsted for at hente to af sine stavnsbundne karle, som opholdt sig i Aabenraa og Løjt. Karlen var af de udsendte folk ført til Aabenraa. Men næste morgen skete følgende ifølge et brev som Lange selv sendte til Amtmanden:

  • Næste morgen sammenrotter sig en mængde af Løjt sogns beboere eller unge karle, som besætter portene for Apenrade, hvor de vidste mine folk skulle ud af, mens en del af komplottet strejfede om i byen at opsøge mine folk, og da de derom havde fået kundskab, samler de sig udenfor logementet, efter beretning 80 i tallet og indfalder derpå samtidig med et med fyrighed både af port og døre og oversvømmer huset og gården med økser og andet gevær, gør alarm, bryder døren op med magt og heftighed, og da en af mine folk ville holde på karlen….sætter en af komplottet sin økse for panden, sigende, dersom han ikke straks slap og uden hinder lod
    drengen fare, skulle den sidde fast i hans hjerne.

Karlen slap væk. En klage til Amtmanden blev afvist af formelle grunde. Man kunne så få den fornemmelse at Amtmanden var på bøndernes side, men det havde nok noget at gøre med Nørrejysk arbejdskraft kontra Sønderjysk arbejdskraft.

 

Ballade ved afskibning

I tiden før Den Franske Revolution skete der også en episode i Aabenraa den 2. oktober 1782. Tømrer og andre håndværkere ville tvinge en skipper til at sælge noget smør, som var beregnet til København og derfra videre til Vestindien.

Der fandt forskellige forhandlinger sted mellem håndværkere på den ene side og amtmand og borgmester på den anden side. Der blev stillet krav om konfiskation af smørret. Kravene blev dog ikke efterkommet. Den 12. november kom skipperen tilbage fra København. Da kom der atter til uroligheder. En af skibstømrerne blev anholdt, og bragt til detentionen, den såkaldte Bürgerhorsam. Tømrerne demonstrerede derefter foran borgmesterens hus og forlangte den pågældende sat på fri fod, hvilket også skete.

Efter at skipperen havde klaget til Tyske Kancelli, blev der rejst sag mod de implicerede, og det endte med, at kancelliet indstillede til kongen, at de skyldige blev straffet med mindre fængselsstraffe, bl.a. fem dages fængsel til oldermændene. I 1780erne forekom der også en del uroligheder på øerne Før og Amrum.

 

Nærmere den store verden

Den franske Revolution gik ikke Sønderjylland ram forbi. På en måde var det et afkrog af monarkiet, men hertugdømmet var også nærmere den store verden med den brand, som lighedens og frihedens evangelium havde tændt i den vestlige kulturverden. Aabenraa – amtmanden, von Schmettaus udtalte:

  • Men saadan var nu den Folkeaand, Den Franske Revolution udbredte.

I det ellers fredelige Ærøskøbing blev der udtalt, at her skulle det gå langt vildere til end i Frankrig og England. Endvidere blev det sagt til By-tjeneren, at at man snart skulle blive færdig med soldaterne. Det var i 1794, hvor de lokale var utilfredse med de økonomiske forhold.

Revolutionen i Frankrig betød højere priser og mere velstand for bønderne, men sult, nød og elendighed for den store flok af Småhus – mænd.

 

Ballade på Schackenborg

Det store oprør efter den franske revolution fandt sted i Tønder Amt den 13. februar 1790. Samme dag havde administrator Holm på Schackenborg udsendt følgende beretning om begivenhederne:

  • Her har i Dag været et meget uroligt Optog, som foranlediger, at én Estafette afgaar till København og Gud give det icke maa have vildere Følger.
  • Nogle hundrede Mennisker af Søefolck, Huusmænd og Inderster have været hos Hr. Greven og forlangt Udførselen af Korn forbuden, samt nogle Skibe, som nu lades, forhindred at gaae bort. De ere efter at de fick Fortrøstning om, Sagen skulde blive forestilt, gangne till Tønder, hvor deres Antall vell er stegen till 1000de. Ruugen koster allerede imod 5 Dl. Tønden og bliver Udførselen ved, vill der virckelig blive Mangell.

 

Regeringen forstod alvoren

Demonstrationerne, der omfattede kådnere i Højer, Daler, Ballum, Emmerlev, Hjerpsted og Skast havde i en ansøgning gjort gældende, at manglen på korn skyldtes, at

  • Købmændende og Landprangerne over den hele Egn haver opkøbt alle slags Kornvarer og allerede begyndt at bortføre og udskibe det til fremmede lande saasom Frankrig og andre Steder.

Regeringen forstod også alvoren. Kongelig statholder, prins Carl af Hessen, kronprinsens onkel og svigerfar fik ordre til at foretage en undersøgelse. Også dette har Holm kommenteret. Han slutter med ordene:

  • Gud være lovet, at alting hidtill er gaaet af uden nogen Voldsomhed eller Uorden. Den allerhøyeste benare Land og Riiget for Fremtiden, at icke Oprørsaanden skulde blive almindelig

 

80 dragoner i Tønder

Prins Carl nedsatte en kommission på tre mand, bestående af amtmændene Bertouch og Urne (Tønder og Ribe) og Grev Shack. Den havde til opgave at undersøge kornspørgsmålet og finde ophavsmændene til urolighederne. Af deres undersøgelser fremgik det, at hovedmændene var Jacob Winter i Stokkebro, Hans Fr. Paulsen i Hjerpsted samt Hans Post fra Ballum, der dog flygtede. De to førstnævnte blev arresteret, men først den 6. og 9. marts efter at der var ankommet 80 dragoner til Tønder. De førtes til Rendsborg Fæstning. Og de slap forholdsvis billig med 12 uger til den ene og 14 dage til den anden.

 

Urolighederne var ikke ophørt

Egnen vest for Tønder var uden tvivl det største urocenter i disse år, men man mødte også bevægelser andre steder. Men den 13. december 1794 skrev amtmand Møsting i Haderslev til Johan Bülow, at nu var alle uroligheder ophørt.

 

Ballade i Ribe

Allerede året efter, var det galt igen. Og det var igen ude vest på, det startede. I  Ribe kom der i marts og april til opløb på grund af manglende rug. Man forsøgte at få militæret over på deres side, men det mislykkedes. Men så henvendte man sig til husmændene i Lustrup og Seem, for at få disse til at komme til byen i store flokke.

Sammen med borgerne holdt de vagt ved købmændenes korn. På voldelig måde forhindrede man, at rugen blev udskibet. Både borgeradjudanten, en borgerkorporal samt birkedommer Niels Olsen var involveret i sagen.

Fra myndighedernes side slog man hårdt ned. 38 mand blev anklaget. Ved en højesteretsdom, der blev afsagt i 1800, dømtes 3 mænd til seks måneders fæstningsarbejde, 5 stk. til tre
måneder af samme skuffe og endelig måtte 2 stk. 8 dage i fængsel. Birkedommeren måtte betale 100 rd. til de fattige.

 

Ballade i Ballum

Omtrent samtidig var der atter uro på Tønder – egnen, hvor 40 husmænd fra Ballum den 31. marts havde opløb foran birkedommeren. Oprørerne stillede krav om forbud mod udførsel
af smør, flæsk og andre fødevarer. Birkefoged Arentzen gik med til et forbud, men kun ind til, der var indhentet højere ordrer. Men overinspektør Holm ophævede forbuddet samme dag. Efter hans mening var det ulovligt. Sagen blev indberettet til Danske Kancelli. Men da der ikke var udøvet vold slap de skyldige med en alvorlig irettesættelse.

 

Dige-arbejdere laver oprør

Flere byer havde anmodet om eksportforbud. Som begrundelse havde man anført kornspærringer i andre lande. Rentekammeret anmodede kongen om eksportforbud, og dette blev iværksat. Men det kunne dog ikke hindre uroligheder. I maj kom der til uroligheder, idet 300 – 500 dige-arbejdere fra Faaretoft i Tønder Amt samt ved Ockholm i Bredsted Amt lod fire skibe undersøge. Grunden til dette var, at der i den forgangne tid var blevet foretaget store opkøb af rug, formentlig til Altona, hvor priserne var steget stærkt.

Da demonstranterne fik at vide, at befragteren, ejeren af Vadgaard, også havde opkøbt rug, begav de sig til denne og tvang ham til at betale en bod på 50 rd. Og love at levere de 150 td. rug i Faaretoft til en pris af 4 rd. pr. td.

Fra Overrettens side var man ivrig efter at få dige-arbejdet gennemført, og fik derfor Kancelliet til at lade arbejderne slippe med en alvorlig advarsel, idet der blev anerkendt, at der virkelig havde været grund til uro.

 

Uroligheder i Flensborg

Uroligheder i Flensborg fik en endnu mere dyster karakter. Den 1. juni 1795 stillede skibstømrerne krav om, at få brød i stedet for penge. Byens daglejere sluttede sig til dem, og sammen
mødte de op på Rådhuset.

Demonstranterne forsøgte også at få gennemført maksimalpriser på  kød, smør og flæsk. Magistraten lovede at få fastsat brød  – og kødtakster.

I en skrivelse som ritmester Hedemann, den lokale kommandant sendte til statholderen udtalte han, at man efter hans mening kunne komme langt overfor urostifterne med det gode, men deres krav var ikke billige. Købmændene, der egentlig var årsag til uroen forlangte, at man skulle gribe ind med magt.

Hedemann tog købmændenes parti og skrev samme dag til statholderen:

  • Vi må have tropper så hurtigt som muligt, og så mange, som i hast kan bringes til veje, idet oprørernes tal er utroligt stort.

 

Et helt regiment

Og Statholderen tøvede ikke . Han sendte hele Det Slesvigske Infanteriregiment under kommando af oberstløjtnant von Wildenradt og 120 ryttere under ritmester von Backmann. Fra Rendsborg rekvirerede man 4 kanoner og 16.000 skarpe patroner. I Rendsborg holdt man desuden flere tropper klar.

Det tilkaldte militær rykkede ind kl. 9.30 om formiddagen den 5. juni. I de følgende dage gennemførtes omfattende arrestationer blandt urostifterne på forlangende af Magistraten. I alt 60 skibstømrer blev anholdt. Der var domme fra 1 – 8 års tugthus.

 

Ængstelse i Haderslev

Kort tid efter kom der også til tumultagtige scener i Haderslev på grund af de høje kornpriser. I et brev til prins Carl af Hessen gav amtmand Møsting udtryk for sin ængstelse.

 

Advarsel til beboerne

Den 11. september 1795 blev der udstedt et patent til Hertugdømmerne. Det var nødvendigt at give befolkningen her en advarsel og lægge en dæmper på deres urolige sind. Man opfordrede
befolkningen i stærke ord til ro og lydighed. Man truede ligeledes urostifterne med strenge straffe. Man måtte ikke henvende sig til forbudt virksomhed og selvtægt. Man skulle heller ikke lade sig forlede til fejltrin eller overtrædelser.

Man kan jo så undre sig, for grunden til at man lavede oprør var jo, at man ikke kunne få nok mad. Høsten i 1800 slog fejl, og der vare for hungersnød mange steder.

 

Problemer på Trøjborg

Den gamle herregård, Trøjborg blev på den tid ejet af Bendix Holst, en præstesøn fra Nybøl på Sundeved. Han havde i 1777 overtaget gården for en købesum af 74.000 rd. Han skulle af hovedgården og bøndergodset levere en del korn. Man søgte på forskellig måde at slippe fri eller få lempelser. Da rughøsten på egnen slog helt fejl, slap han med delvis at levere byg i stedet.

Amtmand Moltke i Ribe var ham dog ikke velvillig stemt, og beskyldte ham, der måske var den rigeste mand på egnen, at handle for egen vindings skyld.

 

Opfordring til oprør

Holst var en dygtig mand, men han forstod ikke at komme i et godt forhold til sine bønder. Hoveriet var blevet genindført. Og der skete nu ting og sager her vest på igen engang.

En af de første dage i december udsendtes i Tønder Amt og enklave – sognene sedler, der blev hængt op på alle døre, med følgende ordlyd:

 

  • Gode Venner alle sammen
  • Efterdi I samt og vi lider stor Nød og Mangel paa Korn, Smør samt Meer, det skeer af den Aarsag, at di forbandede mennesker, som køber det meget Korn at feede deres Stude med samt og at skibe det. Udskiben angaar die store Korn Puger i Tønder og andre adskillige meere, og di som fede deres Stude dermed, er navnlig Cancillie Raad Holst paa Troyborg, Hr. Detlefsen i Ballum samt og adskillige Bønder i Ballum Sogn, hvilke foraarsager den forskrækelig dyre Tid, og om det saa skal bortholde denne Fortgang, saa bliver det i det nye Aaar aldrig en Skippe tilkiøbs., derfor maa forfindes Raad, før det bliver for silde, ellers maa vi alle med hinanden ynkelig omkomme af Hunger og Nød.Det er det at disse grove Blodhunde tragter efter., derfor giøre eder reede alle sammen ingen undtagne, som er istand til at uddrage noget Gewærligegodt hvad heller det er Fint, Økse eller Stav og mødde ved Trøjborg præcis den 5. December 1800 Vester – Jylland……
  • Tilsiges alle samtlige Kaadner og Lejefolk, at møde ved Trøjborg alle Mandfolk, ingen understaar sig at blive hjemme eller ikke at komme barhaandet, men beruste sig dog ikke skade
    nogen Mands Liv men sine fede Stude og Bygninger og det den 5te Septbr.(!)fra Nabo til anden i Sønder og Nør – Sejersleff.

 

Der fandtes også en tysk version af brevet, stilet til Viding Herreds beboere med cirka samme indhold. Mødestedet her var dog Kogsbøl. Det hedder her, at hvis man ikke møder

  • so könntIhr uns erwarten den 6. December, og slutter:
  • Wir müssen Rathe finden vor dem grossen Hunger.

 

En trussel mod Trøjborg

Det var en stærk trussel om at brænde Rantzaus stolte borg ned. Og hadet mod Holst har åbenbart været meget stærkt. Men fra myndighedernes side, blev der straks grebet ind. Embedsmændene på Schackenborg og amtmand Bertouch undersøgte sagen. De fandt ud af, at arnestedet til oprøret var i Sdr. Sejerslev i Emmerlev Sogn.

 

Protester fra Hjerpsted Sogn

Der kom dog ikke yderligere ud af eftersøgningen. Men kådnerne og indersterne i Hjerpsted Sogn henvendte sig til amtmanden i Tønder med en klage over, at Holst og hans efterlignere i Ballum fedede stude med byg. Det betød, at kornpriserne blev hevet i vejret. Man foreslog at landmanden skulle dyrke jorden i stedet for at dyrke spekulationshandel. Endvidere
fremsatte de ønsket om, at der i alle amter måtte blive oprettet kornmagasiner , så der derfra under dyrtid kunne udleveres korn. Klagen førte til et angreb fra Holst. Han fremhævede studefedningens betydning. Og angiveligt fik han lov til at fortsætte med dette.

De omtalte eksempler på oprøret i Sønderjylland handlede om, at få noget at spise. Men dengang som nu, var der forskel på folk.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Møgeltønder
  • Litteratur Løjt
  • Litteratur Sønderjylland (underudarbejdelse)
  • Sønderjysk Månedsskrift
  • Sønderjyske Årbøger

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.779 artikler:

 

Under Sønderjylland (207 artikler)

  • Enklaverne i Sønderjylland 1-2

 

Under Tønder (283 artikler):

  • Bondeslægten fra Trøjborg
  • Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
  • Digebyggeri i Tøndermarsken
  • Hertugen af Tønder
  • Møgeltønder – dengang
  • Oprør i Møgeltønder
  • Schackenborg i Møgeltønder
  • Trøjborg Slot – nord for Tønder og mange flere artikler

Redigeret 23,-09. 2021


SS – absurde grusomheder

Marts 7, 2013

Hvem var de? – SS. Det var næppe en eliteorganisation. Den blev efter krigen dømt til at være en forbryderorganisation. Professionelle forbrydere blev involveret i organisationen, men også Hitler Jugend – unge fra 15 – 18 år uden kamperfaring. Men også udenlandske hjælpestyrker, der beredvilligt myrdede løs, blev tilknyttet SS. Læs også om ODESSA, en organisation, der hjalp SS – officerer med at flygte. Vatikanet har også haft en tvivlsom rolle. Og falskmøntneri, dokumentfalsk og meget mere beskæftigede SS sig med. Og hvad med Nazi – guldet?

 

12.000 – 15.000 lejre

Egentlig ville undertegnede skrive en artikel om samtlige KZ – lejre og deres aussenlager. Men da jeg fandt ud af, hvor mange der var, ja så var det et håbløst projekt. Mellem 12.000 – 15.000. På nettet er der oversigter, der næppe er komplette. De fylder omtrent 45 sider.

 

De troede ikke på ham i Tønder

Min far kørte et par gange forbi Ladelund på cykel, og så nogle udhungrede personer under bevogtning. Da han fortalte om det i Tønder, troede de ikke på ham. Vi vender tilbage til enkelte KZ – lejre i senere artikler. Men hvem var de folk, der stod bag alle de grusomheder i KZ – lejrene og andre steder – SS folk. SS var lig med terror. SS udførte massemord.  Og det var dem, der omsatte Hitlers ordre til handling.

 

Til fordel for de danske soldater

Vi angriber i dag Det Tyske Mindretal, fordi de anbefalede at man meldte sig frivillig i SS. Vi glemmer at den danske regering anbefalede Frikorps Danmark. Men der var ingen forskel på hvordan man opførte sig i krigen. Medlemmer af Det Tyske Mindretal endte i Fårhuslejren, og ikke nok med det. De fik også frataget deres borgerlige rettigheder. De danske soldater, der gjorde tjenester i lejrene gik ofte fri i retsopgøret. De fik meget lidt opmærksomhed. Mange arkiver blev ødelagt. Og det med bevisbyrden blev ofte anvendt til fordel for de danske soldater.

De frontfrivillige blev ramt hårdt – ofte med tilbagevirkende lovgivning. 3.000 af de 15.000, der blev dømt i Danmark var fra Det Tyske Mindretal.

 

Selvbedrag

Uanset hvad der skete, må sandheden frem. Og det kniber, når det især gælder Danmarks rolle – selvbedrag.  Vi skal helst bevare danskernes rolle som den rigtige rolle. Når man kommer for tæt på alvorlige afsløringer, bliver man bremset af myndighederne. Vi nævnte ordet selvbedrag. Vidste den tyske befolkning besked? Min far cyklede som nævnt to gange forbi Ladelund, og undrede sig over, hvad han så. Med så mange lejre, som der fandtes, er det nok bekvemt at man holdt sig til ordet ukendskab. Den tyske befolkning turde ikke at tale om det, man forsøgte at fortrænge det. Der herskede kaos og anarki. Men også de allieredes gøren og laden i den forbindelse forekommer tvivlsom. Der var jo fuld offentlighed omkring etableringen i Dachau.

 

Det begyndte i det små

Det begyndte i det små, på keglebanen i Torbrau i München. Ja, Stødtrup Hitler så dagens lys i maj 1923. Det var 22 mand med sorte kasketter med dødningehoveder. En ny stødtrup blev oprettet i 1925, da Hitler blev løsladt fra fængslet For at blive optaget skulle man være mellem 23 år og 35 år og være mindst 1,74m. Og så skulle de være af arisk afstamning. En attest tilbage til år 1800 skulle bevise, at der ikke var spor af jøde i anerne. Senere skulle man være højst 23 år. Man måtte ikke bære briller.

 

SA ryddet af vejen

Den 30. juni 1934 dræbte SS efter ordre fra Hitler lederne i SA i en sand morderaktion. SA havde efter Hitlers mening tilranet sig for meget magt. SA – chefen Röhm røg ved samme lejlighed. Andre modstandere, Georg Strasser og forhenværende rigskansler, Kurt von Schleicher blev også ryddet af vejen. Man havde været bange for et mod kup fra SA. Åbenbart forsynede Himmler faske meldinger til Hitler. Denne gav personlig ordre til at seks ledende SA – førere skulle likvideres. Det skete så i De lange knives nat. Der formodes, at i alt 85 personer den nat blev dræbt. Aviser gengav Hitlers kommentar:

  • I denne time var jeg det tyske folks øverste dommer.

 

Himmler – chef for mordfabrikkerne

SS – chef, Himmler blev chef for Hitlers mordfabrikker. Dagligt fik han indrapporteret dødstallene. Ja, efterhånden blev han den mægtigste mand efter Hitler. Han var meget optaget af
en absurd blanding af raceteori, naturlægevidenskab og folkelig okkultisme. Heydrich, der var blevet smidt ud af marinen, blev Himmlers forlængede hjerne. Det var Heydrich, der udbyggede Gestapo. Og det passede fint til Himmlers udrensningsvanvid. Måske havde Heydrich – en fører i maven. Han bejlede konstant til førerens gunst. Der blev brugt 14 millioner arbejds – slaver og 30 millioner skulle slås ihjel. Denne skrækvision var Heydrich med til at virkeliggøre.

 

Folkenational subkultur

Himmler så de samme syndebukke som Hitler. Han beundrede set hellige billede af, hvor høje, moralsk rene og ophøjede vor forfædre var. Allerede i slutningen af 1920erne fremkom tankerne omkring menneskeavl, udryddelse af mindreværdige og en dyrkning af eliten. Massemord skulle fremelske en folkenational subkultur. I gamle indiske sagn opdagede Himmler noget af det, han kunne bruge. Han havde allerede i sin ungdom gjort sig tanker om Det Germanske. Nu blev drømmen gjort til virkelighed.

Himmler var klog, energisk og kompromisløs. Ham betragtede sig selv som en middelalderlig hersker. Han mente selv, at han var indbegrebet på den germanske genopståelse. Hans erstatnings – religion fandt efterhånden mange tilhængere. Tænk, at Himmlers vranglære kunne narre en hel nation. Ja Himmler bildte folk ind, at bibelen var skrevet i Tyskland. Og endvidere fik den tyske befolkning at vide, at den germanske historie gik 228,000 år tilbage før Kristi tid.

 

Parasitter og blodsugere

Karl Maria Weisthar, kaldet Witgut udarbejdede traktater om  kosmologi og mytologisk poesi for Himmler. Desuden undersøgte han runeskrifter til stor glæde for sin arbejdsgiver. Det var også Witgut, der fandt hagekorset. Ligesom i Hitlers univers var også i Himmlers univers jøder undermennesker, parasitter og blodsugere.

Efter at Himmler selv havde oplevet en massehenrettelse måtte han brække sig. Pludselig gik det op for ham, hvor nedkørte selv SS – folk kunne blive efter sådan en henrettelse. Med sine underordnede diskuterede han nu mere humane henrettelser. Ikke for ofrene men for bødlerne. Det var den 17. juli 1942 i Auschwitz, at Himmler overværede en massehenrettelser af 449 hollandske jøder. Bagefter blev dette fejret med masser af rødvin, ifølge lejrchefen. Modsat Hitler vovede Himmler sig ud til KZ – lejrene.

SS nød stor anerkendelse af den tyske industri. Der var masser af pengegaver lige fra Siemens til Deutsche Bank.

 

Blod, udvælgelse og hårdhed

Efterhånden bestod Waffen – SS af 900.000. Var det en eliteenhed eller en stor forbryderbande? Det lykkedes dem at brutalisere i sådan en grad, at de var ivrige efter og villige til at likvidere alt og alle. Blod, udvælgelse og hårdhed. Det var nogle af de begreber som SS brugte. Nogle gange brugte SS skarp ammunition under deres øvelser.

 

Broderskabet under dødningehovedet

SS forandrede sig konstant i de 20 år, som de eksisterede. De mænd og kvinder, der deltog, var højst forskellige. Nogle betragtede Broderskabet under dødningehovedet som en næsten religiøs mission. Andre gik ganske vist inde for ideologien, men var ellers lige glade. Andre igen betragtede missionen, som deres ståsted, som gav deres liv mening. Også samfundets
afskum blev optaget i SS.

Der fandtes også højere rangklasser inden for organisationen. SS blev til et spejlbillede af det tyske samfund. En stor del af dem blev til forbrydere. De handlede ikke i bevidstheden om ikke at gøre noget forkert. Man kan så undre sig over, at SS fik lov til udvikle sig.

 

Tolerance betyder svaghed

Allerede den 22. marts 1933 proklamerede SS i fuld offentlighed, at de ville oprette en lejr for skadelige elementer. Ja Himmler havde proklameret åbningen af lejren i Dachau. Det kan så igen undre, at de allierede i så lang tid fastholdt, at de ikke havde kendskab til KZ – lejre. I alt 206.206 havde været igennem lejren i Dachau, da amerikanerne nåede frem til den. 32.000 var registeret som døde af myndighederne, men det officielle tal er væsentlig højere.

  • Tolerance betyder svaghed

Sådan var en af SS´s slogans. Der skulle slås hensynsløs ned, når nogen handlede i strid med samfundets interesse. Vilkårlig vold hørte til dagligdagen.

 

Dødningehovedet var en advarsel

I 1934 blev alt brunt erstattet af sort. De satte deres liv ind for førerens ide. Totenkopf (Dødningehovedet) var en advarsel til systemets fjender. Den eneste hindring i total magt for Hitler, var efterhånden kun den gamle feltmarskal von Hindenburg. Hitler havde overbevist befolkningen om, at han ville overholde den lovgivne magt. Himmler gav ordre til at indrette en speciel udrensnings – lejr i Belzec. Frem til slutningen af 1942 blev alene her myrdet 600.000. Albert Speer koordinerede indsatsen i de efterhånden tusindvis af lejre.

 

Mange børn – også uden for ægteskabet

Enhver SS er, der ville gifte sig, skulle indhente tilladelse til dette. Kvinder til SS er skulle underkaste sig en biologisk test i raceafdelingen. Kun hvis den ombejlede var oversund og racemæssigt mindst ligevægtigt, kunne en tilladelse gives. Himmler tilskyndede til, at sine SS – folk fik mange børn. Skulle det foregå uden for ægteskabet var det også helt i orden, blot kvinden var af arisk afstamning. Samtidig gav han ordre til at forfølge alle homoseksuelle.

En stor aktion Lebensborn blev iværksat. Det egentlige formål var at undgå aborter. De Lebensborn – babyer, som mødrene ikke ville beholde blev adopteret til SS – familier. Frem til 1945 kom 12.000 Lebensborn – babyer til verden.

Sammen med Martin Bormann overvejede Himmler muligheden for flerkoneri for værdige mænd. Hvor meget det blev praktiseret vides ikke, men Himmler gjorde det selv. Himmler sørgede for at lyshårede piger og drenge med blå øjne blev kidnappet fra skoler og børnehjem. Måske ved mange af Tysklands pensionister i dag ikke engang, at de er offer for Himmlers racevanvid.

 

Ligger på Lüneburger Heide

Himmler kunne med sin magt have begået et kup mod Hitler. Men han underlagde sig. Ofte blev han ydmyget af Hitler. Aldrig blev han rost lige som Görring og Goebbels. Himmler blev heller aldrig tiljublet af mængderne. Når han var i nærheden, var det snarere ængstelse at spore. Det var som om Himmler allerede i 1943 kunne se enden på krigen. Han havde forskellige f kontakter ude mod vesten. Øst på, mente han at tyskerne kunne fortsætte uanfægtet.

Og hans rolle i forbindelse med attentatet mod Hitler den 20. juli 1944 spekuleres der også på. Hvorfor havde hans omfattende spionage – apparat ikke reageret. Efter attentatet var Himmlers folk dog med til at straffe de skyldige. Således blev hele von Staufenbergs familie straffet, endda også børnebørnene.

I krigens sidste tid mente Himmler, at det var nødvendigt at sende 15 – årige til fronten. Han rejste til Flensborg og tilbød Dönitz sin hjælp. Men han var ikke interesseret. I englændernes varetægt lykkedes det ham at tage en gift – kapsel. Han blev kulet ned et sted på Lüneberger Heide.

 

Himmlers hjerne hed Heydrich

Heydrich havde gjort det godt. Han var blevet chef for sikkerhedspolitiet (SD) og det hemmelige statspoliti (Gestapo). At knække en modstand, var noget Heydrich forstod sig på. Man kaldte ham for Bødelen fra Prag. Inden han kom her til, havde han i Paris inden for en uge givet ordre til 400 likvideringer. Det var med tiden forsøgt mange attentater mod Heydrich. Normalt kørte han rundt i en åben vogn. Herman Göring sagde engang:

  • Himmlers hjerne hedder Heydrich

 

Han havde overbevisende organisationstalent. Han havde en enorm virkekraft, utømmelig energi og viljen til at arbejde dag og nat. Rygter ville dog vide, at han var jøde. Selv om en aneliste frikendte ham, ville Himmler fyre ham. Men Hitler mente, at man skulle beholde ham, og som Hitler sagde:

  • Han vil aflyse blindt

 

En atmosfære af mistro og angst

Som tidligere nævnt blev lederen af SA, Ernst Röhm myrdet. Og det var Heydrich, der organiserede dette. Röhm var endda Heydrichs første søns gudfar. I 1936 omorganiserede Heydrich politiet i hele Tyskland efter SS – principper. Han havde blandt andet i 1934 indført en såkaldt ondskabsfuld – lov. Nu var det blevet forbudt, at komme med nedsættende udtalelser, der kunne svække tilliden til ledelsen i NSDAP. Alene i 1938 førte denne lov til ca. 18.000 anmeldelser. Et atmosfære af mistro og angst bredte sig i befolkningen. Ofrene for stikkervirksomheden kunne enten ende i fængsel, KZ – lejr eller endda under bødelens økse. Skadelige elementer kunne ikke tolereres.

 

250 embedsmænd snagede i alt

I 1938 klagede Heydrich i SS – avisen, Schwartzes Korps over, at tyskerne kun efter to års revolution var blevet ligegyldige over for jøderne og fjender af riget. Et år efter var det frimurere og præster, det gik ud over. 250 embedsmænd fik til opgave at lave et kartotek over jøder og fjender af riget. Personlige data, informationer og rygter af enhver art skulle indsamles. Selv Hitlers uvisse oprindelse blev kulegravet, jødiske spor i Himmlers familie blev efterforsket og Göbels kærlighedsaffærer var Heydrich interesseret i. Ja selv et bordel brugte Heydrich for at samle oplysninger. I kælderen sad hans folk og lyttede med. Alle samtaler blev optaget på en plade.

Han var bestemt ikke uden evner. Da Østrig i 1938 fik Anschluss, måtte alle jøder møde op i det tidligere Rotschild – palæ i Wien. De skulle gå fra skranke til skranke. Til sidst var de frataget alle deres penge, men de havde fået et pas. Til gengæld skulle de forlade landet, inden for 14 dage ellers endte de i en KZ – lejr. Ved skrankerne sad der ikke SS – folk, men jøder. Dette var også Heydrichs ide.

 

Jøder måtte ikke gå i skoven

Efter Krystalnatten indkaldte Göring til et møde. Her deltog Heydrich også. Han billigede også det, der kom ud af mødet. Jøderne skulle diskrimineres endnu mere. De skulle ikke længere have lov til at komme i teatre, biografer, cirkus, badeanstalter eller i skovene. Selv foreslog Heydrich, at de skulle gå med mærker og isoleres i ghettoer.

En spektakulær aktion i Polen var også udtænkt af Heydrich. Åbenbart havde en gruppe polske oprører besat en radiostation. De havde oplæst en erklæring på tysk og polsk. Men  oprørerne var en tysk SS – kommando i polske uniformer. Aktionen var iværksat for at legitimere en invasion i Polen.

 

Attentat mod Heydrich

Øst på foregik en masse grusomheder foretaget af Waffen SS. De fik hjælp af lokale hjælpetropper. Efterhånden udgjorde disse tropper 300.000 mand. Og disse tropper deltog også i massemordene. De skete ofte, at soldaterne fik en særration af spiritus efter en massehenrettelse. Man fik også problemer med at skaffe mad til alle de indespærrede. Så man måtte finde en hurtige metode til at aflive de ikke arbejdsduelige. Hitler befalede nu fysisk tilintetgørelse af alle jøder. Flere lejre måtte oprettes. Eichmann skulle sørge for transporterne af jøderne til disse lejre. Han styrede togene til døden med nådesløs konsekvens.

I en villa i Wansee fortalte Heydrich, at 11 millioner jøder hurtigst muligt skulle aflives.

Den 27. maj 1942 blev der udført et attentat mod Heydrich i nærheden af Prag. En storstilet eftersøgning af gerningsmændene blev iværksat. Hitler gennemførte en omfattende afstraffelse. Den 4. juni døde Heydrich af sine kvæstelser.

 

Hvorfor myrdede de løs?

SS – Todenkopf gjorde tjeneste i koncentrations – lejrene som fangevogtere, plageånder eller mordere. På SS – kasernerne blev rekrutterne underkastet tortur for øjnene af andre rekrutter. Man blev opdraget i hårdhed. Man blev udsat for ydmygelser fra de overordnede. Man blev oplært i kompromisløs hårdhed mod sig selv og andre. Det gjaldt om at kvæle enhver form for svaghed. I 1933 sagde Himmler til rekrutterne:

  • I er det sorte korps, førerens og bevægelsens mest trofaste redskab, alle modstanderes mest frygtede fjende. Vi er soldater, og som soldater ved vi, at kun den modstander, der er død og tilintetgjort, ikke skader mere.

Fjenderne var dengang asociale, statsfjender, dagdrivere, politisk ikke tilforladelige personer, tyve og jøder. Soldaterne skulle føre Førerviljen ud i livet.

Man kan spørge sig selv, hvordan man kunne få folk til at myrde løs? Totalitær indoktrinering, brutalisering, monopol på informationer, projektioner af fjendebilleder, statslig sanktioneret vold, påberåbelse at der blev handlet efter ordre, målrettet rekruttering af gerningsmændene, men også karrieresyge, blind lydighed, autoritetstro, tilpasning og racisme.

SS – folkene fungerede som robotter. Ordrene blev givet og eksekveret. En ordre var en ordre. Man kunne hurtig gøre karriere, hvis man udviste lydighed.

 

Makabre grusomheder

De fleste var almindelige unge mænd, der udførte grusomhederne. SS –  lejrsystemet gjorde mennesker til en del af systemet. Makabre menneske-forsøg hørte til dagligdagen i KZ – lejrene. Vi kender mest til Joseph Mengeles grusomme forsøg i Auschwitz. Rygter ville vide, at han i den sidste tid af krigen opholdt sig i Gråsten. Men Mengele var langt fra den eneste. I lejrene var også et system af sult, sygdom, tortur og mord – et spindelnet af grusomhed.

Brændpunktet af grusomhed blev udviklet i KZ – lejrene Dachau. Buchenwald, Flossenburg, Mauthausen, Ravensbrück og Sachsenhausen. I 1945 bestod vagtmandskabet af 37.674 mand og 3.508 kvinder.

SS – opsynskvinder deltog også aktivt i massakrerne. De blev lige som mændene optrænet i hæmningsløst hensynsløshed. Brutal adfærd var nøglen til at stige i graderne.

 

Hvad skete der i Flossenburg?

Et særligt økonomisk system blev udviklet i de forskellige lejre. Man var afhængige af slaveri og røveri af især jødisk ejendom. Kun i de allernødvendigste tilfælde blev der givet tilskud. I
granitbruddet Flossenburg blev der hurtig overskud. Her blev fangerne også brugt i krigsindustrien. Og i nærheden skete der mange hemmelige ting. Rygter vil vide, at her blev udenlandske videnskabsfolk likvideret, fordi de vidste for meget, om hvad der egentlig foregik. Danske videnskabsfolk skal også være blevet likvideret. Og her har det amerikanske efterretningsvæsen også været på spil.

 

Cyklon B dræbte inden for få minutter

Foretagender som Siemens, Osram og Junkers havde stor glæde af KZ – fangerne. I.G. Farben producerede dræbermidlet Cyklon B. Dette middel blev også mange tvangsarbejderes skæbne. Alene opførelsen af en ny I.G. Farben fabrik ved Auschwitz kostede 25.000 fangere livet. Den krystalliserede blåsyre dræbte inden for 3 til 15 minutter, alt efter de klimatiske forhold.

På  østfronten blev tre specielle Totenkopf – divisioner oprettet. Deres opgave var udelukkende at terrorisere lokalbefolkningen. SS udviklede et system med industriel mord i Belzec, Scbibor, Treblinka og Kulmhof (Chelmo). Denne udryddelse skulle foregå i det skjulte.

 

 

Masser af massakre

I Operation Barbarossa foregik der systematisk nedskydning af folk. Kigger man nøjere på morderne, så var det ikke de normale enheder, der her plafrede løs. Det var folk fra det tyske politi, almindelige tyskere, akademikere og embedsmænd. I byen Bralystok blev jøderne jagtet gennem byen. I en park blev de gruppevis skudt. Dem, der endnu levede, omkring 700 blev spærret inde i byens synagoge. Dørene blev barrikaderet. Og så blev der hældt benzin på og antændt. Håndgranater fløj gennem vinduerne og forstærkede virkningen af ilden. I alt 2.000 jøder mistede livet ved denne aktion. Det var egentlig ikke givet ordre til det. Men morderne lod sig rive med. Andre handlede under gruppepres. Det skete ofte, at man myrdede løs, uden at der var givet ordre til det.

Himmler sagde til soldaterne, at de var blevet kaldet til en stor idealistisk dåd, der ganske vist var hård og grusom, men i sidste ende ville sikre, at deres eget folk kunne overleve.

 

Folk blev tvangsrekrutteret

I slutningen af 1944 var der 900.000 i Waffen – SS. Korpset skulle beskytte staten. De unge blev underkastet en militær og ideologisk skoling. Derefter blev de sendt til fronten, koncentrationslejrene, sikkerhedstjenesten, eller forvaltningerne.

En SS – division startede med at hedde Germania. Den blev senere omdannet til Wiking. Denne division kigger vi nærmere på i en senere artikel. I juni 1941 bestod Wiking af 631 hollændere, 294 nordmænd, 216 danskere, 1 svensker og 1 Schweitzer.

Regimentet Nordland bestod af frivillige fra Norge og Danmark.

I 1942 blev divisionerne Leibstandarte, Das Reich, Totenkopf og Wiking udstyret med det mest moderne panserudstyr. Vendepunktet blev det katastrofale nederlag i Stalingrad. Fra december 1942 til januar 1944 blev der opstillet ikke mindre end 12 SS – divisioner. Det var en forøgelse på 150 pct. I slutningen af 1944 var styrken som nævnt oppe på 910.000 mand. Frivilligheds – princippet var blevet brudt, nu blev folk tvangsrekrutteret.

15 – 18 årige blev sendt til fronten helt uden kamptræning. Og alt for få SS – officerer gjorde det heller ikke lettere for SS i det fjerde krigsår. Hitler Jugend blev sat ind i krigen. Frem til september 1944 mistede ca. 8.000 af 20.000 unge livet.

 

Massevoldtægt blev accepteret

I SS – divisionen Nordland var der efterhånden flere rumæner end danskere og nordmænd. Mange af disse kunne ikke tysk. Også en stor del af letter, litauer og ukrainere deltog i nedskydningen af jøder og gjorde tjenester i tilintetgørelses – lejrene. På et tidspunkt var der næste ikke flere folk at tage af. Himmler beordrede nu professionelle forbrydere til at
deltage i hæren. De havde siddet i værnemagtens fængsler og KZ – lejre. Disse asociale elementer skød på alle, der kom inden for skudhold.

Denne flok blev kun overgået af Rona (russisk national befrielsesarmé). I starten accepterede de tyske overordnede, at soldaterne bedrev massplyndringer og voldtægt af polske kvinder. Men da også tyske sygeplejerske blev voldtaget og dræbt på et sygehus, blev det for meget for SS.

Flere massakre fremkom også i Frankrig. Således i Oradour, hvor den lokale kompagnifører lod 180 mand skyde og 440 kvinder og børn indespærre og indebrænde i byens kirke.

 

Waffen SS – en forbryderisk organisation

I begyndelsen var der forskel på hæren og Waffen – SS. Men jo længere krigen varede, des mindre forskel var det på dem. Den 30. september 1946 blev Waffen – SS erklæret som Forbryderisk organisation. Det vil dog være overdrevet at kalde alle i Waffen – SS for en flok mordere. Men faktum er, at de mest afskyelige krigsforbrydelser blev begået af enheder
fra Waffen – SS. I alt var der efterhånden 38 divisioner i Waffen – SS. Man kan dog ikke kalde disse for elite – tropper, nok snarere middelmådige.

 

Odessa

En organisation ved navn ODESSA, blev oprettet. Navnet stod for “Organisation der Ehemaligen oder Entlassenden SS – Angehörigen” (Organisationen af forhenværende
eller løsladte SS – medlemmer).

Organisationen holdt møde i Marbella i Spanien i begyndelsen af 1960erne. Anledningen var bortførelsen af Adolf Eichmann af israelske agenter. Dette gav så anledning til at erklære staten Israel krig. Eichmann blev bortført fra Argentina. Åbenbart er organisationen blevet oprettet i 1946 som en flugtorganisation. Forbryder – jægeren Simon Wiesenthal gav den britiske forfatter, Frederick Forsyth stof til thrilleren Odessa – kartoteket. Og åbenbart har organisationen kontakter helt ind i det tyske retsvæsen. Omkring organisationen er der opstået en del rygter. Hvad er sandt og hvad er opspind?

Angiveligt var det Hitlers sekretær, Martin Bormann, der dannede organisationen. I 1965 skulle organisationen have haft 3.087 medlemmer. Mange top – nazister flygtede til Sydamerika, blandt andet Slagteren fra Lyon, Klaus Barbie. Han blev opsporet i Bolivia i 1983 og udleveret til Frankrig. Slagterens specialitet var elektrochok, hvor elektroderne blev fastgjort på brystvorter og andre følsomme steder. Og det absurde er, at denne bøddel på et tidspunkt var aflønnet af det amerikanske efterretningsvæsen.

 

Hvad lavede amerikanerne?

Amerikanerne hyrede også teamet bag Hitlers V2 – raketter. Disse raketter var skyld i 22.000 englænders død. I 1979 levede 68 top – nazister i USA. Efterforskninger viste dog at yderligere 110 andre, der var skyld i nazi – forbrydelser opholdt sig her. Man hyrede officerer, der var skyld i en masse dødsfald i tunnelsystemerne i Dora – Mittelbau og raketforsøgsstationen Pieenemünde. Det lykkedes nogle af Hitlers bødler, at skjule sig blandt andre krigsfangere. Joseph Mengele blev aldrig pågrebet. Han druknede under en svømmetur i Sao Paulo i 1975.

 

Argentina vilde med nazister

Særlig Perón og Argentina var interesseret i Det Tredje Riges officerer. Lige efter hans magtovertagelse anlagde Perón et nationalt etnisk institut med entydig antisemitisk karakter. Forlydender vil vide, at Peróns smukke datter, Evita var meget interesseret i at pengestærke SS – folk skulle bosætte sig i landet. Med ODESSAS hjælp blev der udfærdiget 2.000 pas og 8.000 legitimations – papirer beregnet til Argentina.

 

Det fjerde riges organ

Dürrer Verlag udgav et tidsskrift Der Weg, som Waffen SS havde kåret til deres ideologiske kampskrift. Tidsskriftet udkom i et oplag på 20.000 eksemplarer. Det gik for at være Det Fjerde Riges organ.

 

Vatikanet hjalp nazisterne

Katolske kredse var stærk indblandet i nazistiske bødlers flugt. Men Vatikanet har ikke været særlig interesseret i opklaringen. Men de var direkte indblandet i Albert Eichmanns flugt. SS – Hauptsturmführer Erich Priebke fik hjælp af den pavelige hjælpe kommission. Biskop Hudal i Vatikanet hjalp med et røde kos pas. Priepke stod bag en massakre i  Italien, hvor 355 civilpersoner blev dræbt af nakkeskud. Pave Poul den Sjette retfærdiggjorde hjælpen til nazisterne.

Diverse klostre blev brugt til at skjule SS – bødler. Således gik mange officerer rundt i alperne fra kloster til kloster i munke – gevandter på flugt fra amerikanerne.

Walther Kutchmann – en SS – mand, der havde dræbt tusindvis af jøder i Polen og været medvirkende til deportationer fra Frankrig blev hjulpet af en spansk munkeorden.

I 1994 fandt en amerikansk TV – station frem til Priepke. Han fortalte beredvillig, om de massakre, han havde deltaget i. Dette vakte vild forargelse. Det lykkedes for de italienske myndigheder at få ham udleveret og dømt.

Ægypten var også et ideelt tilflugtssted for nazi – forbrydere. Det samme kunne man sige om Syrien. Således skjulte Brunner sig her. Det var en mand med mere end 120.000 personer på sin samvittighed. Brevbomber sårede ham to gange. Det tyske ugeblad Bunte bragte i 1985 en samtale med ham fra Damaskus. Det vakte vild forargelse. Og lige så meget, da det tyske retsvæsen absolut intet foretog sig.

 

Amnesti i Tyskland

Nazi – forbrydernes tarv blev varetaget af SS – veteranorganisationen Stille Hjælp. Foreningen Wiking Jugend blev først forbudt i Tyskland i 1994.

Allerede i 1952 kunne tidligere nazi – embedsmænd og tidligere folk i Gestapo blive ansat i offentlig tjeneste i Tyskland. Sådan var det ikke i Danmark. Havde man siddet i Faarhus – lejren kunne man godt opgive at søge offentlige stillinger. Således vides, at en person, der havde søgt en sådan, fik afslag antagelig fordi han havde en fortid som frivillig ved østfronten.

Amnestien fulgte lidt efter lidt. I 1960 stadfæstede rets-myndighederne forældelsesfristen på 20 år for mord. I 1968 udløb forældelsesfristen for meddelagtighed for mord. Det betød, at en masse retssager i Tyskland måtte aflyses. Efter krigen var der godt nok rejst mere end 100.000 strafferetssager i Tyskland. Heraf blev kun 6.500 dømt. Kun 12 fik dødsdomme og 163 blev idømt livsvarig straf. En masse forbrydere er aldrig blevet dømt, for et bevidst langsom tysk retsvæsen.

En masse nazi – forbrydere kunne leve frit i Tyskland uden at blive generet. Simon Wiesenthals dokumentationscenter har alene medvirket til pågribelse af 1.200 nazi-forbrydere.Gudrund
Burutz, Himmlers datter ledede i mage år SS –foreningen Stille Hjælp. Hun er er ofte VIP – gæst ved nazistiske arrangementer. Den dag i dag holdes SS – idealer i hævd.

 

Nazi – guld

Også  rygter omkring nazi – skatte er opstået. Således skulle der i en afsides sø i Saltzkammergut i Østrig være nedsænket penge til Det Fjerde Rige. Vidner skulle have set kasser blive
sænket ned i den dybe Toplitz – sø. I 1959 opdagede dykkere trækasser i søen. Man fandt dog ingen skat, bortset fra våben, laboratorieudstyr, rustne kanoner og undervandsvåben. Dette stammer fra nogle forsøg, man foretog på stedet i 1934.

Senere har man i søen fundet falske pund – sedler og trykplader til fremstilling af disse.

142 fagfolk forfalskede flere millioner pund sterling. I KZ – lejren Sachsenhausen havde jøder siden 1942 været beskæftiget med at forfalske pund, dollars, frimærker og dokumenter, brasilianske pas, tunesiske identitetspapirer og amerikanske skibsførerbeviser.

 

I en sø ved Berlin

Også  i Stolpsee lidt nord for Berlin skulle nazisterne i de sidste dage af krigen have sænket store skatter. Göring skulle have beordret guldet smidt i søen, da sovjetiske tropper nærmede sig. Et vidne skal til en kommission have givet erklæring om, at han har set 30 KZ – fanger laste guldet fra lastbiler ved Stolpsee. Bokse med guld blev derefter sejlet ud på midten af søen og smidt i vandet. Da mændene vendte tilbage til kysten, blev de alle stillet op på  en linje. Derefter blev de alle skudt med et maskingevær.

 

Mange rygter

Rygter er også gået på, at Hitler i de sidste dage ville forskanse sig sammen med fanatiske enheder fra Werwolf på en alpefæstning. I det hele taget er der mange myter omkring Hitlers død. En af dem, går på, at det lykkedes ham at flygte nordpå, og videre til Sydamerika. Således skulle han have været mellemlandet i min fødeby, Tønder.

Alpefæstningen indeholdt værdifulde kunstskatte, grafiske værker, akvareller og statuer fra hele verden. Mange af spidserne havde fundet vej til Saltzkammergut.

 

Skjulte værdier

Flere hundrede firmaer i Schweiz omsatte stjålne ædelstene, værdipapirer m.m. I 1946 anslog man, at den tyske formue i Schweiz blev anslået til mere end to milliarder franc. Her på siden vil vi senere vendte tilbage til jagten på nazi – guldet. I de vestlige besættelseszoner blev 806 dødsdømt. 486 blev ekspederet. I de sovjetiske besættelseszoner blev der anlagt omkring 45.000 retssager. I alt  60.000 personer blev i de vestlige lande dømt for nazi-forbrydelser.

 

Den rige Goebbels familie

Vi husker også alle den grusomme historie om ægteparret Goebbels endeligt. Mor Goebbels forgiftede deres seks børn i de sidste dage af krigen. Men den ældste søn overlevede. Efterkommere af den berygtede propaganda minister for Hitler er i dag blandt Tysklands rigeste. Sønnen Harald som Magda Goebbels havde fra et tidligere ægteskab med forretningsmanden Günther Quandt, kom helskindet gennem krigen. Sammen med sin halvbror (Herbert) (på faderens side) arvede de store andele af en af Tysklands største bilfabrikanter Dailmer AG og købte sig senere ind i Bayerische Motoren Werke, bedre kendt som BMW.

Og selv om det er flere årtier siden, at brødrene Quandt gik bort lever arvingerne fra Goebbels videre. Brødrene efterlod, hvad det svarer til 35 milliarder kroner. I årene 1940 – 45 var flere af Quandts virksomheder drevet af flere end 50.000 tvangsarbejdere, krigsfangere og arbejdere fra koncentrationslejre. Det var konstant kamp mellem Goebbels og Quandt. Spørgsmålet
er om Det Tredje Rige kunne have overlevet uden hjælp fra tysk industri.

 

Kilde:

  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

  • Hvis du vil vide mere:
  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 362 artikler under Besættelsestiden (Før/Under/efter) 

 

Under København (191 artikler):

  • Besættelsestidens fortrængninger
  • Da krigen var forbi
  • Danmark var advaret – 9. april 1940
  • De forfulgte jøder
  • Den Franske Skole – i bomberegn
  • Den Franske Skole – nok engang
  • Dengang – det var alvor
  • Flugten over Øresund
  • Humor under Besættelsen
  • I ondskabens skygge af Holocaust
  • Landsforrædere og Landssvigere
  • Overvåget – dengang
  • Stikkerdrab
  • Tyske flygtninge
  • Tyskerluder og Drageyngel

 

Under Østerbro (101 artikler)

  • Besættelsen på Østerbro 1 – 4
  • Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
  • Flere sabotager på Østerbro
  • Hagekorset i Parken
  • Mirjams Flugt
  • Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Sabotører og Stikkere på Østerbro

 

Under Nørrebro (304 artikler)

  • Besættelse på Nørrebro 1 – 5
  • Likvideret på Nørrebro
  • Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
  • Nørrebro – flere sabotager
  • Nørrebrogade 156
  • Sabotage på Nørrebro
  • Varehuset Buldog på Nørrebro

 

Under Sønderjylland (297 artikler)

  • Danskeren, der ville dræbe Hitler
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • En stikker fra Sønderjylland
  • Holger Danske – Afdeling Eigild
  • Holocaust – aldrig igen
  • Kampene 9. april 1940
  • Mindretal i brændpunktet
  • Modstand i Kolding
  • Modstand i Sønderjylland
  • Opgøret efter 1945
  • Sheriffen fra Tinglev
  • Stikkeren – mord uden samvittighed
  • Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
  • Vingeskudt på Mandø

 

Under Aabenraa (169 artikler)

  • Frits, Nazister og et kartotek
  • Aabenraa – under de to krige
  • Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Modstandsbevægelsen i Aabenraa
  • Sabotage i Aabenraa

 

Under
Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

  • Bov Kommune under besættelsen
  • Bov Sogn – mellem dansk og tysk
  • Dagligliv i Frøslevlejren
  • Dramaet ved Viadukten
  • En sønderjyde krydser sit spor
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren
  • Harreslev – dengang
  • Mord i Padborg 1 – 3
  • Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby
  • Straffelejren
  • To skæbner i Kiskelund
  • Sandheden om De Hvide Busser
  • KZ – lejr Ladelund

 

Under Højer (77 artikler)

  • Baraklejren i Højer
  • Højer 1935 – 1945

 

Under Tønder (283 artikler)

  • Bombeangreb mod Tønder
  • Da Tyskerne kom til Tønder
  • Flygtninge i Tønder
  • Nazister i Tønder
  • Sabotage i Tønder
  • Sønderjylland, 9. april 1940
  • Tønder og Omegn 9. april 1940
  • Tønder under Besættelsen
  • Tønder – efter krigen
  • Tønder – Marskens Hovedstad
  • Historien om Jeppe k. Christensen og mange flere artikler 

Redigeret 6-10-2021


Aabenraa, skibe og søfart

Marts 7, 2013

Søfart har det været i Aabenraa, lang tilbage. Og kirken er er viet til de søfarende. Masser af fisk har det også været i fjorden. Den første langfart er fra 1692. Det var Frellsen, der tog til Rusland. Og det var også  et Aabenraa – skib, der som det første danske handelsskib rundede Kap Horn. På et tidspunkt var 40 skibe fra Aabenraa på vej til vestkysten. Men sejlskibs – kaptajnerne ville ikke investere i jern – og dampskibe. Da Jebsen nærmest fik monopol på disse, man han søgte hjælp i Tyskland.

 

Søfart kendt fra før 1257

En skibro  omtales allerede i 1257. Og byens kirke, Skt. Nikolaj, der blev opført i løbet af 1200 – årene, var viet til de søfarendes skytshelgen. Dette tyder på, at der blev drevet  søfart før byen fik sine købstadsrettigheder. Fjorden har været rig på fisk. Dette fremgår af Johs. Meyer, der i by-krønikken fra 1635 skriver, at fisk blev fanget i overflod til nytte og næring for byens borgere.

I tidsrummet 50 – 100 år før dette årstal blev der fanget så  mange fisk, at Aabenraa ligefrem eksporterede saltede fisk til andre Østersø – byer. Siden 1421 har der været tre makreller i byens segl. Og Fiskergade er antagelig byens ældste gade. Og der var masser af tømmer i byens skove.

 

I strid med Tønder

Nu var Aabenraa ikke just en storby omkring år 1500. Der var 600 indbyggere, fordelt på 108 husstande. Byens problem var tilkørsels – forholdene på landjorden. De høje bakker, helt
op til 70 meter, der omkransede byen, gjorde det ikke let for den kørende trafik.

Allerede tidligt fik munkene i Løgum Kloster toldfrihed, når deres fartøjer anløb havnen. Fra gammel tid havde Tønder – borgerne udskibningsret. Det var man i Aabenraa ikke så tilfreds med. Denne strid blev først løst i 1620 mod at borgerne fra Tønder skulle betale de almindelige told – og bropenge. Omkring 1645 havde skibe fra Sønderborg og Aabenraa en tredjedel af Gotlands – farten.

 

Den første langfart fra 1692

Den første egentlige langfart stod Hinrich Frellesen for, da han i 1692 sejlede af sted mod Rusland. Han vendte først tilbage til Aabenraa syv måneder senere. Det var Flensborg – købmænd, der fik fat i Aabenraa – skibene. I 1735 berettes det om, at handelen i Aabenraa er så ringe, at skibene må søge udenbys. De største skibe blev brugt af det islandske kompagni i København.

De mellemstore skibe sejlede til Finmarken. Det var mest byggemateriale, de sejlede med.

 

Mange borgere involveret

Aabenraa – flåden var langt større end den beskedne bys transportbehov. Hurtig var der udviklet en flåde, der var relativ stor. Omkring 1750 kunne de første Aabenraa – skibe træffes i fart på Middelhavet. Trekantsejlads mellem Norge, England og Østersøen var også noget Aabenraa – skibene deltog i. Midt i 1700 – tallet var Aabenraa – borgere involveret i både fragt, og køb og salg af varer for egen regning i fremmede havne.

Allerede i 1710 var 38 pct. af de 170 registrerede søfolk. I 1748 var Aabenraa – flåden nået op på i alt 115 skibe. Allerede i 1765 forsøgte Aabenraa – skibe at forsøge sig inden for Vestindien – farten.

 

Optur blev til nedtur

Men udviklingen vendte. Tonnagen svandt ned til det halve. Baggrunden var restriktioner i både England og Sverige. Krigen mod England fra 1807 til 1814 blev skæbnesvanger for Aabenraa. Af byens samlede flåde dengang på 40 skibe, kaprede fjenden allerede i krigens første år, 11 skibe. I 1815 var der kun 25 skibe tilbage i Aabenraa.

Det så ikke godt ud for Danmark dengang. Statsbankerotten, tabet af Norge og en halvering af handelsflåden.

Omkring 1820 overtog Hamborgs handelshuse en væsentlig del af vareudvekslingen mellem Europa og de tidligere spanske og portugisiske kolonier i Latinamerika. Hermed skabtes en blomstrende fragtfart til glæde for åbenråerne. Det betød en stor fremgang for Aabenraa – flåden.

 

40 skibe på vej til den amerikanske vestkyst

Rio de Janeiro blev en vigtig destination for Aabenraa – skibene. Senere blev det almindelig at fortsætte rundt om Kap Horn. I sommeren 1841 kunne lokalavisen Freia fortælle at hen imod 40 skibe fra byen var på vej til den amerikanske vestkyst. Destinationen blev efterhånden afløst af kinesiske destinationerne.

 

Aabenraa – skib rundede først Kap Horn

Det første danske handelsskib, der rundede Kap Horn og anløb den sydamerikanske vestkyst var Aabenraa – briggen, Perlen, ført af Hans Detlef Bruhn.

I 1855 levede 7,5 pct. af indbyggerne af søfart. Men der var 487, der levede af skibsbyggeri, og yderligere 433 der var delvist afhængige af skibsbyggeri. Men andre var også afhængige af søfarten i Aabenraa, og det var malere, bødkere, slagtere og bagere, som med familie omfattede 321 personer.

 

Tilbage – efter 1879

I 1863 havde Aabenraa flere store skibe på 100 cl. eller derover end både Sønderborg, Flensborg og Haderslev tilsammen. Toppunktet blev opnået i 1879, hvor Aabenraa havde 7.156 cl. fordelt på 43 store sejlskibe. Men derefter gik det hastigt tilbage. Endnu i 1885 havde man dog støre lasteevne end i 1864. Grunden var, at man for sent havde set dampskibenes udvikling. Og det havde man i Flensborg.

 

Det kneb med lokale investeringer

Nedgangen kom meget hurtig i Aabenraa. I 1890erne måtte de sidste store sejlskibe afhændes. Den eneste, der faktisk nåede at sadle om i Aabenraa var Michael Jebsen. Han nåede at få produceret jerndampere. Han bevarede sit lokale monopol på maskindreven søfart indtil midten af 1890erne. Men det var ikke den store lyst i at investere i dampskibe i Aabenraa, således måtte man henvende sig til venner og forbindelser i Hamborg, Kiel og Essen.

I sejlskibstiden i Aabenraa var der relativt få partshavere bag hvert skib. Med omlægningen til damp og jern faldt disse bort. Man forsøgte at dele damperne op i småparter. Men det lykkedes kun delvist. Af 158 parthavere i Hansen og Closters første damper, Alpha var der kun 58 partshavere fra Aabenraa.

Sejlskibs – kaptajnerne fra Aabenraa og Løjt var ikke interesseret i at investere i dampdrevne jernbåde.

 

18 dampskibe i 1914

Konkurrencen fra damperne begyndte for alvor efter at Suez – kanalen stod klar i 1869. Aabenraa – skibene blev klemt ude på Kina – kysten. I 1914 omfattede Aabenraa – flåden 18 dampskibe. Det lyder måske beskeden, men tonnagen overgik sejlskibstonnagen fra 1880. Men atter engang blev søfarten hårdt ramt i byen. Størstedelen af flåden gik simpelthen tabt under 1. verdenskrig, enten som følge af krigsforlis eller beslaglæggelse.

Ved “Genforeningen” i 1920 var der kun nogle få småskibe og en enkelt damper tilbage.

 

Fremragende skibe og søfolk

Man kan så spørge sig selv – Hvorfor kunne en lille by som Aabenraa sådan begå sig på verdenshavne? Det skyldtes, at man byggede fremragende skibe i byen. Og søfolkene fra Aabenraa og Løjt var også af høj kvalitet. Det så ud som om Aabenraa – skibene foretrak lokale søfolk. En fordel var vel så, at kommandosproget ombord var på sønderjysk.

 

Et farligt erhverv

Det var dog et farligt erhverv. Mindst en fjerdedel af de unge, der gik til søs i sejlskibstiden mistede livet, inden de var fyldt 40 år. Mange omkom ved forlis, blev dræbt eller lemlæstet ved fald fra mast og rig eller gik overbord og druknede. Mindst lige så stor var risikoen dog for at blive offer for diverse epidemier.

 

Man kunne ikke finde Guds hus

Og søfolkene var ikke særlig religiøse. Det fik engang Pastor Matthiesen til at over for en af Bruhn’ erne, at sige:

  • I store kaptajner kan finde et vist lille rum på skibet, selv i den mørkeste nat, men I kan ikke finde Guds hus ved højlys dag.

 

Skibsbyggeri

Skibsbyggeri finder vi spor af langt tilbage i byens historie. Aabenraas store brand i 1610 var forårsaget af en bådebygger og hans medhjælpere. I 1670 klagede borgmester, rådmænd
m.m. til hertugen over, at nogle af deres medborgere opbygger skibe og så snart samme er færdige, sælger dem til fremmede steder. Man mente, at dette kunne skade byens egen søfart.

Mellem 1721 og 1746 blev der i Aabenraa kun bygget 19 nye skibe. Men i 1750 etablerede Jacob Paulsen et værft i Aabenraa. Dette værft kom til at bestå i 130 år. Selv om Aabenraa var omgivet af skove kunne man ikke bare hugge skoven ned.

Og en af kendte historier fra Aabenraa er dengang da Jørgen Bruhn købte et skibsvrag i 1820 og med store midler fik det bragt flot, så han kunne måle skibets dimensioner. Det var et amerikansk skib. Og i samarbejde med Paulsens Skibsværft fik Bruhn fremover fremstillet skibe efter amerikansk byggeteknik. Det første skib, der blev fremstillet efter denne model var Caravane på 90 cl fra 1820.

Senere fremstillede Bruhn sine egne skibe på værftet i Kalvø. Det mest berømte skib var vel nok Cimber (2) fra 1856 på hele 570 cl.

I 1831 etablerede Thorkild Andersen et værft. Det videreførtes i 1862 af sønnen Skifter Andersen. I 1841 var det så Mads Michelsen der etablerede et værft. Også Boy Bendixen og Reimars etablerede skibsværfter. Efterhånden opnåede Aabenraa et godt ry med deres skibsbyggeri. I 1856 averterede den østrigske krigsmarine således i lokalavisen Freia efter en direktør for deres
skibsbyggeri.

 

Kaptajn snurret fast til stormast

Der kunne hurtigt opstå interesse – konflikter ombord. Kaptajnen havde fordel af skibets omsætning øgedes. Og dette kunne betyde ringere forhold for de ansatte. De skulle arbejde hårdere. De fik ringere kost, mindre fritid og lavere løn. Mindst en Aabenraa – kaptajn er blevet snurret fast til stormasten af besætningen. Han blev først løsladt efter at have afgivet løfte om mådehold i fremtiden og være lidt mere overbærende over for besætningen.

 

Inspireret af Tyske Socialister

Og tænk i foråret 1873 blev tømmermændene på byens skibsværfter inspireret af Tyske socialister. De nedlagde arbejdet. Kravet var nedsættelse af arbejdstiden og højere løn. Kravet blev afvist. Efter ni dage med arbejdsnedlæggelse gik værftsejerne med til at nedsætte arbejdstiden med en time om dagen og hæve lønnen en lille smule.

 

”Ukydsk liv førte til sundhedsruin”

Mange reddere blev meget rige, men den mest velhavende var nok Jørgen Bruhn. Han nød livet. Således udtalte hans søn, Hans Bruhn:

  • Faders største Feil og vistnok også Sundhedsruin var efter min Mening den, at han underholdt fleere Fruentimmere, med hvem han førte et ukydsk Liv. ….

 

Kilde:

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Løjt
  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dkindeholder1.783artikler
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler

 

  • Om Søfart i Aabenraa –
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Aabenraa – som søfartsby
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Aabenraa – før prøjserne
  • Briggen Chico fra Aabenraa
  • De Tre Makreller fra Aabenraa og mange flere 

 

Hvis du vil vide mere: Om Løjt:

 

  • Anekdoter fra Løjt
  • Løjt Land – fra begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land og mange flere 

Redigeret 21.11. 2021


Et Kloster – 15 km fra Tønder

Marts 7, 2013

Munkene satte sit præg på egnen. Løgum Kloster blev efterhånden et kæmpe gods. Mange testamenterede deres ejendom ”for frelses skyld”. Men ikke alle arvinger var lige tilfredse med det. I Daler og Brede var beboerne ikke tilfredse med, at de ikke selv måtte vælge præst. På et tidspunkt måtte Paven gribe ind i forbindelse med problemerne med Brede Kirke. Kirken blev
pålagt store skatter i stedet for adelen. ”Ora et labora” (bed og arbejde) var mottoet for Cistercienser – munkene

 

Tilbage til 1098

Løgum Kloster tilhørte Cistercienser – ordenen. De havde omkring år 1100 skilt sig ud fra Benediktinerne. Legemligt arbejde ved siden af fromhed kendetegnede den nye orden. Og ordensreglerne påbød, at klostrene skulle lægges i skove eller ødemark fjernt fra anden bebyggelse. Munkene skulle virke som foregangsmænd i landets opbygning. Dette foregik hvis mere i udlandet end herhjemme. Og det hele startede i 1098 i Citeaux i det daværende kongerige Burgund. Og ordenen byggede på den hellige Bennedikt af Nursias munkeregler fra 500 – tallet. I 1115 blev munkebroderen Bernhard sendt til Clairvaux for at grundlægge et datterkloster.

 

Bed og arbejde

Nogle af ordenens kloster var nye, andre var tidligere Benediktiner –  klostre. De fik nu nye munke. Det var de såkaldte hvide munke. Det blev de kaldt, efter deres kutters hvid – grå farve i modsætning til de sorte Benediktiner. Sådan skete det også i et af Danmarks mest berømte klostre i Sorø. Her lod Absalon i 1161 de hvide brødre afløse de sorte. Og det samme var gældende for Løgum. Ora et labora (bed og arbejde) blev til virkelighed.

 

Herrevad Kloster

Og munkene, der kom til Seem, var fra Herrevad Kloster i Skåne. Det lå cirka 40 kilometer øst for Helsingborg. Og dette som var Danmarks første cistercienser – kloster blev grundlagt af ærkebiskop Eskild i 1144. Og munkene herfra oprettede Tvis Kloster og Seem/Løgum Kloster. Den sidste munk forlod Herrevad Kloster i 1565. Måske skal vi lige have med, at det var her på Herrevad, at Tycho Brahe i 1572 så sin Stella Nova.

 

Bede-stunder og Gudstjenester – døgnet rundt

Mange bede-stunder og gudstjenester døgnet rundt prægede munkenes dagligdag. Men også masser af legemligt arbejde skulle de igennem. Klostersamfundet var præget af et beskeden levevis. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Fuldstændig tavshed var påbudt. De måtte kun kommunikere ved hjælp af tegn.

Der var 8 tidebønner, den ene om natten før daggry. Her anvendte munkene nattrappen, der gik direkte fra munkenes sovesal. Hver morgen samledes munkene i Kapitelsalen. Her fik de læst et kapitel af klosterreglerne. Heraf fik salen sit navn. Samværet sluttede med skriftemål og syndsbekendelser.

 

Kirken var opdelt

Kirken var opdelt, den ene del var for de præsteviede og en del var for lægbrødrene. De præsteviede sad i koret og i korsskæringen på munkestole, der stod i kirkens længderetning
mellem de store piller. Lægbrødrene havde den vestlige del af kirken med indgang i vest-gavlen.

 

11 klostre i Danmark

Cirka 500 klostre blev opført i Europa, heraf 11 i Danmark. Egentlig var alle klostre opført på samme måde. Klosterkomplekset var firefløjet. I nordfløjen var kirken. Østfløjen bestod af sovesal og kapitelsal. Sydfløjen bestod af spisesal og køkken. I vest-fløjen boede lægbrødrene, der havde ansvaret for den praktiske side af klosterets drift. Disse lægbrødre bar brune dragter, og de havde ikke fuld munkeværdighed.

De fire fløje dannede en gård – en såkaldt inder-gård kaldet Korsgården. Langs fløjenes vægge var der en overdækket gang, Korsgangen eller Processionsgangen. De første bygninger som munkene opførte i Løgum var af træ. Mange ildebrande lagde dem hurtigt øde. Først i perioden 1225 op til omkring 1325 opførte kirke og kloster i tidens nye materiale, munkesten.

Munkene kom fra Seem til Løgum. Og ifølge Årbogen fra Ryd Kloster er det sket i 1173.  Initiativtager var en tidligere abbed fra Herrevad Kloster, Ribes biskop, Stefan. Og  klosteret fik et
navn Locus Dei, som betyder Guds Sted.

 

En skovrig egn

Dengang var egnen meget skovrig. Foruden Draved og Løgum Skov nævner Jordebogen fra 1607 tre nu forsvundne skove, Ulstruplund, Trelborglund og Kalvehave, “der ligger paa
et Bjerg lige over for Klosteret”

Der skete en sand vanrøgt af skovene på Tønder – egnen. I hver skov fortælles der således, at der dengang kunne opfedes mellem 100 og 200 svin Allerede i 1607 var “Løgum Skov ringe paa Bøg og Eg.”Og på Vognshøjs skrænter var der kun lidt krat tilbage. Det var her klosteret i slutningen af middelalderen havde et Falkeleje. Det vil sige, at her fangede man jagtfalke, og opdrættede dem. Disse var en kærkommen gave til fyrster og stormænd.

 

En vandmølle

Lobækken gav to ting, der var uundværlig for munkene. Fisk til deres bord og vand til den mølle, der hørte til de fleste kloster. Man havde sluseanlæg til rindende vand, kanaler til møller, fiskedamme, vandskyllende toiletter, spildevandsledninger og meget mere. En vandmølle blev etableret ikke længe efter deres ankomst. Her malede man også  korn til mel. Men meget tyder på, at de også var i stand til valkning af uldstoffer. Møllen ved Slotsbækken blev revet ned i 1574 og flyttet til sin nærværende placering i nordenden af Møllegade. I Klosterhaven dyrkede munkene lægeurter og grøntsager.

Der var masser af hede-jord, der kunne komme under munkenes plov. Cirka en halv mil vest for klosteret omtales i 1288 en by ved navn Nybo. Efter jordebogen skulle der her være to gårde
og tre fæstere.

 

En hård tid i begyndelsen

De første dage i Løgum var ikke særlig lystige for munkene. I Biskop Omers brev hedder det:

  • ramte Stedet med mange og svære Hjemsøgelser

Brødrene blev syge, kvæget fik pest, fårene druknede og to af ladegårdene brændte. Også Korsgangen hærgedes også af en brand. Klæder og bøger forsvandt i ilden. Hvad ilden havde skånet, samlede man bagerst. Men ulykken ramte nok engang. Disse effekter gik også op i luernes rov.

Ryd Årbogen fortæller, at i 1268:

  • Klosteret i Løgum gik til Grunde ved Ild

Nu skal man ikke tage alt i denne Årbog for gode varer. Men en række brande hærgede i det 13. århundrede en række af vore store kirker. Men begivenheden passer måske godt til opførelsen af den endnu bevarede del af klosterets østfløj med den smukke Kapitelsal.

 

Pavelige befalinger

En række pavelige befalinger og privilegier blev udsendt fra paven. Blandt andet skulle de folk, der trængte ind på brødrenes gods eller huse, bandlyses. Ryd Årbogen fortæller, at Erik Glipping plagede klosteret med heste og hunde. Antagelig havde han indlogeret sig hos munkene, når han var på jagt i deres nabolag.

Livet kunne være lidt utryg for munkene. Ærkebispen pålagde, at der førtes dom mellem klosteret og Ridderen Jon Iversen og hans medskyldige, som var trængt ind i klosteret, og der voldeligt havde nedbrudt flere huse, ligesom han og Lave Bondesen havde gjort dem uret med hensyn til ejendomme i Seem.

I 1320 klagede man sin nød til paven. Gejstlige og verdslige fra stiftet og omegnen havde bemægtiget sig Kirker, Kapeller, Jordegods, Bryder og Fæstere, og i det hele påført det mangfoldig skade og uret. Prioren fra Skt. Knuds Kloster og et par Prælater fra Aarhus fik befaling om at komme til hjælp.

 

Limbæk – familien var ligeglad

Et halvt århundrede senere, var det en mand af landets mægtigste slægt, Ridderen Hans Limbæk til Trøjborg, der var på spil. Uagtet, at hans farbror, Henneke Limbæk i sin egenskab af Høvedsmand på Tønderhus i 1376 havde udstedt et Værnebrev for klosteret . I 1379 erkende Limbæk nemlig at være 150 Mk. Lybsk skyldig for den skade han selv, hans slægtning Hr. Claus
Kundi eller andre af hans slægt at have forvoldt klosteret og dets bønder ved at besvære, fange og beskatte dem.

Denne Limbæk – Familie gjorde hvis, hvad der passede dem. Fra 1405 foreligger der således en kvittering fra abbeden for 20 Mk., han havde modtaget som erstatning for de plyndringer og den uret, Claus Limbæks foged og hans fæller havde øvet mod klosteret og dets bønder.

Kort efter havde klosteret en strid med en ellers ukendt mand, Oluf Iversen, kaldet Stensten. Han blev bandlyst af ærkebispen på grund af en uret han havde begået mod klosteret.

 

Ikke altid rene engle

Forholdet til de nærmeste naboer, godsejerne på Solvig synes at have været nogenlunde, bortset fra ejendomsretten omkring skovhugst i Draved Skov. Nu var munkene ikke altid de rene engle. I hvert fald, så foreligger der et brev fra 1389, hvori Hennike Rantzau fortæller, at han forlader sin brødre og deres bønder for al den uret, de har forvoldt ham og hans.

 

Hertugen truede

Ved Hertugdømmernes første deling i 1490 tilfaldt klosteret for “Jagtens og Gæsteriets Skyld”, Hertug Frederik den Første. Nogle munkestole er prydret med hans og hans første Gemalinde, den i 1514 afdøde Anna af Brandenburgs våben. Det ser ud til at disse stole kan have været en gave fra Hertug – parret.

Men der kom kurre på tråden. Således rettede Ordenens overhoved Faderabbeden i Citeaux en mærkelig skrivelse til tre abbeder. I brevet bliver det omtalt, at man har erfaret, “at adskillige Øretuder, herskersyge Folk og Mænd, der pønser paa nyt”.

Hertugen skulle have fremstillet “Brødrene i Løgum som Misgerningsmænd og Modstandere af hans hertugelige Majestæt”. Disse bagvaskelser havde gjort stærk indtryk på hertugen. Han pønsede derfor at uddrive Brødrene af klosteret og i deres sted under Skin af større Fromhed at indsætte andre munke.

De tre abbeder skulle søge at forhindre denne situation. Ingen ordens – brødre måtte betræde Løgum Kloster uden Sorø – abbedens tilladelse.

Hvad der ligger bag denne historie vides ikke. Men måske kan det have noget at gøre med modsætningsforholdet mellem hertugen og hans bror og brorsøn, kongerne Hans og Christian den Anden. Stormen gled over, og der skete ingen forandringer omkring Løgum Kloster.

 

Forholdet til Ribe var godt

Forholdet til sine stiftsherrer, Bisperne i Ribe har fra ældre tid været god. Løgum var jo en biskoppelig stiftelse. Bisperne gav også masser af gaver til brødrene. Fra gammel tid havde de
overladt dem bispetiende fra Lø og de til stiftet hørende dele af Gram og Rangstrup Herreder. Biskop Ommer skænkede dem jordegods og fritog klosterets bønder for al biskoppelig Jurisdiktion ligesom hans efterfølgere, og det gav masser af jordegods og kirker.

Egentlig var det bisperne forbudt at visitere ordenens klostre. De lå direkte under pavens myndighed. Og egentlig var det abbedernes pligt. Men hjemlig skik og brug sejrede. Og dog. Således er der også historier om liv og død i de danske klostre.

 

En dom gik klosteret imod

I 1299 blev der afsagt en dom. Klosteret måtte overlade Bispestolen , hvad det ejede i Abterp og Ballum Marsk. Men hvad værre var, man måtte give afkald på den bispetiende det fra Arilds tid havde ejet i Lø, Gram og de to Rangstrup Herreder. Men munkene gav sig ikke for ret til på Ballum Strand frit at samle de Muslinger, der på folkesproget kaldes Schillæ. Disse blev brugt til kalkbrænding. I Sønderjylland var de særdeles værdifulde, da man havde langt til murkalk.

 

Abbeden havde et tungt ansvar

Vi ved meget lidt om livet inde i klosteret. Det hele blev styret af en abbed. Under ham stod en prior. Men denne funktion har ikke efterladt mange spor. Abbeden blev valgt af munkene. Men han behøvedes ikke at have tilknytning til Løgum. Abbeden skulle ikke alene styre det rent åndelige og disciplinere. Hans skulle også styre klosterets verdslige forhold, ikke mindst dets
gods. Efterhånden havde dette udviklet sig til et kæmpe gods.

 

En nyttig forstander for klostret

Ved Løgum var det ofte herremænd og bønder man måtte kæmpe imod. Bispen havde ingen myndighed over for abbeden. Et par af abbederne skilte sig ud, således Abbed Claus (ca. 1470 – 94). Han indledte en kraftig forøgelse af kloster – godset. I klosterets dødebog står der faktisk også en karakteristik af ham:

  • En nyttig forstander for klostret.

Han var en anset og dygtig mand, som Christian den Første i 1480 tog med i sit råd. En tidligere abbed måtte afgå, og blev præst i Arrild Kirke, som klosteret ellers ikke havde noget med at gøre. Alle munke var åbenbart præsteviede. Og af dem var der mindst 20 stykker på klosteret. Lægbrødrene (konverser) spillede navnlig i ordenens ældre tid en stor rolle som landarbejdere, håndværkere m.m. i den store bedrift. Men fra andre kloster vides at lægmænd indgik et slags åndeligt broderskab med munkene, og dermed blev delagtige i deres gode gerninger.

 

Privilegier

Klostrets økonomiske grundlag havde ikke ringe betydning. Derfor var det vigtigt med begunstigelser. Og et af de første privilegier kom fra Valdemar Sejr i 1212. I dette fritager han bønderne i Løgum Sogn for

  • al vor Ret og Tjeneste

Disse privilegier udvides efterhånden. Selv om bønderne havde fribreve måtte de fra tid til anden arbejde for staten. Således også i 1512:

  • at menige almue aldrig mindedes, at nogen ”haver været fri for Borgegærning at hente kælk, sten og tømmer til klosterets bygnings behov

 

Frihed med undtagelser

Også  da hertugen i 1512 skulle bruge arbejdskraft til anlæggelse af et dige ved Højer, Møgeltønder og Rudbøl, havde de således leveret ”Ris, Pæle og andet Nødtørft og tillige kørt Ved til Teglgaarden ved Tønder” Men som hertugen erklærede, var det dog sket på hans Gode Begæring, og skulle ikke regnes som pligt eller være Præ-Judits for klosterets privilegier. Og da de en halv snes år senere ligesom andre kirketjener i Tønder Len måtte være med til at arbejde på Tønderhus befæstning med volde og grave, udtaler hertugen, at dette arbejde skulle regnes for en Bede, som kan sammenlignes med en ekstraordinær skat.

 

Flere gaver

I 1257 gav kongen munkene toldfrihed for deres skibe, når de kom til Aabenraa eller andre havne. Et halvt år senere fik man den rettighed, at deres forbrydelser ikke skal svare nogen anden for kongens ret end Hr. Abbeden eller hans munke, hvem han måtte overdrage denne ret. Dette blev gentaget i 1313 og 1334. af hertugerne. Men siden synes det som om, at man havde mistet denne ret. Klosteret fik også bispetiende af Bylderup Sogn. En gave som Kongsfrænden Biskop Valdemar havde skænket dem.

 

Masser af besiddelser

Oppe ved Seem minder navnet Munkegaard endnu om klostertiden. Endnu i 1501 havde klosteret en del besiddelser heroppe. Her var også en Munkemølle, der senere kom til at hedde Skallebæk Mølle. Man byttede besiddelser heroppe med Bispestolen og fik i stedet fire gårde i Borg, Døstrup, Mjolden og Ottersbøl i Mjolden Sogn. Man ejede også et gods skænket af en adelsdame, Fru Gunder. Men væbneren Johan Schelle erklærede at denne gave retsmæssigt tilhørte ham. Fru Gunder var hans oldemors søster! Via et mageskifte fik man også en gård i Randerup. Ved en sjælemesse i 1380 fik man også overdraget et gods.

I slutningen af dets levetid ejede klosteret hele Løgum Sogn. Ja det bliver snart for meget at optegne alt det gods, man til sidst ejede. Det lå meget spredt, Dyreborg, Kærgaard, Bjerndrup
Mark, Tornskov, Øster Terp, Løjtved, Alslev m.m.

 

193 gårde fordelt på 22 sogne

Løgum Kloster ejede 7 Harrebygårde, en birk omfattende 88 gårde og andre 80 gårde fordelt på 20 sogne. Men antagelig ejede man endnu mere. Således købte den pengestærke Wulf Pogwisch, lensmand på Trøjborg 18 gårde af klosteret. I 1551 forlangte Hertug Hans således at Hr. Wulf skulle fremlægge Brev og Segl for disse køb. Ved Middelalderens slutning har Løgum Kloster ejet 193 gårde fordelt på 22 sogne. De har stort set ligget mellem Vidåen og Kongeåen.

Mange givere beregnede sig brugsretten, så længe de levede. Nogle stillede dog klausuler, som var vanskelig at opfylde. Således ville Marsken Iver Tagesen have ejerskabet tilbage, såfremt han fik børn. Og en borgerkone i Aabenraa betingede sig ret til at beholde noget af sit gods i Genner for livstid, men også til, hvis hun kom i den yderste trang, at måtte sælge så meget, som det var nødvendigt for hendes behov.

 

Til frelse for sjæl

Og så var der også problemer med arvingerne – de giftige Arvinger, der aldrig mættes. Til Marie Bebudelsesdag 1297 havde præsten i Øster Højst, Hr. Troels opsat Messen, indtil Klostrets Prior, som han havde tilkaldt. Pastoren havde været meget syg. Han havde lovet, at hvis han blev rask igen, ville han indtræde i klosteret. Det løfte havde han ikke overholdt, og nu ville han bekende sine synder. Til frelse for sin sjæl overdrog han derfor i fuld offentlighed sit landbosted i Holm til Vor Frue Kloster i Løgum.

Arvingerne nægtede dog at anerkende dette. Men de havde dog samtykket. Klosteret klagede derfor til bispen i Slesvig. Det endte med, at arvingerne blev bandlyst.

 

Kendt adelsmand havde problemer

Også Ketil Urne, Fra den berømte adelsslægt fra Bolderslev, har været involveret i en sag med Løgum Kloster. Det startede med, et familiemedlem Knud Snubbe testamenterede en del gods
til klosteret. Sønnesønnen Ridderen Jens Urne ville ikke anerkende dette. Masser af retssager fulgte. Det endte med et ultimatum til Ridder Jens, at enten fik han 100 Mk. af munkene mod så aldrig at forfølge dem mere, eller betalte han 500 Mk. for besiddelserne. Ridder Jens valgte det sidste.

 

Kirken måtte betale en kæmpe skat

Men hvad skete der egentlig med det enorme gods? Der opstod strenge tider for godset omkring 1520erne. På Landdagen i 1526 lykkedes det således for Ridderskabet at skubbe broderparten af den ekstraordinære skat, som kongen krævede over til kirken. De måtte udrede 80.000 Mk.

 

Klostret overtog kirker

Ligesom flere andre kloster, havde man også købstads – ejendomme, der dog alle lå i Ribe. Så vidt viedes havde man ingen ejendomme i det nærliggende Tønder. Men klosteret ejede også
efterhånden 4 kirker. Gudstjenesten og sjæleplejen blev ikke plejet af sognepræsten med af de præsteviede munke. Fordelen var at man fik to tredjedel af tiende.

Den første kirke man overtog var Nr. Løgum. Den næste var Daler i 1227. I Daler var man i 1267 ikke tilfredse med den indsatte vikar. Man betvivlede hans evner. Og så var man utilfredse
med, at man ikke selv måtte vælge en præst. Den tredje kirke man overtog var Spandet  Kirke i 1323.

 

En gave med problemer

De største problemer opstod, da klosteret overtog St. Laurentius Kirke i Brede. Fra gammel tid havde kongeslægten gods i Svanstrup i Brede Sogn. Sammen med den skænkede Kong Abel i 1252 klosteret al den ret han havde til kirken. Dette blev også bekræftet af kirken. Overdragelsen blev godkendt af både Ærkebispen, Abels efterfølger, Kong Christoffer og hans to sønner, de sønderjyske hertuger Valdemar og Erik. Så skulle man tro, at alt var i orden.

Men det var det ikke. Ligesom i Daler var der stærk modstand i Brede Sogn.

 

Underdanig anmodning til kongen

Få  måneder efter at Pavens sendebud, Kardinal Guido, der skulle mægle i den store kirkestrid mellem kongemagten og ærkebispen Jacob Erlandsen i august 1266 havde bekræftet Abels gave, rettede han henvendelse til de Brede Mænd. Han havde erfaret, at man på mangfoldige måder hindrede munkene i at nyde kirken i fred.

I 1272 blussede krigen op igen. Dette år døde Hertug Erik Abelsen. Nogenlunde samtidig døde præsten i Brede. Kong Erik Glipping, der havde tiltaget sig formynderskabet for hertugens
børn, præsenterede nu pludselig en ny præst uden at tage det mindste hensyn til klosterets ret. Det var ærkedegnen ved Domkapitlet i Aarhus, Mogens Knudsen. Samtlige Cistercienser – abbeder i Danmark rettede nu en underdanig anmodning til kongen, om at hans mænd ikke forstyrrede brødrene i deres besiddelse af Patronats-retten.

Biskop Esger af Ribe forbød den indsatte præst og hans vikar, at lade sig kalde af anden end abbeden eller overlade andre kirkens indtægter. Selve Paven blev mobiliseret. Han stadfæstede
overdragelsen og pålagde som det var skik og brug, en stedlig Prælat – Domprovsten i Slesvig – “at beskytte munkene, da der paaførtes dem mangfoldige Overgreb og Tab”

 

Klostret tabte sagen

Provsten truede ganske vist alle, der dristede sig til at hindre munkenes ret, med bandlysning. Men det blev kun et slag i luften. I 1276 fandt der nemlig i selve Brede Kirke en retsforhandling stede mellem klosteret og Ærkedegnen med Ribe – bispen som dommer.

Hr. Mogens gjorde her først og fremmest gældende, at Kong Abels overdragelse havde været ulovlig, fordi kongen aldrig havde været den rigtige patron. Han havde nemlig bygget kirken
eller givet grunden. Munkene erklærede dog, at de kunne føre beviser. En ny forhandling blev fastsat. Men udfaldet kendes lige så lidt som Bispens dom.

Alt tyder dog på, at klosteret tabte sagen, da alene Løgum og Daler Kirke omtales i 1299 som klosterets kirker, men ikke Brede.

 

Kirken – atter som gave

Nu skulle man så tro, at den sag var glemt. Men det viste sig at kloster – folket havde en god hukommelse. Da kirken i 1324 blev ledig, overdrog Hertug Erik den for sin sjæls frelse til Abbeden og Konventet uden med en stavelse at hentyde til sin oldefars brev. Gaven blev stadfæstet såvel af Ærkebispen som af Eriks søn , Barnekongen Valdemar.

Men strengt taget som var klosteret ikke kommet videre end i 1250erne. Deres ret til kirken var hverken bedre eller ringere end dengang. Et par år senere fik man dog kastet lys over stridens virkelige kærne. I 1327 bekræfter nemlig to riddere, fire væbnere og to kvinder, antagelig enker, på egne og alle deres slægtninge og pårørendes vegne hertugens Præsentation og gave.

Selv nu opnåede munkene dog ikke den fulde besiddelse af den omstridte kirke. En snes år senere gav Hertug Valdemar i 1344 afkald på den del af tiende, der var henlagt til selve kirken. Dette tyder unægtelig på, at hertugerne fra gammel tid, har haft megen ret til kirken, muligvis i deres egenskab som sognets største ejendomsbesidder.

 

Munke smidt ud

Da reformationen i 1520erne nåede Sønderjylland gik det hårdt ud over tiggermunkene og deres kloster i byerne. Det begyndte i Flensborg, hvor borgerne i 1528 smed Gråbrødrene ud. Noget lignende skete samme år i Slesvig og Husum. I 1530 kom turen til Tønder. Da den sidste abbed i Løgum, Morten Iversen døde i Ribe i efteråret 1548 fik han ingen efterfølger.

Åbenbart fungerede amtmanden i Tønder, Christoffer Rantzau i den sidste tid, som en slags forstander på klosteret. I 1568 ser vi, at klosteret stadig er en institution. Men Wulf Pogwisch havde allerede fra 1548 overtaget dele af godset. Den sidste munk forlod stedet i 1553.

 

Upraktiske bygninger

Amtmanden overtog bygningerne. Men de viser sig hurtig, at være upraktiske. I 1614 opførte Hertug Johan Adolf en dommerbolig, som omtales som æ Slot. Den flotte stilrene bygning var egentlig bygget som jagtslot. Ikke uden grund kaldes det et rigtigt slot. Her var vandfyldte grave, som kunne gøre det ud for en egentlig voldgrav. Og her boede salmedigteren H.A. Brorson fra 1717 til 1721, da han fungerede som lærer. Klosterets vestfløj forsvandt ved byggeriet. Sydfløjen forsvandt også på et tidspunkt.

Det mest hellige rum, Kapitelsalen, hvor abbeder jordfæstedes var blevet degraderet til hestestald, senere kostald. Her havde den lokale garnison også sit domicil. Sovesalen blev brugt som høloft. Et par smårum for enden af munkenes sovesal, Dormitoriet i øverste etage blev til efter Genforeningen brugt som fangeceller. Fanger førtes herfra ned ad trappen gennem kirken til Retssalen i Æ Slots vesterende. Arresten blev nedlagt så sent som i 1926.

Hvad er egentlig tilbage af klosterbygningerne? Foruden kirken, er kun 2/3 af østfløjen fra ca. 1250 – 75 tilbage. Østfløjen har siden reformationen haft en omtumlet tilværelse.

 

Kirken bygget af skaller fra Vadehavet

Selve kirken blev opført ca. 1225 – 1325. Den blev bygget af lokale byggematerialer. Munkestenene er fremstillet af ler fra Løgumbjerge. Soklen er af kampstene fra marker på egnen, og
kalken er brændt af muslingeskaller fra Vadehavet. Kirkens sideskibe hviler på fundamenter af tilskårne græstørv. Cistercienser – ordenen havde strenge regler om prunkløshed i deres kirker. Murede tårne, kalkmalerier og malede vinduer tåltes ikke. Men man slækkede da efterhånden lidt på disse krav.

I dag er der indrettet et Refugium med 47 værelser på stedet. Her holdes feriedage, rolige dage, rekreationsdage og studiedage. I efteråret 2011 blev der indrettet en ny foredragssal med plads til 150 deltagere.

 

Løgumkloster nævnes 1546

Første gang flækken Løgumkloster nævnes er måske i 1546, da hertug Hans udsteder et lejdebrev for Hans Lausen , der havde dræbt en Mand. To år tidligere foreligger der et skattemandtal. Heri kan vi se, at der i Closterdorp boede 6 fæstere – 5 mænd en en enke. Kimen til den nuværende flække har eksisteret for klosterets lukning i 1548.

I 1739  blev Kirken sognekirke Takket være en jordebog fra 1704 kan vi se at beboerne havde deres agerland liggende tre steder, nemlig Nymark, øst for flækken op til Landebys fælled. Dernæst var det Søndermark, syd for byen og stødende op til Favrby og Ladegårdens jord. Endelig var det Nørremark, der stødte op til Landeby I Jordebogen fra 1604 var der 19 gårde
i flækken. De var af meget varierende størrelse.

Men tilbage til 1704, så finder vi 91 kådnere. Og kådner – husene kunne svinge lige fra små hytter på tre fag til statslige bygninger på 20. Vi fandt Husfogeden, amtsskriveren,
to sandemænd og skytten, så var der også apotekeren, fire købmænd, seks kniplingskræmmere, tredive håndværkere, syv kniplersker og 30 daglejere.

 

Beskrivelse fra 1797

Selv om kun få levede direkte af landbruget, så havde næsten alle en ko eller to, et svin eller i hvert fald et par får. Enkelte havde også heste. Det var åbenbart den samme sammenblanding af byerhverv og landbrug, som Kapellanen Kruckenburg i sin skildring af flækken fra 1797 karakteriserede med ordene:

  • Die hauswirtschaft ist überall ländlich.

Under Kådnerne var det Indersterne. Deres antal var 92, hvoraf de 10 dog selv ejede hus. Vi møder dog også mellem disse, en købmand, en kniplingskræmmer og seks håndværkere. Det store flertal var dog daglejere eller kniplerske, der boede til leje ikke mindst hos kådnerne.

 

Kilde:

Litteratur Tønder
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

www.dengang.dk – diverse artikler

 

  • Hvis du vil vide mere:
  • www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 282 artikler om Tønder og Omegn

 

  • Løgumkloster – nordøst for Tønder
  • Trøjborg nord for Tønder
  • Brorson – en præst fra Tønder
  • Hostrup, Jejsing og præsten
  • Møgeltønder Kirke
  • Præsten fra Daler
  • Tønder Kristkirke
  • Åndens Folk i Tønder
  • Øst for Tønder

  • Og mange flere

 

 


Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv

Januar 30, 2013

Man skulle bevare den kongelige allés værdighed. Her måtte man ikke holde kro for bønder og almuefolk. Det skulle være for ”folk af kondition”. Gartneren i Slotshaven skulle kontrollere damerne i sodavandsboderne. Og så kunne Opsynsmanden danse med en mekanisk Amagerpige i Vokskabinettet. Læs her om Alhambra, Monigatis, Bakkehuset, Josty, Valhalla, Alléenberg, ægte og uægte tyrolere og meget mere. Ja og så blev portene lukket i kirketiden.

 

Overdådige fester

Ved officielle lejligheder holdtes der overdådige fester på Frederiksberg Slot. Ofte blev disse afsluttet med et overdådigt fyrværkeri. Omkring 1735 blev der også affyret fyrværkeri i Frederiksberg Have på kongens og dronningens fødselsdage. Fyrværkeriet begyndte og sluttede med 21 skud og 81 raketter, som udstrålede en mangfoldighed af lys i alle mulige farver. Kongens og dronningens navnetræk kunne man betragte i en hel time skiftende i forskellige farver.

 

Et cirkus i sig selv

Og når kongeparret skulle ind til hovedstaden var det jo et helt cirkus i sig selv. De var ikke alene omgivet af Hejdukker og Lakajer med dragne kårder, men også en hel afdeling gardere, der beskyttede de kongelige vogne. Selv om det kun var en prinsesse, der kørte sig en tur, var det som regel 18 heste i gang, 6 for hver af de tre vogne, der var nødvendig til det store følge, selv ved en almindelig køretur.

 

Portene var lukket i kirketiden

Det var ikke så meget folkeliv i Frederiksberg Have i Christian den Fjerdes tid. Haven var godt nok åben for skikkelige folk. Men heri regnede man ikke Holmens mænd med koner og soldater i uniform, da matroserne ofte opførte sig dårligt. Men den omstændighed, at Københavns byporte om søndagen var lukket under gudstjeneste, afholdt mange fra at lægge en søndagstur til Frederiksberg.

 

Portene blev åbnet

Christian den Syvende følte sig hjemme på Frederiksberg Slot. En januar – aften indfandt den 16 årige drenge – konge sig pludselig sammen med sin kongelige bedstemor og hele hoffet. Det var fest, da den unge konge den 3. november 1766 første sin kusine den 15 årige Caroline Mathilde ind på slottet. I tre dage var det festligheder på slottet. Alt tegnede lyst. Men det var vel ikke helt uforståeligt at hun faldt i armene på Grev Johann Friedrich Struensee, kongens livlæge.

Under Frederik den Femte var adgangen til haven gjort lettere for Københavns befolkning, fordi byportene ikke længere blev lukket om søndagen.

 

Bakkehuset

Slottet og Slotshaven tiltrak et utal af københavnere. Og Bakkehuset tiltrak det åndelige liv i begyndelsen af det 19. århundrede. Bakkehuset har sit navn fra et gammelt Vangehus, der lå oppe på Valby Bakke. I 1646 blev det flyttet ned på skråningen under bakken. Så det levede ikke rigtig op til sit navn. Det har sikkert ikke været ret stort, for omkring 1720 erklærede
den daværende ejer, at det dengang var, en slet uanselig hytte, lidt bedre end et snart forfaldent landsbyhus. Senere byggede han det om, så det blev af nogenlunde skikkelighed. Efter Frederik den Fjerdes ønske opførte han en bygning, som både afgav plads til gardens heste, når kongen opholdt sig på Frederiksberg Slot, og til nogle officerer og menige. Af hensyn til dem fik han kort efter en krobevilling og ret til selv at fremstille øl og brændevin, når det blev drukket på stedet.

 

Gæsteri

Men da Roskilde Landevej blev anlagt i 1776 mistede kroen sin søgning, fordi færdslen ikke mere gik der forbi. Stedet som egentlig fik navnet Gl. Bakkehus. Stedet fortsatte som gæsteri, idet det om sommeren lejedes ud til landliggere, og det var netop derved, Rahbek kom i berøring med det.

 

Prinsegården

Prinsegården tiltrak den jævne befolkning. Her kunne det være, at man kunne få et glimt af de kongelige. Afstanden til København var ikke større end man godt kunne tolerere dårlige veje. I pengeknappe tider kunne foretage korte udflugter herud.

 

30 ”sorte”  kroer

Kroerne kan føres tilbage til Solbjerg – tiden. I 1731 skal der således have været ca. 30 kroer herude. Myndighederne mente, at lystigheden tog overhånd og forbød hjemmebrygning og hjemmebrænding Derved gik fortjenesten ned, og de fleste kroer måtte lukke.

Restauratørerne i hovedstaden ville ikke tillade, at man på Frederiksberg bare fremstillede deres eget øl og brændevin. De overbeviste toldvæsenet om, at spritten skulle købes inde i byen.
Men både Frederik den Fjerde og Christian den Sjette holdt hånden over hjemmebrygningen.

 

Møddinger på Allégade

Nu var ikke alt fryd og gammen. Godt nok stod der i Pontoppidans Atlas at Frederiksberg blev anset som

  • om ikke som en Kjøbstad, saa dog som en skjøn Flek og langt anseligere end andre Landsbyer.

Men Allégade havde nogle af de skavanker, som prægede almindelige landsbyer, således fremgår det af en samtidig klage over, at gaden på den ene side skæmmedes af plankeværker og
på den anden side af møddinger.

 

Til ”Folk af kondition”

En gård i Allégade som den fornemme mand Gerhard Kobrow havde fået lov til indrette skulle være et traktørsted for Folk af Kondition. Men nu afløste slottet Prinsegården så en masse almindelige folk myldrede også til Frederiksberg.

 

Arnestedet for Frederiksbergs lystigheder

Den gamle hovedgade, Allégade levede op, og blev arnestedet for Frederiksbergs Lystigheder. Men Frederiksberg Allé fulgte godt med. Det var i Allégade, Lars Mathiesen  havde sit største og mest populære traktørsted. Det kom senere til at hedde Lorry. Begyndelsen var overtagelsen af Allégade 7, og i 1804 havde det navnet Haabet. Han fik bevilling til:

  • de Rejsende samt dem af Staden Københavns Indvaanere og andre, som sig dér ville forlyste, efter Forlangende med Logementer, samt Spise – og Drikkevare til Nødtørftighed og for en billig Betaling betjene.

 

Da Rahbek var på besøg

Lars Mathiesen blev hurtig kendt på grund af sin folkelighed og slagfærdighed. Der gik mange anekdoter om ham. Ikke alle var korrekte. En af de mest kendte fortæller, at Rahbek kom ind til Lars Michelsen for at få en lykønskning, da han var blevet Ridder af Dannebrog. I stedet for at ønske ham tillykke, spurgte Lars ham i stedet:

  • Ved du, hvad forskel der er på dig og et æsel?

Da Rahbek ikke svarede, fortsatte Lars Mathiesen:

  • Jo, du bærer dit kors på Brystet, et æsel bærer sit på ryggen.

Men Rahbek, lod sig ikke sådan slå ud. Lidt efter spurgte han:

  • Lars hvad er forskel på dig og et æsel.

Lars kløede sig bag ørerne og erklærede omsider, at det vidste han ikke.

  • Det ved jeg såmænd heller ikke

Så  havde Rahbek fået betalt tilbage.

 

Lorry Feilberg

Da Lars døde, solgte hans enke forretningen. Men traktørstedet havde mistet sin ejendommelige tiltrækningskraft. Lorry Feilberg købte nytårsaften 1913 de to naboejendomme 9 og 11.

I slutningen af 1870erne havde en af brødrene Kehlet overtaget sangerinde – pavillonen, Allégade 9. Under Kehlets ledelse blev det et meget søgt forlystelsessted, der fik sit litterære navn ved, at Drachmann på det sted mødte en af sangerinderne Edith, som i den grad inspirerede ham. Citater fra Drachmann blev placeret på det tunge bjælkeloft. Men det var citater fra Lorry Feilberg, der fik overtaget:

  • Æbleskiver, som vor Mor bagte dem.

Og tænk nu bliver der lavet TV i Landsbyen – TV Lorry.

 

Der var gang i nummer 10

Lige overfor havde en foretagsom mand iagttaget, hvad der skete på den modsatte side af vejen. Det var Jens Andersen Halleby. Han var både vognmand, bager og restauratør. Det var ham, der første gang kørte omnibus på Frederiksberg. Jo det var faktisk også gang i nummer 10.

 

Fest ved Frederiksbergs Runddel

I Prinsegårdens tid var der gang på Frederiksberg Runddel. Her ved Ridebanen var der mange forskellige fornøjelser. Her viste Ny Hollænderne deres fastelavnsløjer. Hoffets kavalerer havde deres store fester med Dystridt. Dette blev overværet af kongefamilien og en masse mennesker fra hovedstaden.

 

Damerne viste deres ”toiletter”

En gang imellem blev Alléen lukket, når der var underholdning. Men ellers blev Alléen også brugt til et yndet sted for damerne, at vise deres nyeste Toiletter. Når man en sommerdag havde
vandret helt inde fra hovedstaden på den solhede og støvede vej og endelig nået Frederiksberg Runddel, trængte man til en Vederkvægelse.

 

Spritten skulle købes i byen

Værtshusholder Ratz havde fået øje for dette, og i året 1784 søgte han om bevilling som traktør på hjørnet af Allégade og Frederiksberg Allé. Når nogen fik sådan en bevilling, var det altid
på betingelse af, at man lovede ikke selv, at fremstille øl og brændevin. Man skulle købe det inde i København. Hofmarskallatet gav ham tilladelse med den tilføjelse, at han ikke måtte holde kro for bønder og almuefolk.

 

Den kongelig allés værdighed

Hensigten var, at Ratzenborg skulle være en finere restauration, svarende til den kongelige allés værdighed. Men ak og ved. Et halv år efter hedder det, at opvarterne som regel var Bondekarle med tvivlsomt hvide Forklæder og med hænder, der åbenbarede stor afsky for vaskevand. Intet under, at gæsterne blev derefter. Det var først, da restauratør Thorup i midten af det nittende århundrede forandrede både traktørstedet og navnet, at der kom i den rigtige gænge.

 

Ægte og uægte tyroler

Fra den tid hed det officielt Sommerlyst. Men folk ville nu helst kalde det for Thorups Have. De syntes, at netop det navn passede til det folkelige forlystelsessted, hvor både ægte og uægte tyrolere jodlede, mens kæmpekvinder viste deres muskuløse korpus og karrusellen drejede rundt til klangen af en lirekasse. Det blev under skiftende ejere et ret søgt etablissement.

 

Aleènberg

Side om side med Sommerlyst lå Aléenberg. Det var et ret godt traktørsted med en smuk sal for borgerskabet, hvori der også koncerteres. Berømt var Madam Lynge for hendes helt fortrinlige advarer. Priserne var så høje, at det blev et traktørsted for de fine. Men det var først, da en af de tre restaurant – brødre, Kehlet overtog, at det rigtig kom gang i Aléenberg.

Da Tivoli åbnede i 1843 ansøgte han straks Hofmarskallatet om tilladelse til at oplyse Frederiksberg Allè – forårs og efterårsaftener. Dengang henlå Frederiksberg nærmest i mørke, bortset
fra Aléenberg, der havde sit eget gasanlæg. Senere gik det tilbage for etablissementet. Nu var det nærmest kun Nørrebros befolkning, der søgte hertil, når de søndag aften tog sporvognen over til Frederiksberg Runddel.

Sommerlyst og Alléenberg havde en stor søgning af konfirmander. De søgte de to etablissementer på deres Spadseredag.

 

Konfirmander

De unge Herrer kom ofte med deres lige så unge damer i vogn inde fra byen. Herrerne kunne man kende på deres paraply, sorte skindhandsker og Ravrør. Damerne kunne kendes på deres lange kjoler, som de ikke var vant til. De havde deres hyre, når de skulle op ad en trappe. På den østlige side af Værnedamsvej lå for et par hundrede år siden et traktørsted, der blev ejet af en mand, der hed Werner Dam. Og hans navn blev bevaret i gadens navn.

 

Valhalla

Cirka et hundrede år senere opstod der på den vestlige side af Værnedamsvej, et kendt forlystelsessted, Rosenlund. Og det var en af de tre kendte brødre Kehlert, der blev ejer. I midten af det 19. århundrede kunne man, hvis man kom fra Vesterbrogade og kørte ind på Frederiksbergs Allé på højre side opleve Møllers Vokskabinet. På venstre side lå sangerinde – pavillonen Valhalla, der i en årrække var københavnernes mest yndede sangerinde – knejpe.

 

Vokskabinettet

I vokskabinettet kunne man stå ansigt til ansigt med berygtede mordere og storforbrydere, der nok kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen. Så var det mere humor over den mekaniske Amagerpige, der efter at være trukket op, kunne udføre en dans sammen med opsynsmanden. Men en ildebrand gjorde den 1. august 1870 ende på herlighederne. I en gadevise fra dengang hed det sig:

  • Det hele Møllerske Kabinet
  • I Vejret gik som en Raket
  • Og alle Figurer hver og en
  • Græd Taarer af Voks som Potteben

 

Josty

Fra 1826 til 1856 lå på den såkaldte lille Runddel lå Monigattis Pavillon. Monigatti var konditor og schweitzer. Da Josty fik lov til at drive konditori i Frederiksberg Have, følte Monigatti sig forbigået. Som erstatning fik han lov til at rejse sin pavillon og drive traktør – virksomhed på de sædvanlige betingelser.

 

Monigattis

Fint skulle det være. Monigattis sangerinder stod langt over den almindelige syngepige – type, og mange fremmede sangere gjorde stormende lykke. Ved Monigattis død gik det tilbage og i
1856 blev pavillonen nedrevet.

 

Kopperne blev gemt

Schweizeren Anton Josty fik konditoriet i 1824, og det blev i slægten helt til 1937. Og da blev stedet omdannet til hotel under navn af Slotsgaarden. Og Jostys slægt værnede om minderne
fra Frederik den Sjettes tid. Selv de kopper, kongen og prinsesse Wilhelmine plejede at drikke chokolade af, værnede man om. Og tænk, helt op til 1840erne var det faktisk forbud mod hunde, barnevogne og tobaksrydning i Frederiksberg Have. Det blev vist ikke helt overholdt. Fordi både haven og Josty blev et yndet tilholdssted for netop familier med småbørn og hunde.

 

Alhambra

Længere op i Allèen ved den nuværende Alhambravej rejste Tivolis skaber, Carstensen et stort forlystelsessted. Det var stort terræn mellem Gammel Kongevej og Frederiksberg. Hovedbygningen var i maurisk stil. Forbilledet var jo netop Tivoli. Her var fremmedartede planter, lysthuse, småpavilloner, pladser til artistoptræden, fyrværkeri m.m. I hovedbygningen var teater, koncertsal, restaurant og basarer. Men det gik ikke. Sommeren 1869 blev den sidste. Det hele måtte sælges ved tvangsauktion.

 

Frederiksberg Morskabsteater

Længere nede af Frederiksberg Allé lå Frederiksberg Morskabsteater. Det var begyndt med et koncertlokale, siden blev det varieté. Men da man begyndte med revyer, ja så kom der gang i
den. Det var skuespiller som Gerner og Frederik Jensen, der trak folk til. Senere overtog den talentfulde skuespillerinde, Betty Nansen, teatret.

 

Gartneren skulle aflægge rapport

Ja så var det Kurvekonerne og sodavandsboderne. Konerne fik lov til at stå ved bestemte træer og sælge brød og frugt fra kurve. Men konerne skulle være pæne, eller gik det ikke. Og staderetten kunne tages fra dem. Det var gartneren i Frederiksberg Have, der skulle aflægge rapport over for Hofmarskallatet. Han lagde ikke fingrene imellem, således kunne der ud for sælgerkonernes navne og pladsnumre stå Ej det bedste Rygte eller endda Slet Rygte.

 

Drikkehallerne

Denne ordning fra midten af det 19. århundrede afløstes af Drikkehallerne i Frederiksberg Allé, som i 1873 åbnede en række træboder, hvor der udskænkedes sodavand med eller uden saft, for en pris af henholdsvis 8 og 4 øre pr. glas.

 

Den første biograf

Og Frederiksbergs første biograf blev indrettet i en kælder på hjørnet af Allégade Og Frederiksberg Allé. Billetprisen var 10 eller 15 øre. Undertiden blev der uddelt gratis billetter på Runddelen, når der ikke var udsolgt.

 

Beværtningshaver

I Pileallé har vi de morsomme gamle Beværtningshaver. Oprindelig kaldte man dem for Pusterørene. Og det var en bevilling, som funktionærerne til Frederiksberg Slot blev bevilliget. Egentlig var det kaffe og te, der måtte serveres, og så vand på maskine. Senere blev der tilføjet Bayersk Øl. Spiritus i haverne måtte kun nydes i haverne, når gæsterne selv tog det med.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)
  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

– Hvis du vil vide mere

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler – Under København og omegn finder du 191 artikler : 
  • Det var på Frederiksberg
  • Flere Gader og Veje på Frederiksberg ( K – Å)
  • Frederiksberg Slot
  • Frederiksberg – dengang
  • Gader og Veje på Frederiksberg (A – J)
  • Solbjerg, Nyby og Ny Amager

 

Redigeret 6 – 10 – 2021


Gamle huse på Christianshavn

Januar 30, 2013

Christian den Fjerde svigtede Christianshavn, og da man protesterede, ja så måtte en Rådmand og en Borgmester i fængsel. Og kongen glemte lige at betale et lån tilbage. Vi besøger Amagergade, Bådsmandsstræde og dets kaserne. Her ligger også et glemt minde – resterne af skydeskuret. Vi besøger Lille Mølle, Ravelinen, Dronningensgade, Stanleys Gård, Christianshavns Døtreskole og Rabeshave.

 

En ny by på Amager

Der blev bygget meget nede ved havnen, dengang. Hver konge havde sin ide om, hvordan København skulle sikres. Og diverse udenlandske bygmestre har været i gang. Masser af forsvarsværker  er blevet bygget.

I slutningen af 1600 – tallet var København en befæstet søstad med fæstningsring, som beskyttede hele byen. Her var også slot og havn. Men det er nok mest Christian den Fjerde, vi husker. Han begyndte på Slotsholmen.

Men allerede i 1618 blev de første fundamenter lagt til den nye by på Amager. Og svenskerne havde fået lavet spionkort over den nye by. Natten mellem den 10. og 11. februar angreb de Christianshavn, men blev tvunget tilbage.

 

Borgmester og Rådmand fængslet

Men allerede 8 år efter, at man var begyndt på den nye by, stod fæstningsbyen Christianshavn færdig, bortset fra at man manglede en del fæstnings – arbejder. Af en synsforretning fra 1635
fremgår det, at 19 ud af 57 byggegrunde var bebygget. En masse bastioner så dagens lys, Kalvebod Bastion, Elefanternes Bastion, Enhjørningens Bastion, Panterens bastion, Løvernes Bastion og Tigerens bastion.

Christian den Fjerde lovede beboerne meget dengang, for at lokke dem til at bo på Christianshavn, men langt fra alt overholdt han. De fik friheden og retten til selv at vælge præst. Men kongen valgte selv en tysk præst. Ham, kunne den danske menighed ikke lide. En borgmester og en rådmand overbragte kongen beboernes mishag. Det kom dem til at koste dyrt. De blev kastet i fængsel, og gamle sager blev gravet frem. Majestæten lod af højkongelig mildhed nåde gå for ret. De slap med livet i behold. Men borgmesteren kunne godt vinke farvel til de
6.044 rigsdaler, han havde lånt kongen.

 

Glad for Wains Bro

Gennem 1700 – tallet blev der bygget nye boliger som erstatning for de ældre. Nybyggeriet var præget af det erhvervsliv, der udviklede sig i tilknytning med havnen. Her var skibsbygning, oversøisk handel og fabrikation af forskellige ting. I slutningen af 1800 – tallet kom jernindustrien til at præge Christianshavn. Burmeister & Wain etablerede sit nye store skibsværft i 1872. Nu gjaldt det ikke længere skibe at træ, nu var det jern og stål.

I 1866 havde Wain konstrueret en jernbro til erstatning for Knippelsbro. Og denne måtte vige for en lidt mærkelig brokonstruktion i 1908. Denne er også væk i dag.

Wain havde været så smart at lægge jernskinner til hestesporvogne i broen. Også Amager – bønderne var glade for Wains bro. De kørte hver morgen ind til Amagertorv med grøntsager.

 

Mistede sin selvstændighed

Christianshavn mistede faktisk sin selvstændighed allerede i 1674. Torvegade fungerede som en slags hovedgade. Mange af de oprindelige huse var lave. De blev erstattet af høje huse
eller blev forhøjet.

 

Tugt – og Børnehus

Ved Helligåndskirken nedlagde Frederik den Tredje Stadens Tugt – og Børnehus. Måske lå den på et for fint sted. Dette hus blev flyttet til Christianshavn. Så snart var det parat til
at optage ulydige, vanartede eller forældreløse børn. De blev indfanget af stodderfogeder, mens de tiggede. Snart blev det tillige tvangsanstalt for voksne tiggere og tyvagtige og løsagtige kvinder. Vigtig var det, at alle fra 6 år og opefter kunne arbejde i tekstilindustrien. For staten skulle ikke have udgifter af denne anstalt. Og denne plan lykkedes. Allerede i 1669 kunne Københavns og Helsingørs garnisoner beklædes af Børnehuset.

Anlægget blev 1739 – 41 udvidet med endnu en bygning, de dækkede den østre del af Torvet. Fængslet blev revet ned i 1928.  Christianshavnerne fik i stedet Lagkagehuset. Historien
om Børnehuset fortjener egen artikel. Heri vil også forekomme fangeoprøret i 1817, hvor store dele af anstalten brændte.

 

Christiania – ikke Danmarks første fristad

Og også historien om Christiania fortjener sin egen artikel. Dem, der gerne ville have en bolig dengang, måtte nøjes med at se på alle de tomme lejligheder. Det måtte nødvendigvis føre til utilfredshed. I samlet flok oplevede man så, at de unge indrettede sig i de tomme huse. Disse slumstormere var ikke let at have med at gøre.

I 1973 valgte politikerne at give fristaden en frist på tre år som socialt eksperiment. Det var selvfølgelig ulovligt at bryde gennem et plankeværk til en offentlig plejet grund. Men de offentlige myndigheder nølede, og snart var besættelsen en urokkelig kendsgerning.

Nu er Christiania ikke Danmarks første fristad. Således var Fredericia det i lange tider. Og en krig forhindrede, at den sønderjyske landsby Rudbøl ikke også blev udnævnt til fristad.

I
1989 vedtog Folketinget en lov om anvendelse af Christiania. Loven var forelagt med det sigte, at de ulovlige forhold blev bragt til ophør. Og disse forhold er vel endnu ikke bragt til ophør. Men den historie vender tilbage.

 

Christianshavn et besøg værd

Det blev dårlige år for B & W. Hele maskinfabrikken blev solgt til MAN i 1980. Endnu i 1982 var der 1.100 ansatte. Men fabrikken lukkede på Christianshavn, da produktionen ophørte den 20. oktober 1987.

Men lad os tage en tur op og ned af Christianshavn. Vi kan af praktiske grunde ikke have det hele med, og vi interesserer os mest for historien bag de gamle huse. Og det er nok til flere artikler. God fornøjelse, Christianshavn er bestemt et besøg værd.

 

Amagergade

Gaden er en del af det oprindelig Christianshavn. Huset på Christianshavn foregik i denne gade, og man kan endnu se skiltet på Rottehullet.

 

Amagergade 1

Vi gør holdt ved nr. 1. Det er en gammel og stor grund, som i 1622 blev erhvervet af møntmester Nicolaj Swabe. Huset, der blev bygget dengang er antagelig blevet nedrevet i begyndelsen af 1700 – tallet. I 1756 lå her et hus, svarende til nuværende Amagergade 1 A. Her må have været et forlystelsessted. I haven var der to lysthuse og en keglebane. Forhuset, som er den nuværende bebyggelse omtales i 1789 som en Høkerbod.

 

Amagergade 2

Grunden, Amagergade 2 blev først bebygget i 1847. Bygherre var Det Kjøbenhavnske Asylselskab. Bygningen virkede som børneasyl. Et skilt med årstallene 1837 og 1987 fortæller os, at her var der Asyl for Småbørn.

 

Amagergade 4

I 1689 omtales Amagergade 4 som øde. I 1739 overtages grunden af ekvipagemester ved Asiatisk Kompagni, Niels Sørensen. Og det hedder sig endvidere, at først da han havde det vansirende og ildelugtende morads opfylde og indhegne, var stedet modent til bebyggelse. Det nuværende forhus blev opført i 1746 for voksbleger Peder Nielsen Faaborg. Det var et stort 11 fags hus med gennemgående kvist.

På  bagsiden opførtes før 1761 en lille tilbygning – også i bindingsværk med fuld kælder. På et tidspunkt blev bygningen forlænget til seks fag. Her har også på et tidspunkt voksstøberi og pibeværksted. Det eksisterende baghus har afløst den ældste bebyggelse, der var opført i to etaper. Heraf var den ældste opført mellem 1776 og 1786 af skibskaptajn John Glender.

 

Amagergade
7 – 9 – 11

På  grunden Amagergade 7 – 9 -11 lå et værtshus med keglebane i haven. Grunden var allerede bebygget i 1635. I nummer 11 har det været vognmandsforretning. I midten af 1700 – tallet indrettede vognmand Ole Josephsen sin virksomhed her. Senere har det været både slagteri og smedevirksomhed på ejendommen.

 

Amagergade 15

Amagergade 15 var bebygget i 1689, og i 1817 omtales en butik. Siden 1925 har ejendommen kun været brugt til beboelse.

 

Bådmandsstræde 21 – 31

Grosserer H.P. Lorenzen stod bag opførelsen af flere udlejningsejendomme, blandt andet nr. 10 A og 10 B. Disse to forhuse er opført i 1847. Indtil 1863 udgjorde grunden, Bådsmandsstræde 21 – 31 en del af haven til Søkvæsthuset. Grunden blev i 1851 oprettede Foreningen til opførelse af friboliger for enker efter ansatte i Søetatens faste tjenester (Foreningen for Tilvejebringelse af en Fribolig for Enker efter Mænd af Søetaten) friboliger her. Der blev indrettet 11 små lejligheder i ejendommen.

Som vi har skrevet så opfatter folk i dag Christiania som Bådsmandsstrædes Kaserne. Men egentlig hed den også Prinsessegades Kaserne. Den var kaserne fra 1836. Og her holdt Kongens Artilleriregiment til. Her var også Hærens Materielkommandos Rekrutskole og Ammunitionsarsenalet. Livgardens Vagtkompagni var her også engang. Den 1968 har bygningerne ikke været i militær brug.

 

Christiania – en gammel kaserne

I området omkring Christianshavns Vold lå en del krudthuse. Det der i dag kaldes Fredens Ark på Christiania er opført 1835 – 37. Men egentlig blev hele den planlagte kasernebygning aldrig opført.

Operaen blev opført i 1830erne, og var egentlig hømagasin. Den Grønne Hal, er egntlig ridehal opført i 1847, og den er hvis nok fredet. Og så har vi Mælkebøtten – det minder lidt om Dansk Vestindien. Her holdt Landetatens Laboratorium til. Den er opført i 1845 – 47. Også denne bygning er hvis nok fredet. Ja så har vi Den grå Hal, hvor min afdøde kone (Sus) arrangerede støttekoncerter for porcelænsarbejderne – dengang. Bygningen blev egentlig flyttet fra Holcks Bastion ved Vestervold hertil og genopført i 1891. Og de tre magasinbygninger, Laden, Loen og Grisestien blev opført under de slesvigske krige. De blev flyttet fra Fredericia Voldterræn til Landetatens Laboratorium.

Vi skal ikke glemme Artillerimagasinet ved Prinsessegade. Det er Loppen fra 1863. Ja og så har vi også Multihuset, som var Landetatens Hovedmagasin. Og klyngen af fabriksbygninger, Fabrikken, Månefiskeren og Bade – og Sundhedshuset bliver også i dag flittig benyttet af christianitterne. Løvehuset var oprindeligt officersboliger. Og området Mælkevejen bestod af forlægnings bygninger. Psyak er en række barakker i et bestemt mønster.

Under besættelsestiden angreb tyske tropper Bådsmandsstrædes Kaserne. Under protest blev kasernen overgivet til tyskerne.

 

Skydeskur

Mange danske officerer fra Frikorps Danmark blev henrettet her i det arkitekttegnede Henrettelsesskur (Skydeskur). Også en mængde andre blev henrettet i det såkaldte Henrettelsesskur, som også er kendt under benævnelsen Skydeskuret. Jo
det foregik på Christianshavns ydre fæstningsvold. Her blev blandt andet Flemming Helweg – Larsen, en af de tre danske SS –
soldater, der havde skudt og dræbt redaktør Carl Henrik Clemmensen – selv skudt af ti danske politibetjente. I dag kan man endnu se et svagt hældende betonfundament og den rist,
som blodet løb ned i. Skuret blev taget ned efter den sidste henrettelse. Det er så et minde, som man ikke ser på en rundvisning i Fristaden.

Det var også her de syv Brøndum – medlemmer blev henrettet. De havde ca. 150 mennesker på samvittigheden. Natten mellem den 8. og 9. maj 1947 blev de skudt her.

 

Christianshavns Voldgade 50 – 54

En gammel mølle har ligget på Christianshavns Voldgade 50 – 54. Det drejer sig om Lille Mølle. Den ældste mølle var en stubmølle, der blev lagt på øverste bolværk ved Amagerport. Den blev anlagt i 1669. det var i hvert fald det år Hans Hoppe fik lov til at sætte en vejrmølle op.

Lille Mølle er den sidste af de gamle voldmøller på Christianshavns vold, beliggende mellem Torvegade og Bådsmandsstræde. Den ligger her ved Løvens Bastion. Tænk engang var der 16 vindmøller på Københavns volde. På Møllebastionen lå Breslaus Mølle fra 1670 til 1842. Det var dengang, der ikke voksede træer på voldene. Der var masser af frisk luft omkring.

I 1700 – tallet forlød det, at stubmøllen stod på fire grundmurede piller. Den hørte sammen med møllerens gård eller bolig, der lå nede i Sankt Annæ gade. Den gamle mølle blev adskilt fra virksomheden i 1783. En ny møllerbolig blev opført på selve volden. Lige efter, at Andreas Jensen Hallander havde overtaget grunden, lod han den nye, hollandske vindmølle opføre. Den stod færdig i 1783. Møllen var ottekantet og på tre etager.

Møllen blev hærget af en brand i 1838, men atter istandsat. Den fortsatte sin funktion til 1890. I 1897 blev overdelen fjernet og bygningen blev beklædt med et tag af tagpap. Møllegården
blev i 1783 beskrevet som som et grundmuret syvfags his i en etage.

Mod øst blev en stor grundmuret bygning opført i 1831. Året efter blev her installeret en dampmølle. Bygningen blev genopført efter branden i 1838. Dampmøllebygningen
var på fire etager. Den har sammen med vindmøllen fungeret som kornmølle og produceret mel. Produktionen fortsatte til 1909. En overgang fungerede komplekset som militær halmdepot. Og hvorfor nu det? Hos naboen var der heste i Bådsmandsgades Kaserne. Og soldaterne skulle have skiftet sengehalmen i madrasserne engang imellem.

I 1916 blev møllen købt af en ung ingeniør Ejnar Flach – Bundegaard, som indrettede komplekset til kombineret bolig og fabrik. Igen en driftig sønderjyde, der satte sit præg på København.
Sammen med sin kone drev han Dansk Instrument og Apparat fabrik. Han døde i 1949 og hans enke i 1974. Kort førhendes død skænkede hun komplekset til Nationalmuseet.

 

Christianshavns Gasværk

Ved siden af lå Christianshavns Gasværk. Den lignede den man i dag kan finde på Østerbro. Men i 1948 rev man den bare ned.

 

To bastioner tilbage

Og hvordan er det med disse bastioner? Ja vi skal tilbage til 1618, hvor Christian den Fjerde startede sit store projekt. Fæstningsbyen Christianshavn skulle bestå af en fæstningsring med 5 bastioner. Så skulle der være en kanal i midten og en række sumpede grunde. Og der i dag kun to bastioner tilbage.

 

Ravelinen

Og så skal vi vel lige, når vi er på volden, skal vi da ikke glemme Ravelinen. Det er i dag et traktørsted med både servering ude og inde. Egentlig var det et bomhus og en militær vagtstue opført i 1728. Og dette mærkelige ord betyder faktisk:

  • vinkelbøjet udenværk mellem to bastioner.

Egentlig lå den på en lille kunstig ø ude midt i voldgraven . Før var det en lille smal vej fra Amager til Ravelinen og videre fra Ravelinen men en træbro til Christianshavn. Og tænk man betalte bompenge helt til 1915.

 

Stanleys gård

Det var en stor grund, der hørte  til Stanleys Gård. Den bestod af Dronningensgade 3, Store Søndervoldstræde 2, Lille Søndervoldstræde 3 – 5. I sin tid var det nærmest tale om et haveanlæg. I 1900 havde det ændret karakter til industriområde.

I 1784 var der opført en sidefløj til Stanleys Gård mod Lille Søndervoldstræde. Da jernstøber Løwener i 1840 overtog ejendommen, påbegyndtes opførelsen af en række større fabriksbygninger. Dette danner i dag grundstammen i den nuværende bebyggelse.

Ja egentlig ligger palæet på adressen Overgaden oven Vandet 6. Simon Carl Stanley var født i Danmark af engelske forældre i Danmark. I sine unge år boede han i London og giftede sig med en englænder. I 1746 vente han tilbage til Danmark og blev mester – billedhugger på Holmen. Formentlig har han selv været arkitekt på huset. Huset blev i 1755 forsikret for 4.600 rigsdaler  i Brandkassen.

Sønnen, Carl Frederik Stanley havde endnu større talent end faderen. Selv om han fik Kunstakademiets guldmedalje, havde han ikke noget at lave. Derfor måtte han i 1782 sælge Stanleys Gård. I 1800 – tallet blev gården ejet af jernstøber Daniel Fr. Løwener. Senere boede her en række kunstnere, blandt andet landskabsmaleren P.C. Skovgaard.

 

Kirken overtager

Da Christians Kirken i 1901 blev dansk folkekirke, skulle man også have en sognegård. Valget faldt på Stanleys Gård. Den blev i 1916 købt af Christians Kirkens Menighedsråd.

I 1994 købte Kirkeministeriet det gamle palæ. I 1998 efter en omfattende renovering var Stanleys Gård klar til at fungere som kombineret kirkekontor og menighedshus/sogneråd for de to menigheder i henholdsvis Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke. Palæet har været fredet siden 1918.

Forhuset til Lille Søndervoldsstræde nærmest Stanleys Gård omtales i 1784 som en bygning på 14 fag og i tre etager. Ved opførelsen af huset var bygningen indrettet til vaskehus, vognremiser og stald i underetagen, mens de overliggende etager blev brugt til beboelse. Øverst var der foderloft.

Pakhuset til Lille Søndervoldsstræde blev opført i 1852 for jernstøber Løwener. Den var på 4 etager. Den blev indrettet til smedeværksted og lager for støbegods. Omkring århundredeskiftet
var der stald i en del af stueetagen. I 1916 blev der indrettet stolefabrik i bygningen. Bygningen blev ombygget og istandsat i 1960erne, og blev anvendt som filmskole.

Bygningen på hjørnet af Dronningegade og Store Søndervoldsstræde er den ældste af Løweners eksisterende bygninger. Den blev bygget i 1848.

 

Dronningensgade 6

Ejendommen på Dronningensgade 6 ligger på det oprindelige voldområde, som efter flytningen af volden mod vest i 1660erne blev inddraget i bydelen. I 1689 lå to store grunde herude. Den yderste tilhørte fra 1685 møller Michel Schult. Han havde bygning, have og gårdsplads i tilknytning til møllen, som lå på den vestre runddel under volden. Denne såkaldte Store Mølle var opført omkring 1670 til afløsning for den tidligere mølle på den gamle vold, som var opført 1646.

Fra den gamle møllegrund er siden udstykket flere ejendomme. I midten af 1700tallet hørte den nærværende bygning endnu sammen med møllen.

Den eksisterende bygning er opført for møller Niels Nielsen Hiort i 1741 som en 10 fag lang bindingsværks – bygning i to etager, over en muret bygning.

 

Dronningensgade 9 – 11

Dronningensgade 9 var en del af renteskriver Anders Olufsens store grund. Allerede mellem 1622 og 1635 blev grunden bebygget med lejeboliger. Huset stod åbenbart ubeboet efter pesten i 1711, og fik lov til at forfalde. I 1740 blev grunden omtalt som en indhegnet plads. Det spændende er, at der i huset omkring 1675 har boet en Abel Cathrine von der Wisch, enke efter proviantskriver Hans Hansen. Navnet kommer fra en slesvigsk adels-familie, der huserede meget i Sønderjylland.

I 1788 blev den eksisterende bygning opført for linned – vævemester Casper Køhlert, efter at den gamle forhøjede bode-bygning var revet ned. Vi er i Dronningensgade 11. Det nye hus blev opført i tre etager og var på fire fag. I tredje etage blev der indrettet et væverværksted og på loftet var der pakkerum. En omfattende ombygning skete i 1830. Her blev det tidligere værksted og butik i kælderen indrettet til beboelse.

 

Dronningensgade 12 b

Dronningensgade 12 b er en del af en storgrund som ved Christianshavns grundlæggelse kan føres tilbage til Johan Post. Her lå i 1635 en indhegnet have. Før 1671 er der opført fire lejeboliger, hvor nu nr. 10, 12 og 14 ligger. Disse var alle i fire fag og på en etage. Den nuværende  bygning er et resultat af diverse ombygninger. Efter 1743 er bygningen blevet forhøjet til tre etager i bindingsværk.

 

Dronningensgade 13

Egentlig lå der på strækningen en sammenhængende række udlejningsboliger i fem fag og en etage. Omkring 1676 blev nuværende nr. 9, 11, 13 og 15 solgt til skipper Boysen, der solgte bygningerne hver for sig.

Forhuset til Dronningensgade 13 blev opført mellem 1622 og 1635. Omkring 1735 blev huset forhøjet til to etager. I 1844 blev bygningen forhøjet med endnu en etage. Ejendommen blev fuldstændig moderniseret engang i 1970erne og er i dag fredet.

 

Dronningensgade 14

Også Dronningensgade 14 er fredet. I 1705 omtales en fire – faget bygning på stedet med fritliggende gavl mod øst. I 1731 blev bygningen udvidet til seks fag som den nuværende bygning.
Forhuset er opført for brændevinsbrænder P. L. Gorre i midten af 1730erne. Bygningen ligner, det vi ser på Gråbrødre Torv, men har med bindingsværks – facaden og sine kun to etager et mere provinsielt præg. Helt til 1831 har der her boet brændevinsbrændere.

 

Dronningensgade 15

I 1775 – 76 blev det nuværende grundmurede forhus, Dronningensgade 15 opført for parykmager Mathias Christian Hansen efter nedrivning af den gamle bode-bebyggelse. Bygningen stod som i dag med fem fag og tre etager med kælder.

Baghuset blev opført samtidig med forhuset. Ejendommen blev gennemgribende moderniseret i første halvdel af 1980erne. Den er i dag fredet. Der er indmuret en plade:

  • Det Borgerlige Laane – og Livrente – Selskab 2det Eiendom. 1798 No 212.

 

Dronningensgade 21

Dronningensgade 21 er også fredet. Det er en del af en stor- grund. I 1675 var stedet bebygget med to gamle lejevåninger fra tiden før 1635. De to fire – fags-boliger overgik i 1696 samlet til privateje. Forhuset blev nyopført for skibstømmermand Peder Andersen Engelsky i 1756 efter nedrivning af det gamle brøstfældige ottefags – hus. Det nye hus er opført med kælder og i tre etager. Omkring år 1800 var der snedkerværksted i loft – etagen, hvor der mod gården var opsat syv fabriksvinduer.

 

Dronningensgade 23

Dronningensgade 23 var oprindelig sammenbygget med nr. 21 som en samlet leje – ejendom. Men allerede før 1675 blev bygningen udskilt.  Som en selvstændig ejendom. I 1735 beskrives
forhuset som værende i fire fag og to etager med en lille kælder under et kammer. Det eksisterende forhus er mere eller mindre nyopført i 1764 for brændevinsbrænder Peter Sivertsen Hammer. Huset er opført som et fire – fags-hus. Baghuset var indrettet til beboelse, og i 1735 fremstod det som fem – fag og i en etage. Men i 1764 var den blevet udvidet til to fag.

 

Dronningensgade 25

Dronningensgade 25 er en del af en stor – grund. Den var i 1635 tillagt Friederich Gynther, men var dog stadig ubebygget. Hovedbygningen blev lagt på hjørnet af Overgaden oven Vandet og Sofiegade, hvor der længe lå en større bryggergård. På grundens bagarealer opførtes før 1675 en række på syv lejeboliger ud til Sofiegade. Mellem
1675 og 1689 opførtes derefter ud til Dronningensgade de tre lejeboliger, som siden er ombygget til det nuværende nr. 25.

Hen imod midten af 1800 – tallet blevet indrettet butik i huset, og senere var der vognremise i underetagen. Den eksisterende bygning i øst stammer fra 1787, hvor spækhøker Anders Andersen fik tilladelse til at ombygge de to gamle boder på hver fire fag. Huset fremstod derefter som en otte – fags bygning. Den blev ligeledes forhøjet til tre etager. Her lå også et brændevinsbrænderi, som blev nedlagt i 1897 og erstattet af destillations –  virksomhed. I 1899 omtales to butikker, blandt andet kødudsalg. I 1974 – 75 blev begge forhuse gennemgribende restaureret.

 

Christianshavns Døtreskole

Christianshavns Døtreskole ligger i nr. 67. Her lå også Christianshavns Frie Skole. Grunden var i 1675 blevet udparcelleret i en række smågrunde bebygget med våninger i bindingsværk. Den omtalte grund var i 1689 ejet af kancelliråd Hiort og var lejet ud. Disse blev i 1778 overtaget af Christianshavns Frie Skole, der blev grundlagt i 1771. De havde indtil da haft til huse i lejede lokaler.

Den nuværende bygning blev opført som friskole – og arbejdshus for fattige børn i 1778. Huset stod i seks fag og tre etager. En ramme i huset siger følgende:

  • No. 253 Frie Skolen i Vor Frelsers Sogn opbygt af Christlige Velgiøre i 1778. Gudsfrygt forenet med Arbeydsomhed er Grunden til al Lyksaglighed.

Den sidste rene pigeklasse forlod skolens 10. klasse i 1984.

 

Langebrogade

Rabes Have

Her i nummer 8 og 8 A lå Rabeshave. På det gamle voldterræn blev grundene efterhånden som militæret nedprioriterede brugt til civile formål. Med tiden opstod der en hel industri herude ved Enhorns bastion. Dobbelthuset består af to sammenbyggede huse i fem fag og tre etager, og er opført i 1802. Ved opførelsen indeholdt bygningen en række små lejligheder. I 1851 var der i hvert fald indrettet en lille butik. Den blev senest i 1885 afløst en beværtnings – lokale. Desuden var der et brolagt gårdsrum og en have med frugttræer og – buske. I haven var der en periode en teglhængt keglebane.

Ja egentlig var Rabeshave et bryggeri. De Forenede Bryggerier opkøbte det i 1891, og i 1905 blev produktionen lukket ned. Men i dag holdes minderne ved lige, for Rabeshave er en beværtning og et spisested.

 

Til glæde for hollænderne

Helt tilbage i hollændernes tid på Amager, lå her et genever – destilleri og udskænkningssted for hollænderne. I midten af 1700 – tallet blev her oprettet et hvidtølsbryggeri af Peder Rabe Holm, deraf navnet. Og i 1851 var det så greve Knuth og glarmester Friedel, der oprettede et professionelt bryggeri. Også ejendommen Wilders Kanal 4 var en del af bryggeriet.

Bygningen er fredet.

Vi vender selvfølgelig tilbage med ”Flere Gamle Huse på Christianshavn”

 

Kilde:

  • Litteratur Christianshavn (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, bl.a. 191 artikler fra København og Omegn -inklusive:
  • Amager – for længe siden
  • Anekdoter fra det gamle Christianshavn
  • Christianshavn – dengang
  • Dragør og Store Magleby – dengang
  • Lodsen fra Dragør og mange flere 

 

Redigeret 7-10-2021

 

 


En skibskaptajn fra Aabenraa

Januar 30, 2013

Egentlig kunne artikel have heddet En skibskaptajn fra Løjt. Men vi skal også kigge på  redere og værfter. På et tidspunkt overhalede Aabenraa både Flensborg og Sønderborg m.h.t. antallet af skibe. På et tidspunkt lå der 14 Aabenraa – skibe i Hongkong. Vi skal møde Hans Mathiesen, Familien Bendixen, Jørgen Bruhn og mange flere. I Aabenraa udgjorde rederne og
kaptajnerne eliten. Men egentlig kom en stor del af disse fra Løjt.

 

To sønner blev derude

Han var født i Dyrhave i 1818. Vi taler om skibskaptajn Hans Matthiesen. Også hans far,  Johan Conrad Matthiesen, der stammede fra Sundeved tjente penge på havet. Og
det var så meget, at han kunne købe sig en mellemstor gård. Det ville sønnerne, da også prøve. De tog alle til fire til søs, men de to af dem, blev derude. Men for sønnerne Hans og Johan var det en succes.

Hans Matthiesen tog i 1856 hjem på besøg. Han var kun 38 år, men havde de sidste 12 år ført skibe på de store have. Det var lige fra kaptajn på barken Orion til at føre fregatten Wodan.

 

Part i Wodan

Nu var det sådan, at jobbet som kaptajn på Orion havde han overtaget af sin far. Da han var hjemme i 1850/51 havde Hans allerede tjent så meget, at han kunne købe ¼ part i Wodan. Og så giftede han sig også med en datter af Boy Bendixen i Stentoft. Denne Boy var bror til skibets redder, Jacob Bendixen på Stolliggård. På  denne måde kom Hans så i forbindelse med Aabenraa og Monarkiets største skibsredder, agent Jørgen Bruhn. Han var tilfældigvis svoger til Jacob Bendixen.

Hans Matthiesen var kendt for sin dygtighed, med krigsårene 1848 – 1850 havde været meget vanskelige. De første år med Wodan gik dog heller ikke for godt. Men efterhånden voksede overskuddet og redderne var godt tilfredse med Hans. Han var altid blandt de skibsførere, der fik de bedste fragter.

 

Større ambitioner

De fleste skibsfører nærmest flygtede fra Sydamerika i 1851 til nye jagtmarker i de kinesiske farvande. Men Hans fandt en god indtægtskilde i fragtfart mellem Sydamerika og Australien. Til sidst i begyndelsen af 1856 accepterede han en fragt fra Melbourne til Batavia og derfra til Bremen. I juli havde han afmønstret folkene og senere tog han hjem. Han havde større ambitioner.

 

Det gode skib – Caroline

Wodan, der var bygget i 1838 var på 116 cl. Hans Matthiesen tænkte på et betydelig større skib – eventuelt på 180 cl. Boy Bendixen skulle være redder og ham selv kaptajn. Han tog selv ¼ part i skibet. Der var to parthavere mere i skibet. En dansker ved navn D. Lange, der boede i London og en mægler fra Hamborg, W. Braun. Skibet fik navn efter Brauns datter – Caroline. Aabenraas ældste skibsværft Paulsen skulle bygge skibet.  Den 3.2. 1857 skrev Matthiesen således til Lange:

 

  • Min Svigerfar B. Bendixen og jeg og en Ven mere ere Deres eneste Medrhedere, og jeg haaber, at dersom vi maa have nogenledes Held, at vi alle skal tjene gode Penge, thi det bliver et udmærket stærkt og godt Skib, alt bygget af dansk Eeg, som nu er en stor Fordeel. Skibet bliver cirka 180 Commertzlæster, 500 Tons, Bygmetseren faar for hver Læst 224 Rbdlr. som De vil se i Contrakten, derfor leverer han Skibet i Vandet, siden har vi selv at anskaffe Kobber, Tauværk, Seil, Ankere, og Kjæder pp. Skibet vil komme paa 320 Rbdlr. pr. Læst færdig til Søs, med Udproviantering og 2 Maanedspenge udbetalt, og Assuranse, maaske lidt mindre eller mere, som nu ikke kan beregnes så helt nøie.

 

Dårligt træ skulle kasseres

Men selv om redderne var velhavende, var det ikke helt så let at skaffe pengene. Det var en anseelig sum på 57.600 rigsdalere, der skulle fremskaffes. Man måtte foretage ekstra lån, særlig da det viste sig at skibet blev på 196 cl.

Mester Paulsen var god til at bygge skibe, men han var også interesseret i, at så lidt tømmer som muligt gik til spilde. Hvad gavnede gode fragter, når skibet var dårligt? Dagligt gik Hans Matthiesen derfor ud til Tømmergården ved Sønderport, for at tjekke, at hvert dårligt stykke træ blev kasseret.

 

Mange skibe blev bygget

80 mand var beskæftiget. Det var ikke alene Caroline, man arbejdede med. Men også det store fragtskib, Himalaya på 287 cl. Det blev bygget for Jacob Bendixen på Stolliggård. Men også andre skibe var man i gang med at bygge i Aabenraa.

 

Gode år for Caroline

Ude på Tømmergården skred arbejdet godt fremad på Caroline. Den 27. juli 1857 kunne Hans Matthiesen berette til London, at der kun var 4 uger tilbage til skibet kunne løbe af stablen. Desuden kunne han oplyse, at han allerede havde sikret sig fragt fra Hamborg til San Francisco. Den 15. sept. skete stabelafløbningen og den 25. oktober ankom Caroline til Hamborg.

I december 1857 forlader Caroline Hamborg på vej til San Francisco. Men det bliver ikke nogen rekord – rejse. Ud for den engelske kyst bliver skibet ramt af uvejr, der varede i mange uger. Først den 11. juni ankommer Caroline til bestemmelsesstedet. Efter endnu et par ture kan Hans Matthiesen sende sine reddere veksler på i alt 1.920 Pund Sterl.

 

Skibsredder

I 1863 bliver Hans Matthiesen skibsredder. Først i 1904 afsluttede den aktive mand sit liv. Hans Matthiesen var blot en af utallige foretagsomme kaptajner, der i næsten 200 år satte deres præg på Aabenraa og Løjts liv. De satte sig deres præg på områdets udvikling i godt og ondt.

 

Kaptajner fra Løjt

I 1855 levede 368 personer af søfarten i Aabenraa. Det svarede til 7,5 pct. af befolkningen. Det sjove er, at når vi kigger på Rise Herred, så levede 619 eller 11,9 pct. af søfarten. Og af 56 nybagte kaptajner, ja så var kun 22 født i Aabenraa. Det kan fastslås, at det gennemgående var sønner eller efterkommere af større gårdmænd på Løjt, der blev kaptajner. Det var jo nødvendigt at have kapital for at erhverve en skibspart, og uden en sådan blev man næppe kaptajn.

Ofte var det den ældste søn, der fik gården, mens de andre gik til søs. Når de så  havde tjent en passende sum penge, vendte de tilbage og købte sig en større eller mindre landejendom, som de så drev som en slags bierhverv.

Ofte var man beslægtet ved indbyrdes giftemål. På den måde udgjorde kaptajnerne en særpræget race.

 

Hertugdømmets største handelsflåde

Således stammede Niels Hohlmann fra en stor gård i Løjt Kirkeby. Da faderen døde blev gården udstykket, og alle sønner drog til søs. Niels blev gift med en datter til Jacob Bendixen, og i 1855 solgte denne for 4.800 rbd. Goft 18 tdr. land til sin svigersøn til oprettelse af et familie sted. Her byggede Hohlmann gården Valhalla. I 1862 købte han yderligere et stykke land for
2.650 rbd. Sine penge anbragte han i Gustav Rabens skibe. Hans Matthiesen købte under sit ophold hjemme i 1857 afdøde kaptajn Jes Jessen Ravns ejendom i Stentoft for 5.630 rbd.

Og sådan kunne vi blive ved med eksempler. I 1863 havde Aabenraa hertugdømmet Slesvigs største handelsflåde, og der var 26 skibe over 100 cl.

 

Skjulte anpartshavere fra Hamborg

Antallet af dampskibe voksede, men det gik langsomt. I 1863 var der 16 stk. i Aabenraa. I 1850erne oplevede sejlskibene deres storhedstid. Men pludselig kunne en fragtdamper fragte mange gange mere end et sejlskib. I historiebøgerne kan vi læse, at Aabenraa – skibene blev ejet af lokale. Men det er ikke helt korrekt. Forretningsforbindelser fra Hamborg har haft en betydelig andel i skibene. Således kunne Hamborg – firmaet, Bolten og Pinckernelle foruden deres investeringer i Aabenraa – skibe, også skaffe disse bedre fragter. Mange Aabenraa – redere havde også penge stående i handelshuse i Hamborg.

 

12 Aabenraa – skibe i Hongkong

Bemærkelsesværdigt er det dog, at Aabenraa – skibe med mandskab fra området og bygget i byen tog så stor andel i oversøisk fart. Man kunne på et tidspunkt finde hele 12 Aabenraa – skibe på en gang i Hongkong Havn. I Kina blev Aabenraa – skibene, Chico og Canton engageret af et engelsk handelshus til at sejle op af Yangtze – Floden. Chicos skæbne har vi tidligere omtalt her på siden.

 

Problemer med passagerer

Hans Matthiesen førte Aabenraa- skibet, Orion fra 1844 – 1850. Det var dengang man sejlede med, brænde, okser, mel og passagerer. Losse – og lastetiden tog dengang også flere uger. Caroline gik den 7. 11 . 1858 fra Melbourne til San Francisco med 80 passagerer. Rejsen forløb godt, og skaffede Caroline et godt ry som passagerskib. Man kan godt forstå, at kaptajnerne dengang ikke altid regnede passagerer som den bedste fragt. Således berettede kaptajnen fra turen dengang:

  • Mit unsern Passagieren ging alles so weit gut ab, freilich machten sie es bisweilen etwas schlimm, bliessen die Lampen aus und schlugen sich mit Revolvers und Messern, doch kamen sie mit dem Leben davon und gaben der Caroline einen guten Ruf hier, was uns viel geholfen hat, wieder Passagiere zurück zu bekommen…….

Først ved jernskibenes ankomst måtte Aabenraa – værfterne give fortabt. Disse konstruktioner krævede så meget kapital og teknik, at her kunne man ikke være med.

 

 

Personlig forhold mellem partshavere

Men en anden ejendommelighed springer i øjnene. Og det er det personlige forhold mellem parthavere som ofte var slægt og venner. Et fåtal af familier var kapitalstærke nok til at nedsætte sig med rederi – virksomhed. Vi har allerede hørt lidt om Jacob Bendixen. Han var født i Stollig, hvor han overtog en beboelse efter Nis Bendixen.

 

Creole – dengang Aabenraas største skib

I 1809 blev han fører for en galease fra Helsingør. Senere førte han flere danske og norske skibe. I 1813 blev han gift med Jørgen Bruhns søster Margrete Marie. I 1824 byggede han sammen med Jørgen Bruhn, fregatten Creole (143 CL). Den var dengang, Aabenraas største skib. Bendixen blev venner med Kejser Pedro i Rio. Dette førte til gode fragter. Og Bendixen fik også et stykke land foræret af kejseren. I 1829 købte Bendixen den store Stolliggaard.

 

Bendixen døde fattig

Bendixen blev redder for fregatskibene Wodan (116 CL), Napoleon (151 CL), Hindoo (235 CL), Hindostan (259 CL), Himalaya (296 CL). I 1858 var han monarkiets næststørste redder. Hans største nybygning kostede ham penge. Han måtte låne i alt 11.200 rbd. Og Himalaya var hvis nok et svagt skib. Det kørte så dårlig for Jacob Bendixen til sidst, at han var en fattig mand, da han døde.

 

Jørgen Bruhn var den største

Han blev langt overgået af sin svoger, Jørgen Bruhn. Denne spillede en stor rolle i Aaabenraa i det 19. århundredes første halvdel. De ældste Bruhn’er, var præster. Historien om Jørgen Bruhn og hans fangenskab, har vi tidligere berettet om. Jørgen Bruhn ejede på et tidspunkt syv møller. Blandt disse var Nymølle og Slotsmøllen. Han overtog også Knappen.

I sin skibsreder – virksomhed var han lige så omsorgsfuld, som i sine andre investeringer. Han indførte den moderne amerikanske skibsbygningsteknik. Det første af 31 skibe, der blev bygget efter denne metode var Caravane fra 1823. Den driftige mand, der byggede på sit eget skibsværft døde i 1850. Han var monarkiets største skibsreder og Aabenraas største skatteyder.

Allerede før 1848 var han blevet udnævnt som agent. Når Frederik den Syvende overnattede i byen, var det hos Jørgen Bruhn. Da han var omkring 70 år, gik han i gang med endnu et projekt, Kalø – værftet. Han fik seks sønner. Og ved hans død fulgte 300 hans sidste rejse. Hans virksomheder stod og faldt med ham. Således gik det ikke mange år efter hans død, før værft
og rederi blev likvideret.

 

Rederne var de sande hersker

Rederne var de sande hersker i Aabenraa. Mange indbyggere i byen var afhængige af dem. Både Sønderborg og Flensborg blev sejlet agterud af Aabenraa. I 1863 grundlagde Julius Ebsen en privat navigationsskole i Aabenraa. Før den tid underviste en privatlærer Peter Boysen i navigation i Løjt Skovby. Imponerende var det, at hvert år gik 2 – 300 søfolk op til eksamen. Måske var Aabenraa – værfterne også årsag til Aabenraas sejr ude på de store have.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
  • Litteratur Løjt
  • www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under Aabenraa finder du 169 artikler

Om Søfart i Aabenraa og Løjt
Læs:

  • Aabenraa – som søfartsby
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Aabenraa – før Prøjserne
  • Briggen Chico fra Aabenraa (b) og mange flere 

 

  • Hvis du vil vide mere: Om Løjt
  • Anekdoter fra Løjt
  • Løjt Land – fra begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for Aabenraa
  • Løjt – mellem dansk og tysk
  • Løjt, Løjtninger og Løjt Land og mange flere 

Redigeret 21. – 11. 2021


Apotekeren fra Højer

Januar 30, 2013

De fleste på vestkysten kender sikkert apoteker Nagel fra Højer. Han var elsket af de dansksindede med hadet af de tysksindede. Han holdt ikke sin mund, til sin svigerfars store fortrydelse. Men da han blev kåret til Ridder af Dannebrog var svigerfar også stolt. Claus Pørksen har genudgivet denne underholdende bog. Det vil sige, at teksten er blevet fornyet, ligesom der en del forklarende tekst, det gør det lettere så også københavnere kan følge med. Læs denne: Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850.

 

Genudgivelse

Claus Pørksen har genudgivet bogen Apoteker H. Nagel – Mit Livs Erindringer, Højer i 1848 – 1850. Allerede i 1910/11 blev under redaktion af K. Rosendahl bragt i 8 fortløbende numre i Nordslesvigsk Søndagsblad. Senere blev bogen udgivet i bogform, men har i mange år været udsolgt.

 

Tilpasset til nutiden

Claus Pørksen har tilpasset teksten til nutiden, desuden har han tilføjet illustrationer og uddybende noter. Desuden har han tilføjet en fakta – liste over tre års krigen. Det er blevet til en værdifuld historisk bog om de vanskelige forhold i Højer, dengang. Og som vi kan læse, var Herman Nagel bestemt ikke en helt almindelig apoteker.

 

Apotekervirksomhed til 1890

For sin kamp for danskheden opnåede Nagel, at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1851. Han fortsatte sin apotekervirksomhed i Højer indtil 1890, da sønnen Jens overtog virksomheden.

 

Svigerfars erindringer

Som Claus Pørksen siger i sit forord, så er der ingen grund til at tvivle på, at de beskrevne begivenheder har fundet sted, men måske har Nagel pyntet lidt på det. Svigerfar Jens Wulff  bekræftiger  mange af begivenhederne. Kigger man i Jens Wulff’s erindringer ser man mange samstemmende begivenheder

 

Nagels planer blev forpurret

I Altona traf Nagel Dr. Saxild fra Højer. De spillede skak sammen. Her opstod tanken om et apotek i Højer. Og som så sagt, så gjort. Nagel tog til Højer, som var en tur, der tog tre
dage. I byen blev han godt modtaget. Han mødte pastor Sönnichsen, der præsenterede ham for alle præster i området. I Tønder derimod, gjorde de to apotekere alt mulig for at forpurre Nagels planer. Og det gjorde fysikus dr. Dircks også. Hans holdning var, at der kom der et apotek til Højer, kom der også læger dertil. Og det kunne berøve hans praksis. Første gang Nagel søgte, blev det derfor et nej, men det lykkedes fire år efter i 1838.

 

Apoteket åbnede i 1841

Takket være onklen, havnekontrollør Muus’s hjælp blev et hus bygget og et apotek indrettet i Højer. Apoteket åbnede i 1841, og det nye hus var klar til indflytning ved nytårstid 1843. Han
ville kæmpe for den danske sag.  Dengang var alt dansk i Højer. Men præster, advokater, ja selv skolelærere begyndte at fortælle om den nye Slesvig – Holstenske lære.

I Tønder var det anderledes, her var det efterhånden tysk. Nagel følte sig tirret. Man opfattede ham som en fjende, der ville kæmpe for den danske sag.

 

Bankede løs på folket

Herman Nagel blev beskrevet som en høj kraftig skikkelse. Han var født i København, og som ung var det en sand fornøjelse for ham og hans brødre, at tage ud for at hjælpe det københavnske politi at banke løs på folk i Frederik den Sjettes tid.

 

Det værste pak væltede herind

Da den provisoriske regering blev dannet, og da kongen blev afsat i Hertugdømmerne, nåede rygterne også Højer. I Tønder tog man oprøret alvorligt, man det varede lidt længere, inden det nåede til Højer. En masse frygtelige rygter opstod, og som Nagel beskrev det:

  • Thi store skarer af det værste pak væltede herind for at danne friskarer.

 

Fare på færde i Tønder

Fra Ballum kom der ca. 200 husmænd og bønder. De gjorde ophold i Højer og fortsatte mod Tønder. Tidligere var nogen draget helt fra Ribe via Løgumkloster til Tønder. Herredsfogeden udsendte ordre om, at alle mellem 16 og 60 år om bevæbnet skulle ile til Tønder for at bistå militæret. Det gik rygter om, at også friserne i hobetal ville komme til Tønder. En kommissær fra Den Kongelige Regering havde fået til opgave at beslaglægge alle offentlige kasser. Men Tønder havde allerede sendt kasserne til Rendsborg.

 

Nederlag ved Slesvig

Søndag den 9. april led Slesvig – Holstenerne et afgørende nederlag ved Bov. Men ved Slesvig den 23. april måtte danskerne vige. I Højer var begejstringen blandt de tysksindede stor.

 

Alt var væk i Nagels hus

En morgen gik rygterne, at et frikorps kunne ventes til Højer. Nagel kørte sine børn og kone i sikkerhed. Svigerfar mente, at Nagel skulle blive hos dem i Brede. Men friskarer var også på
vej dertil. Så Nagel fortsatte mod Ribe. Men snart var fjenden også på vej hertil, og modsat, hvad man havde sagt, så ville Ribe modtage tyskerne uden modstand. Nagel tog nu via Fanø og Rømø til Ballum. Derfra kørte en god ven ham til Højer. Hans hus var blevet rippet for mad og drikkevare. Alt hvad der havde værdi, var blevet plyndret. Alt tøj var ligeledes blevet plyndret.

 

En kanonbåd i Højer Kanal

Krigen bølgede frem og tilbage. Snart var der danske, snart var der tyske tropper på vestkysten. På Fanø lå kommadør Ellbrecht. Nagel havde lovet ham, at komme med efterretninger. Og da der til vands ikke var fjender i sigte, havde Ellbrecht planer om at tage syd på til Før. Han havde samlet nogle krigsfartøjer. I Højer vakte det stor bestyrtelse, at se et armeret krydsfartøj i Højer Kanal.

Og ikke mindre forbavset blev Nagel, da to matroser fra en af bådene bankede på, og bad ham sørge for at en række breve blev sendt videre til kongeriget. Det var meget dristig gjort. Og Nagel var bange for at blive sendt til Rendsborg.

 

10 dages fængsel i Tønder

Den lille flåde sejlede videre mod syd. Og fra Tønder blev der sendt en masse vogne mod Før, hvor man ville tage imod skibene. Fra Højer sejlede man nu mod de danske skibe. Men de måtte tage hjem igen med uforrettet sag. En dag vrimlede det med soldater i Nagels have. De gennemsøgte huset, og tog apotekeren med til Tønder til videre afhøring. Men der kunne ikke føres beviser, så Nagel kunne igen tage til Højer.

Men kort tid efter blev Nagel igen anholdt. Dragoner var denne gang ankommet. På vej mod Tønder, red de forud for at undersøge situation i Møgeltønder. Man var bange for, at befolkningen her ville befri apotekeren. I ti dage var Nagel fængslet. Han fik serveret fordærvet mad, og ovenover cellen festede tyskerne.

 

Skriv under – så er du fri

Nagel blev sammen med en skolelærer fra Rørkær ført til Bredsted. Her skulle han afhøres af birkefoged Carstens, som var Ridder af Dannebrog, men som var gået over til oprørerne.

Hver uge skrev apotekeren til Amtshuset i Tønder og bad om en forklaring på, hvorfor han blev arresteret. Men der kom aldrig svar. Svigerfar kom forbi med hemmelige breve fra konen. Han havde en del handel med uld i Husum.

Efter tre ugers tid kom der endelig et brev fra amtmanden i Tønder. Nagel skulle bare underskrive et brev, så var han en fri mand. Men da han havde gennemlæst brevet rev han det i stykker. Man ville have, at han skulle underskrive, at han godkendte den provisoriske regering.

 

Tre måneder i Bredstedt

Tre måneder tilbragte apotekeren denne gang i fængsel. Han blev løsladt grundet våbenhvile. Men så forlangte man, at Nagel nu skulle betale for den kost han havde fået i perioden. Men det ville apotekeren aldeles ikke.

 

Sammenstød i Ballum og Bredstedt

I syv måneder var alle fjendtligheder nu indstillet. Men ved vestkysten var der ikke fred. Mange nægtede at betale skat. Alle indtægter gik til den oprørske regering. Og enhver dansk mand
blev forfulgt af rettens vej. Dette førte til en del sammenstød, blandt andet i Ballum og Brøns. En dragon og tre bønder blev dræbt under sammenstød.

 

Et fragtskib angrebet ved Ballum

Slesvig – Holstenerne havde fået bygget en flåde af kanonbåde. En afdeling kom til Før og Sild. Undertiden kom de også til Højer. Ved List lå den danske korvet Valkyrien, og på List var der en lille afdeling dansk militær. Et fragtskib ved Ballum blev angrebet af tyskerne. Varerne ombord var beregnet til Island, men de blev til stor forbitrelse for danskerne solgt i Højer. Kanonbådene lå nu i en tid fast i Højer Kanal.

 

Sammenstød i Nagels have

I apotekerens have var der to kugler, der var malet rød/hvide. De havde været der før krigens tid. Men tyskerne ville have, at Nagel fjernede dem. Hvis det ikke skete, ville de smadre hans vinduer. Der var ingen hjælp at hente fra sognefogeden. Han svarede bare Nagel, at han kunne lade være med at være så dansk. Nagel fik sammen med sin medarbejder, Møller fat i nogle gamle jagtgeværer og naboen, Henrik Ran stod parat med en stor fork. Det varede ikke længe før en hel horde af folk kom marcherende syngende Schleswig – Holstein meerumschlungen. Det kunne have endt grueligt galt.

 

Danskerne vandt ved Fredericia

En morgen, da Nagel stod i sit apotek, fik han efterretning fra en dyrlæge Haagensen, fra Tønder, at Slesvig – Holstenerne havde fået klø ved Fredericia. Ja det blev endda påstået at en søn til dr. Dircks var løbet direkte fra Fredericia til Tønder med denne besked.

 

Endelig kom der svenskere til Højer

Snart var det igen våbenstilstand. Det blev besluttet, at et svensk korps skulle besætte den nordlige og preusserne den sydlige del af Slesvig. Tønder skulle have preussisk og Højer svensk – norsk besætning. Men der kom ingen. Og rejste man Dannebrog, ja så kom der et retsligt efterspil. Nagel ville ikke finde sig i de retsløse tilstande og tog til Flensborg for at klage sin nød.

I Flensborg fik Nagel at vide, at den svenske general ikke ville komme til Højer på grund af den udsatte stilling. Nagel mente så, at hvis han overladt 10 svenske husarer, så skulle han nok opretholde den lovlige orden, forudsat at han fik kommandoen. Og besøget hjalp, der kom sandelig svenske husarer til Højer.

 

Dyrlægen trillede ned ad diget

Der kom dog til forskellige småepisoder. Det Slesvig – Holstenske oprørsflag blev med de svenske husarers hjælp pillet ned på Torvet. Og ude ved slusen ville Slesvig – Holstenerne hindre losningen af et skib. En Kommando blev sendt ud til slusen. Her stod en tysksindet dyrlæge og sigtede på toldkontrollør Hinrichsen med et gevær. Men en korporal red stille og rolig hen til dyrlægen og holdt en pistol hen til hovedet på dyrlægen. Og denne blev så chokeret, at han trillede ned af diget.

 

Hammer kommer til Højer

Svenskerne fik pludselig at vide, at de skulle drage bort fra Tønder. Nu var Nagel og dansksindede embedsmænd prisgivet. Men løjtnant Hammer, der med to skibe patruljerede mellem Rømø og List, dukkede nu op i Højer. Hammer havde sammen med Nagel planlagt en besættelse af Højer. Når svenskerne forlod Højer skulle Nagel få sin familie i sikkerhed,
og tage til Rømø, og skulle gå ombord på Hammers skib.

 

De tysksindede var glade

Nagel fik overrakt den riffel, som Hammers far havde brugt i 1807 i kampen mod briterne i Classens Have. Den var oprindelig blevet taget fra en falden engelsk soldat. På  vej mod Højer, samlede man en spion op. Han fortalte, at tyskerne i Højer var glade efter, at svenskerne havde forladt byen. Nu stod den på druk.

 

Et falsk rygte skabte panik

Man sejlede nu om natten videre igennem kanalen til Højer losse – og ladeplads. Ved solopgang blev man nu delt i tre forskellige angrebsformationer. Den ene gruppe skulle afbryde broen, som førte over Sejersbækken. Det var den vej, der førte mod Tønder. Hammer tog med sin deling tværs igennem byen, besatte kirketårnet og tog opstilling på Torvet. Den tredje gruppe skulle holde øje med, hvad der skete syd på og i søen.

På  vejen mødte Nagel en dansk dragon, der var på vej mod Tønder. Han bildte ham en nødløgn ind, at 400 mand om kort tid ville komme til Højer, og at man også ville overrumple Tønder. Nagel bad ham holde tæt, men inderst inde vidste han godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det var også hensigten. Om eftermiddagen hørte Nagel så at alle tyske embedsmænd
flygtede ud af Tønder.

 

Højer i undtagelsestilstand

Hammer erklærede Højer i undtagelsestilstand. Han havde tilsagt alle byens repræsentanter til at give møde nede på kroen ved kirken. Men forstærkningen udeblev. Hammer holdt dog skansen.

 

Gift med fjendens datter

Men nu kom der meldinger, at nogle Slesvig Holstenske jægere og dragoner var på vej fra Bredsted til Højer. Og ude fra kanalen var en fjendtlig kanonbåd på vej. Den førtes af løjtnant Kier. I 1882 blev en søn af Herman Nagel gift med en datter af den gamle fjende Ernst Kier.

 

Skud mod hinanden

Hammer og Nagels styrke var gået ned på stranden for at forhindre, at nogen gik i land fra den tyske kanonbåd. Fra kanonbåden blev der affyret en salve. Men fra dansk side blev der affyret to. Dette fik kanonbåden til at vende. Fra kirketårnet blev der holdt udkig, og glad blev man, da der endelig kom forstærkning. Det var tredje reservejægerkorps, som under kraftige hurraråb fra de dansksindede rullede ind i byen.

 

Ransagninger i Højer

Der blev nu befalet, at man skulle rette sig efter embedsmand Dethlefsen som herredsfoged og Hinrichsen som toldforvalter og Nagel som postmester. Endvidere blev det befalet at alle oprørsflag og oprørsemblemer skulle afleveres inden for to timer. Bagefter blev der gennemført ransagninger i Højer. Næste dag drog matroser og jægere afsted i hele Viddingherred for at afvæbne befolkningen. Om aftenen vente de tilbage med en ordentlig omgang våben. Ved Rosenkrans Kro blev man nødt til at affyre et skud ud til nogle flygtende. Skuddet ramte en købmand Jakobsen fra Tønder i enden.

 

En division kanonbåde til Højer

Slaget ved Isted havde renset luften, og løjtnant Hammer blev bordret til at tage syd på for at bemægtige sig Vesterhavs – øerne. Hammer besatte øerne Nordstrand og Pellworm. Desuden deltog han i Frederiksstads forsvar. Det lykkedes at forsvare byen og angrebet var slået tilbage. Det lille antal soldater, der var i Højer blev kommanderet syd på. Men det varede ikke længe inden der kom en division kanonbåde til Højer. De skulle forhindre, at de Slesvig – Holstenske tropper ikke blev landsat.

 

Besøg af overgeneralen

I Tønder var Reventlow blevet indsat som amtmand. Sejrherren overgeneral Krogh besøgte sammen med den nye amtmand, Nagel, og besigtigede lokaliteterne omkring Højer. Nytårsdag
1851 blev Nagel udnævnt til Ridder af Dannebrog. Svigerfar, der ikke var enige i Nagels ytringer var dog stolt af denne udnævnelse.

 

En spændende bog, som afsluttes med Treårskrigens 6 faser. Bogen kan varmt anbefales, også for københavner. For det som sønderjyderne oplevede dengang,  er ikke altid nævnt korrekt i diverse historiebøger. Især er de forklarende tekster et stort plus ved bogen. Claus Pørksens bog kan købes i butikken ved Højer Mølle. Men kan du ikke vente, kan du købe den for 80,- kr. plus forsendelse hos claus@perksen-consulting.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

 

 

Under Sønderjylland (207 artikler): Begik Kongen Højforræderi?

  • Et Apotek i Haderslev
  • Istedløven brøler stadig
  • Rendsborg 1848
  • Sønderjylland til Ejderen

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler): 

  • Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
  • Sejren ved Bov

 

Under Tønder (283 artikler): 

  • Tønder – Egnen 1814 – 1848 (1)
  • Tønder – Egnen 1848 – 1858 (2)
  • Dagbog fra Møgeltønder
  • Peter Dircks – den glemte fysikus
  • Tønder – mellem  dansk og tysk

 

Under Højer (77 artikler) :

  • Heltene i Vadehavet
  • Hvem boede på Kiers Gård?
  • En familie fra Højer og mange flere artikler 

Redigeret 13.10.2021


Om Gamle dage i Tønder og Højer

Januar 30, 2013

Hvordan så det ud i Højer og Tønder – dengang? Det skildres gennem Peter Rasmussens erindringer. Mange spændende ting skete på Strucksalle under første verdenskrig og lige efter Genforeningen. Og hvordan var det at være karetmager i Højer fra 1922? Og så var Peters mor friser. Og kvinderne er blevet hyldet i frisernes våben, læs hvorfor.

 

Peter Rasmussens erindringer

Nogle gange behøver man ikke at gennemrode gamle bøger efter stof til artikler. For det gamle stof er skrevet af folk, der har oplevet det dengang. Og nogle gange er de ting beskrevet så interessant, at det burde ud til en større kreds. Og en af dem, der har oplevet en helt anden verden, end den vi kender i dag, er Peter Rasmussen.

Hans søn Uwe Rasmussen har vi her på siden kommunikeret en del med. Og gennem ham, har vi fået familiens tilladelse til at dykke ned i Peter Rasmussens oplevelser, dengang.

 

Tilbage i Nykirke

Peters mor boede som barn sammen med hendes far i Vestergade i Tønder. Han boede i et af de huse, som måtte indrettes til kro, når der var markedsdage. Han var ellers Maler og Glaser. Han kunne spille violin og trompet, men spillede kun, hvis der ikke var andre at få. Som enkemand var han nødt til en husholderske, men sådan en var dyr. Efter et par år i Tønder flyttede han tilbage til Nykirke. Men det tog lang tid inden han og flyttemændene nåede til bestemmelsesstedet. For hver gang, de kom forbi en kro, skulle de ind at have en punch.

 

En postvogn til Tønder

Og en del af familien stammede her fra Nykirke. Skulle man herfra ind til Tønder dengang, så foregik det af vandvejen. Men der kørte også en postvogn til Tønder. Den holdt gerne i Nordfriescher Gasthof, der senere blev til Stahlberg Møbler. Ville man med postvognen, ja så kostede det 20 pf.

 

Bådebyggeri

I Peters familie var der bådebyggerier i generationer. Bådene var altid lidt mere stump og bredere i forenden end i bagenden. Da Peter engang sagde dette til sin onkel , så svarede han, at en god båd også må lade vandet.

 

Peters mor var friser

Peters mor var friser, og talte frisisk. Friserhusene har vel mest på grund af den hårde blæst lave ydermure, da husene ligger meget frit og beskyttende træer har svært ved at gro på vestkysten. Derfor er yderdørene også lave, så man tit må bukke sig. Men sagnet fortæller, at en konge havde svært ved at få friserne til at bukke sig for ham. Så gav han ordre til, at dørene på nordsiden skulle være så lave, at de skulle bukke sig, når de gik ud, symbolsk bukke sig for ham. Men friserne har både stivsind og humør. Når de skulle ud af norddøren gik de baglæns ud. Det skulle have været omkring år 810 og kongen hed Gøtrik.

 

Til ære for kvinderne

Og når vi er ved friserne, så er det sikkert ikke mange, der kender deres våben. Det er delt i to felter. Det højre er en halv havørn. Det venstre er delt i to felter foroven en krone forneden en gryde med ske, til ære og tak til frisiske kvinder. For godt 1.200 år siden sloges stammerne her  endnu, ligesom negerne i Afrika. Det havde været ro et stykke tid, og friserne havde ikke som ellers taget deres våben med på markarbejde. Dette opdagede fjendtlige spejdere og fjenden angreb pludselig.

Friserne kunne ikke forsvare sig uden våben. Deres koner var ved at koge hirsegrød. De gik ud imod fjenden med gryden i den ene hånd og skeen i den anden. De smed det varme grød i øjnene på dem. Så fik friserne tid til at få fat i deres våben og slog fjenden tilbage. Som tak for denne bedrift, satte friserne gryden med skeen i deres våben

 

Briller hos M. C. Christiansen

Det var hos isenkræmmer M.C. Christiansen, at Peters mor fik sine første briller. Det var inden, der var kommet en optiker til Tønder. Isenkræmmeren havde en kasse med briller, og så tog folk bare dem, de bedst kunne se med.

Peters mor har ikke kendt sin mor. I det lille Nykirke og omegn døde der i vinteren 1874 – 6 koner af barselsfeber. Peters mormor var en af dem.

 

Statsløse

Peter kan godt huske sin farfar. Han blev 80 år og rejste sommetider rundt til sine syv børn. Han led af iskias. Når han havde fået morgenkaffe, kom han gerne ind i sofaen. Da han skulle
ligge højt med benene lagde han dem op på bordet med en avis under. Her sad han så omtrent en times tid og nød en punch.

Farfar var fra Ærø og dansk statsborger. Efter 1864 glemte de høje herrer Ærø, da Slesvig – Holsten skulle deles. Da han og flere Ærø – borgere boede i Broager og Omegn blev de gjort statsløse:

  • Min far ville til posten, derfor måtte han søge preussisk statsborgerskab. Men først skulle han lige aftjene to års værnepligt i Bremen.

 

Landpost i Emmersbüll

Han blev landpost i Emmersbüll. Der lærte han så Peters mor at kende. Dengang tog mange til søs. Han havde også en aftale med en Egernsund – skipper. Han havde dog bare lige glemt at snakke med sin far om det. Ifølge sidstnævnte skulle ingen af hans sønner til søs. Hans far gik nu med ham til skipperen, og fortalte, at hans søn aldeles ikke skulle være sømand.

 

Solfattig lejlighed

Peter og hans bror Rasmus blev født i Nørregade i Tønder. Øst for Richtsensgade i brødbager Jessens hus, hvor senere bager Cosmus holdt til, der gik en gang ind. Derinde i baggården boede forældrene. Onkel Martin og Tante Lise syntes ikke, om denne solfattige lejlighed. De hjalp forældrene så de kunne bygge et hus på Strucksalle.

 

Uegnet til krigstjeneste

Nogle mænd, som havde skavanker blev erklæret Kriegsuntauglich (uegnet til krigstjeneste). De sidste år af krigen var de hamstere, fortæller Peter. Det gik ud på at de tog
ud på landet og købte madvarer. Dem solgte de så videre med stor fortjeneste. En hård vinter fandt man to af disse hamstere døde af hjertesvigt. Det var dybt strafbart, det som de gjorde. Blev man pågrebet, kunne man forvente en hård straf.

 

Æg byttet til brød

Nabohuset til Peters barndomshjem, Strucksalle 26 i Tønder var et to – familie-hus. Under krigen boede ovenpå en familie fra Kiel. Manden var soldat, men skulle kontrollere kornhandlere osv. Konen havde altid brødmærker til overs. Peters mor byttede ofte æg med disse brødmærker. I familien var der to knægte, som Peter og hans bror var meget sammen med. Og konen var en skrap dame. Kom knægtene hjem med beskidte støvler, så vankede der udskæld.

Det var knapt med tøj og sko dengang. Hvis man manglede noget, skulle man op på rådhuset efter Bezugsschein. Da Peters søster Marie, skulle konfirmeres fik man også Bezugsschein på:

– –  Ein Par Steiefel in Lak mit Holzsohlen.

 

Stor have

I Strucksalle var der en stor have med frugttræer og frugtbuske. Under krigen blev spande fyldt og bragt til købmanden som sagtens kunne sælge ribs og solbær. Grunden var ret stor. Den gik helt ned til Viktoria – byggeriet og sydpå til Markgade. Peters forældre solgte en del af grunden til lokomotivfører Pahl, der efter genforeningen flyttede til Rendsborg.

 

Kloak var en grøft

Dengang bestod kloakken af en grøft foran huset. Spanden blev begravet på den store grund. Grunden kunne nok bruge den sammen med svine – og hønsegødning. Peters mor vaskede op i en lille balje og opvaskevandet blev hældt over i to spande, som knægtene så skulle vande frugtbuskene med.

 

Gadelygter med gas

Hvornår vandledningen kom, kan Peter ikke huske. Men han kan huske, at der på gårdspladsen stod en pumpe. Tønder havde et gasværk, men endnu var der i boligen på Strucksalle ikke blevet indlagt gas. Gadelygterne blev oplyst med gas. De var store og af støbejern. Lygterne brændte også om dagen med en lille flamme. Så var de lettere at tænde om aftenen. Hver aften gik gasmanden med en særlig stok og drejede op for fuldt blus. Om morgenen blev der igen drejet ned.

Efter genforeningen blev der indlagt elektrisk lys, men strømmen var meget dyr. Petroleumslampen kom så til Nykirke. På samme tid kom der også kloak, og Strucksalle fik gule klinker på fortovet.

 

Stor begravelse i Tønder

Den første mand, der faldt i krigen 1914 – 18 fra Tønder, var en søn af en højere embedsmand. Han lod sønnen komme hjem, så begravelsen kunne foregå på kirkegården. Det blev en stor begravelse. Piger i hvide kjoler gik foran og strøede grønt. Så kom Tønder Byorkester, ligvognen, familie og “Kameraden – Veriein” med faner.

 

Foto– inden de gik ned

Naboen i Tønder mistede også en søn. Han var udlært maskinist, og var som sådan indkaldt til Marinen på slagskibet Blücher, som gik under ved Skagerak – slaget. Et foto var blevet taget,
lige inden det kæntrede med matroserne på skroget. Og dette foto blev udsendt til alle familier., der havde mistet en søn. Fru Ehlers havde det hængende indrammet på væggen.

 

Gadeliv i Tønder

Endnu i de første år af krigen 1914 – 18 var der masser af gadeliv i Tønder. Der kom smågrupper af sigøjnere, der havde tamme bjørne, der dansede til musikken. En anden mand havde
en trompet, og en tredje slog på stortromme. Så havde de også en kamel med. For 5 pfennig kunne man så få en ridetur på denne. Der kom også lirekassemænd med en abe og skærsliber med deres trillebør.

Fra Flensborg kom der to gange om året en meget sød sigøjner med en kurv, hvor fra hun solgte børster, snørebånd, nåle og andet godt. Når Peters mor havde købt noget udbrød hun, “Filla, Filla Dankeschön”  En dag tog hun Peters mors hånd og spåede hende et langt liv.

 

Masse af kreaturer i Strucksalle

Nogle gange kom der også en slags møbelvogn. De solgte gryder, kasseroller, sigte, tragter m.m. De hang langs siderne, så det raslede godt, når de kørte gennem Tønder, men det trak kunder til. Tingene havde nogle småfejl, så de blev solgt billige. Dengang havde man endnu petroleumslamper og kogeapparater. Derfor kom der engang om ugen en petroleumsvogn, hvor man kunne købe en stor kande petroleum. Så var man fri for selv at gå til købmanden. I Strucksalle kom der mange kreaturer forbi, så det var med at have stakittet i orden, og portene lukket. På markedsdagene kom der ofte 3 – 4.000 stk. kreaturer. Så blev gaderne godt beskidte. Dette blev så skrabet sammen af Chause – værten og hans hjælpere. På den måde fik Peters far ofte mange trillebør med gødning til at fylde op i haven.

 

Kræmmermarked

I Pinsen og til Mikkelsdagene var der også kræmmermarked. Så var Storetorv, Svinetorv og tilstødende gader fyldt med telte karruseller m.m. Kræmmermarkedet varede som regel to dage,
og der var masser af trængsel. Peter og hans søskende fik som regel 10 pfennig hver dag. Og for disse penge kunne man få meget. I Højer oplevede Peter også senere æ mærken. Man gik direkte fra arbejde til æ mærken.

Der var masser af små forretninger og håndværksmestre. Foran mange af husene var der en bænk. Så sad man der og nød tilværelsen, hvis ellers vejret tillod det. Mange huse havde også installeret en anordning (gadespejl), så man kunne se, hvad der skete på gaden.

 

Jul i Tønder

Forretningslivet var lidt anderledes dengang. Til jul havde man navn på de sidste tre søndage, Kobbersøndag, Sølvsøndag og Guldsøndag. Butikkerne havde åben inden kirketiden og så
igen fra klokken fire. Dengang begyndte juleudstillingen 1. december og ikke som i dag 1. november. Byorkesteret og senere Skytteorkesteret spillede søndag eftermiddag. Juleaften og nytårsaften blev der blæst Salmer fra kirketårnet.

I Nørregade boede der familier i meget små lejligheder, som havde svært ved at klare sig, blandt andet fordi manden drak eller var invalid. Juleaften gik børn fra disse familier med en kurv fra dør til dør, og sang julesange. Så fik de gerne kager og andet godt.

 

Ikke nok uniformer

Peter begyndte i skole i april 1914, og krigen brød ud i august. I Tønder skulle mændene  indtil en vis alder også stille. Der var ikke nok uniformer, så en del rendte rundt som halve civilister.

Peters far var 42 år dengang. Han blev tre gange indkaldt til Landsturm. Han lå i Skærbæk, Døstrup og Brøns. Det var ikke så længe af gangen. Men postmesteren søgte ham fri hver gang.

 

Føden var knap

Efterhånden blev føden knap. Svin og et par høns gik der rundt på den store grund i forvejen. Nu fik familien også to geder og kaniner. Så  kunne man nogle gange få kaninsteg. Gederne
gik ved gården Gørrismark. Her fik Peters far lov til at slå græsset i grøfterne, så der var hø til om vinteren . Forvalteren kørte det hjem til Strucksalle.

 

En håndvogn – til meget

Faderen købte en “Blokwagen”, en firehjulet håndvogn. Med vognen kunne der nu hentes koks på Gasanstalten. Og i et par år fik folk lov til at samle grene i Gallehus Skov. Det var vognen også perfekt til.

 

For mange roer

I 1917 fik Peters far konstateret en hjertefejl. I 1922 – 23 fik han Rheuma. Han gik derfor til Dr. Brenner for at få dampbade m.m. Men hvis man skulle i disse bade, måtte man ikke fejle noget med hjertet. Dr. Brenner fandt da heller ikke nogen hjertefejl. Antagelig var symptomerne opstået af alle de roer, man indtog dengang. De sidste krigsår blev skoletiden mindre på grund af lærermangel

 

Roer til børn

Bønderne avlede roer og kartofler. De skulle leveres på banegården og losses i jernbanevogne. Vognene blev til dels trukket af stude med krigsfanger som kuske. Disse sørgede for at tabe nogle til børnene. I kælderen i Victorie – bryggeriet (senere Bachmanns Kornlager) blev der indrettet et Roe-tørrings-anlæg. Her stod kvinder og skrællede roer, som så blev tørret. Så holdt de sig bedre. En tørret roestrimmel smagte faktisk godt. I storbyerne fik de faktisk ikke andet. Når børnene kom forbi kældervinduerne fik de en håndfuld. Men opdagede Direktør Feustel dette, så tog pokker ved ham.

I Tønder blev der også bygget en Mælketørringsanstalt (senere slagteri) . Men den kom aldrig rigtig i gang. I Højer blev der bygget en Søgræsfabrik. Men den blev først færdig, da krigen sluttede. Der gik sygdom i græsset, og produktionen kom aldrig i gang.

 

Hjemlavet korn

Når markerne var høstet, var der mange, der gik på markerne og samlede aks. Det gjorde Peters far også. Han lavede en plejl til at tærske med. Når han alligevel var på møllen efter korn,
tog han det hjemmelavede korn med, og fik malet. De sidste krigsår kom en løjtnant med to mand for at se, hvor mange kartofler, roer og andet, som man havde liggende.

 

Gratis kartofler

I krigens første år havde familien to soldater liggende i kvarter på  loftet. En gang var den ene soldat en bonde fra en større gård. Da han havde været der et stykke tid, kom en vognmand med to sække kartofler, som han forærede familien.

Onkel Rasmus lå også en tid i Tønder. Kompagniføreren var Oberleutnant Buntrock. Han boede også på Strucksalle, ikke langt fra Familien Rasmussen. En dag var kompagniet opstillet
ved Marchbahnhofshotel. Familien var der for at sige farvel. Buntrock var i civil, postassistent og kendte Peters far.

 

Luftskibe

Uden for Tønder blev der bygget to store luftskibshaller, flyvehaller, gasanstalt, og trådløs telegrafstation. Herfra fløj luftskibe til England. Ikke alle kom hjem igen. Og engelske bombefly bombede hallernei Tønder.

Revolutionen foregik roligt i Tønder. Der blev dannet soldaterråd. De fleste soldater fik røde armbind på. Folk som viste sig på gaden efter klokken 12, ville straks blive skudt, forkyndte Klokmanden. Der var vist ingen, der blev skudt i Tønder. Ude i Luftskibshallerne blev der holdt aktion over en hel del møbler. Familien Rasmussen købte et stort bord og fire stole.

Kommandanten var adelig og var meget populær hos mandskabet. Da det hele var forbi, bragte mandskabet ham til toget med fuld musik. Kommandanten red foran. Og da toget kørte, fik han kraftige hurra – råb med på vejen.

 

Besat af englændere

Straks efter krigens slutning i 1918 blev Tønder besat af englændere. Disse gik i Vikkel-gamacher, en uniformskasket og en ridepisk under armen. Akkurat lige som man ser det i karikaturtegningerne. Sadelmagerne i Tønder solgte da også en del ridepiske dengang. Mange borgere så fodbold for første gang, da de så englænderne spille på sportspladsen over for Schweitzerhalle. Næsten hver gang måtte Lazaret – vognen i brug. Det var en lille lastbil med presenning over. På siderne var der malet et Røde Kors. Jo, de spillede hårdt – de englændere.

 

Danske dragoner

Englænderne blev afløst af sønderjyder, som var i sorte uniformer og fungerede som en slags politi. Ved Genforeningen kom der rigtig politi. Den 5. maj 1920 kom der danske dragoner til Tønder. De boede på Seminariet indtil Funkstation blev indrettet til kaserne. Barakkerne var der også i forvejen. Der skulle kun bygges stalde. Vejen derud hedder endnu den dag i dag, Dragonvej.

 

“In der Heimat”

Efter krigsafslutningen kom også de tyske krigsfangere hjem fra England, Rusland og Frankrig. o.s.v. De blev modtaget på banegården med guirlander, musikkapeller, som gerne begyndte med: “In der Heimat, In der Heimat, da gibts ein wiedersehn” I Rusland i fangelejrene havde de lært at drikke. Og mange fortsatte, efter at de var kommet hjem.

Efter Genforeningen var der fri adgang til Zeppelin – hallerne. Der var ingen vagter. Og knægtene skulle selvfølgelig op at klatre i hallerne, der var op til 45 meter høje. Peters
far var den eneste “Postbeamter” der kunne tale og skrive rigsdansk. Derfor blev han valgt til at byde de nye embedsmænd velkommen.

 

Kolonihaver

Lige efter Genforeningen blev der dannet en kolonihaveforening. Det var en fenne vest for byen, der blev lejet for 50 år. Der skulle plantes læhegn og hække. Peters far blev kasserer for foreningen. Og Peter hjalp også med at bygge lysthuse. Der var masser af arbejdsløshed. Og understøttelse fik man kun, når man var i fagforening. Og det var der ikke alle, der var. Nogle gik derfor rundt og solgte blade.

 

Bliv bare hjemme

Peters mor gik aldrig til valg. Det lod hun mændene om Hun synes også, at det var fint, at drengene sprang soldat, bare det ikke kom til krig. En dag havde familien besøg af Vor Bager, Thorvald Petersen, en af de aktive forkæmpere for danskheden. Det var kommunalvalg, og da han hørte, at moderen ikke havde været til afstemning, tilbød han at køre moderen op til valgstedet i bil. Faderen mente, at det kunne han godt spare sig. Til sidst sagde moderen dog, Skidt, så kør mig derop, men jeg vil stemme tysk. Thorvald grinte højt, og sagde til moderen:

  • Så må då nok helle blyv hjem.

 

Bismarck passede sit rige

Tønder Landmandsbank var blevet oprettet af de danske bønder og håndværkere i omegnen. Det gik nu ikke altid lige godt. Og da det var efter Genforeningen kunne direktøren tillade sig flere gange at kritisere Bismarck i Vestslesvigsk Tidende. Til sidst svarede Neue Tondernsche Zeitung:

  • Direktøren kan sige om Bismarck, hvad han vil, i hvert fald har Bismarck passet sit rige bedre end direktøren sin bank.

Efter revolutionen skete der også en revolution i moden. Den blev mere fri. De unge damer behøvede ikke mere at have kjoler ned til anklen. , men et stykke under knæene. Og farverne blev mere lyse. Mange ældre damer fik et chok over dette. Men den dag kom, da de igen skulle have talje.

 

To gårde for en kasket

Den 20. maj 1920 fik Tønder dansk kronemønt. En krone kunne købes for 13,50 mark. Der blev indført en slags valutagodtgørelse. Mange ældre kunne ikke forstå, at de smukke tyske marksedler forsvandt for altid. Inflationen ruinerede mange folk. De folk, der havde lån, skyndte sig at betale disse tilbage. Peters far skyldte onkel Martin en hel del penge, da onkel hjalp med at bygge hus.

Naboen på Strucksalle, Shæfer stammede fra Sønderløgum. Han havde købt huset i Tønder og bagefter solgt sine to gårde, da marken endnu var noget værd. Da han fik pengene, var de
ikke mere værd, end han kunne købe en blå kasket for dem. Denne kasket viste han nogle gange frem med ordne:

  • Den fik jeg for mine to gårde.

Ved Emmerlev – diget ligger en stor pæn mark (fenne) som blev solgt i mark. Sælgeren købte til sidst også en kasket inden marken gik helt væk. I folkemunde blev den kaldt:

  • æ kasketfenn.

Karetmagere

Dengang havde mange håndværkere blå – hvide stribede arbejdsbluser eller jakker. Karetmagere, snedkere og bødkere havde mellemstore striber. Rebslagere havde lidt mørkere og bredere
striber. Peter og hans bror, Rasmus ville gerne i møbelsnedker – lære. Men de skulle vente op til halvanden år. Den ene hos snedkermester Richter, den anden hos snedkermester Müller.

Rasmus kom så i lære som smed og mekaniker, og Peter som karetmager hos Brdr. Roost Vognfabrik i Tønder. Det blev så ikke møbler, de unge kom til at fremstille, men Arbejds-og luksus vogne, både til heste og med motorer. Ja endda lukus-vogn til Kong Christian og Dronning Alexandrine.I Påsken 1922 blev Rasmus og Peter konfirmeret. Og så stod det ellers på arbejde. 10 timer om dagen – 60 timer om ugen.

 

Gode læremestre

Lærertiden startede i 1922, men det var først i 1924, at de begyndte at fremstille biler. Alt skulle læres fra bunden, men de unge var så heldige, at have
rigtig gode lærermestre. Nogle af disse stammede fra Schlesien, hvor der var mange vognfabrikker.

Noget af det første Peter lærte var at save planker op til vognstænger. Han lærte også at holde værktøjet ved lige. Lærermester Fritz Werner mente, at det var en fordel, at man fik plankerne
fra savværker. Da han var i lære, skulle man om vinteren ud i skovene, for at save planker ud.

Det var også denne lærermester, der fortalte, hvordan han blev hjemsendt fra krigen. Det var sådan at ved fronten, når man skulle på patrulje, så fik man udleveret en flaske snaps. Men lærermesteren vidste også, at næsten ingen vendte tilbage fra disse patruljer. Så han konsumerede lige flasken i et drag og satte sig foran ovnen. Det resulterede i at han pludselig fik høj feber, og blev rød over det hele. Det resulterede så i hjemsendelse.

 

Kun fyret, når der blev limet

Rasmus og Peter fik fast arbejde hos J.H. Jensen i Højer. De boede hjemme og kørte hver dag med toget. Lønnen var 25 kr. om ugen. I 1930 steg lønnen til 50 kr. om ugen, men så skulle man så også selv stå for kosten.

I Højer blev der kun fyret, når der skulle limes. Det skete, når der skulle laves sider til luksus-vogne, og når der skulle laves hjul. Naverne, der var lavet af enten eg eller elm blev kogte for at få syren ud af disse. Til de svære hjul var egerne af eg, til luksus-vognene var de af asketræ. Vognstængerne var ofte af birk. Luksus-vognene var udvendig af ask, mahogni og poppel.

En karetmager  skulle helst have de vigtigste mål i hovedet. Det samme gjaldt for smedemesteren, der sørgede for de smukke vognstel. Og vognlakereren ville ikke kaldes for maler. At de hele ikke bare ville kaldes for lakerer, kunne man godt forstå, når man på fabrikken så, hvad de alt skulle kunne. Dengang måtte han gøre alt selv. Han skulle selv fremstille alle råstoffer, for eksempel grundfarve, spartel, kitt m.m. Han skulle selv blande de forskellige farver og lak. Og i Højer havde man en af de bedste, Herrmann Sigismund.

 

Det gik i stå

Peter var også med til at fremstille førerhuse, drosker, rutebiler og varevogne på fabrikken i Højer. Da bilfabrikkerne gik over til selvbærende karrosserier og da der ikke mere blev lavet direkte undervogne (chassiser) gik det hele i stå.

 

Klister på værkstedet

Nogle gange var chefen, Jensen Senior i humør til at fortælle om firmaet. Han startede allerede i 1877 og fortalte, at han gik ned til Højer fra Løgumkloster. Dengang manglede der ikke karetmagere i Højer. Indtil første verdenskrig kom der ofte vandrende svende forbi og arbejde for en tid hos Jensen. Efter en tid rejste de, men kom altid igen.

En gang skulle en svend lave en stige til sadelmager Hübner, og de to kunne heller ikke med hinanden. Så svenden havde lavet trinene med dobbelt afstand. Jamen, det er da for at du
kan komme hurtigere op på loftet, havde svenden svaret sadelmageren.

Og når denne Hübner så, at det om middagen blev serveret “Mehlbyttel”, sagde han gerne, at Klister har jeg på værkstedet, og så gik han.

 

“Bly i æ Ræv”

En meget dygtig karetmager havde svært ved at komme op om morgenen. Jensen fortalte ham, at “Morgenstund har guld i mund”, hvortil karetmageren svarede, Men desværre også “Bly i æ ræv”. Og hvert år var Jensen Senior til Kloster – Mærken.

 

Drengekor i spidsen

Peter fortæller også, at i Højer ved begravelser, var det fra gamle dage skik, at der foran ligtoget gik et drengekor med lys i hånden og sang salmer. Det var det selvfølgelig kun de rige, der havde råd til. Sidste gang dette skete var omkring 1930. Dengang stod ligene endnu i hjemmet. Et ligkapel blev først bygget meget senere.

 

Hohenwarte

Ude ved Højer Sluse lå forsøgsstationen Hohenwarte. Bygningerne er fra 1860, og bygget af rigmanden, gårdejer Hans Angel. Den lignede et lille slot. Det var en flot bygning, bygget af samme arkitekt Moldenhart, som havde bygget det dengang nye universitet i Kiel. Det var en meget solid bygning med kælder under det hele. På grund af bundforholdene sagde man, at
der var lige så mange sten under jorden som over jorden. Hr. Angel skulle have haft en stor vinsamling. Han importerede selv tønder af vin. Senere var det en gårdejer Schifferer, der købte gården.

 

Trillede ned af diget

I pinsen 1936 blev Peter endelig forlovet. Svigerforældrene havde seks piger, og nu var de tre afsat. Forlovelsen blev fejret med den traditionelle Nøsteg (Oksesteg)og sødsuppe. En del af festen fortsatte på Slusekroen. Og det endte da også med, at en af gæsterne trillede ned af diget i sit flotte blå tøj.

 

Skulle arbejde for tyskerne

Da Danmark blev besat i 1940 blev Peter arbejdsløs. Fagforeningen sendte påbud om, at man ikke måtte nægte at arbejde for tyskerne. Peter arbejdede 7 – 8 måneder som snedker for det tyske brandvæsen på Aalborg – vest – flyveplads. Så  var der igen arbejde hos Jensen i Højer.

 

Flygtninge til Højer

Under anden verdenskrig kom der i 1945 også flygtninge til Højer. Peter fortæller, at de fik en 12 – årig pige, der hed Mariechen Koop. Hendes mor og søster var indkvarteret hos en
gårdmand, hvor moderen fandt en spinderok på loftet. Denne fik hun repareret, og gav sig til at spinde. De stammede fra Krim. Og det mærkelige var, at Mariechens far også var karetmager. Han blev bortført af russerne. Midt om natten kom lastbiler og hentede alle mændene. De har aldrig hørt fra dem siden.

 

Arbejde til han var 67 år

I 1955 arbejdede Peter hos Tønder Automobilhandel. Og fra 1957 var han i arbejde hos P. Petersen i Aabenraa. Og fra 1957 var der fast arbejde som høvlemester hos Voetmanns Tømmerhandel. Her var han indtil sin 67 – års fødselsdag. Det betød, at Peter på sin 50 års fødselsdag, den 26. okt. 1957 flyttede fra Højer til Aabenraa – for ham som en gave
– flyttede.

Peter Rasmussen døde i 1990.

  • Tak til Familien Rasmussen

 

  • Hvis du vil vide mere:
  • www. dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 72 artikler fra Højer bl.a.:

 

  • Bådfolket i Rudbøl
  • En gåtur i Højer
  • En vogn fra Højer
  • Højer 1935 – 1945
  • Højer – Minder 1 – 3
  • Højers Gamle Huse
  • Sidste Tog fra Højer og mange flere

 

  • Under Tønder (283 artikler):
  • Gamle virksomheder i Tønder
  • Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
  • Militæret i Tønder 1920 – 1923
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920
  • Tønder på en anden måde
  • Tønder byggeforening – dengang
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
  • Drengestreger i Tønder 1920
  • Friserne – syd for Tønder
  • Tønder før og efter Genforeningen
  • Zeppeliner i Tønder
  • Bombeangreb mod Tønder
  • Ture i Tønder 1 – 4 og mange flere

 

Redigeret 18-09-2021


En Mælkedreng fra Enigheden

Januar 7, 2013

Konkurrencen var hård mellem
de forskellige mejerier. Enigheden blev til efter en konflikt. På 
et tidspunkt var der 1.500 mælkedrenge. De stod op kl. 4 og gik i skole
fra 12 – 18. Kuskene kunne være nogle djævle. Men mælkedreng
ene var meget afholdte, og kunne tjene gode drikkepenge. Ind imellem
fik de også ekstra mad. Det hjalp på en fattig husholding. Forskellige
anordninger, der skulle regulere mælkedrengenes arbejde blev ikke overholdt.
Og så hører vi også om Lyngsie.

 

1.500 mælkedrenge

Den første mælkedreng
har vel sat den første pot mælk ved en kundes køkkendør omkring
1890. I midten af 1890erne har det været et pænt antal. I 1910 var
der 1.500 mælkedrenge i
København.

 

Lyngsie forsvarede de ufaglærte

Ved
den store strej
ke i 1896 der førte til
oprettelsen af arbejdernes eget mejeri
Enigheden, stillede drengene sig på
kuskenes side. Strejken begyndte i november 1896.

Der
blev holdt et møde i
Gammel Kro i Smallegade Frederiksberg, hvor Lyngsie inviterede på morgenkaffe
og boller.

Her
fortalte
Lyngsie om arbejdernes grundlovssikrede
ret til at danne foreninger til varetagelse af deres økonomiske interesser.

 

Denne Lyngsie forsvarede indædt de ufaglærtes
interesser. Det vragte ham flere gange på kollisionskurs med de faglærte
forbund. Og ofte var han også modstander af
Socialdemokratiets holdninger.

 

Mælkedrengene beholdt deres
løn 

Kuskene
havde taget deres drenge med. Og det blev bestemt, at drengene skulle
have deres løn under strejken for at lade være med at strejke
for de strejkebrydende kuske.

 

Lockout

Københavns
Mejeriforsyning
forbød i 1896 deres medarbejdere,
at melde sig ind i
Arbejdsmændenes Fagforening. Reaktionen udeblev ikke. Alle meldte sig ind i
fagforeningen. Og reaktionen udeblev ikke.

Indmeldelserne blev modsvaret af en lockout fra Mejeriforsyningens side.

 

Herved
opstod ideen om, at starte eget mejeri. Og som sagt, så gjort.
Den 12. marts 1897 startede man med
M.C. Lyngsie som formand.

Det
nye kooperative mejeri havde en meget svær start. Ikke alle
ville handle med socialister. I begyndelsen ville Kastrup Glasværk heller ikke. De skulle levere
flaskerne til det nye mejeri. Men de kom på andre tanker. De nøjedes
med at forlange et forskud på 3.000 kr.

 

Den
11. marts 1897 kunne københavnerne så se et
vogntog bestående af 20
nye mælkevogne køre gennem byen. Og dagen efter blev der leveret mælk
til byens borgere.

Mejerivirksomheden
var organiseret som et aktieselskab, hvor aktiekapitalen var indskudt
af henholdsvis fagforeningen og medlemmerne.

 

I
190
6 købte man en gammel limfabrik
fra 1888 på
Lygten 39 – 41, ja og fabriksbygningerne består stadig, ogsp
tilbygningerne far 1923 og 1935 – 1938.

 

Mønsterlandbrug

I
1922 købte
Enigheden gården Lautrupgård i Ballerup. To køer, to får og 12 gamle
heste. Det var ikke særlig imponerende. Men gården blev ombygget og
udviklede sig til et mønster – mejeri, der fremstillede
børnemælk.

 

Og
man fortsatte helt frem til 1996, hvor
MD – Foods overtog virksomheden for at lukke den.

 

I Århus startede man i 1936 et mejeri
med samme navn
Enigheden. Den lukkede i 2004.

 

Der
var stor konkurrence mellem
Københavns Mælkeforsyning,
Enigheden(1897) og Trifolium (1900).
Man fortalte løgnehistorier
om hinanden, blandt andet at man havde mug i hanerne og i jungerne,
og at de aldrig blev rensede.

 

Mælkedrengene
fortsatte

Systemet
med skolesøgende mælkedrenge blev afskaffet ved en bekendtgørelse
fra
Indenrigsministeriet i 1918:

 

  • Vedtægt
    for Staden K
    øbenhavn
    ang
    ående
    B
    ørn
    og Unges Arbejde i visse Arter af Erhvervsvirksomhed.

 

For
m
ælkedrengene trådte dette
i kraft 1. januar 1919. Men det blev dog ikke respekteret. Mælkedrengene
fortsatte deres arbejde. Den eneste forskel var, at de undlod at gå
i skole med mælkebluse.

 

Brev
fra Rådmandsgades Skole

Nu
var det ikke alle der var lige
begejstrede for mælkedrengenes
gøren og laden. Det gjaldt blandt andet for den kendte skoleinspektør
Rådmandsgades Skole, Ingvar
Bondesen.
Han havde skrevet en række
ungdomsbøger i bedste
Familie
Journal – stil.
Han
var kendt som en pligttro pædagog af den gamle skole. I 1897 skrev
han til
Hr.
Forretningsfører Lyngsie:

 

  • Mælkeforsyningen
    Enigheden har for Tiden 11 Drenge fra Skolen her, som daglig ere i Selskabets
    Tjeneste fra Klokken 4 Morgen til 12 Middag, hvorefter de maa skynde
    sig til deres respekt
    ive
    Hjem, faa lidt at spise og derefter m
    øde
    paa Skolen Klokken 1. At de naturligvis efter en 8 Timers Arbejdsdag
    ikke kunne v
    ære
    synderlig oplagte til at sidde paa Skoleb
    ænken
    5 Timer, og at de som F
    ølge
    deraf ofte synke sammen og falde i S
    øvn,
    kan efter
    min
    Mening ikke bebrejdes dem, men derved er nu intet at g
    øre.
    Hvad jeg derimod paa det alvorligste vil paatale er, at Kuskene tillader
    at beholde Drengene over Klokken 12, stundom til Klokken 1, 11/2, idet
    de henad 12 giver Drengene en M
    ængde
    Kommissioner
    at
    udf
    øre,
    som de g
    ør,
    at de ikke kan m
    øde
    i Skolen til rette Tid. Saa vel L
    ærere
    som For
    ældrehave
    paaanket dette til Kuskene, men have m
    ødt
    haanlig Afvisning, hvorfor jeg maa anmode Dem om eftertrykkeligt at
    forbyde et saadant Misbrug af fattige B
    ørns
    Ar
    bejdsevne

 

Kunne
lugte en Panser

Datidens
mælkedrenge kunne pifte i fingrene og lugte
en
panser

100 skridt afstand. De var altid klar til at lave sjov i gaden. Nu var
de heller ikke dem, der glimrede mest i skolen.

Ofte
måtte drengene op klokken tre om morgenen for at nå deres arbejde.

Mælkedrengene
kunne med drikkepenge tjene 3 – 4 kr. om ugen. Det var noget,
der battede i husholdningsbudgettet.

 

Det
var flot, når mælkedrengene kunne rykke op i næste klasse, men det
fik de ikke præmier for. De oplevede noget hver dag –
en ildebrand på Nørrebrogade
eller en løbsk hest.
Måske
havde han set et par pansere komme slæbende på en fuld mand.

 

Trætte
og lærte for lidt

Når
de endelig mødte i skole var de trætte og lærte alt for lidt. Skoletimerne
var faktisk spildt. Men meget blev opnået da deres arbejdstid blev
begrænset til 4 – 5 timer.

Nogle
lærere gav mælkedrengne lejlighed til at få en kort søvn. Man
skulle nogle dage holde i skolen til klokken 18, så det kunne
godt være lidt hårdt.

 

Enigheden var gået i spidsen for
at give dem kortere arbejdstid og højere løn.

 

Ingen
lys på køkkentrappen

 
Mælkedrengene blev forsynet med bluse, kasket, taske og bærekrog.
De skulle hjælpe med at læsse vognene. Og som regel blev det lige
tid lidt varm mælk i spiselokalet. Det kunne være at kusken havde
lidt kakao med.

 

Men
nogle af kuskene var strenge. De kunne finde på, at slå med pisken.
Ja nogle af dem teede sig som små konger.

 

Spande
og penge skulle med tilbage. Til halvskummet mælk var det 3 og 5 potters
spande. Kærnemælken var i firkantede spande. Efter lidt øvelse kun
man bare ved løfte på dem finde ud af, hvor meget, der var tilbage.

Det
kostede 16 øre for sødmælk, 8 øre for halvskummet, 8 øre for kærnemælk,
60 øre for fløde og en krone for en pot piskefløde.

 

Nogle
af mælkedrengene havde havde en lille firkantet lygte hængende på 
brystet med et stearinlys. Der var jo ingen lys på køkkentrapperne.

 

Der
var store spande på vognene, hvor der blev tappet fra. Og kusken
havde pottemål og halvpottemål. Nogle mælkedrenge havde såkaldte
mælkeklokker, som de ringede med, når de kom ind i gårdene. Så stak
konerne hovedet ud af vinduerne og bestilte. Det var så en kunst, at
huske, hvad
Fru
Petersen

fjerde og
Fru
Andersen

anden havde afgivet af bestilling.

 

Kunne
blive Heldagsdreng

Mange
steder var mælkedrengene populære. Kunderne havde smurt madpakker
til dem, og de rige kunder havde gemt frugt til dem.

 

Som
halvdagsdreng måtte man ikke arbejde om søndagen. Når politiet kom,
måtte man i hast gemme sig. Det gav en hel krone, at arbejde om søndagen.
Så kunne man købe honningkage hos skolebetjenten.

 

Når man var konfirmeret,
var det noget, der hed
heldagsdreng. Så fik man 25 kr. om måneden.

 

Og
nogle avancerede til kusk. Ugelønnen i 1926 var 73 kroner. Og det var
e
n ganske god løn. En arbejdsmand
fik kun 24 kr. i ugeløn.

 

Stor
konkurrence – dengang

Og
det var stor konkurrence blandt mejerierne dengang.

Det
Danske Mælke – Compagni
blev stiftet den 5. september
1895 på
Mælkevej 2 – 4 (Nyelandsvej
25)
Frederikberg.

I
1897 indgik man et samarbejde med
Enigheden.

 

I
1916 overtog man
Københavns Mælkeforsyning og mejeriet Solbjerg.

Mælke
– Compagniet
blev i 1974 opkøbt af MD – Foods.

 

Trifolium
Mælkeforsyning
var et af 1900 – tallets
store sjællandske mejeriselskaber. Det blev grundlagt i 1899 og blev
kongelig hofleverandør i 1926.

MD – 
Foods overtog

Kampen
om produktion af mælk til hovedstadsområdet blev intensiveret.
MD – Foods og Kløvermælk lånte 40 millioner kroner af Lønmodtagernes Dyrtidsfond for at markedsføre deres produkter på det københavnske
marked.

 

Efterhånden
bukkede mejerierne under.
Enigheden klarede sig med niche –
produktion. Men virksomheden tabte efterhånden penge. Køleskabet holdt
sit indtog og supermarkeder opstod på samlebånd.

 

50
pct. af
aktiekapitalen blev solgt
til
Arla. Men også de resterende måtte
sælges.

 

Et
år før sin 100 års fødselsdag måtte firmaet bukke under. Det var
nok en af de største virksomheder i den kooperative sammenslutning.

 

Kilde: Se

Litteratur
Nørrebro

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere:
Om arbejdere og kooperative
selskaber: Læs:

 

Under
København:

  • En arbejder i København
  • Når jeg
    ser et r
    ødt
    flag sm
    ælde
  • Stjernen Arbejdernes
    bryggeri
  • Historien om Første Maj

 

Under
Nørrebro:

  • Arbejdere og Industri på Nørrebro 2
  • Arbejderkamp på Nørrebro
  • Arbejderne på Nørrebro
  • Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
  • Flere arbejdere på Nørrebro
  • Gamle virksomheder på Nørrebro
  • Industri og arbejdere på Nørrebro
  • Louis Pio på Nørrebro
  • Rabarberlandet
  • Stauning på Nørrebro