I den gamle Danmarks –  Historie bliver det påstået, at Christian den Anden nærmest var muret inde på Sønderborg Slot. Men sådan var det ikke. Han levede forholdsvis frit, havde egen have og måtte gå en tur i byen. Han havde et vanskeligt sind og et godt synk. Det varede længe, inden man fik en aftale med kongen. Det skyldtes især døtrene , der håbede på arveretten.

 

Et dyrt maleri

I november 2012 lykkedes det ved hjælp af tre store fonde at sikre sig et hidtil ukendt maleri af Christian den Anden. Det er udført af den kendte tyske renæssancemaler Lucas Cranach den Ældre. Og denne Cranach var borgmester i Wittenberg. Her boede Christian den Anden, da han opsøgte Martin Luther for at diskutere med ham.

 

Overbevist lutheraner

Samtalerne med Luther gjorde kongen til overbevist lutheraner. Men det skabte problemer til svogeren Kejser Karl den Femte.

 

Flygtede fra Danmark

I
1523 måtte Christian den Anden flygte fra Danmark efter det Jyske Oprør. Og i 1531 blev han nødt til at afsværge lutheranismen for at få støtte til sit krigstogt mod Danmark – Norge. Dette endte med, at han sad 17 år på Sønderborg Slot. Luther havde dog heller ikke glemt kongen, og skrev trøstende ord til ham.

 

Adelen ville bestemme

Christian den Anden måtte allerede i 1513 underskrive en håndfæstning, der understregede adelens eneret til lensmands – embedet og forbød kronen at opkøbe adelsgods. Magten skulle ved kongens død tilfalde rigsrådet, som så frit kunne vælge ny konge. Til sidst i håndfæstningen blev det fastslået, at undersåtterne uden at bryde deres ed til kongen havde lov til at belære ham, såfremt rigsrådet fandt, at han overtrådte håndfæstningens bestemmelser.

 

Erobrede Sverige

Det var også Christian den Anden, der erobrede Sverige. Han beundrede hollænderne, og importerede 184 hollandske familier til Amager. I januar 1523 proklameredes oprøret fra Viborg Landsting. Adskillige rigsråder opsagde Christian den Anden ”hudskab og troskab” og beskyldte kongen for at være et viljeløst redskab i hænderne på Sigbrit, som de antydede var troldkvinde. En officiel alliance mellem hertug Frederik og Lübeck begyndte at føre krig mod Christian den Anden.

Den 26. marts blev Frederik hyldet som Frederik den Første på Viborg Landsting.

 

Adelen fik deres vilje

Frederik den Første måtte underskrive, at kun danskfødte adelsmænd kunne blive bisper Desuden måtte herremændene nu frit ansætte og afsætte deres bønder  uden kongens indblanding.
Og hvis kongen ikke rettede sig efter dette kunne rigsrådet afsætte ham. Adelen havde sandelig fået deres vilje.

 

Kongen tog ikke imod

Det er over 400 år siden, at Christian den Anden forlod Sønderborg Slot for at tage ophold på Kalundborg Slot resten af sit liv. Da kongen i 1532 troede han skulle til forhandling med Frederik den Første vidste han ikke, at rejsens egentlige mål var Sønderborg Slot. Han troede, at kunne få frit lejde. Men Rigsrådet ville ikke uden videre lade sig en fange slippe af hænde.

Man havde bildt Christian den Anden ind, at han kunne træffe Frederik den Første i Flensborg.

 

Christian den Anden blev klar over situationen

Først da de nåede Alssund blev Christian den Anden klar over situationen. Endnu tydeligere blev det, da selskabet blev modtaget af Knud Pedersen Gyldenstjerne. Det var kongens gamle fjende. Han trak kongen i skægget, og rev den gamle nederlandske ordenskæde af ham. Den blev senere fundet blandt Frederik den Førstes efterladenskaber. Kun den gamle krigskarl, Mikkel fik kongen lov til at beholde hos sig.

 

Han blev ikke behandlet hårdt

Forlydender vil vide, at Christian den Anden blev behandlet hårdt. Man sagde, at han blev muret inde, og fik maden leveret gennem en luge i muren. På et gammelt
maleri ser man kongen gå rundt omkring det runde bord.

Det var hvis nok i Hvidtfelds gamle Danmarks – krønike denne opfattelse, bliver videregivet. Men denne opfattelse blev afmystificeret i 1892 i Sønderjyske Årbøger af A.D. Jørgensen. Man fandt nemlig regnskaber fra det meste af fangetiden på Sønderborg Slot. Her i disse regnskaber fremgik det, at kongen var anbragt i det såkaldte Blå Tårn. Han havde dog mere end et rum til rådighed. Ja man taler endda om hans Gemak.

 

En tur i byen og haven

Han skulle kun være indelukket om natten. Ellers havde han fri udgang, endda også til at gå sig en tur i byen. Ja kongen havde endda sin egen have, for i regnskabet 1533 er der følgende udgiftspost:

• Endvidere (betalt) gamle Peter Hansen 4 ½ skilling for 3 rafter til Kong Christians Urtehave.

 

Et vanskeligt gemyt

Til at begynde med havde han fire adelsmænd til selskab, men de forsvandt hurtigt, og udgifter til dem figurerede ikke i regnskaberne. Den gamle krigskarl, Mikkel blev aflønnet som tjener
for  mark lybsk årligt. Det var en ret så lav løn. Kongen var ikke så let at omgås, så jobbet var ikke så eftertragtet. Et brev fra 1546 til Christian den tredje fra slotsherren Bertram Ahlefeldt er bevaret:

• Han anstiller sig saare sælsomt med sin Bortgang og udridende ……Thi han rider ud, naar det behager ham og siger ikke sine Tjenere et Ord om det, før han gaar i Slotsgaarden og er i Støvlerne. Saa rider han sin Vej. De kan komme efter, om de kan. Forleden ville han engang ride ud om Natten, hvad der ogsaa skete. Han red fra Slottet, før jeg vidste om det. Da sendte jeg efter ham og kom ogsaa selv afsted. Jeg traf ham mellem de to Porte og søgte at tale ham til Rette.
  Da blev han vred og sagde, at eders kgl. majestæt havde tilladt ham at gå og ride, hvor han ville, og skulle det ikke holdes ham, ville vel andet og mere ikke blive holdt. Jeg svarede med spagfærdige Ord for ikke at opirre ham. Men han af sted og red sin Vej.

 

Forholdsvis frit

En anden gang sad han og drak øl med lejetropsføreren på slottet til langt ud på natten, til tårnet skulle lukkes, da ville han ikke gå op, men adlød dog til sidst i vrede på husfogedens lempelige henstilling. Christian den Anden stod uhindret i forbindelse med omverdenen efter Frederik den Førstes død i 1533. Der er bevaret breve både til Kejser Karl den Femte, hans børn og til Christian den Tredje

 

Et godt synk

Christian den Anden forsøgte dog også en enkelt gang en flugt. Det var lige efter interneringen, men det mislykkedes. Bagmændene blev pågrebet og henrettet. Blandt dem var præsten i Lysabild. Skarpretteren tjente ved denne aktion 1 mk. Lybsk.

Kongen fik ved den lejlighed besøg af fire rigsråder, som læste ham teksten. Bagefter styrkede de sig med en tønde hamborger-øl. Den fornøjelse kostede kongen 4 mk. 12 sk.

Den tilfangetagende konge levede et forholdsvis fyrsteligt liv i det daglige. Der blev gjort en del, for at gøre ham det så behageligt som muligt. Regnskabet for 1533 indeholdt poster for rosiner, grøn olie, oliven, grøn ingefær og sidst med mindst drikkevarer. Til personligt forbrug indkøbtes der i 1533, 27 tønder Kakebille (en stærk tysk øltype) a 131 liter og godt 200 stob
vin a 4 ½ liter, så det personlige forbrug har ikke været så lille. Men han har sikkert også skænket for sine gæster.

Drikkevarerne blev hentet i særlig Flensborg og Eckernførde. Disse byers øl kunne kongen godt lide. Vinen blev hentet i Hamborg.

En enkelt gang er der udgift til brændevin, sandsynligvis har det drejet sig om et sygdomstilfælde. Dengang var brændevin også medicin.

 

Drikkevandsforbruget
steg med årene. I 1537 forbrugte kongen foruden 43 tønder Kakebille også et mindre kvantum af andre sorter og godt 260 stob vin, foruden en mindre mængde malmasie og brændevin.
Forbruget steg stødt i alle årene. Det kan tænkes, at kongen blev psykisk påvirket af opholdet.

 

Levede sundt

Han fik meget sødt, således var der masser af sukkerkandis i kosten. Men kosten var ellers varieret. Der var masser af sild, skånske, flamske, ferske og salte, torsk, makrel, ”skull” og ”bott”, vildsvinesteg, hummerfiskog krydderier, muskatblomme, ingefær, nelliker, peber, kanel og saffran. De sidste varer skulle helst være fra apotekeren i Slesvig. Rejsesvendene tjente mangen
en skilling for at hente dem.

 

I flot tøj

Sit tøj behøvede kongen ikke at skamme sig over, heller ikke hans folk. En skrædder-regning fra 1533 lød således:

 

• For at sy 2 par bukser og 1 damask vams 1 gylden
• For endnu 2 par bukser, 4 sk.
• 1 alen lærred 4 ”hvide” for at sy 4 sokker 1 sk.
• 1 omhæng til sengen 4 sk.
• 1 damask tæppe 4 sk.
• 1 par bukser, 1 vams, 1 foret skjorte til tjeneren 8 sk.
• 1 alen fordug 14 pfennig
• 5 alen lærred 5 sk.
• Syløn for 1 frakke til Bernt kok (Kongens personlige kok) 8 sk.
• 3 alen klæde til samme 4 mk. 2 sk.
• 1 par bukser og 1 vams at sy 8 sk.
• 1 alen Hardewicker – klæde 9 sk.

I løbet af året brugte kongen og hans tjenere 65 ½ alen lærred, bl.a. til lagener og skjorter, 16 alen damask, 8 alen sindal og 2 alen westerländisch, det vil sige fra Westerland.

Kongens fornemste erhvervelse var ellers en “silkejoppe”, hvortil der gik 7 alen tøj og Laurens Guldsmed i Flensborg lavede sølvbeslag til den for 1 ½ mk. Sindal – vamsen fik han foret med pelsværk.

 

Værelser sat i stand

Hans værelser blev også jævnligt efterset. I 1533 gik Claus snedker og reparerede og fornyede i 4 dage og tjente sin gode dagløn derved. Imidlertid havde Christian den Andens fangenskab også en udenrigspolitisk side. Man turde ikke af hensyn til Kejser Karl den femte af Tyskland behandle ham for dårligt. Christian den Anden havde jo været gift med kejserens søster. De overlevende af deres børn levede nu i Tyskland.

 

Endelig en aftale i stand

Selv om Christian den Anden i 1523 og de følgende år ikke havde kunnet opnå ordentlig støtte til tilbageerobring af sine riger, havde kejseren ikke glemt ham. Måske håbede kejseren stadig på, at kunne opnå indflydelse i de nordiske forhold. Christian den Tredje og hans mænd lå i stadige forhandlinger for at finde en løsning på sagen. Den kom først i 1544 – 46 og afsluttedes
med Christian den Andens højtidelige afkald på alle sine riger og lande mod at han fik underhold fra Kalundborg len og Sæbygård på Sjælland samt Samsø.

 

Af indtægten skulle han selv lønne en kongelig lensmand og de øvrige embedsmænd. Han skulle desuden aflægge ed til den regerende konge. Men døtrene og deres mænd ville ikke være med til det og forsøgte at trække tiden ud. Måske håbede de på, at kongen ville dø, så arveretten gik videre til dem. Men efter nytår 1549 opgav kongen og skrev under på en aftale.

 

Endnu 10 år i forholdsvis frihed

I februar 1549 blev flytningen iværksat under fyrstelige æresbevisninger gennem Als til Assens. Fire rigsråder ledsagede kongen. Den regerende konge og Hertug Hans den Ældre modtog ham. Senere stødte kronprinsen også til. 10 år lykkedes det for Christian den Anden at leve her under forholdsvis frie former.

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland ( under udarbejdelse)
• www.tidsskrift.dk

 

Hvis du vil vide mere om

• www.dengang.dk indeholder 1.778 artikler, herunder 207 artikler om Sønderjylland:

Om Sønderborg: Læs

• Sønderborg – i begyndelsen (1)
• Da Als var republik
• Stikkeren  – mord uden samvittighed
• Modstand i Sønderjylland
• i øvrigt siger vores søgemaskine, at 94 artikler indeholder navnet Sønderborg

Brundlund Slot er bygget om mange gange. Slottet er blevet repareret utallige gange. Tilbage fra Margrethe den Første er kun fundamentet og dele af ydermurerne. Egentlig var det et fæstningsværk. Her har de kongelige overnattet mange gange. Og her har mange adelige fungeret som amtmænd. Men her har også siddet mange forbrydere i slottets fængsler. Beboerne
i Slotsgade var trætte af, at yde tjenester for amtmanden. Hvert år er her et kæmpe tattoo. Undertegnede deltog også engang – måske lidt illegal.

 

Vi besøger atter slottet

Egentlig har vi her på  siden været på Brundlund Slot flere gange. Det var her, hvor Jomfru Fanny modtog undervisning af amtmanden. Her residerede adelsfamilien von Saldern, og i kælderen var der torturredskaber til brug for at fremtvinge en tilståelse. Og i en artikel om bygmester C.F. Hansen slår vi også et slag forbi Brundlund Slot.

 

Blandt de prominente

Det var også her i haven, at undertegnede en aften sammen med kone, bror og lille Peter Rasmus ( tidligere teknisk redaktør på den side) skulle til det årlige tattoo. En flot tribune var bygget til byens VIP´s. Det mente jeg nu nok, at jeg tilhørte, som fagforenings – formand, og min kone havde lavet film. Som tidligere Solvogns – aktivist mente hun helt bestemt, at vi skulle sidde der, mens den almene Aabenraa – befolkning måtte nøjes med stå – pladser.
Vi hilste smilende på alle de andre VIP´s. Men sagen var bare, at dem der egentlig måtte sidde der, havde fået en invitation. Og det havde vi ikke. Desværre for dem, der kom sidst. Dem var det ikke plads til. Vi havde en dejlig aften, inklusive Peter Rasmus, der aktivt tog del i selve tattooet inde på opvisningsbanen sammen med diverse orkestrer. Jo og vi fik skam også givet hånd til borgmester Camma Larsen Leddet og politimesteren

Men egentlig er det den historiske del, vi vil fokusere på.

 

Margrete den Første i Aabenraa

Aabenraahus var ifølge byens råd ikke sikker nok til at forsvare byen. Det fik Dronning Magrethe den Første at vide, da hun besøgte byen i 1411. Dronningen var enig med rådet i, at der i det sumpede område udenfor byen, skulle bygges en borg. Derefter tog hun videre til Flensborg. Her blev hun syg og døde på sit skib ud for Okseøerne i Flensborg Fjord.

Dronningen havde erhvervet byen. Igennem tiden har slottet været sæde for både kongelig, hertugelig og statslig administration. Aabenraahus lå som bekendt for enden af Vestergade. Den blev nedbrudt i begyndelsen af 1400 – tallet.

 

Forsvarsværk

Men det gik nu ret så lang tid inden man kom i gang med byggeriet. Man skulle dog vente i mange år. Både slottet og slotsmøllen blev bygget samtidig. Og det var dengang, da Mølleåen var ret så vandrig. Stedet fungerede både som arbejdsplads og forsvarsværk. Ja faktisk er det Danmarks ældste befæstede vandmølle.  Rundt om slottet var der også en voldgrav.  Der blev bygget en dæmning så man kunne opstemme Mølleåens vand og fald til en vandmølle. Kigger man godt efter kan man se skydehuller i de svære munkestensmure.

 

Ombygget og repareret hele tiden

Slottet er ombygget flere gange. I renæssancestil i 1600 – tallet, i rokokostil i 1700 – tallet og videreført i klassicistisk stil af C.F. Hansen i begyndelsen af 1800 – tallet. I første halvdel af 1980erne gennemgik slottet også en omfattende restaurering. På  slottet har der siddet forbrydere. Gennem århundreder har her været byret. Ja man sagde om dem, der sad i fængslet, at de sad i Æ Gaf.

Borgen er rejst som et port-hus med en port midt i bygningen. Uden for slottet kan den ældste port stadig anes som en markering i muren. Adgangsvejen til slottet foregik oprindeligt gennem en hængebro, som siden blev udskiftet med en landfast bro. I 1530 og 1580 blev slottet forsynet med ottekantede hjørnetårne, hvoraf det ene blev bestemt til at rumme fangekælderen.

Konstant er der i historien blevet lappet og restaureret på slottet Da C.F. Hansen restaurerede slottet, fjernede han alt i slottets indre og genopbyggede det hele i en ny form. Ydermurerne
blev ombygget og forenklede, og borgen fik et nyt tag. Der kom et nyt port-hus opført i en etage med kælder. Dette hus blev i 1825 forhøjes med en etage og indrettet til fængsel.

 

Det mindste og mest ringe slot

I midten af det 18. århundrede skildrede den berømte danske arkitekt Laurids Thura, Brundlund Slot. Han indledte således:

• Iblandt alle de Steder, som i vore Lande føre Navn af Slotte, er dette uden Tvivl det mindste, og af ringeste Anseelse

Efter at arkitekten har forklaret, hvem der har bygget slottet, fortsætter han:

• Hvo som ey er underrettet om denne Bygnings Omstændigheder, maa billig falde i Forundring, at saa stor, mægtig en Dronning Margrethe var, skulde have ladet sig nøye med at lade opføre et Slot af saa lidet Begreb, saa ringe Anseelse, og som med Hendes Majest. Var saa lidet overensstemmende……..

 

De Holstenske grever

Spørgsmålet er, hvor meget dronningen nåede, at være med i arbejdet med slottet/fæstningsværket. Antagelig har Erik af Pommern nok haft mere med det at gøre. I 1428 blev Aabenraa indtaget af de holstenske grevers mor-broder og hærfører, Hertug Vilhelm af Brunsvig. Ved den endelig fred, der sluttedes i Vordingborg i 1435, kom Hertug Adolf den Ottende som eneherre i hertugdømmet med undtagelse af Haderslev, Ærø og de vestslesvigske enklaver
også i besiddelse af Brundlund.

 

Residens for kongen og hertugen

Med Hertug Adolfs søstersøn, Kong Christian den Førstes valg til hertug 1460 standsede foreløbig den politiske kamp om Sønderjylland. Samtidig var de befæstede borges rolle udspillet. Også Brundlunds. Slottet blev derefter residens for kongens og hertugens myndighed på stedet, Lensmanden eller Amtmanden.

 

Mærkelige tilbygninger

Fra den store deling af hertugdømmerne i 1544 indtil inddragelsen af de gottorpske dele af hertugdømmet Slesvig midt i den Store Nordiske Krig 1713 var Brundlund med Aabenraa Amt i de gottorpske hertugers besiddelse. Fra den tid er der kun levnet enkelte oplysninger omkring bygningerne.

Mens amtsforvalter Hans Petersen i 1580erne boede på slottet, byggede han den nordvestlige runddel. Den blev revet ned i 1805. Det samme skete med en lidt mærkelig tilbygning på det sydøstlige hjørnetårn, hvori hans fyrstelige nåde havde sit sovekammer.

 

Hertugen gravede efter guld og sølv

Den fine titel hentyder til Hertug Adolf, som af og til vides at have taget ophold på Brundlund. En gang skulle han have givet ordre til at grave efter guld og sølv i Kolstrup Skoven. Det endte som bekendt resultatløst. I begyndelsen af 1600 – tallet var en fin og lærd adelsmand Clement Gadentorp en kort tid amtmand på slottet. Bygningen må have haft hans ganske særlige bevågenhed. Skønt han kun sad i embedet i mindre end to år, nåede han at nedrive slottet og lade det vældigt forbedre. Ja sådan står det i skriftlige beretninger.

Men en virkelig nedrivning har det næppe været tale om. Det var snarere en grundig istandsættelse.

Såvel
amtsforvalter Joachim Danckwerth, der fungerede som amtmand 1636 – 41, samt hans efterfølger Frederik von Winterfeldt (1641 – 56) havde gjort meget for at forbedre forholdene på slottet.

I
1653 skal det ældste porthus ved siden af slottet være opført og en ny bro lagt over voldgraven. Den tidligere lå formentlig lidt mere vestlig, lige foran den tilmurede port i hovedbygningen, som der endnu findes en antydning af.

 

Hustruen bad om en bro

Den nuværende slotsmølle er en rest af et kraftigt højt brotårn, som sandsynligvis går tilbage til, da slottet var fæstning. Begge de omtalte amtmænd lagde meget vægt på driften af den til slottet hørende ladegård, beliggende lidt vest for. Von Winterfeldts hustru skulle have anmodet om en bro over graven på vestsiden, for at man lettere kunne komme over til gården.

Den omtalte ladegård nedbrændte 1686 og synes ikke at være genopført. Haven derved var både før og siden tillagt amtmanden uden særlig afgift. I 1706 var der af Ladegårdens bygninger kun et stort Lo – og Gartnerhus.

 

En beskrivelse fra 1709

I 1709 var hele øen, hvor Amtshuset lå, som det dengang kaldtes, omgivet af en bred grav og en lav vold. På nordsiden førte en 40 alen lang og 6 alen bred træbro, med en vindebro midt på over til Slotsholmen. Den lange bro var i ret god stand. Således var den blevet repareret tre år tidligere. Det samme kunne ikke siges om det lille porthus på 6 fag, gennem hvilket man nåede ind på Slotspladsen. Kort efter måtte det fornys helt fra bunden.

Om hovedbygningen til højre for indkørslen på Holmens nordside, der kaldtes Det gamle Beboelseshus, kan nævnes, at det var på 10 fag med hvælvet kælder og derover 3 Stokværk. Der var tre vindføje på taget.

I nederste etage var der køkken, spisekammer, borgstue, pigeværelse m.m. I den østre hjørnerunddel, Amtskontor med en særlig skrivestue I Slotsgården lige over for Amtskontorets vinduer var opstillet et solur.

 

Voldgraven var kloak

Den store vindeltrappe i tårnet på bygningens sydvestre hjørne havde 55 trin. Ad den nåede man op til de øvre etager. Øverst oppe var der kornloft. I runddelen mod nordvest var det dybtliggende hvælvede kælderrum indrettet som fængsel efter alle kunstens regler. Det havde selvfølgelig stengulv og indeholdt et par redskaber, som dengang hørte med til et fængsels faste inventar, nemlig –

• 2 eiserne Klufen umb der Beinerne und dadurch ein gross Eisern Bolt samt 2 Par Handklufen

Hygiejnen var endnu på et middelalderligt Stade. Det tyder den skriftlige omtale på. Om en af dem siges det, at den var tilbygget, stående på 4 egepæle i Voldgraven. Ved samme slotsgrav, som altså tjente som kloakafløb var anbragt en vaskebænk, hvorved vel hoved-vasken kunne forrettes!

Ude på Slotspladsens vestre side, lidt syd for hovedbygningen lå det såkaldte nye Hus med gavlender mod syd og nord. Det var 9 fag langt og meget bredt, men kun i en etage. Over døren
til forstuen sad en sten med Hertug Frederiks navnetræk. Det var altså opført af de næstsidste hertug Frederik den Fjerde (1694 – 1702). Og hvor ved vi så alt dette fra? Vi har blandt andet H.H. Eegebergs billede fra 1750 og Thuras gengivelse af slottet.

 

De brutale afstraffelsesmetoder

I det indre var der en større retssal, hvor retshandlingerne foregik samt endvidere en række mindre kamre, hvoraf et par beregnet til bolig for sekretæren. I det skriftlige materiale kan der også læses:

• Noch steht auf dem Platze ein Holtzern Esel woran ein Halsseisen.

Dette var billedet af datidens brutale straffemidler, der anvendtes i den daglige hustugt.

 

Amtmanden ville ikke bo i Løgumkloster

Da det under Den Store Nordiske Krig lykkedes Frederik den Fjerde at gennemføre sine planer med hensyn til Slesvig på den måde, at de gottorpske dele af hertugdømmet blev inddraget, blev Aabenraa og Løgumkloster Amter lagt ind under en amtmand. Men det tyder ikke på, at de to første kongelige amtmænd tog initiativ til forandringer på Brundlund Slot. I øvrigt sad den første kun i et par måneder, inden han blev afsat på grund af underslæb.

Først efter, at Christian Albrecht von Massow i 1723 tiltrådte som amtmand, hører vi igen noget om Brundlund Slot. Regeringen mente, at von Massow skulle residere fra det netop istandsatte “Slottet i Løgumkloster”, men adelsmanden foretrak det meget mindre komfortable, men mere bekvemt liggende slot i Aabenraa. Det gik dog heller ikke lang tid, før der forelagde en ansøgning til Rentekammeret om en grundig restaurering.

En bevilling blev også godkendt til reparation og til opførelse af et nyt port-hus. Overslagssummen var på 448 rigsdaler, 40 Sk. Og dette beløb måtte ikke overskrides. Samtidig forelå en ordre til udvisning af træ i de kongelige skove.

Men trods de omfattende reparationer, fik Amtmanden snart at mærke, hvor brøstfældig hans bolig var. Han stod bag et forslag om at rive slottet ned og udvide det såkaldte nye hus og indrette dette til amtmandsbolig. Men Landbygmester for Hertugdømmerne, Claus Stallknecht døde inden sagen blev behandlet, så den blev henlagt i flere år.

 

100 bønder kunne hurtig gøre noget

Men fra 1735 foregik der en livlig brevudveksling mellem de involverede parter. I 1738 udarbejde Landbygmesteren i Slesvig, Ingeniørkaptajn, senere major Otto Johann Müller en omfattende plan for hele Brundlund – området.

I denne redegørelse kan man læse, at der på området var Den nye stald, hvor kongelige heste opstaldedes, “naar de ved Lejlighed passerede Slottet”. Der blev foreslået, at man i stedet for en bro, lavede en dæmning. Jorden kunne tages fra slotspladsen. Arbejdet kunne forholdsvis let udføres af 100 hoveripligtige bønder.

 

Husk, et rækværk til kongen

Møller foreslog en vindebro. Det skulle så være af sikkerhedsmæssige grunde, da forhør af fanger så kunne foregå på en mere betryggende måde. Fangerne kunne også anbringes mere sikker, hvilket er vigtig, da de indespærrede ofte var besværlige Folk som sigøjnere, berygtede Landstrygere og andre Delinquenter.

Dæmningen skulle forsynes med rækværk, da der ellers kunne ske ulykker, for eksempel hvis kongen besøger Aabenraa og overnatter på slottet. En reparation af det gamle slot samt
bygning af en dæmning med vindebro ville komme til at koste 1.546 rigsdaler En nedrivning af slottet og tilpasning af det nye hus til amtsbolig vil beløbe sig til 2.752 rigsdaler.

Det skulle dog gå adskillige år, inden forslaget blev til virkelighed. Først ved kongelig resolution af
4. september 1744 blev der givet tilladelse til iværksættelse af en
dæmning, men slottets hovedreparation endnu engang blev udsat til senere.

Det må have været en stor skuffelse for amtmand Massow, at han trods sine anstrengelser ikke kom videre. Og bygningen var efterhånden i sådan en forfatning, at der vel var grænser for, hvor meget amtmanden kunne ofre af egen lomme til de mest nødvendige istandsættelser.

 

Problemer med Slotsgade

Massow synes at have været en ret bitter og stram herre. En anden sag med tilknytning til Brundlund tyder på dette. Fra gammel tid havde Slotsgade været underlagt Brundlund. Husejerne var pligtige til at yde visse tjenester på slottet, omfattende dels rent husligt arbejde som hjælp ved brygning, tøjrulning, rengøring af lygter, pudsning af fodtøj, høbjergning m.m.

Endvidere måtte de ved visse lejligheder stille sengetøj til rådighed for amtmanden, når der kom officielle gæster på besøg. Dette blev dog i nogen grad af amtmændene udnyttet til egen fordel.

En liste over tjenestepligtige beboere fra 1740 omfatter i alt 35 navne. På denne tid ansøgte seks beboere i Slotsgade om fritagelse for denne hoveri tjeneste, der efter deres udsagn i von Massows embedsperiode havde udviklet sig til at blive værre end selv Livegenskab. Det blev gengivet meget sort.

Åbenbart varede tjenesten fra daggry til kl. 9 – 10 om aftenen. Tjenestefolk, som sendtes til slottet blev åbenbart udsat for klø og sendt i fængsel. Det udlånte sengetøj blev gang på gang leveret tilbage i en forfærdelig tilstand. Det blev hævdet at Amtmanden aldrig havde fået tilladelse til dette hoveri. Forslaget fra beboerne går ud på, at betale for fritagelse fra tjeneste.

 

Næse for fræk skrivemåde

Amtmandens redegørelse i forbindelse med sagen var en helt anden. I en kongelig resolution fik amtmanden dog også medhold. Beboerne fik en næse for den frække skrivemåde, de havde gjort brug af. Men sagen var ikke slut. Nogle måneder senere fik en af klagerne, antagelig den person, der havde sat det hele i gang, nemlig Controlleur Jes Tychsen – en dom, fordi han ikke ville rette sig efter resolutionen.

 

Nu kunne man betale sig fra det

Efter von Massows død i 1752 blæste der mildere vinde. Nu blev der forhandlet om en afløsning af tjenestepligten med en sum, der blev sat til 40 rigsdaler. Amtsforvalteren opsatte herefter et register over, hvad hver enkelt af Slotsgades husejere skulle yde af den samlede sum. Skønt Brundlund Slot var beskedent, så anvendtes slottet dog til kongeligt opholdssted for en enkelt nat.

 

Kunne ikke finde bolig

I amtmand Joachim Ehrenreich von Behrs embedsperiode (1756 – 68) var Brundlund tilsyneladende atter i fare. Spørgsmålet om en nedrivning af slottet rejstes af Rentekammeret. Amtmanden blev opfordret til, at søge sig en passende bolig i byen. Men han svarede, at der i Aabenraa ikke var et eneste hus at få, som kunne tjene ham til bolig, selv om han ville indskrænke sig nok så meget.

Han fortalte også, at en nedrivning ville ramme ham hårdt, da han netop på egen bekostning havde ladet de fleste værelser tapetsere og male. Samtidig mente han, at hovedbygningen bortset fra tag, vinduer og døre slet ikke var så forfalden.

Det lykkedes ham virkelig at overbevise Rentekammeret til at gå med til en reparation. Den fandt sted i 1758. Det samme gentog sig, da efterfølgeren Baron Frederik Wilhelm Vedel – Jarlsberg i 1768 trådte til.

 

De kongelige overnattede her

At de kongelige har overnattet på Brundlund ses af en skrivelse fra Kammerherre Behr af 23. januar 1768, hvori han frabeder sig at skulle betale nogle “Privative Pladser” , som (før 1766) var indrettet i anledning af, at både statholderen, Prins Carl af Hessen og hans Gemalinde, Prinsesse Louise, samt Kongen (Frederik den Femte) og Prins Christian (den Syvende) havde boet på Brundlund.

 

En is-kælder i Hjelm Skov

Greve Gustav Frederik Holck – Winterfeldt der fik embedet som amtmand i april 1772 anlagde en is-kælder i Hjelm Skov. Men først under kammerherre Leopold Samuel von Schmettau (1775 – 1802) blev der igen istandsat til et beløb af 1.089 rigsdaler.

 

Børn kunne lege i sne – på loftet

Men uanset hvad man gjorde, så hjalp det ikke. Det erfarede kammerherre Conrad Daniel von Blücher (1802 – 1808) Taget på det østlige tårn truede med at styrte sammen. Husfogeden, kaptajn Born erklærede at fundamenterne adskillige steder er veget ud, andre Steder sunket, at Murene er fulde af store Revner, at Taget giver efter, og snart er helt bølgeformet, samt at Bjælkeværket er delvis knækket og sunket ind imod Bygningens Midte, hvorved Gulve og Loft er kommet til at hælde stærkt.

Den store skorsten i midten af huset får skylden for Kalamiteter. I 1803 henvendte amtmanden sig igen til Rentekammeret. Slottets beboere kunne risikere at blive begravet under ruiner. Den 3. marts havde hans folk brugt en hel dag til at skovle sne væk fra loftet efter en snestorm. Børnene kunne lege i sne på loftet.

 

Håndværkerne i Aabenraa – var slette

Fængslerne var meget fugtige og temmelig usikre. De truede med at styrte sammen. Nu var det så, at C.F. Hansen i to omgange besigtigede slottet. Overslagssummen blev fastsat til 6.142 rigsdaler. Arbejdet blev påbegyndt i 1805 og blev afsluttet i 1807. Og Rentekammeret tog det meget ilde op, at der var sket et overforbrug på 5.366 rigsdaler.

Blandt de forklaringer der kom på dette var blandt andet, at materialerne i Aabenraa var usædvanlig dyre. Håndværkerne i Aabenraa var ualmindelig slette, erklærede C.F. Hansen. Der måtte tilkaldes håndværkere fra andre byer.

 

Kunne ikke få penge

Og håndværkerne havde stor besvær med at få deres tilgodehavende. Murermester Jens Jensen Wraae og smedemester Tyroll klagede over, at de ikke fik deres penge. De blev truet med udpantning, fordi de ikke kunne betale deres gæld. Pastor Hoeck i Stubbæk, der havde leveret sten fra sit teglværk, truede med et års renter og at inddrive gælden af retslig vej.

 

Møde om de hvide busser

På slottet mødtes den svenske Grev Bernadotte i foråret 1945 med amtmand Refslund Thomsen som vært, SS – reichsführer Heinrich Himmlers udsending, brigadegeneral Walter Schellenberg til forhandlinger om hjemtransport af danske og norske KZ – fanger fra diverse KZ – lejre under svensk Røde Kors ledelse. Det var Grev Bernadotte, der fik æren for dette med De Hvide Busser, mens man helt glemte de nordmænd og danskere der havde været med fra starten.

I øvrigt viste Refslund Thomsen sig ved grænsen efter krigen, for at modtage englænderne, men modstandsfolkene bad ham tage hjem igen, ellers ville de anholde ham. Modstandsbevægelsen syntes at han havde været alt for humane over for det tyske mindretal.

 

Møllen blev også bevaret

En mølleinteresseret havde været med til at renovere den gamle vindmølle Damgaard Mølle ved Rødekro. Han mente også, at Slotsvandmøllen skulle have en tur. Og det lykkedes at skaffe pengene. En forening, Aabenraa Byhistoriske Forening driver nu stedet. Stedet fungere som et slags arbejdende museum. Og selve slottet som før var amtmandens officielle bolig, bruges nu som kunstmuseum.

Er det så noget tilbage fra Dronning Margrete den Førstes tid? Kigger man godt efter, ja så er det gamle fundament og dele af ydermurene fra den oprindelige borg.

Egentlig kunne vi fortælle meget mere om dette slot og dets indbyggere. Men kig engang på listen herunder.

 

Kilde: 

• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: Om Brundlund Slot:

• På www.dengang.dk finder du 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Aabenraa – et strejftog i historien
• Adelsslægten fra Aabenraa
• C.F. Hansen og hans bygninger
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Lov og Ret i Aabenraa
• Aabenraa – en by der hed Opnør
• Det spændende kvarter i Aabenraa (Slotsgade)
• Den onde amtmand i Aabenraa
• Caspar von Saldern – Hvem var han (1-2)
• Lov og ret i Aabenraa
• Henrettet i Aabenraa (2)

 

• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Jomfru Fanny (6. kapitel) (b)
• Fanny Ege
• Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed

 

 

Redigeret 20.11.2021

 

Det første Aabenraa opstod omkring byen Opnør. Senere var der også en landsby, Hessel, vest for Aabenraa, hvor der var et bispesæde. En kæmpe kanal blev etableret i Aabenraa og isolerede kirken. Antagelig har der ligget en kirke i Skibbrogade. Og tænk, på et tidspunkt var der tilknyttet 7 præster til kirken, de såkaldte Marianere. Dette er Aabenraa – historie fra 1200 – 1600.

 

Opnør

Egentlig skal vi tilbage til 1231 for at se skriftlige beviser på byens eksistens. Det er i Kong Valdemars Jordebog, der omtaler en landsby ved navn Opnør. Og allerede den gang omtales
en toldindtægt fra Rise herred.

Byen Opnør forsvandt ret hurtig og navnet betyder noget i retning af åben strandbred. Det må dermed antydes, at denne by lå ved fjordbredden. Her lå sikkert også en kirke. Det var måske sognekirke for Kolstrup og den nu forsvundne landsby Hessel. Første gang, at navnet Aabenraa nævnes direkte, er i forbindelse med Løgumkloster – munkenes toldfrihed i 1257.

 

Bispegård vest for Aabenraa

Biskop Niels fik i 1259 byen overdraget i pant af kongen. Det fremgår af Aabenraas stadsret af 1335, at biskoppen ikke havde ret til at stævne borgere til noget sted, der lå længere borte end bispegården i landsbyen Hessel lige vest for Aabenraa. Omkring Aabenraa, i Aabenraa Landsogn, Løjt sogn m.v. havde biskoppen hånds – og halsret over 15 gårde. Han havde ligeledes strand og jagtret.

 

Kirke på Skibbrogade

Måske har der været en kirke i forbindelse med åen. Og hvor åen løb i fjorden i middelalderen er det ikke rigtig nogen der ved. Det er sikkert i området syd og øst for Søndertorv. Her lå måske den første havn.

På Johannes Mejers kort over Aabenraa fra 1648 er kirken afsat nord for Skibbrogade. I Pontoppidans Danske Atlas fra midten af 1700 – tallet nævnes kirken som indviet til Sct. Knud. I
forbindelse med anlægget af fjernvarmeværket på Humlehaven nord for Skibbrogade i 1958 omtales fund af skeletter.
Så måske var her Opnør ved Å’s kirke. Tænk på det, når I går forbi Skibbrogade 5 – 9. Men om den skulle have viet til Sct. Knud, som det hævdes, er nok tvivlsomt  Godt nok nævnes der i byens skrå fra 1335, tre gilder, Sct. Knuds Gilde, Sct. Nicolais Gilde og Sct. Nicolais Hvirving.

 

Det ældste Aabenraa

Det ældste Aabenraa er opstået et sted i området mellem Mølleåen (ved Nyvej) og Skibbrogade. Der hvor åen mødte fjorden, er der opstået en handelsplads. Søndertorv må være byens ældste torv. I krydset Vestergade/Nygade lå landsherrens borg Aabenraahus. Den blev bygget engang i 1200 – tallet.

 

I løbet af det første århundrede af byens eksistens er det centrale byområde langs Fiskergade, Skibbrogade, Gildegade, Søndergade og området omkring Søndertorv udviklet sig. Handelspladsen udviklede sig til en købstad.

 

Krøniken dramatiserer

I Danmarks Riges Krønike omtales en katastrofe i byen. I forbindelse med kampene mellem Abel og Erik Plovpenning skulle store dele af byen være blevet afbrændt. Men der er ikke belæg for denne påstand. Måske har datidens historikere brugt historien for at dramatisere.

 

Gildebrødrenes forpligtelser

Vi omtalte byens tre gilder. Man var underlagt gildets jurisdiktion, men man kunne regne med gildets hjælp, når man kom i problemer. Alle havde en religiøs dimension. En eller flere præster var tilknyttet gilderne. Kirken var også genstand for gildernes aktiviteter. Forud for begravelser af en gildebroder eller – søster var alle gildets medlemmer forpligtet til at møde op og våge over liget. Der kom mindst to andre gilder til, nemlig Marianere og Den hellige Treenigheds Lav. I 1492 var sidstnævnte nær tilknyttet skomagerlavet i byen.

 

Bøder udmålt i øl og voks

Alle bøder var udmålt i øl og voks. Dog skulle man betale 9 penning, når man udeblev fra møder. Hvis en udenbys født svend kom til byen og ville optages i lavet, skulle han foruden et måltid også give en mark og for to mark voks.

 

Et gammelt hospital

Som det var tilfældet med skolen var også fattigvæsenet og kirken altid være bundet til hinanden på godt og ondt. Den katolske middelalderkirke var kendt som for sin store omsorg for de fattige og syge. Nu var der ingen klostre i Aabenraa. Men som skrevet havde byen allerede i 1200 – tallet et hospital. På et tidspunkt var 18 ejendomme tilknyttet dette hospital. Hospitalet gav blandt andet husly til de gamle. Og fattigvæsnet omfattede kun sognets beboere. Der var aldeles ingen nåde og barmhjertighed for omvandrende tiggere, afmønstrede soldater, udstødte og utugtige kvinder var der ingen nåde for. Heller ikke i Aabenraa.

Byen havde flere tiggerfogeder, der skulle tjekke at alt gik rigtig til. Hospitalet, et Spedalskheds – hospital omtales første gang i Knud Snubbes testamente fra 1279 – 83. Heri betænker han
hospitalet med en pengegave. I løbet af 1500 – tallet ophørte hospitalet og overgik til andre formål.

Omkring år 1300 fik byen en ny sognekirke. Den lå alene oppe på bakken, lidt isoleret fra byen.

 

En stor kanal

Man byggede en kanal, der skulle forbinde mølledammen med voldgravene omkring Aabenraahus. Den blev 20 meter bred og godt fire meter dyb. Det må være sket i anden halvdel af 1300 – tallet. Samtidig er der blevet anlagt en stor mølle. I forbindelse hermed skete der en opstemning, der skabte mølledammen vest for Aabenraahus. Der er også påvist en voldgrav omkring Store Pottegade.

Lige syd for byen lå på en lille bakke, Sct. Andreas Kapel. Længere syd på lå omkring Årup i Ensted Sogn det store Årup Kapel, som familien Ahlefeldt tjente mange penge på.

 

Aabenraa udplyndret

Kong Hans og hans bror, Hertug Frederik havde fået hver sin del af Hertugdømmet Slesvig. Aabenraa by tilfaldt kongen, og dermed tilfaldt byen, taberens side. Jo vi taler om Christian den Anden. Ifølge by-krøniken ankom i marts 1524, 200 af hertugens ryttere til Rise, lige uden for Aabenraa. De forlangte øl udleveret fra byen. Øjensynlig blev dette ikke efterkommet, hvorefter soldaterne indtog byen. Desuden udplyndrede de byen, som ikke ville afsværge Christian den Anden som konge.

 

Hele 7 præster tilknyttet kirken

Ifølge By-krøniken var der i 1520erne tilknyttet hele 7 præster til kirken. De havde nu ikke noget at frygte som katolikker. Reformationen skete smertefrit i byen.  Reformationen
var allerede blevet forkyndt i Husum i 1522 af en mand ved navn Hermann Tast. Den første evangeliske præst i Aabenraa var Johannes Brun. Man ville ikke fratage de hidtidige præster,
marianerne deres bolig, men lod dem blive der, så længe de levede. Om en af de sidste Marianere, Hr. Louwe hedder det sig:

• Han begav sig i Ægtestanden, avlede børn og blev evangelisk

Måske var Brun i begyndelsen bare en prædikant, i begyndelsen på plattysk. Louwe var måske andenpræst.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 

Det startede med et telefonopkald. Asmus Jensen sagen er grotesk. Familien har i årevis levet på  en løgn. Og det har samfundet også. Der er gået storpolitik i sagen. 7.000 – 8.000 bøger er der skrevet om besættelsestiden. Men den danske selvopfattelse er dominerende. Min far sagde: De store slap fri, og nævnte navnene på dem. Der små skulle absolut straffes. Skal vi ikke have et Fårhus – museum blev mødt med et arrigt blik. Nu har vi så fået et. eller sagt på en anden måde det indgår i et andet museum. Et omfattende overvågningssystem blev sat i kraft efter besættelsen. Går man imod historikerne er man konspiratorer

 

En mand ringer

En dag oppe i butikken ringede Kurt Jensen, om jeg kendte en person, der hed Asmus Jensen. Det gjorde jeg ikke, men det kom jeg til. Officielt blev han skudt af Den danske Brigade, men i lokalbefolkningen gik det rygter om, at det var modstandsbevægelsen. Kurt kontaktede familien, og fik familiens fuldmagt til at undersøge sagen i arkiverne. I første omgang blev det afvist. Politiforeningen og PET klagede over dette, men Kurt gik videre til ombudsmanden og fik omstødt forbuddet. Efterfølgende er register-adgang nærmest blevet nægtet, selv om der ikke var klausuler på.

Men ret hurtig fandt vi ud af, at et eller andet var galt. Falske politiafhøringer og ting, der var forfalsket. Og hvorfor holdt man familien hen med løgne Der er  gået storpolitik i den

Vi var var så heldig at få nogle interessante anonyme kilder og fra familien. Et ret interessant billede tegnede sig nu af korrupte myndigheder, løgn – historier, brandattentat og meget
mere. Det er en historie, vi lang fra er færdige med. Vi har nu søgt indsigt andre steder. Desuden har vi fået et andet vigtigt vidne, hvor vi ikke er afhængige af arkiver. Læs selv historierne Mord i Padborg 1 – 3.

Vi fik fat i begreber som dokumentfalsk, vildledninger løgn af offentligheden og familien. Sandheden måtte under ingen omstændigheder komme frem. I mellemtiden skrev vi en bog om sagen, der lokalt blev mødt med stor skepsis.

Det var storpolitik i sagen, kontraspionage og meget mere. Men hvorfor skal historien på den måde forvansket? En masse mennesker sidder inde med en viden, de ikke må fremkomme med. Det er kun et spørgsmål om tid, inden hele historien kommer frem her på siden.

 

Historie beskrevet ukritisk

Det var først den store interesse for jøder og de overlevende fra KZ –  lejrene engang i 1970erne. Holocaust og jødernes overlevelseshistorie vakte nu ret meget interesse. Jo, det er rigtigt,
at der næppe findes et andet emne en besættelsestiden, der er beskrevet mere i historien. Men ofte er det beskrevet meget ukritisk. De vigtigste emner, dengang var

• Overfaldet
• Passiv modstand – aktiv modstand
• Befrielsen og udrensning

 

Scavenius blev syndebuk

I de første år efter besættelsestiden var der et væld af legitimations – litteratur. Vi fordømmer Scavenius samarbejds – og forvandlingspolitik. Scavenius blev nærmest udstødt fra
1945 til hans død i 1962. Han blev i den grad gjort til syndebuk.

Men vi glemmer vores store landbrugs – og industrieksport til tyskerne på bekostning af englænderne, der var sat ud af spillet. Modstandsbevægelsen og politikerne indgik en aftale,
at ingen politikere skulle tiltales for landsskadelig virksomhed. Men en lille grupper herunder Scavenius blev udelukket fra det politiske liv.

 

En kommission – 8 år undervejs

Sandelig om, der ikke blev nedsat en kommission, der skulle undersøge forholdende omkring samarbejds – og forhandlings – politikken. Problemet var bare, at de fleste af dem, der sad i dette udvalg, også havde siddet i Folketinget under besættelsen og var medansvarlig for den førte politik. De var også både politisk og kollegiealt forbundet med de politikere, som de skulle undersøge. Efter hele 8 år med adskillige betænkeligheder og beretninger gik der yderligere et år med udvalg, før det endelig resultat forelagde.

Som aftalt med modstandsbevægelsen besluttede Folketinget, at der ikke skulle rejses tiltale mod nogen som helst vedr. 9. april 1940 eller under besættelsen. Men helt så enig var man dog ikke med hensyn til 9. april. V og K pegede på en række kritisable forhold omkring statsminister Stauning, krigsminister Alsing Andersen og udenrigsminister Munch. Det nære samarbejde mellem danske og tyske embedsmænd under krigen, interesserede ikke Folketinget.

 

Danskerne – de eneste rigtige

Danskerne beskrives som de eneste rigtige, og tyskerne som de absolut onde. Landssvigere beskrives som sociale afvigere. De har fysiske , mentale og sociale deformer. Vi er nok flere, der har undersøgt, hvor vores forfædre befandt sig, om det kunne have sin rigtighed, at de var landsforrædere. Og jeg er ikke den eneste, der har gjort dette.

Hvorfor har litteraturen ikke beskæftiget sig med, hvad der skete, da deres borgeligere rettigheder blev dem frataget. Og hvad med den fattigdom, som de skulle leve med? Også  de psykiske eftervirkninger fra krigen, var der mange, der var plaget af. Men det danske samfund mente, at de var selv skyld i det – de meldte sig jo selv.

 

Kongen og regeringen samtykkede.

Det min far fortalte, stemmer heller ikke altid overnes med det litteraturen fortalte. Hans historier ved flyvepladsen i Esbjerg eller kampen med med en Gestapo – officer i Hamborg er rene røverhistorier. Men da han fortalte i Tønder, hvad han så ved KZ – Ladegård, var der ingen, der troede ham.

Da de skulle hjem fra Oksbøl efter befrielsen, truede modstandsbevægelsen ham og hans ligesindede, med at de nok skulle finde omveje, når de tog hjem. De ville stå bag hjørnerne og skyde dem. Næste dag fik man far på Torvet i Tønder tilbudt et armbånd fra modstandsbevægelsen, så han kunne være med til at afvæbne tyskerne. Det sagde han godt nok nej til.

Min far fortalte også om store entreprenører, håndværkere, handlende m.m., der tjente store penge på tyskerne. De blev aldrig straffet, sagde han, men den lille, ham skulle de nok få straffet. Min kloge far sagde, at de store holdt sammen. De tjente masser af penge. Og mange store entreprenører grundlagde deres virksomhed ved at samarbejde med tyskerne. Men den lille måtte betale for det. Og det konsekvenser for mange familier, mange år frem i tiden.

 

Konspiratorer

Modstandsbevægelsen beskrives på den ene side som den ene mand mod de mange, men også på den anden side med bred tilslutning. Vi hører om, at de lavede nogle enkelte fejl m.h.t. likvideringer. I litteraturen hører vi om, at i Sønderjylland tog de ikke fejl. I Kurt Jensens efterforskning er han stødt på 3 – 4 likvideringer, der ikke kan forklares i litteraturen, ja det bliver nærmest fortiet. Her kommer vi også ind på nærmere lidt senere. Og det sjove er, at såfremt man antyder, at noget er forkert beskrevet under besættelsestiden, ja så bliver man straks kaldt for konspiratorer.

 

Bevidst manipulation eller fortrængning?

Skal vi sætte billeder på besættelsen, ja så er det de tyske fly, frihedskæmpere og Montgomery i åben vogn. Vi husker også det opstillede billede fra Fårhus – lejren, hvor Fritz Clausen, den tidligere leder af DNSAP kører rundt med en tom trillebør. Og det der fylder mest i besættelsestiden, er perioden fra folkestrejken i juli 1944 til 5. maj maj i 1945. Var det bevidst manipulation eller fortrængning?

 

Det rette billede?

Den illegale presse havde 240 selvstændige redaktioner, der udsendte 26 millioner blade. I det sidste halve år udsendtes alene 70.000 blade. I disse blade kunne man følge med i tyskertøsernes gøren og laden. De blev kaldt Feltmadrasser og Syfilishopper, og blev ofte nævnt med navn og adresse.

Modstandsbevægelsen havde våben – monopol efter besættelsen, efter at tyskerne var forsvundet. Og politikerne ville gerne anerkendes sammen med disse, også dem, der tidligere havde fornægtet dem.

En heftig debat mellem de grupperinger udformede sig. Politikerne talte om, at de havde ført en politik, der skulle føre danskerne gennem besættelsen nogenlunde helskinnet. Ja De Konservative talte om samhørighed. Andre udtalte, at den aktive modstand havde været betinget af statens beskyttelse. Parlamentarikerne forsøgte, at glemme, at de havde været imod modstandsbevægelsen.

Der blev udsendt opråb underskrevet af Buhl og Christian den Tiende, at indstille sabotage – aktiviteter. Opråbet var dateret den 21. august 1943. Tidligere havde statsminister Buhl opfordret danskere til angivesabotører og modstandsmænd.

 

Nu blev modstandsbevægelsen angrebet

Langt om længe var Danmark anerkendt som en aktiv og allieret nation. Og dette forhold fik politikerne til at fremhæve sig selv. Samtidig begyndte de at angribe modstandsbevægelsen for deres fejltagelser den 5. maj 1945. Det lykkedes politikkerne efter oktober – valget 1945, at få genskabt det tabte. Modstandsbevægelsen stillede også krav. De fik et hjemmeværn, som et antikommunistisk hjælpekorps for hæren. Deres vigtigste krav var dog udrenseles-processen
med tilbagevirkende kraft.

Og snart blev kommunisterne sidestillet med tidligere nazister, selv om det var dem, der startede den første aktive modstand mod tyskerne.

 

Det politiske overvågningssystem

Kommunister var tidligt blevet ofret. Regeringen havde sat grundloven ud af kraft og ikke overholdt aftaler indgået med kommunisterne. Trods alt døde der 150 danske kommunister under krigen. DKP var modstandsbevægelsens pionerer, men også de mest forfulgte næst efter medlemmer af Det Tyske Mindretal efter besættelsen. 40.000 danskere blev anholdt. Mange var blevet skrevet ned på et kort. Mange sad længe uden rettergang. Andre sad kun inde, grundet rygter. Men de 40.000 ledte opmærksomheden væk fra samarbejdspolitikken over mod den nazistiske kollaboration. Man fulgte folkestemningen. Et fåtal blev dømt, men nu var det baggrund for udbygningen af det politiske overvågnings apparat.

 

Afskyelige og mindreværdige

Repræsentant for Det Tyske Mindretal, Hans Schmidt henviste til de næsten 3.000 tysksindede nordslesvigere, der havde fulgt deres tysksindede sindelag. Men hans argumentation vakte overhovedet ingen genklang, men nærmere forargelse i Folketinget.

Den danske befolkning blev via medierne opdraget til at tage afstand til landsforrædere, stikkere og faktisk alt, hvad der var tysk. Herunder også medlemmer af Det Tyske Mindretal. I tekst og billeder blev alle disse grupperinger  fremstillet som afskyelige og mindreværdige.

Godt nok havde nazisterne ikke gjort noget strafbart. Men aktive nazister blev kriminaliserede. Og havde man skrevet en enkelt artikel, ja så  var man dybt kriminel. Det at være nazist blev nærmest sammenlignet med at være landsforræder.

 

Sandheden frem for alt

Sandheden frem for alt, ja sådan var bladet Revisions motto. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen og det sønderjyske efterretningstjeneste kaldte bladet for nazistisk. Det var det dog ikke. Foreningen talte de internerede og de fængslendes sag. Bladet udkom helt til 1972. Det kan dog godt være, der blandt
abonnenterne var mange tysksindede og nazister. Sikkert har mange af historierne sikkert også været overdrevne. Men hvorfor har ingen andre medier undersøgt, nogle af de sager, bladet tog op.
Også politikkerne holdt deres mund lukket. Således stillede bladet også spørgsmål om Asmus Jensen mystiske drab, uden reaktioner af nogen art. Rædselshistorier om drab, ydmygelser og overgreb, der ofte var brud på menneskerettighederne skulle hurtig glemmes. Så var det lettere, at kalde bladet nazistisk eller løgn. Revisions største fjender var dog modstandsbevægelsen og kommunisterne.

 

Hvorfor siger man det ikke, som det er?

Og bladet var måske ensrettet. Folkedrab og KZ – lejre var overhoveder ikke nævnt.  og samarbejdspolitikken blev beskrevet som meget tyskervenlig. Det var den måske også, men blev de tvungen til den, eller var det en nødvendighed for at skåne befolkningen, som Scanvenius udtalte det. Hvorfor siger man det ikke, som det er?

 

Rostock – myten

Rostock – myten blev også beskrevet i bladet. Det blev beskrevet som en sandhed. Udenrigsminister Munch skulle have været i Rostock. Det var han hvis også, men for at hjælpe sin søn, der var blevet anholdt af tyskerne, antagelig fordi han var homoseksuel. I 1976 udsendte Erik Haarest tidsskriftet, Ny – Revision. Det blev senere til Nationaltidende og Danske Tidende. Egentlig kom der ikke så meget nyt frem i disse tidsskrifter.

 

Kulørte Klat blev sammenlignet med nazister

I forbindelse med jubilæer og mindehøjtideligheder har modstandsbevægelsen stået som en slags pressionsgruppe, som politikerne ofte måtte bøje sig for, af den simple årsag, at de ville undgå avisskriverier. Ved Befrielses – jubilæet 1985 talte Paul Schlüter. Men BZ – gruppen Kulørte Klat overdængede ham med æg, tomater og rådne æbler. Det fik Berlingske Tidende til at sammenligne Kulørte Klat med nazister. Deres tolerance var som Dr. Goebbels, fortalte avisen.

 

Et arrigt blik

Da vi boede i Padborg var jeg til en eller anden konference i Frøslevlejren. Jeg stillede daværende leder af Frøslevlejren spørgsmålet om, hvornår der kom et Fårhus – museum. Han kiggede ganske arrigt på mig. Det spørgsmål, skulle jeg nok ikke have stillet. Men i dag indgår dette dog i den sankede udstilling.

Det var herude, at man forsøgte sig med  “Ferienaufenhalt in der Vergangenheit” Der var nogen, der mente, at tyskerne skulle komme på et demokratisk opdragende ferieophold i den oprindelige tyske ferielejr. En brochure fortalte, at man ikke skulle glemme de fælles tysk/danske historie, selv om den var negativ.

Hensigten var at forene kommercielle interesser med ønsket om kulturel udveksling og historisk udveksling samt historisk forsoning på tværs af den dansk/tyske grænse. Og initiativet
blev da så sandelig også omtalt i verdens førende medier. En vild debat udspandt sig atter engang.

 

Den danske selvopfattelse

I 1960erne udkom et cirkulære omhandlende tilgængelighed til Rigsarkivets arkivmaterialer, og denne tilgængelighed blev meget restriktiv. Og det er den vel stadig, når det kommer til stykket. Det har vi i hvert fald her på siden erfaret. Måske er dette også årsagen til den noget kludrede beskrivelse af besættelsestiden? Måske er det også hensigten fra myndighedernes side? Mange punkter i besættelsestidens historie er fortsat mørklagt trods over 7 –  8.000 bøger om emnet. Der er stadig kæmpe interesse for området. Men stadig er det ofte ensidige bøger, der udkommer. Den overvejende del beskriver besættelsestiden set ud fra modstandsbevægelsens synspunkt.

Den danske selvopfattelse skal det nødig røres ved. En meget stor del af udgivelserne er ens i indhold og form. Den patriotiske fortælling er dominerende.

 

Virkelighedsforfalskning

Vi har i vores arbejde lagt mærke til, at man ikke må anvende ordet virkelighedsforfalskning eller anføre, at historikere fremfører fejlfortolkninger. Angrebene kommer tilbage med forstærket kraft – konspiratorer.

Også Frode Jacobsen ønskede på et tidspunkt ikke mere at diskutere interneringer og stikker – likvideringer. Hans interesser både som modstandsmand og politiker er næsten aldrig blevet
modsagt. Medierne slugte som regel hans ord råt og ukritisk.

Indrømmet Frihedsrådet har ikke mere kontrol med, hvad der bliver skrevet. Men i vores korte efterforskning er vi også stødt på alvorlige problemer med SOE og Det engelske Militær på den ene side og de danske myndigheder på den anden side. Særlig ved grænsen opstod, der nogle alvorlige problemer, som indtil nu er blevet fortiet.

Her på siden vil vi forsøge at få adgang til engelske arkiver, for at undersøge, hvad der egentlig skete. Myndighederne er åbenbart ikke særlig interesseret i, at sandheden kommer frem.

 

Se sandheden i øjnene

Tysk TV har netop vist “Vore mødre og fædre”. Det handler om historier om oplevelser i anden verdenskrig fra 1941 til 1945. Serien var hård for skuespillerne. Minderne har været voldsomme, og for mange vil helst fortrænge dem. Men de fleste øjenvidner, er ved at forsvinde. De er glade for bare at have overlevet, og vil helst glemme. Men det kan være vigtigt, at få at vide, hvorfor denne grusomhed kunne lade sig gøre. Måske skulle man vise den tyske serie i Danmark for at få sandheden frem.

Vi beskylder ofte tyskerne for, at de ikke vil se sandheden i øjnene, men atter engang er disse beskyldninger gjort til skamme.

 

Sandheden kommer frem

Og i Kurt Jensens og undertegnedes jagt på sandheden ved grænsen er medierne også blevet interesseret. En udmærket tre siders artikel blev gengivet i Jyske Vestkysten ligesom Der Nordschleswiger flere gange har berettet om sagen. At Ritzau så misforstod det hele, er jo sikkert nok fordi, de ikke kunne tysk. Flere medier har vist interesse. Det sjove er, at medierne kun har gengivet den første del af vores spændende historie. De helt afgørende beviser er på vej. Det forudsætter uhindret arkiv-adgang. Anonyme og familiemæssige erindringer accepteres
ikke hos historikere.

Men kære medier og andre læser, hav blot tålmodighed. Vi ved, at vores historie er rigtig. Således skrev en sønderjysk politimester til Folketinget i begyndelsen af 1970erne. Han var bange for at sagen igen ville skabe røre. Og det forstår man jo så sandelig godt, når man kender historiens rette sammenhæng. Og historien er jo grotesk.

 

Familien er blevet holdt hen

Under hele historien har vi underrettet den myrdedes datter og kone. Det har myndighederne ikke ment var nødvendig efter alle de år. De har bildt dem en løgn ind og holdt dem hen. Kurt
Jensens forskning har nu bevirket,
at temaet er taget op hos sønderjyske historikere. Og det varer sikkert ikke længe, før der kan føres afgørende bevis for vores påstande.

 

Vi har alle et ansvar

Vi har alle et ansvar for at bringe sandheden frem. Og her har medierne også et ansvar. Måske er sagen med Asmus Jensen ikke moden endnu? De beviser, der blev fremlagt dengang, kan de holde i nutidens retssal? Man accepterer håndskrevne notater – uden datoer. Plantede notater i Asmus Jensen sagen blev accepteret. Her er det mærkeligt at medierne ikke har boret i sagen.

På eget initiativ fra den danske regerings side fragtede man tyske flygtninge over Østersøen til Østeuropa. Dette så man ikke med milde øjne på fra engelsk side. Og det gjorde man heller ikke på Asmus Jensen – sagen.

I stedet for at ligge os hindringer i vejen, burde man i stedet hjælpe os med at bringe sandheden frem. Og her burde historikerne også  komme os i møde, i stedet for at beskylde os for at være løgnere og sensationslystne. Vi får skyld for, at Asmus Jensens familie er gamle og ikke kan huske, hvad det skete. I stedet for skal vi tro på alle historikerne. Var historikerne selv
til stede?

 

Kilde:

• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• www.dengang.dk – div. artikler

 

Hvis du vil læse mere

• www.dengang.dk indeholder 1.781 artikler – under Besættelsestiden (Før/Under/Efter) finder du 361 artikler

Under København (191 artikler):

• Besættelsestidens fortrængninger
• Da Krigen var forbi
• Danmark var advaret – 9. april
• De forfulgte jøder
• Den Franske Skole – i bomberegn
• Den franske Skole – nok engang
• Dengang – det var alvor
• Flugten over Øresund
• SS – absurde grusomheder
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Humor under Besættelsen
• I Ondskabens skygge af Holocaust
• Landsforrædere og Landssvigere
• Overvåget – dengang
• Stikkerdrab
• Tyske Flygtninge
• Tyskerluder og drageyngel

 

Under Østerbro (101 artikler):

• Besættelsen på Østerbro  1 – 4
• Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)
• Hagekorset i Parken
• Mirjams Flugt
• Mordet i Vordingborggade(Øresundsgade) 1942
• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Sabotører og stikkere på Østerbro

 

Under Nørrebro (304 artikler):

• Besættelsen på Nørrebro 1 – 5
• Likvideret på Nørrebro
• Nørrebro, 9 dage i sommeren 1944
• Nørrebro – flere sabotager
• Nørrebrogade 156
• Sabotage på Nørrebro
• Varehuset Buldog på Nørrebro

 

Under Sønderjylland (207 artikler):

• Den Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• En Stikker fra Sønderjylland
• Holger Danske – afdeling Eigil
• Holocaust – aldrig igen
• Mindretal i brændpunkt
• Modstand i Kolding
• Modstand i Sønderjylland
• Opgøret efter 1945
• Sheriffen fra Tinglev
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Tyskertøsser, Feltmadrasser og Horeunger
• Fritz, Nazister og et kartotek
• De mystiske mord ved grænsen 1-3

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler):

• Bov Kommune – under Besættelsen
• Dagligliv i Frøslevlejren
• En sønderjyde krydser sine spor
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang
• Straffelejren
• To skæbner i Kiskelund

 

Redigeret 27.09.2021

 

12.000 danskere havde meldt sig til Waffen SS. 6.000 gjorde tjeneste. En tredjedel var fra Det Tyske Mindretal. Hvervningen var fuld lovlig under det meste af besættelsestiden, men blev kriminaliseret med tilbagevirkende kraft. Frikorps Danmark blev godkendt af regeringen – eller gjorde den? Det Tyske Mindretal mente, at retsopgøret ikke tog hensyn til deres specielle kulturelle og sociale forhold. Danskerne var ikke mere tilbageholdende end andre og mange ”vidste noget”.

 

Fuld lovlig hvervning

Omkring 12.000 danskere meldte sig til Waffen SS, og af disse gjorde 6.000 tjeneste. De blev med tilbagevirkende kraft udnævnt som landsforrædere. Blandt Det Tyske Mindretal i Sønderjylland var det almindeligt, at de unge mennesker skulle melde sig til fronten. Selv om der var specielle danske enheder, så kunne man opleve frivillige danskere i så godt som alle store enheder. I Luftwaffe var der 317 danskere og i Marinen var der 356.

De ca. 6.000 danskere fyldte ikke meget i en hær på en kvart million. De fleste fra Det Tyske Mindretal blev sendt til Division Todenkopf eller 1. SS – Brigade. Og Todenkopf leverede personale til KZ – lejrene.

Hvervningen var fuld lovlig under det meste af besættelsen. Det foregik efter en form for regerings – godkendelse. Regeringen var også klar over de ting, der foregik fra NSDAP – N´s side nede i Sønderjylland.

 

Derfor meldte de sig

I La Cour´s storværk Danmark under besættelsen, som udkom i 1946 – 1947, blev de frivillige inddelt i fire grupper:

1. Officerer, der pga.  manglende dømmekraft meldte sig oven på det chok over den nationale ydmygelse den 9. april 1940.
2. Kriminelle
3. Sociale udskud og ubegavede
4. Eventyrnaturer

Dette er typisk for den litteratur, der kom lige efter besættelsen. Undersøgelser har vist, at det var et bredt udsnit af den danske befolkning, der meldte sig. Selvfølgelig var der mange fra Det Tyske Mindretal og DNSAP. Faktisk så blev 44 frivillige fra Frikorps Danmark hjemsendt på grund af deres kriminelle fortid.

 

KU var på udflugt til Dachau

Hvordan var det i Danmark den gang? Meget interessant er det, at DNSAP ved Folketingsvalget fik seks gange så mange stemmer, som de havde medlemmer. I 1943 var der over 20.000, der stemte på DNSAP uden at være medlemmer. På et tidspunkt havde partiet 43.000 medlemmer.

Danske KU’er besøgte Dachau – lejren. De udtrykte stor begejstring især for den orden og systematik, der prægede stedet. Organisationen flirtede også med nazismen, og fik ret så mange tilhængere – 30.000 voksede KU til – dengang.

Højskole – idrættens førstemand, som mange så op til, hentede sin inspiration hos Hitler. Vi vil senere bringe en artikel om ham. Og i Jyllands Posten blev der udtrykt forståelse for det der skete under Krystalnatten. Flere jøder i Danmark blev chikaneret, blandt andet sangerinden Raquel Rastenni.

 

Stauning ville internere kommunister

Stauning gik ind på de tyske krav, at afbryde de diplomatiske forbindelser til Sovjet. Endvidere gik han ind på kravene om at internere navngivne kommunister. Dette var imod den danske
grundlov. Ja den danske regering ønskede endda tyskerne held og lykke med deres krig mod Sovjet og håbede, at tyskerne vandt. Tyskerne stillede ingen krav om, at danskerne skulle stille med en styrke. Trods dette blev Frikorps Danmark oprettet.

 

Nationale legioner

SS- Wiking skulle have tre regimenter, tyske Germania, skandinaviske Nordland og hollandske Westland.

Man dannede nationale legioner, henholdsvis Den Norske Legion og Frikorps Danmark. Bevæbnet med mindre våben, blev nordmændene sendt til Leningrad i det tilfrosne Rusland. Her tilbragte de 18 måneder i kamp mod russerne i noget, der lignede første verdenskrig. Danskerne fik det endnu værre. De blev sendt til for at forstærke SS – Todenkopf – divisionen i Demyansk.

 

For Danmarks ære, for vort folks frihed

Landsmændene i Wiking blev uddannet og forberedt til fronten. De var med i Operation Barbarossa – invasionen af Sovjet. De var med i erobringen af Ukraine. Tæt ved eventyrbyen Astrakham ved Det Kaspiske Hav blev skandinaverne standset.

De nordiske nationale legioner blev mere eller mindre tømt for mænd, utilfredse og udmattede. Legionærerne blev tilbudt at melde sig ind i SS Nordland. I begyndelsen var det kun 480, der meldte sig til Frikorps Danmark:

• For Danmarks ære, for vort folks frihed og vort fædrelands fremtid slutter vi os sammen i et våbenbroderskab mod de nationer, der allerede er trådt an til kamp mod Europas
  og dermed også vort eget lands fjender.

Ja sådan fastslog oberstløjtnant C.P. Kryssing formålet med Frikorps Danmark. Og den fælles fjende var Bolsjevikkerne.

 

Bevilliget orlov

Kryssing blev ikke fyret fra den danske hær. Han fik bevilliget orlov lige som de andre danske officerer, der tilsluttede sig korpset. Den danske regering fastslog også, at der ikke måtte ligges hindringer i vejen for dem, der ville tilmelde sig korpset.

Desuden åbnede man statsradiofonien for korpsets hvervepropaganda Således fik Kryssing for åben mikrofon lov til at tale om Den Moderne asiatiske fare. Så sent som i april 1943 fik K.B. Martinsen lov til i æteren at skamrose Frikorps Danmark De endte med, at være 1.164 mand. Korpset var efterhånden i krig med sig selv. Og Kryssing endte med at blive forflyttet fra korpset. Mange af korpsets officerer udmærkede sig dog andre steder. Han opnåede selv som ikke – tysker, at være den første, der blev udnævnt som general i Wermacht. Det skete, da han blev udnævnt som leder af den 9.000 mand store Oranienbaum.

Kryssings ledelsesstil var gammeldags og aristokratisk. Han mistede efterhånden overblikket. Der fremkom masser af tyveri og også drikfældigheden bredte sig.

 

Schalburg stabiliserede korpset

Von Schalburg blev udnævnt som leder. Han blev dekoreret med jernkorset, og som SS – Sturmbannführer overtog han kommandoen over Nordlands 1. bataljon. Ikke overraskende overtog han kommandoen over Frikorps Danmark. Fra en usikker organisation forvandlede han korpset til en sikker organisation forstærket med 10 erfarende tyske officerer som instruktører.

Danmark havde nu tre infanteri – kompagnier og et kompagni med tunge våben. Efter at have meldt sig klar, blev korpset sendt i krig fra dag et.

 

Mindehøjtidelighed transmitteret i statsradiofonien

Kommandøren von Schalburg blev dræbt under et angreb og en nær ven fra Finlands – krigen K.B. Martinsen overtog straks kommandoen. Von Schalburg fik en heltebegravelse i Danmark og blev begravet med fuld militær honnør. Han blev martyr for de danske nazister. Mindehøjtideligheden i forbindelse med von Schalburgs død blev også transmitteret i Statsradiofonien. Og det gjorde såkaldte ønskekoncerter også i forbindelse med Frikorps Danmarks orlov.

Både statsminister Buhl og udenrigsminister Scavenius deltog sammen med ledende SS – folk i mindehøjtideligheden.

 

En uheldig parade

I København gik Frikorps Danmark i en velkomst – parade, hvor flere hundrede  mennesker deltog. Mange steder på turen blev soldaterne mødt med tilråb og ukvemsord. Under marchen opstod der mange episoder. Således blev en tilskuer ramt af en bajonet. I den tid Frikorps Danmark havde orlov opstod der en del episoder rundt om i landet. Det var belært af de dårlige erfaringer sidste gang, at korpset på samme tid holdt orlov.

Efter et par uger med planløse aktiviteter ved Lovat tog Berlin beslutningen, at Frikorps Danmark skulle opløses. Martinsen var taget hjem for at oprette Schalburg – korpset. Frikorps Danmark blev officielt opløst den 20. maj 1943 efter lidt mindre end to års levetid. En anden dato er nævnt, nemlig den 6. juni, hvor Felix Steiner selv deltog ved en parade.  Danskernes tab
var ni officerer, 17 befalingsmænd og 133 menige, foruden talrige sårede. Frits Clausen protesterede voldsom mod beslutningen.

I februar 1943 begyndte i Bad Tölz et seks måneders kursus målrettet til udlændinge , herunder danskere. SS – Panzergrenadier – Regiment 24 Danmark bestod således af danske frivillige. 1.896 danskere havde meldt sig for livstid til DNL og Frikorps Danmark.

 

Nordland

Nordland blev betragtet som en stærk pansergrenader – division. Viking blev i Nordland sluttet sammen med deres landsmænd. Og egentlig var det i det besatte Jugoslavien at Nordland blev oprettet og folkene uddannet. Den skulle være en af tre elite – divisioner i det netop grundlagte 3. Germanske SS – Panserkorps under kommando af den berygtede Felix Steiner.

Nordland blev reddet fra en usikker skæbne af en tilbagetrækningsordre, der førte dem tilbage til Tyskland, hvor mændene fik til opgave at forsvare de østtyske provinser, Pommern og Østprøjsen. Oppe i Nordtyskland deltog Nordland sammen med andre europæiske kampfæller i en offensiv , hvor de prøvede at trænge de russiske styrker tilbage. Men russerne smadrede de angrebene. Efterhånden bestod Nordland kun af 1.089 danskere. Dem, som ikke undslap russerne, endte i de berygtede Gulag – lejre. De danskere, der var med i Viking måtte sætte kursen mod de ventende amerikanere eller englændere.

Under krigen skete det også, at de mange danskere efterhånden nedlagde våbnene, andre tilsluttede sig det paramilitære Schalburg – korps, nogle gik mod nord og forsøgte at hjælpe finnerne, og andre danskere deltog i andre af Waffen – SS mange grupperinger.

 

Den Danske Brigade

Omkring 5.000 danskere var flygtet til det neutrale Sverige og havde med myndighedernes accept dannet den såkaldte Danske Brigade. De ville vende tilbage til Danmark, når tiden var moden. I historiebøgerne er der lutter ros til brigaden, men vi har tidligere her på siden dokumenteret, at de i hvert fald i et tilfælde har deltaget i en stor løgn ved grænsen. Måske er der flere lig i lasten. Vi har via vores kontaktmand forgæves forsøgt at få en forklaring fra Den danske Brigade. Da det nu åbenbart ikke mere er mulig for os, at få tilgang til de arkiver, hvor der er noget at komme efter, har vi vendt blikket mod britiske arkiver.

Den Danske Brigade påtag sig en politimyndighed, som de måske ikke havde. Vi har tidligere i artikler beskrevet brigadens forhold til englænderne ved grænsen.

Heller ikke i Fårhuslejren var Den danske Brigade særlig populær. Her blev de kaldt Reservesvenskere og Frihedsberøver. Ifølge erindringer kunne de om natten finde på, at trække fangerne op af sengen og lade dem halvnøgne kravle rundt i gangene afvekslende med kolde styrtebade. Fangerne måtte i timevis stå ret i gården i bagende solskin. Mange andre chikanerier berettes det også om. Undertegnede har set historikere benægte, at dette skulle være forekommet.

 

100.000 danskere i Tyskland

I foråret 1943 arbejdede ikke mindre end 100.000 danskere i Tyskland. Mange af disse var beskæftiget i våbenproduktion. Også herhjemme deltog mange i befæstningsarbejde for tyskerne. Det man så glemmer at fortælle i historiebøgerne er, at mange var tvunget til dette af deres A – kasse med regeringens accept. En ide opstod hos Himmler at rekruttere nogle af disse til Waffen SS. Men kun 119 danskere meldte sig.  Holdningen fra danskerne side var efterhånden, at man ikke accepterede kollaboration med våben men godt kunne acceptere økonomisk kollaboration dog med begrænsninger. Således var det ikke den store modstand mod, at man hjalp tyskerne med at opbygge befæstnings – anlæg ved vestkysten.

 

Juridisk dilemma

Da krigslykken var vendt stod den danske regering over for et juridisk dilemma. Det oprindelige Frikorps Danmark var officielt blevet godkendt. Danskerne havde modtaget begrænset, men dog alligevel afgørende opmuntring fra deres egen regering til at gøre tjeneste for tyskerne. Frikorpsets allerførste kommandant C.P. Kryssing havde kun påtaget sig denne rolle, efter at han
var blevet bedt om det af regeringen.

 

Var danskerne tilbageholdende?

I historiebøger bliver danskernes indsats beskrevet som tilbageholdende. Ligeledes har undertegnende endda set, at ingen fremmed magt har bedt Danmark om, at udlevere en krigsfange
til retsforfølgelse. Dette er ikke korrekt. Danskerne var hverken bedre eller dårligere end andre nationaliteter. Således nedbrændte Regiment Danmark landsbyer og partisaner i Jugoslavien. Og også i KZ – lejre har danskere fungeret som bødler. Og ja, mange danske firvillige vidste, hvad der foregik under krigen. Måske kendte de ikke til de systematiske mord i udryddelses –  lejrene.

Danskere har også befundet sig i det såkaldte Einsatz – grupper. Disse grupper stod for bizarre og uhyggelige episoder under krigen. Frivillige fra Wiking var også med i direkte nedskydninger af jøder. Således også danskere. Af breve fra fronten kan det ses, at mange danskere tilsluttede sig jødernes udryddelse.

 

1.200 ”idioter”  blev skudt

Da Frikorps Danmark befandt sig på en kasserne, fik de at vide, at få at gøre plads havde SS nedskudt 1.200 patienter, såkaldte idioter. I 1942 kunne justitsminister Thune Jacobsen berette om danskere, der havde været med til nedskydning af 30.000 jøder. Det skulle være foretaget af medlemmer fra Frikorps Danmark.

Division Todenkopf opholdt sig i længere perioder i Warszawa. Det var den division, som medlemmer af Det Tyske Mindretal blev overført til. De har næppe kunnet undgå at bemærke den store ghetto i byen, hvor indbyggere levede en kummerlig tilværelse omgivet af pigtråd. Med jævne mellemrum, blev der skudt til måls efter jøderne i ghettoen.

 

Ure – fra hvem?

Og danskerne i Division Nordland stillede sig vel også selv nogle spørgsmål. Hvor kommer disse ure fra? De blev nemlig betænkt med 750 lommeure, 115 vækkeure og 140 armbåndsure, som stammede fra KZ – lejr Oranienburg. Her lå en samling på 27.000 ure stammende fra de jøder, der var blevet myrdet. Den mest racistiske film, der nogensinde er fremstillet – Der Ewige Jude blev forevist for de danske frivillige. Mange danskere mente, at det var en god film, der på fin vis viste problematikken omkring jøderne. I breve omtalte de filmen, som en god film.

 

Vi bliver behandlet som polakker og jøder

Der var kort proces, når man deserterede og blev snuppet. Man blev dømt til døden for faneflugt. Det skete også i Frikorps Danmark. Og det var sjældent, at myndighederne fik kendskab
til dette. Havde man fortrudt, at man havde valgt at gå ind i Waffen SS og nægtede at aflægge ed, så var det lige til en KZ – lejr. Og i breve herfra kan man læse:

• Vi bliver behandlet som polakker og jøder

 

Mediernes holdninger ændrede sig

Mediernes holdning forandrede sig ligesom befolkningens efter krigslykken. Til sidst fordømte medierne Landsforræderne. Men i 1941 var Børsen positiv og også Kristelig Dagblad. De skrev således den 8. juli 1941:

• Flere fronter, forskellige strategi, men kun en krig. Danskerne må uanset, hvad de ellers mener være taknemmelig over, at linjen trækkes så klart op for enhver, som herefter vil deltage i den store strid.

 

Chikaner

Chikaner opstod. Således havde en familie fra Det Tyske Mindretal mistet to af deres pårørende. Foruden sorgen måtte familien finde sig i konstant chikane med had og spot fra de dansksindede. Familier til medlemmer af Frikorpset blev efterhånden også chikaneret. Statsminister Buhl lovede tyskerne, at det ville blive skredet ind over for chikane mod familierne i Danmark.

 

Lov med tilbagevirkende kraft

Den danske ordning var en lov, der blev hastet igennem i slutningen af maj 1945. Man tilbagekaldte den oprindelige beslutning, om at tillade frivillig tjeneste og kriminaliserede den med tilbagevirkende kraft. I alt 15.724 danskere blev arresteret for en eller anden form for samarbejde. 3.641 kom i fængsel i mere end fire år. Og af disse mistede 2.936 deres borgerlige rettigheder. Men vores undersøgelser tyder på, at folk med mindre straf også var udsat for, at deres borgerligere rettigheder mere eller mindre blev frataget dem Kigger vi nøje efter blev hele 40.000 danskere i kortere og længere tid anholdt i kortere og længere tid af Modstandsbevægelsen. Arrestationerne førte i nogle tilfælde til mishandlinger og drab. Trusler og tæv hørte til dagens orden. Der tales om 25 drab i forbindelse med befrielsen, men tallet er langt større.

Dødsstraffen blev genindført. 112 domme blev afsagt og 46 af disse blev eksekveret. En af dem, der blev henrettet var K. B. Martinsen.

 

Syndebukke for stemningsskift

Mange af de dømte, følte sig som syndebukke for et stemningsskift, der langsom havde bredt sig i befolkningen. 1.500 fra Det Tyske Mindretal tjente i løbet af krigen i Waffen SS. I Deutsche Jugendschaft prædikes det for at krigstjeneste var en pligt man skyldte sit folk. Man skønnede, at der i 1942 var ca. 6.000 våbenføre mænd i Det Tyske Mindretal. Senere da det viste sig,
at der ikke var nok soldater blev skønnet forhøjet til 7.000. men hovedparten meldte sig aldrig. Frem til 1944 havde alt i alt 2.000 tysksindede meldt sig. I Februar 1944 kunne man i Nordschleswigsche Zeitung læse om en opfordring til at alle medlemmer i årgangene fra 1909 – 1926 opfordredes til at gå ind i Tyskernes kamp for livet. Men aktionen forblev en fiasko.

I forhold til deres sociale og kulturelle baggrund adskilte de frivillige fra Det Tyske Mindretal sig i forhold til de rent danske frivillige. Men denne problematik ville de danske myndigheder ikke tage stilling til i retsopgøret.

1200 danske statsborgere havde mistet livet, 1.300 var hjemsendt, såret eller invalideret. 56 danske krigsfangere omkom i russiske krigsfangelejre i tidsrummet 1942 – 1950.

Kryssings familie led stor overlast. Selv blev han idømt fem års fængsel. Han følte sig meget uretfærdig behandlet af den danske regering og døde i Haderslev den 7. juni 1976. Tyskerne nægtede i 2006 at udlevere Søren Kam for mordet på Carl Henrik Clemmensen. I 2009 figurerede han på en krigsforbryder – fortegnelse i The Times. Men selv om han var eftersøgt af de danske myndigheder tog han på ferie i Danmark uden at det skete ham noget.

Poul Sommer fik bevilliget orlov af det danske marinekorps, så han kunne fortsætte i Luftwaffe. Her blev han nærmest en helt – 29 nedskydninger. Da han kom hjem til Danmark, indtrådte han ikke i hæren, men blev leder Sommer – korpset, som var et vagtselskab, der beskyttede flyvepladser.

 

Kilde: Se

• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvid du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf under Besættelsestiden (362 artikler) 
• M.h.t. Den Danske Brigade – se artikler under Grænsen er overskredet (6 artikler) 

 

Redigeret 6 – 10 – 2021

 

Vi dukker ned i 1923 i Sønderjylland. Hvad skete der? Både nord og syd for grænsen blev mindretallene generet. Rygter opstod, at der skulle dannes en selvstændig stat. Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere. Også syd på var årsfesten hos det danske mindretal godt besøgt. Der var kampmøde mod Ejder – danskerne. De tysksindede dannede frimenigheder.

 

Grænsespørgsmålet

Selv om grænsen lå  fast, blev den stadig diskuteret. Således faldt der den 7. januar 1923 faldt der nogle skarpe udtalelser mod grænsen. Den 12. januar udtalte overborgmester Todsen fra Flensborg, at danskerne ville besætte hele området ned til Ejderen. Han så hellere, at grænsen blev lagt længere mod nord.

Også  på Grænseforeningens møde i Sønderborg blev grænsespørgsmålet taget op. I marts gik det rygter, om oprettelse af en selvstændig stat, som skulle omfatte en del af Nordslesvig og Holsten ned til kanalen. Det var gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod, der stod bag dette.

Ved Genforeningsfesten den 15. juni i Aabenraa talte H.P. Hanssen også om grænsen. Fyns Venstreblad havde en samtale med den tidligere rigskansler Dr. Michaelis under et besøg her i landet. Han slog fast, at den dansk – tyske grænse lå fast, og at afstemningen var anerkendt. Han trak dog senere nogle af sine udtalelser tilbage.

 

Kampmøde mod Ejder – danskerne

Den 13. juli blev der i Slesvig afholdt et kampmøde mod Ejder – danskerne. Her faldt der skarpe udtalelser mod grænsedragningen. I et opråb modsatte Schleswig – Holsteiner
– Bund sig yderligere mod afståelse af Slesvig-holstensk jord til Danmark. Den 25. november mødtes danske og tyske socialdemokrater i Flensborg. Fra begge sider anerkendte man den bestående grænse.

 

Mange udenlandske tjenestefolk

Syd fra kom masser af tjenestefolk. I Haderslev Amt fandtes alene 1.223 udenlandske tjenestefolk. Nærmere grænsen var tallet langt større. I 1923 skønnede man, at der var ca. 8.000 udenlandske tjenestefolk. I 1922 var trafikken over grænsen stærk begrænset. Priserne sydpå steg kraftig. Også  grænseoverløbere måtte man i stigende grad tage sig af. Således havde Aabenraa Amt en årlig udgift på 30.000 kr. til hjemsendelse og straffefuldbyrdelse.

 

Tyske menigheder

Tyskere blev opfordret til at bosætte sig nord for grænsen. Den 24.3.1923 havde de tysksindede dannet en frimenighed eller rettere en afdeling af den Slesvig – Holstenske Landskirke i Tinglev. En lignende menighed blev dannet i Løgumkloster. I Toftlund ansøgte i efteråret 55 underskrivere, der til dels ikke er det danske sprog mægtig om tysk gudstjeneste en gang
om måneden og på alle anden – helligdage.

 

Tyskerne forlangte mere

I 1923 fandtes der 11 tyske vandrelærere og – lærerinder i Nordslesvig og 7 privatskoler. Der fandtes mange tyske folkeskoleklasser, og der blev givet tysk sprogundervisning i mange ellers danske skoler. Men de tysksindede krævede mere. En deputation var hos ministeren i 1922, og over for ham krævede de:

• En tysk folkeskole, hvor 20 pct. af de vælgere, der havde børn under 14 år krævede det, et tysk skolekommission for hver tysk skole og mindst 5 timers tysk religions – og sprogundervisning ugentlig, hvor dette ønskes.

Knivsbjerg – festen samlede 2 – 3.000 deltagere

Til vandrelærer – virksomheden var der i 1922 indsamlet 550.000 Mk. Syd for grænsen. I slutningen af året blev der vedtaget, at Den Tyske Pigehøjskole i Tinglev skulle afholde 8 dages kursus for unge landmænd. Den årlige Knivsbjerg – fest samlede mellem 2 – 3.000 deltagere.

 

Problemer for det danske mindretal

Det danske menighedsliv var samlet om menighedssalen Ansgar. Ved pinsetid 1923 ophørte de danske gudstjenester i Helligåndskirken. Det var simpelt hen mangel på tilhørere. En
kirkesal blev indviet i Valsbøl. Også i Slesvig var der en stor dansk menighed.

Det danske oplysningsvæsen syd for grænsen havde vanskelige kår. Myndighederne stillede sig på bagbenene. I flere byer måtte man nøjes med at afholde dansk kursus. I Aventoft indrettedes en dansk privatskole med 20 børn. Den blev dog forbudt. Begrundelsen var, at læreren ikke havde fået de nødvendige tilladelser. Et landbrugsmøde i Valsbøl blev forstyrret af tyskerne, og måtte flyttes til en privat stue.

I slutningen af januar købte Den slesvigske Forening i Gottorp Amt hotellet Holsteinisches Haus for 40 millioner Mk. De dansksindede indrettede det til forsamlingshus og kaldte det for Slesvighus. Da der skulle afholdes festlighed i det truede politiet med at lukke det.

 

Støtte til Sydslesvig

Til støtte for dansk kulturarbejde blev der på den danske finanslov bevilliget 200.000 kr., hvoraf 119.700 kr. gik til Dansk Skoleforening for Flensborg og Omegn, 50.000 kr. til højskoler
og resten til bogsamlinger, menighedspleje og sygepleje. Som modtræk foreslog de tysknationale i den preussiske landdag at bevilge et beløb til bevarelse af tysk sprog og kultur i det afståede Nordslesvig.

En sagfører i Flensborg blev afskediget for at have modtaget den franske krydser, Le Marseillaise. Først efter et år fik han igen lov til udføre sit hverv. En redaktør i Nibøl fik 14 dages fængsel for at genere tyske lærere.

Det danske årsmøde i Flensborg samlede 6.000 mennesker. Og de danskvenlige blade trykt på tysk var indtil videre forbudt af militæret. Først i 1924 måtte man udgive dem, men under censur.

 

Bedre økonomiske forhold

I 1923 gik det bedre for handelen. Indbyggertallet var stigende. Også  penge – forholdende  fik det bedre. Et hårdt slag var de samvirkende sønderjyske brugsforeninger, der med 10 filialer måtte likvidere med et underskud på 75.951 kr.

 

Bedre trafikale forhold

I løbet af 1923 blev jernbanernes køreplaner udvidet så stærkt, at der næsten var normal køreplan. Også amtsbanerne fik udvidet køreplanerne. En del busruter var blevet indstillet. Alligevel fandtes der i Haderslev Amt over 30 rutebiler.

Det første tog på småbanen på Als blev ført frem til Mommark Færgeleje. Også en række andre banestrækninger blev forbedret.

Landevejene blev fortsat forbedret i 1923. Alene i Tønder Amt var der siden Genforeningen etableret 40 km ny Chaussé. Forskellige havne i Sønderjylland blev uddybet.

I foråret begyndte tyskerne at bygge en dæmning fra Klangsbøl til Sild. Foreløbig gik trafikken over Højer i plomberede vogne fra strækningen fra Sønderløgum til Højer. Men stormfloden den 30. august gjorde stor skade på det påbegyndte arbejde.

 

Masser af nye skoler

Ved indvielsen af Telegraf – og Telefonstationen den 23. april oplystes, at der var 6.729 telefonabonnenter i Sønderjylland mod 3.514 ved Genforeningen. Her i 1923 var der i folkeskolen 682 lærere og lærerinder, deraf 417 med dansk og 265 med tysk uddannelse. De tyske skoleafdelinger blev besøgt af 2,774 børn.

Nye folkeskoler blev der bygget flere af. I Burkal Sogn blev der alene bygget tre, nemlig i Burkal, Rens og Jyndevad. Der blev også bygget skoler i Ravsted og Rudbøl. En ny tysk skole blev bygget i Jejsing.

 

Fornærmelse mod den danske dommerstand

Redaktør Hamann ved Neue Tondernsche Zeitung blev ved Underretten idømt 4 måneders fængsel for fornærmelse mod den danske dommerstand. Denne bøde blev stadfæstet af Landsretten med Højesteret nedsatte dommen til en bøde på 2.000 kr. I oktober måned kom en af de mange krigsfangere hjem fra krigen. Det var Hørlück fra Varnæs. Han havde siddet 8 år i fangenskab i Sibirien.

 

Masser af nyheder fra 1923

I 1923 brændte Dybbøl Præstegård. Og når vi nu er der nede, så blev Dybbøl Banke ”takseret” til fredning. Fuglefredningen på Jordsand kunne ikke forlænges, man manglede midler. På Løjt og i Aabenraa var der nu kortlagt 167 oldtidsminder. Og ved kloakeringsarbejder i Tønder fandt man rester af Gråbrødreklosteret. I Aabenraa oprettede man et Arkivdepot. Kongen besøgte Haderslev, Aabenraa, Tønder og grænseegnene, Sønderborg, Augustenborg og Gråsten.

Diget ved Højer blev forhøjet med en halv meter. Ved Brains i Frankrig blev der indrettet en sønderjysk kirkegård.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Sønderjysk Månedsskrift
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.779 artikler, heraf 207 artikler fra Sønderjylland
• Under Indlemmelse, Afståelse Genforening finder du 143 artikler

 

• Det Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Istedløven brøler stadig
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Kongens hvide hest
• Mere om Kongens Hvide Hest
• Mindretallet i brændpunkt
• Ned med de dansksindede
• Sønderjyder i Første Verdenskrig

 

Under Aabenraa (169 artikler)

• Folkehjem i Aabenraa
• Løjt – mellem dansk og tysk

 

Under Padborg/Bov/Kruså ( 63 artikler)

• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Første verdenskrig i Bov
• Genforeningen i Bov Sogn

 

Under Højer ( 77 artikler)

• En vandretur mod vest – dengang

 

Under Tønder (283 artikler):

• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
• En rebel og hans gård
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders Dansksindede Og mange flere artikler

 

Redigeret 23.09.2021

 

Kaptajn C.C. Fischer var udsat for mange forlis. Tre af hans børn blev født ombord. I fem år arbejde han i Japan, hvor han tog japansk kaptajn – eksamen. Også i Siam, arbejdede han.  I Aabenraa arbejdede han for danskheden. Han var med til at købe Folkehjem og oprette en frikirke. Ikke overraskende forsøgte prøjserne at udvise ham. Vi skal også kigge på Frederik Fischer, redaktør af en legendarisk ugeavis.

 

Tipoldefar

Kaptajn C.C. Fischers tipoldefar var Magnus Fischer. Han var ikke sømand lige som en stor del af familien. Han døde tidlig, og hans enke, Margrethe Amalie giftede sig senere med løjtnant Dormeier. Hun talte plattysk og første ægteskab var der to børn, Christopher Conrad og en datter, der blev gift med en Nielsen ved Nørreport. I ægteskabet med Dormeier, fødtes en søn, Jørgen David Dormeier, som blev ritmester ved dragonerne i Itzehoe.

 

Oldefar

Oldefar Christopher Conrad Fischer (1736 – 1810) blev efter sin fars død opdraget i Aller. Han kom tilbage til Aabenraa, hvor han blev skibsfører for en af Cornelius Cornelsens skibe. Cornelsen var en af Aabenraas første købmand. Han havde været i England og der lærte han hvordan man skar tobak ved hjælp af hestekraft. Dengang blev der dyrket en del tobak i Aabenraa. Efter krigen mod England mistede Cornelsen alle sine skibe. Han kaldte sine kreditorer sammen og forelagde dem sin situation:

• Kan I få det til at slå til, ellers har I her mit guldur

Han boede på Storetorv, men grundet sin økonomiske situation, måtte han flytte. Når han gik sine gåture gik vejen altid forbi sin tidligere ejendom.

Christopher Conrad Fischer var en myndig og en hidsig person. På en prøvetur ude på fjorden med et nyt skib, hvor hans medredere var med blev han uenige med dem og jog dem i land. Hos Cornelsen traf Christopher en ung pige Marie Dorthea Festersen, der senere blev hans hustru. De fik fem børn, Magnus, Margrethe Amalie, Fester, Christopher Conrad og Maria Dorthea.

Efter sin kones død blev Christopher gift med Cecilie Bahnsen, der fødte ham tre sønner, Martin Bahnsen, Jørgen David og Jes Fester.

 

Ni dage på en øde ø

I året 1790 førte Christopher briggen Fortuna. I Middelhavet led de skibrud ikke langt fra Tyrkiet. Bedstefar Fischer var med som kahytsdreng. De kom i land på en øde ø, undtagen en dreng, som druknede. De opholdt sig på øen i 9 dage. Ved hjælp af lidt krudt, som de fandt i et krudthorn, en sten og en kniv lykkedes det dem, at få tændt ild. Fra fastlandet blev man på den måde opmærksomme på de skibrudne

I Kanalen blev Christopher påsejlet og forliste. Også dengang var hans søn Fester med. Denne kom op på det fremmede skib, og blev sejlet til Hamborg. Christopher reddede sig på anden måde. Stor var glæden, da Fester ankom. Man havde anset ham for omkommet.

 

Bedstefar

Bedstefar, Fester Fischer (1774 – 1863) var gift med Cathrina Regina Callesen, der også var af en berømt Aabenraa – slægt. Fester kom tidlig til søs med sin far. Som kaptajn kom han til at føre skib for købmand Kopperholdt. Senere førte han Industri, der dengang var det største skib i Aabenraa. Det forliste ved Anholt på rejse fra Newcastle til København. Billedet af dette skib har været model til Aabenraa Statsskoles segl.

Han købte derpå en gammel grønlandsfarer i Glückstadt, briggen Anna Cathrina. Efter at skibet var blevet efterset og istandsat hjemme gik turen til Sønderborg og Fåborg, hvorefter det indtog et læs korn. Men skibet forliste i Læsø Rende med lods ombord. Skibet kom selv fri med blev boret af en englænder.

Senere købte Fester briggen, “Die Hoffnung”, som han sejlede med i flere år, indtil den forliste ved indsejlingen til Bremen, mens Festers søn var styrmand ombord.

 

70 skibe på Reden

Fester havde på en af sine mange ture set Napoleon holde parade over sine tropper. I Stockholm havde han været vidne til blodige uroligheder på gaderne. Ligesom de andre kaptajner lagde Fester op om vinteren. Sejl og tovværk blev da brugt til hus. Han boede dengang på Søndertorv. De kaptajner, der boede i Slotsgade, førte skibsmaterialet i både op ad åen, der dengang var sejlbar, hvorefter det så blev ført i hus. Om foråret gik skibene så ud igen. Der kunne dengang ligge ca. 70 – 80 skibe på reden.

 

Veninde med Fanny

Festers søster, Maria Dorthea blev gift med kaptajn Mathias Kock, der forliste. En datter, Marie af dette ægteskab var gamle Fru Cornett, gift med sejlmager Jørgen Cornett. Hun var efter faderens forlis kommet i hus hos Fester, og blev opdraget her.

Fru Cornett var Fannys gode veninde og døde i en alder af 94 år i 1910. En af hendes døtre, Anna blev først gift med kaptajn Frederik Callesen. Efter hans død blev hun gift anden gang med rigsdagsmand, J.P. Jungreen.

Fester havde syv børn, Maria Dorthea, Frederik, Christopher Conrad, Christine, Fester, Carl Ludvig og Cecilie.

Maria Dorthea blev gift med rebslager, Casper Garben. Hendes datter Cathrine blev gift med sin morbror, Fester Fischer. En søn, Johannes Garben overtog faderens rebslagerforretning og blev gift med Maria Hansen

Festers næstældste barn, Frederik er det også meget at fortælle om. Det tredje ældste barn var Christopher Conrad Fischer (1811 – 1884). Han var far til kaptajn C.C. Fischer, hvis erindringer vi er dukket ned i. Moderen var Anna Elisabeth Callesen.

 

På  Barsø

Christopher fik briggen, Anna Cecilie bygget i Lübeck. Denne blev overladt til sin bror, Fester. Og han solgte den i Hamborg og fik derefter i 1857 barken, Farvel, bygget på Reimers Værft.

Kaptajn Fischer er født på Posekær Teglgård. Det var morfars ejendom. Men den første ejendom, han kan huske, lå i Slotsgade. Krigen i 1848 bevirkede, at faderen lige som andre danske mænd i Aabenraa var blevet udvist. Nu sad han over på Barsø sammen med sin bor, Frederik Fischer, Farver Bahnsen og andre. Under krigen var der både indkvartering af danske og tyske tropper.

En nat i vinteren 1848 – 49 flygtede familien ud af Aabenraa. Faderen havde sendt bud fra Barsø. Den følgende sommer sejlede de til Assens, hvor de blev boende til krigen var forbi.

 

Prøjserne fyrede far

Hjemkommet til Aabenraa var det snart svensk indkvartering. Faderen var blevet udnævnt til havefoged og i 1856 udnævnt til agent. Det var på den tid, hvor Nyvej blev anlagt. Indtil da var
der kun en vej, der førte til havnen, og det var Skibbrogade. Midt i 1850erne blev den første dæmning over til Lindsnakke anlagt. Samtidig blev der bygget en mølle til at udtørre Kilen.

Kaptajn Fischer gik først i Borgerskolen og siden i Deichmanns Privatskole, der havde til huse i to skolestuer i Hotel Rudebeck, det senere Royal på Nørretorv. Skolen flyttede senere hen
i et gammelt hus på kirkepladsen. Her havde det tidligere været pigeskole under Rektor Buch. Der var to klasser i skolen.

Deichmann var en ejendommelig lærer. Han kunne bruge de værste skældsord, men var meget afholdt af eleverne. Han morede sig over, når eleverne sloges indbyrdes, men det kunne Pastor Leth ikke tolerere.

Under krigen i 1864 blev faderen afsat af de tyske myndigheder. Han deltog i oprettelsen af Den Nordslesvigske Bank i 1872.

 

En tur til Sydamerika

Christophers søster, Christine blev gift med boghandler og bogbinder Nikolaj Sørensen, der overtog bladet Freja fra Frederik Fischer, mens sønnen Richard Sørensen blev redaktør. En
boghandel dengang var meget primitiv indrettet. Bøgerne stod nemlig i et skab inde i stuen. Når der var marked, blev den benyttet som skænkestue.

Frederik Fischer var handikappet, og boede på Ramsherred. På gaden kørte han rundt i en lille vogn forspændt med en hund.

Farbror Fester Fischer havde lært drejerhåndværket, og må have været ret dygtig til sit fag. En rig mand fra Sydamerika var kommet til Aabenraa og overtalte Fester til at tage med ham til Sydamerika. Kort efter ankomsten dør manden og Fester stod nu helt alene i det ukendte. Han tog så hyre og går til søs og kommer tilfældigvis til Hamborg, hvor han møder en bekend fra Aabenraa.

Han lod sig overtale til at tage hjem, men havde også fået lysten til søen. Han blev gift med sin søsterdatter, Catharina Garben, der drog ud med ham til Buenos Aires. Han forliste i 1867 ud for Singapore og druknede.

Deres eneste datter var Marie Fischer, der døde et par år før krigen, og som stiftede et legat for byen. Hun var ugift, men havde været forlovet med Andreas Cornett, der døde før de blev gift.

 

Skibsværfter i Aabenraa

Dengang var der masser af skibsværfter i Aabenraa. Michelsens blev senere overtaget af Jacobsen. Endvidere Thorkild Andersens, Rabens, Reimers og Poulsens. Foruden disse, var der også Lunds og Holms værft. Sidstnævnte blev senere en store reder i København. Byens absolut største reder og bygmester var dog Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede i 1850erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere hade han bygget Calcutta, der forliste ved Læsø. En del af materialet blev dog brugt til at bygge Cimber. Jørgen Bruhn var i mange år byens eneste Agent. Han ejede Nymølle, Knappen, teglgården, villaen Scotland, vejrmøllen og flere huse i byen.

 

Japan åbnede sig

Byens befolkning var indirekte afhængig af skibsfarten. Efter at den blev indstillet, så blev også forskellige håndværk i byen indstillet. Japan blev åbnet for amerikanerne i 1856. Hollænderne havde dog for alle andre europæer adgang til en japansk havn, Nagasaki, en gang om året, idet de, som man sagde, ikke regnedes for kristne, men for hollænderne . Efterhånden kom de andre europæer dog også til Japan.

Da Kaptajn Fischer sejlede for Japan var der kun fire åbne havne, Nagasaki, Kobi, Yokohama og Hakadati.

 

Styrmands – eksamen

Kaptajn Fischers slægt på moderens, Anna Elisabeth Callesen side var også udpræget Aabenraa – familie. Den kunne føres tilbage til midten af det 17. århundrede. Morfar, Hans Jesper Callesen var også kaptajn.

Fischer stak tidligt til søs. Allerede som 15 – årig tog han afsted. Skibet han tog med, var Farvel, med farbror Fester Fischer som kaptajn. Den første tur gik til Buenos Aires. Da han kom hjem tog han på styrmandsskolen, der lå bag den gamle folkebank på Skibbroen. Han fortsatte med at gå på navigationsskolen. Styrmands – eksamen blev taget i Flensborg.

 

Frederik Fischers ugeavis

Fischer fik også en masse at vide fra farbror Frederik Fischer. Han kunne en masse omkring astronomi og matematik. Han havde lavet sine egne logaritmer. Frederik lavede også sine egne kikkerter og andre astronomiske apparater. Lige så dygtig han var til at konstruere sine egne apparater lige så ubehjælpsom var han til at styre sin egen økonomi. Han forstod sig slet ikke på penge. Han besørgede selv det redaktionelle på sit blad Freja. Han hjalp også til på trykkeriet, der lå i baggården til hans hus i Ramsherred. Han hjalp mange med at udfylde dokumenter m.m. uden at tage penge for det.

I 1839 var han startet med “Königlich privilligiertes Apenrader Wochenblatt” – på tysk men med dansksindet indhold. I 1840 skiftede bladet sprog og navn til Kongelig privilegerede Ugeblad for Aabenraa”. Det vakte dog stor forargelse, at Frederik Fischer brugte byens gamle navn i stedet for Apenrade. Så han måtte igen skifte titel til  “Kongelig privilegeret Apenrader Ugeblad”.

Frederik Fischer tog ikke direkte del i det kommunale arbejde, men som rådgiver spillede han en stor rolle. Byens fremtrædende danske borgere samledes i hans stue for at diskutere dagens spørgsmål med ham.

 

Om bord på krigsskib

Da krigen i 1864 brød ud, blev kaptajn Fischer indkaldt og kom til Sønderborg den 5. februar. Her kom dagen efter meddelelse om, at Dannevirke skulle rømmes. Oprindelig skulle han være blevet sendt til København. Men skibet var blevet forsinket. Han blev så med et par andre sendt til Kegnæs, hvor de efter 3 – 4 dage gik ombord i krigsskibet Geyser. Her var general de Meza om bord. Alle de indkaldte blev så ført til København. Kaptajn Fischer kom tilbage til krigsskibet, som var en hjuldamper fra 1848

 

I Siamesisk tjeneste

Efter krigen gik kaptajn Fischer selv i gang med at rigge barken Catharina til. Den var under bygning på Tømmergården. Dannebrog blev hejst. Da redderne ikke ville sejle under tysk flag, blev kursen sat mod Svenborg, hvor det blev registeret under dansk flag. Derfra gik turen til Nikolajowsk, hvortil skibet kom i maj 1866.

I 1868 gik Kaptajn Fischer i siamesisk tjeneste. Han blev styrmand om bord på barken St. Georg. Der var dengang mange danske søfolk i Siam.

Handelen dengang foregik hovedsagelig via kinesere. Først da H.N. Andersen kom herud kom der gang i handelen i Siam. Kaptajn Fischer kom om bord på briggen Rebekka, som blev ført af danskeren kaptajn Ravnkilde. I Bangkok traf Fischer styrmanden på det tyske skib, Filicia, der var for hjemgående. Så gik det rundt om Kap det gode håb til Bremerhaven. I 1869 var han hjemme i Aabenraa igen.

Frederik Fischer var på det tidspunkt flyttet ned ved den gamle Folkebank på Skibbroen. Han reparerede Kaptajn Fischers sekstant.

 

Fischer fik sit papir

Det var ikke lang orlov. Snart gik turen med Charlotte Christine til Østasien igen. Det var bygget hos Skifter Andersen. Skibet skulle gå under tysk flag. Kaptajn Fischer havde nu sit eget skib. Men han skulle bevise, at han havde de nødvendige papirer. Helt så let var det dog ikke. Han måtte gå til Landråden:

• Hvor var De i 1866, da landet blev preussisk?
• Da sejlede jeg på Kina – kysten om bord på fremmede skibe
• Ja så er jeg i tvivl om, hvorvidt De er blevet preussisk undersåt
• Men hvordan skal jeg da forholde mig for at få mine papirer i orden?
• Det mest simple ville være, at De søger om at blive preussisk undersåt.

Landråden ville hjælpe Fischer. Så denne måtte skrive under på, at han havde opteret for Danmark. Dette gav så problemer senere, men Fischer fik sine papirer. I Singapore kom meldingen, at der var udbrudt krig mellem Tyskland og Frankrig.

I Shanghai fik han i 1871 melding om Frederik Fischers død. Frederik havde holdt på det danske. Embedsmændene talte tysk, og tysk var også skolesproget. På gaden i Aabenraa talte man dog dansk.

 

Til Kina og Japan

I de følgende år sejlede Fischer på Kina – kysten og Japan. I 1872 kom hans forlovede derud og brylluppet blev afholdt i Shanghai. Den første datter, Anna blev født ombord. Det var lidt usikkert område at sejle i. Farvandet var hjemsøgt af kinesiske sørøvere. I 1873 gik Fischer mod Vladivostok. Både hans kone og lille Anna var med ombord. Men i september forliste skibet.

Under dramatiske forhold lykkedes det for mandskabet at redde sig i land på en ø. Ti dage efter blev de reddet af Kaptajn Nasimoff, der tidligere havde ført zarens lystjagt.

 

 

Tre døtre døbt samme dag

Datter nummer to, Sara blev født i oktober 1874 om bord på vej fra Makassa til Hongkong midt under Ækvator mellem Borneo og Celebes. Da den tredje datter Marie blev født, blev hustruen i land i Amoy. I 1877 rejste hustruen hjem med tre småpiger og fødte Jenny hjemme, hvor alle fire piger blev døbt på en dag.

 

Japansk kaptajn – eksamen

Nogle måneder senere forliste Kaptajn Fischer med Catharina i en Tayfun på vej fra Hakadati til Yokohama. Mange andre skibe led samme skæbne. Også denne gang blev han reddet.

Med japanerne gik det så  på vej mod Yokohama. På vej mødte man et tysk orlogsskib Königen Elisabeth, der var sendt ud for at bjerge mandskabet fra de forliste tyske skibe. Ombord kom Fischer under lægebehandling. Da han var kommet til sig selv tog han til Tokyo for at tage japansk kaptajn – eksamen. Japanerne var det modigste og mest tapre folk, som Fischer kendte. Dengang gik de endnu alle med to sværd. Flid og nøjsomhed kendetegnede japanerne.

 

Fem år i japansk tjeneste

Fischer  sejlede en gammel engelsk postdamper Aden. Den blev rigget til som sejlskib. Og den første tur gik til Kobe. Flere japanere ombord blev uddannet til sømænd. Senere blev Fischer styrmand på nogle japanske dampskibe. Indtil 1882 var Fischer i japansk tjeneste. I fem år varede eventyret.

 

Hustruen døde

Med en fransk postdamper gik han til Marseille. Og over Schweitz gik det nu hjem ad mod Aabenraa. Hustruen og børnene boede hos Peter Callesen i Nygade. Hustruen ville gerne have at Fischer blev på landjorden og foreslog, at han skulle oprette et vaskeri og strygeri.

Han købte derefter en ejendom i Slotsgade og indrettede et stort dampvaskeri og en badeanstalt. Hustruen blev alvorlig syg og måtte opereres flere gange. Hun døde i 1888 og da var den ældste datter Anna 15 år gammel. Den yngste Thoma var da et år gammel.

 

Borgmester kunne ikke anerkendes

I Aabenraa samledes de danske stemmer på Vreden. Og til tyskernes store forundring blev han valgt til borgmester. Og dette gentog sig i 1894. I Slesvig ville man ikke godkende valget. I stedet var Michael Jebsen fungerende borgmester. Fra den tyske regering forsøgte man at vælte Vreden. Denne bad nu Fischer om at hjælpe sig. Og det hele endte med, at en deputation rejste ned til regeringen med krav om, at valget blev stadfæstet, hvilket så endelig skete.

 

Folkehjem og Frikirke

De dansksindede købte Schweitzer – Halle for 30.000 Mark. Og Fischer var selvfølgelig med i handelen. Det blev som bekendt til Folkehjem. Og myndighederne prøvede på alle mulige måder at chikanere de dansksindede. Ikke engang øl måtte de servere, men Fischer sørgede for en ølvogn. Frederiksklubben blev erklæret politisk, men også det fandt Fischer en løsning på.

Ved århundredeskiftet havde pastor Thomsen holdt gudstjenester på Colosseum og senere i en lille sal på Folkehjem og samlet en lille menighed. De dansksindede slog sig sammen og ville bygge en kirke. Folkehjem gav grunden. Der var kun adgang til marken bagved ad markvejen fra Frydendal ved Gartner Jacobsens grund. For at kunne få adgang fra Chausseen måtte Villa Emmy købes. Den blev så skrevet i Fischers navn.

 

Bryllup måtte afholdes i Danmark

Fischers datter, Jenny var blevet forlovet med en søn af den gamle kaptajn, Martin Drescher. Fischer gik til landråd Uslar og forklarede landråden, at han ville gerne have sine to brødre med til brylluppet. Landråden mente godt, at det kunne anbefales. Der blev sendt en ansøgning. Men det blev til afslag, og brylluppet blev afholdt i Danmark.

 

Fischer – forsøgt udvist

En morgen i 1902, kom der en politibetjent. Fischer skulle give møde hos borgmesteren. Og det var et vigtigt møde. Borgmester Rickmers rejste sig op med et papir i hånden og sagde:

• De har i 1870 søgt om at blive preussisk undersåt. Og hvad landråden gjorde dengang er ugyldig. De skal være ude af landet inden for 14 dage. Går De ikke frivillig, blive de transporteret. Hvis De vender tilbage, bliver de arresteret.

Da de 14 dage var omme kom Betjent Matzen for at ledsage Fischer til banegården. Fischer overnattede på hotel i Vamdrup. Det var trods alt bedre end fængslet i Aabenraa. Men han tog dog med morgentoget  hjem. På Rådhuset klagede han over udvisningen, da han sagde, at han var preussisk undersåt. To retsindstanser talte ham imod. Men Distriktsudvalget i Slesvig erklærede, at Fischer ikke var udlænding. Det at mønstre et dansk skib var ikke det samme, som at flytte til Danmark. Men dermed var sagen langt fra afgjort. Fischer havde også en del problemer med sine pas.

 

Fischers bror, Anton

Kaptajn Fischers bror, Anton sejlede som kaptajn på Kinakysten. Han forliste med jernskibet, Anna Cecilie. Så rejste han hjem og tog afsked med søen. Han købte derefter en gård i Skovby og blev gift med datter af naboen, Doris Michelsen. I 1884 blev de udvist med 8 dages varsel. Han måtte overlade gården til svogeren Jep Michelsen som bestyrer. Anton rejste til Korsør, hvor en anden bror, Harald var rejst ti for at slippe for militærtjeneste. Her oprettede han et bryggeri og døde i 1900.

Kaptajn Fischers søster, Christine blev gift med kaptajn Chr. Michelsen.

 

Kilde:

• Litteratur Aabenraa
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler

– Om Søfart i Aabenraa : Læs

• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Aabenraa – som søfartsby
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Aabenraa – før Prøjserne
• Briggen Chico fra Aabenraa (b)
• Aabenraa, skibe og søfart  og mange flere artikler

– Om relevante ting i artiklen: Læs

• Aabenraa 1800 – 1850
• Aabenraa 1864
• Boghandlere i Aabenraa
• Folkehjem i Aabenraa
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
• Mennesker i Aabenraa
• To kirker i Aabenraa

Redigeret 21.11. 2021

De var ikke alle lige sjove at arbejde for – lensmændene på Møgeltønderhus. Hoveriet kunne måske have været værre. Men i perioder havde bønderne i Møgeltønder Len nok at se til. Særlig dige-udbedring tog i perioder masser af tid. Og så skulle man også lige stå til rådighed med kørsel – både for lensmanden og for kongen. Da Ribe skulle have forstærket deres befæstning, ja så måtte man seks gange køre til Ribe med et læs kampesten. Og så blev brud på moralen og det sjette bud takseret hårde end et mord. Jo der skete skam noget i Møgeltønder dengang.

 

Kongelig lensmand

Ved reformationen overgik Møgeltønderhus som alt andet bispegods til kronen. Som første kongelig lensmand får vi Detlef Ahlefeldt. Antagelig har han overtaget lenet lige efter 1536. I en jordebog fra 1537 fortælles det, at huset Groten Tundern giver lensmanden 200 mk i årlig hyre. Birket giver ham 31 mk. og 5 sk. I 1546 har Ahlefeldt fået lenet i pant for 16.000 mk. Han skal betale 30 mk. lb. 1 læst havre og 6 tdr. smør som deraf plejer at afgange tilforn til bispens fadebur.

 

50 len blev pantsat

Møgeltønder var blot et af de 50 len, der af Christian den Tredje havde pansat til de holstenske adelige. Men hvor stor var lenet egentlig? Ja vi kan kigge i jordebogen fra 1537 over Riberhus Len. Og i den kan vi læse, at lenet bestod af

• 3 gårde i Daler, 1 i Gerup, 15 i Møgeltønder, 1 i Toghalle, 2 i Bønderby, 2 i Gallehus samt Røj, Spydholm og Brink.

Detlef Ahlefeldt var lensmand på Møgeltønder indtil 1562, da kongen på hans anmodning indlæser pantet. Han havde været meget initiativrig og genrejst bygningerne. Han var også særdeles aktiv, da digerne Højer – Rudbøl – Lægan – Kær herred blev bygget. Han var meget påpasselig over for bønderne. I et brev til kongen klager han således over, at Kogsbøl – bønderne og kirketjenerne ikke udfører deres andel af arbejdet. Han fortæller også  kongen, at ikke alle er lige flinke til at vedligeholde digerne. Ahlefeldt ønsker at true de bønder, der ikke lever op til deres ansvar skal trues med at blive smidt ud af deres ejendom.

 

Ahlefeldt troede på ”heksen”

I en sag fra Daler bliver en kvinde ved navn Margretha anklaget for trolddom. Men Ahlefeldt mener ikke, at hun har begået disse forbrydelser. Han henviser til, at hun trods tortur fastholder, at hun er uskyldig. Møgeltønder Kirke lod han udsmykke med kalkmalerier. I 1921 fandt man rester af interessante kalkmalerier med Ahlefedts våben. 10 år efter, at han forlod Møgeltønder i 1570 døde han i den høje alder af 90 år. Han blev begravet i Kliplev Kirke.

 

Ny lensmand – Niels Lange

I 1562 overtog lensmanden på Riberhus, Niels Lange tillige Møgeltønder Len. Men det var ikke helt uden problemer. Niels Lange krævede inventar som Peter Rantzau skulle have leveret, men som Ahlefeldt nægtede, at skulle have modtaget. Kongen måtte over for Niels Lange forlange, at han undersøgte sagen noget bedre.

 

Claus Rantzau – utiltalende og fordrukken

Allerede i 1564 overtog Claus Rantzau lenet. Han fik det i pant for 10.000 dlr. I 1567 blev det yderligere bestemt, at pantet skulle forblive u-indløst i hans livstid. Efter hans død skulle kongen desuden betale 1.000 dlr. For udførte reparationer.

Claus Rantzau døde i 1571. Hans enke, Magdalene beholder lenet indtil 1573, da Bendix Rantzau overtager det.

Og denne Rantzau var en i høj grad utiltalende person, hengiven til druk, opfarende og grusom, samt begærlig efter gods og penge. Ja sådan beskriver kilderne fra dengang personen. Efter bedste holstenske forbilleder forsøgte han at inddrage fæstejord og ved en forøgelse af bøndernes hoveri, at udvide hovedgårds – driften. Det fortælles, at hans lille datter Dorothea Rantzau på hendes dødsleje i 1592 bad sin far vise retfærdighed, billighed og nåde mod sine undergivne og bad ham især ikke straffe de undergivne, der kun havde forsynet sig i ringe grad mod den spanske kappe med mindre de var dømt til døden.

Også efter sin tid i Møgeltønder lå han konstant i strid med de mennesker han var i berøring med. I Haderslev, hvor han ejede et hus og bosatte sig, kom han i strid med byens øvrighed. Hans søn med hvem han havde begået alvorlige optøjer i Hamborg blev endda i 1616 sat ud af huset på grund af restancer.

 

Bendix Rantzau

I 1583 overtog Bendix Rantzau Møgeltønderhus som ejendom og ved den lejlighed udskiltes godset i Haderslevhus Len (Rangstrup og Bovlund). Denne afgang af gods blev udlignet ved Bendix Rantzaus køb af et par ejendomme i Gerup. Ved kronens tilbagekøb af lenet i 1599 kommer det til en del stridigheder vedrørende dette gods, idet Bendix Rantzau, at han ikke havde solgt andet og mere, end det, han havde modtaget i 1583.

 

Kronens krav skulle fastholdes

Kongen gjorde gældende, at den nye lensmand, Albert Friis på det bestemteste skulle fastholde kronens krav. Og det ejendommelig er, at kongen henvendte sig til lenets bønder og anmodede dem, om at yde et tilskud til købesummen efter evne og formue, idet der måtte formodes, at de var interesseret i kronens køb. I 1600 blev der udskrevet en almindelig landeskat overalt hos bønderne i riget til hjælp til betaling af Møgeltønder hovedgård og gods.

 

Albert Skeel

Fra 1600 havde Møgeltønder og Riberhus fælles lensmand. Og disse lensmænd tilhørte nu den danske højadel. Albert Friis, der kun var lensmand til 1601, var ligesom de følgende lensmænd med undtagelse af Mogens Sehested medlem af Rigsrådet. Albert Skeel, der var lensmand i tiden 1601 – 39 havde i sine unge dage, således som det på den tid var sædvane inden for højadelens kreds, været på uddannelsesrejse i Tyskland, Italien, Frankrig og England. Kort efter havde han ledsaget Christian den Fjerde på dennes brudefærd. I 1601 forlod han hoffet
og forlenes med Riberhus og Møgeltønder len. Som rigsråd og rigsadmiral blev han ofte brugt som kongens vigtigste sendebud.

I 1623 afgik han som rigsadmiral, muligvis på grund af et personligt sammenstød med kongen. Men det var dog ikke værre end at han i 1629 fungerede som fredsforhandler i Lybæk.

I forlenings – brevet blev det bestemt vedr. Møgeltønderhus, at han skulle gøre kongen regnskab for al avl, affødning og anden fordel og udgiften til løn og klæder til skriveren, fogeden og de daglige folk på Møgeltønder Slot og len. Den derunder liggende ladegård skulle tilregnes kongen. Dertil kom endvidere den bestemmelse, at lensmanden måtte beholde tiendedelen af den uvisse indkomst, hvorved forstås indfæstning, sagefald og før-lov.

Albert Skeel afgik ved døden 1639, og hans afløser blev Gregers Krabbe, der ligesom sin forgænger tilhørte den danske højadel. Også hav havde i sine unge år været på udenlandsrejse.
Ligesom sin forgænger var han rigsråd, men opnåede endnu et avancement, idet han i 1651 overtog stillingen som statholder i Norge efter Hannibal Sehested. Han blev beskrevet som
en jævnt dygtig og godlidende mand. Det fortælles, at selv om han gennemførte en forøgelse af hoveriet i Hindsgavl Amt, så var han alligevel vellidt af bønderne der.

På Møgeltønder var han optaget af få gennemført en hårdt tiltrængt reparation af hovedbygningerne, men det forhindrede svenskerne ham i at gennemføre. Da svenskerne endelig trak sig ud af landet, var det i første omgang avlsbygningerne, der blev genrejst. I 1650erne skiftede lensmændene ret hyppigt. Fra 1651 – 1655 var Mogens Sehested lensmand. Fra 1655 – 1658 var det Otto Krag. Og i 1658 overtog Hans Schack lenet.

 

Ikke en dårlig forretning

Det var bestemt ikke en dårlig forretning at være lensmand dengang. Det må dog lige antydes at flere af lensmændene havde ydet kongen store lån og havde fået lenet som pant. Den eneste rente, som de fik for lånet, var de indtægter som lenet kunne give af sig. Måske havde indtægterne været lidt mindre efter 1599, hvor lensmanden kun fungerede som kongens forvalter.

 

Mange ansatte

Egentlig var det nok skriveren, der havde det store arbejde. Han skulle opkræve afgifterne hos bønderne, og han skulle føre det uoverskuelige regnskab. Hvert år skulle han personlig rejse til København for at præsentere regnskabet over for Rentekammeret. Ladegårds – fogeden tog sig af bøndernes hovarbejde. Til hjælp havde han en foged – svend. Et skiftende antal røgtere
og piger fik deres kost på Møgeltønderhus. I regnskabsåret 1618 – 1619 opholdt der sig således 12 faste tjenestefolk samt en del personer, der som håndværkere eller i andet ærinde opholdt sig i længere eller kortere tid på slottet.

I jordebøgerne findes en fortegnelse over godsets besiddelser, gårde, kådnere og inderster. Hertil kommer de to møller i Lindskov og Daler, samt et falkeleje i Skast. Besiddelserne lå
noget spredt i Møgeltønder, Ved Aaen, Bønderby, Toghalle, Gallehus, Daler, Gerup, Østerby, Buntje – Ballum og Abild. I jordebøgerne kan man ikke finde fortegnelser over de såkaldte slikmænd. De kan opfattes som en slags forpagtere med en noget svingende forpagtningsafgift. De boede ude i Gudskog. En del af dem havde ret store jordbesiddelser.

 

Udseende ændret mange gange

Møgeltønderhus har skiftet udseende mange gange. Og det er heller ikke alle gengivelser, der er lige pålidelige. Der findes dog et maleri på Skokloster i Sverige, der viser os, hvordan stedet så ud, da Hans Schack overtog det. Rundt om samtlige bygninger gik den i dag den eksisterende voldgrav. Den gang var der plankeværk mellem borgergård og ladegård. De tre vigtigste gårde blev forbundet med broer.

I 1642 var broerne så  forfaldne, at Christian den Fjerde under et ophold på Møgeltønderhus befalede, at broerne skulle erstattes med jorddæmninger. Men den ordre blev grundet krig, næppe gennemført. Stedets betydning som fæstning var svundet ind til intet.

Ikke nok med at svenskerne ødelagde store dele af godset. Men natten mellem den 11. og 12. oktober 1634 ramte en stor stormflod Vesteregnen. Vandet nåede ikke helt op til Møgeltønderhus, men stormen ruskede voldsom i de mange bygninger. Der måtte bruges et ikke ringe beløb til udbedring af skaderne.

Til trods for disse reparationer så fortæller en synsforretning fra 1639 adskillige steder om brøstfældigheder. Om det store stenhus hedder det således, at det øverste loft, der var egefjæl, var ganske brøstfældigt. Muren var mange steder revnet og taget var flere steder afblæst. Med hensyn til stald –og lade-bygninger oplystes det, at stængerne mange steder var rådne, og at tavlerne var faldet ud. Hvad vind og vejr ikke kunne magte, lykkedes til fulde for svenskerne i 1643 – 45. Da de var ude af landet tog lensmand Gregers Krabbe fat på genopbygningen.

 

Synsforretning fra 1655

Men i en synsforretning fra 1655 syntes der stadig at være kritisable forhold. Om Fruerstuen (Hovedbygningen) hedder det således, at taget var aldeles ødelagt af svenskerne. Loftet var brudt ned, kælderen var ganske brøstfældig, og i ladegården var det kun lidt husning i sammenligning med synsforretningen 1639. Den nye svenskekrig hindrede en række planlagte reparationer. Først da Hans Schack havde overtaget lenet som ejendom, kom der for alvor gang i byggearbejderne. Det nye Schackenborg rejste sig på det gamle Møgeltønderhus ruiner.

 

Lokale materialer

Det var fortrinsvis lenets egne håndværkere, der stod for opførelsen. Det var lidt sværere med materialerne. Teglsten kunne man selv producere på egnen. Men både træ og kalk måtte hentes andre steder fra. Den eneste skov i lenet, Lindskov var ikke stor nok til at kunne levere det nødvendige tømmer og desuden blev den ganske ødelagt af svenskerne.

Allerede i 1562, da beboerne i Møgeltønder len havde hårdt brug for tømmer til slusernes og husenes vedligeholdelse, gav kongen dem tilladelse til at indføre træ fra Norge. Dog måtte de ikke sælge tømmeret videre, men udelukkende bruge det selv.

Ifølge lens-regnskabet er der købt materialer fra Højer, Tønder, Ribe og Flensborg.

 

Urter på slottet

Af det før omtalte billede på Skoklosteret i Sverige fremgår det, at man var begyndt at anlægge have omkring slottet. Træerne var dog endnu ikke så høje. Derimod kan man ud fra lens-regnskabet se, at der var indkøbt urter. Og det var fra den husumske urtekræmmer Gert Buck. Således var der købt, løg-frø, gulerodsfrø, kørvelfrø, persillefrø, timianfrø, meran-frø, salviefrø, lavendelfrø m.m. Fra regnskaber fremgik det også, at der var indkøbt karper. Hvor karpedammene var anbragt, vides ikke.

 

Kunne lære noget af hollænderne

Indtil 1660 kørte godset som ladegårdsdrift. En del af markerne havde ikke været pløjet. De blev brugt til græsning af kreaturerne. Der var dog også en del eng – arealer, der ikke var velegnet til pløjning. Men i regnskaberne kan det ses, at korndyrkning blev en stor del af driften. Rug og havre blev dyrket i store mængder. Det var især hollandske købmænd, der opkøbte kornet og solgte det videre med stor fortjeneste i Spanien. Men endnu engang ødelagde svenskerne det hele. Markerne forblev nu u-dyrket. Mange steder gik de ligefrem over i hede.

Og vi sønderjyder kan takke hollænderne for meget. Således lærte de os, at fremstille ost. Og også smør viste de os, at vi kunne fremstille. Ja egentlig lærte de os også kvægdrift. Albert Skeel havde i 1618 – 19 betalt Laurids Struck, en borger i Ribe 9 rigsdaler for en tyrekalv og kviekalve indkøbt i Holland. Lensmanden mente at dette indkøb kunne have gavnlig effekt for avlsdyrene på Møgeltønderhus. Men antallet af køer på Møgeltønderhus oversteg dog aldrig 20. Og da svenskerne kom af to gange endte alle køerne i svenskernes maver.

 

Flere okser fra Møgeltønder

Men tidligere havde der gået flere okser på Møgeltønderhus områder. I 1554 havde Detlef Ahlefeldt fået lov til at udføre 100 okser toldfrit fra Kongeriget til Slesvig. I 1589 fik Bendix Rantzau lov til at udføre 200 okser fra kongeriget (dog ikke toldfrit). På det tidspunkt var der plads til 200 okser i Møgeltønderhus stalde.

 

Hoveri

Der findes ikke så  mange kilder, der referer til hoveriet i Møgeltønder Len. Men fra den gamle Brinkgård (bispegård) i Ballum Sogn klagede bønderne i 1540erne over, at de både
skulle lave hoveri for Brinkgård og til Riberhus. Fra Trøjborg nævnes, at hvert bol i tjenestepenge årligt skulle betale 8 daler i tjenestepenge. Bønderne skulle også hvert år foretage en lang
rejse til Flensborg, Slap de for sådan en tur skulle de betale yderligere 1 daler. For det tredje skulle de hvert år foretage en kort tur til Højer eller Tønder eller også betale yderligere 8 skilling.

For det fjerde skal hvert bol årligt levere 4 læs tørv eller betale 4 skilling for hvert læs. De skulle årligt yde nyt tag til vedligeholdelse af hovedgårdens bygninger, samt holde deres løkker, veje, stier vedlige.

Desuden skulle de årligt pløje, havre, så og høste et areal i den Søndre og Nordre Mark. De skulle endvidere køre vintergødningen ud på de marker, der blev anvist af herskabet. Tærskningen slap bønderne for, mod at betale tærskepenge. Efter kontrakten af 1627 skulle samtlige fæstebønder slå og rive 50 Demant eng, mens Visby – bønderne alene skulle køre høet hjem. Da Daniel Rantzau i 1650 ved fru Anne Rantzaus død overtog Trøjborg genindførte han avlingshoveri på Trøjborg, indtil bønderne i 1690erne lejer hovedgårds
– marken.

Første gang hoveriet bliver nævnt i Møgeltønder er i 1233 i en overenskomst mellem indbyggerne i sognene Tønder (Møgeltønder) og Andæflyth. Sidstnævnte svarer nærmest til Vester Anflod. Det fremgår, at allerede i middelalderen måtte beboerne yde kørsler for den biskoppelige gård i Møgeltønder.

Egentlig har hoveriet i Tønderhus Amt ikke været særlig tyngende. Højer – bønderne skulle siden 1589 yde 10 dages hoveri til Fokkebøl og Fresmark.

 

Protest fra bønderne

Vi har tidligere fortalt om oprør fra bøndernes side i Møgeltønder. Bønderne mente, at de til tider havde for meget hoveri. Og lensmændene klagede over, at bønderne ikke fik udført deres arbejde. I 1567 udstedte kongen derfor en forordning til bønderne om, at de skal gøre samme tjenester til slottet med pløjning, lyngægt og andet, som de fra arilds tid sædvanligvis har ydet.

Bendix Rantzau brugte ret så håndfaste metoder over for opsætsige bønder. Det løs også bitre klager over ham fra bøndernes side. I 1583 nedsatte kongen dog også en kommission, der skulle undersøge forholdene. Men kongen gav ikke bønderne ret. Han mente, at de i Claus Ahlefeldts tid havde været noget forskånet for ægt og hoveri. Bønderne fik at vide, at de skulle være lensmanden lydig.

Men snart var det galt igen. I 1597 sender Christian den Fjerde et brev til herren på Møgeltønderhus, hvori det hedder, at hans bønder har klaget over, at han har forhøjet deres skyld og landgilde udover det, som de fra ilds tid har svaret, og at han besværer dem med arbejde til 5 eller 6 avlsgårde, foruden at de har diger at holde i stand. De de derved er kommet i stor armod og fordærv og ikke vil kunne blive ved deres næring og bjærgning, har de anmodet Kongen, om at tage sig af deres
sag.

 

Rantzau stævnede bønderne

Nu hjalp det dog, da Kronen overtog Møgeltønderhus i 1599. Men ak, beboeren slap ikke for Bendix Rantzau. Den landgilde, de ikke havde villet eller ikke kunne betale ham, stævnede han dem for ved Viborg Landsting. Kongen appellerede til dommerne om at vise barmhjertighed over for bønderne. Endnu så sent som i 1607 var Bendix Rantzau part i en proces mod beboerne i Møgeltønder.

 

Til rådighed for kongen

Nu var det sådan, at bønderne i Møgeltønder Len også skulle stå til rådighed for kongen. Ja de skulle også hver især køre seks kæmpesten til Ribes befæstning og yde seks dages arbejde til dette. I 1655 var Frederik den Tredje på besøg i Sønderjylland. Han sendte en brev til Møgeltønder – bønderne, at de skulle holde sig klar med deres heste og vogne, når han om kort tid agtede at begive sig fra Flensborg til Ribe sammen med sit følge og hof.

Kådnerne som ikke havde heste, måtte et hvis antal dage om året stille sig til rådighed som håndlangere for håndværkere eller rense grave eller forrette havearbejde. Et forsøg på at udvide
kådnernes hoveri til også at omfatte dige-byggeri, blev på kongens foranledning bragt til standsning.

 

Indfæstningen

En anden afgift var indfæstningen. Det var en afgift, der betaltes ved fæsterskifte. For en helgård i Møgeltønder Len var det ansat til 40 rdlr. Men gårdene Ved Åen var helt oppe i en afgift på hen imod 200 rigsdaler. Det mest almindelige var dog 100 – 140 rigsdaler.  Men der var masser af andre byrder for befolkningen. De mange krige satte sine spor. I Christian den Fjerde og Frederik den Tredjes tid kom pengeskatte, kornskatter, bådsmandsskatter og mange flere. Ja og så kom alle kirkeafgifter. I middelalderen var disse delt i tre dele, bispetiende, præstetiende og kirketiende.

 

Præsten klagede

I slutningen af 1550erne klagede præsten Laurids Boesen over, at hans sognebørn ikke ville give ham tiende. De ville heller ikke give ham kvægtiende. Det kom godt nok til et forlig i 1558, hvor det blev bestemt, skulle give tiende i en del af gestlandet, mens de af de ny-inddigede marskland skulle give 2 mark smør for hver ko samt give tilbørlig kvægtiende. I 1560 klager præsten igen til kongen. Endnu i 1573 var der ikke faldet ro i sagen.

 

Dige-arbejde

Bønderne i Vestslesvig havde en forpligtelse, som andre bønder i landet var fritaget for, nemlig dige-pligten. De gamle frisiske ord  “Hvem der ikke vil dige, må vige”, havde sin gyldighed i Møgeltønder Len. Hver enkelt fik efter sit marsk – areal udmålt sin andel af diget. Det var så hans pligt, at reparere , når storm og uvejr havde sønderbrudt det. Og hvis han ikke kan magte
dette, må han opgive dele af sit land til fordel for dem, der godt kan magte vedligeholdelsesarbejdet. Bestemmelserne kunne synes skrappe, men ude i kogene var man afhængige af hinanden. Spade – strandretten som var kendt fra øen Nordstrand gjaldt også Møgeltønder Kog. I 1634 blev denne suppleret med Christian den Fjerdes dige-forordning.

De diger, der blev bygget i 1550erne kan nok ikke måle sig med nutidens diger. Men i mange år var man på egnen foruroliget. Så sent som i barndom og ungdom i Tønder lyttede mine forældre foruroligende når radioen, når en stormflod var på vej. Det var inden det fremskudte dige ved Højer. Og en enkelt gang er mine forældre inde i Tønder blevet evakueret, selv om min mor sagde, at det var noget pjat, da hun på naboens vejrhane kunne se, at vinden havde ændret retning.

 

Stormflod

Gennem tiden har storm og vand forårsaget store skader i Møgeltønder Len. I 1579 havde kongen sendt et brev til Bendix Rantzau om, at hans bønder sammen med Tønderhus undersåtter skulle deltage i reparationen af digerne. På adskillige steder mellem Højer og Rudbøl var digerne blevet gennembrudt. Også hertugen mindede om, at dige-parter skulle blive bragt i orden.

Kun et par år senere var det igen galt med digerne. Onsdagen efter påske i 1583 har bønderne i Tønder og Møgeltønder len i overværelse af deres respektive herrer, Johann von der Wisch og Bendix Rantzau være forsamlet i anledning af, at der i 1582 havde været masser af digebrud flere steder. Man så sig nogle steder nødsaget til at flytte digerne længere ind i landet.

 

Det voldte mange bryderier
for bønderne fra Møgeltønder og Tønder at skulle være fælles om diget og reparationerne af det. Snart var det kronens og snart var det hertugens bønder, der var uvildige til at udføre deres del af arbejdet. Den værste storm var “Det store Guds-vejr” natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. Kongen havde bevilliget nedsættelse i landgilden for dem, der havde lidt skade på deres korn og hø.

Det fremgik, at især bønderne ved Aaen, i Møgeltønder, Buntje og Rejsby havde været særlig udsatte for stormfloden. Meget slemt var det gået ud over Møgeltønder Kirke, idet det høje tårn styrtede ned over skibet og næsten lagt kirken i ruiner. Menigheden var ikke selv i stand til at rejse tårnet. I den anledning anmodede kongen, at nabosognene skal komme den nedfaldne kirke til hjælp efter bedste evne.

 

Havet rejste sig atter

Næppe var alt blevet repareret, da havet igen rejser sig. Det var den omtalte nat mellem den 11. og 12. oktober. På Nordstrand druknede alene 6.000 mennesker og 50.000 kreaturer.
1.300 gårde forsvandt i havet. Diget mellem Højer og Rudbøl blev atter engang gennembrudt. Eschelt Thambzen i Møgeltønder mistede således sit ganske Hus, hustru og børn samt alt sit gods og 2 køer. Mattis Persen mister to køer, 1 svin, 47 gæs, væggene i huset, samt sted-faderen Jens Ibsen og moderen. Mange kreaturer gik til i Møgeltønder Len.

Gårdene ved Aaen havde fået deres værfter ødelagt. Tavlerne i bindingsværkshusene var blevet skyllet bort af floden og en del af stolperne havde måttet give slip på grund af vandets store pres. Her havde blandt andet Anne Jensdatter mistet to heste, en hoppe, to fede køer, fire kvier, 6 okser, 2 stude. Dertil kom at 15 fag lade med alt høet var drevet bort, 12 fag stald ”neden for bjælkerne” var bortrevet, ligesom et lille hus med masser af træ-tøj var fuldstændig forsvundet.

Møgeltønderhus mistede 15 heste, 27 hopper, 5 føl, 30 køer, 39 stude, 9 okser, 44 kvier, 37 kalve, 1 tyr, 73 får, 21 svin og 229 gæs. Udbedringen af skaderne har krævet store summer og kæmpe arbejdsindsats fra bønderne, lige som også at digerne atter en gang skulle sættes i stand.

 

Hver landsby havde sine vedtægter

Hver landsby havde deres vedtægter. Der blev indkaldt til Grande/Bystævne, når vigtige ting skulle diskuteres. Indvarslingen blev foretaget af skiftende embedsmænd. I Daler blev de kaldt for markmænd, senere pantemænd, i Toghalle, tilsynsmænd, og i Abild for hegnsmænd. Og i en landsbyvedtægt fra Bønderby fra 1821, kaldes de for opsynsmænd. Som regel var der to embedsmænd i hver by, en i hver ende. Og det var en pligt at påtage sig hvervet, der gik efter tur.

Når der skulle afholdes Grande lod den ældste af embedsmændene en såkaldt grandestok eller ting-vol sende rundt til bønderne. Stokken gik fra hus til hus, og når den havde nået sidste mand, medførte han den til Grande – stævnet og overgav den igen i den ældste embedsmands varetægt. Skete det, at en af bønderne ikke sendte stokken videre måtte han erlægge en bøde til fællesskabets kasse. Som regel betød det også en mindre bøde til øvrigheden.

I Abild var bøden 4 sk., mens man i Daler har måttet bøde i mk. Til byen og 8 sk. Til herskabet. Lignende bøder var fastsat for dem, der udeblev fra mødet. Normalt skulle den udeblevne lade sig repræsentere ved en anden, idet beslutningerne skulle tages af samtlige bymænd. På Grandet skulle der herske ro og orden, og øvede nogen kiv og trætte, idømtes han en bøde, der i Daler bestod af en tønde øl til byen og 1 rigsdaler til herskabet.

Måske var afstemningen ved disse møder ikke demokratisk. Det gik efter gårde. En helgårds – stemme regnedes for dobbelt i forhold til en halvgårds. Kådnere havde overhovedet ikke stemmeret . De måtte gerne deltage. Og hvis der var beslutninger, der drejede sig om dem, måtte de gerne fremkomme med ønsker, men beslutningerne blev taget af bønderne.

 

Overtrædelse af det 6. bud

Overtrædelse af det 6. bud var den hyppigste overtrædelse dengang, hvis vi taler om moralbegreber. De mere velstillede måtte betale meget mere end den fattige. Bødens størrelse afhang også af forbrydelsens art. Besvangring af en trolovet så myndighederne på med milde øjne. Her kunne man nøjes med at slippe med et par rigsdaler. Men var den ene af parterne derimod gift , eller var synderne nært beslægtede, vankede der klækkelige bøder.

Fra regnskabet 1649 –  50 kan det ses, at Broder Sonnichsen ved Aaen har betalt 120 rigsdaler For lidt adspredelse i den ægteskabelige ensformighed. I 1655 har to mænd fra Lindskov betalt 150 rigsdaler. for lejermål med personer, med hvem de var beslægtede i 2. og 3. led.

Selv præsten, som man vel på dette område havde rimelig grund til at formode ville optræde som et godt eksempel for sine sognebørn, har til tider følt kødets lyster. Laurids Thomsen og hans families sørgelige skæbne har vi således tidligere berettet om.

 

Nedkommet 11 uger for tidlig

Møgeltønder –  præsten Bagge Petersens hustru var nedkommet 11 uger for tidligt. For denne grove forseelse burde præsten være blevet straffet. Men kongen bestemte, at han kunne blive forflyttet. Men med sognebørnenes forbøn får han lov til at blive mod at han betaler 50 rigsdaler til hospitalet i Ribe.

Et mord så man ikke så alvorlig på. Således kunne Hans Christensen i Rejsby – Ballum kunne nøjes med at betale 30 rigsdaler for at have stukket en fiskerkarl på Rømø, så han døde. Men der blev givet bøder hvis

• der blev gravet tørv 3. pinsedag
• at kromændene bliver idømt bøder for at have solgt brændevin og øl i kirketiden
• fordi man havde været i slagsmål med en anden om en stol
  i kirken

 

Kilde:

• litteratur Tønder
• litteratur Møgeltønder
• litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler:

 

Under Historier om adelsslægten (9 artikler)

• Adelsslægten Akeleye 1 – 9

 

Under Sønderjylland (207 artikler)

• Enklaverne i Sønderjylland
• Ribes Historie 1 – 5
• Gråsten – en flig af historien
• Margrethe den Første og Sønderjylland

 

Under Aabenraa (169 artikler)

• Adelsslægten fra Aabenraa
• Adelsslægten, der uddøde
• Ahlefeldt og Søgaard
• Kirker – syd for Aabenraa
• Syd for Aabenraa

 

Under Tønder (283 artikler)

• Adel og Storgårde i Tønder Amt
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Dagbog fra Møgeltønder
• Dige-byggeri i Tøndermarksen
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornene ældste historie
• Hertugen af Tønder
• Møgeltønder – dengang
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønders historie
• Oprør i Møgeltønder
• Præsten fra Daler
• Schackenborg i Møgeltønder
• Tønder, Marsken og afvandingen
• Tøndermarsken 1 – 3

 

Under Højer (77 artikler)

• Højer – stormflod og diger
• Landet bag digerne
• Stormflod ved Vestkysten
• Syd for Højer

 

• og mange flere artikler

Redigeret 17.09.2021

Del af et foredrag afholdt i Stefanskirken den 21.02.2013. Drikfældigheden var stor. Tidligt kunne man more sig med ”Den Stærke Mand”. Man kunne få ”anstændig moro” i forskellige borgerlige bevægelser. Masser af fyrværkeri var der herude. På Blågården var der kampe mellem hunde og bjørne. Og så sendte Radio Merkur fra Nørrebro. Man gik til bal i swinger –påklædning i Folkets Hus. Og skolebørn kunne beskue bare damer i Zigøjnerhallen. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro.

 

Mange lystigheder på Nørrebro

I historiebøgerne kan man læse, at Nørrebro – borgerne tog sporvognen, for at gå i Alhambra på Frederiksberg. Men man kunne nu godt selv på Nørrebro. Og her skulle man heller ikke spørge Hoffet om lov, hvis man ville etablere sig med noget lystigt, som visse steder på Frederiksberg. Og selvfølgelig kan man på denne korte tid ikke fortælle alt om Nørrebros Lystigheder. Men så gå endelig ind på dengang.dk og læse mere.

 

Datidens guide

I en af datidens guider kunne man læse følgende:

• Om Sommeren søger Håndværks og Kjældermanden og unge Bursher til Værtshusene paa Vester – Nørre og Østerbro. Om Søndagen, når Vejret føjer, vrimler det Sommeren igjennem paa disse Steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved Keglespil, Musik og Dans nyde Livet med en Fryd og Gammen som Mennesker i højere Regioner intet Begreb kunne gjøre om.

 

Drikfældigheden var stor

Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Det var et utal af værtshuse og kælderbeværtninger.  Slagsmål og skænderier hørte til dagens orden. Og det mærkede man især op til lønningsdagen. Mange arbejdsgivere udbetalte lønnen på udvalgte værtshuse, og de havde faktisk også selv indrettet værtshuse, så de kunne få en bid af kagen. Og det var også på værtshusene at fatter investerede sin løn.

 

Lystigheder på Blågården

Men vi skal længere tilbage i tiden, for på Blåggården skete der mange lystigheder. Ikke kun dem, hvor Støvlet Cathrine var indblandet. Nej her havde de kongelige og de næsten kongelige arrangeret vilde kampe mellem bjørne og hunde. Man håbede så på at hundene ville vinde, for det døde dyr skulle de fine nemlig fortære om aftenen.

 

Ridekunst og fyrværkeri

Italieneren Pelotti lavede senere teater på Blågården. Det var et kæmpe udstyrstykke med lys og lyd. Men for borgerskabet var det en kamp overhovedet at nå frem. Først skulle man over en meget smal bro over en vejgrøft. Og det sidste stykke var nærmest bundløs. Pelotti kunne præstere alt lige fra pantomime – teater til elefanter. Kunstneren Jean Lustre fik her tilladelse til at
undervise borgerskabet i ride-kunst og legemsøvelser. Der var noget at komme efter.

 

Den stærke mand

Ja egentlig kan vi gå helt tilbage til 1722 omkring Skt. Hans Plads. Her havde van Eckenburg indrettet et forlystelsessted. Han optrådte som Den Stærke Mand. Og han levede sandelig op
til sit navn. I en folder kunne man læse om hans bedrifter:

 

• En Armbolt på 5 – 600 Pund blev lagt paa hans Bryst og to Smedesvende huggede en Jernstang derpaa.
• Han sønderriver et Tov bestaaende af 312 Traade
• Han løfter en Kanon paa 2.000 – 2.500 Pund Vægt med den ene Haand og drikker et Glas Vin med den Anden
• Han staar paa et Stillads og løfter med den ene Haand en Rytter med Hest eller 12 Personer, medens han drikker et Glas Vin med den Anden Haand eller blæser i en Trompet.

 

Ubetalte regninger og hylende kvinder

Men ak. Teateret i Lille Grønnegade mente, at Den Stærke Mand brød et privilegie. Og han optrådte i kirketiden. Det kunne Magistraten ikke sidde overhørig. Og da han også havde lovet sit hjerte væk til adskillige kvinder, udstedte de en proklamation:

• For Meddelst det Foragerlige, syndige Levned derved øves og for den Lejlighed det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkes Tildragelse.

Og pludselig var han væk efterladende ubetalte regninger og hylene kvinder.

 

Det Forenede Musikalske Selskab

I 1790 dannede en række intellektuelle Det Forenede Musikalske Selskab på Landstedet Solitude.

 

Kunstfyrværkeri og Slynggynge

En kunstner ved navn Piere Magito forvildede sig i 1804 ud på Nørrebro. Han afbrændte nogle flot Kunst – Fyrværkeri.

I 1820 blev der importeret en slynggynge fra Rusland og opsat på Nørrebro. Det vakte dog  forargelse, da man kunne se noget af kvindernes Forbudte klæder.

 

Anstændig moro

Den Bestandige Borgerlige Forening rykkede i 1827 ind på Store Ravnsborg. Foreningens formål var

• Ved Samtale og passende Fornøjelse at sørge for Mand og Borgere anstændig Moro efter deres Arbejde.

I 1835 kom der rigtig gang i Store Ravnsborg. Nu skulle der være aftenunderholdning og optræden af datidens kunstnere. Bagefter spillede Husorkesterets 14 mand op til dans. De ældre foretrak dog spillebordene og punchen. I 1856 blev hele herligheden solgt til Det Overgaarske Varité Selskab.

 

Holbergs Minde

Det Borgerlige Fornøjelsesselskab Holbergs Minde indfandt sig på Nørrebro. Deres Punchesold var berømt i sin tid. Her kunne man opleve Borgermajor Gaarbrechts taler og hymner til “Borgerdyd, Krigsdaad og Venskab”.

 

Bevilling til dramatiske forestillinger

Ferdinand Schmidt fik bevilling til at give dramatiske forestillinger på Store Ravnsborg. Schmidt var berømt for at gå fallit, og ofte sad han i cellen på Blegdamsvej. Her gav man navn på den celle, som han mange gange sad i. Den fik navnet Sindshvile. Men Ferdinand Schmidts initiativ var faktisk begyndelsen til Nørrebro Teater.

 

Fire afholdsforeninger

På  hjørnet af Fredensgade/Dosseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse, var der flerfarvede ruder ud mod søerne. Det var her at den daværende LO – top i 1899 fandt frem til det berømte September – forlig.

Der var koncerter i Café le Rheine og i Søpavillonen. Foreningslivet kunne byde på solistoptræden og humoristisk oplæsning. Masser af regimentsmusik blandt andet på legepladsen på Kapelvej. Ja man kunne også deltage i en af de fire afholdsforeninger, der var dengang. De havde hele 1.200 medlemmer.

 

Druk under cirkus – forestilling

Nede ved Ladegårdsåen opererede Cirkus Bech – Olsen i et telt. Den tidligere mesterbryder kunne byde på lidt af hvert. Under forestillingen blev der drukket tæt. De fleste af tilskuerne kom fra Rabarberlandet.

 

Grams Have

På  hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej lå Grams Have. Det var en afdanket kaptajn, som havde erhvervet dette lystige sted. Her sad hver eftermiddag fem kvinder og ventede på Ridderen af Nørrebro, forfatteren Christian Winther (Hjortens Flugt)  Men det blev ikke en af Grams smukke døtre, der løb med ridderen, men derimod den 19 – årige Marie Hansen, datter af enkefrue Hansen.

 

Lille Ravnsborg

Dansestedet Lille Ravnsborg havde på et tidspunkt et værtspar, der hed Pattge. De fik ni børn. Og en af disse blev en af tidens største skuespillere. Jo det var sandelig Johanne Louise Heiberg.

 

Nørrebros Teater

Omme i Ravnsborggade på det berømte Nørrebros Teater optrådte den lige så berømte Frederik Jensen og Olfert Jespersen som musikdirigent. Senere var det så Fuglekræmmeren med Hans Kurth og Else Marie, man kunne fornøje sig med. En ung mand forsøgte sig allerede som 18 – årig, at komme ind på teatret. Det lykkedes ikke. I 1919 fik han hele seks replikker. Mandens navn var Osvald Helmuth. En anden kendt person fik sin debut her, nemlig Poul Reichard. Og Buster Larsen fik sin debut her som 12 – årig.

 

Radio Merkur

Senere var der ingen, der ville overtage bevillingen. Ejendommen blev overtaget af Alex Brask Thomsen. Det var ham, der ville købe sin barndomsgade, Nørrebrogade for 250 millioner kroner. Lokalerne blev brugt til at producere underholdningsudsendelser til piratsenderen ude i Øresund, Radio Merkur.

 

Zigøjnerhallen

Zigøjnerhallen brændte for et års tid siden. Det vil sige, at her var der indrettet Teltmission. Den berømte Zigøjnerhal blev lukket omkring 1953. Her optrådte Wandy Tvorek, troldmanden på en violin. Her kom også Børge Rosenbaum, senere kendt under navnet Victor Borge. Her sprang folk op på bordene, når den berømte Blomstersang klingede ud i lokalerne. Leo
Mathiesen optrådte her i 1940 – 41. Og Otto Brandenburg havde sin debut her. Minsandten om ikke også Lilli Broberg og Raquel Rastenni optrådte her. Lysmester var Citronen, kendt fra Flammen og Citronen. Og børnene fra skolen overfor, havde stor glæde af, at kigge ind af vinduerne til de bare piger. Skuffet var de, da der pludselig en dag ikke mere kunne kigge ind af vinduerne.

 

Folkets Hus

Ikke langt derfra lå Folkets Hus, Jagtvej 69. Selv Nørrebro Handelsforening var medejer af huset på et tidspunkt. De arrangerede blandt andet et foredrag om De Dansk Vestindiske Øer i huset. Senere var her masser af aktiviteter, blandt andet boksestævner, juletræsfester og meget mere Huset lå på Nørrebros minefelt, hvad angår lystighed. Her arrangerede DSU lørdagsballer.

 

Swinger – påklædning

Hr. Gundemann havde her danseskole i 30erne og 40erne. Undervisningen foregik om aftenen og søndag formiddage. Lørdag aften var der teaterforestilling, bagefter var der bal. Her
spillede orkesteret tidens slagere som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede fingre, Det var på Capri. Til venstre for scenen havde stampublikummet samlet sig. Deres påklædning var en nydelig habit, altid nypressede benklæder. Jakken var kort med store reverser. Også lidt vat i skuldrene. Benklæderne var vide forneden. Skjorten var gerne stribet, et smart slips og et lille lommetørklæde i brystlommen. Og så skulle man have et par smarte sko. Sådan var swinger – påklædningen dengang.

Håret var tætklippet i nakken og i spidsen. De unge begyndere blev kaldet for turister. De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet. De blev mødt med forargelige blikke fra de garvede.

En hvis skjorte med sorte prikker var det store julehit. Slipset var fremherskende. Men også pyntelommetørklæde i en slags silkekvalitet kunne bruges. Noget billigere var poloskjorten.
Den kunne fås i forskellige kvaliteter. Mest moderne var en rød poloskjorte med hvid slips.

Her i Folkets Hus kunne opleves Paul Wendelboes Teaterselskab. De optrådte med Tante Jutta fra Calcutta. Bagefter var der så dans til Emil Løftgreens orkester til klokken 2.

 

Tyroler– kroen

Ikke langt derfra lå Nordre Bodega. Lige ovenover blev Københavns Brugsforeninger dannet. Der, hvor Posthuset i dag ligger, lå Tyroler – kroen. Den blev senere til Nyroler – kroen. Og på hjørnet af Fensmarksgade og Jagtvej lå Heidelborg.

 

Resi

Nede i Stengade lå Prater. Det blev senere til Mickeys Dance Hall. I Hillerødgade lå Resi. Deres slogan var

• Hvorfor sidde hjemme med Thesi
• Når man kan more sig i Resi.

 

Bolero

På Fælledvej lå Bollero. I folkemunde blev det hurtig omdannet til Bol I Ro. Det blev senere til Odeon Biografen. Man havde Danmarks – premiere på “I Amazons Vildnis”. Folk stod i lange køer. Men ak, den 17. 9. 1958 var det slut. Det hele brændte, selv om brandstationen var lige i nærheden. Stedet blev efterfølgende nedgraderet til offentlig toilet.

 

Danas Have var Dødens Pølse

Så var det Danas Have, Nørrebrogade 11. Stedet blev også kaldt for Dødens Pølse. Folk styrtede hertil fra hele København, for at høre saxofonen. “The Sheik of Arabia” og “Serenaden fra Halekins Millioner” lød flot på saxofon. Jazzen havde holdt sit indtog på Nørrebro. Jo her spillede Otto Lingtons Orkester også. Her blev Københavns Politiorkester dannet.

Nørrebro Handelsforening holdt deres bestyrelsesmøder her. Men på et tidspunkt fortrak man til Aahuset i stedet for. Man mente at ventilationen og smørrebrødet var for dårlig. Det var dengang, bestyrelsen røg cigarer under møderne. Det gør de ikke mere Helt til 1983 eksisterede Danas Have.

 

Aahuset

Og dette Aahuset lå idyllisk nede ved Ladegårdsåen. Det var et sted, man valfartede til. Her befandt sig små lysthuse, fjernt fra byens larm og støj. Det var et besynderligt gammelt hus. Muren ud til vejen bugtede sig ud og ind. De grønmalede skodder blev sat på, når mørket indfandt sig. Tegltaget var mosbevokset og nåede helt ned til jorden. Bag den underlige facade lå en udstrakt have med æble – og pæretræer. Her var små lyseblå borde og bag ved et virvar af vildnis af løv, vin og guldregn. Man kaldte stedet for eventyrenes hus. Hvis man vovede sig indenfor, var der masser af øl fra fad.

Det var en særegen stemning, her på hjørnet af Jagtvejen. Man kunne høre dampfløjternes skrigende piben fra Nørrebros fabrikker, når middagspausen var over eller når der var fyraften.

 

Lygten kro

Vi kan sikkert godt regne Lygten Kro med til Nørrebro. I 1903 var der stadig stråtag over rejsestalden. På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i Kjælderstuen mod landet, og Bayersk Øl i Gjæstestuen ind mod byen. Men ligesom der ikke var stor forskel på lokalerne, så påstod sagkyndige, at øllet var påfaldende ens. Der var masser af muligheder for at få stillet sin tørst på Lygtevejen, som nu hedder Nørrebrogade. En af lokaliteterne havde indrettet sig med flag og vimpler. Stedet kaldte sig Orfeum. De havde fået malet deres lysthuse grønne.

 

Automat – caféer

Fremtiden var sandelig kommet til Nørrebro. Nu kunne man forlyste sig med noget helt nyt. De såkaldte Automatcaféer holdt sit indtog i bydelen i 1906. Det startede med etablissementet på Nørrebrogade 32. Her kunne man få et bestemt stykke smørrebrød for 10 øre. Glædelig var også, at man kunne få skattefri øl sorter i større kvanta.

 

Klunserne byttede koner

Klunserne havde deres faste tilhørssted. Det var Det Grønne Hjørne på hjørnet af Jægersborggade og Stefansgade. Stedet var en værre bule. Klunserne byttede koner. Og de sloges
såmænd også om dem.

 

Syngepiger

I den anden ende af Jægersborggade ud mod Jagtvejen optrådte fra 1889 til 1893 syngepiger ligesom ude på Bakken. Men stedet fik en ny ejer og syngepigerne blev udskiftet med billardborde. Stedet kom til at hedde Café Jægersborg På  hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå et kendt traktørsted. Rygter vil vide, at her logerede zarens hof, da han var på besøg med
over 20.000 soldater. Man troede dengang, at han ville erobre hele hovedstaden.

 

Stefans Biografteater

Der var masser af biografer. En af dem var Stefans Biografteater. Den lå på hjørnet af Hillerødgade og Nordbanevej. Det skrånede nedad til børnerækkerne. Og det var altid en kamp om pladserne. En håndsprøjte udgjorde det for datidens luftrensning. Sidste forestilling var i 1928.

 

Nora

Vi kan også nævne den store Nora – Biograf. Det var et af fagbevægelsens kooperativer. Hele 1.184 røde stole var her. Her optrådte HolgerFællessanger og Det Borende X (Johannes
Hval). Her var chokoladekiosk, udstillingsmontre og telefonboks. I 1977 blev det hele omdannet til et supermarked.

 

Nørrebro Biograf

Nørrebro Biograf eller Biografteater, Nørrebrogade 217 var en af de første biografer. Den rummede senere Kalejdoskop, Teater Grob. På et tidspunkt blev etablissementet ejet af filmmanden Just Betzer.

 

Colloseum

Colloseum på Jagtvej havde plads til 1.000 tilskuer. Tilstrømningen til den første tonefilm med Al Jelson i 1922 var enorm. I 1971 fjernede Gunnar Obel de 1.000 stole, og erstattede dem med 650 bløde stole. Biografen udviklede sig senere til en knaldbiograf med pornofilm. Sidste forestilling var 1982/83.

 

Alle ville være Zorro

Og søndag eftermiddag var i børnenes tegn. Det var i tidspunktet 14 til 16. Der var film med amerikanske gentlemen fra kolonierne og cowboys og indianere. Under kyssescenerne råbte børnene buh. Og mens det så allerværst ud for de hvide, så dukkede det amerikanske kavaleri op over bakkedraget, for at hjælpe de hvide i allersidste øjeblik. Ogpludselig ville alle på Nørrebro være Zorro. Og alle Zorroer stillede op på Blågårds Plads og håbede på et kys af heltinden. Der var ikke mange tørresnore tilbage i kvarteret. De var blevet brugt til Zorros pisk. Legetøjs – butikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker.

 

Lystigheder på Fælleden

Mange deltog i de gratis lystigheder på Fælleden. Man kiggede på Borgervæbningens øvelser. Her var masser af brændevin. En masse tapre soldater faldt i den store grav langs Blegdamsvejen. Og ikke alle er endnu kommet op.

 

Lystigheder på søerne

På søerne kunne man enten leje en robåd eller tage en med i en båd, hvor man også kunne blive bespist og underholdt af orkestrere. Om aftenen var bådene illumineret. Tidligere kunne man dyrke sejlsport på søerne. Om vinteren kunne man løbe på skøjter ved Søpavillonen. Alt imens kunne man blive underholdt af et hornorkester.

 

123 udskænkningssteder

Ja, tænk i 1965 var der 123 udskænkningssteder på Nørrebro. Nogle af danserestauranterne havde så eksotiske navne som Palma de Mallorca og Barcelona.

Kilde:

• www.dengang.dk – div. artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro:

 

.-

• Blaagaarden – på en anden måde
• De vilde – på Nørrebro
• Farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade
• Forlystelser på Nørrebro – dengang
• Johanne fra Lille Ravnsborg
• Kampen på Fælleden
• Nørrebro – dengang
• Søerne foran Nørrebro og mange flere

 

Redigeret 13.09.21

Del af foredrag afholdt den 21. Februar 2013 i Stefans Kirken. Kirkegården skal fredeliggøres. Måske får vi en iskiosk bag Søren Kierkegaard eller et toilet bag H.C. Andersen. På kirkegården herskede det lystige liv. Her var også en der rejste fra kisten. Der var masser af gravrøvere. Og vand fra kirkegården løb ned i Ladegårdsåen. På et tidspunkt overvejede man at rejse tribuner på kirkegården, så folk bedre kunne se, hvad der foregik. Og rødhårede måtte ikke komme her.

Historien kan ikke fortælles på 25 minutter På 25 minutter kan man ikke fortælle hele kirkegårdens historie, men så må  jeg henvise til de cirka 10 artikler, der ligger på denne side. Og det er virkelig en oase vi har her på Nørrebro. Flere gange har vedkommende været på rundvisning med de dygtige guider fra Kulturcentret. Engang var jeg med til at arrangere en sådan rundvisning for Nørrebro Handelsforening. Der kom 135 deltagere.

 

Et toilet bag Kierkegaard

Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:

• Måtte Nørrebro tælle sine døde med, ville det være landets åndelige centrum

Ja og snart skal det hele omlægges til park. Gad vide, om der i fremtiden kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen. I øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen (Det var dengang, da Metro, blev anlagt)

 

Alle begravelser inde for voldene

Indtil midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå inde i den gamle by. Uden for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.

 

1760 – Det starter på Nørrebro

I 1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle by, skulle nedlægges. Disse grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse af Halmtorvet. Men først i 1851 blev det forbudt, at nedsætte lig på nogen kirkegård inden for Københavns Volde.

Den 6. November 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed

• Penge, som Judas slængte

De sang hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.

 

Nu kom de rige

I de første år var her en Fattigkirkegård. Men en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg. Han skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han, at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.

Og det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården.  Det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen
her.

 

Forskel på folk – selv i døden

Der var forskel på begravelser, alt efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret. Man blev simpelthen begravet efter rang:

1. Grever
2. Gehejmeråd og Friherrer
3. Militærpersoner, som havde ladet deres tapperhed se i Kongens Tjeneste til lands og til vands
4. Andre af rangen til Landsdommere
5. Øvrige Rangspersoner og adelige
6. Gejstlige og anden verdslig øvrighed, præster og graduerede personer
7. Alle andre

110 kareter

Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro. Og Johan Leohard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjels – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente. Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.

De velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre borgerskab skulle beundres selv i døden. Småfolk
måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.

 

Ligbærerne
var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform, som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder med under en begravelse, så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.

 

Væmmelse på kirkegården

Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:

• Man behøver kun for at faa Væmmelse nok og aldrig sætte sin Fod der tiere, at gaa derud om Sommeren og se Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikanter spiller den ene Drikkevise efter den anden. Alt dette burde være anderledes.

 

Stavefejl på gravstenene

Københavnerbladet klagede i 1804 over,  at der burde være en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:

• det er da tungt, om den Fattige, som i sit Liv, saa ofte blev fortrængt af den Rige, ogsaa efter Døden skulle friste denne Skæbne

Ja kirkegården figurerede ofte i datidens medier . I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene. Man kopierede hinanden Og så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper, slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.

Den afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen. Sidstnævnte bed sig selv i halen. Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i
et digt:

• Her i disse Landelige simple Grave lagdes mangen værdig Borger ned

 

Gravstederne lå tæt

Gravstederne blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme
til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.

 

Bombning fra kirkegården

I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården. Det var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården, da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.

Danske
tropper forsøgte, at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage. De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og 55 blev såret.

 

Krybskytteri

I 1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt Og krybskytteri var det også. Der blev i 1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.

Ligstuen

Kirkegården var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at de nærliggende skoler er bygget over over knogler. Den ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes skadelighed.

I 1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:

• I Ligstuen anvendes en Klokke, som gaar ind til Graverens Værelse. Klokkestrengen vedhæftes den Dødes Hænder, saaledes at den ringeste Bevægelse sætter Klokken i gang til at give Lyd. Over Liget er anbragt tvende store Bøjler og over disse er et stærkt Net, som fastgøres, at Liget ej skal falde ud af Kisten, om det kom til live. Mit i Loftet er et Trærør, hvormed Ligstanken kan føre ud gennem Husets Gavl.

 

Jeg er kun skinddød

Dengang talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han var ude at rejse:

• Jeg er kun skindød

Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de
vågnede. Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signal apparat er i tilfælde af …..

 

Offentlig værtshus i Benhuset

Tænk
her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom også senere problemer. Det
var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen, at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet,
eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene. De små kriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.

På  tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:

• Det er forbudt at Æde – og Drikkevarer falholdes eller fortæres paa Kirkegaarden eller at der paa samme holdes Musik eller foretages noget, der ligner Lystighed. Tillige skulle de nøjagtigen paase, at intet Kreatur græsses.

I 1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende. Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om

• Offentlig værtshus i Benhuset

 

Havarerede eksistenser færdes på kirkegården

Jo graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.

Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde,
børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang. Man kunne i datidens medier læse, at

• Det er et Samlingssted for havarerede Eksistenser, en slags Forlystelsessted af den Forkasteligste art. Her kommer den laveste del af omegnens befolkning.

Spritterne og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.

 

Rødhårede var for festlige

Nu kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser. Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang. De skulle ikke bryde den højtidelige stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten I 1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.

 

Den Spanske Syge

1918 var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft, hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre. Aldrig siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser på kirkegården. Således stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt None Stop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger.  På 10 dage foregik der ca. 350 begravelser på Assistens Kirkegården.

 

Regine Olsen og Alberti

Tænk her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var held vilde med. Han gik gennem et helt år fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand. Og her ligger Alberti, storsvindler, spekulant, minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere. Det var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin berømte pryglelov. Moralen dengang var at korporlig revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.

Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.

 

De kendtes gravplads

Her ligger “Sheriffen af Vesterbro” Dan Türrel. Ifølge min afdøde kone var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere blive berømt Og ikke at forglemme Natasja. Det var hende med “Vi vil have Danmark tilbage”

Her ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, Fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård. Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cameron og Christen Købke.

 

Så befri mig dog fra dette mørke sted

Åh ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhof). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder, var gravrøvere i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af, rejste hun sig så pludselig og råbte:

• Så befri mig dog fra dette mørke sted

Og hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det er ganske vist, for den ene af røverne tilstød på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster. Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken be – eller afkræfte episoden.

 

Hvor er min søn?

Ja der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far og søn gik en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende
ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham, lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste. Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger. Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede en kiste. Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.

 

Børnemord

Ja vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller nærmere hel – pleje mor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede. De fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.

 

Død ved Ladegårdsåen

I 1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand. I 1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet i åen.

 

Socialdemokrat til evig forbandelse

Det var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne. På et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare fordi han var socialdemokrat. Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få dæmpet gemytterne.

Arbejderbevægelsen og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt. Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.

Den velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte ikke have sin røde fane med. Disse faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes
lig-tale. De blev betragtet som småborgerlig.

 

Kejserinde Dagmars hof

Vidste I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken. Hende hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:

• Idet Dagmar gik mig forbi, standsede hun og trykkede min hånd, jeg fik tårer i øjnene.

Ja og da Bornholm blev besat af russerne, da bad Kong Frederik den Niende den tidligere kejserindes datter, Olga om skyndsomt at forlade Danmark.

Ja sådan kunne vi blive ved med at fortælle historier fra Nørrebros oase – Assistens Kirkegård. Men gå ind og læs de cirka 10 artikler om vores oase på Nørrebro. Du kan også tage med på en af de interessante rundvisninger på kirkegården.

 

Kilde:

• www.dengang.dk – diverse artikler

 

• Hvis du vil vide mere:
• www. dengang.dk indeholder 1.780 artikler, heraf 304 artikler fra Nørrebro – På vores side finder du ca. 10 artikler om Assistens Kirkegård.

Redigeret 14.09.2021