Dette er en kort beskrivelse af Østerbro fra dengang. Det var en malerisk bydel. Men da alle de skønne steder, ført blev udstukket, kom der gang i byggeriet. Men vi oplevede dog ikke de samme lejekaserner som på Nørrebro. Men hvordan så det egentlig ud i området dengang. Ja selve gaden kunne ses på et kort fra 1879. Til Vordingborggade hører det også en kongelig historie. Læs også, da Andelsboligforeningen Vordingborggade 4, 4 A og 4 B blev stiftet. Denne artikel er skrevet til overnævnte andelsboligforening.

 

Her i Vordingborggade 4

Hvor er det nu vi bor? Lokalhistorie er spændende. Og Østerbros historie går over 6.000 år tilbage. Da man gravede bassiner ud til Frihavnen fandt man spor af stenaldermennesker. Men når man nu bor i Vordingborggade 4, hvordan ser verden så ud?

 

Hvad blev der af Serridslev?

Engang fandtes en landsby, der hed Serridslev. Hvor den lå, vides ikke. Man antager, at den lå omkring Vibenhus Runddel. Men man har ikke fundet beviser for det. Byens jorde fyldte næsten hele Østerbro og Nørrebro. Første gang nævnes byen i 1186. I 1433 skulle der have været en kongsgård i landsbyen. Og i 1544 “slog man mønt” i en militærlejr i byen. Men hvad skete der? Ja der er opstået en hel Atlantis – myte omkring fænomenet. Gisninger går på, at Frederik den Første lod byen udslette, at svenskerne udslettede den, at byen og jorderne blev solgt for 1.800 mark eller at det hele blev overdraget til København.

 

Haver, landsteder og gartnerier

I 1600 – tallet flyttede en del ildelugtende og pladskrævende virksomheder ud på Østerbro. Kalkbrænderivej og Blegdamsvej vidner om disse erhverv. Ellers var der haver, landsteder og gartnerier, der i mange år prægede bydelen. Det var her åndens og kulturens folk mødtes. Og det gør de vel stadig?

 

Vejnet begrænset

I 1700 – tallet var vejnettet ret begrænset på Østerbro. Udover Østerbrogade var der Farimagsgade, Blegdamsvej og Øster Allé. Ja så var der også en forbindelsesvej fra Lille Triangel ad den nuværende Classensvej til kysten. Først i 1768 blev Jagtvej ført videre til Lille Vibenhus.

 

I 1801: 659 indbyggere

Efterhånden blev det for trangt inde bag voldene. Og endelig ophørte Demarkationslinjen foran voldene. Og så gik det hurtigt. Det vil sige Østerbro kom lidt bag efter Nørrebro. Men så havde man også fået lidt mere styr på byggevedtægterne. De der lejekaserner, som der blev opført på Nørrebro så man ikke på Østerbro.

 

På et kort fra 1728 kan man se Farimarksgade, Østerbrogade, Blegdamsvej, Øster Allé, Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. Og her var også kimen til Classens Have.

I 1801 havde Østerbro hele 659 indbyggere, og fire år senere var her kalkbrænderier og masser af lystejendomme. Classens Have var nu en realitet.

 

Mursten og atter mursten

Det gamle idylliske. Maleriske og træbevoksede Østerbro blev efterhånden konverteret til mursten og atter mursten med brobelægning.

 

Det hele blev udstykket

Uden for Kastellet og Østerport lå endnu store parker og vænger. Ved Citadelsvejen lå Døveinstituttet opført i 1858. De Fattiges Dyrhave var godt besøgt. Her lå 20 – 25 boder. Nede ved Sortedamssøen lå der et hus, som indeholdt resterne af Struensees skafot.

Grosserer Tutein’s smukke ejendom lå for enden af Rosenengen. I 1857 købte kaptajn Waage Petersen ejendommen og parken, og lod jorden udstykke. Østerbro, som vi kender den, begyndte langsom, at tage form.

 

Nøjsomhed

Syd for Vordingborggade lå der i begyndelsen den stor vang, Slagterivangen.

Her lå senere, den store ejendom, Nøjsomhed. Den levede så ikke helt op til navnet! Den lå mellem Gustav Adolfsgade og Sankt Jacobs Plads. På grunden var der 300 frugttræer, foruden ribs – og stikkelsbærbuske. Der var lindealleer samt 9 aspargesbeder og 30 jordbærbeder.

I 1803 blev grunden overtaget af legationsråd Ernst Kirstein. I mere end 100 år forblev ejendommen i slægtens besiddelse. I 1866 begyndte udstykningen.

 

Vangene blev også udstykket

Grosserer Melchiors landsted, Rolighed, hvor H.C. Andersen endte sine dage, og ejendommen Nøjsomhed blev udstykket. Københavns Kommune havde besvær med at få udstykket Bryggervangen og Vognmandsmarken. For lagene havde egentlig eneret på grunden. Først mange år senere, da den sjællandske jernbane kunne bevise, at det var andre måder, at transportere folk på, kunne kommunen ophæve lauget. Byen fik sin jorde igen og byggeriet kunne begynde.

 

Politistation med værtshus

På Lille Vibenhus blev der oprettet en politistation på første sal. I samme ejendom var der et værtshus og i baghaven, gynger og karruseller. Det var en rigtig udflugt værd.

Lige ved siden af lå en spækhøker, der solgte petroleum.

 

I 1853 blev første etape af Brumleby opført efter en koleraepidemi. Jo og så i 1857 blev det første hus på Trianglen bygget.

 

Sporvognslinjen blev forlænget til Lille Vibenhus. Og i 1875 blev Øresundshospitalet opført. Den første kirke, St. Jacobs Kirke blev opført i 1876. Året efter blev Østre Gasværk opført.

 

Østerbros vejnet blev udbygget i anden halvdel af 1800 – tallet.

 

Øresundsgade (vordingborggade) kendt i 1879

På et kort fra 1879 kan man se, at Øresundsgade (Vordingborggade) var anlagt. Den var forbindelsesvej til kryolitfabrikken Øresund. Ved Kalkbrænderiet begyndte man i 1858 at anlægge Kryolitselskabets fabrik, Øresund.

Det var professor Julius Thomsen, der havde fundet ud af, hvordan den grønlandske Kryolit kunne omdannes til Soda.

 

I 1870 blev fabrikken overdraget til Hagemann & Jørgensen. Det skete efter en aktion. Fabrikken blev udvidet og kom til at omfatte et stort areal mellem Strandboulevarden, Østbanevej, Kalkbrænderivej og Hjørringgade. Fabrikken fik egen adgang til havn. Her blev malm modtaget fra Grønland. Øresunds Chemiske Fabrikker har haft en broget og ikke altid jævn blomstrende udvikling.

Fabrikken lukkede først i 1990.

 

Et svineslagteri

I området var der også Philip Heymanns svineslagteri. Den blev anlagt i 1886. Det var skyld i, at Strandboulevarden fik en så markant drejning. Ja så var det også August Neuberts Bomuldsvæveri i det senere Viborggade.

 

Og i Århusgade var der den mægtige bygning, Hans Justs Magasiner, der blev opført. Tænk engang, Trappehusets højde var på 30 meter. Det var ikke en ringe højde. Rundetårn er på 36 meter.

 

I 1940erne fik Øresundsgade navneforandring til Vordingborggade.

 

I 1895 blev Strandboulevarden anlagt, og året efter påbegyndtes anlæggelsen af Husarkasernen. Vi kan den dag i dag se den heldige renovering af disse bygninger. I 1885 blev Århusgade anlagt.

 

Et kæmpe gartneri

En af de mere markante gader i området er Randersgade. Den hed først Kalkbrænderivej. Oprindelig lå Georg Mathiesens Fabrik i Vordingborggade i vejen for en videreførelse af Randersgade. Men da den var revet ned, blev gaden ført igennem til Strandboulevarden.

Mellem Østerbrogade og Randersgade lå der i 1800 – tallet det store gartneri Ohlsens Enke. Det var lige syd for Vordingborggade. Selve Frøudslaget lå på Østerbrogade 94. I.E. Ohlsen ejede grunde på begge sider af Østerbrogade. Den sidste grund blev udstykket så sent som i 1902. Det blev til I.E. Ohlsensgade og Carl Johans Gade.

 

Og tænk, der hvor Davids Kirken i dag ligger, lå der en overgang kolonihaver.

 

De fine på Vibenhus Skole

På Vibenhus Skole følte man sig meget vigtige. Det var fordi, det var betalingsskole. Her betalte man en krone om måneden. Men man havde ikke skolekøkken. Så måtte eleverne i rad og række vandre til Østre Gasværks Skole, for at lære at lave mad. Og så stod eleverne ellers her og hånede de fine fra Vibenhus Skole. Ja og da skolen blev bygget foregik det på åben mark.

 

10 øre for en død rotte

Ja sandelig selv på det fine Østerbro var der også retirader i gården. her var masser af rotter. Men dem fik ungerne 10 øre for, hvis de fangede dem, og afleverede dem på politistationen. Det var masser af penge for børn, dengang.

Det var så langt ude på landet, at postbudene gik rundt i blå uniformer, som ude på landet. Efterhånden som bydelen langsom blev tilknyttet til København fik posten dog røde uniformer.

 

Vordingborggade 4 – bygget i 1904

Og endelig i 1904 blev Øresundsvej 4 (Vordingborggade 4) opført. Ejendommen har et grundareal på 690 m2. Etagearealet er ifølge BBR på 2.467 m2

 

Det tragiske mord i Vordingborggade.

Det var også her på Vordingborggade, at politiet den 26. september 1942 skød Danmarks første faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll. Ja det er nok den historie, som gaden er mest berømt/berygtet for. Godt nok, hed gaden dengang Øresundsgade, men alligevel.

 

Spørgsmålet er, om dansk politi handlede efter ordre fra tyskerne. Hverken justitsministeriet eller politiet blev senere draget til ansvar, men faktum er, at modstandsmanden/SOE – manden m.m. var blevet gennemhullet.

Rottbøll var aktiv i efterretningsorganisationen SOE (Speciel Operation Executive). Formålet var at aktivere og støtte modstand og sabotage i de lande, som tyskerne havde besat. Men disse faldskærmssoldater var dengang i 1942 officielt Danmarks fjender. En befaling til alle landets politikredse lød på, at alle mistænkelige personer straks skulle fanges. Og den var de danske politifolk med på.

 

Retbøll var SOE`s leder i Danmark. Hans ansvar var at organisere og modtage våben. og sørge for radiokontakt til London.

Tyskerne pejlede sig frem til SOE’s adresser. Pejlevognene var forklædt som danske lægebiler.

En af Rottbøls fristeder var hos en købmand på Nøjsomhedsvej. Et andet sted var Løgstørgade 23.

Den 30. august skiftede Rottbøl adresse til Øresundsgade (Vordingborggade 19). Og det var lige efter, at statsminister Buhl holdt sin berømte tale:

 

Sabotører skulle anmeldes

Vær med til at gøre det klart for alle og navnlig for de unge, at den der begår sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod fædrelandets interesser.

 

For en god dusør havde en stikker afsløret Rottbølls adresse, Øresundsgade 18, 5.sal t.v. Syv civile politifolk ankom til gaden, og bankede på hos værten Johan Balslev.

Det hele endte med, at Rottbøll blev ramt af 12 kugler, skudt på nærmeste hold. To af skuddene gik tværs gennem hjernen. Det var nærmest tale om en likvidering.

 

Den betjent, der stod for selve aktionen blev tilmed belønnet med 300 kr. i gratiale. Du kan læse hele historien i to artikler på www.dengang.dk

 

En royal historie fra Vordingborggade 4

Ja og så findes der en royal historie som er tilknyttet vores ejendom. Om den er rigtig eller om det kun er en vandrehistorie vides ikke.

Rygtet vil vide, at Christian den Tiende ville gøre en af sine tjenestepiger en tjeneste. Derfor købte han via en mellemmand, værtshuset Hermod til hende. Hendes forældre overtog værtshuset. Og selvfølgelig boede forældrene i Øresundsgade (Vordingborggade) 4 stuen til højre. Og det er ganske vist. Men der var ikke meget plads. Et ismejeri og en frisør gjorde sit indhug.

 

Ejendommen til salg

I oktober 1990 ønskede ejeren af ejendommen Margit Wichmann, at sælge ejendommen. Der var mulighed at købe ejendommen til 3.500.000. Dengang var der 31 lejligheder. Der blev indkaldt til stiftende generalforsamling den 11. december 1990. Underskriver var Bent Kristiansen, Jørn Nielsen og Britta Eskelund. Ingen af disse bor mere i ejendommen.

 

Fem beboere har været med fra starten

Først den 25. februar 1991 afholdtes den første ordinære generalforsamling. Den første bestyrelsen kom til at består af Formand Jørn Nielsen og bestyrelsesmedlemmerne, Svend Fagerstrøm, Lars Christiansen, Tine Sølvtoft og Pernille Danielsen. Suppleanter blev Ole Bundgaard og Helle Petersen.

Fem af beboerne fra dengang, bor her stadig. Det er Willy, Bent, Lisbeth, Linda og Lone og Helle.

22 af 31 lejere var mødt op.

 

I nogenlunde god stand

En vurderingsrapport kunne fastslå, at ejendommen “betegnedes som værende i nogenlunde god stand, ejendommens alder taget i betragtning.

I 4 B var der fugtskader i kælder. På kort sigt, blev der anbefalet, at svampeskader i kælder blev udbedret, samt bedre udluftning. Endvidere skulle der foretages istandsættelse af gavl ud mod Vordingborggade 4b, samt reparation af tag og skorstene. På længere sigt i en periode af 5 – 8 år blev der anbefalet en reparation af tagbeklædningen.

Rådgivningsfirmaet Peter Jahn anslag, at udgifter til udbedring af skader ville beløbe sig til 402.600 kr. (1991).

Kigger vi på boligafgiften dengang, kan det konstateres, at den ikke er steget meget, siden dengang. I den mellemliggende periode indtil i dag, er der sket to større tagreparationer, centralvarme er indlagt, en del kloakarbejde er foretaget. TDC og bredbånd er blevet indlagt.

 

Officielt blev ejendommen overtaget 1. april 1991.

1993

Allerede i 1993 kom de første huslejeforhøjelser, idet der blev indlagt fjernvarme. Trappevask har aldrig været beboernes kop te. Mange gange forsøgte man at snyde. Bestyrelsen besluttede, at snyd skulle takseres med en bøde på 50 kr. Andelskronen blev sat til 2,0. Et omfattende reparationsarbejde blev sat i værk.

 

1994

Beboerne klagede over manglende bestyrelsesreferater. En underskriftsindsamling resulterede i et omfattende flertal for at måtte holde hund og kat. Kun formanden stemte imod. Senere trak man denne tilladelse tilbage. Andelskronen blev sat til 2,4.

 

1997

Et ejendomsservice- selskab skulle stå for trappevask og fejning. Nye kælderrum blev bygget. Barnevogns – parkering skulle fremover foregå i cykelskuret. Vaskemaskinerne blev andelsboligselskabets ejendom. Formanden, Jørn Nielsen trak sig som formand efter uoverensstemmelser med bestyrelsen. Andelskronen blev sat til 3,0.

 

1998

En ny port blev opsat, og en fællesgrill blev indkøbt. Røgalarmer blev opsat og kloaksystemet renset. Generalforsamlingen besluttede, at der skulle ske en facaderenovering.

En tung beslutning blev taget af bestyrelsen. En beboer blev ekskluderet. Grunden var flere episoder med ild – og røgudvikling fra hans lejlighed. Den offentlige vurdering var 7.200.000 og andelskronen blev sat til 4,5

 

2000

En huslejestigning på 1 pct. pr. år blev vedtaget, men egentlig trådte det ikke i kraft. En kedelig episode indtraf i december måned. En eksplosionsagtig brand opstod i 4 A. På et tidspunkt var der fare for at ilden ville bryde igennem til forhuset. Københavns Brandvæsen rykkede ud med 10 – 12 brandbiler. Det skete omfattende røg – og brandskader. To familier måtte genhuses. Heldigvis skete der ingen personskade. Brandfolk kritiserede det forhold, at mange ting stod parkeret på fællesarealerne.

 

2001

Pr. 1. august overtog Erik Due administrationen efter Lisbeth Brink. Storskraldsaftalen med R98 blev ophævet. Det kom aldrig til at fungere. Man diskuterede, om andelshavere skulle tildeles en bod, fordi de ikke fjernede ting fra fællesarealerne efter talrige henstillinger. Andelskronen blev sat til 5

 

2002

En ny tilstandsrapport blev udarbejdet af Ingeniørfirmaet Niels Clausson – Kaas. Den vigtigste prioritering var renoveringen af facaden ud mod Vordingborggade. En brandmur mellem baghus og forhus var blevet fjernet, da baghuset fik nyt tag. Denne blev senere genetableret.

 

2003

Diskussionen om gårdsanering tog igen fat. Men naboejendommene var ikke interesseret. Sagen er blevet taget op flere gange, men stadig uden resultat.

 

2004

Varmtvandstankene i kælderen er blevet renset. Andelskronen blev sat til 29,34

 

2005

Nyt tag på forhuset blev påbegyndt. Dørtelefon og bredbånd blev etableret. Låse og nøgler blev udskiftet. Den offentlige vurdering på huset var 17,2 millioner kroner.

 

2006

Den store diskussion gik på, at ejendommen skulle sælges. Der kunne tjenes en del penge. Administrator advarede mod konsekvenserne, det kunne bliver, for dem, der blev tilbage. Et udvalg blev nedsat. De skulle kigge på vilkårene og konsekvenserne ved salg. En vurderingsmand havde vurderet vores ejendom til 34 millioner kr. Andelskronen blev sat til 100. Cirka 7 andelskroner blev sat ind på vedligeholdelseskontoen.

 

En mappe blev udsendt til alle andelshavere med retningslinjer, vedtægter m.m., samtidig indeholdt mappen samtlige byggesager, som vi kunne finde til samtlige lejligheder.

 

2007

Nederste del af facaden i baggården trængte til renovering. Beboere klagede over punkterede vinduer. Tagrenovation holdt sig inden for rammerne. Der skulle hensættes cirka 5 millioner kr. Andelskronen blev sat til 120.

Bestyrelsen udgjorde i 2007: Tomas Christensen Kjær, formand, Peter Grønholt, Johnny Vang, Jacob Trolle, Helle Petersen.

 

2008

18 ud af 25 andelshavere var mødt op til Generalforsamlingen. Andelskronen blev fortsat sat til 120. 5.064.000 kr. var hensat til vedligeholdelse. Der var tabt ca. 79.000 kr. på erhvervslejemålet.

 

2009

En omfattende og dyr renovering af kælder blev iværksat. Der blev konstateret ulovlig opsætning af El. Der blev besluttet, at ejendommen skulle have nye vinduer.

Atter engang blev der afholdt et velbesøgt loppemarked i gården.

 

2010

Endelig var det lykkedes at udleje kælderen. Men det blev et dyrt bekendtskab. En ekstraordinær generalforsamling blev afholdt. Den skulle godkende en omfattende renovering.

 

2011

Det var nødvendig med en ekstraordinær generalforsamling for at finde nye folk til bestyrelsen.

 

2012

Andelsboligforeningen skiftede administrator til Dansk Financia.

 

2013

Andelskronen blev fastsat til 113,53. Overskuddet var på 268.700 kr.

Ja og det ser hvis endnu bedre ud her til 2014.

 

Har du fået lyst til at læse mere om det gamle Østerbro, ja så indeholder hjemmesiden www.dengang.dk og Facebook – gruppen Dengang 77 artikler, af de 860 artikler, der nu er at finde på siden

Hun er den eneste mand, der bliver portrætteret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun var afholdt og respekteret for hendes syn på børneopdragelse. Hun var født med defekte kønsorganer, og blev ved fødslen fejlagtig bedømt som kvinde. Vilhelmine forgiftede Volmer, en knægt i konfirmationsalderen som hun havde et forhold til i fem år. I fængslet fandt man ud af, at her var der ikke tale om en mand. Læs denne frygtelige og tragiske historie.

 

Eneste mand i Kvinde – leksikon

Hvem var hun Vilhelmine? Var hun mand eller kvinde? Vi har skrevet om hende tidligere på www.dengang.dk. Hun var hermafrodit, pædofil og morder.

Og så er hun/han den eneste mand, der er placeret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

Anerkendt børnehaveleder

Hun var plejemor på Børnehjemmet Kana på Strandvejen 39. Det var et hvidt palæ i nærheden af Svanemølle Station.

Hun var høflig og venlig. Børnene elskede hende. Hendes syn på børneopdragelse vakte stor anerkendelse. Hun fortalte også gerne om, alle de skæbner, som hun havde reddet.

I Højskolebladet skrev hun:

Nu ved jeg ogsaa meget godt, at der ere mange Mødre, som ville lette paa Skuldrene og ryste paa Hovedet, fordi de ikke rigtig have Tro til, at vi ugifte Plejemødre virkelig forstaar hvorledes vi skulle omgaas Børn, da vi mangle det gyldne Kjærlighedsbaand, som knyttes mellem Moder og Barn i Fødselsstunden. Hertil vil jeg sige: deri kunne I have Ret, og jeg for mit Vedkommende skal ærlig indrømme, at jeg tit har sukket, fordi at jeg følte, at jeg fattedes Kjærlighed. Men paa den anden Side, saa har jeg ogsaa følt, at hvor jeg var afmægtig, der var Gud mægtig.

 

Datidens moral kunne ikke rumme hendes tanker

Hun var en, som man lyttede til. Hendes tanker om opdragelse, blev bragt i mange blade. Hendes tanker var moderne snak. Datidens strenge moral kunne næppe rumme hendes tanker.

I aviser og blade blev hun kaldt from og elskelig.

Politiken gav en meget god beskrivelse af hende:

 Høj og mager med graasprængt haar redt ned til Siderne. Ansigtet har stærkt markerede Træk med et kraftigt udviklet Underansigt. Paa den skarpe Næse bærer hun Briller, bag hvilke lyser et Blik, fuld af Energi. Hun er altid iført en ganske tarvelig graa Hvergangskjole. Hele Personen gør indtryk af den fuldkommeste Askese.

 

Volmer fundet død

12 år efter hendes tiltrædelse i 1893 skete der dog noget, som vakte vild forargelse og bestyrtelse. Efter en fødselsdagsfest på Kana blev Volmer Sjøgren fundet død på et værelse i børnehjemmet.

Som to årig var han blevet optaget på Børnehjemmet Godthaab, hvor Vilhelmine en kort overgang havde været ansat. Volmers nor var enke og meget syg, derfor var han blevet sendt på børnehjem.

Da Vilhelmine fik ansættelse på Karna bad hun Madam Sjøgren, om at tage Volmer med sig.

 

Opførelsen ikke tilfredsstillende

Nu var denne Volmer ikke altid let at have med at gøre. I en beskrivelse af ham forelagt senere i Københavns Criminal – og Politiret, kan man læse, at han i skolen ofte var fraværende og hvad:

Opførelsen angaar, da var den alt andet end tilfredsstillende, thi der var snart ikke den Last, uden den blev øvet af Volmer.

 

Volmer død af blodprop

I 1893 havde Volmer nået konfirmationsalderen, og det var sørget for, at han kunne fortsætte på en plads hos en karetmager i Roskilde.

Men det nåede Volmer aldrig. Vilhelmine forklarede til Børnehjemmets læge, Just Gottschalk, at Volmer havde klaget over smerter i brystet. Lægen var blevet tilkaldt og konstaterede, at Volmer var død af en blodprop. Måske var det Vilhelmine Møllers massive prestige i samfundet, der var årsag til lægens manglende undersøgelse.

Den 5. marts blev han begravet på Vestre Kirkegård.

 

Louis mor henvendte sig

I et brev til Madam Sjøgren beskrev Vilhelmine Møller ceremonien, og tilføjede, at hun nok skulle vedligeholde den. Fra Hjemmets side ville man også besøge gravstedet og sørge over Volmer.

Men det løfte kom Vilhelmine ikke til at holde. For to dage inden begravelsen skete det nemlig, at moderen til en dreng, der tidligere havde boet på hjemmet henvendte sig til bestyrelsesformanden for Kana, grosserer Christian Møller Andersen. Hun kom med oplysninger, der vakte mistanke om, at frøken Vilhelmine Møller havde gjort sig skyld i usædelige forhold til den nu afdøde Volmer.

Det var Louis mor, der havde henvendt sig. Og Louis var Volmers værelseskammerat. Han havde fortalt, at forstanderinden ind imellem tilkaldte Volmer om aftenen og krævede, at han overnattede i hendes seng.

Louis betroede sin mor, at Frøken Møller havde gjort ting ved Volmer. Da moderen hørte om Volmers død, henvendte hun sig til formanden for Kanas bestyrelse. I første omgang blev hendes insinuationer afvist som fuldstændig grundløse. Historien lød som fuldstændig grundløs.

 

Mistanken bestyrket

Bestyrelsen forsøgte at komme til bunds i sagen, men de kunne ikke rigtig tale med hovedpersonen. Hun blev indlagt den 10. marts på Kommunehospitalet. Derfor overdrog bestyrelsen, sagen til politiet.

Men bestyrelsen på Kana ville have forstanderinden renset. De troede simpelthen ikke på historien.

 

Den efterfølgende undersøgelse bestyrkede mistanken til Vilhelmine Møller. Da hun blev udskrevet blev det erklæret at hendes sjælelige tilstand måtte betragtes som normal. Og så var politiet parat til at anholde hende.

 

Fem års uterligt forhold

Vilhelmine Møller nægtede sig skyldig i alle anklager. Men to uger efter anholdelsen tilstod hun at have udvist uterligt Forhold overfor Volmer. I fem havde hun haft et uterligt forhold til Volmer.

Hun påstod, at Volmer selv var kommet ind til hende om aftenen. Flere af drengene på hjemmet kendte til forholdet. De havde endda drillet Volmer med det.

 

Myrdet med Kloralmikstur

Samme dag som hun tilstod gravede man Volmer op og konfronterede hende med liget. Men hun nægtede sig fortsat skyldig i mord. Men den 28. marts tilstod hun dog. Hun forklarede, at hun ville afslutte det usædelige forhold.

Hun var blevet nervøs, pirrelig og overanstrengt. Hun var også bange for, at når Volmer nu skulle forlade børnehjemmet, ja så ville han røbe forholdet, og dermed skade børnehjemmet. I datidens medier kunne man læse hendes tilståels:

 Jeg havde ødelagt Drengen. Saa tog jeg Livet af ham, for at han kunne gaa ind til et Liv i Himlen, der var bedre end det, der ventede ham her paa Jorden.

For at hjælpe Frk. Møller til lidt søvn havde doktor Gottschalk ordineret hende en flaske kloralmikstur, som hun brugte som sovemiddel.

 

Glasset blev tømt

En dag, da hun så flasken, faldt det hende ind, hvordan hun kunne redde sig selv og børnehjemmet. Da de fejrede en drengs fødselsdag, så børnehjems – lederen sit snit til at føre sin ide ud i livet.

For de store serverede hun en blanding af saft og rom. I Volmers glas tømte hun også flasken af kloralmikstur, der på det tidspunkt var halvfuld.

Volmer drak en del af glassets indhold, men syntes ikke om smagen. Han klagede til plejemoderen, som drillede ham og sagde, at han skulle drikke op.

Volmer drak derefter det meste. For ikke at vække mistanke, tømte Vilhelmine selv glasset.

 

Han var ikke mere i live

Inden længe følte Volmer sig utilpas, og Vilhelmine bad sin medhjælperinde med at hjælpe ham til sengs.

Senere kiggede Vilhelmine ind til ham, og så at han sov fast. For at fremskynde døden tog hun to uldtæpper og viklede om hans hoved.

Da plejemoderen igen kom for at se til ham, havde han skubbet tæpperne til side. Han ansigt var vredet i krampeagtige trækninger og han kiggede med åbne øjne på sin morderske. Sidste gang hun så til ham, var han ikke mere i live.

 

Ikke en let opvækst

Vilhelmine havde sandelig ikke en let opvækst

Hun var evigt blevet udstødt og var af hendes medmennesker kun mødt med ukvemsord.

Hun følte sig forstødt af sine forældre og led under den aparte fremtoning.

Allerede før konfirmationen var hun kommet ud at tjene. Som 20 – årig endte hun i fængsel, fordi hun havde stjålet mad til sine mor, der var blevet enke med fire små børn.

 

Hun kom i Rudolph Frimodts menighed.

Og Vilhelmine deltog i søndagsmøder, hvor emnet var kvindesagen. Dette forandrede hendes liv. Hun tog på forskellige højskoler. I et billede i Politiken kunne man se, at hun havde en sølvpil i håret. Det var tegn på, at hun tilhørte den Grundtvigske bevægelse.

 

Forhold til en kvindelig medarbejder

Snart kom det frem, at hun havde stået i et intimt forhold til hendes medhjælperske på Børnehjemmet Kana, enken Fru Macwitz. I april blev Fru Mackwitz anholdt for mulig medvirken i forbrydelsen mod Volmer. To måneder efter blev hun løsladt.

 

Misdannede kønsdele

I slutningen af april fortæller Vilhelmine, at det var noget abnormt ved hende. Men først efter flere måneder bliver hun underkastet den første lægelige undersøgelse. Undersøgelsen blev foretaget af psykiater Carl Georg Gædeken og fødselslæge Asger Stadfeldt.

De fastslog den 3. oktober, at arrestanten ikke var en kvinde men en mand. Misdannede kønsdele havde gjort, at Vilhelmine Møller var blevet bestemt til et fejlagtigt køn.

 

Navneskift til Vilhemine

Den 22. december fik hun kongelig tilladelse til at skifte navn fra Frederikke Vilhelmine

Møller til Vilhelmi Møller. Derfor skulle han nu i mandfolkearrest. I Socialdemokraten kunne man den 6. januar 1894 læse, hvordan forbryderen havde taget afsked med sin moder og søster, under stærk Sindsbevægelse talte hun med dem, og blev derefter overgivet til mandlig bevogtning. Hendes Haar blev afklippet og iført Mandsdragt blev hun derefter ført til Fængslet på Kristianshavn.

 

Dom omstødt

I fængslet forfattede Vilhelmi mange skrifter. Disse skrifter blev forfattet for at formidle dommerne, men det hjalp nu ikke. Politi og Criminalretten idømte ham dødsstraf. Sagen blev anket til Højesteret. Og her blev dommen omstødt til livsvarig fængsel.

Vilhelmi Møller blev overført til Vridsløselille Statsfængsel.

 

Under en tegning af den mandhaftige morderske skrev Politiken kort efter tilståelsen af mordet:

Saaledes ser hun ud, denne Plejemoder, som ved sin grufulde Daad har faaet mangt et Moderhjærte til at dirre i Rædsel.

 

Giftede sig med Frøken Larsen

I sine første år i Vridsløselille var Vilhelmini skrædder, og fra 1902 fængslets bogbinder. Efter 11 år i fængslet, blev Vilhelmi Møller den 1. december 1905 benådet for reststraffen. Under hele fængselsopholdet havde han via korrespondance bevaret kontakten til en tidligere fangevogter i kvindearresten, Agnes Larsen.

Efter sin løsladelse skiftede han navn til Frederik Vilhelm Schmidt og giftede sig med Frøken Larsen.

 

Da Hr. og Fru Møller blev for gamle til at tjene livets brød, fik de plads på Vartov, et hjem for fattige og syge.

Frederik Vilhelm Møller endte sine dage som 96 – årig hos nogle slægtninge. Den 24.12.1936 døde han i Vangede Sogn.

 

Følte sig som dobbeltmenneske

Vilhemi Møller indledte sin biografi, som han skrev i fængslet med sætningen:

 Dersom jeg skulde give mig selv et Navn eller Benævnelse, som jeg mente kunde passe paa mig og mit Liv, skulde det være “Doobbeltmennesket, thi som jeg i det ydre er noget dobbelt, saaledes er jeg ogsaa i det indre.

 

Omtalt i skillingsvise

Børnehjem var drevet af private midler. Først i 1905 blev børneforsorg et offentligt anliggende. Mange af de private børnehjem blev statsanerkendte og – kontrollerede. Mordet på Kana fandt for børnehjælpssagen sted på et meget uheldigt tidspunkt.

 

Som det var normalt dengang, blev der skrevet skillingsviser om store begivenheder. Og sagen mod Frøken Møller fik også sine egne viser:

Den Kvinde, Frøken Møller, som

Vi vel erindre kan

For Drengemord maa vente Dom,

En fulstændig Mand.

Fra Barndomstid han gaaet har

I Kvindeklæder om,

Han bly og ærbar altid var

Indtil i Synd han kom

 

– Han først forførte Drengene,

Og leded dem til Last

Og lokked dem til Sengene,

De troede Alle fast,

At han en Kvinde var, men sidst

Han myrded en af dem,

Da var det Slut, nu naaer han vist

Ej mer til Kanahjem.

 

I Fængslet blev han sikker bragt,

Men Skæggestubbene

Foraadte hende, man gav Agt

De blev saa “knubbene”

Se saa blev Vilhelmine ført

Til Fødselsstiftelsen,

Profes’ren saae og sagde tørt:

Du er en Mand, min Ven.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro

 

www.dengang.dk indeholder mange artikler om kriminalsager

Vi skal atter engang besøge Classens Have. Ja tænk hele kvarteret kunne have heddet Clausens Have eller kvarter. Men den sønderjyske familie skiftede navn. Den gode Classen fik ikke de bedste karakterer, men havde åbenbart handelstalent. Det var ham, der skabte Strandpromenaden. Og familien anlagde skole og Agerdyrkningsskole på Østerbro. En fond med ret så mange penge blev oprettet. I dag kan mange vel takke den sønderjyske familie for en masse gode ting.

 

Det Classenske kvarter

Det Classenske Kvarter opstod i anden halvdel af 1700 – tallet, da generalmajor J.F. Classen overtog området. Det var i den tid, at haven blev nyanlagt.

Haven strakte sig over et kæmpe område. Dets areal blev afgrænset af de nuværende gader, Østerbrogade, Classensgade, Strandboulevarden og Rosenvængets Allé.

 

Dengang hed de Clausen

Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Det gjorde J.F. Classen´s far også. Han var organist i Sønderborg, og hed Clausen – dengang. Han udvandrede til Norge.

Hans søn, Johan Frederik uddannede sig til præst. Men det var slet ikke den vej, han fulgte. Karaktererne rakte heller ikke. Han blev det man i dag ville kalde en stor iværksætter. Navnet skiftede han et par gange, fra Clausen til Clasen med et S, siden med to S´er.

 

Efter forskellige handelsvirksomheder anlagde han i 1756 sammen med Just Fabritus et krudtværk og kanonstøberi i den nuværende Frederiksværk.

Takket være de to blev Frederiksværk, Danmarks første industriby. Man brugte Arresøens vand som energikilde som råvare og energikilde.

Man blev en kæmpeleverandør af krigsmateriel.

 

I 1757 blev Classen udnævnt til noget så fint, som Generalkrigs og ammunitions kommissær med justitsråds rang og hele 800 rigsdaler i årlige gage.

 

En agerdyrkningsskole på Østerbro

På sine godser tænkte han også på bønderne, den gode Classen. Han traf en bestemmelse i hans testamente den 28. januar 1789, at hans bønders hoveri skalbestemmes paa den allersømmeste og lemfældigigste Maade, endog mildere, end Love og Forordninger foreskrive.

 

Ja, testamentet foreskrev også, at der blev oprettet en agerdyrkningsskole. Og den blev faktisk oprettet i Classens Have. Der er nok mange, der ryster på hovedet i dag, når man siger, at der har ligget en landbrugsskole på Østerbro.

 

Støbevarer – af civil art

I 1761 solgtes virksomheden i Frederiksværk efter aftale til kongen, idet Classen dog fortsætte som leder. Seks år efter blev virksomheden gradvis tilskødet denne. Han benyttede så lejligheden til at udvide produktionen med støbevarer af mere civil art. I forvejen havde han leveringer til hær og flåde på gunstige vilkår. Dette udvidede Classen med de nye varer.

I 1792 ved Classens død overtog Landgreve Carl af Hessen værket. Han udvidede atter produktionen med en kniv – og sabelfabrik, og i 1800 også en kobbervalsefabrik.

 

Kongens Fiskehus

Fra meget gammel tid nævnes Fiskerhuset. Kongens Fiskerhus blev givet som fribolig til den pensionerede jæger, Johan Dantzer i 1679. Stedet var egentlig bygget på rester af et fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin og til at oprette en skydebane. Ja, han måtte også holde et par køer. Han fik også lov til at holde et par fiskedamme.

i 1722 var det på en anseelig størrelse på 19 fag opført i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, en spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter og bilæggerovne, samt et lille kammer. Her var også en stald til 13 heste.

 

Der var sandelig to fiskehuse, og de lå ikke så lang fra hinanden. Og den vi her taler om var Kongens Fiskehus. I 1722 averterede man:

 

Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkommoderede efter enhvers Stand og Begæring med vedbørligt Traktementer af en Traktør, som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.

 

Her kom de fine

Her kom de fine. I1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja, og sandelig så boede her også en tid Peter den Store.

 

Fajanceovne uden for Østerport

Classen forsøgte også at oprette et glasværk i 1754. Det lykkedes dog ikke. Året efter anlagde han en fabrik for fajanceovne uden for Østerport.

Det var på den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindiske guineanske kompagni, Ferdinand Anton Danneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754 blev denne ejendom solgt til Classen.

 

Justinenborg

Det var herude han havde købt en lystgård og en have af arvingerne efter Danneskjold – Laurwigen. I 1765 købte han også dem tilgrænsende ejendom Fiskerhus forhen kaldet. Han byggede desuden lystgården Justinenborg opkaldt efter hustruen.

Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden, og forestillede bagsiden af et kloster. i den ene ende var det udformet i maurisk stil og i den anden ende så man en gotisk bygning eller som en engelsk borg. Men denne stilforvirring var moderne dengang.

 

Mange mente, at bygningen dengang var mere ejendommelig end smagfuld. Ja så var det også en ejendom, der blev kaldt, Antonieborg. Det var et norsk hus med stråtag.

 

Henrivende udsigt

Men hvordan så det ud, dengang. Ja, man sagde, at Østerport var uanseelig og ringe. Den udenfor beliggende forstad var den svagest befolkede af Broerne. I 1801 boede her kun 659 indbyggere. Her var der meget landeligt, men det pristes højt af Samtiden. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet og tilbage til ind ad Østerport var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguidekan læses:

Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra der var en henrivende Udsigt over Sundet.

 

En pyntelig ejendom

I portens umiddelbare nærhed var der slet ingen huse, på begge sider af vejen lå kirkegårde. På den modsatte hjørne lå en pyntelig Ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig tilliggende have.

Ved siden af lå den prægtige Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Den bestod af to ejendomme.

 

Traktørstedet Fiskerhuset

Her lå det kendte traktørsted Fiskerhuset på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en glimrende udsigt over Sundet. Haven var af parklignende karakter med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 nævnes hele 12 af disse.

Det var dette Fiskehus, Classen overtog i 1765. I 1761 var det blevet foræret til Hans Ahlefeldt.

 

De sidste dage

Ved siden, lidt længere ude på det nuværende Rosenvængets område lå grosserer Tutein Men sin store ejendom, Rosendal med tilhørende katuntrykkeri.

Og her i nærheden den flotte ejendom Rolighed, Hvor H.C. Andersen tilbragte sine sidste dage. Vejen op til denne var en statelig, nærmest Nordre Frihavnsgade i dag.

 

Det Classenske Fideikommis

I historiebøgerne er der antydninger om, at Classen havde gjort brug af bestikkelse, da han lavede kontrakter med militæret.

Det gav i hvert fald en rigelig indtægt. Han erhvervede sig store godser i Nordsjælland og Falster. Efter hans død blev dette omdannet til det endnu eksisterende almennyttige Classenske Fideikommis. Hans efterladte formue skulle anvendes:

– til at danne nyttige Mennesker til Statens Bedste,

– til at understøtte og befordre Vindskibelighed og Arbejdsomhed i de nødvendigste Dele af landets Vel, og

– til at hjælpe og lindre Fattigdom og Elendighed.

 

En stor formue

Den efterladte nettoformue blev gjort op til en million rigsdaler. Omkring 1916 rådede fonden over tre millioner kroner. i dag ejer og dyrker fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug.

 

Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt nye planer for havens anvendelse og etagebyggerierne tog fat.

 

Det efterladte bibliotek

Det efterladte bibliotek, der især indeholdt værker om geografi, naturhistorie og landøkonomi blev omdannet til et offentligt bibliotek fra 1797. I 1868 blev det indlemmet i Universitetsbiblioteket. Landbohøjskolen erhvervede sig de landsbrugsfaglige bøger. Den Classenske Biblioteksbygning blev opført i 1795, er beliggende på adressen Amaliegade 38.

 

Flere navne før Classen

Men egentlig skal vi lang længere tilbage i historien. For den oprindelige Classens Have eksisterede allerede i 1658, som Verner Klaumans have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.

 

Udfaldet afstedkom mange navne

Udfaldet i Classens Have i 1807 har afstedkommet mange gadenavne. Livjægerne gav navn til Livjægergade.

Medlemmerne var ulønnede, og skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og ikke nok med det. Officererne fik lov til at kalde sig von. Man fortsatte dog med at være frivillige.

 

Kongens børn på isen

Justinenborg blev ødelagt under kampene i 1807, og haven henlå som vildnis i mange år.

En af de første villaer, der blev opført her efter udstykningen var Aggersborg. Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var der endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren blandt andet Christian den Niendes børn.

Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.

Ja villaen lå faktisk på en ø, og var ejet af vekseler H.C. Aggersborg.

 

Holsteinsgade

Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han fandt ud af, at han ville skuespiller. Ja H.C. Andersen døde jo ikke langt fra haven på Rolighed. Og den gode Holstein fik en gade opkaldt efter sig.

Holsteinsgade ligger for enden af den daværende have. Her gik en lille bro ned til promenaden ud til Øresund.

 

Steen Billes Gade

Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for mandskabet. Han blev marineminister. Og det gik ikke stille fra sig. Han blev anklaget for misbrug af Statens midler. Han blev dog frifundet.

Og denne gade skulle man ikke bevæge sig ud i efter mørkets frembrud i 1920erne. Den blev benævnt som Bøllernes Gade.

 

Produktion i haven

I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund, forpagtet af broderen P.H. Classen. Han havde selv en ejendom lige i nærheden.

Haven havde ry for sin gode frugt. En tysk gartner, Neumann stod for driften og solgte produktionen til byen.

Han havde fire – fem mand til at hjælpe sig, og de boede alle sammen på ejendommen.

Desværre kun man ikke dyrke fisk i fiskedammene. De var blev forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.

 

En strandpromenade

Langs stranden anlagde J.F. Classen en strandpromenade, som lukkedes med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven lod han grave en kanal.

Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne, da han anlagde Promenaden. Det var et yndet mål for befolkningen at vandre ud til Kalkbrænderierne. Og de gjorde det i massevis. Og det var nok at se på. Alene ude i Øresund passerede der årligt 10.000 skibe.

I løbet af det 19. århundrede blev den flotte udsigt efterhånden hæmmet af badeanstalter og havneanlæg.

 

En ny skole

I haven var også et Orangerihus og nede ved Sundet et større lysthus, Antonienborg, samt et mindre lysthus, Segesta i klassisk stil med søjler m.m. herfra var en fantastisk udsigt over Sundet.

Ud over disse bygninger lod P.H. Classen ved vejen fra Østerbrogade, den nuværende Classensgade opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på Østerbro.

Her fik 100 elever gratis undervisning.

 

Lige i nærheden ud til stranden blev der indrettet en ubehagelighed, et rettersted, dog kun i en overgangsperiode.

 

Tog ødelæggelserne meget nær

Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så der blev plads til lidt småbebyggelse, et par værtshuse og et bryggeri.

 

P. H. Classen tog ødelæggelserne meget nær. Kongen fastholdt, at der kunne måtte bygges i bindingsværk, hvis noget skulle genopføres. Og militæret forlangte, at det hele hurtigt skulle rives ned.

Den eneste bygning, der sådan nogenlunde slap for ødelæggelserne var Antonienborg. Haven fik lov til at gro til. Og sådan stod det til i 1825, da fætteren Michael Classen overtog det hele. Han efterlod så det hele til sin søn, som også hed P.H. Classen.

 

For at få penge ind, blev en stor del af haven udlejet til erhvervsgartneri. I det yderste sydøstligste hjørne, blev der bygget en ejendom, Lille Ejegod. Den blev brugt til udlejning.

 

Et stykke urskov

Midt i 1800 – tallet skrev skuespilleren Julie Sødring i sine erindringer om Østerbro. Familien var i 1834 flyttet fra Adelgade til Det Hvide Hus. På hjørnet af Classensgade.

Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger, og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i de lyse nætters tid nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.

 

De første villaer

Som vi tidligere nævnte fik P.H. Classen af Kancelliet lov til at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs strandkanten, der blev solgt grunde. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen ned til promenaden.

Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Dernæst fulgte den føromtalte Aggersborg. Den lå som nævnt på en ø omgivet af fiskedamme som var omdannet til en sø. Ved små broer blev øerne forbundet til det faste land.

Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal, og deraf udstukket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.

 

Hvor blev træerne af?

I 1880erne rykkede høje huse frem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket.

Det er i grunden mærkelig, at ikke en eneste af de historiske træer fra Classens Have blev bevaret.

 

Kilde:

• Se Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere: Om Classens Have

• Classens Have på Østerbro
• Classens Have 1807

Et forsøg på anmeldelse af Tyske Flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948. Forholdene i det sønderjyske var lidt anderledes end i det øvrige land. Her blev halvdelen af flygtningene privat indkvarteret. Men det var imod det officielle Danmarks politik. Straks efter besættelsestiden blev flygtninge sendt retur. De tyske flygtninge blev lagt på had i Danmark, knap så meget i Sønderjylland. Leif Hansen Nielsen har begået en spændende og meget præcis beskrivelse af de tyske flygtninges vilkår i Sønderjylland.

 

Det kostede 450 millioner

Da regnskabet blev gjort op, viste det sig, at have kostet det danske samfund 450 millioner kroner, at have interneret de tyske flygtninge.

 

Man ville starte syd fra

I februar 1945 var et større kontingent flygtninge ankommet med tog til landsdelen, og af disse ankom 1.700 med tog til Tønder i februar 1945.

Egentlig var det planlagt fra Det Tyske Mindretals side, at man skulle starte syd på, og så efterhånden brede sig nord på, i hele Jylland.

Ja egentlig hed det Flüchtlings Hilfswerk Nordschleswig. De stod i begyndelsen for forplejning og indkvartering.

 

Men udviklingen forløb anderledes. I stedet for ankomst med tog, kom flygtningene med skibe. Og disse skabe lagde i første omgang til i København. Senere anløb disse skibe også Sønderborg, Haderslev og Aabenraa.

 

Privat indkvarteret

I løbet af marts var der i alt 100.000 flygtninge i Danmark. I slutningen af april var halvdelen af flygtningene i Sønderjylland privat indkvarteret. Og det var så her, at Sønderjylland adskilte sig fra det øvrige land. Grunden til dette var Det Tyske Mindretal. Men her var også usædvanlig mange små lejre.

I Tønder – området var der i alt 3.370 flygtninge privat indkvarteret.

 

I Berlin havde man forestillet sig, at der skulle anbringes 1,5 – 2 millioner tyske flygtninge hos danskerne, vel at bemærke, privat indkvarteret i danske hjem. Men dette advarede Werner Best imod.

 

Masser af beslaglæggelser

Man foretog så sent som i april en række beslaglæggelser. I Kollund beslaglagde man vandrehjemmet, kurhotellet, Strandhotellet, Fjordhotellet, forsamlingshuset samt Olsens Pensionat. I Bov Kommune blev den danske skole i Frøslev og Bov beslaglagt. Men nogle af stederne var ikke kun beregnet til flygtninge, men også til tyske civilarbejdere.

Alene omkring Aabenraa var der beslaglagt 54 lokaliteter og ved Gråsten 40 lokaliteter. Jo det gik sandelig ud over skoler, forsamlingshuse, kroer m.m.

 

Mange lejre

Man opererede med forskellige type lejre, opsamlingslejre m.m. Ja selv speciallejre havde man. Der var fødselsklinikken på Laimun og Løgumkloster. Det var alderdomshjemmet i Haus Lansnack og lazarettet på først Borgerskolen så senere Arensborg og på Folkehøjskolen i Tinglev. Ja sidstnævnte var nærmest et flygtningehospital.

 

På Hohenwarde blev der indrettet en børnelejr. 600 frivillige fra mindretallet sørgede blandt andet for, at flygtningene havde noget at læse i på de fleste af lejrene.

Mindst 200 flygtningelejre bar det i Sønderjylland.

 

Stort arbejde i Det Tyske Mindretal

Ambitionerne hos Det Tyske Mindretal for at hjælpe flygtningene var store. Man ville gerne undervise alle flygtningebørn i den skoledygtige alder, men det kneb med at skaffe så mange lærerbøger.

 

I Det Tyske Mindretal var der også praktiserende læger. De udførte et kæmpe arbejde for flygtningene. Sådan var indtrykket i begyndelsen. Det hele var godt organiseret, og man oplevede ikke samme kaos som i København.

 

Selv om man gerne ville skabe tålelige forhold for flygtningene, så kneb det med pladsen. Der var ikke meget mulighed for privatliv. Og senge var det ikke til alle. Mange måtte ligge i halm.

 

Dönitz forhandlede

Slesvig Holsten var oversvømmet af flygtninge og på et tidspunkt var her nærmest hungersnød.

Generaloberst Lindemann var parat til i Nordslesvig til at udkæmpe det sidste anstændige slag i krigen. Men det var Dönitz og Werner Best nu ikke enig med ham i. Ved forhandlinger på Lüneburger Heide havde Mongommery tilladt Dönitz, at der var tilladt fortsatte flygtningetransporter efter 5. maj. Men dette havde man åbenbart glemt at fortælle modstandsbevægelsen, for en masse flygtninge efter denne dato, blev afvist.

 

Flygtninge blev sendt retur

Man mente fra dansk side, at man havde gjort nok. Derfor blev de flygtninge, der den 10. maj endnu ikke var indkvarteret sendt retur, ja faktisk også før denne dato.

Det betød, at to flygtningeskibe i Aabenraa Havn, Deutschland og Capri med i alt 2.500 flygtninge blev sendt retur med bestemmelsessted henholdsvis Kiel og Ergenförde blev sendt retur.

Dagen før den 9. maj havde man stoppet et skib på reden uden for Sønderborg. Her var en del flygtninge og sårede soldater. De blev landsat og sendt til fods syd på.

 

Dramatik i Sønderborg

Det var ellers meget dramatik i vandene omkring Sønderborg i de dage. Der var fortsat mulighed for evakuering over Østersøen. Besætningen på en minestryger nægtede således at sejle til Kurland med henblik på fortsat evakuering af tyske tropper. Dette blev betragtet som mytteri, og de 11 tyske marinesoldater blev derefter henrettet.

 

Også fra Gråsten var der meldinger om, at skibe blev sendt syd på. Den 6. maj var der afgået flere skibe syd på fra Egernsund. I midten af maj, blev skibet Charlotte Cords afvist i Aabenraa Havn.

 

Fra Tønder blev flygtninge sendt sydpå

Fra Modstandsbevægelsen i Tønder forlød den 9. maj, at strømmen af flygtninge mod syd fortsættes. Ja fra København blev hele 30.000 flygtninge afvist. Og et tog med flygtninge på Padborg Station blev afvist. Dette har vi tidligere her på siden skrevet om.

Modstandsbevægelsen havde den 7. maj fået at vide, at alle flygtninge skulle afvises ved grænsen.

 

Den 10. maj forlyder det at et skib blev sendt ud af Flensborg Havn. Bestemmelsesstedet var ukendt. Mange skulle være blevet skudt ombord. Denne episode er ikke omtalt i bogen, og det er også kun ganske lidt vi kender til det herfra.

 

750.000 tyskere i Danmark

Den 5. maj blev situationen for flygtningene markant forandret. Den organisation, der stod for forplejningen eksisterede ikke mere. Danmark stod nu med 245.000 flygtninge. De skulle forplejes og omkvarteres. Der opstod et kæmpemæssigt organisatorisk problem.

I alt befandt der sig den 5. maj i alt 750.000 tyskere i Danmark.

Dette oversteg modstandsbevægelsens kapacitet.

Det var efterhånden Statens Civile Luftværn, der måtte tage over. Tysk Røde Kors var også involveret.

 

Bevogtning

Pigtråd og bevæbnede vagter var der omkring lejrene.  Under bevogtningen skete der også tragiske ting. Således blev en 16 – årig dreng skudt, da han forsøgte at flygte fra lejren i Skrydstrup.

Ved den tyske højskole i Tinglev var der også en skududveksling. Og ved Flygtningelejren på Eksercergården i Tønder blev der ofte fyret varselsskud.

 

Razziaer

Myndighederne foretog ofte razziaer i lejrene. Det var ikke noget de indsatte brød sig om. De følte sig ydmyget. Og en regel om, at flygtninge ikke måtte besidde penge fandt man uretfærdigt.

 

Sygeplejerske stoppet

Modstandsbevægelsen havde indberettet, at tyske soldater afleverer penge til flygtninge – i nogle tilfælde, sække fyldt med pengesedler.

Den 1. juni 1945 blev to tyske sygeplejerske stoppet af politiet i Tønder med henholdsvis 175 kr. og 185 kr. Selv om de forklarede, at de selv havde tjent dem, og de altid havde dem på sig af sikkerhedsmæssige grunde, ja så blev pengene beslaglagt.

 

Indtjening beslaglagt

Seks mand fra flygtningelejren i Tønder der udførte Grabarbeit auf den Heldenfriedhof i Tønder, blev stoppet af en engelsk patrulje. De havde sammenlagt 1.325 Rigsmark, som de havde tjent. Pengene blev ligeledes beslaglagt.

 

Hjemmetyskere smider flygtninge på gaden

Den 29. maj 1945 bragte Jydske Tidende en artikel med overskriften:

Hjemmetyskerne smider flygtninge på gaden.

De benytter en hver lejlighed til at slippe af med dem, fordi de ikke mere kan få økonomisk støtte.

Artiklerne slutter selvretfærdigt:

Vi har jo ikke opfordret tyskernes ret til at huse flygtningene. Det har de selv været ude om.

 

De ter sig, som kurgæster

Den 24. juni 1945 kunne Jydske Tidende berette at

At det virker i høj grad irriterende at se de tyske flygtninge te sig, som de var kurgæster i landet. På den grønne plæne foren Statsskolen (Sønderborg), har man således kunnet se tyske piger tage solbad, kun iført brysteholdere og korte benklæder.

Avisen kunne dog glæde byens borgere med, at denne praksis nu var stoppet.

 

Et farligt irritationsmoment

I Grænseposten den 7. september 1945 findes et vredt indlæg:

I Nr. Løgum befinder der sig ca. 100 flygtninge, der ved deres frie færden er blevet et farligt irritationsmoment. Den tyske og den “blakkede del af befolkningen forsyner sig med æg og andre fornødenheder. Flygtningene tilbyder deres tjenester i mark og lade og erholder betaling i fedt flæsk og klingende mønt. Det er gået så vidt, at flygtninge har været til bal i en af nabobyerne.

Fra september 1945 var det så Flygtningeadministrationen, som havde den overordnede ledelse.

 

Tyskerbal i Missionshuset

Den 15. september bragte dagbladet Sønderjyden en artikel under overskriften Tysker – bal i Missionshuset.

Det handlede om, at politibetjenten i Løgumkloster, der lørdag aften havde været på patrulje i byen og havde opdaget, at der var spillet musik i Missionshuset. Her var indkvarteret flygtninge. Da klokken var mange, og flygtningene burde være gået til ro, undersøgte betjenten det nærmere. Han opdagede at et 4 – mands orkester underholdte. Foruden flygtninge deltog folk fra Det Tyske Mindretal. Da politiet nu pludselig dukkede op, forsvandt mange af de deltagene ud gennem vinduet.

 

Udlejning mod kontant betaling

Hen over sommeren og efteråret 1945 havde modstandsbevægelsen i Tønder stået for udlejning af flygtninge til landbruget mod kontant afregning.

Året efter ville landbruget igen bruge flygtningene. Men dette blev dog afvist af Flygtningeadministrationen med begrundelsen, at man ikke havde fulgt de officielle regler.

Ifølge Kjerbøl, så skulle flygtninge ses som et Fremmedelement, som snart skulle sendes ud af landet. Flygtningelejrene må fortsat bevares som tyske enklaver, der ikke må komme i berøring med omverdenen.

 

“Feriegæster” i Sønderhav

Den private indkvartering var et ømtåleligt emne. Det var i modstrid med den officielle politik, som Flygtningeadministrationen og Rigsdagen gik ind for.

Den sønderjyske journalist, forfatter og debattør, Chr. Dam sendte en skrivelse til Flygtningeadministrationens leder, Johannes Kjærbøl den 6. januar 1946.

Dam gjorde opmærksom på, at der i en villa i Sønderhav, som blev ejet af en nazist, boede to flygtningefamilier. De gik omkring i byen, tog rutebilen, og købte ind hos købmanden.

Ja, de opførte sig som om de var på ferie, skrev Dam.

I en flygtningelejr i den tyske skole gik flygtningene frit omkring. Dam mente, at kontrollen med flygtningene var alt for lille.

 

Aabenraa “overrendt” af flygtninge

Åbenbart kneb det med bevogtningen, for det var ikke alle steder, man tog det lige alvorligt. Således skrev Ekstra Bladet den 30. marts 1946.

Aabenraa er i disse dage overrendt af tyske flygtninge fra den nærliggende Loddenhøj – lejr. Da der forleden kom revision i lejren, manglede 300 af lejrens 1.200.

De havde fået lov til at besøge grave på kirkegården samt bekendte på hospitalerne. Politiet har fået anmeldelser om en række levnedsmiddeltyverier, der kan se ud til at være foretaget af disse flygtninge. Ligeledes havde man givet flygtninge tilladelse til sidste besøg uden for lejren, inden militæret overtager bevogtningen, hvorefter det er forbi med udflugterne.

 

Til Oksbøl eller Kolding

De sidste ordinære flygtninge forlod Skrydstrup i oktober 1947. Vejen bort fra Sønderjylland gik hovedsagelig til Oksbøl. Men flere kom også til Grove eller Ålborg. I 1947 gik turen også via Kolding, som blev brugt til gennemgangslejr.

 

Tønder havde flest lejre

Tønder Luftværnskreds var den kreds, der havde flest lejre. de fleste af dem, var meget små. Her har været ca. 49 stykker. Den 1. juni 1946 var der kun to tilbage, Eksercergården og Hohenwarte.

 

Danskerne fornægtede det menneskelige

Der ligger en antydning af, at de tyske flygtninge ikke er blevet ordentlig behandlet, og at det er et kapitel i Danmarkshistorien, man hurtig vil glemme. Efter forfatterens mening, har man ikke bevidst fortrængt denne historie. Han mener, at Danmark gjorde, hvad de kunne.

Men det er nok ikke alle, der er enig med Leif Hansen Nielsen i denne konklusion. Således skrev Karl Nielsen en kronik i Berlingske Aftenavis den 25. august 1945:

Den historiker, der om nogle årtier vil beskæftige sig med Danmark umiddelbart efter befrielsen, vil ikke tro sine egne øjne, når han ser, hvor dybt danskerne fornægtede det menneskelige i disse fredens første måneder.

 

Præsterne burde ses efter i sømmene

Det var nok en lidt modig kommentar. For langt de fleste danskere mente, at de tyske flygtninge skulle behandles dårlig. En række præster i København protesterede mod flygtningenes behandling. De fik i den grad svar på tiltale. Her er et eksempel fra den 29. juni 1945 i Information:

Og så vover de herrer præster at tage flygtningene i forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån os for alt, hvad der hedder barmhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk på ordsproget: “Som man reder, så ligger man”. Til slut foreslår jeg at vore raske frihedskæmpere kigger på de gejstlige Herrer lidt i sømmene.

 

Præget af avisernes hetz

Det var tydeligt, at der skete en opblussende nationalisme i slutningen af besættelsestiden. Befolkningen blev også præget omkring avisernes hetz mod de tyske flygtninge. Og politikerne bekræftede hinanden i, at de gjorde det eneste rigtige. Igen kan vi henvise til Information fra 25. juni 1945:

De tyske flygtninge er elendige i bund og grund af råddenskab, gennemsyrede rester af det forhåndværende “Herrefolk”.

 

Kritik af Det Tyske Mindretal

Og det var bestemt heller ikke roser fra Danmarks befolkning til den indsats som Det Tyske Mindretal udførte for flygtningene. Igen var det Information, der førte an i hetzen. Dette er et uddrag fra et læserbrev den 19. juli 1945:

Det Tyske Mindretal savner desværre både evnen og viljen til at respektere vore indre livsforhold, de være sig politisk som nationalt, og derfor fortsat blive til skade for hele landets vel.

 

Mange fordomme

Fordommene var enorme dengang, og det har sikkert gjort det vanskeligt at forbedre forholdene for de tyske flygtninge. Igen dette eksempel fra Information den 2. juli 1945:

Løfter fra og traktater med det tyske rige burde være forbudt i fremtiden, thi den der stoler på en tysker er en nar.

 

En trussel for det danske samfund

De fleste danskere så i 1945 ikke de tyske flygtninge som medmennesker, men en trussel for samfundet. Danskerne ville beskytte deres samfund og brugte vel de samme metoder, som tyskerne havde gjort. Og særlig i datidens medier kom danskernes vilddyr til overfladen. Igen bruger vi et eksempel fra Information:

Det har været drøftet, hvorvidt man kunne få de fjendtlige flygtninge væk herfra og der var blandt andet nævnt den mulighed, at de af søvejen kunne sendes til Østpreussen. Men nej, der var minefare ved sejladsen over Østersøen, så det kunne skam ikke gå an. Jeg spørger, hvad i alverden vedkommer minefaren dog os. De kunne nok trodse denne fare, da de skulle herop – Hovedsagen er dog, at de kommer ud, og det snarest.

 

Flygtningene var uønskede

De tyske flygtninge var uønskede, måske ikke lige hos Det Tyske Mindretal. Men hurtigt fandt den danske befolkning ud af, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Flygtningenes ophold i Danmark blev opfattet som en provokation. Vi var fulde af hævntørst og had mod alt, hvad der var tysk.

 

Dæmonisering knap så kraftig i Sønderjylland

Vi skal lige oplyse om, at de nævnte eksempler er noget, vi har fundet herfra og ikke fra den omtalte bog. Måske var dæmoniseringen knap så kraftig i Sønderjylland som i det øvrige land. Det var bestemt ikke problemløst med privat indkvartering. Der var en del familiemæssig tilknytning. De internerede følte det som en forskelsbehandling, at nogle var privat indkvarteret.

Men konflikter var trods alt ikke så store i Sønderjylland. Måske var det, fordi den sønderjyske befolkning trods alt, havde en hvis forståelse for mindretallets og ikke mindst flygtningenes problematiske stilling.

 

Andre synspunkter inddraget

På en elegant måde lykkes det for forfatteren, at inddrage andre udgivelser i sin beskrivelse af de tyske flygtninge. Ja selv årbøger, biografier og tidsskriftsartikler bliver taget med, og forfatteren argumenterer også, hvis han ikke er enige i de andre udgivelser om emnet.

Vi gennemgår på udmærket vis, baggrunden for flygtningenes ankomst. Og også tabet af de 33.000 flygtninge på flygtningeskibene på Østersøen hører vi om.

 

Bogen er særdeles detaljeret. Ja man kan rolig siges, at der kæles for detaljerne. Og her kan de, der bare ønsker en mere populær gennemgang, godt finde på, at stige af.

Men det er virkelig et flot pionerarbejde, der her er ydet.

 

På fabelagtig måde inddrager forfatteren allerede eksisterende forskning i bogen. Kritik undlades heller ikke, hvis forfatteren ikke er enig i konklusionerne.

Det må være en guldgrube for de tyskere, der leder efter deres slægtninge. En meget lille del af bogen er da også oversat på tysk, måske var det en ide, at oversætte endnu mere.

 

Omfattende research

En omfattende research med fantastisk gode litteraturhenvisninger er også et plus. Vi får en meget god indsigt i flygtninges forhold, dengang.

 

Bogen er opdelt i to store hovedafsnit. Den sidste er aldeles interessant, for her går man ned i lokalhistorien. Her er der en omfattende registrering af flygtningelejrene i landsdelens byer og sogne. Tænk, her var der over 200 lejre. Mange skæbner har det sikkert været her.

Den danske holdning var, at når der var danskere, der skulle lide i tyske KZ – lejre, så skulle tyske flygtninge også behandles dårligt.

 

Den store dødelighed blandt de tyske flygtninge skyldtes ikke de danske lægers passivitet , som andre forskere har påpeget. Leif Hansen Nielsen mener, at den store dødelighed skyldtes de tyske flygtninges dårlige tilstand, da de ankom til Danmark.

 

For dem, der virkelig vil gå dybere ind i historien er bogen yderst interessant, og kan anbefales.

 

Leif Hansen Nielsen

Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945 – 1948

Historisk Samfund for Sønderjylland (432 sider)

 

Hvis du vil vide mere:

• Denne side indeholder ca. 118 artikler fra besættelsestiden og tiden lige efter, herunder

 

København:

• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens Fortrængninger
• Danmark var advaret – 9. april
• Overvåget – dengang
• Tyske Flygtninge
• Tyskertøser og Drageyngel

 

Sønderjylland:

• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Opgøret efter 1945
• Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
• Mindretal i Brændpunkt

 

Tønder:

• Flygtninge i Tønder plus cirka 100 andre artikler. 

For 7. gang har man så den store ære at optræde for Æ Synnejysk Ambassade på Landbohøjskolen. Det er så 6. februar 2014. Vi giver her en anvisning på, hvad især nybegyndere skal tage sig i agt for, når de påbegynder et rigtigt Sønderjysk Kaffebord. For det man oplever rundt om på de sønderjyske kroer er ikke rigtigt. Måske er udvalget det. Men læs her, hvorfor det ikke er rigtig, og læs her historien bag det berømte kaffebord. Ja tænk engang unge piger i København bruger kaffebordet i deres studium.

 

To skønne piger på besøg

I skrivende stund er problemet, om man nu får del i de herligheder, der skal fortæres nede i salen. Det mest dramatiske, der kan ske, er at I sidder dernede og fortærer, mens jeg skal stå heroppe og se på.

Og se en dag møder to skønne piger op derhjemme. De skal høre om Sønderjysk Kaffebord. Tænk at man studerer sådan noget i København.

 

Det rigtige kaffebord

Og københavnere tror, at når de har været på en eller anden sønderjysk restaurant eller café og oplevet Det Sønderjyske Kaffebord, ja så har de oplevet det ægte sønderjyske kaffebord. Men det har de jo ikke. De oplever jo kun en buffet af en masse kager. De får jo ikke engang mavepine, som os andre. Her burde turistforeningerne i det sønderjyske til at tage sig sammen.

Jo, Søren Ryge var inde på noget af det rigtige, da han besøgte sin barndomsby i Sydslesvig.

 

Sønderjysk kaffebord på Nørrebro

Men tænk, der møder 50 københavnere op, når man en grå søndag morgen holder et foredrag om vores kaffebord på Nørrebro Bibliotek. Og tænk – personalet forsøgte selv at lave det. Se fotos på min hjemmeside. Her kan I forresten også se en masse opskrifter på lyskagelighederne.

 

Har oplevet det rigtige kaffebord

Det er nok ikke mange af de unge sønderjyder i dag, der har prøvet det ægte sønderjyske kaffebord. Det er umoderne, set ud fra den moderne livsform. Og så tager det usædvanlig lang tid, at fremstille den ægte vare.

 

Måske er det med lidt stolthed i stemmen og kunne fortælle, at undertegnede har oplevet det. Som regel foregik det u i æ Kow ve Oma og Opa. Ja helt nøjagtig er det cirka 4 kilometer syd for Højer By ude i Ny Frederiks Kog på 2. Katastrofevej. Det foregik ofte inde i den store stue. Den var aldrig opvarmet.

Vi kom med æ Rutebil fra Tynne. Og så måtte vi ellers gå helt u i æ kow. Min mor var ikke meget for, at skulle over Den Hvide Bro over Vidåen.

 

Motionstur til Slusen

Når kaffebordet var overstået, var der altid indlagt en motionstur ned til Slusen. Og det var faktisk nødvendigt, ellers var det ikke plads til Suppe, Steg og Is om aftenen.

Det kunne så være, at det blev ringet efter Kedde’s Lillebil om aftenen.

Når vi så endelig var kommet hjem til Tønder, ja så måtte vi alle på Lokum. I dagene derefter kunne man faktisk mærke det i maven. Og det var ikke altid lige sjovt i skolen.

 

Også hjemme på Lærkevej i forbindelse med højtider eller familiefester lavede min mor, Sønderjysk Kaffebord. Men det var knap så voldsomt som hos Oma.

 

Nybegyndere – her er symptomerne

For nybegyndere af Det Rigtige Sønderjyske kaffebord, skal vi lige berette om symptomerne.

Du skal huske, at du skal fylde din tallerken til bristepunktet. Alt andet er høfligt.

De hjemmebagte boller(pumler) ligger sådan at undersiden er smurt i smør. En butterdejsagtig krans af wienerbrød skinner lige så kraftig som en sønderjysk rapsmark. Ind i mellem det store indtag, skal man kommunikere. Det foregår ofte med nik og blinkende øjne. Indimellem bliver det dog visket og grinet. Husk på, at din krop ikke fungerer normalt.

 

En tyngde i maven

Nybegynderen vil snart mærke en tyngde i maven. Den går ikke over, for snart vil husmoderens stolthed vise sig. Den første store kage vil snart indfinde sig. Den er pyntet med kirsebær og skåret ud i kilotunge stykker. Husk at selv om din mave siger stop, så er en afvisning en absolut fornærmelse. Det er rigeligt med smør og fløde og andre usunde produkter

 

Åndenød

Talrige smagsoplevelser vil indfinde sig. Snart vil nybegynderen mærke åndenød. Men ned skal det, for snart kommer Napoleonskagen. Snart vil nybegynderens tallerken igen være fyldt med butterdej fyldt men vaniljebudding.

Kroppen vil fyldes for femte eller sjette gang. Man er efterhånden for udmattet til at protestere. En politisk diskussion skal man nok undlade på nuværende tidspunkt.

 

Sveden pibler frem.

 

Smagsløgene vil hyle

Snart vil smagsløgene hyle. Legemet kæmper. Man har det som en forhammer i sin brystkasse. På det tidspunkt er det måske godt med frisk luft. Find en god undskyldning, for man kan ikke bare sådan forlade kaffebordet.

 

Selv om man havde efterladt en tom tallerken, så er den igen fyldt igen. Nøddetærte er den næste kage. Den er lige så tyk som et strygejern og opfedet med smørcreme. Ved siden af, var man blevet færdig. Nu er man bagefter. Og de næste kager er på vej.

 

Åh nej – endnu mere

Bedst som man nu troede, at nu havde man nået enden, så åh nej, så kommer endnu mere. Det er de berømte småkager, sukkerkringler og kyskager. En masse varianter med og uden chokolade. Det er også som om kaffen var blevet stærkere, nærmest som tjære. Og endelig efter adskillige timer, var man færdig. Man vaklede hjemad.

Gangen var anderledes og maven havde det bestemt ikke godt.

Nybegynderen finder ud af, at man skal være i god form for at indtage Det Sønderjyske Kaffebord.

 

Kaffebord i Ballum

Sønderjyderne havde nu også selv problemer med det, hør blot dette digt fra Ballum:

Heæe ska I høe lidt om Synnejysk kaffeboe

De wå hen we Chrisen Pæsensens gammel moe

Hun haj bojn æn masse fremme

De wå et gild, æ alle glemme

 

Først såt vi in æ daule dørens å snagge

Så gik æ døer op tedi anne gemagge

Å vi kåm inn tæ æ boe, mæ manne slaus kach

For gammel Stine Pæsen wå goe te å bach.

 

Te å beynn fik vi pumle mæ et tyk laue smø

Så wå dæ kringel, som dæ sæ hø

Dæ wå chokoladekach å søstekach

Å dæ hel sku vi smach

 

Da wi omsije o æ laukach tau fat

Da wå æ læres Marie sat

Næj vee do nå wa Marie, æ brøetort, ska do da smach

soej Stinne, å gaue hin et ånle styk kach

 

Æn ristort wå dæ å, å en laukach mæ fløje

De wå da godt, de både haj høns å køje

For haj de sku køef åll de kræm te æ kach

Haj dæ nok it wæt manne tebach

 

Ændle nøj vi te æ småkach

Dæ wå hvis syv – åt slaus, Stine åltins bache

Æ kun næsten it få en bi meje neje

Men Stinne soej: “Tai da en Knæpkach, dæn æ it så feje”

 

Te ållesidst kom æ Ingenting

Da wå æ mavskin lich we å spring

Men Stinne gau se it, vi ku smach æt olt.

Æ wunnet mæ, te æ mauskin holdt

 

Så wæn æn it æ suen å rask å ha æn maue så stoe

ska æn it gåe mæ te et synnejysk kaffeboe

Men wæn I ha løjst det heæ, ha I moske dåch løst å lau

Et richte synnejysk kaffeboe, som i gammel dau.

 

Sund og rask og en stor mave

Et fantastisk digt, som slutter af med at konstatere, at såfremt man ikke er sund og rask og har en stor mave, skal man ikke begive sig i lag med Sønderjysk kaffebord. Og læg mærke til, at selv om man var stopmæt, så pressede værtinden på.

 

Ja man siger, at Det Sønderjyske Kaffebord er dansk, men hvis vi er sulten, så tænker maven ikke så meget over, om det er dansk eller tysk. For vi har som sønderjyder gennem generationer spist tysk inspireret mad, tænk bare på grønlangkål, kålpølse, gule ærter og fedt flæsk.

 

Sønderjyske egnsretter eksisterer endnu

Gennem generationer har vi sat tænderne i det lækreste bagværk, store lagkager, boller og småkager i bagt smør.

Vores nationale sindelag, har nu aldrig påvirket os så meget, at vi har nægtet at spise en ret, som enten var dansk eller tysk. Måske er ikke alt, helt sønderjysk, men det bryster sønderjyder sig nu heller ikke over. Men Forsamlingshuset, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer skam stadig. Og takket være sønderjydernes stædighed eksisterer de dejlige egnsretter stadig.

 

Bare det var godt for maven

Jo den gang i min ungdom i Tønder var butikkerne stadig delt i tyske og danske. Sønderjyske håndværkersvende kom hjem inspireret af tyske slagtere. Dette kom til at præge den sønderjyske mad. Og bare det var godt for maven besøgte vi også den tyske bager eller den tyske slagter.

Også de tysksindede elskede Det Sønderjyske Kaffebord.

 

Claus Eskildsen havde uret

I 1937 påstod Claus Eskildsen, at man kunne lave en folkegrænse ved at påvise folks forskellige livsretter. Der sætter jeg nok et spørgsmålstegn. For det tænker maven ikke på, når den bliver fodret. I Sønderjylland mødes dansk, tysk og frisisk madkultur.

Sprog, politik og national identitet har adskilt mennesker, men hvor mad og mennesker har været en samlende faktor.

 

De “maule” kager

Også Det Sønderjyske Kaffebord er i den grad inspireret af den tyske bagekunst. Tænk bare på Herrnhutkager. Det var Herrnhuterne, der kom til Christiansfeld. Kagerne kaldes også Brun maule (mugne). De kan holde sig længe. Og glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.

 

Under Første Verdenskrig

Under Første Verdenskrig var man nødt til bruge erstatningskaffe, og erstatningskager. Man kunne vælge mellem tre slags kaffe:

• Den mest ringe bestod af grønne ærter og byg, der blev hårdt brændte
• Lidt bedre var maltkaffe af ren byg.
• Bedst var rugkaffe

 

I byerne spiste man Kålrabikager, der var en pladekage blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup, krydret med citronessens – velbekomme.

Man kunne dog nøjes med Krigssnitter. Det var tvebakker, dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.

 

Hvorfor syv kager?

Og hvorfor skal det nu være mindst syv af hver? Jo, det er fordi, det er noget symbolsk i det. Der var syv tidsaldre, syv dødssynder, syv bønner, syv stjerner, syv ånder, syv engle, syv plager. Ja skabelsen havde syv dage. Jesu sagde syv ord på korset. Snehvide havde syv små dværge. Der var syvmile – støvler og meget mere.

 

Djævlens værk

Kaffen kom til Europa i 1615. Halvtreds år efter blev det hofdrik. De bedre stillede tog imod drikken som deres egen. Men bondestanden tog også imod den. I 1773 importerede man 6 ton kaffe. Men det chokerede handelsministeren. I 1783 fik bønderne forbud mod at drikke kaffen. De lavere klasser skulle nødig få de riges vaner. De skulle bare holde sig til øl og brændevin.

Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Men da han havde smagt på den, endte det med, at han gav den sin velsignelse. Og i 1799 fik alle lov til at drikke kaffe i Danmark.

 

Fælles kaffespisning

Egentlige kaffegilder var nok først almindelige efter tre – års krigen. Fra det tidspunkt blev kaffestel også almindelig.

Kaffepunch blev erstattet af den fælles kaffespisning. Det skyldes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede, spiritusbevilling. Frem til 1920 fremstod Det Sønderjyske kaffebord, som specielt dansk.

 

De æder kager og kager

Som regel var det en tysk gendarm, der overværede møderne under det prøjsiske styre. En af dem sagde engang:

Disse danskere æder kager og kager. Derfor kan de aldrig klare sig. Vi tyske holder os til grog. Det giver varme og styrke.

 

De første kogebøger

Den første kogebog udkom i 1740, den hed En lidet proberet koge – bage – og syltebog. En mere varieret opskriftssamling udkom i Sønderjylland i 1838: Prachtiches Kochbuch. Men den første rigtige Sønderjyske Kogebog blev udgivet i Sønderborg i 1830. Den hed:

 Freundlicher Rat an junge Mädchen bei ihrem Antritt ins bürgerliche Leben nebst einer Anweisung einige gebräulichen Gerichte zu bereiten.

Nu var det ikke lige den kogebog, som min mor brugte. Hun har siden sin skoletid samlet opskrifter, og sirligt skrevet dem ind i en bog med gotisk skrift. Mange af opskrifterne var hemmelige og gik i familiearv. Sikkert også i min familie. Men jeg har løftet sløret og gengivet masser af opskrifterne på min side.

 

De første kager i lerform

Kagebageri blev først rigtig udbredt efter 1860. De første kager var i lerform så som søsterkage, mandelkage, risengryntærte og forskellige buddinger, der ofte blev serveret som desserter. Kringler var ikke ret almindelige og småkageudvalget begrænsede sig til forskellige slags tvebakker og pebernødder. De var robuste robuste, og kun bages bunden af bageovnen, når brødbagningen var overstået. Kager som vafler, krumkager og goeraj kunne bages i kagejern i det åbne ildsted. Disse kagetyper var allerede udbredt fra 1600 – tallet.

 

I midten af 1870erne startede en omfattende produktion af kaffestel. sidetallerkner og forskellige kagefade.

 

Pludselig under tysk herredømme

Efter nederlaget i 1864 blev omkring 175.000 sønderjyder med en pennestrøg indlemmet under prøjserne, og som statsborgere i Det Tyske kejserrige, som blev proklameret i 1871.

De tyske myndigheder straffede dem, der gav tilladelse til, at de dansksindede kunne holde deres møder.

 

Man blev nødt til at bygge egne forsamlingshuse. Og det Sønderjyske Kaffebord blev rigtig udbredt under Den Blå Sangbog. Foredragsholderne kom ofte fra nord for Kongeåen. de kunne tage hjem og berette om de overdådige kaffeborde.

 

I 1914 var der bygget 50 forsamlingshuse, hvor man kunne samles. Foreningsliv og forsamlingshuse gjorde de dansksindede slesvigere til danske sønderjyder. Nord fra støttede man massivt disse initiativer.

 

Det styrkede kampånden

I forsamlingshusene havde man brug for at stå sammen mod den prøjsiske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange, også de forbudte, når gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen.

Disse møder pinte magthaverne. Man prøvede på alle måder, at forhindre møderne. Her opstod rammerne for Det Sønderjyske Kaffebord.

Foredragsholderen skulle have ro til at tale, samt have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre.

 

Man skulle rose husmoderen

Husmoderen forventede, at man roste hendes kaffebord. Derfor var det værdsat at gæsterne forblev ædru. På forsamlingshusene gav prøjserne heller ikke tilladelse til spiritus. Derfor udviklede Det Sønderjyske kaffebord sig kun til at indeholde en eller to kaffepunch.

 

Ude på landet udviklede kaffebordet sig. Når naboerne kom på besøg, skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. Så havde man noget at snakke om i landsbyen de næste par måneder.

 

Fem lagkager i Aventoft

Niels Bøgh Andersen har skrevet den pragtfulde bog Fiskersøn fra Aventoft. Her beskriver han de specielle forhold i den lille grænseby omkring år 1900. Lige før Første Verdenskrig var det normalt med nabogilder:

 Ved disse gilder skulle man overtrumfe hinanden. Da naboen havde serveret 4 lagkager ved sidste gilde, var min mor nødt til at dække op med fem. Selv om konerne i landsbyen var gode venner i det daglige, gjaldt det om, at erklære lagkagerne mislykkede, når én spenderede en lagkage mere, end de andre plejede.

Jeg kan huske, at min mor næsten fik hysterisk anfald og sammenbrud, da nabokonen, hendes gode veninde, kom med bemærkningen: “Ja det wå da fem lagtort, men den jæn sku man ha en øjs te å hug “i stykke”. (Ja det var da godt nok fem lagkager, men ved den ene skulle man godt nok have en økse, for at hugge den i stykker). Den slags tog mor sig uendelig nær.

Man kunne også finde på, at sige:

 Det wåe en goe fest, men det wå kun ot slaus bækkenør (Det var en god fest, men der var kun otte slags småkager).

 

Masser af råvarer

På de middelstore gårde, hvor der var tilstrækkelig med dyre råvarer som æg og fløde, og nok af arbejdskraft udviklede kaffebordet sig. Men det var kun på landet at kunstarten bredte sig. Borgerskabet inde i byen, mente at man fråsede med kaffebordet. Og arbejderne inde i byen havde slet ikke råd til det.

Når der var møder på forsamlingshuset tog man kagerne med. Jo flere man havde des længere kunne foredragsholderen blive.

 

Kirche, Küche und Kinder

Bordene gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.

En forklaring på denne kreation, skyldtes at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ingen ret til at være medlem af en forening før 1918 i Det Tyske Kejserrige. Kvinderne måtte indskrænke sig til den prøjsiske filosofi,

Kirche, Küche und Kinder.

 

Der var større udvalg, at finde i Løjt end i Sønderborg. Og når sønderjyder skulle til kaffebord i Det Gamle Land blev de skuffede, for udvalget var ikke nær så stort dom i Sønderjylland.

 

Stopkager

Kaffebordet indledes med boller (pumle) og kringle eller måske en søsterkage. Det var de såkaldte stop – kager. De indeholder masser af fedtstoffer. Festkringle og vandkringle fulgte. Det var de magre skærekager, plade – og formkagers tur. Ja, og så de tørre tærter.

 

Ja man siger, at det hedder Stopkager, for at afføde de sultne karle på gårdene. De var nemlig altid sultne.

 

Bunden var lagt

Så var bunden lagt til det vigtigste til det vigtigste i kagebordet, nemlig de saftige tærter, fløde – og brødtærte (eller tort). Hvis det skulle være helt fint, så kom der butterdejstærte. Derefter følger cremekager og roulader samt flødeskums belagte tærter. Og hvis det nu er helt rigtig, så bliver de bløde kager afsluttet med cremenitter.

 

Og så er det ellers de hårde kagers tur – småkager. Her er det utallige slags. Det er ikke særlige slags, som det skal være. Man skal blot huske, at der skal være mindst syv slags. I julen er der måske pebernøder, brune kager og vredne unger (klejner). Ellers er der fedtkager, goj raj og vaniljekranse.

 

Strukturen var lagt

Jo, der er hvis struktur i Det Sønderjyske Kaffebord.

• Fra det bløde til det hårde
• Fra det fede og fugtige til det tørre og magre.

 

Man måtte ikke springe over

Kagefadene bliver sendt rundt hurtig efter hinanden. Og så er det lige, at man skal fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags. Sidetallerkner bliver også fyldt op.  Dette giver sjældent mulighed for at springe en kage over. Dette bliver også anset som uhøflig og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holder i den grad øje med, at gæsterne smagte på alle kager. Begrebet hedder, at nøde.

Hvis en gæst sagde nej tak, skulle det nødes. Så sørgede værtinden for, at vedkommende alligevel fik et stykke. For det var uhøflig, at sige nej tak.

 

Tog svigermors tallerken

En nørrejyde (området nord for Kongeåen) havde fundet en kæreste i Sønderborg, og skulle opleve sit første kaffebord. Den unge mand blev i den grad forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet, for at få lidt madro. Men svigermor bad ham tage nogle stykker kage og lade kagefagene gå rundt. I forvirringen kom han til at tage sin svigermors fulde kagetallerken og tog et stykke af denne. Derefter rakte han denne videre. Uha oh skræk, om han fik sin Lille Lise fra Sønderborg, det melder historien ikke noget om.

 

Knepkache

Hvis vi nu skal se på de vigtigste kager i det sønderjyske kaffebord, ja så skal vi starte med Knæpkager. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. Den blev givet til skolebørnene som ekstra lækker skolemad. Den blev også spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes måske 20 forskellige opskrifter på den populære småkage. Knepkache kommer sikkert fra den nordtyske dialekt Kneip. Det betyder drenge. Nogle mener også kommer fra den lyd, det giver, når man spiser den.

 

Hedewiche

Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.

 

Kringlen

Kringlen har sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet, en udbredt måde at bede på, dengang.

I Tyskland var det på den tid skik og brug, at børnene ved nytår hængte kringler om halsen. Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på ca. 20.000 mand i 1529 forsøgte at grave sig ind under Wiens mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere. Som belønning for denne dåd, gav han dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen med en krone.

 

Kløben

Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den sønderjyske kløben er mere let i konsistensen. Når kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved opstår navnet.

 

Brødlagkage

Brødlagkage (Brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske kaffebord. Der er mange opfattelser af, hvordan den skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For mange sønderjyder indeholder en richte brøtort kakao i dejen.

 

Wienertærte

Wiernertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende et middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til at man sender kager. En barselskvinde kunne modtage 10 – 15 lagkager. Derfor var hun nød til at invitere til barselsgilde.

Jo det var en populær kage. Til det rigtige Sønderjyske kaffebord skal den helst være i seks lag.

 

Jødekage

Jødekage hedder også Krützfelder – kage. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.

 

Gode Råd og andre gode sager

En udbredt kagetype bagt i jern, er Gode Råd (Gog raj). Men i 1600 – tallet var den udbredt over det meste af landet. Men den har overlevet helt til i dag.

 

Og sådan kunne vi blive ved. Vi kunne sagtens også fortælle om følgende:

Kartøffelkach

Covinge

Vrein Unge

Balumme Knæpkach

Go Raj

Kikskach

Svesketært

Synnejysk Bistik

Sandkach med Rom

Kløben

Vandbakkels

Æseløer

Søstekach

Broekach

Kyskach

Brun å wie Bakkenør

æfelkach – å manne anne

 

Et begrænset udvalg

Men ak, bortset for de store buffeter rundt omkring på kroer og forsamlingshuse så dør den egentlige tradition ud. I 1970erne var udvalget begrænset til

 Gærkringle, søsterkage eller bagerkringle, æblekage eller skaller med fyld, 2 – 3 slags småkager, oftest gode råd og fedtkager. Til jul er der altid søsterkage og skallerne erstattet af æbleskiver. Der er gerne to tærter. Julekagerne var altid de samme, brunkager, vrejn unge (klejner) og pebernødder.

 

Kulhydrater og fedtprocenter

Kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet. Der var ikke så meget adgang til de gratis råvarer mere. Og der var kommet nye skønhedsidealer for kvinder og mænd. Der er også kommet nye madtraditioner.

Vi fokuserer i stigende grad på kulhydrater og fedtprocenter. Sydlandsk og asiatiske madtraditioner kom til landet. Man blev opmærksomme på e – numre, konsistens, udseende og holdbarhed.

 

En uge i køkkenet

Et fuldt Sønderjysk Kaffebord kræver sin kvinde. Ja næsten en uge i køkkenet. Det har være en kraftpræstation af min mor, bedstemor og tanter – dengang. Foruden bagekunsten skulle man beherske specielle teknikker:

 Dejæltning, æggepiskning, hakning af nødder, skoldning af mandler, røring af smørcreme, smeltning af chokolade, rivning af rugbrød til den berømte brødtærte, fremstilling af ribsgele til den lige så berømte stribetærte, spredning af galssur og sprøjtning med flødeskum.

 

En hyldest fra Peter Seeberg

Peter Seeberg, sønderjyden og forfatteren skrev i 1968 en hyldest til sine barndoms kaffeborde. Han var ellers en stor gourmet og ynder af det franske køkken:

 I modsætning til det højtbesungne franske middagsmåltid har det den mærkbare fordel, at det er rigeligt, det slår til, ja mindst tre gange så mange, ville altid mættes på et rigtigt Sønderjysk Kaffebord.

 

Men bag det hele lever den sønderjyske madtradition. Ingen steder i landet er traditionen bevaret så godt som i det sønderjyske.

 

Krop og sjæl bliver bevaret

Drikkevarerne i det sønderjyske er mere end Fuglsang og Bommerlund Snaps. Moralske advarsler mod drukkenskab forblev i Sønderjylland uden virkning.

Jo, jeg husker endnu den specielle duft, der mødte os, når vi søndag formiddag i kirketiden satte os ned hos Armin, ved Æ Bache eller å æ gammel kro i Aventoft. Vi havde en tradition i Familien Brodersen, at nyde en enkelt Gewesen.

 

Og så kunne det være, at vi fik et par Grog, Farisæer, Friesengeist eller Kaffepunsch.Ja selv Tote Tante kunne vi få. Det var kakao tilsat en sjat sprit, og så en sjat flødeskum.

 Vi levede i familien op til det frisiske mundheld Eten un drinken hölt Lief und Seel (at spise og drikke bevarer krop og sjæl).

 

Vi var i familien genetisk belastet. Engang havde Tønder 34 bryggerier. Og engang havde byen verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger. Det var ikke så sært, at vi i familien Brodersen var født tørstige.

 

Den dejlige mad fra Tønder

Ja og så kommer jeg også til at tænke på min mors kødgryder, Sønderjysk grønlangkål, Vinsuppe med skinke, Surrib, Solæg, Snysk, Hvidkålsbudding og Gammeldags Hvidkål.

Og ue i æ Kou syd for Hæwe ku vi spis Sut ved Oma og Opa.

På min side har jeg gengivet noget af min mors kogebog. Det var de lækkerier vi fik i Tønder, dengang.

 

Et halvt svin på knallerten

Jo Opa kom helt ude fra Ny Frederikskog med et halvt svin på knallerten. Og stod den ellers på blodsuppe og fremstilling af medisterpølse, leverpostej og meget mere i køkkenet på Strucksalle i Tønder.

 

Og når det så var ringridning i Aabenraa, så fik vi den berømte ringriderpølse. Den blev dog første gang lanceret af en slagtermester fra Sønderborg i 1929.

 

Aldrig mere fisk

På Højkro fik vi Sat ÅL mæ snaps. Dengang fik jeg fisk morger, middag og aften når jeg var på ferie i æ Kou. Derfor spiser jeg ikke mere fisk. Men nogle i familien holder denne tradition i hævd. På min side kan I også se nogle af de gamle fiskeopskrifter. Jeg siger bare velbekomme.

Ja tænk engang. Dengang digerne ved Højer blev bygget levede arbejderne næsten udelukkende af Ålepot.

 

Tak for et dejligt publikum

Som sædvanlig er det altid et godt publikum på Landbohøjskolen, når sønderjyder mødes. Men jeg skal aldrig mere indtage det sønderjyske kaffebord, inden jeg går på talerstolen. Men Asger dine Brøetort, de smacht fantastisk.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

Under Sønderjylland:

• Det drikker vi – i Sønderjylland
• Smag på Sønderjylland
• Sønderjysk kaffebord – dets historie
• Sønderjyske Drikkeopskrifter
• Det kulinariske Sønderjylland

 

Under Tønder:

• Mad fra Tønder
• Mad fra Tønder – opskrifter
• Sønderjysk kaffebord
• Sønderjysk kaffebord fra Tønder
• Sønderjysk kaffebord – opskrifter

 

Under Højer:

• At plukke Sut ved Højer
• Fiskeri ved Højer (fiskeretter)

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Bommerlund – snaps, kro og skov 

Pludselig havde man en ny grænse, som man skulle bevogte. Der foregik masser af smuglerier dengang. En international kommission skulle afstikke grænsepælene. Man fik også fanget en masse forbrydere ved grænsen. Paludan – Müller kunne ikke affinde sig med regeringens samarbejdspolitik. Han blev dræbt i en ildkamp med tyskerne. En del forvirring herskede efter, at Danmark atter var frit. Pludselig stillede 2.500 mand for at afvæbne tyskerne. Dette arbejde overtog englænderne. Pludselig skulle de flotte lyseblå uniformer afløses af triste sorte uniformer.

 

Kiggede efter, hvem der havde vagt

Vi kiggede da på, hvem der var på vagt, når vi cyklede eller kørte til Aventoft på den tyske side. For dette forhold afspejlede det vi provianterede i grænsebutikkerne.

Da vi var på militærøvelse i Tyskland havde vi også provianteret, og vores bil blev udtaget. Jeg havde et par flasker for meget. Vi var så nervøse og svedte så meget, at vi havde vinduesviskeren i gang. Nu havde vi heldigvis samlet sammen til en slags forsikring, så mit smugleri kostede mig ikke noget.

Vi skal i det følgende høre om grænsen og dens bevogtere. Vi starter ved den nuværende grænse, senere vender vi tilbage til den gamle grænse ved Kongeåen.

 

Ventetiden var lang

Ved grænsen omkring 1919 kom det ene udførselsforbud efter det andet. Der var et omfangende smugleri ved grænsen, ikke mange fulgte reglerne.

Afstemningen trak ud. Ventetiden var lang her oppe ved Kongeåen.

I slutningen af 1919 begyndte man at planlægge bevogtningen af den ny grænse, der snart kom.

 

Men inden da, i 1906 blev der truffet en ordning med Krigsministeriet, hvorefter Grænsegendarmeriet i tilfælde af krig underlægges dette ministerium. Korpset skulle yde den første modstand ved en grænseoverskridelse og senere optræde som feltgendarmeri bag fronten.

 

Et korps af sønderjyder

Tilbage i Grænsegendarmeriet var 3 officerer, 17 underofficerer, 38 beredne og 68 uberedne gardehusarer og dragoner direkte underlagt Grænsegendarmeriet.

I begyndelsen af 1920 måtte det tyske militær forlade afstemningszonen, hvor de blev erstattet af International Gendarmeri, som bestod af sønderjyder. De var underlagt den internationale kommission, der havde hovedsæde i Flensborg.

Uniformeringen var ret beskeden. Man var udstyret med en mørk fodfolkskappe med et armbind med bogstaverne C.I.S., en mørk hue med blank skygge og sabel med gult korshæfte.

 

To ekstratog med gendarmer

Nye gendarmer og officerer kom til. De mange gendarmer blev fordelt langs grænsen. De nye gendarmer blev iklædt i Kolding og vakte en del opsigt.

Med to ekstratog skulle gendarmerne befordres til den nye grænse, de østlige afsnit kom fra Vamdrup. De vestlige kom fra Ribe.

Den var en festdag for den sønderjyske befolkning. Ved alle stationer stod sønderjyder med Dannebrog. Enkelte steder var der også det Slesvig – Holstenske flag at se.

Enkelte steder var værtsfolket tysksindede. Der blev gendarmerne nok ikke modtaget med samme begejstring. 465 mand var efterhånden blevet fordelt og indkvarteret langs med den forventede grænse, der endnu ikke var afstukket i marken.

 

Ved posterne ved Flensborg Fjord kunne man se franske Alpejæger. Engelske Tommyer og Marinere, sønderjyske C.I.S. gendarmer og danske grænsegendarmer side om side.

Gendarmerne havde kronemønt, men ikke alle virksomheder var endnu indstillet på dette. Endnu i Pinsen skulle man betale med mark. Og på et enkelt hotel gad man ikke at have ulejligheden med at veksle. Her lød beskeden: Hier bezahlt man mit deutschem Geld.

 

Unge gendarmer til bal

Der var stor varemangel i butikkerne. Hurtig vendte man sig til den brændte kornkaffe uden sukker.

På Rønshovedgaard, der dengang blev ejet af storkøbmanden og mangemillionæren Rackwitz fra Hamborg var der dog ofte vin og cigarer til de indkvarterede gendarmer.

 

Gendarmerne havde fået strenge ordre. De måtte ikke gå uden sidevåben og de måtte ikke gå til bal. En søndag aften tog to ældre underofficerer på inspektion langs hotellerne ved Flensborg Fjord. Til stor forfærdelse så de, at der var stopfyldt med unge gendarmer, der dansede på livet løs, og som i den grad morede sig.

 

Kongen på den hvide hest

Den 21. juni var grænsen draget, og fra samme dato flyttedes landegrænsen. Endnu var 120 mand stationeret ved den nu gamle grænse. De skulle kontrollere varetilførslen fra de ufortoldede lagre i Sønderjylland.

 

Endelig oprandt Genforeningsdagen. Tusinder af unge piger i hvide kjoler med søde skærf tog imod kongen på den hvide hest. En æresport var rejst ved den gamle grænse med teksten:

En Tak til dem, der led og stred,

Nu kommer lyse Dage

Vi mindes vil med Vemod

Den Flok, der blev tilbage

 

Den internationale kommission

Det var en international kommission, der afstak grænsen. Deres første møde foregik i København. Det næste møde var henlagt til Sønderborg.

I Rosenkrans ved Rudbøl, hvor grænsen kom til at gå midt i byens gade, havde en enke skrevet til kommissionen om at blive fri for at komme under Danmark. Men da man besluttede sig for at kigge på enken og hendes ejendom, viste det sig, at huset var revet ned og enken var blevet gift.

Grænsestenene blev leveret af tyskerne og den første pæl, der blev sat var nr. 104 i mosen mellem Frøslev Plantage og Sofiendal. Den næste pæl, der blev sat, var pæl nr. 128 ved Skelbæk vest for Sofiendal.

 

En dag under afmærkningsarbejdet kom en mand hen til Kaptajn Lunn og spurgte, om dette var den endelige afmærkning af grænsen, hvad denne bekræftede.

Manden fortsatte:

•  Min gård ligger der henne, der går syd om min gård en grøft, der er lige så vandrig som denne her. Kan De ikke sætte Deres pæle op langs den, thi den kan være lige så god grænselinje, som denne her.

 

Kaptajnen måtte svare, at han handlede efter ordre, og at det ikke kunne lade sig gøre. Bonden blev helt stille og kiggede mod nord. Grænsen var draget.

Nye gendarmhuse

Den tvungne indkvartering ophørte i efteråret 1920 og gendarmerne skulle derefter selv skaffe sig kvarter mod en passende betaling. Mange af de gamle aftægtsboliger blev taget i brug. Men korpset fik også efterhånden tilført bevillinger, så nye ejendomme kunne opføres.

Langs grænsen rejstes det ene gendarmhus efter det andet. Nogle steder, som for eksempel Bov, Frøslev Mark, Rens og Lydersholm rejste der sig hele nybyggerkolonier. Det var rent privat byggeri uden statsstøtte.

 

Et antal gendarmer modtog instruktioner i sprængningsteknik på Ingeniørskolen i København. Det er ikke helt klart hvilke broer, gendarmerne skulle springe i luften, hvis der udbrød krig. Men det har sikkert været viadukten i Padborg og broer ved Tinglev og Tønder.

 

En mand skudt ved grænsen

De første år var forholdene ved grænsen ret spændte. Et utal af grænseoverskridelser fandt sted. Få måneder efter Genforeningen blev gendarm Axel Sigurd Hansen skudt i skoven ved Kruså af en polsk grænseoverløber. Gendamen blev i største hast bragt til Diakonissestiftelsen i Flensborg. Hans liv stod ikke til at redde. En mindeplade blev lagt på stedet. Forbryderen blev senere pågrebet og idømt 12 års tugthus.

 

En januar dag 1922 blev gendarmerne ved Bov Enge opmærksom på 2 personer, der forsøgte at snige sig over grænsen. Gendarmerne råbte flere gange, at de skulle stoppe, samtidig med at de blæste i signalfløjten. Da der ikke blev reageret, blev der affyret et varselsskud. Den ene var kommet over på tysk side. Ved grænsesten nr. 26 affyres et skud med lavt sigte, hvorefter manden faldt. Den overløbende person løb tilbage til den faldne, der nu var døende. Det drejede sig om brødrene Albert og Wilhelm Struwe fra Barsbøl ved Hygum. Den afdøde blev begravet på Bov Kirkegård.

 

Over isen efter rom

Under isvinteren 1922 var der forskellige smuglerier ved kysten. Nogle beboere fra Broagerland benyttede lejligheden til at gå over det tilfrosne vand efter rom. Gendarmerne tog imod de forfrosne ved hjemkomsten.

Det viste sig, at det var en indefrossen damper, der lå ude i bugten, der solgte masser af rom til danskerne. Men dette fik gendarmerne desværre sat en stopper for.

 

En Landauer fyldt med smuglervarer

En dag kom en Landauer til Kruså med en difteritispatient, der skulle indlægges på Diakonisseanstalten i Flensborg. Da kusken var forsynet med et bevis fra kommuneforstanderen lod man drosken passere.

Vognen kom kort tid efter tilbage. Man lod den passere. Men gendarmen fik skrupler. Hans instinkt sagde, at noget var i vejen med dette køretøj. Han fik fat i en cykel og kørte bagefter, for om muligt, at indhente det, men det lykkedes ikke.

Køretøjet var forlængst nået hjem til sit bestemmelsessted. Hestene var kommet i stald og kusken var netop i færd med at tømme sygevognen for en ladning rom og likører samt flere sæt tøj. Flaskerne havde han sat i gangen. Han anede ikke, at gendarmerne var i hælene på ham. Nu kom hestene for igen. Så gik det tilbage til Toldstedet. Nu var det slut med disse tricks.

 

Polakken, Schwartz

Jo, så var det polakken Schwarz. Han var en af de farligste indbrudstyve, man havde kendt til i Danmark. Efter nogle dristige indbrudsforsøg søgte han tilbage over grænsen. En stor eftersøgning blev sat i gang for at pågribe ham. I 1922 blev han pågrebet ved Sofiedal, hvor han kravlede gennem en grøft og havde gemt sig under en vejkiste. Det var dengang, at gendarmerne Schmidt og Petersen fik en dusør på hver 50 kr. for pågribelsen.

 

En storforbryder

En anden storforbryder, juveltyven Otto Vilhelm Genius var stukket af fra politiet i Varde. Han var nået ned til Sæd ved Tønder. Han var netop i gang med at afføre sig sine sko så stilfærdigt som muligt, da han i alleryderste øjeblik blev pågrebet af overgendarm Poulsen. Blandt tyvekosterne var et par sæt tøj, en regnfrakke, 8 guldherreure, 19 guldarmbåndsure og 13 guldringe.

 

Pågrebet i Søndermose

Storforbryderen, Josef Novak mødte sin skæbne natten mellem den 5. og 6. september 1926 ved Søndermose ved Frøslev. Det var overgendarm, Jørgensen, der under sin patrulje fik øje på forbryderen.

Ved 1- tiden hørte han noget pusle ved nogle buske. Jørgensen råbte manden an. Denne kom frem, og sagde, at han hed Max Rohde. Ved en efterfølgende visitering fandt man kun nogle kort over Sønderjylland.

Ved hjælp af fingeraftryk fandt man ud af, hvem vedkommende i virkeligheden var.

 

Da Jørgensen næste dag gennemsøgte det område, hvor anholdelsen fandt sted, fandt han et lommetørklæde, hvori der befandt sig 40 skarpe revolverkugler. mellem noget siv fandt han en skarpladt Browning med 8 skud.

Novak førtes imod arresten i Sønderborg. Men den betjent, der ledsagede ham, måtte lide den tort, at han i et belejligt øjeblik sprang af toget ved Vester Sottrup.

Men overgendarm Jørgensen nåede dog, at få sin dusør.

 

En modig gendarm

En grå januar morgen var gendarm Johansen på sin post ved Engholm ved Tønder. Han ser to mand komme imod sig. De bliver forbavset over at se en gendarm. De forklarede, at de ved en fejltagelse var kommet over grænsen ved Sæd, og nu var på vej tilbage. Men den troede gendarmen dog ikke på. Han beordrede dem til at gå foran sig langs jernbanelinjen til Tønder. Da de når banegården, spørger den ene om tilladelse til at gå bag en af godsvognene i et nødvendigt ærinde. Det får han lov til. Men han stikker af i vildt løb. Kammeraten er også parat. Gendarmen affyrer nogle skud. Men den flygtende fortsætter. Den anden forsøger nu også, men gendarmen kaster sig over ham. De triller i flere omgange ned ad jernbaneskråningen. Gendarmen får nu overtaget.

 

Ved visitationen viser det sig, at anholdte var i besiddelse af en Browning med 9 skarpe skud, samt et ekstra magasin med 8 patroner. Han medførte for 66.000 kr. juveler og smykker fra et indbrud i København.

Kammeraten blev fanget tre mil nord for Tønder. Det drejede sig om to tyskere, Ernst Ludwig Frahm og Ernst Bonzach, der blev idømt henholdsvis tre og to års fængsel samt udvisning af landet.

 

Overgendarm Johansen høstede stor anerkendelse for sin bedrift.

 

13 guldure og 276 guldringe

Under knap så dramatiske begivenheder anholdt gendarm Henriksen en tidligere straffet person, der havde lavet et bræk i Esbjerg. Udbyttet var 13 guldure og 276 guldringe. I omtalen i dagspressen stod der:

 Vagten ved Grænsen lader til at være vaagen, saaledes som den bør være det – forleden Dag slog en Gendarm en Klo i en Tyv, der forsøgte at liste sig over Grænsen med en Cigarkasse, indeholdende for 10.000 Kr. af Herr Nøller Thorgaards Smykke – og Urelager i Esbjerg.

 

Tjenesten skal passe til punkt og prikke

I mange år ønskede gendarmerne pistoler. Dette ønske havde stor sympati i befolkningen. En kendt Tønder – borger slog også et slag for dette ønske i Flensborg Avis. Han foreslog en indsamling. Til enkelte poster som forsøg fik personalet efterhånden udleveret pistoler.

Gamle traditioner og gamle bestemmelser fulgte gendarmeriet til den ny grænse. Korpset havde stadig de militære strafferegler. Hvis man forlod sit afsnit, skulle man søge om tilladelse til dette. Og man skulle melde tilbage, hvis man igen var ankommet.

Men efterhånden måtte gendarmerne gifte sig, når de ville og med hvem, han ville. Han kunne nu bygge et hus, hvis han ville uden at søge tilladelse til dette. Og pludselig måtte han køre bil, motorcykel og almindelig cykel. Men den gamle tradition Tjenesten skal passes til punkt og prikke.

 

Der blev stillet strenge krav til gendarmen ved Sydgrænsen. Man forsøgte at oprette en fagskole for Grænsegendarmeriet. Og på Rønshoved Højskole var der studiekredsarbejde og aftenskoleundervisning.

Dengang var der stor respekt for gendarmen og hans arbejde.

 

Fra Mommark i øst til Højer i vest gik gendarmerne på vagt. Men de gik også ved Elbens, den bleggule Vande, senere blev det ved Kongeåen og endnu senere ved Skelbækken, Vidåen og Flensborg Fjord.

 

Korpset fik nye våben

Tilstanden i Tyskland i 1930erne bevirkede, at grænsen og dens bevogtning blev diskuteret. Nye og solide grænsebomme blev opsat. I 1934 modtog korpset 20 rekylgeværer som lån fra hæren. Desuden modtog korpset de følgende fire år 326 Browning pistoler.

I 1935 modtog korpset også 250 gummistave.

 

I 1934 fik den nye chef, oberstløjtnant Paludan – Møller bekræftet, at Grænsegendarmeriet i tilfælde af krig skulle underlægges Krigsministeriet og blive en afdeling af Jyske Division. Det var en bekræftelse af aftalen fra 1906.

Grænsegendarmeriet skulle blandt andet forsvare Flensborg Fjords nordkyst.

 

En tragisk dag for tre gendarmer

Den 8. april 1940 blev militæret i Jylland sat i alarmberedskab. Men kl. 14 fik korpschefen besked om, at der under ingen omstændigheder måtte skydes. Beslutningen var taget på finansministeren, Vilhelm Buhls ansvar. Grænsegendarmeriet fik at vide, at de ikke skulle indlade sig i kamp.

Om morgenen den 9. april mistede tre grænsegendarmer i Padborg deres liv. Denne episode har vi tidligere beskrevet i to artikler.

 

En kamp mod tyskerne

I september 1941 var to gendarmer vest for Oksevejen nær mistet deres liv i et forsøg på at anholde en tysk desertør.

Det var svært at styre oberst Paludan Møller. Han var åbenlys imod regeringens samarbejdspolitik med tyskerne.

Om morgenen den 26. maj 1944 blev chefboligen i Gråsten omringet af tysk politi. Paludan – Müller valgte at modsætte sig arrestationen og fandt døden i kampen.

 

Interneringen af gendarmer

I dagene 19. og 20. september 1944 arresteredes 291 af korpsets 337 medlemmer. Så godt som hele korpsets våbenbeholdning med tilhørende ammunition faldt i tyskernes hænder. Man har undret sig over, at det forholdsvis smertefrit lykkedes at anholde så mange gendarmer. Tyskerne mødte ikke særlig talstærk op, og gendarmerne var placeret temmelig spredt. Man havde glemt at uddele forholdsordre i tilfælde af en eventuel internering.

 

Den 5. oktober 1944 blev gendarmer kaldt ud af deres barak i Frøslevlejren. 141 gendarmer blev sendt syd på. De endte i KZ – lejren Neuengamme.

Den 18. november 1944 blev 72 gendarmer sendt til udekommandoen Schandelah ved Braunschweig. 21 blev sendt til udekommandoen Alt Garge ved Lüneburg.

Da der i marts 1945 lykkedes at få deporterede gendarmer tilbage til Frøslevlejren var 38 af de 141 gendarmer døde, savnede eller døende. Resten var mærket for livstid.

 

Fordelingen af bevogtere langs grænsen

På Gråsten Apotek mødtes den 3. maj, den nye chef i Grænsegendarmeriet, Bahnsen og korpsvagtmestrene C.M. Jensen og J.A. Lauritsen samt bylederen for Gråsten. Man udarbejdede en plan for grænsespærring. På dette tidspunkt omfattede den ca. 1.000 mand. Det vil sige, at der var 200 gendarmer og 800 modstandsfolk.

Modstandsfolkene skulle fordeles med 200 mand i Kruså, 130 i Padborg, 80 i Pebersmark og Sofiendal, 10 i Bejers Kro, 160 ved Sæd og Møllehus, 120 i Rudbøl og Siltoft og endelig 120 mand ved kystbevogtningen langs Flensborg Fjord.

Gendarmerne skulle fordeles efter samme forhold.

 

Pludselig var antallet af vagter svulmet til 2.500. Hensigten var i første omgang at visitere de tyske soldater, der ville sydpå for varer og penge. Våben var det ikke så meget af. Og ikke alle tyskere fandt sig i behandlingen. Fra dansk side var det også en del usikkerhed om, hvordan visiteringen skulle foregå.

 

En episode ved Tønder

Ved Jernbanebroen syd for Tønder stak den tyske vagt af ved synet af de mange mennesker, men vendte senere tilbage med forstærkning. Der kom til en ildkamp, hvorunder tre danskere blev såret.

 

Det kunne være gået galt ved Kruså

I Kruså trak det den 6. maj op til en større konfrontation. Fra den danske grænse kunne man se tyske soldater stå af vognene og fordele sig i kæder langs den tyske side af grænsen på begge sider af toldstedet. Det lignede forberedelserne til et angreb. På den danske side blev der sendt bud efter forstærkninger fra Frøslev. Samtidig samledes der masser af tilskuere.

Om morgenen den 7. maj kom forklaringen. En tysk officer fortalte, at menige tyske soldater havde overfaldet deres officerer under udmarchen fra Danmark. De havde taget deres biler, og var nu på vej mod grænsen, hvor man regnede med, at de ville forsøge at komme over grænsen uden om overgangsstederne.

 

500 kroner hang som visne blade

Snart kom enheder fra Den Danske Brigade fra Sverige som afløser for modstandsbevægelsens folk. De engelske tropper overtog efter deres ankomst kontrollen over de tyske troppers udmarch.

Alene ved Sæd passerede 120.000 tyske soldater. Det var 2 – 4.000 om dagen, ja nogle dage var det 12.000. Vældige mængder af våben, varer og penge hobede sig op ved overgangsstederne og i baglandet. Ja man sagde dengang, at 500 – krone sedlerne hang som visne blade på pigtråden omkring markerne.

 

Masser af militærlejre

Den 8. juli erstattedes Den Danske Brigade at nyindkaldt mandskab fra hæren. Hæren deltog i begyndelsen med en styrke på ca. 1.200 mand. Til at rumme disse mennesker blev der oprettet lejre i grænsens nærhed ved Rinkenæs, Kruså, Bov, Frøslev Plantage, St. Jyndevad, Lydersholm, Sæd og Højer.

Lejrene blev udstyret med barakker fra gamle tyske militærlejre i Jylland. De stod færdige i april 1946. Hver lejr var beregnet til et kompagni på 150 – 200 mand. Men også Tønder Kaserne og Søgårdlejren blev anvendt.

 

Grænsekommandoets stab fik hovedkvarter på kurhotellet i Kollund, hvorfra det i 1947 flyttede til Aabenraa.

Grænsekommandoet kunne også tilkalde hjælp fra marinestationerne i Højer og Sønderborg. Man kunne også tilkalde assistance fra politiet. I dette virvar af mennesker følte grænsekompagniet sig lidt til overs.

 

Travlhed ved grænsen

Syd på, overlod englænderne mere og mere af grænsebevogtningen til tyskerne. Et nyt tysk grænsebevogtningskorps havde set dagens lys.

I 1949 kunne der på en sommermåned godt anholdes en halv snes udlændinge, der løb over grænsen eller forsøgte at overskride grænsen ulovligt. Og danskere, der blev anholdt ved grænsen for strafbare forhold kunne også godt løbe op på 7 – 8 personer på en måned.

 

Skæbner ved grænsen

Mange skæbner mødtes ved grænsen. Således også ungareren Janos Spouszta. I 1944 blev han soldat i en SS – Division. Han fik sin uddannelse i Danmark. Efter kapitulationen blev han i Danmark og forelskede sig i en dansk pige. Men han blev udvist fra landet på grund af sit tilhørsforhold til SS. I sit hjemland blev han idømt tre måneders fængsel. Han flygtede til Tyskland, og forsøgte flere gange at komme til Danmark på legal vis, men uden held. Så forsøgte han illegalt fra Flensborg. Han blev taget og idømt 10 dages fængsel. Et halvt år senere prøvede han igen, blev på ny pågrebet og idømt 4 ugers fængsel. Han blev anbragt i en tysk flygtningelejr og siden hørte man intet til ham ved grænsen.

Og så var det den tyske statsborger, Chr. August Schelde. I november 1953 blev han udvist for 13. gang. I november 1954 vækkede han en grænsevagtmester og sagde, at nu var han her igen. Han endte i detentionen, og blev den følgende dag sendt retur. Her gad man ikke mere arrestere ham.

 

En patruljetur kunne være belastende

Gendarmerne var ikke sarte. Men når vinteren satte ind med kulde og oversvømmelser kunne vagten være ret så barsk. I oktober 1952 startede vagten ved Pebersmark med en tur på 150 meter med vand til anklerne. Vest for Rends Plantage over til Flydsholm gik turen på en strækning af to kilometer gennem 40 – 50 cm dybt vand. Alt imens forsøgte man at holde sig til den smalle gendarmsti under vandet. Glippede fodfæstet forsvandt man i bundløst klæg.

 

I oktober 1954 var en korpsets folk nær druknet vestpå, ved Højer. Tusinder af får skulle reddes op af diget fra forlandet under en storm. Fårene skubbede gendarmen i kanalen, hvor han sad fast, tynget af støvler og kappe. Først i sidste øjeblik, inden det brølende hav satte alt under vand, fik man ham i sikkerhed på diget.

 

Nu kom de triste uniformer

I november 1953 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. Og de lyseblå uniformer blev afløst af kedelige sorte uniformer.

Sidem krigen havde en del grænseovergange været lukket. De blev åbnet i april 1951. Det drejede sig om overgangene ved Rudbøl, Møllehus og Pebersmark, der nu blevet åbnet for lokal trafik. Og sådan kunne vi blive ved. Men kære læser, du bliver nødt til at vente ti del 2.

 

Kilde:

• Jens Jensen: Det danske Gendarmerikorps – grænsens gendarmer og smuglere, Toldhistorisk Selskab
• Moltke: Dansk Politistat
• Richter: Den danske Landmilitæretat
• Litteratur: Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur: Padborg/ Kruså/Bov
• Besættelsestidens Litteratur A – L
• Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

Under Sønderjylland

• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Kongens hvide hest
• Mere om Kongens hvide hest
• Langs Grænsen
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjylland i knibe
• Sønderjylland – efter Genforeningen

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Gendarmstien
• Grænsen – og dens bevogtere
• Grænsen – dengang
• Genforeningen i Bov Sogn
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk

 

Under Tønder:

• Aventoft – byen ved grænsen
• Da Tønder igen blev dansk
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Tønder – før og efter Genforeningen
• Tønder – marskens hovedstad
• Obersten fra Tønder

 

Under Højer:

• Pigen fra Højer

 

Under Aabenraa:

• Løjt – mellem dansk og tysk

 

Siden indeholder desuden 118 artikler om Besættelsestiden:

• Herunder Det Mystiske Mord ved Grænsen (kun på FB)
• Dramaet ved Viadukten 

Der er vidt forskellig opfattelse omkring jernbanesabotagens gavnlige virkning i Sønderjylland. Sabotagen medførte mange dødsfald. Og Gestapo var særdeles dygtige til at optrevle modstandsgrupper i Region 3, Sønderjylland. Helt til et godt stykke op i 1943 anså man sabotage som landsforræderiske. I Sønderjylland var man tilbøjelig til at anbefale samarbejdspolitikken. Men de grupper, der gjorde dette, var de første til at fordømme frivillige i krigen ved østfronten og det tyske mindretal. Læs denne lidt anderledes beretning om hovedsagelig jernbanesabotagen i det sønderjyske.

 

1.500 jernbanesabotager

I perioden 1942 – 45 blev der udført cirka 1.500 jernbanesabotager i Jylland, heraf de fleste i Sønderjylland.

Indtil den 29. august 1943 efterforskede dansk politi sabotager begået mod jernbaner, fabrikker m.m. Og glem ikke, at de også var indirekte skyld i, at modstandsfolk senere endte i KZ – lejre.

Dansk politi samarbejdede med Gestapo ved bl.a. at udlevere forhørsrapporter og indsamlede oplysninger fra gerningsstederne.

Den første dødsdom for sabotage blev eksekveret den 28. august 1943. Dagen efter overtog tysk politi, dvs. Gestapo og tyske krigsretter sabotagebekæmpelsen fuldstændig.

 

Sabotage var ekstremt grænseoverskridende

Langt ind i 1943 betragtede et flertal af den danske befolkning, sabotage som ekstremt grænseoverskridende og som værende både fysisk og politisk meget farligt. Senere opfattede man den som en dansk krigsomkostning.

 

Allerede i 1942 ville englænderne gerne have, at man i Danmark lavede sabotageaktioner mod jernbaneknudepunkter og færgeforbindelser. Men der var modvilje fra politisk side.

 

En meget upopulær mand i 1971

Aage Trommer blev meget upopulær, da han i 1971 mente, at jernbanesabotagen ikke havde nogen væsentlig militær betydning. De tyske transporter blev kun i ringe grad forsinket, påstod han. Men nyere engelsk forskning, er kommet til den modsatte konklusion. En del sønderjyske modstandsmænd mistede livet under og efter disse sabotager.

 

Håbløse sabotageaktioner

Indtil den 29. august 1943 sendte 2. distrikt også meldinger til hærens efterretningstjeneste om de tyske bevægelser. Og disse meldinger gik videre til modstandsbevægelsen. Banelederne advarede også mod håbløse sabotageaktioner.

DSB blev tvunget til samarbejde med tyskerne for at afbøde sabotagen. Nogle gange var DSB også utilfreds med den måde, sabotagen foregik på.

 

Nu kunne man godt stoppe sabotageaktionerne

Og da så samarbejdspolitikken ophørte, mente udenrigsministeriets direktør, Nis Svenningsen, at man skulle stoppe sabotagen.

Men sådan gik det ikke. Britiske aviser bragte ofte reportager fra danske sabotageaktioner. Det skulle sætte gang i de krigstrætte briter. I disse reportager overdrev man ofte bevidst.

Fra dansk side prioriterede man jernbanesabotagen forholdsvis højt. Måske var det lettere, at forklare en værnemagts – transport end en ødelagt fabrik. En industri – sabotage var også mere kompliceret. Den var måske også mere risikabel, uden dermed at underkende risikoen ved jernbanesabotage.

 

Kontrol med Modstandsbevægelsen

Fra engelsk side fandt det også hensigtsmæssigt, at der var uddannede jernbanesabotører, hvis fronterne nåede Sønderjylland eller Slesvig Holsten. Fra engelsk side dikterede man sabotage – ordre og sabotage – forbud, bare for at se om man havde kontrol over den danske modstandsbevægelse. Det var disse aktioner, man fra DSB’ s side fandt håbløs.

 

Trommer har ikke søgt i tysk arkiver beviser for, om en forsinkelse på nogle timer eller døgn kunne have haft afgørende betydning for det militære begivenhedsforløb.

 

Danmarks væsentligste indsats under krigen

I 1944 – 45 voksede jernbanesabotagen især i Jylland. Her anfører en anden af vores førende historikere omkring besættelsestiden, Jørgen Hæstrup, at værdien af denne sabotage var betydelig. Han anfører, at dette var Danmarks væsentligste indsats på det militære område, side om side med det, som efterretningsvæsnet bidrog med.

 

Materiellet blev sløvere og sløvere

De tyske tog på de jyske baner, fik mere og mere betydning jo nærmere fronten kom. For tyskerne var det heldig, at der både var en østjysk og en vestjysk længdebane.

De tyske lokomotiver og fyringsmaterialerne til dem, blev sløjere og sløjere. Dette betød mange forsinkelser, og afstedkom diskussioner mellem DSB og de tyske myndigheder.

 

Kunne ikke undvære fly

De danske jernbanesabotører fik sjældent luftstøtte af englænderne. De kunne ikke undvære deres fly til sekundære formål. Men var det nu den fulde sandhed. En anden udlægning er, at sabotørerne gjorde det så godt, at det ikke var nødvendigt at bombe.

Der blev ødelagt en del blokposter og signalanlæg. Men det havde nu ikke den store effekt. Mere lønsomme mål var skinner, lokomotiver, vandforsyningsanlæg og oliedepoter.

 

Der skulle støbes

Hvad mange sikkert ikke ved, så fandtes der den 9. april sprængkamre i jernbanebroerne. Disse fandtes også i viadukten i Padborg. Her blev tre gendarmer skudt, fordi civilklædte tyske agenter troede, at de var ved at anbringe sprængstof.

Efter tysk forlangende blev alle disse sprængkamre støbt efter den 9. april.

 

En udlægning fra en historiker

Trommer fastslår kategorisk, at grunden til jernbanesabotagens ringe effekt skyldtes:

• Utilstrækkelig instruktion og føring af grupperne med henblik på sabotagens operative tilrettelæggelse og gennemførelse.
• En til stadighed svigtende selverkendelse – i hvert fald lokalt – af de taktisk relevante trafikkategorier, og af de taktisk relevante trafikkategorier, og af de “norske” bevægelsers specifikke karakteristika.
• En utilstrækkelig sabotageaktivitet på de banestrækninger, der var primære for bevægelsestrafikken.
• En manglende evne til at overføre til sådanne strækninger operationsduelige sabotagegrupper fra steder, hvor aktivitet ikke var taktisk begrundet.
• En manglende erkendelse af den mekanisme, hvorved der gennem aktionsophobning kunne skabes togophobning og derved fremkaldes en forsinkelses – akkumulation.
• I vinteren og foråret 1945 en manglende præcision i planlægningen og gennemførelse af udløsningen af sabotageaktioner over BBC.

 

Der var krig

For så vidt havde Trommer ret i, at man manglede trænet mandskab, sprængstof og våben. I betragtning af det man kunne få af englænderne, var det udelukket at man kunne agere, sådan som Trommer mente, at man skulle gøre.

De hemmelige radiosendere blev konstant overvåget af tyskerne. Man var afhængig af radioforbindelsen, da der ikke var telefonforbindelse til London.

Glemmes skal det jo heller ikke, at det var krig. Det satte også sine begrænsninger, selv i Danmark.

 

Om dagen stod der vagtposter med et mellemrum på 50 – 100 meter langs de vigtigste jernbanestrækninger. Om natten var mellemrummet så tæt som 25 meter med hunde og lyskastere. De var klar til at skyde mod sabotørerne uden varsel.

 

Sabotage anset for forbrydelse

Sabotage blev anset for en forbrydelse langt ind i 1943. Man skulle tage sig i agt for landsmænd, da sabotage blev anset for landsforræderisk og samfundsskadelig. Og glemmes skal statsminister Buhl’s stikkertale i september 1942 heller ikke.

 

Var det en tom gestus?

Her troede man så, at modstandsbevægelsen havde ydet en værdifuld indsats til glæde for SHAEF, som var overkommandoen for de vestallierede styrker på kontinentet.

De pæne ord, der kom fra den side, var det bare en tom gestus?

Modsat Trommer, så mente SHEAF, at den danske modstandsbevægelse havde gjort et stort stykke arbejde.

Men åbenbart er forskere og historikere uenige om, hvor vigtige disse få anerkendelser er, og man er også uenige om, hvorfra disse anerkendelser kommer.

 

Sådan sagde englænderne

De soldater, som tyskerne havde til overs i den finsk/russiske krig, blev fragtet til Nordnorge. Her blev nogen, men resten blev fragtet med skib fra Oslo til Aarhus. Derfra gik turen så mod syd. Englænderne bombede skibene, men ikke togtransporten, hvorfor ikke?

 

I en efterretningsoversigt for marts 1945 udarbejdet af Royal Air Forces Costal Command (Kystkommando) hedder det blandt andet:

 Fint vejr har tilladt luftangreb næsten hver nat på skibsfarten i transit fra Oslo Fjorden til Danmark. Genopstillingen af fjendens skibe, tropper og materiel, som har afgørende betydning for begivenhederne på både vest – og østfronten, gør denne trafik særlig vigtig for nuværende.

Et andet papir har betydning for bedømmelsen af jernbanesabotagen. Det er stillet til SHAEF’ s operative ledelse:

 Som et resultat af minelægning og luftangreb på skibsfarten i farvandet mellem Norge og Danmark og af omfattende sabotage mod jernbanen i begge lande inden for de seneste tre måneder er overførslen af tropper fra Norge til Tyskland blevet betydelig hæmmet….

Sabotørernes angreb mod jernbanerne har forsinket troppernes ankomst til indskibnings havnene i Norge og især deres videre transport efter ankomsten til danske havne. Der er ingen tvivl om, at den samlede offensiv bestående af minelægning, luftangreb og sabotage, som blev iværksat i december, har vist sig utrolig effektiv mht. at hæmme overførslen af tropper fra Norge. Derved er fjenden blevet forhindret i at benytte disse tropper på det europæiske fastland i en altafgørende fase af krigen.

 

Dette stykke papir går imod Trommers opfattelse, og antyder at briternes vurdering af jernbanesabotagen måske var mere end en høflighedserklæring.

 

Lederen var lærer på Rødding Højskole

Jernbanesabotagen i Region 3, Sønderjylland blev ledet af en ung lærer ved Rødding Højskole, Johannes Rosendahl. Han blev arresteret kort før befrielsen og indsat på Staldgården i Kolding – dømt til døden. Men han blev befriet.

 

Død og ødelæggelse i Tønder

Det første angreb mod et dansk tog fandt sted den 11. juli 1942 mellem Tønder og Ribe. Fly på vej hjem fra bombetogt mod Danzig rammer et tog med en bombe. Lokofører og fyrbøder bliver dræbt.

Andre fly kaster bomber over Tønder. Seks bliver dræbt og seks bliver såret. Englænderne har sandsynligvis forvekslet Tønder med Niebüll. Uheldigvis går det senere ud over det samme område i Tønder en gang til. Vi har tidligere berettet om det.

 

At cykle med sprængstof

Sammenbruddet i Frankrig nærmede sig. I 1944 skulle den 21. tyske panserdivision forlade Danmark. Ordren til modstandsbevægelsen gjaldt at forsinke panserdivisions tilbagetrækning. Der blev foretaget bombesprængninger ved Ribe, og der blev stukket ild i halmen i togene på Ribe Banegård.

Efter ordren fra England skulle panserdivisionen forsinkes i to dage. Der blev sprængt biler i stykker og i mangel af sprængstof lavede man mystiske brandvæsker. Autoværksteder blev ødelagt og en masse andet omkring Ribe blev sat i værk.

I Rejsby ville man springe en gravemaskine i luften, men man havde ikke regnet med vagter. Så det måtte man opgive. Desværre var man på cykler, og havde sprængstoffet på bagagebærerne. Man havde ikke råd til, at lade det være. Men før Ribe gik det galt. Pludselig var man omringet af seks mand fra det tyske feltgendarmeri.

 

Mange grupper i Bolderslev

I begyndelsen af september blev et ammunitionstog afsporet ved viadukten halvanden kilometer nord for Bolderslev. Den 10. – 11. september var der på ny en sprængning ved Bolderslev. Den 13. forsøgte sabotører at afspore et tog ved at fjerne en skinne, men der kom aldrig noget tog.

Den 18. sprængtes sporskifterne nord og syd for Bolderslev Station. Samtidig satte uorganiserede modstandsfolk ild til to vognladninger halm på stationen.

Den 2. oktober sprængtes sporskifter nord for Bolderslev. Og sådan blev det ved.

 

Men efterhånden gik rygterne i byen. Gruppen blev udpeget. Nogle gik under jorden, mens andre blev arresteret.

Der menes, at der i den lille by, Bolderslev var hele tre gruppedannelser.

Vi har tidligere her på siden berettet om diverse aktioner i det sønderjyske.

 

Man var på de allieredes side

Fra sabotørernes side ønskede man gennem aktionerne også at markere, at man var på de allieredes side. De allierede havde indtil august 1943 svært ved at se, at Danmark var på deres side.

 

Modstandsorganisationerne blev opdelt i regioner. Men det var ikke noget de selv fandt på. Ordren kom fra SOE i England. Det var chefen for SOE – officererne i Danmark, der havde direktiverne med, da han i december 1943 vente tilbage til København.

Men to gange blev regionsledelsen revet op i Region 3. Gestapo var i den grad oppe på dupperne og succesfulde.

 

250 i sabotagegrupper

Englænderne ville gerne have en gruppe, der kunne hjælpe dem, hvis de fandt på, at gå ind i Jylland. Der blev under vanskelige vilkår rekrutteret en del mennesker. Antallet af modstandsfolk øgedes fra under 400 til mere end 4.000 gennem de sidste måneder af 1944. Det var dog mest ventegruppernes antal, der blev øget.

Sabotagegruppernes medlemmer androg kun i alt 250. de få sabotagegrupper blev sat ind gang på gang.

I krigens sidste år blev der alene i Jylland foretaget 1.100 sabotageaktioner.

 

Den farlige “Kogebog”

Modstandsbevægelsen BOPA havde udarbejdet en brugsanvisning m.h.t. jernbanesabotage. Den viste, hvordan man kunne få størst effekt. Denne Kogebog blev først lavet i en udgave på 16 sider og kopieret i 5 – 7 eksemplarer. I sommeren 1942 kom en større version.

Kogebogen indeholdt i sin endelig form hundredvis af opskrifter på sprængstoffer og anvendelser af dem. Mildt sagt kunne man kalde den en sprængfarlig, illegal bog.

 

Hvor mange var de egentlig?

På landsplan skulle der ifølge Frihedsmuseet have været 85.000 modstandsfolk i Danmark. Kan det virkelig passe? Og hvordan er det lige man definere udtrykket, modstandsfolk. Pynter vi for meget på vores renommé?

Dette tal harmonerer ikke rigtig med det foregående.

 

Sværere i Sønderjylland

I det sønderjyske var modstandsarbejdet vanskeliggjort af tilstedeværelsen af den tysksindede befolkningsgruppe. Det skærpede kravet til sikkerheden. Og som vi allerede har påpeget, så var Gestapo særdeles effektive.

 

Der var ikke meget forståelse for den væbnede modstand i Sønderjylland. Man var bundet af den passive modstand, som kom for dagen, under prøjserne. De sønderjyske politiske ledere i Dansk Samråd og Danske Samfund opfordrede kraftigt til, at man bakkede op bag regeringens samarbejdspolitik. Ellers kunne man risikere overgreb mod befolkningen, og at grænsen igen blev flyttet mod nord.

 

Hovedparten af sønderjyderne bakkede op under denne holdning. Den aktive modstand kom fra en lille kreds på fløjene. Det var fra kommunisterne eller fra højre nationale grupper, der ikke havde meget til overs for parlamentarismen.

 

Gik forrest i fordømmelsen

Sjovt nok var det de grupper, der anbefalede samarbejde, som stod forrest til at fordømme de danske frivillige ved østfronten og det tyske mindretal efter krigen.

Og selv om regeringen trådte tilbage, den 29. august så fortsatte samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Det skete under det såkaldte departementschef – styre. Nu var det bare embedsmændene, der tog over i stedet for politikerne.

 

En høj pris

Blandt befolkningen voksede modstanden dog mod tyskerne. Men det havde også sin pris. Omkring 850 modstandsfolk mistede livet, over 100 af dem blev henrettet af tyskerne. Tusinder blev arresteret, og mange af disse blev udsat for tortur.

 

Det tåbelige retsopgør

Og efter besættelsen blev der afregnet. En masse måtte gennem retssystemet med tilbagevirkende kraft. Retsopgøret har vi tidligere beskrevet her på siden. Ikke en eneste parlamentariker blev dømt, men det gjorde den tyske skolelærer ude i landsbyskolen.

Efter en tur i Faarhus – lejren mistede mange deres borgerlige rettigheder. Det forfulgte dem i mange år

 

Fødevaretransporter ikke angrebet

Der var også problemer i ledelsen af modstandsbevægelsen. Dette skabte problemer mellem SOE og Frihedsrådet.

De danske fødevaretransporter var af vital interesse for tyskerne. Men modstandsbevægelsen foretog ikke angreb mod disse transporter. Måske havde der været ført hemmelige forhandlinger mellem Dr. Best og departementschef Svenningsen. Dette var måske sket i samarbejdspolitikkens ånd og i mulig forståelse med Frihedsrådet.

Havde man angrebet disse transporter kunne krigen givetvis blevet forkortet. Men på den anden side, havde tyskerne brugt de samme terrormidler som i Holland. Her kastede man hollænderne ud i direkte sult, som kostede tusinder af hollændere livet.

 

Krigen blev forlænget

I 1944 dækkede Danmarks udførsel af levnedsmidler cirka 10 millioner tyskers forbrug. Denne strøm af fødevare blev først stoppet, da de allierede fly uophørligt angreb det nordtyske transportnet. De allierede har måske med rette beskyldt danskerne, at de med deres omfattende eksport har været med til at forlænge krigen.

 

Mytedannelser

Måske er jernbanesabotagen præget af for mange mytedannelser. I det illegale blad Information, kunne man således den 12.02.1945 læse:

 Jernbanesabotagen i Jylland når stadig nye højdepunkter. I øjeblikket er situationen den, at ikke eet eneste tysk transporttog når igennem Jylland uden direkte eller indirekte at blive ramt af sabotagen – i hvert fald kommer det ud for langvarige forsinkelser.

 

Og den 14.02. 1945 stod der i samme avis:

 Jernbanesabotagen beskæftiger 30 – 40.000 tyske soldater.

 

Men sådan var virkeligheden desværre ikke. Man troede, at aktionerne havde halveret tyskernes muligheder for at flytte tropper ned gennem Jylland. Ja ligefrem gjort det umuligt. Men så godt lykkedes det slet ikke. Det hang sammen med, at når togene blev forsinket på grund af sabotage, fik de danske tog og de tyske godstog lov at vente. De tyske troppetog kom i første række.

Alene over Padborg kom der årligt 15.000 vogne. Men også over Tønder, kom der masser af vogne.

 

Danskernes modstandsvilje blev vækket

Den illegale presse havde også til formål, at vække danskernes modstandsvilje ved hjælp af overdrivelse. Sådan var det jo også hos englænderne.

Sandheden var desværre, at halvdelen af troppetransporterne ned gennem Jylland foregik uden forsinkelser. For de resterende transporter var forsinkelsen under 2 døgn.

 

Tyskerne brugte Frøslev – fangere som gidsler. De placerede dem sammen med tyske soldater. Banepersonalet i Padborg kunne fortælle, hvor fangerne blev anbragt. Det var som regel i vognen efter lokomotivet.

De kunne så berette om en rejse, der normalt tog nogle timer, nu kunne vare fra 2 til 4 dage. Dette svarer ikke helt til Trommers beregninger.

 

Den mest udsatte linje var stambanen fra Lunderskov til Padborg. Men også strækningen Bramminge – Tønder, samt Tønder – Tinglev banen var udsat for mange sabotager.

 

En stor aktion ved Padborg

En stor aktion i Padborg skal dog lige omtales.

Det var 30. december 1944. Kl. 23.30 ringer telefonen på stationen og en anonym fortæller, at der inden for kort tid vil blive sprængt bomber på stationsområdet.

Kort efter går sprængningerne i gang og fortsætter i cirka en time. Padborgs befolkning troede, at der var et luftangreb. Næsten alle skiftespor samt installationer blev ødelagt. Gennemkørsel var umulig i flere dage.

Selv over grænsen gik man, og sprængte skinnerne mellem Padborg og Flensborg. En tremands – gruppe anbragte ikke mindre end 30 ledninger med tidsindstillinger under sporene.

 

Havde aktionerne militær betydning?

Beretninger viser, at tyskerne satte ret store tropper ind, for at sikre den vitale jernbanetransport ned gennem Jylland. Disse tropper kunne have været brugt andetsteds. Von Hanneken måtte således stille med 3.000 mand for at bevogte skibsværfterne, men han svarede, at det kunne han ikke på grund af jernbanebevogtningen.

Og Hitler nævnte også jernbanetransporten i et Führerbefehl. Han kommanderede, at jernbanesabotage måtte bekæmpes med alle midler. Når nu Hitler blander sig, kan man så spørge, havde jernbanesabotagen i Jylland større militær betydning end det som Trommer antyder?

 

Generaloberst Lindemann, der var øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark gjorde to dage efter de tyske kommandører personlig ansvarlige for, at troppetransporterne forløb uden forsinkelser.

 

Den 14. april 1945 kom der en kort melding fra Marineoverkommando Øst i Kiel til chefen for den tyske krigsmarine i Danmark, admiral Wurmbach, om det var muligt at anløbe Frederikshavn i stedet for Århus. Han fortsatte:

Vanskelighederne i forbindelse med jernbanetransport er velkendte, men må overvindes. Der henvises til hæren, som foretrækker selv store forsinkelser gennem længere jernbanetransport frem for total tab til søs. Meld hvilke jernbaneforsinkelser, der opstår ved at anløbe og udskibe i Frederikshavn.

 

Meldingen viser, at der var mærkbar chikane på jernbanen, men at det trods alt var at foretrække.

Man kan også spørge sig selv, at såfremt vi ikke havde sabotørerne, ville de allierede nok ikke have anerkendt os.

 

Betydning for det moralske ansvar

Jernbanesabotagen havde en stor betydning for det moralske ansvar. Det gav Danmark en fornemmelse af, at nu var man i krig. Kampindsatsen føltes som en oprejsning for den 9. april, og som en adgangsbillet i selskab med de allierede. Den blev sammen med den øvrige sabotage et alibi for nationen. Nu kunne man se udlandet i øjnene.

 

Det kan være svært at opgøre jernbanesabotagen op i dræbte og sårede. Det bliver omkring 60 dræbte og 70 sårede. Heraf blev 8 henrettet, 9 døde i fængsler, KZ – lejre eller tyske lazaretter, 6 blev dræbt under kamphandlinger.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden A – L
• Litteratur Besættelsestiden M – Å
• Henrik Skov Kristensen m.m. Vest allierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig bd. 1 -2 (1988)
• Jørgen Hæstrup: Kontakt med England (1954)
• Erling Foss: Fra Passiv til aktiv modstand (1946)
• Aage Trommer: Jernbanesabotagen i Danmark (1971)
• Aage Trommer: Disse fem år (2001)

 

Hvis du vil vide mere:

• Denne side har mere end 118 artikler fra Besættelsestiden. En opdateret liste findes på FB – Dengang. Heraf skal vi blot nævne:

 

Under Sønderjylland:

• Modstand i Kolding
• Opgøret efter 1945

 

Under Aabenraa:

• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

• Dramaet ved Viadukten
• Bov Kommune – under besættelsen

 

Under Tønder:

• Bombeangreb mod Tønder
• Sabotage i Tønder
• Tønder – under besættelsen
• En Frihedskæmper fra Tønder (FB)

 

Under Højer:

• Højer 1935 – 1945

Mindst 18 modstandsfolk i Tinglev var i gang under besættelsen. Det var hovedsagelig jernbanesabotage de beskæftigede sig med. Men også våbensmugling. Næsten alle blev pågrebet af Gestapo, som var særdeles aktive i Sønderjylland. De kom under tortur på Staldgården og via Frøslevlejren blev de sendt til Neuengamme. Tre af dem overlevede ikke, og andre blev mærket for livet.

 

Man levede livet farligt

Der var modstandsgrupper overalt, også i Sønderjylland. Man levede livet farligt, for man vidste ikke om naboen stak ind til tyskerne. Gestapo brugte mange snedige metoder for at få fat i modstandsgrupperne. Mange medlemmer endte på Staldgården i Kolding, hvor de blev tortureret. Derefter blev de sendt til Frøslevlejren, og via en ukendt skæbne i en KZ – lejr. Tre modstandsfolk fra Tinglev vendte aldrig hjem igen.

Der var mindst 18 personer i modstandsbevægelsen i Tinglev. Man kendte ikke hinanden, og man arbejdede parvis. Folk kom fra Store Jyndevad, Almstrup, Kravlund, Rends m.m.

 

Lektor Rosenkjær tog initiativet

Antagelig var det lektor Aage Rosenkjær fra Tønder, der tog initiativ til gruppen. 15 mand var indkaldt til møde i Tønder. Her fortalte Rosenkjær, at hvis vi skulle se vore allierede i øjnene kunne vi ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet. Med store tab kæmpede de ved fronterne, ikke blot for deres frihed, men også for danskernes skyld. Rosenkjær fremhævede, at det var vigtigt at holde lav profil i forbindelse med sabotageaktioner, for der var mange nazi – venlige i befolkningen.

Ingeniør Bøge fra Hedeselskabet i Tønder forklarede de tilstedeværende, hvad de kunne blive udsat for. Og det var blandt andet 3. grads forhør hos Gestapo.

 

Indtegning af lytterposter

En af de første opgaver var, at indtegne lytteposter og militære telefonledninger på målebordsblade. Det var området mellem St. Jyndevad, Frøslev, Bov samt området syd for Tinglev, der skulle indtegnes. Det var faktisk det kort, Jørn Røjel havde med sig, da han flygtede fra Frøslevlejren.

 

Cyklede rundt med sprængstof

Modstandsfolkene kørte rundt på cykler med kasser bag på. Og disse indeholdt ofte sprængstoffer og håndgranater. Ofte var det ikke cykler med almindelig dæk, men ofte med træhjul. Således gik det også på cykel til en transformerstation i Perbøl.

 

Sheriffen tog ansvaret

Efterhånden som sabotageaktionerne blev øget, kom der flere folk til. En af dem var Landbetjent Egebjerg Andersen, som opmærksomme læsere ved, blev kaldt for Sheriffen fra Tinglev. Han overtog hurtigt rollen som lokalt ansvarlig.

Egebjerg Andersen var i vinteren 1942 – 43 begyndt at samle folk med henblik på at etablere en skydebane i Tinglev. Det blev så ikke til noget, men man startede så med terrænsportsøvelser. Det har dog sikkert været et skalkeskjul. Hensigten var utvivlsomt noget andet.

Sheriffen blev sammen med pastor Riis Højgård fra Rise sammen med andre frihedskæmpere brugt som passagerer af tyskerne i Himmelekspressen som en slags gidsler i våben –  og soldatertransporter.

Medlemmerne fik udleveret en maskinpistol hver med strenge ordre om ikke at bruge den.

 

Aktioner helt til Rødekro

Gruppen var også begyndt med sabotageaktioner på jernbanen. Ja turen gik helt til Rødekro og Hjordkær. Det var godt, når man midt under aktionen punkterer og har gemt marcipanen (sprængstoffet) i en mappe på cyklen. Når man så samtidig møder tyske soldater på patrulje, ja så kommer sveden frem.

 

Rosenkjær døde

Lektor Aage Rosenkjær blev arresteret af Gestapo den 11. december 1943. Han kom igennem nogle særdeles hårde forhør med tortur, men røbede intet. Han kom via vestre Fængsel, Horserød, Frøslevlejren og endte i Aussenlager, Schwesing ved Husum, hvor han døde i december 1944.

I løbet af vinteren 1943 – 44 foretog gruppen flere sprængninger på jernbanelinjerne Rødekro – Padborg og Tinglev – Sønderborg. Også ved Bjerndrup skete der flere sprængninger. Transformeren i Bredevad skulle sprænges, fordi flere lokale firmaer arbejdede for tyskerne, og deres strømforsyning, skulle rammes.

 

Sprængstof i Tatol – forretningen

Egebjerg Andersen blev arresteret på Tinglev station grundlovsdag 1944 sammen med Farver Jacobsen, Aabenraa. Man var begyndt at blive bange i Tinglev. Så var det godt man kunne gemme sprængstof hos bl.a. Frk. Gregersen i Tatol – forretningen.

 

Sprængstof på Tinglev Station

I begyndelsen blev der ikke nedkastet våben og sprængstof i Sønderjylland af frygt for at det tyske mindretals medlemmer skulle røbe det. Nedkastningen skete nord for Kongeåen og blev sendt i kasser til Tinglev station. Aage Christensen reparerede værnemagtens biler. Han brugte dem så om aftenen og hentede kasserne på stationen og kørte dem til Almstrupgård og Jyndevad.

En trafikassistent på stationen fortalte, når der var gods. To kasser var beregnet til modstandsgrupper inden for politiet og grænsegendarmeriet, men de blev taget af tyskerne den 19. september 1944. Kasserne blev derfor stående på stationen. Men de skulle væk. Vognmand Kryhlmann kørte dem til Kravlund, da Aage Christensen var blevet taget af Gestapo tidlig om morgenen den 6. oktober 1944.

Kassen med ammunition blev kørt ud i en skov og gravet ned. Det var nu med at gå under jorden. Men Gestapo havde allerede været og spørge efter kasserne. Pludselig blev næsten hele modstandsgruppen i Tinglev arresteret.

 

Tortur

En fordel var det at kende færrest muligt, for det gik hårdt for sig under forhørene på Staldgården i Kolding. Modstandsfolkene fra Tinglev stiftede også her bekendtskab med bødelen Karl Peter Brinkmann.

Det var et chok for gruppen, at se deres ven, Aage Christensen, der næsten dagligt havde været gennem tortur siden han blev arresteret den 6. oktober. Han var blevet anholdt af den kendte stikker, Niels Ries fra Haderslev. Den raffinerede tortur varede syv timer dagligt.

 

I Frøslevlejren

Gruppen fra Tinglev kunne ikke på maven, på grund af smerter i ryg og hoved. Efter forfærdelige pinsler blev gruppen bragt til Frøslevlejren. De fleste af gruppens medlemmer blev anbragt i stue 11 i barak 5.

Fangerne kunne hver 6. uge modtage en pakke på under 10 kg. Den måtte kun indeholde vasketøj, toiletartikler, 90 cigaretter eller 40 cerutter eller 20 cigarer eller 100 gram tobak eller 2 normalpakker skråtobak. Fangerne måtte hver måned modtage og afsende et brev. De måtte kun fylde 20 linjer, hver på 16 stavelser. Det skulle skrives med læselig skrift. Breve, der ikke opfyldte disse betingelser blev tilintetgjort. Modtagelse af bøger, aviser og tidsskrifter var forbudt.

 

På vej i KZ – lejr

Den 13. januar 1945 om morgenen blev hele Tinglev – gruppen og mange andre udtaget til transport sydpå. 250 mand blev i lastbiler kørt til Harrislee station. Her blev man stoppet i godsvogne. I det ene hjørne var det et hul, som man kunne bruge som toilet. Til hver vogn var der tre knipper halm. En dansktalende tysker på Harrislee Station inkasserede penge for ekstra halm. Han kom dog aldrig med det.

34 mand var stuvet sammen i en vogn. På turen syd på var det to mand, der flygtede. Men de blev dog hurtig indfanget. Ved ankomsten til Neuengamme blev alle klippet og sendt i koldt brusebad. Et bliknummer blev hængt om halsen. Tilfældig tøj blev udleveret og et fangenummer blev syet på tøjet. Alle danskere fik desuden syet et D på tøjet.

 

Medicinforsøg på jøder og russer

Der var ingen møbler. Fugtig træuld blev bredt ud på et koldt cementgulv. Og fangerne fik udleveret tæpper. Cirka 5 – 6 dage blev gruppen i hovedlejren, så blev gruppen delt ud i forskellige arbejdshold. Nogle kom til at arbejde på Finkenwärde udbådsværft, som ofte blev bombet af englænderne. Andre fik et ubehageligt arbejde på krematoriet. Det var noget, der fik psykiske følger mange år frem.  Andre kom i en lejrbygning Dessauer Ufer på Frihavnen i Hamborg, og så i Bullenhuser Damm, som var en af de såkaldte udekommandoer. Lejren var i en udbrændt 4 etagers skolebygning, der husede ca. 600 fanger.

Stedet blev senere brugt til ulovlige medicinforsøg på jødiske og russiske krigsfangere. De blev til sidst udslettet på en skrækkelig måde.

 

Ingen toiletpapir

Ved Dessauer Ufer lå 400 mennesker i to etagers køjer. De var kun 65 cm brede, og der lå to personer i hver. Der var opstillet et langt trug, hvor der var sat en vandledning med huller i hist og her. Her stod 20 mennesker og vaskede sig af gangen. Ved siden af trappeopgangen var der med en bræddevæg adskilt et hjørne. Herinde var en vandrende til pissoir og 5 porcelæns WC – kummer. Toiletpapir fandtes ikke.

Den blokældste var dansker. Han opførte sig meget uværdig over for folk fra andre nationer. Man skammede sig ved at være dansker, når man så, hvordan han opførte sig.

 

Straf og mishandling

Efter vask var der appel, der som regel tog to timer. Så var der uddeling af mad. Det var som regel et stykke brød med et eller andet ovenpå, måske flydende ost eller en klat margarine. En enkelt gang kunne der være et stykke såkaldt sylte. Suppen, bestod af hvidkål, rødkål eller kålrabi og vand, sommetider iblandet salt og sand.

Man udsatte sig for 50 slag, hvis man forsøgte at pjække for luftalarm. Og det var vel og mærke 2 mand, der skiftede til at slå. Ofte tvang man medfangere til at slå.

Straf og mishandlinger blev ofte udført ved aftenappellen. Der blev hovedsageligt anvendt gummiknippel eller sult. De fleste danskere mistede dog livet ved knæk og sygdom. De hyppigste sygdomme var lungebetændelse og dysenteri. Det krævede en stor selvopholdelsesdrift for at overleve.

 

Døde mennesker med hjem

Mange arbejdede i Renia Harburg. Det var et raffinaderi, der også ofte blev bombet. Når der var luftalarm, blev fangerne jaget ud i en nærliggende skov eller i en bunkers. Var man ikke hurtig nok, blev man skudt. Næsten hver dag havde man døde mennesker med hjem fra arbejde.

 

Syge og døende i godsvogne

Opholdet i Dessauer Ufer var lidt af en prøvelse. Røde Kors vidste åbenbart ikke, hvor danskerne var blevet af, for der kom ingen pakker. Det kunne også være, at tyskerne tilbageholdt pakkerne. De fleste havde diarré. Og fangernes skræk var fedt svineflæsk. Kiks var det bedste. Cigaretter var næsten en betingelse for at overleve. Først den 24. februar begyndte Røde Kors – pakkerne at komme, men da var det for sent for tre af kammeraterne fra Tinglev.

De danske fangere var afmagrende og forhutlede, grå og furet. De var snavsede og fulde af lus. Mange var hærget af dysenteri, lungebetændelse, tuberkulose, bylder og sår.

Et par af de danske fangere blev sat til at køre syge og døende til jernbanestationen, hvor de blev fyldt i kreaturvogne. Indtrykket var, at de skulle dø i disse vogne. Det var et meget ubehageligt arbejde.

 

På vej hjem i hvide busser

Den 11. april blev Tinglev – gruppen hentet med talrige andre af de hvide busser. De engelske flyvere var over hovedet, og egentlig var englænderne kun 20 km fra lejren, da den blev rømmet. Busserne kørte til Fridrichsruhe. På vej dertil måtte man flere gange ud af busserne og søge flyverskjul i vejgrøfterne. Overnatning måtte ske i skoven. Turen videre nordpå foregik af små veje af hensyn til beskydning af fly. Der var ingen vagtpersonale. De kørte i en bus bag de hvide busser.

I Kruså var der mange pårørende til KZ – fangerne for at tage imod. Fra Kruså gik turen til Frøslevlejren. Men i begyndelsen ville man ikke lukke KZ – fangerne ind. Måske var det fordi de var meget beskidte og havde lus. Den 26. april blev fangerne kørt videre til Korsør, hvor de blev vasket og fik rent tøj. Fra Korsør gik turen videre med tog til København.

 

Til Sverige

Gennem de københavnske forstæder gik det ganske langsomt, og mange valgte at stå af. En masse københavner havde valgt at hilse på. For de fleste gik turen videre til Malmø. Her fik man igen nyt tøj og blev anbragt ved sommerhusområdet ved Söderås

Den 14. maj 1945 gik turen atter retur til København. Mange fortsatte i bevogtningsarbejdet langs grænsen.

Lidelserne var ikke over, da de var kommet hjem. Mange var mærket på liv og sjæl. Andre måtte kæmpe mod tuberkulose og andre epidemier.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden A – L
• Litteratur Besættelsestiden M – Å
• Modstandsgruppen på Tinglevegnen 1943 – 1945

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk og FB – Dengang indeholder ca. 118 artikler fra Besættelsestiden herunder blandt andet:

• En Frihedskæmper fra Tønder
• Dødsdømte fra Tønder
• Det mystiske mord ved grænsen
• Modstand og sabotage i Sønderjylland
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• Modstand i Sønderjylland
• Opgøret efter 1945
• Sheriffen fra Tinglev
• Modstandsbevægelsen i Aabenraa
• Sabotage i Aabenraa
• Bov Kommune – under Besættelsen
• Dramaet ved Viadukten
• Frøslevlejren
• Faarhuslejren
• Mord i Padborg 1945 (1 – 4)
• Sandheden om de hvide busser
• To skæbner i Kiskelund
• Højer 1935 – 1945
• Bombeangreb mod Tønder
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder – under Besættelsen
• Tønder – efter krigen
• Tønder – Maj 1945
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Harreslev – dengang
• KZ – lejr Ladelund 
• og mange flere 

Modstandsbevægelsen mente, at Jens Møller skulle dømmes til døden. Han var yderst begavet og var både bøddel og redningsmand. Han angav i begyndelsen af besættelsen danskere til de tyske myndigheder. Men han forhindrede også et blodbad i Gråsten og at unge blev brugt til kanonføde ved fronten. På mange måder var han på tværs af den tyske besættelsesmagt. Han tog afstand fra ekstremisterne i Det Tyske Mindretal. Men han troede fuldt og fast på Hitler indtil august 1943. Da begyndte tvivlen, at nage.

 

Han troede på Das Dritte Reich

Fra 1935 var han leder af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland. Han troede i begyndelsen fuldt og fast på Das Dritte Reich.

 

En dansksindet familie

Han er født i Varnæs. Gården, hvor han voksede op gik for at være dansksindet.Nogle mente, at han havde et dansk sindelag. Hans mor mente, at sindelaget gik begge veje. Kammeraterne mente, at der var Dannebrog.

Faderen døde, mens Jens kun var 14 år. Det siges, at han blev begravet med et Dannebrog. Farbroderen var en rig købmand fra Hamborg. Han var med til begravelsen. Jens lærer fra Rinkenæs fortalte ved den lejlighed, at hovedet sad godt på knægten. Derfor betalte farbroderen privatundervisning for Jens. Og det betød, at han kunne påbegynde undervisning på Overrealskolen i Flensborg i 9. klasse. På samme skole gik Fritz Clausen også. Tiden i Flensborg har sikkert præget Jens i tysk retning.

 

Hæder i Første Verdenskrig

I 1914 meldte han sig i den tyske hær. I 1916 blev han kompagnifører, og fik både Jernkorset af 1. og 2. grad, samt Ridderkorset med krone og sværd. Hele fem gange under krigen blev han såret.

På dyrlægeskolen i Hannover fik han den bedste eksamen af alle. Og på dyrlægehøjskolen i Berlin tog han doktorgrad i 1924. Samme år startede han som assistent i en privat praksis. Denne købte han senere. Samtidig startede han i dyrlægekontrollen på Gråsten Slagteri.

 

Hustruen fra Alnor

I 1925 giftede han sig med Marie Ludvigsen fra Alnor. Hun stammede fra en god dansk familie, og brylluppet var også helt igennem dansk. Parret omgikkes da også adskillige kendte dansksindede på egnen.

 

Betaget af Hitler

Jens Møller skulle på et fagligt kursus i Berlin i 1933. Her blev han i den grad betaget af Hitlers første maj tale. Han gik fuldstændig ind for Hitlers ideer og tanker. Men han havde nu allerede været grebet af nationalsocialismen på daværende tidspunkt. Han havde meldt sig ind i Nationalsocialistische Arbeitsgemenschaft Nordschleswig.

Et par år efter blev man i Det Tyske Mindretal enige i, at opløse de eksisterende grupperinger og forene dem alle sammen i NSDAP – Nationaldeutscher Arbeiter Patei. Leder blev Jens Møller. I Folketinget sad allerede pastor Schmidt Vodder, som repræsentant for Mindretallet. Hans indflydelse faldt dog efterhånden som nazificeringen af Mindretallet bredte sig med støtte fra Berlin. Jens Møller var den ubestridte leder.

Mindretallets organisationer blev alle indpodet med den nazistiske ideologi. Man lovede troskab over for Adolf Hitler og Tyskland. Mindretallet på 25.000 – 30.000 personer følte sig snydt efter grænserevisionen fra 1920. De vejrede morgenluft. Man følte at grænsen var blevet dem påtvunget af de allierede. Med Hitlers magtovertagelse håbede Mindretallet på en grænserevision.

 

Tilnærmelse til Fritz Clausen umulig

Det var dog ikke det tema, der stod øverst på dagsordenen for den tyske besættelsesmagt, og Jens Møller blev bedt om at stille ned for retorikken. Det at få Sønderjylland indlemmet i Das Dritte Reich blev afvist af Berlin.

Jens Møller blev i 1939 valgt til Folketinget under paroler med en ny grænserevision. Han forblev medlem indtil 1943.

I december 1940 fik Jens Møller ordre til at søge tilnærmelse til Fritz Clausen fra DNSAP. Men de to partier stod i direkte modsætningsforhold til hinanden blandt andet på grund af grænse – og nationalitetsspørgsmål. Personlig kunne de to heller ikke udstå hinanden. De var opvokset ikke langt fra hinanden og gået på samme skole både i Aabenraa og Flensborg.

Fritz Clausen var dansksindet sønderjyde, der op til 1920 agiterede for Danmark til Ejderen. Han repræsenterede en dansknationalistisk sindet nazistparti, der ingen interesse havde i en grænserevision til Det Tyske Mindretals fordel.

Jens Møller derimod agiterede op til Folketingsvalget 1939 for Nordslesvigs tilbagevenden til Tyskland med slagord som fremført i Tønder:

• Führer, mach uns frei
• Heim ins Reich

 

Rygter om en snarlig grænserevision

Han udløste det såkaldte Juniøre, hvor han videregav et rygte om, at en snarlig grænserevision var en realitet. Han opfordrede til, at man anskaffede en masse Hagekors – flag. Anledningen til demonstrationen var 20 – års dagen for Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark. Atter engang modtog han en næse fra Berlin. I december 1940 blev han atter sat på plads ved et møde i Berlin.

 

Hvervningen til Waffen SS

Jens Møller talte meget om en fællestysk skæbnekamp. Det betød, at Berlin, forventede at Møller gik aktiv ind for at hverve unge til tysk krigstjeneste.

Hvervningen til Waffen SS var noget Jens Møller først gik ind for i 1942. Han kom med talrige opfordringer til, at man skulle melde sig under Hagekorsets flag. Men egentlig var Jens Møller ikke meget for denne hvervning. Han erkendte, at mange af de unge, der meldte sig, blev kanonføde. Han protesterede over, at dem, der meldte sig automatisk fik tysk statsborgerskab, og dermed mistede deres danske indfødsret. Dermed var de også tabt for tyskheden i grænselandet. Jens Møller fik indført, at man ikke mistede den danske indfødsret.

 

Nyt om den danske folkegruppe

Fra Berlin holdt man øje med denne leder i grænselandet. Således sendte den tyske gesandt i Danmark, Renthe – Fink jævnligt til Berlin nyt om den tyske folkegruppe i Sønderjylland.

 

Ville ikke i Frikorps Danmark

Jens Møller fandt sig ikke i, at medlemmer af Det Tyske Mindretal blev placeret i Frikorps Danmark. Han mente, at dette Frikorps var et rent dansk projekt. I et brev til Heinrich Himmler påpegede Jens Møller, at Mindretallet ikke var direkte modstander af Danmark. Men kulturel var der stor forskel. Det Tyske Mindretal ønskede at kæmpe med de andre germanske kammerater i SS Division Wiking.

Nu var det ikke sådan, at Jens Møller foragtede Frikorps Danmark. Han anerkendte i høj grad de danske SS – frivillige.

Jens Møller kæmpede også for, at SS skulle erklære folk fra Mindretallet Uundværlig for Mindretallet i Hjemstavnen. Det så ud til, at SS efterkom Jens Møllers ønsker.

 

Venskab med Werner Best

I efteråret 1942 kom Werner Best til Danmark. Efterhånden udviklede der sig et personligt venskab mellem familierne Best og Møller. Fru Møller holdt kontakten ved lige, da både Werner Best og Jens Møller var i fangenskab. Efterfølgende har familierne også besøgt hinanden, og det har nogle af børnene også.

Jens Møllers kone sendte mange breve til Werner Best. Også en del fødevarer blev det til. Ja endda tandbørste og en kuffert blev der afsendt. Werner Best spørger i hans breve til Jens Møllers tilstand med også til andre internerede leder af Det Tyske Mindretal.

Og Fru Møller besøgte sin mand i fængslet cirka hver 14. dag.

 

God hjælp fra Werner Best

Da der skulle ansættes en ny overdyrlæge på slagteriet i Gråsten følte Jens Møller sig forbigået på grund af hans nationale sindelag. Han fik hjælp af sin gode ven, Werner Best og fik stillingen.

 

Et forsvarsværk i Sønderjylland

Over Sønderjylland skulle der graves et forsvarsværk. Werner Best ville udskrive dansk arbejdskraft. Men Jens Møller kom til hjælp. Han lovede, at få de tysksindede til at melde sig.

I 1943 stillede Mindretallet ikke op til Folketingsvalget. Mange af støtterne var i krig. I stedet fik Mindretallet et kontor, så man vær tæt på beslutningstagerne.

 

Et Chok for jens Møller

Opgøret i august 1943 kom som et chok for Jens Møller. Han blev i stigende grad nervøs og opfarende. Han var i forvejen kendt som en person med et iltert temperament. Ja selv lederen af det tyske politi i Danmark, Günther Pancke forsøgte at undgå Jens Møller.

 

Protester fra Jens Møller

Han protesterede højlydt mod de fremtrædende sønderjyske gidsler, som tyskerne tog under undtagelsestilstanden. I Gråsten gik flagene på halv, da oberst Paludan Møller omkom i kamp mod tyskerne. Dette vakte vild forargelse hos tyskerne. Men Jens Møller forhindrede, at danskerne blev straffet for dette. Han sørgede også for, at liget af Paludan – Møller blev udleveret til familien, og at der blev afholdt begravelse.

Jens Møller var forfærdet over aktionen mod Grænsegendarmerne. Han forsøgte at få frigivet nogle af de arresterede. Chefen for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensieben var efterhånden blevet træt af Jens Møllers mange protester, og kaldte ham Rettungsdienst Müller. Både Pancke og Bovensieben havde et yderst køligt forhold til Jens Mûller.

 

Zeitfreiwillige og Selbstschutz

Under optøjerne i august 1943 blev Zeitfreiwillige indsat af de tyske by kommandører for at forsvare tyske interesser. Dette protesterede Jens Møller også imod. Dette korps blev dannet i januar 1943. Det var en slags hjemmeværn og efterhånden opnåede man 1.600 frivillige. Jens Møller oprettede dette korps, for at forhindre, at disse blev sendt til fronten. Dette korps blev godkendt i Berlin som et militært korps.

Han oprettede også Selbstschutz. Dette korps skulle beskytte hjemmetysk ejendom. Dette korps blev særdeles upopulær. De påtvang sig en slags politimyndighed over for danske medborgere.

Himmler mente at disse korps skulle underligge sig SS og det tyske politi. Men også dette satte Jens Møller sig imod.

 

Det Tyske Mindretal hjalp Flygtningene

Da tyske flygtninge myldrede til Danmark ville Werner Best tvangsudskrive danskerne til, at lægge hus til. Det var det, som man forlangte fra Berlin. Igen kom Jens Møller til hjælp. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland åbnede deres døre.

De yderliggående i Det Tyske Mindretal blev mere og mere utilfredse med Jens Møller. De mente ikke, at han var radikal nok, og at han bøjede for meget af. Så sent som i 1945 forsøgte han at sabotere en hverveaktion, som SS havde iværksat.

 

Afstand til ekstremisterne

I besættelsestidens sidste år lagde han afstand til ekstremisterne i partiet, selv om han i de første år i besættelsestiden systematisk havde været med til at indsamle oplysninger om flertalsbefolkningens tyskfjendtlige ytringer og handlinger. Dem videresendte han til de rigstyske myndigheder. Måske havde han allerede blikket vendt mod efterkrigstiden.

Jens Møller var en meget begavet mand. Han havde flair for den propaganda der herskede i Das Dritte Reich. Men det var svært at balancere mellem ekstremisternes krav og kravene fra myndighederne. Til tider virkede han som politiker usikker. Han var underlagt sine impulsers vold. Hans forsøg på, at forberede en overgang til efterkrigstiden kom for sent.

Møller blev lige som resten af mindretallets ledelse aldrig stillet til regnskab internt i Mindretallet.

 

Forhindrede et blodbad

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i Den Tyske Skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. En større gruppe søkadetter iværksatte en befrielsesaktion. Der blev kastet håndgranater ind på skolen. Jens Møller forhindrede sandsynligvis et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem. Han talte den tyske officer fra sit forehavende. Modstandsbevægelsen hævdede senere, at Jens Møller optrådte som et mandfolk.

 

Han skulle dømmes til døden

Jens Møller vidste allerede fra august 1943, hvor det bar hen. Da det endelig nederlag nærmede sig cyklede han mod Als i et forsøg på at skjule sig for modstandsbevægelsen. Men allerede samme nat vendte han tilbage til Gråsten.

Under retsopgøret var der masser af anklager mod Jens Møller. Ja man troede, at man kunne dømme ham til døden på grund af højforræderi. Hadet til Det Tyske Mindretal var stor. Nu skulle hævnen falde.

Jens Møller blev først interneret i Fårhuslejren. Under opholdet blev han af sine medfanger først og fremmest betragtet som en respekteret lidelsesfælde.

 Derefter fulgte fire år i diverse fængsler. Han var ikke særlig samarbejdsvillig og led af fængselspsykose. I september 1948 blev han idømt 15 års fængsel. Han blev dog frikendt for højforræderi.

 

Samme indstilling

Peter Larsen havde den 4. – 5. maj ødelagt Mindretallets forhandlingsprotokol, samt andre vigtige papirer. Ved Landsretten i Sønderjylland blev Jens Møllers straf nedsat til 12 års fængsel. Men allerede året efter blev han benådet.

Åbenbart havde fru Møller også kontakt med Werner Bests forgænger, Renthe – Fink. Denne har mindst en gang besøgt familien i Gråsten.

Jens Møller havde ikke ændret holdning efter sit fængselsophold. Samme år, som han blev løsladt møder han op på Knivsbjerg. Her kritiserer han skarpt Mindretallets holdninger. Han beskylder dem for at have svigtet de frontfrivillige. Han var indstillet på et politisk comeback. Spørgsmålet var så bare, om Mindretallet også var det.

 

En tragisk ulykke

Den 28. november 1951 omkom Jens Møller i en mystisk trafikulykke. Han havde været ude hos en bonde på Felsted – kanten hele natten. Og åbenbart var han meget træt, da han kørte hjem. Der har både været gisninger om mord og selvmord. Han havde på det sidste været meget deprimeret. Det var hårdt at komme ned fra magtens tinde. Men mange syntes også, at han var sluppet alt for billigt. Andre igen var provokeret af, at han åbenbart stadig havde de samme synspunkter.

Jens Møller ligger begravet på Gråsten Kirkegård.

 

Lægepraksis i Gråsten

Den ene af ægteparrets sønner, Uwe blev boende i forældrenes hus, Slotsbanken 15 i Gråsten, og indrettede her en lægepraksis. Stedet havde måske fået et lidt blandet ry. Men sønnen havde ikke mærket nogen form for chikane. Han har opsøgt Werner Best for at få svar på nogle spørgsmål. Men angiveligt fik han ikke de svar, han havde forventet.

 

Sønderjyllands største dyrepension

En anden søn, Karsten overtager Skovgaard ved Gråsten. Det er til denne gård, Jens Møllers kone flytter til med en ny mand. Her boede de ind til hendes død i 1990.

Meningen var ellers, at det var Karsten, der skulle have overtaget sin fars praksis. Han tog da også på Landbohøjskolen. Det sidste hans far råbte til ham på perronen, var Do ska bestil’ naue. Men planerne blev ændret, da faderen pludselig døde.

Karsten aflagde eksamen i 1957. Han havde klaret sig igennem efterkrigstiden sammen med sin mor ved at stikke tørv. De to ældre brødre, Uwe og Ejnar var taget til København for at studere.

På Statsskolen i Sønderborg blev Karsten kanøflet, fordi de dansksindede elever udmærket vidste, hvem hans far var. Men han opnåede respekt, fordi han scorede topkarakterer. Han gik godt nok i sin fars fodspor, og blev ret afholdt. Han solgte sin praksis i 1998 og gik endelig på pension i 2001. Han døde den 31. januar 2012 i Haderslev. Inden da var Skovgård blevet Sønderjyllands største dyrepension.

 

Kilde: Se

• Litteratur Besættelsestiden A – L
• Litteratur Besættelsestiden M – Å
• Sønderjyske Årbøger
• Hans Schultz Hansen, Hans Skov Kristensen: Sønderjylland under krig og besættelse 1940 – 45
• John T. Lauridsen: Over Stregen
• Troels Fink: Sønderjylland efter Genforeningen
• Gads Leksikon: Hvem var Hvem under besættelsen
• Hans Schultz Hansen, Hans Skov Kristensen: Mindretal og Flertal i Nordslesvig 1945 – 1955
• Niels Birger Danielsen: Werner Best
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen
• Kronika: Midt i fjendens lejr
• Jens Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden, herunder blandt andet:

• Overvåget dengang
• Werner Best
• Det Sønderjyske Efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal
• Mindretal i brændpunkt
• Opgøret efter 1945
• Fritz, nazister og et kartotek
• Fritz Clausen – lægen fra Aabenraa
• En villa i Kollund
• De fem lange år i Sønderjylland

Rinkenæs er et ældgammelt sogn. Det nævnes første gang i 1335. Ahlefeldt – familien forsøgte at rane alt til sig. Her ligger også ældgamle gårde, Buskmose fra 1475, og den endnu ældre Benniksgård. Her ligger også Danmarks ældste kirke. En pietistisk præst skabte stor røre og blev forflyttet. Julestuer var forbudt. Forældre boykottede skolen. Der var modsætningsforhold mellem de efterhånden frie fyrstelige bønder og de livegne Gråstenske undersåtter. Og der var modsætninger mellem gårdejere og husmænd.

 

Ældgammelt sogn

I den tyske tid var Rinkenæs Sogn et amtsdistrikt. Det grænser op til Holbøl, Kværs og Gråsten Sogne. Men også til den skønne Flensborg Fjord, til Sildekulen og det dybe smalle sund over til Egernsund.

Sognet er ældgammelt. Det nævnes allerede i 1335, da biskop Hilmsbert af Slesvig skænkede Domkapitlet i Slesvig al den jord, han ejede i Rinkenæs. Byen havde oprindelig ligget nord for den gamle kirke ved de vild – romantiske Hummelbjerge. Dengang hed byen Bakenby (den bagerste by).

 

Kæmpe hoveri – arbejde

Efter reformationen var der intet spor af byen. Man fandt kun gamle brønde og murbrokker. Her lå en hellig kilde på bjerget, Skt. Kirstens Kilde.

Ved Munkemølle fandt man senere en helbredende kilde. Forbi Hummelbjergene førte landevejen mod Egernsund. Men denne vej forsvandt efter at Ahlefeldterne i begyndelsen af det 17. århundrede havde anlagt en vej gennem Gråsten og en dæmning med vindebro gennem Slotssøen. Samfærdslen blev herefter ledet gennem den nye vej.

 

Ahlefeldt nedlagde kådnersteder

Til udvidelse af Gråsten Ladegaard nedlagde Ahlefeldt kådnersteder. Beboerne på disse steder tog bolig i Rinkenæs eller Alnor.

Byen Rinkenæs menes at have navn efter en sørøver ved navn Ring. Andre mener dog, at byen er opkaldt efter det ranke næs i modsætning til det lige over for i Angel beliggende Holdnæs.

Inden Første Verdenskrig skrev man navnet på dansk: Ringenæs og på tysk: Rinkenis. Hovedlandevejen fra Kruså til Sønderborg har i mange år gennemskåret sognet.

Fra gården Buskmose er der udskiftet en del jorde.

 

Omkring 1550 mente Frantz og Gregers Ahlefeldt at de havde ret til en del ejendom i Rinkenæs. Men de forgreb sig på ting, de ikke havde ret til.

I 1551 skrev hertug Hans også til sin særlige rådgiver, Iven Reventlow, at Ahlefeldterne også havde forgrebet sig på nogle svin, der dels tilhørte hertugen og deres undersåtter. Reventlow blev sendt til Rinkenæs for at undersøge sagen.

De to brødre fortsatte deres fremfærd, og hertugen mistede tålmodigheden. I 1553 blev der ligefrem nedsat en voldgift.

 

Buskmose fra 1475

Ahlefeldterne gjorde også krav på Benniksgård og Buskmose.

Buskmose stammer fra ca. 1475, da gården nævnes i et arveskifte efter den nordslesvigske godsbesidder Emmike Esbernsen. Arven efter denne deltes mellem tre sønner og to døtre.

Buskmose blev i 1880erne en ny hovedbygning rigere. Dengang blev gården ejet af landråd von Uslar.

 

En af Danmarks ældste kirker

Den gamle kirke ligger i sognets nordligste udkant. Kirken er helliget Skt. Laurentius. Den er hovedsagelig opført af kampsten. Den har hverken tårn eller hvælvinger. På kirkegården står klokketårnet. Prædikestolen er fra 1606. Og i kirken er familie Benniks våben anbragt.

Kirken er en af Danmarks ældste. Den blev indviet allerede den 10. august 1158. Som tilflugtssted var kirken også indrettet med vægge på 1 1/2 meter.

I 1600 – tallet under svenskekrigen blev kirken plyndret og skændet. Denne kirke tjente som sognekirke indtil 1932.

 

Præsten blev påført store lidelser

Efter Svenskekrigen blev præstegården flyttet nogle hundrede meter mod øst til bebyggelsen, Hovgård. På præstegården står årstallet 1677.

Den gentagende besættelse af fremmede magter under krigene i det 17. århundrede påførte meget store lidelser. I Rinkenæs gik det blandt andet ud over præsten Gregorius Henrici Sterndorf. Han havde gemt kirkesølvet og var blevet stærk mishandlet.

 

Værnepligt

Blandt andet på grund af disse krige indførtes den sønderjyske militsordning ved en forordning af 29. maj 1739. Alle mænd var værnepligtige fra det 16. til det 36. år. Pligten gjaldt både de kongelige og adelige bønder.

Nu var disse byrder ikke så store. Hver søndag formiddag om sommeren, skulle der holdes to timers eksercits. Om vinteren var det dog kun en time. I såtiden var man skånet for dette.

Geværer om mundering stille staten til rådighed. Geværet måtte ikke tages med hjem, men stilles i et depot.

En gang om året skulle alle delinger samles til kompagni – øvelse.

 

Leverance til militæret

Så var der også lige leveringer til militæret, fortrinsvis i form af havre, rug og halm til magasinerne. Bønderne i Tønder Amt skulle i 1734 levere rug til Rendsborg og havre til Aabenraa.

Ved siden af skatter, kørsler og militære byrder, var der også en række forpligtelser over for kirke og præst.

 

Den pietistiske præst

Det var ikke helt billigt at overtage et præstehverv dengang. Således måtte pastor F.C. Bruhn, der var præst i Rinkenæs fra 1690 – 1724 betale forgængerens enke 398 Rdl. for en masse inventar og landbrugsredskaber. Han havde i 1729 en gæld til den grevelige Ahlefeldske skovridder, Erasmus Dinesen på i alt 700 mark.

Denne Dinesen var særdeles velhavende og han stod som långiver for adskillige bønder. I sit testamente betænkte han kirken med et legat.

 

I henhold til landsbyvedtægten havde præsten ret til at lade 7 køer græsse i fællesgræsningen. Hvis han satte en hest på græs, svarede dette til to køer.

Præsten, F.C. Bruhn var pietist. Og det fik Jes Michelsen at føle. Han havde foranstaltet julestue, og præsten mente, at det var en synd. Og denne Michelsen havde også begået den synd at spille violino. i Jørgen Frantzens hus.

Og Frantzen havde bøger stående på hylden. Dem forlangte præsten at måtte inspicere. Han kom så en dag, hvor kun konen var hjemme. Til sidst sagde præsten:

 Kærre mutter, bortset fra biblen kan I smide dem alle i ilden.

 

Julestuer var forbudt

Julestuer var et levn fra hedensk tid. Det var livlige fester, hvor tiden blev fordrevet med mere eller mindre grove selskabslege eller med at forklæde sig som julebuk. Det var en torn i øjet på myndighederne. I den pietistiske tid greb man ind mod dem med de såkaldte helligdagsforordninger fra 1730 og 1735.

I 1737 blev Jep Nielsen i Rinkenæs dømt med en bøde på 16 sk. Lybsk for sin forseelse.

 

Mindesmærke for danske og tyske soldater

På kirkegården hviler en massegrav med 66 danske og tyske soldater fra 1864. Monumentet der er rejst på graven er både med dansk og tysk indskrift. Op ved kirkens østmur hviler folkedigter og præst I. M. Jensen. Under krigen lå der lazaretter i Rinkenæs.

 

Utilfredse forældre

Skoleordningen i Rinkenæs fulgte ikke det almindelige mønster, der forudsatte, at degnen tillige var skoleholder. I Rinkenæs var de to funktioner adskilt. Man havde en særlig skolelærer. Og i 1708 blev der bygget et skolehus.

Menigheden havde på egen hånd ansat en skoleholder, der hed Mathias Hansen. Men præsten og provsten mente, at denne førte et forargeligt liv. Han blev derfor afsat, og erstattet med Johan Peter Hansen. Men mod ham protesterede menigheden ret voldsomt. Man var utilfreds med, at han ikke kunne undervise på tysk.

 

Menigheden forlangte nu, at degnen udleverede nøglen til skolen, men det ville han ikke: Men så brød de selv døren op og genindsatte Mathias Hansen. Men denne blev igen afsat. En ny lærer blev ansat. Det var en, der passede præsten.

Men også ham var forældrene utilfredse med. De påstod, at han kun prædikede efter bibelen, og børnene intet lærte.

Forældrene valgte derfor en boykot af skolen. De holdt børnene hjemme og betalte ikke skolepenge.

 

Utilfreds med biskoppen

I juli 1735 var biskop Conradi i Rinkenæs i anledning af striden om præsten. Da han kørte bort, blev hans vogn stoppet af kirkeværgerne. De klagede over skolemesteren. Bispen fandt deres opførsel utilbørlig. En sådan sag skulle ikke forhandles på landevejen, sagde han. De burde have opsøgt ham i præstegården. Men der ville værgerne ikke sætte deres ben, sagde. De havde tidligere fremført deres klager over for provst Schrader i Tønder, men han havde afvist dem.

 

Atter engang gennemførte forældrene en skolestrejke. Efterhånden opnåede de, det de ville. Enden på striden blev, at tingskriveren fra Lundtoft Herred i 1736 overtog skolemesterembedet.

Beboerne i Rinkenæs klagede også over biskop Conradi til kongen. Han var kommet til Rinkenæs som formidler i striden med præsten. Men beboerne opfattede ham nærmest som forhørsleder.

 

Enden på striden blev at pastor F.C. Bruhn blev forflyttet til Humptrup. Men dermed var striden ikke til ende. For efter at pastoren havde forladt sognet, dukkede militæret op i Rinkenæs og en masse borgere fik tildelt bøder. Dog har der ikke kunnet findes kilder, der beviser, at militæret kom til byen.

 

Nye skolestuer

I 1744 blev der bygget et nyt skolehus med bolig til læreren. Denne ordning varede til 1761, da degneembedet og skolemesterembedet blev slået sammen.

Børnene fra yderdistrikterne havde lang vej til skole. Men i Bækken tog beboerne sagen i egen hånd, og oprettede i 1738 en ny biskole. Men den førte en omflakkende tilværelse. Den fungerede kun, når skoleholderen havde mulighed for at tjene noget ved siden af. an kunne ikke leve af en lærerløn. Men endelig i 1761 byggede man en ny skole med bolig til læreren.

 

Modsætningsforhold

De sociale forhold i Rinkenæs var kendetegnet dels ved modsætningen mellem frie fyrstelige bønder og livegne Gråstenske undersåtter, og dels modsætningen mellem gårdejere og husmænd.

 

I perioden efter 1735 var der ikke protokolleret gæld i Rinkenæs – gårdene.

Striden mellem præsten F.C. Bruhn og menigheden nåede nye højder, da han fra prædikestolen spurgte følgende:

 I rige Rinkenæsser, hvorledes er I kommet til Eders rigdom

 

Herremændene havde deres egen ret

Det tog især de rige bønder ham meget ilde op, fordi der i ordene lå en antydning af, at de ikke på retmæssig vis var kommet til deres velstand.

Herremændene i Sønderjylland og Holsten havde hals – og håndret over deres bønder. Herremanden var også retsudøver, oprindelig kaldtes han tingfoged og senere herredsfoged.

 

De fyrstelige bønder måtte også holde for

Livegenskabets tryk lempedes en smule i løbet af 18. århundrede. I 1725 var de kommet under hertugen af Augustenborg.

For de Ahlefeldske bønder var hoveriet den største byrde. Det blev stærkt udvidet, da Gråsten blev udbygget fra ca. 1600 og fremefter. Dæmningsbyggeriet, hvorved Slotssøen blev dannet krævede masser af arbejde.

 

De fyrstelige bønder mærkede det nu også. For Hertug Hans byggede et slot, Grøngård i Burkal Sogn. 500 bønder og 200 Kådnere måtte i gang.

 

Rinkenæs fra 1752

Vi har også fundet en beskrivelse af Rinkenæs fra 1752:

 Landsbyen Rinkenæs er beliggende på en måde, at den udgør næsten 1/2 mil i udstrækning, og da det er en stor landsby med i alt 27 gårdejere inklusive de hertugelige (augustenborgske), og markerne dertil er vidtstrakte, og stedet ligger dels på og dels langs med et bjerg, så falder det dem, der bor neden for bjerget, og som næsten udgør halvdelen af landsbyen , meget svært, når de skal pløje og bese de marker, der ligger så langt fra dem, og dertil oppe på bjerget, men ganske særligt at gødske dem, når dette må ske i en våd periode, og de må køre op ad bjerget, så bliver hestene udmattede….rent bortset fra den megen gødning, som går tabt ved kørsel op og ned ad bjerget. Dertil kommer, at landsbymarken er inddelt i alt for store kobler og marker.

 

Det var også i 1752, at en række kongelige bønder fra Rinkenæs skrev til amtmanden i Tønder om tilladelse til at udskifte deres jorder. Men udskiftningen blev forpurret, og det ærgrede amtmand F.W. von Holstein.

Endelig i 1766 kom der en udskiftningslov for hele Sønderjylland. Men først i 1769 var udskiftningen klar i Rinkenæs.

 

Rinkenæs i 1930erne

Hvis vi nu tager en tur rundt i Rinkenæs midt i 1930erne vil det se sådan ud.

I nærheden af kirken ligger pastor Jensens gamle præstegård. Her ligger også de gamle gårde Haugaard og Tummelsbjerg. Og vest for kirken ved skoven ser man den store gård Buskmose. Man antog altid, at dets tårn var kirketårnet. I det 17. århundrede dannede Buskmose et kådnersted. Men det voksede sig stort og blev til et gods.

Fra en anden større ejendom vest for byen, i nærheden af bækken, Hesselgaard, stammer familien Hjorth Lorentzen.

 

På bakken ligger kunstmaler Nissens flotte villa. Her lå Familien Godt’s gård. Længere oppe ligger Schönheim, som har tilhørt Ritmester von Esmarck.

Lidt efter på venstre hånd, når vi til Rinkenæs nye smukke korskirke med hvide mure og rødt tag. Ved kirken er der præstebolig og kirkegård.

Højere oppe igen kommer så Motormøllen, Jernbanestationen og Forsamlingshuset.

På bakkens top, omtrent på egnens højeste punkt, ligger den store 2 – etagers krobygning, med en storslået udsigt ud over fjorden til Holdnæs og langt ind i Angel. Man kan også se Mørvig, Flensborg bys tårne, Lyksborg og Okseøerne.

 

Benniksgaard

I nærheden af Overkroen findes det store gårdkompleks Benniksgaard, som indtil midten af 18. århundrede tilhørte familien Bennik. I mange år tilhørte ejendommen klosterkamret i Hannover.

I 1488 blev Peter Bennicke adlet af kong Hans. Ved en nyopmåling af byens jorde i 1524 fik hans efterkommere, tre ejendomme, Lavager, Grimsholm og Buskmose tildelt med fritagelse for kommunale afgifter. Der skete en masse tilkøb.

 

Brødrende Peter og Hans Benniksen delte i 1593 – 95 den store selvejergård, Benniksgaard. Peter fik stuehuset med stald, gårdsplads og den ene abildgård. Toften blev delt, så Peter fik den østlige del, Hans den vestlige del.

I 1883 solgtes gården for 155.000 mark til den senere prøjsiske amtsforstander, F.H. Jacobsen.

I 1904 blev Benniksgård solgt til Klosterkamret. Købesummen var 205.000 mark – uden inventar.

Egentlig var det planen, at flytte den tyske landbrugsskole fra Berghof ved Padborg her til stedet.

Til Bennikssgaard hørte et dampteglværk Brændstoft nede ved fjorden. Mange af Familien Bennike blev herredsfogeder.

 

En mindesten er rejst af Rinkenæs By. Det er over den første landsoldat der faldt i Treårskrigen, Sejr Steffensen, Boserup. Han stod skildvagt og blev dræbt i et baghold af en af de lokale Slesvig – Holstenere.

 

Dalbyen

Efter Middelalderen blev Rinkenæs Nederby kaldt for Dalbyen. Her grundlagde en mand ved navn Lorentz Jessen i 1780 en have med planteskole og sjældne udenlandske planter. Jessen sendte blandt andet frugt og frugttræer til Rusland. Han modtog som anerkendelse herfor et guldur og en slipsnål af dronning Katharina den Anden.

 

Vi fortsætter vores vandring fra midt i 1930erne. I Nederbyen ligger Kommuneskolen og en ældgammel kro. Fra Overbyen fører vejen omgivet af levende hegn til Sandager, kyststationen for Fjorddampskibene. Mange folk fra Flensborg har deres sommerhuse her.

Skipperbyen, Dalsgaard var tidligere en større gård under Gråsten Gods. Om vinteren er her bådebyggeri.

 

Nede ved Munkemølle

Og videre går det med vores byvandring fra 1930erne. Ikke langt fra Sejrsstenen begynder den nye fjordvej, som slynger sig i sydvestlig retning ind over markerne. Neden for vejen ved Flensborg Fjord ligger Stranderød med sine store ålebassiner og røgerier. Har man passeret landsbyen Bækken, der er højtbeliggende, når man hurtigt til en meget kuperet og romantisk egn med dybe slugter, skovbryn og kildevæld.

Ved bakkens fod, umiddelbart ved fjorden har vi foran os den gamle Munkemølle med mølledam, vandmølle og et gammelt asktræ. Her kræver den nye vej et kostbart broanlæg over slugterne. Som navnet siger, skylder møllen sin oprindelse munkene fra Ryde Kloster, hvor Lyksborg nu ligger. Ved Munkemølle findes resterne af en kunstig vandledning.

Munkemølle Bæk er gravet i skrænten. Herfra kan man følge den gamle mølledæmning ned til vandet.

Munkemølle var indtil Genforeningen i den tyske rigsdagsmand Wommeldorfs eje. På den boede en lang tid prinsesse Feodora, en søster til den tyske kejserinde. Her på dette sted var der noget så idyllisk.

 

Dronning Margrete den Første

Nede ved Munkemølle er der også rejst en sten, for dronning Margrete den Første. Hun døde ude i fjorden i 1412, efter at have besøgt Flensborg, der var plaget af pest.

Dronningens skib lå opankret ved Munkemølle, hvorfra man fik sine forsyninger. Andre meldinger går på, at skibet lå uden for Okseøerne. Men man sagde også, at det var munkene, der forsynede skibene med proviant. Og det var Benniksgård, der sørgede for mælk.

En kort tid var dronningen begravet på Lille Okseø. Derfra blev hun bragt til Sorø, og begravet i Klosterkirken. Endelig i 1413 blev hun begravet for tredje gang som den første kongelige i Roskilde Domkirke.

 

Gendarmstien

Det var også her i området man kunne træffe gendarmerne, der patruljerede på  Gendarmstien. De bevogtede landegrænsen og skibsfarten langs kysten. Dette system fungerede helt til 1958, hvor patruljeopgaven overgik til politiet. Mange steder blev Gendarmstien glemt. Men i 1988 påbegyndte Amtet, staten og kommunerne at genoprette og afmærke stisystemet.

 

Hvis man følger denne sti, kommer man forbi Stranderød, hvor man kommer forbi aldeles idylliske stråtækte huse, der ligger helt ned til vandet. Man kommer også forbi to nedlagte teglværker. Stranden er fyldt med gamle mursten i alle mulige farver. Jo, det er tydeligt, at der engang omkring Flensborg Fjord var mange teglværker.

 

Folk i mange år

Før anlæggelse af en golfbane ved Hotel Benniksgård var arkæologer i gang. Man fandt i første omgang et meget medtaget dyssekammer. Omkring 100 meter fra denne overpløjede gravhøj rettede opmærksomheden mod en markant forhøjning. Har fandt man rester, som stammede fra den tidlige bondestenalder (4.000 – 3.000 f.Kr.)

Man fandt også en ældgammel begravelsesplads, som bestod af ikke mindre end tre rundhøje og en langhøj. De blev opført over en periode på 150 år. Man anslår byggeperioden fra 3.350 til 3.200 f.Kr.

Dengang fik de afdøde en masse gaver med i graven. Disse bestod af lerkar og flinteredskaber i form af økser, mejsler, knive og pilespidser. Her var også smykker af rav.

Sandsynligvis var der i højranden foran indgangene anbragt mad og drikke.

 

De mange fund af flinteredskaber tyder på, at området var tæt befolket i bondestenalderen. Langs Flensborg Fjord har storstensgravene ligget tæt. Ved Gråsten og Kollund er stadig mange bevaret.

 

Kilde:

• Danmarks Kirker, Aabenraa
• A.D. Jørgensen: Graastens ældre historie (Sdj. Årbøger 1889)
• Mikael Venge: Slægten Ahlefeldt på Søgård (Sdj. Årbøger1987)
• Henrik Fangel: Slægten Emmiksen og deres gods (Sdj. Årbøger 1972)
• Hans Munk Hansen: Teglværker i Rinkenæs Sogn (Hist. Foren. for Graasten by og egn 1985)
• Gottlieb Japsen: Det dansksprogede Skolevæsen i Sønderjylland indtil 1814
• P. Kr. Iversen: Hoveri, stavnsbånd og livegenskab i Sønderjylland (Sdj. Månedskrift 1988)
• Johan Hvidtfeldt: Kampen om livegenskabet i Slesvig Holsten 1795 – 1805
• Troels Fink: Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770
• Troels Fink: Landsbyfællesskabet i Rinkenæs 1550 – 1769
• Ture i Nord – og Sydslesvig (Politikens Forlag 1969)
• Trap Danmark 9, Sønderjylland (1930)
• Sønderjylland, et historisk – topografisk værk, Aabenraa – Sønderborg Amt (1935)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

Under Sønderjylland:

• De sidste hertuger på Augustenborg
• Gråsten – en flig af historien
• Margrete den Første og Sønderjylland
• Teglværker ved Flensborg Fjord

 

Under Aabenraa:

• Ahlefeldt og Søgård
• Syd for Aabenraa

 

Under Padborg/Krusaa/Bov:

• Ryd Kloster

 

Under København:

• Ahlefeldt – fra storhed til fald