Artikler
August 27, 2014
I historiebøgerne siger man, at Asmus Jensen blev skudt under flugt af Den Danske Brigade. Men adskillige i Padborg og omegn kender den sande historie. Han blev likvideret af den lokale modstandsbevægelse. Men hvorfor påtog andre sig skylden? Se den utrolige sandhed her. Familien har aldrig fået en undskyldning. Tværtimod har politimestre og myndighedspersoner gemt sig. I samarbejde med familien har Kurt Jensen måske fundet den rigtige historie. Flere beviser er på vej.
Men for mange i grænseområdet er historien tys, tys. Man taler ikke om det, trods det, at man kender de reelle gerningsmænd
Modstandsbevægelsen begik fejltagelser
Modstandsbevægelsen begik en del fejltagelser med hensyn til likvideringer i den sidste tid af besættelsen og lige efter. Mindst en af de to, der foregik i Padborg i maj 1945 var en fejl. Men hvorfor skulle Den Danske Brigade påtage sig skylden? Hvad lå bag ved dette?
I mange år gik rygterne i området. Fem navngivne personer blev hele tiden nævnt.
Det var tale om en likvidering
Også da undertegnede i syv år arbejde i Padborg hørte jeg rygterne. Og det sjove er, at det er de samme fem personer, der hele tiden bliver nævnt.
Det var lokale, der førte revolveren. En egentlig likvidering fandt sted, mens Asmus Jensen sad på knæ.
Det var Den Danske Brigade, der påtog sig skylden, hvorfor?
Hvorfor holdt man hånden over den lokale modstandsbevægelse?
Storpolitik
Der gik storpolitik i sagen. Og det handler sikkert også Danmarks selvforståelse. Men efterhånden som årene gik steg også bedraget over for familien og offentligheden.
Ingen tilladelse i første omgang
Vi har talt med en masse personer. Ikke alle ville tale med os. I begyndelsen ville repræsentanter fra Den Danske Brigade gerne tale med os. det vil de ikke mere. Vi tog kontakt til Familien til den myrdede – Asmus Jensen. Tilladelser fra dem fik vi til at gå i arkiverne. Men det blev nægtet os i første omgang. Vi klagede til ombudsmanden, der gav os ret. Men jo tættere, vi er kommet sandheden, des sværere er det at få tilladelse.
Familien er blevet fyldt med løgn
I årevis er familien blevet fyldt med løgn fra myndighederne, ja de er faktisk også blevet dårlig behandlet.
Vi har nu i et par år arbejdet på sagen, for at hjælpe familien til at finde sandheden. Det har givet interessante informationer fra dem, der ville tale med os. Og medierne har vist stor interesse. En af disse foreslog, at vi lagde resultaterne ud, efterhånden som vi fandt frem til dem. Og det har vi så gjort her på siden (Mord i Padborg 1 – 4). Men mediernes dækning svarer ikke helt til det, vi har fundet frem til. Vores efterforskning har bevirket, at man på Landsarkivet i Aabenraa har holdt et foredrag om emnet.
Utrætteligt stykke arbejde
Det er Kurt Jensen, der har lavet et utrætteligt stykke arbejde. Og her fra København er det undertegnede, der har forsøgt at nedfælde efterforskningen. Og familien til den myrdede har udtrykt deres taknemlighed. I denne artikel har vi sammenfattet vore delresultater til en samlet artikel.
Vi skal overholde arkivlovgivningen
Sagen har i den grad udviklet sig. Vi har også benyttet os af kilder, der ikke vil have deres navn frem. Det drejer sig om tidligere embedsmænd fra Flensborg, arbejdere, der havde tilknytning til familien i Bov Kommune. Desuden har vi en udtalelse liggende med en kilde tæt på de sande begivenheder om mordet på Asmus Jensen. Disse udtalelser må vi ikke fremkomme med på nuværende tidspunkt. Vi er også forpligtet til at overholde arkivloven. Dette betyder, at vi ikke direkte kan citere diverse dokumenter.
Datterens navn forbliver anonym
Vi har mødt stor modstand fra historikere og fra lokalarkiver, men som sagt stor velvillighed fra familien. I artiklen nævner vi Asmus Jensens datter, som Renate, vel vidende om, at dette ikke er hendes rigtige navn.
Det var min far
På Folkehjem i Aabenraa, var det stuvende fuld. Gæsterne var kommet for at høre om Faarhuslejren. Foredragsholderen havde netop skrevet en ny bog om lejren. En af dem, der var mødt op, var Renate. I pausen opsøgte hun foredragsholderen:
– Kender du Asmus Jensen
– Ja, svarede forfatteren og foredragsholderen
– Det var min far.
Chikaneret af myndighederne
Renate troede, at hun kendte sin far. Men lige inden hun skulle konfirmeres, fik hun den frygtelige sandhed, at vide. Hendes rigtige far var blevet skudt i 1945.
Gennem årene har familien til Asmus Jensen forsøgt at finde en afklaring. Det er aldrig lykkedes. Tværtimod er familien gennem mange år blevet chikaneret af myndighederne. Og igennem vores efterforskning er vi stødt på et utal af mystiske ting og episoder.
Gift i Hamborg
Vores hovedperson blev uddannet som bagersvend i Tinglev. Han var i lære indtil 1940. Han tog til Hamborg, hvor han mødte sin kone, der var fransk statsborger. De blev gift den 23. juni 1943 i Hamburg – Lockstedt. Dengang var Renates mor kun 17 år. Cirka to måneder efter gik turen til Danmark. I september 1944 fødtes datteren Renate. Hun blev døbt i Bov Kirke som dansk statsborger efter krigen.
Aldrig underskrevet af Asmus mor
Ifølge de foreliggende afhøringer af Asmus Jensens mor, skulle Asmus Jensen have været medlem af Sommer – korpset. Det skulle have været i et tidspunkt fra april til oktober 1944. Han skulle have udført bevogtningstjeneste på Møn. Senere skulle have udført været stationeret i Værløse. En enkelt gang skulle han have besøgt sine forældre i den sorte uniform. Han skulle sagt til sine forældre, at han måtte tage den straf med, som kom. men han havde ikke lavet noget særligt, så den straf, måtte han tage. Om denne påstand er korrekt, har vi ikke kunnet fastslå. I øvrigt har vi fundet ud af, at flere af politiets rapporter og undersøgelser i sagen er utroværdige. Og den omhandlede rapport er aldrig blevet underskrevet af Asmus Jensens forældre.
Ingen adgang til Sommer – kartoteket
Om Asmus Jensen har været i Sommer – Korpset har vi ikke kunnet fået konstateret. Vi har ikke fået adgang til Sommer – kartoteket. Det skulle være sket i det år, hvor Renate var blevet født.
Vi ved, at Asmus Jensen på den tid var sammen med folk tilknyttet den dansk – engelske spionagetjeneste i Hamborg.
11 medlemmer dræbt
Under efterforskningen fandt vi ud af, at manden, som overtog det tyske vagtkorps, den hædrede Luftwaffe – kaptajn, Poul Sommer ligger begravet på Broager Kirkegård.
Korpset var på 800 mand. de blev hovedsagelig brugt til bevogtningstjeneste. Men de deltog også i nogle få terroraktioner. I Københavns – området var de en torn i øjet på modstandsbevægelsen. Således foretog modstandsgruppen Holger Danske en hævnaktion mod korpset og dræbte 11 af deres medlemmer.
Arbejdede i Kollund og Flensborg
Ifølge Asmus Jensens kone, som i dag bor i Frankrig, har han ikke været Sommer – mand. En kort tid arbejde han hos Bager Nielsen i Kollund. Derefter arbejde han til kort før kapitulationen som bager i Flensborg.
Mange rygter om Asmus Jensen
Der gik mange rygter om Asmus Jensen i Padborg. Han skulle have angivet folk fra Undergrundshæren i Bov Kommune. Han skulle ligeledes have været SS – Soldat. Ingen af disse ting har kunnet bekræftes. Han skulle ligeledes have været med i Hipo. Men det afviser hans kone, som vi har talt med. Han var slet ikke typen.
Hans stod ikke på listerne
Efter befrielsen patruljerede Feltpolitiet langs grænsen. Det gjorde de i cirka 12 – 14 dage. De var udstyret med lister, der var duplikeret med fotos. På de lister var havde de 2.900 personer, som man godt ville tale med. Asmus Jensen stod ikke på denne liste. Men stod han i Modstandsbevægelsens kartotek over 40.000 mistænkelige personer?
De fleste folk var stationeret ved Kruså. Og deres væsentligste funktion var at forhindre, at krigsforbrydere passerede grænsen.
Brigaden, samme kompetence som politiet
Feltpolitiet var kommet fra Sverige. Med sig havde de 2 stk. Ford V8 og 16 Volvoer. Som regel var der tre mand samlet til en 24 timers vagt. Mange af de deltagende var tidligere modstandsfolk. Således har vi talt med en tidligere kontraadmiral samt en jernbanesabotør fra Næstved, der havde særdeles godt kendskab til, hvad der skete ved grænsen.
Den Danske Brigade havde de første 14 dage samme kompetence som Ordenspolitiet.
Engelske soldater trak deres våben mod Brigaden
Men åbenbart var der problemer med fordelingen af ansvarsområderne i grænselandet lige efter besættelsen. Således udspandt der sig en episode på Padborg Banegård den 15. juli 1945. Nogle tyske telefonister var på vej hjem. De var af Brigade – folk beordret ind i venteværelset for at aflevere deres personlige ejendele.
I det samme kom Lgt. Stewenson forbi med fire af sine soldater, og spurgte hvad der foregik. Vi har ordre fra højeste sted, blev der svaret. Den engelske officer svarede, at han var øverste sted. Han beordrede, at lade de tyske kvinder være og sætte dem i toget. Da Brigade – folkene ikke efterkom ordren, tog de engelske soldater ladegreb. De tyske kvinder blev derefter ledsaget ud til toget med deres ejendele. Den danske lokomotivfører blev beordret til at køre til Flensburger Weiche med kvinderne.
Under vores efterforskning har vi været i forbindelse med repræsentanter fra Den Danske Brigade. I begyndelsen var de meget imødekommende, men efterfølgende har de ikke ønsket at kommentere vores undersøgelser. Og vores interesse for Den Danske Brigades gøren og laden er interessant i denne sag.
Vores undersøgelser i Flensborg viser, at Asmus Jensen ikke havde været på arbejde i Flensborg siden 3. maj.
Uenighed om hændelsesforløb
Den 7. maj 1945 var ægteparret Jensen på vej hjem fra et besøg hos Asmus Jensens forældre i Kiskelund. Der er så lidt erindringsforskydning. For i diverse rapporter bliver der talt om den 9. maj.
Hvad der så hændte er der stor uenighed om. Vi har kigget i politiets rapporter og talt med det nærmeste vidne, Asmus Jensens kone, Jeannine.
Hun fortæller, at Asmus Jensen var cyklet ud til forældrene, hvor konen var besøg. Sammen var de gående på vej til deres hjem i Smedeby. Asmus Jensen trak sin cykel.
Ifølge konen, skete så følgende episode på Kruså Korsvej. En lastbil med fem personer iført armbind kom susende. Et par af dem skubbede konen og barnevognen, hvor lille Renate lå, væk. Således var Asmus Jensens kone ved at vælte i grøften. Episoden fandt sted sidst på eftermiddagen. Dette bekræftes af datteren, Renate. Hendes mor har fortalt det til hende.De havde været til kaffe i Kiskelund. I rapporten tales der om, at hændelsen skulle være sket om formiddagen. Der er også uenighed om datoen den 7. maj eller 9. maj.
Lastbilen med de fem mand med Asmus Jensen fortsatte i rasende fart i retning mod Fårhus – Lejren.
Feltpolitiets forklaring
Ifølge Feltpolitiet opholdt en navngiven person (ifølge arkivloven må vi ikke nævne navne) fra Feltpolitiet sig ved et mekaniker værksted på Kruså Korsvej. Han hørte to kvinder tale sammen. Den ene sagde: Der kører den forbandede Sommermand.
Den navngivne mand fra Feltpolitiet ser en cyklist køre i retningen af Aabenraa. Tilfældigvis holdt en engelsk soldat ved siden af i en vogn. Han blev bedt om, at køre efter cyklisten, der legitimerede sig som Asmus Jensen.
Derefter blev han ifølge Feltpolitiet kørt til kontoret i Kruså. Her kom han i kort forhør hos folk fra Modstandsbevægelsen. Derefter fortsatte forhøret med to repræsentanter fra Feltpolitiet. Asmus Jensen skal have indrømmet sin deltagelse i Sommerkorpset.
Derefter skulle han have forklaret, at han havde en kammerat, der var SS – mand. han skulle bo ved den dansk – tyske grænse, og ville sikkert flygte over grænsen.
Ifølge rapporten syntes de tilstedeværende, at Asmus Jensens adfærd var besynderlig. Men man tog med ham til grænsen. Man stoppede ved en sekundær grænse, som det hedder.
Hånlig afvist i Faarhus – lejren
Jeannine styrter sammen med Lille Renate tilbage til svigerfar. Næste dag tager man sammen ud til Fårhus – lejren, hvor man bliver hånlig afvist. To gange mere tager hustruen og de to svigerforældre derud. Den ene gang tager en nabo også med. Nu finder man så ud af, at man ikke har en indsat, der hedder Asmus Jensen.
Redaktør Aksel Olsen
Redaktør Aksel Olsen Aabenraa hævdede i en bog, at en interneret fra Faarhus – Lejren skulle være dræbt af mandskab fra Den danske Brigade.
Denne Aksel Olsen var redaktør af Jydske Tidende, Aabenraa. Han blev senere redaktør af bladet, Refleksion. Han blev anbragt i Faarhus – lejren men aldrig dømt.
Et notat fra “Straffelejren”
I en anden bog skrevet af en officer ved Waffen SS, Hans Chr. Jessen med titlen, Faarhus – Strafflager für Deutsche Minderheit, berettes om en episode. Denne episode er oversat i bogen Straffelejren af Henrik Skov Kristensen:
Midt i juni måned 1945 blev der ved appellen i alle barakker spurgt om en bager Asmus Jensen, Kiskelund, var i lejren. Hans hustru havde forespurgt, men han var der ikke. Han var blevet anholdt af “Frihedskæmpere”, “Reservesvenskere” og proppet ind i en bil, der kørte ad Fårhus til. Det er det sidste de pårørende, så til ham.
Man kan undre sig, at det var i juni måned, når Asmus Jensen forsvandt den 7. eller 9. maj.
Familien hørte de første rygter
Flere gange forsøgte Asmus Jensens far, at få politiet, som efterhånden havde etableret sig til at gøre noget ved sagen. Men de afviste ham.
Men allerede den 18. maj hørte Kathinka Jensen, Asmus Jensens mor de første rygter om, at hendes søn var blevet skudt. Og på Mejeriet havde en person med tilknytning til Modstandsbevægelsen pralet med, at han havde været med til at skyde Asmus Jensen. Politiet reagerede ikke før halvanden måned senere.
Betjente i modstandsbevægelsen
Uanset hvilken version man tror på, så vidste myndighederne besked. Mange af de kommende politibetjente var etableret i Modstandsbevægelsen eller Undergrundshæren. Lederen af denne gruppe var Dr. Lorenzen fra Bov.
Vi har talt med en person fra denne gruppe. Sandheden er slet ikke den, man tror, sagde han ved samtalen.Personen har til sin advokat afleveret et brev, som offentliggøres ved hans død.
Vi skal tilbage til den officielle forklaring, der i den grad halter. Og at den halter kan vi finde ud af, hvis vi sammenligner diverse rapporter. Men dette forhindrer arkivlovgivningen
Et Ligfund ved Frøslev
Pludselig kunne man i avisen læse følgende:
Et Ligfund ved Frøslev
Der hersker saaledes en Del Mystik om Fundet. Men det skal være oplyst, at Asmus Jensen var flygtet og derpaa skudt ned under Flugtforsøget. Han var ramt af to Skud i Hovedet. Feltpolitiet, der sorterede under Den Danske Brigade, skal ogsaa have givet Indberetning til Myndighederne, men alligevel forekommer det mærkeligt, at en død mand faar lov til at blive liggende uden at andre end Ligrøvere foretager sig noget. Det kunne derfor tyde paa, at der er sket Misforstaaelser mellem de Instanser, der skulle have med det at gøre. Enkelthederne herom, har Politiet endnu ikke klarlagt, men der foretages nu en Undersøgelse for at faa fastslaaet, hvorledes Landet ligger.
Amtslæge Lausten Thomas, Aabenraa har sammen med Politifuldmægtig Moltke foretaget Ligsyn, hvorefter Liget er udleveret til Familien.
Noget er rovruskende galt
På daværende tidspunkt havde Feltpolitiet under Den Danske Brigade for længst udarbejdet en rapport. Men måske er denne rapport efterfølgende fabrikeret til lejligheden. For sammenligner man denne med Ligsynsrapporten er noget rovruskende galt.
Asmus Jensen var ankommet til grænsen sammen med tre repræsentanter fra Feltpolitiet/ Den Danske Brigade. Angiveligt skulle Asmus Jensen være flygtet over grænsen. De tre repræsentanter havde derefter skudt efter den flygtende. På 100 – 160 meters afstand har man så ramt den flygtende med to skud i nakken.
I rapporten bliver det nøje gengivet, hvordan forholdene ser ud. Der bliver også angivet, hvem der affyrer de dræbende skud.
60 meter fra det angivende sted, går et pigtrådshegn over marken/krattet. Her har Asmus Jensen slet ikke kunnet komme igennem. Han har heller ikke kunnet komme forbi ude på vejen. Dette underbygger blot, at rapporterne løgn.
Politiet har åbenbart først fået rapporten den 1. 7. Og episoden skulle have fundet sted syd for Frøslev ved Frøslev – Handeved vejen.
Men Feltpolitiet har aflagt rapport. Det siger de selv, og det er blandt andet, den vi har kigget i. Hvem har de udleveret denne til? Eller er det politiet, der har holdt rapporten tilbage?
Man lod bare liget ligge
Episoden skulle være sket den 9. maj. Da man konstaterede, at Asmus Jensen var død, lod man liget ligge. Der står, at man indgav indberetning om forholdet og udfærdigede en rapport.
Først den 9. juli blev Asmus Jensens forældre orienteret om dødsfaldet. Og det er så sket en uge efter, at politiet havde fået rapporten fra Den danske Brigade.
Hvem fandt egentlig liget?
Der hersker forskellige meldinger om, hvordan liget blev fundet. Og det er åbenbart syd for grænsesten nr. 71, hvor man den 19. juli 1945 finder et lig nedgravet i 20 cm jord. Der bliver ringet til politiet, der siger, at de kommer forbi, når de har tid.
Rygterne vil vide, at det var en tysk grænsegendarm, der med sin hund fandt liget. Dette er dog ikke nedfældet i nogen rapport. Et frygteligt syn har åbenbaret sig ved grænsesten 74. Eller var det grænsesten. Rapporterne siger nogle steder 74. Hovedet var skilt fra kroppen. Der blev foretaget ligsyn på stedet. En papirsæk var anbragt over liget. Her blev det konstateret, at liget var blevet skudt på nærmeste hold med to skud. Man klippede et ærme af jakken. Asmus far kunne genkende jakken.
Liget blev anbragt direkte i kisten, og denne blev anbragt i kapellet.
Da liget er i stærk opløsning besluttes det, at begrave liget næste dag.
For mange heste i Kruså
Når tyskerne kom med deres heste på vej syd på, blev hestene beslaglagt. De blev så anbragt på Krusågårds marker. Men efterhånden var der anbragt alt for mange her. Så mange af dem måtte flyttes til Simondys. Alle denne gårds marker ligger i Tyskland.
En mistænkelig opdagelse
Den 19. juli kl. 9. 45 gik Kjær Madsen og en person fra Den Danske Brigade ud til Simondys marker med heste til græsning. I markleddet kunne de se, at noget var gravet ned. Kjær Madsen cyklede ind til Politistationen i Padborg, der dengang lå lige over for banegården og meddelte sit fund. Han blev her spurgt, om han havde bemærket noget før. Til dette svarede han benægtende.
Han havde dagligt passeret stedet, hvorfra vi må antage, at liget var anbragt her natten mellem den 18. og 19. juli. Liget var kun nødtørftigt dækket til. Antagelig er liget bragt til stedet med en mindre lastbil. Vi går ud fra, at vedkommende er dræbt ved Søndermosevej 52 – 54, som er ca. 1,5 – 2 kilometer fra findestedet. På grund af hegn m.m., samt forrådnelse har liget ikke været til at bære.
Den Danske Brigade må har givet tilladelse til at en bil har måttet køre ind i området. Måske er vores viden en af årsagerne til, at de ikke mere ville tale med os. Papirsækken er blevet brugt som underlag.
Der ligger en modstandsmand syd for grænsen
Ifølge vores engelske kilde, skulle politiet have anmodet de engelske myndigheder, om at måtte hente et lig syd for grænsen ved Handeved (Simondysvej). Det skulle ifølge politiet dreje sig om en modstandsmand.
Det kan undre, at man allerede dengang løj over for de engelske myndigheder. Men man har sikkert gjort dette for ikke, at få problemer. Politiet vidste jo udmærket, hvem liget var. Mindst to betjente havde været med til henrettelsen.
Den 19. juli kl. 13 gik betjente i ledsagelse af en engelsk sergent ved navn Smith over grænsen efter liget.
Undersøgelser viser, at det var en likvidering
Men på Universitetets Retsmedicinske Institut foretages der yderligere undersøgelser af kraniet den 24. juli. Her viser det sig, at der nærmest er tale om en likvidering.
Projektilets størrelse kan ikke afgøres. Derfor kan man ikke finde ud af, om det er Den Danske Brigades våben, der er tale om. Indskudsvinklen var på 36 grader. Så kan man jo beregne, hvor højt man skal stå, hvis afstanden har været 100 meter.
I bogen Straffelejren står følgende:
man formodede, at han var ført til Fårhuslejren, men da de intet hørte fra ham, lod de forespørge i lejren. Han var der altså ikke. To måneder senere, da Brigaden rejste, blev han fundet med to skud gennem hovedet, nedgravet og udplyndret. Efter gentagende anmodninger fik faderen, Peter Jensen, Kiskelund lov til at se sønnens lig. Sønnens liglagen var en gammel papirsæk, vistnok gødningssæk.
Ingen havde hørt skud
I en rapport af 20. juli konstaterer politiet, at ingen med sikkerhed kom med Asmus Jensen, eller på hvilket tidspunkt dette skete. Man kunne dog konstatere, at før middagen var Asmus Jensen med følge forsvundet. Der vides ikke, hvem der havde ført Asmus Jensen bort. Men han var iført strømpesokker. Hans træsko stod tilbage på stationen, uden at nogen vidste, hvem de tilhørte. I vindueskarmen fandt man senere en hat tilhørende Asmus Jensen.
Der slås fast, at det lokale politi ikke har haft noget med anholdelsen at gøre.
Man gjorde fra det lokale politis side meget ud af at afhøre de forskellige grænsegendarmer. Ingen havde hørt skud, affyret på det tidspunkt, som Feltpolitiet har anført. Men Kurt´s undersøgelser viser, at der ikke har gået grænsegendarmer i tidsrummet 7. – 9. maj.
Asmus Jensens kone blev ikke afhørt
Politiet meddeler, at de har afhørt Asmus Jensens kone, som skulle have påstået, at hun havde stået ved bageren i Kruså, da en dansk militærbil var kommet kørende forbi op ad bakken mod Korsvejen. Heri skulle hun have set, at hendes mand sad ved siden af en mand, der var iført brigadeuniform med armbind. Der var ikke andre i bilen oplyste hun.
Til os forklarer Asmus Jensens kone, at hun aldrig er blevet afhørt af politiet eller andre i forbindelse med episoden. I rapporterne er der heller ikke noget omkring det, at Asmus Jensens kone blev holdt tilbage med maskinpistoler.
Asmus Jensen meldes savnet – 20 dage efter anmeldelse
Det er Peter Jensen (Asmus Jensens far) der selv cykler til Kruså, og melder sin søn savnet. Og officielt bliver han først meldt savnet 20 dage efter, at han er smidt på lastbilen.
Og heller ikke det, at han er smidt på lastbilen har politiet med i deres senere rapporter.
Ingen har set eller hørt noget
Indehaveren af den mark, hvor Asmus Jensen blev fundet, var blevet afhørt. De ejer marken, der ligger syd for grænsen og vest for Ellundvejen, såvel græs – og kornmarken, der ligger inden for leddet, ved hvilken Asmus Jensens lig blev fundet. Men de kunne oplyse, at græsmarken var forpagtet af gårdejer Boy Boysen Ellund.
Ingen har konstateret noget udsædvanligt. Heller ikke da Den Danske Brigade blev indkvarteret på Simondys blev der observeret noget. Flere personer har været forbi nedskydningsstedet og findestedet, men ingen havde bemærket noget som helst.
Det var Modstandsbevægelsen under Kaptajn Bartholdy, der havde grænsekommandoen Inden Den Danske Brigade overtog dette.
Politiet tog også til Handeved for at afhøre en polsk pige. Den 30. juli blev hun ifølge politiet afhørt i Troldsee – Lager i Apenraderstrasse. Hun havde arbejdet i nærheden og havde ført kvæg over det sted, hvor nedskydningen fandt sted. Heller ikke hun havde opdaget noget.
En mærkelig lugt
I juni var Boyd Boysen kommet hjem fra krigen. Han sad sammen med konen på en bænk lige i nærheden af findestedet. De mærkede godt nok en kraftig lugt, men hæftede sig ikke videre ved det. De troede, at det var gammelt affald.
Af de engelske myndigheder fik politiet lov til at foretage undersøgelser syd for grænsen. Men heller ikke under disse undersøgelser, var der kommet nyt frem.
Politiet konkluderede, at den nedskudte Asmus Jensen allerede var blevet nedgravet inden klokken 17, samme dag hvor nedskydningen havde fundet sted.
Nogle nærliggende spørgsmål
Umiddelbart virker politiets afhøringer reelle. Men man kan jo undre sig, at man ikke tillagde ligsynsrapporten større vægt. Denne rapport ser også ud til at være foregået korrekt. Skudvinkel m.m. passer ikke med historien om et skud på 100 meters afstand. Mange af de betjente som foretog afhøringer m.m. havde været aktive i modstandsbevægelsen. De må have haft en viden om, hvad der egentlig er foregået. Mange spørgsmål presser sig på:
Den Danske Brigade påtog sig skylden
Den Danske Brigade har dækket over den reelle historie. Vi kan læse, hvilke personer der påtog sig skylden for nedskydningen. I hvert fald en af disse fik en stor stilling inden for militæret.
Det er jo ikke opsigtsvækkende, at Modstandsbevægelsen tog fejl under og efter besættelsen. Officielt likviderede man 409 personer. De reelle tal finder man nok aldrig frem til. Af disse var kun 13 pct. som man kunne betegne som rigtige stikkere. Under vores efterforskning har vi fundet flere personer i området som blev skudt under mystiske omstændigheder. De står ikke på nogen lister, men det vender vi tilbage til.
Politiet ved ikke, hvem der kom og gik med Asmus Jensen
Politiet siger selv, at de ikke er sikker på, hvem der kom med Asmus Jensen, eller hvem der gik med ham. Antagelig er han på kontoret/politistationen i Kruså blevet kropsvisiteret. Her har man så antagelig taget hans vielsesring og tegnebog. I forvejen havde man taget hans hat og hans træsko.
Man taler om lig røveri. Det skulle så være foregået samme dag, som nedskydningen. Det virker utroværdigt.
Havde man taget hans ejendele for at skjule hans identitet? Efter hvad familien oplyser, så har Krigsministeriet erstattet de 200 kr., der var i hans pung.
Kurt Jensens far kendte sandheden
Kurt Jensens far kendte både de fem gerningsmænd og det sted, hvor den egentlige henrettelse fandt sted. Det viste han sin søn, da denne var omkring fem år. Kurt kan ikke huske, hvor det helt nøjagtig var. Men han er næsten sikker på, at det rigtige gerningssted var i nærheden af Søndermosevej.
Og Kurt mener, at hans far har brugt denne viden for at presse justitsministeriet. Egentlig burde Willy Jensen – Kurt´s far have været udvist af Danmark. Han fik dette udskudt hver gang, han havde været i København. Og Willy Jensen burde også have været interneret i Faarhuslejren, men det blev han ikke. (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund)
Artiklen er bragt i stærk forkortet form i Årsskriftet for Bov lokalhistoriske Forening. Her på siden bringes den originale artikel.
Også på dette område fortsættes efterforskningen, men her kniber det også med arkivindsigt.
Efterfølgende har Kurt Jensen ved aktindsigt fundet belæg for, at Willy Jensen virkelig fik udskudt sin udvisning ved at true med at offentliggøre sin viden om tre likvideringer i Padborg – området. To af disse likvideringer drejer sig om Asmus Jensen og Richard Christensen. Den sidstnævnte omtaler vi i slutningen af denne artikel. Den sidste likvidering, som Willy Jensen ville offentliggøre, er ikke omtalt i dokumentet.
Vores formodning synes at være bevist. Hjemme i Sønderjylland kunne den lokale politimester dog ikke slippe sit tag i Willy Jensen. Han forsøgte at genere Willy Jensen og hans familie. Og et par år efter blev han dømt til at betale en bøde på 2.500 kr. De lokale politimyndigheder undlod også at meddele Willy Jensen, at hans udvisning blev udskudt.
Identitetspapirer forsvundet
Den lokale Modstandsbevægelse rummede kendte kommunalpolitikere og embedsmænd. Måske er det derfor, at vigtige papirer er forsvundet, det vil sige bortskaffet. Meldekortene er der ikke mere.
Men meddelelser om Asmus Jensens lærertid fandt vi dog i Tinglev.
Asmus Jensen sættes i forbindelse med en fyrbøder Søren Jensen, der boede Jernbanegade 9. I fuldskab skulle denne Søren Jensen have fortalt, hvor man kunne få penge for sabotage. Søren Jensen meddeler i en senere rapport, at han ikke kender Asmus Jensen
En regning fra kommunen
Lidt grotesk, så modtog familien i 1947 et brev fra Sygekassen med opfordring til hurtigst muligt at få det betalt de sidste fem kroner i begravelseshjælp. Det er helt grotesk to år efter.
Gravstedet er nedlagt. Det blev det for cirka syv år siden.
I kirkebogen skrev præsten, at Asmus Jensen blev skudt af modstandsbevægelsen.
Bladet Revision er kritisk
Bladet Revision har i flere tilfælde stillet spørgsmålstegn ved politiets efterforskning? Det var den 24. december 1945 samt den 21. januar 1946. Men også af nyere dato stiller de fornyet spørgsmålstegn. Bladet blev udgivet af Foreningen af 6. maj. Man stillede følgende spørgsmål:
Bladet i politimesterens søgelys
Bladet opfordrede endda justitsminister Himmelstrup til at tage sig af sagen, men intet skete. Tværtimod så kom bladet Revision i politimester Brix og Den Sønderjyske Efterretningstjenestes søgelys. Bladet blev beskyldt for at være nazistisk. Det afløste Landssvigernes blad – Sifolauski. Revision eksisterede helt til 1972, og deres motto var Sandhed frem for alt.
Barak nedbrændes
Mange vidste som sagt, hvem der virkelig skød Asmus Jensen. Forskellige personer på egnen forsøgte at nedgøre rygtedannelser og myter.
En barak nord for Kruså nedbrændte. Denne hændelse havde tilknytning til Asmus Jensen. I denne barak boede en person, der ikke kunne holde sin mund.
Asmus Jensens kone, gift igen
Ifølge Asmus Jensens kone rejser hun til København i 1947. Hun bosætter sig i Vanløse med en ny mand. Det var da først efter, at de havde boet i Tietgensgade. I Kruså havde hun mødt manden, der havde været medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Han var flygtet til Sverige. Han kom til grænsen med Den Danske Brigade.
De blev gift og fik to børn. B.J. døde i 1987.
Han kunne ikke have undgået, at høre om Asmus Jensen, især efter at de havde påtaget sig skylden for nedskydningen. Og det netop ikke den historie som de tidligere svigerforældre har hørt i Kiskelund har hørt. Ellers ville B.J. ikke være blevet så godt modtaget her. Renate husker, at B.J. var ret populær hos bedsteforældrene.
Svogeren fik aldrig svar
Vi er i besiddelse af breve fra Asmus Jensens svoger. Han skrev mange gange til politimester Bjerre i Gråsten. Det sidste brev er fra 1951. Han fik aldrig noget svar. Ja vi ved, at han den 9. maj 1949 skrev både til politimester Bjerre, statsadvokat Kirk, Sønderborg og justitsminister Bush – Jensen. Men det offentlige Danmark vil ikke snakke med familien.
Skilt i 1960
Asmus Jensens kone skulle ifølge politiet være taget til København den 7. maj 1945. Men det er ikke korrekt, siger Asmus Jensens kone til os. Da episoden fandt sted den 9. maj var hun som skrevet til stede. Ligeledes har hun efterfølgende været ved Fårhus – lejren 2 – 3 gange.
Det andet ægteskab holdt kun til 1960, efter at B.J. havde været indlagt på diverse psykiatriske hospitaler. Det var B.J. som Renate troede var hendes rigtige far.
B.J. var med til Renates konfirmation, der foregik hos bedsteforældrene i Kiskelund. Ved den lejlighed forsøgte bedsteforældrene at få de tidligere ægtefolk genforenet, men forgæves.
I 1962 var Jeannine taget tilbage tilbage til Frankrig med Renate.
Fortiden indhentede familien
Renate tog hun tilbage til Danmark med to børn, som hun havde fået dernede. En fætter havde hentet hende. De havde overnattet hos en onkel og en tante på Smedebyvej Men natten efter dukkede politiet op, og fjernede brutalt Renate og de to børn. De blev anbragt på et børnehjem i Diernæs ved Haderslev. Samtidig beslaglagde politiet Renate og børnenes pas. Familien var stærk chokeret over politiets brutale fremfærd. Det var tre betjente, der med magt fjernede dem. Og det til trods for at de havde gyldigt rejsebevis. Fortiden indhentede dem.
Onkelen truer politiet
Og hændelsen var for meget for et onkelen. Han gik til politiadjudanten og truede med at fortælle sandheden om nedskydningen af Asmus Jensen. Kravet var, at Renate og børnene straks skulle frigives.
Det havde øjeblikkelig den virkning. Passene blev udleveret. Og familien fik at vide, at de kunne hente Renate og de to børn.
Det var tydeligt, at man holdt øje med familiens gøren og laden så mange år efter.
Meget tyder på, at sagen blev behandlet på allerhøjeste politiske plan. Det gjorde det også senere, da folketingsmedlem Johannes Burgdorf forespurgte om Lausten – sagen og andre mystiske dødsfald.
En nervøs Politimester
I 1971 opstod der en del debat om stikkerdrab i medierne i Sønderjylland. En person fra omkring Toftlund var i et fængsel omkommet ved et hjertetilfælde. Det samme var sket for Fritz Clausen. En journalist fra Der Nordschleswiger henvendte sig til en navngiven politimester i området og ville have sandheden om Asmus Jensen.
Politimesteren bliver nervøs og skriver til Justitsministeren, om hvad han skal gøre med hensyn til nysgerrige journalister. Endvidere giver politimesteren udtryk for, at han er bange for at sagen vil lande i Folketinget. Også Jens Møller nævnte drabet i sin retssag i Aabenraa. Politimesteren gjorde opmærksom på at redaktøren nok snarest ville henvende sig.
Medierne interesserer sig for sagen
Han fik at vide, at sagen var blevet lukket i 1948, og den besked nok skulle lukke munden på journalisterne.
Men som bekendt, så er journalister ikke sådan at lukke munden på. Efter at vi tog sagen op, var det Der Nordschleswigers tur. De bragte en udmærket artikel. Ritzau misforstod, hvad sagen drejede sig om, og Jydske Vestkysten havde en artikel, der strakte sig over flere sider.
I artiklen udtaler historikeren Henrik Skov Kristensen, at Det Tyske Mindretal bruger drabet på Asmus Jensen til at påstå, at der skete overgreb mod de tilfangetagende. Men Det Tyske Mindretal troede jo også, at Asmus Jensen var ført hertil. I øvrigt tilhørte han ikke Det Tyske Mindretal eller var Nazist, som Ritzau påstod.
Foredrag på Landsarkivet
Omtalen af sagen førte til et foredrag på Landsarkivet i Aabenraa. Det tiltrak mange tilhører. Her var Kurt Jensen selvfølgelig også til stede sammen med Asmus Jensens datter, Renate.
Og her var en af tilhørerne noget benovet ved at hilse på hende. Han havde søgt på navnet Renate, men det kunne han selvsagt ikke finde. Vi har som tidligere nævnt ændret hendes navn.
Rundt om i Sønderjylland er der også holdt foredrag om emnet, efter at vi har genoptaget sagen.
Artikel i Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland
Foredraget er gengivet i Årsskriftet for Årsskriftet for Historisk Samfund for Sønderjylland. Måske i en redigeret udgave. Her er også gengivet andre mystiske mord i det sønderjyske fra det tid. Der er ikke med så mange enkeltheder som i denne artikel. Mange af disse enkeltheder, har kun været muligt, takket være familiens deltagelse. Og hverken til foredraget eller artiklen er vi blevet inviteret til at medvirke.
Artiklen er såmænd udmærket og stiller ligesom vi gør, spørgsmålstegn ved det officielle handlingsforløb ved sagen. At den ikke går i enkeltheder har sikkert noget at gøre med manglende dokumentation.
Dette skrev Revision
Flere medier har desuden henvendt sig. Men hvad var det lige Revision skrev, Her i en lidt tidligere kritik?
Det er jo efter 5. maj begaaet en Række Mord, som Myndighederne har nægtet at tage sig af eller opklare. Fru Skibsredder Kirsten Lauritzen har offentligt i Radioen gjort Opmærksom paa 2 Stk. Myndighederne afviser Sagerne, fordi Mordene er begaaet af saakaldte Frihedskæmpere. Maaske er der Forlig om, at saadanne Mord skal være straffrie, men hvorfor sætter man så Himmel og Jord i Bevægelse over det i Løgumkloster?
For at blive i Sønderjylland er det et andet Drab, hvis Omstændigheder synes mindst lige saa grufuldt som det i Løgumkloster, men som Myndighederne trods talrige Anmodninger undlader at beskæftige sig med. Drabet er ikke af ny dato, men da man nu er saa godt i Gang med at opklare den Slags, bør det tages op som en Prøvesten paa virklig god Vilje om Politimyndighederne og Aviserne ogsaa tager fat paa Undersøgelse af Drabet i Kidskelund og giver Offentligheden Besked. I modsat Fald giver vi ikke meget for Beklagelser i Anledning af Tilfældet i Løgumkloster.
Før Kapitulationen arbejdede bagersvend Asmus Jensen ved Faget i Flensborg. han tog gerne de faa Kilometer hjem en Gang ugentligt, for at se til sin Hustru, sit lille Barn og sine Forældre, der alle boede i Kidskelund. Efter 5. maj tog han hjem som sædvanligt. Det vil sige, han naaede ikke længere end til Grænsen. Her blev den intetanende Mand hugget af “Frihedskæmperne” og stoppet i en Bil, der kørte af Faarhus til. Det sidste man saa til ham, var, at han blev stillet op af Muren i en Naboejendom til Hjemmet, hvorefter det atter gik mod Faarhus. Asmus Jensen forsvandt derefter sporløst.
2 Maaneder efter blev han fundet nedgravet og udplyndret. De officielle Papirer, hvis Indhold vi først nu har faaet Oplysning om, fortæller at Jensen var dræbt af to nakkeskud, at Mordkommissionen straks blev alarmeret, men omgaaende blev sendt hjem igen.
Justitsministeren er flere Gange blevet anmodet, om at tage sig af Sagen, men reagerer overhovedet ikke, Hvorfor?Sagen kan jo ikke ties ihjel. Efterhaanden ved alle Besked. Politimester Bjerre, Graasten i hvis Omraade Kidskelund ligger, er ogsaa Landtingsmand. Tror Politimesteren og landtingsmanden ikke det er paa Tide, at give Befolkningen og ikke mindst den dræbtes paarørende ordentlige Oplysninger om Sagerne? Og tror Aviserne, at de gør Frihedskæmpere nogen Tjeneste ved at tie og dække over dette Drab? Aviserne Kommentarer til Løgumkloster – Dramaet tyder paa, at de endelig er blevet Modstandere af Drab, ogsaa naar det er begaaet af Frihedskæmpere, men Tavshed er ikke noget godt tegn for nyomvendte. Iøvrigt vil Rigsdagsmændene paa kommende Valgmøder blive spurgt om deres Syn paa det, der er foregaaet i Kidskelund.
Jeg ved, hvem der dræbte din far
For cirka syv år siden blev Renate ringet op fra en person fra Kollund:
Jeg ved, hvem der dræbte din far, men jeg vil hellere komme og fortælle dig det.
Men inden han nåede det, døde han.
Historikere: Konen dækker over hendes mand
Vi har også spurgt en historiker, der ikke for lang tid siden udkom meden bog om modstandsbevægelsen i Sønderjylland, om han havde kendskab til Asmus Jensen. Vedkommende forklarede os, at vi var fuldstændig på vildspor. Han antydede, at Asmus Jensens kone bevidst har dækket over hendes mand, eller bevidst husker forkert.
Sådan er tanken generelt, når man taler om Asmus Jensen. Han er nok skyldig.
Involveret i engelsk spionage?
Noget tyder på, at Asmus Jensen ikke var helt uskyldigt. En kilde i Flensborg afslører nogle interessante detaljer. Det interessante er at kilden nævner interessante mellemmænd.
I Hamborg kom Asmus Jensen i forbindelse med Frede Birkelund. Dette bekræftes af Asmus Jensens kone. Hun kalder ham dog for Birk.
Med andre ord, vores hovedperson var angiveligt involveret i engelsk kontraspionage. Amerikanerne og englænderne planlagde landgang på den jyske vestkyst. Asmus Jensens opgave skulle have været, at samle materiale omkring Flensborg Fjord. Hvilke batterier havde tyskerne opsat? Hvilke våben og hvilke forsvarsværker var der?
Opfordret til at spionere i Sommer – korpset?
På tidspunkt er han måske blevet opfordret til at melde sig i Sommer – korpset. Englænderne var interesseret i at vide noget om flyvepladserne.
En mellemmand i Aabenraa
Vores kilde påstod at Asmus Jensen havde en mellemand i Aabenraa, der skulle have forkortelsen E.R, og som var overbetjent.
De var på en eller anden måde underlagt Den engelske efterretningstjeneste i Hamborg. Vi kan ikke bevise vores kildes påstande.
En tilspidset situation
Da efterretningsvæsnet erfarer, at Asmus Jensen er blevet skudt, bryder helvede løs. Englænderne forlanger, at de skyldige bliver draget til ansvar, og stilles for en engelsk krigsret. Og det er så de fem folk fra Modstandsbevægelsen. Det vil de danske myndigheder ikke gå med til, og en tilspidset situation opstår.
Åbenbart er det på dette tidspunkt opstået ideen med Den danske Brigade.
Politimestre og statsadvokat skulle stå ret
Bjerre, Brix og Kirk blev i Flensborg beordret til at stå ret for major Battagel. De engelske myndigheder truede med at hente de skyldige og kunne ikke acceptere forklaringen om det med Den Danske Brigade.
De engelske myndigheder var heller ikke tilfredse med det, der foregik i Faarhuslejren.
Den omtalte statsadvokat Otto Dines Kirk fra Sønderborg kom egentlig fra Esbjerg. Han hadede alt, hvad der var tysk. Derfor fik han også slettet sit fornavn, Otto. Han døde så sent som i 1988.
Vi mener helt bestemt, at vi kan få bekræftet nogle af vores kildes påstand ved at få adgang til stadsadvokatens arkiver i Sønderborg. Men tilgangen er blevet nægtet.
Fra efterretning til edderkop
Måske har Asmus Jensen været i forbindelse med Troels Hoff i sit spionage. Det landsdækkende efterretningsvæsen SIPO (Sikkerhedspolitiet) blev oprettet i 1939. Dette blev opløst af tyskerne i 1944. Efter krigen genopstod det under navnet REA, Rigspolitiets Efterretningsafdeling. Og leder af denne blev tidligere statsadvokat og byretsdommer Troels Hoff. Han havde også forbindelser til efterretningsvæsnet i Hamborg. Troels Hoff måtte forlade sin post efter sin rolle i Edderkop- sagen
Det sønderjyske efterretningsvæsen
REA fik navneforandring til PET (Politiets Efterretningsvæsen). Den ny leder blev Ernst Brix. Denne var i høj grad involveret i Asmus Jensen – sagen. Han var chef for PET fra 1950 – 1957. Ligeledes havde han været regionschef i den sønderjyske modstandsbevægelse. Fra 1943 havde han været politimester i Tønder.
Forløberen for PET var Den Sønderjyske Politiadjudantur, der blev oprettet i 1933. De gik efter besættelsestiden direkte efter Det Tyske Mindretal. Og ifølge vores kilde fra Flensborg afholdt “Det Sønderjyske Efterretningstjeneste” en række møder med englænderne for at rede trådene ud i forbindelse med Asmus Jensen – sagen. (Læs artiklen: Det Sønderjyske Efterretningstjeneste)
Vi har kigget i arkiverne – der er ikke noget at komme efter
Efterhånden som Kurt Jensen fandt frem til hvilke arkiver, han skulle gå ind, fik han svarene fra arkiverne. Vi har kigget i arkiverne, der er ikke noget at komme efter.
Asmus Jensens søskende havde brændt alt, hvad der eventuelt kunne bruges i sagens opklaring. De skammede sig åbenbart, og var offer for myndighedernes forvanskning af sagen.
Et vigtigt brev
Men så deltog Kurt Jensen i et møde mellem Renate og en halvbror. Her fremviste halvbroderen et brev som Asmus Jensens kone, Jeannie havde skrevet, da hun forlod Danmark. Brevet var beregnet til de to sønner fra andet ægteskab.
I dette brev forklarer hun, at en af grundene til, at hun forlod Danmark, var den måde politiet og myndighederne behandlede hende på. Hun taler om sorg og hendes elskede Asmus. Hun forklarer, at ægteskabet med sønnernes far ikke kunne holde på grund af myndighederne og selve Asmus Jensen – sagen.
Holdt op med maskinpistol
Hun forklarer i brevet, at de fulgtes på vej hjem. I Kruså blev Asmus smidt på en lastbil, mens hun selv blev holdt tilbage med maskinpistoler. Af brevet fremgår det også, at hun aldrig er blevet kontaktet af politiet og aldrig er blevet afhørt.
Birk (Birkelund) var i byen
På et tidspunkt fortæller hun endvidere, at Birk (Birkelund) til byen og spørger efter Asmus. Her fortæller Peter Jensen (Asmus Jensen), at Asmus er blevet skudt. Han nævner de fem personer, der antagelig har været med til at skyde ham.
Og ifølge brevet skulle denne Birk have svaret:
Vi skal nok finde dem, og hvis det så skal være med tropperne.
Kan vi så tage denne trussel alvorlig? Ja, Birkelund er forbindelsesofficer til den britiske kontraspionage i Hamborg. Han var sendt til SOE’s tyske sektion. Efter tyskernes kapitulation var han blevet overført til Field Security.
De britiske myndigheder havde tidligere truet danske myndigheder med at få udleveret danske krigsforbrydere.
Hvad med en undskyldning?
Asmus Jensens kone fortæller videre i brevet, at hun aldrig har fået en undskyldning af de danske myndigheder.
Det var måske på tide. Vi formidler gerne kontakten, også til Asmus Jensens datter, Renate.
Asmus var “gartner” i Villa Olinda
Under vores efterforskning omkring Villa Olinda i Kollund, fik vi kontakt med en arbejder, der havde arbejdet i villaejerens virksomhed. Det viste sig at ejeren var i familie med den bager i Flensborg, hvor Asmus Jensen arbejdede. Og ganske uopfordret kunne han fortælle, at en mand ved navn Asmus Jensen lejlighedsvis gik til hånde i haven og i huset. Og Villa Olinda var jo som bekendt Werner Best´s sommerhus. (Se artiklen: En villa i Kollund).
Blev Asmus Jensen holdet fanget i Vejbæk?
Efter at medierne have løftet lidt af søret af vores forskning, ringede en kvinde fra Fårhus. Hun fortalte, at i 1970erne, da sagen omkring Asmus Jensen blussede op igen, kunne hendes mor fortælle, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk, hvor han var blevet holdt fanget i et par dage.
Da Asmus Jensen blev læsset op på lastbilen kørte den ifølge Asmus Jensens kone i retning mod Fårhus, og herfra kan den udmærket komme til Vejbæk.
En af de fem gerningsmænd fra den lokale modstandsbevægelse ejede netop en landejendom i Vejbæk. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke bevise, at vedkommende skulle have opholdt sig på vedkommendes adresse.
Men med de initiativer, der er sat værk fra Kurt Jensens side, er der store muligheder for, at også dette bliver opklaret. Det er initiativer, vi af forskellige årsager ikke kan komme nærmere ind på. Men vi forventer faktisk, at vi inden for overskuelig fremtid kan dokumentere de fleste påstande i denne artikel.
Så vidt vi kan se ud fra de dokumenter, vi har måttet se, har politiet ikke foretaget sig noget i forbindelse med bortførelsen til Vejbæk. Som kvinden fortalte os, så må flere børn af forældre fra dengang have hørt historien, og den må der igennem være kommet til politiets kendskab.
Andre episoder
I vores efterforskning fandt vi følgende episoder:
Mordet på lærerinde Sasse, skudt gennem et vindue i Løgumkloster af en lokal håndværker, da Det Tyske Mindretal holdt møde. Vedkommende fik en mget mild dom. Men efter pres fra befolkningen blev dommen omstødt til en noget strengere dom.Ja dommeren ved den første domfældelse påstod, at det var et advarselsskud. Ja dommen blev kun ændret fra seks til atten måners fængsel.
To angivelige Stikker skudt på en strand ved Strandrød. De drev senere i land ved Kollund Strand, hvor de blev benævnt som ukendte og begravet på Bov kirkegård.
En angivelig stikker skudt ved grænsen ved Lüdersholm.
Richard Christensen
Da vi nu alligevel kiggede i kirkebogen, åbenbarede der sig et nyt drama. For Pastor Karnøe havde skrevet følgende:
– 18 – 6 – 1945 Richard Christensen, Chauffør, Østergade, dræbt med revolverskud den 14.6. kl. 14.20 på åben gade. Ja præsten skrev, at det skete i Østergade.
Så kunne det jo være, at man kunne finde noget i kirkegårdsbogen (graverbogen). Det kan vi også, men her er notat med urnenedsættelsen fjernet med en tusch – overstregning. Det kan også forekomme mærkværdigt, at liget er blevet brændt fire dage efter episoden. Man skulle tro, at der var ligsyn og diverse undersøgelser.
Mystikken bliver endnu større, da der i provstibogen i Aabenraa er anført at vedkommende er død som følge af selvmord. Og ordet er tilført med en anden pen. Med dette ord forsøger myndighederne at afskrive enhver form for forbrydelse.
Hvem ville foretage et selvmord på åben gade i fuld dagslys?
En anden mulighed kunne have været, at Richard Christensen har været forfulgt og ikke så egen udvej end at tage livet af sig selv. Men dette forekommer også usandsynligt.
Richard Christensen stammer fra København. Hans far var vintapper. Men han var gift med en pige fra Padborg, M.C. (Født Schultz).
Vi arbejder videre for at komme til bunds i denne sag, ligesom vi slet ikke er færdige med sagen om Asmus Jensen.
Den tyske præst kalder det Mord!
Den tyske præst i Tinglev påstod, at der skete et mord i Faarhuslejren den 30. juli 1945. Han blev begravet den 4. august i Tinglev.
Officielt døde Jørgen Hansen af byldepest. Han stammede fra Burkal, og han havde godt nok hul i nakken. Men dette var forårsaget af, at man har udsuget en byld. Det oplyser en læge til os.
Og Kurt Jensen fortsætte sine interessante observationer i kirkebogen. Måske har præsten her nedfældet mere, end nogle personer har været interesseret i.
Kirkebogen med interessante informationer
Ja, og der blev fundet flere interessante informationer i kirkebogen for Bov Kirke. Nogle af de omtalte dødsfald kan være naturlige, men andre ser unægtelig lidt mystiske ud. Præsten har i parentes indført sin egen information, hvis dødsfaldet forekom mystisk. I diverse bøger, har vi fået at vide, at
– modstandsbevægelsen i Sønderjylland ikke foretog likvidationer
– at der ikke forekom dødsfald i Faarhuslejren eller Frøslevlejren
18.oktober 1944
Chr. Mathiesen død i Frøslevlejren
3. marts 1945
Karl Emil Jessen død i interneringslejren Frøslev.
29. april 1945
Tre kvinder død på Padborg Karantænestation. De var ukendte og havde en alder på henholdsvis 30 – 35 og 50 år.
6. aug. 1945
Chr. Jepsen, gårdejer i Burkal fundet død i Fårhuslejren
13. august 1945
Norbert Berg født 4. 6. 1926 i Zakapana, Polen, skudt af dansk militærpatrulje ved grænsesten 27.
Vi har fundet ud af, at den ligger ved Rønsdam. Var det mon ikke bare en flygtning, der var på vej hjem?
19. september 1945
Martin Hansen fundet død på mark nord for Kragelund, skudt i ryggen.
Dette har vi ikke før hørt om. Vi forsøger, at finde ud af mere.
23.januar 1946
Ole Sørensen død i interneringslejren Fårhus.
25. januar 1946
Hans Richard Mortensen, Frederiksberg Alle 51, Frederiksberg skudt under flugtforsøg.
Hvor dette flugtforsøg har fundet sted, har vi indtil videre ikke kunnet stadfæste.
7. marts 1946
Frederich Cesar, overstabslæge ved KZ – lejr Ladelund død i detention på Padborg Politistation. Dødsårsag uoplyst. Allieret krigsfange.
Præsten tilføjer, at vedkommende havde hul i nakken. Dengang lå politistationen over for banegården.
28. april 1946
Preben Wilhelmsen, død i Fårhuslejren
4. maj 1946
Chr. Jepsen dræbt på høloft på Møllegården, Kollund. Hul i nakken.
Vi har ikke tidligere hørt om dette, men forsøger at opklare det.
Vi påstår heller ikke at modstandsbevægelsen har været involveret i disse dødsfald, men alligevel forekommer det mærkværdigt.
Fra døgnrapporten
En interessant information dukker op i døgnrapporten den 7/8 maj. På et møde talte man om, at tage til Flensborg og anholde Dönitz og andre fra den tyske regering. De befandt sig i Mörvick. Det var ikke langt fra Kruså. Og det var, dem der stod for bevogtningen af grænsen, Feltpolitiet og modstandsfolk, der havde fået denne ide.
Vi hører så ikke mere om begrundelsen for ikke at gøre det i døgnrapporten.
Et par henvendelser
Og bedst som vi så troede, at folk ikke interesserede sig for sagen, så kommer der et par henvendelser. Og vi lovede selvfølgelig fuld anonymitet. En kvinde fra området havde af sin mor fået at vide, at Asmus Jensen var blevet kørt til Vejbæk. Her skulle han have opholdt sig et par dage, inden han blev skudt.
Den ene af vores mistænkte havde et landbrug i byen.
Endnu et vidne
En ældre dame havde fået bekendte til at finde frem til Kurt. Hun havde set omtalen af mordet på Asmus Jensen i avisen, derfor ville hun gerne have besøg af ham, for at fortælle noget.
Den ældre dame, som var over hundrede år var særdeles åndsfrisk. Hun fortalte at alle snakkede om mordet i Padborg, dengang i 1945. Det var sandelig ikke militæret sagde hun. Det var æ frihedskæmpe å dæ wå
Mange intriger i området
Hun kendte udmærket Kurt’s far (Se artiklen: To skæbner i Kiskelund). Hun vidste også, at Asmus Jensen havde været i Tyskland. Og som hun sagde det:
Dæ wå så manne dæ wå gal å hinanden Hun følte, at der var mange intriger i området – dengang. Hun så også på Padborg Banegård, hvordan tyskerne blev ydmyget.
Vi sku bare har ladt dem gå hjem. Vi frøs it – Vi sultet it
Et mord foran Hausmann
Og så fortalte hun også, det vi har skrevet om, at der blev skudt en mand nede foran Hausmann. Det var nedskydningen af Richard Christensen.
I provsti – bogen står dette omtalt som selvmord. Men ordet er som tidligere nævnt antagelig senere påført med en anden skrift.
Som vi tidligere har skrevet, brugte Willy Jensen sit viden om denne likvidering til at true Justitsministeriet. Resultatet blev, at han fik udskudt sin udvisning. Vi arbejder fortsat med at finde detaljer om denne likvidering.
Sandheder fra Sønderhav
I Sønderhav talte vi også med en ældre kvinde. Hun kunne udmærket huske tiden under og efter besættelsen. Hun kendte også til rygterne om nedskydningen af Asmus Jensen. Og hun satte også navnene på de fem personer.
Men hun bringer måske også forklaringen på, hvorfor ingen har turdet og stille sig frem, for at fortælle sandheden. Hun omtaler Modstandsbevægelsen som Noun skidt Knajte. Og grunden til det, var at de ifølge kvinden var meget hævngerrig.
Hun fortalte, at medlemmer af gruppen efter besættelsestiden generede dem som havde haft lidt omgang med tyskerne under besættelsen. De skulle ligeledes haft ødelagt maskine, indbo m.m.
Disse ting har vi ikke kunnet efterprøve eller bevise.
Men som den ældre dame fortalte os, var der mange i Sønderhav, som solgte mad til de tyske vagtposter, som gik og bevogtede kysten ud til Flensborg Fjord. Mange var desuden på fornavn med tyskerne.
Efter modstandsbevægelsens ageren, var der mange, der havde fået dårlig samvittighed, og blev bange for, hvad der kunne ske, når de opdagede deres samarbejde med tyskerne. Selv mente kvinden ikke, at hun havde gjort noget forkert.
Hun fortalte også, at De Grim Knajte havde været efter remissearbejdere ved Padborg Banegård, der ikke ville samarbejde med modstandsbevægelsen under besættelsen.
Den ældre dame havde håbet, at englænderne ville hjælpe dem, men som hun sagde:
Æ Engelskmand gøe helle it mæe.
Hun havde så håbet, at da politiet så kom, ville situationen bedre sig. Men ifølge den ældre kvinde, så truede de med, at vi ville blive anklaget for at være landsforrædere.
Å så holdt vi bare vores mund å passet wos selv.
Medierne holder mund
Da vi startede sagen blev vi bebrejdet, at vi ikke samarbejde med medierne. Det gjorde vi så efterfølgende. Mange medier henvendte sig.
Og efterfølgende har Kurt Jensen henvendt sig til Jyllands Posten. Herfra er flere henvendelser forblevet ubesvaret. De havde ellers henvendt sig i begyndelsen af vores undersøgelser.
Der Nordschleswiger skiftede i mellemtiden redaktør, men Kurt Jensen forsøgte at fortsætte samarbejdet med den avis. Men de trak følehornene til sig. De ville ikke bringe den sidste artikel.
Ikke godt på Facebook
Uwe forsøgte gennem en lokal Facebook – gruppe, at få flere oplysninger. Efter flere tilkendegivelser, kom der ytringer om, at man i gruppen ikke have brug for nogen med nazistiske tilbøjeligheder. Nu var det nok heller ikke den mest smarte måde, at få nye oplysninger på.
Konspiration eller Sandhed?
Vi ved godt, at denne historie om Asmus Jensen har mange løse ende, men vi er helt sikker på, at vi har fat i den rigtige ende. Det kan godt være, at de fleste vil kalde os konspiratorer. Men det gør de nok ikke, den dag de helt rigtige beviser, lander her på siden.
Vi er ramt af den danske arkivlov. Men vi har som det vil fremgå andre følere ude. Vi ved, at Asmus Jensens familie er Kurt Jensen taknemlig for hans resultater.
I vores gengivelse er vi også underlagt arkivloven. Men vi håber da, at læserne har kunnet se, at noget er galt i disse rapporter.
Men familien har aldrig fået et svar på deres mange spørgsmål.
Tak
I forbindelse med denne artikel vil vi gerne takke Asmus Jensens familie og datter, samt Landsarkivet i Aabenraa for stor hjælp.
Research: Kurt Jensen
Redigering: Uwe Brodersen
Her på denne side www.dengang.dk kan du finde 118 artikler fra Besættelsestiden
August 27, 2014
I Sønderjylland er egnsretterne bevaret. Der har været stor indflydelse syd fra. Selv om man var dansksindet handlede man hos tysksindede, hvis det gjaldt maven. Det vil sige, at man handlede ved den tyske bager og slagter. Men skulle man gennem Det Sønderjyske Kaffebord, så krævede det noget af ens mave. Og det var bestemt ikke godt for ens kolesterol – tal. Man holdt sammen mod det prøjsiske. Og her betød Kaffebordet meget. I dag er har kaffebordet oplevet en renæssance. Men er det nu det rigtige kaffebord, når der er tale om en buffet?
Tak, mor
Tænk, at jeg, som sønderjyde skulle stå på Nørrebro Bibliotek en søndag formiddag og fortælle københavnere om Sønderjysk kaffebord. Inden mit foredrag fortalte en del af dem dog, at de skam havde været i Sønderjylland og prøvet det, altså det Sønderjyske kaffebord. Da jeg så spurgte, hvordan og hvorledes. Ja så fortalte de, at de havde været på den og den kendte kro. Og så blev det hele serveret som et stort buffet. Men se det er jo ikke rigtig Sønderjysk kaffebord.
Men se dengang på Nørrebro Bibliotek, da havde personalet selv forsøgt sig med at lave kager fra det overdådige sønderjyske kaffebord. Da var jeg godt nok imponeret.
Jeg havde nedfældet det hele på papir, men jeg var endnu så omtåget af et uheld på cykelstien, at det nedskrevne bare var en gang tåge. Jeg var kørt i et kommunalt hul på cykelstien. Men heldigvis kunne jeg huske alt omkring det sønderjyske kaffebord og publikum var imponeret over, at jeg kunne huske nogle af opskrifterne. Og dem kan du se her på siden. Tak Mor!
Vores sind, dansk, vores mave tysk?
Jeg kommer til at tænke på, om vores sind er dansk, og vores mave tysk? For det vi har spist gennem genrationer er tysk inspireret, så som grønlangkål, kålpølse, gule ærter og fedt flæsk?
Unge sætter også pris på det sønderjyske
Gennem generationer har vi sat tænder i det lækreste bagværk, store lagkager, boller i lag og småkager i bagt smør.
Det nationale sindelag har nu aldrig påvirket sønderjyder så meget, at man har nægtet at spise en ret, som han fandt for tysk eller for dansk, alt efter sindelag.
Ja selv unge mennesker sætter pris på de sønderjyske lækkerier, selv om de i vores moderne slanke – samfund er aldeles umoderne.
Egnsretterne eksisterer endnu
Måske er ikke alt rent sønderjysk. Men det bryster sønderjyderne sig nu heller ikke af. Det er bare noget ikke – sønderjyder tror. Men det sønderjyder kan bryste sig af er at man har fulgt traditionen ved lige. Forsamlingshusene, dilettanten og det efterfølgende kaffebord eksisterer skam endnu.
Og takket være den sønderjyske stædighed eksisterer egnsretterne endnu i Sønderjylland.
Herrnhuternes indflydelse på det kulinariske
Men det vi betragter som dansk eller i hvert fald sønderjysk er nok indvandret fra Tyskland, eller andre lande via Tyskland. Christiansfelder honningkagerne kom sammen med de herrnhutiske brødre til Christiansfeld.
Sønderjyder holder fast i mad – traditionerne fra slægt til slægt.
Man holdt på traditionerne
Man siger, at jo højere velstand, jo hurtigere bliver madtraditionerne udskiftet. Men dette sker ikke så hurtigt i Sønderjylland. Og det har historisk baggrund. De gamle danske kostskikke blev bevaret i det prøjsiske styre. Man holdt bevidst fast på traditionen.
Måske skyldtes det også den store fattigdom, der herskede i landsdelen.
Håndværkersvende tog noget med hjem
Men de sønderjyske håndværkersvende, der tog syd på mellem 1864 og 1920 tog også inspiration på det kulinariske område med sig hjem i kufferten. Og det benyttede sønderjyske slagtere sig af. Tyske slagtere prægede også de sønderjyske pølser. Når man i København vil have Sønderjysk Kvalitet, så er det ikke fordi, at pølsen stammer fra en sønderjysk gris. Nej det er fordi at pølsen er krydret på en speciel måde. Det samme gælder røgningen.
Gjaldt det maven valgte vi også tyske butikker
I min ungdom i Tønder og så vidt også i min tid i Aabenraa var butikkerne opdelt i tyske og danske butikker. Man handlede kun i de butikker, der havde samme sindelag som en selv. Men dette gjaldt ikke, hvis det var godt til maven. Man gik gerne ind hos de tysksindede slagtere og bagere. Ja selv H.P. Hanssen gik til den tyske slagter, og hans børn legede med den tysksindede bagers børn.
Jo vi er opvokset med klar suppe med to slags boller, selvfølgelig hjemmelavet. Dertil var der oksesteg med sursød sovs, og en dessert, ofte citronfromage eller brun budding.
Forinden havde man så om eftermiddagen gennemgået det store Sønderjyske kaffebord om eftermiddagen.
Kaffe var Djævlens værk
Kaffen kom til Europa i 1615. I 1665 blev det en hofdrik i Danmark. Den blev hurtig populær blandt de bedre stillede. Efterhånden fik bondestanden smag for den. I 1773 importerede Danmark 6 ton kaffe om året. Det bekymrede dog handelsministeren, og i 1783 fik de danske bønder forbud mod at drikke kaffe. De lavere klasse skulle nødig får de riges vaner. De skulle holde sig til øl og brændevin.
Præsterne anså kaffen som Djævlens Værk. De opfordrede paven til at forbyde den. Han smagte på den og det endte med, at han gav den sin velsignelse.
I 1799 blev loven ophævet i Danmark, og almuen fik lov til at drikke kaffe.
På dagsorden i månedsvis
Ofte kom naboer på besøg. Her skulle man helst overgå dem i antallet af småkager og lagkager. For man talte jo om kaffebordet i mange uger fremover i naboskabet. Og foregik dette i landsbyen, ja så var det øverst på dagsordenen i månedsvis.
Prestige i at spise det rigtige
Den samme opskrift kan optræde i mange forskellige udformninger. Hvidt forskellige navne kan dække samme ret. Og husmødrene i Sønderjylland ligger en ære i, at de har den originale opskrift.
Der var også lidt prestige i, at spise det rigtige. Således findes der et ordsprog i Angel:
Når Lyksborgerne har spist vælling til middag, så stiller de sig i døren og stanger tænder, som om de har spist flæsk.
De brun “magle”
I Christiansfeld indførte herrnhuterne en ny tradition. Det var Liebesmahl i menighedshuset. Her samledes man og hyldede Gud i te drikning og bollespisning. Denne tradition blev også nogle gange anvendt ved begravelse. Måltidet var da arrangeret og betalt af afdøde.
Ja i Det Sønderjyske Kaffebord er det sandelig også Herrnhutkager. De kaldes også for de brun maule (mugne). Kagerne kan gemmes længe. Glasuren giver dem et lidt gennemsigtig udseende.
Krydderierne kom
Aabenraa og langfarterne til Kina – kysten havde også indflydelse på den sønderjyske mad. For søfolkene hjembragte spændende krydderier. Pludselig fik man muscat og karry. En typisk engelsk ret som Irish Stew blev populær hos sønderjyderne.
At Claus Eskildsen i 1937 påstod, at man kunne lave en folkegrænse ved at påvise folks forskellige livretter er nok en myte. For det kan man ikke.
I Sønderjylland mødtes dansk, tysk og frisisk madkultur.
Det daglige brød
Det daglige brød var indtil 1800 – tallet rugbrød, måske suppleret med en slags sigtebrød, bagt af sigtet rugmel. Hvedebrød blev kun spist af den store del af befolkningen ved de kirkelige højtider.
Vi har hjemme i Tønder altid sagt kach (kage) til franskbrød. Dengang var hvedebrød en sjældenhed.
Brødbagning foregik i den store bageovn. Ovnen befandt sig i stuehuset eller i en af udhusene. Ofte var den i et selvstændigt hus grundet de strenge tyske brandvedtægter.
I købstæderne var der ingen ovne i husene. Da bragte man de hævede brød til nærmeste bager.
Dengang havde man et speciel sønderjysk brød. det blev udsat for en akut varme, som dannede en speciel skorpe.
Man bagte i stenovne. og der skulle ret meget brænde til. De store ovne kunne rumme 25 brød ad gangen samt 4 plader med kager.
De vigtigste kager
Knæpkager (knepkache) hører med til det sønderjyske kaffebord. Den kendes dog over hele landet under forskellige former og navne. De blev givet til skolebørnene som en ekstra lækker skolemad. De blev spist til kaffen efter veloverstået bagning. Og der findes de første tyve opskrifter på disse velsmagende småkager.
Hedewiche stammer fra det tyske Heisse Wecken. Disse kager kaldes også Gewörtes og blev solgt af kagekoner, der også tilbød andre fastelavnsboller.
Kringlen har sit udspring i middelalderen og dens form skal forestille arme i kors over brystet, en udbredt måde at bede på, dengang.
I Tyskland var det på den tid skik og brug at børnene ved nytår hængte kringler om halsen.
Det fortælles, at da tyrkiske tropper med en styrke på ca. 20.000 mand i året 1529 forsøgte at grave sig ind under Wiens mure om natten, blev angrebet forhindret af byens bagere, der med stor tapperhed forsvarede byen. Som belønning for denne dåd gav paven dem ret til at forsyne deres symbol, kringlen, med en krone.
Kløben er en typisk sønderjysk julekage. Kagen er en variant af den tyske julekage, der kaldes Stolle. Men den danske kløben er mere let i konsistensen. Når kløben bliver sammenfoldet, kan dejen minde om en kløft. Derved opstår navnet.
Brødlagkage (brøtort) er nok den vigtigste af alle kager i Det Sønderjyske Kaffebord. Der er mange opfattelser af, hvordan det skal smage og se ud. Det er familie – og egnsbestemt. For nogle sønderjyder indeholder em richte brøtort kakao i dejen. Andre hader, når bunden er sort.
Wienertærte blev i gamle dage brugt som barselsgave. Skikken med at sende en middagsmad til en barselskvinde blev omkring år 1900 ændret til at man sendte kager. En barselskvinde kunne modtage op til 10 – 15 lagkager. Derfor blev hun nødt til at invitere til barselsgilde.
Jo, det er en populær kage. Til det rigtige Sønderjyske kaffebord skal den helst være i seks lag.
Jødekagerne hedder også Krützfelder – kager. En politibetjent med dette navn forhindrede personligt, at den jødiske synagoge i Berlin blev brændt ned i Krystalnatten mellem den 9. og 10. november 1938. Derfor hedder kagen dette.
En ny kagetype
Når rugbrødene havde været i ovnen en times tid, blev der sat sigtebrød og et par hvedebrød i ovnen. I løbet af en time var alle brødene færdigbagt. Ovnen var nu tilpas afkølet til et par pladekager, en søsterkage, måske et par lagkagebunde og en enkelt plade med småkager.
Det vil nu sige, at lagkagebunde er kun blevet bagt fra sidste del af 1800 – tallet. Det var en absolut ny kagetype. Men tærte med mange æg og indbagte frugter blev anvendt allerede fra slutningen af 1700 – tallet.
Efter brødbagningen bagte man også tvebakker (kavringer), Skrabekager, rugmelskager og pumpernikkel samt robuste småkager.
Kager der blev bagt i lerforme, såsom søsterkager og mandelkager gik man også i gang med.
Æbleskiver og “Goraj”
Æbleskiver med sveskefyld var populære året rundt. De var uundværlige til juletid og i høsttid. Vafler blev bagt, når der kom gæster. Man anvendte råmælken fra de første malkninger efter kælvningen.
En udbredt kagetype bagt i jern er Gode Råd (Goeraj). Mange anser denne vaffelagtige småkage som en sønderjysk specialitet. Men i 1600 – tallet var den udbredt over det meste af landet. Men den har overlevet helt til i dag, i Sønderjylland.
Og det er takket være specielle jern beregnet til el – komfurer.
Ingen sang under bagningen
På de store gårde krævede det stor koncentration blandt pigerne på den store bagedag. Intet måtte gå til silde. Varmen fra ovnen skulle udnyttes. Stor effektivitet var der krævet og pigerne måtte ikke synge under bagningen.
Man foretrak frisk brød
Indtil for et par generationer siden blev der bagt en gang om måneden i de sønderjyske hjem. Når bagedagen nærmede sig kunne brødet godt være muggent eller tørt. Men det ansås for at være godt for helbredet og sundt for tænderne. Men den tiltagende forfinelse i madvarerne, betød at man foretrak mere frisk brød.
Nogle gange slog man sig sammen med naboen om et fælles bageprojekt, så kunne man måske bage hver 14. dag.
To slags bagere
De fleste betragtede det som en lettelse, at omkringkørende bagere tilbød færdiglavet rugbrød. Det blev betalt med naturalier i form af rug og hvede af egen avl.
Komfur – ovnene var for små til rugbrøds – bagning, men velegnet til kagebagning.
I byerne opstod der to slags bagere, Grovbagerne, som bagte brød og tvebakker. Og så var det Finbagerne eller Konditorer, der bagte konditorkager, tærter og lagkager med flødeskum og creme.
En ugentlig foreteelse
De nye tider betød, at kagebagning blev en ugentlig foreteelse. Det betød, at de første årtier i 1900 – tallet, bortset fra 1914 – 1918 var der storhedstid for Det Sønderjyske Kaffebord.
Under Første Verdenskrig
Under Første Verdenskrig var det ikke den store sammenkomst i Sønderjylland. Der blev indført en streng kontrol med fødevareforsyningen. Ja der blev knaphed på fødevarer.
Erstatningskaffen bestod af grønne ærter og byg, der blev hårdt brændt, inden de blev malet. Man kunne også tilberede maltkaffe af ren byg. Bedst smagte rugkaffe.
Kålrabikagen var blevet opfundet. Det var en pladekage, lavet af kålrabimos blandet med kartoffelmos, sødet med roesirup og krydret med citronessens. Jo den syntes nabokonen godt om.
Man fandt også på Krigssnitter. Den bestod af tvebakker dyppet i mælk, stegt i fedt og serveret med marmelade.
Efter krigen samledes man igen. Dette fortsatte til næste krig. Her blev der igen mangel på fødevarer.
Det startede under Første verdenskrig
Egentlige kaffegilder var nok først almindelig efter treårs – krigen. Fra dette tidsrum blev kaffestel også almindelig. Fra 1890 til 1914 blev de sædvanlige kaffepunche erstattet af det fælles kaffebord med kagespisning. Det skyldtes de prøjsiske myndigheders manglende vilje til at give de dansksindede spiritusbevilling.
Frem til 1920 fremstod det Sønderjyske Kaffebord som specielt dansk.
Holdt sammen mod tysk overmagt
I Forsamlingshusene havde man brug for at holde sammen mod den tyske overmagt. Der blev sunget fædrelandssange, også forbudte, hvis gendarmen ikke var til stede. Det styrkede kampånden og fællesskabsfølelsen.
Disse møder pinte magthaverne. Man prøvede på alle møder at forhindre dem. Her fandt man rammerne for Det Sønderjyske Kaffebord.
Foredragsholderen skulle have ro til at tale, samt have tilhørernes fulde opmærksomhed, før fadene atter begyndte at vandre.
En “kunstart” på landet
På de middelstore gårde, hvor der var tilstrækkelige dyre råvarer som æg og fløde, og hvor der var tilstrækkelig med arbejdskraft til den tidsvarende bagning. Men i begyndelsen blev det anset for dårlig tone, at fråse i kager. Problemet var, at man havde omgang med borgerskabet inde i byen. Og her havde Det Sønderjyske Kaffebord ikke udviklet sig til den kunstart, som på landet.
Større udvalg på Løjt end i Sønderborg
Støbejerns – komfuret revolutionerede arbejdet i køkkenet. Nu blev det at bage mere overkommeligt. Man fik mere smag for at bage. Flere variationer af kager så dagens lys. Og målet for et rigtigt Sønderjysk Kaffebord var nu 17 forskellige kager.
Der var et større udvalg at finde på Løjt end i Sønderborg. Og når sønderjyder skulle til kaffebord i Det Gamle Land blev de meget skuffede. De havde hørt alt var bedre i kongeriget, men det gjaldt bestemt ikke der, hvor der kun blev budt rundt en gang.
Det Sønderjyske Kaffebord blev aldrig god tone i middel – og overklassen i byerne. Det var hos bønderne vi ser den stor opblomstring. I husmandsstederne var udvalget knap så overdådigt. I arbejderfamilierne var det ikke råd til denne overdådighed.
Der indledes med Stop – kager
Kaffebordet indledes med boller og kringle eller måske en søsterkage. Det var de såkaldte stop – kager. De indeholdt meget fedtstof. Festkringle og vandkringle fulgte. Det var de magre skærekager, plade – og formkagers tur. Ja ikke at forglemme de tørre tærter.
Kaffebordets vigtigste kager
Så var bunden lagt til det vigtigste i Det Sønderjyske Kaffebord, nemlig tærterne og lagkagerne. Det var i reglen to, en flødetærte og en brødtærte, eller hvis det skulle være helt fint – butterdejstærte. Sandkage med creme og roulader samt flødeskumsbelagte tærter.
Hvis det var et fuldt kaffebord, blev de bløde kager afsluttet med cremesnitter.
Mindst syv “hårde” kager
Og så gik man ellers over til de hårde kager, småkagerne. Her var utallige af arten. Der var nu ikke særlige regler om, hvilke der skulle være her. Man skulle blot huske, at der skulle være mindst syv forskellige arter. I julen måtte der ikke mangle pebernødder, brune kager og vredne unger (klejner). Ellers var der fedtkager, gode råd og vaniljekranse blandt de hyppigste.
Kirche, Küchen und Kinder
Husmødrene fik rig mulighed for at vise deres kunnen. De bidrog med et kæmpe udvalg af lækre hjemmebagte kager. Der opstod så mangen en kappestrid om at sende de mest overdådige tærter til møderne eller sammenkomsterne på gårdene. Bordene gav indtryk af stor opfindsomhed, overdådighed og variation.
En forklaring på denne kreativitet kunne skyldes, at kvinderne ingen stemmeret havde. De havde heller ikke ret til at være medlem af en forening før 1918 i Det Tyske Kejserrige. Derfor måtte kvinderne indskrænke sig efter den prøjsiske filosofi, Kirche, Küche und Kinder.
Kvinderne nord for Kongeåen fik valgret i 1915.
Man skal fylde sin tallerken
Kagefadene bliver sendt rundt hurtig efter hinanden. Og så er det lige man skal fylde sin tallerken med 3 – 4 forskellige slags. Dette gav sjældent mulighed for at springe en kage over. Dette blev også anset som uhøflig og som manglende respekt over for værtinden. For den opmærksomme værtinde holdt i den grad øje med, at alle gæster smagte på alle kager.
Spiste af svigermors tallerken
Denne overdådighed kunne virke sælsomt hos ikke – sønderjyder. En nørrejyde (nord for Kongeåen hed det Nørrejylland – dengang) blev i 1920erne forlovet med en pige fra Sundeved. Dette blev fejret med Det Fulde Sønderjyske Kaffebord. Den unge mand blev forvirret. Han satte de omvandrende kagefade på bordet for at få lidt madro. Han blev bedt om, at lade fadene gå videre. I forvirringen greb han svigermoderens bugnende tallerken, tog et stykke derfra og rakte videre. Om svigersønnen dernæst blev kasseret fortæller historien ikke noget om.
Yderste gæstfrihed
Det var en selvfølge, at man smagte på alt. Et afslag blev mødt med bemærkningen:
Åh du vil nødes
Så blev der nødet, indtil værtinden afgjorde sagen for den standhaftige gæst med at læsse et stykke mere over på hans tallerken. Dette blev af de andre gæster betragtet som yderste gæstfrihed.
Motionstur indlagt
Det var festligt at fråse ved de Sønderjyske Kaffeborde. Men det var hårdt. Man kunne mærke det i flere dage bagefter. I vores familie var der indlagt en motionstur efter et overdådigt kaffebord. For om aftenen skulle der være Suppe, steg og is.
Sønderjysk kaffebord har opnået en renæssance
Efter Anden Verdenskrig begyndte traditionen at forsvinde. Men traditionen er nu blevet ved nogle steder, blot er det Fulde Sønderjyske Kaffebord forsvundet.
Der er ikke så meget tradition på wienerbrød og konditorkager og to slags købmands – småkager.
I dag har Det Sønderjyske Kaffebord fået en renæssance. Københavnere og andre valfarter til veldækkede kroer i det sønderjyske. Men egentlig er det jo ikke helt rigtigt.
6 – 7 kopper kaffe og en spil Skat
Dengang tog det rigelig lang tid for at skulle klare 17 slags kager. Man regnede med at hver skulle have 6 – 7 kopper kaffe. Og måske skulle man også have fat i skat – kortene.
Til jul var der forskellige spil med pebernødder. Man kunne spille Mus, Effen eller Ueffen, eller Hjort té – Hund spré – gjet, hvo manne dæ æ min re.
Dengang blev der bagt brunkager, fedtkager, Gode Råd, stribekager og selve Julekagen. Men også æbleskiver skulle bages. De blev kaldt De små rund pandekach.
Hvorfor syv slags småkager?
Til Det Rigtige Sønderjyske Kaffebord serveres syv hårde kager, det vil sige småkager. Og hvorfor nu det? Det er fordi, at der er noget symbolsk i dette. Tallet spiller en vigtig rolle i det religiøse. I både Det Gamle og Det nye Testamente forekommer tallet syv.
Der var syv tidsaldre, syv dødssynder, syv bønner, syv stjerner, syv ånder, syv engle og syv plager. Ja og så var det Skabelses syv dage, Fadervors syv bønner og Jesu syv ord på Korset. Ja og så var det Snehvide og de syv små dværge, Symilestøvler og så videre.
Ikke kaloriebevidst
Vi skal lige advare dem, der ikke før har været i gang med Det Sønderjyske Kaffebord. Der spares hverken på sukkeret, smør, æg eller fløde. Kaffebordet er ikke særlig kaloriebevidst
Hvis du vil vide mere: Om det kulinariske Sønderjylland, så læs her på siden:
Under Sønderjylland:
Under Tønder:
Under Højer:
August 27, 2014
Ikke mange skoleelever eller københavnere ved, at 5.270 sønderjyder mistede livet under Første verdenskrig. Man opfordrede fra dansk side til, at man ikke flygtede til Danmark. Men det gjorde ca. 2.500 alligevel. Livet ved fronten var ikke sjov. det værste var bombeild. Det kunne ramme direkte ned i skyttegraven. Her var masser, at rotter, mus lus og meget mere. Man blev sjældent vasket, og tøjet var altid beskidt. Orlov var der ikke masser af. brevene hjem skulle være på tysk.
Fylder ikke meget i historien
Efterhånden findes der en del bøger, beretninger, breve, erindringer m.m. om livet under Første Krig, både hjemme i Sønderjylland og ude ved fronten. Her i København er det ikke mange, der tænker på, hvor mange sønderjyder, der omkom og hvor mange, der kom til at lide resten af deres liv. Det er nok heller ikke mange københavnere, der tænker over, hvordan det var at leve under preussiske styre før og under Første verdenskrig. Det fylder heller ikke meget i nutidens historiebøger.
5.270 sønderjyder faldt i krigen
I Første Verdenskrig deltog cirka 35.000 sønderjyder i krigen. Det var mere eller mindre frivilligt. Cirka 26.000 af disse var dansksindede. 5.270 faldt i krigen, mange blev såret og endnu flere blev mærket for livet.
Værnepligten gik fra det fyldte 17 år til 45 år. Dagbøger og feltpost fortæller i dag om ufattelige krigsoplevelser og dramaer.
Kold, våd og farlig
Da det gik op for de tyske generaler, at krigen nok ikke var vundet så hurtig, som de havde regnet med, blev uuddannede reserver indkaldt.
Krigsuddannelsen var ikke lang. I krigstid kunne den klares på to – tre måneder. I fredstid varede den mindst et år. Og så var det også stor forskel på kasernelivet og livet ved fronten.
Officeren befalede og skulle aflydes. De fik bedre løn og forplejninger end de menige. De fik sikkert også længere orlov.
De fleste vagter var både kolde, våde og farlige. Det vigtigste var at holde øje med fjenden. Men skyttegraven skulle også holdes ren for affald, vand og mudder. Det kunne godt være et problem i efterårs – og vinterperioderne.
Skyttegraven skulle også vedligeholdes. Regn og frost kunne få skyttegraven til at skride sammen. Og skyttegraven skulle også helst udvides. Det krævede materiale, som soldaterne skulle bære rundt på i de smalle og zigzagede forbindelsesgange. Meget af dette skulle foregå i mørke, så fjenden ikke kunne følge med.
Kilometervis af skyttegrave
Der blev gravet i kilometervise af skyttegrave, som skulle have en dybde af 2,4 meter, og der skulle gerne være tre til fire linjer bag hinanden. Dækningsrum skulle ligge 8 – 10 meter under jorden.
Hygiejnen både i og uden for skyttegravene var temmelig ringe. man havde ikke særlig gode muligheder for at komme af tøjet eller for at vaske sig. Dette førte til utøj, og her var kropslusene de værste. Ja de kunne holde trætte soldater vågne. Der var også masser af fluer og mus og rotter.
Brevene skulle skrives på tysk
Breve og pakker hjemmefra var vigtige, ofte var det et godt tilskud til kosten. Og posten fra soldaten til familien var også vigtig. Postuddelingen blev til en hel fest.
Skulle man skrive hjem til familien, kunne man ikke bare pladre løs. man var udsat for censur. Sønderjyder fik at vide, at de skulle skrive brevene på tysk.
Meget sjældent kunne man også få orlov. Mere end en gang om året skulle man ikke regne med, med mindre man var såret eller landmand. Sidstnævnte fik orlov i forbindelse med såning og høst.
Nogle gange aftalte de fjendtlige soldater indbyrdes våbenhvile. men når officererne opdagede det, var det ballade. Det var ofte, man kunne høre, hvad der foregik i fjendens skyttegrav.
Kanonerne var farligst
Kanonerne var det farligst våben. Projektilet blev affyret i en relativ krum bane. De kunne derfor ramme ned i skyttegraven. Lidt over halvdelen af de dræbte, blev dræbt af kanonbeskydning. Gas og håndgranater dræbte også, det vil sige, at man lærte at beskytte sig mod gas ved hjælp af gasmasker.
Beskydning fra maskingeværer og almindelige geværer var man relativt sikret mod, så længe man ikke forlod skyttegraven.
Uhyggelige tab
Man forlod som regel skyttegraven ved angreb. Forud for dette havde man bombarderet fjendes linier måske i dagevis. Man angreb så, hvis man fornemmede at fjenden havde lidt alvorlig skade. Men tabene ved sådanne angreb kunne være voldsomme. Pludselig befandt man sig i åbent område og kunne rammes af fjendens artilleri og så havde maskingeværer frit spil. Tabene ved sådanne angreb kunne blive uhyggelig store.
For at undslippe krigshandlinger kunne man selv tilføje sig et sår. Men det var dog lidt risikofyldt. Man kunne dog også være heldig, at få et såkaldt Heimatschuss. Dette var som oftest et sår, der krævede behandling bag fronten, men ikke efterlod synderlige mén.
At forlade skyttegraven var en lettelse
Det var en stor lettelse, at kunne forlade skyttegraven. Nu kunne man pludselig få frisk luft og se grønne marker. Nu kunne man få vasket sit tøj og ikke mindst sig selv. Muldvarpetilværelsen var for en tid forbi. Og så kunne man også komme på aflusningsanstalt.
Nogle steder kunne man bag fronten gå i biografen og købe øl. her lå også flyvepladser, hvor flyene kunne lette og fotografere fjendens stillinger. Ja den tyske hær oprettede også bordeller for soldaterne.
2.500 flygtede over grænsen
Det var nu ikke alle, der ville lade sig indrulle sig i den preussiske hær. De flygtede, selv om H.P. Hanssen opfordrede til at de ikke skulle flygte, men ca. 2.500 gjorde det nu alligevel.
Vi er og har altid været overbeviste om, at ligeså energisk som de danske Nordslesvigere altid har krævet deres statsborgerlige Rettigheder respekterede, ligesaa samvittighedsfuldt vil de opfylde deres statsborgerlige Pligter i disse alvorlige Tider.
Men også redaktøren af Flensborg Avis, Ernst Christiansen var af samme mening:
Hvis vi alle gik over Grænsen, saa kunde muligvis Danmark komme i Fare; men i hvert fald vilde vor Hjemstavn, naar Tyskland ikke bukkede under, af sine egene Børn fuldt og helt være prisgivet sine Erobrere, skønt vi havde brovtet med at vilde hævde vore Fædres jord til sidste Aandedræt. Saa kunde vi fra Landflygtigheden stirre over i det Land, vi frivilligt havde rømmet. Dette at gaa over Grænsen staar for mig som at sætte alt paa et Kort. Og saa er dette Skridt alligvel kun halvt.
Den danske bevægelse var imod deserteringer. Man var indstillet på at møde op i krigsudbruddet, politisk i bestræbelserne på at forbedre forholdene for de dansksindede.
Vi har i tidligere artikler skrevet om denne flugt over grænsen.
En helt fra Sønderborg
En af Sønderborgs helte var Max Valentiner. Han var præstesøn og fik meget hæder som tysk ubådskommandant. Han udgav en bog om sin bedrifter, og blev kaldt Der Schreck der Meere. Han blev i 1918 belønnet med den højeste tyske orden. Og æresborger i Sønderborg blev han også. Efter Genforeningen overvejede man at fratage ham dette æresborgerskab. Men han valgte selv, at give afkald på dette. En stor bitterhed over dette bredte sig i Det Tyske Mindretal.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Under Sønderjylland:
Under Aabenraa:
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Højer:
Under Tønder:
Du finder også mange andre artikler om Det dansk/tyske forhold og artikler om Genforeningen
August 27, 2014
En diskussion om tosprogede vejskilte fik bølgerne til at gå højt i det sønderjyske. Tre år senere kom et forslag om et mindesmærke for Bismarck. Pludselig skulle vi mindes, at mindretallet var stikkere. Gamle sønderjyder krævede sønderjysk kirkekunst tilbage og meget mere. Normalt lever man side om side i fredelig sameksistens med respekt for hinanden. Men er der noget, der ulmer i overfladen. For historisk har Det Tyske Mindretal ret. De var her allerede i det 14. og 15. århundrede. Og i Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog.
Masser af artikler
Vi har her på siden haft en del artikler om det dansk – tyske forhold. Noget af dette har været selvoplevet, andre ting har familien oplevet. Vi har altid fået mange reaktioner på artiklerne, og de er kommet både fra dansk og fra tysk side. Mange af artikler er fra
Se en oversigt over artikler i slutningen af denne.
Kan man være neutral?
Ja egentlig har vi fortsat artikelserien med egne oplevelser under min opvækst i det sønderjyske, og efterfølgende, hvor Thomas fortsatte på Det Tyske Gymnasium, og hvor Rasmus gik på Den Tyske Skole i Padborg, hvor jeg blev beskyldt for, ikke at agte det danske flag af et socialdemokratisk byrådsmedlem i Bov Kommunalbestyrelse. Det er altid let for kritikere af ens synspunkter, at påstå, at man ikke kan være neutral. Men undertegnede havde også problemer med den tyske skole i Padborg, men også det har vi beskrevet andetsteds.
I vores efterforskning efter historiske sandheder i og omkring besættelsestiden er vi stødt på forhindringer, der kan relateres til det nationale sindelag. Men kan det virkelig forholde sig sådan?
I Sønderjylland er tysk ikke et fremmedsprog
Vi skal lige have noget klarlagt. Tysk er ikke et fremsprog – i Sønderjylland. Det står faktisk i København – Bonn erklæringen. Og Det Tyske Mindretal omfatter vel i dag cirka 15.000. De har egne institutioner, børnehaver, skoler, biblioteker m.m. Formålet er, at formidle tysk kultur og sprog.
Man håbede på grænserevision
Det Tyske Mindretal troede, at nationalsocialismen ville foretage en grænserevision. Deres støtte førte til, at 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretal blev interneret. Den 22. november 1945 startede en ny epoke. Bund Deutscher Nordschleswiger afgav en loyalitetserklæring, hvori man udtrykte loyalitet over for den danske grundlov og anerkendelse af grænsen fra 1920.
Det Tyske Mindretal fik efter 1933 mere vind i sejlene. Hitlers magtovertagelse var gavnlig for mindretallet.
De danske sønderjyder opfattede Det Tyske Mindretals krav om grænserevision som en trussel. Måske var det set i lyset af et muligt tab af Sydslesvig, der fik tyskerne til at anerkende, at grænsen skulle bibeholdes.
De nordiske racer var blodbeslægtet
Fra nazistisk side var der en afgørende forskel til den nordlige grænse end til nogen anden. Ifølge de nazistiske raceteorier, så var det nordisk – germanske folk blodbeslægtet. Dette betød, at uoverensstemmelser ved grænsen måtte indtage andre former end ved østgrænsen. Dette var et synspunkt, som man hyldede fra Berlin, men som man ikke var begejstret for lokalt. Nazister på begge sider af grænsen mente, at grænsen skulle forskydes mod nord. I Berlin gik man ind for det Storgermanske Rige, men man ville lige vinde krigen først.
Mindretal følte sig forfulgt
Det Tyske Mindretal beklagede sig flere gange til Berlin over danske Belästigungen. Det vil sige chikaner i et forsøg på, at få tyskerne til at gribe ind over for den danske flertalsbefolkning. Men dette krav blev stort set aldrig efterfulgt.
Nazificeringen fortsatte i skolerne
Nazificeringen af Mindretallets skoler kunne foregå uanfægtet. I skolelovgivningen af 1923 kunne man i Mindretallet selv oprette skolenævn. Mange lærer tog afstand fra den nazistiske lære, mens andre mødte op i fuld uniform og startede dagen med en nazi – hilsen. Antallet af tyske privatskoler steg i Sønderjylland under besættelsen, og det selv om mange lærer var ved fronten. Således var der oprettet 89 i 1945. Ja ved en skoleindvielse i Gråsten havde Jens Møller besøg af sine gode ven, Werner Best. Og andre nazistiske ledere.
Tiden efter 1945 var svær
Tiden efter 1945 var svær for både de dansksindede og de tysksindede i Sønderjylland. Man havde svært ved at se hinanden ind i øjnene. Retsopgøret var medvirkende til dette. Trods nedsættelse af diverse straffe, så pinte de borgerlige afstraffelser dog stadig. Selv om de i realiteten blev afskaffet, så eksisterede de i realiteten i lang tid.
Tab af almen tillid
De borgerlige afstraffelse hed nærmere betegnet, Tab af almen tillid. Denne betegnelse stod fortsat i mange af medlemmer af Mindretallets papirer i slutningen af 1970erne. Det betød, at de ikke kunne søge arbejde inden for stat og kommune. De kunne heller ikke få nogen offentlig autorisation. Og så mistede de retten til at opnå næringsbrev som selvstændig erhvervsdrivende.
En anden udgave af Det Tyske Mindretal
Der var også en anden udgave end den nazificerede del af Det Tyske Mindretal. Men som bekendt er historien ikke bare sort/hvid. Det var ikke alle fra mindretallet, der var nazister og landssvigere. Og lad det være sagt en gang for alle. Retsopgøret var langt fra fejlfrit. Vi har haft historikere, der har påpeget, at dem der sad i Fårhuslejren, sad der af god grund. Men der blev begået uretfærdigheder, og hvorfor må dette ikke komme frem? Der blev lagt et kæmpe pres mod alle i Det Tyske Mindretal fra ledelsens side, men mange holdt stand. Mindretallet forsøgte også, at forhindre unge mennesker i at tage en uddannelse, hvis de nægtede at melde sig under hagekorset. Dette forhold er der ikke mange historiebøger, der beskriver.
Vanskelige tider for Den Tyske Skole
De lærere, der underviste på de tyske privatskoler, og som ikke havde dansk statsborgerskab blev udvist. En masse var desuden blevet interneret. Tiden indtil 1955 var særdeles usikker for Det Tyske Mindretal. De tyske skoler var blevet konfiskeret eller lukket. I 1946 trådte en lov i kraft, der henviste Mindretallet ril at oprette privatskoler. Man måtte dog ikke afholde statskontrollerede eksammen. Der fandtes heller ingen undervisningsmateriale. Alt det gamle var blevet beslaglagt. I 1948 fik man mulighed for at købe 13 af de beslaglagte skoler. Den danske stat havde solgt de 40 andre skoler til anden side. Efter langvarige forhandlinger lykkedes det fra juni 1950, at få genaansat nogle af lærerne, som havde fået amnesti.
De skal nyde samme rettigheder
Bemærkelsesværdigt er de ting, som Danmarks forhandlere lovede i fredskonferencen i Paris i 1919:
Alle den danske stats fremtidige borgere skal behandles efter samme liberale og demokratiske principper og skal nyde de samme rettigheder. Heraf følger således, at det Tyske Mindretals ret til at bruge deres eget sprog bliver respekteret. De delegerede konstaterer navnlig, at den frie skole er et princip, som altid er blevet fulgt i dansk lovgivning.
Efter Genforeningen var betegnelsen for Sønderjylland, De sønderjydske Landsdele. Men betegnelsen viste sig hurtig, at være for kunstig.
De mistede alt
I 1926 blev Kreditanstalt Vogelgesang oprettet. Lånekapitalen kom fra hemmelige tyske kanaler. Her var det de tysksindede landmænd, der blev støttet. Året efter blev Foreningen Landeværnet oprettet. Denne forening havde til formål at holde landbrug på danske hænder. Det skete i form af billigere og risikovillige lån. Vogelgesang blev tvangslikvideret af den danske stat i 1945. Det skete så også for de landbrug, som anstalten havde støttet. Det betød, at mange fra Det Tyske Mindretal pludselig mistede alt, hvad de ejede.
Blev konfirmeret på kro
Det første tyske konfirmandhold efter besættelsen i 1948, måtte konfirmeres på en kro i Tinglev. Dette blev selvfølgelig til en vittighedstegning i det satiriske blad Æ Rummelpot. Man ser præsten stående bag bardisken iført præstekjole. Ja og så med hagekors om halsen.
København – Bonn erklæringen
København – Bonn erklæringerne i 1955 fastslog, at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri. Endvidere blev det fastslået, at dette af myndighederne ikke må bestrides eller efterprøves.
Lovgivningen for mindretallene er et indre anliggende for den enkelte stat. Det blev fra dansk side allerede i 1919 gjort klart, at man ikke ville søge internationale garantier, når det gjaldt en aftale mellem Danmark og Tyskland.
Den Slesvig – holstenske landdag havde allerede i Kiel – erklæringen i 1949 vedtaget en ordning for Det Danske Mindretal i Sydslesvig. Denne ordning byggede på den nye vesttyske lovgivning.
Er de tyskere?
Jamen er de der fra mindretallet tyskere, spørger mange af mine københavnske venner undertegnede? Mindretallets medlemmer opfatter sig selv som tyske nordslesvigere, danske statsborgere med tysk identitet og forankring i regionen. Mange af medlemmerne taler i hverdagen ikke kun tysk, men også synnejysk.
Indtrykket er dog, at de unge fra Det Tyske Mindretal føler sig både tyske og danske på en gang.
En stor organisation
Mindretallets samlede budget er på 275 millioner kroner. Disse penge kommer fra tilskud fra Tyskland, egne indtægter, og tilskud fra danske kommuner og den danske stat. Største delen af de danske tilskud er omfattet af henholdsvis friskoleloven og lov om social service. Der skal penge til at drive 22 børnehaver, 15 folkeskoler, en efterskole og et gymnasium, 4 biblioteker og 2 bogbusser. Dertil kommer diverse sportsklubber og museer. Og så har vi jo også den tyske kirke m.m.
Kig dog på historien
I 1894 forbød prøjserne, at man udtalte navnet Sønderjylland. Men kigger man efter i historien så er mange af de sønderjyske byers navne oprindelig tyske. Det gælder for eksempel Gråsten, der oprindelig hed Grawenstein.
Kigger man på gamle kort over Sønderjylland fra 1600 – tallet, så ser man en masse tyske stednavne. Åbenbart er ikke alle stednavne blevet rekonstrueret af prøjserne i 1864. Har man glemt, at det tyske har haft hjemstavn i Sønderjylland i hvert fald siden slutningen af det 14. og begyndelsen af det 15. århundrede? Det har været forsøgt modbevist af talrige skrifter. Det er besynderligt, at man stadig kalder dem for indvandrere eller dårlig integrerede? Har de ikke lige så store krav, som vi har? Langt senere kom mange af embedsmændene til de kongerigske enklaver som tilflyttere.
Debat om tosprogede vejskilte
I 2007 blussede der pludselig der pludselig en debat op omkring tysksprogede by og vejskilte op. Forslaget kom fra Det Tyske Mindretal. Mange opfattede dette som en provokation. De gjorde opmærksom på, at Danmark var den sydlige del af Kongeriget Danmark og ikke den nordlige del af Forbundsrepublikken Tyskland. De tyske vejskilte var blevet fjernet i 1920.
Fra Mindretallets side ville man gerne markere, at der i landsdelen fandtes to kulturer og to sprog. Man mente, at der er ganske naturligt, samt praktiseret i andre dele af Europa. Allerede i 2006 havde indenrigs – og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremsendt disse tanker i en skrivelse til de sønderjyske kommuner. Det Tyske Mindretal mente, at tyske skilte netop markerede tolerance og åbenhed og ikke kun floskler.
Turister, grænsependlere og historien
Tre årsager blev også nævnt som årsag til at vejskiltene skulle have en tysk tekst. Turister, grænsependlere og historien.
Debatten blussede op igen. Man kunne ikke forstå, at der efter 87 år nu forlanges skilte på tysk. Mange bemærkede også, at fortidens krigsspøgelser var væk, og at man behandlede hinanden med respekt. Straks kom der dog også forslag til danske skilte syd på, for at minde sydslesvigerne om, at de bor i et gammelt dansk land, hvor sproget først de sidste to – tre hundrede år er skiftet fra dansk til plattysk. Mange sønderjyder påpegede også, at tysksprogede skilte ville trampe på følelserne hos mange gamle.
Stikpiller til historien
Ja, der var debattører, der mente, at tosprogede skilte kun havde det formål, at holde Det Tyske Mindretal i live. Politikere fik at vide, at de kun forsvarede mindretallet, fordi de kunne have gavn af deres stemmer. Og pludselig fik vi igen at vide, at der blandt Det Tyske Mindretal var adskillige stikkere under Besættelsestiden.
Man kræver kirkekunsten tilbage
Pludselig kom man i tanke om, at der på tysk side stod klenodier inden for kirkekunsten på tyske museer. Klenodier, der stammede fra dansk kirkekunst. Ja endda Nydambåden som blev fundet i mosen uden for Sandbjerg Slot. Ældre sønderjyder spurgte, hvornår alle disse kulturskatte vendte tilbage til Sønderjylland.
Debatten kammede til tider over. Man talte om en fortyskning og sammenlignede det med Köhler – politikken under det prøjsiske styre. Glemt var også de talrige forsøg på fordanskning, dengang.
Normalt leves der i fredelig sameksistens
Normalt lever nationaliteterne side og side uden problemer af nogen art i Sønderjylland. Men måske er det fordi, at man i det daglige lever forholdsvis usynlig sammen. Når Mindretallet får deres krav igennem, vil det sikkert også ske overmalinger. Det Tyske Mindretal i Sønderjylland har ældgamle rødder på godt og ondt.
De tysksindede i dag har ikke noget med nazismen at gøre!
Hvorfor man gang på gang henleder opmærksomheden på forbrydelser, som ligger 60 – 90 år tilbage i tiden og som de nuværende hjemmetyskere ingen andel har i, forbliver et stort spørgsmålstegn. At være tysksindet i dag, har ikke noget med nazismen at gøre.
Er man ikke modne til at anerkende mindretallet?
Her troede man som sønderjyde, at befolkningen var parat til at anerkende, at vi havde et mindretal med egen national og sproglig identitet. Efter alle de år burde man være modne til at anerkende, at vi har et grænseland med flere nationale tilhørsforhold, sprog og kulturstrømme. Skal vi lige minde om, at forskellige steder i Europa, hvor historien er endnu mere sårbar end i Sønderjylland, har man indført tosprogede skilte. Det er for eksempel i Sydtyrol, Slovenien, Transsylvanien m.m. Og det breder sig – til de britiske øer, de sorbiske områder i Østtyskland, de Samiske områder i Nordskandinavien m.m.
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide
Flensborg Byråd synes, at det er en god ide, at have tosprogede skiltning i Flensborg. Det var Det Danske Mindretal i Sydslesvig, der havde stillet forslaget. Her mente politikerne, at det var ganske passende for en by at have så et intens forhold til det danske, at have tosprogede skilte. Også delstaten Slesvig Holsten ser positiv på, at der bliver tosprogede skilte i de byer, hvor der også findes andre sprog som dansk og frisisk. Med andre ord, her vises tolerance, åbenhed og respekt.
Mindesmærke for Bismarck?
I 2010 forslag Der Nordschleswiger, at vi skulle mindes Bismarck. Der var kommet noget frem om Kongen og Det Tyske Forbund. Men det var nu ikke en nyhed. (Se Artiklerne: Begik Kongen Højforræderi? Og Knivsbjerg – nord for Aabenraa). Det var som bekendt, Bismarck, der sørgede for, at Sønderjylland var under tysk/prøjsisk styre fra 1864 til 1920. Som bekendt blev det store mindesmærke på Knivsbjerg sprunget i luften i 1945.
Tysk øl, danskere og en løve i Flensborg
I den forbindelse er der stadig mange Flensborg – borgere, der ikke kan forstå, at så mange danskere, tager ind til en kirkegård, sætter sig i græsset, drikker en tysk øl og kigger på en kæmpe løve.
Diskriminering og forskelsbehandling
Og så hørte jeg for nylig et ungt menneske fra Det Tyske Mindretal sige:
Når vi sidder ned, taler vi sønderjysk, og når vi står op, taler vi tysk.
Delstarten i Slesvig – Holsten besluttede den 26. maj 2010, at de danske skoler fremover kun ville modtage 85 pct. i stedet for 100 pct. tilskud. Dette blev i den grad opfattet som diskriminering og forskelsbehandling.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk og FB Dengang
Under Sønderjylland
Under Aabenraa
Under Padborg/Kruså/Bov:
Under Tønder
Under Højer
Under København
www.dengang.dk indeholder i alt 116 artikler fra – før, under og efter Besættelsestiden.
August 27, 2014
Man hjemkøbte hagekors – flag. Mindretallet troede, at grænsen skulle flyttes. SK blev lanceret som sportsforening, men var en militaristisk forening. Selbstschutz blev oprettet efter et sabotageangreb i Aabenraa. Zeitfreiwillige blev oprettet for at forhindre, at de unge blev kanonføde. Men det var en horn i siden på de dansksindede. Kun 2.000 fra det tyske mindretal meldte sig til fronten. En tysk erhvervsorganisation scorede masser af penge ved at arbejde for tyskerne. Det var stor risiko for modstandsbevægelsen, og Gestapo var særdeles effektive i det sønderjyske. Lige før og efter Besættelsestiden var der kaotiske forhold hernede.
Nazisterne kommer allerede i 1936
I 1936 kunne politiadjudanten for de sønderjyske landsdele. Amtmand Kr. refslund Thomsen i sin indberetning til ministeriet berette følgende:
I Dag kan man for Alvor sige, at Tyskerne i deres Bestræbelser lade haant om de statslige Grænser. Nu er det tyske Myndigheder, der dikterer, hvorledes Mindretallet hos os skal optræde.
Mange tyskere og tysksindede havde følt sig bortdømt i 1920. Med nazisternes overtagelse øjnede man chancerne for at få grænsen op til Kongeåen igen. Man første at agitere for dette, særlig over for bønderne i Sønderjylland, der var i krise efter Genforeningen.
16 pct. tilslutning
Det Tyske Mindretal havde en tilslutning på 40.000 ud af en samlet befolkning på 185.000. Man håbede, at få tvivlerne over på deres side. En stor kampagne blev sat i gang. To hundrede unge mænd fra Den Nazistiske Førerskole i Plön kom til landsdelen, officielt for at holde ferie. Men de skulle hjælpe til i agitationen. Man håber på, at få fire folketingsmandater. Men fremgangen var ret så beskeden – fra 15,5 til 15,9 pct.
I skal være loyale over for den danske stat
Umiddelbart efter krigsudbruddet udtalte lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller:
Det Tyske Folks Kamp er ogsaa vores Kamp, dets Tro er vor Tro, og dets Styrke er ogsaa vores Styrke. Vi bekender paany vor urokkelige Solidaritet med Folk, Fører og Rige overfor Tysk og Dansk Offentlighed. Tyske Folkefæller, bevar Disciplin og Besindighed og afvent Partiledelsens Anvisninger.
Da den danske presse kritiserede, Jens Møller for denne udtalelse, opfordrede han efter et par dages forløb til,
at alle i denne alvorlige Time at forholde sig loyale overfor den danske stat.
Også den tyske avis skulle tage ansvar
Da de tre gendarmer blev skudt i Padborg, bredte det sig et rygte, at det var medlemmer af Det Tyske Mindretal, der havde stået bag mordene.
På et pressemøde i Deutsches Haus, hvor våde dansk og tysk presse var inviteret, forklarede en tysk kaptajn beklagede, at nogle af hans folkefæller havde forløbet sig. Man ville ikke fremover tolerere provokationer. Henvendt til redaktøren af Nordschleswigsche Zeitung, Harboe Kardell sagde han:
Det bliver Deres opgave at bevare roen hos deres folkefæller, så der ikke opstår nogen misforståelse, som det er de øvrige herrers opgave at bidrage til at bevare ro og orden.
Der blev hjemkøbt hagekors – flag
Den danske befolkning havde i stilhed planlagt Genforeningsmøder. Bladene havde fået at vide, at de ikke måtte omtale disse møder, og ved middagstid fik alle foreninger gennem radioen at vide, at alle møder var blevet aflyst.
Dette gav anledning til en del uro. Og mere uro blev det, de følgende dage, da der gik rygter om, at Hitler på Versaillesdagen den 28. juni ville erklære alle traktatens bestemmelser for ophævet, hvorved Kongeå – grænsen blev genindført.
Masser af flagstænger blev transporteret til de tysksindedes hjem, og syd fra blev der bragt masser af Hagekors – flag herop. En købmand fra Sønderborg annoncerede den 22. juni i Bild:
Hagekorsfaner 70 x 100 cm, paa Lager. Større Faner efter Bestilling
Dagen efter blev der holdt en masse tyske møder rundt omkring i landsdelen. Forventningerne var store. I Aabenraa udtalte formanden for SK, Jepp Schmidt fra Løjt Kloster:
Vi er blevet paa vor Post. Vi har udført vort Arbejde og er parat til ogsaa at gøre det i Fremtiden her i vor Hjemstavn, hvor Uretten fra Versailles endelig bliver fuldstændig fjernet.
Og gårdejer Deichgreber udtrykte det på den måde:
Den klippefaste Tillid til vores Fører deles ogsaa af de Tyske Nordslesvigere, vel vidende, at deres Hjemstavn kun har en Fremtid i den snævreste Forbindelse med det Tyske Folk.
Diskussionen forstummede
Det var et lammende slag, da partiledelsen et par dage efter kunne meddele, at offentlig flagning med Hagekorsbannere var forbudt. Diskussionen om grænseflytningen forstummede, men blev snart rejst igen.
Fjender i afregningens time
Men i Nordschleswigsche Zeitungs, Unsere Stimme var der ikke noget der forstummede. Her gav overløjtnant P. Larsen fra Løjt den fuld skrue. Har blev danskere i fuld navns nævnelse truet med, at de blev behandlet som fjender i afregningens time.
Militant forening forklædt som sportsforening
Da nazismen havde sejret blev der i Sønderjylland oprettet SA – afdelinger. Man skulle aflægge ed på Hagekors – banneret. Og medlemmerne skulle deltage i militære øvelser. Men det danske uniformsforbud spændte ben for SA’s planer. I stedet blev medlemmerne opfordret til at melde sig ind i Schleswigsche Kammaradenschaft . Det var en sportsforening, som havde terrænsport som hovedformål. Men egentlig var foreningens formål det samme som SA. Medlemmerne mødte da også op i ens påklædning. I begyndelsen af 1940 var der ca. 1.400 medlemmer.
Den 9. april var det da også SK, der stod parat. De stod også parat til vidtgående aktioner, hvis det var krævet. Og det var en skuffelse for dem, at de ikke blev brugt.
Trodsede forbud
I begyndelsen var det Landsretssagfører Clausen fra Løjt, der var leder. Organisationen blev straks mere aktiv, da Peter Larsen fra Skovby overtog ledelsen. Det var stadig frivillig, men Partiet forventede, at enhver sund ung Mand i Alderen op til 35 aar gør sin Tjeneste i S.K.’s rækker.
Den 23. juni 1941 manifisterede den aktive ånd sig i en demonstration, hvor 5 – 600 mand i deres smukke Tjenesteuniformer marcherede gennem Sønderborgs gader. Man trodsede simpelthen forbuddet mod demonstrationer og uniformsforbud.
Samtlige geværer må medbringes
Foreningens militære karakter understreges af, at man oprettede 6 Rytteriafdelinger, sanitetskolonner m.m. Gennem annoncer sammenkaldte man til Førerkursus i Tinglev den 17. august. På programmet var Excercits, Våbenlære og Skydelære. Man gjorde dog opmærksom på at
Samtlige Geværer maa medbringes
Hejmdal: Skal vi finde os i alt
Bladet Hejmdal så med stigende uro på aktiviteterne. De tog bladet fra munden og skrev en leder under overskriften Skal vi finde os i alt:
Vi ønsker en Forklaring paa, hvad egentlig Meningen er med S.K. Organisationen. Vi har sagt det før, og vi gentager det: ”Den Danske Befolkning kan kun faa det Indtryk, at man fra Hjemmetysk nationalsocialistisk Side er i Færd med at uddanne en væbnet Styrke, en ren og skær Borgerkrigshær til Anvendelse i en given Situation mod denne Landsdels danske Befolkning, der som bekendt udgør 85 pct. af Befolkningen. Det er en meget farlig Vej, man her betræder. Den begynder med grov Krænkelse af gældende dansk Lov. Man bryder sig fejl om Forbudet mod at bære Uniform, man lader haant om Forbudet mod Optog og Demonstrationer, man tilsidesætter forbuddet mod at være i Besiddelse af Skydevaaben.
Bladet spørger videre, om der er to love i dette land, og hvor det danske politi var. Man mente, at Det Tyske Mindretal ikke har vist respekt over for gældende lov og påbud.
Man må ikke fratage vores frihed
Svaret lod ikke vente på sig. Det kom dagen efter i Nordschleswigsche Zeitung. Her svarede overløjtnant P. Larsen, at Danmark havde garanteret Mindretallet deres frihed og folkelige liv, og han sagde endvidere:
Den, der forbyder det tyske Mindretal denne Tjeneste i Terrænet, i Skydesport, i Kolonnetjeneste, i Marchen, fratager os en væsentlig Del af vor Frihed. S.K. fik lov til skydeøvelser efter de regler, der også gjaldt for Danske Skytte, Gymnastik og Idrætsforeninger. De fik også lov til at bruge:
Sportsbeklædning: Lange støvler, sorte bukser og skihuer
en til Formaalet egnet Sportsbeklædning
Det havde man så forstået som lange Støvler, Sorte Bokser og skihuer
Hvad var SK’s rolle?
Man fik ikke rigtig en afklaring om S.K.’s rolle. Men det vakte dog nogen uro, da Jens Møller kunne fortælle, at S.K. var
Et Organ til Aktiv Indsats for Partiets Arbejde for en Grænseregulering
Fra S.K.’s rækker blev der hentet civilarbejdere til militære anlæg. Og selv om korpset eller nærmere i foreningen endnu i 1943 havde 1.700 medlemmer, så var det i dette år begyndende opløsning i rækkerne. 1941 havde nok været det mest betydende år.
Uddannelse til Hjemmeværn?
På foranledning af det tyske mindretal, blev der kort efter besættelsen holdt en række uofficielle sessioner, hvor tyske officerer og militærlæger medvirkede. De udskrevne blev sendt til uddannelseslejre i Klagenfurt i Østrig og Sennheim i Elsass. Nu var det ikke kun folk fra mindretallet, der deltog i disse sessioner, men også unge nazister fra kongeriget. Men hvad formålet med uddannelsen var, svæver lidt i det uvisse. De frivillige mente selv, at de skulle danne et slags Hjemmeværn, der skulle gøre polititjeneste i landsdelen, når Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland.
Første udskrivninger til hjemmeværnet
De første udskrivninger til Værnemagten fandt sted først på året i 1941. I september 1941 bragte Nordschlewigsche Zeitung en Ehrentafel på 21 faldne. I løbet af de næste par måneder steg antallet af faldende stærkt.
Det kneb i begyndelsen med tilmeldingerne, og det fik Jens Møller til at opfordre de unge til at melde sig. Det var den 10. februar 1942. Senere kom han på andre tanker.
Ikke alle frivillige var medlem af Det Tyske Mindretal
I maj 1944 oplyste Jens Møller, at der var 2.000 fra Det Tyske Mindretal der havde meldt sig. Dertil var der 4.000 der deltog i krigsvigtigt arbejde nord – og syd på. Passer dette tal m.h.t. frontfrivillige må den overvejende del af frivillige være kommet fra det øvrige Danmark. Diverse historikere har fortalt os, at det var medlemmer af det tyske mindretal, der havde stået for den væsentligste del af de frontfrivillige.
Zeitfreiwilligen
Jens Møller havde skabte nogle hjemlige korps, som blev godkendt af Berlin. Han ville ikke blive ved med at udsætte de unge ved fronten for kanonføde. Derfor oprettede han i første omgang Zeitfreiwilligendienst. Egentlig var denne tjeneste kun beregnet for tyske statsborgere i Danmark. Denne tjeneste blev udvidet med danske statsborgere i begyndelsen af 1943. De skulle træde i funktion til beskyttelse af depoter og vigtige virksomheder.
Møller havde forklaret, at det var General Hanneken, der havde ønsket, at korpset i tilfælde af generalstrejke skulle kunne betjene Gas -, Vand og Elektricitetsværker i Nordslesvig og evt. Jylland.
Uklare meldinger
Der forelå forskellige meninger om, hvad dette korps i grunden skulle beskæftige sig med. Der var uklare meldinger om korpsets afgrænsning. Således kom der en instruks fra Aabenraa om, at dette korps straks skulle melde ekstraordinære hændelser som mistanke om sabotage og spionage, faldskærmsnedspring m.m. Man måtte ikke involvere danske myndigheder.
Mundtlig tilkendegivelse af den danske regering
Jens Møller har udtalt, at han gennem præsident Kanstein havde fået en mundtlig tilkendegivelse fra den danske regering til oprettelse af dette korps. Men dokumenter om sådan en forhandling kan ikke findes.
Man blev nærmest tvunget
Der var ikke begejstring i mindretallet for dette korps. Man var ikke interesseret i at udfordre den danske befolkning yderligere. Man måtte derfor gå hårdt til værks. Alle mellem 17 og 60 år blev opsøgt, hav enten man var tilknyttet partiet eller ikke. Partimedlemmer blev truet med eksklusion, hvis de undslog sig. Efterhånden havde man samlet 13 – 1.400 medlemmer. Dette pres tog man dog ikke hensyn til i retsforfølgelsen efter krigen.
Den 29. august 1943 blev korpset indkaldt og benyttet til vagttjeneste ved afspærring af byerne, til patruljering og andre ting. Dette skabte en voldsom reaktion i den danske befolkning i Sønderjylland. Man hævdede, at det var en fejltagelse. Men Zeitfreiwillige var igen i aktion under strejkerne i efteråret 1944.
Den 19. april 1945 blev alle Zeitfreiwillige sendt hjem.
Desutscher Selbstschutz
Den 16. februar 1944 opfordrede Jens Møller til, at hans folkefæller meldte sig ind i Deutscher Selbstschutz. Anledningen var sabotagen mod Callesens Maskinfabrik i Aabenraa.
Fra det tyske mindretal lød følgende opråb:
I de sidste Uger har nu Sabotører, der faar deres Instruktioner fra Rigets Modstandere, fra Europas Fjender, forlagt deres Virksomhed fra det gamle Land til Nordslesvig, de har bragt Uro ind i vort Grænseland og dermed udløst en Udvikling, hvis Konsekvenser de højst sandsynlig ikke kan overse. Overfor Folkegruppens Pacificeringsbestræbelser sætter de deres Terror, De har paabegyndt en underjordisk Krig mod Folkegruppen, uden at der hidtil er bleven denne tilstrækkelig Beskyttelse til Del fra de danske Sikkerhedsorganer. Det er mildt udtrykt, naar vi fastslaar, at Tilliden til det danske Politi i de sidste Ugers kritiske Dage har lidt et stort Skaar.
Sort uniformering med pistol
Denne nye organisation blev overdraget til Overløjtnant Larsen. De begyndte deres virksomhed i foråret 1944. Dens medlemmer patruljerede bevæbnede med pistoler og iført sorte uniformer på gaderne om natten for at beskytte vigtige virksomheder og våge over førende tyskers sikkerhed. I alt meldte der sig 500 til tjeneste. Men kun 150 – 200 blev taget i brug og fik udrustning. Egentlig fik Deutscher Selbstschutz ikke den store betydning.
Den tyske erhvervsorganisation
Af de andre tyske organisationer er det i hvert fald grund til at nævne en enkelt. De store arbejder, som den tyske Værnemagt satte i gang, betød økonomiske fordele for mange. Dette samarbejde blev sat i faste rammer. Det skete gennem en videreudvikling af de erhvervsorganisationer, der tidligere fandtes. I 1940 fik det form i Liefergemeinschaft der Deutschen Beruftsgruppen in Nordschleswig.
Arbejdet fordelt blandt medlemmerne
Denne organisation havde i begyndelsen af 1941 1.800 medlemmer. Og omfanget var ca. 95 pct. af de tysksindede håndværkere og 90 pct. af de tyske købmænd. Denne organisation fik fortrinsret, når der skulle arbejdes for den tyske Værnemagt. Arbejdet blev fordelt blandt medlemmerne. Og det var ikke kun arbejde i Sønderjylland, der blev fordelt.
Tildeling af råstoffer
At være medlem af denne organisation betød også fordele ved tildeling af råstoffer. Flere af de førende tyskere tjente enorme summer. Nationalbanken har således betalt 28 mill. Kroner til Beruftsgruppen. Nu var der også nogle dansksindede, der lod sig lokke af en hurtig fortjeneste.
Schatzamt
Afgiften fra Beruftsgruppen og andre clearingpenge blev samlet i det såkaldte Schatzamt i Aabenraa. Her fordelte bankdirektør Petersen pengene til de tyske organisationer. Blandt andet blev der fordelt 6 – 7 millioner kroner til det tyske arbejde. Og så blev der også brugt en del penge til tysk skolebyggeri. En del penge blev brugt til at fremme tysk kultur.
Dansk Samfund
Den danske befolkning så med frygt på denne udvikling. Derfor dannedes Dansk Samfund. I løbet af 2 – 3 måneder havde man samlet op mod 70.000 medlemmer. Den første opgave var at sørge for, at den rigtige oplysning om de politiske forhold kom ud til befolkningen. Der hvor foreningslivet var svagest, sørgede man for, at der blev holdt møder. Nogle steder tog man sig også af de sociale opgaver, som uddeling af tøj, bespisning af fattige familier, tøjuddeling m.m. Man afholdte også diverse kurser, blandt andet på Rødding Højskole.
Sønderjyder taget som gidsler
Folkestrejken i 1943 bredte sig også til de sønderjyske byer. Den 29 august blev 10 sønderjyder arresteret som gidsler, og dagen efter, yderligere 2. Tyskerne påstod, at det ikke havde nået med gidsler at gøre. Men i den skriftlige arrestordre som de anholdte havde fået i Tønder Amt:
Sie sind als Geissel vorläufig verhaftet.
I Haderslev gjorde den kommanderende officer at fangerne som gidsler var ansvarlige for, hvad der skete i landsdelen.
Men den 12. september blev de 12 sønderjyder løsladt på foranledning af Jens Møller.
Stor risiko for Modstandsbevægelsen
Det aktive modstandsarbejde måtte udøves under stor risiko, som mange hjemmetyskernes tilstedeværelse og indstilling betød. Det begyndte med illegale blade, men udviklede sig efterhånden. Men denne del af historien har vi været inde på i tidligere artikler.
Mange vendte ikke hjem
Sønderjyske politimestre blev arresteret. Betjente og gendarmer blev også arresteret. Mange blev sendt til KZ – lejrer, og mange vendte aldrig hjem. Jens Møller forsøgte forgæves at få alle disse frigivet. De ledende tyske officerer med undtagelse af Werner Best var efterhånden trætte af ham. Nogle af dem kaldte ham for Rettungsdienst Möller.
Fængslinger, deportationer og drab
En proteststrejke i Padborg bredte sig til andre sønderjyske byer. Det var grænser for, hvad man ville finde sig i. Stor opsigt vakte det også, da tyskerne sprængte Landbohjemmet i Vedsted i luften.
I tiden lige før og efter besættelsen skete der mange mystiske og forfærdelige ting i Sønderjylland. Fængslinger, deportationer og drab hørte til dagens orden.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: FB Dengang og www.dengang.dk indeholder 118 artikler fra besættelsestiden, herunder
August 27, 2014
Hvorfor hang der en kappe i Bylderup Kirke, som faldt ned af sig selv efter 150 år? Jo, det var Nis Henriksens kappe. Han havde udført en heltegerning på Urnehoved Ting. Og så var der smugleri ved Bredevad. Og på Hajstrupgård skete der et mord. Kolonister blev lokket til fra Rhin – området. De blev lovet guld og grønne skove, men blev skuffet. Og var der den mindste revne i loftet måtte man ikke holde møde på kroen. Det gjaldt så kun for de dansksindede. Jo sognet blev kaldt for “Lille Danmark”.
Slogs Herred
Vi befinder os i Bylderup Sogn i Slogs Herred. Og hvor er dette. Ja du kører øst på fra Tønder mod Tinglev forbi Jejsing. Ja og så er du snart i Slogs Herred. Kører du videre mod øst, kommer du til Bylderup.
Sognet har fra gammel tid bestået af 8 landsbyer:
Bylderup (1200, Builethorp), Lendemark (1493 Lendemarck), Sottrup (1482, Sotterup), Bredevad (1421, Bredewatt), Duborg (1543, Duffborch, Frestrup (1445 Frestorppe), Hajstrup (1436, Hasdrup), Heds (i 1470 Heis, i 1496 Hedes).
Møller
Vi skal ikke glemme Søllingvrå med vandmøllen og et par gårde som nabo. Og så skal det nok lige nævnes, at sognekirken lå længst mod vest.
Slogsmølle, der lå ved Lundbæks udløb i Slogsåen blev udplyndret og afbrændt midt i 30 års krigen i 1628. Der kom en ny mølle, der meget passende hed Nymølle omtrent samme sted.
De første beboere
Lang tid tilbage i 1200 – årene lå her en adelsgård, Karlsvrå. (i 1238, Karlsswhra). I 1245 nævnes Ridder Lage de Karlsswhra.
Men her var mennesker langt tidligere. Vi kan se to fredede kæmpehøje, Galgehøj nordvest for Hajstrup og Hedshøj nord for Heds. Mange andre høje er som andre steder blevet fjernet med tiden.
Måske har en del af det nuværende Burkal Sogn tilhørt Bylderup. De første beboere har antagelig været fiskere og jægere, senere kom agerbruger til.
Slogs Herreds Ting
Bylderup har været hjemsted for Slogs Herreds Ting. Det nøjagtige sted kan ikke stadfæstes. Men handlingen foregik i fri luft, inden for fire tingstokke.
Historikere påpeger, at tingstedet på et tidspunkt har ligget i nærheden af Bredevad ikke langt fra den gamle galge. Men der er nu også en Galgehøj nordvest for Hajstrup. Nu var det jo sådan at galgen skulle kunne ses af alle forbipasserende. Så det er måske grunden til, at den blev flyttet ud i nærheden af den gamle korsvej ved Bredevad.
Men et er i hvert fald sikker, og det er, at Herredstinget fra 1500 – årene har haft sin plads i Bylderup, i nærheden af kirken og kirkekroen. Først omkring 1850 blev galgen fjernet.
Herredstingets opgave var at dømme i stridigheder om markskel, arveskifter, klager over veje og broers tilstand. Ja vi kunne blive ved med at remse op. De gamle tingbøger rummer en masse eksempler. Herredsfogeden havde mange administrative pligter og opgaver.
De større forbrydelser, røverier og mord blev ført ved Amtsretten i Tønder. Blev den skyldige dømt til døden, skete henrettelsen dog i det hjemlige herred.
Kigger vi i en bestemt side i herredsregnskabet fra 1725, konstaterer vi, at skarpretter Christof Støckler fik udbetalt løn for udført arbejde. Det beløb sig til 6 Rigsdaler og 32 skilling. Han var udlånt fra Tønder, og dog. Dengang må det har været som en slags vikar, for han fik ført fast arbejde i Tønder i 1729.
De store veje
Tønder – Flensborg Landevejen kom fra Saksborg over Hajstrup mod Kravlund. Den gamle vej fra Tønder mod Aabenraa gik over Hostrup, Lund, Sottrup og Bredevad og vejen fra Flensborg til Løgumkloster gik over Heds – Bredevad.
Senere blev vejforløbet Aabenraa – Tønder ændret.
Kirkestierne blev holdt rene
I 1695 klagede bohlsmændene i Ravsted Sogn over, at de skulle betale til vejstykker og broer i Bylderup Sogn. De kom aldrig til at til at bruge broen over Grønåen ved Saksborg. Ingen af de udensogns – bønder slap endnu i den omgang. Først 125 år senere slap bønderne i Ravsted.
Kirkestierne i sognet blev holdt vedlige. Det samme gjaldt møllevejene. Der var to møller i sognet, og bønderne skulle overholde deres møllepligt.
Egentlig var der også vejpligt, men dette afstedkom konstant stridigheder. Man betalte kådnerpenge og græspenge for køer, får eller geder for græsning langs de lange markveje.
Sognet pantsat 1353
I de gamle papirer kan man læse, at hertug Valdemar og hans søn den 23. april 1353 pantsatte vort sogn Biuldthorp til marsken Erik Holck, der i 1362 lod pantet gå videre til Johann Grymersen. Tre af gårdene videresolgtes til Hans Rantzau og pludselig havnede de hos Hertug Frederik, der senere blev kong Frederik den Første. Denne købte senere Karlsvrå med tilliggende. Og dette tilliggende bestod af hele Duborg, 7 gårde i Bylderup, Søllingvrå vandmølle, Vestergård i Burkal sogn og nogle kådnersteder. Også i 1500 – tallet fortsatte disse store handler hen over hovedet på de lokale bønder.
En del af gårdene kom under godset Lindeved. Og dette gods havde efterhånden gårde i 34 sogne fordelt over hele Sønderjylland. Fæsterne blev kaldt Rantzautjenere.
Kloster, Rantzau, Lindeved og Solviggård
Klosteret i Løgum ejede i 1509, 6 gårde i Bylderup, en i Hajstrup, en i Lendemark, en i Søllingvrå, en i Sottrup og tre i Bredevad. Klosteret var også med i forskellige handler med Hertug Frederik og Rantzauerne.
Omkring år 1500 skødede en Jens Andersen af Haderslev alt sit gods i Slogs Herred til fru Anna på Solvig. I 1583 købte kongen kroen i Lendemark. Også Ahlefeldterne havde besiddelser i sognet.
Ja og så var det den berømte Hajstrupgård, der var fæstegård under Gottorp.
Lindeved Fogderiet lå i Bredevad. Her blev der administreret og ført tilsyn med 40 gårde. Fogedslægten hed Jungmann gennem tre slægtsled.
Den kongelige Lendemark kro hørte under Bolderslev Fogderi. Fogeden havde her titel af ridefoged.
Solvig – gårdene blev administreret direkte fra Solviggård ved godsforvalteren eller en lavere funktionær, formentlig en ridefoged.
Kolonisterne
I midten af 1700 – tallet opstod den tanke, at man kunne få folk til at slå sig ned i hedearealerne i Jylland. Agenter rejste rundt i Tyskland for at kapre nybyggere. De berettede om de fantastiske forhold i Danmark, hvor de kunne få tildelt jord og få statsstøtte til bygninger og køb af besætning. Cirka 8 familier kom også her til sognet.
Man havde nok lovet tilflytterne mere, end hvad man kunne holde. De fleste forsvandt hurtig igen, dybt skuffede.
Kunne skøjte fra Tønder til Bylderup
Ret store arealer blev liggende som hede i endnu 100 år. De sidste hedesteder forsvandt dog, da man begyndte at tilplante dem med nåletræer. Oppløjningen af nogle lyngarealer foregik med dampmaskiner. Det var meget effektivt efter datidens forhold.
I engene blev der gravet grøfter eller små kanaler, så man kunne få det opstemmede vand langt ud. Før den store afvanding i 1920erne med inddigning og regulering af Vidåen og Grønåen var engene ved vintertide oversvømmet fra Tønder helt til Hajstrup og Bylderup – Lendemark. En vinterdag kunne det lade sig gøre at skøjte på hele strækningen.
Håndværkere bosatte sig
En regulær sandflugts – katastrofe i 1938 skulle det til, før at man gik i gang med at plante læhegn.
Bylderup var og er fortsat et landsogn, hvor landbruget er hovederhvervet. Men efterhånden kom der en del håndværkere, der betjente sognebørnene. Det kan vi se ud fra en folketælling fra 1840. Foruden gårdejere, husmænd, aftægtsfolk, præst og degn var her:
51 landarbejdere, 7 smede, 4 skomager, 3 murere, 3 skræddere, 2 tømrere, 1 knapmager, 1 børstenbinder, 1 urmager, 1 kludesamler, 1 kniplingshandler, 1 snedker og en bødker.
De fattige
Men også konerne, enkerne og ugifte piger havde deres virke:
Der var registreret 17 syersker, 5 kniplersker, 4 væverske og 1 spinderske.
I alt konstaterede man, at der var 851 personer i sognet. Og 30 af disse var under fattigunderstøttelse. De var til gengæld også meget fattige. De måtte ud med tiggerposen for at få til mad og tøj. I sognet var der også 10 plejebørn. Det var børn af mindrebemidlede familier, hvor en eller flere af forældrene var døde. Så voksede de op hos bedrestillede familier eller andre, hvor der blev sørget for deres opdragelse og skolegang.
Det er brand
I Dannevirke kunne man læs, at der den 17. august 1876 udbrød brand i landsbyen Bylderup. 8 steder blev lagt i aske. Blandt de afbrændte bygninger var skolehuset, begge krosteder og bageriet.
En brand dengang var svær at slukke. Alle huse og gårde var tækket med strå. Brandsprøjterne var håndtrukne. Selv om de nedbrændte ejendomme lå tæt på åen, hvor der var rigelig med vand, var det ikke noget effektivt slukningsapparat.
Alle børn betalte det samme
Undervisningen af de skolesøgende børn blev betalt af børnenes forældre. Og det var det samme beløb, uanset om man var selvejerbønder eller småkårsfolk. Skolepengene blev beregnet pr. barn pr. år. 1 Lybsk mark for hvert barn, der havde læsning. Havde barnet også regning, måtte man betale det dobbelte. Det var prisen, selv om barnet ikke mødte i skolen, fordi det var brug for vedkommende ude på marken.
Mord på Hajstrupgård
På forholdsvis mange gårde fortsatte den samme slægt i flere hundrede år.
De mest kendte familier var vel nok herredsfogederne på Hajstrupgård. En mand ved navn Peter Petersen, der var fra Lendemark giftede sig med enken på Hajstrupgård i 1420. Deres søn Henrik Petersen overtog gården. Peter Petersen blev ihjelslagen med en økse af sin avlskarl efter en irettesættelse. Drabet fandt sted ved en ålegård tæt ved gården.
Da Nis Hinrichsen blev helt
Henrik Petersen nævnes i 1470 og 1500, da gården gik videre til den næste søn, Nis Henriksen, eller Hinrichsen, som han underskrev sig. Denne mand blev i 1517 herredsfoged for Slogs Herred. Dengang var det nok at have de rigtige forbindelser til sådant et job. Her var Nis Hinrichsen så heldig, at Hertug Frederik på Gottorp i disse år i begyndelsen af 1500 – årene købte Karlsvrå med tilligende, hvoriblandt der var 7 gårde i Bylderup.
Hajstrupgård var en fæstegård under Gottorp. Da Christian den Anden i 1523 flygtede ud af landet, og broderen Hertug Frederik på Gottorp, var nærmeste arvtager til kronen. Nis Hinrichsen støttede ham varmt på Urnehoved Ting. Men Bjolderup – bønderne ville have Kong Christian tilbage
Hertug Frederik havde hele tiden haft amterne Tønder og Haderslev, mens Christian den Anden havde Flensborg, Sønderborg og Aabenraa.
Nis Hinrichsen måtte flygte over hals og hoved. Bønderne beskød ham med pile, hvoraf fem satte sig fast i hans røde kappe. Kun takket være sin mælkehvide ganger lykkedes det ham at slippe væk. Med livet i behold.
Kappen faldt ned af sig selv
Da han kom hjem hang han kappe op i sognekirken i Bylderup. Der hang den så angiveligt i ca. 150 år. Og Hinrichsen og hans slægt fik heltestatus. Kappen faldt ned af sig selv i 1786. Den var ret så mør, og blev smidt ud.
Hvor har vi i grunden historien fra? Ja den ældste version stammer fra en ligprædiken, som præsten Peter Fabricius forfattede i 1616. Her blev der også sagt, at hans dåd, udvirkede sådan gunst hos sin nådige landsfyrste og herre, at han har begavet ham med stor frihed og arvelig ejendom. Her omtales ikke kappen, selv om prædiken foregik i Bylderup Kirke.
Hajstrupgård udnævnt til frigård
Historikeren Niels Heldvad omtaler også episoden. Men i den version, får Nis Hinrichsen, Christian den Andens støtter til at nedlægge våbnene.
Aabenraa Bykrønike fra 1620 omtaler også de frygtelige forhold i Aabenraa, men omtaler ikke episoden på Urnehoved.
I 1624 omtales historien af Flensborg – historikeren, Jonas Hoyer
Frederik den Første hørte om episoden og udnævnte Hajstrupgård som frigård.
Hajstrupgård udbrændte i 1921
Til yderligere styrkelse af sin position lykkedes det Nis Hinrichsen at overtage Wrågård i Burkal Sogn. Det fortælles, at i et drikkelag havde den barnløse ejer i vidners nærværelse lovet Nis Hinrichsen, at han kunne købe gården efter hans død. Men det var hvis sådan, at han hvis tidligere havde udset sin dygtige avlskarl og husjomfruen til fremtidige ejere.
Wrågård var med de store engarealer en flot gård efter den tids forhold. Der kunne bjerges 300 læs hø, græsses 16 køer og 30 okser.
Hans Nissen fulgte faderen på Hajstrupgård fra 1554. Han blev herredsfoged fra 1561. Bylderup Kirke vidner om familiens offervilje.
Hans Nissen den Anden, der fulgte efter faderen fra 1616 blev også ejer af Store Tønder, efter at en sidegren af familien havde overtaget Wrågård. Også Grøngård havde familien i forpagtning.
I 1681 døde den sidste herredsfoged på Hajstrupgård. En datter arvede gården, men måtte i 1743 sælge gården. Dermed var slægtens saga i sognet udrundet.
De gamle bygninger til Hajstrupgård udbrændte i 1921, og derefter fik gården sit nuværende udseende.
Mølleren fra “Haystrup”
Tænk på en nødpengeseddel fra Uge Sogn fra 1920 er Nis Henriksen blevet til Mølleren fra Haystrup. Historien er blevet kombineret med Jyske Lovs udsagn om at Med Lov skal Land bygges. Og så er der blevet påført årstallet 1220. Nu har ingen af dele med hinanden at gøre, men delene fortæller dog lidt af den dramatiske historie, som Sønderjylland har gennemgået.
Nis Henriksen havde gode forbindelser til Flensborg. Udover medlemsskab af Vor Frue Lov var han også engageret i finansielle aktiviteter i byen. I 1544 købte han endda et hus i byen, Nørregade 8.
Han døde 76 år gammel i 1554, og blev begravet i Bylderup Kirke. Hans store gravsten blev oprindelig placeret forrest i kirke lige neden for prædikestolen. Nu befinder den sig i kirkens våbenhus.
Det lille Danmark
Bylderup Sogn var delt i 8 kommuner med lige så mange kommuneforstandere. Dertil kom Hajstrupgård med kroen og smedjen som en selvstændig kommune. Højeste administrative overhoved for hele sognet var fra 1889, amtsforstanderen. Sognet blev i en periode kendt som Det lille Danmark. Forklaringen findes måske i artiklen Pastoren fra Bylderup Sogn, hvor forholdet mellem det dansksindede og hjemmetyskerne blev ødelagt.
Når de unge karle blev indkaldt til militærtjeneste, skulle de aflægge ed til den tyske kejser, den såkaldte faneeden. Det var et stort problem for de dansksindede. Nogle valgte dog også at udvandre til Amerika.
Gendarmen passede på
Dengang i 1871 var der kun mænd med fast ejendom, der havde stemmeret, og stemmetallene fordelte sig med 103 danske og 34 tyske stemmer.
De dansksindede holdt sammen i byen. Ofte samledes man i udestuer og storstuer, for det var ikke let at få tilladelse til at samles på kroer eller lignende. En gendarm blev beordret til at overvære møderne. Og man fandt altid grunde til at forbyde dem. En revne i loftet kunne gøre det livsfarligt at opholde sig i rummet!
Faldt for en sag, de ikke havde med at gøre
Mødeaktiviteten blev efterhånden så stor, at man selv besluttede sig til at bygge et forsamlingshus. Det blev så til Slogs Herreds Hus, som blev indviet i 1911.
Ved afstemningen i 1920 var fordelingen således, 304 danske stemmer og 145 tyske stemmer.
Første verdenskrig var hård på mange måder. Mange måtte således lade livet for en sag, der ikke var deres. I Bredevad faldt 12 og Bylderup 34.
Smugleri ved Bredevad
Det var her ude ved Bredevad, hvor der sikkert er blevet smuglet kvæg. Normal skulle man gå langs Der rechte Herweg. Og ved Toldsted i nærheden af Hjordkær skulle kvæget så fortoldes. Gik man længere mod vest, blev åerne for brede.
Det var også i 1400 – tallet, hvor Emmike – slægten ejede ikke mindre end 140 gårde i Sønderjylland. De 8 af dem lå i Slogs Herred.
Lyntogsforbindelse
Den 26. juni 1867 blev banegården i Bylderup Bov taget i brug. I 1926 blev der lagt et sidespor til Slagteriet. Også Carstensens Korn – og Foderstofforretning fik et spor. Det var dengang, hor der var tre tog i hver retning – dagligt. Nye skinner i 1920erne og 30erne bevirkede, at togets hastighed kunne sættes op fra 45 km/t til 70 km/t.
Og i 1848 fik byen lyntogsforbindelse til København med 4 ugentlige afgange. Forbindelsen ophørte i 1965. I 1971 ophørte persontrafikken på Tønder – Tinglev banen og i 2001 ophørte godstrafikken.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk
August 27, 2014
Egentlig er det snyd, for vi har bragt artiklen før. Men engang imellem, kunne man godt synes, at den kunne skrives bedre. Vi befinder os her i Blågårds – kvarteret og omkring Ladegården. Jo vi har også bevæget os over på Frederiksberg. Vi kigger også på de små veje omkring Nordvestvejen, Korsgade, Nørrebrostræde m.m.
En masse idyl
I 1890erne var Ladegaardsvejens særpræg det idylliske åløb med de ikke særlige solide gangbroer over vandspejlet og de hældende piletræer langs bredden.
På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, ny opførte rødstenvillaer. Hist og her kedelige lejekaserner. Ja og så var det jo Ladegården.
Ser man det hele i dag, skulle man ikke tro, at der her lå denne pragtfulde idyl. Oprindelig var gadestrækningen delt i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegaardsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.
Det kneb med at finde et navn
Det var først, da hele åen blev fyldt op, at det hele kom til at hedde Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enig om fællesnavnet. Der var adskillige navne fremme, for eksempel Frederiksberg Boulevard, Gyldenløvs Boulevard. Det nuværende navn blev vedtaget med kun en stemmes flertal.
Ladegården – til mange formål
Ladegårds – navnet havde selvfølgelig navn efter Christian den Fjerdes ladegård. Den var oprindelig tænkt som avlsgård, som skulle forsyne kongens slotte med madvarer. Men det blev aldrig den store fidus. Ladegården blev sygehus for afsindige og pestramte. Stedet var krigshospital og straffeanstalt for militæretaten og fattighus.
En del af bygningerne blev revet ned i 1816 og i 1822 blev det hele overdraget Københavns Fattigvæsen som arbejderanstalt. Bygningerne var meget brøstfældige, og blev ødelagt ved en brand den 14. august 1839. Man antog, at ilden var påsat af nogle fattiglemmer. De var sure over, at der var opført et hegn, som adskilte de kvindelige og mandlige lemmer.
Stedet var også tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Men denne skole blev hurtig nedlagt og poderne anbragt på andre skoler.
Til sidst var det helt og holdent Fattigvæsnet, der holdt til her indtil den totale nedrivning i 1930erne. Inden da var lemmerne for længst flyttet ud på Amager.
Det kostede 200.000 kr. årligt
Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre, alt efter ydeevne. Hver mandag fik de så 12, 24 eller 30 øre, som de på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. De fik også en slags pension, men den fik de først udbetalt, når de forlod institutionen.
Den daglige arbejdstid var 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden var ikke den store overraskelse. Det var som regel klipfisk og vandgrød den ene dag. Men så var det sødsuppe og ragout med margarine den anden dag, med et krus øl til.
Man var helt nede på den sociale rangstie, når man landede her. Det var det allernederste trin på den sociale rangstie.
Det kostede Københavns Kommune 200.000 kr. årligt, at drive institutionen. Halvdelen blev dog dækket ind ved lemmernes egen arbejdsindsats.
Her blev også de husvilde anbragt. De fik anvist et værelse med køkken. Her var plads til 18, og de kunne modsat lemmerne komme og gå som de ville. Men de skulle dog være på Ladegården inden klokken 20.30, for da blev portene lukket.
Men inspektøren led ingen nød. Han havde en stor dejlig have, vel nok en af de flotteste i byen. En af dem var tillige en stor byggematador.
Her kom toget
På Ladegårdens sydlige område nær Vodroffsvej, blev området krydset af en jernbanespor, der via Nørrebro og Hellerup førte videre til Charlottenlund og Klampenborg. Togene udgik fra stationen i Gyldenløvsgade lige over for Nansensgade. Når man havde passeret dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt Jørgens sø (som man også kaldte for Ladegårdssøen) og var kørt forbi Ladegården og over Ladegårdsåen ved den nuværende Bülowsvej, var man midt ude på Rabarberlandet.
Begyndelsen til Rabarberland
Det var begyndelsen af dette Rabarberland, der omsider fældede dødsdommen over Ladegården. Efter århundredeskiftet begyndte grundende, der stødte op til Ladegården, at stige i pris. I 1905 begyndte man at drøfte Vinkelvejs videre skæbne. Det er den nuværende Rosenørns Allé, som dog ikke kom til at gå længere end til H.C. Ørstedsvej. Man nåede ikke længere de næste 20 år end blot at navngive et kort gadestykke fra H.C. Ørstedsvej til Worsøes vej efter Emil Rosenørn. Han var i årene 1867 – 1883 både kulturminister, overpræsident og direktør for Landbohøjskolen.
Nye veje opstår
Gennemførelsen af Rosenørns Allè ud til søerne fandt først sted 1924. I begyndelsen af 30erne begyndte man så at rive de gamle, grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, som Ladegården havde strakt sig over, rejstes byggekomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allè.
Historien om en vandmåler
Lige overfor, hvor Ladegården lå, står en spidsformet halvanden meter høj mindesten. Den er dog ikke helt let at få øje på. Den står cirka ved Åboulevarden nummer 16. Denne sten blev fisket op af åens bund. Man fandt den, da man skulle overdække åen. Ved nærmere undersøgelser fandt man ud af, at den var blevet brugt som vandmåler.
Men straks efter fundet, bredte der sig i kvarteret en vandrehistorie med, at stenen var et minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden, druknede i Ladegårdsåen, da deres brudekaret løb løbsk. Der er dog en vis grad af sandhed i det. Et par unge mennesker var druknet i 1870erne i åen. Det var et par letlevende pigebørn, der efter en glad aften på Nørrebro havde hyret en droske til hjemturen. Inde i drosken havde de rusket frem og tilbage på sæderne, indtil døren var gået op. Og desværre var det lige det sted, hvor Ladegårdsåen var dybest.
Det herlige ved vandrehistorier er, at der er mange historier. Fordi, der findes også en tredje version, hvor nogle fine damer, som endda er navngivet, var på besøg hos en anset borger i nærheden. I denne historie druknede der fire damer. Den historie har vi tidligere omtalt her på siden.
Pariserstemning i kvarteret
Ikke langt derfra i de små gader Korsgade, Stengade, Griffenfeldsgade og Rantzausgade var der næsten Pariserstemning i 1960erne. Man fik ørerne fuld af spektakel fra knallerter, bilhorn, harmonikaspil, pigtrådsmusik og gadesælgernes hæse råb. Her var både unge og ældre mennesker. Her var magre gamle mænd med blege, furede ansigter, sommetider med en taske i hånden eller en kurv over armen.
Her var børstesælgere, trappeartister og fidusmagere. Man kunne møde buttede husmødre i rengøringsantræk med en cigaret i mundvigen, øldunstende mænd i arbejdstøj, gårdmusikanter og velklædte forretningsfolk.
De mange fabrikspiger strømmede ud fra værkstederne og småindustrierne i baggårdene. Der var masser af marskandiserbutikker. Her kunne man finde alt. I dag hedder disse butikker, antikvitetsbutikker. Så kan man måske få lidt mere for det.
Værtshuset Kommoden
I Stengade 14 nede i kælderen lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at beboerne var stuvet sammen i kommodeskuffer. Ja det hed ikke engang Stengade dengang, men Nørrebrostræde. Kommoden var sammen med et pakhus, gadens højeste bygninger. Resten af gaden bar endnu præg af en landsby med bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Opkaldt efter en boghandler
Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret af solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Man siger, at gaden fik sit navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45.
Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade bar samme navn. Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man i lang tid se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet mellem Nørrebrostræde og Stengade var.
Gaden med det dårlige ry
I Rantzausgade lå der endnu i 1970erne de gamle, grimme lejekaserner tæt op af hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 tallet. Bygherrerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år lige efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af den begyndte bøhlandet.
Gaden havde ikke det bedste ry. Her var talrige slagsmål på de mange værtshuse. Og beboerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken Rantzau, gaden var opkaldt efter, da gaden skiftede navn i 1905. Det kneb lidt med viden omkring historien. De fleste mente dog, at det var den populære politibetjent fra Fælledvejens Politistation den var opkaldt efter.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 27, 2014
Folkestrejken 1944 havde alvorlige følger på Nørrebro. Beboerne ville ikke finde sig i tyskernes massive undertrykkelse. De gjorde oprør. De såkaldte tyskervenlige butikker blev plyndret og afbrændt. Tyskerne svarede igen.
Det kogte på Nørrebro
Særlig ni dage i sommeren 1944 betød mange dræbte på Nørrebro. Bydelen kogte i dobbelt forstand. Temperaturen nærmede sig 25 – 30 grader.
Der var indført udgangsforbud efter kl. 20. Det ville Nørrebros borgere ikke finde sig i. Land og Folk skrev:
Hvis Dr. Best tror, at danske arbejdere uden at kny først arbejder 8 – 10 timer for tyskerne for derefter i drønende sommerhede at lade sig indespærre kl. 20, så må han tro om igen.
Det var det danske politis opgave, at få folk ind i deres lejligheder. Men efterhånden bredte Folkestrejken sig. Særlig på Nørrebro ville folk ikke finde sig i tyskernes undertrykkelse.
Den 26. juni
Lidt før kl. 21 den 26. juni tændte folk bål i Rantzausgade. Politiet kom til, men blev mødt med stenkast og ukvemsord. Efterhånden samlede der sig en større folkemængde. Kort tid efter kørte tysk militærpoliti gennem gaden og skød med maskinpistol mod mængden for at håndhæve forbuddet mod forsamlinger på gaden.
Uroen bredte sig. Kl. 22 sprang en bombe på Blågårds Plads.
Schalburg – folk var nu kommet på banen. De skød mod folk på Jagtvej, hvor der også var tændt bål. Ved halvtolv – tiden var der livlig skyderi i Rantzausgade og på Åboulevarden. Adskillige var blevet ramt. En telefondame blev skudt gennem halsen.
Den 27. juni
Næste dag havde Folkestrejken bredt sig. I Ryesgade kørte en tysk bil rundt og skød efter folk. I Baggesensgade blev en kvinde dræbt og tre andre personer såret efter skud fra en tysk patrulje.
Den 28. juni blev tre danskere dræbt og 18 såret på Nørrebro.
Tyskerne gik nu med til at spærretiden blev udskudt til kl. 23, men andre ting fik folk på barrikaderne. I morgenaviserne den 30. juni kunne man læse, at 8 medlemmer af den berømte Hvidstens – gruppe var blevet henrettet dagen forinden.
Barrikader på Nørrebrogade
Sporvognspersonalet nedlagde arbejdet. Og klokken 10 blev hele togdriften indstillet. Ved ni – tiden var der allerede masser af mennesker på Nørrebrogade. En time efter begyndte man at lave barrikader. Arbejdsvogne, sten og andet materiale blev brugt. Røde papirflag med hammer og sejl blev dog beslaglagt af dansk politi.
Også kommunens store redskabsvogn, der stod på Blågårds Plads blev hentet til Nørrebrogade. Den blev væltet om på siden og brugt til barrikade.
Ved Fælledvejens Politistation stod udrykningsvogne parat. Politiet var trukket i kampuniform.
En mand blev overfaldet. Åbenbart var han stikker. Der blev med al kraft smadret sten mod hans hoved. Tyskervenlige butikker blev plyndret. I Rantzausgade gik det ud over en slagterforretning tilhørende Trebbien. Spegepølser, pålæg og kødvarer blev plyndret.
Varehuset Buldog plyndres og afbrændes
Bryde Nielsens store varehus, Buldog blev plyndret og sat i brand. Man kaldte varehuset for en Nazi – rede. Branden blev omfattende og havde allerede fat i en beboelsesejendom på Ravnsborggade. Men forsamlingen nægtede brandvæsnet adgang.
Politiet kæmpede for at redde, hvad der kunne reddes, men måtte opgive, da Schalburg – folk pludselig skød mod mængden. Under denne aktion dræbtes fem mennesker.
Mange butikker gik op i lys lue. Det gjaldt blandt andet for Stjernesko, Nørrebrogade 56, Palsbøls Konfektionsfabrik Stengade 38, Lysdahls Konfektionsfabrik Korsgade 16 og mange flere. Også under disse aktioner skød Schalburg – Korpset, Nørrebro – borgere.
Ved 18 – tiden kom en hestevogn uden hest fra Griffenfeldtsgade med masser af halmballer, som der blev sat ild til. De brændende baller rullede hen ad Nørrebrogade.
Eksplosion
Pludselig lød et voldsomt brag. En dreng hoppede rundt med et ordentligt hul i låret, hvorfra der hang kødtrevler, blodet væltede ud. Ude midt på Nørrebrogade lå en ung mand og svømmede i sit blod. Han var revet i stykker af eksplosionen.
På modsatte gadehjørne lå en kvinde og to – tre mænd gennemvædet af blod. Deres kroppe, arme og ben var gennemskåret af splinter.
Tyskerne skyder ned ad Nørrebrogade
Tyskerne opstillede kanoner, der kunne skyde ned ad Nørrebrogade. Vidner berettede om 12 – 20 dræbte og sårede.
Fra politiets døgnrapport dengang, kan man læse følgende:
Der var i de følgende timer stærk røre i kredsen og pøbelen øvede hærværk og plyndring her og der. Tyskerne kørte rundt i gaden og skød stærkt – navnlig i kvarteret omkring Griffenfeldtsgade. Kredsens udsendte civilpatruljer berettede, at der hyppigt lød skrig og råb fra sårede personer og politimændene måtte gentagende gange søge dækning for ikke at blive ramt af kuglerne, som for pibende og hvislende gennem gaderne.
Klokken 21 var der hærværk på Stella Nova, Nørrebrogade 32. Inventaret var slæbt ud på gaden. Menneskemængden forsvandt, da tyskerne åbnede ild.
En 29 – årig mekaniker blev fulgt op af trappen i Nørrebrogade 29, Hvor en tysk soldat dræbte vedkommende og stjal en tegnebog indeholdende 600 kr.
Mange indbyggere på Nørrebro havde søgt tilflugt i kolonihaver eller hos bekendte uden for byen.
Dagen begynder stille
Lørdag morgen, den 1. juli var der stille på Nørrebro. Måske var det for stille.
Allerede kl. 6.20 var tyske patruljer i aktion på Nørrebro. Almindelige forbipasserende blev holdt op af tyske soldater og tvunget til at fjerne de barrikader, som var blevet bygget om fredagen.
Under sammenstød med tyske soldater blev en mand skudt og dræbt ud foran Nørrebrogade 182.
Manden, der gik efter mælk
På Fælledvej tilbød Edmund Holmgodt Jensen nogle kvinder at hente mælk til deres småbørn. De turde ikke selv. De stod i porten, Fælledvej 15. De skulle have krydset gaden for at hente mælken på det kommunale udleveringssted, Fælledvej 12.
I politirapporten stod der:
Han bragte straks denne ædelmodige beslutning til udførelse og gik straks tværs over gaden, men ankommet til porten i nr. 12, blev han indhentet af en tysk soldat, der skød ham med sin pistol, så han segnede død om i porten.
Flere forbipasserende blev såret af tyskernes kugler, bl.a. en uniformeret brandmester på vej hjem fra endt tjeneste på Fælledvejens Brandstation.
En mand blev ramt af et projektil, således at hans underansigt fuldstændig blev afrevet.
En dræbt og en alvorlig såret
Senere opstillede tyskerne en kanon for enden af Smedegade. Løbet pegede mod beboelsesejendommen Thorupsgade 15. da kanonen blev affyret, sprængte projektilet et stort hul i ejendommens facade, og dræbte en beboer, der boede på 2. sal.
Klokken 10.40 blev en kvinde i Smedegade 14 B 4. sal alvorlig såret. Hendes forbrydelse var, at hun havde stået ved vinduet og iagttaget et par tyske soldater. Det blev for meget for dem, så de skød hende.
Hensynsløs skyderi
I løbet af formiddagen havde tyskerne opstillet kanoner blandt andet på Nørrebrogade, Skt. Hans Torv og Blågårdsgade. Samtidig kørte sværtbevæbnede militærpatruljer skydende gennem Nørrebro.
Politietbrugte ikke mere afdæmpende ord i sine politirapporter:
Skydningen, der påbegyndtes i de første formiddagstimer, måtte efter danske begreber karakteriseres som meget hensynsløs.
Plyndringer og brand
Denne lørdag lignede Nørrebro en krigsskueplads. Talrige bål og barrikader opstod alle steder. Overalt var brostenene brudt op. I Palsbøls Skrædderfirma i Stengade var der antændt en brand. En masse tyske uniformer var slæbt ud på vejen, hvor de var nedtrampet og revet i stumper og stykker.
Klokken 12 skred tyskerne til at indføre militær undtagelsestilstand. Efter kl. 23 ville der uden varsel blive skudt på enkeltpersoner.
Klokken 13 meldtes der plyndring og hærværk i Buldogs Blomsterforretning, Klokken 15 var det Buldogs Cafe, det gik ud over. Cykelforretningen, Korsgade 7 og Bagerforretningen, Wesselgade 2 blev udsat for plyndring og brandattentat.
Schalburg skyder stadig løs
Den 2. juli havde folk travlt med at hente morgenbrød. Politiet advarede mod at stå i kø. De tyske militærfolk holdt igen, men det gjorde Schalburg – folkene ikke. De følte en sand fornøjelse i den tildelte værnemagtstjeneste i deres menneskejagt.
Den 3. juli kørte tyske patruljer rundt, men de undlod at skyde.
De hede dage i København havde da kostet 87 dræbte og 664 sårede. En stor del af disse var fra Nørrebro.
Likvidering har følger
En alvorlig episode fandt sted den 7. august ud for det nedbrændte varehus Buldog på Nørrebrogade. Den tidligere politibetjent Sustmann Ment blev likvideret i en linje 16. Han blev dræbt med et pistolskud i direkte i nakken. Den dræbte var medlem af DNSAP. Han arbejde for det tyske sikkerhedspoliti og boede på Jagtvej.
Lederen af det tyske sikkerhedspoliti SS Standartenführer Bovensiepen krævede en hævnaktion for likvideringen. Det skete så dagen efter med nedskydningen af 11 danskere i tysk fangenskab på landevejen ved Osted mellem Roskilde og Ringsted.
Kilde: Se på www.dengang.dk
www.dengang.dk og FB Dengang indeholder 118 artikler fra Besættelsestiden.
August 27, 2014
Vi skal høre sagnene om Holger Danskes Briller, Graverkarlen, der var varulv, og de to studenters tyveri fra et genfærd på Assistens Kirkegård. Ja og så var det også Gertrud, der rejste sig fra kisten. Og så skal høre om genfærdet på Ladegården. Der skete også noget da Struensee blev henrettet, for ikke at tale om hans sten. Vi skal også lige høre, hvorfor det hedder Farimagsvejen.
Holger Danskes Briller
Det er sagt, at da Holger danske var her i landet, så havde han af en troldkvinde fået et par briller, med hvilke han skulle kunne se gennem den sorte jord. Og han gik da for at prøve kvindens gave ude på Nørrefælled. Han lagde sig fladt på jorden og kiggede. Men da han rejste sig, da var der i marken spor deraf. Man kunne på stedet se, hvor han trykkede med sine briller.
Garverkarl som varulv
En bagermester i København fortalte, at da han omkring 1830 var i bagerlære på Nørrebro, var der i en tilstødende gård et garveri, og der tjente en garverkarl, som antoges at være en varulv. En nat kom bagerlærlingen med en favnfuld brænde, som skulle bruges til at klare ovnen med. Idet han kom fra brændeskuret med brændet, kom en stor hund imod ham. Han tog da en knippel og slog med den efter hunden, som han ramte i hovedet. Dagen derefter gik garverisvenden med indbundet hoved.
Bageren fortalte, at det var mødrenes skyld, om deres børn blev til varulve. For dersom en frugtsommelig kvinde krøb igennem en hesteham for derved at blive fri for fødselssmerter blev det barn hun fødte, til et stakkels dyr. Blev det en dreng, blev det til en vareulv. Blev det en pige, blev det til en mare.
Gengangerens Hævn
Ved midten af forrige århundrede boede en norsk student ved Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at røgen kunne trække ud.
Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede, Se der. I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning af byen.
Danskeren sagde med en munter latter: Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne og så stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.
Da nordmanden ikke brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til gravhøjen, hvor han tog et stykke af tøjet, en blegrød silkestrømpe.
Han lagde den på bordet, og de to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet igen. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede, og kom så sagte bøjet som om den fulgte et spor hen imod huset, og gik ind ad porten.
Døren blev livløs åbnet, og den hvidklædte trådte ind, mens den kåde student ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet, vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd ned mod højre side. Han var blevet lam på højre side og blev krøbling resten af sit liv.
Gertrud Bodenhof
Ja egentlig er historien også et sagn. Men her er der sat navn på. Gertrud var gift med en rig søn af en skibsredder. De boede på Kildevæld på Østerbro. Og ægteskabet varede ikke længe, for ret tidlig døde manden. Og ikke lang tid efter døde Gertrud under mystiske omstændigheder. Ja de var så mystiske, at hedes lig blev gravet op. Der blev skrevet en bog om hende, og historien figurerede på alverdens forsider.
Og selve historien har også mange nuancer. Hendes bor kunne ikke forstå, at hun havde røde kinder, da hun blev begravet. Vi vil her forsøge at rekonstruere sagnet.
I slutningen af det attende århundrede blev der på Assistens Kirkegård begravet en ung 19 – årig enke. Hendes mand var død kort tid forinden. Hun sørgede temmelig meget over savnet. Hendes nærmeste pårørende ville opmuntre hende, og fik hende til at holde en fest på sit landsted.
Fristelsen var for stor
Hun lod sig overtale til en dans med hendes bror. Men næppe havde hun danset et par omgange, så udstødte hun et skrig og faldt om. En læge erklærede hende for død. Den unge pige blev lagt i kisten i hendes dansetøj med smykker og juveler. Det halve København fulgte hende til graven.
Da graverkarlene bagefter skulle kaste graven til, var fristelsen for stor. I den rigtige historie var der masser af røverier på kirkegården. Men de to gravere åbnede nu kisten til Gertrud. Det kneb dog at fjerne en ring fra hendes finger. Den ene tog derfor en kniv og skar fingeren af. Til deres skræk rejste hun sig i kisten, og forfærdelsen bredte sig. Gertrud råbte, Så befri mig fra dette mørke sted. Og hun lovede dem en rejse til Amerika.
Det er ganske vist
Men de tog en spade og rettede et voldsomt slag mod hendes hoved. Og det er ganske vist. For den ene af graverne erkendte sin ugerning for en præst på dødslejet på Frederiks Hospital. Og den præst blev senere biskop Münster. Smykkerne som de havde stjålet havde ikke bragt lykke. Den syge var endt som et fordrukkent vrag.
Man lod graven undersøge. Det viste sig, at hans forklaring måske kunne passe. Men efter andres udsagn havde det været en ganske ung pige, der var begravet med sin kostbare dukke. Efter forbrydelsen var sket, gav en af graverne sine børn dukken at lege med, og derved får man både gravrøveriet og mordet opklaret.
Men den bog, der udkom omkring Gertrud Bodenhof hverken be – eller afkræfter hændelsen. Dengang var man uhyggelig bange for at blive begravet skindød. Det var også den besked, der stod på bordet, når H.C. Andersen var på rejse.
Gengangeren på Ladegården
En mand, der senere døde under koleraen 1853, var i sine unge dage blevet fuldmægtig på Skt. Hans Hospital, senere Ladegården.
En af de første nætter, han sov på sit værelse, var en måneklar nat, vågnede han og så en mandsperson sidde ved skrivepulten med ryggen vendt imod sig. Han rejste sig halvt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig i dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham. Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke sove. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde der på stolen.
Han rejste sig nu, fast besluttet på at opklare sagen. Men i det samme rejste den mystiske person sig og begyndte at lede i pulten, hvor han tog noget og puttede i lommen.
Fuldmægtigen stak nu benene ud af sengen og ville op i en fart. Men spøgelset så med et grufuldt blik på ham og gik hen mod sengen. Fuldmægtigen måtte i en fart gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.
Næste formiddag meddelte han direktionen, at han ikke kunne ligge på det værelse længere, og han blev fritaget. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til gik igen og besøgte sin gamle pult.
Farimagsvejen
Denne vej, skal have fået navn fra følgende begivenhed. Engang kom Christian den Fjerde kørende der på vejen. Så mødte de en bonde, der ikke ville vige for kongen. De befalede kongen til sin køresvend at vige for bonden. Idet denne kørte forbi, sagde kongen til ham Far I nu Mag. Derefter blev denne vej kaldt Farimagsvejen.
Den synske pige
Et barn sad en aften uden for det hus, hvor hun boede på Blegdammen. Hun ventede på, at hendes far skulle komme hjem. Hun så da ude på vejen to gæs gå og trippe. De var hvide, men havde grønne pletter på ryggen. På hver af dem sad en lille mand med hvide bukser, blå trøje og rund hat. Hun morede sig meget ved at betragte dem og løb over vejen for at se nærmere på dem. Men da hun kom over vejen, var de væk.
Det skete gang på gang.
Hun ville vise hendes far og en af sine søskende, hvad hun så, men de kunne intet se. Da hun kom ind og fortalte moderen det, sagde hun, at det måtte hun ikke tale om før næste dag. Dagen efter blev moderen meget syg.
Struensee’s Henrettelse
Dengang Struensee var blevet dømt til halshugning, var det ikke kongens mening, at han skulle miste livet. Han ville benåde ham i sidste øjeblik. Men det ville enkedronningen ikke vide noget af. Hun var så forbitret på ham, at hun ville ham alt ondt. Derfor lod hun alle Københavns klokke stille et ur frem, den dag Struensee skulle henrettes. Det skete fordi, at når benådningen nåede frem, så havde han allerede mistet hovedet. Enkedronningen skulle have befundet sig på et højt tårn på slottet, så hun kunne se, Struensee miste hovedet. Kongen var meget sølle derover, men der var jo ikke noget, at gøre ved det, for nu var han jo død.
Stenen, hvor Struensee’s hoved faldt
På Fælleden ved Østre Allé står på en ganske lille forhøjning en sten, som har form af en huggeblok. På dens ende ser man den dag i dag et temmeligt dybt skår i den. Det er slået med et skarpt instrument. Sagnet siger, at her skulle Struensee have mistet livet.
På siden kan du under Henrettelse på Østerbro læse om Struensee. Du kan også læse en del artikler om Ladegården og Assistens Kirkegård.
August 27, 2014
Dele af dette indlæg er holdt som foredrag i LiteraturHaus den 23. nov. 2013. De sidste års kampe i bydelen har kostet samfundet 200 millioner kroner. Der har været gyldne tider for glarmestrene. Skud, knivstik, tåregas og sågar en panserværnsraket har været brugt. Slumstormere, BZ’ere og autonome har sat deres præg. Men også arbejdere i Rabarberlandet og på Fælleden har bidraget til kampene. Dengang var panserbasserne store autoritære og havde topmave. Og så foregik verdens første spiritusprøve på Nørrebro.
Hvem er banditter?
Nu er ordet Banditter i dette indlæg brugt lidt ironisk. For egentlig er folk, der kæmper for deres rettigheder jo ikke banditter. Og dog, hvis de ikke overholder landets love er de vel banditter?
Der har altid været banditter på Nørrebro. Folk her i bydelen har ikke fundet sig i noget som helst. Og selvfølgelig kan man ikke holde et foredrag om dette emne på 20 minutter.
Så kære lyttere, resten af dette, som jeg vil sige, kan I læse på www.dengang.dk
Den stærke mand forlod skyndsomt landet
Allerede dengang, det første Nørrebro opstod omkring 1635 – 1640, var det ballade herude. Det var nærmest kaotiske tilstande med skøger, røvere og banditter.
I 1722 bosatte Den stærke mand sig på Nørrebro. Men ak, han optrådte i kirketiden. Og han optrådte i strid med andre forlystelser.
Han kunne løfte en Kanon på 2.000 – 2.500 Pd. Vægt med den ene Hånd og drikke et Glas Vin med den anden.
Magistraten lod politiet gribe ind:
for meddelst det Foragerlige, syndige Levned, derved øverst og for den store Lejlighed, det giver for Tjenestefolk og unge Mennesker til Liderlighed og Ulykkens Tildragelse.
Den Stærke Mand forlod skyndsomt landet i hast, efterladende ubetalte veksler og andet gæld, foruden knuste pigehjerter. Han havde lovet adskillige piger sit hjerte.
Slaget på Fælleden
Vi kender nok alle Slaget på Fælleden. Udgangspunktet kom fra Nørrebro. En folkesamling på Nørre Fælled skulle forhindres. Pøbelen skulle bekæmpes.
Det var i 1872, og 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Man har aldrig registeret, hvor mange arbejdere, der kom til skade. Det bekymrede man sig ikke om. Disse arbejdere ville blot bruge grundloven til forsamlingsfrihed. Men det mente politimester Crone og justitsminister Krieger ikke, at de skulle have lov til.
Arbejderne skulle knækkes. På Kastellet sad militær parat med skarpladte våben. Jo Crone brugte alle midler. Han brugte stikkere, der blev betalt af arbejdsgivere fra store koncerner. Når stikkerne blev opdaget blev nogle af dem sendt i asyl i et eksotisk land igen betalt af store koncerner.
De tre socialistiske ledere oplevede en ikke særlig demokratisk retssag. Og de blev udvist af landet efter et par års fængsel.
Kvaksalver – lovgivningen
I 1889 forsamlede der sig over 2.000 mennesker på Nørre Fælled. Hr. Huth indledte sit foredrag om håndspålæggelse og varmefornemmelsens indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismens helbredene virkning. Hr. Bruhn afsluttede med, at kvaksalver – lovgivningen skulle ophæves. De læger, der gav forkert medicin er værre end mænd, der helbreder ved håndspålæggelser og strygninger. Alle de forsamlede mente derefter, at kvaksalver – loven skulle ophæves. Ved denne lejlighed fik politiet også anholdt en del mennesker.
Den runde mave havde sin virkning
Dengang vejede en panserbasse alle omkring 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kan lette komme til at puffe til banditten med denne mave.
Når der var lønningsdag på Nørrebro dengang, vrimlede det med fulde folk i bydelen. I slutningen af 1800 – tallet blev lønnen også udbetalt på værtshusene. Og i stedet for at tage lønnen med hjem til den hårdt trængte familie, blev den investeret i flydende varer. Mange gange var det nok at sige, Se så at komme op. Men andre gange skulle de fulde slæbes med på stationen. Det kunne også hænde, at betjentene skulle leje en trækvogn for at transportere de fulde personer.
Altid mindst to betjente
Skulle der anholdes folk i Den Sorte Firkant var det altid nødvendigt at sende mindst to betjente, selv om der bare skulle udskrives en bøde. Ofte satte de anholdte sig til modværge. Men det kunne også foregå på en fredelig måde. Men det kostede som regel noget brændevin.
Hvis den anholdte havde noget, fik han lov til at drikke det inden afgang. Og var der ingen til at hente brændevinen, ja så måtte en af betjentene hente det.
Jo der skulle sandelig kraftige betjente til at gå her. Der var konstant slagsmål, tyveri, husspektakler m.m.
Betjente måtte også ofte stille op for at stoppe gadekampe. Således udkæmpede Krügersgade og Rabarberne flere store slag. Og Rabarberne tog på plyndringstugt over hos De Fine på Frederiksberg.
Betjent Grøn
Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik ind og hilste på de handlende i Blågårsgade. Som regel fik han en pølse af slagteren eller en cigar af tobakshandleren.
Hos bageren ventede der en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Ja, han behøvede ikke at tage madpakke med hjemmefra.
Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, ringede han efter kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på pladsen. Han var da veludhvilet, ren, nogenlunde ædru og han havde fået morgenmad.
Betjent Rantzau
Betjent Rantzau var så populær, at de Nørrebro – borgere der måske ikke var så historie – kyndige troede, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.
Under en aktion på Assistens Kirkegård måtte man finde en stol til Rantzau. Han kunne ikke holde ud, at stå op. Rantzau var stor på mange måder. Han vejede god og vel 300 pund.
Rantzau var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Ja hans optræden blev belønnet med Ridderkorset. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Men han kunne være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro – borgere fik gode råd af den afholdte betjent. Han stod også i spidsen for velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.
Efter at have nået en alder på 72 år, heraf 46 i politiets tjeneste, kunne han med god samvittighed trække sig tilbage til privatlivet.
Eget toilet til Rantzau
Da Fælledvejens Politistation blev bygget, var Rantzau den eneste, der fik sit eget kloset i sin lejlighed på stationen. De andre betjente måtte stå i kø i gården. Her var anbragt to latriner og et pissoir.
I 1884 bestod Københavns Politikorps af en overbetjent og 60 politibetjente.
I 1906 var der blevet indlagt hele fire klosetter i huset. De gamle retirader var omdannet til automobil vagt.
Ja da man så sidenhen forlod Station 6 på Fælledvej, glemte man at låse efter sig.
Et par dage efter gik en beruset mand ind på stationen og iførte sig en uniform. Derefter gik han hen på Sankt Hans Torv, hvorfra han dirigerede trafikken i hans kæmpe brandert.
Pastoren og samvittigheden
I 1903 nægtede Pastor Iversen fra Hellig Kors Kirken at vie murer August Jensen og hans kæreste. Mureren havde nemlig været gift før. Og det stred mod pastorens samvittighed. Men mureren gik til kirkeministeriet, der alarmerede biskoppen. Det endte med at pastoren blev idømt 200 kr. i bøde eller 20 dages hæfte. Men præsten appellerede til Højesteret, og til alles overraskelse blev han frikendt.
De offentlige fruentimmer på Ladegården
Og så havde vi Ladegården. Det at være fattig blev nærmest også udråbt for at være kriminelt. Her blev også de mindreværdige kvindelige lemmer anbragt. Det var de såkaldte skøger.
Politiet havde allerede i 1874 begyndt at registrere offentlige fruentimmer. Der blev gennemført en Lov om Foranstaltning til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse. Myndighederne forsøgte at dæmme op for de omfattende kønssygdomme. Og disse var det stor mulighed for at få, på Nørrebro.
Horeunger uden rettigheder
Tænk at 10 pct. af alle nyfødte dengang var såkaldte horeunger, uden rettigheder. Loven af 1866 kunne give kvinder, der fik provokeret abort op til 8 års fængsel.
Fra 1879 risikerede kvinder, der havde født i dølgsmål, livsvarig fængsel. De måtte på Ladegården finde sig i spørgsmål som
Også meget tragisk er det at på Fødselsstiftelsen døde på et tidspunkt halvdelen af de fødende kvinder af barselsfeber. Men så begyndte lægerne og jordemødrene at finde ud af, at de skulle vaske hænder.
Her på Ladegården samlede man løsladte fangere, tiggere, elementer, der ikke gad arbejde og andre personer, der ikke passede i samfundet.
Når lemmerne endelig havde udgang, skete det ofte at datidens salatfad samlede dem op på bydelens værtshuse
Bøller i Allersgade og Gormsgade
Dengang var der talrige bøller, særlig i Allersgade og Gormsgade. Men når betjenten viste sig, ja så var der trods alt respekt. De anholdte skulle gå tre skridt foran.
Ofte måtte betjentene hente berusede personer fra de mange samlinger, som Borgervæbningen foretog på Fælleden. Nogle faldt i den store grøft omkring Blegdamsvej og er efter sigende aldrig dukket op igen.
Betjentene, der skulle føre de berusede bort greb ofte til det nærmeste en græsende hest eller ko. Så var det lettere at transportere den berusede.
Patrulje i løb
Det var ikke særlig populært, at skulle gå patrulje fra Runddelen ud til Lyngbyvej i slutningen af 1890’erne. Denne patrulje foregik ofte i løb. Stanken var ubeskrivelig. Det skyldtes det latrindepot, der lå i nærheden. Her læssede de såkaldte chokoladevogne deres indhold af i løbet af natten. På varme sommerdage skete der ofte eksplosioner her. Når dette skete, er patruljen sikkert gået endnu hurtigere.
Ude på Lersøen foregik der ofte razziaer. Her holdt alle byens tvivlsomme eksistenser til. Mange af disse kæmpede om Maja Robinsons gunst. Man forsøgte flere gange fra politiets side at få hende ud af sumpen. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge, og at hun hver måned fik hustrubidrag. Og så var der fest herude.
Nogle af disse ofte alkoholiserede personer opholdt sig også nu og da på Fælleden. Og her organiserede Karen Spidsmus overfald på de godtfolk, der forsøgte at passere Fælleden til fods.
Svært at styre Lersø – bøllerne
Det var svært at holde styr på Lersø – bøllerne. Et stort slag fandt sted mellem politiet og Lersø – bøllerne den 30. september 1901. Egentlig var det ikke et slag, men et brutalt overfald på en betjent, som de næsten slog ihjel.
Bøllerne havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Derefter brød de ind hos en købmand i Dagmarsgade, efter mere sprut. Inden de nåede Dyrehaven havde de begået flere overfald og røverier.
Da de nu var ved at blive ædru gik vejen hjemad til Nørrebro igen. Men her stod politiet parat, og anholdt blev Knokkeldrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Gloøje, Lange – Hermann og andre. Det lykkedes dog ikke ved den lejlighed at anholde den egentlige hovedmand, Ferdinand Eriksen.
Han og Karen Spidsmus var datidens Bonney og Clyde. Ferdinand startede sin kriminelle karriere som 13 – årig. På et tidspunkt flygtede de to til Århus. Her blev de anholdt, men under dramatiske forhold flygtede de.
Ferdinand døde i 1919 på Kommunehospitalet. Karen Spidsmus, som i øvrigt stammede fra Rababerlandet blev 80 år gammel. Mange revytekster er skrevet over de to.
Rabarberland – en udfordring for politiet
Rabarberlandet var dengang også en udfordring for politiet. Således overværede slagteriarbejder Eriksen en episode, hvor to betjente overfaldt en gammel kone. Han blandede sig, og spurgte, om det ikke kunne løses på en anden måde. Det skulle han nok ikke have gjort. Han blev banket gul og grøn og fik to brækkede arme ud af det. Oprøret i Rabarberland bredte sig, da man hørte, at Eriksen var blevet dømt 30 dage i brummen for gadeuorden.
Da politiet dukkede op i Eriksens lejlighed, var Rabarberlandet forberedt. Tolv betjente var dukket op, og ret hurtig var de tre af dem blevet gjort ukampdygtige. Beboerne var udstyret med jernrør, og ret hurtig foretrak politiet.
Mærket af politiets behandling
Men næste dag var der ingen til at passe på Eriksen. Han var i forvejen meget mærket af politiets tidligere behandling. Men det tog de ikke hensyn til. Brutalt blev han smidt ind i salatfadet og kørt bort. Hvad der siden hændte, vides ikke. Men kort tid efter døde Eriksen. Myndighederne tillod ikke, at han blev begravet på Assistens Kirkegård. Det blev så på Vestre Kirkegård.
Efter episoden mente Rabarberlandet ikke at ord hjalp over for politiet. Vold skulle bekæmpes med vold, mente de. Og så havde man det indtryk at politivagten i Korsgade bestod af halv fordrukne betjente, der bestyrede rene torturkamre.
Dramaet i Husumgade
Sofus Rasmussen havde været redaktør af det socialistiske blad Skorpionen. Han var blevet dømt for bagvaskelse og meget mere, men var flygtet til Sverige. Men det rygtedes hurtig, når han besøgte sine forældre i Husumgade 12. Her var han også blevet set den 13. november 1907.
De to civile betjente Elmer og Gemsøe blev sendt til stedet. Ingen havde taget sig af, at Rasmussen havde truet med at skyde politibetjente, når de ville anholde ham. Man vidste åbenbart ikke, at han altid gik rundt med to skarpladte pistoler.
Meningen var, at de to betjente skulle nærme sig lejligheden ad to forskellige trapper, men Elmer havde fået forkerte anvisninger.
Det endte med, at Gemsøe blev skudt fra nærmeste hold. Han boede i Ægirsgade 36. Fra vinduerne kunne man se over til Balders Hospital. Og det var netop det, hans to døtre gjorde, da far blev kørt på hospitalet. De kaldte endda på deres mor, da ambulancen kom med den syge mand, som derefter blev båret ind på hospitalet. Men den syge mand var død og var deres far.
Barnemorderen i Jægersborggade
En af århundredets største massemordere boede i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte børn og brændte dem bagefter i kakkelovnen. Hun tjente penge som barnepige. Og jo flere børn hun kunne passe, jo flere penge tjente hun. Når moderen så kom, og mente at Lille Peter så anderledes ud, ja så kunne Dagmar fortælle, at han sandelig også havde spist godt. Sandheden var så bare, at Lille Peter forlængst var blevet kvalt og brændt. Tre af mordene menes, at være blevet begået på Assistens Kirkegård.
Det menes, at hun i tidsrummet 1911 – 1920 har myrdet 25 børn. Hun blev dog kun dømt for 8 mord.
Et lig i Ladegården
Den 1. september 1913 fandt en fisker tidlig om morgenen et lig i Ladegårdsåen. En betjent blev tilkaldt og hjalp med at få liget bragt i land. Manden var skudt med en kugle i panden. Det viste sig at være en Lindorf Larsen, der havde begået selvmord. Han havde været involveret i et større bankrøveri på Østerbrogade 14 dage tidligere.
Verdens første spiritusprøve
Det er sikkert ikke mange, der ved det, men verdens første spiritusprøve blev foretaget på Fælledvejens Politistation. Det var den 15. maj 1922. Det var sikkert også nødvendig. I 1920 var der 18.000 biler. Ni år senere var dette tal vokset til 100.000.
Man skulle kunne føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne. Hvis den undersøgte ikke kun stå med samlet ben og lukkede øjne var kørekortet for alvor i fare. Men det var nu også andre ting, man skulle observere:
Knipler i grøn sæbe
Den 18. april 1934 lavede kommunister og strejkende søfolk ballade på Fælleden. Mødet var blevet forbudt, og mens talerne udfoldede sig, kom ridende politi til, for at stoppe mødet. Men 200 kommunister angreb politiet med sten. Men så kom politiassistent Tværmoes til med et halvt hundrede mænd. Politiet havde smurt stavene ind i grøn sæbe, så de ikke kunne vristes løs fra betjentene. Og så tævede betjentene ellers løs på kommunisterne.
Konservative fik en på frakken
Konservativ Ungdom havde den 29. september 1935 samlet sig på Blågårds Plads. Det var ellers socialisternes samlingssted. Men inden mødet havde politiet renset pladsen for socialister og kommunister. Men disse havde forsamlet sig i sidegaderne. Og da KU erne forlod pladsen blev de angrebet fra flere sider. Fra Baggesensgade kom det afgørende angreb, og på Dronning Louises Bro fortsatte de blodige kampe.
Hypnose – moderen
Den 21. marts 1951 var 21 bankansatte forsamlet i lokalerne, Nørrebrogade 58. Pludselig trækker en mand en pistol og skyder op mod loftet. En bankassistent trykker på alarmknappen. Hovedkasseren forsøger at flygte ud af lokalerne med blev skudt. Pistolmanden går til kasseren og kræver penge. Det går ikke hurtig nok, og et dræbende skud bliver affyret.
Hypnosemordet fylder i de kommende år meget i datidens aviser. I maj 1974 kunne BT skrive:
Hypnose – morderen tog gift – kunne ikke stå for presset.
For ikke mange år siden lykkedes det for TV – og Filmmanden, Poul Martinsen at opspore den anden hovedperson i dramaet.
123 værtshuse
Omkring 1965 havde politiet også rigeligt at se til. Der var nemlig registreret ikke mindre end 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Slumstormere
I 1971 besatte slumstormerne et hus i Stengade 50 og kaldte det Folkets Hus.
I 1977 stormede 300 betjente en seks år gammel institution i Todesgade. Men 1.000 lokale beboere forhindrede dette.
Kampen om Byggeren
I 1980 foregik der adskillige gadekampe på Nørrebro. Det var kampen om Byggeren, en legeplads på Indre Nørrebro. Medierne kaldte aktivisterne for
Forkælede venstreorienterede
Venstreorienterede ballademagere
Men sandheden var at mange beboere var trætte af politikernes hårdhændede saneringsmetoder. Ja man kaldte det for Bulldozersanering. Nørrebro Beboeraktion var blevet dannet. Og de bestod ikke kun af forkælede venstreorienterede. Således var Nørrebro Handelsforening med i denne aktionsgruppe.
Bulldozere kørte hæmningsløst mod træbarakker, hvor der sad forældre på taget. Man var ligeglad. Børn blev slået med knipler, og en pige banket i maven af en betjent. Flere hundrede blev indlagt på Rigshospitalet. Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Et mærkeligt samfund?
Den 15. oktober 1981 indkaldte unge til et stormøde i lånte lokaler. Disse lokaler tilhørte foreningen Tinglutti.
De unge foragtede verdenssamfundet med forbrugerræs, konkurrence, umyndiggørelse og hierarki. Man havde et godt øje til Rutana i Nansensgade.
BZ ‘erne var for alvorlig trådt i funktion. I oktober 1981 gik det ud over den nedlagte brødfabrik Rutana. Lidt senere var det den tidligere gummivarefabrik Schønning og Arvé, der blev besat. For første gang brugte politiet masser af tåregas, for at tvinge de unge mennesker ud.
Overborgmester Weidekamp udtalte:
Jeg kan ikke se det rimelige i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville da være et mærkeligt samfund.
De unge får et hus og jeg får fred
På Allotria legede en gruppe unge mennesker kispus med politiet. De havde gravet en tunnel under vejen, og kravlede pludselig op hos en meget forbavset håndværker.
I maj 1982 blev Bazoka på hjørnet af Baggesensvej og Stengade besat.
I mellemtiden havde Tinglutti fået økonomiske problemer på Jagtvej 69. Københavns Kommune købte ejendommen for 750.000 kr. man overvejede at rive bygningen ned. Men Nørrebro Handelsforening mente, at bygningen var bevaringsværdig. Det mente man sikkert, for at holde Irma væk. De var interesseret i grunden.
De unge fik nu overladt huset. Overborgmesteren udtalte:
De unge får et hus og jeg har fået fred.
Men det fik overborgmesteren langt fra. Han besøgte huset, men det endte med, at han fik buksevand. De unge mente ikke, at han skulle profilere sig på de unges bekostning.
Manden ville købe Nørrebrogade
Vi skal da heller ikke glemme farvehandleren, der ville købe Nørrebrogade. Brask Thomsen legede vel også kispus med myndighederne med hans økonomiske spekulationer. På et tidspunkt ejede han piratskibet Radio Mercur. På Nørrebro Teater blev store underholdningsudsendelser optaget og sendt ud i æteren.
Brask ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Men begravelsen fandt dog sted fra Stefans – Kirken.
I 1986 deltog 1.000 mennesker i barrikade – byggeriet til forsvar for BZ – kollektivet i Ryesgade 58. Kollektivet havde bestået i tre år.
Braget i Søllerødgade
I 1992 lød der et ordentligt brag i Søllerødgade. En bombe var gået af. Internationale Socialisters Kontor var springet i luften. En 29 – årig aktivist og familiefar var blevet dræbt. Der var masser af gisninger om, hvem de skyldige var, men sagen er aldrig blevet opklaret.
113 skud på Nørrebro
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. Mange fik ar for livet. 92 betjente blev skadet og 11 demonstranter og tilskuer blev ramt af skud.
Gennem 90’erne bryder mange betjente sammen. Politikere fastholder at alle demokratiske spilleregler var overholdt. Politiledelsen frikendte sig selv. I 1999 myrdede en af de ledere, der var med den aften, sin kone. Året efter hængte han sig selv i Ringsted Arrest. Hele seks undersøgelser måtte man igennem. Gennem årene følte alle deltagende betjente sig skyldige.
En af sideeffekterne efter denne episode var at den hendøende BZ – bevægelse genopstod.
Også politiet ændrede strategi efter 18. maj. I flere bøger gives der udtryk for, at folk i efterfølgende kampe på Nørrebro slap billigere. Men det gjorde butikkerne langt fra. Hærværket steg. Grafitti og rudeknusning kom der meget mere af.
19 sårede betjente
I 1995 oprettede McDonald en ny filial på Nørrebrogade. Dette resulterede i 19 sårede betjente og en total smadret butik.
Tidligere havde der været kastet en sten gennem vinduet i afdelingen på Runddelen. Den var kun centimeter fra at ramme nogle gæster. Gerningsmændene forsvandt ind i Ungdomshuset. Politiet blev tilkaldt, men foretog sig ellers intet.
En panserværnsraket
Det var den 6. oktober 1996, klokken var 3.06 om natten. En smuk enlig mor fra Ægirsgade, som undertegnede kendte, mistede livet. Hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var i HA´s tilholdssted i Titangade 2 – 4. Der var samlet 150 mennesker til en såkaldt vikingefest. 20 kampklædte betjente holdt vagt.
Fra en af hustagene skød Banditos en panserværnsraket mod HA’s hovedkontor over hovedet på alle betjente. Foruden Janne dræbtes en anden person og 28 blev såret.
Gå ind på fortovet
1. januar 1999 var der igen borgerkrig på Nørrebro. En patruljevogn havde bedt nogle unge om, at benytte fortovet i stedet for kørebanen. Det blev starten på et omfattende hærværk og ødelæggelser.
Den 8. – 9. maj 1999 fandt et sandt plyndringstogt sted på Nørrebro. Politiet holdt sig tilbage. I en af butikkerne følte en butiksindehaver og hendes mand sig direkte i livsfare. Men der var ingen hjælp at hente. De ringede forgæves efter hjælp. Angiveligt var det udvisning af en tyrker, der havde udløst urolighederne.
Politiet rykkede først ind, da alle “banditter” havde forladt stedet.
Formand med livvagt
Nørrebro Handelsforening opgjorde skaderne til millioner af kroner. Justitsminister Frank Jensen lovede økonomisk støtte, men den kom aldrig. De andre handelsforeninger i området lavede en indsamling til deres kollegaer på Nørrebro. Ingen blev nogen sinde gjort ansvarlig for disse uroligheder. Ved en høring på Blågårds Plads måtte formanden for Nørrebro Handelsforening have en livvagt med. Han blev under mødet direkte truet af folkevalgte fra Borgerrepræsentationen.
Masser af rådne æg og tomater
Den 16. november 2000 blev salget af Ungdomshuset vedtaget. Dette resulterede i mange års ballade.
Og så skal vi da også lige have med, at Anders Fogh Rasmussen ikke var velkommen på Nørrebro. Han blev mødt med rådne æg i Stengade.
Det samme gjaldt for Pia Kjærsgaard den 14. februar 1998. Hun måtte søge tilflugt i en bank.
Gyldne tider for glarmestrene
Talrige gange måtte butikkerne i de kommende år skifte vinduer. Det var gyldne tider for glarmester – branchen. Mange butikker var udsat for masser af hærværk og røverier, men opbakningen til forbedringer fra politikernes side kunne ligge på et meget lille sted.
Den 18. november 2002 blev det venstreradikale kollektiv Buntzen i Baldersgade udsat for en razzia. Politiet udtalte, at det var en ren bombefabrik.
Den 16. december 2003 var der igen borgerkrig på Nørrebro. Tv 2 ´s Breaking news – helikopter var igen til stede.
Et bogudsalg med følger
Den 1. marts 2007 var det Bogudsalg. Boghandelen åbnede kl. 7 om morgenen, og fra køkkenet oplevede vi det som en sand actionfilm. Fra helikoptere blev politiet firet ned på Ungdomshusets tag.
Dagen endte med vold, bål, brand og røverier fra butikkerne. Enkelte butikker blev udsat for brandtrusler, hvis de betjente strømere.
I bedste Breaking News fulgte seerne begivenhederne på nærmeste hold.
Dagen efter opløste politiet en demonstration med tåregas på Sankt Hans Torv. I Breaking News kunne man følge med, da unge røvede en Irna – butik. Dette fik de lov til i 45 minutter. 44 butikker gik det ud over. Skaderne beløb sig atter op i nærheden af flere millioner kroner.
Du skal visiteres
Et par dage efter nedrivningen var Heinesgade stadig spæret. Betjente var sikkert trætte efter mange dages vagt og overarbejde. Den ene morgen, hvor undertegnede skulle på arbejde, forlangte en betjent, at jeg skulle bevise, at jeg arbejde ind i butikken. Jeg blev godt nok sur, og spurgte om jeg skulle gå rundt med alle butikkens bøger. Betjenten blev mere sur, og bekendtgjorde derefter, at det var visitations – zone. Han ville nu påbegynde en visitation, men en kollega kom ham i forkøbet.
Vær så god, at passere.
436 anholdelser
Den 1. september 2007 var det galt igen. Adskillige butikker blev smadret. Dem, der forsøgte, at ringe efter hjælp, fik at vide, at de skulle holde sig inden døre.
Den 6.oktober 2007 havde de unge proklameret besættelse af et hus i Grøndalsvænge. Forinden havde de afholdt kurser i trafikblokering, bryd politiets kæder, blokadebygning og meget mere. Det lykkedes for de unge, at holde huset besat i 25 minutter. Og imponerende er det også, at der skete 436 anholdelser.
Ja sådan kunne vi blive ved. Vi har ikke omtalt de mange banderelaterede forbrydelser, der er sket, og meget mere.
Det har kostet samfundet 200 millioner kroner
Men i grunden er det tankevækkende, at vide, at det har kostet samfundet ca. 200 millioner kroner al den ballade med de unge. Disse millioner dækker udgifter til politi, retsinstanser m.m. Og tager man tabt omsætning med, kan man lægge 20 millioner kroner oven i. Og så er det lige det med forsikringen for detailhandlerne. Men den lagde vi lige i denne omgang.
På www. norrebro.dk kan du læse en masse, om de kampe, der er foregået. Her på www.dengang.dk kan vi henvise til: