Artikler
August 28, 2014
Foredrag den 21. august 2014 i Frihavnskirken i anledning af 90 års dagen for anlæggelse af den nuværende Classens Have. Vi skal kigge på Østerbros første gourmet – restaurant. Classen lavede et lille sidespring. Og vi skal høre om udfaldet i 1807. Fru Heiberg sørgede for hvide svaner. Holstein blev sur, og H.C. Andersen jagtede gratis middage. Lig var ikke engelske soldater, og så kunne fru Heiberg ikke lide hendes naboer. Hvem boede på Østerbro, og så hører vi om den sidste blodbøg. Til sidst var der ikke mere udsigt over Øresund på grund af plankeværker.
Vi besøger også naboerne
Ja egentlig skal vi i aften høre om, hvad der er foregået inden for rammerne af Rosenvængets Alle, Gefionsgade, Classensgade og Østerbrogade. Men sådan bliver det dog ikke helt. Vi skal også høre, om nogle af de gader, der ligger inden for den ramme, og høre, hvorfor de har fået de historiske navne. Men vi går da også lidt ud over disse grænser, for vi skal også høre om livet dengang på Østerbro.
Tilbage til 1658
Vi skal langt tilbage i historien. I 1658 benævnes haven som Verner Klaumans Have. Senere blev det til Laurvigens have og Ahlefeldts Have.
I 1659 er haven omtalt i Resens Atlas. Her talte man om en inddeling i fire dele. Mod øst grænsede den ned til Sundet. Mod nord var det til afløbet fra Vartovs voldgrave. Hele vejen rundt var den markeret med levende hegn. Midt i haven var der et tårn med buede side r og løgkuplet tag med flag på toppen.
I 1679, da den pensionerede jæger John Danzer, byggede et udskænkningssted på rester af fæstningsværk. Dantzer fik ret til udskænkning af øl og vin samt oprettelse af en skydebane.
Holberg fik inspiration
Allerede i 1682 var huset overgået til Niels Grøn. Og det var herfra, at Holberg fik inspiration til Jacob von Tyboe. Der var opstået problemer med naboen. Han havde forhindret afløb fra fiskedammene.
Allerede i 1707 var stedet anerkendt som traktørsted. Ejeren hed Melchior Verhagen. Han skulle tituleres med kok og gæstgiver. Da hans kone, Sara Cornisdatter bukkede under for pesten, overvejede han at sælge. Han fandt sig dog en ny kæreste, Johanne Borgvad, som overlevede ham. Dengang talte man om et bygningsværk på 12 fag.
En stor bygning
I 1722 var der her et bygningsværk på 19 fag i bindingsværk. Her var to køkkener med murstensgulv, spisekammer og 2 stuer betrukken med spånmåtter. Her var en stald med plads til 13 heste.
Her var sandelig to fiskehuse, der ikke lå langt fra hinanden. Og den vi her taler om, er Kongens Fiskerhus. Gad godt nok vide, om det er Østerbros første gourmet – restaurant. I 1722 blev der averteret:
Liebhavere herefter for en billig Betaling vorde akkomoderede efter enhvers Stand og Begæring med vederbørligt Traktemente af en Traktør som tillige under sine Gæster den Fornøjelse at betjene sig af den derved beliggende smukke Have.
To Fiskehuse
Som sagt var der to fiskehuse. Det ene var et lille opsynshus. Den blev også kaldt for Røverborgen og var en del af fæstningsværket Vartov. Jo her boede den kongelige fiskemester og holdt øje med, at alt gik ordentlig til, helt fra Holbergs tid. Og det sjove, at huset lå der, hvor Holsteinsgade 27 i dag ligger.
Her kom de fine
Kokken i 1728 i Fiskehuset hed Kristian Hansen. Han havde af ejeren Andreas Høyer lejet stedet. Han serverede Fisk og Vildt over fornemme Liebhavere, men alligevel for en civil Pris.
Året før havde man talt om en stor have med 218 frugttræer, og fem fiskedamme.
Jo her kom de fine. I 1738 holdt kongefamilien taffel i Grev Laurvigs Have. Ja og sandelig så boede her også Peter den Store.
Alt godt kommer fra Sønderjylland
Alt godt kommer som bekendt fra Sønderjylland. Og det gjorde generalmajor J.F. Classen også. Det vil sige, at hans far kom fra Sønderborg. Han var organist, men udvandrede til Norge, og her kom vores hovedperson til verden. Nu var det heldigt, at han tog navneforandring, for ellers ville haven have heddet Clausens Have og kvarteret, Clausens Kvarter. Navneforandringen skete af to omgange. Det var sikkert ikke fint nok med et S i Clasen, så derfor blev det til 2 S’er som i Classen.
Det var den bagerste del af Rosenvænget, der i 1726 var blevet solgt til direktør i det vestindisk guinesiske kompagni, Frederik Anton Daneskjold – Laurvigen. Efter dennes død i 1754, blev ejendommen solgt til Classen.
J.F. Classen havde talent for handel
Johan Frederik forsøgte at uddanne sig til præst. Men ak, det egnede han sig ikke til. Men han var god til handel. Og efter diverse handelsselskaber etablerede han i 1756 et krudtværk og kanonstøberi i Frederikssund sammen med Just Fabritius. Ja egentlig blev Frederikssund, Danmarks første industriby. De blev kæmpeleverandør af krigsmateriel. Man sagde noget om, at Classen snød sig til større leverancer. Men undersøgelser afslørede ikke kriminelle handlinger.
J.F. Classen var tæt tilknyttet kongen. Med årene kom han også til at eje vandmølle, teglværk, vognfabrik, voksdugsfabrik, fajanceovnsfabrik, vokslysefabrik, gørtlerværksted, guldsmedeværksted og rebslagerbane. Han havde rådighed over bøndergårde i fire landsbyer. Han grundlagde fiskelejet, Liseleje. Hans virke omfattede også landbrug, kvægavl og skovbrug. Han ejede et bibliotek, der ved hans død omfattede 20.000 bind.
Mere ejendommeligt end smagsfuldt
Classen havde egentlig købt en lystgård med det tilgrænsende fiskehus. Han byggede så et ny lystgård, Justinenborg, opkaldt efter sin brors hustru. Det var et lidt mærkelig bygningsværk. Huset var udstyret med romerske søjler på forsiden. På bagsiden forstillede bygningsværket et kloster. I den ene ende var det i maurisk stil og i den anden ende var den i gotisk stil eller nærmest en engelsk borg. Men denne stilforvirring var højeste mode dengang.
Mange mente, at ejendommen var mere ejendommelig end smagfuld. Classen etablerede også en norsk hytte med stråtag, som han kaldte Antonienborg. Det var nærmere et større lysthus. Et mindre lysthus, som blev kaldt Segesta mere i klassisk stil, blev etableret.
Gik meget op i landbrug
Denne Classen kom til mange penge, fik mange godser, og gik meget op i landbrug. I hans testamente den 28. januar 1789 bestemte han:
At hans bønders hoveri skal bestemmes på de allersømmerste og lemfældigste Maade, endog Mildere, end Love og Forordinger foreskrive.
Det sikkert ikke mange, der ved, at han oprettede en agerdyrkningsskole i Classens Have. Han oprettede også et glasværk i 1754 på Østerbro. Men det måtte han lukke igen. Året efter anlagde en fajancefabrik i bydelen.
Et sidespring
Vore hovedperson var trofast og gavmild over for sine venner. Men han var nu også temmelig hård over for sin fæstebønder og arbejdere, selv om han skabte en del forbedringer for dem. Han nød formentlig sit liv som ungkarl.
Men en dag så han en ung smuk pige ude i marken, som var datter af en af hans fæstebønder. Han bad bonden sende sin datter op til ham på godset. Og hun kom som herren havde befalet. Forbindelsen førte til, at hun blev gravid og fødte Classen en søn, som han dog aldrig vedstod sig fadderskabet til.
Et kort ægteskab
Classen blev gift i en alder af 58 år gift med Anna Elisabeth Iselin – enke efter en af Classens venner og forretningsforbindelser. Brylluppet fandt sted i 1783 i Garnisons Kirken.
Det var et lykkeligt ægteskab men ak og ve. Det varede kun 2 ½ år, så blev hustruen syg og døde. Selv døde han i 1792.
Romantisk og stemningsfuldt
Hvordan så det ud dengang, ja i 1801 boede der kun 659 indbyggere på Østerbro. Det var aldeles landeligt herude. Vejen gennem Kastellet til Kalkbrænderiet var romantisk og stemningsfuldt. Fra en af datidens turistguide hedder det således:
Hinsides en Eng, bag en Hæk fandt en ensom Bænk, som kun kjendes af Faa, men hvorfra en henrivende Udsigt over Sundet.
I samme guide kunne man læse, at der lå en meget pyntelig ejendom, det såkaldte Hvide Hus med en prægtig Classens Have, som dog ikke nåede helt ud på Østerbrogade. Rester af det gamle traktørsted Fiskehuset kunne stadig beses. Det lå på hjørnet af nuværende Classensgade og Strandboulevarden. Her var en fantastisk udsigt over Sundet. Haven beskrives som en park med kanaler, øer og fiskedamme. I 1806 beskrives der hele 12 af disse.
I haven var der også et Orangehus.
En strandpromenade blev anlagt
Langs stranden anlagde J.F Classen en strandpromenade, som blev lukket med bomme for enderne, og kun var åben for fodgængere. Mellem promenaden og haven los han grave en kanal. Selv om haven var privat, så tænkte Classen på københavnerne: Det var et yndet udflugtsmål for borgerskabet at vandre langs promenaden ud til Kalkbrænderierne. Og det gjorde de i massevis. Det var masser at se på. Alene ude i Øresund passerede 10.000 skibe. Denne udsigt blev så ødelagt i løbet af det 19. århundrede ødelagt af diverse badeanstalter og havneanlæg.
Hverken Classens Have eller Rosenvænget nåede helt ud til Østerbrogade, så her blev plads til lidt småbebyggelse, værtshuse og endda et bryggeri.
En grundskole blev opført
Ved hjørnet af Classensgade/Østerbrogade lod Classen opføre en skole med klassisk ydre. Den var beregnet som grundskole for børnene i Kastellet og på resten af Østerbro. Her fik 100 eleverne gratis undervisning.
Et flot stykke natur blev ødelagt
Men ak og ve. 1807 betød, at alle bygningsværker i haven samt en masse træer måtte brændes af. Det var for at kunne holde øje med englænderne. Et flot stykke natur blev ødelagt faktisk inden englænderne kom.
Den danske hær var i Holsten
Kysten fra Kastellet og nord på til Svanemøllen blev i august 1807 skueplads for det engelske angreb både fra sø – og landsiden. Foruden hovedflåden af linjeskibe bestod flåden af 40 korvetter, brigger og morterfartøjer. Den engelske flåde gik i land i Vedbæk den 16. august. De nåede hurtig frem til Vibenhus og lagde batterier ved Svanemøllen og Kalkbrænderiet. Trods mange advarsler kom angrebet som en overraskelse.
Den danske hær befandt sig i Holsten. Den danske flåde var slet ikke mobiliseret. Danskerne havde samlet sig i en broget flok af Borgerværn, Landværn og Livjægere. De stod med 11.000 mand mod englændernes 30.000 mand.
Kamphandlingerne satte sine spor
Begivenhederne i Classens Have er i den grad blevet dyrket i Danmarks – Historien. Masser af gadenavne i området er opkaldt efter denne begivenhed i 1807. Danskernes eneste sejr.
Det var den 31. august, at man rykkede ind i haven, og det lykkedes at fordrive fjenden. Træerne var blevet fældet, så man ikke senere kunne bruge den som skjulested.
Den burde have truffet mig i hjertet
Livjægerkorpset bestod af 2.200 mand. Tropperne havde fire feltkanoner med. Men de fik også støtte fra kanoner og mortérer fra Kastellet. Fra søsiden havde man fået hjælp af tre rokanonfartøjer. Det var her, at den 70 årige Peymann blev skudt i foden. Men ak, han blev ikke hædret. Han udtrykte de berømte ord:
Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.
Han blev gjort ansvarlig for det danske nederlag. I løbet af tre timer havde danskerne ryddet området. Men historien melder ikke noget om, at englænderne delvis frivilligt ryddede området.
Officererne blev belønnet
Livjægerne gav navn til Livjægergade. Medlemmerne var ulønnede. De skulle selv betale for deres uniformer. Men kongen gav dem dog våben og krudt. De opnåede fuld respekt efter det berømte slag i Classens Have. Og officererne fik lov til at kalde sig von.
Englænderne sejlede hjem med 400 skibe
Men ak. Englænderne sejlede den 21. og 22. oktober hjem med 18 linjeskibe, 17 fregatter og 42 mindre skibe. I alt 400 skibe stævnede mod England. Danmarks rolle som flådenation var besejlet. Kronprinsen havde ellers befalet, at flåden skulle afbrændes. Men den ordre nåede ikke frem.
Den lille Markis
Man talte i 1830 om, at man gik fra Rosendals velfriserede mark til Classens urskov. På Rosendahl gik den Lille Markis og passede på sin kostbare roser, som hed Arabella og Tausendschöhn og meget mere. Jo der var stil over den gamle, som bar hvid paryk og hvide strømper. Det hvide Hus blev den gang ejet af snedkermester Grandberg.
Latter og bægerklang
Inde fra Heldts Beværtning lød kuglernes rumlen fra keglebanen og keglemesterens meldinger. Fra Jespersens Beværtning lidt længere op i alleen høres latter og bægerklang. Måske er det gravøls – gæsterne.
Hos slikmutter foran Holmens Kirkegård kan der købes kandistænger. Her kan der også købes en ny og sørgelig vise, om matrosen, der myrdede sin kæreste, fordi hun kom vand i brændevinen. Ja og så lå Soldaterkirkegården lige overfor.
Kongebørn på glatis
Haven lå som et vildnis i et par år. En af de første villaer, der blev opført efter udstykningen var Aggersborg. Ja villaen lå på en ø, og var ejet af vekslere H.C. Aggersborg. Den blev opført i 1846 i meget idylliske omgivelser. I villaens park var endnu nogle af de kongelige fiskedamme, der var forbundet med kanaler, hvor fornemme københavnere løb på skøjter om vinteren, blandt andet Christian den Niendes børn. Og selvfølgelig skulle vi have en gade, der hed Aggersborggade.
Fru Heiberg havde sørget for svaner
De mange fiskedamme var blevet til en hel sø. Med små broer blev øerne, der havde dannet sig forbundet til fastlandet. Og sandelig om ikke Fru Heiberg sørgede for, at der kom svaner i søen.
Fra Husets Altaner var det med Undtagelse af Udsigten over Sundet, næsten som man saa lutter Skovlandskab. Kastelvoldens Træer laa fjernest. I disse Omgivelser laa saa et Hus med graamalet Træbeklædning og Udskæringer. I det hele Taget var der noget eventyragtigt over Hus ude og inde.
Vekselmægler Aggersborg var maleren P.C. Skovgaards morbror. Det var yndet tilhørssted for Skovgaard – børnene.
I 1895 døde Aggersborg. Tre år efter var ejendommen udstykket, søen og øerne forsvandt og erstattet af grimme grå huse.
Holstein blev sur
Officer, kammerherre Frederik Conrad von Holstein havde udmærket sig som leder af Livjægerkorpset ved udfaldet i haven. Han blev senere teaterchef på Det Kongelige Teater. Det var ham, H.C. Andersen henvendte sig til, da han ville være skuespiller. Ja denne H.C. Andersen døde ikke langt herfra på Rolighed. Og den gode Holstein skulle selvfølgelig også have en gade opkaldt efter sig. I 1849 blev Johan Ludvig Heiberg chef på teatret. Han sendte vores ven, Holstein en fribillet – en ståplads. Det fik Holstein til at sprutte, at han aldrig mere ville sætte sine ben i Det Kongelig Teater igen.
H.C. Andersen: Søen stinker
Et år før han døde (1874) på Rolighed, skrev H.C. Andersen følgende:
Søen stinker, som var den opfyldt med Ådsler. Vejret var koldt og regnfyldt. Maven er daarlig. Nerverne angribes og Gigten faa saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.
En måned før han døde, havde han bestilt nyt tøj og 200 nye visitkort. Han havde tænkt sig at få bygget et hus ligesom fru Heibergs. Han udåndede den 4. august 1875. Han nåede dog at sige:
Jeg er saa urimlig, at jeg er en Plage for alle. Men tilgiv mig, jeg er saa Syg.
Rolighed fra 1791
Rolighed blev opført i 1791 – 1792 omtrent midt på det nuværende Gl. Kalkbrænderivej, Her boede blandt andet Søren Gyldendal, stifteren af Danmarks største forlag. De fleste, vil nok blive forbavset over at høre, hvor stor udstrækning ejendommen Rolighed med have udgjorde. Marstalgade, Hobrogade, Grenågade og en del af Nordre Frihavnsgade. Haven udgjorde en stor del af Gammel Kalkbrænderivej og Silkeborggade.
Steen Billes gade
Steen Billes Gade er navngivet efter Steen Andersen Bille, som var søofficer i flåden. Han var hvis ret hård over for personalet. Han blev også marinemester. Og det gik ikke stille for sig. Han blev anklaget for misbrug af statens penge. Han blev dog frifundet. Jo og denne gade skulle man i hvert fald ikke bevæge sig ud i eftermørkets fembrud i 1920erne. Da blev den kaldt Bøllernes Gade.
Willemoesgade
Willemoesgade er navngivet efter sekondløjtnant Peter Willemoes. Han var i centrum, da englænderne angreb 2. april 1801. Men ak og ved, ombord på Prins Christian Frederik fik han ved Sjællands Odde i 1808, som premierløjtnant bortskudt sin isse.
En tysk gartner
I 1809 blev alle Classens ejendomme, der gik under navnet Frederikslund forpagtet af broderen P.H. Classen. Han fik selv en ejendom i nærheden. Han fik ansat en tysk gartner, Neumann. Han stod for driften, og solgte frugt til hovedstaden fra haven. Hele fire – fem mand fik gang i haven. Men desværre kunne man ikke mere dyrke fisk i fiskedammene. Vandet var forurenet af Iselin og Tuteins Kattuntrykkeri.
Julie Sødrings erindringer
Midt i 1800 tallet skrev skuespillerinden Julie Sødring i sine erindringer om haven. Familien var i 1834 flyttede man fra Adelgade til Det Hvide Hus på hjørnet af Classensgade:
Classens Have var et vildnis, et stykke urskov. Alt voksede imellem hinanden. De gamle træer sammen med det tætte krat dannede ligefrem skovtykninger og brød man igennem disse, stod man pludselig ved bredden af en stor mose, hvor gule iris, brudeslør og muskedonnere førte tanken bort fra byens nærhed. Fra Classens Have lød i disse nætters tid, nattergalens sang så stærkt over til os, at vi næppe kan sove.
Julie Sødring fortalte også om indretningen af Det Hvide Hus:
Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige ved Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser op i det høje Mansardtag. Tillige var der et herligt Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.
Vennero er lig med Classensgade 11
Det var et plankeværk i haven langs en lindealle, der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennero. Dennes store have stødte op til Classens Have og mod nord strakte Tuteins ejendom sig. Julie og hendes familie, Rosenkilde havde fået lov til at bevæge sig rundt i disse herligheder.
Landestedet Vennero skulle åbenbart på et tidspunkt have ligget inde i selve Classens Have. Og det blev også betegnet som Østerbros ældste bygning. Stedet kan helt nøjagtig fastsættes til Classensgade 11.
Udstykninger
Som vi tidligere har nævnt begyndte man at udstykke haven i 1846. Foreløbig var det kun langs stranden. Her blev der opført villaer, der hver fik en træbro over kanalen til promenaden.
Mod nord var det grosserer H.P. Halkiers villa. Den blev i 1880 købt af Langelinjes bygmester, Holger Hammerich. I hans tid hed den Sølund. Den forsvandt i 1898 til fordel for etagebyggeri.
Mellem Rosenvænget og Strandpromenaden hørte også en strimmel jord med til Classens Have. Den blev solgt til ejeren af Rosendal og deraf udstykket. Det var på den sydligste af disse, at Fru Heiberg lod opføre den røde villa.
Ikke et eneste træ blev bevaret
I 1880erne rykkede høje huse fem over dele af Classens Have. Holsteinsgade og Willemosegade blev udstykket. I grunden er det mærkeligt, at ikke et eneste af de historiske træer fra den oprindelige have er bevaret.
Classensvej
Classensvej blev navngivet i 1860, og ændret til Classensgade i 1889. Det vestlige stykke mellem Kastelsvej og Lille Triangel hed dog frem til 1889 Kastelsvej. Gaden dannede indgang til Kastellet fra nord. Ja en del af vejforløbet var adgangsvej til Justinenborg. I øvrigt blev Victor Borge født i nummer 40.
Masser af lig
Hvor den nuværende Classens Have ligger, var deromkring århundredeskiftet anlagt kolonihaver. Da man i 1920 fjernede disse, og gravede fundamentet ud til KAB’s kompleks, stødte man på skeletter. Det skulle angiveligt har været i tusindevis. Rygterne gik på, at det var kirkegård for britiske faldne efter 1807. Men de mistede dog ikke så mange soldater ved den lejlighed. Men det nok snarere rester af en pestkirkegård fra 1711. Da var København ramt af asiatisk byldepest.
Lille Ejegod
Den sidste Classen – arving var broderens søn, Michael. Han lod opføre Lille Ejegod nede ved Strandpromenaden. Denne blev i 1860 udlejet til en grosserer. I 1874 blev stedet udlejet til skibsbygger Lautrup som anlagde en havn her. Ja og en plads som han kaldte Ny ballast Plads anlagde han også.
Rosenvænget
Lige i nabolaget lå et eksklusivt idyl. Her var det rene idyl for dem, der havde nok af penge. Her var man ikke plaget af patienterne fra Finsens Institut, i hvert fald ikke i begyndelsen. Jo det var Rosenvænget. Der var kun adgang gennem den røde låge gennem Rosenvængets Allé, hvis man havde fået udleveret en nøgle.
Men det var lidt malurt i bægeret, for en lille del af den stinkende Rosenå, løb langs Rosenvængets sydlige haver. Jo det var i 1857, at området der blev udstykket. Her boede foruden Fru Heiberg, malerne Marstrand, Aagaard og Skovgaard. Her boede politikere, vekselerere og fabrikanten William Wain (B&W).
Døssige af kulstøvet
Men også ak og ve for dette kvarter. For den nye Frihavn skabte store forandringer på Østerbro. Således berettede Politiken, at i villahaverne i Rosenvænget viste familiemedlemmerne sig ikke mere under åben himmel. De blev døssige af kulstøvet.
Ingen ølhaller i kvarteret
Ak ja. I Illustreret Tidende kunne man i 1863 læse følgende:
Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelser eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.
H.C. Andersens jagt på gratis middage
I 1872 var de 49 grunde alle sammen solgt. Kun privilegerede personer, som H.C. Andersen kunne få udleveret nøgler. Jo her kom han ofte for at sikre sig en gratis middag. Ofte var det hos Fru Heiberg, der havde den østligste villa. Men det var fast, at eventyrdigteren hver tirsdag skulle have middag hos højesteretssagfører Drewsen. Det var også her, at Andersen prøvede sine kunstige tænder i marts 1864. Ikke alle var lige begejstret for Andersens evige jagt på gratis middage. Til gengæld var Andersen ikke altid begejstret for, at han blev sat til at underholde børnene
Fru Heiberg brød sig ikke om alle
Det var bestemt ikke alle som fru Heiberg brød sig om. Det var ikke alle, der kunne indordne sig efter de specielle regler herude. Fru Heiberg brød sig i begyndelsen ikke om Drewsen og bestemt ikke om dennes børn.
Og så bredte Finsens Institut sig. Og borgerskabet var bange for, at hudsygdommene kunne smitte, og så kunne man ikke tåle at se de vansirrede ansigter. Patienterne blev hånlig omtalt. Men efterhånden havde instituttet overtaget en tredjedel af villaerne.
Tabte Højesteretssag
Og gisp i 1932 rejste der sig en 3 – etagers bygning i kvarteret. Beboerne påberåbte sig de særlige servitutter. Men Højesteretssagen gik beboerne imod.
Hvem boede i Lipkesgade 25?
Det var ikke hvem som helst, der boede her. På Livjægergades nordside boede enkegrevinde C. Shulin og senere fabrikant Goldschmidt. Men boede der ikke almindelig folk på Østerbro dengang. Jo da, lad os prøve at kigge på Lipkesgade 25 omkring 1885:
Præget af militæret
Jo befolkningssammensætningen var præget af militæret. Standarden på bebyggelsen var væsentlig bedre end på Nørrebro. Dengang sad byggematadorerne selv i Borgerrepræsentationen. De var ikke interesseret i byggevedtægter. Men på Østerbro kom man lidt senere igen. Og nu var det pludselig stillet krav.
Jo det var sandelig handelsgartner, maler og tegner Alexis Lipke, der fik opkaldt en gade efter sig. Selv havde han en villa ved den nuværende Classensgade.
Den sidste blodbøg
Forandringerne kom hurtig. Heldts Beværtning blev til Rode – kontor. Og det flotte hvide hus blev til Sparekassen for København og Omegn. Ja forandringerne kan vel bedst illustreres med historien om Blodbøgen, fortalt af Benedicte Arnsen – Kall:
Til intet af disse Træer i Classens Have har jeg næret en sådan kærlighed som den store blodbøg med de historiske minder fra Livjægernes udfald i 1807. Dette træ, der havde trodset så mange omvæltninger, stod der endnu i fuld kraft og skønhed i 1885 som Danmarks ældste blodbøg. Fra et af mine mange vinduer i min mangeårig bolig på Citadelsvejen kunne jeg se det, og mange morgen har jeg hilst på det og takket det for, at det endnu stod der, at det endnu var et forbindelsesled mellem hin fjern barndomstid på det gamle Østerbro og alderdommens stille syslen med livets brogede og vekslende minder. Men heller ikke denne glæde skulle vare ved. En morgen 1885 måtte jeg fra mit vindue se på, at vandalske øksehug fældede det herlige træ.
Ejeren, en for nylig afdød handelsgartner, der i mane år havde kælet for det og selv kendte dets historiske betydning, var falden på, eller var blevet opfordret til, at udparcellere grunden til nogle kedelige snorlige kasernegader, der nu står som grimme og kedelige monumenter over al den svundne skønhed.
Resterne af De Fattiges Dyrhave
Ude ved Kalkbrænderiet lå der endnu omkring år 1900 et traktørsted, his indehaver hed Hammerich. Det var absolut den allersidste rest fra De Fattiges Dyrehave. Her kom var beboerne fra Nyboder også velkommen. Det var de ikke i den rigtige Dyrehave eller i Frederiksberg Have.
Store anlægsarbejder langs kysten
Mens der blev bygget på de flotte naturgrunde skete der også ting og sager langs den flotte strandpromenade. Et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker, småhavne og tømmerpladser opstod. Duften af stillestående vand og rådden tang blandede sig med tjære. Udsigten over Sundet blev hæmmet af et hav af plankeværk. Langs kystlinjen kom der efterhånden store anlægsarbejder.
En time går hurtig
En time går alt for hurtig. Vi kunne have fået lidt mere, at vide om badeanstalterne og havnene langs kysten, om dengang, da Martin Andersen Nexø forsøgte, at snyde sig fra svømmeundervisning med en undskyldning, at han havde brok.
Vi kunne have fortalt om Griffenfeldts lidelser på Kastellet:
Et tilbud fra en skarpretter
Vi kunne have fortalt, om dengang, da Struensee og Brandt blev henrettet. Egentlig var der en kort overgang et henrettelsessted lige i nærheden af Classens Have. Vi kunne måske kigge lidt i skarpretterens tilbuds – katalog fra 1698:
Alt dette kan du gå ind og læse på www.dengang.dk, og der kommer meget mere.
Tilbage til hovedpersonen
Men lad os lige slutte med vores hovedperson. Ham, som vi kan takke for, at det ikke hedder Clausens Have.
Classen efterlod sig en stor formue. Og denne skulle bruges:
Classens Have indgik som værdi i fonden. I 1880erne blev der lagt planer for havens anvendelse og etagebyggerierne begyndte at tage fat.
En stor fond
I dag ejer og dyrker Fonden 1.700 hektar agerjord og 2.634 hektar skovbrug. Classen havde i mange lidt af gigt, og det var dagen før sin død, han fik lavet testamentet. Hans bror følte sig noget snydt. Der blev oprettet legater til fordel for hospitaler, skoler og stiftelser. Han bestemte også, at Frederiksværk skulle videreføres af sin gode ven Prins Carl af Hessen mod betaling af en særlig Frederiksværk – afgift.
Hvad med offentlige møder?
Tak for jeres opmærksomhed. Og så håber jeg, at vi også på Østerbro kan holde nogle store offentlige foredrag om vores bydels historie lige som på Nørrebro.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere:
August 28, 2014
Det var ofte en kamp mellem det danske og det tyske i Aabenraa. Pastor Ahrnkiel havde herskersyge og var meget egenrådig. En Aabenraa – skrædder lavede en kappe til den svenske konge. Og svenskerne forlangte meget af Aabenraa – borgerne. I 1848 blev Frederiksklubben dannet. Lederne blev udvist til Kolding. I 1830 erne var det småt med industri i Aabenraa. Man havde et par tobaksfabrikker, en orgelfabrik og et teglværk. Det var godt man havde skibsfarten og driftige købmænd. To gange om ugen kom der post. Først i 1870 blev der etableret en sømandsskole. Men da var det nok for sent.
Herskabet talte tysk
Ved Hertugdømmernes deling i 1544 kom Aabenraa by og amt under de gottorpske hertugers regime. Det var Hertug Adolf, der regerede. Dette betød at befolkningen kom i et slags modsætningsforhold til kongen.
I den gottorpske tid var embedsmændene alle tyske og embedssproget var tysk. Oprindelig var sproget plattysk, således er den ældste kirkebog fra Aabenraa på plattysk. Senere er det højtyske trængt ind. Antagelig talte den almindelige befolkning dansk.
Men kongen og hans embedsmænd brugte også tysk.
Der blev sunget tysk under danske gudstjenester
Det gottorpske regime forsøgte bevidst at uddybe modsætningsforholdet til kongen, således tilsluttede de sig til kongerigets fjender. De fortrængte alt, hvad der var dansk. Også i kirken blev tysk anvendt. Ja selv under de danske gudstjenester blev der sunget tyske salmer. Skolebørnene blev også undervist på tysk.
Et egenrådigt gemyt
En af de ivrigste tilhængere af det gottorpske styre var provst Troels Ahrnkiel. Han var født i 1632 i Toldsted. (se artikel). I 1672 blev han præst og provst i Aabenraa.
I 1675 inden den Skånske krig lykkedes det for kongen at få afsluttet en traktat i Rensborg med hertugen af Gottorp, hvorefter kongen skulle overtage disse dele. Men straks efter den Skånske Krig i 1679 måtte kongen atter afgive områderne.
I 1684 mente kongen atter at være stærk nok til at overtage områderne. Det danske kongehus anordnede, at nu skulle der bedes kongebøn for den danske konge. Men dette ville Troels Ahrnkiel ikke. Han var mild sagt et meget egenrådigt gemyt. Det endte da også med, at kongen afskedigede ham.
Men i 1689 måtte kongen atter afgive sine områder til hertugen, og Troels Ahrnkiel rykkede atter ind i kirken. Her fik han så lov til at blive til sin død i 1712.
Tyskheden havde det let
Denne Ahrnkiel var næsten konstant i strid med borgmester, råd, amtmand og regering. Han var herskersyg og egenrådig.
I 1713 kom de gottorpske lande endelig igen under den danske konge. Den gottorpske tid har senere haft betydning for tyskheden i Aabenraa. Det viste sig nemlig, at den Slesvig – Holstenske bevægelse havde lettest ved at vinde indpas i Aabenraa.
De frygtlige svenskere
30 – års krigen, som brød ud i 1618 kastede sin tunge skygge over Aabenraa. Det var især mellem 1626 – 29, at Aabenraa fik krigen at føle. I 1625 havde Christian den Fjerde kastet sig ind i krigen. I slaget med Tilly ved Lutter am Barenberg blev kongen fuldstændig slået. De kongelige tropper drog i de følgende år mod nord. De blev fulgt af Wallensteins tropper. I vild forvirring jog kongens soldater op gennem Jylland. De brændte og plyndrede byer overalt, hvor de kom.
Det var kun med de største anstrengelser, at det lykkedes at skaffe de penge, fornødenhed m.m. som fjenden forlangte. Soldaternes grusomheder mod befolkningen kendte ingen grænser.
Wallensteins tropper plyndrede også byen. 40 borgere i byen stod uden tag over hovedet. Deres huse var blevet brændt af.
Og i 1629 måtte Aabenraa også døje med en alvorlig pestepidemi.
Et dyrt bekendtskab
I december 1643 var det general Lennart Torstenssons tur til at gøre det surt for Aabenraas befolkning. Efter at have ødelagt Søgård indfandt han sig i Aabenraa.
Pastor Hübschmann skriver i sine optegnelser, at svenske tropper 8 dage før jul i 1643 blev landsat i Aabenraa. De forlangte flere tusinde rigsdaler.
Da oberst Douglas med fire et halvt kompagni ryttere og den halve stab havde ligget byen til last gennem længere tid havde ligget byen til last, blev der sendt et nødråb til hertugen. e klagede deres nød i høje toner. Senere rykkede kongens tropper ind i byen. de slog 28 svenske ryttere ihjel. Men også de kongelige tropper blev et dyrt bekendtskab for Aabenraa.
I marts 1645 udskrev den svenske general Wrangel en ordre til Aabenraa Amt og By om levering af 50.000 pund Brød, 150 Tdr. Øl, 600 Tdr. Havre.
Det skulle sammen med en lignende ordre til Løgumkloster Amt leveres til Ergenförde.
Den 1. august var krigen slut. Men spændingerne mellem Danmark og Sverige bestod.
Krigserklæring mod svenskerne
Den 1. juni 1657 udstedte Danmark en krigserklæring mod Sverige. Den svenske konge Karl Gustav som netop befandt sig på felttog mod Polen, vendte øjeblikkelig dette land ryggen. Allerede en månedstid efter erklæringen stod han i Holsten. Det varede heller ikke længe inden han havde indtaget hele Jylland. I januar 1658 foregik hans berømte togt over isen til øerne.
En kappe til den svenske konge
Karl Gustav må en tid have haft kvarter i Aabenraa. Det skriver pastor Hübschmann. Aabenraa – skrædderen, Peter Schade fik gennem borgmester Hans Magnussen ordre til at sy en kappe til kongen.
En mand ved navn, Lorentz Layggaard fik 24 skilling for at bringe den færdige kappe til kongen. Han var draget til Fredericia for at forberede troppernes overgang over Lillebælt.
Efter at kongen havde forladt Aabenraa, måtte befolkningen lide med polakker og brandenborgere. Særlig polakkerne stod for at pine mange af Aabenraa – borgerne.
Det gik mange år, inden Aabenraa kom sig efter krigene.
Pest på vej
I 1711 – 12 udbrød der igen pest i Polsk Preussen. Et omfattende apparat blev sat i gang for at hindre, at sygdommen bredte sig til de kongelige og hertuglige lande.
Der blev udsat ridende strandvagter, der skulle hindre at søfolk blev landsat. Mandskab, der kom ind i havnene blev nøje undersøgt. Der blev ført tilsyn med varer, klædningsstykker og lignende.
En stolt søfartsby
Snart oplevede Aabenraa sin storhedstid som havne – og handelsby og fremstilling af skibe. Dette har vi dog beskrevet i andre artikler.
Da bygningen af jernskibe begyndte, gik det tilbage for skibsfarten i Aabenraa. Men eventyret varede helt til 1860erne. De stolte skibe og de driftige sømænd fra Aabenraa og Løjt, der havde været overalt i Nordhavet, Vestindien, Kina, Japan og endda Sydamerika, havde udspillet deres rolle.
Vi skal også lige kort nævne, Aabenraas ambitioner om, at blive badeby. Også det har vi beskrevet udførligt i artikler.
En sprogerklæring
Embedsmændene havde udbredt det tyske sprog i byen. Men den jævne befolkning talte nærmest sønderjysk. I 1850 blev der udsendt en bestemmelse om sprogforholdene i Sønderjylland. For Aabenraa hed det sig:
Der indrømmes det danske og tyske Sprog lige Ret som Kirkesprog, saaledes at der afvekslende paa den ene Søndag holdes Højmesse paa Tysk og Aftensang eller Froprædiken paa Dansk, paa den anden Søndag omvendt. I samme Øjemed ansættes to Kompastorer ved Byens Kirke. Det danske Sprog indføres som Undervisningssprog i Stadens Skoler, men dog saaledes, at der ogsaa drages Omsorg for, at der meddeles Børnene grundig Undervisning i det tyske Sprog.
Ugebladene i aabenraa
Vi skal måske lige kigge på de daværende Bladforhold i Aabenraa. I 1825 påbegyndtes udgivelsen af et lille ugeblad, Allgemeines Wochenblatt. Det var redigeret af høker, Hans Kopperholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Og bladet blev trykt hos C.A. Rathje. Selv om bladet var tysk, var der også danske tekster i bladet.
Der var ingen danske – eller tysknationale tendenser i bladet i begyndelsen. Selv dr. Neuber, der senere blev danskhedens store fjende, skrev lejlighedsdigte på tysk i bladet til kongens eller Danmarks pris.
Efter indvielsen af den nye rådhus i Aabenraa den 28. oktober 1830 gengav Wochenblatt den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
I efteråret 1830, da Uwe Jens Lornsens skrift Ueber das Vervassungswerk in Schleswigholstein, blev dette omtalt i avisen. Men det varede ikke længe før der kom en beklagelse af dette i bladet.
Gnidninger mellem redaktør og borgmester
Men snart opstod der en strid mellem borgmester Georg Schow og redaktør Hans Kopperholdt. Dette resulterede i, at kongen efter indstilling af borgmester, kancelli og regering fratog ugebladets privilegium på grund af redaktørens stadig voksende Modstand og aabenbare Ulydighed. Det sidste nummer af bladet udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer søgte, at udgive et nyt blad i stedet for Wochenblatt. Han var ud af en gammel Aabenraa – familie, der kan føres mange hundrede år tilbage. Sammen med professor Flor oprettede han et dansk Laanebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede dette bibliotek til 200 bind.
Hele den historie om Fischers blad, har vi tidligere omtalt her på siden.
Frederiksklubben
Den 11. december 1848 blev Frederiksklubben oprettet. Det var de gamle slægter, Fischer, Bahnsen og Cornett, der stod bag. I løbet af 1849 havde foreningen efterhånden 150 medlemmer. Og medlemmerne var kærnen af byens borgerskab, håndværksmestre, købmænd, skibsførere og lignende. Og navnet på klubben var selvfølgelig til ære for kong Frederik den Syvende.
I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på Rådhuset, hvor de fik at vide, at de havde to timer til at forlade byen. De fik udstedt et tvangspas til Kolding og blev ledsaget dertil af soldater. De øvrige medlemmer turde ikke mødes før den næste våbenstilstand.
Sprogforeningen
Og efter 1864 blev det bestemt heller ikke lettere, at være dansksindet i Aabenraa. Også medlemmerne af Sprogforeningen blev gang på gang anklaget. Og man måtte heller ikke anvende ordet Sønderjylland.
Sprogforeningens medlemmer kunne heller ikke mødes kængere, for dem, der lagde husly til dem, blev straffet. Derfor erhvervede foreningen forsamlingshuset, som de omdannede til Folkehjem.
Ikke meget industri
Hvordan så det i grunden ud dengang i Aabenraa i 1830erne? Dr. Neuebers forsøg med at gøre Aabenraa til kurbad, blev en kæmpe fiasko. Der var to tobaksfabrikker, to lysestøberier, et teglværk, en orgelfabrik og et sukkekogeri. Der var masse af småhåndværkere, handelsstanden, fiskere, gæstgivere og landbrugere. Hertil kom søfarten.
To gange om ugen kom der post
Aabenraa havde dengang ikke nogen højere skole, sygehus eller Forsørgelsesanstalt. Man havde et stort antal milde Stiftelser og Legater til lindring af Nød og fattigdom. Der var dog læger og apotek i byen. Drikkevandsforsyningen var både god, bekvem og tidsmæssig. Fra kilderne på Ahrensbjerg blev vandet i udborede træstammer ført ned til byen.
Post – to gange om ugen
Gadebelysningen var sparsom og minimal. Ved hjælp af olie – og tranlygter spredtes enkelte steder aftenens mørke af et minimalt lysskær. I hjemmene hjalp man sig mest med støbelys i stager eller lysekroner.
På to ugentlige torvedage forhandlede landboerne deres produkter til byens indbyggere. Af hvert slagtet kreatur, der udbødes til salg, tilkom der borgmesteren dyrets tunge. Og desuden skulle der erlægges 4 skilling i torvegebyr.
Fremgang indtil 1864
Lige op til 1864 blev Aabenraa under borgmester Lunn præget af en positiv udvikling. Slotsgrunden blev indlemmet til byen og Kilen blev inddiget. Byen fik en arbejds – og forsørgelsesanstalt , et sygehus og en borgerskole. Et nyt apotek fik kongelig privilegium. Den elektriske telegraf kom i brug og blev installeret i Rådhuset. Et gasværk blev bygget. Ved anlæggelse af jernbanen og ved dampskibenes udvikling blev trafikken til og fra Aabenraa forbedret. Skibsfarten samt skibsbyggeri havde succes.
Efter 1864 skete der atter et omsving i byens forvaltning. Da Preussen i 1867 havde overtaget Hertugdømmet og dermed byen, måtte forvaltningen atter ledes efter nye principper. Nye mænd rykkede ind på Rådhuset.
Tilbagegang for Byen
En sømandsskole blev oprettet i 1870. Men byens søfart var da allerede på tilbagegang. Skibsværfterne måtte lukke, og det svækkede byens næringsliv.
Det gik tilbage for byen, og indbyggertallet faldt. Byens garnison var blevet flyttet til Haderslev.
Et lyspunkt var dog indførslen af tømmer, kul og foderstoffer samt kvæg til karantænestaldene. Dette bragte indtægter og beskæftigelse til byen. Ved bygningen af en fiskerihavn og anlæggelse af småbaner, søgte byens ledelse at fremskaffe nye erhvervsmuligheder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
Toldsted på Hærvejen
Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
August 28, 2014
Antallet af kønssygdomme i Aabenraa steg under Besættelsestiden. Maren blev sendt på jordemoderskole i Flensborg, for at stoppe børnedødeligheden. Undertegnede blev kaldt for pivskis. dagen efter var det bah – buh til Sønderborg Sygehus. Skarpretter Röseler mente, at han havde bedre forstand på legemet end kirurger og feltskærersvende. Rødekors – formand fik halsen skåret over på Gågaden med overlevede. Søstre blev kaldt til byen, man glemte bare lige at indrette soveværelser til dem. Og så lå der møddinger overalt i Aabenraa.
Det ældste sygehus i Haderslev
Der fandtes tidligt de såkaldte Skt. Jørgensgårde. De var oprettet af de katolske munke ordner til pleje af spedalskhed og andre smitsomme sygdomme. De blev nedlagt efter Reformationens indførelse. Men ellers fandtes der ikke mange egentlige sygehuse i Sønderjylland før 1864. Ja der var faktisk kun tre, Christina Friederica Stiftelsen i Haderslev, Amtssygehuset i Gram og et sygehus i Sønderborg.
Og sygehuset i Haderslev antyder skænket af kammerherreinde Christina Friederica von Holstein. Det blev opført tilbage i 1839.
Et lille sygehus i Persillegade
Aabenraa havde også haft en Jørgensgaard med tilhørende hospital beliggende nordøst for byen. Den blev nedlagt i 1596, og bygningerne med jord overgik som avlsgård til Brundlund Slot.
Da byen i 1848 byggede en ny Fattiggård i Persillegade, opførtes samtidig et lille Sygehus på 14 senge, 10 for mænd og 4 for kvinder. Hovedsagelig var dette beregnet for de farende svende, men ret hurtigt viste det sig, at de lokale i høj grad havde brug for det.
Et lazaret i Nygade
Efter Sønderjyllands afståelse til Prøjsen fik Aabenraa en infanteribataljon. Og er i den forbindelse blev der indrettet et lazaret i en bagbygning til Nygade 55. Den bestod til 1. oktober 1888, da bataljonen rykkede til Haderslev.
Dette fik de stedlige myndigheder til at overveje, hvad der nu skulle ske i byen. En kirurgisk uddannet læge, Dr. med. Otto Wiemer havde nedsat sig i byen og var stærk interesseret i sygehusspørgsmålet.
Forvaltningen tog derfor straks lazaretbygningen i brug, som midlertidig kredssygehus under Wiemers ledelse. Og endelig i 1891 – 92 gik planerne i gang med at opføre et rigtigt sygehus.
Kredssygehuset
På den sydvestlige skråning af Arnbjerget, nord for byen opførtes da frit og højt beliggende et nyt , en fløjet Kredssygehus på 40 senge. Det var rummelige og lyse sygestuer. Operations – og badeværelser svarede til tidens sundhedsmæssige krav. Omkostningerne med grund og inventar beløb sig til 120.000 mark, eller 3.000 mark pr. seng. Samtidig blev der bygget en stenbarak til 10 senge med delvis forskydelige afdelinger for epidemiske sygdomme samt et Desinfektionshus.
Og der var virkelig behov for et sygehus i Aabenraa. Allerede i Nygade steg belægningsprocenten hvert år betydeligt.
Et nyt klosetsystem
Sygehusledelsen fulgte med tiden. I 1894 indførtes serumbehandling mod Difteritis. I 1899 kunne man komme til efterbehandling med Medikomekaniske Apparater og Massage. Der blev ligeledes et kemisk – bakteriologisk laboratorium. Elektrisk belysning, central dampobevaring og et nyt klosetsystem, kaldet Ideal. Men først i 1908 kom systemet med vandskylning og septictank. Det første system var med Tørvestrøelse.
Et lighus blev også bygget i 1899.
I 1902 blev der anskaffet røntgenapparater og der blev indrettet en elektrisk lysbadeanstalt. I 1903 fik sygehuset tilslutning til byens vandforsyning med eget filter og afjerningsanlæg. Til behandling af lungesyge om sommeren indrettede man en barak.
Et Helsehjem
Allerede efter 20 års forløb var en udvidelse af sygehuset påkrævet. Der opførtes en sidefløj mod nord, som kunne tages i brug i 1911. Nu var sengeantallet oppe på 65. En ny og større operationsstue kunne indrettes. Ja tænk i 1913 foretog sygehuset 469 operationer.
Omtrent samtidig med udvidelsen af Kredssygehusets hovedbygning var der sket noget, der kunne aflaste belægningen. For i 1910 blev der knyttet en nybygning, Erholungsheim. Det var en slags Helsehjem beliggende nord for hovedbygningen. Den var opført af Landesversicherungsanstalt der Provintz Schleschwig – Holstein. Her blev 30 lettere lungesyge behandlet af gangen.
Spar på Nyanskaffelser reparationer og brød
Den 1. januar 1914 fratrådte Dr. Wiemer som sygehuslæge, og Dr. med. Max Jansen blev ledende læge. Under dennes deltagelse i krigen, vikarierede Johannes Dibbern i mange år. Han havde været praktiserende læge i byen, men havde ofte assisteret på Sygehuset.
Udviklingen på sygehuset stagnerede under Første verdenskrig. Sygehusene i Sønderjylland blev fra regeringen i Berlin, anmodet om at spare på nyanskaffelser, reparationer og brød. Ressourcerne blev brugt på krigsførelsen.
Navneforandring
Efter Genforeningen var det Dr. Jansen, der ledede sygehuset. Og snart kom det til at hedde Amtssygehus.
En ny og mere tidssvarende operationsafdeling blev taget i brug. Der blev indrettet kedelanlæg og et nyt vaskeri blev taget i brug. Nye apparaturer blev taget i anvendelse og et obduktionsrum fremskaffet. ved en senere tilbygning blev der skaffet plads til en større røntgenafdeling og til udvidelse af reservelægeboligen.
Og atter i 1923 fik sygehuset navneforandring, nu hed den, Aabenraa Amts og Bys Sygehus.
Overlægen ønskede ikke diakonister
Den tidligste sygepleje blev udført af mandelige og kvindelige sygevogtere. Fra 1870erne blev der på de sønderjyske sygehuse ansat diakonisser fra Diakonisseanstalt Flensburg. De var veluddannede og de fleste var dansksindede. Det var Sankt Lukas Stiftelsen, der sendte søstrene ud. Men på Aabenraa Sygehus blev samarbejdet meget kort. Overlægen ønskede ikke diakonisser på sit sygehus.
I 1926 – 1927 opførtes sydvest for sygehuset for en anlægssum på 45.000 kr. en overlægebolig med facade ud mod Bjerggade. Samtidig blev sygehusets tilkørselsveje forbedret.
Tuberkoloseanstalt
Da den hidtidige epidemibarak ikke mere kunne betragtes som tidssvarende , blev der i 1931 øst for sygehuset bygget et Epidemisygehus på 165 senge med forskydelige afdelinger. samtidig opførtes et Ligkapel med tilhørende vel udrustede Lig – og Obduktionsstue. Omkostningerne til dette beløb sig til 145.000 kr.
I 1932 blev sygehusets klosetafdeling fornyet, og så kom der også en såkaldt sygeelevator.
Fra 1922 var Helsehjemmet blevet udnævnt til Tuberkuloseanstalt.
Helsehjemmet fungerede faktisk kun i fire år som det, det var beregnet til. Under krigen blev lokalerne stillet til rådighed for militære myndigheder. Det fungerede også som reservelazaret under ledelse af Dr. Dibbern.
Huset blev ombygget for 85.000 kr. og kom derefter til at virke som Tuberkolosesygehus. Der var plads til 30 patienter, og det blev med den nye hospitalsleder, Aage Ipsen som behandlende overlæge. Tilgangen til sygehuset oversteg alle forventninger. I 1928 blev specialist i lungesygdomme, Kai Hammer leder af sygehuset.
Ordensreglementet
Der skulle herske orden, etik og moral på hospitalerne dengang. Og det kan vi også se i et ordensreglement fra 1928:
- Under Opholdet paa Hospitalet maa Patienterne nøje overholde det for dette gældende Ordensreglement. Upassende Opførsel eller Undladelser af, uagtet sket Paamindelse, at efterkomme Overlægens Forskrifter berettiger denne til straks at udskrive Patienten, saafremt dennes Tilstand tillader det. Klager over Forhold ved Hospitalet fremføres for Bestyrelsen.
- Føde og Drikkevarer maa kun efter Overlægens, i hvert enkelt Tilfælde i Forvejen indhentet Tilladelse indføres paa Hospitalet. Em saadan Tilladelse kan kun ventes givet i særlige Tilfælde. Til patienter, der faar Fuldkost kan dog sædvanligvis indbringes raa Frugt, Chokolade, Sukkervarer og lignende, mens Patienter paa Diæt kun med Overlægens Tilladelse maa modtage saadanne Nydelsesmidler. Klager over Kosten maa straks frembringes over for Overlægen.
- Oppegaaende Patienter maa holde sig indenfor Tuberkulose Hospitalets Terræn. Dispensation kan gives af Overlægen. Kortspil samt al spil om Penge er forbudt.
- Besøg er kun tilladt i Besøgstiden. Børn under 14 Aar maa ikke uden Overlægens Tilladelse aflægge Besøg paa Hospitalet. Besøg udenfor Besøgstiden tilstedes kun after Tilladelse fra Overlægen. Denne kan af Hensyn til en enkelt Patients Helbredstilstand eller under Epidemier forbyde eller begrænse Besøg.
- Patienter er forpligtede til at deltage i Arbejde, som af Overlægen kan forordnes som Led i Kuren.
- Tobaksrygning er forbudt overalt inden Døre samt paa Loggier og i Liggehaller.
Det stigende antal funktionærer på sygehuset bevirkede, at ledelsen måtte leje den nærliggende og forhenværende Navigationsskole. Her fik en del af sygeplejerskerne bolig.
Alle ugifte ansatte, og dem var der flest af, boede i sygehusenes funktionærboliger og havde såkaldt Fri station. Dette betød fuld kost, fri uniform og fri vask.
I 1934 sprængte udbruddet af børnelammelse hele epidemiafdelingen. Over 100 indlæggelser var der med den lidelse eller mistanke om denne.
Privatklinik i Fiskergade
Da Dr. Jansen den 31. december 1921 fratrådte sin stilling som ledende læge ved Aabenraa Amtssygehus, havde han kort forinden købt Dr. Wiemers ejendom i Fiskergade. Her havde han indrettet en privatklinik med fem senge. De blev senere udvidet til 9 senge. En opgørelse fra 1922 viser, at der her var indlagt i alt 91 patienter.
Ingen senge til søstrene
Klinikken blev afhændet til St. Hedvigssøstrene fra Breslau. Nu var det sådan at Dr. Abild i 1920 havde nedsat sig i byen som specialist i Hals – , næse – og Øresygdomme. Fra 1925 kunne han ikke mere behandle sine patienter på Amtssygehuset. Så han var nødsaget til at fremskaffe operations – og sengeplads til sine patienter.
En midlertidig klinik på Missionshotellet på Klinkbjerg med 8 senge viste sig at være utilstrækkelig. Ejendommen indrettedes nu med 30 senge, og blev åbnet den 15. september 1926 under navnet Skt. Ansgar Klinik. Det var med Dr. Abild som læge og Søster Placidia som priorinde. Efter 1945 var det dr. Unna, der tilsluttede sig med en hudafdeling.
Ja egentlig var det biskop Johs. Brems, der henvendte sig til Hedvigsøstrenes moderhus i Breslau, og bad om, at der måtte komme søstre til Aabenraa. I maj 1926 havde søstrene efter store betænkeligheder sagt ja til anmodningen.
Søstrene var kommet i øsende regnvejr. der var arrangeret kaffebord og messe og det hele. Men det var lige en ting, som man havde glemt. Og det var, at finde overnatningsmulighed til søstrene. To loftskamre blev hurtig ordnet, så her kunne søster Placida, søster Lazarina og søster Bernada så nøjes med at ligge på gulvet. De tre søstre var de første og kom fra Dalum Kloster.
I 1927 havde klinikken 426 patienter.
Udvidelser
I slutningen af 1927 nedsatte Dr. med. Alfred Beyer sig som øjenlæge i byen. Han havde også et ønske om at indlægge patienter på klinikken, så denne måtte udvides.
Ordenen købte derfor en naboejendom, som tilhørte Aabenraa Kommune. Sengepladserne blev udvidet til 50. Klinikken fik ny røntgeninstallation og Finsen – lys. I 1930 blev der her indlagt 656 patienter.
Antallet af kønssygdomme steg under besættelsen
Sæberationeringen under besættelsen førte en masse sygdomme med sig i Aabenraa. Således havde Aabenraa i 1940 kun 23 tilfælde af fnat. Men amtslægen kunne konstatere, at dette tal var steget til 650 i 1943.
De tyske besættelsestropper bragte en vis smitte i form af difteri og skarlagensfeber med sig . Men mest markant var nok påvirkningen af kønssygdomme. I 1940 var der 36 registrerede tilfælde af gonorré i byen. Dette tal var i 1944 steget til 145.
Ny patientfløj
Under besættelsen var der fem læger på sygehuset. Den ledende var den kendte overlæge Wollesen. Han blev dog i 1944 arresteret af tyskerne. Det øvrige personale bestod af 16 sygeplejerske, 23 sygeplejeelever og 52 andre funktionærer.
I Fiskergade var der i 1956 ansat tre læger og 15 andre funktionærer. Klinikken var i dette år blevet udvidet, og havde efterhånden 66 sengepladser.
I 1954 – 57 blev der ved sygehuset opført en ny patientfløj i tre etager. Nu var der plads til 131 senge. Også personalet blev øget især i 1950erne. I 1939 var der et personale på 75. I begyndelsen af 1960erne blev dette antal øget til 156.
Rystende sundhedsforhold
Sundhedsforholdene i 1700 – tallets Aabenraa var rystende. Åbne møddinger lå i gårdene tæt ved brøndene. Man forstod ikke betydningen af renlighed. Børnedødeligheden var stor og epidemier hærgede med jævne mellemrum.
I 1753 hærgede en ukendt epidemi i hele Slesvig. Antallet af døde i Aabenraa var alene 126. To år efter ramte en difteritisepidemi. I begyndelsen 1760erne ramtes byen af dysenteri og kopper. Russisk influenza hærgede i 1784.
År 1800 var der igen galt med kopper, men da var man begyndt at vaccinere.
Sendt til jordemoderskole
For at nedbringe børnedødeligheden blev Maren Rasmussen sendt til den flensborgske jordemoderskole.
I 1740 forsøgte man at begynde med at forsyne byen med bedre drikkevand. Men det gik ikke helt som forventet.
I 1787 anbefalede man kilderne i rådmand Bahnsens kobbel på Arnbjerg. Fire år senere blev det tilladt at finansiere det hele via Toldsted brevskilling. Inde i byen blev der opstillet syv brønde med vandposter.
Indtil 1858 skaffede dette vandforsyningsanlæg byens befolkning sundt og friskt vandforsyning.
Indgreb i næringen
Fra 1720 til 1745 var der to kirurger i byen. Ja en overgang var der faktisk tre privilegerede kirurger i Aabenraa. De fleste af datidens kirurger havde deres erfaring fra militæret.
Det var de færreste, der havde bestået en eksamen. Men det havde Valentin Jahn, der slog sig ned i 1722. Ja og sin eksamen bestod han i Amsterdam.
Sin praktiske uddannelse havde han dog fået som feltskærersvend i den oldenborgske bataljon og til søs.
Andre feltskærer var ansat hos de skiftende garnisoner i byen. Derfor kom der let til rivninger og brødnid. Både i 1733 og 1742 klagede byens kirurger over indgreb i næringen.
Skarpretter Röseler mente, at han var ekspert
Ja selv byens bøddel var på et tidspunkt indblandet i dette. Det var for at tjene lidt ekstra ved siden af hængninger, tortur og halshugninger. Jo det var skam skarpretter Röseler, som vi tidligere har berettet om.
Röseler hævdede, at han vidste mere om legemets struktur og lemmernes forbindelse end kirurgerne. Jo han var skam specialiseret i broksniden, aftapning af vattersot, skæring af kræftskader og trepanering.
Man nåede så til den enighed, at Röseler kunne beskæftige sig med at helbrede arm – og benbrud, foruden de andre gøremål, som hans andet job førte med sig.
Kongens kirurg kurerede mange
Den sidste praktiserende kirurg i Aabenraa var Claus Hess, der praktiseret indtil 1812, hor han flyttede til Tønder, hvor han døde i 1818.
Vi kan da også nævne, at i tre uger i året 1759 opholdt Felix von Tardini i byen.Han var ridder af den franske orden af den hellige grav i Jerusalem og førstekirurg hos kongen af de tre Sicilier. Den gode Felix kurerede under sit ophold så mangen en borger.
Præsten kunne også
I 1773 dukkede en tidligere præst fra Ditmarsken, Egerich Christian von Warner op i byen. I 1774 havde han 30 mennesker i kure og havde blandt andet kureret en sindssyg pige, der tidligere havde været lagt i lænker. Han fik dog forbud mod at praktisere i byen.
Lægen klagede over degnen
Nu kunne man jo godt få fat i en rigtig læge, men først fra 1739.. Den første læge, der slog sig ned i byen i var dr. med. Caspar Schunk. Han var indfødt flensborger, og blev fysikus i byen.
I 1751 klagede Schunk over, at degnen i Løjt trak kunder til. Hans egen praksis var nede på 12 – 20 patienter på et år. Degnen erklærede, at Schunk var lidet berømt for sin dygtighed som læge, men selv havde han næst den guddommelige velsignelse heldet med sig. Hans Michelsens praksis blev dømt til at lukke.
Ja så var det klager over, at Röselers datter gav åreladning.
Heldigvis var der gode læger i Aabenraa
Derefter var det Wiggers, som vi tidligere har skrevet om. han havde et vanskeligt sind, og kunne nærmest være ubehagelig over for sine patienter. De velhavende i Aabenraa lod hente læge fra Haderslev. I 1811 var det så Neuberts tur. Ham, har vi også tidligere skrevet om. I 1813 bosatte der sig en læge Karstens i byen.
Aabenraa var ikke så heldige med deres fysikus. Wiggers var ved at blive sindssyg, og Neubert blev fyret fordi han modtog bestikkelsespenge. Ja og fysikus v. Maack blev også afskediget. I mange år var stillingen ubesat. Trods amtmandens indstilling værgede man sig ved at udnævne fysikus dr. Grauer. Han var en temmelig klodrian som læge, men en dansk mand, der havde lidt meget for sin loyalitet.
Men heldigvis var der andre gode læger i byen.
Apotekeren med giftbeholdere
Og når vi nu taler om sygdom, skal vi vel også lige have med, at allerede i 1600 – årene var der privilegerende apotekere i Aabenraa. I 1709 fik Thomas Fabricius privilegium, og han blev grundlægger af det senere Løveapotek. I 1742 var det sønnen, Heinrich Fabricius, der videreførte apoteket. Det var forbundet med vinhandel og krydderihandel. Det lå, der hvor Søndergade 14 i dag ligger.
I 1769 flyttede apoteker Johan Friedrich Jürgensen apoteket op på Storetorv i et elve fags gavlhus.
Og så indløb der en del klager over apoteker Peter Fabricius. Han fik masser af advarsler og bøder. Men den 29. – 30. september 1803 blev der foretaget visitation ved professor Pfaff og i overværelse af fysikus og byfoged.
Man fandt giftene rød og hvid arsenik samt hvid sublimat som stod i åbne kar i et ikke særligt velisoleret kammer. Der var store mangler ved mange medikamenter og en del måtte kastes bort. Kar og glas blev ikke holdt rene. Laboratoriet var i en fugtig og meget lav kælder under privatboligen.
Der skulle sørges for nøjagtige vægte og føres ordentlig bog over alle receptekspeditioner samt ansættes en provisor. Jo sandelig apotekeren måtte fortsætte. Den var ikke gået i dag. I 1805 blev et nyt laboratorium bygget. Året efter blev apoteket solgt til Ingwer Petersen. Han havde eksamen fra Sanitetskollegiet i Kiel. I 1811 ombyggede han apoteket.
Stadig stinkende urenheder på gaden
Endnu i 1852 måtte politiet indskærpe at henlæggelse af stinkende urenheder på gaden var forbudt. Man måtte kun midlertidigt måtte anbringe sand og fejlskarn der. Først frygten for koleraen og den dermed følgende oplysning medførte væsentlige forbedringer i befolkningens forståelse af renlighedens betydning.
Blev kaldt pivskid
Og undertegnede havde ikke så meget at gøre med sundhedsvæsnet i Aabenraa under sine 16 – 17 år i byen. Det havde vi, da vi flyttede til Padborg. da var vi ofte inde på skadestuen i Aabenraa med en meget livlig Peter Rasmus.
Ja, jeg har også været i tjærebad hos Dr. Unna, men det hjalp nu ikke.
Så var det dat da også lige, at jeg opsøgte min udmærkede læge, Carsten Vagn Hansen. Jeg havde stor smerter i halsen. Det fik jeg så pencilen for, med instrukser på, at såfremt det stadig gav smerter ved ophør af dette, så skulle opsøge ham igen. Uheldigvis var han så draget på ferie, så en anden vikarierede. Denne læge kaldte mig for en stor pivskid, og gad ikke undersøge mig. Om lørdagen stod den så på fest med Anne Grethe og bagermestrene i Aabenraa. Og det blev til særdeles mange Gammel Dansk.
Næste morgen kunne jeg ikke få luft. Halsen var ved at lukke. Med tegnesprog forklarede jeg så Anne Grethe, at den var hel gal. En læge blev tilkaldt mit hjem i Barkmøllegade. Han nægtede at behandle mig, da vi nok lugtede af nattens udskejelser. Anne Grethe tog hvis nok fat i kravetrøjen på ham, da han var på vej ned af trappen igen. Han kunne så konstatere, at den var helt gal. Han ville tilkalde en ambulance. Anne Grethe tilbød, at køre mig til Sønderborg. Men hun måtte dog love lægen ikke at køre, da hun nok stadig havde sprut i blodet. En veninde blev tilkaldt.
Spændende møde med Sundhedsvæsnet
Ankommet til Sønderborg mødte jeg så en sur overlæge, der var blevet tilkaldet midt under en jagt. Resultatet var at jeg skulle opereres i halsen.
Det var altid spændende at møde sundhedsvæsnet.
Og så fik jeg også lige savet Carsten Vagn Hansens hustru, Joan over ved et arrangement på gågaden i Aabenraa. Det var mine vener, Crazy Joe m.m., der optrådte til stor morskab for byens befolkning. Jo, og Joan overlevede.
Både Carstens familie, og sønnen Chris og hans Neander Jazzband fik jeg engageret til musik på Gågaden i Aabenraa.
Og i Aabenraa byggede man i 1990erne et nyt super – sygehus. De er hvis ikke blevet helt færdige endnu.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs på www.dengang.dk –
August 28, 2014
Infrastrukturen blev forbedret i Sønderjylland i perioden 1850 – 1864. I Aabenraa dominerede skibsværfterne. I Aabenraa var man bange for Bruhns konkurrence fra Kalvø. En masse var beskæftiget her og afhængig af denne industri. Men der blev også produceret 200.000 cigaretter årligt i Aabenraa. Et jernstøberi i Slotsgade skabte også beskæftigelse.
Sønderjylland 1850 – 1864
Der var gang i Aabenraa, inden prøjserne tog over. I Sønderjylland var der i perioden fra 1850 – 1864 tale om industri på et tidlig stadium. Brugen af maskiner og mekanisk drivkraft var endnu på et tidligt stadium.
1820erne var præget af landbrugskrise og voldsom tilbagegang for den større industri. Men efter 1826 vendte det og frem til 1870erne kan man tale om en velstandsperiode. Dog måtte man omkring 1857 igennem en lille nedgangsperiode.
Forhøjede toldsatser
For hertugdømmerne betød adskillelsen fra kongeriget en del økonomiske problemer. De virksomheder, der indtil da havde eksporteret til kongeriget, måtte søge nye markeder, som følge af ændrede og forhøjede toldsatser.
Industrien skulle også tilpasse sig en ikke ubetydelig konkurrence fra de øvrige tyske rige.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med de kaotiske forhold, der herskede under Treårskrigen (1848 – 1850). Dette fik i høj grad indvirkning for erhvervslivet. Hvis man ikke havde kendskab til ens adfærd under krigen, kunne det knibe med at få en tilladelse.
Ved tre – års – krigen udbrud i 1848 blev hertugdømmerne i toldmæssig henseende betragtet som udland.
De stramme lavsbetingelser
For at drive borgerlig næring i købstæderne krævedes det som regel, at man erhvervede borgerskab i den pågældende købstad. Hvis det fag, man beskæftigede sig med var omfattet af lavsbetingelser, ja så var det en række betingelser, man skulle opfylde.
De stramme lavsbetingelser kunne godt virke hæmmende for industriens udvikling.
I landdistrikterne kunne ganske få håndværkere nedsætte sig uden koncession. Hovedparten skulle have koncession for at kunne etablere sig. Det samme gjaldt for handlende. De pågældende måtte ikke medhjælp uden tilladelse fra amtmanden.
Man tog hensyn til Loyalitet
Man tog i den grad hensyn til loyalitet. Man tog da også hensyn til, om der eksisterede samme industri i forvejen. Ja og så spillede det også ind, om der var adgang til råstoffer på stedet.
Landtransport var ret dyr. Vejnettet var dengang ikke særlig udbygget. Og datidens veje var ikke i særlig god stand. Derfor var det problematisk at transportere varer på længere afstand.
Bedre infrastruktur
Via vandtransport var det lettere og hurtigere at transportere diverse ting. Denne transportform favoriserede dem, der lå tæt ved vandet.
I Sønderjylland blev der mellem de to krige bygget såkaldte chausseer (landeveje). Den tidligere etablerede vej fra Flensborg til Aabenraa blev ført videre nordpå mod Kolding. Sønderborg – Flensborg vejen blev bygget. Fra Ribe blev der etableret en vej til Tønder. Den blev senere videreført mod Husum.
Det engelske firma Peto, Brassey og Betts fik i 1862 koncession til at anlægge en jernbane og postvæsenet blev udbygget. Flere dampskibe kom i fast rutedrift.
De dominerende industrigrene i Sønderjylland dengang var teglindustri, tekstilindustri, skibsbyggeri, jernstøberi og tobaksindustri.
Frigjort for lavstvang
Regeringen var interesseret i øget skibsbyggeri inden for monarkiets grænser og søgte at fremme det. I 1837 blev skibsbyggeriet ved patent af 7. november frigjort for lavstvangen. Dette var en befrielse for skibsværfterne idet de beskæftigede folk som tømrer, smede, sejlmagere m.m.
To slags værfter
I Sønderjylland fandtes der to slags værfter. Den ene slags var drevet af håndværksmestre med en solid faglig viden. Den anden slags var drevet af folk, der skulle have investeret deres kapital.
Den første kategori var blandt andet repræsenteret af Paulsens Værft, Andersens Værft og Mads Mikkelsens Værft.
Agent Bruhns Værft på Kalvø repræsenterede den anden kategori. Det var dog den første kategori, der dominerede i 1850erne.
De største rederier og værfter var i Aabenraa
Skibsbyggeriet havde sin storhedstid fra 1820 – 1880. Det oplevede en højkonjunktur i 1850erne, men kom ikke igennem 1857 uden riser.
Disse skibsværfter havde stor betydning for beskæftigelsen. men de havde også betydning for underleverandørerne. En masse håndværkere var afhængige af disse værfter, såsom smede, snedkere, sejlmagere, malere, kobbersmede og bødkere. En del værfter havde således deres egen smedje.
Nogle af monarkiets største værfter og rederier fandtes i Aabenraa. Og vi skal da heller ikke glemme det store værft på Kalvø.
Tre værfter i 1851
I 1851 var der i Aabenraa tre skibsværfter, der i alt havde 100 beskæftigede, T. Andersens værft, Mads Mikkelsens værft og Jørgen Paulsens værft.
Det ældste var sidstnævnte. Det var oprettet i 1719, og havde siden været i familiens eje. Skibsbygmester Jørgen Paulsen havde overtaget værftet i 1838, og under hans ledelse nåede det sin storhedstid. Værftet fik i 1854 etableret sin egen smedje trods protester fra Smedelavet i Aabenraa.
Magistraten støttede etableringen af smedjen, da en sådan ville fremme arbejdets kvalitet. Tidligere voldte det praktiske problemer at bruge smedjer i nærheden. Paulsens værft beskæftigede i 1851 ca. 35 faste medarbejdere.
Thorkild Andersens Værft var grundlagt i 1831 af nordmanden Thorkild Andersen, som ledede værftet til sin død, hvorefter det en tid blev ført videre af hans enke og derpå overtaget af sønnen, Skifter Andersen.
I 1851 beskæftigede værftet, 30 mand.
Mads Michelsens Værft var grundlagt i 1841 af Mads Michelsen, der kom fra kongeriget. Efter hans død i 1856 blev værftet overtaget af brodersønnen, Niels Jacobsen. Værftet beskæftigede i 1851omtrent 35 mand.
Alle tre værfter eksisterede fortsat i 1856. Da var der kommet yderligere to værfter i byen, idet Peter Lund og Mads Holm havde etableret sig.
Tre nye værfter
Peter Lunds Skibsværft fik ikke nogen lang levetid efter etableringen i 1856. Det har formentlig været krisen i 1857, der gjorde det af med det nye værft. Det har sikkert ikke fået fodfæste og oparbejdet ressourcer til at modstå økonomisk dårlige tider. Værftet var kun i drift i årene 1856 og 1857, hvor der blev bygget nogle mindre skibe.
Mads Holm havde ligeledes etableret sig i 1856. Han byggede i perioden 1856 – 1857 en skonnert, hvorpå han flyttede fra byen. Han blev senere direktør for Helsingør Skibsværft.
De fem skibsværfter beskæftigede i 1856 i alt 222 personer.
I 1857 oprettede H. Reimar et nyt skibsværft. Han var ikke selv faguddannet, men havde i stedet ansat en konstruktør fra København.
Det var også i den periode, at Mads Michelsens Værft skiftede ejer. Som følge heraf blev alle afskediget i 1858, men værftet fortsatte frem til 1880.
Bruhns skibsværft på Kalvø
Foruden de store skibsværfter i Aabenraa var der et stort skibsværft på Kalvø i Genner Bugt. Det var i 1849 blevet oprettet af agent Jørgen Bruhn fra Aabenraa som en pengeanbringelse, uden at han dog var i besiddelse af en koncession til skibsbyggeri. Værftet var således etableret og i drift, da der atter kom ordnede forhold efter Tre – års – krigens afslutning.
Aabenraa frygtede konkurrencen
Borgere i Aabenraa frygtede konkurrencen fra skibsværftet på Kalvø og var især bange for, at agent Bruhn i forbindelse med skibsværftet skulle etablere en hel by, som skulle kunne true Aabenraas position. De klagede derfor til kongen. Resultatet blev, at Jørgen Bruhn i februar 1851 fik dom for, at han ikke måtte fortsætte skibsbyggeriet på Kalvø uden koncession. I efteråret samme år, opnåede Bruhn dog koncession til skibsbyggeri på Kalvø – blandt andet mod at betale en afgift til Aabenraa By.
Striden mellem Jørgen Bruhn og borgerne i Aabenraa blussede op igen, da Bruhn i sommeren 1852 søgte tilladelse til at drive høkeri på Kalvø. Endnu engang var Aabenraa – borgernes frygt for en konkurrerende by på Kalvø, vagt. Måske var det derfor, at ministeriet afslog ansøgningen fra Bruhn.
Sønnerne kunne ikke køre det videre
Jørgen Bruhns sønner formåede ikke at fortsætte skibsværftet på Kalvø, og efter nogle døde perioder lukkede værftet i 1864.
I 1851 havde værftet 60 beskæftigede.
Teglværker i Aabenraa Amt
Nu var det også andet industri i Aabenraa, således er det registreret 12 teglværker i Aabenraa Amt i 1851 med mere end fem beskæftigede. I alt var der her beskæftiget 111 personer. I 1856 var dette tal steget til 17 teglværker.
Et jernstøberi i Slotsgade
I Slotsgade var der desuden et jernstøberi. I 1861 blev Slotsgade indlemmet i Aabenraa By. Stallknechts Jernstøberi var blevet grundlagt i 1852, og i 1856 var der her beskæftiget 20 personer.
Tobaksfabrikker
I Aabenraa var der to tobaksfabrikker med mere end fem ansatte. Den ene hed Joh. H. Middelheus Cigar – og Tobaksfabrik. I 1851 figurerer en fabrik drevet af F. Andreasens arvinger. I midten af perioden figurer desuden Hans Offersens Cigar – og Tobaksfabrik . Disse fabrikker var dog ret beskedne. I 1856 udgjorde det samlede antal beskæftigede ca. 27 personer.
Vi kender den samlede produktion fra 1851, og det var 51.170 pund tobak og 197.250 stk. cigaretter. Alene Middelheus producerede 175.250 cigaretter.
Små teglværker
I Aabenraa Amt var virksomhederne hovedsagelig repræsenteret teglværker, der dog langt fra måle sig med virksomhederne omkring Flensborg Fjord. Hertil kom en klædefabrik i slutningen af perioden i Gråsten.
Teglværkerne var fordelt med 5 – 7 i Lundtofte herred og 7 – 10 i Rise og Sdr. Rangstrup herred. Men ellers var der ikke meget industri.
En orgelfabrik
I Aabenraa By var det skibsværftsindustrien, der dominerede. Byen havde dog en betydelig handel, et par tobaksvirksomheder, et ikke lille jernstøberi og en orgelfabrik. Denne orgelfabrik vil vi senere vende tilbage til.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Da man fandt ud af, hvad de tysksindede ville med Knivsbjerg, forsøgte de at købe grunden tilbage. Redder Jebsen var den største yder til Bismarck – monumentet. Det Tyske Mindretal mente, at det danske politi ikke gjorde meget ud af, at opklare sabotagen på Knivsbjeg. Og så ville Der Nordschleswiger have Bismarck tilbage. Rasmus mente, at Hitler lå begravet her. Og vi fik vore ideer igennem på Knivsbjerg.
Forsøgte at købe Knivsbjerg tilbage
Knudsbjerg var engang et tingsted. Og man mener også, at det har været et kulturcenter og et offersted.
Efter et stormøde den 16. juli 1893, mødtes en hjemmestyskere fra Aabenraa, Aabenraa, Løjt, Hoptrup for at købe Knivsbjerg til fremtidige møder. To tyske bønder gik til bakkens ejer, der var dansk, og købte ballen for 6.700 mark. De fortalte ikke rigtig, hvad de ville bruge den. Og det hele blev sat i gang af pastor Jessen i Sønder Vilstrup.
Da man fra dansk side, hørte, at de ville oprette en Germania – statue, forsøgte man, at købe marken tilbage, men så var det for sent.
”Vedbliver at forblive tysk i al evighed”
Lidt syd for Hoptrup og ca. 10 kilometer nord for Aabenraa ligger Knivsbjerg. Det rager ganske godt op i vejret – 97 meter. Siden 1893 har det været ejet af Knivsbjerg – selskabet. Fra 1894 blev de årlige tyske fester fejret her. Her besluttede man så at rejse et nationalt mindesmærke for hertugdømmernes befrier, Otto Bismarck. Det var ham, der var skyld i, at Sønderjylland var tysk fra 1864 – 1920.
Ved indvielsesmødet den 15. juli 1894 var der 6.000 deltagere. Der blev hejst en 25 meter flagstang med et til meter langt flag skænket af Michael Jepsen. Fra de tysksindedes side foreslog man, at bakken skulle hedde Wilhemshöhe, men det slog aldrig an.
Åbenbart har man fundet inspiration på Skamlingsbanken, som siden 1843 var blevet brugt til lignende nationale formål med modsat fortegn.
Ved indvielse af Landråd Schwartz blev der sagt:
I tysk jord er du rejst, og du lader dit blik glide hen over det tyske hav, og kun dig Bismarck, kan vi takke for, at dette land er blevet tysk og vil vedblive tysk i al evighed.
Indsamling til Bismarck – statue
Man foretog en indsamling, og hos rederen Michael Jepsen og hans familie fik man et større beløb. Man fik samlet cirka samlet 10.000 mark. Grundstenen blev lagt i 1895. Men først i 1901 blev det berømte Bismarck – tårn indviet. Da var Bismarck blevet fyret af Kejser Wilhelm den Anden.
Dette var Bismarck ikke særlig tilfreds med. Fra hans gods Friederichsruh skrev han mange barske udfald mod regeringen gennem Hamburger Nachrichten. Og han nåede slet ikke, at se sit tårn, der ragede 46 meter i vejret. Han døde i 1898.
Hele anlægget kom til at koste 170.000 Mark. De fleste af disse penge, blev betalt af redder, Michael Jepsen. De resterende del af pengene blev indbetalt rundt omkring i provinsen. Monumentet på Knivsbjerg opnåede en anden plads af samtlige Bismarck – monumenter i Tyskland.
Jepsen – et stort firma
På verdensplan af Jepsen og Co 6.500 ansatte. Michel Jepsen etablerede sig som selvstændig redder på Skibbroen i Aabenraa i 1882. Allerede i 1897 ejede han 14 dampskibe. Ved første verdenskrig i 1914 blev Michael Jepsen interneret af englænderne. Først i 1919 kunne han vende tilbage til Aabenraa og genoptage fabrikken her.
”Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet her”
Monumentet bestod af blandt andet to gange seks meter brede tapper med 30 trin. Og så kunne man i midten komme op på den øverste etage, men det krævede yderligere 20 trin.
Man kan altid diskutere, hvor flot bygningsværket tog sig ud. Det var bygget i den rigtige tyske gotiske kraftbare stil. Udvendig var det beklædt med granit. I en niche var der anbragt en syv meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt et citat af Bismarck:
Vi Tyskere frygter Gud, ellers intet på denne Jord.
Under statuen stod Up ewig ungedeelt (for evig uddelt). Og det menes selvfølgelig Slesvig – Holsten.
Bürschenschaft Alamania forsøgte, at oprette 300 statuer af Bismarck overalt i Tyskland. Man anbefalede, at der skulle bruges tysk granit. Man anbefalede, at prisen ikke oversteg 20.000 kr.
Det blev til 250 statuer af Bismarck. De blev bygget i forskellige stilarter i fire kontingenter. Der står endnu 175 tilbage, heraf otte stk. i Slesvig Holsten.
Savede hovedet af, da Bismarck blev flyttet
Den sidste forsamling fandt sted på Knivsbjerg den 11. maj 1919, inden Sønderjyllands afståelse til Danmark. Den 4. juli blev Bismarck statuen afmonteret og fragtet til Rendsborg. Man blev nødt til at save hovedet over, for at der kunne være plads. Brütts mesterværk blev den 30. august 1930 transporteret til Hütten Sogn og opstillet i Aschberg.
I 1930erne samledes medlemmer af Hitler Jugend på stedet. Nazificeringen af det tyske mindretal irritererede de dansksindede. Det skabte et voldsomt modsætningsforhold mellem dansk og tysk.
Knivsbjergtårnet sprængt
Den 16. august 1945 kunne man i Danevirke læse følgende overskrift, Knivsbjergtaarnet sprængt i Nat. Bladet kunne endvidere fortælle, at tårnet kun var en ruinhob, og at ingen mennesker var kommet til skade. Eksplosionen foregik ved 3 – tiden om natten. Den tyske militærbelægning, der lå i en barak tæt på, var klokken 3.10 blevet advaret. Fem minutter efter lød der et ordentligt brag. Man anslog, at 40 sabotører havde anvendt 850 kg sprængstof.
I området opholdt der sig 150 tyske flygtninge og 75 soldater. Man skulle også nå at advare gårde og huse i området. Vinduerne skulle åbnes og al trafik på hovedvej 10 skulle stoppes.
Gjorde de nok ved opklaringen?
Modstandsbevægelsen foretog sprængingen lige inden de skulle aflevere deres våben og sprængstoffer til politiet. Hærværket blev aldrig opklaret. Det Tyske Mindretal mente, at politiet ikke gjorte nok ud af opklaringen.
Nu er det hele vel ikke så hemmeligt mere. For i bogen Kvindernes modstandskamp fortæller den dengang 27 – årige Ulla Kunøe, hvor hun var at være eneste kvinde, blandt 40 sabotører. Hun har opgivet et dokument, hvor det afsløres, at hun var med sprængningen.
Deltagerne var ”tyskerklippet”
Knivsbjerg – festerne blev genoptaget i juni 1947. Dette vakte stor modstand i de danske kredse. Natten til ugedagen, hvor festen skulle afholdes, blev der udført to sprængninger på Knivsbjerg. Der blev opsat skilte med dødningehoveder og med taksten Livets Landminer udelagt. I mange år blev møderne kontrolleret af politiet (Se vores artikel: Den sønderjyske efterretningstjeneste). I en rapport fra 1947 skriver politiet:
Deltagerne var ret afdæmpede i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk, Man saa ikke som ved tidligere Fester var den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede sammenkomsten.
Æreslunden skiftede til mindesmærke
Fra 1955 fandt politiet ikke officielt anledning mere til at holde øje med Knivsbjerg – festen. I 1955 – 1956 betalte den danske stat for oprydningen ved Knivsbjerg. Tårnet blev aldrig genopført, men blev dækket med jord. Tilbage står kun en mindetur med en nøgterne indskrift om sprængningen.
I 1969 bragte Danmarks Radio en radioudsendelse om episoden. En hvis hr. Frandsen kunne fortælle om episoden. Han fortalte blandt om, at tyske soldater havde skudt efter sabotørerne.
Æreslunden Ehrenhain for faldne sønderjyder og i tysk tjeneste, skiftede navn til Gedänkstätte, hvilket betyder mindested. På stedet kan der ses omkring 750 tysksindede sønderjyder. De meldte sig i frivillig tjeneste i Hitlers Waffen- SS under 2. verdenskrig. Seks af navnene er senere blev fjernet med en vinkelsliber. De to af dem, var belastet af deres gerninger efter krigen. To af dem døde reelt først efter krigen, hvor de blev henrettet i forbindelse med retsopgøret.
Det er mindretallets organisation Bund Deutscher Nordschlewiger (BDN), der besluttede navneændringen i erkendelse, af tiderne har ændret sig.
Der Nordschleswiger vil have Bismarck tilbage
Hele området tilhører fra 1970 Jugendhof Knivsbjerg, og derigennem Det Tyske Mindretal i Sønderjylland.
I 2010 vakte det langt fra begejstring alle steder, da Der Nordschleswiger – det tyske mindretals blad, forslog, at der skulle oprettes et mindesmærke for selve Bismarck i Danmark.
Efter offentliggørelse af Kong Christian den Niendes breve, hvori den kongen tilbyder Danmark som medlem og provins af de tyske forbund (Deustscher Bund) efter 1864, må den danske historie også omskrives vedrørende Bismarcks person, mente avisen i en leder. Den tyske rigskansler var mere end et århundrede forhadt i Danmark på grund af hans politik. Åbenbart modsatte Bismarck sig personligt planen om, at Danmark skulle ende som en provins i Deutscher Bund.
Og i Nordschleswiger blev der udtalt, at efter, at tårnet var bortsprængt, kunne man overveje at få ham tilbage i lighed med Isted – løven!!!!
Er det her Hitler ligger begravet?
Men det var her på Knivsbjerg, vi kom nogle gange. Rasmus gik på tysk skole i Padborg. Inden han blev så gammel vi forbi alle mindeplader. Min kone og mig gik lidt foran. Pludselig råbte Rasmus:
Er der her Hitler ligger begravet?
Vi kom til at kigge på formanden for Bund Deutscher Nordschlewiger. Han så ud til at have et lidt anstrengt smil. Vi kom lidt senere på kant med skolen, og fik først en undskyldning længe efter, at Rasmus var kommet ud af skolen.
Vi fik hørt vores ideer på Knivsbjerg
Inden havde vi da også været i gennem skruestikken. I forbindelse med en ny bog om mindretallet havde vi udtalt os om problematikken med skolesystemet. Det første til, at vi skrev en kronik, der vakte lidt røre. I første omgang ville Den Nordschlewiger ikke bringe den. Men de ringede da langt længe efter, at vi havde haft den i andre aviser. De spurgte, om de måtte oversætte den til tysk, og om vi skulle godkende den. Det blev en pragtfuld oversættelse, som jeg ikke kunne have gjort bedre.
Men det endte med, at vi blev inviteret på Nachschule i Tinglev. Her provokere jeg lidt. Talen blev delt op i dansk, tysk og sønderjysk. Halvdelen var begejstret og halvdelen peb.
Hvor var det skønt, at høre vores egne ideer på talerstolen på Knivsbjerg. Så fik vi da alligevel opnået noget.
www.dengang.dk indeholder også en masse artikler om det dansk/tyske forhold i grænselandet.
August 28, 2014
Sprogforordninger i tidens løb bestemte, hvilket sprog, der skulle undervises efter. Men det var nu ikke altid kommunen rettede sig efter dette. På et tidspunkt var der både købmandsskole, navigationsskole og landbrugsskole i byen. Efter Genforeningen fik byen en Statsskole, der egentlig kun skulle have været en realskole. De tysksindede følte sig forbigået og oprettede deres eget gymnasium. Man følte en sand hetz fra dansk side, da man ville etablere en tysk privatskole. Dette er en artikel om skolehistorie i Aabenraa frem til 1930erne.
En dansksproget Borgerskole
Det er ikke let at danne sig et fuldstændigt overblik over skoleforholdene i Aabenraa – dengang. Men man ved, at der i 1639 nævns en latinsk skoleholder ved navn Ot.
I midten af det 17. århundrede oprettedes en dansksproget Borgerskole. Samtidig undervistes der af tyske skrive – og regnemestre på højtysk. I løbet af tiden fortrængte det højtyske det nedertyske sprog.
Den stakkels skolelærer
I det 18. århundrede voldte en skoleholder og skrivemester, Mathias Philip Neitzel Magistraten og Det Tyske Cancelli mange bryderier, fordi han hjalp folk med at affatte og skrive bønskrifter og klager. Den lille, spinkle og haltende mand, der sad i trange kår med en blind datter måtte ofte en tur i tugthuset. Han rettede sig ikke efter Magistratens advarsler.
Skoleordning fra 1814
I 1814 udsendte Kong Frederik den Sjette en Allgemeine Schulordnung für die Hertzogtümer Schleswig und Holstein. Denne forordning indførte undervisningspligten og skabte en fast ramme for Ungdommens opdragelse og tilegnelse af kundskaber. Skolesproget i de fire købstæder, samt i Bov og Christiansfeld skulle være tysk.
I byerne skulle der være tre slags borgerskoler:
Der blev ikke undervist på dansk
Det var ikke så lidt, der blev krævet af eleverne i Hovedskolen. Særlig på det matematiske og naturvidenskabelige område var målet temmelig højt. Danske sprogtimer var obligatoriske. Om skolerne overholdt skoleplanerne, og om eleverne fik noget ud af en undervisning, der stilede så højt, vides ikke.
De danske sprogtimer forsvandt efterhånden. Borgmester og Råd måtte i 1829 indrømme, at der ikke blev undervist dansk på en eneste af skolerne i Aabenraa. Oplysningen kom efter, at der igen blev rejst krav om dansk undervisning.
Grunden til, at der blev undervist på tysk var, at man ville bevare forbindelsen sydpå. Borgmester og Råd sagde endvidere, at det højtyske jo blev talt i de finere kredse.
En Sprogforordning fra 1850
Men ved Sprogforordningen fra 1850, blev der indført dansk undervisningssprog i alle byens offentlige skoler. Dette medførte til gengæld, at der blev oprettet tyske privatskoleklasser.
Både drenge – og pigeafdelingen af Borgerskolen havde siden 1833 til huse i skolebygningen ved Skolevejen, der senere blev benyttet af den tysksprogede afdeling. Ved siden af Borgerskolen eksisterede der en Rektorklasse, der udgjorde det for den højere skole.
Men dette må have ført til en del besværligheder, da der var forskellige årgange i samme klasse. Skolen blev dog godt drevet af den dygtige rektor Buch. Da denne flyttede fra byen, benyttede Skolekollegiet muligheden for at nedlægge Rektorklassen.
Mange borgere i Aabenraa ønskede en ny skole. Og denne blev til virkelighed i 1852. Her blev en Højere Privatskole oprettet af overkrigskommissær Børgesen.
Krigs assessor Deichmann ledede en privat Realklasse for børn af mindre bemidlede hjem. Kun få fik adgang til en højere undervisning dengang. Derfor gik byen med til at skaffe fripladser til denne skole.
Fattigskole
Der fandtes også den såkaldte Gynderothske Fattigskole. Det var en skole, der var stiftet den 5. september 1741 af staldmester Ernst Christoph von Gynderoth af Eutin. Formålet var undervisning af 50 fattige børn fra Aabenraa. Læreren skulle foruden en fribolig have en godtgørelse af 80 rigsdaler. Skolestiftelsen fik indtægter fra nogle marskjorder i Rudbøl Kog. En del af indtægterne blev brugt til børnenes beklædning.
En ny skolebygning blev opført i 1847.
Et flertal for undervisning på tysk
Den 11. oktober 1864 blev der foretaget en afstemning i Aabenraa. Man skulle stemme om skolesproget skulle være dansk eller tysk. Det endelige resultat blev 412 borgere stemte for tysk og 268 for dansk undervisning.
Amtmanden mente dog, at der skulle bibeholdes nogle timer på dansk. Fra dansk side protesterede man mod denne afstemning, samt kontrollen af den. Men faktum var, at tysk blev indført som undervisningssprog den 1. april 1865.
Deichmanns Realskole blev lukket i september 1864. Rektorskolen skulle fra april 1867 føres tilbage ti de forhold, der eksisterede før 1848. Leder blev førstelærer Dr. Wolf. Denne skole var kun beregnet for drenge. Senere blev der grundlagt en Pige – mellemskole.
En dansksproget Borgerskole
For at bøde på fuldstændig mangel på dansk skolegang, grundlagde den danske lærer, Juhler en dansksproget Borgerskole for drenge og piger. Skolen fik lokaler i bygningen, Slotsgade nr. 33.
I de følgende 20 år skete der ikke de store forandringer i skolegangen i Aabenraa.
Den danske Borgerskole lukker
Men en dag i 1884 mødtes borgmester Wreden, politibetjent Lebermann og en tredje person fra Juhler – skolen, der på dette tidspunkt blev ledet af lærer Rossen. Mødet resulterede i, at Juhler – skolen blev erklæret for lukket. Børnene skulle fremover indlemmes i Den Tyske Borgerskole.
Fra det tidspunkt var det kun mulighed for at få ugentlig to frivillige timer i dansk.
Skolesituationen i Aabenraa
Skal vi kigge på skolevæsnet i Aabenraa i 1880erne kommer vi frem til følgende:
Stiftelsesskolen indlemmet i Borgerskolen
I 1888 blev der truffet en overenskomst mellem direktionen for Den Gynderothske Stiftelse og Aabenraa Bys Skolekollegium truffet den overenskomst, at Stiftelsesskolen og Borgerskolen skulle forenes til en Folkeskole. Den skulle omfatte 6 drenge – og 6 pigeklasser, samt en fællesklasse for drenge og piger.
Sidstnævnte skulle have lokaler i Stiftelsesskolen og skulle optage elever, der i nogle måneder om året var fritaget for undervisning. Ifølge aftalen skulle der ydes gratis bøger og andet skolemateriel til 50 børn, i nødstilfælde til 100 børn af Stiftelsens midler.
Men blandt borgerne i Aabenraa blev den blandede klasse ikke anset for at være ligeværdig med de andre klasser i Folkeskolen. Det endte med, at forældrene nægtede at sende deres børn i denne klasse. Derfor blev den i 1892 ophævet.
Omorganisering af skoleforholdene
Dette betød så en omorganisering og en udvidelse af Folkeskolen til at omfatte 8 drenge – og 8 pigeklasser. De nyoprettede klasser blev oprettet forskellige steder rundt om i byen. Folkeskolens hovedbygning kunne langt fra rumme det voksende børnetal i byen. Man brugte blandt andet lokaler hos tidligere vognmand Rasmussens lokaler i Nygade 53.
I Nygade 23 opførtes der en helt ny skole i 1878. Den blev taget i brug af Pige – Borgerskolen. I 1896 blev der foretaget en omfattende ombygning af den gamle skole ved Skolevejen. I 1914 skabtes der en tilbygning til skolen, som kunne rumme fire store rummelige klasseværelser. Men det var først efter krigens afslutning, at disse blev taget i brug.
Pige – mellemskolen
Pige – mellemskolen var indtil 1905 anbragt i Borgerskolens Lokaler i Nygade 23. Da Rektorskolen (Drenge – Mellemskolen) blev omdannet til Kgl. Realskole, og i 1905 flyttede ind i den nye bygning i Forstallé, fandt den højere Pigeskole et hjem i Rektorskolens gamle lokaler i Fiskergaden. Dette varede dog kun i et par år. For to år senere blev der bygget en ny Pige – Mellemskole bag ved Rådhuset.
Skolekøkken – uddannelsen for de ældre piger blev fremmet ved at der i 1907 blev bygget en ejendom ved Skolevejen. Det var takket være et privatinitiativ, at dette kom i stand. I mange år var her Tysk Bibliotek.
Andre skoler i Aabenraa
Købmandsskolen (Kaufmännische Fortbildungsschule) begyndte sin virksomhed i 1891. Vi må også lige huske, at før krigen eksisterede der også i Aabenraa, Den Kongelige Præparandskole, Navigationsskolen og Landbrugsskolen. Præparandskolen havde eksisteret siden 1874. Den havde lokaler i den gamle skolebygning på Kirkepladsen.
I 1902 fremlejede byrådet Den Gynderothske Stiftelsesskole til Provinzialsschulkollegium til brug for Præparandskole. Under krigen blev skolen overført til en moderne skolebygning i Callesensgade. Eleverne måtte gennemgå skolens tre klasser, før de kunne optages på et Seminarium.
Da Navigationsskolen i Løjt Kirkeby stoppede, blev der oprettet en Navigationsskole i bagbygningen til Kaptajn Callesens ejendom (senere Folkebanken) på Skibbroen. Senere kom den til at består af en forskole klasse og en styrmands klasse. Denne kom til at ligge i en bygning ved siden af det gamle sygehus.
Landbrugsskolen i Fiskegaden blev grundlagt i 1898. I 1905 blev den overtaget. Der blev undervist i to klasser om vinteren.
En overgangs – ordning
I tiden fra Genforeningen den 15. juni 1920 og til skoleforholdenes endelige ordning blev undervisningen foretaget af vikarer. Disse bestod af tidligere lærerkræfter fra den tyske stat, og dels af lærerkræfter, der var kommet nord fra.
En række forordninger kom i løbet af juni og juli, og den 25. juli valgtes den første skolekommission.
Ved den første indskrivning i august indmeldtes 570 børn i den dansk – og 471 i den tysksprogede afdeling.
På grundlag af disse tal, fastslog man antallet af klasser ved de to afdelinger, og personale blev antaget.
Den 26. oktober meddelte Skoledirektøren for Aabenraa Amt, at der til den dansksprogede afdeling var der kaldet 10 lærere, 5 lærerinder, 2 mandelige timelærer samt 1 kvindelig timelærer.
Til den tyske afdeling var der kaldet 7 lærere, 4 lærerinder og 1 timelærer.
Udnævnelsen blev regnet fra den 1. november 1920. Efter en gennemgribende reparation af bygninger og materiel tog man så fat på undervisningen. Den 6. – 7. oktober tog man så fat i undervisningen.
Den to afdelinger
Den dansksprogede afdeling fik tildelt skolebygningen, Nygade 23, der er opført i 1878, og skolen i Rådhusgang, der var opført 1907.
Den tysksprogede afdeling fik anvist skolebygningen på Skolevej. Den ældste del af denne bygning var fra 1833. Den nye del var fra 1914.
Skolekommissionen fandt det vigtigt, at de ældre elever fik afsluttet deres eksamen efter de gamle modeller.
For at lette overgangen til fællesklasser, blev man enige om, at drenge og piger i de seks øverste klasser skulle sidde adskilt.
En tysk mellemskole
I januar 1922 kom der et Andragende fra Deutscher Schulverein om, at få oprettet en tysksproget mellemskole i tilknytning til den tysksprogede kommunale folkeskole, fordi de tysksprogede afviklingsklasser på Statsskolen skulle afsluttes 1925.
Man godkendte det tyske andragende. Men tilgangen til den tyske mellemskole var efterhånden så ringe, at den blev afviklet i 1930.
Fra 1932 ophævedes Underskolen. Herefter undervistes alle børn i Aabenraa Skoledistrikt de første 4 – 5 skoleår i den kommunale folkeskole.
Problemer med gymnastikundervisningen
I de første år efter Genforeningen var det så som så med gymnastikundervisningen. Man brugte en gammel træbygning fra den tyske tid. Denne forfaldne bygning var ganske uanvendelig til gymnastiske øvelser.
i 1922 ansøgte man derfor Undervisningsministeriet angående en opførelse af en tidssvarende gymnastikbygning. I 1927 opførtes på Skolepladsen en stor smuk bygning, hvor der blev indrettet to gymnastiksale, et stort sløjdlokale og tre baderum med koldt og varmt styrtebad.
I 1922 var der blevet bygget en særlig skolebadeanstalt ved fjorden.
I 1928 blev der indrettet en moderne håndgerningsklasse og året efter et moderne skolekøkken.
Pr. 1. april 1935 var der 837 børn i den danske afdeling og 318 børn i den tyske afdeling.
Den tyske Privatskole startede med 19 elever
Efter 1920 blev alle tyske skoler i landsdelen undtagen fire skoler omdannet til danske skoler. Der blev ikke overladt Det Tyske Mindretal nogen højere skole, som gav adgang til universitetet. Dog blev der oprettet overgangsklasser for de ældste elever i de øverste klasser.
I Aabenraa blev der i 1920 oprettet en Privat Tysk Skole. Man startede med 19 elever i een klasse. For hvert år blev der føjet en ny klasse til.
Det kneb med at finde egnede lokaler. Kreisschulverin lejede et værelse hos læge Wiemer i Fiskergade.
I 1922 blev pladsen for trang. Men så trådte Wohlfahrts – und Schulverein für Nordschleswig til og tilbød lokaler.
I 1924 påbegyndtes opbygningen af mellemskolen. Man søgte også om skoler med eksamensret til realeksamen. Men dette blev afslået.
Hetz mod tyskerne
Man ønskede at bygge en ny privatskole, men det var ikke let. En pressehetz i Hejmdal og Flensborg Avis opstod mod tyskernes planer i Aabenraa. Ja lærere i Aabenraa påstod, at man var i gang med at oprette en Agitations – skole. Ja man påstod, at tyskerne ville lave en tysk borg på dansk grund.
I Apenradener Tageblatt svarede redaktøren, Dr. Kähler tilbage. Han fastholdt, at man som mindretal havde rettigheder. Og han syntes, at modstanden mod bygningen af en tysk privatskole var et eksempel på, hvorledes man blev forfulgt.
I de første år efter bygningen af Den Tyske Privatskole opstod der også gnidninger med lærerne på Den Tyske Kommuneskole.
Et tysk Gymnasium
For at tysksprogede elever skulle have adgang til universitet, skulle de opnå studentereksamen i et dansk gymnasium. Derfor besluttede forældre, at der skulle oprettes et tysk gymnasium. Der førtes forhandlinger med Undervisningsministeriet, og man fik eksamensret til studentereksamen. Disse blev første gang afholdt i maj – juni 1933. Den gav de tysksprogede samme rettigheder, men dog ikke til embeder under den danske stat.
Tysksprogede fra hele Sønderjylland søgte til Aabenraa. Snart viste det sig, at de eksisterende lokaler var for små. Snart blev lokalerne på Nr. Chaussé udvidet.
Det kneb med det latinske
Skal vi fortælle om Statsskolens historie bliver vi atter engang nødt til at gå tilbage i historien. Og Gymnasiet i Aabenraa har ikke så meget tradition og historie at bygge på, som så mange andre gymnasier.
I 1857 blev den kommunale Rektorklasse nedlagt. Det var den sidste rest af Reformationstidens Latinske Skole.
I Aabenraa har der med tiden været en Latinsk Skole. Men ofte var den ringe, og blev vel nærmest betragtet som et forberedelseskursus til en rigtig Latinsk Skole. Rektor af sådan en skole blev kaldt Cantoren.
I en skrivelse fra Regeringen til Borgmester og Raad af 1639, påtales det, at man uden videre har afskediget Cantoren.
Hvad anvendes Studentengeld til?
I 1745 klagede Landsognene i omegnen over, at de penge, som de fra gammel tid betalte som en slags Studentengeld til Aabenraa ikke blev anvendt til formålet. Undervisningssproget var ikke latin, men nedertysk, senere højtysk.
Eleverne forsvandt efter konfirmationen
Ved Frederik den Sjettes skoleforordning af 1814 blev det bestemt, at der skulle oprettes Gelehrtenschulen i Slesvig, Husum, Flensborg og Haderslev.
I Hauptschule i Aabenraa kaldtes den øverste klasse for Rektorklasse. Rektor skulle give de elever, der ønskede det, privattimer i latin. Dette blev betragtet som forskole til det rigtige gymnasium. Men de fleste elever forsvandt ud i det praktiske liv ved konfirmationsalderen.
Statsskole blev gymnasium
Ved Genforeningen besluttede den danske stat, at oprette en skole i Aabenraa. Den var tænkt som Statsrealskole. Staten besluttede, at skolen skulle være et Gymnasium. I begyndelsen var her også tyske elever og lærere.
Der var godt nok tysk morgensang, julesang, skoleskovtur og undervisning. Men undervisningen var i samme bygninger, og eleverne mødtes i skolegården uden gnidninger.
Den danske gymnasieskole havde oprindelig kun en nysproglig afdeling, men fra august 1934 oprettedes også en matematisk linje. i 1935 – 36 havde skolen 306 elever.
Kilde: Se
Hvis du vil læse flere “skolehistorier” – se her:
August 28, 2014
Dette er en hyldest til de flotte gamle huse i Aabenraa. Vi tager på en stor rundtur, der ville strække sig ud over flere artikler. Vi kigger lidt på byggekulturen og når at besøge Fiskergade og Gildegade. Vi dvæler lidt ved en markant bygning i Aabenraa, hvor undertegnede lagde grundstenen. Den er godt nok ikke så gammel, men bygningen kan sagtens fortælle en historie. Mange store brande i byen har forhindret, at bygningerne er ældre, end de egentlig er. Byens skibsfart og højdepunkt i handel har sat sine afgørende spor i byggekulturen.
Cirka 80 fredede huse i byen
Det er efterhånden lang tid siden undertegnede har været i Aabenraa. Men man glemmer ikke de mange gamle huse, der lå der. Og for de flestes vedkommende stadig ligger der. Lige som i Tønder har man gjort sig store anstrengelser for at bevare de gamle huse. I dag er der vel omkring 80 fredede huse i byen.
Flotte bygninger fra 1730 og 1800
Det er særlig mellem 1730 og 1800 de flotte bygninger med de mange detaljer blev bygget. Skibsfarten gav velstand, og det kunne ses. Bakkerne er med til at fremhæve de gamle bygninger. Den lange hovedgade, Søndergade, Storegade og Ramsherred, der bugtende strækker fra den nu delvis overdækkede Mølleå til Nørreport er jo til dels meget særpræget. Det var denne strækning eller snarere en stor del af den, som min gamle chef, Ejvind Koch var med til at omdanne til gå gade.
Det var Mølleåen, der dengang dannede byens sydgrænse. Og højt på en bakketop ligger kirken. Ja og så er det jo gaderne omkring Fiskergade op mod Skibbrogade, der så over krydset fortsætter over i Gildegade.
En kinesisk inspireret bygning
Ja i den anden ende, har vi så Nybro – Nygade – Klinbjerg, der udgår fra Slotsgade. Ja vi skal da heller ikke glemme Barkmøllegade, hvor jeg boede i en del år. Og alle har sikkert glemt, at jeg lagde grundstenen til pagodebygningen lige i nærheden.
Det er godt nok ikke et gammelt hus, men tilblivelsen af huset er en historie værdig. Åh ja, det handlede også om en rødbøg vi ikke måtte fælde. Og hurtig skulle vi i HK finde en historie om tilknytning mellem Aabenraa og Kina – kysten. Og så var det Flensborg – Avis, de påstod, at vi brugte for mange penge. Det drejede sig om en statue af Merkur. Tænk en udgift på 8.000 kr. var nok til en forside i bladet. Lidt sjovere var historien om KU, der en nat invaderede huset udefra, og anbragte et bander, Kina – Restaurant. Politiet nægtede, at hændelsen havde fundet sted. Men den historie fik vi hvis vendt til egen fordel.
Men også det har vi vel før skrevet om.
Grund til gåtur
Men prøv at gå en tur ned ad Nybro, eller hele vejen ned af Slotsgade, mod Slotsvandmøllen til Brundlund Slot.
Eller hvad med Store Pottegade. Her har vi Vægterpladsen og Persillegade. Og vi skal heller ikke glemme Wollesgyde.
Allerede i 1920 var der bestræbelser i gang med at frede de flotte huse. I 1949 fandt man endelig ud af, hvilke gader, der skulle prioriteres. I 1960erne fortsatte man bestræbelserne. Men egentlig var det først i 1975, der forelå en egentlig bevaringsplan.
De store brande
I Aabenraa ser vi ligesom i Tønder og andre steder i Sønderjylland velbevarede gavlhuse. Gavlhuset vender gavlen mod gaden. Langhuset vender langsiden mod gaden.
Og egentlig behøver vi vel ikke at gennemgå byens historie. Det har vi gjort adskillige gange. Vi skal da lige nævne byens store brande. Det har været med til at præge det bybillede, som vi kender i dag. Mest omtalt er branden fra 1610, der lagde næsten hele byen øde. I 1629 blev næsten hele Ramsherred lagt i aske. I 1669 brændte 30 ejendomme i Slotsgade. I 1680 gik hele Vestergade op i luer. Og i 1707 hærgede en ny storbrand i den vestlige side af Søndergade, det meste af Slotsgade og en del af Vestergade og Nybro.
Gildegade brændte i 1679. i 1694 gik det ud over Fiskergade og en del af Skibbrogade. En mindre brand i lagde i 1708, 10 huse i aske i Ramsherred.
Både til borgerskabet og arbejderne
Mange gader har sit eget særpræg. I Ramsherred og Storegade og til en hvis grad, Vestergade blev der bygget købmandsgårde og store ejendomme til det bedre borgerskab. I de store huse og gårde i Fiskergade og Skibbrogade boede de velbjergede fra skibsfarten. I de små huse i Ramsherred, Søndergade, Slotsgade og Nygade boede håndværkerne. Fiskere, arbejdsfok og daglejere var henvist til småhuse og lejevåninger i sidegader og gange. Det var i Store Pottegade, Wollesgyde, Gildegade m.m.
Mange huse kan fremhæves
For blot lidt over hundrede år siden var bulhuse normal i Aabenraa. I dag kan kun tre – fire huse i byen føres tilbage til den byggestil.
Den ældste grundmurede bygning er byens gamle skole på Kirkepladsen 8. Men også det toetagers gavlhus i Nygade 45 kan dateres tilbage til 1737.
Men også Storegade 24 er af gammel dato. Bygningen kan føres tilbage til 1723.
I en murrest, der indgår i nordsiden af Ramsherred 47, findes en sten, hvori årstallet 1672 indgår. I Slotsgade er der rester af bygninger, der er opført kort efter branden i gaden. Disse kan dateres tilbage til 1707.
Langhuset, Klinkbjerg 9 minder en del om gavlhuset på Slotsgade 15. På de smedede murankre ses initialerne PJ og årstallet 1737.
Vi kunne blive ved med at fremhæve enkelte huse i Aabenraa. Men vi skulle vel snart i gang med vores vandring rundt i Aabenraa. Inden da falder tanken på den helt enestående Postholdergården, Søndergade 20 fra 1758, som er et fornemt to – etagers palæ. Men her til rejste jeg som meget ung fra Tønder sammen med min far. Jeg havde problemer med mine ører, og skulle undersøges af doktor Beyer.
De mange plader
Den pragtfulde bindingsværksbygning, Nybro 14, skal da også lige fremhæves. Egentlig var den bygget i 1705, men restaureret allerede i 1781.
Karakteristisk er de mange hustavler på de velbevarede bygninger. Den ældst kendte er den der sidder på Den Günderoth´ske Stiftelse, Nygade 46. På den lange stentavle, kan man læse:
Gott Allein Die Ehre – Anno 1731.
Undertiden er indskriften en blanding af tysk og latin, som på tavlen i Nygade 45:
Soli Deo Gloria/ Wens Gott giebt/ so schad der Neid nicht.
Et eksotisk hus
C.F. Hansen´s rådhus har vi beskæftiget os med tidligere. Sjovt nok rummer bygningen rester fra det kulsejlede projekt, Frederikslyst. For dem, der ikke kan huske det, så var det fra dengang, hvor Aabenraa skulle gøres til kurby.
Toldboden på Skibbroen ligner noget fra Dansk Vestindien. Her dansede vi i min tid i Aabenraa. Også denne bygning stod den lokale Peter Callesen for.
Lad os prøve at gå en tur rundt i Aabenraa.
Fiskergade:
Der er selvfølgelig forskel på bevaringsværdige huse og fredede huse. Og for sidstnævntes vedkommende er følgende numre i Fiskergade fredet, 3A og 8.
Fiskergade 2
Det er et pænt og velbevaret hus opført i 1860 – 61 for høker Thomas Andersen.
Fiskergade 3:
Her har vi et ni fag dybt gavlhus i en etage. Huset er opført før 1744. Bindingsværket er udskiftet med grundmur mellem 1825 og 1835, formentlig for Peter Asmus Petersen.
Fiskergade 4:
Grundmuret firefags langhus i to etager med gavle af bindingsværk. Det er opført i 1853 for by kasserer Nissen´s arvinger. Har fungeret som butik, idet et butiksvindue er indsat i 1907.
Fiskergade 5
Otte fag dybt gavlhus. I gavltrekanten er opsat i smedejern H.P.S. Bygningen virker lidt maltrakteret. Det er opført mellem 1720 og 1744 for Hans Petersen Dreyer. I begyndelsen af 1950erne er der sket en stor ændring af gavlen efter indretning til butik.
Fiskergade 6
I 1744 lå her et bindingsværks – forhus på 2 1/2 fag. I 1856 beskrives huset som to – etagers. Den nuværende bygning er opført i 1853 med bibeholdelse af dele af det ældre hus.
Fiskergade 8
Grundmuret toetagers langhus på hele 15 fag. Her er en enestående fyldningsdør. I 1744 omfattede bygningen 10 fag. I 1751 opførtes en tilbygning på tre fag i to etager. I 1780 blev bygningen beskrevet som et grundmuret syvfags våningshus og et grundmuret syv fags pakhus, begge i to etager. I indgangspartiet er der en tavle, som er dateret 1779.
Forhuset er opført i 1779 for Johann Johannsen Sehl.
I 1805 blev forhuset ombygget. Den toetagers sidebygning på 5 1/2 fag, synes at være opført i 1805. Nogle af resterne fra huset fra 1779 er blevet brugt. På hustavlen står anført:
Ich Trau und Bau auf Gott allein Gott Wird allein mein Halffer sein 1779.
Fiskergade 9
Femfags langhus i to etager omfattende 12 bjælkefag. Huset er opført omkring 1853.
Gildegade
Følgende huse er fredet – nummer 5 – 6 – 15.
Gildegade 1
Det er et ti- fag dybt gavlhus i en etage. Butiksvinduet og baldakinen over døren skræmmer ellers en flot bygning. Bygningen er opført mellem 1754 og 1764 for rebslager Daniel Danielsen efter alt at dømme som lejehus med fire ens lejligheder i stueetagen.
Gildegade 5
Grundmuret ni fag dybt gavlhus i en etage. De gamle vinduer er bevaret i østgavlen. Initialerne CNS i smedejern er placeret på gavlen. Et flot hus, der igen skæmmes af et stort butiksvindue. Og farvevalget er heller ikke for smart.
Huset er opført mellem 1775 og 1785 for drejer Casper Nissen som et lejehus med fire ens lejligheder. I gavlen mod gaden er en tavle med indskriften:
Her fødtes J.P. Junggren den 14. august 1827.
Gildegade 6
Et trefags langhus i en etage med gavlkvist over to fag. Forhuset på tre fag udgør den nordre af de to våninger på i alt seks fag, som Claus Barthelsen lod opføre mellem 1754 og 1759 i forlængelse af de øvrige våninger på nuværende nr. 10 og 12. Selv om gavlkvisten først nævnes fra 1795, må den antages at være lige så gammel som huset. I 1857 blev de to våninger delt i en selvstændige ejendomme.
Gildegade 8
Sammen med nummer 6 pynter dette hus i gadebilledet. Forhuset på tre fag udgør den sydlige del af de to våninger på i alt 6 fag, som Claus Barthelsen lod opføre.
Gildegade 10
Grundmuret femfags langhus i to etager. Huset er opført i sin nuværende skikkelse i 1896 for J. Hansen og bygmester M. Matthiesen med delvis benyttelse af murene fra et ældre enetages hus, der udgjorde halvdelen af en række grundmurede våninger på i alt ti fag, som allerede lå på stedet i 1744. Mellem 1744 og 1754 blev længen delt i to selvstændige femfags huse (nuværende nr. 10 og 12).
Gildegade 11
Grundmuret trefags langhus på to etager mod gaden og en etage fra gården. Det trefags forhus udgør den ene af de to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag. Jürgen Iwersen lod dem opføre i 1754 – 1755. Mellem 1835 og 1843 blev våningerne delt i to selvstændige ejendomme. I samme periode blev bindingsværket i Gildegade 11 udskiftet med grundmur.
Gildegade 12
Grundmuret femfags langhus. En kvist mod gaden omtales mod gaden fra 1835.
Gildegade 13
Grundmuret trefags langhus i to etager. Det siges at være ny opført i 1843. Men alt tyder på, at det er tale om en ombygning af et ældre hus, der sammen med Gildegade 11 udgjorde to enetages våninger af bindingsværk på i alt seks fag, som var opført for Jürgen Iwersen i 1754 eller 1755. Adskillelsen i to selvstændige ejendomme skete mellem 1835 og 1843.
Gildegade 14
Grundmuret nifags langhus i en etage. Opført mellem 1764 og 1772 for Jørgen Møller Sandberg på den bagerste del af hans hjørneejendom mod Skibbrogade. Udskilt som selvstændig ejendom omkring 1865.
Gildegade 15
Grundmuret nifags dobbelthus i en etage med gavlkvist over to fag. På gavlen ses tallene 1752. Huset blev opført i dette år for skibstømrermester Jacob Paulsen. I 1744 var grunden, som dengang udgjorde en del af Skibbrogade 11, bebygget med Jürgen Iwersens tre våninger på i alt ni fag med kælder under fire fag. Efter alt at dømme udgør dette hus en del af Jürgen Iwersens bebyggelse.
Gildegade 16
Grundmuret langhus i to etager. Opført i 1866 for skipper Wilhelm Lund. Grunden udgjorde dengang en del af hjørneejendommen mod Skibbrogade.
Her slutter vores foreløbige gåtur i Aabenraa, men vi vender frygtelig tilbage med Flere Gamle Huse i Aabenraa (2).
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs
August 28, 2014
Vi kigger atter på gamle huse i Aabenraa. Denne gang Lille og Store Pottegade, Klinkbjerg og Kirkepladsen. Og egentlig burde vi have fortsat med Vægterpladsen. Vi kigger på Fattighuse, Pigeskole og almindelig skole. Og så er der pludselig gamle værkstedsbygninger, der dukker op. Ja og en gammel bager. Nogle steder har man ikke brugt de rigtige vinduer og rigtige døre, når der skulle ombygges. Og det er en skam. Men general er det jo et fantastisk miljø vi møder. Og undertegnede kan nu engang ikke finde ud af, hvad der er skønnest Tønder eller Aabenraa?
Velkommen til anden del af vores lille lyn – gennemgang af de gamle huse i Aabenraa. Ja dem er der masser af. I første del var vi i Gildegade og Fiskegade. Vi er nu nået til Kirkepladsen.
Kirkepladsen 3
Vi finder et grundmuret to – etagers hus med seks vinduesfag i længden. Til gadesiden ser vi røde mursten, men ellers er det til de andre sider gule sten. Vi ser en hustavle over den midterste gadedør. I vestgavlen er sandstenstavle med to adelsskjolde. Huset er godt vedligeholdt og passer godt ind i Kirkepladsen.
Langhuset er opført i 1893 for Dackerth Jørgensens boligstiftelse. På husstavlen får vi en nærmere forklaring:
Dankwerth Jørgensche Wohnungsstiftung. In Jahre 1893 ist dieses Haus Gott und Ehren und den Bedürftungen dieser Gemeinde zum besten aus einer Schenkung der Eheleute Christian Knudsen Jørgensen und Helene Marie geb. Tøgeren sowie aus Stiftungsmitteln neu erbaut werden. Des Herrn Gnade schenkt auch den Aermsten Frieden.
Kirkepladsen 5
Her finder vi et grundmuret enetages hus med seks vinduesfag i længden med fremspringende midterparti. Et stort ovenlysvindue virker meget dominerende.
Huset er et forhus, der betegnes som ni fag med kvist. Det var opført i 1859 for skibskaptajn Johan Heinrich Jessen af arkitekt J.H. Callesen. Omkring 1970 gennemgik huset en omfattende restaurering, hvorefter det fik sit nuværende udseende. Før 1859 lå der en gavlhus på grunden, hvis ejer var den kendte maler, Jes Jessen.
Kirkepladsen 6
Et seksfags langhus i en etage. Murværket er i røde sten, hvide vinduer og blå dør. Et flot hus, der passer særdeles godt ind i helheden.
Huset blev opført i år 1800 for kirkens organist: Men det nuværende hus er nærmest en kopi af det gamle organisthus. Det blev nemlig genopført med de originale materialer. Men det genopførte hus er forskudt lidt i forhold til det oprindelige.
Kirkepladsen 7
Seksfags langhus i en etage med flotte vinduer. Det er opført mellem 1754 og 1757 for Hans Philip Goldt. I 1795 og 1805 nævnes en kvist på huset. I 1809 blev bygningen omdannet til pigeskole, ved en gennemgribende ombygning udført af murermester Peter Callesen. Måske er kvisten forsvundet ved den lejlighed, Bygningen fungerede som Pigeskole indtil 1836, hvorefter den atter kom i privat besiddelse. Den nuværende pudsede facade må være fra 1850.
Kirkepladsen 8
Et 13 fag langt grundmuret hus i to etager ud til Kirkepladsen og en etage ud mod nord. I østgavlen ses årstallet 1737 i smedejernsankre. Grå sokkel, gule murflader, grønne vinduer og døre.
Det lange hus er Aabenraas gamle skolebygning, som opførtes i 1737. Et tidligere skolehus, der lå vest for den nuværende bygning blev solgt til anden anvendelse samme år. Umiddelbart før påbegyndelsen af byggearbejdet, blev det oplyst, at den nye skolebygning skulle være en etage høj, 10 fag lang og 16 alen i bredden. Planerne må imidlertid være blevet ændret lige før påbegyndelsen eller undervejs.
I 1776 blev bygningen også nævnt som en 13 fags – bygning. Indtil 1836 fungerede bygningen som skole, hvorefter den kom mi privat besiddelse. Mellem 1853 og 1855 blev facaden forhøjet mod Kirkepladsen til to etager.
Kirkepladsen 9
Seksfags langhus i en etage. Et ganske pænt hus, der i sin nuværende skikkelse må være fra 1850erne
Klinkbjerg 1
Grundmuret en etages gavlhus med elleve bjælkefag i dybden med meget smukke detaljer i gavlen. Desværre har en ombygning ødelagt lidt af helhedsindtrykket. Gavlhuset betegnes som 11 fag og er opført i 1767 for Christopher Kellner. Den noget forhøjede søndre langside har fået sin nuværende udformning i 1875. Den væsentlig yngre sidebygning stod færdig i 1884.
Klinkbjerg 2
Grundmuret nifags langhus i en etage. Der er to nyere firerammede kviste mod gaden. Okkergul sokkel, lysegul murflade. Der er et toetages baghus med grundmuret underetage. Åbenbart har huset sine oprindelige vinduer. De nyere kviste mod gaden er måske lidt for dominerende. Terrazzotrappen passer måske ikke til helheden. Forhuset er velbevaret. Det kan man desværre ikke sige om baghuset. Og det er en skam, for det repræsentere en bygningstype, der tidligere var ret almindelig i Aabenraa. Efterhånden er de fleste bulbyggede ejendomme for længst forsvundet i byen.
Forhuset er opført 1835 – 36 af murmester Peter Callesen for købmand M.H. Lüders. Baghuset er fra årene mellem 1754 og 1764.
Klinkbjerg 3
Her har vi at gøre med et trefags langhus i to etager. Et sidehus er i fire fag med to etager. Måske er lidt af det historiske gået tabt ved indsætning af vippevinduer.
I ældre tid udgjorde Klinkbjerg 3 og 5 en ejendom, hvorpå der omkring 1780 opførtes et nifags langhus i en etage med grundmuret gadeside og gavl med bindingsværk til gården. Mellem 1825 og 1835 blev Klinkbjerg 3 udskilt som selvstændig ejendom, omfattende de tre sydligste fag af langhuset. De tre fags gårdside blev forhøjet til to etager. Forhøjelsen af gadesiden fandt først sted nogle årtier senere. Sydgavlen og den skrå hjørneafskæring, tillige med butiksindretningen stammer formentlig fra 1896. Sidebygningen synes først at være opført efter 1871.
Klinkbjerg 5
Grundmuret seks fags langhus i en etage. Et ganske pænt hus. Hørte sammen med Klinkbjerg 3. Ejendommen blev mellem 1780 og før 1785 bygget for bødker Andreas Knutzen som et nifags langhus med gadeside og gavl af grundmur og gårdside af bindingsværk. Gårdsidens bindingsværk forsvandt omkring 1850.
Klinkbjerg 9
Grundmuret nifags langhus i en etage. Vi ser en murranke med initialerne PJ og årstallet 1737 samt øverst i gavlspidsen liljeanker. De nye vinduer ser lidt mærkelig ud på det flotte hus.
I 1744 beskrives bygningen som et nifags langhus, hvoraf de to sydligste fag var grundmurede, mens resten var bindingsværk. Huset er opført for Peter Jacobsen. I 1764 synes hele gadesiden at være grundmuret. Udskiftningen af bagsidens bindingsværk er formentlig foretaget mellem 1855 og 1871.
Lille Pottegade 1
Delvis grundmuret langhus med to etager mod gaden og en mod gården. Det omfatter fire vinduesfag i længden. Der en hustavle over 3. fag fra syd. Her har tidligere været et dørfag.
Huset er opført i 1743 for Hinrich Niendahl som et femfags bindingsværkshus i en etage med grundmuret gadeside i tilslutning til et forhus med Store Pottegade. Mellem 1835 og 1845 blev Lille Pottegade1 adskilt fra Store Pottegade – huset. Mellem 1845 og 1855 blev gadesiden forhøjet til to etager. Kvist mod gården påbegyndt i 1949. Hustavlen bærer følgende indskrift:
Soli Deo Gloria 1743 – H N D og F N D
Lille Pottegade 4
Grundmuret femfags langhus i en etage. Ualmindeligt smukt og velbevaret hus. En lys farve klæder huset bedre. Tagkvisten er måske for dominerende, men ellers godt vedligeholdt.
Huset blev i 1789 opført for Johannes Jürgen Besser.
Lille Pottegade 5
Et nifags grundmuret langhus i en etage. I 1972 gennemgik huset en omfattende restaurering. Her nedlagde man en gadedør, og flyttede en anden.
I 1744 lå der på grunden et nifags bindingsværkshus, indeholdende tre våninger. Da den daværende ejer, karetmager Adolph Eduard Leistmann i 1770 gik fallit, overtog Fattigkassen længen og anvendte den til Fattighus. Mellem 1764 og 1775 blev huset istandsat og tre af gadesidens fag omsat i grundmur. Sidenhen er resten af gadesiden og hele gårdsiden blevet grundmuret. Indtil 1972 var der døre i 3. 6. og 7. fag fra syd.
Lille Pottegade 6
Grundmuret toetagers langhus med ni vinduesfag i længden. Et ganske pænt hus. Det blev opført i 1866 eller året før for skibstømrer Hans Petersen. De to nordligste fag blev tilføjet i 1942.
Lille Pottegade 8
Grundmuret toetagers hus omfattende seks vinduesfag i længden. Gadesiden er opført i røde mursten. Over den søndre gadedør er der en hustavle.
Den grundmurede toetagers bygning er opført 1902 for den Hansenske Stiftelse ved arkitekt Flindt fra Aabenraa. Og på hustavlen står der følgende:
Hansen Stift im Jahre des Heils 1902 durch ein Geschenk des Herrn Senator Voetmann und Frau, neugebaut.
Store Pottegade 3
Grundmuret trefags langhus. Murværket består af Flensborg – sten. Det er et pænt og meget velbevaret hus. Åbenbart er det de samtidige vinduer og fyldningsgadedør med overvindue også i de oprindelige farver. Men det ser ud som om murværket har sætningsskader.
Det grundmurede toetagers hus, der betegnes som fire fag er opført i 1865 for bødker Jens Beck.
Store Pottegade 5
Trefags bindingsværkshus i en etage. Bindingsværket er overpudset mod gaden. Trefagshuset er mellem 1754 og 1764 udskilt af en bindingsværkslængde på 14 fag, der hvor Store Pottegade 1 -5 nu ligger. Længen, hvoraf kun de tre vestligste fag står tilbage, er opført før 1744.
Store Pottegade 7
Seksfags langhus i en etage med grundmuret gade – og gårdside, gavle er af bindingsværk. Et interessant hus, der kunne blive mere interessant, hvis vinduesrammerne fik tværsprosser.
Huset er opført mellem 1754 og 1758 for Lorenz Andresen som et seksfags bindingsværkshus med grundmuret gadeside. Kvisten mod gaden nævnes første gang 1805, og kvisten mod gården 1835. Men de kan godt være væsentlig ældre.
Store Pottegade 9
Her er et nydeligt velbevaret hus. Det er opført før 1744 som et firefags bindingsværkshus, der blev delvis grundmuret mellem 1815 og 1825. Gavlene er muligvis stadig af bindingsværk.
Store Pottegade 10
Grundmuret seksfags langhus i en etage, gadesidens østre halvdel i to etager. Ganske pænt hus, dog med lidt for forkerte vinduer.
Forhuset bestod tidligere af to selvstændige trefagshuse som begge var opførte før 1744. Byggemåden omtales første gang i 1785, da begge huse beskrives som værende af bindingsværk med grundmurede gadesider. Før 1795 beskrives en kvist på det østre hus. Mellem 1815 og 1825 får de to huse samme ejer. I 1885 blev bygningen underkastet en gennemgribende ombygning, hvorunder det vestre hus skal have været helt nedbrudt. Gadesidens nuværende udseende skyldes denne ombygning, og formentlig er gårdsidens bindingsværk forsvundet ved samme lejlighed.
Store Pottegade 11
Grundmuret trefags langhus. Ualmindelig flot hus, nok en af Aabenraas mest flotte huse.
I 1744 omtales huset som et femfags bindingsværkshus i to etager. Mellem 1744 og 1754 bliver nr. 11 og nr. 13 sammenlagt til en ejendom. I samme periode bliver den underste etage mod gaden i nummer 11 udskiftet med grundmur og nummer 13 bliver forhøjet til to etager, så de sammenlagte forhuse fik samme højde. Mellem 1764 og 1775 bliver nummer 11 og 13 atter delt i to selvstændige ejendomme. Vindingsværket mod gaden i nummer 11’s øverste stage udskiftes med grundmur mellem 1805 og 1815.
På ejendommene Store Pottegade 11 – 19 lå ved slutningen af 1600 – årene Carsten Hagensens boder. Den lille husdybde i husene 11, 13 og 15 kunne tyde på, at de nuværende trefagshuse er blevet til ved ombygning af de tre østligste af Carsten Hagensens boder.
Store Pottegade 13
Grundmuret trefags langhus. Mellem 1754 og 1764 blev nr. 13 forhøjet til to etager. Se historien under nummer 11.
Store Pottegade 14
Firefags langhus i to etager med to skorstenspiber. Sammenbygget med forhuset en grundmuret trefags sidebygning i to etager.
Deres nuværende skikkelse fik såvel forhus som sidehus ved en radikal ombygning i 1881 af et ældre vinkelbygget anlæg, hvis grundmurede forhus – betegnet som fem fag langt i to etager – var opført før 1744. Sidebygningen synes først at være kommet til mellem 1775 og 1785 og beskrives da, som et firefags hus i to etager med grundmur i den nedre og bindingsværk i den øvre etage.
Store Pottegade 15
Trefags langhus i to etager, grundmuret bortset fra gadesidens øverste etage, der er af bindingsværk. Undertegnede ved ikke, om den det kunstige bindingsværk fra 1972 stadig sidder på huset. Det så /ser alt for kunstigt ud.
Huset er opført i 1754 for Jacob Peder Wuhnsen som et trefags hus i to etager med grundmuret stueetage og salsetage af bindingsværk. Det skal vi nok tage med forbehold. Det kan også være at huset i 1754 bare er blevet ombygget, for den var en del af før omtalte boder.
Se i øvrigt historien under nr. 11.
Store Pottegade 17
Grundmuret tre fags langhus. Et ganske godt hus, der måske kunne have smukkere med andre vinduer og en anden gadedør. Udskiftningen af gårdsidens bindingsværk er foretaget mellem 1855 og 1871.
Se i øvrigt historien under nr. 11
Store Pottegade 18
Seksfags langhus i to etager med grundmurede langsider. De tre øverste fag af gårdsidens 2. etage er dog af bindingsværk. En pæn bygning med flot gadedør. Desværre har facaden mistet en del ved den helt uforståelige fjernelse af stueetagens bjælkeankre, der dannede årstallene 1800 og 1771. Det er også beklageligt, at vinduerne mangler deres sprosser. Gårdsiden var også i 1970erne temmelig skamferet efter en meget sjusket reparation. Man indsatte forkerte vinduesformer. Forhåbentlig er disse ting blevet rettet her i 2014.
Langhuset mod gaden består af to trefagshuse, der først i nyere tid er sammenlagt til en ejendom.
Det østre forhus er opført i 1771 for Andreas Petersen Troll (Tirol?). Dette er en toetagers bygning med grundmuret gadeside og bindingsvæk til gårdsiden. Det kan dog her være tale om et endnu ældre forhus, der i 1744 blev betegnet som et trefagshus med to etager mod gaden og en etage mod gården. Hvornår bindingsværket i gårdsidens stueetage blev udskiftet med grundmur vides ikke.
Det vestre forhus er opført i året 1800 som en toetages grundmuret bygning, men også for dette hus vedkommende, kan der være tale om et ældre forhus, der i 1744 betegnes som et trefags hus i to etager med grundmuret gadeside med bindingsværk til gårdsiden. Det vestre hus’ gangdør var indtil sammenligningen med det østre hus placeret i det yderste fag mod vest.
Store Pottegade 19
Grundmuret langhus i to etager, 6 bjælkefag, samt 5 vinduesfag i længden. Lille gavlkvist over gadesidens midterste vinduesfag flankeret af to trerammede tagkviste. Hustavle mod gaden under overetagens midterste vindue.
Charmerende og særpræget hus i flotte farver. Der mangler sprosser i de to vinduer, og i slutningen af 1970erne var der butiksvinduer i bygningen. De to tagkviste virker dominerende.
Huset er opført i 1743 for Michael Polchau som et grundmuret seksfags hus i to etager. Gadesiden er formentlig ombygget i forrige århundrede.
Den smukke hustavle bærer følgende indskrift:
1. Paral 18.16/ Wer bin ich Herrfott und/was ist mein Havs das Du mich/ bis hieher gebraucht hast/ 1743.
Navnene I de to kranse er malet på stenen, og endnu anes i den venstre krans navnet Michael og i den højre Anna Barbara Rhode. Det ser ud som om der tidligere har stået noget andet i kransene med fremhævede bogstaver, som er blevet slebet bort.
Antagelig er der også her tale om en større ombygning i 1743, se i den forbindelse historien under nr. 11.
Store Pottegade 20
Grundmuret firefags langhus, to etager mod gaden og en etage mod gården. Pænt hus med flotte vinduer og en god vedligeholdelse.
Det grundmurede forhus, der betegnes som fire fag langt, synes at være opført i 1839 eller lige efter for bødker Hans Peder Nissen. Gadesidens forhøjelse til to etager fandt dog først sted mellem 1845 og 1855. På stedet lå tidligere en firefags våning af bindingsværk, som allerede nævnes i 1744. Mellem 1825 og 1825 blev bindingsværket i dette hus udskiftet med grundmur. Det ser ud til, at dele af det ældre hus indgår i den nuværende bygning.
Store Pottegade 21
En etages langhus omfattende fem bjælkefag. Et markant hus med gode vinduer og fyldningsdør. Også tagkvistene har den rette størrelse og en ganske pæn udformning. Gårdsiden virker dog meget rodet og forbygget. Men vedligeholdelsen er ret god.
Åbenbart har der ligget et hus her på stedet før 1736, eller der i dette år er foretaget en større ombygning.
Huset er opført i 1736 for Frierich August Broacker som et firefags bindingsværkhus med grundmuret mur mode gaden. Mellem 1764 og 1775 blev huset udvidet med et fag i østlig retning, hvorved det fik sin nuværende længde.
I en døroverligger står der følgende:
An Gottes Segen ist alles/ gelegen. Jacob Matthisen 1710.
Men noget er galt, for i 1710 blev Store Pottegade 21 ejet af Matz Führmann. Man må antage, at døroverliggeren er tilført andet steds fra.
Store Pottegade 22
Grundmuret trefags langhus i to etager. Et pænt hus med en god fyldningsdør og vinduesformer.
Forhuset fik sit nuværende udseende i 1862 eller umiddelbart før. Allerede i 1744 lå der på dette sted en trefags våning af bindingsværk, som blev delvis grundmuret mellem 1845 og 1855. Det er højst sandsynligt, at visse dele heraf indgår i den nuværende bygning.
Store Pottegade 24
Grundmuret langhus omfattende 5 ½ fag i en etage med gavlkvist over to fag. Mod gården er der en en – fags kvist af bindingsværk.
Langhuset er en del af en tifags bygning med vågninger og stald, der blev opført af bindingsværk mellem 1764 og 1772, da grunden udgjorde en del af Nygade 39. Mellem 1795 og 1805 blev også stalden ombygget til vågninger. Mellem 1805 og 1815 blev bygningen delvis grundmuret. Efter at 4 ½ fag (den vestlige del) var skilt fra den nu nedrevne Store Pottegade 26 mellem 1845 og 1855, betegnes de resterende 5 ½ fag som grundmurede. Gavlkvisten, der ikke omtales, må være fra tiden kort efter midten af forrige århundrede.
Store Pottegade 25
Grundmurede seksfags langhus i en etage. Mod vægterpladsen bred gavlkvist og vest herfor en lang femrammet taskekvist. I hjørnet mod Lille Pottegade var der i ca. 1975 et stort butiksvindue. I østgavlen er indmuret en hustavle.
Butiksvinduet og gavlkvisten er lidt for dominerende, men huset giver Vægterpladsen et flot helhedsbillede.
Det grundmurede østre forhus betegnes som fem fag langt, og er delvis opført for bager N.B. Kjölseth med benyttelse af den ældre bygning på grunden, der beskrives som et syvfags bindingsværks – gavlhus med grundmuret gavl mod Lille Pottegade. Dette hus er opført før 1795. Men huset kan være betydelig ældre.
Den store gavlkvist mod Vægterpladsen må være påbegyndt omkring 1870. Den i østgavlen indmurede hustavle bærer følgende indskrift:
Soli Deo Gloria/ Hilff Gott das Sich Meinen/ Feind Mit Sandfft/ Muht Überwinde/ NBK No. 43 CK/ ANNO 4 – Qut. 1851.
Initialerne og årstallet er imidlertid misvisende, idet hustavlen må være betydelig ældre, formentlig fra sidste halvdel af 1700 – årene. Det er da også tydeligt, at N.B. Kjölseth ved husets ombygning har ladet de oprindelige initialer og det oprindelige årstal fjerne til fordel for årstallet 1851 og sine egne og hustruens initialer.
Det grundmurede to etagers høje vestre forhus synes at være opført i begyndelsen af forrige århundrede.
Store Pottegade 27
Fem fags langhus i en etage med grundmuret gadeside og bindingsværks gårdside. Over gadesidens to vestligste fag er en taskekvist, der giver indtryk af, at denne del af huset er to etager højt. I de to vestligste fag rundburede butiksvinduer, hvis nederste del er beklædt med lodrette brædder. Det er et morsomt hus, der passer særdeles godt i gadebilledet.
På grunden der udgør Store Pottegade 27 og 29 lå der i 1744 et ottefags bindingsværkshus omfattende to våninger. Mellem 1744 og 1754 blev de tre østlige fag udskilt som en selvstændig ejendom (nuværende nr. 27). I 1754 eller 1755 blev der til den østlige del af disse tre fag føjet endnu to fag af bindingsværk.
Det på denne måde opståede femfags hus blev delvis grundmuret mellem 1825 og 1835. Gadesidens nuværende udseende med den karakteristiske taskekvist, skyldes en ombygning, der formentlig har fundet sted i den sidste halvdel af forrige århundrede.
Store Pottegade 29
Østre forhus er et grundmuret femfags langhus på to etager. Vestre forhus er et grundmuret femfags langhus i en etage.
Det østre forhus er en pæn harmonisk bygning med gode vinduesformer. Den tidligere gode tofløjede fyldningsdør med overvindue, der formentlig stammede fra ombygningen fra 1850, er desværre blevet udskiftet med en ret ligegyldig dør.
Udskiftningen af vinduer i det vestre forhus har heller ikke været heldig. Se historien under nr. 27.
Forhøjelsen af gadesiden er foregået i to tempi, idet der mellem 1862 og 1892 opførtes en trefags taskekvist over de tre vestlige fag, mens de to østlige fag først blev forhøjet til to etager i 1911. Det vestre forhus, der betegnes som fem fag langt, er opført som værkstedsbygning i 1839 eller eventuelt umiddelbart før.
Kilde: Se
Talrige artikler berører nogle af de nævnte huse. Blandt andet beskriver vi i nogle af disse skoleforholdene og situationen for de fattige. Undertegnede må også indrømme, at det er længe siden at have været forbi området, så mange ting kan være hændt siden den gamle redaktør har været forbi.
Hvis du vil kigge på flere Gamle Huse, så har vi foretaget gåture blandt gamle huse i Højer og Tønder, og planlægger en tilsvarende i Møgeltønder:
Vi vender også frygtelig tilbage med artiklen Gamle Huse i Aabenraa – den tredje Tur. Men husk, at se artiklen:
August 28, 2014
Aabenraa har fostret mange berømte og berygtede personer. Men det er næppe mange, der husker Wulf Schmidt fra Lindsnakkevej 31. Han reddede med sine handlinger mange fra døden under Anden Verdenskrig. Men det var det ikke meget, der tydede på, da han voksede op i Aabenraa. Wulf søgte dengang i ly for far hos mormor på Skovbølgaard. Da sandheden kom frem mange år efter krigen, var der dele af familien, der tog afstand fra ham. Inden da var han blevet dekoreret af tyskerne med Jernkorset. Man opfattede ham der, som mesterspion.
Berømte og berygtede personer fra Aabenraa
Hvem skulle tro det?
En af de mest succesfulde dobbeltagenter under Anden verdenskrig kom fra Aabenraa. Han var født under navnet Wulf Schmidt, men under krigen figurerede han under en masse andre navne, Leonard, agent 3725 m.m. Men mest kendt blev han under navnet Tate.
Wulf blev født i 1911 i en by som også opfostrede Fritz Clausen og Vestberlins senere borgmester, Ernst Reuter. I 2010 kunne borgerne læse en artikel om ham i Aabenraa Ugeavis, men ellers er der ingen, der kender ham.
Moderen født Helene Bruhn
Faderen var af tysk afstamning, og hed William Schmidt. Han var en velrenommeret advokat i byen. Moderen var dansk og datter af en gårdejerfamilie. Hun hed Helene og født Bruhn.
En streng og prøjsisk far
Familien både på Lindsnakkevej 3, og Wulf var nummer fire i en søskendeflok. Wulf var lille, spinkel og mørk, modsat sine søskende, som var store og blonde.
Faderen var typisk preussisk i sin opdragelse, og det fik Wulf at mærke, da moderen allerede døde, da han var 8 år gammel. Faderen var streng og krævende.
Wulf gik i skole i både Aabenraa og Flensborg. Sommerferien blev tilbragt på Skovbølgård hos morfar og mormor.
Ville ikke være landbrugselev
Faderen bestemte, at sønnen skulle være landbrugselev, men det viste sig, at det hvis ikke var noget for ham. Han blev derefter sendt på ride – og hestevognskøreskole i Eutin. Der tilbragte han i seks måneder, og det bekom ham vel. Han elskede heste
Wulf – en god soldat
I 1931 blev han indkaldt for at aftjene sin værnepligt. Det skete hos Gardehusarregimentet , 2. Dragonregiment i København. Han blev sendt på officersskole, og snart fandt man ud af, at han var bedre end sin kammerater. Han var stolt, at noget nu lykkedes for ham. Men faderen bestemte, at her skulle han ikke fortsætte.
Årsagen var, at storebror, Kai gjorde karriere i tyske Luftwaffe. Kai endte som major, og troede, at broderen havde været en succesfuld tysk agent i England.
Wulf fortalte aldrig broderen sandheden.
En tur til Argentina
I 1933 var faderen flyttet til Berlin og havde giftet sig igen.
Efter at Wulf forlod den danske hær, skaffede faderen ham et job, som sælger af landbrugsmaskiner syd for Berlin. Men det job havde han kun i et par dage. Så hørte han om en hestehandler i Aabenraa, der skulle have fragtet nogle ungdyr til Argentina. Så i juni 1933 tog Wulf til Argentina – langt væk fra faderen, og fik efterfølgende job hos en dansker, derude
Opsparede penge til læge
I 1936 fik han blindtarmsbetændelse eller måske var det mavesår. De opsparede penge blev brugt til en operation. Han arbejdsgiver betalte en rejse til Europa, hvor han så kunne komme til kræfter.
I Berlin overtalte faderen ham til at læse til agronomi på Universitetet i Berlin. Men under et besøg hos mormor, erfarede han, at et tysk firma søgte personale til en bananplantage i Cameroun.
Medlem af naziparti
Kravet var dog, at han blev medlem af det danske nazistparti. Det havde Wulf ikke noget imod. Han nærmest beundrede det.
Han vendte i 1938 hjem fra Cameroun. Han hørte, at sin tidligere arbejdsgiver i Argentina søgte folk, men han kunne ikke få visum.
Penge beslaglagt
Wulf Schmidt nævnes i en rapport skrevet af politiet i Aabenraa den 10. november 1938. Han deltog i en tysk nazimarch fra byens tyske privatskole til teatret.
I januar 1939 dukker han op i Hamburg hos Afrikanischer Frucht Compagnie for at vende tilbage til Cameroun.
Men det kneb med at få udbetalt løn, så han vendte igen hjemad. Den 13. marts 1940 ankom han til Hamburg. Han havde 8.000 Reichsmark til gode. Men den tyske regering havde beslaglagt pengene. Det hjalp ikke at vise dansk pas.
Spionage mod Danmark
På et hotel mødte Wulf folk fra Abwehr. Det første job var at spionere mod Danmark. Han blev smuglet over grænsen, hvilket kunne synes mærkelig, da Danmark i forvejen var besat af tyskerne. Han skulle finde ud af, hvilke fabrikker, der
Samarbejde mod en af Sønderjyllands største bedragere
De tyske myndigheder samarbejdede med en af Sønderjyllands største bedragere og smugler, Julius Jacobsen. Denne var også medlem af NSDAP – N. Og denne Julius kaldet Max fik Wulf smuglet over grænsen.
Wulf fik ikke meget ud af sin første aktioner i København. På Skovbølgård fik han således afleveret sin første rapport.
Politiet kendte udmærket til denne Julius, men foretog sig intet efter ordre fra de tyske myndigheder.
Første mission i England
Det blev bestemt, at Wulf skulle fortsætte sin mission i England. Men først skulle han uddanne sig i Hamburg. Her lærte han bl.a. morse – alfabetet.
Hans første opgave var at undersøge forhindringer for flylandinger , placeringer og størrelser af luftværnsbatterier, lokaliseringer af nye flyvepladser og placering af brændstofs depoter.
Meldingerne skulle sendes til Tyskland om natten mellem 00 og 02.
Han havde falske identitetspapirer med, der viste, at han hed Harry Williamson.
Wulf arresteret
Selv om Wulf var meget dygtig til engelsk, så vakte hans accent dog mistanke. Og ret hurtig blev han dog også arresteret af det lokale hjemmeværn. Hans makker, svenskeren Gösta Caroli havde under et forhør af englænderne også røbet, at han skulle komme.
Under MI 5`s vinger
Fra engelsk side var afhøringer nøje koordineret. Intet var overladt til tilfældighederne. Og ved det første forhør fik de tyske agenter, at vide, at deres svar var afgørende for, om de skulle henrettes eller ikke. Wulf blev da også mishandlet af en engelsk befalingsmand, der dog senere blev fyret for overgrebet.
Det vides da også, at 17 agenter blev henrettet under krigen. Camp 020 var legendarisk i den engelske krigshistorie. Den var heller ikke på Røde Kors liste, så egentlig kunne det engelske MI 5 gøre, hvad det passede dem. To gange under krigen blev lejren bombet. Dette afstedkom så, at man byggede et reserveinstitution Camp 020R.
Aske på skrivebordet
I tyske aviser og radio var England blevet fremstillet som en døende nation, men den forklaring troede Wulf ikke på. Under forhørende startede han med en dækhistorie. Men den købte englænderne ikke. Efter et døgn, valgte Wulf, at samarbejde.
Han fortalte også om sin dominerende far, der havde aske af sin afdøde mor stående på skrivebordet i en beholder. Wulf vidste således ikke, hvor hans mors urne var begravet.
Man brugte dobbeltagenter
Psykiateren dr. Harold Dearden overværede afhøringer. Han fandt ud af, at oprigtigvenlighed og venskab var noget der kunne genvinde hans tillid. MI 5 lagde vægt på tre kriterier for at en agent kunne hverves:
Dobbeltagent Harry Hate
Wulf Schmidt opfyldte alle betingelser, og blev hurtig hvervet som dobbeltagent. Forhørsteamet syntes, at Wulf mindede om den engelske komiker, Harry Tate. Derfor kom vores hovedperson til at hedde dette.
Hurtigt fandt man frem til de ting, Wulf havde ned, da han sprang ud i faldskærm. Man fandt også sender/modtager/batterier samt den vigtige chifreringsskive med instruktioner.
Der var en del problemer med sender, Wulf havde med. Radiorøret måtte udskiftes og antennen var helt utilstrækkelig. Efter adskillige forsøg lykkedes det at få et brugbart signal ud af senderen.
Vidste tyskerne besked?
Det engelske system med at hverve agenter, blev kaldt Double Cross. Den største vellykkede misinformation, som organisationen stod for, var omkring Overlord, landgangen i Normandiet.
Men andre historikere mener, at tyskerne var informeret om denne hændelse. Gennem læk i den franske del af SOE havde 26 franske modstandsgrupper fået instruktioner i at forberede sabotager i forbindelse ned landgangen.
Sådanne instruktioner var ikke givet til hollandske og belgiske modstandsgrupper, hvilket ville være tilfældet, hvis Pas de Calais havde været invasionsområdet.
Wulf´s opgaver
Den såkaldte Blitz ramte englænderne hårdt. I 57 nætter i træk, ja andre mener, at det var 76 nætter i træk bombede tyskerne, England. Bombningen stod på i tidsrummet fra cirka 7. september 1940 til 10. maj 1941. Der omkom cirka 43.000 englændere, heraf halvdelen i London.
Tyskerne havde planer om, at invadere England. Det var den såkaldte Operation Seelöve.
Det var i dette lys, Wulf skulle rapportere hjem til Tyskland. Hans hovedopgaver i begyndelsen var
Dekoreret med Jernkorset
I årets sidste tre måneder fik han sendt 38 rapporter. Og tyskerne åbenbart tilfredse med hans vildledende rapporter. Han blev tildelt Jernkorset af anden grad. Og for at kunne opnå den hæder fik han tysk statsborgerskab.
Senere fik han også Jernkorset af første grad.
Følte, at han var i fængsel
Englænderne ville have mere udnytte ham, og opgraderede ham fra low grade til high grade agent.
Men Wulf følte det til tider som et fængsel og konstant overvåget. det kneb også med, at få tiden til at gå.
Abwehr syntes uorganiseret
Den tyske invasion kom aldrig, for det lykkedes aldrig at sætte RAF – det engelske luftvåben ud af spillet.
Abwehr havde aldrig lært deres agenter, hvordan de skulle agere under et forhør. I grunden var det også mærkelig, at de aldrig fandt ud af, at stort set alle deres agenter var blevet taget i England. Canaris og Abwehr faldt da også sammen, fordi det i virkeligheden var en ineffektiv og uorganiseret organisation, styret af inkompetente ledere i et korrupt miljø, hvor egen prestige kom først.
Sicherheitsdienst (SD) tog over.
Mormor dør
I 1942 fik Wulf stillet spørgsmål omkring svævefly til transport af soldater. Han fik også spørgsmål om vagtmandskabet på de nærliggende flybaser. Den 19. februar fik han desværre meddelelsen om, at hans kære mormor på Skovbølgård var død. Tyskerne ville have hans tilladelse til at hjælpe med bodelingen. Han fik at vide, at hun var død den 3. februar. Han bad om, at der ville blive sendt en krans.
Et rigtigt arbejde som fotograf
I 1943 kunne Wulf sende informationer uden at dette blev checket af MI 5. Han fik også et rigtigt arbejde ved siden af, som fotograf uden hele tiden, at blive overvåget. Han havde meddelt tyskerne, at han nu kun sendte en gang om ugen.
Betænkeligheder hos MI 5
I foråret 1943 besluttede Churchill og Roosevelt, at der skulle foretages en invasion over den Engelske Kanal. Man spekulerede i MI 5, om man skulle bruge Wulf til at fortælle om skinaktioner i den forbindelse. I juli skulle Wulf rapportere om militærøvelser i Wales. Men det bekymrede MI 6, at tyskerne ikke mere brugte Wulf til specifikke informationer omkring troppetransporter m.m. Inden for de sidste seks måneder, havde det kun været to henvendelser, der havde været interessante for MI 5. Bekymringerne varede hen til efteråret 1943.
Bekymringerne stoppede, da tyskerne gav Wulf en ny kode.
Rapporteringer om V1 og V2 – bomber
I foråret 1944 rapporterede Wulf om V1 og V2 – bombernes effektivitet. Men i Berlin var man nu ikke så sikker på, om man kunne stole på Wulf, men man fortsatte dog med at bruge ham hele krigen igennem.
Selv om Wulf syntes, at det var kedeligt, at sende vejrmeldinger, så lagde man fra Berlin stor vægt på disse. Tyskerne sendte også vejrskibe op til Grønland, men de blev efterhånden sænket af de allierede. Vejrskibet Lauenburg indeholdt et værdifuldt bytte, nemlig en Enigma – maskine.
Eisenhower kommer på besøg
I begyndelsen af 1944 gjorde Wulf et scoop, som imponerede tyskerne. Tidlig om morgenen den 15. januar fik tyskerne en meddelelse fra ham:
Erfarer, at Eisenhower ankommer til England den 16. januar.
Endvidere kunne Wulf rapportere, at der var et stigende antal amerikanske soldater i England.
Under Operation Tiger, en landgangsøvelse i Devon på Englands sydkyst, angreb tyske u – både. Herved blev 749 amerikanske soldater dræbt.
Misinformation gennem fem kanaler
Wulf blev brugt i Fortitude South. Den skulle få tyskerne til at tro, at landgangen i Normandiet kun var en skindmanøvre, og at den store invasion skulle komme senere i Pas se Calais – omådet, hvor Den engelske kanal var smallest. Fra begyndelsen var det tænkt at misinformationen skulle gå gennem fem kanaler:
Misinformation om Norges besættelse
Fra engelsk side brugte man Wulf, men indtrykket var, at militærledelsen ikke havde helt den tiltro til ham, som man havde forventet.
Wulf blev i stedet tilknyttet Fortitude North, der skulle få tyskerne til at tro, at englænderne ville besætte Norge.
Den 25. marts 1944 kunne Wulf derfor meddele, at den engelske ambassadør i Sverige var til konsultationer i London. Hitler troede fuldt og fast på engelsk invasion i Norge.
Rapporter fra det sydlige England
I april 1944 var Wulf flyttet til det sydøstlige England. Han fik at vide, at han skulle indsamle oplysninger om troppekoncentrationer. Han fik sin fiktive sender med. Den var koblet til via et kabel, inden det hele gik i æteren. Det skete af hensyn til, hvis tyskerne ville pejle ham. Alle dobbeltagenter kunne berette om en øvelse, der havde Pas de Calais som mål. At det kun var tale om en fiktiv øvelse, blev der ikke nævnt noget om.
Wulf berettede om overfyldte tog og mindst 20.000 canadiske soldater. Endvidere berettede Wulf om store grupper af engelske, canadiske og amerikanske troppeforlægninger i skovene i det sydøstlige Kent.
100 landgangsbåde var samlet på østkysten. Ja det var der virkelig, men de var oppustelige.
En hilsen til Der Führer
Der var livlig aktivitet fra Wulf’s side. Han berettede om den ene troppeforlægning efter den anden. Han fortalte også, at han havde lært en jernbanefunktionær at kende, og denne havde vist ham nogle hemmelige dokumenter, der viste at en masse tropper var på vej syd på. Det mærkelig var bare, at man i Tyskland ikke stillede spørgsmålstegn ved denne jernbanemand.
Den 21. september 1944 sendte Wulf eller som han blev kaldt fra engelsk side – Tate sin meddelelse nummer 1.000. Han brugte anledningen til at sende en hilsen til Der Führer.
Falske minerings – rapporter
I 1944 blev Wulf også brugt til at sende falske meldinger om mineringen omkring Færøerne og Irland. De fremgår dog af, at u – båds ledelsen i Tyskland var blevet skeptiske over for Wulf’s rapportering, da man fandt ud af, at de ikke alle sammen var korrekte. Men Wulf’s rapporter var indirekte årsag til nedsænkning af adskillige tyske u – både.
Frygt for landgang i Danmark
I begyndelsen af 1945 var der bekymringer hos tyskerne om en landgang i det nordlige Tyskland eller i Danmark. Wulf blev spurgt om han kunne rapportere fra områderne Bristol, Reading, Southhampton og muligvis Humber – området.
Den 2. maj 1945 kom den sidste besked fra tyskerne. De fortalte Wulf, at de havde overdraget værdier til hans søster, og at de havde destrueret farlige papirer, der kunne belaste ham.
Han fungerede længst
Tate eller Wulf fra Aabenraa var den agent, der fungerede længst under Anden Verdenskrig. Fra engelsk side turde man ikke, at sende ham til Danmark. Man var bange for, at han ville blive anklaget for nazistisk virksomhed.
Han havde fået engelsk statsborgerskab under navnet Harry Williamson. I 1946 blev han gift med Irene Esther Mytton. Irene fødte en datter, Helena.
Et dårligt ægteskab
Datteren har hævdet, at det det var et arrangeret ægteskab. Allerede under krigen havde de forlovet sig. Det var et meget ulykkeligt ægteskab. Irene havde drømt om egen frisørsalon, men det blev det ikke til. Hun var underlagt tavshed og overvågning på ordre af Officiel Secrets Act.
Harry, Tate eller Wulf kom til at arbejde som fotograf for Watford Observer og som freelancer for den væsentlig større Daily Mirror.
Skilsmissen blev en realitet i 1952. Irene døde i en alder af 52 år i 1974.
Mødte broderen efter ti år
Datteren kom til at have en ulykkelig relation til ham. De fik aldrig et nært forhold. Og Harry, Tate eller Wulf kom aldrig til at trives i England.
Det varede længe inden han vendte tilbage til Hamburg. Først efter 10 år mødte han sin bror Kai, som havde haft en karriere i Luftwaffe.
Sporet til Watford
I begyndelsen af 1960erne blev han sporet til Watford. Datteren og barnebarnet fik lejlighed til at kigge i hans notesbog. Den var fyldt med mange detaljer og kodeord.
En af Harrys kammerater havde lært ham, at bruge en computer. Og han gik i gang med at skrive en biografi om sine oplevelser som dobbeltagent, men nogle floppy – disks er forsvundet under mystiske omstændigheder.
Wulf døde i 1992
To år før sin død fik Wulf konstateret cancer i strubehovedet og et halvt år senere også lungecancer. I sommeren 1992 fik han en stor hjerneblødning. Han klarede sig med hjemmehjælp og en mindre ombygning i hjemmet. Men efter endnu en hjerneblødning blev han indlagt på Watford General Hospital.
MI 5 havde bedt datteren om at flytte ind i hans hus.
Den 19. oktober 1992 døde Harry, Tate eller Wulf næsten 81 år gammel. Der var nekrologer i flere af de store aviser. I sit testamente havde han skrevet, at han ønskede at blive brændt, og at asken skulle spredes, samt at der ikke skulle være nogen gravsted over ham.
Ikke velset i alle dele af familien
Mange journalister har i tidens løb været interesseret i at skrive om Harry, Tate eller Wulf. Det har bestemt ikke været let. Barnebarnet har forsøgt, at føre slægtsbog. Men Wulf var i dele af familien ikke særlig velset efter at sandheden om ham, var kommet frem.
Et bemærkelsesværdigt liv var slut. En glemt person fra Aabenraa som stort set ingen kan huske. Hans liv var fuld af dybe og dramatiske intriger, som efterlod dybe spor. Med sit arbejde for de allierede reddede han adskillige menneskers liv og bidrog til at nedbryde et ondskabsfuldt og perverteret regime.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
August 28, 2014
I Tønder diskuterer man stadig, hvem der kom med kniplingskunsten? Man kan ikke blive enig om årstallet. Men måske er der alligevel vand i myterne. For det var en købmand fra Westphalen, der satte det hele i system og organiserede hele kniplingsindustrien. Det kan de efterfølgende kniplingskræmmere sikkert takke ham for. De blev meget rige. Tønder – egnens piger fik beskæftigelse, men de fik ikke meget for deres arbejde, og mange endte som handikappede. Grossererne havde nærmest hånds – og halsret over dem.
En forkert underskrift
Ja egentlig er overskriften forkert, for den burde have heddet Tønderkniplinger – fra husflid til Industri – til husflid. For den dag i dag undervises der i den svære kunst på kurser og i aftenskolerne.
Den eneste industri i Tønder amt
Kniplingsindustrien er næsten udelukkende knyttet til de sønderjyske landskaber, geest – og hedelandskaberne nord og vest for Tønder. I 1735 meddeles fra Ribe Stift:
Saa bliver og paa landet, fornemmelig paa grevskaberne Schackenborg og Trøjborg godser, gjort en stor del hvide traadkniplinger, som bliver solgt alle vegne og fornemmelig bortført til København, Norge og Hamburg.
Større plads indtager kniplingen i de tilsvarende sønderjyske indberetninger til Kommercekollegiet fra 1737:
Den er eneste industri i Tønder amt, hvor den karakteriseres at være ”i temmelig god tilstand”.
Man skulle kunne en masse ting
Det oplystes, at købmændene i Tønder og flækken Løgumkloster drev en omfattende handel med kniplinger. Og ikke nok med det. De forsynede også kniplepigerne i byen og resten af Sønderjylland med tråd, som de importerede fra Holland. Også nye mønstre fik man herfra.
Det krævede en del penge, for at importere denne tråd. Og betingelsen var også, at man skulle købe mønstrene. Kræmmere handlede også med kniplinger, men deres fortjeneste var ikke nær så stor som kniplingshandlers.
Det gjaldt om at kunne tegne, eller udvælge de bedste mønstre og beregne, hvilken tråd, der skulle bruges til et bestemt mønster. Han skulle også kunne udvælge den medarbejder, der var bedst til et bestemt mønster, og så skulle han kunne påvise fejl og instruere.
Mange beskæftigede
Om omfanget oplyses det, at kniplingshandlerne i Tønder beskæftiger nogle tusinde personer. Fra geest – herrederne berettes der ligeledes, at nogle tusinde kniplingspiger er i arbejde. I Løgumkloster amt er der mange kniplingshandlere. De har et stort antal kvinder og børn under sig, de får betaling pr. alen. For Aabenraa Amt berettes det derimod, at de kniplende selv afsætter deres færdige varer i Tønder eller andetsteds.
Udnyttelse af børn
Allerede fra fem års alderen blev børnene instrueret i kniplingskunsten. Arbejdstiden var ofte 16 timer for de stakkels børn. Det var et stillesiddende arbejde, og stille store krav til synsevnen. Ofte satte det sig også synlige spor. Mange blev tidligt blinde, andre blev forkrøblede og endte som tiggere.
Regeringen omkring år 1800 fritog kniplepigerne for almindelig undervisning. Det var tilstrækkelig at blive undervist i kristendomskundskab, bare de lærte kniplekunsten.
Stor stigning i antallet af handlende
Selv om kniplingstilvirkningen udviklede sig videre i de følgende menneskealdre, var der allerede på dette tidspunkt i fuld blomstring og havde nået sin fulde geografiske udbredelse.
Stigningen i antallet af kniplingskræmmere i selve Tønder By, steg fra 7 i 1717 til 25 i 1744. Byen var centrum for forhandlingen, men ikke for tilvirkningen.
Fabrikker
Forhandlerne blev også entreprenører. Allerede i 1769 fik et aktieselskab af kniplingshandlere med Johan Bendixen og Paul Popsen i spidsen kongelig privilegium på anlæg af en trådfabrik i Tønder. Aktiekapitalen udgjorde 18.000 Rdl. Fordelt på 30 aktier a 600 rdl. I stedet for som hidtil at købe den færdige tråd dyrt i Nederlandene, kunne man nu nøjes med at indføre rå garn fra udlandet for selv at blege og dublere det og så sælge tråden til kniplingskøbmændene.
I 1787 blev fabrikken ledet af købmand Asmussen. Dengang havde den 7 trådmøller. Der blev fremstillet tråd indtil 100 rdl. Pr. pund. Trådmøllerne blev trukket af mennesker. I 1805 fandtes der lignende trådmøller i Løgumkloster og Randrup. Senere gik fabrikationen dog tilbage, således havde virksomheden i Tønder i 1819 kun 2 – 4 trådmøller i gang.
Hvem kom med kniplekunsten?
I mindre målestok var kniplevirksomheden allerede påbegyndt i sidste halvdel af det 16. århundrede, hvor man i Europa opfandt trådkniplingen og gjorde den til en fornem modeartikel. Vi skal huske på, at vi allerede i 1639 hører om kniplingen. Det var der en ung kniplerske fandt det ældste guldhorn ved Gallehus.
Man havde ellers sagt, at det var en indvandret købmand fra Westphalen, Johan Steinbeck der omkring 1648 slog sig ned i Tønder. Han skulle have indført kniplingsfabrikationen til byen.
Kongen købte kniplinger i 1619
I Christian den Fjerdes dagbøger omtales der køb kniplinger. Denne husflid var allerede tradition i Midtslesvig. I 1619 noterede kongen, at i Valsbøl,
Indgav jeg for lærred og kniplinger 889 Rdl. Til adskillige kræmmere.
Året efter betalte han en kniplingspige i Flensborg 10 Rdl. Og en andel 28 Rdl. I Frederiksborg. Denne kærlighed til kniplinger gav sig udtryk i et forsøg på at overføre denne kunst til Børnehuset, hvor der i 1621 var ansat kniplingskoner, der forestod kniplestuen med 20 knipleskrin. (Vi er i gang med en artikel om Børne – og Tugthuset). I kniplestuen var der beskæftiget 46 personer.
Der er noget om myten
Men man kan sige om myten omkring købmanden fra Westphalen at den på en måde holder vand. For den sønderjyske kniplingsindustri var nær tilknyttet til Westphalen. Måske var det Steinbeck, der var hovedleverandør af garnet. I hvert fald var han en af de første storkøbmænd i kniplinger. Han solgte blandt andet kniplinger til det gottorpske hertughof, til Danmark og til Norge. Måske er det ham, der som den første organiserede tilvirkningen og afsætningen i større stil.
Kniplingshandlere organiserede det hele
Kniplingshandlere finansierede og organiserede hele produktionen og afsætningen. De købte garn (mest fra Westphalen), skaffede de gængse mønstre og delte dem rundt til kniplerskerne. De sad i alle aldre rundt omkring i de magre og fattige egne ved deres knipleskrin. Det var en ussel akkord, som de fik (Se artiklen: De stakkels Kniplepiger).
Kniplingspigerne fik ikke meget
Kræmmerne derimod tjente styrtende med penge. De vågede samtidig over, at kunsten ikke spredtes. Og kræmmerne havde en slags hånds – og halsret over pigerne, som ikke bare kunne drage bort med deres hemmelighed.
Det var særlig i Løgumkloster amt, på Trøjborg og Schackenborg godser, samt i den vestligste del af Tønder, Aabenraa og Haderslev amter, at kniplingsindustrien blomstrede. Stærkere og stærkere tog den til i løbet af det 18. århundrede.
Luksusindustri
I modsætning til tilvirkning af lærred og uldne vare, var dette en luksusindustri, fortrinsvis baseret på afsætning til fjernere liggende markeder. Tråden skulle dog komme fra udlandet, man kunne ikke selv lave en af samme kvalitet. I Holland og især fra byen Brabrant kom den bedste kvalitet af kniplinger.
Prisen blev for høj
Tønderkniplingerne formåede længe at holde sig ved siden af de brabantske og sachsiske kniplinger. Først omkring århundredeskiftet kunne Tønderkniplingen ikke klare sig mere, men det var ikke på grund af kvaliteten, men på grund af prisen.
Særlig i Holland var der sket mekaniske fremskridt. Smagen var også blevet ændret. Man var begyndt på vævede kniplinger og blonder.
Den energiske Asmussen, som vi tidligere har fortalt om (Se artiklen: En af Tønders Patrioter) havde indrettet 3 spindemaskine til bomuldspin. Sammen med købmand Thamsen i Møgeltønder havde han også en uldvarefabrik, bestående af 11 væve, hvoraf de fem stod i et hus i Tønder, og seks i et Møgeltønder.
Enorm afsætning
Totalværdien af udførslen af kniplinger fra Tønder og omegn androg i 1781, 136.035 Rdl. Og i 1805 var dette beløb steget til 261.190 Rdl. I 1780 ansloges antallet af beskæftigede til at være omkring 12.000.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Læs