En justitsminister i unode
Thune Jacobsen havde en god karriere. Han var rigspolitichef og blev landets justitsminister. Men han blev gjort ansvarlig for regeringens samarbejdspolitik, svigtet af sine ministerkollegaer, der prøvede at redde deres eget skind. Kommunistloven var et sort kapitel under besættelsen. Men egentlig var det ikke tyskerne, der forlangte den. Allerede i 1932 begyndte overvågningen af ”politiske afvigere”. Og Thune Jacobsen havde gode hjælpere – hele 15.000 stikkere hjalp politiet. Buhl, der opfordrede til at anmelde sabotører, slap helt for tiltale.
En ung mand i butikken
En dag kom en ung mand op i butikken. Han skulle finde en gave til sin bedstefar. Og det skulle handle om besættelsestiden. Jeg spurgte, så hvorfor. Jo svarede den unge mand, min oldefar var Eigil Thune Jacobsen. Om jeg kendte ham. Ja det gjorde jeg sandelig.
På Garnisons Kirkegård
Og hver anden søndag, når jeg besøger min kones gravsted, passerer jeg forbi Thune Jacobsens gravsted på Garnitons Kirkegård.
En flot karriere
Han gik ud af Metropolitanskolen i 1898 som Can. Jur. Han blev herreds – byfuldmægtig i Mariager og senere i Frederikssund. Fra 1912 – 19 var han politifuldmægtig i Esbjerg. I 1919 udnævntes han til politiinspektør i Statspolitiet (kriminalpolitiet) i København og samtidig forstander for Politiskolen. I 1923 blev han politimester i Randers og tre år senere chef for Københavns opdagelsespoliti. I 1933 blev han chef for Statspolitiet og to år senere tillige som politidirektør i København.
Marcus 1448
Som politidirektør mente Thune Jacobsen, at det var på tide, at politiet fik et fælles nummer, som man kunne bruge over alt i landet. Telefonen var efterhånden blevet hvermandseje. Han henvendte sig derfor til sin bor, Otto Tune Jacobsen, der var viceprovst på Regensen. Han ville gerne have et råd og en god diskussion om, hvilket nummer, man skulle vælge. Efter en kort betænkningstid, sagde den skriftkloge, at det skulle være 1448. Det ville politidirektøren da gerne have en nærmere forklaring på. Og broderen svarede, at det var Marcus 1448. I Marcus evangeliet kapitel 14 vers 48, står der nemlig følgende:
– I er rykket ud mod mig med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.
Rigspolitichef
Eigil Thune Jacobsen blev dansk rigspolitichef fra 1938. Han forsøgte at skabe et moderne politi og samtidig en forståelse for politiets arbejde. Han virkede også for en forbedret uddannelse og anvendelse af moderne teknik i opklaringsarbejdet.
Med i international politisamarbejde
Fra 1931 til 1941 var han medudgiver af Nordisk Kriminalteknisk Tidsskrift. Han beklædte efterhånden mange poster, og var særdeles aktiv i det internationale politisamarbejde. Især samarbejde han meget med tysk politi. Gennem dette samarbejde kunne han se, hvilke følger det fik med nazistisk infiltration inde i politiet.
Hvad skulle von Kohl her?
I 1938 vakte Thune Jacobsen forargelse, da han i Københavns Politi ansatte tyskeren von Kohl. Ja han fik endda ansættelse i Sikkerhedspolitiet. Mellem den 4. og 17. september gennemrejste Kohl Jylland i den egenskab, at opbygge et net af underagenter ude i marken. Men dette blev ikke varetaget på en særlig elegant måde. Von Kohl kørte rundt i en meget luksuriøs bil, og levede også meget luksuriøs. Lemvigs politimester havde i sinde at anholde denne mystiske von Kohl for en art Femte Kolonnevirksomhed. Arbejdet blev dog også hurtigt afbrudt. Det var som om Thune Jacobsen ikke havde den fulde kontrol med, hvad der foregik.
Von Kohls fortid blev undersøgt, og det viste sig, at han under Første Verdenskrig havde udført spionagevirksomhed til fordel for Tyskland i Danmark. Men denne person var dog aflønnet i Københavns Politi helt til august 1944.
Thune Jacobsen skulle beholde sit job
Renthe – Fink havde bestilt en minister og embedsmandsliste i en evt. Fritz Clausen – regering. I denne skulle Kohl være chef for sikkerhedsvæsnet mens Thune – Jacobsen skulle bibeholde sit hverv som rigspolitichef.
Han var en stor mand
Vilhelm Leifer, der var politifuldmægtig og som kom til at stå med et tvivlsomt forhold til Gestapo, fortæller også noget om Thune Jacobsen.
Leifer sad på et tidspunkt som vagthund i Thune Jacobsens forkontor. Han fortæller:
– Et fåtal blev vist ind til chefen selv, der dog altid først spurgte mig, had jeg synes, han skulle gøre – og, hvad der viser, at det var en stor mand – normalt altid rettede sig efter det givne råd.
Thune Jacobsen havde ikke ligefrem noget lille ego, og det ville næppe have huet Rigspolitichefen at se, at det, der gjorde ham til en stor mand, var, at han adlød sin politifuldmægtig.
Ansvarlig for ro og orden
Den 10. april 1940 blev Rigspolitichefen, Eigil Thune Jacobsen kaldt til den øverstkommanderende for de tyske besættelsestropper og informeret om, at han som rigspolitichef var ansvarlig for at opretholde ro og orden i Danmark. Thune Jacobsen blev dermed den danske hovedforhandler i alle politimæssige spørgsmål, dvs. vedrørende ordenspoliti, kriminalpoliti, politisk politi og politiets efterretningstjeneste i den første tid, hvor grundlaget for samarbejdspolitikken blev lagt
Justitsminister
Stauning ville i 1941 gerne have ham som justitsminister, efter at Harald Petersen var tvunget ud af besættelsesmagten. Men inden Thune Jacobsen overtog posten skulle der et par overtagelsessamtaler til.
En anstændig mand
Thune Jacobsen var velkendt og vellidt af den tyske besættelsesmagts civile myndigheder, særlig Paul Kannstein. I sin bog roser Thune Jacobsen også denne for en mand, der holder sine ord og aftaler. Han blev kaldt for anstændig. Til gengæld brød Thune Jacobsen sig ikke om Renthe – Fink og Werner Best.
Danskere skulle straffes hårdt
Justitsministeren mente, at de danske statsborgere, der satte sig op mod besættelsesmagten, skulle straffes hårdt.
Den grundlovsstridige Kommunistlov
Og grunden til, at Thune Jacobsen blev upopulær var, at det var ham, der var ansvarlig for den grundlovsstridige Kommunistlov i 1941. Dette resulterede i deportation af de danske kommunister, herunder sågar de tre danske kommunister, der sad i Rigsdagen.
Nu var det jo nok højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, der tilskyndede, at vi fik Kommunistloven. Man kunne jo altid gemme sig under begrebet Nødretten.
I overensstemmelse med Grundloven?
I Den Parlamentariske Kommissions Beretninger findes referat fra samtlige af de 314 møder, som de ni medlemmer af samlingsregeringen holdt fra den 2. juli 1940 til 29 august 1943. På mødet den 6. august 1940, fremlægger Thune Jacobsen første gang et lovforslag om Forbud imod Kommunister. Han tilføjede meget smart, at:
– Det er stærkt anbefalet af Højesterets Præsident Troels G. Jørgensen, of var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet.
Overholder kommunister Grundloven?
Det er i sig selv forbløffende, at en højresteretspræsident blander sig i lovgivningen, og endda hævdede, at en lov, der forbyder et lovlig valgt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven.
Mere besynderligt var et spørgsmål fra Venstre – manden, Elgaard, der den 12. august spurgte:
– Har Kommunisterne underskrevet en Erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre kender?
Det synes ikke som om, at der var nogen, der kendte til Grundlovens § 48, som klart fastslog:
– Ethvert nyt Medlem afgiver, naar hans Valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven.
Tre behandlinger i løbet af et par minutter
Og det havde de tre medlemmer af Kommunisterne selvfølgelig også. Men nu gjaldt det så om at indfange de sidste to medlemmer af Rigsdagen, Axel Larsen og Alfred Jensen. Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen var for længst bag lås og slå.
Man var også enige om at tilsidesætte Grundloven m.h.t. tidsrammen for fremsættelse af diverse behandlinger, for alle tre behandlinger blev klaret i løbet af få minutter.
Justitsministeren slutter det hele af med et citat fra Jyllands Posten dagen forinden:
– Det har hele tiden i dansk lovgivning været grundlag for at forbyde et parti som det kommunistiske. Det beklagelige er kun, at det ikke er kommet for længst.
Det var ikke tyskerne, der fremtvang kommunistloven
Vi hører i historiebøgerne, at det var tyskerne, der fremtvang Kommunistloven. Det er bare ikke helt rigtigt, for længe før barslede regeringen med at indføre et forbud mod kommunisterne.
En lov med tilbagevirkende kraft
Kommunistloven blev vedtaget den 22. august 1941. Den forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark. Og den trådte i kraft med tilbagevirkende kraft.
§ 1
– Alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger forbydes, og de bestaaende kommunistiske Foreninger og sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art er forbudt. Dette gælder, uanset om der foreligger Tilslutning til nogen Forening.
– Overtrædelse af foranstaaende Bestemmelser straffes med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 8 Aar.
§ 2
– Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation, kan efter Justitsministeriets Bestemmelse eller med hans Godkendelse tages i Forvaring, naar dette skønnes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter.
– Enhver, der tages i forvaring i medfør af 1ste Stykke, skal inden 24 Timer fremstilles for Københavns Byret, der ved Kendelse beslutter, om Forvaring skal opretholdes. Begæringen om Forvaringens Opretholdelse vil, naar Justitsministeriets Bestemmelse eller hans Godkendelse foreligger, være at tage til Følge, medmindre der maa antages at foreligge en aabenbar Fejltagelse med Hensyn til vedkommendes Identitet eller hidtidige Deltagelse i kommunistisk Virksomhed eller Agitation………….
639 kommunister anholdt
En enig Rigsdag gav derfor politiet lov til at arrestere 339 kommunister med tilbagevirkende kraft. De blev tilbageholdt allerede den 22. juni 1941 og indsat i Horserød. Men også efter denne dato blev adskillige anholdt med henvisning til, at de udgjorde en fare for landets sikkerhed. Ja yderligere 300 blev efterfølgende anholdt.
Det lykkedes for 93 at flygte over Horserøds hegn, inden tyskerne begyndte at bevogte lejren.
En aftaler, der ikke blev holdt
Aftalen var at fangerne i Horserød ikke skulle forsøge at flygte for at undgå repressalier. Thune Jacobsen lovede til gengæld, at man ville lukke fangerne, hvis tyskerne begyndte at deportere dem. Men heller ikke det blev overholdt.
150 af de danske kommunister blev sendt til Stutthof i Polen. Heraf døde 22.
Politiet fik hjælp af 15.000 stikkere
Nu havde det emsige danske politi god hjælp af befolkningen. Således var der ca. 15.000 stikkere, der var klar til at angive kommunister. Ja de angav sågar også modstandsfolk. Men den største stikker af dem alle var Hestetyven. Han var aflønnet som en højt betalt embedsmand. Og aflønningen kom fra justitsminister Thune Jacobsen.
Thune Jacobsen fastholdt, at det var en nødretssituation
Eigil Thune Jacobsen og resten af Rigsdagen fastholdt, at det var tale om en såkaldt nødretssituation. Arrestationerne blev ikke konkret godkendt af Rigsdagen, selv om de alle havde godkendt Kommunistloven. Det var alene statsminister Thorvald Stauning, der godkendte arrestationerne. Efterfølgende kan man også undre sig over de måde, det skete på. Grundloven er overtrådt på adskillige punkter:
– Rigsdagen er ukrænkelig
– Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører medmindre han er grebet paa fersk Gerning
– Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter Loven
– I sager, der drejer sig om politiske Lovovertrædelser, skal Nævninge indføres
– Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer
– Boligen er ukrænkelig.
Man kunne dømmes for højforræderi
Man kan sige m.h.t. til sidste anmærkning, så bliver dette også overtrådt i dag. Men dem, der gør sig skyldig i disse nævnte ting, skal ifølge Grundlovens § 42 dømmes for Højforræderi.
Kartotek overgivet til tyskerne
Tusinder og atter tusinder af danske statsborgere blev overvåget af dansk politi. Man brugte stikker, telefonaflytning og brevcensur. Resultaterne af denne overvågning blev overgivet til tyskerne, som dermed havde lettere ved at optrævle modstandsbevægelsen. Ja selv skraldespande blev endevendt for at spore kommunister.
Brevhemmeligheden blev brudt
Postvæsnet blev anmodet om at aflevere breve og pakker til politiet, som var bestemt til diverse adresser. Der var i den grad samarbejde mellem tyskerne i Dagmarhus og Politigården.
Politiet jagtede kommunister, længe inden tyskerne
Stikkere kunne fortælle, at eksempelvis Axel Larsen dagligt færdes i Blågårdskvarteret iført gråt tøj og blød hat. Han skulle således have anlagt sig et fuldskæg og et kunstigt ar i højre side af ansigtet.
Politiet gik med stor iver ind og jagtede kommunisterne også inden der kom en anmodning fra tyskerne.
Ca. 60.000 – 70.000 i politiets kartotek
Allerede inden 1933 havde politiet indsamlet oplysninger om 13.000 personer, som muligvis kunne udgøre en fare for den danske stat. Efter Hitlers magtovertagelse voksede dette kartotek betydeligt. Man talte om at der til sidst var 60.000 – 70.000 navne i politiets kartotek i den såkaldte afdeling D. Man har aldrig fundet det komplette kartotek. Måske er det fordi politiet har destrueret det, afleveret det til tyskerne eller ikke er interesseret i, at kommer frem i dagens lys. Man ved dog, at afdeling D havde et tæt samarbejde med Gestapo.
Afdelingen brugte med Justitsministerens viden i høj grad stikkere, og man havde disse placeret helt inde i partiet.
Politi stjal DKP’s medlemskartotek
Allerede i 1932 stormede dansk politi DKP’s lokaler i Fiolstræde uden dommerkendelse og tog medlemskartoteket med sig. Man havde også en plan den 14. februar 1940 om at storme kommunisterne, men det kan ikke bevises. Dokumenterne er bortkommet og findes ikke i Rigsarkivet.
Der var mange sorte kapitler i samarbejdspolitikkens historie, men denne regnes nok for den mest sorte.
Det kunne sikre Socialdemokratiets beståen
På et lukket møde den 4. september 1941 orienterede Tune Jacobsen amtmændene om Kommunistloven. Han sagde blandt andet:
– Netop ved at gøre Front mod Kommunismen kunne man sikre Socialdemokratiets fortsatte Beståen.
Tune Jacobsen var nu hverken socialdemokrat eller nogen stor politiker, men udtalelsen bekræfter, at der i arbejderbevægelsen var en gammel konflikt.
Støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik
Som justitsminister var Thune Jacobsen ansvarlig for roens opretholdelse, og derfor var han i en udsat position. Han støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik. Modstræbende godkendte han efter pres fra tyskerne en lov, der blev vedtaget den 4.12.1942, der skulle beskytte de virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Andre upopulære foranstaltninger, der dæmmede på for den begyndende modstand, måtte han også lægge ryg til.
Churchill – klubben havde besøg af justitsministeren
En flok halvvoksne skoledrenge fra Aalborg udfordrede tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier. Drengenes illegale aktioner spredte sig hurtig rundt om i landet. De blev kendt som Churchill – klubben. Deres aktioner vakte beundring som Davids kamp mod Goliat. Mange unge blev inspireret af dem til at gå ind i modstandskampen.
Men det vakte ikke lige den danske regerings beundring. De var bange for, at den stigende modstand kunne bringe samarbejdspolitikken i fare. I al hemmelighed besøgte Thune Jacobsen dem flere gange i Nyborg Statsfængsel. Han forsøgte at forklare de unge mennesker den danske regerings politik over for modstandsbevægelser og sabotager. Men det var åbenbart forgæves besøg.
Frit Danmark var ikke begejstret for justitsministeren
Frit Danmark var heller ikke begejstret for justitsministeren. De skrev således, at Thune Jacobsen på et ministermøde kundgjorde, at bladets redaktør og bogtrykker var blevet taget, og at de nu heldigvis sad bag lås og slå. Ligeledes skulle han ifølge bladet have fortalt, at redaktøren var kommunist. Bladet kunne ligeledes fortælle, at justitsministeren havde daglige møder med Gestapo, som de betegnede som Thune Jacobsens arbejdsgiver.
Bladet fastslog, at det ikke var redaktøren, politiet havde taget. Manden var helt uskyldigt. Endvidere beskyldte de justitsministeren for at manipulere med befolkningen ved at påstå, at bladet var kommunistisk.
Statsministerens anbefalinger
I efteråret 1942 fordømte statsminister Vilhelm Buhl på det kraftigste modstandsbevægelsens sabotageaktioner, og opfordrede befolkningen til at angive sabotører til politiet.
I juli 1943 kræver justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til maskinpistoler til politiet. Motiveringen er, at de derved bedre kan afværge sabotagehandlinger.
Skulle de have lov til at flygte?
Efter den 29. august 1943 leverede Thune Jacobsen efterretninger til både modstandsbevægelsen og de allierede. Men han følte, at jorden brændte under ham Men det var nu ikke nok. Folk kunne godt huske, hvad han havde gjort.
Glemt er dog, at Thune Jacobsen på et ministermøde den 28. august 1943 spurgte, om de internerede kommunister i Horserødlejren skulle have lov til at flygte, men ingen reagerede på det spørgsmål. Derfor foretog han sig intet.
Husk at ringe til Horserød
Men det fortælles også, at Scavenius den 28. august kl. 23.45 havde sagt til Thune Jacobsen, Husk at rige til Horserød.
Åbenbart skulle Thune Jacobsen samme dato have givet personlig ordre til, at de kommunister, der var indespærret i Horserødlejren ikke skulle have adgang til undvigelse, men skulle udleveres til tyskerne.
Budskabet fra Scavenius kan kun opfattes som en opfordring til at løslade fangerne, som lovet. Men denne episode har ikke kunnet dokumenteres.
Politikere bange for at provokere tyskerne
Dette skyldtes sikkert, at politikkerne mente, at forhandlingspolitikken efter en lille pause kunne genoptages. Så ville en løsladelse af kommunisterne virke som en provokation. Men denne begivenhed blev også noget offentligheden lagde oven på justitsministerens skuldre.
Kartotek over tyske emigranter til tyskerne
Dansk Politi overgav åbenbart også kartoteket over tyske emigranter til Gestapo. Det brugte de så at domsfælde emigranterne. Ja mange blev anholdt og flere blev endda halshugget.
Flugten til Sverige
Fra 1943 – 44 virkede Thune Jacobsen som meddeler til Secret Service og modstandsbevægelsen. Efter arrestationen af det danske politi, fik tyskerne kendskab til den virksomhed. Derfor flygtede han til Sverige. Men her blev han mødt med uvilje af de danske flygtninge.
Ville ikke lade ham genoptræde som Rigspolitichef
Ministeriet Buhl ville ikke lade ham indtræde i sin post som rigspolitichef efter besættelsestiden. Og modstandsorganisationen BOPA internerede ham den 30.5.1945. Ved Frode Jacobsens mellemkomst, blev han dog sat på fri fod.
Offentlighedens dom var hård
Offentlighedens dom var særdeles hård efter befrielsen. Han krævede selv, at der blev indledt en rigsretssag mod ham. Men det fik han ikke, og han fik ikke mulighed for at forsvare sig offentlig, men det gjorde han så i stedet i bogform. I 1946 udgav han nemlig bogen Paa en Uriaspost.
Tidligere havde han udgivet en pjece Et Tilbageblik – Lovgivning og Justitsvæsen 1941 – 43.
En langsom arbejdende kommission
Den Parlamentariske Kommission, der skulle forholde sig til politikerne og deres virke under besættelsen var meget langsomt arbejdende, måske bevidst. De skulle blandt også beskæftige sig med Thune Jacobsens gøren og laden under besættelsestiden. Men inden de var færdig, døde han 68 år gammel. Og man kan sige, at han døde i unode.
Kommissionen bad den tidligere justitsminister om at svare på 9 spørgsmål, senere kom der yderligere 5 spørgsmål til.
Antinazist og demokratisk indstillet
Han var klart antinazistisk og demokratisk indstillet. Måske var han ikke en stærk personlighed. Han forsøgte at bevare så meget af retshåndhævelsen som muligt på danske hænder. Og hans politiker – kollegaer, bortset fra Scavenius forsvarede ham ikke. Egentlig var han veg i sine handlinger.
Bogen til tider ynkelig
Hans bog kan til tider antage en ynkelig karakter. Han var tydeligvis bange for at vedstå sig sin del af det politiske ansvar. Men egentlig var han ikke mere skyldig, end resten af de danske politikere, dengang. Han var tydeligvis forfængelig og måske politisk naiv.
Han var nok for godtroende i sit forhold til besættelsesmagten. Og så troede han på, at han kunne stole på sine politikerkollegaer i regnskabets time, men han blev dog i den grad svigtet.
Vilhelm Buhl slap for videre tiltale
Det lykkedes for Vilhelm Buhl med taktisk snilde at få fralagt sig ansvaret for samarbejds – og tilpasningspolitikken under besættelsen. Han kunne ved befrielsen den 5. maj 1945 krone en smuk politisk karriere ved udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen. Det var denne Vilhelm Buhl, der få år tidligere som landets førstemand havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til politiet.
Den danske regering hjalp tyskerne
Politikerne slap også for, at de tvang 127.000 danske arbejdere til Tyskland, mange i oprustningsindustrien. Men takket være den danske regering, kunne flere tyske arbejdere tjene Hitler.
Fængsling af kommunister var for at beskytte den danske Stat
På siden 83 i sin bog, skriver Thune Jacobsen omkring Kommunistloven:
– Man maa for min Skyld gerne betegne den som ”skændig”. Naar det underforstaas, at Skændigheden er paa tysk Side.
Senere fortæller Thune Jacobsen, at formålet med fængslingen var ikke alene at beskytte kommunisterne. Det var også at beskytte den danske stat.
Bogen bærer præg af efterrationalisering
Bogen, som Thune Jacobsen skrev er nok lidt selvretfærdigende og bærer præg af efterrationalisering. Vi får at vide, at den tyske gesandt påstod, at besættelsesmagten blev mødt af kulde, grundet den britiske radio. Gesandten mente, at Dansk Politi burde sørge for, at danskerne ikke lyttede til BBC. Og så gjorde gesandten Thune Jacobsen opmærksom på, at i Tyskland var det forbudt. Men flere gange havde Thune Jacobsen afvist dette krav.
Angreb mod politistationer var planlagt
I september 1940 havde nazisterne på et møde i Bovrup besluttet, at politistationerne landet over skulle stormes. DNSAP håbede med denne aktion, at kunne tage magten. Dette havde Thune Jacobsen fundet ud af. Han beordrede, at landets politistationer skulle træffe de nødvendige foranstaltninger. Da DNSAP så fandt ud af dette, trak de følehornene til sig.
Mødet med Himmler
En gang mødte Thune Jacobsen Himmler. Det var i Kastrup Lufthavn. Og ham, brød justitsministeren sad ikke om. Fritz Clausen havde spurgt justitsministeren om man ved antagelse af nye politibetjente tog politiske hensyn. Dette svarede Thune Jacobsen benægtende på. Men i en kommentar præciser han, at såfremt man fandt ud af, at de havde nationalsocialistiske holdninger, så lod man dem dumpe ved prøven. Et andet sted får vi så at vide, at dansk politi ikke lod sig lede af personlige følelser.
Dansk Politi skød også mod landsmænd
Men det var ikke nu altid, at Modstandsbevægelsen var enige i den udlægning. Flere gange kom man i kampe med dansk politi var landsmænd skød mod landsmænd, og der er da også meldinger om adskillige dødsofre i den forbindelse.
Det var at betragte som terror
Thune Jacobsen havde over for Kannstein gjort opmærksom på, at dødsstraf dømt af en tysk krigsret i Danmark var at betragte som terror. Det ville den danske befolkning reagere over for. På et tidspunkt ville Kannstein have dansk militær til at bekæmpe sabotørerne. Men ifølge bogen modsatte Thune Jacobsen også denne anmodning.
En nu ”Jøde – frelser”
Vi får også indblik i jødeforfølgelsen. Således skulle Thune Jacobsens kone havde været på besøg hos fru Kannstein. Der blev spurgt om tyskerne ville gå efter de danske jøder. Og her fik Thune Jacobsens kone nærmest tvunget en tilståelse ud af fru Kannstein. Thune Jacobsens kone havde afsluttet samtalen med:
– Så får vi travlt
Og her troede vi så, at det var ”den gode tysker”, Duckwitz, der reddede de danske jøder.
Svigtet af kollegaer
Som vi har skrevet, så flygtede Thune Jacobsen til Sverige, angiveligt fordi Gestapo havde en arrestordre på ham, efter at de havde fundet ud af, at han havde fodret modstandsbevægelsen og Secret Service med informationer. I Sverige var han blevet opsøgt, af danskere, der mente, at han skulle komme hjem. Hans tidligere minister – kollegaer ville hjælpe ham. Men det skete ikke, tvært imod svigtede de ham for at redde deres eget skind.
Kilde:
– E. Thune Jacobsen: Paa en Urias Post (1946)
– Leif Larsen: Kommunistloven fylder 60 år
– www.denstoredanske.dk
– Troels G. Jørgensen: To skæbner (1950)
– Henning Koch: Demokrati – slå til, Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932 – 1945 (1994)
– Henrik Stavnsborg: Politiet 1938 – 1947
– Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940 – 1945 (2002)
– John T. Lauridsen: Over stregen (2007)
– Kurt Jacobsen: Aksel Larsen – en politisk biografi (1993)
– Leif Larsen, Thomas Clausen: De Forvarede (1994)
Hvis du vil vide mere: Så indeholder www.dengang.dk ca. 126 artikler om besættelsestiden bl.a.
– Politik under Besættelsen
– Scavenius, Samarbejdets Kunst eller forræder
– I en lovløs tid
– Samarbejde med Besættelsesmagten