En justitsminister i unode
Thune Jacobsen havde en god karriere. Han var rigspolitichef og blev landets justitsminister. Men han blev gjort ansvarlig for regeringens samarbejdspolitik, svigtet af sine ministerkollegaer, der prøvede at redde deres eget skind. Kommunistloven var et sort kapitel under besættelsen. Men egentlig var det ikke tyskerne, der forlangte den. Allerede i 1932 begyndte overvågningen af ”politiske afvigere”. Og Thune Jacobsen havde gode hjælpere – hele 15.000 stikkere hjalp politiet. Buhl, der opfordrede til at anmelde sabotører, slap helt for tiltale.
En ung mand i butikken
En dag kom en ung mand op i butikken. Han skulle finde en gave til sin bedstefar. Og det skulle handle om besættelsestiden. Jeg spurgte, så hvorfor. Jo svarede den unge mand, min oldefar var Eigil Thune Jacobsen. Om jeg kendte ham. Ja det gjorde jeg sandelig.
På Garnisons Kirkegård
Og hver anden søndag, når jeg besøger min kones gravsted, passerer jeg forbi Thune Jacobsens gravsted på Garnitons Kirkegård.
En flot karriere
Han gik ud af Metropolitanskolen i 1898 som Can. Jur. Han blev herreds – byfuldmægtig i Mariager og senere i Frederikssund. Fra 1912 – 19 var han politifuldmægtig i Esbjerg. I 1919 udnævntes han til politiinspektør i Statspolitiet (kriminalpolitiet) i København og samtidig forstander for Politiskolen. I 1923 blev han politimester i Randers og tre år senere chef for Københavns opdagelsespoliti. I 1933 blev han chef for Statspolitiet og to år senere tillige som politidirektør i København.
Marcus 1448
Som politidirektør mente Thune Jacobsen, at det var på tide, at politiet fik et fælles nummer, som man kunne bruge over alt i landet. Telefonen var efterhånden blevet hvermandseje. Han henvendte sig derfor til sin bor, Otto Tune Jacobsen, der var viceprovst på Regensen. Han ville gerne have et råd og en god diskussion om, hvilket nummer, man skulle vælge. Efter en kort betænkningstid, sagde den skriftkloge, at det skulle være 1448. Det ville politidirektøren da gerne have en nærmere forklaring på. Og broderen svarede, at det var Marcus 1448. I Marcus evangeliet kapitel 14 vers 48, står der nemlig følgende:
– I er rykket ud mod mig med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.
Rigspolitichef
Eigil Thune Jacobsen blev dansk rigspolitichef fra 1938. Han forsøgte at skabe et moderne politi og samtidig en forståelse for politiets arbejde. Han virkede også for en forbedret uddannelse og anvendelse af moderne teknik i opklaringsarbejdet.
Med i international politisamarbejde
Fra 1931 til 1941 var han medudgiver af Nordisk Kriminalteknisk Tidsskrift. Han beklædte efterhånden mange poster, og var særdeles aktiv i det internationale politisamarbejde. Især samarbejde han meget med tysk politi. Gennem dette samarbejde kunne han se, hvilke følger det fik med nazistisk infiltration inde i politiet.
Hvad skulle von Kohl her?
I 1938 vakte Thune Jacobsen forargelse, da han i Københavns Politi ansatte tyskeren von Kohl. Ja han fik endda ansættelse i Sikkerhedspolitiet. Mellem den 4. og 17. september gennemrejste Kohl Jylland i den egenskab, at opbygge et net af underagenter ude i marken. Men dette blev ikke varetaget på en særlig elegant måde. Von Kohl kørte rundt i en meget luksuriøs bil, og levede også meget luksuriøs. Lemvigs politimester havde i sinde at anholde denne mystiske von Kohl for en art Femte Kolonnevirksomhed. Arbejdet blev dog også hurtigt afbrudt. Det var som om Thune Jacobsen ikke havde den fulde kontrol med, hvad der foregik.
Von Kohls fortid blev undersøgt, og det viste sig, at han under Første Verdenskrig havde udført spionagevirksomhed til fordel for Tyskland i Danmark. Men denne person var dog aflønnet i Københavns Politi helt til august 1944.
Thune Jacobsen skulle beholde sit job
Renthe – Fink havde bestilt en minister og embedsmandsliste i en evt. Fritz Clausen – regering. I denne skulle Kohl være chef for sikkerhedsvæsnet mens Thune – Jacobsen skulle bibeholde sit hverv som rigspolitichef.
Han var en stor mand
Vilhelm Leifer, der var politifuldmægtig og som kom til at stå med et tvivlsomt forhold til Gestapo, fortæller også noget om Thune Jacobsen.
Leifer sad på et tidspunkt som vagthund i Thune Jacobsens forkontor. Han fortæller:
– Et fåtal blev vist ind til chefen selv, der dog altid først spurgte mig, had jeg synes, han skulle gøre – og, hvad der viser, at det var en stor mand – normalt altid rettede sig efter det givne råd.
Thune Jacobsen havde ikke ligefrem noget lille ego, og det ville næppe have huet Rigspolitichefen at se, at det, der gjorde ham til en stor mand, var, at han adlød sin politifuldmægtig.
Ansvarlig for ro og orden
Den 10. april 1940 blev Rigspolitichefen, Eigil Thune Jacobsen kaldt til den øverstkommanderende for de tyske besættelsestropper og informeret om, at han som rigspolitichef var ansvarlig for at opretholde ro og orden i Danmark. Thune Jacobsen blev dermed den danske hovedforhandler i alle politimæssige spørgsmål, dvs. vedrørende ordenspoliti, kriminalpoliti, politisk politi og politiets efterretningstjeneste i den første tid, hvor grundlaget for samarbejdspolitikken blev lagt
Justitsminister
Stauning ville i 1941 gerne have ham som justitsminister, efter at Harald Petersen var tvunget ud af besættelsesmagten. Men inden Thune Jacobsen overtog posten skulle der et par overtagelsessamtaler til.
En anstændig mand
Thune Jacobsen var velkendt og vellidt af den tyske besættelsesmagts civile myndigheder, særlig Paul Kannstein. I sin bog roser Thune Jacobsen også denne for en mand, der holder sine ord og aftaler. Han blev kaldt for anstændig. Til gengæld brød Thune Jacobsen sig ikke om Renthe – Fink og Werner Best.
Danskere skulle straffes hårdt
Justitsministeren mente, at de danske statsborgere, der satte sig op mod besættelsesmagten, skulle straffes hårdt.
Den grundlovsstridige Kommunistlov
Og grunden til, at Thune Jacobsen blev upopulær var, at det var ham, der var ansvarlig for den grundlovsstridige Kommunistlov i 1941. Dette resulterede i deportation af de danske kommunister, herunder sågar de tre danske kommunister, der sad i Rigsdagen.
Nu var det jo nok højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, der tilskyndede, at vi fik Kommunistloven. Man kunne jo altid gemme sig under begrebet Nødretten.
I overensstemmelse med Grundloven?
I Den Parlamentariske Kommissions Beretninger findes referat fra samtlige af de 314 møder, som de ni medlemmer af samlingsregeringen holdt fra den 2. juli 1940 til 29 august 1943. På mødet den 6. august 1940, fremlægger Thune Jacobsen første gang et lovforslag om Forbud imod Kommunister. Han tilføjede meget smart, at:
– Det er stærkt anbefalet af Højesterets Præsident Troels G. Jørgensen, of var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet.
Overholder kommunister Grundloven?
Det er i sig selv forbløffende, at en højresteretspræsident blander sig i lovgivningen, og endda hævdede, at en lov, der forbyder et lovlig valgt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven.
Mere besynderligt var et spørgsmål fra Venstre – manden, Elgaard, der den 12. august spurgte:
– Har Kommunisterne underskrevet en Erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre kender?
Det synes ikke som om, at der var nogen, der kendte til Grundlovens § 48, som klart fastslog:
– Ethvert nyt Medlem afgiver, naar hans Valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven.
Tre behandlinger i løbet af et par minutter
Og det havde de tre medlemmer af Kommunisterne selvfølgelig også. Men nu gjaldt det så om at indfange de sidste to medlemmer af Rigsdagen, Axel Larsen og Alfred Jensen. Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen var for længst bag lås og slå.
Man var også enige om at tilsidesætte Grundloven m.h.t. tidsrammen for fremsættelse af diverse behandlinger, for alle tre behandlinger blev klaret i løbet af få minutter.
Justitsministeren slutter det hele af med et citat fra Jyllands Posten dagen forinden:
– Det har hele tiden i dansk lovgivning været grundlag for at forbyde et parti som det kommunistiske. Det beklagelige er kun, at det ikke er kommet for længst.
Det var ikke tyskerne, der fremtvang kommunistloven
Vi hører i historiebøgerne, at det var tyskerne, der fremtvang Kommunistloven. Det er bare ikke helt rigtigt, for længe før barslede regeringen med at indføre et forbud mod kommunisterne.
En lov med tilbagevirkende kraft
Kommunistloven blev vedtaget den 22. august 1941. Den forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark. Og den trådte i kraft med tilbagevirkende kraft.
§ 1
– Alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger forbydes, og de bestaaende kommunistiske Foreninger og sammenslutninger vil straks være at opløse. Kommunistisk Virksomhed eller Agitation af enhver Art er forbudt. Dette gælder, uanset om der foreligger Tilslutning til nogen Forening.
– Overtrædelse af foranstaaende Bestemmelser straffes med Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 8 Aar.
§ 2
– Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation, kan efter Justitsministeriets Bestemmelse eller med hans Godkendelse tages i Forvaring, naar dette skønnes nødvendigt af Hensyn til Statens Sikkerhed eller dens Forhold til fremmede Magter.
– Enhver, der tages i forvaring i medfør af 1ste Stykke, skal inden 24 Timer fremstilles for Københavns Byret, der ved Kendelse beslutter, om Forvaring skal opretholdes. Begæringen om Forvaringens Opretholdelse vil, naar Justitsministeriets Bestemmelse eller hans Godkendelse foreligger, være at tage til Følge, medmindre der maa antages at foreligge en aabenbar Fejltagelse med Hensyn til vedkommendes Identitet eller hidtidige Deltagelse i kommunistisk Virksomhed eller Agitation………….
639 kommunister anholdt
En enig Rigsdag gav derfor politiet lov til at arrestere 339 kommunister med tilbagevirkende kraft. De blev tilbageholdt allerede den 22. juni 1941 og indsat i Horserød. Men også efter denne dato blev adskillige anholdt med henvisning til, at de udgjorde en fare for landets sikkerhed. Ja yderligere 300 blev efterfølgende anholdt.
Det lykkedes for 93 at flygte over Horserøds hegn, inden tyskerne begyndte at bevogte lejren.
En aftaler, der ikke blev holdt
Aftalen var at fangerne i Horserød ikke skulle forsøge at flygte for at undgå repressalier. Thune Jacobsen lovede til gengæld, at man ville lukke fangerne, hvis tyskerne begyndte at deportere dem. Men heller ikke det blev overholdt.
150 af de danske kommunister blev sendt til Stutthof i Polen. Heraf døde 22.
Politiet fik hjælp af 15.000 stikkere
Nu havde det emsige danske politi god hjælp af befolkningen. Således var der ca. 15.000 stikkere, der var klar til at angive kommunister. Ja de angav sågar også modstandsfolk. Men den største stikker af dem alle var Hestetyven. Han var aflønnet som en højt betalt embedsmand. Og aflønningen kom fra justitsminister Thune Jacobsen.
Thune Jacobsen fastholdt, at det var en nødretssituation
Eigil Thune Jacobsen og resten af Rigsdagen fastholdt, at det var tale om en såkaldt nødretssituation. Arrestationerne blev ikke konkret godkendt af Rigsdagen, selv om de alle havde godkendt Kommunistloven. Det var alene statsminister Thorvald Stauning, der godkendte arrestationerne. Efterfølgende kan man også undre sig over de måde, det skete på. Grundloven er overtrådt på adskillige punkter:
– Rigsdagen er ukrænkelig
– Så længe Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand tiltales eller underkastes Fængsling af nogen Art uden Samtykke af det Ting, hvortil han hører medmindre han er grebet paa fersk Gerning
– Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter Loven
– I sager, der drejer sig om politiske Lovovertrædelser, skal Nævninge indføres
– Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer stilles for en Dommer
– Boligen er ukrænkelig.
Man kunne dømmes for højforræderi
Man kan sige m.h.t. til sidste anmærkning, så bliver dette også overtrådt i dag. Men dem, der gør sig skyldig i disse nævnte ting, skal ifølge Grundlovens § 42 dømmes for Højforræderi.
Kartotek overgivet til tyskerne
Tusinder og atter tusinder af danske statsborgere blev overvåget af dansk politi. Man brugte stikker, telefonaflytning og brevcensur. Resultaterne af denne overvågning blev overgivet til tyskerne, som dermed havde lettere ved at optrævle modstandsbevægelsen. Ja selv skraldespande blev endevendt for at spore kommunister.
Brevhemmeligheden blev brudt
Postvæsnet blev anmodet om at aflevere breve og pakker til politiet, som var bestemt til diverse adresser. Der var i den grad samarbejde mellem tyskerne i Dagmarhus og Politigården.
Politiet jagtede kommunister, længe inden tyskerne
Stikkere kunne fortælle, at eksempelvis Axel Larsen dagligt færdes i Blågårdskvarteret iført gråt tøj og blød hat. Han skulle således have anlagt sig et fuldskæg og et kunstigt ar i højre side af ansigtet.
Politiet gik med stor iver ind og jagtede kommunisterne også inden der kom en anmodning fra tyskerne.
Ca. 60.000 – 70.000 i politiets kartotek
Allerede inden 1933 havde politiet indsamlet oplysninger om 13.000 personer, som muligvis kunne udgøre en fare for den danske stat. Efter Hitlers magtovertagelse voksede dette kartotek betydeligt. Man talte om at der til sidst var 60.000 – 70.000 navne i politiets kartotek i den såkaldte afdeling D. Man har aldrig fundet det komplette kartotek. Måske er det fordi politiet har destrueret det, afleveret det til tyskerne eller ikke er interesseret i, at kommer frem i dagens lys. Man ved dog, at afdeling D havde et tæt samarbejde med Gestapo.
Afdelingen brugte med Justitsministerens viden i høj grad stikkere, og man havde disse placeret helt inde i partiet.
Politi stjal DKP’s medlemskartotek
Allerede i 1932 stormede dansk politi DKP’s lokaler i Fiolstræde uden dommerkendelse og tog medlemskartoteket med sig. Man havde også en plan den 14. februar 1940 om at storme kommunisterne, men det kan ikke bevises. Dokumenterne er bortkommet og findes ikke i Rigsarkivet.
Der var mange sorte kapitler i samarbejdspolitikkens historie, men denne regnes nok for den mest sorte.
Det kunne sikre Socialdemokratiets beståen
På et lukket møde den 4. september 1941 orienterede Tune Jacobsen amtmændene om Kommunistloven. Han sagde blandt andet:
– Netop ved at gøre Front mod Kommunismen kunne man sikre Socialdemokratiets fortsatte Beståen.
Tune Jacobsen var nu hverken socialdemokrat eller nogen stor politiker, men udtalelsen bekræfter, at der i arbejderbevægelsen var en gammel konflikt.
Støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik
Som justitsminister var Thune Jacobsen ansvarlig for roens opretholdelse, og derfor var han i en udsat position. Han støttede loyalt Scavenius forhandlingspolitik. Modstræbende godkendte han efter pres fra tyskerne en lov, der blev vedtaget den 4.12.1942, der skulle beskytte de virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Andre upopulære foranstaltninger, der dæmmede på for den begyndende modstand, måtte han også lægge ryg til.
Churchill – klubben havde besøg af justitsministeren
En flok halvvoksne skoledrenge fra Aalborg udfordrede tyskerne med ildspåsættelse, hærværk og våbentyverier. Drengenes illegale aktioner spredte sig hurtig rundt om i landet. De blev kendt som Churchill – klubben. Deres aktioner vakte beundring som Davids kamp mod Goliat. Mange unge blev inspireret af dem til at gå ind i modstandskampen.
Men det vakte ikke lige den danske regerings beundring. De var bange for, at den stigende modstand kunne bringe samarbejdspolitikken i fare. I al hemmelighed besøgte Thune Jacobsen dem flere gange i Nyborg Statsfængsel. Han forsøgte at forklare de unge mennesker den danske regerings politik over for modstandsbevægelser og sabotager. Men det var åbenbart forgæves besøg.
Frit Danmark var ikke begejstret for justitsministeren
Frit Danmark var heller ikke begejstret for justitsministeren. De skrev således, at Thune Jacobsen på et ministermøde kundgjorde, at bladets redaktør og bogtrykker var blevet taget, og at de nu heldigvis sad bag lås og slå. Ligeledes skulle han ifølge bladet have fortalt, at redaktøren var kommunist. Bladet kunne ligeledes fortælle, at justitsministeren havde daglige møder med Gestapo, som de betegnede som Thune Jacobsens arbejdsgiver.
Bladet fastslog, at det ikke var redaktøren, politiet havde taget. Manden var helt uskyldigt. Endvidere beskyldte de justitsministeren for at manipulere med befolkningen ved at påstå, at bladet var kommunistisk.
Statsministerens anbefalinger
I efteråret 1942 fordømte statsminister Vilhelm Buhl på det kraftigste modstandsbevægelsens sabotageaktioner, og opfordrede befolkningen til at angive sabotører til politiet.
I juli 1943 kræver justitsminister Thune Jacobsen en million kroner til maskinpistoler til politiet. Motiveringen er, at de derved bedre kan afværge sabotagehandlinger.
Skulle de have lov til at flygte?
Efter den 29. august 1943 leverede Thune Jacobsen efterretninger til både modstandsbevægelsen og de allierede. Men han følte, at jorden brændte under ham Men det var nu ikke nok. Folk kunne godt huske, hvad han havde gjort.
Glemt er dog, at Thune Jacobsen på et ministermøde den 28. august 1943 spurgte, om de internerede kommunister i Horserødlejren skulle have lov til at flygte, men ingen reagerede på det spørgsmål. Derfor foretog han sig intet.
Husk at ringe til Horserød
Men det fortælles også, at Scavenius den 28. august kl. 23.45 havde sagt til Thune Jacobsen, Husk at rige til Horserød.
Åbenbart skulle Thune Jacobsen samme dato have givet personlig ordre til, at de kommunister, der var indespærret i Horserødlejren ikke skulle have adgang til undvigelse, men skulle udleveres til tyskerne.
Budskabet fra Scavenius kan kun opfattes som en opfordring til at løslade fangerne, som lovet. Men denne episode har ikke kunnet dokumenteres.
Politikere bange for at provokere tyskerne
Dette skyldtes sikkert, at politikkerne mente, at forhandlingspolitikken efter en lille pause kunne genoptages. Så ville en løsladelse af kommunisterne virke som en provokation. Men denne begivenhed blev også noget offentligheden lagde oven på justitsministerens skuldre.
Kartotek over tyske emigranter til tyskerne
Dansk Politi overgav åbenbart også kartoteket over tyske emigranter til Gestapo. Det brugte de så at domsfælde emigranterne. Ja mange blev anholdt og flere blev endda halshugget.
Flugten til Sverige
Fra 1943 – 44 virkede Thune Jacobsen som meddeler til Secret Service og modstandsbevægelsen. Efter arrestationen af det danske politi, fik tyskerne kendskab til den virksomhed. Derfor flygtede han til Sverige. Men her blev han mødt med uvilje af de danske flygtninge.
Ville ikke lade ham genoptræde som Rigspolitichef
Ministeriet Buhl ville ikke lade ham indtræde i sin post som rigspolitichef efter besættelsestiden. Og modstandsorganisationen BOPA internerede ham den 30.5.1945. Ved Frode Jacobsens mellemkomst, blev han dog sat på fri fod.
Offentlighedens dom var hård
Offentlighedens dom var særdeles hård efter befrielsen. Han krævede selv, at der blev indledt en rigsretssag mod ham. Men det fik han ikke, og han fik ikke mulighed for at forsvare sig offentlig, men det gjorde han så i stedet i bogform. I 1946 udgav han nemlig bogen Paa en Uriaspost.
Tidligere havde han udgivet en pjece Et Tilbageblik – Lovgivning og Justitsvæsen 1941 – 43.
En langsom arbejdende kommission
Den Parlamentariske Kommission, der skulle forholde sig til politikerne og deres virke under besættelsen var meget langsomt arbejdende, måske bevidst. De skulle blandt også beskæftige sig med Thune Jacobsens gøren og laden under besættelsestiden. Men inden de var færdig, døde han 68 år gammel. Og man kan sige, at han døde i unode.
Kommissionen bad den tidligere justitsminister om at svare på 9 spørgsmål, senere kom der yderligere 5 spørgsmål til.
Antinazist og demokratisk indstillet
Han var klart antinazistisk og demokratisk indstillet. Måske var han ikke en stærk personlighed. Han forsøgte at bevare så meget af retshåndhævelsen som muligt på danske hænder. Og hans politiker – kollegaer, bortset fra Scavenius forsvarede ham ikke. Egentlig var han veg i sine handlinger.
Bogen til tider ynkelig
Hans bog kan til tider antage en ynkelig karakter. Han var tydeligvis bange for at vedstå sig sin del af det politiske ansvar. Men egentlig var han ikke mere skyldig, end resten af de danske politikere, dengang. Han var tydeligvis forfængelig og måske politisk naiv.
Han var nok for godtroende i sit forhold til besættelsesmagten. Og så troede han på, at han kunne stole på sine politikerkollegaer i regnskabets time, men han blev dog i den grad svigtet.
Vilhelm Buhl slap for videre tiltale
Det lykkedes for Vilhelm Buhl med taktisk snilde at få fralagt sig ansvaret for samarbejds – og tilpasningspolitikken under besættelsen. Han kunne ved befrielsen den 5. maj 1945 krone en smuk politisk karriere ved udnævnelsen til statsminister i befrielsesregeringen. Det var denne Vilhelm Buhl, der få år tidligere som landets førstemand havde fordømt modstandsbevægelsens sabotageaktioner og opfordret til at angive modstandsfolkene til politiet.
Den danske regering hjalp tyskerne
Politikerne slap også for, at de tvang 127.000 danske arbejdere til Tyskland, mange i oprustningsindustrien. Men takket være den danske regering, kunne flere tyske arbejdere tjene Hitler.
Fængsling af kommunister var for at beskytte den danske Stat
På siden 83 i sin bog, skriver Thune Jacobsen omkring Kommunistloven:
– Man maa for min Skyld gerne betegne den som ”skændig”. Naar det underforstaas, at Skændigheden er paa tysk Side.
Senere fortæller Thune Jacobsen, at formålet med fængslingen var ikke alene at beskytte kommunisterne. Det var også at beskytte den danske stat.
Bogen bærer præg af efterrationalisering
Bogen, som Thune Jacobsen skrev er nok lidt selvretfærdigende og bærer præg af efterrationalisering. Vi får at vide, at den tyske gesandt påstod, at besættelsesmagten blev mødt af kulde, grundet den britiske radio. Gesandten mente, at Dansk Politi burde sørge for, at danskerne ikke lyttede til BBC. Og så gjorde gesandten Thune Jacobsen opmærksom på, at i Tyskland var det forbudt. Men flere gange havde Thune Jacobsen afvist dette krav.
Angreb mod politistationer var planlagt
I september 1940 havde nazisterne på et møde i Bovrup besluttet, at politistationerne landet over skulle stormes. DNSAP håbede med denne aktion, at kunne tage magten. Dette havde Thune Jacobsen fundet ud af. Han beordrede, at landets politistationer skulle træffe de nødvendige foranstaltninger. Da DNSAP så fandt ud af dette, trak de følehornene til sig.
Mødet med Himmler
En gang mødte Thune Jacobsen Himmler. Det var i Kastrup Lufthavn. Og ham, brød justitsministeren sad ikke om. Fritz Clausen havde spurgt justitsministeren om man ved antagelse af nye politibetjente tog politiske hensyn. Dette svarede Thune Jacobsen benægtende på. Men i en kommentar præciser han, at såfremt man fandt ud af, at de havde nationalsocialistiske holdninger, så lod man dem dumpe ved prøven. Et andet sted får vi så at vide, at dansk politi ikke lod sig lede af personlige følelser.
Dansk Politi skød også mod landsmænd
Men det var ikke nu altid, at Modstandsbevægelsen var enige i den udlægning. Flere gange kom man i kampe med dansk politi var landsmænd skød mod landsmænd, og der er da også meldinger om adskillige dødsofre i den forbindelse.
Det var at betragte som terror
Thune Jacobsen havde over for Kannstein gjort opmærksom på, at dødsstraf dømt af en tysk krigsret i Danmark var at betragte som terror. Det ville den danske befolkning reagere over for. På et tidspunkt ville Kannstein have dansk militær til at bekæmpe sabotørerne. Men ifølge bogen modsatte Thune Jacobsen også denne anmodning.
En nu ”Jøde – frelser”
Vi får også indblik i jødeforfølgelsen. Således skulle Thune Jacobsens kone havde været på besøg hos fru Kannstein. Der blev spurgt om tyskerne ville gå efter de danske jøder. Og her fik Thune Jacobsens kone nærmest tvunget en tilståelse ud af fru Kannstein. Thune Jacobsens kone havde afsluttet samtalen med:
– Så får vi travlt
Og her troede vi så, at det var ”den gode tysker”, Duckwitz, der reddede de danske jøder.
Svigtet af kollegaer
Som vi har skrevet, så flygtede Thune Jacobsen til Sverige, angiveligt fordi Gestapo havde en arrestordre på ham, efter at de havde fundet ud af, at han havde fodret modstandsbevægelsen og Secret Service med informationer. I Sverige var han blevet opsøgt, af danskere, der mente, at han skulle komme hjem. Hans tidligere minister – kollegaer ville hjælpe ham. Men det skete ikke, tvært imod svigtede de ham for at redde deres eget skind.
Kilde:
– E. Thune Jacobsen: Paa en Urias Post (1946)
– Leif Larsen: Kommunistloven fylder 60 år
– www.denstoredanske.dk
– Troels G. Jørgensen: To skæbner (1950)
– Henning Koch: Demokrati – slå til, Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932 – 1945 (1994)
– Henrik Stavnsborg: Politiet 1938 – 1947
– Gads Leksikon om Dansk Besættelsestid 1940 – 1945 (2002)
– John T. Lauridsen: Over stregen (2007)
– Kurt Jacobsen: Aksel Larsen – en politisk biografi (1993)
– Leif Larsen, Thomas Clausen: De Forvarede (1994)
Hvis du vil vide mere: Så indeholder www.dengang.dk ca. 126 artikler om besættelsestiden bl.a.
– Politik under Besættelsen
– Scavenius, Samarbejdets Kunst eller forræder
– I en lovløs tid
– Samarbejde med Besættelsesmagten

Et Jernstøberi i Tønder
Vi tager udgangspunkt i et foto, hvor vi kigger ind ad Vestergade. Fotoet er fra slutningen af 1800 – tallet. En større bygning kunne skimtes. Det var et jernstøberi lige på hjørnet af Vestergade og det nuværende Popsensgade. Bag ved den store grund var der en eventyrlig skov med både sorte og hvide storke. Her var også en dyb mørk vejgrøft, hvor så mange skoleelever fra Tønder er endt i. Jernstøberiet midt i Tønder eksisterede i 46 år. Men var det nu det første i Tønder?

Et Foto fra Tønder
Der findes et foto af I.A. Bödewadt som viser Vestergade taget før 1900. Det må være taget omtrent fra Vindmølleagrene og nuværende Hagges. Fotoet viser strækningen ind mod byen. Det er små huse med små beværtninger og stalde, blandet med håndværkerboder. Der er nogle rebslagere og enkelte garvere. Helt i baggrunden til venstre rager et større hus op. Det er her, at vi finder jernstøberiet.

Et kig ned ad Vestergade
Gaden virker nogenlunde brobelagt. Enkelte bondevogne kan ses, og foran husene ses sludrende borger – madammer. Ved værtshusene skimtes stedets gårdskarle. Og som skrevet helt bagerst på hjørnet af Bokkensåvej (Popsensgade) og Vestergade et højt hus med åbninger til hejseværk i vestsidens tre etager.

Lignede en købmandsgård
Bygningen lignede mest en købmandsgård. Fra 1799 til 1829 tilhørte den rådmand, købmand Andreas Petersen. Jordområdet strakte sig ud bag ved Vestergades bebyggelse. Det gik under betegnelsen Spangsholm, hvilket var en officiel betegnelse til 1923.

En rådmand som ejer
Rådmand Petersens enke afstod i 1829 ejendommen til købmand Hans Christian Hansen. Han boede tidligere på Vesterblegen. Senere skulle han angiveligt være taget til Rendsborg.

En mand fra Ringkøbing
I 1845 overtog Graus Grausen Wedersøe ejendommen. Hans familie stammede fra Ringkøbing – egnen. Selv blev han borger i Tønder i 1839. Han var købmand, rådmand, kæmner og formand for deputeretkollegiet. Han blev lige så mange andre afskediget i 1851 tilsyneladende af politiske grunde. Han blev senere igen senator. Han nævnes også som ejer af Wedersøes Hjørne. Dette blev senere til Severin Matthiesens Boghandel (se artiklen ”Boghandlere i Tønder”). Og dette blev så igen dagbladet Vestkystens redaktion (Jyske – Vestkysten).

En digefoged som ejer

I 1847 – 1850 synes digefoged og rådmand, Detlev Jensen Angel at have været ejer af grundstykket, og efter ham toldassistent Frands Meldorff Frellsen. Denne har en overgang fungeret som en slags administrator.

Var det nu det første jernstøberi i Tønder?
På Tønderegnen fandtes der ikke nogen jernstøberi før 1857. Den første blev grundlagt i netop det år af Nis Peter Lorenzen. Han var søn af seminarist, amtsskriver og senere beværter Matthias Nissen Lorentzen.
Nu skal vi nok lige være historisk hel korrekt, for der er fundet spor efter udnyttelse af myremalm flere steder i Tønder – området fra gammel tid.
Nis Peter gik i skole i fødebyen, Tønder. Derefter kom han i købmandslære hos Joh. Fr. Jensen i Østergade. Efter endt lærertid fik han plads hos købmand Atzen i Sønderborg. Her blev han forfremmet til forvalter i købmandsforretningen. Senere kom han også til at bestyre Atzens kalkbrænderi og en nybygget cikoriefabrik på Sundeved – siden.

Nis Peters kone
Han blev gift med Mette Cicilie Christensen (1828 – 1905) datter af David Christensen, skipper og ejer af fæstegården Lindegård i Ulkebøl Sogn. Faderen havde sejlet under fastlandsspærringen som blokadebryder, mens datteren under treårskrigen havde gjort frivillig køkkentjeneste i Broager – batteriet, der lå på Lindegårdens område.

Arven blev investeret
Da David Christensen var død i 1857 og begravet på Ulkebøl Kirkegård, blev fæstegården af arvingen Mette Cicilie Lorenzen født Christensen solgt til nabogården Bosager. Beløbet på knap 40.000 Rdl. blev investeret i oprettelse af et jernstøberi med maskinfabrik i den før omtalte ejendom i Tønder. Det blev en af de virksomheder i hertugdømmet, som blomstrede i årene efter Napoleonskrigene.

Hjælp fra svogeren
N.P. Lorenzen havde ikke alene en forretningsmæssig alsidig uddannelse, men var også så heldig at få indblik i arbejdet på et jernstøberi, da hans svoger, hustruens halvbror, arbejdede hos Stein & Mayland i Sønderborg. Han hed Jes Detlefsen og var tidligere skibskaptajn. Han overtog senere en købmandsbutik i Gråsten. Han var en god rådgiver for familien i Tønder.

Ejendommen var som de fleste ejendomme dengang, opført i rødsten og ler. Senere er den blevet kalkpudset. Den havde reelt kun to etager, men var meget høj. Et meget højt tag rummede både 2. og 3. sal. Hertil var adgang via hejseværk fra Bokkensåvej.
Fra gadedøren førte en gang gennem hele stueetagen, til højre med adgang til kontoret og til venstre til jernstøberens (chefens) privatlejlighed. Længere tilbage var der indgang til køkkenregionen og på højre side trappeopgangen til 1. sal med vinduesniche til ankommende post.
Mellem den egentlige hovedbygning og en lavere og smallere mellembygning lå en kælderagtig udgravning med en dyb brønd og et pumpeværk, der forsynede fabrikken og hovedbygningens to etager samt vaskeriet med vand.
Desuden stod der ude på vejen en pumpe, der var til offentlig brug.

Også salg af andre ting
En slags gangbro førte gennem mellembygningen fra administrationsbygningen til værkstedsbygningen.
Smelteovnsanlægget var et jernstøberi af den gammeldags type. Det lå med den svære skorsten til dels uden for det egentlige støberi. Her fremstillede man i begyndelsen selv på gammeldags måde støbejern af myremalmet, der fandtes på egnen og trækul fra de hjemlige skove. Senere solgte man tørv fra for eksempel Sølsted Mose. Gødning og æg fra eget landbrug solgte man også.

Mange bygninger
Til støberiet hørte formeriet, hvor den egentlige støbning foregik. Og så var det renseriet. Her foregik også metalstøbningen, som der lejlighedsvis kunne være brug for. Der fandtes endelig også en beholdning af formsand. I et særligt rum lå de aktuelt anvendte træmodeller.
I tilslutning til det egentlige støberi lå et velindrettet smedeværksted udstyret med bl.a. en stor boremaskine. Til den egentlige smedje var knyttet et større kleinsmedeværksted. Her var indrettet en række arbejdspladser langs med vinduerne med udsigt til naboens reberbane. Inde i rummet stod mellem andet nogle feltsmedjer, nogle mindre boremaskiner og tilbehør.
Værkstedernes række afsluttedes mod nord af træbygning, der virkede højere og bredere end de andre huse. Her fandtes snedker – og malerværkstedet. I en del af bygningen stod de lokomobiler, tærskemaskiner og andre landbrugsmaskiner, der i øjeblikket ikke var lejet ud. På en noget forsømt græsmark tæt ved stod ikke blot forfaldne køretøjer og maskinvrag, men marken tjente også som en slags parkeringsplads for trætte eksistenser, der sov deres rus ud her. Når de vågnede fik de ofte kørelejlighed til tøveværket ved Sølsted.

En stor have
Lige nord for lå jernstøberiets have, der var indhegnet med en tjørnehæk. Haven var skovbevokset og enkelte steder kunne man finde rester af lysthuse. Måske var dette efterladenskaber fra jernbøndernes tid. Haven havde forbindelse med skoven bagved. Denne virkede dyb og uoverskuelig. Men egentlig lå den ikke mere end et par hundrede meter fra allégraven. En bæk, der kom vestfra havde snoet sig lige forbi jernstøberiets have. Den var ganske skjult i sumpen. Står man på stedet i dag kan man slet ikke forestille sig dette.

Masser af natur
Her holdt skarer af fugle til. Der var ravne og råger, der holdt til i de gamle træer. Her var talrige storke, der fandt deres føde i engene omkring vandløbene. De holdt til på byens stråtage. Det var deres slægtninge, de sky sorte storke, som boede i sumpskovens højeste trætoppe.
Langs med jernstøberhavens vejgrøft, der var snavset og sortfarvet var der en masse frøer, haletudser og andet kryb. Engang imellem kunne man også se en giftig snog, der havde solet sig i grøftekanten. Den forsvandt lynhurtig ind i tjørnehækken. Om efteråret var Bokkensåvejen ofte som så mange veje i og omkring Tønder oversvømmet.

Skolebørn endte i vejgrøften
Det var også her ved vejgrøften at mellemskoledrengenes slagsmål blev afgjort. De prøvede simpelt hen at skubbe hinanden ned i vejgrøften. En kendt forretningsmands datter i fineste pinseskrud skred også ned i det snavsede hul. Hun måtte temmelig sort hales frem igen.

En medarbejder i 46 år
Da Lorentzen startede virksomheden fulgte en smed og en former fra Stein & Mayland med. Formeren, Michael Leonhardt blev på sin plads i samtlige de 46 år, som firmaet eksisterede. Ud over det faste personale var omkring en snes mand løsere knyttet til jernstøberiet. Det var formere, grovsmede og kleinsmede. De fleste var omvandrende tyske svende, der gik på valsen. Endelig var der ansat en del lokalt boende arbejdsmænd, hvis hustruer hjalp til i stuer og køkken sammen med tjenestepiger, der kom indrejst nordfra.

Faldefærdige bygninger
Vestergades små husgrunde var ikke mere end ca. 25 meter dybe. Kun Bokkensåvejens hjørnebygning nåede en udstrækning på cirka 40 – 50 meter. Bagved lå Spangholms terræn, som også blev ejet af jernstøberiet. På fabrikkens modsatte side fandtes her en gruppe faldefærdige staldlokaler, der anvendtes til heste, kreaturer, fjerkræ samt til opbevaring af hø og korn.
På pladsen et stykke ind mod Bokkensåvej var der anbragt transportvogne til tørv og andre varer, sammen med et par ældre landauere, der ind imellem også blev bragt af befordring af badegæster.

Dommer Gjessings erindringer
Dommer H. Gjessing skriver i sin pragtfulde bog, Drengeår og Manddomsvirke i Tønder:
– Jernstøber Lorenzen ejede jernsøberiet, som lå på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen. Det var gamle store bygninger, som på os gjorde indtryk af noget hemmelighedsfuldt og mystisk og bagved var der en stor have, i hvilken der i et træ byggede en sort stork.
– Støberiet var vist ikke i gang hele året, men i sæsonen kom der altid fremmede folk, og det var vistnok Hessere. En af dem var den tidligere kaptajn Leonhardts far.
– De gamle Lorenzens kan jeg knap huske (Fruen var en del lammet gennem en række år), men det var tre drenge, som var noget ældre end jeg og tidligere kom bort. De to blev skibskaptajner i Hamborg, den tredje blev gasværksbestyrer m.m. i Tønder og lever endnu, men han er nu en gammel mand.
– Det var også en datter Christine, den yngste af dem. Hun kom en del sammen med Astrid og de andre. Hun blev gift med en skibskaptajn i Hamborg, som døde før krigen. Hun besøgte os flere gange i Tønder, og hun var fornøjelig og elskværdig. Hun sagde, at hun altid havde bevaret sit danske sindelag.

Pigerne holdt sammen
Christine Charlotte Lorenzen tilhørte en kreds af unge piger, der var født i Tønder omkring 1862 – 1863, en enkelt vistnok lidt før. De besøgte den såkaldte realskole, så længe den eksisterede (under Tørslev). Senere besøgte de andre skoler, ganske som de brogede forhold tillod. De deltog sammen i Tønders selskabelige begivenheder, for eksempel i den såkaldte Gamle Harmoni, så længe denne bestod. De kom også i hjemmene og i jernstøberiets store have. Pigerne hed Marie Alberts, Astrid Gjessing, Christine Lorentzen, Agnes Refslund og Fidde Riedell.

Jernstøberiet lukker
Omkring 1903 blev jernstøberiet lukket. Jernstøberen selv og nogle af hans medhjælpere afviklede den gamle virksomhed. Ejeren blev selv boende i sit hus. Han døde i 1907, er årrække efter hustruen, der i lang tid havde været skrøbelig.
I tidens løb blev nogle af grundene langs Bokkensåvejen dels solgt som villagrunde, dels lejet ud til havebrug. Senere blev også værkstedsanlæggene lejet ud til et par maskinfabrikanter. En del jord i by og opland blev solgt. Kun en lille centralt beliggende jordareal med noget af åbredden blev bevaret.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Gjessing: Drengeår og manddomsvirke i Tønder
– Sønderjysk Månedsskrift
Hvis du vil vide mere: Læs
– Humlekærren i Tønder
– Militæret i Tønder 1920 – 1923
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tønder før og efter Genforeningen
– Ulrich – en fysikus fra Tønder
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Tog til Tønder
– Handel i Tønder indtil 1864 og mange flere

Tønder Bibliotek – i begyndelsen
Bogen blev brugt i den nationale kamp. Man forsøgte med en dansk Læserkreds i Landmandsbanken. Fra tysk side forsøgte man at hindre dette. Allerede fra 1870 forsøgte den tyske stat at fremme den tyske bog. Efter 1920 skulle biblioteket ikke blot være kultur – men også kampcentre, sagde man fra dansk side. Tønder Byråd ville kun give en klatskilling til et dansk bibliotek. Man startede i Østergade 18, købte en nedlagt bank. Børnebøgerne flyttede til Humlekærren og Richtsens hus. I 1950 samlede man det hele i den tidligere tyske realskole i Richtsensgade.

Bogen blev brugt i kampen
Mange kræfter blev brugt i både at fremhæve dansk og tysk sprog og kultur. Og det påvirkede også etableringerne af biblioteker i Sønderjylland. Man forsøgte gang på gang, at styrke egen position, og trænge den anden tilbage.
Fra sidst i 1830erne blev den sproglige kamp taget i anvendelse. Og bogen blev brugt i denne krig.
Bibliotekerne blev udviklet i den nationale kappestrid.

Kultur – og kampcentre
Fra dansk side, blev der i 1920 udtalt, at de kommende danske biblioteker i Sønderjylland ikke blot skulle være kulturcentre med kampcentre.
På tilsvarende måde ydede den tyske stat særbevillinger til lærer -, skole – og folkebiblioteker i Nordslesvig fra 1880erne.

En læserkreds fra 1790
Allerede i 1790 eksisterede der en slags læserkreds i Tønder for borgerskabet. Og i 1828 bliver der omtalt et Jugendbibliothek. Det var støttet af Magistraten. Man startede med 158 bind, som stammede fra lærer A.J. Rohlfs samling af børnebøger.
I 1846 var samlingen oppe på 731 bøger. Samme år mistede biblioteket sin sidste faste bidragsyder, borgmester Paul Sibbers.
I 1851 var bøgerne i en sørgelig forfatning. Formentlig blev biblioteket nedlagt kort tid efter.

Kirkekassen samlede ind til skolebiblioteket
Men i Tønder Provsti genindførtes i 1851 pligten for de lokale kirkekasser til at yde det årlige tilskud udbeskåret til skolebiblioteket. I de følgende år måtte lærerne aflevere fortegnelser over de bøger, der var på skolebibliotekerne.

Dansk skolebogssamling
I tiden mellem de slesvigske krige blev der indkøbt underholdende litteratur til de danske folkebiblioteker i Sønderjylland. I Tønder oprettedes ”dansk skolebogssamling” , som rummede alle de typiske bøger, som blev indkøbt til de danske bogsamlinger i disse år. Samlingen der siden hen indgik i Tønder Seminariums Bibliotek bestod af ca. 800 bind, især skønlitteratur, religion, historie, personalhistorie, rejseskildringer, topografi og geografi. Ca. 360 af disse er bevaret i dag.

De Tyske Folkebiblioteker skulle være mere effektive
De tyske folkebiblioteker skulle være mere effektive, så de bedre kunne fremme tyskheden i Nordslesvig. Standarden skulle forbedres, og der skulle tilføjes flere ressourcer, så bogbestanden kunne tiltrække læserne. Vejen frem måtte gå gennem øget central styring. Derfor blev kredsskoleinspektørernes tilsyn nu udstrakt til at omfatte folkebibliotekerne. Hidtil havde de kun ført tilsyn med skole – og elevbibliotekerne. Der blev bevilliget øgede tilskud, som udelukkende skulle anvendes i egne med dansk folkesprog.

Protest fra Tønder
I Tønder kreds protesterede præsterne som bestyrere af folkebibliotekerne direkte mod den nye kontrol. Kredsskoleinspektør Krage udtalte i 1897 blandt andet:

 De fleste, især blandt de ældre, er for ukendte med tysk til at kunne læse de tyske bøger. Der mangler også den tyske skolegang som er en nødvendig forudsætning for at kunne forstå indholdet i folkebibliotekerne. Det stof som behandles i folkebibliotekerne, ligger dem for fjernt, og er derfor for svært for dem. For mange unge er de ældres indflydelse hindringen for at læse tyske bøger. En vis modvilje mod det tyske sprog er heller ikke overvundet en del steder.

Tønder Læseforening
I 1912 opstod Tønder Læseforening. Man havde stor problemer med det tyske styre. Foreningen fik plads i Tønder Landmandsbanks bagbygning. Redaktør Skovrøy forærede foreningen ca. 500 bøger. Fra venner i København modtog man ca. 50 bøger. Også fra Sprogforeningen modtog man sig også en del bøger.

I 1919 købte Tønder Læseforening et gæstgiveri i Spikergade, som blev kaldt Hans Erichsens Gæstgiveri. Det fik nu navnet Tønderhus.

I gang med at samle danske bøger
Det var en stor opgave, at begynde forfra med at samle danske bøger i Tønder. Under det tyske herredømme havde der været initiativer i gang med stor hjælp fra Kongeriget.
Lov af 5 marts 1920 om statsstøttede Biblioteker fik stor betydning for Tønder.

Mange steder i Sønderjylland gik man i gang med at opbygge biblioteker. Ofte fik man hjælp af Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen og hans medarbejdere.

Amtsrådet ville have både danske og tyske bøger
Den 9. juli 1921 rejste amtmand Greve O.D. Schack spørgsmålet i Tønder Amtsråd. Et bibliotek i Tønder skulle indeholde lige mange danske og tyske bøger.
Resultatet blev, at Amtsrådet på det grundlag bevilligede et oprettelsesgebyr på 1.500 kr. Desuden ville man det første år yde et tilskud på 3.000 kr. under forudsætning af, at Tønder Byråd ydede lige så meget.

Et langsomt arbejde udvalg
Den 12. juli 1921 behandledes sagen i Tønder Magistrat. Her tog man ikke stilling i sagen, men nedsatte et udvalg. Dette udvalg skulle komme med forslag til, hvordan man kunne indrettet et bibliotek. Men udvalget arbejde ret langsomt. To gange måtte Magistraten rykke udvalget.

Endelig den 15. december 1921 fremkom udvalget med deres indstilling:

1. Tønder Byråd skulle bevillige 1.500 kr. til indretning og 3.000 kr. i driftstilskud det første år.
2. Der skulle vælges en bestyrelse på 6 medlemmer, 3 valgt af Amtsrådet og 3 af byrådet. Begge ”nationale Anskuelser” skulle repræsenteres i Biblioteksbestyrelsen.

Forslaget blev behandlet både i Tønder Magistrat og Tønder Byråd. Men sagen blev hele tiden udskudt med det resultat at absolut ingenting skete i fire måneder.

Samlingen svarede ikke til nudtidens krav
Fra forskellig side blev der rejst krav om danske bøger. Man havde godt nok en samling af bøger fra Sprogforeningen fra før krigen. Men denne samling svarede slet ikke til de krav, der nu blev sat.

Penge til børnebøger
Sprogforeningen bevilligede allerede i 1921 efter ansøgning 500 kr. til en børnebogssamling ved den tyske borgerskole. Og den 5. juli 1922 meddelte Sprogforeningens formand, H.P. Hanssen, at man var villig til at stille med yderligere 1.500 kr. til indkøb af bøger til en bogsamling. Foreløbig skulle denne samling knyttes til Tønder Handelsskole. Men så snart biblioteket var oprettet skulle samlingen knyttes til denne.

Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek
Først den 24. august 1922 blev der afholdt et møde om oprettelse af et fælles dansk/tysk bibliotek i Tønder. På mødet bad H.P. Hanssen borgmester Olufsen om snart, at tage en beslutning.

På byrådsmødet den 8. september 1922 foreslog den tyske gruppe, at sagen omkring fælles dansk/tysk bibliotek blev henlagt. Fra tysk side ønskede man et rent tysk bibliotek.
Nu stod man pludselig på bar bund i Tønder. Forudsætningerne for at få tilskud fra Amtet var forsvundet.

Dannelse af biblioteksforening
Men den 15. september 1922 samledes en del danske borgere på Tønderhus. De interesserede sig for Bibliotekssagen, og mente at nu skulle der snart ske noget. Et udvalg blev nedsat og allerede ugen efter blev der indkaldt til næste møde.
Amtskonsulent Svendsen havde stillet et beløb på 1.000 kr. til rådighed for et kommende bibliotek. Alle de 50 tilstedeværende tegnede sig som medlemmer af en Biblioteksforening.
Love blev vedtaget, lige som en bestyrelse blev valgt:

Bankdirektør Andresen, Redaktør Christensen, Lokomotivfører Christensen, Melhandler Clausen, Lektor Egebjerg – Jensen, Landbrugskanditat Knudsen, Lærer Roust.

En biblioteks – bestyrelse
Det lykkedes, at bringe medlemstallet op på ca. 300. Det betød medlemsbidrag det første år på 875,- kr. Det lykkedes foreningen, at få tilsagn fra amtet, at de ville opretholde deres tilskud på 3.000 kr.
Endelig efter et møde den 17. nov. valgtes endelig en Biblioteks – bestyrelse. Og bestyrelsen holdt endelig sit første den 26. januar 1923. Nu kunne de endelig begynde deres arbejde med indkøbe bøger og finde et egnet lokale til det nye bibliotek.

Tønder gik glip af tilskud
Måske var det langsommeligheden, der var årsag til at Tønder ikke komme i betragtning på ekstratilskud på 100.000 kr. til de sønderjyske biblioteker fra staten. Det lykkedes dog for undervisningsminister Appel at skaffe et beløb på 5.000 kr. Alt i alt måtte Tønder Bibliotek begynde sin virksomhed den 1. oktober 1923 med kun 12.000 kr.

Ulriks tidligere hjem
Der måtte slides og der blev studeret flittig i Vejviser for legatsøgende. Mange rejser blev foretaget.
Efter tre års forløb viste det sig, at det var umuligt at fortætte i de første lokaler i Østergade 18. Rammerne var alt for små. Dertil kom svigtende indtægter. Humøret var langt nede.
Det var jo her fysikus Ulrik (Ulrich) havde boet, inden han nærmest blev stenet ud af byen. Man havde i begyndelsen 1.400 bind til udlån. Man havde 8 stole og et stort firkantet bord. Der var opstillet reoler langs væggen.
I løbet af en måned havde der været 559 mennesker på læsestuen, og der var udlånt 1.148 bøger.

Amtsrådet reducerede tilskud
Hurtigt viste det sig, at bogbestanden var alt for lille, især var faglitteraturen langt fra tilstrækkelig. Arbejdet og udlånet voksede år efter år.
Forståelsen fra de lokale myndigheder manglede. Tønder Amtsråd ydede i den første tid 3.000 kr. om året. I 1926 blev dette sænket til 1.000 kr.

Tønder Byråd gav kun en klatskilling
Man søgte Tønder Byråd, om et tilskud på 2.500 kr. De svarede med at bevillige 500,- kr. årligt. Herfra sagde man, at de vil ligestille det med det tyske bibliotek, som var et privat bibliotek. Folkene bag Tønder Bibliotek forstod ikke, hvorfor man ligestillede de to biblioteker, da de var et statsbibliotek. Det lave tilskud virkede dobbelt uheldigt, dastatens tilskud blev beregnet i forhold til det lokale tilskud.

Det Tyske Bibliotek startede i Spikergade, og blev senere knyttet til Deutsches Haus.

Man købte en nedlagt bank
Men da det så værst ud, gav Sønderjysk Fond tilsagn om et betydeligt beløb til udvidelse af rammerne. Samtidig trådte Nordslesvigs Bank i likvidation. Det var klart, at denne bygning, var lige den, man kunne bruge. Men prisen uha – 87.000 kr.

Den 1. og 2. juni blev der holdt to vigtige møder på Tønderhus. Her blev det besluttet, at

1. Køb af ejendommen, Storegade 23 blev godkendt
2. Der skulle oprettes en selvejende institution Tønder Biblioteksselskab, som skulle eje og administrere den til biblioteket erhvervede ejendom.
3. Der skulle ansættes en bibliotekar
4. Man skulle arbejde for, at biblioteket blev anerkendt som Centralbibliotek for Tønder Amt.

Den 9. oktober 1926 blev de nye lokaler taget i brug. En stor kreds af danske borgere besluttede at betale ekstra. Ligeledes blev der holdt bazar. Overskuddet på 3.000 kr. tilfaldt biblioteket.
Man må hellere ikke glemme, at Sprogforeningen trådte til.

Mange boggaver
Nye reoler blev anskaffet, og der blev opstillet flere borde i den bagerste del af lokalet. De gamle bankskranke blev nu udlånsskranke. Det var stueetagen, der blev gjort til bibliotek. Ejendommens øvrige lejligheder blev lejet ud.

Man var nu nået op på hele 5.000 bind. Man modtog en masse boggaver. Og i 1927 købtes en større samling af daværende landsretssagfører Todsen. I 1929 modtog man en smuk boggave af den tidligere lektor i Ribe, Knud Knudsen, søn af godsejer Knudsen, Trøjborg.

Anerkendt som Centralbibliotek
Fra 1. april 1928 var biblioteket blevet anerkendt som Centralbibliotek. Det betød, at bibliotekar Gade kunne reklamere for biblioteket i et større opland.
I tiåret efter bibliotekets oprettelse er udlånet nået op på 40.000 bind. I 1932 – 1933 var der over 20.000 mennesker på læsestuen.

I ti året for bibliotekets eksistens nåede man op på en beholdning på 12.000 bind.

Hvis nok som det første sted i landet fik man på Biblioteket mulighed for at leje smalfilm i 1934. Filmsamlingen blev ejet af Tønder Lærerkreds.

Børnebøger i Humlekærren
Igen engang stødte man ind i pladsproblemer. Således blev der lejet lokaler i Humlekærren til børnebøger. Fra Tønder Seminariums Øvelsesskole modtog man en del børnebøger.

Børnebøger blev atter flyttet
I 1938 var der igen flyttedag. Socialudvalget skulle bruge lokalerne i Humlekærren. Nu måtte børnebøgerne flytte til Richtsens Hus, Vestergade 9.

I 1944 blev Tønder Børnebibliotek selvstændigt og selvejende. Og i 1946 solgte Byrådet Richtsens Hus. Igen måtte man flytte bøgerne.

Flytning til Richtsensgade
I 1950 flyttedes biblioteket til den tidligere tyske kommuneskole i Richtsensgade. Bygningen er fra 1870 – 71, men blev ombygget i 1949 – 1950.
Her har været både soldater og flygtninge under krigen. Senere kom den til at rumme husvilde.

Og det var så her vi i Familie Brodersen gik til tuberkulose – undersøgelser. Det var oppe på førstesalen. Og det var flere gange i 1950erne.

Kilde: Se
 Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere: Læs
 Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
 Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
 Minder fra Tønder 1864 – 1920
 Tønder før og efter Genforeningen
 Tønders Dansksindede
 Ulrich – en Fysikus fra Tønder

Vi starter i 1929 og slutter i 1933. Godt nok talte borgmesteren tysk i byrådssalen, men det så ud som om, at det dansk – tyske kom hinanden nærmere. Dog savnede man fra dansk side, at tyskerne tog klart afstand fra en grænserevision. Det hele blev dog ødelagt i 1933, da nazisterne kom til magten. Det kunne tydeligt mærkes i Tønder. De første nazist – møder blev afholdt i byen. Og snart blev det tyske mindretal nazificeret. Læs her om fire års Tønder – historie.

Tyskerne vandt et mandat
Den 10. marts 1929 afholdtes der byrådsvalg. Tyskerne gik tilbage fra 49 pct. til 45 pct. af samtlige stemmer. Men ved et mærkeligt tilfælde vandt de et mandat. Socialdemokraterne kunne nemlig ikke blive enige om en fælles liste. Der var to modstridende lister uden forbund. Sagfører Bundgaard og redaktør Petersen kunne ikke enes. Og dette forhold bevirkede så, at der de næste fire år igen ville være tysk flertal i Tønder. Fra dansk side var man bange for, at dem, der vil blive ansat i byens tjeneste alene ville blive taget i de tyske rækker.

Man ville ikke have åben sprogstrid
Fra dansk side forlangte man, at borgmesteren fremlagde tingene på dansk. Man ville ikke føre en åben sprogstrid, men dette kunne næppe undgås. Modsætningsforholdene skulle gerne formindskes i stedet for, at blive større. For den tyske presse var dette Gefundenes Fressen.

To socialdemokratiske grupper
I de to socialdemokratiske grupper var dette spørgsmål ikke blevet afstemt. Man ville fra dansk side forsøge at lave en underhåndsaftale med borgmesteren. Men til det første møde kom Borgmester Thomsen frem, ikke særlig ædru. Ja onde tunger fastslog, at han siden byrådsvalget ikke havde været ædru. Han opnåede det enestående høje tal på 800 personlige stemmer. Thorvald. Petersen opnåede kun 135 personlige stemmer.

En beruset borgmester
Under selve sammentællingen var han så påvirket og støjende, folk mente, at han skulle bringes på politistationen. Den tyske lærer Gläser udbrød:
– Han skulle overhovedet ikke have lov til at komme her.
Men borgmesteren var både afholdt af tyskere og danskere. Han var afholdt på grund af sin godmodighed. Det høje personlige stemmeantal var en tilkendegivelse af, at tyskerne ønskede ham som borgmester og ikke den tyske redaktør Fr. Andresen, eller for den sags skyld den danske Thorvald Petersen.

Redaktøren, der ikke kunne tysk
Nu var det sådan, at redaktør Petersen ikke kunne tysk. Han havde udtalt, at det var med vilje, at han ikke havde lært sig sproget. Han ville bevise, at han sagtens kunne udføre sit redaktørjob i byen uden det tyske sprog. Men det var der nu også delte meninger om, for hvordan skulle han kunne beskrive kulturen i Tønder, hvor både dansk og tysk kultur skulle mødes. Han ville i hvert fald få problemer som nyvalgt socialdemokrat i byrådet, hvis sagerne blev fremlagt på tysk.
Tysk rektor – søn ville have dansk eksamen
Den tyske skolepolitiker rektor Koopmann henvendte sig til skolekonsulent Svendsen. Han havde et alvorligt problem. Hans søn havde besluttet, at tage dansk studentereksamen efter at have taget tysk realeksamen. Koopmann ønskede, at sønnen skulle vælge en skole nord på og ville godt have en skole anbefalet.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde
Til næste byrådsmøde gik alt som det plejede. De første tre mindre vigtige sager blev behandlet på tysk. Men ved den fjerde sag, der handlede om levering af sten til Strucks Allé, rejste redaktør Petersen sig og anmodede om, at få nogle tyske udtalelser oversat. Grunden til, at han først nu rejste sig, var at han ikke fandt de første tre sager så vigtige. Og borgmesteren svarede:
– Jeg kan virkelig ikke huske, hvad jeg har sagt, så det vil ikke være let at opfylde hr. Petersens ønske.

Svært ved at give et resumé
Men det fandt redaktør Petersen sig ikke i. Han bad borgmesteren om at komme med et kort resumé. Og borgmesteren forsøgte at gengive noget af det, han havde sagt. Men det havde nu ikke meget at gøre med hans første udtalelser. Nu var borgmesteren også besværet af, at han ikke var ædru.
Gengiv sagen på dansk
Resten af mødet foregik uden problemer, men det var som om, at begge parter var blevet forsigtige. Situationen kunne hurtig føre til pinligheder. Borgmesteren fortsatte uanfægtet videre på tysk.
Længere henne på aftenen rejste redaktør Petersen sig igen:
– Hør Borgmester kunne De ikke lige sige mig indholdet af denne sag på dansk.
Og det gjorde borgmesteren, men egentlig fandt man ikke en generel ordning. Først i 1936 fik Tønder en dansk borgmester.
Danske og tyske lærere arbejde sammen
Amtsskolekonsulent Svendsen havde besøgt Højer og var godt tilfreds med forholdene. Det så ud til, at danske og tyske lærere godt kunne arbejde sammen. På legepladsen legede både danske og tyske børn sammen.

Sagerne fremlagt på tysk
Ved Folketingsvalget den 24. april gik tyskerne over 1 pct. tilbage. Og på Gråsten Landbrugsskole fortalte Lausten Thomsen om Dansk Arbejde i Sønderjylland efter Genforeningen.
Den 13. maj var der igen byrådsmøde. Redaktør Petersen forlangte, at et par småsager blev behandlet på dansk, men ellers var alt ved det gamle. Sagerne ville i fremtiden også blive fremlagt på tysk.
Kongeparret på besøg
Kongen og dronningen besøgte den 30. maj Tønder. De tyske byrådsmedlemmer var kommet til stede og tog pænt imod kongeparret. Det var en stor mængde skolebørn fra de tyske skoler opstillet. Kongen gik imellem dem og talte med enkelte. Den tyske avis skrev velvilligt om besøget og kongens tiltalende måde at optræde på.

Udstykningsarbejde til 10 millioner kr.
Den 19. juni var folketingsmedlem Niels Frederiksen med frue på besøg. Han skulle lede et stort udstykningsarbejde til 10 millioner kroner. Han havde bedt om, at medierne ikke omtalte dette, for det kunne få priserne til at stige.

Tønderhus foran tvangsauktion
I august måned foregik der mange ejendomshandler. Traditionelt tyske gårde blev solgt til danske landmænd, hvilket de dansksindede syntes var en positiv udvikling. Men desværre stod Tønderhus over for en tvangsauktion. De nationale foreninger havde åbenbart ikke givet nok støtte. Man måtte meddele Kreditforeningen, at man ikke kunne klare juni terminen. Det var en national skandale. Tyskerne kunne rejse det ene prægtige kulturelle centrum nord og syd for grænsen efter det andet. Et dansk forsamlingshus kunne åbenbart ikke fastholdes selv i en by som Tønder.
Man havde glemt, at i Tønder, var det kun 27 pct. danske stemmer i 1920. Nu var det gået 10 år, og alle ville mene, at nu gik det nok af sig selv.
Den 15. august holdt bestyrelsen i Tønderhus møde. Det var lykkedes at få en tvangsauktion udsat. Man håbede på et statslån og en direkte kontakt til statsminister Stauning blev etableret.

Minimale tilskud til Biblioteket
Dr. Lausten – Thomsen havde forhandlet i København. Tilskuddet fra staten til Tønder danske bibliotek var blevet skåret ned fra 10.000 kr. til 7.000 kr. Det var beklageligt, for biblioteket var økonomisk vanskelig stillet. I forvejen var det kommunale tilskud med det tyske flertal usædvanligt lille. Man bidrog kun med 500 kr. I lignende byer var tilskuddet flere tusinde kroner.

Møde om Tønderhus
Den 19. august afholdtes der et møde med danske borgere i Tønder. H. Jefsen Christensen lovede at støtte henvendelsen til staten om et tilskud i form af et rentefrit lån på 15.000 kr.
Grev Schack holdt en god tale, hvorefter det blev besluttet, at den danske befolkning kunne tegne et årligt bidrag til driften af Tønderhus i fem år. Det var så under forudsætning, at gælden blev nedskrevet til 50.000 kroner.

Tyskernes grænsesyn
Tyskerne kæmpede for et gymnasium eller eksamensrettigheder. Det så ud som om at Hejmdal og H.P. Hanssen var ved at give efter i spørgsmålet. Men mange var af den holdning, at hvis man skulle efterkomme tyskernes ønsker, ja så måtte de opgive deres krav, om at flytte grænsen. Mange dansksindede mente, at tyskerne med deres grænsesyn var statens modstandere.
En delegation af Tønder – borgere var taget til København med det formål, at få Det Kongelige Teater til at komme til Tønder med gæstespil.
Frygtede at blive dårlig omtalt i tysk avis
I september havde Jordlovsudvalget købt Adelvad, en stor ejendom på 150 ha. Ejendommen var ejet af en tysk indvandrer ved navn Riewe. Han frygtede nu, at blive omtalt negativt gennem den tyske avis.

Det gik for langsom med udstykningen
På Slogsherredshus i Bylderup blev der afholdt møde omkring jordspørgsmål. Her blev der nævnt at Landeværnet ikke mærkede stærke angreb fra tysk side. Andre mente, at der skulle komme folk nordfra og blande sig i det danske arbejde. Det blev også nævnt at Jordlovsudvalget nu havde opkøbt 1.000 ha jord. Andre igen mente, at det gik for langsomt med udstykningen.

Pumpestation indviet
Den 23. september blev pumpestationen ved Lægan indviet. Bagefter blev der holdt fest i kroen. De tilstedeværende tyskere holdt deres taler på dansk med undtagelse af redaktør Andresen.
Tre dage efter blev kongens fødselsdag fejret i Tønder. Der var masser af Dannebrog overalt i byen, selv på fhv. sagfører Todsens ejendom. Det var dagens sensation i Tønder.
Endelig fik man de 15.000 kr.
I København gik der forholdsvis lang tid, inden de 15.000 kr. til Tønderhus blev bevilliget. Man ville først kun give 10.000 kr. Dernæst mente man, at man skulle lade ejendommen gå konkurs og så købe den billig. Men da det endelig gik op for politikerne, at det drejede sig om et dansk forsamlingshus, gav man efter.

Man skulle have løst skole – spørgsmålet
I slutningen af oktober opstod igen ønsket om en ny dansk folkeskole i byen. Ministeriet havde udtalt, at byen efter 1. april 1930 selv måtte drage omsorg for undervisning af antallet af børn over 250. De blev nu undervist i Seminariets Øvelsesskole. Borgmesteren mente, at skolen skulle ligge i den vestlige del af byen, hvor der boede flest danskere. Han havde tænkt sig, at man kunne anvende den tomme telegrafbygning. Den havde tidligere været anvendt som den tyske rigsbank. Men dette forudsatte, at staten skulle sætte den til rådighed.

Sprog – sammenblandinger
Efterhånden kom tyskerne ubevidst til at bruge danske begreber i deres sprogbrug. Således blev det bemærket i Byrådet, at man sagde:
– Das wurde aber genægtet
– Das wurde gedrøftet.
Modsat kom der også mange tyske begreber i det sønderjyske sprogbrug.

Medierne ville have sensationer
Man ville helst have, at tilnærmelsen mellem de danske og de tyske interesser i byen skulle nærme sig i fred og ro. Men det var nu ikke altid, at datidens medier havde samme mening. Således viste Vestslesvigsk Tidende og Hejmdal ikke altid forståelse for denne tanke.

Tønder ville have offentlige teaterforestillinger
Ved et møde i slutningen af oktober i Aabenraa omkring teaterforestillinger gav repræsentanter fra Tønder udtryk for, at disse teaterforestillinger skulle være offentlige så de tysksindede også kunne komme i dansk teater. Men denne holdning gik flertallet imod, ja selv H.P. Hanssen mente, at disse forestillinger skulle foregå i foreningsregi. Så kunne man også blive sparet for Forlystelsesskatten og få flere medlemmer til de danske foreninger.

Ungdommen gik mod nord
På et møde på Rødding Højskole deltog der også lærerkræfter fra Tønder. Man diskuterede blandt andet, hvor grænseegnens ungdom gik hen. Lærer A. Torp fra Tønder svarede, at de gik mod nord. Han fortalte, at han i sin 10 årige virksomhed i Tønder havde haft med ca. 500 unge tyske, der i den tid er gået ud af skolen, at gøre. De fleste vender ikke tilbage til grænselandet, udtalte Torp. Kun ganske få er draget mod syd.
Gal som en tysker
Ved en sammenkomst den 15. november af lærere ved Tønder Tekniske Skole brugte det tyske byrådsmedlem, maler Johansen udtrykket:
– Og så blev han gal som en tysker
Den tyske lærer Gläser, blev forundret, og spurgte på tysk:
– Hvad siger De?
Johansen måtte så fortælle, at det var en almindelig vending, som man brugte på dansk. Det fik så Gläser til godmodig at sige:
– Aber dass müssen Sie in der Stadtvertretung nicht sagen.

Forståelse for hinandens kultur
I Østergade boede over for hinanden den danske broderihandlerske Frk. Jacobsen og den tyske guldsmedeenke fru Bödewadt, der drev hendes afdøde mands forretning. Når fru Bödewadt handlede hos Frk. Jacobsen talte hun altid tysk og frk. Jacobsen også svarede på tysk. Men når Frk. Jacobsen handler hos fru Bödewadt blev der talt dansk og fru Bödewadt svarede på dansk. Således formede livet sig i Tønder – en by med to sprog.

Kom ejendommene i Udbjerg i danske hænder?
I begyndelsen af december skulle der afgøres om Jordlovsudvalget skulle købe en stor gård i Udbjerg. Det var rygter fremme, at to andre tysksindede også ville sælge. Danskheden stod svagt i Udbjerg, således havde man ikke en selvstændig dansk skole.

En forstående borgmester
Ved byrådsmødet den 29. november havde socialdemokraten, den tilrejsende remisearbejder Christensen rejst sprogspørgsmålet. Han var den bortrejste redaktør Petersens efterfølger. Han havde allerede deltaget i en række byrådsmøder uden at deltage i forhandlingerne. Han udtalte:
– Det er nu efterhånden blevet mig klart, at jeg ikke kan forstå den del af forhandlingerne, der foregår på tysk. Jeg må derfor bede borgmesteren om også, at fremsætte sine forslag på dansk. Dette siger jeg ikke for at irritere nogen – jeg kender nok forholdene her i byen – men jeg må vide, hvad jeg stemmer om. Naturligvis kan jeg heller ikke forstå alt, hvad de øvrige tysktalende herrer siger, men det må jeg finde mig i.
Borgmesteren kunne godt forstå, Christensens argumenter, og ville forsøge at huske, at han også skulle at fremføre tingene på dansk. Skulle han glemme det, bad han Christensen, om at minde ham om det.

108 danske husmandssteder
Den 7. december var Niels Frederiksen igen i Tønder. Han fortalte, at der nu var projekteret 108 nye husmandsbrug. Der havde meldt sig rigtig mange kvalificerede ansøgere både fra det gamle land og Sønderjylland. Blandt ansøgerne var der to kvalificerede tyskere. Niels Frederiksen kunne mane de rygter, der havde været fremme i medierne med at unge tyskere med kapital syd fra ville opkøbe jord i jorden.

Blev tyske ansøgere tilsidesat?
Pastor Schmidt havde i en rigsdagstale kritiseret den sønderjyske udstykningslov. Schmidt havde påstået, at tyske ansøgere var blevet tilsidesat. Man havde bedt Schmidt om, at komme med eksempler. Han kunne så komme med to eksempler.
Men det viste sig, at det var to eksempler, der ikke holdt. Vedkommende havde fået hjælp af Vogelgesang. De to havde desuden stået i restance med skat og fik fattighjælp.
Danske værfter ville overtage Flensborg – værftet
Vi befinder os nu i 1930, og indtrykket er, at flere og flere tyskere møder op til danske møder. I Flensborg forhandler danske skibsværfter om, at overtage Flensborg – Værftet.

Skæbneåret 1933
Vi springer frem til 1933, hvor H:P. Hanssen var sur over, at Landbrugsministeriet havde sagt nej til at købe en stor tysk gård ved Flensborg Fjord. Den blev i stedet købt af Vogelgesang, der udstak jorden i ti tyske husmandsbrug. I et radioforedrag havde H.P. Hanssen angrebet centraladministrationen og ministeriets holdning.

Skulle Højer – banen bevares?
I begyndelsen af januar blev der afholdt et par møder for at søge at bevare Højer – banen. Man blev enige om at sende en deputation til København.

Bange for nazistisk indmarch i Tønder
I marts måned blev de dansksindede i Tønder bekymret på grund af nazisternes overtagelse af magten syd for grænsen. Man var bange for, at de ivrige nazistiske Sturmabteilungen syd for grænsen i ungdommelig overmod ville krænke grænsen og for eksempel marchere ind i Tønder. Der fandtes ikke nogen magt til at hindre dette eller jage dem ud. En sådan indmarch ville være en national blamage. Det ville være yderst uheldigt for især ungdommen i Tønder.
Den 30. januar 1933 havde fremtrædende slesvig – holstenske nazister et verbalt stormløb mod grænsen. Det tyske mindretal i Nordslesvig skulle nazificeres hurtigst muligt.
Organisation omkring Tønder Garnison kunne ikke påtage sig sådan en opgave. Der måtte et elitekorps til, en slags ny grænsebevogtning.

Grænsen ligger ikke fast i den tyske bevidsthed
I Tønder opstod der en fornyet tro omkring en grænseflytning blandt tyskerne efter nazisternes magtovertagelse. Og den danske udenrigsminister udtrykte det ganske klart:
– Vi må gøre os fortrolige med, at den dansk – tyske grænse i den tyske bevidsthed ikke ligger fast.
Nye organisationer opstod
Landbrugernes Sammenslutning tordnede frem mod systemet, og det danske tag i Sønderjylland var i krise. Det Unge Grænseværn og Grænseegnens Danske Samfund var nye organisationer, der opstod.

Speck – Dänen
NSDAP satte sig hurtigt på magten og gjorde kort proces mod enhver opposition. Det gjaldt både i Tønder og resten af Sønderjylland. Syd på mærkede enkelte individer af Det Danske Mindretal pres og undertrykkelse. Speck – Dänen blev nærmest udråbt som kommunister. I juni 1933 opfordrede flere tyske aviser en boykot mod Det Danske Mindretal.
De tyske fagforeninger knust
Den 1. maj 1933 blev alle tyske fagforeninger knust af det nye regime syd på. Man oprettede i stedet Deutsche Arbeitsfront (DAF).

Ein neues Deutschland ist erwacht
Allerede den 22. marts kunne man i Nordschleswigsche Zeitung se en hagekors – smykket annonce. Den bekendtgjorde, at der den følgende dag, ville blive afholdt en tysk aften i Tønder, hvor lærer Lutz fra Süderlügum ville tale om emnet:
– Ein neues Deutschland ist erwacht.
Deutsches Haus var fuldt besat af tilhører. Blandt dem var også medlemmer af SA og Hitler Jugend fra Süderlügum. Det var således korrekt, da Lecker Anzeiger sluttede et referat af mødet med at skrive, at:
– Spidsen af de brune bataljoner har dermed betrådt Tønder og Nordslesvig.

NSDAP voksede
Det var nu ikke med Det Tyske Mindretals gode vilje, at mødet fandt sted. Man ville ikke blande sig i rigstysk politik, men der var noget der noget i gang i Mindretallet. Flere fra mindretallet havde meldt sig ind i det danske nazistparti DNSAP.
Allerede den 1. april var der på Saksborg Kro blevet indkaldt til et møde om NSDAP. Det var lærer Jacob Hansen og hans svigersøn, Jep Nissen, der stod for begivenhederne. Og aftenens møde resulterede i 65 indmeldinger i NSDAP.

Nazister fik klø
Et politisk masseslagsmål fandt sted i Tønder den 30. juli. SA – Stürmführer Jürgensen havde haft sin SA – Sturm bestående af 12 – 14 mand til øvelse i håndgranat – kastning ved vejkrydset Øster Højst – Vennemose norvest for Tønder. Syngende gik det hjemad mod Tønder. Det var nationalsocialistiske sange. Men i Tønder stod 30 – 40 arbejdere og ventede på dem. Jürgensen var vulkanisør og havde en autogummi – forretning, så han havde forsynet sine soldater med knipler. Dem trak nazisterne, da de så arbejderne.
Det fik arbejderne til at gå løs på et plankeværk, som de brækkede staver af. De ro grupper gik nu løs på hinanden. Adskillige kom til skade. Værst gik det ud over nazisterne, som fik regulære tæsk.

Arbejdssky og mislykkede eksistenser
Sagen fik et retsligt efterspil, da 10 arbejdere og 14 nazister den 12. august 1933 stod anklaget for vold, gadeuorden og slagsmål. Alle endte med at få bøder. Nazisterne ankede dommen og blev senere frikendt for gadeuorden med den begrundelse, at de jo bare havde forsvaret sig. Til gengæld blev de dømt for at have været bevæbnede.
Beboerne i Tønder var i 1933 nogenlunde enige om, at nazisterne selv havde været ude om de klø, som de fik. De lokale nazister var nemlig enten arbejdssky, Fars Sønner eller mislykkede eksistenser, der ikke nød nogen videre anseelse.
Der skete nu også andre ting i Tønder, dengang. Den 12. maj blev der af Sønderjysk Idrætsforening arrangeret et stort stævne, hvor hen imod 12.000 unge fra alle egne gæstede byen. Mødet vil også gå over i starten på Det Unge Grænseværns begyndelse. Aldrig har der været så mange flag i byen. Det vakte både mishag og forundring iblandt tyskerne. En masse orkestre var sammen med de mange idrætsfolk.

Kilde:
– Se Litteratur Tønder

Hvis du vil læse mere:
– Jamen vi forstår da ikke tysk
– De dødsdømte fra Tønder
– Nazister i Tønder
– Socialdemokrat i Tønder – dengang
– Da tyskerne kom til Tønder
– En rebel og hans gård
– Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
– Hvorfor var Tønder tysk
– Tønder – under Besættelsen
– Tønder før og efter Genforeningen
– Drengestreger i Tønder 1920 – 1930
– Historien om Jeppe K. Christiansen
– Jens Møller – Folkefører eller Folkeforfører
– Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
– De fem lange år i Sønderjylland
– Sønderjylland – Maj 1945
– Sønderjylland i knibe
– Den sønderjyske efterretningstjeneste
– Opgøret efter 1945
– Mindretal i modstand
– Det Tyske Mindretal
– Sidste Tog fra Højer
– Politik under Besættelsen
– De Danske Nazister
– Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
– Knivsbjerg – nord for Aabenraa
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Tøndermarsken under vand
– Digebyggeri i Tøndermarsken
– Tøndermarsken
– Tøndermarsken 2
– Frits, nazister og et kartotek og mange flere
– www.dengang.dk indeholder 124 artikler fra Besættelsestiden

Hvor ligger Tumbøl?

Vi er syd for Aabenraa – i Felsted Sogn. Dette er ikke historien om Tumbøl. Men den kam som fæstebønderne førte mod hoveri. Myter opstod, men hvad er sandheden. Og er det rigtig, at landsbyen er opkaldt efter en mand fra Felsted. Igen møder vi familien Ahlefeldt. Vi besøger også Ladegaard og Grøngrøft.

 

 

Syd for Aabenraa

Her på siden beskriver vi efterhånden mange lokaliteter. Og vi har mange læsere fra hele Danmark. Så spørgsmålet er vel meget berettiget. Men skal vi nu lægge artiklen under Aabenraa eller Sønderjylland?

Jo, vi befinder os syd for Aabenraa tæt ved Felsted. Næste spørgsmål er, om vi har stavet landsbyens navn rigtig. For i mange år har man i landsbyen diskuteret, om navnet i stedet skal staves med o som i Tombøl. Men rolig nu, Tumbøl med u er det ældste navn. Det fortælles, at en mandsperson fra Felsted, der kaldte sig Tummi fældede en del skov og grundlagde landsbyen. Det var omkring 300 – 400 år efter Kristi fødsel. Til ære for ham, har man nu opstillet en træfigur. Om den så er vellignende, ja det er en anden sag.

 

Skov blev ryddet

Efterhånden som der blev ryddet skov, opstod der nye gårde og landsbyen blev større og større. Landbyens gårde, kådnere og småhuse lå placeret langs bygaden. Her var både bystævne og gadekær. Gadekæret var byens dam, der også virkede som branddam. Dammen blev også brugt til vanding af kreaturer og heste. Og her vaskede bønderne deres vogne og redskaber. Gadekæret eksisterer endnu på Tumbøl Bygade, men dog i stærk begrænset størrelse.

 

Ladegårds historie

For at kunne forstå Tumbøls historie skal vi også kende Ladegårds historie. Gennem store dele af sine levetid, har den hørt under herregården Søgaard, der lå syd for landsbyen Vårbjerg. I 1543 lå der i byen Vårbjerg ni gårde. Brødrene Franz og Gregers Ahlefeldt havde hver fire bøndergårde i Vårbjerg. Seks år senere blev Nyladegaard opført. I de efterfølgende hundrede år blev store dele af Vårbjergs marker lagt under Ladegård, der herefter blev landsbyens navn.

 

Forpligtet til hoveri

Ja i 1569 omtales Nilasgaard, dels som en landsby og dels som en særmark tilhørende Dorothea og Mette Ahlefeldt. Samme år omtales Grøngrøft som en særmark, hvor marken Kajsmaj var fælleseje. Anna Ahlefeldt havde indhegnet en del.

Alle fæstebønder i Tumbøl og Kværs på nær de fyrstelige var forpligtet til at betale en afgift/skat samt yde hoveri på Grøngrøft.

 

 

Kunne betale sig fra hoveri

Ahlefeldterne havde ved kontrakt ladet en del bønder slippe for begrænset hoveri mod at betale højere afgifter. Men med de dårligere tider inden for landbruget hen i 1700 – tallet begyndte Carl von Ahlefeldt på Søgård at stille øgede krav til sine fæstebønder om yderligere hoveriydelser.

Frem til 1725 hørte Ladegaard under slægten Ahlefeldts eje. Men ak og ve, det endte med konkurs og auktion.

 

Mange ejere på Grøngrøft

I 1725 blev Grøngrøft med alt bøndergods i Tumbøl og Kværs solgt til kancelliråd August Christian Paulsen for 16.000 RDL.

Den 10. november 1756 køber Ditlef Johan Petersen hele Grøngrøft, men han var bare stråmand for Hans Petersen.

 

 

Fra forpagter til herregårdsejer

Den nye ejer på Ladegaarden var Johan Nissen. I 1747 var der atter auktion. Den daværende ejer Augusta Elisabeth Petersens børn ønskede ikke at overtage stedet. Den nye ejer blev Hans Petersen, der havde arbejdet sig op som forpagter. Jo det var også ham, der havde overtaget Grøngrøft.  Med sit køb, blev han nu herregårdsejer. Han døde først i 1774, men overgav allerede ejerskabet omkring 1760 til sin søn, Andreas Petersen.

 

 

En hård negl

Og den ny ejer blev betegnet som en særdeles hård negl og som gal. Han plagede områdets bønder med hoveri. I Tumbøl erhvervede han et stort antal gårde. Han forlangte, at bønderne skulle udføre hoveri på Ladegaard. De modsatte sig dog hans ordre.

 

Hoveriet var utåleligt

Fra 1762 – 66 blev der ført en retssag mod herremanden på (Kværs) Ladegård. Beslutningen om, at gå til retten i Slesvig på Gottorp Slot, kom senere til at ændre Tumbøl – bøndernes tilværelse fuldstændig. Ja hele dagligdagen for sognets befolkning blev ændret. For bønderne vandt retssagen. Retten fandt hoveriet utåleligt.

 

Andreas Petersen i økonomiske problemer

Andreas Petersen løb ind i økonomiske problemer. I løbet af 1760erne måtte han sælge ud af Ladegaardens jord. Samtidig tilbagekøbte en del af bønderne i Tumbøl, deres gårde. Endelig valgte Andreas Petersen at sælge selve Ladegaarden til sin søn, Søncke Ludewig Petersen. Flere gårde blev bortsolgt og gårdens jorde blev udstykket. Livet som godsejer passede ham ikke, og der for blev Ladegaarden i 1790 solgt videre til fætteren, Andreas Petræus.

 

 

Overleveringer og myter

Denne Andreas Petersen blev i den grad betegnet som hensynsløs og brutal bondeplager. Der er talrige eksempler på hans ødsle og foragtlige liv. Nu flyder overleveringen måske over, ved at hans to sønners liv også indgår i det frygtlige minde om Andreas Petersen. De lokale har endda opført et teaterstykke om denne forfærdelige herremand.

 

Dokumenter fra dengang

De lokale bønder kom i besiddelse af en række dokumenter fra den tid. Disse blev opbevaret på forskellige gårde i lokalområdet. Man nedfældede også en beretning omfattende tidsrummet 1714 – 66.

• For os, som nu leve, og allermest for vore Efterkommere

I denne beretning kan det læses om striden med godsherreskabet, selve retssagen og frikøbet. Originalen er gået tabt, men der er bevaret flere afskrifter. Den ældste skulle befinde sig på Landsarkivet i Aabenraa.

 

En historisk roman

En af dem, der var i besiddelse af en afskrift var lokalhistorikeren, Th. Kaufmann fra Bovrup (1877 – 1971). Han valgte at udgive en historisk roman, som han kaldte Den onde Herremand paa Ladegaard (1961).

Nu er sådanne historier altid interessante, i hvert fald som myter eller vandrehistorie. Men mon man fik hele sandheden, når dem der stod for afskriften, var part i sagen (bønderne).

 

Nye dokumenter

Både i Aabenraa og på Gottorp findes der dokumenter, som ikke er blevet inddraget i de beretninger, der indtil nu er offentliggjort.

Bønderne i Tumbøl har således langt tilbage i tiden forrettet hoveri på ladegården Grøngrøft, der lå 3 kilometer sydøst for landsbyen. Men denne blev også lagt under Ladegården.

 

Bøndernes Frihedsbrev – hvor er det?

I retssagen blev der talt om Bøndernes Frihedsbrev. Men dette brev havde åbenbart ingen værdi, da det aldrig har været anmeldt. I bøndernes optik var dette et vidnesbyrd om, at de ikke havde været underkastet vilkårligt hoveri, og derfor ikke var at betragte som livegne.

 

Bønderne måtte afgive deres gårde

Den 6. oktober 1716 blev der oprettet et såkaldt Vilkaarsbrev for Landsbyen. Dette betød, at bønderne måtte afgive deres gårde. I et jordebrev fra 1721 kan man læse om bøndernes ændrede hoverikontrakt. Bønderne havde åbenbart besværet sig over forøget hoveri.

 

Fribønder uden hoveripligt

Men egentlig var det ikke mere arbejde for herremanden. Bønderne var ikke vant til daglig hovtjeneste. Men det fremgår også af dokumenter, at de i perioder var fribønder uden hoveripligt.

Forpagter Christian Petersen på Grøngrøft klagede til greven om, at den nedsatte hoveriydelse betød en anselig belastning for ham. Han opnåede dog en gunstigere forpagtningskontrakt de næste 4 år.

 

Bønder havde indflydelse på kontrakt

Bønderne havde åbenbart haft indflydelse på den kontrakt, der blev udfærdiget. Så længe dette stod på, følte de sig hævet over de livegne. Men da de ikke mere kunne få indflydelse følte de sig socialt trykket.

 

Militæret rykkede ind

Da bønderne nægtede at udføre mere arbejde truede Grøngrøfts ejer, Hans Petersen dem den 25. marts 1758 med militær eksekution. Men truslerne hjalp ikke. Bønderne fik nu påtvunget militær indkvartering af et rytteri. Kvarterværterne måtte vederlagsfrit give soldaterne husly, forplejning og håndpenge. De skulle også levere foder til hestene. Dertil kom også en dagbøde. Og denne blev fordoblet hver tredje dag.

 

De opgav ikke modstanden

Under disse forhold måtte bønderne hurtigt kapitulere. Men de opgav dog ikke modstanden. I en kontrakt af 12. maj 1758 er der åbenbart indgået et forlig. Åbenbart havde bønderne fået en del indrømmelser ved dette forlig.

 

Restancer blev alligevel opkrævet

Men da Grøngrøft nu overgik til Ladegaarden opstod der nye problemer. Således skulle bønderne køre til Sønderborg efter Spanske Bjælker. De var så tunge, at bøndernes vogne gik i stykker. Bønderne havde fået lovning på eftergivelse af restancer, men den nye ejer krævede dem alligevel.

 

Bægeret flød over

Bægeret flød over, da en bol havde købt sig fri for hoveri først på året i 1762 for rigelig betaling. Men den frikøbte bols ydelser blev fordelt på de andre bols ydelser.

 

Ingen fri proces for bønderne

Hans Petersen mente ikke, at fæstebønderne var så usle og fattige, som de gjorde sig selv til. Bønderne fik ikke ret til at føre fri proces. De måtte stille med 600 RDL. For at kunne føre processen. Det var 16 bønder, der måtte samle sammen til dette.

Bønderne kunne henvise til, at Hans Petersen havde underskrevet to tidligere kontrakter. Og måske var det årsagen til at bønderne i sidste ende vandt. Retssagen.

 

Mulighed for tilbagekøb

Bønderne i Tumbøl fik nu mulighed for at købe deres gårde tilbage. Ejerne af de to største bøndergårde i Rinkenæs var villige til at kautionere for dem.

Dokumenterne fra selve retssagen var foretaget på tysk med rigelig brug af latinske udtryk, som bønderne næppe kunne tyde.

 

Hvorfor er det ikke et monument?

Hundredeåret for den genfundne frihed blev fejret af bønderne i Tumbøl med en fest og med sange, der var skrevet til lejligheden. På 200 års dagen blev det ikke gjort noget ud af festlighederne. Men egentlig burde Tumbøl rejse et monument for disse seje, stolte og udholdende bønder, der ikke ville finde sig i noget fra øvrigheden.

 

Kilde:

• H. Jensen: Et stykke landsbyhistorie i kildebelysning Tumbøl 1714 – 1766
• Danske Slotte og Herregårde bd. 4
• Dansk Center for Herregårdsforskning
• Sønderjysk Månedsskrift (diverse nr.)
• Andreas Asmussen: Grøngrøft – fra hovedgård til slot

Hvis du vil læse mere om den egn, vi beskriver, samt Ahlefeldt og Adel, Læs

• Fra Varnæs til Felsted
• Folk – syd for Aabenraa
• Kirker – syd for Aabenraa
• Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
• Mysteriet i Ensted
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa (Bovrup)
• Frits, nazister og et kartotek (Bovrup)
• Ahlefeldt og Søgård
• Gråsten – en flig af historien
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Ahlefeldt fra Storhed til fald
• Trøjborg – den fjerde historie
• I Rinkenæs Sogn
• Adel og storgårde i Tønder Amt
• Adelslægten fra Aabenraa
• Adelslægten, der uddøde
• Caspar von Saldern – hvem var han
• Historien om adelslægten (Akeleye)