Artikler
November 24, 2023
Livet i Rabarberlandet – dengang
Mange enlige kvinder. De forsøgte at tjene penge. Og nogle gjorde det på en alternativ måde. Den billige brændevin var for mange-en daglig fornødenhed. Betjent trækkende rundt på en fulderik var et normalt syn. Mange var velsignet med en stor børneflok. Når man skulle på retiraderne skulle man banke med træskoene for at få rotterne til at forsvinde. Hverdagens heltinder. Hygiejnen på et meget lavt niveau. Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder. Masser af hestekørertøjer. På Jagtvejens Skole. Gymnastiklærer var pensioneret stabssergent. Man skulle spise meget hurtigt i skolen, ellers blev man truet med inddragelse af spisebillet. I biografen var det levende klavermusik.
Mange enlige kvinder
Jo det er skam rigtigt nok, at her blev dyrket rabarber. Det var før lejekaserne blev bygget. Her i kvarteret var der mange enlige kvinder. Det var ikke ualmindeligt at barnefædre og ægtemænd forsvandt sporløst. Ægteskabet var kort. Og så hun ikke mere ”Prinsen på den hvide hest”. Ægtemanden unddrog sig ansvar og forpligtelser.
Og far/manden kunne slippe med at betale 10 kr. om måneden. Det varede længe inden dette beløb blev forhøjet.
Forsøgte at tjene penge
Og mange kvinder lejede et lokale i nærheden, hvor man tjente penge på sytøj. Man tjente også penge som vaskekone. Det var meget slidsomt. Og lønnen var absolut ikke noget at prale af. 10-12 timers arbejde indbragte to kroner.
Og så var dem, der farvede margarine. Her deltog børnene også. Og cigarrulning som hjemmearbejde kunne man også tjene penge på.
Tjente penge på en helt anden måde
Det fandtes også de kvinder, der tjente penge på en helt anden måde. Mange opgange i Rabarberlandet fungerede som rene bordeller.
Den billige brændevin – den daglige fornødenhed
Indtægterne var små. Fattigdommen satte sit præg på Rabarberkvarteret. Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i hobevis. Skænderier og slagsmål var almindelige i kvarteret. På lune sommeraftener var vinduerne åbne i lejekasernen. Man blev vidne til mange husspektakler. Det var særligt, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Det meste af lønnen var sat over styr.
Den billige brændevin hørte, for de fleste mænds vedkommende, med til de daglige fornødenheder.
En betjent trækkende på en fulderik
Synet af en tyk politibetjent i langskødet uniformsfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende med en beruset person, var ganske almindelig. Der var altid masser af ungdom, der fulgte efter.
Velsignet med en stor børneflok
Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar med op til en halv snes børn i alle aldre, måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden på noget som helst.
Husk at banke med træsko
Retirader og skarnkasser stod på rad og række nede i den sorte gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejlighedernes vinduer se rotterne muntre sig nede i gården. Ved benyttelsen af retiraderne var det nødvendigt at banke med træsko eller lignende, for at sikre sig fri adgang.
Hverdagens Heltinder
Mange fattige arbejderkvinder kan man sikkert kalde for ”Hverdagens Heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I tidligere morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne. De købte gammelt brød til at mætte de mange sultne munde med.
De stod i dybe mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt.
Hygiejnen på et meget lavt niveau
De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte med, ældede tidligt Rabarberkvarterets kvinder. Hygiejnen stod på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolerne blev børnene med jævne mellemrum af en såkaldt ”lusemor” (sygeplejerske) efterset i hovederne. Viste børnene de mindste tegn på de små dyrs tilstedeværelse blev de taget under ”kærlig” behandling. Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede uhyggelig mange ofre i disse år.
Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne ikke bare gå ned til retiraderne i gården. Så hun lavede både ”stort og småt” i vaskekummen. Det kunne få katastrofale følger i rørene. Og så var det jo lige det med lugten – særlig en varm sommerdag. Det skete også det at hun pakkede det ”store” ind i avispapir og smed ud ad vinduet ned i gården.
Masser af hestekørertøjer
I gaderne blev trafikken domineret af de mange hestekøretøjer, der anvendtes til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke holdt sit indtog. De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne, både 2- og 4-hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Denne omfattede frugt, blomster og grøntsager og ikke mindst fiskemandens ”Sild er godt”.
På Jagtvejens skole
Nogle af Rabarberlandets børn gik i skole i Jagtvejens Friskole. Den blev kaldt Friskole, fordi man ikke skulle betale noget, modsat en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden. En sådan en var Husumgade senere Havremarkens Skole.
I skolen blev der håndhævet en skarp disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle alle stille op i skolegården, klassevis to og to, ved siden af hinanden og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne.
Når skolegangen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdige måse forlade skolen. Ved skolen udgang placerede klasselæreren sig. Og så måtte eleverne ellers stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før de blev slippet ud i friheden.
Meget upædagogisk var eleverne nummererede, og de måtte rokere rundt hver måned. Alt dette afhang af flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klassen.
Gymnastiklæreren var pensioneret stabssergent
Gymnastikundervisningen blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at gymnastikken foregik på militær maner. Med et spanskrør i hånden dirigerede han ”tropperne” og Gud hjælpe den, der ikke var hurtig nok.
Man skulle spise hurtigt
Skolebespisning var indført. Menuen bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der godt kunne give nogle af eleverne kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Og dem, der ikke skyndte sig nok, blev truet med inddragelse af spisebilletten.
I biograf
Det var i filmens barndom og de film, der vistes i biografen, var af en ringe kvalitet. Det var naturligvis stumfilm, der så blev ledsaget af dramatisk klavermusik. Men man var jo ikke så forvænt dengang. De fleste børn syntes, at det var en skøn oplevelse. Entreen var ti øre. Man kunne godt komme ind midt under forestillingen og blive siddende så længe man havde lyst. Pladserne var ikke nummererede.
Stambiografen for mange unger i Rabarberlandet var det nyetablerede Standard – Teater, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen.
En sjov beskæftigelse
Teknikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinier. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser.
På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestationer ved Nørrebros Runddel og Frederiksberg Runddel. Og her blev de også vendt ved hjælp af drejeskiver. Det var spændende for Rabarber – knægtene at hjælpe funktionærerne med.
Kilde:
November 24, 2023
Ahornsgade på Nørrebro i 1930erne
Store projekter. Boligspekulanter havde gyldne tider. Solens stråler havde svært ved at komme frem. En bygning skilte sig ud. Günthers Passage. Stauning boede her. Brosten og belysning. Omfattende forretningsliv. Håndværkere havde også fundet hertil. Skærslipperen på moderne cykel. 10 familier måtte stå i kø i gråden for at komme på toilet. Køkkenet malet i blåt. Storvask. Lirekassemand og gårdsangere. Kanonfotografen.
Store projekter
Der blev igangsat nogle store projekter omkring Skt. Hans Plads i løbet af en korte årrække. I årene fra 1858 – 61 blev den første kirke på Nørrebro opført – Skt. Johannes Kirke. Men allerede 7 år tidligere var der i Nørre Alle bygget en ny skole. Den blev brugt som lazaret under koleraepidemien i 1853. Og i 1879 var Blegdamshospitalet klar til brug.
Boligspekulanter havde gyldne tider
Der kom gang i Nørrebro. Befolkningspresset fra det overbefolkede København og fra landbefolkningen var enormt. Boligspekulanterne havde i den grad gyldne tider. Og de udnyttede i den grad situationen. I al hast blev det ene dårlige etagehus efter det andet opført. De blev bygget næsten før gaderne var anlagt.
Det var et planløst byggeri, der blev iværksat længe før man havde en bydelsplan parat. Byggevedtægter var der heller ikke så mange af. Det betød at man byggede mange slumkvarterer, der holdt sig til 1980erne. Men byggematadorerne havde ingen skrupler. Arbejdere og småfolk stod i kø.
Solens stråler havde svært ved at nå frem
I første halvdel af 1880erne var turen kommet til området mellem Fælledvej og Møllegade. Ejendomme i nyetablerede tværgader blev opført i hast. Men efter datidens krav var de små lejligheder på 50 m2 ikke det værste, man havde set på Nørrebro.
Det nye kvarter fik gadenavne efter danske løvtræer og blandt gaderne kan nævnes, Elmegade, Birkegade, Egegade og Ahornsgade. Huslejen var moderat 33 kr. om måneden. Solens stråler havde svært ved at finde vej ind i lejligheden.
En bygning skiller sig ud
Måske ved du ikke engang, hvor det ligger. Ahornsgade udgår fra Nørre Alle. Det er en kort gade med få husnumre. Den udmunder i Guldbergsgade. Midt i gaden, hvor den står et knæk og hvorfra Poppelgade udgår, kan man finde en elegant ejendom, der i den grad udskiller sig fra de andre i gaden. Det er en ejendom bygget i gotisk stil med fire tårne øverst på taget. Jo denne ejendom hæver sandelig niveauet.
Ejendommen var opført af murermester Joachim Carl Günther og fabrikant Hoffmann i 1886.
Günthers Passage
Mellem Ahornsgade 6 (a-b-c) og 8 (a-b-c) er opført to ejendomme, der udgør en passage ”Günthers Passage efter murermesteren. Det lille gadestykke med fortov ud for hver ejendom og en vejbane i midten var lukket i begge ender. Her lå også lige i nærheden stiftelsen Alderstrøst.
Jo her lå en gitterport, der så at sige aldrig blev åbnet for køretøjer, end ikke for ”koksafbærere. De måtte gå den lange vej med en tung byrde fra køretøjet på gaden til beboernes kældre bag ejendommen. Her var et sandt eldorado for kvarterets børn.
Stauning boede her
I 1903 boede der i gaden en cigarsorterer ved navn Th. Stauning. Han betalte pr. kvartal 6,75 kr. i skat af en årsindtægt på 1.400 kr.
Brosten og belysning
Dengang var gaden brostensbelagt uden kantsten. Selv om datidens biler og hestekøretøjer ikke var så tunge kunne det ikke undgås at brostensbelægningen af og til blev ujævn og skulle udskiftes. Arbejdet blev stort set udført i hånden.
Datidens gadebelysning kom fra de gamle gaslygter som ydede en rimelig god belysning. Gaslygten var placeret på en 3,5 meter høj lygtepæl. En kommunal ansat tjenestemand med guldtresset kasket havde til opgave at tænde lygterne før mørkets frembrud og slukke den følgende morgen. Denne lygtemand havde en meget lang stok med en krog og en hage, som han førte op mellem lygteglas og lygtepæl i en ring.
Omfattende forretningsliv
Ahornsgade havde et omfattende forretningsliv. Det var små forretninger som regel drevet af mand og kone. De fleste butikker fandt man inden for fødevarebranchen, købmanden, grønthandleren, ismejeristen, bageren. Slagteren og viktualiehandleren. Men der var også plads til marskandiser. Ja så var der en bladkiosk med blade som Socialdemokraten, Nationaltidende og det røde Aftenblad. Og så var det for husmoderen, der søgte lidt adspredelse i det populære ugeblad ”Tempo”.
Håndværkere havde også fundet hertil
Et par håndværksmestre havde også fundet vej til gaden. En møbelsnedker i 8 b og en saddelmager i nr. 6. Sadelmageren havde meget at lave med reparation af seletøj. På den tid var der stadig mange vognmænd, der brugte heste. En af dem var vognmand C. Jørgensen i Læssøesgade. Han var kendt for sine flotte hvide heste, der den ene dag var forspændt en arbejdsvogn, for næste dag at køre for et brudepar i en flot karet.
Jo så var det dog også fiskehandleren, der kom med sin trækvogn. Hans råb om ”Sild er godt” skulle gerne nå fru Nielsen på 4. sal.
Skærslipperen på moderne cykel
Skærslipperen indfandt sig også med mellemrum, ikke den gamle med baren, men en mere moderne på cykel. Ved et par støtteben frigjorde han baghjulet fra jorden. Ved almindeligt pedaltramp fik han over et remtræk slibeværket der var monteret på styret til at rotere.
10 familier måtte dels om toilet i gården
Køkkentrappen var uden lys. I huslejekontrakten stod der, at det var beboerne selv, der både skulle holde hoved – og bagtrappe ren. De fleste lejligheder var på 50 m2. De indeholdt en korridor og et køkken men intet toilet. Det var at finde i baggården, hvor 10 familier måtte dele et toilet. Det skete ofte, at der dannedes en kø foran det lille hus.
Men i 1935 blev toilettet indlagt hos mange i Ahornsgade. Det var selvsagt et kæmpe fremskridt. Det gik så ud over størrelsen af køkkenet. Men den ulempe tog man gerne med. Tænk, nu havde man fået sit eget toilet. Det var stort.
Køkkenet var malet i blåt
Datidens køkkener var stort set alle malet i blå farver, selv køkkenudstyret som gasapparater soda – og sæbeskåle m.v. havde denne farve. Og dengang havde man en tallerkenrække, en praktisk men ikke særlig hygiejnisk måde, at opbevare tallerkner på.
De øverste tallerkner, der sjældent blev brugt, skulle altid have en tur i den emaljerede opvaskebalje før brug, da anvendelsen af bygas lagde en fedtet hinde overalt i køkkenet.
Ikke den bedste udsigt
Det var ikke alle, der havde den bedste udsigt. Nogle kunne kigge ned på et plankeværk med skraldebøtter overdækket af et halvtag. Ja så kunne andre se et kedelhus med en høj skorsten tilhørende Hotel Lucas, der indtil 1935 husede Skt. Lucas hospitalet.
Afstanden mellem facaderne var ikke mere end 15 meter. Så kunne det være svært at undgå at se, hvad genboen foretog sig. Og så var man alligevel heldige her for omkring Blågårdsgade var afstanden mellem facaderne ikke mere end et par meter.
Storvask
Familiens storvaskedag fandt sted en gang hver måned. Vaskekælderen, hvor storvasken fandt sted var placeret under en køkkentrappe-opgang. Rummets størrelse var vel 8 – 10 m2. Her var kulfyret, gruekedel, en vaskebænk og en koldtvandshane samt en slange.
Bunken af vasketøj var stor. Men det var også en hel måned mellem hver vaskedag.
Vaskedagen startede tidligt om morgenen med op-fyringen af gruekedlen. Det kolde vand skulle bringes i kog. Kullene, der blev anvendt som brændsel havde far hentet dagen før hos kokshandler Poulsen i Elmegade.
Vaskedagen var hård for datidens husmødre. Den varede stort set hele dagen. Der skulle knofedt til at få tøjet rent på det bølgede vaskebræt. Vaskemidlerne var stort set brun sæbe og soda. I det sidste skyllevand anvendtes ”blånelse” for at gøre tøjet klart.
Resultatet udeblev da heller ikke, den var flot og ren. Storvasken blev tørret på ejendommens tørrelofter, der lå øverst oppe under taget. De små tagvinduer blev åbnet på vid gab. Alligevel kunne det især i fugtigt vejr knibe med at få tøjet tørt inden for det døgn. der var til rådighed inden en ny storvask skulle hænges op.
Lirekassemanden og Gårdsangere
Lirekassemanden kom ofte på besøg. Han havde ofte et handicap måske som følge af en arbejdsulykke. Efter ansøgning havde han fået myndighedernes godkendelse til at spille på offentlige gade og vej. I kassen var der 3-4 melodier. Når disse var spillet igennem, startede melodirækken forfra. Kassen var prydet med farvestrålende billeder fra Rhinen og de Bayerske Alper. Om foråret var kassen også pyntet med grønne bøgegrene. Op mod jul var der grangrene og lys, og her var det så julemelodier på programmet.
Jo det kunne godt blødgøre de søde husmødre, der lagde en ekstra 5 øre i avispapiret, inden de smed det ud af vinduet til den smilende lirekassemand.
Gårdsangere og musikanter, ja ofte små orkestre på 3-4 mand, der ikke altid respekterede skiltet ”Sang og musik i gården er forbudt” prøvede også lykken. Men de kiggede sig hele tiden over skulderen – tænk hvis viceværten kom. Her var instrumenterne ofte banjoen, ligesom manden med savbladet heller ikke manglede.
Kanonfotografen
Ja så var det også kanonfotografen, der med et eller to års mellemrum dukkede op i kvarteret. Hans ærinde var at gøre gode forretninger med gruppebilleder han tog af kvarterets børn. Hans forretning var heller ikke dårlig. Hvilken mor kunne ikke sige nej, når hendes barn kom og viste prøvebilledet. Og så kostede det kun 1 krone. Dengang var et fotografiapparat ikke hvermandseje.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 22, 2023
Tønder – Flere strejftog i Historien (3)
Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi. Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole
Kvægmarked i Tønder 1912
De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført
I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.
Tønders allerførste skole
Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.
I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.
Latinskolen
En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.
Skolen i Vajsenhuset
En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.
En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.
Balthasar Petersen
Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.
Privat realskole i Østergade 45
Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.
Realschule Tondern
I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.
Tønder Statsskole
Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.
Alexandrineskolen
I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.
Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.
Øvelsesskole
Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.
Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.
Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.
Teknisk Skole
Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.
Tønder Handelsskole
Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.
Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen
I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:
Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.
Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?
Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.
Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.
Kampen for et museum
Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).
Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel. Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.
Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.
Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.
Mange forærede ting til museet
Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.
Militær i Tønder
Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.
Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.
I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.
En ny kasserne
I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.
En travl station
Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.
Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.
Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.
Plomberede tog
Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.
Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.
Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.
Postforbindelser
Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.
I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.
I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.
Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.
Toldbarakker
Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.
Kampen om et toldvarehus
I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.
I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.
Hedeselskabet fik en vigtig rolle
Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.
Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.
Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.
Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.
Da Tønders store sygehus kom
Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.
En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.
I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.
Da Gasværket blev bygget
De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.
Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.
Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.
Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.
Lygtetændingsreglement fra 1870
I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.
Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.
I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.
”Marinere” hjalp til
Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.
Udvidelser og moderniseringer
Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.
I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.
Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier
Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.
Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.
Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.
Lovende prøveboringer
Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.
Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.
For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.
Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.
Man brugte den mest moderne teknologi
Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.
En kloakering blev gennemført i 1925.
Tønder elektricitetsværk
Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.
I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.
Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.
Strøm til 23 målere i begyndelsen
Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.
I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm
I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.
Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.
Gendarmerikorps
Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.
Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.
Tønder Knipleskole
Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.
Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 19, 2023
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
De tre øer var forsvundet i 1.500 år. Denne artikel er også inddelt i ”En superstorm i 1634” – ”Da tsunami ramte Vadehavet” – ”Fremtidens Havstigninger” – Hvorfor får man ikke gjort noget ved den gamle Højer Sluse. Øerne er meget vigtige for hele Vadehavs-regionen. Sand og sedimenter flytter hele tiden rundt. Fravalg af aflejringer. To teorier. Negative konsekvenser. Effekten af stormfloder. Den anden store manddrukning, Digerne er blevet bedre, Meterhøje bølger ved Rømø, Store havstigninger ved Esbjerg. Forventede havstigninger ved Esbjerg – laveste og højeste scenarie. Antallet af 100 – års hændelser vil stige. Isen fra Grønland og Antarktis.
Hvorfor gør man ikke noget ved den gamle Højer Sluse?
Vi skal være klar over at klimaændringer kan betyde store ændringer af kysterne. Især i områder som Vadehavet ved Vesterhavet, hvor der er meget energi i bølgerne kan ændringerne være hurtige.
Derfor kan det undre undertegnede, at man er så ligeglade med vedligeholdelsen af det gamle dige og den gamle sluse ved Højer. Her troede man, at meningen var at dette skulle være en ekstra sikkerhed.
Øerne forsvundet i 1.500 år
Ifølge videnskab.dk var Fanø, Rømø og Langli ikke til at få øje på. Øerne var stort set forsvundet i 1.500 år. Det fortæller en af forskerne bag et stort projekt. For 3.500 – 2.000 år siden var hele Vadehavet udsat for en voldsom erosion.
Øerne dukkede op igen til havets overfalde for ca. 2.000 år siden. Og det var omkring Jesu fødsel. Ifølge geologisk forskning har øerne eksisteret i omkring 8.000 år. Man har ingen sikker dokumentation for beboelse før engang i middelalderen. Første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231 – ca. 1.200 år efter at øen var genopstået.
Øerne er vigtige for hele Vadehavs-regionen
Forskerne har koncentreret sig om disse tre øer og ikke dem syd for grænsen. Således fortæller forskerne at de f.eks. ikke har nok data fra Mandø eller Sylt. Og Jordsand er slet ikke nævnt i undersøgelsen.
Øerne er meget vigtige og af afgørende betydning for hele Vadehavsområdet. Vadehavets eksistens er fuldstændig afhængig af øernes tilstedeværelse. Interessant er det at øerne ikke forsvandt på grund af havspejlsstigninger. Det gjorde de fordi tilførslen af sand til øerne pludselig stoppede eller blev kraftig reduceret.
Sand og sedimenter flytter konstant rundt
Sand og andre sedimenter flytter sig konstant rundt i kystlandskabet på naturlig vis. Det sker, fordi det bliver ført rundt med havstrømme, storme og bølger. Denne viden kan have stor betydning for, om landområder nær kysten vil forblive eller forsvinde i fremtiden.
Vi taler meget om havspejlsstigninger i fremtiden. Nu ved vi så at tilførslen af sedimenter spiler en stor rolle langs Vesterhavet. En høj bølgeenergi kan flytte sedimenter rundt.
Men hvordan ved vi nu det? Forskerne har gravet dybt ned i jordlag og sand på Vadehavsøerne. De har fået adgang til sandkorn som gemmer på fortællinger om fortidens Danmark. De har boret sig ned gennem lag af jord og sand, som er blevet aflejret de seneste 10.000 år.
Fravalg af aflejringer
Disse sandkorn fra de mange boreprøver kan f.eks. afsløre danmarkshistoriens værste storm i 1634 og en tsunami, der ramte Vadehavet for 8.200 år siden.
Metoden bygger på, at man kan se hvor lang tid, der er gået siden et sandkorn blev udsat for sollys. Man kan se, hvor gammelt et sandkorn er. Men man kan se, hvor længe det har været begravet og været væk fra sollyset. Et sandkorts energiindhold kan afsløre, hvor længe sandkornet har været begravet. Samtidig kender man alderen på aflejringerne.
I perioden for 3.500-2.000 år siden er det pludselig et fravalg af aflejringer på de tre øer. Og dermed konkluderer forskerne at øerne næsten må have været dækket af havet. Samtidig kan man se, at der er kommet masser af aflejringer ved Blåvandshuk. Man kan sige at stedet ”stjal” sedimenter fra øerne. Området blev netop bygget i perioden, hvor øerne begyndte at forsvinde.
Sedimenter fra nord
Der findes en strøm af sedimenter som bevæger sig langs Jyllands vestkyst. Den kommer fra Nymindegab og en stor del af sedimenterne ender i dag med at blive aflejret ved Blåvandshuk og Horns Rev. I dag standser de sedimenter her, som var med til at vedligeholde Vadehavsøerne.
Øerne bliver på den måde langsomt nedbrudt. Og efterhånden som vandspejlet stiger, sker det hurtigere. Men hvordan blev øerne så alligevel opbygget, når Blåvandshuk ”stjal” sedimenterne fra nord?
To teorier
Det har man så ikke fundet ud af endnu, men har nogle teorier. Den ene teori går på, at øerne får nye sedimenter med en strøm, som kommer fra vest – fra den dybereliggende havbund – på tværs af kysten.
En anden teori lyder, at man under store storme, som rammer vestkysten får mobiliseret nogle af sedimenterne ved den indre del af Horns Rev. Det som også har gavnet øerne er, at havstigningerne aftog for omkring 2.000 år siden.
Negative konsekvenser
Forskerne gør opmærksom på, at når mennesker bygger nye havne, høfder og anden kystbeskyttelse, kan det ende med at spærre ben for sedimentstrømme og få negative konsekvenser for andre kystområder.
En superstorm i 1634
Den 10. oktober 1634 blev vestkysten ramt af en såkaldt superstorm. Stormen ramte den tyske del af vadehavet hårdest. Kystlinjen blev slået i stykker og i alt mistede 8.000 – 15.000 livet. Storme som den i 1634 vil kunne forårsage enorme skader på mennesker, veje og bygninger. De ændringer, der skete med kysten en enkelt nat ville normalt tage hundreder af år eller måske årtusinder af år.
Effekten af storme kan stadig ses
Men se den storm kan man også konstatere i vores sedimenter (de geologiske lag under jordens overflade). Og effekten af de mange storme er bevaret.
Den anden store mandedrukning
Stormen 1634 kaldtes også ”Den anden Store Manddrukning”. Den første Manddrukning blev forårsaget af en kraftig storm i 1362. På øen Nordstrand ud for Husum skyllede havet gennem 44 diger.
Metoden ”optisk stimuleret luminescens er blevet brugt før til blandt andet at kortlægge klimaforandringer. Men metoden er aldrig før blevet brugt til at dokumentere gamle storme.
Digerne er blevet bedre
Digerne havde holdt vandet i arve i mere end 100 år. Men natten mellem den 10. og 11. oktober 1634 kunne de gamle forhindringer ikke mere holde stand,
Nutidens diger er bedre end dem i 1634. de har en fladere hældning mod havet. Det betyder, at bølgerne i dag glider af digerne på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor slider bølgerne ikke så hårdt på digerne.
Da en tsunami ramte Vadehavet
Danmark bliver ikke ramt af tsunamier, siger man. Men for 8.200 år siden blev Danmark ramt. Et stykke havbund på størrelsen med Island væltede ned fra kontinentalsoklen vest for Norge. Dette resulterede i gigantiske bølger på op til 20 meter høje bølger, der skyllede ind over Island, Grønland, Norge, Færøerne, England og Shetlandsøerne.
Meterhøje bølger ved Rømø
Tsunamien trak også dybt ind i Nordsøen og ramte den jyske vestkyst ved Rømø med meterhøje bølger. Effekten har været katastrofal for de stenalderfolk, der boede tæt ved kysten. Boreprøver på Rømø afslører, at tsunamien også ramte her blot i mindre målestok.
Men risikoen for tsunamier her til lands er dog lille.
Fremtidens Havstigninger
Men hvad så med fremtidige havstigninger? Hvordan vil det påvirke Vadehavsøerne og den sønderjyske vestkyst? Forskere fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) har stået i spidsen for, hvordan det vil gå i fire havnebyer, hvis ikke klimakrisen bliver håndteret. Vi har så valgt det sted, som er nærmest – nemlig Esbjerg.
Store havstigninger ved Esbjerg
Beregningerne viser at hvis verdenssamfundet fortsætter med store udledninger af drivhusgasser og vi rammer en global temperaturstigning på fem grader. Det er større stigninger end først antaget. En temperaturstigning på 1,4 grader vil betyde stigninger på mellem 29 og 55 cm på tværs af fire danske havnebyer, viser beregningerne.
Forventede havstigninger ved Esbjerg – Laveste og højeste scenarie
2050: 17 – 24 cm
2100: 37 – 75 cm
2150: 55 – 123 cm
Antallet af 100-års hændelser vil stige
Det har også en betydning at de sydlige landområder sænker sig. Studier viser, at det har været havstigninger på ca. 25 cm de sidste 10 år. Og efterhånden som havniveauet omkring Danmark stiger forventes hændelser som stormfloder at ske langt oftere. Det vil sige at 100 års hændelser bliver meget mere almindelige hændelser i fremtiden.
Isen fra Grønland og Antarktis
En anden ting er den grønlandske iskappe. Hvor hurtigt smelter denne? I dag rummer Grønland ”kun” 6,65 til 7 meters havstigninger, hvis isen fuldstændig forsvinder.
Den antarktiske halvø og Vestantarktis udgør nærmest en ukendt stigning. Og på Grønland har man oplevet temperaturstigninger på op mod 15 grader over normalen. Og så udvider det varmere vand havene. Varmere vand fylder mere end det kolde vand. Det er svært helt at stille færdige og brugbare prognoser.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 17, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke så meget (2)
Dokumenter er gået tabt. Overraskelser ved det game rådhus. Har Tønder haft et andet tov? Middelalderen ligger dybt begravet. Vidågade ligger oven på den gamle mølledam. Laurentius-strømmen er måske ikke et naturligt vandløb. Tønder har måske set helt anderledes ud, end vi har forstillet os. Tønder har ligget på flere holme. En masse spørgsmål forbliver ubesvaret. Vi kigger på Tønders historiske litteratur. Ikke alle har samme opfattelse som historikeren Ludwig Andresen. Tønder er ikke urtysk
Dokumenter er gået tabt
Velkommen til andel del af vores artikel, hvor vi går under jorden. Der er egentlig ikke gravet så meget i jorden i Tønder. Og masser af dokumenter er gået tabt i de mange brande som Tønder har været udsat for.
Det er aldrig blevet bevist
Torvet i Tønder er sandsynligvis etableret i slutningen af 1200-tallet. Det er i denne periode Tønder har fået sin stadsret. Man regner med at byen her fik sit nuværende udseende i hvert fald i den indre by.
En lang hovedgade der strakte sig fra den gamle bydel omkring Laurentius-kirken og østpå. I den anden ende af hovedgaden (nuværende Vestergade og Storegade) anlagde man et stort firkantet torv og den nye kirke Nicolaikirken. Man har ikke helt fået dette bevist.
Overraskelse ved rådhuset
Men i 1985 fik Haderslev Museum lejlighed til at foretage arkæologisk undersøgelse på selve Torvet. Det gamle rådhus skulle renoveres. Fundamenterne under bygningen skulle bl.a. understøbes. Her var lejlighed til at gøre iagttagelser. Og det var med et noget overraskende resultat.
Det viste sig at rådhuset var bygget oven på en lavning. Lavningen skrånede nedad fra øst mod vest. Det var en forskel på en meter mellem rådhusets øst – og vest-gavl på undergrunden.
Skråningen har været fugtig, men er blevet fyldt op af et næsten 1,5 meter lag af ren gødning. Denne opfyldning er sket omkring år 1500. Med andre ord, der har ikke kunnet have stået bygninger på dette sted før i 1500-tallet. Selve lavningens eksistens i middelalderen rokker unægtelig noget om teorien med det firkantede torv mellem hovedgade og kirke.
Har Tønder haft et andet torv?
Lavningen synes at strække sig mod syd, altså ind mod den nuværende tove-plads. Spørgsmålet er om byens torv har ligget et andet sted, eller var det blot betydelig mindre end det nuværende? Og hvor lå så middelalderens rådhus.
Middelalderen ligger dybt begravet
I forbindelse med renoveringen af Vestergade og Storegade, der er gennemført, har Haderslev Museum flere gange forsøgt at finde dokumentation for hovedgadens alder. Man har betragtet profiler og opgravet jord i de mange kloakgrøfter m.m., der er lavet i gaden.
På intet tidspunkt lykkedes det at findelag eller blot genstande, der var ældre end 1500-tallet- Men den oprindelige undergrund dukkede aldrig op i grøfterne. Middelalderen ligger måske dybt begravet under store opfyldningslag.
Vidågade ligger oven over den gamle Mølledam
Tønder var helt op i nyere tid omgivet af vand på alle sider. Mod syd lå Vidåen og nord for byen forløb Laurentius – strømmen, opkaldt efter Tønders første kirke.
Vidåen har stadig sit løb syd om byen men det vides med sikkerhed, at den blev flyttet i 1590’erne, så dens nøjagtige forløb i middelalderen ikke kendes. Dette indebærer, at placeringen af mølledammen heller ikke kan fastlægges præcist.
I 1493 stredes borgerne i Tønder med bønderne i Tønder herred om, hvem der skulle vedligeholde den store bro og dæmningen til Kær herred. Broen og dæmningen må have ligget for enden af Søndergade. Dette indebærer, at også møllen må have ligget her. Mølledammen har i så fald oprindelig bredt sig øst for Søndergade.
Ved flere lejligheder har det været muligt at konstatere dette ved undersøgelser af grundene syd for Vidågade (Vidågade 9 og 99). Her består kulturjorden af rent opfyld, liggende ovenpå et metertykt lang af dynd og gytje. Vidågade må altså være anlagt på den gamle mølledam. I 1921 fandtes der bolværker på grunden i Vidågade 48.
Laurentius -strømmen er måske ikke et naturligt vandløb
Skt. Laurentius-strømmen er aldrig konstateret arkæologisk, men dens nuværende forløb gennem anlægget ved Nørre Alle kan muligvis være nogenlunde identisk med den oprindelige placering. Via boreprøver har det været muligt at konstatere, at der på grunden Allegade 2 findes et meget tykt vandaflejret gytjelag, der kan stamme fra denne grav.
I litteraturen om Tønder antages det som givet at Laurentius-strømmen i realiteten er et naturligt vandløb – en nordlig gren af Vidåen. At det nødvendigvis ikke hænger sådan sammen, dokumenteres af de mange kunstigt gravede kanaler, der i de senere år er konstateret i snart sagt hver middelalderlig by i Danmark.
Næsten alle er de gravet for at skaffe en såkaldt omløbskanal til en vandmølle, der kunne føre vandet uden om selve møllen, når presset blev for stort. Alderen på graven afhænger derfor af en datering af den første vandmølle i byen. I Tønder nævnes den første gang 1436, hvor borgernes pligt til bl.a. at vedligeholde både ”den øverste borgergrav” og ”mølledammen” indskærpes. Men møllen kan dog være langt ældre.
Tønder har måske set anderledes ud i middelalderen
Der findes stort set ingen skriftlige kilder. De få arkæologiske fund er stort set den samlede viden om Tønders middelalder. De synes at kunne ændre på den traditionelle opfattelse af byens middelalderlige udseende.
De mange iagttagelser af kulturlagenes tykkelse, der er fremkommet både gennem boreprøver og udgravninger giver et helt andet og noget mere kompliceret billede af byens placering i landskabet end oprindelig antaget.
Tønder har ligget på flere holme
De mange flere meter tykke opfyldninger oven på dynd og gytjelag forskellige steder i byen synes at antyde, at Tønder måske ikke bare blev lagt på en men på flere lave holme ved Vidåen.
Lavningerne imellem disse holme er så i tidens løb blevet fyldt op, indtil man, sandsynligvis i løbet af 1500-tallet, havde skabt den sammenhængende flade, som man i dag oplever, når man går omkring i Tønder. Da byen fik sin stadsret i 1243, har borgerne måske boet på flere små holme omgivet af lavtliggende, fugtige og til tider oversvømmede lavninger.
En hel tilsvarende udvikling ses i Ribe, hvor middelalderbyen også oprindelig bestod af flere mindre øer og efterhånden blev sammenhængende.
En masse spørgsmål er fortsat ubesvaret
En masse spørgsmål er ikke besvaret. Hvordan var det med byens flytning fra Laurentius-kirken til området omkring Torvet? I hvilken periode af middelalderen magtede man det i Tønder Og hvornår begyndte man at inddele byen i stavne?
Man skulle tro, at en hver ny arkæologisk undersøgelse i byen vil give ny viden. Sammenligner man med de få skriftlige kilder vil man få en helt ny forståelse i Tønders lange historie. Og så er det vel også på tide at udgive et nyt værk om byen, Jamen er den litteratur, som vi har ikke god nok?
Tønders historiske litteratur
Vi har Carstens: Die Stadt Tondern. Det er en historisk statistisk monografi, der dog nu for længst er forældet.
Og så er det Ludwig Andresen der med stor flid har studeret sin fødebys historie. Han har skrevet en lang række afhandlinger, der må betragtes som forstudier til hans hovedværk ”Die Geschichte der Stadt Tondern. Men desværre døde han tidligt i 1940. Han nåede kun det første bind til trediveårskrigen. En del af hanstidligere offentliggjorte afhandlinger blev udgivet i anledning af Tønders byjubilæum udgivet under titlen ”Beitrag zur neueren Geschichte der Stadt Tondern” og sammen med hans ”Bürger – und Einwohnerbuch der Stadt Tondern som han udgav i 1937, har han leveret værdifulde bidrag til byens dengang nyere historie.
En anden opfattelse end Andresen
Men i 1943 i forbindelse med Tønders 700-års fødselsdag blev der udgivet to halvbind af Historisk Samfund for Sønderjylland. Her udgav man en historiebog set ud fra en dansk synsvinkel.
Det var den meget anerkendte historiker M. Mackeprang man valgte som redaktør. Og han har i den grad haft en heldig hånd i udvælgelsen af hans medarbejdere. Her har vi også en artikel om geologiske forhold. Men der er ikke nogen redegørelse for egnens oldtidsfund. I omegnen er det da gjort interessante fund.
Og det paradoksale er at bogen korrigerer Andresens opfattelse på en række områder. Ludwig Andresen har kun i ringe grad sammenlignet og draget paralleller med forhold i andre købstæder. Han var tilbøjelig til at fremhæve Tønder til at være noget enestående.
Dette kan man ikke sige om ”Tønder gennem Tiderne”. Her får vi sandelig også ny viden særlig om perioden 1713 – 1864.
Tønder er ikke urtysk
Fra tysk side har man hele tiden forsøgt at skildre Tønder som urtysk. Men det er nu ikke tilfældet. Omgangssproget i Tønder har altid været dansk. Tænk hvis vi engang fik et værk i et samlet dansk/tysk samarbejde med den nyeste viden. Men endnu har arkæologerne et stort arbejde foran sig i Tønder.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 16, 2023
Tønder – Vi ved egentlig ikke meget (1)
Dette er en artikel som vi har delt i to. Er Tønders politikere overhovedet interesseret i Tønders fortid. To episoder tegner på det modsatte. Slotsbanken blev brugt som affaldsdeponering. Da Tønders nye rådhus skulle bygges. Lå Tønders første hav her? Et indre voldanlæg er fundet i Nørregade. En arabisk geograf i Palermo satte Tønder på verdenskortet. Tønder fik sit navn efter den nærmeste landsby. Men den landsby fik navneforandring til Møgeltønder. Teorien bag den ældste bebyggelse. Vandløbene er reguleret og flyttet. Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie. Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder. Skeletter i Vestergade. Kirkegården blev afmærket. Kirken lå tæt ved Laurentius – strømmen. Masser af murerrester fundet. Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant. Der ligger antagelig masser af rester af klostret under terrænet. Beskyttet af dæmninger. Helligåndshuset kan være fra 1400-tallet. Ingen spor af kapellet, der skulle ligge omkring Carstensgade. Og hvor mon Skt. Jørgens gården har ligget i Tønder?
Min far fortalte om skeletter i Tønder
Min far kunne fortælle noget om et hvert af de gamle huse i Tønder. Og han fortalte også at han havde set skeletter ved bygningerne. Han var murer, og kom der tyske turister forbi, ja så fortalte glædeligt om Tønders historie. Som murer har han været i mange af Tønders ældre huse?
Er politikere i Tønder interesseret i byens fortid?
Jeg er sikker på, at hvis man graver længe nok, så finder man endnu mere. Graver man i litteraturen, så er det jo ikke så meget at hente. Så må arkæologerne på arbejde. Men vil politikerne så betale for at have dem rendende?
Pludselig fandt man havne-anlægget i Tønder fra 16-1700-tallet, selv om tidligere entreprenører havde sagt, at der ikke var mere at komme efter. Længe havde man talt om at lave en markering af, at der havde været en havn her i Tønder. Men nu fandt man så originalen. Man ville lave en slags underjordisk museum. Men så fik et flertal af Tønders politikere kolde fødder. Og hvad sker der nu?
Vil man hellere satse på Wegner – museet og Zeppelin-stationen?
Der må nødvendigvis ligge mere i Tønders undergrund. Se bare, hvad de har fundet i Ribe.
Slotsbanken som affaldsdeponering
Noget af det sidste man har fundet i Tønder var som skrevet havnefronten. Vi har tidligere beskrevet anvendelse af denne havn i diverse artikler. Man arkæologerne har også fundet tykke lag af datidens affald, der blev brugt som opfyld.
Museum Sønderjylland udtog efterfølgende jord fra disse kultur-lag. Man har fundet tusindvis af genstande, som tydeligt viser, at borgerne i Tønder i 1500/1600-tallet bruger området mellem byen og Slotsbanken som affaldsdeponering for f.eks. husholdnings- og byggeaffald.
Vi ved allerede, at den opgravede jord indeholder mængder af keramik, glas, knogler og østersskaller – men mon ikke der gemmer sig mere i disse kultur-lag.
Da Tønders nye rådhus skulle bygges
Da Tønder nye rådhus skulle anlægges, måtte man vel forvente at finde noget. Her burde man vel også have lagt penge til side til arkæologiske undersøgelser. Men der var ballade om en tillægsbevilling på 500.000 kr. til en miniudgravning.
Man fandt ellers bådrester tilbage fra 1200-tallet. Derved kunne man konstatere, at Tønder tilbage i Middelalderen var en vestkyst-by. I Tønder samlede man i 2012 og 4 år hele 4.519 underskrifter mod Tønder-politikerne beslutning om ikke at foretage nærmere geologiske undersøgelser. Det viser vel at Tønder-borgerne er meget interesseret i byens fortid modsat politikkerne.
Lå Tønders første havn her?
Forundersøgelserne viste, at der var betydelige mængder af vand-druknet træ dels fra en pram, dels fra bolværk og fra kantforstærkninger. Og egentlig burde Tønder Kommune have betalt for en mere dybdegående undersøgelse. For var det her, at Tønders første havn lå, inden byen fik havn på Skibbroen?
Det er utroligt, at man ikke mener, at der nødvendigt med arkæologiske undersøgelser, når man bygger på historisk jord. ”Der er høj risiko for fortidsminder”. I Tønder bør man ikke betragte Tønders fortid som fjende.
Et indre voldanlæg i Nørregade
For Tønder er det en gave, når der er store anlægsarbejder i gang – eller gravearbejde. Det skete i forbindelse med gravearbejde i Nørregade. Der dukkede pludselig en række dybe grøfter op en meter under overfladen på den nordlige side af gaden. Det har nu vist sig at være resterne af et indre voldanlæg i Tønder. Disse grøfter lå kun en meter under overfladen.
Voldanlægget kan dateres helt tilbage til omkring 1200-tallet. Det må ifølge arkæologerne være resterne af Tønders hidtil ukendte middelalderlige afgrænsning mod nord. Det giver en ny viden om, hvor byens grænse lå dengang og hvordan man mærkede den.
Der var ingen, der vidste, at der lå en grænse så langt inde i byen. Man får et helt nyt billede af, hvor stort og afgrænset byen var tidligere. Det er måske en meget god ide, at arkæologer er med, når der graves i Tønder.
En arabisk geograf i Palermo
Vi har i flere artikler skrevet, at den arabiske geograf al-Idrisi i 1130 var i Tønder. Men det var han nu ikke selv, men det var en af hans medarbejdere. Han sad nede i Palermo og udarbejdede en ny geografi over den kendte verden. Han havde aldrig selv været i Nordeuropa. Men en af hans hjemmelsmænd havde. Blandt en af de steder der blev beskrevet, var Tønder eller Tundria:
Alene fordi Tønder kom med i denne verdensgeografi, ved vi i dag, at Tønder sandsynligvis er det nuværende Sønderjyllands ældste by. De tre øvrige købstæder synes alle at være opstået tidligst i 1100-tallets anden halvdel, altså flere år efter at man i Palermo havde hørt om Tønder.
Tønder fik navn efter den nærmeste landsby
Dette må være et bevis på, at der ved Vidåens bred i 1100-tallets første halvdel lå en bebyggelse ved navn Tønder. Men hvornår den er opstået, og hvad dens forhold til det nærliggende Møgeltønder kan have været, ved vi ikke.
Vi må antage at Møgeltønder har sine rødder tilbage i jernalderen, mens Tønder kan være opstået som en ladeplads og handelsplads ved åen i slutningen af 1000 – tallet. Den fik navn efter den nærliggende landsby, hvorimod landsbyen i løbet af 1200-tallet fik ændret sit navn ændret til Møgeltønder ”Storetønder” efter Ribebispens store borg. Vi har set samme udvikling i Haderslev, hvor det kom til at hedde ”Gammel Haderslev”
Den ældste bebyggelse
I løbet af 1200-tallet udviklede Tønder sig fra by til egentlig købstad med egne love. På det tidspunkt havde Tønder allerede sin egen kirke, indviet til Skt. Laurentius. I 1238 stiftede ridderen Johannes Naffnesøn og frue et Franciskaner-kloster i byen. I 1243 fik byen sin stads-ret som en af de første byer i Danmark. Tønderhus nævnes første gang i 1285 men er nok betydelig ældre.
Den ældste bebyggelse er nok den vestligste del af Vestergade ned mod Laurentius-strømmen. På det tidspunkt var byen genstand for en regulering. Byens grund blev opdelt i 120 stavne eller matrikler. Så blev der bygget en ny kirke, Skt. Nikolaj, der indtil ca. 1500 var anneks til Laurentius-kirken. Skt. Nicolai, hvoraf vi kun har tårnet tilbage blev opført nord for byens øst- vestgående hovedstrøg og øjensynlig i tilknytning til et firkantet torv.
Udvidelsen af byen og opførelsen af endnu en kirke kan ikke præcis dateres. Skt. Nicolai nævnes først med sikkerhed i år 1500, selvom den muligvis er flere hundrede år ældre.
Som vi tidligere artikler har nævnt fik byen sandsynligvis i årtierne før 1500 et Helligåndshus i byens østligste del. Der er desuden kilder, der antyder, at Tønder også havde både et spedalskhedshospital (Skt. Jørgensgård) og et kapel på vejen til Løgum Kloster.
Vandløbene er reguleret og flyttet
En af de vigtigste elementer i Tønders middelalderlige topografi var de to vandløb, Vidåen og Laurentiusstrømmen, der omkransede byens middelalderlige kærne. Begge vandløb har været genstand for reguleringer og regulære flytninger. Vi kender ikke helt til, hvordan det så ud i middelalderen. Der vides at Vidåen blev flyttet i 1590erne. Sandsynligvis allerede i middelalderen er Vidåen blevet opstemmet til en mølledam.
Ikke mange kilder til Tønders tidlige historie
I tidligere artikler har vi mere nøjagtig gennemgået Tønders historie. Byens talrige brande i 1500 – og 1600-tallet er skyld i, at vi ikke har så mange middelalderlige breve, skøder m.m., der danner grundlaget for kendskabet til placeringen af gader, torve, befæstning m.m.
For Tønders vedkommende er man så afhængig af senere kilder samt til de oplysninger, som arkæologien kan bringe. Senere kilder kan ofte indeholde fejl eller mangler det afgørende bevis. Derfor er det meget vigtigt med nye udgravninger.
Meget få arkæologiske udgravninger i Tønder
Men egentlig er de arkæologiske undersøgelser i Tønders middelalderlige bykerne kun få og små. Når man ser bort fra Nationalmuseets arkæologiske undersøgelser på borgen Tønderhus er det kun i de seneste 40 år foretaget egentlige udgravninger i Tønders middelalderlige bykerne.
I forbindelse med restaureringen af Tønders gamle rådhus på Torvet, blev der gjort nogle interessante iagttagelser. Og som vi allerede har skrevet, så det ligger der sikkert en masse spændende ting i Tønders undergrund.
Skeletter i Vestergade
Vi ved at Tønders ældste kirke er nedrevet omkring 1530. I 1700-tallet udgravede man skeletter i haven til Vestergade 37, men også i 1895, 1938, 1949 og i 1960 blev der iagttaget begravelser i forbindelser med byggearbejder på grundene Vestergade 25 – 33. Det kan være, at det var der min far var.
Der er aldrig fundet fundamenter af selve kirken. Men den må have ligget et sted på disse grunde, omgivet af sin kirkegård. Finder man den nogensinde vil den nok være plyndret. I den stenfattige egn blev alt genanvendt.
Kirkegården blev afmærket
Granitkvadre fra kirken er blandt andet indmuret i Slotsvandmøllen, Latinskolen og nogle pakhuse i Skibbrogade. Vi kan takke den energiske vulkanisørmester A.J. Rasmussen for, at kirkegårdens beliggenhed er stadfæstet. Han foretog en grundig undersøgelse i 1960. Fra hans hånd findes bl.a. en skitse af jordlagene, der viser at skeletterne lå i to lag, henholdsvis 1,40 og 1,65 m under overfladen. Under skeletterne fandtes en brønd.
Kirken lå tæt ved Laurentius-strømmen
Ved udgravningen til bankbygningen fandtes desuden en udbygget søjlebase fra en portal. Stenen må stamme fra Laurentiuskirken. Den fandtes under 1,5 m tykt slam – eller gyltjelag. Det er ikke at den er havnet i Laurentius-strømmen i forbindelse med kirkens nedrivning. I så fald må kirken have ligget tæt på strømmen.
Teorien om det ældste Tønder
Det er kirkens placering samt naturligvis i nærheden af Vidåen at teorien om det ældste Tønder lå placeret her, er opstået.
I forbindelse med kloakeringsarbejder i 1927 blev der iagttaget rester af lerklinede husvægge i 1 ½ m’ s dybde i den vestligste del af Skibbrogade.
Teorien kan bevises
Ved nybyggeri på grunden Vestergade 30 i 1986 kunne det iagttages at kulturlaget på dette sted var godt 2 meter tykt, så det vil være mulighed for at undersøge om teorien har sin rigtighed. Skal det lykkedes endeligt at føre bevis for Tønders høje alder, må det være i dette område af byen, at bevarede lag fra 1000- og 1100-tallet skal findes.
Masser af mur-rester fundet
Vi kan også finde ud af, hvor Franciskaner – klostret lå. Vi ved fra kilder, at det lå i nærheden af slottet. Omkring 1770 fandt man rester af en munkestensmur i Amtmandens Have syd for Frigrunden, i 1923 fandt man rester midt i Gråbrødrestræde, i 1969 i gaden ud for Uldgade 14. Senere fandt man en øst-vestgående mur i haven bag Frigrunden 7.
Ingen af disse murforløb er dog nærmere forklaret. Det er ikke muligt at sætte dem i forbindelse med bestemte af klostrets bygninger. Det er da også usikkert om nogle af disse murforløb i det hele taget er middelalderlige. Murværket i Amtmandens Have må i hvert fald stamme fra en bygning tilhørende slottet.
Under Frigrunden 7 fandt man noget interessant
Først i 1990 lykkedes det med 100 pct. sikkerhed at lokalisere en del af klostret idet der i forbindelse med en understøbning af fundamenter under bygningen Frigrunden 7, fandtes intakte begravelser. Frigrunden løber over klostrets kirkegård.
Det mest overraskende ved fundet var, at disse begravelser lå lidt over tre meter un der Frigrundens brolægning. Antagelig ligger resterne af klostret i 2 – 3 meters dybde. Det tykke kultur-lag i dette område bekræftes af andre iagttagelser. På hjørnet af Frigrunden og Uldgade er der tre meter til oprindelig sandbund. Langs Lillegades østside er der ved jordboringer målt kultur-lag på helt op til 4 meters tykkelse, heraf flere meter dynd og tøv.
På parkeringspladsen mellem Gråbrødrestræde og Skibbrogade er de tilførte lag også ualmindeligt tykke.
Udgravningen under fundamenterne på Frigrunden 7 afslørede den mulige sydlige afgrænsning af klostrets kirkegård. I bunden af en nedgravning ud for syd-gavlen på huset fandtes en øst – vestgående grøft. Syd for den blev der udgravet dele af en træ-sat brønd, hvorimod der nord for grøften fandtes begravelser. Alt i alt tegn på, at grøften kan være en tidlig skelgrøft omkring kirkegården.
Der ligger betydelige rester af klostret under terrænet
Man regner med at der kan være betydelige rester af klostret under terrænet. Keramikken i de lag, der ligger over den middelalderlige overfalde synes at stamme fra 1500 – tallet. Det er sikkert de mange brande i området ikke lang tid efter klostrets nedlæggelse, der er årsag til de tykke kultur-lag.
Beskyttet bag dæmninger
Man må antage at det middelalderlige Tønder har været beskyttet bag dæmninger. Og mon ikke også disse munke har beskyttet deres kloster. Det kan således også være den lave beliggenhed der også er årsag til den voldsomme terrænhævning i løbet af 1500 – tallet.
Helligåndshuset kan være fra ca. 1400 – tallet
Helligåndshuset i Tønder omtales første gang i 1523, men er sandsynligvis meget ældre. De fleste danske helligåndshuse er oprettet i 1400 – tallet. Det lå placeret på grunden Østergade 67. I princippet den ældste forgænger for den nuværende fredede hospitalsbygning, opført i 1733. Der har aldrig været foretaget arkæologiske undersøgelser på området.
Der er heller ikke efterretninger om fund af skeletter på dette område. De fleste helligåndshuse havde tilknyttet en kirkegård. Husets beliggenhed lige indenfor Østerport antyder at bebyggelsen på et tidspunkt i 1400-tallet var nået et godt stykke ud ad Østergades vestlige del.
Dette kan måske give et fingerpeg om, at anlægget af Torvet og byens matrikulære inddeling er ældre end 1500.
Ingen tegn på Kapellet
Kapellet ved vejen til Løgumkloster (Carstensgade) er der ingen arkæologiske beviser på. Det lå øst for den nuværende kirkegård og blev i 1530 overdraget Tønder landsogns beboere som kirke, idet Laurentiuskirken var blevet nedrevet. Kapellet stammer sandsynligvis fra middelalderen. Det blev dog nedrevet allerede i 1543. Hvem kapellet var viet til er ukendt.
Hvor mon Skt. Jørgens gården i Tønder lå?
I årene 1494 giver hertug Frederik en pengegave til:
Dette antyder, at der har ligget et spedalskhedshospital ved byen. I Hertugdømmet Slesvig var det tilfældet ved alle byer undtagen Eckernförde. Men den ene sætning er nu ikke det eneste, der antyder, at sådan et hospital kunne have ligget i Tønder.
To marknavne ved Strucks Alle nemlig Korstoft og Gørrismark, der kan være afledt af det latinske navn for Jørgen, Georg, antyder at institutionen kan have ligget her. Hvis Tønder har haft et Skt. Jørgens hospital er det nok oprettelsen af et helligåndshus, der har ført til, nedlæggelsen af det gamle hospital. Hospitalets beliggenhed bør kunne konstateres gennem fundet af dets kirkegård.
Dette var førstedel af denne artikel – snart følger anden del
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 13, 2023
Skudehavnen i Nordhavnen
Et pragtfuldt skævt miljø. Fiskeri fra Nordhavnen. Ikke genstand for overordnet organisering. Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter. Mange udbygninger af havnen gennem tiderne. Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915. Badeanstalter, sejl- og roklubber. Skudehavnen som halvfærdigt projekt. Skudehavnen som reserveareal. En ny konkurrerende fiskeriforening blev dannet. Stor medlemstilgang – en overgang. Den ny forening følte sig tilsidesat. Fiskerihavn færdig i 1942. Man skulle atter flytte i 1969. Forholdende var primitive. Placeret på yderste arealer. Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund. Sild og torsk. En betonelementfabrik betød atter en flytning. Frygt for Skudehavnens fremtid. Kramer Mikkelsen lovede at sådan et miljø skulle bevares.
Et pragtfuldt skævt miljø
Det er godt nok længe siden, jag har været her. Det ligger lidt skjult. Og det er hyggelige gader med blomster i vinduerne. Det er nok en af de sidste rigtige fiskerbyer i Europa. I dag er her en mangfoldighed af fiskere, bådinteresserede og kunstnere. Ja det håber jeg da stadig det er sådan.
Det er her tale om hjemmelavede skure. Det er et pragtfuldt skævt miljø. Ikke langt derfra er der masser af bygninger til adskillige millioner. En hel lille lomme i en storby. Det er bestemt ikke arkitekttegnet med glas og jern.
Og så er her også badning, fiskeri, kajak, roning – fri for støj og forurening. Dengang var det et åndehul.
Fiskeri fra Nordhavnen
Det er jo ikke de bedste tider for fiskerne nu om stunder. Men der drevet fiskeri fra Københavns Nordhavn siden slutning af forrige århundrede. Og vi har da også tidligere i artikler beskrevet det store sildeeventyr, der engang var i Øresund.
Fiskerne her i Skudehavnen har haft en omtumlet tilværelse. De er blevet flyttet flere gange. Men der er nu ikke så mange fiskere tilbage. Efterhånden er der kommet forskellige sejlklubber, bådelaug og småvirksomheder til.
Selve fiskerihavnen er heller ikke så aktiv mere, som den har været. Men miljøet er her stadig. De traditionelle fiskerlejer ved Øresund er for længst forsvundet. Disse lejer er blevet omdannet til rene lystbådehavne.
Ikke genstand for overordnet organisering
Hvor mange rigtige erhvervsfiskere, der er tilbage ved undertegnede ikke. Medierne er begyndt at interessere sig meget for dette sted. Det er sket i forbindelse med enten flytning eller nedlæggelse af Skudehavnen. Heldigvis skete det sidste ikke. Og det var i forbindelse med udbygningen af Nordhavnen.
Hvordan skal man beskrive stedet? Det er en særlig karakter af småvirksomheder af selvbyggede klubhuse, kolonihavelignende skure. Det hele virker selvgroet og ikke videre genstand for en overordnet planlægning.
Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter
Det er især Skudehavnens sociale og rekreative kvaliteter, som man peger på. Her et fristed og åndehul. Engang var her en større fiskerihavn med redskabsskure og fartøjer. Nu er det nok mere de rekreative ting, der tænkes mest på.
Hver gang, der er blevet flyttet, har man spekuleret på, om man kunne blive ved med at bevare miljøet
Mange udbygninger af havnen
Fiskerihavnens placering hænger sammen med udbygningen af Østerbro og Nordhavnen lige siden forrige århundrede. Før den tid har der ikke været fisket herfra i større målestok. Udbygningen af havnen mod nord begyndte i 1880erne, da Kastellet mistede sin militære betydning. I 1894 blev Frihavnen anlagt og nord for denne Kalkbrænderihavnen, som blev bygget som almindelig toldhavn.
Kalkbrænderihavnen blev i 1900 udbygget med en bølgebryder kaldet Sundkrogen. I læ af denne havde man fået et beskyttet farvand. hvor mindre fartøjer, deriblandt en række fiskerfartøjer holdt til.
Østerbro Fiskeriforening dannet i 1915
Da den første store udbygning af Frihavnen begyndte i 1915 henvendte Københavns Fiskeriforening sammen med Tårbæk-Vedbæk og Skovshoved fiskeriforeninger sig til havnevæsnet med anmodning om at få etableret en primitiv fiskerihavn med anløbsbro og bedding på den østlige side af den ny indsejling til Kalkbrænderihavnen (Der, hvor Paustians Møbelhus ligger i dag).
I april 1915 blev Østerbro Fiskeriforening dannet med 24 medlemmer. Hurtigt voksede foreningen sig stor fra ca. 30 til 70 og bådene blev også gradvis større. Derfor måtte havnevæsenet bygge en større bedding allerede i 1917.
Badeanstalter, sejl – og roklubber
Fiskerihavnen blev liggende der de næste 25 år og i denne periode blev Kalkbrænderihavnen også hjemsted for en række badeanstalter, sejl – og roklubber og mindre bådebyggerier.
Nordhavnen blev samtidig udbygget kraftigt. I 1919 påbegyndtes etableringen af et nyt dybvands-bassin til Frihavnen, 10-meter bassinet. I den forbindelse blev Skudehavnen etableret, i første omgang som dækmole til at beskytte 10-meter bassinet, mens det var under bygning. Tanken var så, at Skudehavnen senere kunne indgå i Frihavnen som endnu et dybvands-bassin.
Skudehavnen – som halvfærdigt projekt
Under Første Verdenskrig var der kommet gang i skibstrafikken. Men i 1921 løb skibstrafikken ind i en krise. Man lod så Skudehavnen ligge som et halvfærdigt projekt.
Begge bassiner fandt sig hurtig anvendelse for oplagsplads for fragtskibe, der var taget ud af drift. I Skudehavnens nordvestligste hjørne blev der bygget en benzinhavn og den østlige side blev brugt som tippeplads.
10-meter bassinet og Skudehavnen blev hjemsted for en lang række bådebyggere, ro – og kajakklubber, sejlklubber, søspejdertropper, fiskere, nyttehaver, badeanstalter, småvirksomheder m.m. Alt dette har Skudehavnen også rummet indtil i dag.
Skudehavnen som reserveareal
Skudehavnen blev af Havnevæsnet betragtet som et reserveareal, der inden for en overskuelig fremtid skulle inddrages i havnens almindelige drift. Aktiviteterne i Skuehavnen var noget man almindeligvis accepterede og som til enhver tid måtte indpasses i de overordnede planer. Det gjaldt også for fiskerihavnen. I 1937 besluttede havnevæsnet at kajsætte Kalkebrænderihavns-løbet, hvor fiskerihavnen lå. Det betød, at fiskerne og de andre brugere af området måtte flytte om i Skydehavnen.
En ny konkurrerende fiskeriforening
Samme år blev ”Fremtidens Frie Fiskeriforening”, hvis hovedformål var at varetage medlemmernes interesser i forhold til havnevæsenet. Medlemmerne var fiskere fra Christianshavn, Sydhavnen og Nordhavns – området, som ikke havde været med i en af de eksisterende fiskeriforeninger. En stor del af dem var bierhvervsfiskere.
Stor medlemstilgang
Der var efterhånden kommet mange fiskere i Skudehavns – området. Der var derfor stor interesse for at få plads i den ny fiskerihavn. Det var Østerbro Fiskeriforening, der forhandlede med havnevæsnet. Og disse bestemte, at det kun var dem, der oppebar 3/5 af deres indkomst fra fiskeriet og som havde ernæret sig ved fiskeri i mindst 2 år.
Det betød at Østerbro Fiskeriforening i første omgang kun fik plads til 40 af sine 60 medlemmer. De resterende 20 pladser tilfaldt den nye forening
Den nye forening følte sig tilsidesat
Men den nye forening ”Fremtidens Frie Fiskeriforening” nægtede at tage imod tilbuddet, da de ikke havde været med i forhandlingerne. Det endte derfor med, at Østerbro Fiskeriforening blev ene om at repræsentere fiskerne. Den anden forening fik plads i bunden af 10-meter bassinet. Men de måtte så leje sig ind hos Østerbro Fiskeriforening hvis de skulle på bedding.
Nu var det Østerbro Fiskeriforenings opgave at kontrollere om foreningens medlemmer levede op til kravene. Og det var der ikke alle der gjorde. Derfor måtte foreningen fra tid til anden ekskludere medlemmer.
Fiskerihavn færdig i 1942
Fiskerihavnen blev færdig i 1942. Den lå nu på sydsiden af Skudehavnen. Som naboer mod vest havde man fået et par sejlklubber og et par mindre værfter. Fiskernes skurer var blevet flyttet fra Kalkbrænderihavns-løbet ved havnevæsnets hjælp. Den nye havn var både større og bedre end den gamle. Der var plads til 44 større både og 20 mindre joller. Der var indrettet bedding og 2 stejlepladser. Og der var opstillet i alt 57 skure.
Selv om den nye fiskerihavn var både større og bedre end den gamle var der tale om en midlertidig foranstaltning. Fiskerne var blevet stillet i udsigt, at de måtte få lov til at blive liggende i ca. 10 år. Alligevel gik det mere end 25 år før de skulle flytte igen.
Man skulle atter flytte i 1969
Op igennem 50’erne og begyndelsen ag 60’erne skete der ingen større ændringer i Nordhavnsområdet. Først i midten af 60’erne begyndte udviklingen at tage fart. Færgehavn Nord blev etableret nordøst for Skudehavnen. Den inderste del af Skudehavnen var fyldt op. Samtidig fortsatte opfyldningen af området omkring 10-meter bassinet. I 1968 besluttede man sig at etablere en containerterminal ved 10-meterbassinet. Det betød, at fiskerne og de nærliggende sejlklubber skulle flytte. I 1969 blev de flyttet til den plads i Skudehavnen, som de beholdt indtil 1995.
Forholdene var primitive
Denne gang blev de to fiskeriforeninger placeret side om side. Havnevæsnet stod igen for etableringen af bådebroer og bedding. De flyttede fiskernes skure. Fiskerne måtte selv stå for elinstallation, ishus m.m.
Lige som ved den forrige flytning var fiskernes lejemål begrænset til 10 år. I den forløbne tid er området øst for Skudehavnen vokset kraftigt ved opfyldning. Og skudehavnen kom til at ligge klemt inde mellem Frihavnen og en række store havnerelaterede virksomheder.
Placeret på de yderste arealer
Det var som om, at der gik rød tråd i Havnevæsnets praksis over for fiskerne. De blev placeret på de yderste arealer. Ofte var forholdene primitive og midlertidige karakter. Men huslejen har også været relativ lav. Man var overladt til sig selv. Denne midlertidighed er måske årsagen til stedets udseende.
Vod og trawl må ikke anvendes i Øresund
Det har siden 1933 været forbudt at bruge aktive redskaber som vod og trawl i Øresund. Så derfor er det kun brugt ruser, kroge, nedgarn og bundgarn. Man fangede ål og stiftede en åleeksportforening. Om vinteren drev man torskefiskeri med ruser, hvis vejret ellers tillod det. Og torskefiskeriet fik større betydning. I 1960’erne fik slagtet fik større betydning. Man fik anskaffet en gammel jernbanevogn, der fungerede som kølehus.
Sild og torsk
I slutningen af 1970’erne oplevede man en opblomstring i garnfiskeri. Prisen på sild var meget høj. Og det gode sildefiskeri varede et par år ind i 1980’erne. Der kom fiskere fra hele landet til Skudehavnen og begge foreninger oplevede en stor medlemstilgang.
Frem til 1992 havde man et rimeligt godt torskefiskeri. Det udfyldte et hul efter det gode sildefiskeri. I dag har sildefiskeriet kun en meget lille betydning.
På et tidspunkt havde Østerbro Fiskeriforening 28 aktive medlemmer. Men i dag er man nede under 10 medlemmer.
En betonelementfabrik betød atter flytning i 1995
I efteråret 1995 begyndte havnevæsnet at nedlægge Skudehavnen. Der skulle gøres plads til en betonelementfabrik længere ude på det opfyldte areal øst for Skudehavnen. Fabrikken skulle fremstille broelementer til Øresundsbroen.
Sejlklubberne er flyttet om i Kalkbrænderihavnen, mens fiskerne har fået ny havn nordøst for Færgehavn Nord. Nedlæggelsen fik masser af kritik, men det er egentlig bare en fortsættelse af Havnevæsnets midlertidige praksis. Ligesom ved de tidligere flytninger tager fiskerne deres skure med. De fik den nye havn til en rimelig husleje.
Mon ikke man nu kan tale om en permanent indretning?
Frygt for Skudehavnens fremtid
Nej, man frygter for Skudehavnens fremtid. Man er bange for at lystsejlere vil overtage området. Måske er det tale om lånt tid med under 10 aktive erhvervsfiskere tilbage. De unge har hverken lyst eller råd til at starte som erhvervsfiskere.
I dag kan fiskernes både ikke fylde den lille havn op. Derfor lejede bestyrelsen en del af pladserne ud til lystsejlere. Det giver så en lille indkomst. Når lystsejlere overtager stedet, skyder prisen i vejret og et andet klientel vil indfinde sig.
Kramer-Mikkelsen lovede, at Skudehavnen skulle bevares
Dengang sagde direktør i By og Havn, Jens Kramer Mikkelsen at skudehavnen vil bestå. Han syntes at miljøet er spændende og det er værd at bevare.
Måske sætter restriktioner for torskefiskeriet også et stop for nogle af de få tilbageværende erhvervsfiskere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
November 11, 2023
Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Denne artikel er skrevet til Historisk Årbog 2023, udgivet af Rens og Omegns Lokalhistoriske Forening. Området omkring Tønder var dengang i slutningen af 1500 – tallet omgivet af masser af skov. Og i disse var der masser af vildt. Hertug Hans den ældre var en ivrig jæger. Derfor byggede han det pragtfulde lille jagtslot Grøngård. Og det er takket være førstelærer V. Leick og skoleelever fra Lydersholm, at vi i dag kan se noget af fundamentet til ” det næsten glemte slot”. Men ak, herligheden varede kun i ca. ti år. Sønnen var ikke jagtinteresseret, så slottet forfaldt efterhånden.
Masser af skov
Står man på Jejsing Bakke og ser ned mod grænsen, ser man et fladt og træfattigt landskab. Tænk, at her var for fire hundrede år siden et vandrigt skovskær med en masse krat, og store egeskove.
Graver man i dag i diverse moser og enge, dukker der af og til stammer frem fra den tid. Tværs gennem dette landskab gik i den senere middelalder den gamle landevej fra Tønder over Sæd – Burkal øst på mod Flensborg.
Ikke langt fra denne vej, vest for den nuværende Grøngård, lå dengang gården Tuetmose og mod øst på en flad forhøjning, gården Haleklamp. Begge disse gårde samt Lydersholm som dengang var en stor gård, tilbyttede Hertug Frederik sig i 1503 fra klosteret i Løgum.
Hans den ældre – en ivrig jæger
Med så meget skov, har det sikkert været masser af vildt. Man har fundet masser af gevirer af rådyr, hjorte – og vildsvinetænder. Da man gravede Vindtvedkanalen har man endda fundet kæbe og horn fra en urokse.
Hertug Frederiks søn, Hans den Ældre var en ivrig jæger. Han nød at gå på jagt her omkring Lydersholm. Ifølge en gammel beretning fra 1557, skulle amtmanden sørge for, at egnens beboere holdt deres hunde bundne i den bedste jagttid.
Avlsgården Grøngård blev bygget
Jo her kom hertugen ofte. Et gammelt sagn fortæller, at da hertugen på et sted mellem Tuetmose og Halkeklamp nedlagde en prægtig hjort, så bestemte han sig til at indrette sig en bolig på dette sted, hvor han i jagttiden kunne tage ophold.
Hertugen gav ordre til at en stor del af egnens skov skulle ryddes. Det gjorde han, fordi Gudskogen skulle inddiges. I årene 1562 – 66 bortkørtes 18.000 læs træ. Tuetmose og Haleklam blev nedlagt i 1567 og i stedet blev avlsgården Grøngård med ca. 1.000 tdr. land bygget.
På gårdens indhus som var pyntet med gevirerne af to hjorte, blev der indrettet to beskedne værelser til hertugen. I den ene stue stod der kun seks bænkekister og i den anden, som lå ovenover, fandtes der seks senge.
Et jagtslot skulle bygges
Men disse boligforhold har sikkert været lidt for trange. Derfor gav han i 1568 ordre til, at der skulle bygges et jagtslot ikke lang fra avlsgården. Amtmanden i Tønder fik besked på at sende en skibsladning byg til Holland, hvorfor der så skulle købes kalk, cement, glas, teglsten fliser m.m.
Det blev et dejligt lille jagtslot, som blev bygget efter udkast af den hertugelige bygmester Hercules von Oberburg. Slottet blev kaldt Lusthus Thom Gronehagen.
Hercules von Oberberg – kongelig bygmester
Egentlig brugte hertug Hans den Ældre en anden bygmester. Denne havde gennem to år stået for opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 blev von Oberberg ansat. Han sørgede for, at Hansborg blev færdiggjort. I 1557 var han blevet udnævnt som kongelig bygmester. Von Oberberg arbejdede med befæstningen af København, Koldinghus, Nyborg Slot og Kronborg. Også ombygningen af Sønderborg Slot har han stået for.
Han var gift og havde i hvert fald to børn, og bosatte sig i Haderslev. Von Oberberg fik overdraget grundet, Slotsgade 22. frem til sin død i 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke. Latinskolen og Hospitalskirken i Haderslev stod han også for.
Hver sommer i Tønder
I årene 1574 – 1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Her arbejdede han på slottet. Hertugen opfattede Tønderhus som den mest sikre, at sine slotte. Det var også her i kælderen, at han gemte sin formue. En masse byggemateriale blev brugt til ombygningen af slottet. Der blev blandt andet hentet 1 million teglsten i Flensborg.
Muligvis har von Oberberg også stået for opbyggelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579. Der findes dog ingen skriftlig kilde, der kan bekræfte dette. Men det vides, at Peter Ranzau og hertug Hans den Ældre var gode venner.
En travl bygmester
Von Oberberg havde ganske givet travlt. Han kan knyttes til ombygninger/nybygninger af slotte og ejendomme i Ahrensburg, Tønning, Gottorp, Gråsten og Brundlund Slot og meget mere. Stormklokketårnet på Ribe Domkirke har han også repareret.
Desværre er der ikke meget tilbage, af de pragtfulde konstruktioner, som von Oberberg præsterede. Af Tønderhus står kun portnerboligen tilbage. Tønning og Østerholm i Haderslev er revet ned. Af Koldinghus er det meste brændt ned. Og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er bygget så meget om, at der ikke er meget tilbage af von Oberbergs konstruktioner. Hospitalskirken og hans private bolig i Slotsgade 22 i Haderslev er nok det i dag som vidner mest om den kongelige bygmesters konstruktioner.
Skolebørn fra Lydersholm
Ja, det var skolebørn fra Lydersholm, der foretog de første udgravninger. Det vil sige, at det er ikke er så meget at se. Men stedet bliver dog besøgt af cirka 1.000 mennesker hvert år. Måske kunne dette tal forøges, for historien bag ved, er sjov og underholdende. Måske er det også en del, der ikke ved, at der her ca. 8 kilometer øst for Tønder har ligget et jagtslot.
Udgravningerne viser, at nordøst for det nuværende Grøngårds have har herligheden ligget. Landevejen nordfra til Lydersholm går direkte gennem slotsgrunden.
Et lille og flot slot
Egentlig ved man ikke, hvordan slottet har set ud. Men på et kort fra 1615 over den vestlige del af Tønder Amt, findes en tegning, der viser hovedbygningen med to hjørnetårne og i midten en stor bro. Måske er det fundamentet til det vestlige hjørnetårn, man nu har gravet ud.
Man ved dog en del om slottets indre udstyr, og om værelserne vides en del, for det er så heldigt, at der findes en inventarliste udarbejdet af amtmanden, Johan van der Wisch, som blev nedskrevet ved hertugens død i 1580
Slottets værelser har været ualmindelig veludstyret med møbler, vægprydelser og andre nødvendige redskaber, som var nødvendig for en husholdning.
Hertugen havde selv haft sine værelser i hovedbygningen, og den østlige tårnstue var hans soveværelse. I de forskellige stuer fandtes egetræsborde, stueborde, stole, dragkister, slagbænke, klapsenge, panelskabe og meget andet.
De med grønt eller rødt klæde behængte vægge var prydret med gevirer, horn og ca. 32 malerier, marmorbilleder i trærammer, mange messinglysestager, stålspejle og det hertugelige våbenskjold. På stole og bænke har der ligget mønstrede puder.
Når hertugen havde gæster og sammen med disse holdt muntre jagtgilder, har det ikke manglet på udstyr. Bordene var pyntet med smukke lærredsduge. Maden blev serveret på smukke tinfade og tallerkner. Øl og vin blev skænket af blå kander, glaskander og småtønder i marmelstene. Bægre i fine blå glas eller i vinkrus med sølvhank.
Skulle gæsterne gå til ro, fandtes der mange senge med læserpuder, sengetøj, uldtæpper og pelse. Havde man ikke nok, blev der hentet mere på slottet i Tønder.
Jo slottet var bestemt også til repræsentativ brug med 30 senge, mønstrede puder, natlamper m.m. Hertugen kunne med jagtslottet og de herfra afholdte jagter vise sin status som fyrste overfor både slægtninge og andre adelige.
En bygning på tre etager
Slottet havde et mål på 16 meter gange 18 meter. Jo, det var en næsten kvadratisk bygning på tre etager. Det var opført i røde teglsten med dekoration i gotlandsk sandsten. Det var et søjlebåret galleri i hovedfacaden. Slottets stejle pyramidetag var måske tækket med flade teglplader. De fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og kronet af småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem.
Nederste etage var opdelt i fem rum med et større anlagt gennemgående midterrum med en vinkeltrappe delvis udbygget i nordmuren. På begge sider af centralrummet lå to mindre rum.
Det var et moderne slot, og forbilledet var de nederlandske renæssanceslotte, men også inspireret af samtidig fransk og italiensk byggeri.
Et vandslot i en kunstig anlagt sø med bro, har det været.
Herligheden varede i 10 år
Men ak og ve. Hele herligheden varede kun ti år. Da Hertug Hans den Ældre døde i 1580, blev slottet overtaget af broderen, Hertug Adolf af Gottorp. Nu blev avlsgården drevet af en forpagter. Slottet fik nu kun sjældent besøg af hertugen eller amtmanden.
I 1613 blev Grøngård benævnt som Grønhoff.
Slottet forfaldt
Fra 1634 stod bygningen tom og forfaldt efterhånden, samtidig med, at omegnens bønder stjal sten og træværk fra slottet. Et smukt slot forfaldt efterhånden.
Prøver på slottets arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
Amtsskriveren i Tønder fik 1648 tilladelse til at anvende halvdelen af slottets sten og træværk til sin nybygning på Møllevej i Tønder.
Resten af slottet blev i 1656 købt til nedrivning af Herredsfogeden på Hajstrupgård. Og så var slottets saga ude.
Udgravningsarbejde
Siden har der været ro og stilhed over slottets grund. Bønderne har pløjet over slottets fundamenter i mange år. Men efter flere år blev fundamentet gravet frem af skolebørn. Det var hvis nok i 1946 ført an af førstelærer V. Leick. Ruinen blev undersøgt i 1953 – 54 og 1960 af Nationalmuseet. I 1976 – 81 blev området frilagt af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Under udgravningsarbejdet blev der fundet sandsten fra søjlerne og bygningsudsmykningen samt skiferplader fra taget. Disse genstande er siden af Nationalmuseet overdraget til Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Det gælder også de mange fund fra udgravningerne, som blandt andet omfatter meget køkken – og bordtøj. Potter og fade af lertøj er mest af lokal produktion.
Men en masse er også blevet importeret. Det gælder blandt andet de flotte romerglas og vinkrukkerne, som også er blevet fundet.
Avlsgården renoveret
På arealet græsser får. Større urter og siv vokser på det centrale ruinområde og slører de lave mureforløb. Voldgraven er tilvokset i siv. Gangbroen til ruinen, som er nødvendig for at komme til ruinen har været i meget dårlig stand.
Selve avlsgården Grøngård har haft status som en mindre herregård. Den nuværende bygning er fra midt i 1800 – tallet. Men ved gården ligger en stor lade fra 1700 – tallet, der følger egnens byggeskik med sine lave mure og høje stejle stråtag. Ind mod gårdspladsen er der to tværporte med høje halvrunde portbuer.
Gården er gennem flere år blevet totalrestaureret.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om de omtalte Slotte og Herregårde samt Hertug Hans: Læs her:
–
November 10, 2023
V
De hårde domme i Møgeltønder
”Loven skal være ærlig og retfærdig”. Forvirrende lovgivning. Sandemændenes funktion. Mange mennesker på birketinget om onsdagen. De skriftkloge. Herskabet havde stor indflydelse på birketinget. Alt skulle være på dansk. Den gamle Moses-lov. Bondeplager – med barbariske torturmetoder. Den stakkels præst. Dyrt for de to besøgende hos præstefruen. En vandrehistorie. Præsten skulle være set omkring 1800. En anden præst kom også voldeligt af dage i Møgeltønder. Fem dødsdomme og to dømt fredløse inden for få år. Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs. 15-årig dræber 10-årig. Dødsdømt for hor og fødsel i dølgsmål. Barnelig begravet på Daler Kirkegård. Blev Peter Jørgensen Benådet? I Tønder blev dødfødte ikke altid anmeldt. To brødre kæmpede for bønderne. Størstedelen af bønderne anholdt i København. Skulle underskrive lydighedserklæring. Dømt for ”stempling, samling og rebellion. Anders reddet i sidste øjeblik. Var stadig ikke ønsket af vejen i grevskabet. Hans Hansen – en af lederne blev skaffet af vejen. Højesteret blev bestukket af ”Den onde Grevinde”, så bønderne tabte deres sag.
Loven skal være ærlig og retfærdig
Ja sådan står det skrevet i Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241. Men det afhænger så sandelig af, hvem der administrerer denne lov. Og denne lov blev praktiseret på Møgeltønder Birketing i årene 1660-83.
Møgeltønder birk omfattede de schackenborgske besiddelser i sognene Abild, Brede, Daler, Emmerlev, Hjerpsted, Højer og Møgeltønder.
Forvirrende lovgivning
I 1683 blev den erstattet af den noget mildere Christian den Femtes ”Danske Lov” som i de andre Kongerigske Enklaver. Visse dele af Jyske Lov var gældende i det øvrige Sønderjylland indtil 1900, dog ikke i Tønder. Her var det Lybske Lov, der var gældende.
Hærskabet bestemte
Måske vil det blive lidt indviklet at forklare Birketingets funktion med sættedommere og birkeskrivernes funktion. Birkedommerne blev udnævnt af hærskabet på Schackenborg. En række andre med tilknytning til Birketinget var som regel de velhavende bønder. Og en forudsætning var i hvert fald at man kunne læse og skrive.
Birkedommerne blev aflønnet ved, at de havde en anseelig fæstegård, fri for lande-gilde og frihedspenge dvs. hoveriafløsning. Så fik de skriverpenge og sportler (vederlag) for forskellige gøremål.
Nu kunne en stor del af områdets bønder dengang både læse og skrive.
Sandemændenes funktion
Sandemændene sørgede for at landsbylovene blev overholdt. De gik også ind for at løse skelstridigheder. I straffesager medvirker før Danske Lov 1683 ofte rans-nævninge, som syntes at være valgt et år ad gangen. De foretog bl.a. ved vidneførsel en undersøgelse af sagerne, afgav derefter udtalelser om dem. Dermed var det faktisk afgjort.
På birketinget medvirkede desuden de såkaldte stokkemænd eller ottemænd, som skulle være til stede på tinget for at kunne bevidne, hvad der skete og blev aftalt der.
Mange mennesker på birketinget om onsdagen
Der var således et ganske betydelig antal personer, der måtte give møde på den ugentlige tingdag som i Møgeltønder birk var en onsdag. Kun i høsttiden eller når andre ekstraordinære forhold gjorde sig gældende kunne man ikke holde ting.
Det første ting, hvert år var noget særligt. Tinget må endnu i slutningen af 1600.tallet i hvert fald til tider har været afholdt i det fri. Men i tilfælde af dårligt vejr i en kro i Møgeltønder.
De skriftkloge
I civile sager optræder en birkefoged, men de var lige som birkefogeden ikke uddannede jurister. De var som foged og skriver ”skriftkloge” og lovkyndige bønder fra birket, som mod honorar påtog sig at hjælpe deres mindre lovkyndige fæller. I kriminalsager var herskabets delefoged normalt anklager. Men det kunne også alt efter sagens beskaffenhed, være en privatmand.
Herskabet kunne også diktere en forsvarer
I den store Anders Nissen – sag som vi hører om senere, var det Hans Schacks befuldmægtigede Johan Bochenfeldt. Hvis en anklaget ikke havde en forsvarer, kunne herskabet finde en. Det kunne være den Schackenborgske fod-svend, der tillige var arrestforvarer. Det var også ham, der i påkommende tilfælde skulle eksekvere den eventuelt idømte, korporlig straf. Et sådant forsvar kan just ikke siges at være særlig bevendt.
Der var mest stridigheder og processer om markskel, om veje og stier, om handel med kreaturer, om gæld, der ikke blev betalt, om restancer, om arv, om injurier, som ofte er slynget ud i fællesskab i de talrige kroer og meget mere.
Alt skulle være på dansk
I Møgeltønder holdt man på at sproget på tinge var dansk. Der kunne være skrivelser fra herskabet på tysk. Ligesom der kunne tysksprogede dokumenter fra Tønder. Men sådanne aktstykker krævede man oversat til dansk. Men birkets undersåtter havde på grund af deres handel eller søfart sikkert nok kunne forstå tysk.
Men man havde i birket taget tilhørsforholdet til de kongerigske enklaver bevidst, og dette kunne medføre stridigheder med de slesvigske beboere, der boede bland dem.
Den gamle Moses-lov
Selv om loven blev justeret gennem forordninger med Christian den Fjerdes såkaldte reces af 1643, der skulle give lempelser, så virkede det snarere modsat. Ofte var der tale om en skærpelse i forbindelse med tidens tanker eksekvering efter Guds lov – nemlig den gamle Moses-lov.
Det var svært at håndtere de forskellige lovgivninger. Det så man med de tønderske undersåtter i Østerby i årene 1666 – 68. Det handlede om græsningsretten.
Bondeplager – med barbariske torturmetoder
Egentlig var man vant til strenge straffe i Møgeltønder. Ejeren af Møgeltønderhus til 1599, Bendix Rantzau har efterladt sig et ry som en slem bondeplager, der anvendte barbariske torturmetoder.
Den stakkels præst
Det mest grelle eksempel på grusom straf var af den stakkels Møgeltønder-præst og provst, Laurids Thomsen. På et tvivlsomt grundlag blev præsten dømt for blodskam med sin voksne datter. Han blev brændt på retterstedet, der lå omtrent, hvor Møgeltønder skole ligger i dag.
Datteren og hans fordrukne og letlevende kone, der havde givet anledning til sagen, ”slap” med at blive halshugget. Der er mange uklare momenter i sagen. Det kan være tale om et gevaldigt justitsmord.
Dyrt for to besøgende
Foruden præstefamilien blev også andre dømt i den grufulde sag. Lindskov-mølleren, Niels Andersen måtte for at have et utilstedeligt forhold til præstefruen bøde med sit halve boslod, altså halvdelen af, hvad han ejede. Mølleren hørte på den tid blandt de mest velhavende, så der var tale om en anselig formue.
Også en borger i Viborg, Peter Ostenfeldt havde, mens han var skriver på Møgeltønderhus været en kærkommen gæst hos provstefruen. Han blev idømt en bøde på 500 rigsdaler. Det var det samme som værdien af 45 stude. Det har været nogle dyre fornøjelser for de to galaner. Men de slap dog med livet i behold.
En vandrehistorie
Nu gik snakken så ellers i Møgeltønder. Og historien blev fortalt generationer efter generationer. Vi kan af gode grunde ikke vide, hvor meget det er sandt. De følgende oplysninger stammer fra slutningen af 1920’erne. Præsten kom til Møgeltønder i 1586 blandt være lensmand på Schackenborg, Bendix Rantzau.
Han blev skildret som en begavet, men streng prædikant. Han var et ædrueligt og retskaffent menneske. Men hans hustru Margrethe, som man mente var gift før var drikfældig og løsagtig.
Da han ofte revsede hende for det blev hun forbitret og besluttede at hævne det. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det hende at få manden drukket fra vid og sans i fynsk mjød og at lægge ham i seng til deres fælles datter. Og det var i deres fælles ægteseng. Og konen gik ifølge vandrehistorien ud til karlene.
Datteren var hendes villige hjælper til fuldbyrdelse af blodskammen. Derefter rejste hun straks til Norge. Sagen kom frem, da et brev fra datteren til faderen faldt i øvrighedens hænder. Ifølge overleveringen skete dette ved, at adressen var skrevet så utydelig, at kun navnet Thomsen kunne læses. Men det kunne hverken titel eller fornavn.
Brevet blev derfor åbnet af en anden Thomsen i Møgeltønder – nemlig en birkeskriver, der tillige var kirkeværge.
Præsten og hans kone blev nu fængslet på Møgeltønderhus og datteren blev narret hjem under forsikring om at hun intet havde at frygte. En proces endte med alles domsfældelse. Præsten skulle dog have fået kongelig benådning. Men lensmanden holdt dette dokument tilbage. Og så blev præsten bundet til en stige og brændt. Og så siger overleveringen:
Og det var på det sted, hvor Vesterkroen ligger på Stjernen, hvor de to kvinder blev halshugget.
Præsten skulle være set omkring 1800
Overleveringen siger også at så sent som omkring 1800 skulle tre mennesker en aften have set ham gå igen med en lygte i hånden, dybt sukkende, da han gik forbi dem. De kendte ham (utroligt – 200 år efter). De udbrød ”Det var jo provsten”. Andre versioner af historien fortæller, at han selv fortalte, hvem han var.
En anden præst kom voldeligt af dage
Nu var denne præst ikke den eneste præst, der er kommet voldeligt af dage. Det skete også for Hr. Peter. Og det var fordi, der i hans tid var forsvundet ”kalk og disk” fra Møgeltønder Kirke. Dette skete omkring 1530. Og Hr. Peder skulle være tyven. Derfor var han blevet slået ihjel.
Fem dødsdomme og to fredløse
I perioden 1669-74 blev der fældet ikke mindre end fem dødsdomme mens to personer blev dømt fredløse. Alle forbrydelser fandt sted i Møgeltønder sogn. Nogle af dem ville næppe have ført til nogen straf i dag.
Niels Tychs tjener blev erklæret fredløs
Delefoged Niels Olesen rejste i 1669 anklage mod overinspektør Nicolai Tychs tjener Hans, fordi han under klammeri og slagsmål i en af Møgeltønders mange kroer have stukket Hans Kleinsmed fra byen med en kniv.
Kleinsmeden omtales som fordrukken og stridbar. Men tjener Hans var nu heller ikke af Vorherres bedste børn. Kleinsmeden var stukket i maven, så tarmene flød ud. En bartskærer havde søgt at få dem på plads igen. Det hjalp ikke, han døde.
Tjener Hans var klar over, at han kunne vente dødsstraf. Derfor flygtede han inden domsafsigelsen. For drabet dømtes han derfor efter lovens bogstav fredløs.
Dømt til døden for tyveri
Året efter, i 1670 var der en ny alvorlig sag på tinge. En tjenestekarl, Mathias Petersen fra Rørkær, havde den 21. april frastjålet Niels Hansen i Toghalle 36 alen hørgarns- og blå blågarnslærred til en værdi af 8 mk. 33 ½ sk. Tyveriet blev straks opklaret.
Mathias Petersen blev anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Han blev allerede fremstillet for birketinget den 27. april. Efter yderligere to fremstillinger den 4. og 11. maj tilstod han ran og tyveri.
Den 18. maj blev han af rans-nævningerne dømt:
Om den benådning har fundets sted, vides ikke.
15-årig dræber ti årig
En ganske ejendommelig rettergang fandt sted det næstfølgende år 1672. Peter Gertsens 10-årige søn, Jens Petersen af Gallehus blev ifølge skolebørns vidneudsagn på vejen hjem fra skole ved tingstedet slemt mishandlet af fod-svend Lytte Hansens 15-årige søn, Hans Lyttsen.
Han blev maltrakteret i den grad ved stød og slag i siden og ved at få et knæben på hovedet, at han ”tillukkede sine øjne” og døde.
Også andre havde klaget over, at fodsvendens søn havde gjort deres børn fortræd ved slagsmål. Han burde derfor også være blevet dødsdømt. Men på grund af hans unge alder blev dommen formildet til, at han skulle rømme ud af landet, dvs. af Danmark og Norges riger, indtil øvrigheden ville benåde ham.
Dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål
En mand og en kvinde fra Toghalle fik i 1673 dødsdom for hor og fødsel i dølgsmål. Det drejer sig om fæstebonden Peter Jørgensen og hans tjenestepige Else Madsdatter. Peter Jørgensens hustru Maren havde i mange år været sengeliggende. Han havde da trøstet sig med pigen og forholdet fik følger.
Barnelig begravet på Daler kirkegård
Da hun skulle føde, skete det i overværelse af nabokvinder, men barnet var imidlertid dødfødt. Else havde sørget over det. Da det sjette bud var overtrådt. Peter Jørgensen vidste godt at hvis han anmeldte fødslen til sin sognepræst kunne han risikere en alvorlig lejemålsbøde og den ydmygende straf at stå offentlig bod. Derfor førte han ved nattetid sammen med en anden mand barneliget til Daler kirkegård.
Fødsel i dølgsmål og levet i hor
Men sagen kom herskabet for øre. Delefoged Niels Olsen i Møgeltønder måtte derfor rejse anklage mod Peter Jørgensen og Else Madsdatter. Hun anklages for fødsel i dølgsmål og for i syv år at have levet i hor med husbonden. Han anklages for at have været medvirkende om den irregulære fødsel og for at have foretaget den ureglementerede begravelse på Daler Kirkegård.
Dømt til døden
Desuden tælles med i hans strafferegister, at han to gange tidligere var ”befunden som jomfruskænder”. Ved dommen den 7. juni 1673 dømtes begge af birkefoged Peter Jensen og de otte nævninge til at miste deres hals og halvdelen af Peter Jørgensens ejendom skulle tilfalde øvrigheden. Men man henstillede dog til benådning-
Blev Peter Jørgensen benådet?
Det er muligt at de er blevet benådet. En Peter Jørgensen af Toghalle døde den 30. marts 1693, 75 år gammel. Hans syge hustru døde 1674. Om Else Madsdatters senere skæbne vides intet. Mon ikke hun også er blevet benådet og dog. Hun blev også dømt for at have dræbt sit foster med vilje.
I Tønder blev dødfødte ofte ikke anmeldt
I den forbindelse kan nævnes at i Tønder blev dødfødte eller døde spædbørn ofte ikke anmeldt til kirkebogen men ligene blev bragt til graveren, som bare begravede dem. Hverken i Møgeltønder eller Daler havde man på den tid en graver.
To brødre kæmpede for bønderne
Det varede ikke længe før birketinget atter måtte tage stilling til spørgsmålet om liv og død. Det var i den store Anders Nielsen sag. Det var ham, der kæmpede for bøndernes rettigheder. Han var birkeskriver, men havde sammen med sin broder, Karsten Nielsen påtaget sig hvervet som bøndernes advokat og ordfører i en strid mod herskabet om fortolkningen af bl.a. den kontrakt, der 1661 var indgået om hyren af Slotsmarken og afløsningen af avlingshoveriet til Møgeltønderhus med de såkaldte tjenestepenge.
Størstedelen blev arresteret i København
Vi har i en tidligere artikel Oprør i Møgeltønder fortalt om, at Møgeltønder – bønderne i sommeren 1672 tog til København for at forelægge deres klage over for kongen og den magtfulde feltherre Hans Schack. Men det blev nu ikke den store succes. Størstedelen af bønderne blev arresteret. De blev anbragt i Kastellet. De blev kun løsladt mod at afgive højtidelige løfter om ikke i deres livstid at ville klage over deres øvrighed.
Skulle underskrive lydighedserklæring
Anders og Karsten Nielsen samt en tredje anfører var allerede inden Københavner – tyren blevet arresteret af overinspektør Tych under ret brutale former og anbragt i fangehullet på Møgeltønderhus. Også disse blev løsladt efter at have underskrevet lignende lydighedserklæringer.
Dømt for ”Stempling, samling og rebellion”
Anders Nissen kunne dog ikke ”stille sit urolige hoved” som det hedder i en beretning. Efter en ny aktion fra hans side, lod herskabet ham og de øvrige anførere stævne for Møgeltønder birketing. Processen begyndte den 26. august 1674 med birkedommer i Ballum, Anders Thomsen som sættedommer og Johan Borchenfeldt som feltherrens anklager. Anklagen lød på
Anders reddet i allersidste øjeblik
Feltherren fik atter engang den dom han ønskede. Den faldt allerede den 2. september. De to brødre Anders og Karsten Nielsen dømtes at have deres hals og hånd forbrudt samt til at miste deres fæstegårde. Også andre af bønderne fradømtes deres gårde og bestillinger. Hans Schack lod dog også denne gang nåde gå for ret og benådede de to brødre. For Anders var det dog ret så dramatisk.
Efter i syv uger at have siddet i bolt og jern i tyvehullet på Schackenborg slot blev han ført til retterstedet, hvor alle anstalter til halshugning var forberedt. Her skulle bødlen til at udføre sit beskidte hverv. I sidste øjeblik fik han livet skænket, mod at han afgav en edelig erklæring om at skulle forlade kongens riger og lande – Slesvig og Holsten indbefattet – og aldrig at vende tilbage. Skulle han alligevel indfinde sig igen, skulle dødsdommen fuldbyrdes.
Var stadig ikke ønsket i Grevskabet
Da feltherren var død den 27. februar 1676, tog Anders Nielsen ophold i Aventoft, hvorfra han i klart vejr kunne se sit gamle hjem på Kannikhus.
Her havde han foreløbig et fristed. Herfra lykkedes det ham at få rejst sagen på ny ved Møgeltønder birketing. Det var bl.a. ved birkedommer Peter Jensens hjælp. Det blev dog i sidste ende den af kongen nedsatte kommission og i sidste ende Højesteret, der kom til at fælde den endelige dom 1678.
Dødsdommen blev ganske vist annulleret, men han forvistes dog fra grevskabet Schackenborg. Han tog så igen ophold i Aventoft og endnu i nogle år søgte han at få sagen genoptaget og dommen ændret.
Hans Hansen, en af lederne blev skaffet af vejen
En tredje af lederne Hans Hansen blev tidligt gjort passiv. Herskabet ønskede, at han skulle udskrives som soldat. Og det var skønt han var langt over den værnepligtige alder. Men Hans nægtede at aflægge soldatered. Han blev i stedet tildelt en streng tugthusstraf, hvorfra han først blev benådet i 1725. Men han var skaffet af vejen.
Højesteretsdommer blev bestukket af ”Den Onde Grevinde”
Grevinde Anna Sophie Schack, født Rantzau og ikke uden grund kaldet ”Den Onde Grevinde” bestak Højesteretsdommeren. Derfor tabte bønderne i det væsentlige deres sag. Men de fik dog nedsat afgiften. Men bønderne nægtede at betale afgifterne. Derefter blev der foretaget tvangsudlæg hos dem.
Det var sandelig strenge straffe dengang i Møgeltønder birk.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 8, 2023
Mordet ved Farversmølle og andre genvordigheder
Omfattende krybskytteri. Vildt en del lønnen for embedsmænd. Skovfoged skudt ned. Afhørt af herredsfoged. ”Bergens Eg” ”Anders Gaf”. Røde-Anders skulle henrettes i Hjordkær. Skarpretterembedet dengang var midlertidigt nedlagt. Skarpretter fungerede som kirurg. En henrettelse var en stor begivenhed. Epileptikere drak den henrettedes blod. Den kur skulle hjælpe! Vi kigger på den sidste henrettelse i Hjordkær i 1834. Rettet i papirerne – kunne ikke blive gift. Endte med skænderi og mord. Fallesen var til alters dagen før henrettelsen. Han var tæt ved at besvime. En makaber begivenhed. Vi skal møde nogle af skarpretterne. Og så vendte præsten ryggen til henrettelsen.
Omfattende krybskyderi
Krybskytteriet blev i 1700 og 1800-tallet udført i et omfang og med dristighed, som man næppe kan gøre sig nogen forestilling om.
Datidens jagtarealer var så store, at det var umuligt at overvågede dem alle effektivt. Landsbyerne lå spredt ude i landskabet og gjorde det let og næsten risikofrit at gå på ulovlig jagt. I skovene omkring Aabenraa var der stadig rimelige bestande af råvildt og kronvildt i slutningen af 1700-tallet. Mange lokale krybskytter tog for sig af dyrene.
Vildt – en del af lønnen
Dette gav anledning til hårde kontroverser. Forst- og Jagtpersonalet kunne nedlægge og levere vildt til hoffet og forskellige embedsmænd i statens tjeneste. Det var en del af deres løn. Derfor blev krybskytter holdt nede med hård hånd.
Midt på eftermiddagen den 21. februar 1795 red skovridderen fra Aabenraa, Andreas von Bergen en tur i Sønderskoven. Han var på udkig efter krybskytter, som i længere tid havde drevet deres uvæsen.
Han var søn af skovrider Conrad Nicolai von Bergen.
Skudt ned
Han hørte et skud og kort efter skrigene fra et anskudt stykke råvildt. Han red straks til stedet og så da foran dyret tre mænd, hvoraf han kendte den ene, Andreas Lausen Fra Mellerup i Bjolderup Sogn – i daglig tale kaldet Røde-Anders.
Han var ikke bange for at ride frem mod de tre. Hans fremtoning aftvang respekt blandt dem, han mødte. Men i dette tilfælde var det en fejlvurdering, der kostede skovridderen dyrt.
Kort efter at skovridderen havde tiltalt dem, blev han fra 30 skridts afstand ramt i ryggen af et skud hagl. Hårdt såret red han til den nærliggende Farversmølle, hvor han blev hjulpet i seng. Senere på aftenen slæbte de ham i Aabenraa.
Afhørt af herredsfoged
Han var ved fuld bevidsthed, da han under vidner blev afhørt af herredsfogeden. Han kunne udpege Røde-Anders som gerningsmanden. Den følgende morgen døde han af sine sår.
Om natten var Anders Lauesen og den ene af de to andre – Nis Tagmoes blevet anholdt. Den tredje Jørgen Jepsen flygtede til de nordfrisiske øer, hvor han i 1802 blev han anholdt på Hallingen – Norderroog – og indsat i arresten i Husum.
Bergens Eg
Der hvor begivenhederne fandt sted, står i dag en fredet kæmpeeg – kaldet ”Bergens Eg”. På denne er der sat en plade til minde om episoden.
Hegereiter für den Apenrader Distrikt
vom Wilddiwb Annes
erschossen am
I de gamle retsprotokoller kan man se, at Nis Tagmos slap med en længere fængselsstraf.
”Andreas Gaf”
Røde-Anders sad indespærret i over et år i det underjordiske fængsel på Brundlund Slot. Denne kælder blev 1866 ændret til vinkælder. Man kaldte den mange årtier derefter ”Anders Gaf”. Anders blev ved Rise Herred dømt til døden ved halshugning – legemet at lægge- på hjul – og hovedet at sætte på en stage.
Meget senere slog en beruset person en ung skovfogedaspirant ihjel ved møllen. Men se denne person blev kun idømt 18 måneders forbedringshus.
Skulle henrettes i Hjordkær
Dommen lød på overlagt mord. Ansøgninger om formildelse blev afvist ved andre retter. Henrettelsen fandt sted den 18. august 1796 på retterstedet ved Hjordkær. Stedet kaldes Æ Stejl (Stejlebakken) og lå på Hjordkær Mark.
Det var ikke muligt at finde en håndværker i Aabenraa, der ville bygge skafottet. Det var ”uærligt” arbejde. Men det lykkedes dog at finde en fra Felsted, der ville udføre arbejdet.
Skarpretterembedet på daværende tidspunkt nedlagt i Aabenraa
Der måtte tilkaldes skarpretter udefra. Skarpretterembedet i Aabenraa var på daværende tid på daværende tid var nedlagt.
I tiden fra 1702-40 tilhørte dette job Hans Christoffer Soltwedel, der foruden at være skarpretter og rakker bl.a. skulle sørge for at holde svin borte fra gaderne samt i de nærliggende kobler og løkker samt på kirkegården.
Skarpretter fungerede som læge
I 1740 blev embedet overdraget til skarpretterenken, Anne Cathrine Støckler, der klarede det med medhjælpere. Hendes datter blev gift med Hinrich Christoffer Røseler, der var søn af skarpretteren i Ahrensböck. De tilhørte en stor og udbredt bøddelslægt. Denne blev ansat den 3. januar 1743.
Ved siden af skarprettertjenesten virkede han trods mange protester fra byens læger som kirurg. Dette blev ham dog forbudt i 1783. Men til gengæld fik han i 1784 lov til at behandle arm – og benbrud samt forvridninger. Han blev den sidste skarpretter i Aabenraa. Han døde i 1783.
Blandt de forpligtelser man som borger havde dengang var også at betale et lille bidrag til skarpretteren.
En henrettelse var en stor begivenhed
Når henrettelsen i 1796 lod vente på sig, så skyldtes det at den assisterende skarpretter ikke havde nogen medhjælper. Efter mange besværligheder fik man omsider rekvireret en fra Flensborg.
Jo sådan en henrettelse var en virkelig begivenhed. Folk strømmede til. Folkemængden skulle ligefrem holdes tilbage.
Epileptikere drak den henrettedes blod
Nu var det også en gammel overtro, at man troede at epileptikere kunne helbredes ved at drikke af henrettedes blod. Også ved den sidste henrettelse i Hjordkær i 1834 var der mødt epileptikere frem. Om kuren virkede, har man dog ikke hørt noget om.
Den sidste henrettelse i Hjordkær
Den sidste henrettelse i Hjordkær skyldtes en kærlighedstragedie. Forbryderen var Hans Fallesen. Han var en ung rebslagersvend fra Aabenraa, der havde tjent på en gård i Kassø i Hjordkær Sogn. Han var forlovet med en ung pige og de ventede et barn sammen.
Rettet i papirerne – kunne ikke blive gift
De prøvede forgæves at blive gift og henvendte sig til flere præster. De blev afvist alle steder med den begrundelse, at de havde rettet i deres papirer.
Skænderi endte med mord
Dagen efter, at Hjordkær – præsten havde nægtet at gifte parret kom de op at skændes. Det endte med at Fallesen slog sin frugtsommelige kæreste, så hun døde. Derefter skjulte han liget i et buskads, hvor det dog ret hurtigt blev fundet.
Til alters – dagen før henrettelse
Hans Fallesen blev fængslet på Brundlund Slot. Her sad han næsten et år, inden dommen blev afsagt. Han blev dømt til døden. Præsten i Aabenraaforsøgte at tale med ham og berede ham for at berede ham på døden. Men han blev afvist. Derefter forsøgte Hjordkær præsten Jep Hansen og for ham lykkedes det. Således blev han taget til alters dagen før henrettelsen.
Fallesen var tæt på besvimelse
Før henrettelsen holdt en stærk fordømmende præst – Davidsen – en skrifttale på tysk. Han fremmanede rædsler for synderen, så denne var besvimelsen nær. Nu søgte Jep Hansen at trøste ham. Begge præster kørte med til Æ Stejl i Hjordkær. Da den dødsdømte så den store forsamling gøs det i ham.
En makaber begivenhed
Beroliget af præstens salmevers gik han bøddelen i møde, men tog selv trøje og halstørklæde af. Han blev bundet for øjnene. Med tydeligt ubehag vendte præsten ryggen til, da han så rakkerknægten slæbe ham hen til blokken ved hårene. Skarpretteren svang derpå øksen og fremviste hoved for den gysende forsamling.
Derefter holdt præsten Jep Hansen en manende tale – om ikke at fordømme forbrydere. Det var det bestemt ikke alle, der var enig med ham i. Han blev bragt i hus af nogle af sine sognebørn i stærkt oprevet sindstilstand – grundet den makabre begivenhed.
Således sluttede den sidste henrettelse på Æ Stejl på Hjordkær Mark.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: