Artikler
November 7, 2023
Sven Hazel – nok engang
Dette er en anmeldelse af Michal Q. Magnussens tredje bog: Den Falske Løjtnant. Men vi går lidt videre. Det handler om Sven Hazel. Manglende moral og etik. Tyveri af dokumenter. Den første bog skrev han heller ikke selv. Danskerne begår da ikke krigsforbrydelser. Det handler om rigtige skæbner. Forlagene havde ingen skrupler. Andre blev uskyldig retsforfulgt og dømt – takket være Sven Hazel. Myndighederne stolede åbenbart på ham. En DR – journalist måtte sige undskyld. Erik Haaest afslørede også meget. Rigsarkiv og politi burde tage de historiske dokumenter lidt mere alvorlig. Har selv solgt en masse Sven Hazel – bøger. Handlingen er ikke selvoplevet. Hvad er hoved og hale i det hele. Magnussen fik fat i stjålne dokumenter. Medlem af NSDAP i 1938. Kort ophold på SS – Forskole. På en straffebataljon i Ukraine. Påstod at have fået Jernkors af både første og anden grad. Dukkede op i Hipo-korps. Flygtede fra fængsel. Blev den store stikker. En forkert modstandsmand og et drab. 10 års fængsel blev nedsat til 2 år. Undertegnede har selv haft problemer med arkiver. Sven Hazel havde omgang med ledende nazister. Myndighederne stolede åbenbart på ham. Havde kendskab til udryddelse af jøder. Vi kan varmt anbefale bogen og venter spændt på de næste afsløringer.
Manglende moral og etik
Den falske løjtnant af Martin Q. Magnussen er atter engang en beskrivelse af manglende moral og etik under og efter besættelsestiden. Forlaget havde et vist kendskab til Sven Hazels bedrag, men fortsatte med at udgive hans bøger. I hvert fald har nu mindst tre mand forsøgt at afsløre manden bag de meget populære krigsbøger.
Men nu er der kastet et nyt lys over gåden om den mest omdiskuterede danske forfatter i det forrige århundrede.
Forfatterens tredje bog
Vi kunne have nøjes med at anmelde selve bogen, men vi går lidt videre end en egentlig anmeldelse. Det er den tredje bog af forfatteren. Vi har her på siden også anmeldt de to første. Og nu venter vi spændt på afsløringerne i forfatterens fjerde bog.
Tyveri af dokumenter
Jo det lykkedes i 2012 for forfatteren at tage to tyveknægte på fersk gerning mens de var i gang med at stjæle arkivalier på Rigsarkivet. Disse dokumenter bliver solgt på Nettet til fanatiske samlere. Men også folk, der har deltaget i krigen på østfronten, har fået kriminelle til at fjerne deres spor i Rigsarkivet. På den måde, er det lykkedes for mange at lyve om deres deltagelse i henrettelser og deres viden om drab på jøder.
De Fordømtes Legion
Da ”De fordømtes legion” udkom, skrev Chicago Sunday Tribune i 1953 at det var et mesterværk. Han havde forgæves forsøgt at få bogen udgivet på 12 forlag. Hos Grafisk Forlag satte man en forfatter til at gennemarbejde bogen. Han skrev den i ”Jeg” – form. Og fik handlingen i kronologisk form.
Inden bogen udkom, opdagede man på forlaget, at et vigtigt afsnit var direkte tyvstjålet fra en kendt tysk generalstabsofficers erindringer. Først nægtede Sven Hazel alt, men så tilstod han. Og forlaget besluttede at lade som ingenting.
Alene i England er hans bøger solgt i 15 mio. eksemplarer. I 1987 Blev bogen ”Døden på larvefødder filmatiseret under titlen ”Wheels of Terror”. Det blev dog en økonomisk fiasko.
Danskere har da ikke begået krigsforbrydelser
I dansk historieforskning har man taget det for gode varer at danskere ikke har deltaget i krigsforbrydelser. Men det er sikkert grænser for, hvor naive de danske soldater har været, når de siger, at det har de skam været uvidende om.
Det handler om rigtige skæbner
Nu har Martin Q. Magnussen efter nye besøg i arkiverne fundet ud af at Sven Hazel også har været storstikker, vel for at redde sit egen skin. Det er forfatterens tredje bog, og den er mere spændende end en krimi. Forskellen er her drejer det sig om rigtige tragiske skæbner.
Forlagene har ingen skrupler
Forlagene har ikke de store skrupler med at genudsende de populære bøger. Med brutal realisme beskriver Sven Hazel krigens grusomheder, nazisternes forbrydelse. Hans bøger er blevet sammenlignet med Hemingway. I mange år troede historikerne ikke på, at han selv havde været ved østfronten, men han blev sendt til Ukraine ufrivillig som straf.
Men at sammenholde selve romanerne som videnskabelige afhandlinger er ude af proportion. Hans bøger ville ikke kunne bestå et faktatjek.
Man kunne måske godt i bøgerne lave en faghistorisk indledning, der sætter Sven Hazel ind i en korrekt sammenhæng. I stedet storroser man Sven Hazel. De nævner aldrig nazismens krigsforbrydelser. Man ser på bøgerne som et skønlitterært værk.
En DR-journalist måtte sige undskyld
Allerede i 1963 afslørede en journalist på Danmarks Radio, at der var noget galt med Sven Hazel. Men journalisten beskyldte ham for at være SS – mand, som åbenbart ikke var sandt. Fejltagelsen betød at Danmarks Radio måtte undskylde og angivelig blev journalisten også fyret. Journalistens navn var Georg Kringelbach.
Andre blev uskyldig retsforfulgt – takket være Sven Hazel
Vi hører nu om hans rolle som stikker og HIPO – mand under krigen. Efter krigen får han lov til at manipulere med en ikke uvæsentlig del af retsopgøret. Det resulterede i at folk uretmæssig blev enten retsforfulgt eller uskyldig dømt for landsforræderi.
Erik Haaest afslørede meget
I 1976 udgav Erik Haaest bogen ”Hassel – en Hitler-agents fantastiske historie”. En revideret om mere omfattende version udkom i 2010 med titlen ”Sven Hazel Mysteriet”.
Ifølge Erik Haaest selv brugte han flere år på at Undersøge Sven Hazel. Han fastslog at Hans kone var medlem af Schalburgkorpset under besættelsen. Han forsøger så at nedgøre hende ved at udnævne hende til pornomodel og prostitueret. Og siger han også, at Sven Hazel ikke kunne skrive sit eget navn uden at lave to fejl. Til gengæld kunne hans kone skrive.
Men hans fantasi var ustyrlig. Åbenbart var det ham, der dikterede og hende der nedskrev bøgerne. Det står det faktisk også på Sven Hazels hjemmeside ”They were a team”.
Også i 2010 viste Danmarks Radio et dokumentarprogram i en serie om bemærkelsesværdige danske skandaler. Og her lavede man også en med Sven Hazel.
Rigsarkiv og politi burde måske tage dokumenter mere alvorlig
Som en, der også har været i arkiverne spekulerer jeg på, hvad fremtidens dokumenter vil afsløre. Men ikke blive ved med at fortælle, at dokumenter er bortkommet, eller at det ikke er noget at komme efter. Måske burde politi og Rigsarkivet tage arkiverne mere alvorlig, end de hidtil har gjort. Efterforskningen af de mange forsvundne dokumenter er ikke rigtig taget alvorligt.
Fremover vil det med garanti dukke flere alvorlige afsløringer op. Og en efterforskning af sagsmapperne vil nok også få nye sager frem.
Har selv solgt masser af Sven Hazel bøger
Som boghandler har jeg da også været med til at lange et hav af Sven Hazels bøger over disken og jeg har skam også læst et par stykker af dem. 60 mio. eksemplarer er det efterhånden solgt af de 14 titler.
Handlingen er ikke selvoplevet
Sven Hazel hævdede at han som tysk soldat kæmpede i en panserbataljon i Ukraine. Romanernes gennemgående figur er netop Sven, der er gennemgående jeg – fortæller. Dette kan få læseren til at tro, det er Sven Hazel. Han har dog også tidligere hævdet at det er selvoplevet.
Hvad er hoved og hale i det hele?
I mange år er det stået klart, at Sven Hazels rigtige navn var Børge Villy Redsted Petersen. Både under og efter besættelsen begik han kriminalitet. Han var god til at manipulere og lyve. Han bliver flere gange taget med falske uniformer. Og så pralede han med falske udnævnelser og medaljer.
Forfatteren fik fat i forsvundne dokumenter
Ja også disse dokumenter forsvandt fra Rigsarkivet. Men denne gang var det en tidligere medarbejder, der i 1979 tog dem med hjem. Da han døde, fik konen dårlig samvittighed og afleverede dem igen til arkivet.
Sven Hazel var fascineret af uniformer og af alle mulige nazistiske genstande. Men romanerne var fri fantasi. I Magnussens bog får vi at vide, faderen var chauffør, moderen rengøringskone. Og så havde vores hovedperson seks søskende. De første skoleår foregik på Nyboder Skole. Han blev betegnet som jævnt begavet.
Allerede medlem af NSDAP i 1938
I 1936 kom han til Gardehusarregimentet i Næstved. Men han klarede ikke optagelsesprøven til kornetskolen. Han optrådte på cykel i gardehusaruniform – storskydende. Det betød at politiet gerne ville tale med ham. I 1938 var han allerede medlem af NSDAP.
Kort ophold på SS-forskolen
Han kom på SS-forskolen Sennheim i Frankrig. Men det var åbenbart kun et kort ophold. Måske var han belastet af kriminelle forhold. Ved Byretten var han blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel.
På en straffebataljon i Ukraine
I maj 1942 meldte han sig til Panzer-Regiment 11. Han var nok lidt for smart. Han kom til en straffebataljon i Ukraine, hvor der foregik hårde kampe. Han blev såret i april 1943 under rydning af et minefelt. Tre måneder derefter var han dog tilbage igen. Han drak et glas vand fyldt med tyfus-bakterier. Igen lazaret. Helt frem til januar 1944 – påstod han.
Påstod at have fået Jernkorset af både første og anden grad
Han påstod at han har gjort tjeneste ved alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske. Han blev angiveligt forfremmet til løjtnant og modtog Jernkorset af både første og anden grad. Han sagde, at han overgav sig til sovjetiske tropper og sad adskillige år i krigsfangelejr – påstod han.
Han blev løsladt i 1949 og ville i følge ham selv melde sig til den franske fremmedlegion, men i stedet giftede han sig med Laura Dorthes Guldbæk Jensen, som han giftede sig med i 1951.
Dukkede op i HIPO – korps
Han kom i maj måned samme år på en måneds orlov i Danmark. Han gemte sig for ikke at blive returneret til fronten. Det var faneflugt og kunne straffes med henrettelse. Var det også en røverhistorie? Nej, Magnussen har fået tilsendt dokumenter fra Freiburg, der viser at Børge Pedersen alias Sven Hazel havde gjort tjeneste i en SS-division.
Pludselig dukkede han op i det berygtede HIPO-korps. Ingen vidste, hvem han var. Han var ikke et rart bekendtskab. Han var ”den mindre danske mand med det mørke overskæg”. Han havde fundet nye venner og en ny interesse i dette voldkorps.
Flygtede fra fængsel
Han optræder med forskellige navne. Under en razzia optræder han voldsomt over for en kæreste til en modstandsmand. Han optrådte med de mest modbydelige HIPO – folk. Han arbejdede også for HIPO’ s efterretningstjeneste E.T.
Pludselig fandt man ud af at han var den eftersøgte SS-mand. I første omgang endte han på Politigården. På listig vis undslap han. Men friheden varede kun i 14 dage. Nu røg han i Vestre Fængsel. Nu var det udsigt til dødsstraf.
Den store stikker
Men atter engang var han heldig. Han sad sammen med modstandsmænd. Med en udsøgt listighed startede han nu en periode som dobbeltstikker.
Når modstandsfolk havde været til afhøring. spurgte han Børge/Sven dem rutinemæssig, om de havde været til afhøring og om de havde været udsat for tortur. De oplysninger kunne politiet bruge under retsopgøret. Dette ramte hans tidligere HIPO – kammerater og de stikkere, som han havde samarbejdet med.
Han slap ud af fængslet og stak endnu engang fra politiet. Lige til juni 1945. Så havde hans bror fået nok af få misbrugt sit navn af Børge. Hans bror, Tommy, angav ham som HIPO – mand. Indtil nu havde han sluppet godt fra modbydeligt stikkeri og endda drab.
En forkert modstandsmand og et drab
Magnussen fandt også ud af, at der i Mindelunden lå en person Karl Edvard Nielsen som tyskerne fejlagtig havde skudt. Det er Sven Hazel, der er skyld i dette drab. Atter engang sneg han sig udenom.
Nationalmuseet har efterfølgende gransket i de nye kilder i bogen. Og de har åbenbart fundet ud af at intet godtgør at Karl Edvard Nielsen var en del af frihedskampen. Han er nu fjernet fra modstandsdatabasen
10 års fængsel blev nedsat til 2 års fængsel
Men dømt blev han i 1947. Han fik 10 års fængsel. Men allerede i 1949 blev han benådet af Kongen. Det var meget billigt sluppet. Politiet og det danske retssystem var overbebyrdede. Mange af de sagaer samt domme, der blev stadfæstet, minder i dag om en joke.
Undertegnede har selv haft problemer med arkiver
Kig bare på den sag, vi har beskrevet i bogen ”Grænsen er overskredet”. Her er vi kommet med nye beviser. Men politiet vil ikke åbne sagen, som blev lukket i 1947. Der var også modstand fra myndighedernes side, da vi udgav bogen. Og vi fik heller ikke adgang til de arkiver, som vi burde have lov til.
Sven Hazel havde omgang med ledende nazister
Magnussen kan bevise, at Børge Willy Redsted Pedersen alias Sven Hazel sammen med en større gruppe af fængslende nazister, heriblandt centrale personer omkring Gestapo-manden Ib Birkedal Hansen, skabte løgnehistorier, der angiveligt har ført til at nogle er blevet dømt på falsk grundlag og andre er sluppet fri.
Myndighederne stolede på ham
Selv om vores hovedperson blev taget i massive løgne, blev han og hans kammerater til stadighed brugt som vidne. Efterforskerne havde stadig tillid til ham. Jo vores hovedperson spiller faktisk en central rolle i retsopgøret.
Havde kendskab til udryddelse af jøder
I bogen kan Magnussen bevise, at vores hovedperson havde kendskab til udryddelse af jøderne. Der kan også bevises, at han havde kendskab til disse utallige drab.
Efterhånden som der kom flere spørgsmål om hans virke flyttede han til Barcelona i Spanien i 1964. Han oprettede sit eget forlag Bellum. Her døde han som 95 – årig i 2012.
Vi kan varmt anbefale hans bog
Den falske løjtnant er en interessant bog, der afslører, at vi endnu ikke har fået den rigtige historie. For den befinder sig i arkiverne. Og komme på arkiverne i dag er også lidt af en prøvelse. Den kultur, der hersker omkring de ting, der befinder sig i arkiverne, er også lidt speget. Undertegnede ved det af egen erfaring. Derfor er det dejligt, at vi har sådan en som Michel Q. Magnussen, der kan begå sig i denne kultur. Og også denne tredje gang, kan vi varmt anbefale hans bog. Selv om, der er mange ting, man skal holde rede på, så klarer forfatteren med sin skrivestil at få det forklaret på en let og spændende måde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 5, 2023
En tur på Nørrebrogade i 1870
Hvordan så det ud på Nørrebro dengang. Ja vi tager turen med en hestesporvogn og gør holdt på specielle steder. Markant og præsentable bygninger. Med Nørrebros Sporveje. Over nogle broer. Tre Hjorter. En smal dæmning. Et kig på Søerne. Drikkevand fra Søerne. Vandet smagte modbydeligt. Husk at fjerne ålen. Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959. Masser af fisk. Bestandig Borgerlig Forening. Albert Schumann dannede eget cirkus. Vittighedsbladet Punch gjorde grin med borgmester. Fløystrups store have. Brædder til indgangsdøren. Lille Ravnsborg. Var præsten ”varm” på Madamme Pätges? Hun skulle skjule sin jødiske herkomst. Begravet på Mosaisk Begravelsesplads. Svagt bebygget. En statelig mølle. Nørrebros Runddel. Nørrebros Remise. Lygten Kro var allerede faldefærdig dengang. Dengang hed det Utterslev Mark.
Markante og præsentable bygninger
Ja fra Runddelen hed det nu Lygtevejen dengang. Og vi skal da også en kort tur ud i Nordvest. Jo allerede i begyndelsen af 1800-tallet var der en del ejendomme langs den inderste del af Nørrebrogade.
De markante ejendomme ved søerne er allerede opført i 1850erne. Det er en præsentabel indgang til Nørrebro.
Allerede i 1862 opførte Håndværkerforeningen en stiftelse for håndværkere på Nørrebrogade 9. Man kaldte stedet for Alderstrøst. Og der var langt flere huse langs Nørrebrogade. Jo og så var det kirkegården, der også fyldte en del.
Med Nørrebros Sporveje
Turen dengang skete altid fra Nørreport med en af Nørrebros Sporvejs toetagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre efter vejlængden. Man havde nogle meget enkelte røde mærker, noget større end et frimærke og uden anden tekst end ”Nørrebro Spovej – 5 øre samt et løbenummer. De blev rullet frem fra konduktørens metalrulle i tilsyneladende uendelige længder.
En familie på fire medlemmer fik således på en 10 – øres rute i alt 8 billetter i et sammenhængende bånd.
Over nogle broer
Hvor nu Nørreport Station ligger, strakte Nørrevold sig til begge sider langs boulevarden fra det sted, hvor fæstningsporten havde stået indtil 1856 lige ud for Frederiksborggade. Over det derved fremkomne voldgab var anbragt en jernbro tværs over gaden som forbindelsesled mellem voldstykkerne. Disse begyndte man at fjerne i 1872.
Broen hvilede på et par høje jernstativer. Det blev senere genbrugt i Ørstedsparken over resterne af den gamle stadsgrav.
Tre hjorter
Uden for volden passerede man først to broer over stadsgraven. Så kom man ud i en buet, ret kort – men bred allé, der med sine store skyggefulde træer førte ud til Peblingesøen. Tæt inden for søerne lå ved nordsiden af Alléen et par lave bygninger, hvoraf det ene rummede traktørstedet ”Tre Hjorter” (altid med r til sidst)
En smal dæmning
Mellem Peblinge- og Sortedamssøen strakte sig over Dosseringen den lange dæmning, der senere blev erstattet med Dronning Louises Bro. Dæmningens indre ende lå dog lidt nordligere end den nuværende bro. Den lå ud for den senere Café de la Reine.
Den var ret smal, så den godt og vel kunne rumme sporvejens dobbeltspor. Omkring 1870 havde man forhøjet dæmningens gennemsejlingsåbning for at gøre det muligt at etablere en dampbådsrute på søerne. Men denne rute bestod kun et eller to år. Men dette betød, at der på midten var en svag stigning.
Vi afviger nu lige for et øjeblik fra 1870. For di skal lige kaste et øjeblik på Søerne
Et kig på søerne
På turen over dæmningen var der rig udsigt over Søerne. Og skal vi nu gå lidt frem til nutiden så er der ca. 6 km løbekilometer om Søerne. Så kan jeg bedre forstå, at man var træt efter sådan en tur hver søndag. Jeg har længe undret mig over, hvorfor det hedder dossering (med 2 s’er). Det betyder skråning. Ordet blev også brugt om den vej, der ligger på eller ved en skråning eller en dæmning.
Sankt Jørgens Sø er faktisk 4-5 meter dyb. Vandspejlet ligger højere end en del af omgivelserne. Og stien på søens vestside (mod Frederiksberg) kaldes Svineryggen. Stiens vestside er faktisk kommunegrænsen.
Drikkevand fra Søerne
Drikkevandet dengang blev ikke hentet fra vandet i voldgravene men fra nedgravede rør – udhulede træstammer sammenføjet med blymuffer – fra Søerne ført under voldsystemet direkte ind i byen. Her spredtes de i et vidt forgrenet ledningsnet, hvor der var opsat pumper og vandposter. Her hentede københavnerne vand hjem i en spand indtil det første vandværk blev taget i brug omkring 1850. Systemet kaldtes ”pumpevand” i kontrast til ”springvand”.
Vandet smagte modbydeligt
Udover at være en del af byens forsvarsværk indgik Peblinge og Sortedams Søen også i byens vandforsyning. I årene 1705 – 27 foretog man oprensninger af de to søer. De blev gravet dybere og kanterne blev rettet til, så de fik den nuværende form. Men vandets lange rejse i utætte træ-rør var et problem. En tid blev det klaget i det fornemme kvarter omkring Amalienborg, hvor vandet smagte modbydeligt. Der blev opdaget, at vandledningen var utæt, lige hvor den krydsede en kloakledning med blandt andet afløbet fra Frederiks Hospitals lighus!
Husk at fjerne ålen
Vandet fra Søerne indeholdt mange planteresterne og smådyr, Ved blæsevejr blev bundmudderet hvirvlet op, så vandet blev uklart og københavnerne omtalt som ”lunken ålesuppe”. Men slap en fingertyk ål gennem rørene op i pumpens mekanik, måtte ”vandkiggeren” tilkaldes. Han skilte pumpen ad og fjernede ålen, inden den gik i forrådnelse og gjorde vandet helt udrikkeligt. Vandet i København var så ringe, at man planlagde at hente vand i tønder fra Roskilde, efter at jernbanen havde åbnet i 1847. Det blev dog ikke til noget. Frisk godt vand fandtes i København kun i brønden i Gothersgade ved volden. Tilstrømningen her var stor, og køen lang.
Drikkevand fra Skt. Jørgens Sø indtil 1959
I midten af 1800-tallet blev Peblinge og Sortedams Søer opgivet som vandreservoirer pga. dårlig vandkvalitet. I stedet tog man Sankt Jørgens Sø i brug, der i den forbindelse blev gravet ud til den form, den har i dag. Sankt Jørgens Sø havde en central rolle i Københavns vandforsyning frem til Anden Verdenskrig og fungerede som reservereservoir 1959.
Nu blev der også udledt spildevand til Søerne. Det betød også at de blev voldsomt næringsbelastende. Sigtbarheden faldt til 0,5 meter.
Masser af fisk
Men vidste du, at der i 2002 og 2003 blev udsat hhv. 50.000 og 70.000 geddeyngel. Og fiskebestanden i dag består af både aborre, hork, suder, skalle, brasen, karusse, gedde og ål. Og i Sankt Jørgens Sø findes faktisk også en bestand af flodkrebs. Og så er Søerne også en vigtig raste – og overvintringsplads for vandfugle.
Bestandig Borgerlig Forening
Vi er nu tilbage i 1870, hvor vi hjørnet af Ravnsborggade når til en stor have med gamle træer. Det er adskilt fra gaden ved et stort jernstakit. I baggrunden af haven lå en lang gul toetagers bygning. Det var Store Ravnsborg, der tilhørte ”Bestandig Borgerlige Forening, som havde sommerlokale her. En tam ravn hoppede om inden for gitteret – formodentlig var det for at minde de forbipasserende om stedets navn.
I 1669 blev ejendommen benævnt som Raufnsborg. Området var et yndet udflugtssted. Her vrimlede det med ”Pyntede mandfolk og Fruentimmere, som ved keglespil, musik og dans nød livet i fryd og gammen.
Hovedbygningen på Ravnsborg var i 1835 0ver taget af ”Den bestandige Borgerlige Forening” af gartner Mohr, der havde overtaget den omkring år 1800. Og denne forening måtte kun bestå af 100 mand. Og en af disse var Anker Heegaard, der blev rost for sine danse-kundskaber.
I 1880 solgte foreningen Ravnsborg med ret god fortjeneste.
Albert Schumann dannede sit eget cirkus
Selve Ravnsborggade blev navngivet i 1858. Det var her, at Albert Schumanns cirkus optrådte i 1885. Albert havde ikke været tilfreds med de forhold hans far havde tilbudt ham, så han startede bare sit eget cirkus.
På den modsatte side udgik Blågårdsgade, allerede da tæt bebygget. Dog lå der midtvejs et vidstrakt jernstøberi – Anker Heegaards Jernstøberi. Det er der, hvor vi i dag har Blågårds Plads.
Vittighedsbladet ”Punch” gjorde grin med borgmester
Lige over for lå et par lave bygninger med endegavlen midt ud i gaden. Fjernelse af disse blev mødt med mange vanskeligheder. Datidens førende vittighedsblad ”Punch”. Man havde flere gange spurgt om hvornår ”skuret” skulle rives ned. Men hver gang svarede borgmesteren afvisende. ”Skuret” blev først revet ned i 1879.
Fløystrups store have
Fælledvejen var ligeledes ret godt bebygget. Men vest for denne lå inde i kvarteret gartner Fløystrups store have, der strakte sig helt over til Jødekirkegården i Møllegade. Haven er i dag bebygget med Elme-, Birke-, og Egegade.
Hvor nu Elmegade udmunder i Nørrebrogade, lå to omtrent ens udseende bræddehuse på en etage med Mansardkvist. I det ene boede en farver ved navn Thoerkildsen, mens naboen skiltede med navnet Thorkildsen.
Brædder til indgangsdøren
Lige over for disse langs Nørrebrogades sydside lå en række lave huse, adskilte fra fortovet eller gangstien med en grøft, over hvilken gangbrædder førte over til indgangsdøren.
Lille Ravnsborg
Gangstiens yderside ud mod kørebanen var beplantet med træer. Man nåede så ud til Parcelvejen, som Griffenfeldtsgade dengang hed. Umiddelbart før man nåede Assistens Kirkegård, havde man på hjørnet af Kapelvejen ”Lille Ravnsborg” med beværtningshave, keglebane og lysthuse. Her gør vi lige et stop.
Dette sted var rigelig besøgt af ligfølger, der efter jordefærden tømte mange mindebægere her. Ja det var jo også her, at Johanne Louise Heiberg dansede på billardbordene.
Var præsten varm på Madamme Pätges
Vi har skrevet en del om hende. Men egentlig har vi ikke skrevet så meget om Johannes mor, Henriette Pätges. Hun ligger begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Hun blev født ind i en jødisk familie i Frankfurt i 1780. Som ung flyttede hun til København, hvor hun mødte tyskeren Christian Heinrich Pätges, der var vinhandler. De to slog sig ned i byen, hvor de giftede sig og stiftede familie. Eftersom Christian var kristen, blev det besluttet, at Henriette skulle konvertere i forbindelse med ægteskabet. Det løb dog ud i sandet, angiveligt fordi præsten, der underviste hende, blev betaget af hende.
Hun skulle skjule hendes jødiske baggrund
I 1807 mistede familien alt under bombardementet af København. De drev beværtningen Lille Ravnsborg og Johanne Louise Pätges blev født her i 1812 og døbt i Sankt Petri Kirke.
Alle Henriettes ni børn blev døbt, og hun skulle selv skjule sin jødiske baggrund, dels fordi antisemitisme dengang var meget udbredt. Christian var blevet drikfældig. Det var Henriette, der skulle sørge for at der var mad på bordet. Det gjorde hun bl.a. ved at drive forskellige værtshuse, hvor hun blev kendt som mutter Pätges.
Begravet på Mosaisk Begravelsesplads
Engang under et raserianfald kom Christian til at afsløre Henriettes jødiske baggrund, hvilket kom som et stort chok for hendes berømte datter. Johanne forsøgte at hjælpe Henriette til at konvertere, men præsten afviste det. Mutter Pätges døde kort tid efter og blev modvilligt begravet på Mosaisk Begravelsesplads.
Svagt bebygget
Kirkegårdsmuren gik her fra Kappelvej helt op til Runddelen. På den anden side var det her i 1870 kun svagt bebygget. Der var nogle enkelte villabygninger.
En statelig mølle
Ved Runddelen lå Ølands Mølle. Det er omtrent, der hvor apoteket ligger. Det var en ret så statelig hollandsk mølle, der var placeret oven over en grundmuret bygning. Nu befandt os på Lygtevejen. Dette navn blev i 1873 ændret til Nørrebrogade.
Nørrebros Runddel
Men Nørrebros Runddels historie går tilbage til 1750, hvor pladsen blev anlagt i forbindelse med Jagtvejen. Oprindelig blev pladsen navngivet Nørrebros Roundel, hvilket er fransk for en figur eller ting, der er rund. Men den franske udtale var aldrig noget der fængede på Nørrebro. Den mere folkelige udtale runddel har gjort at stavemåden er blevet ændret.
Fra 1924 lå her en rundkørsel. Men i 1960 blev dette ændret til et almindeligt lyskryds.
Nørrebros Remise
Sporvejens endestation lå ved remisen ved Baldersgade.
I starten blev der opført en kontorbygning og en vognremise med 4 spor. Senere blev remisen udvidet med endnu en bygning i Baldersgade 8 med tre spor. I 1897 blev bygningerne solgt til boligbyggeri og nedrevet.
Lygten Kro allerede faldefærdig dengang
Der fulgte en ret tæt, men lav og tarvelig forstadsbebyggelse, der i en mere eller mindre ”spredt fægtning” fortsatte ud til den allerede dengang faldefærdige kro ”Lygten”, Det var dengang en lang og skummelt udseende et – tages bygning. Mange mente, at den havde navn efter den sidste svagt lysende enlige gadelygte, som stod der.
Siden 1700-tallet havde kroen betjent de vejfarende til og fra hovedstaden. Kroen blev revet ned i 1904. På stedet opførtes den nuværende stationsbygning i 1920erne.
Dengang hed det Utterslev Mark
Umiddelbart uden for kroen løb Lersø-åen som også kaldtes for Lygteåen langs et hegn af lavstammede piletræer hen til Ladegårdsåen og forenede sig med denne. Nu forsatte Lygtevejen over i Frederikssundsvej. Bebyggelsen herude gik under navnet Utterslev Mark.
Det var lidt utrygt at passere her særlig i mørke. Der var en dyb grøft langs gangstien og en undertiden urolig befolkning. Vejen fra Frederiksborgvejens udmunding var kun bebygget på nordsiden. På sydsiden havde man udsigt til en stor mark med en lang, lav bygning. Den tjente som natrenovations-oplag. Det var før man tænkte på at indføre W.C. – systemet, om visse vinde sendte den ubehagelige dufte ud over kvarteret.
Længere ude lå Bellahøj i sin park opkaldt efter Bella Henriques., der var gift med grosserer Moses Levin Mariboe. Han døde i 1830. Før man nåede så langt, var al bebyggelse langs vejen ophørt. Der var fri udsigt til begge sider lige til Brønshøj.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 3, 2023
Tyske reaktioner og Flensborgs farvel
Det handler om grænsedragningen. I Sydslesvig syntes man at Versailles-freden var dybt uretfærdig. Og maget tidligt sagde de ledende dansksindede farvel til Flensborg. Vi var ved at miste Tønder og Højer. I Slesvig Holsten valgte man en slags kampagnechef. Wilsons 14 – punkter vakte opsigt. En dygtig agitator i Tønder. Freden var en belastning for den tyske regering. Man havde reddet den danske regering. Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen. De ”Nordslesvigske Brødre” burde fastholdes. Flensborg, Tønder og Højer var tyske, fastslog man syd for grænsen. Statsmidler skulle tilsløres. Man håbede Danmark ville give indrømmelser. Kejsersocialistisk chauvinisme, sagde man i Danmark. Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang. Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati. Et kapitel blev slettet af forlaget i A.D. Jørgensens biografi. Johan Ottesen foreslog grænsen nord for Tønder. De dansksindede var gået over til socialismen. Stemmetallene var et dårligt varsel. H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg men han ville have Tønder med til Danmark. Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden. Redaktør Jessen mente ikke, at man skulle kigge på stemmesedlerne. H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”. Redaktør Jessen blev hvis bange. H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne. I 1920 var danskerne chokeret over, hvor få danske stemmer, der egentlig var i Flensborg.
Var vi også ved at miste Tønder og Højer?
Vi har stadig ikke fået alt at vide om grænsedragningen i 1920. Flensborg blev tidlig afskrevet, men ikke alle opdagede det. Men at Tønder og Højer også var så tæt ved at ryge, er måske overraskende. Det kunne være interessant at finde ud af, hvad Scavenius i 1939/1940 ville tale med tyskerne om med hensyn til Tønder.
Tyskerne var ikke glade for Versailles – freden
Man kan sige, at denne artikel igen handler om grænsedragningen 1920. De tyske Centralmyndigheder havde modtaget mange klager fra Preussens nordligste provins i 1919. Man brugte bl.a. de gamle argumenter om en Slesvig Holsten i sammenhold.
Tyskerne var bestemt ikke begejstret ikke begejstret for Versailles – freden. Den var også hård over for tyskerne – ingen tvivl om det.
Slesvig Holsten valgte en slags kampagnechef
De preussiske myndigheder strammede tøjlerne. Den 27. april 1919 udnævnte den preussiske ministerpræsident Hirch journalisten dr. Adolf Köster til preussisk gesandt i Hamborg og til statskommissær for provinsen Slesvig – Holsten.
Han skulle bl.a. bistå ”den truende” befolkning med råd og dåd. Man skulle bl.a. imødegå den danske agitation. Köster udtrykte det således:
Han afviste ikke selvstændighedstanken helt.
Wilsons 14 – punkter vakte opstandelse
Da Wilsons 14 punkter blev offentliggjort, vakte det vild opstandelse. Også Stauning reagerede på den tyske opstandelse. Han skrev til præsident Ebert og advarede mod en nej-politik. Stauning mente at fred var en nødvendighed. Et nej ville betyde at de allierede ville tvinge de neutrale til at gå med i blokade. Og så sagde Stauning:
En dygtig agitator i Tønder
Köster så som sin opgave at få de tyske nordslesvigere til at opgive ”stemmestrejkeparolen”. Han havde fået oprettet et lille blad i Tønder ”Der Freie Arbeiter” med en lokal socialdemokrat som leder (Wienecke).
Her er kilderne ikke korrekt. Han stammede fra Tyskland og var/blev kommunist. Det var ham, der stod for Revolutionen i Tønder. Og det gjorde han særdeles effektiv. Han blev uden retshandling udvist til Tyskland. Under Anden Verdenskrig endte han i KZ – lejr. Og til sidst endte han som murer i Østtyskland.
Men Wienecke krævede tilførsel af levnedsmidler og var begyndt at tænke på et tillidsmandskorps til afstemningstiden. I den følgende dage blev han opmærksom på de mange tyskere, der søgte at redde deres formuer ved at flytte dem til Nordslesvig.
En belastning for den tyske regering
Undertegnelsen af fredskontrakten den 28. juni betød en stor belastning for den tyske regering. Kansleren og udenrigsministeren trak sig tilbage. Særlig i Slesvig – Holsten udløste traktaten en kæde af protester.
Man havde reddet de rent tyske dele
Den 3. juli 1919 sammenkaldte Köster til protestmøde i Rendsborg. Her opstod den holdning at traktaten kunne ændres ved en dansk – tysk overenskomst. Der var dog en lille ros til den danske regering, der havde sagt nej til afstemning i 3. zone. Så havde man da i hvert fald reddet de rent tyske dele af Slesvig. Der var dog protester på den måde, at afstemningen skulle finde sted på.
Man advarede den danske regering
Man dannede en tysknational slesvig-holstensk forening. Denne vedtog at skrive et brev til den danske regering. Man fortalte også at man havde dannet et forsvars – og angrebsforening. Og så mindede man også den danske regering om, hvad der skete fra 1851 – 1864.
Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen
Man dannede også Schleswig-Holsteiner Bund. Formålet var at yde støtte til tyskheden nord for den kommende grænse. Denne forening begyndte snart at arbejde for det aktuelle formål:
De nordslesvigske brødre skulle fastholdes
Ved demonstrationen den 28. september talte overborgmester Todsen på Slesvigs vegne og borgmester Timm Rendsborg på Holstens vegne. Der blev vedtaget en resolution.
Flensborg, Tønder og Højer er tyske byer, fastslog man
Man fastslog at Flensborg, Tønder og Højer var tyske byer. Kun kommunevis afstemning kunne give basis for en retfærdig grænsedragning. Man mente også at besættelse af afstemningsområdet ville begrænse afstemningsfriheden. Den påtvungne villeikke skabe ret men uret, sagde man.
Statsmidler stillet til rådighed
Nationalforsamlingen vedtog en bevilling til det politiske arbejde i 1. og 2. zone. Pengene kunne dog ikke udbetales direkte, Ifølge fredstraktaten måtte der fra rigets og landenes side ikke øves indflydelse på befolkningen i afstemningsområderne. Men både Preussen og riget havde bestemt sig til at stille statsmidler til rådighed.
Man bestemte dog at tilsløre, hvor pengene kom fra.
Det lykkedes for Köster at overbevise de tyske nordslesvigere om, at der ikke skulle være stemmestrejke i 1. zone.
Man håbede at Danmark ville give indrømmelser
Man troede at danskerne ville give indrømmelser. Bl.a. henvendte de tyske socialdemokrater sig flere gange til de danske socialdemokrater. Scavenius havde svaret glat afvisende på spørgsmål om, hvorvidt der kunne finde direkte forhandlinger sted mellem Danmark og Tyskland.
Kejsersocialistiske Chauvinisme
De danske socialdemokrater henviste til Prøjsernes besættelse af Nordslesvig og undertrykkelsen af de dansksindede. I bladet ”Hovedstaden” kaldtes Kösters holdning som ”Kejsersocialistiske Chauvinisme”
Og Scavenius ønskede i grunden stadig en løsning på de slesvigske spørgsmål uden ententen.
Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang
I august 1919 kunne man bladet ”Der freie Arbeiter” i Tønder læse følgende:
Det var dog grebet ud af luften. Men udtalelser af denne art kunne for regeringsmodstandere i Danmark bruges til påstande om, at der var dansk – tyske forhandlinger i gang.
Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati
Det kunne ikke undgås, at det tyske sindelag, der var fremherskende i det socialdemokratiske partiapparat i Nordslesvig, farvede den holdning partiet indtog. Dog mærkede man i Sønderborg en stærkere orientering mod nord end andetsteds.
Det sønderjyske spørgsmål indgik i en forbitret kamp mod regeringen Zahle. I denne kamp blev Den Nordslesvigske Vælgerforening også inddraget.
Et kapitel blev slettet i A.D. Jørgensens biografi
I 1867 blev Flensborg regnet med til Nordslesvig. Og det var dansk flertal. Flensborg var dog ikke med i den nordslesvigske afstemningszone.
A.D. Jørgensens erindringer blev trykt i Sønderjyske Årbøger i 1953. Sønnen afgående højesteretspræsident Troels G. Jørgensen meddelte, at forlaget havde slettet et afsnit. A. D. Jørgensen en alliance med Tyskland i håb om ad den vej at genvinde Sønderjylland. Ja selv H.P. Hanssen havde den holdning. Men han tog afstand fra den måde tyskerne opførte sig på.
Tyskvenligheden nåede nye højder i 1888, da kejser Wilhelm den Anden besøgte København.
Johan Ottesen foreslog grænsedragning nord for Tønder
I 1890 foretog Johan Ottesen en grænsedragning i ”Tilskueren”. Her tegnede han den nord for Flensborg og nord om Tønder. Begge byer henregnede han til Mellem-Slesvig. Han anså de to byer for farlige, fordi de ved at betragte som udfaldsporte for det tyske sprog.
Det danske arbejde i Flensborg skal kun opretholdes for at værne området nord for byen, ikke fordi man kan knytte noget håb til byen selv. Flensborg havde været en meget dansk by tidligere.
Men der var sket mange forandringer. Historikeren Johan Ottesen kunne fortælle at i Flensborg i 1890 var der ved valget 2.543 socialister, 2.449 tyske stemmer og kun 590 danske stemmer.
De dansksindede var gået over til socialismen
Det var den stærke socialistiske bevægelse i 1880erne der rev arbejderne bort fra den nationale oppositions stade. Broderparten af alle de socialistiske stemmer er gamle danske stemmer, sagde historikeren. Han var allerede den gang klar over, at Flensborg var tabt for danskheden.
Stemmetallene var et dårligt varsel
Også Mackeprang tog senere i sin bog om Nordslesvig stemmetallene som varsel. De danske stemmetab fra 1884 til 1886 tolkede han således, at den nordlige bydels arbejdere havde opgivet den nationale kamp, der foregik dem udsigtsløs og et nyt stemmetab på et par hundrede stemmer ved valget i 1887.
H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg
H.V. Clausen afskrev også Flensborg. Det skete bl.a. i hans ”berømte” rejsehåndbog ”Sønderjylland, der i første udgave udkom i 1890. Han sonderer i sit forord både mellem Nordslesvig og Flensborgegnen. Han mener, at der var dansk flertal til 1884:
– Det tyske stemmetal er steget som følge af et voldsomt valgtryk, det danske er sunket, ved det arbejderbefolkningen er blevet socialistisk. Det er ikke til at undres over at fattigfolk ved en stemmeafgivning giver deres sociale krav fortrinet for det nationale, men at denne overgang til socialismen har slået danskheden i Flensborg, bør ikke nægtes.
H.V. Clausen ville have Tønder med til Danmark
Om Tønder siger Clausen, at sproget i byen er overvejende dansk, sindelaget endnu mere overvejende tysk. Valgresultat i 1890 sagde 19 danske stemmer mod 421 tyske og 32 socialistiske.
I 1892 tegnede han grænsen nord for Flensborg men dog syd for Tønder. Det skete i nogle kortskitser til ”Landmandsbogen”.
Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden
Og H.P. Hanssen skrev i 1887, at en afstemningslinje nærmer sig stærkt den bugtede skolesprogsgrænse, der fra nordsiden af Flensborg Fjord går nord om Løgumkloster og nord om Tønder og Højer. H.P. Hanssen mente at fortyskningen i skolen havde en dårlig indvirkning på danskheden.
Redaktør Jessen mente ikke, man skulle kigge på stemmetallene
En modsat vurdering følger fra Jens Jessen, Flensborg Avis fra 1887. Han mente, at en folkeafstemning ville give andre resultater end valgresultaterne:
H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”
H.P. Hanssen havde i 1888 lovet at skrive om det tyske rige til et værk om ”Lande og Folk”, beregnet på folkeskolens geografilærere. Det blev vistnok skrevet i 1891. I den artikel eller afhandling lader han lidt flot sproggrænsen gå fra Flensborg fjord mod vest, så den falder sammen med naturgrænsen:
– Grænsen er ikke ugunstig for det nationale forsvar, idet Flensborg fjord i øst og store mose- og engdrag i vest hæmmer den daglige samfærdsel mellem syd og nord og der med det farligste af alt – det plattyske sprogs langsomme fremtrængen sydfra
– Det er et svagt punkt på denne grænselinje, nemlig Flensborg by. Den er at ligne ved en åben port, hvorigennem det plattyske sprog trænger op i Nordslesvig. Byen har indtil den nyeste tid været overvejende dansksindet, men i de sidste tiår har mange flensborgske borgere svigtet den danske sag, og da byen helt overvejende plattysktalende, øver den nu en meget farlig indflydelse på de omkringliggende egne.
Tre år senere er H-P. Hanssen endnu mere konsekvent. Han erkender nu at Flensborg er tabt for danskheden.
Redaktør Jessen var blevet bange
De var heller ikke enige om betydningen af at holde skansen. Så meget kan enhver da se, udbrød redaktør Jessen i en artikel af 28. juni 1893, at tabes firkanten Flensborg – Aabenraa – Løgumkloster – Tønder, så svinder håbet for Als og Sundeved. Skulle vores krav på Nordslesvig så indskrænke sig til Haderslev amt alene?
H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne!
Mens Johan Ottosen stadig fandt det strategisk rigtig at ægge vægt på arbejdet i Flensborg, fandt H.V. Clausen og H.P. Hanssen det bedre at samle kræfterne, hvor de mente, at nationaliteten kunne styrkes.
Den 18. februar 1892 skrev H.V. Clausen således til H.P. Hanssen:
Chokeret over de få danske stemmer i Flensborg
Ja sådan kan historien stadig overraske. Tidligt havde de ledende dansksindede afskrevet Flensborg og man var heller ikke interesseret i at få redaktør Jessen med ind i varmen i Nordslesvig.
Og så var der stadig mange danskere, der nærmest var chokeret over, hvor få danske stemmer, der var i Flensborg
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 31, 2023
Tønder – strejftog i Historien (2)
Byens første kirke. Gråbrødreklostret. To kirker i byen. To kirkelige stiftelser. Munkene blev smidt ud af Tønder. En ny kirke opstod. Hospitalet. Et testamente, man forsøgte at holde skjult. Dragoner skulle hidkaldes for at jage folk i kirke. Brorsons først salmer. Tønder beholdt sit særpræg. Studehandel i adelens hænder. Tønder – købmænd i studehandel. Masser af ulykker, stormflod, brand og epidemier. Velstand på grund af eksport til Holland. Hollændere – bygmestre af diger. Kniplekunsten i Tønder. Der kom gang i Tønder. Bagerst en liste over artikler, hvis du vil fordybe dig.
Byens første kirke
Nord for Vestergade lå byens ældste kirkegård. Og kirke – Laurentiuskirken. I dag vil det nok være på strækningen fra Vestergade 43 til Vestergade 25. Kirken her har sikkert været sognekirke for Lille Tønder, Tved, Korntved samt Store og Lille Emmerske.
Gråbrødreklostret
I 1238 stiftede Ridder Hans Navnesøn og hans hustru Gråbrødreklostret. (Franciskanerkloster) i Tønder. Det kom også til at ligge ved Vestergade, men på den sydlige side, bag ved husrækken mellem Vestergade og Slotsgade (Frigrunden), delvis på den senere frigrund. Klostrets kirke, helliget Vor Frue, indviedes af Ribebispen Gunner den 12. august 1247.
To kirker i byen
Da Tønder blev købstad, fik den sit eget kapel, der senere blev til kirke, og Sct. Laurentiuskirken blev derefter udelukkende sognekirke for landsognet. Købstadens kirke kom til at ligge i umiddelbar nærhed af Torvet i hjørnet mellem Østergade og Smedegade. Byens kirkegård blev anlagt omkring kirken. Til det formål beskar man de første stavnhuse på Østergades nordre side for gårdsplads og baghuse.
Denne Bykirke var viet til de søfarendes helgen Sct. Nikolaj. Den var opført af kvaderstenene, hvoraf en del sidder i den gamle latinskole, der blev bygget 1614.
Øst for byen ved det sted, hvor vejen til Emmerske går fra Løgumklostervejen, lå desuden i Middelalderen et kapel, der blev nedrevet 1543.
To kirkelige stiftelser
Gråbrødreklostret blev det eneste kloster i Tønder, men byen havde to kirkelige stiftelser. Ved Østerport lå et Helligåndshospital. Men det gik op i luer ved den store ildebrand 1517. Seks år efter gav Frederik den Første hospitalet lov til at indsamle milde gaver til rejsning af en ny bygning med kapel og sygehus. Kongen gav dertil selv jord på byens nørre-mark. At Tønder desuden har haft et Sct. Jørgens Hospital for spedalske, ses deraf, at Hertug Frederik 1494 ofrede en Gylden til ”Sct. Jørgen i Tønder”.
Munkene blev smidt ud af Tønder
Gennemførelsen af Luthers reform vendte op og ned på alle disse kirkelige forhold. Seks gange havde Gråbrødrene holdt deres Generalkapitel i Tønder. Hvordan var det nu med disse munke i Tønder?
I 1529 belejrede Kong Frederik den Første Tønderhus. Ved denne lejlighed benyttede man klostret som magasin og hestestald. En septemberdag, da kongen havde hørt en luthersk prædiken. Efter denne trådte klostrets ”Guardian” Niels Thybo hen til ham og bad for sig og brødrene om tilladelse til at blive der.
Kongen svarede afvisende og gav som påskud, at klostret lå for tæt på slottet. Efter kongens bortrejse fordrev lensmanden alle munkene. Hovedbygningen med kirken blev nedbrudt. Materialerne blev brugt til slottets ombygning 1533-35. Klostrets grund skænkede Christian den tredje 1543 til amtsskriveren Jacob von der Wettering.
En ny flot kirke opstod
Også Sct. Laurentiuskirken blev ofret på skolens udvidelse. Vistnok 1532 skænkede Kong Frederik den Første kirkegården den Første til borgmester Johannes Ketelsen. Kirken selv var fjernet før 1542.
Snart rejste der sig borgerhuse på den gamle fredede plads. Landsognets beboere søgte kapellet ved Emmerske Vej, men 1543 anordnede Kong Christian den Tredje at der skulle anvises dem stolestader i Sct. Nikolajkirken, der fra nu af var eneste kirke for købstad og landsogn. Samme år blev Kapellet nedbrudt. Stenene blev brugt til udbedring af Nikolajkirken og den lille klokke blev ophængt i denne kirkes tårn.
Byens sognekirke var imidlertid for lille, og den var også brøstfældig. Derfor blev den nedbrudt 1589, hvorefter man 1591-92 byggede en ny stor kirke, der blev indviet som Kristkirke. Nikolajkirkens statelige tårn fik dog lov til at blive stående.
Hospitalet
Om Sct. Jørgens-huset er det svært at finde noget. Helligåndshospitalet beholdt sine jorder og det vedblev med at være alderdomshjem. De huse, der opførtes efter branden i 1517, gik op i luer 1649, og det derpå byggede hus brændte atter i den store ildebrand 1725.
Hospitalet var endnu ikke genrejst efter den sidste brand, da den fromme amtmand Johan Georg von Holstein 1728 fik sin ven pietisten Johan Hermann Schrader hertil som førstepræst og provst. Kun 20 år efter at Francke havde indrettet det første Vajsenhus i Halle, havde den rige kniplingshandler Peter Struck skænket 91 Demat jord i marsken til oprettelse af et Vajsenhus i Tønder. Hans svigersøn havde dog holdt testamentet hemmeligt efter Peter Strucks død.
Et testamente, der blev forsøgt at holdes skjult
Provst Schrader opdaget ved et tilfælde sammenhængen. Strucks svigersøn måtte udlevere jordene og en stor kapital dertil. Nu kunne man slå to fluer med et smæk. 1731 genrejstes hospitalet som det ses i dag. En tilbygning indrettedes til Vajsenhus for 12 forældreløse børn.
Dragoner – for at få folk i kirke
Da man i 1543 havde anvist landsognets beboere stolestader i byens kirker, havde man overset en ting. I denne kirke prædikes der kun på tysk. Dette sprog påstod folkene i landsognet ikke. Følgen var, at de i Emmerske blev et ugudeligt folkefærd, så provst Samuel Reimarus bad hertugen om at sende ham nogle dragoner, der kunne jage dem i kirke.
Den fromme provst Schrader hjalp her på en anden måde. På hans indstilling bevilligede kongen midler til ansættelse af en ”Tredje og Dansk Præst”. Embedet blev besat af Hans Adolph Brorson, der i 1729 kom fra Randerup til Tønder.
Brorsons første salmer
I Emmerske blev der bygget et bedehus til hans gudstjenester. I Tønder Kirke prædikede han til fromessen om morgenen kl. 6. Da hans menighed imidlertid sang tyske salmer til de danske gudstjenester udsendte han i 1732:
Dette lille hæfte blev trykt
Tønder Kirke og Emmerske Bedehus blev således udgangspunkter for den bedste danske salmesang.
Tønder beholdt sit særpræg
Der findes kun få købstæder som Tønder, der har bevaret sit oprindelige præg gennem tiderne. Man kan i dag tælle de 120 gamle stavnhuse, se deres gavle ud til Strøget og deres gårde og baghuse ud til bagstræderne. H.V. Clausen skrev dengang:
Engang flød det med hø inde i byen. Landbruget var oprindelig denne bys bærende erhverv. Flere gange har borgerne udvidet byens marker. Men søfart og handel var andet bærende erhverv. Byens våben blev et stolt handelsskib på bølgerne. Det var åbenbart en efterligning af Lübecks våben. At købstadskirken blev viet til de søfarendes helgen, peger ligeledes på søfart og handel som hovederhverv.
De varer, der fortrinsvis solgtes og blev eksporteret fra Tønder var jyske heste og stude og aftagerne var nordfrisere og hollændere.
Studehandlen i adelens hænder
Studehandlen lå dengang i adelens hænder. De største studehandlere var Hertugen og hans amtmænd. Til Hertugens slot i Tønder hørte ladegården i Hestholm, Freesmark og Fgedbøl ved Avntoft, Grøngård ved Lydersholm, større arealer af marsk-jord i kogene og et skæreri ved Kravlund. Desuden havde Hertugen ret til at opstalde kreaturer ved sin fæstebønder.
Omkring 1600 møder vi amtmænd, amtsskrivere, digegrever m.m. som studehandler i stor stil. Værst var amtmand von Qualen. Han tvang bønderne til at forære sig heste og stude og til at fodre dem gratis, så Hertugen på grund af utallige klager måtte afskedige ham i 1595.
Tønder – Købmænd i studehandel
Men allerede på den tid havde Tønder – købmændene den ledende stilling i stude – og hestehandel. Ad de ældgamle veje kom studene til markedet i Tønder. Det var naturligt at opkøberne boede i byen.
Senere var det sådan at tøndringerne ved nytårstid mødte op hos herremændene i Nørrejylland og købte kreaturer til levering i foråret. De magre stude solgtes videre til friserne eller spiste sig fede på lejede marsk-jorder. De blev så udskibet fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev til Højer. Således kan vi se, at der fra Højer i 1631 blev udskibet 2.065 stude. Og i 1638 hele 3.409 stude.
Masser af ulykker, stormflod og epidemier
Tønder har sandelig ikke været forskånet for krig, ulykker, brand og stormflod. De stråtækte huse er gang på gang gået op i luer. Og havet har skyllet ind over Tønder. I 1517 nedbrændte hele Østergade. Den 16. januar 1522 gik Vestergade op i luer. Den 30. september 1580 ødelagde ilden 300 huse i Storegade og Vestergade. Og den 16. oktober 1725 brændte hele Østergade med Østerport og et hospital.
De store stormfloder den 16. januar 1362 og Allehelgensfloden 1436 har sikkert medtaget byen hårdt. Men vi ved intet om det. Derimod ved vi, at stormfloden den1. og 2. november 1532 anrettede stor ødelæggelse på slottet. Vandet stod 3 alen højt ved klostrets kirke.
I 1554 blev diget fra Højer til Rudbøl bygget. Det samme skete langs Vidåens nordre bred til Lægan Sluse og derefter syd på til Grelsbøl. Derved blev Tønder by afskåret fra havet. Til gengæld mente man at nu var man fri for de ødelæggende stormfloder. Byens stolte rolle som havneby var udspillet. Men stormfloderne vendte tilbage, Gang på gang blev digerne gennembrudt.
I 1593 rev vandet mange huse ned. Den 1. december 1615 var byen nær gået til grunde. Ved slottet stod vandet helt op til vinduerne. Ved Østerport var det 3 alen højt. Man sejlede i både gennem gaderne og mange huse blev ødelagt.
Oktober-floden i 1634 betød at vandet stod 1 alen højt overalt i gaderne. Meget kvæg gik til på bymarken.
Og det var ikke slut. I 1539 døde 600 mennesker af pest i Tønder. I 1602 døde 500 og i 1639 døde 600.
Velstand på grund af eksport til Holland
Før 1627 havde der været velstand i den driftige handelsby, Tønder. Skibene havde ført stude, flæsk, kød, smør, huder, honning og korn til Holland. De kom hjem med kalk, tagsten, vægfliser, kolonivarer, krydderier og fine klædestoffer. Senere var det også med vin og tobak.
Dette gav dobbelte fortjeneste og for pengene blev der bygget statelige gavlhuse med karnapper i hollandsk stil. Når den rige købmand og rådmand døde blev der skåret store og smukke mindetavler, der prydede kirken. Disse fortalte de kommende slægter om disse tøndringer købmænds rigdom og fromhed. Det er den hollandske handel, der har sat sine spor i Kristkirkens overdådige udstyr.
Hollændere – bygmestre af diger
Der er også andre hollandske spor. De store inddignings-arbejder i Vestslesvig foregik også under hollandsk ledelse. En hollænder regulerede i 1600 Vidåens løb ved udgravningen af Møllestrømmen fra Hostrup til Tønder Vandmølle. Den hollandske bygmester Arend Cornelis anlagde slusen ved Lægan (1554). Hollænderen Cornelius Claasen Pietall arbejdede fra 1629 af med store inddignings-arbejder ved Rudbøl at denne by fik købstadsrettigheder.
Med handelen kappedes håndværket som tredje bærende erhverv. Hertug Valdemar den Femtes privilegium af 1354 havde givet håndværket i Tønder eneret på 5 herreder. Af de gamle laugsstatutter fra Middelalderen er kun Skomagerlaugets plattyske vedtægter fra 1492 bevaret.
Kniplekunsten i Tønder
Kniplekunsten kom åbenbart fra Holland til Tønder. Andre kilder siger noget andet. Det var en fra Slesvig tilvandret købmand, der organiserede knipleindustrien i Tønder omkring 1650. Man fik kongelige og hertugelige privilegier. Fra 1680 fik denne industri et gevaldigt opspring.
Blomstringstiden er det 18. århundrede. Der sad så mange kniplersker i Tønder, at Magistraten 1742 klagede over den militære indkvartering, der lagde beslag på de mange kamre, som kniplersker havde lejet.
For en ussel løn arbejdede pigerne for en kniplingsgrosserer, der udleverede tråd og mønstre til dem og aftog deres varer. Grossereren solgte varerne i større partier på messerne i Braunschweig og Hamborg eller overlod dem til bissekræmmere, som solgte dem over hele Danmark og Norge. Mønstrene skiftede med moden. Indtil 1700 holdt man sig særlig til italiensk – flamske forbilleder. 1700 – 1800 særlig til flamsk-franske. 12.000 – 16.000 kvinder var dengang ”sysselansatte” med at kniple. I 1805 var det udenlandske salg nået op på 200.000 Rigsdaler.
Efter 1800 gik det dog tilbage med denne industri. Brugen af kniplinger gik af mode. En mere smagløs slægt foretrak den billige maskinknipling. Kunsten uddøde hvis aldrig helt. En kort opblomstring så man omkring 1920.
Kniplingshandlen satte sig også et minde i form af legater. Det er få andre byer, der har så mange og store legater som Tønder. Vi har lavet en speciel artikel om det.
Der kom gang i Tønder
I Tønder kom der et bogtrykkeri til Vajsenhuset. I 1812 fik rektor Forchammers enke privilegium til et bogtrykkeri. Og i 1813 startede hun med at udgive en avis ”Tondernsches Intelligenzblatt. Denne avis fik lov til at leve i over hundrede år.
I den gyldne tid fra 1770 – 1815 søgte driftige Tønder – borgere at forandre Tønder til en industriby:
Disse tre tobaksfabrikker producerede i 1861 214.500 pund røgtobak, 35.000 pund skråtobak, 2.000 pund snus og 650.000 stykker cigarer.
I Tønder fandtes to garverier og læderfabrikker. Efter 1850 grundlagdes en bomuldsfabrik og en Cikoriefabrik samt et jernstøberi og i 1861 et stort bryggeri.
Men tiden efter 1864 var ugunstig for industrier i småbyer. Men undtagelser af bryggeriet lukkede også alle de nævnte industrier i Tønder. Men bryggeriet fik efter 1920 et datterforetagende i en mindre solid margarinefabrik.
Kilde:
Hvis du vil vide mere
Oktober 29, 2023
Den fortsatte Historie – i Aabenraa (3)
Dette er sidste del af en serie på tre. Vi skal høre om søfartshistorien og tiden i Aabenraa fra 1800 – 1935. Det ældste skib fra Aabenraa. Sejlede på Frankrig, Spanien og Island i det 18. århundrede. I 1748 bestod Aabenraa – flåden af 115 enheder. Da man byggede skibe i Aabenraa. Storhedstiden i skibsbyggeriet i Aabenraa 1820-1880. Nueber og drømmen om et Østersøbad. Tysk og dansk i kirken. Allgemeines Wochenbalatt. Frederik Fischer får privilegium. Navnet blev Apenrader Ugeblad, Nu blev det til Freja. Hejmdal. Apenrader Tageblatt fik også navneforandring. Ny redaktør af Hejmdal. Frederiksklubben bliver dannet. Hele ledelsen bliver udvist. 1864 – den store udskiftning på Rådhuset. Apoteker Worsaae. En ond ånd kommer til Aabenraa. Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer. Foreningen købte Folkehjem. Tysk flertal i Aabenraa. Masser af aktivitet i Aabenraa. Bagerst er det henvisninger til artikler, hvis du vil have uddybet historien.
Ærefuld søfartshistorie
Kun få byer har så ærefuld en søfartshistorie som Aabenraa. Den har vi sådan set allerede beskrevet i mange artikler. Men måske skal vi beskrive den endnu mere. I Midten af det 13. århundrede rejste der sig oppe på ”Bjerget” kirken, der var viet til de søfarendes Helgen Sankt Nikolaj.
Interessant er det også at Kong Christoffer i 1257 gav Løgumkloster toldfrihed i Aabenraa Havn. Det må være bevis for, at havnen tidligt have en vis betydning. Både Stads-retten og Skraaen indeholder bestemmelser vedrørende skibsfarten. Op til omkring år 1700 har dette så godt som udelukkende været begrænset til Østersøen.
Datidens handelsfartøjer var af begrænset størrelse. De var på 50 – 60 Commerce – læster. De blev kaldt Butser, Kogger, Holke og Pinker. Butserne var de mindste. Pinkerne var de hurtigste.
Det ældste skib fra Aabenraa
Det ældste skib, vi hører om, der er bygget og udrustet i Aabenraa og som vovede sig ud på en længere fart blev sat i søen 1695. Efter at det var udrustet blev det sendt til den senere russiske Østersøkyst- Skibet vendte vente tilbage efter sin rejse i god behold. Overleveringer fortæller, at der fra Aabenraa på et langt tidligere tidspunkt er sendt skibe afsted på længere rejser.
Hertug Christian Albrecht af Gottorp udsendte I 1670 en forordning til fremme af handel og skibsfart. Denne forordning tog sigte på at hindre skibsbyggere i straks at sælge de nybyggede skibe. Dette kunne medføre at skibsfarten fra selve Aabenraa stagnerede, fordi der ikke var fartøjer nok til tidens behov. Ved at lægge skat på de nye skibe, der ikke blev indsat i den hjemlige fart, hjalp man byens egen skibsfart.
Sejlede på Frankrig, Spanien og Island
Aabenraa – skibene sejlede allerede i begyndelsen af det 18. århundrede på Frankrig og Spanien. Større skibe sejlede for det Islandske Kompagni. Skibene blev chartret delvis for flensborgske købmænd. Dette høstede aabenraaske skippere stor fordel af. De kom til at høre til byens mest agtede borgere.
Omkring 1735 hedder det sig at den overvejende del af borgerne bestod af skippere og skibsfarten var byens sjæl. I gamle dokumenter fra den tid påstås vel noget overdrevet, at skibsfarten var borgernes eneste næringskilde. I 1713talte Aabenraas handelsflåde 45 skibe. I den tid var det dog de færreste skibe, der blev bygget i Aabenraa. De kom fra skibsbyggerier i Neustadt og Lybæk. I Dansk Atlas hedder det omkring skibsfarten 1730 – 40:
I 1748 bestod Aabenraa -Flåden af 115 enheder
I 1748 bestod den herværende flåde af 115 enheder. Fra 1750 aftog skibenes antal atter af følgende grunde. Mange skibe havde sejlet på Sverige eller med træ fra Østersøen til England. Svenskerne måtte ikke udføre varer med fremmede skibe. England krævede em grundigere navigations-uddannelse for de her sejlende skippere. Dette og andre hindringer bevirkede, at Aabenraa handelsflådes tonnage stadig aftog. Skibenes antal i krigsårene 1807 – 14 var meget ringe. Skibsfarten blev nærmest lammende.
Englænderne opbragte næsten alle skibe, der sejlede under Dannebrog. De slæbte besætningerne i fangenskab. Derfor lå mange skibe tilflugtshavne. I årevis hørte man intet fra dem.
Snart gik det atter fremad i Aabenraa. Således indkom der i alt 757 skibe i 1845, hvoraf de 39 kom fra udlandet.
Da man byggede skibe i Aabenraa
I det 17. og 18. århundrede er der bygget ikke så få skibe i Aabenraa, men vi kender ikke bygmestrenes navne. I slutningen af det 18. århundrede bestod Erik Paulsens værft. På dette værft er langt de fleste skibe bygget. Fra 1831 – 68 byggede Thorkild Andersen, en født nordmand 57 skibe. Fra 1841 – 57 var Mads Michelsens værft i gang. Så overtog Niels Jacobsen dette indtil sejlskibs-byggeriets ophør.
Jørgen Reimer byggede fra 1857 til omkring 1865 ca. 10 skibe. Gustav Rabens værft bestod fra 1863 til omkring 1880. Foruden disse og et par andre helt små værfter i Aabenraa fandtes endnu Jørgen Bruhns værft på Kalø. Bruhn købte denne ø den 1. januar 1848 og oprettede her et værft, som han drev indtil 1868.
Danmarks største Koffardiskib og samtidig det skib, der gjorde den hurtigste sejlskibsrejse fra Liverpool til San Fransisco, som hidtil var foretaget. Den blev bygget på Kalø i årene 1856 – 57. Det var fregatskibet Cimber.
Storhedstid i skibsbyggeriet mellem 1820 og 1880
Aabenraas storhedstid i skibsbyggeri var vel mellem 1820 og 1880. I denne periode blev der bygget ikke mindre end 230 skibe. Det sidste skib, der blev bygget i Aabenraa, var galeasen Christoph. Det var i 1890. En tragisk skæbne var dette skib og dets ejer beskåret. Det gik i februar 1935 under ud for Rødbyhavn. Både kaptajn og besætning omkom.
Sidst i 1860erne lukkede Skifter – Andersens, det tidligere Thorkild Andersens og Reimers værfter. Rabens Værft ophørte sidst i 1870erne. Det sidste skib fra Jacobsens Værft løb af stablen i 1880. Et par år senere fandt den sidste stabelafløbning sted i ”Æ Timmergaard”, Jørgen Paulsens værft. Dermed sluttede en epoke i Aabenraas historie – skibsbyggeriet.
I 1880erne fik Aabenraa sit første fragt-dampskib. Det var kaptajn Michael Jebsen med damperen ”Signal” begyndte dampskibsrederi på Kinakysten. I 1935 havde Aabenraa to rederier.
Neuber og drømmen om Østersøbad
En interessant periode i byens historie var knyttet til Frederikslyst og fysikus A.W. Neuber. Dette har vi også tidligere beskæftiget os med. En kreds af borgere forsøgte at sætte fart i byens erhvervsliv. Det var et kostbart projekt med et stort badeetablissement. Borgerne levede i nogle år i håbet om Aabenraa som fremtid for et Østersøbad.
Bygmester P.S. Callesen havde i sommeren 1820 fuldendt Frederikslyst. Men allerede 8 år efter fik han til opgave at rive sit værk ned. Til bygning af det nye rådhus brugte man resterne af Frederikslyst.
I 1830 kunne man tage en tur med dampskibet Dania på en lysttur om aftenen. Det var det 150 passagerer, der gjorde. Og her kunne man nyde Aabenraa – egnens storstående natur.
Tysk og dansk i kirken
Indtil krigen i 1848 havde tysk ”dannelse” haft magten i Aabenraa. Men egentlig havde den ikke nogen rod i den indfødte befolkning. Ved den i 1850 foretagende ordning af sprogforholdene i de sønderjyske byer blev bestemmelserne for Aabenraa formuleret således
Allgemeines Wochenblatt
Endelig blev der nu undervist i det sprog, som man talte derhjemme. Nu vågnede Aabenraas dansksindede anført af Frederik Fischer.
Det fører os så lige til at beskrive bladforholdende i byen. I 1825 begyndte udgivelsen af et lille ugeblad, der hed ”Allgemienes Wochenblatt” redigeret af en høker ved navn Hans Koppeholdt. Han var indvandrer fra Hamborg. Selv om det tyske var fremhævende i bladet forekom der også danske indslag. Selv dr. Neuber, der senere kom til at hade alt, hav der var dansk, skrev i bladet.
Efter indvielsen af det nye rådhus den 28. oktober 1830 gengav ”Wochenblatt” den tale, borgmester Bendix Schow holdt ved den lejlighed.
Den konservative side af Slesvig-holstenismen blev repræsenteret især af borgmester Georg Schow, søn af den tidligere borgmester, Samme holdning havde Pastor Rehhoff. Der opstod en bitter strid mellem Kopperholdt og borgmester Schow, der i 1837 havde overtaget faderens embede.
Resultatet af denne tvekamp blev at kongen efter indstillingen fra borgmesteren kasserede Ugebladets privilegium på grund af redaktørens:
Det sidste nummer udkom den 10. februar 1839.
Frederik Fischer får privilegium
Den der søgte og fik privilegiet til at udgive et nyt blad i stedet for ”Wochenblatt” var Frederik Fischer. Han var et skud af de gamle aabenraaske slægter Fischer og Festesen, der kan følges 3-400 år tilbage i byens historie.
Faderen var skibsfører. Drengen skulle også have været til søs, men 9 måneder gammel fik han børnelammelse. Resten af sit liv slæbte han sig omkring på en gammel. Han lærte urmagerfaget, indgik ægteskab og etablerede sig i 1830 som mester i sin by. Fra sit tyvende år synes han at være bevidst dansk. Hans danske sindelag var uden påvirkning udefra. Han blev midtpunktet i byens nationale liv.
Ved professor Flors hjælp oprettede han et lille lånebibliotek i byen. I løbet af 18 måneder voksede det til en bogsamling på 200 bind. Det var denne mand, der kom til at udgive det nye ugeblad. Han ville udgive det på dansk. Men han måtte give efter for modstand og udgive det på tysk.
Det holdt han dog ikke ud ret længe. Fra 1. april 1840 gik han over til at udsende bladet på dansk under ”en Fandens Alarm i Aabenraa”. Navnlig var man vred over, at bynavnet Apenrade blev forandret til Aabenraa.
Både de liberale og de augustenborgske Slesvig-holstenere modarbejdede ham med en fantastisk iver. Han blev genstand for forfølgelse, blev skældt ud for at være spion og forræder.
Navnet blev Apenrader Ugeblad
Fischer holdt ud men alligevel kom bladet fra 1. oktober 1841 til at hedde ”Apenrader Ugeblad”. Krigen i 1848 kom til at vende op og ned på Fischers tilværelse. Han måtte under krigen flygte fra Aabenraa men efter slaget ved Fredericia vendte han tilbage. Han udgav nu bladet ”Freja”. I 1859 solgte han bladet til sin svoger bogbinder N. Sørensen, men han vedblev med at redigere det.
Nu blev det til Freja
Under krigen 1864 delte ”Freja” skæbnen med de øvrige blade i Nordslesvig. De blev simpelthen forbudt. Det udkom sporadisk igen. Men censuren var skrap. Frederik Fischers søstersøn løjtnant Richard Sørensen overtog bladets redaktion. Men i 1873 blev han udvist. Året efter blev bladet solgt til redaktør H.R, Hjort Lorentzen i Haderslev. Denne standsede trykkeriet og lod bladet udgå som en særudgave af ”Dannevirke”.
Hejmdal
Den 1. oktober 1879 udkom første nummer af Hejmdal. Bladet udkom kun hver tredje dag i et lille 3- spaltet format. Til at begynde med var der kun 250 abonnenter. Støtten gik dog fremad. I 1884 udkom Hejmdal 6 gange ugentlig. I de 14 år redaktør Matzen redigerede bladet var han gennem 31 presseprocesser og 9 gange blev han idømt fængselsstraf.
I 1893 købte H.P. Hanssen Hejmdal efter tilskyndelse fra rigsarkivar A.D. Jørgensen. Allerede i 1888 var denne blevet Vælgerforeningens sekretær.
Apenrader Tageblatt fik også navneændring
I Aabenraa blev der også udgivet det tyske blad, der var organ for Mindretallet i Nordslesvig. Bladet hed i en årrække ”Apenrader Tageblatt. Senere fik bladet navnet ”Nordschleswigsche Zeitung”
Ny redaktør af Hejmdal
I tiden fra 1899 – 1904 var senere amtsskolekonsulent Nic. Svendsen, Tønder, ansvarshavende redaktør af Heimdal. Fru von Wildenradt Krabbe havde i Hejmdal havde i Hejmdal fået bedømt sin journalistik som ”skamløs og ildesindet” Hun søgte at gå de preussiske magthavere til hånde. Men Overlandsretten i Kiel idømte redaktør Svendsen en måneds fængsel for fornærmelse.
Frederiksklubben
Et betydningsfuldt led i danskhedens gennembrud i Aabenraa var Frederiksklubben. Denne klub blev oprettet den 11. december 1848. Og klubben var forbundet til de gamle slægter Fischer, Bahnsen og Cornett.
Det var til ære for Frederik den Syvende at klubben fik sit navn. Snart var man oppe på 150 medlemmer. I foråret 1849 blev de ledende medlemmer kaldt op på rådhuset. Her meddelte Pladskommandanten at de skulle være ude af byen inden for to timer.
Udvisning
De modtog tvangspas til Kolding, hvortil de førtes ledsaget af soldater. Det var noget, der havde sin virkning. De øvrige medlemmer turde ikke at mødes før næste våbenstilstand. Men efter sejren ved Fredericia og våbenstilstanden den 10. juli 1849 indsattes en dansk-preussisk styre i Hertugdømmet. I slutningen af august rykkede neutrale svenske tropper ind i Aabenraa. De bortviste eller flygtede borgere kunne atter vende tilbage til deres hjem. Iblandt dem var Frederik Fischer, der nu var Frederiksklubbens skriftfører.
Efter 1850 Var både amtmand v. Helzen, Borgmester Lunn, Pastor Leth, toldinspektør Møller og amtsforvalter Woorsaae blandt medlemmerne af Frederiksklubben.
1864 – den store udskiftning
I 1864 marcherede østrigske og preussiske tropper gennem byen og blev indkvarteret. Rådmændene og Borgerrepræsentationen blev afsat. Tysksindede mænd rykkede ind på rådhuset.
I 1870 blev der oprettet en sømandsskole i Aabenraa. Men man skulle næsten tro, at dette nok var for sent. På det tidspunkt havde Aabenraa haft sin glansperiode med søfart.
Apoteker Worsaae
Apoteker Worsaae, som var bror til amtsforvalteren, skrev tre protokoller om forholdene dengang. Så vidt vides, er disse erindringer aldrig kommet ud i bogform. Han fik i 1851 privilegium til at oprette et apotek i Aabenraa. Det blev til Svane Apoteket. Det drev han indtil 1872 og så flyttede han til København.
En ond ånd kommer til Aabenraa
I 1864 kom en ”ond ånd” til Aabenraa i Stiftsprovst Rehhoffs skikkelse. Han havde været her indtil 1848. Nu fik han så indsat en slægtning Provst Götting. Han havde overbevist Rehhoff om, at han kunne tale dansk. Men det gik dog en del år inden han nogenlunde kunne tale dansk uden at skabe forargelse.
Sprogforeningen fik beslaglagt alle papirer
”Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse” blev til Sprogforeningen. Den ene og den anden danske privatskole blev efterhånden nedlagt. Det tyske sprog blev ligestillet med det danske som undervisningssprog i de nordslesvigske folkeskoler.
I februar 1886 brød politiet ind hos advokat Bekker, der var kasserer i Sprogforeningen. Foreningens papirer herunder medlemslisten blev beslaglagt. I tidens løb fulgte en masse retssager. Således fik foreningens ledelse bøde for at havde brugt ordet ”Sønderjylland”.
Men senere blev de hvis nok frikendt for at have brugt dette ældgamle ord.
Foreningen købte Folkehjem
En af de våben, som man fra tysk side brugte over for Sprogforeningen var boykot. De værter, der gav lokaler til foreningens møder blev ramt af politiet på forskellige måder. Derfor besluttede Sprogforeningen i juli 1900 at købe egen ejendom.
Der blev nedsat et seks mands-udvalg, der besluttede sig for i 1901 at købe det nuværende Folkehjem for 30.000 mark. Indtil da havde det været et forlystelsessted ”Schweizerhalle” Sprogforeningen havde egentlig boglager i Flensborg. Men nu blev bøgerne ført hertil.
I 1903 flyttede sekretæren Nikolaj Andersen ind i ejendommen og overtog jobbet som bibliotekar. Hans hustru Sophie Andersen ledede restauranten. Folkehjem blev ikke blot et samlingssted for de dansksindede i Aabenraa med for hele Sønderjylland.
Det var her på altanen, at H.P. Hanssen den 17. november 1918 holdt tale for en tusindtallig forsamling. Det første afstemningsmøde blev afholdt den 16. januar 1920.
Tysk flertal i Aabenraa
Den 2. februar rykkede engelske og den 6. februar franske besættelsestropper. Ved afstemningen blev resultatet for Aabenraas vedkommende 2.224 stemte for Danmark – 2.725 stemte for Tyskland. 445 stemmer var afgivet af tilrejsende nord fra og 899 af tilrejsende syd fra.
Masser af aktivitet i Aabenraa
Nye bykvarterer blev bygget omkring Callesensgade. Fortsættelsen af Forstalle ud til Skovridergården, kvarteret ved Tønder landevej helt ud til Cecilielyst i Kolstrup, ved Nørre Chausse, Gammel Kongevej og Lindsnakkevej.
En ny færdselsåre, der fra Hotel Danmark fører forbi havnen, langs fjorden ud til Flensborgvejen. Og så var der flere nybygninger, Grand Hotel, Aabenraa Teater, Telegrafvæsenets administrationsbygning, Det danske Gødningskompagnis store lagerbygning. Og de gamle flyvehaller ved havnen var blevet indrettet til eksportstalde. Nede på kajen ved den nye havn knejsede Aabenraa Kul Kompagnis og A/S Prima’ s kulkraner. På den modsatte side af havnebassinet lå D.D.P.A. ’s store tanks for brændselsolie, benzin m.m.
Ved havnen var desuden Sønderjyllands Højspændingsværks store bygninger, Aabenraa Andels Svineslagteri med fabrik for kød-ekstrakt, det offentlige slagtehus og ved siden heraf Fyffes Bananmodningsanstalt – Kornfirmaerne ”Ceres” og ”Union” havde store pakhuse ved kajerne i gammelhavn og Sydhavnen. Union havde desuden et kornsilohus ved den nye havn og fået flere pakhuse ved den gamle havn. Ceres havde også fået flere pakhuse.
Her havde Sønderjysk Foderblandingsfabrik sin fabriksbygning. Ved Gammelhavn lå D.F.D.S’ s kontorer og lagerbygning. Så var det også kaptajn P.F. Cleemanns ”Vikinghus” med kontorer for Aabenraa rederi Og sådan kunne vi have blevet ved. Der var gang i meget i Aabenraa.
Hermed slutter vi vores lille serie på tre artikler. Og som sædvanlig kan du få udbygget din viden ved at læse de artikler, vi allerede har skrevet om den tid.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Søfart – Aabenraa/Løjt:
Aabenraa 1800 – 1935
Oktober 27, 2023
Hjordkær – engang en stationsby
Hærvejen og Oksevejen gennem sognet. Masser af oldtidshøje. Hjordkær Hjulgrav. Svens Estridsen. Toldsted. Æ Stejl. Røde Anders blev henrettet her. Den sidste henrettelse i 1834. Kun en adelig gård. Byen Hjordkær kendt fra 1196. Hjordkær Sogn fra 1621. Uden kirke i hundrede år. Danmarks ældste kirkebog. De Slesvigske Kirkebøger nærmest dagbøger. Pest-året 1659. Sognets ældste på 110 år blev begravet. Mange mord og voldtægter under svenskernes besøg. Nu var sognets beboer stort set ikke bedre selv. 1600 – tallet var en frygtelig tid for Hjordkær. En særpræget forkynder. En stationsby i fremgang. Et farvel til stationen. Fem skoler og et forsamlingshus fra 1910. Et besøg på Tyrestationen og Æ Gammel Høker.
Hærvejen og Oksevejen gennem sognet
Gad vide om jeg stadig har familie her i byen? Familien Tønder havde hvis nok et savværk her. Jo og her i byen havde man også bekendte.
Men se nu skal det jo ikke handle om ”Den Gamle Redaktør’ s oplevelser. I forvejen har vi skrevet en artikel om byen og to om Toldsted lige i nærheden.
Hjordkær Sogn har fra de ældste tider i bogstavelig forstand ligget nær alfar vej. Den gamle Hær -, Adel – og Oksevej snoede sig gennem Jylland og passerer sognet fra nord til syd. Det kan bl.a. ses i Aarslev Bys jorder, der støder mod den gamle vej. Her finder vi således ”Adelvejsløkke”.
Masser af oldtidshøje
Den række af oldtidshøje, der kendetegner vejens ældgamle føring har også fortsat gennem Hjordkær Sogn. Der er vel en halv snes høje på en kun 2 km lang strækning. I umiddelbar nærhed af vejen. Kun en enkelt af disse findes endnu i ubeskadiget tilstand.
I et par af de sløjfede høje er der i sin tid gjort interessante fund fra bronzealderen. På Nybøl Mark fandtes der i 1888 ved sløjfning af en høj, en velbevaret egekiste indeholdende et skelet tildækket med dyrehud. Af ligets klædedragt fandtes der endnu nogle rester desuden en kam, et horn eller ben og en bronzekniv.
Hjordkær Hjulgrav
Hjordkær Hjulgrav er en oldtidsgrav blev afdækket i 1978. Det er en høj, der blev benyttet som begravelsesplads fra slutningen af stenalderen til begyndelsen af bronzealderen. Sporene fra det nederste lag fra ca. 2.000 f.Kr viser en stenkreds med 10 m i tværmål, fem radiære stenrækker og i midten en stendynge med spor af en træbygning.
Man kalder denne bygning for et såkaldt dødehus og det var omgivet af et hjul i sten og indhegnet af ris-gærde. Der kendes til flere dødehuse fra det jyske område, som kan være konstrueret forskelligt. På stedet blev der afholdt kultiske ceremonier
I sommeren 2011 blev graven sammen med en anden høj flyttet 300 meter mod syd, hvor de blev placeret ved en eksisterende gravhøj. Årsagen til flytningen var for at lette adgangen til fortidsmindet, der oprindelig lå på en industrigrund ved vindmøllefabrikken. Og denne fabrik ønskede at tyvesikre området. De betalte også forflytningen. Og så fik Hjordkør samtidig et rekreativt område omkring højene.
Svend Estridsen
Sydligst i sognet – i engene ved Søderup ses endnu banken, på hvilken den gamle kongsgård skal have ligget. Det var her, at Svend Estridsen den 29. april 1076 endte sine dage, efter at være kommet syg tilbage fra det nærliggende Urnehoved Ting. Kilder påstår også at han blev myrdet.
Toldsted
Længere mod øst, ved Oksevejen, lå gården Toldsted. Denne nævnes tidligt i historien som bedested og kro. Det var her kongerne med følge tog hen for at hvile og overnatte. Kong Hans tilbragte her en nat i 1487. I 1635 har Christian den Tredje beæret Toldsted med sit besøg. Og Frederik den Tredje spiste her til middag den 25. august 1730.
Det var også her, at Hertugen opkrævede told. Vi har tidligere bragt artikler om den farverige tolder – familie Arnkiel. Ja sønnen Troels, der blev provst i Aabenraa, var ikke mindre farverig.
”Æ Stejl”
Tæt ved sognets nordre grænse ved gården Keldsbjerg, der ligeledes ligger ved Oksevejen lå galgen, stejle og hjul på en høj. Her fandt i året 1834 den sidste henrettelse sted. En tjenestekarl Fallesen fra sognet blev her halshugget. Han havde dræbt sin kæreste. Dengang blev gården benævnt som ”Æ Stejl”
De to ventede et barn. De ville gerne giftes men ingen præster ville gifte dem. Begrundelsen var, at de selv havde rettet i papirerne
Hvordan kom man så herhen? Nord for Hjordkær Kirke gik en gammel sognevej i øst-vestlig retning, mod øst fortsætter den nu som almindelig markvej. Det er faktisk resterne af den gamle Tingvej, der videre mod øst gik om landsbyen Årslev og fortsatte til Aabenraa. Der hvor den krydsede Oksevejen/Hærvejen ligger gården Keldsbjerg.
Røde Anders blev henrettet her
Lidt nordvest for denne gård lå den gamle stejlebakke og her afholdtes i århundreder omegnens offentlige henrettelser.
Det var her, at Røde Anders blev henrettet den 18. august 1796 for mordet på skovridder Andreas von Bergen ved Farversmølle. Der måtte tilkaldes en skarpretter udefra, idet skarpretterembedet i Aabenraa dengang var nedlagt. Henrettelsen lod vente på sig. Det skyldtes at skarpretteren fra Haderslev ingen bøddelknægt havde. Efter mange besværligheder fik man så fat i en bøddelknægt fra Flensborg.
Den sidste henrettelse i 1834
Og ved den sidste henrettelse i 1834 var det svært at holde folkemængden væk. Det var altid et tilløbsstykke. Blandt meget gammel overtro kan det fortælles, at mange troede på, at epileptikere kunne helbredes ved at drikke lidt af henrettedes blod.
Før henrettelsen holdt en stærk fordømmende præst – Davidsen – en skriftetale på tysk – han fremmanede rædsler for synderen på en kontant et møde, at synderen var ved at besvime. Og da denne så den store folkemængde gøs de i ham
Beroliget af præstens salmevers gik han bøddelen i møde. Han tog selv sin trøje og halstørklæde af og blev bundet for øjnene. Med tydeligt ubehag vendte præsten ryggen til, da den rå rakkerknægt slæbte ham hen til blokken ved hårene. Skarpretteren svang derpå øksen og fremviste det afhuggede hoved for den gysende forsamling.
Derefter holdt præsten Jep Hansen en manende tale – om ikke at fordømme forbrydere, og han blev bragt i hus af nogle af sine sognebørn i stærkt oprevet sindstilstand – grundet den makabre begivenhed.
Kun en adelig gård
I sognet har så vidt vides kun ligget en adelig gård. Det var Vilbygaard i Kassø. Måske boede amtmand i Aabenraa Joachim Danckwerth her i 1647. Han skænkede et alter til den nyrestaurerede Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa. Alt tyder på at denne gård allerede blev nedlagt omkring 1670.
Byen Hjordkær kendt fra 1196
Hvor gammel er Hjordkær? Første gang vi hører om stedet er i et Kongebrev af 31. marts 1196, hvori Guldholm Klostrets ejendomme opregnes. Og her nævnes ”Hjortteker”
I Valdemar Sejrs Jordebog nævnes 1231 to andre af sognets byer som krone-gods. Det er Årslev Og Søderup. Dengang hed det ”Arslef” og ”Sudthorp”.
Hjordkær sogn fra 1521
Hjordkær Sogn er ikke så overdreven gammel. Det er oprettet i 1521 af det tidligere Ønlev Sogn og samtidig tillagt byer fra de tre nærmest omliggende sogne. Således Søderup og Alslev fra Bjolderup Sogn, Årslev fra Rise og Kassø fra Hellevad sogn.
Kirken i det tidligere Ønlev sogn skulle have ligget i det nuværende Sønder Ønlev. Denne blev i 1411 afbrændt af Erik af Pommerns soldater, sandsynligvis lige før eller efter denne konges sammenstød med de holstenske grever ved Immervad.
Uden kirke i hundrede år
I godt hundrede år var sognet uden kirke. Men i 1522 kom der en kirke. Kirken blev indviet til Sct. Matthæus. Den opførtes af rå kampesten som slæbtes til byggepladsen af sognets bønder fra omegnens kæmpehøje. Adskillige gange siden dens opførelse har kirken været genstand for udbedring og reparationer. I 1748 blev den forsynet med et lille tårn eller tagrytter.
Dette stod dog kun til 1793 så var det så brøstfældig, at det truede med nedstyrtning, hvorfor det blev taget ned. I året 1793 blev et klokketårn i træ bygget ved Hjordkær Kirke af tømmermand Johan Thomsen fra Søderup. Dette tårn stod der endnu, da jeg var forbi kirken.
Taget var tidligere af bly. Det blev erstattet af tegl. Kirkeklokken med den meget rene klang er støbt i 1582 af Michel Dibler – klokkestøber i Flensborg.
Kirken var dengang centrum for nyhedsformidling. Man spurgte efter nyt fra andre landsbyer. Fra prædikestolen blev også alle officielle kundgørelser bekendtgjort. Her lærte de unge også hinanden at kende.
Når nu kirken og selve sognet ikke er så gammel, da er det modsatte tilfældet med dets kirkebøger. Det er Danmarks ældste og går helt tilbage til 1573 for dødsfalds og fødslers vedkommende. Indførelse af vielser begyndte først i 1597.
Danmarks ældste kirkebog
Den første præst ved kirken, der begyndte at føre kirkebogen, var Jacob Andreæ, da han førte den første bog i 53 år før dens officielle begyndelse i 1573 til 1626. Præsten havde været kapellan hos sin far, der var præst i Genner.
I de 53 år han var præst i Hjordkær Nåede han at indskrive 817 døbte og 553 døde.
Ud for slægten Ahrenkiel fra Toldsted er det ved indførelsen tegnet slægtens våben som var et ørnelår med klo. Andre steder er det ved dødsindførelser tegnet et draget sværd, hvilket betyder at vedkommende var blevet myrdet.
Først i 1646 kom der offentligt påbud, som ikke altid blev overholdt, at nu skulle der holdes kirkebøger. Mange kirkebøger er forsvundet men ikke i Hjordkær. Her er alle bevaret. De første år er disse bøger dog så godt som ulæselige.
De slesvigske kirkebøger – nærmest dagbøger
Hist og her forekommer der ”huller”. Det var når folk selv begravede deres familiemedlemmer uden at præsten var til stede. Det var under pestepidemier. Folk flygtede fra Aabenraa under pestepidemier.
De slesvigske kirkebøger adskiller sig skarpt fra det øvrige lands kirkebøger. Den er opført i dagbogsformat. Måske er den lidt vanskeligere at holde red i, men til gengæld efterlader den også en rig kilde til eftertiden.
Således kan man se at Adelhaid Rønne, der døde i 1783, efterlader sig hele 118 levende efterkommere. Når offergaven var stor, blev afdøde betegnet som et fromt og særlig godt menneske. Men hvis det drejede sig om fattige eller subsistensløse personer ikke altid blev skrevet noget ned.
Den gamle bog giver, ved siden af de tørre data samtidig en del oplysninger om sognet af både almen og historisk interesse.
Pest-året 1659
Det fortælles således bl.a. at pest-året 1659 gik hærgende hen over Hjordkær sogn som det meste af landsdelen. I dette år døde der i sognet 124 personer mod ellers normalt 10 – 20. Der var o0gså en bølge af mord, brand og andre udskejelser som svenskekrigen førte med sig. Jo den gamle kirkebog fortæller meget.
Sognets ældste på 110 år blev begravet
Den 7. september 1594 blev Mads Rasmussen fra Årslev begravet. Han var i Aabenraa blevet gennemboret af et sværd. Den 5. september 1632 blev Marine Jessis Holdans moder fra Kassø begravet. Hun var den ældste her i sognet – 110 år gammel.
Mange mord og voldtægter
Der fortælles således et sted, at i vinteren 1644 blev Jes Terkelsen i Årslev skamskudt ved nattetid af en svensk rytter. Han døde af sine sår 12 uger efter.
Samme år blev Laurids Frosts søn, Kristen fra Kassø skudt ihjel af rytterne. Året efter blev Claus Jepsen fra Nybøl fundet ligeledes skud ihjel på sin mark i Nybøl. Bødkeren fra Kassø, Hans Jensen blev på en tur til Flensborg slået ihjel ligeledes af Svenskekongens krigere.
At disse ikke altid forlangte livet som tribut ses også i kirkebogen. Kirsten Jepsdatter fra Nybøl blev antruffen i skoven af en af de svenske krigskarle. Hun slap således med at blive voldtaget.
Sognets beboer ikke spor bedre
Hvad sognets egne beboer angår. Så har de sandelig ikke holdt sig tilbage. Mads Rasmussen fra Årslev blev begravet den 7. september 1594 efter at være gennemboret med et sværd og derved dræbt af Johan Tuchsen.
Den 17. juni 1601 blev Hans Iversen fra Alslev begravet efter at have lidt samme kranke skæbne, at blive gennemboret af et sværd. Den 7. december 1642 blev Jørgen Jessen fra Søderup begravet. Han var den 2. december i Peder Nielsens hus i Aabenraa, da han af sin svoger, Jacob Petersen fra Årshøj blev ”stucken med en Kniff udi sin venstre Been, og døde strax paa Stedet”.
I 1651 er Laurits Hansen i Nørre Ønlev gennemboret med dolk af sin egen søstersøn, Hans Toule.
1600 – tallet var en frygtelig tid for Hjordkær
1600-tallet var en frygtelig tid for Hjordkær. Der var tre frygtelige krige og to pestepidemier. Hele Nybøl og Åslev blev brændt af. Og stort set gik det heller ikke bedre i Alslev, Hjordkær, Kassø, Søst, Rise, Øster Løgum, Rugbjerg. osv. Alt skete i løbet af få dage. Endnu værre gik det til, da Wallensteins tropper kom.
Alt hvad der kunne omsættes i penge, kvæg, heste, svin, gæs får, lærred, skinker, kander, krus, metalfade osv. De trak endda sko og støvler af folk, huggede kister og skabe. Voldtægt, prygl og andre voldshandlinger hørte til dagens orden.
I Kassø tog en gårdmand sit eget liv af fortvivlelse. Fra gård til gård findes der en uendelighed af lister over mistede ejendele af enhver art, såvel levende som dødt.
En særpræget forkynder
Den mest særprægede forkynder i Hjordkær har nok været Jep Hansen. Han er født i sognet den 10. marts 1785 som søn af gårdmand i Sønder Ønlev, Peter Hansen og hustru Bodil Jørgensen. Han var præst i sognet i 27 år fra 1821 til 1848. Ved treårskrigens udbrud forlod han embedet, fordi han ikke ville bryde sin embedes-ed til den danske konge. I 1850 blev han atter indsat i embedet og virkede her i 10 år.
En stationsby i god fremgang
Hjordkær By voksede efter banens anlæggelse. Det var en stationsby i god fremgang. Her var både læge, jordemoder og dyrlæge, seks købmænd og mejeri, som var oprettet allerede 1894.
Det var i år 1866 Hjordkær Holdeplads blev indrettet. Det var en mellemstation mellem Tinglev og Rødekro. Her var billetsalg og stykgodsekspedition. I 1905 fik man både læssespor og centralsikring. I 1914 blev den oprindelig stationsbygning revet ned, og man fik en ny stationsbygning. Der var travlhed på Hjordkær Holdeplads under Første Verdenskrig, så den nye stationsbygning fik hurtig en stor betydning.
Ved indlemmelsen i 1920 blev Hjordkær Klassificeret som holdeplads med sidespor. I 1922 afskaffede man begrebet holdeplads og stationen blev opklassificeret til station.
Et farvel til stationen
Læssesporet blev nedlagt i 1961. I 1968 ophørte stykgodsekspedition på Hjordkær Station og stationen blev fjernstyret. I 1969 lejede Sønderjyllands Højspændingsværk sidesporet. Og i 1970 ophørte billetsalget. Hjordkær Station blev nedrykket til trinbræt. Men to år efter blev også dette nedlagt. Og i 1990 blev den seneste stationsbygning nedrevet.
Fem skoler og et forsamlingshus
Imponerende var det at sognet var opdelt i fem skoledistrikter med lige så mange skoler.
Forsamlingshus blev oprettet i 1910. En selskabelig forening blev samtidig dannet. Denne skulle varetage danskhedens sag i den nationale kamp.
På kirkegården er der rejst et mindesmærke over de 38 faldne i krigen. Inde i kirken i dennes nordlige mur er der mindesmærker for to faldne – i slaget ved Isted og Den tysk – franske krig i 1870.
Og i 1920 var der afgivet 78 pct. danske og 22 pct. tyske stemmer.
En Tyrestation og Æ Gammel Høker
I kirkegade 58-60 var der masser af aktivitet. Ejendommen blev opført i sidste halvdel af det 19. århundrede. Her drev købmand Høeg sin forretning frem til omkring 1930. Herefter blev ejendommen overtaget af landmand Asmus Petersen Refslund fra Hellevad, der udlejede købmandsforretningen til Thøge Jensen. I 1935 skiftede ejendommen igen ejer. Ejendommen blev delt i to matrikler, så købmandsforretningen blev overtaget af Thøge Jensen, mens landbrugsejendommen med 32 tdr. land blev overtaget af Jes Jørgensen.
Her opstod Tyrestationen. Der var fire inseminører, tre tjenestekarle samt en pige. Der var store måltider, der skulle tilberedes. Man manglede man noget kunne man bare smutte ind til naboen. Alt blev skrevet i bog.
Og Kvægavlsforeningen var tilsluttet Tyrestationen. Man tog rundt til dyrskuer i Aabenraa, Tønder og Rødding samt landskuet i Herning. I begyndelsen blev kvæget transporteret med tog. Så blev de trukket ned ad Kirkegade til stationen.
I 1968 valgte Kvægavlsforeningen at flytte Tyrestationen til Bovlund. I 1975 blev gården sat til salg og senere købt af bygmester Beyer Nielsen. Siden har der ikke været drevet landbrug fra gården.
Købmandsforretningen også kendt som ”Æ gammel høker” fortsatte derimod til 1984, hvor Gudrun Eskildsen lukkede.
Og så slutter vores besøg i Hjordkær i denne omgang.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 24, 2023
Rise Sogn – dengang
Rise Sogn, hvad er det? Risegård og Riseborg. Amtmanden fik frihedsbrev til Risegård. Urnehoved Ting – lå det her? Et Tinghus – midt inde i skoven. Her var mennesker for 4.000 år siden. Rise – Hellevadvejen blev kaldt for oldtidsvej. Æ Vold er et gammelt forsvarsværk. Wallenstein nedbrændte kirken. Tyskerne stjal altertavlen. En ny brand i 1893. Underlige dufte i Rises skoler. Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen. En kro med mord og spøgelse. Det gik hurtigt i Rødekro. Der kom industri til byen.
Rise Sogn – Hvad er det?
Se dengang omfattede Rise Herred – Aabenraa Købstad og Løjt, Rise, Hjordkær og Bjolderup Sogne. Men det ville nok være svært at få placeret i en og samme Facebook – gruppe. Så måske må vi nøjes med at opdele vores historie i Sogne.
Rise Sogn omfatter byerne Rise, Søst, Brunde, Rise – Hjarup, Nr. Ønlev, Mjøls og Lunderup. I ”nyere” tid er også Brunde, Mjøls og Lunderup samt Rødekro tilgået sognet.
Risegård og Riseborg
Men lade os starte med Rise Sogn. I Middelalderen var historien knyttet til Riseborg, som har ligget øst for Rise by, halvvejs mellem kirken og Risegård. Nogle steder kan man læse, at denne borg gik til i trediveårskrigen. Men det passer ikke. Den er forsvundet længe før den tid. I listerne over ødelæggelserne i trediveårskrigen findes ingen borg i Rise.
Risegård har ikke som andre forfattere nævnerhaft forbindelse med denne borg. Gården blev samlet af Amtmanden i Aabenraa Henrik Brockdorf i de vanskelige tider efter trediveårskrigen og den store pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig tiltalende.
Blandt de gårde, han fik fat på, var den anselige herredsfogedgård – den sydligste i Rise by. Øvrigheden fradømte herredsfoged Thomas Andersens arvinger gården, fordi de formentlig ikke ville være i stand til i disse ufredstider at få den forsømte gård renoveret.
Amtmanden fik Frihedsbrev til Risegård
Amtmanden opnåede hos Hertugen af Gottorp frihedsbrev på det nye gods – Risegård (1661) Året efter amtmandens død i 1671 blev frihedsbrevet fornyet for hans enke. Men allerede i 1709 blev skattefriheden ophævet. Derefter gik det tilbage for Risegård. I 1720 blev gården solgt til kammerråd Lyders for 1.500 Rigsdaler. Dette beløb var ikke engang nok til at dække restancerne. I 1733 solgtes gården sørgelig forsømt til staten for 2.000 Rigsdaler.
Risegård var en af de godser staten lod udstykke i tiden efter 1764. Det vil sige at man først nåede til Risegård i 1774. Godset var da på 812 Tønder land. Således eksisterede stedet som gods kun i godt hundrede år.
Mange år efter var sognets største gård Egelund i Brunde med 103 ha. Dets ejer var kreatureksportør Morits Mortensen.
Urnehoved Ting lå det her?
Man formoder at Rise Herred har holdt Ting på en plads ved Rise Kirke. Omkring 1640 fandtes Herredets Tinghus i Aabenraa lige over for Brundlund Slot. En københavnsk historiker udpegede i 1924 Brunlyngen – en sandmark vest for Søst, som stedet for Urnehoved Ting – Sønderjyllands gamle landsting. Men ak, der er udpeget 7 – 8 andre steder, hvor det også kunne have ligget.
Et Tinghus – midt inde i skoven
Nord for Mjøls by ved vejen Aabenraa – Hellevad midt inde i Tingskoven lå et Tinghus. Fem veje udgik fra dette Tinghus og gik i alle retninger. Nogle af disse kaldtes for Tingveje. Vejen vestpå mod Hellevad kaldtes Gammel Tingvej. Lidt nord for Tinghuset på en lav pold i udkanten af heden stod galgen. Måske har det engang været Fællesting for Rise og Sdr. Rangstrup Herreder. Det lå midt i det daværende Lille Aabenraa Amt.
Her var mennesker for 4.000 år siden
Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for ca. 4.000 år siden har mennesker haft faste bopladser inden for sognets grænser. Den første bebyggelse har undgået den skovdækkede lerjord. Der findes dog gravsteder øst på i sognet, hvor der nu er skov.
Over hundreder af gravhøje er desværre ødelagt ved pløjning.
Rise – Hellevad-vejen kaldtes oldtidsvej
Man kalder vejen fra Rise til Hellevad for oldtidsvej. Og 2 ½ km vest for Rødekro ligger en ældgammel landsby – Mjøls. I 1535 blev byen kaldt for Mulse. I tidlig tid har det været en stor landsby. Vi kan se det på Johan Meyers kort fra 1641 som er afbildet i P. Lauridsens afhandling om den nordslesvigske bondestand i Sønderjyske Årbøger. Her ses det at at byen allerede dengang bestod af ikke mindre end 12 gårde.
Et gammelt forsvarsværk
Et ældgammelt forsvarsværk ”Æ Vold” har strakt sig fra Øster Løgum Sogn over Hærvejen ind i Rise Sogn. På mejers kort over Lunderup fra ca. 1640 er værket indtegnet æt op mod Rise Sognegrænse. Vest for Hærvejen strakte denne sig mod Gjøl Mose og enge.
Wallenstein nedbrændte kirken
Kirken er viet til St. Laurentius er brændt to gange. Første gang var i 1627. Kilder siger, at det var på grund af lynnedslag. Men det var nu Wallensteins tropper, der brændte den ned. Kun de nøgne murer stod tilbage. I forvejen havde kongens tyske rytteri på sit panikagtige tilbagetog brændt præstegården.
Tyskerne stjal altertavlen
Kirkens gamle udskårne altertavle fra det 15. århundrede samt kirkens gamle prædikestol blev under tysk styre bragt til Thalow Museet i Kiel. I stedet fik kirken en altertavle, der var kunstnerisk værdiløst, tysk arbejde med smukt udskåret Kristusfigur. Klokken er fra 1631. Og i 1846 fik kirken et nyt orgel. Det kom fra Slesvig Domkirke over Løgumkloster.
En ny brand i 1893
Natten mellem den 29. og 30. maj 1893 blev kirken hærget af en ny brand, hvorved samtidig skolen og fem andre bygninger i Rise brændte. I 1894 blev kirken genopbygget med det svære firkantede tårn. Spiret er ottekantet og rager 40 meter i vejret.
I Præstearkivet står følgende:
Underlige dufte i Rises skoler
Rise gamle skole er den ældste i sognet og således hovedskolen. Ved siden af var der skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst. I Rise præstearkiv findes der skoleprotokoller. De er delvis blevet oversat. Og det er til tider meget morsomt at læse. Her er nogle eksempler:
Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen
I 1640 var der ikke meget bebyggelse, der hvor Rødekro i dag ligger. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid Møllehøjager. Måske er der her afbrændt en mølle.
Broen over åen hed Rødebro. Åen, der kommer fra Øster Løgum Sogns moser skal efter sigende have sit navn efter farven i åen Rødeå. Denne å forener sig inde i landet med Arnå og senere i Vidåen.
Tidligt har folk bosat sig her langs åen.
En kro med mord og spøgelser
Senere blev der bygget en kro. Denne kro fik brændevinsbrænderi. En tid fungerede kroen også som poststation. Den nævnes i 1861 som et søgt gæstgiveri med teglhængt bygning.
Denne kro har også tjent andre funktioner, for eksempel købmandsforretning, bank og tandlæge i dele af kroen. Under Anden Verdenskrig var der indkvarteret soldater her. Her er også begået mord og der et spøgelse på kroen. De mange gange, jag har siddet her og fået en ”enkelt” eller to, har jeg ikke mødt den.
Det gik hurtigt i Rødekro
Efter at stationen blev bygget gik det hurtigt i Rødekro. Jo det er jernbanen, der har skabt Rødekro. Den nord-sydgående længdebane kom i 1864 og fire år efter kom der en stikjernbane til Aabenraa. Jo i 1880 var der 50 indbyggere i Rødekro.
Jernbanefolkene og andre embedsmænd gav byen et tysk præg før 1920. Der var også tysk flertal her i modsætning til de danskprægede nabolandsbyer.
I 1921 havde byen 751 indbyggere. Og i 1950 nåede man op på 1.281 indbyggere. Byen fik et vist handelssted og blev hjemsted for en del industri. Den nationale indstilling skiftede ved udskiftning af jernbanepersonalet. Men der var stadig et tysk mindretal. Byen havde tysk privatskole fra 1933 – 45 og igen fra 1950.
Der kom industri til byen
Masser af købmandsforretninger og håndværkere søgte til byen. Her kom også et hotel og et andelsmejeri. Her kom skoler. Og så kom der en filial af Den nordslesvigske folkebank. Og Sønderjysk Stenforsyning beskæftigede 30 – 50 arbejdere. Et lille skomagerværksted udviklede sig til Ødis Skotøjsfabrik med 35 ansatte.
Af andre virksomheder fra dengang kan nævnes Fredenshøj Teglværk med 25 ansatte samt Nordre Teglværk og Kalkbrænderi. Her var også et savværk, vognmænd, tømrerhandler m.m.
Fra 1961 fik Rødekro en betydelig skotøjsfabrik som nok er mere kendt under navnet Ambre.
I 1970 havde byen 2.246 indbyggere. Dette tal var i år 2000 vokset til 5.281 og lå i 2006 på 5.854.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 23, 2023
En tur rundt på Løjt
Nordøst for Aabenraa. Natur med modsætninger. Udbredt bebyggelse i Oldtiden. En gammel og anseelig kirke. Amtets ældste pengeinstitut. Havde Løjt et kloster? En sti, der rummede ”Æ Kleinbahn”. Masser af vandmøller på Løjt. Mølletvang. Genner-bønderne skulle helt til Hellevad. Eskel Jessen var sf ”ædelbyrd” Møllerne mærkede også krigene. Et dårligt naboskab. Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme. Frygten for kaffe på Løjt Land. Den mest foretagsomme af dem alle. Den førende dansker i Løjt Sogn. Det gik tilbage for Rundemølle. Skibsreder Jebsen redder mølle Danmarks længste landsby. Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby.
Nordøst for Aabenraa
Her på siden er det længe siden vi har været på Løjt, og det er endnu længere siden at ”Den Gamle Redaktør” har været på Løjt. Vi skal lige forklare vores læsere at vi befinder os nordøst for Aabenraa.
Natur med modsætninger
Det er pragtfuld halvø med store modsætninger. Det kan du mærke, når du cykler rundt på Løjt. Den vestlige del er med den magre jord og mosearealer. Mellem Løjt Kirkeby og Bodum er det kun få bakker. Men Illenbjerg når alligevel en højde af 76 meter. Denne del af sognet er flad og sandet.
Den brede og frugtbare østlige og sydlige del af sognet er stærkt kuperet. Her har vi en del bakker. Blåhøj (80 meter) Arnbjerg (86 meter). Nord for Stollig har vi sognets højeste punkt Trindbjerg (92 meter).
Udbredt bebyggelse i Oldtiden
En række velbevarede gravhøje langs kysten afslører at her har der boet mennesker langt tilbage i historien. Her er gjort talrige fund fra stenalderen og her har der været udbredt bebyggelse i Oldtiden.
En gammel og anseelig kirke
I Løjt Kirkeby ligger der en anseelig kirke. Den kan ses viden om. Skibet og koret stammer sandsynligvis fra det 13. århundrede. Senere er der kommet middelalderlige tilbygninger til. Og kirkens fornemste prydelse er nok altertavlen. Den stammer fra 1520 og er udført af en billedskærer fra Lybæk. Man kan vel godt kalde denne altertavle for enestående.
Den gamle og den ny kirkegård
Den gamle kirkegård omkring kirken blev i 1878 nedlagt som begravelsesplads. En ny kirkegård blev anlagt ca. en kilometer syd for kirken uden for byen ved Løjt Kloster.
På den gamle kirkegård rejste sognets beboere 1922 en mindesten over de mænd i sognet, der faldt i verdenskrigen. Mindestenens mangekantede sokkel har 16 polerede granitflader, i hvilken navnene på de 96 unge løjtninger, der blev derude, er indhugget.
Amtets ældste pengeinstitut
Engang fandtes der masser af skoler i sognet. Vel nok ca. 5 stykker inklusive Barsø. Men se det har vi allerede skrevet en artikel om.
Minsandten lå også her amtets ældste pengeinstitut. Allerede i 1818 oprettedes en spare – og lånekasse for sognet. Det blev drevet som privatforetagende til 1851. Så blev der oprettet en anderledes form for sparekasse. Ved ”Genforeningen” kom denne sparekasse ind under dansk sparekasselovgivning.
Havde Løjt et kloster?
Nord for kirkebyen lå en samling gårde, der kaldes Nørby og syd for en lille bebyggelse med den ene af sognets to præstegårde – dengang Og så var der nogle gårde, der blev kaldt Løjt Kloster.
Men har Løjt egentlig haft et kloster? Ja da må vi så lige kigge på en af de mange sagn, der præger Løjt. For sagnet siger, at her har ligget et anneks til klostret i Løgumkloster. Munkene, der boede her skulle også have betjent Varnæs Sogn – syd for Aabenraa.
Når de så vendte hjem over fjorden ved nattetid, blev der hængt en lygte ud ved landingsstedet ved Åbæk. I kirkens gamle segl fandtes endnu en lygte. Efter dette symbol skal sognet have fået sit navn. I gammel tid hed stedet:
En sti, der rummede Æ Kleinbahn
Vest for landevejen Haderslev – Aabenraa ligger landsbyen Bodum, hvis jorder strækker sig vest på til Hjarup. I den sydlige del af sognet findes landsbyen Stollig – Skovby med bebyggelserne Stentoft, Aabæk og Dyrhave.
Her ved bugten findes udflugtsstedet Knappen med den berømte restaurant. Her kan man også gå langs den smukke spadseresti – den gamle ”Kleinbahn” gennem Jørgensgård skov til Aabenraa.
Masser af vandmøller på Løjt
Fra gammeltid har der ligget vandmøller på Løjt ved de rivende vandløb – Rundemølle, Lillemølle, Dalholt Mølle i Barsmark og Stenbjerg Vandmølle ved Knappen. I Slesvig-bispens jordebog fra 1436 nævnes at bispen ejede et par gårde samt en vandmølle med navnet Sillehoel vandmølle nær den lille landsby Nørby. Mon ikke der her er tale om Lillemølle?
Wolf Pogowisch på Stolliggård solgte i 1519 Rundemølle og Lillemølle til Christian den Anden. I en årrække var de under Kronen. De to møller var af forskellig størrelse. Lillemølle fik kun vand fra Kirkebækken fra Løjt Kirkeby. Det fortælles, at møllen i tørre somre kun kunne male ca. en tønde korn om dagen. Man havde en dam, hvor man opsamlede vand som forråd.
Rundemølle havde altid vand nok. Den fik vandet fra Elsted Bæk, der havde sit udspring i mosedragene mellem Genner og Øster Løgum. Der er hvis nok stadig en rivende strøm der.
Mølletvang
I 1604 kom Rundemølle under hertugen af Gottorp, hvorimod Lillemølle blev under Kronen. Alle kongens fæstere havde mødepligt til Lillemølle. De hertugelige bønder havde mølletvang til Rundemølle. Barsøboerne havde pligt til at få kornet malet på Rundemølle og dette gjorde de i flere hundrede år.
Genner – bønderne havde langt til mølle
Den landsby, der ligger nærmest Rundemølle havde mødepligt i Hellevad. Det var en temmelig lang vej Det var tre mil til Hellevad Vandmølle. Kort før 1600 – tallet lykkedes det dog for Genner – bønderne at få deres korn malet på Rundemølle. Men for at få lov, måtte de betale bod til mølleren på Hellevad Mølle. Denne pligt bestod i mere end 200 år.
Eskel Jessen var af ”ædel byrd”
I 1564 overdrog Frederik den Anden skødet på Rundemølle til Eskel Jessen. Sagnet fortæller at han var af ”ædel byrd”. I 300 år sad denne slægt Jessen/Eskelsen på Rundemølle.
Møllerne mærkede også krigene
Selv om Rundemølle og Lillemølle lå skjult nede i dalen fandt fremmede krigsfolk dog derned under 30 – års krigen. Eskel Jessen, en sønnesøn af førstnævnte oplyste at kongens lejetropper og Wallensteins krigsfolk havde forvoldt ham skade for i alt 510 mark. Lillemølle gik heller ikke ram forbi. I 1629 kunne møllen ikke betale skat. Under svenskekrigen 1658 brændte svenskerne Rundemølle og møllen genopførtes i 1661.
Et dårligt naboskab
Nu var de to naboer ikke altid enige. I 1728 måtte Jes Eskelsen på Rundemølle betale en bøde på 4 daler for at have banket naboen på Lillemølle. En anden måde at drille på var at stemme vandet op i den store dam med det resultat, at Lillemølle ikke fik vand nok, så møllehjulet kunne rende rundt.
I 1680 arvede Eskild Jessen Møller efter sin onkel Peter Ebsen udi Barsmark en stor gård. Den fik navnet Møllegård. Omkring 1700 sad husfoged Christian Jessen på Rundemølle og der var atter engang krig. Den Kongelige kommissarius kom og satte Chr. Jessen fra bestallingen, da han var hertugelig forpagter, idet Hertugen på Gottorp var i ledtog med den svenske konge Karl.
Eskelsen – slægten var dygtige og foretagsomme
Møllen blev igen raseret. I 1712 måtte Eskel Jessen flytte fra Rundemølle til Møllegård i Barsmark. I 1727 delte han sit arvegods mellem sine to sønner Peter og Jes Eskelsen. Peter blev i Barsmark og Jes overtog Rundemølle. Nu var møllen igen kongelig.
Eskelsen – slægten var dygtige, foretagsomme og ansete folk. Der blev indrettet en slibemølle, hvor smedene kunne få slebet deres leer og hakkelses-knive. Fra gammel tid blev der brygget brændevin på Rundemølle. Omkring 1800 blev der bygget en grynmølle.
Frygten for kaffe på Løjt Land
Jes Eschelsen, der var gift med Hanne Behrends fra den danske kro i Løjt var den første på Løjtland, der drak kaffe.
Hver gang han besøgte Hanne på Løjt Kro fik han brygget en ekstra stærk kop kaffe. En kold vinterdag i 1827 havde han drukket lidt rigeligt med kaffe, for da han steg til vogns, fik han et hjerteslag og faldt død om.
Snakken gik straks, at det måtte være kaffen, der var skyld i dødsfaldet. Det afholdt folk fra at drikke kaffe i flere år fremover. Jes Eschelsen havde i 1811 overtaget Lillemølle, som han indrettede til stampemølle.
Den mest foretagsomme af dem alle
Den mest betydningsfulde ejer af Rundemølle var nok Johan Caspar Eschelsen. Da han overtog møllen i 1827, var der ingen jord til møllen. Men i de 40 år indtil han døde blev der opført en gård med avlsbygninger på Genner – siden af området. Eschelsen blev studeopdrætter og solgte hver måned en snes fede stude til Hamborg. Ved folkeoptællingen i 1860 havde Johan Caspar ti tjenestefolk i sit brød.
Den førende dansker i Løjt Sogn
I tiden 1848 – 64 var Johan Caspar en af de førende danske i Løjt sogn. Han gav en masse penge til oprettelsen af Rødding Højskole i 1844. I 1851 fik han sæde i det udvalg, der skulle udbrede dansk læsning i Hertugdømmet. I det samme udvalg sad Frederik Fischer fra Aabenraa. Denne del af Eschelsen – slægten vidste, hvor de stod. Siden skiftede slægten sindelag.
Johan Caspar Eschelsen var en meget stolt og værdig mand. Han ville ikke følges med tjenestefolkene. Han påbød bønderne at stille med en stærk karl. Det var ikke møllersvendene, der skulle bære kornet ind til kværnen.
Det gik tilbage for Rundemølle
I 1868 overtog Jes Eschelsen ejendommen efter faderen. Noget af det første han foretog sig, var at bygge en statelig hovedbygning. Den stod færdig i 1875. Efter mølletvangens ophør, svandt Rundemølles kundekreds ind.
Der var blevet bygget vindmøller i Løjt, Hovslund, Damgård mølle, Stenbjerg vandmølle, Slibemøllen ved Genner strand og også Barsø havde fået en vindmølle. Eschelsen sendte nu vogne ud til bønderne for at hente korn. I 1880erne etablerede han også sit eget mejeri. Men i 1890 var han kørt fast. I 1894 blev de to møller solgt til Jens Jacobsen fra Øster Terp, som få år efter solgte møllen til broderen Chr. Jacobsen.
Han indrettede bageri. Brødet fra Rundemølle var kendt viden omkring 1900 – tallet. Han lod Lillemølle ombygge og indrettede en grynmølle og til bejdsning af sædekorn.
Skibsreder Jebsen redder mølle
Men efterhånden fik man motormøller. Alle vandmøller på Løjtland endte som ruiner og kun takket være skibsreder H.M. Jebsen er Stenbjerg vandmølle genrejst – dog ikke som mølle – men generator. Denne leverer strøm til restaurant Knappen. Ja det gjorde den dengang jeg for utallige år siden besøgte stedet.
Der blev indrettet fiskedamme. Og foreller derfra blev serveret inde i restauranten. Ove Nissen, der dengang var ejer, havde et betydeligt dambrug. Men desværre gik det i forfald. Og det hele lignede nærmest en ruin.
Fredningsmyndighederne greb ind i sagen og ville have det hele revet ned. Men H.M. Jebsen købte og genopførte bygningerne. Møllen er genopført som den så ud i 1880erne.
Danmarks længste landsby
Sognets østligste landsby er Barsmark. Man sagde engang, at det var Danmarks længste landsby. Den har en længde på 5 km. Huse og gårde ligger langs vejen.
Så er der jo også Barsø, der i 1930erne havde 90 indbyggere. Her var øens mølle og smedje fællesejendom for øens landbrugere.
Løjt havde stor andel i Aabenraa som søfartsby
De flotte kaptajnsgårde på Løjt har vi også tidligere nævnt. Når man nævner Aabenraas stolte søfartstraditioner, må man nødvendigvis også huske at nævne Løjts bidrag hertil. De kendte Løjtkaptajner bragte store rigdomme hjem til sognet i form af gamle japanske og kinesiske kunst – og brugsgenstande, som endnu findes rundt omkring på gårdene.
Jo der var skam også adelige gårde i sognet som Stolliggård, Høgebjerg og Dalholt. Og der er stadig mange slægtsgårde i sognet, hvor de er gået i arv fra far til søn.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 22, 2023
Da Jøderne blev reddet over Øresund
Besættelsesmagten foretog natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 en aktion mod de danske jøder. Men 95 pct. af de danske jøder blev reddet. Best ville sikre fødevareleverancen, så han advarede via Duckwitz, hvad der ville ske. Men Berlin havde allerede trykket på knappen den 8. sept. Svenskerne henvendte sig selv. Razziaen varede i tre timer. Hvad kostede en tur over Sundet? Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk. Ikke meget kystbevogtning. De allierede roste Danmark. 40 udskibningshavne. Til Sverige i kajak. I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark. Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel. Den energiske Gestapo – Juhl fra Helsingør. Lederen af den danske kystbevogtning – Holten. Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi. Dansk politi skød efter jødiske flygtninge. Holten forfremmet til politimester i Frederikssund. Jøder taget i kirken og menighedshuset i Gilleleje. Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes. Børn blev ladt tilbage. Mange jøder vendte tilbage til ingenting. 5 beretninger fra flugten: 1. Stormet af tyskere i Kastrup 2. En flugt – der ikke blev til noget 3. De skulle have alle pengene. 4. Det kostede 3.000 kr. 5. Kaptajnen ville ikke hjælpe – han ringede efter tyskerne.
95 pct. af de danske jøder blev reddet
Det lykkedes at redde ca. 95 pct. af de danske jøder. Størstedelen af de 7.000 – 8.000 danske jøder var bosiddende i København. Den 28. september beordrede Hitler deportationen. Alle såkaldte ”Heljøder skulle deporteres medmindre de var gift med en ”arier”.
Best ville sikre fødevareleverancen
Efter den tyske beslutning udspillede der sig et besynderligt forløb. Werner Best lod gennem sin rådgiver, G.F. Duckwitz ledende danske socialdemokrater vide, at jøderne var forestående. Herefter blev advarslen spredt til de jødiske befolkningsgrupper og videre ud i samfundet. Nu rullede bolden for alvor.
Best var klar over, at den fortsatte ro og stabile leverancer af fødevarer til Tyskland var til Tyskland, afhang af samarbejde med departementscheferne som havde overtaget ledelsen af landet efter 29. august 1943.
Han måtte derfor sørge for at så få jøder som overhovedet muligt blev arresteret på razzianatten som overhovedet muligt og undgå deres senere pågribelse.
Den 29. september kunne rabbiner Marcus Melchior fra Synagogen meddele om den kommende aktion. Han bad, om at man bredte budskabet.
Berlin havde allerede den 8. september trykket på knappen
Men allerede den 8. september havde Berlin faktisk trykket på startknappen for aktionen mod de danske jøder. Det vidste ingen danskere dengang. Man stolede på Werner Best, som adskillige gange havde sagt til udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen, at de danske jøder overhovedet ikke havde noget at frygte.
Svenskerne henvendte sig selv
Den svenske regering forsøgte sig med et forslag om internering på svensk jord, men den tyske besættelsesmagt svarede aldrig på henvendelsen. I stedet udstedte svenskerne udrejsepapirer og meddelte over radioen, at flygtninge ikke ville blive sendt tilbage, som de ellers var blevet i 1930erne.
Flugtruter, gemmesteder og transport over Øresund blev koordineret. Store pengebeløb blev indsamlet til at betale de endog meget høje summer, som fiskerne og andre bådførere krævede for at hjælpe de danske jøder over Øresund.
Razziaen varede i tre timer
Den første officielle og koordinerede aktion mod jøderne varede tre timer, hvorefter Werner Best erklærede, at den ikke ville blive gentaget. Han indberettede til Berlin, at Danmark nu var Judenfrei (renset for jøder). Werner Best var ligeglad med, at der nu over den næste måned flygtede over 7.000 jøder til Sverige.
Der var ellers ankommet en politikommando fra Tyskland på 120 mand som skulle hjælpe med jagten på jøderne.
Takket være en indsats fra mange sider var der ikke mange, der var hjemme natten mellem den 1. og 2. oktober. Fra tyske side var ordren at man ikke skulle forsøge at bryde ind, hvis det ikke blev lukket op.
Der blev også forhandlet med tyskerne, så de danske jøder måtte modtage Røde Kors pakker og at de ikke ville blive videresendt til udryddelseslejre.
Hvad kostede en tur over Sundet?
I oktober 1944 var prisen for en overfart var et sted mellem 1300 kr. og 1.500 kr. Det var en anselig sum penge for en gennemsnitlig dansker, en faglært arbejders månedsløn var på 400 kr. Der var da også eksempler på at man skulle betale 3.000 kr. og endnu mere.
Noget tyder på at mange jøder overbød hinanden. På gaden i Gilleleje blev der tilbudt 35.000 kr. for en overfart af 10 personer. Og 3.500 kr. pr. person svarer i dag til 75.000 kr.
Det er også et eksempel på at en ejer modtog 100.000 kr. Han havde en større kutter. Argumentet for de store beløb var, at fiskerne løb en stor risiko ved at fragte personer illegalt til Sverige. De frygtede også at miste deres kutter.
I de første dage af oktober 1943 var det hovedsagelig velhavende jøder, der blev fragtet til Sverige.
Tragedie ved Julebæk nær Hellebæk
Der er også et eksempel på en familie, der betalte et større beløb, men de blev aldrig kontaktet som aftalt. Det endte katastrofalt for en familie på flugt i Julebæk ved Hellebæk. Manden skar halsen over på sin hustru og deres to børn, da han troede, at det var slut for dem.
Flere af fiskerne blev taget af Gestapo og sendt til Frøslevlejren. De blev anklaget for menneskesmugling og illegal virksomhed. Med tiden måtte flere fiskere selv flygte til Sverige.
Ikke meget kystbevogtning
Da 90 pct. af jøderne var i sikkerhed, faldt summen i november til ca. 500 kr. pr. person. Da de illegale ruter, der transporterede bl.a. modstandsfolk til Sverige for alvor blev taget i brug i takt med at modstanden voksede i 1944, var prisen faldet til femtedel.
Kystpatruljeringen var stort set ude af funktion i hele oktober måned, hvilket bevirkede at overbelåninger mellem Danmark og Sverige forløb relativt glat. Grunden hertil var dels, at den danske flåde, der varetog kystpatruljeringen var blevet interneret efter bruddet den 29. august, dels at værnemagten endnu ikke var begyndt at patruljere kysten.
Tyskerne vidste godt, hvad der foregik. De brugte ikke mange kræfter på det. Ja ofte vende de det blinde øje til. Dog blev en unge flygtningehjælper dræbt at Gestapo under et flugtforsøg ved Tårbæk Havn den 9. 0ktober.
Det danske kystpoliti var blevet bedt om at holde sig uden for jødeaktionen. Det var dog en enkelt undtagelse som vi vender tilbage til. Værnemagten under general Hermann von Hanneken var blevet påbudt at hjælpe til med tilfangetagelsen af danske jøder, men mente at dette var under deres værdighed, og de bidrog derfor med en lunken indsats.
De allierede roste Danmark
Den omfattende redning af de danske jøder i oktober 1943 fik afgørende betydning for den allierede opinions opfattelse af Danmarks stilling under og efter krigen. Redningsaktionen blev opfattet som mange danskere bekæmpede nazismen.
I international jødisk historie står redningen af de danske jøder som en central begivenhed, der tjener som et eksempel på modstandskraft og humanitet. Begivenheden blev kaldt ”et mirakel”. Talrige monumenter, der hylder indsatsen, er rejst af jødiske samfund i hele verden.
40 udskiftningshavne
Der var hele 40 udskibningshavne på Sjælland. De vigtigste var vel Helsingør, Snekkersten og Humlebæk/Nivå, hvor afstanden til Sverige var kortest. 1.000 flygtninge kom til Sverige i dagene 2. – 4. oktober 1943. Antallet toppede den følgende weekend 8. – 9. oktober.
Øl – ruten blev drevet med en båd købt til formålet af bryggerdirektør Knud Parkow og brygmester Arne Jørgensen på Wibroe Bryggeri i Helsingør. Andre ruter var bl.a. Kier – ruten, Stella – ruten, Sundets Venner.
En anden rute gik fra Humlebæk/Nivå. Større skibe ventede ude på Øresund, hvortil flygtninge blev bragt i robåde. Mindre fiskerbåde kunne lægge til ved den lange mole ved Nivå. På en enkelt uge overførtes via denne rute 600 jøder.
Fra Smidstrup mellem Gilleleje og Rågeleje udgik en anden rute. Den var måske den bedst organiserede rute. Det var købmand Lassen, der stod for denne. Det blev til 20 transporter med ca. 850 passagerer.
Studenternes ruter startede i september 1943, den første fra Møn. I oktober åbnedes yderligere 4 ruter, herunder København. Arne Sejr var en af gruppens ledere.
For ”Helsingør Syklub” blev i maj 1944 optrevlet, fordi besætningen på et af skibene talte over sig på et værtshus. Modstandsbevægelsen oprettede frem til krigens afslutning mere ”professionelle” ruter over sundet.
Til Sverige i kajak
Nogle jøder flygtede til Sverige i kajakker. I september 1943 gik to mand ud fra Snekkersten i en kajak, det var en hjælper og en marinetelegrafist, som skulle til Sverige. Det blæste op og bølgerne var høje. De endte begge i vandet og måtte svømme tilbage. Hjælperen som hed Quist måtte opgive og gjorde det med ordene ”Hils min mor derhjemme”. Han rakte hænderne i vejret og forsvandt. Hans lig blev fundet flere måneder senere.
I 1943 var der 8.000 jøder i Danmark
Ved krigens udbrud var der 6.500 jøder i Danmark. 1.500 var flygtninge fr Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet, som kom til Danmark efter 1933. I 1943 var der 8.000. Men Danmark førte en meget restriktiv politik over for udenlandske jøder.
Kromanden fra Snekkersten Kro blev pisket ihjel
I Snekkersten var det læge Jørgen Gersfelt og kromand Thomsen på Snekkersten Kro, der var hovedpersonerne. De stod for organisationen af flugten. Kroejeren døde i Neuengamme kun 38 år gammel. Han blev pisket ihjel. Der er rejst en mindesten for ham. Han havde også hjulpet britiske faldskærmssoldater og modstandsmænd til Sverige.
Den energiske Gestapo-Juhl
I Helsingør sad kriminal-overassistent Hans Juhl som også blev kaldt Gestapo – Juhl. Han var en dansktalende tysker, der var vokset op lige syd for grænsen. Han opererede både nord og syd for Helsingør. Han stod selv for arrestationen af ca. 120 jøder. Således blev der arresteret 107 jøder natten mellem den 6. og den 7. oktober 1943 af 107 jøder i Gilleleje – heraf 84 på kirkens loft. De blev som alle andre ført til Theresienstadt.
Allerede den 5. oktober 1943 havde Gestapo anholdt 12 fisker, som blev ført til Horserødlejren. Ved samme lejlighed blev syv fiskefartøjer konfiskeret.
Lederen af Det Danske Kystpoliti – Holten
Den berømte advokat Carl Madsen havde ikke meget til overs for Leder af Kystpolitiet Svend Asbjørn Holten. Han blev inspektør under Rigspolitiet. Han blev tilknyttet Frihedsrådets arrestationsudvalg.
Holten sad den 22. juni 1941 om morgenen på tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus og tilrettelagde jagten på de danske kommunister. Tyskerne betragtede ham som tyskervenlig. Han var udset til politidirektør, når Frits Clausen blev statsminister.
Som leder af Kystpolitiet var han meget nidkær og lagde vægt på, at Kystpolitiet ikke blev kompromitteret i tyskernes øjne.
Jøder på Snekkersten Havn anholdt af dansk politi
En dag i oktober måned 1943 rykkede Holten med sine folk ind i Snekkersten Havn. Der var indgået en anmeldelse om at nogle danske statsborgere af jødisk afstamning var i færd med at flygte til Sverige. Tyskerne vidste ikke noget om sagen. Da de ankom var 18 danske jøder i begreb med at indskibe sig i de illegale både. Hele flokken på nær 4 personer – kvinder og børn blev løsladt i sidste øjeblik.
De 14 personer blev ført til Helsingør og afleveret på politistationen, hvor det tyske politi blev tilkaldt.
Dansk politi skød efter jødiske flygtninge
En anden episode, hvor Holten indblandet er heller ikke omtalt i andre kilder. Det var efter den 29. august 1943. Opgaven lød på at forhindre afsejling og sprede de forsamlede jøder i Gilleleje. Man anså dette for nødvendigt for at tyskerne ikke skulle lave ”foranstaltninger” mod Kystpolitiet.
Kort efter ankom Gestapo-Juhl. Denne anmodede Holten om at holde havnen besat, mens han selv foretog en razzia. Gestapo – Juhl forklarede, at han ikke havde nok mandskab til at klare begge dele.
Hvis Holten nu havde overholdt instrukserne på daværende tidspunkt som var gældende for dansk politi, skulle han have forladt Gilleleje. Der måtte ikke ydes bistand til tyske aktioner. Men Holten trak sig ikke tilbage.
Under politiets besættelse af Gilleleje havn, søgte en fiskerbåd, hvis lastrum var stuvende fuld med jødiske flygtninge for fuld kraft at sejle ud af havnen. I samme øjeblik blev der givet ild fra molen. Båden med de flygtende danske medborgere blev beskudt med maskinpistoler af dansk politi. Flygtningene reddede sig fra den sønderskudte båd ind på bølgebrydernes stensætning, hvor de sad i flere timer, indtil de sammentrukne tyske styrker efter Gestapo – Juhls ordre kom og arresterede dem og fulgte dem i land. De blev alle arresteret takket være Holten.
Som allerede nævnt har vi ikke fået disse hændelser bekræftet i andre kilder ed i Carl Madsens bog. Og ifølge den havde tyskerne også fået fat i Kystpolitiets rapporter som de brugte mod danske statsborgere.
Holten forfremmet til politimester i Frederikssund
Denne Holten blev aldrig straffet på nogen måde. Tværtimod blev han hædret med en stilling som politimester i Frederikssund. Foruden Carl Madsen var også Erik Haast efter Holten. Han mente, at Holten var dybt involveret i dobbeltdrabet på Peter Bangsvej.
Heller ikke Gestapo Juhl fik egentlig nogen dom i Danmark. Han blev belønnet for sin ihærdige indsats med at jagte jøder. Han blev kommandør i Stutthof KZ – lager.
I alt blev 1.300 jøder overført fra Gilleleje – området.
Jøder taget i kirken og menighedshuset
Der var skjult jøder i sommerhuse. Butikslokaler, garager på lofter, hos slagtermesteren og i bryggeriet.
Men de jøder, der havde søgt tilflugt i kirken og i menighedshuset blev taget. I Gilleleje talte man meget om stikkeri. Men mon ikke Gestapo – Juhl vidste det i forvejen. Der vrimlede med jøder i Gilleleje og stemningen var anspændt. Alle var nervøse.
Datteren fra badehotellet, Ruth Nielsen blev beskyldt for at være stikker. Men hun blev senere frikendt.
Tysk radarstation med tilbud til flygtninge – hjælpere
Vest for Gilleleje lå en tysk radarstation, hvor tyske tropper kunne holde øje med skibstrafikken. Da fiskerne i købet af oktober havde svært ved at sejle jøder ud af Gilleleje Havn, ringede kommandanten på radarstationen med et tilbud:
Tysk kommandant advarede mod stikkere i Gilleleje
For at opretholde et samarbejde med danskerne var der en bevidst strategi fra dele af besættelsesmagten at se igennem fingre med redningsaktionen. Men der var fanatikere som Gestapo – Juhl imellem.
Måske var det derfor, at fiskerne fra Gilleleje ikke tog imod dette tilbud. I stedet blev der iværksat en større operation længere nede ad kysten, som ledtes af en lokal købmand.
Men kommandanten op radarstationen advarede også fiskerne om stikkere i Gilleleje. Og også en fisker anmeldte sine kollegaer.
Best mente at jødeaktionen i Danmark var en succes
Om aftenen den 2. oktober meddelte Werner Best det tyske hovedkvarter i Berlin at Danmark var befriet fra jøder. Tre dage senere meddelte han, at der ikke var mandskab til at forhindre flugten til Sverige. Det var vigtigt at han den 7. oktober i et telegram kunne meddele Berlin, at der i Gilleleje var arresteret 110 jøder i forsøget på at flygte til Sverige. Således blev der ikke sået nogen tvivl om hans stilling som rigsbefuldmægtiget i Danmark.
Børn blev ladt tilbage
Masser af børn blev ladt tilbage i Danmark. Man havde besluttet at flugten til Sverige var for farlig. Historien om de glemte børn, glemmer man at fortælle. Historien om de glemte børn er omgivet af mørke og traumer. Det gør det svært at fortælle i samme åndedrag som den lyse heltefortælling om danskernes indsats som redningsmænd over for jøderne i oktober 1943.
Mindst 133 jødiske børn blev gemt i Danmark under nazisternes aktion. Disse børn oplevede et dobbelt svigt både fra deres forældre og fra deres plejefamilier, som havde passet dem under krigen. Det gik ud over tilknytningen.
Mange jøder vendte hjem til ingenting
Det er ikke det fulde overblik over, hvad jøderne vendte tilbage til efter krigen. Men man vurderer, at cirka halvdelen havde mistet enten bolig, job eller formue. For nogle var deres hjem fuldstændig tømt for værdier og møbler, for andre var en lejebolig givet videre eller midlertidig fremlejet. Der er eksempler på naboer eller andre lokale, der så muligheden for at erhverve sig ejendom eller værdier.
Omkring 1.500 af de hjemvendte mistede stort set alt og havde ikke tag over hovedet længere. De blev placeret i flygtningelejre som for eksempel gymnasier uden for hovedstaden. Der var også familier, der kom hjem til et stort set uberørt hjem.
Beretninger om flugten
Vi har samlet et par beretninger om flugten. Og vi skal lige gøre opmærksom på at vi har redigeret i teksten.
Stormet af tyskere i Kastrup
En flugt – der ikke blev til noget
De skulle have alle pengene
Det kostede 3.000 kr.
Kaptajnen ville ikke hjælpe-ringede efter tyskerne
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Oktober 18, 2023
Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)
Den sidste artikel i denne serie. I ”nødværge” mod Østrig. Prinsen af Augustenborg stod klar. Tønders Magistrat handlede klogt. Hertugdømmets indlemmelse i Preussen. Værst gik udviklingen ud over Tønder. Angsten for den preussiske militærtjeneste. To moderate landrødder. Borgmester Streckenbach var en sand patriot. En meget frisindet mand blev redaktør af Tond. Intell. Blatt. En lille skare af dansksindede. Den danske overklasse holdt sig for sig selv. Et forbud mod dansk teater. Vestslesvigsk Tidende. En ny redaktør. Da ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne. Pastor Jacobsen brugte bladet som propaganda – organ. Så skulle Jacobsen være biskop. Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil. Tonderne Nachrichten havde en kort levetid. Köller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede. Landråden kendte ingen danskere. Det tyske borgerskab skulle vækkes. Sturm auf Tondern. Der var lagt op til oprør i Tønder – men så kom krigen. Større fordragelighed i Tønder end andre steder.
Den sidste artikel i denne serie
Vi har lavet en lille miniserie om Tønders udvikling fra 1840 – 1920. Dette er så den sidste artikel i denne serie. Det var en ret så turbulent tid. I tilknytning til artiklen har vi samlet en liste over artikler, som vi også har skrevet om den tid.
I nødværge mod Østrig
I 1867 må tøndringerne have set lidt mærkelige ud, da man den 28. juni i deres Intelligensblad kunne læse en ”Proklamation fra Kong Wilhelm, hvorefter Preussen desværre i nødværge måtte føre krig mod de Østriger, som man i Tønder havde betragtet som gode venner og befriere.
Prinsen af Augustenborg stod klar
Endnu mere forvirrede skulle det virke på dem, at overpræsident von Scheel – Plessen i samme nummer advarede mod et flyveblad fra en vis ”Prins af Augustenborg”, der tillægger sig titlen af Hertug og taler om en ret:
Tønders Magistrat handlede klogt
I 1866 blev det forbudt at flagre med sort-rød-gyldent. Det var de farver, der ligefrem var hellige for alle tyske demokrater, som arbejde for et enigt stor-tysk rige. Men byens Magistrat handlede klogt i denne situation. Efter slaget ved Königgrätz sendte man en ”Lykønskningsadresse” til Kong Wilhelm og får et takkebrev fra Bismarck.
Hertugdømmets indlemmelse i Preussen
Den 12. januar 1867 bekendtgøres:
Den 12. februar 1867 holdes der valg til det nordtyske forbunds grundlovgivende forsamling I Tønder bliver stemmerne fordelt således:
Det var en stor preussisk sejr over Slesvig – Holstenismen.
Værst gik det for Tønder
Så fulgte de store tyske sejre i 1870 og det tyske kejserrigets oprettelse i 1871. Den nye tids morgenrøde som J.C. Todsen havde talt om var brudt frem. Men de første årtier var en skuffelse for tyskerne. Tønder, der var Hertugdømmets næstældste by, havde oprindelig også været den næststørste og næst vigtigste by.
I løbet af århundredet voksede Flensborg de andre over hovedet. Også de andre byer voksede mere end Tønder. I 1860 var Haderslev blevet dobbelt så stor som Tønder og Sønderborg. Efter 1864 stagnerede alle nordslesvigske købstæder. Værst gik det for Tønder.
Alle industrier sov efterhånden ind. Jernbanen førte lige så godt Tønders kunder til Flensborg som nye kunder til Tønder. Ja mange ligefrem udvandrede. Aviserne skrev også om det:
Angsten for den preussiske militærtjeneste
I Tonderne Zeitung kunne man læse:
To moderate Landråder
Der var masser af konkurser og øgede skattebyrder. I avisen kunne man følge de mange klager. På Landrådsstolen sad Bleicken, en liberal Slesvig – Holstener med en forsonlig indstilling over for danskerne. Efterfølgeren – Hof-råd Hansen havde samme indstilling.
Borgmester Streckenbach var en sand patriot
Borgmester Streckenbach, der stammede fra Eckernförde, var en stor patriot. Ved det første byrådsvalg efter den nye ”Städteordnung” af 1869 valgtes to udprægede danske borgere, jernstøber Lorentzen og købmand P. Olufsen ind i byrådet. Valgordningen var sådan at et mindretal aldrig kunne blive repræsenteret ved egne kræfter.
En meget frisindet mand blev redaktør af Tønder Int. Blatt
Tond. Int. Blatt gik i 1871 fra Forchhammers hånd til J.W. Goos fra Heide. Den førtes videre af ham som Tond. Zeitung. Den nye redaktør var en meget frisindet mand, der åbent kritiserede Bismarck og viste meget forståelse for danskheden, Præster, Jesuitter og Junkere var hans fjender, men danskerne kunne han åbenbart godt lide. Efter at ”Den vestslesvigske Tidende” var stoppet, var hans blad jo også lokalblad for både danskere og tyskere i oplandet,
En lille skare af dansksindede
Det var en lille skare af dansksindede, der stadig holdt fanen højt. Det var ret få. De fleste opgav ret hurtig. Men skal vi lige præsentere de dansksindede. Det var:
Advokat Gjessing, Lægerne Dr. Friis og Dr. Jersild, Apotekerne Augsburg og Haastrup, Koginspektør Refslund, Dyrlæge Hage, Købmand P. Olufsen, Farver Diemer, Jernstøber Lorenzen og flere håndværkere.
Den danske overklasse holdt sig for sig selv
Egentlige danske organisationer fandtes ikke dengang. De få danske fra overklassen holdt sammen indbyrdes. Men småkårsfolkene måtte passe sig selv. Danske skoler og dansk privatundervisning blev snart forbudt.
Et forbud mod dansk teater
Men egentlig var der et rigt dansk kulturliv, idet danske teaterselskaber gæstede Tønder i flere uger hver gang. Således havde Vilhelm Petersens Selskab et ”smukt og forbavsende moderne program”. Forestillingerne strakte sig over 3-4 uger. De var meget godt besøgte. Der kom op til 50 vogne med teatergæster fra hele landet til Tønder.
Tond. Zeitung roste spillet i høje toner, men beklagede at det ene efter andet tyske teaterselskab måtte spille for tomme rækker. Mellem linjerne kunne man læse om dilettantisk spil.
De tyske myndigheder lagde dog efterhånden hindringer i vejen for de danske skuespillere. Men måske provokerede man også lidt op fra scenen med udfoldelse af Dannebrog på scenen. Man opførte ”Elverhøj” med den danske nationalsang og Tordenskjold i Dynekilden.
Det hele endte med, at de danske skuespillere blev udvist og opførelsen af danske skuespil blev forbudt.
Vestslesvigsk Tidende
Grunden til at de dansksindede skjulte sig var, at man savnede en energisk fører i byen efter advokat Gjessings tidlige død i 1882. Redaktør Peter Skovrøy overtog dette hverv. Udgivelsen af Vestslesvigsk Tidende i Tønder fik landråd til at udbryde:
I 1885 overtog redaktør Jessen ”Flensborg Avis” Skovrøys blad. Bladet blev nu en lokaludgave af Flensborg Avis med Skovrøy som lokalredaktør. Han var skarp i sin pen.
Tønder Intel. Blatt fik ny redaktør
I 1889 fik Skovrøy en ny modstander. Den rolige og fornemme J.W. Goos solgte nemlig Tond. Zeit. Til J.H.N. Thamssen fra Wyk på Før. Man så om ham at han var småt begavet. Når han skrev, var der slemme logiske og sproglige fejl. Men bladet skiftede nu helt stil. Den ny redaktør følte sig som tyskhedens vogter i Vestslesvig.
Han rettede personlige angreb med redaktør Jessen, redaktør Nicolai Svendsen og Peter Skovrøy. Sidstnævnte måtte ofte høre for at fik sin uddannelse på et tysk amtsrets-kontor og fortsatte som journalist ved et tysk blad ”Folkebladet” i Haderslev.
Redaktør Jessen måtte flere gange stævne Thamssen for retten og han nåede også at få ham dømt gentagende gange til mindre bøder.
De ”fremmede” tyskere krævede strengere kurs mod danskerne
”Fremmede” tyskere kunne ikke forliges med den fredelige atmosfære i Tønder. De krævede en strengere kurs over for danskerne. Blandt disse fremmede var seminarieoverlærer Wendling, der stammede fra Rhinlandet. Og så var der det amtsdommer Dr. Brockschmidt, der i 1886 fra Oste i Hannover var kommet til Tønder. Snart indtog han en ledende plads i Krigsforeningsbevægelsen.
Pastor Jacobsen brugte bladet som propagandaorgan
Ja så var det også Pastor Jacobsen fra Skærbæk. Han brugte bl.a. Tond. Zeitung som sit propagandaorgan, hvor hans mange og store gerninger gang på gang blev fremført for offentligheden.
I 1898 førtes der en heftig kamp for at fortrænge amtsråd Bachmann, Haderslev (født i Tønder) som landdagsmedlem for Tønderkredsen og få ham erstattet af pastor Jacobsen. Nu optrådte pastor Jacobsen som Nationalliberal, skønt han ved et Rigsdagsvalg et par måneder i forvejen havde været opstillet som antisemitisk kandidat.
Så skulle pastor Jacobsen være biskop
Forsøget strandede trods al propaganda på de vestslesvigske valgmænds besindighed. Året efter ville man skubbe biskop Kaftan til Holsten og anbringe pastor Jacobsen i Slesvigs bispestol. Ved den lejlighed skrev Thamssen:
Kaftan blev siddende. Få år efter gik alt galt for pastor Jacobsen. I 1903 krakkede hele herligheden i Skærbæk. Thamssen og andre bestyrelsesmedlemmer for banken i Skærbæk kom for Landsretten men de blev mærkelig nok frikendt.
Udadtil var Tønder en patriotisk by – men ikke indadtil
De fleste borgere i Tønder fulgte ikke den skarpe kurs. Udadtil var Tønder en meget patriotisk by, der elskede at stille op med store nationale fester og optog, fakkeltog og illumination. Men et egentligt fjendskab mod de danske var det ikke som i 1864. En stor del af Tønders opland var dansk.
Tonderne Nachrichten havde kort levetid
Som en modvægt til Thamssens nationalliberale og danskfjendtlige Tondernsche Zeitung oprettedes i 1890 det frisindede og mere danskvenlige Tonderner Nachrichten, der dog aldrig kom ud over svære økonomiske kriser.
Som vi i andre artikler har nævnt fra Skovrøy medlem af Singverein – ja det var Dr. Jersild faktisk også.
Køller – politikken skabte en opvågning blandt de dansksindede
Køller – politikken gjorde også sit indhug i Tønder. Men det skabte måske også en opvågning blandt de dansksindede. Det kom til udtryk i dannelser af ungdomsforeninger. Ungdomsbevægelsen spredte sig på egnen til Bylderup, Jejsing, Emmerlev, Møgeltønder m.m.
I 1901 blev Tønder Landmandsbank oprettet. Her blev bankdirektør Rossen en myndig direktør. Unge danske købmænd og håndværkere slog sig ned i byen. Blandt disse var bagermester Thorvald Petersen. Han kom til at præge den nationale udvikling i byen de kommende årtier.
Med utrolig energi gik bagermesteren i gang med at opspore alle dansksindede i Tønder. H.V. Clausen regnede i 1901 ikke Tønder med til Nordslesvig. At Tønder alligevel kom med til Nordslesvig, var ikke mindst Thorvald Petersens fortjeneste. Der kunne måske også nævnes andre bl.a. bankdirektør A. Andresen.
Landråden kendte ingen danskere
Landråd Rogge udbrød efter et valg i 1912:
Den første danske forening efter 1864 blev stiftet. Det var Tønder Læseforening, som vi har skrevet en artikel om.
I 1904 var landråd Rogge kommet til Tønder. Han var søn af den tyske kejsers hofpræst. Han var en ung, meget dygtig og meget energisk mand, en typisk repræsentant for den skarpe germaniseringskurs.
Det tyske borgerskab i Tønder skulle vækkes
Nu skulle også det tyske borgerskab i Tønder vækkes af sin fredelige nationale søvn. Tænk at man i Tønder endnu ikke havde nogen afdeling af:
Det blev dog stiftet i Løgumkloster af amtsdommer Schwartz. Nu havde man fået placeret afdelinger over hele Nordslesvig.
Sturm auf Tondern
Men nu skulle Tønder erobres. Det skete den 16. januar 1909 under mottoet:
Ekstra tog fra alle retninger førte hundredvis af mennesker til Tønder. Tonhalles sal var ved at revne af mennesker og spænding. Her var 1.000 mennesker forsamlet. De store danske og tyske blade havde sendt repræsentanter.
Amtsdommer Mangels ledede mødet og landsretsraad Dr. Hahn holdt som foreningens formand hovedtalen, hvori han særlig polemiserede mod Tønder Byråd og mod landdagsmand, landsretsråd Dr. Jürgensen, Husum – en besindig hjemmetysker fra Aabenraa.
Landråd Rogge råbte i sin korte tale:
Domæneforpagter Fürsten , Ellehus vendte sig mod danskernes historieforfalskninger. Bortset fra redaktør Thamssen var der ingen borgere fra Tønder, der holdt taler.
Den ny forening i Tønder startede med 260 medlemmer. Et år efter startede Pastor Schmidt Vodder sin ”Fredsforening”. Men denne fik kun ringe tilslutning.
Der var lagt op til oprør i fredelige Tønder
Det var i 1910 optræk til et virkeligt nationalt opgør i den tidligere fredelige by Tønder. Men så kom Verdenskrigen efterfulgt af den bevægede afstemningstid. Lykken havde svigtet Thamssen. Han havde oparbejdet sit trykkeri til et stort foretagende som konkurrerede med de største tyske trykkerier. Men han konkurrerede sig ihjel. Han måtte afstå det hele til sin søn. Og selv flyttede han fra byen
Thamssen Jun. Solgte i 1919 Tond. Zeitung til Cornelius Petersen fra Vester Anflod.
Større fordragelighed i Tønder – end andre steder
Den nationale kamp har hele tiden været præget af større fordragelighed i Tønder end i andre nordslesvigske købstæder. Besindighed og Tolerance har været fremherskende i byen.
Kejser Wilhelm fik heller ikke lov til at stå på Torvet i Tønder. Indtil 1933 var der vel også national tolerance i byen. Og så er det lige historien om de tosprogede skilte i Tønder,
Kilde: (Hele Serien Tønder 1840 – 1920 – bestående af tre artikler)