Artikler
December 21, 2023
Sønderjyske Årbøger 2023 – forsøg på en anmeldelse
Man venter med spænding på den hvert år. Og så ligger den pludselig postkassen. Vi får 7 artikler og 14 anmeldelser. Og så en hel masse info om arkiverne og museerne i Sønderjylland. Og så får man jo også med jævne mellemrum månedsskriftet. Det kan være svært at anmelde sådan en årbog. For artiklerne er vidt forskellige. Og det er de også denne gang. Er du interesseret i Sønderjyllands historie var det måske et julegaveønske med et medlemskab af Historisk Samfund for Sønderjylland. Ønsker du at sætte dig yderligere ind i de temaer, der beskrives i årbogen, har vi lavet en liste til dig med 65 artikler du kan finde på vores side.
Det kan være svært at anmelde en årbog, fordi noget altid vil interessere en mere end noget andet- Hvert år sidder man og længes efter den. Hvornår mon den kommer?
I år er der 7 artikler og 14 anmeldelser. Dertil kommer interessante beretninger fra museer og arkiver.
Ja selv det at læse anmeldelser er interessante. Det er godt nok længe siden, at nogle af bøgerne er udkommet. Nogle af dem står her på hylden. Endnu engang vil jeg opfordre dem, der endnu ikke er medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland at melde sig ind. Foruden denne årbog på 287 sider, kommer der også alle månedsskrifter i løbet af året. De er mindst lige så interessante som Årsskriftet.
Hvis du vil fordybe dig yderligere i de emner, der er omtalt i årbogen, har vi til sidst lavet en fortegnelse over artikler, du kan finde her på siden. Sønderjysk Årbog 2023 er endnu engang en stor oplevelse.
I år har vi fornøjelsen af følgende artikler:
Hornblæserne – de små raske 16 års drenge
Den lille hornblæser – et glemt mindesmærke på Rådhuspladsen rejst i 1899. Det er også den bog som N.P. Holst udgav i 1849. Men er den baseret på virkeligheden, ja det prøver artiklen at finde ud af.
Vi besøger Christians Plejehus i Egernførde. Det var et udklækningssted for fattige børn af underofficerer og spillemænd. De blev uddannet til militærmusikkere. Efter deres konfirmation kom de ud til forskellige musikkorps i hæren. Mange af disse drenge deltog i de Slesvigske krige. De var altid med i forreste linie som hornblæsere. Og mange endte som agtede musikere eller dirigenter.
Plejehuset blev i 1785 flyttet fra København til Egernførde og var oprettet af Frederik den Femte som Invalidehotel i 1764.
Plejehuset kunne rumme 380 individer. Det var 200 veteraner, 60 soldaterenker, 80 drenge og 40 piger.
De unge knægtes fremtid var forudbestemt de næste 8 år. Det var at modtage musikundervisning og indtræde i et musikkorps. Disse børn blev også kaldt ”Skillingsbørn”, idet faderen modtog ”den daglige skilling”.
Christians Plejehus nåede at eksistere i 78 år. De sidste drenge afgik i 1854, hvorefter Plejehuset blev nedlagt. Kvaliteten var ikke mere god nok. I artiklen hører vi en masse anekdoter om hornblæsere.
Komponisten Carl Nielsen var en af dem. I bogen ”Min Fynske Barndom fortæller han at holstenerne var glimrende musikere. Hans fire år i militærmusikken havde betydet meget for ham. H.C. Lumbye var en anden kendt musiker og komponist.
Knægtene begyndte også et dannelsesforløb. Mange af dem fik dansk indfødsret.
Det følger jo med Søfarten – Sygdom og Helbred i Kaptajn-kone Dorothea Nissens Kina-Dagbøger 1863 – 1867.
Hun var kaptajns – og bondedatter fra Løjt. Det var ikke fordi, hun havde eventyrlyst. Men det var den eneste måde, hun kunne se hendes mand på. Og det var kaptajn Jep Nissen.
Hver femte dag skrev hun i dagbogen. Skibet, rejsen og helbredet var i centrum. Flere har brugt disse dagbøger som historisk kilde i Aabenraa Søfartens historie.
Jep Nielsen overtog hendes fødegård i Højgade – en af Løjts mange kaptajns – gårde. Hendes lillesøster -Helene blev gift i Bangkok med kaptajn Jep Jessen. Disse kaptajner tilhørte sammen medstyrmændene den absolutte elite på Løjt Land.
Foruden kinesiske pirater var sygdom i forskellige afskygninger en fast bestanddel af hverdagen ombord på Mathilde. Maveonde og ondt i hovedet var mest udbredt.
Mod diarre kunne man tage ”Engelsk Salt”, som var en slags afføringsmiddel. Var man virkelig hårdt ramt kunne kaptajnen udskrive ”opium”.
Man kunne også gå på en rabarberkur. Der fortælles også i artiklen om dengang, da Frederik den Syvende var indlogeret hos Hans Bruhn, som dengang var den rigeste i Aabenraa. Det var under den første slesvigske krig.
Kongen havde fået maveonde og dr. Lund havde udskrevet en recept på 5 Rigsbank-skilling rabarber til ham. Og følgerne af denne kur, bevirkede at tjenestefolkene fik ekstra betaling.
Holger Andersen og Antiksamlingen op Haderslev Katedralskole
Kort før sin død i 1961 testamenterede politikeren og diplomaten Holger Andersen en samling på 15 antikke genstande til Haderslev katedralskole. Han var også Grænseforeningens formand fra 1941 – 1961.
I artiklen får vi også en beskrivelse af skoleforholdene i Haderslev og Holger Andersens virke. Hans første tur i Athen var i 1930. Igen i 1935 var han i Athen. Han skrev bl.a. en artikel ”Olympia – træk af dets historie og indtryk fra et besøg. Det var i Haderslev samfundets Årsskrift.
Tønder – 700 Års Byjubilæum
Det var den 5. august 1943. Tønders 700-års jubilæum skulle fejres. Vi har allerede på vores side beskrevet frokosten på Tønderhus, hvor Paludan-Müller erklærede at besættelsen havde ødelagt naboskabet de næste 200 år.
Men ellers forløb jubilæet nogenlunde roligt. Men hvordan lykkedes dette. Ja det er det, artiklen handler om.
Nu var ikke alle tysksindede nazister. Dansk lovgivning satte også grænser for brugen af Hagekorsflag. Men det blev nu ikke helt overholdt. Forholdet mellem det dansker og tysker i Tønder kølnedes i besættelsestiden. Uenighederne blev større og sat på spidsen.
Det Tyske Mindretal i Tønder stod stærkt – stærkere end i nogen anden købstad. Tønder var også det sted, hvor der først blev oprettet en nazistisk ortsgruppe.
Regeringen havde opfordret til at man ikke provokerede tyskerne unødvendigt. Man arrangerede både en dansk og en tysk gudstjeneste. At holde en samlet kunne ikke lade sig gøre. Mange tysksindede betragtede den danske præst Hans Magle som en ”uforsonlig fjende”.
Den lokale nazistgruppe fik lov til at lave en udstilling på Alexandrineskolen.
Danskerne og tyskerne fejrede hver for sig. Det officielle Tønder deltog i begge gudstjenester. Men nogle af disse forlod kirken, da de så, at der var hængt Hagekorsflag op. Nogle af de dansksindede byrådsmedlemmer og andre forlod kirken i protest. Den tyske gudstjeneste sluttede med:
Den var en hædring af de i tysk tjeneste faldende nordslesvigere.
Om aftenen i Schutzenhof var der fanemarcher. Nazist-partiets ”Ortsgruppenleiter”, Christian Jessen skulle tale. Til sidst var der også en ”Führergruss. Det var her de tyske borgere samledes for sig selv. Hovedtalen blev holdt af professor Otto Scheel. Han havde været medlem af nazistpartiet siden 1933.
Til julefrokosten var der inviteret 100 mand. Den varede i tre timer. Og her var det så Paludan – Müller pludselig dukkede op. Antagelig var han slet ikke inviteret. Om det var fordi han skulle køre helt fra Gråsten eller fordi han flere gange havde overtrådt retningslinjer fra København, vides ikke. Han holdt en ikke særlig diplomatisk tale. Det lykkedes for borgmesteren sådan nogenlunde at holde trådene sammen. Aviserne forsøgte også at holde det nede og Nordschlesvigsche Zeitung omtalte slet ikke talen.
Grunden til, at der ikke skete flere alvorlige hændelser, var nok at de to nationaliteter fejrede jubilæet hver for sig.
Peter-Gruppen og Besættelsesmagtens terroraktioner i Sønderjylland 1943-45
De fleste af Peter – gruppens aktioner foregik i København og de andre storbyer. Men Sønderjylland slap ikke. Gruppen fik navn efter lederens højre hånd – Peter Schäfer. Lederen var Otto Schwerd. Gruppen bestod af både danskere og tyskere samt yderligere et par nationaliteter.
Gruppen stod for 267 forbrydelser – alt fra sabotager og bombeangreb til clearingmord. På tysk hed det ”Gegenterror, Det var en klar overtrædelse af folkeretten.
Med den danske regerings tilbagetrækning skærpedes den tyske politik. På Wener Bests initiativ blev sabotagebekæmpelsen i Danmark. Det blev besluttet at oprette en tysk politiledelse i Danmark.
Fra november 1943 steg modstands-aktiviteten i Danmark. Heinrich Himmler beordrede endnu hårdere gengældelsesaktioner. Pancke blev indkaldt og Himmler beskyldte ham for fejhed.
Drabet på Kaj Munk var en af disse clearingmord.
I løbet af 1944 steg antallet af sabotageaktioner, likvidering af stikkere, nazister og medlemmer af værnemagten. Samtidig steg aktionerne fra tyskernes side. I første halvdel af 1944 begik Peter-gruppen 10 clearingmord. I anden halvdel var dette antal steget til 50 clearingmord.
Der blev også oprettet et specielt Sonderkommando Dänemark, der havde til opgave at bekæmpe modstandsbevægelsen.
To virksomheder i Aabenraa – Maskinfabrikken Hamag og Aabenraa Motorfabrik blev udsat for sabotage fra Modstandsbevægelsen. Det har vi tidligere skrevet om. En ung sabotør røbede under totur modstandsfolkenes skjulested. Nordschleswigsche Zeitung skrev en kritisk artikel om politiets rolle under aktionen. Det fik Gestapo til at undersøge sagen.
Modsvaret kom fra Peter-gruppen. De sprang politistationen i luften. Flere betjente blev alvorlig såret.
Den 29, september 1944 sprang Peter-gruppen forsamlingshuset i Vedsted i luften Det var modstandsmanden og kommunisten Hans Andersen fra Haderslev, der var blevet overmandet af tyskerne med knipler og geværkolber. Bagefter blev han henrettet for øjnene af de mange gæster i forsamlingshuset. Bovensieben – SD – chefen mente at forsamlingshuset var tilholdssted for modstandsgrupperne i Sønderjylland. Og det ville Peter – Gruppen hævne.
Allerede i 1943 var journalisten Chr. Hansen Damm offer for det første forsøg på clearings-drab I Danmark. Han var bl.a. journalist hos Flensborg Avis. Han overlevede dog med svære skader. Måske var det som hævn for en sabotageaktion mod Deutsche Jugendschaft Nordschleswig, der var grund til aktionen mod Damm.
Federal Union of European Nationalities – belyst fra det danske og tyske mindretal i perioden 1969 – 1978
Sydslesvigsk Forening (SSF) og Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) blev medlem af FUEN i 1951. Gennem København – Bonn erklæringen fra 1955 var de to mindretals-forening sikret rettigheder.
Begge mindretal kæmpede for en revision af den dansk – tyske statsgrænse.
Efter Anden Verdenskrig havde begge mindretal af forskellige årsager opgivet dette mål. Det tyske mindretals nazificering havde gjord forholdet til Danmark anspændt. Og det danske mindretal oplevede en opblomstring lige efter krigen. Briterne tilbød en grænserevision.
En avisfejde mellem Jep Schmidt og Karl Otto meyer gennem lederspalter i Der Nordschleswiger og Flensborg Avis udspandt sig i perioden 1969 – 1974.
Karl Otto Meyer mente at FUEN skulle have sørget for mere tilskud fra den vesttyske regering. En ny konflikt opstod, da Jep Schmidt opstillede som præsidentkandidat for FUEN. Men det danske mindretal ønskede ikke ham som præsident. Det blev han dog senere.
Personlige konflikter og mere eller mindre bevidste forsinkelser i kommunikationen opstod. Og så havde FUEN også økonomiske problemer.
I Landflygtighed – sønderjyden Søren Outzens flugt fra tysk militærtjeneste under Første Verdenskrig
Den 4. september 1916 slap Søren Outzen fra Ellum over den daværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Det skete ved Klaaby syd for Ribe. Det førte til flere års landflygtighed:
Han vendte først hjem til Sønderjylland i foråret 1919. Her blev han dog arresteret – beskyldt for Fahnenflucht. Men han flygtede.
Søren Outzen blev i 1916 ramt af tyfus. Først var han indlagt på et lazaret i Vilnius senere overflyttet til lazaret til Kaunas. I august 196 rejste han på 14 dages rekreationsorlov. Han havde fået nok af at være frontsoldat.
2.500 deserterede dengang. Det svarer til 8 pct. af nordslesvigerne. Fra Tønder kredsen, hvor Søren Outzen kom fra var det 198, der deserterede.
En spændende artikel krydret med hovedpersonens egne erindringer.
Kilde:
De Slesvigske Krige
Søfarten i Aabenraa
Tønder Byjubilæum
Første Verdenskrig
Det tyske og det danske mindretal
Besættelsestiden
December 18, 2023
Aabenraa – latrinære begivenheder
Denne artikel kan forekomme uhumsk. Men den lugter ikke. Inden vi her når Aabenraa skal vi læse om den latrinære Danmarkshistorie. Det giver en bedre forståelse. Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”. Direkte ned i voldgraven. Man lagde bare nye brosten. Man kunne ikke blive ved at grave nye huller. Natmændene. Skyldende vandkloset blev opfundet. Og det gjorde vandlåsen også. I begyndelsen var det kun wc for de velhavende. Lokum og das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder. Sidste tømning af latrinspande i 2008. Ikke mere ”ålesuppe”. 48 bagdele om et sæde. Hvordan kom man af med det? Stednavne vidner om det Latrinære. Latrinære forordninger allerede fra 1269. ”Det hemmelige hus” over Kastelsgraven. Toiletpapir var en lettelse. Afføring kan fortælle forskere meget. Svært at komme af med renovation. I Aabenraa var der møddinger på gaden. Renovationsbygning på farversmølle. God forretning for Aabenraa kommune at sælge ”Gødning”. Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt. I 1902 kom det første wc til byen. Klager over forurening. En strejke i 1920. I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa. Optøning af frosne latrinspande første til brand i renovationsbygning. Badeanstalt blev lukket. Det førtes direkte ud i fjorden. Først i 1960 fremlægges en samlet plan over ordentlig kloakering. Ny rensningsanlæg i 1967.
Artikel kan forekomme uhumsk
Denne artikel kan måske forekomme uhumsk. Og i begyndelsen vil du sikkert bemærke, at det ikke har meget med Aabenraa at gøre. Men vi går lidt tilbage for lige at få historien med. Og heldigvis lugter denne artikel ikke.
De ældste lokummer i Danmark var placeret over dybe huller som blev muret op eller træbeklædt indvendig. Hullerne blev jævnlig tømt men også dækkede man dem til og startede et andet sted.
Hvorfor hedder det ”das” og ”lokum”
Vi skal først lige have forklaringen hvorfor det hedder ”das”. Det kommer fra det tyske ”das Haus”. Og hvorfor hedder det så lokum. Ja se det kommer fra det latinske ”locus”. Det betyder ”sted”. Og det var selvfølgelig det sted, hvor folk beskyttet for vejr og vind kunne komme af med afføring og urin. Og det var dengang uden kloakering.
Ofte var det en træplade med et lille hul i. Ja dengang blev man nødt til at besørge med en tønde eller kasse neden under. Når den var fyldt op, ja så flyttede man bare et andet sted hen.
Direkte ned i voldgraven
På slotte og herregårde førtes ens efterladenskaber direkte ned i voldgraven. Sådan har det sikkert også været på Brundlund Slot. I samme voldgrav kunne man så fremelske karper. Og karper er som bekendt altædende.
På gårdene ude på landet blev nødtørften forrettet i stalden. Når så dyrenes afføring blev møget ud fulgte den menneskelige med dyrenes. Og mange landmænd tjente penge på det ved at sælge det som gødning.
Både på landet og i byerne gravede man brønde i samme område, hvor man både havde das og møddinger. Så skete der ofte, at der opstod en krydsforurening. Dette førte så til spredning af kolera, tyfus og meget andet.
Man lagde bare nye brosten
Meget lort havnede direkte i rendestenen, hvis der var sådan en. Og brostenene forsvandt i afføring efter nogle år. Så lagde man bare et nyt lag brosten oven over.
Man kunne ikke bare grave nye huller
Efterhånden kunne man ikke bare oprette nye lokummer, når kassen eller tønden var fuld. Nu blev man nødt til at ømme disse. Mange steder var dasset placeret i baggårde. I store ejendomme var det i den bagerste del af huset.
Og så blev det forbudt selv at tømme disse kasser eller tønder. Christian den Anden indførte en lov i 1522, der bestemte dette. Det skulle være de såkaldte natmænd. I Helsingør blev en man, der i 1568 faktisk blev smidt ud af byen, fordi han selv tømte tønden.
Natmændene
Natmændene udførte et job, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Disse natmænd blev også socialt udstødte. Det var ofte tatarer eller jøder, der fik disse jobs.
Skyldende vandkloset blev opfundet
Det var en englænder, der opfandt det skyldende vandkloset. Men han opfandt ikke vandlåsen. Der lugtede derfor stadigt. Derfor skal vi helt op til 1700 – tallet før det vandskyllende toilet – wc/waterclosetet blev populært.
Omkring 1900 tog vandskyllende toiletter over. Der kom også kloakering.
Vandlåsen blev opfundet
Og det var heldigt at skotten Alexander Cummings ”opfandt” vandlåsen. Det tog han selvfølgelig patent på. Det var omkring 1800. at de første WC’ er nåede til Danmark. Det var dog på det tidspunkt ikke installeret kloakering, så afføringen løb ud i rendestenen. Derfor blev WC’ er forbudt.
Man fandt ud af, at der var noget, der hed bakterier.
I begyndelsen var det kun WC for de velhavende
Nakskov var den by i Danmark, der var først med kloakering. Der var kloaknet, men det var ikke tilsluttet WC. I begyndelsen var det kun de rige, der fik installeret rigtig WC og til kloaknettet. Det var i velhaverkvarteret omkring Stockholmsgade, man var først. Og her kom der marmor.
Lokummer og Das blev udfaset – men ikke lige hurtig alle steder
I løbet af 1900-tallet blev det lovpligtig at installere et WC, hvis ens ejendom lå op ad et kloaknet. Det fik man ikke lige med det samme ude på landet. Her fortsatte man med at sætte sig ud i stalden eller på et udendørs lokum.
Dasser/lokummer og latriner blev efterhånden udfaset. Dog ikke lige hurtigt alle steder.
I byejendomme kunne det være svært at finde plads til de nye toiletter. Det blev ofte tjenestepigens værelse, der blev brugt til dette. Det vil sige det værelse, der lå ud til bagtrappen.
Sidste tømning af latrinspande i 2008
Først i 2008 blev den sidste organiserede tømning af gammeldags das foretaget i kolonihaver og fiskerhuse i København. Det blev foretaget af Renholdningsselskabet af 1898. Spandene blev kørt til Amager. Derfor kalder man denne ø endnu for Lorteøen. Ja man byggede ligefrem en ”Latrinjernbane”.
Men nu var det ikke lige med det samme at alt lort blev sendt til Amager. Meget af tøndernes indhold blev smidt i vandet. Det ildelugtende vand dannede en brun bræmme helt ned til Køge.
Borgerne fik ikke mere ålesuppe
Efterhånden anlagde man et rigtigt vandværk i Kløvermarken efter at det første vandværk blev anlagt i 1854. Nu kunne man begynde at rense vandet. Nu fik borgerne ikke mere ålesuppe. Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med i rørene.
Mange steder fik man installeret et såkaldt bak-ud-toilet. Det hed det, fordi toiletterne var så små, at man var nødt til at bakke ind og ud.
48 bagdele deltes om et sæde
I gårdene fik man de såkaldte retirader. Disse blev hjemsted for masser af rotter men også et arnested for smitte. Nogle steder skulle man stå i kø. Der var ofte 48 bagdele, der skulle deles om et sæde.
I byerne kunne der være lidt barsk at skulle gå ned fra femte sat i bælgmørke af bagtrappen, hvis man om natten skulle besørge. Og når det så var frostvejr, var det måske endnu hårdere.
Hvordan kom man af med det på 5. sal
Så var det godt at man kunne gøre det på natpotten. Her var det ofte den ældste knægt som skulle sørge for at indholdet blev tømt. Og det skete også hustruen gemte potten inde bag forklædet. Men det var skam ikke altid der var tid eller tålmodighed til dette. Så var det tros alt lettere lige at åbne vinduet og smide indholdet ud på gaden eller ned i baggården.
Gamle Fru Hansen oppe på sjette sal pakkede det store ind i avispapir og så ellers også ud af vinduet. Da vaskekummen kom, kunne man så smide det i denne også det store. Men det var nu ikke altid faldstammen kunne klare dette. Om sommeren opstod der en ulidelig stank.
Stednavne vidner om det latrinære
Mange stednavne minder om de latrinære begivenheder dengang. Vi har for eksempel gaden ”Skidenstræde”. Her ville beboerne ikke bo, så de fik stedet omdøbt til det lidt mere velklingende navn ”Krystalgade”.
Ja så er det også ordet ”Mag” (Magstræde). Det minder os om det ”at have sin mag”. Det betyder at have afføring eller forrette sin nødtørft.
Hysken (Hyskenstræde) betyder ”lille hus” (efter tysk: Häuschen).
Forordninger allerede fra 1269
Meget tidligt kom der forordninger om, hvor man måtte placere et latrin eller hvad man ellers kaldte det. Den ældste skriftlige kilde om dette finder vi i Ribe Stadsret 1269 § 57:
Det har også tidligt været fokus på lugten. Dette ses i en kilde fra Bogense fra 1514:
Det hemmelige hus direkte over Kastelsgraven
Se dette rettede man sig ikke efter på Kastellet. Her anbragtes ”et hemmeligt hus” direkte over voldgraven, så de mange soldater kunne komme af med deres afføring. Og det skete et par hundrede år efter forordningen fra Bogense. Og så klagede man over en forfærdelig lugt på Kastellet.
Toiletpapiret var en lettelse
Man brugte mos, hø, græs, pinde, klude og sne til at tørre sig med. Der fældes hver dag 27.000 træer til at lave toiletpapir af. Dette svarer til 15 pct. Af Verdens afskovning. Hver person brugte i 2005 i gennemsnit 3,8 kg toiletpapir. Ja man siger at en gennemsnitsdansker bruger 51 ruller om året.
Kineserne var de først, der brugte papir i stedet for blade. Det nævnes i år 589. Det første toiletpapir, som vi cirka kender det i dag dukkede op i 1800- tallet. Men det er amerikaneren Joseph Gayetty, der står som opfinder af det kommercielle toiletpapir. Det var i 1857.
Men først i 1928 kom det på ruller, som vi kender det i dag.
Afføring kan fortælle forskere meget
Afføringen fra fortiden fortæller ikke kun nogen om, hvad vores forfædre spiste. Det giver også en viden om, hvordan de handlede og rejste. Et fund af ekskrementer er aldrig et glansbillede – man kunne komme ganske tæt på.
Efter denne lange indledning nærmer vi os endelig til Aabenraa. Ja her sad mange også ved møddingen og forrettede deres nødtørft. Men som vi allerede har skrevet, så fandt Louis Pasteur ud af bakterierne i 1857.
Svært at komme af med renovation
Byernes vækst gjorde det også mere vanskelig at komme af med renovationen efterhånden som byerne voksede. Nu forsvandt kreaturer og andre dyr også fra gadebilledet sammen med de store købmandsgårde, der blev erstattet af detailforretninger i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede.
I Aabenraa var der møddinger på gaden
Byerne blev et oplevelsesrum, hvor spadserende og flanøren kunne kurtisere eller se på de varer, som blev falbudt i de nye butiksvinduer. Den slags fornøjelser var slet ikke forenelige med åbne rendestene og beskidte gader. Også i Aabenraa lå der møddinger på gaderne.
I Sønderjylland var Sønderborg først ude med kloakering i årene 1870-73, men først fra 1890erne kom der alvor gang i gravearbejdet og ellers
Renovationsbygning på Farversmølle
I Aabenraa afventede man tydeligvis udviklingen i de øvrige byer. Oprindelig blev natrenovation kørt på åbne spande ud af byen. Indholdet blev spredt på byens jorder. Men den 24. februar 1910 påbød en ny ”Ortsstatut”, at de åbne vogne skulle erstattes af dagrenovation med lukkede spande, først af træ siden af zink. Jo bødkerne i Aabenraa tjente godt dengang på at levere lukkede lokumsspande i træ.
Samtidig blev der opført en renovationsbygning i træ ved Farversmølle, Her blev spandene tømt i en aflang cementbeholder, hvor det flydende blev drænet væk til ajlebeholder. De resterende fækalier blandet med tørvestrøelse for at opsuge fugten.
God forretning for Aabenraa at sælge ”gødning”
Efter godt 14 dage blev denne masse kørt ud på en mark i nærheden af bygningen, hvor ”gødningen” lå til afhentning hos køberne. Og dette var bestemt ikke en dårlig forretning for kommunen. I 1925/26 gav salg af gødning m.m. 2.195 kr. Dette dækkede rigeligt udgifterne til hesteholdet. Hovedindtægten stammede dog fra gebyrerne for tømning af spandene, som dette år gav 33.422 kr. Dette gjorde renovationsanstalten til en særdeles lukrativ forretning med et samlet overskud på 9.717 kr.
To gange om ugen kørte renovationsvognen gennem byen fra marts til oktober mellem 7 og 19. I de øvrige måneder var det mellem 8 og 17. I nødstilfælde kunne der også køres om søndagen. Men i givet fald skulle det ske inden kl. 9 om morgenen. Samtidig blev det forbudt byens borgere at udlede deres spildevand i rendestenen.
Renovationsarbejdere i Aabenraa tjente godt
Byens renovationsvæsen blev i 1919 klaret af vognmand Clausen samt seks renovationsarbejdere. Disse renovationsarbejdere tjente ganske godt. Det lå væsentlig over, hvad en lærer på en af de sønderjyske landsbyskoler kunne tjene.
På dette tidspunkt var man for længst begyndt at tænke i andre baner. Allerede i 1888 begyndte man at diskutere en ”kanalisering” af Aabenraa, som af uafklarede årsager ikke blev til noget.
I 1901 kom det første wc til Aabenraa
Fra 1901 er der bevaret en tegning af Aabenraas første ”træk og slip” Det var hos købmand Hans Danielsen. Storegade 35. Og så kunne borgerne i Aabenraa bidrage med frivillige bidrag til kloakering af Aabenraa. Den største bidragsyder var senator Gustav Raben med et beløb på 450 mark. Herfra var der et godt stykke ned til den næststørste bidragsyder købmand F.A. Jensen, Storegade 36, som donerede 150 mark.
Det var dog først i 1916, at der generelt blev givet tilladelse til at installere vandklosetter i byen. I 1921 var der 1.221 renovationsspande men kun 76 wc’ er i byen. Det havde sine gode grunde. Aabenraa havde på dette tidspunkt et helt utilstrækkeligt kloaksystem.
Klager over forurening
Frem til Første Verdenskrig kørte der flere sager vedrørende manglende vedligeholdelse og tilstoppede slamkister og kloakker, bl.a. på Tondering Lederwarenfabrik, Nygade 12. I 1919 var problemerne med kloakvandet så slemt, at redaktør Jens Frost klagede til kommunen over at der ikke længere var laks i Tøgesbach (efter al sandsynlighed Tyvkærbæk).
Det var forbudt ifølge den preussiske fiskerilov at udlede spildevand i fiskefarvand. Forureningen havde fuldstændig ødelagt laksebestanden og givet redaktør Jens Frost et betydeligt tab i forhold til fiskeriet i efteråret 1918. Også her var den store synder ifølge klageren P. Tondering Lederwarenfabrik.
En strejke i 1920
Den 3. – 12. juni 1920 deltog renovationsarbejderne i den store generalstrejke i Nordslesvig. I Aabenraa medvirkede en del borgere i den såkaldte ”samfundshjælp”, der bl.a. bestod af kørsel med latrinspande. Hos mange arbejdere var fortørnelsen stor over dette skruebrækkeri.
I 1940 var der 1.583 wc’er i Aabenraa
I løbet af mellemkrigsårene blev wc’ er stadig mere almindelige. I 1940 var der 1.583, som hovedsagelig var installeret i nybyggeri i de nyere kvarterer omkring Bybakken. Sideløbende med wc’ernes indtog forsvandt de gamle dasser. Men i 1940 var der stadig 797 tilbage i Aabenraa.
Brand grundet frosne latrinspande
I 1946 gik byrådet ind med et tilskud på 100 kr. til det første wc, som blev installeret i en ejendom og 50 kr. til de efterfølgende. På dette tidspunkt blev latrinspande stadig kørt ud til renovationsbygningen. I 1947 brændte bygningen, da man havde fyret ekstra godt op for at tø de frosne spande op. Kommunen opførte i stedet en ny på Sønderskovvej. Ved samme lejlighed fik man en lokal landmand til at afhente gødningen.
Tilskudsordningen blev ikke den store succes. Først i løbet af 1960’erne forsvandt ”lokumsspandene”. I 1969 var der 51 renovationsspande tilbage. Først den 1.oktober 1974 forsvandt byens sidste das.
Det førtes direkte ud i fjorden
Tilsvarende gik det sindigt med kloakeringen og etableringen af et rensningsanlæg. En vedtægt for anbringelse af klosetter fra 1921 påbød, at wc’erne enten var forbundet med hovedkloakken eller førtes direkte ud i fjorden eller åen gennem en lukket ledning.
Konsekvenserne udeblev ikke. I 1947 konstaterede embedslægen, at afløbet til fjorden burde flyttes eller føres længere ud i fjorden. Det følgende år blev byens badeanstalt lukket som følge af sundhedsfare.
Først i 1960 fremlægges en samlet plan om kloakering
Først i 1960 kunne stadsingeniør S.E. Gundestrup fremlægge en samlet plan for en kloakering af byen og opførelsen af et rensningsanlæg. Oprindelig skulle rensningsanlægget have været placeret ved Brundlund Slot, men denne vakte modstand hos Det særlige Byggetilsyn, I stedet blev detailprojektet godkendt af byrådet i 1863 med en placering af rensningsanlægget ved Stegholt.
Ny rensningsanlæg i 1967
Kloakeringsarbejdet strakte sig over 12 år. Men allerede i 1967 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Dycke Hoff indvie det nye rensningsanlæg. Det bestod af et mekanisk bundfældningsanlæg, hvorefter spildevandet blev ført 800 meter ud i fjorden. Åh ja i mine 15 år i Aabenraa har jeg ofte badet ved Sønderstrand.
Det gik temmelig lang tid
Oprindeligt havde man planer om et biologisk rensningsanlæg, men disse planer blev skrinlagt. Nok fik Aabenraa sit første kendte ”træk og slip” i 1901. Men det var først med den økonomiske vækst i 1960’erne, at der for alvor blev skabt et samlet kloaknet og rensning af spildevandet i byen.
Og så tror jeg vi nåede hele vejen rundt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 15, 2023
Den tyske skole og besættelsen
Dette er et forsøg på anmeldelse af bogen ”Den tyske skole og besættelsen”. Men vi går også lidt videre. Vi henviser til to andre hjemmesider, hvor du på tysk kan læse noget mere om skolen under besættelsestiden. Det er en hjemmeside, som elever på Skt. Petri Skole selv har lavet. Den handler om skolen under besættelsestiden. Dette er så tredje artikel om Skt. Petri skole. Balladen startede i Weekendavisen. En forskergruppe blev nedsat. De fandt frem til den historiker, der skulle undersøge forholdene. Hvad beskæftiger bogen sig med. Det er Skt. Petri skolen selv, der vil finde sandheden. Vi får i den grad stillet vores nysgerrighed. Man kunne sno sig uden om dansk lovgivning. ”Nazismen blev afvist i døren” har man hævdet i mange år. Tysk propagandaskole skulle afløse Skt. Petri Skolen. En person uden tilknytning til skolen har så skrevet denne bog. Hagekorset var i baggrunden i begyndelsen. Man ville ikke provokere. De jødiske elever. Bogen vil blive brugt på skolen som lærebog. Se elevernes hjemmeside om skolen i besættelsestiden. Læs også mere om bogen via et link. Forfatteren har kigget dybt i arkiverne
Dette er tredje artikel om Skt. Petri Skole
Dette er den tredje artikel som vi skriver om Skr. Petri Skolen. En af disse beskriver de sande forhold under besættelsestiden. Og ikke sådan som det blev beskrevet i skolens jubilæumshefte, hvor man påstod at nazismen blev holdt på afstand. Den anden artikel handler om skolen, kirken og omgivelsernes historie.
Nu foreligger der så en ny bog, der beskriver den sande historie, som vi har læst og her vil her forsøge at anmelde: Til dette har vi gjort brug af hjemmesider fra Skt. Petri Skole og to artikler fra Der Nordschleswiger.
Balladen startede i Weekendavisen
Det var Weekendavisen, der startede diskussionen. De kunne berette om, hvad der virkelig hændte på skolen. Og man kunne fortælle om den mirakuløse overlevelse efter besættelsestiden. Og så startede en livlig diskussion i medierne. I bogen Landesgruppe Dänemark kunne historikeren Ole Brandeborg Jensen påvise at skolen var storleverandør af medlemmer af Hitler Jugend. En af skolens lærere var også leder af den lokale afdeling af Hitler Jugend.
En forskergruppe blev nedsat
Inden bogen udkom, havde skolekommissionen nedsat en forskergruppe, som bl.a. skulle finde ud af, hvad der skulle undersøges. Det var denne kommission, der valgte historiker og forfatter Jacob Halvas Bjerre. Det blev en langvarig proces. Man skulle også finde ud af det finansielle. Skolen har finansieret størstedelen af udgifterne. Forskellige fonde har ligeledes bidraget.
Hvad beskæftiger bogen sig med
Bogen undersøger, hvor længe skolens lærere var præget af nazismen. Og hvad skete der egentlig med skolens jødiske elever? I hvor grad har skolen fortiet historien? Det og en masse andre spørgsmål bliver besvaret i bogen. Forfatteren har brugt tre år for at gøre arbejdet færdig. Og hele projektet er faktisk sat i værk af skolen selv. Det er i sig selv prisværdigt. Men masser af skolens positive omdømme gik tabt under mediestormen.
Den hidtidige historiefortælling om Skt. Petri Skole er foretaget af folk med tilknytning til skolen. Skolen stillede nogle eksakte spørgsmål op, som forfatteren nu har undersøgt. En skam er, at bogen er bygget op som en slags videnskabelig undersøgelse. Det gør sproget lidt tungt og til tider ikke så let læselig. Men det er dog ikke nogen hindring i at få en god oplevelse.
Vi får stillet vores nysgerrighed
Men vi historieinteresserede får da i den grad stillet vores nysgerrighed. Vi får også besvaret spørgsmålet om skolens tilknytning til besættelsesmagtens repræsentanter. I bogen kan vi se at kirken og præsterne havde et forhold til nazismen.
Bogen skildrer også problemer under De Slesvigske Krige. Kampen mellem dansk og tysk splittede menigheden, Præsternes rolle er blevet nøje undersøgt. Allerede fra 1935 oplevede skolekommissionen en nazificering efter pres fra det tyske udenrigsministerium.
Man kunne sno sig uden om dansk lovgivning
Vi får et indblik, hvordan skolen kunne sno sig gennem den danske lovgivning og nazificeringen. Skolens manøvren var egentlig ret begrænset. Dannelse af det tyske nazistparti i Danmark havde ganske givet forbindelser til Skt. Petri Skolen. Allerede fra 1935 var der et samarbejde med i gang med lederen af Skt. Petri skolen, Frrtz Maywald. Som nævnt i tidligere artikel var der udnævnt en særlig kongelig tilsynsfører. Men han opdagede åbenbart ikke hvad der var i gang. Fra gammel tid havde især Skt. Petri kirke en særlig tilknytning til hoffet.
Fritz Maywald kom i 1943 til at sige noget negativt om Hitler og så faldt hammeren. Han måtte gå på orlov.
Man forsøgte måske lidt kluntet at holde sig til dansk lovgivning således måtte kun lærere med en protestantisk tro undervise på skolen. Det var for at undgå jødiske lærere. Men der var nu også ansat katolske lærere. Og så markerede man også Det Tredje Riges mærkedage. Og heri var der mange nazistiske mindedage.
Nazismen blev ikke afvist i døren
Der er tidligere udkommet historiske skrifter om Skt. Petri Skolens historie. De giver et falsk billede af forholdene fra 1935-1945. De siger samstemmende at nazismen blev afvist i døren. Forfatteren til denne bog pointerer, at to af forfatterne har interesse i at fremstille skolen i et helt andet lys. De har bevidst nedtonet begivenhederne. De har på en eller anden måde været involveret i nazismen dengang.
En interessant bog, der også viser at skolen forholdt sig til den nazistiske ideologi ved ansættelse af lærere og antagelse af elever. Den nazistiske hilsen (Heil Hitler) blev indført på skolen i 1943.
Tysk propagandaskole skulle afløse Skt. Petri Skole
Ja vi får også historien om at en tysk propagandaskole skulle erstatte Skt. Petri Skole Og tiden efter besættelsen er også interessant. Langt fra alle skolens lærere blev straffet. Og hvorfor fik Skt. Petri Skole tilført en million kroner?
Den kongelige patron, Gustav Bardenfleth kæmpede også ihærdigt for Skt. Petri Skoles overlevelse. Han opsøgte de forskellige ministerier og departementschefer Også hans indsats kan man takke for skolens overlevelse.
Man havde forventet at skolen efter besættelsen ville lukke. Men præsten Werner Görnant spillede en central rolle for skolens overlevelse. Åbenbart var undervisningsminister Hartvig Frisch blevet narret. De fik stemplet ”loyal mod Danmark”
De mange danske elever på skolen trak den i en anden retning. Men til sidst vandt den anden gruppe.
En person uden tilknytning til skolen har skrevet denne bog
Nu er det så en person uden tilknytning til skolen, der kigger på udviklingen fra 1930 til 1950. Og man kan godt sige, at skeletterne vælter ud. De udsendte lærere fra Tyskland ønskede en nazificering. Men egentlig var det også her en splittelse i to grupper.
Når man betænker at 70 pct af forældrene var danskere så må den tyske besættelsesmagt og de tyske kulturorganisationer har bevirket et stort tryk mod skolen. Efterhånden blev skolen nazificeret på alle områder.
Hagekorset var i baggrunden i begyndelsen
På publikationer holdt man sig tilbage med hagekorset i begyndelsen. Man ville ikke provokere Men dette ændrede sig efter 9. april 1940. Efter august 1943 ville ingen danske lærere arbejde på skolen. De blev erstattet af nazister og folk fra det tyske mindretal i Sønderjylland.
Hitler Jugend (HJ) og Bund Deurscher Mädchen (BDM) blev kædet tæt sammen med Petri – skolen.
De jødiske elever
Fra 1934 var der ikke flere dansk-jødiske børn på skolen. De jødiske børn der derefter var på skolen, var flygtninge fra Tyskland og Østrig. Men efter kort tid forsvandt disse også fra skolen. Det sidste jødiske barn på skolen var i 1940. Blandt eleverne kan der dokumenteres at der fandt mobning sted.
Fire af de jødiske elever, der gik på skolen omkom i løbet af krigen. Tre af dem blev myrdet i en KZ – lejr og en blev dræbt under flugt til Sverige. En mindetavle blev i 2021 anbragt på skolen.
Bogen vil blive brugt som undervisningsmateriale
Bogen ”Den tyske skole og besættelsestiden” vil fremover blive brugt som undervisningsmateriale på skolen. Fra skolens side fortæller man, at temaet også berører eleverne. De har også mærket at temaet bliver diskuteret i offentligheden.
Den brune fortid vil fremover blive diskuteret på skolen. Det skal ikke holdes noget hemmeligt.
Det er modig gjort af skolen. Man kan bare undre sig over at skolen ikke før begyndte på at finde sandheden. De må da også undre sig over de tidligere historiske udmeldinger.
Se elevernes hjemmeside
Allerede fra 2019 til 2021 deltog skolen sammen med 60 andre tyske udenlands-skoler i et stort projekt ”Minder fra Fortiden”. Prøv engang at gå ind på siden
Her finder man alle de kritiske artikler, der kom frem dengang Skt. Petri Skolen var i alle medier. Det er elever fra 8. og 9. skoleår, der har lavet hjemmesiden. Her finder du også en masse spændende materiale. Her er der beskrivelser af en skoledag dengang. Og der er en samtale med en elev fra dengang, som i dag er 99 år.
Læs mere om bogen
Du kan også finde andre spændende artikler på tysk i forbindelse med bogen. Her vises også et par videofilm. Se bare her:
Forfatteren har kigget dybt i arkiverne
Bogen indeholder en masse nye informationer. Skolen var meget mere nazificeret som hidtil antaget. Og vi kan anbefale bogen, som igen engang giver nye informationer om besættelsestiden. Det er en kompetent bog, hvor der dykket dybt ned i arkiverne.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 14, 2023
Pio – Flugten til Amerika
Et forsøg på anmeldelse af Anders Bo Rasmussen’ s bog af samme navn. Den er i tre dele og 20 kapitler. En let læselig og spændende beretning om en meget sammensat og forfængelig person. Den kan varmt anbefales. Det så ud som om Pio skulle leve en borgerlig tilværelse. Socialisten fik efterhånden sit eget trykkeri. Han blev betragtet som en voldelig terrorist. Benådet efter tre års tugthus. Redaktør af Social – demokraten. Han udgav en bog, der aldrig blev diskuteret. Han var en skuffet og plaget mand. Politiet var vant til at ekspedere ubehagelige og kriminelle. Tietgen og andre storkapitalister var sponsorer. Politiet lokkede, truede og bestak Pio. Uvenner med Geleff. Han fastholdt racismen. Forhistorien til Første maj – møderne. Pio involveret i Korruption, spekulation og magtmisbrug. Hans arbejde i USA var til gavn for den skandinaviske emigration. White City – her fortsatte racismen. Datter og hustru kæmpede for hans eftermæle. Hustruen hentede hans urne i Chicago. Begravet på vestre Kirkegård.
Tre dele og 20 kapitler
Han var den store socialistiske leder med mange kreative ideer og talenter. Men han blev svigtet af sine egne. Nu er det så kommet en medrivende bog om hans liv i Amerika. Mange nye ting er nu kommet op til overfladen. Bogen er let læselig og skrevet i et forståeligt sprog. Og så er det en medrivende fortælling.
Biografien er opdelt i tre dele fordelt på 20 kapitler. De to sidste dele handler om Pio i Amerika. Første del er måske kendt i forvejen. Det var her, at Socialdemokratiet oplevede manglende retssikkerhed over en statsmagt, der virkede brutal og hvor man var ligeglade med grundlovens ret til ytringsfrihed.
Vi har tidligere selv skrevet et par artikler om Pio og hans arbejde med ”De Socialistiske blade” Også om arbejdernes organisering og kampen på Fælleden.
Det så ud som en borgerlig livsstil
Pios baggrund var en blanding af en indvandret fransk officersslægt og velstående vendsysselsk bonde- og handelsslægt. Han gik i Melchiors drengeskole og siden på Metropolitanskolen. I 1858 blev han taget ud af skolen grundet disciplinære problemer. Han blev senere timelærer på broderens skole – Borgerdydskolen.
Pio’ s baggrund som belæst student af borgerlig familie havde en udramatisk karriere omkring krigen i 1864. Han kom slet ikke i aktion. Han opfandt den røde postkasse og havde en kort karriere i postetaten.
Det så ud som om han stræbte mod en borgerlig tilværelse og præget af frygt for en social deklassering. Intet tydede på, at der var noget oprør gemt i ham. Men det ændrede sig da han begyndte at skrive artikler i hans fætter Harald Brix avis, Dags – Avisen, der dog kun havde en kort levetid. Stilen var aggressiv og farverig.
Socialisten nu på eget trykkeri
Han var god til at organisere massemøder og skabe en organisation som arbejderne havde behov for på dette tidspunkt. Han blev huslærer hos kammerherreinde Berling. Men tidligt havde myndighederne kig på ham. Og han blev overvåget.
Da han sammen med Brix begyndte at udgive bladet Socialisten kunne man opleve en ny form for aggressiv journalistik med bidende kritik af modstanderne. Fra april 1872 udkom Socialisten som dagblad og havde nu eget trykkeri.
Vi får i bogen beskrevet de elendige forhold for arbejderne i 1870erne. Det sker med stor indlevelse. Pio skrev sandelig med Karl Marx.
Betragtet som voldelig revolutionær
I 1872 blev Pio, Geleff og Brix uden retssag og dom sat i spjældet – først i Domhuset på Nytorv og senere som rigtige tugthusfangere i Vridsløselille. Pio blev betragtet som en voldelig revolutionær.
Louis Pio er en alvorlig torn i øjet på de danske myndigheder på grund af sit flammende engagement og sin skarpe pen. Det kunne staten ikke acceptere. Pio var på samme tid både en helt og en antihelt. Hvad var han egentlig – helt, martyr eller forræder-fantast eller pragmatiker?
Livet igennem kæmpede Pio også for kvinders rettigheder og kvindefrigørelse som en del af sit engagement i arbejderbevægelsen.
Benådet af kongen efter 3 års tugthus
Deres forbrydelse bestod i, at de nægtede at trække en opfordring til et annonceret stormøde på Fælleden tilbage, som krævet af Københavns politidirektør. Opholdet var ved at tage livet af de tre arbejderledere. I sidste øjeblik blev de benådet i forbindelse med en kongelig fødselsdagsfest i 1875.
Redaktør af Social – Demokraten
Stærk psykisk svækket tog de kampen op igen. Men statens grundløse og politiske forfølgelse af dem fulgte dem hele vejen. Brix kom igen i fængsel. Og truslen over de to andre var der stadig. Brix døde faktisk af sin anden fængsling.
Han blev redaktør af Socialdemokraten efter sin løsladelse. Det blev et velinformeret og slagkraftigt organ for bevægelsen. Oplaget steg og i september 1876 nåede man op på 7.500 abonnenter. Der var en vis modstand i arbejderbevægelsen mod ham. Dette skyldtes hans en mands-ledelse.
En sammensat natur
Pio ændrede eller nærmere bearbejdede sine holdninger gennem hele livet. Han søgte at præge livet politisk. Det gjorde han også, da han tog til Amerika. Han brød sig ikke om datidens samfundsnormer.
Men han havde en sammensat natur og var meget forfængelig. Han var rastløs og velformulerende. Nogle ville måske kalde ham for mærkelig. Det var som om han levede flere liv. Det var vel sådan at hans lidelsesfælder ikke altid forstod ham. Han havde mange jern i ilden.
En bog, der aldrig er blevet diskuteret
I 1869 udgav han en spændende bog, der hed ”Sagnet om Holger Danske”. Det er en dyb analyse af politisk og folkelig mytologi. Det var et værk, der udkom to år før Socialdemokratiet blev dannet. Mærkelig nok er der aldrig nogen, der har analyseret de tanker, som Pio udbredte.
Han var en hårdtarbejdende organisator og inspirator. Af de langvarige fængselsophold blev han syg og ødelagt. I tre år sad han i isolation.
En skuffet og plaget mand
Pio var en plaget og skuffet mand. Ja han var vel desperat og så frygtede han for sit liv. Nej, det var ikke pludselig han tog til USA. Det havde han nøje planlagt. Han skrev begejstrede artikler om en socialistisk koloni, hvor arbejderne skulle opkøbe jord i staten Kansas. Allerede i juli 1876 havde han sendt Geleff til Kansas for at undersøge mulighederne for organiseret udvandring og kolonigrundlæggelse. Han mente at udvandring var en af måderne til at bekæmpe arbejdsløsheden.
Politiet var vant til at ekspedere ubehagelige og kriminelle ”over there”
Det var nu heller ikke unormalt at politiet sørgede for at ubehagelige og kriminelle blev sendt ”over there” Ja selv ”sociale tilfælde” som var en ”belastning” for samfundet blev sendt derover.
Tietgen og andre storkapitalister sponserede
Jo det var storkapitalen med folk som Tietgen, der sponserede Pio’ s Amerika-tur. Men egentlig havde han ikke noget valg. De samme folk ville sikkert sammen med politiet havde fundet påskud om igen at idømme ham og hans lidelsesfælder langvarige fængselsstraffe.
Forud truede en økonomisk fallit. Han mente ikke, at arbejderne var så forfulgt i USA som herhjemme.
Politiet lokkede, truede og bestak Pio
Han havde haft samtaler med politiet, der truede ham og forsøgte at lokke ham til at forlade landet. De fortalte ham at ”
Han fik tilbudt 10.000 kr. for at rejse ud af landet og et større beløb hvis han også kunne få Geleff og andre ledere med. Størstedelen af dette beløb var kommet fra Tietgen. Men også andre kapitalister sponserede
I marts 1877 tager Pio og Gerleff i al hemmelighed flugten til USA. Gerleff har sin kæreste og senere hustru Augusta med. De var sammen med deres nyfødte datter Sylvia og Pio’ s sekretær fra partiavisen, A.W. Hansen, der i den danske arbejderhistorie blev kaldt Sorte Hansen med.
Den 25.3.1877 kunne Social – Demokraten meddele at han og Geleff ”i Forgaards” var rejst herfra over England til Amerika. Pio blev nærmest betragtet som forræder. Og der udkom også en del smædeskrifter mod Pio.
Ingen vidste noget om bestikkelsen, før Geleff fortalte det i en pjece:
Uvenner med Geleff
Ankommet til USA forvandledes venskabet med Poul Geleff snart til et fjendskab. Anlæggelsen af den socialistiske koloni blev en fiasko. Men Pio blev i USA. Han fik ret hurtigt amerikansk statsborgerskab. Men pengene han havde med, hjemmefra var hurtig brugt. Gennem artikler m.m. i diverse fagblade forsøgte han at skabe både skandinavisk sammenhold og en stærk amerikansk arbejderbevægelse.
Han fastholdt racismen
Han mødte mange betydningsfulde dansk-amerikanere. Men ikke alle havde rent mel i posen. Han engagerede sig i det amerikanske samfund og i debatten. Og selv om han tidligere havde taget afstand fra racisme så var han i den grad med til at opretholde og fastholde den.
Der var mange krumspring for at nægte sorte amerikanere stemmeret. Og der opstod en særlig politisk kultur- Åbenbart støttede Pio dette. Uanfægtet skrev Pio om lynchning og støttede også op om forskelsbehandlingen, både i kraft af arbejderbevægelsen og i det amerikanske samfund generelt. Han havde åbenbart glemt det, som han selv skrev i Socialisten i 1871. Som de fleste progressive amerikanere rummede Louis Pio paradokset – og lukkede øjnene for det.
Forhistorien til 1. maj møderne
Vi får også i bogen historien om ”Bomben på Haymarket i 1886. Strejkende arbejdere demonstrerede for en 8 timers arbejdsdag 6 dage om ugen. To hundrede politimænd angreb demonstrationen. Pio boede lige i nærheden. Pludselig er der en person, der fra en sidegade kaster en bombe. Der opstår tumult i folkemængden. Det ender med at politi og arbejdere skyder på hinanden. Syv politimænd og fire arbejdere dræbes.
Otte tysk-amerikanske anarkister og strejkeledere bliver arresteret, tiltalt og dømt for at have medvirket til at kaste bomben mod politiet. Fire af de dømte bliver hængt. En femte begår selvmord.
Episoden og den efterfølgende retssag og ikke mindst den internationale kamp for benådning resulterer i en international arbejderkongres i Paris 1889. I solidaritet vedtager princippet om en ottetimers arbejdsdag. Der skal etableres en årlig Arbejdernes internationale kampdag. Den skal holdes 1. maj.
Det førte så til, at Danmark den 1. maj 1890 kunne afholde det første maj-møde på Fælleden.
Pio involveret i korruption, spekulation og magtmisbrug
Denne episode skabte frygt og bekymring hos Pio. Han var begyndt at leve en middelklassetilværelse med sin familie. Han søger væk fra de anarkistiske bevægelser. Han helliger sig nye målsætninger som ikke altid er forenelig med arbejderbevægelsens holdninger.
Korruption, spekulation og magtmisbrug er også noget som Pio bliver indblandet i. Pio møder indflydelsesrige pengemænd, som kommer til at præge hans liv. Han får også ansættelse i toldvæsnet. På et tidspunkt leder han et hospitalsbyggeri. Og her blev pengene brugt til alt andet end hospitalsbyggeri.
Til gavn for skandinaviske immigranter
Pios arbejderkamp i USA var primært til fordel for skandinaviske immigranter. Men til sidst arbejdede han primært for at sikre sin familie økonomisk. Han havde en del tvivlsomme jobs hos et korrupt bystyre. Men hustruen Augustas indtægt som musikant og spillelærer på en fin musikskole bidrog også flot til husholdningen.
Augusta var en markant skikkelse og havde konsekvente standpunkter i klasse – og kvindekampen.
White City – her ville racismen fortsætte
Han møder en jernbanebaron og som allerede nævnt bliver han indblandet i projektet om den hvide by. Men også her er der svindlere. Penge og værdipapirer forsvinder.
Louis Pios sidste store projekt var etableringen af White City i sydstaten Florida. Navnet skyldtes ikke alene at indbyggerne skulle være ”hvide” i amerikansk forstand, men også at byen skulle være et lysende eksempel både arkitektonisk og teknisk.
Pio tog uden videre det for gode varer, at det var retfærdigt, at en sort mand uden rettergang blev lynchet af pøblen i Det Vilde Vesten. Han købte den herskende forestilling om den hvide mands civilisatoriske overlegenhed.
White City var initieret og finansieret af industrimagnaten Henry Flagler Og Louis Pio samarbejde gerne med ham. Men ak under en rekognosceringstur i uvejsomt terræn for han vild. Han pådrog sig tyfus, da han drak af et vandhul. Det var i 1894. Han ender sine dage i Chicago og bliver begravet her.
Datter og hustru kæmper for hans eftermæle
Datteren og hustruen indleder en kampagne herhjemme for at få renset hans navn. Han var blevet beskyldt for at være forræder og tyv. Således skulle han have taget af kassen inden sin afrejse. Det lykkedes at få rejst en kæmpe sten i 1921. Hans hustru har selv hentet urnen i Chicago. De jordiske rester blev begravet på Vestre Kirkegård.
I begyndelsen havde Pio stor betydning for arbejderbevægelsen. Men det var som om, han var forud for sin tid.
Bogen får vores varmeste anbefalinger
Det er en særdeles spændende og medrivende bog. Ofte kan historikere skrive på en ”indviklet” måde. Men det gælder ikke for denne bog. Den er meget let læselig og får vores varmeste anbefalinger.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 12, 2023
Tønder-Erindringer 2023
Forsøg på anmeldelse af denne udgivelse. 5 artikler bliver præsenteret. Igen i år handler det om kendte mennesker. Man får ny viden om mange ting, der har præget Tønder og Omegns historie. Og hæftets emner spænder vidt. Det handler om musik, museum, mad, tænder og højskole. Og selvfølgelig vil det altid være sådan at nogle artikler interesserer en mere end andre ting. Bagerst i artiklen henviser vi til artikler, hvis du vil sætte dig nærmere ind i de temaer, der behandles i artiklerne. Vi som medlemmer af Lokalhistorisk Forening For Gl. Tønder Kommune har allerede fået tilsendt heftet. Dem, der ikke er medlem kan købe det i Jefsen Bog & Ide.
Handler om kendte mennesker
Det kan være svært at anmelde sådan en udgivelse, for der vil altid være ting, der interesserer en mere end andre ting. Som det står i forordet så erindringshefterne en tradition, der startede for godt 20 år siden.
For nogle år siden var det nærmest almindelige mennesker, der fortalte om deres liv – dengang. De sidste par år har det været mere kendte mennesker, der har bidraget. Og altid har det været en oplevelse. Man sidder ligefrem og længes efter disse minder. Og så sker der, at der kommer erindringer fra mennesker, man også har kendt engang. Engang har min gamle far bidraget med sin spændende historie.
Os, der er medlem af Lokalhistorisk Forening for Gl. – Tønder Kommune har fået bladet tilsendt. Men andre kan købe bladet hos Jefsen Bog & Ide i Tønder.
Fem bidrag
Men tilbage til Tønder -erindringerne. Denne gang er der igen 50 siders spændende lokalhistorie:
Inger Ørsnæs og Carsten Panduro: Om starten på Tønder Festival
Inger Lauridsen: 11 år på Tønder Museum
Stig Henriksen: Om det at lave mad
Vibeke Thrane; Om den kommunale tandpleje
Laust Riis-Søndergaard: Den Fri Folkehøjskole i Abild
Vi vil i slutningen af denne artikel henvise til artikler, der berører nogle af de temaer, der berøres i Tønder-erindringerne.
Om starten på Tønder Festivalen
Carsten Panduro og Inger Ørsnæs beretning er meget interessant. Her får vi også forhistorien til Tønder Festival De to spillede en afgørende rolle til at Tønder fik festivalen. Carsten fortæller, at skoleinspektøren i Vejle, hvor han gik i skole, var en stor festlig dame ved navn Metha Petersen. Hun havde været udvekslingslærer i USA og var blevet meget interesseret i musikken. Hun fik sendt plader hjem. Og Carsten havde hende til matematik tre timer i træk to gange om ugen. Mens man så lavede matematik, så brugte hun skolens pladespiller så eleverne kunne høre musik.
Carsten ville være skolelærer – blev dekoratør
Interessen hos Carsten var vakt. Han ville gerne være skolelærer og rektoren på lærerseminariet mente at han bare skulle få militærtiden overstået. Carsten bad om at blive indkaldt hurtigt, men han blev udtaget som sergent. Han endte i Avderød lejren. Han benyttede lejligheden til at høre jazz i Vingården, Cap Horn og De tre Musketerer.
På svensk musikradio hørte han en serie om Woody Guthrie. Han ringede til den amerikanske ambassade, for at høre, hvor man kunne få fat i disse plader. Og de hjalp ham med at fremskaffe disse. I 1965 blev Carsten hjemsendt fra en mindeværdig militærtid.
Nu havde han fået lyst til at være dekoratør- Og han startede som voksenlærling hos Gundtoft, der havde afdelinger forskellige steder. Her mødte han så kontorassistent Inger Ørsnæs.
I sin fritid fik Carsten genoplivet klubben Vejle Teaterjazz.
En af Brødrene Tygesen deltog i festen
Hjemme hos Carsten og Inger deltog en ung mand, der af sin far, manufakturhandler Tygesen i Tønder var blevet sendt til Gundtoft i Vejle for at lære noget om dametøj. Jørn Anton Tygesen og hans bror Hans Christian var på samme tid sendt til Sønderborg for at uddanne sig i herretøj. Under en af festerne blev der spurgt om Inger og Carsten ikke kunne komme til Tønder, når brødrene overtog forretningen.
Ansættelsen hos Gundtoft stoppede brat. En uoverensstemmelse førte til at Carsten sagde stop øjeblikkelig. Allerede næste dag var han i gang med noget nyt og tog deltidsarbejde som havnearbejder.
Carsten lærer nogle skotske musikere at kende og får dem til at optræde i Vejle. I juli 1970 rejste Inge og Carsten til Skotland for at mødes med dem igen og deres omrejsende kollegaer.
En flytning til Nørre Sejerslev og Møgeltønder
Da de kom hjem igen ringede Jørn Anton fra Tønder og inviterede til en snak og fremtidige planer. Carsten kunne blive dekoratør hos Brdr. Tygesen. De kommer nu til at bo i et koldt og klamt hus i Nørre Sejerslev. Inger blev lovet job som bogholder i firmaet men først når den nuværende ældre dame holdt op. I mellemtiden får hun et job i Danske Bank.
En bankdirektør hjælper dem til et hus i Møgeltønder uden at de havde sparet en krone op. For som bankdirektøren sagde, så kunne et hus i Møgeltønder altid sælges. Den 1. december 1971 startede Inger som bogholder hos Brdr. Tygesen.
Carsten var startet et år før. Det var så her jeg ofte talte med ham, når han kom over i Andersen & Nissens Boghandel.
Utidssvarende indretning
Indretningen hos Brdr. Tygesen var utidssvarende. Og det var heller ingen penge i kassen. Der blev holdt et stort udsalg men varelageret var også utidssvarende. Nabobutikken blev købt. Her blev der indrettet en afdeling med tæpper, dyner og lignende.
Op gennem 1950’erne og 1960’erne havde Tønder ad to omgange haft to jazzklubber og desuden en beatklub. Der var ofte arrangeret koncerter og baller. I november 1972 startede Noldes Nabo. Der var masser af steder, hvor der blev holdt koncerter. Og Tønder kunne præsentere ”hotte navne”.
Venskab med Alex og Patsy Campbell
Folkemusikken fyldte stadig mere i Inger og Carstens liv. Under en rejse til Edinburgh i 1972 mødte de for første gang Alex og Patsy Campbell. I 1975 spillede Alex på festivalen for første gang. I de kommende år kom han mange gange og blev efterhånden en del af festivalens organisation.
Alex ender med at slå sig ned og leve sine sidste år i Møgeltønder. I 1974 kom sønnen Caspar til verden. Carsten bliver bedt om at lave noget ”musik-halløj” i møllen. I samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening bliver der afholdt et tre – dages arrangement og møllen for betegnelsen ”Visemøllen”
Musikudvalg præget af kompromisser
Festivalen skulle skabes i et samarbejde mellem Borgerforeningen, Noldes Nabo, Beatklubben og Visemøllen. Og man godt se at programmet er resultatet af en række kompromisser:
Det var en grund til at kalde det Tønder Multimusik Festival. De skød med musikalske spredehagl.
Da Lille Caspar skulle fotograferes
Lille Caspar var kun et halvt år gammel, da man fandt ud af, at han skulle på plakaten som festivalens maskot. Og det Helmuth Christensen – fotograf på Vestkysten, der skulle tage billet. Men ak Lille Caspar kunne ikke sidde stille. Så bad Helmuth om at låne en hammer og et ”bette søm. Så blev Caspars smækbukser sømmet fast til en træstub. Så fik Helmuth sit billede.
Carsten og Inger starter booking-virksomhed
I 1976 Blev årets festival kaldt Tønder Musikfestival. Arbejdet som dekoratør skulle forenes med det travle liv som musikarrangør. Det lykkedes sådan da. Men det kunne ikke gå i det lange løb- I 1977 blev Carsten løst fra kontrakten med Brdr. Tygesen. Han blev i stedet deres faste freelancer.
Nu skulle de supplere lønnen ved at lave et bookingbureau. Det kom til at hedde ”Folk pn the Road”. Rygtet spredte sig blandt musikerne. Og det blev til ture i Skotland, England og Irland.
I 1977 blev der lavet en Woody Guthrie – tur til København, Hamburg og Osnabrück. Og på det sidste sted blev kassen stjålet. Det skulle vise sig, at der ikke var så mange penge i det. I 1979 gik den ikke længere. Firmaet gik ned med et ordentlig knald.
Carsten bliver fast ansat
I 1980 oprettede man Tønder Festival Fond. Man fik årligt bevilliget et årligt kommunalt tilskud på 60.000 kr. i fem år. Nu var det mulighed for at arrangere Tønder Festivalen under mere professionelle former. Carsten tiltrådte som leder den 1. maj 1981. Og Carsten blev skilt fra Inger i 1986.
En udmærket artikel, hvor vi blev meget klogere på, hvordan festivalen egentlig startede. Og artiklen blev til under en frokost i Møgeltønder. Her boede Inger Ørsnæs med hendes nuværende mand. Det hele er bearbejdet af Jesper Henning Pedersen
De sidste 11 år på Tønder Museum
Tidligere museumsinspektør Inger Lauridsen fortæller her om, at det ikke altid var lige let for museet i Tønder. Da Tønder i 1993 kunne fejre 750 års købstads-jubilæum, havde hun Drøhses hus i sine tanker.
En kamp for Drøhses hus
Huset var ejet af tømrermester og huselsker Helge Kragelund. Han havde restaureret huset og hans plan var at det skulle indgå i Tønder Museum som en by-anneks. Men planerne lykkedes ikke. Inger Lauridsen henvendte sig til Tønder Kommune. Og de sagde ja til at leje det i forbindelse med købstadsjubilæet.
Og så fulgte den ene storslåede udstilling efter den anden. Man lånte sig frem, så man kunne skabe et ægte 1840 – interiør.
Da jubilæumsåret var over, havde man håbet at Tønder Kommune ville forlænge lejemålet. Men det ønskede man ikke fra kommunens side. Et par år kunne være nok, mente politikerne.
Peder Aarslevs Fond ville gerne købe huset, men det endte med at Civilretsdirektoratet sagde nej med den begrundelse at man ikke bare kunne tømme et selskab for værdier.
Men så kom Realkredit Danmark til hjælp. I løbet af ganske kort tid fik man etableret en udstilling med kniplinger i alle husets værelser.
Endelig så det ud til at huset kunne blive en del af Tønder Museum. Det lykkedes nemlig i anden omgang for Peder Aarslevs Fond at erhverve ejendommen. Og så blev der ellers udstillet hollandske vægfliser.
Men der skulle anskaffes udstillingsskabe m.m. Og fondene stod ikke i kø. Man startede en indsamling. Og til selve indretningen af flisesalen donerede Ny Carlsberg Fonden og Bikube Fonden de afgørende beløb.
Administration fra Haderslev
Inde i 2000-tallet bestemte Anders Fogh-Rasmussen – regeringen at amterne skulle nedlægges. Dette var et voldsomt slag mod det sønderjyske museumsvæsen. Kommunalreformen af 1970 bestemte at ¾ af finansieringen skulle komme fra Sønderjyllands Amt og ¼ fra Tønder Kommune.
Løsningen var de sønderjyske museer skulle opgraderes til statsligt museum. Men det betød også at de skulle fungere som et samlet museum. Det betød at administration skulle foregå fra Haderslev.
Vi har tidligere i artikler beskrevet, hvordan de ”gamle” museers handlefrihed blev beskåret. Nu var der heller ikke mere plads til anarkistiske handlemåder.
Et projekt om Tønderkniplinger
Ved overgangen til 2009 besluttede Inger Lauridsen at lade sig degradere til almindelig museumsinspektør. Fra Carlsberg Fondet fik hun bevilliget fondsmidler til et projekt om den sønderjyske kniplingshistorie både handelsmæssigt og med hensyn til kniplerskernes sociale position og rolle.
Hun blev til projektet betænkt med to års løn. Det betød at hun i 2010 overgik til en stilling som seniorforsker. Men først i 2016 udkom hendes bog med titlen:
Det var et meget spændende indlæg, der viser, at det ikke altid er lige let at formidle historien i og om Tønder.
En berømt kok
Det næste indlæg er af kokken Stig Henriksen. Hans far får arbejde som sløjdlærer i Padborg. Og det fortsætter faderen med til han kom på pension. Når faderen havde gæster og kollegaer på besøg, hjalp Stig med anretningen. Hans far lærte ham at lave de første retter. Og det var ”Brændende kærlighed” og ”Gule ærter”. Ja så lærte han også at vende pandekager i luften.
I lære på Hvide Hus
I 7. klasse meldte han sig i skolen til moderne husholdning. Som 15 – årig kom han i lære på Hvide Hus i Aabenraa. Der var hård disciplin og ingen pjat med køkkenchefen var retfærdig. Det sidste år på kokkeskolen i Aalborg blev han tilmeldt en konkurrence for 4.års elever. Her vandt han tre guldmedaljer og tre sølvmedaljer.
Flere steder i England
Få dage efter konkurrencen blev han tilbudt arbejde som chef på Den Danske Klub i Knightsbridge. Så gik turen til Hotel Savoy med hele 70 kokke ansat. Der var fem souschefer og 12 mindre køkkenafdelinger. Stig siger, at det var en hård men meget lærerig tid i det klassiske franske køkken. 12 måneder var han der. Det var også under dette ophold at han mødte Rose.
Blandt gæsterne var Maria Callas og Roger Whittaker.
Så gik turen til Islington på Restaurant Carier Indehaveren var en berømt kogebogsforfatter. Her opholdt Stig sig i fem måneder. Sammen med Rose bosatte han sig nu i Fredensborg. Og snart skulle han aflægge sin militærtid. Han blev rekrut i Værløse. Men han ville gerne til Søværnet for at lave mad. Og det lykkedes sandelig. Han kom over på Holmen. I ti måneder sejlede han på en gasturbinebåd og lavede mad til en besætning på 24 mand.
Derefter var han to år på Hotel Sheraton som almindelig kok. I en ferie besøgte han sin tidligere chef Robert Carrier, der havde købt et gammelt herredssæde i nærheden af Harwich. Her fik han tilbudt job. Han indgik en gentlemen- aftale om, at han skulle blive der i fem år. Men han blev der i 6 ½ år.
Derefter tog familien hjem igen til England nu også med søn nummer to.
I 1993 til Tønder
I 1993 blev han køkkenchef på Tønderhus. Der var han ca. et år. Så var han et år på Hotel Abild og et år på Schackenborg Slotskro. Så blev det til 1 ½ år på Hostrups Hotel. Hele tiden havde han haft den tanke at starte for dig selv – en lille restaurant med kun fire borde.
Den første uge, de var kommet til Tønder havde de fundet en villa fra 1929. Der var fire etager og en stor have. Den 14. august 1987 startede han. Der var 200 mand til receptionen. Stig optrådte også i TV og udgav en kogebog ”Stigs Kogebog”. Ja så lavede han lige tre kogebøger for DR. Ja så vandt han igen tre kokkehuer.
Efter godt 33 år samme sted valgte Rose og Stig at lukke og slukke. Kort efter kom Coronaen.
Den kommunale Tandpleje i Tønder
I sommeren 1991 var forhenværende klinikchef Vibeke Thrane og hendes familie fra Odder på familiebesøg i Esbjerg. De kørte over grænsen og købte det de måtte.
Hvordan er det at bo i Tønder?
Da de kørte af omfartsvejen, vendte hun sig om til hendes mand
Efter 13 år i Odder var hun begyndt på Odder Handelskostskole på en merkonomuddannelse i ”Ledelse og samarbejde”. Dette foregik om aftenen. Hun var tillidsmænd for tandlægerne i Odder.
Klinikchef i Tønder
Noget senere var hun til jobsamtale i Tønder og trods manglende ledelseserfaring fik hun jobbet. Den tandpleje hun kom ned til lå på Leos Alle 5 A. Og så hører vi ellers om, at min gamle tandlæge var bedt om at komme tilbage til Tønder – åh ja, hvem husker ikke ham.
En tandlægebus blev anskaffet. Og den kørte ud til landskolerne. Det var forældrene på de pågældende skoler glade for, så skulle de ikke ofre tid på transport. Mens Vibeke Thrane var klinikchef, blev en masse ting ændret.
Familien lejede en villa i Tved for to år og manden havde sammen en tysk forretningsforbindelse startet et firma i Süderlügum, der udlejede autocampere. I artiklen får vi en masse information om strukturen i børnetandplejen i Tønder.
Den Fri Folkeskole i Abild
Den sidste artikel er skrevet af Laust Riis-Søndergaard og handler om det modige ægtepar Folke Trier Hansen og Karen La Cour, der startede en højskole i Abild. De ankom i 1933 med tre børn. De blev i byen helt til 1960, hvor de tog videre til Thy.
På jagt efter lokaler Tønder – området
De to kom fra Rønshoved Højskole, hvor de havde mødt hinanden i 1925. De havde været højskolelærere under højskoleforstander Aage Møller. I 1925 lod Aage Møller sig desuden indsætte sig som frimenighedspræst i Rinkenæs. Gudstjenesterne blev afholdt i skolens sal.
Folke Trier Petersen havde flere gange cyklet fra Rønshoved Højskole til Tønderegnen for at spejde efter et egnet sted til en fri højskole. Det var meningen at den skulle danne rammen om at unge danske karle og piger i de mest udsatte egne af Sønderjylland. Efter mange sonderinger endte det med et møde med formanden for Landeværnet og Danske Samfund. Han tilbød parret at blive bestyrer af Abild Landbohjem.
Venner var betænkelige
Venner i højskolekredse nærede betænkelighed ved deres højskoleplaner i Abild. Det begrundede de med, at der på dette tidspunkt ikke eksisterede nogen tradition for højskoler eller frie skoler i det hele taget på vesteregnen i Sønderjylland og slet ikke den type højskole, som Folke Trier havde i tankerne.
Eleverne skulle arbejde i stedet for at betale skolepenge
På Den Fri Højskole i Abild skulle der højst være 12 karle og piger på et hold. Højskolen blev drevet privat uden offentlig støtte, hverken til driften af højskolen eller til dens elever. Derfor var der heller ikke noget krav om offentligt tilsyn af indholdet og driften af højskolen.
Til det forpligtende arbejdsfællesskab på Den Fri Højskole hørte husligt arbejde hver dag fra tidlig morgen og i forbindelse med måltiderne og arrangementer i forsamlingshuset. Desuden skulle højskoleeleverne være indstillet på at yde deres arbejdskraft i have, jordbærplukning, gartneri, tørvemose, læbeplantning, mergling samt forefaldende arbejde på de omkringliggende gårde. For pigernes vedkommende lå arbejdet hovedsagelig i skolens gartneri med hakning, lugning og bærplukning.
Skolepenge eksisterede ikke. Elevernes udgifter il kost, logi og samvær, undervisning, mytologiske foredrag, forelæsninger, cykelture med overnatninger og forplejninger m.v. betalte de med det arbejde, som de udførte. Det eneste eleverne skulle medbringe var eget tøj, sengetøj, håndklæder og lidt penge til personlige udgifter. Alle over 18 år kunne optages.
Et stort aktiv for Abild
Fra 1933 til 1939 blev egnens piger og drenge tilbudt en fortsættelsesskole. Folke Trier Hansen cyklede rundt til hjemmene i lokalområdet for at skabe interesse. Det lykkedes og snart var skolestuen fyldt op.
Abild Landbohjem dannede rammen om aftenskoleundervisning, gymnastik og folkedans. Der var møder i foreninger, andelsselskaber, foredragsaftner, studiekredse og nationale fester.
Venner med kaj og Lise Munk
Kaj og Lise Munk var nære venner med Karen La Cour og Folke Trier Hansen. De var aktive medlemmer af fadderkredsen i Ringkøbing, der gav økonomisk støtte til den arbejdsfond, der var oprettet til gavn for højskolen i Abild. Kaj Munk gik ind i samarbejdet om rejsning af genforeningsstenen ved Abild Landbohjem i 1938.
Kritisk over Stauning-Munchs samarbejdspolitik
Folke Trier Hansen var kritisk over for Stauning-Munchs samarbejdspolitik med den tyske værnemagt før og under krigen. Han var aktiv modstandsmand. Efter krigen var han med til at beskylde højtstående embedsmænd for underaftaler med den tyske værnemagt. Den offentlige debat delte vandene i den offentlige debat i lokalsamfundet.
Farvel til Abild i 1960
I 1960 flyttede Folke Trier Hansen og Karen la Cour til Thy, hvor de bosatte sig i en præstebolig i Hundborg og senere forsamlingshuset i samme by.
Således har Tønder – Erindringerne 2023 igen været meget afvekslende læsning. Vi nåede meget vidt omkring og lærte igen noget nyt. Kunne du tænke dig at vide noget mere om de temaer, der bliver berørt, ja så har vi samlet en oversigt over artikler, hvor du kan fordybe dig yderligere.
Hvis du vil vide mere:
December 7, 2023
De tre koge – syd for Højer
Vi badede der som unge. En fiskekutter og en motorbåd. Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år. Der blev udstedet oktrojer(privilegier). Jorden blev overtaget frit og frank. Hvem var interessenterne? Selvbestemmelse. Hvad står der i forordningerne? Inddigningen afsluttet i 1861. Slusen stod færdig i 1860. En parallelvej og tre tværveje blev anlagt. En bro over Vidåen. Jorden tildelt ved lodtrækning. Højer Bønderkommune tabte retssag. Møgeltønder Kog fik ejendomsret. De største lodsejere – de fik tildelt ekstra jord. Selvstyre, skattefrihed og retten til forlandet er historie. Men hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse? Nybygger-stemning i Ny Frederikskog.
Fakta:
Vi badede der – som unge
Efterhånden har vi skrevet en del om disse områder. Men der er stadig ting at berette om disse unikke områder. Det var jo dengang, vi kunne bygge tømmerflåde og sejle og bade i prilerne. Det må man hvis ikke mere. Vi havde fået at vide, hvornår vi senest skulle være ude af området og bag diget.
Det var i det område, hvor man nu har anlagt en saltvands-sø.
En fiskekutter og en motorbåd
Det var dengang, der endnu var Forsøgsstation. Nu er dette igen blevet til Hohenwarde. Og nede ved fabrikken ved broen lå Opa’ s fiskekutter. Han havde så senere kun en motorbåd, som jeg fik lov til at styre på kanalen.
Som jeg har omtalt i efterhånden mange artikler efterhånden, sad vi ofte på stormfulde aftner ude i Ny Frederikskog og lyttede til Blåvand Radio, Lyby Radio og Norddeich Radio. Det var kystradiostationer.
Det var dengang vi også så Sort Sol, men dengang var det skue som vi observerede endnu ikke navngivet.
Tøndermarsken opstået gennem tusinder af år
Tøndermarsken udgør samlet et område på 10.000 -12.000 ha. Den er opstået gennem mindst tusinder års stadige ændringer og tilvækst ved kysten langs Vadehavet. Udviklingen med dannelse af nyt forland fortsætter. Det første havdige på det det nuværende danske område blev bygget i 1556. Som vi tidligere har omtalt i artikler, var det hertug Hans, der var bygherre. Det vil sige, han pålagde beboerne i marsken at gennemføre arbejdet.
Hertugen afgav rettigheder
Jordejerne i de enkelte koge blev pålagt den fremtidige vedligeholdelse af havdiget og afvandingsanlæggene. Det var landsherren, der ejede alle rettigheder til stranden. Men fra slutningen af 1500-tallet begyndte hertugen at afgive rettighederne til benyttelse og ind-digning af forlandet.
Der blev udstedt oktrojer (privilegier
Der blev udstedt oktrojer (privilegier). Det handlede om rettigheder og forpligtelser. I det nuværende danske områder findes en oktroj for Ny Frederikskog fra 1690 og en oktroj for Rudbølkog fra 1712.
Fra 1956 afgav Frederikskogerne ejendomsretten til forlandet. Den fremskudte dig fra 1982 ejes af Sønderjyllands Amt.
Jorden blev overtaget frit og frank
Gammel Frederikskog blev ind-diget i 1692. Oktrojen blev underskrevet 15. oktober 1690 af Hertug Christian Albrecht på Gottorp. Jordene blev overladt som ejendom til interessenterne, deres arvinger og efterfølgere. Jordene kunne pantsættes, bortgives, testamenteres eller sælges uden myndighedernes tilladelse.
Jordene blev overtaget frit og frank uden nogen afgifter og pålæg de første 17 år. De første 17 år kunne kvæg, korn og andet sælges uden told og licenser. Hvad der var behov for i denne kog, måtte frit indføres. Man måtte opstille vind – og hestemøller uden for, på og inden for digerne og udnytte dem til fri malen, brygning og bagning.
De kunne have herberg, bygge gårde og stalde samt drive andet håndværk, købmandskab og erhverv uden afgifter og vederlag. Jordarealerne skulle interessenterne selv fordele ved lodtrækning, så enhver fik sin del på en rimelig måde.
Hvem var interessenterne?
Interessenterne var hovedsagelig købmænd og embedsmænd fra Tønder, samt en del mindre jordbrugere i Horsbüll herred. Den største ejer var kniplingshandler Peter Struck i Tønder med 313 demat jord. Provst Kenckel fik 105 demat.
På hans grund blev der anlagt et stort værft og opført gården Kenckelhof. Gården var beboet til omkring 1740 og blev derefter nedbrudt.
Den næststørste ejer var Peter Thomsen var Peter Thomsen fra Rudbølgård med 130 demat. Hans søn Thomas Thomsen byggede værftet og gården, der senere blev kaldt ”Inspektørværftet” Her boede slægten og handelsmanden Peter Jacobsen i mange år. Fra 1816 til 1848 boede kogs-inspektør Hans Heinrich Brodersen på gården.
Den fjerdestørste ejer var herrefoged Fedder Lundten i Højer med 86 demat. I alt var der 43 jordejere med tilsammen 1.202 demat græsningsjord. De ny ejere fik bevilliget udstrakt selvstyre. I kogen gjaldt Ejdersteds landsret. Det betød bl.a. at kogs-bestyrelsen havde politi – og retsmyndighed.
Selvbestemmelse
Bestyrelsen skulle sørge for diger, veje, vandløb, skolevæsen og andre fælles anliggender. Oktrojen blev bekræftet mange gange, senest i 1854. Den 24. marts 1859 godkendte ministeriet en plan for en dige-linje, dige-profil og slusebyggeri, der var udarbejdet af kaptajn von Carstensen. Amtmand Reventlow for Tønder Amt, der også var overdigegreve, sendte den 5. april 1859 forordningen til kogs-interessenternes efterretning og videre foranstaltning.
Hvad stod der i forordningen?
Af forordningen fremgår:
Inddigningen afsluttet i 1861
På dette grundlag begyndte man i 1859 inddigningen, som blev afsluttet i 1861. Det nye havdige gik i en snorlige linie fra Siltoft ved den gamle Viddingherreds nordvestlige hjørne til Højer Klev. Bygherren var Kogs-bestyrelsen med koginspektør Refslund i spidsen og digegreve Nissen fra Tønder som tilsynsførende.
I sommeren 1859 byggede man ”Kaidiget” (lav beskyttelsesdige) på forlandet med en fuld længde på ca. 7.000 meter. Arbejdet beskæftigede ca. 300 mand i to måneder. Dette dige led imidlertid skade under stormfloder i august 1859, marts 1860 og pinsen 1860. Diget måtte derfor istandsættes flere gange.
Slusen stod færdig i 1860
Stenslusen blev bygget af bygmester J.F. Weise fra Husum. Bygningen blev påbegyndt i september 1859. Den 25. maj 1860 blev der afholdt slusefest. I december 1860 stod slusen færdig. Prisen var 130.000 rth. (rigsthaler).
Havdiget blev bygget sommeren 1860 med færdiggørelse og enkelte reparationer i foråret 1861. Der deltog 18 entreprenører. Diget blev fremstillet som håndarbejde med brug af hestekøretøjer, trillebørere og af materiale opgravet uden for diget. I alt blev der beskæftiget ca. 3.000 arbejdere i løbet af anlægsperioden 1860 – 1861.
Arbejderne boede i området og måtte ikke forlade kogen uden polititilladelse. Havdiget kostede 221.836 rth.
En parallelvej og tre tvær -veje blev anlagt
Kogs-bestyrelsen besluttede at anlægge en vej parallelt med havdiget ca. 628 meter øst for diget og derefter for hver 120 roder. Der blev anlagt tre tværveje. Langs vejene og mit imellem vejene blev der gravet afvandingskanaler, der forsynedes med sieler ved udløb i Vidåen. Siele er betegnelsen for en mindre vandings-sluse. Disse anlæg blev udført af kogen og udgør endnu det eksisterende vej-og afvandingssystem.
En bro over Vidåen
Over Vidåen blev der i 1861 bygget en kørerbro med en broklap, som kunne åbnes for skibsfart. Broen kostede 4.798 rth.
Alle anlæg var færdige og regnskabet afsluttet den 12. oktober 1861. Inddigningen med sluse kostede 455.125 rigsdaler. Heraf modtog kogen 69.000 rigsdaler som tilskud. Restbeløbet på 386.125 rigsdaler blev betalt af jordejerne i Ny frederikskog efter arealets størrelse, idet vaj og vandløb var fritaget. Udgifterne blev fordelt således (i rigsdaler):
Frederikskogenes andel blev betalt dels af opsparet kapital og dels af nye lån. Disse lån blev tilbagebetalt i løbet af de 17 skattefri år.
Jorden fordelt ved lodtrækning
I maj 1861 blev jordene fordelt mellem alle, der havde rettigheder i den nye Frederikskog. Først udlagde man de arealer, som regeringen og de øvrige koge havde krav på. Dernæst fordelte man resten af jordene ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i det gamle Frederikskog.
Arealet syd for Højer indtil Vidåen og Sejersbæk tilhørte på forhånd Landes Herrenschaft, dvs. regeringen. Desuden fik regeringen et areal ved Højer-Rudbøldiget nord for den gamle Højer sluse i alt 175 demat.
Højer Bønderkommune tabte retssag
I de følgende år opstod der én retsstrid om disse arealer, idet Højer Bønderkommune gjorde krav på arealet. Kommunen havde hidtil haft brugsretten til området. Det var rent faktisk matrikuleret 1844 efter det danske system, som en del af bønderkommunens jord. Bønderkommunen tabte retssagen ved overretten i Flensborg. Dermed mistede de rettighederne til jorden. Senere blev der afgivet tre demat til den ny slusemesterbolig og 1 ½ demat til havneplads for Højer flække.
Det gamle havdige mellem Højer og Rudbøl tilhørte henholdsvis Møgeltønderkog og Treherredskog. De havde vedligeholdelseses-pligten og oprindelig også retten til forlandet.
Møgeltønder Kog fik ejendomsret
Fra 1853 foreligger en overenskomst om udlejning af forlandet foran Højer bønsserkommune og foran treherreds dige. Møgeltønderkog havde ingen overenskomst, og den fik tildelt forlandet foran sin del af det gamle dige ved Sejersbæk til Vidåen. Der var 33 demat, som staten gjorde krav på, men retten for Møgeltønder – Ballum Birk Tilkendte Møgeltønderkog ejendomsretten.
Treherreds kog ejede oprindelig forlandet foran deres del af Højerdiget. I 1789 indgik man en overenskomst med Frederikskog om Lille Vade. Det er arealet mellem Højerdiget og Generalstrømmen, gående fra Rudbølkog-diget til Højer Sluse (det gamle afløb fra Højerkog). Lille Vade skulle tilfalde Frederikskogen.
Til diget hørte cirka 90 meter spadeland, som en del af diget. Treherredskog fik tildelt 21 demat mellem Højerdige og Vidåen. Rudbølkog og Vidding herreds kog gjorde også krav på en andel af det ny inddigede areal. De fik alene tillagt en del af deres spadeland som afgiftspligtigt areal.
Lodtrækning i Tønder
Resten blev fordelt ved lodtrækning mellem samtlige jordejere i Gammel frederikskog. Lodtrækningen fandt sted den 25. maj 1861 i Tønder efter annoncering og indbydelse. 73 jordejere eller stedfortrædere var mødt frem. Efter drøftelser om samtlige punkter i protokollen, der var skrevet på både dansk og tysk, blev protokollen underskrevet af alle. Så fulgte lodtrækningen. De største jordejere trak først.
Den største lodsejer
De nye ejere overtog straks deres nye arealer. Den største lodsejer var C.R.P. Angel på Bjerremark. Og så er vi ved historien om Hohenwarte som du kan læse i en speciel artikel.
Den næststørste lodsejer var Tønder Vajsenhus-
Efter inddigningen i 1861 påbegyndte man forlandsarbejdet. Det var som aktiv indvinding af nyt land. Og dels for at beskytte diget. I 1956 blev der indgået en overenskomst mellem Frederikskogenes kogs-bestyrelse og Statens Jordlovsudvalg. I overenskomsten fastslås at Frederikskogene i henhold til Oktrojen fra 1690 er ejere af forlandet på 334 ha. Men nu blev den danske stat delvis ejere af forlandet.
Det fremskudte dige 1979 – 81
Lov om det fremskudte dige for Tønder Marsk blev vedtaget den 8. juni 1977. Det fremskudte dige og Vidåslusen blev bygget 1979 – 1981 af Sønderjyllands Amt. Diget er bygget 1.400 meter vest for det gamle havdige fra 1861. Det går fra Emmerlev Klev i nord til landegrænsen og fortsætter på tysk side til Sild – dæmningen. Ved inddigningen opstod Margrethe-kog med et areal på ca. 1.200 ha.
En beskyttelses-lov
I henhold til overenskomsten fra 1956 blev en tredjedel af det oprindelige forland overdraget fra Frederikskogerne til Staten. På landbrugsarealerne blev anlagt markveje, gravet afvandingskanaler og bygget pumpestationer. De 244 ha, som tilhørte Frederikskogene blev fredet ved fredningsnævnets kendelse af 1. marts 1984 og overfrednings-nævnets kendelse af 12. november 1985.
Arealerne skal henligge i vedvarende græs og må ikke beplantes eller bebygges. Frederikskogerne modtog en erstatning for fredningen.
De største lodsejere fik tillagt jord
Folketinget vedtog den 12. marts 1988 en lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Loven omfatter bl.a. hele Gammel Frederikskog og størstedelen af Ny Frederikskog. Loven bestemmer at størstedelen af arealerne skal bevares eller tilbageføres til vedvarende græs og høj vandstand i kanaler og skelgrøfter om sommeren.
Loven gav mulighed for at der gennemføres en jordfordeling i området. Frederikskogernes arealer i Magrethe-kog blev inddraget i denne jordfordeling, der blev afsluttet i 1992. Frederikskogerne afgav et samlet areal på 94 ha i Magrethe-kog til staten og modtog 57 ha spredtliggende arealer i Gammel og Ny Frederikskog, samt i Rudbølkog.
Lodsejerne i Frederikskogene har altid været klar over, at de var medejere af Frederikskogs forland. Straks efter inddigningen i 1981 fremsatte nogle større lodsejere krav om at få udmatrikuleret deres andel af jorden i Magrethe-kog. Tidspunktet for udstykningen blev dog forskudt pga. fredningen i 1984, lov om Tøndermarskens naturbevarelse i 1988 og jordfordelingen i 1992.
Kogs-bestyrelsen besluttede på sit møde den 13. september 1994, at grundejere med mere end 15 ha i Frederikskogene kan få tillagt jord. De mindre grundejere skulle have udbetalt deres andel af jordværdien.
Tildeling af jord eller udbetaling af jordværdien skete til den, som var bidragspligtig og tinglyst grundejer i gamle og ny Frederikskogs ejerlav den 1. november 1994.
Selvstyre, skattefrihed og retten til forland er nu historie
Privilegierne gælder ikke længere ude i kogene. Skattefrihed, selvstyre og retten til forland er nu historie. Det offentlige – Sønderjyllands Amt – har overtaget rettigheder og forpligtelser ved det nye havdige.
Hvem skal egentlig vedligeholde Højer Sluse?
Utroligt at det så ikke gælder den gamle Højer Sluse, som forfalder mere og mere. Det gamle dige og slusen skulle egentlig udgøre det for en ekstra sikkerhed, sagde man dengang, da det nye havdige blev indviet. Men jeg gad godt nok at vide, om den ekstra sikkerhed reelt er til stede.
Det står ellers også i vedtægter m.m., at Kogs – bestyrelsen var og er pligtig til pleje og vedligeholdelse af andre diger. Gælder det så også for den gamle sluse eller det Sønderjyllands Amt?
Fællesopgaverne bestyres og repræsenteres ved kogs-inspektøren.
Nybygger-stemning i Ny Frederikskog
Det var så herude i Ny Frederikskog at jeg som ganske spæd blev slæbt ud hver weekend, hvor min far og onkel Jacob byggede et hus for Oma og Opa. Det var i begyndelsen af 1950erne. De havde før boet i Klostergade i Højer. Det var ægte nybygger – stemning, men jeg kan ikke huske det mere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 4, 2023
Højer – Flække, Landsogn og Herred
Symboler på Højer. Ejendomme skifter ejerskab. Købstadsrettigheder. Tønder protesterede. Købmænd og håndværkere fik indflydelse. Masser af skibsfart Besejlingsforholdene blev dårlige- Tønder-Højer banen stoppede. Befolkningstilvækst. Danskere og tyskere fandt sammen i sorg. Højer er en blanding af nyt og gammelt. Var det forkert at udnævne Højer som flække? Hvorfor heder det egentlig Højer? Kongen modtaget på tysk. En topografi fra 1853. Højer – berømt for sit gode kød. Højer Landsogn. Da digerne ødelagde Tønder Havn. Rudbøl som forstad og kanal.
Symbolerne på Højer
Møllen og Tæppefabrikken kan tages som symboler på gammelt og nyt i Højer. Og vel også Den Gamle Sluse er et symbol på Højer, selv om man ikke har været særlig påpasselig med at vedligeholde den.
Det gamle Højer består af smalle og lidt uregelmæssige gader og mange smukke gårde og huse.
Ejendomme skiftede ejerskab
Fra Middelalderen indtil 1879 har byen været delt mellem forskellige jurisdiktioner. I Valdemars Jordebog nævnes byen som Krongods. Men allerede i Middelalderen henlagdes nogle gårde under det adelige Kærgaard i Emmerlev Sogn.
I første halvdel af det 15. århundrede blev disse ejendomme først overladt som pant og senere solgt til ridder Martin Gyrsting, der igen 1436 afhændede dem til Ribe domkapitel. Efter reformationen blev ejendommene (3 gårde og 17 huse) atter krongods, men ved et mageskifte 1663 med feltherre Hans Schack kom de ind under Møgeltønder, det senere Schackenborg. Ejendommene var kongerigske enklaver og var tingpligtige under Møgeltønder birk.
Det øvrige og langt overvejende del af Højer (1613: 19 gårde og 52 huse) var krongods indtil 1313, da de sønderjyske hertuger fik disse ejendomme overladt som pant, noget senere som eje.
Købstadsrettigheder
Så langt man overhovedet kan spores tilbage har Højer haft birkerettigheder, rettigheder som flækken beholdt indtil nyordningen af administrationen efter 1864. Tildelingen af birkerettigheder betød dog ikke, at Højer fik købstadrettigheder.
Tønder protesterede
Den var langt op i tiden et landsbysamfund med ganske vist forholdsvis mange kådnere og inderster, der hovedsagelig ernærede sig ved handel og håndværk. Da næringslivet i det 17. århundrede tog et ret betydelig opsving, medførte dette lange stridigheder med Tønder, som, forsvarede sine købstadsrettigheder, ikke ville anerkende Højers ret til at drive by-næring.
Et forbud mod, at Højerborgerne drev handel og håndværk, ville imidlertid gøre hovedparten af dem brødløse. Den gottorpske regering indrømmede i 1706 under Tønders protest Højer retten til at drive handel og håndværk mod en årlig afgift på 40 Rigsdaler. I 1736 blev dette privilegium stadfæstet af den danske konge. I 1743 kaldtes Højer for første gang for en flække. Privilegierne blev udvidet i 1822 og i 1825 fik man også ret til at holde markeder.
Købmænd og håndværkere fik indflydelse
Under denne udvikling skiftede byens næringsliv karakter. Det skete også en ændring i den politiske struktur. Oprindelig havde bønderne, der i overvejende grad var selvejere, været næsten enerådende med hensyn til byens styre. Nu fik byens købmænd og håndværkere også indflydelse.
Masser af skibsfart
Som følge af inddigningerne blev Højer efterhånden lade – og losseplads for Tønder. Navnlig i det 17. århundrede var der fra Højer en betydelig handel og skibsfart på Holland. Fra landingspladsen ved den Kier’ ske gård afsejlede årligt ca. 35 skibe med gennemsnitligt 50 – 60 okser ombord til Holland. Også betydelige mængder af korn blev udskiftet dertil. På hjemturen medbragtes kolonialvarer og bl.a. senere de eftertragtede vægfliser.
I det 18. århundrede aftog denne handel. Men så tog østersfiskeriet i Vadehavet et opsving. Højer blev centrum for dette fiskeri, der varede til omkring 1900.
Besejlingsforholdene blev dårligere
Som følge af tilsanding blev besejlingsforholdene på Højer forringet. Det blev i 1799 at nødvendigt at grave en kanal et stykke ud i Vadehavet. Kanalen fik dog på grund af krigen mod England ikke straks den betydning, man havde regnet med.
Også på anden måde søgte man at hjælpe skibsfarten. I 1820 anlagde man således en ny losseplads på det sted, hvor Sejersbækken løber ud i Vidåen. Det var her, at Frederik den Sjette 1825 landede efter sit besøg på halligerne i anledning af stormflodskatastrofen.
I midten af det 19. århundreder er der en ikke en ubetydelig sejlads på byen. Efter en ny uddybning af kanalen og anlæg af en mole uden for slusen kunne der fra 1870erne indsættes tørre dampskibe i den stadig voksende badetrafik på Sild.
Tønder – Højer – Banen stoppede
Anlægget af Tønder-Højer banen i 1892 kom på en vis måde til at skade byens erhvervsliv. Nu var det ikke mere nødvendigt for de tusinder af badegæster at overnatte i Højer.
Allerede længe inden bygningen af Hindenburg-dæmningen mellem fastlandet og Sild i 1927 havde betydningen af trafikken på Sild i det væsentlige udspillet sin rolle for Højers vedkommende. Havnen er nu uden betydning. Nogle år efter anlæggelsen af dæmningen standsede persontrafikken på Tønder – Højer banen og nogle år efter stoppede også godstrafikken.
Befolkningstilvækst
I 1925 boede der 1.136 mennesker i Højer, men den voksende tæppefabrik trak flere folk til byen. Hurtigt nåede man op på 1.500. Den befolkningstilvækst fik også betydning i nationalpolitisk henseende. Den overvejende del af befolkningen tog parti for Slesvig-holstenismen fra 1840.Højer var i lang tid et af tyskhedens faste støttepunkter i Nordslesvig.
Danskere og tyskere fandt sammen i sorgen
Indtil 1946 var byrådets flertal tysk. Ved Folketingsvalget i 1950 var der kun en tysk andel på 34,3 pct. Vi har tidligere beskrevet den triste drukneulykke i 1952. Men episoden viste at danske og tyske fandt sammen i den knugende sorg og byens kulturelle foreninger fandt sammen om fællesarrangementer af forskellig art.
Blanding af nyt og gammelt
Vi har allerede nævnt at Højer er en ejendommelig blanding af gammelt og nyt. I den indre bys snævre og krogede gader møder man gamle særprægede, tæt sammenbyggede småborgerhuse, enkelte efter byens størrelse pæne forretningsejendomme. Indimellem er det mindre stråtækte landbrugsejendomme og dengang med ikke altid lige appetitlig duftende mødding ud til gaden. Gamle gårde ses endnu i bybilledet.
Langs byens udfaldsveje er nye kvarterer vokset op, især mod nord ud mod Ballumvej. Byens ældste bygning er kirken. Den er opført i senromantisk stil omkring 1100. Men forskellige tilbygninger, ombygninger m.m. efterlader ikke meget tilbage af den helt gamle kirke.
Var det forkert at udnævnte Højer til flække?
Nogle historikere kalder det forkert at udnævne Højer som flække, idet byen omkring 1850 kun havde handels- og håndværkerrettigheder ved et særligt privilegium. I den tyske tid var Højer købstad efter den lille købstadslov (kleine Städteordnung).
Hvorfor hedder det Højer?
Et højdedrag (Høvver) har måske givet byen navn i modsætning til nabosognet Daler. I 1340 kaldes byen ”Hæthar”. Korttegner Meyer kalder byen for ”Høwer” og andre igen Høyer, hvilket er det officielle tyske navn. I folkesproget hedder byen ”Høwwer” I svunden tid deltes Højer i Syd Højer og Nord Højer.
Kongen modtaget på tysk
Første gang Christian den Tiende besøgte Højer, blev han modtaget med en tale på tysk. Og egentlig burde Højer have været til Tyskland påstår nogle, men grundet den forestående afvanding forblev byen i Danmark. Man kan så diskutere om den formulering er rigtig. H.V. Clausen som tegnede grænsen i 1891, havde tegnet grænsen syd for Højer.
Vi har også tidligere nævnt at tiden efter 1920 var urolige i Højer. Der var masser af skærmydsler mellem dansk og tysk. Engang i 1930erne var der 20 storkepar i byen, men de har for længst forladt byen.
En topografi fra 1853
Højer har haft en stor fortid. Schrøder skriver bl.a. i sin ”Topographie” fra 1853 ved skibsfarten, Han skriver:
Inden Verdenskrigen havde Højer en tid lang dampskibsforbindelse med Rømø. Det var den bekendte damper ”Rømø”, der gjorde turen for at hente gæster til Pastor Jacobsens bade sted Lakolk.
Højer – berømt for sit gode kød
Højer var en driftig by med et godt opland. Den var ikke fattig på kroer, hvor mange gode købmandsforretninger. Højer er lige som Tønder kendt for sit gode kød. Inden krigen blev der i Højer fremstillet ”Høyer Rauchfleisch” som fandt stor afsætning i forskellige egne i Tyskland.
Højer Landsogn
Højer Landsogn omfatter Gamle Frederikskog, Ny Frederikskog og Rudbølkog. Disse koge skærmes af diger, frisernes stolthed:
Da digerne ødelagde Tønders Havn
I 1553 opførtes under Christian den Tredje bl.a. diget fra Højer over Rudbøl, Lægan til Grelsbøl i Kjær Herred. Som bekendt har Tønder et skib i deres byvåben, men med diget var det slut med den direkte forbindelse til havet. Lægan blev derefter anløbsplads.
1564 – 66 rejstes dæmninger over Vidåens tre arme mellem Fegetasch og Rudbøk. Og så videre. I 1861 blev den nye Frederikskog inddiget. Viddåen blev inddæmmet for fjerde gang og Tønders nærmeste han blev derved Slusen ved Højer.
Rudbøl som fristad og kanal
I 1629 skulle ifølge Trap den tidligere borgmester Cornelius Claasen fra Medebleck i Holland af Hertug Friedrich den Tredje fået koncession på at inddige hele bugten op til Højer på engang samtidig med at bygge en kanal fra Rudbøl til Flensborg. Den 27. oktober 1629 fik den nye stad Rudbøl:
Der skulle være religionsfrihed lige som Frederiksstad.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 2, 2023
Østerbro og Omegn omkring 1900
Vi skal foruden Østerbro også en afstikker til Frederiksberg, Nørrebro og Indre København. En ugeløn på 2,50 kr. Man forlangte meget for en ussel løn. Masser af plads på Fælleden. Konerne kom med madpakke og brændevin til folk fra Borgervæbningen. Oplevelse at gå i biografen. Man så fem forskellige film på en halv time. Et damptog – noget for børn. Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen. Man mødte Jomfru Tidsfordriv og de andre. En spand fløde for 5-10 øre. Natmandvognens rullen. Et fly i luften. ”Torsk og sild er godt” På skovtur. De Fattiges Dyrehave. En toværelseslejlighed kostede 12 kr. om måneden. Østerbro Isværk. Et pissoir uden døre. Blegdamsvej var livlig. Lygtemanden bar på en flamme. Første oktober tændtes trappelyset. Dagrenovationen. De stakkels mælkedrenge. Sand-manden. Den travle husmor. Skærslipperen. Rejekonen. Når sprøjterne kom. Hestene sejlede. Kvæg og heste første gennem Østerbro morgen og aften. De glade spillemænd. Søfryd. Sortedamslund. Når søen blev illumineret. Søndagsskole i Jernkirken. Arbejdernes Første maj og Grundlovsdag. Jenserne byttede deres rugbrød. En tur i omnibus var ubehagelig. Altid liv i og omkring søerne. De to -etagers sporvogne var en kold fornøjelse om vinteren for kusk og konduktør. Da telefonen kom.
En ugeløn på 2,50 kr.
Man kunne dengang få den fyrstelige løn på 2,50 kr. om ugen, hvis man kørte varer ud for et ismejeri. Og med en stor taske kunne man hente bøger hos de forskellige forlag for boghandlere rundt om i byen.
Man forlangte meget for en ussel løn
Der var også mulighed for at arbejde hos de mange urtekræmmere. Man begyndte om morgenen med at fejre gade. Og når der sne, skulle der skovles. Når det var overstået, skulle der fyres op i kakkelovnen. Og så skulle der drejes på kaffemøllen. Derefter skulle man gå i kælderen for at skylle flasker. Mange urtekræmmere havde aftapning af brændevin og øl. To gange om ugen skulle der vejes mel og sukker. Fredag og lørdag blev der først lukket kl. 23. Men så skulle der ryddes op.
Man forlangte meget til en ret ussel løn.
Masser af plads på Fælleden
På Østerbro var der dengang masser af militær. Først var der garden til Amalienborg. Om eftermiddagen var der så Infanteriet fra Sølvgades Kaserne, der gik til Kastellet.
Fælleden var meget større dengang. Hverken Rigshospitalet, Frimurerlogen eller noget andet var bygget dengang. Det eneste var det gamle militærhospital. Så var det også Borgervæbningen. De gik på arbejde om morgenen. Og om middagen skulle de stille i uniform og med gevær på Fælleden. Og så var der ellers nok at se på.
Konerne kom med madpakker og brændevin
Når Borgervæbningens kæmper holdt vild kom konerne med madpakke, bajere og brændevin. Knægtene så en ære i at bære geværerne for de tapre krigere. Nogle af dem havde da hvis også fået for meget brændevin.
Om vinteren kørtes gadernes sne ud på Fælleden. Efterhånden lå der ret så store bunker herude. Knægtene kaldte disse punker for Alperne.
Oplevelse at gå i biografen
Det var altid en oplevelse at gå i biografen. For 5 øre kunne man opleve en forestilling på en halv time. Men da kunne man også nå at se fem forskellige film. Og på Nytorv kunne man opleve at se gratis film. Der var spændt et stort lærred op på en husfacade. Filmapparatet stod på den modsatte side af Torvet.
Et damptog var noget for børn
For børn dengang var det altid en oplevelse at se damptog. Dengang var der flere banegårde, der lå på rad – Hovedbanegården – Nordbanegården -Holtebanegården – og Klampenborgbanen. Baneterrænet gik helt ud til Sankt Jørgens Sø. Her var en stor træbro over banen på hver side af søen.
Skolebørn måtte ikke passere Dosseringen
Og så sejlede der små motorbåde på søerne. En tur fra Østerbrogade til Gyldenløvsgade kostede 10 øre. Og hvis der ellers var is nok på søerne, så var der afgang for fodgængere og skøjteløbere på Sortedamssøen. Her var udlejning af slæder og skøjter.
Og så blev der forbudt for skolebørn at passere Dosseringen. Skoleeleverne mente selv, at det var fordi, at der boede nogle fine folk der.
Man mødte Jomfru Tidsfordriv og alle de andre
Gymnastikundervisningen foregik også dengang ledet af en pensioneret underofficer. Når man så skulle på fælleden for at spille langbold, foregik det i march. På fælleden kunne man trække Fælled-dronningen, Jomfru Tidsfordriv, Krølle Charles og Den Norske Præst. Krølle Charles var ofte sjofel. Jo her kom også ”Manden på Risten”.
På Østre Gasværk kom mange familier med lejet trækvogn og hentede det såkaldte ”Smuld-affald” fra kul og kokafremstilling. Det kunne altid lune i en fattig bolig.
En spand fløde for 5-10 øre
Dengang kunne man købe fløde, der blev opbevaret i blikfade. For 5 -10 øre kunne man få en lille emaljeret spand med hank fyldt. I 1905 – 1905 blev det almindeligt med margarine. Det var noget trist bleggult. Men så kunne man købe kapsler med kulør.
Natmandsvognens rullen
Om natten kunne man høre ”natmandsvognens” rullen. Den var hestetrukken og larmede på brostenene. Og det var retiraderne, der skulle tømmes. En svagtlysende lampe dinglede under bagsmækken. W, C. og badekar var kun for velhavere. Og det begyndte vel først at dukke op omkring 1906.
Og dengang på Østerbro sad pensionisterne og røg merskumspiber.
Et fly i luften
Var børn med deres forældre inde i Indre By kunne de omkring 1910 få en meget spændende oplevelse. Da fløj Alfred Nervø rundt og han rundede Rådhuspladsen kun få meter fra rådhusets tårn.
Torsk og sild er godt
Men for børn var det også spændende, når de forskellige handlende dukkede op med deres trækvogn:
På skovtur
En gang om året tog hele familien på skovtur. Det var nu ikke alle der havde råd til at tage en tur med en kapervogn til Dyrehavsbakken. Mange gik derud og så tog man måske med toget hjem. Eller man kunne nøjes med De Fattiges Dyrehave på Østerbro.
De Fattiges Dyrehave
Dengang lå der et hus under gadelinien. Det var en rest fra gammel tid, da Rosenkildes ”lå på landet”. Foran stod en flytteomnibus uden hjul anbragt på fire hjul. Et stykke nede i Classensgade mødte man et frodigt vildnis. Det var resterne af de Classenske Haver, der skulle udstykkes til byggegrunde.
Videre kunne turen gå ud til kalkbrænderiet. Her kunne man så endelig gæste ”De Fattiges Dyrehave”. Her fandtes luftgynge og andre forlystelser. Her var også en sjov abekat, der var fæstet til en lang kæde, der lavede de mest utrolige spilopper. Her kunne man også sidde i lysthuse.
En to-værelses-lejlighed til 12 kr.
I Ryesgade kunne man få en toværelses lejlighed til kun 12 kr. om måneden. Ved siden af havde man så Joseph Levins oplagsplads med gammelt jern og gamle klude. Her skete det at Joseph fra dansk Vestindien havde fået meget sprut. Så dukkede en masse betjente op, fik lagt ham i håndjern og så gik det ellers til detentionen til ungdommens store jubel. I ædruelig tilstand var denne store Joseph ellers stille og rolig og meget gemytlig.
Som regel sad han på virksomhedens flade tag og syede sække. Af og til fik han øje på hovmesterens hjembragte blå papegøjer og så begyndte han at fløjte. Sandelig om han ikke fik svar.
Østerbro Isværk
Og her lå også Østerbro Isværk. Når vogne kom efter is, blev de først kørt ind på en vægt inden for porten. Via en sliske havnede isen så på vognen.
Om vinteren stod mange arbejdsløs tidligt om morgenen i kø foran porten, for at få arbejde. Ofte var der slagsmål. Det skete, når nogle forsøgte at komme foran i køen. Hvis man så var blevet antaget, gik man over på søen og begyndte at gennemsave isen. Der blev dannet render, gennem hvilke isstykkerne blev flådet ind under bro til isværket, hvor mænd med en slags høtyve tog imod og langede blokkene op til lugerne.
Ved siden af denne lå en græsmark med vilde blomster helt ned til Ryesgade 52. Lundingsgade senere Trepkasgade og Søpassagen var ikke gennembrudte og bebyggede. Til den modsatte side lå en masse gårde, der var adskilt af plankeværker.
Over toppede brosten kom man til en række nummererede træskure, som kunne aflåses – et til hver beboer. Her kunne opbevares brændsel m.m.
Et pissoir uden døre
I ejendommen fandtes på venstre side af den fremspringende køkkentrappe fandtes to retirader, potterum og længst henne pissoir uden dør.
Når madammerne skulle ned med potten, som især børn benyttede om natten, bar de den skjult under forklædet.
Blegdamsvej var livlig
Blegdamsvej var dengang en vej med livlig trafik. Særlig tiltrak de høje sporvogne opmærksomhed. Og så var det den dybe grøft med skråtstillet gærde. Og så var det fællederne med de mange græssende køer og heste. For enden af det hele kunne man lige få øje på Nørre Alle med de mange træer. Man kunne også fra ejendommen se den gamle Fredens bro.
Lygtemanden bar på en flamme
Det var også sjovt at se Lygtemanden. Han bar den lille beskærmede flamme i en lang stang over skulderen. Så skubbede han en lille glasplade op under lygten, drejede på en hane og tændte lygten, der brændte med gul flamme. Så skråede han over gaden til den næste lygte. På den måde zigzaggede han gennem gaden.
Første oktober tændtes trappelyset
Første oktober var en dato, man så frem til. På denne dato blev trappelyset tændt. Det var viceværten der med en svovlstik tændte de gule gasblus derude. Belysningen inde i lejlighederne var selvfølgelig petroleum. Der fandtes tre kvaliteter. Den bedste af dem, var den med rød etiket. Den hed ”White Water” og kostede 10 øre pr. pot.
Akvavitten var også i tre prisklasser alt efter etikettens farve brun, blå og rød. Ja og selv mælk var i tre kvaliteter – skummet, halvskummet og sød. Dette var i høje junger med pottemålet hængende på kanten.
Dagrenovationen
Dagrenovationen gjorde med sin skralde opmærksom på, at nu kunne husmødrene komme af med deres affald. Selvfølgelig blev gårdens skarnkasser også tømt, ligesom gaden fik en omgang med kost og skovl.
Hestene vidste som regel, hvornår de skulle standse og sætte sig i gang igen før de langsomt kørte et stykke frem.
De stakkels mælkedrenge
Så lød mælkemandens klokke, der havde sin plads på bukken. Hans vogn var nærmest blegrød med inskription ”Københavns Mælkeforsyning” i bue mellem to sorte trekanter med kløverblomster.
Enten kom husmødrene selv med spande og kander, som fra vognens haner blev forsynet med den ønskede mælk. Men ellers blev der råbt fra vinduerne, hvad man ønskede. Så stak mælkedrengene afsted. Og så vankede der en eller to ører i drikkepenge.
For disse drenge var det især om vinteren et hårdt job. De skulle op ved fem-tiden, ingen overfrakke, kun en tynd bluse. På fødderne havde de træsko. Disse blev stillet på den nederste trappeafsats. Intet under at de faldt i søvn i den varme skoleklasse.
Fløde for 3- 5 øre
De der ikke forsynede sig fra vognene, hentede mælk og fløde i nærmeste mejeri. Fløden stod i rækker i en slags spølkummer, hvorfra det tykke skind løsnedes fra siderne med en benpind, før det hældtes over i den medbragte flødekande. Man købte for 3 eller 5 øre. Flødekanden blev så fuld, at man måtte gå meget forsigtig for ikke at spilde.
Sand-manden
Det skete også med jævne mellemrum at sand-manden dukkede op. Så gjaldede det ” Sand – sand, gulvsand”. Som regel var det en ældre mand, der gik ved siden af sin hesteforspændte lette vogn. Oven i sandet lå et skræppemål.
Sand var en vigtig vare, for dengang havde man hvidskurede gulve og trapper. Mødrene lå på knæ og skurede gulvene to til tre gange om ugen. Trappevask var på skift mellem hver etagers beboere.
Sandet bidrog til at holde træet glat og lettede arbejdet med at feje snavset op. Det duftede dejlig frisk efter en omgang med grøn sæbe bagefter. Det skånede godt nok ikke hænderne, men den var god at smøre bag ørerne for at trække en tandpine bort, selv om huden skallede af bagefter.
Den travle husmor
En husmor dengang havde mange arbejdsopgaver såsom vask, lapning og stopning, tilvirkning og vedligeholdelse af familiens garderobe, renholdelse, påfyldning af petroleum, syltning i lange baner og meget andet.
Skærslipperen
Til rækken af syngende gadefolk hørte også skærslipperen:
Så fulgte ellers remsen med alle de forskellige skærende instrumenter, der kunne blive som nye og endte med et vældigt brøl:
Rejekonen
I sommertiden lød skingrende rejekonernes:
Og så kom prisen pr. pot. Hun havde jo pottemål med. Sild solgtes som regel halv- eller snesevis. De øvrige fisk blev afhændet efter vægt på en bismer, der bestod af en vægtskål på tre kæder fra en vægtstang, hvorpå et lod kunne glide mellem de indridsede vægtenheder. Handelen endte som regel med:
Når sprøjterne kom
For børnene var det altid spændende at se sprøjterne, der forkyndte deres nærværelse med kraftig klokkeringning, som betjentes af en brandmand, der sad ved siden af kusken, som havde nok at gøre med at holde de stejlende heste i stramme tøjler. De øvrige brandmænd sad på hver side af vognen med ryggen mod hver andre.
Et flot syn var dampsprøjten, hvorfra gnister spruttede og røgen væltede op fra den blanke messingskorsten. Gadedrengene hujede og sang i kor:
Ved returkørslen:
Man kunne godt få ondt af de stakkels heste, der måtte spæne så vildt afsted, så skummet stod dem om mulerne. Men nu fik disse heste en kærlig pleje. Og de blev rørt daglig og spændt foran lette vogne.
Når støvet blev hvirvlet op
Gaden dengang var hverken brolagt endnu mindre asfalteret men gruset som en almindelig landevej. På tørre sommerdage blev støvet hvirvlet op af blæst eller køretøjerne. Men det var endnu værre i regnvejr. Så var kørebanen et sandt morads. For fodgængere der skulle passere måtte være indstillet på at synke ned i det. Man blev oversmurt med ler, der først skulle tørre og siden børstes af på køkkentrappen.
Når hestene stejlede
Når heste mødte en damptromle eller når de mødte en dampsporvogn, der kørte fra Trianglen til Klampenborg, kunne de godt finde på at stejle. Disse to ting var alle hestes skræk. Ikke så få løbske heste er der set på Østerbro.
De første automobiler lidt senere var heller ikke noget heste kunne lide.
På Østerbro så man også ryttere, som de kaldtes på de høje velocipeder. De havde for det meste jockeyhue og lange støvler på. Om sommeren kunne ekvipager forvilde sig ind i gaden, men om vinteren var det meget almindeligt med kanekørsel
Kvæg og heste førtes gennem Østerbro
Tidligt om morgenen eller ret sent om aftenen hørtes køers og kalves brølen og heste-vrinsken. Det var hele koppel, der af en eller to mand blevet drevet ind til slagtehallerne eller til Kvægtorvet. Disse mænd havde mest problemer med at holde kalvene i ave. Tidspunktet var valgt for ikke at genere færdslen.
Der var masser af grønthandlere og rullekoner, urtekræmmere og viktualiehandlere
De glade spillemænd
Ja og så kom der også spillemænd. Og husmødrene kastede mønter ned pakket i avispapir. Børnene hjalp så med at samle dem ind. Disse spillemænd var veteraner fra de Slesvigske Krige. Oppe fra vinduerne sang beboerne med på de glade melodier.
Når børnene var syge, fik de små gaver købt i Møllers legetøjsforretning i Fredensgade. Lige så spændende var sukkerbagerne eller bolsje-forretningerne.
Søfryd
På hjørnet af Blegdamsvej og Fredensgade lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget gik helt ned til stueetagen. Det fortælles, at en del af Peter den Stores følge have logeret her under Zarens besøg. Lidt derfra lå Dronning Louises Asyl og tæt ved Vølunds Maskinfabrik.
På den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen traktørstedet ”Søfryd” med flerfarvede ruder i de lukkede lysthuse ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violo0nist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.
Sortedamslund
Så var der også et etablissement, der hed Sortedamslund. Det var en slags tivoli med mange forskellige forlystelser og illuminationer. Også her var der lukkede lysthuse ud mod søen på begge sider af indgangen. Her fremviste man bl.a. laplænder med rensdyr og dertil passende panoramaer.
Når søen blev illumineret
Både ved Christian den Niendes og Dronning Louises guldbryllup i 1892 såvel som Frederik den Ottendes og dennes dronnings sølvbryllup var etablissementet og Dosseringen pragtfuld illumineret ligesom der blev afbrændt flotte fyrværkerier om musiceret i det uendelige.
Lundingsgade blev anlagt og bebygget med pæne huse. Kun på hjørnerne af Sortedams Dossering og Ryesgade blev der indrettet butikker.
Søndagsskole i Jernkirken
Søndagsskole foregik i den lille Nazareth Kirke i Ryesgade, der dengang blev kaldt ”Jernkirken”, fordi den var oprejst af det man kalder bølgeblik. Ved flittigt og regelmæssigt besøg opnåede man at få tildelt et indbundet Nyt Testamente.
På Østervold gav rebslagerne ofte tilladelse til at dreje på det store hjul. Det kunne let indbringe 2 øre. Lemmerne fra Stokhuset blev lukket ud med riskostene over skuldrene. De skulle foretage gadefejning. De var ledsaget af en uniformeret opsynsmand, der holdt sig inde på fortovet.
Arbejdernes Første Maj og Grundlovsdag
Der kom et stort optog forbi i Ryesgade til arbejdernes Første Maj. Det samme gentog sig til Grundlovsdag. Højres grundlovsfester foregik i Kongens Have. Her forlangte man en entre på 10 øre men børn dog gratis.
Jenserne byttede deres rugbrød
Og så fik Jenserne på Sølvgades Kasserne udleveret et kommisbrød. Det er lange sorte rugbrød. Med disse under armen opsøgte de kvarterets høkere for at ombytte dem til andre levnedsmidler, der måske var lettere fordøjelige og mere appetitvækkende. Nogle af rekrutterne fik også tilsendt forplejning fra slægtninge.
Æbleskiver-forretninger i nærheden af kasernen gik godt, bl.a. takket være soldaterne. 2 øre kostede de med strøsukker og 4 øre med syltetøj. Soldaterne kunne konsumere mange selv om deres sold var ringe.
En tur i omnibus var ubehagelig
Det var ikke sjovt at tage omnibussen dengang. Griffenfeldsgades toppede brolægning var ikke behageligt. Der kørtes på de bare træfælge, der tillige fremkaldte en larmende rummel. Vognenes dårlige affjedrede først når vognene var nået Parcelbroen og kørte ind på den grusede Ørstedsvej – først da ophørte ubehaget.
Dette mærkede man, når man skulle på den årlige Frederiksberg – tur. Der var ikke råd til kaffe og kage på Josty. Og man kunne altid kigge ind til Vodrufslund, der var illumineret og en slags Mini – Tivoli. Ja på hjemvejen kunne man altid kigge forbi Ravnsborg, der også var et forlystelsessted.
Altid liv i og omkring søerne
Der var et skønt liv på og omkring Sortedamssøen. Bådejerne satte en ære i at smykke broerne og bådene. Flere var illuminerede med kulørte lygter, musik og sang klang så smukt i de lune aftener.
Om morgenen iagttog man ofte unge mennesker der muntert vandrede ad stierne med hverandre under armen, der var blinde fra Instituttet på Kastelsvej gå en rask morgentur. Man kunne også møde det dystre syn af mennesker med forbinding hen over næsepartiet. Det var de stakkels lupuspatienter, der gik til en eller anden behandling på Finsens Institut.
De to – etagers sporvogne
Efterhånden blev de københavnske sporveje elektrificeret. Men endnu kørte de høje sporvogne gennem Blågårdsgade ad Blegdamsvej med et stort Ø malet på hver endevæg af 2. etage, hvor man på hver side af skillevæggen på langs sad med ansigtet vendt mod gaden i modsætning til passagererne nedenunder. De høje vogne blev trukket af to heste. Der var ingen faste stoppesteder. Sporvognen stoppede ved et vink. Disse vogne var ikke forsynet med døre på perronerne, så der var masser af kulde og træk om vinteren. Kusk og konduktør havde ekstra vintertøj på, træskostøvler og uldvanter.
Det var ikke noget med at konduktøren måtte hygge sig med passagererne. Straks efter billetteringen satte han sig på sin plads. På de høje sporvogne måtte han jo også løbe op af vindeltrappen til den øverste etage for at billettere nyankommne. Ja hans faste plads var på bagperronen. Øverste etage var ikke noget for damer. De vovede sig ikke herop.
Da telefonen kom
Efterhånden rejstes der såkaldte telefonstativer på tagene. Mænd klatrede rundt i stativerne som fluer mellem de hvide klokkeformede porcelænsknapper. Efterhånden blev det til et ret tæt bælte af tråde, hvorpå masser af fugle slog sig med deres trillen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 27, 2023
Nyholm og Slotsholmen i Tønder
Erman i Tønder reelt interesseret i byens fortid? Området omkring Slotsholmen opbygget som køkkenhaver. Nyholm placeret ved slottets ringmur. Ribe Landevej bygget op på rester af Tønderhus. Kommunale bygninger bygget oven over slottets rester. Mere end 100-års idyl blev brudt. Sidste tilvækst af bygninger. Et nyt museum. Et tilfælde at port-huset blev bevaret. Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb. Det hele blev betragtet som ”jordfast mindesmærke, men blev ikke behandlet som sådan. Der blev givet masser af dispensationer. Stor folkelig modstand mod rådhuset placering. Man kan da ikke være historieløse i Tønder. Og egentlig skulle arkæologer have gravet i jorden. Men det ville kommunen ikke betale for. Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot. Nogle amtmænd i Tønder havde aldrig sat deres fod på Tønderhus. En amtmand forlangte at det flotte amtmandspalæ blev renoveret, ellers var den også blevet revet ned. Nydam er en flot landlig ejendom. Fundamenter fra slottet dukkede frem. Slotsbanken lå foran Tønders sø-handelsplads. Her var også st moderne militært støttepunkt. Et smukt renæssance slot, blev revet ned. Advokat byggede Nyholm. En ønskebolig og aftægtssted for ældre formuende. Den første Bachmann på Nyholm. Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet. Bayrischer Bier Keller. Tønder Kommune købte også Jomfrustien. Slotsbanken blev igen en holm. En tilflytter og ejer af Nyholm blev udvist af prøjserne. Nyholm blev drevet som landbrug en kort overgang. Men snart igen et alderssæde. Carl Tiedemann køber stedet. Og i Jydske kunne man i 2016 læse ”212 års historie solgt på 90 dage”. En tør fredningstekst omkring Slotsbanken. En fredning som ikke alle har respekteret.
Er man i Tønder egentlig interesseret i byens fortid?
Spørgsmålet er om man i Tønder gør nok for at bevare byens fortid. Læs denne historie om Slotsholmen. Engang havde man et stolt slot. Det fik lov til at forfalde og blev nedrevet. Og også området omkring dette slot ønskede man heller ikke rigtig at bevare. Nu handler dette ikke så meget om selve slottet. Det laver vi en ny artikel om lidt senere.
Området bygget som køkkenhave
De amtskommunale tjenestemænd fik før 1800 privilegium på anvendelse af området til køkkenhaver. Så sent som 1900 havde landråden – som amtmanden hed – køkkenhave, der hvor Hotel Tønderhus i dag ligger.
Nyholm placeret ved Ringmuren
I 1792 anlagdes en dæmning som førte til det tidligere jægerhus. Allerede i 1736 var der lagt en dæmning. Et område blev solgt til en lokal embedsmand. Denne lod i tiden 1800-1803 opføre den smukke lystgård Nyholm, delvis på den ydre ringmurs sydside, en efter et moderne fredningssynspunkt meget uheldigt placering. Vi taler om resterne af Tønderhus. Og Nyholm har vi mere om senere i artiklen.
Ribe Landevej bygget oven på rester af Tønderhus
Med en lov af 30. dec. 1858 bestemtes det at der til vejanlægget af en hovedvej fra Tønder til Ribe m.m. skulle foretages ekspropriationer af bl.a. jordfyldsgrave. I tiden mellem 1860 og 1862 blev der hentet enorme stenmængder til dette formål på slotsbanken, hvor man helt til 1865 havde lagerplads for vejvæsnet.
Kommunale bygninger oven på Slottets rester
I 1864 før Dybbøl overtog Tønder Kommune området. Et ubrudt hærværk tog sin begyndelse med amtet som modvægt siden 1920. Gasværksbygningerne blev placeret 1864/1865 uden for slottets oprindelige kostald i det sydsvestligste hjørne ca. 20 meter nord for den gamle anløbsbro med den tidsligste gasbeholder helt ude i vest volden. Siden blev der placeret en gasbeholder mere øst for dette sted midt i slottets sydfløj. Og i 1946 blev der placeret endnu en stor beholder midt i slotsgården.
Mere end 100-års idyl brudt
1901/02 byggede man lige inden for øst-volden i linje med Nyholm en vandværksbygning og et bastant vandtårn. I 1910 fulgte endelig elektricitetsværksbygningen ud for slottets nordfacade. En mere end 100-årig idyl var ødelagt. Selv om der har fundet en nyvurdering af industribygningens arkitektoniske kvalitet sted i nyeste tid, blev området et ubehageligt Klondyke som den tekniske udvikling overflødiggjorde på forbavsende kort tid.
Sidste tilvækst af bygninger
En administrationsbygning vest for vandværket fører en lignende spøgelsesagtig tilværelse som slottet 1706. Opad den placeredes 1947 et filtreranlæg som ramte fundamenterne til det store sydøsttårn og som de sidste tilvækst til disse bygninger kom to arbejderboliger i nordvolden vest for elværket. En ny bestyrerbolig i voldgraven øst for vandværket i 1920erne. Det sidste vel nok det mest absurde og derfor netop det sted der siden blev forslået som plads for et nyt rådhus.
Et nyt museum
Men den del at slotsbanken som blev taget, i brug for de kommunale værker var afgivet til byen allerede 1864, var porthuset indtil den nye retsbygning i Nørregade 1916 forblevet i amtets eje. Allerede 1911 opstod der planer om indretning af amtshuset i porthuset, men byen som øjensynlig allerede på det tidspunkt har været formel ejer, stillede så skrappe betingelser at tanken blev opgivet. Først 1922/23 overtog et nyindrettet museum med endeligt skøde 1924. Og hvad skrev Vilhelm Lorenzen så smukt:
Et tilfælde at porthuset blev bevaret
Nogen fredning af et historisk mindesmærke i moderne forstand var dette ikke. Det må betragtes som et rent tilfælde at porthuset overhovedet er bevaret. Det blev fredet i klasse B i henhold til fredningslovene af 1918 og 1966, men det giver som udviklingen siden viser ingen sikkerhed
Alligevel fik man de dengang ”husvilde” betegnede familier ud og foretaget en såre nødtørftig restaurering, ligesom grundarealet foran bygningen saneredes, så en fornemmelse af det oprindelige broparti bibeholdes.
Kongevejens anlæg var et alvorligt indgreb
Ved anlæggelsen af Kongevejen i 1943 skete der et alvorligt indgreb. Det intakte broforløb blev ødelagt. I Tønder ændrede holdningen sad til fortiden i 1960erne idet man fik oprettet ”Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder” En betragtelig udvidelse af museets bygningskapacitet kunne efter 30 års planlægning realiseres, En dygtig udført kunstmuseumsfløj blev anbragt i 1972.
Betragtet som ”jordfast mindesmærke”
Året efter overtog amtet igen størstedelen af Slotsbanken efter kommunens godt 100-årige ”rædselsherredømme”, fordi gas- og elværk blev nedlagt og forvaltningen af de kommunale værker flyttet uden for bykernen. Samtidig afgaves til kommunen arealet foran museet under forudsætning at den indrettede en parkeringsplads på arealet!
På grundlag af en ny lov om naturfredning (1972) lod fortidsmindeforvaltningen et nyt organ under det nye miljøministerium som havde overtaget nationalmuseets funktioner. Nu kunne man så endelig erklære Tønder slotsbanke for et såkaldt ”jordfast fortidsminde”. Man planlagde en markering af slottets grundrids på den efterhånden frilagte grund. Forinden foretog museet en endelig restaurering af porthuset som førstes tilbage til skikkelse det havde fået ved ombygningen 1741. Samme år indrettedes elværket som anneks for museet.
Det var tilsyneladende skabt forudsætning for at området igen kunne blive:
Stor folkelig modstand mod Rådhusets placering
Men ak det skulle komme til at gå ganske anderledes i Tønder. Allerede i 1968 dukkede der planer om i forbindelse med et såkaldt byplansudvalg i kommunen ville placere et nyt rådhus for Tønder Kommune i slotsgraven øst for porthuset og henimod Vidåen. En ide som ikke var direkte ulovlig da den er fra før fredningsloven af 1972.
Selvfølgelig, da man allerede dengang kunne forudse at arealet ikke kunne slå til, om ikke andet belært af de erfaringer der kunne hentes ved at se på ruinerne på slotsbanken. At byens profil ville blive ødelagt, tænkte nok de færreste på dengang, men de senere bestemmelser i bekendtgørelsen af Lov om naturfredning § 47a, 48 og 53 skulle være garanti nok.
Imidlertid manøvreredes efter skifte i byens styrelse trods loven et forslag om placering af rådhuset ved Slotsbanken igennem i et fuldstændigt uforberedt byråd 1976. Det blev en politisk skandale, som man skal 300 år tilbage i tid for at finde sidestykke til i Tønder.
I 1670erne var forholdene i Tønder præget af borgeruroligheder med voksende mistillid til magistraten. Byens økonomi var anspændt til det yderste. Der blev styret over hovedet på folk. Den egenmægtige borgmester Heinrich von Hatten indførte bøder på 100 rigsdaler til dem, der sagde ham imod.
I 1976 blev en borgekomite oprettet som hos borgerne fik stor opbakning i sin protest mod placering af et rådhus ved slotsbanken. Men efter et valg i 1978 var klart flertal mod bystyrets rådhusplaner. Særlig oprørende virkede det på den enkelte Tønder-borger at bystyret på grund af fortidsmindeforvaltningens holdningsløshed nu som i 1670erne opnåede dispensationer, der aldrig ville være givet menigmand. Motiverne var godt nok forskellige.
Man kan da ikke være historieløs i Tønder
Man kan da ikke være historieløs i Tønder. Og dog – politisk prestigebyggeri er åbenbart at foretrække selv om et flertal i Tønder var imod. Nu finder man aldrig ud af, hvor middelalderborgen befandt sig – den der lå der før Tønderhus. Og man fik heller ikke mere oplysninger om Tønders tidlige havn. Jo man fandt rester af bolværk og en pram. Men mange år senere var det også pludselig slut med et underjordisk museum om Tønders senere havn fra 1700-tallet.
Man fik reddet Brundlund – og Sønderborg Slot
Det var godt at man fik reddet Brundlund og Sønderborg Slot. For Brundlund og Tønder var der renoveringsplaner i 1730erne. Men ingen af stederne blev der foretaget noget afgørende. I Aabenraa blev Brundlund reddet i 1805-1807 for et enormt beløb – renoveret af C.F. Hansen.
Amtmænd, der aldrig satte deres fod på Tønderhus
Måske er det den lokale amtmand, der kan gøres ansvarlig. I tiden mellem 1730 og 1768 valgte amtmændene von Massow og von Behr i Aabenraa at bo på slottet. Men i Tønder har Johann Georg og sønnen Fr. Wilhelm von Holstein næppe nogensinde sat deres ben på Tønderhus.
En amtmand forlangte amtmandsbygningen restaureret
Da den stærkt engagerede Ulrik Adolph von Holstein 17 år efter nedbrydningen kom til byen byggede han for egen regning sit eget palæ. Skæbnens ironi var ved at gentage sig efter 200 år, da Holsteins palæ som følge af at amtmanden mellem 1920 og 1949, Otto Didrich Schack ej heller havde anvendt bygningen var ved at blive revet ned. Men efterfølgeren forlangte at palæet i stedet blev restaureret.
Nyholm – en smuk og landlig bygning
Gemt inde bag høje træer ligger en absolut perle nemlig gården Nyholm. Den nærmest klæber sig til bankens sydskrænt, der sænker sig ned til den tidligere, brede borggrav. Det er en smuk og rummelig mørk rødstensbygning af landlig idyl. Den minder meget om Møgeltønder-husene men meget større end disse. Huset er temmelig langstrakt, symmetrisk med fire store vinduer på hver side af den portallignende indgangsdør med fritrappe.
Taget er forholdsvis højt og spidst. Gennem indgangsportalen kommer man ind i et rummeligt forrum med en smuk trappeopgang i baggrunden. Til begge sider deraf ses store værelser, på højre side nærmest fremtrædende mindre sal.
Dengang var der foran indgangstrappen en gammeldags brolægning med blomsterbed i midten, flankeret af krogede gamle træer, der mod øst mundede ud i en alle. Denne fortsatte over en 70 – 80 meter lang dæmning, der endte på pladsen foran den gamle badeanstalt på Jomfrustien.
Også med stald
Ud på gårdspladsen fandtes fra gammel tid et bryggers, der for længst med en mur lukker pladsen mod syd. Mod vest ligger/lå der parallelt med hovedbygningen, men noget forskudt, en stald. I adskillige år var den endnu en stråtækt stald og lade-bygning af bindingsværk og engang med storkerede. Det er længe siden undertegnede har været på stedet, derfor er jeg lidt i tvivl, hvordan det ser ud nu.
Fundamenter af slottets ringmur dukkede frem
Sydvest for staldbygningen lige uden for haven var der en delvis græsbevokset temmelig stor udgravning med masser af gammelt murværk i bunden og i de sammen-skredne sidevægge. Det var slottets ydre ringmur, hvis fundamenter her kom frem.
Ganske interessant var en stor granitblok med plan overflade, der står på østsiden af fritrappen. Den er sikkert fundet i jorden, da Nyholm blev bygget, idet voldens sydøst-bastion lige netop har ligget på dette sted, og den har sikkert gennem tiderne været en god hjælp for beredne gæster, der havde svært ved at komme op i sadlen.
Slotsbanken lå lige foran Tønders sø-handelsplads
Slotsbanken eller ”Slotsbjerget” som man tidligere sagde i Tønder, var i ældre tider en lille holm i Vidåens daværende udmunding i Vadehavet. Den lå lige foran søhandels-pladsen Tønder red, og tidligst befæstet som den antagelig har været. Den har givet god dækning både mod havets brænding og mod mulige fjenders angreb.
Et moderne militært støttepunkt
Og vi skal da lige atter engang læse, hvad geografen Idrisi s medarbejder skrev, da han var i Tønder i 1130:
Holmen med sin forsvarsmæssigt gunstige beliggenhed altid haft de skiftende højfyrstelige og kongelige potentaters interesse. Befæstningen, oprindelig sikkert en primitiv ”borg” ses stadigt at være genopbygget og udbygget, så den, da den henimod år 1600 nåede sin sidste skikkelse, var et forholdsvis lille, men stærkt og moderne militært støttepunkt, indtil man i 1676 af politiske grunde nedlagde de egentlige forsvarsværker.
Et smukt renæssanceslot blev revet ned
Selve slottet, som tidligere i perioder havde været kongelig eller hertugelig residens, blev nu amtmandsbolig. Amtmanden havde tidligere været slottets befalingsmand – og blev anvendt til dette formål indtil 1750 – 51, da det blev nedrevet. Desværre for nutidens Tønder. Det var faktisk et smukt renæssanceslot.
Der kom bedre vejforbindelser og en regulering af Tønders skibskanal blev også gennemført. Som allerede nævnt blev der etableret en dæmning fra den tidligere badeanstalt til det sydvestligste hjørne af slotsbanken.
Advokat byggede Nyholm
Den 11.11.1798 blev en af grundene af von Bertouch solgt til underretsadvokat, amtssekretær og bankdirektør Erich Wilhelm Millet, der boede i Bachmann’ ske familiehus ved Møllebroen. Køberen havde allerede på dette tidspunkt sørget for en vej til den af ham udvalgte byggeplads.
I 1804 blev den færdige ejendom indregistreret i Overrettens skyld – og panteprotokol under navnet ”Nieholm”. Da hovedbygningen, men ikke stalden er angivet på ”Statfeldplan” af 1911, må den sidste være udført noget senere. Bygningerne lå på sydbatteriets gamle voldfundamenter og var mod vest og syd omgivet af et større haveanlæg, i his sydvesthjørne der endnu findes en lille skovlignende beplantning, som tidligere kaldtes ”Lunden”.
Advokat Millet slog sig ned på Nyholm, hans alderssæde og boede der til sin død i 1823. Han syntes til sidst at have økonomiske vanskeligheder.
En ønskebolig og aftægtssæde for ældre formuende
I 1824 overtog Paul Momsen, tidligere på Grøngård, Nyholm med bygninger, toft og fenne Han benyttede det som aftægtssæde og blev boende der til sin død i 1847.
Nyholm har sikkert været en ønskebolig for ældre formuende folk især landmænd, der foretrak deres sidste år på aftægt i købstaden i et smukt, stort anlagt beboelseshus med et tilhørende beskedent landbrug. Men det har dog vist sig, at der under tidens skiftende forhold for flere af ejerne har kunnet blive lidt af en økonomisk fælde.
Beliggenheden må oprindelig have været fri og smuk, med udsigt mod nord over slotsbanken til Skibbroen og den gamle by. Mod syd var der udsigt over marskens store vidder. Om sommeren grønne enge. Om vinteren en havlignende vandflade, hvis bølger v ed storm kunne skumme mod slotsbankens skråning.
Den første Bachmann på Nyholm
I 1848 året efter Momsens død, solgte enken en datter af kniplingshandler Boy Boysen, Nyholm til slotsmøller Jürgen Bachmann. Sønnen, Christian Nissen Bachmann, fik 1859 som nygift Nyholm til bolig, mens faderen residerede i det hus ved møllen, hvor advokat Miller havde boet, og hvor direktør Hans Bachmann senere boede.
I 1877 skrev Jürgen Bachmann i sit testamente, at Nyholm ikke måtte forblive i familiens eje efter hans død, men ejendommen skulle sælges ved skiftet. Grunden til denne bestemmelse skal ikke være oplyst, men man må vel formode at være af økonomisk art. Han byttede samtidig bolig med sønnen, der nu overtog møllen og flyttede selv til Nyholm. Her døde han i 1884 – 82 år gammel, mens enken, der var et par år yngre, blev boende på Nyholm, hvor hun døde 1886.
Kommunen forlangte at Bachmanns stald blev nedrevet
Rimeligvis for at give Nyholms landbrug et noget større omfang havde Jürgen Bachmann forpagtet den tilstødende rest af slotsbanken som endnu var i Kronens eje. Forpagtningen må have været temmelig permanent, idet han på pladsen havde rejst en ”8 Fach” – staldbygning, der også dækkede over en gammel kælderhvælving, der oprindelig havde været en del af slottets nordøst-hjørne.
I 1872 blev slotsbanken af fiskus solgt til Tønder kommune, som krævede Bachmanns stald omgående fjernet.
Bayrischer Bier Keller
Sagen gav anledning til et lille intermezzo: Gæstgiver og brygger C. Claussen på Skibbroen, der havde benyttet stedet som ”Bayerischer Bier Keller, hvilket lyder hyggeligt, men i virkeligheden vel ikke betød meget andet end staldens anvendelse som is-kælder og oplagringsplads for øl, søgte at sabotere ordren ved at købe bygningen af Bachmann. Han mente vel nok som Tønder-borger og skatteyder at kunne vente større eftergivenhed fra magistratens side end mølleren på den anden side af kommunegrænsen.
Magistraten lod sig dog ikke gå på. Efter et halvt års tovtrækning måtte Claussen, nu Claussen junior, bekvemme sig til at nedrive stalden. Han fik tilmed besked om, at han måtte gøre det ned til ”Erdscheide” og at han ikke måtte fjerne den del af kælderen, der ikke var bygget af Bachmann, men havde tilhørt slottet. Denne del blev nemlig ejet af byen.
Man kan således formentlig takke Bachmanns staldbygning for, at den sidste rest af det egentlige slot, den gamle kælder formodentlig stadig findes på slotsbanken den dag i dag.
Tønder Kommune købte også Jomfrustien
I 1875, kort efter, skete der et andet jordsalg, der på en måde også berørte Nyholm. Tønder Kommune købte yderligere den ligeledes af fiskus ejede ”Jomfrusti”, der mod syd var beghrænset af Nyholms ”Scheiderinne” (skide-rende) og mod nord af stakittet ved kammerassessor og toldkontrollør Høxbroes have.
Man sagde om Jomfrustien, at det var der, hvor mindre dydsirede piger i gammel tid holdt til nær ved fæstning og havn, men lige uden for magistratens jurisdiktion.
Slotsbanken blev igen en holm
I 1878 kom så udgravning af en kanal, der forbandt Møllekulen med Skibbroen og gjorde Slotsbanken til en holm igen. Meningen med dette var at øge vandmængde og gennemskylning af havnebassinet. Drømmen var at etablere en dampskibsforbindelse mellem Tønder og Højer.
Kanalen, der passerede Nyholm – og Porthus-dæmningen gennem solide tunnelbroer, til dels bygget af store granit-sten, der sikkert stammede fra slottet, mundede til sidst ud i havnebassinet. Som følge af det ret kraftige fald var gennemstrømningen endda så betydelig, at den måtte reguleres med en sluse ved Porthus-broen.
En tilflytter blev udvist
Efter Nyholms Bachmann – æra, der havde strakt sig over 40 år, blev den næste ejer arbejder Martin Ganzel fra København. Han holdt ikke ret længe, idet han, som et af daværende politiks ofre blev udvist af det prøjsiske statsområde.
Nyholm drevet som landbrug
Ganzels efterfølger blev kådner Hans Nicolai Eskildsen, som den 26.7.1891 overtog stedet som ejer.
Han var en flittig og sparsommelig mand og havde en dygtig kone samt efterhånden også mange børn, der også efterhånden deltog i bedriften. Forholdene var imidlertid små. Det kunne ikke undgås at det tidligere ret velstandsprægede Nyholm efterhånden virkede lidt forfaldent.
Besætningen bestod af 3-4 malkekøer, nogle grise og undertiden også får samt en del høns. Det store have-areal blev dyrket så godt og så meget, der kunne overkommes. Foder blev overvejende skaffet fra lejet. Mælken og andre produkter blev solgt til beboerne på Slotsgrunden.
Den alt for store hovedbygning blev udnyttet til udlejning til tyske jernbanefolk. Dette ophørte dog, da banens store bygning ”Sperlingslust” i Viddingherredsgade blev taget i brug.
Da den såkaldte ”Höhere Töchterschule” i 1904 blev oprettet blev den installeret på Nyholm, hvor den holdt til, indtil den fik eget hus på Bockensåvej (nu Popsensgade 8).
Den 30.3.1906 solgte Hans Eskildsen Nyholm og bosatte sig atter i Gallehus, hvor han også kom fra.
Igen et alderssæde
Nyholm, der gennem en længere årrække havde været et selvstændigt landbrug, blev derfor atter det, som det for over 100 år var blevet bygget til, en slags alderssæde.
Det blev overtaget af Anton William Thaysen, tidligere Mettenwarf. Han havde tilknytning til Bachmann-familien. Han istandsatte ejendommen og boede der indtil 1916, altså midt under Første Verdenskrig.
Den 30.3.1917 købte Hans Michael Winther, tidligere forpagter på ”Store Tønde Nyholm og boede der til 1925.
Carl Tiedemann køber stedet
Ved skøde af 20.08.1925 erhvervede grosserer Carl Tiedemann en ”bebygget gårdsplads med have og græsgang, Nyholm. Efter hans død i 1945 beholdt enken, som senere blev gift med overdyrlæge Emil Sønnichsen, ejendommen.
212 års historie solgt på 90 dage
I 1981-1982 gennemgik Nyholm en omfattende restaurering.
Derefter fulgte en lang række forskellige ejere. I 2016 kunne Jydske Tidende i en overskrift fortælle:
En tør fredningstekst omkring Slotsbanken
Og selvfølgelig er den flotte ejendom fredet. Kigger vi på fredningsteksten står der bl.a. følgende:
Tænk engang at en så spændene historie kan serveres så tørt i denne ”fredningstekst.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 24, 2023
Livet i Rabarberlandet – dengang
Mange enlige kvinder. De forsøgte at tjene penge. Og nogle gjorde det på en alternativ måde. Den billige brændevin var for mange-en daglig fornødenhed. Betjent trækkende rundt på en fulderik var et normalt syn. Mange var velsignet med en stor børneflok. Når man skulle på retiraderne skulle man banke med træskoene for at få rotterne til at forsvinde. Hverdagens heltinder. Hygiejnen på et meget lavt niveau. Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder. Masser af hestekørertøjer. På Jagtvejens Skole. Gymnastiklærer var pensioneret stabssergent. Man skulle spise meget hurtigt i skolen, ellers blev man truet med inddragelse af spisebillet. I biografen var det levende klavermusik.
Mange enlige kvinder
Jo det er skam rigtigt nok, at her blev dyrket rabarber. Det var før lejekaserne blev bygget. Her i kvarteret var der mange enlige kvinder. Det var ikke ualmindeligt at barnefædre og ægtemænd forsvandt sporløst. Ægteskabet var kort. Og så hun ikke mere ”Prinsen på den hvide hest”. Ægtemanden unddrog sig ansvar og forpligtelser.
Og far/manden kunne slippe med at betale 10 kr. om måneden. Det varede længe inden dette beløb blev forhøjet.
Forsøgte at tjene penge
Og mange kvinder lejede et lokale i nærheden, hvor man tjente penge på sytøj. Man tjente også penge som vaskekone. Det var meget slidsomt. Og lønnen var absolut ikke noget at prale af. 10-12 timers arbejde indbragte to kroner.
Og så var dem, der farvede margarine. Her deltog børnene også. Og cigarrulning som hjemmearbejde kunne man også tjene penge på.
Tjente penge på en helt anden måde
Det fandtes også de kvinder, der tjente penge på en helt anden måde. Mange opgange i Rabarberlandet fungerede som rene bordeller.
Den billige brændevin – den daglige fornødenhed
Indtægterne var små. Fattigdommen satte sit præg på Rabarberkvarteret. Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i hobevis. Skænderier og slagsmål var almindelige i kvarteret. På lune sommeraftener var vinduerne åbne i lejekasernen. Man blev vidne til mange husspektakler. Det var særligt, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Det meste af lønnen var sat over styr.
Den billige brændevin hørte, for de fleste mænds vedkommende, med til de daglige fornødenheder.
En betjent trækkende på en fulderik
Synet af en tyk politibetjent i langskødet uniformsfrakke og med blank hjelm på hovedet trækkende med en beruset person, var ganske almindelig. Der var altid masser af ungdom, der fulgte efter.
Velsignet med en stor børneflok
Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. Det var ikke ualmindeligt, at et forældrepar med op til en halv snes børn i alle aldre, måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden på noget som helst.
Husk at banke med træsko
Retirader og skarnkasser stod på rad og række nede i den sorte gård. I skumringen kunne man undertiden fra lejlighedernes vinduer se rotterne muntre sig nede i gården. Ved benyttelsen af retiraderne var det nødvendigt at banke med træsko eller lignende, for at sikre sig fri adgang.
Hverdagens Heltinder
Mange fattige arbejderkvinder kan man sikkert kalde for ”Hverdagens Heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I tidligere morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne. De købte gammelt brød til at mætte de mange sultne munde med.
De stod i dybe mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt.
Hygiejnen på et meget lavt niveau
De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte med, ældede tidligt Rabarberkvarterets kvinder. Hygiejnen stod på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængte med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. I skolerne blev børnene med jævne mellemrum af en såkaldt ”lusemor” (sygeplejerske) efterset i hovederne. Viste børnene de mindste tegn på de små dyrs tilstedeværelse blev de taget under ”kærlig” behandling. Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede uhyggelig mange ofre i disse år.
Gamle fru Hansen på fjerde havde sine egne metoder
Gamle fru Hansen oppe på fjerde kunne ikke bare gå ned til retiraderne i gården. Så hun lavede både ”stort og småt” i vaskekummen. Det kunne få katastrofale følger i rørene. Og så var det jo lige det med lugten – særlig en varm sommerdag. Det skete også det at hun pakkede det ”store” ind i avispapir og smed ud ad vinduet ned i gården.
Masser af hestekørertøjer
I gaderne blev trafikken domineret af de mange hestekøretøjer, der anvendtes til transport af enhver art, lige fra renovation til hestedrosker. Bilen havde endnu ikke holdt sit indtog. De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne, både 2- og 4-hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Denne omfattede frugt, blomster og grøntsager og ikke mindst fiskemandens ”Sild er godt”.
På Jagtvejens skole
Nogle af Rabarberlandets børn gik i skole i Jagtvejens Friskole. Den blev kaldt Friskole, fordi man ikke skulle betale noget, modsat en betalingsskole, hvor det kostede en krone om måneden. En sådan en var Husumgade senere Havremarkens Skole.
I skolen blev der håndhævet en skarp disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede, skulle alle stille op i skolegården, klassevis to og to, ved siden af hinanden og derefter lydløst bevæge sig op ad trapperne.
Når skolegangen var forbi, skulle man på samme måde stilfærdige måse forlade skolen. Ved skolen udgang placerede klasselæreren sig. Og så måtte eleverne ellers stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten før de blev slippet ud i friheden.
Meget upædagogisk var eleverne nummererede, og de måtte rokere rundt hver måned. Alt dette afhang af flid, dygtighed og opførsel. De dygtigste havde deres pladser bagerst i klassen.
Gymnastiklæreren var pensioneret stabssergent
Gymnastikundervisningen blev ledet af en pensioneret stabssergent. Det tør nok antydes at gymnastikken foregik på militær maner. Med et spanskrør i hånden dirigerede han ”tropperne” og Gud hjælpe den, der ikke var hurtig nok.
Man skulle spise hurtigt
Skolebespisning var indført. Menuen bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk, der godt kunne give nogle af eleverne kvalmefornemmelse. Bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Og dem, der ikke skyndte sig nok, blev truet med inddragelse af spisebilletten.
I biograf
Det var i filmens barndom og de film, der vistes i biografen, var af en ringe kvalitet. Det var naturligvis stumfilm, der så blev ledsaget af dramatisk klavermusik. Men man var jo ikke så forvænt dengang. De fleste børn syntes, at det var en skøn oplevelse. Entreen var ti øre. Man kunne godt komme ind midt under forestillingen og blive siddende så længe man havde lyst. Pladserne var ikke nummererede.
Stambiografen for mange unger i Rabarberlandet var det nyetablerede Standard – Teater, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen.
En sjov beskæftigelse
Teknikken var begyndt at vinde indpas i datidens København. På mange af byens hovedstrøg var der etableret elektriske sporvejslinier. Men i Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser.
På Jagtvej gik en toetagers sporvogn, der havde endestationer ved Nørrebros Runddel og Frederiksberg Runddel. Og her blev de også vendt ved hjælp af drejeskiver. Det var spændende for Rabarber – knægtene at hjælpe funktionærerne med.
Kilde: