Danmarks brutale Slave-fortid

Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”. Er det politikerne, der skal skrive vores historie? I 1829 kom Peter von Scholten med forslag til forbedringer for slaverne. Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt. I Historiekanoen står, at Danmark var de første, der afskaffede slavehandlen. Det er en sandhed med modikationer. Slaverne blev brutalt behandlet Mange af Københavns flotte bygninger bygget af slave- og sukkerpenge. Moltkes Palæ, Det Gule Palæ, Marienborg. Grundtvig mistede to brødre. Var det nu ”en god tid for Danmark”? Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen. Familien Mac Evoy. Peter von Scholten viste rettidig omhu. Var 1864 skyld i en romantisering af kolonitiden. I 1618 sendte kongen en ekspedition til Cylon (Sri Lanka). Muligheder i handel med Vestindien. Guldkysten overladt til kongen. 85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe. Mange forter anlagt. Dansk Vestindien koloniseres. Fort Christian færdig i 1680. Vanskeligheder med at finde besætning. I ledtog med sørøverne. Mytteri ombord. Oprør på Sant Jan. Englænderne overtager Dansk Vestindien. Flere forsøg på at sælge kolonierne. Sukkerraffinaderierne. En stor underklasse levede under elendige kår. Slaveejerne fik erstatning. Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne.

 

Var Peter von Scholten ”fej og eftergivende”?

For et par år siden var det fremme, at Peter von Scholten’ s mindeplade på Assistens Kirkegård skulle fjernes. Man ville nedtone hans indsats. Og så talte man om, at de mange bygninger, der var bygget for ”slavepenge” skulle nedrives. Liberale kaldte Peter von Scholten for ”fej og eftergivende”. I første omgang blev Peter von Scholten dømt, senere blev han frikendt.

 

Er det politikerne, der skal skrive vores historie?

Spørgsmålet er om det er politikerne eller historikerne, der fremover skal skrive vores historie. Er vi på vej til en statshistorie lige som i Polen? En overgang blev også statuer fjernet eller udsat for hærværkherhjemme.

 

I 1829 kom Peter von Scholten med forslag om forbedringer

Glemt er, at Peter von Scholten allerede i 1829 under et besøg i København fremkom med en masse forslag om forbedringer af slavernes forhold. Bl.a. skulle slaverne have en ugentlig fridag, ret til frikøb, skifte arbejdsplads og begrænsning af tugtelsesretten. Men plantageejerne var overhovedet ikke enig med Peter von Scholten.

Også andre kæmpede for slaverne. Det var Comiteen for ” (Facebook-forbudt – ord) – slavernes frigivelse”. Blandt medlemmerne var D.G. Monrad og N.F.S. Grundtvig.

 

Opfattelsen var, at Danmark var en human kolonimagt

Som kolonimagt var Danmark hverken værre eller bedre end andre. Vi lå vel på en 7. plads, hvis alt skulle gøres op i tal. Her havde vi opfattelsen at Danmark var en human kolonimagt. Sandheden var nok, at vi var nær det modsatte. Det er måske overraskende at læse hvor brutalt, hensynsløst og kynisk Danmark agerede i kolonitiden.

 

Slaverne blev brutalt behandlet

Slaverne blev brutalt behandlet. Udover generelle frihedsberøvelse og racisme blev de udsat for brutale straffe. Guvernøren Philip Gardelin udarbejdede i sommeren 1733 et straffereglement, der betød, at en slave, der begik tyveri, skulle knibes tre gange med en gloende jernstang for efterfølgende at blive hængt.

En slave, der forsøgte at stikke af, skulle have sit ene ben amputeret. Hvis en slave blev tilgivet for sit flugtforsøg af sin herre, skulle han piskes 150 gange og efterfølgende miste sit øre.

 

Bygninger bygget af slave- og sukkerpenge

En stor del af København er bygget af familier, hvis formuer blandt andet kom fra slavehandel og sukkerplantager. Men vores erindring som Verdens syvende største slavehandler-nation skal helst glemmes. En stor del af den flotte Frederiksstaden er bygget op af penge baseret på slaver. Slavehandel var en forretning, man fik monopol på gennem kongeligt privilegium. De smukkeste bygninger i København har en grim fortid.

 

Moltkes Palæ

Vi kan starte med Amalienborg. Christian den Niendes palæ hed engang Moltkes Palæ. Denne Adam Gottlob Moltke havde meget stor indflydelse på den inkompetente Frederik den Femte. I realiteten var det Moltke, der regerede landet. Han var også præsident for vestindisk kompagni, der handlede med slaver og som reelt ejede De Vestindiske Øer. De administrerede dem på statens vegne. Moltke sikrede slaveejerne så de kunne opretholde deres privilegier.

 

Det Gule Palæ

Familien Bargum byggede og boede i Det Gule Palæ i slutningen af 1700-tallet, hvor de nærmest havde monopol på den transatlantiske slavehandel mellem de danske besiddelser på Guldkysten (Ghana) og De Dansk Vestindiske Øer.

Det var Bargum, der fik ideen i lighed med andre kolonimagter at indkøbe slaver i Guinea og fragte dem til De Vestindiske Øer og sælge dem til sukkerplantagerne. Så kunne man bringe ”Det Hvide Guld” (Sukker) til København.

 

Marienborg

Statsministerens embedsbolig. Marienborg er bygget af direktøren for Asiatisk Kompagni, der også tjente godt på slavehandel. Det er ikke noget man sådan lige skilter med. Og egentlig er denne del af Danmarkshistorien ikke let at få øje på – på Nationalmuseet.

 

Grundtvig mistede to brødre

Den danske tilstedeværelse på øerne var kun på to procent. Det var en enorm stor dødelighed. Grundtvig mistede to brødre, der døde af en tropisk sygdom. Selv fik han også muligheden for at komme til De Vestindiske Øer, men han så klogelig nok ”Nej Tak”.

 

Var det nu ”en god tid for Danmark”?

En kulturel erindring er afhængig af at blive stimuleret og skal holdes i live. Det er ikke nok med en forbavsende lille udstilling på Nationalmuseet. Det skal også ske via tv, bøger, kunst, avisartikler, undervisning i skolen og i det offentlige rum og måske artikler som denne.

Kolonitiden beskrives som ”en god tid for Danmark”. Men i Danmark er det en manglende bevidsthed om denne tid og det faktum, at Danmark bedrev brutal slavehandel.  På skolebænken er disse temaer stærkt underrepræsenteret. Og manglende lærebøger i dette kan ikke være undskyldning. Der findes udmærkede lære- og fagbøger i dag.

Temaet har været glorificeret fordi vi alle har fået at vide, at Danmark var de første til at afskaffe slavehandlen.

 

Ægteparret Schimmelmann og Odd Fellow Logen

Vi fortsætter lige vores lille byvandring. I Dronningens Tværgade er der en eksklusiv allé med Odd Fellow Palæet. Det er et imponerende bygningsværk. Her boede Ernst og Charlotte Schimmelmann. De spillede en ikke ubetydelig rolle i formningen af dansk kolonihistorie. I 1792 brugte han sin politiske magt til at komme i historiebøgerne.

Man siger, at det var ham der som finansminister egenhændigt fik afskaffet slavehandlen. Ham og hans Charlotte mente at Oplysningstidens nye tanker var uforenelige med slavehandlen.

Men nu gjaldt det sikkert det faktum at hver 6. slave døde på rejsen fra Guldkysten til Dansk Vestindien. Menneskerettigheder og frihedsidealer var ikke noget der gjaldt for mennesker fra det afrikanske kontinent, heller ikke dem Schimmelmann ejede.

 

Familien Mac Evoy

Han havde vel 1.000 slaver på familiens sukkerplantager på St. Croix. Han lå og konkurrerede om at være Danmarks største slaveejer sammen med familien Mac Evoy. De boede længere nede ad gaden. Og det var på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade i Dehns Palæ 5.

På et tidspunkt kørte han rundt i en karet trukket af seks hvide heste. Men så kom der ellers en henstilling fra kongen om at undlade dette. Han fik sit eget gasværk på grunden og var den første i København, der havde gaslys.

 

Var Danmark nu virkelig de første til at afskaffe slavehandlen?

Og hvad er det lige skoleeleverne får at vide og som står i grundskolens historiekanon. Ja det sår at Danmark var det land, der først afskaffede slavehandlen, men det gjorde vi først i 1848. Ophævelsen af slavehandlen blev indført med 10 års varsel.

Man øgede i de 10 år slavehandlen så man kunne blive selvforsynende. De slaver man allerede havde erhvervet kunne man beholde ind til 1848.

I 1847 foreslog en kongelig forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12 – års overgangsperiode, mens alle nyfødte børn af slaver straks skulle være frie. Med skattelettelser på indførslen af kvindelige slaver stod målet klart. Dansk Vestindien skulle blive selvforsynende med slaver. Der var ligefrem tale om at oprette særlige avlsplantager, hvor kvindelige slaver skulle avle fremtidens arbejdskraft.

Selv om loven blev vedtaget i 1792 handlede man stadig med slaver i Dansk Vestindien. Om det var Peter von Scholten eller Schimmelmann, der skulle være de første i Verden, der afskaffede slavehandlen, er en sandhed med modifikationer.

 

Peter von Scholten viste rettidig omhu

Det var mod Kongens vilje von Scholten afskaffede den. Han viste rettidig omhu – ellers ville hele øen være brændt af efter et voldeligt oprør blandt slaverne.

Hvor mange menneskeliv den danske slavehandel kostede, har vi aldrig fået at vide, og det gør vi nok heller aldrig. Men de bøger, der i dag udkommer om emnet er langt mindre romantiseret.

 

Var 1864 skyld i romantiseringen af kolonitiden?

Måske skyldes romantiseringen hændelserne i 1864. Efter den tid fejede vi landets koloniale historie ind under gulvtæppet. Vi var nødt til at finde på en anden historie om det danske land, fordi vi havde fået en anden forståelse af os selv. Fortællingen var eller blev at vi var et lille land. Vi måtte forholde os neutralt til udenrigspolitik og vi havde ikke mere en udenrigspolitisk stemme, som var noget værd.

Den koloniale fortid var trådt i baggrunden. Det var et sammenstød mellem den koloniale fortid og den nationale selvforståelse.

Har du lagt mærke til, hvad rejsearrangørerne skriver. Ja så er det for eksempel om Jomfruøernes tabte paradis. De skriver om fordums storhedstid og ikke om fordums elendighed.

 

I 1618 sendte kongen en ekspedition til ”Ceylon” (Sri Lanka)

Det meste af Caribien var ved indgangen til 1600 – tallet blevet koloniseret af først og fremmest Spanien og Portugal. Men dertil kom også Nederlandene, Frankrig og England. Spanien og Portugal havde også koloniseret store dele af Sydamerika.

I 1618 sendte Christian den Fjerde en ekspedition til Ceylon (Sri Lanka) for at få del i handlen i Asien. Forhandlingerne endte dog uden resultat. Men rettede derfor blikket mod den indiske kyst, hvor man fik en handelsaftale i stand i Tranquebar i det sydøstlige Indien. Mod en årlig afgift fik danskerne lov til at handle, opkræve told og bygge en fæstning.

De dansk norske interesser blev varetaget af handelskompagnierne Ostindisk Kompagni og siden Asiatisk Kompagni, der havde monopol på besejlingen. Den vigtigste vare var bomuld. Men generelt var Tranquebar ikke en særlig indbringende koloni. Efter 1815 døde handlen ud. I 1845 solgte Danmark Tranquebar og handelskontoret i Serampore (Frederksnagore) i det nordøstlige Indien til Storbritannien.

 

Muligheder i handel med Vestindien

I 1652 så danske købmænd muligheden i handlen med Vestindien, da skibet Fortuna kom med en værdifuld last derfra. Efter flere succesfulde rejser gav Frederik den tredje skipperen Erik Nielsen Smil til opgave at kolonisere Skt. Thomas, som han skulle være guvernør over. Den 1. juli 1665 sejlede han med sit mandskab fra København. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pokkenholt til København. Men disse varer var højst sandsynligvis købt fra andre øer. Koloniseringen mislykkedes. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid.

 

Guldkysten overladt til Kongen

Øen blev jævnligt plyndret af pirater. Andre forsøgte dernæst at etablere handel fra Vestindien og Afrika. Et kompagni fra Glückstadt havde allerede i 1657 oprettet de første forter ved Guineakysten. Men fortjenesten var ikke sikker. Omkring hvert fjerde skib gik tabt som følge af havari og forlis. I 1672 opgav kompagniet fra Glückstadt og det overdrog sine forter ved Guineakysten til kongen.

 

85.000 slaver transporteret af dansk – norske skibe

De danske forter fungerede som udgangspunkt for handel og udskibning af slaver til Vestindien. Frem til 1850 havde Danmark anlæggene ved Guldkysten. Så blev det solgt til Storbritannien, Af de 100.000 slaver, der blev fragtet over, stod dansk – norske skibe for transporten af 85.000 slaver.

 

Mange forter anlagt

Allerede i 1659 var Frederiksborg Fort blevet anlagt på den afrikanske Guldkyst. Det skete efter aftale med den afrikanske stat Fetu. 150 kilometer længere mod øst blev fortet Christiansborg anlagt i 1661. Allerede i 1685 blev disse afstået til Storbritannien. I 1736 fik Danmark – Norge igen to forter på Guldkysten, da Fredensborg blev grundlagt. I 1780erne blev der bygget yderligere fire forter på Guldkysten – Kongesten, Prinsensten, Augustaborg og Isegram.

 

Dansk Vestindien koloniseres

I 1670 kom Christian den Femte på tronen. Året efter blev Vestindisk Kompagni etableret, et privilegeret selskab, som fik monopol på handel mellem Skt. Thomas og Danmark. Aktionærerne var i begyndelsen skeptisk over for ideen. Men kongen opfordrede stærkt, at man tilsluttede sig. Med tiden blev selskabet kaldt Vestindisk – guineansk Kompagni.

Ideen bag oprettelsen og erhvervelsen af en koloni i Vestindien havde været at importere slaver fra Afrika til Vestindien og sælge dem til øens plantageejere, der producerede sukker til eksport. Man ville samle slavehandel og sukkertransport i et selskab.

I 1672 koloniseredes øen Sankt Thomas. I 1718 var det naboøen Sankt Jan og i 1733 købte man Sankt Croix af den franske stat.

En tur til Guldkysten og via Vestindien til København varede typisk to år.

 

Fort Christian færdig i 1680

Den erfarende Vestindien-farer, Jørgen Iversen Dyppel blev udnævnt til guvernør. Med sig på skibet Færo havde han 190 mænd og kvinder samt materialer til at opføre en lille landsby. Efter ankomsten til Skt. Thomas begyndte man bygningen af et fort, der kunne forsvare den nye koloni. Men allerede efter et halvt år var 161 af de oprindelige 190 kolonister døde.

Men så fik man hjælp af straffeforfulgte nederlændere og englændere. Fort Christian stod færdigt i 1680. Det blev også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.

 

Vanskeligheder med at finde en besætning

Det var vanskeligt at finde besætninger til skibene. Det var en lang vanskelig overfart. Sygdom og varme førte ofte til død. Så fandt man ud af at bruge folk fra forbedringshuse og fængsler. Det var normalt t en tredjedel af besætningen var døde inden ankomst.

 

I ledtog med sørøvere

Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel. Den nye guvernør gik dog i ledtog med de mange sørøvere, der på det tidspunkt hærgede Vestindien. Den nye guvernør kunne personlig tjene penge ved at lade piraterne bruge Sankt Thomas som base for de mange togter mod engelske og franske skibe. Han lod således sørøvere sejle rundt med danske skibspapirer. Inden myndighederne nåede at reagere, blev Nicolai imidlertid væltet ved et oprør og erstattet af sin lillebror Adolph Esmit.

Lillebror var stort ikke bedre end storebror. Han lod sørøverne skjule sig i bugten ved Sankt Thomas mod at sælge deres bytte til ham. Til sidst sejlede et britisk krigsskib ind i bugten, hvor den frygtede sørøver Jean Hamilins skib lå. Skibet blev beskudt. Skibet brændte og sørøveren flygtede. Da briterne spurgte efter ham, vidste den danske guvernør ikke, hvor han opholdt sig, men sandheden var, at guvernøren holdt ham skjult.

Kort efter blev begge brødre kaldt til København for at blive draget til ansvar for deres gerninger. Det lykkedes dog begge at blive frikendt.

 

Mytteri ombord

Nu var det så Jørgen Iversen Dyppels tur til at blive guvernør. Men ingen danske søofficer ønskede at blive en del af besætningen. Der måtte hidkaldes nederlandske officerer. Størstedelen af besætningen blev hentet fra københavnske fængsler. Efter to måneder til søs var man kun nået til Den Engelske Kanal.

Besætningen gjorde mytteri ombord og dræbte Iversen Dyppel og hans gravide kone. Deres barn blev også dræbt og kastet over bord. Den eneste af officererne, der fik lov at overleve, var styrmanden.

Oprørerne endte med at blive sendt til København, hvor de blev dømt og henrettet.

Handelskompagnierne havde det svært i løbet af 1600-tallet og måtte flere gange bede den danske stat om hjælp. I anden halvdel af 1700-tallet var der dog en lang periode med økonomisk fremgang.

 

Oprør på Sankt Jan

En novemberdag i 1733 slog oprørerne i Dansk Vestindien til – det gjorde de på Sankt Jan. Bevæbnet med sukkerknive snød 12 – 14 mænd de få danskere på fortet. Der var kun ni soldater på fortet. Kommandanten var der ikke. Det kom til at koste ham tre måneders fængsel i det retslige efterspil. Måneders guerillakrig endte på tragisk kollektivt selvmord.

Alle hvide skulle udryddes. På Skt. Jan, der ikke var større end Fanø var der 109 plantager. Men kun 29 af disse var sukkerplantager.

Oprørerne havde magten i et halvt år. Det var kun ved hjælp af militær assistance fra de franske og engelske naboøer det lykkedes for Danmark at nedkæmpe oprøret.

 

Englænderne overtager Dansk Vestindien

Den 28. marts 1801 ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter samt 20 armerede fartøjer og transportskibe til Skt. Thomas. 4.000 soldater var med. Øens kommandant Casmir Wilhelm von Scholten overgav sig uden kamp. Tre dage senere måtte generalguvernør Wilhelm Lindemann overgive Skt. Croix. To dage efter at Christian den 7 havde tabt sin kronkoloni til briterne indledte den britiske marine ”Slaget på Reden”. Den 16. februar 1802 blev kontrollen over Dansk Vestindien givet tilbage til Danmark.

 

Flere forsøg på at sælge kolonierne

Vi solgte De Vestindiske Øer for en slik til kun 25 mio. dollars til USA. Det var i 1917. Det var en tredjedel af statens indtægter det år. Nu var salget også betinget af, at USA skulle anerkende Danmarks krav på Grønland.  Amerikanerne var bange for, at øerne ville komme på tyske hænder. Forhandlingerne skete under store hemmeligheder. Og det først efter en afstemning i Danmark at handlen gik igennem.

Allerede i 1902 var en handel tæt på. Men handlen kunne ikke få tilsagn fra et flertal i Landstinget.

 

Sukkerraffinaderierne

Kig engang på husfacaden til Nyhavn 11. Her er en lille figur i jern på cirka 50 cm. I venstre hånd bærer han en sukkerform. I højre en sukkertop. Her lå Rømers Sukkerraffinaderi i 1700 – tallet. Der hvor Admiral Hotel i dag ligger lå yderligere to sukkerraffinaderier. De blev bygget i 1787.

Det var skam ikke slaverne, man blev rig af. Det var sukkeret. Men slavehandlen var alligevel en god forretning for nogle få familier i København.

 

En stor underklasse levede under elendige kår

Og hvad skete der egentlig efter 1848, hvor slaveriet officielt blev afskaffet. Det var jo bestemt ikke sådan at slaverne fik bedre forhold ved et trylleslag. Det var en stor sort underklasse, som blev ved med at leve under elendige kår.

 

Slaveejerne fik erstatning

Slaveejerne følte at deres ejendomsret fra krænket efter 1848 og forlangte erstatning. Den danske stat indrømmede dem erstatning på 50 dollar pr. slave. Slavernes hverdag blev dog ikke ændret i væsentlig grad. De vendte tilbage til den plantage, hvor de havde arbejdet. Men fik dog en hytte, lidt jord og lidt penge.  Slaverne kunne nu også en gang om året skifte arbejdsplads.

Således var der endnu i 1878 et oprør på St. Croix.

 

Danmark ville forære De Vestindiske Øer til tyskerne

Efter 1848 blev udgifterne til De Vestindiske Øer stadig større og større. Allerede dengang begyndte man at tale om, at sælge øerne.

Efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864 ville et salg af øerne også styrke den anstrengte økonomiske situation i Danmark. Danmark forsøgte ved fredsforhandlingerne i Wien at give Dansk Vestindien til Det tyske forbund mod at få lov til at beholde hertugdømmerne. Men dette forslag blev afvist.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• wikipedia.org
• danmarkshistorien.dk
• faktalink.dk
• information.dk
• Louise Sebro: Slaveoprøret på Sankt Jan
• Hans Gregersen: Peter von Scholten – en biografi
• Vore Gamle Troppekolonier
• Politikens Danmarkshistorie (Horneby: Kolonierne i Vestindien)
• Søe: Sukker, slaver og sørøvere
• Thorkild Hansen: Slavernes Øer
• Claus Buttenschøn, Olaf Ries: Det sorte guld
• Dorte Nielsen, Marie Sander: Dansk Slavehandel
• Handels- og Søfartsårbog
• Historisk Tidsskrift
• Skalk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.134 artikler
• Under Andre Historier finder du 103 artikler
• Under Nørrebro finder du 324 artikler

 

• Mindeplade over Peter von Scholten
• Viften – Historieformidling – Sarkasme eller Revsende