Artikler
December 20, 2014
D.G. Monrad – Hvordan var han?
Mange mener at beskrivelsen af D.G. Monrad i TV – serien om Monrad, var fuldstændig forfejlet, ja man ligefrem taler om historieforfalskning. Men var det nu også det? Andre mener, at han havde sit sind imod sig og overvurderede sin egene evner. Andre igen mener, at han gjorde alt for at bevare freden. Monrad huskes positivt for grundloven, men negativt for 1864. Men var det nu også han alene, der var skyld i krigen. Og hvorfor sagde man ikke ja til Bismarcks mæglingsforslag. Se dette portræt af den danske statsminister – dengang.
Var det historieforfalskning?
Vi så ham i TV – serien om 1864. Han var en mærkelig person i serien. Ja han blev nærmest karakteriseret som småtosset, men var han sådan i virkeligheden? Dem, der ikke var tilfredse med serien kalder det nærmest historieforfalskning, den måde Monrad blev fremstillet på. Men de samme personer kritiserede også den måde H.C. Andersen blev fremstillet på. Vi skal da her minde læserne om vores artikel De sidste Hertuger i Augustenborg. Her er H.C. Andersen på besøg, og vi bemærker, at han slet ikke kan forstå det Dansk/Holstenske problem.
Familien til Ditlev Monrad synes heller ikke, at han blev rigtig gengivet. Historikere påpegede også, at han blev karikkeret på en helt forkert måde. Men hvad er rigtig? Og var Monrad skyld i krigen 1864?
Moderen måtte opløse hjemmet
Ditlev Monrad blev født i København, men fik sin opdragelse hos et familiemedlem i en landsby ved Præstø. Hans far var født i Trondheim. Her tog han arbejde som jurist, men måtte fratræde grundet en sindslidelse.
Ditlev var en af seks børn, men de tre døde som små. Åbenbart var hans to søskende indlagt på Frederiks Hospital grund af sindslidelse.
Hans mor måtte opløse hjemmet. Manden forsøgte at myrde hende. Manden i huset var voldelig og paranoid. Hun flyttede til hendes søster i Holsten. Egentlig skulle vores hovedperson overtage en købmandsforening, men hans talent rakte til, at han kunne gå på latinskole i Vordingborg. Dette skete efter, at præsten i den landsby, hvor han fik sin opdragelse havde samlet sammen til hans skolegang.
Eksamener med udmærkelser
18 år gammel fik Ditlev et sammenbrud, som også blev kaldt alvorlig nervefeber. Det varede i flere måneder, og er måske sket i forbindelse med hans mors død. Han kom sig dog og fortsatte på Københavns Universitet. Han boede på Regentsen, hvor han altid var fordybet i bøgerne.
Monrad fik udmærkelser ved alle eksamener. Pludselig tændtes en anden glød, der i lange tider tog magten fra videnskaben. Monrad kastede bøgerne bort, og blev politiker med hele sit liv og sin sjæl.
Flyvende politiske blade
I 1839 begyndte han at udgive en serie pamfletter, som han kaldte Flyvende politiske blade. For sine skriverier blev Monrad idømt en bøde og 1 års censur efter Trykkefrihedsordningen af 1799.
I 1840 blev han medredaktør af Fædrelandet. Han sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1842 – 1848. I tre perioder sad han i Folketinget.
Monrad og den danske grundlov
Monrad bliver gjort ansvarlig for vores grundlov. Og det er vel ikke helt forkert. Men mon ikke det er Grundlovene fra Holland, Belgien, Würtenberg og Sachsen, som Monrad lod sig inspirere af. Men han får dog også sat et tydeligt dansk aftryk.
Danmark skulle i 1848 have en ny konge. Og det benytte Monrad til at kræve fri forfatning og almindelig valgret. Og man må sige, at han nåede langt.
Han mente, at et systemskifte skulle give sociale reformer. Allerede i 1848 interesserede han sig stærkt for den danske sag i Slesvig.
Kongen var irriteret
Han var en meget foretagsom kultur – og indenrigsminister i 1848 og igen fra 1859 – 1863 satte han præg på folkekirken og undervisningsvæsenet. Til kongens store ærgrelse udnævnte han Grundtvig til biskop helt uden fuldmagt. Monrad indførte love om anlæggelse af jernbaner og forsøgte at forbedre fæstebøndernes vilkår.
Monrad skulle også tage stilling til, hvordan man underkue det Slesvig – Holstenske oprør. Efter sejren i Bov, mente han, at det bar gode muligheder for at tage kampen op mod Preussen og en række mindre tyske stater.
Monrad fyret som biskop
Fra 1846 – 1871 var Monrad sognepræst af flere omgange. Han var biskop for Lolland – Falster fra 1849 til 1854. Men han blev afsat efter initiativ af den konservative statsminister Ørsted, en politisk modstander. Han kritiserede regeringen, men med stadig flere skiftende meninger. Efter afskedigelsen fik han job som skoledirektør.
I 1855 blev han departementschef i Kulturministeriet.
Han foretrak krig
Statsminister C.C. Hall var indstillet på, at give tyskerne indrømmelser. Han blev for den indstilling mere eller mindre tvunget til at tage sin afsked. Monrad var Konseilspræsident fra den 31. december 1863 til den 11. juli 1864. Han havde udtalt, at han foretrak krig frem for, at Det Tyske Forbund skulle gribe ind i dansk suverænitet.
En travl minister
Han havde travlt denne Monrad, for foruden at være ledende minister, var han finansminister og minister for Holsten og Lauenborg. Ja han var også en overgang vikar for udenrigsministeren. Mange mente, at han overvurderede sine evner.
Måske undervurderede han den farlige situation. Han blev vurderet til at være kritikløs og dominerende. Det var vel ikke uden grund, at han af kollegaerne blev opfattet med skepsis og mistillid.
Ejderprogrammet
Nu skal Monrad ikke have skylden for krigen i 1864. Krigen var en konsekvens af den politik, som de nationalliberale regeringer havde ført frem til Treårskrigen. Den politik gentog de fra 1855. Det var netop Ejderprogrammet som man havde forsøgt realiseret i 1848, der første til den Første Slesvigske Krig.
Regeringen lovede ikke at inkorporere Slesvig
Ved fredsafslutningen havde stormagterne krævet, at helstaten blev genetableret. Regeringen havde måttet love Preussen og Østrig ikke at inkorporere Slesvig i Danmark. Efter 1855 gentog de nationalliberale, som Monrad var en del af, imidlertid Ejderprogrammet.
Krigen var uundgåelig
Den ny grundlov, der blev vedtaget i 1863, var i strid med de tilsagn, som Danmark både havde givet til stormagterne samt Preussen og Østrig. Krigen var jo nærmest uundgåelig. Det burde regeringen jo have vidst.
Den tyske invasion startede i Slesvig den 31. januar 1864. Monrad beordrede, at Danevirke ikke måtte opgives før en tredjedel af de danske styrker var tabt.
Den 4. februar kom rømningen af Dannevirke. Mange af datidens politikere mente, at de ikke var blevet varskoet af den øverstbefalende De Meza, at han ville gøre dette.
Monrad havde bedt om, at alle måtte kæmpe til København var faldet.
De Meza blev fjernet
Monrad fjernede De Meza fra sin post den 28. februar. Men egentlig var det krigsminister Carl Lundbyes krav, at De Meza skulle fjernes. Egentlig indrømmede Monrad senere, at han godt kunne forstå hans beslutning. Men årsagen til fyringen skulle have været De Mezas brev til Krigsministeriet, som angiveligt skulle have været meget uartigt.
Christian den Niende ville have beholdt generalen, men Lundbye satte sin stilling på spil, og Monrad bakkede sin minister op. Kongen måtte derfor bøje sig.
Slesvig og Jylland blev besat af preussiske og østrigske tropper. Imens forskansede danske tropper sig ved Dybbøl og på Als.
Dybbøl skulle holdes
Den nye øverstbefalende meddelte, at han ikke kunne holde Dybbøl. Monrad beordrede, at Dybbøl skulle holdes. En masse unge danskere omkom, og for den dags skyld også prøjsere og østrigere. Fra dansk side, kunne man sige, at dyrebart blod bliv spildt til ingen nytte.
Den svenske konge troede, at det var en spøg
Monrad lod sig ikke anfægte af dette. Han skrev til den svenske konge og foreslog en nordisk union. Men den svenske konge vidste ikke rigtig om det var en spøg eller om det var alvor.
Konferencen præget af fejlvurderinger
Under London – konferencen blev der foreslået en voldgiftsret til løsning af Slesvig – spørgsmålet. Dette afslog Monrad. Men den endelige afgørelse overlod han dog til kongen. En grænsedragning efter indbyggernes sprog var på et tidspunkt en mulighed. Det ville have været noget nær den grænsedragning, som blev foretaget i 1920. Men Monrads ageren under krigen og fredsforhandlingerne var præget af chancespil, fejlvurderinger og kontroversielle beslutninger.
Stemningen i København var trykket
Den 29. juni blev Als som bekendt taget. Endnu flere måtte lade livet. Men Monrad var stadig uanfægtet. Han var af den mening, at krigen skulle fortsætte ind i Københavns gader, mand mod mand.
Stemningen i København var meget trykket. Man krævede Monrads afgang. Han havde også lagt sig ud med kongemagten. Monrad havde også afvist kravene under fredsforhandlingerne til stor forbavselse for englænderne.
Kongen har forrådt mig
Den 8. juli havde kongen fået nok. Monrad havde i den grad forvirret og tirret kongen. Han havde desuden blandet sig i prinsessernes giftemål. Monrad blev afsat. Han græd og skreg:
– Kongen har forrådt mig!
Indenrigsministeren måtte tage sig af Monrad. Han erklærede, at Monrad var fra forstanden.
Danmark mistede 40 pct.
Den 11. juli gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme. Det var dette ministerium, der skulle afslutte den ydmygende fred.
Endnu den 18. juli udtalte Monrad, under en tale i Rigsrådet, at han helst ville følge Slesvig under fremmedherredømmet med resten af landet for at bevare folket samlet.
Freden blev indgået den 1. august 1864. Fredsaftalen blev ratificeret af Danmark den 9. november 1864. Monrad holdt da sin galskabstale, om at man skulle have kæmpet til sidste mand og ikke underskrevet Danmarks dødsdom.
Danmark mistede 40 pct. af sit areal og 30 pct. af sin befolkning.
Den 28. august var Monrad fremkommet med forslag, om at tilbyde De Vestindiske Øer eller Island for Nordslesvig. Hvor officielt dette forslag egentlig var, er der delte meninger om.
Til New Zealand
Den 1. december 1865 besluttede han at blive nybygger i New Zealand, medbringende kone og børn. Han boede først i et lerklinet hus. Senere byggede han et træhus. Han ville rydde bushen, udsætte køer og får, samt eksperimentere med tobak. Han lærte sig maori. Han følte desuden et kaldt til at undervise de indfødte i kristendom. Arbejdet blev dog afbrudt af maori – oprører.
Monrad gravede sine ejendele ned, og tog til Wellington, for at vende tilbage til Danmark. Sønnerne Viggo og Johannes vente tilbage til det oprindelige sted for at drive landbrug. Monrad beskrev hans ophold i New Zealand som en lykkelig tid, men det var det nu delte meninger om.
Nu var det hele tiden meningen, at han, hustruen og datteren senere vil vende hjem til Danmark igen. Inden familien forlod landet, forærede Monrad museet i Wellington et stort antal grafiske værker af de store mestre.
Mærkelige foredrag på Universitetet
Men vendte atter hjem den 28. april 1869. Herefter tog han et smut til Paris for derefter at få et præstehverv i Brøndbyerne.
Han holdt nogle mærkelige, alt andet end opløftende foredrag på Universitetet, som er kaldt Drømmerier. Det var en række åndefulde og dybe tanker, men fulde af tvivl og mismod.
Uklarhed og rådvildhed
Hver tirsdag kunne hans betragtninger læses i Berlingske Tidende. Han ville gerne holde politiske foredrag, ja det var nærmest som om, at han ville overtage avisens redaktion. Monrad var bange for at prøjserne ville overtage hele Jylland.
Men i disse artikler var uklarheden og rådvildheden fremherskende.
I 1879 beskrev han det sociale sket mellem bondebefolkningen og landbefolkningen på denne måde:
– Tag en fattig købstadshåndværker, er han and nok så uvidende, kan han end ikke skrive to ord af modersmålet uden i det mindste at begå to fejl, så har han dog en levende følelse af, at han er et ganske andet ophøjet væsen end en velhavende oplyst selvejerbonde.
Et etisk problem, at vi nedstammede fra aberne
Rent kirkeligt holdt en hvis distance til de kirkelige bevægelser, grundtvigianismen og Indre Mission.
Hans grundholdning var mere liberal end national. Han var nok en af datidens mest fremtrædende demokratiske tænkere. I sin fritid skrev han jo nærmest videnskabelige værker. Mest kendt er måske Fra Bønnernes verden fra 1876.
Monrad var ikke kun kristen af uddannelse. Han var også kristen. Han udgav talrige skrifter om teologiske emner. I de senere år gik han imod Darwins udviklingslære. Han advarede imod de etiske konsekvenser, der lå i at hævde, at mennesket ikke var skabt i Guds billede, men nedstammede fra aberne.
En gådefuld karakter
Han kunne overkomme en kæmpe arbejdsbyrde og havde faktisk et jernhelbred. Både som politiker og folketingsmand var han fremragende. Men på mange måder var han også mærkelig med mærkelige meninger og omskiftelig. Hans taler var også mærkelige. Men man skulle nok ikke blive hans fjende. Lynende skarp og intelligent var han.
Han var svær, at blive klog på. Det skyldes nok hans ironisk – provokerende stil i skrift og tale. Dette betød også, at mange betragtede ham med en hvis utryghed. Hans personlighed karakteriseres ofte som gådefuld. Han var en stor begavelse og intellektuel kapacitet, men samtidig humørsvingende og uforudsigelig. Han var ikke plaget af ydmyghed.
Monrad huskes positiv for juni – grundloven men negativ for 1864 – nederlaget.
En genial psykopat
De lægelige meldinger om Monrads mentale tilstand er åbenbart forskellige. Forfatteren Tom Buk – Swienty hælder til H.I. Schou’s vurdering, der konkluderer, at Monrad havde en
– Manisk – depressiv sindslidelse.
Og det var netop Tom Buk – Swientys bestsellere, der dannede grundlag for tv – serien.
Historikeren, Hans Wammen har kaldt Monrad for en genial psykopat. Monrad havde i sin ungdom flere psykiske kriser. Han talte om selvmord, og var et par gange indlagt. Men det var egentlig ikke klart, hvad diagnosen var.
Overvurdering af egne evner
Men uanset hvad man mener om dette, så synes situationen i 1864 præget af en markant overvurdering af egne evner til at mestre situationen. Der var momenter af rådvildhed og mental ustabilitet. Hans dømmekraft svigtede.
En helt anden mening om Monrad
Men en anden beskrivelse af Monrad får vi i bogen, 1864 – Sønner af de slagne. Forfatteren til bogen, Rasmus Glenthøj mener, at Monrad var villig til at gå på kompromis med alt, hvad han troede på, for at forhindre krigen. Han var bare ikke god til at finde en løsning, og så stå fast ved den. Rasmus Glenthøj fastslår, at det var afgørende for Monrad, at bevare en fod i Slesvig frem til konferencen i London. Derfor skulle Dybbøl forsvares til sidste mand.
Ikke uden kongens samtykke
Det var fordi, at russerne og englænderne raslede med sablerne, at preusserne trak sig under den Første Slesvigske Krig. Derfor kunne danskerne nedkæmpe oprørerne i Holsten. Disse oprørere havde ifølge forfatteren misforstået situationen og krævede derfor uafhængighed.
Krigen i Slesvig Holsten kunne fortsætte fordi kongen bevarede den udøvende magt, også efter at enevælden var afløst af demokrati og efter at vi havde fået grundloven. Som Rasmus Glenthøj siger, så kunne ministrene ikke gøre noget uden kongens samtykke.
Det var unægtelig en svær situation, for Preussen og Sverige bliver faktisk enige om at dele Danmark mellem sig. Danmark skulle helt slettes fra landkortet.
En splittet dansk delegation
Monrad var under pres. Han kæmpede mod sit svære sind, mod kongen, mod sin ministre og en forrykt folkestemning.
Med hensyn til den omtalte konference gør Rasmus Glenthøj opmærksom på, at den danske delegation var total splittet. I København var Monrad og kongen også dybt uenige.
Monrad forregnede sig
Stormagterne spiller ud med en dansk grænse, der går ved Slien i det sydlige Slesvig. Den er Monrad i princippet med på. Men Christian den Niende er imod. Preussen og Østrig var også imod, men havde danskerne handlet resolut, kunne de måske være blevet overbevist, mener Glenthøj. Hvis nu regeringen havde været enige, kunne man have fået den nye grænse.
Men for kongen er helstaten hans fædreland. Hans fødested ville komme til at ligge syd for grænsen. Monrad kunne ikke overtale kongen. Bismarck spillede ud med omtrent den nuværende grænse. Men det afviser Monrad, og spiller nu højt spil for at få rykket grænsen mod syd. Monrad vil nu have England, Frankrig og Italien med i krigen.
Det gik helt galt
Men som bekendt gik det helt galt. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen. Monrad var ikke skyld i krigen. Han gjorde alt for at forhindre den, mener Glenthøj.
Måske skal vi lige forklare læserne, at hertugdømmerne statsretslig ikke hørte med til Danmark. Men for at gøre forvirringen større så tilhørte de det danske monarki. Kongen fik på et tidspunkt tildelt et tredje hertugdømme, Lauenburg.
Lornsen krævede en særlig forfatning for Slesvig – Holsten
Mange tyske stater blev sluttet sammen i Det Tyske Forbund, der også skulle omfatte Holsten. I disse stater blev der oprettet stænderforsamlinger, der skulle gøre deres indflydelse gældende over for fyrsterne.
Endnu i 1830 havde kongen ikke gjort noget ved det. Et pres fra det største land i forbundet, Østrig, tvang nærmest kongen til at indføre det i sit rige. I 1834 var der stænderforsamlinger i Roskilde, Viborg, byen Slesvig og Itzehoe i Holsten.
I Slesvig – Holsten voksede tanken om selvstændighed. På øen Sild udgav landfogeden, Uwe Lornsen et skrift, hvori han gjorde sig til talsmand for en særlig forfatning for Slesvig – Holsten. Men man skulle have forsvarspolitik og konge sammen med Danmark. Lornsen blev fængslet på grund af sine revolutionære synspunkter, men tankerne levede videre.
Med egen Dug og Disk
I Danmark fik vi marts – ministeriet og først og fremmest Monrad. Forfatningsforslaget skulle være demokratisk. I Rigsforsamlingen skulle en fjerdedel af forsamlingen udpeges af kongen. Valgret til denne forsamling havde alle:
– Uberygtede Mænd over 30 år ”med egen Dug og Disk
Det var såmænd formuen, der var bestemmende for, om man havde valgret. Og valgretten gjaldt ikke for:
– Fruentimmer, Folkehold, Fattige, Fallenter og Fjollede.
Hvor var det lige han blev begravet?
I 1887 døde Monrad. Han blev begravet i Nykøbing F på en kirkegård, som senere blev lukket og udlagt til en slags park. Oplysningerne om den nøjagtige beliggenhed gik tabt. Alle monumenter er i dag væk.
I 1960’erne blev der bygget en vejbro henover feltet og de tilstødende vej – og banearealer. Omkring år 2000 solgte kommunen grunden til Coop Danmark, der ville et Kvickly – supermarked der. Det medførte heftige protester, men efter nogle år blev huset fuldført. Under byggeriet fandt man en del anonyme knoglerester, som siden er blevet gravsat på en anden kirkegård.
Kilde:
– Tage Kaasted: Var D.G. Monrad manio – depressiv/ Historiske/Jyske Samlinger
– P. Lauritsen: D.G. Monrad: Grundlovens Skaber og Folkefrihedens Bannerfører 1-2 (Gad 1950)
– P. Stavnstrup: D.G. Monrad: politiker og gejstlige (Berlingske 1948)
– Monrad, Ditlev Gothard (Dansk biografisk Leksikon)
– P. Bagge: Studier over D.G. Monrads statstanker (1936)
– D.G. Monrad på gravsted.dk
– Rasmus Glenthøj: 1864 – sønner af de slagne
Hvis du vil vide mere om: De Slesvigske Krige:
– Vi har lavet en liste over artikler relateret til de Slesvigske Krige, den kan finde under denne kategori. Se den under: Velkommen til 1864 og De Slesvigske krige.
December 15, 2014
Sønderjysk Madkunst – atter engang
Alt kunne bruges på et svin. Det var inden tiden med MRSA og Listeria. Vi følger en svineslagtning i Sønderjylland. Vi skal kigge på surrib, sylte, levepostej, blodbudding blodpølse, Sort suppe, rullepølse, medisterpølse og meget mere. Indvolde blev dengang betragtet som fattigmandsspise. Madkulturen har i den grad ændret sig. Dengang havde man ikke fryse – eller køleskabe. Meget skulle saltes, lægges i lage eller røges.
De spørger om det – i København
Det er utroligt, når man står og holder foredrag om Nørrebros historie i Stefans Kirken på Nørrebro eller om Classens Have på Østerbro, så kommer der altid spørgsmål om den sønderjyske madkunst. Derfor får I nu denne artikel. Se bagerst i denne artikel. Her har vi samlet en liste over de artikler, hvor du kan få uddybet din viden om den sønderjyske madkultur.
Hjemme i Køkkenet i Tønder
Op til jul skulle der slagtes svin. Den kunne godt veje 4 – 500 pund. Og her var der masser af arbejde. Hjemme i Tønder, kom Opa med et svin eller et halv svin bag på knallerten. Og så fik mor travlt i køkkenet. Tarmene skulle gøres rene til fire slags pølser. Der skulle laves sylte og leverpostej. Der skulle koges blodsuppe, laves blodpølse eller blodbudding og meget mere.
Hjemme i Tønder foregik dette i køkkenet. Ude på gårdene var der desuden saltning og røgning. Dengang kunne man ikke bare gå i supermarkedet i og købe dybfrossen blodpølse eller en stivfrossen and.
Slagtemåneden
Dengang kaldtes november – måneden for slagtermåneden. Og man fik travlt ude på gårdene. Saltbaljen og røgskabet skulle fyldes og de brune lerpotter blev tilsmeltet med fedt.
Et svin i baghuset
I Aabenraa havde mange husstande helt til efter Første Verdenskrig deres egen kælegris gående i et baghus eller havehus. Den blev i løbet af sommeren fodret med al slags affald. En husejer i Slotsgade i Aabenraa fik endda tinglyst på sin ejendom, at han havde lov til at holde svin.
På et tidspunkt gik der mange svin rundt om i Aabenraa. Det udviklede sig faktisk til en plage. Selv på kirkegården gik de rundt og ragede i jorden.
Man tænkte ikke på MRSA
Gad godt nok vide, om de unge spiser den mad endnu. OK, jeg spiste ikke blodpølse eller blodpølse. Jeg kunne heller lide lugten. Men ellers spiste jeg da det meste. Dengang tænkte man heller ikke så meget på MRSA. Svinefoderet var også noget andet.
Måtte ikke spise råt kød eller drikke blod
Dengang kristendommen kom til Norden blev det forbudt at spise råt kød og drikke blod. Men danerne spiste allerede dengang blodpølser. Og man fortsatte med at spise røgede skinker og pølser. Fisk blev stadigvæk spist rå, og det samme gjaldt muslinger og østers. Og hvad med Sushi?
Når jeg i dag bliver tilbudt fisk, siger jeg altid i sjov: Det er imod min Sønderjyske Religion. Ja så er det nok ikke helt ved siden af. Det er rigtigt, jeg spiser ikke fisk, ikke særlig meget, hvis jeg kan blive fri. Jeg bilder mig selv ind, at jeg fik for meget som barn.
Madkulturen har ændret sig
Madkulturen har ændret sig. Dengang var decideret hungersnød, hvis høsten havde fejlet. Måske er det derfor, at føden nogen gange bliver betragtet som noget helligt. Hvis man ville ære nogen, kunne man bedst gøre det ved at ofre noget af den dyrebare mad.
Hesten var et helligt dyr
Hvad man ofrede dengang ved vi meget lidt om. Men det er lidt uhyggeligt, når vi læser, at bisp Adam af Bremen fortæller, at han så menneskekroppe hænge i Offerlunden efter de store offerfester.
Men vi ved også, at hesten var et helligt dyr, der blev brugt som offergave. At vi så for et par år siden havde hestekødsskandalen, ja det er noget helt andet. Men mange værger sig i dag mod at spise hestekød.
Man var klar fra klokken fem
Nu kunne min mor godt håndtere en gris og skære det ud. Men ofte blev der bestilt en slagter, der kom ud til gårdene. På de større gårde måtte der ekstra hushjælp til. På selve slagtedagen skulle skoldevandet helst være i kog fra klokken fem om morgenen i den store gruekeddel i vaskerummet.
Manden på gården sammen med en karl sørgede for at grisen kom over til slagteren. Han bedøvede den med et slag for panden med slagteøksen. Derpå stak han den i halspulsåren, så blodet kunne løbe ned i en spand. På bunden af spanden var lidt lunken vand, så blodet ikke størknede. Samtidig skulle det røres rundt med træske. Manden og karlen havde nok at se til, mens dette foregik.
Senere foregik det med boltpistol
Og sådan noget skal man nok være lidt vant til. Hos Opa ude i Ny Frederikskog foregik aflivningen med en boltpistol. Jeg fortrak dog hver gang over til naboen, men glemmer da aldrig grisen’ s skrig.
Hovedet lagt i en balje vand
Derefter kom grisen op i skoldekarret og blev skrabet med skrabehorn. Så blev den lagt på en stige og bundet til den med bagbenene. Hovedet blev nu skilt fra kroppen og lagt i en balje med vand, for senere at blive kogt til sylte eller saltet og røget til sulefadet juleaften.
Stigen blev nu rejst på højkant og stillet op mod væggen. Bugen blev nu sprættet op, og indvoldene taget ud. Tarmene blev lagt i en balje med vand, efter at det meste af indholdet var blevet fjernet. Indvoldene blev lagt i store fade og blev båret ind i køkkenet.
Slagteren holdt pause
Nu kunne slagteren holde en pause, for kødet skulle ført være koldt, inden han kunne kommevidere. Så var der vel tid til frokost og en punch.
Mens svinet nu var til afkøling ude i den friske frostluft kom nabolaget for at syne. Ja det var en gammel skik. Så kom de sædvanlige bemærkninger:
– Ja dæ æ da et godt svin
– Æ flæsk se’ godt ue.
Så var det tid til at gå ind og deltage i frokosten og få sig nogle kaffepunche.
Indvolde blev ordnet
Kvinderne havde ikke tid til frokost. De skulle ordne indvolde og rense tarme. Det var et stort arbejde og krævede erfaring. Tarmene blev lagt i vand, og der blev nu i flere omgange skvulpet saltvand over dem. Til sidst blev vrangen vendt ud, og de blev renset ved hjælp af to strikkepinde. Tarmene skulle være helt gennemsigtige. Til sidst blev der pustet luft igennem for at se, om de var tætte.
For at tage den dårlige lugt, blev tarmene lagt i alunvand indtil de skulle bruges til fire slags pølser:
– Mostebånd (spegepølserne)
– Isterbånd (medisterpølserne)
– Lungebånd (kogepølserne)
– Blodpølserne
Af indvoldene, flommen, leveren, nyrerne, lungerne og hjertet, blev flommen først taget under behandling. Flommefedtet eller isterfedtet blev pillet fra isterhinden og skåret i småstykker.
Kunne bruges til medicin
Noget blev brugt til pølserne, andet blev brugt til pølserne, andet blev brugt til fedtegrever kogt med æbler og løg. Noget af flommefedtet blev smeltet, skummet og sat hen som rent, usaltet svinefedt i krukker. Jeg mener også af dette kunne lave kopatsalve.
Isterhinden blev renset meget omhyggeligt, så den var glasklar. Den blev syet sammen, så den kunne bruges til fine pølser. Her brugte man både okse – og svinekød, der blev hakket og æltet sammen med lidt isterfedt, tilsat fine krydderier og lagt uden om svinetungen.
Ja tænk noget af isterhinden blev gemt i medicinskabet. Den var god til at vikle om bulen eller skåret finger. Og det var også god til et frostsår, når man havde Killefrost i tæerne.
Mullebrød
På den første slagtedag fik man ofte serveret blodbudding til middag. Til frokost fik man mullebrød. Det var tykke brødskiver dyppet i gryden, hvor svinehovedet med tilbehør stod og småkogte. Fedtet havde samlet sig i et tykt lag ovenpå. Det var i dette lag, at mullebrødet blev dyppet. Og så kunne det godt være, at man sagde:
– Oh, wo de smacht.
Blodbudding
For at lave blodbuddingen, måtte byggrynene have stået i blød natten over. De blev nu tilsat smeltet isterfedt, og gryden blev sat over svag ild. Til sidst blev blodet rørt i. Det hele blev opvarmet under stadig omrøring. Når grydens indhold var som tyk vælling, blev der tilsat rosiner, sukker og hakkede mandler. Dertil lindt orangevand, lidt rosenvand, lidt grønt hakket timian, peber, reven løg, stødte tvebakker, stødt kanel og stødt nelliker.
Det hele blev hældt i buddingeformen og kogte i vandbad i cirka to timer. Buddingen blev serveret med fedtegrever, der var rørt op i panden med sirup.
Rullepølse
Nu var frokosten også over, og slagteren var igen i gang. Nu blev grisen skåret ned og parteret. De to skinker æ bøste blev lagt i saltbaljen, men kom til sidst til røg. De to stykker sideflæsk blev brugt til rullepølse, æ trömmelpølse. Siderne blev strøget med krydderier, rullet sammen, snøret godt og til sidst syet med knaphussting. Derpå blev det hele saltet let og lagt ovenpå saltbaljen. Det blev først kogt, når de skulle bruges.
Småkød til hvidkålsbudding
De to forbove brugtes til småkød og fars til frikadeller og hvidkålsbudding. Skanker og tæer blev i reglen saltet til senere brug. Dog blev en del kogt sammen med svinehovedet til sylte og noget blev anvendt til at koge Sort suppe på. Nej dette spiste jeg dog heller ikke.
Af de to stykker slagsider æ patflæsk, blev noget skåret i småstykker, der kunne hakkes med i lungepølserne og sylten. Noget kunne saltes til senere brug til middagsretter som Bønderduelse og Pebersteg.
Surrib
Af ryggen blev der skåret to ribbenstege. De yderste runde ribben blev hugget fra og blev brugt til at lægge i surlage, når de var blevet kogt. Se blev det så til surrib.
Der blev skåret flere gode karbonader til at stege på panden. Nederst kom de to fine kamstage. De blev stegt i store stegegryder og sat hen i sur eller sød lage i krukker, der blev smeltet til med fedt. På den måde kunne kødet holde sig længere.
Intet går til spilde
Hele rygraden fra nakke til halebenet blev delt op i små rygstykker, som blev anvendt til slagtepakker eller blev saltet og røget for senere at kunne bruges til suppe – eller kålretter.
Til sidst blev halen skåret fra. Den kunne puttes ned i gryden til sylte. Alt blev brugt, intet gik til spilde. Man sagde ude i køkkenet:
– De komme et så nøj mæ en pøls i slautti.
Man var ikke færdige
Ved kaffetid var slagteren færdig med sit arbejde. På slagtedagen blev der ofte serveret cremesnitter til kaffen. Slagteren fik en afsluttende kaffepunch, inden han tog afsted og fik sin løn i klingende mønt.
Men ak og ve. Man var langt fra færdig i køkkenet.
Hakket æltet og tilsat krydderier
Alt kødet til de fine pølser skulle skæres til rette. Slagteren havde der, hvor der kun skulle slagtes svin altid oksekød med. Det blev nu blandet sammen med svinekødet. Det blev hakket, æltet og tilsat krydderier.
Alle krydderier var i forvejen blevet stødt i den store jernmorter om formiddagen. Det kunne godt give en farlig larm i køkkenet.
Fantastisk, da kødhakkemaskinen kom
Farsen til leverpølserne og medisterpølserne blev stoppet i tarmene ved hjælp af pølsehorn og fingrene. Det var en stor hjælp, da kødhakkemaskinen kom i brug. Til sidst blev pølserne lukket for enderne med en pølsepind lavet af tjørnens torne.
Fattigmands – mad, dengang
Lungpølserne kunne også blive færdige. Disse pølser er blevet regnet for lidt simple pølser, fordi pølsen bestod af indvolde som hakkede lunger, lever, nyrer, hjerte og hjerne, samt kød fra det kogte svinehoved og skank. Desuden var der en del flæsk af halvsiderne. Der blev tilsat mel, salt, peber, timian og allehånde. Farsen blev stoppet i de tiloversblevne tarme. Pølsene blev let saltet og røget.
Ja i dag bliver de indvolde betragtet som noget særlig, men dengang var det kun noget fattigfolk spiste.
Om aftenen ved 21 – tiden var alle segnefærdige af træthed. Man havde lige nået at få blodpølserne færdige.
Saltning
Næste dag blev der lavet pølsedej. Og så skulle skinkerne og flæsket saltes. Man skulle gøre det ordentligt. Og så skulle det røges. Det skulle helst holde til sommer. Man måtte ikke begynde at skære af den røgede skinke før æ kukmans haj kukket.
Det hjalp dengang, da frysehusene kom. Man betalte en andel og kunne så få en plads i disse. På Siltoftvej ud til Oma og Opa u i æ Kow lå sådan et frysehus.
Stege skulle brunes og steges
Ribbenstegene og kamstegene skulle nu brunes og steges. De blev derefter sat hen i en sur eller sød lage, hvor de kunne holde sig til julen med dens mange fester.
Hamburgerryg og mørbrad var noget forholdsvis nyt. Det handler om den måde, som man patere grisen på. Ja og så havde flere deres måde at lave sort suppe på, men den springer vi lige over. Den lugt vendte jeg mig aldrig til.
Leverpostejen og sylten blev gjort færdig
Leverpostejen blev kogt hen i glas eller skåle, så det var nok at tage af i julen.
Ligeledes blev sylten lavet færdig. Alt småkødet og brusken m.m. blev pillet af det kogte svinehoved og svinetæer skåret i stykker, krydret og lagt i store lerfade, hvorover suppen blev hældt, efter at den var blevet smagt til rette med eddike og sukker. Derefter blev det hele lagt i en presse, et hakkebræt med et passende lod på.
Når suppen nu var stivnet, var det nemt at skære sylten i fine skiver. Til aftensmad på denne anden slagtedag smed man en medister på panden. Dertil spistes brød eller stegte kartofler. Så drak man ellers hjemmelavet øl eller en kop the til.
Slagtepakker til dem, der hjalp
Endnu manglede man at pakke nogle slagterpakke med Slautma. Det kunne indeholde, et rygstykke, et stykke rib, en ring istebånd, en leverpølse, og en blodpølse. Sådan en pakke fik alle hjælpere og dem, der var på aftægt på gråden.
Det gode hjerte løb af med mor
Hjemme i køkkenet i Strucksalle løb det gode hjerte ofte af med min mor, når murerne kom og skulle have deres understøttelse. De mest forhutlede fik så et lille stykke af slagtermaden. Det var dengang min far var kasserer for murerne i Tønder, og skulle udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse.
Ja det skete da også, at en halvlevende ål kravlede over køkkengulvet, når Opa havde været forbi med ål fra Højer Sluse. Om de arbejdsløse murer, så fik en ål med, ja det kan jeg ikke huske.
Surrib og sylte til julefrokost
Men jeg kan da huske, at vi altid i det sønderjyske fik surrib og sylte til julefrokost. Leverpølse og hjemlavet spegepølse hørte også til. Men det hele blev startet med sild og snaps.
Og så blev det juleaften serveret ribbensteg og risengrød. Til nytår var det grønlangkål med pølse, hamburgerryg og flæsk.
Dette savner man
Så sidder man også her og tænker på kartoffelmos og Skrædder – duels. Sidstnævnte kaldes også for Oldemors – duels. Det var flæsketerninger, der sammen med løg blev svitset på panden og kogt ind med fløde. Måske skulle man lave det en dag. Det er jo mange år siden, man har fået dette.
Glosuppe
I Tønder fik vi også glosuppe. Det var som om et øje kiggede på os hele tiden. Det var saftsuppe lavet af grubbegryn (spaltede havre – eller byggryn).
Hvor er de gode småkager?
Ja og så savner man jo det store opbud af Bækkenør. Og det er lige fra Goj Raj, knepkache, fedtnør, marengs og alle de andre fra Det Sønderjyske Kaffebord.
Mange af disse opskrifter blev opbevaret som var det en militær hemmelighed. Og når man dengang spurgte en sønderjyde om opskriften fik man ofte dette svar:
– Man taje naue mjøl, æg å sukker å jaske sammen, å så blive dæ te en kagh.
Lad jer inspirere af den Sønderjyske madkultur
Men kære læsere sådan kunne man jo blive ved. Men kig lige her. Her er masser af inspiration fra Den sønderjyske Mad – og Drikkekultur. Så håber jeg da også, at nogle af spørgerne fra Nørrebro og Østerbro har set dette: Læs dette, og bliv klogere på de sønderjyske madtraditioner:
– Sønderjysk Kaffebord
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Sønderjysk Kaffebord – dets historie
– Sønderjysk Kaffebord – fra Tønder
– Sønderjysk Kaffebord – opskrifter
– Det kulinariske Sønderjylland
– Smag på Sønderjylland
– Sønderjyske Drikkeopskrifter
– Det drikker vi – i Sønderjylland
– Mad fra Tønder
– Mad fra Tønder – opskrifter
– Fiskeri ved Højer (fiskeopskrifter)
– At plukke sut ved Højer
December 14, 2014
Der var gang i Haderslev
Kagekonerne kørte gratis med dagvognene. Man kunne gå til talrige foreningsballer. På Harmonien kunne man dog kun komme, når man var dansk. På markedsdagene var der gøgl af enhver art. De små lokomotiver fra Amtsbanen kunne ikke trække ret meget. Og på stationskroerne måtte man kun sælge Fuglsang Øl. Jomfrustien startede faktisk som en sti. Trafiklarmen var bestemt ikke mindre dengang. Det larmede på de toppede brosten. Der var gasbelysning på gaderne, men det ødelagde gadedrengene. Og disse skarnsunger fik deres afstraffelse i skolen.
Tilhuggede kampsten
Dengang var der glatte tilhuggede kampsten i hovedgaderne. I alle sidegader var der de runde toppede brosten. Forretningsvinduerne i Haderslev var dengang også betydelig mindre end i dag. Det betød mange mørke butikker. Meget typisk for Haderslev var de mange trapper, der fra gaden førte op til forretningerne. Det kunne ses hos købmand Viggo Jensen, Kul – og Kokskompagniet, C.A. Petersen m.m.
Gasbelysning i gaderne
Dengang var der mange gadespejle, vindueskiggere eller spioner på næsten alle huse. Bag spejlet sås et par stirrende øjne. Så meget skete det jo heller ikke i Haderslev dengang, så det gjaldt at få det hele med.
Allerede før 1900 var der gasbelysning i gaderne. Men gaslygterne stod nu ret lang fra hinanden. Så der blev kun spredt ganske lidt lys ud på gaden. I mørkningstiden gik lygtetænderen rundt med sin lange stang. Foroven var der anbragt en krog. Gashanen oppe i lygten var forsynet med en ring, der så kunne trækkes op til fuldt blus.
Næste morgen blev hanen næsten helt lukket igen. Hele dagen igennem brændte der kun en ganske lille vågeflamme. Var denne flamme gået ud, f.eks. i stormvejr, kunne den tændes ved hjælp af en lysprås, der var anbragt i enden af lygtetænderens lange stang.
Men ak, dengang var der også slemme gadedrenge. De kravlede op til gaslampen og slukkede for lyset lige efter, at lygtetænderen havde tændt lampen. Om morgenen kunne disse gadedrenge finde på, at tænde lampen for fuld blus, efter at lygtetænderen havde lukket ned for lampen.
Og fik man så fart i disse skarnsunger, ja så var det skolen, der skulle stå for afstraffelsen. Og det skete selvfølgelig med spanskrøret.
Trafikken larmede – også dengang
Man skulle næsten ikke tro, men dengang var der også masser af trafikstøj. Når de tungt læssede vogne rullede over gadens toppede brosten, så kunne det sandelig høres. Der var ikke noget der hed gummihjul.
I sidegaderne med de ujævne brosten rystede husene, når vognene kørte forbi. Særlig slem var vognstøjen i den nuværende Laurids Skausgade. Dengang var denne gade en hullet landevej uden fortove.
Dengang hed gaden Ringgade. Men den blev kaldt Arbejdsgårdsvej, fordi fattig – eller arbejdsgården lå der. Her var også plejehjem, seminariets øvelsesskole, den senere eksternatskole.
Hver gang kornfirmaet Speth’s tunge vogne kom raslende forbi, måtte børnene simpelthen holde op med at skrive.
Store nybygninger
Nybygninger af større format kunne man ikke finde ind i bykernen. Den bygning, hvor senere Anker Holst Skoforretning og Engels Konfektionsfabrik befandt sig, blev bygget i 1902. Det var en ganske imponerende tre – etagers forretningsejendom, indehaveren af firmaet Brincken etablerede. Det var et særsyn i Haderslev.
Forretningen omfattede isenkram og boligudstyr. Når nu Brincken dengang vovede så stort et byggeri, hang det sammen med opgangstider i 1890erne og omkring 1900.
Thedes Kro
En anden nybygning i Nørregade vakte også røre dengang. Det var ejeren af Thedes Kro, der dengang lod opføre byens flotteste hus. Ja tænk lejlighederne her kostede hele 500 Mk. Om året. Man sagde dengang:
– Å forlang så møj for en lejlehe, det æ da helt græsle, det va it få møj, te Thede bløv sidn med de hus å it ku få lejet ue.
I Storegade byggede isenkræmmer Hermann Frees sit store anselige hus med forretning i stueetagen. Før lå her en lav bygning, hvor der også lå en isenkræmmerbutik.
En redder fra Haderslev
Gamle anselige bygninger må vi ikke glemme. C.A. Petersens forretningsbygning i Storegade omfattede kolonial -, isenkram – og manufakturvarer, samt jern og brændsel. Den gamle C. A. Petersen var korresponderende skibsredder for et helt Haderslev rederi. Aktionærerne fandtes mellem byens større købmænd og nogle af omegnens større gårdejere. Disse skibe anløb sjældent eller måske aldrig Haderslev.
Slotsgade havde storhed over sig
Vi skal da også nævne Slotsgade og Jomfrustien. Mange af husene i Slotsgade havde ret store haver, der strakte sig helt ned til Jomfrustien. Slotsgade havde storhed over sig. Her var oprindelig pæne patricierhuse med store lejligheder, der var højloftede.
Jomfrustien var virkelig en sti
Jomfrustien var engang brolagt til Allégade. Men ellers var Jomfrustien en sti ned til havnen. Den var egnet for små spadsereture for små jomfruer med og uden mandelig ledsagelse ned til havnen. Men det var nu næppe derfor, at stien fik sit navn. For dette navn går igen i flere byer.
At stien blev brolagt i1890erne skyldes sikkert, at man skulle have en trafikåre ned til godshavnen. På sydsiden opstod der enkelte huse. På hjørnet af Jomfrustien og Allégade lå et lavt bindingsværkshus. Her kom senere Andersens bageri til at ligge. Ja så kom også Missionshotellet. Men det blev først bygget efter, at amtsbanen var bygget lige overfor.
Så kom også Frimurerlogens Have. Der var langt hen til købmand Sørensens butik. Tænk her var også engang en hestetravbane. Her havde en hestehandler også sin store hestestald.
Klar suppe med boller
Bag ved denne lå der i Slotsgade en gammel kro. Men den blev lukket i begyndelsen af 1900 – tallet. Ejeren, den senere brandmajor Nis Juhl byggede en stor ejendom på Jomfrustien med restaurant. Har kunne man finde byens næststørste sal med scene.
På hjørnet af Nørregade og Jomfrustien lå der dengang en af byens største kroer ejet af gæstgiver Ravn. Her lå senere Haderslev Bank. Fra kroen hen til Teaterstien var der et plankeværk. Bag denne lå en række staldbygninger med heste og kvæg. Her var der gang i den på markedsdage.
På kroen hos gæstgiver Ravn var der ligeledes gang i den på torvedage. På torvedage blev der serveret:
– Klar suppe med mel -, brød – og kødboller m.m. samt suppekød med peberrodssovs.
Så fulgte der ellers store Gewesener med i købet.
Rester af Hertug Hans Kanal
Det omtalte plankeværk fortsatte et stykke om ad Teaterstien. Denne sti løb langs den gamle Teaterhave. Den brolagte Jomfrusti fortsatte ved Allégade med store bøgetræer på begge sider helt ned til Lindedal. Området nede ved havnen og omkring havnemesterens hus så helt anderledes ud dengang. Omtrent der, hvor sømandshjemmet havde til huse, gik der en bro over en bred grøft, der førte fra fjorden, lige forbi havnemesterens bygning.
Det var resterne af den kanal, Hertug Hans lod grave som det nordlige værn for sin borg, Hansborg. Denne kanal har sandsynligvis fortsat langs med Jomfrustien og end i Dammen. Efterhånden forsvandt denne grøft.
Børnenes leg i ”Urskoven”
Både de store og de små bebyggelser på begge sider af Lindedal er bygget lige før og efter 1900. De blev i vid udstrækning benyttet som boliger for amtsbanepersonalet.
Der hvor den østligste del af havnen er, var dengang et ganske lavt, fladt og sumpet terræn. Her voksede også en masse siv. Det var en god tumleplads for byens drenge. Man kaldte stedet for urskoven. Her blev der leget indianer og udkæmpet mange drabelig slag mellem forskellige stammer.
Lige her i nærheden lå også lave arealer, hvor amtsbanestrækningen til Christiansfeld gik. Det skete da også, at skinnerne blev oversvømmet ved stormflod.
Amtsbanestationen
Amtsbanestationen blev placeret ved Jomfrustien. Dette betød en forskydning af forretningskvarteret. Inden banen var Naffet og Slotsgrunden et sted med mange forretninger og gæstgiverier. Når man kom nord fra ad Åstrupvej for at svinge ned mod havneterrænet og spænde fra på Naffet eller Skibbrogade eller på Slotsgrunden handlede man ofte hos kvarterets købmænd.
Efter amtsbanens fremkomst kom den store invasion fra landet østpå om mandagen ind til Jomfrustien og til Sønderbro. Storegade fik ingen fordel af amtsbanegårdens placering på Jomfrustien. Gaden mistede noget af sin betydning som forretningsgade.
I den sydlige del af byen inklusive Torvet var der omkring 1915 cirka 12 gæstgivergårde. I byens udkant var der kun spredt bebyggelse.
Tivoli i Haderslev
På Christiansfeldvej var der på vestsiden kun kasernen og et par enkelte huse. På østsiden var der byens sygehus og den nu for længst nedlagte kro, Skulderbladet. Her var også Katrinehjemmet. Jo og dengang var her Tivoli, som var en meget populær restaurant. Om sommeren var der koncert i havens musikpavillon. Næsten hver søndag aften var her dans. Efter 1920 førte Tivoli en hensyngende tilværelse. Til sidst endte den som Realskole.
Ude ved Fuglsang
Vores vandretur dengang kan så fortsætte ud ad Ribe Landevej. Det vil sige, at dengang kaldte man gaden for Gammel Haderslevvej. Der lå Fuglsangs maltfabrik og bryggeriet. Men inden vi kom der ud havde vi passeret æ landrådsamt. Og så kom det til at hedde Stiftamtet. Jo der var her der Königliche Landrat residerede.
Ud til Johannesdal og Bøghoved var der kun få bygninger. Yderkvarterer som Erlev og Gammel Haderslev var slet ikke indlemmet i byen.
En lærer måtte spørge om lov
En seminarielærer måtte så sent som i 1912 bede regeringen i Slesvig om tilladelse til at bygge et hus i Damgade. Han havde som seminarielærer pligt til at bo i byen, og dengang hørte Damgade ikke med til Haderslev.
Gasbelysning indenfor
Omkring 1900 brugte de fleste hjem petroleumslamper. Men gasbelysningen havde holdt sit indtog. I Danevirke kunne man i forbindelse med en lejlighed se følgende tilføjelse, Der findes moderne gasbelysning.
Ikke mange brugte elektricitet
Måske skal det nævnes, at elektricitetsværket stammer fra ca. 1900, men der var meget få, der brugte elektrisk lys. Maltfabrikken Fuglsang havde fået installeret elektrisk lys i haven. Det så festligt ud. Man nød det også ude fra Dammen.
Kun Fuglsang Øl
Haderslev har altid været en god handelsby med et godt opland. Stationskroerne måtte kun sælge Fuglsang øl, dengang. Men det gør jo ikke noget. I dag er der masser af gode Fuglsang øl.
Industriforetagender
Af andre industriforetagender kan nævnes Haderslev maskinfabrik på hjørnet af Allegade og Naffet. Lige over for lå et jernstøberi, der var tilknyttet maskinfabrikken. Her kom senere H. Christensens Tømmerhandel.
Da den tyske storindustri var i sin stærkeste udvikling i 1890erne smuldrede de små industrier i provinsen. Maskinfabrikken smuldrede mere og mere. Ikke så få arbejdere mistede deres eksistensgrundlag. Heldigvis kunne et nyt reparationsværksted for amtsbanerne opsuge en del af den ledige arbejdskraft.
På hjørnet af Storegade og gaden ned til Dammen lå en tobaksfabrik. Har var også mange kvinder ansat. Fabrikkens produkter var kendte og velansete, ikke mindst Haderslev Skrå. Men heller ikke denne fabrik kunne klare sig i længden.
Ja så var der også Pølsefabrik, Brødfabrik og den ofte ildelugtende Benmelsfabrik. Her blev der af knogler og ben fremstillet kunstgødning m.m.
Lærerdrengen skulle selv betale
Ja på Naffet var der klejnsmedemester Petersens vægtefabrik. Hans vægte havde særdeles godt ry. Det var ikke let at komme i lære her. Man sagde, at et ikke helt lille beløb hjalp på dette. Og lærerdrengen skulle selv betale for kost og logi.
Skolelivet
Her i år 1900 var der i byen tre kommunale skoler, Frederiksskolen i Nørregade som var drengeskole, Wilhelmineskolen i Præstegade som var pigeskole. I Laurids Skausgade lå den kommunale pige – mellemskole.
Får år efter 1900 blev Louiseskolen på Louisevej bygget. I Slagtergade lå Gammel Haderslev Skole en fælleskole for drenge og piger.
Få år før Første Verdenskrig kom endnu en højere pigeskole til byen. Den lå på hjørnet af Gåskærvej og Svinget. Her kunne man tage das Abitur, som kunne sidestilles med studentereksamen.
Så skal vi da ikke glemme Katedralskolen eller Latinskolen. Fra hele Sønderjylland kom der elever til denne skole, og det tjente byens pensionater godt på. Mange kom med amtsbanen, og de lagde ikke så få penge i byen.
Lærerseminariets elever var også næsten alle bosat i byen i deres studietid. Også disse var en økonomisk gevinst for byens handlende og pensionater.
Kasernens kantine havde størst omsætning – af øl
Jo så var det jo soldaterne som havde en økonomisk betydning for byens restauranter og købmænd. Der lå ca. 500 mand i fredstid – en bataljon infanteri på kasernen. Omkring år 1900 fik de en beskeden løn på 12 pfenning. Noget senere var det dog 19 pfenning om dagen. Ja befalingsmændene havde nok en større købekraft.
Men man sagde ude i byen at kasernes kantine havde byens største omsætning af øl.
Rimelige Billetpriser
Med amtsbanerne fik flere mulighed for at komme til Haderslev. Selv om pengene var små, så var billetprisen rimmelig. Til daglig havde toget til Christiansfeld kun to passagervogne med. Men på torvedagene om mandagen, så måtte man indsætte yderligere to vogne.
Orbesen og Hundevadt
Men en del gårdejere foretrak dog stadig at komme kørende i flotte vogne med raske, fine heste. Ja om vinteren, kom der også fine kaner i snevejr ind til byen. Nye store forretninger blev etableret, blandt andet Orbesen og Hundevadt. Sidstnævnte flyttede i 1906 til Bispegade. Her indrettede Anton Hundevadt sen. En efter tidens forhold meget moderne forretning med store udstillingsvinduer. Ejendommen blev i 1939 moderniseret. I 1944 blev den udbombet, men på brandtomten blev der opført en ny moderne forretningsejendom.
Torvemarked
Jo der var gang i Haderslev, når der var Torvemarked. Der var kvæg – og grisemarked på pladsen ved Graverne. Grøntorvet havde sin plads på Søndertorv (æ Syndermærken). Her mødte landboerne frem med smør, ost, æg, grøntsager, kartofler, røgede pølser, skinke, frugt, tørv, men sjældent blomster.
Man skulle smage på varerne
Mange handlende kom trækkende med deres små vogne. Nogle havde dog en lille islænder spændt for vognen. Andre kom ind med amtsbanen slæbende på tunge kurve. På tovet forsøgte en enlig betjent for at holde en smal kørebane fri over midten af pladsen. Her kom så byfruerne og foretog deres indkøb efter at have pruttet om prisen. Mange af de lidt rigere furer havde deres pige med. Hun havde som oftest et lille hvidt forklæde på og en lille kappe på hovedet.
En rigtig frue kunne ikke selv bære varerne hjem. Ja nogle af dem havde medbragt en lille benske, og skulle smage på varerne, inden de blev købt.
Med amtsbanerne kørte også budkonerne og budmændene. De købte ind i stor stil for hele landsbyen. Og så måtte toget pænt vente til de havde afregnet langs stationerne.
Amtsbanen i vanskeligheder
Det kvæg, der blev sendt på markedet i Haderslev, kom til dels med banen eller i løsdrift ind til byen. Ofte havde amtsbanernes små lokomotiver vanskeligt ved at slæbe de lange kombinerede person – og godstog ad de stejle strækninger her på østkysten. Særlig en stejl strækning gennem en skov i løvfaldstiden kunne være en udfordring. Ikke så sjældent måtte halvdelen af togstammen kobles fra og efterlades på den åbne strækning. Så kørte man den forreste del hen på stationen. Lokomotivet blev så koblet fra for derefter at hente resten af vognene. Der skulle ikke ret meget sne til, inden driften blev indstillet.
Gøgl af enhver art
Mikkelsmarked om efteråret var ret stor. Pladsen ved Graverne var fyldt op med gøgl af enhver art. Her var karruseller. Luftgynger, skydetelte, loppeteateret, tryllekunstneren ja selv en biograf var her. Der blev vist amerikanske film med meget grov komik. Under forestillingen skete det ofte, at filmen gik i stykker og måtte lappes sammen.
På hjørnet af markedspladsen og Graverne langs Sparekassens nybygning lå hvert år det store telt med Nürnberger Kram, mest legetøj til ganske billige priser. Ja man kunne sagtens finde et stykke legetøj til 10 pfenning.
Søndertorv var fyldt med slagsboder, hvor der kunne fås, Manufakturvarer, isenkram, køkkenudstyr, kniplinger, fodtøj. Sidstnævnte blev faldbudt fra telte i Apotekergade. De stod på fortovet langs kirken. Skotøjet kom fra byen Pretz i Holsten.
Da der ikke var plads til kvæget på pladsen ved Graverne, stod dyrene i to lange rækker i Nørregade – fra hjørnet ved Sparekassen helt op til Gammelting. Gæstgivergårdenes stalde var fyldt med kvæg.
På de store markedsdage var der masser af berusede mennesker i gaderne. De få politibetjente, der var til rådighed Havde besvær med at styre løjerne. Det var ikke usædvanlig, at de hårdest ramte lå i rendestenene for at sove deres rus ud.
Der var mindst 40 kroer
Der var mindst fyrre kroer i Haderslev dengang. På hjørnet af Torvet og Nørregade lå Concordia. Det var vel nok byens største etablissement med to sale, stor restaurant og flere mindre selskabslokaler. Hver aften var der optræden af sangerinde og varitéunderholdning.
Nu var det ikke så dyrt at gå på kro dengang. En kaffepunch koster 15 pfenning. Et lille glas øl kostede 10 pf. Et rigtigt glas øl kostede 15 pf. De fleste krofolk ejede ofte marker uden for byen. De holdt svin m.m. Mange var grisehandlere og kvæghandlere.
Talrige foreningsballer
Omkring 1900 var der endnu ingen biograf. Første nogle år senere kom der to faste biografer. Senere blev der også vist levende billeder i teatret.
Hele året igennem var der mindst tre steder i byen talrige foreningsballer. Man kunne sagtens få adgang til disse. Typisk for den tid var Bierstunde. Det var mellem klokken 17 og 18.
Ja og så var det jo også Harmonien. Her havde kun medlemmer adgang. Og det var en dansk klub. Her gjaldt det om, at overholde reglerne, ellers skulle de prøjsiske myndigheder gerne lukke lokaliteterne. Særlig om søndagen forsamlede danske borgere sig her.
Damernes underholdning
I Højskolehjemmets smukke have samledes damekorts – spilleklubber eller en anden kreds af damer til en kop kaffe. Men der var også et par andre udflugtssteder i området der tiltrak damerne.
Et yndet traktørsted var også Johannesdal beliggende på Ribe Landevej på nordsiden af Dammen over for Æ Holme. Så sent som i 1920 sad der masser af damer og spillede kort i Johannesdals have.
Standarden var ikke høj på teatret
Teatret i Haderslev var ikke den store succes. Skuepillerne talte kun tysk, og standarden var hvis ikke så højt. Men dilletant – forestillingerne tre – fire gange om året samlede mange tilskuere.
Masser af aktiviteter ved Dammen
Nede ved Dammen foregik der masser af aktiviteter. Man kunne leje robåd eller tage med udflugtsbåden. Her var også sejlbåde på den smukke sø. Mange badede også her, uanfægtet at kloakkerne blev udledt i den.
På store både ude på Dammen spillede musikkorpset. Både omkring var oplyste. Og det samme var det i haverne ned til Dammen. Jo, det var et flot syn dengang.
Om vinteren kunne man nyde skøjteløn på isen. Og der blev også afholdt isfester med musik, hvor der på isen også var anbragt drikkeboder og boder med pølser.
Med passagerbåden
I Haderslev var der også en mindre passagerbåd, der sejlede til Sverdrup, Årøsund, Assens, Fåborg og Fænø. Om søndagen var der musik om bord. Her var også restaurant og dette bidrog så til at gøre turen ekstra hyggelig.
Kagekonerne
Det var dengang, der var dagvogne, en slags rutebiler. De eneste, der fik lov til at køre gratis med, var kagekonerne. De dækkede hver deres område. De hentede forsyninger inde i Haderslev, blandt andet sukkerkringler til 5 pf. Stykket, småkager og kavringer eller boller. De transporterede varerne i store kurve dækket af voksdug og ophængt i åg. Så gik de fra gård til gård, hvor de videresolgte kurvenes indhold.
Ja sådan kunne vi blive ved med at fortælle om Haderslev, og det gør vi snart igen.
Kilde:
– Se Litteratrur Haderslev (under udarbejdelse)
Hvis du vil læse mere om Haderslev og de nærmeste omgivelser: Se
– Haderslev – i begyndelsen
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Haderslevs historie (3)
– Haderslev – under Første verdenskrig
– Haderslev 1917 – 1918
– Et apotek i Haderslev
– Katastrofen på Haderslev Dam
– En adelsborg ved Tørning
– Da Christiansfeld opstod
– Da Skydstrup fik sin flyveplads.
December 8, 2014
Slaget ved Brøns
Bønderne herude vest på ville ikke betale skat til Oprørsregeringen. Slesvig – Holstenske tropper tvangsinternerede sig indtil de oprørske bønder betalte. Landstormen jog soldaterne væk, men de var der allerede et par dage efter. Det gik hurtigere end Landstormen havde forventet. Fem bønder mistede livet. En mindesten blev etableret. Men historien om denne sten er næsten en historie en historie for sig selv. Under transporten fra Rødding til Brøns med stenen brød en bro sammen. Og tyske soldater tjærede stenen til. Og tjæren var god! Ja og så findes der en tysk og meget ”rørende” version af Slaget ved Brøns.
Hvor ligger Brøns?
Det er sikkert ikke alle af vore læsere, der ved, hvor Brøns ligger. Det ligger ude ved vestkysten, nord for Rømø – dæmningen og 15 km syd for Ribe.
Ikke alt blev vist
Selvfølgelig skete der jo meget mere end det, der blev vist i serien om 1864. Her er en af de ting, der skete. Bønderne herude ved vestkysten ville ikke finde sig i alt.
Både mindet og stenenes historie
Herude findes en lidt upåagtet mindesten. Den blev opstillet som et minde om et slag, der fandt sted den 22. januar 1849. Og dette slag fandt sted midt under en våbenstilstand i den første slesvigske krig. Stenen er selvfølgelig kendt af de lokale, men egentlig burde flere kende til både årsagen til placeringen af mindestenen. Også selve stenens historie er interessant, så den får I også.
En masse rygter
I 1848, da krigen brød ud gik der masser af rygter. En af dem var at Slesvig – Holstenerne havde løsladt slaverne. Det vil sige tugthusfangerne i Rendsborg. Disse skulle nu drage hærgende og plyndrende gennem Jylland. Dette ville bønderne i Vestslesvig ikke finde sig i. Deres hjemstavn skulle på ingen måde hærges Man dannede derfor et slags hjemmeværn, som man kaldte Landstormen. Men der kom dog ingen slaver.
Fællesregeringen stak penge i krigskassen
Ved våbenstilstanden i 1848 blev der dannet en såkaldt Fællesregering for Hertugdømmerne. De stadfæstede oprørsregeringens love, holdt session og opkrævede skatter. Man håbede så på, at disse penge ville havne i oprørernes krigskasse.
Slesvig – Holstenske tropper lod sig tvangsindkvartere
Kongen erklærede regeringen for oprørsk, og den nordslesvigske befolkning nægtede at betale skatter til denne regering. Men Slesvig Holstenske tropper lod sig tvangsindkvartere hos skattenægterne. Hver indkvarteret soldat skulle have 12 skilling første dag, 24 skilling næste dag og 36 skilling den tredje dag, indtil alle skatter var betalt.
Niels Andersen Hansen ville ikke betale
I Forballum var 17 jægere tvangsindkvarteret på fire gårde. På de tre gårde bøjede man sig, og betalte skatterne. Men ikke på den fjerde gård. Her boede Niels Andersen Hansen. Han ville under ingen omstændigheder betale. Til sidst fik han alle soldater tvangsindkvarteret.
Da han ikke kunne holde til det ret længe, fortalte han, at de ikke fik mad i fremtiden. Men det var soldaterne nu ligeglade med. De ville bare tage maden. Niels Andersen Hansen mente, at de skulle rejse næste morgen, ellers ville han sørge for, at de blev fordrevet af Landstormen.
Landstormen mødte talrig op
Soldaterne grinte blot af ham. Det skulle de dog nok ikke have gjort, for næste dag mødte Landstormen med 300 mand og jog dem bort. Samtidig rensede man Skærbæk, hvor der lige var ankommet 60 mand under anførsel af ritmester Rumohr. Han lod blæse til samling, da han så bønderne. Styrkerne stod faretruende over for hinanden. Men ved overtalelser og trusler blev soldaterne tvunget bort.
Landstormfolkene tog nu tilbage til deres sogne. Man havde dog aftalt at mødes i Brøns og gentage aktionen, hvis tyskerne kom igen. Og det varede kun et par dage.
Holstenske soldater ankommet til Gasse
Den 21. januar 1849 kom der bud om, at 62 dragoner og 150 jægere var ankommet til Gasse. Dagen efter ville Landstormen samle sig i Brøns og prøve at fordrive dem lige som sidst. Men soldaterne syd fra var for hurtige. De marcherede lige mod Brøns, besatte byen og lagde sig i dækning bag havdigerne. De tog ligeledes opstilling øst for byen, for at hindre at hele Landstormen kunne samles.
En forvirret kamp opstod
Derefter rykkede styrker nord for Brøns og blev opstillet i to rækker på hver sin side af den gamle landevej. Da Landstorm – folkene nu kom vandrende nord fra i klynger på 10 eller tyve var de tyske soldater parate.
De nordslesvigske bønder var blot bevæbnet med deres stok. Deres fører Anders Thomsen Stavener fra Havedsgård stod et kort øjeblik foran soldaterne. Han gik derefter mellem de to rækker dragoner hen mod ritmesteren. Han tog hatten af som hilsen og til en samtale. Men pludselig begyndte dragonerne at hugge ind med sablerne på de bønder, der var kommet ind mellem rækkerne. Samtidig begyndte dragonerne at skyde. Nu måtte enhver forsvare sig så godt som man kunne. Der opstod en meget forvirret kamp.
17 sabelhug i hovedet
Landstormen fra de nordøstlige sogne nåede efterhånden frem. Men da de så, hvad der skete, kunne de ikke gøre andet, and at vende om. To holstenske soldater og fem bønder faldt. Der blev taget 24 fanger, hvoraf mange var sårede. I blæst og bidende frost blev fangerne kylet op i åbne vogne og kørt til Haderslev. Anders Thomsen Stavener havde fået 17 sabelhug i hovedet. Om det var rigtigt, kan man måske tvivle på.
Den høje, stovte bonde blev i hvert fald hårdt såret. Efterfølgende var han ikke i stand til at tænke klart. Hans hustru døde den 13. marts 1853 efter at have født deres sidste barn. Hun var da kun 30 år gammel. Selv døde han kun 12 dage efter, kun 32 år gammel. Slægtsgården Havedgård fra 1747 blev solgt til højestbydende på en offentlig aktion den 25. april 1853.
Bønderne var ikke stolte af situationen
Bønderne var ikke særlig stolte af situationen. De havde fået klø og lidt smertelige tab. Fællesregeringen gav den danske regering skylden. De havde nemlig sagt, at enhver tro undersåt var berettiget til at gøre modstand mod Fællesregeringens udskrivninger. Den danske regering var nu heller ikke glad for situationen. Et forhør blev afholdt i Ribe. Her blev der konstateret, at ingen dansk myndighed havde været indblandet. Bønderne havde handlet af egen drift.
Det var ikke noget at skamme sig over
Men den danske regering brugte alligevel slaget i deres argumentation for, at situationen var uholdbare. Slaget ved Brøns var sikkert også årsag til, at krigen igen begyndte den 26. marts. Og langsom begyndte bønderne at forstå, at de ikke havde noget at skamme sig over. De havde fået hele Danmark til at lytte til dem, ja også udlandet.
Tanke om en mindesten – allerede i 1856
Tanken om, at der skulle rejses en mindesten fremkom allerede den 25. juli 1856. Det var årsdagen for Slaget ved Isted. Det var præsterne Benedictus, Boisen, Dahl og Hagen, samt lærer Sørensen der udsendte en indbydelse til at rejse en sten. Tanken blev støttet af pastor Brandt ved Vartov i København.
Den historiske forfatter, Frederik Barfod opfordrede den 12. september 1856 i en artikel i Berlingske Tidende til at man bakkede op om dette initiativ.
Der var kommet 600 kr.
Kandidat Sigfred Ley, som havde været en af de åndelige ledere i Landstormen gav den 26 november en udførlig begrundelse for sagen i Vestslesvigs Tidende. Han havde i Forballum været lærer for Knud Knudsens og Niels Andersen Hansens børn. Nu var han flyttet til Visby med Knud Knudsen og boede på Trøjborg.
Den 22. januar 1857 blev der holdt møde i Brøns. Der var indkommet 600 kr. Heraf kom 160 kr. fra Brøns sogn og 100 kr. fra Knud Knudsen på Visby Hovedgård.
Sigfred Ley oplyste af billedhugger Borch i Christiania ville levere en granitsten med indhugget krans og passende indskrift for 800 kr. Man skulle bare selv sørge for at hente stenen.
En sten på en mark i Rødding
Man blev dog enige om, at det blev for dyrt at hente stenen. Herredsfoged Halberg havde en stor sten liggende på sin mark. Men hvordan fik man lige denne op af marken. I miles omkreds fandtes der ikke nogen dunkraft, og stenen lå halvejs begravet.
Elever fra Rødding Højskole blev under ledelse af deres naturhistorielærer, den senere apoteker Winsted sat til at få stenen op af jorden. Man brugte bjælker og tove.
Stenen var velegnet
Man fik nu den kendte billedhugger, professor H.V. Bissen til at komme til Rødding for at se på stenen. Bissen fandt stenen velegnet og ridsede det af på stenen, som skulle hugges af, inden den blev fragtet til Brøns. Stenhugger Holz fra Fole sørgede for denne afhugning.
Den påtænkte indskrift blev forfattet af lærer Cornelius Appel i Tønder, hvis bror dengang var degn i Brøns.
Frederik den Syvende måtte ikke besøge kamppladsen
I efteråret 1857 skulle Frederik den Syvende foretage en rejse fra Ribe til Tønder. Amtmand A. Reventlow havde planlagt at rejsen skulle gå over Lindet Skov og Løgumkloster. Men det var stærke ønsker om, at kongen skulle rejse over Brøns, hvor man så ville modtage ham på selve kamppladsen. Man sendte en deputation til ham, men det blev som amtmanden bestemte.
Kongen var ked af, at han ikke kunne opfylde bøndernes ønske. For at bøde lidt derpå, gav han på sin fødselsdag Dannebrogsordenens hæderstegn til sognefoged Søren Nielsen Degn.
Skuffelsen var stor. Der var allerede skrevet en sang i anledning af kongens komme.
En vanskelig transport
Mindestenen kom først til Brøns den næste sommer i 1858. Det var med stor besvær. Det var vognmand T. Andersen Rost i Ribe til at påtage sig kørslen for 200 kr. Men han turde ikke, at køre den korteste vej til Brøns. Turen gik til Foldingbro for derefter at følge landevejen over Ribe.
Under pålæsningen gik redskaberne i stykker, så de utrættelige elever fra Rødding Højskole måtte igen tage fat. I første omgang kom man dog kun til Hjerting, hvor broen brød sammen. Vogn og sten sank ned i bækkens udtørrede leje.
Med et forspand på 12 heste
Højskolelærere, elever og mange lokale beboere strømmede til med spader og gravede vejen ud, så vognen endelig kom op af bækken. Den fortsatte så mod Foldingbro med hele 12 heste foran. Derfra gik det videre til Ribe, hvor man måtte holde et forsvarligt hvil i nogle dage. Det siges, at vognmanden trøstede sig lidt for sine genvordigheder ved at vise stenen frem for penge.
Endelig den 30. juli kom den til Brøns. Stenen blev kørt hen til den fremtidige plads ved den nye landevej, som var projekteret. Byen var smykket med flag. Mange var mødt op, selv om det var midt i høsten.
Hurra for stenen
Da stenen var væltet af, steg Sigfred Ley op på den, og fortalte, hvordan fædrelandssindede mænd havde skænket den og hjulpet den frem til denne plads. Den skulle fremover minde kommende slægter om troskab mod konge og fædreland. Derefter blev der holdt fest på kroen. Ved midnatstid gik man atter hen til stenen og råbte hurra.
På Hønning Mark fandt man to store sten, som egnede sig til fodstykke. Dem købte man for 100 kroner – frit leveret.
En flot sten på 3 ½ meter
Billedhugger Kjerstrup fra København var blevet anbefalet af Bissen. Han skulle udhugge egekransen og indskriften. Han kom til Brøns den 14. september. Han fik hjælp af stenhuggerne Holz fra Fole og Poulsen fra Hønning.
Det var meningen, at den lille mindeplads skulle omgives af hegn af stenpiller, som var forbundet med jernstænger. Holtz leverede 10 tilhuggede stenpiller for 73 kroner, og smeden i Brøns leverede jernstængerne for 52 kr.
Stenen var nu en 3 ½ meter høj slank og skøn sten, som bredere forneden end foroven. På stenen var indgraveret følgende:
– DEN 22. JANUAR 1849
– FOR TROSKAB MOD
KONGE OG FÆDERNELAND
– EJ MINDE OM EN GLIMREDAG
KUN OM ET TROFAST HJERTESLAG
2.000 mennesker hyldede stenen
Søndag den 10. oktober kunne stenen rejses. Men Kjerstrup blev først helt færdig tre dage senere. Man måtte stadig hjælpe sig med bjælke og tove. Men der var nok folk til at tage fat. Lærer Sørensen holdt en lille tale og der blev råbt hurra.
Den 22. januar 1859 kunne den højtidelige indvielse endelig finde sted. Det var en mægtig festdag i Brøns. Byen var udsmykket med guirlander og flag. Der var rejst æresport ved kroen og ved indgangen til festpladsen. Omtrent 2.000 mennesker var mødt frem.
Lærer og elever fra Rødding Højskole var mødt som æresgæster. De mødte med de tre nordiske flag. Dette vakte dog en del forbavselse hos lokalbefolkningen. De tænkte ikke på, at repræsentanter fra de nordiske lande havde deltaget frivilligt i Treårskrigen.
Kanoner fra Mjolden Færgegård
Man samledes ved krogården, som var festligt smykket. Klokken 14 satte festtoget sig i bevægelse. Forrest bar man tre faner, deriblandt Rødding Højskoles. Derefter fulgte 12 unge piger, som var ens klædt. Et 12 – mans orkester spillede Dengang jeg drog afsted.
Da man kom til festpladsen, blev der affyret en kanonsalut. Det var kanoner fra Mjolden Færgegård, som man dengang i 1849 havde skjult for tyskerne, der havde fundet vej til Brøns.
Og så blev der fest
Elever fra Højskolen sang en sang som var forfattet til lejligheden af kaptajn Thurah fra Tønder. Kandidat Ley holdt derefter en tale. Yderligere taler, sange og kanonsalutter fulgte. Og så var der ellers fest.
Et underskud på 12 kr.
Den 30. juni 1859 blev der aflagt regnskab. Indtægten var på 1.517 kr. Udgiften var på 1.529 kr. Det lille underskud på 12 kr. blev dækket af herredsfoged Friedrichsen af aktionshonoraret for bortsolgt tømmer.
Et minde for de to faldne holstenske soldater
50 år efter slaget under den barske von Köller følte den tyske ånd sig nemlig forpligtet til at udtrykke et minde om de to faldne tyske soldater. De var blevet begravet på Brøns Kirkegård. Men ingen kunne huske, hvor de havde ligget. Ingen ville dog sælge jord til tyskerne. Et postbud måtte derfor af med halvdelen af sit gravsted. Her blev der så rejst en sten. Øverst bar stenen det Slesvig – Holstenske våben og indskriften Up ewig ungedelt.
Her efter nævnes de to faldne tyskers navne, hvorefter man havde forfattet følgende tekst:
– Faldt i den sejrrige træfning ved Brøns. Tænk på dem, som i kærlighed og troskab faldt i kampen for Slesvig – Holstenernes ret. Rejst af kampfæller og kammerater den 22. januar 1899.
Pastor Jacobsen: Knus fjendens hoved
Indvielsen fandt hvis nok også først sted den 17. september 1899. Og det var den berømte/berygtede Pastor Jacobsen fra Skærbæk, der talte. Henvendt til den danske befolkning udråbte han:
– Bist du Amboss, sei geduldich
– Bist du Hammer, schlage zu
Ifølge Heimdal fra den 1. oktober 1929 skulle han også have sagt:
– Hil dig, kejser, sving hammeren
– Knus fjendens hoved!
– Før dit folk til herlighed og storhed
Lysene var slukket
Efter denne indvielse var der en temmelig fugtig fest på Brøns Kro. Da deltagerne hørligt berusede drog til stationen efter festen, var det meningen at vinduerne i byen skulle have været illuminerede, men beboerne havde i stedet slukket al lyset.
Tyske soldater bevæbnet med tjærekoste
Så gik der omtrent tyve år. Den tyske militærmagt var bukket under i 1918. Den danske befolkning begyndte at ånde op, og politiske møder blev afholdt. En af de første møder blev afholdt på Brøns Kro. Det var Kloppenborg Skrumsager, der var kommet til stede, som taler.
Alle som kunne krybe og gå var til stede. Gaden var næsten mennesketom. En flok indkvarterede tyske soldater, der endnu ikke var sendt hjem, skulle ud og svinge hammeren. Ved denne lejlighed var de dog udstyret med en tjærekost. Det gik ud over den skønne mindesten. Og tjæren var desværre god.
Det var ikke muligt at fjerne tjæren igen. Hele overfladen måtte hugges ren til Genforeningen.
Slaget ved Brøns – i tysk version
Men slaget ved Brøns findes også i en helt anden version. I fem år havde Pastor Horstmann været præst i byen. Han skrev en rørende skildring i sin bog Erinnerungen aus verlorenem Land (side 214 – 15)
I hans historie var en trop bestående af prøjsiske og østrigske dragoner nærmet sig byen på fredelig vis. De glædede sig over det skønne landskab. Her var alt så stille og kvæget gik roligt og græssede på marken (og det den 22. januar!) Men da de så gik gennem husene gik kirkeklokkerne i gang. Folk kom frem fra deres skjulesteder og overdyngede soldaterne med sten. Soldaterne blev angrebet med våben. To soldater blev snigmyrdet.
Det hedder så videre i bogen, at hævnfølelse ligger tyskerne fjernt, så landsbyen blev ikke plyndret eller brændt af og ingen blev stillet op af muren. Nu hviler prøjseren og østrigeren i et værdigt gravsted på kirkegården.
Ja de to tyske pastorers udtalelser viser, hvor uskyldig den tyske ånd er, når de skal spille armboltens rolle.
Mindesten for de faldne
Der gik yderligere cirka 30 år. I mellemtiden var Historisk samfund for Brøns Sogn blevet dannet. Man har nu indført en tradition med at holde et historisk møde på mindedagen den 22. januar. Og det gjorde man også på hundredeårsdagen i 1949. Her afslørede man fem små mindesten, som var blevet opstillet omkring den store. De bærer navnene:
– Andreas Thomsen Lindholm, Haverad
– Adser Hansen Søndergaard, Rejsby
– Peter Christian Engelstoft, Rejsby
– Søren Andersen, Øster Aabølling
– Didrich Jørgensen, Sønder Farup
Niels Andersen Hansen søger erstatning
Nu kunne vi sådan set have slutte historien på værdig vis, men vi skal lige have historien om gårdmanden og møller Niels Andersen Hansen fra Forballum med, da han søgte om godtgørelse for de tab, han havde lidt.
Han var fra 1853 til 1855 enklavernes repræsentant i det danske folketing. Han sendte i februar 1853 på tilskyndelse af kongen en ansøgning til sine tro slesvigske undersåtter om godtgørelse for den skade, der under treårskrigen var blevet påført ham. Han skrev blandt andet:
– I året 1849 i januar måned blev jeg af den oprørske regering opfordret til at indbetale skatterne til dem. Det kunne jeg som dansk mand og efter kongens opfordring ikke indlade mig på. Jeg fik derfor en indkvartering af seks mand, der først lå i min gård i otte dage og forlange foruden kosten, ni skilling kurant til mands for den første dag og siden dobbelt op hver dag.
– Da jeg endnu hverken betalte dette eller skatten fik jeg tretten til, som lå i tre dage. Jeg sagde dem ligefrem, at jeg så godt, at de havde magten, og når de troede, at de havde ret dertil, så måtte de tage selv, godvillig betalte jeg ikke.
– Vi måtte da drage ind til vores nabo, hvis gård ligger på nørrejysk grund, og overlade vor egen gård til fjenden at skalte og valte med.
– De førte sig enddog af fjender at være, at være meget skikkeligt, og efter elleve dages forløb fra jeg fik den første indkvartering, kom uden min opfordring Landstormen og jog dem bort herfra.
– Vi flyttede derpå igen ind i vort hus, men to dage derefter, som var på en søndag blev jeg underrettet om, at fjenden ville komme igen og formentlig for at føre mig bort som fange.
– Jeg rejste derfor bort fra huset og efterretningen stadfæstede sig, da der samme dag kom 65 dragoner og 95 fodfolk. Den kommanderende officer spurgte straks om mig, og da min kone sagde, at jeg var rejst bort, svarede han: ”Det var fornuftig gjort”
– Han bøde derpå min kone at betale, og da dette ikke hjalp, slog de kreaturet ud af båsen og opførte sig i det hele som rene røvere: ”åd og drak al den mad og drikke, der var i huset, og tog derpå tre heste med sig, for hvilke de dog gav mig medfølgende kvittering.
Hans tab var på 300 rbd.
Niels Andersen Hansen opgjorde tabet til 300 rbd. Og han anfører:
– Som jeg med god samvittighed tør beedige, når forlanges, men det ved jeg, at jeg ikke ville haft det for 500 rbd.
Kilde:
– Axel Lindvald: Landstormen ved Brøns (festskrift til H.P. Hanssen 932)
– Marcus Skov: Landstormen ved Brøns (Sprogforeningens Almanak 1901)
– Sofus Høgsbro. Mindesmærket ved Brøns (Sprogforeningens Almanak 1902)
– Sønderjysk Månedsskrift august 1926
– Sønderjysk Månedsskrift januar 1959
– Heimdal 1. oktober 1929
Hvis du vil vide mere:
– Vi har under denne kategori anført ca. 20 artikler omkring De Slesvigske Krige. Men vi kan desuden henvise til:
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum – dengang
– Agga – en sønderjysk pige
– Ude mod vest
– Rømø – den tredje tur
– Indre mission, baptister og andre
– Det Vestlige Sønderjylland
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Trøjborg, den fjerde historie
November 29, 2014
Kongens Nytorv – endnu mere (2)
Vi er tilbage i området omkring Kongens Nytorv, og fortsætter vores vandring fra dengang. En mekanisk dukke vakte opsigt. Så fandtes der morgenbeværtninger, og så kunne andre få natbevilling. Dem, der ikke kunne få, kaldte så bare stedet for en læseforening. Her havde der aldrig været en bog. Fem rige og ugifte søskende boede sammen, og de havde hver især abonnement på Berlingske Tidende. I en kælderbeværtning gik rygtet, at murene til enhver tid kunne styrte sammen. Og så var pigerne helt vilde med de krøllede kræmmersvende i Østergade.
En grim træbygning
Stadsbyggemesteren havde ikke noget imod, at Industriforeningen skamskændede Torvet med en anmassende træbarak. Men man havde dog glemt at spørge Det Kongelige Danske Kancelli. Herfra kom der en kraftig irettesættelse, fordi man havde glemt at spørge dem.
På Kongens Nytorv 18, hvor firmaet Axel E. Aamodt residerede, havde kammerråd og brændevinsbrænder Lihme haft sin virksomhed. Det var også ham, der havde ladet ejendommen opføre.
Handel med noder
I sin tid havde ejendommen en høj stue og en kælderbutik. Her flyttede en papirhandel ind. Denne var grundlagt i 1811 i Store Kongensgade af fuldmægtig ved Adressekontoret, J.G. Christiani. Ja firmaet hed Christiani & Grisson. Det boede på adressen indtil 1857.
En ung fremadstræbende mand med det meget almindelige navn, Wilhelm Hansen overtog derefter forretningen. Han fortsatte den gamle papirforretning. Men noget nyt fik han dog tilført, handel med noder.
Han blev musikforlægger, og flyttede fra Kongens Nytorv til Gothersgade. Her kom det verdenskendte Wilhelm Hansenske Musikforlag til at ligge.
En konditor bosætter sig
To huse fra den Lihmeske Gård i nummer 22 bosatte sig i det Herrens år 1856, en konditor Bentzen. Han havde i 1834 etableret sig i Pilestræde som Kukkenbager. Han drev konditoriet på Kongens Nytorv indtil 1865, da han blev afløst af en anden konditor, Valdemar Brønnum. I fem år drev denne konditoriet i den høje stue.
Jo der skete en masse på Kongens Nytorv gennem tiderne. De mange forskelligartede bygninger harmonerede godt sammen. Her var mange store palæer og mindre borgerlige huse. Der var stil, ro og hygge over det gamle torv. Men er det ikke som om, noget af denne hygge er gået fløjten? Her lå urtekræmmere, vinhandlere og meget mere.
Adelen havde etableret sig på Østergade
Ned ad Østergade havde adelen etableret sig, men de måtte efterhånden vige pladsen for de borgerlige og for de handlende. De gamle fornemme haver blev efterhånden også nedlagt. En af de sidste rester der forsvandt var i 1898, da den Frølichske Ejendom på Østergade 26 blev revet ned. Gik man gennem denne ejendoms store gård, kom man ad en gang i mellembygningen ud i en lille have med plæne og blomster samt et havehus, der lå bag ved Grønnegade 8.
Denne have, der lå træt ved Østergade var alt, hvad der var tilbage af adelens prægtige haver. Nu lå den tilbage som en stille landsbyhave. Østergade var dengang byens hovedåre. Her lå de fineste og mest noble butikker. Adelsgårdene var omdannet til købmandshuse i hvis kældre og stueetager, kræmmere havde etableret sig. De kaldte sig senere manufakturhandlere. Dette passede bedre til Østergade. Jo her opstod mange kvindedragende modebutikker. Det blev betragtet som meget fint at have butik på Østergade.
Klædekræmmersvend blev til kommis
Det gik mode i, at lade sig se og holde små uskyldige stævnemøder på Østergade. Jo på Østergade hed det ikke mere Klædekræmmersvend, men i stedet det fine ord Komis.
Iden da kaldte man også disse ansatte for Diskespringere:
– Thi det fordredes af enhver Kræmmersvend, at han efter hver Ekspedition med et flot Spring skulde sætte op paa Disken, dreje hurtig rundt paa sit Agterspejl med samlede Ben og ile hen for at aabne og lukke Døren for den paagældende Kunde, enten saa denne havde købt noget eller ej.
De ikke – købende Kunder kaldtes i kræmmersvende – jargonen for Stejlere.
Pigerne drømte om den krøllede kræmmersvend
Dengang talte man ikke om at være ansat. men i stedet kaldtes det at staa hos vedkommende kræmmer eller lignende. Og denne Kræmmersvend udkrammede alle butikkens herligheder for de søde små damer, der alle var mere eller mindre verliebt i den promadiserede, krøllede svend. Åh ja, man sagde endog, at man drømte om ham om natten. Dengang var der prestige i at være ansat i butik.
Hvis man var træt af at spadsere
Når Østergades Drivere eller Lapsene, som man kunne læse om i Kjøbenhavns gyldne A.B.C. i 1836:
– Var trætte af at spadsere op og ned ad Gaden fra Rabech’s Hjørne til Kogens Nytorv, og man trængte til noget vederkvægende, men ikke brød sig om at gaa op i Kaféen hos Gianelli, saa gik man ned i Ølhallen i Nr. 13, den, som nu kaldes ”Rydbergs Kælder”.
Denne ejendom blev i 1850 – erne ejet af vekselmægler senere Kommerceråd I.W. Heymann. Han havde i kælderen indrettet den første øltunnel som blev åbnet for publikum tirsdag den 1. januar 1855 klokken 4 om eftermiddagen under navnet Den Bayerske Ølhalle.
Et farligt rygte
Heymann havde fuldstændig ombygget ejendommen, der egentlig var opført af hofarkitekt Kirkerup. Inden åbningen var der gået de vildeste rygter om, at det var livsfarligt for gæsterne, at opholde sig i denne kælder, da murene til enhver kunne styrte sammen.
De sagkyndige måtte hidkaldes. Men der var intet i vejen. De sagkyndige afgav da også en beroligende erklæring.
Den tilstødende ejendom i nummer 15, har i sin tid spillet en vis rolle for det København, der morer sig. Ejendommen havde facade til Lille Kongensgade. Den blev i 1658 ejet af maleren Karel van Mander. Dengang blev ejendommen drevet som herberg for fornemme Rejsende. Selv Hoffet brugte herberget.
Den kongelige Klub
Vi har i tidligere artikler beskrevet ejendommen, der i det 18. århundrede tilhørte Greve Conrad Wilhelm Ahlefeldt. I 1775 blev ejendommen solgt til traktør Gottlieb Schreck. Han drev forretningen, hvor Vincent’s Restaurant senere befandt sig.
Der kom gang i den med klub – og selskabslokaler og baller og koncerter. Her havde Kongens Klub sine lokaler. Klubbens sommerresidens var dog på Vesterbro.
Natbevilling
Inde i ejendommens gård var der i stueetagen i 1860erne Feyerschous Vinstue. Blandt stamgæsterne var digteren Christian Winther. Denne gik også på værtshus på Nørrebro og her var pigerne vilde med ham. Men det har vi allerede skrevet om.
Kælderen, hvortil adgangen var fra gården, rummede i 1880erne en af byens natbeværtninger. Dengang betød det, at de åbnede deres døre, når alle de andre lukkede. Det vil sige kl. 24. Polititilladelse var påkrævet, men det var forholdsvis let at få dette.
Af andre, der havde sådan en tilladelse kan nævnes:
– Klosterhallen på hjørnet af Vimmelskaftet og Hyskenstræde
– Blanch’ Kælder også kaldet Ginderups Kælder i Vimmelskaftet 38
– Riises på Amagertorv
– Kronens Kælder i Store Kongensgade på hjørnet af Fredericiagade
Sidstnævnte have faktisk ikke et rigtigt navn. På skilte og rullegardin var godt nok anbragt en krone. Men sandheden var at kælderen lå i en ejendom tilhørende politidirektør Crone. Så egentlig burde kælderen have heddet Crones Kælder.
Læseklubben – hvor ingen læste
Man var dog også dengang kreativ. Således fik beværtningen på Østergade 15 ingen polititilladelse. Men værten forstod, at hjælpe sig selv, og muligvis kendte han også lidt til grundloven. Her er der nemlig noget, der hedder Foreningsretten. Og det er ikke noget politiet skal blande sig i.
Resolut blev der lavet en forening, som man kaldte for Læseklubben. Enhver kunde kunne blive medlem ved at betale 25 øre en gang for alle. Men læse var det nu ikke nogen i den forening, der gjorde. Sandsynligvis var der heller ikke noget at læse i. Formålet var udelukkende i største Gemytlighed at drikke et par krus øl efter klokken 24 i stedet for at gå hjem i seng.
Måske havde det været bedre at gå hjem i seng, men københavnerne har aldrig holdt af, at lade sig kommandere af autoriteter. Derfor gik man i Læseklubben. Måske var det umoralsk, men det tænkte man ikke så meget på, bare det var fornøjeligt.
Berømt – for sine æbleskiver
På Østergade 27 etablerede A.C. Gaméls Kaffeforretning sig i 1805. Indehaveren kom sammen med nogle andre franske emigranter til København i 1794. Han fik Borgerskab som frisør i 1804. Samme år fik han dog dette Borgerskab udvidet til også at omfatte salg af olie, udenlandske frugter m.m. og kolonialvarer.
I kælderen boede i ret mange år Mel – og grynhandler Buchhorn. Det var dog ikke som melhandler, at han blev berømt. Nej det blev han sandelig som Æbleskivebager. Hans æbleskiver var særdeles efterspurgt. Hver aften var der et stort rykind i den lille, dybe kælder for at købe disse lækre æbleskiver. Ja, man kunne også få Berliner Pfannkuchen, fyldte med hindbær, blommer eller æblegrød. Ja disse kostede i opvarmet udgave 2 skillinge stykket.
De Rige søskende
På samme side af Østergade boede i sin tid silke – og klædekræmmer, Eduard Falck. Han var ugift og boede sammen med sine fire, ligeledes ugifte søskende. Alle fem søskende efterlod ved deres død en formue på hele 1.300.000 kr. Beløbet blev testamenteret til Københavns Kommune, som så kunne anvendes til legater i forskellige øjemed.
Den eneste luksus, som de fem søskende tillod sig var foruden at holde et lille sommerhus i Jægersborg Allé, at de abonnerede hver på et eksemplar af Berlingske Tidende. Selv om de var gode venner, ville de gamle søskende ikke vente på, at de andre havde læst den.
Morgenbeværtninger
Det var dengang noget man kaldte for Morgenbeværtninger. Det var Caféer, der åbnede klokken 4 om morgenen. Disse var beregnet til københavnere, der endnu ikke var nået i seng den foregående aften. Her kunne de få en hårdt tiltrængt kop kaffe med varme boller for billige penge.
Et sådant sted fandtes på førstesalen i Østergade 47. Den kaldtes aldrig andet end Mokka Meyer. Denne Hr. Meyer havde tidligere et Sangerinde – Tempel på Øen i Tivoli.
På slaget fire blev hans Café befolket af kjoleklædte herrer, der var på vej hjem efter bal eller danseøvelser hos Karlebye i Lille Kongensgade25. Nu ville de så slutte af med et kop dampende Mokka. Ellers var der dagen igennem et alsidigt publikum. Til frokosten var der en stor omsætning af kaffe til Østergades kræmmersvende.
Kaffe – Petersen
En anden morgenbeværtning lå lige i nærheden. Det var Kaffe – Petersen i Lille Kongensgade 46. Caféens grundlægger var Carl Magnus Thorup, der var taget til søs. I midten af 1840erne havde denne købt det gamle forlystelsessted Ratzenborg i Frederiksberg Runddel. Han havde ombygget etablissementet fuldstændig, så det blev mere mondænt. Han vidste dog ikke, hvad han skulle kalde stedet.
En dag mødte han så sin gamle ven marinekaptajn Sommer. Denne foreslog, at han kunne opkalde stedet efter ham. Og sådan blev det. Stedet blev kaldt Sommerlyst. Den 22. maj 1846 åbnede etablissementet med dette navn.
Kaffe – Petersen, der oprindelig hed Rasmus Petersen, var oprindelig gartner. Han sørgede for de bedste varer til de billigste priser. Mange af hans kunder var slagtere. Det var fra den tid, hvor slagteboderne eksisterede.
Senere blev Rasmus Petersen en af Tivolis kendteste restauratører.
En mekanisk reklamedukke
På hjørnet af Østergade og den tidligere Sankt Jørgens Gade lå indtil 1826 en stor bygning med takkede gavle. Den mindede meget om den naboen, Efterslægtens Gård og ejendommen Amagertorv nr. 6.
Ejendommen havde i sin tid tilhørt ærkebispen af Lund. Han har dog næppe selv boet i den. Derimod ved vi, at den i 1658 blev ejet af vinhandleren Jacob Fuiren, der havde skænkestue ud til det lille stræde, der gik langs Nikolaj Kirkegård. Men i 1826 blev ejendommen nedrevet.
Har blev der langt senere stor opmærksomhed og opløb. En ung manufakturhandler havde lige som modehandlerinde Louise Rasmussen alias Grevinde Danner anbragt en mekanisk reklamedukke i vinduerne. Måske skulle det lige nævnes, at den unge manufakturhandler hed A.C. Illum.
To Fiskehandlere i Østergade
Nu var der ikke kun kræmmerhandler på Østergade. Man traf også butikker, der forhandlede levende fisk. En af fiskehandlerne hed Hans Dyhr. I en annonce kunne man læse:
– Hos Hans Dyhr paa Østergade, hvor de 3 forgyldte Karper sidder over Døren, er at bekomme: gode fede Karper, Karusser, Geider og Aborrer, alt sammen for billig Priis, og Brasen 10 Sk. Pd.
En kollega til denne hed Ib Pingvin. Han reklamerede sådan her:
– Første Dør paa Høyre og i Kirkestrædet anden Dør paa venstre Haand fra Aamger – Torv.
Ejendommen brændte i 1795. I den nye bygning på stedet, fandt man senere Mourvielles Charkuterieforretning.
Mon ikke vi kigger forbi Kongens Nytorv og de omkringliggende gader en tredje gang.
Kilde:
Carl C. Christensen: Fra Voldenes København – Kongens Nytorv Kvarteret (Hagerup 1924)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Omkring Kongens Nytorv (1)
Bagerst i denne artikel henviser vi til 38 artikler om ”Det Gamle København”
November 24, 2014
Retsopgøret i Sønderjylland
Det skete en del mystiske ting. Officielt er alt opklaret. Det tyske Mindretal følte sig dårlig behandlet. I Fårhuslejren voksede hadet. Vi kigger på de forhold, som man blev dømt for. Desuden kigger vi lidt på straffeudmålingen. Medlemmer af Det Tyske Mindretal blev hovedsagelig dømt for tysk krigstjeneste, for at være medlem af Selbstschutz, Zeitfreiwillige og for at have gravet en skanse. Mange fra ledelsen var anklaget for højforræderi og Modstandsbevægelsen havde gerne set et par stykker dømt til døden. En del blev også anklaget for stikkeri.
Restopgøret blev betragtet som dybt uretfærdigt
Retsopgøret i Sønderjylland blev af mange betragtet som dybt uretfærdigt. Vi har i vore artikler også påvist nogle uretmæssige ting. Det skete mange mystiske ting. Efterhånden vil flere og flere af disse ting dukke op. I denne artikel vil vi forsøge at gengive den officielle situation.
Et held for dem, der skulle i krigsret
I Frøslevlejren gik budskabet om kapitulation som en løbeild fra barak til barak. Og på lejrens radio fik man bekræftet rygterne. Man fejrede begivenheden med erstatningste. Men man kunne ikke vide sig sikre, for hvad ville den tyske bevogtning finde på?
Dagmarhus havde den 4. maj om morgenen givet ordre til, at 17 Frøslev – fangere skulle bringes til København for at stilles for en krigsret. Men man kunne ikke finde de sidste tre. Men 14 fangere blev i løbet af dagen bragt til Padborg Station og anbragt i en fangevogn.
Næstkommanderende i den danske lejrledelse, øjenlæge Steffen Lund fik lov til at ringe til Dagmarhus. Her fandt han så ud af, at man havde nedlagt arbejdet. De 14 fanger kunne så transporteres tilbage til lejren.
Politimestrene gik først
Den danske lejrleder, kaptajn Digmann og politimester Brix gik til den tyske kommandant og krævede omgående løsladelse af lejrens fanger. Men dette ønske kunne kommandanten ikke efterkomme. Han afventede ordre fra højere sted.
Aftalen blev dog, at i alle tilfælde skulle løsladelse finde sted den 5. maj kl. 12. Men allerede kl. 10.30 forlod politimester Bøving, Brix, orlogskaptajn Greve samt den senere politimester Iver Møller, lejren.
Man ville have våben
Brix og Møller begik sig efter et kort ophold på den beskadigede politistation i Aabenraa ind i byen for at tale med den tyske kommandant. Man ville have udleveret våben til politi og modstandsfolk.
Anholdelsesret til 13. maj
Modstandsfolkene havde såkaldt anholdelsesret indtil 13. maj. De gik frem efter nøje udarbejdede anholdelseslister.
Var det en krigstilstand?
I forvejen var der i Straffelovens § 101 stk. 2 en regel, der siger:
– Den, der under krig eller truende udsigt hjælper fjenden, straffes med fængsel fra 1 til 12 år.
Men den regel kunne ikke anvendes i retsopgøret. For var de fem år virkelig en krigstilstand, eller var det først efter 29. august 1943?
Uenighed om afgrænsning
I slutningen af besættelsestiden udarbejdede Justitsministeriet nogle retningslinjer. I Frihedsrådet lavede man lovforslag med strafferegler. Men der herskede stor uenighed om afgrænsningen af disse regler og bestemmelser.
Frihedsrådet og modstandsbevægelsen ville gerne have, at medlemskab af en nazistisk forening skulle gøres strafbart. Men var dette blevet gennemført, ville dette have skabt uoverskuelige problemer i Sønderjylland. Men selv om ikke alle fra Det Tyske Mindretal blev straffet, blev de dog chikanret på mange måder. Det har vi tidligere berettet om.
Utilfredsheden brød ud i Fårhuslejren
Modsat, så mente medlemmer af Det Tyske Mindretal, at de fik alt for høj straf. De mente, at det som, de havde gjort ikke berettigede til den hårde straf, som de fik. Utilfredsheden brød i den grad ud blandt de indsatte i Fårhuslejren.
Med tilbagevirkende kraft
Langvarige drøftelser førte til, en retsplejebestemmelse, at sigtede skulle fængsles og forblive fængslet indtil straffen var udstået. Og dele af straffeloven blev indført med tilbagevirkende kraft. Desuden blev der indført en minimumsstraf og dødsstraf.
Ikke alle likvidationer blev undersøgt
En del likvidationer fandt sted. Og officielt nævnes det, at alle blev undersøgt til bunds. Men det har ikke sin rigtighed. Det har vi vist i et par artikler.
Hver 10. voksne mand blev anholdt
I Aabenraa Politikreds blev cirka hver 10. voksne mand anholdt. I begyndelsen havde modstandsbevægelsen og myndighederne svært ved at finde en afgrænsning for anholdelserne.
Det kneb med at overholde grundloven
I Aabenraa blev de anholdte bragt til det tyske gymnasium. Her blev de registeret og senere overført til Fårhuslejren (det nye navn for Frøslevlejren). I lejren forsøgte man at overholde lovgivningen m.h.t. afholdelse af grundlovsforhør, men det kneb. Man kunne kun nå cirka 30 om dagen.
Domsmandssager
De fleste af dem, der blev dømt, havde forrettet tysk krigstjeneste. Hyppigst var det tjeneste i Waffen SS. Men det var også Zeitfreiwillige, marinevægtere samt andre vagtmænd.
Man ønskede ikke sagerne behandlet som tilståelsessager, men førte domsmandssager. Man kunne nå fire til fem stykker om dagen. Og de, der først blev dømt, fik de strengeste straffe.
Straffen blev nedsat
I juni 1946 blev minimumsstraffen nedsat fra fire til to år med yderligere mulighed for strafnedsættelse. SS – sagerne ført– nu til et til to års fængsel, Zeitfreiwillige med halvanden til to års fængsel.
Det Tyske Mindretal: Regeringen havde godkendt det?
Behandlingen af Zeitfreiwillige – sagerne blev midlertidig sat i bero, da man fra Det Tyske Mindretal påstod, at den danske regering havde tilladt korpset. Det var chefen for Innere Verwaltung i det tyske gesandtskab i København, der havde oplyst dette. Men under en afhøring af denne, påstod han, at han hele tiden havde vist at korpset var ulovligt.
Havde brændt dokumenter
Sagerne mod Det Tyske Mindretal omhandlede også medlemmerne af Kleiner politischer Rat samt redaktører og bestyrelsesmedlemmer af den tyske avis. En særlig undersøgelseskommission blev nedsat for at finde beviser mod disse. Ligeledes blev der beslaglagt beviser i de sigtedes hjem. I diverse private arkiver fandt man også beviser.
I mindretallets højborg Dibbernhaus havde man i dagene inden kapitulationen brændt alt, der kunne synes, at være kompromitterende.
Omfattende afhøringer
Efterforskningen krævede afhøringer af besættelsestidens hovedpersoner, således Werner Best, Hermann v. Hanneken, Genral Lindemann, Politigeneral Pancke, Gestapochef Bovensiepen m.fl.
Afhøringerne foregik både herhjemme og i Tyskland. Men ofte var det besværligt at finde frem til alle, da en del endnu var på fri fod. Under afhøringerne var det heller ikke altid, at sandheden kom frem.
Fire hovedforhold
På et sent tidspunkt fik man adgang til et stort dokumentcenter i Berlin, som var i amerikanernes varetægt. Fra forsvarsministeriet i Pentagon fik man overdraget nogle dokumenter, så man kunne behandle ti spionsager ved retten i Tønder.
For alle medlemmer af Kleiner politischer Rat blev der rejst tiltale for fire hovedforhold:
1. Hvervning til tysk krigstjeneste
2. Oprettelse af Zeitfreiwillig – korpset
3. Oprettelse af Selbstschutz – korpset
4. Skansegravning (tværs over Sønderjylland)
88 retsdage
Desuden blev der rejst individuel tiltale over for dyrlæge Jens Møller og oberstløjtnant Peter Larsen. Disse anklager indbefattede højforræderi.
Hele 88 retsdage tog det, inden man kom til en afgørelse. Dommene blev afsagt den 10. september 1948.
– Jens Møller og Peter Larsen blev idømt 15 års fængsel
– Rudolf Stehr 10 års fængsel
– Otto Kortsch 12 års fængsel
– Lauritz Clausen 12 års fængsel
– Asmus Wilhelm Jürgensen (Asmus von der Heide) 10 års fængsel.
Modstandsbevægelsen var skuffet. De havde forlang dødsstraf over Jens Møller.
En del af de dømte ankede til Landsretten. Denne brugte så 66 retsdage til at nedsætte straffen. Men var straffeudmålingen retfærdig? Vi kigger lidt på de forhold, som dele af mindretallet blev dømt for.
Føreren forlangte, at man meldte sig til Waffen SS
I vintermånederne 1939 eller måske i marts 1940 blev ungdomsfører Jef Blume, Peter Larsen og Lauritz Clausen Kaldt til konference i Flensborg med SS – brigadefører Berger. Til stede var også overborgmester Kracht og SS – Sturmführer Meissner.
Det blev nævnt, at ifølge Der Führer’ s ordre, skulle der hverves folk til Waffen SS i de folketyske områder. Da det her var tale, om en direkte ordre fra Der Führer bøjede folkegruppens repræsentanter sig for dette ønske. De iværksatte underhånden ca. 100 kandidater. Det skete hovedsagelig gennem Schleswigsche Kameradschaft (S.K.) eller D.J.N. (Deutsche Jungenschaft Nordschleswig). Cirka 60 af disse blev fundet egnet.
S.K. var mindretallets halvmilitære organisation. Den bestod hovedsagelig af yngre mænd, der optrådte i uniform, lange støvler, ridebukser, hvid skjorte, skrårem og uniformshue.
Skulle tvinges til tysk indfødsret
Uddannelsen startede i Hamborg – Langenhorn. Efter to måneder fik de unge nordslesviger besked på, at de skulle erhverve sig tysk indfødsret. Det chokerede i den grad de unge. 30 – 35 ville bevare deres danske indfødsret. De blev så fyret af SS og sendt hjem. Resultat blev, at kun 17 forblev i tjenesten.
Hvervningen fortsatte
Efter drøftelser med dyrlæge Møller og Peter Larsen kort efter besættelsen fortsatte hvervningen. Og de fortsatte som egentlige mønstringer, hvor de fremmødte også blev lægeundersøgt.
Mistillid i Mindretallet
Det vakte dog en del mistillid i Mindretallet, at man brugte Wehrsport – kursus i Klagenfurt som lokkemad, hvorefter man pressede de unge ind i SS. Transporten over grænsen foregik i lastvogne med tildækkede presenninger.
Lauritz Clausen deltog selv i de fleste sessioner.
Schweinhunde
Desuden opfordrede han til møder, at de unge meldte sig som forbillede for den tyske ungdom. De fremmødte skulle stille sig på en række. Og dem, der meldte sig frivilligt, skulle gå tre skridt frem. Da en del blev stående tilbage, tilføjede han altid:
– Nur die Schweinhunde bleiben stehen.
Pres på Mindretallet
Der blev i den grad lagt pres på mindretallets ungdom. I en skrivelse af 29. januar 1942 kunne Peter Larsen fortælle, at der var hvervet 790 til Værnemagten og Waffen SS. På det tidspunkt stod 550 i Waffen SS.
Fra februar 1942 gik NSDAP officielt ind for hvervningen og organiseringen af denne. Flere gange var Jens Møller blevet kaldt til Berlin, hvor de hver gang havde forlangt langt flere frivillige.
Berlin var ikke tilfreds
Hvervekampagnen foregik med fuld kraft. Partiets bedste talere var i gang med agitationen. Den 21. april 1942 kunne Renthe – Fink meddele at 1.402 folketyskere havde meldt sig. Men Berlin var langt fra tilfreds. I NSDAP overvejede man at ekskludere dem, der ikke meldte sig frivillig.
I krigens allersidste periode etablerede ungdomsføreren, Thorius en ungdomshvervning blandt de helt unge. Det Lille Politiske Råd, ville ikke have med dette at gøre.
Zeitfreiwilligen fra 1943
Den egentlige Zeitfreiwilligendienst bestående af danske statsborgere inden for det tyske mindretal oprettedes i foråret 1943. I folkemunde på dansk side kaldte man det Heimwehr. Man har dog ikke fået ud af, hvem der egentlig oprettede dette korps. Noget tyder på, at det var von Hanneken. Men mindretallet bakkede op fra starten.
Jens Møller henvendte sig til Kannstein. Han ønskede, at de danske myndigheder skulle give tilladelse til denne organisation. Men ifølge Justitsministeriet har det aldrig foregået forhandlinger om dette.
Nogle kilder påstår, at det var Jens Møller, der stod for oprettelse af dette korps, for at forhindre at flere unge hjemmetyskere mistede livet ved fronten.
Oprettet i hemmelighed
Oprettelsen af dette korps foregik meget hemmelighedsfuldt. Det blev ikke engang omtalt i Nordschleswigsche Zeitung. Da politiet i Haderslev ville undersøge, hvad korpsets opgave var, blev de beskyldt for militær spionage. Hvervningen startede i januar 1943. Samtlige medlemmer af mindretallet mellem 17 og 60 år fik en indbydelse. Da dette ikke fik den ønskede virkning, fik alle en personlig henvendelse. I sidste halvdel af 1944 kom en partibefaling, at nu skulle alle tilmelde sig. I modsat fejl blev en eksklusion overvejet.
Ved korpsets opløsning i 1945 var der 1.300 – 1.400 medlemmer.
Troskab til Hitler
Uddannelsen foregik normalt søndag formiddag og som regel en aften midt i ugen. Den bestod i eksercits, riffelskydning, håndgranatkastning og gadekampe. Deltagerne var udstyret med militære uniformer.
Der blev ikke aflagt nogen egentlig ed, men en edslignende erklæring:
– Ich verplichtige mich dem Führer und obersten Befehlshaber der Wermacht Adolf Hitler treu zu sein und bin bereit, für ihn mein Leben einzusetzen.
Skulle sættes ind mod danske sabotører
I fortrolige skrivelser står også anført, at korpset skal sættes ind mod danske sabotagegrupper. Den 29 august 1943 blev korpset indkaldt i forskellige sønderjyske byer og indsat til at løse forskellige opgaver. Man skulle patruljere på gader og landeveje, vagttjeneste ved jernbanestationer, offentlige værker, posthuse, rådhuse og lignende. Desuden skulle man kontrollere legitimationskort. Man skulle foretage telefonaflytning m.m.
Optrådte stærkt provokerende
I Tønder var der indkaldt 150, der var bevæbnet med riffel og bajonet. De var optrådt meget provokerende. Omkring den 20. juli 1944 var medlemmer med til at anholde danskere, der havde optrådt fornærmende over for tyske soldater. I Haderslev var medlemmer med til at ransage danske politifolks hjem.
Selbstschutz
Deutscher Selbstschutz Nordschleswig blev oprettet efter Peter Larsens forklaring på grund af den stigende sabotage, terror og trusler mod tyske virksomheder.
Det var lederen af Liefergemeinschaft, Peter Hansen – Dam fra Sønderborg, der havde anmodet om beskyttelse. Og for dem, der ikke er klar over, hvad det er, så kan det oplyses at denne gruppe blev oprettet kort efter den 9. april 1940 med det formål at skaffe hjemmetyske erhvervsdrivende fordelagtige leverancer til værnemagten.
Korpset talte 400 – 450 medlemmer
Korpsets medlemmer blev hovedsagelig rekrutteret blandt SK – medlemmer. De anvendte desuden SK – uniformen. Korpset talte 400 – 450 medlemmer. Hen imod krigens slutning blev korpset forsynet med maskingeværer og håndgranater.
Mange gange tiltog dette korps, funktioner, de sikkert ikke var beregnet til. I Kruså anbragte man gidsler i den tyske skole. I Gråsten patruljerede man sammen med tysk militær. I Aabenraa og Gråsten visiterede man passanter.
Werner Best: Det danske politi svigtede
De beføjelser, som korpset tiltog sig, vakte bekymring i danske kredse. Efter en protest til Werner Best, svarede denne, korpset var oprettet, fordi det danske politi havde svigtet.
En skanse over Sønderjylland
I september 1944 bestemte Oberkommando der Wermacht, at der skulle etableres en skansegrav (tankspærring) tværs over Sønderjylland, fra Haderslev til Rejsby. Formålet skulle være at forhindre en invasionsstyrkes kampvogne i at rykke frem.
Von Hanneken mente, at arbejdet skulle udføres af
– Rigstysk arbejdskraft
– Arbejdere fra O.T. – firmaer
– Arbejdere fra den tyske folkegruppe i Sønderjylland.
O.T. stod for Organisation Todt. Det var dem, der påtog sig værnemagtens byggearbejder. Blandt disse var også adskillige danske firmaer, der påtog sig rollen som underentreprenører.
Trussel om tvangsarbejde
Igen var Det Tyske Mindretal under pres. Von Hanneken forlangte, at Jens Møller stillede med 5.000 mand. Såfremt dette ikke lykkedes, ville der blive udskrevet tvangsarbejde. 2.000 mand og 30 – 40 hestekøretøjer mødte op. Daglønnen var 20 kr.
Dette arbejde havde direkte krigsbetydning, og var derfor en overtrædelse af Straffelovstillægget § 16 stk. 1 nr. 8.
Det Tyske Mindretal accepterede ikke grænsen
Det Tyske Mindretal ville ikke affinde sig med den fastlagte grænse efter afstemningen den 10. februar 1920. Fastlæggelse af grænsen skete efter konferencen i Versailles. Det Tyske Mindretal mente, at det skulle have været forhandlinger direkte mellem Tyskland og Danmark.
Bismarck foreslog næsten den nuværende grænsedragning
Man kan så undre sig, for Bismarck forslog næsten den nuværende grænsedragning inden de store slag i 1864. Et ja kunne have sparet danskerne for mange døde og andre lidelser under den preussiske tid.
Hitler ville beholde den nuværende grænse
Under besættelsen brugte Jens Møller paroler som Führer macht uns frei og Heim ins Reich. En stor skuffelse var det for Det Tyske Mindretal, at grænsen ikke blev flyttet under besættelsen.
Fra rigstysk side gjorde man flere gange Det Tyske Mindretal opmærksom på, at grænsen ikke ville blive flyttet. Men Jens Møller fastholdt, at grænsen skulle være ved Kongeåen.
Hitler ville ikke flytte grænsen, fordi:
1. Sønderjylland var ikke rig på mineraler og indeholdt kun landbrugsjord
2. Ved grænseflytning ville man få besvær med en stor dansk folkedel
3. Man havde Flensborg By og Fjord, hvor den tyske flåde kunne søge tilflugt, hvis det blev ”for varmt” i Kiel.
Hitler mente også, at efter krigen ville Danmark og hele Norden alligevel tilslutte sig Tyskland.
Det Tyske Mindretal: Vi er udsat for overgreb
Fra Mindretallets side forsøgte man, at overbevise Berlin om, at man var udsat for overgreb fra dansk side, så derfor var det nødvendigt med en ny grænsedragning.
Det Tyske Mindretal accepterede den nuværende grænse efter en loyalitets – erklæring i 1945.
Kilde: Se
Besættelsestidens Litteratur (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Læs
– www.dengang.dk indeholder 128 artikler om Besættelsestiden herunder
– Danskere i Hitlers tjeneste
– Landsforrædere og Landssvigere
– Overvåget – dengang
– Stikkerdrab
– Werner Best
– De Danske Nazister
– I Tysk krigstjeneste
– Den sønderjyske efterretningstjeneste
– Det Tyske Mindretal
– Mindretal i brændpunktet
– Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører
– De fem lange år i Sønderjylland
– Knivsbjerg – nord for Aabenraa
– Frøslevlejren
– Fårhuslejren
– Det mystiske mord ved grænsen
– Nazister i Tønder
– Dødsdømte fra Tønder
– To skæbner i Kiskelund.
– Og mange flere
November 23, 2014
En låsesmed på Nørrebro
Firmaet Mejlshede Låse startede fro 50 år siden. I dag er der ca. 55 medarbejdere. Og den administrerende direktør, Hans Mejlshede? Præsident i USA, Formand i den europæiske låseorganisation, æresmedlem i Dansk Låsesmed Forening, underviser for FBI, Formand for Nørrebro Handelsforening, en eftertragtet underviser i hele Verden. Selv om pensionsalderen for længst er passeret, er der intet, der tyder på, at han ligger sig på sofaen. Han blev også ”verdensberømt” i Danmark, da han på direkte TV forklarede forskellen på gode og dårlige låse. I dag kører 35 – 40 Mejlshede – biler rundt i København. Hans Mejlshede har en mening om mange ting, og de er ikke alle lige populære alle steder. Han invitere gerne politikere og embedsmænd til at få mere at vide om disse meninger og synspunkter.
En særdeles aktiv person
En særdeles aktiv person på Nørrebro fejrede den 17. oktober fejre 50 års virksomheds – jubilæum på Nørrebro. Ja man kan ikke se det på ham, når han stille og rolig vandrer ned af Nørrebrogade. Ja personen er Hans Mejlshede. Vi har ikke her i artiklen plads til at beskrive alle hans gøremål, for skulle vi det, blev vi forpustet.
Et neonskilt viser vejen
Vi kan ikke undgå, at se, hvor virksomheden ligger. Et af Nørrebros ældste skilte viser vejen. Det lyser i den grad op i de mørke timer over for Assistent Kirkegården.
Tilbage i 1964
Jo vi skal tilbage til 1964, da Axel Mejlshede åbnede en lille låsebutik på Nørrebrogade 86 sammen med sønnen, Hans og datteren Jutta. Efter få år giftede Jutta sig med en anden låsesmed og solgte sin andel af firmaet.
En meget aktiv far
Axel Mejlshede havde været ansat i svogeren, Poul Martens låsesmedefirma, Københavns Låseservice, som i starten lå på Ewaldsgade 6, men siden flyttede til Aaboulevarden 14 på Nørrebro. Poul Martens havde været ansat hos Ruko, og allerede under Andens Verdenskrig så han muligheder inden for låsebranchen.
Hans Mejlshedes energi kommer ikke fra fremmede, når man kigger på sin fars gøremål. Foruden at være ansat i Københavns Låseservice bestred han også et aftenjob hos B & W på Wilders Plads på Christianshavn. Han var desuden vicevært i den beboelsesejendom i Tømrergade, hvor hans Inga Mejlshede havde kiosk.
Eventyret starter.
Det var uenigheder mellem Axel Mejlshede og Poul Martens, der startede det hele. Inga indkaldte børnene Hans og Jutta til familieråd. Frustrationerne havde bredt sig så meget, at noget måtte gøres. Løsningen var, at Axel måtte starte sig eget firma.
For 25.000 kr. købte familien så i 1970 lokalerne i ejendommen.
Fordelingen er klar
Familien er meget hurtig klar med opgavefordelingen. Næringsbrevet bliver udstedt til sønnen, Hans. Han bliver direktør i eget firma. Han fungerer også som indkøber, og kommer hurtig til at løse opgaver for kunder. Foruden dette læser han til civilingeniør på Danmarks Tekniske Højskole. Hans kører rundt til kunderne på cykel, Jutta passer butikken derhjemme og Inga fortsætter med kiosken i Tømrergade.
Masser af udvidelser
En meget større forretning blev etableret i de lokaler, der før husede Felkovs Damekonfektion i stuen. Også på 1. sal etablerede låsefirmaet sig. De øvrige etager blev udlejet til klubværelser. Men firmaet fik hurtigt vokseværk, og alle etager blev inddraget. I dag fylder firmaet hele ejendommen, Nørrebrogade 84, 86, 88 plus naboejendommen i Frederik den Syvendes Gade 1 og 3.
Ejendommen eller ejendommene er også spændende og vidner om en masse historie. Her en masse kringelkroge, trapper reposer og kontorer. Jo, der er aktivitet fra kvist til kælder i hele ejendommen.
På nattevagt med Jane Aamund
Mejlshede Låse løser også mange opgaver for politi og brandværn. Ja de arbejder både dag og nat. Dette blev også bemærket i medierne. I foråret 1980 var Berlingske Tidendes navnkundige journalist, Jane Aamund således med på en af Hans Mejlshedes nattevagter. Det blev lidt af en oplevelse, men det blev ganske flot videreformidlet på en dobbeltside til avisens læsere. Ture i det københavnske aften – og natteliv bød både på uheldige borgere som havde låst sig ude og på opgaver for politiet.
Firmaet havde vokseværk
Gennem 1970erne og 1980erne voksede firmaet yderligere. I 1977 begyndte Mejlshede at importere det amerikanske produkt Medaco. Dette blev dog senere etableret i et separat firma. I 1989 købte Mejlshede Dansk Pengeskabsindustri ud af pengeskabsfabrikken Tann’s konkursbo.
I 2003 blev Sesam Låse tilføjet til firmaet. I 2005 købte Mejlshede også DS Låseservice i Valby. Dette firma havde sær kompetencer inden for industrien, mens Sesam og Mejlshede var stærke inden for låsesystemer til ejendomme, institutioner og privatkunder.
Familiefirma
Hans er stadig aktiv i familiefirmaet, Mejlshede Låse. Det vil sige, at han efterhånden har overdraget ansvaret til Ole og Gert. Men også hustruen, Ketty er stadig aktiv i firmaet. Og ikke nok med det, svigerdatter Charlotte har indrettet en moderne café og iværksætterhus i ejendommen. Her var der tidligere politistation, men fra den ene dag til den anden, besluttede man at nedlægge den.
Det var også i denne ejendom, at Hans Mejlshede sammen med Johnny Beyer og Nørrebro Handelsforening startede det succesfulde NH – Distribution, som endda blev præmieret af Københavns Kommune. Senere brød kommunen kontrakten og firmaet måtte sælges med tab.
Øverst oppe
Øverst oppe i ejendommen er der oprettet kantine og møderum med den allernyeste teknik. For er der noget firmaet lægger vægt på, er det efteruddannelse. Firmaets folk kan heroppe bliver instrueret i det allernyeste.
Internationale ture
Og denne ejendom oser af aktivitet. Går man op af trappen gennem butikken går man op til administrationslokalet, og her sidder Hans ofte selv ved telefonen og dirigerer tropperne. Og det er er utrolig for Hans kender ikke til 40 – timers uge. For der er bud efter Hans rundt om i Verden. Han trives både i Japan og hos FBI i USA, når han holder diverse foredrag og undervisning om låseteknik. Og når Hans i en afslappet stund fortæller om nogle af sine mange oplevelser, så spidser man ører. Måske er det disse oplevelser, der holder ham aktiv. En gang imellem tager Ketty også med på disse internationale ture rundt i hele verden.
Hans Mejlshede er også eftertragtet som ekspert ude i verden af blandt andet efterretningsvæsen, politi og efterretningsvæsen.
Også ”verdensberømt” i Danmark
Hans er også stadig aktiv i Nørrebro Lokaludvalg og Nørrebro Handelsforening, hvis han ikke lige er en tur i udlandet til en eller anden låse – konference. Han optræder ofte i medierne, både når det drejer sig om låseteknik og forhold på Nørrebro. Når medierne så i sidstnævnte spørgsmål så lige fanger ham i Canada, og gerne vil have ham i TV, jamen så overlader han så bare medierne til den næste i Handelsforeningens medieudvalg. En af Nørrebro Handelsforenings mottoer er, at medier aldrig skal henvende sig forgæves. Og når Hans optræder i medierne, skulle man tro, at han aldrig har prøvet andet. Helt afslappet og med gode argumenter.
Ja, han blev nærmest verdensberømt i Danmark, da han påviste at en lås var dirket op. Det var i et forbrugerprogram, hvor forsikringsselskabet hævdede, at der var tale om forsikringssvindet. I den forbindelse holdt Hans et lynforedrag om kvaliteten af låse og nøgler. Mon ikke landets øvrige låsesmede kan takke Hans for dette indslag. En sønderjysk låsesmed fortalte således, at han efter udsendelsen solgte 125 nye låse.
En ”såkaldt” Bankenøgle
Hans fortæller, at enhver nøglebar kan udforme en simpel nøgle på under et minut, hvormed tyve kan afskaffe sig uset ind i syv ud af ti danske hjem. Det er en såkaldt bankenøgle. Allerede da Hans Mejlshedes far var låsesmed i halvtredserne kendte man til fænomenet. Metoden er kommet til ære og værdighed igen og er voldsom udbredt. Teknikken er ganske simpel. Det er blandt andet dette som Hans fortæller om i hele verden.
70.000 indbrudsskader om året
Der er heller ikke meget, der tyder på, at Mejlshede Gruppen bliver arbejdsløse i den kommende tid. Således anmeldes der herhjemme ca. 70.000 indbrudsskader fordelt over private og erhverv. Og jo bedre sikret man er, jo længere tid tager det, og des hurtigere giver tyvene op og forsvinder. Ja, Danmark topper listen med fem indbrud i timen. Tallet stammer fra 2011, men der er ikke blevet færre indbrud siden. 64 pct. af danskerne vil først skifte låsene, når indbrudstyven har været der. Mon ikke vi skal have Hans Mejlshede på banen igen? Og firmaet Mejlshede beskæftiger også med meget andet.
Men det er ikke alle, der er enige med Hans i hans argumenter. Således var der ikke mange, der troede ham, da han sagde, at omsætningen i hans butik på Nørrebrogade var faldet med 30 pct. mens den tilsvarende var steget med 30 pct. i butikken på Østerbrogade.
Ikke altid let for erhvervslivet
Når Hans udtaler sig om, at politikerne ikke altid gør det let for erhvervslivet, ja så er det en mand med erfaringer, der udtaler sig. Det er ikke let for firma Mejlshedes ca. 35 – 40 biler, at bevæge sig rundt i byen. Hans fortalte mig engang, at firmaet hver dag modtager fem parkeringsbøder. Han har foreslået embedsmænd og politikere mange løsningsforslag på det problem.
Hvert år inkasserer Mejlshede Låse p – bøder for mellem 60.000 og 70.000 kr. Sådan er det at drive virksomhed som Mejlshede Låse i hovedstaden.
Som Hans også engang har sagt, så er mange af opgaverne akutte, så medarbejderne må slæbe grejet frem og tilbage. Men der er grænser for, hvor langt man kan slæbe tungt materiel.
Møder med politikere og embedsmænd
Biltrafikken på Nørrebrogade er siden trafikreguleringen faldet med 60 pct. Og det har Hans gang på gang pointeret over for politikerne. Ja Nørrebro Handelsforening mente, at man skulle foretage en konsekvensberegning, inden man foretog en trafikregulering. Men det forslag var både politikere og embedsmænd hovedrystende over for.
Tag ikke fejl af Hans, for når han har sat noget i værk, så fuldfører han det. Flere gange har han haft politikere og embedsfolk til møde enten øverst oppe i ejendommen eller i svigerdatters nye café. Og det er stort set politikere i alle farver. Således var 25 embedsmænd mødt op og hørte blandt andet Hans bud på, hvordan man får et mere tilfreds erhvervsliv i København.
Der er skabt masser af arbejdspladser
Med sit engement har Hans og Mejlshede Låse efterhånden skabt en del arbejdspladser. I tidens løb er der også sket opkøb af andre firmaer. Ligeledes står firmaet for import af en del produkter inden for låseteknik. Ja firmaet Mejlshede Låse har vel i dag ca. 50 ansatte.
Præsident i USA
Allerede for mere end 30 år siden begyndte Hans Mejlshede at rejse til USA som instruktør. Ja han blev efterhånden så kendt, at han blev valgt som Mr. President for 7.000 amerikanske låsesmede i The Associated Locksmiths of America. Man kan kun være præsident i to år, men bagefter er man sikret en bestyrelsespost i fire år. Jo og i otte år har Hans været formand for European Locksmith Federation.
Civilingeniør
Herhjemme bliver Hans Mejlshede brugt af politiet, når der skal konstateres, om der er tale om forsikringssvindel eller om det vitterlig har fundet et tyveri sted. Også FBI bruger ofte Hans Mejlshedes store viden.
Hans nåede foruden en låsesmed – uddannelse også at tage en uddannelse som civilingeniør med speciale i blandt andet store skibsmotorer og støbning. Ja han fik sågar et speciale i Vådstyrke i støberisand.
Farmand ikke klar til pension
Ja også onklen var låsesmed. Nu har sønnerne Gert og Ole overtaget aktiemajoriteten og er klar til at føre virksomheden videre, når farmand er klar til at gå på pension, men det tyder det ikke på. Der er stadig masser af engement og Hans rejser stadig verden rundt selv om han for længst har overskredet pensionsalderen.
Satset på efteruddannelse og kvalitet
Hans har i den grad satset på efteruddannelse, og i dag har stort set alle låsesmede en ordentlig uddannelse og det er ikke mindst Hans Mejlshedes fortjeneste. Det er nok også en af grundene til, at han i Dansk Låsesmed Forening er optaget som æresmedlem. Ja det var den forening, som han var med til at starte. Her har han også beklædt formandsposten. I foreningen har det ikke kun været sikring, sikkerhed og låseopgaver, der har haft Hans store interesse. Han har i den grad også stået for den sociale del af foreningen. Men den største i foreningen, er nok det, at han har sat fokus på kvalitet.
Fagnørd i døgndrift
Og det findes snart ikke det land i verden, hvor Hans ikke har undervist. Hos SAS må man da absolut være glad for Hans store engement. Selv siger han, at han er en fagnørd i døgndrift. Og han får stadig masser af invitationer fra hele verden.
Stort tillykke
Som vi tidligere har skrevet, så er Hans Mejlshede ikke bange for, at fortælle politikerne, når han mener, at de har taget en forkert beslutning. I Nørrebro Handelsforening har han nu gennem en årrække været en respekteret og afholdt formand.
Som regel holdes bestyrelsesmøderne øverst oppe i Mejlshede Ejendommen. Men det sker også, at han inviterer bestyrelsen ud i hans hyggelige kolonihave.
Firmaet i fremtiden
Sønnen Gert fører stafetten videre med hensyn til bestyrelsesarbejde, strategiske beslutninger, markedsføring og udtalelser til pressen. Han holder kontakten vedlige med samarbejdspartnere, leverandører og kollegaer i både ind – og udland.
Den anden søn, Ole har knoklet med at erhverve sig spidskompetencer på det rent låsefaglige og sikringstekniske område. Han er egentlig udlært værktøjsmager. Det er også Ole, der vejleder montørerne i hvordan man løser de vanskelige tekniske opgaver og problemer.
I 2012 overtog hver af sønnerne 45 pct. af aktierne i firmaet, mens Hans og Ketty Mejlshede beholdt de 10 pct. Selv om sønnerne er de formelle ejere af firmaet, er det stadig Hans Mejlshede, der er den formelle ejer af firmaet.
Et pejlemærke på Nørrebro
Neonskiltet på Nørrebrogade er et pejlemærke for den gående og kørende trafik. Men firmaet bag det, Mejlshede Låse er også klar til at vise vejen for fremtidens løsninger på låse – og sikringsområdet.
Kilde:
– Artiklen ”50 år på Nørrebro” offentliggjort af undertegnede på www.norrebro.dk
– Samtaler med Hans Mejlshede
– Jubilæumsskriftet i forbindelse med 50 års – dagen for Mejlshede Låse
– Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforenings Historie
Hvis du vil læse mere: Om virksomheder på Nørrebro, se kategorien: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Nørrebro Handelsforenings Historie
November 22, 2014
Løjt Land – masser af historie og kultur (7)
Vi skal opleve et par sagn. Vi besøger Oldemors Trappe og Æ Knap. Ved Myrepold fandt man 10 skeletter, de kan stamme fra 2.500 år for Kristi. Tænk, Blåhøj rejser sig i en højde af 86 meter. På Kalvø byggede man nogle af verdens største træskibe. Rundemølle er i særdelshed idyllisk. Og Løjt Kirkes berømte altertavle var måske et værn mod Luthers lære. 120 stråtækte huse/gårde er det på halvøen. Mange løjtinger var både karpere, styremænd og kaptajner.
Dette er den 7. artikel om det skønne Løjt Land.
Hvor er Løjt Land?
Ja, Løjt Land er den 64 m2 store halvø nord for Aabenraa Fjord. Genner Bugt finder vi nord for halvøen. Her er masser af stejle og frugtbare morænebakker. De kloge geologer påstår, at det er et produkt af sidste istid. Her er masser af smalle og snoede veje, en masse diger og levende hegn af tjørn, hyld, vildæble, brombær, hassel m.m. Jo, her er det skam også sjovt at cykle, men pas lige på.
Løjt Land ligger mellem to bugter. Her er både klinter og en smuk udsigt til Lillebælt. På halvøen er der fundet ca. 40 gravhøje fra bonde – stenalderen.
Løkker og ”Lejgaf”
Her mange små marker, som her kaldes løkker. Og mange steder på øen kan man finde såkaldte Lejgaf – sten. De er indhugget med årstal fra 1700 – tallet. Egentlig er de en slags skilt, som sognefogeden Jacob Hansen lod udfærdige, efter at han havde repareret og opmålt vejen. Men helt rigtigt så er en Lejgaf sten, en sten, der står i ledet og indhugget på stenen er navnet på ejeren af løkken/marken.
Et særligt kulturlandskab
Her på Løjt Land har det været tidlig udflytning. Områdets tilknytning til skibsfarten benægter sig ikke. Her var masser af velhavende kaptajner m.m. I midten af 1800 – tallet blev der på Kalvø Værft bygget nogle af de største træskibe, der nogensinde har besejlet verdenshavene. Mange søfolk tjente gode penge på søen og investerede dem i gårde på Løjt Land, deraf begrebet Kaptajnsgårde.
Masser af søfolk
En opgørelse fra 1845 viser, at der var 206 søfolk i sognet. Heraf var der 34 skibsførere og 52 styrmænd.
I krigen mod englænderne i 1807 var der også mange løjtinger, der var med. Frederik den Sjette havde givet tilladelse til karperiet. Nogle tjente mange penge i den tid, men for mange hjem betød det også sorg og afsavn.
Spanske og franske lejetropper
Rundt om på Løjt Lands gårde var der indlogeret spanske og franske lejetropper. I Bossegårds ovnhus (æ Backhus) slagtede soldaterne. Og her kunne de fattige på Løjt så overtage resterne. Det skete da også, at nogle af soldaterne måtte en tur den gamle hvælvede fangekælder under gården.
120 stråtækte ejendomme
Halvøen er rig på bygningskultur. Omkring 120 stråtækte ejendomme findes på halvøen. Ofte er disse hvidkalkede eller i blank gulstensmur. Se de mange flotte huse, for eksempel inde i Løjt Kirkeby ind i midtbyen. Mange af gårdene har ligget samme sted i mere end 300 år.
Søfolkene investerede i deres gårde
Næsten alle gårde på Løjt land hørte under kronen, hertugen eller bispedømmet. Enkelte gårde hørte dog under Søgård. Bønderne betalte dog i de fleste tilfælde fra hoveri – arbejdet. Det gav lidt mere personlig frihed, som man ikke fandt andre steder i landet.
Aabenraa var en af de rigeste søfartsbyer, og det kunne i den grad mærkes på Løjt. Kaptejnerne og besætningsmedlemmerne boede på Løjt Land. Kaptajnerne var ofte medejere af skibene. De gode penge, som de tjente på søen investerede de i deres gårde. De medbragte ting og ideer fra det fjerne, og det bærer kulturen den dag i dag præg af.
Den gamle jernbane
Tænk, at her på Løjt gik den gamle amtsbane. Skinnerne er for længst væk. Og en naturoplevelse er at gå på en del af den gamle strækning, Æ Knapsti.
Løjt Kirke
Kirken er opført omkrig år 1100 som en kampstenskirke, og er indviet til Skt. Jørgen. Kirken bærer præg af mange tilbygninger i forskellig byggestil. Allerede midt i 1200 – tallet er den første tilbygning sket.
Ved prædikestolen er der anbragt et lille krusifiks, der stammer fra 1400 – tallets begyndelse. Prædikestolen er oprindelig fra 1557, men blev gennemgribende ændret i 1787. En svær, jernbeslået pengeblok er fra 1500 – 1600 – tallet. Klingpungen af messing og med sølvklokke er enten fra 1727 eller 1717.
I sakristiet er der to malerier fra 1685 af præsten Joh. Hübschmann og hustru. I kirken er der ophængt to malerier fra 1700 – tallet.
Det eneste, der er bevaret af den ældste kirkes inventar er døbefonten. Den er tilhugget af to granitblokke. Dåbsfadet er af messing er fra 1700.
I kirken er der plads til 400.
8 veje snor sig til kirken
Tænk at hele 8 veje snor sig hen til dette hus på bakken. Disse veje er slidt ned i landskabet, efter at bønder med slæder og vogne baksede med store marksten frem til byggepladsen. Den ældste kirke blev nemlig bygget af markens kampsten.
Altertavlen i Løjt
Altertavlen er nok en af Danmarks fineste og bedst bevarede altertavler. Det er et kunstværk fra 1520 med et mylder af udskårne, malede og forgyldte figurer, med fløje og låger. Det smarte er, at Altertavlen kan ændres efter kirkeårets begivenheder.
Den katolske biskop, Godske Ahlefeldt
Over altertavlen kan ses et klakmalet våbenskjold med en biskops stav og hue med bånd. Våbnet tilhørte den sidste katolske biskop over Slesvig Stift, Godske Ahlefeldt. Og hvad laver dette våbenskjold i Løjt Kirke. Med stor sandsynlighed betyder det, at det er denne biskop, der har foræret kirken denne flotte altertavle.
Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med denne adelsfamilie. Og Godske var en højt begavet personlighed, der gjorde en fin gejstlig karriere i Rom. Han havde studeret i både Bologna og Rostock.
Ahlefeldt forsøgte sig med nye tanker og ny inspiration til kirken. Det er sikkert også ham, der har udvalgt billederne til den enestående altertavle. Han har også stillet det ikke ubetydelige beløb til rådighed. Man kan så undre sig over, at Løjt så skulle have denne smukke altertavle. Måske var det fordi at Løjt var det nordligste sogn under Slesvig.
Måske som middel mod den lutherske tanke
Nord på i Haderslev var de lutherske tanker begyndt at få fodfæste. Eftertiden viste dog, at Godske Ahlefeldts tanker ikke fik fodfæste. Martin Luthers kamp mod den bestående kirke startede i oktober 1517. Ahlefeldt var godt klar over, hvad disse angreb kunne betyde. Han indførte nogle nye reformer. Således fik han trykt en bønnebog, en oversigt over kirkeårets fejringer og en alterbog.
Altertavlen kunne godt virke provokerende dengang. Det var dengang, at gudstjenesterne foregik på plattysk. Ahlefeldt kaldte tilhængerne af Luther for Den Martianske Sekt.
Rundemølle
Vi er i bunden af Genner Bugt, lige vest for bebyggelsen Fuglelund. Her er meget kuperet, og møllen ligger i en tunneldal. Her løber Elsted Bæk og Kirkebækken sammen for derefter, at løbe ud i Genner Bugt, lige nordøst for Rundemølle.
I Trap kan man blandt andet læse:
– Ved Rundemølle finder vi et pragtfuldt udformet østsønderjysk landskab med stejle skovbeklædte skrænter, rig skovvækst, hastigt rindende bække og et skønt beliggende gammelt møllecentrum.
Møllen nævnes i 1436
Jo den mølle har en lang historie bag sig. Den nævnes første gang i Slesvig – bispens jordebog fra 1436. Først i 1945 blev driften af møllen opgivet. I 1967 blev bebyggelsen betegnet som dambrug.
I Jordebogen fra 1704 finder vi bl.a. følgende beskrivelse:
– Møllen har et godt tilløb af vand, der kommer fra små bække, hvori der findes kilder og følgelig derfor også har vand om sommeren.
– Ved friskøtterne er dæmningen beskadiget, og ligeledes dæmningen og broen, som snarest bør gøres i stand.
Friskytter var betegnelsen for de danske våbenføre mænd, der kæmpede mod svenskerne over en periode på 130 år, fra 1563 til 1680.
Hvorfor ødelægge dette historiske klenodie?
Det er en skam, at Rundemølles mølledams – og broanlæg blev beskadiget ved anlægsarbejder i 2008. Anlægget blev delvis fjernet og lod sig ikke rekonstruere. Store kulturhistoriske værdier gik dermed tabt. Man kan ikke mere eftervise de tidlige industrielle produktioner i Sønderjylland. Hvorfor man ved sådanne anlægsarbejder ikke gør brug af arkæologer er uforståelig.
Historiske udstillinger
Store summer er der ofret på Rundemølles hovedbygning. Den er i dag udlejet til beboelse. Magasinbygninger er stillet til rådighed for historiske udstillinger. Her har tidligere været stald, mejeri, bageri m.m.
Hvorfor hedder det Rundemølle? Ja et møllehjul er rundt. Men er det derfor. Kan det være stedet, der hentydes til, eller har der ligget noget her før i tiden, som vi ikke kender noget til?
Sillehoel
Egentlig blev en anden mølle nævnt tidligere i historien. Det er den nærliggende Lillemølle (Sillehoel Mølle). Den lå ved et mindre sidevandsløb til Elsted Bæk.
Sillehoel gård lå i udkanten på kirkebyens gamle bymark. Det tidligere navn for gården er Eneboel. Hoel er det gamle sønderjyske navn for kløft. Sillehoel var en af de såkaldte Svabsted – gårde, og nævnes i Slesvig – bispens jordebog i 1436 som Seliholde
Var det et spøgelse?
Løjt Land er rig på sagn og fortællinger. Således er et af disse tilknyttet omtalte gård. En kone fra gården, var død og lagt på strå i piselen. Men åbenbart var hun ikke helt død. For da gårdens folk sad ved nadverbordet, så kom konen gående i ligklæderne. Hun levede et helt år længere. Hvem hun var, vides ikke.
Mange familier led tab
Gennem 200 år var det familien Hohlmann, der var ejer på gården. Som så mange andre Løjt – slægter tog de til søs. Flere gange krævede dette ofre. I 1877 druknede en styrmand Hohlmann ud for Japans kyst. Han var med Aabenraa – skibet Catherina ført af den navnkundige kaptajn C.C. Fischer.
Kalvø
Kalvø er egentlig en ø, som ligger i Genner Bugt. Den er forbundet til fastlandet med en dæmning. På øen er der både lysbådehavn og badehotel. Her kan du gå en skøn tur rundt om hele øen på en natursti.
Store dele af øen er blevet brugt til grusgravning. Ikke uden grund har man kaldt denne del for Ørkenen. Her kan man se store vandreblokke, som er ført hertil i istiden.
Den store skibsredder
Skibsredder, Jørgen Bruhn købte i 1847 hele øen for 6.360 rigsdaler. Dengang var øen ubebygget. Bruhn byggede smedje, bedding og boliger. Værftet blev efterhånden meget betydelig. Det første skib løb af stablen i 1858. Det hed Cimber, og var det største koffardiskib i Danmark. Bruhn byggede senere både dæmning og bro til øen for at lette trafikken.
Rygter vil vide, at man brugte en skibssætning fra vikingetiden, som stod på stranden som fyld i dæmningen.
Det sidste skib fra 1868
Det sidste skib, der blev bygget på Kalvø var i 1868.
Efterhånden som sejlskibene mistede deres betydning mistede værftet sin betydning. Et enestående industrieventyr fandt sted her på øen. Og man kan vel også konkludere, at Jørgen Bruhn, som vi andre steder her på siden har beskrevet, var enestående.
Det ligner Nyboder
Hvis man besøger øen i dag kan man endnu finder rester af Jørgen Bruhns bygningsværker. De gamle arbejderhuse har noget Nyboder – agtigt over sig. Den gamle smedje er også bevaret.
I 1960erne var det meningen, at der skulle bygges et savværk på øen, men det blev dog aldrig til noget. I 1974 købte Miljøministeriet øen for at sikre offentlig adgang.
Sørøveren Ridder Call
Der er vel cirka 10 fastboende på øen den dag i dag. Der har boet folk herover siden stenalderen. Og navnet på øen stammer fra, at kalve kom til græs på øen. Nogle mener dog, at øen er opkaldt efter sørøveren Ridder Call. Historiske kilder fra 1200 – tallet kalder stedet for Call Ø
I 1641 viser et kort af Johannes Mejer, at øen er dækket af skov. I Danske Atlas fra 1781 nævnes det, at øen var ubeboet.
En beskrivelse fra 1851
Men se engang her, hvad avisen Freja skrev i 1851:
– Gjennerbugt er af Naturen udrustet med Fortrin og omgiven med saa mange Skjønheder, at der vel næppe paa hele Østkysten findes en Havbugt, der kan maale sig med den.
– Vor Egn er udrustet med smukke og romantiske Partier, men en af de skjønneste Udsigter er vel den, der aabner sig fra Gjennerbugt fra høiderne ved Runde Mølle, hvor man paa en klar Sommerdag her et Prospect som Sydlandene ikke kunne levere skjønnere.
Barsø
Denne ø er opkaldt efter den krigeriske høvding, Bars. For at komme til Barsø, skal du tage den lille færge fra Løjt Land. Her er vel plads til 10 – 20 passagerer. Og når du kommer til øen, er der hverken butikker, asfalterede veje eller gade belysning. Hvor mange gårde, der er tilbage? Ja det er vel syv stykker tilbage. Og de har fælles græsning. Indrømmet det er meget længe siden, undertegnede har været der. Øen er vel 2 gange 1,5 kilometer. Så den er til at overskue.
Her på øen var også engang en mølle.
Blåhøj
På toppen af Blåhøj er der en fantastiske udsigt ud over Løjt Land, fjorde og bugter. Vi er skam også op i 86 meters højde.
Myrepold
Myrepold er en stordysse fra ca. 2.500 år for kristi. Den har et tre meter langt gravkammer. Dyssen blev udgravet i 1888 og indeholdt 10 skeletter, samt flinteøkser, stendolke, lerkar og ravperler. I dag er der offentlig adgang til dyssen.
Jørgensgård Skov
Syd på tæt mod Aabenraa ligger statsskoven Jørgensgård Skov. Som knægte cyklede Ingolf og jeg turen fra Tønder her til. Sikke en oplevelse. Og inde i Åbæk Bugt var vandet så klart, at vi dykkede ned til bunden for at hente bajere. Dernede kunne de holde sig kolde.
Indtil reformationen tilhørte skoven spedalskheds – hospitalet, som var viet til Skt. Jørgen. Endnu kan man finde spor i skoven fra den tid. Der er adskillige udgravede render, hvor munkene tog ler til teglbrænding. Helt op til nyere tid har der ligget teglværker i området.
Ved kaptajn Bruhns bøg
Ved Totensprung og Kaptajn Bruhns Bøg har der fra gammel tid været festplads. Her sejlede Aabenraa’ s befolkning ud og holdt fester. Det er jo også her vi finder den berømte restaurant Æ Knap. Navnet Knap er slet ikke sønderjysk, men norsk. Det betyder det kullede – men nu bevoksede bjerg. Og det er jo netop ved Stenbjerg Mølle, hvor restaurant Knappen ligger.
Oldemors Trappe
Oldemors Trappe var sammen med Knappen med i et afsnit af Rejseholdet for en del år siden. Ja da man så det, fik man jo helt hjemve. Men egentlig så er Oldemors Trappe et gammelt stisystem fra først i 1800 – tallet, hvor der lå et badesanatorium ved Laimun. Ja og dette navn er taget fra en havbugt ved Hong Kong. Jo søfartshistorien fornægter sig ikke.
Sagn og Historier
Man har været flittig til at samle sagn og historie på Løjt. Vi har allerede i de seks foregående artikler om Løjt bragt et par stykker, men ikke disse.
– Nis Pug boede på gården Elberg. Han elskede at sidde i loftslugen og sole sig. En af gårdens karle havde opdaget den lille husnisse i lugen. Med en høtyv fik han tvunget nissen ned på jorden. Nis Pug blev rasende, og hans hævn udeblev dog ikke. For da karlen næste morgen vågnede, befandt han sig til sin store skræk liggende på nogle stænger over gårdens åbne brønd.
Uhyret på Smedebjerg
– Det var en månelys aften. Da han var kommet et stykke ned af bjerget lyttede han. I det fjerne lød der en brusen og prusten, som han aldrig havde hørt før. Lyden kom nærmere og nærmere. Et stort sort uhyre passerede tværs over vejen. Ved dette syn blev manden så skrækslagen, at han tog flugten. Han skulle bare væk fra det sorte uhyre. Da han nåede Elbjerg, standsede han ganske udmattet. Der hørtes ikke en lyd.
Mange år senere prustede et sort uhyre sig flere gange dagligt tværs over vejen på det sted, hvor manden havde fået sin forvarsel. Den smalsporede jernbane, Æ Kleinbahn var kommet til Barsmark.
Bulbrospørgelset
Barsbækken, som løber under Bulbro, danner grænsen mellem Løjt Kirkeby og Barsmark.
– Engang spøgte det ved Bulbroen. Ingen turde næsten at passere broen. Når man nærmede sig, lød der en ynkelig jamren fra broen. Da pastor Bendixen hørte om dette forsynede han sig med biblen og salmebogen og tog mod broen. Og ganske rigtigt, da han nærmede sig broen hørtes en tydelig jamren. Han steg af hesten og gik hen mod broens kant. Han lænede sig ud over rækværket og råbte: ”Er du en ånd, da vig bort i Herrens navn, men er du et menneske, da kom frem”.
Det gik et minut, så hørtes plasken. En gammel krumrygget kælling kom frem. Pastor Bendixen kendte hende. Hun boede i vestenden af Barsmark Bygade. Præsten vil da gerne vide, hvorfor hun opførte sig sådan. Og hun svarede, at hun bare ville jage folk et skræk i livet. Præsten tog sin ridepisk og gav hende en ordentlig omgang. Hulkende skyndte hun sig hjem.
Efter den tid hørte spøgeriet op.
Rytterkilden
– Ved huset Vindeltrappen (æ Vindeltrap) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkvæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere under Trediveårskrigen plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig ikke var stensat, men var en naturlig kilde. Det har muligvis været disse ryttere der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby. Sagnet tilføjer, at en af rytterne efter drabet forsøgte at drukne sig i kilden.
– Mon ikke vi snart vender tilbage med den 8. artikel om Løjt
Kilde: Se
– Litteratur Løjt
Hvis du vil vide mere: Læs
– Løjt Land – den femte tur
– Løjt – mellem dansk og tysk
– Anekdoter fra Løjt
– Løjt, Løjtninger og Løjt Land
– Løjt Land i begyndelsen
– Løjt Land – nordøst for Aabenraa
– Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
– Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864
Hvis du vil vide mere: Om Søfart i Aabenraa:
– Flere skibe fra Aabenraa
– Skibe fra Aabenraa
– Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
– Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
– Aabenraa, skibe og søfart
– En skibskaptajn fra Aabenraa
– Aabenraa som søfartsby
Hvis du vil vide mere: Om Ahlefeldt:
– Fra Varnæs til Felsted
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt og Søgård
– Gråsten – en flig af historien
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Søgård
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Trøjborg – den fjerde historie
– I Rinkenæs Sogn
– Adel og Storgårde i Tønder Amt
– Adelslægten fra Aabenraa
– En adelsborg ved Tønning
November 17, 2014
Frydefulde Østerbro
Langs søerne gik Kierkegaard på jagt efter Regine. Men nogle gange var han i selskab med skuespiller Rosenkilde. Fru Heiberg kiggede på skøjteløbere, og ønskede at hun var 16 år. Hele 23 værelser var der i Bagermester Købkes ejendom. Ved 15. blegdam byggede en tobaksfabrikant et hus på 240 kvadratmeter. Industrierne blandt Blegdammen kunne ikke klare sig i konkurrencen. Militæret bredte sig, takket være Frederik den Sjette. Vi kigger på Landstedet Elba. Og så var der meget mørkt her ude på Østerbro.
Man ville have lukket Østerport
Østerport, var den mindst anvendte af de fire porte ind til København. Porten blev først revet ned i 1858. Den lå omtrent der, hvor Den Frie Udstilling i dag har sin bygning.
Først omkring 1871 begyndte man at planere voldterrænet. Egentlig havde man tænkt på, at lukke Østerport længe før, militæret opgav alle porte. Her var så ringe trafik.
Her var meget mørkt
Uden for Østerport lå kirkegårdene og mørket. Her gik der historier om spøgelser og gengangere. Julie Sødring fortæller, at hendes mor altid frygtede, når faderen, skuespiller Christen Niemann Rosenkilde spillede teater inde i byen. Det var ikke særlig rat at skulle gå på det mørke Østerbro, dengang. Rosenkilde forsøgte da også, at få militær eskorte fra vagthuset ved porten.
Kildetid
Det var kun en ekspresbefaling fra kongen selv, der kunne bevirke, at Østerport havde åbent hele natten. Det vil sige, at i den såkaldte Kildetid, da havde de tre andre porte åben hele natten. Ellers gjaldt det om, at komme gennem portene inden midnat.
Tog man en droske inde i København for at skulle køre i brokvarterene, måtte man betale ekstra takst. Det kunne godt gå hen og blive dyrt.
Landstedet Elba
Området fra Sortedamsagrene til Østerbrogade, nu kvarteret fra Sølvgade, tilhørte i et par generationer, gartnerfamilien Reeh. Her blev nogle af de første kartofler i København dyrket. Længere fremme, der hvor Zinnsgade i dag ligger, lå landstedet Elba. Her nød Balthasar Münter og hans børn landlivets glæder om sommeren.
Fra den tyske præst gik ejendommen i arv til sønnen, den senere biskop af Sjællands Stift, Friedrich Münter.
Balthasar Münters datter, Friederikke Brun har fastholdt hendes oplevelser i sine erindringer. Hun kunne fra landstedet se ud over Sundet over til Skånes kyst. Mod vest kunne man skimte ud over den spejlblanke sø. Man kunne se fabrikker og blegpladser. Og op mod den skrånede bakke kunne man skimte Frederiksberg Slot med dets haver.
Familien brugte meget tid med at ro ude på søen. Det var selveste admiral Adam Moltke, der lærte Frederikke at ro. Langs søerne gik en sti. Man talte om Kærlighedsstierne. Den øverste del, fra Søtorvet til Østerbrogade kaldte man for Ægteskabsstien. Nu var der da nogen, der kaldte den for Skilsmissestien.
Køer blandt velhavere
Hvor Kærlighedsstien endte, på det spidse hjørne mellem Øster Voldgade og Øster Søgade boede vognmand Christian Vello. Han var en af de få næringsdrivende, som var blevet tilbage i kvarteret. Men hans bygninger kunne slet ikke måle sig med dem, som de velhavnede naboer havde etableret. Vello holdt stædig fast i køer, endda i stor stil. De blev sat til græsning på Østerfælled.
Den mest fornemme adgang
Toldboden indgik i den udvidede søndagspromenade. Den blev betragtet som den fornemste adgang til byen. Efterhånden var det af hensynet til fæstningen ikke så meget adgang til Øresund. Adgangen til Langelinie foregik gennem en port. Det var et levn fra dengang, hvor der ikke var alle forvendt at benytte de københavnske promenader.
På jagt efter Regine
Søren Kierkegaard var i 1850 flyttet til Østerbro. Filosoffen og digteren vandrede konstant rundt i byen, mest mod Nørrebro for at få et glimt af Regine. Men nu tog han også turen omkring Kastellet og Strandboulevarden.
I sin dagbog skriver Søren Kierkegaard:
– I løbet af den sidste Deel af 1851 mødte hun mig hver Dag. Det var ved den Tid, naar jeg gik hjem om Formiddagen kl. 10 paa lange Linie. Det var præcise paa Klokkesleet; og Stedet blev blot forlagt længere og længere hen paa veien til Kalkbrænderiet. Hun kom gaaende som fra Kalkbrænderiet.
Kierkegaard Havde lejet sig ind på førstesalen på Østerbrogade 24. Villaen blev opført i 1850 i forbindelse med anlæggelse af Willemosegade.
Helts Beværtning – ikke for de simple
På hjørnet af Kastelsvej lå Helts Beværtning. Det var vel nok det mest søgte dengang. Men simplere folk havde ingen adgang. De måtte tage til takke med Jespersens Traktørsted på hjørnet ved Holmens Kirkegård.
Det hvide hus
Et markant byggeri var Det hvide Hus. Men det har vi omtalt i så mange andre artikler. Det var her Julie Sødring boede med hendes familie fra ca. 1835.
Familien nød at gå rundt i Tuteins Have. Har fandtes et strålende blomsterflor, store strækninger med frugttræer, små søer, udstrakte græsplæner, marker med køer og lam, store alleer. En af disse gik helt ned til stranden.
Nachtegall`s Sø
På Østerbro var der også en sø, som man kaldte Nachtegall`s Sø. Her lærte Nachtegall sine døtre at svømme. Alt dette plus Rosendal og meget mere, ejede Den Lille Markis, Tutein. Men det var hvis noget om et ulykkeligt ægteskab. Konen var som fattig pige, datter af skræddermester, Wraatz blevet tvunget ind i ægteskabet.
Rosendahl
Kaptajn Mozart Waagepetersen købte i 1855 det statelige hus, Rosendahl og parken mellem Østerbrogade og Strandboulevarden. Hele ejendommen udgjorde 24 tønder land. Det var så her det idylliske sted, Rosenvænget m.m. opstod.
Vi har i den grad også berørt andre lyststeder, Nøjsomhed og Rolighed.
Frederik den Sjette elskede militær
Frederik den Sjette elskede sit militær, og lagde i den grad beslag på Fælleden. I kongens velmagtsdage omkring år 1800 var hver femte af hovedstadens 100.000 indbyggere tilknyttet militæret. Der blev bygget masser af kaserner. Måske var soldaterne de eneste, der ikke led af bolignød. Hver regiment havde sine uniformer og flag.
Som regel var det Vibenhus, der skulle stormes. Og for lokalbefolkningen var det især sjovt at se Borgervæbningen med dens korpulente officerer. Disse trivelige folk blev strammet ind af en kraprød kjole med lyseblå rabatter, gult underfor og vest samt hvide bukser.
De havde kæmpet så tappert mod svenskerne og englænderne, men nu kneb det med disciplinen. De unge drev gæk med de ældre officerer. Og når øvelserne var slut på Fælleden, vandrede de tapre kriger hjem i ujævne geledder. Koner og børn bar derefter diverse geværer, sabler og patrontasker.
Militæret bredte sig
Disse fælleder strakte sig i et areal på 293 tønder land omkring det meste af byen. Dette lå øde hen med et par vandhuller hist og her. Området tilhøret kommunen. Her kunne kreaturerne frit sendes til græsning. Men militæret tilegnede sig i stigende grad bemægtigelsen og jorden.
Man turde ikke sige Frederik den Sjette imod, så han levede. Men det betød, at græsset blev trampet ned og afløst af mos. Det betød, at kreaturerne gik og halvsultede. Det var en skam, for jorden på fælleden var frugtbar. Således hentede slotsgartneren fra Rosenberg Slotshave jord til sine blomster ude på fælleden.
Blegdamsvej nævnes i 1694
Blegdamsvej nævnes første gang i 1694. Det var cirka 30 år efter, at Frederik den Tredje havde befalet blegmændene, at de skulle over på denne side af søen. Strækningen fra Østerbrogade og Skt. Hans Gade mellem Blegdamsvej og Sortedams Dossering blev opdelt i 23 lodder med hver deres dam. Her kunne lærredet fugtes og lægges på bleg.
Manufakturindustrien klarede sig ikke
Manufakturindustrien etablerede sig også her. Klædeindustrien blev fremmet af toldbeskyttelse og voksede. Men englænderne udkonkurrerede den danske tøjindustri. Engelsk klæde var ikke kun bedre. Det var også billigere. Til Frederik den Sjettes store fortrydelse måtte den ene danske manufakturindustri efter den anden dreje nøglen om.
Den kunstige opretholdelse af manufakturindustrierne omkring Sortedams Sø kunne ikke fortsætte. Men det så ud som om, at Kattun – trykkerierne overlevede.
Kun få overlevede
På en af blegdammene boede en hollandsk familie Jenner, som drev et Kattun – trykkeri. Ejendommen lå på 8. blegdam, som vel i dag må være på hjørnet af Fredensgade.
Endvidere kendes Feilbergs Voksfabrik og Manchesterfabrikken (Bomuldsfabrikken). Den lå i mange år på adressen Sortedams Dosseringen 85.
Et stort hus ved 15. blegdam
Men flere og flere fabrikker langs søen måtte efterhånden lukke og private erhvervede sig jord langs søen. Det gjaldt også for tobaksfabrikant Chr. A. Siegumfeldt. Dengang var der mange i tobak. I tidligere generationer lå der tobaksplanter på både Nørrebro og i voldkvarterne. Men sandheden var vel, at det meste var importeret.
Men der på 15. blegdam byggede tobaksfabrikanten et stort hus, der omregnet til nutidens mål har haft et omfang på 240 kvadratmeter. Klausulerne gjaldt endnu, så mon ikke tobaksfabrikanten havde bange anelser, da treårskrigen startede i 1848.
Bagermester Købke flytter ind
Ejendommen ved dæmningen over Peblingesøen blev i efteråret 1833 overtaget af bagermester Peter Købke. Han havde i de sidste 15 år haft Kastellets Bageri. Dette gik gav penge på kistebunden. Før englænderne kom og ødelagde det hele havde bagermester Købke haft et bageri på Trianglen. Det blev nogle vanskelige år for bagermesteren og en voksende børneflok.
Sønnen, Christen Købke blev født, da faderen i Brolæggersstræde 11 forsøgte sig som brygger. Da familien flyttede ud på Blegdammen var Christen blevet 23 år. Stien langs Dosseringen indeholdt et væld af motiver, som Christen senere har beriget dansk kunst med.
Hele 23 værelser
Med de tre etager, som ejendommen indeholdt, var man oppe på hele 23 værelser. Ja godt nok boede der under bagermesterens tag ved folketællingen 1840 hele 16 mennesker. Men alligevel var forholdene så rummelige at det tangerede det herskabelige. Flere af Købkes søskende boede hjemme. Og der var sandelig også plads til en ugift faster.
I 1837 blev Christen Købke gift. Det unge ægtepar fik deres egen lejlighed i ejendommen. Den lå, set fra vejen i venstre gavl og blev beskrevet på følgende måde:
– Opgang til en Forstue af Tômmer og oliemalede Brædder. Herfra Adgang til 4 Værelser med 3 Ovne, pudsede Lofter, Gesimser, oliemalede Vægge, Vindus – og Lysningspanel, Kjökken med Comfur, Spisekammer i Kjælderen, pudset Loft og Vægge.
Købke lavede tre skitser af sin ende af hjemmet på Blegdamsvej.
Købke blev dekorationsmaler
Efter faderens død i 1845 måtte ejendommen sælges. Det hedder i et brev til en af brødrene:
– Du kan nok selv tænke Dig, hvad der har bevæget sig i gamle Moder ved at forlade Blegdammen, ved at gennemgaa i Tankerne det Tidsrum, hun har tilbragt der, og saa ved selv at være Vidne til, at fremmede Folk saaledes skalter og valter med, hvad der har været ens eget, og hvad Moder dog havde glædet sig ved at pleje og passe saa godt.
Dette statelige hus lå mellem Blegdamsvej 74 og Sortedams Dosseringen, hvis man skulle lokalisere det i dag.
Købke flyttede med kone og to børn til en lejlighed i Frederiksborggade 5. Han ernærede sig derefter som dekorationsmaler.
Det frydefulde Østerbro forsvinder
Men den frydefulde idyl på Østerbro led efterhånden et knæk. Willemosegade blev ført tværs igennem det hus, som Søren Kierkegaard havde boet i. Ved Dosseringen blev først Feilbergs Tørrehus på 14. blegdam nedrevet. Til sidst var der kun Manchesterfabrikken på 22. blegdam tilbage. Den palæagtige bygning lå ud til søen og har sikkert ligget der siden 1780. På Købkes tid var det industrimanden J.E. Meyer som her fabrikerede voksdug og siden lakvarer. I forbindelsen med anlæggelsen af Ryesgade i 1892 måtte ejendommen lade livet.
Fru Heibergs brev
I 1875 flyttede Johanne Louise Heiberg ind i en af de nye lejligheder, der lå på hjørnet af Søtorvet og Gothersgade. Her skrev hun til Bjørnstjerne Bjørnson, der boede i ejendommen der tilhørte Manchesterfabrikken. Her fortalte hun om at der om vinteren når vandet var frossen kunne se, at det myldrede med skøjteløbere. Der var desuden en masse boder, hvor man kunne købe forfriskninger. Desuden løb folk rundt med fakler. Hun skrev, at hun ville ønske, at hun var 16 år og kunne løbe med.
Kierkegaard og Hr. Rosenkilde
Langs søerne havde Kierkegaard ofte ledsagelse af skuespilleren Rosenkilde. Julie Sødring skriver i sine erindringer om sin far:
– Som tidligere berørt kendte han Kierkegaard personlig, og ofte foretog de lange Spadsereture i hinandens Selskab. Naar man mødte disse to ejendommelige Skikkelser, Fader i sin sorte Kavai, som han var saa glad over, ”fordi” som han sagde, ”naar jeg trækker den op over Ørerne, saa er der ikke et menneske, som kender mig” – det indbildte han sig virkelig – og Kierkegaard humpede afsted med sit korte Bukseben og svingede den lille Stok, var det ikke muligt at lade være med at vende sig om og se efter dem.
Jo, det var virkelig frydefuldt på Østerbro – dengang.
Kilde:
– Se litteratur Østerbro
– Julie Weber: Sødring – erindringer (1965)
– Frederikke Brun: Ungdomserindringer (1917)
– Søren Kierkegaard: Enten eller (1962)
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
– Victor Krohn: Fra Østerport til Store Vibenhus (1920)
– Plenge: Nogle træk i livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
– Henriette Lund: Erindringer fra hjemmet (1909)
– Troels – Lund: Et liv (1924)
– Kaper Monrad; Hjemmet på Blegdammen
– Hannover: Maleren Christen Købke (1893)
– Torben Nielsen: Blegdamsvej – En vandring i tid og rum (1958)
Hvis du vil vide mere: Læs:
– Livet omkring Classens Have
– Classens Have 1807
– Classens Have – endnu mere
– Classens Have på Østerbro
– Østerbro i gamle dage
– En digter på Østerbro
– Østerbro 1813
– Badeanstalter på Østerbro
– Østerbro fra 1850
– Østerbro 1830
– Rosenvænget på Østerbro
– Kartoffelrækkerne på Østerbro
– Blegdamme på Blegdamsvej
– Christen Købke – en maler fra Østerbro
– Langelinie – dengang
– Russiske tropper i Fælledparken
– Østerbro – langs søerne
– H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
– Østerbro – dengang og mange flere
November 16, 2014
Derude – på Nørrebro
Vi er til Søren Kierkegaards begravelse. Når man blev begravet skulle man vise klasse. Og så herskede der en frygtelig uorden på Assistens Kirkegård. I fru Heibergs fødehjem flød gravøllet. Heegaard opkøbte masser af grunde. Men inden var luften forpestet af en fabrikation på hans fabrik – af dyretarme. Wroblevski havde nærmest et landbrug, og digteren Chr. Winther løb med den 17 – årige Marie Hansen. Et superskønt fruentimmer nede fra søen endte på Ladegaarden. Og livet ved søerne var idyllisk, men vandet blev brugt som drikkevand og kloak.
Idyllen ved søerne
Stod man en sommerdag på Stadsoberstens Bastion, med Gothergade i ryggen kunne det se sådan ud:
– Som et blinkende Sølvbaand, begrænset paa den indre Side af Stiernes Trætoppe, slyngede sig i en svag Bue inden for dette Prospekt de tre Søer, der glimtede i Solens Straaler, saa det kunde gøre ondt i Øinene.
– Deres Bredder vare ikke som nu afsatte i lige Linie med Bolværk; ud og ind bugtede de sig, medens Jordsmonnet skød sig fladt ud, ludende Piletræer, Siv og Rør, hvor Vilanden rugede, hvor Drossel og Stær Fløitende, og hvor der var Rørskjæring om Efteraaret, speilede sig i Søernes blanke Flade.
Det var idyllisk, ja det er det vel stadigvæk omkring søerne. Man kan også sige det lige som Bergsøe:
– Tæt uden for Byen strakte Søerne sig som et sidt, fugtigt Bælte, urenset og forgroede, skønt de vare Byens eneste Drikkevandsbeholdere, og uden for Voldene kom et nyt Bælte af mudrede Fæstningsgrave, som ganske vist havde deres idylliske Skønhed men vare i høj Grad sundhedsfarlige, saa meget mere som Vandrenderne fra Søerne førtes igennem dem.
Søerne som kloak og brønd
Søerne fungerede som storbyens brønd, men også ind imellem som kloak.
Her langs søerne, gik Søren Kierkegaard også, især da han boede på Østerbro. Han ville gerne have et glimt af sin elskede, Regine, der boede på Nørrebro. Men hun flyttede til Dansk Vestindien, sammen med hendes mand.
Kierkegaard elskede Ladegårdsåen
Kierkegaard kunne også lide at gå langs Ladegaardsåen. Her var der blevet plantet piletræer, efter at en karet var kørt ud i åen, og et par fine damer var druknet.
Man mente i mange år, at der var rejst en mindesten for disse, men det har så senere vist sig, at være en vandstandsmåler.
Nu var det ikke så let, at gå langs søerne som i dag. Når der var regnvejr kunne man godt synke i til knæerne. Og så var der forskellige aflåste låger, man skulle igennem. Man kunne mod betaling få udleveret en nøgle i Druknehuset. Her gik en ældre mand rundt og passede på diverse ting og sager. Den lå, der hvor Dronning Louises Bro i dag ligger.
Det skønne Fruentimmer
Jo og det er også velkendt efterhånden at her nede ved søerne i Druknehuset, da boede en skønhed:
– Eet ungt Fruentimmer, der var vidt og bredt bekjendt for sin usædvanlige Skjønhed, men hvis Moralitet nok lod en del tilbage at ønske; hun gik under Navnet ”Pigen ved Søen” eller mere poetisk Donna del Largo, hvilket i folkemunde blev til Donna de La’gaard, hvor hun da ogsaa for endda ikke saa mange Aar siden endte sit usselige Liv
En lang kø på Nørrebrogade
Og dengang var der en kæmpe kø, når bønderne drog ind til byen. Ved Nørreport skulle vogne undersøges. Der skulle selvfølgelig betales afgift. Og køen blev større og større. Den voksede på Nørrebrogade, langt forbi kirkgården. Det var aldeles forbudt at bryde rækken. Og her holdt bønderne så med deres hø, halm, tørv, brændsel, fedevarer, æg, grøntsager m.m.
De helt eller halvt sovende kuske lod hesten klare kørslen. Jo, det var lidt af en bedrift, hvis man kunne smugle noget forbi disse posekiggere.
Efterhånden bar det måske ikke altid lige idyllisk ved søerne, efterhånden som industrierne voksede og dampmaskinen holdt sit indtog. Ofte var søerne nu indhyllet røg og damp fra dampmaskinerne.
Luften var forpestet
Det hjalp heller ikke, da isenkræmmer M.A, Heegaard i 1836 anlagde en fabrik ved Blågård. Man forarbejdede musikstrenge af dyretarme. Den ulidelige stank fremkaldte tilbagevendende protester hos naboerne, som udtalte:
– Luften selv i større Afstande ligefrem blev forpestet
Stadslægen måtte kigge på sagen, og han var ikke tilfreds. I hans rapport stod der, at fabrikkens affald fik lov til at rådne op i åbne grave. Men det gik et par år, inden produktionen blev indstillet.
For mange gik den sidste rejse langs Nørrebrogade til Assistens Kirkegård. Følget kunne, hvis man var en velanset borger være temmelig langt. Men for beboerne var det altid spændende at følge med i.
Omkring Store Ravnsborg
Omkring Store Ravnsborg mødte øjet et langt grimt plankeværk, der omsluttede haven med talrige drivhuse og mistbænke. De tilhørte gartner Batzke og senere hans sønner. Vi har tidligere berettet om stedets historie. Det var Christian den Fjerde, der startede med at udlægge det som en skanse. Under Frederik den Sjette blev stedet brugt af en masse foreninger, som holdt af et fristed i det grønne.
Grams forlystelsessted
Et meget søgt traktørsted lå på hjørnet af Nørrebrogade og den nordre side af Fælledvej. Her havde skibskaptajn Gram etableret sig:
– Det var tarveligt, men yderst probert, og var aldrig Tumleplads for larmende Spetakler. Tiden var jo i sig selv baade tarvelig og stilfærdig, og Keglebanen var stærkt besøgt især af Studenter og Officerer. Passerede man de lune Sommeraftener forbi, saa hørte man da ogsaa de rullende Kegler og undertiden, naar en Kreds af afstadige Borgere havde samlet sig i Haven om en 4 – Marks – Bolle, tonede ogsaa gamle Rahbeske Drikkeviser eller Datidens Fædrelandssange ud i den stille Sommeraften.
– Husets Døtre var belevne, velopdragende og meget smukke, og skjønt de færdedes mellem Husets Gjæster og vistnok også hjalp til ved Opvartningen, vovede dog ingen af Gjæsterne at overskride det Sømmerliges Grændser liger overfor dem.
Duften af friske, fine vande
Blandt gæsterne var digteren Christian Winther. Han flyttede til Nørrebro i 1837, og havde lejet sig ind hos en gartnerenke. Huset lå lige over for Slotsgade, men blev revet ned i 1885. Jo og denne gartnerenke havde også to smukke døtre. Den ældste hed, Marie Hansen.
Christian Winther holdt meget af Nørrebro, og bydelens piger holdt meget af ham. Og de holdt også meget af den Duft af friske, fine Vande. Det holdt han meget af, at overstænke sig selv og sit røde silkelommetørklæde med.
Marie Hansen fik sin ridder
Det blev den 17 – årige Marie Hansen, der vandt digterens hjerte. Ja, digteren blev også kaldt Ridderen af Nørrebro. Og han skrev de flotte og kærlige ord om hende:
– Hun er sød/hun er blød
Hun er smal om sit Liv
Hun er bøjelig/og føjelig/ og rank som et Siv
Hendes Kind /er så lind
Og som Rosen saa varm.
Hun er nysselig/og kysselig paa Mund, Haand og Arm.
Et landbrug ved Nørrebrogade
Nørrebrogade havde dengang et spredt bebyggelse. Her lå store gartnerier. Mange embedsmænd begyndte at købe grundstykker i området. En af disse var boghandler Wroblewski´s far. Han købte et areal, der blev afgrænset af de nuværende gader, Korsgade, Griffenfeldsgade, Åboulevarden og Gartnergade. Dertil kom en tønde land ved Peblingesøen.
Her var både udhuse og stalde. Familien havde to køer og en hest. Om vinteren opfedede man en eller to grise, og man holdt også fjerkræ og duer. En fiskepark havde man også på grunden.
Der var et helt lille landbrug, som forsynede familien med mælk, æg, frugt og grøntsager. Ofte var det nok til, at slægt og venner også kunne få noget. Foder til køer og hest producerede man også selv.
Masser af vilde dyr
Det store terræn ud mod Peblingesøen lå hen som uopdyrket. Det stod næsten hele tiden under vand om vinteren. I frostvejr var det en god tumleplads for dem, der skulle begive sig ind i skøjtekunsten.
Her var også en del damme, der efterhånden var blevet overgroet af siv og rør. Her kom ikke så mange mennesker. Til gengæld var her masser af dyr, vildænder, harer, væsel, mår og ræve. Sidstnævnte var ofte på besøg i hønsegården.
Efterhånden rejste der sig i nabolaget kedelige grå kaserner.
Fabrikken blev for lille
I 1855 blev hele ejendommen solgt til fabrikant Heegaard. Der var ikke meget tilbage af Blaagaardens storhedstid. Måske navnene, ja også skal vi da også nævne Slotsgade.
Heegaard have i 1827 efterhånden samlet sig 5 tønder land, som tidligere havde hørt under Blaagaarden. Han bad kongen om lov til at anlægge en Kuppelovn for at drive et Jernstøberi. Allerede året efter var produktionen i gang. Heegaard byggede en lang række bygninger. I 1898 blev det hele revet ned. Flere år senere blev der her anlagt en plads – Blågårds Plads.
Ved Heegaards død i 1837 var der ansat 50 mand i virksomheden. Under Anker Heegaard voksede fabrikken til 75 medarbejdere. Men efterhånden blev fabrikken for lille. I 1857 blev et jernstøberi købt i Frederiksværk.
Heegaard opkøbte jord
Heegaard havde forudset, at København snart ville sprænge sine rammer. Han opkøbte ejendomme i nabolaget og i demarkationsterrænet. I slutningen af 1860´erne blev den jord, som Heegaard havde sikret sig, bebygget. Området blev begrænset af Baggesensgade, Stengade, Korsgade og Blågårdsgade.
Her blev dyrket rabarber
Vi har her tidligere på siden beskæftiget os med Solitude. Denne herskabelige lystgård lå mellem Blågård og Assistent Kirkegård. Hovedgården blev først revet ned omkring år 1900. Ejendommen blev overtaget af erhvervsgartnere, og så blev der dyrket rabarber på grunden. De højhusene så rykkede ind, blev rabarberne hængene, og deraf navnet Rabarberkvarteret.
I Fru Heibergs fødehjem blev der drukket gravøl
Og vi skal da også lige nævne Johanne Louise Heibergs fødehjem, Lille Ravnsborg. Og det var jo her, at
– Salige Afdødes Gravøl drukken efter Jordefærden af de sørgende Efterladte, iført høj, sort Hat og den lange sorte Klædes Ligkappe med et lille Slag. Naar billigt Hensyn tages til den alvorlige Anledning, kunde det dog gaa ret livligt til. Billardet, Keglebanen og de vaade Varer dannedes saaledes en træffende Illustration til det gamle Ord, at ”Sorrig og Glæde, da vandre tilhobe”.
Folk ligger imellem gaverne
Og så er det jo Assistens Kirkegården, som vi allerede har skrevet så flittigt om. Her skete så mange ting. Allerede i 1803 beklagede folk sig i Rahbeks ugeskrift Den danske Tilskuer. Man var ikke tilfreds med at se:
– Folk ligge imellem Gravene med Mad og Drikke for sig, mens de rundt om fordelte Musikantere spille den ene Drikkevise efter den anden.
Det blev meget værre
Forholdene blev ikke bedre, snarere tværtimod. Nu kunne graverne heller ikke udholde det mere:
– Det er næppe tænkeligt, at der nogensinde har hersket større og flere Uordener paa Kirkegaarden end for Øjeblikket, da Graverne eller deres Folk næsten dagligen attraperer Individder, som gør sig skyldige i enten denne eller hin Forseelse. For ikke at omtale utallige Tilfælde, hvor Folk gribes, berøvende de forskellige Gravsteder deres Prydelser eller sidde spisende og drikkende paa de skønneste Steder paa Kirkegaardene, henkastende Levninger hist og her.
Ja og sådan fortsatte, og tænk, hvad der så skete i 1858:
– En anden Uorden, som finder Sted paa Kirkegaarden, kan heller ikke lades upaatalt, den nemlig, at Kirkegaarden kun på en Trediedel er omgivet med Mur, medens den øvrige Del saa at sige ligger aaben for alle og enhver. Dette foranlediger, at en mængde Individer af den laveste Klasse (f. Eks. Ladegaardslemmer) , saavel Mænd som Kvinder, Søn – og Festdage indfinde sig paa Kirkegaarden, hvor de nedtræde alt, hvad de møder paa deres vandring til de mest bevoksede Steder, hvor de mere uforstyrret kunne tilfredsstille deres sanselige Tilbøjeligheder, der ofte udarte til Skandale og til dyb Bekymring for den Nedbøjede, der ogsaa søger Didhen i Haabet om der at kunne være ene med sin Kummer.
En svensker opdagede ikke uorden
Også den svenske digter, Nicander besøgte kirkegården. Han bemærkede dog ikke den uorden, der fandt sted:
– For at nyde en tavs og rolig Fest, vandrede jeg en Aften ud af Nørreport til den saa kaldede Assistence – Kirkegaard, som sikkert er en af de skønneste Kirkegaarde i Europa. Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monumenter, som beskygges af lovfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som omslynges af Rosenranker, Vellugt, Fuglesang, gøre Dødens Bolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaske sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard.
Det handlede om at vise klasse
Der var stor forskel på, hvad det kostede, at blive begravet. Det handlede om at vise klasse. De otte bedemænd dengang havde delt byen mellem sig i otte dele. Det var ligvognen, der satte standarden. Skulle den være med fløjl eller bare almindelig?
Det høje aristokrati blev begravet om formiddagen eller om middagen. Og de rige så som rige borgere, bryggere, bagere og købmænd, ja de blev begravet om eftermiddagen. Begravelsen foregik fra hjemmet. Alle møbler i værelset blev fjernet og vinduerne blev dækket med tætte hvide gardiner. Her samledes på begravelsesdagen familiens mandelige medlemmer. Gode venner og bekendte deltog også. I stedet for den solide frokost, blev der budt på et glas sherry og et stykke kransekage. Hvis der ikke mere skulle holdes tale, og hvis ingen mere efter bedemandens opfordring ville at se den salig Afdøde blev låget skruet på. Der blev lagt en eller to kranse på kisten, der derefter blev bragt til fløjls – eller Klædes – ligvogn.
De indbudte familiemedlemmer og præsten blev af bedemanden rangeret og råbte op. De skulle så følges ad til de bestilte kareter. Derefter måtte de øvrige gæster finde deres vogne. Derefter satte hele toget sig i bevægelse til Assistens Kirkegård.
Kirkens kordrenge sang her en salme. Præsten holdt en gravtale og forrettede jordpåkastelsen, hvorpå følget blev opløst.
Kierkegaards begravelse
Det var også herude, Kierkegaard blev begravet. Han udåndede den 11. november 1855 på Frederiks Hospital kun 42 år gammel. Han var den næstsidste af en søskendeflok på syv.
Han var ret stejl og ofte viste han uvilje over for statskirken og dens præster. Hvordan mon man så lige greb dette an?
Ja man besluttede sig for, at begravelsen skulle foregå den følgende søndag fra Frue Kirke. Både stedet og dagen forekom for mange provokerende. Onklen, Peter Kierkegaard mødte op fra Pedersborg Præstegaard. Stadens gejstlige mente, at han som kirkens mand burde lave om på tid og sted.
Der var sort af mennesker på Nørrebro. Langs gitre og grave var der mennesker på kirkegården.
Pludselig kom en meget høj, sortklædt, bleg yngre mand frem. Han tog hatten af, så sig om og råbte ud til mængden:
– Maa jeg bede om Ordet?
Det var en slægtning, læge Henrik Lund. Det var ham, der havde tilset Søren Kierkegaard på Frederiks Hospital.
– Den Mand, som i dag bliver begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken, var i levende live, kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham og søgt at rane ham efter døden. Men det skal vidnes ved hans grav.
Lund fortsatte et stykke tid, og holdt næsten en afhandling om modsætningerne mellem den bortgangene og kirken. Da talen var færdig, var der mange der havde regnet med optøjer eller oprør, men intet skete. Enkelte klapsalver hørtes, men de fleste stod bare tavs tilbage.
Jo, Assistens Kirkegård er bestemt ikke kedelig.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
– O.B. Wroblewski: Nørrebro i Trediverne (1895)
– Harald Langberg: Uden for voldene (1952)
– Poul Strømstad: Søerne (1966)
– Nicolaj Bøgh: Christian Winther (1900)
– Knud Lyne Rahbek: Erindringer fra mit Liv (1824)
– København Før og Nu
– Hans Edward Nørregård – Nielsen: Kongens København – en guldaldermosaik (2000)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Søerne foran Nørrebro
– Nørrebro – fra Fælled til Lejekaserne
– En vandretur på Nørrebro
– Dronning Louises Bro
– Blaagaarden – på en anden måde
– Blågårds Plads på Nørrebro
– Solitude – en lystgård på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Fattiglemmer på Nørrebro
– Byggespekulation på Nørrebro
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
– Johanne fra Lille Ravnsborg
– Sagn og historier fra Brokvarterne
– Da Gertrud rejste fra kisten
– Genforenet på Assistens Kirkegård
– Assistens Kirkegård – en oase
– Assistens Kirkegård – 250 år
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
– Livet på Assistens Kirkegård og mange flere