Agga – en sønderjysk pige

Af Kirsten Bjerrum
Til sin mors 90 – års fødselsdag skrev Kirsten denne skønne fortælling om sin slægt. Men det er faktisk også et stykke Sønderjyllands historie. Udgangspunktet er Ballum. Fra denne landsby døde 30 unge mennesker i Første Verdenskrig. Og man tror det næppe, men engang var der mange butikker i Ballum. Ikke mange piger i Ballum fik mellemskole – eksamen. For at få den skulle man helt til Tønder. Kirsten havde en enestående bedstemor, der tog sig af mange af slægtens fester, men også begravelse. Læs denne flotte skildring af livet ved Vadehavet – dengang

Til Aggas 90 års fødselsdag på Klæager den 30. maj 2012

I november 2001 tog Birthe og jeg til Ballum for at lave et interview med mor om alt det, hun kunne huske fra sin slægt og fra sin barndom.

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland under tysk herredømme, og vi snakkede en del om, hvordan det havde påvirket vores familie, og hvad hun huskede af det, de gamle i familien havde fortalt om den tid. Det viste sig, at mor havde en fantastisk hukommelse, og det blev en stor oplevelse for os alle tre.
Her er så en kort udgave af en lang historie sammen med nogle af mine erindringsbilleder, som jeg har malet 2009 – 2011 (grundet tekniske problemer har vi ikke i første omgang kunne få dem med, men vi arbejder på det).

Min mormor og morfar blev født på to nabogårde på hjørnet i Bodsbøl – Ballum. Den ene gård, en typisk vestslesvigsk gård, ligger der endnu, om end moderniseret, mens den anden gård, hvor min morfar, mor og vi børn voksede op, blev revet ned i 2007.

Bedstemors brødre Andreas og Jakob samt søsterens mand Peter deltog i første verdenskrig som tyske soldater. Andreas var den heldigste, idet han kom til at arbejde i Rumænien som hesteoppasser hos en højtstående militærmand, der satte pris på ham. Efter krigen talte han om Rumænien med stor begejstring. Men Jakob kom i rigtig krig og endte i fransk krigsfangenskab og kom aldrig rigtig over det.

På nabogården boede oldemor Agathe, som var blevet enke i en ung alder, med sine 4 sønner, hvoraf Ullerup og Marius deltog i krigen. Bedstefar var på session flere gange, men var så heldig at blive kasseret hver gang pga. en hjertefejl. Både Marius og Ullerup overlevede, men Marius blev aldrig sig selv igen og døde af hjertestop i 1922.

Krigen havde præget hver eneste landsby i Sønderjylland. På Ballum Kirkegård står der en mindesten for 30 unge mænd, som faldt i krigen. Det var et stort tab for sådan en lille landsby, og mange unge piger blev aldrig gift.

I Ballum var der en del krigsfanger fra Rusland og Polen. De arbejde rundt omkring på gårdene og med at bygge diget.
Bedstefar havde en russisk krigsfange, som blev kaldt Gigo. De kunne tale tysk sammen og de blev gode venner. Bedstefar hjalp Gigo med at flygte over grænsen til Danmark, idet han ikke ønskede at komme tilbage til Rusland. Gigo kom til Ribe, fik job, og blev gift med en dansk pige fra byen. Senere flyttede familien til København, og de to familier holdt kontakt i form af julekort i mange år.
Efter interviewet med mor fik jeg kontakt med Gigos datter, Olga i København. Mor og jeg besøgte Olga oppe i Birkerød, og hun fortalte meget om sin familie, og var meget interesseret i hendes fars tid i Ballum.
Olga har sidenhen været i Ballum for at se det sted, hvor hendes far var krigsfange. Og dengang var gården heldigvis ikke revet ned endnu. Men laden, hvor Gigo havde snittet billeder i bjælkerne, var faldet sammen i den store storm i 1999.

I årene under 1. verdenskrig havde kvinderne travlt med at passe arbejdet uden de unge mænd, som var i krig. Bedstemor styrede gården derhjemme og det var hende, der gik ud og så til dyrene og malkede køerne.
Lige efter krigen blev bedstefar og bedstemor forelskede i hinanden. De havde altid kendt hinanden, og de var fætter og kusine fra to nabogårde, men pludselig slog lynet ned. Den 11. november 1920 blev de gift, på våbenstilstandsdagen for 1. verdenskrig.
I 1922 blev mor så født, og hun skulle selvfølgelig opkaldes efter bedstemor Agathe. Det samme skulle de andre brødres første døtre. Så det blev til 4 gange Agathe i familien. Mor insisterer på at blive kaldt Agga.
Oldemor Agathe byggede i 1925 et lille aftægtshus ved siden af gården – og det ligger der endnu. Her boede hun sammen med en tjenestepige, som lavede al arbejdet, mens Agate sad stor og tyk på en stol og kun rejste sig for at gå ind til spisebordet. En kone i hendes position lavede ingenting dengang, og hun havde råd til tjenestepige.
Agathe døde som 78 – årig i 1931, da mor var 9 år.

Mor voksede op i 20`erne og 30`erne og hun mindes ikke, at der var en økonomisk fordel for sønderjyderne at komme tilbage til Danmark. Der var bedre priser på landbrugsvarer i Tyskland. Men folk var glade for at være blevet danskere og kunne tale deres sprog i fred og få lov til at hejse flaget. Folk havde det daglige brød men ingen penge. Men ellers blev Sønderjylland lidt forkælet. En røvet datter dybt begrædt er kommet tilbage. Sådan blev der set på det. Det var en glæde at være kommet tilbage til Danmark, og det blev i mors barndom fejret hvert år på Afstemningsdagen den 10. februar med flag, taler og masser af sange i forsamlingshuset.

I mors skole var der knap så meget kæft, trit og retning, som i tyskertiden, selvom nogle af de ældre lærere havde det siddende i sig. Vores bedsteforældre snakkede aldrig dårligt om deres skoletid, bortset fra at de ikke kunne lide at være tvunget til at fejre kejser Wilhelms fødselsdag iført deres stiveste puds.
Før genforeningen var undervisningen på nær en religionstime på ren tysk. Men nu havde forældrene fået nok af tysk, og det blev helt afskaffet. Men der var en dygtig førstelærer, som syntes, at det var en skam, at børnene ikke skulle have en chance for at lære lidt fremmedsprog, så han tilbød en time tysk efter skoletid.
Ud over fagene dansk, regning og religion havde de historie, naturhistorie, geografi og gymnastik. Eleverne marcherede hen til et koldt forsamlingshus og lavede gymnastik der. Mor husker med gru, hvordan de klædte om i et koldt rum, og at der ikke var mulighed for bad.
Det var megen udenadslære, og mange sad hjemme og sled med lektierne, og deres mødre græd. Hvis de ikke kunne stoffet udenad, måtte de sidde efter, eller de fik tæsk og blev erklæret for dumme. Lussinger og rap over nakken var meget normalt, og ind imellem kom spanskrøret også frem. Det værste man kunne gøre, var at være trodsig og ikke gøre, hvad læreren forlangte. Nogle elever var gode til at få læreren hidset op, og så fik de af spanskrøret. Men jo mere han slog, desto trodsigere blev de. Mor fik ingen tæsk, og hun var også dygtig i skolen.

Først midt i 30´erne blev vejene i Ballum asfalterede. Indtil da havde det været grusveje med grøfter i begge sider. Der sad en mand og knuste stenene til vejen fint. Han sad som en anden jens Vejmand bag en skærm af sækkelærred.

Dengang var der i modsætning til nu en masse forretninger i Ballum, hvor man kunne få næsten alt, hvad man havde brug for i hverdagen.
Der var flere købmandsforretninger, blandt andet mors onkel Ullerups, som lå lige på hjørnet over for gården. Det var et ismejeri, som i dag er butik med antikke ting fra Ballum og omegn.
Omme i bygaden var der en lille Tatol forretning, lige som Matas i dag. Og der var en lille trikotagebutik med undertøj og børnetøj m.m. Længere omme lå frisør Ravns butik. Konen var en dygtig syerske. Så kom Johannes Jefsens isenkræmmer – og landbrugsmaskine – forretning. Her var også en sparekasse, der havde åbent et par gange om ugen.
Over for lå smedjen, som også var mødested for byens mænd, der hyggede sig, når de skulle have skoet heste.
Så kom bageren, hvor folk købte rugbrød og rundstykker om søndagen og kager til festlige lejligheder. Der var en saddelmager, som lavede seletøj til heste og polstrede møbler. Og i bygaden var der smukke vejtræer, som desværre blev fældet af emsige politikere i 60`erne.
Så kom Luthers missionshus, hvor der var en livlig aktivitet med ungdomsforeninger med orkester, søndagsskole og mange arrangementer. I Ballum var der både Indre Mission og Luthers Mission. Luthers Mission tiltrak især småkårsfolk, og dem var der mange af på det tidspunkt. De gik ikke så meget i kirke, men foretrak at komme til møder i deres missionshus.
I den tidligere skole længere omme boede Aja Lindholm, som havde et håndkøbsudsalg fra Højer Apotek. Her boede også nogle psykisk syge kvinder fra Ribe Statshospital. Inde ved siden af havde Ajas far et ligkisteværksted.
Så kom alderdomshjemmet, et stort flot hus, bygget i 30`erne. Overfor lå forsamlingshuset, kaldet Ballumhus, som blev bygget i 1911 i tyskertiden. Her var der meget livlig aktivitet med ungdomsforening med gymnastikundervisning for karle og piger flere gange om ugen. Og der var folkedans, møder, foredrag og fester med bal og biografaften en gang om måneden. Forsamlingshuset blev også brugt til private fester, hvor bestyrelsen lavede god gammeldags mad med suppe, steg og dessert samt kaffebord.
Ved siden af Ballumhus lå Brugsforeningen, som den dag i dag stadig er butik. Efter Brugsen boede Anders Skomager med sine 4 kvikke sønner. Og så kom endelig mors skole med 2 lærere.
Gik man ad vejen til Harknak kom man til damefrisøren, som var selvlærd, men vældig dygtig. En permanent tog det meste af en dag. Og så kom Benny Cykelsmed, hvor man kunne købe nye cykler og få de gamle repareret.
På Nørrevej lå der en slagter med et lille udsalg. Slagteren kørte rundt med hestevogn og solgte kød, især oksekød. Svin slagtede man selv.
På Kystvej lå møllen, hvor bønderne fik malet deres korn.
Omme på Strandvejen var der et lille posthus med telefoncentral, der var åben hver dag. Dengang var der kun få familier, der havde privattelefon.
Ved siden af havde Klaus et snedkerværksted, hvor man kunne få lavet møbler. Længst omme lå den gamle færgekro, hvor der tidligere havde været færgeforbindelse til Rømø. Her holdt ringridderforeningen til med fester og baller. Der var også almindelig krostue, men den blev ikke særlig meget brugt.
Der var ingen gadebelysning, og man skulle huske lommelygter og passe på ikke at falde i grøfterne.
Skulle man købe noget større, tog man rutebilen til Tønder.
Dengang boede der mange mennesker i Ballum. Familierne var store og der var mange karle og piger på gårdene. Men om aftenen var der ingen steder at gå hen for de unge mennesker, og det var lidt trist især om vinteren.

Mor blev konfirmeret i 7. klasse, og så var der slut med at gå i skole. Så var det hjem og være pige hos bedstemor. I begyndelsen havde bedstemor en ung pige, men da hun holdt op, måtte mor til at malke to gange om dagen og fyre op i kakkelovnen samt hjælpe til på marken. Og det var ikke spor sjovt.
Desuden skulle der laves håndarbejde om eftermiddagen, hvis det ikke var andet arbejde. Der skulle repareres tøj og strikkes uldent undertøj og uldsokker. Dengang havde folk uldent tøj på fra nederst til øverst. Mor var ikke vild med håndarbejde og har sidenhen ikke gidet at strikke.
Mor ville gerne ud at arbejde, men bedstefar og bedstemor syntes, at hun skulle blive lidt ældre først. Mor ville meget gerne have fortsat i skolen, men det kom slet ikke på tale dengang. Hvis man skulle fortsætte i skolen, skulle man til Tønder allerede efter 5. klasse, og det var besværligt med bus og tog. Men sådan er det også i dag. Dengang var det slet ingen piger fra Ballum, der kom i mellemskolen og kun få drenge. Til gengæld skulle piger have en huslig uddannelse og lære at blive dygtige husmødre.

Mor fik sin første plads i huset hos en manufakturhandler i Bredebro, da hun var 17 år. Det næste job blev hos en bankdirektør i Tønder. Og her var hun den 9. april 1940. Tidligt om morgen blev hun vækket af støj og brummen, og da hun kiggede ud af vinduet så hun en masse motorcykler komme kørende gennem gaden og hun så også en masse fly. Hun blev selvfølgelig bange, men hun turde ikke gå ned til det arrogante herskab og spørge om situationen, så hun ventede til normal arbejdstid. Fruen gad ikke snakke med hende og forlangte, at hun skulle gøre hovedrent i spisestuen den dag.
Hun ville selvfølgelig gerne have været ud for et se, hvad der skete. I starten troede hun, at det kun var Sønderjylland, der havde været besat, indtil hun hørte i radioen, at tyskerne havde besat hele Danmark.

Lige som så mange unge piger dengang, kom mor på husholdningsskole. Men desværre på et dumt tidspunkt, nemlig i 1942 under besættelsen, hvor der var rationering og knaphed på alting.
Mor valgte Skårup Husholdningsskole, fordi de havde komponisten Oluf Ring ansat som sanglærer. Oluf Ring og hans sange kom til at betyde meget for hende, og folk undrer sig tit over, hvor hun kender alle disse sange fra. Oluf Ring har komponeret melodier til en lang række kendte sange. Blandt andet skrev han melodi til Danmark nu blunder den lyse nat i 1922, det år mor blev født.
Efter denne dejlige periode kom mor 1 1/2 år i huset hos kusine Valborg i Sønderborg.

Mor var i Ballum, da kapitulationen kom. Men hun havde efterhånden fået nok af livet på landet og drømte om at komme til København. Hun var 24 år, ugift, og ville gerne opleve en storby. Min mor var arving til mine bedsteforældres gård, men hun havde nu ikke tænkt sig at gifte sig med en bonde af den grund. Ikke fordi hun havde noget imod at blive bondekone, men hun havde ikke mødt den rigtige endnu, bonde eller ej.

Hun tog først til København i januar 1946, fordi mine bedsteforældre havde sølvbryllup den 11. november 1945. Men mors bror, Hans havde astma og astmaeksem og han havde det dårligt op til festen. Om natten mellem den 9. og 10. november blev lægen tilkaldt, og han gav Hans en indsprøjtning at sove på, og den vågnede han aldrig op af igen.
Bedstemor var en stærk, troende kvinde og hun takkede Gud for at hendes stakkels søn ikke skulle mere. Hun sagde, at det var godt, at det ikke var bedstefar. Det samme sagde hun, da hendes anden søn, som også var meget syg, døde nogle år senere. For hvis bedstefar var død, ville hun ikke kunne klare det. Det bekymrede hende meget, hvordan det ville gå hendes sønner, når hun og bedstefar ikke var der længere.
Og så blev sølvbrylluppet, der var forberedt, til en begravelse. Folk kom med kranse og gaver til sølvbrudeparret, og det var en mærkelig blanding.

Den 20. november skulle mors kusine Anne på nabogården giftes med sin Svend. Bedstemor havde for længst lovet, at de måtte bruge hendes hus, hvor der var mere plads. Bedstemor kunne selvfølgelig have sagt fra, men det gjorde hun ikke, så Anne fik sit bryllup.
Alle møbler blev ryddet ud, og det blev dækket op til 50 personer. Og så blev der holdt fest for 50 personer, 3 dage i træk, og det blev tre gode aftener med suppe med kødboller og melboller, oksesteg med grøntsager og til sidst fromage. Og så blev der serveret vin til maden.
Bedstemors bror, Jacob, der normalt aldrig holdt tale, slog på glasset, rejste sig, ønskede brudeparret tillykke, og så holdt han ellers en smuk tale til sin søster, hvor han roste hende for hendes styrke, og at hun midt i sorgen var i stand til at holde et stort bryllup.

Grunden til, at Annes bryllup skulle holdes hos bedstemor var, at kroen, forsamlingshuset og missionshuset i efteråret 1945 var fyldt med tyske flygtninge. Det var simpelthen ingen steder at holde fest. Flygtningene kom tidligt 1945 og blev der omkring et år. Det var især østtyskere, som var flygtet fra den sovjetiske hær. De kom gående med små vogne og barnevogne, og de prægede bybilledet. Nogle kom hjem til bedstemor og spurgte, om de ikke kunne hjælpe med noget. Og bedstemor satte dem til at lappe tøj og stoppe strømper, og som løn fik de æg, smør og sæbe.

I slutningen af 1945 søgte mor en stilling i København. Hun fik en god stilling hos en familie i nærheden af Svanemøllen i Hellerup. Her havde hun fri hver aften, hvilket hun aldrig havde haft før, og hun havde også fri nogle eftermiddage, så hun kunne komme ud i byen, før hun skulle lave aftensmad.
Den 11. november 1947 tog mor ind til Sønderjysk Forening i Studiestræde, hvor våbenstilstandsdagen for første verdenskrig blev fejret. Da hun kom ind i lokalet, kunne hun mærke, at der var nogle øjne, der fulgte hende. Da lærer Hummeluhre fra Rens var færdig med sin tale om krigen og våbenstilstanden, kom ham, der havde kigget over for at danse.
Han hed Olav, og de snakkede om, at de hvis nok havde set hinanden før. Det viste sig, at de havde set hinanden for seks år siden til et bal på Færgekroen i Ballum i 1941. Olav kom ikke fra Ballum, men hele hans slægt stammede fra Ballum, og han havde ofte været på ferie hos sin elskede bedste, Vise.
Mor og Olav blev forelskede og ønskede at blive gift. På det tidspunkt havde Olav, som blev min far, et anlægsgartneri sammen med en kammerat oppe i Harreskoven. Mor skrev til sine forældre, at hun ønskede at blive ringforlovet, og min bedstemor tilbød at holde festen. Mine bedsteforældre kunne godt lide far fra starten, og de kendte hans slægt. Bedstefar havde gået i skole med bedste, Vise.

Forlovelsesfesten blev holdt i juli 1948 i Ballum med folkemusik og dans. Bedstemor sørgede for god mad og vin.

En af dagene gik mor og far en tur ned til havet, og far spurgte mor, hvad hun sagde til, at han prøvede at overtage gården i Ballum. På det tidspunkt var bedstefar over 70 år. Han havde forpagtet det meste af jorden ud og havde kun lidt landbrug.
Fars anlægsgartneri gik ikke alt for godt, da folk lige efter krigen ikke havde så mange penge til at bruge på deres haver.
Min mor svarede, at det var hendes største ønske, hvis det kunne lade sig gøre. Så far tog tilbage til København og afviklede sin andel i firmaet, og den 1. august flyttede han ind hos bedstefar og bedstemor. Her hjalp han med at lægge om i haven og rydde op. For at tjene penge og lære noget om landbrug fik han stilling på en gård i Mjolden. Her startede han 1. november 1948 og var der et år. Samtidig sluttede mor sin stilling i København og tog hjem til Ballum. Mor husker det som en dejlig periode, hvor far kom cyklende hver søndag, hvor han havde fri samt et par aftener om ugen.

Første november 1949 sluttede far sin landbrugslære i Mjolden, og så blev far og mor gift den 11. november på bedstemor og bedstefars bryllupsdag og toårsdagen for deres møde på våbenstilstandsdagen i Sønderjysk Forening i København. De havde ikke sigtet efter den specielle dato, men dengang var det sådan, at man skiftede stilling 1. november. Og da et bryllup altid skulle foregå på en fredag, og huset skulle gøres klar, ja så kunne det kun blive den 11. november.

Og så blev de gift og levede lykkeligt sammen til deres dages ende. Det blev 47 år.
Tak til Kirsten for denne dejlige fortælling. Vi håber, at det senere vil være teknisk muligt at få Kirstens flotte illustrationer lagt ind. Læg os lige mærke til den dato, hvor vi lægger denne artikel ind.

Hvis du vil vide mere om Ballum og Omegn: Læs:
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum – dengang
– Ude mod Vest

Disse artikler fortæller også lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – for Sønderjyder
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø – den tredje tur
– Indre Mission, baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fræ Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu engang
– At plukke sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)

Heimatfest i Tønder 1921
Den 18. – 19. juni 1921 var der gang i den i Tønder. De tysksindede havde set frem til deres Heimatfest. Tyske og Slesvig – Holstenske flag prydede byen og Sportspladsen. Kamptaler efterlod det indtryk, at grænsen igen blev flyttet. Danske Soldater og borgere blandede sig i optoget. Tyskerne svarede igen med ”Oprørsvisen”. Datidens medier havde usædvanlig travlt og Garnisonen i Tønder blev kritiseret for deres rolle. De dansksindede følte sig hånede og krænket. De skrev en protestskrivelse til justitsministeriet.

Genforeningen var ikke smertefri
Genforeningen gik ikke helt smertefri forbi Tønder – egnen. Der var masser af små og store episoder. Og særlig en episode tiltrak mediernes store opmærksomhed. Her blev både militæret og justitsministeriet inddraget. Både de dansk – og tysksindede følte at deres rettigheder i den grad blev krænket.

De tysksindede så frem til festen
Det var lagt op til et stor fest i Tønder den 18. – 19. juni 1921. De tysksindede havde set frem til denne fest.

Oprørsvisen blev afsunget
Den begyndte om aftenen den 18. juni med et optog gennem byens gader, efter at tilrejsende festdeltagere var blevet afhentet på Banegården. Ifølge Flensborg Avis sang deltagerne tyske sange. Men da de nåede Tonhalle blev de mødt af en større mængde danske soldater og civile, som med Kong Christian fuldstændig overdøvede tyskernes sang. Tyskerne stemte straks i med Oprørsvisen.

Wir wollen keine Dänen sein
Tyskerne marcherede ud til byens Sportsplads, der lå ud mod Dragonvej med en ekstra indgang fra Ribe Landevej. Da de kom forbi den danske hovedvagt, sang de smædevisen fra afstemningstiden Wir wollen keine Dänen sein.

Kamptale til den tyske ungdom
På pladsen var der efterhånden forsamlet 7 – 800 mennesker omkring et festbål. Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tyske ungdom. Senere talte den daværende socialdemokratiske fagforeningsformand Clausen, ligeledes højstemt patriotisk. Han udbragte et leve for Slesvig – Holsten.
Aftenen blev afsluttet med dans og sang, og ved midnatstid tog man atter ind mod byen.

Slesvig – Holstenske flag overalt
Den følgende dag fandt der sammenstød sted mellem de dansksindede og tysksindede i byens gader. De var til tider ret voldsomme.
Tyskerne havde rejst æresporte med tyske og Slesvig – Holstenske flag forskellige steder i byen. En af dem befandt sig lige i nærheden af den danske hovedvagt.

1.500 tysksindede deltog
Klokken 10.30 blev der på Sportspladsen afholdt festgudstjeneste. Herefter talte folketingsmedlem Schmidt atter engang. Han sagde blandt andet, at Slesvig gennem århundreder havde været tysk, og tysk skulle det atter blive. Klokken 13.30 drog man atter i optog gennem byen. Efterhånden bestod optoget af omkring 1.500 mennesker.
I spidsen af optoget kørte en vogn. På denne var en kopi af Turnvater Jahn. Han var en af høvdingerne fra Napoleonstidens tyske rejsning. Så fulgte børnene og de øvrige deltagere. Rundt omkring faldt danske soldater og civile ind med fædrelandssange, når optoget passerede dem. Det var måske upassende, men de følte deres nationalfølelse krænket.
På turen gennem Østergade ud til Sportspladsen gik soldaterne i spidsen og sang nationale sange.

Kejser Vilhelm på Torvet blev besøgt
På festpladsen, hvor der vajede et stort antal tyske og Slesvig – Holstenske flag bød fagforeningsformand Clausen velkommen. Han talte om tyskernes styrke i Tønder.
De næste talere var Redaktør Bødewadt, Tønder, Dr. Groth, Flensborg og til sidst Dr. Traenkner fra Slesvig. Efter talerne var der forskellige former for idræt.
Ved 18 – tiden gik man igen ind til byen og sceneriet gentog sig. På ny satte danske soldater og civile sig i spidsen og sang fædrelandssange.
Ved Torvet bøjede tyskerne ind på Kirkepladsen for at aflægge et besøg ved Kejser Wilhelms Mindesmærke.

Den danske version
Hovedindholdet af den første danske fremstilling lød således:
– Da Tyskerne i Opløsning fortsatte Marchen til deres Festlokaler, fulgtes de igen af de Danske, som vedblev at synge, hvilket også skete på Tilbageturen ud til Lejren. De Danske fulgte Soldaterne helt ud i Lejren, hvor Splitflaget sænkedes, mens man sang ”Kongernes Konge”.

Den tyske version: Danske udfordringer
Den tyske version var lidt anderledes. Således kunne man læse følgende i Neue Tondernsche Zeitung den 20. juni med et udførlig festreferat og korte gengivelser af talerne:
– Dansk Militær gav endvidere Festtoget et ganske særligt Præg, idet det i Østergade i sluttede Formationer stillede sig i Spidsen for Toget og saaledes bidrog sin Del til, at dette Optog for os Tyskere kunde blive en uforglemmelig Oplevelse. At man foranstaltede en saadan Æresvagt for os, overraskede os unægtelig.
Men den tyske avis klagede over Danske Udfordringer. Danske borgere havde søgt at hindre byens udsmykning med guirlander. Danske soldater havde fra Hærens Automobiler revet guirlander ned og bombarderet tyske indskrifter med stenkast.
Mens den tyske ungdom lørdag aften havde sunget Unpolitische Wanderlieder sang soldaterne udfordrende danske fædrelandssange og rev Lampions fra børnene. Danske statsembedsmænd tilvinkede fra husene de militære demonstrationer med bifald. På hjemturen søgte de danske soldater ved at sætte sig i spidsen at bremse marchen og så videre.

Var militærets optræden skandaaløst?
Den tyske fremstilling blev på flere punkter stemplet som usandfærdig i den danske presse. Til gengæld vendte Neue Tondernsche Zeitung sig den 21. juni mod Flensborg Avis’ s festreferat. Man rettede et meget skarp kritik mod den militære disciplin i Tønder. Blandt de danske blade indtog Hejmdal et neutralt standpunkt. På den ene side gav de tyskerne hovedskylden for urolighederne, på den anden side fandt de militærets optræden for skandaløst og manede til ro og besindighed.
– Vi maa tilstaa, at vi i ingen Henseende finder noet Tiltatalende eller opbyggeligt i den Slags Sammenstød, som sen tyske Fest gav Anledning til, og vi tror ikke, at hverken den danske eller tyske Befolkning i Længden vil høste Gavn eller Glæde af en saadan Tingenes Udvikling. Maaske Tilfælde som disse af den tyske Presse vil kunne benyttes som øjeblikkelig Agitationsstof.

De tysksindede må lære ”Takt – og sømmelighedsfølelse”
Hejmdal fortæller endvidere, om dengang tyske gendarmer gik på jagt efterrød – hvide skorstene eller vinduesforhæng eller dengang de lagde sig på lur for at høre, om man i private hjem sang forbudte Sange.
Redaktør A. Svensson mente, at de tyske medborgere måtte tilegne sig en hvis Takt – og Sømmelighedsfølelse. Han kunne heller ikke forstå udstillingen af de mange tyske og Slesvig – Holstenske flag, som gav tyske tilrejsende falske forestillinger om det nationale styrkeforhold i Nordslesvig. Den slags havde man nok af før og under første verdenskrig.
Bladet Danskeren henviste til, at pastor Schmidt var med til at ophidse tyskerne.
Oberstløjtnant: Skulle Garnisonen have sunget ”Ach du lieber Augustin”
Kommandanten i Tønder, oberstløjtnant Brix udtalte sig til Vestslesvigs Tidende:
– Jeg ser ingen som helst Grund til at forbyde Soldaterne at færdes paa Gaden i deres Fritid. De Instruktioner, jeg har modtaget, tilsigtede kun at forebygge Sammenstød med de tyske Demonstranter og blev i alt væsentlig nøje efterkommet. Overfor forskellige verserende Rygter og Overdrivelser kan jeg som min Opfattelse udtale, at Borgernes og Soldaternes smukke og rolige Afsyngelse af vore Fædrelandssange lagde en velgørende Dæmper paa de altyske Tilkendegivelser, uden paa nogen Maade at gøre Indgreb i disse.
– Men det vilde maaske have været mere beskedent, om vi havde overladt vor By til Nibølseminaristerne og Ligesindede, saa kunde jo de danske Borgere og Byens Garnison have staaet udenfor og sunget ”Ach du lieber Augustin”.

Hejmdal gik i rette med oberstløjtnanten
Hejmdal gik i rette med oberstens udtalelser. Når tyskernes optog var tilladt af de lovlige myndigheder, amts – og politimyndighederne, så burde det være respekteret af soldaterne. Og i hvert fald af deres leder. Retsligt består der ingen flag – og sangforbud. Dog påpegede Hejmdal, at tyskerne havde udvist Taktløshed ved at hejse tyske Faner ved den danske Hovedvagt.

Harmløse sange
Dybbølpostens udsendte kunne berette, at tyskerne havde sunget harmløse sange som Drei Lilien. Men da danske soldater og civile istemte Kong Christian havde tyskerne ifølge Flensborg Avis afsunget Schleswig – Holstein meerumschlungen.
Apenrader Tageblatt protesterede også mod soldaternes rolle i Tønder.

Dansksindede følte sig provokeret
De dansksindede i Tønder følte sig provokeret af visse medier. De følte i den grad deres nationale ære krænket. De mente, at festen var gået over gevind og i den form burde den slet ikke have været tilladt

Gået langt ud over det tilladte
Men Tønder Kommunalforening, sendte denne protestskrivelse til Justitsministeren:
– Bestyrelsen for Tønder Kommunalforening, der repræsenterer de danske Borgere i Tønder, tillader sig herved overfor Justitsministeriet at fremkomme med en Beklagelse over de Former, hvorunder den saakaldte ”Erste Deutsche Heimatfest” i Nordslesvig, der afholdtes i Tønder, har fundet Sted, idet vi formener, at denne Fest er bleven tilladt paa fejle Oplysninger og under fejle Forudsætninger, og at man fra Festledelsens Sider er gaaet lang ud over det Tilladte.

– Hele Festen har formet sig som en Udæskning mod Danmark og mod Tønder Bys danske Borgere og mod det herværende Militær. Der var ved siden af det danske Postkontor en Æresport, hvorfra der Lørdag Morgen til om Eftermiddagen vajede tre store Slesvig – Holstenske Flag. Paa samme Maade var der rejst en Port ved siden af den militære Hovedvagt, smykket med de tyske Farver. Denne Æresport blev rejst allerede Fredag Eftermiddag.

Danske borgere blev hånet
– Gaderne var derhos smykkede med Guirlander, hvorfra ligeledes det Slesvig – Holstenske Flag vajede. Paa Byens Sportsplads, der benyttedes til festen, var paa Hovedmasten hængt det tidligere Kejserriges Flag med det tyske Rigsvaaben, og endvidere vajede paa Pladsen overvejende Slesvig – Holstenske flag.

– Vi fornemmer, at denne Udædkning af Byens danske Indbyggere, ved til denne Grænseby, et indkalde et Par Tusinde Fremmede, pryde Byen med de Slesvig – Holstenske Oprørsfaner, i to Dage at tillade Processionergennem Byens Gader, hvorunder den Slesvig – Holstenske Oprørssang er afsungen, danske Borgere haanede, viftede i Ansigtet med Oprørsflagene og paa anden Maade generede af den Art, at det kunde og burde være undgaaet.

”Den yderste Selvbeherskelse” forhindrede værre udgydelser
– Kun den yderste Selvbeherskelse afholdt flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som flere Gange de Danske fra at skride ind. Men skulde Forhold, som de, der i disse Dage har fundet Sted, gentage sig, vil det blive vanskeligt at undgaa Moddemonstrationer af skarpere Art. Vi tillader os derfor overfor det høje Justitsministerium at udtale Haabet om, at der vil blive foretaget en Undersøgelse overfor Festens Ledere i Anledning af Anvendelsen i Byens Gader af Slesvig – Holstenske Oprørsfaner og Afsyngelse af Oprørssange fra 48 og i Fremtiden Benyttelse her i Nordslesvig af disse farver ikke maa blive tilladte ved festemblemer, Gadedekorationer eller Flag.

Det var Slesvig – Holstensk Propaganda
– Vi undlader ikke til Slut, at henvise til, at var Festen, ligesom tyske Fester i Fjor, bleven afholdt som en ren Sportsfest paa den dertil indrettede Sportsplads i Forbindelse med senere indendørs Sammenkomster, vilde, selv om de tyske Flag havde smykket Festpladsen, den danske Befolkning ikke have protesteret. Men hele den officielt – politiske Form for Slesvig – Holstensk Propaganda samt den Udæskning mod alt dansk, der før og under festen har fundet Sted, har været af den Art, at vi maa kræve, at Gentagelse ikke i fremtiden tillades paa dansk Grund.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder en del artikler fra Genforenings – tiden.

Velkommen til 1864 og De Slesvigske Krige
Medierne har uhyggelig travlt med at fortælle Sandheden. Men er det nu også sandheden som vi får. Den vil vi i denne nye kategori – forsøge, at finde frem til. Vi henviser også lige til det, vi allerede har skrevet om denne unødvendige krig.
Hændelserne i 1864 har aldrig været så aktuel som nu. Pludselig interesserer hele Danmark sig for denne Unødvendige Krig, som kostede så mange menneskeliv. Men er det nu sandheden vi får i TV – serien og i medierne? Det er ikke meget, som vi hører om optakten til 1864. Krigen var jo længe på vej. Og Danmark vandt som bekendt den Første Slesvigske Krig, og fik storhedsvanvid.
Den gamle redaktør her, skal ikke instruere en dramaserie, og har ikke frit spil til dette. Vi forholder os til historiens fakta. Og indrømmet, det bliver nok fokuseret mest på situationen set med sønderjyske øjne.
Vi vil under denne kategori forsøge, at finde frem til, hvad der er fakta. Alt hvad der relatere til De Slesvigske krige vil blive lagt ind her under denne kategori, såfremt historien ikke appellere mere til en af de andre kategorier.
Allerede nu har vi skrevet en del om perioden under De Slesvigske Krige. Disse artikler vil dog ikke blive flyttet. Vi henviser til de anførte kategorier.

Artikeloversigt: 1864 og De Slesvigske Krige:
Under København:

– Istedløven brøler stadig
– Begik Kongen Højforræderi?
– Rendsborg 1848 – 1851

Under Sønderjylland:

– Slaget om Als
– Sønderjylland til Ejderen

Under Aabenraa:

– Aabenraa 1848 – 1851
– Aabenraa – før prøjserne
– Kysten ud for Aabenraa 2863 – 1864
– Aabenraa 1864

. Aabenraa Amt – i den første tid – efter 1864

– Aabenraa – under Preussisk/Østrigsk styre

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

– Sejren ved Bov
– Kampen ved Bov – og de Slesvigske krige

Under Tønder:

– Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
– Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
– Dagbog fra Møgeltønder
– Ulrich – en Fysikus fra Tønder 1-2
– Minder fra Tønder 1864 – 1920
– Soldat i Tønder 1851

– 1864 i Tønder

– Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864

Under Højer:

– Apotekeren fra Højer
– Heltene i Vadehavet

– Hammers Krig i Vadehavet

Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening:

– Da vi næsten fik en svensk konge

Vi ønsker God Fornøjelse

Velkommen til Besættelsestiden
Dette er en opdatering pr. 31-07-2018. På den originale side vil du i dag kunne finde 106 artikler. Men dertil kommer ialt 144 artikler, som er fordelt rundt på siden. Du vil i det følgende kunne se, hvor du kan finde dem. Vores bog “Grænsen er overskredet” har også givet en enorm interesse for besættelsestiden (før/under/efter). Vi har fundet ting og sager, som vi endnu ikke har offentliggjort, da vi ikke skriftlig kan bevise det.

Vi har fået at vide, at vores bog er dokumenteret. Vi har lagt alle dokumenter på Lokalhistorisk Arkiv i Bov. Der har du mulighed for at finde dem.

Velkommen til denne nye kategori, hvor vi vil fortælle om besættelsestiden herhjemme, men vi vil også beskrive de KZ – lejre, hvor danskere og andre led. Og selvfølgelig skriver vi også, om de krigsforbrydelser, danskere var med til.

Modstandsbevægelsen foretog en masse likvideringer, og det var ikke alt, der var lige efter bogen. Det var det heller ikke, da man skulle tage stilling til retsopgøret. Og politikerne, de klarede frisag, bortset fra et par stykker, de blev dømt af folket.

Vi har allerede skrevet en del om denne frygtelige tid. Disse artikler, vil ikke blive flyttet. Men her henviser vi til dem. Fremtidige artikler om besættelsestiden vil blive lagt ind under denne kategori, såfremt historierne ikke appellere mere til andre kategorier.

 

Under København:

-De danske nazister

– Buchenwald – Rædsler og Lidelser

– Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller glemsel?

– Besættelsestidens Fortrængninger

– Da krigen var forbi

– Danmark var advaret – 9. april

– Danskere i Hitlers tjeneste

– De forfulgte Jøder

– Den Franske Skole – i bomberegn

– Den Franske Skole – endnu en gang

– Dengang – det var alvor

– Flugten over Øresund

– Humor under Besættelsen

– I ondskabens tjeneste af Holocaust

– Landsforræderi og Landssvigere

– Overvåget – dengang

– SS – absurde grusomheder

– Stikkerdrab

– Tyske Flygtninge

– Tyskerluder og Drageyngel

– Duckwitz – den gode tysker

– Frihedsmuseet, Arkivet og selverkendelse

– Tyveri fra Arkivet

– Werner Best

– Landsmænd og Jødeflugt

– Tilfældet – Søren Kam

– Danskere i Tysk Terrors Tjeneste

– De danske Nazister

– Samarbejde med Besættelsesmagten

– I en lovløs tid

– Tvangsarbejde i Det Tredje Rige

– I tysk krigstjeneste

– Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder

– Politik under Besættelsen

– En justitsminister i unode

 

Under Østerbro

– Skud i Vordingborggade

– Besættelse på Østerbro 1 – 4

– Drama i Vordingborggade (Øresundsgade)

– Flere sabotager på Østerbro

– Hagekorset i Parken

– Mirjams Flugt

– Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942

– Riffelsyndikatet på Østerbro

– Sabotører og Stikkere på Østerbro

 

Under Nørrebro:

-De tyske flygtninge på Nørrebro

– De fem dramatiske år på Nørrebro (Foredrag)

– Besættelse på Nørrebro 1 – 5

– Likvideret på Nørrebro

– Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944

– Nørrebro – flere sabotager

– Nørrebrogade 156

– Sabotage på Nørrebro

– Varehuset Buldog på Nørrebrogade

– Nørrebro 1945 – to episoder

– Sommeren 1944 på Nørrebro

 

Under Sønderjylland

-Da nazismen kom til Sønderjylland

-Den sønderjyske politiadjudant

-Overvågning i Sønderjylland

-Da Skydstrup fik en flyveplads

– Danskeren – der ville dræbe Hitler

–
– Den sønderjyske efterretningstjeneste

–
– Det Tyske Mindretal

– En stikker fra Sønderjylland

– Holger Danske – Afdeling Eigild

– Holocaust – aldrig igen

– Kampene – 9. april 1940

– Mindretal i Brændpunktet

– Modstand i Kolding

– Opgøret efter 1945

– Sheriffen fra Tinglev

– Stikkeren – mord uden samvittighed

– Sønderjylland – Maj 1945

– Tyskertøsser, Feltmadrasser og Horeunger

– Det Mystiske mord ved grænsen 1 – 2

– Tyske Flygtninge i Nordslesvig

– Modstand og sabotage i Sønderjylland

– Jens Møller – en folkefører eller folkeforfører

– Modstand i Tinglev

– De fem lange år i Sønderjylland

– Modstand i Sønderjylland

 

Under Aabenraa:

-Aabenraa under besættelsen

– Sorgen ramte Aabenraa 1-2

– Frits, Nazister og et kartotek

– Aabenraa – maj 1945

– Aabenraa – under de to krige

– Frits Clausen – lægen fra Aabenraa

– Modstandsbevægelsen i Aabenraa

– Sabotage i Aabenraa

– Fra Varnæs til Felsted (delvis)

– En dobbeltagent fra Aabenraa

– Knivsbjerg – nord for Aabenraa

 

Under Padborg/Kruså/Bov:

-Frøslevlejren i den sidste tid

-Dansk agent skyld i Gendarmers død

– Bov Kommune under Besættelsen

– Bov Sogn – mellem dansk og tysk

– Dagligliv i Frøslevlejren

– Dramaet ved Viadukten

– En sønderjyde krydser sine spor

– En villa i Kollund

– Frøslevlejren

– Fårhuslejren

– Grænsen – dengang

– Harreslev – dengang

– KZ – lejr, Ladelund

– Mord i Padborg 1 – 4

– Rønshoved, Hokkerup og Gaardeby

– Sandheden om de hvide busser

– Straffelejren

– To skæbner i Kiskelund

– En villa i Kollund – endnu mere

 

Under Tønder:

-Besættelsen og Befrielsen ved Grænsen

-Da Hagekorset blev hejst i Tønder

-Krigsårene i Tønder 1940 – 1945

– Tønder omkring 1930

– Bombeangreb mod Tønder

– Da tyskerne kom til Tønder

– Flygtninge i Tønder

– Historien om Jeppe K. Christensen

– Nazister i Tønder

– Obersten fra Tønder

– Sabotage i Tønder

– Sønderjylland, 9. april 1940

– Tønder og Omegn 9. april 1940

– Tønder – under Besættelsen

– Tønder – efter krigen

– Tønder – Maj 1945

– Tønder – marskens Hovedstad (delvis)

– En frihedskæmper fra Tønder

– Dødsdømte fra Tønder

 

Under Højer:

– Baraklejren i Højer

– Højer 1935 – 1945

– Højer Minder (2) (delvis)

-En Sønderjydes liv på godt og ondt

 

Under Grænsen er overskredet:

• Grænsen er overskredet, anmeldelse og omtale

Hermed 144  artikler om besættelsestiden – flere følger – og nogle af artiklerne er blevet opdateret, grundet nye opdagelser.

Blegdamshospitalet på Nørrebro
Der var kaos, hver gang en ny epidemi brød ud i København. Der manglede i den grad sygehuse. Da planerne om Blegdamshospitalet, kom frem var der masser af betænkeligheder og advarsler fra de nærmeste naboer. Og aviserne kom, da hospitalet, var etableret med frygtelige historier. Langt senere kunne Berlingske dog berette om, at hospitalet tilhørte eliten i Europa.

Se artikeloversigt
Vi har i slutningen af denne artikel henvist til en række andre artikler omkring sygdom og artikler, der har relevans til de emner, der er taget op i denne artikel.

De smittede var udelukket
Krige førte ofte pest og andre epidemiske sygdomme med sig. Med korstogene fulgte spedalskheden. De angrebne var som udstødte. De boede for sig selv, og bar egen dragt, når de var ude og tigge. De skulle klapre med træstokke for at melde deres ankomst, så folk nå at tage sig i agt for dem.
I spedalskhedshospitalerne holdt man kønnene adskilt. Disse hospitaler var viet Skt. Jørgen. I København nævnes Skt. Jørgens Gaard første gang i 1261. I Christoffer af Bayerns Stadsret fra 1443 påbydes alle, der angribes af denne sygdom at tage fast ophold på Skt. Jørgen.
Bygningen blev bevaret som epidemihospital til 1609.

Den sorte død
I 1350 fortæller et sagn, da strandede et skib på den jyske vestkyst. Den medførte Den Sorte Død. Blodstyrtning hjalp ikke.
Seere fulgte dysenteri, tyfus, malaria, kighoste og mæslinger. I det 16. århundrede fortsatte epidemierne. I 1520 raste en voldsom pestepidemi. I 1629 og 1652 ramtes landet igen af en Blodsot og hidsig Feber. Diverse pesthuse blev oprettet mange steder.

Pesten bredte sig lynhurtigt
Byens dårlige hospitalsforhold var sikkert medvirkende til at pestepidemien i 1711 bredte sig så kraftig. Selv efter de første tilfælde, blev der ikke truffet nogle særlige foranstaltninger til at hindre udbredelsen.

12.000 døde af ”Kopper”
Godt nok gik det lang tid til koleraepidemien i 1853, men ind imellem var der mange infektionssygdomme. Således døde over 12.000 personer af kopper. Men folk døde også af mæslinge, malaria og influenza.

Gode råd mod kolera
Fjorten dage efter, at der var konstateret kolera i 1853, bekendtjorde Sundhedskommissionen, at få at undgå smittefare, gjaldt det om ikke at opholde sig indelukket, fordærvet og fugtig Luft. Det blev tilrådet for ikke at blive forkølet at bære et varmt Bælte om Maven og uldne Klæder nær Kroppen.
Man skulle sørge for Renlighed, saavel i Linned og Lagener, som ved Badning og Vaskning af Legemet. Man skulle endelig vogte sig for uafbrudt Aandstrengelse, nedtrykkendene Sindndslidelser, især Ængstelse og Frygt, Nattevaagen og alt, had der for Resten svækker Legemet. Meget vigtigt skulle man iagtage Maadehold i Spise og Drikke.

Ikke alle kure virkede
På Frederiks Hospital havde man indrettet en særlig afdeling til at modtage kolerapatienter. Man havde også indrettet forskellige teltlejre. Man forsøgte med en speciel Dampseng. Og så måtte patienter pakke sig ind i dyner og tæpper, indtage skoldhed hyldete, og hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet blev en forgiftning, som ikke hjalp mod koleraen.

Da Kommunehospitalet blev etableret
På Søetatens Hospital i Nyboder modtog man 558 smittede personer. Af dem døde de 385. På Garnisonssygehuset i Rigensgade var næsten hele personalet blevet ramt. Man var bange for, at driften helt skulle gå i stå.
Vor Frelsers Arbejderhus på Christianshavn døde 212 af de 343. De fleste af dem hørte til Gadens lette brigade. Også på Nørrevold indrettedes et samlingssted til 50 patienter, men snart rummede stedet 511 patienter, og af dem døde de 311.
Denne koleraepidemi var direkte årsag til opførelsen af Kommunehospitalet i 1859 – 63. Foruden de medicinske og kirurgiske afdelinger, blev der oprettet en Isolationsbygning for enkeltvis forekommende Tilfælde af farlige smitsomme Sygdomme (Kolera, Kopper) med Plads til 20 Senge (senere udvidet til 42) ligelig fordelte paa begge Køn.

Masser af lazaretter
Men på grund af for lidt plads, blev der nødvendigt at anbringe kolera – patienter i selve hovedbygningen. De patienter, der led af epidemisk øjensygdomme blev anbragt på Almindeligt Hospital. To år efter blev det nødvendigt under truslen af en kommende epidemi at oprette et koleralazaret i en tidligere officersbolig på Kastellet. Et par mindre lazaretter blev yderligere oprettet.
Da der i 1871 opstod en tyfusepidemi viste Kommunehospitalets epidemiafdeling atter engang at være for lille, selv om der i dens have blev rejst et ammunitionstelt og en træbarak. Da denne epidemi døde, steg antallet af koppepatienter. Derfor måtte man tage Enighedsværn i nærheden af Hovedbanegården i brug som kappelazaret. Igen viste det sig, at man slet ikke var ordentlig forberedt.

Erkendte dårlige boliger
Det var omkring 1860erne man påbegyndte opførelsen af Lægeforeningens boliger på Østerbro. Man havde endelig erkendt, at der skulle gøres noget ved de hygiejniske forhold.
Landets hovedstad var i 1853 en hygiejnisk katastrofe. Sundhedsvæsenet var underdimensioneret og ude af stand til at håndtere katastrofen. 4.737 københavnere var i løbet af to uger døde. Lægerne havde ikke forståelse for sygdommens årsag. Deres kundskaber stammede tilbage fra ældgamle dogmer. Deres gode råd var ofte til mere skade end til gavn.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegården havde usædvanlig travlt.
Endelig blæste man til kamp mod fattigdom og smuds. Dem, der havde råd flyttede fra loppebefængte pjalteborge på Nørrebro til det nye modelsamfund på Østerbro. Her kunne børnene opleve grønne omgivelser og mærke den friske luft fra Øresund.
Folk boede i faldefærdige lejekaserner, og vi hører i tidligere artikler her på siden om børneliv i rendestenen, kreaturer på tredjesal og glædespiger.
Lægerne blev efterhånden af Georg Brandes udnævnt til Tidens Helt. Det var det da også grund til. For i løbet af få år, ændrede lægestanden sig. Vi kender makabre amputationer fra De Slesvigske Krige.

Øresundshospitalet
Langt om længe fandt politikerne ud af, at der skulle byggeset egentlig epidemi – hospital samt et hospital for kolerapatienter. Til dette fandt man en grund i en grund i Slagtervænget lige syd for Svanemøllen. Her opførtes i 1866 – 1867, Øresundshospitalet.

Pavillon – eller Baraksystem
Såfremt en epidemi antager større omfang skulle der anvendes et større epidemi, måtte man have et større epidemi – hospital. Til dette udvalgtes et areal i den sydvestlige del af Blegdamsfælled. Grunden var tilpas rummelig og afsides.
I modsætning til Kommunehospitalet skulle der bygges efter pavillon – eller baraksystemet. Dette skulle give bedre fleksibilitet. De smittede personer skulle anbringes i tilpas afstand fra hinanden.

Sognepræst advarede
Sognepræsten ved Johannes Kirke, pastor Frimodt ville gerne have lægernes ord på, at smitten ikke kunne nå den nærliggende befolkning og navnlig de tre skoler i Nørre Allé, på Skt. Hans Torv og Blegdamsvejen, som dagligt blev besøgt af ca. 2.000 børn. Men pastoren var også bekymret for den talrige menighed, der hver søndag samledes i kirken. Han skrev bland andet:
– Den naturlige Frygtagtighed og Rædsel, der griber saa mange Mennesker alene ved, at de vide sig i Nærheden af en smitsom, ondartet Sygdom ikke udryddes.
Pastoren foreslog i stedet, at hospitalet blev anbragt i den nordøstlige del af Lammefælleden.

Grundejerne betænkelige
Grundejerne på Blegdamsvejen var også betænkelige. De mente, at hospitalets opførelse vilde medføre skadelige Følger for deres Ejendomme, idet der matte ventes, at Folk vilde frygte for at bo i Nærheden af et saadant Hospital, og at deres Lejligheder derfor vilde synke meget i Værdi.
Indsigelse fra Ting – og Arresthuset
Indsigelse var der også fra inspektør ved Ting – og Arresthuset, som også var birkedommeren i Københavns Amts Nordre Birk. Denne Hr. Schow mente, at placeringen var uheldig, når man betænkte, hvor mange mennesker, der dagligt færdes på Ting – og Arresthuset.
Professor Thomsen mente dog ikke, at smitten kunne overføres gennem luften. Og hospitalet kom til at ligge 25 – 30 alen fra nærmeste beboelse.

Godt indhegnet
Grunden tilhørte Krigsministeriet, og de stillede en række betingelser. Arealet skulle omgives af et stærkt 3 ½ alen højt stakit med dobbelt tjørnehegn inden for stakittet. Der skulle også i et bælte af 30 – 50 alen plantes træer. Man anså det også for vigtigt at anlægge en dyb grøft om hele arealet.
Hovedindgangen skulle være fra Blegdamsvej. Men der skulle også være en udgang til Nørre Allé ud for Møllegade.

12 sygebygninger
Arealet blev større end ventet, på hele 14 tønder land. Nu blev der således plads til 12 dobbelte sygebygninger med 288 senge og en officiant – og en observationsbygning med 24 senge og i telte 100 senge.

Athene vogtede over hospitalet
Hele projektet blev udarbejdet af arkitekt Heinrich Vilhelm Friedrichsen. Han har også stået for Øresundshospitalets oprindelige bygninger. De fleste af hans bygninger var opført af gule sten med sort skifertag. De egentlige sygebygninger var kun på en etage. Administrations – og driftsbygningerne var på to etager.
Administrationsbygningerne var beliggende bag et lille anlæg ud til Blegdamsvej med de berømte magnolietræer. Over den lave portfløj var opstillet hospitalets varetegn Athene, der værger sine børn mod pestgudens pile. Dette var udført af Vilhelm Bissen.

Belægningen var lille
I de første år var belægningen ikke ret stor. Indtil 1883 blev der kun behandlet 30 – 60 patienter hvert år. Men opførelsen af de manglende bygninger blev dog ikke udskudt. Med fuldførelsen af de sidste bygninger fik hospitalet sin endelig form i 1884.

Udlændinge betalte overpris
I de første år skulle indenbys boende på fællesstue betale 1,20 kr. om dagen. Enestue kostede 2,20 kr. pr. dag. Udenbys boende skulle betale en del mere. Udlændinge kom til at betale 6 kr. for en enestue.
Endnu i 1884 blev der kun behandlet 808 patienter. I 1887 var dette antal vokset til 2.130.

584 patienter på en gang
I slutningen af 1883 udbrød der skarlagensfeber. I alt blev der behandlet 5.001 patienter i løbet af et år. Trods diverse udvidelser måtte der i hast skaffes flere telte. Den 10. februar 1884 husede hospitalet hele 584 patienter.

Et barn var ved at blive kvalt
Men ikke alle var lige tilfredse. Det kunne Aftenbladet i februar 1890 berette om. Et barn var indlagt med difteri. Af frygt for smitte måtte barnet ikke modtage besøg af forældrene. Endelig fik faderen en tilladelse. Det han fandt, var at hans barn var ved at kvæles af slim. Trods det, at enhver sygeplejerske vidste, at sådan et barn skulle tilses med jævne mellemrum, lykkedes det først efter lang tids søgen at finde en stuepige, der ville hjælpe barnet. Faderen fik barnet overført til enestue med særlig pleje. Men barnet døde efter få dage. Sygehuset måtte efter faderens klage indrømme, at den sygeplejerske, der skulle føre tilsyn havde vist stor skødeløshed.

Sygeplejerske slog børnene
Den 30. juni 1891 skrev Aftenbladet om en sygeplejerske, der slog de indlagte børn. Således havde sygeplejersken rusket en lille seksårig pige, der var indlagt for difteri i håret. Grunden til sygeplejerskens vrede var, at pigen havde kastet sin mad op. Artiklen vakte naturligvis vrede. Det førte til et sagsanlæg mod redaktøren af Aftenbladet. Han måtte af med 200 kr.
Berlingske roste sygehuset
I 1896 blev hospitalet dog rost i Berlingske Tidende:
– Kjøbenhavn staaer nu blandt de første Byer med Hensyn til sit Hospitalsvæsen, og naar man omtaler Europas store Hospitaler, maa da Blegdamshospitalet nævnes som et Mønsterhospital, baade i henseende til selve Indretningen, Behandlingen og Sygeplejen, der nu i Modsætning til ældre Tid staar paa et hit Trin, idet Functionairerne ved denne nutildags udgaae fra de mere dannede Klasser i Samfundet.
Blegdamshospitalet blev senere udvidet, så man ekstraordinært kunne modtage 600 patienter.

Difteri var en frygtet sygdom
I tidligere tid var difteri en af de mest frygtede sygdomme. Men ved hjælp af serum, der var blevet fundet i 1884, er dødeligheden blevet reduceret betydelig. I 1935 blev 1.757 patienter indlagt på Blegdamshospitalet med difteri. 35 døde.

Nye redskaber
Omkring år 1900 havde lægestanden taget nye redskaber i brug. Nu havde man mikroskoper, røntgenkanoner. Og vaccinationer og antiseptiske forholdsregler blev taget i brug. Man var godt i gang med at halvere børnedødeligheden.

Den Spanske Syge i 1918 – 1919
En af de mest travle år i Blegdamshospitalets historie var under den store influenzaepidemi, den såkaldte Spanske Syge, der i efteråret og vinteren 1918 – 1919 hærgede i byen.
Øresundshospitalet og Bispebjerg Hospital måtte træde hjælpende til. Ved Øresundshospitalet blev der ligeledes rejst telte. Sundholm, St. Johannes Stiftelsen og St. Johannes Stiftelsen indrettede også i hast specielle afdelinger. Men også læger og sygeplejerske blev smittet. En enkelt dag var 280 ansatte syge. Frivillige måtte træde hjælpende til.

Hospitalet nedrevet i 1974
I 1939 blev hospitalet udvidet med en øreafdeling og i 1942 kom en røntgenafdeling til. En selvstændig børneafdeling blev oprettet i 1955. Denne blev så i 1969 overflyttet til Rigshospitalet.
I 1974 blev hospitalet nedlagt for at give plads til Panuminstituttet.
Kilde:
– Blegdamshospitalet i Kjøbenhavn 1879 – 1904
– Steffen Linvald: Blegdamshospitalet (1954)
– Bastholm: Sygdomme i Danmarks Middelalder (1942)
– Carl Bruun: Kjøbenhavn 1 – 3 (1887 – 1901)
– Villads Christensen: København 1840 – 1857(1912)
– O. Nielsen: Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse 1 – 6 (1877 – 1892)
– Klaus Larsen: Smitstof – Kampen mod sygdom i 1800 – tallets Danmark

Hvis du vil vide mere: Om syge, sygdom og sygehuse: Læs
– Livet på Ladegaarden (Nørrebro)
– De Kellerske anstalter på Nørrebro (-)
– Et Hospital på Nørrebro (-)
– Ladegården – dengang (-)
– Pest på Nørrebro (-)
– En stiftelse på Østerbro (Østerbro)
– Røverhistorier fra Lægekunsten (København)
– Skt. Jørgen – helgen, hospital og sø (-)
– Pest i København (-)
– Et Apotek i Haderslev (Sønderjylland)
– Hekseafbrænding i Ribe (-)
– En Fysikus fra Aabenraa (Aabenraa)
– Sygehuse, apoteker og læger i Aabenraa (-)
– Syge mennesker i Aabenraa (-)
– Aabenraas fattige (-)
– Jordemødre, Hekse og kloge koner (-)
– Fattige i Tønder (Tønder)(-)
– Ulrich – en fysikus fra Tønder (-)
– Sygdom og andre lidelser i Tønder (-)
– Apotekeren fra Højer (Højer)
– Den mærkelige læge fra Højer (-) og mange flere

Artikler omhandlende stikord fra overnævnte artikel: Læs:
– Det Gamle Nørrebro – og de Fattige
– Lokummer på Nørrebro
– Raberberlandet
– Den sidste badeanstalt
– At bo på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Under jorden på Assistens Kirkegård
– Den stinkende kloak på Nørrebro
– Fattiglemmer på Ladegården
– Byggespekulation på Nørrebro
– Livet på Assistens Kirkegård
– Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
– Badeanstalter på Østerbro
– Brumleby på Østerbro

Mere om Urnehoved (2)
Syd for Aabenraa går vi igen engang på jagt efter Urnehoved Tingsted. Syv forskellige steder er blevet udpeget. I tidens løb er der blevet opfundet stier og veje for at dokumentere stedet. Men her på redaktionen mener vi, at have fundet stedet. Men mon ikke mange er uenige med os. Vi passerer os et andet mystisk fænomen, Olgerdiget. Hvad blev det brugt til? Var det en egentlig grænse, eller blot et forsvarsværk?

Hvor lå Urnehoved Tingsted
Hvor lå det, Urnehoved Tingsted? Ja alle har en mening om dette. Gisningerne har næsten nået højder som Atlatis – myten.
Jo, vi har sandelig være her før. Denne artikel kan betragtes som anden del. Og hvorfor nu det? For det første, er det et spændende historisk sted, og for det andet, så har vi fundet noget i vore arkiver.

Urnehoved er et bakkedrag
Egentlig er Urnehoved et bakkedrag som er 2 km bredt og ca. 4 km langt. Cirka i midten i retning øst – vest går skellet mellem Bolderslev og Uge. Det er samtidig skellet mellem Rise og Lundtoft herred. Sydskråningen ligger på Uge Mark. Og nordskråningen ligger på Bolderslev mark.
For de ikke stedkendte, så kan vi fortælle, at vi befinder os syd for Aabenraa på et meget historisk sted.
Dette bakkedrag er en lerknude, og her voksede i oldtiden store egetræer. Jo her var en gammel skov. Det kan man ikke forestille sig i dag. Men nu til dags vokser der egetræer i hegnene og der er masser af liljekonvaller.

Mange gravhøje
I øst bliver landskabet skåret igennem af den gamle okse – og hærvej. På bakkedraget er den brolagt. Nej det er ikke en oldtidsvej, for den førte nemlig uden om skoven ind over Bolderslev og Uge. Den nuværende vej er først anlagt, da skoven forsvandt.
De gamle oldtidsveje førte altid uden om skove og større vandløb. De mange gravhøje på egnen vidner også om en oldtidsvej.
Marknavnene især på Uge – siden vidner om, at skoven forsvandt tidligt. Her finder vi navne som Enge, Tårnenge eller Enghøj.

Olmersvolden
Hen under bakkedraget på Urnehoved går Olmersvolden med sine mange egetræspalisader. Opførelsen af denne mener man stammer tilbage fra Folkevandringen i det 4. og 5. århundrede. Man kan se, at rodenden af egestammerne er brugt her i den østre ende af volden, idet palisaderne øst for Uge har en diameter på 40 – 60 cm. Ude ved Almstrup og Gaardeby (Tinglev sø) har de en diameter på 30 – 40 cm.
Under reguleringen af Uge bæk i 1955 mellem Ligård og Dyrregrav fandt man eksemplarer i kanten af åen, der var ca. 70 cm lange med 40 cm foroven i diameter og tilspidsede.
Olgerdiget eller Olmersvolden er et 12 km langt forsvarsværk. Det starter nær Gårdeby ved Gejlå, som en del af Vidå – systemet. Måske er det fortsat ud i Aabenraa Fjord.
Tænk, at der er brugt 90.000 egestammer til at lave palisaderne.
Tidligere var opfattelsen, at Olgerdiget blev anlagt i begyndelsen af 3. århundrede f.Kr. Men en udgravning i 2003 fastslår, at Olgerdiget har haft mindst tre byggefaser. Det blev grundlagt mellem 40 og 50 e.Kr. Det er blevet udbygget og rapareret mellem 80 og 90 e.Kr. og mellem 100 og 110 e.Kr. Efter 150 e.Kr. bliver Olgerdiget afløst af Æ Vold 4 km nord for Rødekro. Det betød at Olgerdiget blev opgivet. Forsvarslinjen rykkede mod nord mod Genner Bugt.

Var det selve grænsen?
Måske skal Olgerdiget betragtes som en slags rigsgrænse? Måske skulle det beskytte anglerne mod de frygtelige jyder? Forskellige folkeslag lå ofte i kamp mod hinanden, Angler, jyder, daner m.fl.
De vejfarende skyder nu genvej langs skovbrynet for derved at undgå den store omvej ind over Uge og Bolderslev.

Tingsted allerede i 1074
Sven Estridsøn holdt ting heroppe i 1074, hvor han var syg. Han vender tilbage til sin kongsgård i Søderup, hvor han dør tre dage efter. Indtil 1523 holdes det Sønderjyske Landsting her på Urnehoved. Her blev Danmarks konger kårede og hyldede fra omkring år 1000 indtil 1523.

Historikkere flittige med at opfinde stier og veje
Helt op til syv forskellige steder har man udpeget til at være stedet, hvor tinget blev afholdt. Nærliggende har det vel hele tiden været, at Tingstedet skulle være lige i nærheden af Oksevejen.
Man må sige at diverse historikere har været flittige til at udpege diverse stier til tingstier. Ofte er disse stier af meget nyere datoer. Gamle borge er blevet udpeget, som slet ikke har eksisteret. Jo på et tidspunkt byggede Christian den Fjerde et jagtslot i området.

Gården Urnehoved
Gården Urnehoved ligger ind til Bolderslev skel. Den kaldes for Troldlyk (Trollyck) Og til den knytter sig sagnet om Tingpladsen.
Gården Urnehoved tager navn efter denne mark ligesom de andre gårde, Ligård, Kasvrå og Porsbøl tager navn efter de tildelte marker. Petersborg og Povlskro var for længst flyttet ud. Måske skete det efter en brand i Uge i 1627.
I et ældre dokument kan man se, at gården Urnehoved fik tildelt parcellen Trollyck. Man kan også se, at der tillægges en lille sti hen imod Oksevejen. Den var 33 alen bred og 330 alen lang. Der findes ikke tilsvarende stier til de andre parceller på de såkaldte Tårnenge.

Nørremark
Ind mod Uge skel på Bolderslev – siden, vest for vejen, ser vi en kileformet udvidelse af vejen, der inde ved skellet udgør 21 meter ud over normal bredde. Denne udvidelse mod skellet må absolut fortsætte på den anden side ind mod Uge mark. Vi befinder os nu i det, der efter udskiftningen kaldtes Nørremark. Dette sted har været stort nok til en tingplads.

I skellet mellem Bolderslev og Uge
På et kort fra 1801 er denne plads endnu indrammet af skove på tre sider og er kun åben ud mod vejen. Og skriftlige kilder kan godt pege på dette sted som tingplads.
Dette gælder også for et betydningsfuldt vidnesbyrd af præsten i Uge, Hr. Nicolaus Nissen. Denne omtaler nemlig tinget på Urnehoved i en indberetning fra 1757, som han da henlægger til bakkedraget nord for Uge
– I Skellet mellem Bolderslev og Uge, am. Steindam
Ældre optegnelser
På Casper Dankwerts kort fra 1648, ser vi hvordan Vejen heropover er betegnet med Steindam.
Den gamle friskolelærer Jensen Schmidt, der er barnefødt i Uge 1842 skriver i sine erindringer:
– Ved den gamle Adelvej, ved Skellet mellem Bolderslev og Uge, maaske nord for dette, laa det gamle Danske Landsting paa Urnehoved m.m.
Udskiftnings – dokumenterne peger også i den retning. Så der er vel ingen tvivl mere. Så kan vi vel udelukke de andre seks steder, eller?
En håndfæstning fra 1460
I sin håndfæstning 1460 må Christian den Første:
– Love årligen at samles med sit Mandskab paa Hertgdommen tho Urnehoved.
En ting er sikkert, at Løgpold ved udskiftningen i 1769 hørte ind under Kongsgården i Bolderslev med 5 ½ ottinger, lige som i 1753, hvor ejeren da opfører Stenbjerg Kro der. I 1460 gives denne gård som frigård til Jesse Bundesen.

Kongelev i Bolderslev
I det 13. århundrede findes gården omtalt i Knud Snubbes testamente som Kongelev i Bolderslev (med 6 ottinger jord og helle Urneskoven). Ind under dette Kongelev hører marken Løgpold. Her på denne gamle kongsjord stævner så Svend Estridsen folket til tinge 1074, for at vælge sønnen Knud til sin efterfølger.

Et brolagt stykke
Øst for Oksevejen i hjørnet ind mod skovvejen lå et brolagt stykke. Bakken, som vi befinder os på kaldes Stadsrøggel (røggel betyder stensamling). I gammel tid blev der altid holdt fester her. Det var med telte og dans og her var også marked. Derfor mener mange lokale, at Tinget havde ligget her.
Åbenbart har der også i hel gammel tid foregået marked på dette sted, og det blev også afholdt, når der var ting. Købmænd. Kunstnere og gøglere søgte hertil i stor stil, og fladbød deres varer. Her fandt adelsfruer sammen med deres kavalerer adspredelse.

Markedet flyttet til Bolderslev
Jo det lå tæt på Tinget, men alligevel så langt fra, at larmen ikke greb forstyrrende ind i Tingets forhandlinger. I regnvejr blev bakken forvandlet til ælte, derfor var det fornuftigt at anlægge en stenbro, der hvor teltene skulle stå. Dette marked blev senere flyttet til Bolderslev by.

Tinget flyttede
Jo, Tinget blev holdt i skellet mellem Bolderslev og Uge, ved herredsgrænsen mellem Rise og Lundtofte herreder og ved den gamle adelvej.
Dette bekræftes af den gamle beretning af præsten m.m. Niels Heldvad i 1638, ca. 100 år efter Tingets ophør. Han siger, at Tinget lå syd for Roldsted.
Kasper Dankwert skrev i 1648 i Landesbeschreibung af 1648, at Tinget lå ved Toldsted, østen for vejen ved skoven på den frie mark. Toldsted var på det tidspunkt det nærmeste kendte sted ved Adelvejen.
Her på bakkedraget lå Tinget højt hævet over det falde landskab i ly af skoven, hvor alle de gamle veje og stier stråler ind mod. Her har man fundet hestesko af køre – og rideheste. Her var også rindende vand tilstede til vederkvægelse for folk og fæ.
I den første periode holdtes Tinget på Løgpold på den kongelige jord, det fredhellige sted. I den sidste periode blev det holdt på Trollycken.

Danmarks konger mødte sønderjyderne
Tænk her mødtes Danmarks Konger med den sønderjyske befolkning gennem fem århundrede.

Motiv på Nødpengeseddel
I 1919 blev der fremstillet nødpenge i Uge med motiver af landstinget på Urnehoved på forsiden. Det var den daværende tyske præst, pastor Schumacher, der var initiativtager til dette. Han sagde meget rammende:
– Intet Sogn i Landsdelen har et så gammelt historisk Motiv.
Det er sikkert mange, der er uenige i overnævnte stedfæstelse af Urnehoved Ting.

Kilder:
– Se Litteratur Aabenraa
– Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
– Sønderjysk Årbog (diverse udgaver)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Tinglev og omegn dengang
– Hærvejen i Sønderjylland
– Sønderjyllands Historie indtil 1200
– En tolder – familie fra Hærvejen
– Adelslægten, der uddøde
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Bylderup Sogn
– Hærvejen til grænsen og meget mere

En adelsborg ved Tørning
Ved Tørning lå vel nok den største borg i Sønderjylland. Den havde sin storhedstid og meget magt blev udbredt herfra. Her sad den berygtede familie Lembek og her residerede familien Ahlefeldt. Kigger man på borgens historie, ja så bliver man i den grad involveret i hele Sønderjyllands historie. Flere gange forsøgte den danske konge at inddrage borgen. Og familien Lembek blev godt sur på Kong Erik, at de atter engang tog grevernes parti. Der har været gang i Sønderjyllands historie.

Et imponerende levn
En af Sønderjyllands største og mest imponerende levn fra adelvældets store tid finder vi ved Tørning. Ja for dem, der ikke er helt inde i geografien, så befinder vi os i det gamle Haderslev Amt. I dag er det nu ikke meget tilbage.

Et bjergslot
På stedet lå en borg i anselige dimensioner, ca. 200 meter lang i nordvest – sydøstlig retning og ca. 150 meter bred på den anden led. Casper Danckwerth har givet udtryk for størrelsen:
– Borgen har efter de Tiders Maade været godt befæstet, og fordi det laae paa et høit Sted, hvor Sporene deraf endnu sees, er det blevet kaldet et Bjergslot.

Lokalbefolkningen brugte murbrokkerne
I grunden er det forbavsende lidt, der er bevaret af dette vældige borganlæg. Det er ikke meget, der vidner om en længst forsvundet fornemhed. Man har fundet rester af søjler af gotlandsk kalksten. Mon ikke lokalbefolkningen har brugt en del af murbrokkerne fra ruinerne selv.

Tilbage til 1331
Navnet Tørning eller Tørninghus dukker ofte op, når man dykker ned i middelalderens historie. Borgen har haft en central betydning for den nordlige del af Sønderjyllands historie.
Ja vi skal helt tilbage til 1331, hvor vi første gang hører om Tørning. Her slutter en holstensk væbner Henneke von Hummersbüttel et forlig med den schauenborgske greve, Gerhard den Tredje. Danskerne kendte denne under navnet Grev Gert eller Den kullede greve.

Vigtigt at have magten
Herremændene med deres svende søgte at stadfæste deres magt ved at befæste deres gårde med voldanlæg og bolværk. Gårdene blev også forsynet med stærke mure og stentårne. Dem, der beherskede borgene, beherskede også magten i Danmark. Dette gjaldt i høj grad for Tørning. Havde man magten her, kunne man også beherske hele omegnens vejsystem, og da først og fremmest den nord – sydgående trafik ned gennem landsdelen.

Den kullede Greve
Det var derfor nødvendig for Grev Gert, at få kontrollen med Tørning. I forvejen havde han et fast greb om Nørrejylland og Fyn. Sammen med sine holstenske stormænd og med støtte blandt de adelige i Nørrejylland var der i sommeren 1326 lykkedes ham, at få sin mindreårige nevø, den kun 10 – årige sønderjyske hertug Valdemar V. Eriksøn gjort til Danmarks konge, som den tredje af navnet Valdemar.
Som tak for hjælpen lod han sig arveligt forlene med hele hertugdømmet Sønderjylland fra Ejderen til Kongeåen og Kolding Fjord.

Ville have Sønderjylland til Holsten
Meningen med dette var åbenlys. Grev Gert ville løsrive hertugdømmet fra kongeriget Danmark til Holsten. Han ville derefter give de holstenske stormænd forskellige pantelen rundt omkring i Danmark og i hertugdømmet Sønderjylland.
Dannelsen af pantelen blev katastrofal for Sønderjylland.

Henneke von Hummersbüttel
Den før nævnte væbner, Henneke von Hummersbüttel havde fået overdraget Hindsgavl og hele det vestlige Fyn som pantlen. Men han havde følt, at det var lidt langt fra sin hjemstavn og faren for oprør blandt danske væbner og bønder lurede hele tiden.
Aftalen med Grev Gert i 1331 gik derfor ud på, at greven skulle overlade Henneke von Hummersbüttel:
– Borgen Tørning med hele fogderiet, samt halvdelen af kirketienden fra hele det sønderjyske område, dersom Hindsgavl skulle blive ham afvundet.

Det blev aldrig en aftale
Som panteherrer på Tørning sad dengang to andre af grev Gerts våbenføre mænd, nemlig ridderne Hartwig og Claus Reventlow. Disse to forpligtede greven sig at købe ud, såfremt at aftalen med Henneke blev gennemført.
Men aftalen kom aldrig i stand. Henneke von Hummersbüttel nævnes endnu i 1348 på Fyn. Meget tyder på, at han gik i Valdemar Atterdags tjeneste. I 1359 nævnes han som død.
Hartwig Rewentlow hører vi om i hele Grev Gerts tid. Claus Rewentlow er muligvis ham, der i 1348 bliver nævnt som Slesvig Domkapitels kanniker.

Hertug Valdemar havde ingen magt
Den unge hertug Valdemar måtte allerede i 1330 opgive sin kongetitel. Han opholdt sig derefter på Tørning. Herfra udstedte han et frihedsbrev til Løgum Kloster. Men det var stadig Grev Gert og hans mænd, der havde den reelle magt.

Mordet på Grev Gert
Men i foråret 1340 var Den Kullede Greve – Grev Gert blevet myrdet. Og det blev den sønderjyske hertug Valdemar, der kom til at betale for Niels Ebbesøns blodige dåd. Greverne overlod hertugen Nørrejylland for 42.000 mark lødigt sølv. Til gengæld skulle han så overlade dem hele Sønderjylland.

Borgen pantsat
Borgen Tønning med Staden Haderslev og hele det tilliggende fogedi skulle hertugen pantsætte til greverne for 10.000 mark lødigt sølv. For samme beløb blev Tønder pantsat. Hele Sydslesvig bortset fra Gottorp med Dänischwohld og med stæderne Eckernförde, Slesvig og Flensborg blev ansat til en sum af 12.000 mark lødigt sølv.
Videre blev der foreskrevet, at hertugen, når han ville indløse de sønderjyske panter, så skulle han først indløse Tørning, derefter Tønder og først til sidst Gottorp.

Nærmest som nutidens grænse i 1350
Valdemar Atterdag havde ægtet hertugens søster og derved modtaget den nordligst del af Nørrejylland. Takket være kongens ihærdige arbejde lykkedes det at få resten af Nørrejylland indløst, og snart blev Tørning og Tønder også indløst. Og omkring 1350 kom grænsen mellem de holstenske grevers og hertugens del af Sønderjylland nærmest til at svare til vores nuværende grænse.

Claus Lembek
Antagelig har hertugen slået en af sine nærmeste rådgivere, Marquard Wulf til ridder mellem 1338 og 1340. Og måske har enken efter denne rådgiver bevaret magten på Tørning ved at indgå ægteskab med den meget berygtede og sagnomspundne Claus Lembek. Vi skal grave i Holstenerpræstens Krønike:
– Dengang (på Valdemar Atterdags tid) var der i Jylland en adelige frue på borgen Tørning, som ægtede en holstener ved navn Claus Lembek. Denne frue havde som enke ved ægteskabsbrev mange godser, som hun ikke kunne forsvare, derfor tog hun den mægtige mand til ægtefælle. Da denne Claus Lembek ville besøge sin hustrus undersåtter, fandt han, at de alle var modvillige og ringeagtede hans befalinger, endog på den måde, at de heller ikke ville ham herberge. Da han var kommet tilbage til sin hustru, åbenbarede han hende, hvorledes der var gået ham. Hun svarede: ”Jeg er en kvinde, jeg kan berede bordet, og hvad dertil hører, og det i rigelig mængde. Se til, at I skaffer et langt og bredt bord, og vend nu tilbage til Eders undersåtter. Thi ordet går, at de danske bønder ikke tager imod få, men mange er de nødt til at tage imod, når de optræder med magt! Derfor hidførte Claus Lembek fra Holsten mange rustede svende, og da tog hans bønder imod ham.
Omkring 1351 skulle der i forbindelse med Valdemar Atterdags indfald i Sønderjylland have været tale om kampe ved Tørning. Kongen forsøgte at belejre borgen, men måtte opgive, da der kom hjælp fra Grev Claus.

De indesluttede var ved at opgive
Sagnet fortæller, at de indesluttede på Tørning var ved at opgive, da de kun havde en eneste ko tilbage. Men de lod den beklæde med forskellig skind, så kongen ikke skulle vide, hvor alvorlig situationen i virkeligheden var.

Claus Lembek var med i alt
Claus Lembek var med i alt, også da der blev sluttet fred med Valdemar Atterdag i 1360 i Kalundborg. Sidste gang han omtales i et brev er i et brev i 1368, hvori han som slotshøvedsmand på Riberhus sammen med sine to sønner, væbnerne Henneke og Wulf Lembek udsteder et skyldnerbrev på 80 mark sølv til en navngiven Ribe – borger.
Han var en virksom mand ud over de sædvanlige. Ham og konen kunne heller ikke finde ro i deres grave. De havde et kobbel glammende sorte hunde, der altid var klar til at gå løs på hovbønderne.
Sønnen, Henneke havde arvet sin fars ”storhed”
Sønnen Henneke havde arvet noget af sin fars storhed. Men modsat sin far koncentrerede han sig om sin hjemstavn. Da Valdemar Atterdag i sine sidste leveår forsøgte at skaffe sig herredømmet over Sønderjylland satte Henneke sig modværge. Atter engang blev Tørning belejret.

Danskerne blev jaget på flugt
Det var i 1372 og den Lübske Krønike fortæller, at kongen havde 500 mand med sig. Men Henneke kunne med sine kun 60 mand jage danskerne på flugt. Meget tyder på, at de havde skydevåben med sig. Man ved, at der blev anvendte krudt i forbindelse med kampen om Gram, som var i kongens hænder. Det var måske første gang i Nordens historie, der blev anvendt krudt i forbindelse med krigshandlinger.

De Holstenske grever tog for sig
Valdemar Atterdag døde pludselig i 1375. Det var samme år, som hertugslægten uddøde. Nu opstod der en helt ny situation i grænselandet. Ingen kunne forhindre de holstenske grever i at bemægtige sig den nordlige del af hertugdømmet. Og deres landsmænd på de største gårde bakkede dem op.

Et åbent slot
Vi ved, at Lüder Lembek på Søgård lovede at holde sin borg som grevernes åbne slot. Også hans slægtning på Tørning stod bag de holstenske grever. I 1376 var Henneke Lembeck, en af de stormænd, der bakkede op om hertug Albrecht af Mecklenburgs krav på den danske krone. Ved den lejlighed blev Henneke omtalt som høvedsmand på Riberhus, som hans far tidligere havde været. Samme år udsendte han et beskyttelsesbrev for Løgum Kloster. Dette gjorde han i sin egenskab som borgherre i Tønder. Samtidig blev han ejer af Trøjborg, efter at hans navnebroder, en søn af Lüder Lembek til Søgård, var afgået ved døden.

Yderligere besiddelse
Henneke Lembek havde på kort tid fået store besiddelser og meget magt i det sønderjyske. I løbet af et par år fik han også Varde Slot med hele Varde syssel som pant. Da panttiden udløb overlod Dronning Margrethe ham det på tro og love. Han skulle først udlevere det, når det forlangtes.

Stod i tjenestelig forhold til to sider
Problemet for Henneke Lembek var, at han stod i tjenesteforhold til to sider, den danske kongemagt og de holstenske grever. Han måtte som høvedsmand titulere Dronning Margrethe med min Frue. Men han var også hertug – grevens mand i flettoget mod ditmarskerne i 1404. Sammen med andre slesvig – holstenske stormænd måtte han bøde med livet. Også hertug – greven Gerhard den Sjette måtte bide i græsset efter fiaskoen i Ditmarsken.

Trøjborg solgt
Som mere eller mindre selvbestaltet formynder for den faldne fyrstes børn, skaffede Dronning Margrethe sig efterhånden lidt efter lidt herredømmet over alle slotte fra Haderslev over Aabenraa til Flensborg. Under dette fremstød synes dronningen at have fået støtte hos den nye borgherre på Tørning, Hennekes søn, Claus Lembek (sønnesøn af den sagnomspundne Claus Lembek). I 1407 solgte han dronningen, Trøjborg, som hun igen pantsatte til Ribe – bispen, hvorved dette godsdistrikt kom ind under Kongeriget, som en del af de Kongerigske enklaver.

Claus Lembek repræsenterede dronningen
Ved en aftale i Kolding i 1411 repræsenterede Claus Lembek dronning Margrethe og hendes adoptivsøn Erik af Pommern, mens Erich Krummendiek til Rundhof i Angel mødte som repræsentant for enkehertuginde Elisabeth og hendes børn.
Stod på dansk side
Det var to af de fornemste repræsentanter for Sønderjyllands del, der mødtes. Men de var kendt for, at være bitre fjender. Som kongemagtens mand havde Claus Lembek udplyndret nogle af Erich Krummendieks undergivne på Tønder – egnen. Han havde ligeledes forgæves forsøgt at indtage enkehertugindens slot i Sønderborg. I striden med holstenerne stod han helt og fuldt på den dansk – nordiske kongemagts side.

Piben fik en anden lugt
Endnu i 1443 nævnes Claus Lembek på danehoffet i Nyborg som en af kongens mænd. Men snart fik piben en anden lugt. I de nordlige egne af Sønderjylland havde Konge Erik indsat sine egne amtmænd. Hovedparten af disse var stormænd fra Kongeriget.

Chikaneret af kongen
Claus Lembek kaldte disse for landsfremmede og følte sig forurettet. Måske havde dette været hovedårsagen til bruddet med kongen. Mange af hans fæstere på hans strøggods ud over landsdelen var atter og atter blevet udsat for voldshandlinger fra disse mænds side. Snart følte Claus Lembek, at kongen ville ham til livs. Efterhånden blev diverse len frataget ham. Men den værste krænkelse var nok, at kongen havde fremsat den påstand, at han ikke var Henneke Lembeks søn. Og det som måske var det allerværste var, at hans fjende Erich Krummendiek forlod holstenernes sag og tog parti for Kong Erik.

I 1421 kom bruddet
I 1421 kom bruddet. Den 5. april lod Kong Erik Claus Lembek stævne for sig ved to af sine væbnere, en handling, der dels foregik på Gram herredsting, hvortil Tørning jo hørte. Og dels ud for brofjælden til hans borg. Denne stævning gav anledning til, at Claus Lembek udfærdigede et brev mod kongen med klage over den behandling, som han havde været udsat for.
Dette brev fremlagde han under fredsforhandlinger ved Fehmernsund. Claus Lembeks sag var dermed blevet en del af det store opgør mellem Danmarks konge og enkehertuginde Elisabths tre sønner, Heinrich, Adolf og Gerhard, der nu var blevet voksne.
Men det hele endte med, at Claus Lembek opsagde troskaben til den danske konge, og han blev modtaget med åbne arme af de holstenske grever.
Nogle uger senere, pantsatte de som hertuger af Sønderjylland Gram, Hviding, Frøs og Kalslund herreder til Claus Lembek for 3.500 mark lübsk.

Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet
Der gik rygter om, at Kong Erik stræbte Hr. Claus efter livet. Og det var da også Kong Eriks største ønske at erobre Tørning. Men holstenerne lod ikke Claus Lembek i stikken. De sendte derfor i 1422, lige så snart vejret tillod det en hærstyrke til undsætning, og den fulgte naturligvis Hærvejen. De danske styrker forsøgte, at standse holstenerne ved Immervad, men forgæves. Tørninghus var atter engang reddet.
Hanseaterne støttede nu også holstenerne. Det betød at de kongelige styrker nu endelig måtte vige.

Ahlefeldt overtager Tørning
Efter Claus Lembeks død blev hans udstrakte ejendomme af de holstenske grever overdraget til hans svoger – eller måske snarere hans svigersøn – Heinrich Ahlefeldt. Denne overdragelse fandt sted i 1428. Pantesummen for Tørning len var blevet forhøjet med 2.000 mark ud over de 3.500, som Claus Lembek måtte udrede.
Den nye borgherre døde dog allerede et par år senere. Det blev derfor hans to sønner, Hans og Benedikt Ahlefeldt, der kom til at føre arven videre. Men dermed var Tørning også fremover en sikker borg for de holstenske grever.

Blandt de ledende
Bennedikt Ahlefeldt (den ældres) søn Claus Ahlefeldt var inden århundredeskiftet blevet gift med Anna Pogwisch, en datterdatter af Henneke Lembek af Trøjborg, og efter ham, der var Lüder Lembeks søn, arvede han Søgård, som derefter forblev i Ahlefeldernes eje til 1725.
Søgård og Tørning indgik troskab mod de holstenske grever. Det skete bl.a. i slægtskab. Den danske konges nederlag i Flensborg i 1431, betød at en af grevebrødrene, Adolf den Ottende kunne sætte sig til rette i Sønderjylland som hertug af Slesvig. Og Ahlefeldterne på Søgård og Tørning var som medlemmer af det slesvig – holstenske ridderskab at finde blandt de ledende.

Død under en pilgrimsrejse
Hans Ahlefeldt til Tørning var således til stede i Haderslev, da hertugens søstersøn, Christian af Oldenburg i 1448 forud for sit kongevalg førte forhandlinger med medlemmer af Danmarks Rigsråd. Men to år senere døde Hans Ahlefeldt under en pilgrimsrejse ril Rom.
Nu sad Benedikt Ahlefeldt alene tilbage med den kæmpe besiddelse og indflydelse. Christian den Første overlod hele Gram herred til Ahlefeldt. Dette betød med et slag, at bønderne i Gram blev adelsbønder og tjenere under Tørning.

Den gode hustru
Bennedikt Ahlefeldt døde i 1470. Han havde været gift med Dorothea Heesten, der lige som ham selv var af holstensk adel. Endnu i 1496 nævnes hun, da hun skænkede en pengesum til Haderslev Vor Frue Kirke. Hun skænkede også en betydelig sum til opførelse af et nonnekloster i Haderslev.
I ægteskabet var der syv børn. En søn, Diedrich faldt i Slaget ved Brunkenberg i 1471. Det var her, hvor Christian den Første forsøgte forgæves at få magten over Sverige. En anden søn, Benedict druknede i Elben.

Sønnerne arvede Tørning
De to sønner, Heinrich og Hans Ahlefeldt arvede Tørning. Af døtrene blev Anna gift med Hans Pogwich og bosat syd på. Salome blev gift med Henneke von der Wich, der sad som borgherre på det nærliggende Ejsbøl. Margaretha blev gift med Peter Rantzau, der var amtmand på Haderslevhus.
Hans Ahlefeldt var nok den mest frembrusende. Hans ægteskab med Elsebe Rosenkrantz skabte ham indflydelse i kongeriget Danmarks højadel.

Drikkepenge til herskabet
Ved delingen tilfaldt Haderslev amt hertug Frederik. Han har åbenbart haft et nært forhold til herskabet på Tørning. Således kan man se på efterladte regnskaber se, at han under et ophold den 11.9. 1490 havde givet borgens piger 1 Rhinsk Gylden i drikkepenge, mens jægerne havde fået 4 Skilling for at skaffe hunde til jagten.
Under et besøg i 1494 har han rigtig måttet punge ud. Således har kokken og kældersvende fået 1 Rhinsk Gylden, kammerfruen har fået 2 mark lübsk, og der var seks Skilling til portneren. Jo udgifterne under dette ophold beløb sig til 19 mark og 15 skilling.

Gang i overklassens muntre liv
Der var gang i overklassens muntre jagtliv på Tørning, dengang. Men 1494 var også et uigenkaldelige farvel til Tørning. De to brødre solgte deres arveejendom med alt tilbehør til Kong Hans for ikke mindre end 102.000 mark lübsk.
For at skaffe denne enorme sum, måtte kongen give et andet gods i bytte. Heinrich Ahlefeldt fik Pronsdorf mellem Segeberg og Lübeck. Hans Ahlefeldt fik Haseldorf med tilhørende sogne i Elbmarksen nordvest for Hamborg. Til erstatning for indtægterne fik de begge to vellønnede stillinger som amtmænd.
Ahlefeldterne faldt også i Ditmarsken
Som så mange andre stormænd faldt Hans Ahlefeldt i kong Hans og hertug Frederiks fælles krigstogt mod Ditmarsken i år 1500.
Som kongelig borg bevarede Tørning endnu sin centrale placering på egnen i endnu en menneskealder. I 1499 nævnes Claus Krummendiek som amtmand. Herefter fulgte tre personer af familien Rosenkrantz som amtmænd.

Lagt sammen med Haderslev
Ved Christian den Andens forjagelse blev Tørning len blev lagt sammen med Haderslevhus len. Efter sit giftemål i 1525 fik Frederik den Førstes ældste søn, hertug Christian begge områder til sit underhold. Residensen for det lille hertugdømme Haderslev – Tørning blev Haderslevhus.
Dette var medvirkende til, at Tørninghus blev forsømt og som følge heraf gik i forfald. Som alle middelalderborge havde også dette sted for længst mistet sin militære betydning. Christian den Tredje opholdt sig kun en enkelt gang på den gamle borg. Han interesserede sig ikke for jagt, men kun åndelig ting.

Tørning sat i skyggen
Da hans bror, Hans overtog Tørning len i 1544 sammen med Haderslev amt, blev det klart at Tørning var sat i skyggen af Haderslevhus. Kombinationen Haderslev – Tørning varede lige til hertug Hans død i 1580.
Frederik den Anden opførte Hansborg i stedet for Haderslevhus. Og i nærheden af Burkal opførte han sit jagtslot, Grøngård. Tørning fik lov til at gå sin undergang i møde. Den 9. marts 1597 nedbrændte den gamle borg. En ruin ribbet for fordums stortid, stod tilbage.

Bedre at betale afgift end hoveri?
Christian den Fjerde fandt ud af, at der flere penge i, at bønderne betalte mere i afgifter. Så de slap for hoveriet. I årene 1632 – 1633 blev stort set alt hoveriet afløst af stigende afgifter i de kongelige amter.

Under krigsødelæggelserne under Wallenstein i 1627 nævnes kun Tørning Ladegård.

Kilde:
– Anna Hude: Holstenerpræstens krønike (1903)
– J. Kinch, Ribe bys Historie og Beskrivelse 1 (1869)
– Louis Bobè: Slægten Ahlefeldts Historie 1(1897)
– H.V. Gregersen: Egnen omkring Vojens
– De Slesvigske Hertuger (2008)

Hvis du vil vide mere om: Haderslev:
– Haderslev under første verdenskrig
– Haderslev 1917 – 1918
– Haderslevs historie (3)
– Et apotek i Haderslev
– Haderslev – handel og søfart
– Haderslev – i begyndelsen (1)

Hvis du vil vide mere om Adel, slotte og borge i Sønderjylland:
– Gråsten en flig af historien
– De sidste hertuger på Augustenborg
– Margrethe den Første og Sønderjylland
– Abel og hans sønner
– Enklaverne i Sønderjylland
– Caspar von Saldern – hvem var han?
– Mysteriet i Ensted
– Brundlund Slot
– Ahlefeldt og Søgård
– Adelsslægten, der uddøde
– Adelsslægten fra Aabenraa
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Adel og storgårde i Tønder Amt
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Møgeltønder – dengang
– Trøjborg – nord for Tønder
– Schackenborg i Møgeltønder
– Tønderhus – slot, borg og fæstning
– Hertugen af tønder
– Kirker – syd for Aabenraa
– Folk syd for Aabenraa
– Hvor ligger Tumbøl?
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Frederiksberg Slot
– Akeleye – slægten 1 – 9 og mange flere

Farversmølle ved Aabenraa

Jo det var et yndet udflugtssted. Knap så populært var det sikkert, at stedet blev brugt af Frits Claussens ”Sturm – tropper” til øvelser. Det var her Røde Anders begik et mord. Ja endnu et mord tilskrives stedet. Familien Bahnsen drev stedet i flere generationer. Martin Bahnsen var en af danskhedens ledere og medstifter af Frederiksklubben. Han fandt et kildevæld på Arnsbjerg. Det blev senere Aabenraa – borgernes drikkevand. Møllerne brugte masser af vand. Og det var det dengang.

Brug for vandkraft
Mange virksomheder har brug for vandkraft. Ser vi tilbage i historien har vandkraft været den eneste energikilde, man kunne få. Vandet kom fra åer og bække evt. Søer, som så havde et naturligt fald eller blev dæmmet op. Virksomheder, blev så placeret ved disse vandløb.

Mange møller ved Aabenraa
De vandløb, som løber ud i Aabenraa Fjord, har gennemgående et stærkt fald. Derfor er den smukke egn også rig på møller. Vi kan bl.a. nævne Slotsmøllen ved Brundlund, Jørgensgård – møllen, Nymølle i skoven vest for Aabenraa, Store og Lille Rundemølle, Dalholdt, Stenbjerg og Knappen møller på Løjt land, Laksemølle i Ensted Sogn, Krusmølle og Felsbækmølle i Felsted sogn. Det var blot for at nævne nogle.

Romantiske møllehjul er forsvundet
De fleste af disse romantiske møllehjul er for længst gået i stå. Nu bruger man motorkraft og el – teknik. Nogle steder er alle spor af vandmøller helt forsvundet. Men heldigvis gør Nationalmuseet en masse for, at ikke alle møller rundt omkring bare skal forsvinde.

Vandkraften brugt til meget
Vandkraften blev ikke blot benyttet til at male korn, men anvendtes til at drive slibemøller, barkmøller, hammermøller, stampemøller eller valkemøller, hvor bøndernes hjemmelavede uldne stoffer blev efterbehandlet og valket, så de blev tættere og delvis krympefri.
Undertiden tog møllen sig også af vaskning, blegning og farvning. En sådan stampemølle blev i 1767 indrettet i Sønderskoven i Aabenraa af farver Martin Bahnsen.

Møllens navn blev misforstået
Den blev kaldt for e Farres Møll. I et kort fra 1797 udtrykkes det ukorrekt på tysk Farbes Mühlen. I 1843 kaldes den på et kort Färbers Mühle. Dette tyder på, at det var farverens mølle.
I Georg Buchreitz bog, Vort Hjertes Hjem (1951) mener forfatteren, at der ude på Farversmølle blev malet farvepulver. Det er dog nok ikke helt rigtigt. En farvemølle er nemlig en mølle til farverivning af uorganiske stoffer, som forsyner malermestrene med revne og præparerede farver til oliemaling. Af sådanne kendes til to i København.
– A/S De Forenede Malermestres Farvemølle blev grundlagt i 1845 og den langt ældre Holmblads Farvemølle som i 1912 blev til A/S Sadolin og Holmblad.
J.N. Schmidt, lokalhistoriker fra Tinglev kalder da også møllen for Farversmølle i sit værk Slesvigs Land og Folk. Dette navn har siden været almindeligt.

En ganske naturlig forklaring på navne – forvirringen
Det er sikkert en ganske naturlig forklaring på navneforvirringen. Møllen har antagelig fået navn efter sin første ejers profession og ikke efter sit formål. For de første 30 år blev møllen drevet som almindelig grynmølle. Stampemøllen ville Bahnsen anlægge højere oppe ved vandløbet. Men det viste sig, at der var for lidt vand.
Han måtte sælge grynmøllen for 700 Rdlr. til Hans Hansen og samtidig forbeholde sig ret til at lægge den anden mølle til samme opdæmning.

Der skulle bruges oceaner af vand
Fra 1797 driver Bahnsen møllen som kombineret uldtøjsfabrik, stampe – og valkemølle, blegeri og farveri. Efter vævningen blev de uldne stoffer behandlet med valkejord. Til farvningen anvendtes næsten udelukkende organiske stoffer, som f.eks. kraprod, indigo, farvetræ, mangeløv, lyng, lav, valnøddefrugtkød, forskellig slags bark og undertiden gæret urin.
Som det ville kunne forstås, måtte der flere grundige skylninger til efter den behandling. Man skulle bruge rigelig mad vand til alle processer. Bahnsen investerede store summer i møllen, men tjente ikke meget på møllen. Så gik det bedre med farveriet inde i byen.

En anerkendt farver – familie
Bahnsen hørte til blandt landsdelens mest kendte og agtede farverslægter. Den kan føres tilbage til Bahn Hansen i Husum. Dennes søn, Hinrich Bahnsen indrettede i 1654 det første farveri i Haderslev. Sønnen Martin, blev farver i Aabenraa i 1681. Hans ene søn, Hans, blev farver i Gråsten og den anden søn Hinrich overtog farveriet og ejendommen over for Nikolaj Kirke i Aabenraa. Samtidig drev han fra 1699 et farveri i Gråsten.
Hans hustru var datter af borgmester Hans Thaysen i Aabenraa. Med hende arvede han en humlegård ved Arnsbjerg, nord for Aabenraa. Endvidere arvede han en løkke. Kaldet Grugård. Hertil købte han i 1687 Sønderløkke i Sønderskov for 446 mark.

Et kildevæld på Arnsbjerg
I 1717 afstod han hus og farveri til sin søn Hinrich. Samtidig eller kort forinden fik hans anden søn, Hans. Hans Hinrich Bahnsen fik i 1739 kongelig resolution til at anlægge en stampemølle i sin løkke, Arnsbjerg, hvor der fandtes et kildevæld. I 1749 overdrog han farveriet til sin søn, Martin. Selv døde han i1763 som rådsherre.
En ny kilde i Sønderskov
Martin Bahnsen var også rådsmand i mange år. Ved kongelig resolution af 1761 blev der givet tilladelse til at anlægge en grynmølle ved stampen på Arnsbjerg. I 1767 blev denne flyttet Sønderskov, hvor der var fundet en ny og kraftig kilde, Hjortkilde med spor af en ældre dæmning. I 1790 solgte han denne mølle, ligesom han solgte kildevældet på Arnsbjerg, så Aabenraa – borgerne kunne få frisk drikkevand.

Ny stampemølle
I 1797 fik han derefter tilladelse til at anlægge den nævnte stampemølle højere oppe ved Hjortkildes løb i Sønderskov. Martin Bahnsen døde i 1801.
En af sønnerne, Bratholdt overtog farveriet. Men han fik ikke privilegiet fornyet, idet kancelliet samme år erklærede farveriet for fri næringsvej i Aabenraa.
Hans datter, Elise Margrethe blev gift med farver Markus Adolf Jürgensen i Gråsten. Broderen, Martin tog til søs i nogle år, men gik siden i lære hos faderen i Aabenraa som farver.
Danskhedens ledere i Aabenraa
Efter faderens død i 1831 drev han farveriet videre på en dygtig måde. Det blev efterhånden det største farveri i Sønderjylland. Han blev rådmand lige som flere af sine forfædre. Han dannede sammen med dr. Grauer og urmager Frederik Fischer danskhedens ledere i Aabenraa.
Frederiksklubben
I november 1848 var Bahnsen desuden en af initiativtagerne til dannelse af et selskab for danske mænd, den senere Frederiksklub, som hvis stadig eksisterer.

Bahnsen udvist
Da oprørerne fik magten i 1849 blev Bahnsen udvist af den berygtede borgmester Schow. I 1864 blev han afsat som rådmand. Preusserne havde ham hele tiden under observation. I 1869 blev hans hjem genstand for en grundig politiundersøgelse.
Mens det gik godt for farveriet, så knap så godt ud for stampe – og valsemøllen i Sønderskoven. I 1834 opgav han derfor privilegiet på den. Den skiftede senere ejer nogle gange. I 1890erne blev den overtaget af Nordslesvigske Folkebank.

Spor af ældre dæmning
De spor af den ældre dæmning, som Bahnsen fandt i 1767 i Sønderskoven, stammer muligvis fra den stampemølle som amtsforvalter Joachim Danckwerth i 1637 lod opføre. På Johannes Mejers kort over Aabenraa By og Amt fra 1639 – 41 er placeret på et sted i Sønderskoven som nok nogenlunde kunne svare til den nuværende Farvermølles beliggenhed.
En morder ved navn Røde Anders

Nu er det ikke alt fred og idyl, selv om stedet er kendetegnende med en fantastisk natur. Ved en eg, som nu kaldes Bergens eg fandt der i februar 1795 et mord sted på skovridder von Bergen. Under sin tjeneste blev han skudt af krybskytteren og vildttyven Anders Lauersen fra Mellerup. Han gik under navnet Røde Andreas.
Moderen blev halshugget på retterstedet i Hjordkær året efter. Og kigger man godt efter kan man finde egen med et skilt:
– Von Bergens Eg. Her blev skovridder Von Bergen skudt af krybskytten Anders den 21. februar 1795.

Endnu et mord ved møllen
Og langt senere slog en beruset person en ung skovfogedassistent ihjel ved møllen og idømtes 18 måneders forbedringshus.
Det gamle vandmøllehjul har tidens tand sørget for. Et karakteristisk træk i landskabet er forsvundet. Men mølledammen og møllehuset kan godt give fantasier tilbage til fordoms skønhed.
Endnu kan man finde kilderne, Hjortekilde og Helligkilde. Disse kilder var dengang meget vandførende. Men i dag må de kæmpe med Aabenraa Bys vandforsyning om grundvandet. Og det var netop vand fra skoven og dens kilder, som Farversmølle fik sit vand fra.

Yndet udflugtssted
I mange år var Farversmølle et yndet udflugtssted for foreninger og selskaber. Således fejrede den førnævnte Frederiksklub Kronprins Frederiks, den senere Frederik den Ottendes bryllup med den svenske prinsesse Louise den 28. juli 1869 med en fest i møllens beværtning, og talrige er de skoleklasser, som med sang og musik er draget ud i det grønne med Farversmølle som mål.

Upopulære øvelser
Knap så populært har det sikkert været, når Frits Clausens ”Sturmtropper” har afholdt øvelser herude.

Kilde:
Georg Buchreitz: Vort Hjertes hjem (1951)
J.N. Schmidt: Slesvigs land og Folk (1852)
Sønderjysk Månedsskrift (Diverse numre)
Se Litteratur, Aabenraa

Hvis du vil læse mere med relation til artiklen: Læs
– Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
– Mennesker i Aabenraa
– Aabenraa – 1864
– En Fysikus i Aabenraa
– Henrettet i Aabenraa
– Lov og ret i Aabenraa

Hvis du vide mere om møller: Læs
– Barkmøllegade i Aabenraa
– En Vandmølle i Tønder (under Tønder)
– Kobbermøllen i Kruså (Padborg/Kruså/Bov
– En mølle i Højer (under Højer)
– Jagtvejens Mølle (under Nørrebro)
– Ølunds Mølle (under Nørrebro)

– I diverse andre artikler kan du også læse om møller på Østerbro, Vesterbro, København, Frederiksberg, Christianshavn, Løjt Land m.m.

Gammel Frederikskog – dengang
Gammel Frederikskog havde både skole, mølle, kro og en galgeplads. Her var stormfloder på stribe. Befolkningen fik 17 års frihed og ingen afgifter. Indtil da havde hertugens embedsmænd stukket afgifter i egen lomme. Men så kom der igen stormfloder på stribe, og befolkningen blev nærmest ruineret. Hertugen havde i mange år forsøgt at finde finansiering for inddigning.

 

Vi er i Tøndermarsken
Vi har jo skrevet en del om Ny Frederikskog, hvor undertegnede har så mange gode minder fra. Men hvad med Gammel Frederikskog. Ja for dem, der slet ikke er med i geografien, så kan vi fortælle, at vi befinder os i Tøndermarksen, ikke langt fra Højer.
Store tab efter stormfloder
Tilslikningen af Vidåmundingen mellem Vidding herred og Højer herred blev stærkt fremkommet efter de store landtab efter stormfloden i 1593. Jo det gik hårdt ud over vestkysten dengang. Undergangen af Rikkelbøl i 1615 og ikke mindst Gammel Nordstrands undergang i 1634. Herude i marsken er det hele tiden landtab eller landindvinding.
Hertugen havde store planer
Allerede omkring 1610 synes Vidåmundingen at have været et ret højt vadeland. Hertug Frederik havde en plan med at inddige hele bugten. Det lykkedes dog ikke. Man nøjedes i 1618, at inddige en del af Brunodde Hallig (Brunoddekog).

Hollændere blev kaldt til
Hertugen havde også store planer med Rudbøl. Det skulle være en fristad. Hertugen afsluttede i 1630 en kontrakt med hollænderen, Cornelius Claasen Pietall. Han skulle bygge et dige fra Rødenæs til Højer. Desuden skulle en kanal ved Rudbøl forsynes med 8 havsluser.
Hertugen trak overenskomsten tilbage
Da det drejede sig om en dæmning over et stort dyb, skulle disse sluser bygges i form af nedsænkede skibe. Landmand Henrik Jordtmand har sandsynligvis boet på en lille hallig uden for Vidåmunderingen, for han solgte sin ejendom til dette formål.
Ingeniøren Pieter Vingboons fra Amsterdam var længe beskæftiget med planlægningen og Cornelius Pietall var ivrigt beskæftiget med at vinde interessenter med kapital i Holland. Men anstrengelserne var så godt som resultatløse.
Hertugen trak derfor overenskomsten tilbage. Derefter fik generaldigegreve Isaak de Moll den 11. januar 1636 koncessionen på inddigningen ved Rudbøl. Men heller ikke her skete der noget som helst.

Var der et kapel?
Hele forlandet og vaderne tilhørte den gang Horsbøl herred (Vidding herred). Halligen Brunsodde lå i Vidåbugten. Dens nordlige del groede ved tilslikningen sammen med Rudbøl og Frederikskog. Den var allerede før inddigningen beboet. På halligen skulle der ifølge gamle kort ha ligget et kapel, Trindsum Kapel. Men det kan ikke spores yderligere, om dette har sin rigtighed. Men sandbankerne i vaderne blev betegnet som Trindsand. Og Trind er et hyppigt forekommende stednavn ved vestkysten.
Det er svært at efterprøve forekomsten af ældre hallig – land. En undtagelse er den såkaldte Inspektørvarf. Formentlig flød her et vandløb fra Vidåen til den bebyggelse, som man i 1692 slog en dæmning over. Det er her Meier har indtegnet kapellet på et af sine kort. Her findes også nogle højdepunkter.

Embedsmændene puttede pengene i egen lomme
De store vader lå i mange årtier hen uden diger. De blev hovedsagelig benyttet af beboerne i Horsbøl herred til græsning af kreaturer og får samt til høbjergning. Men alligevel krævede de gottorpske embedsmænd en afgift. Denne havde de ikke et retsgyldig krav på, og uden hertugens viden vandrede de da også direkte ned i disse embedsmænds lommer.
En hertugelig befaling
I året 1665 bekendtgjordes ved en hertugelig befaling fra alle prædikestole i Vidding herred, at alt vadeland uden for Rikkelsbøl og Brunodde skulle udbydes til forpagtning gennem kornskriver Peter Preuss. I den anledning krævedes i løbet af 14 dage en optegnelse over alle havdiger, mellemdiger og spadeland og af alle nydte friheder.
Digegreve og landfoged Johan Preuss på Fokkebøl protesterede. I et brev til hertugen beder han om, at dette vadeland som hidtil overlades ham som indkomster fra hans greveembede. Han skriver om det, hidtil så ringe vadeland, at det beregnes ham med årlig 20 rdl.
Heller ikke de velhavende landbesiddere såsom herredsfogeder og herredsrådmænd havde nogen interesse i inddigningen, fordi de i så fald i reglen blev tilsidesat af de hertugelige embedsmænd, som fik det nye land.

Landet overladt til inddigning
Landindvindingen i den omtalte bugt skred dog stadig fremad. Den 15. oktober 1690 udgav hertug Christian Albrecht på Gottorp en oktroj, hvori han overlod landet, som var liggende ved Horsbøl herred og Brunodde kog til inddigning.

17 års frihed
Som det var tilfældet på Nordstrand skulle beboerne nyde det nye inddigede land kvit og frit uden nogen som helst afdrag i 17 år efter inddigningens afslutning. Først efter denne tid skulle der betales ½ rbdl. Pr. demant til det fyrstelige kammer.
For landets produkter skulle der i de 17 år ingen told beregnes, og der skulle tilsikres frit erhverv.
Hvad der var behov for skulle frit kunne indføres i dette kog. Desuden skulle der tillades interessenterne, deres arvinger og efterkommere at opstille vind – og hestemølleruden for, på og inden for digerne og udnytte dem med fri malen, brygning og bagning. Man måtte have herberger, stalde samt drive andet håndværk, købmandsskab og erhverv uden afgifter og vederlag.

Egen lovgivning
Den, der ejede 60 demat var hovedparticipant og havde fri jagt og fiskeri uden og inden for diget. Fem hovedparticipanter skulle sammen med deres valgte inspektør, en dommer og tre rådmænd afsige dom. I kogen skulle Ejdersted Landret være gældende.
Kigger man rigtig efter, har det også været en plads herude, som man kaldte for Galgepladsen.

Født af havet
I året 1692 begyndte arbejdet under digegreve Paul Schabau fra Rudbøl. Den egentlige ledelse lå i hænderne hos lens – og digefoged Sibbern Carstens, gårdejer på Store Bombøl. Hans bror var den senere digegreve i Tønder Amt, Christian Sibbers.
I 1692 var arbejdet færdigt. Det var også med en vis stolthed, at disse digebyggere kunne præge valgsproget:
– ex mari natus (født af havet)
Dette er også med i Frederikskogs våben, og det står også på brudedøren til Højer kirke.

Tilhørte Rødenæs og Aventoft
Indtil hele Vidåbugtens inddigning i 1861 hørte befolkningen i Gammel Frederikskog i kirkelig henseende dels til Rødenæs, dels til Aventoft.
Præsten fra Rødenæs førte tilsyn med skolerne i Frederikskog og Rudbølkog. Frederikskogs indbyggertal lå i årene 1760 til 1895 mellem 25 og 39 personer.
En god jord
De mest markante bopladser er de endnu velholdte Kenkelhof og Inspektørvarf. I 1765 blev sidstnævnte ejet af Hans Brodersen fra Kjærgård.
Jorden i Frederikskog var særdeles god, og dens produkter nød stor anerkendelse.

Stormfloder på stribe
Landbesiddernes 17 friår løb hen uden særlige digeskader. Men så 26 år efter inddigningen kom de første store digebrud, særlig i julenatten 1717 løb den nye kog fuld af havvand. Efter at man lige havde påbegyndt udbedringen, kom der en isflod den 25. februar 1718. Den dækkede jorden med næsten to meter tykke isflager.
Allerede ved nytårsfloden 1720/21 var det galt igen. Vandet stod da én til to fod over tidligere floders vandstand. Næsten hele havdiget omkring Frederikskog blev skyllet bort og ødelagt.

Beboerne blev ruinerede
Beboerne blev fuldstændigt ruinerede. De ventende indtægter var utilstrækkelige. Dertil kom krigsbyrderne efter Den Store Nordiske Krig.
En rejse til København
I Vidding Herred gik det ikke bedre. Her var også opstået stor fattigdom efter digebruddene. Den 17. februar 1721 besluttede alle lens – og rådmænd i herredet at sende lens – og digefoged Jens Atgens fra Diedersbøl med en bønskrift til kongen i København. Samtidig skulle han varetage Frederikskogs ønsker og interesser.
Rejsen blev påbegyndt den 22. februar og gårdejer Lewe Melfsen fra Toftum betalte som forskud for herredet 150 rbdl til rejseomkostninger. Der findes faktisk en nøje rejsebeskrivelse over denne tur, der varede 33 dage.
Jens Atgens boede over for slottet foran Holmens Kirke. Flere gange blev han modtaget af kongen, og den 18. marts blev der bevilget ham 6.000 rbdl. Af krigskassen i Rendsborg. Han klagede over forhandlingernes forløb og anførte, at den samlede skade ved digerne beløb sig til 50.424 rbdl.

Ny inddigning og opmåling
Efter en ny inddigning og sikring af kongen udførtes på befaling af kammerherre og amtmand von Holstein en nøjagtig opmåling gennem landmålere.
En afvandingsgrøft
Frederikskog blev tidligere sammen med Brunoddekog afvandet gennem Rudbølkog. Slusen var i nærheden af den gamle Kongsmølle. Men siden 1843 afvandes kogen gennem Frederikskog-diget ved en afvandingsgrøft, der er gravet gennem det daværende forland. Resterne af den gamle plankesluse er for længst fjernet.

Nørremølle
I 1739 blev der i nærheden af den gamle kogs-sluse bygget en kogs-mølle. Den er kendt under navnet Nørremølle.
I de gamle skrifter kan man læse følgende:
– Anno 1738 og 1739 blev en grynmølle bygget ved Rudbøl og Frederikskog. Interessenterne er Balthasar Scmid og Hr. Jürgen Kröger, borger og handelsfolk i Tønder og Hr. Peter Petersen, der bor i Højer.
Og du kan faktisk læse mere om denne i historien En Mølle i Højer.

Kroen var en god forretning
I møllerbygningen var der også en kro. Byggeåret står angivet til 1739. Og i hvert fald så var de første år gode.
Ved inddigningen af Gammel Frederikskog var der blevet et smalt sted på forlandet mellem Frederikskogdiget og Højerdiget. Det blev poseformet dækket med klæg og fremkaldte snart tankerne om en ny inddigning.

En skole i Gammel frederikskog
På det gamle Frederikskogdige i Nørremølle blev der i 1819 bygget en skole. Her havde der også tidligere ligget en skole. Den ny skulle være en såkaldt Distriktsskole. Efter inddigningen i 1861 skulle elever fra Ny Frederikskog også gå her.
Undervisningssproget var tysk, indtil det i 1859 blev afløst af dansk, hvad der bevirkede, at den daværende lærer flyttede fra skolen. Fra 1865 til Genforeningen var undervisningssproget tysk.

Udvidelse af skolen
Skolen bestod af en lys og rummelig skolestue og en lærerbolig. Læreren havde foruden en lille kontantløn fri bolig samt græsning og foder til to køer og frit brændsel. Senere blev hans indtægter forhøjet. Omkring 1840 holdt han desuden omkring 100 får på forlandet.
På den tid blev der bygget en ny og større skolestue, fordi den gamle var alt for lille til de 18 elever. Men denne fik læreren som soveværelse. Fra 1908 gik børnene fra den nordlige del af Frederikskog i skole i Højer. Efter 1920 fortsatte skolen med en lærer, der både underviste på dansk og tysk. Det var vel den mindste skole i Tønder Amt. Således var der i 1924 kun 17 elever.
Først i 1928 blev skolen opdelt i en dansk og en tysk afdeling. Den danske afdeling blev nedlagt i 1942. Ved nedlæggelsen blev børnene henvist til Rudbøl Skole.
Ja og hvad skete der i grunden med de sluser, der skulle anlægges ved Rudbøl. Ja se det er en helt anden historie.

Kilde: 
Ludwig Andresen: Tonderner Einwohnerbuch
Ahrends: Gejsligheden i Slesvig og Holsten
Johs. Stenderup: Stednavne
Rolfs: Geschichte des Kirchenspiels Hoyer
Johan Volquardsen: Familier ved Vestkysten
Sønderjysk Månedsskrift (diverse udg.)
Folmer Christiansen: Sparekassen i Højer med træk fra byen efter 1920

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  Under Højer (77 artikler):  Hvis du vil vide mere om Diger, marsk og Stormflod: Læs her:
  – En mølle i Højer
  – Landet bag Digerne
  – Syd for Højer
  – Stormflod ved Vestkysten
  – Rudbøls Historie
  – Vadehavet ved Højer
  – Bådfolket i Rudbøl
  – Soldater på Jordsand
  – Øen Jordsand – engang ud for Højer
  – Højer – stormflod og diger
  – Fiskeri ved Højer
  – Travlhed ved Højer Sluse
• Under Tønder (283 artikler) 
  – Det frisiske salt (under Tønder)
  – Emil Noldes liv – vest på (-)
  – Tønder, Marsken og Afvandingen (-)
  – Friserne – syd for Tønder (-)
  – Vikinger i vadehavet (-)
  – Tøndermarsken – under vand (-)
  – Aventoft – byen ved grænsen
  – Drømmen om en havn i Tønder (-)
  – Digebyggeri i Tøndermarsken (-)
  – Kanal gennem Tønder (-)
  – Hertugen af Tønder (-)
  – Tøndermarsken (1)
  – Tøndermarsken (2) Og mange flere

Redigeret 13.-10.-2021

Omkring Kongens Nytorv (1)
Vi møder en del mennesker, der satte deres præg på København. Capozzi importerede italienske lækkerier og oprettede en italiensk restaurant. Og så var det kunstneren, der blev konditor. Dr. Metze var en af datidens originaler. D’ Angleterre startede med koncerter med H.C. Lumbye. Og her mødte Fru Heibergs forældre hinanden. Her var mekanisk værksted og Portas Konditori. Varmtvandsbade opstod, og i teatret var der behagelige dufte fra vinkælderen.
Det var Kongetorvet
Fra gammel tid var Kongens Nytorv – hovedtorvet. Det var simpelthen – kongetorvet. For enden af Nyhavn, hvor der var fri udsigt, lå de såkaldte sandkister. Disse var en slags træskurer, med lem i loftet, hvor igennem sandet blev hældt. Det skete fra sandbåde, som lagde til i Nyhavn. Disse sandkister lå også ved Frederikholms Kanal lige ved Stormbroen.
Sandmændene med hest og vogn købte et vognfuld sand og så trak de rundt omkring med vognen i byens gader under det gentagende råb, Sand, sand, her er sand.
Husmødrene stak da hovederne ud af vinduerne, mens de råbte ned:
– Aa Sandmand, kom op med en Skæppe.
Dengang var de fleste gulve hvidskurede. Til skuringen skulle man bruge sand. Man skulle så skure det umalede gulv blændende hvidt.
Gyldenløves Slot
Ved siden af Sandkisten lå det af Gyldenløves slot – Charlottenborg Slot. Indtil 1870erne lå her også en prægtig botanisk have. Den strakte sig fra Nyhavn til Heibergsgade og den forreste del af Herluf Trollesgade og Peter Skramsgade.
Bag ved haven lå Gammelholm med en del af Orlogsværftets værksteder og magasiner. Indgangen til den botaniske have var fra Nyhavn gennem en dør i en mur, der omhegnede haven.
Det var nu ikke den første byhave. Allerede i år 1600 anlagde Christian den Fjerde en have med lægevidenskabelige planter i Krystalgade. Den næste have blev anlagt af Frederik den Femte på begge sider af Amaliegade.
Gjæthuset
Hvor nu Det Kongelige Teater ligger, lå det såkaldte Gjæthus, der i sin tid havde været Kanonstøberi, senere var det den militære højskole.
Gjæthuset gik fra Harsdorff’ s Palæ (det senere udenrigsministerium) til det gamle teater, hvis forreste del var en køn stilfuld bygning med to fremspringende pavilloner, omkring hvilke, der stod stenstøtter, der var forbundet med jernkæder. Da det gamle teater blev revet ned, blev disse stenstøtter transporteret ud til Østerbro og kom til at stå i indhegningen til Rosenvængets Allé 46.
En velduftende vinkælder
I den ældste teaterbygning var der i den bagerste fløj hen imod den daværende kanal indrettet en vinkælder, som var udlejet til Pilloy. Det var en af datidens mest kendte vinkældre. Her var også en almindelig Købmands – og Urtekramhandel i den ældste tid.
I Adresseavisen fra 1760 fremgår det at man, udi Viinkielderen under Comoedihuset kunne man købe følgende sager:
– Frisk tysk Peberrod til 5 Sk. Pt. Pd.
– Røgede Sild 4 Sk.
– Bundtet flamske Sild 6 Sk. Pr. Stk.
– Kaffebønner til 20, 22 og 24 Sk. Pr. Pd.
– The, bl.a. ”en pyk og god The de Bohe til 4 Mk. Pr. Pd.
– Oprigtig Chinesisk Soya
– Italiensk Citronsaft, mel, Bankebyg og Vestindisk Puddersukker.
Det må have været en behagelig duft, der er steget op i teatret fra Urtekræmmer – kalderen. Man forhandlede også bøger og kobberstik. Jo og sandelig om ikke Skipper Eskild Jensen, der er rede til at sejle med sit skib til Bergen, anmoder såvel passagerer som dem, der havde pakker at forsende, behageligst at adressere sig til Peter Salto i Viinkielderen under Comoedihuset, som giver nærmere Anviisning.
Conversations Klub
Til den forreste del af det gamle teater var der i midten af 1850`erne blevet opført en hæslig pakkehus lignende bygning, som rummede scenen, påklædningsværelser m.m.
På hjørnet ved Vingårdsstræde (13), lå en bygning opført af admiral Christian Bjelke. Den kom senere i Grev Holstein Holsteinsborgs besiddelse. Denne solgte ejendommen videre til konferenceråd Carsten Ancker. Han drev stedet som traktørgård og afgav sæde for datidens mange klubber, bl.a. den såkaldte Conversations Klub.
I 1796 solgte Carsten Ancker stedet til traktør Ernst Møller. Han gav gården det meget pompøse navn Hotel du grand Nord.
Traktørgårdens vært var i 1787 Traktør Raue, der i samme år købte det modsatte hjørne af Vingårdsstræde (1). Her var tidligere herberg og blev senere Hotel d’ Angleterre. Vi har tidligere berettet om, at familien Ahlefeldt også har ejet ejendommen.
Varmtvandsanstalt
I 1811 blev ejendommen Vingårdsstræde (13) solgt til den kendte storkøbmand Konferenceråd, Constantin Bruun. Fem år senere lod han her indrette det første varmtvandsanstalt i København.
Omtrent samtidig indrettedes en lignende indretning i Lille Strandstræde (10). Her var der åbent fra kl. 5 om morgen til kl. 10 om aftenen. Her blev også serveret Bouillon, Chokolade og Likører, men kun for dem, der benyttede sig af badene.
Ja så var det Frederiks Hospital, der åbnede for varme, russiske bade. Og det fjerde badeanstalt blev indrettet i Amaliegade 3 af kaptajn og mægler P. Hyllested. Jo da, han fik privilegium på en sådan den 23. november 1827.
Damerne var ikke så ivrige
Åbenbart var damerne ikke så ivrig efter at benytte de varme bade. For hos Hyllested havde damerne kun adgang tre formiddagstimer om ugen. Derimod havde herrerne adgang hver dag.
Muligvis er det disse bade, som Doktor Ryge sigter til, da han i 1829 anbefaler teaterdirektionen til at uddele billetter til dampbade blandt personalet, og han tilføjer i sin skrivelse:
– Jeg kender intet bedre Middel til hurtigere at etablere Hudens Function end de Russiske – nu, Gud være lovet! – ogsaa Danske Dampbade.
Mekanisk Vokskabinet
I 1828 præsenterede to hollændere et mekanisk vokskabinet i Hotel du Nord. Her var bl.a. en spindende kone, der gav komplimenter til publikum. Og her fandtes også et selvspillende fortepiano med trompet – og Janitscharmusik. Det var nu heller ikke billigt at besøge det hollandske vokskabinet, hele 1 Rigsdaler skulle der betales.
I hotellets kælder ud mod Vingårdsstræde fandtes i adskillige år en ret tarvelig, men stærk besøgt dansebule, som gik under navnet, Torvet.
Og ligeledes i det gamle hotel installerede vognmændene Brødrene Nielsen de første flytteomnibusser i byen.
I ejendommen nr. 15, der blev revet ned i 1893, og som senere dannede den ene fløj af Magasin du Nord’s bygning var en statelig og stilfuld ejendom fra det 18. århundrede. I 30 år fra 1817 – 1848 lå her det velkendte firma Hambro & Søn. Senere indrettede bankierfirmaet Smidt & Le Maire sig her.
Portas Konditori
På hjørnet af Torvet og Lille Kongensgade lå Portas Konditori. Der går en historie ca. 100 år tilbage. Stedet skulle dengang være drevet af aquavitskjænker (udskænker af likører og andre destillerede drikkevarer) H. Sultani.
I Københavns Vejviser fra 1798 ses det, at Æbleskiver bages hos Sultani. Senere rykkede den schweiziske konditor, Jacob Mini ind i Sultanis lokaler. Efter ham kom Gaudenze Gianelli og Stephan á Porta og senere endnu deres efterfølgere.
Hviids Vinstue
Oven over Hviids Vinstue står der, at Vinstuen var grundlagt i 1723. Men det er nu ikke korrekt. Der var en uafbrudt stribe af vinhandlere her indtil midten af 1760erne. Da blev ejendommen købt af grovsmed og stadskaptajn, Michael Nitz. Med hjælp fra Frederik den Femte ombyggede han fuldstændig stedet.
Mange soldater var øltappere
Og den person, der i 1723 etablerede sig var Christen Henrichsen var slet ikke vinhandler men Grenader, der tillige drev øltapperi. Soldaterlønninger var ikke store dengang, så en biindtægt som øltapper, var der mange soldater, der havde. Det gjaldt også for Werner Dam, der var fodgarder. Han drev øltapperi i Lavendelstræde, inden han flyttede ud ved Gammel Kongevej. Her drev han en større beværtningshave ved den navnløse forbindelsesvej mellem Kongevejen og Vesterbrogade. Endnu i 1811 kaldtes denne vej efter hans traktørsted for Werner Dams Vej. Og nu i den lidt mærkelige udgave, Værnedamsvej.
Hinrichsens efterfølger hed Jens Giemsøn. Han var ligeledes øltapper. Først i 1740 kom der en rigtig vintapper. Han hed Joseph Phebe, og var privilegeret Vintapper udenfor Lauget.
Lækre kager fra Blikdåsen
Vi springer frem til den 22. juni 1795, hvor den kendte vinhandler Lars Kuhr flytter ind med sin tredje hustru, syv børn, svend, dreng og øvrige personale. Han havde boet Holmens Kanal nummer 8, men den brændte i 1795. Kun fem år boede Lars Kuhr i ejendommen. I året 1800 blev ejendommen købt af vinhandler Abraham Preuss.
Hviids Vinstue må betegnes som den tredje ældste i København. Den ældste lå på hjørnet af Løvstræde og Købmagergade. Det var den gamle Capo de bonne Esperance. Men mon ikke Hviids Vinstue i dag må betegnes som den ældste vinstue af dem, der er tilbage? Man fornemmer fortiden, når man befinder sig i lokalerne.
Og her på Hviids Vinstue kom en rynket gammel moerlil iført et gråt slidt sjal. Hun havde en stor mystisk udseende blikspand med sig. Hun sjoskede straks hen til den nærmeste gæst, der sad og læste Folkets Avis og drak et glas Arrakpunsch. Hun præsenterede nu blikspandens herligheder for gæsten. Her åbenbarede sig de dejligste Butterdejskager ”Røde Grise” og andre kager alle sammen indkøbt hos Kukkenbageren i Møntergade.
Hvad drak man dengang?
Fortidens drikke på Vinstuerne var foruden vin enten rom – eller Arrakpunch. Og denne kunne enten nydes kold som varm.
Når man i sin tid bestilte en lille Rompunch lød ordren på En halv Historie. Udtrykket kommer fra, at når en gæst betvivlede rommens ægthed (Scholtens Gammelrom), så måtte vinhandleren eller konditoren fortælle en lang historie om, hvordan han havde fået fat i rommen.
Rompunchen blev afløst af cognac – toddyen, som regel Caminade Cognac. Denne blev igen afløst af den fra Sverige stammende cognac og sodavand.
I midten af 1880erne blev Whisky med Soda det store hit. Og det første sted man kunne nyde denne drik var i Wiener – Kaféen i Hotel Kongen af Danmark. En hollandsk gæst havde foreslået denne drik.
Inden den tid havde man ganske vist kendt Lorne – Whisky, men kun som varm toddy med en citronskive i. Man regnede med at folk, der drak dette havde stor tilbøjelighed for stærke drikke.
Fru Heibergs forældre mødte hinanden
Hjørnet af Kongens Nytorv nr. 23 og Østergade nr. 1 var ligeledes en gammel vinhandler – og konditorejendom. Det var her, at Christian Heinrich Pätges var kyper, da han første gang så sin hustru, Henriette Hartwig. Jo deres første møde foregik på hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade. Det kan man læse i datterens erindringer. Og datteren, ja det var den berømte skuespillerinde, Johanne Louise Heiberg. Hende har vi artikler med her på siden både under Nørrebro og Østerbro.
Koncerter med H.C. Lumbye
Hotel d’ Angleterre har ligget der siden 1795. Traktør Gotfred Raue flyttede hertil i 1792. Det lå ellers i Vingårdsstræde.
Da Joseph Knirsch var ejer startede han at arrangere koncerter med selveste H:C. Lumbye. Og den første koncert var den 4. februar 1840. Se her, hvad der stod i Adresseavisen den 1. februar 1840:
Concert a la Strausz
Med kongelig allernaadigst Tilladelse vil et Musikselskab, bestaaende af 20 Personer (her fra Staden), Tirsdag den 4de Februar, give en Concert i Hotel d’ Angleterre. Indholdet bliver nærmere bekjendtgjort.
H.C. Lumbye
Billetterne kostede 3 mark, og dem kunne man købe hos Lose & Olsens Musikhandel i Gothersgade.
Butikker i hotellet
Et lignende avertissement havde allerede stået i samme avis den 2. december 1839, men dagen efter døde Landsfaderen, Kong Frederik den Sjette. Og den deraf følgende landesorg gjorde, at Lumbyes koncert blev udsat til februar.
Under Knirsch blev der også indrettet butikker i Hotel d’ Angleterre. Dets første lejer var tobakspindermester A.M. Hirschsprung, der rykkede ind i butikken på hjørnet af Østergade i 1827. Han havde i forvejen grundlagt sin virksomhed i Nyhavn. I 44 år blev han i hotellet, og i 1871 flyttede han ind på selve Østergade.
Ved siden af hotellet, hen imod Ny Adelgade var indkørselsporten, fra hvilken man kom til den store have, der strakte sig hen til baghusene af den berygtede smalle Peder Madsens Gang.
Hovedvagten
Foran hotelporten skød hovedvagten sig frem som et tegn på, at København var en fæstning og en garnisonsby. I den anledning var den forsynet med tre store kanoner, som folket havde givet navn efter de tre gammeltestamentlige patriarker, Abraham, Isak og Jakob.
Hovedvagten var blevet opført 1680, men var blevet ombygget i 1724 og 1830. Mens den sidste ombygning stod på, var der indrettet en hovedvagt i et større træhus på selve Kongens Nytorv. Det var ikke lige noget, der pyntede.
Ved ombygningen fik hovedvagten en ekstra etage, således at stueetagen var forbeholdt det daglige vagthold. Første etage var forhørssal og officersarrester, mens anden etage var soldaterarrester. Samtidig blev Hovedvagtens Ur gjort transparent, så den kunne oplyses om natten.
Københavnerne savnede Vagtparaden
Bygningen fik lov til at stå til 1874, da den blev revet ned. En ny vagt blev opført i Kastellet. For mange københavnere var det sorgens dag. De havde været vant til vagtparaden, som altid på slaget 12 kom marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Torvet. På dette tidspunkt var der altid et sandt menneskevrimmel. Vagtparaden var en del af dagligdagen. For provinsboer var vagtparaden absolut noget, der skulle og måtte ses.
Dr. Metze – en af datidens originaler
Ved den senere store Privatbankens bygning var der opført to hjørnehuse. Og i det hus, der lå ved Ny Adelgade boede ca. i 1870erne en af datidens originaler, Dr. Metze. Han mindede om en tysk professor med et langt hvidt hår, der brussede ud til siderne med den høje cylinderhat, guldbriller. Han holdt altid stokken i begge hænder på ryggen. Han gik altid og hold formaningstaler til sin lille trofaste grævlingehund.
Kunstneren, der blev konditor
I ejendommen ved siden af boede på et tidspunkt en vis Agostino Taddey, der både var billedhugger og konditor. Han var født i Italien, men havde slået sig ned i Hamborg. Da Christiansborg Slot skulle genopføres efter branden i 1794, blev han indkaldt af slottes arkitekt, C.F. Hansen for at medvirke ved genopførelsen. Men nu viste det sig, at der ikke var særlig meget at lave for ham. Og leve skulle han jo. Han var jo kunstner og ville ikke selv lægge navn til konditoriet og fik derfor en anden til dette. Men han må være kommet på andre tanker. I Københavns Vejviser figurerede han som:
– A. Taddey, Billedhugger og Conditor, Kongens Nytorv 353.
Starten på Josty
I maj 1813 fik denne Taddey af overhofmarskal Hauch tilladelse til at opslå et telt i Frederiksberg have for derfra at servere forskellige forfriskninger. Dette telt eller bod blev den første begyndelse til Anton Jostys Konditori samme sted. Men Josty overtog det først i 1825 efter at Taddeys enke, der havde fortsat mandens konditory, var død.
Taddeys Konditori inde i byen var dog efter hans død flyttet fra Kongens Nytorv til Skindergade 45 på hjørnet af Skovbogade. Anton Josty var rykket ind på Kongens Nytorv.
Italieneren med lækkerierne
I samme ejendom eller muligvis naboejendommen boede omkring 1840 en af datidens indvandrende italienere, Dominico Capozzi, der boede var Hofviktualiehandler, restauratør og bankier. I den første egenskab var han særlig importør af finere delikatesser som Strasbourger Gaaseleverpostej samt trøfler såvel på flaske som i blikdunke. Disse lækre sager averterede han hyppigt med i adresseavisen.
Senere møder vi ham som restauratør på Kongens Nytorv nr. 10. Hans restaurant præsenterede det italienske køkken.
Vi vender senere tilbage til Kongens Nytorv med artiklen: Kongens Nytorv – endnu mere
Kilde:
Carl C. Christensen: Fra Voldenes København – Kongens Nytorv Kvarteret (Hagerup 1924)

Hvis du vil vide mere om Det Gamle København – Så læs følgende:
– Torvehandlens glade dage
– Igen på Strøget (4)
– Strøget – endnu mere
– Dengang på Strøget
– Strøgets historie
– Adspredelse i det Gamle København
– Det gamle København – og trafikken
– Den tidlige handelsstand
– Gamle Lav( Laug) og Gilder i København
– København – for længe siden
– Fra Ildebrand til Kæmner
– Nyhavns Historie
– Mord i Nyhavn
– Flere gamle værtshuse i København
– Gamle værtshuse i København
– Hvad så Absalon?
– København 1840 – 1880
– København omkring år 1800
– København i 1400 – tallet
– Forlystelser i København
– København – dengang
– Københavns historie starter forfra (under Nørrebro)
– Københavner – Historier 1891 – 1902 (under Nørrebro)
– Københavner Historier 1884 – 1890 (under Nørrebro)
– København i 1700 – tallet (under Nørrebro) og meget mere
Hvis du vil vide mere om Det gamle Frederiksberg – så læs følgende:
– Det Gamle Frederiksberg
– Frederiksberg – dengang
– Gader og Veje på Frederiksberg
– Flere Gader og Veje på Frederiksberg
– Frederiksberg Slot
– Solbjerg, Nyby og Ny Amager
– Det var på Frederiksberg og meget mere
Hvis du vil vide mere om Det gamle Vesterbro – så læs følgende:
– Vejen går min tro over Vesterbro
– Vesterbro i gamle dage
– Vesterbro – den fjerde tur
– Vesterbro – en historisk vandretur
– Et sted på Vesterbro
– På Vesterbro og meget mere