Fremstilling af knapper i Tønder Amt
De Tønderske Knapper, ja de var engang kendt over hele Danmark. Det var ikke bare Tønderkniplingerne. En femtedel af befolkningen i Hostrup Sogn ernærede sig af knapmageriet. Men ak og ved. Det var heller ikke let dengang, at kæmpe med embedsmændene. Toldfrihed var svært at få. Rejsepas kunne man heller ikke få. Huseren og falbydelse fra hus til hus uden for årsmarkederne blev forbudt i Hertugdømmerne. Og så kom hornknapperne. De afløste de sønderjyske tinknapper.

Rigdom til fattig hus
Ja egentlig handler dette om husflid. Taler vi om Tønder Amt tænker vi mest på kniplinger. Men det handler dette nu ikke om. Vi skynder os, at fortælle om knapmageriet, inden vi glemmer historien.
For de fattige omkring Varde betød fremstillingen af Jydepotterne en vigtig indtægtskilde. Det bragte rigdom til fattig hus. Uldjyderne i Hammerum herred rejste i mange år rundt i landet med deres tunge bylt på nakken.
Nu var det ikke knipling, der bragte velstand til dem, der udførte dette For her blev det hele meget tidlig organiseret. Her var der nok et fåtal, der skummede fløden.

Knapmageriet
Men se her er det tale om Knapmageriet i Tønder Amt. Og artiklen er bygget på informationer helt tilbage fra 1918. Da blev en artikel udgivet i Fra Arkiv og Museum, udgivet af Østifternes historisk – topografisphiske Selskab.

Den ufrugtbare del af Tønder Amt
Kongelig fabrik – direktør Lehmann skrev i 1823:

– I den ufrugtbare Del af Tønder Amt stræber de fattige Indbyggere ved mange slags Husindustri at bøde på Afsagn af de Gaver, som Naturen har forundt deres lykkeligt Naboere. Her væves Vadmel og andre grove Tøjer, bindes Huer og Strømper og forfærdiges de bekendte Kniplinger. Derved er fremstået uden Understøttelse og uden bram en del Landfrabrikation eller Industri, der er det eneste Middel, hvorpå i slige Egne Livets første Fornødenheder kunne erhverves, Til denne Landindustri hører Knapmageriet.

Tinknapper
Det var tinknapper, der skulle forfærdiges. Materialet skaffede man sig ved at købe gammelt tin, enten på aktioner eller omkring hos landbefolkningen. Der var to slags knapper. De flade og de mindre blev mest brugt til benklæder. De større og mere kunstfærdige, som blev lavet af to stykker, der blev loddet sammen, blev brugt til trøjer. Knapperne blev støbt i en form. Til udpyntning og afdrejning blev brugt et drejeblad. Når de var færdige, blev de fæstet på et stykke stift papir. De blev holdt fast, ved at et siv blev trukket gennem øjerne.
Knapmageriet var i høj grad begrænset af tid og sted. Skatte – og mandatlisterne for 1789 viser, at der på den tid var knapmagere spredt over Slogs – og Kær Herred i Tønder Amt.
I førstnævnte var der syv skattepligtige knapmagere, og af disse var 6 bosiddende i Hostrup sogn. I det sydlige Kær Herred var der 8. Ved optællingen, der fandt sted i året 1835 finder vi i Slogs Herred hele 67 knapmagere. Heraf var de 61 bosiddende i Hostrup Sogn. I Kær Herred var kendt 8.

De Tønderske Knapper
Som bekendt ligger Hostrup Sogn øst for Tønder. Sognet er ret stort og består af landsbyerne, Hostrup, Rørkær, Jejsing og Solderup. I 1835 boede der 1.077 i sognet. Her var omkring 60 større og mindre gårde, ca. 40 huse med jord, og ca. 110 huse uden jord.
Knapmageriet holdt sig inden for Hostrup Sogns grænser. Men markedet blev efterhånden udvidet til hele landet. Hostrup Sogn havde efterhånden fuldstændig overtaget produktionen. Efterhånden blev de Tønderske Knapper kendt over hele landet.

Det begyndte tidligt
Hvornår eventyret startede er svært at fastslå. Men det er tale om ret gammel industri. Og det kan vi faktisk konstaterer i gamle kirkebøger. I 1747 nævnes:

– Hans Jürgen, Knopfmacher von Jeysing
– I 1764, Hindrich Knöptmacher aus Hostrup
– I 1766, Christian Nielsen, Knopfmacher in Jeysing

I 1767 er det Peter Petersen og Peter Wolssen i Rørkær og 1770, Søren Sørensen i Jejsing.

Herredsfoged B. Feddersen bemærker i 1824, at det har været drevet i mere end hundrede år. Det var dog først efter krigens ophør i 1814, at knapmageriet havde sin blomstringstid.

Det kneb for den sønderjyske bondestand
På det tidspunkt kneb det gevaldigt for den sønderjyske bondestand. De fik næsten ingen udbytte af deres ejendom. Bønderne måtte selv klare al deres arbejde på gården. Der var ikke råd til medhjælp. Husmændene, insiddere og daglejere var der ingen, der havde brug for. Det var navnlig dem, som nedsatte sig på knapmageriet.

Anseelsen var ringe
Der kunne tjenes ganske godt på denne industri. Derfor hed det sig senere i Hostrup Sogn:

– Det er bedre at være Knapmager end Bonde

Men hans anseelse var ringe. Bønderne ville ikke anerkende ham. En rigtig bonde ville ikke nedværdige sig til at blive knapmager.

Ret til omløberhandel
Det var da også en husmand, Johan Christian Wermer, der fik den største fortjeneste i anledningen af knapmageriets opsving. Han blev født den 13. februar 1762 i Lille Emmerske. Han lærte knapmageriet af morfaderen, Johan Filip Wermer, som var husmand i Hostrup. Hvor denne kom fra, er uvist. I kirkebogen omtales han som Deutscher von Geburt. Han døde i 1780.
Som for alle andre af datidens begyndende industrivirksomhed var midlet en Kongelig Koncession. Wermer ønskede ret til omløberhandel. Det betød, at han uden om markeder og købmænd at afsætte sine knapper. Kun med en sådan tilladelse mente han sig betrygget.

Jeg skal have det daglige brød
Wermer sendte en ansøgning den 26. april 1797:

– Jeg er Kongelig Undersaat og fast beboer i Hostrup Sogn og derfor ifølge Lands Lov og Ret berettiget i mit Fædreland at ernære mig og min Familie paa ærlig Maade. Jeg har i min Ungdom lært Knapmageriet af min bedstefader, og dette er det Erhverv, hvormed jeg kan forsørge Kone og Børn.

– Men Afsætningen af knapperne er kun ringe ude paa Landet i en lille Landsby, hvor der kun bor nogle faa Bolsmænd og Kaadnere, og desuden findes der rundt omkring i Amtet talrige Knapmagere, der ligesom jeg skal have det daglige Brød.
I ansøgningen fortæller han også, at han hidtil med nød og næppe har kunnet klare sig. Det værste har dog været at miste meinen ganzen Krahm. Og således blive ulykkelig for hele livet.
Toldbetjente har nemlig ikke altid villet lade ham passere, da han ikke har kunnet fremvise den Kongelige Koncession. Ja det blev der forlangt af dem, der rejste rundt i landet med forfærdigede varer. For nu

– For Fremtiden at blive befriet for denne Forlegenhed og ligesom mine Medborgere i ro og mag at kunne afsætte mine Varer – ansøgte han om Koncession.

En langsom og trælsom vej
Ligesom andre ansøgere blev det også for Wermer en lang og trælsom vej, at nå gennem embedskontorerne. Skønt amtmanden i Tønder støttede ham, afslog Kommercekollegiet hans ansøgning og henviste ham til at besøge markederne og i øvrigt ligesom de øvrige knapfabrikanter at oplægge sine varer til salg hos de handlende, Omløberhandel kan ikke tillades.
Wermer lod sig dog ikke afskrække af dette nederlag.
Han fandt snart en ny udvej. Han ønskede at udvide sit marked til kongeriget. For at kunne sælge sine knapper tilstrækkelig billigt ansøger han om at måtte indføre den toldfrit til Danmark eller mod en årlig rekognition på 4 rdr.
Til støtte for sin ansøgning gjorde han gældende, at toldloven af 1. februar 1797 i den grad havde skadet afsætningen for ham, at han havde måttet afskedige alle andre medarbejdere undtagen sønnen.

Gode nok til militært brug?
Denne gang havde Wermer held med sig. Generaltoldkammeret anså knapperne for så gode, at det var rimeligt gennem en toldnedsættelse at lette deres afsætning. Kommercekollegiet nærede vel nogle betænkeligheder af hensyn til den i København etablerede fabrikant Rudolphi. Denne havde dog opnået så store begunstigelser til at levere knapper til hæren og desuden opnået toldfrihed.
Begge Kollegier var enige om, at Wermer for sine knapper fik tolden nedsat til det halve. Ved Kongelig Resolution af 26. august 1803 stadfæstedes dette forslag.
Myndighederne var blevet opmærksom på hans virksomhed. Den 9. maj 1809 befalede kongen, Generaltoldkammeraet og Kommercekollegiet at skaffe oplysninger om, hvor vidt der i landet blev fabrikeret de nødvendige metalknapper til militær brug. Skulle det være nødvendig at give tilladelse til import på grund af mangel på indenlandsk produktion?
Denne chance udnytter Wermer. Han ansøger nu om toldfri indførsel af sine knapper til Danmark for at kunne blive leverandør til den kongelige Militæretat.
Derefter får amtmanden i Tønder befaling på, at sende et fuldstændigt prøvekort af de knapper, som Wermer forfærdigede, med vedføjede priser på enhver sort.
Godt nok sagde militæret, at knapperne så gode ud. Men Rudolphis knapper havde dog aldrig skuffet. I første omgang glippede det med at blive leverandør til hæren, men Wermer gik dog ikke tomhændet ud af denne forhandling. Den 6. april 1812 fik han fuld toldfrihed for sine knapper. Han kunne nu fortsætte sin forretning indtil sin død, den 8. februar 1838.

Samme ret som udenlandske jøder
En anden knapmager i Hostrup Sogn, Jacob Matthiesen i Solderup havde optaget konkurrencen med Wermer. I 1818 havde han opnået tilladelse til indføre knapper toldfrit til Danmark. Jacob Matthiesen havde et meget iltert temperament. Han udtænkte hele tiden ny veje, der skulle afprøves. Derfor indsendte han den ene ansøgning efter den anden.
I 1821 kommer han med nok en ansøgning. Han udtaler i denne, at salget af knapperne sker væsentlig til købmændene i byerne. Men dette var ikke tilstrækkeligt:

– Thi man faldbyder sin Vare til disse, giver de mindre for den, end den koster dem i England.

Derefter tilføjer han meget spydigt:

– Den største Skade, jeg vil anrette er den, at de Prøjsiske, Polske og Tyske Jøder får mindre Betaling for deres Vare, og det indenlandske Fabrikat fortrænger det udenlandske. Det synes mig tilgiveligt, at jeg beder om den samme Ret, som de udenlandske Jøder har.
Herredsfoged Feddersen og amtmanden støttede Matthiesen. Men Matthiesen måtte nøjes med toldfriheden.

Voksede i betydning
Knapmageriet voksede i betydning. Folk, der ikke havde lært faget opkøbte knapperne hos de fattige knapmagere og tilfuskede sig tin rundt omkring. Dette betød, at amtet ikke ville udstede rejsepas.

Ventede forgæves i fem år
Søren Jensen fra Jejsing ansøgte om lov til at drive metalstøberi. Men amtet var klar over, at dette ville gribe ind i de lavsmæssige metalstøbers industri, der også forfærdigede lysestager, håndtage m.m. Han måtte derfor nøjes med almindelig koncession.
Den 5. juni 1819 ansøger Bon Gottfriedsen om koncession og toldfrihed. Men han måtte vente forgæves. Efter at have ventet forgæves i fem år sendte han følgende skrivelse direkte til kongen:

– Jeg er en svagelig mand på 60 år og kan ikke mere foretage de besværlige rejser, men ser mig nødt til at sende mine knapper med posten fra den ene by til en anden. Når jeg skal betale denne transport og min årlige rekognition, der er 4 rbdr. Og desuden skal lade knapperne fortolde, er det umuligt for mig at skaffe det daglige brød til mig og mine.

20 pct. ernærede sig af knapmageriet
Der kom efterhånden masser af ansøgninger. Med tiden gjorde det indtryk hos myndighederne. Amtmand Peder Matthiesen forsøgte at hjælpe knapmagerne så godt han kunne. De fik også toldfrihed, men skulle betale den årlige afgift. Og den forsøgte de nu også at komme af med. Man forsøgte også at få tilladelse til at holde svende og lærlinge.
I 1835 fik 20 pct. af indbyggerne i Hostrup Sogn deres underhold ved knapmageriet. Også anseelsen i sognet steg efterhånden betragteligt. En forhenværende knapmager, gårdejer i Jejsing, Peter Nielsen Petersen kunne således bestride hvervet som sognefoged i Hostrup Sogn. Senere bliver han også kommunefoged i den store Solvig Kommune. Han bliver også medstifter af den lokale sparekasse. For sine fortjenester under krigen 1848 – 51 bliver han belønnet med Dannebrogskorset.

Omkring 1835 gik det tilbage
Knapmageriets blomstringstid varede ved til omkring 1835, så begyndte tilbagegangen. I 1834 ansøger Peter Hansen Petersen at huserer med sine Knapper i Jylland saavel i Dusinvis som i Partier og at besøge Markederne. Han fik sit privilegium, men det kan ikke tillades ham, at husere med sit Fabrikat i Jylland.

En ny forordning i 1837
Den 24. oktober 1837 udkom en ny forordning, der i Hertugdømmerne forbød al huseren eller falbydelse af varer fra hus til hus uden for årsmarkederne. Fra dette forbud var undtaget handel med en mængde varer, der alle henhørte til hjemmearbejder.
Denne forordning har ganske givet knækket knapmageriet. Man forsøgte sig med en mængde ansøgninger, men intet hjalp. Hornknapperne havde desuden holdt sit indtog. De var både billigere og mere praktiske end metalknapperne.

De unge foretrak hornknapper
En ny generation foretrak de nye knapper. Omkring 1864 sluttede et sandt Industrieventyr i Hostrup Sogn. Se det var historien om De Tønderske Knapper. Det er en historie, som vi for længst har glemt. I vores bevidsthed er det kun Tønderkniplingerne, der tæller.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Sønderjyske Årbøger
– Fra Arkiv og Museum (Østifternes Historisk – Topographiske Selskaber 1918)

Hvis du vil vide mere: Læs
– Tønderkniplinger – fra husflid til industri
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Tønderkniplinger
– Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
– De stakkels kniplepiger
– Handel i Tønder indtil 1864
– En af Tønders patrioter

Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
Der findes et utal af myter og historier omkring Danmarks besættelse. Hvorfor gjorde vi ikke mere modstand. Hvorfor blev jernbanebroer ikke sprængt i luften? Hvorfor var der ikke bevogtning ved havnene? Man vidste jo tyskerne ville komme. I Tønder vidste de det en uge før. I Højer kunne de høre flyene varme op flere dage før. I Rostock skulle Himmler og Munch have aftalt det hele. Munch skulle være kommet dertil både i bil, tog og skib. Nogle ligger inde med referat fra mødet eller gør de. Ting kan bevises og modbevises. Og så var det lige Schmidt – Vodder, der var sikker på, at have mødt Munch i Rostock. Det var bare to år før.

Var det bare symbolsk modstand?
Rostock – mødet fandt det egentlig sted? Hvad foregik der egentlig her? Ja her skulle udenrigsminister Munch den 17. marts 1940 have lovet den tyske politifører Heinrich Himmler, at Danmark ikke ville modsætte sig en tysk besættelse.
Skulle dem, som måtte lade livet den 9. april så bare have lidt en helt ligegyldig død? Var dette bare en symbolsk modstand?

Myten består stadig
Det er en udbredt opfattelse, at dette møde aldrig fandt sted. Men myten består stadig og er endnu ikke aflivet. Men havde udenrigsministeren mandat til at forhandle med tyskerne?
Var det ondsindede rygter, der var spredt for at skade De Radikale og Socialdemokraterne?

Fritz Clausen ville til magten
I november 1940 bebudede DNSAP’ s partiavis Fædrelandet, at medmindre Stauning selv ville gå af, så ville de udsende en pjece, der indeholdt oplysninger af sprængfarligt karakter. Det ville komme til at indeholde oplysninger, der ville oprøre den danske offentlighed. Det gjaldt om at få Frits Clausen til magten.
Stauning gik som bekendt ikke tilbage. Så den 16. november kom pjecen Den fulde Sandhed om Landsforræderiet og Mordene paa de Danske Soldater den 9. april. I et oplag på hele 100.000 kom den i. Pjecen var som alle andre udgivelser af DNSAP betalt med tyske penge. Nu var ordet forræderi plantet på de danske politikere.

Jon Galster
Vi nærmer os konspirationsteorier. Man har aldrig fundet rigtige vidner til mødet og dog. Jon Galster fremførte i 1950erne nogle teorier om mødet, hvilket resulterede i, at han blev dømt for injurier.

Kreativ historie
Var Munch var i Rostock den 17. – 18. marts. Og den i oktober 1950 nedsatte kommission brugte megen tid på at gennemgå beviser for og imod. En masse selvbestaltede historikere er fremkommet med ret så kreative historier om hændelsesforløbet.
Erik Haaest beskrev i 1976 detaljeret, at Peter Munch var i Rostock for at redde sin søn, som blev beskrevet som udpræget pædofil før, under og efter Anden Verdenskrig.

Søn anholdt i Hamborg
Peter Munchs søn var blevet anholdt i Hamborg på en bar, hvor der efter tysk mening kom seksuelt afvigende elementer. Det ventede ham en streng straf. Derfor accepterede Munch at mødes med Himmler i Rostock. Efter mødet skulle Peter Munch fra november 1940 være blevet sendt til Peking.
Mystiske ting i Københavns Lufthavn
Flere sider i logbogen i Københavns Lufthavn er fjernet. Det drejer sig udelukkende om perioden før og efter de omtalte dage. Den originale ruteflyprotokol mangler sider. Politiet har udtalt, at enkelte flyvninger kan glemmes? Hvorfor?

Schmidt – Vodders møde med Munch
En dansk marineofficer Th. Bjerre havde fortalt om nogle observation, han havde gjort i Københavns Lufthavn Hans karriere blev delvis ødelagt. En rigsdagsmand havde mødt Munch i Rostock om morgenen. Og denne var pastor Johannes Schmidt – Vodder. De havde boet på samme hotel i Rostock.
Hvis mødet skulle være så tophemmelig ville det være mærkelig at placere Munch på et almindelig hotel. Schmidt – Vodder havde også mødt Munch ude i en skov, hvor han stod og kiggede op i luften efter en flyvemaskine. Ja det er fantastisk, at han også mødte ham ved byens banegård.
Man har så forsøgt at gøre pastoren utilregnelig på grund af sin alder, og fordi han var Det Tyske Mindretals repræsentant.
Men Schmidt var slet ikke i Rostock. Han var til konfirmation i Celle, flere 100 kilometer fra Rostock. Dette er noget, Bjørn Svensson senere har dokumenteret. Han har heller ikke kunnet dokumentere, at han har været i Rostock.

En nyhed fra Aabenraa
Pastor Schmidt mødte også sin slægtning, SS – manden, dr. Rudolf Jacobsen, der var Himmlers adjudant. Jacobsen havde fortalt Schmidt, at der foregik samtaler mellem Himmler og visse høje danske herrer. Alt dette kunne den 80 – årige Schmidt – Vodder, at kunne huske, da han som 80 – årig blev afhørt om sagen i 1950. Munch kunne man ikke afhøre. Han var død to år før.
En embedsmand i Udenrigsministeriet kunne bevidne, at Munch rent faktisk havde mødt pastor Schmidt i Rostock engang, nemlig i 1938. Pastoren måtte indrømme, at han kun en gang har været i Rostock, så det sandsynligvis har været tale om en erindringsforskydning.
Egentlig var det his nok tidsskriftet Slesvigeren, der først bragte nyheden om pastor Schmidt – Vodder. Redaktøren var nazisten A. Olesen fra Aabenraa.

Var kongen informeret?
Om morgenen den 9. april 1940 blev Christian den Tiende gjort bekendt med aftalen. Ja det er så en af forklaringerne. En anden går ud på, at kongen var blevet informeret tidligere.

Vidste Frode Jacobsen noget?
Afdøde folketingsmedlem og medlem af Frihedsrådet, Frode Jacobsen har bekræftet, at Charge d`affaires Vincens Steensen – Leth ifølge sine egne oplysninger af englænderne havde fået papirer, der beviste, at Munch og Himmler havde haft et møde. Simon Spies havde fået et tip om de omtalte papirer, og ville have Frode Jacobsen til at udtale sig.

Mange historier og myter
Forsvarsminister Alsing Andersen har privat udtalt, at udenrigsminister Peter Munch ikke aftalte noget om besættelse i marts 1940. Det var et møde om et privat anliggende Munch deltog i.
Journalist og ambassadør, Hans Ebbe Munch har udtalt, at det ville ligge fjernt for en radikal politiker at indgå aftale om militære anliggender. Hans møde var et humanitært anliggende.

I bil til Rostock?
En anden påstand er, at Munch skulle have været passager i en bil ført af to danske efterretningsofficerer, Lunding og Gyth. De kørte i et træk, kun afbrudt af Storebæltsfærgen og ved grænsen. Her stod Gyth af. Lunding, der var sønderjyde og Munch fortsatte til Rostock.
Mødet var blev accepteret af flere ledende i den danske generalstab, af krigsministeren, kongen og Stauning. Officielt skulle Munch have været syg lørdag den 16. og 17. marts. Men nogen havde været til møde med ham i Danmark?

En beretning fra Rigsarkivet
I 1959 udgav Statens Trykningskontor ”Beretning til statsministeren fra udvalget til gennemgang af afdøde udenrigsminister dr. Phil P. Munchs efterladte, i Rigsarkivet opbevarede papirer.
I beretningen kan man læse, at Munch træder tilbage som udenrigsminister den 8. juli 1940. Fra november 1940 til februar 1941 er han på besøg hos sønnen i Peking. I sit testamente blev det tilføjet, hvordan has papirer efter nærmere regler skulle opbevares. Han fortæller Kommissionen, at han ikke har været uden for Danmark i foråret 1940. Endvidere kan man læse, at Munchs dagbog fra 1. januar 1935 til 8. april 1940 ikke er at finde i Rigsarkivet.

Blev dokumenter brændt på bålet?
I en note kan man læse, at sønnen Ebbe Munch i 1957 lånte flere forseglede pakker til gennemsyn hjemme i sit hjem. Om der ved aflevering manglede nogle ting ved man ikke. Fra en afdød modstandsmand Doc, Læge Hans Keiser Nielsen, Roskilde hævdes det, at dagbøgerne fra 1935 – 1940 blev brændt på et havebål.
Tidligere SS –mand Ello Bent Steager Simonsen fremsætter i et brev til Christmas Møller påstande om dansk – tysk samarbejde før og under krigen. I brevet kommer også anklager mod kendte modstandsfolk.
Erik Scavenius har hvis også indrømmet, at Munch var i Rostock, men han påstod, at det var et privat besøg.

Kan man tro på Guldberg?
Det såkaldte Rostock – møde skulle være blevet afholdt i Badebyen Bad Doberan i topnazisten Karl Wolffs villa. Den militære efterretningsmand Ove Guldberg skulle have været den første, der kom frem om oplysninger om dette møde. Angiveligt skulle han have sendt to breve til kongen.
Ove Leif Guldberg skulle have sine oplysninger fra to tyske officerer, Grothmann og Brandt. Efter at Brandt blev henrettet i 1948, hævdede Guldberg kun at have oplysningerne fra ham. Tre år efter hævdede Grothmann i en anden sammenhæng, at han aldrig havde mødt Guldberg.
Guldberg havde en overgang været tilknyttet efterretningsvæsnet, men var blevet interneret af englænderne.
Han anmodede kongen om frigivelse af ham plus alle de andre internerede landssvigere idet han henviste til Rostock – mødet. I henhold hertil mente han bestemt at alle skulle frigives aldeles omgående.

Beskrivelse af Rostock – mødet
Tidsskriftet Revision skrev om Rostock – mødet i 1948. Tidsskriftet benægtede tyske krigsforbrydelser herunder Holocaust.
Det pureste opspind
Historikeren Rene Rasmussen mener at Rostock – mødet som det pureste opspind. Rygterne er opstået i Fårhuslejren. Og de skulle være opstået blandt de tilbagetagende indsatte, for at redde deres eget skind. I kronikken betegner Rene Rasmussen også John Galster som en fantast. Ja han betegner det nærmest som opspind, at Galster bygger sine afsløringer på Munchs dagbøger samt Heinrich Himmlers egen beretning om mødet. Disse afsløringer findes i Galsters bog Den 9. april – en sand myte.

Hvorfor mødes med Himmler?
Men kigger man i Himmlers tjenestedagbog for den 17. og 18. marts, ja så kunne han ikke have været i Rostock/Warnemünde den 17. marts. Det meste af dagen opholdt han sig på Wewelsburg som var SS’s ceremonielle hovedkvarter.
Men hvorfor skulle Munch egentlig mødes med Himmler? Han var Reichsführer for SS og chef for politiet. Besættelsen hørte under Ribbentrop.
Himmler var slet ikke orienteret om besættelsen af Danmark. Og det var han blevet sur over. Han ville godt have været orienteret.

Tyskerne ville alligevel ikke overholde noget
Hvorfor skulle tyskerne holde et møde, når de alligevel ikke havde til hensigt, at overholde en ikke – angrebspagt. Hvorfor skulle tyskerne advare Danmark om en forestående besættelse? Som det kan ses af nedenstående vidste Danmark jo udmærket, at dette kunne ske, når tyskerne erklærede England krig.
Vi skal også huske på, at Danmark havde indgået en neutralitetsaftale med Sverige og Norge. Det lyder utroligt, at Munch skulle have solgt Danmark for at redde sin homoseksuelle søn fra Gestapo.

Munch var i Danmark
Munch skulle den 18. marts kl. 10 have været til ministermøde i udenrigsministeriet. Hans fraværd ville have været bemærket. Der er vidner på, at han har været til dette møde. Mohr bekræfter, at han deltog. Den 17. marts klokken 16 havde han været i telefonisk kontakt med Munch.

Var besættelsen af Danmark så overraskende?
Det Tyske Udenrigsministerium fik først den 2. april 1940 besked om Weserübung. Det blev dagen efter ledsaget af et brev fra general Keitel til udenrigsminister von Ribbentrop. Dette tyder på, at Himmler heller ikke var informeret.
Men mere hemmeligt var det nu heller ikke, således sendte den danske gesandt Zahle papirer til København fra den 4. april. Og som vi tidligere i artikler har fremført her på siden, vidste sønderjyder godt, hvad der foregik. Min far i Tønder fik således af en tysk fiskeeksportør at vide, at der var masser af tyske tropper syd for grænsen 5 -6 dage inden selve besættelsen. I dagene inden patruljerede danske fly grænsen. Og de har ikke kunnet undgå, at se hvad der foregik. I Højer kunne man tydelig høre fly på øen Sild. I ugerne inden besættelsen havde tyske fly i stigende grad krænket dansk territorium.

Misforståelser eller manglende kommunikation?
Det kneb åbenbart med kommunikationen fra den danske hærledelse ud til de sønderjyske tropper om, at man skulle opgive kampene. Denne misforståelse eller manglende kommunikation var katastrofal for de soldater, der mistede livet den 9. april 1940. Skulle danskers liv virkelig være blevet ofret i et kynisk skuespil? Skulle modstanden så bare have været proformamodstand?
Som en del af aftalen, måtte danske fly ikke rekognoscere langs grænsen. Men det havde såmænd gjort og burde have set den store troppekoncentration. Soldaterne måtte ikke grave skyttegrave eller indrette andre forsvarsstillinger. Der måtte heller ikke sprænges jernbanebroer. Flåden måtte ikke sættes i alarmberedskab. Kajen ved Langelinje skylle ryddes. Jo Galster havde opregnet 64 mystiske hændelser.

Man burde have vidst, at de var på vej
Det var ikke vagt ved de danske havnebyer, hverken fra hæren eller søværnet. Middelgrundfortets chef var blevet frakommanderet i dagene op til den 8. april. Og den 9. april om morgenen undlod generalløjtnant Prior at møde op. Måske var det fordi, at han i al hast ville alarmere garnisonen i Kastellet. Unægtelig lidt underligt, for man burde da vide, at tyskerne var på vej.

Galster idømt 8 måneders fængsel
Der findes også en anden udlægning af myten. Den danske regering havde fået lov til at fortsætte efter besættelsen. Mange betragter det som skete den 9. april, som en skamplet på Danmarks ære. Allerede under besættelsen gik der rygter om forræderi. Måske var myten også fremkommet for at redde skindet for de danske politikere, så de kunne retfærdiggøre deres handlinger?
I 1950erne rejste Jon Galster rundt i hele landet og spredte budskabet om Rostock – mødet. Et par bøger om det famøse møde, er det også blevet til. I 1958 blev han idømt 8 måneders fængsel på grund af injurier.

Et bombefly på Lolland
Ifølge denne, så sendte tyskerne efter forhandlingerne en bombemaskine til Danmark med resultat af forhandlingerne optaget på magnetiske stålbånd (de såkaldte ”Lorenz – ruller”) for at orientere de danske politikere i København. For at det skulle være ekstra hemmeligt foretog bombemaskinen en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndende, der så straks blev sendt videre til København.
Men det fly man hentyder til, var en nødlandende fly, en Junkers JU – 88, der havde været på bombetogt over Skotland og var på vej hjem. Hvis nu historien havde været sand, hvorfor skulle man skabe så meget opmærksomhed?

Kopi af samtale?
Kopien af stålbåndoptagelserne skulle tyskerne have brændt i maj 1945. Men af diplomaterne, der havde været med til forhandlingerne ved Rostock – forhandlingerne i 1940, Vincent Steensen – Leth havde ved et usædvanligt held fået fat i de forkullede rester af båndet sammen med hemmelige papirer, der indeholdt referater fra Rostock – mødet. Han skulle have snuppet dette. Med disse beviser skulle han have afpresset den danske regering til en strålende karriere inden for udenrigstjenesten.

Advarsel fra Berlin
Steensen Leth var sammen med Hammer Kjølsen i Berlin i april 1940 og gennem korrespondenterne Jacob Kronika og Helge Knudsen bad han dem om at alarmere den danske offentlighed om, at et tysk angreb var nært forestående. Det ville han nok ikke have gjort, hvis han havde deltaget i Rostock – forhandlingerne.

Myterne vil ingen ende tage
Der har også været forlydender fremme, at udenrigsminister Munch skulle være blevet hentet af et tysk fly, en Fieseler Storch i København og fløjet til Rostock i en ultra – hemmelig mission i januar eller februar 1940.
Myterne vil slet ingen ende tage. Endnu før besættelsen skulle Hermann Göring, der også havde kendskab til Rostock – mødet have sendt en meddelelse til statsminister Stauning. Dette skete gennem en mystisk person, der hed Baron de Trairup. Denne opsøgt Stauning på en fiskerestaurant, hvor han sad sammen med en veninde. Da de Trairup sagde, at han havde en hemmelig besked fra Göring skulle Stauning have blevet ligbleg. Veninden forlod skyndsomst bordet. Görings meddelelse lød:
– Hvis ikke Stauning og Danmark makkede ret, så ville tyskerne fortælle om den hemmelige aftale til englænderne.
Englænderne ville naturligvis, hvis de kendte til sagen, blive rasende og sørge for at Stauning blev straffet for forræderi.
Det ville have været komplet tåbeligt, hvis tyskerne havde røbet deres planer m.h.t Danmark og Norge over for englænderne. Og er det ikke åndsvagt, at diskutere sådanne ting i en restaurant med masser af mennesker.

Stauning fik fisken i gal hals
Men myten går videre, for Baron de Trairup rejste til England og fortalte Secret Service om aftalen. Og nu skulle englænderne have holdt dette hemmelig. De anvendte i stedet deres viden til efter krigen til at gennemtvinge nogle usædvanlige handelsaftaler med Danmark. Ja det skulle være derfor de betalte så lidt for deres bacon. Ja det bliver endnu tåbeligere, for der skulle også have været engeske agenter, der havde myrdet Kaj Munk. Danskerne skulle have troet, at det var tyskerne, så ville man have hadet dem endnu mere. Så ville man også bakke modstandsbevægelsen bedre op.

Tage sig godt betalt
Jo vi skulle have taget os godt betalt. Således var det derfor, at Vilhelm Buhl var så hurtig ude efter krigen med at sige Grænsen ligger fast. Jo, tyskerne skulle have fået Sydslesvig. En anden del af aftalen var, at tyskerne skulle slippe for at betale det enorme beløb på clearings – kontoen.

Man vidste de ville komme
Egentlig vidste man jo længe før, at tyskerne ville besætte Danmark for at få kontrol med Nordsøen, Skagerak og Storebælt. Man havde også set, hvilke pinsler den polske befolkning måtte igennem. Dette skulle nødig overgå danskerne.
Allerede i 1935/1936 fik den danske kaptajnløjtnant E. V Götke – Hansen fat i nogle oplysninger, og kom frem med en analyse, som nærmest lignede de faktiske forhold efter den 9. april 1940.
Hans analyse basserede sig på:

– Der Krieg zur See – udgivet af Det Tyske Marinearkiv
– Deutschlands Hochseeflotte im Werltkrieg af admiral Scheer
– Meine Kriegserinnerungen af General Erich von Ludendorff

I disse kan bøger, kan man se, at tyskerne traf nogle uheldige dispositioner under første verdenskrig. De ville sikkert ikke begå samme fejltagelser i Anden Verdenskrig. I tilfælde af krig med Storbritannien måtte man derfor handle helt anderledes. Det var tydeligt, at en besættelse af Danmark var uundgåelig.
Den unge kaptajnløjtnant sendte sine observationer, der var på 25 sider plus tre kortskitser videre til sin foresatte, som var chefen for sjællandske division. Denne sendte rapporten videre til Generalkommandoen den 28. august 1936.

Ingen interesse hos Generalkommandoen
Godt et år senere, mens Tyskland oprustede temmelig kraftig, svarede Generalkommandoen, at de anerkendte arbejdet, men de tilføjede:
– Da Konklusionerne ikke dækker Generalkommandoens Anskuelser, og da Generalkommandoen ikke ønsker med den givne Foranledning at forelægge Ministeriet sine Overvejelser i et Spørgsmaal af saa grundlæggende Betydning som det foreliggende, har Generalkommandoen afstaaet fra at fremsende Arbejdet til Ministeriet, hvilket det – betragtet som rent Øvelsesarbejde – i fremtrædende Grad efter hele sin Form og Indhold vilde have gjort sig fortjent til.
Dokumentet var underskrevet af E. With og W.W. Prior.
Dengang var Krigsministeren selveste statsministeren TH. Stauning. Og det var han helt frem til 8. juli 1940. Der blev aldrig anlagt en sag om tjenesteforsømmelse over for Generalkommandoen.

Krigserklæring mod Storbritannien
Men mon ikke Stauning vidste, hvad der skulle ske i tilfælde af en krig mellem Tyskland og Storbritannien?
Denne krigserklæring kom den 3. september 1939. Og det er vel naivt at tro, at den ikke – angrebspagt med Tyskland var noget værd. Men måske var det så et alibi til ikke at mobilisere?
Mens Danmark nedrustede, ja så gjorde tyskerne det modsatte. Det var vel taget beslutning om at undlade enhver modstand, når man tænker på, hvor fåtallig de danske styrker egentlig var.

Carl Madsen troede på den
Ja det er mange, der tror, at mødet har fundet sted, således den kendte og tidligere statsadvokat Carl Madsen. I sin bog Når Bladene falder, skriver han:

– Jeg mener ikke at det pittoreske Rostock – møde har fundet sted. Det havde intet formål (Fodnote: Senere oplysninger har gjort mig mindre sikker. Jeg besidder et materiale, der tyder på at sammenkomsten mellem Himmler og P. Munch har fundet sted.
I bogen kommer Carl Madsen med argumenter for, hvorfor han tror på, at mødet fandt sted. På loftet i sit sommerhus opbevarede han et omfangsrigt arkiv. Men dette blev ødelagt ved en brand. Carl Madsen fortæller, at han har navnet på den chauffør, der hentede ham fra flyvepladsen ved Warnemünde, og på den person, som ledsagede ham det sidste stykke til mødestedet. Endvidere påstod advokaten, at have et referat fra mødet mellem Munch og Himmler.

Der kommer flere historie
Myterne vil fortsætte. Vi får masser af nye historier. Det skyldes blandt andet arkivlovgivningen. I forbindelse med en historie, vi stadig arbejder på, så kan vi bevise, at der findes arkiver og dokumenter, som myndighederne siger, ikke eksisterer.
Vi kunne have fortsat med flere mystiske historier, flere beviser og modbeviser.

Kilder:
– Dines Bogø: Myter – Mødet i Rostock (Den Korte Avis)
– Gunnar Thygesen: Besættelsen den 9. april var forudset (artikel)
– Jurij Moskvitin: Simos Spies (1999)
– Hans Kirchoff: 1940 – da Danmark blev besat (1940)
– Ole Hans Jensen: Maskerne falder
– Ole Hans Jensen, Britt Bartenbach: Hvem var fjenden?
– Ole Ib Bøcher: Besættelsen var aftalt (Kronik – Flensborg Avis 11.april 2001)
– René Rasmussen – Svar på denne (Kronik – Flensborg Avis 18.april 2001)
– Jon Galster. Den 9. april – en sand myte
– Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring den 9. april
– Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan den 9. april
– Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1999)
– Carl Madsen: Når Bladene falder

Hvis du vil vide mere:
– Her på siden kan du finde 131 artikler om Besættelsestiden.

Klager over Præsten i Ballum
Dette er et sandt drama fra Ballum i begyndelsen af 1600 – tallet. Menigheden ville hellere have præsten fra Emmerlev. Man fik flere gange sendt anklager mod præsten. Man ville have medbestemmelse, men det fik man ikke. Var det rigtigt, at præsten tog imod gaver, drak brændevin og kom fuld til en begravelse? Læs dette drama, der burde laves som film. Men så blev tjenestepigen gravid. Men hun var en skøge, og havde i forvejen to børn med to forskellige fædre. Hvem tror I kære læsere, var fer til barn nummer tre?

Førte han et uskikkeligt og løsagtigt liv?
I juli måned 1624 modtog lensmanden på Riberhus, Albret Skeel et brev fra kongen, der pålagde ham at undersøge de klager, der var fremkommet over sognepræsten i Ballum, Anker Jensen Buch. Han skulle angiveligt føre et uskikkeligt og løsagtigt liv.
Sognepræsten havde det ikke så let med at overholde det 6. bud. Han var blevet sognepræst i 1623, efter at hans forgænger var blevet afsat på grund af utugt. Anker Jensen Buch tilhørte en præstefamilie. Gennem flere generationer har familien haft embeder i Skanderup.

Foran Ballum birketing
Ballum Sogn hørte lige fra middelalderen under Ribe kapitel.
Lensmanden gik straks i gang med at undersøge forholdene. Den 20. august var der forsamlet en stor del af Hr. Ankers menighed på Ballum birketing for at aflægge vidnesbyrd om deres sognepræsts liv og færden.
En efter en stod de nu frem. En hel daler skulle en beboer give for at få en salig farbror begravet. En anden måtte have sin stakkels afdøde kone liggende i fire dage før Hr. Anker kom og begravede hende. En beboer ønskede trøstens og undervisningens ord af sin sognepræst ved sin mosters dødsleje. Men Hr. Anker var ikke hjemme, så han måtte have fat i Hr. Laurids i Randerup. Begravelsen måtte de lade Hr. Anders Lauridsen i Skast om.

Hatten skulle tilbage
Karen Jekun i Vesterende aflagde vidnesbyrd om, at hendes mand på dødssengen havde givet Hr. Anker en af sine allerbedste hatte. Efter mandens død ville arvingerne dog ikke give afkald på denne hat. Karen måtte da gå til Hr. Anker, og bede om at få udleveret hatten. Hun havde tilbudt ham en daler for umagen, og han havde taget imod den.
Hans Pedersen i Bodsbøl havde straks ved sin hustrus død tilbudt Hr. Anker en daler for at begrave hende, men præsten havde svaret:
– Nej jeg må ikke tage den, men vil du give mig den, da må du lægge den til mig på alteret juledag, så ved ingen andet, end at du gav mig den som offer.
De alvorlige anklager mod Anker Buch koncentrerede sig om to punkter. Han havde været meget fraværende fra sognet. Og han havde taget imod gaver for at forrette gejstlige handlinger.
Begge dele var hver især strafbart. Det sidste var udtrykkeligt blevet forbudt ved et åbent brev til bisperne i 1592 og gentaget i Christian den Fjerdes lille reces fra 1615.

Fromt og kærligt sind
Men nu havde det dog altid været skik og brug, at sognebørnene gav deres sjælesørger en lille erkendtlighed, når han begravede deres døde, viede de unge eller døbte børnene.
Det afgørende var, om præsten kræver denne gave, eller om den gives af et fromt og kærligt sind i taknemmelig erkendelse af den umage, præsten havde gjort sig netop med den tjeneste, som der gives gave for.

Hr. Ankers uheldige skudsmål
Lensmanden var grundig. Han nøjedes ikke kun med vidneudsagn. Samme dag udmeldtes på tinget et stokkenævn, hvor sognepræsten fik følgende skudsmål:

– Giver vi fattige sognefolk eder, hr. Anker Jensen Buch, til kende, at det vel er eder selv nok som vitterligt, at vor forrige præst blev afsat fra sit kald og embede formedelst sit løsagtige levneds skyld forgangen 1623, og I nu siden er forordnet i hans sted til det hellige prædikeembede til vor sognepræst at være. Og nu finder vi, at I blev betroet vor kirketjeneste, hvilket I med listeligt anslag gerne ville have forbigangen, dog ville Gud i himlen have det åbenbaret, så I til sidst måtte det blyligen bekende. Hvilket kan give en stor forargelse i en kristen menighed, når ens sjælesørger anstiller sig således, at I for samme løsagtighed har været forvist fra vor kirke af herredsprovsten eller bispens brev fra Palmesøndag og nu til søndag den 15. august, idet vor allernådigste herre og konge har efterladt jer jer synd. Men jeres fejl er nok ikke så tydelig angivet for hans kongelige nåde, så vi fattige sognefolk nødes til sligt at angive for vor tilhørlige kristne øvrighed. Det gør vi hverken af had eller vild, men alene for vor evige saligheds gavn og bedste.

Konkrete anklagepunkter
Men det var ikke nok med det, for nu gik stokkemændene over til at kigge på de konkrete anklagepunkter. De sagde bland andet:

– For det første, i har jo tit og ofte af jer egen ufornødne vellyst spaseret, redet og faret fra os hele uger ad gangen. Og det har I gjort ikke én men flere gange, så jeres sognefolk er blevet forsømt i deres sygdom og sidste dødstid, hvor de har mest brug for trøst og husvalelse.
– For det andet har I forsømt at begrave de døde af samme årsag.
– For det tredje har I taget skænk og gave fra de fleste
– For det fjerde har I været forsømmelig med vor Herres pinsels- og dødshistorie og ikke prædiket hver onsdag i fasten.

Man gjorde selvfølgelig sognepræsten om, at han havde ret til at føre vidner til at afvise historierne. Men såfremt han ikke kunne dette, så betragtede man ham ikke som en tillidsfuld sjælerådgiver.

Ingen ydmyghed over for lærde herrer
De frie bønder i Ballum viste ingen ydmyghed over for lærde herrer. Men de gode mennesker i Ballum havde overset, at en præst ikke kunne gøres ansvarlig for verdslige ting, men udelukkende kunne stævnes for gejstlig rettergang, når sagen angik hans embedsførelse.
Dette var Anker Buch udmærket klar over. Han affattede to meget vidtløftige og imødegåelse af de enkelte vidnesbyrd. Han syntes, at have svar på alle anklager. Hans pen havde flydt rigelig og bredt. Endvidere forfattede han et brev til kongen. Og her indledte han med en beskyldning mod nogle af sognebørnene, for at have forfulgt ham fra den første dag, som han kom til sognet. Han mente, at Stokkenævnet fra begyndelsen havde eftertragtet ham efter liv og levned.
Menigheden ville hellere have Hr. Peder fra Emmerlev
Hr. Anker mente også, at noget af fjendtligheden skyldes, at mange i menigheden gerne ville have Hr. Peder Clausen i Emmerlev som præst. Men ham måtte menigheden ikke få. Dog håber, Hr. Peder stadig at få embedet.
En anden årsag til fjendskabet var, at han ikke ville give sognebørnene kontrakt på, hvor meget tiende, de skulle give ham om året.

– Han ville altså ikke gå med til, at tienden i stedet for at ydes i kærven, mens kornet endnu stod på marken, blev fastsat som en fast årlig ydelse.
– Han anfører, at han ikke kunne gøre dette ”imod kongelig majestæts ordinans og reces og åbne breve, mig og mine efterkommere til største hinder og skade.

Han anfører endvidere, at han aldrig af ufornøden vellyst har været borte fra sognet. Han giver sine sognebørn råt for usødet, og henviser til herredsprovsten i Døstrup. Når han havde forladt sognet var det altid efter aftale med nabo – præsten, der så ville passe hans sogn.
Det var heller ikke rigtig, at han havde afvist, at holde prædiken om onsdagen i fasten. Men det var blevet sagt til ham, at lokalbefolkningen ikke havde tid til at møde op. De var enten i marken eller på søen.
Hr. Anker beklagede sig over den behandling, som han havde fået på Ballum birketing.

Bispen skulle afhøre begge parter
Alt tyder på, at embedsmændene på en eller anden måde ville rejse en sag mod Hr. Anker. Men så vidt kom det aldrig. Med et brev fra den 2. januar 1625 kom sagen videre til bispen i Ribe med pålæg om, at afhøre begge parter, for så at afsige en endelig dom.
Hvad bispen sagde, ved vi ikke noget om, men Anker Buch var sognepræst endnu i 12 år efter sagen. Med eller uden tillid måtte sognebørnene så beholde ham som sjælehyrde.
Delefogeden, Peder Nielsen og birkefogeden Hans Federsen var to af sognets mest indflydelsesrige personer. De viste stor uvilje mod sognepræsten. Måske hang det sammen med, at man afskar sognefolkenes indflydelse på præstevalgene.

I Nabosognet var der medbestemmelse
I det nærmeste nabosogn, der ikke lå under Ribe kapitel, havde man fulgt ordinansens regler om præstevalg. Menigheden havde udvalgt 7 mænd af sin midte, der sammen med provst og bisp fandt frem til en velegnet præst.
Denne fremgangsmåde kunne man åbenbart ikke gennemføre i Ballum Sogn. Når man så betænker, at den nævnte præst Peder Nielsen var gift med et barnebarn af delefogeden Peder Nielsen, så kan man fornemme sammenhængen af fjendtlighederne mod sognepræsten.

En aftale med præsten
Fra bøndernes side ønskede man tidligt en fast afgift til præsten. Men her var der også en risiko. Tænk, hvis høsten slog fejl. Men i Sønderjylland opnåede man ofte den aftale, at tienden blev ydet i skæppen i stedet for.
Måske havde Hr. Anker været for stejl over for de stolte Ballum – bønder? For at få et nogenlunde forhold til sine sognebørn lod han dem tiende i skæppen. Men han ville ikke indgå en sådan aftale i skriftlig form.

Langt borte fra venner og familie
Nu var det også sådan, at Hr. Ankers fortid ikke var helt pletfri. Men dette havde kongen dog eftergivet ham. Men måske ville Ballum – bønderne udnytte denne viden og få ham bortskaffet.
For hr. Anker lykkedes det åbenbart aldrig at falde til i det fremmede sogn blandt ukendte folk langt borte fra hans slægt og gode venner.
Den 8. januar 1636 blev der atter udmeldt et stokkenævn på Ballum birketing for at give skudsmål over Anker Buch. Tiden havde ikke mildnet deres syn på ham.

Hr. Anker holdt ”ilde hus”
For det første havde hørt, at han ikke havde holdt ilde hus med sin hustru og sine tjenestefolk. Ja han havde haft klamer med sin ægtehustru.
For det andet drak han sig fuld både i øl og vin og løb omkring ved nattetide og kom i parlement med unge karle. Endog fra lørdag aften til søndag morgen drak han sig fuld, så menigheden måtte stå ved kirken og vente på ham til klokken både blev 10 og 11. En grov mund havde han også brugt. Birkefogeden Hans Federsen, delefogeden Peder Nissen og dennes søn, Christen Persen i Kromose på Rømø måtte døje med mange skældsord.
Fra prædikestolen havde han udskældt sin menighed for umælende bæster – og slet ingen undtagen.

Hr. Anker ville have gravøl
Til disse anklager kom så de gamle, for at tage imod skænk og gave for begravelser. Det berettedes også om, at Hr. Anker i høsten 1635 havde lovet at begrave Anders Hansens afdøde hustru. Men da følget kom med liget, var han ikke ved kirken, men i andre byer sad han og drak sig fuld af øl og vin.
Følget måtte til sidst sende bud efter Hr. Anders i Skast og bede ham forrette begravelsen. Men da liget var kommet vel i jorden, kom Hr. Anker i beskænket tilstand til stede. Han kørte med det samme over til Anders Hansen, for han ville ikke gå glip af gravøllet.
Endelig klagede hans naboer sig over, at han ikke ville hegne eller frede med sine bæster.

Anklager mod birketing
Hr. Anker valgte denne gang en anden taktik. Han indstævnede alle 24 stokkemænd og birkefogeden for Viborg Landsting. Han ville have erklæret nævnet for magtesløst.
Den 30. marts 1636 kom sagen for i Viborg. Foruden det anførte stokkenævn, fremlagde ridefogeden for Riberhus, Peder Staal et skriftligt indlæg fra lensmanden, Hr. Albret Skeel. Ifølge dette var det på lensmandens opfordring, at bønderne havde afgivet det anførte stokkenævn, fordi der tidligere havde været klaget over hr. Anker. Det var også fordi denne, inden han fik kaldet, havde avlet barn med et kvindfolk, så man des snarere troede, at han endnu ikke havde forglemt gammel vane. Efter lensmandens mening burde det afgivne stokkenævn vedblivende stå ved magt.
Herimod krævede Hr. Anker Buch nævnet kendt som magtesløst. Han støttede sit krav dermed, at han havde forholdt sig kristeligen vel udi sit kald og embede. Som bevis herfor fremlagde han i retten et brev fra sin herredsprovst, den før omtalte Mikkel Andersen i Døstrup.
Denne kunne ikke sige Hr. Anker noget på hverken i kirken eller hjemme:

– Thi aldrig har jeg fornemmet andet, end han elskede jo godt med sin kære hustru, har ikke heller Maren hr. Anders selv klaget på ham enten for ord eller gerninger til mig lønligt eller åbenbart. Heller ikke tjenestefolkene havde beklaget sig over ham. Og hans sognefolk havde aldrig klaget over deres sognepræst til ham – hverken for drukkenskab eller andet.
Ja herredspræsten havde fornylig hørt, at Anders Tamesen havde beklaget, at præstens kvæg gjorde dem skade i deres korn.
Ungdommen var vel oplært i katekismen
Hr. Anker havde også fremlagt et brev fra den ny bisp i Ribe, mester Johan Borchardsen. Denne havde sidste sommer været i Ballum på sin allerførste visitationsrejse, og fandt ungdommen vel oplært i katekismen. Ingen af menigheden havde beklaget sig til ham over deres præst.
Landstingets dom kendte nævnet for magtesløst. Det skete ikke på grund af Hr. Ankers modindlæg, men udelukkende af formelle grunde. Stokkemændene havde ikke angivet bestemte tidspunkter og steder for Hr. Ankers gerninger, og tingsvidnet burde derfor ikke komme ham til skade.

Maren blev frugtsommelig
Men tunge skyer samlede sig sammen mod Hr. Anker.
For allerede da denne sag blev behandlet, var en ny sag mod sognepræsten i gang. I sommeren 1635, nærmere bestemt fra to uger efter pinse til Mikkelsdag, den 29. september, havde Anker Buch fæstet en pige ved navn Maren Tygesdatter. Pigen havde åbenbart hørt til de meget gavmilde. Hun havde i forvejen to børn med forskellige fædre. Mens hun tjente i Ballum Præstegård blev hun atter frugtsommelig.

Sognepræsten blev beskyldt for at være faderen
Også hun var mødt på Ballum birketing den 8. januar 1636. Hun aflagde her vidnesbyrd om at eftersom hun er krænket, da sigtede hun Hr. Anker, sognepræst i Ballum, at han er hendes rette barnefader for Gud og verden. I hendes udsagn manglede hverken rette tid eller sted, for hun oplyste videre, at samme gerning skete den tid, hr. Ankers hustru var i Ribe for at låne smykker til at smykke hans søster med i Nagebøl, og samme gerning skete udi Hr. Ankers ægteseng på en fredag morgen, som var den næste fredag før midsommer dag 1635.
Denne anklage ramte utvivlsomt hr. Anker hårdere end beskyldningerne for at kunne lide øl og vin. Og bønderne i Ballum huskede nu pludselig igen hans lillefejltrin fra sin tid i Ribe – i 1624. Som lensmanden anførte, havde Hr. Anker måske ikke glemt gammel vane. Den tidligere begåede forseelse var dengang, som nu, en meget tung byrde for en anklaget.

Her hjalp ikke en bred pen
Her hjalp ikke en bred pen. Der måtte skaffes modbeviser, hvis Hr. Anker skulle redde sig selv. Han benægtede selvfølgelig at have forført Maren Tygesdatter. Men hun fastholdt med samme kraftige ed sin anklage. Sagen henvistes derefter til verdslig rettergang. Den 22. juni 1636 kom den for i Viborg landsting.
Hr. Anker fastholdt her sin uskyld. Han mente, at hun havde beskyldt ham af had og avind og hans uvenners og hemmelige fjenders tilskyndelse, der agter med dette greb at kaste ham fra kald og kirke og al sin velfærd, sin fattige hustru og syv umyndige børn.

Han måtte modbevise påstanden
Hun havde løjet ham dette på

– Fordi hr. Anker Buch efter denne letfærdige hores begæring ikke ville gøre hende bistand og forhindre både trolovelse og lysning til ægteskab med en ungkarl, Niels Andersen, Hr. Ankers nabo, hvilken karl har tilforn landet, afbesove for horeri og avlet barn med hende, og hun sagde, at han skulle have lovet hende ægteskab.

Igen var det delefogeden, der var bagmand bag anklagerne mod Hr. Anker. Og det var virkelige alvorlige anklager. Hr. Anker måtte i den grad klare modbeviser for at rense sig. Allerbedst vat naturligvis, at kunne bevise, at en anden var far til Marens barn. Selv mente han, at det var Hans Nielsen Mielshiørne. Han havde selv pralet med, at have haft legemlig omgængelse med Maren Tygesdatter.

Præsten kom med vidnesbyrd
Hr. Anker kunne fremkomme med et brev fra kollegaen Hr. Jens Pedersen, Brøns. Endvidere havde han et udsagn fra et tingsvidne fra Hviding Herredsting fra 25 januar 1636. Heri bekræftede Anders Nielsen i Brøns, Niels Hansen i Brøns Mølle og Troels
Bertelsen i Obling de oplysninger, som Hr. Jens fra Brøns havde givet i sit brev.
Samtidig vidnede Peder Tygesen og Niels Nissen i Hjemsted, Peder Andersen i Skærbækgård og Nis Petersen i Nørre Skærbæk, at de den 6. december 1635 var i Peder Titlousens hus i Skærbæk, da kom Hans Miellhiørne ind til dem, og så vidt vi kunne eragte og erfare, var han ganske ædru og fastendes. Af sig selv begyndte han at tale om Anker Buch i Ballum og pralede med, at det var ham, der var far til det barn, som Hr. Anker blev sigtet for.
Endvidere kunne hr. Anker fremlægge beviser for, at Peter Tamesen i Masbøll og Jens Jensen i Gjesing havde overværet de saftige beskrivelser af livet i Ballum Præstegård.
Længe inden sagen blev rejst på Ballum Birketing, kendte lokalbefolkningen på egnen til de faktiske forhold, eller var det kun rygter? Det var et almindelig samtalestof på egnen.
Hans Miellhiørne blev naturligvis også afhørt af bispen og lensmanden, men han nægtede pure at have udtalt sig, som anført i vidnesbyrdene. Han kunne endda afvise, at flere af dem, der havde udtalt sig havde været til stede.

Vidnesbyrd skrevet under indflydelse af brændevin
Helt fældende for vidnesbyrdene var et fra Mikkel Hansen i Gjesing. Han fortalte, at vidnesbyrdene var skrevet i præstegården i Skærbæk, mens sognepræsten Hr. Søren var fraværende. De var skrevet af kapellanen Hr. Jacob. Denne Jacob Obeling var i 1641 blevet fyret. Til stede var også Hr. Anker, der gavmildt beskænkede alle med brændevin.
Også Brøns – præstens udsagn bestrides af Hans Miellhiørne. Præsten skulle selv have opfordret Hans til at redde Hr. Anker.
Tingsvidnernes udsagn smuldrede også efterhånden. Den ene bad om betænkningstid, mens en anden erklærede, at hans udsagn var sket i drukkenskab.

Fostermoderen udtalte sig også
Fostermoderen i Ballum havde sammen med andre kvinder fra byen bistået Maren Tygesdatter ved fødslen og hørt hendes ønske,
– At Gud den almægtige skulle aldrig lade hende blive forøst, dersom hun havde haft med nogen mands – eller karlsperson med utugt at gøre til denne fødsel, hun havde med at fare, uden Hr. Anker Buch i Ballum.
Andre kunne bevidne, at de havde hørt hr. Anker sige på Allehelgenes Dag 1635, om han havde gjort en horeunge, som han derfor skulle til for nogen.
Mens sagen foregik, betjente Hr. Laurits Sørensen Ørnstrup i Randerup, Ballum Sogn. Han kunne fortælle, at Maren Tygesdatter over for menigheden havde erklæret, at Hr. Anker var hendes rette barnefader.

Retten skal ikke lytte til en ”hore”
I sin afsluttende erklæring udtalte Hr. Anker, at det var indlysende,
– At sådan løsagtig hores løgnagtige besigtelse og og ord ikke bør mere at stå til troende end en ærlig, uberygtet og uskyldig, hederlig præstemands retfærdige og sandfærdige benægtelse og højeste ed.
Hendes anklager burde ikke komme ham til fortræd:
– Men hende som en letfærdig tredobbelt hore at straffes derfor, som ved bør.
Et rørende optrin må det have været, da Maren Tygesdatter stod frem i retten med det tre måneder gamle barn i favnen og atter engang udpegede Hr. Anker som faderen.
Den var en tættet atmosfære i lokalet. Godt nok var Anker Buchs forsøg på at pådutte andre faderskabet faldet til jorden, men hvem kunne tro på en hore? Var alt dette sat i scene af Ballums sognebørn, for at komme af med deres præst?

Retten gik imod Hr. Anker
Endelig var dommerne blevet enige. Det vil sige, at man ikke kunne afvise, at han var faderen. Samme dag traf Viborg landsting, også en anden afgørelse. Og det var, at hr. Anker ikke kunne modbevise, at han skulle have været fuld og ikke var mødt op til en begravelse.

Menigheden kom af med deres præst
Han havde efter denne afgørelse ikke mere at gøre i Ballum. Efter mange års forsøg var det lykkedes for menigheden, at komme af med deres præst.
Skæbnen var dog også imod Hr. Ankers efterfølger. Et år efter Mester Ingvars ansættelse stod han anklaget af menigheden for Viborg landsting.

Fortsatte som ”Guds ords tjener”
Anker Buch fortsatte sin Guds ords tjener i Seest. Selv om han havde bedrevet utugt, ja så gik det ikke ud over hans erhverv. Hans kone fulgte ham trofast. Men ak, da hun fødte Hr. Ankers ottende barn døde hun i barselssengen.
Men allerede samme år gifter Hr. Anker sig igen. Og endnu skulle han i 1690 været i live, nu under mere respektfulde borgere. De stridbare bønder i Ballum Sogn var han befriet for.

Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)
– Kornerup: Ribe Katedralskoles Historie
– Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten
– J. Kinch: Ribe Bys Historie

Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og menigheder: Læs
– Bryllupsskikke i Højer
– Højer Kirke
– Brorson, en Præst fra Tønder
– Et kloster 15 km fra Tønder
– Møgeltønder Kirke
– Præsten fra Daler
– Tønder Kristkirke
– Åndens Folk i Tønder
– Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
– Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
– Pastoren fra Bylderup Sogn
– Kirker syd for Aabenraa
– Jordemødre, Hekse og kloge koner
– To kirker i Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Ligvognen fra Frøslev
– Livet omkring Bov Kirke
– Ryd Kloster
– Dramaet i Brorsons Kirke
– Grundtvig og Nørrebro
– Kan du råbe mig Nørrebro op
– En kirke på Nørrebro
– Kirker og mennesker på Nørrebro
– En engelsk kirke ved Østerbro

Hvis du vil vide mere: Om Ballum og omegn: Læs
– Agga, en sønderjysk pige
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum, dengang
– Ude mod vest

Her er lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – endnu mere
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø, den tredje tur
– Indre Mission, Baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fra Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km. Fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu en gang
– At plukke Sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
– Slaget ved Brøns (og mange flere)

Udvist til Amerika

Imellem 1840 og 1914 udvandrede 300.000 danskere. En del af disse fik hjælp af Politiet eller de sociale myndigheder. Det var billigere for samfundet. Forbrydere med gentagende straffe og folk, man skønnede aldrig kom ud af fattigdom, som lagde det offentlige til last, blev eksporteret. Den socialdemokratiske ledelse i København blev presset til at udvandre. Det kostede, men så var det godt man havde arbejdsgivere som sponsorer. Så kunne man måske forhindre storstrejke. På et tidspunkt havde landet 1.000 agenter, der gerne ville ordne Amerika – rejsen.

Pio og Geleff
Vi har tidligere beskæftiget os med dette emne. Det har været under kategorien Tønder, hvor vi havde eksempler på, at fattige blev udvist til Amerika. Det var i sidste ende billigere for kommunen. Men også under artikler fra Nørrebro har vi berørt emnet. For hvem husker ikke, at de berygtede arbejdsledere Pio og Geleff fik en enkeltbillet. Her er rygterne så gået på, at det var arbejdsgiverorganisationer, der sponserede dette.
Hvis vi starter med Pio og Geleff blev disse udvist, fordi de var et problem for samfundet. Man kunne ikke have sådanne personer, der udnyttede grundlovens ytringsfrihed til fulde. Vi har tidligere beskrevet dette i flere artikler.

Crone havde ikke sympati for socialisterne
Det lykkedes for Københavns Politi, at få en spion tæt ind på livet af arbejder – lederne. Men denne spion valgte senere, sammen med sin familie, at udvandre til Brasilien med økonomisk hjælp fra politiet. Måske finansierede arbejdsgiverorganisationer også denne rejse.

Det var ingen tvivl om, hvor politidirektør Crones sympati lå. I 1871 gav han en malende beskrivelse af, hvordan socialismen pludselig dukkede op:
– Skjøndt vor Straffelov er ny, synes den dog ikke at have havt Øje for de Farer, der true den offentlige Fred og Sikkerhed fra denne Side, og Politiet kunder derfor i det forløbne Aar ikke gjøre andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværende Aar er egaaende saa vidt, at Anstifterne ere blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offentlige Myndighed bragt for Domstolene.

Borgerskabet fik panderynker
De følgende år var der en forbitret kamp mellem arbejderbevægelsen og politiet. Gang på gang blev de skiftende redaktører af Socialisten og senere fra 1874 Social – Demokraten anholdt og straffet. Samtlige møder blev nøje overvåget under ledelse af politiinspektør Hertz. Men også opdagelsesbetjent H.F. Korn var meget aktiv.
Det bedre borgerskab kunne ikke tolerere den socialistiske bevægelse. Disse arbejdsledere skabte store panderynker, især hos politiet og arbejdsgiverne. Hele seks år måtte Pio i fængsel, Geleff og Brix slap med henholdsvis fem og fire års fængsel.

Et chok for arbejderbevægelsen
Pio var en rystet og svækket person, da han kom ud af fængslet. Men han genoptog til politiets store ærgrelse ledelsen af arbejderbevægelsen.
Pio argumenterede for, at starte en koloni i Kansas. Og Socialdemokratiet lavede ligefrem en udvandringskomite. Det fik udvandrings – agenter til at klage til Københavns Politi.
Den 23. marts 1877 sprang bomben i arbejdermiljøet. Disse to, Geleff og Pio var udvandret. Men snart kom sandheden for dagens lys. I New York var Geleff og Pio blevet uvenner. Og førstnævnte hævnede sig ved at udgive pamfletten:

– Den rene skære Sandhed om Louis Pio og mig selv.

Det viste sig, at en række i den socialdemokratiske top var udvandret på politiets opfordring med en klækkelig betaling til følge. Det afgørende var at ledelsen blev sendt ud af landet inden finanslovsforhandlingerne, for da forventede politiet uroligheder. Sandheden er dog nok, at ledelsen blev truet til at rejse, ellers vankede der fængselsstraf.

Geleff kom aldrig til Kansas
Flokken blev fulgt til Glasgow af danske betjente forklædt i sømandsklæder. Deres opgave var blandt andet at telegrafere hjem til politiinspektør Hertz, når gruppen var ude på Atlanterhavet. Nu var man sikker på, at have lammet den socialdemokratiske bevægelse.
Pio fik 20.000 kr. for at rejse, Geleff fik kun 10.000 kr, og det var han sur over. Han ville have haft lige så meget som Pio.
Geleff kom aldrig til Kansas. Han blev 43 år i Amerika som journalist og jernbaneagent. Han blev forarmet hent hjem til Danmark af partiet. I 1928 døde han på den italienske ø, Capri.

Kolonidrøm varede i seks uger
Og Pio’s kolonidrøm varede kun i seks uger. Han døde den 27, juni 1894, kun 52 år gammel. Det gik ikke den tredje leder bedre. Brix startede et satirisk blad, og blev idømt en del fængselsstraffe, som ødelagde ham psykisk og fysisk. Han døde som 40 – årig i maj 1881.
De danske myndigheder hjalp systematisk problembørn med at rejse til Det Store Land. Så havde de betydelig færre kriminelle og sociale problemer, at tænke på.

Over 1.100 sendt over – med tilskud
I Københavns Politis gemmer befinder der sig en protokol, der rummer informationer om over 1.100 personer, der i årene 1864 – 1905 blev sendt over Atlanten. Dertil kom så alle de fattige, der blev sendt over til det store land. På den måde kunne man også løse de sociale problemer.

Amerika – befrier af forbrydere
I 1873 holdt chefen for Statistisk Bureau, Vilhelm Falbe – Hansen et foredrag med titlen:

– Hvor mange forbrydere har Amerika ikke befriet os for?

Jo emigrationen var løsningen på datidens sociale problemer:

– Udvandring er det virksomste Middel til at formindske de i Nutiden med en truende Hurtighed stigende Fattigbyrder, den formindsker endelig Udgiften til retssikkerhedens Overholdelse, til Fængsler, Arbejderanstalter og Lignende. Hvor mange forbrydere eller vordende Forbrydere, ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Foredragsholderen efterlyste flere midler til politiets og fængselsselskabernes rådighed, så de kunne sende:

– Forbrydere, Skjøger, Urostiftere og andre for Samfundets farlige Personer bort.
– Jeg antager, at det ligeledes i mange Tilfælde vilde være i Kommunernes egen Interesse, om de hyppigere end nu sendte arbejdsdygtige Almisselemmer, navnlig hele Familier, hvis Forsørgere endnu er arbejdsdygtig, ud af Landet.
Jo, Forbrydere, Skøger, Urostiftere og andre for Samfundet farlige Personer skulle bare sendes bort. Og for politiinspektør Crone var det en god ide. Han støttede dette både økonomisk og moralsk.
Foruden en enkeltbillet, så fik de udviste typisk en starthjælp på 7 ½ dollar til at begynde et nyt liv.

Inspiration fra udlandet
Inspirationen kom fra udlandet. Således eksporterede Storbritannien i begyndelsen af 1800 – tallet straffefangere til Australien. Ja hele 400.000 fattige englændere kom væk fra Europa.
I anden halvdel af 1800 – tallet lovede man at reducere eller ligefrem eftergive diverse straffe til gengæld for, at forbryderne lovede at udvandre.

Fængselsskabet hjælper
Mange kommuner landet over havde fuldt de udenlandske landes praksis. Fra 1858 til 1910 hjalp Horsens Fængselsskabet 354 mennesker til udvandring. Denne udvandring foregik for det meste fra Hamborg. Her sørgede det danske konsulat for, at fangerne nu også kom om bord.
I et referat fra Købstadsmødet i 1866 hed det således:

– At Individer, som særligt egner sig dertil, bliver sendt til Amerika, og at Kommunerne således befries for saadanne for Retssikkerheden farlige og for Fattigvæsnet besværlige Personer er desuden ogsaa en stor Fordel for Kommunerne.

Udvandreragenter
I 1850erne stillede Indenrigsministeriet sig positiv over for disse planer. Men det ser ud som om, at man i 1859 havde ændret denne holdning. Man fastslog over for amtsråd og sogneråd og over for kommune – og fattigkasser, at rejseunderstøttelse ikke faldt ind under begrebet fattigunderstøttelse. Der måtte ikke mere gives sådanne tilskud.
Dette forbud måtte hele tiden indskærpes, men lige meget hjalp det. Eksporten af forbrydere og fattige fortsatte.
Der opstod ligefrem udvandreragenter. En af disse hed J.H.A. Rath. I februar 1880 skrev han til flere sogneråd:

– Befordring af saadanne Personer, som jævnligheden ligger Sognet til Byrde. Han undlod ikke at bemærke:
– At jeg allerede i længere Tid har haft Ekspeditionen saavel af Personer, der bliver bortsendte af Kjøbenhavns Politi og Fattigvæsen, som fra flere Købstads – og landkommuner, og støttet herpaa beder jeg Dem ved Lejlighed at have mig i behagelig Erindring.

Københavns Politi særdeles aktiv
Københavns Politi var særdeles aktiv i at tynde ud i hovedstadens underverden. Det blev i større stil udført fra 1870. Det konstaterer Kristian Hvidt i en disputats. Udvisningerne gav anledning til diplomatiske sammenstød mellem den amerikanske og danske regering. Allerede i 1865 havde generalkonsulen i New York, H.C. Døllner advaret mod, at man brugte metoden alt for åbenlyst.

Klage fra USA
I 1868 kom den første officielle klage. Årsagen var, at den 36 – årige tyv, Ole Sørensen, tillige mistænkt for mord var sendt på en enkeltbillet til New York. Og det var åbenlyst, at det var Københavns Politi, der var afsenderen. Sagen var årsag til, at præsident Andrew Johnson foreslog Kongressen, at indføre forbud mod tidligere straffede personers indvandring til USA. Da han havde et flertal imod sig, blev loven først gennemført i 1875.

Sidste indtegning i 1905
Men Københavns Politi fortsatte denne praksis, og fik talrige advarsler fra amerikanerne. Den omtalte protokol havde sin sidste indtegning den 1. august 1905. Det har ikke været muligt, at finde orden til anlæggelse af protokollen. Men den 11. februar 1863 indførtes der en ny politilov. Og samtidig tiltrådte politidirektør V. Crone. Han opgave var, at få den nye lov til at fungere.

Crone blev bedt om en udtalelse
Atter engang i 1874 blev der klaget fra amerikanerne over eksporten af seks straffede personer. Crone blev bedt om en udtalelse. Han svarede, at der ikke var tale om farlige forbrydere, men det ville ikke lykkedes dem i Danmark at opnå

– At blive nyttige eller endog ogsaa blot ikke bebyrdende Medlemmer af Samfundet, medens der derimod vel kunde værre større eller mindre Haab om, at de i et fremmed Land, frigjorte for Trykket af deres Fortid og de Fristelser og Forbindelser, for hvilke deher vare udsatte og under den Tvang til at anspænde deres Kræfter, som den absolutte Nødvendighed af selv at erhverve det Fornødne til Livets Ophold fører med sig, kunde arbeide sig frem baade i sædelig og i oekoomisk Henseende.

Derfor havde politiet heller ikke tøvet med at opfylde deres Begjæring og havde finansieret udrejsen. Desuden mente politidirektøren, at
– Det store nordamerikanske Samfund burde give Plads for en og anden i Hjemmet Fortabt, der sørger sin Frelse inden for dets vidtstrakte Grændser.
En dårlig person, der falder for mindste fristelse
Politirapporterne var vedlagt de omhandlende personer. Således kunne man om Orla Leonhardt Bachmann læse:

– En drikfældig, daarlig Person, der falder for den mindste Fristelse

Ja så kunne man videre læse, at
– Han, hvis han forbliver heri Landet fremdeles, vil blive det Offentlige til Byrde paa en eller anden Maade.

For Peter Petersens vedkommende udtalte politiet, at for både hans egen og samfundets skyld måtte det:
– Anses ønskeligt, at der bliver gjort et Forsøg paa at hjælpe ham bort herfra, hvor han sandsynligvis med Tiden vil gaa aldeles tilgrunde.

Det var kendt i underverdenen
På den ene side bekæmpede man kriminaliteten, men man skaffede også samfundet af med unyttige og bekostelige borgere. Crone gjorde meget, for at det skulle se ud, som om det var Københavns Kommune, der stod bag udvandringen og finansierede den. Endvidere:

– At Politiet som den udøvende Myndighed i saadan Anledning har ydet sin Bistand.
Men sandheden var dog, at det var politiet selv, der administrerede de penge, som de fik af kommunen.
Det var kendt i Københavns underverden, at Københavns Politi var engageret i eksport af kriminelle personer. Men det gjorde man ikke kun i hovedstaden. Således blev der rettet henvendelse fra næsten hele landet m.h.t. proceduren.

37 måtte sendes to gange
37 personer blev afsendt to gange. De var kommet hjem i mellemtiden, men fik så atter en billet. I en række år holdt Københavns Politi lav profil. Det skyldtes klager fra den amerikanske regering, men vel også fordi, der udbrød økonomisk krise. Først i 1879 gentog man igen eksporten af kriminelle.

Canada blev dominerende
Hovedparten af dem, der blev eksporteret var håndværkere, tyende og arbejdere. Fra 1879 var det Canada, der blev det dominerende land. Det skyldtes sikkert, at her så man ikke så stort på, om man var straffet eller ikke. Det var som regel anløbshavnen i Quebec. Men med åbningen af jernbanen fra Atlanterhavet til Stillehavet var det lettere at eksportere immigranter ud til mere fjerntliggende områder som Manitoba og Alberta.

I 1890 dominerede Argentina
I 1887 var amerikanerne igen blevet sure. For da var falskmønteren Riemenschneider blevet sendt af sted. Han havde fået seks års fængsel for at skære klicheer til 1000 – kr. sedler. I 1894, var det så mestertyven Wirle, der blev sendt over there. Han blev transporteret til San Francisco, hvor den lokale avis på forsiden kunne berette Anarchist Coming.
I 1890erne kom der tillige en væsentlig opgang i eksporten til Sydamerika, nærmere bestemt Argentina. Her betalte dennes regering helt eller delvis immigranternes rejse. Desuden sendte den argentinske regering agenter til Europa for at hverve immigranter.
Således fik 56 pct. af de afsendte i 1890 en enkelt til Argentina.

Tilfældet: Albert Ehlers
En af de personer, som Københavns Politi sendte af sted, var Albert Heinrich Johan Ehlers. Han var en ung arbejder fra Store Brøndstræde. Han var søn af et ægtepar fra Holsten.
Albert voksede op som fjerde barn i stor søskendeflok. Brøndstræderne var et af Københavns socialt belastede kvarterer med dårlige boliger, mange prostituerede og kriminelle. Det var således store muligheder for at blive påvirket i uheldig retning.
Barndomshjemmet var fattigt, hvilket blev illustreret ved boopgørelsen ved faderens død:

– 1 sofa, 1 bord, 2 stole, 1 kommode, 1 toiletskænk, 9 skilderier, 1 seng, 4 dyner, 2 puder, 1 par lagener, køkkentøj og brugte gangklæder.

Boets samlede værdi var kun på 33 rigsdaler. Begravelsen måtte da også bekostes af svogeren, arbejdsmand Dolmeier i Store Kongensgade.
Allerede inden faderens død var Albert kommet ud i kriminalitet. I november 1872 blev han idømt 10 Rottingsslag for tyveri af et par sko til 3 rigsdaler. Han havde gået til hånde i en ejendom og var der blevet fristet af skoene. Blot tre måneder senere, og kun tre uger efter faderens død, dømtes han atter for tyveri og fik denne gang 25 Rottingslag.
I marts 1873 var den gal igen, idet Albert sammen med tre andre havde stjålet fra arbejdspladser, hvor han havde arbejdet som murerhåndlanger, hvilket kostede ham 25 Rottingslag. Da han for tredje gang i 1873 blev taget i tyveri, fik han otte måneders forbedringshusarbejde.
Efter løsladelsen i april 1874 gik der halvanden år, hvor han formåede at holde sig uden for kriminalitet, eller i hvert fald ikke blev opdaget. Først i 1875 fik han sin fjerde dom for tyveri. Dette betød, to års forbedringshusarbejde.
Alberts sidste domsfældelse var februar 1878, hvor han fik tre års forbedringshusarbejde for tyveri sammen med en anden. Straffen blev afkortet til to år. Den 11. marts 1880 rejste han til USA. Her må det være lykkedes for Albert at begynde på en frisk. I januar 1884 fik politiet meddelelse om, at Albert da boede i Scottdale, Pennsylvania. Han var gift, havde to børn og var veltilfreds.
Bag på fotoet i Københavns Politis Forbryderalbum har en betjent skrevet:

– Har været i flere forkjellige Lærere, men har ikke Lyst til Noget.

Som regel var det fattiglemmer, forbrydere og fremmede uden arbejde, der var genstand for myndighedernes opmærksomhed.

Fremmedloven blev flittig brugt
Dansk Politi anvendte Fremmedloven af 1875 som en arbejdsløshedsbekæmpende indsats over for arbejdsløse fremmede, stik imod lovens intentioner. Politimestrene, der administrerede loven var ofte tillige borgmestre og ansvarlige for byens fattigforsorg. De så i loven en mulighed for at rydde op blandt de arbejdsløse udlændinge på en billig og let måde. De kørte dem simpelthen til grænsen. Det var betydelig billigere, end at have dem siddende i fængsel eller nyde fattighjælp.
Antallet af udvisninger var ekstrem højt i København. Her havde politiet lagt en særdeles aktiv linje. Udlændinge uden arbejde blev simpelthen udvist. Sådan var Københavns Politi med til at løse sociale problemer.

Masser af agenter
Omkring 1880 var der over 1.000 agenter i Danmark, som lokkede med tilbud til det forjættede land. Inden århundredeskriftet var 172.000 danskere udvandret. De 90 pct. tog til De Forenede Stater. Resten tog til Canada og Australien. Inden 1914 var 300.000 udvandret.

Kunne være forfærdelig
Det var ikke alle rederier, der havde samme standard. Især rederierne fra Liverpool havde en dårlig standard. I 1868 indførte den danske rigsdag en lov om udvandrers befordring. Man stillede krav om, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet. Man stillede desuden krav til skibenes udstyr.
Amerika har befriet os for mange forbrydere
Københavns Politi er sikkert enig med Falbe – Hansen:

– Hvor mange Forbrydere eller vordende Forbrydere, Ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Forbrydere retur

Nu hændte det da også, at amerikanerne sendte forbrydere retur. Så den gik ikke hver gang for Københavns Politi og andre myndigheder.

Kilde:
– Fortid og Nutid, september 2001 (Christian Lassen)
– Udvandringen i vor tid/ Nationaløkonomisk Tidsskrift (1873)
– Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika – drømmen om et nyt liv (2013)
– Kr. Hvidt: Danske veje, vest på
– Kr. Hvidt: Flugten til Amerika 1868 – 1914 (1971)
– John Petersen: Fald og frelse
– Carl Aage Redlich: I Lovens Navn 1 – Københavns Politi gennem tiderne (1982)
– www.emiarch.dk
– Gautier: Hovedstadens Forvaltning 1814 – 1901
– Historisk Tidsskrift bd. 99 (1999)

Hvis du vil vide mere: Læs:
– Politi og Banditter på Nørrebro
– Livet på Ladegården
– Ned med arbejderne
– Det Gamle Nørrebro – og de fattige
– Rabarberlandet
– Flere arbejdere på Nørrebro
– Arbejderkamp på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Begravelse på Assistens Kirkgård 1887
– Fattiglemmer på Ladegården
– Arbejderne på Nørrebro
– Stauning på Nørrebro
– Louis Pio på Nørrebro
– Moral, etik, horeunger og fattighjælp
– Kampen på Fælleden
– Aabenraas Fattige
– Husvild i Aabenraa
– Udvandring fra Tønder 1 – 2 og mange flere