Artikler
Maj 17, 2015
På Tondern Station
Vi bringer nok engang det berømte digt ” Paa Tondern Station” af Johannes Buchholst. Vi ser også på, hvorfor han skrev digtet. I kortege kørte de tyske lokomotiver hjem. Da kassen blev overdraget til danskerne i juni 1920 var den tom. En del af det tyske personale kunne man godt bruge. Men de tysk – sprogede skilte blev pillet ned. Og så kom militærorkesteret til at spille de danske nationalmelodi, selv om de ikke måtte. Se her hvordan?
I marts 1920 i Tønder
Vi skal kigge på det nok efterhånden berømte digt, skrevet af Johannes Buchholtz. Men hvem var han egentlig digteren bag dette digt? Ja det handler om, dengang at jernbanedriften igen blev dansk.
Johannes Buchholtz var sekretær for Statsbanernes Distriktschef, C.C. Wissenbach. I marts 1920 foretog disse to den første orienterende rejse til den vestlige del af Sønderjylland. De boede på Hotel Tønder. Der blev fabrikeret nogle informationer, som blev uddelt til jernbanepersonalet. Heri blev også nævnt, hvornår Distriktschefen fra Struer kunne træffes.
Spændinger i luften
Der var lidt spændinger i luften og rygterne svirrede. Der blev sagt, at den tyske regering havde forbudt personalet, at have noget med danskerne at gøre. Men der var dog ikke nogle problemer. Jernbanefolkene stod nærmest i kø den pågældende morgen.
Stationsforstander i Jerusalem
Distriktschefen sad for bordenden. En efter en kom det tyske personale ind i deres bedste uniform. Ja nogle af dem havde endda en sabel ved siden. Et skema skulle udfyldes. Derefter skulle hver enkelt så bedømmes.
Kan kun tale, som vi gør hernede
Flere af de fremmødte bar sår og mærker fra krigen. En lettede et bind til side, og viste, at han havde et stort hul i hjerneskallen.
Alle fik stillet spørgsmålet, om de kunne tale dansk. Svaret var i mange tilfælde overraskende:
De skulle ikke jages bort
Det var flere, der brast i gråd, da der blev sagt:
Spændingen var udløst. De skulle ikke bare jages bort.
Midt i juni var de to atter i Tønder. Det trak ud med overtagelsen. Hele tiden hed det sig: I morgen. Det danske personale boede rundt om på hotellerne. Maden var jo såmænd glimrende, men i længden var det lidt trættende at skulle gå rundt i lediggang.
Det var ikke Nationalsangen – og dog!
En dag spillede det danske militærorkester i Tønder Anlæg. En af numrene var Ouverturen til Elverhøj. I denne forekommer som bekendt den danske nationalsang. Men i Sønderjylland måtte man ikke spille nationalsangen før den egentlige Genforening havde fundet sted.
Man mente, at man så skulle springe det stykke over, hvor Kong Christian forekom. Men pludselig bragede kongesangen løs. Soldaterne sprang op og hilste. De dansksindede civilister tog hatten af. De tyske tilhører blev nærmest helt forskrækkede. De vidste ikke rigtig, hvad der skete. I begyndelsen tog de også hatten af, men den kom dog hurtig på igen.
Regimentschefen havde fundet en smart måde at spille nationalsangen uden at forbuddet blev overtrådt.
Vi kommer igen – om 5 år
Og så endelig en morgen, blev hele Tønder vækket ved en djævelsk tudekoncert. Det var de tyske lokomotiver, der i samlet flok tog syd på. Forinden satte dampfløjterne i gang i adskillige minutter. De fleste lokomotivførere havde på siden af deres maskiner skrevet:
Tyskerne havde ikke lyst til at feste
Ved midnatstide mellem den 16. og 17. juni 1920 fandt overtagelsen sted. Den tyske stationsforstander afleverede kassen til den danske. Selvfølgelig var kassen tom – det var jo en formsag.
Der blev drukket et glas portvin. Begge parter var høflige. Ingen hadefuldhed og intet overmod. Men der var nok resignation at spore på den ene side.
En flok damer fra byen kom med røde og hvide roser, og så trak tyskerne sig tilbage. Deres gerning var endt. At de ikke havde lyst til at feste, kan man jo godt forstå.
Næsten alt manglede
Stationslokalerne var i en tarvelig forfatning. Tyskerne havde kæmpet i fire år. Al disponibel arbejdskraft var gået til hæren. Næsten alt manglede.
Plakater der sad oven på hinanden i tykke lag blev revet ned. Gulve blev skrubbet, vægge blev vasket. Skrøbelige borde, stole og skabe blev båret ud. Flunkende nyt inventar og nye pakvogne holdt deres indtog.
Lågen mellem station og publikum blev taget bort. Nu kunne man frit gå ind på stationen. En tysk station blev dansk. De gamle reglementer var ikke det papir værd, hvorpå de var skrevet. Nu gjaldt det noget helt andet.
Det berømte digt
For sekretæren var det en kæmpe oplevelse, derfor skrev han dette digt:
Paa Tondern Station
Var Luften fredfyldt og lun
Over Tondern 1ste Perron
Fløj Flagermus bløde som Dun
Kun et langeligt Brøl af en Ko
Men paa Tonderns 1ste Perron
brødes den natlige Ro
Med funklende Huer paa Sned
Satte besluttet en Stige til
Og tog tyske Skilte ned.
Gennem den natlige Fred
Man rejste bare en Stige
Og tog nogle Skilte ned
Men dansk det er nu mit
Forunderligt – over 1ste Perron
Stod Tønder i rødt og hvidt
Eller Bøg strækker Roden i Jord,
Strakte mit Land sin Rod,
Saa langt som de Danske bor
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Jernbane i Sønderjylland m.m.
Hvis du vil vide mere: Om Genforeningen
Maj 17, 2015
Kogsbøl ved Emmerlev
Kogsbøl stammer fra 1393. I mange år var den i Familierne Rosenkrantz og Rantzau’ s eje. Men den har også tilhørt Hertugen i Gottorp og Kronen. Søndergård og Kogsbøl blev sammensmeltet. Vi fokuserer på to af beboerne. Den ene blev kansler for en konge, der måtte i fangenskab på Sønderborg Slot. Den anden fik en tvivlsom berømmelse for bedrageri. Han misbrugte kongens navn. Og derfor mistede han sit hoved.
Adel i Emmerlev
Det er måske ikke så mange, der ved det, men ved Emmerlev lå engang en betydelig adelsgård. I over 200 år residerede her den sønderjyske del af slægten Rosenkrantz.
I Emmerlev huserede også slægten Skram. Og på Kærgård var det slægten Snafs.
Kogsbøl nævnes i 1393
Gården, Kogsbøl nævnes første gang i 1393. Dengang hed det Cuxyl. Da var ejeren Erik Nielsen Rosenkrantz. Gården og voldstedet er opført på to store banker, som stadig kan ses i landskabet. Den ene 175 x 165 meter store banke er anlagt på kanten af et højdedrag. Det er nu ikke meget vand i de omkring 2 meter dybe og mellem 8 – 15 meter brede voldgrave. Her må hovedbygningen og avlsgården have ligget.
Efter stormfloden i 1436 får Ivar Pedersen Rantzau overladt den ødelagte Anflod Kirke.
Godskalk Eriksen Rosenkrantz
Omkring år 1500 (1515 – 1544) nævnes ejeren som Godskalk Eriksen Rosenkrantz. Han var Christian den Andens trofaste kansler. Ja det var faktisk ham der ledte Det Stockholmske Blodbad. Ja han gik i langflygtighed med kongen.
Senere gjorde han tjeneste for Kejser Karl den Femte. Næppe nogen person i Vestslesvig har haft så rigt og betydningsfuldt virke inden for fortidens diplomati som denne. Det var en tid, hvor der var spændinger i luften mellem konge, adel og kirke.
Det afskyelige blodbad
Som så mange adelsmænd dengang, fik Godskalk sin uddannelse i udlandet. Han fik en magistergrad fra universitetet i Køln. Han blev kongelig sekretær, og i 1514 forlenede Christian den Anden ham i kirken i Højer.
Det var naturligt at denne unge adelsmand overværede kroningen i Stockholm i 1520. Han anede næppe, at festligheden skulle blive afløst af et afskyeligt blodbad. Dette vakte megen sorg i svenske adelshjem.
Til andagt i Compastella
Da Sverige efterhånden gled ud af kongens hænder og den nordiske union for sidste gang blev bragt til ophør, måtte også Godskalk Rosenkrantz forlade Sverige. Han besluttede at han ville tage til apostel Jakobs grav i Compastella i Spanien. Han havde givet løfte om ikke at nyde kød, før han havde holdt et andagt dette sted.
I Landflygtighed
På tilbagerejsen over Nederlandene mødte Godskalk, Christian den Anden i landflygtighed. Kongen nærede stadig håb, om at genvende herredømmet i Danmark.
Som kansler, blev det Godskalks opgave, at træde i forhandlinger med landsknægte. Selv skulle han forsøge et angreb på Bergen. Her regnede man med, at de tyske købmænd ville falde til føje. Hvis planen ikke kunne gennemføres, skulle kansleren sørge for, at der blev udrustet et stort antal kaperskibe, der kunne drive hærværk langs Norges kyst.
Mester Godskalk kom dog aldrig på dette krigstogt. Kansleren havde gennem sine forhandlinger med kejser Karl fået lovning på en masse penge. Han ville også være behjælpelig med tiggerbreve til andre fyrster. Kongen måtte dog atter gå over i den katolske tro, for at hans svoger, kejseren, ville hjælpe ham.
Christian den Anden taget til fange
Det lykkedes dog også i 1531 at få en lille flåde udrustet til Norge. Men Godskalk blev i Belgien hos den unge prins Hans. Da kongen året efter tog til Regensburg fulgte Godskalk med.
Men ak og ve, i august 1532 førtes Christian den Anden som fange til Sønderborg Slot. Men ak en ulykke kommer sjældent alene. Dagen efter døde den unge prins Hans. Disse to episoder var et hårdt slag for Godskalk. Han kunne ikke bare tage hjem. Derfor trådte han i kejser Karls råd.
Tappet for kræfter
Meningen var, at han sammen med den nederlandske flåde, skulle komme København til undsætning under Grevens Fejde. Men det blev heller ikke til noget. København måtte overgive sig, godt udsultet.
Der udbrud i mellemtiden krig mellem Frankrig og Habsburgerne. Her måtte han også forhandle. Men de mange rejser havde tappet ham for kræfter. I 1544 indhentede døden ham i Belgien.
En trist nyhed
Christian den Tredje havde givet Mester Godskalks bror, Iver, der sad hjemme i Kogsbøl lov til at forlade landet. Det vides, at Godskalk havde sendt Kristoffer Oldenburg en skrivelse, hvori han bad ham om hjælp til at skaffe erstatning for de i Slesvig tabte besiddelser. Her tænkte han sikkert også på ejendommen i Emmerlev. Frederik den Første havde overdraget rettighederne til Caspar Fuchs.
Det var også denne gesandt, der bragte Christian den Tredje budskabet om Mester Godskalks død.
En sørgelig berømmelse
Christoffer Rosenkrantz (Bendixen) var den sidste Rosenkrantz på stedet. Han var foruden Kogsbøl i besiddelse af Høgsbro og Hundsbæk.
Men det var åbenbart dyrt for ham, at drive alt dette. Han opnåede en sørgelig berømmelse. Han gjorde sig skyldig i en række bedragerier. Og dette gik åbenbart i flere retninger. Han tilbageholdt allerede betalte gældsbreve og krævede at skyldnerne betalte nok engang. I andre tilfælde ændrede han tal i gældsbrevene. Ja han fabrikerede endda falske breve. Dette strakte sig over 6 til 8 år.
Gælden voksede med 4.000 daler
Hans mest kendte bedrageri kostede ham også hovedet. Karen Stranges mand, Christen Juel døde i begyndelsen af 1608 og efterlod hende gården Donslund. Denne var stærkt forgældet. Og Christen Juel skyldte Christofer Rosenkrantz 1.000 daler. Efter tidens skik oplæste Rosenkrantz gældsbrevet i kirken ved Christen Juels begravelse.
Men i et nyt brev blev gælden lige forhøjet til 5.000 daler. Med det falske pantebrev fik Christoffer Rosenkrantz tilkendt ejendomsretten til gården ved Slavs Herredsting.
Karen Strange stævnede ham dog for herredagen i Horsens i 1609. Hun fremførte beviser for gældsbrevenes mangler. Brevene blev erklæret falske og uden juridisk gyldighed.
Herredsskriveren fik skylden
Da Christian den Fjerde rejste videre til Skanderborg Slot blev Christoffer Rosenkrantz taget med som arrestant. Ankommet hertil anråbte han skriftligt om kongens nåde. Han erkendte dog sit bedrageri, men påstod, at han var forledt hertil af en tidligere tjener.
I andre kilder er det herredsskriver Anders Pedersen til Kærgaard, der får skylden. Denne bliver u berettiget henrettet for det.
Han mistede hovedet
Men hans gemmer blev grundig undersøgt. Og her fandtes en del andre falske breve, heriblandt udstedt i kongens navn og forsynet med kongelig segl. Sagen blev anset for meget alvorlig, og nu blev Christoffer Rosenkrantz lagt i lænker og ført i fængsel på Københavns Slot.
Jo, det var Christoffer Rosenkrantz, der blev dømt for dokumentfalsk. På Herredagen i København blev han dømt Æresløs og til at miste sit hoved. Det skete den 23.3. 1610. Ja historiebøgerne fortæller fejlagtigt, at det var Christian den Fjerde, der afslørede ham.
Selve henrettelsen er afbildet i et maleri i Christian den Fjerdes Kapel i Roskilde Domkirke. Hele godset kom nu på tvangsaktion. Det vil sige, at der gik to – tre år inden videresalg var en realitet.
Et andet familiemedlem havde også problemer
Nu var dette ikke den eneste adelsmand, der havde problemer med finanserne. Et familiemedlem og næsten navnefætter, Otte Christoffer Rosenkrantz født på Bygholm fik således store problemer med at holde styr på økonomien. Hans problem var et overdådigt forbrug. Ved sin død efterlod han en gæld på 100.000 rigsdaler.
Rantzau – familien overtager
I 1613 solgtes Kogsbøl til statholder Gert Rantzau for 18.600 Rdlr. Denne gav gården i medgift til sin datter Hedevig Marie Elisabeth, som blev gift med marskal af Frankrig, Josias Rantzau. I 1639 overlod denne gården til sin svoger Christian Rantzau for 30.000 Rdlr.
I 1649 blev godset så solgt til Kong Frederik den Tredje.
Kogsbøl forfalder
Omkring 1670 blev voldstedet opgivet og en ny hovedgård blev opført i nærheden. I 1710 blev Kogsbøl forpagtet af Gøddert Hansen og hans søn. De havde i forvejen Søndergård. Denne gård menes, at være opført af Erik Iversen Rosenkrantz. Men i 1652 blev den kongelig ejendom.
Derefter var det familien Ahlefeldts tur, der i 1686 bortfæstede den og Søndergård.
I 1706 taltes om tilgroede grave omkring.
De to gårde sluttes sammen
I 1742 fik Hansen – familien fra Søndergård arvefeste på begge gårde, som derefter hørte sammen. Hovedsædet blev flyttet til Søndergård. Derefter begyndte den tidligere hovedgård Kogsbøl langsom at forfalde.
I 1841 afløstes fæstet efter at de 1828 var blevet overtaget af familien Feddersen. I 1830 blev Kogsbøl Ladegård bygget. Man brugte til dels det gamle byggemateriale. Under Første Verdenskrig blev resterne på voldstedet revet ned.
Privat ejendom
I 1841 blev Kogsbøl – Søndergård (Søndergaarde) omdannet til privat ejendom, men forblev i familiens eje.
Nye bygninger blev opført i 1883. I 1904 blev det hele moderniseret efter en brand.
I 1955 blev 211 ha mose solgt til jordlovsudvalget. Desværre blev de ældre staldlænger fra 1920 delvis ødelagt i en storm.
I 1991 var der 120 ha knyttet til jorden.
For lige at gøre ejerforholdet lidt lettere, så se engang her:
1393 – 1613: Familien Rosenkrantz
1613 – 1649: Familien Rantzau
1649 – 1713 Hertugen af Gottorp
1713 – 1828 Kronen
1828 – Familien Feddersen
Vi skal også nævne, at det siges, at det var Erik Iversen Rosenkrantz, der byggede Süderhof i Nørre Sejerslev. Men man fik en del gæld til Ahlefeldt – familien på et tidspunkt.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere om: Egnen: Læs:
Hvis du vil vide mere om: Adelslægter: Læs
Hvis du vil vide mere om: Kongens ophold på Sønderborg Slot: Læs
Maj 16, 2015
Den Kriminelle Musikant fra Tønder
Dette er en kriminalhistorie fra Tønders fortid. Egentlig er den fortalt af Stadsmusikant Gerlach. Men helten er Den Lystige Spillemand, Kaspar samt den smukke Mamsel Hartman, hvis far var uskyldig anklaget for mord og røveri. Gerningsmanden var en mexikaner, der havde vundet mange penge fra amtmanden. Efter en fest, hvor ringriderkorpset må kalde sig Frederiks – Korpset, falder hammeren.
Hvorfor må vi ikke høre ”Kærlighedens Lysthus ?”
Vi har gentagende gange beskrevet musiklivet i Tønder, og ikke mindst de fantastiske oplevelser under Tønder Musikfestival. Men hvorfor hører vi så sjældent Michael Falcks bedste sang, Kærlighedens Lysthus, der jo som bekendt handler om Æ Liebestempel, faktisk lige over for politistationen i Tønder?
Nu er det ikke Michael Falck, vi skal høre om i dette indlæg. Nej vi skal tilbage i tiden, inden Michael Falck i Tønder eller Tønder Musikfestival.
Stadsmusikanter i Tønder
I gamle dage var der fastlønnede stadsmusikanter i Tønder. Fra 1615 – 1890 har der været 14 stykker. De var privilegeret og fastlønnede. Og de kunne også kræve løn ved private lejligheder – ved bryllupper, barsler eller andre fester. Ja dengang måtte folk betale afgifter, enten de havde bestilt musik eller ej.
Den sidste Stadsmusikant i Tønder
To af stadsmusikanterne var endog amtsmusikanter. Den sidste musikant hed Gerlach. Han var stadsmusikant fra 1864 – 1890. Gerlach havde en søn, der var medlem af det kejserlige russiske hofkapel i St. Petersborg. Han blev pensioneret i Rusland.
Gad godt nok vide, om de Gerlachs’, der i dag lever i og omkring Tønder, er i familie med ham?
Gerlach underviste i musik i Tønder i 1880erne. Han var meget interesseret i lokalhistorie, var hjemstavnsmand og lokalpatriot. Det er da også Gerlach, der har fortalt følgende historie, som han har fået fortalt af stadsmusikant Allerup (1849 – 1860).
Fuld af spilopper
Kasper Dohrn var faderen Conrad Dohrns efterfølger fra 1782 – 1811. Han var en mand fuld af spilopper. Han kaldte sig ofte for Den Lystige Spillemand. Han blev ofte kaldt med fornavn ofte Kasparikke.
Hans pudsige indfald vakte altid munterhed. Han var kendt som en meget god mand, selv om han også drillede natvægteren. Natvægteren blev dog aldrig rigtig vred på ham.
Lotterigevinsten
En eftermiddag mødte hele Skyttekorpset med musik i spidsen til Den hvide Svane. Værten, Friedrichs var deres æresmedlem. De ville nu lykønske ham med den store lotterigevinst. Kasper var også med. Men værten blev meget forundret, for han spillede slet ikke i Lotteriet. Men da værten så hørte, at det var en af Kaspers spilopper, så vakte det i den grad munterhed. Beværtningen blev fyldt til sidste plads, og værten kunne senere fortælle, at det havde været en af hans bedste dage.
Interesseret i kriminalsager
Kaspar var meget interesseret i kriminalsager, og han hjalp også flere gange med opklaringen af disse. Han var en god ven af stadssekretær Drøhse.
Mand myrdet
En morgen fandt man en mand siddende død med en seddel, hvorpå der stod, Berøvet af Hart….I samme hus boede en mand, som netop hed Hartman. Så denne blev fængslet som morder og røver. Det måtte jo være ham.
Man forstod det ikke rigtigt
Men i Tønder kunne man ikke rigtig forstå det. For denne Hartman var kendt som en rigtig god mand. Kaspar troede heller ikke, at Hartman kunne have begået denne ugerning. Det var et sjældent guldur med fire brillanter på kapslen, der var blevet stjålet.
Hos Gamle Lund i Uldgade
Kaspar begyndte nu i hemmelighed at udforske sagen. Der var blevet indleveret et lignende ur hos gamle Lund i Uldgade i pant. Det var jo lige vand på Kaspars mølle. Men da Kaspar besøgte Lund var uret blevet indløst.
En mexicansk spiller
Men ved lidt snilde og uddeling af punch og brændevin i Rådhuskælderen fik han at vide, hvem der havde indløst uret. Det var nemlig en hel fremmed, som var på besøg hos amtmand von Bertouch. Han hed Hartturios, og var mexicaner. Han var ligeledes en stor spiller. Måske var han falskspiller.
Smukke Mamsel
Kaspar fik at vide, at amtmanden havde tabt en masse penge. Denne mexikaner var åbenbart også damernes ven. Kaspar fik nu den gode ide, at få den smukke Mamsel Hartman hjem til Tønder igen. Hun var rejst bort, da hendes far var blevet arresteret.
Mamsel Hartman blev nu skænkejomfru i Den Hvide Svane. Og det virkede med det samme. Hun kaldte sig dog ikke med dette navn, men Mamsel Møller. Vores mexicanske ven havde stirret ind ad vinduet efter den skønne Mamsel. En dag kunne han ikke mere modstå det. Han måtte indenfor.
Efter at have bestilt en genstand og talt med skænkejomfruen, indbød han hende til en stor festlighed, der skulle finde sted på Rådhuset.
Fest på Rådhuset
Amtmanden, som formand for Ringriderkorpset havde nemlig sendt andragende til kongen om fremtidig at kalde korpset for Frederiks – korps efter Kronprins Frederik. Dette ønske var blevet opfyldt den 18. januar 1805.
Mamsel Hartman tog imod indbydelsen, hvis hun måtte få to biletter, den ene til hendes broder.
Det farmøse ur
Ved festen holdt Kaspar sig hele tiden i nærheden af de to. Da festen var forbi, og de gik udenfor, og ville hjem, foreslog mexicaneren, at de gik en lille tur langs Vidåen.
Kaspar og broderen stod ved hjørnet af Smedegade, og kunne høre, alt hvad der blev sagt. Mexicaneren fortalte nu, at uret var en gave fra en indisk fyrste.
Men Mamsel tog uret op i hånden, og med et rask ryk tog hun det til sig. Hun kunne se, at det var det røvede ur. Mexicaneren troede, at det var en spøg. Men nu fortalte hun, at hun ikke hed Mamsel Møller, men var datter af den uskyldig fængslede Hartman. Mexicaneren fik et chok, så han var ved at falde om.
Mexicaneren tilstod
Kaspar og broderen var nu på stedet. Og ved hjælp af nattevægteren fik de ham nu ført bort.
Mamsel Hartman havde udført Kaspars ordre helt perfekt. I retten tilstod mexicaneren, at han havde tabt alle sine penge til Hartman. Derfor havde han udført sin gerning.
Belønnet af borgmester og råd
Da Hartman blev løsladt var der stor fest i Kaspars hjem. Alt var arrangeret af Kapsar. Han havde også betalt det hele. Den Lystige Spillemand blev hyldet af byens borgere og fik en belønning af borgemester og Raad.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Tønders Musikliv, Se bare her:
Maj 15, 2015
Kruså Vandmølle
Egentlig kan møllens historie føres tilbage til 1345. Og den lå faktisk i Smedeby i lang tid. Møllen har været gennem mange stridigheder i historien. I 1920 tog grænsedragningen masser af kunder. Møllen og Møllegården har været brugt til mange ting. Musikstudie, Mejeri, Snedkeri, Margarinefabrik, Tjenestebolig for Gendarmerne og Toldvæsnet, Karantænestation og meget mere. Men hvad skal der ske med de idylliske gule bygninger ved Møllesøen?
Et musikstudie i Vanmøllen
Jo, den gamle redaktør husker det skam stadig. Da vi besøgte min gode ven, Den Glade Sønderjyde, som havde et musikstudie inde i selve møllebygningen i Kruså. Det var en lidt underlig fornemmelse, at se vandet løbe under gulvet.
En skøn natur
Området omkring møllen er jo også fantastisk. Ja egentlig burde alle tage en tur fra Haraldsdal til Kruså Mølledam. Den tur tog vi ofte, da vi boede i Padborg. Og det skete, da også at vi huggede æbler over i Tyskland. For dem, der ikke lige er klar over det, så foregår en stor del af denne lille tur langs Gendarmstien. Vi befinder os lige på grænsen til Tyskland.
Møllen lå i Smedeby
Engang var Vandmøllen, Bov Sogns største arbejdsplads.
Egentlig lå møllen i Smedeby. Den nævnes første gang i 1488 i forbindelse med en genopførelse. Det er i Joachim Rewentlows regnskaber vi finder dette bevis. Her er opført en liste over hvilke materialer, der bliver brugt ved denne genopførsel.
Men egentlig skal vi længere tilbage. For i 1345 blev der vest for Hærvejen mellem Flensborg og Bov ved Den Krumme Vej bygget en borg ved Niehuuser See. Den skulle beskytte Flensborg Fjord. Vandmøllen hørte med til borgen.
Kundekredsen blev udvidet
I 1581 bliver kundekredsen udvidet. Det blev nemlig bestemt, at ved vandsvigt skulle brugerne af Flensborg Bymølle ved vandsvigt bruge Kruså Vandmølle. På det tidspunkt hedder ejeren Caspar Møller Kühl. I 1616 bliver vandmøllen genopbygget fra grunden. Bygherren er Claus Stock, som også er indehaver af Flensborg Bymølle.
Under 30 års – krigen i 1640 får møllen sin nuværende placering. Åbenbart har det ikke været nok vand i Smedeby.
Adelsfolk, Højtstående og kongen
Fra 1617 og frem til 1825 er der adelsfolk, kongen eller andre højtstående personer, der ejer møller i Danmark. Dette er også gældende for Kruså Vandmølle. Den blev udpagtet, og der skulle betales en årlig afgift på 7o danske daler i hver af de to terminer. Men så fik man da også nogle privilegier. Og en af disse er et brændevinsbrænderi. Man fik også mulighed for at oprette en grynmølle.
Mølletvang
Møllegården tjente som avlsgård og bolig for mølleren. Ejendommen gik i såkaldt arvepagt. Der skulle betales afgift til kongens kasse. Bønderne havde hoveripligt over for mølleren. Man havde også pligt til at lade deres korn male på møllen. Denne maletvang var indført i en omkreds af 5 – 6 mil. 4 dage årligt måtte bønderne tilbringe ved møllen. Desuden skulle de aflevere et kontantbeløb på 6 mark.
Såfremt, de syntes, at det var for langt at køre, blev de aftvunget en bøde, eller deres korn blev konfiskeret.
Stridigheder med Kobbermøllen
Der opstod en del stridigheder mellem mølleren og kunderne. Masser af retssager fulgte. Det drejede sig både om omfanget af maletvang og vandstandsreguleringer. Ja der var også stridigheder med Kobbermøllen. Bagge møller fik deres vand fra Krusåen.
Retsprotokoller helt tilbage fra 1638 dokumenterer problemer. I en sag fra 1703 kan man se, at opstemning af Mølleåen volder problemer. Fra Arilds Tid står der lovfæstet, at ham, der har en mølle ikke må forvolde skade på anden mands ager og eng eller lade vandet flyde på landvej, skovvej eller kirkevej. Man må heller ikke lede vand fra en rende, hvor der gennem lang tid har været en anden mølle. Hvis en mølle har eksisteret i tre år, uden at nogen er kommet med indvendinger, har man lovhævd på møllen.
En bøde på 10 rigsdaler
I en klagesag fra 1707, klages der over, at en stampemølle er bygget uden tilladelse. Carsten Tedsen, som er ejer fra 1718 får en bøde på 10 rigsdaler og et påbud om at sætte vandet tilbage til tidligere højde, da han ikke må hæmme det frie vandløb.
I 1734 var det ikke længere tilladt for bønderne, at have deres egen hjemmebrændere. Der var dog en del, der fortsatte. For frem til dette årstal havde bønderne lavet deres egen brændevin. Nu var det kun Kruså Vandmølle, Bov Kro, Oldemorstoft Kro, Bommerlund Kro og endnu nogle kroer, der havde lov til hjemmebrænderi.
I Familien Beeck’s eje i 150 år
Ved Tedsens død fortsatte enken med at drive virksomheden. I 1742 sælger Ida Tedsen til hendes nevø, Frantz Beeck. Han havde været møllersvend siden 1715. Han var den første af Beeck – dynastiet, der forpagter møllen.
I 1768 brænder møllen. Derefter bliver den genopbygget. I 1899 bryder den syvende Beeck kæden, efter at møllen har i familiens hænder i 150 år. Møllen bliver solgt til en købmand i Flensborg, der forpagter den ud til Berg. Sønnen overtager senere som arveforpagter.
Mølletvangen ophørte
Den 1. januar 1853 ophørte maletvangen. For møllerne betød dette en stor omvæltning. De mistede dermed deres særrettigheder. Samtidig var det en stor lettelse for bønderne, der ikke mere skulle køre den lange vej. I 1868 søgte Frantz Beeck erstatning for dette. Han modtog 9.000 rigsdaler i erstatning.
Omkring skiftet til det 19. århundrede bestod møllens jorder af følgende:
Grænsedragning betød manglende kunder
I 1917 – 1919 blev Vandmøllen istandsat. Man ville tage kampen op mod den store dampmølle, der var kommet i Flensborg Nystad.
Kruså Vandmølle havde en betydelig handel med korn og kornprodukter i Flensborg. Men da dampmøllen blev bygget går en del af handelen tabt for Kruså Vandmølle.
I 1920 var der hele tre møllehjul i drift. Et trak kornkværnen, et andet grynmøllen og det tredje hjul drev en papirmølle. Det var også i 1920, at den danske stat overtog den.
To turbiner bliver indsat. En af disse trækker selve mølleriet, mens den anden trækker et lille elektricitetsværk, som produrede strøm til Kruså By.
Vindfløjen som i dagsidder på møllebygningen bærer årstallet 1919 og initialerne M.H. Det står for Mathias Hübsch, der i 1919 overtog møllen.
Pludselig mister møllen sine sydlige opland og møllen oplever en ustabil periode. I perioden 1920 – 1929 var der også indrettet et mejeri i den nordøstligste del af byggekomplekset.
Jordlovsudvalg overtager
I mellemkrigstiden skifter møllen ejer til Lauersen fra Ry. Han sælger i 1934 møllen til Jordlovsudvalget, som udbygger og senere i 1937 udstykker de lokaler, der i dag er forsamlingshus. Jordlovsudvalget forpagter i denne periode møllen til Anton Vestergaard. Denne er møller frem til 1964.
Efter Anden Verdenskrig i 1945 – 1946 bruges Kruså Vandmølle også som karantænestation for KZ – fangere fra Tyskland.
Gendarmkorpset indretter tjenestebolig
Møllegården blev tjenestebolig for Gendarmkorpset. Det varede til midten af 1950erne, da Gendarmkorpset blev nedlagt. Så rykkede tolderne ind. Dette varede til 1977. Herefter blev det solgt til en privat ejer, der udstykkede det hele til 21 ejerlejligheder. Men man var begyndt på dette projekt uden tilladelse og fik problemer med brandtilsynet.
I oktober 1962 blev Møllesøen fredet
Møllen stoppede i 1964, da møllens forretningsgrundlag var væk.
Skal det hele forfalde
Siden blev der indrettet snedkeri i møllen, men det stoppede også. I 1992 købte kommunen hele herligheden. Man ville bevare det som et kulturminde.
Men så vidt vides, så står møllen i dag ubenyttet hen. Siden 2008 har den været til salg. Et restaureringsprojekt har måttet opgives.
I storhedstiden udkonkurrerede Kobbermøllen Vandmøllen i Kruså. Men de måtte lukke to år før Kruså Vandmølle måtte lukke for deres produktion.
De gule bygninger ligger meget idyllisk ud til Møllesøen. Men hvad sker der egentlig med denne idyl? Skal det forfalde? Det er lykkedes for ihærdige folk at bevare Kobbermøllen et par kilometer sydligere.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Kruså:
Hvis du vil vide mere: Om Møller:
Maj 14, 2015
Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær
I denne artikel kommer vi vidt omkring. Vi befinder os i det fredlige Rørkær. Byen er aldrig fredelig før forårsmarkedet i Tønder. Da fik knægtene fri fra skole. Og Tønder var på den anden ende ved disse markeder. Vi hører om Rørkærs originaler. Og så overtager Stöckler – familien værtsskabet for kroen. Familien havde været kendt for at være skarprettere. Og et sværd som var gået i arv fra bedstefaderen befandt sig dog også på kroen. Dette sværd kan sikkert fortælle om masser af henrettelser. Og en af byens sønner, kroværtens bror, Christian Stöckler er nærmest blevet udnævnt som helt efter hans dagbogsfortegnelser over SMS Dresdens sænkning og efterfølgende fire års internering på en chilensk ø.
Bedstefar var skarpretter
I mange år var der kroer i Rørkær. Det var Peter Boysens Kro og Nissens Kro. Men i 1864 fik Boysens Kro ny ejer. Det var opsynsmanden på Tønder Kirkegård, Christian Støckler overtog beværtningen.
Hans bedstefar var skarpretter, og det uhyggelige værktøj, som han havde brugt til dette, blev længe opbevaret på kroen.
Dagen før forårsmarkedet
Dagen før de store forårsmarkeder i Tønder var der travlhed i den ellers rolige by, Rørkær. Det var den sidste station, inden Tønder, så mange overnattede i byen. Så kunne de tidlig fra morgenstunden begive sig mod Tønder for at kunne få en god plads på markedet. Drengene i byen fik som regel fri fra skole, for at kunne hjælpe med at drive gæs eller lignende til markedet. Og så var der jo også kreaturer, der skulle vandes omme ved dammen.
Der blev drukket punche
Handelsmændene kom fra nord og syd i deres hvide støvfrakker helt oppe fra Jejsing Banke. Når de svingede med kæppen blev det regnet som et godt tegn. Så var priserne opadgående. Så sad pengene lidt løsere i lommen og knægtene kunne måske tjene lidt ekstra. Et par mark kunne sagtens tjenes sådan en dag.
Midt imellem kroerne stod handelsmændene og klaskede hinanden i hånden så det hørtes over hele Tønder. Ind imellem kom der nye besætninger til markedet, og de kunne let blandes med hinanden.
Disse råb hørtes konstant, og drengene gentog råbene. Inde i begge kostalde var der stuvende fuldt. Folk sad i højrystet samtale. Og der blev i den grad handlet og drukket puncher.
Byens mandfolk samlede sig på byens kroer, og dette antal var i dagens anledning blevet udvidet ganske betragteligt. Handelsmanden gav en omgang på grund af en god handel. En anden gav en omgang for god venskabs skyld. Et par uvenner gav en omgang, fordi de igen var blevet gode venner.
Stor handel
På sådan en markedsdag blev det selvfølgelig også tjent mere end sædvanlig hos byens små forretningsfolk. Julle, Ingeborg Friis, æ gammel skomache måtte af sted efter flere kavringe (tvebakker) og kavtibakker hos Ronnimos og æ Bækker å æ Mærkend.
August Høker solgte en masse horntove og hasselstokke. Kroerne løb dog af med den største fortjeneste. Staldkarlen havde også en god dag. Han skulle holde styr på mange ting. 10 – 20 vogne skulle han holde øje med. Men han kendte udmærket sine kunder. Ved middagstid kunne han allerede regne ud, hvor mange penge, dagen ville give.
Disse store drikkelag i kroen er forbi. Og det er også kun godt, hvis vi skal være lidt moralsk. Det førte til mange familiers ulykke. Man sagde dengang, at Klør Knægt var en slem herre. Således spillede Markus Alarm sig fra hus og hjem. Til sidst endte han i en mergelkule.
Masser af originaler i Rørkær
Som alle andre bysamfund var der også særlinge og originaler i Rørkær. De udgjorde en del af det gamle folkeliv. De var ikke ondsindede på nogen måde. Men de var lette at genkende i deres klædedragt, vaner og ejendommeligheder. Mange af dem havde morsomme indfald eller sjove ideer. De er for længst døde og borte. Men egentlig burde deres minde blive bevaret, for de ønskede jo dengang at blive bemærket. Så her følger nogle af Rørkærs originaler.
Rundt med ”Kukkasten”
Så gik det med vor skrædder
Bok ø bok å bok, mæk ø mæk ø mæk,
Han drak så længe rundten om,
Som han kund´se en Flue,
Da han nich mehr nich trinken kund,
Så faldt han i en grue,
Hej vidi, hej vidi vum bum bum,
Så gik det med vor skrædder
Man fandt ham i en grøft
De lugtede en fest – på afstand
Forskelligt fra disse hjemlige folk var de fremmede bosser, som i disse dage var en ren plage. Var der gilde på en af de store gårde, så indfandt der sig altid så mange, der ikke rigtig var velkommen. De kunne lugte, at der var gilde på lang afstand.
Det var ikke alene gamle og svage, men også unge og arbejdsdygtige mænd. Tiggeri var i gamle dage ligefrem et håndværk, og de fleste stjal som ravne.
Amtsforstanderen i unåde
Året inden forsamlingshuset blev bygget, blev der i sognet etableret et blandet kor, som øvede i både Rørkær og Jejsing. I Jejsing blev der øvet hos den tyske vært i Stationskroen. Men det varede nu ikke så længe. Amtsforstanderen havde forbudt disse sammenkomster i hans lokale.
Der blev holdt et møde på Grøngård. Her blev der besluttet at bygge et forsamlingshis i Jejsing. I løbet af 14 dage havde man tegnet 30.000 mark. Man kan sige, at Amtsforstanderen forbud var startskuddet til forsamlingshuset.
Forbuddet blev fordømt af mange tyskere i området, der i blandt den tyske forenings formand, Lærer M. Denne var i grunden slet ikke tysk, skønt han var formand for den tyske forening.
Holger Danske på Jejsing Bjerg
Han havde evner som visesanger. Og han skrev da også en vise til Sangforeningen. Han skrev en sang, om at Holger Danske sidder i Jejsing Bjerg. De to sidste vers af denne sang lyder således:
Han Holger Danske kaldes må
Hvad synes I, mon ej vi evne
Med ham en dyst, en kamp at slå?
Velan! Så dybt vi sætter spor
Når vi til Holger Danske går
Så høres den skal fjern og nær,
Om, hvad vi er, hvad vi vil være,
Og et vi ønsker os især:
Den trænge gennem bjergets top,
Så Holger Danske vågne op!
Kejserens sidste kaperkrydser
Men kære læsere, vi skal tilbage til ejeren af Rørkær Kro, gæstgiver Eberhard Stöckler.
I forbindelse med slægtsforskning blev denne redaktør kontakten af en slægtning til denne familie. Og den er jo ikke kun kendt for at være bødler. Broderen til kroværten, Christian Stöckler var ved Første Verdenskrigs udbrud om bord på krydseren Dresden. Hans dagbogsoptegnelser er kendt af mange. Vi har også på denne sides Facebook gengivet masser af disse optegnelser. For Christian Stöckler skrev bogen Kejserens sidste Kaperkrydser, som også blev oversat til tysk. Ja der blev også skrevet et filmmanuskript ud fra dagbogen.
Til Mexico
Selv om Danmark ikke var direkte involveret i Første Verdenskrig så deltog der alligevel 30.000 danske sønderjyder i krigen. Og 6.000 faldt.
En af dem, der deltog var Christian Stöckler. Han blev indkaldt til den tyske flåde i 1913, som 19 – årig. Dengang åndede alt endnu fred og idyl.
Tyskerne ønskede at spille en rolle i storpolitikken. Og Chr. Stöckler og S.M.S. Dresden blev sendt til Mexico for at redde præsidenten. Missionen lykkedes. Og så troede besætningen, at nu skulle man hjem. Men nej. Englænderne indledte klapjagt på tyskernes kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle. Englænderne havde 70.
På jagt efter SMS Dresden
Ved et slag ved Falklandsøerne i december 1914 blev hele den tyske sydhavsflåde udraderet undtagen SMS Dresden.
Som et forjagtet og udmattet dyr krøb SMS Dresden i ly ved kysten i Chile. Den 14. marts 1915 var det dog slut med skibet. I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilenske ø, Quiriqina .
Svært at være dansker
Først i 1920 lykkedes det ham, at komme hjem. Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. Nu skulle han leve som dansker, og det var svært.
Han blev gift med Bertha Laurine Petersen, hvis far var post i Højen ved Gl. Skagen. De fik fire børn, hvoraf den første døde.
Lykkens smedje
Han forsøgte sig som cykelhandler. Men hans tanker dvælede hele tiden ved de mærkelige oplevelser i den tyske marine. Til sidst måtte han opgive sit egentlige arbejde. Han fik lov til at stille en lille kiosk op ude på Grenen
Til sidst måtte han dog opgive sit arbejde. I de sidste år levede han som invalidepensionist. Hans oplevelser havde sat sine spor.
Fremragende fortæller
Chr. Stöckler havde en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hefter, der senere i 1933 blev samlet i en bog. Og denne er den dag i dag, fremragende læsning. En overgang var der planer om, at lave en film ud af disse erindringer, men så vidt vides blev det aldrig til virkelighed.
I Skagen Avis kunne man i 1936 læse, at han var inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Ved den lejlighed blev han også hædret for sine erindringer.
Sværd og hverv gik i arv
Det har sikkert gennem historien været svært for familien at komme ud i samfundet. En bøddel – familie blev betragtet som uærlige. Og når man skulle giftes, ja så blev det ofte med bødler fra andre familier.
Det gamle sværd som gik i arv fra far til søn, skal familien have taget med til Rørkær. Det fortælles, at den kendte gårdmand, Andreas Toft i Rørkær engang fik det med hjem. Men så vidt vides er sværdet, som har været med til adskillige henrettelser i dag forsvundet.
Men skal vi prøve at kigge på denne familie, der endte med at blive berømt. Vi skal lige huske at henvise til nedenstående artikler om henrettelser. Her kan interesserede læse mere om familien.
Skarprettere med mere sving
Ved indførelsen af enevælden i Danmark (1660) forsvandt betegnelsen, Bøddel. Nu blev betegnelsen Skarpretter eller Mester. Nu kom et ny type, som viste mere selvbevidsthed og mere sving over sig. Vi hørte nu om Skarpretter – familier, der hed:
Hvervet gik i arv. Og den førstefødte var den retsmæssige arving til faderens sværd og embede.
I 1729 blev som skarpretter i Tønder antaget Johann Christopher Stöckler. Han stammede fra Arnstadt i Schwartzburg. Han var gift med Anna Cathrina Asthausen, en datter af den kendte skarpretter Asthausen fra Hamborg.
Sorg over fejlhug førte til død
Om denne fortælles der, at han i 1703 skulle halshugge en morder i Hamborg, da han huggede galt to gange. Dette rystede ham så meget, at han nedbrudt gik hjem og lagde sig i sin seng. Han rejste sig aldrig mere. Tre uger efter var han død.
Sønnen kunne endnu ikke overtage embedet. Men enken Anna Catharina fortsatte forretningen ved hjælp af en svend, der hed H.C. Röseler, som var gift med hendes datter. Denne Röseler passede også skarprettergerningen i Aabenraa efter skarpretter Sollwedel’s død i året 1740, da det ansås for ufornødent at antage en skarpretter,
Tønders sidste skarpretter
Eberhardt Stöckler var vistnok den sidste skarpretter i Tønder. Han døde i 1846. Han var gift 1. med Meta Marie Christensen 2. med Susanna Jeppesdatter. I første ægteskab var der tre børn: Christopher, Joachim og Ligvognsfører Christian Stöckler.
I påsken 1864 fratrådte han efter eget ønske denne stilling. Han var hvis nok også opsynsmand og gift med Johanne Matzen.
Kroejere i Rørkær
Slægten fortsatte nu i Rørkær, hvor gæstgiver Eberhard Stöckler var blevet født i 1837. Den 21. december 1862 bliver han gift med Christine Rix fra Nortorf i Holsten. Det var så i 1862, at han overtog den gamle kro i Rørkær. Den var i mange år ejet af familien Boysen, men den sidste ejer hed Thomas Nissen. Efter Eberhard Stöckler’ s død fortsatte enken i mange år indtil sønnen med samme navn overtog kroen.
Eberhard Stöckler den Yngre var født den 27. januar 1866 og døde den 5. september 1928. Han var gift med Martha Haase fra Tønder.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om egnen:
Hvis du vil vide mere: Om Bødler og henrettelse:
Hvis du vil vide mere: Om Kvægmarked i Tønder:
Hvis du vil vide mere: Om originaler på Tønder – egnen
Maj 13, 2015
En arbejder fra Rudbøl fortæller
Vi hører om, at bjerge istag i Gudskog og hvert forår var det arbejde ved Højer Sluse. Til arbejdet i Gudskog bestod frokosten af sveden fisk og punch. Ved Højer Sluse blev der bygget 10 hytter med 6 mand i hver. Formænd og rådmand sørgede for at styre gemytterne. Hver onsdag kom børnene med lækkerier. Og så var der forskel på de både man brugte i Rudbøl og i Aventoft.
At arbejde i Gudskog
Vi er atter engang kommet vest på. I denne artikel skal vi høre om arbejde i Gudskogen og på havdiget ved Højer.
I gammel tid var der ikke mange kreaturer i Rudbøl eller Rosenkrans. Bådfolket fra Rudbøl levede af at fragte sten fra Nibøl og korn. Og mange fra Rudbøl levede af at sælge istag (rør).
Man lejede et stykke
Man lejede her store stykker af Gudskog af staten, senere af amtet. Man lejede i fællesskab, således at en halv snes mænd havde 100 hektar eller mindre. For at enhver kunne få lige meget ud af det, var det vigtigste, at man skulle dele det store stykke i mindre stykker. Disse blev så atter delt i flænger, en til hver mand. Flængerne mundede gerne ud i en kanal.
Disse stykker blev afmærket med et spadestik (en dovl) for enden af hver af skellene mellem de større stykker og tre for enden af skellene mellem de større stykker. Hvor det stod vildt tag og fjøes kunne det bindes en knude af det.
Forskel på bådtyper
Hver mand havde sin båd, bl.a. til at tage ned til Gudskog i. Bådene her i Rudbøl og Rosenkrans var større end i Aventoft, der jo blev brugt til fiskeri. Det var togangsbåde, mens bådene i Aventoft var engangsbåde. Forskellen var, at bådene fra Rudbøl var dobbelt så høje.
Det tog to timer at fare (stage) fra Gudskog herop til Rudbøl. Til at fare brugte man en kloe (stage). Ved Filood (Verlath) tappede man sig igennem, da vandstanden i de to åer var forskellig. Den var højest i den nordlige.
Da befolkningen her omkring ikke kunne slå med le, kom der hvert år en jyllands – hogster (Jyllands – Mejekarl) her til Rudbøl. Han blev så sejlet ned til Gudskog siddende i en bovstol (lænestol). Der kom også en til Højer.
Når høet var tørt, blev det kørt ned til båden på en lång kårre. Det var en slags lang trillebør, helt af træ. Når æ kårre skulle bruges, blev der sat to ben under foran. Den skulle fylde så lidt som mulig, når man sejlede.
Æ Istag blev bjerget om vinteren
Æ istag blev bjerget om vinteren. Hvis vandet ikke var tillagt med is, skar man æ istag fra båden. Efterhånden blev det afskårne samlet i venstre arm. Hver knippe blev dyppet ned i vandet, så at æ bloes gik af. Når dette senere løb sammen til bunker i vandet, blev det fisket op, og brugt til brændsel.
Når vandet var dækket med is, blev Æ istag skåret af med skovle og kaldtes skarfeltag. Efter, at den var ført hjem, blev den renset ved at der blev taget små bundter op. De blev bearbejdet forneden med en kradser. Det var nærmest en pind med fire store søm i.
Affaldet fra dette, der også blev kaldt blus, blev også brugt til at fyre med. Man blussede når man fyrede med blussede, når man fyrede med blus.
Istag blev bundet sammen med bånd, da det ikke kunne bindes sammen med almindelig snor eller strik. Dette bånd blev lavet af flig (flæg) og jalle (en slags flæg, stærkere en Kalmusflæg), der blev vejret og siden snoet.
Disse bånd blev også brugt oppe i gesten til at binde neg med.
Istag blev solgt i traver. En trave bestod af tyve bundter.
Sveden fisk og punch
Man havde selvfølgelig også en madpakke med til de lange ture. Den bestod af en firkantet æske, som kaldtes æ Klåpask. (ask = æske). Man tog sig en sveden fisk til brødet og en kaffepunch.
En sveden fisk var først blevet saltet og tørret. Så havde man den hængende oppe i skorstenen i større bundter. De blev tilberedt ved at man satte dem i en klemme og holdt dem ind over ilden.
Hvert forår, arbejde ved Slusen
Nu kunne man også hvert forår få en måneds arbejde ved at udbedre digerne. Der skulle bruges ca. 50 mand ved Højer Sluse. Folkene ved Højer havde et par både liggende ved Højer Sluse. De skulle udbedre det halve af det nordlige dige. Folkene fra Fiskerhuse, Rosenkrans og Rudbøl skulle udbedre resten.
10 hytter blev bygget
Ved Højer Sluse blev der først bygget nogle hytter eller huse. Som regel blev der bygget i alt 6 stykker, og der var ca. 10 stykker i hver. Der blev stillet nogle lægter op. Uden på blev der lagt istag. Hver man havde en trave med.
Gratis øl
Inde i hytten til venstre for døren blev der lavet et ildsted ved at grave skråt ned i jorden til et firkantet hul udenfor, som var omkring en alen dybt og halvanden alen på hver led. Der blev rejst nogle lægter, og over dem lagt lægter eller grene.
Ved siderne og ovenpå blev der lagt sadder (græstørv). En skorsten blev lavet ved at fjerne den midderste sadde. Endelig blev kedlen hængt op i lænken. Nu kunne man begynde at koge vand og lignende. Man fik ild ved at brænde blus, som lå i en stak æ bloeskråg til højre for døren.
Over for døren stod der bænke og et bord. Under det havde hver sit skrin, hvor der blev opbevaret proviant. For enden af bordet var der et vindue. Sengene blev tømret op af de rå fjæle under taget. På bunden, der var bare jord, blev der lagt blus og ovenpå halm.
I æ bloeskråg lå der også et anker brændevin og et anker øl. Det sidste stod til fri afbenyttelse, mens man måtte købe brændevinen.
Formand og Rådmand styrede det hele
I spidsen for hver flok stod en annehmer, en slags formand. Desuden var der valgt en raadmand, der holdt justits. Han kunne for eksempel dømme dem, der havde fået for meget at drikke til at ligge i æ bloeskråg.
Arbejdet bestod i, at ridse vaddesadder af med en plov. Dernæst skulle man skrælle dem af med en spadeskovl og køre dem ud til bådene på trillebør.
Et hårdt arbejde
Ploven blev trukket af en mand, mens en anden styrede den. Den bestod af en lang jernstang med et skrapt blad forneden, som kunne skære gennem græslaget. Han trak først lige i en retning, derefter i ret vinkel dertil, så man på denne skar firkantede græstørv ud.
Spadeskovlen blev på samme måde trukket af en mand, mens en anden holdt fast i skaftet og samtidig lagde græstørvene op til siden. Når det så blev ebbe blev de sejlet ud til hovedet (rundingen af diget). Derefter lagde man sadden på det.
Om onsdagen var det en halv højtidelighed, for da kom børnene hjemmesfra derud med sødsuppe og pandekager og ellers lidt fisk. Om lørdagen tog man så hjem, og startede så igen mandag morgen.
Kurgæsterne fik en punch med
Bade og kurgæsterne, der gik og ventede på en båd til Sild kom ofte ind i hytterne og fik en gratis punch. Det blev dog ikke lagt dug på bordet, kun æ Ble fra æ seng.
Kilde: se
Hvis du vil vide mere om: Digebyggeri, Rudbøl, Marsken, Vadehavet og Højer Sluse: Se her:
Maj 13, 2015
En Ridder fra Gallehus
Sagn, vandrehistorier og myter holder ikke altid sandhedsværdien. Men de er sjove at fortælle. Her beretter vi om Ridder Holt, der havde en stor gård ved den gamle hedevej. Og det skulle være her, hvor Gallehus Skov ligger i dag. En brønd, der i 1880erne kun var tildækket af et par stykker træ skulle have været tilknyttet gården. Ridderen gemte sin skat i Helligdammen, da han skulle i krig. Da han kom hjem kunne han ikke finde den. Måske ligger skatten der stadig? Og så beretter vi også om et lille tinkrus og en mystisk kobberplade. Hvem var afsenderen?
På kanten af sandheden
Da vi nu var i Gallehus for at skrive den tredje historie om guldhornene faldt vi over denne historie, som også indeholder en del mystik. I sådanne historier bevæger vi os altid på kanten af konspiration, myter, sagn og vandrehistorier. Men sådanne historier er også værd at bevare.
Ved en hedevej
For det er ganske vist, at der i gamle dage har været en vej fra Gallehus over heden til det såkaldte bomhus ved Ribelandevej. Denne hedevej skal i sin tid, have været meget benyttet.
En ridder og en brønd
Efter et gammelt sagn skulle der have boet en Ridder Holt ved denne hedevej på det sted, hvor nu Gallehus Skov ligger.
Fra det store dige på nordsiden af den såkaldte gamle skov går der et mindre dige mod syd. I denne vinkel var der før en brønd, som kun var tildækket med nogle stykker træ. Den var næsten usynlig.
Fra Tønder Kommuneskole var vi et par gange på udflugt i skoven. Og jeg kan da også huske, at der var løb i skoven, hvor gamle Arthur og Gerd Larsen deltog. De blev sikkert ikke advaret mod denne brønd, og det gjorde vi heller ikke.
Men i 1880erne, når børnene var på udflugt i skoven skulle børnene passe på denne brønd. De store advarede altid de små, når der skulle leges røvere og soldater mellem træerne.
Denne brønd skulle stamme fra Ridder Holts gård. For det var netop her hans riddergård ifølge sagnet skulle ligge.
Helligdam
Vest for skoven lå galgeagrene og i den sydlige del af disse, var der en mose, der kaldtes Lysmose. Her lå den såkaldte Helligdam. På dette sted skulle man ikke komme, for her var der fuldstændig bundløst.
Her i Helligdammen havde Ridder Holt sænket alle sine skatte ned, da han drog i krig. Da han så kom hjem, og skatten skulle fiskes op, kunne han ikke finde den. Den var antagelig sunket helt ned i det bundløse morads. Og der ligger den måske den dag i dag.
Et tinbæger
I 1897 var J.C. Gregersen fra Møgeltønder ved Helligdammen for at se, om den var bundløs. Og han kunne konstatere, at der var virkelig dynd og mudder nedenunder. I grøftekanten ved den nye vej, fandt J.C. Gregersen et lille tinbæger, der var 3 cm højt og 2 cm i diameter. Måske stammer dette bæger fra Ridder Holts skat. Man kan aldrig vide.
En kobberplade
En arbejder, Peter Christensen fra Abild, der i 1880erne arbejdede i marken tæt ved Rosinfeldt, fandt der, hvor den gamle hedvej havde været, en kobberplade. Den var fint graveret men med en uforståelig skrift.
Han solgte den i 1894. Det viste sig, at indskriften var på dansk og skrevet i spejlskrift. Antagelig stammer pladen fra det 16. århundrede.
Var afsenderen, Schackenborg?
Måske er det gået tabt ved en eller anden hændelse og afsendt fra Schackenborg. Pladen var cirka 9 cm lang og 5 cm bred. Pladen havde følgende indskrift:
Kronen og disse Nordiske Riger
Angenemen Dyktige Raad
Elskelige Ven Exelense
Nyte Troskabe Ly og
Værdighed.
Len. Zeich.
I kanterne stod der også små sætninger:
Måske skal disse sætninger læses i en anden rækkefølge.
Hvor befinder pladen sig?
Hvor pladen nu befinder sig, er ikke godt at vide. Måske befinder den sig på et museum i København eller nede i Tyskland. Og de stakkels museumsfolk aner ikke, hvor pladen er fundet.
Den sidste historie har selvfølgelig ikke noget med Ridder Holt at gøre, men egentlig passede mystikken jo meget godt ind i sagnet.
Kilde: Se
Hvis du vil vide mere: Om Gallehus, Møgeltønder og Schackenborg, Se her:
Maj 12, 2015
Bryllup i Varnæs
Et bryllup havde sine helt specielle skikke. Vognene skulle køre i en bestemt rækkefølge. Man måtte ikke gøre stop – det betød ulykke. Festen varede i flere dage, og flere hundrede blev inviteret. Skolebørn i Varnæs skrev invitationerne. Selve bryllupsfesten kunne ikke fejres uden degnen og præsten. Der skulle masser af hjælpere til. Men bryllupsfesten kunne godt blive en god forretning for brudeparret, for gæsterne betalte selv i 1880erne i Varnæs.
Varnæs omkring 1880
Vi har taget til bryllup i Varnæs omkring 1880erne. Det var nærmest en folkefest, som folk glædede sig til i byen. Og festen kunne sagtens strække sig over fire dage og samle flere hundrede mennesker.
Indbydelsen var først sendt ud 8 eller 14 dage i forvejen. Og de var de forlovede, der selv indfandt sig i de hjem, hvis beboere skulle med til festen.
De forlovede inviterede de vigtigste
Det var også særlige Bestillingsfolk, som skulle med til brylluppet. Disse bestod af Brudesmykkersten, Brudgomsføreren, Bydesvenden, Ledesvenden. Så skulle der også en del folk til at hjælpe i køkkenet. Der skulle unge piger til at dække bord, andre til at varte op, unge karle til at skænke vin og drenge til at skænke øl.
Bydesvenden red rundt
Indbydelsen af de øvrige gæster stod Bydesvenden for. Han kom til hest og bragte hilsen fra brudeparret til at tage del i deres bryllup, følge med i kirken og efter vielsen at tage del i fælles glædesmåltid.
Han skulle almindeligvis modtage et skænk hvert sted. Til sidst kunne det være lidt svært at bevare den rigtige holdning på den flotte ganger.
Skafferen, Vintapperen, Kogekonen, Vaskekonen og Musikken blev bestilt af selve brudeparret.
Skolebørn skrev indbydelsen
Til fjerntboende venner sendtes indbydelsen ved et brev, der som regel blev skrevet i skolen. Der var fest i skolen den dag, der skulle skrives Kostbrøv. Læreren mødte med papir og saks og skrev på den store vægtavle:
Varnæs den……
Ærede Hr……..
På næstkommende ….agter vi, om Gud vil, at fejre vor Bryllupsfest, til hvilken Højtidelighed De og Deres Familie hermed venligst indbydes
Med megen Agtelse
……….
Skolebørnene tog nu med iver fat på opgaven. Men det forstår sig vel, at ikke alle breve fik lov til at blive sendt af sted. De dårligst skrevne breve havnede i kakkelovnen.
Skafferen hentede skinken
Så begyndte festen. I forvejen hen imod aften begav unge karle sig til Bryllupshuset, belæssede hver med en skinke som foræring fra de indbudte familier Skafferen modtog skinkerne og afleverede dem til brudeparret.
Æ Flæskegild
De unge mennesker blev beværtet på det bedste med mad og drikke langt ud på aftenen. Det var æ Flæskegild. Bemærkes skal det, at bryllupperne for det meste blev fejret på en bondegård, hvor alle husrum var taget i brug også laderne. Desuden havde man lejet en rummelig ottekantet telt, der var stillet op midt i gårdspladsen, og som havde plads til cirka 200 personer.
Æ Tillavensdav
Var brylluppet bestemt til om torsdagen, så var den forudgående onsdag æ Tillavensdav. Ved middagstid samledes hele køkkenpersonalet, og en 8 – 10 familier fra nabolaget, både mænd og kvinder. Man kunne så i det store telt se flere rækker ivrigt beskæftigende mennesker.
Kvinderne rulle kødboller til suppen, mændene slog sukkertoppene itu og malede kaffe. Ved en pibe tobak og nogle små sorte (kaffepunch) var det ingen fare for, at underholdningen skulle gå i stå.
De unge piger bragte lagener til at beklæde væggene i laderne. Bordduge, tallerkner, skeer, gafler og knive blev placeret. Tvebakkerne, som skulle bruges til maden, fyldte man i en sæk, og denne blev så to raske karle bearbejdet med pleje.
Maden tilberedt under åben himmel
Maden blev kogt uden for, under åben himmel på lange ildsteder, da ingen komfurer kunne rumme de store gryder. I et lille lukaf i laden ordnede vintapperen drikkevarerne: vin, brændevin og øl. Han vågede også over et lager af cigarer. Det var ikke altid lige let at have med alle disse lækre ting at gøre. Jo, det er hændt at vintapperen måtte afløses midt under festen.
Så var der dans
Hen imod aftenen kom tre til fire mand ind i gården med skinnende instrumenter. Det var musikere fra Aabenraa. Imens var unge piger mødt op med Skikkend. Det bestod som regel af 3 pund smør, en snes æg og en flaske fløde.
Dansen begyndte, og det blev sent inden Tillavensdaw var over.
Den store dag
Så fulgte den store dag, selve bryllupsdagen. Det var igen ved middagstid, at gæsterne strømmede til alle vegne fra. De blev modtaget med musik af orkesteret, der nu var forøget med 3 – 4 mand. Vinskænkerne gik gæsterne i møde for at byde dem et glas vin.
Efter at gæsterne også havde fået et kaffe, blev køretøjerne ordnet for at køre i kirke. I flot trav bevægede den lange vognrække sig af de smalle krogede veje til kirken og det i en hel bestemt rækkefølge:
Vogntoget måtte ikke standse undervejs. Det betød ulykke. Et kraftigt regnskyl betød derimod velsignelse. En Mål i æ smyk gir Lyk.
Man skulle vente på degnen og præsten
Musikken ledsagede brudeparret til kirkedøren. Efter fuldbyrdet vielse spillede musikken igen til køretøjerne. Ankommet til bryllupshuset førtes den store festforsamling til bords af skafferen. Denne var fuldstændig orienteret om, i hvilken rækkefølge gæsterne skulle bænkes. Dette kunne dog ikke ske før præsten og degnen var til stede.
Disse to personer kunne ikke undværes til sådan en fest. Efter at præsten havde bedt bordbøn begyndte festmåltidet, der bestod af kødsuppe, med både kød – og melboller og ris, oksekøs med tilbehør samt adskillige glas vin indimellem.
Den første bordtale blev holdt af præsten. Den følgende blev holdt af degnen, og dernæst talte en hver, der havde lyst til at bidrage lidt til underholdingen. Imellem talerne blev der sunget Det er så yndigt at følges ad og mange andre. Også vores nationale sange havde ved den lejlighed en fremtrædende plads.
Skafferen skulle først danse
Efter måltidet, der ofte varede i to til tre timer, trak man, hvis vejret var med ud i det frie. Imens blev der gjort parat til dans i teltet. Den første dans var brudevalsen. Skafferen dansede nogle få takter med bruden, for derefter at føre hende til brudgommen. Først derefter kunne den egentlige brudevals begynde.
De nygifte dansede med hinanden, brudgomsføreren med brudesmykkeren, bydesvenden og ledesvenden hver med en af brudepigerne. Først derefter stod der en hver frit til at danse. Det var mest, de unge der deltog i dansen. De ældre holdt øje med om deres Peter opførte sig ordentlig eller om deres Ellen ikke blev overset.
Man kunne jo også trække sig lidt tilbage i laderne og enten nydekaffe og kager, eller i den anden lade, hvor der blev serveret lidt stærkere drikke.
Brudeparret modtog gaver
Ved 10 – 11 tiden indtraf næste højdepunkt. Det blev markeret fra teltet med et trompetsignal. Brudeparret var nu klar til at modtage gaver. I en lille stue bag et nordstod brudeparret, brudgomsføreren og brudesmykkersken. Midt på bordet stod en terrin. Gæsterne, der i en fart havde forsynet sig med gaverne, begav sig ind i den lille stue og overrakte brudeparret den tiltænkte gave. Som regel var det sølvtøj, der blev givet.
Terrinen var bestemt til at tage imod pengegaver, der var indsvøbt i papir og forsynet med giverens navn. Brudeparret takkede med et håndtryk, og brudgomsføreren skænkede giverne et glas vin. Så snart der ikke var flere givere, anså man denne begivenhed som afsluttet, og dansen kunne fortsætte.
Da nu sulten igen meldte sig, søgte man ind i den ene lade, hvor der var vinsuppe, flæsk og brød at få. Og så kunne man indtage dette under devisen En snaps te æ Brød, det hør´s og det bør´s.
Efter endnu nogle timers fornøjelig samvær begav gæsterne sig enhver til sit, og dermed sluttede den egentlige bryllupsfest.
Æ Knågdav
Men for de allernærmeste slægtninge og køkkenpersonalet fulgte endnu en dag med fest. Man søgte endnu engang hen mod bryllupshuset og blev beværtet med mad og drikke. Man var dog lidt træt. Men på denne Knågdav var der stadig masser af morskab og løjer.
Endelig sluttede festlighederne. I lang tid kunne man så snakke om festen. Og man omtalte den ofte som en fej glant Kåst (et meget fornøjeligt bryllup).
Brylluppet kunne være en god forretning
Da omkostningerne ved et bryllup på den tid blev båret af gæsterne, så var selv det fattigst brudepar i stand til at arrangere en stor fest. Det var på den måde ikke den store forskel på en gårdmands og en daglejers bryllup.
Det hændte end dog, at brudeparret foruden de forærede gaver, havde så mange penge til overs, at de kunne kalde brylluppet for en god fest.
Kilde: Se Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere: Om Bryllup i gamle dage – se her
Hvis du vil vide mere: Om egnen – se her
Maj 12, 2015
Da Aabenraa fik sin hovedvej
Pludselig i 1950 fik Aabenraa et kedeligt vejnavn, Flensborg Landevej. Allerede i 1835 – 1837 diskuterede man linjeføringen på en forbindelse mellem Altona til Kolding. Men der blev hele tiden lavet om på linjeføringen. Endelig fik man at vide, at ruten også skulle gå gennem Aabenraa. Først i 1843 blev man enige om den endelige linje. Selve vejen blev anlagt i 1846 – 1849. Og ved den lejlighed fjernede man resterne af Søgårdhus. Dengang havde man ikke historisk forståelse. Men for byen var det en bekostelig affære at få forbedret tilkørselsvejene op i bakkedraget.
Man begyndte 1835 – 1837
Allerede i årene 1835 – 1837 arbejde man med planer om en chaussé mellem Kolding og Altona. Det skulle være en erstatning for den gamle hærvej. Denne ældgamle vej tog ikke hensyn til købstæderne. Disse købstæder fik efterhånden mere og mere betydning, så det blev til flere afstikkere. Meget tidligt blev det tilfældet for Haderslev og Flensborg.
I 1765 kom postruten til at gå over Aabenraa. Men de mange afbøjninger øgede afstanden mellem byerne. Man måtte i gang med at udrette vejføringen.
Store udgifter for Aabenraa
For Aabenraa’ s vedkommende betød dette store udgifter. Omegnens bakkedrag gjorde dette arbejde betydelig dyrere. Tre repræsentanter fra borgerskabet i Aabenraa med justitsråd Schow (den yngre) i spidsen deltog derfor i den omtalte chaussées linjeføring.
Fra 1839 havde de dog fået vished for, at denne hovedvej kom til at passere deres by. En linje blev planlagt fra Valdemarstoft, Bov, Gejlå, Årtoft, Røllum, Årup til Aabenraa.
Det var den gamle Hærvejs – rute, der stadig påvirkede beslutningstagerne.
Ændring af planerne
I 1840 tog man dog et skridt til at få ændret dette. Man forslog nu, at ruten skulle ledes forbi Holdbi Kro. Den lå på Sønderborg – Flensborg Landevej. På denne måde kunne man spare det sydlige vejstykke.
Ved nye forhandlinger i 1843 blev ruten derefter, Flensborg, Kruså øst om Øster Gejl, Vilsbæk, Kliplev, Potterhus. Derfra skulle ruten gå over Stubbæk Stenbro til Styrtom og Aabenraa.
Markedsbyen Kliplev som det traditionelle midtpunkt på vejstrækningen mellem Flensborg og Aabenraa blev dermed stadig fastholdt.
Direkte linjeføring – et nyt forslag
Men ved det næste møde i chausseé – kommissionen, der fandt sted en måneds tid senere, i september 1843, vandt major v. Dau tilslutning til sit forslag om en fuldstændig udretning af Aabenraa – Flensborg vejen.
Han foreslog linjen Flensborg, Kruså, Kiskelund, Søgård, Sønder Hostrup, Aabenraa.
Ingen historisk forståelse
Ved Søgård skulle chausseén gå gennem Søgård Sø med en svag bøjning om Søgård Hovedgård, set sydfra in gerader Richtung auf die Rudera der alten Seegarder Burg südlich des Sees.
Ruinerne af det Søgård, der i 1643 blev stormet og nedbrændt, er med andre ord blevet udslettet under chausseébyggeriet i årene 1846 – 49. Ja man havde nok ikke forståelse for historiens værdier dengang.
Et nyt navn til Sønder Chausseé
Det var heller ikke godt, da Aabenraa Kommune omkring 1950 lod det gamle gadenavn Sønder Chaussé erstatte af det afblegede og almindelige Flensborgvej.
Begrebet Æ Skasè levede dog endnu i lang tid i Aabenraa.
Mange år senere kom så motorvejen, der gik uden om Aabenraa. Her skal man så dreje fra ved Rødekro.
Kilde: Se Litteratur Aabenraa
Hvis du vil vide mere: Se
Maj 12, 2015
Guldhornene fra Gallehus – den tredje historie
I 1734 fandt Erik Larsen det andet Guldhorn. Grev Schack gav ham 200 Rdlr. mod at han afleverede sit fund. Her kan du læse grevens indberetning. Og i tilslutning til fundet er der opstået mange myter og sagn i Gallehus, om fund af diverse ting. En herregård ved navn, Rosengård er dukket op. Men ak, kun et par måneder efter at Erik Larsen fik sin findeløn, døde han. Men det, at han skulle have drukket sin findeløn op, er også en myte.
Så er vi atter i Gallehus med den tredje historie om de berømte guldhorn. Det vil sige denne gang er det faktisk kun fundet fra 1734 vi beskæftiger os med.
Grev Schack har indberettet fundet. Og Peter Kr. Iversen har faktisk fundet en såkaldt kopibog på Gram Godsarkiv, der fortæller om dette fund. Ja det er faktisk en indberetning til hofmarskallatet. Vi vil her forsøge at genskabe indberetningen til nutidig dansk, men vi har dog for historiens skyld bibeholdt nogle af talemåden samt de historiske navne.
Vi skal dog også lige for en god ordens skyld, at der er noget i denne indberetning, der ikke passer. Og det er oplysninger om herregården Rosengård. Men også sidste afsnit må nærmest være et sagn. Måske har det været en vandrehistorie på egnen.
Stedet
Situationen
Manden
Anledningen og måden hvorledes guldhornet blev fundet
Sagn (eller usandheder)
En skrivelse fra Grev Schack
Sammen med indberetningen om guldhornsfundet findes i kopibogen følgende skrivelse fra Grev Schack (som vi også har ændret lidt på af hensyn til sproget):
Det var mange penge at få dengang. Men det var desværre ikke forundt finderen, at nyde disse penge i ret lang tid, for han døde få måneder efter.
I historiske beretninger fortælles det, at finderen var en ødsel person og drikfældig. Men det er nok ikke sandt. Således har godsinspektør H.C. Davidsen renset hans eftermæle. Dette kan udledes af en artikel i Sønderjysk Månedsskrift fra 1927.
Han skulle på en meget fornuftig måde have udlånt sine penge til gode mænd på egnen. Der findes et digt om Erik Lassen. Det er skrevet af Carsten Petersen, som er født lige i nærheden af findestedet:
Da kom en skærtorsdagmorgen i vår
En kådner af fæsteklassen
Den fattige mand, Jerk Lassen
Mens hønen kagled om påskæg
Og se, mens han tænkte på laden
Det glimtede sært under spaden
Han fandt hin skærtorsdag det andet horn,
Og derfor skal mindet omranke
Hans navn gennem slægternes tanke
Mytedannelser
Det er ikke unaturligt, at der opstår sagn og mytedannelser på egene med to sådanne fund. Der er således også været indberetninger om andre guldfund i nærheden. Men hvad er sandt og hvad er myter?
Tidligere har P. Lauritsen i Sønderjysk Månedsskrift beskæftiget sig med disse sagn. I en resolutionsprotokol fra Gram Godsarkiv findes en ordre til delefoged Jes Nielsen (9. februar 1749):
Dagen efter møder delefogeden de to findere Carl Christensen og Sonneck Chrestensen, samt den fundne kårde. Ved en undersøgelse så viste det sig, at den fundne kårde var en ringe og uduelig messingkårde, som straks blev tilbageleveret til de to findere.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Om Guldhornene: Se
Hvis du vil vide mere: Om Schackenborg/ Møgeltønder: Se