Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

De Hvide Busser – nok engang

Juni 5, 2015

De Hvide Busser – nok engang

Anmeldelse af Bo Lidegaard: Redningmænd. Bogen er en gyser. Vi følger de talrige redningsmænd, der stod for aktionen. Man kan godt forstå, at beboerne nede i Kruså betragter mindesmærket om Folke Bernadotte med en hvis skepsis. Han ville ikke samarbejde danskerne, som længe havde været i gang. Ja han ligefrem hånede danskerne. Og kaldte deres biler for kakkelovnsrør. Det er tydeligt, hvor Bo Lidegaards sympati ligger. Og det er hos den danske læge, Johannes Holm, men også hos de talrige læger, sygeplejersker, chauffører og andre frivillige, der satte deres liv på spil for at redde de 18.000 KZ – fangere. I bogen bliver der ikke skjult noget som helst. Der skulle træffes moralske og etiske valg. Vi får også historien om flytningen af de ca. 2.000 fangere, der nærmest var muselmænd til sydligere lejre, for at gøre plads til skandinaviske fangere.

 

Mange navne, at holde styr på

Dette er et forsøg på anmeldelse af Bo Lidegaards bog Redningsmænd. Og lade det være sagt med det samme. Det bliver en stor artikel.

Det er mange navne at holde styr på i bogen. Bo Lidegaard har forsøgt, at samle hele den nordiske indsats omkring De Hvide Busser i en bog. Og hold da op, hvor er der mange, der gjorde en kæmpe indsats dengang. Ja, vi ser faktisk også aktionen set ud fra en tysk vinkel.

 

Bernadotte tog hele æren

Men i mange år var der kun én, der tog æren af det hele. Og det var Folke Bernadotte. Men det var jo også som om, man lod ham tage denne ære.

Efter krigen tegnede Folke Bernadotte nærmest aktionen som en ren svensk aktion. Han har tegnet samtalerne med Himmler som det alt afgørende.

Efterhånden dukkede der andre bøger frem, der gav et helt andet billede af redningsaktionen

 

Forargelse i det sønderjyske

Også Hans Sode – Madsen påviste, at svenskeren ikke var alene om denne bedrift. Og dette beskrev vi allerede for et par år siden i en artikel. (Sandheden om De Hvide Busser) Vi undrede os over, at man havde rejst en sten ved Kruså og så glemme alle andre. Men vores kritik vakte forargelse nede i det sønderjyske.  

Sode – Madsen tegnede aktionen set fra den danske vinkel i sin bog Reddet fra Hitlers helvede. Denne bog kom for kort tid siden i en helt ny udgave.

I respekt for de mange frivillige vil vi også senere her på siden lave en artikel om Karantænestationerne i Padborg og Kruså.

 

Modstandsbevægelsen forlangte en oprydning

Tilbage til Bo Lidegaard. På en forunderlig måde beskriver han redningen af hele 20.000 KZ – fangere, hvoraf mange blev reddet ud i yderste øjeblik. Hvordan lykkedes det egentlig at samle alle de kræfter? For selv om det kneb med koordineringen så lykkedes det trods alt.

Efter aktionen krævede Modstandsbevægelsen at der blev ryddet op blandt folkene i aktionen. For ind i mellem skulle man gøre op med det etiske og det moralske spørgsmål. Man blev tvunget til, at fragte andre fangere end skandinaviske mellem lejrene. Og man smurte ledende nazister med mange ting for at få gennemført aktionerne. Alt dette får vi også fortalt i bogen.

 

KZ – lejremes historie

Vi gennemgår KZ – lejrenes historie, begyndende med Dachau i 1933. Her blev nazisternes fjender anbragt. Senere fulgte Jehovas Vidner, Jøder og så videre.

Hjælpepakkerne stillede de norske og danske fangere bedre end de andre fangere. Men pakkerne kunne også give andre fordele i lejrene.

En aftale mellem Eichmann og Best afgjorde at de deporterede jøder fra Danmark skulle forblive i gennemgangslejren Theresienstadt og ikke skulle sendes videre til den visse død i Ausschwitz. Ja nogle blev endda løsladt.

Cirka 7.000 nordmænd blev sendt i de tyske KZ – lejre. Oppe i Norge var der terror fra første dag. Og de første nordmænd landede i KZ – lejre længe før danskerne.

 

Svenskerne forblev officielt neutral

Svenskerne forblev officiel neutral under krigen. Dog gav svenskerne en del indrømmelser til tyskerne. De havde også en omfattende eksport af jernmalm til tyskerne. Dette blev brugt i tyskernes våbenfremstilling. Men de gav dog en betydelig støtte til deres nordiske brødre. Og vi skal i senere artikler her på siden kig på, hvad der var fup og fakta i den befrielseshær, der skulle besætte Danmark. Vi vil også kigge på, hvor meget svenskerne egentlig vidste om masseudryddelsen af jøderne.

 

Det var nordmændene, der startede

Ja egentlig startede det hele med to unge nordmænd Wanda Hjort og hendes bror, der fik lov til at besøge nogle af de norske KZ – fangere. Også den tidligere rektor ved Oslo Universitet, Didrik Arup Seip, der selv havde siddet i Sachsenhausen fik stor betydning for hjælpearbejdet. To norske sømandspræster fra Hamborg blev fra foråret 1943 involveret. Men også to danske sømandspræster var fra starten involveret.

Langt senere gik svensk Røde Kors og Folke Bernadotte ind i projektet. Det vil sige i begyndelsen kørte de deres eget løb, og ville bortset fra Karantænestationerne ikke have danskerne med i deres arbejde.

 

De danske institutioner

Det danske Socialministerium begyndte at hjælpe De Røde Enker, hvis mænd var aktive kommunister og interneret i KZ – lejre. Denne konto svulmede efterhånden og hjalp også Svenningsen tilsendt deres eget tøj.

Kontraadmiral Hammerich og hans norskfødte kone fik også stor betydning. I Søkvæsthuset blev planerne for Jyllandskorpset støbt. Der skulle skaffes ambulancer og busser. Det var dette korps, der senere blev til Det Danske Hjælpekorps.

Socialministeriet var selvfølgelig også involveret i disse planer, mens Dansk Røde Kors blev holdt uden for i meget lang tid. Her kneb det gevaldigt med samarbejdet.

Det var Sundhedsstyrelsen, der fik oprettet karantænestationer i både Kruså, Padborg og Frøslev.

I juni 1943 var Tysk Røde Kors på besøg i Theresienstadt. De fandt forholdene meget kritisable og gruopvækkende.

 

Et attentat forsinkede redningsaktionen

Alle de dansk/norske planer blev forsinkede, da oberst Graf Claus von Stauffenberg den 20. juli gennemførte et mislykket attentat mod Hitler. 7.000 mand blev anholdt af Gestapo. De blev enten sendt i KZ – lejr eller henrettet. General Rommel blev ved den lejlighed presset til selvmord.

Himmler og hans mænd benyttede lejligheden til et opgør med alle, som de anså som fjender. I december 1943 og januar 1944 var 168 modstandsfolk blevet deporteret fra danske fængsler til Sachsenhausen og Ravensbrück.

 

En lejr i Danmark

I januar 1944 luftede den ledende embedsmand, Udenrigsministeriets direktør, Svenningsen ideen om at etablere en lejr i Danmark. Tanken var vel, at ingen danskere skulle sendes længere syd på. Men Best afviste i første omgang tanken. Han mente ikke, at sådan en lejr havde præventiv virkning.

Denne Svenningsen rente gang i gang dørene ind hos Werner Best. Men alle de ting, der lykkedes at få gennemført kunne lynhurtig blive omgjort. Der var i den grad kompetenceproblemer mellem besættelsesmagten og Gestapo.

Men langt om længe gav den tyske besættelsesmagt sig. De stod selv som byggeledere og ejer, men det var de danske myndigheder, der skulle betale. Det blev til Frøslevlejren og senere Faarhuslejren.

Den 13. august 1944 kom de første 740 fangere fra Horserødlejren. Retningslinjerne blev udstukket af SS. Man havde håbet, at tyskerne holdt deres ord. Men faktum er, at 1.600 danskere blev sendt videre fra Frøslevlejren til KZ – lejre. I alt endte ca. 7.000 danskere i KZ – lejre syd på. Men mon ikke Frøslevlejren forhindrede, at flere blev sendt syd på?

 

Den officielle norske indstilling

Den officielle norske indstilling var, at evakuering først skulle foretages, når allieret kontrol var etableret. De allierede mente også, at militære mål havde første prioritet. For den miltære overkommando var der ikke særlige hensyn der skulle tages, når der gjaldt de internerede i KZ – lejrene. Man kunne heller ikke garantere for bussernes sikkerhed. Således beskød allierede fly ofte De Hvide Busser, elv om man havde fået at vide, at busserne indeholdt frigivne KZ – fangere. Men allierede beskød jo også flygtningeskibe ude i Østersøen.

 

Hitler: Dræb dem alle sammen

Det Danske Hjælpekorps var dog indstillet på at iværksætte hjælpen inden nazisternes endelige sammenbrud. Sømandspræsterne havde fået oplysninger om, at Hitler og Himmler havde instrueret kommandanterne i KZ – lejrene om, at alle fanger skulle likvideres inden de allierede eller russerne kom.

Vi skal dog også nævne Walter Schellenberg, som var Himmlers nære rådgiver. Han havde gjort sig skyldig i ufattelige forbrydelser, men han forsøgte dog at opbygge et tillidsfuldt forhold til repræsentanterne fra de neutrale lande, Sverige og Schweiz.

Fra Best selv ved vi, at han forsøgte at overtale Kaltenbrünner til at frigive de danske politibetjente. Men inden da skulle betjente så underskrive en erklæring om, at de ville arbejde videre derhjemme på tyskernes betingelser. Men betjentene erklærede, at de ville arbejde under en ledelse, der fuldt ud kunne accepteres af den danske befolkning.

 

Den første tur – den 5. december 1944

Den første tur syd på, skete tirsdag den 5. december 1944. Det var fire af DSB’s store røde rutebiler der blev afsendt med påhængsvogne, ført af 8 frivillige DSB – chaufører. Der var plads til 244 passagerer med hjem. Et antal ambulancer, et par læger og tilsvarende sygeplejersker var også med på turen.

Jyllandskorpset bestod af ca. 400 mand inkl. Chauffører, samaritter, ordonnanser, m.fl., samt omkring 120 store transportvogne, især fisketransportbiler, nogle personbiler og motorcykler.

Bilerne var pakket med madvarer, mælkejunger med drikkevarer, øl, cigaretter, sprit, sæbe m.m.

Konvojen tilbagelagde strækningen fra Padborg til Weimar i et stræk. Men danskerne fik et chok, da de så forholdene. Det var den første af ca. 50 danske transporter syd på og hjem igen.

Der opstod problemer med listerne og hvem af de syge betjente, der måtte sendes hjem. Endelig forlod konvojen lejren med 199 betjente. Ingen havde nogensinde forladt Buchenwald på den måde. Det havde før været med kreaturvogne eller gennem krematoriernes skorstene.

Turen hjemad mod Hamborg og Frøslev var besværlig. Busserne kørte fast i snedriver. En halsoperation måtte i hast foretages i en af de deltagende ambulancer. Man fortsatte til Frøslev, hvor alle ifølge aftale med Gestapo skulle interneres. Først derefter kunne der foretages lægetjek.

 

De danske grænsegendarmer

Det hele startede med et norsk initiativ, som Socialministeriets departementschef H.H. Koch så tog op.

Det var det såkaldte Jyllandskorps, der stod for transporten. Erfaringerne fra turen var uundværlig og blev brugt i planlægningen af de kommende ture. Allerede dagen efter kom der melding om, at man kunne afhente syge grænsegendarmer i Neuengamme.

15 af de oprindelige 141 gendarmer var allerede døde. Og nu kneb det med at få udleveret de gendarmer, der lå på infirmeriet. Det var en skuffende oplevelse at efterlade så mange. Men efter fire dages tovtrækkeri lykkedes det at få frigivet 8, hvoraf de 5 var syge gendarmer.

I historikernes sort/hvide univers er det også i dag glemt, at lederen af det tyske mindretal med det samme protesterede over de danske grænsegendarmers anholdelse.

 

De lokale lejrledere følte sig som konger

De lokale lejrledere var konger i deres eget rig. Det skønnes, at der i begyndelsen af 1945 var 714.000 – 750.000 fangere tilbage i de tyske KZ – lejre.

I Stutthof havde 144 af de 150 danske kommunister i januar 1945 overlevet. Her talte man også om en evakuering. Men man kunne ikke få kontakt med nogen. Sagen var den, at lejren skulle rømmes. Fjenden var kommet for tæt på. Fangerne skulle ud på en af de frygtelige dødsmarcher. Der var dannet 11 kolonner med hver 1.000 fangere. De var tvunget til at marchere mod Lauenburg 100 km mod vest.

Kun omkring en tredjedel af fangerne overlevede denne march. Under turen blev de svækkede og syge skudt.

 

Jyllandskorpset blev til Det Danske Hjælpekorps

Da Hammerich var blevet anholdt og anbragt i Shell – Huset, blev Jyllandskorpset omorganiseret, og fik nu navnet Det Danske Hjælpekorps. Med på turen syd på, havde man bestikkelsespakker. Disse hjalp i mange tilfælde.

Fra omkring årsskiftet 1944 – 45 afgik konvojerne regelmæssigt og hentede fanger då langt væk som Leipzig og Dresdenog fra fangelejrene Torgau og Mühlenberg, hvortil politiet var blevet overflyttet til i december 1944 i forbindelse med, at de skiftede status fra KZ – fangere til krigsfanger.

 

Farefulde ture

Transporten var hver vej på ca. 500 km, og gik gennem ruinbyer og udbombede veje. Ofte blev mam udsat for luftangreb fra de allierede. Det var yderligere et problem, når fangere var anbragt i udekommandoer langt fra hovedlejrene og i små grupper. Transporterne inkluderede derfor et stort og tidsrøvende eftersøgningsarbejde, blandt andet fordi fangelisterne var mangelfulde og ikke altid ajourførte.

Problemet var at tyskerne i begyndelsen af 1945 overhovedet ikke viste tegn på overgivelse. Gestapo myrdede således i de første måneder af 1945 tusinder af tyskere, der viste svaghed.

 

Bernadotte på banen i februar 1945

Svenskerne trådte efterhånden til. Svensk Røde Kors meldte sig på banen. De ville bruge andre kontakter, end dem som nordmændene og danskerne brugte. Internt i SS var der også splittelse, ja der foregik en reel magtkamp. Men det var først omkring den 16. – 17. februar 1945, at Bernadotte kom på banen. På dette tidspunkt havde Jyllandskorpset og Det Danske Hjælpekorps foretaget mange transporter og de fortsatte uanfægtet.

En af de første møder Bernadotte havde, var med Kaltenbrünner. Her blev det truet med, at det ikke var sikkert, at Sverige ville forblive neutral.

Svensk Røde Kors anmodede nu det svenske militær om 100 busser, biler, lastbiler, forråd, reservedele m.m. Desuden skulle man bruge ca. 1.000 mand. De svenske kørertøjer var mindre nedslidte end de danske.

Svenskerne havde afvist dansk deltagelse. Og denne afvisning fastholdt man kategorisk, trods mange henvendelser.

Den 5. marts argumenterede lederen af det tyske mindretal, Jens Møller stærkt for, at de danske politibetjente endelig blev frigivet.

 

Danskerne havde en anden dagsorden end svenskerne

De danske forhandlinger havde en anden dagsorden end den svenske og på nogle punkter var da også stor uenighed.

Dr. Best havde anmodet de danske læger om at føre tilsyn med de mange tyske flygtninge i Danmark. Men lægerne nægtede, indtil de danske grænsegendarmer var blevet løsladt fra de tyske KZ – lejre.

De svenske busser fik ordre til at blive malet hvide. Og så kørte 80 svenske busser ellers den 12. marts til samlingsstedet Friederichsruhe, 30 km sydøst for Hamborg. Men egentlig var det forbløffende lidt, svenskerne vidste om forholdene. Svenskerne havde også en del skepsis over for danskerne og deres redningsindsats og for den sags skyld også over for nordmændenes indsats.

 

Danskerne kørte sideløbende deres ture

Der var heller ikke etableret noget formaliseret samarbejde med Det Danske Hjælpekorps. På daværende tidspunkt havde de hentet 600 fangere hjemme.

Aktionen med at befri de 2.200 danske og norske fangere i Sachsenhausen lidt nord for Berlin. Hver nat afgik 12 hvide busser til Sachsenhausen og Neuengamme.

Sideløbende med svenskernes initiativer gennemførte Det Danske Hjælpekorps deres transporter. Man havde konstant nedbrud af materiel. Danskerne havde også succes med at få befriet 70 grænsegendarmer, der den 16. marts ankom fra Neuengamme til Frøslev.

Kun to dage efter ankom 75 betjente fra Buchenwald via Neuengamme. Den 23. marts ankom yderligere 65 betjente fra Mühlenberg.

 

Halvdelen af svenskerne tog hjem

Hitler modsatte sig enhver indrømmelse, der kunne opfattes som svagheder. Himmler og Schellenburg arbejdede sammen med Bernadotte for en trinvis løsning i stor skalamed samling af de nordiske fangere i Neuengamme som første skridt.

Kaltenbrünner og Müller arbejde sammen med Det danske Hjælpekorps for punktvise løsladelse.

Det svenske personale bestod for det meste af folk fra militæret. Og de skulle da snart tilbage til deres normale job igen. Men det var nu ingen problemer med at få orloven forlænget. Og det gjorde halvdelen. Men til danskernes store forbløffelse var nu kun halvdelen af svenskerne tilbage. Skulle en storstilet aktion nu pludselig minimeres?

2.000 måtte flyttes for de skandinaviske fangere

Kommandanten i Neuengamme forlangte nu pludselig, at der skulle køres 2.000 ikke – skandinaviske fangere fra denne lejr til lejre længere syd på, for at skaffe plads til de skandinaviske fangere. Det var åbenbart et ufravigeligt krav.

De muselmænd, der skulle med de hvide busser øjnede pludselig et håb, men de blev i den grad skuffede. Etisk og moralsk er det et spørgsmål, om man skulle have sagt nej til dette. Men havde man sagt det, havde det sikkert været slut med al videre redning.

Dette forhold nævner Bernadotte ikke i sin bog. Det vil sige, at han omtaler det som visse arrangementer.

 

Det hjalp med brændevin og amerikanske cigaretter

Under denne aktion fandt man 73 danske KZ – fangere, der ikke stod opført nogen steder. Kommandanten var ikke meget for at frigive dem. Men ved hjælp af brændevin og amerikanske cigaretter lykkedes det, at få dem frigivet.

De skandinaviske fangere fik efterhånden medicin hjemmefra. De skulle ikke mere arbejde i KZ – lejren, trods det, at de var arbejdsduelige.

 

Skandinavisk madsvineri

Og mange danskere skammede sig efterhånden over det madsvineri, der havde bredt sig i de norske og danske barakker. Der var overflod af mad i den sidste tid, og blot få meter derfra sultede andre. Men i de skandinaviske barakker, ja da flød maden bogstaveligt.

Fra dansk side voksede modstanden mod Bernadotte. Han havde valgt at begrænse redningsindsatsen, efter at hans mandskab var blevet halveret. Der sad stadig 1.400 danske betjente i Mühlenberg og alle de danske jøder i Theresienstadt. Danskerne kunne være klar i løbet af 24 timer. Men Bernadotte afviste gang på gang det danske tilbud.

 

Bernadotte var uvenlig ag afvisende

Bernadottes reaktion var uvenlig og meget afvisende. Han afslog også det danske kartotek over fangere, som løbende var blevet ajourførte. Og de danske biler kaldte han hånligt for kakkelovnsbiler.

Danskerne pressede på, og andelig på et stabsmøde den 31. marts accepterede svenskerne, at danskerne deltog. Det vil sige, at det var de svenske officerer, der overtalte Bernadotte til at sige ja.

Nu var det vel ikke kun Bernadotte, man skal give skylden for dette. Den svenske udenrigsminister Günther havde gjort det klart, at den svenske regering foretrak en ren svensk aktion.

De to karantænestationer i Kruså og Padborg blev hele tiden udbygget.

 

Masser af biler

De danske busser tog de korte ture, og de langt bedre svenske busser tog de lange ture. I sin bog tager Bernadotte æren for, at de danske betjente blev løsladt. Men egentlig var hans andel i dette ret lille. Det var den danske embedsmand, Mohr, man kan takke for dette.

Da svenskerne hovedsagelig havde bedre biler end danskerne, kørte svenskerne de længere ture, mens danske biler bragte fangerne fra Neuengamme til karantænnesationen i Padborg og til Frøslevlejren.

Ved Neuemgammes evakuering i dagene omkring den 20. april 1945 bestod det danske ekspeditionskorps i Tyskland af 123 rutebiler, 30 ambulancer, 18 lastvogne, 12 personvogne og 6 motorcykler samt omkring 450 personer, heraf 10 læger og 16 sygeplejersker. Nord for gærnsen var et par tusinde involveret i aktionen, dels ved karantænestationerne i Padborg og Kruså, og dels med forskellige former for bistand under transporterne videre gennem Danmark til Sverige.

 

Kæmpe arbejde i Bov Kommune

Frøslevlejren var efterhånden blevet overbefolket. Den nærliggende gård og lade måtte også tages i brug. Masser af kvinder fra Ravensbrück blev ført via Lübeck og karantænestationerne videre til Sverige.

Og mens man på karantænestationer pludselig troede, at de kunne slappe løb der melding ind, at der i løbet af 24 timer ville komme tusinder af tidligere KZ – fangere. Ankomsten af kvinder fra Ravensbrück kulminerede omkring 1. maj. Men se den historier fortæller vi i en særskilt artikel om karantænestationerne.

 

KZ – syndromet

Selv om mange var blevet reddet. Og selv om de skandinaviske fangere ikke havde det værst, så blev de fleste udsat for det såkaldte KZ – syndrom. Det fik man som følge af den dybeste menneskeforagt, tungt arbejde i 12 timer i døgnet, elendig søvn og en lejrkost på 1.000 kalorier, under en tredjedel af det nødvendige. Også de skandinaviske fangere blev udsat for en række alvorlige sultsygdomme. Dette førte til rastløshed, irritabilitet og et ustabilt følelsesliv.

En form for selvmedicinering bestod ofte af kæderygning og alkoholmisbrug. Den person, der kom tilbagevar helt forandret. Omkring en tredjedel af danskerne var så invaliderede, at en tidlig pensionering var eneste mulighed.

Værst af alt, var angsten for nære sociale og forpligtende kontakter.

Bernadottes erindringer

Kun seks uger efter krigens afslutning udkom Bernadottes erindringer. Det var tydeligt at forlæggeren også selv havde bidraget. Også Schelleburg udgav sine erindringer den 10. juni. Disse var meget sammenstemmende med Bernadotte. Flere bøger udkom kort efter, og de fastholdt myten om Folke Bernadotte.

Men mon ikke det svenske udenrigsministerium fik et chok, da de læste bogen. Deres indsats var ligesom den norske og den danske indsats forbigået. Flere andre ting var udeladt. Men man valgte ikke at angribe bogen, for det kunne skade Sveriges omdømme. Det var mere at vinde, end at tabe for den danske regering.

Trods kritik af Bernadotte skal hans indsats ikke forklejnes. Han fik Himmler til at give mange væsentlige indrømmelser. Både danske og norske ryster tav i mange år. Det skyldtes nok, at Sverige i den grad hjalp broderfolket med at huse diverse modstandsfolk, jødiske flygtninge og meget mere. Man ville ikke undsige svenskerne og deres version af historien om de hvide busser. Man var jo taknemmelig over for det, som svenskerne havde gjort.

Svenskerne havde brug for positiv propaganda, når man betænker, hvor protysk de havde været i de første fire år af krigen.

 

Den danske læge, Johannes Holm

Men med den danske læge Johannes Holms bog fra 1984 kom der flere nuancer på historien. Herhjemme havde modstandsbevægelsen stået og krævet hoveder. De syntes, at det var helt forfærdeligt at forhandle med nazister. En tidligere statsminister har også givet udtryk for, at man dengang udviste en vattet holdning ved at samarbejde og forhandle med tyskerne.

 

Bernadotte likvideret

Bernadotte blev FN’s første mægler i Palestina – spørgsmålet, og i den egenskab blev han den 17. september 1948 likvideret af en zionistisk terrorgruppe.

 

Uanfægtet af traditionelle kommandoveje

Bogen er en imponerende kortlægning og egentlig en hyldest til de mange Redningsmænd. Og det ser ikke ud til, at Bo Lidegaard har glemt nogen. Ikke uden grund kalder forfatteren redningsaktionerne for den største humanitære aktion i Skandinaviens historie. Statslige myndigheder og frivillige fandt hinanden uanfægtet af traditionelle kommandoveje.

Hvordan var dette muligt? Jo tyskerne troede måske, at de kunne få syndsforladelse for deres frygtlige forbrydelser. Overtalelse og bestikkelse blev brugt. Ofte skulle man træffe et valg omgående, og det var måske ikke altid etisk og moralsk rigtigt. Man fik trods alt også frigivet ca. 10.000, der ikke var af skandinavisk afstamning.

 

Spiste pølser og drak snaps med forhadte nazister

Og den person, der nok fascinere Bo Lidegaard mest, er den danske læge, Johannes Holm. Når det hele var kørt fast, satte han sig ned og drak snaps og spiste pølser med nogle af de mest forhadte nazister. Han satte ofte sit liv på spil, men skabte en masse resultater. Men ellers skinner det igennem hele bogen, at Lidegaard synes, at mange har ydet en fantastisk heroisk indsats. Det er Socialministeriets departementschef, læger, sygeplejerske, chauffører. Det er disse, som er de sande helte.

 

Guldgrube af oplysninger

Lidegaards bog er en guldgrube af oplysninger. Og det bliver ikke noget skjult. Man skal også huske, at man fik befriet næsten lige så mange polske kvinder som danske og norske kvindelige KZ – fanger tilsammen.

Måske skulle nogle af de politikere, der håner folks samarbejde med tyskerne dengang, læse bogen. For havde man handlet lige som de politikere mener, ja så var der ikke noget, der havde heddet De Hvide Busser.

 

Meget tæt på de hovedansvarlige

Dette er historien om, hvordan redningsmænd modvilligt kom meget tæt på de hovedansvarlige gerningsmænd i det tyske sikkerhedsapparat i deres forsøg at redde så mange som muligt. Dette betød, at redningsmændene blev stillet over for alvorlige moralske spørgsmål.

Det er en formidabel bedrift. Men for at gennemføre den dristige aktion bød man bødlerne på brændevin og gode miner til grusomt spil. Ja, mon ikke man kan kalde bogen en gyser.

 

Hvad skrev Flensburger Tagesblatt

Ja man kan sige ligesom en stor artikel i Flensburger Tageblatts, at beretningen om de hvide busser er præget af det nationale tilhørsforhold. De danske, tyske og svenske skolebørn får hver deres historie. Det er nu lykkes for Bo Lidegaard på formidabel vis, at samle trådene til en historie.

I Flensborg havde Dönitz magten helt til den 28. maj. Han vendte ligesom Hitler ryggen til Himmler.

I artiklen fra Flenburger Tagesblatt fortælles også, at beboerne i Kruså kigger på mindesmærket for Folke Bernadotte med meget skepsis. Hvorfor skulle han have hele æren.

I artiklen nævnes, at den første konvoj gik af stablen i februar 1945. Det er ikke korrekt. Som vi tidligere har refereret, så skete det den 5. december 1944.

 

Bogen fortjener stor udbredelse

I vores artikel har vi kun nævnt nogle ganske får, at dem der var med i denne indsats. Nogle af dem får dog en ”slags ære” i en kommende artikel om karantænestationerne i Kruså og Padborg.

Men tag nu og læs denne bog, og bliv så meget klogere. Den har fortjent stor udbredelse. Ja det har den vel også efterhånden. Oppe hos i boghandelen har vi ekspederet ikke så få eksemplarer af denne gyser.

Bo Lidegaard: Redningsmænd – Skandinaviske aktioner for at redde fanger fra tyske KZ – lejre i krigens sidste år. Politikens Forlag.

  • På vores side kan du læse 140 artikler fra Besættelsestiden. Læs bl.a.
  • Sandheden om de hvide busser.

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden