En Amtsmandsbolig i Tønder

Et lille minislot ligger midt i Tønder. Det blev bygget af amtmand Ulrik Adolf von Holstein og tegnet af J.G. Rosenberg, der avancerede fra muremester til kongelig bygmester. Von Holstein var meget initiativrig, men havde kun en kort karriere i Tønder. Han blev offer for Struensees fald. En ”næsten” navnebror, var også amtmand i Tønder. Han måtte gå af grundet ”oprørshæren” I 1864 blev denne truet af ”pøblen” i Slesvig. Selv om huset er fredet i klasse A, forfaldt det mere og mere. Men endelig tog man sig sammen og renoverede bygningen.

Et palæ i Tønder
Jeg har altid beundret denne nærmest palæagtige bygning på Jomfrustien i Tønder. For dem, der ikke lige bor i Tønder, ja så skal I lede lidt efter den. Den ligger ikke langt fra Visemøllen, kendt fra Tønder Festivallen. Eller skal vi sige, at den ligger over for Tønderhus.

Slottet rives ned
I 1750 lod Frederik den Femte, Tønders slot, Tønderhus nedrive. En seværdighed forsvandt, og amtmanden mistede sin bolig. Men faktum var, at det gamle slot overhovedet ikke var vedligeholdt. På grund af denne misligholdelse kunne det ikke betale sig, at begynde at reparere på dette stolte bygningsværk.
Allerede Christian den Femte havde ladet dele af slottet nedrive. Men det var vel nærmest af politiske grunde. I 1740erne lod Christian den Sjette porthuset udvide. Måske er det derfor, at det i dag kan bruges som museum.

Von Holstein – familien
Men i hvert fald fandt nedrivningen sted mens Friedrich Wilhelm von Holstein var amtmand. Han havde i 1730 afløst den kendte statsminister Johan Georg von Holstein som amtmand og afløstes, da han døde i 1767, af en tredje Holstein, også af den mecklenburgske slægt, Ulrik Adolf von Holstein, sønnesøn af den berømte storkansler af samme navn.

En flot militær karriere
Først gik han militærvejen, blev kornet i 1742. I en alder af kun 18 år fik han et kompagni i Kyrasserregiment. Han startede en militær karriere og fik tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Han blev oberst i det ene land og oberstløjtnant i det andet land.
Han blev i 1764 deputeret i General – Krigsdirektoriet, i hvilken stilling han var ganske uenig i de grundsætninger, hvorefter Claude Louis de Saint – Germain og general Peter Elias von Gähler ville reformere hæren. Ved Christian den Syvendes tronbestigelse blev han nærmest forflyttet til at blive amtmand i Tønder.

Indstillet på at gøre noget for Tønder Amt
De begivenheder i Ulrik Adolf von Holstein den Yngres liv, der ligger forud for hans udnævnelse til amtmand i Tønder er meget interessante. Det giver et levende bidrag til de intriger, der udspilledes ved Christian den Syvendes hof. Faktisk er hans udnævnelse en slags forvisning. Han betragtede det selv som en slags overgangsstadium. Ja og hvis du vil vide mere om, hvad der foregik ved hoffet dengang, skal du læse artiklen Caspar von Saldern – hvem var han? (Under Aabenraa). Det skulle ikke undre, hvis denne von Saldern var indirekte årsag til von Holsteins forflyttelse.
Men i hvert fald var den seneste von Holstein indstillet på, at gøre noget for Tønder Amt.
Hans unge hustru, en Buchwald, tilhørte rokokotidens letlevende aristokrati og skal ha diverteret en række fremstående personligheder i tiden, lige fra den preussiske kronprins til senere Struensees ven, Enevold Brandt, med fuld sanktion af ægtefællen, hvem karriere var vigtigere end ægteskabelig trofasthed. (Se beretningen om Struensee og Brandts likvidering i artiklen Henrettet på Østerbro – under Østerbro)

Initiativrig hustru
Men selv om det nok har knebet med at finde egnede elskere til fremme amtmandens position i den lille marskby, lå hun ikke på den lade side, mens hun var her. Hun fik blandt andet i overensstemmelse med tidsånden anlagt en fabrik med ikke mindre end 150 arbejderske, som i 1769 forfærdigede silkeblonder til en værdi af 2.000 rdl. Både Struensee og Brandt havde aktier i fortagenet.

Arbejdede for reformer
Ægtefællen arbejdede på grundige reformer i retsvæsen, skole – og fattigvæsen, for udbedring af industri og landbrug. For det sidste punkt gjaldt det udskiftningen. Han foretog ustandselige rejser i det udstrakte amt. Og skåne sig selv, det gjorde han ikke. Yderligere havde han en stor forfattervirksomhed bag sig. Blandt andet skrev han et stort topografisk hovedtræk i tiden:

– Ausführliche camaeralistisch – ökonomische Beshreibung des Amtes Tondern.

Han udarbejdede værket på baggrund af herredsfogedernes indberetninger.

En ny bolig
Ulrik Adolf von Holstein førte en omfattende brevveksling med sine gode ven, J.H.E. Bernstorff. Heri beskriver han opbygningen af amtmandsboligen. Kun seks uger efter sin udnævnelse, har han allerede kontaktet arkitekt og fundet husets beliggenhed. Han regner med at huset kommer til at koste 5.000 daler. Det skal være på en etage og en kælderetage. Så regner han bestemt ned, at det bliver en af de smukkeste i hertugdømmet.
Men to måneder efter tyder det på, at han er utilfreds med arkitektens tegninger. Han har fået Jardin til at rette på tegningerne, der lignede et stort hospital. Men han glæder sig, og fortæller sin ven, at smukke enge og marker kommer til at omgive den kommende bolig.
Men det interessante er, at der åbenbart har været en ældre bebyggelse på grunden. Det tyder en brønd på, som faktisk blev benyttet et godt stykke op i 1800 – tallet. Først omkring år 1900 blev brønden tildækket.

I 1845 overtager regeringen, boligen
Måske skal vi lige tilføje, at amtmanden selv måtte bekoste sin bolig. Det lykkedes ham ikke, at få staten til at overtage den. Han opnået kun rentekammerets tilladelse til at bygge på slotsgrunden. Ham og hans efterfølgere skulle betale en årlig afgift for dette. Og dette forhold betød, at hver gang, man skiftede amtmand betød dette gnidninger.
Krogh måtte i 1830 betale 10.000 rdl. For huset, hvorfor han andrager regeringen om tilskud. Først i 1845 lykkedes det ham at få regeringen til at overtage boligen.

En kort karriere i Tønder
Trods Holsteins store foretagsomhed i Tønder blev hans hernede kun kort. Han og hans unge kone længtes efter hoflivet. Struensee var kommet til magten, og alle muligheder var åbne.
Fra sit gods Wortersen skriver den forviste J.H.E. Bernstorff i september 1771 til A.P. Bernstorff:

– Jeg sender dig her, min kære, den stakkels Ulriks brev. Det er mig et nyt bevis på at menneskene let forblindes. Når jeg ser ham råbe op mod ærgerrigheden og betragte sig selv som en slags offer for patriotismen og sige, at det er nødvendigt, at hans kone opholder sig ved hoffet for der at udsætte noget eller fohindre noget ondt, så kan jeg kun sukke. Jeg tror, at han er i god tro, men det er en stor illusion.

– Han er i det mindste glad for at have fået så mange ud af sit hus i Tønder, men det er en stor udgift for Hr. von Scheel, som ikke er rig.
Scheel var Holsteins efterfølger, indtil denne efter det berømte maskebal i januar 1772 skyndsomst måtte overtage sin stilling igen, om end det kun blev en galgenfrist på et halvt år.
Kaldt til København

Struensee kaldte von Holstein til København (december 1770). Han blev gjort til overpræsident for byens styrelse (marts 1771). 1. august blev han gjort til 1. deputeret i finaserne. Men denne stilling opgav han efter et par måneder efter uenighed med sine kollegaer.
Men han fortsatte som overpræsident. Han ville gerne spille reformatorens rolle og passede perfekt ind, som Struensees medhjælper. Selv mente von Holstein, at landets styrelse var et kaos af forvirring, slendrian og forældede traditioner:

– Iver, Virksomhed, personlig Uennyttighed existere aldeles ikke i Danmark

Ja sådan udtalte han. Von Holstein mente dog, at Struensee gik for uforsigtig frem.

Revet med i Struensees fald
Men forandringerne i København var måske lidt for hensynsløse. Von Holstein blev revet med i Struensees fald. Samtidige forfattere har endda skildret ham som frivol og uduelig. Den 17. januar 1772 mistede han sin stilling som overpræsident. En kort overgang fik han sin amtmandsplads i Tønder tilbage. Men også dette job mistede han. Efter seks måneder blev han fjernet med en forholdsvis ringe pension.
Som pensionist henlevede han endnu 17 år i Altona, fortrinsvis beskæftiget med skriverier. Han beskrev blandt andet tidligere kongers liv. Disse skriverier er dog aldrig udgivet. Som statsmand var han færdig. Alt for tidligt standsedes en begavet og dygtig embedsmands karriere. Han døde den 1. november 1789.

Rosenberg – kongelig bygmester
Man kan takke Holstein for et arkitektonisk mindesmærke af stor værdi. Men måske skal vi også lige nævne den mand, der har hovedæren for byggeriet, (Johann) Gottfried Rosenberg. Det er murersvenden fra Mecklenburg, der endte som kongelig bygmester i Slesvig, Holsten og Oldenburg. Han blev også stamfader til den for sin tid kendte danske Rosenberg – slægt.

Flotte bygningsværker
Som bygmester i Plön kom han i forbindelse med finansmanden, statsminister C.A. Berckentin, for hvem han opførte landstedet Kokkedal i Nordsjælland og palæet i Bredgade (Odd Fellowpalæet). Han måtte dog overlade sine tegninger til Eigtved, der skulle godkende tegningerne både til denne og de to andre palæer. Men trods dette er Rosenberg nok at regne som en af Danmarks største arkitekter.
Det er sikkert arbejdet for Bernstorff, der bragte ham i forbindelse med Ulrik Adolf Holstein, da han skulle bygge hus i Tønder.
Rosenberg stod for genopbygningen af Gråsten Slot efter branden i 1757. Man mener også at det er efter hans tegninger, at Augustenborg Slot blev opført i 1770 – 1776.
Hans søn Georg Erdman Rosenberg var også arkitekt og slægten har siden fostret mange kendte danskere inden for kulturlivet.

Et flot palæ i Tønder
Talrige palæer voksede frem mellem 1740 og 1780 på grund af den velstand, som Danmarks vellykkede udenrigspolitik under Bernstofferne førte med sig. Men det var som regel hovedstaden og de rigeste købstæder, som var præget af dette. I Københavns omegn byggede rige købmænd lystgårde. Til Jylland kom denne udvikling ikke, med undtagelse for Tønder og den flotte amtmandsbolig.
Det lille palæ på Tønders slotsgrund som bedst kan sammenlignes med den lille lystgård, Christiansholm ved Klampenborg (1746), Eigtveds Frederiksdal (1742) og Rosenbergs eget Margård på Fyn, der er 21 meter langt og 13 meter bredt. Det er inddelt i 7 fag med tre i et midterfremspring.
Taget var mansardtag som vi også kender fra Richtsens Hus, Vestergade 9. Det er Tønders smukkeste eksempel på jysk rokoko.
Amtmandens bolig er blevet ændret mange gange af de forskellige ejere. Huset har været mødested for mennesker af høj rang og af høj kultur.

Kassen blev fjernet
I 1848 ansatte oprørsregeringen en amtmand, som fungerede til 1850. Han måtte flygte over hals over hoved. Men amtets pengekasse lykkedes det trods danske vagtposter byens tysksindede organist at fjerne via Vidåen. Også husets barnepige lykkedes det at fjerne via Vidåen. Hun blev gift med den første tyske amtmand efter 1864, von Bleichen.
Trist skæbne for en anden von Holstein
I 1845 var det også en Holstein, der blev udnævnt amtsforvalter i Tønder. Tre år senere måtte han forlade sin post, som vi skrev før. Ulrich Adolph von Holstein blev i 1857 kongelig kommissarius i Slesvig.
Dagen efter, at den danske hær 1864 var draget fra Danevirke, tvang pøbelen i Slesvig ham ved trussel om voldsanvendelse til at forlade sit embede. Syg og svag måtte han gøre den anstrengende rejse midt om vinteren over Rostock og Ystad til København, hvor han døde 17. april 1864.

Godt, at man bevarede boligen
Andetsteds er det skildret, at der var en del forvirring blandt de danske embedsmænd i 1864. Og stemningen hos de sidste tyske landråd før genforeningen i 1920 var næppe anderledes.
Lensgreve O.D. Schack som var amtmand fra 1920 til 1949, boede kun i en kortere periode palæet, som derefter var udlejet til kontorer. Til trods for bygningen var fredet i klasse A, forfaldt den mere og mere.
Derfor kan det ikke undre, at den nu fuldendte restaurering kommer op på hen ved 200.000 kr. På det tidspunkt havde det sikkert været billigere at bygge en ny bolig til amtmanden. Men Tønders befolkning er sikkert i dag taknemmelig for, at man bevarede palæet.

Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Chr. Elling: Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden (1930)
– Aage Friis: Bernstorffske Papirer
– Tønder gennem Tiderne
– Lorentzen: Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden (2) (1933)
– C.A. Trier: U.A. Holstein (1916)
– Sigurd Schoubye: Amtmandsboligen i Tønder

Hvis du vil vide mere:
– Vores hjemmeside indeholder 177 artikler fra Det Gamle Tønder
– Caspar von Saldern – hvem var han (under Aabenraa)
– Henrettet på Østerbro (under Østerbro)

Aabenraa 1764

Dette er en beretning fra Aabenraa 1764, ja nærmest en Turen går til. Det er en sjov historisk gennemgang af byen. Måske var materialet beregnet til Danske Atlas. Vi får at vide, at fjorden dengang havde overflod af fisk. Og engang havde byen kun to skibe. Her i 1764 er den store indtægtskilde søfart. Tidligere havde man efter fiskeri – eventyret satset på humle. Jo velfærden er her på dette tidspunkt højere end i andre købstæder. Men man har dog også en fattigskole med plads til 50 børn, og tre fattighuse. Det sjove er, at beretningen faktisk er to beretninger og oprindelig skrevet på dansk.

Mange beretninger fra byen
Egentlig er det mange, der i tidens løb har nedfældet fortællinger og beretninger om begivenheder, der har haft betydning i Aabenraas historie. Det har været byens mænd, præster og andre, der har nedfældet iagttagelser, som vi i dag kan have glæde af.
En virkelig historieskriver var Claus Møller, hvis krønike er blevet afskrevet af mange og videreført af andre. Disse er gengivet i Marstrands bog om Aabenraa.
Fra det 18. og 19. århundrede er det forskellige optegnelser om byens historie, årbogsnotitser, samt skildringer bygget på trykte efterretninger. Ofte har det været utrykte kilder fra byens arkiv.
En del af materialet findes i de såkaldte Michelsenske samlinger.

Hvem er forfatterne?
En af beretningerne, som kun findes i afskrift i den kendte Øster – Løgum præst Peter Kiers (1711 – 1834) collectanea er skrevet i 1764 og meddelt pastor Kier i 1812 af den daværende sognepræst og provst Peter Paulsen.
Man har ment, at forfatteren er provst Bargum, men han kom først til byen i 1763. Det kan næppe være ham. Men det viser sig, at der findes to skildringer af Aabenraa. Den ene er skrevet af diakonen Erich Fabricius, som allerede var præst i Aabenraa i 1729.

Beretningerne er skrevet på dansk
Det er ejendommeligt at værkerne er skrevet på dansk. Måske var de skrevet til brug for Danske Atlas. Det var den store skildring af kongeriget og Sønderjylland. Værket var grundlagt af Erik Pontoppidan og blev fortsat af Jacob Langebek og Hans de Hofman.
Værkets sidste og syvende bind omhandler Sønderjylland. I forordet står det, at Langebek anmodede forskellige folk, især præster om at sende ham oplysninger for værket. Men hvad stod der så om Aabenraa. Ja her i artiklen er det forsøgt gengivet på nutidens sprog. Der hvor vi får mere ud af, at høre det på sproget fra dengang, anvender vi Kursiv. Vi har lavet lidt om indholdet visse steder, for at få en klarere gengivelse. Og så har vi ændret på bynavnet. Dengang blev byen kaldt Apenrade. Men vi har tilladt os selv, at bruge det nuværende bynavn. Og husk lige, når du læser beretningen – den er fra 1764.

3.000 indbyggere
Aabenraa, denne købstad ligger midt i Sønderjylland eller Hertugdømmet Slesvig på østsiden ved en smal arm af Østersøen. Den er bygget på en høj, så den mellemste del, tillige med kirken ligger oven på højen. Den øvrige del ligger nede i dalerne mod syd og mod nord.
Store huse er der ikke mange af, kun små og kun på en etage. Men det er meget skønt byggeri. Men nu er man da begyndt at bygge større og mere anseelige bygninger.
Byen består af 12 gader og 7 små stræder. Her ligger der omkring 400 huse. Indbyggerantallet er på cirka 3.000, hvoraf en stor del er ude med skibene. Ved næsten alle huse er der haver, og især har de, der ligger til den østligste side, store haver. Dem, der har udsigt til vandet og skoven nyder sommeren.

Byen lovprises for dens skønhed
Egnen her omkring er meget smuk og næsten det smukkeste sted i hele landet. Byen er omgivet af høje bakker og på disse befinder sig de kønneste og mest behagelige skove. Neden for disse er blomstrende enge og fede marker. Bakker, dale, skove, mark, eng, vand og land veksler på smukkeste vis i landskabet. Aabenraa bliver af fremmede beundret for dens skønhed.
Fire veje over bakkerne
Fra byen går fire veje over bakkerne, hvor hver har sit særlige navn. Nord for byen kommer man over Dimen. På denne kan man særlig om sommeren få en pragtfuld udsigt over byen. Her ligger også et sted, der kaldes Paradis, hvor den gamle Wowerius, som Dankwerth melder, havde besluttet at bo, der som Gud havde skænket ham et længere liv, altså udvalgt sig dette sted til hans Pausilypum.
På nordvest siden passerer man Skedbjerg. På den vestlige side er det Saltbjerg. På den sydlige side er det en lang stenbro.

Meget besværligt at passere bakkerne
Man har altid, når man skulle til og fra byen, skulle passere en af disse bakker. Passagen har været meget besværlig, og det har givet et stort fald i byens næring og handel.
Man havde længe i byen ville forbedre forholdene. Kongen, som altid tænkte på sine undersåtters vel, opmuntrede til at man fik gjort noget ved det, og betalte halvdelen af udgifterne.
I forrige år var man så begyndt, at forbedre adgangsforholdene. Alle bakker var nogle steder forbundet med livsfare og den største besværlighed at passere. Men nu var man begyndt at udjævne de værste forhindringer. De dybeste steder er blevet opfyldt. Desuden har man sat gelænder af træværk op, der hvor der var størst fare.

Bro ved Stubbæk Stenbro
Ved Stubbæk Stenbro, hvor Skælbækken om vinteren første så meget vand med sig, at en passage var umulig, er det nu bygget en dobbelt bro. Denne bro har kostet 720 Rigsdaler.
Over en bæk nede for Skedbjerg er det ligeledes bygget sådan en bro, men dog noget mindre. Alle disse anstalter har kostet i alt 7.000 Rigsdaler. Nu kan man uden livsfare og uden besværligheder med største bekvemmelighed komme til og fra Aabenraa.
Nu behøves man ikke mere, at tage til Flensborg eller Tønder efter varer. Før passerede man forbi Toldsted og kom ikke ind i Aabenraa. Nu har man endda også bygget et posthus i byen som i Haderslev, Flensborg og i andre byer. Snart vil omkostningerne ved anlægsarbejderne være tjent ind.

Fjorden og Kilen
På den østlige side af Aabenraa er fjorden. Denne fjord er som allerede sagt, en arm af Østersøen. Den er cirka en mil lang og en halv mil bred. På begge sider er der højland og høje bakker, skov og kønne enge. Derfra går igen en lille arm mon nord. Denne kaldes Kilen. Den er cirka tre flinteskud lang og to bred. Denne er ikke dybere, end man ofte ved vestlige vinde kan se grunden.

En dyr skibbro
Overalt er fjorden nær landområderne ikke så dyb. Derfor ligger skibene ofte et flinteskud fra land. Med stor besværlighed blev der indtil vores tid ind – og udskibet med pramme. Efter 20 års arbejde og store udgifter har man nu lavet en skibsbro 300 skridt lige ud i Søen. Man har brugt masser af sten og jord. Langs siderne er broen forsynet med pæle og planker. Det hele er fastgjort med jern.
Omkring Skibbroen kan skibe, der stikker 12 fod gå ganske tæt ind til broen. Nu kan man på bedste måde få varerne ind og få losset.
På den nordlige side af denne bro imod Kilen er der blevet udgravet en kanal, som på den venstre og nordre side var beskyttet med eget bolværk. I denne kanal lå cirka 140 skibe ganske sikkert uden at skulle frygte den mindste skade. Før, da disse skibe skulle ligge på reden ved pæle, skete det ikke så sjælden, at et skib ved østenvind rev sig løs og blev stærk beskadiget. Man forsøgte forgæves at sikre skibene.

En sikker havn
Men med kanalen og broen har Aabenraa fået en sikker havn. Disse Anstalter har kostet byen store summer. Og det koster også at vedligeholde anlægget. Bolværkerne behøver ind imellem store og kostbare reparationer. Stenbroen må engang imellem omlægges. Konstant sommeren igennem er to pramme i gang med reparationer og 8 karle er på lønningslisten. Byen har sin egen brofoged. Den yngste rådmand er forpligtet til at have overinspektion og dirigere alting, hvad som behøves til at forbedre og i Stand holde Broen.

Fisk i overflod
Denne fjord har efter gamle efterretninger været fuld af fisk, torsk, makrel, sild, ørreder, krabber, rejer og meget mere. Her blev fanget fisk i stor Overflødighed. Indbyggerne har tørret og saltet mange tønder og afskibet dem til Lübeck, Rostock og Wismar. Og der solgte de fiskene med stor fortjeneste.
I 1665 kunne man købe 120 makreller for 1 lybsk skilling. I begyndelsen af dette århundrede kunne man for 1 lybsk skilling få 24 makreller. En familie bestående af 8 personer kunne således blive mæt for 1 lybsk skilling torsk.
Nu er det ganske anderledes. Disse fisk bliver endnu fanget, men ikke i de store antal. Det er som om, at man i Flensborg og andre steder har fået smag for deres egne fisk. Mange muslinger sætter sig fast på pælene i vandet, så disse er det i tidens løb også fanget mange af.

Hvor stammer ordet Aabenraa (Apenrade) fra?
Hvor ordet Aabenraa stammer fra, er der mange meninger om. Her vil de mindst almindelige blive omtalt. Claus Møller, en tidligere organist i Aabenraa har med stor flid samlet gamle efterretninger om byen. I 1620 har han samlet sin dokumentation. Provst Hübschmann har i 1635 afskrevet Claus Møllers dokumentation.
Han beretter, at der før dette sted blev bebygget, ikke var andet end, Skov, Buske og Morass. Ingen kunne passere her. Man fik dog ryddet en vej til Årøsund – færgen. Man skabte en Aabning igennem buskene. Byen startede med navnet Abenroy. Dette blev så på tysk Apenrade.
Byens første fiskerhuse var skabt ved denne åbning. Senere kom stednavnet Openroe til. Dette forvandlede sig på tysk til Apenroe. Og til sidst blev det så til Apenrade. Dette forhold bliver bestyrket i de ældste privilegier og de ældste dokumenter. Her ser vi blandt andet stedordene Oppenrae, Oppenrode og Appenroy. (Andre steder på vores hjemmeside kan du finde andre forklaringer på navnets opståen)

De første indbyggere var fiskere
Den overflod af fisk, som var i fjorden gav anledning til byens første bebyggelse. De første indbyggere i byen ernærede sig ved dette erhverv. Senere kom agerdyrkning. Senere kom Humle Avling og øl – brygning til. Næsten alle haver i byen har fra gammel tid været Hummel – Gaarde.
Apenrader Øl blev dengang kaldet Kukelhahn. Som Claus Møller beretter, blev dette øl eksporteret til mange steder.

Søfarten dominerer
I nyere tid har Aabenraa fået det meste af sin næring fra søfarten. I dag kaster dette erhverv meget mere glans af sig end i fordums tider. Lang tid tilbage var der kun to skibe, der hørte til i byen. Den ene sejlede med fisk til Lübeck og den anden til Wismar.
Mellem 1680 og 1690 begyndte man at bygge flere skibe. Man begyndte i stigende grad at sejle udenlands. For 20 år siden kunne man i Aabenraa tælle hele 130 skibe. De fleste var dog små. De største var ikke over 60 til 70 Commerce Laster.
Skibene sejlede alle vegne i Østersøen og i Nordsøen. De sejlede til Norge, Frankrig og særlig til England. Men på et tidspunkt ønskede englænderne og svenskerne ingen fremmede Skibe med fremmede Vare.
Denne udvikling var ikke godt for Aabenraa, men så vendte man blikket mod Middelhavet.
På nuværende tidspunkt er der i byen 75 skibe:

– Heriblandt er der 10 Jagter og ongefær 20 toemastet Gaffel Galioter. Det øvrige er store Skibe af 60 til 90 Commerz – Læster. Nu efter Krigen seer det med Søefarten slet ud igien. De i Krig værende Nationer saavelsom de andre behøver nu ingen fremmede Skibe. De meeste vil drive Deel af Sommeren i dette 1764 Aar har 10 af de største Skibe, hvilke udgiør et Capital af 60.000 Mark og derover, lagt her hiemme uden Fortieneste, og en stor Deel af dem, der har været ude, har seglet meere overstyr, end de har fortient.

Mere velstand i Aabenraa
Der findes ikke så mange helt rige i byen. Men det er mere velstand her end i andre købstæder. Byen har slet ingen bymarker. I forrige tider er der blevet lagt en jord til byen. Det er jord, som Kong Valdemar havde købt af 7 byer og skænket til Aabenraa. Men det meste af denne jord er igen blevet afhændet. Det eneste, der er tilbage er noget jord i Sønderskoven. Her går en del kvæg.
Men Aabenraas nuværende velfærd skyldes søfarten og fragt til udlandet. Give Gud, at den derved ikke maatte saa aftage, som den har taget til.

Fire kirker i Aabenraa
Man har fundet efterretninger om fire kirker, som har været i Aabenraa. På nuværende tidpunkt er der dog kun en. Den første har været et lille kapel syd for byen på det såkaldte Capellen – Bierg. Det skulle være blevet oprettet af byens første indbyggere og være bygget og helliget til St. Andreas, som er fiskernes Patrono. Efter reformationen i 1530 er den blevet nedrevet. På stedet er der nu en Gruben – Mølle.

St. Knuds Kirke
Den anden kirke, som herefter ved byens tilblivelse er blevet bygget har været St. Knuds Kirke,

– Som saaledes Kong Valdemari 2 Beste – fader, den meget vel lidte Hertug Canuto Lavardo, der af sin Vetter Prinz Magnus, Kong Nielsens Søn, ikke langt fra Ringstædt i Harresteds – Øre 1130 blev ihielslagen og 1170 af Paven cannoniseret til Ære blev kaldet.
Denne kirke har kun været lille. Den har ligget i Skibbrogade på det sted, hvor nu Raadmand Koch bor. For mange år siden ville man udgrave en kilde. Her fandt man en mængde menneskeknogler.
I 1247 rasede krigen mellem Kong Erik og Hertug Abel. Ved den lejlighed blev byen ilde tilredt og kirken blev ruineret. Men andre kilder melder, at den stod endnu længere og den forfaldt af sig selv. Man betjente sig i stedet af den nordligere liggende St. Nicolai Kirke.

St. Jørgens Kirke
Den tredje kirke blev kaldt St. Jørgens Kirke og lå nord på den bakke, hvor nu Jørgensgaard ligger. Til samme hørte de deromkring i skoven liggende byer og huse. Med tiden blev denne kirke et hospital. Dette blev endnu brugt omkring reformationstiden.
Herefter blev jorden skænket til en, som havde tjent ved det fyrstelige hof, trabant, Svarte Hans. I 1592 blev jorden forlenet til Claus Hoyer, som har været forvalter over Løgum Kloster. I 1600 blev kirken brækket ned.

St. Nicolai Kirke
St. Nicolai er den fjerde kirke og den nuværende sognekirke. Den har figur som en korskirke. På midten er et lille spir. Det formodes at denne kirke er bygget i det 13. århundrede. Men efterhånden er der sket en del tilbygninger. Før reformationen var denne kirke 7 Marianer. Disse præster havde hele bakken, hvor kirken stod som deres Jurisdiction.
Prædikestolen er i 1565 skænket af Svarte Hans. Altertavlen er skænket af den meget gavmilde og fyrstelige amtmand, Joachim Dankwerth i 1647. I 1760 blev kirken gennemrestaureret og et nyt orgel, som erstatning for orglet fra 1597 blev installeret.

Brundlund Slot
Syd for byen ligger slottet Brundlund. Dette begyndte Dronning Margrethe i 1411 at bygge. Hun havde besluttet at bygge et stort og prægtigt slot. Men ved hendes død faldt prægtigheden markant. For enden af Vestergade havde der ligget et stort sæde, som dronningen lod nedrive, da hun påbegyndte bygningen af slottet.
Christian den tredje byggede Brundlund færdig.

Rådhuset tilhørte Marianerne
Rådhuset har før reformationen tilhørt Marianerne. De brugte det til deres forsamlingshus. Efter reformationen blev det brugt som gildehus, senere til rådhus. Det nuværende rådhus blev bygget lige efter den store ildebrand i Aabenraa i 1710. I 1740 blev bygningen renoveret.
Skolehuset ligger tæt ved kirken. Den er delt i to klasser, i den latinske og den tyske skole. Den latinske afdeling informerer Cantoren i kristendom, det latinske og andre sprog. I den tyske skole underviser skrivemesteren i kritendom, i regning og skrivningen ved hjælp af en undermester. Skolehuset er opbygget i 1737 i grundmur.

Fattighuse
Byen har tre fattig – huse eller hospitaler. Det første er det såkaldte Jens Hansens Armhuus, stiftet af Jens Hansen, som har været tidligere borgmester i byen. I samme hus eksisterer der seks værelser beregnet til fattige.
Det andet er det såkaldte Armkloster, som Johan Dankwerth i 1652 lod bygge. Her er der 12 værelser til rådighed for fattige.
Det tredje sted er bygget i 1731 af Cammer – Rath Hinrich von Gunderoth. Her er der 8 værelser til rådighed for fattige.

Fattigskolen
Lige i nærheden ligger Fattigskolen. Her undervises 50 fattige. Det er den fyrstelige staldmester Ernest Christoph von Gunderoth, der i 1741 har doneret 2.500 rigsdaler til dette foretagende.

Kilde: Se Litteratur – Aabenraa

Hvis du vil vide mere: Denne side indeholder 95 artikler om Det Gamle Aabenraa

Hvorfor kom Montgomery så sent?

Her troede man at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var en stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var ikke enige. Og da man forhandlede om krigens afslutning var Danmark endnu ikke erklæret som allieret. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Og russerne skyndte sig. Hvem nåede først Lübeck? Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte russerne. De var kun et par timer før dem. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende nogle lette kørertøjer over grænsen. Den 5. maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt, ja det havde englænderne skam ikke.

Jubel i Tønder
De stod ved grænsen og spejdede efter ham. Men han kom ikke. I Tønder blev en pilot og en fotograf fejret som sande helte. Befolkningen troede, at det var Montgomerys fortrop.

Briterne fik succes
Efter at Montgomery ankom til Ægypten i august 1942 til han forlod sine tropper ved Sangro – floden i 1943 oplevede hans 8. Armé kun sejre. De italienske og tyske tropper blev drevet ud af Nordafrika. Den største sejr var nok den over Rommel ved el – Alamein i efteråret 1942. Denne sejr skaffede endelig Churchill en hårdt tiltrængt triumf efter de første krigsårs britiske fiaskoer.

To modsætninger
Det var ellers store modsætninger mellem de to. Churchill var en livsnyder, der drak og røg og værdsatte selskabelighed. Han arbejde langt fra systematisk og kom ofte for sent til møder.
Hans modsætning, Montgomery var en perfektionist ud over alle grænser. Han hverken drak eller røg. Han arbejdede metodisk og hadede folk, der ikke overholdt aftaler. Hver aften gik han i seng kl. 21.30.
De to blev dog heller ikke nære venner. De anerkendte hinandens kvaliteter, og sås en gang imellem på deres ældre dage. Et fælles træk hos dem begge var, at de var gode til at iscenesætte sig selv.

Personlig lederskab
Montgomery satte personlig lederskab højere end militær etikette. Og dette forhold skabte ham fjender. Det gjorde det vel også efter hans bidrag til krigslitteraturen. For i 1958 afslørede han store uenigheder mellem Eisenhower, Omar Bradley og George Patton om startegien i Vesteuropa efter invasionen i Normandiet 1944.

Montgomery var uenige med amerikanere
Montgomery havde været uenige med amerikanerne om tempoet og retningen for den allierede fremrykningen. Han foreslog selv at man skulle koncentrere sig om at nå Berlin før russerne. Den amerikanske krigslitteratur fremstiller ofte Montgomery som en besværlig person. Det var da også en noget nedladende holdning, som han viste over for de amerikanske generaler i sine erindringer.
Montgomery var af den overbevisning, at veltrænede og motiverede soldater var at foretrække frem for isenkram og teknologisk herredømme. Han lagde mere vægt på de forskellige værns samarbejde på slagmarken end eksercits og parademarcher.
Han skilte sig uden sentimentalitet af med alle, der ikke slog til. Han indrømmede gerne, at han kunne være svær at arbejde sammen med, på grund af sin ligefremme ærlighed.

Han ville have kontrol
Han hadede ikke at have kontrol over situationen. Andre måtte ikke opleve hans sårbarhed. Han var kæphøj, skråsikker, voldsom ambitiøs, dominerende ofte uselskabelig, desperat i sin søgen efter medgang.
Han var ofte udiplomatisk, jaloux på andres succes. Han var dårlig til at glatte ud med havde en vilje til altid at vinde.
I Danmark knyttes Montgomerys person til Danmarks befrielse. Først den 12. maj besøgte han Danmark. Han havde stor ros over for modstandsbevægelsens indsats. Men han var måske ikke så begejstret for den politiske indsats.

Kritiserede det danske forsvar
Og det var han vel heller ikke efterfølgende. Han blev først udnævnt som militærguvernør i den britiske zone i Nordvesttyskland 1945 – 46. Senere blev han i perioden 1951 – 58 næstkommanderende for Nato. Her var han ikke særlig populær hos de danske politikere. Hans kendte ligefremhed blev i den grad bragt til skue, da han kritiserede den manglende danske forsvarsindsats.
Generelt var englænderne vel ikke så begejstret for politikernes indsats og danskernes landbrugs og fiskeeksport til tyskerne.
Montgomery foragtede sorte og homoseksuelle
Det var også andre steder, Montgomery blev upopulær. Således foragtede han homoseksuelle og beskyldte sorte afrikanere for at være dovne. Det var som pensionist, at han fremkom med nedsættende kommentarer om disse.
Måske var det hans kontroversielle væsen, der gjorde, at man aldrig rigtig behandlede ham som helt. Der findes ikke særlig mange mindesmærker efter ham.

Uhæmmet selvglæde
Ingen tvivl om, at Montgomerys selvglæde var uhæmmet. Hans strategiske indsigt var langt mindre, end han selv troede. Hvilke egenskaber var det egentlig, der gjorde ham så sejrrig og hvilke skadede eller gavnede de allieres indsats, ja dette diskuteres stadig.
I denne artikel er det mere situationen lige efter tyskernes overgivelse, som vi skal kigge på.
I begyndelsen af 1945 var de allierede tropper på vestfronten endnu ikke nået over Rhinen. Russiske tropper stod langt inde i Polen, blot nogle få hundrede kilometer fra Berlin.

Eisenhower bange for russerne
Eisenhower var efterhånden bange for, at russerne ville nå frem til de tyske nord – og østersøkyster før de vestallierede. På det politiske plan blev grænserne for de amerikanske, britiske, sovjetiske og franske besættelseszoner aftalt mellem Roosevelt, Churchill og Stalin aftalt på Jalta – konferencen i begyndelsen af februar 1945.
Denne aftale førte til flere måneders kontrovers mellem Montgomery og Eisenhower. Førstnævnte ville helst indtage Berlin end drage nordpå. Men Eisenhower mente, at det var vigtigere for Montgomery at drage nordpå.
De forreste enheder af den britiske 2. armé nåede frem til Elben den 19. april. De tyske forsvarer nåede dog at ødelægge en bro i området.

Ventede ti dage med at krydse Elben
Hvorfor Montgomery nu ventede ti dage inden han lod sine enheder krydse floden og drage mod Lübeck og Wismar kan i den grad undre. På det tidspunkt foregik de mest bitreste og mest blodige kampe omkring Berlin.
Det var svært for flyvevåbnet at lave rekognosceringer i området, grundet vejret. Og briter betragtede nu heller ikke den videre færd som en skovtur. De blev da også mødt med indædt modstand fra Hitler Jugend. Det var dog også betydelig tab på begge sider helt frem til den tyske kapitulation den 4. maj. Bremen blev ført indtaget af canadierne den 26. april.
Krigsministeriet foretog en samtidig vurdering. Det var tre hovedgrunde til den langsomme fremgang:

– Den uventede hårde modstand
– Forsynings – og reparationsproblemerne
– Soldaternes ønske om at ”nyde sejrens frugter”

Også britiske soldater voldtog
Og med hensyn til det sidste er det nok ikke særlig populært, at nævne at også britiske soldater foretog plyndringer og voldtægter. Soldaterne havde ikke den store interesse i at fare frem og så falde for en snigskyttes kugler.
Montgomery havde ellers i marts udsendt en skrivelse, at det var forbudt for britiske soldater, at have noget med tyskerne at gøre. Han mindede om, at tyskerne for kort tid siden

– Havde pralet med, hvad de som herrefolket ville gøre ved jer, når I var blevet deres slaver.
– Hvis brødre og sønner og fædre systematisk havde gennemført massemord og tortur af forsvarsløse civile.

Eisenhower ville have, at Montgomery skulle skynde sig
Men den 26. april kom Montgomery på andre tanker. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at han nåede Lübeck før russerne. Montgomery skulle være blevet aldeles rasende over denne besked.
Montgomery svarede, at hvis russerne skulle komme først til Lübeck og videre til Kiel og Danmark, så var det hovedkvarterets skyld, fordi de havde frataget ham kommandoen over den amerikanske 9. Armé.
Det tyske militærs sammenbrud var i fuld gang. Russerne stod i Berlins forstæder og russiske tropper rykkede også frem ved Østersøen, hvor de skubbede store skarer af flygtende soldater og civile flygtninge foran sig. Længere syd på var russiske og amerikanske tropper mødtes ved Torgau øst for Leipzig den 25. april.
I den situation var det ikke særlig populært i London at vide, at engelske soldater lå og hvilede sig ved Elbens sydlige bredder.
Eisenhower blev opmærksom på nordflanken
Så sent som den 31. marts havde Eisenhower ment, at mål på den anden side af Elben og operationer mod Danmark og Norge udgør en senere fase i forhold til det centrale frontafsnit. Men omkring midten af april blev han mere opmærksom på nordflanken.
De allierede måtte indstille sig på lejlighedsvis modstand. Men mange tyske soldater var indstillet på at overgive sig til de allierede styrker frem for at vente på russerne.
Den 2. maj nåede de første røde djævle fra den britiske luftbårne 6. division frem til Wismar som lå i den del af Tyskland, der var udset til at blive sovjetisk besættelseszone. Om aftenen samme dag mødtes britiske enheder af fortroppen af den polsk – russiske marskal Konstantin Rokossovskijs hær ti kilometer øst for Wismar.

12 timer før russerne
Montgomery rykkede nu også hurtig frem, men det var vel nødvendigt. De nåede frem kun 12 timer før russerne. Disse 12 timer var blevet til 6 timer, da Montgomery dikterede sin dagbog den 2. maj til sin sekretær. Resten af livet fastholdt han dette dramatiske tal.

Bradley erklærede, at amerikanerne kom først
Men senere har den amerikanske general Bradley erklæret, at det faktisk var amerikanerne, der reddede Danmark fra russerne. Det var faktisk de amerikanske tropper, der fik først kontakt med russerne.
Briternes kontakt med russerne i Wismar kom kun en time efter, at amerikanerne fik kontakt med russiske patruljer lidt længere syd på. Egentlig var det amerikanerne, der skulle have æren, men det blev så briterne, der fik den.

Russerne vil ikke acceptere Danmark
Russerne havde været meget modvillig til at acceptere Danmark som allieret. Briterne var en del bekymret over Frihedsrådet. For de var begyndt at forhandle med russerne, og briterne var bange får at de ville give russerne en rolle ved befrielsen.
En embedsmand i de britiske udenrigsministerium havde således den 11 april udtalt, at russerne for nylig har antydet, at der kunne komme sovjetiske militære operationer i Danmark, men vi har ingen vidnesbyrd om de sovjetiske hensigter i så henseende.
Briterne blev dog beroliget af den danske samlingsregering. Herved blev en kommunistisk magtovertagelse manet i jorden. Regeringen blev godkendt af russerne den 17. maj.

Chef for Danmark – missionen
Generalmajor Richard H. Dewing var i september 1944 blevet udnævnt som chef for The SHAEF Mission to Denmark. Men på Jalta – konferencen i februar 1945 blev der ikke truffet nogen aftale om Danmarks forhold til de allierede. Man kunne derfor ikke give nogen garanti for, at det var britiske tropper, der skulle befri Danmark.
Meget afhang af omstændighederne. Ville de tyske tropper i Danmark overgive sig? Eller var det nødvendigt at sende allierede tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Modstandsbevægelsen skulle ikke deltage i direkte krigshandlinger. De skulle sættes til bevogtningsopgaver.
Usikkerhed om slutspillet
Der herskede åbenbart stor usikkerhed om slutspillet. Den 19. april havde Montgomery åbenbart udtalt, at rydningen af Danmark burde ordnes af amerikanske tropper. Hvis der skulle nedkæmpes tyske tropper i Danmark ville Montgomery foretrække amerikanske og canadiske tropper.
Ledelsen af Tyskland var lagt i armene på storadmiral Döniz, der på et tidspunkt befandt sig i Plön. Under indtryk af de militære begivenheder flyttede han hovesædet til Flensborg den 2. maj. Her befandt resterne af den tyske administration sig nu.

Store troppeansamlinger i Norden
De allierede var lidt bekymret over, at der i Norden befandt sig store tyske troppeansamlinger. Alene i Danmark var der stadig en kvart million tyske militærpersoner. Heraf var ca. 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbenet. Om det var rigtigt, at den øverstkommanderende generaloberst Lindemann havde opfordret til kamp til sidste person er nok tvivlsomt.
Den 30. april havde Montgomery flyttet sit hovedkvarter fra Soltau til en mark syd for byen Lüneburg.

Hvem er I?
Montgomerys stab hørte den 2. maj forlydender om, at lokale tyske generaler var interesserede i at forhandle om delovergivelse til de britiske og amerikanske tropper. Den 3. maj meldte første gruppe af serøse tyske forhandlere sig i Montgomerys hovedkvarter.
Dönitz havde bedt om at der blev taget kontakt til briterne. Fire tyske officerer var mødt op i fuld uniform, sorte støvler, for admiralens vedkommende, sort læderjakke. Montgomery mødte dem i sin enkle kakiuniform uden for sine vogne, der var tildækket af camourflagenet. Men mødtes under en flagstang, hvor Union Jack var hejst.
Med hånden på ryggen råbte Montgomery til tyskerne, Hvem er I. Da det blev oplyst, fortsatte Montgomery, Jeg har aldrig hørt om jer. Hvad vil I? Da Friedel blev præsenteret bjæffede Montgomery: En major! Hvor vover I at bringe en major ind i mit hovedkvarter!
Efter disse ydmygelser, fik udsendingerne lov til at forklare, at de kom fra chefen for den tyske overkommando, feltmarskal Wilhelm Keitel. De anmodede om, at briterne ville tage imod overgivelser af de tre tyske arméer, der kæmpede mod russerne i området mellem Berlin og Rostock.
Dette afviste Montgomery. Tyske tropper, der kæmper mod russerne, måtte overgive sig til dem. Men de tyske soldater var velkomne til at overgive sig til de vestallierede enkeltvis.
Montgomery forklarede, hvad han forlangte. De tyske tropper i Holland, Friesland, Holsten og Danmark skulle overgive sig til ham. Det ville von Friedeburg ikke acceptere. Han henviste til det presserende behov for at hjælpe de flygtende civile ud af Pommern og Mecklenburg.
Delegationen var bange for, at russerne ville dræbe dem. Montgomery skulle have svaret:

– Det håber jeg, de vil.

Det gav nu også Montgomery lejlighed til at fortælle de udsendte, hvad han havde set i koncentrationslejren i Belsen.
På det tidspunkt foreslog han den tyske delegation, at de trak sig tilbage og indtog en frokost. Der blev fremtryllet alt, hvad lejren kun fremtrylle af lækkerier ledsaget af rødvin og cognac til kaffen.

Skulle have nye ordre
Efter frokosten gentog Montgomery sine krav. Hvis kapitulationen kom, kunne forhandlingerne om troppernes placering og behandlingen af de civile begynde. Og på sin kyniske måde fortsatte Montgomery med, at hvis dette ikke skete, ville han med glæde genoptage krigen og dræbe endnu flere tyske soldater og civile.
Montgomery fremviste på et kort fronternes aktuelle forløb. Han fremviste over for de chokerede tyskere, hvor store dele af Tyskland, de allierede allerede havde indtaget.
Von Friedeburg henviste til, at han ikke havde bemyndigelse til at forhandle om de divisioner, der kæmpede mod russerne, og bad om tid til at indhente nye ordrer fra Keitel og Dönitz.
Montgomery fik også fortalt, at såfremt man ville tale om overgivelse i Norge ville han gerne sende dem videre til SHAEF i Rheims.
Montgomerys stab telegraferede til Eisenhower, og forklarede, hvad der var sket. Eisenhower sørgede for, at den russiske forbindelsesofficer blev orienteret.
Montgomery havde satset, men var overbevist om, at tyskerne betingelsesløst vil give efter. Forventningerne i lejren blev dog også indfriet.

Møde hos Dönitz
Den 3. maj havde Dönitz samlet de tyske civile og militære ledere i Danmark og Norge til et møde i Flensborg. Udsigterne til modstand i disse lande blev diskuteret. Werner Best advarede mod en slutkamp og henviste til det store antal civile flygtninge i Danmark. Det var tilsyneladende tilslutning til dette synspunkt.
Tyskerne var ikke indstillet på at overgive til den selvbestaltede danske modstandsbevægelse.
I de danske fremstillinger fra mødet skulle Lindemann have opfordret til det sidste store slag. Men denne fremstilling gives ikke andre steder. Dönitz og Keitel fik opbakning til at acceptere de vilkår, von Friedenburg havde med fra Lüneburg.

Fotografer og filmfolk alarmeret
Den 4. maj kørte Montgomerys personlige assistent Trumbull Warren og en eskorte op til den lille by Quickborn nord for Hamborg. Her havde de dagen før sat von Friedeburg og Friedel af ved de tyske linjer. Aftalen var, at de skulle samles op samme sted klokken 14 næste dag. Men tyskerne var flere timer forsinket.
Hjemme i lejren havde Montgomery samlet de allierede krigskorrespondenter, der havde fulgt 21. Armégruppe i de sidste faser af krigen. Fotografer og filmfolk var på plads. BBC havde stillet mikrofoner ved det bord, hvor den ventede overgivelsesceremoni skulle finde sted.
Den nytilkomne oberst, Fritz Pollek havde medbragt radiokoder og kort over minfelterne i Østersøen.
Fjendtlighederne skulle ophøre den 5. maj kl. 8.00.

Lavede Montgomery en aftale
Montgomery og von Friedeburg diskuterede situationen for det tyske hovedkvarter i Flensborg. På den ene side var det en del af det område, der var omfattet af kapitulationen. På den anden side fungerede det stadig som kommandocentral for de tyske styrker, der var i kamp. Og det var mod russerne øst for Elben og mod amerikanerne i Bøhmen.
Noget tyder på, at Montgomery mundtlig lovede von Friedeburg, at de britiske tropper ville vente med at rykke ind i områderne mellem Kielerkanalen og den danske grænse. I hvert fald meddelte den tyske overkommando i sin offentlige meddelelse om begivenhederne den 5. maj, at der nu var indtrådt våbenstilstand i Holland, i Nordvesttyskland fra Ems – mundingen til Kielerfjorden samt i Danmark.
Mærkelig nok lod Montgomery Dönitz – regeringen fortsætte sin virksomhed. Der måtte være et sted, de allierede kunne henvende sig til, og ledelsen i Flensborg var nu de eneste, der havde bevaret et minimum af kontrol over det tyske stats – og militærapparat.
Montgomery kom til at stå for den mest omfattende delovergivelser, som fandt sted inden Tysklands endelige kapitulation et par dage senere.

Montgomery ville ikke være med i den endelige kapitulation
Montgomery ønskede ikke at påtage sig en aktiv rolle i de efterfølgende forhandlinger om den endelige kapitulation. Han kastede sig i stedet over de administrative og forsyningsmæssige problemer i det kaotiske Nordtyskland.
Nyheden spredte sig hurtigt til resten af verden, og det var kl. 20.35 den 4. maj, at Johannes G. Sørensen i BBC udsendelsen til Danmark kunne videregive budskabet til de spændt ventende danskere:

– I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og i Danmark har overgivet sig.

På kapitulationsdagen var situationen i Danmark dog ikke helt så afklaret. Montgomery skriver dog også i sin dagbog for 4. maj, at der var

– Stor opstandelse, da der er forlyder om, at russerne prøver at komme os i forkøbet i Danmark. Det meldes, at de har sendt en enhed ad søvejen og nogle agenter ad luftvejen for at tage kontakt til modstandsbevægelsen og få indsat en kommunistisk regering. Jeg har sagt ja til at sende nogle kolonner nordpå ind i Danmark, så snart tyskerne har underskrevet overgivelsesbetingelserne.

Var russerne kommet til Sjælland?
Montgomery hentyder til underretninger, der den 3. maj var nået til London via Stockholm om, at et uspecificeret antal russere var kastet ned med faldskærme i Sydsjælland. Dette blev taget meget alvorligt i den britiske hovedstad, hvor udenrigsministeriet og Churchill nøje fulgte udviklingen.
De gjorde flere gange Eisenhower og Montgomery opmærksomme på, hvor vigtigt det var at få vestallierede tropper til København og Sjælland inden russerne fik mulighed for at blande sig i det hele.

Den 5. maj kom 300 englændere til København
Dewing ankom med omkring 300 luftbårne soldater omkring kl. 17 den 5. maj til København. Hans hovedkvarter blev Hotel d’ Angleterre. Dewing gik straks i gang med at firtælle de tyske militærledere, hvordan tilbagetrækningen skulle foregå.
Hvorfor gik Montgomery ikke over grænsen?

Men hvorfor gik Montgomery ikke bare over grænsen?
Den britiske repræsentant ved SHAEF’s hovedkvarter forklarede det britiske udenrigsministerium, at Montgomery anså

– Den tyske forvirring i Jylland for at være så stor, at han ikke kunne sende kampvogne igennem i det næste døgn, mens tyskerne får orden på sagerne.

Montgomery fik beroligende rapporter fra København. Det hjalp også, at der var kommet en samlingsregering, og det så ikke ud til at tyskerne ville gøre modstand. Russerne holdt sig også væk.
Derfor ventede han endnu et par dage med at sende pansrede enheder op gennem Jylland. Ventetiden blev dog for lang for Churchill. Han klagede over forsinkelserne. Man kunne ikke være forsigtig nok i forhold til at forhindre russerne i at få indflydelse i København og andre steder i Danmark. Montgomery forsøgte at berolige Churchill.

Endelig den 7. maj – over grænsen
I stedet blev det enheder af lette kampvogne fra regimentet The Royal Dragoons, der passerede den dansk – tyske grænse den 7. maj kl. 13. De fordelte sig nu over hele landet, og en eskadron rykkede ind i København den 8. maj.
Samme dag lagde krydserne Birmingham og Dido samt fire torpedobåde til kajs ved Langelinje. Panikken over mulig kommunistisk anslag kunne afblæses. Danmark var under vestallieret kontrol – med undtagelse, skulle det vise sig, af Bornholm.

Havde de vestallierede glemt Bornholm?
Vi kender historien om den russiske besættelse af Bornholm. Den tyske kommandant nægtede i majdagene at overgive sig til andre end de vestallierede. Men russerne ville det anderledes. De betragtede øen som en del af deres geografisk interesseområde. De bombede Neksø og Rønne den 7. maj.
De første russiske marinefartøjer kom to dage efter og den 10. maj kom regulære russiske tropper. Churchill var indstillet på, at sende repræsentanter til øen, så de tyske troppe kunne overgive sig til de vestallierede. Men Eisenhower mente, at det politisk var klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Russerne mente, at det var passende, at de optrådte som øens befrier. Tyskerne var naturligvis forvirrede, og forespurgte i Montgomerys hovedkvarter, om det ikke var der, de skulle overgive sig. Eisenhower mente, at det var politisk klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Der var usikkerhed over hele. Hvad var hensigterne med russernes besættelse, og hvor længe ville de blive?

Den endelige kapitulation ført underskrevet 8. maj
Det var lykkedes for tyskerne at forhale den endelige underskrivelse af kapitulationen. Den 8. maj blev slutdokumentet endelig underskrevet i det sønderbombede Berlin.
Montgomery var ikke tilfreds med kommandostrukturen i slutningen af krigen. Dette nedfældede han i et manuskript. Han mente, at ledelsesformen var alt for usikkert, og det var ingen klare ideer om, hvordan krigen skulle afsluttes. Montgomery indrømmer også, at hvis amerikanerne ikke var trådt ind i krigen, havde de allierede aldrig vundet den.

Modtaget som helt i København
Den 12. maj blev Montgomery modtaget som en sand helt i København. Det var et meget kort besøg, men han nåede dog at hilse på kongefamilien. Han ankom klokken 11.30 og tog allerede af sted igen kl. 17.40.
Om den danske indsats under krigen brugte Montgomery udtrykket second – to – one. Den danske modstandsbevægelse havde ifølge sagens natur ikke haft mulighed for at gøre sig gældende og at øge afgørende indflydelse på den allierede krigsførelse.

Kilde:
– Ib Nordby: Krigens generaler, generalernes krig (1997)
– Aage Trommer: Disse fem år, tværsnit og indsnit (2001)
– Bent Jensen: Den lange befrielse. Bornholm besat og befriet 1945 – 1946(1996)
– Bent Jensen: Bjørnen og Haren (1999)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945 (1985)
– Knud v. Jespersen. Med hjælp fra Danmark (2000)
– Annmette Sørensen: Da englænderne kom (1995)
– Niels Barfod: En kriger – portræt af Ole Lippmann (2005)
– Krigens historie (1968)
– Montgomery: Erindringer 1 – 2 (1958)
– Alan Brooke: Felmarskal lord Allan Brooke: Krigsdagbøger 1939 – 1945 (2004)
– Ole Steen Hansen, Anette Betke: Kampen om Europas og Danmarks befrielse(2005)
– Jørgen Sevaldsen: Montgomery – Danmarks befrier (2007)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945: Dönitz, Lindemann og Best (1985)
– Andreas Skov, Flemming Søborg: Den 5. maj 1945 (2004)
– Lars Lindeberg: I dette øjeblik (2005)
– Karl Chr. Lammers: Det ny Tyskland, fra sammenbrud til genforening (1992)

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk findes der 132 artikler om og omkring besættelsestiden – God fornøjelse.

Dengang – der kom en Sporvogn på Nørrebro
Vi følger i denne lidt større artikel udviklingen på Nørrebro fra 1850erne til 1896. Hvordan så det ud med den kollektive trafik – dengang. Der var en enorm befolkningstilvækst, og omnibusser fandt efterhånden herud. Men da det første sporvejsselskab ville etablere sig kneb det med aktietegningen. Men så tog Heegaard fat og Nørrebroes Sporvejsselskab var en realitet. Man skulle dog længe vente på en rigtig banegård. Da den så kom, kom der yderligere gang i bebyggelsen. Og så kan heste også få influenza.