Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden

At handle med ondskaben

Juni 22, 2015

At handle med ondskaben

Forsøg på anmeldelse af Hans Kirchhof: At handle med ondskaben – Samarbejdspolitikken under Besættelsestiden. Det er en af de bedste bøger om besættelsestiden, der er skrevet. Og det er både for nørder og nybegyndere! Ingen tvivl om det. Forfatteren holder sig ikke tilbage. Vi får beskrevet helte og skurke. Men egentlig er der ikke noget moraliserende over beskrivelsen. Og dog forfatteren gør op med dem, der med bedre vidende stempler datidens politikere, herunder tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Vi får en helt anden beskrivelse af Scavenius end den vi kender. På en forunderlig måde dokumenterer forfatteren, at der i den grad var klassedeling under besættelsen. Der var ikke den solidaritet og sammenhold som vi får beskrevet i anden besættelseslitteratur.

 

Tre mærkedage

Det er især tre mindedage i forbindelse med besættelsen, som vi fejrer:

  • Den 9. april er ”Sorgens og Skammens dag”, der indledte samarbejdspolitikken med dens ydmygelser og tab af national selvrespekt.
  • Den 4. maj markerer den lykkelige befrielse efter ”De fem forbandede år”
  • Den 29. august er dagen, hvor Danmark brød samarbejdslinjen og den tyskervenlige neutralitet. Man sluttede sig til den allierede lejr.

 

Skurke og Helte

Lad os slå fast fra starten, at dette er en af de bedre bøger fra Besættelsestiden. Her ser vi et eksempel på, at en historiker også kan ændre opfattelse. Det er i sig selv positivt, når argumenterne er så klare som i denne bog. For Hans Kirchhof holder sig bestemt ikke tilbage med sine holdninger. Og det er tydeligt, hvem der var helte og skurke under besættelsen.

Samarbejdet med tyskerne havde sin pris. Men det betød, at Danmark fungerede sådan nogenlunde intakt.

 

Datidens virkelighed

Det er som om, at forfatteren fra starten har greb om tingene og dette vidner om et eminent kendskab til besættelsestidens historie. Forfatteren sætter sig ud over myter, fordomme og uvidenhed. Hans bog virker på en eller anden fantastisk måde, troværdig. Ordvalget er stærk, ja næsten bitter.

Kirchhof tager udgangspunkt i datidens virkelighed. Det har han ikke gjort så klart i tidligere udgivelser og artikler. Således bruger forfatteren begreber som Højtråbende moralister uden forståelse for datidens virkelighed, har overtaget. Mon han her også sigter mod en tidligere statsminister?

Virkelighedsopfattelse, man kan forstå

Der er nok ikke så mange afsløringer i denne bog, men det gør den bestemt ikke rungere. For selvfølgelig var der stikkerlikvideringer, der slog fejl og masser af sortbørshandel. Det var også de danske lægers manglende velvilje mod at hjælpe tyske flygtninge. Men disse emner tager ikke hovedoverskriften i denne bog.

Gennem 27 afsnit får vi en virkelighedsopfattelse som fascinerer. Vi får også eksempler på de valg, der skulle træffes. Det var et valg mellem modstand og samarbejde. Og selv om nogen får tørt på, så er bogen ikke moraliserende. Spændende er at se de dilemmaer, som hele tiden opstod.

Jo, det er en yderst fantastisk præstation og spændende læsning, selv for en ”nørd” der har gennemlæst alt nyere og en del ældre besættelseslitteratur.

 

Forudsætninger og virkelighed

Forfatteren kigger ikke så meget på det moraliserende, men mere ud fra forudsætninger og vilkår. Han mener, at oprøret i august 1943 var nødvendigt.

De politikere, der flygtede i eksil i London blev betragtet som kujoner og forrædere. Dem, der blev herhjemme og stillede sig solidarisk med de undertvungne landsmænd, blev betragtet som helte.

Vi havde måske brug for den 29. august. Vi havde brug for helte og myter.

 

Forskellig virkelighedsopfattelse

Det illegale blad, Information og dens redaktør havde et ambivalent forhold til Scavenius. De betegnede hans politik som fejlagtigt og national selvødelæggende. Men på den anden side beundrede de hans konsekvens og hans vilje til at stå ved, hvad han havde sagt og gjort.

Efter krigen havde alle en mening om hvad danskerne havde ment. Kirchhof nævner også moralisterne i 1990erne. Det var et vendepunkt i historieopfattelsen. Indtil da havde vi nærmest fået at vide, at det var modstandsbevægelsen, der havde smidt tyskerne ud af landet. Men pludselig fik at vide, at det var de andre, der havde gjort arbejdet for os.

Mangelsituationen blev tilskrevet besættelsesmagtens udplyndringer.

 

Landet landede mere blødt end frygtet

Augustoprøret 1943 tilskriver Kirchhof den lille aktivistiske del af arbejdere og ungdom. Med generalstrejker og massedemonstrationer ønskede de et brud. Det var så den anden mindre gruppe af frygtsomme, der ville undgå enhver handling, der kunne føre til ulykke og krig. Det store flertal ønskede en mindre tilpasning, men ikke noget brud. Det var sikkert mange, der trak vejret lettet, da krisen landede mere blødt end frygtet.

Werner Best tillod et valg midt i besættelsestiden. Det kunne bruges som P.R. Og egentlig viste dette valg et overbevisende nederlag for modstanden. Men nu var valget heller ikke så frit, som man i første omgang lod formode.

 

Sabotørerne blev fordømt – selv af kongen

I første halvdel af 1943 fordømte regeringen og partierne ja skam også kongen sabotørerne. Og den samlede presse fulgte efter. Det var ødelæggende, og sabotørerne skulle idømmes dødsstraf og betragtes som terrorister og det, der var værre.

Vi skal heller ikke glemme at nævne, at regeringen udleverede 20 jødiske emigranter til Gestapo i de første år af besættelsen.

Terroren fra tyskernes side kom først, da det begyndte at gå ned ad bakken. Danskerne mærkede først sent den brutale undertrykkelse, som var nazisternes foretrukne styreform. Men også under disse forhold fortsatte samarbejdet eller nærmere forhandlingerne.

 

Var statsministerenes udtalelser uforsætlig?

Det er jo tydeligt, at det er Anders Fogh Rasmussens udtalelser, der nærmest har provokeret Hans Kirchhof til at skrive bogen. Jo, vores tidligere statsminister har nærmest beskrevet vores samarbejdspolitik som en skamplet. Det var den 29. august 2003, hvor sabotørerne blev hyldet, og politikerne dengang blev bortdømt som svage og ansvarsløse. Jo, statsministeren stak hånden i en hvepserede. Hans Kirchhof håber også, at udtalelserne var sket uforsætlig.

Men hans parti dengang, ville jo gå endnu længere i samarbejdspolitikken. I øvrigt udnyttede de situationen til at skære i sociallovgivningen.

 

Ellermann – Jensen udtrykte det anderledes

Ellermann – Jensen har udtalt, at vi fik det maksimale økonomisk og politisk ud af en dødsensfarlig situation på den ene side. På den anden side tog modige folk sagen i egen hånd og kæmpede modstandskampen. Det betød selvfølelse og stolthed.

Men er historien så sort/hvid som mange meningsdannere vil gøre besættelsestiden til? Mange har gjort sig kloge på historien med tilbagevirkende kraft.

Skulle de danske byer været bombet flade? Skulle vi have kæmpet mod overmagten? Uden råstoffer og energi ville Danmark hurtig gået fallit.

 

Kommunisterne startede det hele

Den danske befolkning brød sig ikke om ballade og modstand, ikke før det viste sig, at Hitler måske ikke var så uovervindelig. Man kan kalde det lurepasseri. Men det er ikke sådan forfatteren fremstiller det. Han betragter danskernes ændrede kurs som forstandigt og forståeligt.

Det var sprængstof fra englænderne, der satte gang i sabotagerne. Og det var kommunisterne, der startede det hele. Man kan så diskutere den økonomiske og militære betydning. Men den politiske og psykologiske effekt er uomtvistelig.

I maj 1943 blev den første kommunistiske sabotør dømt til døden. Men takket være Scavenius og Werner Best blev han benådet.

 

Hadsk opgør med værnemagere og tyskerpiger

Generalstrejker og massedemonstrationer førte til døde og sårede. Men det medførte også et hadsk opgør med værnemagere, tyskerpiger og frikorpsfolk. Tyskerne stillede et ultimatum den 28. august, men den danske regering sagde nej. Dagen efter indførte tyskerne undtagelsestilstand.

Men augustoprøret bredte sig. Der opstod også den myte, at kommunisterne ville udnytte situationen, og at de forberedte et kup.

Lige efter krigen kom der masser af skrifter omkring besættelsestiden. Det var i den grad farvet. Men også den dag i dag glemmer man at nævne, at det var kommunisterne der dominerede den illegale presse. Det var også dem, der stod bag hovedparten af sabotagerne. Ja de var jo drivkraften bag Augustoprøret.

 

Frihedsrådet – Danmarks illegale regering

I 1942/43 overtog DKP den største indre trussel imod kollaborationen efter DNSAP. Og det var jo helt galt set med regeringens øjne, at Frihedsrådet etablerede direkte diplomatisk forbindelse med Sovjet. 

Regeringen ophørte med at fungere, hvilket dog betød, at Scavenius og hans ministerium formelt fortsatte til den 5. maj 1945. Tyskerne overtog nu selv bekæmpelsen af modstanden.

Gestapo forstærkede deres indsats. Deportationer, jødeforfølgelse og terror i form af clearings mord og kontraspionalge(Schalburtage) fulgte.

Fra sommeren 1944 fremstod Frihedsrådet som det samlede Danmarks illegale regering. Regeringen forsøgte at negligere rådet, siden forsøgte de at bekæmpe dem. Til sidst måtte de dog acceptere rådet.

 

Goebbels: Best var for slap og for blød

I Goebbels dagbog kunne man læse, at krisen i Danmark skyldtes Werner Best’ s slappe og bløde linje. Han kendte ikke den rette balance mellem pisk og gulerod.

Under den militære undtagelsestilstand lå magten hos van Hanneken. Denne var indstillet på militær diktatur. Men Best fik tilbage erobret magten.

 

En anden tolkning af Scavenius

Hans Kirchhof slår et slag for den rigtige tolkning af Scavenius. Ja han roser også andre hovedpersoner under besættelsen. Munch tilstræbte ikke alt for bindende aftaler. Også Udenrigsministeriets direktør, Niels Svenningsen får rosende ord med på vejen. I 1943 erklærede han, at aftaler ikke skulle være alt for faste og der skulle ikke være for klare linjer.

Scavenius havde sit væsen mod sig. Han var autoritær, hoven, arrogant, grov og intimiderende. Han var ikke med til at skabe den gode stemning på Christiansborg. For Scavenius gjaldt det dog om at bevare så meget af statens selvstændighed som muligt. I forhandlinger lod han sig ikke diktere af tyskerne, selv ikke af Hitler. Vi hjar ellers haft indtrykket af det modsatte. Men Hans Kirchhof fastslår, at

  • Var samarbejdspolitikken den store belastning var det også dens bitre nødvendighed.

 

Ekstremisterne blev holdt nede

En af besættelsestidens myter siger, at Scavenius regering gav en lang række af danske indrømmelser og var udsat for tyske overgreb. Men Hans Kirchhof mener, at dette ikke er rigtig. Det modsatte er tilfældet, siger han. Scavenius skulle således have fortalt Werner Best, at:

  • Man kan ikke stange ål og gå på harejagt samtidig.

Med andre ord, Scavenius mente ikke, at man som forgængeren både kunne modarbejde og samarbejde med den danske regering samtidig.

Werner Best og Scavenius havde en fælles interesse i at holde ekstremisme nede, konkludere Hans Kirchhof.

Men inden da havde nazisterne udråbt Danmark som et Modelprotekdorat.

Men så var det lige DNSAP. Et lille parti med storebror i ryggen. Men egentlig var der vel kun lige i begyndelsen, at man ville bringe Fritz Clausen til magten. Hurtig så man, at skulle han have magten ville det skabe uro og bringe samarbejdspolitikken i fare.

Men på sidelinjen fulgte den tyske gesandt den danske politik. Og hurtigt fik han fjernet de to antinazister, Hartwig Frisch og John Christmas Møller.

 

Masser af eksport til Tyskland

Danmark fik brændsel for arbejdskraft til Tyskland. Stålleverancer blev betalt med fødevarer. I 1939 gik 23 pct. af al dansk eksport til Tyskland. I 1941 var vi oppe på 76 pct. Da leverancen faldt i 1944, hvor der var udbredt lammelse af togtrafikken og kulde i mange danske hjem.

Egentlig havde Hitler regnet med, at den danske produktion ville bryde sammen. Men det modsatte skete. De omkring 200.000 danske landbrug forstod at omstille sig til de nye vilkår. Den danske eksport af kød, flæsk, smør, ost og sukker viste sig at være et væsentligt bidrag til Hitlers krig.

Danmark var den største smøreksportør, og den næstestørste kødeksportør til Tyskland. Vi var også den næststørste fiskeeksportør efter Norge.

 

Gyldne dage for dansk skibsfart

Sabotagen mod de danske skibsværfter fik tyskerne til at true med at tvinge værftsarbejdere til Tyskland.

Interneringen af kommunisterne var et brud på grundloven. Regeringen kaldte det for brug af Nødretten.

I Østersøen sejlede danske skibe 600.000 tons af den vigtige jernmalm fra Sverige til Tyskland. I 1943 steg dette tal til en million ton. Og danske skibe deltog i høj grad i den tyske kysttrafik.

 

Masser af infrastrukturen kunne genbruges

Men 8 milliarder kroner blev slutgælden til danskerne fra tyskerne. Men inden forargelsen vokser, så flød en del af disse penge tilbage i danskernes lommer. Det vil sige, at den flød tilbage i nogle af danskernes lommer. Og i infrastrukturen var der også masser af ting, der kunne bruges efter krigen, blandt andet lufthavne.

I 1945 blev samarbejdspolitikkere fængslet de fleste steder rundt om i Europa, dog ikke i Danmark. Med befrielsen havde alle pludselig været modstandsfolk.

 

Frikorps Danmark – godkendt af regeringen?

Frikorps Danmark blev af det officielle Danmark set som et alibi for at undgå, at sende danske tropper til østfronten. Men dem, der meldte sig fik dog ikke rabat under retsopgøret. I gennemsnit fik de to års fængsel.

 

De kæmpede i Sønderjylland

Nazisterne så det som en kamp på liv og død mellem racer. Lavest i hierarkiet var slaverne og jøderne. Det gjaldt om at udrydde så mange som mulig i Polen og Sovjet, for at få plads til tyske kolonister.

Sådan var det jo slet ikke i Danmark. Landet var udset til en privilegeret stilling i Det Germanske Rige. Men det kampløse besættelse ramte os i den nationale selvrespekt.

Tyskerne vidste, at det danske forsvar kun kunne yde minimal modstand. Hvis danskerne ville forsvare sig, stod reserver klar. Som det eneste nordiske land, havde Danmark accepteret en ikke – angrebspagt. Og ifølge tyskerne var dette ikke et brud på denne aftale, da der var tale om en fredelig besættelse.

I Sønderjylland kæmpede man, men inden meldingen om den hurtige kapitulation havde nået Sønderjylland var 16 allerede døde.

 

Hvor var solidariteten?

Man taler så meget om at danskerne stod sammen mod besættelsesmagten og den solidaritet, der prægede danskerne. Men det er nok mere myte end sandhed. For det var pensionisterne og arbejderne, der led. I de første år faldt reallønnen med 20 pct.

I 1941 stod ikke mindre end 58 pct. af de organiserede arbejdere uden job i kortere eller længere tid.

Arbejdet ved vestkysten hjalp dog på dette tal. I perioder var her beskæftiget 100.000 mand. Og arbejderne tjente gode penge. Hverken værnemagten eller entreprenørerne holdt igen med lønningerne. Nationalbanken betalte over værnemagtskontoen. To milliarder kostede de tyske byggerier.

Og selvfølgelig kaldte modstandsbevægelsen disse bygningsarbejdere for kollaboratører. Men var det egentlig retfærdigt?

 

Mange tjente godt

Mange håndværkere og handlende inden for fødevarebranchen tjente godt. Også fiskerne og landbruget havde god gevinst. Eksportpriserne steg med 100 pct. i de første besættelsesår. Dette gjaldt også for kød, flæsk, smør og korn. Jo, der var skam klassekamp under besættelsen. Men det skal vi helst glemme alt om.

De Samvirkende Fagforbund (den tids LO) med ansvaret for en halv million lønmodtagere pressede moderpartiet til at acceptere de tyske krav. Den 29. august 1943 forlød der ellers, at DSF ville sprænge borgfreden og danne regering.

 

Ingen rabat i retsopgøret

Frikorps Danmark var egentlig en interne aftale mellem DNSAP og besættelsesmagten. Nu blev hvervningen offentlig. Scavenius sørgede for, at lederen fik taletid i radioen. Desuden fik pressen en opfordring til, at omtale korpset i positive vendinger. Hærledelsen gjorde det også lettere at melde sig. Og endnu diskuterer man om regeringen godkendte korpset, men forfatteren minder lige om at:

  • Krigsministeriet stillede lastbiler til rådighed
  • Hærchefen deltog i paraden ved korpsets afgang
  • Regeringens top overværede den storslåede begravelse af C.F. v. Schalburg, lederen efter Kryssing.

Scavenius lagde heller ikke skjul på, at Frikorpset var en lynafleder for et tysk krav om dansk fronttjeneste mod øst.

Nu skal det vel lige antydes, at mange meldte sig uden opfordring fra regeringen, enten var det fordi de var nazister, eller at de var af den mening at alle kommunister skulle udryddes. Og det var heller ikke som andre historikere antyder, det danske mindretal i Sønderjylland, der stillede med flest frivillige.

Og i Retsopgøret var det heller ikke rabat. Gennemsnitlig fik man to års fængsel. Ja i grunden er det lidt mærkelig at forestille sig, at mange af de tyske topnazister faktisk fik mindre straf end dette.

 

Syndebukkene var sorteret fra

Da Befrielsesregeringen skulle dannes, var syndebukkene som Scavenius, Gunnar Larsen og Thune Jacobsen sorteret fra.

Retsopgøret har været omtalt mange gange og med rette. Der var masser af firmaer, der havde udnyttet situationen. Eller som det hed dengang i Værnemagtsloven fra 1945. Nogle havde optrådt på en utilbørlig måde.

Men det gav også frihed. For hvis ordren var kommet fra myndigheder eller organisationer gav det straffefrihed for de store entreprenører og industrivirksomheder.

 

De store gik fri

Ja, der var 10.000 sager og em værnemagts – omsætning på 3.396 millioner kroner. Men kun et beløb på 318 millioner blev konfiskeret. Det var de små syndere, der blev straffet. De store gik fri.

Ja og F.L. Schmidt slap også for straf. De havde en cementfabrik i Estland og producerede cement til Organisation Todt. Indtil rømningen i 1944 blev den drevet af sigøjnere og jødiske slavearbejdere fra en KZ – lejr i nærheden. Velrenommerede danske firmaer holdt sig heller ikke tilbage, når det gjaldt udplyndringen af det Hitler kaldte den store kage i øst.

Efter krigen var hele 550 betjente anklaget for unational optræden. Det skete blandt andet i forbindelse med oprettelsen af Hipo. 200 betjente blev dømt, herunder et par politimestre. Politiet var blevet kritiseret, men egentlig varetog de bare regeringens ro og orden linje.

 

Frøslevlejren reddede mange menneskeliv

Og det er også rigtig, at tyskerne brød deres aftale m.h.t. Frøslevlejren. Hans Kirchhof nævner oprettelsen af lejren som et godt eksempel på kollaboration. Men på den positive måde. Den har helt sikkert reddet menneskeliv. Man forsinkede også deportation syd på.

 

Sabotørerne var egentlig forrædere

I befrielsessommeren 1945 blev sabotørerne fejret som helte. De var Danmarks vigtigste bidrag til den allierede krig. Og hurtig glemmer man, at de første sabotører blev betragtet som dybt kriminelle. De var højforrædere – den tids terrorister. Statsminister Buhls radiotale imod sabotagen den 2. september 1942 blev heller ikke modtaget negativ i befolkningen.

 

Fagbevægelsen opfordrede til kamp mod Frihedsrådet

I historiske bøger, står heller ikke anført, at fagbevægelsen anbefalede at man gik i politisk kamp mod Frihedsrådet. Og dette råd langt fra blev bakket op af en samlet modstandsbevægelse. Således modsatte de jyske bevægelser sig rådet og kaldte det for københavneri.

 

Retsopgøret – social – og klassemæssig slagside

Modstandsbevægelsen havde krævet en udrensning fra top til bund. Men sådan blev det ikke. Retsopgøret havde en social – og klassemæssig slagside. Som sagt fangede man de små fisk og lod de store svømme. Der manglede en politisk vilje til et opgør med den økonomiske og politiske elite, der have ansvaret for kollaborationen under krigen.

Den Parlamentariske Kommission blev nedsat, men det var politikere der afhørte politikere. Dette betød, at befrielsesregeringen og toppolitikerne fra fredet fra starten. I 1955 kunne Folketinget derfor konstatere, at der ikke var grundlag for at rejse tiltag.

 

Samarbejdspolitikken var et brud på demokratiske rettigheder

Det var ingen tvivl om, at samarbejdspolitikken var et angreb på friheden og de demokratiske rettigheder, ensretningen af meningsdannelsen, censur mod dens fortielser og løgne. Loven blev gradbøjet efter politikernes krav.  

  • Hvis den borgerlige regering vil lave en kanon over Besættelsestiden, så kunne man bruge denne bog som grundlag. Dette er som skrevet en fantastisk beskrivelse af forholdene. Her er masser af klare synspunkter, let skrevet af en historiker, der kender sit stof til punkt og prikke. Men det bliver også formuleret på en måde, så man aldrig keder sig. Egentlig har dette været baggrunden for andre af Hans Kirchhofs artikler og udgivelser som denne anmelder har slugt. Men mon ikke denne bog er Hans Kirchhofs absolutte bedste til dags dato?
  • Bogen kan varmt anbefales til både nørder og nybegynder. Topkarakter herfra.

 

Hans Kirchhof: At handle med ondskaben – samarbejdspolitikken under besættelsen. (Gyldendal)

 

Hvis du vil vide mere: Så se her. www.dengang.dk indeholder 143 artikler fra besættelsestiden herunder:

  • Dansk Cementfabrik med Tvangsarbejdere
  • Gunnar Larsen – en udskældt Trafikminister
  • Rostock – mødet, myte eller værksted
  • Hvad skete der i Bobruisk
  • Kryssing og Frikorps Danamark
  • Retsopgøret i Sønderjylland
  • Værnemagere
  • Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
  • Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
  • Danskere i Hitlers tjeneste
  • Landsforræderi og Landssvigere
  • Stikkerdrab
  • Tyskerluder og Drageyngel
  • Danskere i tysk terrors tjeneste
  • De danske nazister
  • Samarbejde med besættelsesmagten
  • I en lovløs tid
  • Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder?
  • Politik under Besættelsen
  • En Justitsminister i unode
  • Riffelsyndikatet på Østerbro
  • Den sønderjyske efterretningstjeneste
  • Det Tyske Mindretal
  • Tyskertøser, Feltmadrasser og Horeunger
  • De mystiske mord ved grænsen
  • Frøslevlejren
  • Fårhuslejren og mange flere

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Besættelsestiden