Artikler
April 12, 2015
Fanny Enge (2015)
Af Jørgen Witte
Dette er den nyeste historiske artikel om Fanny Enge. Ja det er et foredrag, som Jørgen Witte holdt på Museum Sønderjylland i Aabenraa i marts 2015. Jørgen har siden offentliggørelse af den forrige artikel om samme emne gjort nye historiske opdagelser. Vi skal også lige gøre opmærksom på de historiske henvisninger, der følger i slutningen af artiklen. Her henviser vi også til både de historiske artikler samt myterne om Jomfru Fanny fra Aabenraa, som du også kan finde her på www.dengang.dk
I 1881 den 27. marts døde den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge, i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården ved Forstalle (1)
Når hun er kendt i dag i en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun skulle være en uægte prinsesse – datter, datter af prins Christian Frederik, den senere Christian den Ottende, dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen, Anden Verdenskrig, Aabenraas fremtidige udvikling med mere.
Som myte omtales hun altid som Jomfru Fanny, uden efternavnet Enge der viser tilbage til den mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefader. I denne artikel drejer det sig derimod om den historiske person Fanny Enge, ikke myten, som så mange har skrevet om.
Forhistorien
Fanny Enges historie begynder langt herfra, ca. 330 km mod øst, i nærheden af Rostock, i det tyske hertugdømme Mecklenburg. Derovre syd for Lolland og Østersøen lå Sanitz sogn, Ribnitz amt, godset Vietow med en smuk hovedbygning.
En dansk – slesvigsk adelig, kammerjunker Frederik karl Ferdinand von Qualen (1769 – 1846) købte i 1800 godset Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for hans lidt ældre bror havde solgt familiegodset Vindeby og Marienthal ved Eckernförde i 1798.
Von Qualen havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte 1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775 – 1841), med kaldenavnet Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelige danske guvernør i Trankebar.
Mange nulevende danskere har set hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet var i mange år gengivet på femhundredekronesedlen. (2) Godsejerparret lavede nogle få år deres familieliv på godset Vietow og fik bl.a. den 9. maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt i kirken i Sanitz (3)
Fanny von Qualen havde i nogle år en kammerjomfru Christine Heise ansat, der kom fra Mecklenburg – egnen, og som hun satte pris på. I maj 1803 repræsenterede Christine Heise sin adelige frue i kirken. På fruens vegne stod hun fadder for en lille pige, datter af en husmand på godset. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt have en adelig fadder.
På godset Vietow var der også ansat en jæger og skovridder, Johann Heinrich Friedrich Enger, gift med Dorothea. De havde næsten samtidig med husmanden i marts 1803, fået en søn. (4) Kammerjomfru Christine Heise udpegede netop Johan Heinrich Enger som den, der havde besvangret hende og som var far Fanny Enge. Det var hor, Ehebruch, og meget alvorligt. Det må være foregået i december 1804, hvorefter han er forsvundet fra godset. I 1805 er han nemlig ikke længere opført på godsets skattelister.
Økonomisk gik det ikke så godt for godsejerparret. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne ikke magte godset og samme år flygtede han med sin familie for kreditorerne. De næste par år blev berammet fem salgsterminer, men først i 1813, 8 år senere endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion til en overforstmester Friedrich Georg von Sperling.
Hvorhen kunne familien von Qualen flygte? Det var naturligt for dem, at tage til købstaden Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med lidt over 2.800 indbyggere. Der boede hans svigerinde, Maria Barbara, kaldt Manon, (1770 – 1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764 – 1845) på Brundlund Slot.
De tro kvinder havde et særligt nært forhold til hinanden, som det fremgår af, at de var blevet gift på samme dag, og Manon havde opkaldt sin førstefødte, en pige for Fanny Sophie, efter søsteren.
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4 personer) ind i et hus i 3. kvarter, dvs. nær ved slottet og her blev de boende de næste tre år. Familien havde ikke længere nogen kammerjomfru ansat (5).
Von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han prøvede i februar 1806 igen at blive ansat i prinsesse Charlotte Frederikkes (1784 – 1840) hofstat. Af hendes forlovede, prins Christian Frederik (1786 – 1848) fik han at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig se i Mecklenburg, hvorfra han jo var flygtet (6)
Den 2. marts 1808 blev familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september 1808 blev amtmand Blücher forfremmet til overpræsident i byen Altona og i maj samme år havde hans svoger von Qualen heldigvis fået ansættelse som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde (7). Så familierne von Blücher og von Qualen forlod begge Aabenraa i 1808.
Franziska Carolina Elisa Enges fødsel
I 1805 havde også den ugifte 25 årige Christine Heise sammen med sit herskab forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen, men sådan kom det ikke til at gå, for hun tilbragte resten af sit liv i Aabenraa. Den 31. august 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund Slot. (8)
Gaden var vokset sammen med købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den medvirkende jordemoder var den 52 årige Maria Christina Elvers (1753 – 1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn. Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen (9).
Ifølge jordemoderen var Christine Heise blevet besvangret af skovrider Friedrich Enger i amtet Riebnitz i Mecklenburg. Præsten ved Nikolaj kirke i Aabenraa, pastor Nielsen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genovera v. Qualen og hendes mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa Heise, der vel har været Christine Heises søster (10).
Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene, men det var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen. Pigen blev opkaldt efter sine fornemme faddere og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, som en dåbsmønt, sølvske, hue, barnekjole eller lignende. I Fanny Enges efterladenskaber fandt man et lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny under en såkaldt rangkrone med ni knopper eller perler. (11). Det kunne man opfatte som en dåbsgave og for myten om Fanny Enges fine afstamning har lommetørklædet haft stor betydning.
Rangkroner brugtes dengang til monogrammer på adeliges våbenskjolde o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis perler og blade for danske grever.
Familien von Qualen var ikke grevelig, og overpræsident Blücher blev først i 1818 ophøjet i den danske lensgrevestand. Dengang var Fanny Enge 13 år, så det kan ikke være en dåbsgave fra ham. Selv om Blüchers datter hed Fanny, stammer lommetørklædet nok ikke derfra. Det er nemlig en tysk grevekrone, der bærer 9 knopper, og ikke en dansk. Om den dygtige syerske Fanny Enge har trøstet sig ved at sy lommetørklædet, får vi nok aldrig at vide.
Nogle dage efter dåben i Skt. Nikolaj kirke blev præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden under hvis juristdiktion Slotsgade hørte.
Han undskyldte sig med, at han ikke havde haft den rigtige forordning af 177 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv fra amtmand Blüchers tid fandtes mange sager fra sognene om fødsler uden for ægteskab, og der skulle betales for det.
For fødslen uden for ægteskab blev Christine Heise idømt at betale en bøde på 35 mark til amtets kasse. Men hun slap for at betale, fordi besvangringen var sket i udlandet, og fordi den unævnte barnefader ikke boede i området, og fordi hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. (12) Muligvis har amtmandens forståelse for Christine Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.
I dag ser man anderledes på kvinder, der har født et barn uden for ægteskab. Dengang blev de stigmatiserede og straffedes med bøde eller fængsel, og efter fødselen blev den ugifte moder ikke positivt modtaget i kirken af præsten, sådan som det skete med den gifte kvinde. Var den ene part gift, var sagen endnu alvorligere, for så drejede det sig ikke kun om lejermål, men også om hor, der straffedes strengt.
Næsten alle ugifte mødre hørte til det laveste sociale niveau. (13). Det har været særdeles hårdt for Christine Heise, der aldrig blev gift, men som resten af sit liv boede sammen med Fanny, det synlige resultat af sit syndefald. Formentlig har hun hadet sit afkom og behandlet Franziska hårdt. Så ukærligt og hårdt, at barnet ikke troede på, at Christine Heise kunne være hendes virkelige mor, selv om hun var det officielt (14)
Fanny Enges opvækst
I myten om Jomfru Fanny nævnes blandt andet, at hun undervistes på Brundlund Slot sammen med amtmand Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798 – og dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel.
Kammerjunker von Qualen boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Det var to drenge, Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804, og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en datter, Hilleborg. Drengene kan næppe heller have været undervist sammen med den tre – årige Fanny Enge. (15)
I sin opvækst fik Fanny Enge givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne, men de fleste lister over elever mangler i dag. To år efter hendes fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende skoler (latinskole, skrive – og regneskole) blev slået sammen til en fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne i de slesvigske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne indtrådte ved det fyldte 6. år. (16)
Fanny Enge talte sandsynligvis højtysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg. De var dermed et særsyn, næsten alle i Aabenraa talte sønderjysk, men en lille gruppe tilflyttere (omkring 50 – 60 personer uden hustruer og børn) talte højtysk (17) Det var byens intelligens (embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater osv.)
At Fanny Enge faktisk kunne læse og skrive dansk og tysk fremgår af hendes breve fra slutningen af hendes liv. De viser et godt kendskab til tysk, og måske en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk – dansk. (18)
I hendes første kendte ”drømmesyn” fra ca. 1849 nævnes en tysk røver – roman Rinaldo, som hun må have læst, måske på tysk. (19)
Der var i tiden en stor børnedødelighed på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge. (20)
Fanny Enges voksenliv
Palmsøndag 1822, den 31. marts blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og drenge konfirmeret i Nikolai Kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab af Christine Heise fra Mecklenburg og Förster, dersteds Friedrich Enger (21)
Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs. 1825) havde nogle penge i overskud.
Det var dengang skik, at jævne ugifte kvinder fra borgerstanden fastholdt deres fornavn og tiltaltes med høflighedsbetegnelsen Jomfru eller Mamsel. Til daglig var barnet Franziska Enger sikkert kaldt ved sit kælenavn Fanny og derfor blev det til Jomfru Fanny. For gifte kvinder var det betegnelsen Mutter eller Madam. Ved de officielle opgørelser var det derimod det korrekte navn.
Når slut r’et i efternavnet Enger faldt bort, skyldtes det den særlige aabenraaske udtale, så det blev Enge (22)
Fanny Enge kom allerede i 1820erne i arbejde som vaskekone og syerske, samme beskæftigelse som hendes mor. I 1829 arbejdede Fanny således for den agtede købmand Peter Conelius Hansen (1773 – 1848) der havde opgaven at udstyre det nye rådhus med gardiner. Han leverede bomuldsstoffet og hans fuldmægtig Nielsen lod syv kvinder udføre syningen. Fanny Enge blev aflønnet for syning af 12 kapper, dvs. de stykker gardin eller portière, der hang hen over vindue eller dør (23)
Også senere var det hendes beskæftigelse. Ved folketællingerne 1840 og i 1845 oplyste den ugifte Fanny Enge og hendes mor til den kommunale myndighed, at de arbejde som syersker og vaskekoner. Også efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny Enge vaskede for andre (24)
Ved hendes død fandt man forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber, som nu befinder sig på museet. En gennemgang har vist, at nogle stykker må være købt, bl.a. maskinfremstillede Tønder – kniplinger og et sjal med indiske dråbe – mønster. Men hun kan selv have produceret noget tøj, hvor der er anvendt fransk broderi, som var moderne 1750 – 1840. Samlingen omfatter også en konfirmationskjole af sort fløjl. (25). Muligvis har hun også tjent penge på at udleje tøj.
Nogle har undret sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange penge hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med hendes mor. De havde sikkert få penge, men de hørte ikke til de uformuende, hvis fattigdom var alment bekendt. Disse kendte fattige skulle nemlig ikke betale såkaldt kopskat (26).
Kopskatten hvilede ellers med et fast beløb på alle mænd og kvinder over 12 år. I Kopskatregistret for 1835 er registreret, at Fanny Enge og hendes mor kvartalsvis betalte 25 skilling i skat for de to personer. Det var adskillige andre små husstande, som deres, f.eks. to personer hvoraf de ene var enke, og som betalte det samme som dem (27)
Det er ingen tvivl om, at enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datidens samfund. Fra Haderslev ved vi, at eksistensminimum for en hel familie i 1810 var ca. 50 rdl. (Svarende til 150 mark cour). Men i Haderslev var 1/3 af de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente. (28)
I Aabenraa har Fanny Enge og hendes mor åbenbart også hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen var de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og faldt samfundet til last.
Af sparekassens hovedbog fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk og andre med små midler. Den 20 – årige Fanny Enge satte i 1825 50 mark (16 rdl. Cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838 indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år, hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl. Cour) (29)
Hvorfra pengene kom, kan man ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem og udlejede tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare – og Lånekassen, er for små og uregelmæssige til, at man kan forestille sig, at de stammede fra en kongelig understøttelse.
De boede længe til leje i Aabenraa 1. kvarter, mest i Storegade, der også dengang var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier. Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige og enlige kvinder (30)
I 1835 boede de i huset i 1. kvarter nr. 44, der er revet ned, men lå hvor Rådhusgade i dag støder op til Storegade. Ti år senere i 1845 boede Fanny Enge og hendes mor til leje i et eller to værelser i den nuværende adresse Storegade 35, dvs. lige efter Storetorv.
Husejeren var 49 – årige hjulmager Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3 – 21 år. Hos dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom, formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en hustand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regensburg og hans 44 årige kone. (31)
Fanny Enge som husbesidder
Men faktum var altså, at Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler, ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til 5 % med sikkerhed i deres huse, hhv. i byens kvarter 3 nr. 65 (Persillegade 3 b) og i kvarter 4 nr. 38. Det kunne Josias Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes hans indbo på offentlig auktion.
Fanny Enge var ikke blandt køberne af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i Persillegade.
Da hun først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838, tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed. Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens protokoller og registre, herunder købstadens skyld – og panteprotokol. Det skete først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at optage lån med pant i huset. (32)
Det var et lille beboelseshus fra 1700 – tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse, senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen først vurderet til 320 Rbdlr. men faldt i de senere år en smule i værdi. (33)
Fanny Enge må i første omgang være blevet boende i Storegade og har lejet huset ud i næste knap tyve år, hvorved hun har fået leje – indtægt. Det må have været meget trangt i huset, for ved folketællingen 1845 boede der en sadelmager, den 34 årige Hans Chr. Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer, Hans Jørgen Herse med kone og to børn – hele 10 personer (34)
Efterhånden havde Fanny Enge således samlet en del penge sammen. Det gav hende i 1847 mulighed for at udlåne et større beløb til den 29 – årige barber Peter Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger i købstaden. (35).
Hun lånte ham hele 1.000 mark til køb af et jordstykke Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart indløst i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854 1.000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke. Disse penge lånte han til 3 ½ p.a. og lånet løb til 1871 (36)
Som husbesidder i 1834 fik Fanny Ege en bedre social status sammen med det almindelige borgerskab i Aabenraa, for med erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr. 13 d i Sct. Nicolai kirke (37)
Dens placering var formentlig til venstre, i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin plads betalte hun årligt 3 mark 3 skilling til kirkekassen, og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr. 13 blev benyttet af rebslager Claus Garben med kone Maria Dorothea født Fischer fra Ramsherred 41, og ejeren af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius (38). Disse familier må hun have hilst på, når hun kom til gudstjeneste.
Fanny Enges første drømmesyn og helstatsopfattelsen
Aabenraa var en ganske lille købstad, samlet omkring bybakken, og med enkelte udløbere derfra. Der var betydelig klasseskel, bl.a. med en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læger o.l.) og en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere kongetro slesvigere, overbeviste om den danske helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som var blevet grebet af den tysk – nationale og liberale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene mellem kongeriget og hertugdømmerne.
I Aabenraa kom der i 1838 en dansk modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838 – 1848 til en hadefuld konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig – den 1. Slesvigske Krig (1848 – 50). Det startede med det slesvig – holstenske oprør i Kiel og Rendsborg, der hurtigt bredte sig til Aabenraa, og i de følgende måneder kom der skiftevis danske tropper og preussiske militære til byen og der blev affyret kanonskud. Magten over byen skiftede også mellem de to sider (39)
Politisk holdt Fanny Enge sig til den gamle konservative helstatsopfattelse, og det var som sådan, at hun også senere ønskede, at den skulle bestå. Krigshandlingerne i landsdelen var voldsomme, og hun fik stærke natlige drømme præget af, hvad hun selv havde oplevet eller læst i avisen. Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn blev trykt i Fyens Avis 1849 og kom som skillingstryk, og fik en vid udbredelse i danske kredse.
Drømmen var præget af de gamle røver – romaner, hun havde læst som ung, i sin beskrivelse af de slet disciplinerede turnere og friskarefolk fra Tyskland, der kom til Aabenraa vandrende med deres lange skæg og flagrende hår. De faktiske militære forhold, der indgik i hendes drøm, var slaget ved Bov 9. april 1848, det danske nederlag ved Slesvig 23. april, våbenstilstanden i Malmø i august, og i april 1849 genoptagelsen af krigen, hvor danskerne led mange tab.
Derefter kom hendes fremtidsdrøm et hedt ønske om en stor russisk militær indgriben i konflikten. Russerne var livagtigt beskrevet med små vilde heste og karle med mørke ansigter og korte næser. Så slog forløsningens time med et stort tre dages slag mellem Aabenraa og Haderslev.
Tyskerne blev slået og flygtede hjem til Tyskland, og den danske konge kunne i spidsen for sin hær uden at møde modstand drage helt til Hamborg. Det behøver ikke nogen kommentar, at Fanny Enges drøm om russisk militær og kongens fremstød til Hamborg aldrig havde nogen forhold til virkeligheden.
Udgiveren af drømmesynet påstod, at Fanny skulle have haft det allerede i 1837. Men synet omtalte Slesvig – Holstenske soldater i Aabenraas gader, der sang Schleswig – Holstein Meerumschlungen. Sangen blev først digtet syv år senere, i 1844. Udgiverens erklærede formål var at bruge fortællingen til trøst for befolkningen i kongeriget Danmark
om dets redning og frelse. Hans klart dansk – nationalpolitiske opfattelse synes at have været en anden end Fanny Enges helstatsopfattelse. (40)
Menigmand her fra Arilds tid anstrengt sig for at tyde drømme. Man så drømmeindholdet som en helhed, og man så en parallel mellem drømmen og en ydre begivenhed, som ville komme i fremtiden, jf. Josefs tydning af Faraos drøm om de syv fede og de syv magre køer.
Drømmetydere kunne altså bruge drømmen til at forudsige fremtiden. Fanny Enges drømmesyn er blevet opfattet som spådomme, der altid kunne fortolkes så de holdt troen på danskhedens sejr oppe i de svære tider, især før 1920.
I 1900 kom psykoanalysens fader, Sigmund Freud (1856 – 1939) en banebrydende fremstilling af den psykiske proces, der forvandler de oprindelige drømmetanker til den færdige, sammenhængende drøm. Drømme betragtes i dag som en nødvendig ventil, hvorigennem det konfliktfyldte, psykiske materiale kan afledes. I den proces anvender drømme bl.a. såkaldte dagsrester, dvs. tidligere oplevelser, nydramatiseringer osv.
Fanny Enges dagdrømme må være blevet sat i gang af dagsrester som de krigeriske begivenheder i Aabenraa. Man kan måske opfatte det som voldsomme traumatiske hændelser, der præsenteres for hende i stadig gentagende drømme, som ligner en nøjagtig genindspilning af den traumatiske begivenhed. (41)
Krigene var en voldsom udfordring af Fanny Enges gamle dansk – tyske samfundsforståelse, og derfor synes hendes drømmesyn netop at være blevet udløst ved krigene i 1848 – 1851 og senere krigssituationer 1864 og 1870.
Hendes kristentro og moderens død
Når de drejede sig om kristentroen, foretrak Fanny Enge at høre om den på tysk. Det fremgår af, at hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som hhv. dansk og tysk compastor.
Der blev indsat en 28 – årig dansk præst Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige vækkelser. Ham brød Frederik Fischer sig ikke om. Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den 49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev compastor for den tyske del af menigheden (42)
Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og i begyndelsen af 1860erne i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed, som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som regel hvert andet år, når året var begyndt (43)
Formentlig omkring 1850 flytter Fanny Enge og hendes mor ind i huset i Persillegade. Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over, at boet efter Christine Heise af hendes datter som eneste arving blev angivet ikke at være særlig værd, – nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske nogen (trods oplysninger om Fanny Enges økonomiske midler), for dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½ % af formuen.
De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest – ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke der har været en beskeden formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke skulle betale en afgift (44)
Nye drømmesyn
Hun fortsatte sit stille liv i købstaden, men levede meget med i de voldsomme krigeriske begivenheder, der prægede landsdelen med krigen 1864 mellem Danmark og de tyske magter Preussen og Østrig.
Hun havde dagligt besøg af dansksindede, der følte sig styrkede ved at høre hende tale om en dansk sejr til allersidst. Efter tabet af Dybbøl i april og de tyske troppers fremrykning i Jylland så det ellers meget sort ud for Danmark. I midten af august 1854 havde hun besøg af Kaptajn Hansen, der umiddelbart efter genfortalte hendes ord til fru Anna Cornett. Om fremtiden havde hun sagt;
– For de Danske skulle Håbet reent være ude, og Tyskerne skulde faa Landet og være saa trygge derpaa, som om det aldrig skulde fra dem mere, men saa vilde det ogsaa værre forbi, og ingen vilde hjælpe, men alle vilde de have. Der vil komme Franskmænd og Russere, inden Krigen faar Ende, og der vil blive leveret et slag nord – vest for Aabenraa, og dermed skal Krigen være endt. Da skal de Danske sejre, og ingen kan naa fly. Vi skal komme til at høre Kanonerne i Byen, og der vil komme en stor Forvirring i Fjenden (45)
Der kom ingen hjælp fra Frankrig eller Rusland, og der stod heller ikke noget afsluttende slag nordvest for Aabenraa, som den danske hær vandt. Hun troede også, at det ville ske i hendes levetid. Den danske stat mistede tværtimod Hertugdømmerne, og hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk administration i dtedet for den danske, og alt blev anderledes. Den gamle danske helstat var væk, men hun håbede fortsat, at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede, at det ville være omkring 1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet. Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om sine oplevelser frem til 1871, da han flyttede til København.
Ifølge ham havde Fanny Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870, og som er en tidsmæssig forskydning af hendes 1864 – spådom.
Apotekeren gengav spådommen således:
– I seks år skal Slesvig være under fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd, som vi aldrig før har set, at stort slag vil blive leveret i og omkring Aabenraa. Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter have erobret byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig, Danmark vil få sine gamle grænser og mere til osv.” (46)
Fanny Enges alderdom
Hvordan Fanny Enge var som person, får man et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til en nær ven i udlandet. Brevene er på dansk og skrevet af Fanny Enge i tiden 1876 – 80, altså kort før hun døde.
Der er 1 – 2 breve om året. Hun er på De’ s med ham som alle de andre. De er skrevet til ingeniør J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Hun havde været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært hende at kende.
Formentlig var det ham, der via et familiemedlem ydede hende et stort beløb på 100 mark i 1877, da hun var meget i trang. Pengene havde hun stående i den nystiftede Den Nordslesvigske Folkebank (1872), som Friedrich Callesen, en svoger til sejlmager Cornett, var forretningsfører for (47)
Fanny Enge havde åbenbart ikke mange rede penge. Enkelte gange inviteres hun med til middag hos den nævnte Friedrich Callsen, dvs. i de bevidst danske kredse. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.
Brevene til Majbøll viser os en lidt menneskesky og pirrelig, 70 år gammel kone. Blade holder hun ikke, og ud fra hendes alder er det ikke overraskende, at hun i det hele taget ikke følger meget med i livet i byen, i aktiviteter inden for det danske borgerskab som smørrebrødsballer og dilettantforestillinger.
Hun er irriteret over, at kommunen har taget hendes forhave til udvidelse af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
I maj 1877 er hun syg i ni uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil netop koste 100 daler), og man tror og hun selv tror, at hun skal dø. Hun har ingen appetit og i syv uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og pebermyntekager, men hun var også blevet mager, at hun intet kød havde på kroppen.
I januar 1878 havde hun i ca. 10 dage have haft ondt i hovedet, så hun ikke kunne spise. Hun var glad for Maybølls gaver, men isolerede sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv over for denne mand, hvis økonomiske hjælp hun er meget taknemmelig for, kunne hun være lidt ironisk.
Nabokonen, madam Graversen kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af sengen, og hun betaler hende med sine sager, snart det andet, så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler), men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død, skal hun melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele (48).
Udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrde versioner frem til 1919 (52
Sådan kom det til at gå. Den 60 årige Bertha Catharina Graversen anmeldte til personregisterføreren (dvs. borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75 – årige ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 17. marts 1881 kl. 13.30.
Madam Graversen var gift med en daglejer, tidligere skibstømrer Peter Graversen i nabohuset Persillegade nr. 9. Hun er ansvarlig for, at der i det officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor den afdøde var født den 31. august 1805 (49). Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse om Fanny Enge.
I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874, og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering fortsatte, da de kirkelige myndigheder skulle begrave de døde. I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. marts 1881. Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her (dvs. Aabenraa), så det var han ikke i tvivl om.
Men han skrev til gengæld, at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge angiveligt var Christine Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz (50). Præsten henviste i en tilføjelse til kirkebogen ved moderens dødsindførelse 28 år tidligere, vor der ikke var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen at antyde tvivl om ægteheden af faderskabet. Det synes at vise, at der var en mytedannelse i gang.
Fanny Enges ejendele (indboet) blev den 23. maj 1881 af Gerichtsvollzieher (Kongens Foged) F.W. Gosch sat til salg på auktion hos gæstgiver Krause. Det drejede sig ifølge annoncen om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, smukt linnedtøj, bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder m.m. samt enkelte guld – og sølvsager. (51)
Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et er Das Vater Unser i syv vers, som hun har dateret. Apenrade den 1. juli 1879, altså i den sidste levetid. Hun har sikkert afskrevet det af, fordi det har betydet noget særligt for hende. Teksten stammer oprindelig fra en tysk folkelig andagtsbog Lieder zur öffentlichen und häuslichen Andacht, udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrede versioner frem til 1919 (52)
Sidste vers lyder:
– Wer mit starker Zuversicht
Glaubensvoll in Gottes Namen
Diese sieben Bitten spricht
Kann mit Freuden sagen Amen
Amen ja es wird geschehn
Was wir von Gott erflehn (53)
Den lille kerne til myten voksede ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen et digt af Schiller, Da Mädchen von der Ferne, hvor det hed man vidste ikke hvorfra hun kom.
I et par korte nekrologer i Flensborg Avis og Dybbøl – Posten kaldes hun en ejendommelig eller mærkelig personlighed også mht. sin fortid og det nævnes, at mange mente, at hun havde evnen til at spå (54). På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet og der blev sat en sten over hende (55).
Mytedannelsen
Kvinderne i nogle af byens dansksindede familier med centrum i Maria Cornett (Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen) fortsatte med at snakke om den sky, tilbageholdende og mærkelige, gamle kvinde. Kontakten til hende bevidnes bl.a. af Maria Cornetts breve og en lykønskning fra Fanny Enge til hendes 65 års fødselsdag den 18. oktober 1880. Hun døde først i 1911, 96 år gammel (56)
I 1908, 27 år efter Fannys død, skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl (1838 – 1918) om hende i H.P. Hanssens blad, Hejmdal med opfordring ti læserne om at sende ham yderligere oplysninger. Han var kommet til Aabenraa og var meget nationalt engageret.
Den nationale baggrund gjorde utvivlsomt, at han interesserede sig for Jomfru Fannys spådomme og eventyrlige herkomst (57). Som bekendt skulle hun ifølge myten være datter af den senere Christian den Ottende og hans første gemalinde prinsesse Charlotte Frederikke.
Tråden fra de dansksindede kredse fortsatte Marie Thomsen i 1919 med nye artikler i Hejmdal, som hun udgav i en lille bog Jomfru Fanny. Den kom i flere oplag i 1930erne og under besættelsen.
Derefter udgav forfatteren Helene Rud, født Meier (født 1887), et barnebarn af fru Junggreen, i 1945 en bog med samme indhold.
Forfatteren Johannes Ravn – Jonsen (1881 – 1946) brugte stoffet til en fantasifuld roman med en opdigtet dagbog om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger, hefter m.m., der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys herkomst, og hendes spådomme (58).
Grundlaget for artiklerne og bøgerne om hende er traditionen og troen på, at Jomfru Fanny må være datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser umuligheden af dette (59)
I kredsen af de fremtrædende dansksindede mænd i Aabenraa var der dog én, der forholdt sig meget skeptisk over den påståede royale afstamning. Det var den kendte amtslæge Mads Michelsen (1887 – 1958), der var meget historisk interesseret. I 1950erne skrev han et par redegørelser om Jomfru Fanny, men de blev tilsyneladende ikke offentliggjort.
Som mediciner kommenterede han bl.a. syrligt – kritisk mytedannelserne om barnets ankomst til Aabenraa. Jordemoderen havde sikkert konstateret, at Christine Heise som den påståede moder formåede at amme barnet. Og det var der næppe nogen ansvarlig person, der turde sende et nyfødt barn til Aabenraa i august måned på en 2 – 300 km lang rejse ad Oksevejen i karet og på flaskemælk (60)
Offentligt kom en kritisk holdning først frem i 1964 med redaktør Morten Kamphøveners: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Men hans undersøgelse har ikke anfægtet dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener, at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde deres Jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Med i denne artikel har jeg prøvet konstruktivt at tage fat på det, man med sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.
– En stor tak til Jørgen Witte for at vi måtte bringe hans foredrag som han holdt på Museum Sønderjylland i Aabenraa i 2015.
Noter til Artiklen:
1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid(2004) s. 84f.
2 L. Bobé: Slægten von Qualen. I Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk1(1916) s. 81 – 108, artiklen omtaler ikke ejerskabet af Vietow (s. 101). Ellen Poulsen: Jens Juel (1991) .1 s. 181, 226, bd.2 s. 396, 521.
3 Kaldenavnet Fanny fremgård af von Qualens ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 1841 (Håndskrift i Kgl. Bibliotek) Bd. 8 s. 263.
4 Morten Kampenhøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning s. 224, 230f, Danmarks Adels Aarbog 1925 s 490 og 492
5 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr. 126b Af – og Tilgangslister til Kopskatsregistre. Tilgangsliste for oktober 1805.
6. Kong Christian den Syvendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg, ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 258, 578.
7 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd. 2 s. 448f. Palle Rosenkranz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier af Stiftsamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660 – 1835 (1936) s. 43, Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808 2/3, J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 11814 (Håndskrift i Kgl. Bibl. Bd. 8 s. 263.
8. Morten Kampenhövener: Jomfry Fanny i kritisk belysning (1964) s. 222 – 226.
9. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde 1826 16/10, Morten Kapenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side 225
10. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1805 31/8
11. Lommetørklædet afbildet på omslaget af ”Jomfru Fannys kongerige (1982)
12. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 225, 231, se LAA Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805 – 10 Civil-, forst -, jagt- og vejbødesager.
13. Hans H. Worsøe: Slægtshistorie (2005) s. 192, Hans Worsøe: Falden kvinde eller enlig mor? – de ugifte mødre og deres sociale placering ca. 1700 – 1960 (Personalhistorisk Tidsskrift 1993) s. 124 – 128. Hans Worsøe: Nogle betragtninger om børn født uden for ægteskab (Personalhistorisk Tidsskrift 1979) s. 254.
14. Selv i den mytedannende kreds af familier kom elementer af denne sandhed frem. Amtslæge M. Michelsen har noteret ”En kort Beretning om Fanny Enge og hendes Moder”. Fannys Moder kaldtes i Aabenraa sædvanligvis Fru Enge (Mad. Cornett). Fammy har fortalt, at hendes Moder var fra en stor Gaard i Nærheden af Rostock, at hun imod hendes Forældres Vilje var rejst til Plön med en Comtesse Blücher. Man fortæller, at en høj Officer engang har været i Aabenraa for at hente Fanny, men Moderen ville paa ingen Maade lade hende rejse. Siden efter bebrejdede Fanny Moderen ved enhver Lejlighed, at hun ikke ville lade hende rejse og Moderen svarede altid: ”Hvad tror du, at de ville med dig? Maitresse kunne du være bleven, ellers ingenting. Fanny var overbevist om, at Fru Enge ikke var hendes Moder. Hun havde aldrig været kærlig mod Fanny med Undtagelse af en ene Gang, da den fremmede Officer vilde hente hende bort fra Aabenraa. (Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk 666, Katalog nr. 156)
15. Danmarks Adels Aarbog 1942 d. 15f: Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, at Fanny Enge skulle have haft skolegang med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.
16. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 148ff
17. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800 – 1850 (1961) s. 14ff
18. LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse u.å, LAA Privatarkiver J. Maybøl Breve 1876 – 80
19. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228: Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskernes Sejr over Tyskerne Udg. I København af C.T. Hansen. Skriftet anfører Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet henvises til vilde skarer fra Tyskland, der ligner røverkaptajnen Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson foren romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1799 og oversat til dansk 1800 – 01. Den kom i mange oplag.
20. LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr 3, LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster amter, Vaccinationsprotokol 1812 – 36 og for Aabenraa by 1812 – 36. Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822.
21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr. 3
22 Jomfru Fannys navn i tale og skrift.
23. Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980 (1980) s. 18
24. LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr. 2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2 side 745. Christine Heise oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr.9.2 side 452
25 Aabenraa Museum Æske BK Sag 38, opgave af Ingrid Wehlitz (1981) s. 6, 9f, 16
26 Helge Nielsen og Victor Thalbitzer: Skatter og skatteforvaltning i ældre tid (1948/1976) s.98f
27. LAA Aabenraa ældre Byarkiv Nr. 125c Kopskatregistre. Mannzahlsliste 1835 og afregninger for 1835 og 1836.
28. Henrik Fangel: Haderslev Bys historie (1975) Bd. 1 s. 104f og 229.
29. G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers historie (1970) s. 27 – 32. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f, LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare – og Laanekasse Hovedbog B 1819 – 37 fol 18. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f
30. Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa – enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad 1850 – 1920 (1978) s. 30f
31. LAA Fortælling 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745
32. LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1765 – 1855 Fol. 703 – Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged. Byfogedprotokol 1833 – 34 s. 123b.
33. LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller 1815, 1825, 1835, 1845, 1855 – 65, Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835, 1845, 1853 – 55, 1865.
34. LAA Folketælling Aabenraa købstad 3. kvarter nr. 65 (side 791)
35. Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå 1686 – 1867 (1974) Bd. 1 s. 162
36. LAA Retsbetjentarkivarer Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1756 – 1855 fol. 703, se også Uwe Thomsen: Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993)
37. LAA Aabenraa præstearkiv 1567 – 1880 Stolestadsregister. Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummet 1825 til 1849.
38. LAA Aabenraa Præstearkiv. 1567 – 1880 Stolestadsregistre. Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.
39. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 185 – 199.
40. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228f. http://de.wikipedia.org/wiki/Schleswig-Holstein_meerumschlungen
41. http://www.netpsych.dk/misc/Print.aspx?id=92 (Palle Hoffmann), Ole Vedfelt: Drømmenes dimensioner (5.udg.2007) s 22, 24f, 398f.
42. Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke gennem 750 år. Red. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff.
43 LAA Aabenraa præstearkiv 1851 – 1897. Konfitentregister for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863
44. LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad. Protokol over anmeldte dødsfald 1851 – 1862.
45. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964) s 156.
46. Frode Gribsvad: Aabenraa 1864 – 1871. I Festskrift til H.P. Hanssen (1932) s. 294f
47. Kampenhøvener1964 s. 227, Rigsarkivet Aabenraa, Privatarkivar Friedrich Callsen 1830 – 78. Erik Skifter Andersen: Erhvervsvirksomheder i Aabenraa 1847 – 1997 (1997) Bd. 2 s. 287.
48. LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876 – 80, trykt i Ti Breve fra Jomfru Fanny (1959) Ved Georg Buchreitz. Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959
49 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, Skifter Andersen. Registrant over ejendomme i Aabenraa 1700 – 1920 (2012) s. 49, Morten Kampenhøvener s. 200
50. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde 1881 n. 34 den 27. marts 1881
51. Jomfru Fanny – og hendes tid (2004) s. 84f, overskuddet af auktionen må være delt mellem stat og kommune efter byens skrå § 29
52. LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læs: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html
53 Privatarkiver Franziska Carolina Elise Enger d. 1881. Div. År, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html
54 Flensborg Avis 1881, 5. april Dybbøl – Posten 1881 xx/3
55. Aabenraa Kirkegård – gravsten og mindesmærker (1985) s. 34
56. LAA Privatarkiv. Enger, Franziska Carolina Elise, d. 1881: ”Min jertligste Løkynskning med Sundhed og Tilfredshed med Deres Familie Fanny”. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964).
57 Sønderjyske historikere efter 1864 (1976) s. 39f
58. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 218ff.
59. Kong Christian den ottendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg. Ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 244f. Heri også prinsens agne moralske overvejelser. Kamphøvener 1964 s. 226 opsummerer grundene til, at prins Christian Frederik og prinsesse Charlotte Frederikke kan have haft noget med faderskabet at gøre.
60 LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læg: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk. 666, Katalog nr. 156.
Hvis du vil læse mere om den historiske og mytedannende Jomfru Fanny, Se her:
– Fanny Enge
– Jomfru Fanny 6. Kapitel
– Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed
– Jomfru Fanny fra Aabenraa
Hvis du vil læse mere om De Slesvigske Krige: Se her:
– www.dengang.dk indeholder mindst 22 artikler fra De Slesvigske krige, se liste under Kategori af samme navn
Hvis du vil læse mere: Om Kongens Hvide Hest:
– Her på redaktionen har vi modtaget cirka 10 forskellige forslag til, hvad kongens ”hvide” hest var smurt ind i.
– Kongens Hvide Hest
– Mere om Kongens Hvide Hest
– Pigen fra Højer.
April 6, 2015
F:\Aabenraas oprindelse\Redigeret Foredrag om Aabenraa i 1200 tallet.(ny 5).docx
Jørgen Witte:
Aabenraa vokser frem i 1200 tallet
Foredrag på Rigsarkivet Aabenraa 22. januar 2015
Disposition:
Opneraas skrå
Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Byfredens udstrækning
Opneraa havn
Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Landsbyen Opner og købstadens jorder
Fædriften i Jørgensgårdskov
Den første kirke i Opneraa
Kirkebyggeriet på bakken
Købstadens konsolidering – afslutning
1. Opneraas skrå
Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.
Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.
Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.
Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.
2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.
Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.
Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.
Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.
Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.
3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.
Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.
Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.
Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.
Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.
Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.
Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.
Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.
Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.
Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.
Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..
Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.
4. Opneraa havn
Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.
Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.
I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.
Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.
Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.
Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.
Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.
5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.
Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.
Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.
Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.
På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.
Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.
Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.
Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.
Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.
6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.
Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).
7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)
Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.
Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.
8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.
Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.
Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.
Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.
9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.
Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.
Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.
Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.
10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.
Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.
Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.
11. Købstadens konsolidering – afslutning
Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.
Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.
Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.
Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,
Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.
1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.
Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.
På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa
April 6, 2015
Er det historieforfalskning på Fælledvej?
Angiveligt skulle der være en svensk kirkegård med 3.000 faldne svenskere under husene på Fælledvej/Nørrebrogade. Man har fundet 2 skeletter. De skulle stamme fra stormen mod København den 11. februar 1659. Vi skal her høre om, hvordan en mindeplade kom op på Fælledvej 4. Det var også her, man fandt en 20 meter Storm P – frise. Dette er dog ikke en historisk udredning, men historien om to kreative mennesker, der var uddannet i reklamebranchen. Det er også historien om Lyn Mildé og Benny Nielsen.
Til minde om Københavns belejring
På Fælledvej 4 på Nørrebro kan man se en mindeplade på husmuren:
– Til minde om Københavns belejring
Under denne ejendom hviler resterne af de svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Kan det nu have sin rigtighed? Ja vi skriver det faktisk selv i artiklen Svenskerne på Nørrebro.
Nej, denne artikel er ikke en tør bevisførelse på, at dette ikke kan have sin rigtighed. Men en beskrivelse fra en person, der kendte forhistorien for, at denne mindeplade kom op at hænge. Ja vi skal høre mange andre barokke historier fra Nørrebro.
Brug for reklame på en fødselsdag
Egentlig var det to tosser, der fandt på denne historie. Ja det er den ene tosse, som vi har historien fra, nemlig Benny Nielsen fra Hvidovre. Ja tosse, det kalder han sig selv. Hvem var den anden? Jo det var Lyn Mildé.
Og det var, da Lyn fyldte 60 år, at de to opfandt historien om Fælledvej 4. Den skulle være bygget over en stor svensk krigskirkegård. I 1659 skulle der være faldet op ved 3.000 svenskere, der var døde ved stormen mod København.
Det var her på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade, at den største svenske kirkegård uden for Sverige skulle have ligget. Dengang i 1659 var det bar mark. Men var det nu også det? Godt nok havde man brændt forstæderne af, fordi svenskerne var på vej.
Var det en uopklaret mordsag?
Det er også rigtigt, at den tidligere ejer, af ejendommen skriftsstøber Harry Løhr havde fortalt Lyn Mildé, at han havde fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse.
Først troede man, at det var ofrene fra en uopklaret mordsag. Men åbenbart viste det sig, at være flere hundrede år gamle lig. Måske stammer de to skelletter fra svenskere. Men det er dog langt op til en begravelsesplads for 3.000.
Man henviser så det historiske optegnelser. Og alle sluger historien. Medier og historikere, ja alle. Men hvor er beviserne?
En forkert nationalmelodi
Den svenske ambassadør var inviteret til at afsløre mindetavlen. Det skete tilfældigvis på Lyns 60 års fødselsdag. Hele Fælledvej var skam pyntet, og Tuborg kom med hestevogn og bajere. Et skotsk sækkepibeorkester spillede. Ved afsløringen var der indhentet et par musikanter, der skulle spille den svenske nationalmelodi.
Uheldigvis havde musikanterne, mens de ventede på ambassadøren benyttet lejligheden til, at kigge lidt for dybt i glassene. For da det højtidelige øjeblik oprandt, var det den norske nationalmelodi, der kunne høres.
Benny måtte flygte ind i et lokale, sådan hylede han af grin.
Storm P frise – en sensation
Og det var ikke kun den begivenhed, der tiltrak opmærksomheden den dag på Fælledvej. Med sans for opmærksomhed og en fortid i reklamebranchen kunne de to tosser også præsentere nogle færdigrestaurerede Storm P friser frem. Denne restaurering havde stået på i et halvt år. Fundet af frisen betød, at ejendommen blev fredet i klasse A. Det var såmænd Fredningsstyrelsen, der havde ansvaret for dette arbejde.
Køb dog en madras
Ligesom Spies var Lyn Mildé meget selvpromoverende. Når først han havde fået en ide, kunne man være sikker på, at pressen blev underrettet. Da han fandt Storm P – frisen kom der store artikler i landets aviser, lige som der både kom radio og tv på sagen. Og hurtigt fik han overtalt Storm P – museet til at henvise deres gæster til Fælledvej som filial af museet. Ja så kunne de jo så samtidig købe en Dunlopillo madras med hjem.
Etablissementet Patricia
Det var heldigt, at Mildé genfandt disse Storm P friser. I krostuen til etablissementet Patricia havde Robert Storm Petersen i 1922 malet en 24 meter lang frise over alle fire vægge. Han var venner med værten.
I dette etablissement opførte man i sin tid kabaretten Gyngehesten. I baghuset var der både cafe og beværtning, mens sidehusets førstesal rummede spise – og dansesal. I 25 år eksisterede dette etablissement.
Det var Storm P’ s yndlingsfigur Peter Wimmelskaft og de kvaler han måtte gennemgå sammen med spiritussen. Rusen blev sovet ud på en halvmåne, og det er sikkert sket efter at han har jagtet hvide høns. Storm P fandt sine modeller blandt beboerne ude på Fælleden. Det var dem, der tidligere havde boet ude på Lersøen. Dette folkefærd fortsatte traditionerne omkring Blågårds Plads og ude i Nordvest under betegnelsen, Prinserne.
Man har fundet ud af, at frisen er udført i juli 1922.
Mildé fik Fredningsstyrelsen til at betale
Tidligere havde der ligget et skriftstøberi på adressen og blysprøjt havde gjort stor skade på frisen. Her lå virksomheden Det Danske Skriftstøberi.
Mildé fik Fredningsstyrelsen til at bekoste en total restaurering af frisen. De ville ellers ikke i begyndelsen. Man ville have Mildé selv til at bekoste renoveringen. Men han svarede, at så ville han male det hele over. Så fik piben en anden lyd.
Det var meget nærliggende, at indrette lokalet som præsentationslokale. Og dem, som interesserede sig for kunst blev inviteret i de private gemakker, for at studere Milde’ s omfangsrige kunstsamling.
Selvfølgelig fik Mildé indsamlet en komplet samling af Storm P platter.
Storm P var særdeles flittig. Han har vel produceret 50 – 60.000 tegninger. Disse barokke tegnserier omfattede vagabonder og samfundets minoriteter. Det var menneskekærlige men også spidende tegninger.
Men vores to tosser havde en herlig dag den 31.oktober1980. De havde antagelig narret en hel verden med deres historie om Den Svenske Kirkegård.
Hvordan havnede de på Fælledvej 4
Men nu er det vel på tide at præsentere vores to tosser. Hvordan havnede de på Fælledvej 4?
Benny var i 60’erne repræsentant og senere reklamechef hos Møller og Landschultz. Det lå der, hvor Københavns Hovedbibliotek nu har til huse – lige over for Synagogen i Krystalgade.
En underdirektør ved navn Mildé
Senere gik turen til Christian Bruhn, nu hedder det bare Bruhn. Her blev Benny kontaktet af en underdirektør fra Harlang & Toksvig (senere Ogilvy & Mather) ved navn Lyn Mildé. Denne var lige så fuld af skøre ideer som Benny. Så disse to blev godt makkerpar, der klingede godt sammen. De begyndte også at komme sammen privat, sammen med konerne. Mildé’ s kone var annoncechef hos Harlang & Toksvig. Mildé blev efterhånden kendt som Rubrikkongen.
Mange interesser
Mildé havde mange jern i ilden ved siden af sit reklamearbejde. Således arrangerede han de første Stockcarløb herhjemme. Også bådudstillinger arrangerede han.
I sin fritid drev han også en trykkerivirksomhed, der efterhånden havde 30 medarbejdere. Det lå der, hvor Nørrebro Bryghus nu har lokaler. Men dette afstod han, da han gik i gang med salg af madrasser m.m.
Han var også stærkt engageret i Squash.
Mildè’ s helt store interesse ved siden af alt det andet, var kunsten. Hans kobberstiksamling, der efter sigende bestod af mere end 70.000 blade, var kendt over det meste af verden. Det var Europas største samling i privateje.
Væggene i hans store lejlighed var nærmest tapetseret med malerier. Det var en kæmpe samling, der næsten bestod af samtlige kendte danske og internationale malere. På væggen fandtes Rembrandt, Tizian, Degas, Goya, Eckersberg, Willumsen og mange flere.
Han havde også en kolossal samling af frimærker, tinsager, gamle piber og exlibris. I reolerne stod en mængde kunstbøger fra 1700 – tallet samt en lang række førsteudgaver. Og på et bord kunne man se en meget smuk udgave af Martin Luthers billedbibel. Og for at det ikke er løgn, så rummede lejligheden ca. 60 gamle stand – og vægure, der tikkede og bimlede.
Dunlopillo Madrasser
En aften hjemme hos Benny spurgte han så, hvad denne skulle lave dagen efter. Benny svarede, at han skulle bygge på sit sommerhus. Jamen, så skulle Mildé da også have sådan et. Dagen efter stillede han og konen så hos ham ude i sommerhusområdet. Benny og Mildé kørte så rundt i området og fandt et hus, der faldt i hans smag. Han betalte en god overpris til ejeren, og kunne snart rykke ind.
Benny var i mellemtiden blevet headhuntet til Hvidovre Avis, hvor han var ansat de næste 7 – 8 år. Og Mildé var nu også blevet ansat hos Dunlop. Dette arbejde passede han ved siden af arbejdet hos Harlang.
Mildé opdagede produktet Dunlopillo Madrasser, som på det tidspunkt ikke var repræsenteret i Danmark. Han rejste så til England og charmerede sig til agenturet for hele Skandinavien.
Dunlop Danmark havde så travlt med deres dæk og sportsartikler herhjemme, at man ikke mente sig i stand til også at tage Dunlopillo på programmet. Det syntes Mildè var dumt.
To ejendomme på Fælledvej
Sammen med konen solgte Mildé nu puder og madrasser i stor stil, samtidig med at de begge to, stadig var ansat hos Harlang & Toksvig. Men efterhånden løb omsætningen op i flere millioner. Så i 1980 spurgte han så Benny om han havde lyst til at være med i eventyret. Han ville så opsige sin kontrakt med Harlang & Toksvig. Samtidig købte han ejendommene, Fælledvej 21 og Fælledvej 4.
Det første lager bestod af nogle containere i Frihavnen. Produktionen foregik i en gammel bagerbutik i Ryesgade. Ofte foregik arbejdet om aftenen. Mildé og hans kone læssede sin bil med madraskerner, og sammen skar de kerner op, og lagde dem i betræk, hvorefter de ofte sent om aftenen kørte madrasser ud til forretninger, som de havde fået overtalt til at have en mand klar til en sen modtagelse.
Weekender blev brugt til salgsture rundt i landet, ligesom Mildé lavede salgsarbejde for Dunlopillo. Det gjorde han samtidig med, at han nogle hverdage tog landet rundt til benzintanke og bilværksteder med reklamematerialer for dæk.
De kunne ikke få nok
Omsætningen røg i vejret i hele Skandinavien Danmark var på et tidspunkt det land i verden, der solgte mest Dunlopillo.
Men de to tossede kunne ikke få nok. Så de startede også et reklamebureau, Mildé Reklame. Firmaet fik store kunder, som bl.a. Dunlop og Elektrolux. Desværre blev arbejdet for voldsomt for Mildé.
Ved et tidligt morgenmøde hos Elektrolux i 1980 blev han ramt af en kraftig hjerneblødning. Han blev i bevidstløs tilstand kørt til Gentofte Amtssygehus. Siden blev han overført til Rigshospitalet. Men her afgik han ved døden uden at være kommet til bevidsthed.
Magtkamp blev afværget
Kort før Milde’s var virksomheden blevet omdannet til en fond. Det var et meget stort held, ellers var det blevet splittet i stumper og stykker.
Milde’ s tidligere familie, ekskone, to voksne børn samt svogre var ude efter at tage magten i firmaet, og skubbe Margrethe Mildé ud på sidelinjen. De prøvede at få ophævet fondsdannelsen. Men de måtte nøjes med at få tvangsarven.
Nu overtog fru Mildé direktørposten med Benny som medhjælp. Benny klarede alt salgs – og reklamearbejdet. Men klog af skade lukkede han Mildé Reklame og koncentrerede sig om Dunlopillo´s egne reklamer.
Fru Mildé trak sig tilbage engang i 90erne, hvor Benny så blev direktør. Der fortsatte han til sidst i 90erne, hvor ham som 60 – årig gik på pension.
Ja egentlig var der andre, der forsøgte at tage magten i firmaet. Benny fik på et tidspunkt tilbudt direktørposten, men takkede nej, Han fik så til opgave af Dunlopillo England, at finde en afløser. Og det blev så Henrik Renmers og Den 7. Himmel.
Ja og så kom Peter Schmeichel også ind i billedet. Og man fortsatte fra domicillet på Roskildevej i Albertslund.
Søn af Ekstra Bladets første kvindelige journalist
Lyn Mildé er født i 1920, som søn af den navnkundige Erna Mildé, Ekstra Bladets første kvindelige journalist og en engelsk forretningsmand. Barndommen blev tilbragt i en velstående familie og passet af en Nanny.
Han var student fra Gl. Hellerup Gymnasium. Han uddannede sig inden for reklamebranchen, hvor han med årene blev en særdeles velkendt skikkelse. Som ung blev han gift ind i en meget velstillet familie. Svigerfar var i begyndelsen med til at finansiere nogle af Mildé´ s mange aktiviteter.
En besynderlig personlighed
Denne Lyn Mildé var en besynderlig sammensat personlighed. Han var indbegrebet af betegnelsen en original. En type, der lige som Simon Spies desværre ikke findes ret mange af i vores strømlinede tid. Han kunne være utroligt charmerende over for nogle. Men han kunne optræde forbandet dårligt over for andre, som han ikke kunne lide.
Han var en af de bedste sælger, som Benny nogensinde har mødt. Ja, han kunne sikkert sælge Sand i Sahara. Han kunne være temmelig hård i forretningsanliggender. Han kunne også finde på at medbringe en bamse eller en tøjdukke til forretningsmøder og forlange en stol til dem. Og bamsen var da også med som krammedyr, når han var sammen med Benny på forretningsrejser.
Jordens største rodehoved
Han var fuld af nye ideer og visioner for fremtiden. Men når dette skulle nedfældes, måtte Benny tage over. Han fokuserede på så mange ting på en gang. Han var jordens største rodehoved. Hans konferencebord var overdænget med papirer i op i en halv meters højde. Hans skrivebord frembrød kun en meget lille friplads. Alligevel kunne han i løbet af få minutter dukke ned i en bestemt sag.
Når han som reklamemand skulle præsentere en kampagne for et firma, var det færdige produkt ofte krøllet og oversprøjtet med kaffepletter. Han havde måske siddet på mappen på vej ud til kunden. Men han tabte alligevel kun meget få ordrer.
Vennernes ven – Fjendernes fjende
Han var sine venners ven, men også sine fjenders fjender. Lige så kold og afvisende, han kunne være over for mennesker, han ikke kunne lide, lige så varm og blød var han over for folk, han havde taget til sit hjerte.
Han hadede, at skulle have penge op af lommen. Men han elskede at give gaver. Igennem flere år kom han næsten hver sommersøndag tidligt om morgenen til Bennys have. Han var bevæbnet med en stor kasse isvafler, som han uddelte til områdets mange børn. Han medbragte også morgenbrød og en flaske til Benny og hans familie.
Beskidte klude og manglende knapper
Mildé havde en stor garderobe. Han kunne virke meget stilig, ifald han havde fundet det rigtige sæt tøj frem. Men ofte tog han bare de nærmeste klude frem. Ofte kunne han finde på, at dukke op til forretningsmøder i beskidte klude, med manglende knapper og i sandaler. Og neglene var ikke altid lige velskurede.
Sælger muslimske slagtere flæsk?
Jo, Benny kan godt huske den tid på Fælledvej. Således overtog muslimer en forretning efter en dansk slagter. I flere år grinede han og Mildé over at butikken over, at facadeskiltene stadig hævdede, at man kunne købe kød og flæsk i butikken.
Et stykke længere nede på Fælledvej lå en port, hvor man kunne komme ind i flere gårdmiljøer. Her holdt den svenske skrædder til i første gård. Det var samlingssted for mange sjove mennesker, bl.a. Svend Aage Hasselstrøm (Edderkoppen).
En tur på Bananrepublikken
Mildé kunne ikke have, at man ikke have, at man ikke passede sit job hele tiden. Hvis han så nogen i gang med at spise deres madpakke, hoppede han og dansede for at få vedkommende til at arbejde i stedet for at spise. Dette førte til, at Benny henlagde sin frokost til den daværende Bananrepublik på Nørrebrogade.
Her var den senere skuespillerinde Anette Støvlebæk barchef. Hendes mand, Lars Mikkelsen kom her også ofte.
Benny sad altid ved samme bord over for baren med sin avis.
Engang grinede stampublikum. De pegede på et mesingskilt som de havde sat op, Benny’s Plads. Det var på samme tidspunkt, da Brask Thomsen ville købe Nørrebrogade. Han tilbød et anseeligt beløb for Nørrebrogade, med Benny fik sin plads gratis.
Liv og glade dage på Fælledvej
Lige ved siden af Fælledvej 4 lå Odeon Teatret. Men inden da var det Florasalen. Odeon åbnede i 1925 som stumfilmbiograf.
Den havde 662 siddepladser. I 1940 havde ejeren, Tage Nørgård planer om, at udvide teatret til 1.600 siddepladser.
Hvis dette var blevet praktiseret havde vi nok ikke fået historien om Den Svenske Kirkegård eller opdaget Storm P – friserne.
Biografen brændte som bekendt i 1958, selv om brandstationen lå lige i nabolaget. Kommunen overtog ejendommen, og havde planer om en undergrundsstation på stedet. Det blev dog aldrig til noget.
Jo, Fælledvej var et livligt kvarter. I nummer 8 lå Tingvalla. Det kom senere til at hedde Bolero. I folkemunde Bol – i – ro. Det var et særdeles livligt værtshus med letlevende damer.
I nummer 10 lå Kaffebaren, der blev sprunget i luften den 21. marts 1944. Det var Schalburgkorpset. Det gik også ud over nr. 8.
En politistation
Her på Fælledvej lå også politistationen. Det var festlig, når de tykke panserbasser kom slæbende med fuldrikkere, enten vaklende eller hældt på en hestevogn. Som regel var der en ordentlig flok hylende unger bag ved.
Jo, det har sandelig været festligt på Fælledvej engang, med eller uden Svensk Kirkegård.
Tak til Benny Nielsen og til Facebook-gruppen Nørrebro Før & Nu. I denne gruppe kan du også se dette indlæg med fotos. Her afventer vi med at lægge fotos ind.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk
– Fælledvejens Politistation
– Skyd efter benene
– Det Lystige liv på Nørrebro
– Forlystelser på Nørrebro – dengang
– Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
– Omkring Skt. Hans Plads
April 5, 2015
Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
Cementfabrikken brugte mindst 200 tvangsarbejdere bestående af jøder og sigøjnere.I Port Kunda er det rejst et museum til ære for Theodor Jensen. Fabrikken var ejet af F.L. Smidth. De blev ikke dømt for værnemageri grundet dette. Ca. 20 danske firmaer menes at have brugt slave arbejdere og kun to har vedkendt sig dette. Danske Entreprenører mener ikke, at tiden er inde til at grave i dette forhold. Trafikminister Gunnar Larsen havde et dobbelt forhold til at holde sig gode venner med ledende tyske nazi – folk, men også han blev frikendt under retsopgøret. Man kan undre sig over prioriteringen i retsopgøret. Dansk Industri håbede på en tysk sejr, så kunne de få alle deres besiddelser igen. Inden krigen var der fra dansk side investeret kraftigt i Rusland. Nu var det chance for, at få besiddelserne igen.
To KZ – lejre ved fabrikken
Der var to koncentrationslejre i Kunda. Det var en lille by på Estlands nordkyst. Den ene var en Tvangsarbejderanstalt for jøder. Den eksisterede fra 1941 til september 1943. Den anden beskrives som KZ – Lager (udekommando for KZ Vaivara). Den eksisterede fra 15. september 1943 til august 1944.
Beboerne i begge lejre var den jødiske befolkning. Begge lejre var såkaldte tvangsarbejderlejre. Lejrene var organiseret under SS. Den første var ledet af den baltisk – hviderussiske rigskommisars øverste SS – kommandant. Den anden var ledet af SS Wirtschafts und Verwaltungshauptamt.
Både mænd og kvinder var indsat. De arbejdede i cementfabrikken og i kulværket. Ingen steder står anført, at cementfabrikken var dansk.
Cement var et godt bindemiddel
Cement var et uovertruffen byggeteknisk bindemiddel. Det hærder ved vand. Man blander kalk og ler i et bestemt forhold, brænder og tørrer det ved høje temperaturer og knuser det til pulver under tilsætningen af en række forskellige mineraler, alt efter hvilken egenskab i cementen, man ønsker at forstærke.
Pludselig havde Danmark et råstof, kridt (kalk), som man kunne bruge. Teglværkerne havde ikke længere monopol på udnyttelsen af undergrunden, når der skulle tænkes i penge.
Et selskab fra 1882
I Danmark var det F.L. Smidth som drog nytte af denne mulighed. Selskabet blev stiftet i 1882 af Frederik Læssøe Smidth. Firmaet startede under navnet Teknisk Bureau. I begyndelsen var det med projekteringer af kornmøller og teglværker. I 1887 tog firmaet navneforandring til det nuværende navn.
Nye folk var kommet i ledelsen, og det var et dynamisk trekløver:
– Smidth var ”teknikeren”
– Larsen havde ”forretningstalentet”
– Foss var ”den visionære leder og organisator”.
Cementfremstilling
Man begyndte nu at interessere sig for cementfremstilling. Og første etape var anlæggelse af Limhamm – værket i 1887 – 1888. Man oprettede internationale kontorer. Og i 1898 grundlagde man sin egen maskinfabrik i Valby.
I 1909 oprettede man en maskinfabrik i Lübeck og i Narva i den estiske del af Rusland begyndte man i 1913 opførelsen af en maskinfabrik.
I 1889 – 90 havde man startet Aalborg Portland – Cement – Fabrik. Ved indgangen til 1890erne kontrollerede Fl. Smidth & Co syv teglværker, tre cementfabrikker og et kalkværk. Ved hjælp af prisdumping lykkedes det snart at udkonkurrere de udenlandske rivaler.
Snart begyndte man at opkøbe konkurrenter rundt om i Verden. Med en tysk cementproduktion begyndte man snart at udfordre tre tyske cementsyndikater. Krigen blev ført i fjendens lejr.
Omfattende ekspertise
F.L. Smidth & Co havde på få år opbygget en omfattende ekspertise i cementfremstilling og virksomheden blev i stigende grad bestilt til at projektere cementfabrikker over hele kloden. Og i stigende grad kiggede man på Rusland.
Rusland var fra 1800 – tallets slutning og frem til 1914 i det hele taget dansk industris vigtigste udenlandske marked. Jernbanenettet blev udbygget og russerne oplevede et sandt industrielt boom. Også forsøgende på at tiltrække udenlandsk kapital lykkedes.
Industrirådet vurderede at ca. 60 danske industrivirksomheder indtil Første Verdenskrig eksporterede til Rusland. Danske investeringer i Rusland var nået op på 400 mill. kr. – hvilket svarede til det danske statsbudget.
F.L. Smidths ingeniører havde efterhånden ombygget næsten alle cementfabrikker i Rusland.
En tiendedel af verdens cementproduktion
I 1928 – 29 producerede man en kapacitet, der svarede til 1/10 af verdensproduktionen.
De russiske tråde var blevet klippet over i 1918. Man begyndte igen hårdnakket, at vinde det tabte tilbage.
I de baltiske provinser var de danske investeringer foreløbig sikre. Estland, Letland og Litauen vendte ryggen til den tidligere stormagt mod øst og rettede blikket mod de kapitalistiske lande mod vest. Det var en fordel, at F.L. Schmidt allerede var repræsenteret her.
På Estlands nordkyst
På Estlands nordkyst ca. halvejs mellem Talin og Narva havde en række russiske virksomheder i 1870 etableret et aktieselskab med det formål at opføre en cementfabrik. Denne fabrik var den første af sin art i Rusland.
Kontakten til F.L. Smidth blev etableret i foråret 1893. Og det danske firma fik til opgave at omdanne fabrikken. Tilbage i 1879 havde man her etableret Estlands første telefonlinje. I 1893 blev det første vandkraftværk i det baltiske område opført i Kunda.
I 1922 kom den endelige danske overtagelse af Port Kunda Cement. Man havde råstofferne, kalk og ler lige ved hånden. Og der var store forekomster af olieskifer. Fabrikken lå lige ved kysten. Fra havnemolen kunne cementen udskibes og sejles direkte til kunden.
En jernbane forbandt fabrikken med kalkbruddet og den åbne olieskifermine få kilometer inde i landet. Direktøren på stedet Theodor Hansen gik også under navnet Kong Hans. Han var ansat helt til 1940.
Omfattende byggerier
Til fabriksanlægget hørte foruden bruddene og den egentlige cementfabrik, det allerede nævnte kraftanlæg, et laboratorium, smedje – og maskinværksted, diverse lagre for reservedele og driftsmaterialer, savskæreri, elektrisk reparationsværksted samt en administrationsbygning.
Man opførte funktionær og arbejderboliger, to sygehuse, skole, børnehave, mølle, bageri samt badeanstalt og vaskeri. Man anlagde også en normalsporbane.
Anlæggelsen af alt dette ændrede meget for lokalbefolkningen. Ja det lykkedes også at oprette en lokalafdeling af et universitet i området.
Den sovjetiske planøkonomi
Den sovjetiske okkupation og anneksion af Estland i juli – august 1940 bragte den socialistiske planøkonomi til landet og satte dermed en stopper for de udenlandske investeringer. Danskerne blev tvunget ud. Kompensation var ikke på tale. Dette gav en række tovtrækkeri sidenhen.
Wehrmacht overtager kontrollen
Den sovjetiske kontrol over Port Kunda Cement varede et år. Hitlers Wehrmacht invaderede den 22.juni 1941 Sovjetunionen. I august brød man igennem til Narva og Tallin.
I løbet af december 1941 begyndte Grenzbezirk Estland at få et overblik over industrien i området. Den halvmilitære byggetjeneste Organisation Todt (OT) havde i efteråret begyndt at genopbygge de vigtigste industrianlæg. Deres kompetencer blev nu overgivet til civilforvaltningen.
Stor betydning for den russiske krigsindustri
Port Kundas drift blev efterhånden af tyskerne betegnet som værende af stor betydning for den tyske krigsførelse. Da den Røde Hær trak sig tilbage forsøgte de at sprænge fabriksanlægget og broen over Kunda – floden i luften. Og da 6 – 7 store russiske skibe passerede Kunda natten mellem den 1. og 2. november benyttede de lejligheden til at bombardere et andet cementværk Asserin lige i nærheden. De troede, at det var Port Kunda.
I forsommeren 1942 blev der indført en Werkschutz på 22 mand mod partisanangreb. Fabriksterrænet blev afspærret og der blev opstillet vagtposter. Fabrikkens eget hjemmeværn gjorde vagttjeneste ved særlig udsatte steder.
Den 31. august 1942 foretog det sovjetiske luftvåben sit første luftangreb på fabrikken – tre uger efter at den tyske Wermacht havde forsikret om, at det ikke var fare på færde.
Gunnar Larsen på rundtur
På invitation af Reichskommissar Hinrich Lohse havde trafikminister Gunnar Larsen i april – maj berejst de tyskbesatte baltiske lande i spidsen for en delegation, ledsaget af tyske repræsentanter.
Gunnar Larsen havde året forinden i samarbejde med udenrigsminister Erik Scavenius søsat Arbejdsudvalget til Fremme af Dansk Initiativ i Øst – og Sydeuropa. Et halvt år senere kom det til at hedde Udenrigsministeriets Østrumsudvalg.
Man gjorde fordringer på dansk jord, men udvalgets succes afhang af krigens udfald. Rejsen til Baltikum kom i stand, efter at Gunnar Larsen havde forhandlet direkte med ministeren for de besatte østområder, Alfred Rosenberg.
Ministerens forhandlinger med de tyske myndigheder i Riga dækkede over et usædvanligt sammenfald af politiske og privatøkonomiske interesser. Gunnar Larsen (1902 – 73) var søn af Poul Larsen, som vi tidligere har beskrevet som et af F.L Smidth’ s trekløvere. Fra faderens død i 1935 til sin ministerudnævnelse i juli 1940 var han administrerende direktør og bestyrelsesformand i F.L. Smidth & Co A/S. Også efter den tid bevarede han sin kontakt til firmaet.
Gunnar Larsen sagde i 1942 til statsminister Buhl:
– Jeg vil komme i så godt forhold til så mange af Tysklands ledende mænd som mulig af hensyn til den fremtidige udvikling.
Ved retsopgøret efter krigen blev trafikminister Gunnar Larsen først idømt to måneders fængsel. Han apellerede og blev frikendt.
Med den tyske besættelse af Baltikum i 1941 var der pludselig opstået en chance for at genvinde tabt dansk ejendom. Han skyndte sig til Irland, men kom hjem i 1973 og døde på Kommunehospitalet.
Østrum – udvalget
I september måned omkring det tidspunkt da det første initiativ til Østrumudvalget blev taget, blev der skabt kontakt mellem F.L. Scmidth & Co og Organisation Todt angående Port Kunda.
Theodor Hansens rolle
Det er lidt modstridende oplysninger om, hvorfra initiativet til dette kom fra. I Københavns Byret blev det nævnt at initiativet kom fra Organisation Todt. Det hævdede Theodor Hansen.
Men en rejseberetning fra november 1941 af den selvsamme afviger dog fra denne forklaring. Ifølge denne var Theodor Hansen den 7. oktober i Berlin, hvor han mødtes med Ministerialrat Dorsch med Reichsverkehrsamt i OT – lejren.
Og herfra forlød det, at F.L. Schmidt allerede om sommeren havde henvendt sig med henblik på Port Kunda. Dette var dog blevet afvist. Men da Gunnar Larsen og den tyske rustningsminister og leder af OT, Fritz Todt, havde mødtes på Lolland til det første spadestik på Fugleflugtslinjen, havde man aftalt at gå videre med sagen.
Den 7. oktober fik Theodor Hansen ordnet alt det praktiske i Berlin. Han fik et Ausweiss og kunne tage direkte til Port Kunda.
I dette Ausweiss bekræftes det, at Theodor Hansen er ansat i Organisation Todt. Men dette benægtede han dog, og gav udtryk for at det bare var noget administrativt.
Hitler anbefalede samarbejdet
Den 24. februar kunne aftalen med Danmark fejres med en middag, og Gauleiter Meyer kunne fortælle, at aftalen havde været forelagt Føreren, der var uhyre positiv. Den danske minister, Gunnar Larsen ville have en storstjerne hos føreren, uanset om han var nationalsocialist eller ej.
På et års dagen for bolsjevikkernes evakuering af Port Kundas maskiner ankom i alt 21 godsvogne og 2 passagervogne fra København under bevogtning af en tysk underofficer og to menige. En enkelt vogn og de tre svenske lokomotiver til fabrikken var brændt sammen undervejs, men de ankom i løbet af de følgende uger.
I juli 1943 kunne forsyninger med cement kun dække 63 pct. af mindstekravet. Tallet var vokset til 90 pct. året efter.
Mangel på arbejdskraft
I Port Kunda var manglende arbejdskraft et problem fra starten. Theodor Hansen kunne ved sin tilbagekomst til fabrikken i oktober 1941 konstatere at omkring 300 af de oprindelige 1.000 medarbejdere ved fabrikken stadig var tilbage. En del af de øvrige var blevet deponeret med deres familier af bolsjevikkerne. Ligesom kommunistiske sympatisører blandt personalet var rejst øst på, da tyskerne nærmede sig.
Endnu en stor del var mobiliseret til den estiske hær.
Man begyndte nu at få arbejdskraft fra diverse flygtningelejre, men ak glæden varede kort, for flygtningene blev nu placeret i Finland. Man gik forgæves til Arbeitsamt. Åbenbart var der ingen arbejdere at få.
En ændring i jødepolitikken
Men det så ud til at problemet var ved at blive løst. Det var ved at ske et skift i tyskernes Jødepolitik. Den 21. juni 1943 gav Heinrich Himmler øverste SS – chef ordre til at opløse de baltiske ghettoer og overføre deres jødiske befolkning til arbejde i KZ – lejre med særlig henblik på olieskiferbrudene i Estland. Ved den lejlighed blev ”22.000 ikke – arbejdsduelige ud af Baltikums 72.000 jøder evakueret østpå” Med andre ord for at blive udryddet.
Den første KZ – lejr blev indrettet i Riga. Der fulgte endnu flere. I november 1943 opholdt der sig 50.000 jøder i de baltiske KZ – lejre. De skulle først og fremmest sikre billig arbejdskraft.
20 lejre i Estland
I januar 1942 blev der proklameret, at
– Heute gibt es in Estland keine Juden mehr.
Efterhånden blev der rapporteret om flere end 20 lejre I Estland. Lejrene blev bevogtet af enheder af den estiske SS – legion. Medlemmer af OT deltog af organiseringen af arbejdet uden for lejrene.
Alene i Virumaa – distriktet som vi interesserer os for, blev der efterhånden oprettet 12 lejre.
200 jødiske arbejdere bag pigtråd
Port Kunda blev i 1943 på denne måde endnu et skud på stammen af arbejdslejrene tilknyttet KZ – lejren i Vaivara. Den 10. oktober ankom 200 jødiske fangere til fabrikken under bevogtning af SS. De blev anbragt bag pigtråd.
Fabrikkens ledelse havde presset for ekstra arbejdskraft og nu gik det i opfyldelse. Men egentlig kender vi ikke så meget til forholdene i arbejdslejren Port Kunda. Et enkelt vidneudsagn fra sovjetiske afhøringer i efteråret 1944 bekræfter, at der var omkring 250 fanger i lejren stammende fra hovedlejren, Vaivara.
Fik Theodor Hansen kolde fødder?
I halvanden år havde værket været på danske hænder og det var kort efter augustoprøret hjemme i Danmark. Måske synes direktøren, Theodor Hansen efterhånden, at hans arbejde måske kunne opfattes som landsskadelig for han søgte nu om sygeorlov.
Men han var dog ikke mere syg, end at han på sin hjemrejse forhandlede med de tyske myndigheder om udvidelser og andre praktiske gøremål. I København accepterede F.L. Smidth endnu en udvidelse med 50 pct.
F.L. Smidth var tilsyneladende ikke bekymret over anvendelse af tvangsarbejdere. Man udvidede hele tiden aktiviteterne med de tyske myndigheder.
Den 22. februar 1944 skred de tyske myndigheder til afskedigelse af Theodor Hansen. Det havde måske noget at gøre med, at Den Røde Hær var under fremmarch.
Dødsmarch
Tyskerne tvang nu de jødiske tvangsarbejdere må en omstridt dødsmarch. Via skib blev kvinderne indsat i Stutthof, mens mændene blev indsat i Buchenwald. Men egentlig var der mange, der overlevede turen.
Ud af 50.000 jødiske KZ – lejrfanger i Reichskommissariat Ostland overlevede 2.500.
I Danmark blev der efter befrielsen indledt værnemagtssag mod Theodor Hansen, der den 26. november 1946 blev idømt 8 måneders fængsel ved Byretten i København. Vidner bekræftede ganske vist, at der havde været tale om jødiske tvangsarbejdere ved Port Kunda. Men det stod ikke noget om jødiske tvangsarbejdere i værnemagtslovene. Men Theodor Hansen havde været vidende om, at cementproduktionen skulle bruges i den tyske krigsførelse.
Ingen sag mod F.L. Smidth
Der blev ikke rejst sag mod F.L. Smidth & Co. Statsministeren gav også dengang udtryk for, at han så heller ikke noget problem i, at levere cementmaskiner til dem, der ville købe.
Der anlægges masser af erstatningssager
I 1948 anmeldte F.L. Smidth tilgodehavender i form af millionbeløb i maskinleverancer og aktieposter i Port Kunda, Asserin, Riga Gips og Riga Cement. Sagen trak dog i langdrag. I 1964 blev der fra USSR udbetalt 2.600.000 kr.
Estland fik sin selvstændighed i 1991 og fabrikken i Port Kunda blev privatiseret. I 1994 nåede cementproduktionen op på 500.000 tons under store miljømæssige omkostninger.
FLS Industries, som F.L. Smidth er en del af i dag, forsøgte igen at rejse erstatningskrav over for den estiske regering. Men dette blev opgivet, da der i efteråret 1997 dukkede historier op i de danske nyhedsmedier om tvangsarbejde.
Erstatning til 12 overlevende
I marts 2001 måtte FLS Industries udbetale erstatninger til 12 overlevende jøder og romaer. Ja de måtte slippe med 600.000 kr. Man kan så undre sig over at koncernen ikke blev dømt i denne sag.
Se her på siden om for eksempel Aabenraa Motorfabrik, der hele tiden mente at have tilladelse til det, som de gjorde. Heller ikke noget bortset fra en i Østrum – udvalget blev dømt.
Nogen gange kan man undre sig i prioriteringen i retsopgøret og sagerne om værnemagere.
Danske Entreprenører vil ikke grave i sagen
Holocaustforskeren Therkel Stræde mener, at flere danske entreprenørfirmaer har benyttet tvangsarbejdere og burde bidrage til den tyske erstatningsfond Erindring, Ansvar og Fremtid. Ifølge forskeren har ca. 180 danske virksomheder, deraf dog en del små udført anlægsarbejder i Tyskland i krigsårene.
Højgaard & Schultz har fundet anledning til selvransagelse
Brancheforeningen Danske Entreprenører ønsker imidlertid ikke at grave i sagen. Af de store firmaer har kun Højgaard & Schultz fundet anledning til selvransagelse.
Højgaard & Schultz har anvendt 1.000 tvangsarbejdere, overvejende jøder i det tyskbesatte Polen. Virksomheden har oprettet en fond, der foreløbig har betalt erstatning til 69 overlevende.
Det bliver spændende at se, om Gunnar Larsens Dagbøger i tre bind som snart udkommer kan give et andet lys over denne historie.
Et museum til ære for Theodor Hansen
Ved Port Kunda har man i dag indrettet et museum, hvor Theodor Hansen bliver hædret og æret. Her kan blandt andet se Theodor Hansens barnevogn. Her ser man stort på, at danskerne samarbejdede med tyskerne og brugte sigøjnere og jøder som tvangsarbejdere. For da den røde hær kom tilbage, skete der ting og sager. Døgnet inde, russerne kom tilbage blev sigøjnerne lukket ud, så de kunne nå at flygte.
Russerne sendte hele familier til Sibirien. De indrettede to fangelejre til tvangsarbejdere.
Da danskerne var her, var der både kegle – og tennisbaner til de danske ingeniører. Og direktørboligen omdannede russerne til kulturhus. Theodor Hansens prægtige vinkælder var blevet lavet om til offentlig bar.
Kilde:
– Dansk Biografisk Leksikon
– Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad 2005)
– Niels Erik Hansen: Ro og orden – Danmark i 1940erne (2004)
– Knud Aage Risager: F.L. Smidth & Co 1882 – 1922
– Per Boje: Danmark og multinationale virksomheder før 1950
– Ole Lange: Den hvide elefant (1986)
– Carl Erik Andersen, Flemming Agersnap: Dansk erhvervshistorie 1880 til vore dage (1989)
– Poul Drachmann: F.L. Smidth & Co A/S 1922 – 1932
– Bent Jensen: Danmark og det russiske spørgsmål 1917 – 1924 (1979)
– Joachim Lund: F.L. Smidth & Co og spørgsmålet om den gamle konsekvente linie – Port Kunda Cement fra mønsterfabrik til tvangsarbejde 1893 – 1944 – Arbejderhistorie 2001
– Viggo Sjøquist: Erik Scavenius (1 – 2)
– Anders Vigen: Erik Scavenius (1958)
– Vello Helk: Dansk ministerbesøg i Baltikum 1942
– Vello Helk: Estlands historie (1993)
Hvis du vil vide mere:
– Her på www.dengang.dk kan du læse ca. 134 artikler fra besættelsestiden, herunder en artikel om Værnemagere, Tilfældet, Aabenraa Motorfabrik samt en biografi om trafikminister Gunnar Larsen
Marts 30, 2015
Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
Fabrikant Callesen var en forsigtig mand. Han havde spurgt myndighederne, om han gjorde det rigtige. I første omgang blev han da også frikendt. Men i anden omgang måtte han af med ca. 700.000 kr. En forfejlet sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik kostede ca. 5 døde og 30 anholdte. Modstandsbevægelsen blev optrævlet, og måtte starte forfra. Efter besættelsen blev adskillige personer fra Det tyske mindretal anholdt for stikkeri i forbindelse med sagen.
Sabotageaktion med alvorlige følger
Der skete mange ting under besættelsen. Modstandsbevægelsen havde også kig på Aabenraa Motorfabrik. En mislykket sabotageaktion fik alvorlige følger.
En sag mod Aabenraa Motorfabrik
Efter besættelsestiden kom så retsopgøret. For mange betød dette underlige domme, som måske rørte ved danskernes retsopfattelse. Turen kom også til Aabenraa Motorfabrik. Her var det også anklage om værnemageri.
Fabrikant Peter Callesen, indehaver af Aabenraa Motorfabrik leverede i en periode på 54 måneder 1940 – 1945 for tysk regning, ventiller, cylindre, topstykker m.v. til et beløb af 4,5 mio. kr.
Denne sag førte til en politimæssig undersøgelse, der blev afsluttet med en frifindelse den 10. september 1948. Sagen blev anlagt ved Underretten i Aabenraa Retskreds den 13. december 1946 (Strafferetssag nr. 825/1946) mod fabrikant Per Callesen og købmand Hans Kleemeyer.
Callesen havde ikke taget kontakt til tyskerne
Peter Callesen blev anklaget for overtrædelse af § 2 i Straffelovstillægget. Det var anklagemyndighedens påstand, at Callesen og Kleemeyer på utilbørlig måde havde samarbejdet med besættelsesmagten med en værnemagtsomsætning på 4.816.199 kr. og en fortjeneste på 706.759 kr.
Callesen havde ikke selv taget kontakt til tyskerne med henblik på afsætning, men i anklageskriftet anklagedes Callesen for at ville fremme sin tyske afsætning ved sin optræden overfor og sin korrespondance med besættelsesmagten.
Han brugte for eksempel Heil Hitler hilsen i korrespondance, indbydelser til spisning m.m. Han havde desuden den 1. november 1940 meldt sig ind i Deutsche Beruftsgruppe für Nordschleswig.
Prokuristen var åbenlys nazist
Callesens prokurist Hans Kleemeyer var åbenlys nazist. Han krævedes straffet af samme lovs § 2 i lov nr. 406 af 20. august 1945 ved at have fremmet firmaets afsætning fra december 1940 til 30. juni 1943 og ved at have foranlediget, at Callesen indtrådte som medlem af Deutsche Beruftsgruppe in Nordschleswig.
Endvidere blev Kleemeyer anklaget forfra efteråret 1943 at have undladt at efterkomme Callesens anmodning at sørge for udmeldelse af gruppen.
Kleemeyer var zeitfreiwillig
Kleemeyer anklagedes for at have underskrevet korrespondance med Heil Hitler og for fra marts/april 1943 til april 1945 at have lavet sig hverve til tysk krigstjeneste som Zeitfreiwillig. Han havde herved deltaget i tysk uniform i militære øvelser i Aabenraa under ledelse af tyske underofficerer.
Firmaet havde været bevogtet af tyske soldater i 1944. Der blev kærvet fængselsstraf til både Callesen og Kleemeyer samt konfiskation af al fortjeneste og bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.
Anklageskriftet var ikke stræk nok
Efter forespørgsel fra Aabenraas politimester meddelte Revisionsudvalget i en skrivelse af 23. august 1945, at udvalget ikke havde kendskab til, at der ved fabrikkens overtagelse af arbejder havde været udvist anstødeligt initiativ eller andet utilbørligt forhold. Man ville dog ikke bekræfte, at den kommitterede i en samtale med fabrikant Callesen skulle have udtalt:
– At man var interesseret i, at han påtog sig sådanne (tyske)arbejder. Idet man, som det hed, altid omhyggeligt undgik ved sådan positiv udtalelse at tilskynde til leverancer, lige så vel som man ikke havde beføjelser til at fraråde ham. Såvel i dette som i lignende tilfælde svarede man, ”at regeringen under de foreliggende forhold anså det for nødvendigt at finansiere leverancer af den omhandlende art, bl.a. for at undgå stigende arbejdsløshed og midlertidig udvandring af danske arbejdere til Tyskland.
Man havde dog fundet, at firmaet i en skrivelse af 9. januar 1945 til de tyske firma Hagenuk havde været meget ivrig efter at sikre sig yderligere ordrebestand.
Ved opgørelsen af de tyske leverancers andel af totalomsætningen under besættelsen fremgår det af firmaets egen indberetning, at firmaets omsætning før krigen kun udgjorde ca. 1/10 af omsætningen under krigen, og at den tyske omsætning fra 1940 til 1945 udgjorde 87 pct. af den samlende omsætning.
Peter Callesen blev frikendt
Anklageskriftet var imidlertid ikke stærkt nok til at holde ved domstolene. Peter Callesen blev frikendt den 10. september 1948 i Vestre Landsret. Forklaringen skal findes i sagens mere specielle forhold i sagen. Per Callesen skriver i sin egen redegørelse for sagen:
– Da jeg den 19. juni 1945 blev arresteret sigtet for værnemageri, traf det mig, trods alt hvad man havde læst i aviserne om værnemageri, ganske uforberedt. Nok havde jeg arbejdet for tyskerne, men alle forretninger var udført med myndighedernes tilladelse, og jeg tvivlede ikke et øjeblik om, at arbejde udført under regeringens sanktion aldrig kunne lægges mig til last, langt mindre medføre en frihedsstraf
– Jeg syntes og stadig synes, at det der blev godkendt af de daværende myndigheder, må kunne forsvares af disse.
28 mand ansat
Firmaet Heinrich Callesen blev oprettet i 1898 af Peter Callesens fader med produktion af motorer. I 1920 var fabrikken vokset til en betydelig størrelse med beskæftigelse af 120 mand. Firmaet producerede motorer til mindre fartøjer til det tyske marked, mens den danske afsætning var minimal. Efter grundlæggerens død i 1931 blev virksomheden overtaget af enken og gik stærkt tilbage, bl.a. på grund af krise i fragthvervet. Frem til 1939 eksisterede den med kun ganske få beskæftigede.
Sønnen Peter Callesen overtog ledelsen af virksomheden i 1936 efter at have fuldført en uddannelse som ingeniør og gennemførte i de følgende år en modernisering af motorfabrikationen. I 1939 overtog han virksomheden.
I forbindelse med omlægningen vendte han sig til de gamle forretningsforbindelser på det tyske marked. Ved besættelsen svigtede materialeforsyningen. Markedet i Tyskland blev lukket og der blev optaget en produktion af malkemaskiner, sneplove m.m. til det danske marked, hvorved man var i stand til at beskæftige 28 mand.
Der var givet en tilladelse
Afsætning til Tyskland var således ikke en nødvendighed for virksomheden. Callesen havde ikke selv taget initiativ til tyske leverancer, men gennem Rüstungsstab blevet kontaktet af det tyske firma Hagenuk om leverancer. Herefter fik man en række bestillinger fra andre tyske firmaer.
Da myndighederne sammen med erhvervsorganisationerne havde organiseret rammerne omkring eksporten af ekstraordinære leverancer var han gået ind i en sådan eksport. Alle ordrer blev uden undtagelse kontrolleret og godkendt af de danske myndigheder gennem Industrirådet. Det skete både med hensyn til omfang, art, priser og avancer. Materialerne til produktionen blev leveret af ordregiverne og forudsatte udstedelse af eksporttilladelse af Direktoratet for Vareforsyning.
Det fremgik klart af sagsfremstillingen,
1. At Aabenraa Motorfabrik havde nået sin betydelige størrelse allerede i 1920 og ikke var blevet omdannet eller udvidet under krigen
2. At fabrikken siden sin grundlæggelse havde haft Tyskland som sin hovedaftager
3. At fabrikkens størrelse 1920 – 1940 ikke kunne anvendes som sammenligningsgrundlag
4. At fabrikkens arbejde for tyskerne ikke blev indledt på Callesens initiativ
5. At Callesen først gik med til leverancerne, efter at han ud fra regeringens holdning var blevet overbevist om, at de var nødvendige.
Aabenraa Motorfabrik og Peter Callesen blev herefter frikendt ved dom i Vestre Landsret den 10. september 1948.
Revisionsudvalget var af en anden mening
Men ak og ve. Det betød ikke, at virksomheden var frikendt af Revisionsudvalget. Knap et år efter, den 18. august 1949 afsagde Revisionsudvalget en kendelse, som efter reglerne og uden hensyn til de særlige omstændigheder fratog virksomheden næsten hele dens avance på omsætningen under besættelsen.
Revisionsudvalgets konklusion var efter bogen. Da virksomheden ikke væsentligt havde udvidet sit driftsmateriel med henblik på tysk arbejde, fandtes forholdet at henhøre under § 4 i lov nr. 500 af 9. oktober 1945 om tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed i tysk interesse, hvilket tillod en fortjeneste på 4 pct. af kostprisen for en tysk omsætning svarende til det dobbelte af førkrigsomsætningen, mens der ikke blev tilladt fortjeneste på den øvrige del af den tyske omsætning.
Ja og så kom en række andre komplicerede beregninger, hvilket betød at firmaet måtte af med 674.243. Ja det var faktisk tale om en ekspropriation.
Industrirådet: Callesen havde optrådt korrekt
Callesen bemærkede hertil, at Industrirådet under krigen havde taget sig af industriens anliggender og havde været den forbindende organisation til myndighederne. Industrirådet havde i sin kommentar til avancebegrænsningen fremhævet, at industrileverancerne ved lovforslaget på uberettiget måde var stillet i et forkert lys over for befolkningen. Af en erklæring fra Industrirådet til Peter Callesens advokat blev det bekræftet, at han havde optrådt korrekt.
Det er unægtelig en barok sag, når man betænker hvordan nogle brancher og erhverv i den grad slap fra myndighedernes bevågenhed dengang.
Sabotageforsøg
Aabenraa Motorfabrik var natten til den 6. februar 1944 udsat for sabotageforsøg. Overretssagfører Boeck var initiativtager til aktionen. Men også politimester Schlanbusch var involveret.
Men egentlig havde Frihedsrådet nedlagt sabotageforbud. Denne melding var dog ikke nået til Aabenraa. Man ville sabotere både Aabenraa Motorfabrik og Hamag. Sidstnævnte fabrikerede ventiller til flyvemaskiner og Motorfabrikken fabrikerede dele til ubåde.
Man havde allerede fået kort over Motorfabrikken. Men man var meget betænkelige for aktionen. Hvordan slap man ind og ud af byen med så mange hjemmetyskere? 12 Holger Danske folk skulle bruges.
Til fods – til Styrtom
Allerede ved Aabenraa Station var det ved at gå galt. De lokale havde ikke sørget for biler. Dette betød, at en strækning på tre – fire kilometer måtte tilbagelægges til fods. Mødestedet var hos autoforhandler Peder Koch i Styrtom
Men det tyske sikkerhedspoliti (SD) blev alarmeret. De fremmede havde båret tunge kufferter. Og det var blevet meldt til det tyske politi. Aftalen var også, at sabotørerne skulle blive i byen efter aktionen.
Skader for 40.000 kr.
Man aftalte, at mødes ved porten til Brundlund Slot klokken 1 natten til den 6. februar. To og to tog sabotørerne af sted. Her skulle man mødes med fire lokale folk, der skulle være behjælpelig med aktionerne. Fra slottet gik de i samlet trop til Lavgade, hvor de skiltes i to grupper. En til hver fabrik, der lå 100 meter fra hinanden.
Maskinfabrikken Hamag var ikke bevogtet. Mens de lokale folk holdt vagt udenfor blev fem bomber a 2 kg No. 808 sprængstof placeret på fabrikkens drejebænke. Bomberne blev forbundet med Cordtex og forsynet med sprængblyanter på en halv times forsinkelse.
Bygningen og fem af fabrikkens otte drejebænke blev ødelagt ved eksplosionen. Denne aktion var forholdsvis ukompliceret, men dog forstyrret af skyderi fra Aabenraa Motorfabrik, hvor der opstod problemer. Skaderne på Hamaq beløb sig til 40.000 kr.
Forkerte oplysninger
Her var man delt op i et bombe – og et skyttehold. Fabriksporten var særdeles solid og ikke sådan at forcere. Skytteholdet skulle trænge ind fra nabovirksomheden og overmande sabotagevagterne, hvorefter bombeholdet skulle lukkes ind ad porten. Men det viste sig hurtigt, at lokalitetsforholdene ikke svarede til planerne. Det lykkedes ikke at overrumple sabotagevagterne.
Jørgen Kieler fortæller i sin bog, ”Hvorfor gjorde I det? ”:
– De to sabotagevagter havde låst sig inde i et lille vagtlokale, der lå et andet sted end angivet. Den overrumpling af dem, der var en forudsætning for gentagelsen af fremgangsmåden på Varde Stålværk, blev dermed umuliggjort. Vi havde imidlertid et par minutter at løbe på og besluttede os til et forsøg.
– Med maskinpistolen blev låsen skudt itu, og da vi fik døren sparket op, lå der to ligblege vagter på gulvet. De var ikke kommet noget til, men var ude af sig selv af angst. På bordet stod en telefon med røret liggende ved siden af.
– Vi fik senere at vide, at de på stationen havde hørt vore mp´ere. Vi fik nu fabriksporten op, og bombeholdet kom ind, mens skytterne som sædvanlig overtog vagttjenesten.
For at spare tid blev sprængladningerne koncentreret om nogle få drejebænke, hvilket i hast krævede en omrigning af 22 forbundne bomber.
Betjente blev anholdt
Danske politibetjente dukkede op, og lod sig beredvilligt holde op af sabotører. Politibetjentene fortalte, at tyskerne var blevet alarmeret. Sabotørerne trak sig tilbage efter at have tændt lunterne. Efter aftale med politiet skød begge parter skud i luften, for at have deres alibi i orden over for tyskerne.
Efterfølgende viste det sig, at tyskerne bestemt ikke var imponeret over de syv betjentes indsats. De blev endda anholdt, sigtet for at være i ledtog med sabotørerne. De 22 bomber blev senere på natten fjernet af den tyske sprængningskommando. Hvorfor de ikke eksploderede er uklart. Måske blev de i hastværk forkert forbundet.
Under aktionen mistede man kontakten med de lokale. Under tilbagetoget foretog man omrokeringer, så man fik et sted at overnatte.
Ville prøve igen
Ret hurtig stod det klart at aktionen mod Aabenraa Motorfabrik var fejlet. Men de seks sabotører, der overnattede hos Kock i Styrtom ville forsøge igen næste nat. Flere af sabotørerne blev i løbet af næste dag sendt væk fra Aabenraa.
En af de lokale blev sendt til Varde efter nyt sprængstof. Men allerede på vej til Aabenraa Station blev han arresteret af tysk politi med en tom kuffert. Det lykkedes ham dog at slå den ene Gestapo – mand ned. Men under flugten blev han såret af et skud i ryggen. Trods såret lykkedes det han at gå til Tinglev. Her mødte han tilfældigvis tre Holger Danske – kadetter skjult i en skov. De havde ventet med at komme med et tog. Men planerne blev ændret, så den sårede kom under lægebehandling.
Gestapo ankommer til Styrtom
Gestapo havde i mellemtiden fundet ud af, at der skete noget mystisk hos Koch i Styrtom. Da tyskerne ankom, befandt de tilbageværende sabotører sig i udhuset. Sabotørerne vidste ikke, hvor mange de var, men var klar over, at de havde 50 stykker i ryggen.
Den ene bil var kommet så langt frem, at de ikke kunne komme uset gennem haven. En anden bil var kommet ind i gården. Pludselig lød der skud. Den første sabotør blev ramt i benet. Tyskerne trak sig hurtig tilbage, men beskød sabotørerne på flugt.
Den sabotør, der var ramt i benet blev til sidst båret hen til den nærmeste gård. To kvinder skreg af rædsel, da de så sabotørerne. I laden blev der fundet 4 cykler. Tyskerne nærmede sig i en bil. Sabotørerne havde gemt sig, og blev ikke set. Men bilen vendte tilbage og sabotørerne blev opdaget. Tyskerne angreb med seks mand fra to sider.
Sabotørerne overgiver sig
Sabotørerne fik hurtig tømt lommerne og overgav sig. Det afholdt dog ikke tysker til at slå med en geværkolbe. Under streng bevogtning blev de to sårede ført til Ortskommandanturen i Aabenraa.
To af sabotørerne var stukket af og nåede frem til Kliplev, hvor den stedlige sognepræst og den lokale lillebilvognmand – noget nødtvungen – hjalp dem videre.
Tilbage i Kochs hus i Styrtom lå en af sabotørerne hårdt såret ramt af skud i hovedet. Også Peder Kochs husbestyrerinde var blevet såret, ramt af skud i brystet. Sabotøren døde og husbestyrerinden endte i en tysk KZ – lejr.
De anholdte sabotører og Peder Koch blev gennemtævet og endte samme dag på Staldgården i Kolding. De blev senere overført til København, hvor pinslerne fortsatte.
30 personer anholdt – 4 dør i KZ – lejr
Aabenraa – affæren havde sat sine dybe spor. I alt blev 30 personer arresteret. Mange endte i tyske koncentrationslejre, hvor mindst fire stykker døde. Blandt dem var mekaniker Peder Koch
Mange stikkere
Historikeren Aage Trommer har kritiseret aktionen og lægger ansvaret hos de tilrejsende sabotører. Men dette er dog blevet afvist af Jørgen Kieler i bogen Hvorfor gjorde I det?
Med til historien hører sikkert også, at det tyske sikkerhedspoliti i løbet af et døgn modtog fire henvendelser fra tysksindede borgere i Styrtom. Efter besættelsestiden modtog disse borgere også lange fængselsstraffe grundet stikkeri.
Klokken 10 havde lærer Jürgen Hansen indrapporteret til det tyske sikkerhedspoliti, at to mænd med tunge kufferter en halv time forinden ud for Restaurant Domach havde hyret en lejebil tilhørende vognmand Bech.
SD fandt hurtig ud af, at de to mænd var blevet sat af ved Sølyst Kro i Styrtom i nærheden af Kochs hus. Mere kunne chaufføren dog ikke fortælle. De to sabotører fandt ud af, at kroen var fuld af tyskere. Den var også ejet af en hjemmetysker. Men det havde de to ikke fået noget at vide om.
Søndag morgen klokken 10 kunne stikker Fürsen meddele lederen af den tyske sikkerhedstjeneste i Aabenraa, Köhnert, at det ved et tysk forsøgsskib i Aabenraa Havn flød noget, som efter hans mening kunne have forbindelse med den natlige sabotageaktion. På vej ud til anmelderen på Sdr. Chaussé, bemærkede Köhnert en flok unge mennesker, som gik sydpå bort fra byen. Oppe fra anmelderen kunne han se en person med en stor kuffert gå ind mod byen. Det kunne have været en af dem, som blev sat af ved Sølyst Kro, tænkte sikkerhedschefen. Så denne blev med det samme anholdt.
Værtinden på Sølyst Kro havde også stukket nogle af sabotørerne. Det gav 10 års fængsel efter besættelsen.
Kilde: Se
– Litteratur Besættelsestiden A – L (under udarbejdelse)
– Litteratur Besættelsestiden M – Å (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 134 artikler fra besættelsestiden, herunder
– Værnemagere
– Modstand i Aabenraa
– Sabotage i Aabenraa
Marts 29, 2015
Værnemagere
De blev betragtet som landsforrædere og skulle straffes. Men det var der langt fra alle der blev. Familien i Sønderjylland, der modtog erstatning for deres faldne far/mand fra den tyske stat måtte aflevere erstatningen til den danske stat. Men de skippere, vognmænd og gårdejere, der havde tjent styrtende med penge på tysk samhandel måtte beholde deres penge. Arbejdsløse blev tvunget til at arbejde for tyskerne eller sendt til Tyskland. De blev af Modstandsbevægelsen betragtet som værnemagere og truet. Danske firmaer i Tyskland snød så vandet drev. Mange brugte slavearbejder, men dette er aldrig blevet nærmere undersøgt. Både den danske fagbevægelse, Dansk Arbejdsgiverforening, entreprenørerne ja selv den almindelige dansker var general tilfredse med samarbejdspolitikken. Efter sammenbruddet den 29. august 1943 fortsatte den danske landbrugseksport med stigende styrke. Mange tjente styrtende med penge – men disse blev ikke betragtet som værnemagere.
Min kloge far
Min kloge far fortalte mig flere gange, at det ikke var alle, der blev straffet efter krigen. Han mente, at det ofte var de forkerte, der blev straffet. Dem med forbindelserne i orden, ja de slap, sagde han. Den lille mand blev straffet.
Min far havde valget til at tage til Tyskland eller arbejde for tyskerne ved befæstningsanlægget, ellers var der ingen dagpenge. Organisationerne syntes, at det var en god ide, at arbejde sammen med tyskerne.
Arbejdsløsheden i Danmark var i 1940/41 ramt af ekstrem høj arbejdsløshed. Således var en tredjedel på et tidspunkt ramt af arbejdsløshed.
Truet af modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen havde ikke meget til overs for dem, der havde taget arbejde hos danske entreprenører som lavede befæstningsarbejde ved vestkysten. Således blev arbejdere, der arbejdede i Oksbøl og skulle tilbage til Tønder, truet af modstandsbevægelsen. De skulle se sig for, når de kørte hjem, for de kunne risikere at blive skudt.
Danmark var privilegeret
De besatte lande havde et omfattende økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Ja de kunne ikke mere selv bestemme, hvem de ville eksportere til og importere fra. Mange firmaer og enkelt personer tjene dog store summer på samarbejdet med tyskerne. Man brød diverse love, blandt andet den danske prislovgivning. Andre gjorde opmærksom på, at de handlede i overensstemmelse med politikerne.
Forskellen til de andre besatte lande, var at tyskerne der foretog direkte plyndringer og udskrev arbejdskraft til produktion.
Allerede inden besættelserne af Europa havde de tyske myndigheder nøjagtige planer for de besatte landes indpasning i den tyske krigsøkonomi. Det var en meget nøjagtig planlægning og ikke meget var overladt til tilfældighederne.
I årene 1942 – 44 var de besatte landes bidrag til den tyske rustningsindustri betydelige.
Tyskland havde en konto i nationalbanken
Tyskerne havde en konto i Nationalbanken, som de kunne trække på. Ved krigsafslutningen stod den konto på 8 milliarder kroner. Det svarer vel i dag til ca. 175 milliarder kroner. Ja det var, hvad Danmark selv måtte betale for samarbejdet. Det økonomiske samarbejde bestod af mange ting:
– Landbrugsprodukter til Tyskland
– Indkvartering af tyskere
– Leverancer til de tyske styrker i Danmark
– Bygning af militære anlæg
– Produktion af våben til tyskerne
Politikerne var indforstået med dette arbejde. Og meget af dette fortsatte også efter oprøret den 29. august 1943. Det økonomiske samarbejde voksede endnu mere i de sidste måneder frem til befrielsen.
Man var tilfredse med samarbejdspolitikken
De fleste historikere vil gerne have os til at mene, at den danske befolkning fra starten var imod tyskerne. Eftertidens opfattelse af den danske modstandskamp har været ideologiseret og har båret præg af efterrationalisering. Sandheden er, at danskerne var tilpasningsparate.
Forfatteren, Palle Roslung – Jensen har haft mulighed for at gennemlæse 70 dagbøger fra den tid. Sådanne dagbøger er et vidnesbyrd om, hvad folk tænkte og følte, mens landet var besat af den tyske krigsmagt. Man beundrede Norges modstand, men man ønskede ikke norske tilstande i Danmark.
Nu var det nok ikke arbejderne, der skrev dagbøger, men nærmere de veluddannede. Selv om danskerne grundlæggende var demokrater og engelsksindede og glædede sig over de allieredes sejre, så var det først da krigslykken vendte, at man vendte sig mod samarbejdspolitikken. Og ved krigens slutning havde de fleste danskere lykkelig glemt, at de i starten støttede samarbejdspolitikken.
Lovgivning overtrådt uden følger
Mange danske virksomheder og enkeltvirksomheder overtrådte dansk lovgivning, uden at regeringen kunne gøre noget som helst.
Mange sabotagevirksomheder var rettet mod danske virksomheder, der rettede sig mod tysk eksport. Og i Sønderjylland havde Det Tyske Mindretal organiseret deres virksomheder, så de kunne få det bedt mulige ud af samarbejdet med tyskerne.
Særlig den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var særdeles utilfreds med, at der ikke kom til et større opgør med kapitalisterne efter krigen.
Flere entreprenørvirksomheder klarede frisag, fordi de kunne henvise til, at politikere og regeringer direkte havde opfordret dem til at samarbejde med tyskerne helt tilbage fra 1940.
Ikke mange værnemagere blev dømt
Kun 1.100 værnemagere blev dømt, men halvdelen af disse blev frifundet. Straffene var også minimal, når man tænker på indtjeningens størrelse. Egentlig var det kun 75, der kom et år eller mere i fængsel. Ja mange af disse blev også senere benådet.
Meget paradoksalt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt til Staten. Det var et meget lille beløb. Men dette peger måske også på de kaotiske forhold, der var i retssystemet, dengang.
Var Danmark – Hitlers spisekammer?
Det er rigtigt, at danske landbrugsvarer spillerede en rolle for at opretholde fødevareforbruget i den tyske befolkning. Men var det nu rigtigt, at Danmark var Hitlers spisekammer?
Ja den 10. april 1940 vurderede Wehrwirtschaftsamt at indlemmelsen af Skandinavien kunne bibringe den enkelte tysker 2 kg. Kød/flæsk og 1 kg smør ekstra. Ja og så lige 1 kg. Fisk.
Egentlig var det ikke så mange tillokkende ting fra den danske industri, der lokkede. Og egentlig var det svenske råstof, som tyskerne var ude efter. Men først måtte svenskerne bøje sig for kravet om transport af tyske tropper gennem landet op til fronten i Norge. Siden gennemførtes store leverancer af kul til Nordnorge. Først i august 1944 foretog Sverige en spærring af kultransporterne. Dermed ramtes det tyske erhvervsliv hårdt. Men indtil da, kunne man vel næppe hævde at svenskerne var neutrale.
De danske leverancer gik som en rød tråd gennem alle indberetninger til Berlin under besættelsen. Mottoet var, Her går det godt. Man ønskede at bevare det forholdsvis fredelige Danamark.
Franz Ebner berettede den 22. marts 1944 til Berlin, at Danmarks eksport havde fået endnu en tak op ad. Nu kunne det lille land dække det tyske behov af kød i 6 – 7 uger og 4 – 5 uger med smør.
Danmark havde selv det største forbrug under krigen
Mens vareudvekslingen i 1939 kun udgjorde en fjerdedel af den danske ind – og udførsel, så var indførslen vokset til trefjerdedel og eksporten til seks/syvendedel. Dette blev så viderebragt som en ”skrøne” i danske presse.
Tilfredsheden skyldtes nok, at det hele blev betalt over clearingskontoen, som ikke skulle udlignes før krigen var forbi. Og det man måske også lige glemmer, er at Danmark under krigen havde det største forbrug alle i Europa. Og væsentlig højere end i Tyskland.
I 1942 – 43 blev 57 pct. af al smørproduktion anvendt til dansk forbrug, mens det for oksekøs drejede sig om 81 pct. For svinekød og flæskekød drejede det sig om 67 pct.
Ægeksporten var i 1940 næsten ubegribelig høj. 968 millioner æg blev eksporteret. Også eksporten af fjerkræ var astronomisk høj. I perioden fra 5. november 1940 til 5. april 1941 blev der afsendt 152 togvogne med 322.055 levende høns til Tyskland.
I 1942 og 43 var det de store år for kanineksporten. 595.435 kg blev eksporteret til Nazi – Tyskland.
Skrappe restriktioner i andre lande
I Norge, Holland, Belgien og Frankrig blev der gennemført skrappe rationeringer på smør, æg og svine – og oksekød. I stedet måtte man spise brød, kartofler, frugt og grøntsager, hvis det ellers kunne skaffes.
I lande som Polen, Ukraine og Rusland blev befolkningen fra starten udsultet af den nazistiske besættelsesmagt, fordi der skulle skaffes mad til Tyskland.
Den danske industrieksport var beskeden. Men det blev påpeget, at danskerne opfyldte 73 pct. af de givne ordre til den tyske krigsindustri. Man burde sørge for at sikre Danmarks forsyninger med råvarer og maskiner og især jern, så krigsleverancen kunne blive endnu større.
Dækadresser for regeringen
Under tysk pres blev det meste at det danske værns våben og ammunition til den tyske værnemagt. I februar 1941 måtte seks torpedobåde udleveres til den tyske marine. Allerede i slutningen af maj 1940 rejstes krav om produktion af krigsmateriel for tysk regning på Krigsministeriets og Marineministeriets tekniske værksteder samt på Orlovsværftet. Dette blev efterkommet af regeringsbeslutning i august 1940. Men det skulle dog ske på den måde, at disse leverancer skulle ske via private virksomheder, for våben og ammunition gennem Dansk Industri Syndikat. Desuden skulle de ske gennem skibe gennem Burmester & Wain. Disse firmaer blev dækadresser for regeringen. Dørene var hermed på vidt gab for de krigsvigtige leverancer fra dansk industri de kommende år.
Den 15. februar 1941 henvendte den tyske Værnemagt sig til Krigsministeriet med anmodning om levering af 40.000 granater og 24 stk. 75 mm luftværns – kanoner. Og sådan gik det slag i slag. Dansk Industri Syndikat gik ind som mellemleverandør. Senere blev det til bl.a. en leverance af 500 stk. 20 mm maskinkanoner.
I princippet var de danske virksomheder fritstillet, om de ville modtage tyske ordre. Men staten træder regulerende ind ved at indgå aftaler med besættelsesmagten om leverancer på områder, der er af stor vigtighed for Værnemagten. Det drejede sig bl.a. om områder som våbenproduktion, skibsbygning og militære entreprenøropgaver.
Efter pres fra regeringen
Ja det startede allerede den 16. april 1940, hvor den danske regering allerede henvendte sig til danske entreprenørvirksomheder med henblik på iværksættelse af arbejder til sikring af tyske militære stillinger i Danmark. Det begyndte med udvidelser af Ålborg Lufthavn og andre lufthavne. Det endte med de storstilede befæstningsarbejder på den jyske vestkyst, der var vendt mod en allieret invasion og befrielse af Danmark ad denne vej.
Entreprenørerne pressede selv på
Det var entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der efter pres fra regeringen indvilligede i at påtage sig arbejdet. Dagen efter kom turen til Danmarks store våbenfirma Dansk Riffelsyndikat.
Ingeniør T.K. Thomsen, der ledede de største entreprenørvirksomheder, der arbejdede for tyskerne påkaldte sig en del opmærksomhed. Han var således formand for Entreprenørforeningen, formand for Håndværksrådet, næstformand og senere formand for Dansk Arbejdsgiverforening i forskellige perioder under besættelsestiden.
Regeringen havde givet efter for entreprenørernes ønske, om at det ville være i dansk interesse at arbejde for tyskerne.
Hvis danske virksomheder afviste tyske ordrer, gik de tyske myndigheder videre til Udenrigsministeriet og de politiske myndigheder med krav om at få de firmaer anvist, der gerne ville arbejde for dem. For de firmaer, hvor der var tale om en vital produktion for tyskerne, kunne det også blive tale om, at tyskerne overtog produktionsstedet.
Werner Best forstærkede selv myten
Kigger vi på nogle af Werner Best’ s indberetninger, ja så fortsætter han lovsangen fra oktober 1943 til oktober 1944:
– Danmark leverer værdifulde bidrag til den tyske krigsøkonomi med leverancer af kød, heste og fisk. Ja for kød er det sågar fordoblet.
Efter sammenbruddet i august 1943 fortsatte den danske eksport med forstærket kraft.
Måske var Werner Best selv med til at forstærke myten om Danmark, som Hitlers Spisekammer. Ja han medvirkede kraftigt til at styrke den for at styrke sin egen position i Danmark.
Den sidste indberetning fra Danmark til Berlin kom fra oberstløjtnant Hugo Hans. Han havde foretaget en inspektionsrejse til Norge og Danmark. Der blev ved denne lejlighed ikke talt om leverancer, men om det snarlige sammenbrud. Man talte om, at omstille den danske jernbanedrift til brug for brunkul og trækul. Men også problemet med de tyske flygtninge blev nævnt. På daværende tidspunkt var der ankommet 123.000. Ansvaret havde påhvilet værnemagten.
Nybygning af 70 tyske skibe
Set ud fra et tysk synspunkt var reparation af tyske handelsskibe ved danske værfter vigtige. I marts 1941 blev der ved dansk – tyske forhandlinger indgået aftale mellem tyske og danske rederier og værfter om nybygning syv nybygninger. Men i november 1942 blev der truffet aftale om nybygning af hele 70 tyske skibe.
Den danske handelsflåde ydede endnu i 1944 betydelige transportydelser for den tyske regering. Men haverier og brændstofmangel reducerede den danske handelstonnage med 25 pct. Rejsetiden var grundet minesprængninger og andre hindringer steget til det dobbelte.
18 pct. arbejdede for tyskerne
Ved det tyske befæstningsbyggeri var der ansat 30.000 arbejdere. Ved det danske politi, kystpoliti og hjælpepoliti og ved banebeskyttelsen var der ansat 15.000 mand til gavn for tyske interesser. Yderligere var 2.000 ansat som hjælp i luftvåben og marine. Ja, dertil kom 3.300 frivillige i Waffen SS. Ja tager vi alle frivillige danskere med i tysk tjeneste bliver det meget mere. Ja, tænk cirka 18 pct. af arbejdstagerne i Danmark arbejdede for tyskerne. Ja sådan beskrev Werner Best det.
Vender vi blikket mod Det Tyske Mindretal. Ja så kunne man den 1. december 1944 registrere 2.162 frivillige ved Værnemagten, Waffen SS, mens 4.100 var beskæftiget ved tysk arbejde. Sammenlagt drejede det sig om i alt 6.292 personer, der arbejdede aktivt for tyskerne.
Men inden forargelsen buldrer frem, så var mængden af frivillige til den tyske værnemagt større fra det øvrige Danmark end fra Det Tyske Mindretal.
Udgifterne trods alt minimale
Man blev enige med tyskerne i at reducere det danske militær fra 6.599 mand til 2.200. mens officerskorpset stort set forblev i tjeneste. Den danske marine fik desuden overladt en række bevogtningsopgaver for tyskerne.
Vi bidrog til den tyske krigsøkonomi lige som de andre besatte lande. For Danmarks vedkommende beløb det sig i alt til 8 milliarder kr.
Men egentlig slap vi billig i forhold til andre besatte lande. Udgifterne i forhold til Danmark
– Var i Norge og Belgien 2 – 3 gange større
– Var i Holland 6 gange større
– Var i Frankrig 16 gange større.
Beskæftigelsen herhjemme steg dog også i takt med den stigende afsætning til værnemagten og rustningsindustrien. Og det hjalp også på det hele med befæstningsarbejdet ved vestkysten. Gennem hele perioden skete der også en femobling af landbrugseksporten til tyskerne.
Importen fra Tyskland blev fordoblet mellem 1939 og 1944. Der skete en tredobling af den danske eksport. Den norske eksport blev firedobbelt.
Det kan godt være at samarbejdet med tyskerne var brudt sammen. Men kødeksporten steg til det dobbelte i 1944.
Det var især udgifterne til værnemagten i Danmark og til fæstningsbyggeriet og først i anden række det tyske underskud på clearingkontoen for varer og ydelser, der belastede den danske økonomi.
Tvangsarbejde
Tilførselen af arbejdskraft til Tyskland var enorm. Det drejede sig om i alt 7 mio. mennesker. Her var det tale om tvangsarbejde. Fra Danmark var tilgangen frivillig. Ifølge opgørelser fra den belgiske militærforvaltning var 577.579 belgiske arbejdere formidlet til arbejde i Tyskland.
Det ”neutrale” Sverige
Men hvad så med det neutrale Sverige? Ja i 1943 leverede de 9,5 millioner tons jernmalm til tyskerne. Det dækkede halvdelen af tyskernes forbrug. Og de kuglelejer som svenskerne leverede dækkede hele 60 pct. af tyskernes forbrug.
Svenskerne leverede desuden 70.000 tons ædelmetal og trækulsjern. Dette blev brugt til fremstilling af motorer og værktøjsmaskiner.
Så sent som i 1944 aftaltes import af jernmalm fra Sverige for 500 mio. RM.
Kaos i retsopgøret
Alle de politiske partier var enige om leverancer til tyskerne. Det har man glemt i dag. For i 1945 førte Kommunisterne sammen med Dansk Samling an i korstogene mod de virksomheder, der samarbejdede med tyskerne.
Trods det, at staten var dybt involveret i leverancerne til tyskerne, forberedtes der efter den 29. august 1943 i besættelsens sidste år en kovending i politikken over for erhvervenes tyske leverancer. Hen mod besættelsens ophør begyndte man at bebude, at der ville blive lavet om på de hidtidige regler og procedurer med tilbagevirkende kraft uanset myndighedernes ansvar for disse.
Vi skal samtidig huske på, at eksporten af landbrugsprodukter i de sidste år af besættelsen steg væsentlig. Og ved vestkysten mistede man fuldkommen kontrollen med befæstningsbyggerierne. I det lys havde min kloge far sikkert ret.
Tidligere her på siden har vi været inde på retsopgøret efter krigen. Domstolene i Danmark havde også de første fire år ret så svingende afgørelser. 600 domme blev i 1949 taget op igen og endte med frifindelse.
Nogen skulle betale – andre skulle ikke
Der var blevet arbejdet for tyskerne på bred basis. Også en mængde transporter i form af vognmandskørsel og fragtsejlads var foretaget for tyskerne. Clearingskontoen for levering af fisk og landbrugsprodukter var efterhånden landet på 4,1 milliarder kroner.
Lovgiverne besluttede, at landbruget, fiskeriet og gartnerierne ikke skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke de arbejdere, som havde arbejdet for tyskerne skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke selv om Danmarks Statistik ifølge stikprøveundersøgelser kunne godtgøre, at i en del tilfælde har indtægterne været betydelige.
Men det var ikke alle, der kunne regne med tilsvarende politisk beskyttelse. Det gjaldt for eksempel tilskud til de tyske mindretals organisationer, skoler løn og understøttelse under tysk krigstjeneste. Dette skulle tilbagebetales til den danske stat.
Social ulighed
Understøttelse til efterladte koner og børn, samt lønoverførelser og erstatninger fra Tyskland, samt salærer og honorarer og andre overførelser fra Tyskland skulle efter lovgivningen tilbagebetales.
Man kan jo godt forstå, at Det Tyske Mindretal følte dette som en forfølgelse. Det kan måske også ses i forhold til at B & W som blandt landets største leverandører til den tyske værnemagt slap forholdsvis billigt. Måske var det, fordi der var masser af statslige penge i foretagenet.
Gårdejere fik forbedret deres realindkomst med 49 pct. under besættelsen og godsejere fik en fremgang på 62 pct. Denne fremgang skyldtes samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage.
De magtfulde landbrugsorganisationer havde gjort deres indflydelse gældende. Men de landmænd, der havde tjent sorte penge ved tørveproduktion eller ulovligt salg ved stalddøren til besættelsesmagten blev straffet ved pengeombytningen den 23. juli 1945.
De skippere og fiskeeksportører der fik forøget deres indtægter med 3 – 400 pct. under besættelsen skulle heller ikke betale noget som helst tilbage til staten.
I fuld forståelse med staten
Landbruget omstillede sig fra britisk til tysk leverance. Snart måtte tyske opkøbere indstille sig på massive prisforhøjelser. Og det hele blev betalt over den dansk – tyske clearingskonto i den danske nationalbank, hvilken i realiteten betød, at det var det danske samfund, der skulle betale.
Eksportpriserne på landbrugsvarerne steg med 100 pct. i løbet af de første besættelsesår. Og visse eksportvarer steg med det femdobbelte. Dette forhold var afstemt med staten.
Var det for at lette samvittigheden?
Dansk Arbejdsgiverforening og T.K. Thomsens rolle under besættelsen i forbindelse medsamarbejdet med tyskerne kan selvfølgelig diskuteres. Men de oprettede sammen med andre erhvervsfolk Hjælpefonden af 17. februar 1943. Onde tunger spekulerer på, om det var for at lette samvittigheden?
Med denne fond støttede de sabotører, deres familier og efterladte. Endelig blev der indkøbt våben til den del af modstandsbevægelsen, som under General Gørtz og viceadmiral Vedel havde tættest forbindelser til regeringen.
Hjælpefonden var mellemled ved overførelsen af et beløb på 40 mio. kr. fra statskassen, der deponeredes flere steder i landet til brug af sikring af illegale militær – og politifolks lønninger.
Wright, Thomsen & Kier blev udsat for omfattende og hadefulde angreb i offentligheden først og fremmest i Information samt Land og Folk. Thomsen måtte forlade sin formandspost i Dansk Arbejdsgiverforening efter et større opgør.
Tilfældig domsafsigelse
Den 8. november 1943 meddelte direktør Niels Svenningsen fra Udenrigsministeriet, at tyskerne havde truet med tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, hvis befæstningsarbejder ikke blev færdiggjort inden for en bestemt tidsfrist.
Vi kunne selvfølgelig have bragt en liste over alle de virksomheder der blev dømt, eller de virksomheder, der blev frikendt som eksempelvis Aabenraa Motorfabrik. Når vi nu bringer dette firma frem, er det fordi, at vi også i en artikel bringer en sabotageaktion mod firmaet. Men vi har planlagt en artikel, der hedder Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik.
Det var nogle besynderlige domme, der fulgte. Nordwerk i Ryesgade fremstillede rotorer til V2 – raketter. I ejerkredsen var højesteretssagfører Geo Schiørring. Denne forsvarede også virksomheden i retten. Han sagde aktiviteterne var godkendte af myndighederne og især af Udenrigsministeriet. Men virksomheden blev frifundet i Byretten. Sagen gav anledning til en voldsom debat i befolkningen. Man syntes ikke, at frifindelsen var i trit med den almindelige retsfølelse. Men firmaet slap dog ikke i Landsretten. Måske var det den offentlige debat, der pludselig fik retten på andre tanker?
Tysklands – arbejdere fortæller frygtelige historier
Der har ikke været nævnt så meget om danske entreprenører i Nazi – Tyskland og danske Tysklandsarbejdere. Men der i den forbindelse nogle frygtelige historier. Arbejderne troede, at når de danske myndigheder nærmest tvang dem til at rejse, var det hele i orden. 127.910 Tysklandsarbejdere oplevede nu ikke alt som i orden.
Således fortælles der om, at arbejdere først skulle gennem en gennemgangslejr i Flensborg. Og så skulle man ellers gennem en lang togrejse. Men hverken løn eller forplejning levede op til det som, der var fastsat i kontrakterne. Man kunne ikke bare forlade ens arbejdsplads. Så var Gestapo på pletten. Og når man så ifølge kontrakten ville forlade arbejdspladsen fik man at vide, at man gemte på hemmeligheder, så man blev nødt til at blive på stedet til krigen var slut.
De hvide slavehandlere
Andre danskere havnede i en arbejderopdragelseslejr, hvor de under særdeles ødelæggende forhold skulle producere V1 – missiler og V 2 – raketter. Produktionsstedet var indrettet i minegange og huller under jorden.
Mange var blevet engageret af et dansk firma i Tyskland. Det var en af hovedårsagerne til at man ikke var så nervøse. Tilliden til et dansk firma var væsentlig større.
Men ofte viste det sig, at det danske firma bare udlejede danskernes arbejdskraft videre til tyske foretagender mod et større eller mindre gebyr. De kaldtes Hvide Slavehandlere.
Slavehandelen stred mod en dansk lov fra 1938, som forbød privat arbejdsanvisning, men det var langt fra det eneste problem i forbindelse med den såkaldte firmaindsats.
Slavehandel, plat og svindel kom til at stå som overskrifter over danske firmaers engagement i Tyskland, men det skal helst ties ihjel.
De danske firmaer havde ikke ren mel i posen
10 danskere, der var hvervet af danske entreprenører endte i arbejderopdragelseslejre og ikke alle overlevede. Ja selv danske firmaer anmeldte deres danske arbejdskraft til Gestapo.
Mindst 23 danske firmaer har benyttet polske tvangsarbejdere, og Villadsen har under genopbygningen af Rostock benyttet tvangsudskrevne civilarbejdere fra Sovjet. En tilbundsgående undersøgelse af disse forhold, er aldrig blevet foretaget.
Det kunne også være spændende, at finde ud af F.L. Schmidth & Co. Samt trafikminister Gunnar Larsens arrangement i Østeuropa. Måske kommer vi ind på dette i en senere artikel.
Den danske stats officielle politik
De danske firmaers engagement lå dog i direkte forlængelse af den danske stats officielle politik i disse år. Man indrettede sig under det tyske førerskab i Europa.
Militærindkaldelse havde drænet tysk arbejdskraft, så de tog imod dansk arbejdskraft med kyshånd.
Danske politikere plejede omgang med topnazister
Danske entreprenørfirmaer var også vilde med at komme til Tyskland. Danske politikere plejede omgang med Hamborgs nye statholder, den dybt korrupte nazist Karl Kaufmann. Han var personlig indsat af Hitler.
Planerne var at danske entreprenører skulle være med til at lave et nazistisk prestigeprojekt. Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen var dybt involveret.
Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne, og det gjaldt hvad enten opgaverne skulle løses på dansk eller tysk.
Svindel og bedrag
I april 1943 var 108 danske firmaer aktive i Tyskland:
– I 27 af firmaerne konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
– I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark
– I 36 af firmaerne blev der foretaget ulovlig overførelse af fortjeneste, bl.a. ved at misbruge de ansattes konti.
– I 62 af firmaerne forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning og andre kontraktforhold, typisk at man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.
Kære læsere, sådan kunne vi have blevet ved. Og det gør vi. Men det kommer så i en senere artikel. Værnemagere har mange ansigter.
Kilde:
– Vi har under denne artikel brugt talrigt med litteratur. Vi håber snarest at kunne bruge en revideret Litteraturliste:
Besættelsestidens Litteratur A – L
Besættelsestidens Litteratur M – Å
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 133 artikler fra Besættelsestiden
Marts 16, 2015
Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
De levede et barsk liv. Om morgenen vågnede de med mandolinfeber. Og kun sprit kunne hjælpe. I mangel af bedre, kunne kogesprit bruges. De fleste klunsere holdt til på Nørrebro og i Nordvest. De undersøgte skraldebøtter og lossepladser efter kasserede ting og solgte disse til produkthandlere. De havde svært ved at leve op til samfundets normer. Under krigen var der tusindvis af klunsere. Da var priserne helt i top. I hvert fald en gang om året blev de vasket og barberet. Da blev den årlige skovtur arrangeret, endda med sponsorstøtte. Men når der manglede kontanter kunne de finde på, at sælge deres undertøj, striktrøje og andet ”unødvendigt” tøj.
Her holdt klunserne til
De var vel halvanden hundrede på Nørrebro og Nordvest. Det svarede cirka til halvdelen af Københavns klunsere, der hørte til herude:
– Alvi på Blytækkervej ca. 50 klunsere
– Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej ca. 15 klunsere
– Dummann i Dagmarsgade ca. 15 klunsere
– Møller i Ryesgade ca. 20 klunsere
– Hovedstadens Pakhus i Todesgade ca. 25 klunsere
– Jernhandlerne på Svanevej ca. 10 stykker.
Ja, så har vi sikkert også glemt nogen. Så var det også klunserne på Østerbro, men de handlede inde på Nørrebro.
Under krigen var det meget gode priser på klunservare. Da var antallet nok op på et par tusinde.
Hvad er en klunser?
En klunser er en mand, der roder i skraldebøtter og på losepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en produkthandler. Derefter drikker han omgående pengene op.
Det må være et af verdens ældste erhverv. Allerede i Stenalderen rodede han efter madrester. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været i slagsmål med omstrejfende hunde.
De blev ødelagt af spiritus
Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og trappegange.
Han har også sit redskab, ligesom slagteren. I klunsevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags en takket hakke med et solidt træskaft.
Menneskets efterladenskaber
Igen engang kommer vi ind på menneskets efterladenskaber. For nogle hundrede år siden var det i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank, og man kunne dårligt få luft. Rendestenen var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde husdyr.
De ærlige og de uærlige
Det var dengang, at samfundet var opdelt i ærlige og uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig finde på at røre en uærlig.
De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et stykke ind i 1800 – tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der havde berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde et svinsk og uappetitlig arbejde, hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.
Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne. Det var meget praktisk, fordi i mange byer var alle disse uærlige jobs slået sammen til en.
Rakkeren måtte give advarsel
Rakkeren var forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.
Blandt de fattigste
Han var sammen med vagabonden den fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne man godt indrette sig. Og så var det bare med at finde et halvtag.
Var det et besværligt folkefærd?
Klunseren færdedes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunserne som et besværligt folkefærd. Klunseren arbejde hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.
Uappetitlige dyr
I det gamle Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade – kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter.
Var man først blevet bidt af sådan en, så er det kun en ting at gøre. Og det er at søge det næste hospital og få en modgift.
Klunseren var ikke sart
En klunser er ikke sart. Men der er hårdrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. Jævnligt fandt han aborter, omhyggelig viklet ind i avispapir. De fleste klunsere arbejde helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De starter tidlig, så de kan nå at skrabe et par kroner sammen ti spiritus. Det som blev tjent i går, er for længst brugt.
Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før han har det nogenlunde tåleligt. Klunseren er en slave af sin last. Om aftenen finder han over i et skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammeraterne, og straks går der bud efter drikkevarer. Nu er livet dejlig igen.
Døden fra Lybæk
En yndet drik blev kaldt Døden fra Lybæk. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv falske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit.
Det var en drik, der fik klunserne til at gå på røven.
Nikodolsaft
En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger. Eller som klunserne kaldte det til tre forbrændinger.
Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser – maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er som det skal være. Det er vigtigt, at ikke alt kulsyre forsvinder.
Amerikaner Karl kunne drikke den ren, lige fra spritflasken.
Nogle gange krævede det store overvejelser, hvad man skulle investere i, for en bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.
Koldbrand
I det lange løb ødelægger man marven. I det lange løb går det ud over blodomløbet i benene. Og så kan det opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.
Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget. Ikke overraskende vågnede man om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.
Klunseskuret
Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregisteret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle fat i en bestemt klunser.
Her kunne klunserne selv lave mad på en primus. Og hver gang blev vittigheden med at det var synd at anvende spritten på den måde.
Fandt man ud af, at en klunser havde lus, ja så sørgede man få at han kom på Kommunehospitalet. Her kunne han blive gratis afluset. Men såfremt han gik rundt og kløede sig i dagvis, blev kollegaerne sure. Så blev hans undertøj flåede af ham og smidt ind i ilden.
Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.
12 møgbeskidte klunsere på herberg
Mange af klunserne på Nørrebro havde også dækadresse på herberget ude på Bellahøj. Men her skulle man betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær hos klunserne var en politiassistent, som de kaldte Lotinga. Han hjalp klunserne.
Guldgrube under krigen
Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammelt ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.
Kniven på struben
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom der både breve fra skattemyndighederne og pantefogeder. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedt kunne betale sig, at fortsætte med at klunse.
50 klunsere bag et plankeværk
Ude på Blytækkervej holdt cirka 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.
Den årlige skovtur
De kunne også klæde sig om. Det gjorde de til den årlige skovtur eller når de skulle tage afsked med en kammerat. Det skete ved fælles hjælp, jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.
Man havde gang i 17 kedler vand på en gang. Og hver gang en var blevet vasket og barberet, så var det ud af klappen med ham. For så var der plads til den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent, møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og så var 33 klunsere parat, renvaskede og med rent undertøj. De var barberet og havde endda rene skjorter på.
Flere sponsorer
Og turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps, sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Man måtte ikke drikke under selve turen derop, og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kroner, blandt andet jernhandleren på Brofogedvej,
Kusse – Johannes
Tilfældigt var produkthandlernes sortér – damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne været bygget ude på B&W. Sikke et syn, Gamle Valde lå nederst. Han blev nærmest mast.
Denne Kusse Johannes havde fået at vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han drak tre flasker portvin hver dag. Og så gik han rundt med hjertepille, og skulle spise tre om dagen. Men det tog han ikke så alvorlig, så han tog tre i timen. Han blev senere fundet nede på Drejervej på fortovet – død som en sild.
Skovturen endte ved Bakken. Nogle blev derude, og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt tre hele flasker portvin og noget kogesprit.
Tatoveringer klarede man selv
Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der stod for det.
Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen op med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Der var mange, der var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.
De mange øgenavne
Vi har her i artiklen allerede mødt et par af klunserne. Men det var jo også lige:
– Kresjan Højttaler, Laurids betjent, Ballét Ole, Løgne Hans, Luse Karl, Skæppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude Jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten, Ålepitten, Den Brølende Løve, Linje 14, Fisselbak og alle de andre.
Når finanserne slap op
Det kunne jo også ske, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man efter dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører og samlede disse i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og den slags unødvendig kluns. Det solgte man så til produkthandleren. Det var så nok til en flaske portvin og en falske sprit.
Klunserne gik skam også til frelsermøder. De kom for at få lidt sang og et kop kaffe samt varme. Her kunne man komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden nogen sidder og glor på én af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var.
Da Amerikaner Karl døde
Der var sorg at spore, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.
De fandt ham ovre i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han havde frydet sig. Han var en hård hund.
Der var blevet skramlet sammen til en krans med bånd på:
– Det sidste Farvel fra Kammeraterne på Blytækkervej
Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:
– Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl
Der blev drukket meget på Nørrebro
Det var ikke kun klunserne, der drak på Nørrebro. I begyndelsen af 1900 – tallet var der alene fra Nørrebros Runddel til Harreskovbanen 26 mere eller mindre beskidte værtshuse. Særlig fredag og lørdag var der travlt. Politiet havde lejet en vognmand med hestedroske. Nogle af de anholdte var befængt med lus.
Utterslev – prangerne
Så var det jo også lige Utterslevprangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelig toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, men det var mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte.
Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem enten til konservesfabrikker eller på torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før første verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alt muligt, køer, kalve og grise i egne slagterhuse herude, så boede der også her to deciderede hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Førsterling.
Nu ved jeg ikke om de havde et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig var slagtermetoden nu ikke. Man havde en trekantet trækølle, som man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over på den. Huden blev sprætter af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var kun hos de fattige, man spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til det var, at der var masser af heste i Sverige dengang. Prisen for en hest lå mellem 20 og 35 kroner.
Blomsterkranse blev solgt
Omkring 1900 – tallet var det ikke ualmindeligt at børn bandt blomsterkranse og solgte dem ude på Bispebjergvej, som i dag hedder Frederiksborgvej. Her kom om søndagen fine hestevogne forbi, så kunne børnene afsætte deres blomsterkranse. De forlangte 10 øre, men ofte fik de 25 øre for dem. Det var faktisk en tradition derude.
Der blev solgt meget ved dørene dengang. Røgede sild, radiser, blomsterbuketter, figurer af gips og meget mere. Dette foregik blandt andet på den nuværende Nørrebrogade. Jo man havde diverse love, næringslov, lukkelov m.m. i 1890erne mens dette foregik. Men det var nu ikke så mange, der rettede sig efter det.
Den Glade Sandmand
Faderen til den berømte eller nærmere berygtede Karen Spidsmus kørte rundt med en vogn og en gammel krikke og solgte sand. Jo han blev kaldt Den glade Sandmand. Han solgte gulvsand og sand til spytbakker. Nede i spytbakken lå der et stykke avispapir lidt over kanten.
Mange af de klunsere, der gik rundt på Nørrebro havde tilbragt store dele af deres ungdom på Fælleden. Hvordan så det ud dengang?
Borgervæbningen
Aldersro Bryggeri lå ikke langt fra Nørre Fælled og blev storleverandør, når Borgervæbningen her holdt deres øvelser. Som regel var det mor, der gik over på bryggeriet på Jagtvejen og købte et anker – bajersk øl. Det havde far godt af i pauserne. Jo det var lystigt dengang.
Borgervæbningen var et slags hjemmeværn. Den sidste Borgervæbning, der blev indkaldt var i 1909. Man fik udleveret en uniformskasket med firkantet skygge og en uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja og så fik man geværet. Man skulle så selv levere bukserne. Og det skulle være de allerpæneste.
De skulle give møde hver eftermiddag. Så skulle de spørge om fri et par timer fra deres normale arbejde. Det hændte jo så at knægtene fik en to øre for at bære de stolte soldaters geværer. Jo de skulle også lære at marchere og det foregik ved rigtig militærmusik.
Men nu var det ikke alle, der ville have, at Mutter kom og overværede sceneriet eller ønskede at blive afhentet af hende. Man så lige sit snit til at frekventere værtshuset Første Maj på Blegdamsvej. De satte geværerne i pyramideform i haven, og så drak de bajere langt ud på aftenen.
Derude på Fælleden var der masser af hestepærer og godt med kokager dengang. Ja så var der mere for mutter at rense på de allerbedste bukser.
Soldaterlokummer
Jo der var også soldaterlokummer derover. Det var nogen sorte nogen, som var tjærede. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det, at man listede derind.
Men det var ikke kønt. Der var gerne top på. Ja det var ligefrem væmmeligt, for fluerne havde også søgt herind. Der var som regel plads til 4 – 5 stykker lige ved siden af hinanden uden skillevæg mellem hullerne. De stod faktisk der, hvor Rigshospitalet ligger i dag.
Ja soldaternes største fjende var nok alle de køer og heste, der gik rundt ude på Fælleden. Men ak paradiset stoppede, da man begyndte at bygge Rigshospitalet i 1905 – 1906. Man kan vel godt forstå, at Fælledbisserne følte sig trængt.
De mange vandhuller på Fælleden
Lige der, hvor man byggede Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen. Længere ude lå fælleden lå et par vandhuller, der hed Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, som de kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder dengang og sejlede ud. Men det var ikke helt ufarligt at falde i vandet, når man ikke kunne svømme. Det vrimlede med fisk i søen.
De brutale Gadekampe
Der var masser af gadekampe dengang. Ryerne var dem, der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen ad Blegdamsvejen.
Så var det dem, som boede oppe i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej som blev kaldt Rakkerne.
De to grupper kunne ikke tåle hinanden, og begge ville reagere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20 – 22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. De var vel omkring et par hundrede på hver side.
Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.
Politiet blev væk. Og havde de vist sig havde fjenderne nok slået sig sammen og kæmpet mod politiet.
Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningens Boliger. Banden derfra blev kaldt for Bromlebyerne. De holdt med Ryerne. Rakkerne måtte så have forstærkning oppe fra Nordvestkvarteret. Engang imellem blandede Rabarberdrengene sig også i kampene.
Jomfru Tidsfordriv
På gaderne i Nordvestvejkvarteret gik Jomfru Tidsfordriv rundt. Hun gik rundt med sin grønne nederdel, og så havde hun meget store gummistøvler. Når det så var dårligt vejr, hankede hun op i skørterne. Hun var ellers en nydelig dame. Ungerne fandt ud af, at hvis de begyndte at synge en sang om hende, havde hun som regel godter med til dem.
Nytårsløjer
Jo børnene havde mange fornøjelser dengang. Bisserne holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Rantzausgade. De trillede latrintønderne ud midt på gaden når det var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de betjentenes hjelme og smed dem i tønderne.
Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgades Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil læse mere:
– Du kan på vores hjemmeside finde masser af artikler, der berører de emner, vi har omtalt i artiklen.
Marts 7, 2015
Prinserne på Nørrebro
Efter at Nørre Fælled var blevet for velfriseret og Lersøen forsvandt mindre fra civilisationen, fordi fabrikkerne kom tættere på, samlede prinserne sig især på to steder på Nørrebro. Det var omkring Blågårds Plads og Drejervej på Ydre Nørrebro. De kunne sove på et cementgulv. Sengetøj blev betragtet som luksus. De kunne godt virke brutale, men var det ikke. De blev brugt som babysittere. Og i mangel af bedre indtog de kogesprit. Vi bringer nogle opskrifter. Og det gør vi også på en indianerfrokost.
De videreførte traditionerne
Prinserne på Nørrebro holdt til rundt omkring på Nørrebro. Man traf dem stående i småflokke på indtil en halv snes mand på Drejervej og Rebslagervej i det gamle Lersø – kvarter.
Jo, det videreførte de stolte traditioner, som deres navnkundige forgængere, Lersøbøllerne og Fælledbisserne grundlagde.
Egentlig kom en del af Prinserne ude fra Lersøbøllerne. Derude rykkede civilisationen lidt for tæt på efterhånden. Fabrikkerne nærmede sig også. Også spritterflokken fra Nørre Fælled kom ind mod byen. Den ene del tog ophold omkring Drejervej mens den anden halvdel søgte ind mod Blågårds Plads.
Hygge på den kommunale bænk
Man fandt dem i hyggelig samvær i Nørrebroparken og i Fælledparken og ikke mindst på Blågårds plads. Jo her befandt de sig kosteligt på deres egen kommunale bænk blandt legende børn.
Politiet og tidligere vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. Prinserne pyntede bestemt ikke på samfundet, mente politiet. Det vidste Prinserne nu også selv. De blev nu heller ikke så gamle, disse Prinser. De var alle enige om, hvad der skulle stå på deres gravsten:
– På min gravsten skal der skrives
Der ska´ printes på latin:
Under denne gravsten hviler
Der et smask fordrukken’ svin
Sov på det bare cement
De tiggede ganske åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem, og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem, og tjente såmænd også penge til deres sprit ved at fungere som babysittere på Blågårds Plads.
De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det vare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.
Et spisekammer fungerede som lokum
På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme i kvarteret. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Jo her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.
Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, ja så blev de der. Entreprenøren var begyndt nedrivningen, men så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først da en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.
De forsøgte, at overbevise myndighederne om at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglen.
En rædsel at komme på Drankerhjem
De havde en panisk rædsel for at komme på Drankerhjem. Sundholm eller i tidligere tid Ladegården var i deres optik en rædsel. Jo, Prinserne var smarte. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. Den sidste forbindelse til samfundet måtte ikke kappes.
Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandig. Egentlig fandtes der to slags prinser. Vi havde grundstammen. Det var de Konstante spritdrankere fra byen, og så var det kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.
Familietragedier
Det var svært omkring 1918. De fattige på Nørrebro havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til et større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år, før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.
Under den tilsyneladende rolige overfalde udspilledes der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken eller tog direkte på landevejen.
Indianerfrokost
Meget populært i de kredse var den såkaldte Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og skrålede de ellers:
– De Frelserpiger
De er så fromme
De går med salmebog
I deres lomme
Med korte skørter
– Og skæve ben
– Og røven går som slivesten.
De flydende oplevelser
Og når vi nu er ved de kulinariske oplevelser, så skulle vi måske på de flydende oplevelser.
Under første verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte hanerumpe. Og grunden til, var, at den kunne have flere farver.
Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt primuslikør. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogen blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om karbidsnaps.
Så kunne man også gå på apoteket og få sig en flaske hostesaft. Ja det gjorde vi også inde ved militæret. Men Prinserne på Nørrebro kaldte det for Apotekersnaps.
Fattigmands – snaps når skyhøje priser
Det var gode tider omkring 1908, da kostede en hel flaske Aalborg Taffel kun 55 øre. Og her var det endda en brændevinsafgift til Staten på 6 øre. Fra 1912 til 1917 var prisen for en hel flaske 72 øre til 99 øre. Men så den 26.3. 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for prinserne og deres lidelsesfæller.
Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte sikkert på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel kom til at koste den skyhøje pris af 11,00 kr.
Kogespritten blev grøn
Det var frygtelig for Prinserne omkring 1939. Da blev der efterhånden mangel på spiritus, brændevin og likør. Men der blev også mangel på kogesprit. Denne kogesprit var på et tidspunkt grøn.
Men myndighederne tilsatte bevidst bismag. Men det fandt prinserne også ud af. Ved hjælp af eksperimenter, gasblus m.m. fandt man ud af, hvordan man kom af med bismagen. Disse eksperimenter foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne til restauranterne. 25 kr. pr. falsk. Man havde tilsat kommen m.m. De kunne jo ikke købe flasker fra spritfabrikkerne.
Anholdt for hjemmebrænderi
Det blev selvfølgelig opdaget. Disse Prinser var nu ikke helt tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
– Ja, De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og de må følge med!
– For hva?
– Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, dér har vi fundet alle remedierne til hjemmebrænderi
– Åh, vil De også ta` og arrestere mig for voldtægt?
– Hva vil det sige? Har de også begået voldtægt?
– Nej, Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?
Gårdsangerne fik konfiskeret deres instrumenter
Mange af prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsanger. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsagernes musikinstrumenter.
En hyldest til flasken
Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:
– Du dejlige flaske med radium
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
Du slukker dog altid min tørst
Du lille flaske – du er så rar
Du følger altid troligt med far
Selv om de værste skæve, jeg har
Altid i lommen jeg dig dog har.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere:
– Vi har masser af artikler om Nørrebro, hvor flasken desværre er hovedpersonen.
Marts 7, 2015
Derude – på Lersøen
De boede herude under pilene. På den nærliggende losseplads kunne man finde mange spændende ting. Og så badede de i Ladegårdsåen. Normalt levede de fred og fordragelighed. Men en nat i 1901 gik det galt. Årsagen var to ufleksible politibetjente. De var herude til 1908 – 1910. Så kom civilisationen for tæt på. Så måtte Lersøbøllerne fortrække til Nørre Fælled. Her fik de så navneforandring til Fælledbisserne. Og det var her, at Fælleddronningen løftede op i skørterne – for en fem øre. Da det hele blev lidt for friseret på Fælleden gik turen til selve Nørrebro, hvor de delte sig i to grupper.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Maja Robinson
Jo så var det jo også Maja Robinson. Man sagde, at hun var lægefrue fra Australien. Hun gik under navnet Fælledens dronning. Som unge havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik altid rundt med et billede af sig selv fra dengang, indtil det var slidt op.
Oppe hver en gang Aldersro Bryggeri lå, lå der dengang tobaksfabrikken A/S Lichtinger. Ja det var omkring Jagtvej 169. Her var en række kvindelige arbejdere, der flere gange forsøgte på, at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra inderst til yderst. Men det hjalp ikke. Engang imellem forsvandt hun. Når hun så vendte tilbage var det ballade derude. For alle ville være førstebajs hos hende. Men det var altid Proppen, der rendte af med sejren. Han var den stærkeste derude.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
– Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.
– Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.
– Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.
– De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.
– Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedsatden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.
– Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende………….
Denne Ferdinand Eriksen har vi tidligere berettet om. Han flygtede til Aarhus og brød ud af fængslet der.
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firtommersøm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrupskider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrupskider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksistere herude fra:
– Og Krykke Marie hun sad
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til dem.
De rømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femte sals hus. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde, at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Det var henne i nærheden af to småøer, Holger Danskes Briller, de holdt til. Jo det var også her, at Fælleddronningen havde sine kronede dage.
En hver forbipasserende fik tilbudt – for fem øre – at se sol og måner. Og så trak hun ellers skørterne op, så selv hærdede mandfolk rødmede, nu gik hun for nemheds skyld kun sjældent med bukser.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
– Prinser på Nørrebro
– Lokummer på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Lersø Bisser
– Lersø Bøller og Bisser – nok engang
– Med tog over Lersøen og mange flere
Marts 7, 2015
Anekdoter fra Det Gamle Nørrebro – igen (7)
Foredrag, Stefanskirken 4. marts 2015. Vi skal høre om præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, det røde flag, varulve, influenzaramte heste, lysytsteder, værtshuse, de rige, svinerigets ti bud, de ugudelige socialister, den store badedag, et søuhyre, social kontrol, investering i lykkeposer, danseskole i Jagtvej 69, Ruth Evensens snak med Helligånden, Den første spiritusprøve i Verden, Våde kjoler på broerne, hunderomatik, chokolade, eksplosioner i Allersgade og meget mere.
Præsten skal lære
Så er vi atter engang forsamlet her i den dejlige kirke. Og som I sikkert alle ved, så har Stefanskirken fået en ny præst, Thomas. Han er jyde. Og det kan være en stor fordel, når man skal begå sig her blandt københavnere.
Vi har tænkt os, at Thomas skal lære noget om Nørrebros historie. Men det ville være for kedelig over for alle de andre historie – kyndige, der er dukket op, at begynde fra A og slutte med Z. Derfor dukker vi ned i nogle af anekdoterne, og måske vil den ene og anden sige. Den har vi hørt. Men en god historie, kan sagtens fortælles flere gange. Og lokalhistorie har sjælden en begrænsning.
Hvad skal vi høre om?
Vi skal høre om Thomas kollegaer – præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, panserbasser, varulve, influenzaramte heste, lyststeder, værtshuse, de rige, Svineriets ti bud, Den store Badedag, social kontrol, Investering i lykkeposer, Danseskole i Jagtvej 69 og Ruth Evensen. Vi skal høre om den første spiritusprøve i Verden, de mange faldefærdige broer, og da den kollektive trafik kom til Nørrebro, da der lød eksplosioner på Allersgade og meget mere.
De hørte nu ikke det hele
Ja efter foredragets afholdelse må undertegnede erkende, at tilhørende ikke fik hørt det hele. Det skyldtes, at undertegnede grundet den gode stemning, improviserede plus tog noget fra nogle andre artikler, som vi skyndsomst ligger på nettet. Det drejer sig om artiklerne:
– Prinserne på Nørrebro
– Derude på Lersøen
– Det var på Nørrebro, det foregik
Straks vil jeg takke mine to medarrangører. Det var et kanon – arrangement. Og tænk, at vi atter engang kunne fylde en hel kirke. Hvad ville der være sket, hvis også avisen gad at skrive om det. Og aldrig har menighedsråds – formanden lavet så meget kaffe. Og jeg tror faktisk, at Thomas sad og grinede konstant i to timer.
Men først og fremmest tak til publikum – I var det bedste publikum, man kunne forstille sig.
Lokalhistorien har det godt
Lokalhistorien har det særdeles godt på Nørrebro. Vi har en særdeles aktiv Lokalhistorisk Forening, og der findes mindst to FB – grupper, der berører området. Dertil kommer forskellige byvandrings – firmaer.
Selv har undertegnede den glæde, at være redaktør af to hjemmesider, der berører Nørrebro og to FB – grupper. Og den ene dengang.dk har læsere fra hele landet, med 900 artikler, heraf ca. 220 fra Nørrebro.
Hvad er vigtigst
Mange af tilhørerne har været med, de sidste seks gange, og de er jo ikke kommet for at høre det samme igen og igen. Kan man nu huske, hvad man har sagt tidligere. Og skal Thomas ikke høre det væsentlige?
Det bliver ikke noget om Røde Rose eller Solvognen eller historien om, Dronning Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegården. Tænk her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og kosakkere. Tænk engang, vi måtte ikke kalde Områdeløft Mimersgade for Områdeløft Mimersgade.
En hyldest til de kreative
Se, Thomas egentlig er foredraget en hyldest til alle dem, der med deres kreativitet beriger Nørrebro. Dem er det så uhyggelig mange af. Kreativiteten stortrives her i bydelen. Det har medierne endnu ikke fundet ud af. Personlig har jeg mødt et hav af kreative og mangfoldige mennesker. En del af disse, sidder her i dag. Selv om mange af disse ikke bliver nævnt i dette foredrag, håber jeg ikke, at deres indsats bliver glemt.
Tænk for eksempel på sådan noget som Kulturelle Markedsdage, som Metro – byggeriet ødelagde. Det var i den grad berigende for Nørrebro. Ministre og borgemestre besøgte vores arrangement. Vi hørte gospel – musik fra G – force, gudstjeneste en tidlig søndag morgen. Der var cirkus m.m. Og det var umuligt at holde foredrag der i et telt, grundet støj.
Slutningen kommer først
Se det var jo egentlig det, som man skulle have sagt til sidst. Men egentlig ved man jo aldrig til disse arrangementer, var man vil sige trods det, at man har et manuskript.
Journalister har kig på Nørrebro
Se Thomas mens du nu boede i Jylland, har du ikke kunnet undgå at høre om Nørrebro. Du skal vide, at journalister har en specielt Nørrebro – knap, der i hvert fald ind til for et par år siden havde direkte forbindelse til Breaking – news helikopteren. Det skyldes nemlig, at journalister arbejder med følgende Nyhedskriterier:
– Aktualitet
– Væsentlighed
– Identifikation
– Sensation
– Og ikke mindst Konflikt.
Man skal mindst bruge to kilder til en historie. Men dette glemmer man ofte, når det er tale om Nørrebro, og rask væk udnævner man Tingbjerg og Nordvest til Nørrebro. Og så får man ganske let et fortegnet billede af Nørrebro.
Hvor er de skudsikre veste?
Det kan bedst illustreres med en historie, som jeg har hørt af en af dine kollegaer, Susanne. Hun er præst i Anna Kirke. De har en venskabskirke i Varnæs, syd for Aabenraa.
Konfirmanderne besøger hinandens kirker. Men da konfirmanderne fra Varnæs ankom til Hovedbanegården for at skulle videre mod Nørrebro, spurgte nogle af eleverne deres klasselærer:
– Paul, hvor er det vi skal hente de skudsikre veste.
Husk nu kaffen
Se, Thomas – mange af de gæster der er her i aften har været med alle de forrige seks gange. De vil helst høre nye historier, så vi må jo se om vi også kan få opfyldt deres ønsker. Og som det også er vigtigt at fastholde. Der er ca. ti minutters pause, med gratis kaffe.
I begyndelsen var ingenting?
I begyndelsen var ingenting? Ja sådan var det nu ikke. I København var det ikke alle der kunne tilpasse sig. Thomas, forstil dig Oliver Twist, men bare meget værre. Dem, der ikke kunne tilpasse sig forholdene, blev smidt ud af byen, og så kunne de bare passe sig selv. Det var datidens socialpolitik. Mange etablerede sig på det nuværende Nørrebro. Her opstod en slags barakby, hvor der udførtes mange former for kriminalitet.
I ny og næ blev bønder overfaldet. Her var prostitution og masser af ulovlige brænderier. Og bønder på vej ind til byen med deres varer, blev her overfaldet.
Senere hørte vi om den mægtige landsby, Serridslev. Dens jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Det er en hel Atlantis – myte omkring dette sted, for hvordan forsvandt denne landsby. Var det svenskerne? Her lå også en stor hærskare og belejrede København. Men kongen havde ingen penge til disse soldater. Hvad gør man så? Jo, man opretter da bare en møntfabrik og producerer mønter. Ja det gjorde man i Serridslev.
Det første Nørrebro
Det ældste samlede Nørrebro kender vi vel fra omkring 1645. Her var opstået en mængde stræder og boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier.
Ja det var før, at Nørrebrogade blev kaldt for alfare vej.
I 1658 blev det hele brændt af. Svenskerne var på vej og oppe fra voldene ville man gerne have en bedre udsigt.
Det første lovlige værtshus
I 1662 fik Gabel skødet på Sankt Jørgens Sø. Han købte også teglværksgrunden. Men ak, han havde tømt søen. Det betød en svækkelse af Københavns forsvar, så man tog skødet fra arvingerne, og fik fyldt vand i søen igen.
Store Ravnsborg blev aldrig færdig som forsvarsværk, men Meldorf fik her lov til at etablere et værtshus i 1661. Mon ikke det er Nørrebros første lovlige værtshus?
Man klarede tvistighederne selv
Noget kunne tyde på, at på Nørrebro klarede man paragrafferne selv. Således skulle der foregå dueller med kårde ude ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder. Således udsendte politimester Ernst denne forordning i 1720:
– For Nørreport og Gamle Ravnsborg på Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet at de, som havde Tvistigheder indbyrdes og vil overse Love og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.
To år senere var der atter ballade på Nørrebro. Den Stærke mand optrådte. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin med den anden hånd. Men uha, han optrådte i kirketiden og havde lovet sit herte væk til så ”mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt en masse ubetalte veksler, og inden man opdagede det, var Den Stærke mand forsvundet.
Et par år efter brød Hyltebroen sammen ude på Ydre Nørrebro. Men italieneren Mark Antonni Perri fik den repareret for 350 rigsdaler. Det skete i 1711.
Hestevæddeløb
Tænk, at ude på Fælleden var der hestevæddeløb fra 1772. Struensee var her også. Han havde sikkert ikke tænkt over, at han snart skulle ende sine dage her under bødelen Gottschalk Mühlhausens økse.
Landelig idyl
Endnu i 1850erne var det landelig idyl på Ydre Nørrebro. Bebyggelsen mellem Lygten og Jagtvejen bestod af to lyststeder, Ventegoodt og Petersdal. Der var også to gæstgiverier, Hvide Svane og Nye Kro. Så var der også lige to møller, Skære Mølle og Ølunds Mølle. Ja og Nørrebrogade hed herude indtil 1874 Lygtevejen. Man kan slet ikke forstille sig, at der langs vejen var dybe grøfter langs siderne.
Dødens testamente
Når vi nu befinder os i Kirkens Hus, skal vi da også nævne Dødens Testamente et dansested på hjørnet af Jødevejen. Fra Møllegade til Fælledvej lå kun seks huse. Heriblandt var traktørstedet med det eksotiske navn Jylland. Her mødtes i sandhed byens spidser.
Dødens Bolig
Men ellers var der over på den anden side, byens største kirkegård på 30 tønder land, der tiltrak opmærksomhed. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
– Urner og kors omslynges af rosenranker, vellugt og fuglesang. Det gør Dødens Bolig til et lidet Paradis.
Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det var nærmest et lyststed, og graverne solgte sprit.
Og her blev de kendte lagt til hvile. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner, og forlange entre.
Kierkegaards begravelse
Kierkegaard gik ofte langs søerne spejdede efter sin elskede, der rejste til De vestindiske øer med hendes mand. Han døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onkelen fra Pedersborg præstegård var dog mødt op til begravelsen, og ude på Assistenten var det sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
– Må jeg få ordet?
Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
– Den mand, som i Dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Præster og andet godtfolk
Vi nærmer os det kirkelige, og det behøver bestemt ikke at være kedelig. Det har altid været meget aktive kirker og præster på Nørrebro. Og den tendens ser ud til at fortsætte.
Jo, Thomas, det var dengang, at præster kunne bestille noget. I løbet af en søndag skulle Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.
Grunden til dette var at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig ad. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Socialismen er ugudelig
En af dine forgængere, Thomas, var pastor Frimodt. Han betragtede socialismen som ugudelig. Han var med til at starte denne kirke og Skt. Jacobs Kirken på Østerbro.
Frimodt blev af arbejderne betragtet som borgerskabets og overklassens lakaj. Hans flammetaler fyldte Skt. Johannes Kirken hver søndag. Et sammaritterkorps stod parat med bårer hver søndag for at hente dem, der var besvimet.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Det var netop, da præsten forkyndte:
– På Moses stol sidder de skriftkloge og farisærerne
Da lød der også pludselig en kommentar nede fra de indtrængende arbejdere:
– Det er hørt
Jesus fastede i 40 dage
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893, skriver i hendes erindringer:
– I Guder, hvor var vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken, og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener, satte alle ti fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus:
– ”Jesus fastede fyrretyvedage i ørkenen”
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten. Se Pernille og Thomas, sådan regerede en af jeres forgængere.
Renvaskede ”Nørrebro – børn”
Da Samuels Kirken blev anmeldt i Politikken, skrev man om altertavlen:
– Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede Nørrebro – børn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri, skal fortælle
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
– Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham.
En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde en bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
– Er de plankeværkslæser. Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke leveres gratis. Derfor er der en giroblanket med dette blad. Hånden på hjertet. De læser kirkebladet. Er de plankeværks – læser? Skynd Dem, at betale licens!
Murermesteren måtte ikke vies
Så var det også pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han have forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
En unik epoke i Dansk folkekirkeliv
Så var det også pastor Erik Bork ligeledes fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Svineriets Top – 10
Thomas du har haft en forgænger her i kirken, der hed Anne Braad. Hende mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus. Ja, det var her, hvor Henning og jeg engang blev smidt ud, grundet manglende musikalske evner.
Men nu er det Anne det drejer sig om. Hun brugte efter aftale en kronik, jeg skrev efter min kones død, om sorg. Hun udarbejde også Svineriets Ti Bud. Ja de flittige besøgende til dette arrangement har hørt dem før. Men jeg synes, de er så gode, så vi skal have dem en gang til:
1. Du skal holde din sti ren
2. Du må ikke misbruge Vej og Park
3. Du må kun pisse i din egen rede
4. Du må selv tage skraldet
5. Du må gerne male byen rød
6. Men du må ikke skrifte på væggen
7. Du skal feje for egen dør
8. Også naboens
9. Du må ikke tabe modet
10. Du skal finde melodien
Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede på Fælleden måtte disse børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo, og det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min bekendt, sognepræst Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En udskældt præst
Det er nogle billeder, der har dannet sig i ens nethinde. En flok demonstranter sidder foran Brorsonskirken. Umotiveret begynder en betjent at banke på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af slag fra politiknipler. Derefter knækker hun sammen.
Hun protesterer imod politiets fremfærd mod de irakiske flygtninge, der her havde søgt tilflugt. 120 – 150 betjente, der stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos din meget udskældte kollega, Per Ramsdal.
Hvem var mest chokeret?
Denne historie kan vel også presses ind under en form for kirkehistorie. En meget nyttig organisation var dengang Martha – hjemmet. Herfra foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde, og give en skilling til begravelseshjælp.
Og det kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru, og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen, og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdsledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke uden problemer. Ikke alle præster ville acceptere det røde flag som arbejdernes sidste farvel. For Socialdemokrater, arbejdere og fagforeninger var dette naturligt. At typograferne i Hillerød så havde valgt et sort flag, ja det er helt anden historie. Den fik dog heller ikke adgang til kirken, for på flaget stod
– Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.
Arbejderne fandt ud af, at selv i døden var der klasseforskel.
Ofte måtte politiassistent Rantzau styre begivenhederne, når der var optræk til ballade på kirkegården eller i kirken. Men det var nu ikke så let. Han var en person på 300 pund. Så begivenhederne blev styret af politiassistenten siddende på en stol midt på Assistens Kirkegård.
Nede ved søerne
Nede ved søerne boede et ungt fruentimmer, hvis skønhed var berømt. Men det var hendes mangel på moral også. Hun blev kaldt Donna del Largo. I folkemunde blev dette omdøbt til Donna del Lad`gård. Ak ja, her endte hun også sit syndefulde liv.
Det var også hernede, at stakkels Knud Mikkelsen boede i Stenhuggerhuset. Han holdt øje med, om der blev smidt affald ud i søerne, og han havde nøglerne til stierne langs søerne. Men han blev offer for bygge – boomet. Talrige gange sendte Magistraten ham en anmodning om, at han skulle flytte, men gamle Knud sagde, at han ikke kunne læse. Så måtte Magistraten gå rettens vej.
Stenhuggerhuset lå ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknede og Skindødes Redning.
Mange kreative arrangementer
Inden vi fik Dronning Louises Bro og Fredensbro, var der mere eller mindre kreative arrangementer over søerne. Snedkermester Mau ville gerne etablere færgefart, og muremester Petersen ville da gerne bygge en bro, men så ville han også forlange 2 øre pr. passager.
I Socialdemokraten kunne man læse at en af broerne, den såkaldte træbro var det rene selvmord. Mange af plankerne var pilrådne. Og det gav våde tæer og kjoler for de fine fruentimmere.
Nørrebro – omgivet af broer
Nørrebro var omgivet af broer. Den første bro over Ladegårdsåen blev bygget i 1820. Det var en privatbro, som kunne bringe byggematador Büllow fra Nørrebros slum til det pæne Frederiksberg.
Bangert var en anden byggematador. Han lavede en bro ved Brohusgade og selvfølgelig forlangte han bropenge. Han var jo ikke byggematador for ingenting.
Den tredje bro Parcelbroen var i 1892 så forfalden, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed beseglet. Men tilbage til søerne.
Syre – og elektriske både
Ja det var også dengang, da købmand E.M. Olsen fik lov til at sejle med petroleumsbåde. Men beboerne klagede. De blev et modstykke til sporvognenes såkaldte syrevogne.
Disse både blev afløst af de såkaldte elektriske både. Tænk, at man kunne opleve Husarrenes Musikkorps i en af bådene oplyst i dagens anledning. Man kunne så følge med i en af de andre både. Pris kun 50 øre. Ja man kunne endda spise om bord. I 1916 transporterede bådene hele 350.000 passagerer, og det kun for tre måneder – ganske imponerende.
Foder til duerne
På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kun købe en pakke sild for 5 øre. Ja med disse kunne man så fodre duerne.
Utrolig er det også at vide, at fattige i Rabarberkvarteret gik ud i søen og fangede ænder til julemaden. Efter sigende smagte de dog ikke så godt. Det var nærmest som mudder.
Masser af forlystelser ved søerne
På hjørnet af Doseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haverne.
Musik flere steder
Man kunne også gå til koncerter i Café Le Rheine i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade i det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen sammen med musikdirigent Olfert Jespersen.
Det var også festligt med regimentsmusik dengang. Mange sommeraftner kunne det høres rundt omkring på Nørrebro, ja selv på legepladsen på Kapelvej, var der musik.
Da byggespekulanterne kom
Da først portene var revet ned, blev det bygget på livet løs. Den eneste betingelse var
– At det skulle kunne betale sig
Byggespekulanter kastede sig først over Blågårdens jorder. Kvaliteten var elendig. Overskuddet skulle helst være så stor som mulig. Byggevedtægterne, ja de kom først da hele var færdig bygget. Tømrergade, Smedegade og Murergade i 1853/1854 var de første gader.
Her var ingen fortove, lys eller kloak. Efter et regnskyl og en tur i byen kunne det efter en tur i byen være en sand prøvelse at finde frem til sin egen gadedør. Det må også have været en speciel deprimeret oplevelse, at stå på Parcelbroen og kigge mod syd. Her var Frederiksberg badet i et sandt lyshav, mens Blågårds – kvarteret henlå i den dybeste mørke og slam.
Det har været en dejlig duft heromkring. Bedre blev det heller ikke i 1836, da Heegaard havde anlagt en fabrik, der forarbejdede dyretarme til musikinstrumenter.
I Stengade lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at folk var stuvet så meget sammen så det lignede kommodeskuffer. Jo, det var dengang Stengade hed Nørrebrostræde. Her var endnu rester af bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Grundloven gjaldt ikke for arbejderne
Vi havde fået en ny grundlov, og den havde arbejderne tænkt på, at udnytte. De ville forsamle sig og sprede socialismen. Men uha, det var farligt for demokratiet. Og sådan skulle man ikke bruge demokratiet. Ja vi kender alle historien om Slaget på Fælleden.
Straks lavede man en tabsliste. 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Men hvor mange arbejdere, der havde lidt skade, ja det havde man lige glemt at tælle med.
Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Han fik god hjælp af justitsminister Krieger.
I kø hos bageren
Om morgenen kunne man hos bagerne se folk stå i kø med deres kurv. Nørrebro – borgerne købte 8 stk. 2 øres brød for 5 ører og for 2 øre brødkrummer.
Om eftermiddagen udkæmpede ungerne i de forskellige gader adskillige slag. Værst var kampene mellem Krügersgade og Raberberne.
I Helligkors – skolen var børnene efter datidens pædagogik placeres således, at de klogeste sad nærmest tavlen. Og de ”dummeste” og de ”ordblinde” sad som nummer 36 aller bagerst. Og hvis man så ikke kunne kongerækken udenad eller opstandelsen, ja så vankede det med spanskrøret.
Nu var det så en trøst, at man kunne gå i cirkus nede ved Ladegårdsåen. En verdensberømt bryder havde udnævnt sig selv som cirkusdirektør. Jo, det var dengang Parcelbroen nærmest fungerede som et offentligt toilet – mest for kvinder.
De stakkels poder i skolerne udnævnte skoletandlægerne til sadister. Efter behandlingen stod de ved diverse håndvaske og spyttede blod.
Støvsugeren kunne lejes
For dem, der havde råd kunne blev støvsugeren lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Man kunne også få besøg af vaskekonen, hvis man ikke selv kunne klare det. Hun kostede en dagløn på 5 kroner plus kost.
Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det hele ugen, også undertøjet. Tøjet blev vasket i Kallemann Sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne man så bruge til at vaske gulv i. Jo genbrugstanken var allerede født dengang.
Investering i lykkeposer
Børnene fik ofte 5 øre med til søndagsskolen. Men de vil hellere ned til søerne og investere i lykkeposer. Når de så havde udeblevet fra søndagsskolen to – tre gange, mødte læreren op derhjemme. Det var ikke så heldig.
Dengang var Pastor Rosendahl i Stefans Kirken særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Dengang var margarinen farveløs. Hvad gjorde man så? Ja, så kunne man købe en ampul med gul væske, som man så skulle blande ind i margarinen. Ja så lignede det jo pludselig smør.
Renselsesbad i skolen
Det var ikke mange, der havde bad på Nørrebro. Så hver 14. dag var det renselsesbad i Hillerødgades Skole. Særlig fødderne var usædvanlig sorte. Men ofte gik turen også til Havet. Ja, sådan hed det, når man tog ned til Ladegårdsåen for at bade.
Den store Badedag
For at forbedre hygiejnen blev der oprettet en del badeanstalter rundt omkring i København. Og det gjorde også på Nørrebro. Og Sjællandsgades Bad eksistere stadig. Den blev oprettet med en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på førstesalen.
Kvindeafdelingen bestod af seks brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af de ældste badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Kvinderne foretrak karbadet, mens mændene var mere til brusebad. Og det var om lørdagen, der virkelig var Store Badedag.
Kvinde protesterer
I 1923 blev renlighed diskuteret i BT, der konstaterede, at mænd var mere renlig ind kvinderne. Det følte en kvinde sig meget stødt over:
– Du skriver, at mændene er mere renlig end kvinderne. Men det tror da pokker. Der er langt flere baderum til mænd end kvinder. Og efter hvad min mand og bror siger, må de højst vente en halv time.
Kvinderne måtte vente to timer på et karbad. Så længe kunne en arbejdende kvinde med små børn ikke vente.
Masser af sygdommer og epidemier
De dårlige hygiejniske forhold på Nørrebro gav grobund for masser af epidemier og sygdomme. Ofte måtte de stakkels børn en tur på Kommunehospitalet for at blive afloppet og afluset.
Hundrede af lopper, tusinder af myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje ventede sig. Jo så kunne det godt være at den fjerde havde tisset i sengen. Det var ikke unormalt dengang, at fire børn delte en seng, hvis de var så heldig at have en seng.
Nørrebro var Københavns kloak: Ud gennem Nørrebro blev hovedstadens smuds ført. Og læsset af i Utterslev.
Dødeligheden var stor. Omkring 1900 kostede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.
Lægerne gav masser af gode råd.
Under koleraepidemien forsøgte man sig med en speciel dampseng, og så skulle patienterne pakke sig ind i dyner og tæpper, samtidig med, at de skulle indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet udeblev da heller ikke. Man var sikker på forgiftning, men det hjalp ikke mod kolera.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegård havde usædvanlig travlt.
Endelig fandt man ud af, at det kunne da godt være, at man skulle gøre noget ved boligforholdene. Og et nyt Epidemihospital blev bygget. Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirke var dog lidt betænkelig ved, at det skulle bygges så tæt på hans menighed. Men hans protester hjalp ikke synderligt.
Ad Ladegaard til
De fattige blev truet med Ladegården. Som tendensen er den dag så mente man også dengang, at fattigdom er selvforskyldt. Hvis man var kommet længst ned på den sociale rangstie, ja så havde Fattigvæsnet overtaget ens liv. Hvis man ville gifte sig, ja så skulle man spørge myndighederne om liv.
Hvis borgere var havnet her, ja så var tankegangen hos befolkningen lige som i dag. Det var selvforskyldt. Og disse lemmer ville man ikke engang optage på almindelige hospitaler.
Man oprettede såkaldte Opforstringshuse, Tugt -, Raps – og Forbedringshuse. Borgere skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel var arbejde og arbejdertvang. Det var næsten som nu.
Her på Ladegården blev også de afsindige og de tossede anbragt. De blev anbragt i dårekister. Standardudstyret var en briks og et lokum.
De offentlige fruentimmere
Det var også her man anbragte de offentlige fruentimmere. Fra 1879 kunne man risikere livsfarlig fængsel, hvis man fødte i dølgsmål. På Ladegården skulle de svare på følgende spørgsmål:
– Hvordan var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
På Fødselsstiftelsen dengang døde halvdelen af de fødende kvinder fordi læger og sygeplejerske ikke vaskede hænder.
Et skrækkeligt ry
Ladegården havde et skrækkeligt ry. Således blev det i 1826 berettet, at
– Her opholdt sig afkræftede, løsagtige fruentimmere, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.
I 1865 opholdt der sig 916 lemmer på Ladegården.
Var man lidt småkriminel og det ikke var tegn på, at det ville forbedre sig, ja så kunne Københavns Politi finde på, at eksportere en til det forjættede land. Det var billigere for det danske samfund. Nu var det bare ikke altid, at amerikanerne var så tilfredse med denne ordning.
Social kontrol
Dengang var det ligesom i dag social kontrol. Fik man udbetalt børnebidrag fra Magistratens 3. afdeling, ja så kom den tilsynsførende på uanmeldt besøg. Han skulle kontrollere om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.
En helbredelsesanstalt for afvigere
Glemt er, at der meget tidligt på Nørrebro opstod en Helbredelsesanstalt for Afvigere fra det Civiliserede Samfund.
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og Løsagtige Personer at betragte som afvigere,
Johan Keller delte personerne ind i
a. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.
Man gik ind for sterilisation og kastration. Disse mennesker skulle nødig formere sig. Ja på et tidspunkt talte man om, at indgrebet også skulle foretages på farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser. Jo der foregik meget i De Kellerske anstalter, som havde fem adresser på Nørrebro.
Ja senere blev De Hvide Snit brugt flittigt i psykiatrien. Ja, Danmark havde verdensrekorden i brug af dette, og tankevækkende er også at 70 pct. af dem, det blev foretaget på, var kvinder. Først i 1983 ophørte man med dette.
Der var også rige
Jo, der boede skam også rige i herskabslejlighederne på Nørrebrogade. De fattige og arbejderne mente helt bestemt, at de rige fruentimmere havde beholdt pelsen på, når de gik på lokum.
Ja på hjørnet af Skt. Hansgade/Guldbergsgade boede der absolut fine folk, endda en general. Jo de var fine. Og det sagde man også om dem, der gik på den nye Nørre Alle’s Skole. Her måtte man nemlig ikke gå i træsko.
Niels Mangepenge
Jo så var det også slagtemesteren med de syv svende. Han gik under navnet, Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut lige efter midnat mødte han op hos urtekræmmeren og købte en flaske Linjeakvavit og et par dåse hummer. For som han sagde:
– Det gør sig på en dag med list hummer og et par stykke tatar.
Man lagde i den grad mærke til, når Niels Mangepenge og husholdersken spændte for om søndagen. Det var så et parmarkante mennesker, der så tog ud af Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, runskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og halvhandsker.
Slagtermesteren var i jaket med stribede bukser, ja endda meget stribede, og brune sko. Et rødt slips fuldente den festlige påklædning. Den skulle måske symbolisere det blodige erhverv.
Jorcks Have
Når vi nu snakker om de rige på Nørrebro, så skal vi da lige vende blikket på området over for den gamle Lygtekro. Her lå Jorcks Have bag en stor gitterport. Her førte en lang stribe af høje træer op til Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred fornem trappe foran.
Alle de pragtfulde frugttræer lokkede i den grad de fattige Nørrebro – unger ind i haven. Men når de så blev taget på fersk gerning blev det i den grad givet prygl.
Det største handelscenter i Danmark
I vores tidligere foredrag har vi været inde på det, at Nørrebro dengang tilbage i historien var Danmarks største handelscenter. Det var dengang, at Nørrebro Handelsforening var landets største handelsforening med 750 medlemmer – ganske imponerende. Men det er foreningen sandelig ikke mere.
Først var det bulldozersaneringen, senere diverse uroligheder m.m. der satte omsætningen tilbage. Ja og på det sidste er politikkere og detailhandler uenige om, hvad den yderligere tilbagegang i handelen skyldes.
Men dengang må det have været et mareridt at være i butikslære. Man begyndte klokken 7 om morgenen. Det blev lukket kl. 20 ugens fire første dage, fredag var det åben til klokken 22, og om lørdagen lukkede man klokken 23. Så troede man, at man kunne gå hjem, men ak nej. Det skulle lige først ryddes op.
Så skulle man også lige huske, at man to aftener om ugen skulle deltage i aftenundervisning på Handelshøjskolen på Nørrevold.
Da radioen kom
Radioen kom frem i slutningen af 1920’erne. Det var rift om den ene hovedtelefon. En rigtig antenne skulle have en luftantenne. Til sidst lignede det mange steder på Nørrebro et rent tørrestativ ind imellem blokkene. Og disse antenner skabte mange skænderier.
Den kollektive trafik
Vognmandslauget havde advaret mod sporvogne. De var bange for, at deres erhverv var ved at uddø. Så galt gik det dog ikke. Og de skulle stadig levere både heste til sporvognene og til omnibusserne.
I 1864 eksisterede der to omnibusser, der gik til Nørrebro. Men endelig den 14. maj 1867 stiftedes Nørrebroes Sporvejsselskab på Store Ravnsborg med isenkræmmer og fabriksejer Anker Heegaard som den store initiativtager. Den 6. december startede kørslen, men allerede dagen efter måtte den indstilles grundet snestorm.
Det stakkels personale måtte møde en time før start, og de skulle blive efter lukketid for at aflevere hestene. Når der var forsinkelser, skulle man betale bøde – 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse. Sådan har DSB – ansatte det ikke i dag.
Politibetjente og vovser kunne køre gratis.
På hovedstrækningen på Nørrebrogade kørte man med 2- etagers vogne. Kvinderne måtte af sømlighedsgrunde ikke bruge de stejle jerntrapper, der førte op til 1. sal.
Hurra – endelig en jernbanestation
Endelig fik man en jernbanestation. Det vil sige, at man egentlig fik to. Her var ikke nogen brolægning. Man måtte tage de lange støvler på, når man skulle med toget. Man kunne risikere, at sænke ned til knæene.
De Første Dampsporvogne
Da den første dampsporvogn skulle afprøves blev der smidt med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Sporvognen blev fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade.
Kvinder – pas på farten
Efterhånden var man gået over til den elektriske sporvogn. Og dette førte til en advarsel til kvinderne. Se bare her, hvad medierne skrev i 1902:
– Vore Damer, der har været vant til Gratie og Elegance at stige af hestevognene, tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere.
– Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har paadraget sig alvorlige Skrammer.
– Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.
Slangerup – banen
Den 19. juli 1906 blev Slangerup – banen indviet. Afgangen blev dog forsinket, for stationsforstanderens hund havde søgt ly under en af jernbanevognene. Ubekræftede forlydender kunne dog fortælle, at den forlystede sig med en anden hund. Så man kunne først starte afgangen, da de to hunde var færdige.
Idyllen ophørte
Herude på den anden side af Lygteåen startede Frederikssundsvejen. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter langs siderne. Det var bare åbne marker med meget spredt byggeri.
Åen lå under en bjælkebro. Her lå Lersøen. Her var masser af grønne grøfter, store grønne arealer med masser af græs, vilde planter, blomster brændenælder i overflod og vandhuller. Men så holdt idyllen også op Nu skulle man holde sig for næsen. For nogen havde fundet ud af, at her skulle hele byens lort opbevares.
Chokoladevogne
Nu havde man nemlig allerede fået en station lige i nærheden, nemlig Lersø Latrinsation. Man havde endda en stationsforstander, der både havde have og gratis gødning forstås. Indholdet blev transporteret i de såkaldte chokoladevogne.
Jo det var dengang, da chokoladefabrikken Cloetta lå i Hørsholmgade. Og straks opstod der en vittighed. En tysker skulle således se, Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen. Og følgende samtale opstod:
– Was ist den dass?
– Chokoladewagen
– Ach so – von Cloetta
– Nein von Closetta.
Nørrebros hunde var i den grad glad for, at disse chokoladevogne ikke altid var lige tætte. Og på Nørrebro station hændte det da også en gang imellem især på varme sommerdage, at sådan en chokoladevogn eksploderede. Og det var ikke just chokoladeduft, der blev spredt på Nørrebro.
Bommen er nede
Den kollektive trafik udviklede sig efterhånden, og det gjorde den almindelige trafik såmænd også. Og det var som nu, ikke altid planlagt godt nok. Således gik bommene ned 79 gange i døgnet på Nørrebrogade. I hele 212 minutter blev trafikken på Nørrebrogade holdt tilbage. Det skyldes, at man havde anlagt en godsbane meget uheldig.
Mudderet bredte sig
Det var ikke kun i Blågårdskvarteret, at et hestelæs kunne forvinde i mudderet. Skulle man passere Nørrebros Runddel i 1878 kunne man godt risikere, at sidde fast i mudderet. Mange gange var gummistøvler ikke engang nok.
Glemt er også, at der lige over for Ølunds Mølle lige ved Runddelen lå en stor vognmandsforretning. Specialet var Bryllupskørsel i Glaskaret. Man må da i sandhed sige, at allerede dengang, mødtes kontrasterne på Nørrebro.
En varulv er løs på Nørrebro
I en enhver by og bydel opstår der vandrehistorier. De er ofte forbundet med spøgelser, varulve og den store kirkegård trækker også historier til sig. Kan man så få bekræftet sådanne historier hos en gejstlig, ja så er lykken gjort.
En bagermester, der var i bagerlære i 1830 på Nørrebro, fortalte, at der i den tilstødende gård, der indeholdt et garveri, tjente en garverkarl, som blev antaget for at være varulv. En stor hund kom en nat efter bagerlærlingen. Denne tog en knippel og slog dyret. Han ramte den i hovedet. Jo det er ganske vist, for næste dag kom garverisvenden med sit hoved indbundet.
Bagermesteren fortalte, at det var mødrene, der var skyld i, at deres børn blev varulve. Det skyldtes opdragelsen, så ved I det!
Studenterne og Spøgelset
Midt i 1850erne boede en norsk student over for Assistens kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Det blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede med en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegården så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav, hvorpå den afførte sig sine klæder, stykke for stykke, for så at gå i retningen af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der, da laves sjov ud af. Nu går jeg over, og tager et klædningsstykke, så får vi se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12, kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget fulgte den sporet. I huset var de to studenter blevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vente den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen kom, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student. Han kunne ikke røre sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen af denne historie er: Lad være med at drille et spøgelse.
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten, da røvere ville bestjæle hende. Først da slog de hende ihjel. Forskellen på denne historie og de andre er, at den ene af de to gravrøvere erkendte sin synd over for den senere biskop af Sjælland, biskop Münster, så det er ganske vist.
Et søuhyre i Sortedamssøen
I kender alle Loch Ness uhyret. Har vi sådan en i Sortedamssøen? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Sankt Jørgens Sø.
Det er ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted i søen er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er uhyrets bolig en underjordisk sø. Og den har jo masser af foder lige ude for hoveddøren
– 150 knopsvaner, 5.000 gråænder, der overvintrer.
– Der er brasen, skaller, suder, aborrer, ål, karusser og en enkelt gedde.
Ja, hvis uhyret i søen, også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.
En sandfærdig historie
To unge mennesker have opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette.
Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for det unge par, stak han nu den hvide arm ude over muren og sagde nu men hul stemme:
– Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?
Det fortælles, at det unge par, brølende af rædsel spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overvejede morskaben.
Se dengang, havde politiet humor.
Håndspålæggelse
Man troede på det mystiske, således samlede Hr Huth i 1889 cirka 2.000 tilskuere på Fælleden i 1889, da han fortalte om håndspålæggelse og varmebehandling.
Panserbasse Rantzau
De fleste beboere på Nørrebro troede helt bestemt, at Rantzausgade var opkaldt efter overbetjent Rantzau. Dengang skulle en panserbasse veje ca. 200 pund, men Rantzau var nåede helt op i XXl.
Denne Rantzau fik sit eget toilet på den ny politistation på Fælledvej. De andre betjente måtte stå i kø omkring et pissoir. Jo denne Rantzau var en særdeles afholdt. Jo, han var blevet dekoreret med Ridderkorset efter sin indsats mod arbejderne på Fælleden. Efter at have opnået en alder af 72 år, havde han tilbragt 50 år i politiets tjeneste.
Politiet havde travlt
Politiet havde travlt. Også ude i Lersøen, hvor de skæve eksistenser hørte til. Ofte var her kamp om Maja Robinsons gunst. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Hver gang, hun fik hustrubidrag var der fest i ude i Lersøen. Når Maja engang imellem blev anholdt smed hun tøjet for at provokere panserbasserne.
Jo disse Lersø – bøller kunne være svære at styre. Ind imellem gik de over gevind og tog på plyndringstogt. De kaldte sig Knokledrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Glo – øje, Lange – Hermann. Ja, Karen Spidsmus og Ferdinand Eriksen blev datidens Bonney og Clyde.
Flere originaler
Ja inde på Indre Nørrebro gik flere originaler rundt og fuldede sig. Det var Jomfru Tidsfordriv, Frederik T – tal, Laurids Ni – finger, Frederik, Karoline og alle de andre. Efter en ordentlig druktur plejede de at samles nede ved Sortedams Dosseringen.
Ja hvis ikke de på vej derned var faldet om af druk, og taget sig en lur. Det kunne jo også være at politiassistent Rantzau og hans kollegaer samlede dem op. Så gik turen til Fælledvejens Politistation. Så var man da sikret et bad og morgenkaffe. Det var da ikke at foragte.
Rabarberlandet var en udfordring
Rabarberlandet var også en udfordring. Her var decideret et hadforhold mellem panserbasserne og beboerne. Og i Husumgade blev betjentene Gemsøe og Elmar brutal nedskudt. Og i Jægersborggade udtænkte Dagmar Overbye nye kreative tanker med hensyn til hvordan hun skulle aflive sine plejebørn, så hun kunne tjene en ekstra skilling.
Ladegårdsåen havde ikke altid klart vand
I den forbindelse bliver Ladegårdsåen ofte fremstillet som en flot å med krystalklart vand. Underligt, for her har det ofte flydt med døde heste, får og køer. Og ofte har disse stoppet for vandtilførslen. Når man så betænker, at man har brugt åen som drikkevand. Uha. Og her har ulykkelige kvinder født i dølgsmål og druknet deres barn i åen. Ja i 1913 skød bankrøveren Lindolf Larsen sig selv i hovedet midt i åen. 14 dage inden havde han begået et stort bankrøveri på Østerbrogade.
Den første spiritusprøve
Det var sandelig også på Fælledvej at verdens første spiritusprøve fandt sted. Se i 1920 var der i København efterhånden 18.000 biler. Bare ni år siden var der 100.000. Og selve spiritusprøven var meget avanceret. Se bare her:
A. Man skulle føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne
B. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne, var kørerkortet, var kørerkortet i fare.
Men nu var det også lige andre ting, man skulle tage i betragtning:
1. Hvordan var undersøgtes udseende?
2. Hvordan var den undersøgtes væsen?
3. Er undersøgte orienteret om tid og sted
4. Hvordan er undersøgtes hukommelse?
5. Hvordan fungerer undersøgtes taleegenskaber?
6. Hvorledes er undersøgtes gang?
7. Hvordan er håndbevægelsens bevægelighed – hvordan er håndskriften?
8. Hvordan er pulsen?
9. Lugter undersøgte af spiritus?
10. Er det tegn på sygdom?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej – dengang?
Ja på hjørnet af Guldbergsgade var det et vandtrug og vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket og et halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, at han var fra kommunen. Der var stil over de kommunalt ansatte dengang. I dag optræder de jo kun med orange vest.
Denne embedsmand skulle hjælpe diverse kuske til at få deres heste til at slukke tørsten. Hertil kom så at vandvognen på varme sommerdage kørte op og ned ad gaderne og vandede brostenene.
På torvet ud mod Elmegade sad fiskekonerne med deres trækvogne og tilbød fisk.
Men det var også biograf og værtshusene Tingvalla og Bollero. Her lå også Odeon, som brændte, selv om brandstationen lå lige over for.
På Nørrebro finder man sig ikke i noget
Thomas, du skal vide, at Nørrebro – borgere ikke finder sig i noget som helst. Måske er det derfor, at de ofte har følt sig ladt i stikken af politikerne på Rådhuset eller Christiansborg. Det er nu heller ikke alle, der er lige velkommen på Nørrebro. Det har Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen oplevet. Og hold da op sikke mange bodygards jeg måtte igennem, da jeg ville snakke synnejysk med Bertel Haarder under Kulturelle Markedsdage. Dengang var han hvis nok integrationsminister.
Knipler i grøn sæbe
I 1934 angreb 200 kommunister politiet. Deres plan var at frariste politiet deres knipler. Men politiet havde smurt deres knipler ind i grøn sæbe. Så planen blev mislykket.
Og i 1951 havde vi de berømte hypnosemord i en bank på Nørrebrogade. Der udkommer stadig bøger omkring dette bankrøveri.
Folkets Park og Hus
Erfaringerne fra Sofiegården startede slumstormebevægelsen. I løbet af 1971 skabtes Folkets Park på en tomt i Stengade. Senere fulgte Folkets Hus.
Forkælede venstreorienterede
I 1980 blev borgere på Nørrebro kaldt for
– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere
Den såkaldte Bulldozersanering var i gang. Og den skred aldeles planløst frem. Ind imellem manglede politikerne penge og efterlod Nørrebro i en sand krigsskueplads. Bulldozer kørte hæmningsløst mod barakker, hvor der sad folk.
Sandheden var at Nørrebro – borgerne i den grad var trætte af politikerne og politiets hårdhændede metoder. Også erhvervsdrivende kæmpede side om side med de såkaldte forkælede venstreorienterede.
Borgerrepræsentationen roste politiet
Børn blev slået med knipler. En lille pige blev banket i maven. Flere hundrede Nørrebro – borgere endte på Rigshospitalet. Flækkede øjenbryn og hjernerystelser vidnede om Nørrebro – borgernes kontakt med politiets knipler. Lørdag dem 3. maj 1980 blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand og politiet anholdte tilfældige for angreb mod embedsmand i funktion. Nu skulle der statueres et eksempel.
Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Vi kan godt huske Kampen om Byggeren. Men vi har glemt, at 1.000 Nørrebro – borgere forsvarede en børneinstitution i Todesgade.
Men kampene i 1980 udartede sig i den grad. Dette glemte Nørrebro – borgerne aldrig. Det udviklede sig til et hadforhold til politiet.
Trætte af forbrugerræs
De unge havde kaldt til stormøde i lånte lokaler i foreningen Tinglutti. De var trætte af forbrugerræs, konkurrence og hierarki. Og så holdt man et godt øje til Rutana i Nansensgade. Ja senere gik det ud over en gummivarefabrik. Og for første gang brugte Politiet gas for at få bugt med de forkælede venstreorienterede. 98 unge blev ved den lejlighed anholdt ved hjælp af tåregas og gummiknipler.
Overborgmester Weidekamp kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at man skulle bygge noget specielt for de ungdommen.
Bevaringsværdigt
Men Jagtvej 69 blev købt af kommunen for 750.000 kr. Egentlig var det meningen, at det skulle rives ned. Man tænkte ikke over, at her havde Rosa Luxembourg været på besøg. Man tænkte heller ikke på, at her havde 300 detailhandlere overværet et foredrag om Dansk Vestindien. Man ville bygge et Irma på stedet. Hurtig fik Nørrebro Handelsforening sagt, at det var bevaringsværdigt, for Irma var ikke sådan at slås med.
De unge fik overladt huset. Overborgmester Weidekamp troede nu, at han havde fået fred for de forkælede venstreorienterede. Men ak nej. Første gange den veltilfredse overborgmester besøgte Ungdomshuset fik han buksevand.
Den 13. januar 1933 havde en anden berømthed besøgt huset. Han fik ikke buksevand. Det var selveste Stauning, der besøgte stedet. Det var i forbindelse med Socialdemokratiets 12. kreds, der fejrede 40 års jubilæumsfest.
Jo her i Jagtvej 69 var der boksestævner, juletræsfest og så meget andet. Her havde Hr. Gundemann i 1930erne og 1940erne sandelig danseskole. Undervisningen foregik om aftenen. Og søndag formiddag var der dansant med særlig entré. Det kostede 2 kr. Men det var altid fuldt hus.
Hr. Gundemann sad på en stol i højre side og råbte 1, 2, 3. Det var så sandelig med klaver. Når man så havde lært at danse kunne man kaste sig ind i de rigtige fester i huset.
Man købte sig en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så rigtig bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af en seks mands orkester. Ja de spillede tidens pop melodier som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede Fingre og Det var på Capri.
En kreativ farvehandler
Jo, der har altid været kreative mennesker på Nørrebro. En af dem var en kreativ farvehandler, der senere blev bankmand og alt mulig. På et tidspunkt ejede han også pirat – radio stationen ude i Øresund – Radio Merkur. Han ville simpelthen købe Nørrebrogade, men det ville politikerne dog ikke gå med til. Hans navn var Brask – Thomsen.
Han ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg, men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
Knappen havde nogle gange sin berettigelse
Vi talte i begyndelsen om Nørrebro – knappen. Nogle gange havde den sin berettigelse. Således også den 16. marts 1992. Da skete noget frygtelig i de lokaler, hvor vi ofte mødtes, når vi skulle i gang med De Kulturelle Markedsdage. Det var i Søllerødgade, hvor en 29 – årig familiefar blev dræbt af en brevbombe. Sagen blev aldrig opklaret.
En trist aften
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. 92 betjente blev skadet og 11 tilskuere blev ramt af skud. Episoden førte desværre til alvorlige konsekvenser for mange – selvmord og deciderede mord.
Dengang sagde politiet, at 18. maj aldrig måtte forekomme igen. Men næsten på 20 – års dagen var det ved at ske igen. Også dengang var detailhandlerne på Nørrebro gidsler for aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalisterne.
Men den 18. maj 1993 traf politiledelsen forkerte beslutninger. Men ingen i politiledelsen blev nogensinde draget til ansvar for dette.
Som sagt blev 113 skud affyret. Og det uhyggelige er, at cirka halvdelen af befolkningen synes, at det var i orden at skyde mod såkaldte antidemokrater. Den enkelte betjent blev ladt i stikken, og først frikendt efter 7 års forløb.
Fri etableringsret?
I 1995 oprettede MC’ Donalds en ny filial på Nørrebrogade. Resultatet blev 19 sårede betjente. Senere fløj en stor kampesten gennem vinduerne på MC´ Donalds. Den var millimeter fra at ramme en familie. Gerningsmændene strøg ind i Ungdomshuset. Det krænkede Nørrebro – borgenes retssikkerhed, at politiet ikke ville optage rapport.
Hvorfor skulle Janne dø?
Den 6. oktober 1996 døde en yndig mørkhåret enlig mor. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Janne, der arbejde i Den lille sorte blev kun 29 år. Hun var til Vikingfest i Titangade. Men en panserværnsraket blev affyret over hovedet på 29 kampklædte betjente.
Hvor var politiet?
Den 7. – 8. maj 1999 følte et ægtepar sig livstruet i en butik på Nørrebrogade, men politiet nægtede at komme. Butikkerne var udsat for et sandt plyndringstogt. Ingen er nogensinde blevet dømt for dette, og butikkerne måtte selv punge ud efter at have mistet varer for millioner af kroner.
En tidlig morgenstund
Den 1. marts 2007 måtte undertegnede tidlig op. Det årlige Bogudsalg startede, og det skulle blive en dag, man aldrig glemte. Det holdt en underlig bil foran Ungdomshuset. Pludselig genlød Nørrebro som en krigsfilm. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det nu som amerikansk actionfilm med Tom Cruise og Angelie Jolie i hovedrollen. Fra to helikoptere blev militærfolk firet ned på Ungdomshusets tag.
Bydelen genlød nu af ambulancer. Og fra gaden råbte unge autonome, at vi ikke skulle ekspedere pansersvin. Vi svarede igen, at så skulle de hellere ikke bruge vores lokum. Hele Danmarks verdenspresse havde efterhånden forsamlet sig i butikken. Rundt omkring lukkede butikkerne en efter en. Også hos os var personalet efterhånden sendt hjem. Vi var så et par stykker, der holdt ud. Men da de blå lys rykkede nærmere, bad jeg kunderne blive færdige et kvarter for lukketid. Vi kunne ikke mere garantere for personalets sikkerhed. Kunderne blev meget sure.
Et kamerahold fulgte alle mine bevægelser. Meningen var, at det skulle vises i aftenshowet om aftenen. Men det blev aflyst. I stedet var det breaking news med direkte reportager af, at Kvickly og Irma blev plyndret.
Hærværk og ødelæggelser fulgte
Der fulgte en masse episoder med ødelæggelser, hærværk, plyndringer. Butikker lukkede i stribevis. Man turde ikke mere, og Forsikringsselskaberne sagde Nej.
Overborgmester Ritt Bjerregaard truede med sagsanlæg på noget, jag havde skrevet på Handelsforeningens hjemmeside, men vi havde bekendte i radioavisen, så vi kunne afvise anklager. Politibetjente holdt sig heller ikke tilbage. Handelsforeningen modtog vanvittige e – mails. Og pludselig roste selv Enhedslisten, Nørrebro Handelsforening.
Det kostede samfundet et tre cifret millionbeløb for at rydde op efter Ungdomshuset. Politikerne ville ikke påtage sig et ansvar. Det måtte borgerne og detailhandelen på Nørrebro påtage sig.
Den 1. september 2007 ringede borgerne på Nørrebro atter efter hjælp. Politiet svarede bare Hold jer inden døre.
Thomas, som du kan høre bliver det aldrig kedeligt på Nørrebro.
Fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
De unge blev noget overrasket, da de på Handelsforeningens hjemmeside kunne læse, at foreningen havde fået tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. men egentlig burde de ikke være overrasket. For de blev spurgt, om de ville underlægge sig en husorden, som Nørrebro Handelsforening udarbejdede.
– Aldrig i Livet, svarede de unge. Så den handel blev aldrig til noget.
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro er Allersgade. Den er opkaldt efter brændevinsbrænder Jens Aller. Som så mange gode indvandrere var han fra Sønderjylland. Det var fra dengang, det var sundere at drikke øl og brændevin end drikkevand.
Vi springer lidt i familiehistorien. Vi lander hos Christian Allers enke, der med syv børn flytter til en villa i Odinsgade. Det var her Carl Aller voksede op. Allerede ved sin konfirmation vidste han, at han skulle være litograf og bogtrykker.
Vinduerne i kvistkammeret var sort, som følge af alle de eksplosioner, som Carl havde frembragt. Og det faldt naboens datter Louise Bierring også for.
På bryllupsnatten blev Carl ramt af en grimt mavetilfælde. Og diagnosen kunne rumme alt fra lungesygdom til tuberkulose. Jo i kvistværelset havde Carl indåndet mange kemikalier.
Denne gode Carl sagde nej til at blive seddelpresser på Nationalbanken og startede i stedet Carl Allers Etablissement. Det første blad man fremstillede var Nordisk Mønster Tidende – det senere Femina.
Man etablerede en virksomhed i Blågårdsgade, og her skabtes Nordens største bladsucces – illustreret Familieblad. Det første abonnement blev solgt til Madamme Svendsen, som var værtshusholder i forhuset til Blågårdsgade 22.
Ja selv Christian den Niende blev abonnent. Inden det går får meget overvågning og afluring i den slutter vi her. Tak for jeres opmærksomhed.
– Og kære læsere, jer der befandt jer i den fyldte Stefans Kirke, læs også lige de andre tre artikler, som er nævnt i begyndelsen. Jeg vekslede lidt mellem de fire artikler, og det andet, jeg lukkede ud, får I senere.
På www.dengang.dk er der ca. 212 artikler fra Det Gamle Nørrebro – God fornøjelse.