Artikler
Marts 29, 2015
Værnemagere
De blev betragtet som landsforrædere og skulle straffes. Men det var der langt fra alle der blev. Familien i Sønderjylland, der modtog erstatning for deres faldne far/mand fra den tyske stat måtte aflevere erstatningen til den danske stat. Men de skippere, vognmænd og gårdejere, der havde tjent styrtende med penge på tysk samhandel måtte beholde deres penge. Arbejdsløse blev tvunget til at arbejde for tyskerne eller sendt til Tyskland. De blev af Modstandsbevægelsen betragtet som værnemagere og truet. Danske firmaer i Tyskland snød så vandet drev. Mange brugte slavearbejder, men dette er aldrig blevet nærmere undersøgt. Både den danske fagbevægelse, Dansk Arbejdsgiverforening, entreprenørerne ja selv den almindelige dansker var general tilfredse med samarbejdspolitikken. Efter sammenbruddet den 29. august 1943 fortsatte den danske landbrugseksport med stigende styrke. Mange tjente styrtende med penge – men disse blev ikke betragtet som værnemagere.
Min kloge far
Min kloge far fortalte mig flere gange, at det ikke var alle, der blev straffet efter krigen. Han mente, at det ofte var de forkerte, der blev straffet. Dem med forbindelserne i orden, ja de slap, sagde han. Den lille mand blev straffet.
Min far havde valget til at tage til Tyskland eller arbejde for tyskerne ved befæstningsanlægget, ellers var der ingen dagpenge. Organisationerne syntes, at det var en god ide, at arbejde sammen med tyskerne.
Arbejdsløsheden i Danmark var i 1940/41 ramt af ekstrem høj arbejdsløshed. Således var en tredjedel på et tidspunkt ramt af arbejdsløshed.
Truet af modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen havde ikke meget til overs for dem, der havde taget arbejde hos danske entreprenører som lavede befæstningsarbejde ved vestkysten. Således blev arbejdere, der arbejdede i Oksbøl og skulle tilbage til Tønder, truet af modstandsbevægelsen. De skulle se sig for, når de kørte hjem, for de kunne risikere at blive skudt.
Danmark var privilegeret
De besatte lande havde et omfattende økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Ja de kunne ikke mere selv bestemme, hvem de ville eksportere til og importere fra. Mange firmaer og enkelt personer tjene dog store summer på samarbejdet med tyskerne. Man brød diverse love, blandt andet den danske prislovgivning. Andre gjorde opmærksom på, at de handlede i overensstemmelse med politikerne.
Forskellen til de andre besatte lande, var at tyskerne der foretog direkte plyndringer og udskrev arbejdskraft til produktion.
Allerede inden besættelserne af Europa havde de tyske myndigheder nøjagtige planer for de besatte landes indpasning i den tyske krigsøkonomi. Det var en meget nøjagtig planlægning og ikke meget var overladt til tilfældighederne.
I årene 1942 – 44 var de besatte landes bidrag til den tyske rustningsindustri betydelige.
Tyskland havde en konto i nationalbanken
Tyskerne havde en konto i Nationalbanken, som de kunne trække på. Ved krigsafslutningen stod den konto på 8 milliarder kroner. Det svarer vel i dag til ca. 175 milliarder kroner. Ja det var, hvad Danmark selv måtte betale for samarbejdet. Det økonomiske samarbejde bestod af mange ting:
– Landbrugsprodukter til Tyskland
– Indkvartering af tyskere
– Leverancer til de tyske styrker i Danmark
– Bygning af militære anlæg
– Produktion af våben til tyskerne
Politikerne var indforstået med dette arbejde. Og meget af dette fortsatte også efter oprøret den 29. august 1943. Det økonomiske samarbejde voksede endnu mere i de sidste måneder frem til befrielsen.
Man var tilfredse med samarbejdspolitikken
De fleste historikere vil gerne have os til at mene, at den danske befolkning fra starten var imod tyskerne. Eftertidens opfattelse af den danske modstandskamp har været ideologiseret og har båret præg af efterrationalisering. Sandheden er, at danskerne var tilpasningsparate.
Forfatteren, Palle Roslung – Jensen har haft mulighed for at gennemlæse 70 dagbøger fra den tid. Sådanne dagbøger er et vidnesbyrd om, hvad folk tænkte og følte, mens landet var besat af den tyske krigsmagt. Man beundrede Norges modstand, men man ønskede ikke norske tilstande i Danmark.
Nu var det nok ikke arbejderne, der skrev dagbøger, men nærmere de veluddannede. Selv om danskerne grundlæggende var demokrater og engelsksindede og glædede sig over de allieredes sejre, så var det først da krigslykken vendte, at man vendte sig mod samarbejdspolitikken. Og ved krigens slutning havde de fleste danskere lykkelig glemt, at de i starten støttede samarbejdspolitikken.
Lovgivning overtrådt uden følger
Mange danske virksomheder og enkeltvirksomheder overtrådte dansk lovgivning, uden at regeringen kunne gøre noget som helst.
Mange sabotagevirksomheder var rettet mod danske virksomheder, der rettede sig mod tysk eksport. Og i Sønderjylland havde Det Tyske Mindretal organiseret deres virksomheder, så de kunne få det bedt mulige ud af samarbejdet med tyskerne.
Særlig den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var særdeles utilfreds med, at der ikke kom til et større opgør med kapitalisterne efter krigen.
Flere entreprenørvirksomheder klarede frisag, fordi de kunne henvise til, at politikere og regeringer direkte havde opfordret dem til at samarbejde med tyskerne helt tilbage fra 1940.
Ikke mange værnemagere blev dømt
Kun 1.100 værnemagere blev dømt, men halvdelen af disse blev frifundet. Straffene var også minimal, når man tænker på indtjeningens størrelse. Egentlig var det kun 75, der kom et år eller mere i fængsel. Ja mange af disse blev også senere benådet.
Meget paradoksalt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt til Staten. Det var et meget lille beløb. Men dette peger måske også på de kaotiske forhold, der var i retssystemet, dengang.
Var Danmark – Hitlers spisekammer?
Det er rigtigt, at danske landbrugsvarer spillerede en rolle for at opretholde fødevareforbruget i den tyske befolkning. Men var det nu rigtigt, at Danmark var Hitlers spisekammer?
Ja den 10. april 1940 vurderede Wehrwirtschaftsamt at indlemmelsen af Skandinavien kunne bibringe den enkelte tysker 2 kg. Kød/flæsk og 1 kg smør ekstra. Ja og så lige 1 kg. Fisk.
Egentlig var det ikke så mange tillokkende ting fra den danske industri, der lokkede. Og egentlig var det svenske råstof, som tyskerne var ude efter. Men først måtte svenskerne bøje sig for kravet om transport af tyske tropper gennem landet op til fronten i Norge. Siden gennemførtes store leverancer af kul til Nordnorge. Først i august 1944 foretog Sverige en spærring af kultransporterne. Dermed ramtes det tyske erhvervsliv hårdt. Men indtil da, kunne man vel næppe hævde at svenskerne var neutrale.
De danske leverancer gik som en rød tråd gennem alle indberetninger til Berlin under besættelsen. Mottoet var, Her går det godt. Man ønskede at bevare det forholdsvis fredelige Danamark.
Franz Ebner berettede den 22. marts 1944 til Berlin, at Danmarks eksport havde fået endnu en tak op ad. Nu kunne det lille land dække det tyske behov af kød i 6 – 7 uger og 4 – 5 uger med smør.
Danmark havde selv det største forbrug under krigen
Mens vareudvekslingen i 1939 kun udgjorde en fjerdedel af den danske ind – og udførsel, så var indførslen vokset til trefjerdedel og eksporten til seks/syvendedel. Dette blev så viderebragt som en ”skrøne” i danske presse.
Tilfredsheden skyldtes nok, at det hele blev betalt over clearingskontoen, som ikke skulle udlignes før krigen var forbi. Og det man måske også lige glemmer, er at Danmark under krigen havde det største forbrug alle i Europa. Og væsentlig højere end i Tyskland.
I 1942 – 43 blev 57 pct. af al smørproduktion anvendt til dansk forbrug, mens det for oksekøs drejede sig om 81 pct. For svinekød og flæskekød drejede det sig om 67 pct.
Ægeksporten var i 1940 næsten ubegribelig høj. 968 millioner æg blev eksporteret. Også eksporten af fjerkræ var astronomisk høj. I perioden fra 5. november 1940 til 5. april 1941 blev der afsendt 152 togvogne med 322.055 levende høns til Tyskland.
I 1942 og 43 var det de store år for kanineksporten. 595.435 kg blev eksporteret til Nazi – Tyskland.
Skrappe restriktioner i andre lande
I Norge, Holland, Belgien og Frankrig blev der gennemført skrappe rationeringer på smør, æg og svine – og oksekød. I stedet måtte man spise brød, kartofler, frugt og grøntsager, hvis det ellers kunne skaffes.
I lande som Polen, Ukraine og Rusland blev befolkningen fra starten udsultet af den nazistiske besættelsesmagt, fordi der skulle skaffes mad til Tyskland.
Den danske industrieksport var beskeden. Men det blev påpeget, at danskerne opfyldte 73 pct. af de givne ordre til den tyske krigsindustri. Man burde sørge for at sikre Danmarks forsyninger med råvarer og maskiner og især jern, så krigsleverancen kunne blive endnu større.
Dækadresser for regeringen
Under tysk pres blev det meste at det danske værns våben og ammunition til den tyske værnemagt. I februar 1941 måtte seks torpedobåde udleveres til den tyske marine. Allerede i slutningen af maj 1940 rejstes krav om produktion af krigsmateriel for tysk regning på Krigsministeriets og Marineministeriets tekniske værksteder samt på Orlovsværftet. Dette blev efterkommet af regeringsbeslutning i august 1940. Men det skulle dog ske på den måde, at disse leverancer skulle ske via private virksomheder, for våben og ammunition gennem Dansk Industri Syndikat. Desuden skulle de ske gennem skibe gennem Burmester & Wain. Disse firmaer blev dækadresser for regeringen. Dørene var hermed på vidt gab for de krigsvigtige leverancer fra dansk industri de kommende år.
Den 15. februar 1941 henvendte den tyske Værnemagt sig til Krigsministeriet med anmodning om levering af 40.000 granater og 24 stk. 75 mm luftværns – kanoner. Og sådan gik det slag i slag. Dansk Industri Syndikat gik ind som mellemleverandør. Senere blev det til bl.a. en leverance af 500 stk. 20 mm maskinkanoner.
I princippet var de danske virksomheder fritstillet, om de ville modtage tyske ordre. Men staten træder regulerende ind ved at indgå aftaler med besættelsesmagten om leverancer på områder, der er af stor vigtighed for Værnemagten. Det drejede sig bl.a. om områder som våbenproduktion, skibsbygning og militære entreprenøropgaver.
Efter pres fra regeringen
Ja det startede allerede den 16. april 1940, hvor den danske regering allerede henvendte sig til danske entreprenørvirksomheder med henblik på iværksættelse af arbejder til sikring af tyske militære stillinger i Danmark. Det begyndte med udvidelser af Ålborg Lufthavn og andre lufthavne. Det endte med de storstilede befæstningsarbejder på den jyske vestkyst, der var vendt mod en allieret invasion og befrielse af Danmark ad denne vej.
Entreprenørerne pressede selv på
Det var entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der efter pres fra regeringen indvilligede i at påtage sig arbejdet. Dagen efter kom turen til Danmarks store våbenfirma Dansk Riffelsyndikat.
Ingeniør T.K. Thomsen, der ledede de største entreprenørvirksomheder, der arbejdede for tyskerne påkaldte sig en del opmærksomhed. Han var således formand for Entreprenørforeningen, formand for Håndværksrådet, næstformand og senere formand for Dansk Arbejdsgiverforening i forskellige perioder under besættelsestiden.
Regeringen havde givet efter for entreprenørernes ønske, om at det ville være i dansk interesse at arbejde for tyskerne.
Hvis danske virksomheder afviste tyske ordrer, gik de tyske myndigheder videre til Udenrigsministeriet og de politiske myndigheder med krav om at få de firmaer anvist, der gerne ville arbejde for dem. For de firmaer, hvor der var tale om en vital produktion for tyskerne, kunne det også blive tale om, at tyskerne overtog produktionsstedet.
Werner Best forstærkede selv myten
Kigger vi på nogle af Werner Best’ s indberetninger, ja så fortsætter han lovsangen fra oktober 1943 til oktober 1944:
– Danmark leverer værdifulde bidrag til den tyske krigsøkonomi med leverancer af kød, heste og fisk. Ja for kød er det sågar fordoblet.
Efter sammenbruddet i august 1943 fortsatte den danske eksport med forstærket kraft.
Måske var Werner Best selv med til at forstærke myten om Danmark, som Hitlers Spisekammer. Ja han medvirkede kraftigt til at styrke den for at styrke sin egen position i Danmark.
Den sidste indberetning fra Danmark til Berlin kom fra oberstløjtnant Hugo Hans. Han havde foretaget en inspektionsrejse til Norge og Danmark. Der blev ved denne lejlighed ikke talt om leverancer, men om det snarlige sammenbrud. Man talte om, at omstille den danske jernbanedrift til brug for brunkul og trækul. Men også problemet med de tyske flygtninge blev nævnt. På daværende tidspunkt var der ankommet 123.000. Ansvaret havde påhvilet værnemagten.
Nybygning af 70 tyske skibe
Set ud fra et tysk synspunkt var reparation af tyske handelsskibe ved danske værfter vigtige. I marts 1941 blev der ved dansk – tyske forhandlinger indgået aftale mellem tyske og danske rederier og værfter om nybygning syv nybygninger. Men i november 1942 blev der truffet aftale om nybygning af hele 70 tyske skibe.
Den danske handelsflåde ydede endnu i 1944 betydelige transportydelser for den tyske regering. Men haverier og brændstofmangel reducerede den danske handelstonnage med 25 pct. Rejsetiden var grundet minesprængninger og andre hindringer steget til det dobbelte.
18 pct. arbejdede for tyskerne
Ved det tyske befæstningsbyggeri var der ansat 30.000 arbejdere. Ved det danske politi, kystpoliti og hjælpepoliti og ved banebeskyttelsen var der ansat 15.000 mand til gavn for tyske interesser. Yderligere var 2.000 ansat som hjælp i luftvåben og marine. Ja, dertil kom 3.300 frivillige i Waffen SS. Ja tager vi alle frivillige danskere med i tysk tjeneste bliver det meget mere. Ja, tænk cirka 18 pct. af arbejdstagerne i Danmark arbejdede for tyskerne. Ja sådan beskrev Werner Best det.
Vender vi blikket mod Det Tyske Mindretal. Ja så kunne man den 1. december 1944 registrere 2.162 frivillige ved Værnemagten, Waffen SS, mens 4.100 var beskæftiget ved tysk arbejde. Sammenlagt drejede det sig om i alt 6.292 personer, der arbejdede aktivt for tyskerne.
Men inden forargelsen buldrer frem, så var mængden af frivillige til den tyske værnemagt større fra det øvrige Danmark end fra Det Tyske Mindretal.
Udgifterne trods alt minimale
Man blev enige med tyskerne i at reducere det danske militær fra 6.599 mand til 2.200. mens officerskorpset stort set forblev i tjeneste. Den danske marine fik desuden overladt en række bevogtningsopgaver for tyskerne.
Vi bidrog til den tyske krigsøkonomi lige som de andre besatte lande. For Danmarks vedkommende beløb det sig i alt til 8 milliarder kr.
Men egentlig slap vi billig i forhold til andre besatte lande. Udgifterne i forhold til Danmark
– Var i Norge og Belgien 2 – 3 gange større
– Var i Holland 6 gange større
– Var i Frankrig 16 gange større.
Beskæftigelsen herhjemme steg dog også i takt med den stigende afsætning til værnemagten og rustningsindustrien. Og det hjalp også på det hele med befæstningsarbejdet ved vestkysten. Gennem hele perioden skete der også en femobling af landbrugseksporten til tyskerne.
Importen fra Tyskland blev fordoblet mellem 1939 og 1944. Der skete en tredobling af den danske eksport. Den norske eksport blev firedobbelt.
Det kan godt være at samarbejdet med tyskerne var brudt sammen. Men kødeksporten steg til det dobbelte i 1944.
Det var især udgifterne til værnemagten i Danmark og til fæstningsbyggeriet og først i anden række det tyske underskud på clearingkontoen for varer og ydelser, der belastede den danske økonomi.
Tvangsarbejde
Tilførselen af arbejdskraft til Tyskland var enorm. Det drejede sig om i alt 7 mio. mennesker. Her var det tale om tvangsarbejde. Fra Danmark var tilgangen frivillig. Ifølge opgørelser fra den belgiske militærforvaltning var 577.579 belgiske arbejdere formidlet til arbejde i Tyskland.
Det ”neutrale” Sverige
Men hvad så med det neutrale Sverige? Ja i 1943 leverede de 9,5 millioner tons jernmalm til tyskerne. Det dækkede halvdelen af tyskernes forbrug. Og de kuglelejer som svenskerne leverede dækkede hele 60 pct. af tyskernes forbrug.
Svenskerne leverede desuden 70.000 tons ædelmetal og trækulsjern. Dette blev brugt til fremstilling af motorer og værktøjsmaskiner.
Så sent som i 1944 aftaltes import af jernmalm fra Sverige for 500 mio. RM.
Kaos i retsopgøret
Alle de politiske partier var enige om leverancer til tyskerne. Det har man glemt i dag. For i 1945 førte Kommunisterne sammen med Dansk Samling an i korstogene mod de virksomheder, der samarbejdede med tyskerne.
Trods det, at staten var dybt involveret i leverancerne til tyskerne, forberedtes der efter den 29. august 1943 i besættelsens sidste år en kovending i politikken over for erhvervenes tyske leverancer. Hen mod besættelsens ophør begyndte man at bebude, at der ville blive lavet om på de hidtidige regler og procedurer med tilbagevirkende kraft uanset myndighedernes ansvar for disse.
Vi skal samtidig huske på, at eksporten af landbrugsprodukter i de sidste år af besættelsen steg væsentlig. Og ved vestkysten mistede man fuldkommen kontrollen med befæstningsbyggerierne. I det lys havde min kloge far sikkert ret.
Tidligere her på siden har vi været inde på retsopgøret efter krigen. Domstolene i Danmark havde også de første fire år ret så svingende afgørelser. 600 domme blev i 1949 taget op igen og endte med frifindelse.
Nogen skulle betale – andre skulle ikke
Der var blevet arbejdet for tyskerne på bred basis. Også en mængde transporter i form af vognmandskørsel og fragtsejlads var foretaget for tyskerne. Clearingskontoen for levering af fisk og landbrugsprodukter var efterhånden landet på 4,1 milliarder kroner.
Lovgiverne besluttede, at landbruget, fiskeriet og gartnerierne ikke skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke de arbejdere, som havde arbejdet for tyskerne skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke selv om Danmarks Statistik ifølge stikprøveundersøgelser kunne godtgøre, at i en del tilfælde har indtægterne været betydelige.
Men det var ikke alle, der kunne regne med tilsvarende politisk beskyttelse. Det gjaldt for eksempel tilskud til de tyske mindretals organisationer, skoler løn og understøttelse under tysk krigstjeneste. Dette skulle tilbagebetales til den danske stat.
Social ulighed
Understøttelse til efterladte koner og børn, samt lønoverførelser og erstatninger fra Tyskland, samt salærer og honorarer og andre overførelser fra Tyskland skulle efter lovgivningen tilbagebetales.
Man kan jo godt forstå, at Det Tyske Mindretal følte dette som en forfølgelse. Det kan måske også ses i forhold til at B & W som blandt landets største leverandører til den tyske værnemagt slap forholdsvis billigt. Måske var det, fordi der var masser af statslige penge i foretagenet.
Gårdejere fik forbedret deres realindkomst med 49 pct. under besættelsen og godsejere fik en fremgang på 62 pct. Denne fremgang skyldtes samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage.
De magtfulde landbrugsorganisationer havde gjort deres indflydelse gældende. Men de landmænd, der havde tjent sorte penge ved tørveproduktion eller ulovligt salg ved stalddøren til besættelsesmagten blev straffet ved pengeombytningen den 23. juli 1945.
De skippere og fiskeeksportører der fik forøget deres indtægter med 3 – 400 pct. under besættelsen skulle heller ikke betale noget som helst tilbage til staten.
I fuld forståelse med staten
Landbruget omstillede sig fra britisk til tysk leverance. Snart måtte tyske opkøbere indstille sig på massive prisforhøjelser. Og det hele blev betalt over den dansk – tyske clearingskonto i den danske nationalbank, hvilken i realiteten betød, at det var det danske samfund, der skulle betale.
Eksportpriserne på landbrugsvarerne steg med 100 pct. i løbet af de første besættelsesår. Og visse eksportvarer steg med det femdobbelte. Dette forhold var afstemt med staten.
Var det for at lette samvittigheden?
Dansk Arbejdsgiverforening og T.K. Thomsens rolle under besættelsen i forbindelse medsamarbejdet med tyskerne kan selvfølgelig diskuteres. Men de oprettede sammen med andre erhvervsfolk Hjælpefonden af 17. februar 1943. Onde tunger spekulerer på, om det var for at lette samvittigheden?
Med denne fond støttede de sabotører, deres familier og efterladte. Endelig blev der indkøbt våben til den del af modstandsbevægelsen, som under General Gørtz og viceadmiral Vedel havde tættest forbindelser til regeringen.
Hjælpefonden var mellemled ved overførelsen af et beløb på 40 mio. kr. fra statskassen, der deponeredes flere steder i landet til brug af sikring af illegale militær – og politifolks lønninger.
Wright, Thomsen & Kier blev udsat for omfattende og hadefulde angreb i offentligheden først og fremmest i Information samt Land og Folk. Thomsen måtte forlade sin formandspost i Dansk Arbejdsgiverforening efter et større opgør.
Tilfældig domsafsigelse
Den 8. november 1943 meddelte direktør Niels Svenningsen fra Udenrigsministeriet, at tyskerne havde truet med tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, hvis befæstningsarbejder ikke blev færdiggjort inden for en bestemt tidsfrist.
Vi kunne selvfølgelig have bragt en liste over alle de virksomheder der blev dømt, eller de virksomheder, der blev frikendt som eksempelvis Aabenraa Motorfabrik. Når vi nu bringer dette firma frem, er det fordi, at vi også i en artikel bringer en sabotageaktion mod firmaet. Men vi har planlagt en artikel, der hedder Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik.
Det var nogle besynderlige domme, der fulgte. Nordwerk i Ryesgade fremstillede rotorer til V2 – raketter. I ejerkredsen var højesteretssagfører Geo Schiørring. Denne forsvarede også virksomheden i retten. Han sagde aktiviteterne var godkendte af myndighederne og især af Udenrigsministeriet. Men virksomheden blev frifundet i Byretten. Sagen gav anledning til en voldsom debat i befolkningen. Man syntes ikke, at frifindelsen var i trit med den almindelige retsfølelse. Men firmaet slap dog ikke i Landsretten. Måske var det den offentlige debat, der pludselig fik retten på andre tanker?
Tysklands – arbejdere fortæller frygtelige historier
Der har ikke været nævnt så meget om danske entreprenører i Nazi – Tyskland og danske Tysklandsarbejdere. Men der i den forbindelse nogle frygtelige historier. Arbejderne troede, at når de danske myndigheder nærmest tvang dem til at rejse, var det hele i orden. 127.910 Tysklandsarbejdere oplevede nu ikke alt som i orden.
Således fortælles der om, at arbejdere først skulle gennem en gennemgangslejr i Flensborg. Og så skulle man ellers gennem en lang togrejse. Men hverken løn eller forplejning levede op til det som, der var fastsat i kontrakterne. Man kunne ikke bare forlade ens arbejdsplads. Så var Gestapo på pletten. Og når man så ifølge kontrakten ville forlade arbejdspladsen fik man at vide, at man gemte på hemmeligheder, så man blev nødt til at blive på stedet til krigen var slut.
De hvide slavehandlere
Andre danskere havnede i en arbejderopdragelseslejr, hvor de under særdeles ødelæggende forhold skulle producere V1 – missiler og V 2 – raketter. Produktionsstedet var indrettet i minegange og huller under jorden.
Mange var blevet engageret af et dansk firma i Tyskland. Det var en af hovedårsagerne til at man ikke var så nervøse. Tilliden til et dansk firma var væsentlig større.
Men ofte viste det sig, at det danske firma bare udlejede danskernes arbejdskraft videre til tyske foretagender mod et større eller mindre gebyr. De kaldtes Hvide Slavehandlere.
Slavehandelen stred mod en dansk lov fra 1938, som forbød privat arbejdsanvisning, men det var langt fra det eneste problem i forbindelse med den såkaldte firmaindsats.
Slavehandel, plat og svindel kom til at stå som overskrifter over danske firmaers engagement i Tyskland, men det skal helst ties ihjel.
De danske firmaer havde ikke ren mel i posen
10 danskere, der var hvervet af danske entreprenører endte i arbejderopdragelseslejre og ikke alle overlevede. Ja selv danske firmaer anmeldte deres danske arbejdskraft til Gestapo.
Mindst 23 danske firmaer har benyttet polske tvangsarbejdere, og Villadsen har under genopbygningen af Rostock benyttet tvangsudskrevne civilarbejdere fra Sovjet. En tilbundsgående undersøgelse af disse forhold, er aldrig blevet foretaget.
Det kunne også være spændende, at finde ud af F.L. Schmidth & Co. Samt trafikminister Gunnar Larsens arrangement i Østeuropa. Måske kommer vi ind på dette i en senere artikel.
Den danske stats officielle politik
De danske firmaers engagement lå dog i direkte forlængelse af den danske stats officielle politik i disse år. Man indrettede sig under det tyske førerskab i Europa.
Militærindkaldelse havde drænet tysk arbejdskraft, så de tog imod dansk arbejdskraft med kyshånd.
Danske politikere plejede omgang med topnazister
Danske entreprenørfirmaer var også vilde med at komme til Tyskland. Danske politikere plejede omgang med Hamborgs nye statholder, den dybt korrupte nazist Karl Kaufmann. Han var personlig indsat af Hitler.
Planerne var at danske entreprenører skulle være med til at lave et nazistisk prestigeprojekt. Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen var dybt involveret.
Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne, og det gjaldt hvad enten opgaverne skulle løses på dansk eller tysk.
Svindel og bedrag
I april 1943 var 108 danske firmaer aktive i Tyskland:
– I 27 af firmaerne konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
– I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark
– I 36 af firmaerne blev der foretaget ulovlig overførelse af fortjeneste, bl.a. ved at misbruge de ansattes konti.
– I 62 af firmaerne forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning og andre kontraktforhold, typisk at man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.
Kære læsere, sådan kunne vi have blevet ved. Og det gør vi. Men det kommer så i en senere artikel. Værnemagere har mange ansigter.
Kilde:
– Vi har under denne artikel brugt talrigt med litteratur. Vi håber snarest at kunne bruge en revideret Litteraturliste:
Besættelsestidens Litteratur A – L
Besættelsestidens Litteratur M – Å
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 133 artikler fra Besættelsestiden
Marts 16, 2015
Klunsere og Kræmmere på Nørrebro
De levede et barsk liv. Om morgenen vågnede de med mandolinfeber. Og kun sprit kunne hjælpe. I mangel af bedre, kunne kogesprit bruges. De fleste klunsere holdt til på Nørrebro og i Nordvest. De undersøgte skraldebøtter og lossepladser efter kasserede ting og solgte disse til produkthandlere. De havde svært ved at leve op til samfundets normer. Under krigen var der tusindvis af klunsere. Da var priserne helt i top. I hvert fald en gang om året blev de vasket og barberet. Da blev den årlige skovtur arrangeret, endda med sponsorstøtte. Men når der manglede kontanter kunne de finde på, at sælge deres undertøj, striktrøje og andet ”unødvendigt” tøj.
Her holdt klunserne til
De var vel halvanden hundrede på Nørrebro og Nordvest. Det svarede cirka til halvdelen af Københavns klunsere, der hørte til herude:
– Alvi på Blytækkervej ca. 50 klunsere
– Hovedstadens Pakhus, Brofogedvej ca. 15 klunsere
– Dummann i Dagmarsgade ca. 15 klunsere
– Møller i Ryesgade ca. 20 klunsere
– Hovedstadens Pakhus i Todesgade ca. 25 klunsere
– Jernhandlerne på Svanevej ca. 10 stykker.
Ja, så har vi sikkert også glemt nogen. Så var det også klunserne på Østerbro, men de handlede inde på Nørrebro.
Under krigen var det meget gode priser på klunservare. Da var antallet nok op på et par tusinde.
Hvad er en klunser?
En klunser er en mand, der roder i skraldebøtter og på losepladser efter kasserede ting og sager, for så at sælge det til en produkthandler. Derefter drikker han omgående pengene op.
Det må være et af verdens ældste erhverv. Allerede i Stenalderen rodede han efter madrester. Man kan da sige om manden, at han er moderne. Han går ind for genbrug. Men gennem hele historien har denne erhvervsdrivende været i slagsmål med omstrejfende hunde.
De blev ødelagt af spiritus
Mange var ødelagt af spiritus. De evnede ikke at overholde samfundets regler med hensyn til at overholde herbergernes regler om ankomsttid, ædru tilstand, renlighed og betaling for logi. De sov under halvtage og parkerede lastbiler, i kældre og trappegange.
Han har også sit redskab, ligesom slagteren. I klunsevisen fra 1857 hører vi, at Christen bruger syvtallet. Det er en slags en takket hakke med et solidt træskaft.
Menneskets efterladenskaber
Igen engang kommer vi ind på menneskets efterladenskaber. For nogle hundrede år siden var det i København et ubeskriveligt ælte overalt. Det stank, og man kunne dårligt få luft. Rendestenen var fyldt med skidt og møg, som borgerne uden videre havde kastet ud på gaden. Der lå det så og rådnede sammen med kadavere af selvdøde husdyr.
De ærlige og de uærlige
Det var dengang, at samfundet var opdelt i ærlige og uærlige. Det havde noget at gøre med ens erhverv. En ærlig mand kunne aldrig finde på at røre en uærlig.
De uærlige blev nødt til at gifte sig med hinanden. Først et stykke ind i 1800 – tallet forsvandt denne opdeling. Til de uærlige hørte alle dem, der havde berøring med forbrydere. Det var bødelen, skarpretteren, vægteren og bysvenden. Men også dem, der havde et svinsk og uappetitlig arbejde, hørte til denne gruppe for eksempel skorstensfejeren og hesteslagteren.
Hertil kom alle dem, der havde med transport af latrinspande og skarnet at gøre. Det var rakkeren, natmanden og siden skraldemanden. Ja selvfølgelig var det også klunseren, der rodede rundt i skarnbunkerne. Det var meget praktisk, fordi i mange byer var alle disse uærlige jobs slået sammen til en.
Rakkeren måtte give advarsel
Rakkeren var forsynet med en skralde af træ, så beboerne blev advaret, når han var i anmarch. Men tilbage til klunseren. Han var foruden sit syvtal forsynet med kraftigt forklæde af presenningsstof eller bare en gammel sæk, han hængte om livet. Desuden havde han et par gamle handsker på, der skulle beskytte ham mod glasskår.
Blandt de fattigste
Han var sammen med vagabonden den fattigste i vores samfund. Han ejede kun de klude, han havde på. Ikke engang klunsecyklen ejede han. Den lejede han hos produkthandleren. På denne cykel kunne han også sove. Ved hjælp af presenninger og sække kunne man godt indrette sig. Og så var det bare med at finde et halvtag.
Var det et besværligt folkefærd?
Klunseren færdedes altid rundt i en større eller mindre brandert. Viceværter betragtede klunserne som et besværligt folkefærd. Klunseren arbejde hele døgnet, hvis ikke lige han skulle sove rusen ud. På sin hue havde han en elektrisk lampe, der var forbundet til et batteri i frakkelommen.
Uappetitlige dyr
I det gamle Rabarberkvarter, Rantzausgade med sidegader og Griffenfeldsgade – kvarteret vrimlede det med uappetitlige gnavere, mus og rotter.
Var man først blevet bidt af sådan en, så er det kun en ting at gøre. Og det er at søge det næste hospital og få en modgift.
Klunseren var ikke sart
En klunser er ikke sart. Men der er hårdrejsende historier om, hvad han har fundet på Nørrebro. Jævnligt fandt han aborter, omhyggelig viklet ind i avispapir. De fleste klunsere arbejde helst om dagen af hensyn til rotteplagen. De starter tidlig, så de kan nå at skrabe et par kroner sammen ti spiritus. Det som blev tjent i går, er for længst brugt.
Legemet kræver et vist kvantum alkohol, før han har det nogenlunde tåleligt. Klunseren er en slave af sin last. Om aftenen finder han over i et skur i et hjørne af klunserpladsen for at hygge sig med kammeraterne, og straks går der bud efter drikkevarer. Nu er livet dejlig igen.
Døden fra Lybæk
En yndet drik blev kaldt Døden fra Lybæk. Man tager en tom flaske. Så hælder man en halv falske hvidtøl i den, og så en rød sodavand. Resten er så sprit.
Det var en drik, der fik klunserne til at gå på røven.
Nikodolsaft
En anden drik var Nikodolsaft. Ja nogle af klunserne kaldte den også for en Jukohama. Man skulle bruge tre sodavand og en halv flaske sprit. Spritten kostede 85 øre og den indeholdt 93 pct. alkohol. Det kunne en hver husmor se på etiketten, når hun pudsede vinduer. Det kunne blive til tre blandinger. Eller som klunserne kaldte det til tre forbrændinger.
Sodavand hældes op i en bajerflaske. Resten fyldes med sprit. Så bliver blandingen destilleret på klunser – maner. Flasken bliver rystet og vendt op og ned et par gange. Så forsvinder noget af spritdampen af med kulsyren. Man kan med tommelfingeren mærke, når trykket er som det skal være. Det er vigtigt, at ikke alt kulsyre forsvinder.
Amerikaner Karl kunne drikke den ren, lige fra spritflasken.
Nogle gange krævede det store overvejelser, hvad man skulle investere i, for en bajer kostede 83 øre, mens en flaske sprit kostede 85 øre.
Koldbrand
I det lange løb ødelægger man marven. I det lange løb går det ud over blodomløbet i benene. Og så kan det opstå koldbrand. Mange klunsere døde af dette.
Men ellers var det også en blanding af brændevin, cognac og rom, der blev indtaget. Ikke overraskende vågnede man om morgenen med mandolinfeber. Den eneste måde at dæmpe dette på, var indtagelsen af en ny forsyning af sprit. Og så var ringen ligesom sluttet.
Klunseskuret
Klunseskuret var de asociale klunseres eneste bindeled til samfundet. Adressen var omhyggelig noteret på folkeregisteret. Det var også her politiet henvendte sig, hvis man skulle fat i en bestemt klunser.
Her kunne klunserne selv lave mad på en primus. Og hver gang blev vittigheden med at det var synd at anvende spritten på den måde.
Fandt man ud af, at en klunser havde lus, ja så sørgede man få at han kom på Kommunehospitalet. Her kunne han blive gratis afluset. Men såfremt han gik rundt og kløede sig i dagvis, blev kollegaerne sure. Så blev hans undertøj flåede af ham og smidt ind i ilden.
Mange klunsere sov i et cykelskur. Men mange sov også i det fri kun overdækket med en presenning på den trehjulede cykel.
12 møgbeskidte klunsere på herberg
Mange af klunserne på Nørrebro havde også dækadresse på herberget ude på Bellahøj. Men her skulle man betale den store formue på halvanden krone pr. dag. Men det kunne blive for meget, når 12 møgbeskidte mandfolk lå der og fes en hel nat for lukkede vinduer.
Middagsmaden blev indtaget på en café under højbanen eller folkekøkkenet i Møllegade. Ja særlig populær hos klunserne var en politiassistent, som de kaldte Lotinga. Han hjalp klunserne.
Guldgrube under krigen
Ordet klunser er afledt af ordet kluns. Dermed menes gammelt ragelse eller gamle klude. Besættelsestiden var en guldgrube for klunserne. Myndighederne havde bestemt, at alle pulterkamre skulle tømmes af hensyn til brandfaren ved eventuel bombning.
Kniven på struben
Engang imellem forsøgte klunserne at komme ud af deres elendighed. De fik arbejde, men snart kom der både breve fra skattemyndighederne og pantefogeder. Så fik de kniven på struben. Der skulle betales børnepenge og manglende skat. Og ofte fandt klunserne så ud af, at det bedt kunne betale sig, at fortsætte med at klunse.
50 klunsere bag et plankeværk
Ude på Blytækkervej holdt cirka 50 klunsere til bag det skærmende plankeværk. Vejen var ofte fyldt op med trehjulede cykler. Inde på pladsen blev varerne grovsorteret af klunserne selv. Rundt om så man stabler af gamle aviser, bildæk, spande og urtepotter. Jo og pladsmanden sørgede for en pinlig orden i alle stakkene.
Den årlige skovtur
De kunne også klæde sig om. Det gjorde de til den årlige skovtur eller når de skulle tage afsked med en kammerat. Det skete ved fælles hjælp, jo de var gode til at hjælpe hinanden. De ville ikke ligne beskidte møgdyr ved sådan en lejlighed. Man lånte beklædningsgenstande hos hinanden.
Man havde gang i 17 kedler vand på en gang. Og hver gang en var blevet vasket og barberet, så var det ud af klappen med ham. For så var der plads til den næste. Og selvfølgelig kom Jyde Ole for sent, møgbeskidt. Han havde ikke en trevl rent tøj at tage på. Men det klarede man også. Og så var 33 klunsere parat, renvaskede og med rent undertøj. De var barberet og havde endda rene skjorter på.
Flere sponsorer
Og turen gik nord på. De skulle have rigtig snaps, sponseret af købmanden, hvor de normalt handlede. Man måtte ikke drikke under selve turen derop, og man skulle selv sørge for madpakken. Men der var flere, der havde sponseret 50 kroner, blandt andet jernhandleren på Brofogedvej,
Kusse – Johannes
Tilfældigt var produkthandlernes sortér – damer også på udflugt samtidig. Egon havde sin harmonika med. Og så blev der ellers danset på græsplænen. Det endte da også med at Kusse Johannes væltede ind i rosenbedet med en lang bønnestage. Og Gamle Valde havde fundet en, der kunne været bygget ude på B&W. Sikke et syn, Gamle Valde lå nederst. Han blev nærmest mast.
Denne Kusse Johannes havde fået at vide, at han af helbredsgrunde ikke måtte drikke spiritus. Men det var han ligeglad med. Han drak tre flasker portvin hver dag. Og så gik han rundt med hjertepille, og skulle spise tre om dagen. Men det tog han ikke så alvorlig, så han tog tre i timen. Han blev senere fundet nede på Drejervej på fortovet – død som en sild.
Skovturen endte ved Bakken. Nogle blev derude, og andre tog hjem til Blytækkervej. Straks gik turen over til købmanden, hvor der blev købt tre hele flasker portvin og noget kogesprit.
Tatoveringer klarede man selv
Mange klunsere gik rundt med tatoveringer. Og det var ikke noget, man fik lavet i fremmede havne eller i Nyhavn. Det var nogle af kammeraterne på Nørrebro, der stod for det.
Man binder syv nåle på et træskaft, sådan bag ved hinanden. Så kradser man tegningen op med nålene. Ja og så blev nålene dyppet i tusch. Der var mange, der var sande mestre i dette. Ofte blev de lavet i beruset tilstand, så gjorde det ikke så ondt.
De mange øgenavne
Vi har her i artiklen allerede mødt et par af klunserne. Men det var jo også lige:
– Kresjan Højttaler, Laurids betjent, Ballét Ole, Løgne Hans, Luse Karl, Skæppeskideren, Prima – Prima, Jens Mangepenge, Ole Strit, Perletand, Fru Petter, Snude Jens, Ålehovedet, Vaskelap, Viggo Plys, Sorte Holger, Røde Holger, Sprit Hans, Gnavpotten, Ålepitten, Den Brølende Løve, Linje 14, Fisselbak og alle de andre.
Når finanserne slap op
Det kunne jo også ske, at man helt var udgået for finanser. Så kiggede man efter dybest nede i lommerne og samlede 1 og 2 ører og samlede disse i en stor bunke. Var det stadig ikke nok, smed man undertøjet, strikketrøjer og den slags unødvendig kluns. Det solgte man så til produkthandleren. Det var så nok til en flaske portvin og en falske sprit.
Klunserne gik skam også til frelsermøder. De kom for at få lidt sang og et kop kaffe samt varme. Her kunne man komme i møgbeskidt tøj med en brandert på, uden nogen sidder og glor på én af den grund. Frelsens Hær kendte godt klunserne og vidste, hvordan de var.
Da Amerikaner Karl døde
Der var sorg at spore, da Amerikaner Karl døde. Han drak sig ihjel i sprit. Tre flasker sprit havde han købt henne hos købmanden nytårsaften. Han havde drukket det rent.
De fandt ham ovre i kælderen i Tikøbgade 4. Han havde fået lov til at sidde lidt og varme sig på en røgkanal af varmemesteren. De sagde, at han sad med begge hænder i bukselommen, da de fandt ham. Han var død i en brandert. Hvis han vidste, at han skulle dø på den måde med tre flasker kogesprit uden om sig, ville han havde frydet sig. Han var en hård hund.
Der var blevet skramlet sammen til en krans med bånd på:
– Det sidste Farvel fra Kammeraterne på Blytækkervej
Hele 15 var med til begravelsen. Og mange af klunserne undrede sig over præstens valg af den ene salme:
– Du kvæger i ørkenen i den tørstende sjæl
Der blev drukket meget på Nørrebro
Det var ikke kun klunserne, der drak på Nørrebro. I begyndelsen af 1900 – tallet var der alene fra Nørrebros Runddel til Harreskovbanen 26 mere eller mindre beskidte værtshuse. Særlig fredag og lørdag var der travlt. Politiet havde lejet en vognmand med hestedroske. Nogle af de anholdte var befængt med lus.
Utterslev – prangerne
Så var det jo også lige Utterslevprangerne. De gik i blankpudsede træsko, som blev kaldt for køjebunde. De var spidse og stak lidt ud. Og en rigtig pranger havde en broget vest på – selvfølgelig toradet – og et halstørklæde. Den var bundet i en sirlig knude.
De havde også hatte på, men det var mange forskellige slags. Sportskasketter, bløde hatte eller bowlerhatte.
Disse prangere kørte helt til Præstø efter kirsebær. Så solgte de dem enten til konservesfabrikker eller på torvet. De handlede med alt muligt. Jern, metal, frugt og grøntsager. Det var en pærevælling.
Slagterne i Utterslev
Det var et helt eldorado for slagtere herude før første verdenskrig. Foruden en hel masse almindelige slagtere, der slagtede alt muligt, køer, kalve og grise i egne slagterhuse herude, så boede der også her to deciderede hesteslagtere, Johan Bekker og Wenzel Førsterling.
Nu ved jeg ikke om de havde et dyreværn dengang. Men særlig dyrevenlig var slagtermetoden nu ikke. Man havde en trekantet trækølle, som man daskede hesten med. Når den så væltede omkuld, så blev halsen skåret over på den. Huden blev sprætter af, og så blev kadaveret hængt op.
Det var kun hos de fattige, man spiste hestekød dengang. Kødet kostede ikke mere end tre pund for en krone. Og grunden til det var, at der var masser af heste i Sverige dengang. Prisen for en hest lå mellem 20 og 35 kroner.
Blomsterkranse blev solgt
Omkring 1900 – tallet var det ikke ualmindeligt at børn bandt blomsterkranse og solgte dem ude på Bispebjergvej, som i dag hedder Frederiksborgvej. Her kom om søndagen fine hestevogne forbi, så kunne børnene afsætte deres blomsterkranse. De forlangte 10 øre, men ofte fik de 25 øre for dem. Det var faktisk en tradition derude.
Der blev solgt meget ved dørene dengang. Røgede sild, radiser, blomsterbuketter, figurer af gips og meget mere. Dette foregik blandt andet på den nuværende Nørrebrogade. Jo man havde diverse love, næringslov, lukkelov m.m. i 1890erne mens dette foregik. Men det var nu ikke så mange, der rettede sig efter det.
Den Glade Sandmand
Faderen til den berømte eller nærmere berygtede Karen Spidsmus kørte rundt med en vogn og en gammel krikke og solgte sand. Jo han blev kaldt Den glade Sandmand. Han solgte gulvsand og sand til spytbakker. Nede i spytbakken lå der et stykke avispapir lidt over kanten.
Mange af de klunsere, der gik rundt på Nørrebro havde tilbragt store dele af deres ungdom på Fælleden. Hvordan så det ud dengang?
Borgervæbningen
Aldersro Bryggeri lå ikke langt fra Nørre Fælled og blev storleverandør, når Borgervæbningen her holdt deres øvelser. Som regel var det mor, der gik over på bryggeriet på Jagtvejen og købte et anker – bajersk øl. Det havde far godt af i pauserne. Jo det var lystigt dengang.
Borgervæbningen var et slags hjemmeværn. Den sidste Borgervæbning, der blev indkaldt var i 1909. Man fik udleveret en uniformskasket med firkantet skygge og en uniformsjakke. Den var sort og havde skulderstropper på. Ja og så fik man geværet. Man skulle så selv levere bukserne. Og det skulle være de allerpæneste.
De skulle give møde hver eftermiddag. Så skulle de spørge om fri et par timer fra deres normale arbejde. Det hændte jo så at knægtene fik en to øre for at bære de stolte soldaters geværer. Jo de skulle også lære at marchere og det foregik ved rigtig militærmusik.
Men nu var det ikke alle, der ville have, at Mutter kom og overværede sceneriet eller ønskede at blive afhentet af hende. Man så lige sit snit til at frekventere værtshuset Første Maj på Blegdamsvej. De satte geværerne i pyramideform i haven, og så drak de bajere langt ud på aftenen.
Derude på Fælleden var der masser af hestepærer og godt med kokager dengang. Ja så var der mere for mutter at rense på de allerbedste bukser.
Soldaterlokummer
Jo der var også soldaterlokummer derover. Det var nogen sorte nogen, som var tjærede. De var beregnet til Borgervæbningen. Men det hændte jo også at almindelige borgere fik mavepine. Og så skete det, at man listede derind.
Men det var ikke kønt. Der var gerne top på. Ja det var ligefrem væmmeligt, for fluerne havde også søgt herind. Der var som regel plads til 4 – 5 stykker lige ved siden af hinanden uden skillevæg mellem hullerne. De stod faktisk der, hvor Rigshospitalet ligger i dag.
Ja soldaternes største fjende var nok alle de køer og heste, der gik rundt ude på Fælleden. Men ak paradiset stoppede, da man begyndte at bygge Rigshospitalet i 1905 – 1906. Man kan vel godt forstå, at Fælledbisserne følte sig trængt.
De mange vandhuller på Fælleden
Lige der, hvor man byggede Rigshospitalet lå et vandhul, der hed Gåsen. Længere ude lå fælleden lå et par vandhuller, der hed Holger Danskes Briller. Lidt derfra lå en aflang sø, som de kaldte for Lammeparken. Knægtene lavede flåder dengang og sejlede ud. Men det var ikke helt ufarligt at falde i vandet, når man ikke kunne svømme. Det vrimlede med fisk i søen.
De brutale Gadekampe
Der var masser af gadekampe dengang. Ryerne var dem, der boede i Ryesgade, Fredensgade og hen ad Blegdamsvejen.
Så var det dem, som boede oppe i arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvejen og Tagensvej som blev kaldt Rakkerne.
De to grupper kunne ikke tåle hinanden, og begge ville reagere over Fælleden. Det var ikke kun knægte, der sloges. Ofte var voksne på 20 – 22 år med i kampene. Det gik hårdt for sig. De var vel omkring et par hundrede på hver side.
Af våben kunne man se stenslynger, som blev slynget rundt, så stenene kunne ramme en, som et projektil. En af knægtene mistede et øje ved en af disse kampe, ramt af sådan et projektil.
Politiet blev væk. Og havde de vist sig havde fjenderne nok slået sig sammen og kæmpet mod politiet.
Nede på Øster Fælled lå Lægeforeningens Boliger. Banden derfra blev kaldt for Bromlebyerne. De holdt med Ryerne. Rakkerne måtte så have forstærkning oppe fra Nordvestkvarteret. Engang imellem blandede Rabarberdrengene sig også i kampene.
Jomfru Tidsfordriv
På gaderne i Nordvestvejkvarteret gik Jomfru Tidsfordriv rundt. Hun gik rundt med sin grønne nederdel, og så havde hun meget store gummistøvler. Når det så var dårligt vejr, hankede hun op i skørterne. Hun var ellers en nydelig dame. Ungerne fandt ud af, at hvis de begyndte at synge en sang om hende, havde hun som regel godter med til dem.
Nytårsløjer
Jo børnene havde mange fornøjelser dengang. Bisserne holdt til på Nordvestvej, som i dag hedder Rantzausgade. De trillede latrintønderne ud midt på gaden når det var nytårsaften. Når så politiet kom, ja så huggede de betjentenes hjelme og smed dem i tønderne.
Når politiet så trak af sted med fuldriggerne, ja så trak børnene betjentene i jakken hele vejen ned til Korsgades Politistation. Dengang var der også bål i gaderne på Nørrebro både nytårsaften og til Sankt Hans.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil læse mere:
– Du kan på vores hjemmeside finde masser af artikler, der berører de emner, vi har omtalt i artiklen.
Marts 7, 2015
Prinserne på Nørrebro
Efter at Nørre Fælled var blevet for velfriseret og Lersøen forsvandt mindre fra civilisationen, fordi fabrikkerne kom tættere på, samlede prinserne sig især på to steder på Nørrebro. Det var omkring Blågårds Plads og Drejervej på Ydre Nørrebro. De kunne sove på et cementgulv. Sengetøj blev betragtet som luksus. De kunne godt virke brutale, men var det ikke. De blev brugt som babysittere. Og i mangel af bedre indtog de kogesprit. Vi bringer nogle opskrifter. Og det gør vi også på en indianerfrokost.
De videreførte traditionerne
Prinserne på Nørrebro holdt til rundt omkring på Nørrebro. Man traf dem stående i småflokke på indtil en halv snes mand på Drejervej og Rebslagervej i det gamle Lersø – kvarter.
Jo, det videreførte de stolte traditioner, som deres navnkundige forgængere, Lersøbøllerne og Fælledbisserne grundlagde.
Egentlig kom en del af Prinserne ude fra Lersøbøllerne. Derude rykkede civilisationen lidt for tæt på efterhånden. Fabrikkerne nærmede sig også. Også spritterflokken fra Nørre Fælled kom ind mod byen. Den ene del tog ophold omkring Drejervej mens den anden halvdel søgte ind mod Blågårds Plads.
Hygge på den kommunale bænk
Man fandt dem i hyggelig samvær i Nørrebroparken og i Fælledparken og ikke mindst på Blågårds plads. Jo her befandt de sig kosteligt på deres egen kommunale bænk blandt legende børn.
Politiet og tidligere vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. Prinserne pyntede bestemt ikke på samfundet, mente politiet. Det vidste Prinserne nu også selv. De blev nu heller ikke så gamle, disse Prinser. De var alle enige om, hvad der skulle stå på deres gravsten:
– På min gravsten skal der skrives
Der ska´ printes på latin:
Under denne gravsten hviler
Der et smask fordrukken’ svin
Sov på det bare cement
De tiggede ganske åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem, og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem, og tjente såmænd også penge til deres sprit ved at fungere som babysittere på Blågårds Plads.
De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det vare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.
Et spisekammer fungerede som lokum
På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme i kvarteret. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Jo her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.
Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, ja så blev de der. Entreprenøren var begyndt nedrivningen, men så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først da en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.
De forsøgte, at overbevise myndighederne om at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglen.
En rædsel at komme på Drankerhjem
De havde en panisk rædsel for at komme på Drankerhjem. Sundholm eller i tidligere tid Ladegården var i deres optik en rædsel. Jo, Prinserne var smarte. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. Den sidste forbindelse til samfundet måtte ikke kappes.
Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandig. Egentlig fandtes der to slags prinser. Vi havde grundstammen. Det var de Konstante spritdrankere fra byen, og så var det kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.
Familietragedier
Det var svært omkring 1918. De fattige på Nørrebro havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til et større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år, før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.
Under den tilsyneladende rolige overfalde udspilledes der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken eller tog direkte på landevejen.
Indianerfrokost
Meget populært i de kredse var den såkaldte Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og skrålede de ellers:
– De Frelserpiger
De er så fromme
De går med salmebog
I deres lomme
Med korte skørter
– Og skæve ben
– Og røven går som slivesten.
De flydende oplevelser
Og når vi nu er ved de kulinariske oplevelser, så skulle vi måske på de flydende oplevelser.
Under første verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte hanerumpe. Og grunden til, var, at den kunne have flere farver.
Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt primuslikør. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogen blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om karbidsnaps.
Så kunne man også gå på apoteket og få sig en flaske hostesaft. Ja det gjorde vi også inde ved militæret. Men Prinserne på Nørrebro kaldte det for Apotekersnaps.
Fattigmands – snaps når skyhøje priser
Det var gode tider omkring 1908, da kostede en hel flaske Aalborg Taffel kun 55 øre. Og her var det endda en brændevinsafgift til Staten på 6 øre. Fra 1912 til 1917 var prisen for en hel flaske 72 øre til 99 øre. Men så den 26.3. 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for prinserne og deres lidelsesfæller.
Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte sikkert på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel kom til at koste den skyhøje pris af 11,00 kr.
Kogespritten blev grøn
Det var frygtelig for Prinserne omkring 1939. Da blev der efterhånden mangel på spiritus, brændevin og likør. Men der blev også mangel på kogesprit. Denne kogesprit var på et tidspunkt grøn.
Men myndighederne tilsatte bevidst bismag. Men det fandt prinserne også ud af. Ved hjælp af eksperimenter, gasblus m.m. fandt man ud af, hvordan man kom af med bismagen. Disse eksperimenter foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne til restauranterne. 25 kr. pr. falsk. Man havde tilsat kommen m.m. De kunne jo ikke købe flasker fra spritfabrikkerne.
Anholdt for hjemmebrænderi
Det blev selvfølgelig opdaget. Disse Prinser var nu ikke helt tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:
– Ja, De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og de må følge med!
– For hva?
– Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, dér har vi fundet alle remedierne til hjemmebrænderi
– Åh, vil De også ta` og arrestere mig for voldtægt?
– Hva vil det sige? Har de også begået voldtægt?
– Nej, Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?
Gårdsangerne fik konfiskeret deres instrumenter
Mange af prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsanger. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsagernes musikinstrumenter.
En hyldest til flasken
Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:
– Du dejlige flaske med radium
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
Du slukker dog altid min tørst
Du lille flaske – du er så rar
Du følger altid troligt med far
Selv om de værste skæve, jeg har
Altid i lommen jeg dig dog har.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere:
– Vi har masser af artikler om Nørrebro, hvor flasken desværre er hovedpersonen.
Marts 7, 2015
Derude – på Lersøen
De boede herude under pilene. På den nærliggende losseplads kunne man finde mange spændende ting. Og så badede de i Ladegårdsåen. Normalt levede de fred og fordragelighed. Men en nat i 1901 gik det galt. Årsagen var to ufleksible politibetjente. De var herude til 1908 – 1910. Så kom civilisationen for tæt på. Så måtte Lersøbøllerne fortrække til Nørre Fælled. Her fik de så navneforandring til Fælledbisserne. Og det var her, at Fælleddronningen løftede op i skørterne – for en fem øre. Da det hele blev lidt for friseret på Fælleden gik turen til selve Nørrebro, hvor de delte sig i to grupper.
Madrasser med udyr
Lersøen strakte sig omkring 1900 fra Frederikssundsvejen over Tagensvej og Lyngbyvej i længden. I bredden var det fra Bispebjerg Hospital til Haraldsgade.
Her var det plantet masser af pilebuske. Pilene blev skåret og en eller to gange om året blev de solgt til Blindeinstituttet og til kurvemagere. Dengang gik man meget op i kurvearbejde.
Og derude i pilene boede Lersøbøllerne. Pilebuskene var bøjet foroven, og der ovenpå havde man så lagt noget voksdugspapir, for at regnen ikke skulle slå igennem. Mellem Bispebjerg Hospital og Hareskovbanen lå der en stor losseplads. Og her kunne man så hente alskens ting til at indrette sig med. Her var masser af køkkenudstyr og madrasser.
Men disse madrasser var nu ikke altid lige gode, for mange indeholdt udyr, som bed Lersøbøllerne i ryggen.
De blev skam vasket
Det var jo herude, at Ladegårdsåen jo løb gennem Lersøen. Og bøllerne herude blev jo også vasket en gang imellem. Samtidig vaskede de deres linnedstøj strømper m.m. De tog bad i Ladegårdsåen i fælles forening – både mænd og kvinder. Man kunne endda købe et stykke sæbe for fem øre.
Når de så havde vasket sig, tog de solbad. Tøjet blev bare hængt op i pilene til tørring. Når det så var tørt kunne de igen indtage pladsen i deres villaer i pilene. Jo det var skam hyggeligt herude. Ja særlig om sommeren.
Rotter i titusindvis
Men en gang imellem gik det ild i lossepladsen. Og så stank det på det Yderste Nørrebro. Så kan det også godt være, at der kom gang i rotterne. De spænede ind over Lersøen i titusindvis. De var ikke glade for ilden.
Men det fandt beboerne da også en fordel i. For senere kunne man modtage 10 øre for hver afleveret rottehale. Man kunne også møde op med resten af rotten på brandstationen, så blev halen bare klippet af ved aflevering.
Om vinteren var rotterne forsvundet. Det vil sige, at det var de nu ikke helt. De tog ophold hos vognmand Klenz. De tog ophold på hans høloft.
Københavns underverden fandt herud
Herude boede blandt andet Ferdinand Eriksen og hans kæreste Karen Spidsmus. Og det var hende, der var den førende. Da Ferdinand var væk, trak hun på Åboulevarden. Karen Spidsmus var for resten datter af Den Glade Sandmand, hvis det skulle interessere nogen.
Man gik altid ned på Fællesbageriet og tiggede brød. Måske gik turen også til bagermester Pitzner på hjørnet af Gormsgade. Her kunne man for to øre få rigtig dejlige flødekager. Det gjorde ikke noget, at de var 3 – 4 dage gamle.
Så var det kaffe med surbrød
Det meste af tiden var Lersøbøllerne til at have med at gøre. Men det hændte også, at Københavns Underverden søgte tilflugt herude, så måtte politiet i gang med hunde og foretage razzia. Og så kunne man som regel tage en 14 – 16 stykker med ned til stationen i Lyngbygade. Det var den gade, der senere kom til at hedde Hillerødgade.
Men nogle af de arresterede gik dog alligevel og godtede sig. Det var de faste beboere, som glædede sig til kaffe og surbrød.
Maja Robinson
Jo så var det jo også Maja Robinson. Man sagde, at hun var lægefrue fra Australien. Hun gik under navnet Fælledens dronning. Som unge havde hun været en billedskøn kvinde. Hun gik altid rundt med et billede af sig selv fra dengang, indtil det var slidt op.
Oppe hver en gang Aldersro Bryggeri lå, lå der dengang tobaksfabrikken A/S Lichtinger. Ja det var omkring Jagtvej 169. Her var en række kvindelige arbejdere, der flere gange forsøgte på, at bringe Maja Robinson på ret køl. De samlede ind til hende og klædte hende på fra inderst til yderst. Men det hjalp ikke. Engang imellem forsvandt hun. Når hun så vendte tilbage var det ballade derude. For alle ville være førstebajs hos hende. Men det var altid Proppen, der rendte af med sejren. Han var den stærkeste derude.
Ufleksible betjente
Ude i Lersøen måtte der ikke tændes ild af hensyn til brandfaren. En dag havde bøllerne tændt deres spritapparat. Nu ville de have hestefrikadeller.
En patrulje var i området og kunne lugte, at der blev lavet mad. Ikke alle betjente dengang var lige som i dag fleksible. Da de kom til hulen sparkede en af betjentene til spritapparatet for at få det slukket. Det var betjent Ørsted. Han fulgtes med en, der hed Kjærumgaard.
Dette var optakten til et større slag, som blev kaldt Lersø – Slaget. Det endte med, at bøllerne røg på betjentene. Og Ørsted blev mishandlet, med det resultat, at han senere døde efter sin mishandling.
Og Kjærumgaard løb sin vej. Det gik op gennem Rådmandsgade Der skar han sig lidt i frakken, for at det skulle se ud som om, at bøllerne havde knive. Senere i retten forklarede bøllerne, at det var ham, de skulle have haft fat i.
Men han fik nu alligevel sin straf. Han blev øjeblikkelig afskediget efter retssagen, fordi han havde ladt en kollega i stikken.
En god historie i medierne
Episoden var godt stof i datidens medier. Således skrev Politiken den 1. november 1901:
– Banden havde siddet og drukket på en beværtning i Gormsgade. Her blev ”Spiritus” uvenner med en arbejdsmand, som han i den anledning slog en skalle. Derefter brød de ind hos en detailhandler i Dagmarsgade og stjal øl og cigaretter. Tyvekosterne nød de på en mark ved Ægirsgade. Og i denne gade forøvede de derpå indbrud hos en detailhandlerske og stjal forskellige varer.
– Hos detailhandler Andersen i Baldersgade stjal de endelig en kasse øl, og da det var besørget, gik de ad Lersøvejen, hvor de overfaldt nattevagten ved kloakanlægget. Så kom sammenstødet med betjentene, og deres tilståelser herom er så nogenlunde i overensstemmelse med betjentenes fremstilling.
– Efter overfaldet drog de bort fra byen og nåede tidlig om morgenen Søborghus Kro, hvor de brød ind og stjal mad og drikke, som de nød i haven. En tømmersvend som kom til og gjorde en bemærkning om deres forbryderiske forehavende, fik prygl og flygtede.
– De tog nu vejen til Dyrehaven, og den påfølgende aften brød de ind i beværtningen ”Bakkens Hvile” på Dyrehavebakken og stjal vin og cigarer, hvorefter de søgte natteleje på høloftet i et foderhus i nærheden af Ulvedalene. Nogle af dem boede her i flere dage, mens andre søgte andre steder hen for at stjæle til livets ophold, bl.a. forøvede de to indbrudstyverier i Taarbæk.
– Men da kulden og sulten efterhånden gjorde dem landopholdet for ubehageligt, drog de i spredte flokke ad Hovedsatden til. De første to blev anholdt på Østerfælled, hvor de lå og nød spise – og drikkevarer, som de kort forinden havde stjålet fra detailhandlerske Scheuer i Kildevældsgade.
– Efter denne anholdelse har politiet efterhånden fanget dem alle ind – på nær én ved navn (Ferdinand) Eriksen, og efter mange anstrengelser er det nu endelig lykkedes assessor Schou at få de hårdnakkede forbrydere til at bekende………….
Denne Ferdinand Eriksen har vi tidligere berettet om. Han flygtede til Aarhus og brød ud af fængslet der.
Stamværtshus i nærheden af Stefans Kirken
Her nede bag Stefanskirken lå Brønshøjgade. Her lå et værtshus, der hed Lampekælderen. Den lå i en dyb kælder og her var et såkaldt snapseting. Se her kom Lersøbøllerne.
Og herude, hvor det senere rangerterræn kom til at ligge lå i 1906 forskellige gange. De blev kaldt for Musens Gang, Harald Blåøjes Gang og for Peter Knæs Gang.
Dengang drak de ikke moderne derude. Det, som de drak var et sæt, bestående en flaske brændevin og en skibsøl. De rundede så af med en skummet mælk – snaps og mælk var anset at drikke derude.
En betjent ved navn – Bølle Jørgensen
Det var også dengang, at der kom en meget upopulær politibetjent derud. De kaldte ham for Bølle Jørgensen. Han havde et langt skæg og var en stor knokkel. Han slæbte dem ikke med på stationen, men jog dem ind i en port, når de var ude på rov. Så fik de en regulær omgang øretæver – inde i porten.
De nye beboere
Nye beboere var kommet til derude, Musen og Karl Baj, Jo, så var det jo også Delle Frederik. Jo, Karl Baj var en pæn mand med et lille flot overskæg. Det var sat op til narrestreger, lige under næsen. Han brugte et opvarmet firtommersøm til dette. Det blev så sat i skægget og rullet op. En gang imellem fik det også lidt fedt. Hans gode ven var Skæg Johannes.
Man sagde, at det gik disse to ret godt. Karl Baj blev storentreprenør, og Skæg Johannes fik en meget stor jernhandel.
Valdemar skrupskider
Ja så var det Aage Svoger og Valdemar Skrupskider. Og denne var fænomenal. Han kunne prutte – ligesom man hører fanemarchen inde på Amalienborg. Det ku’ han prutte med ræven. Vi skal lige have et vers fra en af de talrige viser, der eksistere herude fra:
– Og Krykke Marie hun sad
Og slog en skid fra fad
Og dette var signalet til
Vi sku´ ha’ middagsmad
Og vi fik svineøren
Belagt med lange hår
Og suppen blev serveret i
Et pissepotteskår
Områdets børn kom meget derude. De kunne tjene en lille skilling ved at hente skråtobak til beboerne henne fra Skråfabrikken på Fasanvejen. Og så blev der ellers hentet brændevin til dem.
De rømte lokumstønder
Når man senere skulle ind i Lersøen skulle man fra Frederikssundsvej. Så gik man ind ved Lygtekroen – ind til højre. Her var der en indgang, med bomme for. Om aftenen stod her blå gendarmer. Så kom man igennem en lang gennemkørsel. Er stykke nede til venstre lå forvalterboligen. Når man så gik længere ind, så kom man til Renovationsvæsenet. Det var dem, der tømte lokumstønderne.
Der var store udgravninger fra det nedlagte Aldersro Teglværk. Disse udgravninger var hele kratere, hvor teglværket havde hentet ler op fra. Hver af dem var lige så store som Nørrebros Runddel og så dybe som et femte sals hus. De lå ovre i nærheden af den senere Ørsteds Højskole i Haraldsgade. Når natrenovationsvognene kom hjem om morgenen med deres fulde laster, så hælde de det i nogen dybe kanaler som var gravet i forbindelse med de store kratere.
Eksplosionsfare
Det tykke bundfældede sig i kanalerne, mens det tynde løb ud i kraterne. Og det der så havde bundfældet sig oppe i kanalerne blev skåret ud i store blokke og sendt med jernbanen ud til landboerne som gødning.
Disse kanaler var overdækket med svære planker, for at regnen ikke skulle trænge ned i dem. Ja og så var det, at det særlig om sommeren kunne udvikles så meget gas, at det hele eksploderede.
Det var ikke et særligt behageligt arbejde, at skulle rydde op efter sådan en omgang. Ja, det var direkte sundhedsfarligt, at arbejde med natrenovationen dengang. Og det særlig om sommeren. Arbejderne fik da også alvorlige sygdomme – blodgang og tyfus.
Militærnægtere herude
Herude i den dejlige duft, skjulte alle militærnægtere sig også. Og alle eftersøgte socialister var også søgt herude. Der var mange gemmesteder. Det var ikke altid politiet fik den fangst, som de gerne ville have.
Men hvad skete der egentlig med Lersø – bøllerne?
Ja civilisationen rykkede nærmere og nærmere på. Fabrikkerne kom længere ud i mosen. Og Slangerup – banen var blevet anlagt. De skønne dage var efterhånden slut. Omkring 1908 – 10 var området friseret for bøllerne.
På Nørre Fælled
De flyttede så ud på Nørre Fælled. Her tog de navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem, at den unge tegner Robert Storm Petersen ofte kom på besøg. Han brugte bisserne som modeller.
Det var henne i nærheden af to småøer, Holger Danskes Briller, de holdt til. Jo det var også her, at Fælleddronningen havde sine kronede dage.
En hver forbipasserende fik tilbudt – for fem øre – at se sol og måner. Og så trak hun ellers skørterne op, så selv hærdede mandfolk rødmede, nu gik hun for nemheds skyld kun sjældent med bukser.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
Hvis du vil vide mere: Læs
– Prinser på Nørrebro
– Lokummer på Nørrebro
– Latriner og kloaker på Nørrebro
– Lersø Bisser
– Lersø Bøller og Bisser – nok engang
– Med tog over Lersøen og mange flere
Marts 7, 2015
Anekdoter fra Det Gamle Nørrebro – igen (7)
Foredrag, Stefanskirken 4. marts 2015. Vi skal høre om præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, det røde flag, varulve, influenzaramte heste, lysytsteder, værtshuse, de rige, svinerigets ti bud, de ugudelige socialister, den store badedag, et søuhyre, social kontrol, investering i lykkeposer, danseskole i Jagtvej 69, Ruth Evensens snak med Helligånden, Den første spiritusprøve i Verden, Våde kjoler på broerne, hunderomatik, chokolade, eksplosioner i Allersgade og meget mere.
Præsten skal lære
Så er vi atter engang forsamlet her i den dejlige kirke. Og som I sikkert alle ved, så har Stefanskirken fået en ny præst, Thomas. Han er jyde. Og det kan være en stor fordel, når man skal begå sig her blandt københavnere.
Vi har tænkt os, at Thomas skal lære noget om Nørrebros historie. Men det ville være for kedelig over for alle de andre historie – kyndige, der er dukket op, at begynde fra A og slutte med Z. Derfor dukker vi ned i nogle af anekdoterne, og måske vil den ene og anden sige. Den har vi hørt. Men en god historie, kan sagtens fortælles flere gange. Og lokalhistorie har sjælden en begrænsning.
Hvad skal vi høre om?
Vi skal høre om Thomas kollegaer – præster, spøgelser, fattige, arbejdere, mælkedrenge, panserbasser, varulve, influenzaramte heste, lyststeder, værtshuse, de rige, Svineriets ti bud, Den store Badedag, social kontrol, Investering i lykkeposer, Danseskole i Jagtvej 69 og Ruth Evensen. Vi skal høre om den første spiritusprøve i Verden, de mange faldefærdige broer, og da den kollektive trafik kom til Nørrebro, da der lød eksplosioner på Allersgade og meget mere.
De hørte nu ikke det hele
Ja efter foredragets afholdelse må undertegnede erkende, at tilhørende ikke fik hørt det hele. Det skyldtes, at undertegnede grundet den gode stemning, improviserede plus tog noget fra nogle andre artikler, som vi skyndsomst ligger på nettet. Det drejer sig om artiklerne:
– Prinserne på Nørrebro
– Derude på Lersøen
– Det var på Nørrebro, det foregik
Straks vil jeg takke mine to medarrangører. Det var et kanon – arrangement. Og tænk, at vi atter engang kunne fylde en hel kirke. Hvad ville der være sket, hvis også avisen gad at skrive om det. Og aldrig har menighedsråds – formanden lavet så meget kaffe. Og jeg tror faktisk, at Thomas sad og grinede konstant i to timer.
Men først og fremmest tak til publikum – I var det bedste publikum, man kunne forstille sig.
Lokalhistorien har det godt
Lokalhistorien har det særdeles godt på Nørrebro. Vi har en særdeles aktiv Lokalhistorisk Forening, og der findes mindst to FB – grupper, der berører området. Dertil kommer forskellige byvandrings – firmaer.
Selv har undertegnede den glæde, at være redaktør af to hjemmesider, der berører Nørrebro og to FB – grupper. Og den ene dengang.dk har læsere fra hele landet, med 900 artikler, heraf ca. 220 fra Nørrebro.
Hvad er vigtigst
Mange af tilhørerne har været med, de sidste seks gange, og de er jo ikke kommet for at høre det samme igen og igen. Kan man nu huske, hvad man har sagt tidligere. Og skal Thomas ikke høre det væsentlige?
Det bliver ikke noget om Røde Rose eller Solvognen eller historien om, Dronning Dagmars hof ligger begravet på Assistens Kirkegården. Tænk her hviler tidligere hofdamer, kammertjenere, kokke og kosakkere. Tænk engang, vi måtte ikke kalde Områdeløft Mimersgade for Områdeløft Mimersgade.
En hyldest til de kreative
Se, Thomas egentlig er foredraget en hyldest til alle dem, der med deres kreativitet beriger Nørrebro. Dem er det så uhyggelig mange af. Kreativiteten stortrives her i bydelen. Det har medierne endnu ikke fundet ud af. Personlig har jeg mødt et hav af kreative og mangfoldige mennesker. En del af disse, sidder her i dag. Selv om mange af disse ikke bliver nævnt i dette foredrag, håber jeg ikke, at deres indsats bliver glemt.
Tænk for eksempel på sådan noget som Kulturelle Markedsdage, som Metro – byggeriet ødelagde. Det var i den grad berigende for Nørrebro. Ministre og borgemestre besøgte vores arrangement. Vi hørte gospel – musik fra G – force, gudstjeneste en tidlig søndag morgen. Der var cirkus m.m. Og det var umuligt at holde foredrag der i et telt, grundet støj.
Slutningen kommer først
Se det var jo egentlig det, som man skulle have sagt til sidst. Men egentlig ved man jo aldrig til disse arrangementer, var man vil sige trods det, at man har et manuskript.
Journalister har kig på Nørrebro
Se Thomas mens du nu boede i Jylland, har du ikke kunnet undgå at høre om Nørrebro. Du skal vide, at journalister har en specielt Nørrebro – knap, der i hvert fald ind til for et par år siden havde direkte forbindelse til Breaking – news helikopteren. Det skyldes nemlig, at journalister arbejder med følgende Nyhedskriterier:
– Aktualitet
– Væsentlighed
– Identifikation
– Sensation
– Og ikke mindst Konflikt.
Man skal mindst bruge to kilder til en historie. Men dette glemmer man ofte, når det er tale om Nørrebro, og rask væk udnævner man Tingbjerg og Nordvest til Nørrebro. Og så får man ganske let et fortegnet billede af Nørrebro.
Hvor er de skudsikre veste?
Det kan bedst illustreres med en historie, som jeg har hørt af en af dine kollegaer, Susanne. Hun er præst i Anna Kirke. De har en venskabskirke i Varnæs, syd for Aabenraa.
Konfirmanderne besøger hinandens kirker. Men da konfirmanderne fra Varnæs ankom til Hovedbanegården for at skulle videre mod Nørrebro, spurgte nogle af eleverne deres klasselærer:
– Paul, hvor er det vi skal hente de skudsikre veste.
Husk nu kaffen
Se, Thomas – mange af de gæster der er her i aften har været med alle de forrige seks gange. De vil helst høre nye historier, så vi må jo se om vi også kan få opfyldt deres ønsker. Og som det også er vigtigt at fastholde. Der er ca. ti minutters pause, med gratis kaffe.
I begyndelsen var ingenting?
I begyndelsen var ingenting? Ja sådan var det nu ikke. I København var det ikke alle der kunne tilpasse sig. Thomas, forstil dig Oliver Twist, men bare meget værre. Dem, der ikke kunne tilpasse sig forholdene, blev smidt ud af byen, og så kunne de bare passe sig selv. Det var datidens socialpolitik. Mange etablerede sig på det nuværende Nørrebro. Her opstod en slags barakby, hvor der udførtes mange former for kriminalitet.
I ny og næ blev bønder overfaldet. Her var prostitution og masser af ulovlige brænderier. Og bønder på vej ind til byen med deres varer, blev her overfaldet.
Senere hørte vi om den mægtige landsby, Serridslev. Dens jorder fyldte det meste af Nørrebro og Østerbro. Det er en hel Atlantis – myte omkring dette sted, for hvordan forsvandt denne landsby. Var det svenskerne? Her lå også en stor hærskare og belejrede København. Men kongen havde ingen penge til disse soldater. Hvad gør man så? Jo, man opretter da bare en møntfabrik og producerer mønter. Ja det gjorde man i Serridslev.
Det første Nørrebro
Det ældste samlede Nørrebro kender vi vel fra omkring 1645. Her var opstået en mængde stræder og boder, der blev lejet ud til småfolk. I 1645 talte forstaden 137 familier.
Ja det var før, at Nørrebrogade blev kaldt for alfare vej.
I 1658 blev det hele brændt af. Svenskerne var på vej og oppe fra voldene ville man gerne have en bedre udsigt.
Det første lovlige værtshus
I 1662 fik Gabel skødet på Sankt Jørgens Sø. Han købte også teglværksgrunden. Men ak, han havde tømt søen. Det betød en svækkelse af Københavns forsvar, så man tog skødet fra arvingerne, og fik fyldt vand i søen igen.
Store Ravnsborg blev aldrig færdig som forsvarsværk, men Meldorf fik her lov til at etablere et værtshus i 1661. Mon ikke det er Nørrebros første lovlige værtshus?
Man klarede tvistighederne selv
Noget kunne tyde på, at på Nørrebro klarede man paragrafferne selv. Således skulle der foregå dueller med kårde ude ved fuglestangen ved Tagens Hus. Men også på Indre Nørrebro klarede man lige tvistigheder. Således udsendte politimester Ernst denne forordning i 1720:
– For Nørreport og Gamle Ravnsborg på Fælleden er en Lergrøft, som skjuler de derudi værende Personer for de Passerende og hvorudi for nogen Tid er fornummet at de, som havde Tvistigheder indbyrdes og vil overse Love og Forordninger imod Dueller, sammensteds samle sig for at afgøre deres Trætte med Kaarden i Haanden.
To år senere var der atter ballade på Nørrebro. Den Stærke mand optrådte. Han kunne løfte en kanon på 2.000 – 2.500 pund i den ene hånd og drikke et glas vin med den anden hånd. Men uha, han optrådte i kirketiden og havde lovet sit herte væk til så ”mangt et pigehjerte” Men han havde også efterladt en masse ubetalte veksler, og inden man opdagede det, var Den Stærke mand forsvundet.
Et par år efter brød Hyltebroen sammen ude på Ydre Nørrebro. Men italieneren Mark Antonni Perri fik den repareret for 350 rigsdaler. Det skete i 1711.
Hestevæddeløb
Tænk, at ude på Fælleden var der hestevæddeløb fra 1772. Struensee var her også. Han havde sikkert ikke tænkt over, at han snart skulle ende sine dage her under bødelen Gottschalk Mühlhausens økse.
Landelig idyl
Endnu i 1850erne var det landelig idyl på Ydre Nørrebro. Bebyggelsen mellem Lygten og Jagtvejen bestod af to lyststeder, Ventegoodt og Petersdal. Der var også to gæstgiverier, Hvide Svane og Nye Kro. Så var der også lige to møller, Skære Mølle og Ølunds Mølle. Ja og Nørrebrogade hed herude indtil 1874 Lygtevejen. Man kan slet ikke forstille sig, at der langs vejen var dybe grøfter langs siderne.
Dødens testamente
Når vi nu befinder os i Kirkens Hus, skal vi da også nævne Dødens Testamente et dansested på hjørnet af Jødevejen. Fra Møllegade til Fælledvej lå kun seks huse. Heriblandt var traktørstedet med det eksotiske navn Jylland. Her mødtes i sandhed byens spidser.
Dødens Bolig
Men ellers var der over på den anden side, byens største kirkegård på 30 tønder land, der tiltrak opmærksomhed. Den svenske digter Nicander udtrykte det således:
– Urner og kors omslynges af rosenranker, vellugt og fuglesang. Det gør Dødens Bolig til et lidet Paradis.
Jo kirkegården trak tidlig en masse publikum. Men herude trivedes også en masse uhensigtsmæssige begivenheder. Det var nærmest et lyststed, og graverne solgte sprit.
Og her blev de kendte lagt til hvile. På et tidspunkt overvejede man at opsætte tribuner, og forlange entre.
Kierkegaards begravelse
Kierkegaard gik ofte langs søerne spejdede efter sin elskede, der rejste til De vestindiske øer med hendes mand. Han døde kun 42 år gammel – den 11. november 1855 på Frederiks Hospital. Han var den næstsidste af en søskendefolk på syv. Han viste uvilje over for folkekirken og dens præster.
Onkelen fra Pedersborg præstegård var dog mødt op til begravelsen, og ude på Assistenten var det sort af mennesker.
Pludselig kom en meget høj sortklædt bleg yngre mand frem af mængden. Han tog hatten af og råbte ud til mængden:
– Må jeg få ordet?
Det viste sig at være slægtningen, læge Henrik Lund:
– Den mand, som i Dag er blevet begravet med fuld musik, som om han tilhørte kirken i levende live. Han var kirkens ivrigste modstander. Kun ved et bedrag har kirken nu tilegnet sig ham, og nu raner de ham til sig efter døden. Dette skal vides her ved hans grav.
Præster og andet godtfolk
Vi nærmer os det kirkelige, og det behøver bestemt ikke at være kedelig. Det har altid været meget aktive kirker og præster på Nørrebro. Og den tendens ser ud til at fortsætte.
Jo, Thomas, det var dengang, at præster kunne bestille noget. I løbet af en søndag skulle Stefans Kirken klare 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.
Grunden til dette var at i det daglige kunne de rige betale for en kirkehandling. Om søndagen var kirkehandlinger gratis. Og det benyttede arbejderne sig ad. Samtidig mente arbejderne at kirkerne og præsterne var med i kapitalisternes spil.
Socialismen er ugudelig
En af dine forgængere, Thomas, var pastor Frimodt. Han betragtede socialismen som ugudelig. Han var med til at starte denne kirke og Skt. Jacobs Kirken på Østerbro.
Frimodt blev af arbejderne betragtet som borgerskabets og overklassens lakaj. Hans flammetaler fyldte Skt. Johannes Kirken hver søndag. Et sammaritterkorps stod parat med bårer hver søndag for at hente dem, der var besvimet.
Det er hørt
Under kampene på Fælleden blev arbejderne trængt ind i Skt. Johannes Kirken. Det var netop, da præsten forkyndte:
– På Moses stol sidder de skriftkloge og farisærerne
Da lød der også pludselig en kommentar nede fra de indtrængende arbejdere:
– Det er hørt
Jesus fastede i 40 dage
Angelika, der er født på Nørrebro i 1893, skriver i hendes erindringer:
– I Guder, hvor var vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans Kirken, og spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener, satte alle ti fingre sammen og sagde mens han så op mod Jesus:
– ”Jesus fastede fyrretyvedage i ørkenen”
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten. Se Pernille og Thomas, sådan regerede en af jeres forgængere.
Renvaskede ”Nørrebro – børn”
Da Samuels Kirken blev anmeldt i Politikken, skrev man om altertavlen:
– Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede Nørrebro – børn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri, skal fortælle
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj, men det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
– Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham.
En autoritær præst
Samuels Kirken havde på det tidspunkt en præst, der var virkelig autoritær. Han mente, at de af sognets beboere, der havde en bil, skulle køre de ældre i skoven. Han skrev også:
– Er de plankeværkslæser. Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke leveres gratis. Derfor er der en giroblanket med dette blad. Hånden på hjertet. De læser kirkebladet. Er de plankeværks – læser? Skynd Dem, at betale licens!
Murermesteren måtte ikke vies
Så var det også pastor Ifersen, der ikke ville vie en fraskilt murer til en kvinde, han have forhold til, inden hans første ægteskab var ophørt. Sagen blev ført helt til tops. Men landsretten frikendte pastoren. Men sagen havde taget så hårdt på ham, at han fik bevilget orlov og blev forflyttet.
En unik epoke i Dansk folkekirkeliv
Så var det også pastor Erik Bork ligeledes fra Helligkors Kirken. Han repræsenterede en unik epoke i dansk folkekirkeliv. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han gennemførte mere eller mindre gennemtænkte provokationer. Han begravede blandt andet en silikonedukke på Assistens Kirkegård.
Svineriets Top – 10
Thomas du har haft en forgænger her i kirken, der hed Anne Braad. Hende mødte jeg ofte sammen med hendes hund på et bestemt værtshus. Ja, det var her, hvor Henning og jeg engang blev smidt ud, grundet manglende musikalske evner.
Men nu er det Anne det drejer sig om. Hun brugte efter aftale en kronik, jeg skrev efter min kones død, om sorg. Hun udarbejde også Svineriets Ti Bud. Ja de flittige besøgende til dette arrangement har hørt dem før. Men jeg synes, de er så gode, så vi skal have dem en gang til:
1. Du skal holde din sti ren
2. Du må ikke misbruge Vej og Park
3. Du må kun pisse i din egen rede
4. Du må selv tage skraldet
5. Du må gerne male byen rød
6. Men du må ikke skrifte på væggen
7. Du skal feje for egen dør
8. Også naboens
9. Du må ikke tabe modet
10. Du skal finde melodien
Djævlen i Cirkus og Tivoli
Dengang for en del år siden var der også en meget aktiv Indre Mission på Nørrebro. Mens kammeraterne tumlede på Fælleden måtte disse børn i Søndagsskole, hvor de fik at vide, at djævlen befandt sig i kortspil, cirkus og tivoli.
Skal man tro på alt?
Nu skal man jo ikke tro på alt. Således fortalte Ruth Evensen fra Faderhuset at hun fik beskeder direkte fra Helligånden. Gud sørgede hele tiden for, at der var penge i kassen. Jo, og det var såmænd også Gud, der pålagde hende, at hun skulle overtage menigheden i Ungdomshuset.
Min bekendt, sognepræst Niels Underberg fortalte mig engang, at han har modtaget mindst 70 psykisk lemlæstede fra Faderhuset.
En udskældt præst
Det er nogle billeder, der har dannet sig i ens nethinde. En flok demonstranter sidder foran Brorsonskirken. Umotiveret begynder en betjent at banke på en ung kvinde. Hun rejser sig for at flygte, hvorefter hun igen bliver overdænget af slag fra politiknipler. Derefter knækker hun sammen.
Hun protesterer imod politiets fremfærd mod de irakiske flygtninge, der her havde søgt tilflugt. 120 – 150 betjente, der stormede kirken. Disse flygtninge havde søgt tilflugt hos din meget udskældte kollega, Per Ramsdal.
Hvem var mest chokeret?
Denne historie kan vel også presses ind under en form for kirkehistorie. En meget nyttig organisation var dengang Martha – hjemmet. Herfra foregik en masse sociale ting. En af opgaverne for nonerne på hjemmet var at opsøge familier til afdøde, og give en skilling til begravelseshjælp.
Og det kom da også et bud, at Aksel, en stolt arbejder oppe på tredjesal et sted i Rabarberlandet var afgået ved døden. En nonne tog af sted, og rigtig nok. Der stod en grædende hustru, og under et lagen i sengen lå Aksel.
Nonnen kom med trøstende ord og Guds velsignelse. Hustruen fik en skilling til begravelseshjælpen, og nonnen begav sig af sted. Men nede i gården kom nonnen i tanke om, at hun havde glemt hendes paraply. Hun skyndte sig op på tredje sal og bankede på. Hvem der nu blev mest chokeret, ja det er spørgsmålet. For det var liget, der åbnede for nonnen.
I døden er ikke alle ens
Når stolte arbejdsledere skulle begraves på Assistens Kirkegård var det ikke uden problemer. Ikke alle præster ville acceptere det røde flag som arbejdernes sidste farvel. For Socialdemokrater, arbejdere og fagforeninger var dette naturligt. At typograferne i Hillerød så havde valgt et sort flag, ja det er helt anden historie. Den fik dog heller ikke adgang til kirken, for på flaget stod
– Knæk Sablen, bryd Kronen, Styrt Kirken.
Arbejderne fandt ud af, at selv i døden var der klasseforskel.
Ofte måtte politiassistent Rantzau styre begivenhederne, når der var optræk til ballade på kirkegården eller i kirken. Men det var nu ikke så let. Han var en person på 300 pund. Så begivenhederne blev styret af politiassistenten siddende på en stol midt på Assistens Kirkegård.
Nede ved søerne
Nede ved søerne boede et ungt fruentimmer, hvis skønhed var berømt. Men det var hendes mangel på moral også. Hun blev kaldt Donna del Largo. I folkemunde blev dette omdøbt til Donna del Lad`gård. Ak ja, her endte hun også sit syndefulde liv.
Det var også hernede, at stakkels Knud Mikkelsen boede i Stenhuggerhuset. Han holdt øje med, om der blev smidt affald ud i søerne, og han havde nøglerne til stierne langs søerne. Men han blev offer for bygge – boomet. Talrige gange sendte Magistraten ham en anmodning om, at han skulle flytte, men gamle Knud sagde, at han ikke kunne læse. Så måtte Magistraten gå rettens vej.
Stenhuggerhuset lå ved siden af Druknehuset. Dette hus tilhørte Selskabet for Druknede og Skindødes Redning.
Mange kreative arrangementer
Inden vi fik Dronning Louises Bro og Fredensbro, var der mere eller mindre kreative arrangementer over søerne. Snedkermester Mau ville gerne etablere færgefart, og muremester Petersen ville da gerne bygge en bro, men så ville han også forlange 2 øre pr. passager.
I Socialdemokraten kunne man læse at en af broerne, den såkaldte træbro var det rene selvmord. Mange af plankerne var pilrådne. Og det gav våde tæer og kjoler for de fine fruentimmere.
Nørrebro – omgivet af broer
Nørrebro var omgivet af broer. Den første bro over Ladegårdsåen blev bygget i 1820. Det var en privatbro, som kunne bringe byggematador Büllow fra Nørrebros slum til det pæne Frederiksberg.
Bangert var en anden byggematador. Han lavede en bro ved Brohusgade og selvfølgelig forlangte han bropenge. Han var jo ikke byggematador for ingenting.
Den tredje bro Parcelbroen var i 1892 så forfalden, at den blev revet ned. Den blev erstattet af en jorddæmning. Ladegårdsåens skæbne var dermed beseglet. Men tilbage til søerne.
Syre – og elektriske både
Ja det var også dengang, da købmand E.M. Olsen fik lov til at sejle med petroleumsbåde. Men beboerne klagede. De blev et modstykke til sporvognenes såkaldte syrevogne.
Disse både blev afløst af de såkaldte elektriske både. Tænk, at man kunne opleve Husarrenes Musikkorps i en af bådene oplyst i dagens anledning. Man kunne så følge med i en af de andre både. Pris kun 50 øre. Ja man kunne endda spise om bord. I 1916 transporterede bådene hele 350.000 passagerer, og det kun for tre måneder – ganske imponerende.
Foder til duerne
På Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvorfra man kun købe en pakke sild for 5 øre. Ja med disse kunne man så fodre duerne.
Utrolig er det også at vide, at fattige i Rabarberkvarteret gik ud i søen og fangede ænder til julemaden. Efter sigende smagte de dog ikke så godt. Det var nærmest som mudder.
Masser af forlystelser ved søerne
På hjørnet af Doseringen lå traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haverne.
Musik flere steder
Man kunne også gå til koncerter i Café Le Rheine i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade i det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen sammen med musikdirigent Olfert Jespersen.
Det var også festligt med regimentsmusik dengang. Mange sommeraftner kunne det høres rundt omkring på Nørrebro, ja selv på legepladsen på Kapelvej, var der musik.
Da byggespekulanterne kom
Da først portene var revet ned, blev det bygget på livet løs. Den eneste betingelse var
– At det skulle kunne betale sig
Byggespekulanter kastede sig først over Blågårdens jorder. Kvaliteten var elendig. Overskuddet skulle helst være så stor som mulig. Byggevedtægterne, ja de kom først da hele var færdig bygget. Tømrergade, Smedegade og Murergade i 1853/1854 var de første gader.
Her var ingen fortove, lys eller kloak. Efter et regnskyl og en tur i byen kunne det efter en tur i byen være en sand prøvelse at finde frem til sin egen gadedør. Det må også have været en speciel deprimeret oplevelse, at stå på Parcelbroen og kigge mod syd. Her var Frederiksberg badet i et sandt lyshav, mens Blågårds – kvarteret henlå i den dybeste mørke og slam.
Det har været en dejlig duft heromkring. Bedre blev det heller ikke i 1836, da Heegaard havde anlagt en fabrik, der forarbejdede dyretarme til musikinstrumenter.
I Stengade lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at folk var stuvet så meget sammen så det lignede kommodeskuffer. Jo, det var dengang Stengade hed Nørrebrostræde. Her var endnu rester af bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.
Grundloven gjaldt ikke for arbejderne
Vi havde fået en ny grundlov, og den havde arbejderne tænkt på, at udnytte. De ville forsamle sig og sprede socialismen. Men uha, det var farligt for demokratiet. Og sådan skulle man ikke bruge demokratiet. Ja vi kender alle historien om Slaget på Fælleden.
Straks lavede man en tabsliste. 74 husarer og 23 betjente var blevet såret. Men hvor mange arbejdere, der havde lidt skade, ja det havde man lige glemt at tælle med.
Politimester Crone havde svoret at udrydde alle socialister. Han fik god hjælp af justitsminister Krieger.
I kø hos bageren
Om morgenen kunne man hos bagerne se folk stå i kø med deres kurv. Nørrebro – borgerne købte 8 stk. 2 øres brød for 5 ører og for 2 øre brødkrummer.
Om eftermiddagen udkæmpede ungerne i de forskellige gader adskillige slag. Værst var kampene mellem Krügersgade og Raberberne.
I Helligkors – skolen var børnene efter datidens pædagogik placeres således, at de klogeste sad nærmest tavlen. Og de ”dummeste” og de ”ordblinde” sad som nummer 36 aller bagerst. Og hvis man så ikke kunne kongerækken udenad eller opstandelsen, ja så vankede det med spanskrøret.
Nu var det så en trøst, at man kunne gå i cirkus nede ved Ladegårdsåen. En verdensberømt bryder havde udnævnt sig selv som cirkusdirektør. Jo, det var dengang Parcelbroen nærmest fungerede som et offentligt toilet – mest for kvinder.
De stakkels poder i skolerne udnævnte skoletandlægerne til sadister. Efter behandlingen stod de ved diverse håndvaske og spyttede blod.
Støvsugeren kunne lejes
For dem, der havde råd kunne blev støvsugeren lejet hos rullekonen for 25 øre i timen. Man kunne også få besøg af vaskekonen, hvis man ikke selv kunne klare det. Hun kostede en dagløn på 5 kroner plus kost.
Tøjet dengang var meget snavset. Man gik med det hele ugen, også undertøjet. Tøjet blev vasket i Kallemann Sæbe. Sæbeluden blev bagefter hældt i spande. Når den så havde stået et par dage lignede det gele. Det kunne man så bruge til at vaske gulv i. Jo genbrugstanken var allerede født dengang.
Investering i lykkeposer
Børnene fik ofte 5 øre med til søndagsskolen. Men de vil hellere ned til søerne og investere i lykkeposer. Når de så havde udeblevet fra søndagsskolen to – tre gange, mødte læreren op derhjemme. Det var ikke så heldig.
Dengang var Pastor Rosendahl i Stefans Kirken særdeles populær. Han oprettede Ungdomsklubben U 17. Denne pastor blev senere biskop i Roskilde.
Dengang var margarinen farveløs. Hvad gjorde man så? Ja, så kunne man købe en ampul med gul væske, som man så skulle blande ind i margarinen. Ja så lignede det jo pludselig smør.
Renselsesbad i skolen
Det var ikke mange, der havde bad på Nørrebro. Så hver 14. dag var det renselsesbad i Hillerødgades Skole. Særlig fødderne var usædvanlig sorte. Men ofte gik turen også til Havet. Ja, sådan hed det, når man tog ned til Ladegårdsåen for at bade.
Den store Badedag
For at forbedre hygiejnen blev der oprettet en del badeanstalter rundt omkring i København. Og det gjorde også på Nørrebro. Og Sjællandsgades Bad eksistere stadig. Den blev oprettet med en kvindeafdeling i stueetagen og en mandeafdeling på førstesalen.
Kvindeafdelingen bestod af seks brusebade og 6 karbade. Mandeafdelingen havde 16 brusebade og 4 karbade. Man diskuterede meget de forskellige badeformer. Tilhængere af de ældste badeform, karbadet opfattede de hurtigere og billigere brusebade som nødtørftige renselsesbade. Modstanderne påpegede, at brugen af karbade var uhygiejnisk og uøkonomisk.
Kvinderne foretrak karbadet, mens mændene var mere til brusebad. Og det var om lørdagen, der virkelig var Store Badedag.
Kvinde protesterer
I 1923 blev renlighed diskuteret i BT, der konstaterede, at mænd var mere renlig ind kvinderne. Det følte en kvinde sig meget stødt over:
– Du skriver, at mændene er mere renlig end kvinderne. Men det tror da pokker. Der er langt flere baderum til mænd end kvinder. Og efter hvad min mand og bror siger, må de højst vente en halv time.
Kvinderne måtte vente to timer på et karbad. Så længe kunne en arbejdende kvinde med små børn ikke vente.
Masser af sygdommer og epidemier
De dårlige hygiejniske forhold på Nørrebro gav grobund for masser af epidemier og sygdomme. Ofte måtte de stakkels børn en tur på Kommunehospitalet for at blive afloppet og afluset.
Hundrede af lopper, tusinder af myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje ventede sig. Jo så kunne det godt være at den fjerde havde tisset i sengen. Det var ikke unormalt dengang, at fire børn delte en seng, hvis de var så heldig at have en seng.
Nørrebro var Københavns kloak: Ud gennem Nørrebro blev hovedstadens smuds ført. Og læsset af i Utterslev.
Dødeligheden var stor. Omkring 1900 kostede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.
Lægerne gav masser af gode råd.
Under koleraepidemien forsøgte man sig med en speciel dampseng, og så skulle patienterne pakke sig ind i dyner og tæpper, samtidig med, at de skulle indtage skoldhed hyldete. Hver halve time skulle de indtage 20 dråber ammoniakopløsning. Resultatet udeblev da heller ikke. Man var sikker på forgiftning, men det hjalp ikke mod kolera.
Lægerne ordinerede stadig åreladning, grødomslag og spansk flue. Kirkegårdsgraverne på Assistens Kirkegård havde usædvanlig travlt.
Endelig fandt man ud af, at det kunne da godt være, at man skulle gøre noget ved boligforholdene. Og et nyt Epidemihospital blev bygget. Pastor Frimodt i Skt. Johannes Kirke var dog lidt betænkelig ved, at det skulle bygges så tæt på hans menighed. Men hans protester hjalp ikke synderligt.
Ad Ladegaard til
De fattige blev truet med Ladegården. Som tendensen er den dag så mente man også dengang, at fattigdom er selvforskyldt. Hvis man var kommet længst ned på den sociale rangstie, ja så havde Fattigvæsnet overtaget ens liv. Hvis man ville gifte sig, ja så skulle man spørge myndighederne om liv.
Hvis borgere var havnet her, ja så var tankegangen hos befolkningen lige som i dag. Det var selvforskyldt. Og disse lemmer ville man ikke engang optage på almindelige hospitaler.
Man oprettede såkaldte Opforstringshuse, Tugt -, Raps – og Forbedringshuse. Borgere skulle moralsk og åndelig oprustes. Et universalmiddel var arbejde og arbejdertvang. Det var næsten som nu.
Her på Ladegården blev også de afsindige og de tossede anbragt. De blev anbragt i dårekister. Standardudstyret var en briks og et lokum.
De offentlige fruentimmere
Det var også her man anbragte de offentlige fruentimmere. Fra 1879 kunne man risikere livsfarlig fængsel, hvis man fødte i dølgsmål. På Ladegården skulle de svare på følgende spørgsmål:
– Hvordan var samlejet foregået?
– Hvem var man sammen med?
På Fødselsstiftelsen dengang døde halvdelen af de fødende kvinder fordi læger og sygeplejerske ikke vaskede hænder.
Et skrækkeligt ry
Ladegården havde et skrækkeligt ry. Således blev det i 1826 berettet, at
– Her opholdt sig afkræftede, løsagtige fruentimmere, afskedigede, halvfede matroser og soldater, frigivne forbrydere fra slaveriet og tugthuse.
I 1865 opholdt der sig 916 lemmer på Ladegården.
Var man lidt småkriminel og det ikke var tegn på, at det ville forbedre sig, ja så kunne Københavns Politi finde på, at eksportere en til det forjættede land. Det var billigere for det danske samfund. Nu var det bare ikke altid, at amerikanerne var så tilfredse med denne ordning.
Social kontrol
Dengang var det ligesom i dag social kontrol. Fik man udbetalt børnebidrag fra Magistratens 3. afdeling, ja så kom den tilsynsførende på uanmeldt besøg. Han skulle kontrollere om børnene var i god stand og ordentlig klædt på.
En helbredelsesanstalt for afvigere
Glemt er, at der meget tidligt på Nørrebro opstod en Helbredelsesanstalt for Afvigere fra det Civiliserede Samfund.
I sidste halvdel af 1800 – tallet blev såvel åndsvage, blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og Løsagtige Personer at betragte som afvigere,
Johan Keller delte personerne ind i
a. Idioter, hvor man kunne bruge dressur
b. Sinker og halvidioter, som kan frelses for samfundet.
Man gik ind for sterilisation og kastration. Disse mennesker skulle nødig formere sig. Ja på et tidspunkt talte man om, at indgrebet også skulle foretages på farlige forbrydere, epileptikere, alkoholister, skizofrene, paranoide og personer med maniodepressive psykoser. Jo der foregik meget i De Kellerske anstalter, som havde fem adresser på Nørrebro.
Ja senere blev De Hvide Snit brugt flittigt i psykiatrien. Ja, Danmark havde verdensrekorden i brug af dette, og tankevækkende er også at 70 pct. af dem, det blev foretaget på, var kvinder. Først i 1983 ophørte man med dette.
Der var også rige
Jo, der boede skam også rige i herskabslejlighederne på Nørrebrogade. De fattige og arbejderne mente helt bestemt, at de rige fruentimmere havde beholdt pelsen på, når de gik på lokum.
Ja på hjørnet af Skt. Hansgade/Guldbergsgade boede der absolut fine folk, endda en general. Jo de var fine. Og det sagde man også om dem, der gik på den nye Nørre Alle’s Skole. Her måtte man nemlig ikke gå i træsko.
Niels Mangepenge
Jo så var det også slagtemesteren med de syv svende. Han gik under navnet, Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut lige efter midnat mødte han op hos urtekræmmeren og købte en flaske Linjeakvavit og et par dåse hummer. For som han sagde:
– Det gør sig på en dag med list hummer og et par stykke tatar.
Man lagde i den grad mærke til, når Niels Mangepenge og husholdersken spændte for om søndagen. Det var så et parmarkante mennesker, der så tog ud af Strandvejen.
Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, runskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og halvhandsker.
Slagtermesteren var i jaket med stribede bukser, ja endda meget stribede, og brune sko. Et rødt slips fuldente den festlige påklædning. Den skulle måske symbolisere det blodige erhverv.
Jorcks Have
Når vi nu snakker om de rige på Nørrebro, så skal vi da lige vende blikket på området over for den gamle Lygtekro. Her lå Jorcks Have bag en stor gitterport. Her førte en lang stribe af høje træer op til Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred fornem trappe foran.
Alle de pragtfulde frugttræer lokkede i den grad de fattige Nørrebro – unger ind i haven. Men når de så blev taget på fersk gerning blev det i den grad givet prygl.
Det største handelscenter i Danmark
I vores tidligere foredrag har vi været inde på det, at Nørrebro dengang tilbage i historien var Danmarks største handelscenter. Det var dengang, at Nørrebro Handelsforening var landets største handelsforening med 750 medlemmer – ganske imponerende. Men det er foreningen sandelig ikke mere.
Først var det bulldozersaneringen, senere diverse uroligheder m.m. der satte omsætningen tilbage. Ja og på det sidste er politikkere og detailhandler uenige om, hvad den yderligere tilbagegang i handelen skyldes.
Men dengang må det have været et mareridt at være i butikslære. Man begyndte klokken 7 om morgenen. Det blev lukket kl. 20 ugens fire første dage, fredag var det åben til klokken 22, og om lørdagen lukkede man klokken 23. Så troede man, at man kunne gå hjem, men ak nej. Det skulle lige først ryddes op.
Så skulle man også lige huske, at man to aftener om ugen skulle deltage i aftenundervisning på Handelshøjskolen på Nørrevold.
Da radioen kom
Radioen kom frem i slutningen af 1920’erne. Det var rift om den ene hovedtelefon. En rigtig antenne skulle have en luftantenne. Til sidst lignede det mange steder på Nørrebro et rent tørrestativ ind imellem blokkene. Og disse antenner skabte mange skænderier.
Den kollektive trafik
Vognmandslauget havde advaret mod sporvogne. De var bange for, at deres erhverv var ved at uddø. Så galt gik det dog ikke. Og de skulle stadig levere både heste til sporvognene og til omnibusserne.
I 1864 eksisterede der to omnibusser, der gik til Nørrebro. Men endelig den 14. maj 1867 stiftedes Nørrebroes Sporvejsselskab på Store Ravnsborg med isenkræmmer og fabriksejer Anker Heegaard som den store initiativtager. Den 6. december startede kørslen, men allerede dagen efter måtte den indstilles grundet snestorm.
Det stakkels personale måtte møde en time før start, og de skulle blive efter lukketid for at aflevere hestene. Når der var forsinkelser, skulle man betale bøde – 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse. Sådan har DSB – ansatte det ikke i dag.
Politibetjente og vovser kunne køre gratis.
På hovedstrækningen på Nørrebrogade kørte man med 2- etagers vogne. Kvinderne måtte af sømlighedsgrunde ikke bruge de stejle jerntrapper, der førte op til 1. sal.
Hurra – endelig en jernbanestation
Endelig fik man en jernbanestation. Det vil sige, at man egentlig fik to. Her var ikke nogen brolægning. Man måtte tage de lange støvler på, når man skulle med toget. Man kunne risikere, at sænke ned til knæene.
De Første Dampsporvogne
Da den første dampsporvogn skulle afprøves blev der smidt med kartofler, gamle tøfler og en enkelt død kat. Sporvognen blev fremstillet af Smith og Mygind på Nørrebrogade.
Kvinder – pas på farten
Efterhånden var man gået over til den elektriske sporvogn. Og dette førte til en advarsel til kvinderne. Se bare her, hvad medierne skrev i 1902:
– Vore Damer, der har været vant til Gratie og Elegance at stige af hestevognene, tager sig stadig ikke i Agt for at Faren og Farten er stærkere.
– Nu er sidst den unge og udmærkede Sangerinde Ellen Beck, der er sprunget forkert og har paadraget sig alvorlige Skrammer.
– Vi advarer vore kække Damer mod at springe af Sporvognen.
Slangerup – banen
Den 19. juli 1906 blev Slangerup – banen indviet. Afgangen blev dog forsinket, for stationsforstanderens hund havde søgt ly under en af jernbanevognene. Ubekræftede forlydender kunne dog fortælle, at den forlystede sig med en anden hund. Så man kunne først starte afgangen, da de to hunde var færdige.
Idyllen ophørte
Herude på den anden side af Lygteåen startede Frederikssundsvejen. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter langs siderne. Det var bare åbne marker med meget spredt byggeri.
Åen lå under en bjælkebro. Her lå Lersøen. Her var masser af grønne grøfter, store grønne arealer med masser af græs, vilde planter, blomster brændenælder i overflod og vandhuller. Men så holdt idyllen også op Nu skulle man holde sig for næsen. For nogen havde fundet ud af, at her skulle hele byens lort opbevares.
Chokoladevogne
Nu havde man nemlig allerede fået en station lige i nærheden, nemlig Lersø Latrinsation. Man havde endda en stationsforstander, der både havde have og gratis gødning forstås. Indholdet blev transporteret i de såkaldte chokoladevogne.
Jo det var dengang, da chokoladefabrikken Cloetta lå i Hørsholmgade. Og straks opstod der en vittighed. En tysker skulle således se, Københavns lyksaligheder. Og tyskeren blev slæbt til Lersøen. Og følgende samtale opstod:
– Was ist den dass?
– Chokoladewagen
– Ach so – von Cloetta
– Nein von Closetta.
Nørrebros hunde var i den grad glad for, at disse chokoladevogne ikke altid var lige tætte. Og på Nørrebro station hændte det da også en gang imellem især på varme sommerdage, at sådan en chokoladevogn eksploderede. Og det var ikke just chokoladeduft, der blev spredt på Nørrebro.
Bommen er nede
Den kollektive trafik udviklede sig efterhånden, og det gjorde den almindelige trafik såmænd også. Og det var som nu, ikke altid planlagt godt nok. Således gik bommene ned 79 gange i døgnet på Nørrebrogade. I hele 212 minutter blev trafikken på Nørrebrogade holdt tilbage. Det skyldes, at man havde anlagt en godsbane meget uheldig.
Mudderet bredte sig
Det var ikke kun i Blågårdskvarteret, at et hestelæs kunne forvinde i mudderet. Skulle man passere Nørrebros Runddel i 1878 kunne man godt risikere, at sidde fast i mudderet. Mange gange var gummistøvler ikke engang nok.
Glemt er også, at der lige over for Ølunds Mølle lige ved Runddelen lå en stor vognmandsforretning. Specialet var Bryllupskørsel i Glaskaret. Man må da i sandhed sige, at allerede dengang, mødtes kontrasterne på Nørrebro.
En varulv er løs på Nørrebro
I en enhver by og bydel opstår der vandrehistorier. De er ofte forbundet med spøgelser, varulve og den store kirkegård trækker også historier til sig. Kan man så få bekræftet sådanne historier hos en gejstlig, ja så er lykken gjort.
En bagermester, der var i bagerlære i 1830 på Nørrebro, fortalte, at der i den tilstødende gård, der indeholdt et garveri, tjente en garverkarl, som blev antaget for at være varulv. En stor hund kom en nat efter bagerlærlingen. Denne tog en knippel og slog dyret. Han ramte den i hovedet. Jo det er ganske vist, for næste dag kom garverisvenden med sit hoved indbundet.
Bagermesteren fortalte, at det var mødrene, der var skyld i, at deres børn blev varulve. Det skyldtes opdragelsen, så ved I det!
Studenterne og Spøgelset
Midt i 1850erne boede en norsk student over for Assistens kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Det blev røget en del den aften. Hen på aftenen åbnede med en af vinduerne for at lufte ud.
Over i måneskinnet på Assistens Kirkegården så de nu en hvidklædt skikkelse rejse sig fra sin grav, hvorpå den afførte sig sine klæder, stykke for stykke, for så at gå i retningen af byen.
Danskeren slog en latter op. Det skulle der, da laves sjov ud af. Nu går jeg over, og tager et klædningsstykke, så får vi se, hvad der sker. Danskeren kom tilbage med en blegrød silkestrømpe og lagde den på køkkenbordet.
Da klokken slog 12, kom skikkelsen tilbage fra byen. Da den opdagede, at der manglede noget fulgte den sporet. I huset var de to studenter blevet bange. De gemte sig under dynen på sengen. Pludselig gik skikkelsen gennem døren hen til køkkenbordet efter silkestrømpen. Pludselig vente den sig om og stirrede på danskeren og løftede hånden.
Lige så pludselig som skikkelsen kom, var den igen forsvundet. Men på sengen lå den danske student. Han kunne ikke røre sig. Han var blevet lam i venstre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen af denne historie er: Lad være med at drille et spøgelse.
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof
Vi kender alle historien om Gertrud Bodenhof, der rejste sig fra kisten, da røvere ville bestjæle hende. Først da slog de hende ihjel. Forskellen på denne historie og de andre er, at den ene af de to gravrøvere erkendte sin synd over for den senere biskop af Sjælland, biskop Münster, så det er ganske vist.
Et søuhyre i Sortedamssøen
I kender alle Loch Ness uhyret. Har vi sådan en i Sortedamssøen? Således har flere set et tre meter langt slangeagtigt væsen i cirka lårtykkelse.
Er det tale om en mutation af de karper, som Christian den Fjerde satte ud i den modsatte ende af Sankt Jørgens Sø.
Det er ikke det eneste mystiske. På et bestemt sted i søen er der observeret vand, der fosser op. Måske kommer det fra en underjordisk kilde. Måske er uhyrets bolig en underjordisk sø. Og den har jo masser af foder lige ude for hoveddøren
– 150 knopsvaner, 5.000 gråænder, der overvintrer.
– Der er brasen, skaller, suder, aborrer, ål, karusser og en enkelt gedde.
Ja, hvis uhyret i søen, også har smag for rustne cykler, er det rig mulighed for dette.
En sandfærdig historie
To unge mennesker have opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette.
Den ene betjent bevægede sig ind på kirkegården. Han iførte sig hvide handsker og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter kravlede han op på et gravgelænder.
Umiddelbart ud for det unge par, stak han nu den hvide arm ude over muren og sagde nu men hul stemme:
– Kan vi så få ro til at sove vores sidste søvn?
Det fortælles, at det unge par, brølende af rædsel spænede væk i panik til stor morskab for betjentene og et postbud, der overvejede morskaben.
Se dengang, havde politiet humor.
Håndspålæggelse
Man troede på det mystiske, således samlede Hr Huth i 1889 cirka 2.000 tilskuere på Fælleden i 1889, da han fortalte om håndspålæggelse og varmebehandling.
Panserbasse Rantzau
De fleste beboere på Nørrebro troede helt bestemt, at Rantzausgade var opkaldt efter overbetjent Rantzau. Dengang skulle en panserbasse veje ca. 200 pund, men Rantzau var nåede helt op i XXl.
Denne Rantzau fik sit eget toilet på den ny politistation på Fælledvej. De andre betjente måtte stå i kø omkring et pissoir. Jo denne Rantzau var en særdeles afholdt. Jo, han var blevet dekoreret med Ridderkorset efter sin indsats mod arbejderne på Fælleden. Efter at have opnået en alder af 72 år, havde han tilbragt 50 år i politiets tjeneste.
Politiet havde travlt
Politiet havde travlt. Også ude i Lersøen, hvor de skæve eksistenser hørte til. Ofte var her kamp om Maja Robinsons gunst. Man sagde om hende, at hun havde været gift med en læge. Hver gang, hun fik hustrubidrag var der fest i ude i Lersøen. Når Maja engang imellem blev anholdt smed hun tøjet for at provokere panserbasserne.
Jo disse Lersø – bøller kunne være svære at styre. Ind imellem gik de over gevind og tog på plyndringstogt. De kaldte sig Knokledrengen, Musen, Kno – Anders, Spiritus, Glo – øje, Lange – Hermann. Ja, Karen Spidsmus og Ferdinand Eriksen blev datidens Bonney og Clyde.
Flere originaler
Ja inde på Indre Nørrebro gik flere originaler rundt og fuldede sig. Det var Jomfru Tidsfordriv, Frederik T – tal, Laurids Ni – finger, Frederik, Karoline og alle de andre. Efter en ordentlig druktur plejede de at samles nede ved Sortedams Dosseringen.
Ja hvis ikke de på vej derned var faldet om af druk, og taget sig en lur. Det kunne jo også være at politiassistent Rantzau og hans kollegaer samlede dem op. Så gik turen til Fælledvejens Politistation. Så var man da sikret et bad og morgenkaffe. Det var da ikke at foragte.
Rabarberlandet var en udfordring
Rabarberlandet var også en udfordring. Her var decideret et hadforhold mellem panserbasserne og beboerne. Og i Husumgade blev betjentene Gemsøe og Elmar brutal nedskudt. Og i Jægersborggade udtænkte Dagmar Overbye nye kreative tanker med hensyn til hvordan hun skulle aflive sine plejebørn, så hun kunne tjene en ekstra skilling.
Ladegårdsåen havde ikke altid klart vand
I den forbindelse bliver Ladegårdsåen ofte fremstillet som en flot å med krystalklart vand. Underligt, for her har det ofte flydt med døde heste, får og køer. Og ofte har disse stoppet for vandtilførslen. Når man så betænker, at man har brugt åen som drikkevand. Uha. Og her har ulykkelige kvinder født i dølgsmål og druknet deres barn i åen. Ja i 1913 skød bankrøveren Lindolf Larsen sig selv i hovedet midt i åen. 14 dage inden havde han begået et stort bankrøveri på Østerbrogade.
Den første spiritusprøve
Det var sandelig også på Fælledvej at verdens første spiritusprøve fandt sted. Se i 1920 var der i København efterhånden 18.000 biler. Bare ni år siden var der 100.000. Og selve spiritusprøven var meget avanceret. Se bare her:
A. Man skulle føre to fingre sammen, og kunne sige Bispens gebis uden at hvisle på S’erne
B. Hvis den undersøgte ikke kunne stå med samlede ben og lukkede øjne, var kørerkortet, var kørerkortet i fare.
Men nu var det også lige andre ting, man skulle tage i betragtning:
1. Hvordan var undersøgtes udseende?
2. Hvordan var den undersøgtes væsen?
3. Er undersøgte orienteret om tid og sted
4. Hvordan er undersøgtes hukommelse?
5. Hvordan fungerer undersøgtes taleegenskaber?
6. Hvorledes er undersøgtes gang?
7. Hvordan er håndbevægelsens bevægelighed – hvordan er håndskriften?
8. Hvordan er pulsen?
9. Lugter undersøgte af spiritus?
10. Er det tegn på sygdom?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej?
Hvordan så det ud omkring Fælledvej – dengang?
Ja på hjørnet af Guldbergsgade var det et vandtrug og vandpost. Her sad en mand med hvidt forklæde, en flot kasket og et halvmåneformet metalskilt om halsen. Så vidste man, at han var fra kommunen. Der var stil over de kommunalt ansatte dengang. I dag optræder de jo kun med orange vest.
Denne embedsmand skulle hjælpe diverse kuske til at få deres heste til at slukke tørsten. Hertil kom så at vandvognen på varme sommerdage kørte op og ned ad gaderne og vandede brostenene.
På torvet ud mod Elmegade sad fiskekonerne med deres trækvogne og tilbød fisk.
Men det var også biograf og værtshusene Tingvalla og Bollero. Her lå også Odeon, som brændte, selv om brandstationen lå lige over for.
På Nørrebro finder man sig ikke i noget
Thomas, du skal vide, at Nørrebro – borgere ikke finder sig i noget som helst. Måske er det derfor, at de ofte har følt sig ladt i stikken af politikerne på Rådhuset eller Christiansborg. Det er nu heller ikke alle, der er lige velkommen på Nørrebro. Det har Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen oplevet. Og hold da op sikke mange bodygards jeg måtte igennem, da jeg ville snakke synnejysk med Bertel Haarder under Kulturelle Markedsdage. Dengang var han hvis nok integrationsminister.
Knipler i grøn sæbe
I 1934 angreb 200 kommunister politiet. Deres plan var at frariste politiet deres knipler. Men politiet havde smurt deres knipler ind i grøn sæbe. Så planen blev mislykket.
Og i 1951 havde vi de berømte hypnosemord i en bank på Nørrebrogade. Der udkommer stadig bøger omkring dette bankrøveri.
Folkets Park og Hus
Erfaringerne fra Sofiegården startede slumstormebevægelsen. I løbet af 1971 skabtes Folkets Park på en tomt i Stengade. Senere fulgte Folkets Hus.
Forkælede venstreorienterede
I 1980 blev borgere på Nørrebro kaldt for
– Forkælede venstreorienterede
– Venstreorienterede ballademagere
Den såkaldte Bulldozersanering var i gang. Og den skred aldeles planløst frem. Ind imellem manglede politikerne penge og efterlod Nørrebro i en sand krigsskueplads. Bulldozer kørte hæmningsløst mod barakker, hvor der sad folk.
Sandheden var at Nørrebro – borgerne i den grad var trætte af politikerne og politiets hårdhændede metoder. Også erhvervsdrivende kæmpede side om side med de såkaldte forkælede venstreorienterede.
Borgerrepræsentationen roste politiet
Børn blev slået med knipler. En lille pige blev banket i maven. Flere hundrede Nørrebro – borgere endte på Rigshospitalet. Flækkede øjenbryn og hjernerystelser vidnede om Nørrebro – borgernes kontakt med politiets knipler. Lørdag dem 3. maj 1980 blev Nørrebro erklæret i undtagelsestilstand og politiet anholdte tilfældige for angreb mod embedsmand i funktion. Nu skulle der statueres et eksempel.
Og i Borgerrepræsentationen roste man politiets indsats.
Vi kan godt huske Kampen om Byggeren. Men vi har glemt, at 1.000 Nørrebro – borgere forsvarede en børneinstitution i Todesgade.
Men kampene i 1980 udartede sig i den grad. Dette glemte Nørrebro – borgerne aldrig. Det udviklede sig til et hadforhold til politiet.
Trætte af forbrugerræs
De unge havde kaldt til stormøde i lånte lokaler i foreningen Tinglutti. De var trætte af forbrugerræs, konkurrence og hierarki. Og så holdt man et godt øje til Rutana i Nansensgade. Ja senere gik det ud over en gummivarefabrik. Og for første gang brugte Politiet gas for at få bugt med de forkælede venstreorienterede. 98 unge blev ved den lejlighed anholdt ved hjælp af tåregas og gummiknipler.
Overborgmester Weidekamp kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at man skulle bygge noget specielt for de ungdommen.
Bevaringsværdigt
Men Jagtvej 69 blev købt af kommunen for 750.000 kr. Egentlig var det meningen, at det skulle rives ned. Man tænkte ikke over, at her havde Rosa Luxembourg været på besøg. Man tænkte heller ikke på, at her havde 300 detailhandlere overværet et foredrag om Dansk Vestindien. Man ville bygge et Irma på stedet. Hurtig fik Nørrebro Handelsforening sagt, at det var bevaringsværdigt, for Irma var ikke sådan at slås med.
De unge fik overladt huset. Overborgmester Weidekamp troede nu, at han havde fået fred for de forkælede venstreorienterede. Men ak nej. Første gange den veltilfredse overborgmester besøgte Ungdomshuset fik han buksevand.
Den 13. januar 1933 havde en anden berømthed besøgt huset. Han fik ikke buksevand. Det var selveste Stauning, der besøgte stedet. Det var i forbindelse med Socialdemokratiets 12. kreds, der fejrede 40 års jubilæumsfest.
Jo her i Jagtvej 69 var der boksestævner, juletræsfest og så meget andet. Her havde Hr. Gundemann i 1930erne og 1940erne sandelig danseskole. Undervisningen foregik om aftenen. Og søndag formiddag var der dansant med særlig entré. Det kostede 2 kr. Men det var altid fuldt hus.
Hr. Gundemann sad på en stol i højre side og råbte 1, 2, 3. Det var så sandelig med klaver. Når man så havde lært at danse kunne man kaste sig ind i de rigtige fester i huset.
Man købte sig en billet i forvejen hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav så adgang til en teaterforestilling. Bagefter var der så rigtig bal. Et baltegn kostede 1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af en seks mands orkester. Ja de spillede tidens pop melodier som Stakkels Gigolo, Ti små snavsede Fingre og Det var på Capri.
En kreativ farvehandler
Jo, der har altid været kreative mennesker på Nørrebro. En af dem var en kreativ farvehandler, der senere blev bankmand og alt mulig. På et tidspunkt ejede han også pirat – radio stationen ude i Øresund – Radio Merkur. Han ville simpelthen købe Nørrebrogade, men det ville politikerne dog ikke gå med til. Hans navn var Brask – Thomsen.
Han ville ikke begraves på Nørrebro. Han var bange for at drukne. Så han blev begravet på Bispebjerg, men begravelsen foregik fra Stefanskirken.
Knappen havde nogle gange sin berettigelse
Vi talte i begyndelsen om Nørrebro – knappen. Nogle gange havde den sin berettigelse. Således også den 16. marts 1992. Da skete noget frygtelig i de lokaler, hvor vi ofte mødtes, når vi skulle i gang med De Kulturelle Markedsdage. Det var i Søllerødgade, hvor en 29 – årig familiefar blev dræbt af en brevbombe. Sagen blev aldrig opklaret.
En trist aften
Natten mellem den 18. og 19. maj 1993 genlød Nørrebro af 113 skud. 92 betjente blev skadet og 11 tilskuere blev ramt af skud. Episoden førte desværre til alvorlige konsekvenser for mange – selvmord og deciderede mord.
Dengang sagde politiet, at 18. maj aldrig måtte forekomme igen. Men næsten på 20 – års dagen var det ved at ske igen. Også dengang var detailhandlerne på Nørrebro gidsler for aktivisternes foragt for samfundet og især kapitalisterne.
Men den 18. maj 1993 traf politiledelsen forkerte beslutninger. Men ingen i politiledelsen blev nogensinde draget til ansvar for dette.
Som sagt blev 113 skud affyret. Og det uhyggelige er, at cirka halvdelen af befolkningen synes, at det var i orden at skyde mod såkaldte antidemokrater. Den enkelte betjent blev ladt i stikken, og først frikendt efter 7 års forløb.
Fri etableringsret?
I 1995 oprettede MC’ Donalds en ny filial på Nørrebrogade. Resultatet blev 19 sårede betjente. Senere fløj en stor kampesten gennem vinduerne på MC´ Donalds. Den var millimeter fra at ramme en familie. Gerningsmændene strøg ind i Ungdomshuset. Det krænkede Nørrebro – borgenes retssikkerhed, at politiet ikke ville optage rapport.
Hvorfor skulle Janne dø?
Den 6. oktober 1996 døde en yndig mørkhåret enlig mor. Hun var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Janne, der arbejde i Den lille sorte blev kun 29 år. Hun var til Vikingfest i Titangade. Men en panserværnsraket blev affyret over hovedet på 29 kampklædte betjente.
Hvor var politiet?
Den 7. – 8. maj 1999 følte et ægtepar sig livstruet i en butik på Nørrebrogade, men politiet nægtede at komme. Butikkerne var udsat for et sandt plyndringstogt. Ingen er nogensinde blevet dømt for dette, og butikkerne måtte selv punge ud efter at have mistet varer for millioner af kroner.
En tidlig morgenstund
Den 1. marts 2007 måtte undertegnede tidlig op. Det årlige Bogudsalg startede, og det skulle blive en dag, man aldrig glemte. Det holdt en underlig bil foran Ungdomshuset. Pludselig genlød Nørrebro som en krigsfilm. Fra butikkens køkkenvindue oplevede vi det nu som amerikansk actionfilm med Tom Cruise og Angelie Jolie i hovedrollen. Fra to helikoptere blev militærfolk firet ned på Ungdomshusets tag.
Bydelen genlød nu af ambulancer. Og fra gaden råbte unge autonome, at vi ikke skulle ekspedere pansersvin. Vi svarede igen, at så skulle de hellere ikke bruge vores lokum. Hele Danmarks verdenspresse havde efterhånden forsamlet sig i butikken. Rundt omkring lukkede butikkerne en efter en. Også hos os var personalet efterhånden sendt hjem. Vi var så et par stykker, der holdt ud. Men da de blå lys rykkede nærmere, bad jeg kunderne blive færdige et kvarter for lukketid. Vi kunne ikke mere garantere for personalets sikkerhed. Kunderne blev meget sure.
Et kamerahold fulgte alle mine bevægelser. Meningen var, at det skulle vises i aftenshowet om aftenen. Men det blev aflyst. I stedet var det breaking news med direkte reportager af, at Kvickly og Irma blev plyndret.
Hærværk og ødelæggelser fulgte
Der fulgte en masse episoder med ødelæggelser, hærværk, plyndringer. Butikker lukkede i stribevis. Man turde ikke mere, og Forsikringsselskaberne sagde Nej.
Overborgmester Ritt Bjerregaard truede med sagsanlæg på noget, jag havde skrevet på Handelsforeningens hjemmeside, men vi havde bekendte i radioavisen, så vi kunne afvise anklager. Politibetjente holdt sig heller ikke tilbage. Handelsforeningen modtog vanvittige e – mails. Og pludselig roste selv Enhedslisten, Nørrebro Handelsforening.
Det kostede samfundet et tre cifret millionbeløb for at rydde op efter Ungdomshuset. Politikerne ville ikke påtage sig et ansvar. Det måtte borgerne og detailhandelen på Nørrebro påtage sig.
Den 1. september 2007 ringede borgerne på Nørrebro atter efter hjælp. Politiet svarede bare Hold jer inden døre.
Thomas, som du kan høre bliver det aldrig kedeligt på Nørrebro.
Fik tilbudt Ungdomshuset for 1 kr.
De unge blev noget overrasket, da de på Handelsforeningens hjemmeside kunne læse, at foreningen havde fået tilbudt Ungdomshuset for 1 kr. men egentlig burde de ikke være overrasket. For de blev spurgt, om de ville underlægge sig en husorden, som Nørrebro Handelsforening udarbejdede.
– Aldrig i Livet, svarede de unge. Så den handel blev aldrig til noget.
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro
En af de ældste gader på Ydre Nørrebro er Allersgade. Den er opkaldt efter brændevinsbrænder Jens Aller. Som så mange gode indvandrere var han fra Sønderjylland. Det var fra dengang, det var sundere at drikke øl og brændevin end drikkevand.
Vi springer lidt i familiehistorien. Vi lander hos Christian Allers enke, der med syv børn flytter til en villa i Odinsgade. Det var her Carl Aller voksede op. Allerede ved sin konfirmation vidste han, at han skulle være litograf og bogtrykker.
Vinduerne i kvistkammeret var sort, som følge af alle de eksplosioner, som Carl havde frembragt. Og det faldt naboens datter Louise Bierring også for.
På bryllupsnatten blev Carl ramt af en grimt mavetilfælde. Og diagnosen kunne rumme alt fra lungesygdom til tuberkulose. Jo i kvistværelset havde Carl indåndet mange kemikalier.
Denne gode Carl sagde nej til at blive seddelpresser på Nationalbanken og startede i stedet Carl Allers Etablissement. Det første blad man fremstillede var Nordisk Mønster Tidende – det senere Femina.
Man etablerede en virksomhed i Blågårdsgade, og her skabtes Nordens største bladsucces – illustreret Familieblad. Det første abonnement blev solgt til Madamme Svendsen, som var værtshusholder i forhuset til Blågårdsgade 22.
Ja selv Christian den Niende blev abonnent. Inden det går får meget overvågning og afluring i den slutter vi her. Tak for jeres opmærksomhed.
– Og kære læsere, jer der befandt jer i den fyldte Stefans Kirke, læs også lige de andre tre artikler, som er nævnt i begyndelsen. Jeg vekslede lidt mellem de fire artikler, og det andet, jeg lukkede ud, får I senere.
På www.dengang.dk er der ca. 212 artikler fra Det Gamle Nørrebro – God fornøjelse.
Marts 1, 2015
Bønder – syd for Aabenraa
Utroligt, at bønder syd for Aabenraa i så mange måtte affinde sig med at leve under slavelignende forhold. Ja nogle steder varede disse forhold helt til 1847, og så måtte bønderne endda betale 650 Rigsdaler for at komme ud af dette slaveri. Jo her er det virkelig tale om, at de rige herremænd udnyttede bønderne. Først var det adelsfamilien Ahlefeldt, senere var det Hertugerne fra Augustenborg. Landsbyer og gårde blev nedlagt efter behov. Bønderne havde bare at finde sig i det. I Varnæs Sogn var det meget vigtigt, hvor man boede. Var det i kirkebyen hørte man til de kongelige fæstere. I Bovrup var det under Ahlefeldt eller senere under Hertugen. Derfor var der stor forskel på rig og fattig i kommunen.
Ahlefeldt i håbløs gæld
Der var gang i den, den 6. september 1725 i Slesvig by. Folk var kommet langvejs fra. Nej, det var ikke jævne folk. Det var folk med penge på kistebunden. Kræmmere og studeprangere var her.
Hvad var det galt? Jo, der var aktion. Tre år tidligere var den mægtige Carl Ahlefeldt til Søgaard, Gråsten, Tranekær og mange flere godser død. Trods sine store indtægter og mange godser, havde han været i håbløs fortvivlet gæld.
Ingen ville mere låne ham så meget som en daler. Carl Ahlefeldt hade været kongelig statholder i Hertugdømmerne. Han havde desuden en betroet stilling ved hoffet. Hans broder og forgænger som godsejer, Frederik Ahlefeldt havde også været statholder. Og faderen, Frederik Ahlefeldt havde været Frederik den Tredjes og Christian den Femtes betroede medarbejder, Storkansler og en overgang rigets mægtigste mand.
Hvad blev pengene brugt til? Ja, stormænd skal leve godt. Men mon ikke byggeriet af det mægtige Gråsten Slot var blevet for dyrt? Det blev det mest imponerende slot i Sønderjylland. Endnu står dele af dette slot tilbage, blandt andet Hofkapellet. Anlæggenes imponerende størrelse og arkitektoniske skønhed får man dog kun et svagt indtryk af.
Gråsten voksede sig stor
Ahlefeldt’ erne havde ejet Søgård fra omkring 1390. Tidligere havde herregården været i familien Limbeks eje. Da meget af gårdens gods lå på Sundeved, opstod der i 1500’ erne en lille herregård ved en vig af Nybøl Nor. Det senere Gråsten blev til og voksede sig efterhånden større. Det fik efterhånden også større betydning end Søgård. Det blev almindelig residens for herremanden, når han ikke lige var på rejse i Kongelig Majestæts Tjeneste.
Ikke af den blide slags
Disse Ahlefeldter havde ikke været af den blide slags. Det har vi efterhånden beskrevet i diverse artikler. På deres godser herskede der lige som på alle andre herregårde Livegenskab. Det forekom ret ofte, at Junkeren på Søgård eller måske hans foged gjorde krav på at få en flygtet Livegen, mand eller kvinde udleveret. Man tvang dem også til at overtage en Fæstegård eller en Bol, som det blev kaldt dengang på gammelt dansk.
I 1665 havde Frederik Ahlefeldt fundet ud af, at nogle af hans undersåtter var undveget til Aabenraa. Fluks gik der besked til byens borgmester og råd. Men de ville ikke udlevere de stakkels Livegne.
Statholderen skrev så til Hertugen på Gottorp, som Aabenraa hørte under. Han gav straks ordre til at udlevere de undvegne, hvilket efter Hertugens opfattelse både var Ret og Billigt.
Det gjaldt om at få en stor indtægt
Men også gårdejerne i byerne fik en hård medfart. Det gjaldt for de høje herrer, at få så meget indtægt som muligt. Om det så gik nogle menneskeskæbner med i købet, ja det var herremændene lige glade med. Tidens løsning var storgodsdrift. Og det var vel og mærke med storgodser med bønderne som arbejdskraft. Det mest praktiske var, hvis de ikke boede for lang fra hovedgården. Det blev påkrævet at samle dem mest muligt.
Men her syd for Aabenraa var det tale om ret vidtstrakte godsområder, så man blev nødt til at oprette en række nye ladegårde. På den måde kunne man udnytte bøndernes arbejdskraft mest muligt.
Landsbyer og gårde blev nedlagt
For at få plads til disse ladegårde, måtte man nedlægge bøndergårde, ja ofte hele landsbyer. Gårdmændene kunne så i stedet få et hus, og måtte så se og klare sig så godt som muligt. Jo færre gårdejere, der var, desto mere arbejde måtte de, der var tilbage, yde.
Hvis det er nogen adelslægt, der har nedlagt landsbyer, ja så er det Familien Ahlefeldt på Søgård. Se bare her:
– I 1500 – årene forsvandt byen Vaarberg, på hvis jorde Grøngrøft og Kværs Ladegård blev oprettet
– I 1601 nedlagde Gregers Ahlefeldt, Adsbøl og Fiskebæk. Der blev oprettet en ny ladegård her. Samme herre nedlagde også Bøjskov i Ullerup Sogn.
– I 1608 blev Aarup i Ensted Sogn, der var på seks gårde nedlagt
– I 1652 fulgte Kelstrup i Holbøl Sogn. Også her kom der i stedet en ny avlsgård.
– I 1716 blev otte gårde i Kiding nedlagt for at vige pladsen for en ladegård af samme navn.
– I Tumbøl, som vi tidligere har beskæftiget os med blev fire gårde nedlagt.
– Enkelte gårde i diverse byer er desuden blevet nedlagt i tidens løb.
Alle rige var mødt op
Det var med bange anelser, at Carl Ahlefeldts kreditorer mødte op til auktionen den 6. september 1725. Der var godt nok masser af jord, der skulle sælges, men der var også talrige kreditorer.
Til stede var kongen selv. Der var grever og hertuger, højtstående adelige og rige købmænd. Fordringerne beløb sig til 303.400 Rigsdaler. Dertil kom en hypotekgæld på over 300.000 Rigsdaler. Og så var der et utal af veksler og indløbne regninger. Alene regningen for Statholderens begravelse beløb sig til 1.500 Rigsdaler.
Det var en imponerende samling af ejendomme, Ahlefelderne havde samlet sig i Lundtoft Herred og på Sundeved:
– Foruden Søgård og Gråsten var det Fiskebæk, Kidinggård, Ballegård, Skovbølgård, Bøjskov, Ladegård, Grøngrøft, Kelstrup, Aaretoft og Aarup.
For at skabe dette enorme godsområde, var næsten lige så mange landsbyer gået med i løbet. Cirka 60 bønder havde mistet deres gårde.
Godserne indbragte ikke meget
Udbyttet på de forskellige ladegårde var ganske pænt. Man lagde meget vægt på mejeribrug, og havde et stort kohold. Gårdene var lejet ud til forpagtere. Denne forpagtning foregik på ret kort åremål og skete normalt på licitation. Til godsherren blev der svaret en årlig afgift. Det var en slags pension, hvorfor forpagterne blev kaldt for pensionærer.
Godsets værdi var af kreditorerne anslået til 490.000 Rigsdaler, men ved auktionen indbragte den kun 253.000 Rigsdaler. Den største køber blev den alsiske storgodsejer hertug Christian August af Augustenborg. Han købte Gråsten, Fiskebæk, Kiding samt Aarup. Senere fulgte Kelstrup også med.
Hertugen af Augustenborg, Sønderjyllands største jordbesidder
Augustenborgeren var nu blevet den største godsejer i hele Nordslesvig. Det var nu op til ham at afgøre om bønderne stadig skulle være livegne hovbønder. Måske kunne de få mere menneskeværdige kår, at leve og arbejde under.
I 1700 – tallet var det en streng tid for den danske bonde. Landboreformerne kom først i 1780erne. Bønderne ventede på stavnsbåndets opløsning og udskiftningen. Nogle steder sad der nogle selvejere, der kun havde kongen og hans embedsmænd over sig.
Et flertal af bønderne i Sønderjylland var enten selvejere eller fæstere under Kronen. Det var kun fæstebønder, der hørte under en herregård i egnene:
– Omkring Trøjborg og Schackenborg.
– I egnen omkring Gram
– På Als
– På Sundeved samt en del af Lundtoft Herred
En del historiebøger skal lige har rettet fakta, for det kongerigske stavnsbånd omfattede kun mænd, mens kvinderne på de sønderjyske godser var stavnsbundne.
De blev holdt ”ved Stavnen”
Greverne kaldte deres bønder for Livegne. Med tvang blev de holdt ved Stavnen, mens de blev plaget med Hoveri.
Men fik bønderne nu deres totale frihed ved godsets adsplittelse i 1725?
Hertugen af Augustenborg havde forlangt, at nogle af hans bøndersønner, der fra de gråstenske godser var flyttet til glückborgske områder, ikke skulle indrulleres der. Det ville
man dog ikke umiddelbart anerkende og forlangte bevis på, at de var livegne.
Hertugen kom så frem med beviserne, at en kommission blev fuldstændig overbevist. Det er ingen tvivl om, at Livegenskabet fortsatte på de gråstenske godser.
Børnene måtte ikke tage ophold andetsteds
I 1732 udstedte Hertug Christian August en befaling om, at Lensfogderne skulle udarbejde en fortegnelse over, hvilke undersåtter, der havde taget fremmede tjenester. Disse skulle indleveres til Kammerskriveren, så han kunne gøre indstilling om, hvad der videre skulle fortages.
Under 10 Rigsdalers bøde blev det forbudt undersåtterne at lade deres børn tage tjenester hos fremmede undersåtter, før de havde anmeldt det til kammerskriveren og få Friseddel.
I 1738 blev forbuddet gentaget. Samtidig fik alle, der uden tilladelse var draget bort, ordre til at melde sig hos overinspektør Günderoth i Aabenraa og få besked om, hvornår de igen skulle indfinde sig på hertugens grund.
Man var privilegeret, når man ejede hus
Tænker man rigtig over det, er det næsten som slaveagtige forhold. Livegenskabet gjaldt ikke blot for bønderne og deres børn. Det gjaldt for en stor del af beboerne i den lille flække, der efterhånden var vokset op rundt om slottet. En fortegnelse fra 1740 over håndværkere på godserne omtaler 35 frie håndværkere og 47 livegne.
De fleste af håndværkerne har uden tvivl boet i flækken. Det gælder dog ikke mindst de frie. Hvis en håndværker i Gråsten fik overdraget et hus ved kontrakt, blev det udtrykkeligt slået fast, at han og hans børn skulle være fritaget for Livegenskabet og have lov til at drage, hvorhen han ønskede. Det gjaldt således en Hofbøsse – og Urmager samt en svensk hofglarmester, der begge fik hus i 1747.
Livegenskabet havde stor betydning
Livegenskabet havde stor betydning i Sønderjylland. I den fri del var der meget stor omvandring. Mange udvandrede især til Holland og København. Fra Nørrejylland (nord for Kongeåen) kom en mængde unge bønder til de nordslesvigske sogne. Hele 10 procent eller mere var i 1700 tallet født uden for Sønderjylland. Men dette stopper meget brat, syd for Aabenraa.
Grænsen for den nørrejyske indvandring følger ganske nøje vestgrænsen for Livegenskabsområdet i Lundtoft Herred og Sundeved. Det kan ikke være en tilfældighed.
Nu var det da også nogle, der blæste stavnsbåndet en lang march og tog turen ud i den store verden. Men hvis de kom hjem vankede der alverdens ulykker, for det havde de ikke fået lov til.
Dem, der indvandrede fra Nørrejylland arbejde som regel ved de rige bønder omkring Haderslev.
Betydning for Aabenraas indbyggere
I Aabenraa var en stor del af borgerne tilvandrere fra de nordslesvigske områder. De kom især fra Rise og Sønder Rangstrup Herred. Fra Lundtoft Herred kom der næsten ikke nogen. Selv fra Ensted Sogn, der lå lige uden for byens porte, var indvandringen forsvindende lille.
Hoveriet var også en belastning. Og det var ikke kun fordi, at han skulle stille med egen arbejdskraft. Han måtte også stille med redskaber og trækkraft. Derfor var bonden nødt til at have langt flere heste, end han egentlig behøvede for at passe sin egen bedrift. I Rinkenæs var der godt fem heste pr. gård. I Bovrup knap fem.
Bønderne havde ikke mange svin
Bemærkelsesværdigt er det, at der på nogle gårde overhovedet ikke var nogle svin. I Rinkenæs var der knap to pr. gård. I Bovrup var det kun lige et svin pr. gård. Her var flæsk til egen husholdning og ikke mere. Stude betød ikke noget for landbruget på denne egn.
Man havde ret mange tjenestefolk, mange heste og få køer. Dette giver en dårligt drevet gård. Det var et resultat af hoveri og livegenskab.
Et besøg i Varnæs Sogn 1740
Faktisk blev det gode kår for bønderne i 1740erne både for kongeriget og i området syd for Kongeåen. Selv i de enkelte år kunne det mærkes. I Varnæs Sogns var bønderne i Kirkebyen frie kongelige bønder, mens de i Bovrup var Hertugens livegne bønder.
Skolelæreren Johs. Pade, der i 1771 – 72 opholdt sig i Bovrup har fortalt følgende:
– Bønderne i Bovrup var alle fæste – og hoverigørende bønder. Deres Jorder var ikke de frugtbareste, til dels sandlige, så de af den årsag såede mest boghvede og rug. De var derfor næsten alle fattige. Jeg fandt ikke hos nogen bonde der, enten stueur eller kakkelovn. Disse møbler fandt jeg kun hos en husmand og snedker der, bemeldte mand var temmelig velhavende. Så fattig, det så ud i Bovrup, så meget syntes det udvortes at forråde velstand i kirkebyen Varnæs. Da jeg lejlighedsvis kom ind i en bondegård udi Varnæs, fraperedes jeg meget. I dagligstuen fandtes kakkelovn, stueur, skatoller, malede værelser, kort sagt, stadseligt som hos en anselig Købmand.
Forandringer for bønderne i 1760 – i Kongens Riger
Allerede i 1760erne begynder man i Kongens Riger at arbejde for en forandring af bondens kår. Først tog man fat på det driftsmæssige, først og fremmest på udskiftningen. Først havde en bonde haft sin jord spredt på mange forskellige steder. Nu fik han den samlet i større stykker, forholdsvis tæt ved gården. Sønderjylland blev foregangslandet. Udskiftningen begyndte tidligt her. I 1760erne var man i fuld gang på denne egn.
Men også bøndernes retsforhold måtte forbedres. Fæstet blev afløst med selveje eller arvefæste. Så kunne han være sikker på, at hans efterkommere nød godt af hans arbejde. Hoveriet måtte afløses og først og fremmest måtte det nedværdigende Livegenskab og Stavnsbånd forsvinde.
Disse reformer blev også indført efterhånden her syd for Aabenraa. Først var det på små godser som Skovbøllegård, Ballegård m.fl. Det skete som regel i forbindelse med en udstykning af Hovedgårdsjorden, hvorved hoveriet blev overflødigt og livegenskabet mistede sin mening.
I modsætningsforhold med det danske kongehus
Da hertug Christian August døde i 1754 havde hans søn Frederik Christian overtaget Gråsten og de andre godser. Han havde gjort tjeneste i den danske hær. Men han var kommet i stærkt modsætningsforhold til det danske kongehus. Han var en dygtig administrator, og bestemt ikke modstander af landboreformer. Men han vågede over, at han ikke gik glip af sine rettigheder.
Arvefæste, men man skulle sørge for efterfølger
Sidst i 1770erne begyndte han at give arvefæste til en del af bønderne, blandt det til de fæstere, der hørte under Kelstrup. Livegenskabet faldt bort, dog ikke betingelsesløst. Hvis fæsteren ønskede at drage bort, skulle han først sørge for, at bolet blev besat med en dygtig og antagelig besidder. Gården måtte ikke udparcelleres, og der måtte ikke bygges nye huse på deres grund. Man var bange for, at få for mange fattige, som man eventuelt skulle forsørge.
Selv om gårdmanden fik arvefæste, så blev han dog ikke fritaget for hoveri. Men han havde dog fået at vide, at dette ikke blev forøget. Men også her havde Hertugen indført en undtagelse. Disse reformer blev fortsat i 1780erne. De omfattede gårde under blandt andet Avnbølgård og Aarup, der også fik arvefæste.
Hertugen tog ikke hensyn til bønderne
I 1790erne gik Frederik Christian videre. I 1791 erklærede han, at han var parat til at finde en ny løsning for Kelstrups vedkommende. Hoveriet skulle afløses, dog med undtagelse i høsttiden. Der skulle desuden ydes kørsler og forrettes tjenester på gården. Vejene skulle holdes vedlige, og så skulle der stilles folk til rådighed til ulve – og klapjagter.
Fæstebønderne under de to store ladegårde Kiding og Fiskebæk synes, at nu måtte turen komme til dem. De henvendte sig til hertugen. De gjorde gældende, at hoveriet vejede tungt. De kunne ikke udnytte deres egen bolsjord. Men hertugen tog ikke hensyn til disse indvendinger.
Hertugen brød sit løfte
I 1794 døde Frederik Christian. Hans søn af samme navn overtog Hertugdømmet. Han var en betydelig mand. Han sværmede for den franske revolutions ideer. Men dens brutalitet frastødte ham. Hertugen kunne dog ikke beskyldes for tolerance, og han var aristokrat til fingerspidserne. En forfatter (August Henning) sagde om ham:
– Hertugen er en ivrig herremand, som man kalder det, og som sådan uforsonlig stemt mod alt, hvad der i den senere tid er sket til bondestandens opkomst og oplysning, fordi hans forfædre ved deres liberale tænkemåde har forringet hans indkomst med 6.000 Rigsdaler.
I 1796 gik bønderne fra Fiskebæk og Kiding til ham. De ville have hoveriet afskaffet. Han svarede dem, at han havde til hensigt, at afskaffe hoveriet på de gråstenske godser. Men bønderne skulle så erlægge en bestemt sum. Men der skete nu ikke noget.
Hertugen fastholdt sit nej
To år efter gik de samme bønder til hertugen. De fortalte hertugen, at deres gårde var meget forfaldne. Og de havde ikke råd til at vedligeholde dem. Men hertugen var pludselig blevet uforsonlig. Han brød sit løfte og udtalte:
– På grund af indtrufne omstændigheder kan Deres ansøgning ikke efterkommes.
I 1802 udtalte hertugen, at han ville forbeholde sig ejendomsretten til sine store besiddelser.
– Som jeg ved den uoverlagte uddeling af arvefæstebrevet i de forrige år har tilføjet så stor og ubodelig skade.
Hertugen lyttede til kammerherre Buchwald
Han talte også om, at bortforpagte gårdene på langt åremål. Inde på Gråsten sad hofraad Hinrichsen. Han skrev i 1798 til hertugen at det ville være vanskeligt at blive ved med at sige nej til bønderne. Men hertugen lyttede mere til kammerherre Buchwald, som havde den modsatte opfattelse af situationen.
Bønderne gav dog ikke op. Endelig blev Livegenskabet ophævet. Men den arvefæste der blev indført var dog under ret ugunstige vilkår. Det kunne bønderne dog ikke gå med til. De forblev indespærrede under et Aag, som i Sandhed næsten ikke var til at bære.
Striden ente med en retssag, som bønderne dog tabte. Men kampen fortsatte. Sagen blev ført ind for Overretten, ja selv Kancelliet tog stilling. Men der kom stadig ingen resultat ud af det.
Bønderne blev stadig behandlet som trælle.
Danmarks fjende nummer et
I 1814 døde hertug Frederik Christian. Han blev efterfulgt af sin søn Christian August. Det var denne, som blev betragtet som Danmarks fjende nummer et. Men hans far havde lært ham at stå ved Augustenborgernes ret. Og det var arvekravet til Slesvig og Holsten, hvis det danske kongehus’ mandslinje uddøde. Og efterhånden som spørgsmålet blev aktuelt, fjernede Christian August sig mere og mere fra kongen og hans familie, som han faktisk var nær beslægtet med.
Hans broder, Prins Frederik af Nør havde samme indstilling. De to brødre modarbejdede alt, hvad der var dansk. Christian August blev i Stænderforsamlingen, tyskhedens fører. I et brev til J.G. Adler skrev han:
– Vort hus er tysk, og jeg håber det stedse blive tysk. Vore rettigheder har vi som tyske fyrster og har af det danske kongehus aldrig haft andet end forfølgelser, forurettelser, chikaner og grovheder ved hver lejlighed
En bondeplager
Men hvordan gik det på hans godser? Han havde selskabelig omgang med sine nærmeste naboer på de små herregårde. Hertugens forpagtere var som regel også tysk indstillet og hertugen vandt dem for sin kamp.
Men hvad så med bønderne? Ja hurtig blev han kendt som bondeplager. Han udnyttede hensynsløst sine jagtrettigheder. Bønderne måtte finde sig i ødelæggelser fra jagten og oven i købet være klappere, når Hertugen og hans fine gæster skulle på jagt.
Hverken konge eller stænderforsamling kunne hjælpe
Og her i 1838 var bøndernes skæbne i Kiding og Fiskebæk endnu ikke blevet afgjort. Bønderne forsøgte gang på gang. En henvendelse til Christian den Ottende førte heller ikke til nogen resultat.
Bønderne gik nu til Stænderforsamlingen. Men intet skete.
At betale – 650 Rigsdaler
I 1846 blev sagen igen rejst. Og endelig lykkedes det at få et resultat. Fra 1. maj 1847 blev hoveriet i de to hertugelige len afløst. Men hertugen tog sig så rigelig betalt for dette. Bønderne skulle betale 650 Rigsdaler pr. gård.
Augustenborgerne måtte forlade deres ejendomme
Augustenborgerne måtte forsvinde fra slottet første gang i 1848. Danske mænd i Sønderjylland satte sig til modværge mod oprørerne. Sidste gang, at de måtte forlade deres slotte var i 1920, da Hertug Ernst Günther måtte overdrage sine godser til den danske stat.
En glemt historie
Men tænk engang, i århundrede havde bønderne syd for Aabenraa og andre steder levet under nærmest slavelignende forhold. De og deres familie var stavnsbundet og måtte ikke selv tage ophold, hvor det passede dem. Egentlig er disse forhold ikke blevet særlig markeret i den danske og sønderjyske historie
Kilde:
– Litteratur Aabenraa (se liste)
– Sønderjysk Månedsskrift (diverse udgaver)
– Sønderjysk Årsskrift (diverse udgaver)
Hvid du vil vide mere: Læs: Om Slotte, adel, hertuger og bønder:
– Ahlefeldt – fra storhed til fald
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Ahlefeldt og Søgård
– Gråsten – en flig af historien
– Fra Bjerndrup til Hellevad
– Fra Varnæs til Felsted
– Kirker – syd for Aabenraa
– Folk – syd for Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Enklaverne i Sønderjylland
– Hvor ligger Tumbøl?
– I Rinkenæs Sogn
– De sidste hertuger på Augustenborg
– Casper von Saldern – hvem var han
– Brundlund Slot
– Adelsslægten fra Aabenraa
– En Tolder – familie fra Hærvejen
– Adelsslægten, der uddøde
– Toldsted på Hærvejen
– Akeleye – slægten 1 – 9
– Grøngård – et forsvundet Jagtslot
– En amtmandsbolig i Tønder
– Trøjborg – den fjerde historie
– Overinspektør på Schackenborg
– Adels – og Storgårde i Tønder Amt
– Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
– Bondeslægten fra Trøjborg
– Møgeltønder – dengang
– Trøjborg Slot – nord for Tønder
– Schackenborg i Møgeltønder
– Tønderhus – slot, borg og fæstning
– Oprør i Møgeltønder
– Præsten fra Daler
– Møgeltønders historie
– Slottet Duborg i Flensborg
– Dengang – på Sønderborg Slot
– Haderslevs Historie (3)
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Sønderborg – i begyndelsen (1)
– Begik Kongen højforræderi?
– Margrethe den Første – og Sønderjylland
– Flensborg i begyndelsen (1)
– Flensborg – mere end 725 år
– Abel og hans sønner
– Gårde og mennesker i Bov Sogn
– Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa
– Og endnu flere
Februar 28, 2015
Det var på Nørrebro, det foregik
Der var gang i Zigøjnerhallen og Prater. Det sørgede Wandy Tworek og Victor Borge for. Senere kom en række andre kendte kunstnere. Tjenerforbundet råbte ”Vagt i gevær”. Ikke andre ting end faglighed skulle være afgørende. Man sagde nej til tjeners optræden, lårkorte serverende. Første gang optrådte kvindelige tjenere kun i trusser. Der blev danset på bordene. En Fællessanger blev landskendt, og det gjorde en danser også. Men ak, det hele endte som en skandale. Piger i cellofan blev lukket. Den gemene borger skulle ikke se nøgne piger. Den fornøjelse tilhørte overklassen og den senere statsminister, allerede i 1930erne. En korsetfabrikant endte med at overtage alle løjerne.
Folk deltog i løjerne
– Det er på Nørrebro, det foregår.
Ja sådan lyder et populært viserefrain. Det skete virkelig også noget i Zigeunerhallen (Sigøjnerhallen). Ikke langt fra Nørrebros Runddel deltog publikum aktiv i løjerne. Og modellen havde man fra Hamborgs Zillertal. Her var en fantasifuld udsmykning med guirlander og andet stads. Manden bag flere bøger om Københavns forlystelsesliv, Carl Muusmann blev ansat som konsulent.
Denne forfatter har på fremragende vis skildret Firsernes og Halvfemsernes glade København.
En troldmand på violinen
Zigeunerhallens mest navnkundige kapelmester var Wandy Tworek. Han var en troldmand på violin og selv gammel Nørrebro – dreng. Folk strømmede til, dengang i etablissementets storhedstid. Lidt nedladende blev det dengang beskrevet:
– En vis grønthandlerluksus kan udfolde sig i etablissementer som Prater og Zigeunerhallen, der dog vist er mere benyttet af folk fra andre bydele end de indfødte.
Det var her, at champagnepropperne knaldede, og hver gang det skete, afbrød kapelmesteren øjeblikkelig sigøjnermusikken og istemte Champagnegaloppen for fuld udblæsning. Hele salen skålede og delte Grønthandlerens let overstadige begejstring, selv om de fleste nok kun havde fået brændevin og øl i glassene.
De besøgende var vel nok mest forretningsfolk, familiepublikum, spilleklubber og kærestepar.
Flere gange hver aften sprang folk op på bordene og skrålede af fulde hals og klinkede med store ølkrus. Jo, her var ægte Zillertal – begejstring. Begejstringen ville ingen ende tage, når kapelmestren satte i med Blomstersangen, som var af kapelmesterens egen avl.
Wandy Tworek havde haft sit eget orkester siden han var 15 år. Han optrådte i elegant hvidt silkedress. Han var naturligvis damernes yndling. Faste transmissioner i radioen cementerede etablissementets succes. Og Tworeks ry som humørsprede og musikalsk troldmand opnåede nye højder. Han kunne få violinen til at synge og kvidre som en kanariefugl.
Børge Rosenbaum (Victor Borge)
Ind imellem musikken var der optræden af kendte kunstnere. Og der var mange. Her skal vi dog koncentrere os om få. Børge Rosenbaum (Victor Borge) gav sin fonetiske tegnsætning. Han var fast mand på stedet. Det var her, man for første gang så den distræte pianist, som sidder for langt fra flyglet. Han flytter flyglet i stedet for stolen.
Af og til gik de to hovedpersoner op i Solsikken under private former. Det var restauranten på førstesalen. Men det varede sjældent længe, før publikum igen havde overtalt dem til at bestige tribunen. Så lavede de to kunstnere improviserede numre for publikum i danselokalet over for hallen.
På den måde opstod det komiske shownummer Den 21. torsdagskoncert. Disse improvisationer blev efterhånden lagt i faste rammer. De tog koncerten med på repertoiret nede i varietélokalet.
Rosenbaum blev efterhånden særdeles populær i USA og det meste af verden under navnet Victor Borge. Ja egentlig var hun kun blevet engageret som pausepianist.
Han blev efterhånden også populær som filmskuespiller i diverse lystspil. Han ville gerne have beskæftiget sig med den seriøse musik, men han tog afstand fra de mange, der så ned på varietéen som tredjerangs kunstart:
– Det morer mig at kunne få folk til at le, og det hænder også, at de er lydhøre over for et godt musikstykke, selvom det er sjældent i øjeblikket. Publikum er jo ringere nu, krigspsykose eller hvad det hedder, det er ikke, som vi havde det i gamle dage. Det er et meget ejendommeligt publikum på Nørrebro, hvad der går i Zigeunerhallen, kan udmærket godt ha´ fiasko i Lorry.
Personalet skulle på scenen
I 1937 – 38, fik Wandy Tworek den bizarre ide, at sende hele personalet på scenen i solistnumre og i små kor, både tjenere, garderobedamer og alle de andre ansatte.
Holger Hansen blev ved denne lejlighed lanceret som Fællessanger. Ja dette betød, at efternavnet Hansen blev sat ud af spillet.
Han havde klædt sig ud som vinkyper, læderforklæde og ternet vest. Han sang for på de kendte viser med et hævet glas. Men da havde han faktisk været sanger i et par år. Han blev meget populær. Det skyldtes måske også, at der spredte sig et rygte, at han var Hans Hedtofts bror. Ja og denne var jo en overgang statsminister.
Citronen – en sabotør
Det var jo også her, at belysningsmester Jørgen Hagen Schmidt arbejdede. Han var senere montør hos Citroen. Derfor fik han dæknavnet Citronen, da han var sabotør mod besættelsesmagten.
Han var forklædt som politibetjent, da tyskerne foretog deres aktion mod politiet den 19. september 1944. Han blev antastet af tyskerne på Sankt Hans Torv. Han forsøgte at stikke af. Han blev beskudt, smidt ind i en ambulance, for at blive behandlet i det tyske feltlazaret.
Undervejs skød han sig dig dog fri. Han gik over på Frederiksberg Hospital og blev behandlet i al hemmelighed. Derefter blev han installeret i en villa i Jægersborg Allé. Desværre mødte tyskerne op, for at arrestere villaens ejer. Citronen satte sig voldsomt til modværge. Han havde et helt arsenal af skydevåben, som han betjente ved at rende fra det ene vindue til det andet.
Et helt kompagni soldater var en hel time om at nedkæmpe ham. Citronen omkom til sidst i flammerne, da tyskerne satte ild til huset.
Det var til at brække sig over
Men inden vi nu går over i en helt anden kategori, vender vi igen blikket mod Zigeunerhallen. Her blev Johannes Wahl også kaldet det syngende X opdaget. Jo han blev opdaget, for på etablissementet var det, som vi i dag nok ville kalde X – factor, hvor publikum kunne optræde.
Det var altså ikke diddelidej – musik det hele, som Tworek kaldte det, han serverede mest af i Zigeunerhallen. Han udtalte for resten til et blad mange år senere, at det var til at brække sig over, at han skulle sejle op ad åen fra klokken 20 til klokken 2 nat. Men han var dog meget glad for løjerne, når det stod på, men ambitionerne var sikkert større.
Wandy Tworek fik sin koncertdebut i 1944. Men han holdt da heldigvis ikke helt op med at gøgle og lege kanariefugl. Han har også optrådt i den nyere Zigeunerhal. Ja det var den, der hed Prater, og som lå i Stengade.
Tjenerforbundet – ikke begejstret
Desværre var Tjenerforbundet ikke så begejstret for, at personalet skulle optræde. Man fandt det i modstrid med tjenerfagets interesser, at de skulle optræde. Og såfremt dette uvæsen ikke blev stoppet, ville man boykotte stedet. Forbundet havde også sendt en banderulle mod de restauranter, der brugte lårkorte servitricer. Der måtte ikke være andre kvalifikationer end de rent faglige.
Men ikke længe efter denne forsømmelse optrådte der i Zigeunerhallen Prater en servitrice kun iført trusser. Det var hvis nok den første servitrice, der optrådte i den mundering i en offentlig restaurant i hele verden.
Leo Matthiesen – hans overskæg, cigar og musik
I den gamle Zigeunerhal optrådte Oswald Helmuth, Liwa Weel, Olga Svendsen, Lilly Broberg og Hans W. Petersen. Den unge Raquel Rastenni fik engagement her, efter at hun var blevet opdaget i Prater. Det vil sige, at hun egentlig var blevet ansat som danserinde. Men en dag dristede hun sig til at spørge, om hun måtte synge refrain.
Under krigen blev Solsikken oven på omdannet til swingrestauranten Hot Spot. Her stod ungdommen i endeløse køer aften efter aften for at komme ind. De ville svinger tæerne til tonerne af den ukuelige vogter af dansk livsglæde i mørketiden, jazzkongen Leo Mathiesen og hans glade drenge.
Han havde startet et jazzorkester allerede i begyndelsen af 30’erne. Manden med cigaren og det elegante overskæg blev straks en berømt jazzpianist. Han sagde dog i 1937 farvel til jazzen og spillede dæmpede melodier i natrestauranten Ciro. Men han vendte dog heldigvis tilbage.
I 1953 blev han ramt af en alvorlig sygdom. Men takket være hans gamle indspilninger i ny opsætning, har vi andre også kunne nyde godt af hans dejlige musik. Men det var her på Hot Spot han opnåede toppen af sin karriere.
En korsetfabrikant løb med herligheden
Efter krigen var Børge Rosenbaum draget til Amerika. Wandy Tvorek var blevet klassisk violinist. Zigeunerhallen blev vel et offer for de dårlige tider. Men den kendte musikker, Svend Nicolaisen holdt stedet gående ind til 1952. Siden var det Henry Bro fra Københavnerkroen.
Men ak og ved. En korsetfabrikant løb af med hele herligheden. Han nedlagde simpelthen forlystelsesetablissementet og lavede bygningen om til fabrik. Det skete i 1953.
Piger i Cellofan
På falderebet havde man næsten en skandaleagtig succes med Piger i cellofan. Det var purunge piger i yndefulde attituder som vakte betydelig forargelse. Men egentlig var det såre uskyldigt og såmænd ganske betagende.
Men se et par af pigerne havde glemt at spørge mor og blev hentet midt i det hele. Det var første gang, man viste nøgne piger offentligt i København. Det var vel at mærke for det jævne publikum.
Overklassen samt statsminister Stauning kendte til genren fra Ambassadeur på Rådhuspladsen allerede i 30`erne. Men hvad overklassen naturligvis ingen skade kunne tage af, mente man endnu dengang, ville virke fordærvende på den gemene hob.
Jo man var virkelig skeptiske, da restauratør Svend Thinter i 1963 satte navnet Zigeunerhallen foran sit nyerhvervede Prater.
Det brændte
Og på Jagtvej kom senere en Irma. Senere var det ovenover en kirke. Men en dag for et par år siden lød der en masse horn på Nørrebro. Det hele brændte ned. Og sandelig om ikke Nørrebro Avis bad mig om, at skrive en artikel om stedet. Den kan I også læse her på siden.
Kilde:
– Litteratur Nørrebro (se Liste)
– Zinglersen: Københavnerliv, der blev borte (1973)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Bag de gule gardiner – en anmeldelse
– Det Lystige liv på Nørrebro
– Forlystelser på Nørrebro – dengang
– Det Gamle Frederiksberg
– Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
– Det var på Frederiksberg
– Gamle værtshuse i København
– Flere gamle værtshuse i København
– Adspredelse i det gamle København
– Forlystelser i København
– København – dengang
– Omkring Kongens Nytorv 1 -3 og mange flere
Februar 26, 2015
Grøngård – et forsvundet Jagtslot
Området omkring Tønder var dengang i slutningen af 1500 – tallet omgivet af masser af skov. Og i disse var der masser af vildt. Hertug Hans den ældre var en ivrig jæger. Derfor byggede han det pragtfulde lille jagtslot Grøngård. Og det er takket være førstelærer V. Leick og skoleelever fra Lydersholm, at vi i dag kan se noget af fundamentet til ” det næsten glemte slot”. Men ak, herligheden varede kun i ca. ti år. Sønnen var ikke jagtinteresseret, så slottet forfaldt efterhånden.
Masser af skov
Står man på Jejsing Bakke og ser ned mod grænsen, ser man et fladt og træfattigt landskab. Tænk, at her var for fire hundrede år siden et vandrigt skovskær med en masse krat, og store egeskove.
Graver man i dag i diverse moser og enge, dukker der af og til stammer frem fra den tid. Tværs gennem dette landskab gik i den senere middelalder den gamle landevej fra Tønder over Sæd – Burkal øst på mod Flensborg.
Ikke langt fra denne vej, vest for den nuværende Grøngård, lå dengang gården Tuetmose og mod øst på en flad forhøjning, gården Haleklamp. Begge disse gårde samt Lydersholm som dengang var en stor gård, tilbyttede Hertug Frederik sig i 1503 fra klosteret i Løgum.
Hans den ældre – en ivrig jæger
Med så meget skov, har det sikkert været masser af vildt. Man har fundet masser af gevirer af rådyr, hjorte – og vildsvinetænder. Da man gravede Vindtvedkanalen har man endda fundet kæbe og horn fra en urokse.
Hertug Frederiks søn, Hans den Ældre var en ivrig jæger. Han nød at gå på jagt her omkring Lydersholm. Ifølge en gammel beretning fra 1557, skulle amtmanden sørge for, at egnens beboere holdt deres hunde bundne i den bedste jagttid.
Avlsgården Grøngård blev bygget
Jo her kom hertugen ofte. Et gammelt sagn fortæller, at da hertugen på et sted mellem Tuetmose og Halkeklamp nedlagde en prægtig hjort, så bestemte han sig til at indrette sig en bolig på dette sted, hvor han i jagttiden kunne tage ophold.
Hertugen gav ordre til at en stor del af egnens skov skulle ryddes. Det gjorde han, fordi Gudskogen skulle inddiges. I årene 1562 – 66 bortkørtes 18.000 læs træ. Tuetmose og Haleklam blev nedlagt i 1567 og i stedet blev avlsgården Grøngård med ca. 1.000 tdr. land bygget.
På gårdens indhus som var pyntet med gevirerne af to hjorte, blev der indrettet to beskedne værelser til hertugen. I den ene stue stod der kun seks bænkekister og i den anden, som lå ovenover, fandtes der seks senge.
Et jagtslot skulle bygges
Men disse boligforhold har sikkert været lidt for trange. Derfor gav han i 1568 ordre til, at der skulle bygges et jagtslot ikke lang fra avlsgården. Amtmanden i Tønder fik besked på at sende en skibsladning byg til Holland, hvorfor der så skulle købes kalk, cement, glas, teglsten fliser m.m.
Det blev et dejligt lille jagtslot, som blev bygget efter udkast af den hertugelige bygmester Hercules von Oberburg. Slottet blev kaldt Lusthus Thom Gronehagen.
Hercules von Oberberg – kongelig bygmester
Egentlig brugte hertug Hans den Ældre en anden bygmester. Denne havde gennem to år stået for opførelsen af Hansborgs vestfløj, men i august 1559 blev von Oberberg ansat. Han sørgede for, at Hansborg blev færdiggjort. I 1557 var han blevet udnævnt som kongelig bygmester. Von Oberberg arbejdede med befæstningen af København, Koldinghus, Nyborg Slot og Kronborg. Også ombygningen af Sønderborg Slot har han stået for.
Han var gift og havde i hvert fald to børn, og bosatte sig i Haderslev. Von Oberberg fik overdraget grundet, Slotsgade 22. frem til sin død i 1602 havde han en kirkestol i Vor Frue Kirke. Latinskolen og Hospitalskirken i Haderslev stod han også for.
Hver sommer i Tønder
I årene 1574 – 1580 opholdt Hercules von Oberberg sig hver sommer i Tønder. Her arbejdede han på slottet. Hertugen opfattede Tønderhus som den mest sikre, at sine slotte. Det var også her i kælderen, at han gemte sin formue. En masse byggemateriale blev brugt til ombygningen af slottet. Der blev blandt andet hentet 1 million teglsten i Flensborg.
Muligvis har von Oberberg også stået for opbyggelsen af Trøjborg Slot, som Peter Rantzau påbegyndte i 1579. Der findes dog ingen skriftlig kilde, der kan bekræfte dette. Men det vides, at Peter Ranzau og hertug Hans den Ældre var gode venner.
En travl bygmester
Von Oberberg havde ganske givet travlt. Han kan knyttes til ombygninger/nybygninger af slotte og ejendomme i Ahrensburg, Tønning, Gottorp, Gråsten og Brundlund Slot og meget mere. Stormklokketårnet på Ribe Domkirke har han også repareret.
Desværre er der ikke meget tilbage, af de pragtfulde konstruktioner, som von Oberberg præsterede. Af Tønderhus står kun portnerboligen tilbage. Tønning og Østerholm i Haderslev er revet ned. Af Koldinghus er det meste brændt ned. Og både Gottorp, Brundlund og Sønderborg Slot er bygget så meget om, at der ikke er meget tilbage af von Oberbergs konstruktioner. Hospitalskirken og hans private bolig i Slotsgade 22 i Haderslev er nok det i dag som vidner mest om den kongelige bygmesters konstruktioner.
Skolebørn fra Lydersholm
Ja, det var skolebørn fra Lydersholm, der foretog de første udgravninger. Det vil sige, at det er ikke er så meget at se. Men stedet bliver dog besøgt af cirka 1.000 mennesker hvert år. Måske kunne dette tal forøges, for historien bag ved, er sjov og underholdende. Måske er det også en del, der ikke ved, at der her ca. 8 kilometer øst for Tønder har ligget et jagtslot.
Udgravningerne viser, at nordøst for det nuværende Grøngårds have har herligheden ligget. Landevejen nordfra til Lydersholm går direkte gennem slotsgrunden.
Et lille og flot slot
Egentlig ved man ikke, hvordan slottet har set ud. Men på et kort fra 1615 over den vestlige del af Tønder Amt, findes en tegning, der viser hovedbygningen med to hjørnetårne og i midten en stor bro. Måske er det fundamentet til det vestlige hjørnetårn, man nu har gravet ud.
Man ved dog en del om slottets indre udstyr, og om værelserne vides en del, for det er så heldigt, at der findes en inventarliste udarbejdet af amtmanden, Johan van der Wisch, som blev nedskrevet ved hertugens død i 1580
Slottets værelser har været ualmindelig veludstyret med møbler, vægprydelser og andre nødvendige redskaber, som var nødvendig for en husholdning.
Hertugen havde selv haft sine værelser i hovedbygningen, og den østlige tårnstue var hans soveværelse. I de forskellige stuer fandtes egetræsborde, stueborde, stole, dragkister, slagbænke, klapsenge, panelskabe og meget andet.
De med grønt eller rødt klæde behængte vægge var prydret med gevirer, horn og ca. 32 malerier, marmorbilleder i trærammer, mange messinglysestager, stålspejle og det hertugelige våbenskjold. På stole og bænke har der ligget mønstrede puder.
Når hertugen havde gæster og sammen med disse holdt muntre jagtgilder, har det ikke manglet på udstyr. Bordene var pyntet med smukke lærredsduge. Maden blev serveret på smukke tinfade og tallerkner. Øl og vin blev skænket af blå kander, glaskander og småtønder i marmelstene. Bægre i fine blå glas eller i vinkrus med sølvhank.
Skulle gæsterne gå til ro, fandtes der mange senge med læserpuder, sengetøj, uldtæpper og pelse. Havde man ikke nok, blev der hentet mere på slottet i Tønder.
Jo slottet var bestemt også til repræsentativ brug med 30 senge, mønstrede puder, natlamper m.m. Hertugen kunne med jagtslottet og de herfra afholdte jagter vise sin status som fyrste overfor både slægtninge og andre adelige.
En bygning på tre etager
Slottet havde et mål på 16 meter gange 18 meter. Jo, det var en næsten kvadratisk bygning på tre etager. Det var opført i røde teglsten med dekoration i gotlandsk sandsten. Det var et søjlebåret galleri i hovedfacaden. Slottets stejle pyramidetag var måske tækket med flade teglplader. De fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og kronet af småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem.
Nederste etage var opdelt i fem rum med et større anlagt gennemgående midterrum med en vinkeltrappe delvis udbygget i nordmuren. På begge sider af centralrummet lå to mindre rum.
Det var et moderne slot, og forbilledet var de nederlandske renæssanceslotte, men også inspireret af samtidig fransk og italiensk byggeri.
Et vandslot i en kunstig anlagt sø med bro, har det været.
Herligheden varede i 10 år
Men ak og ve. Hele herligheden varede kun ti år. Da Hertug Hans den Ældre døde i 1580, blev slottet overtaget af broderen, Hertug Adolf af Gottorp. Nu blev avlsgården drevet af en forpagter. Slottet fik nu kun sjældent besøg af hertugen eller amtmanden.
I 1613 blev Grøngård benævnt som Grønhoff.
Slottet forfaldt
Fra 1634 stod bygningen tom og forfaldt efterhånden, samtidig med, at omegnens bønder stjal sten og træværk fra slottet. Et smukt slot forfaldt efterhånden.
Prøver på slottets arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
Amtsskriveren i Tønder fik 1648 tilladelse til at anvende halvdelen af slottets sten og træværk til sin nybygning på Møllevej i Tønder.
Resten af slottet blev i 1656 købt til nedrivning af Herredsfogeden på Hajstrupgård. Og så var slottets saga ude.
Udgravningsarbejde
Siden har der været ro og stilhed over slottets grund. Bønderne har pløjet over slottets fundamenter i mange år. Men efter flere år blev fundamentet gravet frem af skolebørn. Det var hvis nok i 1946 ført an af førstelærer V. Leick. Ruinen blev undersøgt i 1953 – 54 og 1960 af Nationalmuseet. I 1976 – 81 blev området frilagt af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Under udgravningsarbejdet blev der fundet sandsten fra søjlerne og bygningsudsmykningen samt skiferplader fra taget. Disse genstande er siden af Nationalmuseet overdraget til Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev. Det gælder også de mange fund fra udgravningerne, som blandt andet omfatter meget køkken – og bordtøj. Potter og fade af lertøj er mest af lokal produktion.
Men en masse er også blevet importeret. Det gælder blandt andet de flotte romerglas og vinkrukkerne, som også er blevet fundet.
Avlsgården renoveret
På arealet græsser får. Større urter og siv vokser på det centrale ruinområde og slører de lave mureforløb. Voldgraven er tilvokset i siv. Gangbroen til ruinen, som er nødvendig for at komme til ruinen har været i meget dårlig stand.
Selve avlsgården Grøngård har haft status som en mindre herregård. Den nuværende bygning er fra midt i 1800 – tallet. Men ved gården ligger en stor lade fra 1700 – tallet, der følger egnens byggeskik med sine lave mure og høje stejle stråtag. Ind mod gårdspladsen er der to tværporte med høje halvrunde portbuer.
Gården er gennem flere år blevet totalrestaureret.
Kilde:
– Se litteratur Tønder
– H. Stiesdal: Grøngaard (Nationalmuseets Arbejdsmark 1956)
– L.S. Madsen: Hercules von Oberberg (Sønderjysk Månedsskrift)
– Sønderjylland A – Å (Historisk Samfund for Sønderjylland 2011)
– Johannes Hertz: Brundlund – et næsten ukendt slot (Nationalmuseets Arbejdsmark 1986)
– Jørgen Slettebo: Sønderborg Slot (1963)
– Otto Norn: To Grænseslotte (Aabenraa 1986)
– www.museumsonderjylland.dk
– www.bygningskultur.dk
– www.oldtidsglimt.dk
– www.denstoredanske.dk
Hvis du vil vide mere: Om de omtalte Slotte og Herregårde samt Hertug Hans : Læs her:
– De sidste hertuger i Augustenborg
– Brundlund Slot
– Gråsten – en lille flig af historien
– Ahlefeldt – fra Søgård til fald
– Ahlefeldt og Søgård
– De sidste hertuger på Augustenborg
– C.F. Hansen og hans bygninger (Brundlund Slot)
– Hertugen af Tønder
– En adelsborg ved Tørring
– Dengang – på Sønderborg Slot
– Haderslev historier (3)
– Et apotek i Haderslev
– Haderslev – handel og søfart (2)
– Sønderborg i begyndelsen (1)
– Øst for Tønder
– Tønderhus, slot, borg og fæstning
– En amtmandsbolig i Tønder
– Det Gamle Tønder
– Trøjborg Sot, nord for Tønder
– Trøjborg, den fjerde historie og mange flere
–
Februar 23, 2015
En Amtsmandsbolig i Tønder
Et lille minislot ligger midt i Tønder. Det blev bygget af amtmand Ulrik Adolf von Holstein og tegnet af J.G. Rosenberg, der avancerede fra muremester til kongelig bygmester. Von Holstein var meget initiativrig, men havde kun en kort karriere i Tønder. Han blev offer for Struensees fald. En ”næsten” navnebror, var også amtmand i Tønder. Han måtte gå af grundet ”oprørshæren” I 1864 blev denne truet af ”pøblen” i Slesvig. Selv om huset er fredet i klasse A, forfaldt det mere og mere. Men endelig tog man sig sammen og renoverede bygningen.
Et palæ i Tønder
Jeg har altid beundret denne nærmest palæagtige bygning på Jomfrustien i Tønder. For dem, der ikke lige bor i Tønder, ja så skal I lede lidt efter den. Den ligger ikke langt fra Visemøllen, kendt fra Tønder Festivallen. Eller skal vi sige, at den ligger over for Tønderhus.
Slottet rives ned
I 1750 lod Frederik den Femte, Tønders slot, Tønderhus nedrive. En seværdighed forsvandt, og amtmanden mistede sin bolig. Men faktum var, at det gamle slot overhovedet ikke var vedligeholdt. På grund af denne misligholdelse kunne det ikke betale sig, at begynde at reparere på dette stolte bygningsværk.
Allerede Christian den Femte havde ladet dele af slottet nedrive. Men det var vel nærmest af politiske grunde. I 1740erne lod Christian den Sjette porthuset udvide. Måske er det derfor, at det i dag kan bruges som museum.
Von Holstein – familien
Men i hvert fald fandt nedrivningen sted mens Friedrich Wilhelm von Holstein var amtmand. Han havde i 1730 afløst den kendte statsminister Johan Georg von Holstein som amtmand og afløstes, da han døde i 1767, af en tredje Holstein, også af den mecklenburgske slægt, Ulrik Adolf von Holstein, sønnesøn af den berømte storkansler af samme navn.
En flot militær karriere
Først gik han militærvejen, blev kornet i 1742. I en alder af kun 18 år fik han et kompagni i Kyrasserregiment. Han startede en militær karriere og fik tilladelse til at gå i fransk tjeneste. Han blev oberst i det ene land og oberstløjtnant i det andet land.
Han blev i 1764 deputeret i General – Krigsdirektoriet, i hvilken stilling han var ganske uenig i de grundsætninger, hvorefter Claude Louis de Saint – Germain og general Peter Elias von Gähler ville reformere hæren. Ved Christian den Syvendes tronbestigelse blev han nærmest forflyttet til at blive amtmand i Tønder.
Indstillet på at gøre noget for Tønder Amt
De begivenheder i Ulrik Adolf von Holstein den Yngres liv, der ligger forud for hans udnævnelse til amtmand i Tønder er meget interessante. Det giver et levende bidrag til de intriger, der udspilledes ved Christian den Syvendes hof. Faktisk er hans udnævnelse en slags forvisning. Han betragtede det selv som en slags overgangsstadium. Ja og hvis du vil vide mere om, hvad der foregik ved hoffet dengang, skal du læse artiklen Caspar von Saldern – hvem var han? (Under Aabenraa). Det skulle ikke undre, hvis denne von Saldern var indirekte årsag til von Holsteins forflyttelse.
Men i hvert fald var den seneste von Holstein indstillet på, at gøre noget for Tønder Amt.
Hans unge hustru, en Buchwald, tilhørte rokokotidens letlevende aristokrati og skal ha diverteret en række fremstående personligheder i tiden, lige fra den preussiske kronprins til senere Struensees ven, Enevold Brandt, med fuld sanktion af ægtefællen, hvem karriere var vigtigere end ægteskabelig trofasthed. (Se beretningen om Struensee og Brandts likvidering i artiklen Henrettet på Østerbro – under Østerbro)
Initiativrig hustru
Men selv om det nok har knebet med at finde egnede elskere til fremme amtmandens position i den lille marskby, lå hun ikke på den lade side, mens hun var her. Hun fik blandt andet i overensstemmelse med tidsånden anlagt en fabrik med ikke mindre end 150 arbejderske, som i 1769 forfærdigede silkeblonder til en værdi af 2.000 rdl. Både Struensee og Brandt havde aktier i fortagenet.
Arbejdede for reformer
Ægtefællen arbejdede på grundige reformer i retsvæsen, skole – og fattigvæsen, for udbedring af industri og landbrug. For det sidste punkt gjaldt det udskiftningen. Han foretog ustandselige rejser i det udstrakte amt. Og skåne sig selv, det gjorde han ikke. Yderligere havde han en stor forfattervirksomhed bag sig. Blandt andet skrev han et stort topografisk hovedtræk i tiden:
– Ausführliche camaeralistisch – ökonomische Beshreibung des Amtes Tondern.
Han udarbejdede værket på baggrund af herredsfogedernes indberetninger.
En ny bolig
Ulrik Adolf von Holstein førte en omfattende brevveksling med sine gode ven, J.H.E. Bernstorff. Heri beskriver han opbygningen af amtmandsboligen. Kun seks uger efter sin udnævnelse, har han allerede kontaktet arkitekt og fundet husets beliggenhed. Han regner med at huset kommer til at koste 5.000 daler. Det skal være på en etage og en kælderetage. Så regner han bestemt ned, at det bliver en af de smukkeste i hertugdømmet.
Men to måneder efter tyder det på, at han er utilfreds med arkitektens tegninger. Han har fået Jardin til at rette på tegningerne, der lignede et stort hospital. Men han glæder sig, og fortæller sin ven, at smukke enge og marker kommer til at omgive den kommende bolig.
Men det interessante er, at der åbenbart har været en ældre bebyggelse på grunden. Det tyder en brønd på, som faktisk blev benyttet et godt stykke op i 1800 – tallet. Først omkring år 1900 blev brønden tildækket.
I 1845 overtager regeringen, boligen
Måske skal vi lige tilføje, at amtmanden selv måtte bekoste sin bolig. Det lykkedes ham ikke, at få staten til at overtage den. Han opnået kun rentekammerets tilladelse til at bygge på slotsgrunden. Ham og hans efterfølgere skulle betale en årlig afgift for dette. Og dette forhold betød, at hver gang, man skiftede amtmand betød dette gnidninger.
Krogh måtte i 1830 betale 10.000 rdl. For huset, hvorfor han andrager regeringen om tilskud. Først i 1845 lykkedes det ham at få regeringen til at overtage boligen.
En kort karriere i Tønder
Trods Holsteins store foretagsomhed i Tønder blev hans hernede kun kort. Han og hans unge kone længtes efter hoflivet. Struensee var kommet til magten, og alle muligheder var åbne.
Fra sit gods Wortersen skriver den forviste J.H.E. Bernstorff i september 1771 til A.P. Bernstorff:
– Jeg sender dig her, min kære, den stakkels Ulriks brev. Det er mig et nyt bevis på at menneskene let forblindes. Når jeg ser ham råbe op mod ærgerrigheden og betragte sig selv som en slags offer for patriotismen og sige, at det er nødvendigt, at hans kone opholder sig ved hoffet for der at udsætte noget eller fohindre noget ondt, så kan jeg kun sukke. Jeg tror, at han er i god tro, men det er en stor illusion.
– Han er i det mindste glad for at have fået så mange ud af sit hus i Tønder, men det er en stor udgift for Hr. von Scheel, som ikke er rig.
Scheel var Holsteins efterfølger, indtil denne efter det berømte maskebal i januar 1772 skyndsomst måtte overtage sin stilling igen, om end det kun blev en galgenfrist på et halvt år.
Kaldt til København
Struensee kaldte von Holstein til København (december 1770). Han blev gjort til overpræsident for byens styrelse (marts 1771). 1. august blev han gjort til 1. deputeret i finaserne. Men denne stilling opgav han efter et par måneder efter uenighed med sine kollegaer.
Men han fortsatte som overpræsident. Han ville gerne spille reformatorens rolle og passede perfekt ind, som Struensees medhjælper. Selv mente von Holstein, at landets styrelse var et kaos af forvirring, slendrian og forældede traditioner:
– Iver, Virksomhed, personlig Uennyttighed existere aldeles ikke i Danmark
Ja sådan udtalte han. Von Holstein mente dog, at Struensee gik for uforsigtig frem.
Revet med i Struensees fald
Men forandringerne i København var måske lidt for hensynsløse. Von Holstein blev revet med i Struensees fald. Samtidige forfattere har endda skildret ham som frivol og uduelig. Den 17. januar 1772 mistede han sin stilling som overpræsident. En kort overgang fik han sin amtmandsplads i Tønder tilbage. Men også dette job mistede han. Efter seks måneder blev han fjernet med en forholdsvis ringe pension.
Som pensionist henlevede han endnu 17 år i Altona, fortrinsvis beskæftiget med skriverier. Han beskrev blandt andet tidligere kongers liv. Disse skriverier er dog aldrig udgivet. Som statsmand var han færdig. Alt for tidligt standsedes en begavet og dygtig embedsmands karriere. Han døde den 1. november 1789.
Rosenberg – kongelig bygmester
Man kan takke Holstein for et arkitektonisk mindesmærke af stor værdi. Men måske skal vi også lige nævne den mand, der har hovedæren for byggeriet, (Johann) Gottfried Rosenberg. Det er murersvenden fra Mecklenburg, der endte som kongelig bygmester i Slesvig, Holsten og Oldenburg. Han blev også stamfader til den for sin tid kendte danske Rosenberg – slægt.
Flotte bygningsværker
Som bygmester i Plön kom han i forbindelse med finansmanden, statsminister C.A. Berckentin, for hvem han opførte landstedet Kokkedal i Nordsjælland og palæet i Bredgade (Odd Fellowpalæet). Han måtte dog overlade sine tegninger til Eigtved, der skulle godkende tegningerne både til denne og de to andre palæer. Men trods dette er Rosenberg nok at regne som en af Danmarks største arkitekter.
Det er sikkert arbejdet for Bernstorff, der bragte ham i forbindelse med Ulrik Adolf Holstein, da han skulle bygge hus i Tønder.
Rosenberg stod for genopbygningen af Gråsten Slot efter branden i 1757. Man mener også at det er efter hans tegninger, at Augustenborg Slot blev opført i 1770 – 1776.
Hans søn Georg Erdman Rosenberg var også arkitekt og slægten har siden fostret mange kendte danskere inden for kulturlivet.
Et flot palæ i Tønder
Talrige palæer voksede frem mellem 1740 og 1780 på grund af den velstand, som Danmarks vellykkede udenrigspolitik under Bernstofferne førte med sig. Men det var som regel hovedstaden og de rigeste købstæder, som var præget af dette. I Københavns omegn byggede rige købmænd lystgårde. Til Jylland kom denne udvikling ikke, med undtagelse for Tønder og den flotte amtmandsbolig.
Det lille palæ på Tønders slotsgrund som bedst kan sammenlignes med den lille lystgård, Christiansholm ved Klampenborg (1746), Eigtveds Frederiksdal (1742) og Rosenbergs eget Margård på Fyn, der er 21 meter langt og 13 meter bredt. Det er inddelt i 7 fag med tre i et midterfremspring.
Taget var mansardtag som vi også kender fra Richtsens Hus, Vestergade 9. Det er Tønders smukkeste eksempel på jysk rokoko.
Amtmandens bolig er blevet ændret mange gange af de forskellige ejere. Huset har været mødested for mennesker af høj rang og af høj kultur.
Kassen blev fjernet
I 1848 ansatte oprørsregeringen en amtmand, som fungerede til 1850. Han måtte flygte over hals over hoved. Men amtets pengekasse lykkedes det trods danske vagtposter byens tysksindede organist at fjerne via Vidåen. Også husets barnepige lykkedes det at fjerne via Vidåen. Hun blev gift med den første tyske amtmand efter 1864, von Bleichen.
Trist skæbne for en anden von Holstein
I 1845 var det også en Holstein, der blev udnævnt amtsforvalter i Tønder. Tre år senere måtte han forlade sin post, som vi skrev før. Ulrich Adolph von Holstein blev i 1857 kongelig kommissarius i Slesvig.
Dagen efter, at den danske hær 1864 var draget fra Danevirke, tvang pøbelen i Slesvig ham ved trussel om voldsanvendelse til at forlade sit embede. Syg og svag måtte han gøre den anstrengende rejse midt om vinteren over Rostock og Ystad til København, hvor han døde 17. april 1864.
Godt, at man bevarede boligen
Andetsteds er det skildret, at der var en del forvirring blandt de danske embedsmænd i 1864. Og stemningen hos de sidste tyske landråd før genforeningen i 1920 var næppe anderledes.
Lensgreve O.D. Schack som var amtmand fra 1920 til 1949, boede kun i en kortere periode palæet, som derefter var udlejet til kontorer. Til trods for bygningen var fredet i klasse A, forfaldt den mere og mere.
Derfor kan det ikke undre, at den nu fuldendte restaurering kommer op på hen ved 200.000 kr. På det tidspunkt havde det sikkert været billigere at bygge en ny bolig til amtmanden. Men Tønders befolkning er sikkert i dag taknemmelig for, at man bevarede palæet.
Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Chr. Elling: Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden (1930)
– Aage Friis: Bernstorffske Papirer
– Tønder gennem Tiderne
– Lorentzen: Dansk Herregaardsarkitektur fra Baroktiden (2) (1933)
– C.A. Trier: U.A. Holstein (1916)
– Sigurd Schoubye: Amtmandsboligen i Tønder
Hvis du vil vide mere:
– Vores hjemmeside indeholder 177 artikler fra Det Gamle Tønder
– Caspar von Saldern – hvem var han (under Aabenraa)
– Henrettet på Østerbro (under Østerbro)
Februar 22, 2015
Aabenraa 1764
Dette er en beretning fra Aabenraa 1764, ja nærmest en Turen går til. Det er en sjov historisk gennemgang af byen. Måske var materialet beregnet til Danske Atlas. Vi får at vide, at fjorden dengang havde overflod af fisk. Og engang havde byen kun to skibe. Her i 1764 er den store indtægtskilde søfart. Tidligere havde man efter fiskeri – eventyret satset på humle. Jo velfærden er her på dette tidspunkt højere end i andre købstæder. Men man har dog også en fattigskole med plads til 50 børn, og tre fattighuse. Det sjove er, at beretningen faktisk er to beretninger og oprindelig skrevet på dansk.
Mange beretninger fra byen
Egentlig er det mange, der i tidens løb har nedfældet fortællinger og beretninger om begivenheder, der har haft betydning i Aabenraas historie. Det har været byens mænd, præster og andre, der har nedfældet iagttagelser, som vi i dag kan have glæde af.
En virkelig historieskriver var Claus Møller, hvis krønike er blevet afskrevet af mange og videreført af andre. Disse er gengivet i Marstrands bog om Aabenraa.
Fra det 18. og 19. århundrede er det forskellige optegnelser om byens historie, årbogsnotitser, samt skildringer bygget på trykte efterretninger. Ofte har det været utrykte kilder fra byens arkiv.
En del af materialet findes i de såkaldte Michelsenske samlinger.
Hvem er forfatterne?
En af beretningerne, som kun findes i afskrift i den kendte Øster – Løgum præst Peter Kiers (1711 – 1834) collectanea er skrevet i 1764 og meddelt pastor Kier i 1812 af den daværende sognepræst og provst Peter Paulsen.
Man har ment, at forfatteren er provst Bargum, men han kom først til byen i 1763. Det kan næppe være ham. Men det viser sig, at der findes to skildringer af Aabenraa. Den ene er skrevet af diakonen Erich Fabricius, som allerede var præst i Aabenraa i 1729.
Beretningerne er skrevet på dansk
Det er ejendommeligt at værkerne er skrevet på dansk. Måske var de skrevet til brug for Danske Atlas. Det var den store skildring af kongeriget og Sønderjylland. Værket var grundlagt af Erik Pontoppidan og blev fortsat af Jacob Langebek og Hans de Hofman.
Værkets sidste og syvende bind omhandler Sønderjylland. I forordet står det, at Langebek anmodede forskellige folk, især præster om at sende ham oplysninger for værket. Men hvad stod der så om Aabenraa. Ja her i artiklen er det forsøgt gengivet på nutidens sprog. Der hvor vi får mere ud af, at høre det på sproget fra dengang, anvender vi Kursiv. Vi har lavet lidt om indholdet visse steder, for at få en klarere gengivelse. Og så har vi ændret på bynavnet. Dengang blev byen kaldt Apenrade. Men vi har tilladt os selv, at bruge det nuværende bynavn. Og husk lige, når du læser beretningen – den er fra 1764.
3.000 indbyggere
Aabenraa, denne købstad ligger midt i Sønderjylland eller Hertugdømmet Slesvig på østsiden ved en smal arm af Østersøen. Den er bygget på en høj, så den mellemste del, tillige med kirken ligger oven på højen. Den øvrige del ligger nede i dalerne mod syd og mod nord.
Store huse er der ikke mange af, kun små og kun på en etage. Men det er meget skønt byggeri. Men nu er man da begyndt at bygge større og mere anseelige bygninger.
Byen består af 12 gader og 7 små stræder. Her ligger der omkring 400 huse. Indbyggerantallet er på cirka 3.000, hvoraf en stor del er ude med skibene. Ved næsten alle huse er der haver, og især har de, der ligger til den østligste side, store haver. Dem, der har udsigt til vandet og skoven nyder sommeren.
Byen lovprises for dens skønhed
Egnen her omkring er meget smuk og næsten det smukkeste sted i hele landet. Byen er omgivet af høje bakker og på disse befinder sig de kønneste og mest behagelige skove. Neden for disse er blomstrende enge og fede marker. Bakker, dale, skove, mark, eng, vand og land veksler på smukkeste vis i landskabet. Aabenraa bliver af fremmede beundret for dens skønhed.
Fire veje over bakkerne
Fra byen går fire veje over bakkerne, hvor hver har sit særlige navn. Nord for byen kommer man over Dimen. På denne kan man særlig om sommeren få en pragtfuld udsigt over byen. Her ligger også et sted, der kaldes Paradis, hvor den gamle Wowerius, som Dankwerth melder, havde besluttet at bo, der som Gud havde skænket ham et længere liv, altså udvalgt sig dette sted til hans Pausilypum.
På nordvest siden passerer man Skedbjerg. På den vestlige side er det Saltbjerg. På den sydlige side er det en lang stenbro.
Meget besværligt at passere bakkerne
Man har altid, når man skulle til og fra byen, skulle passere en af disse bakker. Passagen har været meget besværlig, og det har givet et stort fald i byens næring og handel.
Man havde længe i byen ville forbedre forholdene. Kongen, som altid tænkte på sine undersåtters vel, opmuntrede til at man fik gjort noget ved det, og betalte halvdelen af udgifterne.
I forrige år var man så begyndt, at forbedre adgangsforholdene. Alle bakker var nogle steder forbundet med livsfare og den største besværlighed at passere. Men nu var man begyndt at udjævne de værste forhindringer. De dybeste steder er blevet opfyldt. Desuden har man sat gelænder af træværk op, der hvor der var størst fare.
Bro ved Stubbæk Stenbro
Ved Stubbæk Stenbro, hvor Skælbækken om vinteren første så meget vand med sig, at en passage var umulig, er det nu bygget en dobbelt bro. Denne bro har kostet 720 Rigsdaler.
Over en bæk nede for Skedbjerg er det ligeledes bygget sådan en bro, men dog noget mindre. Alle disse anstalter har kostet i alt 7.000 Rigsdaler. Nu kan man uden livsfare og uden besværligheder med største bekvemmelighed komme til og fra Aabenraa.
Nu behøves man ikke mere, at tage til Flensborg eller Tønder efter varer. Før passerede man forbi Toldsted og kom ikke ind i Aabenraa. Nu har man endda også bygget et posthus i byen som i Haderslev, Flensborg og i andre byer. Snart vil omkostningerne ved anlægsarbejderne være tjent ind.
Fjorden og Kilen
På den østlige side af Aabenraa er fjorden. Denne fjord er som allerede sagt, en arm af Østersøen. Den er cirka en mil lang og en halv mil bred. På begge sider er der højland og høje bakker, skov og kønne enge. Derfra går igen en lille arm mon nord. Denne kaldes Kilen. Den er cirka tre flinteskud lang og to bred. Denne er ikke dybere, end man ofte ved vestlige vinde kan se grunden.
En dyr skibbro
Overalt er fjorden nær landområderne ikke så dyb. Derfor ligger skibene ofte et flinteskud fra land. Med stor besværlighed blev der indtil vores tid ind – og udskibet med pramme. Efter 20 års arbejde og store udgifter har man nu lavet en skibsbro 300 skridt lige ud i Søen. Man har brugt masser af sten og jord. Langs siderne er broen forsynet med pæle og planker. Det hele er fastgjort med jern.
Omkring Skibbroen kan skibe, der stikker 12 fod gå ganske tæt ind til broen. Nu kan man på bedste måde få varerne ind og få losset.
På den nordlige side af denne bro imod Kilen er der blevet udgravet en kanal, som på den venstre og nordre side var beskyttet med eget bolværk. I denne kanal lå cirka 140 skibe ganske sikkert uden at skulle frygte den mindste skade. Før, da disse skibe skulle ligge på reden ved pæle, skete det ikke så sjælden, at et skib ved østenvind rev sig løs og blev stærk beskadiget. Man forsøgte forgæves at sikre skibene.
En sikker havn
Men med kanalen og broen har Aabenraa fået en sikker havn. Disse Anstalter har kostet byen store summer. Og det koster også at vedligeholde anlægget. Bolværkerne behøver ind imellem store og kostbare reparationer. Stenbroen må engang imellem omlægges. Konstant sommeren igennem er to pramme i gang med reparationer og 8 karle er på lønningslisten. Byen har sin egen brofoged. Den yngste rådmand er forpligtet til at have overinspektion og dirigere alting, hvad som behøves til at forbedre og i Stand holde Broen.
Fisk i overflod
Denne fjord har efter gamle efterretninger været fuld af fisk, torsk, makrel, sild, ørreder, krabber, rejer og meget mere. Her blev fanget fisk i stor Overflødighed. Indbyggerne har tørret og saltet mange tønder og afskibet dem til Lübeck, Rostock og Wismar. Og der solgte de fiskene med stor fortjeneste.
I 1665 kunne man købe 120 makreller for 1 lybsk skilling. I begyndelsen af dette århundrede kunne man for 1 lybsk skilling få 24 makreller. En familie bestående af 8 personer kunne således blive mæt for 1 lybsk skilling torsk.
Nu er det ganske anderledes. Disse fisk bliver endnu fanget, men ikke i de store antal. Det er som om, at man i Flensborg og andre steder har fået smag for deres egne fisk. Mange muslinger sætter sig fast på pælene i vandet, så disse er det i tidens løb også fanget mange af.
Hvor stammer ordet Aabenraa (Apenrade) fra?
Hvor ordet Aabenraa stammer fra, er der mange meninger om. Her vil de mindst almindelige blive omtalt. Claus Møller, en tidligere organist i Aabenraa har med stor flid samlet gamle efterretninger om byen. I 1620 har han samlet sin dokumentation. Provst Hübschmann har i 1635 afskrevet Claus Møllers dokumentation.
Han beretter, at der før dette sted blev bebygget, ikke var andet end, Skov, Buske og Morass. Ingen kunne passere her. Man fik dog ryddet en vej til Årøsund – færgen. Man skabte en Aabning igennem buskene. Byen startede med navnet Abenroy. Dette blev så på tysk Apenrade.
Byens første fiskerhuse var skabt ved denne åbning. Senere kom stednavnet Openroe til. Dette forvandlede sig på tysk til Apenroe. Og til sidst blev det så til Apenrade. Dette forhold bliver bestyrket i de ældste privilegier og de ældste dokumenter. Her ser vi blandt andet stedordene Oppenrae, Oppenrode og Appenroy. (Andre steder på vores hjemmeside kan du finde andre forklaringer på navnets opståen)
De første indbyggere var fiskere
Den overflod af fisk, som var i fjorden gav anledning til byens første bebyggelse. De første indbyggere i byen ernærede sig ved dette erhverv. Senere kom agerdyrkning. Senere kom Humle Avling og øl – brygning til. Næsten alle haver i byen har fra gammel tid været Hummel – Gaarde.
Apenrader Øl blev dengang kaldet Kukelhahn. Som Claus Møller beretter, blev dette øl eksporteret til mange steder.
Søfarten dominerer
I nyere tid har Aabenraa fået det meste af sin næring fra søfarten. I dag kaster dette erhverv meget mere glans af sig end i fordums tider. Lang tid tilbage var der kun to skibe, der hørte til i byen. Den ene sejlede med fisk til Lübeck og den anden til Wismar.
Mellem 1680 og 1690 begyndte man at bygge flere skibe. Man begyndte i stigende grad at sejle udenlands. For 20 år siden kunne man i Aabenraa tælle hele 130 skibe. De fleste var dog små. De største var ikke over 60 til 70 Commerce Laster.
Skibene sejlede alle vegne i Østersøen og i Nordsøen. De sejlede til Norge, Frankrig og særlig til England. Men på et tidspunkt ønskede englænderne og svenskerne ingen fremmede Skibe med fremmede Vare.
Denne udvikling var ikke godt for Aabenraa, men så vendte man blikket mod Middelhavet.
På nuværende tidspunkt er der i byen 75 skibe:
– Heriblandt er der 10 Jagter og ongefær 20 toemastet Gaffel Galioter. Det øvrige er store Skibe af 60 til 90 Commerz – Læster. Nu efter Krigen seer det med Søefarten slet ud igien. De i Krig værende Nationer saavelsom de andre behøver nu ingen fremmede Skibe. De meeste vil drive Deel af Sommeren i dette 1764 Aar har 10 af de største Skibe, hvilke udgiør et Capital af 60.000 Mark og derover, lagt her hiemme uden Fortieneste, og en stor Deel af dem, der har været ude, har seglet meere overstyr, end de har fortient.
Mere velstand i Aabenraa
Der findes ikke så mange helt rige i byen. Men det er mere velstand her end i andre købstæder. Byen har slet ingen bymarker. I forrige tider er der blevet lagt en jord til byen. Det er jord, som Kong Valdemar havde købt af 7 byer og skænket til Aabenraa. Men det meste af denne jord er igen blevet afhændet. Det eneste, der er tilbage er noget jord i Sønderskoven. Her går en del kvæg.
Men Aabenraas nuværende velfærd skyldes søfarten og fragt til udlandet. Give Gud, at den derved ikke maatte saa aftage, som den har taget til.
Fire kirker i Aabenraa
Man har fundet efterretninger om fire kirker, som har været i Aabenraa. På nuværende tidpunkt er der dog kun en. Den første har været et lille kapel syd for byen på det såkaldte Capellen – Bierg. Det skulle være blevet oprettet af byens første indbyggere og være bygget og helliget til St. Andreas, som er fiskernes Patrono. Efter reformationen i 1530 er den blevet nedrevet. På stedet er der nu en Gruben – Mølle.
St. Knuds Kirke
Den anden kirke, som herefter ved byens tilblivelse er blevet bygget har været St. Knuds Kirke,
– Som saaledes Kong Valdemari 2 Beste – fader, den meget vel lidte Hertug Canuto Lavardo, der af sin Vetter Prinz Magnus, Kong Nielsens Søn, ikke langt fra Ringstædt i Harresteds – Øre 1130 blev ihielslagen og 1170 af Paven cannoniseret til Ære blev kaldet.
Denne kirke har kun været lille. Den har ligget i Skibbrogade på det sted, hvor nu Raadmand Koch bor. For mange år siden ville man udgrave en kilde. Her fandt man en mængde menneskeknogler.
I 1247 rasede krigen mellem Kong Erik og Hertug Abel. Ved den lejlighed blev byen ilde tilredt og kirken blev ruineret. Men andre kilder melder, at den stod endnu længere og den forfaldt af sig selv. Man betjente sig i stedet af den nordligere liggende St. Nicolai Kirke.
St. Jørgens Kirke
Den tredje kirke blev kaldt St. Jørgens Kirke og lå nord på den bakke, hvor nu Jørgensgaard ligger. Til samme hørte de deromkring i skoven liggende byer og huse. Med tiden blev denne kirke et hospital. Dette blev endnu brugt omkring reformationstiden.
Herefter blev jorden skænket til en, som havde tjent ved det fyrstelige hof, trabant, Svarte Hans. I 1592 blev jorden forlenet til Claus Hoyer, som har været forvalter over Løgum Kloster. I 1600 blev kirken brækket ned.
St. Nicolai Kirke
St. Nicolai er den fjerde kirke og den nuværende sognekirke. Den har figur som en korskirke. På midten er et lille spir. Det formodes at denne kirke er bygget i det 13. århundrede. Men efterhånden er der sket en del tilbygninger. Før reformationen var denne kirke 7 Marianer. Disse præster havde hele bakken, hvor kirken stod som deres Jurisdiction.
Prædikestolen er i 1565 skænket af Svarte Hans. Altertavlen er skænket af den meget gavmilde og fyrstelige amtmand, Joachim Dankwerth i 1647. I 1760 blev kirken gennemrestaureret og et nyt orgel, som erstatning for orglet fra 1597 blev installeret.
Brundlund Slot
Syd for byen ligger slottet Brundlund. Dette begyndte Dronning Margrethe i 1411 at bygge. Hun havde besluttet at bygge et stort og prægtigt slot. Men ved hendes død faldt prægtigheden markant. For enden af Vestergade havde der ligget et stort sæde, som dronningen lod nedrive, da hun påbegyndte bygningen af slottet.
Christian den tredje byggede Brundlund færdig.
Rådhuset tilhørte Marianerne
Rådhuset har før reformationen tilhørt Marianerne. De brugte det til deres forsamlingshus. Efter reformationen blev det brugt som gildehus, senere til rådhus. Det nuværende rådhus blev bygget lige efter den store ildebrand i Aabenraa i 1710. I 1740 blev bygningen renoveret.
Skolehuset ligger tæt ved kirken. Den er delt i to klasser, i den latinske og den tyske skole. Den latinske afdeling informerer Cantoren i kristendom, det latinske og andre sprog. I den tyske skole underviser skrivemesteren i kritendom, i regning og skrivningen ved hjælp af en undermester. Skolehuset er opbygget i 1737 i grundmur.
Fattighuse
Byen har tre fattig – huse eller hospitaler. Det første er det såkaldte Jens Hansens Armhuus, stiftet af Jens Hansen, som har været tidligere borgmester i byen. I samme hus eksisterer der seks værelser beregnet til fattige.
Det andet er det såkaldte Armkloster, som Johan Dankwerth i 1652 lod bygge. Her er der 12 værelser til rådighed for fattige.
Det tredje sted er bygget i 1731 af Cammer – Rath Hinrich von Gunderoth. Her er der 8 værelser til rådighed for fattige.
Fattigskolen
Lige i nærheden ligger Fattigskolen. Her undervises 50 fattige. Det er den fyrstelige staldmester Ernest Christoph von Gunderoth, der i 1741 har doneret 2.500 rigsdaler til dette foretagende.
Kilde: Se Litteratur – Aabenraa
Hvis du vil vide mere: Denne side indeholder 95 artikler om Det Gamle Aabenraa