Artikler
April 25, 2015
Nørrebro – Børn
Foredrag afholdt under 48 – timers Festival, lørdag den 25.04.2015. Dette er historien om børn på Nørrebro i 1950erne. Natpotten var endnu ikke forsvundet. Mange måtte stadig ned i gården for at gå på toilet. Og stadig havde man uønskede husdyr. Læger, tandlæger og skolelærer blev betragtet som fjender. Mange på Nørrebro havde ikke varmt vand. Så måtte man finde på alternative ting. Vi skal kigge på hvilket legetøj, som man havde dengang. Hvilke bøger og seriehefter havde man dengang, og hvordan legede man. Der var stadig store gadekampe med masser af blodtude. Og så gik det hele til sidst i moralsk forfald. Piger med sløjfer i håret begyndte at gå i spidse sko og begyndte at ryge. Og så kom Rock’n Roll.
At bo på Nørrebro
Ak ja pigerne skulle gå med sløjfe i håret og nederdel. De skulle bevare deres god rygte og opføre sig ærbart, så de kunne blive godt gift.
Men ak, hvert år søgte ca. 9.000 piger om abort. Men det var nu ikke så let. Lægen sagde:
Den velstillede Hellerup – frue og hendes datter kunne få en diskret udskrabning. Men arbejderkonen eller den ugifte pige var henvist til adresser, der gik på omgang. Faktisk fik kun 40 pct. bevilliget abort.
Dem, der var så heldige med at få foretaget indgrebet på et sygehus, var henvist til lokaler adskilt fra de pæne. De blev mødt med en ældre sygeplejerske, der sagde disse formanende ord:
Nu var det sådan, at også arbejderbefolkningen på Nørrebro tilstræbte borgerlige idealer. Ægtemanden var skafferen, der gennem sit arbejde skulle forsørge familien.
Hustruen skulle gå derhjemme, passe og opdrage børn, passe husholdningen, rengøring og vask, og sørge for at hjemmet fremstod som præsentabelt.
Men efterhånden kom kvinderne også ud på arbejdsmarkedet, men trods dette forventede mændene stadig, at maden stod på bordet, når han kom hjem fra arbejde.
De gamle dyder
Jo drenge blev opdraget til stabile forsørgere, mens pigerne skal være propre og hjemmegående husmødre. Det indlæres allerede fra barnsben, hvor det oftest er pigerne, der bliver pålagt de huslige pligter i hjemmet.
De gamle dyder som orden, autoritet og høflighed indskærpes ved enhver lejlighed, og det er stadig pligten frem for lysten, der skal drive værket hos den opvoksende generation.
Piger opdrages til at være søde og drenge til at være raske. Drengene vover og er vilde, mens pigerne sørger for orden og omsorg.
Nogle af knægtene var så vilde, at når de kom på koloni i de jyske, ja så kunne de ikke alle opføre sig lige godt. Man hørte, at de smadrede vinduer på drivhuse. Eller når man var på udflugt i de nordsjællandske, så smed man træer m.m. ned på banen.
Så var det godt nok lidt uheldigt, at man opgav sin adresse som Nørrebrogade 193, som er adressen på Stefanskirken.
Ikke varmt vand
Der var ikke bad og varmt vand ret mange steder på Nørrebro. Der var kun få, som havde toilet oppe i ejendommen. Nogle skulle dele toilet med naboen ude på gangen. Mens andre stadig i 1950erne på Nørrebro måtte ned til retiraderne. Her skulle de så slås med rotterne. Det var en god ide, at larme med træskoene, inden man gik derind.
Jo, dengang i 1950 var kun 48 pct. af lejlighederne forsynet med lys, gas og W.C. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og varmt vand.
Men i de fleste Nørrebro – hjem hang det smukke billede af den brølende hjort ved den hyggelige skovsø.
Pladsmangel
Som regel vaskede man sig i køkkenet. Oven over kakkelovnen stod kedelen og snurrede. Ofte foregik det ugentlige bad i en zinkballe i køkkenet. Man skulle nok ikke være den sidste, for det var det samme vand, der blev brugt til alle børn. Man kunne jo ikke vide, om en af poderne havde tisse i det.
Det var ikke megen plads til far, mor og fem børn i en to – værelses i Humlebækgade og endda med indlagt toilet.
I soveværelset var der en dobbeltseng. Der sov far, mor og to børn. Et barn lå på sofaen i stuen, en på en feltseng i køkkenet. Og så var der en, der var anbragt ude på gangen. Men hver gang et familiemedlem så skulle på toilet om natten, måtte vedkommende flyttes, ellers kunne døren til toilettet ikke lukkes.
Det var ikke unormalt på Nørrebro, at fire børn skulle dele seng på Nørrebro. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig, og den tredje vendte sig. Så kunne det være at den yngste tissede i sengen. Det var ikke så sært, at Nørrebros børn mødte trætte op i skole næste dag.
Gennem de tynde vægge kunne man høre barnegråd og skænderier. Der var ikke meget plads til privatliv. Og masser af drukkenbolte gav deres besyv med.
I 1960 var Blågårds – kvarteret beboet af 18.000 mennesker. Og af den boede 11.000 i usunde boliger. Dette var årsagen til den såkaldte Bulldozer – sanering. Den foregik uden planlægning og penge. Og befolkningen blev nærmest tvangsforflyttet.
En kold vinter
Når vinteren var ekstra kold, var der is i vinduet. Så samledes man om kakkelovnen. Børnenes dyner hang ved kakkelovnen, inden de skulle i seng.
Hygiejne
Børn af lav social status lugtede af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Mange steder på Nørrebro kunne man ikke engang åbne vinduerne, så stødte man allerede på naboejendommen.
Var man nu så uheldig at bo på fjerde sal med retirader nede i gården, ja så kunne man ikke rigtig afskaffe natpotten. Det var jo også lige sin sag, at gå ned af bagtrappen, der var uden lys, og så ned til rotterne og den forfærdelige stank.
Potte – tømmer
Men se disse natpotter skulle jo tømmes engang imellem. Og det var ofte den ældste der blev udnævnt som nattepotte – tømmer, og dette hverv gav ikke høj status i gården.
Se pottens indhold skulle jo tømmes nede i retiraderne. Men nogle sprang over, hvor gærdet var lavest. Og så tømte de indholdet i vaskekummen. Men det var ikke en særlig god ide. Fordi midt om sommeren kunne indholdet finde på, at dukke op hos naboen.
De uønskede husdyr
Mange lejligheder var rene lopperedder. Det var fugtigt. Pludselig følte børnene det krible og krable overalt. Gulve og paneller blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de igen kravlede gennem gulve, vægge og lofter.
I skolerne fik man jævnlig besøg af Lusemor. Det var en sygeplejerske, der tog børnene under kraftig behandling, når det viste sig det mindste tegn på husdyr.
Når man om lørdagen havde været igennem badet i zinkballen, så gik man i gang med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Så måtte man ellers i gang med olie, der fik en kraftig stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at boble.
Med sæbe og træuld
Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I 1950erne måtte man så en tur på hospitalet. Så blev man smurt i en fed substans, der skulle side i lang tid. Så blev man sunket ned i et kæmpe badekar med varmt vand.
Efter endt opblødning, blev man skuret med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig, børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.
Fra Nørrebro til landet
I Ryesgade lavede man i 1954 gadefester for at skaffe penge til feriekolonier for Ryesgade – børnene. De var dømt til at lege i de skumle gårde eller over i Fælledparken, hvor der i 1950erne huserede sprittere og lokkere.
Mange børn fra Nørrebro blev sendt fra Hovedbanegården med en adresseseddel om halsen på feriekoloni hos en bonde i Jylland i fire uger. Det var en helt anden oplevelse.
Mad
Ofte blev børnene sendt til bageren for at skulle købe for 25 øre gammelt brød.
Se allerede i 1945 sang Holger Fællessanger: Der kommer en båd med bananer. Men den kom egentlig først i 1952.
Menuen i 1950erne var præget af grød, mælk og sulemad. Som mellemmad fik man et stykke franskbrød med sukker.
I biograferne proklamerede Ib Schønberg, at Sunde Børn er nemme børn. Og Helge Kjærulf Schmidt var Vitalus Sørensen i Solgryn – reklamer.
Henkogte frugter var hjemmelavede og stod på rad og række med sirlige etiketter på den øverste hylde i spisekammeret.
Frysevarer var endnu ikke så almindelige. Men skulle man lave noget hurtig, kunne man da få noget på konserves. Men i begyndelsen af 1950erne lavede man mad på den gammeldags måde.
I Alt for Damerne i 1953 kunne man se, hvad familiens ældste forventede at spise om søndagen. Men det var nok ikke specielt beregnet for den fattige arbejderfamilie på Nørrebro:
På Nørrebro kunne man strække søndagsmiddagen til:
Københavns første selvbetjeningsbutik blev anlagt i 1949. Der var stillet indkøbsvogne frem, men journalisterne dengang mente, at husmødrene var for generte til at køre rundt med dem.
Læge
Egentlig kunne man godt forstå at poderne var bange for lægerne. Når man havde blærebetændelse og blev indlagt, ja så kunne man jo lige så godt tage polypperne med det samme.
Tandlæger var sadister
To gange om året skulle man til skoletandlæge, og poderne frygtede denne forfærdelige oplevelse. Mange havde derfor valgt at tage moder med. Hele klassen mødte op på en gang. Eleverne vidste udmærket, hvilke tandlæger, der var de rene sadister.
Dengang tog man det ikke så højtideligt med bedøvelse og det kneb også gevaldigt med pædagogikken. Plomberinger, rodbehandling eller tandudtrækning foregik uden bedøvelse. Ofte kunne man observere forpinte elever der spyttede blod ved håndvasken.
Skole
I skolerne blev man inddelt efter nummer. Den klogeste og nummer 1 blev placeret lige foran tavlen. Den ordblinde og mælkedrengen blev placeret som henholdsvis nummer 33 og 34 allerbagerst. Ordblindhed blev dengang endnu betragtet som dumhed.
For mælkedrengen kunne det være svært at holde sig vågen en hel skoledag.
Alt skulle læres udenad
Når man mødte op i skolegården og klokken ringede, skulle man stille sig op i to lige rækker. Så måtte man ikke tale til sidemanden. Og man skulle gå rolig op til klaseværelset. Uden ballade skulle tøjet hænges på knagen.
Derefter skulle man stille sig bag pulten indtil læreren kom. Og dengang kom læreren aldrig for sent.
Så skulle man både lære tysk, engelsk og svensk. Kongerækken skulle man lære udenad lige fra Gorm den Gamle.
Jo og så lærte man skam at svømme.
Skoletiden i poesi
Leif fra Lundtoftegade gik i Havremarkens Skole. Han har forfattet nogle digte om hans skoletid:
Han har sikkert ikke haft det godt som barn
Han tilløb tog
Når han med spanskrøret slog
Så han troede, at det ville svirpe
Han stoppe op og slog
Men da der var faldet ro
Over den aldrende herre
Om det første slag kunne værke
Men de to andre kunne man ikke mærke
Men hun kunne svinge hendes lineal
Hvis vi ikke havde regnet vores stykker hjemme
Så kan det nok være, vi kom i klemme
Frem med fingrene, og af linealen vi fik
Den somme tider i stykker gik
Og så fik hun brug for den næste
Men hun havde et lager af linealer, det er klart
For hun ødelagde dem i en gevaldig fart
Lussinger og spanskrør blev flittig brugt
Søren og Mette kom i skole i 1954. Ja, da udkom den første bog i serien. Fysisk straf blev afskaffet i de københavnske skoler i 1951. Men det glemte man lige at fortælle dem. For de fortsatte deres afstraffelser. Lussinger og spanskrør blev fortsat flittigt brugt.
Man gik på kursus for at lære at slå med løse fingre, for med samlede fingre kunne man let smadre trommehinderne.
På Havremarkens Skole have eleverne besluttet sig, at alle vikarer skulle drives til vanvid. Det var en slags hævn over den måde, de almindelige lærer behandlede dem på. Jo man hørte da om at flere vikarer måtte på psykiatrisk afdeling til åndelige genopretning.
Jul
Ugen inden jul blev der pyntet op. Der blev lavet stjerner af lim og pap. Efterfølgende kom der også glimmer op. Guirlander blev fremstillet og med disse hang man kulørte strimler ned.
Det var ikke alle, der havde råd til flæskesteg, så blev det til haresteg eller en and fra søen.
Sparsomt var det med juleudsmykning på Nørrebrogade. Et lillespejl, en pakke vat, en smule englehår og en lille tøjnisse, forvandlede et almindelig købmandsvindue til et juleeventyr. Nogle steder kørte et elektrisk tøj gennem et julelandskab.
Nytår på Blågårds Plads
Børnene så frem til nytårsaften på Blågårds Plads. De brugte juletræer fra området blev smidt ned i den såkaldte grøften. Og så blev det ellers tændt ild på dem. Og lige så snart dette skete, kunne man høre sirenerne fra Fælledvej. Politi og brandvæsen var på vej.
Traditionen tro, blev der også rettet en stråle mod publikum.
Leg i gården
Man havde forskellige bolde, som man lagede med i gårdene. Men hvis den røg over til nabogården var den sikkert fortabt, hvis man ikke stod i fredelig alliance med dem.
I gården blev der også leget smugler, tolder, røver og soldater. Endnu i 1950erne legede man også tysker og sabotør. De fleste ville helst være det sidste.
Et andet populært spil hed Dæk. Det minder nok mest om baseball. Man leget også med nipsenåle, som der blev spillet om. Kugler af både træ og glas var her også. Og så selvfølgelig hønseringe.
Man kunne tegne med kridtstreger, lave hinkepotter, bruge snor, pinde og meget mere. Vandhanen kunne bruges til at stille sin tørst og misbruges ved at fylde sin vandpistol eller balloner og så kaste efter pigerne.
Der var masser af rotter i baggårdene. Særlig når det havde regnet dukkede de op. De mest modige af knægtene fik dem dræbt, og solgte dem for 10 øre stykket på Fælledvejens Brandstation.
En gang imellem kom der en ismand i gården. Men det var sjældent, at der var råd til sådan en – selv om prisen kun var fra 16 øre til en krone.
Husk at sige De til viceværten
Knægtene elskede at planke den. Der var masser af gårde, plankeværk og cykelskure. Her var masser af tørrestativer, skraldespande cykelskure m.m. De var beklædt med tjærepap. Det var nok ikke en god ide at planke den, når det var ny tjæret.
Det gjaldt også om ikke at blive taget af emsige viceværter, som for øvrigt altid skulle tiltales med De. Og så skulle man passe på ikke at havne i fjendeland.
Man kunne også stjæle æbler fra grønthandleren i Stefansgade lige ved Søllerødgade. Eller så var æblerov i villakvarterene. Det var sidevejene til Borups Allé.
Kollektiv børnehave
Man kunne godt kalde baggårdene for en kollektiv børnehaver. Disse børnehave var i den grad en mangelvare på Nørrebro. Men dengang passede man skiftevis på børnene.
På grund af de manglende børnehaver på Nørrebro var det en kvindegruppe, der arrangerede børneparkering i Nørrebroparken. Det var på hverdage mellem 11 og 16 for børn mellem 3 og 7 år. Det kostede 30 øre pr. time pr. barn. I tilfælde af regnvejr havde man anskaffet en udrangeret sporvogn, hvor børnene så blev anbragt.
Men mange steder var det forbudt at lege i gården, og så var poderne henvist til gaderne og den voksende trafik.
Andre lege
På Peblingesøen kunne man løbe på skøjter, men man skulle lige huske på, at skøjteforeningen havde eneret på skøjteløb lige på denne sø, så havde man ikke lige råd til at være medlem, så var det Hans Tavsens Parken. Her blev et markstykke altid overrislet til stor glæde for omegnens ungdom.
Det samme var tilfældet i Nørrebro – Parken.
Teater i Nørrebroparken
Ellers var det også en yndet beskæftigelse allerede dengang, at skrive nummerplader op på biler.
Der var masser af aktiviteter i Nørrebroparken. Her var såkaldte trædebiler og en rigtig bane, hvor man kunne køre. Her var også masser af gøgl, luftgynger og teater. Her spillede Carl Ottesen, Robin Hood. Hvis man ikke kan huske ham mere, så var det ham, der spillede den sure sergent i Soldaterkammeraterne.
Fare i soppebassinet
I Nørrebroparken var der også et soppebassin. Her var det så, at den 8 – årige Conni den 29. juni 1953 var ved at blive kvalt, da soppebassinet skulle tømmes. Hun blev suget fast til afløbsrøret i 20 minutter. Ikke engang tre voksne mænd kunne trække hende fri.
Tribini og den stærke mand
Her i parken optrådte selveste Tribini. Han plejede altid at indlede sin forestilling med:
Så var det den stærke mand, Abdullah. Et folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham.
Ja og så var det radiobiler. Så gjaldt det om at køre ind i pigerne. Drengene troede at det var et godt scoretrick.
De upopulære parkbetjente
Parkbetjente var aldeles upopulære i Nørrebroparken. For når man endelig havde fået pigen hen bænken og skulle til at kysse hende, ja så dukkede parkbetjenten frem.
Meget populære var klatrestativerne i parken. Men pædagogerne mente, at de var for farlige, så til podernes store fortrydelse blev de fjernet.
Ved Nørrebro Station, som dengang var linje 7 `s endestation lå en masse cigaretskodder. Det var jo ikke filter på cigaretterne dengang. Så de vakse knægte tog tobakken ud af stumpen. Så blev der ellers rullet cigaretter af lokumspapir. Det var godt nok ulækkert.
Og så blev der ellers røget cigaretter i den store tønde i Nørrebroparken. Dengang i begyndelsen af 1950erne kostede en pakke cigaretter 1,05 kr.
Aktiviteter i søen
I Ladegårdsåen var der endnu åben nogle få steder. Her kunne man soppe og fange salamander.
Ud til Peblingesøen havde kommunen indrettet et indhegnet soppebassin ved kanten af søen ud for Korsgade. Det herligt at plaske i de ferske vand.
Og også ved Søerne lå der et båd – og vandcykeludlejning. Her kunne man engang imellem overtale ens far til en tur på søerne.
Legetøj
Mange af Nørrebro – børnene måtte nøjes med at drømme om det legetøj, som de så i legetøjsbutikkerne. Det var ikke særlig billigt.
Figurer med cowboys, soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede hele 2,25 kr. stykket.
Masser af salmemærker
Man kunne så i stedet lege med klistermærker med soldater som man klistrede på pap. Med Tricolore Sæbe fulgte samlemærker med indianernes mærkelige sprog. I Ota havregryn fulgte klippeark med det vilde vestens helte og skurke.
Richs samlemærker og albums var meget efterspurgte. Hver gang man købte en pakke Richs til at blande i, fulgte samlekort med. Det var billeder af dyr, blomster og andre ting.
Åh jah senere fulgte ugeblade med samlemærker med Knud Lundberg og andre fodboldspillere fra 1. og 2. division.
Lego og farveblyanter
Så var der masser af farveblyanter og malebøger. Knægtene havde borge med soldater og kanoner. Og de sidstnævnte kunne lades med tændstikker, der kunne skyde fjenden ned.
Man kunne købe karton med huse, møller og kirker, og bygge en hel landsby.
Det var de meget populære Mekano – sæt. Byggeklodser af træ, blev hvis nok også fremstillet af Lego, inden plastikklodserne kom. Men dem var der hvis ikke mange på Nørrebro, der havde råd til.
Jo det var da også Teknos Ingeniørsæt og modellervoks fra Filia.
Hulla Hop og sysæt
En speciel dille ramte Nørrebro i 1958. Det var Hulla – Hop ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.
Ja så var det yoyo som man selv kunne fremstille. Og kridtpiber med sæbe og vand kunne frembringe de flotteste sæbebobler.
De traditionelle spil var Skak, Mølle og Dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løbet og Matador.
Særlig populær var Det lille Postkontor.
Pædagoger så deres snit til at fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrække frem for plastik. De samme kun også fortælle, at drenge gerne måtte lege med sysæt og dukker. Men det gav nu ikke ligefrem status i de kredse, hvis det blev opdaget.
Slik
Man kunne købe såkaldt affaldsslik til billige priser. Og så var det de berømte lykkeposer. Kandis var også populært. Det skulle købes på apoteket.
Men mest populær var den kiosk, der lå i forbindelse med Nørrebroparken, men den havde så kun åben om sommeren.
Familiens husalter
Radioen var familiens husalter. Far skulle høre radioavisen, og aftensmaden skulle tilrettelægges efter dette. Børnene blev først lagt i seng, når de havde hørt Inge Aaasted og musen Hanibald. Et andet børnehit var Peters nye Automobil.
Radioen var efterhånden også kommet med grammofon. Børnene blev tvangsindlagt til at høre Bror Kalles Kapel eller Vildandens sang med Lullu Ziegler.
Men så kunne poderne spille med på deres xylofon eller mundharpe.
Helt så opløftende var radioen hverken for poderne eller de voksne. Her er programmet en almindelige søndag morgen:
7.50: Landbrugets Brevkasse
8.05: Ti minutters oplysning om kvægets vinterfoder
8.15: Morgengymnastik for kvinder
8.25: Morgengymnastik ved kaptajn Jespersen
8.35: Havearkitekt C.Th. Sørensen om vore parker
10.00: Pastor Batholdy prædiker i Haslev Kirke
I 1953 var der 30.000 licensbetalende radiomodtagere. Og Gunnar Nu Hansen stod for alt det dramatiske. Og Sven Petersen fik folk til at klistre sig fast til radioen med Kvit eller Dobbelt.
TV
TV blev i begyndelsen det store hit blandt de unge. De hang så sammen med forældrene foran skærmen hver aften. I 1953 var der 3.000 seere. Og de kiggede på 17 tommer TV.
I 1960 var fjernsynets julegave til seerne, Faranelli med Paul Bundgaard i hovedrollen. Med 96 millioner kroner blev fjernsynets budget for 1959/60 sprængt. Men allerede i 1958 havde monopolet købt 90.000 kvadratmeter i fremtidens tv – by. Gøngemosen så dagens lys.
Tænk engang 15 danske tv – fabrikker arbejdede på højtryk. Men man sendte kun 12 timer om ugen, for som Tv – chefen, Jens Frederik Lawaetz sagde:
Cowboy på Nørrebro
I 1956 kunne man høre Preben Uglebjerg synge Davy Crocket. Han var dog allerede kommet til Nørrebro i 1955. Det var stort for poderne at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik, og så hans flintbøsse til knaldhætter, endda med krudthorn.
Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre 100 skud. Man kunne selvfølgelig melde sig i en klub med helten. Alle ens helte kunne man følge i biograferne. De mest populære dengang var Odeon på Fælledvej, Nørrebro Bio på Nørrebrogade samt Regina på H.C. Ørstedsvej.
Revolverbælte i ægte paplæder
Allerede dengang kunne man købe på postordre hos nogle af de såkaldte hemmelige foreninger. Og det var gummistøvler med sherifstjener på siden. Og et revolverbælte i ægte paplæder og med påsatte forniklede nitter.
Det var som regel om søndagen, at ungerne vandrede til biograferne. Den stod selvfølgelig på cowboyfilm. Men også film med sørøvere, soldater og andre helte fandt i de unges smag. Det var mellem klokken 14 og 16. Og prisen for en biografbillet var 45 – 50 øre. Billigst var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på et sæde.
Ismand
Når det rigtigt gik for sig skulle man rejse sig op, klappe og pifte på sine helte. Kyssede ens helt en bedårende kvinde, skulle man rejse sig og sige ”Buuuuuh” Lidt mere avanceret var det at råbe ”Ismand” eller ”Blodsuger”.
Og så var det ellers vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide.
Men ellers ville alle unge være Zoro. Han brugte sjældent skydevåben. Hans våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden hos sin modstander.
Tørresnore forsvandt
Dagen efter sådan en film var alle knægte på Blågårds Plads Zoroer. Det var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var forvandlet til piske. Legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker.
Nu stod alle Zoroer opmarcheret på Blågårds Plads afventende et kys fra heltinden.
Vi skal da også lige have med at Prins Valiant i skikkelse af en pagehåret Robert Vagner dukkede op på Nørrebro i 1955.
Andeledes Biografoplevelse
I påsken og på andre helligdage måtte der ikke spilles musik offentlig, og det måtte heller ikke vises almindelig spillefilm. Så blev der arrangeret foredrag med tilhørende dokumentarfilm. Det var ofte såkaldte kulturfilm med opdagelsesrejsende som Hakon Mielche, Jens Bjerre og Jørgen Bistch.
Far og mor gik skam også i biografen. De så De Røde heste. Ja hele 2,4 millioner så filmen, dengang. Men Mosekongen også af Morten Korch indeholdt det hele – lige fra forbyttede børn til den danske muld.
Nøgne bryster
Og det skete også i Colosseum på Jagtvej. Og så kunne både voksne og børn se film fra sydhavsøerne, endda i farver. Og man så endda noget så avanceret som indfødte piger med nøgne bryster. Der var stammeritualer og farefulde kanotuer gennem brændingen.
Bøger og seriehefter
Efterhånden kom der flere og flere hemmelige klubber som for eksempel
Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketer. Men også Palle alene i verden var populær på Nørrebro. Dengang var det heller ikke så mange, der lagde mærke til, at man sagde Neger i Lille Sorte Sambo.
Så var det også seriebøgerne, Jan, Sussy og Puk. Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten på de venstreorienterede var gået ind. De mistænkte var altid de grimme, ubegavede og uuddannede.
Pædagoger advarer mod seriehefter
Pædagogerne benyttede lejligheden til advare mod seriehefter som
Der var også masser af tegneserier i ugebladene, blandt andet Rasmus Klump og Knold og Tot.
Men også de unge fik deres egne blade som Tempo og Vi Unge. Det var slut med Familiejournalen og Hjemmet. Teenagekulturen fik mange steder kernefamilien til at krakelere.
Gode barnepiger
På Blågårds Plads huserede Prinserne. De havde taget deres kultur med fra Lersøen og Fælleden. De sad på deres plads på bænkene og fik deres kogesprit eller hvad der ellers var råd til.
Børnene var ikke bange for dem, tværtimod. Prinserne blev ofte brugt som barnepiger, når mor skulle en tur i byen. Så vankede der endnu et bidrag så kogespritten kunne krydres med noget ekstra kolorit.
Og i de få børnehaver der fandtes begyndte pædagogerne meget tidligt at undervise de små poder i pottetræning.
Gadekampe
Fra gammel tid har der hersket nogle gevaldige gadekampe på Nørrebro. Værst var kamphandlingerne på Fælleden. Hvis politiet dukkede op, ja så blev fjenderne pludselig venner, og så gik man samlet mod dem.
Blandt de mest blodige var Ryerne, som var knægtene fra Ryesgade. Rakkerne var dem fra arbejderboligerne på hjørnet af Jagtvej/Tagensvej. Og så var det jo også Rabarberne fra Rabarberlandet. Og sidstnævnte tog på krigstogt over og tærskede de blege i det Frederikbergske villakvarter.
Afstraffelsesmetoder
I 1950erne var afstraffelsesmetoderne:
Man brugte nogle farlige våben som
Onde tunger påstod, at sidstnævnte var forsynet med søm, så de kunne gøre endnu mere skade.
Blodtud
Efter sådan et slag var der mange, der kom hjem med en blodtud. Gadekampe hørte til dagens orden. Når kampråbet havde lydt, skete der en mærkbar ændring i gadebilledet. Normalt var der faste regler i en kamps begyndelse.
En kurér blev sendt ind i fjendens område med meldingen, Vi erklærer krig. Så gjaldt det ellers for poden at spæne hjem til sine venner så godt han kunne.
Det gjaldt i fredstid at forhandle sig til alliancer med nærliggende gårde og gader.
Rapserier
Forretningerne havde store problemer med børns rapserier. Det gjaldt om, hvem der kunne rapse mest og hurtigst. Det gav høj status hjemme i gården.
Moral og etik
Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være rene dydsmønstre. De skulle for alt i verden undgå at blive gravide. Det vigtigste for en pige var at blive godt gift, og så derefter få børn.
De skulle bevare deres gode rygte og forblive ærbare. De skulle være sober og passe på deres rygte.
De begyndte at ryge
Men ak og ve. De begyndte at ryge og gå i spidse sko.
Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De begyndte at bore og geare dem, så de kunne køre hurtigere.
Og tænk de unge mennesker kunne finde på, at smøre Brülcreme i håret. Fattiglemmerne på Nørrebro brugte margarine.
Man måtte sandelig ikke læne sig op af et tapet, og ens hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan en gang hår.
I den henseende var det en fordel, at den karseklippede look efter de amerikanske soldater efterhånden vandt indpas.
I det hele taget så danskerne op til amerikanerne. Herfra fik vi tyggegummi, coca cola, Brylcreme, læderjakker, forvaskede cowboybukser, anderumper, jitterbug og Elvis Presley.
Moralbegreber i opløsning
Men moralbegreberne var i den grad i opløsning. Der var også et stigende antal skilsmisser.
Rock’n Roll skyllede over landet. Med den nye musik fulgte bølleagtige optøjer. Motorcykeloptøjer og politisammenstød – uha – uha.
Allerede i 1956 var der sammenstød efter at Ib Glindemand og Ib ”Rock” Jensen havde givet koncert i KB – Hallen. Og da så Rock arround the Clock – filmen havde præmiere, ja så gav det de obligatoriske sammenstød.
Så var det måske bedre, at lytte til Raquel Rastenni med Her kommer mutter med kost og spand eller Gitte, der som 8 – årig sang Giftes med Farmand. Eller hvad med Katy Bødger med Fiskerpigens Sang.
Hvert årti sin historie
Kære tilhørere, så er vi i 60’erne og sådan kunne vi blive ved. Hvert årti kan fortælles sin historie og det gør den så. Og det kan du blandt andet læse på www.dengang.dk. På Nørrebro har man bestemt aldrig kedet sig. Her er der altid sket ting og sager.
Tak for jeres tålmodighed.
Kilde: Diverse artikler på www.dengang.dk
Se Litteratur Nørrebro
April 22, 2015
Soldater i Løgumkloster
Det var ikke let for den lille by at leve med soldaterne. Der blev begået mange kriminelle handlinger. Ja egentlig er det ikke mange, der ved, at Løgumkloster engang var garnisonsby. Og bønderne måtte efterkomme diverse ordre, om at levere mad til soldaterne. Og så skulle de også indkvarteres. Det vil sige, at efterfølgende blev der bygget en barakby til soldaterne, men denne brændte efter få års forløb. Og soldaterne – ja et par stykker deserterede
Fra 1700 til 1725
Det er sikkert ikke mange, der ved det. Men Løgumkloster har engang været garnisonsby. Det er godt nok en del år siden. Men hele området var dengang præget af det militære liv. Ja tænk, at en så afsides og lille by skulle have en militær belægning.
Fra cirka 1700 til 1725 var der indkvarteret lejetropper i byen. Disse var ikke altid let at få styr på, og de var indkvarteret i private hjem. Dette skabte ofte problemer med befolkningen.
Skibet var forsinket – uheldigt for desertøren
En musketer i byen ville deserterer, og tog med en kniplingshandler til Hamborg. Denne skulle videre til Holland og lave forretninger. Han tog så soldaten med til havnen i Hamborg, hvor han skulle indskibes.
Men uheldigvis var dette blevet opdaget af kompagniet i Løgumkloster, så en underofficer tog bagefter. Og uheldigvis var det skib, som soldaten skulle med forsinket. Så det lykkedes lige, at få fat i desertøren. Han blev taget med tilbage til Løgumkloster, hvor han kom i krigsforhør. Her blev han dog benådet.
Måske har sagen noget at gøre med nogle tyverier. Klager gik også ud over overfald samt voldtægter. En kone søger om fritagelse for indkvartering, da en kaptajn med hele sin familie har indlogeret sig.
Der skulle leveres foder til soldaterne
Fra Landeby og Løjtved klages der over, at indkvarterede heste jages på græs på private marker.
Bønderne i området måtte også lide under indkvarteringen. Således lyder en ordre, at de skal levere 150 pund oksekød, 4 tdr. rug og 4 tdr. havre.
Landstormen
Ved siden af selve militæret, havde befolkningen et velorganiseret hjemmeværn. Det blev oprettet i 1813 i samarbejde med militæret. Der var indregistreret 200 værnepligtige i alderen 17 – 70 år. Disse blev delt i fire afdelinger. Man havde pligt til at udføre landstormetjeneste. Våbnene bestod af pigge, som mandskabet selv måtte medbringe.
I 1742 kom der nye soldater
Efter at lejetropperne havde forladt Løgumkloster, så det ud til, at der gik nogle år uden militær i byen. I 1742 kom der dog en bataljon af Randers – kyrasserer. Det var hovedsagelig danskere. Officererne boede på slottet. Officerernes heste var i den periode opstaldet i klosterets kapitelsal.
Henrettelse og kirkebod
Mandstugten har i den tid været meget streng. En soldat, Christian Martensen blev henrettet på galgebakken syd for byen, fordi han i skinsyge havde dræbt en kammerat. Endog kirkebod er blevet brugt over for en kyrasser og en kvinde for utugt.
I 1762 afløstes kyrassererene af tredje jyske dragonregiment. Der blev bygget militærbarakker, som nedbrændte i 1772. Lederen, løjtnant Gagnel slog sig ned som borger i byen. Han var åbenbart meget velstående. Han har således skænket døbefonten til kirken.
Soldater til 1794
I 1774 blev garnisonen ændret til militærtropper. Denne ordning skulle have varet i 20 år, altså hen til 1794, hvorefter den blev ophævet. Militæret flyttede fra byen, og siden har Løgumkloster aldrig haft militær i byen.
Deserterede med kone og barn
I den sidste periode var der en dragon Fillipsen, der blev gift med en datter af portner Hans Hansen, Magdalene Hansdatter. Han havde dog ikke ro til at blive i den lille garnisonsby. Udlængsel fik magt over ham. En nat da han stod på vagt, deserterede han bort med kone og barn. Og så forsvandt han ud i den vide verden.
Han gjorde Løgumkloster ære
Datteren af dette ægteskab blev senere gift med en bolsmand og glarmester Andreas Riis. Han stammede fra Bornholm og blev senere en af Løgumklosters agtværdige borgere.
En søn af dette ægteskab blev senere missionær på guldkysten i Afrika. Han gjorde sin by og sit land ære. Men se dette er en helt anden historie og kan læses i C.H. Friis: Andreas Riis/ Lohse 1932.
Kilde: Se
Hvis du vil læse mere om: Løgumkloster – se her:
April 19, 2015
Så er der post til Rørkær
Den kongelige postvogn holdt skam i Rørkær. Allerede oppe fra kilden kunne man høre den komme. Skulle man med den, måtte man skynde sig hen til kroen. Og så måtte den stakkels brevbærer gå helt til Rørkær, Tidsholm og Sæd. Men nu begyndte man at skrive mere. Så han kunne ikke have det hele med. Så måtte man bruge toget. I Rørkær ville man have postagentur. Men købmanden blev snydt af en hjemmetysker. Pludselig havde man tre ombæringer, tre postkasser og tre tømninger hver dag. Det kunne ingen anden by præstere. Og i Lille Jyndevad var en ko skyld i, at posthistorien på en gang skred 50 år frem. Og så fik Rørkær telefon. Og for første gang i Tønders historie, dansede telefonpigerne til en vals fra Rørkær. Ja og så fik grev Schack også lige en dansk sang fra Rørkær. Men ak og ve. Efter et par år, var det Jejsing, der løb af med postagenturet.
En kongelig postvogn
Den kongelige postvogn kørte fra Tønder til Flensborg. Den kørte selvfølgelig også over Rørkær. Og den havde ikke kun breve og pakker med. Den befattede sig sandelig også med persontransport.
Allerede oppe på bakken kunne man høre, at vognen nærmede sig. Det var oppe ved Helligvands – kilden. Så var det om at begive sig hen til P. Boysens Kro, hvis man ville med på turen. Her var første station på strækningen.
På Kravlund Kro blev hestene omskiftet. Nu var det dog ikke så meget at trække med, når det gjaldt post.
Nyhederne – dengang
Dengang i 1840 – 1850 blev der ikke skrevet så meget. Den eneste avis man kendte var det tysksprogede Tondernsches Intelligenzblatt. Det var et ganske lille blad.
Først i 1856 kom Vestslesvigsk Tidende fra Møgeltønder. Det var som om denne avis blev læst betydelige mere.
I øvrigt så var Kagekonerne gode til at sprede nyhederne i Rørkær og omegn. Den smule Tønderlejlighed til adressaten ved lejlighed.
Private vognmænd
Den kongelige postvogn blev senere afløst af private vognmænd, som drev udbredt person – og fragtkørsel. Og de fik selvfølgelig også post med.
Således gik der vogne fra Tønder til Ballum, eller fra Tønder til Nykirke.
Rørkærs posthistorie i rivende udvikling
Først under det preussiske styre begyndte udbringningen af postsager til adressater. Der blev ansat rigtige postbude og opsat postkasser.
Både Post – og Telegrafvæsnet kom hurtigt ind i en rivende udvikling. Og denne udvikling kunne man i høj grad mærke i Rørkær.
Den stakkels brevbærer
Lige fra begyndelsen gik der en brevbærer fra Tønder til Rørkær, derfra videre til Tidsholm, og så tilbage til Rørkær. Derefter gik turen til Sæd. Først hen mod aftenen var brevbæreren tilbage i Tønder.
Det kunne godt være en drøj tur både sommer og vinter. Men efterhånden skrev folk mere og mere. Så kunne postbuddet ikke få det hele med samme dag. Derfor blev man nødt til at lave en ændring.
Så kom posten med toget
Så blev der oprettet en Posthiilfstelle i Nissens Kro. Kromanden skulle så besørge den indgående post til toget Tønder – Tinglev en gang om dagen. Det var en stor lettelse for brevbæreren og en stor forbedring for befolkningen. Postforsendelserne blev hurtigere besørget. Men byen var nu ikke helt tilfreds endnu.
Man forlange postagentur til Rørkær
Det var for eksempel den store hestehandler Hans Markussen, som på den tid var en mand, der modtog mange telegrammer, som selvfølgelig måtte ekspederes helt fra Tønder. Det kostede mange penge i porto.
En anden af postvæsnets gode kunder var kommet til Rørkær, og det var Hostrup Sogns Sparekasse.
Købmanden og de to nævnte storkunder forsøgte nu at få et Postagentur oprettet i byen med telegraf. Men det var først i 1890erne, at Overpostdirektionen i Kiel var interesseret.
Postmesteren i Tønder fik ordre til at anmode købmand Aug. Petersen til at overtage agenturet, fordi han boede midt i byen. Det ville så komme en postassistent fra Tønder til at sætte ham ind i sagerne.
Hjemmetysker huggede agenturet
Men ak og ve. En hjemmetysker som havde temmelig stor indflydelse på postmyndighederne, forhindrede købmanden i at få postagenturet. Købmanden var nemlig dansksindet.
Samme hjemmetysker, der endda boede uden for byen fik postagenturet. Mens agenturet var aktiv i Rørkær var der to hjemmetyskere, der bestred hvervet. Men de faldt begge i unåde hos postmesteren. Købmanden blev flere gange spurgt, om han ville overtage. Men han sagde hver gang, Nej tak. Han ville ikke udsættes for flere ubehageligheder fra tysk side.
Købmanden solgte frimærker og postkort. Og der kom da også et stort skilt med forgyldte bogstaver på huset:
Dette embede var det åbenbart ikke noget i vejen fra tysk side.
Der var gang i posten
Der var nu gang i postudviklingen i Rørkær. Man havde egen brevbærer, tre postkasser og tre gange daglig postombæring. Ligeledes blev postkasserne tømt tre gange dagligt. Ikke en eneste by kunne måle sig med dette. Ikke engang i Tønder havde de tre daglige ombæringer.
Man havde ondt af postbæreren
Men hvordan så det ud i områdets byer?
Lad os tage Lille Jyndevad. Posten blev kørt fra Tinglev til Store Jyndevad hver dag. Brevbæreren skulle besørge ikke alene Store Jyndevad, men selvfølgelig også Lille Jyndevad, men det gjorde han bare ikke.
Posten til Lille Jyndevad blev uden videre indlagt i kroen i Store Jyndevad. Så blev den bragt til købmanden, som så medsendte posten enten med mælkevognen eller også med skolebørnene. På den måde var befolkningen i Lille Jyndevad udmærket tilfreds med postforsendelserne.
Kom posten ikke den ene dag, kom det nok den næste dag. Ja de synes endda, at det var synd for brevbæreren, at han skulle gå den lange vej til deres by. Et brev fra Rørkær til Lille Jyndevad kunne derfor godt være fem dage undervejs.
Men den meget hensyntagen til postbuddet fik en ende med forskrækkelse.
En ko var skyld i forandringerne
I Lille Jyndevad boede en familie, som ville rejse til Amerika. De havde i lang tid ventet på fribilletter fra deres familie derover. En dag kom et stort brev fra Amerika til familien i Lille Jyndevad.
Som sædvanlig gav Johan Høker brevet med en skoledreng. Det skulle jo nok være biletterne. Undervejs blev drengen tørstig. Han går over til en vandpost, som man flere steder har til køerne, for at slukke sin tørst. Men nu ser han til sin store skræk, at en ko, der stod i nærheden, havde slugt brevet. En forfærdelig historie.
Drengen var tavs, da han kom hjem. Men denne tavshed var lidt for påfaldende for hans familie. Så drengen måtte nu ud med det, der var sket. Dette rygtedes nu overalt ikke kun i byen, men i hele sognet. Ja til sidst blev sagen omtalt i Flensborg Avis.
Sagen blev nu meldt til postmesteren i Tinglev. Nu måtte Kresten Post i forhør. Da Overpostdirektionen i Kiel nu ville afskedige postbuddet greb selve Lille Jyndevad ind med bøn om at lade Naade gaa for Ret under den betingelse, at Kresten Post i fremtiden egenhændig skulle besørge posten til byen, og der skulle opsættes en postkasse i byen. Og sådan blev det.
Lille Jyndevad var nu rykket 50 år frem i tiden på en gang, takket være en ko.
Slutningen på historien var, at brevet ikke indeholdt billetterne, men en kvittering for, at rejsen var betalt. Biletterne blev så fremskaffet senere.
Man ville have telefon i Rørkær
Men tilbage til Rørkær. Her havde man endnu et ønske, og det var Telefonen.
I Tønder kunne man så let komme til læge, når man var syg. På den tid havde hoteller, købmænd og læger telefon. I Tønder var der dengang kun 30 telefonabonnenter. Tønder Posthus var meget interesseret i, at Rørkær fik en telefon. Det skulle så være den første på landet. Der kom sikkert snart flere til.
Snart gik man i gang med de mange telefonpæle den halve mils vej fra Tønder til Rørkær. Da de nærmede sig, valfartede Rørkærs befolkning til bakken for at se det stolte syn med de mange pæle til Tønder. Snart havde telefonmanden lagt ledningen til købmanden.
Man spillede for greven
Det var et stort øjeblik, da den første telefon – Nr. 34 – i Rørkær kunne åbne. Det blev fejret med musik og dans. Mange havde aldrig set en telefon. Det var nærmest en sensation. Telefonmanden prøvede først til centralen i Tønder. Så var det købmandens tur.
Nu vidste man, at greven på Shackenborg også havde en telefon, så man ringede til godsforvalteren, der stillede telefonen videre til greven. Nu spillede man så en dansk sang på et piano for greven. Denne takkede og udtalte, at musikken kom godt igennem.
Telefondamerne i Tønder dansede til musik fra Rørkær
Straks derefter ringede telefonen. Det var inde fra centralen i Tønder, hvor en af telefondamerne gerne ville have, at man spillede en vals, så ville alle pigerne danse. Derinde havde de nemlig en forstærker, så alle kunne lytte med. Det var nok første gang i Tønders historie, der blev danset til musik fra Rørkær.
Jo det blev en festlig indvielse for både Rørkær og Tønder.
Men ak og ve. Efter nogle års forløb blev postagenturet desværre for Rørkær forlagt til midten af sognet, nemlig Jejsing By.
Kilde: Se
Litteratur Tønder
Hvis du vil vide mere: Om Jejsing, Rørkær, Hostrup, Tinglev, Bylderup m.m.:
April 19, 2015
Da Politiet gik patrulje på Nørrebro
Det kneb med disciplinen i korpset. Betjentene måtte ikke gå på beværtning, men gjorde det alligevel og så sov de på deres vagt. Betjenten måtte heller ikke gifte sig. Om natten skulle han gå med lys, og der var penge til svovlstikkerne. Det blev påtalt, at man ikke havde hilst på de kongelige. Det var uhyggelige lange vagter. På Ydre Nørrebro var der i et par år, gendarmer. Dem havde forbryderne respekt for. Og hver torsdag gik de gamle fra ”Almindeligheden” på plyndringstogt. Og så var det ikke sjovt, at skulle bære ”Svenske Stina” ned ad trappen. Og så er der diskussion om politivolden var så hård, som beskrevet i Rabarberlandet. Men i kampen på Fælleden var politiet flittig i brugen af staven.
Det kneb med disciplinen
Det kneb i den grad med disciplinen inden for politiet, dengang i 1882, da Crone var politidirektør. Når politiet var på nattjeneste lagde de sig til at sove. En stald i Gartnergade var et yndet tilholdssted for natposterne.
En anden ældre kollega bad sin yngre kollega vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden betjent havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen klokken 6.30.
Man måtte ikke gå på beværtning
Det var strengt forbudt for betjenten at gå på beværtning, hvorimod det vel maa ham tilladt fra et saadant med hans Overbetjents Samtykke for Betaling at lade sig bringe nogle Forfriskninger, dog at dette skeer med saa kort Ophold som muligt.
Dette blev dog heller ikke overholdt på Nørrebro.
Politistationen på Fælledvej omfattede hele Nørrebro helt ud til byens grænse, der dengang gik ved Lygtekroen, ved Ladegårdsåen, omtrent ved den senere Hareskovbane.
Rantzau var den store chef
Stationen blev placeret i nummer 13, og stationslederen, politiassistent Rantzau boede i nummer 11. men lokalerne var meget dårlige, så i 1865 flyttede stationen til Fælledvej 18, hvor stationen lå til 1884.
Denne Rantzau var stationens første chef fra 1863 til 1891. Vi har tidligere her på siden beskrevet ham. Politistyrken bestod på et tidspunkt af en overbetjent, tre inspektionsbetjente og 28 politibetjente.
Det var oprindelig tanken, at alle stationer skulle oprettes som kaserne for ugifte politibetjente. Her skulle de så også bo. I 1864 boede der således på Station 6 en overbetjent og 12 betjente, der boede på stationen.
I 1874 blev politiet sagt op af ejeren af ejendommen, Fælledvej 18. Man måtte dog gerne blive boende, hvis man gik med til en lejeforhøjelse på 25 pct. Det gik kommunalbestyrelsen med til, men forlangte så til gengæld en opsigelsesfrist på fem år.
Hvad blev der krævet af en betjent?
Men hvad krævede det egentlig at blive politibetjent dengang?
Ja man skulle være mellem 22 og 40 år gammel. Man skulle ikke lide af nogen legemlig mangel, der gjorde én uskikket til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Man måtte heller ikke være straffet for nogen i den offentlige mening i vanærende handling:
Giftemål krævede tilladelse
Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev udtaget nogle af de dueligste som inspektionsbetjente. Politibetjente måtte helst ikke gifte sig. I dagsbefalingen stod der herom:
De stakkels politibetjente blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse. Man havde fri læge og medicin og frit ophold på et hospital. Men man blev trukket i løn, såfremt man boede på Fælledvejens Politistation. En almindelige betjent blev således trukket seks kroner i løn om måneden.
Der var penge til svovlstikker
Man skulle altid bære uniform og politiskilt. Hver mand fik udleveret en uniformsfrakke og en overkjole samt et halsbind og et par benklæder. Endvidere en hat, en hue, hætte og en regnkappe. Det påhvilede hver enkelt betjent, at vedligeholde sin uniform.
Hver mand fik udleveret en Kontrabog som skulle indeholde alle oplysninger om hans uniforms – og udrustningsgenstande. Ved forflyttelse til en anden station eller afdeling skulle bogen gennemgås og uniforms – og udrustningsdele efterses af en overordnet.
Den filthat som man fik udleveret, blev efter få år erstattet af en hjelm. Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, der meget ofte blev misbrugt til at prygle borgere med. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten også en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olie, væger og svovlstikker kunne det bevilliges 5 Skilling om måneden pr. lygte.
Uha, man glemte at hilse på de kongelige
Da opdagelsespolitiet kom som en nyskabelse, måtte den enkelte betjent ikke tilkendegive, at han kendte personen fra opdagelsespolitiet. Han skulle forblive hemmelig over for den brede befolkning.
Betjentene måtte ikke røre nogen, og de måtte ikke uden grund indlade sig i en samtale med borgerne. Og så måtte de heller ikke have hænderne i baglommen samt at patruljere sammen med en hund. Ak ja, i 1863 kunne politidirektøren så komme med en formaning:
Politidirektøren pålagde i den anledning samtlige foresatte strengt at vaage over, at saadanne forsømmelser blev paatalt.
Nu var det nok ikke dagligt, at kongehusets medlem tog en tur til Nørrebro.
Tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmere
I 1868 var det galt igen. Da blev betjentene gjort skyldige i, at de ikke anholdte tiggere, der på befærdede veje bad om almisser.
En stor del af tiden skulle betjentene også føre tilsyn med offentlige og løsagtige fruentimmer. Og så skulle man sandelig også påse, om tyre nu blev ført forsvarlig gennem gaderne. Det var ikke nok med en ring i næseborene.
Politivagter
I 1872 blev der åbnet en politivagt under Station 6 på Strandvejen 1 – Lille Vibenhus. Fra begyndelsen var her stationeret to betjente. De skulle holde vagt fra klokken 6 morgen til 23 om aftenen. Men der skulle altid være en betjent i huset. I 1885 gik vagten over til den nye Station 7.
Station 6 fik også en lille filial i form af en politivagt ved Stefansgade. Det var i Nørrebrogade 167.
Den nye station blev præsenteret
I 1881 blev tegningerne til den nye station på Fælledvej præsenteret. Og det blev den med følgende tekst:
Lokaliteterne på Fælledvej 22 blev taget i brug i oktober 1884.
Betjentene skubbede forbryderne over i Nordre Birk
Betjentene skulle sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Desuden skulle de tjekke, at lågene på latrinvognene var lukkede. Og så skulle de sørge for at skolebørnene ikke støjede, når skoledagen var forbi.
Men det var nu ikke altid lige let for betjentene at få styr på uromagerne. Så ofte havde man mistanke om, at betjentene forsøgte at genne de urolige elementer over på den anden side af åen til Nordre Birk, hvor der sjældent viste sig en betjent.
Respekt for gendarmerne
Til gengæld kunne uromagerne forvente, at møde en gendarm fra det nyoprettede gendarmkorps. Fra Nørrebros Runddel ud til bygrænsen patruljerede de. Og mens de talrige bøller i Allersgade og Gormsgade konstant var i krig med politiet havde de den dybeste respekt for gendarmerne.
Gendarmens instruktioner lød på, at når en person var anholdt, måtte man ikke røre den anholdte. Han skulle gå tre skridt foran. Hvis han forsøgte at løbe, måtte gendarmen ikke løbe efter ham. Han skulle råbe ham an. Hvis den anholdte ikke standsede, skulle han skyde på ham med sin karabin. Foruden karabinen var gendarmen bevæbnet med en omdrejningsrevolver med seks skarpe skud.
Men nu var gendarmerne lige som betjentene heller ingen engle dengang. Det var efter, at typograf Julius Rasmussen skød på konseilspræsident Estrup, at gendarmkorpset blev oprettet. I en kælder på Jagtvejen nær Odingade havde de deres samlingssted.
Gendarmerne patruljerede i tidsrummet 1891 – 94. De var to underofficer og 23 menige gendarmer.
Det kneb med renligheden
Det kneb med renligheden på vejene på Nørrebro og i København. En politimand beskriver, hvorledes fodgængere blev oversprøjtet med snavset vand, når de gik over den træbro, der var anlagt inden Dronning Louises Bro.
I broens træbelægning var der nedlagt sporvejsspor, fastholdt med kramper. Hvis der manglede kramper, trykkede sporvognen skinnerne ned i pløret, så pladderet stod ind over fortovet helt op til de gule murstensrækværker, der kantede broen.
Ellers var der de mange hestepærer, der bidrog til at gøre Nørrebros gader snavset. Man skulle så tro, at dette kunne få damerne til at anlægge fodfri kjoler. Men ak nej. Moden krævede lange kjoler.
De gamle gik på plyndringstogt
Jo de havde nok at se til, betjentene og gendarmerne. Når de gamle fra Almindeligheden havde udgangstilladelse hver torsdag tog de på organiserede plyndringstogter til byens forskellige større forretninger.
Det var en betjent, der blev kaldt for Hurtigløberen, der engang skulle bringe en kæmpe und på stationen. Kæmpen blev kaldt for Slagteren kunne til enhver tid have krøllet betjenten sammen. Men ved hjælp af kløgtighed fik betjenten ham dog lokket med på Fælledvejens Station. Betjenten drillede simpelthen slagteren med at sige, at denne ikke turde at følges med ham.
Hjelmen blev derude
En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, som var ved at drukne sig. Betjenten vadede ud efter ham, og fik ham med stort besvær halet i land og bragt ham tilbage til hospitalet igen. Der blev sørget godt for den bortkomne, men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjem i sit drivvåde tøj. Undervejs var det dog en underofficer, der fik ham op i sin lejlighed. Med et pas snapse fik han betjenten kvikket op. Ligeledes fik han lånt ham et par sivsko og et sort stiv hat som erstatning for hjelmen, der blev ude i søen. En kollega han traf undervejs var af den mening, at han havde en ordentlig brandert på. Men den våde betjent nåede dog hjem, og helt glemt blev han dog ikke, for han fik sin belønningsmedalje.
Ingen pardon
En af de værste gader dengang, var Rantzausgade. Her var det næsten altid værtshusuorden, overfald og slagsmål. Derfor var der oprettet en politivagt i Korsgade 60. Så skulle betjentene ikke slæbe de anholdte så lang, og så kunne de få hurtig hjælp.
Når de anholdte nægtede at gå med betjentene, blev de simpelthen slæbt af sted. Der var ingen pardon.
Svenske Stina var en våd fornøjelse
En sommeraften omkring år 1900 patruljerede to betjente i Rantzausgade, der dengang endnu hed Nordvestvej. De hørte noget larm fra en af sidegaderne. Det viste sig, at være en kvinde i et meget let kostume siddende i vindueskarmen med fødderne i tagrenden, der havde påkaldt opmærksomhed.
Hun råbte ned til de mange forsamlede mennesker på svensk. Den ældste af de betjente sagde beroligende til sin yngre kollega:
Døren til værelset var uaflåst, og ganske stille listede betjentene ind. De fik Stina ind i værelset trods en del protester. Men hvis damen ikke kom med på stationen ville hun sikkert kravle ud på taget igen.
De to betjente blev enige om, at den mest praktiske måde, at få hende ned på ad den smalle trappe, var at lade kvinden ride ranke på skulderen af den ene betjent. Med stort besvær fik de hende losset op på skulderen af ham. Han tog et solidt tag i hvert ben, og så gik det ned ad trappen.
Desværre havde damen været utæt og vendingen det løb ham koldt ned ad ryggen kunne ikke bruges ved denne lejlighed. Bedre passede det gamle mundheld, at når man havde fået Fanden på ryggen, må man bære ham. Betjenten kunne ikke komme af med hende før nede ved gadedøren, og da var han våd helt ned til strømperne
Masser af øl til betjentene
En ølhandler i Korsgade var så glade for politiet, at han hver nat stillede en – to kasser øl ud til betjentene, som havde nøgle til rummet. Men ham, der havde nøglen solgte ikke kun til sine egne kollegaer. Han solgte også til tørstige Nørrebro – borgere med fortjeneste. For han købte også øl hos ølhandleren og solgte dem med fed fortjeneste, når værtshusene havde lukket.
Masser af originaler hos politiet
Med tiden har der været mange originaler i politiet. En af disse var overbetjent på den nye Station 8 på Ydre Nørrebro. Han havde tidligere været betjent i politivagten ved Stefansgade. Han var ganske uden forståelse af, hvad man skylder en uniform. Han var ejer af en gedebuk, og den trak han hjem fra græsning til sin bopæl i Baldersgade, hvor han tog den i nakken og bar den op i sin lejlighed – iført uniform med hjelm og det hele.
En dag havde han fået lov til at sikre sig brændsel for vinteren fra nogle vejtræer, der skulle fældes. Stadig iført uniform krøb han op i træerne og savede grene af.
Når man skulle transportere fuldrigger fra Fælledparken til detentionen var det praktisk, at man bare kunne tage en af de græssende heste og vælte fuldriggen op på.
Politivold i Rabarberlandet
Som vi tidligere har beskrevet, så var beboerne i særlig Rabarberkvarteret ikke begejstret for politiet. Mange episoder er omtalt i syndikalisten, Christian Christensens to fortræffelige bøger.
Arbejderen Eriksen havde protesteret over politiets overgreb mod nogle koner, der solgte fisk og blomster i rendestenen. To betjente overfaldt i den anledning Eriksen og brækkede hans arme om på ryggen og tvang ham hen i politivagten i Korsgade. Her blev han gennemtævet. Tre uger efter kom en betjent med en tilsigelse, men Eriksen protesterede og ville ikke møde til afsoning.
Allerede 2 døgn efter kom en kolonne med fem store betjente til ejendommen. Alle var straks parate til at hjælpe Eriksen. En ung mand forsøgte at stoppe politiet. Men betjentene trampede ham i ansigtet, så han til sidst lignede en stor blodklump. Han døde senere på Kommunehospitalet.
Nu gik hele Rabarberkvarteret til angreb mod politiet. De var bevæbnet med jernrør og alt muligt. Konerne smed fyldte pispotter i hovedet på betjentene. Der måtte tilkaldes ambulancer til betjentene. Men nu mødte der 12 nye betjente op. Men da de så, at hele kvarteret var i oprør vendte de om.
En læge var blevet tilkaldt til Eriksen. Men den næste morgen var den endnu ikke ankommet. Ubemærket var et par betjente i stedet for at afhente ham. De tog ham i nakken og stak ned ad trapperne med den halvdøde Eriksen. Betjentene smed ham ned i bunden af en drosche, hvorefter kusken piskede på hestene. De løb alt, hvad de kunne.
Handlingen i bøgerne er blevet efterprøvet. Måske er handlingen m.h.t. vold lidt overdrevet. I den ene bog står det eksempelvis at Eriksen to dage efter, døde af kraniebrud. Men i arkiverne har man fundet frem til, at han døde et år efter af tuberkulose på Øresundshospitalet.
Men så man politiets ageren under Slaget på Fælleden så var der masser af politivold. Disse episoder kan du læse om i en tidligere artikel her på siden.
Station 7 blev mindre
Station 7 fik i 1885 hovedstation i Rosenvængets Allé. Dette betød, at station 6’s virkeområde blev mindre. Grænsen mellem 6. og 7. kreds blev linjen Lyngbyvej, Nørre Allé, Tagensvej, Fredensgade.
Ja vi kunne også fortælle om politiets gøremål i forbindelse med Ladegården og Lersøen. Men her må vi igen henvise til andre artikler.
Da Brønshøj i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune blev der oprettet en ny 8. kreds.
I 1924 blev Station 6 udvidet med det område op til Frederiksberg, hvor før Ladegården har ligget.
Kilde: Se
Ja sådan kunne vi blive ved med historier fra politiets verden på Nørrebro, men egentlig har vi allerede fortalt en del. Her en lille oversigt over historierne:
Hvis du vil læse mere: Om Politi på Nørrebro – Se her:
April 12, 2015
Sorgen ramte Aabenraa – 9. april 1940
Den 9. april blev ekstra tragisk for en familie i Aabenraa, ja for hele byen. En 14 – årig dreng fra byen blev syd for byen dødelig ramt af en vildfaren kugle på 100 meters afstand. Episoden er vist i den meget roste film, 9. april. Her bliver drengen, Reinhold Fabian udråbt som mælkedreng. Men han var spejder og statsskoleelev. Og han var bange for at gøre sit nye tøj beskidt. Dette forhold blev skæbnesvangert.
Journalisten tvivlede
Historisk Samfund for Sønderjylland havde henvist en journalist til undertegnede vedrørende en mælkedreng, der blev skudt syd for Aabenraa den 9. april. I første omgang kunne jeg ikke huske, at jeg havde omtalt denne mælkedreng. Men da jeg kiggede efter havde jeg nævnt episoden i to tidligere artikler.
Da jeg ikke umiddelbar kunne nævne navnet på vedkommende eller de nærmere omstændigheder, fortalte journalisten, at han tvivlede på at episoden har fundet sted. Men jeg kunne så fortælle at episoden har været omtalt i flere bøger.
I en Facebook – gruppe blev det nævnt, at den første civilist, der blev dræbt, var i Haderslev. Og i den ellers meget roste film, 9. april ser man også en mælkedreng ved en tankstation blive dræbt.
Hændelsen var ikke filmisk fiktion
Det forhold, at det skulle være en mælkedreng er en filmisk fiktion, men det er hændelsen nu ikke. Men indrømmet, episoden har i eftertiden ikke været særlig meget omtalt. Der var en artikel dengang i Hejmdal og efterfølgende har episoden været omtalt i en svensk avis.
Vi har været i forbindelse med et fjernt familiemedlem til den dræbte, for at få sandheden.
Tag hjem knægte
I Ramsherred 53 i det gamle pakhus skal Reinhold Fabian i skole. Men noget mere spændene foregik syd for Aabenraa. Hans kammerat vil have ham med derud. På et flyverblad havde tyskerne allerede anmeldt deres komme.
Reinholds familie solgte møbler i det gamle pakhus, som for længst er revet ned. Reinhold Fabian ville nemlig se, når tyskerne kom. På vej blev de dog advaret af en lokal købmand:
Nysgerrige havde taget opstilling
To Nimbus motorcykler havde taget opstilling for at tage imod tyskerne. For de to knægte var det spændende.
Nogle få danske tropper havde været i kamp ved Lundsbjerg og var trukket nord på. Dengang var vejforløbet en anden. Men det var cirka i Tøndervejens udmunding i Flensborgvej at træfningen fandt sted.
En del nysgerrige havde taget opstilling. De var sikkert ikke klar over i hvilken fare de befandt sig i. Den heftige skudduel varede ikke længe, inden danskerne igen brød op og trak sig længere nord på.
Det nye tøj skulle ikke gøres beskidt
Reinhold Fabian var imellem tiden dukket op, og mens den ene holdt sig nogenlunde dækket under et stendige, ville Fabian ikke gøre sit nyt tøj, som han lige havde fået beskidt, så han havde ikke lagt sig i dække lige som sin kammerat. Det blev skæbnesvangert.
Måske – død på stedet
Åbenbart har han på et tidspunkt stået med ryggen til, for han var blevet ramt i skulderbladet og projektilet var fortsat ud gennem næsen. Antagelig har han været død på stedet.
På 100 meters afstand var han blevet offer for et vildfaren skud, skudt af en intetanende tysk soldat.
Fra bygningerne på Kystvejen havde man fulgt optrinet og omgående ringet efter en ambulance. Reinhold blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet. Den tragiske begivenhed bredte sig hurtig ud over Aabenraa. Og familien Fabian mødte dyb medfølelse.
Begravet på hendes 15 – års fødselsdag
Lørdag efter – på sin 15 – årige fødselsdag blev Reinhold begravet. Overalt i Aabenraa vajede Dannebrog på halv stang. Følget samlede sig ved Sygehusets Kapel, hvor der blev holdt en lille andagt.
Fra kapellet bevægede sørgetoget sig gennem hovedgaden ud til kirkegårdskapellet. Foran rustvognen bar kammerater fra Statsskolen skolens fane, spejderkammeraterne fulgte med Sct. Georg Gildets og Aabenraa Spejderkolonnes faner.
I følget sås bl.a. amtmandinde Refslund Thomsen, politimester Agersted og rektor Mogensen sammen med lærerpersonale og elever fra Statsskolen.
Pastorens velmenende ord
I kirkegårdskapellet talte Pastor Juhler ud fra Paulis Ord til Korinterne:
Blandt andet udtalte Pastor Juhler:
Kranse fra Politimestre
Med salmen En lille Stund i Rosenlund blev båren ført til graven, og efter at pastor Juhler havde forrettet jordpåkastelsen, sænkedes de tre faner over graven.
Til slut bragte Lektor Rossent som formand i Sct. Georgsgildet, på kammeraternes vegne en sidste hilsen til Reinhold Fabian og på familiens vegne takkede han for deltagelsen og den venlighed, der var udvist familien. Der var mange smukke kranse til båren blandt andet fra politimestrene i Aabenraa og Sønderborg Amt og fra Statsskolen.
www.dengang.dk har ca. 138 artikler fra Besættelsestiden
April 12, 2015
Fanny Enge (2015)
Af Jørgen Witte
Dette er den nyeste historiske artikel om Fanny Enge. Ja det er et foredrag, som Jørgen Witte holdt på Museum Sønderjylland i Aabenraa i marts 2015. Jørgen har siden offentliggørelse af den forrige artikel om samme emne gjort nye historiske opdagelser. Vi skal også lige gøre opmærksom på de historiske henvisninger, der følger i slutningen af artiklen. Her henviser vi også til både de historiske artikler samt myterne om Jomfru Fanny fra Aabenraa, som du også kan finde her på www.dengang.dk
I 1881 den 27. marts døde den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge, i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården ved Forstalle (1)
Når hun er kendt i dag i en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun skulle være en uægte prinsesse – datter, datter af prins Christian Frederik, den senere Christian den Ottende, dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen, Anden Verdenskrig, Aabenraas fremtidige udvikling med mere.
Som myte omtales hun altid som Jomfru Fanny, uden efternavnet Enge der viser tilbage til den mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefader. I denne artikel drejer det sig derimod om den historiske person Fanny Enge, ikke myten, som så mange har skrevet om.
Forhistorien
Fanny Enges historie begynder langt herfra, ca. 330 km mod øst, i nærheden af Rostock, i det tyske hertugdømme Mecklenburg. Derovre syd for Lolland og Østersøen lå Sanitz sogn, Ribnitz amt, godset Vietow med en smuk hovedbygning.
En dansk – slesvigsk adelig, kammerjunker Frederik karl Ferdinand von Qualen (1769 – 1846) købte i 1800 godset Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for hans lidt ældre bror havde solgt familiegodset Vindeby og Marienthal ved Eckernförde i 1798.
Von Qualen havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte 1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775 – 1841), med kaldenavnet Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelige danske guvernør i Trankebar.
Mange nulevende danskere har set hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet var i mange år gengivet på femhundredekronesedlen. (2) Godsejerparret lavede nogle få år deres familieliv på godset Vietow og fik bl.a. den 9. maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt i kirken i Sanitz (3)
Fanny von Qualen havde i nogle år en kammerjomfru Christine Heise ansat, der kom fra Mecklenburg – egnen, og som hun satte pris på. I maj 1803 repræsenterede Christine Heise sin adelige frue i kirken. På fruens vegne stod hun fadder for en lille pige, datter af en husmand på godset. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt have en adelig fadder.
På godset Vietow var der også ansat en jæger og skovridder, Johann Heinrich Friedrich Enger, gift med Dorothea. De havde næsten samtidig med husmanden i marts 1803, fået en søn. (4) Kammerjomfru Christine Heise udpegede netop Johan Heinrich Enger som den, der havde besvangret hende og som var far Fanny Enge. Det var hor, Ehebruch, og meget alvorligt. Det må være foregået i december 1804, hvorefter han er forsvundet fra godset. I 1805 er han nemlig ikke længere opført på godsets skattelister.
Økonomisk gik det ikke så godt for godsejerparret. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne ikke magte godset og samme år flygtede han med sin familie for kreditorerne. De næste par år blev berammet fem salgsterminer, men først i 1813, 8 år senere endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion til en overforstmester Friedrich Georg von Sperling.
Hvorhen kunne familien von Qualen flygte? Det var naturligt for dem, at tage til købstaden Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med lidt over 2.800 indbyggere. Der boede hans svigerinde, Maria Barbara, kaldt Manon, (1770 – 1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764 – 1845) på Brundlund Slot.
De tro kvinder havde et særligt nært forhold til hinanden, som det fremgår af, at de var blevet gift på samme dag, og Manon havde opkaldt sin førstefødte, en pige for Fanny Sophie, efter søsteren.
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4 personer) ind i et hus i 3. kvarter, dvs. nær ved slottet og her blev de boende de næste tre år. Familien havde ikke længere nogen kammerjomfru ansat (5).
Von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han prøvede i februar 1806 igen at blive ansat i prinsesse Charlotte Frederikkes (1784 – 1840) hofstat. Af hendes forlovede, prins Christian Frederik (1786 – 1848) fik han at vide, at det ikke kunne lade sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig se i Mecklenburg, hvorfra han jo var flygtet (6)
Den 2. marts 1808 blev familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september 1808 blev amtmand Blücher forfremmet til overpræsident i byen Altona og i maj samme år havde hans svoger von Qualen heldigvis fået ansættelse som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde (7). Så familierne von Blücher og von Qualen forlod begge Aabenraa i 1808.
Franziska Carolina Elisa Enges fødsel
I 1805 havde også den ugifte 25 årige Christine Heise sammen med sit herskab forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen, men sådan kom det ikke til at gå, for hun tilbragte resten af sit liv i Aabenraa. Den 31. august 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund Slot. (8)
Gaden var vokset sammen med købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den medvirkende jordemoder var den 52 årige Maria Christina Elvers (1753 – 1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn. Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen (9).
Ifølge jordemoderen var Christine Heise blevet besvangret af skovrider Friedrich Enger i amtet Riebnitz i Mecklenburg. Præsten ved Nikolaj kirke i Aabenraa, pastor Nielsen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genovera v. Qualen og hendes mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa Heise, der vel har været Christine Heises søster (10).
Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene, men det var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen. Pigen blev opkaldt efter sine fornemme faddere og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, som en dåbsmønt, sølvske, hue, barnekjole eller lignende. I Fanny Enges efterladenskaber fandt man et lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny under en såkaldt rangkrone med ni knopper eller perler. (11). Det kunne man opfatte som en dåbsgave og for myten om Fanny Enges fine afstamning har lommetørklædet haft stor betydning.
Rangkroner brugtes dengang til monogrammer på adeliges våbenskjolde o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis perler og blade for danske grever.
Familien von Qualen var ikke grevelig, og overpræsident Blücher blev først i 1818 ophøjet i den danske lensgrevestand. Dengang var Fanny Enge 13 år, så det kan ikke være en dåbsgave fra ham. Selv om Blüchers datter hed Fanny, stammer lommetørklædet nok ikke derfra. Det er nemlig en tysk grevekrone, der bærer 9 knopper, og ikke en dansk. Om den dygtige syerske Fanny Enge har trøstet sig ved at sy lommetørklædet, får vi nok aldrig at vide.
Nogle dage efter dåben i Skt. Nikolaj kirke blev præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden under hvis juristdiktion Slotsgade hørte.
Han undskyldte sig med, at han ikke havde haft den rigtige forordning af 177 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv fra amtmand Blüchers tid fandtes mange sager fra sognene om fødsler uden for ægteskab, og der skulle betales for det.
For fødslen uden for ægteskab blev Christine Heise idømt at betale en bøde på 35 mark til amtets kasse. Men hun slap for at betale, fordi besvangringen var sket i udlandet, og fordi den unævnte barnefader ikke boede i området, og fordi hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. (12) Muligvis har amtmandens forståelse for Christine Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.
I dag ser man anderledes på kvinder, der har født et barn uden for ægteskab. Dengang blev de stigmatiserede og straffedes med bøde eller fængsel, og efter fødselen blev den ugifte moder ikke positivt modtaget i kirken af præsten, sådan som det skete med den gifte kvinde. Var den ene part gift, var sagen endnu alvorligere, for så drejede det sig ikke kun om lejermål, men også om hor, der straffedes strengt.
Næsten alle ugifte mødre hørte til det laveste sociale niveau. (13). Det har været særdeles hårdt for Christine Heise, der aldrig blev gift, men som resten af sit liv boede sammen med Fanny, det synlige resultat af sit syndefald. Formentlig har hun hadet sit afkom og behandlet Franziska hårdt. Så ukærligt og hårdt, at barnet ikke troede på, at Christine Heise kunne være hendes virkelige mor, selv om hun var det officielt (14)
Fanny Enges opvækst
I myten om Jomfru Fanny nævnes blandt andet, at hun undervistes på Brundlund Slot sammen med amtmand Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798 – og dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel.
Kammerjunker von Qualen boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Det var to drenge, Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804, og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en datter, Hilleborg. Drengene kan næppe heller have været undervist sammen med den tre – årige Fanny Enge. (15)
I sin opvækst fik Fanny Enge givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne, men de fleste lister over elever mangler i dag. To år efter hendes fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende skoler (latinskole, skrive – og regneskole) blev slået sammen til en fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne i de slesvigske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne indtrådte ved det fyldte 6. år. (16)
Fanny Enge talte sandsynligvis højtysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg. De var dermed et særsyn, næsten alle i Aabenraa talte sønderjysk, men en lille gruppe tilflyttere (omkring 50 – 60 personer uden hustruer og børn) talte højtysk (17) Det var byens intelligens (embedsmænd, gejstlige, lærere, advokater osv.)
At Fanny Enge faktisk kunne læse og skrive dansk og tysk fremgår af hendes breve fra slutningen af hendes liv. De viser et godt kendskab til tysk, og måske en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk – dansk. (18)
I hendes første kendte ”drømmesyn” fra ca. 1849 nævnes en tysk røver – roman Rinaldo, som hun må have læst, måske på tysk. (19)
Der var i tiden en stor børnedødelighed på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge. (20)
Fanny Enges voksenliv
Palmsøndag 1822, den 31. marts blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og drenge konfirmeret i Nikolai Kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab af Christine Heise fra Mecklenburg og Förster, dersteds Friedrich Enger (21)
Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs. 1825) havde nogle penge i overskud.
Det var dengang skik, at jævne ugifte kvinder fra borgerstanden fastholdt deres fornavn og tiltaltes med høflighedsbetegnelsen Jomfru eller Mamsel. Til daglig var barnet Franziska Enger sikkert kaldt ved sit kælenavn Fanny og derfor blev det til Jomfru Fanny. For gifte kvinder var det betegnelsen Mutter eller Madam. Ved de officielle opgørelser var det derimod det korrekte navn.
Når slut r’et i efternavnet Enger faldt bort, skyldtes det den særlige aabenraaske udtale, så det blev Enge (22)
Fanny Enge kom allerede i 1820erne i arbejde som vaskekone og syerske, samme beskæftigelse som hendes mor. I 1829 arbejdede Fanny således for den agtede købmand Peter Conelius Hansen (1773 – 1848) der havde opgaven at udstyre det nye rådhus med gardiner. Han leverede bomuldsstoffet og hans fuldmægtig Nielsen lod syv kvinder udføre syningen. Fanny Enge blev aflønnet for syning af 12 kapper, dvs. de stykker gardin eller portière, der hang hen over vindue eller dør (23)
Også senere var det hendes beskæftigelse. Ved folketællingerne 1840 og i 1845 oplyste den ugifte Fanny Enge og hendes mor til den kommunale myndighed, at de arbejde som syersker og vaskekoner. Også efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny Enge vaskede for andre (24)
Ved hendes død fandt man forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber, som nu befinder sig på museet. En gennemgang har vist, at nogle stykker må være købt, bl.a. maskinfremstillede Tønder – kniplinger og et sjal med indiske dråbe – mønster. Men hun kan selv have produceret noget tøj, hvor der er anvendt fransk broderi, som var moderne 1750 – 1840. Samlingen omfatter også en konfirmationskjole af sort fløjl. (25). Muligvis har hun også tjent penge på at udleje tøj.
Nogle har undret sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange penge hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med hendes mor. De havde sikkert få penge, men de hørte ikke til de uformuende, hvis fattigdom var alment bekendt. Disse kendte fattige skulle nemlig ikke betale såkaldt kopskat (26).
Kopskatten hvilede ellers med et fast beløb på alle mænd og kvinder over 12 år. I Kopskatregistret for 1835 er registreret, at Fanny Enge og hendes mor kvartalsvis betalte 25 skilling i skat for de to personer. Det var adskillige andre små husstande, som deres, f.eks. to personer hvoraf de ene var enke, og som betalte det samme som dem (27)
Det er ingen tvivl om, at enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datidens samfund. Fra Haderslev ved vi, at eksistensminimum for en hel familie i 1810 var ca. 50 rdl. (Svarende til 150 mark cour). Men i Haderslev var 1/3 af de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente. (28)
I Aabenraa har Fanny Enge og hendes mor åbenbart også hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen var de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og faldt samfundet til last.
Af sparekassens hovedbog fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk og andre med små midler. Den 20 – årige Fanny Enge satte i 1825 50 mark (16 rdl. Cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838 indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år, hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl. Cour) (29)
Hvorfra pengene kom, kan man ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem og udlejede tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare – og Lånekassen, er for små og uregelmæssige til, at man kan forestille sig, at de stammede fra en kongelig understøttelse.
De boede længe til leje i Aabenraa 1. kvarter, mest i Storegade, der også dengang var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier. Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige og enlige kvinder (30)
I 1835 boede de i huset i 1. kvarter nr. 44, der er revet ned, men lå hvor Rådhusgade i dag støder op til Storegade. Ti år senere i 1845 boede Fanny Enge og hendes mor til leje i et eller to værelser i den nuværende adresse Storegade 35, dvs. lige efter Storetorv.
Husejeren var 49 – årige hjulmager Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3 – 21 år. Hos dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom, formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en hustand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regensburg og hans 44 årige kone. (31)
Fanny Enge som husbesidder
Men faktum var altså, at Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler, ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til 5 % med sikkerhed i deres huse, hhv. i byens kvarter 3 nr. 65 (Persillegade 3 b) og i kvarter 4 nr. 38. Det kunne Josias Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes hans indbo på offentlig auktion.
Fanny Enge var ikke blandt køberne af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i Persillegade.
Da hun først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838, tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed. Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens protokoller og registre, herunder købstadens skyld – og panteprotokol. Det skete først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at optage lån med pant i huset. (32)
Det var et lille beboelseshus fra 1700 – tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse, senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen først vurderet til 320 Rbdlr. men faldt i de senere år en smule i værdi. (33)
Fanny Enge må i første omgang være blevet boende i Storegade og har lejet huset ud i næste knap tyve år, hvorved hun har fået leje – indtægt. Det må have været meget trangt i huset, for ved folketællingen 1845 boede der en sadelmager, den 34 årige Hans Chr. Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer, Hans Jørgen Herse med kone og to børn – hele 10 personer (34)
Efterhånden havde Fanny Enge således samlet en del penge sammen. Det gav hende i 1847 mulighed for at udlåne et større beløb til den 29 – årige barber Peter Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger i købstaden. (35).
Hun lånte ham hele 1.000 mark til køb af et jordstykke Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart indløst i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854 1.000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke. Disse penge lånte han til 3 ½ p.a. og lånet løb til 1871 (36)
Som husbesidder i 1834 fik Fanny Ege en bedre social status sammen med det almindelige borgerskab i Aabenraa, for med erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr. 13 d i Sct. Nicolai kirke (37)
Dens placering var formentlig til venstre, i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin plads betalte hun årligt 3 mark 3 skilling til kirkekassen, og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr. 13 blev benyttet af rebslager Claus Garben med kone Maria Dorothea født Fischer fra Ramsherred 41, og ejeren af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius (38). Disse familier må hun have hilst på, når hun kom til gudstjeneste.
Fanny Enges første drømmesyn og helstatsopfattelsen
Aabenraa var en ganske lille købstad, samlet omkring bybakken, og med enkelte udløbere derfra. Der var betydelig klasseskel, bl.a. med en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læger o.l.) og en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere kongetro slesvigere, overbeviste om den danske helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som var blevet grebet af den tysk – nationale og liberale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene mellem kongeriget og hertugdømmerne.
I Aabenraa kom der i 1838 en dansk modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838 – 1848 til en hadefuld konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig – den 1. Slesvigske Krig (1848 – 50). Det startede med det slesvig – holstenske oprør i Kiel og Rendsborg, der hurtigt bredte sig til Aabenraa, og i de følgende måneder kom der skiftevis danske tropper og preussiske militære til byen og der blev affyret kanonskud. Magten over byen skiftede også mellem de to sider (39)
Politisk holdt Fanny Enge sig til den gamle konservative helstatsopfattelse, og det var som sådan, at hun også senere ønskede, at den skulle bestå. Krigshandlingerne i landsdelen var voldsomme, og hun fik stærke natlige drømme præget af, hvad hun selv havde oplevet eller læst i avisen. Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn blev trykt i Fyens Avis 1849 og kom som skillingstryk, og fik en vid udbredelse i danske kredse.
Drømmen var præget af de gamle røver – romaner, hun havde læst som ung, i sin beskrivelse af de slet disciplinerede turnere og friskarefolk fra Tyskland, der kom til Aabenraa vandrende med deres lange skæg og flagrende hår. De faktiske militære forhold, der indgik i hendes drøm, var slaget ved Bov 9. april 1848, det danske nederlag ved Slesvig 23. april, våbenstilstanden i Malmø i august, og i april 1849 genoptagelsen af krigen, hvor danskerne led mange tab.
Derefter kom hendes fremtidsdrøm et hedt ønske om en stor russisk militær indgriben i konflikten. Russerne var livagtigt beskrevet med små vilde heste og karle med mørke ansigter og korte næser. Så slog forløsningens time med et stort tre dages slag mellem Aabenraa og Haderslev.
Tyskerne blev slået og flygtede hjem til Tyskland, og den danske konge kunne i spidsen for sin hær uden at møde modstand drage helt til Hamborg. Det behøver ikke nogen kommentar, at Fanny Enges drøm om russisk militær og kongens fremstød til Hamborg aldrig havde nogen forhold til virkeligheden.
Udgiveren af drømmesynet påstod, at Fanny skulle have haft det allerede i 1837. Men synet omtalte Slesvig – Holstenske soldater i Aabenraas gader, der sang Schleswig – Holstein Meerumschlungen. Sangen blev først digtet syv år senere, i 1844. Udgiverens erklærede formål var at bruge fortællingen til trøst for befolkningen i kongeriget Danmark
om dets redning og frelse. Hans klart dansk – nationalpolitiske opfattelse synes at have været en anden end Fanny Enges helstatsopfattelse. (40)
Menigmand her fra Arilds tid anstrengt sig for at tyde drømme. Man så drømmeindholdet som en helhed, og man så en parallel mellem drømmen og en ydre begivenhed, som ville komme i fremtiden, jf. Josefs tydning af Faraos drøm om de syv fede og de syv magre køer.
Drømmetydere kunne altså bruge drømmen til at forudsige fremtiden. Fanny Enges drømmesyn er blevet opfattet som spådomme, der altid kunne fortolkes så de holdt troen på danskhedens sejr oppe i de svære tider, især før 1920.
I 1900 kom psykoanalysens fader, Sigmund Freud (1856 – 1939) en banebrydende fremstilling af den psykiske proces, der forvandler de oprindelige drømmetanker til den færdige, sammenhængende drøm. Drømme betragtes i dag som en nødvendig ventil, hvorigennem det konfliktfyldte, psykiske materiale kan afledes. I den proces anvender drømme bl.a. såkaldte dagsrester, dvs. tidligere oplevelser, nydramatiseringer osv.
Fanny Enges dagdrømme må være blevet sat i gang af dagsrester som de krigeriske begivenheder i Aabenraa. Man kan måske opfatte det som voldsomme traumatiske hændelser, der præsenteres for hende i stadig gentagende drømme, som ligner en nøjagtig genindspilning af den traumatiske begivenhed. (41)
Krigene var en voldsom udfordring af Fanny Enges gamle dansk – tyske samfundsforståelse, og derfor synes hendes drømmesyn netop at være blevet udløst ved krigene i 1848 – 1851 og senere krigssituationer 1864 og 1870.
Hendes kristentro og moderens død
Når de drejede sig om kristentroen, foretrak Fanny Enge at høre om den på tysk. Det fremgår af, at hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som hhv. dansk og tysk compastor.
Der blev indsat en 28 – årig dansk præst Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige vækkelser. Ham brød Frederik Fischer sig ikke om. Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den 49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev compastor for den tyske del af menigheden (42)
Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og i begyndelsen af 1860erne i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed, som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som regel hvert andet år, når året var begyndt (43)
Formentlig omkring 1850 flytter Fanny Enge og hendes mor ind i huset i Persillegade. Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over, at boet efter Christine Heise af hendes datter som eneste arving blev angivet ikke at være særlig værd, – nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske nogen (trods oplysninger om Fanny Enges økonomiske midler), for dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½ % af formuen.
De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest – ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke der har været en beskeden formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke skulle betale en afgift (44)
Nye drømmesyn
Hun fortsatte sit stille liv i købstaden, men levede meget med i de voldsomme krigeriske begivenheder, der prægede landsdelen med krigen 1864 mellem Danmark og de tyske magter Preussen og Østrig.
Hun havde dagligt besøg af dansksindede, der følte sig styrkede ved at høre hende tale om en dansk sejr til allersidst. Efter tabet af Dybbøl i april og de tyske troppers fremrykning i Jylland så det ellers meget sort ud for Danmark. I midten af august 1854 havde hun besøg af Kaptajn Hansen, der umiddelbart efter genfortalte hendes ord til fru Anna Cornett. Om fremtiden havde hun sagt;
– For de Danske skulle Håbet reent være ude, og Tyskerne skulde faa Landet og være saa trygge derpaa, som om det aldrig skulde fra dem mere, men saa vilde det ogsaa værre forbi, og ingen vilde hjælpe, men alle vilde de have. Der vil komme Franskmænd og Russere, inden Krigen faar Ende, og der vil blive leveret et slag nord – vest for Aabenraa, og dermed skal Krigen være endt. Da skal de Danske sejre, og ingen kan naa fly. Vi skal komme til at høre Kanonerne i Byen, og der vil komme en stor Forvirring i Fjenden (45)
Der kom ingen hjælp fra Frankrig eller Rusland, og der stod heller ikke noget afsluttende slag nordvest for Aabenraa, som den danske hær vandt. Hun troede også, at det ville ske i hendes levetid. Den danske stat mistede tværtimod Hertugdømmerne, og hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk administration i dtedet for den danske, og alt blev anderledes. Den gamle danske helstat var væk, men hun håbede fortsat, at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede, at det ville være omkring 1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet. Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om sine oplevelser frem til 1871, da han flyttede til København.
Ifølge ham havde Fanny Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870, og som er en tidsmæssig forskydning af hendes 1864 – spådom.
Apotekeren gengav spådommen således:
– I seks år skal Slesvig være under fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd, som vi aldrig før har set, at stort slag vil blive leveret i og omkring Aabenraa. Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter have erobret byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig, Danmark vil få sine gamle grænser og mere til osv.” (46)
Fanny Enges alderdom
Hvordan Fanny Enge var som person, får man et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til en nær ven i udlandet. Brevene er på dansk og skrevet af Fanny Enge i tiden 1876 – 80, altså kort før hun døde.
Der er 1 – 2 breve om året. Hun er på De’ s med ham som alle de andre. De er skrevet til ingeniør J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Hun havde været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært hende at kende.
Formentlig var det ham, der via et familiemedlem ydede hende et stort beløb på 100 mark i 1877, da hun var meget i trang. Pengene havde hun stående i den nystiftede Den Nordslesvigske Folkebank (1872), som Friedrich Callesen, en svoger til sejlmager Cornett, var forretningsfører for (47)
Fanny Enge havde åbenbart ikke mange rede penge. Enkelte gange inviteres hun med til middag hos den nævnte Friedrich Callsen, dvs. i de bevidst danske kredse. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.
Brevene til Majbøll viser os en lidt menneskesky og pirrelig, 70 år gammel kone. Blade holder hun ikke, og ud fra hendes alder er det ikke overraskende, at hun i det hele taget ikke følger meget med i livet i byen, i aktiviteter inden for det danske borgerskab som smørrebrødsballer og dilettantforestillinger.
Hun er irriteret over, at kommunen har taget hendes forhave til udvidelse af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
I maj 1877 er hun syg i ni uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil netop koste 100 daler), og man tror og hun selv tror, at hun skal dø. Hun har ingen appetit og i syv uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og pebermyntekager, men hun var også blevet mager, at hun intet kød havde på kroppen.
I januar 1878 havde hun i ca. 10 dage have haft ondt i hovedet, så hun ikke kunne spise. Hun var glad for Maybølls gaver, men isolerede sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv over for denne mand, hvis økonomiske hjælp hun er meget taknemmelig for, kunne hun være lidt ironisk.
Nabokonen, madam Graversen kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af sengen, og hun betaler hende med sine sager, snart det andet, så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler), men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død, skal hun melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele (48).
Udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrde versioner frem til 1919 (52
Sådan kom det til at gå. Den 60 årige Bertha Catharina Graversen anmeldte til personregisterføreren (dvs. borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75 – årige ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 17. marts 1881 kl. 13.30.
Madam Graversen var gift med en daglejer, tidligere skibstømrer Peter Graversen i nabohuset Persillegade nr. 9. Hun er ansvarlig for, at der i det officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor den afdøde var født den 31. august 1805 (49). Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse om Fanny Enge.
I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874, og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering fortsatte, da de kirkelige myndigheder skulle begrave de døde. I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. marts 1881. Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her (dvs. Aabenraa), så det var han ikke i tvivl om.
Men han skrev til gengæld, at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge angiveligt var Christine Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz (50). Præsten henviste i en tilføjelse til kirkebogen ved moderens dødsindførelse 28 år tidligere, vor der ikke var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen at antyde tvivl om ægteheden af faderskabet. Det synes at vise, at der var en mytedannelse i gang.
Fanny Enges ejendele (indboet) blev den 23. maj 1881 af Gerichtsvollzieher (Kongens Foged) F.W. Gosch sat til salg på auktion hos gæstgiver Krause. Det drejede sig ifølge annoncen om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, smukt linnedtøj, bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder m.m. samt enkelte guld – og sølvsager. (51)
Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et er Das Vater Unser i syv vers, som hun har dateret. Apenrade den 1. juli 1879, altså i den sidste levetid. Hun har sikkert afskrevet det af, fordi det har betydet noget særligt for hende. Teksten stammer oprindelig fra en tysk folkelig andagtsbog Lieder zur öffentlichen und häuslichen Andacht, udkommet i Prag i 1783, men kom i let ændrede versioner frem til 1919 (52)
Sidste vers lyder:
– Wer mit starker Zuversicht
Glaubensvoll in Gottes Namen
Diese sieben Bitten spricht
Kann mit Freuden sagen Amen
Amen ja es wird geschehn
Was wir von Gott erflehn (53)
Den lille kerne til myten voksede ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen et digt af Schiller, Da Mädchen von der Ferne, hvor det hed man vidste ikke hvorfra hun kom.
I et par korte nekrologer i Flensborg Avis og Dybbøl – Posten kaldes hun en ejendommelig eller mærkelig personlighed også mht. sin fortid og det nævnes, at mange mente, at hun havde evnen til at spå (54). På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet og der blev sat en sten over hende (55).
Mytedannelsen
Kvinderne i nogle af byens dansksindede familier med centrum i Maria Cornett (Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen) fortsatte med at snakke om den sky, tilbageholdende og mærkelige, gamle kvinde. Kontakten til hende bevidnes bl.a. af Maria Cornetts breve og en lykønskning fra Fanny Enge til hendes 65 års fødselsdag den 18. oktober 1880. Hun døde først i 1911, 96 år gammel (56)
I 1908, 27 år efter Fannys død, skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl (1838 – 1918) om hende i H.P. Hanssens blad, Hejmdal med opfordring ti læserne om at sende ham yderligere oplysninger. Han var kommet til Aabenraa og var meget nationalt engageret.
Den nationale baggrund gjorde utvivlsomt, at han interesserede sig for Jomfru Fannys spådomme og eventyrlige herkomst (57). Som bekendt skulle hun ifølge myten være datter af den senere Christian den Ottende og hans første gemalinde prinsesse Charlotte Frederikke.
Tråden fra de dansksindede kredse fortsatte Marie Thomsen i 1919 med nye artikler i Hejmdal, som hun udgav i en lille bog Jomfru Fanny. Den kom i flere oplag i 1930erne og under besættelsen.
Derefter udgav forfatteren Helene Rud, født Meier (født 1887), et barnebarn af fru Junggreen, i 1945 en bog med samme indhold.
Forfatteren Johannes Ravn – Jonsen (1881 – 1946) brugte stoffet til en fantasifuld roman med en opdigtet dagbog om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger, hefter m.m., der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys herkomst, og hendes spådomme (58).
Grundlaget for artiklerne og bøgerne om hende er traditionen og troen på, at Jomfru Fanny må være datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser umuligheden af dette (59)
I kredsen af de fremtrædende dansksindede mænd i Aabenraa var der dog én, der forholdt sig meget skeptisk over den påståede royale afstamning. Det var den kendte amtslæge Mads Michelsen (1887 – 1958), der var meget historisk interesseret. I 1950erne skrev han et par redegørelser om Jomfru Fanny, men de blev tilsyneladende ikke offentliggjort.
Som mediciner kommenterede han bl.a. syrligt – kritisk mytedannelserne om barnets ankomst til Aabenraa. Jordemoderen havde sikkert konstateret, at Christine Heise som den påståede moder formåede at amme barnet. Og det var der næppe nogen ansvarlig person, der turde sende et nyfødt barn til Aabenraa i august måned på en 2 – 300 km lang rejse ad Oksevejen i karet og på flaskemælk (60)
Offentligt kom en kritisk holdning først frem i 1964 med redaktør Morten Kamphøveners: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Men hans undersøgelse har ikke anfægtet dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener, at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde deres Jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Med i denne artikel har jeg prøvet konstruktivt at tage fat på det, man med sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.
– En stor tak til Jørgen Witte for at vi måtte bringe hans foredrag som han holdt på Museum Sønderjylland i Aabenraa i 2015.
Noter til Artiklen:
1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid(2004) s. 84f.
2 L. Bobé: Slægten von Qualen. I Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk1(1916) s. 81 – 108, artiklen omtaler ikke ejerskabet af Vietow (s. 101). Ellen Poulsen: Jens Juel (1991) .1 s. 181, 226, bd.2 s. 396, 521.
3 Kaldenavnet Fanny fremgård af von Qualens ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 1841 (Håndskrift i Kgl. Bibliotek) Bd. 8 s. 263.
4 Morten Kampenhøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning s. 224, 230f, Danmarks Adels Aarbog 1925 s 490 og 492
5 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr. 126b Af – og Tilgangslister til Kopskatsregistre. Tilgangsliste for oktober 1805.
6. Kong Christian den Syvendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg, ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 258, 578.
7 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd. 2 s. 448f. Palle Rosenkranz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier af Stiftsamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660 – 1835 (1936) s. 43, Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808 2/3, J.C.W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer m.fl. 1648 – 11814 (Håndskrift i Kgl. Bibl. Bd. 8 s. 263.
8. Morten Kampenhövener: Jomfry Fanny i kritisk belysning (1964) s. 222 – 226.
9. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde 1826 16/10, Morten Kapenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side 225
10. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1805 31/8
11. Lommetørklædet afbildet på omslaget af ”Jomfru Fannys kongerige (1982)
12. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 225, 231, se LAA Aabenraa og Løgumkloster amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805 – 10 Civil-, forst -, jagt- og vejbødesager.
13. Hans H. Worsøe: Slægtshistorie (2005) s. 192, Hans Worsøe: Falden kvinde eller enlig mor? – de ugifte mødre og deres sociale placering ca. 1700 – 1960 (Personalhistorisk Tidsskrift 1993) s. 124 – 128. Hans Worsøe: Nogle betragtninger om børn født uden for ægteskab (Personalhistorisk Tidsskrift 1979) s. 254.
14. Selv i den mytedannende kreds af familier kom elementer af denne sandhed frem. Amtslæge M. Michelsen har noteret ”En kort Beretning om Fanny Enge og hendes Moder”. Fannys Moder kaldtes i Aabenraa sædvanligvis Fru Enge (Mad. Cornett). Fammy har fortalt, at hendes Moder var fra en stor Gaard i Nærheden af Rostock, at hun imod hendes Forældres Vilje var rejst til Plön med en Comtesse Blücher. Man fortæller, at en høj Officer engang har været i Aabenraa for at hente Fanny, men Moderen ville paa ingen Maade lade hende rejse. Siden efter bebrejdede Fanny Moderen ved enhver Lejlighed, at hun ikke ville lade hende rejse og Moderen svarede altid: ”Hvad tror du, at de ville med dig? Maitresse kunne du være bleven, ellers ingenting. Fanny var overbevist om, at Fru Enge ikke var hendes Moder. Hun havde aldrig været kærlig mod Fanny med Undtagelse af en ene Gang, da den fremmede Officer vilde hente hende bort fra Aabenraa. (Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk 666, Katalog nr. 156)
15. Danmarks Adels Aarbog 1942 d. 15f: Danmarks Adels Aarbog 1925 s. 490, at Fanny Enge skulle have haft skolegang med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.
16. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 148ff
17. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800 – 1850 (1961) s. 14ff
18. LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse u.å, LAA Privatarkiver J. Maybøl Breve 1876 – 80
19. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228: Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskernes Sejr over Tyskerne Udg. I København af C.T. Hansen. Skriftet anfører Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet henvises til vilde skarer fra Tyskland, der ligner røverkaptajnen Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson foren romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1799 og oversat til dansk 1800 – 01. Den kom i mange oplag.
20. LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr 3, LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster amter, Vaccinationsprotokol 1812 – 36 og for Aabenraa by 1812 – 36. Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822.
21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede piger 1822 nr. 3
22 Jomfru Fannys navn i tale og skrift.
23. Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830 – 1980 (1980) s. 18
24. LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr. 2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2 side 745. Christine Heise oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr.9.2 side 452
25 Aabenraa Museum Æske BK Sag 38, opgave af Ingrid Wehlitz (1981) s. 6, 9f, 16
26 Helge Nielsen og Victor Thalbitzer: Skatter og skatteforvaltning i ældre tid (1948/1976) s.98f
27. LAA Aabenraa ældre Byarkiv Nr. 125c Kopskatregistre. Mannzahlsliste 1835 og afregninger for 1835 og 1836.
28. Henrik Fangel: Haderslev Bys historie (1975) Bd. 1 s. 104f og 229.
29. G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers historie (1970) s. 27 – 32. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f, LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare – og Laanekasse Hovedbog B 1819 – 37 fol 18. Morten Kampenhövener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f
30. Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa – enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad 1850 – 1920 (1978) s. 30f
31. LAA Fortælling 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745
32. LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1765 – 1855 Fol. 703 – Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged. Byfogedprotokol 1833 – 34 s. 123b.
33. LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller 1815, 1825, 1835, 1845, 1855 – 65, Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835, 1845, 1853 – 55, 1865.
34. LAA Folketælling Aabenraa købstad 3. kvarter nr. 65 (side 791)
35. Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå 1686 – 1867 (1974) Bd. 1 s. 162
36. LAA Retsbetjentarkivarer Aabenraa byfoged. Skyld – og panteprotokol 1756 – 1855 fol. 703, se også Uwe Thomsen: Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993)
37. LAA Aabenraa præstearkiv 1567 – 1880 Stolestadsregister. Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummet 1825 til 1849.
38. LAA Aabenraa Præstearkiv. 1567 – 1880 Stolestadsregistre. Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.
39. Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s. 185 – 199.
40. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 228f. http://de.wikipedia.org/wiki/Schleswig-Holstein_meerumschlungen
41. http://www.netpsych.dk/misc/Print.aspx?id=92 (Palle Hoffmann), Ole Vedfelt: Drømmenes dimensioner (5.udg.2007) s 22, 24f, 398f.
42. Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke gennem 750 år. Red. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff.
43 LAA Aabenraa præstearkiv 1851 – 1897. Konfitentregister for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863
44. LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad. Protokol over anmeldte dødsfald 1851 – 1862.
45. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964) s 156.
46. Frode Gribsvad: Aabenraa 1864 – 1871. I Festskrift til H.P. Hanssen (1932) s. 294f
47. Kampenhøvener1964 s. 227, Rigsarkivet Aabenraa, Privatarkivar Friedrich Callsen 1830 – 78. Erik Skifter Andersen: Erhvervsvirksomheder i Aabenraa 1847 – 1997 (1997) Bd. 2 s. 287.
48. LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876 – 80, trykt i Ti Breve fra Jomfru Fanny (1959) Ved Georg Buchreitz. Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959
49 LAA Aabenraa personregister Døde 1881 nr. 31, Skifter Andersen. Registrant over ejendomme i Aabenraa 1700 – 1920 (2012) s. 49, Morten Kampenhøvener s. 200
50. LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde 1881 n. 34 den 27. marts 1881
51. Jomfru Fanny – og hendes tid (2004) s. 84f, overskuddet af auktionen må være delt mellem stat og kommune efter byens skrå § 29
52. LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læs: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html
53 Privatarkiver Franziska Carolina Elise Enger d. 1881. Div. År, http://www.volksliederarchiv.de/text4780.html
54 Flensborg Avis 1881, 5. april Dybbøl – Posten 1881 xx/3
55. Aabenraa Kirkegård – gravsten og mindesmærker (1985) s. 34
56. LAA Privatarkiv. Enger, Franziska Carolina Elise, d. 1881: ”Min jertligste Løkynskning med Sundhed og Tilfredshed med Deres Familie Fanny”. Holger Jacobsen: Maria Cornetts breve (Sønderjyske Årbøger 1964).
57 Sønderjyske historikere efter 1864 (1976) s. 39f
58. Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning (1964) s. 218ff.
59. Kong Christian den ottendes Dagbøger og Optegnelser (1943) Udg. Ved Axel Lindvald 1. Bind 1799 – 1814 side 244f. Heri også prinsens agne moralske overvejelser. Kamphøvener 1964 s. 226 opsummerer grundene til, at prins Christian Frederik og prinsesse Charlotte Frederikke kan have haft noget med faderskabet at gøre.
60 LAA RA05512 Privatarkiv Mads Michelsen: Notater, koncepter og manuskripter. Læg: Jomfru Fannys navn i tale og skrift, Aabenraa Købstad 1200 – 1898. BA 02: Den Michelsenske Samling pk. 666, Katalog nr. 156.
Hvis du vil læse mere om den historiske og mytedannende Jomfru Fanny, Se her:
– Fanny Enge
– Jomfru Fanny 6. Kapitel
– Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed
– Jomfru Fanny fra Aabenraa
Hvis du vil læse mere om De Slesvigske Krige: Se her:
– www.dengang.dk indeholder mindst 22 artikler fra De Slesvigske krige, se liste under Kategori af samme navn
Hvis du vil læse mere: Om Kongens Hvide Hest:
– Her på redaktionen har vi modtaget cirka 10 forskellige forslag til, hvad kongens ”hvide” hest var smurt ind i.
– Kongens Hvide Hest
– Mere om Kongens Hvide Hest
– Pigen fra Højer.
April 6, 2015
F:\Aabenraas oprindelse\Redigeret Foredrag om Aabenraa i 1200 tallet.(ny 5).docx
Jørgen Witte:
Aabenraa vokser frem i 1200 tallet
Foredrag på Rigsarkivet Aabenraa 22. januar 2015
Disposition:
Opneraas skrå
Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Byfredens udstrækning
Opneraa havn
Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Landsbyen Opner og købstadens jorder
Fædriften i Jørgensgårdskov
Den første kirke i Opneraa
Kirkebyggeriet på bakken
Købstadens konsolidering – afslutning
1. Opneraas skrå
Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.
Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.
Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.
Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.
2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.
Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.
Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.
Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.
Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.
3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.
Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.
Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.
Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.
Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.
Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.
Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.
Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.
Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.
Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.
Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..
Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.
4. Opneraa havn
Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.
Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.
I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.
Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.
Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.
Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.
Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.
5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.
Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.
Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.
Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.
På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.
Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.
Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.
Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.
Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.
6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.
Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).
7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)
Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.
Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.
8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.
Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.
Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.
Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.
9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.
Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.
Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.
Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.
10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.
Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.
Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.
11. Købstadens konsolidering – afslutning
Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.
Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.
Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.
Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,
Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.
1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.
Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.
På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa
April 6, 2015
Er det historieforfalskning på Fælledvej?
Angiveligt skulle der være en svensk kirkegård med 3.000 faldne svenskere under husene på Fælledvej/Nørrebrogade. Man har fundet 2 skeletter. De skulle stamme fra stormen mod København den 11. februar 1659. Vi skal her høre om, hvordan en mindeplade kom op på Fælledvej 4. Det var også her, man fandt en 20 meter Storm P – frise. Dette er dog ikke en historisk udredning, men historien om to kreative mennesker, der var uddannet i reklamebranchen. Det er også historien om Lyn Mildé og Benny Nielsen.
Til minde om Københavns belejring
På Fælledvej 4 på Nørrebro kan man se en mindeplade på husmuren:
– Til minde om Københavns belejring
Under denne ejendom hviler resterne af de svenske soldater, der blev dræbt under stormen på Nørre Vold den 11. februar 1659.
Kan det nu have sin rigtighed? Ja vi skriver det faktisk selv i artiklen Svenskerne på Nørrebro.
Nej, denne artikel er ikke en tør bevisførelse på, at dette ikke kan have sin rigtighed. Men en beskrivelse fra en person, der kendte forhistorien for, at denne mindeplade kom op at hænge. Ja vi skal høre mange andre barokke historier fra Nørrebro.
Brug for reklame på en fødselsdag
Egentlig var det to tosser, der fandt på denne historie. Ja det er den ene tosse, som vi har historien fra, nemlig Benny Nielsen fra Hvidovre. Ja tosse, det kalder han sig selv. Hvem var den anden? Jo det var Lyn Mildé.
Og det var, da Lyn fyldte 60 år, at de to opfandt historien om Fælledvej 4. Den skulle være bygget over en stor svensk krigskirkegård. I 1659 skulle der være faldet op ved 3.000 svenskere, der var døde ved stormen mod København.
Det var her på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade, at den største svenske kirkegård uden for Sverige skulle have ligget. Dengang i 1659 var det bar mark. Men var det nu også det? Godt nok havde man brændt forstæderne af, fordi svenskerne var på vej.
Var det en uopklaret mordsag?
Det er også rigtigt, at den tidligere ejer, af ejendommen skriftsstøber Harry Løhr havde fortalt Lyn Mildé, at han havde fundet et par skeletter, da han skulle grave ud til en udvidelse.
Først troede man, at det var ofrene fra en uopklaret mordsag. Men åbenbart viste det sig, at være flere hundrede år gamle lig. Måske stammer de to skelletter fra svenskere. Men det er dog langt op til en begravelsesplads for 3.000.
Man henviser så det historiske optegnelser. Og alle sluger historien. Medier og historikere, ja alle. Men hvor er beviserne?
En forkert nationalmelodi
Den svenske ambassadør var inviteret til at afsløre mindetavlen. Det skete tilfældigvis på Lyns 60 års fødselsdag. Hele Fælledvej var skam pyntet, og Tuborg kom med hestevogn og bajere. Et skotsk sækkepibeorkester spillede. Ved afsløringen var der indhentet et par musikanter, der skulle spille den svenske nationalmelodi.
Uheldigvis havde musikanterne, mens de ventede på ambassadøren benyttet lejligheden til, at kigge lidt for dybt i glassene. For da det højtidelige øjeblik oprandt, var det den norske nationalmelodi, der kunne høres.
Benny måtte flygte ind i et lokale, sådan hylede han af grin.
Storm P frise – en sensation
Og det var ikke kun den begivenhed, der tiltrak opmærksomheden den dag på Fælledvej. Med sans for opmærksomhed og en fortid i reklamebranchen kunne de to tosser også præsentere nogle færdigrestaurerede Storm P friser frem. Denne restaurering havde stået på i et halvt år. Fundet af frisen betød, at ejendommen blev fredet i klasse A. Det var såmænd Fredningsstyrelsen, der havde ansvaret for dette arbejde.
Køb dog en madras
Ligesom Spies var Lyn Mildé meget selvpromoverende. Når først han havde fået en ide, kunne man være sikker på, at pressen blev underrettet. Da han fandt Storm P – frisen kom der store artikler i landets aviser, lige som der både kom radio og tv på sagen. Og hurtigt fik han overtalt Storm P – museet til at henvise deres gæster til Fælledvej som filial af museet. Ja så kunne de jo så samtidig købe en Dunlopillo madras med hjem.
Etablissementet Patricia
Det var heldigt, at Mildé genfandt disse Storm P friser. I krostuen til etablissementet Patricia havde Robert Storm Petersen i 1922 malet en 24 meter lang frise over alle fire vægge. Han var venner med værten.
I dette etablissement opførte man i sin tid kabaretten Gyngehesten. I baghuset var der både cafe og beværtning, mens sidehusets førstesal rummede spise – og dansesal. I 25 år eksisterede dette etablissement.
Det var Storm P’ s yndlingsfigur Peter Wimmelskaft og de kvaler han måtte gennemgå sammen med spiritussen. Rusen blev sovet ud på en halvmåne, og det er sikkert sket efter at han har jagtet hvide høns. Storm P fandt sine modeller blandt beboerne ude på Fælleden. Det var dem, der tidligere havde boet ude på Lersøen. Dette folkefærd fortsatte traditionerne omkring Blågårds Plads og ude i Nordvest under betegnelsen, Prinserne.
Man har fundet ud af, at frisen er udført i juli 1922.
Mildé fik Fredningsstyrelsen til at betale
Tidligere havde der ligget et skriftstøberi på adressen og blysprøjt havde gjort stor skade på frisen. Her lå virksomheden Det Danske Skriftstøberi.
Mildé fik Fredningsstyrelsen til at bekoste en total restaurering af frisen. De ville ellers ikke i begyndelsen. Man ville have Mildé selv til at bekoste renoveringen. Men han svarede, at så ville han male det hele over. Så fik piben en anden lyd.
Det var meget nærliggende, at indrette lokalet som præsentationslokale. Og dem, som interesserede sig for kunst blev inviteret i de private gemakker, for at studere Milde’ s omfangsrige kunstsamling.
Selvfølgelig fik Mildé indsamlet en komplet samling af Storm P platter.
Storm P var særdeles flittig. Han har vel produceret 50 – 60.000 tegninger. Disse barokke tegnserier omfattede vagabonder og samfundets minoriteter. Det var menneskekærlige men også spidende tegninger.
Men vores to tosser havde en herlig dag den 31.oktober1980. De havde antagelig narret en hel verden med deres historie om Den Svenske Kirkegård.
Hvordan havnede de på Fælledvej 4
Men nu er det vel på tide at præsentere vores to tosser. Hvordan havnede de på Fælledvej 4?
Benny var i 60’erne repræsentant og senere reklamechef hos Møller og Landschultz. Det lå der, hvor Københavns Hovedbibliotek nu har til huse – lige over for Synagogen i Krystalgade.
En underdirektør ved navn Mildé
Senere gik turen til Christian Bruhn, nu hedder det bare Bruhn. Her blev Benny kontaktet af en underdirektør fra Harlang & Toksvig (senere Ogilvy & Mather) ved navn Lyn Mildé. Denne var lige så fuld af skøre ideer som Benny. Så disse to blev godt makkerpar, der klingede godt sammen. De begyndte også at komme sammen privat, sammen med konerne. Mildé’ s kone var annoncechef hos Harlang & Toksvig. Mildé blev efterhånden kendt som Rubrikkongen.
Mange interesser
Mildé havde mange jern i ilden ved siden af sit reklamearbejde. Således arrangerede han de første Stockcarløb herhjemme. Også bådudstillinger arrangerede han.
I sin fritid drev han også en trykkerivirksomhed, der efterhånden havde 30 medarbejdere. Det lå der, hvor Nørrebro Bryghus nu har lokaler. Men dette afstod han, da han gik i gang med salg af madrasser m.m.
Han var også stærkt engageret i Squash.
Mildè’ s helt store interesse ved siden af alt det andet, var kunsten. Hans kobberstiksamling, der efter sigende bestod af mere end 70.000 blade, var kendt over det meste af verden. Det var Europas største samling i privateje.
Væggene i hans store lejlighed var nærmest tapetseret med malerier. Det var en kæmpe samling, der næsten bestod af samtlige kendte danske og internationale malere. På væggen fandtes Rembrandt, Tizian, Degas, Goya, Eckersberg, Willumsen og mange flere.
Han havde også en kolossal samling af frimærker, tinsager, gamle piber og exlibris. I reolerne stod en mængde kunstbøger fra 1700 – tallet samt en lang række førsteudgaver. Og på et bord kunne man se en meget smuk udgave af Martin Luthers billedbibel. Og for at det ikke er løgn, så rummede lejligheden ca. 60 gamle stand – og vægure, der tikkede og bimlede.
Dunlopillo Madrasser
En aften hjemme hos Benny spurgte han så, hvad denne skulle lave dagen efter. Benny svarede, at han skulle bygge på sit sommerhus. Jamen, så skulle Mildé da også have sådan et. Dagen efter stillede han og konen så hos ham ude i sommerhusområdet. Benny og Mildé kørte så rundt i området og fandt et hus, der faldt i hans smag. Han betalte en god overpris til ejeren, og kunne snart rykke ind.
Benny var i mellemtiden blevet headhuntet til Hvidovre Avis, hvor han var ansat de næste 7 – 8 år. Og Mildé var nu også blevet ansat hos Dunlop. Dette arbejde passede han ved siden af arbejdet hos Harlang.
Mildé opdagede produktet Dunlopillo Madrasser, som på det tidspunkt ikke var repræsenteret i Danmark. Han rejste så til England og charmerede sig til agenturet for hele Skandinavien.
Dunlop Danmark havde så travlt med deres dæk og sportsartikler herhjemme, at man ikke mente sig i stand til også at tage Dunlopillo på programmet. Det syntes Mildè var dumt.
To ejendomme på Fælledvej
Sammen med konen solgte Mildé nu puder og madrasser i stor stil, samtidig med at de begge to, stadig var ansat hos Harlang & Toksvig. Men efterhånden løb omsætningen op i flere millioner. Så i 1980 spurgte han så Benny om han havde lyst til at være med i eventyret. Han ville så opsige sin kontrakt med Harlang & Toksvig. Samtidig købte han ejendommene, Fælledvej 21 og Fælledvej 4.
Det første lager bestod af nogle containere i Frihavnen. Produktionen foregik i en gammel bagerbutik i Ryesgade. Ofte foregik arbejdet om aftenen. Mildé og hans kone læssede sin bil med madraskerner, og sammen skar de kerner op, og lagde dem i betræk, hvorefter de ofte sent om aftenen kørte madrasser ud til forretninger, som de havde fået overtalt til at have en mand klar til en sen modtagelse.
Weekender blev brugt til salgsture rundt i landet, ligesom Mildé lavede salgsarbejde for Dunlopillo. Det gjorde han samtidig med, at han nogle hverdage tog landet rundt til benzintanke og bilværksteder med reklamematerialer for dæk.
De kunne ikke få nok
Omsætningen røg i vejret i hele Skandinavien Danmark var på et tidspunkt det land i verden, der solgte mest Dunlopillo.
Men de to tossede kunne ikke få nok. Så de startede også et reklamebureau, Mildé Reklame. Firmaet fik store kunder, som bl.a. Dunlop og Elektrolux. Desværre blev arbejdet for voldsomt for Mildé.
Ved et tidligt morgenmøde hos Elektrolux i 1980 blev han ramt af en kraftig hjerneblødning. Han blev i bevidstløs tilstand kørt til Gentofte Amtssygehus. Siden blev han overført til Rigshospitalet. Men her afgik han ved døden uden at være kommet til bevidsthed.
Magtkamp blev afværget
Kort før Milde’s var virksomheden blevet omdannet til en fond. Det var et meget stort held, ellers var det blevet splittet i stumper og stykker.
Milde’ s tidligere familie, ekskone, to voksne børn samt svogre var ude efter at tage magten i firmaet, og skubbe Margrethe Mildé ud på sidelinjen. De prøvede at få ophævet fondsdannelsen. Men de måtte nøjes med at få tvangsarven.
Nu overtog fru Mildé direktørposten med Benny som medhjælp. Benny klarede alt salgs – og reklamearbejdet. Men klog af skade lukkede han Mildé Reklame og koncentrerede sig om Dunlopillo´s egne reklamer.
Fru Mildé trak sig tilbage engang i 90erne, hvor Benny så blev direktør. Der fortsatte han til sidst i 90erne, hvor ham som 60 – årig gik på pension.
Ja egentlig var der andre, der forsøgte at tage magten i firmaet. Benny fik på et tidspunkt tilbudt direktørposten, men takkede nej, Han fik så til opgave af Dunlopillo England, at finde en afløser. Og det blev så Henrik Renmers og Den 7. Himmel.
Ja og så kom Peter Schmeichel også ind i billedet. Og man fortsatte fra domicillet på Roskildevej i Albertslund.
Søn af Ekstra Bladets første kvindelige journalist
Lyn Mildé er født i 1920, som søn af den navnkundige Erna Mildé, Ekstra Bladets første kvindelige journalist og en engelsk forretningsmand. Barndommen blev tilbragt i en velstående familie og passet af en Nanny.
Han var student fra Gl. Hellerup Gymnasium. Han uddannede sig inden for reklamebranchen, hvor han med årene blev en særdeles velkendt skikkelse. Som ung blev han gift ind i en meget velstillet familie. Svigerfar var i begyndelsen med til at finansiere nogle af Mildé´ s mange aktiviteter.
En besynderlig personlighed
Denne Lyn Mildé var en besynderlig sammensat personlighed. Han var indbegrebet af betegnelsen en original. En type, der lige som Simon Spies desværre ikke findes ret mange af i vores strømlinede tid. Han kunne være utroligt charmerende over for nogle. Men han kunne optræde forbandet dårligt over for andre, som han ikke kunne lide.
Han var en af de bedste sælger, som Benny nogensinde har mødt. Ja, han kunne sikkert sælge Sand i Sahara. Han kunne være temmelig hård i forretningsanliggender. Han kunne også finde på at medbringe en bamse eller en tøjdukke til forretningsmøder og forlange en stol til dem. Og bamsen var da også med som krammedyr, når han var sammen med Benny på forretningsrejser.
Jordens største rodehoved
Han var fuld af nye ideer og visioner for fremtiden. Men når dette skulle nedfældes, måtte Benny tage over. Han fokuserede på så mange ting på en gang. Han var jordens største rodehoved. Hans konferencebord var overdænget med papirer i op i en halv meters højde. Hans skrivebord frembrød kun en meget lille friplads. Alligevel kunne han i løbet af få minutter dukke ned i en bestemt sag.
Når han som reklamemand skulle præsentere en kampagne for et firma, var det færdige produkt ofte krøllet og oversprøjtet med kaffepletter. Han havde måske siddet på mappen på vej ud til kunden. Men han tabte alligevel kun meget få ordrer.
Vennernes ven – Fjendernes fjende
Han var sine venners ven, men også sine fjenders fjender. Lige så kold og afvisende, han kunne være over for mennesker, han ikke kunne lide, lige så varm og blød var han over for folk, han havde taget til sit hjerte.
Han hadede, at skulle have penge op af lommen. Men han elskede at give gaver. Igennem flere år kom han næsten hver sommersøndag tidligt om morgenen til Bennys have. Han var bevæbnet med en stor kasse isvafler, som han uddelte til områdets mange børn. Han medbragte også morgenbrød og en flaske til Benny og hans familie.
Beskidte klude og manglende knapper
Mildé havde en stor garderobe. Han kunne virke meget stilig, ifald han havde fundet det rigtige sæt tøj frem. Men ofte tog han bare de nærmeste klude frem. Ofte kunne han finde på, at dukke op til forretningsmøder i beskidte klude, med manglende knapper og i sandaler. Og neglene var ikke altid lige velskurede.
Sælger muslimske slagtere flæsk?
Jo, Benny kan godt huske den tid på Fælledvej. Således overtog muslimer en forretning efter en dansk slagter. I flere år grinede han og Mildé over at butikken over, at facadeskiltene stadig hævdede, at man kunne købe kød og flæsk i butikken.
Et stykke længere nede på Fælledvej lå en port, hvor man kunne komme ind i flere gårdmiljøer. Her holdt den svenske skrædder til i første gård. Det var samlingssted for mange sjove mennesker, bl.a. Svend Aage Hasselstrøm (Edderkoppen).
En tur på Bananrepublikken
Mildé kunne ikke have, at man ikke have, at man ikke passede sit job hele tiden. Hvis han så nogen i gang med at spise deres madpakke, hoppede han og dansede for at få vedkommende til at arbejde i stedet for at spise. Dette førte til, at Benny henlagde sin frokost til den daværende Bananrepublik på Nørrebrogade.
Her var den senere skuespillerinde Anette Støvlebæk barchef. Hendes mand, Lars Mikkelsen kom her også ofte.
Benny sad altid ved samme bord over for baren med sin avis.
Engang grinede stampublikum. De pegede på et mesingskilt som de havde sat op, Benny’s Plads. Det var på samme tidspunkt, da Brask Thomsen ville købe Nørrebrogade. Han tilbød et anseeligt beløb for Nørrebrogade, med Benny fik sin plads gratis.
Liv og glade dage på Fælledvej
Lige ved siden af Fælledvej 4 lå Odeon Teatret. Men inden da var det Florasalen. Odeon åbnede i 1925 som stumfilmbiograf.
Den havde 662 siddepladser. I 1940 havde ejeren, Tage Nørgård planer om, at udvide teatret til 1.600 siddepladser.
Hvis dette var blevet praktiseret havde vi nok ikke fået historien om Den Svenske Kirkegård eller opdaget Storm P – friserne.
Biografen brændte som bekendt i 1958, selv om brandstationen lå lige i nabolaget. Kommunen overtog ejendommen, og havde planer om en undergrundsstation på stedet. Det blev dog aldrig til noget.
Jo, Fælledvej var et livligt kvarter. I nummer 8 lå Tingvalla. Det kom senere til at hedde Bolero. I folkemunde Bol – i – ro. Det var et særdeles livligt værtshus med letlevende damer.
I nummer 10 lå Kaffebaren, der blev sprunget i luften den 21. marts 1944. Det var Schalburgkorpset. Det gik også ud over nr. 8.
En politistation
Her på Fælledvej lå også politistationen. Det var festlig, når de tykke panserbasser kom slæbende med fuldrikkere, enten vaklende eller hældt på en hestevogn. Som regel var der en ordentlig flok hylende unger bag ved.
Jo, det har sandelig været festligt på Fælledvej engang, med eller uden Svensk Kirkegård.
Tak til Benny Nielsen og til Facebook-gruppen Nørrebro Før & Nu. I denne gruppe kan du også se dette indlæg med fotos. Her afventer vi med at lægge fotos ind.
Hvis du vil vide mere: Se her på www.dengang.dk
– Fælledvejens Politistation
– Skyd efter benene
– Det Lystige liv på Nørrebro
– Forlystelser på Nørrebro – dengang
– Spiritusprøve på Fælledvejens Politistation
– Omkring Skt. Hans Plads
April 5, 2015
Dansk Cementfabrik med tvangsarbejdere
Cementfabrikken brugte mindst 200 tvangsarbejdere bestående af jøder og sigøjnere.I Port Kunda er det rejst et museum til ære for Theodor Jensen. Fabrikken var ejet af F.L. Smidth. De blev ikke dømt for værnemageri grundet dette. Ca. 20 danske firmaer menes at have brugt slave arbejdere og kun to har vedkendt sig dette. Danske Entreprenører mener ikke, at tiden er inde til at grave i dette forhold. Trafikminister Gunnar Larsen havde et dobbelt forhold til at holde sig gode venner med ledende tyske nazi – folk, men også han blev frikendt under retsopgøret. Man kan undre sig over prioriteringen i retsopgøret. Dansk Industri håbede på en tysk sejr, så kunne de få alle deres besiddelser igen. Inden krigen var der fra dansk side investeret kraftigt i Rusland. Nu var det chance for, at få besiddelserne igen.
To KZ – lejre ved fabrikken
Der var to koncentrationslejre i Kunda. Det var en lille by på Estlands nordkyst. Den ene var en Tvangsarbejderanstalt for jøder. Den eksisterede fra 1941 til september 1943. Den anden beskrives som KZ – Lager (udekommando for KZ Vaivara). Den eksisterede fra 15. september 1943 til august 1944.
Beboerne i begge lejre var den jødiske befolkning. Begge lejre var såkaldte tvangsarbejderlejre. Lejrene var organiseret under SS. Den første var ledet af den baltisk – hviderussiske rigskommisars øverste SS – kommandant. Den anden var ledet af SS Wirtschafts und Verwaltungshauptamt.
Både mænd og kvinder var indsat. De arbejdede i cementfabrikken og i kulværket. Ingen steder står anført, at cementfabrikken var dansk.
Cement var et godt bindemiddel
Cement var et uovertruffen byggeteknisk bindemiddel. Det hærder ved vand. Man blander kalk og ler i et bestemt forhold, brænder og tørrer det ved høje temperaturer og knuser det til pulver under tilsætningen af en række forskellige mineraler, alt efter hvilken egenskab i cementen, man ønsker at forstærke.
Pludselig havde Danmark et råstof, kridt (kalk), som man kunne bruge. Teglværkerne havde ikke længere monopol på udnyttelsen af undergrunden, når der skulle tænkes i penge.
Et selskab fra 1882
I Danmark var det F.L. Smidth som drog nytte af denne mulighed. Selskabet blev stiftet i 1882 af Frederik Læssøe Smidth. Firmaet startede under navnet Teknisk Bureau. I begyndelsen var det med projekteringer af kornmøller og teglværker. I 1887 tog firmaet navneforandring til det nuværende navn.
Nye folk var kommet i ledelsen, og det var et dynamisk trekløver:
– Smidth var ”teknikeren”
– Larsen havde ”forretningstalentet”
– Foss var ”den visionære leder og organisator”.
Cementfremstilling
Man begyndte nu at interessere sig for cementfremstilling. Og første etape var anlæggelse af Limhamm – værket i 1887 – 1888. Man oprettede internationale kontorer. Og i 1898 grundlagde man sin egen maskinfabrik i Valby.
I 1909 oprettede man en maskinfabrik i Lübeck og i Narva i den estiske del af Rusland begyndte man i 1913 opførelsen af en maskinfabrik.
I 1889 – 90 havde man startet Aalborg Portland – Cement – Fabrik. Ved indgangen til 1890erne kontrollerede Fl. Smidth & Co syv teglværker, tre cementfabrikker og et kalkværk. Ved hjælp af prisdumping lykkedes det snart at udkonkurrere de udenlandske rivaler.
Snart begyndte man at opkøbe konkurrenter rundt om i Verden. Med en tysk cementproduktion begyndte man snart at udfordre tre tyske cementsyndikater. Krigen blev ført i fjendens lejr.
Omfattende ekspertise
F.L. Smidth & Co havde på få år opbygget en omfattende ekspertise i cementfremstilling og virksomheden blev i stigende grad bestilt til at projektere cementfabrikker over hele kloden. Og i stigende grad kiggede man på Rusland.
Rusland var fra 1800 – tallets slutning og frem til 1914 i det hele taget dansk industris vigtigste udenlandske marked. Jernbanenettet blev udbygget og russerne oplevede et sandt industrielt boom. Også forsøgende på at tiltrække udenlandsk kapital lykkedes.
Industrirådet vurderede at ca. 60 danske industrivirksomheder indtil Første Verdenskrig eksporterede til Rusland. Danske investeringer i Rusland var nået op på 400 mill. kr. – hvilket svarede til det danske statsbudget.
F.L. Smidths ingeniører havde efterhånden ombygget næsten alle cementfabrikker i Rusland.
En tiendedel af verdens cementproduktion
I 1928 – 29 producerede man en kapacitet, der svarede til 1/10 af verdensproduktionen.
De russiske tråde var blevet klippet over i 1918. Man begyndte igen hårdnakket, at vinde det tabte tilbage.
I de baltiske provinser var de danske investeringer foreløbig sikre. Estland, Letland og Litauen vendte ryggen til den tidligere stormagt mod øst og rettede blikket mod de kapitalistiske lande mod vest. Det var en fordel, at F.L. Schmidt allerede var repræsenteret her.
På Estlands nordkyst
På Estlands nordkyst ca. halvejs mellem Talin og Narva havde en række russiske virksomheder i 1870 etableret et aktieselskab med det formål at opføre en cementfabrik. Denne fabrik var den første af sin art i Rusland.
Kontakten til F.L. Smidth blev etableret i foråret 1893. Og det danske firma fik til opgave at omdanne fabrikken. Tilbage i 1879 havde man her etableret Estlands første telefonlinje. I 1893 blev det første vandkraftværk i det baltiske område opført i Kunda.
I 1922 kom den endelige danske overtagelse af Port Kunda Cement. Man havde råstofferne, kalk og ler lige ved hånden. Og der var store forekomster af olieskifer. Fabrikken lå lige ved kysten. Fra havnemolen kunne cementen udskibes og sejles direkte til kunden.
En jernbane forbandt fabrikken med kalkbruddet og den åbne olieskifermine få kilometer inde i landet. Direktøren på stedet Theodor Hansen gik også under navnet Kong Hans. Han var ansat helt til 1940.
Omfattende byggerier
Til fabriksanlægget hørte foruden bruddene og den egentlige cementfabrik, det allerede nævnte kraftanlæg, et laboratorium, smedje – og maskinværksted, diverse lagre for reservedele og driftsmaterialer, savskæreri, elektrisk reparationsværksted samt en administrationsbygning.
Man opførte funktionær og arbejderboliger, to sygehuse, skole, børnehave, mølle, bageri samt badeanstalt og vaskeri. Man anlagde også en normalsporbane.
Anlæggelsen af alt dette ændrede meget for lokalbefolkningen. Ja det lykkedes også at oprette en lokalafdeling af et universitet i området.
Den sovjetiske planøkonomi
Den sovjetiske okkupation og anneksion af Estland i juli – august 1940 bragte den socialistiske planøkonomi til landet og satte dermed en stopper for de udenlandske investeringer. Danskerne blev tvunget ud. Kompensation var ikke på tale. Dette gav en række tovtrækkeri sidenhen.
Wehrmacht overtager kontrollen
Den sovjetiske kontrol over Port Kunda Cement varede et år. Hitlers Wehrmacht invaderede den 22.juni 1941 Sovjetunionen. I august brød man igennem til Narva og Tallin.
I løbet af december 1941 begyndte Grenzbezirk Estland at få et overblik over industrien i området. Den halvmilitære byggetjeneste Organisation Todt (OT) havde i efteråret begyndt at genopbygge de vigtigste industrianlæg. Deres kompetencer blev nu overgivet til civilforvaltningen.
Stor betydning for den russiske krigsindustri
Port Kundas drift blev efterhånden af tyskerne betegnet som værende af stor betydning for den tyske krigsførelse. Da den Røde Hær trak sig tilbage forsøgte de at sprænge fabriksanlægget og broen over Kunda – floden i luften. Og da 6 – 7 store russiske skibe passerede Kunda natten mellem den 1. og 2. november benyttede de lejligheden til at bombardere et andet cementværk Asserin lige i nærheden. De troede, at det var Port Kunda.
I forsommeren 1942 blev der indført en Werkschutz på 22 mand mod partisanangreb. Fabriksterrænet blev afspærret og der blev opstillet vagtposter. Fabrikkens eget hjemmeværn gjorde vagttjeneste ved særlig udsatte steder.
Den 31. august 1942 foretog det sovjetiske luftvåben sit første luftangreb på fabrikken – tre uger efter at den tyske Wermacht havde forsikret om, at det ikke var fare på færde.
Gunnar Larsen på rundtur
På invitation af Reichskommissar Hinrich Lohse havde trafikminister Gunnar Larsen i april – maj berejst de tyskbesatte baltiske lande i spidsen for en delegation, ledsaget af tyske repræsentanter.
Gunnar Larsen havde året forinden i samarbejde med udenrigsminister Erik Scavenius søsat Arbejdsudvalget til Fremme af Dansk Initiativ i Øst – og Sydeuropa. Et halvt år senere kom det til at hedde Udenrigsministeriets Østrumsudvalg.
Man gjorde fordringer på dansk jord, men udvalgets succes afhang af krigens udfald. Rejsen til Baltikum kom i stand, efter at Gunnar Larsen havde forhandlet direkte med ministeren for de besatte østområder, Alfred Rosenberg.
Ministerens forhandlinger med de tyske myndigheder i Riga dækkede over et usædvanligt sammenfald af politiske og privatøkonomiske interesser. Gunnar Larsen (1902 – 73) var søn af Poul Larsen, som vi tidligere har beskrevet som et af F.L Smidth’ s trekløvere. Fra faderens død i 1935 til sin ministerudnævnelse i juli 1940 var han administrerende direktør og bestyrelsesformand i F.L. Smidth & Co A/S. Også efter den tid bevarede han sin kontakt til firmaet.
Gunnar Larsen sagde i 1942 til statsminister Buhl:
– Jeg vil komme i så godt forhold til så mange af Tysklands ledende mænd som mulig af hensyn til den fremtidige udvikling.
Ved retsopgøret efter krigen blev trafikminister Gunnar Larsen først idømt to måneders fængsel. Han apellerede og blev frikendt.
Med den tyske besættelse af Baltikum i 1941 var der pludselig opstået en chance for at genvinde tabt dansk ejendom. Han skyndte sig til Irland, men kom hjem i 1973 og døde på Kommunehospitalet.
Østrum – udvalget
I september måned omkring det tidspunkt da det første initiativ til Østrumudvalget blev taget, blev der skabt kontakt mellem F.L. Scmidth & Co og Organisation Todt angående Port Kunda.
Theodor Hansens rolle
Det er lidt modstridende oplysninger om, hvorfra initiativet til dette kom fra. I Københavns Byret blev det nævnt at initiativet kom fra Organisation Todt. Det hævdede Theodor Hansen.
Men en rejseberetning fra november 1941 af den selvsamme afviger dog fra denne forklaring. Ifølge denne var Theodor Hansen den 7. oktober i Berlin, hvor han mødtes med Ministerialrat Dorsch med Reichsverkehrsamt i OT – lejren.
Og herfra forlød det, at F.L. Schmidt allerede om sommeren havde henvendt sig med henblik på Port Kunda. Dette var dog blevet afvist. Men da Gunnar Larsen og den tyske rustningsminister og leder af OT, Fritz Todt, havde mødtes på Lolland til det første spadestik på Fugleflugtslinjen, havde man aftalt at gå videre med sagen.
Den 7. oktober fik Theodor Hansen ordnet alt det praktiske i Berlin. Han fik et Ausweiss og kunne tage direkte til Port Kunda.
I dette Ausweiss bekræftes det, at Theodor Hansen er ansat i Organisation Todt. Men dette benægtede han dog, og gav udtryk for at det bare var noget administrativt.
Hitler anbefalede samarbejdet
Den 24. februar kunne aftalen med Danmark fejres med en middag, og Gauleiter Meyer kunne fortælle, at aftalen havde været forelagt Føreren, der var uhyre positiv. Den danske minister, Gunnar Larsen ville have en storstjerne hos føreren, uanset om han var nationalsocialist eller ej.
På et års dagen for bolsjevikkernes evakuering af Port Kundas maskiner ankom i alt 21 godsvogne og 2 passagervogne fra København under bevogtning af en tysk underofficer og to menige. En enkelt vogn og de tre svenske lokomotiver til fabrikken var brændt sammen undervejs, men de ankom i løbet af de følgende uger.
I juli 1943 kunne forsyninger med cement kun dække 63 pct. af mindstekravet. Tallet var vokset til 90 pct. året efter.
Mangel på arbejdskraft
I Port Kunda var manglende arbejdskraft et problem fra starten. Theodor Hansen kunne ved sin tilbagekomst til fabrikken i oktober 1941 konstatere at omkring 300 af de oprindelige 1.000 medarbejdere ved fabrikken stadig var tilbage. En del af de øvrige var blevet deponeret med deres familier af bolsjevikkerne. Ligesom kommunistiske sympatisører blandt personalet var rejst øst på, da tyskerne nærmede sig.
Endnu en stor del var mobiliseret til den estiske hær.
Man begyndte nu at få arbejdskraft fra diverse flygtningelejre, men ak glæden varede kort, for flygtningene blev nu placeret i Finland. Man gik forgæves til Arbeitsamt. Åbenbart var der ingen arbejdere at få.
En ændring i jødepolitikken
Men det så ud til at problemet var ved at blive løst. Det var ved at ske et skift i tyskernes Jødepolitik. Den 21. juni 1943 gav Heinrich Himmler øverste SS – chef ordre til at opløse de baltiske ghettoer og overføre deres jødiske befolkning til arbejde i KZ – lejre med særlig henblik på olieskiferbrudene i Estland. Ved den lejlighed blev ”22.000 ikke – arbejdsduelige ud af Baltikums 72.000 jøder evakueret østpå” Med andre ord for at blive udryddet.
Den første KZ – lejr blev indrettet i Riga. Der fulgte endnu flere. I november 1943 opholdt der sig 50.000 jøder i de baltiske KZ – lejre. De skulle først og fremmest sikre billig arbejdskraft.
20 lejre i Estland
I januar 1942 blev der proklameret, at
– Heute gibt es in Estland keine Juden mehr.
Efterhånden blev der rapporteret om flere end 20 lejre I Estland. Lejrene blev bevogtet af enheder af den estiske SS – legion. Medlemmer af OT deltog af organiseringen af arbejdet uden for lejrene.
Alene i Virumaa – distriktet som vi interesserer os for, blev der efterhånden oprettet 12 lejre.
200 jødiske arbejdere bag pigtråd
Port Kunda blev i 1943 på denne måde endnu et skud på stammen af arbejdslejrene tilknyttet KZ – lejren i Vaivara. Den 10. oktober ankom 200 jødiske fangere til fabrikken under bevogtning af SS. De blev anbragt bag pigtråd.
Fabrikkens ledelse havde presset for ekstra arbejdskraft og nu gik det i opfyldelse. Men egentlig kender vi ikke så meget til forholdene i arbejdslejren Port Kunda. Et enkelt vidneudsagn fra sovjetiske afhøringer i efteråret 1944 bekræfter, at der var omkring 250 fanger i lejren stammende fra hovedlejren, Vaivara.
Fik Theodor Hansen kolde fødder?
I halvanden år havde værket været på danske hænder og det var kort efter augustoprøret hjemme i Danmark. Måske synes direktøren, Theodor Hansen efterhånden, at hans arbejde måske kunne opfattes som landsskadelig for han søgte nu om sygeorlov.
Men han var dog ikke mere syg, end at han på sin hjemrejse forhandlede med de tyske myndigheder om udvidelser og andre praktiske gøremål. I København accepterede F.L. Smidth endnu en udvidelse med 50 pct.
F.L. Smidth var tilsyneladende ikke bekymret over anvendelse af tvangsarbejdere. Man udvidede hele tiden aktiviteterne med de tyske myndigheder.
Den 22. februar 1944 skred de tyske myndigheder til afskedigelse af Theodor Hansen. Det havde måske noget at gøre med, at Den Røde Hær var under fremmarch.
Dødsmarch
Tyskerne tvang nu de jødiske tvangsarbejdere må en omstridt dødsmarch. Via skib blev kvinderne indsat i Stutthof, mens mændene blev indsat i Buchenwald. Men egentlig var der mange, der overlevede turen.
Ud af 50.000 jødiske KZ – lejrfanger i Reichskommissariat Ostland overlevede 2.500.
I Danmark blev der efter befrielsen indledt værnemagtssag mod Theodor Hansen, der den 26. november 1946 blev idømt 8 måneders fængsel ved Byretten i København. Vidner bekræftede ganske vist, at der havde været tale om jødiske tvangsarbejdere ved Port Kunda. Men det stod ikke noget om jødiske tvangsarbejdere i værnemagtslovene. Men Theodor Hansen havde været vidende om, at cementproduktionen skulle bruges i den tyske krigsførelse.
Ingen sag mod F.L. Smidth
Der blev ikke rejst sag mod F.L. Smidth & Co. Statsministeren gav også dengang udtryk for, at han så heller ikke noget problem i, at levere cementmaskiner til dem, der ville købe.
Der anlægges masser af erstatningssager
I 1948 anmeldte F.L. Smidth tilgodehavender i form af millionbeløb i maskinleverancer og aktieposter i Port Kunda, Asserin, Riga Gips og Riga Cement. Sagen trak dog i langdrag. I 1964 blev der fra USSR udbetalt 2.600.000 kr.
Estland fik sin selvstændighed i 1991 og fabrikken i Port Kunda blev privatiseret. I 1994 nåede cementproduktionen op på 500.000 tons under store miljømæssige omkostninger.
FLS Industries, som F.L. Smidth er en del af i dag, forsøgte igen at rejse erstatningskrav over for den estiske regering. Men dette blev opgivet, da der i efteråret 1997 dukkede historier op i de danske nyhedsmedier om tvangsarbejde.
Erstatning til 12 overlevende
I marts 2001 måtte FLS Industries udbetale erstatninger til 12 overlevende jøder og romaer. Ja de måtte slippe med 600.000 kr. Man kan så undre sig over at koncernen ikke blev dømt i denne sag.
Se her på siden om for eksempel Aabenraa Motorfabrik, der hele tiden mente at have tilladelse til det, som de gjorde. Heller ikke noget bortset fra en i Østrum – udvalget blev dømt.
Nogen gange kan man undre sig i prioriteringen i retsopgøret og sagerne om værnemagere.
Danske Entreprenører vil ikke grave i sagen
Holocaustforskeren Therkel Stræde mener, at flere danske entreprenørfirmaer har benyttet tvangsarbejdere og burde bidrage til den tyske erstatningsfond Erindring, Ansvar og Fremtid. Ifølge forskeren har ca. 180 danske virksomheder, deraf dog en del små udført anlægsarbejder i Tyskland i krigsårene.
Højgaard & Schultz har fundet anledning til selvransagelse
Brancheforeningen Danske Entreprenører ønsker imidlertid ikke at grave i sagen. Af de store firmaer har kun Højgaard & Schultz fundet anledning til selvransagelse.
Højgaard & Schultz har anvendt 1.000 tvangsarbejdere, overvejende jøder i det tyskbesatte Polen. Virksomheden har oprettet en fond, der foreløbig har betalt erstatning til 69 overlevende.
Det bliver spændende at se, om Gunnar Larsens Dagbøger i tre bind som snart udkommer kan give et andet lys over denne historie.
Et museum til ære for Theodor Hansen
Ved Port Kunda har man i dag indrettet et museum, hvor Theodor Hansen bliver hædret og æret. Her kan blandt andet se Theodor Hansens barnevogn. Her ser man stort på, at danskerne samarbejdede med tyskerne og brugte sigøjnere og jøder som tvangsarbejdere. For da den røde hær kom tilbage, skete der ting og sager. Døgnet inde, russerne kom tilbage blev sigøjnerne lukket ud, så de kunne nå at flygte.
Russerne sendte hele familier til Sibirien. De indrettede to fangelejre til tvangsarbejdere.
Da danskerne var her, var der både kegle – og tennisbaner til de danske ingeniører. Og direktørboligen omdannede russerne til kulturhus. Theodor Hansens prægtige vinkælder var blevet lavet om til offentlig bar.
Kilde:
– Dansk Biografisk Leksikon
– Hvem er hvem 1940 – 1945 (Gad 2005)
– Niels Erik Hansen: Ro og orden – Danmark i 1940erne (2004)
– Knud Aage Risager: F.L. Smidth & Co 1882 – 1922
– Per Boje: Danmark og multinationale virksomheder før 1950
– Ole Lange: Den hvide elefant (1986)
– Carl Erik Andersen, Flemming Agersnap: Dansk erhvervshistorie 1880 til vore dage (1989)
– Poul Drachmann: F.L. Smidth & Co A/S 1922 – 1932
– Bent Jensen: Danmark og det russiske spørgsmål 1917 – 1924 (1979)
– Joachim Lund: F.L. Smidth & Co og spørgsmålet om den gamle konsekvente linie – Port Kunda Cement fra mønsterfabrik til tvangsarbejde 1893 – 1944 – Arbejderhistorie 2001
– Viggo Sjøquist: Erik Scavenius (1 – 2)
– Anders Vigen: Erik Scavenius (1958)
– Vello Helk: Dansk ministerbesøg i Baltikum 1942
– Vello Helk: Estlands historie (1993)
Hvis du vil vide mere:
– Her på www.dengang.dk kan du læse ca. 134 artikler fra besættelsestiden, herunder en artikel om Værnemagere, Tilfældet, Aabenraa Motorfabrik samt en biografi om trafikminister Gunnar Larsen
Marts 30, 2015
Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
Fabrikant Callesen var en forsigtig mand. Han havde spurgt myndighederne, om han gjorde det rigtige. I første omgang blev han da også frikendt. Men i anden omgang måtte han af med ca. 700.000 kr. En forfejlet sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik kostede ca. 5 døde og 30 anholdte. Modstandsbevægelsen blev optrævlet, og måtte starte forfra. Efter besættelsen blev adskillige personer fra Det tyske mindretal anholdt for stikkeri i forbindelse med sagen.
Sabotageaktion med alvorlige følger
Der skete mange ting under besættelsen. Modstandsbevægelsen havde også kig på Aabenraa Motorfabrik. En mislykket sabotageaktion fik alvorlige følger.
En sag mod Aabenraa Motorfabrik
Efter besættelsestiden kom så retsopgøret. For mange betød dette underlige domme, som måske rørte ved danskernes retsopfattelse. Turen kom også til Aabenraa Motorfabrik. Her var det også anklage om værnemageri.
Fabrikant Peter Callesen, indehaver af Aabenraa Motorfabrik leverede i en periode på 54 måneder 1940 – 1945 for tysk regning, ventiller, cylindre, topstykker m.v. til et beløb af 4,5 mio. kr.
Denne sag førte til en politimæssig undersøgelse, der blev afsluttet med en frifindelse den 10. september 1948. Sagen blev anlagt ved Underretten i Aabenraa Retskreds den 13. december 1946 (Strafferetssag nr. 825/1946) mod fabrikant Per Callesen og købmand Hans Kleemeyer.
Callesen havde ikke taget kontakt til tyskerne
Peter Callesen blev anklaget for overtrædelse af § 2 i Straffelovstillægget. Det var anklagemyndighedens påstand, at Callesen og Kleemeyer på utilbørlig måde havde samarbejdet med besættelsesmagten med en værnemagtsomsætning på 4.816.199 kr. og en fortjeneste på 706.759 kr.
Callesen havde ikke selv taget kontakt til tyskerne med henblik på afsætning, men i anklageskriftet anklagedes Callesen for at ville fremme sin tyske afsætning ved sin optræden overfor og sin korrespondance med besættelsesmagten.
Han brugte for eksempel Heil Hitler hilsen i korrespondance, indbydelser til spisning m.m. Han havde desuden den 1. november 1940 meldt sig ind i Deutsche Beruftsgruppe für Nordschleswig.
Prokuristen var åbenlys nazist
Callesens prokurist Hans Kleemeyer var åbenlys nazist. Han krævedes straffet af samme lovs § 2 i lov nr. 406 af 20. august 1945 ved at have fremmet firmaets afsætning fra december 1940 til 30. juni 1943 og ved at have foranlediget, at Callesen indtrådte som medlem af Deutsche Beruftsgruppe in Nordschleswig.
Endvidere blev Kleemeyer anklaget forfra efteråret 1943 at have undladt at efterkomme Callesens anmodning at sørge for udmeldelse af gruppen.
Kleemeyer var zeitfreiwillig
Kleemeyer anklagedes for at have underskrevet korrespondance med Heil Hitler og for fra marts/april 1943 til april 1945 at have lavet sig hverve til tysk krigstjeneste som Zeitfreiwillig. Han havde herved deltaget i tysk uniform i militære øvelser i Aabenraa under ledelse af tyske underofficerer.
Firmaet havde været bevogtet af tyske soldater i 1944. Der blev kærvet fængselsstraf til både Callesen og Kleemeyer samt konfiskation af al fortjeneste og bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.
Anklageskriftet var ikke stræk nok
Efter forespørgsel fra Aabenraas politimester meddelte Revisionsudvalget i en skrivelse af 23. august 1945, at udvalget ikke havde kendskab til, at der ved fabrikkens overtagelse af arbejder havde været udvist anstødeligt initiativ eller andet utilbørligt forhold. Man ville dog ikke bekræfte, at den kommitterede i en samtale med fabrikant Callesen skulle have udtalt:
– At man var interesseret i, at han påtog sig sådanne (tyske)arbejder. Idet man, som det hed, altid omhyggeligt undgik ved sådan positiv udtalelse at tilskynde til leverancer, lige så vel som man ikke havde beføjelser til at fraråde ham. Såvel i dette som i lignende tilfælde svarede man, ”at regeringen under de foreliggende forhold anså det for nødvendigt at finansiere leverancer af den omhandlende art, bl.a. for at undgå stigende arbejdsløshed og midlertidig udvandring af danske arbejdere til Tyskland.
Man havde dog fundet, at firmaet i en skrivelse af 9. januar 1945 til de tyske firma Hagenuk havde været meget ivrig efter at sikre sig yderligere ordrebestand.
Ved opgørelsen af de tyske leverancers andel af totalomsætningen under besættelsen fremgår det af firmaets egen indberetning, at firmaets omsætning før krigen kun udgjorde ca. 1/10 af omsætningen under krigen, og at den tyske omsætning fra 1940 til 1945 udgjorde 87 pct. af den samlende omsætning.
Peter Callesen blev frikendt
Anklageskriftet var imidlertid ikke stærkt nok til at holde ved domstolene. Peter Callesen blev frikendt den 10. september 1948 i Vestre Landsret. Forklaringen skal findes i sagens mere specielle forhold i sagen. Per Callesen skriver i sin egen redegørelse for sagen:
– Da jeg den 19. juni 1945 blev arresteret sigtet for værnemageri, traf det mig, trods alt hvad man havde læst i aviserne om værnemageri, ganske uforberedt. Nok havde jeg arbejdet for tyskerne, men alle forretninger var udført med myndighedernes tilladelse, og jeg tvivlede ikke et øjeblik om, at arbejde udført under regeringens sanktion aldrig kunne lægges mig til last, langt mindre medføre en frihedsstraf
– Jeg syntes og stadig synes, at det der blev godkendt af de daværende myndigheder, må kunne forsvares af disse.
28 mand ansat
Firmaet Heinrich Callesen blev oprettet i 1898 af Peter Callesens fader med produktion af motorer. I 1920 var fabrikken vokset til en betydelig størrelse med beskæftigelse af 120 mand. Firmaet producerede motorer til mindre fartøjer til det tyske marked, mens den danske afsætning var minimal. Efter grundlæggerens død i 1931 blev virksomheden overtaget af enken og gik stærkt tilbage, bl.a. på grund af krise i fragthvervet. Frem til 1939 eksisterede den med kun ganske få beskæftigede.
Sønnen Peter Callesen overtog ledelsen af virksomheden i 1936 efter at have fuldført en uddannelse som ingeniør og gennemførte i de følgende år en modernisering af motorfabrikationen. I 1939 overtog han virksomheden.
I forbindelse med omlægningen vendte han sig til de gamle forretningsforbindelser på det tyske marked. Ved besættelsen svigtede materialeforsyningen. Markedet i Tyskland blev lukket og der blev optaget en produktion af malkemaskiner, sneplove m.m. til det danske marked, hvorved man var i stand til at beskæftige 28 mand.
Der var givet en tilladelse
Afsætning til Tyskland var således ikke en nødvendighed for virksomheden. Callesen havde ikke selv taget initiativ til tyske leverancer, men gennem Rüstungsstab blevet kontaktet af det tyske firma Hagenuk om leverancer. Herefter fik man en række bestillinger fra andre tyske firmaer.
Da myndighederne sammen med erhvervsorganisationerne havde organiseret rammerne omkring eksporten af ekstraordinære leverancer var han gået ind i en sådan eksport. Alle ordrer blev uden undtagelse kontrolleret og godkendt af de danske myndigheder gennem Industrirådet. Det skete både med hensyn til omfang, art, priser og avancer. Materialerne til produktionen blev leveret af ordregiverne og forudsatte udstedelse af eksporttilladelse af Direktoratet for Vareforsyning.
Det fremgik klart af sagsfremstillingen,
1. At Aabenraa Motorfabrik havde nået sin betydelige størrelse allerede i 1920 og ikke var blevet omdannet eller udvidet under krigen
2. At fabrikken siden sin grundlæggelse havde haft Tyskland som sin hovedaftager
3. At fabrikkens størrelse 1920 – 1940 ikke kunne anvendes som sammenligningsgrundlag
4. At fabrikkens arbejde for tyskerne ikke blev indledt på Callesens initiativ
5. At Callesen først gik med til leverancerne, efter at han ud fra regeringens holdning var blevet overbevist om, at de var nødvendige.
Aabenraa Motorfabrik og Peter Callesen blev herefter frikendt ved dom i Vestre Landsret den 10. september 1948.
Revisionsudvalget var af en anden mening
Men ak og ve. Det betød ikke, at virksomheden var frikendt af Revisionsudvalget. Knap et år efter, den 18. august 1949 afsagde Revisionsudvalget en kendelse, som efter reglerne og uden hensyn til de særlige omstændigheder fratog virksomheden næsten hele dens avance på omsætningen under besættelsen.
Revisionsudvalgets konklusion var efter bogen. Da virksomheden ikke væsentligt havde udvidet sit driftsmateriel med henblik på tysk arbejde, fandtes forholdet at henhøre under § 4 i lov nr. 500 af 9. oktober 1945 om tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed i tysk interesse, hvilket tillod en fortjeneste på 4 pct. af kostprisen for en tysk omsætning svarende til det dobbelte af førkrigsomsætningen, mens der ikke blev tilladt fortjeneste på den øvrige del af den tyske omsætning.
Ja og så kom en række andre komplicerede beregninger, hvilket betød at firmaet måtte af med 674.243. Ja det var faktisk tale om en ekspropriation.
Industrirådet: Callesen havde optrådt korrekt
Callesen bemærkede hertil, at Industrirådet under krigen havde taget sig af industriens anliggender og havde været den forbindende organisation til myndighederne. Industrirådet havde i sin kommentar til avancebegrænsningen fremhævet, at industrileverancerne ved lovforslaget på uberettiget måde var stillet i et forkert lys over for befolkningen. Af en erklæring fra Industrirådet til Peter Callesens advokat blev det bekræftet, at han havde optrådt korrekt.
Det er unægtelig en barok sag, når man betænker hvordan nogle brancher og erhverv i den grad slap fra myndighedernes bevågenhed dengang.
Sabotageforsøg
Aabenraa Motorfabrik var natten til den 6. februar 1944 udsat for sabotageforsøg. Overretssagfører Boeck var initiativtager til aktionen. Men også politimester Schlanbusch var involveret.
Men egentlig havde Frihedsrådet nedlagt sabotageforbud. Denne melding var dog ikke nået til Aabenraa. Man ville sabotere både Aabenraa Motorfabrik og Hamag. Sidstnævnte fabrikerede ventiller til flyvemaskiner og Motorfabrikken fabrikerede dele til ubåde.
Man havde allerede fået kort over Motorfabrikken. Men man var meget betænkelige for aktionen. Hvordan slap man ind og ud af byen med så mange hjemmetyskere? 12 Holger Danske folk skulle bruges.
Til fods – til Styrtom
Allerede ved Aabenraa Station var det ved at gå galt. De lokale havde ikke sørget for biler. Dette betød, at en strækning på tre – fire kilometer måtte tilbagelægges til fods. Mødestedet var hos autoforhandler Peder Koch i Styrtom
Men det tyske sikkerhedspoliti (SD) blev alarmeret. De fremmede havde båret tunge kufferter. Og det var blevet meldt til det tyske politi. Aftalen var også, at sabotørerne skulle blive i byen efter aktionen.
Skader for 40.000 kr.
Man aftalte, at mødes ved porten til Brundlund Slot klokken 1 natten til den 6. februar. To og to tog sabotørerne af sted. Her skulle man mødes med fire lokale folk, der skulle være behjælpelig med aktionerne. Fra slottet gik de i samlet trop til Lavgade, hvor de skiltes i to grupper. En til hver fabrik, der lå 100 meter fra hinanden.
Maskinfabrikken Hamag var ikke bevogtet. Mens de lokale folk holdt vagt udenfor blev fem bomber a 2 kg No. 808 sprængstof placeret på fabrikkens drejebænke. Bomberne blev forbundet med Cordtex og forsynet med sprængblyanter på en halv times forsinkelse.
Bygningen og fem af fabrikkens otte drejebænke blev ødelagt ved eksplosionen. Denne aktion var forholdsvis ukompliceret, men dog forstyrret af skyderi fra Aabenraa Motorfabrik, hvor der opstod problemer. Skaderne på Hamaq beløb sig til 40.000 kr.
Forkerte oplysninger
Her var man delt op i et bombe – og et skyttehold. Fabriksporten var særdeles solid og ikke sådan at forcere. Skytteholdet skulle trænge ind fra nabovirksomheden og overmande sabotagevagterne, hvorefter bombeholdet skulle lukkes ind ad porten. Men det viste sig hurtigt, at lokalitetsforholdene ikke svarede til planerne. Det lykkedes ikke at overrumple sabotagevagterne.
Jørgen Kieler fortæller i sin bog, ”Hvorfor gjorde I det? ”:
– De to sabotagevagter havde låst sig inde i et lille vagtlokale, der lå et andet sted end angivet. Den overrumpling af dem, der var en forudsætning for gentagelsen af fremgangsmåden på Varde Stålværk, blev dermed umuliggjort. Vi havde imidlertid et par minutter at løbe på og besluttede os til et forsøg.
– Med maskinpistolen blev låsen skudt itu, og da vi fik døren sparket op, lå der to ligblege vagter på gulvet. De var ikke kommet noget til, men var ude af sig selv af angst. På bordet stod en telefon med røret liggende ved siden af.
– Vi fik senere at vide, at de på stationen havde hørt vore mp´ere. Vi fik nu fabriksporten op, og bombeholdet kom ind, mens skytterne som sædvanlig overtog vagttjenesten.
For at spare tid blev sprængladningerne koncentreret om nogle få drejebænke, hvilket i hast krævede en omrigning af 22 forbundne bomber.
Betjente blev anholdt
Danske politibetjente dukkede op, og lod sig beredvilligt holde op af sabotører. Politibetjentene fortalte, at tyskerne var blevet alarmeret. Sabotørerne trak sig tilbage efter at have tændt lunterne. Efter aftale med politiet skød begge parter skud i luften, for at have deres alibi i orden over for tyskerne.
Efterfølgende viste det sig, at tyskerne bestemt ikke var imponeret over de syv betjentes indsats. De blev endda anholdt, sigtet for at være i ledtog med sabotørerne. De 22 bomber blev senere på natten fjernet af den tyske sprængningskommando. Hvorfor de ikke eksploderede er uklart. Måske blev de i hastværk forkert forbundet.
Under aktionen mistede man kontakten med de lokale. Under tilbagetoget foretog man omrokeringer, så man fik et sted at overnatte.
Ville prøve igen
Ret hurtig stod det klart at aktionen mod Aabenraa Motorfabrik var fejlet. Men de seks sabotører, der overnattede hos Kock i Styrtom ville forsøge igen næste nat. Flere af sabotørerne blev i løbet af næste dag sendt væk fra Aabenraa.
En af de lokale blev sendt til Varde efter nyt sprængstof. Men allerede på vej til Aabenraa Station blev han arresteret af tysk politi med en tom kuffert. Det lykkedes ham dog at slå den ene Gestapo – mand ned. Men under flugten blev han såret af et skud i ryggen. Trods såret lykkedes det han at gå til Tinglev. Her mødte han tilfældigvis tre Holger Danske – kadetter skjult i en skov. De havde ventet med at komme med et tog. Men planerne blev ændret, så den sårede kom under lægebehandling.
Gestapo ankommer til Styrtom
Gestapo havde i mellemtiden fundet ud af, at der skete noget mystisk hos Koch i Styrtom. Da tyskerne ankom, befandt de tilbageværende sabotører sig i udhuset. Sabotørerne vidste ikke, hvor mange de var, men var klar over, at de havde 50 stykker i ryggen.
Den ene bil var kommet så langt frem, at de ikke kunne komme uset gennem haven. En anden bil var kommet ind i gården. Pludselig lød der skud. Den første sabotør blev ramt i benet. Tyskerne trak sig hurtig tilbage, men beskød sabotørerne på flugt.
Den sabotør, der var ramt i benet blev til sidst båret hen til den nærmeste gård. To kvinder skreg af rædsel, da de så sabotørerne. I laden blev der fundet 4 cykler. Tyskerne nærmede sig i en bil. Sabotørerne havde gemt sig, og blev ikke set. Men bilen vendte tilbage og sabotørerne blev opdaget. Tyskerne angreb med seks mand fra to sider.
Sabotørerne overgiver sig
Sabotørerne fik hurtig tømt lommerne og overgav sig. Det afholdt dog ikke tysker til at slå med en geværkolbe. Under streng bevogtning blev de to sårede ført til Ortskommandanturen i Aabenraa.
To af sabotørerne var stukket af og nåede frem til Kliplev, hvor den stedlige sognepræst og den lokale lillebilvognmand – noget nødtvungen – hjalp dem videre.
Tilbage i Kochs hus i Styrtom lå en af sabotørerne hårdt såret ramt af skud i hovedet. Også Peder Kochs husbestyrerinde var blevet såret, ramt af skud i brystet. Sabotøren døde og husbestyrerinden endte i en tysk KZ – lejr.
De anholdte sabotører og Peder Koch blev gennemtævet og endte samme dag på Staldgården i Kolding. De blev senere overført til København, hvor pinslerne fortsatte.
30 personer anholdt – 4 dør i KZ – lejr
Aabenraa – affæren havde sat sine dybe spor. I alt blev 30 personer arresteret. Mange endte i tyske koncentrationslejre, hvor mindst fire stykker døde. Blandt dem var mekaniker Peder Koch
Mange stikkere
Historikeren Aage Trommer har kritiseret aktionen og lægger ansvaret hos de tilrejsende sabotører. Men dette er dog blevet afvist af Jørgen Kieler i bogen Hvorfor gjorde I det?
Med til historien hører sikkert også, at det tyske sikkerhedspoliti i løbet af et døgn modtog fire henvendelser fra tysksindede borgere i Styrtom. Efter besættelsestiden modtog disse borgere også lange fængselsstraffe grundet stikkeri.
Klokken 10 havde lærer Jürgen Hansen indrapporteret til det tyske sikkerhedspoliti, at to mænd med tunge kufferter en halv time forinden ud for Restaurant Domach havde hyret en lejebil tilhørende vognmand Bech.
SD fandt hurtig ud af, at de to mænd var blevet sat af ved Sølyst Kro i Styrtom i nærheden af Kochs hus. Mere kunne chaufføren dog ikke fortælle. De to sabotører fandt ud af, at kroen var fuld af tyskere. Den var også ejet af en hjemmetysker. Men det havde de to ikke fået noget at vide om.
Søndag morgen klokken 10 kunne stikker Fürsen meddele lederen af den tyske sikkerhedstjeneste i Aabenraa, Köhnert, at det ved et tysk forsøgsskib i Aabenraa Havn flød noget, som efter hans mening kunne have forbindelse med den natlige sabotageaktion. På vej ud til anmelderen på Sdr. Chaussé, bemærkede Köhnert en flok unge mennesker, som gik sydpå bort fra byen. Oppe fra anmelderen kunne han se en person med en stor kuffert gå ind mod byen. Det kunne have været en af dem, som blev sat af ved Sølyst Kro, tænkte sikkerhedschefen. Så denne blev med det samme anholdt.
Værtinden på Sølyst Kro havde også stukket nogle af sabotørerne. Det gav 10 års fængsel efter besættelsen.
Kilde: Se
– Litteratur Besættelsestiden A – L (under udarbejdelse)
– Litteratur Besættelsestiden M – Å (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 134 artikler fra besættelsestiden, herunder
– Værnemagere
– Modstand i Aabenraa
– Sabotage i Aabenraa