Bendix Schow – Borgmester i Aabenraa
Foredrag af Jørgen Witte i Byhistorisk Selskab den 16. april 2015. Bendix Schow fungerede som borgmester i Aabenraa i en vanskelig tid fra 1805 til 1837. Han fungerede også som politimester og dommer. Han sørgede i 1807 for en fremsynet skoleordning. Det var også ham, der sørgede for et flot rådhus i samarbejde med C.F. Hansen. Han forhandlede med Ridderskabet om Stænderforsamlingen. Der var stadig en form for trykkefrihed i Slesvig. Og borgmesteren ville gerne have et politisk blad til Aabenraa. Resultatet blev Allgemeines Wochenblatt i samarbejde med redaktør Kopperholt. I 1837 blev Schows helbredstilstand forværret. Hans søn Georg Schow overtog posten. Han havde slet ikke samme forhold til Allgemeines Wochenblatt. Læs her det interessante foredrag – og tak til Jørgen Witte.
Indledning
I alle historiske fremstillinger om Aabenraa i begyndelsen af det 19. århundrede møder man borgmester Bendix Schow, der fungerede som borgmester fra 1805 til 1837. Schow var den helt centrale person i købstaden og prægede dens udvikling i mere end tre årtier og så søgte han også at påvirke den landspolitiske udvikling. Alligevel har han ikke fået en biografi og der findes åbenbart kun et enkelt litografisk portræt af ham. Det viser en mindre mand med krøllet hår og krum næse, med kloge øjne og en let smilende mund. Men måske er der noget let bevidst eller måske endda lidt ræveagtigt i udtrykket.
Udseende kan bedrage, men ser vi på hans virke, er der ingen tvivl om at han som borgmester var en ambitiøs, dygtig og energisk embedsmand. Det stod klart for Kongen og hans overordnede i Kancelliet i København, og de belønnede ham i 1815 efter ti års borgmestervirke under Napoleonskrigene med den fine rang som justitsråd.[1]
I dette foredrag vil jeg fortælle, hvordan Bendix Schow blev sporet ind på en liberal tænkning, som den udfoldede sig fra universitetet i Kiel i begyndelsen af 1800-tallet. Hvordan han fik gode kontakter til det Tyske Kancelli i København, så han hurtigt blev borgmester i Aabenraa. Hvordan han i 1816 prøvede at realisere sine politiske ideer sammen med andre borgmestre. Hvordan han fremmede oprettelsen af et lokalt blad i Aabenraa, og holdt hånden over dets redaktør, da Lornsen-sagen brød ud i 1830. Og afsluttende, hvordan hans egen søn som borgmester aflivede det liberale blad, et halvt år før han døde.
Bendix Schow levede i en tid med store forandringer. Det danske monarki blev ledet af en enevældig konge, reelt af hans søn kronprinsen, og fra 1808 efterfølger, Frederik 6.. Han havde taget magten ved et kup i 1784 og havde det afgørende ord i alle statssager. Monarkiet bestod af to kongeriger Danmark-Norge og to hertugdømmer Slesvig og Holsten, som administrativt blev styret af to forskellige justits/indenrigskollegier, Danske Kancelli og Det tyske Kancelli, placeret i hovedstaden København. Denne to-deling af staten var reel, og kongerigerne og hertugdømmerne havde f.eks. hver deres universitet og styredes på hver sit sprog. Men en moderne nationalfølelse havde ingen betydning for helstatens almindelige undersåtter. Der var almindelig hengivenhed for kronprins Frederik, der i tre årtier havde stået for en progressiv udvikling, men optimismen sluttede med den økonomiske ruin i 1813 og tabet i 1814 af Norge. Den danske stat var blevet meget lille i europæisk sammenhæng.
Gennem de voldsomme begivenheder i den franske revolution og Napoleonskrigene fik de spirende ideer om liberalisme og nationalisme en voldsom kraft, som vakte genklang i de tysksprogede intellektuelle kredse i hertugdømmerne. Centrum for dette var en kreds af professorer ved Kiels universitet, der uddannede embedsmændene i hertugdømmerne. I 1815 holdt den ledende liberale professorer, F C Dahlmann, en festtale om at det nye Tyskland eksisterede i kraft af sit folk, for kilden til strømningerne var det folkelige frihedsrøre i de 39 tyske lande. Hertugdømmet Holsten regnede han dertil, og endda Slesvig ved forbindelsen til Holsten. I fællesskab udbredte professorerne de liberale og forbundne tyske nationale ideer til alle progressive kredse. [2]
Bendix Schows uddannelse og karriere
PÅ grænsen mellem Holsten og Slesvig havde der siden 1600-tallet i Rensborg været en stærk dansk befæstning. Her blev Bendix Franz Ludwig Schow født den 20. april 1778 i København. Hans far var en dansk officer, oberst Jørgen von Schouw, men som tilbragte største delen af sin tjenestetid i hertugdømmerne. Bendix’ brødre blev militære som faderen, hvorimod han selv gik den juridisk-administrative vej. Alle akademikere fra hertugdømmerne skulle tilbringe to år (det såkaldte biennium) ved Kiels Universitet. Så Bendix Schow fra Rensborg blev immatrikuleret som jurastuderende ved universitetet i Kiel i maj 1797.[3]
Den 19-årige Bendix Schow har sandsynligvis haft den kendte prof. Friedrich Christoph Jensen (1754-1827) som lærer, der siden 1785 havde været ordinær juridisk professor . Det må på flere måder have været et betydningsfyldt møde, både politisk og karrieremæssigt for den unge Schow. F. C. Jensen var meget knyttet til det slesvigske og holstenske ridderskab. Jensens universitetsvirke i Kiel sluttede den 15. januar 1802, hvor han blev udnævnt til deputeret, dvs. til ledelsen, i Slesvig-Holstenske Kancelli i København.
Efter at have taget slesvigsk juridisk eksamen rejste også Schow til hovedstaden. Almindeligvis var det kun unge jurister med familie-formue, der kunne klare at starte med at arbejde i regeringskontorerne. Det skete nemlig som ulønnede volontører, og som sådanne kunne de være nødt til i årevis at opholde sig i København uden nogen løn-indtægt. Mange søgte dog så snart muligheden bød sig bort og de bedste lokale embedsposter i hertugdømmerne blev ved ledighed besat med mænd, der havde gjort tjeneste i centraladministrationens kontorer. [4]
Ud fra dette mønster er det bemærkelsesværdigt, hvilken hurtig karriere, som blev den unge cand jur Bendix Franz Ludwig Schow til del. Formentlig blev han straks efter eksamen i 1800 ulønnet volontør i Rentekammeret, men allerede den 20. august 1802 lykkedes det ham at få en regulært lønnet stilling som kancellist tilforordnet de deputerede ved Tyske Kancelli, dvs. til kancelliets lille ledelsesgruppe, som professor F. C. Jensen netop var blevet medlem af. Lønnen var 300 rdlr, men året efter fik Schow et væsentligt lønhop (425 rdlr), idet kancelliet foreslog ham placeret i Expeditionskontoret, et lille kontor med fem kancellister. [5] Schows hurtige avancementer bærer præg af, at han havde en god opbakning i kancelliets ledelse.
I det generelt dansktalende København holdt den lille gruppe af tysktalende og tyskkulturelle embedsmænd fra hertugdømmerne naturligvis sammen, og mange mødtes også privat. Det var muligvis på den måde, at Schow fik sig en ung ven, der senere skulle blive ganske kendt. Ind i F. C. Jensens hjem flyttede i 1802 hans 17-årige søstersøn, navnefælle og gudsøn, Friedrich Christoph Dahlmann (1785-1860), der var nært knyttede til hinanden.
I F. C. Jensens hjem kan den 24 årige Schow og den 17-årige Dahlmann have haft lejlighed til at udveksle politiske meninger allerede i 1802 om en stor konflikt der diskuteredes i det Slesvig-Holstenske Kancelli. Regeringen ville pålægge en ordinær skat på besiddelsen af brugen af alle faste ejendomme i såvel kongerigerne som hertugdømmerne. Herved blev den slesvigske og holstenske adels skattefrihed afskaffet, men ridderskabet hævdede, at det som arvtager af tidligere århundreders gamle landdage i hertugdømmerne kun var forpligtet til at svare skatter, de selv havde godkendt. I kancellikollegiet forsvarede flertallet af deputerede kongens ret til beskatning, hvorimod F. C. Jensen med historiske argumenter støttede ridderskabet. Som nyt medlem havde han dog ikke videre indflydelse, og måtte bøje sig. Ridderskabet tabte således kampen.[6]
Etablering i Aabenraa og aspekter af hans embedsmæssige indsats
I 1805 giftede han sig med den fire år yngre Georgine Johanne Christiane Sophie Callisen (1782-1849), datter af generalsuperintendenten i Holsten, Johann Leonhard Callisen ( -1806). Den 27 årige Bendix Schow havde fået råd til at gifte sig, fordi kongen havde udnævnt ham til ny borgmester og stadssekretær i Aabenraa. Siden 1800 havde byens borgmester været den tidligere advokat Bernhard Carl Prehn, men det havde vist sig, at han havde været særdeles forsømmelig i sine embedsforretninger og i øvrigt uretmæssigt inkasseret gebyrer. Byens valgte ledelse, Magistraten, klagede over det til Kancelliet og over at være blevet groft tilsidesat af borgmesteren, der blev suspenderet i 1804. [7] Den 7. juni 1805 var borgmester Prehn og bysekretær Bentzen blevet afskediget og i deres sted udnævnt kancellist Schow. [8]
Borgmester Schow havde i 1805 erhvervet et stort hus Slotsgade 33, altså på amtsgrund, lige uden for købstaden. [9] Købstaden var ikke stor, kun lidt over 2800 personer ved folketællingen 1803, men antallet steg i disse år. [10] I løbet af de næste 16 år fik ægteparret Schow 9 børn.
Schow hørte som borgmester til de bedst lønnede i købstaden. Han havde heste i sin stald og han klædte sig smukt i sort kjole med silkekraver, der var syet af en skrædder i Kiel.[11] Hans arbejdssted gennem tre årtier var det gamle rådhus i Storegade 30. Det var opført efter den store bybrand 1610, og taget i brug i 1614-16. Hovedhuset var opført med bindingsværk i underetagen og ovenpå med bulkonstruktion, kaldt ’plankeværk’. En trappe førte op til salen, hvor der hængte de kongelige portrætter, og hvor Schow havde sit kontor. Taget var utæt og det regnede ind til salen. Et baghus var opført i brandmur, og der fandtes forneden byens fængsel, mens etagen i bindingsværk rummede en retssal. Her holdt Magistraten også sine møder. Det var ingen fornøjelse, der var fodkoldt og det trak.[12]
Bendix Schow var både borgmester og bysekretær, men også byfoged (dvs. politimester og dommer). Som kongens lokale repræsentant fik han anvisninger og indberettede væsentlige forhold gennem sin overordnede i provinsforvaltningen på Gottorp, statholderen Carl af Hessen, til det fjerne Slesvig-Holstenske Kancelli i København. [13]
Ved sin ansættelse 1805 aflagde Schow højtideligt aflagt ed på at være sin enevældige konge tro. …af al sin kraft at fremme Majestætens interesse og især med al sin kraft og evne sørge for, at Hs Kong Majestæts ’absolutte dominiums suverænitet’ og arveret til Hs. Kgl. Majestæts riger og lande blev holdt uforandret… Derved ville han være skyldig at sætte sit liv, gods og blod på spil. Han lovede ikke at tillade, at nogen, uanset hvem det måtte være, hemmeligt eller offentligt foretog sig noget farligt derimod, eller talte eller handlede derimod. Hvis dette mod forventning skulle ske og komme til hans kundskab, ville han straks og ufortøvet modsætte sig dette og give det til kende for Hs. Kgl. Majestæt. [14]
Hvis troskabseden til Majestæten oprindelig har betydet noget for ham, må man ud fra hans handlinger tro, at hans følelser efterhånden snarere har rettet sig mod den købstad, hvis leder han følte, at han var, – og naturligvis ud fra sine egne liberale standpunkter. I købstaden lå hans loyalitet., men han vidste selvfølgelig godt hvem, der havde magten i sidste instans.
Købstadens øverste administrative myndighed var Magistraten, som førte opsynet over alle dens anliggender, og var ansvarlig for politi og retsvæsen. Som borgmester kunne Schow opfattes som Magistratens forretningsførende direktør. Han åbnede alle breve og behandlede sagerne, før de blev forelagt Magistraten. Den bestod af fire rådmænd valgt på livstid, og var købstadens indflydelsesrige skibsredere og købmænd. – Desuden fandtes Deputeretkollegiet, der bestod af 12 deputerede borgere. Borgmesterens dominerende stilling kunne give konflikter med rådmændene, som det under Prehn.[15] I modsætning til ham opførte Bendix Schow sig helt anderledes klogt, og han kom snart til at holde dens medlemmer i sin hule hånd.
Borgmester Schows større aktiviteter for købstaden
Igennem tre årtier arbejdede Bendix Schow med store og betydningsfulde opgaver, hvoraf kun nogle få store sager skal nævnes, da de vidner om hans dygtighed og ihærdighed. Det første var en skolereform, som allerede var blevet bragt på bane i 1794. Ved lange forhandlinger fik Schow i 1807 skabt enighed om en fremsynet skoleordning, som foregreb den generelle ordning i 1814.[16]
I 1807 brød krigen ud, og den vaktes en intens følelse af dansk patriotisme i søfartsbyen Aabenraa. Schow var den drivende kraft i bestræbelserne på at frelse byen fra krigens farer. Han bad om at få militær til byen, skrev appeller til de våbenduelige mænd om at deltage i et frivilligt korps, og stod for finansieringen af en lokal kanonbåd.[17] Hans indsats på dette område blev også belønnet med justitsrådtitlen.
Da der i 1817 samledes et antal ansete mænd fra Aabenraa for at vedtage vedtægter til en spare- og lånekasse, var borgmester Schow i forreste række. Formålet var at komme fattigdommen til livs ved at opdrage de økonomisk dårligst stillede, – dvs tjenestefolk, svende, daglejere m fl, – til at anbringe deres indtægt sikkert og anvende dem til fornuftige formål.
Væsentlig mindre var hans interesse for et andet socialpolitisk initiativ, oprettelsen af kolonihaver. Statsholderen i hertugdømmerne, Carl af Hessen havde i 1821 anbefalet at indrette fattighaver som i Slesvig by. Den sagkyndige mente, at de i Aabenraa skulle ligge ved Hjelmkobbel, men der havde borgerskabet sin skydeplads og det var forpagtet bort til en major. Så borgmester Schow trak sagen i 10 år, opgav sin modstand mod den oprindelige placering i Hjelmkoblerne.
Men allermest bør Schow naturligvis huskes for at have gennemført byggeriet af et smukt og rummeligt rådhus, tegnet af C F Hansen, der stod færdig i 1830.
Forfatningspolitik
Borgmester Schow bevarede sin politiske interesse også efter at han havde forladt Kancelliet, men han følte sig primært som embedsmand. Han korresponderede med ledende embedsmænd i Kancelliet og var orienteret om, hvad der skete; og han fulgte ligeledes med i de liberale kræfter i Kiel og sin ven Dahlmanns videre karriere. [18] Denne var blevet professor i Kiel og markerede i 1815 offentligt sin markante tysk nationale holdning. Han var medudgiver af de kielske forfatningsvenners tidsskrift Kieler Blätter, hvor han publicerede en artikel Ein Wort über Verfassung. Som sin morbror blev også Dahlmann sekretær for ridderskabet. [19]
I sit hjem læste Bendix Schow med begejstring ’Kieler Blätter’, og Dahlmann opfordrede ham til selv at skrive en artikel dertil. Det ville Schow ikke, fordi han opfattede sig som en politisk strateg i baggrunden og ikke som folkefører. [20] Måske erkendte han også faren ved som embedsmand åbent at fremføre kontroversielle politiske synspunkter.
Men i 1816 opstod der en situation hvor Schow følte, at nu måtte det være slut med at være bange for konsekvenserne af vedstå sine liberale synspunkter.[21] Baggrunden var den, at efter Wiener kongressen 1815 var det ved den tyske forbundsakts artikel 13 bestemt, at de enkelte lande i forbundet skulle have stænderforsamlinger. Den danske konge havde forpligtet sig til det for sit tyske land Holsten, – men havde hverken pligt til eller ønske om at gøre det for det danske hertugdømme Slesvig. Modsat forkyndte den liberale juridiske professor Falck i Kiel, at hertugdømmet Slesvig havde ret til en forfatning i fællesskab med Holsten. Kongen havde også bekræftet Ridderskabets privilegier. Det stod stærkt på et krav om en forfatning for begge hertugdømmer, præget af dets nye sekretær prof. Dahlmann. I august 1816 havde kongen indkaldt en kommission til at udarbejde stænderforfatningen for Holsten. [22]
Bendix Schow ville nu sætte kraft bag kravet om en stænderforfatning for hertugdømmet Slesvig. Han havde drøftet det med sine borgmesterkolleger i Flensborg, Husum, Sønderborg og Haderslev. De havde aftalt, at Schow via prof. Dahlmann skulle opfordre ridderskabet til i forening med købstæderne til at stille sig i spidsen for en henvendelse til kongen om en stænderforfatning for Slesvig. Over for prof. Dahlmann fremlagde Schow som politisk strateg både den taktik og den argumentation, som ridderskabet burde fremføre.
Ridderskabet som stand med retlige rødder i fortiden skulle gå i spidsen og skulle forsvare de andre stænders rettigheder. Ridderskabet skulle anmode købstæderne som berettiget stand om at medunderskrive petitionen til kongen.. Hvis købstæderne var villige dertil, skulle det ske bredt med magistraterne og med de deputerede borgere. Ville ridderskabet ikke være spydspids for aktionen havde Schow også en plan B.
Han havde også øje for, at kong Frederiks modvilje kunne skyldes frygt for udenrigspolitisk indblanding i monarkiets forhold, – ikke unaturligt efter tabet af Norge. Scchows naive politiske tro var, at jo flere politiske rettigheder befolkningen fik af kongen, desto mere ville folket være knyttet til ham. Nok skulle ridderskabet nævne det retlige krav på en stænderforsamling for Slesvig, men det skulle også siges, at det ikke var hensigten, at hertugdømmet Slesvig skulle tilsluttes Det tyske Forbund. [23]
Trods kontakten til sekretær prof. Dahlmann viste ridderskabet sig reelt ikke interesseret i en fælles henvendelse. Den mulighed var lukket, men den forudseende Schow havde i mellemtiden også henvendt sig til den konservative baron Cai Lorents Brockdorff om der muligheder i en henvendelse fra købstæderne om en stænderforfatning. Han var kansler for Holsten og medlem af forfatningskommissionen. Derfra fik Schow oplysningen, at der var en mulighed for at opnå et resultat, hvis et flertal af byer henvendte sig og henviste til de økonomiske ulemper for Slesvig, hvis kun Holsten fik en stænderforfatning.
I stedet for at bygge på prof. Dahlmanns historisk retssynspunkt om adelens standsrettigheder, valgte Schow at følge Brockdorffs praktisk politiske vejledning. Han fik ledelserne i byerne, med den store Flensborg som den vigtigste, til at indsende petitioner om en stænderforfatning. Flensborg og Aabenraa var de første i december 1816 og i de følgende uger i 1817 fulgte de fleste andre byer efter. [24]
I henvendelsen fra Schow og Aabenraa var der ikke noget nationalt moment. Hovedvægten var lagt på de økonomiske argumenter. Ønsket om en forfatning også for Slesvig, var kardinalproblemet for borgerskabet. Men i stedet for rettighederne pegede Aabenraa på ulemperne ved en adskillelse af hertugdømmerne, for kreditten og ved rigsbankforordningen. Schows forsøg på at bruge ridderskabet og Dahlmann som forfatningsmæssig murbrækker for de slesvigske købstæders forfatningsmæssige interesser mislykkedes. Der var for en dyb kløft imellem borgerskabet og nationalromantikeren, professor Dahlmanns forsvar ridderskabets standsmæssige interesser.
Da der ikke kom noget svar fra kongen på byernes petitioner, som han havde lagt så meget energi i, udviklede Bendix Schow en politisk frustration. .”Hvor længe vil de nuværende magthavere kunne holde stand over for et frit, åndeligt virksomt folk?” – skrev han i marts 1817 i en sætning med revolutionære efterklange. Året (1818) efter tilsluttede han i Kiel under påvirkning af sine liberale venner den såkaldte Harmonie petition, der var mere radikal end Aabenraas petition. Den krævede bl.a. at slesvigere skulle optages i den holstenske forfatningskommission og en forfatning omfattende begge hertugdømmer skulle udarbejdes. For Schows vedkommende betød det ikke noget ønske om at rokke ved den rodfæstede helstatsfølelse.[25]
Kongemagtens regulering af meningsdannelsen
Den trykte presse udgjorde et hovedmiddel, hvormed de liberale inden for begrænsede rammer direkte kunne påvirke samfundsudviklingen. Derfor var det et krav fra deres side, at der skulle være pressefrihed, så indflydelsen kunne blive maksimal. Den trykte presse fungerede på en måde som en højtaler, der forstærkede de liberale synspunkter og spredte dem i en stadig bredere kreds. I Schows hus samledes i midten af 1820erne venner ved oplæsningen af de liberale ‘Kieler Blätter’, der hilste hvert nummer blev hilst med jubel, ligesom man læste den tyske patriot Ernst Moritz Arndts (1769-1860) skrifter [26]
I Haderslev, Tønder og Sønderborg udkom der i begyndelsen af 1820erne nogle små ’intelligensblade’ , nærmest svarende til ugeaviser med hovedvægt på de lokale annoncer og efterretninger. Ville man følge med i politik og udenrigspolitik måtte læse aviser fra Hamborg og Altona, især Altonaer Merkur.[27] For den lille kerne af tyskorienterede liberale i købstaden, med borgmester Bendix Schow og lægen August Wilhelm Neuber (1781-1849) i centrum var det ikke nok. Helst ville Bendix Schow naturligvis have et blad, hvor man kunne drøfte politiske forhold og derved påvirke politikken. Det gav lovgivningen for hertugdømmet Slesvig dog ikke mulighed for, og så måtte Schow foreløbig nøjes med det mulige, et intelligensblad, da lejligheden bød sig.
Jeg vil super kort sige noget om mulighederne for meningsdannelsen. 50 år tidligere havde Struensee afskaffet århundreders censur i hele monarkiet. Året efter i 1771 blev det præciseret, at ophævelsen af censuren ikke betød at alt kunne trykkes, men at alle andre love fortsat gjaldt. Efter den franske revolution 1789 blev trykkefriheden meget benyttet, og udenrigspolitisk provokerede det den russiske zar voldsomt. I kongeriget Danmark blev der derfor i 1799 indført en omfattende straffelov til afgrænsning af trykkefriheden, herunder en vis censur. Under Napoleonskrigene blev meningsdannelsen naturligvis strammet yderligere, men egentlig censur blev ikke genindført. Det skete først hertugdømmet Holsten, fordi det var medlem af Det tyske Forbund, og de tyske stater udviklede sig reaktionært. Et terroristmord førte i 1819 til en beslutning om censur i de tyske lande, dvs. en genindførelse af censur før trykning i Holsten.
Det gjaldt ikke for hertugdømmet Slesvig, hvor der stadig var trykkefrihed, men da dette sprogligt og kulturelt var stærkt knyttet til Holsten, frygtede kong Frederik 6. omgåelser ad denne vej. Kancelliet søgte at berolige Frederik 6. , men forgæves. Kongen valgte den skærpede fremgangsmåde, som bragte pressetilsynet i hertugdømmet Slesvig tættere på censuren i Holsten. Med forordningen af 22. februar 1820 besluttede kongen, at bogtrykkerne før salg og distribution af ethvert skrift under 20 ark (ca 320 sider) skulle indlevere det til politimesteren. I tilfælde af overtrædelse ville de kunne straffes med en bøde på 100-500 rbdl. , om end de ikke skulle afvente politimesterens reaktion.
I Slesvig indførtes altså en kontrol/censur før distribution, men efter trykning, svarende til retstilstanden i kongeriget. Selv om kancelliet appellerede til befolkningens forståelse om at de nødvendige bestemmelser om misbrug af pressen allerede var givet i 1771 og at det drejede sig om misbrug fra udefrakommende personers side, så var effekten dog den samme. Nogle topjurister (Ørsted) argumenterede endda for, at denne form for censur reelt var værre, da det ikke kun var overtrædelsen af trykkefrihedsbestemmelserne, der blev straffet, men fordi det betød store økonomiske omkostninger når hele oplaget blev kasseret.
Måneden efter strammede Kancelliet og kongen også mulighederne for overhovedet at udgive aviser og blade. I kancellipatentet af 4. marts 1820 blev det fastslået, at intet blad måtte udkomme uden at det havde et privilegium. Derved havde myndighederne mulighed for at stoppe et kritisk blad, hvis det blev regulært fjendtligt over for kongen. Udgiverne af uge- og dagblade ikke måtte optage politiske efterretninger eller artikler med med politiske emner, uden at de havde en særlig tilladelse dertil i deres privilegium.
Det var samme linje, som kongen og Danske Kancelli havde lagt for kongeriget Danmark ti år tidligere.
I den enevældige stat var det den naturlige og anti-liberalistiske måde at regulere rettigheder på. Borgerne skulle have kongeligt privilegium til enhver aktivitet, – som apoteker, brygger, til fabrikker, garveri osv. Privilegiet betød velvilje vist fra kongemagtens side og knyttede undersåtten til Majestæten i taknemmelighed. Og omvendt gav privilegiet sin indehaver sikkerhed for at kunne udøve sin økonomiske aktivitet uden at blive udsat for konkurrence. Det sagde sig selv, at det var skadeligt for den enkelte og for borgerne som helhed, når der i en lille by udkom to blade, hvor der kun var økonomisk grundlag for ét.
Kopperholdts blad
I Nybro nr 20, få huse fra borgmesterens store hus, boede Hans Kopperholdt (1787-18xx) [28] der i over et årti havde kæmpet med økonomiske vanskeligheder. I 1823 søgte han med alle midler efter nye indtægtskilder. Det økonomiske formål anførte han den 30. maj 1823 i sin ansøgning om privilegium til at udgive et ugeblad for købstaden Aabenraa (Apenrade), hvor der hidtil ikke var udgivet et blad, der skulle udgives i byen og i Aabenraa og Løgumkloster amter.
Ved tildelingen af et privilegium bearbejdedes borgmesterens indstilling af melleminstansen i Slesvig og af Kancelliet i København, før det sluttede med en indstilling til Kongen. Borgmesteren havde ikke megen indflydelse på privilegietildelingen, med mindre han kendte sine overordnedes kriterier og kunne bruge dem i sin argumentation. Men det havde Bendix Schow, der sikkert gav Kopperholdt gode råd.
Kopperholdt søgte om privilegiet både hos amtmanden og byens Magistrat, dvs. borgmester Schow. Han har muligvis anbefalet ham at søge et privilegium med eksklusivret (eneret) fordi han vidste, at en nyetableret bogtrykker Rathje i købstaden også ville ssøge et bladprivilegium.[29]
Helt usædvanligt foreslog Magistraten (dvs. borgmester Schow) i sin anbefaling, at Kopperholdt skulle have lov til at bringe politiske nyheder fra andre blade ! Det havde denne ikke selv ønsket. Det viser formentlig Schows egen interesse i at få et politisk blad i byen. Det kom han dog ikke igennem med. Statholderen Carl af Hessen på Gottorp og Kancelliet mente ikke, at der var behov for en avis i Aabenraa, der kunne bringe politisk stof. De ville kun indstille til kongen at bevilge et privilegium, hvis der lokalt var et generelt behov. I den lille købstad Aabenraa kunne det være et intelligensblad (annonceblad), men næppe mere. I hertugdømmerne udkom der i øvrigt ikke andre politiske aviser end de store blade Altonaer Mercur og Fortuna i Glückstadt. Da Kopperholdt i april 1825 fik et bladprivilegium, indeholdt det forbud mod at optage politiske efterretninger, men det var faktisk kancelliets standardformulering for intelligensblade.
Da byens bogtrykker, Rathje havde fået afslag på et bladprivilegium, enedes han og Kopperholdt nødtvungent om at samarbejde, – hvilket skulle vise sig at blive meget konfliktfyldt, men det er en anden sag. I kontrakten aftalte de, hvordan, der skulle reserveres tid og plads til efterretninger, , der kom med posten fra hhvs. Hamborg, især Börsen-Halle i Hamborg og tilfældige oplysninger, der kom med den jyske post. [30] Som i andre blade bestod det journalistiske arbejde bestod i Kopperholdts Allgemeines Wochenblatt mest i at sakse tekster i andre blade.
De første 8-9 år var Allgemeines Wochenblatt som andre slesvigske intelligensblade. Dets farveløse præg skyldtes snarest, at 1820erne generelt forløb stille. Bladet udkom to gange ugentligt, og Borgmester Schow havde som censor et let arbejde med at gennemlæse bladet de to gange om ugen.
Censor Bendix Schow og Lornsen-sagen 1830.
I disse år vejledede borgmester Schow og til dels provst Paulsen Kopperholdt med redaktionen. Bladets ganske få sider rummede en underholdende del med moralske, geografiske, historiske stykker, der hentet i tyske blade. Dertil kom lokale, overvejende tysksprogede, annoncer. I de indenrigske efterretninger dominerede meddelelserne fra kongeriget og København så meget, så det næsten kan betegnes som et tyskskrevet dansk blad. Fra 1830 var det især det ekstremt liberale KjøbenhavnsPosten, der blev citeret. [31]
Kopperholdt kom ikke med politiske efterretninger i bladet i 1820erne. En total kursændring foretog han i revolutionsåret 1830 ! Den tidligere kontorchef i kancelliet, Uwe Jens Lornsen udsendte sin pjece ‘Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein’. Skriftet var blevet listet igennem den holstenske censur hos censor Christensen i Kiel og blev spredt ud over begge hertugdømmer [32] Han krævede en repræsentativ forfatning for hertugdømmerne, der kun skulle være i personalunion med kongeriget. Indholdet var sprængfarligt for det danske monarki, der kun femten år tidligere var reduceret voldsomt ved tabet af Norge. Agitationen for pjecen skærpede Kopperholdts politiske linje over for enevældens myndigheder og endte syv år senere med lukningen af bladet. For Bendix Schow som borgmester kunne sagen have fået meget alvorlige følger, men i første omgang han snoede sig selv og Kopperholdt uden om ansvaret
Det begyndte med, at den liberale professor Andreas Michelsen (1801-81) i Kiel sendte Kopperholdt et brev med otte eksemplarer af Lornsens pjece. Michelsen var meget aktiv for udbredelsen af Lornsens ideer. Kopperholdt blev så begejstret, så han den 8. november 1830 citerede brevet som en nyhedsartikel på forsiden af bladet. Artiklen omtalte Lornsens pjece og at indbyggerne i Kiel med talrige underskrifter havde bedt byens Magistrat og borgerkollegier om at sende en petition til kongen for at bede om en tidssvarende repræsentativ forfatning. De slesvigske byer måtte bestemt ikke stå tilbage, da Holsten vel nu ville få en forfatning og blev ophøjet til en tysk konstitutionel stat. I den situation måtte ’vi nedefra’ ikke lade opstå tvivl på højere sted (kongen) om holdningen til Slesvig.
Artiklen lød som en fanfare, en opfordring til oprør, til modstand imod kongens ret til at bestemme hertugdømmet Slesvigs forfatningsmæssige udvikling. Ingen tvivl om, at artiklen ville sætte en politisk aktion i gang, og at Schow skulle standset artiklen. På bagsiden af Allgemeines Wochenblatt havde bogtrykker Rathje endda indrykket en annonce, hvor han tilbød at sælge Lornsens pjece for 4 sk. [33] Heller ikke den burde en loyal censor have ladet passere.
Artiklen startede en kampagne. I næste nummer den 11. november rummede en politisk artikel i slesvig-holstensk ånd forfattet af Kopperholdt selv: Faren for at Slesvig kunne blive adskilt fra Holsten og forbundet med Danmark havde bevirket en almindelig ophidselse i hertugdømmerne.. Lornsen havde tændt et lys for slesvigholstenerne i deres vigtigste anliggende. Kopperholdt gengav rygter om, at kongen planlagde at give både hertugdømmerne og Danmark en forfatning, og fra de store byer ville der i nær fremtid blive indsendt petitioner derom. I næste nummer fortsatte Kopperholdt kampagnen ved at aftrykke en afhandling om petitionsretten af prof. N. Falck. [34] Og censor Bendix Schow lod bare den oprørske forkyndelse af Lornsens ideer passere, – uforsigtigt og måske fordi han var enig.
Artiklerne i Allgemeines Wochenblatt havde vakt opmærksomhed i slesvig-holstenske kancelli og Frederik 6. var rystet og vred over Lornsens pjece og handling. Kongens fortrolige, den kancellideputerede Johan Paul Höpp, skrev til ham, at oprindelige notits i bladet var lige så ’argt’ som Lornsens eget skrift. Det var meget vigtigt, at skriftet ikke kom i bladene. Kopperholdts artikel fandt Frederik 6. meget dadelværdig. [35] Kongen selv fulgte således med i, hvad der skete i Aabenraa.
Kansleren i Overretten i Slesvig, Joakim Ove Friedrich Spies havde allerede den 13. november slået en særdeles alvorlig tone an over for Bendix Schow. Han beordrede ham til straks at afhøre Kopperholdt og indsende forhørsprotokol og bladets privilegium til Overrettten. Hvordan havde bladet kunnet udbrede en sådan artikel? Lignende artikler skulle omhyggeligt undgås. Og det var helt forbudt at trykke Lornsens pjece enten helt eller delvist.
Da Schow den 14. november fik den tjenstlige ordre, må han have været klar over, at han befandt sig i en meget prekær situation. Nogle dage forinden (9. november) havde han nemlig selv modtaget et brev fra professor Michelsen. Denne var som stor dreng kommet i borgmester Schows hjem, og havde lært ham at kende som en liberal tænkende mand. I brevet havde Michelsen opfordret Schow til at deltage i den Lornsenske aktion med en smigrende henvisning til hans holdninger. ’Ingen vil mere være tilfreds med en landsstændersk, dvs. aristokratisk forfatning, – tiden kræver bydende en repræsentativ, en virkelig forfatning, der repræsenterer folket’. Michelsen havde også sørget for, at Schow fik et eksemplar af Lornsens pjece. [36]
Da Schow fik den tjenstlige ordre den 14. , fik han pludselig travlt med at lægge luft til prof. Michelsen, hvis deres forbindelse skulle blive kendt. Schow svarede ham samme dag, men tilbagedaterede sit brev til den 12. november, så det fremtrådte som helt uafhængigt af Kancelliets reaktion. I sit svar afviste Schow Michelsen ganske køligt med henvisning til sin stilling som embedsmand, – at tiden ikke var den rette, og at sagen var fremført ”ordnungswidrig” og var højst farlig på grund af tidens tendens. ’Man vil dog vel ikke forberede uroligheder som i Belgien i vort elskede fædreland?’. I Bruxelles havde Juli-revolutionen nogle måneder tidligere ført til blodige gadekampe og proklamation af Belgiens uafhængighed. [37]
Samme dag forhørte Bendix Schow naturligvis redaktør Kopperholdt, og afsendte samme dag (den 14. nov) sin indberetning. Det var i Schows interesse at koordinere Kopperholdts og sine egne forklaringer og stille det hele i så positivt lys som muligt. Kopperholdt udtrykte naiv uskyldighed. Lornsens pjece havde givet ham den inderlige overbevisning, at en repræsentativ forfatning måtte have lykkebringende følger for begge hertugdømmer. Når en anset kongelig embedsmand som Lornsen helt lovligt fik trykt dette skrift om forfatningen og der også i Kieler Correspondenzblatt havde været frisindede drøftelser af almen politik, – så havde det givet ham den opfattelse, at regeringen ikke ville have noget imod en sådan forfatning, når undersåtterne viste interesse derfor. Agtværdige mænd fortalte, at Hans Majestæt kongen selv havde læst Lornsens skrift i manuskript og selv havde tilladt trykningen. Redaktøren havde i denne sag, som han plejede, indhentet provst Paulsens og borgmester Schows kompetente råd, og denne havde ikke betænkeligheder ved artiklen. Af hjertet beklagede han indrykningen af brevet, da han havde erfaret at det på Allerhøjeste sted havde vakt misbilligelse.[38]
Med sit forsvar ramte Kopperholdt de ømme punkter i tilsynet med pressen, nemlig at der ikke var koordinering af censorernes indsats og at embedsmanden Lornsens pjece åbenbart var sluppet igennem regulær censur i Kiel. Det er tænkeligt at Schow med insider-viden har inspireret ham.
Schows egen forklaring og taktik svarede til Kopperholdts, nemlig at intet ulovligt havde været tilsigtet og at han undskyldte. Redaktøren var kommet til ham mandag aften for at vise ham artiklen, der var et uddrag af et brev fra Kiel. Lornsens skrift var da udkommet. Han havde ikke haft noget at indvende imod artiklen, da den kun henviste til de slesvigske kommuners ret til at indsende petitioner. Han fandt intet ulovligt i meddelelsen og havde så tilladt trykningen. Han henviste også til at censuren i Kiel havde lade pjecen slippe igennem. Havde han fejlet, så var det ikke sket bevidst og under de givne omstændigheder var fejltagelsen tilgivelig. Da han nu kendte Majestætens vilje i denne henseende, forsikrede han, at det ikke skulle gentage sig.[39]
Målet var også at afværge de overordnede myndigheders vrede, så de ikke inddrog bladprivilegiet. Schow pressede derfor Kopperholdt hårdt til at gøre afbigt og fik ham i næste nummer af Allgemeines Wochenblatt til at beklage, at han havde offentliggjort brevet fra Kiel. ” Det var undgået hans opmærksomhed, at det brev fra Kiel, han tidligere havde optaget, straks da Lornsens pjece udkom, havde haft en ophidsende tendens, og han beklagede nu dybt sin ubesindighed, da han optog det. … hans overilelse ikke var udsprunget af et forkasteligt sindelag, men af en fejlagtig mening, og at han gennemtrængt af den dybeste ærefrygt for vor milde og retfærdige konge med glæde sammen med alle taknemmelige og trofaste undersåtter ville ofre sit hjerteblod for den elskede landsfaders hellige person.” Dette nummer af bladet så Frederik 6. også. [40]
De overordnede myndigheder ville dog kende den rette sammenhæng. I første omgang ønskede Overretten i Slesvig at finde ud af, hvem der var denne brevskriver i Kiel, og om det havde været hensigten, at brevet skulle offentliggøres. Det var ikke fremgået af Schows indberetning, og det var næppe tilfældigt. Schow søgte nok at holde hånden over prof. Michelsen. Den 30. november 1830 krævede Overretten, at Schow skulle foretage en ny afhøring af Kopperholdt og få brevet udleveres. Men Kopperholdt ville ikke afsløre brevskriverens identitet, og han påtog sig ansvaret. Brevskriveren havde ikke givet anledning til offentliggørelsen eller haft det til hensigt. Kopperholdt følte sig ikke forpligtet til at udlevere brevet, men erkendte på ny, at det havde været en stor ubesindighed.
For at afbøde de videre konsekvenser for de liberale i Kiel ofrede Schow nu Kopperholdt over for Overretten. Uden at oplyse sin kilde fortalte Schow , at det var prof. Michelsen, der havde sendt Lornsens pjece til Kopperholdt og opfordret til meddele den til læserne. Højst sandsynligt stammede artiklen fra brevet, Schow følte sig overbevist om, at Michelsen ikke havde opfordret til gengive det. Hvordan sammenhængen var, havde Schow vidst ret længe, for prof. Michelsen havde jo skrevet til ham selv tre uger tidligere.
Over for sine overordnede konkluderede Schow, at kun Kopperholdt var skyldig. En undersøgelse mod prof. Michelsen ville ikke føre til anden viden end at han havde skrevet brevet. Derfor havde Schow heller ikke krævet forfatterens navn og brev udleveret. Endelig gik Schow i forbøn for Kopperholdt. Han burde ikke straffes for hårdt, da han angrede det alvorligt og bestemt ikke igen ville komme i en tilsvarende eksalteret stemning. Han var blevet hårdt straffet gennem sin offentlige afbigt.[41]
Nu var professor Michelsens navn kommet frem, og han blev så i januar 1831 forhørt af den Undersøgelseskommission, der behandlede Lornsen sagen. Profgessoren erkendte at have skrevet brevet, der var blevet trykt i ændret form og desuden at have sendt pjecer til Kopperholdt. Først havde han tænkt sig at henvende sig til borgmester Schow, men undladt at gøre det, fordi denne ikke skulle ikke have besværet med salget af pjecerne. [42] Om dertte var aftalt spil, kan man ikke vide. Men Michelsen afslørede ikke, at han faktisk også havde korresponderet med Schow og opfordret ham til at bakke op om en petition i Lornsen-aktionen. Michelsens originale brev kom heller ikke frem, da Schow blev pålagt igen at afhøre Kopperholdt. Han udleverede kun en afskrift, for det originale brev var brændt!
Som borgmester havde Bendix Schow således et vist held at redde sig selv og sine liberale venner samt bladet i Aabenraa igennem Lornsen-sagens farlige dønninger. Men han følte at han måtte berolige sine overordnede, at de kunne stole på ham. Han indberettede i januar 1831 til Undersøgelseskommissionen, at Lornsens pjece i Aabenraa alligevel havde inspireret nogle lokale liberale til at ville indsende en petition. Han havde fået kvalt disse bestræbelser og han havde også behandlet sagen med afhøring af Kopperholdt meget diskret. [43] Der var altså roligt i købstaden.
Efter Lornsen-sagen
Efter Lornsens sagen fortsatte Kopperholdt med at bringe liberalt stof. Oprindelig havde han en nær forbindelse til de københavnske liberale, men kun en svag kontakt til Kiel. Det ændrede sig, sikkert under kraftig påvirkning af den slesvig-holstensk liberale overretsadvokat C. Heiberg, der førte de slesvigske pressesager. [44] Indtil videre accepterede de overordnede myndigheder på Gottorp stiltiende det politiske islæt i Allgemeines Wochenblatt, – måske fordi de (Spies) tog et humant hensyn til borgmester Schows næsten livsfarligt sygelige irritabilitet ! [45] Schows indflydelse på bladet i Aabenraa nærmede sig dog slutningen.
I 1834 blev der oprettet rådgivende stænderforsamlinger, og i hertugdømmerne indførtes nye melleminstanser, en ny slesvig-holstensk regering og en ændret overret. De administrative og de dømmende funktioner skulle skilles ad, men tilsynet med pressen med beslaglæggelser blev opfattet som administrative politisager og tillagt regeringen ifølge dens instruks § 19. Når censor havde beslaglagt et blad, skulle han meddele den slesvig-holstenske regering det, der traf den endelige beslutning. Kun ved idømmelse af yderligere straf, var det en retlig bedømmelse i Overretten. I sidste ende kunne Kancelliet tage sig af spørgsmålet om en eventuel kassation af privilegiet.[46]
Indførelsen af stænderforsamlinger og en fælles slesvig-holstenske regering imødekom nogle af liberale ønsker, men det var ikke godt nok. Bl. a. var det et stadig krav, at sager mod den trykte presse skulle behandles af domstolene, ikke administrativt. Kampen mod kongemagten begyndte i 1835, og førtes ikke mindst frem af bladene, der var i opposition til statsregeringen. I Kiel var det Olshausens Correspondenzblatt, i hertugdømmet var det Eckernförder Wochenblatt og i Aabenraa Kopperholdts blad. Hertil hørte også Kjøbenhavnsposten, som i flere år var det kongerigske blad med flest beslaglæggelser. [47]
Den nye slesvig-holstenske regering på Gottorp mistede nu tålmodigheden med Allgemeines Wochenblatt. Kopperholdt havde viderebragt udførlige referater af en retssag imod den københavnske professor David for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen. Den 10. februar 1835 gav regeringen borgmester Schow en irettesættelse for ikke at have grebet ind, og Kopperholdt bøjede sig for presset og accepterede en forcensur af manuskripter, altså som før censurens ophævelse 1770. Senere forklarede han med, at det var en ’frivillig’ aftale med Schow. [48] Tilsvarende frivillige aftaler om forhåndsgennemsyn af manuskriptet havde også andre blade som Flensburgisches Wochenblatt.
Det liberale Eckernförder Wochenblatt tog derimod kampen op, opsagde sin aftale, og opfordrede andre til at gøre det samme. Nok var Kopperholdt enig, men han ændrede det kun lidt til et gennemsyn af korrekturarket. Det skyldtes nok hans gode forhold til borgmester Schow.[49] Bag Eckernförder Wochenblatt stod advokat C F Heiberg, der frem til 1838 fremsendte utallige klager over den lokale politimesters beslaglæggelser, – men bladet tabte striden med sin censor og regeringen på Gottorp. Sådan kom det også til at gå i Aabenraa.
Afslutningen
I 1837 forværredes borgmesterens helbredstilstand, og hans søn, Georg Heinrich Leonhard Schow (1810-89), der under sygdomsperioder havde hjulpet ham, blev nu konstitueret. Dermed sluttede Bendix Schows tid som borgmester og censor. Georg Schow fik som censor et fuldstændig andet, negativt forhold til Kopperholdt, og efter to år mistede denne sit privilegium og Allgemeines Wochenblatt ophørte med at udkomme i 1839. Det var den dramatiske kulmination af striden mellem myndigheder og de liberale blade i hertugdømmet Slesvig, som ikke skal fortælles her.
Georg Schow havde studeret jura i Kiel og efter eksamen været ansat som kancellist i den nye slesvig-holstenske regering på Gottorp. Han ville gerne gøre sig positivt bemærket over for regeringen, så han kunne blive faderens efterfølger. Det gjaldt derfor om nøje at føre statsledelsens kamp imod de liberale oppositionsblade på lokalt plan i Aabenraa, dvs. mod Kopperholdt.
Kopperholdt var en 50-årig stridbar redaktør og den 27-årige Georg Schow var en ung selvbevidst, autoritært indstillet jurist. Hans kampvilje var også større end respekten for lovgivningen. Senere udtrykte den unge Schow således (vedr. den dansksindede redaktør Frederik Fischer), at det var sikrest, om ugeblade stod under en gammeldags censur, men den opfattelse kunne regeringen på Gottorp dog ikke godkende.
Efter kun to måneder kom det uundgåelige sammenstød. I juni 1837 erklærede Kopperholdt, at han ikke var forpligtet til at forelægge bladet til censur før trykningen. Det ville Georg Schow ikke acceptere. Hans modforholdsregel var nøje at følge loven og i konsekvens lade hele det trykte oplaget beslaglægge og kassere, hver gang han fandt uacceptable artikler. Kopperholdt vovede sig længere og længere ud i konflikten med censor Georg Schow. Det blev til mindst 20 beslaglæggelser i løbet af halvandet år, og der var et hadefuldt modsætningsforhold mellem dem, – lige så negativt, som det tidligere havde været positivt under den ældre borgmester Schow.
I januar 1839 indstillede Georg Schow til sine overordnede, regeringen på Gottorp, kancelliet og til endelig afgørelse Frederik 6., at Kopperholdts privilegium skulle kasseres. Det tilsluttede de sig og det skete den 2.marts 1839.[50] Aabenraa liberale blad døde, – et af de sidste numre med meddelelsen om kassationen havde Kopperholdt provokatorisk på kongens fødselsdag (!) forsynet med sort sørgerand! Det virker næsten symbolsk, at den tidligere borgmester Bendix Schow døde blot et halvt år senere, den 18. august 1839.
Tak til Jørgen Witte.
[1] G. Japsen: Den nationale udvikling i Åbenrå 1800-1850 (1961) s. 76;
[2] Japsen 1961 s. 73f.
[3] Japsen 1961 s. 75f.; Das Album der Universität Kiel. Herausg. Franz Gundlach (1915) nr 6975.;
[4] Jørgen Paulsen: Tyske Embedsmænd i København i Tiden 1800-1840. [Sønderjydske Aarbøger 1936] s. 48f.;
[5] Tyske Kancelli C 9 Forestillinger 1802 20. august 1802 og 16. december 1803; Kringelbach s. 262;
[6] Jørgen Paulsen 1936 s. 53-55;
[7] Åbenrå Bys Historie. red. af Johan Hvidtfeldt og Peter Kr. Iversen. Bd II (1967) Perioden 1721-1814 ved H.H. Worsøe. s. 18;
[8] Tyske Kancelli C 9 forestillingsprotokol 7. juni 1805 nr 3 (film S 5632)
[9] Erik Skifter Andersen: Registrant over ejendomme i Aabenraa 1700-1920 (2012) s. 76;
[10] J.P. Trap: Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig (1864) s. 101, 332;
[11] LAA Privatarkiv Bendix Schow Regnskab 14. december 1814;
[12] Thomas Ries: Det gamle rådhus i Apenrade – fem artikler i Hejmdal i februar 1918 [Historie fra bybakken 2007]; Birgitte Kragh Rasmussen: Aabenraa Rådhus 1830-1980 (1980) s. 11f.; Åbenrå Bys Historie Bd II (1967) ved H.H. Worsøe. s. 126;
[13] Japsen1961 s. 23; Gerret Liebing Schlaber: Hertugdømmet Slesvigs forvaltning. Administrative strukturer og retspleje mellem Ejderen og Kongeåren ca. 1460-1864 (2007) s. 308, 117;
[14] LAA Apenrade Byarkiv V12 Sager ang. byens embedsmænd og tjenestemænd i alm. 1651-1867. bl.a. trykt formular, her oversat til dansk.
[15] Apenrade Byarkiv V 14 Gegenwärtige Verhältnisse und Befugnisse der Magistrats Mitglieder unter sich und der Stadt- und Amts-Beamte 1711 – 1843, skrivelse af 7. Maj 1802,
[16] Japsen 1961 s. 39-42;
[17] Japsen 1961 s. 46-51;
[18] Han omtaler i 1816 Spies og C Brockdorff, men formentlig hørte F C Jensen også til dem. G Japsen : Briefe von Bendix Schow [Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte Bd 102/103 [1977/78] s. 160, 163
[19] G. Japsen: De slesvigske byers forfatningspetitioner 1816-17 [Sønderjyske Årbøger 1964 s. 313f.;
[20] Japsen: 1964 s. 316 f.; Japsen 1977/78 s. 159;
[21] Gottlieb Japsen: Briefe von Bendix Schow. ZGS-H G BD 102/103 (1977/8) s. 158 den 22. sept. 1816
[22] Georg Nørregaard: Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-24 (1960) s.139ff;
[23] Gottlieb Japsen: Briefe von Bendix Schow. ZGS-H G BD 102/103 (1977/8) s. 158 dat. 22. Sept. 1816.
[24] Georg Nørregaard: Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-24 (1960) s. 140f.; G. Japsen: De slesvigske byers forfatningspetitioner 1816-17. s. 315-325;:
[25] Japsen 1961 s. 80-84;
[26] Svend Larsen: Pressen i Apenrade ved Nationalitetskampens Begyndelse. [ I Festskrift til H. H. Hanssen 1932] s. 110;
[27] Svend Larsen 1932 s. 104;
[28] Skifter Andersen: Registrant over ejendomme i Apenrade 1700-1920 (2012) s. 28; Morten Kamphövener: Borgerskaber i Åbenrå 1686-1867 (duplikeret 1974) Bd. I s. 114;
[29] Japsen 1961 s.
[30] Larsen 1932 s. 107f.;
[31] Japsen 1961 s. 88f;
[32] Svend Larsen s. 109;
[33] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115, Overretten til Schow 13/11… med bilag; Allgemeines Wochenblatt No. 607. 8. November 1830;
[34] Japsen 1961 s. 98f.;
[35] Zur Lornsenschen Bewegung. Mitgetheilt von Prof. Karl Jansen s. 198 i ZGSHG Bd. 24 (1894); H. R. Hiort-Lorenzen: Kong Frederik VI. og Bevægelsen i Holsten 1830. s. 191 i Sønderjydske Aarbøger 1901; Danske Magazin 1940 s. 54 Höpp til Frederik 6. den 13. november 1830; Briefe des Grafen Otto Joachim Moltke an den Kanzler Cay Lorenz Brockdorff aus dem Jahre 1830. i ZGSHG Bd. 34 (1904);
[36] Japsen 1961 s. 97;
[37] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115. Koncept til brev fra Schow til Michelsen formentlig oprindelig dateret den 14. og rettet til den 12.. Datoen er afgørende for vurderingen af Schows reaktion. Svend Larsen s. 110 og Japsen s. 97 går ud fra 12. november, men af prof. Michelsens gensvar sammesteds den 16.november fremgår, at Schow svarede 14. november. I dette svar kommenterer Michelsen Schows argumenter.
[38] Svend Larsen s. 111; s LAA Apenrade byrarkiv VII nr 115 Extrakt af retsprotokollen for købstaden Apenrade 14/11 1830; selve retsprotokollen synes at mangle, idet der en lakune i retsprotokollerne for Apenrade by mellem 1823 og 1831, jf. Nordslesvigske retsbetjentarkiver udg. af Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele (1976) s. 66;
[39] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schows indberetning 14/11 1830;
[40] citeret efter H. R. Hiort-Lorenzen s. 199;
[41] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schows indberetning 4/12 1830
[42] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Afhøring af prof. Michelsen 12/1 1831;
[43] LAA Apenrade byarkiv VII nr 115 Schow-undersøgelseskommissionen 30/1 1831 (koncept).;
[44] Japsen 1961 s. 129f.;
[45] Svend Larsen 1932 s. 118;
[46] Svend Larsen 1932 s. 113ff;
[47] Ole Stender-Petersen: Kjøbenhavnsposten (1978) s. 13f;
[48] Japsen 1961 s. 137; Svend Larsen 1932 s. 116f;
[49] LASH Abt 49 28(2) Eggers-reg. 23. juli 1835; Eckernförder Wochenblatt nr. 29, 22. juli 1835 s. 228; Svend Larsen: C. F. Heibergs politiske og nationale anskuelser i trediverne og fyrrerne. s 195 [Sønderjyske Aarbøger 1931]; Svend Larsen: Pressen i Aabenraa og dens Kaar ved Nationalitetskampens Begyndelse s. 117 [Festskrift til H. P. Hanssen 1932]
[50] Japsen 1961 s.137ff;