Artikler
Februar 19, 2015
Hvorfor kom Montgomery så sent?
Her troede man at alt var aftalt i slutspillet. Men faktum var, at der var en stor forvirring. Montgomery, Eisenhower og Churchill var ikke enige. Og da man forhandlede om krigens afslutning var Danmark endnu ikke erklæret som allieret. Montgomery ventede ti dage med at gå over Elben. Og russerne skyndte sig. Hvem nåede først Lübeck? Ja egentlig var det amerikanerne, der først mødte russerne. De var kun et par timer før dem. Først den 7. maj besluttede Montgomery at sende nogle lette kørertøjer over grænsen. Den 5. maj var der dog kommet 300 englændere til København. Men særlig travlt, ja det havde englænderne skam ikke.
Jubel i Tønder
De stod ved grænsen og spejdede efter ham. Men han kom ikke. I Tønder blev en pilot og en fotograf fejret som sande helte. Befolkningen troede, at det var Montgomerys fortrop.
Briterne fik succes
Efter at Montgomery ankom til Ægypten i august 1942 til han forlod sine tropper ved Sangro – floden i 1943 oplevede hans 8. Armé kun sejre. De italienske og tyske tropper blev drevet ud af Nordafrika. Den største sejr var nok den over Rommel ved el – Alamein i efteråret 1942. Denne sejr skaffede endelig Churchill en hårdt tiltrængt triumf efter de første krigsårs britiske fiaskoer.
To modsætninger
Det var ellers store modsætninger mellem de to. Churchill var en livsnyder, der drak og røg og værdsatte selskabelighed. Han arbejde langt fra systematisk og kom ofte for sent til møder.
Hans modsætning, Montgomery var en perfektionist ud over alle grænser. Han hverken drak eller røg. Han arbejdede metodisk og hadede folk, der ikke overholdt aftaler. Hver aften gik han i seng kl. 21.30.
De to blev dog heller ikke nære venner. De anerkendte hinandens kvaliteter, og sås en gang imellem på deres ældre dage. Et fælles træk hos dem begge var, at de var gode til at iscenesætte sig selv.
Personlig lederskab
Montgomery satte personlig lederskab højere end militær etikette. Og dette forhold skabte ham fjender. Det gjorde det vel også efter hans bidrag til krigslitteraturen. For i 1958 afslørede han store uenigheder mellem Eisenhower, Omar Bradley og George Patton om startegien i Vesteuropa efter invasionen i Normandiet 1944.
Montgomery var uenige med amerikanere
Montgomery havde været uenige med amerikanerne om tempoet og retningen for den allierede fremrykningen. Han foreslog selv at man skulle koncentrere sig om at nå Berlin før russerne. Den amerikanske krigslitteratur fremstiller ofte Montgomery som en besværlig person. Det var da også en noget nedladende holdning, som han viste over for de amerikanske generaler i sine erindringer.
Montgomery var af den overbevisning, at veltrænede og motiverede soldater var at foretrække frem for isenkram og teknologisk herredømme. Han lagde mere vægt på de forskellige værns samarbejde på slagmarken end eksercits og parademarcher.
Han skilte sig uden sentimentalitet af med alle, der ikke slog til. Han indrømmede gerne, at han kunne være svær at arbejde sammen med, på grund af sin ligefremme ærlighed.
Han ville have kontrol
Han hadede ikke at have kontrol over situationen. Andre måtte ikke opleve hans sårbarhed. Han var kæphøj, skråsikker, voldsom ambitiøs, dominerende ofte uselskabelig, desperat i sin søgen efter medgang.
Han var ofte udiplomatisk, jaloux på andres succes. Han var dårlig til at glatte ud med havde en vilje til altid at vinde.
I Danmark knyttes Montgomerys person til Danmarks befrielse. Først den 12. maj besøgte han Danmark. Han havde stor ros over for modstandsbevægelsens indsats. Men han var måske ikke så begejstret for den politiske indsats.
Kritiserede det danske forsvar
Og det var han vel heller ikke efterfølgende. Han blev først udnævnt som militærguvernør i den britiske zone i Nordvesttyskland 1945 – 46. Senere blev han i perioden 1951 – 58 næstkommanderende for Nato. Her var han ikke særlig populær hos de danske politikere. Hans kendte ligefremhed blev i den grad bragt til skue, da han kritiserede den manglende danske forsvarsindsats.
Generelt var englænderne vel ikke så begejstret for politikernes indsats og danskernes landbrugs og fiskeeksport til tyskerne.
Montgomery foragtede sorte og homoseksuelle
Det var også andre steder, Montgomery blev upopulær. Således foragtede han homoseksuelle og beskyldte sorte afrikanere for at være dovne. Det var som pensionist, at han fremkom med nedsættende kommentarer om disse.
Måske var det hans kontroversielle væsen, der gjorde, at man aldrig rigtig behandlede ham som helt. Der findes ikke særlig mange mindesmærker efter ham.
Uhæmmet selvglæde
Ingen tvivl om, at Montgomerys selvglæde var uhæmmet. Hans strategiske indsigt var langt mindre, end han selv troede. Hvilke egenskaber var det egentlig, der gjorde ham så sejrrig og hvilke skadede eller gavnede de allieres indsats, ja dette diskuteres stadig.
I denne artikel er det mere situationen lige efter tyskernes overgivelse, som vi skal kigge på.
I begyndelsen af 1945 var de allierede tropper på vestfronten endnu ikke nået over Rhinen. Russiske tropper stod langt inde i Polen, blot nogle få hundrede kilometer fra Berlin.
Eisenhower bange for russerne
Eisenhower var efterhånden bange for, at russerne ville nå frem til de tyske nord – og østersøkyster før de vestallierede. På det politiske plan blev grænserne for de amerikanske, britiske, sovjetiske og franske besættelseszoner aftalt mellem Roosevelt, Churchill og Stalin aftalt på Jalta – konferencen i begyndelsen af februar 1945.
Denne aftale førte til flere måneders kontrovers mellem Montgomery og Eisenhower. Førstnævnte ville helst indtage Berlin end drage nordpå. Men Eisenhower mente, at det var vigtigere for Montgomery at drage nordpå.
De forreste enheder af den britiske 2. armé nåede frem til Elben den 19. april. De tyske forsvarer nåede dog at ødelægge en bro i området.
Ventede ti dage med at krydse Elben
Hvorfor Montgomery nu ventede ti dage inden han lod sine enheder krydse floden og drage mod Lübeck og Wismar kan i den grad undre. På det tidspunkt foregik de mest bitreste og mest blodige kampe omkring Berlin.
Det var svært for flyvevåbnet at lave rekognosceringer i området, grundet vejret. Og briter betragtede nu heller ikke den videre færd som en skovtur. De blev da også mødt med indædt modstand fra Hitler Jugend. Det var dog også betydelig tab på begge sider helt frem til den tyske kapitulation den 4. maj. Bremen blev ført indtaget af canadierne den 26. april.
Krigsministeriet foretog en samtidig vurdering. Det var tre hovedgrunde til den langsomme fremgang:
– Den uventede hårde modstand
– Forsynings – og reparationsproblemerne
– Soldaternes ønske om at ”nyde sejrens frugter”
Også britiske soldater voldtog
Og med hensyn til det sidste er det nok ikke særlig populært, at nævne at også britiske soldater foretog plyndringer og voldtægter. Soldaterne havde ikke den store interesse i at fare frem og så falde for en snigskyttes kugler.
Montgomery havde ellers i marts udsendt en skrivelse, at det var forbudt for britiske soldater, at have noget med tyskerne at gøre. Han mindede om, at tyskerne for kort tid siden
– Havde pralet med, hvad de som herrefolket ville gøre ved jer, når I var blevet deres slaver.
– Hvis brødre og sønner og fædre systematisk havde gennemført massemord og tortur af forsvarsløse civile.
Eisenhower ville have, at Montgomery skulle skynde sig
Men den 26. april kom Montgomery på andre tanker. Han fik at vide, at det lå Eisenhower meget på sinde, at han nåede Lübeck før russerne. Montgomery skulle være blevet aldeles rasende over denne besked.
Montgomery svarede, at hvis russerne skulle komme først til Lübeck og videre til Kiel og Danmark, så var det hovedkvarterets skyld, fordi de havde frataget ham kommandoen over den amerikanske 9. Armé.
Det tyske militærs sammenbrud var i fuld gang. Russerne stod i Berlins forstæder og russiske tropper rykkede også frem ved Østersøen, hvor de skubbede store skarer af flygtende soldater og civile flygtninge foran sig. Længere syd på var russiske og amerikanske tropper mødtes ved Torgau øst for Leipzig den 25. april.
I den situation var det ikke særlig populært i London at vide, at engelske soldater lå og hvilede sig ved Elbens sydlige bredder.
Eisenhower blev opmærksom på nordflanken
Så sent som den 31. marts havde Eisenhower ment, at mål på den anden side af Elben og operationer mod Danmark og Norge udgør en senere fase i forhold til det centrale frontafsnit. Men omkring midten af april blev han mere opmærksom på nordflanken.
De allierede måtte indstille sig på lejlighedsvis modstand. Men mange tyske soldater var indstillet på at overgive sig til de allierede styrker frem for at vente på russerne.
Den 2. maj nåede de første røde djævle fra den britiske luftbårne 6. division frem til Wismar som lå i den del af Tyskland, der var udset til at blive sovjetisk besættelseszone. Om aftenen samme dag mødtes britiske enheder af fortroppen af den polsk – russiske marskal Konstantin Rokossovskijs hær ti kilometer øst for Wismar.
12 timer før russerne
Montgomery rykkede nu også hurtig frem, men det var vel nødvendigt. De nåede frem kun 12 timer før russerne. Disse 12 timer var blevet til 6 timer, da Montgomery dikterede sin dagbog den 2. maj til sin sekretær. Resten af livet fastholdt han dette dramatiske tal.
Bradley erklærede, at amerikanerne kom først
Men senere har den amerikanske general Bradley erklæret, at det faktisk var amerikanerne, der reddede Danmark fra russerne. Det var faktisk de amerikanske tropper, der fik først kontakt med russerne.
Briternes kontakt med russerne i Wismar kom kun en time efter, at amerikanerne fik kontakt med russiske patruljer lidt længere syd på. Egentlig var det amerikanerne, der skulle have æren, men det blev så briterne, der fik den.
Russerne vil ikke acceptere Danmark
Russerne havde været meget modvillig til at acceptere Danmark som allieret. Briterne var en del bekymret over Frihedsrådet. For de var begyndt at forhandle med russerne, og briterne var bange får at de ville give russerne en rolle ved befrielsen.
En embedsmand i de britiske udenrigsministerium havde således den 11 april udtalt, at russerne for nylig har antydet, at der kunne komme sovjetiske militære operationer i Danmark, men vi har ingen vidnesbyrd om de sovjetiske hensigter i så henseende.
Briterne blev dog beroliget af den danske samlingsregering. Herved blev en kommunistisk magtovertagelse manet i jorden. Regeringen blev godkendt af russerne den 17. maj.
Chef for Danmark – missionen
Generalmajor Richard H. Dewing var i september 1944 blevet udnævnt som chef for The SHAEF Mission to Denmark. Men på Jalta – konferencen i februar 1945 blev der ikke truffet nogen aftale om Danmarks forhold til de allierede. Man kunne derfor ikke give nogen garanti for, at det var britiske tropper, der skulle befri Danmark.
Meget afhang af omstændighederne. Ville de tyske tropper i Danmark overgive sig? Eller var det nødvendigt at sende allierede tropper til Danmark for at nedkæmpe dem? Modstandsbevægelsen skulle ikke deltage i direkte krigshandlinger. De skulle sættes til bevogtningsopgaver.
Usikkerhed om slutspillet
Der herskede åbenbart stor usikkerhed om slutspillet. Den 19. april havde Montgomery åbenbart udtalt, at rydningen af Danmark burde ordnes af amerikanske tropper. Hvis der skulle nedkæmpes tyske tropper i Danmark ville Montgomery foretrække amerikanske og canadiske tropper.
Ledelsen af Tyskland var lagt i armene på storadmiral Döniz, der på et tidspunkt befandt sig i Plön. Under indtryk af de militære begivenheder flyttede han hovesædet til Flensborg den 2. maj. Her befandt resterne af den tyske administration sig nu.
Store troppeansamlinger i Norden
De allierede var lidt bekymret over, at der i Norden befandt sig store tyske troppeansamlinger. Alene i Danmark var der stadig en kvart million tyske militærpersoner. Heraf var ca. 100.000 værnemagtssoldater og 75.000 tjenestegørende i flåden og luftvåbenet. Om det var rigtigt, at den øverstkommanderende generaloberst Lindemann havde opfordret til kamp til sidste person er nok tvivlsomt.
Den 30. april havde Montgomery flyttet sit hovedkvarter fra Soltau til en mark syd for byen Lüneburg.
Hvem er I?
Montgomerys stab hørte den 2. maj forlydender om, at lokale tyske generaler var interesserede i at forhandle om delovergivelse til de britiske og amerikanske tropper. Den 3. maj meldte første gruppe af serøse tyske forhandlere sig i Montgomerys hovedkvarter.
Dönitz havde bedt om at der blev taget kontakt til briterne. Fire tyske officerer var mødt op i fuld uniform, sorte støvler, for admiralens vedkommende, sort læderjakke. Montgomery mødte dem i sin enkle kakiuniform uden for sine vogne, der var tildækket af camourflagenet. Men mødtes under en flagstang, hvor Union Jack var hejst.
Med hånden på ryggen råbte Montgomery til tyskerne, Hvem er I. Da det blev oplyst, fortsatte Montgomery, Jeg har aldrig hørt om jer. Hvad vil I? Da Friedel blev præsenteret bjæffede Montgomery: En major! Hvor vover I at bringe en major ind i mit hovedkvarter!
Efter disse ydmygelser, fik udsendingerne lov til at forklare, at de kom fra chefen for den tyske overkommando, feltmarskal Wilhelm Keitel. De anmodede om, at briterne ville tage imod overgivelser af de tre tyske arméer, der kæmpede mod russerne i området mellem Berlin og Rostock.
Dette afviste Montgomery. Tyske tropper, der kæmper mod russerne, måtte overgive sig til dem. Men de tyske soldater var velkomne til at overgive sig til de vestallierede enkeltvis.
Montgomery forklarede, hvad han forlangte. De tyske tropper i Holland, Friesland, Holsten og Danmark skulle overgive sig til ham. Det ville von Friedeburg ikke acceptere. Han henviste til det presserende behov for at hjælpe de flygtende civile ud af Pommern og Mecklenburg.
Delegationen var bange for, at russerne ville dræbe dem. Montgomery skulle have svaret:
– Det håber jeg, de vil.
Det gav nu også Montgomery lejlighed til at fortælle de udsendte, hvad han havde set i koncentrationslejren i Belsen.
På det tidspunkt foreslog han den tyske delegation, at de trak sig tilbage og indtog en frokost. Der blev fremtryllet alt, hvad lejren kun fremtrylle af lækkerier ledsaget af rødvin og cognac til kaffen.
Skulle have nye ordre
Efter frokosten gentog Montgomery sine krav. Hvis kapitulationen kom, kunne forhandlingerne om troppernes placering og behandlingen af de civile begynde. Og på sin kyniske måde fortsatte Montgomery med, at hvis dette ikke skete, ville han med glæde genoptage krigen og dræbe endnu flere tyske soldater og civile.
Montgomery fremviste på et kort fronternes aktuelle forløb. Han fremviste over for de chokerede tyskere, hvor store dele af Tyskland, de allierede allerede havde indtaget.
Von Friedeburg henviste til, at han ikke havde bemyndigelse til at forhandle om de divisioner, der kæmpede mod russerne, og bad om tid til at indhente nye ordrer fra Keitel og Dönitz.
Montgomery fik også fortalt, at såfremt man ville tale om overgivelse i Norge ville han gerne sende dem videre til SHAEF i Rheims.
Montgomerys stab telegraferede til Eisenhower, og forklarede, hvad der var sket. Eisenhower sørgede for, at den russiske forbindelsesofficer blev orienteret.
Montgomery havde satset, men var overbevist om, at tyskerne betingelsesløst vil give efter. Forventningerne i lejren blev dog også indfriet.
Møde hos Dönitz
Den 3. maj havde Dönitz samlet de tyske civile og militære ledere i Danmark og Norge til et møde i Flensborg. Udsigterne til modstand i disse lande blev diskuteret. Werner Best advarede mod en slutkamp og henviste til det store antal civile flygtninge i Danmark. Det var tilsyneladende tilslutning til dette synspunkt.
Tyskerne var ikke indstillet på at overgive til den selvbestaltede danske modstandsbevægelse.
I de danske fremstillinger fra mødet skulle Lindemann have opfordret til det sidste store slag. Men denne fremstilling gives ikke andre steder. Dönitz og Keitel fik opbakning til at acceptere de vilkår, von Friedenburg havde med fra Lüneburg.
Fotografer og filmfolk alarmeret
Den 4. maj kørte Montgomerys personlige assistent Trumbull Warren og en eskorte op til den lille by Quickborn nord for Hamborg. Her havde de dagen før sat von Friedeburg og Friedel af ved de tyske linjer. Aftalen var, at de skulle samles op samme sted klokken 14 næste dag. Men tyskerne var flere timer forsinket.
Hjemme i lejren havde Montgomery samlet de allierede krigskorrespondenter, der havde fulgt 21. Armégruppe i de sidste faser af krigen. Fotografer og filmfolk var på plads. BBC havde stillet mikrofoner ved det bord, hvor den ventede overgivelsesceremoni skulle finde sted.
Den nytilkomne oberst, Fritz Pollek havde medbragt radiokoder og kort over minfelterne i Østersøen.
Fjendtlighederne skulle ophøre den 5. maj kl. 8.00.
Lavede Montgomery en aftale
Montgomery og von Friedeburg diskuterede situationen for det tyske hovedkvarter i Flensborg. På den ene side var det en del af det område, der var omfattet af kapitulationen. På den anden side fungerede det stadig som kommandocentral for de tyske styrker, der var i kamp. Og det var mod russerne øst for Elben og mod amerikanerne i Bøhmen.
Noget tyder på, at Montgomery mundtlig lovede von Friedeburg, at de britiske tropper ville vente med at rykke ind i områderne mellem Kielerkanalen og den danske grænse. I hvert fald meddelte den tyske overkommando i sin offentlige meddelelse om begivenhederne den 5. maj, at der nu var indtrådt våbenstilstand i Holland, i Nordvesttyskland fra Ems – mundingen til Kielerfjorden samt i Danmark.
Mærkelig nok lod Montgomery Dönitz – regeringen fortsætte sin virksomhed. Der måtte være et sted, de allierede kunne henvende sig til, og ledelsen i Flensborg var nu de eneste, der havde bevaret et minimum af kontrol over det tyske stats – og militærapparat.
Montgomery kom til at stå for den mest omfattende delovergivelser, som fandt sted inden Tysklands endelige kapitulation et par dage senere.
Montgomery ville ikke være med i den endelige kapitulation
Montgomery ønskede ikke at påtage sig en aktiv rolle i de efterfølgende forhandlinger om den endelige kapitulation. Han kastede sig i stedet over de administrative og forsyningsmæssige problemer i det kaotiske Nordtyskland.
Nyheden spredte sig hurtigt til resten af verden, og det var kl. 20.35 den 4. maj, at Johannes G. Sørensen i BBC udsendelsen til Danmark kunne videregive budskabet til de spændt ventende danskere:
– I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og i Danmark har overgivet sig.
På kapitulationsdagen var situationen i Danmark dog ikke helt så afklaret. Montgomery skriver dog også i sin dagbog for 4. maj, at der var
– Stor opstandelse, da der er forlyder om, at russerne prøver at komme os i forkøbet i Danmark. Det meldes, at de har sendt en enhed ad søvejen og nogle agenter ad luftvejen for at tage kontakt til modstandsbevægelsen og få indsat en kommunistisk regering. Jeg har sagt ja til at sende nogle kolonner nordpå ind i Danmark, så snart tyskerne har underskrevet overgivelsesbetingelserne.
Var russerne kommet til Sjælland?
Montgomery hentyder til underretninger, der den 3. maj var nået til London via Stockholm om, at et uspecificeret antal russere var kastet ned med faldskærme i Sydsjælland. Dette blev taget meget alvorligt i den britiske hovedstad, hvor udenrigsministeriet og Churchill nøje fulgte udviklingen.
De gjorde flere gange Eisenhower og Montgomery opmærksomme på, hvor vigtigt det var at få vestallierede tropper til København og Sjælland inden russerne fik mulighed for at blande sig i det hele.
Den 5. maj kom 300 englændere til København
Dewing ankom med omkring 300 luftbårne soldater omkring kl. 17 den 5. maj til København. Hans hovedkvarter blev Hotel d’ Angleterre. Dewing gik straks i gang med at firtælle de tyske militærledere, hvordan tilbagetrækningen skulle foregå.
Hvorfor gik Montgomery ikke over grænsen?
Men hvorfor gik Montgomery ikke bare over grænsen?
Den britiske repræsentant ved SHAEF’s hovedkvarter forklarede det britiske udenrigsministerium, at Montgomery anså
– Den tyske forvirring i Jylland for at være så stor, at han ikke kunne sende kampvogne igennem i det næste døgn, mens tyskerne får orden på sagerne.
Montgomery fik beroligende rapporter fra København. Det hjalp også, at der var kommet en samlingsregering, og det så ikke ud til at tyskerne ville gøre modstand. Russerne holdt sig også væk.
Derfor ventede han endnu et par dage med at sende pansrede enheder op gennem Jylland. Ventetiden blev dog for lang for Churchill. Han klagede over forsinkelserne. Man kunne ikke være forsigtig nok i forhold til at forhindre russerne i at få indflydelse i København og andre steder i Danmark. Montgomery forsøgte at berolige Churchill.
Endelig den 7. maj – over grænsen
I stedet blev det enheder af lette kampvogne fra regimentet The Royal Dragoons, der passerede den dansk – tyske grænse den 7. maj kl. 13. De fordelte sig nu over hele landet, og en eskadron rykkede ind i København den 8. maj.
Samme dag lagde krydserne Birmingham og Dido samt fire torpedobåde til kajs ved Langelinje. Panikken over mulig kommunistisk anslag kunne afblæses. Danmark var under vestallieret kontrol – med undtagelse, skulle det vise sig, af Bornholm.
Havde de vestallierede glemt Bornholm?
Vi kender historien om den russiske besættelse af Bornholm. Den tyske kommandant nægtede i majdagene at overgive sig til andre end de vestallierede. Men russerne ville det anderledes. De betragtede øen som en del af deres geografisk interesseområde. De bombede Neksø og Rønne den 7. maj.
De første russiske marinefartøjer kom to dage efter og den 10. maj kom regulære russiske tropper. Churchill var indstillet på, at sende repræsentanter til øen, så de tyske troppe kunne overgive sig til de vestallierede. Men Eisenhower mente, at det politisk var klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Russerne mente, at det var passende, at de optrådte som øens befrier. Tyskerne var naturligvis forvirrede, og forespurgte i Montgomerys hovedkvarter, om det ikke var der, de skulle overgive sig. Eisenhower mente, at det var politisk klogest at sikre sig sovjetisk samtykke.
Der var usikkerhed over hele. Hvad var hensigterne med russernes besættelse, og hvor længe ville de blive?
Den endelige kapitulation ført underskrevet 8. maj
Det var lykkedes for tyskerne at forhale den endelige underskrivelse af kapitulationen. Den 8. maj blev slutdokumentet endelig underskrevet i det sønderbombede Berlin.
Montgomery var ikke tilfreds med kommandostrukturen i slutningen af krigen. Dette nedfældede han i et manuskript. Han mente, at ledelsesformen var alt for usikkert, og det var ingen klare ideer om, hvordan krigen skulle afsluttes. Montgomery indrømmer også, at hvis amerikanerne ikke var trådt ind i krigen, havde de allierede aldrig vundet den.
Modtaget som helt i København
Den 12. maj blev Montgomery modtaget som en sand helt i København. Det var et meget kort besøg, men han nåede dog at hilse på kongefamilien. Han ankom klokken 11.30 og tog allerede af sted igen kl. 17.40.
Om den danske indsats under krigen brugte Montgomery udtrykket second – to – one. Den danske modstandsbevægelse havde ifølge sagens natur ikke haft mulighed for at gøre sig gældende og at øge afgørende indflydelse på den allierede krigsførelse.
Kilde:
– Ib Nordby: Krigens generaler, generalernes krig (1997)
– Aage Trommer: Disse fem år, tværsnit og indsnit (2001)
– Bent Jensen: Den lange befrielse. Bornholm besat og befriet 1945 – 1946(1996)
– Bent Jensen: Bjørnen og Haren (1999)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945 (1985)
– Knud v. Jespersen. Med hjælp fra Danmark (2000)
– Annmette Sørensen: Da englænderne kom (1995)
– Niels Barfod: En kriger – portræt af Ole Lippmann (2005)
– Krigens historie (1968)
– Montgomery: Erindringer 1 – 2 (1958)
– Alan Brooke: Felmarskal lord Allan Brooke: Krigsdagbøger 1939 – 1945 (2004)
– Ole Steen Hansen, Anette Betke: Kampen om Europas og Danmarks befrielse(2005)
– Jørgen Sevaldsen: Montgomery – Danmarks befrier (2007)
– Johan Hvidtfeldt: Fra kapitulationsdagene 1945: Dönitz, Lindemann og Best (1985)
– Andreas Skov, Flemming Søborg: Den 5. maj 1945 (2004)
– Lars Lindeberg: I dette øjeblik (2005)
– Karl Chr. Lammers: Det ny Tyskland, fra sammenbrud til genforening (1992)
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk findes der 132 artikler om og omkring besættelsestiden – God fornøjelse.
Januar 26, 2015
Dengang – der kom en Sporvogn på Nørrebro
Vi følger i denne lidt større artikel udviklingen på Nørrebro fra 1850erne til 1896. Hvordan så det ud med den kollektive trafik – dengang. Der var en enorm befolkningstilvækst, og omnibusser fandt efterhånden herud. Men da det første sporvejsselskab ville etablere sig kneb det med aktietegningen. Men så tog Heegaard fat og Nørrebroes Sporvejsselskab var en realitet. Man skulle dog længe vente på en rigtig banegård. Da den så kom, kom der yderligere gang i bebyggelsen. Og så kan heste også få influenza.
Ikke den mest behagelige transportform
Københavnerne var begejstret. Tænk i 1863 blev der anlagt en sporvej til Frederiksberg. Snart blev der udtænkt andre linjer. Nu var fremføring på skinner nok ikke den mest behagelige transportform – dengang.
Omnibusserne, der betjente byens yderkanter fik bedre affjedring og bredere fælge. Men man kørte på stenbro, så det var da en blandet fornøjelse. Hvis busserne skulle klare sig i forhold til sporvognene, ja så måtte man nedsætte taksterne og køre lidt hyppigere.
Vognmandsforeningen ville ikke have sporvogne
I 1865 indsendte Vognmandsforeningen en klage til Borgerrepræsentationen. Man ville hindre, at der kom flere sporvognslinjer. Men det ville politikerne ikke høre tale om. De mente, at sporvognene var et stort gode for byens befolkning.
Allerede den 23. januar 1864 fremkom til Indenrigsministeriet et koncessionsdragende fra Adolph Keifler. I 1870erne blev denne kendt som aktieselskabsspekulant.
Han ville lave en sporvej til Nørrebro, udgående fra Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, igennem Gothersgade, over fæstningsbroen og videre ad Nørrebrogade og Lygtevejen til lyststedet Ventegodt.
Københavns Magistrat svarede kort og godt:
– At således som Sagen for Tiden ligger, kan man ikke indlade sig på en Koncession.
Forstaden Nørrebro havde på ganske få år haft en kæmpe befolkningstilvækst. Særlig Blågårds – kvarteret var der mange, der bosatte sig.
Hvordan så Nørrebro ud – dengang?
Men hvordan så det egentlig ud på Nørrebro, dengang?
Endnu i begyndelsen af 1850erne var landelig idyl ude på Ydre Nørrebro. Bebyggelsen mellem Lygten og Jagtvejen bestod af to lyststeder, Ventegodt og Petersdal. Så var det også to gæstgiverier, Hvide Svane og Ny Kro. To møller var der også Skære Mølle og Ølunds Mølle ved Nørrebros Runddel. Fra Jagtvejen og udefter hed vejen indtil 1874, Lygtevejen. Dengang var det kun en landevej med træer og grøfter langs siderne.
Så var det jo også Assistens Kirkegård. Dengang på hele 30 tønder land, og byens absolut største begravelsesplads. Den svenske digter Nicander gav i 1853 følgende beskrivelse:
– For at nyde en tavs og rolig Fest vandrede jeg ud fra Nørreport til den saakaldte Assistence Kirkegaard, som sikkert er en af de skønneste Kirkegaarde i Europa. Løvfulde Træer, skyggefulde Gange, aabne og lyse Steder, Monumenter, som beskygges af løvfulde Træer, Popler og Taarepile, Urner og Kors, som omslynges af Rosenranker, vellugt, Fuglesang, gør Dødens Bolig til et lidet Paradis. Nogle kunne maaske sige, at Stedet er mere en Have end en Kirkegaard
På den anden side af Nørrebrogade lå nogle enkelte huse og en reberbane. På hjørnet af Møllegade, der dengang blev kaldt for Jødevejen, lå dansestedet Det Gamle Testamente. Længere ned ad fælleden skimtedes et par stubmøller. Og grunden til, at man kaldte stedet for Jødevejen var, at her lå Mosaisk Kirkegård.
Fra Møllegade til Fælledvej lå der kun seks huse. En af disse hed Jylland, et meget velbesøgt traktørsted, hvis skyggefulde have rakte langt ned ad Fælledvej.
Fælledvejens sydside var tæt bebygget og tværs over vejen var bygget en rødmalet barriere for kreaturerne, der græssede på fælleden. Tæt ved kørerbanen stod en hytte, hvor ledvogteren boede med sin familie.
Længere nede mod søen lå en ejendom på 5 tønder land med en ældre hovedbygning og nogle store gartnerier. Det var Store Ravnsborg. Her holdt Den bestandig borgerlige Forening til.
Ved Kapelvej lå beværtningen Lille Ravnsborg. Her lå også den kendte ejendom Solitude med marker og enge, der strakte sig helt ned til Ladegårdsåen. Den tilhørte i 1840 kaptajn Bangert. Ved hans død blev ejendommen udstykket af hans arvinger. Nogle af jordlodderne ned mod åen blev således benyttet af en gartner til rabarberdyrkning. Ja og det navn har hængt ved området siden.
Blågårds storhedstid
Blågård var den absolut største ejendom på Nørrebro. Den strakte sig lige fra Nørrebrogade til Ladegårdsåen. Og fra Peblingesøen til nuværende Griffenfeldsgade. Den oprindelige hovedbygning var for længst nedrevet. Men endnu henstod herskabelige bygninger og pavilloner. Omkring disse var det samlingssted for flere af tidens selskabelige foreninger. En skrivelse fra 1853 fortæller følgende:
– Man behøver ikke at være ret gammel for at mindes den tid, da de såkaldte Blågårds jorder afgav en god jagtbane, hvor man kunne forlyste sig med at skyde røve, vagtelkonger og andet fuglevildt, en tid da man uden at frygte forstyrrelse kunne tage sig et bad i den daværende lille sø, og da man endelig ikke kunne gå over markerne uden fare for at synke i sumpe og moradser. Når man fra Nørrebros hovedgade gik et lille bøsseskud ind på disse jorder, modtog man et indtryk, som om man befandt sig mange mile fra civilisation. Dette var unægtelig pikant, når man betænker, at man befandt sig få hundrede alen fra hovedstadens volde.
Langs søerne
Langs med søerne lå de såkaldte Kjærlighedsstier. Oprindelig var det kun stien ved Sankt Jørgens Sø, der fik dette navn. Stien langs Peblingesøen blev senere kaldt Ægteskabsstien. Den var dog aflåst og kun passabel for beboerne af Blegdammene. De havde alle sammen en nøgle. Men for gode ord og penge Kunne man dog få opsynsmanden til at åbne.
Her åbenbarede der sig en fantastisk spadseresti, hvor man en stille aften i idyllisk ro kunne lytte til nattergalens sang.
Efter solens nedgang drog blegvogterne på vagt. De havde altid en lygte med og var ledsaget af hunde. Hele natten kunne man uafbrudt høre dem tude i det studehorn, de bar i en snor over skulderen.
Der var stor utilfredshed med lågerne. Ofte kunne man om morgenen se dem voldsom opbrudte. Særlig slemt blev det, da Sankt Hans Gade blev anlagt i 1851 – 53. Man forlangte simpelthen, at lågerne blev fjernet.
Dosseringen blev udlagt til offentlig vej. Videre ud mod Østerbro langs Sortedamssøen lå den smukkeste af de omtalte stier. Den blev kaldt for Skilsmissestien.
Penge for at komme gennem porten
Inden for søerne lå til venstre en tømmerplads, acisseboden og kroen Tre Hjorter, hvor kapervogne i dyrehavstiden havde holdeplads. Længere inde lå vagtbygningen, hvori også konsumitionsbetjentene, der førte kontrol med, at ingen varer ufortoldet slap igennem porten. Gik man nu videre, kom man til byens bom, og her skulle atter betales.
Om dagen opkrævedes den såkaldte Skillingstold. Det var to skilling af enhver belæsset vogn, der kørte ind i byen. Fra klokken 4 eftermiddag og kl. 8 om sommeren opkrævedes til klokken 24 de såkaldte portpenge. Her betalte man 19 skilling for en lukket og 10 skilling for en åben vogn.
Mens andre porte var lukket, så stod Nørreport på klem. Efter midnat måtte gående, der ellers var fritaget for afgift betale to skilling, mens køretøjer måtte betale dobbelte portpenge.
Byggespekulanter kastede sig over Nørrebro
Inde i byen var enhver kvadratmeter efterhånden bebygget. Situationen var uudholdelig. Endelig bøjede Krigsministeriet sig. Ved lov af 6. januar 1952 blev demarkationslinjen fra Falkoneralleen – Jagtvejen flyttet tilbage til søerne. Hele området blev fri til bebyggelse.
Byggespekulanterne kastede sig over Nørrebro. Først var det Blågårds jorder. Der eksisterede ikke rigtig nogen lov om bebyggelse af de udenbys jorder. Den kom først i 1857, og da var det allerede for sent. Hygiejniske eller æstetiske hensyn var det slet ikke råd til. I en beskrivelse hedder det:
– Overalt, hvor man byggede, stillede man den betingelse, at bygningen skulle kunne svare sig. Man ser det på de nøgne mure med det simple bånd og gesims og højst med en indfatning om vinduerne, og det fremgår tydeligt af rummenes størrelse, højde og udstyrelse.
Gaderne var i begyndelsen på private hænder. De henlå i den sørgeligste forfatning uden fortove, brolægning og lygter.
De første gader fik navn efter de håndværkere, som bebyggede dem, nemlig Tømrergade og Smedegade. De blev anlagt i 1853, efterfulgt af Murergade i 1854.
Med den store befolkningstæthed opstod der et behov for en regelmæssig trafikforbindelse ind til byen. Det havde ganske vist siden april 1842 kørt omnibusser ud af Østerport og via Blegdamsgade og Nørrebrogade tilbage til byen gennem Nørreport.
To ruter i 1864
Omnibusserne til forstæderne undergik igennem årene forskellige ændringer. I 1864 eksisterede der to ruter til Nørrebro. Den ene omnibus havde Napoleon malet på vognens sider. Den kørte ad Købmagergade, Nørrebrogade og igennem det tætbebyggede Blågårdskvarter ad Blågårdsgade, Korsgade, Slotsgade til Ny Kro på Lygtevejen. Denne kro var beliggende omtrent ved den nuværende Hillerødgade.
Der kørtes fra Lygtevejen klokken 8 om morgenen. Fra klokken 9.30 til 21.30 kørtes hver time. Sidste afgang inde fra Det Kongelige Teater var 22.30 eller når forestillingen var slut.
Fra 1865 blev omnibusserne skiftevis ført enten af Blågårdsgade – kvarteret eller direkte gennemgående af Nørrebrogade til Lygtevejen. Samtidig blev driften udvidet til kørsel hver halve time.
Tilstrømningen var ganske betydelig. Konduktøren behøvede næsten ikke at blæse på sit horn for at tiltrække publikum. De stod og ventede ved gadedørene for at komme med.
Den anden rute kørtes med omnibusserne fra Amagertorv, Købmagergade og ad Blegdamsvejen til Trianglen. Der gennemførtes også en teatertur fra Kongens Nytorv til Trianglen. Ruten berørte kun Nørrebro periferisk. Men mange beboere i Blågårdskvarteret benyttede denne, når omnibussen fra og til Lygtevejen var mere end overfuld.
Dyrt at tage en droske
Man kunne også bruge en droske, men det var en ret kostbar affære. Ifølge takstreglement af 1. marts 1865 kostede en drosketur fra byen til Assistens Kirkegård 2 mark 8 skilling. Kørtes der længere ud ad Lygten måtte man punge ud med hele 5 mark.
Havde man en kuffert eller andet rejsegods kostede det yderligere 12 skilling, mens man på omnibussen kunne nøjes med en drikkeskilling til konduktøren.
Der var to andre muligheder for at komme til Nørrebro. Det var med omnibusserne Lyngby og Victoria fra Kongens Nytorv ad Gothersgade og Lygtevejen videre over Buddinge til Lyngby. Der kørtes dog kun nogle enkelte gange om ugen. Det var naturligvis de gennemgående passagerer, der havde fortrinsret til ruten.
Efter Klampenborgbanens åbning i 1863 blev alle tog fra Hellerup til København ført over Lygtevejen. Så det var naturligt, at der blev anlagt en station på Nørrebro. Men det varede længe inden dette blev en realitet.
Et udvalg kiggede på sporvejene
Den føromtalte Keifler forsøgte nu igen med et andragende om en sporvognslinje fra Rundetårn til Nørrebro. Også andre var interesseret i en koncession. Kaptajn Nimb og civilingeniør Casse indsendte således et andragende den 19. september 1864 om en sporvognslinje fra Kongens Nytorv, udgående tæt ved fortovet mellem Charlottenborg og indkørslen til Gammelholm, igennem Gothersgade og videre af Nørrebrogade til Runddelen.
Et udvalg kiggede på alle ansøgninger og den 7. april 1866 meddelte indenrigsministeriet Keifler koncession i 30 år på anlæg og benyttelse af en sporvej fra Kongens Nytorv gennem Gothersgade, Nørre Voldgade og passagen over fæstningsgraven, Nørrebrogade og Lygtevejen – indtil det Sted paa denne, hvor den skæres af den Nordsjællandske Jernbane.
Da man havde haft problemer med det engelske sporvejskompagni, bestemte man, at driftsmateriellet og driften underkastes det offentliges kontrol. Der skulle inden for et halvt år stilles et depositum på 10.000 rigsdaler.
Ifølge Keiflers tegninger skulle de enetagers hestesporvogne trækkes af en hest. Indvendig ville der være plads til 24, samt 4 ståpladser på bagperronen.
Et møde på Store Ravnsborg
Den 4. oktober udsendte Keifler indbydelse til aktietegning af 200.000 rigsdaler. Hver aktie havde et pålydende på 100 rigsdaler. I indbydelsen var der kalkuleret med en indtægt af 4 mark pr. tur. Man regnede med en indtægt årlig på 46.720 rigsdaler.
Keifler forbeholdt sig ret til at anlægge sporvejen og levere grunden til station, bygninger, vogne, 36 heste og øvrigt materiel.
Efter indbydelse af 15 navngivne personer, deriblandt Anker Heegaard, afholdtes der møde på Store Ravnsborg den 16. november 1866.
Anker Heegaard anbefalede projektet og henviste til alle de fordele det i alle henseender ville yde Nørrebro. Det blev oplyst, at beregninger viste at investorerne kunne forvente en gevinst på 8 pct.
De 70 tilstedeværende var dog ikke alle lige begejstret. Keifler indså, at han fik svært ved at anlægge sporvejen. Så den 8. april 1867 overdrog han koncessionen mod et kontant vederlag på 10.000 rigsdaler til ingeniør Nimb og brolægningsentreprenør Jørgen Larsen.
Nørrebroes Sporvejsselskab
Der var ikke penge til både at betale Keifler og et depositum til magistraten. For at lette en gennemførelse af foretagenet stiftedes den 14. maj 1867 Nørrebroes Sporvejsselskab på Store Ravnsborg med en aktiekapital på i alt 115.000 rigsdaler.
På en grund på hjørnet af Lygtevejen og Baldersgade opførtes en kontorbygning og en mindre firesporet vognremise. Det rullende materiel blev leveret af hofvognfabrikant Elof Jensen og bestod af 9 toetagers hestesporvogne med mørkebrune vognsider med mytologiske motiver med springende heste og kentauer m.m. Vognene rummede 36 ind – og udvendige pladser samt to sidde – og en ståplads på bagperronen.
I slutningen af november var hele den enkeltsporede strækning færdig med undvigespor ved Tornebuskegade, Sortedams Dossering samt omtrent ved Meinungsgade. Den 4. december blev strækningen prøvekørt med flere vogne og personalet blev indøvet.
Ruten blev indviet
Og så endelig den 6. december 1867 blev sporvognslinjen åbnet for offentlig trafik. Hele dagen var der en stor tilstrømning. På Kongens Nytorv var der ligefrem opløb. Folk skulle se de nye sporvogne.
Fra Kongens Nytorv afgik første vogn kl. 8.12 og sidste afgang kl. 23. Fra hovedstationen ved Baldersgade var første afgang klokken 7.30 og sidste afgang kl. 22.24. Og så kørtes der ellers hver 12. minut. Ganske imponerende må man sige.
Særlig pladsen ovenpå vognen var populær hos arbejderne. Det var billigt, men man var også ubeskyttet mod vejrliget. Ja og allerede dagen efter indvielsen måtte al kørsel indstilles på grund af snevejr.
Flere beboere på Nørrebro var ikke tilfredse med takstsystemet. Man ønskede en mellemstation ved Dosseringen. Hvis man stod på ved søerne skulle man betale den fulde takst på 4 skilling til Assistens Kirkegård, og det mente man var aldeles urimeligt.
Selskabet lyttede til kritikken. Men omnibusserne nedsatte også deres priser, så nu var der direkte konkurrence.
Og fra 1. februar 1868 fik selskabet en aftale med konditor Bolt Nørrebrogade 13. Her kunne folk, der ventede på sporvognen opholde sig.
En hård personalepolitik
Arbejdstiden var normalt 17 timer med en ugentlig fridag. Denne fridag kunne dog ikke forlanges på en bestemt dag. Den kunne også bortfalde, hvis der var sygdom eller andet forfald blandt personalet.
Konduktørerne var forpligtet til at møde op på stationen en time før driftens begyndelse for at rengøre vognene, polere ruder, banke vogntæpper m.m. Kusken skulle afhente hestene om morgenen hos de respektive vognmænd og ligeledes aflevere dem efter kørslens ophør.
Justitsen over for personalet var streng. Såfremt der under kørslen opstod forsinkelser, hvor kusken kunne gøres ansvarlig, måtte denne betale en mulkt på 4 mark for hver 2 minutters forsinkelse.
Normalt forløb driften tilfredsstillende. Men det kunne ofte være svært for kusken at bremse den tunge vogn. Flere gange var der optræk til uheld. Den 4. maj 1868 blev en 70 årig kvinde kørt over af en sporvogn efter at hun var snublet. I en droske blev hun kørt til hospitalet, men var død ved ankomsten.
Nørrebro – selskabet ville udvide
Tilstrømningen til Nørrebro – ruten var enorm. På en ekstraordinær generalforsamling besluttede man sig for at udvide aktiekapitalen og udvide driften. Der blev købt endnu to sporvogne, vognremissen blev udvidet til det dobbelte og nu indførte man 7 – minutters drift.
Nørrebro – selskabets gode udbytte bevirkede, at Kjøbenhavns Sporvei – Selskab nu også ville anlægge en sporvej til Indre Nørrebro. I maj 1869 fik selskabet koncession på en linje ad Ewaldsgade og Thorupsgade videre ad Korsgade til Parcelvej (nuværende Griffenfeldsgade).
Nørrebroes Sporvejsselskab havde fået blod på tanden. De ville gerne udvide deres aktiviteter til andre bydele. De sendte et andragende vedr. en sporvej fra Frue Plads gennem Nørregade og den påtænkte forlængelse af denne gade over Peblingebroen og så videre ad Ravnsborggade og Ryesgade til Østerbro, men med et midlertidig spor gennem en af Blegdammene til Blegdamsvej og videre til Trianglen, indtil Ryesgade fuldstændig var åbent for færdslen. Men disse planer blev ikke til noget.
På Nørrebrogade blev der nu lagt dobbeltspor. Samtidig nedlagde kommunen kloak. Dette arbejde var afsluttet i 1874. Året efter var vognparken oppe på 17.
Dampsporvogn produceret på Nørrebro
Smith og Mygind på Nørrebrogade påbegyndte i 1875 prøvekørsler med en dampsporvogn. Dette foregik om natten for ikke at forstyrre den øvrige færdsel. Henrik Cavling beskriver oplevelsen således:
– Maskinen hvæsede, dampede, savede og peb
Året efter blev dampsporvognen indført på Blegdamslinjen. I Nørrebro – selskabet fulgte man interesseret med i udviklingen. Men man mente, at der på de smalle strækninger ville give problemer.
Nye aktører på banen
De store trafikindtægter fik hele tiden nye aktører på banen. Den kendte ingeniør Keifler fik tilladelse til at køre med en patentomnibus på strækningen fra den såkaldte sandkiste på Højbro Plads gennem Købmagergade, Frederiksborggade, Nørrebrogade, Fælledvej til Sankt Hans Torv. Vognen var forsynet med styrehjul til kørsel på skinner, men Keifler fik ikke ret til at benytte selskabets spor. Kørslen startede dog den 7. februar 1875. Hvor længe denne rute eksisterede vides ikke.
Den 10. februar 1875 blev der indkaldt til aktietegning i selskabet Nørrebros Omnibuskompagni. Man havde opnået tilladelse til at køre en rute fra Havnegade langs Ved Stranden og forbi Højbro ad Købmagergade og Nørrebrogade til en holdeplads ved runddelen. Driften skulle gennemføres med 6 toetagers omnibusser og en reservevogn samt 36 heste. Men ak og ve. Foretagenet begyndte aldrig kørslen. Måske kunne den fornødne aktiekapital ikke tilvejebringes.
Mere held havde Brdr. Nielsen. De påbegyndte i december 1877 omnibuskørsel fra Amagertorv gennem Købmagergade og Nørrebrogade til Assistens Kirkegård.
Dårligt spekulationsbyggeri
Omkring 1875 begyndte bebyggelsen af fæstningsterrænet at tage form. De fleste af de resterende grunde blev solgt ved en auktion i Cirkusbygningen den 29. april 1875. Som vi flere gange tidligere har været ind på, var der masser af spekulationsbyggeri på Indre Nørrebro. Spekulanterne anvendte gammelt byggemateriel for at minimere omkostningerne. Dette bevirkede, at vægge og hele gavle faldt sammen under opførelsen ved et kraftigt vindstød.
Nørrebros Runddel i bundløs ælte
Planlægningen af vejene var slet ikke færdig, før byggeriet var færdig. Parcelvejen var hverken brolagt eller forsynet med belysning. Efter mørkets frembrud og et regnskyl kunne det være en meget ubehagelig oplevelse af falme sig hen til gadedøren. Hvis man nåede hen til Parcelbroen kunne man se, at Frederiksberg var i fuld belysning. Et dagblad bragte i februar 1878 følgende beskrivelse af forholdene:
– Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig tilstand ved regnvejr og tøvejr. Det synes, at når man betaler samme skat som inde i byen, kan der med rimelighed forlanges, at der gøres så meget ved vejen, at man ikke er udsat for at sidde fast midt på den. Ligeledes for de handlende er det et stort tab i deres næringsvej, idet beboerne af Nørrebrogade foretrækker at gå lang ned på broen og købe deres varer fremfor at gå over vejen ved runddelen.
Blegdammens fryd
I 1878 blev der anlagt en gangbro over Sortedamssøen, som folkevittigheden dømte Blegdammens Fryd. Beboerne på Tagensvej foretrak nu at gå den lige vej ind til byen frem for at benytte sporvognen i Nørrebrogade.
Man skulle tro, at der grundet den øgede befolkningstilvækst ville betyde en øget indtjening for sporvejsselskabet, men det gik faktisk lige modsat. Og fra 1. maj 1880 blev begravelser på Assistens Kirkegård indskrænket. Det kunne straks mærkes på indtægten.
I Stockholm og Kristiania brugte man enspændere uden konduktører. Det kunne give store besparelser, men man kom frem til, at disse slet ikke egnede sig til Nørrebro – ruten. Det var ligeledes nødvendig at passagerne blev vejledt af konduktøren. Til tider var vognene også overfyldte, og det stred mod politivedtægten. Dette kunne bare ikke overlades til kusken. Man overvejede også faste holdepladser for vognene. Det kendte man fra udlandet, og det sprede på hestekræfterne. Ejendomme blev købt i både 1876 og 1880 i Baldersgade.
Man havde fundet nogle nye stålskinner, som sikrede en mere rolig kørsel, men de var også en del dyrere end de gamle. I 1887 blev skinnerne på Nørrebrogade mellem Slotsgade og Kapelvej udskiftet. Fra 189 var sporene til Gormsgade udskiftet, og i 1894 nåede man helt ud til sporvognsstationen.
I 1883 kørte man nu hver femte minut. Og det betød, at man skulle skaffe flere vogne. Man skulle også have flere heste og nåede helt op på 110 heste.
Dronning Louises Bro blev indviet den 7. september 1887, men brolægningen blev først udført i 1891. i 1880erne kom den ene fem – etagers bygning efter den anden i kvarteret mellem Skt. Hans Torv, Guldbergsgade og Nørrebrogade. I 1885 var det så Egegade, Elmegade og Birkegade.
Endelig – en banegård
Men længere ude skete der også noget. I kvarteret omkring Skt. Stefans Kirke var bebyggelsen i stærk fremgang. I sommeren 1886 åbnedes en jernbanestation for enden af Jægersborggade, som længe havde været imødeset af sporvejsselskabet. I forbindelse med bygningen af stationen udvidede selskabet vognremisen og anskaffede endnu flere vogne.
Befolkningen langs Nørrebrogade havde dog endnu ikke forstået, at den letteste måde, at nå toget var at tage sporvognen. Men modsat så betød anlæggelsen af stationen (A og B), at det omliggende kvarter blev bebygget endnu hurtigere.
I 1883 blev vognene overbygget, og i 1884 anskaffede man endda to vogne fra naboen vognfabrikant W.C.A. Hansen. I 1893 kom man op på en vognpark på 25. I 1894 blev de sidste tre vogne indkøbt.
I 1891 var selskabet plaget af influenza – blandt hestene.
25 års jubilæum
Den 6. december 1892 fejrede man selskabets 25 års jubilæum med almindelig flagning på Nørrebro. Vognene var smykkede med flag og guirlander. Kontorbygningen og vognremissen var også festligt dekoreret. Den dag blev kørslen indstillet en time før. Der var nemlig fest i Orfeums lokaler på Nørrebro for hele personalet.
De næste par år var indtægten igen stærkt stigende. Man planlagde en stor hestestald i forbindelse med selskabets øvrige bygninger i Baldersgade.
I 1895 stiftedes endnu to omnibusselskaber, hvis ruter gik gennem Nørrebrogade. Men dette påvirkede dog ikke sporvognsdriften.
Sporvognsselskabets koncessionsperiode ophørte den 31. december 1896. Selskabet ville gerne forlænge perioden, men hvordan så myndighederne på dette. Ja se det vender vi tilbage til i en senere artikel.
Kilde: Se
– Litteratur Nørrebro
– Sporvejshistorisk Selskab
Hvis du vil vide mere: Om tog, bus og Sporvogne – Se her:
Under Nørrebro:
– Med Tog over Lersøen
– Nørrebros mange Stationer
– På sporet af Nørrebro
– Flere spor på Nørrebro
– Sporvogn på Nørrebro
– Tog til Nørrebro
Under Østerbro:
– Sporvogn på Østerbro
Under København:
– Linje 18
– Tog til København
Under Sønderjylland:
– En jernbanestrækning i Sydslesvig
Under Aabenraa:
– Et gammelt jernbaneprojekt
– Tog til Aabenraa
– Æ Kleinbahn i Aabenraa Amt
Under Højer:
– Dæmningen – syd for Højer
– Sidste tog fra Højer
Under Tønder:
– En bane gennem Tønder
– Tog til Tønder
Januar 24, 2015
Gunnar Larsen – Historien om en udskældt Trafikminister
Det er ikke så mange, der kan huske ham. Men det kunne modstandsbevægelsen lige efter besættelsen. De internerede ham knap et år. De forsøgte også, at få ham dømt. Men Højesteret frikendte ham. Han var en god erhvervsmand – direktør for FL. Schmidt. Dette hverv beholdt han uofficielt, samtidig med, at han var minister. Han udnyttede i høj grad situationen som politiker for at fremme FL. Schmidts interesser.
Ikke så mange husker ham
Vi har tidligere beskrevet en række politikkere og partier, der samarbejdede med tyskerne under besættelsestiden. Vi kan i dag sagtens være bagklog i dag. Men derfor skal vi stadig ikke glemme, hvad politikerne foretog dengang. Ingen af dem blev straffet, mens den lille mand nok skulle blive straffet. Jo, der er mange meninger om retsopgøret.
Måske er det ikke så mange, der husker Gunnar Larsen. Det vil sige, at der findes et foto, hvor han den 14. september 1941 skulle foretage de første spadestik til Fugleflugtslinjen. Ved den lejlighed knækkede spaden.
Det var ikke let med denne samarbejdspolitik. Man blev let straffet for at være landsforræder. Og det var hvad der skete for vores hovedperson. Fra 1940 til 1945 var han Scavenius højre hånd.
Det kan være svært at kritisere den førte politik ud fra et moralsk standpunkt. Men man kan altid kritisere, at man gik for vidt.
Scavenius troede på sejren
Som 38 – årig er han direktør for Fl. Schmidt – koncernen. Men samtidig bliver han minister. Og som sådan blev han en af hovedarkitekterne bag samarbejdspolitikken. Han vidste som virksomhedsleder, at hvis virksomheden skulle overleve og medarbejderne have brød på bordet, så skulle hjulene blive ved med at rulle. Og det var tyskerne, der kunne levere ordrene. I den situation handlede man ikke efter etiske overvejelser. Og dengang i 1940 så det ikke ud, som om tyskerne skulle blive taberne. Ja Scavenius udtalte:
– Ved de store Sejre, der har slaaet Verden med forbavselse o Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave, herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland.
Det var også Scavenius, der lagde linjen for Politikens skriverier, indtil han gik af som formand for Politikens bestyrelse. Men da han i et indlæg kundgjorde, at Churchill var en farlig Mand, ja så mistede Politiken 15.000 abonnenter på en uge.
Nathuer og Nikkedukker
Scavenius kunne finde på, at kalde sine ministerkollegaer for Nathuer og Nikkedukker. Gunnar Larsen var ikke bedre. Han fortalte, at det var ham, der havde forstand på udenrigspolitikken. Hvis de andre ikke ville forstå den, ville han ikke være med længere.
Gunnar Larsen var officielt fratrådt som direktør, men uofficielt fungerede han stadig som leder af den store koncern. Og det kunne jo have sine fordele. Han sætter en masse beskæftigelsesprojekter i gang.
– Udbygning af de vestjyske fiskerihavne
– Udvidelse af Kastrup Lufthavn
– Bygning af motorvej til Rødby
Brug for masser af cement
Alle disse projekter havde brug for en masse cement. Og det var jo det, som Fl. Schmidt gjorde sig i. I dag ville det ikke være gået med denne sammenblanding af politik og erhvervsliv. Ingen tvivl om, at han var en god erhvervsleder. Men som minister fungerede han bare ikke. Han informerede slet ikke sine ministerkollegaer. Og han brugte kontakter og private netværk som kollegaerne heller ikke kendte til.
Økonomisk samarbejde som et plaster på såret
Det blev et nej til en told – og møntunion mellem Danmark og Tyskland. Det var Gunnar Larsen, der skulle overbringe denne besked til tyskerne. Men for ikke helt at skuffe tyskerne, blev der nedsat et dansk – tysk udvalg, der skulle undersøge Mulighederne for øget økonomisk Samarbejde med Tyskland.
Nye muligheder
Efter tyskernes overfald på Sovjet øjnede Gunnar Larsen nye muligheder. Han øjnede blandt andet mulighederne for at få fat i en tidligere dansk cementfabrik i Kunda i Estland. Ja selv Hitler mente, at Danmark skulle deltage i Genopbygningen af Landomraaderne mod Øst.
Det skulle ikke betales med penge med vareombytning. Alt dette blev hold hemmelig for den danske befolkning. Men se – sagen om cementfabrikken i Kunda behandler vi i en artikel for sig selv. Her skal vi også tage det såkaldte Østrum – udvalg i behandling. Det var et udvalg, som Gunnar Larsen var initiativtager til.
Kapitalistisk Lakaj
Efter den 5. maj 1945 interneres Gunnar Larsen næsten et år af Modstandsbevægelsen. Måske skyldtes det, at kommunisterne så ham som en kapitalistisk lakaj, der kun gik ind i politik for at pleje egne interesser. Han kendes også skyldig i, at have yder økonomisk støtte til en geværbørstefabrik. Men han frikendes ved Højesteret i 1948. Han bor herefter i landejendom i Jylland. I 1954 bliver han direktør for en cementfabrik i Irland. Han dør i 1973 – 71 år gammel.
Hold øje med kommende artikler om Værnemagere, Tysklandsarbejdere, Danske entreprenører i Tyskland, Østrum – udvalget og så den føromtalte cementfabrik i Kunda.
Kilde: Se
– Besættelsestidens Litteratur A – L (under udarbejdelse)
– Besættelsestidens Litteratur M – Å (under udarbejdelse)
– www.videnskab.dk
– www.leksikon.org
– Hvem var hvem 1940 – 1945 (Gad)
– Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
– Niels Erik Hansen: Ro og orden – Danmark i 1940erne
Hvis du vil vide mere:
– På www.dengang.dk er der nu 133 artikler fra Besættelsestiden.
Januar 23, 2015
Oprør i Aabenraa
Det kunne have gået helt galt i Aabenraa i marts 1848. Danskere stod over for danskere. Nede ved havnen pegede kanoner mod den Slesvig – Holstenske hær, og modsat pegede 200 geværer mod søfolkene. Fischer fra Ugeavisen var blevet truet med at han skulle skrive det rigtige. Søværnet sendte tre skibe, og nord fra kom den danske hær. Men egentlig var det nok skibstømrerne, der var heltene. De var lige glade med Borgervæbningens 200 geværer.
Man regnede ikke danskheden
Vi er i Aabenraa i marts 1848. Den danske bevægelse er kun cirka 10 år gammel, og det skyldes et utrætteligt arbejde af Frederik Fischer og hans venner.
Byens underklasse, daglejerne, søfolkene og tømrerne ved skibsværfterne havde lejlighedsvis demonstreret deres danske sindelag. Men før 1848 havde man hverken fra dansk eller Slesvig – Holstensk side regnet dem for en politisk faktor.
Det mest danske var Apenrade Ugeblad redigeret af Fischer, samt det ligeledes af Fischer ledede danske bibliotek. Kun få børn i Aabenraa fik undervisning i dansk. Godt nok havde man i 1847 protesteret mod rektor Nissens skolepolitik. Denne rektor Nissen var klart Slesvig – Holstensk indstillet.
Man havde dannet en dansk orienteret kommunalpolitisk forening, Union. Det skabte røre, da de angreb byens sparekasse, fordi den havde anbragt 2.000 mark i den Slesvig Holstenske Landsbank.
Men ellers havde ikke et eneste dansk krav kunne sættes igennem. Inden for administration, retsvæsen, skole og kirke var det tyske sprog enerådende som aldrig før. Det var også total meningsløst med tysk salmesang ved den danske eftermiddagsgudstjeneste.
Den Slesvig – Holstenske Bevægelse
Den Slesvig – Holstenske bevægelse i Aabenraa var opstået i 1830erne som et liberalt parti vendt mod enevælden og dens embedsmænd. Efter 1840 havde embedsmænd og de bedre stillede borgere fundet hinanden i fælles kamp mod det danske.
Efter 1848 gik man ind for Hertugdømmernes selvstændighed. Tysk skulle forblive hovedsproget, og det samlede monarki skulle bevares. Dette program forenede hele Aabenraas overklasse.
De Radikale ønskede en sprængning af monarkiet
Men byens intellektuelle, såsom advokater, læger, lærere m.m. og en del af byens håndværkere følte sig knyttet til tyskheden. De foragtede de moderates påberåbelse af gamle traktater og rettigheder. De følte sig som en del af den stortyske bevægelse. De ønskede Hertugdømmerne så tæt til Tyskland som muligt. De ville have Slesvig Holsten optaget i det Tyske Forbund og dermed en sprængning af monarkiet.
De radikale håbede, at få Aabenraas småborgere over på deres side, og dermed knække danskheden. Men på en eller anden måde blev de to tyske grupperinger nødt til at holde sammen. Begge grupper var repræsenteret i Bürgerverein. Men det var de radikale, der tog næsten ethvert initiativ i politisk retning. Jo det var folk som apoteker Hans Karberg og hans bor Lorenz Karberg, fysikus v. Maack, bager Asmus Lorentzen og Hans Kopperholdt. Den sidstnævnte havde indtil 1839 redigeret byens liberale ugeblad.
Ikke meget dansk indflydelse
I Aabenraas selvsupplerende bykollegier var der ingen dansksindet repræsentation. De to yngste medlemmer var købmændene Davidsen og Lorenzen. De stod meget fjernt fra den Slesvig – Holstenske bevægelse. Ja så var det også magistratens ældste rådmand, byens rigeste, skibsredderen og agent Jørgen Bruhn. Han hørte til den loyale kongetro retning. Som kongelig embedsmænd søgte han at indtage en neutral holdning.
Af de sidste to rådmænd, var det købmændene Ahlmann og Hartmeyer. Sidstnævnte tilhørte Slesvig – Holsten bevægelsen.
Borgmesteren støttede dem, der gav mest magt
Endelig var det borgmester Georg Schow. Han var en nidkær bekæmper af liberalismen. Han havde dengang kraftig støttet Fischers kandidatur til redaktørposten. Men inden længe støttede han sine tidligere modstandere i bekæmpelsen af dansk propaganda. Han kom i et mærkeligt tvetydigt forhold til regeringen. Ingen tvivl om, at Schow var en dygtig embedsmand, men det var som om, han støttede dem, der kunne give ham mest magt.
I februar 1848 blev der uddelt eksemplarer af et Slesvig Holstensk flyskrift:
– Das dänische Verfassungs – Reskript von 28. januar 1848
Udviklingen i Frankrig blev hilst velkommen af de radikale. De mente nu at tiden var inde til at indlemme Slesvig – Holsten til Tyskland af revolutionær vej.
Føreren af den radikale bevægelse i Slesvig Holsten, A.W. Beseler tog en tur til Haderslev for mødes med medlemmer af borgerforeningerne. Han ville sondere indstillingen her nord på. På tilbagevejen har han sikkert også mødt de radikale i Aabenraa.
Den 17. marts foreslog det radikale beherskede deputeretkollegium i Aabenraa, at der skulle oprettes en borgervæbning til oprettelse af ordenen i påkommende tilfælde. Men man ville dog lige spørge Gottorp – regeringen først.
Borgmester Schow fortæller, at han ikke så anden udvej end at der blev oprettet en sikkerhedsvagt. Den ville under alle omstændigheder være blevet oprettet uden myndighedernes tilladelse.
Søndag den 19. marts nåede meddelelsen om Rendsborg – mødets beslutninger, Aabenraa. Det stod klart, at der ville ske en alvorlig splittelse mellem Hertugdømmerne og Kongeriget. Schow besluttede sig for, at tage til Rendsborg for at rådføre sig med regeringen.
Indkøb af 200 geværer med bajonet
Den 23. marts kl. 9 var der indregistrering af en Borgervæbning på Rådhuset. Endvidere sendte man to kommisærer til Hamborg for at indkøbe 200 geværer med bajonet. I løbet af kort tid meldte der sig 250 til denne Borgervæbning.
Fischer havde forberedt nogle ophidsende artikler. Men Schow bevægede ham frivilligt at trække to ophidsende artikler tilbage, idet han stillede ham i udsigt, at både hans trykkerpresse og hans hus i modsat fald ville blive ødelagt. Episoden viste, spændt stemningen i byen egentlig var.
Den Slesvig Holstenske opstand starter
Torsdag den 23. marts blev den Slesvig Holstenske opstand startet. Berlingske Tidende meddelelse om marts – ministeriets dannelse, nåede samme dag Hertugdømmerne. Dette satte en hel lavine i gang.
Natten mellem den 23. og 24. marts proklameredes den provisoriske regering i Kiel. Borgmester Schow anerkendte regeringen, inden han vidste om denne regering også stod bag Frederik den Syvende.
Borgmesteren stillede sig på den stærkeste side. Sammen med amtmand von Stemann besluttede man, at lade sig lede af situationen.
Natlig aktion i Aabenraa
Ved et natlig møde på Aabenraa Rådhus godkendte man officielt den nye regering. Ved to – tiden om natten drog de forsamlede Slesvig – Holstenere med faner i spidsen gennem Aabenraas gader, syngende Schleswig – Holstein meerumschlungen.
Nu trådte Borgervæbningen i funktion, og borgmester Schow følte, at han havde kontrol med det hele. Lederen af Borgervæbningen var ejeren af kancelligodset Høgebjerg, kaptajn og skibsredder Hans Bruhn. Korpsets medlemmer havde et hvidt bånd på ærmet og kokarde i huen. Indtil geværerne kom fra Hamborg bestod bevæbningen af jagtgeværer, pistoler og en enkelt sabel.
Omvæltningen var præget af den tyske enhedsbevægelses farver, sort – rød – gylden.
Sikkerhedskorpset eller Borgervæbningen havde forberedt sig godt. De gik straks i aktion mod det danske partis ledende mænd og den danske landbefolkning. Alle indgange til byen blev besat. Fischer fik besked på, at hans blad kun måtte udkomme, hvis det blev skrevet i Slesvig – Holstensk ånd.
Fischer foretrak at forlade byen og fik frit lejde til Kolding.
Soldater på gennemrejse blev chikaneret
Oberst von Holstein skulle på gennemrejse gennem Aabenraa. Han skulle besøge de endnu kongetro styrker. Men borgmester Schow forlangte han skulle aflevere sine våben. Her gik bykollegiet dog imod deres borgmester.
Postmester Moltke erklærede, at han forblev sin konge tro, og ville under ingen omstændighed gå over til tysk styre. Men tyske faner vajede fra Aabenraas Rådhus.
Landsreserver, der forsøgte at passere Aabenraa på vej til Fredericia blev anholdt. De blev ført op til rådhuset, hvor borgmester Schow eller en af rådmændene afhørte dem. Her blev de frataget deres pas eller beordret til Rendsborg.
Ja man gik endda så vidt i Aabenraa, at man fratog reservernes sko og strømper. Fra dansk side var harmen stor over det, der foregik i Aabenraa. Især rettede harmen sig mod borgmesteren og amtmanden.
Borgmesteren anmodede om militær syd fra
I Haderslev var man gået imod den provisoriske regering. Schow bliver lidt betænkelig ved udviklingen. Flere embedsmænd vil ikke tage en beslutning. Derfor anmoder borgmesteren Slesvig Holsten om, at der bliver sendt militær til Aabenraa.
Hos postmesteren blev der opstillet tre vagter fra byens Sikkerhedskorps. Man var bange for, at postmesteren ville tage kassebeholdningen og flygte.
Den provisoriske regering havde besluttet at sendte militær så langt nordpå som muligt. Den 26. marts afmarcherede major Michelsen med 2. Slesvig – Holstenske Jægerkorps og frikorpsene fra Kiel. Dagen efter ankom de til Flensborg. Men så kom tropperne ikke videre.
Fra nord var der opstået rygter om, at tropperne var på vej fra Flensborg. De danske tropper besluttede derfor at rykke frem mod Haderslev.
Skibe på vej ind i fjorden
Korvetten Najaden under kaptajn/løjtnant Dirckinck – Holmfeldt var den 26. marts afgået fra København mod Sønderborg. Dagen efter afgik briggen St. Thomas under kaptajn/løjtnant Suenson. Den lagde sig dagen efter til anker ved Hardeshøj.
Ordren løs på, at oprørske embedsmænd skulle tages i forvaring om bord. Når man var færdig i Aabenraa skulle man fortsætte i Tønder. Man ønskede flere skibe i Aabenraa Fjord. Skibene skulle affyre kanonild, dog uden at ødelægge noget.
Skibstømmerne ville ikke arbejde under tysk oprørsflag
Skibstømrerne havde besluttet sig, at de ikke mere ville arbejde under oprørsflaget. De gik ind til chefen (Paulsen) og forlangte at flaget forsvandt, ellers ville de nedlægge arbejdet. Men rundt om i Aabenraa blev der hejst flere tyske flag. Schow rykkede for det tyske militær.
Men skibstømrerne tog affære. På mindre end en time var der ikke et eneste tysk oprørsflag at se i Aabenraa. Og tømrerne blev i byen, og samlede sig foran rådhuset, hvor de råbte hurra for danskheden. Alle skibstømrer samlede sig næste dag foran Paulsens værft. Så gik man i samlet optog med Dannebrog i spidsen op mod byen. Mange havde deres økser på skulderen. Danske fædrelandssange blev nu afsunget.
St. Thomas affyrede kanonen
Ude på fjorden nærmede St. Thomas sig langsomt. Med mellemrum affyrede man løse skud fra skibet. Mange borgere begyndte nu af frygt for bombardement, at flytte deres ejendele ud af byen. Skibstømrerne og byens unge søfolk rente gennem gaderne og råbte hurra.
Klokken 2 lod briggen ankeret falde og løsnede en kanon. I det stille vejr kunne den høres i lang afstand. Magistraten skred nu til udførelse af kapitulationen. Agent Bruhns søn, kaptajn Hans Bruhn fik besked om at føre Suenson til rådhuset, hvis han kom i land.
Et par skibstømrer var roet ud til St. Thomas, hvor Suenson udspurgte dem om forholdene i Aabenraa. Suenson bad skibstømrerne om at hilse borgmesteren og andre og sige, at han gerne så dem om bord på skibet.
Borgmesteren blev anholdt
En delegation besøgte nu skibet, og borgmester Schou blev holdt tilbage. Briggens besætning ville nu gå fra bord. Men topgasterne kunne i det samme proklamere, at der kom tropper syd fra mod byen.
Skud mod hæren sydfra
Det var det 2. Slesvig – Holstenske Jægerkorps og 40 dragoner. De havde alle danske uniformer på, og de blev da også kommanderet på dansk under ledelse af major Michelsen.
Majoren ville først sammen med et friskare – korps fra Flensborg foretage en rekognoscering. Friskarefolkene havde lejet transportvogne, som de havde forsynet med sort – rød – gylden flag. Forsøgsvis sendte de en enkelt vogn hed ad chausseen. Fra St. Thomas blev der affyret to skarpe skud mod tropperne.
Ad omveje forsøgte tropperne nu at komme ind i byen nord fra. Foran Rådhuset var det lige før der opstod kampe mellem de forskellige grupperinger.
En spændt atmosfære
Dampskibet Hekla med kaptajn Steen Bille kunne efterhånden også skimtes i Aabenraa Fjord. To eskadroner blev nu sendt nord fra ind mod Aabenraa. Stemningen i Aabenraa var efterhånden spændt. På værfterne blev der ikke arbejdet. Skibstømrerne havde sørget for, at Danneborg blev hejst overalt.
Slesvig Holstenske tropper havde først forsøgt at spærre indgangen til slottet. Men senere tog de stilling ved havnen. Det kunne have gået helt galt med mange dræbte.
De tyske tropper trak sig efterhånden tilbage og to timer efter begyndte de danske tropper, at vise sig nord for byen.
Borgervæbningen måtte aflevere deres geværer
Lørdag den 1. april 1848 var der fred og ro i Aabenraa. Det danske flag kunne ses overalt. Men embedsmændenes opførsel var tvetydig. Schow var om bord på dampskibet Odin som arrestant.
Skibstømrerne gik de danske soldater i møde, og mødte dem i Genner. Den 2. april marcherede den danske hær så ind i Aabenraa under kommando af F. Hergermann – Lindencrone.
Dagen efter måtte Borgervæbningen aflevere sin geværer. Og pludselig havde danskheden markeret sig. Og borgmesteren, ja han kom først tilbage fra fangenskab i september måned.
Kilde: Se
– Litteratur Aabenraa
– Sønderjysk Månedsskrift
– Sønderjyske Årbøger
– P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede
– Historisk Tidsskrift: Hjelholt, Flensborgs ”anerkendelse” af den provisoriske regering
Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 1.908 artikler
Redigeret 30-11-22
Januar 19, 2015
Kongens Nytorv – Den tredje Historie (3)
Vi skal møde kendte mennesker som Ludvig Holberg, Johanne Louise Heiberg, H.C. Andersen, Grevinde Danner, Johannes Ewald og Grev Ahlefeldt. Vi skal også høre om, hvad ulykkelig kærlighed kan føre til, og det at falde i søvn, når man ikke må. Så var det også greven, der bortførte purunge Mette Marie. Man kunne leje en proptrækker, og så var det ikke smart at kende Struensee. Ja og så var det digteren, der var sammen med den skønneste dame på daværende tidspunkt. Han smed om sig med penge. Vi skal også opleve en stor brand.
Tørstige russere
Opmærksomme læsere har for længst fundet ud af, at vi ikke kun bevæger os rundt på selve Kongens Nytorv. Vi tager nogle gevaldige afstikkere i området. Vi er nået til Eghoms Gaard, der er bygget efter 1795. For dette år brændte den store statelige pragtbygning Gæstgivergården Store Lækkerbisken. Den lå her med sin høje stentrappe ud mod Amagertorv og sine takkede gavle både mod Østergade og Store Kirkestræde.
Allerede på Frederik den Tredjes var her gæstgivergård. Herfra er bevaret en regning fra 1656 udstedt af
– Dorrethe salig Jacob Timmermands
For beværtningen af et russisk gesandtskab, som boede i Store Lækkerbisken fra den 28. maj til den 19 juli på den danske regerings regning. De var kun 11 mand, men regningen viser, at de har drukket
– 768 Potter diverse Vine
– 227 Potter Brændevin og Akvavit
– For 253 Rdlr. Franskvin, Kirsebærvin, hvilket efter de gængse priser, skulle beløbe sig til 1.000 Potter.
– Men dertil kom 6 Tønder udenlandsk og 26 Tønder dansk øl. Formentlig er noget af det drukket varmt, for regningen indeholder også 151 kg Sukker.
Jo gesandtskabet har været tørstig. Og se, der er hvad der blev drukket i selve gæstgivergården. Gad godt nok vide, hvad russerne så har drukket til diverse gæstebud og tafler m.m.
Vi mødes under Ranch Ur
På den modsatte hjørne af Østergade ligger ejendommen nummer 62, hvor siden 1852 Ranch’s berømte ur, alle københavners mødested lå. Det vakte vild forargelse, da en person i 1880erne affyrede et skud mod det berømte ur. Ranch’ s forretning blev grundlagt i 1845.
Hosekræmmer Grøn
I samme ejendoms kælder flyttede i begyndelsen af forrige århundrede en hosekræmmer M.E. Grøn ind. Han havde tidligere drevet forretning i en af de åbne lærredsboder langs Helligånds Kirken.
Forretningen gik godt i den lave kælder. Allerede i 1830erne havde Grøn tjent så mange penge, at han kunne købe en større ejendom ved Holmens Kanal.
En udstoppet løve
Ud mod Østergade i samme ejendom boede i mange år en buntmager Holm. Han fik i 1875 den gode ide, da Zoologisk Haves berømte løve døde, at købe løvens skind. Den lod han udstoppe og lod opstille som reklame i sine vinduer.
Ikke godt at kende Struensee
For enden af Skt. Jørgensgade lå Efterslægtens Latin – og Realskoles røde gård. Men den blev skånselsløst nedrevet for at give plads for en forretningsejendom med store spejlglasruder og voksfigurer i vinduerne.
Gården havde været en af Østergades mange adelsgårde. I 1771 havde den daværende ejer, Grev Friedrich Ludvig Schulin solgt ejendommen til traktør Johan Gabel. Denne indrettede stedet til Traktør – og Herberghus. Bag haven lå en prægtig have, hvor Gabel opførte lysthuse, hvor folk kunne spise deres mad og få varmt vand på maskiner ligesom på skovbeværtninger.
Gabel var en indvandret fra Mechlenburg. Han havde tidligere været traktør i Stor Kongensgade 27. Men i 1771 fik han af Struensee og overpræsident Grev Holstein privilegium på at indrette hotel til beværtning af standspersoner og logi for rejsende.
Men Gabels forhold til Struensee gav anledning til, at hans gård på Østergade den 17. januar 1772 blev stormet og ødelagt af matrosser. To – tre matrosser sprang op på nogle vinfade, der stod udenfor og smadrede nogle ruder. Så begyndte de at kaste sten ind af vinduerne. De stormede vinkælderen og slog hul på alle tønder. Men de gav sig også tid til at drikke af de gyldne dråber.
Derefter ødelagde de, hvad de kunne, blandt andet Gabels kostbare bogsamling.
Ville ikke drikke øl på Brix kontor
I 1790 blev ejendommen solgt til Efterslægten. Her huserede professor Brix. Hans kontor havde vinduer ud til legepladsen. En gang observerede han således en lille skoledreng, der midt i en timekom gående fra Cappelns Ølkælder i forhuset bærende på en flaske bayersk øl. Brix smækkede vinduet op og et:
– Hvor skal du hen med den flaske øl, min dreng.
– Den har jeg købt efter Hr. X’s ordre, svarede drenget forknyt.
– Vil du sætte den øl herop, og sige til Hr. X, når han ønsker den, kan han komme herop til mig og drikke sin øl.
Men den pågældende lærer dukkede aldrig op. Han var zoolog og historiker. Men at drikke øl på Brix kontor, kunne han dog ikke få sig selv til.
Man kunne leje en proptrækker
I gaden var der også en cigarhandler, der havde åbent det meste af natten. Det var nu ikke så meget for cigarenes skyld, men mere for det Bayerske Øl. Cigarhandleren fandt det formålstjenligt at afhjælpe tørsten hos de tørstige københavnere.
Han måtte ikke lade kunderne drikke øllet på stedet, og han måtte heller ikke åbne flaskerne for kunderne. Men kunderne kunne såmænd leje eller låne en proptrækker hos ham. Og så kunne de tørstige sjæle ellers vælte sig hen på bænkene ved Hesten på Kongens Nytorv.
Da Grev Ahlefeldt bortførte Mette Marie
I Østergade 72 boede konditor Monigatti fra 1824 til 1831. I dag er det svarer det til nummer 16. Ja det er egentlig en gammel bagergård. I 1762 boede her bagermester Jacob Lobeck. Han tilhørte en gammel københavnsk bagerslægt. I ejendommen boede der også i 1762 et italiensk operapersonale med diverse tjenere og tjenestepiger.
Hvis vi nu går ned ad Kongens Nytorv, står vi pludselig på hjørnet af Reverensgade (nu Laxegade – Laksegade). Her er en større ejendom, der i sin tid tilhørte kammerherre Bjerregaard. I 1755 blev den solgt til Grev Danneskjold Laurvigs kammertjener, den franskfødte Jean Marcéchal. Han fik hurtig etableret en meget betydelig forretning med Herberger – og Traktørhus. Det var her, at skuespillerinden Rose blev holdt tilbage, mens den føromtalte greve bortførte Roses purunge datter, Mette Marie Rose.
Et nyt Hotel d’ Angleterre
Senere var det så berlineren Gotfried Raue købte gården. Det var under ham, at stedet fik navnet Hotel d´Angleterre. Jo vi har været her mange gange før i vores artikler, ligesom vi adskillige gange har fortalt om familien Ahlefeldt.
Under den store brand i 1795 mistede Gotfried Braue alt, hvad han ejede. Men han fik støtte af kongen, og købte en ny ejendom. Det blev Den Gramske Gård, hvor han indrettede det nye Hotel d’ Angleterre.
Den afbrændte gård blev købt af højesteretsadvokat Niels Hoftved. Her blev senere indrettet et hotel – Hotel Monopol.
Vi skal da også lige nævne det græsk – russiske kapel, der blev opført i begyndelsen af 1850erne.
Grevinde Danner
I Vingårdsstræde kom Borgerdydsskolen. Når vi nu befinder os her skal vi da lige nævne følgende avertissement indrykket i Berlingske Tidendes morgennummer den 23. april 1846:
– Emmy Lecharpentier & Comp. Har den Ære at bekjendtgøre, at vort Modemagasin er flyttet til Viingaardstræde Nr. 133, i Stuen, (forrige v. Deurs Gaard). Der ringes paa Porten ved Kongens Nytorv.
Ja egentlig var det en af datidens mest omtalte Damer, der her flyttede, nemlig Modehandlerinden Louise Rasmussen. Jo, det var den senere Grevinde Danner.
To timer til at forlade landet
Ikke langt derfra i nummer 15, boede i 1809 oppe på anden sal en person, der med to timers varsel modtog kongelig ordre, om at han under militær ledsagelse havde at forlade landet. Det var livjægerløjtnant Eduard Du Pay.
Johannes Ewalds udskejelser
Ja, det var også i naboskabet, at fuldmægtig Wiborg i efteråret 1771 fik en logerende, digteren Johannes Ewald. Han blev syg og elendig. En aftenstund blev han båret op til sin vært. Hustruen var dog ikke så glad ved at have digteren i sin pæne stue.
Hun havde hørt meget tale om ham, og det var ikke just til hans fordel. Han var vist temmelig vidtløftig og slem til at snapse. Men fruen tog nu mod til sig og hilste på digteren. Men hun for tilbage, da hun i halvmørket mødte blikket fra hans funklende, mørke øjne, som stirrede skarpt og gennemtrængende på hende.
Det fortælles også, at til en af sine forestillinger, ville digteren i teatret. Wiborgs tjenestepige Ane skulle hjælpe ham i tøjet. Blandt andet skulle hun trække de hvide silkestrømper på ham. Pludselig udbryder Ewald:
– Se Ane, er det ikke nogle ”dejrige” ben – (Ewald kunne ikke udtale konsonanten l)
Den gode Ane delte nok ikke denne henrykkelse, og gav et undvigende svar. Men Ewald kom med et fornyende spørgsmål. Endelig svarede Ane:
– Nej, Hr. Ewald, det synes jeg dog ikke
Forbitret fik Ane nu en forsvarlig lussing med følgende ord:
– Jo det er min Sarighed ”dejrige” Ben, Ane
Og Ane løb tudbrølende ud af stuen.
Sammen med en af datidens skønneste damer
Efter, at Ewald havde hævet sit tilgodehavende på teatret kørte han en morgenstund i fuld Pynt en morgenstund bort i Karet. Wiborg blev bekymret for ham.
Det viste sig, at digteren befandt sig i den nærliggende Ulkegade (nu Holmensgade). Her befandt han sig på et værtshus sammen med to letlevende damer. Hele gulvet var overstrøet med pengestykker. Wiborg havde fået et tip om, hvor han kunne opholde sig. Det lykkedes ham, at opsamle mønterne fra gulvet, men der var kun 80 Rdlr tilbage.
Rygterne gik på, at en af de damer som Ewald havde været sammen med, var Jomfru Cecilie, der logerede i Gothersgade, og hvis bopæl blev ødelagt under optøjerne i 1772. Hun var kendt for, at have deltaget i nogle af Christian den Syvendes orgier. Hun skulle have været en af datidens skønneste kvinder.
I længden ville Madam Wiborg dog ikke finde sig i Ewalds udskejelser. Og det endte da også med, at digteren måtte tage ophold hos Jacobsen i Rungsted. Men ak, her står ikke engang en mindetavle til den digter, der skrev: Kong Christian stod ved højen Mast.
Det påstås, at brolægningen i den Spendrupske Gård skulle bestå af gravsten bortsolgt fra Nikolaj Kirke. Man skulle i mange have set rester af indskrifter.
Ulykkelige kærlighed til Johanne Louise
I Holmensgade nr. 23 skulle den unge skuespillerinde Johanne Louise Pätges have boet i 1818 som 16 – årig sammen med hendes forældre. Her på siden er vi stødt på hende flere gange. Det er måske inden for disse mure, hvor hun har repeteret Agnetes rolle i Elverhøj. Jo, det var første gang, hun henrykkede det københavnske publikum den 6. november 1828. Og hun fik jo så senere efternavnet Heiberg.
Uden for ejendommen i tranlampens skær hørte hun de allersidste ord fra Hermans mund:
– Lev vel. Gid du må blive lykkelig!
Hun så aldrig denne Herman igen. Han valgte frivillig at forlade denne verden. Var det ulykkelig kærlighed til Johanne Louise, der førte så vidt?
Hermans virkelige navn var Johan G. Harboe. Han var assistent ved Det Kongelige Klædeoplag. Han gjorde bekendtskab med Johanne Louise og hendes forældre, da de boede Overgaden oven Vandet 10. Forældrenes beværtning lå i Brogade nr. 2 ved Knippels Bro.
Her boede H.C. Andersen
Skråt overfor i nummer 121 havde H.C. Andersen sin første faste bopæl i København hos Overstyrmand Henckel i Ulkegade 108 (Holmensgade 8).
Ja Johanne Louise og H.C. Andersen kom jo til at se ret meget til hinanden, da han mens hun boede på Østerbro kom forbi for at få sit ugentlige middagsmad.
Her boede fattigfolk
Mellem Holmensgade og Skvaldergade lå Skvaldergården. Den lå imellem nogle gange, der blev benævnt Malerens og Bagerens Gange. Dette bestod af 10 usle en etagers bygninger i placeret i de mørke gyder. Her boede kun fattigfolk, blandt andet citronkoner, sælgerkoner, håndværkssvende, matroser og afdankede soldater.
Oppe til disse gyder lå en stor bryggergård tilhørende den rige brygger, Jakob Christensen Koutrup.
Brand – brand – brand
Lørdag nat den 4. maj 1776 gik kvarterets vægter sin natlige gang. Da tårnuret på Nikolaj Kirke havde slået sine 12 rungende slag, begyndte han at synge:
– Ho, Vægter, Klokken er slagen Tolv!
– Det var om Midnats Tide
– Vo Frelser, han blev født
– Til trøst al Verden vide
– Som ellers var forødt
– Vor Klokke er slagen Tolv
– Med Tunge og Mund
– Af Hjærtens Grund
– Befal dig Gud i Vold.
Da han var færdig med at råbe, var han kommet ud for Koutrups Gård. Men da hørte han en knitrende lyd. Samtidig dalede en regn af ildgnister ned for hans fødder. Han så op, og opdagede da, at der stod en ildsøjle over Koustrups Gård. En kvælende branket røg begyndte at lægge sig over gaden.
Øjeblikkelig peb han i sin fløjte, dunkede i stenbroen med sin stav og råbte med sine lungers fulde kraft:
– Brand, Brand
Oppe fra kirketårnet var tårnvægterne allerede opmærksomme på branden. Der var hængt lygter uden på den side af tårnet, der vendte mod brandstedet. Desuden blev der ringet med klokken.
Fra de tilstødende gader skingrede nu de andre vægters fløjter. Man hørte også brandtrommernes dumpe buldrende lyd. De omkringboende husværter skyndte sig, at sætte brandkarrene uden for deres huse. Brandfolkene kom styrtende til. Mellem disse var brændevinsbrænder Mads Spendrup, der var ansat ved Sct. Nicolai kirkes Druckwerk.
Til trods for det store opbud, nedbrændte Koustrups store bygning, der ikke var mere end 35 år. Ilden forplantede sig til de to tilstødende Malerens og Bagerens Gang. I løbet af kort tid var dette også en ruinhob. En mængde fattigfolk var berøvet for hus og hjem. Disse gyder genopstod ikke.
Bryggerkarl Niels faldt i søvn
Ved det senere brandforhør viste det sig, at årsagen til branden skyldtes bryggerens maltkølle, som havde fænget ild. Bryggerkarlen Niels, der skulle have passet på det hele om natten havde ikke forstået sin opgave og var faldet i søvn. Han vågnede først, da hele ejendommen var omspændt af flammer.
Niels blev dømt for mangel på påpasselighed, og dommen lød på tre års fæstningsarbejde. Brandskaden blev dengang opgjort til en værdi af 37.000 Rdlr.
Selv om brygger Koutrup var 73 år gammel, fandt han en ejendom i nærheden, hvor han ville fortsætte, men brandvæsnet accepterede ikke hans valg. Han fandt så den herskabelige ejendom Lille Strandstræde 14. Denne ejendom fik han tilskødet den 17. juni 1777. Men han fik dog ikke meget glæde af dette. Samme år døde han, og blev begravet i Nikolaj Kirkes Middelgang i det ham tilhørende begravelsesrum.
Nikolaj Arbejderhus
På Nikolaj Plads 25 lå Nikolaj Arbejderhus. Inden byens brand havde stedet fungeret som bolig for kirkens præst. En af beboerne var i sin tid Ludvig Holberg. Han havde fundet logi her, efter at branden i 1728 havde forjaget ham fra David Skolemesters Gård på Købmagergade. Holberg boede i ejendommen indtil 1733.
Da Nikolaj Kirke var brændt i 1795 lå kirkegården i mange år som sæde for byens slagtere, der havde opslået deres træboder her. De var blevet husvilde fra Skindergade ved hjørnet af Klosterstræde, hvor der inden branden fandtes slagterboder.
Byens borgere tog ugenert kirkegården i besiddelse til tørring af tøj. En enkelt havde endda i 1800 anlagt en lille have med stakit omkring.
Kvarteret med masser af musik
Kvarteret omkring Nikolaj Kirke var en af byens ældste med smalle brandfarlige gader og gyder. Nybygningerne blev trukket godt ind, så gaderne fik større bredde. Mange mystiske skikkelser dukkede først op ved mørkets frembrud. De levede op her ved s og forsvandt ind i kvarterets mange beværtninger med de mest mærkelige navne.
Her var masser af musik fra banjoer, mandoliner og strygeinstrumenter.
Det var så foreløbig sidste afsnit af serien omkring Kongens Nytorv – Kvarteret.
Kilde: Se
– Litteratur København (under udarbejdelse)
– Carl C. Christensen: Fra Voldenes København (1924)
Hvis du vil vide mere:
– Under Første del af denne artikelserie kan du se en liste over 38 artikler fra Det Gamle København
Januar 18, 2015
Fremstilling af knapper i Tønder Amt
De Tønderske Knapper, ja de var engang kendt over hele Danmark. Det var ikke bare Tønderkniplingerne. En femtedel af befolkningen i Hostrup Sogn ernærede sig af knapmageriet. Men ak og ved. Det var heller ikke let dengang, at kæmpe med embedsmændene. Toldfrihed var svært at få. Rejsepas kunne man heller ikke få. Huseren og falbydelse fra hus til hus uden for årsmarkederne blev forbudt i Hertugdømmerne. Og så kom hornknapperne. De afløste de sønderjyske tinknapper.
Rigdom til fattig hus
Ja egentlig handler dette om husflid. Taler vi om Tønder Amt tænker vi mest på kniplinger. Men det handler dette nu ikke om. Vi skynder os, at fortælle om knapmageriet, inden vi glemmer historien.
For de fattige omkring Varde betød fremstillingen af Jydepotterne en vigtig indtægtskilde. Det bragte rigdom til fattig hus. Uldjyderne i Hammerum herred rejste i mange år rundt i landet med deres tunge bylt på nakken.
Nu var det ikke knipling, der bragte velstand til dem, der udførte dette For her blev det hele meget tidlig organiseret. Her var der nok et fåtal, der skummede fløden.
Knapmageriet
Men se her er det tale om Knapmageriet i Tønder Amt. Og artiklen er bygget på informationer helt tilbage fra 1918. Da blev en artikel udgivet i Fra Arkiv og Museum, udgivet af Østifternes historisk – topografisphiske Selskab.
Den ufrugtbare del af Tønder Amt
Kongelig fabrik – direktør Lehmann skrev i 1823:
– I den ufrugtbare Del af Tønder Amt stræber de fattige Indbyggere ved mange slags Husindustri at bøde på Afsagn af de Gaver, som Naturen har forundt deres lykkeligt Naboere. Her væves Vadmel og andre grove Tøjer, bindes Huer og Strømper og forfærdiges de bekendte Kniplinger. Derved er fremstået uden Understøttelse og uden bram en del Landfrabrikation eller Industri, der er det eneste Middel, hvorpå i slige Egne Livets første Fornødenheder kunne erhverves, Til denne Landindustri hører Knapmageriet.
Tinknapper
Det var tinknapper, der skulle forfærdiges. Materialet skaffede man sig ved at købe gammelt tin, enten på aktioner eller omkring hos landbefolkningen. Der var to slags knapper. De flade og de mindre blev mest brugt til benklæder. De større og mere kunstfærdige, som blev lavet af to stykker, der blev loddet sammen, blev brugt til trøjer. Knapperne blev støbt i en form. Til udpyntning og afdrejning blev brugt et drejeblad. Når de var færdige, blev de fæstet på et stykke stift papir. De blev holdt fast, ved at et siv blev trukket gennem øjerne.
Knapmageriet var i høj grad begrænset af tid og sted. Skatte – og mandatlisterne for 1789 viser, at der på den tid var knapmagere spredt over Slogs – og Kær Herred i Tønder Amt.
I førstnævnte var der syv skattepligtige knapmagere, og af disse var 6 bosiddende i Hostrup sogn. I det sydlige Kær Herred var der 8. Ved optællingen, der fandt sted i året 1835 finder vi i Slogs Herred hele 67 knapmagere. Heraf var de 61 bosiddende i Hostrup Sogn. I Kær Herred var kendt 8.
De Tønderske Knapper
Som bekendt ligger Hostrup Sogn øst for Tønder. Sognet er ret stort og består af landsbyerne, Hostrup, Rørkær, Jejsing og Solderup. I 1835 boede der 1.077 i sognet. Her var omkring 60 større og mindre gårde, ca. 40 huse med jord, og ca. 110 huse uden jord.
Knapmageriet holdt sig inden for Hostrup Sogns grænser. Men markedet blev efterhånden udvidet til hele landet. Hostrup Sogn havde efterhånden fuldstændig overtaget produktionen. Efterhånden blev de Tønderske Knapper kendt over hele landet.
Det begyndte tidligt
Hvornår eventyret startede er svært at fastslå. Men det er tale om ret gammel industri. Og det kan vi faktisk konstaterer i gamle kirkebøger. I 1747 nævnes:
– Hans Jürgen, Knopfmacher von Jeysing
– I 1764, Hindrich Knöptmacher aus Hostrup
– I 1766, Christian Nielsen, Knopfmacher in Jeysing
I 1767 er det Peter Petersen og Peter Wolssen i Rørkær og 1770, Søren Sørensen i Jejsing.
Herredsfoged B. Feddersen bemærker i 1824, at det har været drevet i mere end hundrede år. Det var dog først efter krigens ophør i 1814, at knapmageriet havde sin blomstringstid.
Det kneb for den sønderjyske bondestand
På det tidspunkt kneb det gevaldigt for den sønderjyske bondestand. De fik næsten ingen udbytte af deres ejendom. Bønderne måtte selv klare al deres arbejde på gården. Der var ikke råd til medhjælp. Husmændene, insiddere og daglejere var der ingen, der havde brug for. Det var navnlig dem, som nedsatte sig på knapmageriet.
Anseelsen var ringe
Der kunne tjenes ganske godt på denne industri. Derfor hed det sig senere i Hostrup Sogn:
– Det er bedre at være Knapmager end Bonde
Men hans anseelse var ringe. Bønderne ville ikke anerkende ham. En rigtig bonde ville ikke nedværdige sig til at blive knapmager.
Ret til omløberhandel
Det var da også en husmand, Johan Christian Wermer, der fik den største fortjeneste i anledningen af knapmageriets opsving. Han blev født den 13. februar 1762 i Lille Emmerske. Han lærte knapmageriet af morfaderen, Johan Filip Wermer, som var husmand i Hostrup. Hvor denne kom fra, er uvist. I kirkebogen omtales han som Deutscher von Geburt. Han døde i 1780.
Som for alle andre af datidens begyndende industrivirksomhed var midlet en Kongelig Koncession. Wermer ønskede ret til omløberhandel. Det betød, at han uden om markeder og købmænd at afsætte sine knapper. Kun med en sådan tilladelse mente han sig betrygget.
Jeg skal have det daglige brød
Wermer sendte en ansøgning den 26. april 1797:
– Jeg er Kongelig Undersaat og fast beboer i Hostrup Sogn og derfor ifølge Lands Lov og Ret berettiget i mit Fædreland at ernære mig og min Familie paa ærlig Maade. Jeg har i min Ungdom lært Knapmageriet af min bedstefader, og dette er det Erhverv, hvormed jeg kan forsørge Kone og Børn.
– Men Afsætningen af knapperne er kun ringe ude paa Landet i en lille Landsby, hvor der kun bor nogle faa Bolsmænd og Kaadnere, og desuden findes der rundt omkring i Amtet talrige Knapmagere, der ligesom jeg skal have det daglige Brød.
I ansøgningen fortæller han også, at han hidtil med nød og næppe har kunnet klare sig. Det værste har dog været at miste meinen ganzen Krahm. Og således blive ulykkelig for hele livet.
Toldbetjente har nemlig ikke altid villet lade ham passere, da han ikke har kunnet fremvise den Kongelige Koncession. Ja det blev der forlangt af dem, der rejste rundt i landet med forfærdigede varer. For nu
– For Fremtiden at blive befriet for denne Forlegenhed og ligesom mine Medborgere i ro og mag at kunne afsætte mine Varer – ansøgte han om Koncession.
En langsom og trælsom vej
Ligesom andre ansøgere blev det også for Wermer en lang og trælsom vej, at nå gennem embedskontorerne. Skønt amtmanden i Tønder støttede ham, afslog Kommercekollegiet hans ansøgning og henviste ham til at besøge markederne og i øvrigt ligesom de øvrige knapfabrikanter at oplægge sine varer til salg hos de handlende, Omløberhandel kan ikke tillades.
Wermer lod sig dog ikke afskrække af dette nederlag.
Han fandt snart en ny udvej. Han ønskede at udvide sit marked til kongeriget. For at kunne sælge sine knapper tilstrækkelig billigt ansøger han om at måtte indføre den toldfrit til Danmark eller mod en årlig rekognition på 4 rdr.
Til støtte for sin ansøgning gjorde han gældende, at toldloven af 1. februar 1797 i den grad havde skadet afsætningen for ham, at han havde måttet afskedige alle andre medarbejdere undtagen sønnen.
Gode nok til militært brug?
Denne gang havde Wermer held med sig. Generaltoldkammeret anså knapperne for så gode, at det var rimeligt gennem en toldnedsættelse at lette deres afsætning. Kommercekollegiet nærede vel nogle betænkeligheder af hensyn til den i København etablerede fabrikant Rudolphi. Denne havde dog opnået så store begunstigelser til at levere knapper til hæren og desuden opnået toldfrihed.
Begge Kollegier var enige om, at Wermer for sine knapper fik tolden nedsat til det halve. Ved Kongelig Resolution af 26. august 1803 stadfæstedes dette forslag.
Myndighederne var blevet opmærksom på hans virksomhed. Den 9. maj 1809 befalede kongen, Generaltoldkammeraet og Kommercekollegiet at skaffe oplysninger om, hvor vidt der i landet blev fabrikeret de nødvendige metalknapper til militær brug. Skulle det være nødvendig at give tilladelse til import på grund af mangel på indenlandsk produktion?
Denne chance udnytter Wermer. Han ansøger nu om toldfri indførsel af sine knapper til Danmark for at kunne blive leverandør til den kongelige Militæretat.
Derefter får amtmanden i Tønder befaling på, at sende et fuldstændigt prøvekort af de knapper, som Wermer forfærdigede, med vedføjede priser på enhver sort.
Godt nok sagde militæret, at knapperne så gode ud. Men Rudolphis knapper havde dog aldrig skuffet. I første omgang glippede det med at blive leverandør til hæren, men Wermer gik dog ikke tomhændet ud af denne forhandling. Den 6. april 1812 fik han fuld toldfrihed for sine knapper. Han kunne nu fortsætte sin forretning indtil sin død, den 8. februar 1838.
Samme ret som udenlandske jøder
En anden knapmager i Hostrup Sogn, Jacob Matthiesen i Solderup havde optaget konkurrencen med Wermer. I 1818 havde han opnået tilladelse til indføre knapper toldfrit til Danmark. Jacob Matthiesen havde et meget iltert temperament. Han udtænkte hele tiden ny veje, der skulle afprøves. Derfor indsendte han den ene ansøgning efter den anden.
I 1821 kommer han med nok en ansøgning. Han udtaler i denne, at salget af knapperne sker væsentlig til købmændene i byerne. Men dette var ikke tilstrækkeligt:
– Thi man faldbyder sin Vare til disse, giver de mindre for den, end den koster dem i England.
Derefter tilføjer han meget spydigt:
– Den største Skade, jeg vil anrette er den, at de Prøjsiske, Polske og Tyske Jøder får mindre Betaling for deres Vare, og det indenlandske Fabrikat fortrænger det udenlandske. Det synes mig tilgiveligt, at jeg beder om den samme Ret, som de udenlandske Jøder har.
Herredsfoged Feddersen og amtmanden støttede Matthiesen. Men Matthiesen måtte nøjes med toldfriheden.
Voksede i betydning
Knapmageriet voksede i betydning. Folk, der ikke havde lært faget opkøbte knapperne hos de fattige knapmagere og tilfuskede sig tin rundt omkring. Dette betød, at amtet ikke ville udstede rejsepas.
Ventede forgæves i fem år
Søren Jensen fra Jejsing ansøgte om lov til at drive metalstøberi. Men amtet var klar over, at dette ville gribe ind i de lavsmæssige metalstøbers industri, der også forfærdigede lysestager, håndtage m.m. Han måtte derfor nøjes med almindelig koncession.
Den 5. juni 1819 ansøger Bon Gottfriedsen om koncession og toldfrihed. Men han måtte vente forgæves. Efter at have ventet forgæves i fem år sendte han følgende skrivelse direkte til kongen:
– Jeg er en svagelig mand på 60 år og kan ikke mere foretage de besværlige rejser, men ser mig nødt til at sende mine knapper med posten fra den ene by til en anden. Når jeg skal betale denne transport og min årlige rekognition, der er 4 rbdr. Og desuden skal lade knapperne fortolde, er det umuligt for mig at skaffe det daglige brød til mig og mine.
20 pct. ernærede sig af knapmageriet
Der kom efterhånden masser af ansøgninger. Med tiden gjorde det indtryk hos myndighederne. Amtmand Peder Matthiesen forsøgte at hjælpe knapmagerne så godt han kunne. De fik også toldfrihed, men skulle betale den årlige afgift. Og den forsøgte de nu også at komme af med. Man forsøgte også at få tilladelse til at holde svende og lærlinge.
I 1835 fik 20 pct. af indbyggerne i Hostrup Sogn deres underhold ved knapmageriet. Også anseelsen i sognet steg efterhånden betragteligt. En forhenværende knapmager, gårdejer i Jejsing, Peter Nielsen Petersen kunne således bestride hvervet som sognefoged i Hostrup Sogn. Senere bliver han også kommunefoged i den store Solvig Kommune. Han bliver også medstifter af den lokale sparekasse. For sine fortjenester under krigen 1848 – 51 bliver han belønnet med Dannebrogskorset.
Omkring 1835 gik det tilbage
Knapmageriets blomstringstid varede ved til omkring 1835, så begyndte tilbagegangen. I 1834 ansøger Peter Hansen Petersen at huserer med sine Knapper i Jylland saavel i Dusinvis som i Partier og at besøge Markederne. Han fik sit privilegium, men det kan ikke tillades ham, at husere med sit Fabrikat i Jylland.
En ny forordning i 1837
Den 24. oktober 1837 udkom en ny forordning, der i Hertugdømmerne forbød al huseren eller falbydelse af varer fra hus til hus uden for årsmarkederne. Fra dette forbud var undtaget handel med en mængde varer, der alle henhørte til hjemmearbejder.
Denne forordning har ganske givet knækket knapmageriet. Man forsøgte sig med en mængde ansøgninger, men intet hjalp. Hornknapperne havde desuden holdt sit indtog. De var både billigere og mere praktiske end metalknapperne.
De unge foretrak hornknapper
En ny generation foretrak de nye knapper. Omkring 1864 sluttede et sandt Industrieventyr i Hostrup Sogn. Se det var historien om De Tønderske Knapper. Det er en historie, som vi for længst har glemt. I vores bevidsthed er det kun Tønderkniplingerne, der tæller.
Kilde: Se
– Litteratur Tønder
– Sønderjyske Årbøger
– Fra Arkiv og Museum (Østifternes Historisk – Topographiske Selskaber 1918)
Hvis du vil vide mere: Læs
– Tønderkniplinger – fra husflid til industri
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Tønderkniplinger
– Carsten Richtsen og Digegrevens Hus
– De stakkels kniplepiger
– Handel i Tønder indtil 1864
– En af Tønders patrioter
Januar 17, 2015
Europa – Jensen fra Højer
En flot gavebog om en af de legendariske virksomheder i Højer er dukket op. Men øv, den er ikke offentlig tilgængelig. Vi har kigget lidt på bogen med dens flotte fotos. Og det er såmænd en af oldebørnene til J.H. Jensen, der har fået produceret bogen. Det er ikke mange, der ved, at der er bygget kongebiler i Højer. Det var flotte biler, der kom ud af fabrikken. Men ellers er der også blevet produceret rustvogne, drosker, kareter, busser, landbrugsvogne og meget mere. Ja ved den hvide bro blev der produceret Adler Sportsvogne. Hvorfor laver man ikke en slags udstillingsvindue i Højer om denne stolte produktion? Det vil da i den grad trække publikum til.
En rigtig igangsætter
Vi har tidligere gentagende gange beskæftiget os med denne igangsætter og æresborger i Højer – Europa Jensen. Hjuler – Jensen blev han også kaldt. Ja egentlig var han karetmager.
Nu beskæftiger vi os igen med denne person. Grunden er, at oldebarnet til denne legendariske person i Højer har udgivet en bog om sin oldefar eller snarere en bog om J.H. Jensens Fabrik i Hoyer.
Vi holder hjulene i gang
Men uheldigvis er bogen ikke offentlig tilgængelig. Den er brugt som en gave fra N & K Spedition til deres kunder under devisen, Vi holder hjulene i gang. Som Per Bonnichsen Jensen siger i forordet:
– Det er blevet til mange kilometer på landevejene. Først for de køretøjer, der trillede ud fra fabrikken i Højer, senere for de hundredvis af lastbiler, som i dag kører for N & K Spedition.
En flot gavebog
Vi er her vidne til en 44 siders indbunden gavebog med flotte fotos over de stolte vogne m.m., der rullede ud af fabrikken i Højer. Masser af sjove anekdoter og illustrationer fra familien Jensens familiealbum er det også blevet til.
Faderen sendte ham til en onkel i Løgumkloster, hvor han lærte karetmagerhåndværket. Fra 1874 – 76 gjorde han tjeneste ved Dragonregimentet i Randers.
Til Højer med en spand heste
Han havde kun en spand heste og to læs træ med, da han i 1877 ankom til Højer. Året efter købte han en grund på Ballumvej. Og de gode kunder overnattede privat hos familien Jensen. Ikke noget med hotel.
De mange tyske gæster til øen Sild skulle via Tønder og Højer for at komme derover. Det var nok det mest mondæne sted i Europa – dengang. J.H. Jensen var en flittig gæst på øen. Hver gang en ny model var færdig, blev den præstenteret på øen.
Masser af børn
Den ældste søn, Hans Jensen skulle som det hørte sig til dengang, gå i faderens fodspor. Selv havde han dog en drøm om at komme til søs. Men han valgte dog alligevel karetmagerlære og senere mesterlære. Efter svendeprøven i 1902 gik en drengedrøm i opfyldelse, han blev zeppeliner. I familien Jensen var der fire piger og fire drenge, og alle drenge deltog i 1. verdenskrig.
En brudekaret
Hans Jensens mesterstykke var en brudekaret. Den blev købt af en vognmand i Berlin. Tilfældig så han, at den på et tidspunkt var til salg, så Hans Jensen købte den tilbage. I dag står mesterstykket i Højer.
Det første automobilkarosseri
I 1920 blev Hans Jensen juniorchef i firmaet. I firmaet fortsatte man med at bygge vogne, men fra nu af, var det karrosserier. Det første automobilkarrosseri blev præsenteret på Automobiludstillingen i Tønder.
20 karosserier om året
Til fabrikken blev der ansat tre specialister – hver på sit felt. De kom til Højer med deres familier. Det var en pladesmed, en polstrer og en lakerer. I perioden 1930 – 1940 blev der fremstillet cirka 20 karrosserier om året. I alt er det vel fremstillet ca. 200 – 250 karosserier på fabrikken i Højer. I 1930erne var der ansat op mod 20 medarbejdere på fabrikken.
Postbiler, busser og rustvogne er fremstillet i Højer. I bogen vises et stort udpluk af disse. Mange af Højer – produkterne gik til velhavende københavnere eller personligheder.
Jensen satte sig til tegnebordet
Jensen tog selv ud til kunden for at høre dennes ønsker. Når han kom hjem satte han sig til tegnebrættet og sendte tegningen til kunden. Hvis kunden var tilfreds, blev arbejdet sat i gang. Udførelsen tog normalt tre måneder.
Alle kendte deres plads, karrosseri byggere, pladesmede, polstrere, lakerer osv. Ikke to cabrioleter var ens.
En særlig bestilling
I 1931 fik man en særlig bestilling. Det var til Kong Christian den Tiende. Karosseriet skulle have en bestemt højde, da kongen var en meget høj mand. Han skulle desuden kunne sidde oprejst i bilen med høj hat. Disse ønsker blev selvfølgelig indfriet. Bilen står i dag på Egeskov Slot og ejes af Grev Ahlefeldt.
Adler – sportsvogne
I 1930 overtog J.H. Jensen fabrikken ude ved Den Hvide Bro ude ved Vidåen. Fabrikken blev samlefabrik til Adler – personvogne til det danske marked. Da krigen brød ude i 1939 stagnerede produktionen på grund af manglende reservedele. Efter kirgens afslutning til J.H. Jensens død i 1947 blev der stadig produceret biler på cabrioletchassiser. Jo, han tog skam sin daglige tur som 94 – årig i firmaet.
Bogen er et flot minde om en stor fabrik, en stor personlighed og en særlig kultur. For og bagside er prydet med kareter og en farvetegning af fabrikken.
Går ikke i dybden
Man kunne selvfølgelig havde gået mere i dybden med denne historiske virksomhed i Højer, men det har slet ikke været hensigten med bogen. For dem der vil vide noget mere om historien bag Højer Vogn – og Karosserifabrik eller J.H. Jensens Fabrik i Hoyer kan man eksempelvis læse det her på siden. Se artikeloversigt bagerst i artiklen.
Hvorfor laver man ikke en permanent udstilling?
Virksomheden var egentlig Danmarks svar på Rolls Royce. Den fremstillede i den grad fornemme automobiler. Egentlig burde det på en eller anden måde mindes i Højer og Omegn med en permanent udstilling. Det ville i den grad kunne tiltrække interesserede. Og hvorfor bliver bogen med få redaktionelle ændringer ikke solgt fra mølle – butikken om sommeren?
Dengang – mange karetmagere
Dengang var der mange karetmagere i det sønderjyske. Hver større landsby by havde sin karetmager. Og så fandtes der de større vognfabrikker i bl.a. Højer, Haderslev, Løgumkloster, Skodborg og i Skærbæk. Ja i Tønder var det Brdr. Roost.
Karetmagerne havde en masse underleverandører i form af smede, sadelmagere og vognlakerer. I Højer havde man samlet det hele på virksomheden. Hjul – og karetmagere udførte træarbejdet på vognene, smede sørgede for jerndelene og sadelmagerne og malere ordnede polstring, kaleche og lakering.
Hjulmageri bar et af de få håndværk, der var tilladt på landet. Hvert sogn havde sin hjulmager.
I Højer var produktionen specialiseret
Når vi nu talte om vognfabrik, ja så var det ikke tale om moderne stordrift. Produktionen foregik håndværksmæssig uden anvendelse af maskiner og dampkraft i hvert fald i begyndelsen. I Højer var produktionen i lange tider meget specialiseret.
Arbejdstiden lå i 1890erne på 10 – 11 timer dagligt, men det var reguleret efter årstid og travlhed. En typisk ugeløn for en svend var dengang 18 mark. Den lidt specielle produktionsform krævede et intenst samarbejde mellem håndværkere af forskellig art. Vognfabrikkerne beskæftigede repræsentanter fra alle disse faggrupper.
Karetmageren skulle kunne tegne
Karetmageren skulle kunne tegne en træaksel, beregne hjulet og egernes længde og indbyrdes afstand. Jo, der var skabt meget god håndværk i hver enkelt produktion. Rent salgsmæssig var man afhængig af samfundets økonomi. For virksomheden i Højer tydede alt på, at man var god til at tilpasse sig forholdene. Virksomheden var den største arbejdsplads i byen.
Peter Rasmussens erindringer
Vi har her på vores hjemmeside en ganske god skildring af forholdene på fabrikken. Vi har af familien Rasmussen fået lov til at gengive Peter Rasmussens farverige erindringer fra den tid. Og han var ansat i vognfabrikken i Højer. Kigger vi godt efter i den omtalte bog, ser vi da også på en af fotografierne, Peter Rasmussen. For ikke lang tid siden havde jeg i butikken besøg af en af Peter Rasmussens efterkommere. Og åbenbart er der skrivekløe i familien. Jeg blev præsenteret for et nydelig og interessant hefte. Og dette vender vi snart tilbage til.
Alt skulle læres fra bunden
Han fortæller, at han kom i lære i 1922, hvor der endnu blev lavet hestevogne. I 1924 begyndte virksomheden også at lave biler. Alt skulle læres fra bunden. Men der var gode lærermestre i Højer.
Nogle af disse stammede fra Jauer i Schlesien. Her var der masser af vognfabrikker. Og kvaliteten af disse produkter var anerkendt over hele Europa.
En halv flaske snaps reddede Erich Werner
En af de første opgaver var at save planker op som skulle bruges til vognstænger. Disse skulle høvles med hånden. Hans lærermester, Erich Werner sagde, at man skulle være glade for, at disse planker blev leveret fra savværket. Da han var i lære skulle de selv hente træet ude i skovene.
Denne Erich Werner fortalte, at en halv flaske snaps var skyld i at han kom hel hjem fra krigen 1914 – 18. Han lå i skyttegraven. Dem der skulle gå patrulje, blev næste alle skudt. Dem, der skulle gå turen fik da også en hel flaske snaps, inden de tog af sted. Erich Werner spekulerede på, hvordan han kunne slippe for at gå denne forfærdelige patrulje, når der blev hans tur. De havde en ovn, der varmede godt. Han drak flasken og satte sig så tæt ved ovnen som muligt. Efter denne tur blev han rød over det hele og fik 40 grader i feber. Han blev beordret af lægen til at blive hjemme. Og af de folk, der så skulle på patrulje, vendte der kun enkelt hjem igen.
Den halve flaske snaps fik virksomheden i Højer også glæde af.
Mange træsorter
Peter Rasmussen arbejdede med mange træsorter blandt andet eg, ask, lærke, poppel og mahogni. Ja og på virksomheden ville lakereren ikke kaldes maler. Han skulle kunne lave det hele selv – grundfarve, spartel, kit. Dertil kom alle de forskellige farver, som han selv skulle blande. Dengang hed lakereren i Højer, Herrmann Sigismund.
Sadelmageren havde også et ansvarsfuldt job. Han skulle polstre en vogn, så den kunne holde til et hårdt brug.
Jensen Senior fortalte historier
Peter Rasmussen, som var i virksomheden i over 25 år, var med til at lave førerhuse, drosker, rutebiler, varevogne og især Cabrioleer. Han husker tydelig Jensen Senior.
Jensen Senior fortalte nogle gange om firmaets første tid. Han var vandret fra Lemvig, og havde arbejdet i Løgumkloster. I Højer manglede man ingen karetmager. Han gik til kollegaerne og sagde, at han ville bygge nyt og ikke tage arbejdet fra dem. Han byggede mest luksusvogne og var dygtig til det. Lige så dygtig var han til at sælge dem.
Indtil Første Verdenskrig kom der mange vandrende svende, som en kort overgang arbejde i firmaet, og så vandrede de videre. Men de kom altid igen.
Sadelmager Hübner og svenden kunne ikke sammen
Saddelmager Hübner og svenden havde det ikke godt med hinanden. Jensen satte svenden til at lave en ny stige til saddelmageren, så han kunne komme op på loftet efter materialer. Svenden satte trinene i dobbelt afstand for at drille. Hübner blev gal, men svenden sagde, at han troede at Hübner ville hurtigere op på loftet. Men de manglende trin kom dog på stigen.
Svendene var gerne på kost og til dels også i logi dengang. Når Hübner om middagen så, at svendene skulle have Melbyttel, sagde han gerne: Klister har jeg også i værkstedet. Han skulle ikke nyde noget af den mad. Når maden var brændt på, ja så hældte fru Jensen bare lidt rom i. Det var særdeles billig dengang.
Kan du sælge vognene?
Der fortælles også en historie om Europa Jensen, da han engang sad på kroen i Sønder Lygum. Da kom en af hans sønner ind og proklamerede:
– Nu begynder jeg selv at bygge lige så gode vogne som du.
Det tog Europa Jensen nu meget rolig og svarede:
– Ja ellers havde du jo heller ikke været i lære hos mig, men Kan du også sælge dem?
Giv ham nu en ordentlig omgang
Svendene var gerne i byen lørdag og søndag. Det kunne godt være lidt svært at stå op en mandag morgen. En morgen, da Jensens ene søn, der var udlært smed, dukkede op, begyndte smedesvendene at banke ham. Europa Jensen lukkede døren op:
– Nu Giv ham en ordentlig omgang. Han har længe haft det fortjent.
Kilde:
– I.H. Jensens Fabrik, Hoyer
– Peter Rasmussens erindringer
– Se Litteratur Højer
Hvis du vil vide mere: Læs
– En vogn fra Højer
– Om Gamle dage i Tønder og Højer
– En gåtur i Højer
– Det gamle Højer
Januar 15, 2015
Rostock – mødet, Myte eller virkelighed
Der findes et utal af myter og historier omkring Danmarks besættelse. Hvorfor gjorde vi ikke mere modstand. Hvorfor blev jernbanebroer ikke sprængt i luften? Hvorfor var der ikke bevogtning ved havnene? Man vidste jo tyskerne ville komme. I Tønder vidste de det en uge før. I Højer kunne de høre flyene varme op flere dage før. I Rostock skulle Himmler og Munch have aftalt det hele. Munch skulle være kommet dertil både i bil, tog og skib. Nogle ligger inde med referat fra mødet eller gør de. Ting kan bevises og modbevises. Og så var det lige Schmidt – Vodder, der var sikker på, at have mødt Munch i Rostock. Det var bare to år før.
Var det bare symbolsk modstand?
Rostock – mødet fandt det egentlig sted? Hvad foregik der egentlig her? Ja her skulle udenrigsminister Munch den 17. marts 1940 have lovet den tyske politifører Heinrich Himmler, at Danmark ikke ville modsætte sig en tysk besættelse.
Skulle dem, som måtte lade livet den 9. april så bare have lidt en helt ligegyldig død? Var dette bare en symbolsk modstand?
Myten består stadig
Det er en udbredt opfattelse, at dette møde aldrig fandt sted. Men myten består stadig og er endnu ikke aflivet. Men havde udenrigsministeren mandat til at forhandle med tyskerne?
Var det ondsindede rygter, der var spredt for at skade De Radikale og Socialdemokraterne?
Fritz Clausen ville til magten
I november 1940 bebudede DNSAP’ s partiavis Fædrelandet, at medmindre Stauning selv ville gå af, så ville de udsende en pjece, der indeholdt oplysninger af sprængfarligt karakter. Det ville komme til at indeholde oplysninger, der ville oprøre den danske offentlighed. Det gjaldt om at få Frits Clausen til magten.
Stauning gik som bekendt ikke tilbage. Så den 16. november kom pjecen Den fulde Sandhed om Landsforræderiet og Mordene paa de Danske Soldater den 9. april. I et oplag på hele 100.000 kom den i. Pjecen var som alle andre udgivelser af DNSAP betalt med tyske penge. Nu var ordet forræderi plantet på de danske politikere.
Jon Galster
Vi nærmer os konspirationsteorier. Man har aldrig fundet rigtige vidner til mødet og dog. Jon Galster fremførte i 1950erne nogle teorier om mødet, hvilket resulterede i, at han blev dømt for injurier.
Kreativ historie
Var Munch var i Rostock den 17. – 18. marts. Og den i oktober 1950 nedsatte kommission brugte megen tid på at gennemgå beviser for og imod. En masse selvbestaltede historikere er fremkommet med ret så kreative historier om hændelsesforløbet.
Erik Haaest beskrev i 1976 detaljeret, at Peter Munch var i Rostock for at redde sin søn, som blev beskrevet som udpræget pædofil før, under og efter Anden Verdenskrig.
Søn anholdt i Hamborg
Peter Munchs søn var blevet anholdt i Hamborg på en bar, hvor der efter tysk mening kom seksuelt afvigende elementer. Det ventede ham en streng straf. Derfor accepterede Munch at mødes med Himmler i Rostock. Efter mødet skulle Peter Munch fra november 1940 være blevet sendt til Peking.
Mystiske ting i Københavns Lufthavn
Flere sider i logbogen i Københavns Lufthavn er fjernet. Det drejer sig udelukkende om perioden før og efter de omtalte dage. Den originale ruteflyprotokol mangler sider. Politiet har udtalt, at enkelte flyvninger kan glemmes? Hvorfor?
Schmidt – Vodders møde med Munch
En dansk marineofficer Th. Bjerre havde fortalt om nogle observation, han havde gjort i Københavns Lufthavn Hans karriere blev delvis ødelagt. En rigsdagsmand havde mødt Munch i Rostock om morgenen. Og denne var pastor Johannes Schmidt – Vodder. De havde boet på samme hotel i Rostock.
Hvis mødet skulle være så tophemmelig ville det være mærkelig at placere Munch på et almindelig hotel. Schmidt – Vodder havde også mødt Munch ude i en skov, hvor han stod og kiggede op i luften efter en flyvemaskine. Ja det er fantastisk, at han også mødte ham ved byens banegård.
Man har så forsøgt at gøre pastoren utilregnelig på grund af sin alder, og fordi han var Det Tyske Mindretals repræsentant.
Men Schmidt var slet ikke i Rostock. Han var til konfirmation i Celle, flere 100 kilometer fra Rostock. Dette er noget, Bjørn Svensson senere har dokumenteret. Han har heller ikke kunnet dokumentere, at han har været i Rostock.
En nyhed fra Aabenraa
Pastor Schmidt mødte også sin slægtning, SS – manden, dr. Rudolf Jacobsen, der var Himmlers adjudant. Jacobsen havde fortalt Schmidt, at der foregik samtaler mellem Himmler og visse høje danske herrer. Alt dette kunne den 80 – årige Schmidt – Vodder, at kunne huske, da han som 80 – årig blev afhørt om sagen i 1950. Munch kunne man ikke afhøre. Han var død to år før.
En embedsmand i Udenrigsministeriet kunne bevidne, at Munch rent faktisk havde mødt pastor Schmidt i Rostock engang, nemlig i 1938. Pastoren måtte indrømme, at han kun en gang har været i Rostock, så det sandsynligvis har været tale om en erindringsforskydning.
Egentlig var det his nok tidsskriftet Slesvigeren, der først bragte nyheden om pastor Schmidt – Vodder. Redaktøren var nazisten A. Olesen fra Aabenraa.
Var kongen informeret?
Om morgenen den 9. april 1940 blev Christian den Tiende gjort bekendt med aftalen. Ja det er så en af forklaringerne. En anden går ud på, at kongen var blevet informeret tidligere.
Vidste Frode Jacobsen noget?
Afdøde folketingsmedlem og medlem af Frihedsrådet, Frode Jacobsen har bekræftet, at Charge d`affaires Vincens Steensen – Leth ifølge sine egne oplysninger af englænderne havde fået papirer, der beviste, at Munch og Himmler havde haft et møde. Simon Spies havde fået et tip om de omtalte papirer, og ville have Frode Jacobsen til at udtale sig.
Mange historier og myter
Forsvarsminister Alsing Andersen har privat udtalt, at udenrigsminister Peter Munch ikke aftalte noget om besættelse i marts 1940. Det var et møde om et privat anliggende Munch deltog i.
Journalist og ambassadør, Hans Ebbe Munch har udtalt, at det ville ligge fjernt for en radikal politiker at indgå aftale om militære anliggender. Hans møde var et humanitært anliggende.
I bil til Rostock?
En anden påstand er, at Munch skulle have været passager i en bil ført af to danske efterretningsofficerer, Lunding og Gyth. De kørte i et træk, kun afbrudt af Storebæltsfærgen og ved grænsen. Her stod Gyth af. Lunding, der var sønderjyde og Munch fortsatte til Rostock.
Mødet var blev accepteret af flere ledende i den danske generalstab, af krigsministeren, kongen og Stauning. Officielt skulle Munch have været syg lørdag den 16. og 17. marts. Men nogen havde været til møde med ham i Danmark?
En beretning fra Rigsarkivet
I 1959 udgav Statens Trykningskontor ”Beretning til statsministeren fra udvalget til gennemgang af afdøde udenrigsminister dr. Phil P. Munchs efterladte, i Rigsarkivet opbevarede papirer.
I beretningen kan man læse, at Munch træder tilbage som udenrigsminister den 8. juli 1940. Fra november 1940 til februar 1941 er han på besøg hos sønnen i Peking. I sit testamente blev det tilføjet, hvordan has papirer efter nærmere regler skulle opbevares. Han fortæller Kommissionen, at han ikke har været uden for Danmark i foråret 1940. Endvidere kan man læse, at Munchs dagbog fra 1. januar 1935 til 8. april 1940 ikke er at finde i Rigsarkivet.
Blev dokumenter brændt på bålet?
I en note kan man læse, at sønnen Ebbe Munch i 1957 lånte flere forseglede pakker til gennemsyn hjemme i sit hjem. Om der ved aflevering manglede nogle ting ved man ikke. Fra en afdød modstandsmand Doc, Læge Hans Keiser Nielsen, Roskilde hævdes det, at dagbøgerne fra 1935 – 1940 blev brændt på et havebål.
Tidligere SS –mand Ello Bent Steager Simonsen fremsætter i et brev til Christmas Møller påstande om dansk – tysk samarbejde før og under krigen. I brevet kommer også anklager mod kendte modstandsfolk.
Erik Scavenius har hvis også indrømmet, at Munch var i Rostock, men han påstod, at det var et privat besøg.
Kan man tro på Guldberg?
Det såkaldte Rostock – møde skulle være blevet afholdt i Badebyen Bad Doberan i topnazisten Karl Wolffs villa. Den militære efterretningsmand Ove Guldberg skulle have været den første, der kom frem om oplysninger om dette møde. Angiveligt skulle han have sendt to breve til kongen.
Ove Leif Guldberg skulle have sine oplysninger fra to tyske officerer, Grothmann og Brandt. Efter at Brandt blev henrettet i 1948, hævdede Guldberg kun at have oplysningerne fra ham. Tre år efter hævdede Grothmann i en anden sammenhæng, at han aldrig havde mødt Guldberg.
Guldberg havde en overgang været tilknyttet efterretningsvæsnet, men var blevet interneret af englænderne.
Han anmodede kongen om frigivelse af ham plus alle de andre internerede landssvigere idet han henviste til Rostock – mødet. I henhold hertil mente han bestemt at alle skulle frigives aldeles omgående.
Beskrivelse af Rostock – mødet
Tidsskriftet Revision skrev om Rostock – mødet i 1948. Tidsskriftet benægtede tyske krigsforbrydelser herunder Holocaust.
Det pureste opspind
Historikeren Rene Rasmussen mener at Rostock – mødet som det pureste opspind. Rygterne er opstået i Fårhuslejren. Og de skulle være opstået blandt de tilbagetagende indsatte, for at redde deres eget skind. I kronikken betegner Rene Rasmussen også John Galster som en fantast. Ja han betegner det nærmest som opspind, at Galster bygger sine afsløringer på Munchs dagbøger samt Heinrich Himmlers egen beretning om mødet. Disse afsløringer findes i Galsters bog Den 9. april – en sand myte.
Hvorfor mødes med Himmler?
Men kigger man i Himmlers tjenestedagbog for den 17. og 18. marts, ja så kunne han ikke have været i Rostock/Warnemünde den 17. marts. Det meste af dagen opholdt han sig på Wewelsburg som var SS’s ceremonielle hovedkvarter.
Men hvorfor skulle Munch egentlig mødes med Himmler? Han var Reichsführer for SS og chef for politiet. Besættelsen hørte under Ribbentrop.
Himmler var slet ikke orienteret om besættelsen af Danmark. Og det var han blevet sur over. Han ville godt have været orienteret.
Tyskerne ville alligevel ikke overholde noget
Hvorfor skulle tyskerne holde et møde, når de alligevel ikke havde til hensigt, at overholde en ikke – angrebspagt. Hvorfor skulle tyskerne advare Danmark om en forestående besættelse? Som det kan ses af nedenstående vidste Danmark jo udmærket, at dette kunne ske, når tyskerne erklærede England krig.
Vi skal også huske på, at Danmark havde indgået en neutralitetsaftale med Sverige og Norge. Det lyder utroligt, at Munch skulle have solgt Danmark for at redde sin homoseksuelle søn fra Gestapo.
Munch var i Danmark
Munch skulle den 18. marts kl. 10 have været til ministermøde i udenrigsministeriet. Hans fraværd ville have været bemærket. Der er vidner på, at han har været til dette møde. Mohr bekræfter, at han deltog. Den 17. marts klokken 16 havde han været i telefonisk kontakt med Munch.
Var besættelsen af Danmark så overraskende?
Det Tyske Udenrigsministerium fik først den 2. april 1940 besked om Weserübung. Det blev dagen efter ledsaget af et brev fra general Keitel til udenrigsminister von Ribbentrop. Dette tyder på, at Himmler heller ikke var informeret.
Men mere hemmeligt var det nu heller ikke, således sendte den danske gesandt Zahle papirer til København fra den 4. april. Og som vi tidligere i artikler har fremført her på siden, vidste sønderjyder godt, hvad der foregik. Min far i Tønder fik således af en tysk fiskeeksportør at vide, at der var masser af tyske tropper syd for grænsen 5 -6 dage inden selve besættelsen. I dagene inden patruljerede danske fly grænsen. Og de har ikke kunnet undgå, at se hvad der foregik. I Højer kunne man tydelig høre fly på øen Sild. I ugerne inden besættelsen havde tyske fly i stigende grad krænket dansk territorium.
Misforståelser eller manglende kommunikation?
Det kneb åbenbart med kommunikationen fra den danske hærledelse ud til de sønderjyske tropper om, at man skulle opgive kampene. Denne misforståelse eller manglende kommunikation var katastrofal for de soldater, der mistede livet den 9. april 1940. Skulle danskers liv virkelig være blevet ofret i et kynisk skuespil? Skulle modstanden så bare have været proformamodstand?
Som en del af aftalen, måtte danske fly ikke rekognoscere langs grænsen. Men det havde såmænd gjort og burde have set den store troppekoncentration. Soldaterne måtte ikke grave skyttegrave eller indrette andre forsvarsstillinger. Der måtte heller ikke sprænges jernbanebroer. Flåden måtte ikke sættes i alarmberedskab. Kajen ved Langelinje skylle ryddes. Jo Galster havde opregnet 64 mystiske hændelser.
Man burde have vidst, at de var på vej
Det var ikke vagt ved de danske havnebyer, hverken fra hæren eller søværnet. Middelgrundfortets chef var blevet frakommanderet i dagene op til den 8. april. Og den 9. april om morgenen undlod generalløjtnant Prior at møde op. Måske var det fordi, at han i al hast ville alarmere garnisonen i Kastellet. Unægtelig lidt underligt, for man burde da vide, at tyskerne var på vej.
Galster idømt 8 måneders fængsel
Der findes også en anden udlægning af myten. Den danske regering havde fået lov til at fortsætte efter besættelsen. Mange betragter det som skete den 9. april, som en skamplet på Danmarks ære. Allerede under besættelsen gik der rygter om forræderi. Måske var myten også fremkommet for at redde skindet for de danske politikere, så de kunne retfærdiggøre deres handlinger?
I 1950erne rejste Jon Galster rundt i hele landet og spredte budskabet om Rostock – mødet. Et par bøger om det famøse møde, er det også blevet til. I 1958 blev han idømt 8 måneders fængsel på grund af injurier.
Et bombefly på Lolland
Ifølge denne, så sendte tyskerne efter forhandlingerne en bombemaskine til Danmark med resultat af forhandlingerne optaget på magnetiske stålbånd (de såkaldte ”Lorenz – ruller”) for at orientere de danske politikere i København. For at det skulle være ekstra hemmeligt foretog bombemaskinen en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndende, der så straks blev sendt videre til København.
Men det fly man hentyder til, var en nødlandende fly, en Junkers JU – 88, der havde været på bombetogt over Skotland og var på vej hjem. Hvis nu historien havde været sand, hvorfor skulle man skabe så meget opmærksomhed?
Kopi af samtale?
Kopien af stålbåndoptagelserne skulle tyskerne have brændt i maj 1945. Men af diplomaterne, der havde været med til forhandlingerne ved Rostock – forhandlingerne i 1940, Vincent Steensen – Leth havde ved et usædvanligt held fået fat i de forkullede rester af båndet sammen med hemmelige papirer, der indeholdt referater fra Rostock – mødet. Han skulle have snuppet dette. Med disse beviser skulle han have afpresset den danske regering til en strålende karriere inden for udenrigstjenesten.
Advarsel fra Berlin
Steensen Leth var sammen med Hammer Kjølsen i Berlin i april 1940 og gennem korrespondenterne Jacob Kronika og Helge Knudsen bad han dem om at alarmere den danske offentlighed om, at et tysk angreb var nært forestående. Det ville han nok ikke have gjort, hvis han havde deltaget i Rostock – forhandlingerne.
Myterne vil ingen ende tage
Der har også været forlydender fremme, at udenrigsminister Munch skulle være blevet hentet af et tysk fly, en Fieseler Storch i København og fløjet til Rostock i en ultra – hemmelig mission i januar eller februar 1940.
Myterne vil slet ingen ende tage. Endnu før besættelsen skulle Hermann Göring, der også havde kendskab til Rostock – mødet have sendt en meddelelse til statsminister Stauning. Dette skete gennem en mystisk person, der hed Baron de Trairup. Denne opsøgt Stauning på en fiskerestaurant, hvor han sad sammen med en veninde. Da de Trairup sagde, at han havde en hemmelig besked fra Göring skulle Stauning have blevet ligbleg. Veninden forlod skyndsomst bordet. Görings meddelelse lød:
– Hvis ikke Stauning og Danmark makkede ret, så ville tyskerne fortælle om den hemmelige aftale til englænderne.
Englænderne ville naturligvis, hvis de kendte til sagen, blive rasende og sørge for at Stauning blev straffet for forræderi.
Det ville have været komplet tåbeligt, hvis tyskerne havde røbet deres planer m.h.t Danmark og Norge over for englænderne. Og er det ikke åndsvagt, at diskutere sådanne ting i en restaurant med masser af mennesker.
Stauning fik fisken i gal hals
Men myten går videre, for Baron de Trairup rejste til England og fortalte Secret Service om aftalen. Og nu skulle englænderne have holdt dette hemmelig. De anvendte i stedet deres viden til efter krigen til at gennemtvinge nogle usædvanlige handelsaftaler med Danmark. Ja det skulle være derfor de betalte så lidt for deres bacon. Ja det bliver endnu tåbeligere, for der skulle også have været engeske agenter, der havde myrdet Kaj Munk. Danskerne skulle have troet, at det var tyskerne, så ville man have hadet dem endnu mere. Så ville man også bakke modstandsbevægelsen bedre op.
Tage sig godt betalt
Jo vi skulle have taget os godt betalt. Således var det derfor, at Vilhelm Buhl var så hurtig ude efter krigen med at sige Grænsen ligger fast. Jo, tyskerne skulle have fået Sydslesvig. En anden del af aftalen var, at tyskerne skulle slippe for at betale det enorme beløb på clearings – kontoen.
Man vidste de ville komme
Egentlig vidste man jo længe før, at tyskerne ville besætte Danmark for at få kontrol med Nordsøen, Skagerak og Storebælt. Man havde også set, hvilke pinsler den polske befolkning måtte igennem. Dette skulle nødig overgå danskerne.
Allerede i 1935/1936 fik den danske kaptajnløjtnant E. V Götke – Hansen fat i nogle oplysninger, og kom frem med en analyse, som nærmest lignede de faktiske forhold efter den 9. april 1940.
Hans analyse basserede sig på:
– Der Krieg zur See – udgivet af Det Tyske Marinearkiv
– Deutschlands Hochseeflotte im Werltkrieg af admiral Scheer
– Meine Kriegserinnerungen af General Erich von Ludendorff
I disse kan bøger, kan man se, at tyskerne traf nogle uheldige dispositioner under første verdenskrig. De ville sikkert ikke begå samme fejltagelser i Anden Verdenskrig. I tilfælde af krig med Storbritannien måtte man derfor handle helt anderledes. Det var tydeligt, at en besættelse af Danmark var uundgåelig.
Den unge kaptajnløjtnant sendte sine observationer, der var på 25 sider plus tre kortskitser videre til sin foresatte, som var chefen for sjællandske division. Denne sendte rapporten videre til Generalkommandoen den 28. august 1936.
Ingen interesse hos Generalkommandoen
Godt et år senere, mens Tyskland oprustede temmelig kraftig, svarede Generalkommandoen, at de anerkendte arbejdet, men de tilføjede:
– Da Konklusionerne ikke dækker Generalkommandoens Anskuelser, og da Generalkommandoen ikke ønsker med den givne Foranledning at forelægge Ministeriet sine Overvejelser i et Spørgsmaal af saa grundlæggende Betydning som det foreliggende, har Generalkommandoen afstaaet fra at fremsende Arbejdet til Ministeriet, hvilket det – betragtet som rent Øvelsesarbejde – i fremtrædende Grad efter hele sin Form og Indhold vilde have gjort sig fortjent til.
Dokumentet var underskrevet af E. With og W.W. Prior.
Dengang var Krigsministeren selveste statsministeren TH. Stauning. Og det var han helt frem til 8. juli 1940. Der blev aldrig anlagt en sag om tjenesteforsømmelse over for Generalkommandoen.
Krigserklæring mod Storbritannien
Men mon ikke Stauning vidste, hvad der skulle ske i tilfælde af en krig mellem Tyskland og Storbritannien?
Denne krigserklæring kom den 3. september 1939. Og det er vel naivt at tro, at den ikke – angrebspagt med Tyskland var noget værd. Men måske var det så et alibi til ikke at mobilisere?
Mens Danmark nedrustede, ja så gjorde tyskerne det modsatte. Det var vel taget beslutning om at undlade enhver modstand, når man tænker på, hvor fåtallig de danske styrker egentlig var.
Carl Madsen troede på den
Ja det er mange, der tror, at mødet har fundet sted, således den kendte og tidligere statsadvokat Carl Madsen. I sin bog Når Bladene falder, skriver han:
– Jeg mener ikke at det pittoreske Rostock – møde har fundet sted. Det havde intet formål (Fodnote: Senere oplysninger har gjort mig mindre sikker. Jeg besidder et materiale, der tyder på at sammenkomsten mellem Himmler og P. Munch har fundet sted.
I bogen kommer Carl Madsen med argumenter for, hvorfor han tror på, at mødet fandt sted. På loftet i sit sommerhus opbevarede han et omfangsrigt arkiv. Men dette blev ødelagt ved en brand. Carl Madsen fortæller, at han har navnet på den chauffør, der hentede ham fra flyvepladsen ved Warnemünde, og på den person, som ledsagede ham det sidste stykke til mødestedet. Endvidere påstod advokaten, at have et referat fra mødet mellem Munch og Himmler.
Der kommer flere historie
Myterne vil fortsætte. Vi får masser af nye historier. Det skyldes blandt andet arkivlovgivningen. I forbindelse med en historie, vi stadig arbejder på, så kan vi bevise, at der findes arkiver og dokumenter, som myndighederne siger, ikke eksisterer.
Vi kunne have fortsat med flere mystiske historier, flere beviser og modbeviser.
Kilder:
– Dines Bogø: Myter – Mødet i Rostock (Den Korte Avis)
– Gunnar Thygesen: Besættelsen den 9. april var forudset (artikel)
– Jurij Moskvitin: Simos Spies (1999)
– Hans Kirchoff: 1940 – da Danmark blev besat (1940)
– Ole Hans Jensen: Maskerne falder
– Ole Hans Jensen, Britt Bartenbach: Hvem var fjenden?
– Ole Ib Bøcher: Besættelsen var aftalt (Kronik – Flensborg Avis 11.april 2001)
– René Rasmussen – Svar på denne (Kronik – Flensborg Avis 18.april 2001)
– Jon Galster. Den 9. april – en sand myte
– Bjørn Svensson: Mytedannelser omkring den 9. april
– Bjørn Svensson: Derfor gik det sådan den 9. april
– Claus Bryld, Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring (1999)
– Carl Madsen: Når Bladene falder
Hvis du vil vide mere:
– Her på siden kan du finde 131 artikler om Besættelsestiden.
Januar 3, 2015
Klager over Præsten i Ballum
Dette er et sandt drama fra Ballum i begyndelsen af 1600 – tallet. Menigheden ville hellere have præsten fra Emmerlev. Man fik flere gange sendt anklager mod præsten. Man ville have medbestemmelse, men det fik man ikke. Var det rigtigt, at præsten tog imod gaver, drak brændevin og kom fuld til en begravelse? Læs dette drama, der burde laves som film. Men så blev tjenestepigen gravid. Men hun var en skøge, og havde i forvejen to børn med to forskellige fædre. Hvem tror I kære læsere, var fer til barn nummer tre?
Førte han et uskikkeligt og løsagtigt liv?
I juli måned 1624 modtog lensmanden på Riberhus, Albret Skeel et brev fra kongen, der pålagde ham at undersøge de klager, der var fremkommet over sognepræsten i Ballum, Anker Jensen Buch. Han skulle angiveligt føre et uskikkeligt og løsagtigt liv.
Sognepræsten havde det ikke så let med at overholde det 6. bud. Han var blevet sognepræst i 1623, efter at hans forgænger var blevet afsat på grund af utugt. Anker Jensen Buch tilhørte en præstefamilie. Gennem flere generationer har familien haft embeder i Skanderup.
Foran Ballum birketing
Ballum Sogn hørte lige fra middelalderen under Ribe kapitel.
Lensmanden gik straks i gang med at undersøge forholdene. Den 20. august var der forsamlet en stor del af Hr. Ankers menighed på Ballum birketing for at aflægge vidnesbyrd om deres sognepræsts liv og færden.
En efter en stod de nu frem. En hel daler skulle en beboer give for at få en salig farbror begravet. En anden måtte have sin stakkels afdøde kone liggende i fire dage før Hr. Anker kom og begravede hende. En beboer ønskede trøstens og undervisningens ord af sin sognepræst ved sin mosters dødsleje. Men Hr. Anker var ikke hjemme, så han måtte have fat i Hr. Laurids i Randerup. Begravelsen måtte de lade Hr. Anders Lauridsen i Skast om.
Hatten skulle tilbage
Karen Jekun i Vesterende aflagde vidnesbyrd om, at hendes mand på dødssengen havde givet Hr. Anker en af sine allerbedste hatte. Efter mandens død ville arvingerne dog ikke give afkald på denne hat. Karen måtte da gå til Hr. Anker, og bede om at få udleveret hatten. Hun havde tilbudt ham en daler for umagen, og han havde taget imod den.
Hans Pedersen i Bodsbøl havde straks ved sin hustrus død tilbudt Hr. Anker en daler for at begrave hende, men præsten havde svaret:
– Nej jeg må ikke tage den, men vil du give mig den, da må du lægge den til mig på alteret juledag, så ved ingen andet, end at du gav mig den som offer.
De alvorlige anklager mod Anker Buch koncentrerede sig om to punkter. Han havde været meget fraværende fra sognet. Og han havde taget imod gaver for at forrette gejstlige handlinger.
Begge dele var hver især strafbart. Det sidste var udtrykkeligt blevet forbudt ved et åbent brev til bisperne i 1592 og gentaget i Christian den Fjerdes lille reces fra 1615.
Fromt og kærligt sind
Men nu havde det dog altid været skik og brug, at sognebørnene gav deres sjælesørger en lille erkendtlighed, når han begravede deres døde, viede de unge eller døbte børnene.
Det afgørende var, om præsten kræver denne gave, eller om den gives af et fromt og kærligt sind i taknemmelig erkendelse af den umage, præsten havde gjort sig netop med den tjeneste, som der gives gave for.
Hr. Ankers uheldige skudsmål
Lensmanden var grundig. Han nøjedes ikke kun med vidneudsagn. Samme dag udmeldtes på tinget et stokkenævn, hvor sognepræsten fik følgende skudsmål:
– Giver vi fattige sognefolk eder, hr. Anker Jensen Buch, til kende, at det vel er eder selv nok som vitterligt, at vor forrige præst blev afsat fra sit kald og embede formedelst sit løsagtige levneds skyld forgangen 1623, og I nu siden er forordnet i hans sted til det hellige prædikeembede til vor sognepræst at være. Og nu finder vi, at I blev betroet vor kirketjeneste, hvilket I med listeligt anslag gerne ville have forbigangen, dog ville Gud i himlen have det åbenbaret, så I til sidst måtte det blyligen bekende. Hvilket kan give en stor forargelse i en kristen menighed, når ens sjælesørger anstiller sig således, at I for samme løsagtighed har været forvist fra vor kirke af herredsprovsten eller bispens brev fra Palmesøndag og nu til søndag den 15. august, idet vor allernådigste herre og konge har efterladt jer jer synd. Men jeres fejl er nok ikke så tydelig angivet for hans kongelige nåde, så vi fattige sognefolk nødes til sligt at angive for vor tilhørlige kristne øvrighed. Det gør vi hverken af had eller vild, men alene for vor evige saligheds gavn og bedste.
Konkrete anklagepunkter
Men det var ikke nok med det, for nu gik stokkemændene over til at kigge på de konkrete anklagepunkter. De sagde bland andet:
– For det første, i har jo tit og ofte af jer egen ufornødne vellyst spaseret, redet og faret fra os hele uger ad gangen. Og det har I gjort ikke én men flere gange, så jeres sognefolk er blevet forsømt i deres sygdom og sidste dødstid, hvor de har mest brug for trøst og husvalelse.
– For det andet har I forsømt at begrave de døde af samme årsag.
– For det tredje har I taget skænk og gave fra de fleste
– For det fjerde har I været forsømmelig med vor Herres pinsels- og dødshistorie og ikke prædiket hver onsdag i fasten.
Man gjorde selvfølgelig sognepræsten om, at han havde ret til at føre vidner til at afvise historierne. Men såfremt han ikke kunne dette, så betragtede man ham ikke som en tillidsfuld sjælerådgiver.
Ingen ydmyghed over for lærde herrer
De frie bønder i Ballum viste ingen ydmyghed over for lærde herrer. Men de gode mennesker i Ballum havde overset, at en præst ikke kunne gøres ansvarlig for verdslige ting, men udelukkende kunne stævnes for gejstlig rettergang, når sagen angik hans embedsførelse.
Dette var Anker Buch udmærket klar over. Han affattede to meget vidtløftige og imødegåelse af de enkelte vidnesbyrd. Han syntes, at have svar på alle anklager. Hans pen havde flydt rigelig og bredt. Endvidere forfattede han et brev til kongen. Og her indledte han med en beskyldning mod nogle af sognebørnene, for at have forfulgt ham fra den første dag, som han kom til sognet. Han mente, at Stokkenævnet fra begyndelsen havde eftertragtet ham efter liv og levned.
Menigheden ville hellere have Hr. Peder fra Emmerlev
Hr. Anker mente også, at noget af fjendtligheden skyldes, at mange i menigheden gerne ville have Hr. Peder Clausen i Emmerlev som præst. Men ham måtte menigheden ikke få. Dog håber, Hr. Peder stadig at få embedet.
En anden årsag til fjendskabet var, at han ikke ville give sognebørnene kontrakt på, hvor meget tiende, de skulle give ham om året.
– Han ville altså ikke gå med til, at tienden i stedet for at ydes i kærven, mens kornet endnu stod på marken, blev fastsat som en fast årlig ydelse.
– Han anfører, at han ikke kunne gøre dette ”imod kongelig majestæts ordinans og reces og åbne breve, mig og mine efterkommere til største hinder og skade.
Han anfører endvidere, at han aldrig af ufornøden vellyst har været borte fra sognet. Han giver sine sognebørn råt for usødet, og henviser til herredsprovsten i Døstrup. Når han havde forladt sognet var det altid efter aftale med nabo – præsten, der så ville passe hans sogn.
Det var heller ikke rigtig, at han havde afvist, at holde prædiken om onsdagen i fasten. Men det var blevet sagt til ham, at lokalbefolkningen ikke havde tid til at møde op. De var enten i marken eller på søen.
Hr. Anker beklagede sig over den behandling, som han havde fået på Ballum birketing.
Bispen skulle afhøre begge parter
Alt tyder på, at embedsmændene på en eller anden måde ville rejse en sag mod Hr. Anker. Men så vidt kom det aldrig. Med et brev fra den 2. januar 1625 kom sagen videre til bispen i Ribe med pålæg om, at afhøre begge parter, for så at afsige en endelig dom.
Hvad bispen sagde, ved vi ikke noget om, men Anker Buch var sognepræst endnu i 12 år efter sagen. Med eller uden tillid måtte sognebørnene så beholde ham som sjælehyrde.
Delefogeden, Peder Nielsen og birkefogeden Hans Federsen var to af sognets mest indflydelsesrige personer. De viste stor uvilje mod sognepræsten. Måske hang det sammen med, at man afskar sognefolkenes indflydelse på præstevalgene.
I Nabosognet var der medbestemmelse
I det nærmeste nabosogn, der ikke lå under Ribe kapitel, havde man fulgt ordinansens regler om præstevalg. Menigheden havde udvalgt 7 mænd af sin midte, der sammen med provst og bisp fandt frem til en velegnet præst.
Denne fremgangsmåde kunne man åbenbart ikke gennemføre i Ballum Sogn. Når man så betænker, at den nævnte præst Peder Nielsen var gift med et barnebarn af delefogeden Peder Nielsen, så kan man fornemme sammenhængen af fjendtlighederne mod sognepræsten.
En aftale med præsten
Fra bøndernes side ønskede man tidligt en fast afgift til præsten. Men her var der også en risiko. Tænk, hvis høsten slog fejl. Men i Sønderjylland opnåede man ofte den aftale, at tienden blev ydet i skæppen i stedet for.
Måske havde Hr. Anker været for stejl over for de stolte Ballum – bønder? For at få et nogenlunde forhold til sine sognebørn lod han dem tiende i skæppen. Men han ville ikke indgå en sådan aftale i skriftlig form.
Langt borte fra venner og familie
Nu var det også sådan, at Hr. Ankers fortid ikke var helt pletfri. Men dette havde kongen dog eftergivet ham. Men måske ville Ballum – bønderne udnytte denne viden og få ham bortskaffet.
For hr. Anker lykkedes det åbenbart aldrig at falde til i det fremmede sogn blandt ukendte folk langt borte fra hans slægt og gode venner.
Den 8. januar 1636 blev der atter udmeldt et stokkenævn på Ballum birketing for at give skudsmål over Anker Buch. Tiden havde ikke mildnet deres syn på ham.
Hr. Anker holdt ”ilde hus”
For det første havde hørt, at han ikke havde holdt ilde hus med sin hustru og sine tjenestefolk. Ja han havde haft klamer med sin ægtehustru.
For det andet drak han sig fuld både i øl og vin og løb omkring ved nattetide og kom i parlement med unge karle. Endog fra lørdag aften til søndag morgen drak han sig fuld, så menigheden måtte stå ved kirken og vente på ham til klokken både blev 10 og 11. En grov mund havde han også brugt. Birkefogeden Hans Federsen, delefogeden Peder Nissen og dennes søn, Christen Persen i Kromose på Rømø måtte døje med mange skældsord.
Fra prædikestolen havde han udskældt sin menighed for umælende bæster – og slet ingen undtagen.
Hr. Anker ville have gravøl
Til disse anklager kom så de gamle, for at tage imod skænk og gave for begravelser. Det berettedes også om, at Hr. Anker i høsten 1635 havde lovet at begrave Anders Hansens afdøde hustru. Men da følget kom med liget, var han ikke ved kirken, men i andre byer sad han og drak sig fuld af øl og vin.
Følget måtte til sidst sende bud efter Hr. Anders i Skast og bede ham forrette begravelsen. Men da liget var kommet vel i jorden, kom Hr. Anker i beskænket tilstand til stede. Han kørte med det samme over til Anders Hansen, for han ville ikke gå glip af gravøllet.
Endelig klagede hans naboer sig over, at han ikke ville hegne eller frede med sine bæster.
Anklager mod birketing
Hr. Anker valgte denne gang en anden taktik. Han indstævnede alle 24 stokkemænd og birkefogeden for Viborg Landsting. Han ville have erklæret nævnet for magtesløst.
Den 30. marts 1636 kom sagen for i Viborg. Foruden det anførte stokkenævn, fremlagde ridefogeden for Riberhus, Peder Staal et skriftligt indlæg fra lensmanden, Hr. Albret Skeel. Ifølge dette var det på lensmandens opfordring, at bønderne havde afgivet det anførte stokkenævn, fordi der tidligere havde været klaget over hr. Anker. Det var også fordi denne, inden han fik kaldet, havde avlet barn med et kvindfolk, så man des snarere troede, at han endnu ikke havde forglemt gammel vane. Efter lensmandens mening burde det afgivne stokkenævn vedblivende stå ved magt.
Herimod krævede Hr. Anker Buch nævnet kendt som magtesløst. Han støttede sit krav dermed, at han havde forholdt sig kristeligen vel udi sit kald og embede. Som bevis herfor fremlagde han i retten et brev fra sin herredsprovst, den før omtalte Mikkel Andersen i Døstrup.
Denne kunne ikke sige Hr. Anker noget på hverken i kirken eller hjemme:
– Thi aldrig har jeg fornemmet andet, end han elskede jo godt med sin kære hustru, har ikke heller Maren hr. Anders selv klaget på ham enten for ord eller gerninger til mig lønligt eller åbenbart. Heller ikke tjenestefolkene havde beklaget sig over ham. Og hans sognefolk havde aldrig klaget over deres sognepræst til ham – hverken for drukkenskab eller andet.
Ja herredspræsten havde fornylig hørt, at Anders Tamesen havde beklaget, at præstens kvæg gjorde dem skade i deres korn.
Ungdommen var vel oplært i katekismen
Hr. Anker havde også fremlagt et brev fra den ny bisp i Ribe, mester Johan Borchardsen. Denne havde sidste sommer været i Ballum på sin allerførste visitationsrejse, og fandt ungdommen vel oplært i katekismen. Ingen af menigheden havde beklaget sig til ham over deres præst.
Landstingets dom kendte nævnet for magtesløst. Det skete ikke på grund af Hr. Ankers modindlæg, men udelukkende af formelle grunde. Stokkemændene havde ikke angivet bestemte tidspunkter og steder for Hr. Ankers gerninger, og tingsvidnet burde derfor ikke komme ham til skade.
Maren blev frugtsommelig
Men tunge skyer samlede sig sammen mod Hr. Anker.
For allerede da denne sag blev behandlet, var en ny sag mod sognepræsten i gang. I sommeren 1635, nærmere bestemt fra to uger efter pinse til Mikkelsdag, den 29. september, havde Anker Buch fæstet en pige ved navn Maren Tygesdatter. Pigen havde åbenbart hørt til de meget gavmilde. Hun havde i forvejen to børn med forskellige fædre. Mens hun tjente i Ballum Præstegård blev hun atter frugtsommelig.
Sognepræsten blev beskyldt for at være faderen
Også hun var mødt på Ballum birketing den 8. januar 1636. Hun aflagde her vidnesbyrd om at eftersom hun er krænket, da sigtede hun Hr. Anker, sognepræst i Ballum, at han er hendes rette barnefader for Gud og verden. I hendes udsagn manglede hverken rette tid eller sted, for hun oplyste videre, at samme gerning skete den tid, hr. Ankers hustru var i Ribe for at låne smykker til at smykke hans søster med i Nagebøl, og samme gerning skete udi Hr. Ankers ægteseng på en fredag morgen, som var den næste fredag før midsommer dag 1635.
Denne anklage ramte utvivlsomt hr. Anker hårdere end beskyldningerne for at kunne lide øl og vin. Og bønderne i Ballum huskede nu pludselig igen hans lillefejltrin fra sin tid i Ribe – i 1624. Som lensmanden anførte, havde Hr. Anker måske ikke glemt gammel vane. Den tidligere begåede forseelse var dengang, som nu, en meget tung byrde for en anklaget.
Her hjalp ikke en bred pen
Her hjalp ikke en bred pen. Der måtte skaffes modbeviser, hvis Hr. Anker skulle redde sig selv. Han benægtede selvfølgelig at have forført Maren Tygesdatter. Men hun fastholdt med samme kraftige ed sin anklage. Sagen henvistes derefter til verdslig rettergang. Den 22. juni 1636 kom den for i Viborg landsting.
Hr. Anker fastholdt her sin uskyld. Han mente, at hun havde beskyldt ham af had og avind og hans uvenners og hemmelige fjenders tilskyndelse, der agter med dette greb at kaste ham fra kald og kirke og al sin velfærd, sin fattige hustru og syv umyndige børn.
Han måtte modbevise påstanden
Hun havde løjet ham dette på
– Fordi hr. Anker Buch efter denne letfærdige hores begæring ikke ville gøre hende bistand og forhindre både trolovelse og lysning til ægteskab med en ungkarl, Niels Andersen, Hr. Ankers nabo, hvilken karl har tilforn landet, afbesove for horeri og avlet barn med hende, og hun sagde, at han skulle have lovet hende ægteskab.
Igen var det delefogeden, der var bagmand bag anklagerne mod Hr. Anker. Og det var virkelige alvorlige anklager. Hr. Anker måtte i den grad klare modbeviser for at rense sig. Allerbedst vat naturligvis, at kunne bevise, at en anden var far til Marens barn. Selv mente han, at det var Hans Nielsen Mielshiørne. Han havde selv pralet med, at have haft legemlig omgængelse med Maren Tygesdatter.
Præsten kom med vidnesbyrd
Hr. Anker kunne fremkomme med et brev fra kollegaen Hr. Jens Pedersen, Brøns. Endvidere havde han et udsagn fra et tingsvidne fra Hviding Herredsting fra 25 januar 1636. Heri bekræftede Anders Nielsen i Brøns, Niels Hansen i Brøns Mølle og Troels
Bertelsen i Obling de oplysninger, som Hr. Jens fra Brøns havde givet i sit brev.
Samtidig vidnede Peder Tygesen og Niels Nissen i Hjemsted, Peder Andersen i Skærbækgård og Nis Petersen i Nørre Skærbæk, at de den 6. december 1635 var i Peder Titlousens hus i Skærbæk, da kom Hans Miellhiørne ind til dem, og så vidt vi kunne eragte og erfare, var han ganske ædru og fastendes. Af sig selv begyndte han at tale om Anker Buch i Ballum og pralede med, at det var ham, der var far til det barn, som Hr. Anker blev sigtet for.
Endvidere kunne hr. Anker fremlægge beviser for, at Peter Tamesen i Masbøll og Jens Jensen i Gjesing havde overværet de saftige beskrivelser af livet i Ballum Præstegård.
Længe inden sagen blev rejst på Ballum Birketing, kendte lokalbefolkningen på egnen til de faktiske forhold, eller var det kun rygter? Det var et almindelig samtalestof på egnen.
Hans Miellhiørne blev naturligvis også afhørt af bispen og lensmanden, men han nægtede pure at have udtalt sig, som anført i vidnesbyrdene. Han kunne endda afvise, at flere af dem, der havde udtalt sig havde været til stede.
Vidnesbyrd skrevet under indflydelse af brændevin
Helt fældende for vidnesbyrdene var et fra Mikkel Hansen i Gjesing. Han fortalte, at vidnesbyrdene var skrevet i præstegården i Skærbæk, mens sognepræsten Hr. Søren var fraværende. De var skrevet af kapellanen Hr. Jacob. Denne Jacob Obeling var i 1641 blevet fyret. Til stede var også Hr. Anker, der gavmildt beskænkede alle med brændevin.
Også Brøns – præstens udsagn bestrides af Hans Miellhiørne. Præsten skulle selv have opfordret Hans til at redde Hr. Anker.
Tingsvidnernes udsagn smuldrede også efterhånden. Den ene bad om betænkningstid, mens en anden erklærede, at hans udsagn var sket i drukkenskab.
Fostermoderen udtalte sig også
Fostermoderen i Ballum havde sammen med andre kvinder fra byen bistået Maren Tygesdatter ved fødslen og hørt hendes ønske,
– At Gud den almægtige skulle aldrig lade hende blive forøst, dersom hun havde haft med nogen mands – eller karlsperson med utugt at gøre til denne fødsel, hun havde med at fare, uden Hr. Anker Buch i Ballum.
Andre kunne bevidne, at de havde hørt hr. Anker sige på Allehelgenes Dag 1635, om han havde gjort en horeunge, som han derfor skulle til for nogen.
Mens sagen foregik, betjente Hr. Laurits Sørensen Ørnstrup i Randerup, Ballum Sogn. Han kunne fortælle, at Maren Tygesdatter over for menigheden havde erklæret, at Hr. Anker var hendes rette barnefader.
Retten skal ikke lytte til en ”hore”
I sin afsluttende erklæring udtalte Hr. Anker, at det var indlysende,
– At sådan løsagtig hores løgnagtige besigtelse og og ord ikke bør mere at stå til troende end en ærlig, uberygtet og uskyldig, hederlig præstemands retfærdige og sandfærdige benægtelse og højeste ed.
Hendes anklager burde ikke komme ham til fortræd:
– Men hende som en letfærdig tredobbelt hore at straffes derfor, som ved bør.
Et rørende optrin må det have været, da Maren Tygesdatter stod frem i retten med det tre måneder gamle barn i favnen og atter engang udpegede Hr. Anker som faderen.
Den var en tættet atmosfære i lokalet. Godt nok var Anker Buchs forsøg på at pådutte andre faderskabet faldet til jorden, men hvem kunne tro på en hore? Var alt dette sat i scene af Ballums sognebørn, for at komme af med deres præst?
Retten gik imod Hr. Anker
Endelig var dommerne blevet enige. Det vil sige, at man ikke kunne afvise, at han var faderen. Samme dag traf Viborg landsting, også en anden afgørelse. Og det var, at hr. Anker ikke kunne modbevise, at han skulle have været fuld og ikke var mødt op til en begravelse.
Menigheden kom af med deres præst
Han havde efter denne afgørelse ikke mere at gøre i Ballum. Efter mange års forsøg var det lykkedes for menigheden, at komme af med deres præst.
Skæbnen var dog også imod Hr. Ankers efterfølger. Et år efter Mester Ingvars ansættelse stod han anklaget af menigheden for Viborg landsting.
Fortsatte som ”Guds ords tjener”
Anker Buch fortsatte sin Guds ords tjener i Seest. Selv om han havde bedrevet utugt, ja så gik det ikke ud over hans erhverv. Hans kone fulgte ham trofast. Men ak, da hun fødte Hr. Ankers ottende barn døde hun i barselssengen.
Men allerede samme år gifter Hr. Anker sig igen. Og endnu skulle han i 1690 været i live, nu under mere respektfulde borgere. De stridbare bønder i Ballum Sogn var han befriet for.
Kilde: Se
– Litteratur Sønderjylland (under Udarbejdelse)
– Sønderjyske Årbøger (diverse årgange)
– Sønderjyske Månedsskrifter (diverse udgaver)
– Kornerup: Ribe Katedralskoles Historie
– Arends: Gejstligheden i Slesvig og Holsten
– J. Kinch: Ribe Bys Historie
Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker og menigheder: Læs
– Bryllupsskikke i Højer
– Højer Kirke
– Brorson, en Præst fra Tønder
– Et kloster 15 km fra Tønder
– Møgeltønder Kirke
– Præsten fra Daler
– Tønder Kristkirke
– Åndens Folk i Tønder
– Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland
– Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland
– Pastoren fra Bylderup Sogn
– Kirker syd for Aabenraa
– Jordemødre, Hekse og kloge koner
– To kirker i Aabenraa
– Mysteriet i Ensted
– Ligvognen fra Frøslev
– Livet omkring Bov Kirke
– Ryd Kloster
– Dramaet i Brorsons Kirke
– Grundtvig og Nørrebro
– Kan du råbe mig Nørrebro op
– En kirke på Nørrebro
– Kirker og mennesker på Nørrebro
– En engelsk kirke ved Østerbro
Hvis du vil vide mere: Om Ballum og omegn: Læs
– Agga, en sønderjysk pige
– Mellem Højer og Ballum
– Ballum, dengang
– Ude mod vest
Her er lidt om Ballum og Omegn:
– Sønderjysk Kaffebord – endnu mere
– Tønder Kniplinger – endnu mere
– Rømø, den tredje tur
– Indre Mission, Baptister og andre
– Emmerlev Skole
– Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
– Fra Hæwer te Affenraa (fra Højer til Aabenraa)
– Ballade i Sønderjylland
– Et kloster – 15 km. Fra Tønder
– Apotekeren fra Højer
– Rømø – endnu en gang
– At plukke Sut ved Højer
– Tønder – egnen 1848 – 1852 (2)
– Slaget ved Brøns (og mange flere)
Januar 1, 2015
Udvist til Amerika
Imellem 1840 og 1914 udvandrede 300.000 danskere. En del af disse fik hjælp af Politiet eller de sociale myndigheder. Det var billigere for samfundet. Forbrydere med gentagende straffe og folk, man skønnede aldrig kom ud af fattigdom, som lagde det offentlige til last, blev eksporteret. Den socialdemokratiske ledelse i København blev presset til at udvandre. Det kostede, men så var det godt man havde arbejdsgivere som sponsorer. Så kunne man måske forhindre storstrejke. På et tidspunkt havde landet 1.000 agenter, der gerne ville ordne Amerika – rejsen.
Pio og Geleff
Vi har tidligere beskæftiget os med dette emne. Det har været under kategorien Tønder, hvor vi havde eksempler på, at fattige blev udvist til Amerika. Det var i sidste ende billigere for kommunen. Men også under artikler fra Nørrebro har vi berørt emnet. For hvem husker ikke, at de berygtede arbejdsledere Pio og Geleff fik en enkeltbillet. Her er rygterne så gået på, at det var arbejdsgiverorganisationer, der sponserede dette.
Hvis vi starter med Pio og Geleff blev disse udvist, fordi de var et problem for samfundet. Man kunne ikke have sådanne personer, der udnyttede grundlovens ytringsfrihed til fulde. Vi har tidligere beskrevet dette i flere artikler.
Crone havde ikke sympati for socialisterne
Det lykkedes for Københavns Politi, at få en spion tæt ind på livet af arbejder – lederne. Men denne spion valgte senere, sammen med sin familie, at udvandre til Brasilien med økonomisk hjælp fra politiet. Måske finansierede arbejdsgiverorganisationer også denne rejse.
Det var ingen tvivl om, hvor politidirektør Crones sympati lå. I 1871 gav han en malende beskrivelse af, hvordan socialismen pludselig dukkede op:
– Skjøndt vor Straffelov er ny, synes den dog ikke at have havt Øje for de Farer, der true den offentlige Fred og Sikkerhed fra denne Side, og Politiet kunder derfor i det forløbne Aar ikke gjøre andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværende Aar er egaaende saa vidt, at Anstifterne ere blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offentlige Myndighed bragt for Domstolene.
Borgerskabet fik panderynker
De følgende år var der en forbitret kamp mellem arbejderbevægelsen og politiet. Gang på gang blev de skiftende redaktører af Socialisten og senere fra 1874 Social – Demokraten anholdt og straffet. Samtlige møder blev nøje overvåget under ledelse af politiinspektør Hertz. Men også opdagelsesbetjent H.F. Korn var meget aktiv.
Det bedre borgerskab kunne ikke tolerere den socialistiske bevægelse. Disse arbejdsledere skabte store panderynker, især hos politiet og arbejdsgiverne. Hele seks år måtte Pio i fængsel, Geleff og Brix slap med henholdsvis fem og fire års fængsel.
Et chok for arbejderbevægelsen
Pio var en rystet og svækket person, da han kom ud af fængslet. Men han genoptog til politiets store ærgrelse ledelsen af arbejderbevægelsen.
Pio argumenterede for, at starte en koloni i Kansas. Og Socialdemokratiet lavede ligefrem en udvandringskomite. Det fik udvandrings – agenter til at klage til Københavns Politi.
Den 23. marts 1877 sprang bomben i arbejdermiljøet. Disse to, Geleff og Pio var udvandret. Men snart kom sandheden for dagens lys. I New York var Geleff og Pio blevet uvenner. Og førstnævnte hævnede sig ved at udgive pamfletten:
– Den rene skære Sandhed om Louis Pio og mig selv.
Det viste sig, at en række i den socialdemokratiske top var udvandret på politiets opfordring med en klækkelig betaling til følge. Det afgørende var at ledelsen blev sendt ud af landet inden finanslovsforhandlingerne, for da forventede politiet uroligheder. Sandheden er dog nok, at ledelsen blev truet til at rejse, ellers vankede der fængselsstraf.
Geleff kom aldrig til Kansas
Flokken blev fulgt til Glasgow af danske betjente forklædt i sømandsklæder. Deres opgave var blandt andet at telegrafere hjem til politiinspektør Hertz, når gruppen var ude på Atlanterhavet. Nu var man sikker på, at have lammet den socialdemokratiske bevægelse.
Pio fik 20.000 kr. for at rejse, Geleff fik kun 10.000 kr, og det var han sur over. Han ville have haft lige så meget som Pio.
Geleff kom aldrig til Kansas. Han blev 43 år i Amerika som journalist og jernbaneagent. Han blev forarmet hent hjem til Danmark af partiet. I 1928 døde han på den italienske ø, Capri.
Kolonidrøm varede i seks uger
Og Pio’s kolonidrøm varede kun i seks uger. Han døde den 27, juni 1894, kun 52 år gammel. Det gik ikke den tredje leder bedre. Brix startede et satirisk blad, og blev idømt en del fængselsstraffe, som ødelagde ham psykisk og fysisk. Han døde som 40 – årig i maj 1881.
De danske myndigheder hjalp systematisk problembørn med at rejse til Det Store Land. Så havde de betydelig færre kriminelle og sociale problemer, at tænke på.
Over 1.100 sendt over – med tilskud
I Københavns Politis gemmer befinder der sig en protokol, der rummer informationer om over 1.100 personer, der i årene 1864 – 1905 blev sendt over Atlanten. Dertil kom så alle de fattige, der blev sendt over til det store land. På den måde kunne man også løse de sociale problemer.
Amerika – befrier af forbrydere
I 1873 holdt chefen for Statistisk Bureau, Vilhelm Falbe – Hansen et foredrag med titlen:
– Hvor mange forbrydere har Amerika ikke befriet os for?
Jo emigrationen var løsningen på datidens sociale problemer:
– Udvandring er det virksomste Middel til at formindske de i Nutiden med en truende Hurtighed stigende Fattigbyrder, den formindsker endelig Udgiften til retssikkerhedens Overholdelse, til Fængsler, Arbejderanstalter og Lignende. Hvor mange forbrydere eller vordende Forbrydere, ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Foredragsholderen efterlyste flere midler til politiets og fængselsselskabernes rådighed, så de kunne sende:
– Forbrydere, Skjøger, Urostiftere og andre for Samfundets farlige Personer bort.
– Jeg antager, at det ligeledes i mange Tilfælde vilde være i Kommunernes egen Interesse, om de hyppigere end nu sendte arbejdsdygtige Almisselemmer, navnlig hele Familier, hvis Forsørgere endnu er arbejdsdygtig, ud af Landet.
Jo, Forbrydere, Skøger, Urostiftere og andre for Samfundet farlige Personer skulle bare sendes bort. Og for politiinspektør Crone var det en god ide. Han støttede dette både økonomisk og moralsk.
Foruden en enkeltbillet, så fik de udviste typisk en starthjælp på 7 ½ dollar til at begynde et nyt liv.
Inspiration fra udlandet
Inspirationen kom fra udlandet. Således eksporterede Storbritannien i begyndelsen af 1800 – tallet straffefangere til Australien. Ja hele 400.000 fattige englændere kom væk fra Europa.
I anden halvdel af 1800 – tallet lovede man at reducere eller ligefrem eftergive diverse straffe til gengæld for, at forbryderne lovede at udvandre.
Fængselsskabet hjælper
Mange kommuner landet over havde fuldt de udenlandske landes praksis. Fra 1858 til 1910 hjalp Horsens Fængselsskabet 354 mennesker til udvandring. Denne udvandring foregik for det meste fra Hamborg. Her sørgede det danske konsulat for, at fangerne nu også kom om bord.
I et referat fra Købstadsmødet i 1866 hed det således:
– At Individer, som særligt egner sig dertil, bliver sendt til Amerika, og at Kommunerne således befries for saadanne for Retssikkerheden farlige og for Fattigvæsnet besværlige Personer er desuden ogsaa en stor Fordel for Kommunerne.
Udvandreragenter
I 1850erne stillede Indenrigsministeriet sig positiv over for disse planer. Men det ser ud som om, at man i 1859 havde ændret denne holdning. Man fastslog over for amtsråd og sogneråd og over for kommune – og fattigkasser, at rejseunderstøttelse ikke faldt ind under begrebet fattigunderstøttelse. Der måtte ikke mere gives sådanne tilskud.
Dette forbud måtte hele tiden indskærpes, men lige meget hjalp det. Eksporten af forbrydere og fattige fortsatte.
Der opstod ligefrem udvandreragenter. En af disse hed J.H.A. Rath. I februar 1880 skrev han til flere sogneråd:
– Befordring af saadanne Personer, som jævnligheden ligger Sognet til Byrde. Han undlod ikke at bemærke:
– At jeg allerede i længere Tid har haft Ekspeditionen saavel af Personer, der bliver bortsendte af Kjøbenhavns Politi og Fattigvæsen, som fra flere Købstads – og landkommuner, og støttet herpaa beder jeg Dem ved Lejlighed at have mig i behagelig Erindring.
Københavns Politi særdeles aktiv
Københavns Politi var særdeles aktiv i at tynde ud i hovedstadens underverden. Det blev i større stil udført fra 1870. Det konstaterer Kristian Hvidt i en disputats. Udvisningerne gav anledning til diplomatiske sammenstød mellem den amerikanske og danske regering. Allerede i 1865 havde generalkonsulen i New York, H.C. Døllner advaret mod, at man brugte metoden alt for åbenlyst.
Klage fra USA
I 1868 kom den første officielle klage. Årsagen var, at den 36 – årige tyv, Ole Sørensen, tillige mistænkt for mord var sendt på en enkeltbillet til New York. Og det var åbenlyst, at det var Københavns Politi, der var afsenderen. Sagen var årsag til, at præsident Andrew Johnson foreslog Kongressen, at indføre forbud mod tidligere straffede personers indvandring til USA. Da han havde et flertal imod sig, blev loven først gennemført i 1875.
Sidste indtegning i 1905
Men Københavns Politi fortsatte denne praksis, og fik talrige advarsler fra amerikanerne. Den omtalte protokol havde sin sidste indtegning den 1. august 1905. Det har ikke været muligt, at finde orden til anlæggelse af protokollen. Men den 11. februar 1863 indførtes der en ny politilov. Og samtidig tiltrådte politidirektør V. Crone. Han opgave var, at få den nye lov til at fungere.
Crone blev bedt om en udtalelse
Atter engang i 1874 blev der klaget fra amerikanerne over eksporten af seks straffede personer. Crone blev bedt om en udtalelse. Han svarede, at der ikke var tale om farlige forbrydere, men det ville ikke lykkedes dem i Danmark at opnå
– At blive nyttige eller endog ogsaa blot ikke bebyrdende Medlemmer af Samfundet, medens der derimod vel kunde værre større eller mindre Haab om, at de i et fremmed Land, frigjorte for Trykket af deres Fortid og de Fristelser og Forbindelser, for hvilke deher vare udsatte og under den Tvang til at anspænde deres Kræfter, som den absolutte Nødvendighed af selv at erhverve det Fornødne til Livets Ophold fører med sig, kunde arbeide sig frem baade i sædelig og i oekoomisk Henseende.
Derfor havde politiet heller ikke tøvet med at opfylde deres Begjæring og havde finansieret udrejsen. Desuden mente politidirektøren, at
– Det store nordamerikanske Samfund burde give Plads for en og anden i Hjemmet Fortabt, der sørger sin Frelse inden for dets vidtstrakte Grændser.
En dårlig person, der falder for mindste fristelse
Politirapporterne var vedlagt de omhandlende personer. Således kunne man om Orla Leonhardt Bachmann læse:
– En drikfældig, daarlig Person, der falder for den mindste Fristelse
Ja så kunne man videre læse, at
– Han, hvis han forbliver heri Landet fremdeles, vil blive det Offentlige til Byrde paa en eller anden Maade.
For Peter Petersens vedkommende udtalte politiet, at for både hans egen og samfundets skyld måtte det:
– Anses ønskeligt, at der bliver gjort et Forsøg paa at hjælpe ham bort herfra, hvor han sandsynligvis med Tiden vil gaa aldeles tilgrunde.
Det var kendt i underverdenen
På den ene side bekæmpede man kriminaliteten, men man skaffede også samfundet af med unyttige og bekostelige borgere. Crone gjorde meget, for at det skulle se ud, som om det var Københavns Kommune, der stod bag udvandringen og finansierede den. Endvidere:
– At Politiet som den udøvende Myndighed i saadan Anledning har ydet sin Bistand.
Men sandheden var dog, at det var politiet selv, der administrerede de penge, som de fik af kommunen.
Det var kendt i Københavns underverden, at Københavns Politi var engageret i eksport af kriminelle personer. Men det gjorde man ikke kun i hovedstaden. Således blev der rettet henvendelse fra næsten hele landet m.h.t. proceduren.
37 måtte sendes to gange
37 personer blev afsendt to gange. De var kommet hjem i mellemtiden, men fik så atter en billet. I en række år holdt Københavns Politi lav profil. Det skyldtes klager fra den amerikanske regering, men vel også fordi, der udbrød økonomisk krise. Først i 1879 gentog man igen eksporten af kriminelle.
Canada blev dominerende
Hovedparten af dem, der blev eksporteret var håndværkere, tyende og arbejdere. Fra 1879 var det Canada, der blev det dominerende land. Det skyldtes sikkert, at her så man ikke så stort på, om man var straffet eller ikke. Det var som regel anløbshavnen i Quebec. Men med åbningen af jernbanen fra Atlanterhavet til Stillehavet var det lettere at eksportere immigranter ud til mere fjerntliggende områder som Manitoba og Alberta.
I 1890 dominerede Argentina
I 1887 var amerikanerne igen blevet sure. For da var falskmønteren Riemenschneider blevet sendt af sted. Han havde fået seks års fængsel for at skære klicheer til 1000 – kr. sedler. I 1894, var det så mestertyven Wirle, der blev sendt over there. Han blev transporteret til San Francisco, hvor den lokale avis på forsiden kunne berette Anarchist Coming.
I 1890erne kom der tillige en væsentlig opgang i eksporten til Sydamerika, nærmere bestemt Argentina. Her betalte dennes regering helt eller delvis immigranternes rejse. Desuden sendte den argentinske regering agenter til Europa for at hverve immigranter.
Således fik 56 pct. af de afsendte i 1890 en enkelt til Argentina.
Tilfældet: Albert Ehlers
En af de personer, som Københavns Politi sendte af sted, var Albert Heinrich Johan Ehlers. Han var en ung arbejder fra Store Brøndstræde. Han var søn af et ægtepar fra Holsten.
Albert voksede op som fjerde barn i stor søskendeflok. Brøndstræderne var et af Københavns socialt belastede kvarterer med dårlige boliger, mange prostituerede og kriminelle. Det var således store muligheder for at blive påvirket i uheldig retning.
Barndomshjemmet var fattigt, hvilket blev illustreret ved boopgørelsen ved faderens død:
– 1 sofa, 1 bord, 2 stole, 1 kommode, 1 toiletskænk, 9 skilderier, 1 seng, 4 dyner, 2 puder, 1 par lagener, køkkentøj og brugte gangklæder.
Boets samlede værdi var kun på 33 rigsdaler. Begravelsen måtte da også bekostes af svogeren, arbejdsmand Dolmeier i Store Kongensgade.
Allerede inden faderens død var Albert kommet ud i kriminalitet. I november 1872 blev han idømt 10 Rottingsslag for tyveri af et par sko til 3 rigsdaler. Han havde gået til hånde i en ejendom og var der blevet fristet af skoene. Blot tre måneder senere, og kun tre uger efter faderens død, dømtes han atter for tyveri og fik denne gang 25 Rottingslag.
I marts 1873 var den gal igen, idet Albert sammen med tre andre havde stjålet fra arbejdspladser, hvor han havde arbejdet som murerhåndlanger, hvilket kostede ham 25 Rottingslag. Da han for tredje gang i 1873 blev taget i tyveri, fik han otte måneders forbedringshusarbejde.
Efter løsladelsen i april 1874 gik der halvanden år, hvor han formåede at holde sig uden for kriminalitet, eller i hvert fald ikke blev opdaget. Først i 1875 fik han sin fjerde dom for tyveri. Dette betød, to års forbedringshusarbejde.
Alberts sidste domsfældelse var februar 1878, hvor han fik tre års forbedringshusarbejde for tyveri sammen med en anden. Straffen blev afkortet til to år. Den 11. marts 1880 rejste han til USA. Her må det være lykkedes for Albert at begynde på en frisk. I januar 1884 fik politiet meddelelse om, at Albert da boede i Scottdale, Pennsylvania. Han var gift, havde to børn og var veltilfreds.
Bag på fotoet i Københavns Politis Forbryderalbum har en betjent skrevet:
– Har været i flere forkjellige Lærere, men har ikke Lyst til Noget.
Som regel var det fattiglemmer, forbrydere og fremmede uden arbejde, der var genstand for myndighedernes opmærksomhed.
Fremmedloven blev flittig brugt
Dansk Politi anvendte Fremmedloven af 1875 som en arbejdsløshedsbekæmpende indsats over for arbejdsløse fremmede, stik imod lovens intentioner. Politimestrene, der administrerede loven var ofte tillige borgmestre og ansvarlige for byens fattigforsorg. De så i loven en mulighed for at rydde op blandt de arbejdsløse udlændinge på en billig og let måde. De kørte dem simpelthen til grænsen. Det var betydelig billigere, end at have dem siddende i fængsel eller nyde fattighjælp.
Antallet af udvisninger var ekstrem højt i København. Her havde politiet lagt en særdeles aktiv linje. Udlændinge uden arbejde blev simpelthen udvist. Sådan var Københavns Politi med til at løse sociale problemer.
Masser af agenter
Omkring 1880 var der over 1.000 agenter i Danmark, som lokkede med tilbud til det forjættede land. Inden århundredeskriftet var 172.000 danskere udvandret. De 90 pct. tog til De Forenede Stater. Resten tog til Canada og Australien. Inden 1914 var 300.000 udvandret.
Kunne være forfærdelig
Det var ikke alle rederier, der havde samme standard. Især rederierne fra Liverpool havde en dårlig standard. I 1868 indførte den danske rigsdag en lov om udvandrers befordring. Man stillede krav om, at hovedagenterne skulle godkendes af politiet. Man stillede desuden krav til skibenes udstyr.
Amerika har befriet os for mange forbrydere
Københavns Politi er sikkert enig med Falbe – Hansen:
– Hvor mange Forbrydere eller vordende Forbrydere, Ladegaardslemmer, Tumultuanter og andre Misfornøjede har Amerika ikke befriet os for?
Forbrydere retur
Nu hændte det da også, at amerikanerne sendte forbrydere retur. Så den gik ikke hver gang for Københavns Politi og andre myndigheder.
Kilde:
– Fortid og Nutid, september 2001 (Christian Lassen)
– Udvandringen i vor tid/ Nationaløkonomisk Tidsskrift (1873)
– Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika – drømmen om et nyt liv (2013)
– Kr. Hvidt: Danske veje, vest på
– Kr. Hvidt: Flugten til Amerika 1868 – 1914 (1971)
– John Petersen: Fald og frelse
– Carl Aage Redlich: I Lovens Navn 1 – Københavns Politi gennem tiderne (1982)
– www.emiarch.dk
– Gautier: Hovedstadens Forvaltning 1814 – 1901
– Historisk Tidsskrift bd. 99 (1999)
Hvis du vil vide mere: Læs:
– Politi og Banditter på Nørrebro
– Livet på Ladegården
– Ned med arbejderne
– Det Gamle Nørrebro – og de fattige
– Rabarberlandet
– Flere arbejdere på Nørrebro
– Arbejderkamp på Nørrebro
– Ladegården – dengang
– Begravelse på Assistens Kirkgård 1887
– Fattiglemmer på Ladegården
– Arbejderne på Nørrebro
– Stauning på Nørrebro
– Louis Pio på Nørrebro
– Moral, etik, horeunger og fattighjælp
– Kampen på Fælleden
– Aabenraas Fattige
– Husvild i Aabenraa
– Udvandring fra Tønder 1 – 2 og mange flere